INDDRIVELSESVEJLEDNING 2006 OVERSIGTER

Bilag 1

Bilag 1 i de to bekendtgørelser

Lov om merværdiafgift

Lov om afgift af lønsum

Lov om afgift af elektricitet

Lov om en arbejdsmarkedsfond

Lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat)

Toldloven og EF's retsakter på toldområdet, herunder EF's toldkodeks

Lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.

Lov om afgift af affald og råstoffer

Lov om afgift af visse klorerede opløsningsmidler

Lov om afgift af visse ozonlagsnedbrydende stoffer og visse drivhusgasser

Lov om afgift af visse flyrejser

Lov om beskatning af fonde og visse foreninger

Lov om forskellige forbrugsafgifter

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer

Lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber

Lov om afgift af ledningsført vand

Lov om afgift af spildevand

Lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere til anvendelse i foderstoffer

Lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.

Lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater

Lov om afgift af spillekasinoer

Skattekontrolloven

Bilag 2

Bilag 2 i de to bekendtgørelser

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m.

Lov om afgift af gevinster ved lotterispil m.v.

Lov om afgift af visse emballager, poser, engangsservice og pvc-folier

Lov om afgift af konsum-is

Lov om afgift af naturgas og bygas

Lov om afgift af svovl

Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.

Lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (kulbrinteskatteloven)

Lov om visse spil, lotterier og væddemål

Lov om lokale totalisatorspil

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Lov om stempelafgift

Lov om afgift af spiritus m.v.

Lov om tobaksafgifter

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m.

Lov om afgift af dødsboer og gaver

Lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter

Lov om klasselotteri og forbud mod andet lottospil m.m.

Lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder

Lov om pensionsafkastbeskatning

Lov om gevinstgivende spilleautomater

Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter

Lov om afgift af mineralvand m.v.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

Lov om afgift af bekæmpelsesmidler

Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier)

D.1.4.2 Materiel registreringskontrol

Formålet med den materielle registreringskontrol er at sikre, at den anmeldte virksomhed rent faktisk har den virksomhedsform, som den ifølge anmeldelsen påstår at have, og i den forbindelse fastlægge virksomhedens hæftelsesforhold over for told- og skatteforvaltningen.

I den materielle registreringskontrol skal også indgå en kontrol af, om den drift, virksomheden anmelder til registrering for, er indeholdelsespligtig, afgiftspligtig mv.

Som eksempel herpå kan nævnes en vurdering af, om den pågældende virksomhed overhovedet er en selvstændig erhvervsvirksomhed, eller om der reelt foreligger et lønmodtagerforhold. Sidstnævnte hverken kan eller skal registreres.

Endvidere indgår der i kontrollen en undersøgelse af, om den pågældende har gæld til told- og skatteforvaltningen, og der er tale om eventuel stråmandsvirksomhed, ligesom den anmeldte virksomhed og dens ejere tjekkes i "Træsko-registret", se D.1.4.2.6 , og i "KINFO-registret".

I bekendtgørelse nr. 414 af 3. juni 2004, Bekendtgørelse om virksomhedsregistrering - overførsel af opgaver fra skatteministeren til økonomi- og erhvervsministeren, der er omtalt ovenfor i D.1.4.1 , er det i § 5 fastsat, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager en indledende kontrol og validering af data ved opslag i told- og skatteforvaltningens elektroniske registre og systemer.

Sager, hvor en materiel registreringskontrol er påkrævet, vil som udgangspunkt være blandt de sager, der som følge af, at de kræver en egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, jf. bekendtgørelsens § 4, oversendes til told- og skatteforvaltningen.

D.1.4.2.1 Generelt om virksomhedsformer

Etablering af erhvervsvirksomheder er underkastet en lang række love og bestemmelser. I det følgende vil der blive givet en kort omtale af forskellige virksomhedsformer. Forskellen mellem virksomhederne kommer især til udtryk gennem den måde, hvorpå ejerne hæfter for virksomhedens gæld.

D.1.4.2.1.1

Terminologi

I de efterfølgende afsnit vil der blive anvendt forskellige udtryk som "virksomhed", "selskab" og "§ 3-virksomhed" mv.

Betegnelsen "virksomhed" anvendes helt neutralt og udtrykker derfor intet om ejerforhold eller hæftelsesforhold, ligesom den intet fortæller om, hvilken driftsform den pågældende erhvervsvirksomhed har.

Betegnelsen "selskab" vil blive anvendt om virksomheder med begrænset ansvar, dog først og fremmest om aktie- og anpartsselskaber, medens andelsselskaber, kommanditselskaber, foreninger og andre selskaber med begrænset ansvar normalt vil blive benævnt med driftsformen, evt. som § 3-virksomhed, se nærmere nedenfor.

En "§ 3-virksomhed" er en restgruppe af virksomheder, der er omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Der er tale om virksomheder med begrænset ansvar, hvilket skal fremgå af navnet. Andelsselskaber skal benytte forkortelsen "A.M.B.A.", der står for andelsselskab med begrænset ansvar, medens forkortelserne "S.M.B.A.","F.M.B.A.", "V.M.B.A", der står for henholdsvis selskab, forening eller virksomhed med begrænset ansvar, kan forekomme.

D.1.4.2.1.2 Den

retlige regulering

Der eksisterer en egentlig lovgivning om aktie- og anpartsselskaber og filialer af udenlandske aktie- og anpartsselskaber samt erhvervsdrivende fonde, partrederier samt partnerselskaber/kommanditaktieselskaber. Disse virksomhedsformer benævnes derfor: De lovregulerede selskabsformer.

De øvrige selskabsformer er kun undergivet få og spredte lovbestemmelser og kaldes som følge heraf: De ulovregulerede selskabsformer.

I den forbindelse skal nævnes lov om visse erhvervsdrivende virksomheder (erhvervsdrivendeloven), som overordnet betragtet finder anvendelse på virksomheder, der har til formål gennem erhvervsdrift at fremme de økonomiske interesser for virksomhedens deltagere, jf. lovens § 1.

Som loven er bygget op, skal først nævnes de organisationsformer, den ikke omfatter.

Loven gælder ikke for aktie- og anpartsselskaber samt erhvervsdrivende fonde, der, som lige nævnt, har en egentlig lovgivning, jf. § 1, stk. 2. Heller ikke fonde eller fagforeninger er omfattet i det omfang, de ikke driver erhvervsvirksomhed. Det samme gælder efter lovens § 5 kommunale fællesskaber, partrederier og finansielle virksomheder, der i lighed med aktie- og anpartsselskaberne er undergivet anden selskabsretlig regulering.

Ej heller omfatter loven enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber, bortset fra reglerne i kapitel 1, der beskriver lovens anvendelsesområde og indeholder definitioner, kapitel 2, der omhandler regler om virksomhedens navn og prokura, samt kapitel 7, der indeholder diverse straffebestemmelser.

Det kan herefter konkluderes, at lovens § 3 omfatter en restgruppe af erhvervsdrivende virksomheder, der har begrænset hæftelse, og som ikke er omfattet af øvrige selskabslove eller lovens øvrige definerede virksomhedsformer. Som eksempel på § 3-virksomhe- der kan nævnes andelsselskaber med begrænset ansvar i henhold til lovens § 4, jf. § 3.

Hertil kommer de interessentskaber og kommanditselskaber, hvor henholdsvis interessenterne og komplementarerne udelukkende er juridiske personer, hvilket fremgår af § 2, stk. 3, sidste pkt.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er først og fremmest en registreringslov - og altså ikke en lov, der ligesom aktieselskabsloven mv. indeholder materielle regler om organisering, vedtægter, kapitalforhold mv.

Hovedprincippet i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er således, at de virksomheder, der er omfattet af lovens § 3, skal anmeldes til og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt indsende regnskaber dertil til offentliggørelse.

Bilag

Kopi af bekendtgørelse af udlæg i større dagblade.

Kopi af tilsigelsen.

Kopi af udlægsbogen.

Kopi af pantefogedens brev til advokaten.

Kopi af advokatens svar.

C.4.2.4.3 Fogedrettens prøvelsesret

Under betegnelsen fogedrettens prøvelsesret behandles sædvanligvis spørgsmålet om, i hvilket omfang fogedretten kan tage stilling til indsigelser.

Det forhold, at fogeden ikke kan tage stilling til indsigelser under udlægsforretningen bevirker formentlig, at fogedretten kan gå meget langt i prøvelsen af indsigelser og sædvanligvis tillade den nødvendige bevisførelse.

Omfanget af fogedrettens prøvelsesret afhænger i høj grad af karakteren af de indsigelser, der fremføres. Prøvelsesretten vil endvidere afhænge af, i hvilket omfang der kan tillades bevisførelse efter bestemmelsen i RPL § 501, stk. 4, jf. afsnit C.4.2.4.4 .

C.4.2.4.4 Bevisførelse i fogedretten

Der kan normalt kun føres bevis vedrørende faktum. Bortset fra fremmed ret, kutymer og sædvaner kan der ikke føres bevis om jus (de juridiske regler mv.).

Ifølge RPL § 501, stk. 4, kan fogedretten nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang, beskaffenhed eller andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang, dvs. ved en civilretssag.

Hovedreglen er, at den nødvendige bevisførelse skal tillades. Fogedretten kan aldrig på forhånd afvise, at behandle indsigelser under henvisning til, at det skønnes, at det vil blive nødvendigt med en bevisførelse, der går ud over rammerne i RPL § 501, stk. 4.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke bevismidler der kan føres. Syn og skøn vil som altovervejende hovedregel ikke blive tilladt i fogedretten. Begæring om fremlæggelse af dokumenter og afhøring af parter vil sædvanligvis blive efterkommet. Det samme gælder i et vist rimeligt omfang begæringer om førelse af vidner.

Karakteren af den indsigelse, der er anledning til begæringen om bevisførelse, spiller formentlig også ind. Er der tale om tredjemands indsigelser, bevirker hensynet til tredjemand formentligt, at der tillades bevisførelse i fuldt omfang.

Der er formentlig også en tendens til at tillade en videre bevisførelse, hvor indsigelsen er, at kravet efterfølgende er ophørt.

Er der derimod tale om vanskelige og komplicerede juridiske spørgsmål, vil fogedretten formentlig afvise at behandle sagen.

Finder fogedretten, at den ikke kan eller vil behandle sagen, skal parterne anlægge sag ved de almindelige domstole. I den forbindelse skal RIM forelægge sagen for Hovedcentret med henblik på evt. kære af afgørelsen.

C.4.2.4.5

Fogedrettens kendelse

Finder fogedretten indsigelsen mod udlægget begrundet, ophæves udlægget helt eller delvist ved kendelse. RIM skal i denne forbindelse efterkomme fogedrettens pålæg, ligesom RIM i øvrigt skal følge de anvisninger, som fogedretten giver.

Afviser fogedretten indsigelsen mod fogedens udlæg, stadfæstes det foretagne udlæg som endeligt.

Fogedretten underretter parterne i sagen om afgørelsen.

Retsplejeloven indeholder bestemmelser om, hvordan fogedretten skal affatte sin kendelse. Ifølge RPL § 366a, stk. 1, sammenholdt med stk. 2 og 3, skal kendelsen normalt have følgende indhold

en sagsfremstilling

parternes påstande og anbringender

parts- og vidneforklaringer samt andet bevismateriale

fogedrettens præmisser og kendelse samt bestemmelse om sagens omkostninger

resultatet: "Thi bestemmes [...]".

Kendelsen vil altid være skriftlig. Nogle fogedretter underretter telefonisk sagens parter om resultatet, men har også udarbejdet en skriftlig kendelse, som kan sendes til parterne.

C.4.2.4.6 Appel af

fogedrettens kendelse

Uanset hvor godt RIM har forberedt en sag, før den behandles af fogedretten, kan det forekomme, at udlægget ophæves helt eller delvist.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt fogedrettens kendelse skal appelleres til landsretten. En appel af en retsafgørelse kan ske på to måder dels som anke, dels som kære. Som hovedregel ankes domme, mens appel af kendelser og beslutninger sker ved kære, såfremt disse appelleres særskilt. Der er således tale om kære, når fogedrettens kendelse ønskes appelleret til landsretten.

Forinden, der tages stilling hertil, skal RIM være opmærksom på bestemmelsen i RPL § 584, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kun kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. En tilladelse fra Procesbevillingsnævnet gives kun, hvis særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning herom er 4 uger efter afgørelsen. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives inden 1 år efter afgørelsen, jf. RPL § 584, stk. 3.

Finder RIM, at fogedrettens kendelse bør kæres til landsretten, skal sagen straks indberettes til Hovedcentret med RIMs indstilling. Det er herefter Hovedcentret, der afgør, om sagen skal kæres.

Kære af fogedrettens kendelse til landsretten skal ske inden 4 uger efter den dato, hvor kendelsen er afsagt, jf. RPL § 586. stk. 1. Kærefristen ved appel af fogedrettens kendelse om ophævelse af fogedens udlæg må som udgangspunkt regnes fra datoen for fogedrettens afgørelse herom. Efter RPL § 586, stk. 4, kan fogedretten undtagelsesvis tillade kære i indtil 1 år efter at kendelsen er afsagt.

C.4.2.4.6.1 Inddragelse af Kammeradvokaten

Det er RIM, der i praksis indbringer indsigelsen for fogedretten efter INDL § 6, og som møder i fogedretten i forbindelse med behandlingen af indsigelsen.

Hvis indsigelsen vedrører vanskelige og komplicerede juridiske spørgsmål, kan RIM forelægge sagen for Hovedcentret med henblik på, at Kammeradvokaten evt. skal inddrages i sagen.

C.4.2.5 Ansvar for ulovlige udlæg

Efter RPL § 505 skal RIM betale erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er foretaget et ulovligt udlæg.

Det er efter RPL § 505 helt afgørende, om udlægget er ulovligt som følge af, at gælden ikke bestod, eller om ulovligheden skyldes andre årsager.

I fire tilfælde hæfter RIM på et objektivt grundlag. Det drejer sig om følgende forhold

Udlæg for et krav, der ikke består.

Ulovlig politifremstilling, jf. RPL § 494. Politifremstillingen skal være ulovlig i den forstand, at de formelle betingelser for fremstilling ikke har været opfyldt.

Ulovlig tilbageholdelse af skyldneren, jf. RPL § 497.

Udlægsforretningen er foretaget hos en anden end skyldneren.

Ved et objektivt grundlag forstås fx, at RIM bærer risikoen for, at gælden består, og at den ikke senere bliver ændret. Viser fordringen sig at have været urigtig, kan RIM kun blive fri for ansvar, hvis fejlen kan tilskrives skyldneren.

Er udlægget ugyldigt af andre årsager, er RIM ansvarlig efter den almindelige culparegel i dansk ret. Ved almindelig culpa forstås som udgangspunkt, at RIM ikke har handlet, som den burde have handlet, således at handlingen kan bebrejdes RIM som værende uagtsom eller forsætlig.

Selvom der er tale om et objektivt ansvar eller culpaansvar, er størrelsen af erstatningen afhængig af det lidte økonomiske tab.

Herudover skal der evt. betales godtgørelse for tort (godtgørelse for ærekrænkelse og lignende) samt evt. godtgørelse for lidelse, hvis frihedsberøvelse i forbindelse med politifremstilling har fundet sted.

Det påhviler skyldneren at bevise, at han eller hun har lidt et tab ved det ulovlige udlæg. Egen skyld hos skyldneren kan medføre, at kravene nedsættes eller bortfalder.

Det kan i visse tilfælde ikke udelukkes, at tredjemand lider tab ved en udlægsforretning. Her opstår tabet i reglen først, når det udlagte tvangsrealiseres. Omfanget af RIMs erstatningsansvar vil her bero på, om RIM har været uden kendskab til tredjemands ret, eller om RIM har kendt eller haft mistanke om tredjemands ret. Erstatningen kan i førstnævnte tilfælde ikke gå ud over, hvad det udlagte indbragte ved tvangsauktion, mens erstatningen i sidstnævnte tilfælde kan overstige auktionsprovenuet.

Konstateres det under tvangsrealisationen af et udlagt aktiv, at en anden kreditor har haft et bedre prioriteret udlæg end RIM, må auktionsprovenuet udbetales til denne bedre stillede kreditor. Der kan ikke i dette tilfælde gøres et større erstatningskrav gældende mod RIM, fx kravet på restkøbesum i henhold til en kreditkøbskontrakt med gyldigt ejendomsforbehold.

Krav på erstatning eller godtgørelse for tort og lidelse skal fremsættes over for RIM, fogedretten, eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

C.5 Afgørelser uden klageadgang

Frivillige kreditorordninger og tvangsakkorder

RIMs afslag på deltagelse i frivillige akkordordninger og kreditorordninger baseret på gældssaneringsprincipperne samt tvangsakkorder er ikke omfattet af klageadgangen til Landsskatteretten, idet der er tale om såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed, som betyder, at en klage herom ikke kan indbringes for Landsskatteretten eller anden myndighed.

Fordringshavers afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand

Fordringshavers afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. OIL § 2, stk. 3, 3. pkt.

Afdragsordninger

RIMs fastsættelse af afdragsordninger efter § 5 i inddrivelsesbekendtgørelsen, dvs. efter "tabeltræk", kan ikke påklages til Landsskatteretten eller nogen anden myndighed, idet der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Er afdragsordningen derimod fastsat efter bekendtgørelsens kapitel 6 om betalingsevnevurdering, jf. § 5, stk. 3, 3. pkt., er der klageadgang til Landsskatteretten.

D Forebyggende restance

Ved det forebyggende restancearbejde forstås dels den sagsbehandling, som foretages i forbindelse med, at en virksomhed anmelder sig til registrering, se under D.1 , dels de aktiviteter, som told- og skatteforvaltningen udfolder for at imødegå, at en igangværende registreret virksomhed oparbejder skatte- og afgiftsrestancer, se herom under afsnit D.2 .

D.1 Registrering

Registrering af en virksomhed er det første og meget vigtige led i det forebyggende restancearbejde, idet det er i denne fase, det skal vurderes, om virksomheden overhovedet skal registreres, og i bekræftende fald om registreringen skal betinges af, at virksomheden opfylder visse krav.

D.1.1 Indledning

Told- og skatteforvaltningen administrerer en lang række af de love, regler og ordninger, der vedrører virksomhederne i Danmark - regler, som er vedtaget i Folketinget og i EU.

Nogle af reglerne har samfundsregulerende virkning, andre skal sikre indtægter til det offentlige. Told- og skatteforvaltningen opkræver på det grundlag en stor del af de penge, som går til samfundets fælles pengekasse.

I de enkelte love er der taget stilling til, hvordan opkrævningen skal foregå. Det er blandt andet sket ved at give anvisninger for, hvem der skal registreres og for hvad.

Det tilstræbes, at alle virksomhedsregistreringer så vidt muligt afsluttes inden for 3 hverdage.

Man skal dog være opmærksom på, at der kan gå op til 14 dage eller mere fra registreringsanmodningens modtagelse, til virksomheden er blevet registreret, selv om anmodningen er korrekt udfyldt. Dette hænger sammen med, at der forinden skal tages stilling til, om virksomheden i forbindelse med registreringen skal sættes på forkortet afregning eller skal pålægges at stille sikkerhed som betingelse for registreringen. Et pålæg om sikkerhedsstillelse skal således være meddelt virksomheden inden for 14 hverdage regnet fra det tidspunkt, hvor en korrekt og fyldestgørende registreringsanmeldelse modtages. Det er i alles interesse, at virksomheden registreres rigtigt, fordi registreringen danner grundlag for en korrekt opkrævning.

D.1.2 Register over virksomheder - Det Centrale Virksomhedsregister

Registrering hos told- og skatteforvaltningen

Virksomheder, som er moms- og afgiftspligtige, eller som skal indeholde A-skat, AM-bidrag, ATP mv., har pligt til at anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen og har samtidig pligt til at anmelde ændringer i virksomhedens ejerforhold, ansvarlige ledelse eller beliggenhed.

Således udtaler eksempelvis ML § 47, stk. 1, at afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, som ikke er fritaget efter § 13, skal anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Det Centrale Virksomhedsregister

I henhold til CVR-loven fører Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Det Centrale Virksomhedsregister, ligesom styrelsen har ansvaret for registrering i og vedligeholdelse og udvikling af registeret, jf. lovens § 1, stk. 1. Registreringen og vedligeholdelsen af visse grunddata sker i samarbejde med told- og skatteforvaltningen, Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet, jf. § 1, stk. 2.

Registeret har til formål at indeholde grunddata om erhvervsdrivende juridiske enheder og arbejdsgivere og dertil knyttede produktionsenheder. De juridiske enheder og produktionsenheder skal have en entydig nummerering. De registrerede grunddata skal stilles til rådighed for offentlige myndigheder, institutioner og private, jf. § 2.

Under juridiske enheder henhører ifølge lovens § 3

en fysisk person i dennes egenskab af arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende

en juridisk person eller en filial af en udenlandsk juridisk person

en statslig administrativ enhed

en amtskommune

en kommune

et kommunalt fællesskab

Ved produktionsenheder forstås ifølge lovens § 4

den hovedaktivitet, som udøves af en juridisk enhed, der kun har én hovedaktivitet, og hvor al aktivitet udøves på eller fra samme geografiske adresse som den juridiske enheds adresse

den enkelte hovedaktivitet, hvis en juridisk enhed har flere hovedaktiviteter, der udøves på eller fra én geografisk adresse

den enkelte aktivitet, hvis en juridisk enhed har aktiviteter, der udøves på eller fra flere geografiske adresser.

Nummertildeling

Juridiske enheder tildeles et entydigt identifikationsnummer (CVR-nummer), jf. lovens § 5, stk. 1.

Nummertildelingen er fordelt mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Danmarks Statistik.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tildeler CVR-nummer til de juridiske enheder, der er anført i lovens § 3, nr. 1, 2 og 6, og som anmeldes til registrering i henhold til anden lovgivning. Det vil sige aktie- og anpartsselskaber, kommanditselskaber samt filialer af udenlandske virksomheder med begrænset ansvar, erhvervsdrivende fonde og kommunale fællesskaber.

Danmarks Statistik tildeler CVR-nummer til de juridiske enheder, der er anført i lovens § 3, nr. 3-5. Det vil sige statslige administrative enheder, amtskommuner og kommuner.

Andre offentlige myndigheder kan efter aftale med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tildele CVR-nummer, jf. lovens § 5, stk. 4.

Om produktionsenheder udtaler § 6, stk. 1, at disse tildeles et entydigt identifikationsnummer (P-nummer) af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i samarbejde med Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet og forsynes med CVR-nummeret for den juridiske enhed, hvortil de hører. Dog kan ifølge § 6, stk. 2, andre offentlige myndigheder efter aftale med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen stå for nummertildelingen.

Grunddata

De grunddata, der for juridiske enheder og produktionsenheder optages i Det Centrale Virksomhedsregister, består ifølge lovens § 11, stk. 1 og 2, af enhedens navn, adresse og CVR-nummer/P-nummer, start- og evt. ophørstidspunkt, hovedbranche og evt. bibrancher samt antal ansatte. For juridiske enheder registreres tillige virksomhedsform og navn, adresse, stilling og CPR- eller CVR-nummer for fuldt ansvarlige deltagere.

Vedligeholdelse

Om vedligeholdelsen af grunddataene bestemmer § 12, stk. 1, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i samarbejde med told- og skatteforvaltningen vedligeholder grunddata for de juridiske enheder, for hvilke Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forestår nummertildelingen, mens Danmarks Statistik vedligeholder grunddata for de juridiske enheder, som Danmarks Statistik tildeler CVR-numre. Grunddata for produktionsenhederne vedligeholdes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i samarbejde med Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet. Andre offentlige myndigheder har dog efter § 13 mulighed for at overtage vedligeholdelsespligten.

Pligt til at anvende CVR- og P-nummer

Offentlige myndigheder og institutioner har ifølge § 14 pligt til i alle anliggender om juridiske enheder at anvende CVR-nummeret og tilsvarende at anvende P-nummeret i anliggender om produktionsenheder.

Nye it-systemer skal indhente oplysninger direkte fra Det Centrale Virksomhedsregister

Ved offentlige myndigheders og institutioners etablering af nye it-systemer skal det sikres, at Det Centrale Virksomhedsregisters grunddata anvendes ved løbende opslag i registeret, således at disse oplysninger ikke skal indhentes direkte fra de juridiske enheder, jf. lovens § 15.

Adgang til grunddata

Enhver kan med visse undtagelser få adgang til de i registeret optagne grunddata, jf. § 18, stk. 1. Blandt undtagelserne, der er oplistet i stk. 2-7, kan som eksempel nævnes, at CPR-numre ikke må videregives til private (stk. 1).

D.1.3 Registrering af virksomheder

Følgende virksomheder skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen

Enhver, der skal indeholde A-skat mv. efter kildeskatteloven, lov om en arbejdsmarkedsfond og ATP-loven.

Virksomheder, der er afgiftspligtige efter momsloven, og som driver virksomhed med levering af varer og ydelser, der ikke er afgiftsfritaget efter ML § 13.

Virksomheder der er registreringspligtige i henhold til punkt- og miljøafgiftslovene, toldloven, lønsumsafgiftsloven, mv.

Registreringspligten for indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven er foreskrevet i KSL § 85 og kildeskattebekendtgørelsens § 13. Af § 13, stk. 1, følger, at anmeldelsen til registrering i SKATs Erhvervssystem skal ske inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt, dvs. efter den 1. lønudbetaling. Ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, skal meddeles inden 8 dage efter ændringen, jf. stk. 2.

Den tilsvarende registreringspligt for indeholdelsespligtige efter arbejdsmarkedsfondsloven findes i AMFL § 21 og arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen § 1.

Afgiftspligtige efter momsloven skal lade sig registrere efter bestemmelsen i ML § 47. Af § 47, stk. 5, 1. pkt., følger, at anmeldelse til registrering skal ske senest 8 dage inden påbegyndelsen den registreringspligtige virksomhed. Ændringer i en virksomheds registreringsforhold skal anmeldes senest 8 dage efter ændringen, jf. 5. pkt. Ophør af registreringspligtig virksomhed skal anmeldes senest 8 dage efter ophøret, jf. 6. pkt.

Reglerne om registrering gælder for virksomheder, hvad enten de drives som enkeltmandsvirksomhed, interessentskab eller i selskabsform, og det forhold, at det rent praktisk er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der giver selskaber mv. et CVR-nummer, når et selskab anmeldes til registrering dér, jf. ovenfor, ændrer ikke ved pligten til at lade sig registrere hos told- og skatteforvaltningen, hvis virksomheden skal drive afgiftspligtig virksomhed eller er indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven, fordi den har ansat personale.

Anmeldelse om registrering, ændringer og ophør indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

Med virkning fra den 14. juni 2004 er virksomhedsregistreringen blevet overført til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 414 af 3. juni 2004 (bekendtgørelse om virksomhedsregistrering - overførsel af opgaver fra skatteministeren til økonomi- og erhvervsministeren). Formelt set sker registreringen for de ovennævnte pligter stadig hos told- og skatteforvaltningen, men anmeldelse om nyregistrering, ændring af igangværende registreringer og afmeldelse fra registrering skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 10. juni 2004. Det er derfor som udgangspunkt denne styrelse, der træffer afgørelse i disse tilfælde, men told- og skatteforvaltningen kan i visse tilfælde selv forestå sagsbehandlingen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

Registreringspligten efter toldloven findes i TDL § 29, medens registreringspligten efter lønsumsafgiftsloven findes i LAL § 2.

D.1.3.1 Enkeltregistrering

Udgangspunktet for registrering er, at virksomheden tildeles ét CVR-nr./SE-nr. Dette fremgår eksempelvis af kildeskattebekendtgørelsens § 14, stk. 1, 1. pkt., arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen § 2, 1. pkt., lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., og forudsætningsvist af ML § 47.

Der findes dog hjemmel i skatte- og afgiftslovgivningen til, at dele af en virksomhed kan registreres hver for sig (delregistrering), eller at flere afgiftspligtige personer kan registreres under ét (fællesregistrering).

D.1.3.2 Delregistrering

Som nævnt er det hovedreglen, at en indeholdelses- og/eller afgiftspligtig skal registreres som én virksomhed. Det gælder også, selv om den pågældende driver flere virksomheder, eksempelvis flere filialer, afdelinger eller forretninger. Det betyder bl.a., at virksomhederne skal indeholde A-skat og redegøre herfor samlet, ligesom virksomhederne skal udveksle varer og ydelser uden momsmæssige konsekvenser.

Den indeholdelses- og/eller afgiftspligtige kan dog efter anmodning over for told- og skatteforvaltningen få tilladelse til at lade virksomhederne registrere hver for sig, hvis told- og skatteforvaltningen vurderer, at der drives flere virksomheder, og der fører særskilt regnskab for hver enkelt virksomhed, jf. bl.a. kildeskattebekendtgørelsens § 14, stk. 1, 3. pkt., og ML § 47, stk. 3. En sådan anmodning skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

Ved "flere virksomheder" forstås i denne forbindelse, at opdelingen i flere virksomheder er forretningsmæssigt betinget.

Ved "særskilt regnskab" forstås , at den pågældendes almindelige regnskab er opdelt i flere selvstændige regnskaber.

Virksomhederne skal hver for sig udføre eksempelvis afgiftspligtige transaktioner i form af levering, således som det er defineret i ML § 4.

Hvis betingelserne er opfyldt, vil hver virksomhed herefter få sit eget nummer og blive betragtet som selvstændig. "Hovedvirksomheden" har et CVR-nummer, medens den delregistrerede virksomhed tildeles et SE-nummer.

Særligt om eksportvirksomheder og delregistrering

Der eksisterer en særlig ordning - eksportmomsordningen - der går ud på, at virksomheder med eksportomsætning eller anden momsfri omsætning kan få momsen af eksportværdien hurtigere tilbagebetalt. Det sker ved, at virksomheden udskiller denne omsætning i en selvstændig momsregistrering med eget SE-nummer og fører særskilt regnskab for hver enhed.

Alle delregistrerede virksomheder skal afregne moms månedsvis, uanset hvor stor omsætningen er i de enkelte delregistreringsforhold, jf. ML § 57, stk. 5, sidste pkt.

Delregistreringen betyder, at hver af de momsregistrerede enheder betragtes som en selvstændig momspligtig virksomhed i henhold til ML § 3, stk. 3. Virksomhedens eksportsalg af varer og ydelser kan herefter faktureres i to led, nemlig fra den oprindelige enhed (hovedenheden) til den nye enhed (eksportenheden) og derefter fra eksportenheden til eksempelvis en kunde i udlandet. Virkningen heraf bliver, at leverancen fra hovedenheden til eksportenheden er momspligtig, medens leverancen fra eksportenheden til køberen i udlandet er momsfri.

Hvis virksomheden ønsker at blive omfattet af eksportmomsordningen, skal den sende en ansøgning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

Ordningen er således betinget af, at levering af varer og ydelser fra hovedenheden til eksportenheden er momspligtige transaktioner, og at en tilsvarende leverance mellem to uafhængige parter etableret i Danmark ville være belagt med dansk moms. Der henvises til Momsvejledningen, afsnit M.1.4.1 .

D.1.3.3 Fællesregistrering

Hvis der mellem flere selvstændigt registrerede indeholdelsespligtige virksomheder består et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet, kan der efter anmodning gives tilladelse til, at indeholdt A-skat indbetales under ét sammen med redegørelsen herfor, jf. kildeskattebekendtgørelsen § 19, stk. 2.

Det samme gælder flere afgiftspligtige erhvervsdrivende, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, idet også disse efter anmodning kan registreres under ét, jf. ML § 47, stk. 4.

For så vidt angår selskaber, der driver såvel registreringspligtig som ikke registreringspligtig virksomhed her i landet, gælder, at disse selskaber kan få tilladelse fra told- og skatteforvaltningen til at at blive registreret under ét, hvis de opfylder visse betingelser.

Selskaber med blandede aktiviteter skal for at blive fællesregistreret være koncernforbundne, hvorved forstås, at der skal være tale om selskaber mv., hvis aktier mv. direkte eller indirekte er 100 % ejet af det samme selskab (moderselskabet mv.). Hvis der i nogle af de omfattede datterselskaber er udstedt medarbejderaktier i medfør af LL § 7 A, kan der alligevel gives tilladelse til fællesregistrering, når aktierne er udstedt på betingelse af, at de kun kan sælges til det udstedende selskab, jf. ML § 47, stk. 4.

Ordningen indebærer, at der ikke skal beregnes moms af intern omsætning. Fællesregistreringen behøver ikke at omfatte alle selskaberne i koncernen.

Fællesregistreringen medfører, at afregning af skatter og afgifter fra de underliggende SE-numre foretages af ét CVR-nr. - det fællesafregnende CVR-nr.

Fællesregistrerede virksomheder betragtes såvel i skatte- som i afgiftsmæssig henseende som én virksomhed. Det betyder bl.a., at intern handel med varer og ydelser mellem virksomhederne skal ske uden beregning af moms, ligesom fællesregistreringen indebærer, at de pågældende virksomheder hæfter solidarisk for betaling af skatter og afgifter, jf. ML § 46, stk. 7, og cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven, som er ændret ved cirkulære nr. 91 af 16. juni 1995. Det betyder også, at der kan modregnes mellem positive og negative afgifts- og skattetilsvar, der måtte vedrøre de enkelte registreringsenheder.

En anmodning om fællesregistrering skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

D.1.3.4 Registrering ved herboende repræsentant/befuldmægtiget

I skatte- og afgiftslovgivningen er der fastlagt nærmere regler for udenlandske foretagender, der udøver afgiftspligtige aktiviteter her i landet. Nedenfor er nærmere redegjort for reglerne i momsloven og kildeskatteloven mv., idet disse lovområder er de mest anvendte for udenlandske foretagender.

Lignende regler findes i toldloven, punkt- og miljøafgiftslovgivningen samt lønsumsafgiftslovningen.

Momsloven

Udenlandske virksomheder, der sælger afgiftspligtige varer og ydelser her i landet, er - i lighed med de danske - momspligtige og hæfter som alt overvejende hovedregel for momsen, jf. ML § 46, stk. 1. Sådanne virksomheder skal i konsekvens heraf momsregistreres efter ML § 47, stk. 1.

For visse af disse udenlandske virksomheder stilles der krav om, at de skal have en repræsentant, der bor her i landet - en såkaldt fiskal repræsentant - for at kunne blive momsregistreret.

En fiskal repræsentant fungerer som kontaktperson og muliggør, at SKAT kan kommunikere via en person eller virksomhed, som er fortrolig med dansk lovgivning og administration.

I de tilfælde, hvor den udenlandske virksomhed skal have en fiskal repræsentant, hæfter denne solidarisk sammen med virksomheden for momsen. Kravet om solidarisk hæftelse skal sikre den danske stat mod tab i tilfælde af, at den udenlandske virksomhed undlader at betale sin moms.

Regler om tvungen fiskal repræsentant gælder for afgiftspligtige personer, der har forretningssted i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har indgået en aftale om gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne i EU. Nærmere gælder det, at disse virksomheder skal registreres ved en person, der er bosiddende her i landet, eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet. Reglerne herom fremgår af ML § 47, stk. 2.

Det samme gælder, når den udenlandske virksomhed køber varer fra andre EU-lande. Afgiftspligtige personer med forretningssted uden for Danmark skal dog ikke registreres i det omfang, aftageren er gjort betalingspligtig.

Det betyder, at det alene er momspligtige virksomheder fra lande uden for EU, som Danmark ikke har indgået bistandsaftaler på momsområdet med, der skal registreres ved en herboende fiskal repræsentant. Den fiskale herboende repræsentant efter ML § 47, stk. 2, hæfter sammen med virksomheden solidarisk for momsen, jf. ML § 46, stk. 6.

Der stilles således ikke krav om, at momspligtige virksomheder, der er etableret i et andet EU-land eller på Færøerne, Grønland, Island og i Norge samt Liechtenstein med hvem Danmark har indgået aftale om gensidig bistand med en retsvirkning, der svarer til reglerne i EU - den såkaldte EØS-aftale - skal have en herboende fiskal repræsentant, selv om de sælger momspligtige varer og ydelser i Danmark.

Det er dog op til disse landes virksomheder selv at træffe afgørelse om, hvorvidt de ønsker at bruge ordningen med fiskal repræsentant. I disse tilfælde vil den fiskale repræsentant kun fungere som kontaktperson for den udenlandske virksomhed, hvorimod repræsentanten ikke hæfter for momsen. Hæftelsen påhviler alene den udenlandske virksomhed.

I det omfang de udenlandske virksomheder ikke registreres ved en fiskal repræsentant, skal virksomhederne registreres direkte ved Skattecenter Tønder, der tildeler virksomheden et SE-nummer. Her får de udenlandske virksomheder oplysning om regler, momsregistrering mv. i Danmark. I de tilfælde, hvor virksomheden registreres ved en fiskal repræsentant, skal anmeldelsen om registrering indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

Kildeskatteloven mv.

Udenlandske virksomheder, der har etableret fast driftssted her i landet, og som har ansatte her i landet, skal registreres ved en befuldmægtiget, der har hjemting her i landet. Lønnen skal udbetales gennem den befuldmægtigede, der skal indeholde både A-skat og AM-bidrag , jf. KSL § 46, stk. 4, og arbejdsmarkedsbidragsbekendtgørelsen § 4, jf. AMFL § 21, stk. 2. Se nærmere herom i SKM2006.394.SKAT .

Andre udenlandske arbejdsgivere kan også vælge at udbetale løn gennem en befuldmægtiget, jf. KSL § 46, stk. 5. Den befuldmægtigede skal i denne situation kun indeholde A-skat.

D.1.3.5 Registrering af virksomhed der drives af umyndige personer

Umyndige kan i et vist begrænset omfang drive virksomhed og kan som følge heraf også registreres hos SKAT, hvis virksomheden er registreringspligtig. Anmeldelsen om registrering skal dog indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

I værgemålsloven sondres der mellem personer, der er umyndige som følge af mindreårighed, jf. værgemålslovens § 1, og personer, der er umyndige, fordi har fået frataget deres retlige handleevne (umyndiggjorte), jf. værgemålslovens § 6, stk. 2.

Mindreårige

Mindreårige, hvorved forstås personer under 18 år, kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 1, stk. 2, men værgerne handler på den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender efter samme bestemmelses stk. 3.

Efter værgemålslovens § 43 kan værgen til en mindreårig, der er fyldt 15 år, give tilladelse til, at den mindreårige selv må drive virksomhed. Værgen skal dog forinden, at tilladelsen gives, sikre sig statsamtets godkendelse.

En sådan tilladelse bevirker, at den mindreårige, der er fyldt 15 år, på egen hånd kan indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens område, jf. værgemålslovens § 43, stk. 2. Det betyder nærmere, at den mindreårige bindes af sine aftaler og derfor hæfter eller er erstatningsansvarlig over for dem, som retshandlerne indgås med, og over for dem, som i øvrigt berøres af retshandlen, herunder SKAT med hensyn til de skatter- og afgifter mv., der løber på som følge af virksomhedens drift.

En umyndig, der er fyldt 15 år, kan således registreres som henholdsvis indeholdelsespligtig og afgiftspligtig mv. hos SKAT. Registreringen skal i dette tilfælde ikke ske ved værgen, som heller ikke hæfter for den umyndiges forpligtelser.

Det bemærkes, at en modsætningsslutning fra værgemålslovens § 42 om råden over selverhvev efter det fyldte 15. år og § 43, som er nævnt lige ovenfor, fører til, at mindreårige under 15 år ikke kan forpligte sig i forbindelse med drift af virksomhed.

Mindreårige under 15 år kan derfor aldrig registreres som henholdsvis indeholdelses- og afgiftspligtige mv. hos SKAT, heller ikke sammen med deres værge.

Såfremt der opstår et praktisk behov, må virksomheden drives af en myndig, f.eks., men ikke nødvendigvis, værgen. Gældsforpligtelsen påhviler udelukkende den myndige.

Umyndiggjorte

Personer, der er frataget deres retlige handleevne og på den måde er umyndige, kan ikke forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 6, stk. 2. Umyndiggørelsen tinglyses i personbogen.

Værgen handler på den umyndiges vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet, jf. værgemålslovens § 5, stk. 4, og skal ifølge § 24 varetage den umyndiges interesser.

Bestemmelsen i værgemålslovens § 43 om umyndiges mulighed for med bindende retsvirkning at drive erhvervsvirksomhed vedrører formelt set også voksne umyndige (umyndiggjorte), men anvendes ikke i praksis.

SKAT kan derfor ikke registrere en virksomhed, der drives af en umyndig over 18 år, idet den pågældende ikke kan forpligtes af sine aftaler eller råde over sin formue.

D.1.3.6 Registrering af virksomhed, der drives af udenlandske personer, der har taget ophold her i landet.

Bestemmelser om hvilke regler, der gælder for udlændinge, der opholder sig i Danmark, og som ønsker at drive selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet, findes i udlændingeloven.

Ifølge udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed .

Dette gælder dog ifølge lovens § 14 ikke for

Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land

Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6, dog ikke statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn

Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse

Udlændinge med opholdstilladelse efter lovens §§ 7, 8, 9, 9 b, 9 d eller 9 e

Udlændinge med opholdstilladelse efter lovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b.

Udlændinge med opholdstilladelse efter lovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7

Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person

Andre udlændinge, som af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration er fritaget for arbejdstilladelse.

Hvis en udlænding ikke opfylder ovennævnte undtagelsesbestemmelser og således skal have en arbejdstilladelse, påses det i forbindelse med behandlingen af registreringsanmodningen, at den pågældende har et dansk personnummer og en adresse i Danmark.

I den forbindelse bør der kræves dokumentation for opholds- og arbejdstilladelse, som disse personer har fået udleveret, hvis de vel at mærke har en sådan tilladelse. Eventuel henvendelse herom kan foretages til Udlændingestyrelsen.

Herudover søges oplyst, hvilke aktiviteter den anmeldte virksomhed nærmere skal udfolde med henblik på at anvende korrekt branchekode.

D.1.3.7 Registrering af konkursboer

En virksomhed kan tages under konkursbehandling, hvis virksomhedens ejer eller en kreditor i virksomheden anmoder skifteretten om det. Dette sker ved, at skifteretten afsiger et konkursdekret, hvorefter virksomheden er blevet til et konkursbo. Det er dog en betingelse for at blive erklæret konkurs, at virksomheden er insolvent, hvilket vil sige, at den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og at dette problem ikke er af forbigående karakter, jf. KL § 17.

Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning for deres krav efter en konkursorden, der er nærmere beskrevet i konkurslovens kapitel 10 og i H.3.14 .

Afmeldelse

På baggrund af oplysninger i Statstidende eller Registreringstidende afmeldes samtlige registreringsforhold for den konkursramte virksomhed med virkning fra det tidspunkt, hvor skifteretten har afsagt konkursdekret over den.

Hvis virksomhedens drift er ophørt i og med konkursen eller måske før, indskrænker konkursbehandlingen sig til at opgøre boets formue og foretage eventuel fordeling af aktiverne mellem de berettigede. I denne situation skal konkursboet ikke registreres som indeholdelses- eller afgiftspligtigt mv. hos told- og skatteforvaltningen.

Hvis konkursboet fortsætter aktiviteterne, kræves en registrering

Hvis konkursboet fortsætter den tidligere virksomheds aktiviteter, eksempelvis fordi de igangværende ordrer skal afvikles, er det fremover konkursboet v/kurator, som er ansvarlig for driften og skal sørge for konkursboets anliggender. Dette indebærer blandt meget andet, at kurator skal anmelde konkursboet til registrering i henhold til eksempelvis moms- og kildeskatteloven hos told- og skatteforvaltningen, som giver konkursboet et særligt SE-nummer. Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. nedenfor i D.1.4.1 .

Grunden til, at konkursboet ikke blot kan fortsætte med virksomhedens gamle CVR-nummer, er, at konkursboet er en anden juridisk person end den oprindelige virksomhed, hvilket bl.a. viser sig ved, at det fremover er konkursboet, der hæfter for betaling af de skatter- og afgifter, som hidrører fra konkursboets drift. Se om konkurs under afsnit H.3 .

Det bemærkes, at en virksomhed, der har anmeldt betalingsstandsning, fortsætter driften under det hidtidige CVR-nummer og derfor ikke af den grund skal registreres på ny hos told- og skatteforvaltningen. I den situation er det fortsat virksomheden, der er afgifts- og indeholdelsespligtig, og ikke "betalingsstandsningsboet", idet der ikke foreligger et bo i juridisk henseende. Se om betalingsstandsning i afsnit H.2 .

D.1.4 Registreringsanmeldelse og registreringskontrol

I forbindelse med anmeldelsen til registrering hos told- og skatteforvaltningen underkastes virksomheden en registreringskontrol.

D.1.4.1 Anmeldelse om nyregistrering eller ændring i eller ophør af registreringsforhold

Anmeldelse om virksomhedsregistrering indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

Ved bekendtgørelse nr. 414 af 3. juni 2004, Bekendtgørelse om virksomhedsregistrering - overførsel af opgaver fra skatteministeren til økonomi- og erhvervsministeren, er virksomhedsregistreringen overført til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det er sket med virkning fra den 14. juni 2004. Det bestemmes således i bekendtgørelsens § 1, at anmeldelse om registrering efter de i bekendtgørelsens bilag 1 og 2 (se disse nedenfor) opregnede skatte- og afgiftslove med tilhørende bekendtgørelser skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Dokumenter kan være både papirbaserede og elektroniske

Bekendtgørelsens § 2 fastslår, at anmeldelser og andre dokumenter, der indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til bekendtgørelsen, kan være i såvel papirbaseret som elektronisk form. Blanketter til nyregistrering, ændring af registreringsforhold og afmeldelse af registrering kan findes på http://www.webreg.dk/ og http://www.skat.dk/ . Anmeldelse af ny virksomhed indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Postboks 600, 0900 København C. Anmeldelse af ændringer eller ophør sendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Postboks 610, 0900 København C.

I bekendtgørelsens § 4 er fastsat, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når en anmeldelse er modtaget, i sager efter bilag 1 tager stilling til, om styrelsen på det foreliggende grundlag kan træffe afgørelse og foretage registrering.

Visse sager oversendes til told- og skatteforvaltningen

Sager efter bilag 2 samt bilag 1-sager, der kræver en egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, vil blive oversendt elektronisk til told- og skatteforvaltningen med oplysning om baggrunden for overførslen.

Told- og skatteforvaltningens udtagelsesret

Told- og skatteforvaltningen har derudover mulighed for inden for en periode på 7 arbejdstimer regnet fra sagsafslutningen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at udtage sager om start af ny virksomhed og oprettelse eller ændring af indeholdelses-, oplysnings- og betalingspligter m.v. til skatte- og afgiftsfaglig sagsbehandling, jf. § 7, stk. 1. Udtages sagen efter stk. 1, underrettes Erhvervs- og Selskabsstyrelsen herom med oplysning om baggrunden for udtagelsen.

I sager, der enten er overført fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - dvs. bilag 2-sager og bilag 1-sager, hvor en egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence kræves - eller er udtaget efter § 7, stk. 1, sender told- og skatteforvaltningen oplysning om resultatet af sagsbehandlingen samt markering for evt. ændringer i it-registreringen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når der er truffet afgørelse og sket registrering.

Hvis en sag ikke udtages efter § 7, stk. 1, gælder den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen trufne afgørelse.

Også anmeldelse af ændringer og ophør indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

I bekendtgørelse nr. 508 af 10. juni 2004, Bekendtgørelse om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove, er det i § 1 præciseret, at ikke blot anmeldelse om nyregistrering, men også anmeldelse om ændring af igangværende registreringer og afmeldelse fra registrering i medfør af de i bilag 1 og 2 nævnte love og tilhørende bekendtgørelser skal ske til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

I bekendtgørelsens § 2, stk. 2, er det forudsat, at told- og skatteforvaltningen i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte de visiteringsregler, der fastlægger, hvilke sager der skal oversendes til told- og skatteforvaltningen som følge af, at deres behandling kræver en egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence.

For de i bilag 2 nævnte love og tilhørende bekendtgørelser træffer told- og skatteforvaltningen på baggrund af anmeldelsen afgørelse om registrering, ændring af registreringen og afmeldelse fra registrering.

Registreringssager, der opstår i forbindelse med kontrol-, lignings- og inddrivelsesarbejdet

Bliver told- og skatteforvaltningen i forbindelse med kontrol-, lignings- og inddrivelsesarbejdet bekendt med forhold, der medfører nyregistrering af, ændringer i eller afmeldelse af en virksomheds registreringsforhold, træffer told- og skatteforvaltningen afgørelse herom, jf. § 4.

§ 3-virksomheden opnår efter lovens kapitel 3 først retsevne, når den er blevet registreret. Denne bestemmelse er vigtig inden for den i øvrigt ulovregulerede selskabsret og danner parallel til de regler, der gælder inden for aktie- og anpartsselskabsretten. De personer, der før registreringen har påtaget sig forpligtelser på vegne af virksomheden eller har medansvar herfor, hæfter personligt, direkte og solidarisk, jf. § 9, stk. 2. Ved registrering overtager virksomheden disse forpligtelser.

Det må forudsættes, at § 3-virksomheden har nogle vedtægter e.lign, der indeholder retningslinier for virksomhedens organisation, har formålsbestemmelser samt medlems-/stifterregler og har gjort op med stemmeret, hæftelse, valg af ledelse, navn, prokura mv.

Det må endvidere forudsættes, at virksomhedsformen klart adskiller sig fra de juridiske eller fysiske personer, der falder uden for § 3, nemlig aktie- og anpartsselskaber samt virksomheder, hvor én eller flere af deltagerne hæfter såvel personligt, direkte og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

For at være omfattet af § 3 må ingen af deltagerne således hæfte både personligt, direkte og solidarisk. Det udelukker imidlertid ikke forskellige kombinationsmuligheder af deltagernes hæftelse, f.eks. at deltagerne hæfter med hele deres formue (personligt), men kun for et begrænset beløb (proratarisk).

I det omfang, det ikke i en skriftlig selskabskontrakt er bestemt, hvorledes deltagerne i virksomheden hæfter for selskabets forpligtelser, vil man tillægge dem den hæftelse, der sædvanligvis er forbundet med den pågældende virksomhedstype.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal, når den behandler anmeldelser i henhold til erhvervsdrivendeloven, påse, at den anmeldte virksomhedstype ligger inden for lovens definition på netop den virksomhedsform, som virksomheden i anmeldelsen angiver at tilhøre.

D.1.4.2.1.3 Kontraktfrihedens indhold

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er, som nævnt tidligere, væsentligst en registreringslov, hvorfor der i princippet fortsat er aftalefrihed til at danne en virksomhedsform, der er i overensstemmelse med deltagernes behov.

Aftalefriheden giver i princippet frihed til dels at vælge virksomhedsform uafhængig af den påtænkte aktivitet, dels at træffe aftale om stiftelse af et selskab, hvis udformning og retlige regulering ikke ligner nogen hidtil eksisterende selskabstype.

Denne kontraktsfrihed går så vidt, at selskabsdeltagerne i princippet også frit kan aftale, hvorledes og i hvilket omfang de vil hæfte personligt over for selskabets kreditorer.

D.1.4.2.1.4 Kontraktfrihedens grænser

Kontraktsfriheden kan imidlertid ikke i praksis udstrækkes så vidt, som det måtte være teoretisk muligt.

Parterne kan således ikke gyldigt gennem vedtægter eller andre stiftelsesdokumenter indrette en "passende" selskabsform og på den måde omgå de eksisterende selskabslove eller de ulovregulerede, men almindeligt anvendte selskabsformer såsom interessentskaber, andelsselskaber og kommanditselskaber.

Den selskabsretlige aftale- og kontraktfrihed er endvidere undergivet de begrænsninger, som forholdet til omgivelserne kræver, herunder forholdet til virksomhedens kreditorer og almene interesser i øvrigt.

I den forbindelse skal nævnes det påtrængende spørgsmål, hvem der hæfter for selskabets forpligtelser, hvilket som oftest vil ligge enhver potentiel kreditor på sinde.

Usædvanlige selskabskonstruktioner vil således ofte løbe ind i vanskeligheder i forhold til omverdenen. Her tænkes på den usikkerhed, de kan skabe hos kreditgivere som eksempelvis banker, leverandører og offentlige myndigheder.

Hertil kommer, at selskabet og selskabsdeltagerne ofte i en længere periode vil være uafklarede om de beskatnings- og afgiftsmæssige forhold med risiko for at blive draget personligt til ansvar for selskabets forpligtelser.

D.1.4.2.1.5

Klassificering af en virksomhed

Som nævnt ovenfor har told- og skatteforvaltningen pligt til at føre et register over anmeldte virksomheder. Told- og skatteforvaltningen er i forbindelse med registreringen af virksomheden i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen berettiget til at kontrollere, om oplysningerne, der er givet i anmeldelsen, er rigtige.

Der ligger heri bl.a., at der faktisk foretages en klassificering af den anmeldte virksomhed. Herved forstås, at samtlige oplysninger om virksomheden sammenholdes med den virksomhedstype, som virksomheden er angivet med på registreringsanmeldelsen, og på den baggrund vurderes, om virksomheden er anmeldt med korrekt virksomhedstype.

Det bemærkes, at der i denne klassificering ikke ligger, at told- og skatteforvaltningen kan nægte at registrere en virksomhed, men blot "omklassificere" den.

Hvis det efter den materielle registreringskontrol kan lægges til grund, at der reelt er tale om en virksomhedsbetegnelse, der ikke svarer til de faktiske forhold, eller der foreligger en omgåelse af selskabslovenes regler, eksempelvis om ansvarlig kapital (aktie- og anpartsselskaber), eller kontraktsfrihedens grænser på anden måde anses for overskredet, nægtes registrering i den ønskede form.

Det er i den forbindelse ikke afgørende, hvad selskabsdeltagerne selv har kaldt eller benævnt virksomheden. En virksomhed vil således aldrig være f.eks. et A.M.B.A (andelsselskab), S.M.B.A (selskab) eller F.M.B.A (forening), blot fordi dette klart fremgår af vedtægterne.

De væsentligste kendetegn ved virksomheden skal pege henimod den traditionelle opfattelse af et sådant selskab. Med de væsentligste kendetegn tænkes ikke blot på indholdet af vedtægter og andre stiftelsesdokumenter, men mest på de faktiske forhold i virksomheden.

Den berørte virksomhed underrettes herefter om, at den kan blive registreret som den virksomhedstype, told- og skatteforvaltningen anser virksomheden for i virkeligheden at være, eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed. Dette medfører en ubegrænset hæftelse frem for den måske begrænsede hæftelse, der fulgte af klassificeringen i registreringsanmeldelsen.

I sidste ende er det domstolene, som afgør, hvilken virksomhedstype der anses at foreligge i det konkrete tilfælde.

D.1.4.2.1.6 Den

skattemæssige klassificering

Der er ingen garanti for, at den klassificering, den materielle registreringskontrol har foretaget af en anmeldt virksomhed, er identisk med den skattemæssige.

Det er ligningsafdelingen, der afgør, hvorledes en konkret virksomhed skal klassificeres i skattemæssig henseende, idet ligningsafdelingen ikke er bundet af den afgørelse, som den materielle registreringskontrol måtte have truffet i forbindelse med en eventuel registrering af virksomheden. Afgørelsen træffes efter en konkret vurdering på baggrund af de skatteretlige regler på området. Som eksempel kan nævnes en skuespiller, der ønsker at drive virksomhed i selskabsform. Vurderingen af, om den pågældende på den måde kan anses for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, og om den kan drives i selskabsform, eller der er tale om et lønmodtagerforhold og allerede af den grund hverken kan registreres som erhvervsvirksomhed eller som selskab, er dels et registreringsspørgsmål, dels et skatteretligt spørgsmål.

Der vil dog typisk være sammenfald mellem den klassificering, som er foretaget af den materielle registreringskontrol og den, som ligningsafdelingen har foretaget.

D.1.4.2.2 Generelt om hæftelse

Formålet med den materielle registreringskontrol er, som ovenfor nævnt, at fastlægge virksomhedens hæftelsesforhold over for SKAT.

Derfor vil der i det følgende blive gennemgået nogle begreber, som beskriver, hvordan en person, der er involveret i drift af en virksomhed, hæfter over for virksomhedens kreditorer, herunder SKAT.

I forbindelse med hæftelse sondres almindeligvis på følgende måder

personlig (ubegrænset) kontra begrænset,

solidarisk kontra proratarisk,

principal kontra subsidiær og

direkte kontra indirekte.

I erhvervsdrivendelovens § 2 anvendes udtrykket "uden begrænsning". I lovens forstand dækker udtrykket over det forhold, at der hæftes for samtlige forpligtigelser i virksomheden.

Hæftelsesformerne er nærmere beskrevet nedenfor.

D.1.4.2.2.1

Personlig kontra begrænset hæftelse

Sondringen mellem, om hæftelsen er personlig eller begrænset, afgør, hvad man hæfter med.

Ved personlig hæftelse forstås, at man hæfter med alt, hvad man ejer eller i fremtiden måtte erhverve. Det er den normale hæftelsesform, når man indgår aftaler som privatperson eller driver virksomhed som enkeltmandsfirma.

Den personlige hæftelse er en "ubegrænset" hæftelse i modsætning dels til den begrænsede hæftelse, dels til den proratariske hæftelse, som omtales nedenfor.

Ved begrænset hæftelse er hæftelsen indskrænket til bestemt angivne aktiver, herunder et bestemt pengebeløb (indskud), og man hæfter på den måde kun med en del af sin formue. Når talen er om selskaber med begrænset hæftelse, betyder det, at den enkelte selskabsdeltager kun hæfter for selskabets forpligtigelser med sit indskud. Resten af den pågældendes formue holdes således uden for hæftelsen.

Som eksempel på begrænset hæftelse uden for selskabsområdet kan nævnes den situation, at en person kautionerer over for banken for en kassekredit til sin gode ven. Han tør dog ikke kautionere med alt hvad han ejer og begrænser derfor kautionen til sit private sælgerpantebrev, hvilket banken accepterer. I dette tilfælde er kautionistens hæftelse over for banken begrænset til sælgerpantebrevet, som er det eneste hos kautionisten, banken kan søge sig fyldestgjort i, hvis den gode ven misligholder sin forpligtelse over for banken.

D.1.4.2.2.2 Solidarisk kontra proratarisk hæftelse

Sondringen mellem solidarisk og proratarisk hæftelse giver udtryk for, hvor stor en del af det skyldige beløb, man hæfter for.

Ved solidarisk hæftelse forstås, at man hæfter for hele det skyldige beløb. Den solidariske hæftelse kommer til udtryk i situationer, hvor flere hæfter fælles for gælden, idet hver deltager kan risikere at blive afkrævet hele gælden, i stedet for den del, han skylder i det indbyrdes forhold mellem de hæftende.

I praksis er solidarisk hæftelse den hæftelsesform, som er den hyppigst forekommende, såvel som privatperson som erhvervsdrivende. Eksempelvis hæfter hver af interessenterne i et interessentskab solidarisk for interessentskabets gæld. Solidarisk hæftelse betragtes også som en "ubegrænset" hæftelsesform ved siden af den personlige hæftelse. Her er det blot objektet for hæftelsen, der er i spil, modsat den personlige hæftelse, hvor det var subjektet.

Det betyder i et eksempel, hvor der er to skyldnere, som begge hæfter solidarisk for gælden, at fordringshaveren kan kræve hver af skyldnerne for hele beløbet. Der ligger naturligvis ikke heri, at fordringshaveren kan kræve mere end den samlede gæld, men at denne kan vælge, hvem af de to han vil henvende sig til angående betalingen. Det indbyrdes forhold mellem de 2 skyldnere hører under skyldnernes interne anliggende og er kreditor uvedkommende.

At hæftelsen er proratarisk betyder, at man hæfter delvis eller m.a.o. for en del (pro rata parte) af gælden. I praksis er proratarisk hæftelse ikke så ofte forekommende, men som et eksempel på hæftelsesformen kan nævnes en partreders hæftelse for partrederiets gæld.

Hvis de to skyldnere i eksemplet fra lige før i stedet for solidarisk havde hæftet proratarisk for en halvdel, havde fordringshaveren kun kunnet kræve halvdelen af det skyldige beløb hos hver af de to skyldnere. På den måde ville kreditor komme til at bære risikoen for hver af sine skyldneres manglende betalingsevne. Hvis det kun var den ene, der kunne betale, ville han følgelig være nødsaget til at opgive den anden halvdel af sit krav.

D.1.4.2.2.3 Principal

kontra subsidiær hæftelse

Sondringen mellem, om hæftelsen er principal eller subsidiær, udtrykker, hvorvidt en selskabskreditor straks kan rette sit krav mod de selskabsdeltagere, der hæfter, eller først skal konstatere forgæves udlæg hos selskabet.

Ved principal hæftelse forstås, at kreditor i et selskab kan vælge med det samme at holde sig til de hæftende selskabsdeltagere og således ikke først behøver at søge sig fyldestgjort i selskabets formue. Kreditorerne kan med andre ord straks indkræve de skyldige beløb hos deltagerne personligt, hvis selskabet ikke betaler.

Som eksempel på principal hæftelse kan nævnes selvskyldnerkaution. Hvis en person har påtaget sig en selvskyldnerkaution over for en bank i forbindelse med, at banken har ydet et lån til en ven, vil banken kunne kræve lånet betalt af kautionisten, straks vennen har misligholdt aftalen over for banken, og lånet hermed er forfaldet til betaling. Banken skal ikke først forsøge at inddrive beløbet hos låntager selv.

Hvis hæftelsen er subsidiær, skal selskabskreditor derimod først have foretaget udtømmende retsforfølgning, f.eks. konstateret forgæves udlæg mod selskabet, før han kan rette sin inddrivelse mod selskabsdeltagernes personlige formue.

Som eksempel på subsidiær hæftelse uden for selskabsområdet kan nævnes subsidiært udlæg hos ægtefællen for personlige skatter i KSL § 72, stk. 2. Se herom nedenfor under afsnit E.

D.1.4.2.2.4 Direkte kontra indirekte hæftelse

Indledningsvis bemærkes, at denne sondring kun er relevant, hvis hæftelsen er subsidiær, hvilket er omtalt i foregående afsnit.

Sondringen mellem, om hæftelsen er direkte eller indirekte, drejer sig om, hvem der kan gøre hæftelsen gældende over for de selskabsdeltagere, der hæfter.

Hvis selskabskreditor selv kan rette sit krav direkte mod selskabsdeltagerne, siges der at foreligge direkte hæftelse.

Indirekte hæftelse udtrykker, at kreditor aldrig kan fremsætte et krav direkte mod en selskabsdeltager, men er tvunget til at rejse kravet mod selskabet. Kan selskabet ikke honorere kravet, er det selskabet, der skal fremsætte kravet over for deltageren.

D.1.4.2.2.5 Hæftelse i øvrigt

De enkelte sondringer personlig kontra begrænset, solidarisk kontra proratarisk, direkte kontra indirekte og principal kontra subsidiær eller kombinationer heraf, har alle forskellige undersondringer, således at hæftelsen kan blive endnu mere nuanceret.

Som eksempel herpå kan nævnes, principalt pro rata, subsidiært solidarisk hæftelse.

En sådan hæftelse betyder, at kreditorerne først skal forsøge at indkræve de enkelte andele hos de enkelte deltagere. Hvis dette ikke kan ske udtømmende, kan de dernæst indkræve restbeløbet hos de betalingsdygtige.

D.1.4.2.3

Virksomhedsformer og deres hæftelsesforhold

I det følgende vil en række typiske virksomhedsformer blive beskrevet.

Der kan dog i praksis forekomme organisationsformer, der helt eller delvist falder uden for de nedenfor beskrevne virksomhedsformer, fordi de alle repræsenterer standardtyper.

Generelt gælder, at de faktiske omstændigheder, der angives at gælde for den enkelte virksomhed, i tvivlstilfælde må granskes, herunder indholdet af en eventuel interessentskabs- eller selskabskontrakt mv. Der kan i den forbindelse vise sig at være omstændigheder, der gør, at virksomhedstypen falder helt eller delvist uden for den her beskrevne type.

D.1.4.2.3.1

Enkeltmandsvirksomhed

Karakteristika

Den mest simple form for erhvervsdrift foreligger, hvor en enkelt fysisk person ejer og alene eller med medhjælp driver virksomhed. Vi taler her om en enkeltmandsvirksomhed.

Den retlige regulering

Der findes ikke generelle lovregler for, hvorledes en virksomhed skal drives, når organisationsformen er en enkeltmandsvirksomhed.

I erhvervsdrivendeloven findes der dog regler om virksomhedens navn og prokuraforhold, som også gælder for enkeltmandsvirksomheder, jf. lovens § 2, stk. 3.

Hæftelse

Den person, der driver enkeltmandsvirksomheden, hæfter for hele gælden og umiddelbart over for virksomhedens kreditorer. Han hæfter således aldeles ubegrænset. Det er den mest vidtgående hæftelse, man kan udsætte sig for.

Hæftelsen er også direkte, hvilket betyder, at indehaveren ikke først kan henvise virksomhedens kreditorer til at søge sig fyldestgjort i virksomhedens aktiver forud for indehaverens private aktiver. Virksomhedens kreditorer og indehaverens private kreditorer er ligestillede.

Til gengæld betyder dette også, at virksomhedens kreditorer i tilfælde af konkurs ikke har forrang til at få fyldestgørelse i virksomhedens aktiver på bekostning af de private kreditorer. Virksomhedens og de private kreditorer er også ligestillede i konkurssituationen.

Anmeldelse til registrering

Når en enkeltmandsvirksomhed anmelder sig til registrering hos SKAT, skal anmeldelsen være underskrevet af virksomhedens ansvarlige indehaver. Indehaverens CPR-nr. skal ligeledes være anført på registreringsanmeldelsen. Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

Umyndige over 15 år, der har tilladelse til at drive erhvervsvirksomhed, kan registreres som indeholdelses- og afgiftspligtige hos SKAT, hvorimod umyndige under 15 år ikke kan registreres, hvilket sidste i praksis også gælder de voksne umyndige, se ovenfor under afsnit D.1.3.5 .

D.1.4.2.3.2

Interessentskab

Karakteristika

Et interessentskab er en sammenslutning af to eller flere personer, der har aftalt i fællesskab at drive erhvervsvirksomhed med et fælles økonomisk mål.

Af almene karakteristika for et interessentskab kan nævnes, at alle deltagerne typisk deltager i driften, at der er tale om et snævert økonomisk samarbejde, og at deltagernes viden på konkrete områder er af stor betydning for driften.

Som eksempler kan nævnes advokat- og revisorvirksomheder, som meget ofte - i hvert fald tidligere, hvor disse liberale erhverv ikke kunne drives i selskabsform - er organiseret i interessentskabsform, og hvor den enkelte partner (interessent) betjener klienter inden for sit speciale. Det snævre økonomiske samarbejde kan vise sig eksempelvis gennem anskaffelse og brug af fælles driftsmateriel og inventar, leje af fælles lokaler, aftale mellem interessenterne om overskudsdeling efter nærmere fastlagte regler og endelig aflæggelse af fælles regnskab for interessentskabet.

Der gælder ingen specielle begrænsninger for hvem, der kan deltage som interessenter i et interessentskab. Deltagerne kan være såvel fysiske som juridiske personer og således også eksempelvis aktie- og anpartsselskaber.

Deltagerkredsen er lukket, hvilket vil sige, at yderligere interessenter normalt kun kan få lov at indtræde i interessentskabet, hvis samtlige nuværende deltagere er enige om det, ligesom det i reglen kræver samtlige deltageres accept, hvis en deltager ønsker at træde ud.

Den retlige regulering

Der findes i lighed med enkeltmandsvirksomhederne ikke nogen særlig lovgivning om interessentskaber, hvorfor hovedparten af reglerne må udledes af retspraksis mv.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder indeholder dog nogle få bestemmelser, der vedrører interessentskaber.

I lovens § 2 defineres, hvad loven forstår ved et interessentskab, og heraf fremgår, at det er en virksomhed, hvor alle deltagerne hæfter personligt, uden begrænsning og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

Lovens kapitler 1, 2 og 7, der også gælder for interessentskaber, vedrører regler om virksomhedens navn og prokura mv.

Det bemærkes, at reglerne i kapitlerne 3 - 6 i erhvervsdrivendeloven, som omhandler bl.a. registrering og retsevne, anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og offentliggørelse heraf, årsregnskab mv., ikke gælder for interessentskaber. Dette fremgår af lovens § 2, stk. 3.

Loven omfatter dog ifølge § 2, stk. 3, sidste pkt., den situation, hvor samtlige ansvarlige deltagere, dvs. interessenterne, er såkaldte kapitalselskaber, altså aktie- eller anpartsselskaber eller lignende.

(Kapital)interessentskaberne skal følgelig aflægge årsregnskaber mv. efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheders bestemmelser, hvorimod lovens § 9, der omhandler fortabelse af retsevne, ved en modsætningsslutning fra § 24, stk. 2, ikke gælder for disse interessentskaber.

Som det fremgik af definitionen på et interessentskab, stiftes dette ved, at interessenterne indgår en aftale herom. Denne aftale er som alt overvejende hovedregel skriftlig og kaldes en interessentskabskontrakt. Denne kontrakt regulerer bl.a. det interne retsforhold mellem interessenterne, herunder ud- og indtræden af interessentskabet, overskudsdeling, misligholdelse af kontrakten og konsekvenserne heraf, tegningsregler, herunder hvem der udøver en eventuel ledelse i interessentskabet mv.

Hvis der ikke er oprettet nogen interessentskabskontrakt, eller den ikke indeholder noget om det aktuelle emne, må man ty til udfyldende fortolkning og praksis på området.

Hvis der intet er aftalt om, hvem af deltagerne i interessentskabet der er leder i virksomheden, må det i mangel af en sådan aftale antages, at alle deltagere er ledere.

Hvis der ikke gives svar på spørgsmålet om udbyttets fordeling i en kontrakt, er udgangspunktet, at udbyttet/overskuddet fordeles ligeligt efter eventuel udligning af forskel i indskud, arbejdsindsats og risiko.

Som følge af den selskabsretlige kontraktsfrihed er der intet til hinder for, at det bestemmes, at aktieselskabslovens regler eller anpartsselskabslovens regler skal finde tilsvarende anvendelse på et interessentskab. Den personlige hæftelse skal dog bevares.

Et væsentligt karakteristikum ved interessentskabet er princippet om gensidig fuldmagt, hvilket vil sige, at hver af deltagerne antages at have fuldmagt til at forpligte selskabet ved retshandler med tredjemand, herunder også i forbindelse med en udlægsforretning.

I sådanne situationer antages deltageren eller den mødende under en udlægsforretning at være udstyret med vidtgående legitimation.

Afgørelsen af, hvorvidt interessentskabet vil være bundet af et sådant fremmøde, følger de almindelige fuldmagtsregler og afhænger her af, om modparten, eksempelvis SKAT, vidste eller burde have vidst, at den pågældende interessent handlede uden for den bemyndigelse, han havde fået af interessentskabet.

Hæftelse - Interessentskabets kreditorer - fælleskreditorer

Interessenterne hæfter personligt, solidarisk og principalt for interessentskabets forpligtelser.

Den personlige og solidariske hæftelse udtrykkes i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2 som en personlig, ubegrænset og solidarisk hæftelse.

Hæftelsen antages flere steder i retsteorien at være såkaldt modificeret principal, hvorved forstås, at den enkelte deltager først kan afkræves det skyldige beløb, når dette har været afkrævet virksomheden (interessentskabet), uden at denne har betalt inden for en rimelig frist på eksempelvis 14 dage, men i øvrigt afvejet efter de konkrete omstændigheder. Denne opfattelses rigtighed er ikke utvivlsom, da det må fastholdes, at der gælder en egentlig solidarisk hæftelse for de enkelte interessenter, uden at der sondres mellem en principal og en subsidiær hæftelse. En egentlig subsidiær hæftelse kan således ikke antages at gælde, idet interessenterne ikke lovligt kan kræve, at virksomhedskreditorerne skal vente med at foretage retsforfølgning mod de enkelte deltageres personlige formue, til en egentlig udtømmende retsforfølgning er gennemført hos interessentskabet selv. Antagelsen om den modificerede principale hæftelse skal derfor snarere ses som udtryk for rimelighedsbetragtninger, idet virksomhedskreditor, inden kravet gøres gældende over for den enkelte interessent, rimeligvis først bør søge at opnå fyldestgørelse hos selve interessentskabet og dettes formue. I visse situationer må virksomhedskreditoren dog lægge denne høflighed til side og straks rette sit krav mod den interessent, som skønnes at være i stand til at indfri tilgodehavendet. Det er således eksempelvis tilfældet, hvis interessentskabet vurderes at være ude af stand til at opfylde gældsforpligtelsen, og inddrivelsesudsigten vurderes at ville blive forringet, såfremt inddrivelse først skal forsøges hos interessentskabet.

Som eksempel kan nævnes, at et interessentskab, der driver virksomhed som entreprenør med murer-, snedker- tømrer- og blikkenslagerarbejder, er kommet i restance med moms. SKAT kan herefter straks rette momskravet mod interessentskabet som sådant. Hvis dette ikke betaler inden for en rimelig tid, kan SKAT herefter retsforfølge den af deltagerne, alias de enkelte mestre, som den måtte ønske. Den pågældende mester er herefter forpligtet til at betale hele momsen på grund af den solidariske hæftelse.

Et interessentskab kan som sådant ikke tages under konkursbehandling. Denne retsopfattelse bygger på, at der ikke er nogen rimelig anledning til at få erklæret selve den formuemasse, som interessentskaber repræsenterer, særskilt konkurs, så længe blot en enkelt interessent formodes at være solvent, og man kan inddrive sit krav hos ham som følge af den direkte og solidariske hæftelse.

Er alle interessenternes boer under konkurs, kan interessentskabets bo dog behandles som et selvstændigt konkursbo.

Findes der i interessentskabet en fællesformue, eksempelvis en fast ejendom, hvorfra virksomheden drives, driftsmateriel og -inventar mv., vil selskabets kreditorer selvsagt være berettigede til at søge sig fyldestgjort i denne formue. De har imidlertid ingen pligt hertil og kan i stedet vælge at søge sig fyldestgjort i den enkelte interessents personlige formue, men formentlig først, når interessentskabet er blevet afkrævet det skyldige beløb, og der er gået en vis rimelig frist herefter, uden at interessentskabet har betalt.

Fælleskreditorerne kan imidlertid ikke kræve, at interessentskabet som sådant har en fællesformue, idet kreditorerne, som nævnt, kan retsforfølge de enkelte deltagere i fællesskabet. De kan som følge heraf i almindelighed end ikke protestere imod, at en eksisterende fællesskabsformue udloddes til interessenterne.

En nyindtrådt interessent hæfter ikke personligt for gæld, der er opstået før hans indtræden, men kun med sin andel af interessentskabsformuen. Dette gælder dog ikke, hvis han har overtaget gælden i interessentskabet, herunder også den gæld, der er opstået før hans indtræden og på den måde selv har indvilget heri.

En udtrådt interessent kan tilsvarende ikke frasige sig sin hæftelse for selskabets forpligtelser, der er opstået i perioden, før kreditor vidste eller burde kende til ændringen i ejerforholdet.

En virksomhedskreditor (interessentskabskreditor) kan tillige søge sig fyldestgjort ved at modregne et tilgodehavende hos interessentskabet i et beløb, han skylder den enkelte interessent. Som eksempel kan nævnes modregning i den enkelte interessents krav på udbetaling af overskydende skat til dækning af moms, som interessentskabet skylder.

Hæftelse - Den enkelte interessents kreditorer - særkreditorer

Fælleskreditorerne har fortrinsret til selskabsformuen, fremfor en deltagers særkreditorer, hvorved forstås en kreditor, hvis krav ikke hidrører fra interessentskabets drift, som eksempelvis skattemyndighedernes krav på personlig skat hos én af interessenterne.

Dette hænger sammen med, at det er interessentskabet som sådant, der ejer aktiverne i interessentskabet, således at interessenternes ejendomsret til fællesskabets aktiver kun er indirekte i forhold til deres andels størrelse. Dette indebærer, at interessenterne i denne relation kun har et krav på en nettoandel af interessentskabets formue, hvilket svarer til det eventuelle overskud, der måtte blive, efter at alle interessentskabets kreditorer og de andre interessenters regreskrav er betalt.

Den praktiske juridiske konsekvens af dette er, at en interessents særkreditorer ikke kan foretage udlæg direkte i interessentskabets aktiver.

Det må dog antages, at et indskud i et interessentskab foretaget af en insolvent skyldner for at søge midler bragt i sikkerhed for kreditorerne efter omstændighederne må kunne tilsidesættes som ugyldigt eller omstødeligt, hvis de andre interessenter er i ond tro.

En interessents særkreditorer kan - naturligvis - retsforfølge den pågældende interessentens private formue som eksempelvis en fast ejendom, han bor i, hans private bil, mv.

Herudover kan særkreditorerne i konsekvens af det ovenfor nævnte om interessentens egen begrænsede ret til interessentskabets aktiver, kun foretage udlæg i interessentens rettigheder i interessentskabet, dvs. i hans eventuelle krav på løn og udbytte og i hans kapitalandele eller nettoandele i interessentskabet.

Ved beregning af kapitalandelene må der ske fradrag for såvel selskabskreditorernes krav, idet disse jo har fortrinsret til fællesformuen, som medinteressenternes krav på, at interessenten bærer sin del af fællesudgifterne, som de har måttet afholde.

En særkreditor, som interessentskabet har et krav mod, kan ikke modregne i sin fordring på skyldneren (interessenten) og på den måde "betale" sin gæld til interessentskabet. Dette er en klar følge af, at selskabsformuen ikke hæfter for de enkelte interessenters private gæld.

Som eksempel kan nævnes, at tvungen modregning er udelukket i negativ moms tilkommende interessentskabet til dækning af restskat, som én af interessentskabets deltagere skylder.

Anmeldelse til registrering

Når et interessentskab anmelder sig til registrering hos SKAT, skal der gives oplysning om deltagernes identitet (CPR-nr., CVR-nr. eller lignende), der skal være anført enten i interessentskabskontrakten eller på registreringsanmeldelsen.

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af samtlige deltagere og/eller tegningsberettigede. Der skal endvidere foreligge en kopi af vedtægterne og/eller interessentskabskontrakten.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

D.1.4.2.3.3

Kommanditselskaber

Karakteristika

Et kommanditselskab er en virksomhed, hvor en enkelt deltager, komplementaren, hæfter med hele sin formue, medens én eller flere deltagere, kommanditisterne, alene hæfter med deres indskud for kommanditselskabets forpligtelser.

Hvis der er flere komplementarer, vil deres indbyrdes fordeling være reguleret af interessentskabsretlige regler.

Der gælder ingen særlige begrænsninger for hvem, der kan deltage i et kommanditselskab. Deltagerne kan være såvel fysiske som juridiske personer, altså også eksempelvis aktie- og anpartsselskaber. Dette gælder også for komplementaren.

Komplementar og kommanditist kan dog ikke være én og samme person.

Kommanditselskabet anvendes ofte i virksomheder, hvor nogle i virksomheden er mere aktive end andre således, at den aktive selskabsdeltager er komplementar og de mere passive selskabsdeltagere er kommanditister. Komplementaren forestår som udgangspunkt selskabets daglige ledelse. Det bemærkes dog, at dette er en grov hovedregel, idet det også kan forekomme, at kommanditisterne helt eller delvis deltager i ledelsen af selskabet.

Kommanditselskabsformen er også anvendelig, hvor man vil gennemføre et generationsskifte og i den forbindelse gøre den ikke-sagkyndige ægtefælle/arvinger til medejere af virksomheden, dvs. som kommanditister, og dermed spare dem for den personlige hæftelse for virksomhedens gæld.

I det praktiske liv møder man også kommanditselskaber i relation til skattemæssige afskrivninger på eksempelvis fast ejendom skibe, togvogne, containere, som bliver benyttet erhvervsmæssigt - de såkaldte anpartsprojekter. Disse er dog under afvikling, da de eksisterende projekter er ved løbe ud, og der på grund af ændrede lovregler ikke kan oprettes nye.

Den retlige regulering

Der findes i lighed med enkeltmandsvirksomhederne og interessentskaberne ikke nogen særlig lovgivning om kommanditselskaber, hvorfor hovedparten af reglerne må udledes af retspraksis mv.

Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder indeholder dog nogle få bestemmelser, der vedrører kommanditselskaber, ligesom der er enkelte særregler i bestemmelsen i aktieselskabslovens § 173.

Det bemærkes, at reglerne i kapitlerne 3 - 6 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, som omhandler bl.a. registrering og retsevne, anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og offentliggørelse heraf, årsregnskab mv., som udgangspunkt ikke gælder for kommanditselskaber. Dette fremgår af lovens § 2, stk. 3.

Loven omfatter dog den situation, hvor samtlige ansvarlige deltagere, dvs. komplementarerne, er såkaldte kapitalselskaber, altså aktie- eller anpartsselskaber e.lign. I så fald skal interessentskaberne registreres efter lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2, stk. 3, sidste pkt. Begrundelsen herfor er, at komplementarerne ikke længere er fysiske personer, men selskaber med begrænset hæftelse, hvilket reelt medfører et begrænset ansvar. Denne situation bringer forholdet uden for lovens § 2 om den ubegrænsede hæftelse og ind under § 3, der netop vedrører virksomheder med begrænset ansvar.

De særlige kommanditselskaber skal følgelig aflægge årsregnskaber mv. efter bestemmelserne i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, hvorimod lovens § 9, der omhandler fortabelse af retsevne, ved en modsætningsslutning fra § 24, stk. 2, ikke gælder for disse kommanditselskaber.

Kommanditselskabet stiftes ligesom interessentskabet ved en aftale mellem deltagerne. Retsforholdet mellem kommanditister og komplementarer reguleres gennem denne selskabskontrakt.

Krav til komplementaren

I kommanditselskaber, der er stiftet efter den 1. juni 1996, skal komplementarer have forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser, jf. aktieselskabslovens § 173, stk. 8.

Som eksempler på forvaltningsmæssige beføjelser kan nævnes deltagelse i den daglige ledelse, tegningsret eller vetoret over for beslutninger, der er af væsentlig betydning for komplementarernes personlige hæftelse. Komplementaren kan naturligvis også være den eneste daglige leder i selskabet.

Som eksempler på økonomiske beføjelser kan nævnes ret til andel i overskud, tab, formue og likvidationsprovenu eller forrentning af et eventuelt indskud.

Hæftelse

Erhvervsdrivendelovens § 2, stk. 2, beskriver, hvad der skal forstås ved et kommanditselskab, og hvorledes de to typer deltagere, komplementaren og kommanditisterne, hæfter.

Komplementaren er undergivet en hæftelse for virksomhedsgælden, som er helt identisk med en interessents. Der er således tale om en personlig, solidarisk, principal og direkte hæftelse for den gæld, som kommanditselskabet har påtaget sig.

Kommanditisterne hæfter derimod begrænset, nemlig til deres indskud, solidarisk subsidiært og indirekte for selskabets gæld. Dette sidste kan dog være fraveget i selskabskontrakten. Kommanditisterne kan således først mødes med krav om betaling for selskabsgæld, når forgæves udlægsforretning er forsøgt mod kommanditselskabet, og kravet kan da kun rettes mod selskabet eller dettes konkursbo, som herefter går videre med kravet til den enkelte kommanditist. Kommanditisten kan da som følge af sin begrænsede hæftelse kun tilpligtes at betale et beløb, der højst svarer til hans indskud.

Den formue, der er samlet i kommanditselskabet, er forbeholdt selskabskreditorerne. Komplementarens private kreditorer kan derfor ligeså lidt som kommanditistens private kreditorer holde sig til de aktiver, der befinder sig i selskabet.

I forholdet mellem fælleskreditorer og særkreditorer gælder det samme, som er anført i det umiddelbart foregående afsnit ( D.1.4.2.3.2 ) om interessentskaber.

Da kommanditselskabet er en selvstændig formuemasse, vil også kommanditselskabet kunne tages under konkursbehandling. En betingelse er dog, at samtlige personligt hæftende selskabsdeltagere, altså komplementarer, samtidig tages under konkursbehandling.

Anmeldelse til registrering

Når et kommanditselskab anmeldes til registrering hos SKAT, skal der medfølge oplysning om komplementarernes identitet (CPR-nr., CVR-nr.).

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af samtlige komplementarer eller tegningsberettigede. Selskabskontrakten skal tillige være medsendt. Hvis dette ikke er tilfældet, skal SKAT anmode virksomheden om den.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i A.1.4.1 .

Told- og skatteforvaltningen skal især være opmærksom på de kommanditselskaber, hvor "kendte" personer viderefører deres virksomhed i denne selskabskonstruktion, eller et udenlandsk selskab er indsat som komplementar. Selskabet er ofte kun en postadresse, kapitalgrundlaget er ubetydeligt og selskabet har reelt ingen aktiviteter i hjemlandet.

Har kommanditselskabet forretningsted i et land uden for EU, med hvem Danmark ikke har indgået bistandsaftale med en retsvirkning, der svarer til reglerne i EU, sker registreringen ved en herboende repræsentant. Den herboende repræsentant hæfter gensidigt solidarisk med den udenlandske komplementar for betaling af eksempelvis moms og skatter.

Er den herboende repræsentant en virksomhed med begrænset ansvar, har den ingen retsevne, før Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har registreret virksomheden. Opnår virksomheden ikke registrering, hæfter de, der har påtaget sig forpligtigelsen eller har medansvar herfor, personligt, uden begrænsning og solidarisk.

Kommandit-aktieselskaber eller partnerselskaber svarer i et vist omfang til kommanditselskaber, men adskiller sig bl.a. ved at have en struktur som et aktieselskabs. Se om partnerselskaber under afsnit D.1.4.2.3.7 .

D.1.4.2.3.4

Partrederier

Karakteristika

Et partrederi er et interessentskab af en særlig art, hvor deltagerne - parthaverne - er gået sammen om at drive rederivirksomhed med et enkelt skib. Der skal således være mindst to partredere eller selskabsdeltagere i et partrederi, og det er udelukket, at partrederiet kan eje flere skibe.

Partrederne kan både være fysiske og juridiske personer såsom aktie- og anpartsselskaber og andre selskabstyper.

I praksis anvendes organisationsformen inden for småskibsfarten, eksempelvis fiskekuttere og mindre skibsfart. Partrederi er en måde at finansiere de ofte meget dyre skibe på, idet man er flere om det, og de enkelte partredere har selvstændige skøder på den anpart, de ejer i skibet.

Den retlige regulering

Der findes en detaljeret lovgivning om partrederier i sølovens kapitel 5, idet størstedelen af reglerne i dette kapitel dog kan fraviges ved aftale. Bestemmelserne i §§ 103 - 105 om partredernes pligt til at vælge en bestyrende reder for et skib, der ejes af et partrederi, og den bestyrende reders befølelser/pligter samt § 115, stk. 2 om partsrederes hæftelse for selskabsgæld, der omtales nedenfor, er dog ufravigelige.

Partrederier registreres i Skibsregisteret, som svarer til tingbogen for fast ejendom. Skibsregisteret administreres i Søfartsstyrelsen.

Hæftelse

Partrederne hæfter personligt og direkte for rederiets forpligtelser. Derimod hæfter de ikke solidarisk for rederiets forpligtelser, men alene pro rata, dvs. delvist, nemlig i forhold til deres respektive andel i skibet, jf. sølovens § 102.

Når en partreders skibsanpart overgår til en anden, hæfter den tidligere partreder kun for de forpligtelser, som påhvilede rederiet, da skibet skiftede ejer. De forpligtelser, som partrederiet stifter senere, hæfter erhververen for. Dette fremgår af sølovens § 115, stk. 2.

Andre partsselskaber

Partrederier har hidtil ikke eller kun sjældent været anvendt uden for sølovens område. Det er forekommet, at virksomheder, der kalder sig partsselskaber, er anmeldt til registrering. Disse virksomheder tillægger sig selv den samme hæftelse, som kendes fra partrederierne.

Der er, som ovenfor nævnt, kontraktsfrihed inden for dansk selskabsret. Dette betyder, at der som udgangspunkt intet er til hinder for at organisere en virksomhed, hvor selskabsdeltagerne hæfter personligt og proratarisk for selskabets forpligtelser i lighed med, hvad der gælder for partrederier, selv om virksomheden ikke beskæftiger sig med skibsdrift.

Et sådant selskab er imidlertid ikke et egentligt partrederi omfattet af sølovens regler, men er - i modsætning til det egentlige partrederi - omfattet af § 3 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, idet ingen af deltagerne hæfter solidarisk, og skal derfor anmeldes til registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Selskabsdeltagerne hæfter, indtil partsselskabet er blevet registreret, personligt og solidarisk for de forpligtelser, de indgår på selskabets vegne. Når selskabet er blevet registreret, overtager selskabet disse forpligtelser. jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 9, stk. 2.

Anmeldelse til registrering

For egentlige partrederier, hvis forhold - som nævnt - er reguleret af sølovens kapitel 5, gælder, at registreringsanmeldelse til told- og skatteforvaltningen skal indeholde oplysninger om redernes identitet (CPR-nr.), ligesom anmeldelsen skal være underskrevet af samtlige redere eller den bestyrende reder.

Hvis registreringsanmeldelsen kun er underskrevet af den bestyrende reder, skal der sammen med registreringsanmeldelsen medsendes kopi af registreringsanmeldelse til skibsregistret, hvoraf den bestyrende reders navn og adresse fremgår.

Andre partsselskaber, der ikke kan/skal registreres med udgangspunkt i søloven, er - som nævnt - omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 3 og skal således registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at kunne erhverve rettigheder og forpligte sig, jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder §§ 3 og 9.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

D.1.4.2.3.5 Aktie- og

anpartsselskaber

Karakteristika

Et aktieselskab er et erhvervsdrivende selskab, i hvilket ingen af deltagerne (aktionærerne) hæfter personligt for selskabets forpligtelser, men hvor samtlige deltagere hæfter solidarisk med deres indskud i selskabet. Hæftelsen er på den måde begrænset til den kapital, som deltagerne har indbetalt eller forpligtet sig til at indbetale til selskabet, og selskabets øvrige formue.

Ifølge aktieselskabsloven fra 1930 anses et selskab kun som erhvervsdrivende, når det har til formål under hvilken som helst form at indvinde økonomisk udbytte til fordeling mellem deltagerne.

Denne definition gælder også for anpartsselskaber.

Den retlige regulering

Der findes en detaljeret lovgivning om aktie- og anpartsselskaber, nemlig i henholdsvis aktieselskabsloven og anpartsselskabsloven.

Et aktieselskab skal have en aktiekapital på mindst 500.000 kr, jf. aktieselskabslovens § 1, stk. 3, medens et anpartsselskab ifølge anpartsselskabslovens § 1, stk. 3, skal have en anpartskapital (indskudskapital) på mindst 125.000 kr.

Reglerne om aktieselskaber og anpartsselskaber beskrives efterfølgende sideløbende, idet de på en del områder er identiske. Hovedvægten vil blive lagt på hæftelsesbestemmelserne og stiftelsesproceduren.

Registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

Aktie- og anpartsselskaber skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til § 11 i såvel aktie- som anpartsselskabsloven.

I henhold til bestemmelserne i henholdsvis aktieselskabs - og anpartselskabslovens § 1, stk. 2, hæfter deltagerne (aktionærerne/anpartshaverne) ikke personligt for selskabets forpligtelser.

Både aktie- og anpartsselskaber kan oprettes af én eller flere stiftere. Stifterne må ikke have anmeldt betalingsstandsning eller være under konkurs, og hvis stifteren er en fysisk person, må denne heller ikke være hverken umyndig eller under værgemål eller samværgemål, jf. aktieselskabslovens § 3, stk. 1 og 3, samt anpartsselskabslovens § 4, stk. 1.

Bestyrelsen skal anmelde aktieselskabet til registrering senest 6 måneder efter den dato, hvor stiftelsesdokumentet er oprettet. Sker dette ikke, kan registrering ikke finde sted, jf. aktieselskabslovens § 11, stk. 1 og 3.

For anpartsselskaber skal det øverste ledelsesorgan senest 8 uger efter, at stiftelsesdokumentet er underskrevet, anmelde selskabet til registrering. Er anmeldelse ikke sket inden denne frist, kan registrering ikke finde sted, jf. anpartsselskabslovens § 11, stk 1.

I både aktie- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 4, bestemmes det, at et selskab, der endnu ikke er registreret, til sit navn skal tilføje ordene "under stiftelse".

Selskaber under stiftelse optages i CVR-registeret ("Det Centrale Virksomhedsregister"; se herom afsnit D.1.2 ) som aktie- eller anpartsselskab med tilføjelse "under stiftelse".

Ved registrering i CVR-registeret af selskaber under stiftelse kræves oplysninger om samtlige stifteres identitet og underskrifter, ligesom kopi af stiftelsesoverenskomst skal medsendes.

Når selskabet er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, slettes tilføjelsen "under stiftelse", men selskabet bevarer det tildelte CVR nummer - også i relation til SKAT.

Et selskab opnår først retsevne og egentlig retssubjektivitet, når det er blevet registreret, jf. aktieselskabs- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 1. Herved forstås, at det først på registreringstidspunktet kan erhverve rettigheder og påtage sig forpligtelser mv.

Det bemærkes, at alle forsikringsaktieselskaber registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der har overtaget forsikringsregisteret.

Hæftelse

Da det er sædvanligt, at selskabet begynder at drive virksomhed, inden det er blevet registreret, opstår spørgsmålet, hvem der hæfter for de dispositioner, der er foretaget før registreringen.

I tiden, inden selskabet er blevet registreret, hæfter de, der på selskabets vegne har påtaget sig forpligtelsen eller har medansvar herfor, personligt og solidarisk og således ubegrænset ifølge både aktieselskabs- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 2, 1. pkt.

Ved registrering overtager selskabet de forpligtelser, som følger af stiftelsesoverenskomsten, eller som er pådraget selskabet efter den konstituerende generalforsamling, jf. såvel aktie- som anpartsselskabslovens § 12, stk. 2, 2. pkt.

Forpligtelsen overgår således automatisk til selskabet som sådant, når det er blevet registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Udlæg foretaget hos stifteren for selskabets gæld under stiftelsen kan dog opretholdes, efter at selskabet er blevet registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. UfR 1979, 942 ØLD.

I tilfælde af fusion overtager det fortsættende selskab de forpligtelser, der påhvilede det ophørende selskab, jf. aktieselskabslovens § 134 h.

I tilfælde af en spaltning er retstilstanden ifølge aktieselskabslovens § 136, stk. 2, at såfremt en kreditor i et selskab, der har deltaget i spaltningen, ikke bliver fyldestgjort, hæfter hvert af de deltagende øvrige selskaber solidarisk for forpligtelser, der bestod på tidspunktet for spaltningsplanens offentliggørelse, dog højst med et beløb svarende til den tilførte eller resterende nettoværdi i det enkelte selskab på dette tidspunkt.

Anmeldelse til registrering hos SKAT

Anmeldelsen af pligter efter skatte- og afgiftslovgivningen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

D.1.4.2.3.6 Fillialer

af udenlandske aktieselskaber

Af aktieselskabslovens § 147 og anpartsselskabslovens § 68 fremgår, at udenlandske aktieselskaber, kommanditaktieselskaber, anpartsselskaber og selskaber med tilsvarende retsformer kan drive virksomhed gennem en filial her i landet, hvis selskabet er hjemmehørende i et EU-land, hvis dette er hjemlet i en international aftale, eller hvis erhvervsministeren skønner, at der skal indrømmes danske selskaber en tilsvarende ret i vedkommende land, eller i øvrigt giver tilladelse hertil.

Det er en naturlig følge af bestemmelsen, at selskabet skal være lovligt bestående i hjemlandet.

Hovedselskabets selskabsform skal følge filialen, således at filialen får samme selskabsform som hovedselskabet. Fx vil selskaber med betegnelsen GmbH (Gesellschaft mit beschränkter Haftung, som svarer til et anpartsselskab her i landet) ikke kunne anmelde filialer som aktieselskaber, men skal anmelde dem som anpartsselskaber.

Filialen skal have et selvstændigt formål og vil kunne drive enhver form for virksomhed, der falder ind under hovedselskabets formål, dog under den forudsætning, at den pågældende erhvervsvirksomhed kan drives i aktieselskabsform i henhold til dansk ret.

Udenlandske selskaber, der ikke kan ligestilles med danske aktie- eller anpartsselskaber, f.eks. andelsselskaber og interessentskaber, kan tillige oprette filialer i Danmark. Disse filialer vil være omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og vil under visse forudsætninger skulle anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Oprettelse af en filial skal anmeldes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og filialen må ikke begynde at drive sin virksomhed, før den er anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Anmeldelsen skal være underskrevet af filialbestyrer(en)ne eller af anmelder. Med anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal følge nedennævnte dokumenter i autoriseret oversættelse

Officielt bevis for, at det udenlandske (hovedselskabet) selskab er lovligt bestående i hjemlandet.

Det udenlandske selskabs stiftelsesoverenskomst og vedtægter.

Dokumentation for hvem, der er tegningsberettiget i hovedselskabet.

Fuldmagt uden begrænsninger for filialbestyrer(en)ne.

Eventuel gensidighedserklæring.

En gensidighedserklæring skal kun præsteres, hvis hovedselskabet drives i et andet land end et EU-medlemsland, USA og lande omfattet af EØS-aftalen. Det er en erklæring afgivet af hjemlandets myndigheder, der tilkendegiver, at et dansk selskab med det samme formål, som det pågældende selskab, frit kan stifte en filial og drive virksomhed i det pågældende land.

Reglen om filialers navne fremgår af aktieselskabslovens § 153, stk. 5, og anpartselskabslovens § 68, stk. 2. Ifølge disse bestemmelser skal filialen i sit navn optage hovedselskabets navn med tilføjelse af ordet "filial" og med tydelig angivelse af hovedselskabets nationalitet.

Ordet "aktieselskab" eller "anpartsselskab" eller forkortelser heraf må alene benyttes i navnet på henholdsvis aktie- og anpartsselskaber - og må således ikke indgå som del af filialnavnet, jf. § 153, stk. 1.

Følgende navneformer vil på den måde opfylde navnereglen: "N.N. Jensen, filial af engelsk selskab "English Toy Factory Ltd." eller "N.N. Jensen, filial af "Maschinenfabrik Hamburg AG", Tyskland".

Hæftelse

Det udenlandske selskab hæfter efter dansk rets fuldmagtsregler for de forpligtelser, filialbestyreren indgår. Dette betyder, at det udenlandske selskab hæfter for betaling af skatter og afgifter i Danmark vedrørende sin filial.

Loven omtaler ikke hvem, der hæfter for de dispositioner, som filialen har foretaget, før den lod sig anmelde til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eller hvad der gælder, når filialen har forpligtet sig på et tidspunkt, hvor den er anmeldt til registrering, men ikke senere opnår den ønskede registrering. Der eksisterer med andre ord ikke en bestemmelse svarende til aktie- og anpartsselskabslovens § 12, stk. 2.

Det må i denne situation antages, at det som udgangspunkt er hovedselskabet og ikke den nyregistrerede eller ikke-registrerede filial, der er blevet forpligtet af filialens dispositioner, idet hovedselskabet, for hvem forpligtelsen indgås, eksisterer som juridisk person såvel før som efter registreringen. Begrundelsen herfor må også her søges i fuldmagtsreglerne.

Spørgsmålet om hæftelsen må derfor løses ud fra en konkret vurdering, herunder hvem der har foretaget dispositionen, og om dispositionen er virksomhedsrelateret og på den måde kan antages at være foretaget på hovedselskabets vegne.

D.1.4.2.3.7

Partnerselskaber (kommandit-aktieselskaber)

Karakteristika

Et partnerselskab eller et kommanditaktieselskab er et selskab, som driver erhvervsvirksomhed i kommanditselskabsform, og hvor kommanditisten er et aktieselskab, jf. aktieselskabslovens § 173, stk. 7.

Fordelene ved at drive virksomhed som partnerselskab er af både selskabsretlig og skatteretlig karakter.

Selskabsretligt betragtet er denne organisationsform udførligt reguleret i aktieselskabsloven, dvs. med temmelig faste strukturer for vedtægter, bestyrelse, minoritetsbeskyttelse, kapitalforhold mv, hvilket giver en betydelig grad af retsforudsigelighed. Dette kan have betydning i forhold til leverandører, kreditorer mv. og vil formentlig gøre det nemmere at skaffe investorer.

For iværksætteren/stifteren betyder denne virksomhedsform, at den pågældende kan undgå at miste kontrollen med selskabet, på trods af at den pågældende kun i begrænset omfang indskyder kapital i selskabet.

Skatteretligt betragtet behandles forholdet som et kommanditselskab, hvilket er ensbetydende med, at selskabet som sådant ikke betaler skat. Skattepligten og dermed forholdsvis fradragsret påhviler/tilkommer den enkelte deltager. Både komplementarer og kommanditaktionærer beskattes således personligt af deres andel af selskabets resultat.

Partnerselskabet adskiller sig fra et almindeligt kommanditselskab ved, at

selskabskapitalen altid skal være fuldt indbetalt i forbindelse med selskabets stiftelse

selskabet skal have en fast kapital

selskabet skal have en struktur svarende til et aktieselskabs. Kommanditaktionærerne har - med respekt af komplementarernes rettigheder - indflydelse på selskabets anliggender.

Den retlige regulering

Som det fremgår, er denne selskabstype reguleret af specialbestemmelser i aktieselskabsloven, nemlig bl.a. i bestemmelserne i lovens § 173, som i stk. 8 definerer et partnerselskab.

Det bemærkes, at det kun er det deltagende aktieselskabs forhold, der reguleres af aktieselskabsloven, medens selve kommanditselskabet er reguleret af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Af særlig betydning er den lovregulerede adgang til at omdanne et aktieselskab til et partnerselskab eller omvendt, uden at opløsning af selskabet er nødvendig, jf. aktieselskabslovens §§ 134 m og 134 n.

Aktieselskabslovens regler finder anvendelse på partnerselskaber med visse modifikationer.

Krav til komplementaren

I partnerselskaber, der er stiftet efter den 1. juni 1996, skal komplementarer have forvaltningsmæssige og økonomiske beføjelser, jf. aktieselskabslovens § 173, stk. 8.

Som eksempler på forvaltningsmæssige beføjelser kan nævnes deltagelse i den daglige ledelse, tegningsret eller vetoret over for beslutninger, der er af væsentlig betydning for komplementarernes personlige hæftelse. Komplementaren kan naturligvis også være den eneste daglige ledelse.

Som eksempler på økonomiske beføjelser kan nævnes andel i overskud, tab, formue og likvidationsprovenu eller forrentning af et eventuelt indskud.

Hæftelse

Komplementarer, der typisk vil være initiativtagere til stiftelsen, hæfter personligt og solidarisk og således ubegrænset for selskabets forpligtelser. Komplementarer kan være fysiske eller juridiske personer, f.eks. aktie- og anpartsselskaber.

Kommanditisterne, der typisk er de egentlige investorer i selskabet, hæfter derimod kun med de penge, som de forpligter sig til at indskyde i selskabet.

Retsstilling under stiftelse mv.

Ved nystiftelse af et partnerselskab gælder de samme regler, som er nævnt under afsnit D.1.4.2.3.5 om aktieselskaber mv., herunder at kommanditaktionærene indbetaler mindst 500.000 kr. i kapital inden anmeldelsen

Vedtægterne skal opfylde kravene til aktieselskaber og nedenstående særlige krav

Et partnerselskab skal enten benævne sig som sådant eller benytte forkortelsen P/S. Desuden kan betegnelsen kommanditaktieselskab benyttes.

Vedtægterne skal indeholde de nærmere regler om retsforholdet mellem kommanditaktionærerne og komplementarerne.

Der henvises i øvrigt til det beskrevne under afsnit D.1.4.2.3.5 om aktie- og anpartsselskaber.

D.1.4.2.3.8

Andelsselskaber

Karakteristika

Et andelsselskab (andelsforening) er en virksomhed, som enten er et interessentskab, jf. § 1, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, et kommanditselskab, jf. samme lovs § 2, stk. 2, eller en virksomhed med begrænset hæftelse, jf. § 3.

Virksomheden skal samtidig have til formål at fremme deltagernes fælles interesse, ved at deltagerne skal fremme selskabets drift som aftagere, leverandører e.lign.

Endelig skal virksomhedens overskud, bortset fra almindelig forrentning af den indskudte kapital, fordeles mellem medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller blive stående i virksomheden.

Et selskab skal således opfylde 3 kriterier for at kunne kaldes en andelsforening.

Det skal være enten et interessentskab (I/S), et kommanditselskab (K/S) eller en virksomhed med begrænset hæftelse, dvs. i ulovreguleret selskabs- eller foreningsform.

Det skal have omsætning med medlemmerne og på denne måde have et kooporativt sigte.

Medlemmerne må hverken ved selskabets løbende udbetalinger eller ved dets opløsning få nogen kapitalandel eller noget kapitaludbytte, men alene en ganske lav forrentning af deres egentlige kapitalindestående, som hidrører fra eksempelvis omsætning med foreningen eller fra deres oprindelige indskud.

Som eksempler på andelsselskaber inden for landbrugssektoren kan nævnes slagterier, mejerier, korn- og foderstoffer.

Den retlige regulering

Der findes ikke nogen generel lovgivning for andelsselskaber, som det kendes fra aktie- og anpartsselskaber, men nogle andelsselskaber er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

Således er andelsselskaber med begrænset hæftelse omfattet af erhvervsvirksomhedsloven og dermed denne lovs regler om anmeldelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, retsevne, regnskabspligt, opløsning mv.

Det betyder, at et andelsselskab, hvori ingen af deltagerne hæfter personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtigelser, vil være omfattet af lovens § 3 og som følge heraf skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, før det kan forpligte sig eller erhverve rettigheder.

For øvrige andelsselskaber, nemlig dem, hvor blot én af deltagerne hæfter enten personligt, ubegrænset eller solidarisk for andelsselskabets forpligtigelser, gælder alene lovens kapitler 1, 2 og 7 om navn og prokura mv., idet andelsselskabet da vil være omfattet af lovens definition af enten et interessentskab eller et kommanitselskab, jf. § 2, stk. 3.

Hæftelse

Andelsselskaber, hvis ansvar for påtagne forpligtelser er begrænset, skal ifølge erhvervsvirksomhedsloven § 6, stk. 6, føje "A.M.B.A", som står for andelsselskab med begrænset ansvar, til navnet.

Et andelsselskab, som hæfter begrænset for sine forpligtelser, kan tages under konkursbehandling, hvis det er insolvent, og vil i så tilfælde blive behandlet og opløst efter konkurslovens regler.

Selskabet kan også ophøre af andre årsager end insolvens og følgende konkurs. Som eksempel herpå kan nævnes uenighed mellem medlemmerne. I så tilfælde vil selskabet kunne opløses efter foreningens vedtægter og i mangel af sådanne på baggrund af egentlig skiftebehandling efter skiftelovens § 82.

Anmeldelse til registrering

Betegnelsen A.M.B.A. er i en række tilfælde set benyttet af virksomheder, uden at de faktiske forhold har svaret til de nævnte karakteristika for andelsselskaber med begrænset ansvar.

På baggrund af kendskab til personkredsen, de fremlagte stiftelsesdokumenter eller vedtægter, kan en nærmere undersøgelse af de faktiske forhold bestå i, at der aflægges besøg i virksomheden.

Er virksomheden ikke registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan den ikke registreres hos SKAT, idet den forinden skal være registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som typisk nummersætter virksomheden samme dag, som den anmelder sig til registrering.

Det skal bemærkes, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kan ændre en allerede foretagen registrering. Det er derfor vigtigt, at told- og skatteforvaltningen, hvis den er i besiddelse af oplysninger, der kan være af betydning for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens selskabsretlige vurdering af registreringssagen, meddeler dette til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hurtigst muligt efter, at told- og skatteforvaltningen er blevet bekendt med, at virksomheden har anmeldt sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, således at told- og skatteforvaltningens oplysninger når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, inden den eventuelt har registreret virksomheden.

Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen allerede har registreret en virksomhed med begrænset ansvar, skal en sag om ændring af registreringen anlægges ved domstolene inden 6 måneder efter, at registreringen er offentliggjort, jf. § 17 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

D.1.4.2.3.9

Foreninger

Karakteristika

En forening er en sammenslutning med en vekslende medlemskreds med henblik på at opnå et fælles formål.

En mere præcis beskrivelse af foreningsbegrebet kan næppe foretages, da begrebet skal dække over en lang række forskelligartede former for sammenslutninger.

Normalt sondres der mellem økonomiske foreninger og ideelle foreninger. Førstnævnte er foreninger med et erhvervsmæssigt formål, medens sidstnævnte har andre formål, f.eks. en sportsforening

Den retlige regulering

Retten til at stifte foreninger er beskyttet af grundlovens § 78.

Der findes ikke nogen generel lovgivning om foreninger, men der er adgang til at få foreninger optaget i foreningsregistret under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I registret kan optages oplysninger om foreningens bestyrelse, direktion, tegningsrettigheder og prokura mv.

Visse foreninger er dog underkastet særlove, eksempelvis kreditforeninger, investeringsforeninger, andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, ejerforeninger mv. Endvidere er der ved lov om fonde og visse foreninger indført pligt til at registrere faglige foreninger.

Hertil kommer, at der gælder en række uskrevne foreningsretlige grundsætninger, som i vidt omfang udspringer af aftaleretlige og selskabsretlige principper.

Når man anvender foreningsrettens grundsætninger, skal det ske med en vis forsigtighed, da foreningsretten omfatter så forskelligartede former som f.eks. hobbyforeninger og arbejdsmarkedssammenslutninger.

Der er kontraktfrihed inden for dansk selskabsret, hvilket betyder, at der som udgangspunkt er fri adgang til at stifte foreninger med begrænset ansvar.

Den selskabsretlige kontraktfrihed er imidlertid ikke uden grænser, se ovenfor under afsnit D.1.4.2.1.4 .

Erhvervsdrivende foreninger med begrænset ansvar, der har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesse gennem erhvervsdriften, er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, se afsnit D.1.4.2.1.2 .

Ideelle foreninger

Under de ideelle foreninger hører en række foreninger med de mest forskelligartede formål. Den ideelle forening adskiller sig fra den økonomiske forening ved, at den har til formål at varetage medlemmernes ikke-økonomiske interesser.

Det er dog ikke udelukket, at en ideel forening kan drive erhvervsmæssig virksomhed, men indtægterne går i så tilfælde ikke til deltagerne, men til foreningsformålet.

Da dette område, som nævnt, er ulovreguleret, er der med støtte i retspraksis og almindelige retsgrundsætninger opstillet visse foreningsretlige regler.

For at en virksomhed kan karakteriseres som en forening, må det forudsættes, at der foreligger et bestemt formål, at medlemskredsen er vekslende, at der afholdes generalforsamling, og at medlemmerne ikke har krav på nogen andel af foreningens formue, når de melder sig ud, eller foreningen opløses.

Det bemærkes, at sådanne foreninger ikke er omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, allerede fordi dennes § 1 forudsætter, at virksomheden har til formål at drive erhverv. De er derfor heller omfattet af lovens registreringsbestemmelser.

Ideelle foreninger kan dog vælge at lade sig registrere i foreningsregistret, som administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Økonomiske foreninger

Foreninger, der har til formål at fremme medlemmernes økonomiske interesse ved at drive erhvervsvirksomhed, kaldes økonomiske foreninger.

Økonomiske foreninger er omfattet af erhvervsvirksomhedsloven, forudsat at medlemmerne hæfter begrænset for foreningens gæld, hvilket er det typiske, jf. nedenfor. Heraf følger, at disse foreninger skal lade sig registrere i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at få retsevne, ligesom de er underlagt lovens bestemmelser om regnskabspligt, opløsning mv., se nærmere under afsnit D.1.4.2.1.2 .

Det skal af foreningens navn fremgå, at den hæfter begrænset over for sine kreditorer, jf. lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 6, stk 6.

Hæftelse

Medlemmernes hæftelse fremgår af foreningens vedtægter. Normalt hæfter deltagerne ikke personligt for foreningens gæld, men er begrænset i deres hæftelse til det beløb, de har betalt i kontingent eller indskud. Det ses dog i visse tilfælde, at hæftelsen er udvidet i vedtægterne.

Anmeldelse til registrering

Når foreningen anmelder sig til registrering, skal den tillige medsende foreningens vedtægter og normalt også udskrift af generalforsamlingsprotokollen vedrørende stiftelse eller seneste ændringer.

Registreringsanmeldelsen skal være underskrevet af de tegningsberettigede og som minimum foreningens formand.

De indhentede vedtægter og fortegnelse over bestyrelsen samt CPR-numre på foreningens formand og kasserer bør fremsendes i kopi til de skatteansættende myndigheder.

I forbindelse med behandlingen af registreringsanmeldelsen gennemgås foreningens vedtægter, hvorved det påses, at den anmeldte virksomhedsform er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Hvis det eksempelvis viser sig, at virksomheden er et interessentskab, kan den ikke registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men opnår retsevne uden registrering. Er der tale om en forening, der er ideel og ikke økonomisk, kan den heller ikke registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

I vurderingen af, hvorvidt der foreligger en forening i juridisk forstand, kan der henses til, om følgende momenter, der alle taler imod en antagelse af, at der eksisterer en forening, er til stede

"foreningens" personkreds er lille og lukket

vedtægterne mangler en bestemmelse om generalforsamling

"foreningens" medlemmer er opdelt i A og B-medlemmer, hvor B-medlemmerne ingen stemmeret har og således ingen indflydelse

formanden er tillagt hele beslutningskompetencen og er eventuelt kun på valg efter eget ønske

medlemmerne har krav på en andel af den "ideelle" forenings formue ved opløsning

Det har stor betydning, om told- og skatteforvaltningen kender personkredsen bag foreningen som eksempelvis stiftere og bestyrelsesmedlemmer, når told- og skatteforvaltningen skal vurdere, om der er risiko forbundet med at registrere den pågældende forening. Det kan være, at nogle af personerne tidligere har drevet virksomhed, som har forårsaget, at statskassen har lidt tab. Dette kan indgå i vurderingen, om der som betingelse for registrering skal stilles krav i form af eksempelvis kreditbegrænsning, jf. nedenfor under afsnit D.1.4.2.6.1 , eller man blot skal være ekstra opmærksom på, hvorledes virksomheden udvikler sig.

Hvis en økonomisk forening ikke er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når den anmeldes til registrering hos SKAT, skal den henvises til at anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som typisk giver en virksomhed nummer samme dag, den anmelder sig. Herefter kan den registreres for eksempelvis moms, A-skat mv.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

D.1.4.2.3.10 Andre

virksomheder med begrænset ansvar

Karakteristika

Her tænkes på den restgruppe af erhvervsdrivende virksomheder med begrænset ansvar, som hverken er omfattet af øvrige selskabslove eller af erhvervsdrivendelovens øvrige definerede organisationsformer.

Retlig regulering

Der findes ikke nogen generel lovgivning for selskaber, som det kendes fra aktie- og anpartsselskaber.

Der er, som nævnt tidligere, kontraktfrihed inden for dansk selskabsret, hvilket betyder, at der som udgangspunkt er fri adgang til at stifte selskaber med begrænset ansvar. Den selskabsretlige kontraktfrihed er imidlertid ikke uden grænser - se nærmere under afsnit D.1.4.2.1.4 .

Et selskab med begrænset hæftelse i denne restgruppe er omfattet af erhvervsdrivendeloven og dermed denne lovs regler om anmeldelse og registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, retsevne, regnskabspligt, opløsning mv. - se nærmere under afsnit D.1.4.2.1.2 .

Der er, som nævnt, tale om en selskabstype, hvor selskabsdeltagerne kun hæfter begrænset for selskabets forpligtelser. Hvorledes hæftelsen nærmere er, herunder om den er solidarisk, subsidiær eller direkte, vil bero på selskabsaftalen eller på eventuelle vedtægter.

Det antages på grund af den begrænsede hæftelse for selskabsdeltagerne, at selskabet som sådant hæfter over for selskabets kreditorer.

Et sådant selskab kan i konsekvens heraf erklæres konkurs, hvis det er insolvent, og bliver behandlet efter konkurslovens regler, hvilket normalt vil medføre, at selskabet ophører med at drive virksomhed.

Selskabet kan også ophøre, selv om det er solvent, hvis betingelserne for at opløse selskabet er opfyldt i selskabets vedtægter. Er spørgsmålet ikke berørt i selskabets vedtægter, eller er der ingen vedtægter, kan selskabet alligevel opløses, hvis selskabsdeltagerne og ledelsen ønsker det.

I mangel af sådanne bestemmelser og enighed kan selskabet i sidste ende undergives en egentlig skiftebehandling efter skiftelovens § 82.

Anmeldelse til registrering

De omtalte selskaber, hvis hæftelse er antaget at være begrænset, hører ind under den restgruppe af virksomheder, som skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til § 3 i erhvervsdrivendelovens, jf. afsnit D.1.4.2.1.2 .

Det kan efter en konkret vurdering, herunder indholdet af stiftelsesdokumentet, vedtægter, kendskab til personkredsen bag selskabet mv., være påkrævet at undersøge de faktiske forhold i virksomheden.

En undersøgelse af de faktiske forhold kan bestå i, at der tages kontakt til selskabsdeltagerne med henblik på at få en nærmere redegørelse for virksomhedens formål. Undersøgelsen kan også bestå i, at der aflægges besøg i virksomheden.

Er virksomheden ikke registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, når den anmelder sig til eksempelvis momsregistrering hos SKAT, henvises virksomheden til at blive registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som skal nummersætte denne, hvilket typisk sker på anmeldelsesdagen. Herefter kan den på ny anmode om registrering hos SKAT.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

Det er vigtigt, at told- og skatteforvaltningen, hvis den er i besiddelse af oplysninger, der kan være af betydning for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens selskabsretlige vurdering af registreringssagen, meddeler dette til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hurtigst muligt efter, at told- og skatteforvaltningen er blevet bekendt med, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har en registreringsanmeldelse under behandling, og inden at denne styrelse når at registrere virksomheden.

Hvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen allerede har registreret en virksomhed med begrænset ansvar, skal en eventuel sag om ændring af registreringen anlægges ved domstolene inden 6 måneder efter, at registreringen er offentliggjort, jf. erhvervsdrivendelovens § 17.

D.1.4.2.3.11 Fonde

Karakteristika

Kendetegnet ved fonde er, at de er selvejende institutioner, hvilket vil sige, at ingen udenforstående ejer dem.

Loven definerer ikke begrebet fond, men bygger på de retningslinjer, der er opstillet i fondsudvalgets betænkning, der igen bygger på især tidligere praksis vedrørende spørgsmålet om fondes skatteretlige retssubjektivitet.

Grundbetingelserne for, at der er tale om en gyldigt stiftet fond, er

fonden skal have et særskilt formål

den skal have tilstrækkelige aktiver til at kunne varetage sit formål, og disse skal være definitivt udskilt fra stifterens formue, således at fondens midler aldrig må kunne tilbageføres til stifteren eller dennes nærtstående

fonden skal have en ledelse, der er uafhængig af stifteren. Dette krav vil normalt være opfyldt, hvis blot ét medlem af bestyrelsen har en uvildig og uafhængig stilling, eksempelvis ved at en advokat er medlem af bestyrelsen.

Almindelige fonde

Ved en almindelig fond forstås, at virksomheden ikke er erhvervsdrivende.

Almindelige fondes forhold er reguleret af lov om fonde og visse foreninger - også kaldet fondsloven.

Loven gælder i henhold til § 1, stk. 4, ikke for almindelige fonde, hvis aktiver andrager 250.000 kr. eller derunder, og fonden skal allerede ved oprettelsen have aktiver for over 250.000 kr., jf. § 8.

Loven gælder heller ikke for almindelige fonde, der er omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde, jf. § 1, stk. 2 og nedenfor.

En almindelig fond skal i sit navn benytte ordet: "fond", jf. lovens § 3.

En almindelig fond skal have en vedtægt (fundats) med et nærmere angivet indhold, hvilket fremgår af § 6, stk. 1.

Det er en almindelig fonds formål at foretage uddelinger, hvilket forudsætningsvis fremgår af § 9.

En almindelig fond skal ledes af en bestyrelse, som skal bestå af mindst 3 medlemmer eller en juridisk person eller en kollektiv enhed. Fondsmyndigheden, som i henhold til lovens § 36 udøves af justitsministeren, kan dog give tilladelse til, at dette fraviges, jf. § 11, stk. 1.

Fondens vedtægter skal senest 3 måneder efter, at fonden er blevet oprettet, indsendes til fondsmyndigheden samt til told- og skatteforvaltningen, jf. § 6, stk. 2.

Det samme gælder en fortegnelse over medlemmerne i fondens ledende organ - bestyrelsen, jf. § 11.

Den almindelige fond bliver en juridisk person, når fondslovens kapital- og ledelsesbetingelser er opfyldt, og den efterfølgende pligt til at indsende vedtægter mv. til skattekommunen er ikke herved nogen gyldighedsbetingelse.

Da der ikke er nogen ejere af en fond, hæfter fonden med hele sin formue for alle forpligtelser.

Erhvervsdrivende fonde

Karakteristika

I lov om erhvervsdrivende fonde - også kaldet erhvervsfondsloven - anses en fond for erhvervsdrivende, ikke blot når den selv afsætter varer eller tjenesteydelser mv. eller udlejer fast ejendom, men også når den har bestemmende indflydelse i et selskab, dvs. er moderfond eller på anden måde har bestemmende indflydelse i henhold til vedtægt eller aftale og har betydelig andel i virksomhedens driftsresultat. Dette fremgår af lovens § 1, stk. 2.

En fond anses dog ikke for erhvervsdrivende, hvis virksomheden er af begrænset omfang eller kun omfatter en uvæsentlig del af fondens samlede formue, jf. samme bestemmelses stk. 3.

En erhvervsdrivende fond skal have en grundkapital på mindst 300.000 kr., som skal være fuldt indbetalt, før fonden kan registreres, jf. § 9, stk. 1.

En erhvervsdrivende fond skal i sit navn benytte ordet "fond", men dens navn skal tydeligt adskille sig fra andre typer fondes navne og må ikke være egnet til at vildlede. Uddybende må der ikke i dens navn uberettiget optages eksempelvis slægtsnavn, firma mv., jf. § 4, stk. 1 og 2.

En erhvervsdrivende fond skal efter § 7 have en vedtægt med et nærmere angivet minimumsindhold, som fremgår af bestemmelsens stk. 1.

En erhvervsdrivende fond ledes af en bestyrelse, som skal bestå af mindst 3 medlemmer. Hertil kommer medarbejderrepræsentanter. Bestyrelsen kan ansætte én eller flere direktører, men flertallet af bestyrelsens medlemmer må dog ikke være ansat som direktører i fonden. En direktør må ikke uden samtykke fra fondsmyndigheden, som i henhold til lovens § 57, stk. 1, udøves af erhvervsministeren, vælges til formand. Dette fremgår af § 12.

Hæftelse

For de forpligtelser, som indgås på fondens vegne, inden den er blevet registreret, hæfter de, der har indgået forpligtelsen eller har medansvar for det, solidarisk. Fonden som sådan overtager hæftelsen, når den er blevet registreret, jf. § 6, stk. 2.

Fonden som sådan kan gå konkurs og behandles da naturligvis efter konkurslovens regler.

Registrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

Bestyrelsen skal anmelde en erhvervsdrivende fond til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register for erhvervsdrivende fonde, jf. § 5, og fonden kan, i modsætning til det ovenfor nævnte om almindelige fonde, først erhverve rettigheder og påtage sig forpligtelser, når den er registreret, jf. § 6, stk. 1.

Anmeldelse til registrering hos SKAT

En erhvervsdrivende fond skal have fået tildelt et CVR-nr. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, før den kan registreres hos told- og skatteforveltningen som eksempelvis momspligtig. I den forbindelse bør det kontrolleres, om den drift, fonden anmelder til registrering, er afgiftspligtig efter momslovens bestemmelser.

Endvidere skal det sikres, at registreringsanmeldelsen er underskrevet af fondens ansvarlige ledelse og vedlagt fundats.

Endelig bør det undersøges, om SKAT har godkendt fondens skattesubjektivitet.

Der kræves ved registreringen dog ikke oplysning om stiftere eller garanter.

Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

D.1.4.2.3.12 Europæiske

økonomiske firmagrupper - EØFG

Karakteristika

Firmagruppens eksistens og retlige status er bestemt ved Rådets forordning (EØF) nr. 2/37/85, jf. bekendtgørelse af lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabers forordninger om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper, lov nr. 281 af 17. april 1997.

En europæisk firmagruppe er ikke et selskab i den forstand, at man søger at opnå et overskud, som kan blive i selskabet eller fordeles til selskabsdeltagerne.

En europæisk firmagruppe er derimod en sammenslutning af mindst to retlige enheder eller personer, der har deres hovedkontor/hovedaktivitet i forskellige medlemsstater.

Firmagruppen er altså et juridisk instrument til samarbejde mellem personer eller selskaber på tværs af landegrænser.

Firmagruppen er en selvstændig juridisk person.

Anmeldelse og registrering af en firmagruppe sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Hæftelse

Medlemmerne skal ikke skyde kapital ind i firmagruppen. Til gengæld hæfter firmagruppens medlemmer ubegrænset og solidarisk for gruppens gældsforpligtelser af enhver art.

Kreditorer må dog først gøre deres krav gældende mod firmagruppen, forinden de kan gøre kravet gældende mod den enkelte deltager, dvs., at deltagerne hæfter indirekte.

D.1.4.2.4 Selvstændig

virksomhed kontra lønmodtager

Det er en betingelse for at blive registreret hos told- og skatteforvaltningen, at man driver selvstændig erhvervsvirksomhed.

I forbindelse med enhver registreringsanmodning skal det derfor vurderes, om den aktivitet, der søges registrering for, kan karakteriseres som selvstændig erhvervsvirksomhed eller som personligt arbejde i tjenesteforhold. Spørgsmålet kan også formuleres således: Er det en selvstændigt erhvervsdrivende eller en lønmodtager, der ansøger om registrering hos told- og skatteforvaltningen? I det omfang, der er tale om en person, som udfører et arbejde, der kan karakteriseres som personligt arbejde i tjenesteforhold, er det i registreringshenseende en lønmodtager, der hverken kan eller skal registreres, hvorfor registrering skal nægtes.

Ved personligt arbejde i tjenesteforhold forstås, at den pågældende selv skal udføre arbejdet, og at han ikke kan ansætte andre til arbejdet. I formuleringen "i tjenesteforhold" ligger, at arbejdet skal udføres efter arbejdsgiverens anvisninger, idet det er arbejdsgiveren, der eksempelvis bestemmer, hvordan arbejdet skal laves og hvornår. Tilsvarende er det også arbejdsgiveren, der betaler for materialer og værktøj mv. og på den måde løber den økonomiske risiko, hvis kunden ikke betaler. Lønmodtageren skal således blot udføre det stykke arbejde, som han får besked på af sin arbejdsgiver, men han får til gengæld løn for det.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt den, der udfører arbejdet, er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, må afgørelsen træffes på grundlag af en samlet vurdering af de faktiske forhold mellem den, der udfører arbejdet, og den, arbejdet udføres for.

I cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, pkt. 3.1.1, står anført, hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når der skal foretages en afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Se også Ligningsvejledningens afsnit E.A.4 .

Det fremgår heraf, at der kan henses til, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse, og om der afholdes væsentlige erhvervsmæssige omkostninger, som er atypiske for lønmodtagere. I vurderingen kan også indgå, om den, der udfører arbejdet, ejer de anvendte redskaber og helt eller delvist leverer materialer til arbejdet.

I vurderingen kan der også henses til den måde, skatten opkræves på, nemlig om der indeholdes A-skat, jf. KSL § 46, jf. § 43, eller om den pågældende bliver afkrævet sin skat i henhold til skattebilletter. Hvis der indeholdes A-skat, taler det for, at der foreligger et lønmodtagerforhold, medens sidstnævnte taler imod, jf. Ligningsvejledningens afsnit E.A.4 . Det bemærkes dog, at der ikke altid er sammenfald.

Afgrænsningsproblemerne opstår ofte i forbindelse med konsulent- og rådgivningsarbejde mv., men kan i princippet opstå inden for de fleste brancher.

D.1.4.2.5

Økonomisk virksomhed after momsloven

Økonomisk virksomhed, jf. ML § 3, stk. 1, omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv, uanset hvad formålet med eller resultatet af virksomheden er. Formålet vil dog oftest være at opnå økonomisk gevinst.

Det er både den regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner, der falder ind under begrebet "økonomisk virksomhed" i momslovens forstand.

For at vurdere, om der i momslovens forstand foreligger "økonomisk virksomhed", kan det være nødvendigt at afkræve virksomheden nærmere oplysninger om dens økonomiske grundlag, herunder om udsigterne for dens rentabilitet er undersøgt, økonomiske forhold og planlagte forretningsmæssige aktiviteter. Om "økonomisk virksomhed" henvises i øvrigt til Momsvejledningens afsnit C.1.4 .

D.1.4.2.6 Forkortet afregningsperiode, sikkerhedsstillelse

og registreringsnægtelse - opkrævningsloven samt moms- og lønsumsafgiftsloven

Ved "trip, trap, træsko"-reglerne forstås et system af forebyggende restanceinstrumenter, som kan iværksættes over for virksomheder, der anmelder sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Ved "trip" forstås, at en virksomhed som betingelse for at blive registreret kan pålægges forkortet afregning med eksempelvis moms, hvilket behandles nedenfor under afsnit D.1.4.2.6.1 .

Ved "trap" menes, at en virksomhed - ligeledes som betingelse for at opnå registrering hos told- og skatteforvaltningen - kan blive pålagt at stille sikkerhed, hvilket beskrives i afsnit D.1.4.2.6.2 .

Endelig bemærkes, at der ved "træsko" forstås, at en virksomhed under visse omstændigheder kan blive nægtet registrering overhovedet. Dette omtales senere under afsnit D.1.4.2.6.3 .

D.1.4.2.6.1 Forkortet afregningsperiode

(kreditbegrænsning)

Når en virksomhed anmelder sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, er der mulighed for at betinge registreringen af, at virksomheden bruger en forkortet afregningsperiode, hvilket vil sige, at virksomheden skal betale de afgifter mv., den lader sig registrere for, på et tidligere tidspunkt, end de almindelige regler foreskriver.

Baggrunden for bestemmelserne er, at staten ønsker at begrænse sit tab mest muligt, idet reglerne er rettet mod de virksomheder, hvis personkreds tidligere har været i restance til det offentlige.

Muligheden for i forbindelse med registreringen at kræve forkortet afregning gælder moms, jf. ML § § 62, stk.4, og lønsumsafgift, jf. LAL § 10.

Alle virksomheder, der anmelder sig til momsregistrering, bliver som udgangspunkt registreret med kvartalet som afgiftsperiode i henhold til ML § 47, stk. 5, 2. pkt. Momsen skal angives og betales senest 1 måned og 10 dage efter, at afgiftsperioden er udløbet, jf. ML § 57, stk. 3. En nyregistreret virksomhed skal således angive og betale sit momstilsvar for januar kvartal senest den 10. maj s.å.

Der gælder dog den undtagelse, at virksomheder med momspligtig omsætning på mere end 20 mio. kr. om året skal registreres med kalendermåneden som afgiftsperiode, jf. ML § 47, stk. 5, 3. pkt. Tilsvaret skal angives og betales senest den 25. i den følgende måned. Det betyder, at momstilsvaret for eksempelvis februar måned skal angives og betales den 25. marts s.å.

Et eksempel på en virksomhed, som med rette kunne forventes at få meget stor momspligtig omsætning, kan nævnes et datterselskab i en stor koncern.

Heraf følger, at alle virksomheder, herunder også de små med en forventet årlig omsætning på op til 1 mio. kr. og de store med en forventet omsætning på over 15 mio. kr., skal momsregistreres med kvartalet som afgiftsperiode, bortset fra dem, der forventer at få en momspligtig omsætning på over 20 mio. kr. på årsbasis.

Efter ML § 62, stk. 4, jf. stk. 1, og OPKL § 2 kan told- og skatteforvaltningen pålægge en virksomhed, der anmelder sig til registrering, at bruge en forkortet afgiftsperiode. Det betyder for den "almindelige" virksomhed, at den skal anvende måneden i stedet for kvartalet som afregningsperiode, og at sidste rettidige indbetalingsdag er 15 dage fremfor 1 måned og 10 dage efter udløbet af afgiftsperioden. Eksempelvis vil den "almindelige" virksomhed, der pålægges forkortet afregning, skulle afregne sin moms vedrørende april måned i registreringsåret allerede den 15. maj fremfor under normale omstændigheder den 10. august s.å.

Et pålæg om forkortet afgiftsperiode vil ifølge ML § 62, stk. 2, have virkning fra den 1. i den måned, der følger modtagelsen af pålægget. Momsen for en tidligere afgiftsperiode, hvor momsen endnu ikke er angivet og betalt, skal angives og indbetales samtidig med afgiften for den første forkortede afgiftsperiode. Såfremt momsen for den tidligere afgiftsperiode efter de almindelige regler skal angives og betales på et tidligere tidspunkt, skal den dog angives og indbetales på dette tidligere tidspunkt.

Told- og skatteforvaltningen kan dog, jf. ML § 62, stk. 4, 2. pkt., kun bringe dette middel i anvendelse i forbindelse med registrering, hvis betingelserne i OPKL § 11, stk. 2, er opfyldt.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 2, der efter sin ordlyd vedrører sikkerhedsstillelse, men som efter ML § 62, stk. 4, også finder anvendelse på forkortet afregning, indeholder både objektive og subjektive betingelser, der alle skal være opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen skal kunne sætte en virksomhed på forkortet afregning.

Told- og skatteforvaltningen kan efter OPKL § 11, stk. 2, stille krav om forkortet afregning, når personerne bag virksomheden inden for de sidste 5 år qua ejer, direktions- eller bestyrelsesmedlem har haft væsentlig indflydelse på en anden virksomhed, der er gået konkurs eller på anden måde er konstateret insolvent, således at det offentlige har lidt et tab på mere end 50.000 kr. vedrørende moms, A-skat, AM-bidrag, selskabsskat, lønsumsafgift og punktafgifter. Det samlede beløb skal dog være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.

Det er dog en betingelse, at told- og skatteforvaltningen skønner, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for, at staten vil lide tab. Hvis den tidligere virksomhed gik konkurs på grund af omstændigheder udefra, som virksomheden ikke kan lastes for, bør dette forhold i sig selv ikke føre til, at virksomhedens kredit begrænses.

Som eksempel kan anføres, at en stor og væsentlig kunde gik konkurs og derfor ikke betalte sin gæld med stort tab til følge for den gamle virksomhed.

Herudover kan det i vurderingen indgå, om der i øvrigt er behov for at sikre, at momsen betales rettidigt.

I nær tilknytning hertil skal det nævnes, at told- og skatteforvaltningen kan fritage virksomheden for den forkortede afregning, hvis den overholder en indgået betalingsordning, eller man på baggrund af virksomhedens forhold i øvrigt skønner, at der ikke er behov for kreditbegrænsning, jf. ML § 62, stk. 3.

Virksomheden kan efter ML § 62, stk. 5, i stedet for at anvende forkortet afregningsperiode vælge at stille sikkerhed for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter og afgifter mv. samt det forventede tilsvar i en 3-måneders periode. Denne sikkerhedsstillelse vil i så fald blive frigivet, når den tidligere restance er betalt, og virksomheden i den seneste 12-måneders periode rettidigt har indbetalt skatter- og afgifter mv. Virksomheden vil dog blive pålagt at anvende forkortet afregningsperiode, hvis der efter sikkerhedsstillelsen opstår ny restance.

Når virksomheden i en ubrudt 12 måneders periode har indbetalt momsen rettidigt og ikke er i restance med tilsvar vedrørende moms eller andre registreringsforhold inden for skatte- og afgiftslovgivningen, herunder selskabsskat, kan virksomheden overføres til den sædvanligt gældende afgiftsperiode, som er beskrevet ovenfor, jf. ML § 62, stk. 6.

Endelig er der i ML § 62, stk. 7, hjemmel til at pålægge en virksomhed, der ikke overholder kravene om forkortet afgiftsperiode mv., at stille sikkerhed efter reglerne i OPKL § 11. Virksomheder, der stiller sikkerhed, skal herefter ikke længere anvende forkortet afgiftsperiode.

D.1.4.2.6.2

Sikkerhedsstillelse

Sikkerhedsstillelse efter opkrævningsloven

Sikkerhedsstillelse eller forkortet afregning

Indledningsvis bemærkes, at reglerne om sikkerhedsstillelse som betingelse for registrering af en virksomhed ikke skal benyttes, hvis man ved at afkorte afregningsperioden for virksomheden, hvilket er beskrevet ovenfor, kan opnå det samme og ønskede resultat. Dette princip følger af proportionalitetsgrundsætningen.

Da reglerne om kreditbegrænsning, som det forebyggende restanceinstrument også benævnes, alene kan gøres gældende over for virksomheder, der anmelder sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen for moms og lønsumsafgift, indskrænker de lige nævnte overvejelser sig til denne type registreringsforhold.

Det betyder konkret, at told- og skatteforvaltningen skal undlade at kræve sikkerhed i forbindelse med registrering af en virksomhed, hvis et pålæg om forkortet afregningsperiode kan anses for at være tilstrækkeligt til at afværge et potentielt tab på moms.

Når der er gjort op med ovenstående, kan told- og skatteforvaltningen betinge registreringen af, at virksomheden stiller betryggende sikkerhed for nye restancer, der frygtes at måtte opstå i den virksomhed, der ønskes registreret. Er der tale om, at virksomheden ønsker sit registreringsforhold udvidet til også at angå andre registreringspligtige aktiviteter, indgår den allerede oparbejdede restance i det beregningsgrundlag, der bestemmer størrelsen af den sikkerhed, virksomheden afkræves. Dette er ensbetydende med, at virksomheden skal anvise nogle aktiver af en vis solid og typisk også likvid karakter, som told- og skatteforvaltningen kan få sikkerhed i, hvis virksomheden vil registreres. Hjemlen til at kræve sikkerhedsstillelse findes i OPKL §§ 11, stk. 2.

Endvidere er der specielle bestemmelser om sikkerhedsstillelse i toldloven, spiritusafgiftsloven og registreringsafgiftsloven, se nedenfor under afsnit D.1.4.2.7 .

Sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2

Denne bestemmelses primære formål er at hindre, at "konkursryttere" og lignende gang på gang kan påbegynde ny virksomhed og på den måde sikre SKAT mod nye tab. Bestemmelsen tager således sigte på de særlige tilfælde, hvor de personer, som reelt står bag virksomheden, er kendt for tidligere at have misbrugt pligten til at afregne opkrævede beløb, hvorved det offentlige er blevet påført tab.

Dette forebyggende restancemiddel kan anvendes, når virksomheden anmelder sig til registrering efter de skatte- og afgiftslove, hvor opkrævningen reguleres efter opkrævningsloven. Dette gælder momsloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, lønsumsafgiftsloven og punktafgiftslovene. Hertil kommer, at også en eventuel selskabsskatterestance, der måtte opstå, kan dækkes ind af den krævede sikkerhed.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 2, indeholder både objektive og subjektive betingelser, der alle skal være opfyldt, hvis told- og skatteforvaltningen lovligt skal kunne stille betingelse om sikkerhedsstillelse for at registrere en virksomhed.

OPKL § 11, stk. 2 - objektive betingelser

Tilknytning til anden virksomhed inden for de sidste 5 år

De objektive betingelser er, at der skal være tale om en fysisk eller juridisk person, som er eller inden for de seneste 5 år har været ejer af en eller flere andre virksomheder eller medlem af bestyrelse eller direktion i en eller flere andre virksomheder.

Juridisk person

Med juridisk person menes eksempelvis et aktieselskab, et anpartsselskab, en forening, en fond mv. og skal forstås i modsætning til en fysisk person, som driver enkeltmandsvirksomhed eller lignende.

Tab eller usikret tilgodehavende på over 50.000 kr. som følge af insolvens

Denne virksomhed, som skal have været ejet af en person eller et selskab mv., skal være gået konkurs eller på anden måde konstateret insolvent (fx ved gældssanering, frivillig akkord eller forgæves udlægsforretning), hvorved told- og skatteforvaltningen har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller staten er blevet påført et samlet tab på mere end 50.000 kr. vedrørende skatter og afgifter, der opkræves efter opkrævningsloven. Ved opgørelsen af tabet eller det usikrede tilgodehavende på 50.000 kr. indgår såvel restancer i form af A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, moms, og punktafgifter. Hertil kommer eventuelle selskabsskatterestancer. Beløbet skal andrage mere end 50.000 kr., uden at renter, gebyrer og eventuelle bøder er medregnet.

Ved opgørelsen af tabet eller det usikrede tilgodehavende på over 50.000 kr. kræves det ikke, at et sådant tab eller usikret tilgodehavende er konstateret hos alle de virksomheder, der indgår i bedømmelsen af behovet for sikkerhedsstillelse. Det er tilstrækkeligt, at det samlede tab eller usikrede tilgodehavende for disse konkursramte eller insolvente virksomheder overstiger 50.000 kr. Har personen således inden for tidsrummet på de 5 år været direktør for et anpartsselskab, der er gået konkurs med et tab på 30.000 kr. for staten, og har personen tillige en personligt drevet virksomhed, som er konstateret insolvent med et usikret tilgodehavende for told- og skatteforvaltningen på 40.000 kr., vil begge virksomheder skulle indgå i vurderingen af, om registreringen skal gøres betinget af sikkerhedsstillelse, idet de enkelte tab eller tilgodehavender kumuleres.

Tilknytning til virksomheden, der skal registreres

I den til registrering anmeldte virksomhed skal der ligeledes være tale om en person, som enten selv

ejer den nye virksomhed (§ 11, stk. 2, nr. 1),

driver virksomheden (§ 11, stk. 2, nr. 2) eller er

medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion (§ 11, stk. 2, nr. 3).

Ejerbegreb for juridiske personer

I § 11, stk. 4, fastslås, at dersom den i stk. 2 nævnte virksomhed er et selskab, en fond eller en forening m.v., anses som ejer også

en person, der i virksomheden besidder sådanne kapitalandele, som henregnes til hovedaktionæraktier efter aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4 (dvs. navnlig personer, der inden for de seneste 5 år har ejet mindst 25 % af aktiekapitalen eller rådet over mere end 50 % af stemmeværdien - dog 10 år, hvis aktierne er erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse)

et selskab m.v., der i virksomheden besidder sådanne kapitalandele, der er omhandlet i kursgevinstlovens § 4, stk. 2 ("koncernforbundne selskaber", dvs. navnlig selskaber, foreninger m.v., hvor samme aktionærkreds direkte eller indirekte ejer mere end 50 % af aktiekapitalen eller råder over mere end 50 % af stemmerne i hvert selskab)

en fysisk eller juridisk person, der over virksomheden udøver en kontrol som defineret i ligningslovens § 2, stk. 2 (dvs. ved direkte eller indirekte at eje mere end 50 % af aktiekapitalen eller råde over mere end 50 % af stemmerne).

I OPKL § 11, stk. 2, nævnes både den virksomhed, der anmeldes til registrering, og den eller de andre virksomheder, der har påført staten et tab eller givet told- og skatteforvaltningen et usikret tilgodehavende på over 50.000 kr. som følge af konkurs eller konstateret insolvens. Ud fra en sproglig fortolkning vil stk. 4 således skulle anvendes på alle disse virksomheder, hvor ejerskabet spiller en rolle ved vurderingen af opfyldelsen af de objektive betingelser.

Undersøgelse i forbindelse med registreringen

For at denne sikkerhedsstillelsesbestemmelse kan håndteres mest effektivt, skal der i registreringsfasen indgå følgende undersøgelser

oplysninger om ejerforholdet fra registreringanmeldelsen. Hvis der er tale om selskaber mv., kan oplysninger om personkredsen (direktion, bestyrelsesmedlemmer mv.) indhentes i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register, der hedder Publi-Com

kendskab til personerne i øvrigt bag virksomheden, herunder kendskab til eller mistanke om stråmandsvirksomhed

tjek i CPR-registeret, om de personer, der fremgår af registreringsanmeldelsen, er beslægtede eller nærtstående med personer, der har påført det offentlige tab

søgning i Skats egne it-systemer - (Erhvervssystemet, D/R-systemet, RUF mv.)

tjek i "Træskoregisteret"

tjek i KINFO-registeret

Reglerne om tavshedspligt

Hvis told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse om, at en virksomhed skal stille sikkerhed for at blive registreret og senere nægtes registrering, fordi den ikke imødekommer kravet om sikkerhedsstillelse, skal told- og skatteforvaltningen i sin begrundelse være opmærksom på reglerne om tavshedspligt i FVL § 27 og SFL § 17. Dette forhold kan blive aktuelt i det tilfælde, hvor virksomhedens ejerkreds består af flere personer, hvilket vil være tilfældet, hvis virksomheden er organiseret som eksempelvis ApS, A/S, I/S eller lign.

OPKL § 11, stk. 3 - subjektiv betingelse

Et konkret skøn skal udøves

Ud over de objektive betingelser skal den subjektive betingelse, jf. OPKL § 11, stk. 3, være opfyldt. Herefter skal told- og skatteforvaltningen efter et konkret skøn over de faktiske omstændigheder i sagen vurdere, om virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for, at SKAT lider tab.

I dette skøn kan indgå oplysninger om årsagen til, at den tidligere virksomhed gik konkurs eller blev insolvent. Hvis dette skyldtes undskyldelige og udefra kommende omstændigheder, som eksempelvis en meget stor kundes konkurs eller pludselig opstået alvorlig sygdom hos virksomhedsejeren, kan dette være forhold, der taler imod at kræve, at den nye virksomhed skal stille sikkerhed.

Told- og skatteforvaltningen skal herefter kun stille krav om sikkerhed, hvis den vurderer, at drift af den anmeldte virksomhed anses for at indebære en nærliggende risiko for, at virksomheden vil oparbejde restancer, som den ikke vil kunne betale, og dermed påføre det offentlige et tab.

Krav om sikkerhedsstillelse skal således kun bruges i de tilfælde, hvor de personer, der reelt står bag virksomheden, er kendt for tidligere at have misbrugt pligten til at opkræve beløb på det offentliges vegne, hvorved det offentlige er blevet påført tab.

Forfordeling af SKAT eller forstikkelse af aktiver

Som eksempler på, at den subjektive bestemmelse i § 11, stk. 3, er opfyldt, kan nævnes, at den pågældende på utilbørlig måde har forfordelt told- og skatteforvaltningen, hvorved andre kreditorer er blevet favoriseret, eller fra den virksomhed, som har påført statskassen et tab eller givet told- og skatteforvaltningen et usikret tilgodehavende på mindst 50.000 kr., har fjernet aktiver for at bringe disse i ly for kreditorerne. Dette vil i øvrigt kunne være strafbart som skyldnersvig, jf. strfl. § 283.

Konkursrytteri

Det samme vil eksempelvis være tilfældet, hvis virksomhedsejeren eller den person, der har bestemmende indflydelse i selskabet, flere gange henholdsvis er gået konkurs med virksomhederne eller har ladet dem gå til tvangsopløsning ved skifteretten, og statskassen hver gang har lidt tab i den forbindelse. De nye virksomheder er typisk startet umiddelbart efter konkursen eller tvangsopløsningen af den tidligere virksomhed og på den måde, at aktiverne er købt ud af den gamle virksomhed. Forholdet betegnes "konkursrytteri".

Notifikation for deltagelse i momskarrusel

Modtagelsen af en notifikation i henhold til momslovens § 46, stk. 9, som følge af deltagelsen i en momskarrusel vil også kunne bevirke, at den subjektive betingelse er opfyldt, jf. nedenfor i afsnit M.1.6 .

Kontinuerlig opbygning af restancen

Hvis statskassens tab eller told- og skatteforvaltningens usikrede tilgodehavende er opbygget kontinuerligt over en længere periode - frem for i en kortere periode umiddelbart forud for en konkurs, hvilket ofte forekommer, når tingene er ved at "brænde på" - vil et krav om sikkerhedsstillelse også kunne stilles, idet det kan hævdes, at personen ikke har haft viljen eller evnen til at få orden på sine forpligtelser over for told- og skatteforvaltningen.

I det følgende nævnes nogle eksempler på situationer, hvor der ikke bør gives virksomheder pålæg om at stille sikkerhed i forbindelse med registrering

Eksempler på situationer, hvor der ikke bør kræves sikkerhedsstillelse

Eksempel I

En advokat anmelder et selskab til registrering. Han indtræder selv som bestyrelsesformand. I forbindelse med den materielle registreringskontrol konstateres det, at han figurerer som bestyrelsesformand i et selskab, der er gået konkurs, og som ved konkursen har påført det offentlige et tab på mere end 50.000 kr. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at advokaten er indtrådt i det tidligere selskab udelukkende med det formål at søge selskabet reddet, hvilket er mislykkedes. Advokaten er udtrådt som formand for det konkursramte selskab, men vil i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register fremstå som afgået formand. I dette eksempel har advokaten som udgangspunkt ikke haft væsentlig indflydelse på årsagerne til selskabets konkurs, idet han først er indtrådt, efter de økonomiske problemer er opstået og som et led i sit professionelle arbejde.

Eksempel II

Et selskab anmeldes til registrering, og det konstateres i forbindelse med materiel registreringskontrol, at et medlem af bestyrelsen tidligere har været bestyrelsesmedlem og hovedaktionær i et selskab, der 4 år tidligere er gået konkurs og på den måde har påført det offentlige et tab på mere end 50.000 kr. I den mellemliggende periode har bestyrelsesmedlemmet haft bestemmende indflydelse på et større antal andre selskaber, der har afregnet skatter og afgifter til tiden og således ikke har været i restance. Der er på den baggrund ikke umiddelbart grundlag for at antage, at der vil være risiko for, at det nu anmeldte selskabs virksomhed vil indebære en nærliggende risiko for, at statskassen kommer til at lide et tab.

Eksempel III

En person anmelder en frisørsalon til registrering. Det konstateres, at vedkommendes ægtefælle indtil for 3 år siden har drevet en personlig entreprenørvirksomhed, der blev afmeldt med et usikret tilgodehavende for SKAT på mere en 50.000 kr. I den mellemliggende periode har han fortsat driften af entreprenørvirksomheden i et selskab, der har afregnet skatter og afgifter rettidigt. Da der således ikke er tegn på, at den nu anmeldte frisørvirksomhed på nogen måde har noget at gøre med ægtefællens gamle gældstyngede entreprenørvirksomhed, bør reglerne om sikkerhedsstillelse ikke bringes i anvendelse her.

Begrundelse

Enhver afgørelse, hvor told- og skatteforvaltningen afkræver en anmeldt virksomhed en sikkerhedsstillelse, skal indeholde en individuel og konkret begrundelse. Afgørelsen skal være truffet ud fra sagens faktiske forhold, som skal være dokumenteret i sagen.

Formel fremgangsmåde

Når told- og skatteforvaltningen har besluttet, at en virksomhed som betingelse for at blive registreret skal stille sikkerhed, skal told- og skatteforvaltningen meddele dette ved rekommanderet brev i henhold til OPKL § 11, stk. 6, 2. pkt., senest 14 hverdage efter, at virksomheden har anmeldt sig til registrering, jf. OPKL § 11, stk. 8, 1. pkt.

Ved "virksomhedens anmeldelse til registrering" forstås det tidspunkt, hvor registreringsanmodningen i korrekt udfyldt stand kommer frem til registreringsmyndigheden, som er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i afsnit D.1.4.1 .

Hvis registreringsanmeldelsen er mangelfuld eller ukorrekt udfyldt, skal blanketten snarest muligt, dog i hvert fald inden 14 hverdage fra anmodningens modtagelse, sendes tilbage til anmelderen med bemærkning om, hvilke yderligere oplysninger der kræves for at kunne vurdere sagen. Samtidig skal det meddeles, at registreringsanmeldelsen først kan godkendes, når den returnerede anmeldelse suppleret med de manglende oplysninger på ny er modtaget. Det er således fra dette nye tidspunkt, told- og skatteforvaltningens frist på 14 hverdage skal regnes. Der bør endvidere kunne bortses fra fristen, hvis virksomheden i forbindelse med registreringsanmeldelsen har udvist svig eller lignende, idet det indretningshensyn, som fristen på 14 hverdage kan siges at være udtryk for, ikke fortjener at blive opretholdt over for en virksomhed, der svigagtigt forsøger at skjule oplysninger, der ville have medført et krav om sikkerhedsstillelse som betingelse for registreringen. Det må i den forbindelse fremhæves, at svig og andre ugyldighedsgrunde også kan ramme forvaltningsakter, således at fx en virksomhedsregistrering opnået ved svig evt. kan tilsidesættes som en nullitet.

Told- og skatteforvaltningens afgørelse om at kræve sikkerhedsstillelse er efter aftalelovens systematik et påbud, som først har retsvirkning fra det tidspunkt, det er kommet frem til modtageren. Det betyder, at told- og skatteforvaltningen skal afsende pålægget om sikkerhedsstillelse så betids, at postvæsenet kan nå at aflevere eller have forsøgt at aflevere det til virksomheden senest den 14. hverdag efter, at virksomheden har anmeldt sig til registrering.

Dette indebærer, at den pågældende ikke kan påberåbe sig, at told- og skatteforvaltningen har overskredet fristen, selv om modtageren rent faktisk først har fået kendskab til indholdet efter, at fristen på de 14 hverdage er udløbet.

Ved hverdage forstås mandage - fredage, medmindre der heri indgår helligdage. Lørdage tæller således ikke som hverdage, idet disse typisk ikke er kontorarbejdsdage.

Meddelelsen skal ifølge OPKL § 11, stk. 8, 2. pkt., indeholde oplysning om, at virksomheden ikke kan registreres, hvis den undlader at stille den krævede sikkerhed, og at det i så fald vil være strafbart efter OPKL § 17, stk. 3, at fortsætte med at drive virksomheden.

Sikkerheden skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, dvs. 8 dage efter, at meddelelsen er kommet frem til modtageren.

8-dages fristen kan dog i ganske særlige tilfælde udvides. Som eksempel kan nævnes den situation, at en virksomhed er i gang med at fremskaffe en bankgaranti, men at det er praktisk umuligt at få fremsendt dokumentet inden for fristen.

Hvis en virksomhed anmoder om at få forlænget fristen, skal den kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den inden for meget kort tid kan stille den krævede sikkerhed. Told- og skatteforvaltningen skal således ikke tillade, at fristen forlænges, medmindre virksomheden, inden 8-dages fristen er udløbet, kan dokumentere eller sandsynliggøre, at den forventer at kunne stille sikkerheden.

Virkning af, at virksomheden ikke stiller den krævede sikkerhed

Når en virksomhed er blevet pålagt at stille sikkerhed, kan den ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt, jf OPKL § 11, stk. 3, sidste pkt.

Stilles sikkerheden efter § 11, stk. 2, ikke rettidigt, nægtes virksomheden registrering, jf. § 11, stk. 9, 2. pkt.

Meddelelsen om, at registreringen er nægtet efter stk. 9, skal ifølge stk. 10 tilsendes virksomheden ved rekommanderet brev, der tillige skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter registreringsnægtelsen vil være strafbar efter § 17, stk. 3, og at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. stk. 11.

Strafbarheden beror på, at registreringsnægtelse som følge af manglende rettidig sikkerhedsstillelse svarer til et påbud om at undlade at drive indeholdelsespligtig virksomhed ud over de nødvendige afviklingsdispositioner. Retsplejelovens kapitel 57 om fogedforbud gælder bl.a. over for den, der, efter at registrering er nægtet, fortsætter registreringspligtig virksomhed ud over de nødvendige afviklingsdispositioner.

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, hæfter for de af opkrævningsloven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

Med hjemmel i OPKL § 11, stk. 11, vil en solidarisk hæftelse kunne pålægges ved en administrativ afgørelse, hvilket indebærer, at SKATs pantefogeder kan foretage udlæg hos de personer, der er gjort hæftelsesansvarlige efter bestemmelsen på baggrund af den udpantningsret, der eksisterer for de ikke betalte skatter og afgifter, jf. herved INDL § 1. Se i øvrigt SKM2006.445.SKAT .

Sikkerhedens størrelse

Sikkerhed skal ifølge § 11, stk. 5, stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter eller afgifter m.v., der opkræves efter opkrævningsloven, dvs. moms, lønsumsafgift, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, punktafgifter og selskabsskat, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode. Det gennemsnitlige tilsvar beregnes for igangværende virksomheder på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår reduceret med eventuelle acontobetalinger.

Det er virksomhedens restancer på registreringstidspunktet, der skal lægges til grund ved beregningen af sikkerhedens størrelse.

Hvis der er tale om en ny virksomhed, der har anmeldt sig til registrering, kan told- og skatteforvaltningen alene tage udgangspunkt i den aktuelle virksomheds restanceforhold og kan på den måde ikke kræve, at den anmeldte virksomhed stiller sikkerhed for restancer, der er opstået i en anden virksomhed - heller ikke selv om sådanne restancer kan medregnes ved opgørelsen af beløbet på 50.000 kr. i OPKL § 11, stk. 2. Dette gælder også, hvis restancen er opstået i en falleret personligt drevet virksomhed, og personen nu ønsker registrering med en ny personligt drevet virksomhed.

Det er således driften af den nye virksomhed, der skal danne grundlag for beregning af sikkerhedens størrelse. Hvis der i denne til registrering anmeldte virksomhed er opstået restancer, skal disse dog tælle med ved beregningen af sikkerhedsstillelsen. Restancer kan evt. skyldes den omstændighed, at virksomheden i et stykke tid har været drevet uregistreret, eller der kan være tale om en udvidelse af registreringsforholdene. Der kan eksempelvis eksistere en momsrestance hidrørende fra en tidligere momsregistrering. Nu ønsker virksomheden at blive registreret for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. I dette tilfælde skal momsrestancen tælle med ved beregningen af sikkerheden. Der er i sidstnævnte tilfælde ikke tale om en ny virksomhed i registreringsmæssig henseende, men blot en udvidelse af det allerede eksisterende registreringsforhold - et nyt registreringsforhold, om man vil.

Ved udøvelse af skønnet vedrørende det fremtidige tilsvar kan told- og skatteforvaltningen hense til størrelsen af tilsvar fra tidligere tilsvarende virksomhed, brancheoplysninger, budgetoplysninger eller lignende. Sikkerhedsstillelsen skal på den måde beregnes ud fra forventningerne til den fremtidige virksomhed på registreringstidspunktet.

Sikkerhedens art

Den krævede sikkerhed kan ifølge § 8 i opkrævningsbekendtgørelsen stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed. Det er told- og skatteforvaltningen, der vurderer, om en tilbudt sikkerhed af anden art end dem, der er direkte nævnt i opkrævningsbekendtgørelsen, kan anses for betryggende.

Det bemærkes, at det ligeledes af opkrævningsbekendtgørelsens § 8 fremgår, at sikkerhedsstillelse i form af kontante indskud ikke forrentes. Hvis en virksomhed derfor ønsker at stille sikkerhed i form af et kontant indskud, bør told- og skatteforvaltningen oplyse, at det vil det være en fordel for virksomheden at indsætte beløbet på eksempelvis en spærret konto i en bank og på den måde selv drage fordel af, at beløbet forrentes.

Told- og skatteforvaltningen har udarbejdet et paradigma til garantier i forbindelse med sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11. Der er den 6. marts 2001 udsendt en intern meddelelse herom.

Sikkerheden kan ikke ændres i perioden

Beløbet, der er stillet til sikkerhed, kan normalt ikke ændres i perioden. Det betyder, at told- og skatteforvaltningen ikke kan kræve, at sikkerheden bliver retableret, selv om beløbet helt eller delvist er blevet anvendt til afskrivning på løbende tilsvar, hvis virksomheden ikke har betalt sine skatter og afgifter i perioden.

Told- og skatteforvaltningen bør dog, inden den dækker den opståede restance med sikkerheden, give virksomheden en kort frist til at betale. En sådan henvendelse til virksomheden har til formål at undgå de situationer, hvor den manglende betaling skyldes en fejl eller forglemmelse eller lign. fra virksomhedens side.

Sikkerheden skal anvendes i takt med, at restancer opstår

SKAT har i SKM2006.365.SKAT udtalt, at en stillet sikkerhed skal anvendes til dækning af restancerne, efterhånden som disse opstår. Sikkerheden skal således anvendes, før der kan skrides til tvangsfuldbyrdelse med udlæg, idet det følger af RPL § 507, at pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i så stor en del af skyldners formue, som er nødvendig til dækning af kravet samt de med udlægsforretningen og det udlagtes opbevaring forbundne omkostninger. Såfremt der eksisterer en sikkerhed, kan et udlæg ikke siges at være nødvendigt til kravets dækning. Derimod må det antages, at modregning - modsat udlæg - kan gennemføres trods en eksisterende sikkerhedsstillelse, såfremt i øvrigt de almindelige betingelser for tvungen modregning er til stede.

Frigivelse af sikkerheden

Ifølge OPKL § 11, stk. 12, kan sikkerheden frigives, når virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har betalt skatter og afgifter. Hvis virksomheden overskrider blot en enkelt betalingsfrist og selv kun for et enkelt registreringsforhold, vil det normalt medføre, at der løber en ny 12-måneders frist fra dette senere tidspunkt.

Told- og skatteforvaltningen kan dog, når ganske særlige omstændigheder foreligger, bortse fra en enkeltstående og kort fristoverskridelse vedrørende et enkelt registreringsforhold.

Sikkerhedsstillelse efter momsloven

Sikkerhedsstillelse over for virksomheder fra andre EU-lande, Grønland, Færøerne, Island og Norge

ML § 62a omhandler reglerne om sikkerhedsstillelse for EU-virksomheder samt virksomheder i Grønland, Færøerne, Island og Norge, som ikke er etableret her i landet.

Efter § 62a skal der som hovedregel ikke stilles sikkerhed ved påbegyndelse af registreringspligtig virksomhed her i landet. Der kan dog være tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen ved et konkret skøn vurderer, at undladelse af sikkerhedsstillelse vil indebære en nærliggende risiko for momstab.

Skønnet skal være baseret på væsentlige konkrete forhold vedrørende den pågældende virksomhed. Eksempelvis kan det dreje sig om en virksomhed, der ikke er i stand til at give konkrete oplysninger om virksomhedens solvens (kapitalgrundlag), eller hvis det konstateres, at virksomheden er insolvent eller har unddraget sig betaling af væsentlige afgiftsbeløb her i landet eller i udlandet.

Til brug herfor vil told- og skatteforvaltningen bede om at få oplyst virksomhedens momsregistreringsnummer i hjemlandet samt få forelagt økonomiske oplysninger om virksomheden, jf. momsbekendtgørelsens § 68, stk. 2. Det vil herefter bero på en konkret vurdering af de nærmere omstændigheder, om told- og skatteforvaltningen i den givne situation finder, at det er nødvendigt at stille krav om sikkerhed.

Sikkerheden skal stilles for et beløb, der svarer til det forventede momstilsvar for en 3-måneders periode. For igangværende virksomheder tillægges et beløb, der svarer til virksomhedens momsrestance. Der fastsættes dog et mindstebeløb for sikkerhedsstillelsen på 15.000 kr. Sikkerheden kan stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, jf. momsbekendtgørelsens § 68, stk.1. Der er udarbejdet et paradigma til brug for sikkerhedsstillelse med en bankgaranti. Der er den 6. marts 2001 udsendt en intern meddelelse herom.

Sikkerhedsstillelse skal normalt ophøre efter 12 måneder, hvis virksomheden har betalt rettidigt mv. til staten. Told- og skatteforvaltningen kan dog kræve sikkerhedsstillelsen forlænget ud over de 12 måneder, hvis told- og skatteforvaltningen på baggrund af konkrete oplysninger skønner, at undladelsen af at stille sikkerhed vil indebære en nærliggende risiko for momstab.

Konsekvensen af, at der ikke stilles sikkerhed som krævet af told- og skatteforvaltningen, vil for virksomheder, der anmelder sig til registrering, være, at registrering nægtes. Det vil herefter være strafbart at fortsætte med virksomheden, jf. lovens § 81, stk. 3.

Se tillige Momsvejledningens afsnit P.6 .

D.1.4.2.6.3 Nægtelse af

registrering

Opkrævningsloven

Som nævnt i afsnit D.1.4.2.6.2 skal told- og skatteforvaltningen meddele pålæg om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11 ved rekommanderet brev. Brevet skal ifølge OPKL § 11, stk. 8, 2. pkt., indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed inden udløbet af den fastsatte frist, dvs. senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget meddelelse herom, indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, hvorefter det vil være strafbart at drive virksomhed efter OPKL § 17, stk. 3.

Stiller en virksomhed ikke sikkerheden rettidigt, skal told- og skatteforvaltningen ved et rekommanderet brev meddele den pågældende, at registrering er nægtet, jf. § 11, stk. 10. Det skal desuden gentages, at fortsættelse af virksomheden herefter er strafbar efter de ovenfor anførte bestemmelser, ligesom det skal oplyses, at ledelsen ved en fortsættelse af virksomheden hæfter for skatter og afgifter m.v., jf. OPKL § 11, stk. 11.

Efter de gældende regler skal virksomheden tilmelde sig registrering som indeholdelsespligtig for A-skat og AM-bidrag senest 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt.

Der kan således forekomme tilfælde, hvor en virksomhed, på trods af at den er nægtet registrering, i en kortere periode er såvel berettiget som forpligtet til at opkræve og afregne A-skat og AM-bidrag. Denne situation kan forekomme, hvor virksomheden med sine ansatte har indgået ansættelseskontrakter med længere opsigelsesvarsler, og der er derfor i opkrævningsbekendtgørelsens § 10 fastsat særlige regler for indbetaling mv.

Heraf fremgår, at virksomheden midlertidigt skal registreres som indeholdelsespligtig for A-skatter og AM-bidrag. I afviklingsperioden skal virksomheden redegøre og indbetale A-skat og AM-bidrag senest den 3. hverdag efter, at den enkelte afregningsperiode er udløbet. Told- og skatteforvaltningen fastsætter i hvert enkelt tilfælde længden af afregningsperioden.

Strafansvar

Det følger af OPKL § 17, stk. 3, at sanktionerne for at drive registreringspligtig virksomhed, selv om registrering er nægtet, er bøde eller fængsel i indtil 2 år. For juridiske personer er bøde i sagens natur den eneste sanktion.

Hvis told- og skatteforvaltningen finder, at virksomheden skal strafforfølges, fordi den fortsætter med at drive uregistreret virksomhed, skal den tage på kontrol i virksomheden og på den baggrund foretage en ansvarsvurdering på samme måde som i andre tilfælde, hvor der drives uregistreret virksomhed.

Told- og skatteforvaltningen kan efter OPKL § 17, stk. 3, forelægge ordensbøder for en virksomhed, der er nægtet registrering, fordi den fortsat undlader at stille den krævede sikkerhed, selv om den redegør/angiver samt indbetaler skatter og afgifter. Dette kan forekomme, hvis virksomheden efter i en periode at have drevet uregistreret virksomhed stiller en mindre sikkerhed, end told- og skatteforvaltningen har krævet.

Fogedforbud

Uafhængigt heraf bør told- og skatteforvaltningen, hvis den konstaterer, at en virksomhed fortsætter sine aktiviteter som uregistreret, overveje at foranledige fogedforbud nedlagt mod virksomhedens fortsatte drift for på den måde at stoppe virksomhedens ulovligheder. Dette sker med Kammeradvokatens hjælp.

Hæftelse for ledelsen

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, hæfter for de af loven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

I OPKL § 11, stk. 11, er der hjemmel til ved en administrativ afgørelse at pålægge ledelsen en solidarisk hæftelse, hvilket indebærer, at SKATs pantefogeder kan foretage udlæg hos de personer, der er gjort hæftelsesansvarlige efter stk. 11, på baggrund af den udpantningsret, der eksisterer for de ikke betalte skatter og afgifter, jf. INDL § 1.

Momslovens § 62a

Konsekvensen af, at der ikke stilles sikkerhed som krævet af told- og skatteforvaltningen efter ML § 62a, jf. afsnit D.1.4.2.6.2 , vil for virksomheder, der anmelder sig til registrering, være, at registrering nægtes. Det vil herefter være strafbart at fortsætte med virksomheden, jf. lovens § 81, stk. 3. Se tillige Momsvejledningens afsnit P.6 .

Træskoregisteret

Virksomheder, som er blevet nægtet registrering, fordi de ikke har kunnet stille den krævede sikkerhed, skal registreres i told- og skatteforvaltningens såkaldte "Træskoregister", der er opkaldt efter sidste led i Trip-Trap-Træsko-modellen, som er omtalt ovenfor i afsnit D.1.4.2.6 .

Formålet med registeret er at lette told- og skatteforvaltningens administration af virksomheder og personer, der er nægtet registrering. Registeret skal bl.a. sikre, at en virksomhed, som er nægtet registrering ved ét skattecenter, og som forsøger at blive registreret ved et andet skattecenter, også bliver nægtet registrering ved dette skattecenter og så fremdeles.

Der skal i registeret optages registreringsnægtelser, der er foretaget efter OPKL § 11 og ML § 62a.

Registeret må kun indeholde oplysninger om personer, der er nægtet registrering, samt personer, der med deres tilstedeværelse i den virksomhed, der er nægtet registrering, udløste kravet om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2. Registeret må indeholde identifikationsoplysninger og administrative oplysninger.

Af identifikationsoplysninger må registeret indeholde navne- og adresseoplysninger samt identifikationsnummer (CVR- og CPR-nr.) på juridiske og fysiske personer, der ejer enten en personlig virksomhed eller står bag et selskab, jf. ovenfor.

Af administrative oplysninger, der kan registreres, kan nævnes oplysninger om grundlaget for inddata til registret, såsom hvilket skattecenter, der har truffet afgørelse om registreringsnægtelsen med angivelse af skattecenterets identifikationsoplysninger og journalnummer samt oplysning om dato for afgørelsens virkning.

Hvis registreringsnægtelsen knytter sig til en manglende sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2, skal told- og skatteforvaltningen i registeret således indsætte oplysninger såvel om selve virksomheden som om den eller de personer, der har udløst kravet om sikkerhedsstillelse.

Ifølge persondatalovens §§ 28-30 skal told- og skatteforvaltningen give sådanne fysiske personer oplysning om deres registrering i registeret, formålet med registreringen, den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet samt alle yderligere oplysninger, der i den konkrete sag er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser.

Hvis virksomheden i forbindelse med registreringsanmodningen repræsenteres af den fysiske person, der udløser kravet om sikkerhedsstillelse, bør told- og skatteforvaltningen i selve den afgørelse, hvori registreringsnægtelsen meddeles, samtidig gøre opmærksom på, at personen registreres i "Træskoregisteret".

Oplysningerne skal slettes senest 5 år efter udløbet af det år, hvori afgørelsen om registreringsnægtelse har fået virkning.

Virksomheden skal dog straks slettes af registeret i de tilfælde, hvor virksomheden

senere stiller den krævede sikkerhed

får medhold i en klage over kravet om sikkerhedsstillelse og derfor kan registreres uden sikkerhedsstillelse.

D.1.4.2.6.4

Registrering - Lønmodtagernes garantifond

Der er forekommet situationer, hvor en lønmodtager har henvendt sig til Lønmodtagernes Garantifond og påstået at have et krav på løn eller feriepenge hos en virksomhed. Garantifonden har herefter på baggrund af dokumentation fra lønmodtageren vurderet, at dennes krav er berettiget, men også konstateret, at virksomheden (arbejdsgiveren) ikke er registreret som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, hvorved lønmodtageren ikke bliver godskrevet den indeholdte A-skat på sin årsopgørelse.

Uregistreret virksomhed forekommer enten ved, at personerne bag virksomheden har undladt at anmelde sig til registrering, eller ved at disse har anmeldt sig til registrering, men er blevet nægtet registrering. Den aktuelle problemstilling kan også vedrøre en virksomhed, der er eksempelvis momsregistreret, men ikke registreret som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven mv.

Told- og skatteforvaltningen har for disse tilfælde aftalt en procedure med Lønmodtagernes Garantifond, som det enkelte skattecenter skal følge.

Det fremgår heraf, at Lønmodtagernes Garantifond retter telefonisk henvendelse til det skattecenter, hvor arbejdsgiveren driver virksomhed, og oplyser navn og adresse og eventuelt personnummer på arbejdsgiveren samt hvilken driftsform, virksomheden har. På den baggrund tildeler told- og skatteforvaltningen virksomheden et CVR-nr. og oplyser Lønmodtagernes Garantifond herom.

Hvis der er tale om en person, der (tidligere) er nægtet registrering, skal virksomheden registreres med c/o-adresse hos skattecenteret, og der må ikke udstedes noget registreringsbevis til virksomheden. Det betyder, at virksomheden hos told- og skatteforvaltningen kun får et "internt" nummer, som den ikke selv, men kun told- og skatteforvaltningen kan benytte.

Told- og skatteforvaltningen noterer de oplysninger, som den har fået fra Lønmodtagernes Garantifond, i sagen, og noterer sammesteds, at virksomheden er teknisk registreret på baggrund af en telefonisk anmodning fra Lønmodtagernes Garantifond.

Samme dag sender Lønmodtagernes Garantifond til skattecenteret en registreringsanmeldelse med alle kendte oplysninger om den pågældende virksomhed, herunder oplysninger om start og eventuelt ophør af indeholdelsespligten efter kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven. Denne registreringsanmeldelse danner herefter grundlag for, at skattecenteret kan ajourføre sine oplysninger om virksomheden i CVR-registeret.

D.1.4.2.7

Specielt om registrering, kreditbegrænsning og sikkerhedsstillelse i henhold til toldloven, spiritus-, og registreringsafgiftsloven samt spilleautomatloven

Ud over de regelsæt, der har hjemmel i opkrævningsloven, og som er beskrevet i afsnit D.1.4.2.6.2 , er der i toldloven, spiritus- og registreringsafgiftsloven særlige bestemmelser om sikkerhedsstillelse som betingelse for, at en virksomhed kan blive registreret og dermed opnå kredit.

D.1.4.2.7.1 Registrering i henhold til toldloven

Virksomheder, der er hjemmehørende i EU's toldområde, og som i erhvervsmæssigt øjemed i det danske toldområde indfører varer, der ikke er i fri omsætning i EU's toldområde, skal ifølge TDL § 29, stk. 1, anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, før de importerer. Anmeldelsen indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i afsnit D.1.4.1 .

Ved indførsel af varer i erhvervsmæssigt øjemed forstås indførsel, der foretages af en virksomhed i eller for dennes bedrift.

Moms af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af registrerede varemodtagere, afregnes via virksomhedens momsangivelse.

Afregningsperioden for told af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af registrerede varemodtagere, er kalendermåneden ifølge TDL § 30, stk. 1.

Told af varer, der er fortoldet i afregningsperioden, skal indbetales til told- og skatteforvaltningen senest den 16. i måneden efter afregningperioden. Det skal bemærkes, at told ikke er omfattet af opkrævningsloven, jf. OPKL § 1, stk. 4, men opkræves i henhold til toldloven. Momsen, herunder moms af import, opkræves imidlertid efter opkrævningsloven.

Kredit med betaling af told, som beskrevet ovenfor, er efter TDL § 30, stk. 2, betinget af , at virksomheden stiller sikkerhed.

Denne sikkerhed kan stilles enten som en individuel sikkerhed, fx en bankgaranti, eller ved at melde sig til told- og skatteforvaltningens sikkerhedsstillelsesordning. Ved denne ordning betaler virksomheden 2,5 promille af told- og afgiftsbeløbet til en fælles pulje, som skal dække ubetalte toldbeløb.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre, at varemodtagere har den fornødne økonomiske baggrund for deres virksomhed set i forhold til den forventede import af varer.

Når en varemodtager anmelder sig til registrering, kan told- og skatteforvaltningen i henhold til TDL § 29, stk. 2, anmode varemodtageren om at fremlægge oplysninger om varemodtagerens økonomiske forhold, herunder bankoplysninger mv., samt oplysninger om størrelsen af den forventede import. De økonomiske oplysninger sammenholdes med oplysningerne om, hvilke varer der ønskes importeret.

På baggrund af disse oplysninger foretager told- og skatteforvaltningen en vurdering af virksomhedens kreditværdighed, det vil sige, om der er nærliggende risiko for, at varemodtageren ikke kan betale told rettidigt.

Ved vurderingen skal told- og skatteforvaltningen lægge vægt på, om der foreligger sådanne sikre oplysninger om virksomhedens betalingsevne og - vilje, at det må frygtes, at der er nærliggende risiko for, at virksomheden ikke betaler told rettidigt, se Toldvejledningens afsnit A.1.7 .

Told- og skatteforvaltningen skal ved en afgørelse underrette virksomheden om, at toldkredit er nægtet, og der skal i den forbindelse gives klageadgang. En klage har ikke opsættende virkning.

Virkningen af, at en virksomhed er blevet nægtet registrering efter toldloven, er, at virksomheden skal betale tolden kontant allerede på det tidspunkt, den har modtaget sine varer, hvilket stiller væsentlige likviditetskrav til virksomheden.

En virksomhed, der er blevet nægtet toldkredit, vil dog senere kunne opnå toldkredit, hvis told- og skatteforvaltningen ved en senere kreditværdighedsundersøgelse skønner, at der ikke længere er nærliggende risiko for, at varemodtageren undlader at betale told rettidigt.

Det skal bemærkes, at de ovenfor beskrevne regler efter TDL § 39a også gælder virksomheder, der anmelder sig til registrering som eksportør i henhold til TDL § 29 stk. 4 og 5.

D.1.4.2.7.2 Registrering i henhold til

spiritusafgiftsloven

I henhold til spiritusafgiftslovens § 7 stk. 1, skal enhver, der med henblik på salg her i landet fremstiller eller fra udlandet modtager varer, der er spiritusafgiftspligtige, anmelde sin virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen. Virksomheder, der fra andre EU-lande modtager afgiftspligtige varer med henblik på videresalg en detail, kan dog ifølge lovens § 7, stk. 3, undlade at lade sig registrere. Anmeldelsen om registrering indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i afsnit D.1.4.1 .

Mellemhandlere kan efter lovens § 7, stk. 2, anmelde virksomheden til registrering. Ved mellemhandel forstås videresalg en gros til andre handlende, restauratører, mv.

Registrering er efter § 8, stk. 1, betinget af, at virksomheden stiller en sikkerhed på mindst 200.000 kr. Ifølge § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1011 af 11. december 2002 kan sikkerhed stilles i form af

selvskyldnerkaution fra forsikringsselskaber eller pengeinstitutter

indlånsbøger med pengeinstituttet

børsnoterede obligationer, der er ihændehaverpapirer

Told- og skatteforvaltningen må forud for registreringen anmode om detaljerede oplysninger om virksomhedens økonomi og påtænkte aktiviteter til brug for den kreditværdighedsvurdering, der skal foretages ved registreringen, og som danner grundlag for fastsættelse af sikkerhedsstillelsen.

Kreditværdighedsvurdering i forbindelse med anmodning om registrering i henhold til spiritusafgiftsloven skal foretages i alle tilfælde, uanset om det drejer sig om en nyregistreret virksomhed, en allerede registreret virksomhed, der påbegynder registreringspligtig virksomhed efter spiritusafgiftslovgivningen, eller om overdragelse af en registreret virksomhed.

Det skal tilstræbes, at virksomheden fremlægger oplysninger om

det økonomiske grundlag for virksomhedens drift

ejerkreds

størrelsen af den forventede omsætning, herunder fordelingen mellem spiritus og andre varer

den forventede kundekreds

prispolitik

andre forhold, som kan have betydning for vurderingen af, om skyldig afgift vil blive betalt rettidigt.

Såfremt kreditvurderingen afdækker forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at skyldig afgift ikke vil blive betalt rettidigt, kan registreringen blive gjort betinget af, at der stilles fuld sikkerhed for afgiften jf. § 23, stk. 1. Ved fuld sikkerhed efter lovens § 23, stk. 1, sidste punktum, forstås sikkerhed for den til enhver tid skyldige afgift (i form af en bankgaranti lydende herpå). Eksempler på sådanne forhold kan være, at virksomheden i forvejen er i væsentlig restance med tilsvar vedrørende andre skatter og afgifter, at virksomhedens betalingsmønster er uregelmæssigt, at personkredsen bag virksomheden - såfremt det er en ny anmeldelse - er omfattet af OPKL § 11, stk. 2, eller lign.

Det skal i forbindelse med sikkerhedsstillelsens fastsættelse præciseres over for virksomheden, under hvilke forudsætninger (afgivne oplysninger om økonomi, budgetter, omsætningen mv.) sikkerhedsstillelsen er fastsat.

En virksomhed, der anmelder sig til registrering i henhold til spiritusafgiftsloven og fx momsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, kan dermed blive mødt med krav om sikkerhedsstillelse både i henhold til spiritusafgiftsloven og krav om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 2, hvis der konstateres forhold som ovenfor beskrevet, men der kan ikke stilles krav om dobbelt sikkerhed.

Det skal i registreringsfasen præciseres, at såfremt virksomhedens forhold ændres efterfølgende, må virksomheden være forberedt på, at told- og skatteforvaltningen kan ændre afregningsperioden og sikkerhedsstillelsen, hvis der er grundlag herfor (manglende rettidig betaling af afgift eller overvejende risiko for manglende betalingsevne jf. spiritusafgiftslovens § 23, stk. 1).

Virksomheden skal endelig i forbindelse med registreringen pålægges løbende at oplyse told- og skatteforvaltningen om aktuel handel, lager og likviditet via indsendelse af dokumentation, jf. lovens § 27.

De lokaler, som virksomheden benytter til fremstilling, behandling og aftapning af varer, hvoraf afgiften ikke er berigtiget, skal godkendes af told- og skatteforvaltningen, jf. lovens § 8, stk. 3.

D.1.4.2.7.3 Registrering

i henhold til registreringsafgiftsloven

Efter § 14, stk. 1, i registreringsafgiftsloven kan virksomheder, der erhvervsmæssigt afsætter afgiftspligtige køretøjer, og virksomheder, der anvender sådanne køretøjer til erhvervsmæssig udlejning, anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen. Anmeldelsen om registrering indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i afsnit D.1.4.1 .

Registrering er en forudsætning for at opnå kredit med afregning af afgiften. Ikke-registrerede virksomheder skal ifølge lovens § 19, stk. 1, betale afgiften til told- og skatteforvaltningen, inden køretøjet anmeldes til registrering hos politiet, inden anmeldelse om ejerskifte finder sted, eller inden køretøjet tages i brug efter reparation eller ombygning.

Efter lovens § 14, stk. 2, er det en betingelse for registrering, at der stilles en sikkerhed på mindst 200.000 kr.

I de 2 første måneder af registreringsperioden er virksomheden omfattet af en ordning, hvorefter virksomheden skal stille fuld sikkerhed for afgiften. Hjemlen hertil findes i § 29 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen.

Ordningen håndteres på den måde, at nyregistrerede virksomheder i de 2 første måneder kun kan få afgiftsberigtiget køretøjer mod afskrivning på minimumssikkerhedsstillelsen på 200.000 kr. Når dette beløb er brugt op, skal der stilles yderligere sikkerhed, som anvendes til afskrivning ved afgiftsberigtigelsen. Der skal ikke indsendes angivelse i de 2 måneder, hvor der er stillet fuld sikkerhed for afgiften.

Når virksomheden har været registreret i 2 måneder, udleveres den såkaldte tolddataplade til virksomheden.

Når virksomheden er registreret, udstedes der et registreringsbevis, som udleveres sammen med et plastikkort (tolddataplade). Kortet er forsynet med oplysning om CVR-nr., skattecenterkode samt navn og adresse. Kortet skal bruges som legitimation over for politiet ved anmeldelse til registrering af køretøjer, som kan indregistreres uden forudgående ekspedition hos told- og skatteforvaltningen.

Sikkerheden skal ifølge bekendtgørelsens § 30 stilles i form af

selvskyldnerkautionsbeviser fra banker, sparekasser, andelskasser og forsikringsselskaber (selvskyldnerkationsbevis skal være affattet i oversstemmelse med det garantiparadigma , som told- og skatteforvaltningen har udfærdiget; der er den 6. marts 2001 udsendt en intern meddelelse herom)

indestående i banker, sparekasser og andelskasser

børsnoterede obligationer, der er ihændehaverpapirer (præmieobligationer modtages ikke)

Told- og skatteforvaltningen kan forud for registreringen anmode om detaljerede oplysninger om virksomhedens økonomi og påtænkte aktiviteter til brug for den kreditværdighedsvurdering, der bør foretages ved registreringen, og som danner grundlag for fastsættelse af sikkerhedsstillelsen.

Kreditværdighedsvurdering i forbindelse med anmodning om registrering i henhold til registreringsafgiftsloven bør foretages i alle tilfælde, uanset om det drejer sig om en nyregistreret virksomhed, en allerede registreret virksomhed, der påbegynder registreringspligtig virksomhed efter registreringsafgiftsloven, eller om overdragelse af en allerede registreret virksomhed.

Det skal tilstræbes, at virksomheden fremlægger oplysninger om

det økonomiske grundlag for virksomhedens drift

ejerkreds

størrelsen af den forventede omsætning, herunder fordelingen mellem afgiftspligtige varer og andre varer

den forventede kundekreds

prispolitik

andre forhold, som kan have betydning for vurderingen af,om skyldig afgift vil blive betalt rettidigt.

Såfremt kreditvurderingen afdækker forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at skyldig afgift ikke vil blive betalt rettidigt, kan registreringen blive gjort betinget af, at der stilles fuld sikkerhed for afgiften jf. § 18, stk. 1. Ved fuld sikkerhed efter lovens § 18, stk. 1, sidste punktum, forstås sikkerhed for den til enhver tid skyldige afgift (i form af en bankgaranti lydende herpå). Eksempler på sådanne forhold kan være, at virksomheden i forvejen er i væsentlig restance med tilsvar vedrørende andre skatter og afgifter, at virksomhedens betalingsmønster er uregelmæssigt, at personkredsen bag virksomheden (hvis det er en ny anmeldelse) er omfattet af OPKL § 11, stk. 2, eller lign.

Der stilles i alle tilfælde krav om fuld sikkerhedsstillelse i de første 2 måneder af registreringsperioden. Dette krav kan opretholdes ud over de 2 måneder, eller der kan stilles krav om en fast sikkerhedsstillelse på mere end 200.000 kr., såfremt de ovenfor nævnte forhold konstateres at være til stede. Således kan en virksomhed, der anmelder sig til registrering i henhold til registreringsafgiftsloven og fx momsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, blive mødt med krav både om sikkerhedsstillelse i henhold til registreringsafgiftsloven og om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 2.

Det skal i forbindelse med sikkerhedsstillelsens fastsættelse præciseres over for virksomheden, under hvilke forudsætninger (afgivne oplysninger om økonomi, budgetter, omsætningen mv.) sikkerhedsstillelsen er fastsat.

Det skal også præciseres, at, såfremt virksomhedens forhold ændres efterfølgende, må virksomheden være forberedt på, at told- og skatteforvaltningen kan ændre afregningsperioden og sikkerhedsstillelsen, hvis der er grundlag herfor (manglende rettidig betaling af afgift eller overvejende risiko for manglende betalingsevne, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1).

D.1.4.2.7.4 Registrering i henhold til

spilleautomatloven

Efter spilleautomatloven skal en virksomhed have tilladelse fra Spillemyndigheden til at opstille og drive virksomhed med gevinstgivende spilleautomater.

Spillemyndighedens erhvervstilladelse er kun gyldig, hvis indehaveren af tilladelsen anmelder sin virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen samt stiller en sikkerhed for skyldige afgifter på 7.500 kr. for spilleautomater, der er opstillet i en restaurant, og en sikkerhed på 95.000 kr. for spilleautomater, der befinder sig i en spillehal. Anmeldelsen om registrering indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i afsnit D.1.4.1 .

Sikkerheden skal stilles i form børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed. Det er told- og skatteforvaltningen, der afgør, om en sikkerhed skal anses for betryggende.

D.2 Registrerede virksomheder - sikkerhedsstillelse, inddragelse af registrering m.v

D.2.1 Forskudsregistrering

Under kildeskatteordningen burde der - teoretisk - ikke opstå skatterestancer, idet skatterne skal betales i takt med, at man tjener pengene.

For at kildeskatteordningen kan fungere optimalt og som en samtidighedsskat, må forskudsregistreringen af såvel indtægter som fradrag være så korrekt som muligt. Når årets betalte forskudsskat svarer til slutskatten, opstår der ikke nogen skatterestance. En rigtig forskudsregistrering er dermed en væsentlig forudsætning for at forebygge, at der opstår restancer i form af restskatter.

Forskudsregistrering eller rettere: korrekt forskudsregistrering, som behandles i det følgende, vedrører alene forebyggelse af restancer i form af personlige skatter, hvorved forstås B-skatter og restskatter. Forkert forskudsregistrering af B-skatteydere/selvstændigt erhvervsdrivende giver en særlig risiko for, at der oparbejdes restskatter af en anseelig størrelse. Hvis disse skatteydergrupper er forskudsregistreret for lavt, kan det medføre, at der opstår en stor restskat, som told- og skatteforvaltningen først får kendskab til, når selvangivelsen er indleveret, og årsopgørelsen foreligger. For lav forskudsregistrering for disse grupper resulterer typisk i restskatter på større beløb, end det er tilfældet for A-skatteyderne. Sidstnævnte gruppe får trods alt indeholdt A-skat løbende også af den sidst tjente krone, men dog med en for lav trækprocent, hvilket bevirker restskatten.

Som følge af, at selvstændigt erhvervsdrivende kan aflevere deres selvangivelse senere end lønmodtagere, vil årsopgørelserne for denne skatteydergruppe i almindelighed foreligge på et senere tidspunkt end for A-skatteyderne. En eventuel restskat vil derfor komme til inddrivelse på et senere tidspunkt. Krumtappen i arbejdet med at minimere personlige skatterestancer er således at undgå restskatter for B-skatteydere/personligt erhvervsdrivende ved at sikre, at disse er korrekt forskudsregistreret. Det vil sige til det beløb, som virksomheden realistisk betragtet forventer at tjene.

Hvis en B-skatteyder/personligt erhvervsdrivende, der er korrekt forskudsregistreret, undlader at indbetale sine B-skatterater ifølge forskudsregistreringen, bliver told- og skatteforvaltningen allerede opmærksom på restancen, når betalingsfristen er overskredet, og told- og skatteforvaltningen kan på dette tidspunkt tage sine forhåndsregler ved at bruge eksempelvis de restanceforebyggende midler, der er beskrevet nedenfor i afsnittene D.3 , D.4 og D.5 .

Hjemlen til at forskudsregistrere findes i kildeskatteloven, som nærmere i KSL § 42 foreskriver "samtidighedsprincippet", hvorefter de foreløbige skattebeløb for den enkelte skattepligtige så vidt muligt skal svare til de beløb af skatter og afgifter, der bliver opgjort efter kalenderårets udløb.

I konsekvens af dette princip kan told- og skatteforvaltningen - af egen drift eller efter anmodning fra skatteyderen - ændre den pågældendes forskudsregistrering, hvis de aktuelle indkomstforhold antages at afvige væsentligt fra de faktiske forhold, der er lagt til grund ved forskudsregistreringen. Told- og skatteforvaltningens afgørelse kan påklages til Skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 1, hvis afgørelse er en endelig administrativ afgørelse. Den kan derfor ikke påklages til Landsskatteretten eller andre skattemyndigheder, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.

Korrekt forskudsregistrering som forebyggende restancemiddel er en løbende vurdering af, om en skatteyder skal beholde eller have ændret sin forskudsregistrering. Anledningen kan som nævnt være at en anmodning fra skatteyderen, men det kan også være told- og skatteforvaltningen selv, idet den har fået informationer om, at de faktiske forhold er ændret i forhold til de oplysninger, man lagde til grund for forskudsregistreringen. Der er fx lagt følgende restanceforebyggende faciliteter ind i forskudssystemet

mulighed for på alle forskudsbilleder at markere, at der er en personskatterestance med en minimumsgrænse, som told- og skatteforvaltningen har valgt

mulighed for at forskudsmedarbejderen indberetter "kode for advis til inkassoafdelingen", således at inkassoafdelingen får advis, når en "restanceskatteyder" får ændret sin forskudsregistrering, eksempelvis hvis en virksomhedsejer overgår til at bliver lønmodtager, så der bliver mulighed for at foretage lønindeholdelse

mulighed for at inkassoafdelingen kan lægge bemærkninger i notatfeltet i Forskudssystemet, som forskudsmedarbejderne kan benytte sig af. Som eksempler kan nævnes, at inkassoafdelingen skal underrettes, eller forskudsmedarbejderen skal være opmærksom på specielle forhold hos en skatteyder, som at få dokumentation og lignende ind, hvis forskudsregistreringen ændres.

Hvis skatteyder både er virksomhedsejer og lønmodtager

mulighed for at indregne B-skatter i trækprocenten

mulighed for at indregne gamle restancer i Ordinær Forskud

Når told- og skatteforvaltningen skal vurdere, om den skal tage initiativ til at ændre en skatteyders forskudsregistrering, skal den altid sikre, at lovens objektive betingelser er opfyldt, jfr. KSL § 53 med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer.

Told- og skatteforvaltningen bør derfor stille strengere krav til dokumentation/sandsynliggørelse i forbindelse med forskudsregistreringen af skatteydere, som i forvejen er i restance til det offentlige. Dette gælder i særdeleshed, hvis den personlige skatterestance er opstået på grund af for lav forskudsregistrering.

Når en nystartet virksomhed er blevet registreret, skal de med forskudsregistrering beskæftigede medarbejdere i skattecenteret løbende underrettes herom. Underretningen skal sikre mod, at virksomheden for fremtiden oparbejder personlige skatterestancer, fordi de faktiske forhold har ændret sig, og forskudsregistreringen derfor ikke længere er korrekt.

Det samme gælder, hvis en virksomhed afmeldes fra registrering. Hvis virksomhedsejeren eksempelvis overgår til at blive lønmodtager, er det vigtigt, at der ligeledes gives underretning om dette for at kunne vurdere, om den pågældendes forskudsregistrering skal ændres, eksempelvis fordi de fradragsberettigede udgifter er reduceret og/eller fordi den pågældende fremtidig som lønmodtager skal have indeholdt A-skat.

D.2.2 Forkortet afregningsperiode (kreditbegrænsning) for igangværende virksomheder

Når told- og skatteforvaltningen pålægger en virksomhed at anvende en forkortet afregningsperiode (kreditbegrænsning), betyder det, at man anser virksomheden for en dårlig betaler og derfor pålægger den at angive og betale selskabsskatte- og afgiftstilsvaret med kortere intervaller end dem, der gælder for de virksomheder, der angiver og betaler til tiden. Formålet med at bruge denne fremgangsmåde er at give told- og skatteforvaltningen mulighed for hurtigere at kunne foretage inddrivelsesskridt, hvis virksomheden ikke betaler, og på den måde begrænse risikoen for, at staten lider tab.

Der er mulighed for at begrænse kredittiden for moms, told og lønsumsafgift. Endvidere er der i punktafgiftslovene hjemmel til at sætte varemodtagere på kontant afregning. Herudover gælder der nogle særlige regler for selskabsskat.

Der er derimod ikke hjemmel til at afkorte kredittiden med afregning af indeholdt A-skat, personlige skatter og AM-bidrag.

D.2.2.1 Forkortet afregningsperiode - moms

Forkortelse af afregningsfristerne med moms er langt den vigtigste og mest anvendte form for kreditbegrænsning.

Momslovens § 62, stk. 1

Hjemlen til at sætte en igangværende virksomhed på forkortet afregning for moms findes i ML § 62, stk. 1 og 2.

Efter ML § 62, stk. 1, jf. OPKL § 2, kan told- og skatteforvaltningen pålægge en momsregistreret virksomhed at bruge en forkortet afregningsperiode. Det betyder for eksempelvis en kvartalsvist afregnende virksomhed, at den skal anvende måneden i stedet for kvartalet som afregningsperiode, og at sidste rettidige indbetalingsdag er 15 dage frem for en måned og 10 dage efter udløbet af afgiftsperioden. Eksempelvis vil den kvartalsvist afregnende virksomhed, der pålægges forkortet afregning, skulle afregne sin moms vedrørende april måned allerede den 15. maj i stedet for under normale omstændigheder den 10. august s.å.

Derimod er virkningen af forkortet afregning for månedsafregnende virksomheder meget beskeden, idet forkortning af afregningsperioden alene medfører en reduktion af kredittiden på 10 dage, nemlig fra 25 dage til 15 dage.

Told- og skatteforvaltningen kan dog, jf. ML § 62, stk. 1, kun bringe dette middel i anvendelse, hvis betingelserne i OPKL § 11, stk. 1, er opfyldt.

Opkrævningslovens § 11, stk. 1

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 1, der efter sin ordlyd vedrører sikkerhedsstillelse, men som efter ML § 62, stk. 1, også finder anvendelse på forkortet afregning, oplister en række objektive betingelser, som skal være opfyldt, for at told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed at bruge forkortet afregningsperiode. Herudover skal told- og skatteforvaltningen foretage en subjektiv vurdering, som skal tale for at anvende dette forebyggende restanceinstrument.

Objektive betingelser

Kreditbegrænsning kan iværksættes, hvis en af følgende objektive betingelser er opfyldt

Virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse), og virksomheden er i restance med mere end 25.000 kr. for moms, skatter (herunder selskabsskat) og afgifter (det samlede beløb skal være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.), og virksomheden har ikke betalt denne restance inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse herom. Alle 3 kriterier skal være opfyldt.

Virksomheden har ikke rettidigt indsendt selvangivelse, og virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms, skatter og afgifter mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse). Begge kriterier skal være opfyldt.

Virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud af virksomheden, herunder den lovpligtige kapital i selskabet. Kun dette ene kriterium skal være opfyldt.

En person som omtalt i stk. 2, jf. stk. 4, efter virksomhedens registrering konstateres at være til stede i virksomheden på den måde, der er beskrevet i stk. 2, nr. 1-3

Virksomheden leverer varer med leveringssted her i landet, jf. momslovens kapitel 4, som den har erhvervet fra udlandet eller af en virksomhed, som selv har erhvervet varerne fra udlandet, jf. momslovens kapitel 3, eller af enhver anden virksomhed i senere indenlandske transaktionsled, når den merværdiafgift, der opstår i forbindelse med virksomhedens indenlandske salg, forsætligt eller groft uagtsomt ikke vil blive afregnet til told- og skatteforvaltningen, jf. momslovens kapitel 15.

En risikovurdering skal foretages

Da lovens forskrift er fakultativ, jf. ordet "kan" først i bestemmelsen, betyder det, at told- og skatteforvaltningen i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om den pågældende virksomhed har en god undskyldning for, at den nu opfylder lovens objektive betingelser for at blive mødt med et pålæg om forkortet afregningsperiode, eller om der er risiko for, at virksomheden vil oparbejde yderligere restancer, hvis told- og skatteforvaltningen fravælger sanktionen.

Undskyldelige omstændigheder kan eksempelvis være pludseligt opstået sygdom eller ulykkestilfælde i en enkeltmandsvirksomhed, manglende betaling fra en i forhold til virksomhedens økonomi særligt betydende skyldner på grund af dennes konkurs, anmeldte eller ikke anmeldte (de facto) betalingsstandsning, tyveri eller lign.

Fritagelse for forkortet afregning

I tilknytning hertil skal nævnes bestemmelsen i ML § 62, stk. 3, hvorefter told- og skatteforvaltningen kan fritage en virksomhed for forkortet afregningsperiode, hvis der er indgået en betalingsordning, som virksomheden overholder, eller hvis der i øvrigt ikke på baggrund af virksomhedens forhold vurderes at være behov for at pålægge virksomheden forkortet afgiftsperiode mv.

Told- og skatteforvaltningen skal til brug for sin vurdering, indhente regnskab og budget samt foretage en kreditvurdering, der baserer sig på dette materiale samt kendskab i øvrigt til virksomhedens ejerkreds og tidligere betalingsmønster.

Varslingsbrev

Hvis told- og skatteforvaltningen har konstateret, at virksomheden opfylder såvel de objektive som de subjektive betingelser i OPKL § 11, stk. 1, skal told- og skatteforvaltningen herudover i visse tilfælde iagttage en bestemt varslingsprocedure over for den pågældende virksomhed, før den kan iværksætte sanktionen.

Dette gælder i den situation, hvor virksomheden inden for de seneste 12 afregningsperioder 4 gange har betalt for sent og er i restance med mere end 25. 000 kr., jf. OPKL § 11, stk. 1, nr. 1, litra a.

Den særlige procedure består i, at told- og skatteforvaltningen skal udsende en varselsbrev, hvori virksomheden underrettes om, at den pålægges en forkortet afregningsperiode vedrørende moms, hvis den undlader at betale restancen inden 10 hverdage efter, den har modtaget brevet. Det bør af varselsbrevet fremgå, hvad sanktionen konkret kan komme til at betyde for virksomheden. Det vil sige, at virksomheden i brevet skal underrettes om, at den kan blive pålagt at angive og afregne momsen månedsvis efter ML § 62, stk. 1, jf. OPKL § 2, og i henhold til OPKL § 2 er det ensbetydende med, at tilsvaret skal angives og indbetales senest 15 dage efter månedens udløb. Ydermere skal virksomheden i brevet orienteres om, at den pålægges et gebyr på 65 kr. for hver angivelse, der udskrives til virksomheder, der er på forkortet momsperiode, jf. ML § 62, stk. 8.

Hvis virksomheden opfylder betingelsen i OPKL § 11, stk. 1, nr. 1, litra b, og således har betalt for sent 4 gange inden for de seneste 12 afregningsperioder og desuden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, kræver loven ikke, at der skal udsendes et varselsbrev om en påtænkt kreditbegrænsning.

Det samme gælder, hvis virksomheden opfylder de betingelser, der fremgår af OPKL § 11, stk. 1, nr. 2, om, at virksomhedens kapitalgrundlag, herunder den lovpligtige kapital i selskaber, er trukket ud af virksomheden, samt betingelserne i stk. 1, nr. 3 og 4.

Dog bør told- og skatteforvaltningen i navnlig de i § 11, stk. 1, nr. 1, litra b, og § 11, stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde give virksomheden en chance for at bringe forholdene i orden, og der skal derfor i disse tilfælde udsendes et varsel om kreditbegrænsning, forinden told- og skatteforvaltningen iværksætter sanktionen, medmindre der er tale om forhold, der i ganske særlig grad taler for en meget hurtig afgørelse. Over for en "missing trader" i en momskarrusel, jf. bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 4, vil et pålæg om at anvende en forkortet afregningsperiode ikke have den ønskede tabsbegrænsende effekt, hvorfor som regel kun et krav om sikkerhedsstillelse er tilstrækkeligt i disse situationer.

Afgørelse om forkortet afregningsperiode

Når told- og skatteforvaltningen herefter iværksætter kreditbegrænsning, skal den give virksomheden pålæg herom i form af et anbefalet brev, jf. ML § 62, stk. 1. Afgørelsen skal være begrundet og henvise til de relevante lovbestemmelser, ligesom den skal oplyse om klageadgang og uddybende anføre, at en eventuel klage dertil ikke har opsættende virkning.

Kreditbegrænsning har efter ML § 62, stk. 2, virkning fra den 1. i den måned, der følger umiddelbart efter, at virksomheden har modtaget afgørelsen herom. Afgiften for en tidligere afgiftsperiode, hvor afgiften endnu ikke er angivet og betalt, skal angives og indbetales samtidig med afgiften for den første forkortede afgiftsperiode. Dette gælder dog ikke, hvis momstilsvar for den tidligere afgiftsperiode skal angives og indbetales på et tidligere tidspunkt. I så fald skal disse "gamle" momstilsvar angives og indbetales på dette tidligere tidspunkt.

Eksempel 1

Dato

Hvad sker

11/1-02

Varsel om kreditbegrænsning sendes

28/1-02

Konstatering af manglende betaling/afgørelse om kreditbegrænsning

10/2-02

Kreditbegrænsning iværksat ved rekommanderet brev

15/4-02

Tilsvar vedrørende den første kreditbegrænsede periode skal angives og betales sammen med tilsvar vedrørende 1. kvartal 2002. At sidstnævnte overholdes må styres manuelt.

10/5-02

Normal angivelse og betaling af 1. kvartal 2002 - tilsvaret er angivet og betalt den 15/4-02.

Eksempel 2

Dato

Hvad sker

10/1-02

Varsel om kreditbegrænsning sendes

25/1-02

Konstatering af manglende betaling/afgørelse om kreditbegrænsning

31/1-02

Kreditbegrænsning iværksat ved rekommanderet brev

10/2-02

Normalafregning for tilsvar vedrørende 4. kvartal 2001 skal angives og betales

15/3-02

Tilsvar vedrørende den første kreditbegrænsede periode skal angives og betales

Frivillig sikkerhedsstillelse

Virksomheder kan ifølge ML § 62, stk. 5, i stedet for at anvende forkortet afgiftsperiode mv. vælge at stille sikkerhed efter reglen i OPKL § 11, stk. 5. Hvis der efter sikkerhedsstillelsen opstår en ny restance, pålægges virksomheden forkortet afgiftsperiode mv. efter ML § 62, stk. 1.

Ophør af forkortet afregningsperiode

Virksomheder, der er pålagt kreditbegrænsning, kan efter ML § 62, stk. 6, tidligst vende tilbage til normal afregningsperiode, når de har angivet og betalt moms rettidigt i 12 på hinanden følgende måneder, og de ikke i øvrigt skylder noget fra andre registreringsforhold.

Når virksomheden opfylder disse betingelser, fører told- og skatteforvaltningen virksomheden tilbage til normal afregningsperiode og underretter virksomheden herom. Virksomheden skal således ikke i denne situation foretage sig noget aktivt med hensyn til at komme på normal afregning.

Hvis virksomheden imidlertid ønsker at fortsætte med en kortere afregningsperiode, skal den anmode told- og skatteforvaltningen om at anvende kalendermåneden som afgiftsperiode. Det gælder såvel den kvartals- som den halvårsafregnende virksomhed, jf. ML § 57, stk. 7. Det bemærkes dog, at fristen til at angive og betale momsen er længere end under kreditbegrænsning, idet momsen skal betales 25 dage efter månedens udløb mod 15 dage, når virksomheden er på forkortet afregningsperiode.

Virksomheden slipper desuden for at betale gebyret på 65 kr. pr. angivelse efter ML § 62, stk. 8.

Pålæg om sikkerhedsstillelse

Der er endelig i ML § 62, stk. 7, hjemmel til at pålægge en virksomhed, der ikke overholder kravene om forkortet afgiftsperiode mv., at stille sikkerhed efter reglerne i OPKL § 11. Virksomheder, der stiller sikkerhed, skal herefter ikke anvende forkortet afgiftsperiode mv.

D.2.2.2 Kreditbegrænsning - toldloven

Told- og skatteforvaltningen kan ifølge TDL § 38 fratage en varemodtager retten til kredit efter § 30 og § 33, stk. 4, hvis den registrerede varemodtager

ikke afgiver en fortoldningsangivelse eller udførselsangivelse inden for den i § 13, stk. 1, fastsatte frist, eller

hvis skyldig told og eventuel importmoms ikke betales rettidigt, eller

hvis der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at told og eventuel importmoms ikke vil blive betalt rettidigt.

Bestemmelsen, som er fakultativ, skal administreres således, at den kun bruges i de situationer, hvor told- og skatteforvaltningen ved en konkret vurdering skønner, at det er overvejende sandsynligt, at told og eventuel importmoms ikke vil blive betalt.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, når virksomheden hæfter begrænset, og dens kapitalgrundlag er utilstrækkeligt, eller hvis der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der skønnes at medføre en betydelig risiko for svig, fx oplysninger om væsentlige ændringer af virksomhedens økonomiske forhold og importmønster.

Told- og skatteforvaltningen skal underrette varemodtageren om, at man - inden for en ofte meget kort tidsfrist (1-2 dage) - agter at fratage den pågældende toldkreditten, hvis told- og skatteforvaltningen ikke har modtaget den manglende fortoldningsangivelse og det skyldige beløb inden for den fastsatte tidsfrist. Der skal gives klageadgang med oplysning om, at en eventuel klage ikke har opsættende virkning.

Ved bobehandling fratages toldkreditten efter TDL § 33, stk. 2, jf. de relevante afsnit om universalforfølgning.

D.2.2.3 Forkortet afregningsperiode - lønsumsafgift

I henhold til LAL § 10, stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen forkorte afregningsperioden, der normalt er kvartalet, samt fristen for at angive og betale lønsumsafgift, hvis en virksomhed gentagne gange ikke har indbetalt afgiften rettidigt.

Det samme gælder, såfremt virksomheden eller dens indehaver

ved udlæg er fundet ude af stand til at betale sin gæld,

har standset sine betalinger,

er under frivillig akkord eller likvidation eller

er under konkursbehandling, eller der er åbnet forhandling om tvangsakkord

Afgår indehaveren ved døden, og udstedes der proklama, skal arvingerne eller bobestyreren senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama foretage angivelse for perioden fra afgiftsperiodens begyndelse og indtil dødsdagen, jf. LAL § 10, stk. 2.

D.2.2.4 Kreditbegrænsning - punktafgifter

Punktafgifterne kan opdeles i de EU-harmoniserede punktafgifter og de ikke-EU-harmoniserede punktafgifter, der er reguleret i henholdsvis de EU-harmoniserede afgiftslove og de ikke-EU-harmoniserede afgiftslove.

D.2.2.4.1

EU-harmoniserede afgiftslove

De EU-harmoniserede afgiftslove omfatter lovene om afgift af mineralolie, spiritus, tobak samt vin og øl.

Der kan ikke pålægges kreditbegrænsning, hvorimod registreringen kan fratages de pågældende, se afsnit D.2.4.5 .

D.2.2.4.2 Ikke - EU-harmoniserede afgiftslove

Der er her tale om de punkt- og miljøafgiftslove, som ikke er nævnt ovenfor. Se endvidere bilag 1, liste A, til opkrævningsloven.

Indtil opkrævningslovens ikrafttræden den 1. januar 2001 var der i langt de fleste af disse love en hjemmel til, at told- og skatteforvaltningen ved manglende betaling kunne pålægge virksomheder at indsende angivelse for en kortere periode end en måned og pålægge virksomheden en kortere betalingsfrist. Disse bestemmelser er med opkrævningslovens ikraftræden bortfaldet, og der er således ikke mulighed for at pålægge forkortet angivelses- og betalingsfrist.

Varemodtagere, der ikke er registreret i henhold til en punktafgiftslov, men som erhvervsmæssigt indfører varer fra et andet EU-land, skal før afsendelse af varen anmelde sig til registrering. Denne anmeldelse er gældende i 5 år. Afgiften af varer, som en erhvervsdrivende varemodtager modtager, forfalder ved modtagelsen, men virksomheden kan opgøre beløbet for en måned ad gangen og indbetale senest den 15. i den efterfølgende måned.

Hvis en erhvervsdrivende varemodtager gentagne gange angiver og indbetaler for sent, kan told- og skatteforvaltningen pålægge virksomheden at afregne afgiften kontant, hvilket betyder, at afgiften skal angives og betales ved varens modtagelse. Det er den samme regel, som gælder for registrerede varemodtagere i EU-harmoniserede afgiftslove.

Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed, der er registreret i henhold til registreringsafgiftsloven, at angive afgiften for kortere perioder end en måned, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1, såfremt den pågældende ikke betaler skyldig afgift rettidigt, eller der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at afgiften ikke vil blive betalt rettidigt.

D.2.2.5 Kreditbegrænsning - selskabsskat

Der er i SEL § 30, stk. 6, hjemmel til at fremrykke forfaldstidspunktet for selskabsskatten, hvis et selskab er i væsentlig restance. Ved væsentlig restance forstås en selskabsskattegæld på mindst 100.000 kr.

Det skal dog bero på en konkret vurdering, om et selskab anses for at have en væsentlig restance. 100.000 kr. må således antages at være en væsentlig restance i et lille anpartsselskab med et tyndt kapitalgrundlag, mens en restance på 100.000 kr. for et stort aktieselskab med et solidt kapitalgrundlag næppe skal anses for væsentlig.

D.2.2.5.1 SEL § 30, stk. 6, 1 pkt. - selskabsskat

Hvis et selskab skønnes at være i væsentlig restance med restskat, kan forfaldstidspunktet fremrykkes efter SEL § 30, stk. 6. 1. pkt., således at selskabets restskat forfalder til betaling samtidig med, at selvangivelsen skal indsendes til skattemyndighederne, hvilket skal ske senest 6 måneder efter indkomstårets udløb, jf. SKL § 4, stk. 2.

Det betyder, at restskatten skal indbetales senest den 20. i den måned, hvor selvangivelsen skal indsendes.

D.2.2.5.2 SEL § 30, stk. 6, 2 pkt. - acontoskat

Ifølge SEL § 30, stk. 6, 2. pkt., kan forfaldstidspunktet for betaling af acontoskat fremrykkes. Det er dog reelt kun betalingen af 2. rate, der kan fremrykkes.

Begrundelsen herfor er, at acontoskatten, der forfalder i 2 rater til betaling henholdsvis den 1. marts og den 1. november, rent faktisk beregnes og udsendes i februar måned, hvorved det er praktisk umuligt at lade 1. rate forfalde tidligere end 1. marts.

D.2.2.5.3 SEL § 30, stk 6, 6. pkt. - tvangstilmelding til

acontoskat

Told- og skatteforvaltningen kan tvangstilmelde selskaber, der ikke betaler acontoskat, hvis de er i væsentlig restance. Det gælder som udgangspunkt de selskaber og foreninger mv., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992, jf. SEL § 30 A. Told- og skatteforvaltningen skal orientere selskabet om, at det nu er med i acontoskatteordningen, ligesom der gives klagevejledning.

D.2.3 Sikkerhedsstillelse

Ligesom afsnit D.2.2 om kreditbegrænsning er dette afsnit om sikkerhedsstillelse en del af det forebyggende restancearbejde, som told- og skatteforvaltningen kan bringe i anvendelse over for igangværende virksomheder.

Når en virksomhed mødes med krav om sikkerhedsstillelse, betyder det, at told- og skatteforvaltningen anser virksomheden for en så dårlig betaler, at sikkerhedsstillelse er nødvendig for at sikre statskassen mod tab.

Dette restanceinstrument sikrer ikke blot mod, som det var tilfældet med kreditbegrænsning, at virksomheden oparbejder nye restancer, men sikrer også de allerede opståede restancer.

Det skal dog betones, at told- og skatteforvaltningen ikke skal benytte sanktionen sikkerhedsstillelse, hvis man kan opnå det samme og ønskede resultat ved at bruge en mildere sanktion i form af eksempelvis kreditafkortning, hvilket er beskrevet i det umiddelbart foregående afsnit.

Det betyder, at told- og skatteforvaltningen kun må afkræve en igangværende virksomhed sikkerhedsstillelse, såfremt der er risiko for, at staten lider tab, hvis netop denne sanktion fravælges.

Dette er ensbetydende med, at told- og skatteforvaltningen skal nøjes med at afkorte en virksomheds afregningsperiode, hvis virksomheden skylder eksempelvis moms, som er omfattet af reglerne om kreditafkortning, hvis man på den måde kan stoppe virksomhedens restancetilvækst.

Samme overvejelser gør sig ikke gældende, hvis virksomheden skal standses i at oparbejde yderligere restancer i form af indeholdt A-skat og AM-bidrag, da stiftelse af denne type gæld, som nævnt tidligere, ikke kan forebygges med denne mildere sanktion.

Der er hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse for moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, selskabsskatter og punktafgifter.

Der er derimod ikke hjemmel til at kræve sikkerhed for told og personlige skatter.

Er der stillet sikkerhed, skal denne anvendes til dækning af restancerne, efterhånden som disse opstår. Sikkerheden skal således anvendes, før der kan skrides til tvangsfuldbyrdelse med udlæg, idet det følger af RPL § 507, at pengekrav fuldbyrdes ved udlæg i så stor en del af skyldners formue, som er nødvendig til dækning af kravet samt de med udlægsforretningen og det udlagtes opbevaring forbundne omkostninger. Såfremt der eksisterer en sikkerhed, kan et udlæg ikke siges at være nødvendigt til kravets dækning. Derimod må det antages, at modregning - modsat udlæg - kan gennemføres trods en eksisterende sikkerhedsstillelse, såfremt i øvrigt de almindelige betingelser for tvungen modregning er til stede. Se i øvrigt SKM2006.365.SKAT .

D.2.3.1 Opkrævningsloven

Efter opkrævningsloven kan told- og skatteforvaltningen under visse betingelser kræve sikkerhedsstillelse for moms, A-skat, AM-bidrag, lønsumsafgift, selskabsskatter og punktafgifter.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 1, opregner en række objektive betingelser, som skal være opfyldt, for at told- og skatteforvaltningen kan pålægge en virksomhed at stille sikkerhed.

Herudover skal told- og skatteforvaltningen foretage en subjektiv vurdering, som skal tale for at anvende dette forebyggende restanceinstrument.

OPKL § 11, stk. 1 - objektive betingelser

Sikkerhedsstillelse kan kræves, hvis en af følgende objektive betingelser er opfyldt

Virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse), og virksomheden er i restance med mere end 25.000 kr. for moms, skatter (herunder selskabsskat) og afgifter (det samlede beløb skal være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.), og virksomheden har ikke betalt denne restance inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse herom (§ 11, stk. 1, nr. 1, litra a)

Virksomheden har ikke rettidigt indsendt selvangivelse, og virksomheden har 4 gange for sent indbetalt moms, skatter og afgifter mv. inden for de seneste 12 afregningsperioder (der gælder ingen mindstegrænse) (§ 11, stk. 1, nr. 1, litra b)

Virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud af virksomheden, herunder den lovpligtige kapital i selskabet (§ 11, stk. 1, nr. 2)

En person som omtalt i stk. 2, jf. stk. 4, efter virksomhedens registrering konstateres at være til stede i virksomheden på den måde, der er beskrevet i stk. 2, nr. 1-3 (§ 11, stk. 1, nr. 3)

Virksomheden leverer varer med leveringssted her i landet, jf. momslovens kapitel 4, som den har erhvervet fra udlandet eller af en virksomhed, som selv har erhvervet varerne fra udlandet, jf. momslovens kapitel 3, eller af enhver anden virksomhed i senere indenlandske transaktionsled, når den merværdiafgift, der opstår i forbindelse med virksomhedens indenlandske salg, forsætligt eller groft uagtsomt ikke vil blive afregnet til told- og skatteforvaltningen, jf. momslovens kapitel 15 (§ 11, stk. 1, nr. 4).

Baggrunden for, at der er adgang til at kræve sikkerhedsstillelse, hvis virksomheden enten ikke har indsendt selvangivelse, eller hvis virksomhedens kapitalgrundlag er trukket ud, er, at man har anset disse forhold for at være de første faresignaler på, at der er risiko for, at statskassen kan lide tab, idet denne adfærd har været fremherskende i sagskomplekser med rullende kapital og momskarruselsvindel.

For at effektivisere bekæmpelsen af momskarruselsvig er der med OPKL § 11, stk. 1, nr. 4, der er indsat ved lov nr. 408 af 8. maj 2006 (Fairplay II), som trådte i kraft den 1. juli 2006, skabt hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelse hos såkaldte "missing traders" i en momskarrusel. Bestemmelsen forudsætter, at told- og skatteforvaltningen i tilstrækkeligt omfang kan godtgøre, at den pågældende virksomhed deltager i en aktuel momskarrusel og ikke har til hensigt at afregne den moms, der opstår ved virksomhedens indenlandske salg af de varer, der handles i momskarrusellen. Se om momskarruselsvig nedenfor i afsnit M.1.6 .

Hvis told- og skatteforvaltningen konstaterer, at en person som omtalt i § 11, stk. 2, jf. stk. 4, er til stede i en allerede registreret virksomhed på den i § 11, stk. 2, nr. 1-3, beskrevne måde - dvs. som ejer, medlem af direktion eller bestyrelse eller som den, der reelt leder virksomheden - kan der kræves sikkerhedsstillelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 3.

Bestemmelsen skal hindre den før den 1. juli 2006 eksisterende omgåelsesmulighed med hensyn til krav om sikkerhedsstillelse i forbindelse med registreringen, idet det før den 1. juli 2006 var muligt at omgå et pålæg om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2, ved anvendelsen af stråmænd eller ved først efter registreringen for moms m.v. at indtræde som ejer, direktions- eller bestyrelsesmedlem.

Bestemmelsen i § 11, stk. 1, nr. 3, skal ikke anvendes i de tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen i forbindelse med registreringen har været klar over tilstedeværelsen af den person, der ifølge stk. 2 kan udløse et krav om sikkerhedsstillelse.

Hvis det derimod først efter registreringen konstateres, at en sådan person er til stede i virksomheden, og personen inden for de seneste 5 år regnet fra tidspunktet for en afgørelse om sikkerhedsstillelse efter § 11, stk. 1, nr. 3, har været til stede som ejer, direktions- eller bestyrelsesmedlem i en eller flere andre virksomheder, der enten er gået konkurs eller er blevet konstateret insolvent(e), hvorved der er påført staten et tab eller SKAT et usikret tilgodehavende på over 50.000 kr. bestående af de skatter og afgifter m.v., der opkræves efter opkrævningsloven, kan der med hjemmel i § 11, stk. 1, nr. 3, kræves sikkerhedsstillelse.

OPKL § 11, stk. 3 - subjektiv betingelse

Det skal understreges, at det tillige er en betingelse for at stille krav om sikkerhedsstillelse efter § 11, at det efter et konkret skøn vurderes, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for tab for staten, jf. § 11, stk. 3. Hvis tilstedeværelsen af en sådan person som nævnt i § 11, stk. 2, jf. stk. 4, konstateres efter registreringen, og personen har været til stede i virksomheden i længere tid, hvor den har angivet og afregnet til tiden, vil dette forhold således skulle indgå i vurderingen efter stk. 3, hvilket kan bevirke, at det konkret vurderes, at sikkerhedsstillelse ikke er nødvendig, jf. nedenfor. Se i øvrigt SKM2006.445.SKAT .

Da lovens forskrift er fakultativ, jf. ordet "kan" først i bestemmelsen, betyder det, at told- og skatteforvaltningen således i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om den pågældende virksomhed har en god undskyldning for, at den nu opfylder lovens objektive betingelser for at blive mødt med et pålæg om sikkerhedsstillelse, eller om der er risiko for, at virksomheden vil oparbejde yderligere restancer, hvis told- og skatteforvaltningen fravælger sanktionen.

I dette skøn kan indgå oplysninger om årsagen til, at virksomheden er i restance mv. og på den måde opfylder den objektive del af OPKL § 11, stk. 1. Hvis dette skyldes undskyldelige og udefra kommende omstændigheder, som eksempelvis en meget stor kundes konkurs eller pludseligt opstået alvorlig sygdom hos virksomhedsejeren, kan det være forhold, der taler imod at kræve, at virksomheden skal stille sikkerhed.

Told- og skatteforvaltningen skal herefter kun stille krav om sikkerhed, hvis den vurderer, at fortsat drift af den igangværende virksomhed anses for at indebære en nærliggende risiko for, at virksomheden til told- og skatteforvaltningen vil oparbejde restancer, som den ikke vil kunne betale, og dermed påføre det offentlige et tab.

Told- og skatteforvaltningen skal til brug for sin vurdering af, om der er behov for at kræve sikkerhedsstillelse af en virksomhed for at undgå at blive påført (yderligere) tab, indhente regnskab og budget samt foretage en kreditvurdering, der baserer sig på dette materiale samt told- og skatteforvaltningens kendskab i øvrigt til virksomhedens ejerkreds og tidligere betalingsmønster.

Formel fremgangsmåde

Varslingsbrev

Hvis told- og skatteforvaltningen har konstateret, at virksomheden opfylder såvel de objektive som de subjektive betingelser i OPKL § 11, stk. 1, for at blive pålagt sikkerhedsstillelse, skal told- og skatteforvaltningen herudover i visse tilfælde iagttage en bestemt varslingsprocedure over for den pågældende virksomhed, før den kan iværksætte sanktionen.

Dette gælder i den situation, hvor virksomheden inden for de seneste 12 afregningsperioder 4 gange har betalt for sent og er i restance med mere end 25. 000 kr., jf. OPKL § 11, stk. 1, nr. 1, litra a.

Den særlige procedure består i, at told- og skatteforvaltningen skal udsende et varselsbrev, hvori virksomheden underrettes om, at den pålægges at stille sikkerhed, hvis den undlader at betale restancen inden 10 hverdage efter, den har modtaget brevet. Det bør af varselsbrevet fremgå, hvad sanktionen konkret kan komme til at betyde for virksomheden. Det vil sige, at virksomheden i brevet skal underrettes om, at den kan blive pålagt at stille sikkerhed med angivelse af sikkerhedens størrelse i kr.

Hvis virksomheden opfylder betingelsen i OPKL § 11, stk. 1, nr. 1, litra b, og således har betalt for sent 4 gange inden for de seneste 12 afregningsperioder og desuden ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, kræver loven ikke, at der skal udsendes et varselsbrev om et påtænkt krav om sikkerhedsstillelse.

Det samme gælder, hvis virksomheden opfylder de betingelser, der fremgår af OPKL § 11, stk. 1, nr. 2-4.

Dog bør told- og skatteforvaltningen i de i § 11, stk. 1, nr. 1, litra b, og § 11, stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde vurdere at give virksomheden en chance for at bringe forholdene i orden, og der skal derfor i disse tilfælde udsendes et varsel om sikkerhedsstillelse, forinden told- og skatteforvaltningen iværksætter sanktionen, medmindre der er tale om forhold, der i ganske særlig grad taler for en meget hurtig afgørelse. I navnlig den af § 11, stk. 1, nr. 4, omfattede situation med en virksomhed, der som "missing trader" må forventes ikke at ville afregne momsen ved et indenlandsk salg af varer, der handles i en momskarrusel, vil en hurtig afgørelse om sikkerhedsstillelse være påkrævet for at undgå tab, hvorfor et varslingsbrev ikke er indiceret i disse tilfælde.

En pligt til partshøring kan dog i alle tilfælde eksistere som følge af FVL § 19 om partshøring.

Afgørelse om sikkerhedsstillelse

Når told- og skatteforvaltningen efter evt. at have iagttaget de lige skitserede regler vedrørende varselsbrev træffer afgørelse om, at virksomheden skal stille sikkerhed, skal den give virksomheden pålæg herom i form af et rekommanderet brev, jf. OPKL § 11, stk. 6, 2. pkt. Told- og skatteforvaltningen skal altid begrunde afgørelsen og i den forbindelse oplyse om de objektive og subjektive betingelser samt den beregning, som er lagt til grund for den krævede sikkerheds størrelse. Endvidere skal der i afgørelsen henvises til de relevante lovbestemmelser og gives klagevejledning med bemærkning om, at en eventuel klage ikke har opsættende virkning.

Afgørelsen skal indeholde meddelelse om, at sikkerheden skal stilles senest 8 dage, fra virksomheden har modtaget meddelelse herom, dvs. 8 dage efter, at meddelelsen er kommet frem til modtageren. Betragtningen er, at told- og skatteforvaltningens afgørelse om at kræve sikkerhed efter aftalelovens systematik er et påbud, som har retsvirkning allerede fra det tidspunkt, den er kommet frem til modtageren.

8-dages fristen kan dog i ganske særlige tilfælde udvides. Som eksempel kan nævnes den situation, at en virksomhed er i gang med at fremskaffe en bankgaranti, men at det er praktisk umuligt at få fremsendt dokumentet inden for fristen.

Hvis en virksomhed anmoder om at få forlænget fristen, skal den kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den inden for meget kort tid kan stille den krævede sikkerhed. Told- og skatteforvaltningen skal således ikke tillade, at fristen forlænges, medmindre virksomheden, inden 8-dages fristen er udløbet, kan dokumentere eller i det mindste sandsynliggøre, at den forventer at kunne stille sikkerheden.

En meddelelse om pålæg skal ifølge § 11, stk. 7, indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed indebærer, at virksomhedens registrering vil blive inddraget, og at en fortsættelse af virksomheden efter inddragelsen vil være strafbar efter § 17, stk. 3.

Virkning af, at virksomheden ikke stiller den krævede sikkerhed

Eftersom et pålæg om sikkerhedsstillelse efter § 11, stk. 1, kun skal udstedes, såfremt en mindre indgribende foranstaltning som fx kreditbegrænsning for moms, jf. ML § 62, stk. 1, ikke skønnes tilstrækkelig til at eliminere tabsrisikoen, vil told- og skatteforvaltningen fra og med den 1. juli 2006 som udgangspunkt inddrage registreringen med hjemmel i § 11, stk. 9. 1. pkt., medmindre pålægget tilbagekaldes.

Inddragelsen vil gælde samtlige de forhold, for hvilke virksomheden er registreret, og for hvilke opkrævningsloven finder anvendelse, dvs. moms, lønsumsafgift, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og/eller punkt- og miljøafgifter.

For punktafgifter er det forudsat, at inddragelsen sker midlertidigt, indtil sikkerheden stilles, jf. fx øl- og vinafgiftslovens § 19 og afsnit D.2.4.5 .

En inddragelse af registreringen for fx moms eller A-skat vil på tilsvarende vis kunne ophæves, således at virksomheden i tilfælde af sikkerhedsstillelse efter registreringsinddragelsen på ny registreres. Told- og skatteforvaltningen kan dog evt. kræve en ny registreringsanmeldelse fra virksomheden og på den baggrund træffe en ny afgørelse om sikkerhedsstillelse, der kan afvige fra den, hvis manglende efterlevelse resulterede i inddragelsen. Se herom tillige afsnit D.2.4.1 .

Sikkerhedens størrelse

Når told- og skatteforvaltningen skal fastsætte størrelsen af den sikkerhed, som den kan kræve efter OPKL § 11, stk. 5, skal den gøre det ud fra virksomhedens aktuelle restancer med skatter og afgifter, mv., der opkræves efter opkrævningsloven, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode.

Det er således driften af den aktuelle virksomhed, der skal danne grundlag for beregning af sikkerhedens størrelse, dels den del, der svarer til virksomhedens restancer, dels den del, der svarer til virksomhedens forventede gennemsnitlige tilsvar af skatter og afgifter mv., herunder eventuelle selskabsskatter, i en 3-måneders periode.

Told- og skatteforvaltningen kan som følge heraf alene stille krav om, at der stilles en sikkerhed, der svarer til den nuværende virksomheds restance, og kan derfor ikke kræve, at den igangværende virksomhed stiller sikkerhed for restancer, der er opstået i en tidligere virksomhed, eksempelvis i et insolvent nu lukket selskab, som den pågældende aktuelle "virksomhedsejer" ejede kapitalen i. Heller ikke det forhold, at restancen er opstået i en tidligere enkeltmandsvirksomhed med personlig hæftelse, ændrer denne opfattelse.

I virksomhedens aktuelle restancer indgår tilsvar for moms, indeholdt A-skat, punktafgifter samt selskabsskat, men kun de rene tilsvar, ikke renter, gebyrer mv.

Det gennemsnitlige tilsvar beregnes på baggrund af det senest afleverede årsregnskab. Sikkerhedsstillelsen for selskabsskatter beregnes dog med udgangspunkt i beregnet acontoskat for indeværende regnskabsår, