Legislator Case Law & Legislation
E20076A00010 DK

INDEHOLDELSE AF A-SKAT, AM-BIDRAG OG SP-BIDRAG 2007 J ARBEJDSGIVERKONTROL

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2007

Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2007-3

J Arbejdsgiverkontrol

Arbejdsgiverkontrollen omfatter administration af, vejledning om og kontrol af virksomhedernes indeholdelse og afregning af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag samt opfyldelse af de dertil hørende indberetningspligter.

Arbejdsgiverkontrollen har til formål at sikre en korrekt afregning fra virksomhederne af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag. Kontrollen har endvidere til formål at sikre, at indberetningspligterne er opfyldt på en måde, der kan give et korrekt grundlag for ligningen af indkomstmodtagere.

Kontrollen kan gennemføres på grundlag af indkaldt materiale eller ved kontrolbesøg, eventuelt i forbindelse med andre kontroller, for eksempel på moms- eller toldområdet.

J.1 Kontrolbeføjelser

Skattemyndighedernes generelle kontrolbeføjelse fremgår af SKL § 6, jf. lovbek. nr. 1126 af 24. nov. 2005. For en nærmere beskrivelse henvises til LV A.I.3 .

Told- og Skatteforvaltningens beføjelser til arbejdsgiverkontrol fremgår af KSL §§ 86 og 86 A, jf. lovbek. nr. 1086 af 14. nov. 2005, AMFL § 14, jf. lovbek. nr. 1018 af 10. okt. 2006, og SKL § 6 A.

Kontrolbeføjelserne i AMFL § 14 finder tilsvarende anvendelse for SP-bidraget, jf. § 17 f, stk. 1 i ATP-loven, lovbek. nr. 848 af 21. jul. 2006.

Kontrollen kan gennemføres ved gennemgang af indhentet regnskabsmateriale mv., ved besøg i virksomheden og/eller på dennes arbejdsteder, herunder transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt.

Kontrollen foretages under iagttagelse af reglerne i lov nr. 442 af 9. jun. 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (RSL), jf. Processuelle regler på SKATs område, afsnit Q .

J.1.1 Regnskabsmateriale mv.

Arbejdsgiverkontrollens adgang til den indeholdelsespligtiges materiale omfatter efter KSL § 86, stk. 2 alt regnskabsmateriale og efter AMFL § 14, stk. 1 regnskabsmateriale mv. om opgørelse af bidragsgrundlaget mv.

Regnskabsmateriale mv. omfatter også dokumenter af betydning for kontrollen, herunder selskabers revisionsprotokol. Udskrift af bestyrelsens forhandlingsprotokol er ligeledes omfattet, i det omfang protokollen indeholder oplysninger af betydning for kontrollen, eksempelvis om bestyrelsens kendskab til overtrædelser af lovgivningen på området.

Regnskabsmateriale mv. skal på arbejdsgiverkontrollens begæring indsendes eller udleveres, jf. KSL § 86, stk. 2 og AMFL § 14, stk. 3.

Arbejdsgiverkontrollen har efter SKL § 6 A, stk. 2 tilsvarende adgang til grundmaterialet vedrørende de oplysninger, som den indberetningspligtige efter loven skal afgive.

Regnskabsmateriale hos tredjemand

Hvis regnskabsmaterialet beror hos tredjemand, har den indeholdelsespligtige pligt til at fremskaffe materialet. Hvis det ikke er muligt på grund af tredjemands tilbageholdsret, har tredjemand samme pligt som den indeholdelsespligtige til at udlevere materialet til myndighederne. Myndighederne skal i så fald returnere materialet til tredjemand, jf. SKL § 6, stk. 3 analogt.

Logbog

Arbejdsgiverkontrollen kan efter KSL § 86 A, stk. 1 pålægge den indeholdelsespligtige at foretage daglig registrering af ansattes løn samt start- og forventet sluttidspunkt for arbejdet den pågældende dag, jf. Beskæftigelsesministeriets bek. nr. 440 af 7. juni 2005. Arbejdsdirektoratet og de sociale myndigheder kan give tilsvarende pålæg. Disse registreringer skal - uanset hvorfra pålægget hidrører - til enhver tid på begæring forevises arbejdsgiverkontrollen, jf. KSL § 86 A, stk. 2.

J.1.2 Kontrolbesøg

Arbejdsgiverkontrollen har adgang til at foretage eftersyn på stedet af regnskabsmateriale mv. hos den indeholdelsespligtige i dennes forretningslokaler mv. og på dennes andre arbejdssteder, herunder transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt - dog kan der ikke gennemføres kontrol på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, jf. KSL § 86, stk. 2 og AMFL § 14, stk. 1. Der er endvidere en generel adgang til at gennemføre kontrol på arbejdsteder, selvom kontrollen ikke er rettet mod konkrete og af myndighederne kendte virksomheder - dog kan der ikke gennemføres kontrol på en ejendom, der alene tjener til privatbolig eller fritidsbolig, jf. KSL § 86, stk. 5.

Hos den indberetningspligtige efter SKL er der alene adgang til eftersyn i dennes forretningslokaler mv., jf. SKL § 6 A, stk. 2.

Er oplysningerne registeret elektronisk, kan myndighederne vælge at få adgang i elektronisk form til de registrerede oplysninger frem for på papir.

Det er ikke i KSL eller AMFL eller motiverne hertil angivet, hvornår en kontrol på stedet bør foretrækkes frem for en anmodning om indsendelse af regnskabsmateriale mv., men det fremgår af § 2 i RSL, at der ved en sådan beslutning skal anvendes et proportionalitetsprincip, hvorefter et kontrolbesøg forudsætter, at indsendelse af materiale ikke er tilstrækkeligt, og at kontrolbesøget står i et rimeligt forhold til kontrolformålet, jf. Processuelle regler på SKATs område, afsnit Q.2.1 .

Kontrolbesøg skal som hovedregel varsles skriftligt senest 14 dage før besøget. Varslet skal ud over dato, klokkeslæt og sted indeholde oplysning om ret til at lade sig repræsentere/bistå af andre samt hovedformålet med og grundlaget for besøget, jf. RSL, § 5, stk. 2. Efter stk. 3 skal det tillige fremgå, at der inden for en nærmere fastsat frist (normalt 7 dage) kan gøres indsigelse mod besøget. Disse betingelser kan under nærmere oplistede betingelser i stk. 4 fraviges helt eller delvis, og varsel kan undlades, hvis betingelserne herfor er opfyldt for en ikke uvæsentlig del af tvangsindgrebet, jf. stk. 5. I så fald skal der efter stk. 6 ved den uvarslede kontrols begyndelse gives en skriftlig meddelelse med de samme oplysninger, som skal fremgå af et normalt varsel. Reglerne om varsel og en eventuel fravigelse er nærmere beskrevet i Processuelle regler på SKATs område, afsnit Q.2.4 med tilhørende underafsnit.

Myndighederne kan efter KSL § 86, stk. 4 anmode personer, der ved et kontrolbesøg skønnes at udføre beskæftigelse hos den indeholdelsespligtige, om at oplyse navn, adresse, fødselsdato, ansættelsesperiode samt løn- og ansættelsesvilkår. De pågældende har pligt til at give de nævnte oplysninger. En tilsvarende pligt påhviler personer, der ved en kontrol på et arbejdssted skønnes at udføre beskæftigelse hos den pågældende arbejdsgiver, jf. KSL § 86, stk. 5.

J.1.3 Tvangsmidler

Hvis den indeholdelsespligtige eller dennes repræsentant ikke har ønsket at give adgang til de relevante forretningslokaler eller materiale af betydning for kontrollen, kan arbejdsgiverkontrollen ikke på egen hånd eftersøge regnskabsmateriale.

Daglige bøder

For så vidt angår indeholdelsespligtige efter KSL kan adgangen til eftersyn, fremlæggelse af dokumenter og indsendelse af regnskabsmateriale mv. gennemtvinges ved daglige bøder (tvangsbøder), jf. KSL § 86, stk. 3. Materiale, som myndighederne efter SKL § 6 A har adgang til hos indberetningspligtige, kan på tilsvarende vis fremtvinges ved daglige bøder efter SKL § 9. Tvangsbøder pålægges den indeholdelses- og/eller indberetningspligtige. For et selskab pålægges tvangsbøder normalt dets ansvarlige leder. Bøderne skal varsles (normalt 14 dage) skriftligt med forbehold for en senere forhøjelse, der kan iværksættes med et skriftligt varsel på 7 dage. Bødens størrelse fastsættes ud fra et konkret skøn og under hensyn til den pågældendes økonomiske formåen - dog til mindst 200 kr. pr. dag. Tvangsbøder opkræves af told- og skattefogden og kan ved uerholdelighed kræves afsonet. Ikke betalte tvangsbøder bortfalder, når arbejdsgiverkontrollen har fået adgang til eftersyn eller modtaget det ønskede regnskabsmateriale. Se nærmere om regler og fremgangsmåde, eksemplificeret ved SKL § 9, i Processuelle regler på SKATs område, afsnit P.2.2.5.

Politiets bistand

Hvis indeholdelsespligtige nægter SKAT adgang til virksomheden, kan politiet yde bistand til gennemtvingelse af adgangen, jf. AMFL § 14, stk. 4 og KSL § 86, stk. 6.

Der kræves ikke retskendelse, da der er tale om en beføjelse uden for retsplejeloven. Politiet yder derfor kun bistand til overvindelse af eventuelle fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse, men ikke til selve kontrollen.

J.1.4 Oplysninger fra indkomstmodtager

Efter KSL § 86, stk. 4 kan arbejdsgiverkontrollen hos modtagerne af A-indkomst indhente oplysninger til brug for kontrollen af indeholdelserne, eksempelvis ved mangler i den indeholdelsespligtiges regnskabsmateriale. Oplysninger fra indkomstmodtagere kan imidlertid ikke gennemtvinges. Hvis indkomstmodtageren således ikke ønsker at medvirke, må oplysningerne søges indhentet i forbindelse med ligningen af indkomstmodtageren.

Med hensyn til de pligter, der påhviler personer, der ved et kontrolbesøg skønnes at udføre beskæftigelse hos den indeholdelsespligtige, henvises til afsnit J.1.2 om kontrolbesøg.

J.2 Myndighedsområde

Med lov nr. 427 af 6. juni 2005 om skatteforvaltning, ændret ved lov nr. 544 af 24. juni 2005 og bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 758 af 2. august 2005 (skatteforvaltningsloven) etableres told- og skatteforvaltningen som en enhedsforvaltning - SKAT.

Om saglig og stedlig kompetence henvises til Processuelle regler på SKATs område, afsnit A.2 .

J.3 Afgørelse og klage

Told- og skatteforvaltningens arbejdsgiverkontrol i virksomhederne samt anden sagsbehandling inden for arbejdsgiverkontrollens område kan resultere i følgende typer af afgørelser

afgørelser knyttet til registreringspligten,

pålæg om indeholdelse af A-skat og/eller AM-bidrag og SP-bidrag,

afgørelser knyttet til oplysningspligten, og

Krav om betaling af for lidt indeholdt og/eller angivet A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag (hæftelse).

Der er i alle tilfælde tale om afgørelser, som er omfattet af FVL kapitel 5, 6 og 7 om partshøring, begrundelse og klagevejledning, i afgørelser, der ikke giver parten fuldt ud medhold, jf. lov nr. 571 af 19. dec. 1985, som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, lov nr 215 af 22. april 2002, lov nr. 382 af 6. juni 2002 og lov nr. 215 af 31. marts 2004. Se i øvrigt afsnit J.3.1.

Vejledning og processuelle beslutninger

Arbejdsgiverkontrollens sagsbehandling kan også bestå i besvarelse af forespørgsler (dvs. vejledning) samt beslutninger om

indhentning af yderligere oplysninger hos andre myndigheder eller virksomheder, jf. myndighedens pligt til af egen drift at oplyse sagen (officialmaksimen), og

vurdering af strafansvar, jf. afsnit L.

Der er i disse tilfælde ikke tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand, men om processuelle beslutninger som led i sagens behandling. Hverken vejledning eller processuelle beslutninger er derfor omfattet af pligten til partshøring, begrundelse og klagevejledning.

J.3.1 Told-og skatteforvaltningens afgørelse

Arbejdsgiverkontrollens afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag er opkrævningsmæssige afgørelser, der - bortset fra de tilfælde, hvor der er grundlag for hæftelse - har fremtidig virkning. Herudover træffer arbejdsgiverkontrollen afgørelser knyttet til registreringspligten, oplysningspligten m.v. Nedenfor er opregnet forskellige former for afgørelser, der træffes af arbejdsgiverkontrollen, idet bemærkes, at fortegnelsen ikke er udtømmende.

Told-og skatteforvaltningen træffer afgørelse om

at en virksomhed skal indeholde A-skat af en given ydelse, jf.KSL § 46, jf. KSL § 43, og/eller

at der skal indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af den pågældende ydelse, jf. AMFL § 11, stk. 9 og ATP-lovens § 17 f, stk.1, der henviser til AMFL,

bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 1, fritagelse for bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 3, bortfald af bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 4,

bidragsgrundlag efter AMFL § 8, og særskilt bidragsgrundlag efter AMFL § 9, stk. 1, jf. stk. 2,

hæftelse for indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter KSL § 69, stk. 2 og AMFL § 15, stk. 3, 2. pkt.,

lønmodtagerens hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 68 samt AMFL § 15, stk. 1,

den indeholdelsespligtiges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 69, stk. 1 samt AMFL § 15, stk. 3,

selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 2 og bidragsgrundlag efter AMFL § 10,

oplysningspligt efter skattekontrolloven,

nulstilling af A-skat og AM-bidrag, jf TSS-cirkulære 1997-9,

at en indeholdelsespligtig skal registreres i SKATs Erhvervssystem, jf. § 13, stk. 1 i KSLbek. nr. 993 af 19. oktober 2005 og § 1-4 i AMFLbek. nr. 502 af 15. juni 2003,

at indeholdelsespligtige, der anmeldes til registrering, skal stille sikkerhed efter OPKL (lovbek. nr. 289 af 28. april 2003) § 11, stk. 2 og § 11 A, og at en allerede registreret indeholdelsespligtig virksomhed skal stille sikkerhed efter OPKL § 11, stk. 1,

at der skal pålægges afgiftsforhøjelse efter KSL § 57, stk. 2 på grund af ikke rettidigt indgivet angivelse af identitet af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i A-skatteperioden, mere en een gang inden for en periode på 24 måneder, at der skal foretages en foreløbig skønsmæssig ansættelse efter OPKL § 4, stk. 1, samt størrelsen af det skønsmæssigt ansatte tilsvar efter OPKL 5 stk. 2

Om kravene til sagsbehandlingen i forbindelse med en afgørelse, herunder om sagsfremstilling, partshøring begrundelse, klagevejledning og om tavshedspligt henvises til Processuelle regler på SKATs område 2006-1 , afsnit E.3.5-9 og M.3 .

J.3.2 Klage til Landsskatteretten

Told-og skatteforvaltningens afgørelser truffet som led i en arbejdsgiverkontrol kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11.

Landsskatterettens klagebehandling sker efter reglerne i skatteforvaltningslovens Kap. 5, 16 og 19. Det betyder, at der er adgang til syn og skøn, jf. skatteforvaltningslovens § 47 og omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens kap. 19 i sager, hvor arbejdsgiverkontrollens afgørelser påklages til Landsskatteretten. Se om syn og skøn ved Landsskatteretten Processuelle regler på SKATs område 2006-1 , afsnit H.3.4. og om omkostningsgodtgørelse samme sted, afsnit K.

Ved klage til Landsskatteretten skal der betales en afgift, et klagegebyr jf. skatteforvaltningslovens § 42, stk. 4. For 2006 er klagegebyret 700 kr.

Fristen for indgivelse af klage til Landsskatteretten er 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1. Klagen skal indsendes til Landsskatteretten.

J.3.3 Domstolsprøvelse

En afgørelse truffet af told-og skatteforvaltningens arbejdsgiverkontrol kan først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet af Landsskatteretten, eller Landsskatteretten har afvist at behandle sagen, jf. skatteforvaltningslovens § 48-50. Se om domstolsprøvelse og skatteforvaltningslovens § 48-50 i Vejledning om processuelle regler på SKATs område, afsnit I.

Stor vejledning 2007

J.1 Kontrolbeføjelser

J.2 Myndighedsområde

J.3 Afgørelse og klage

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →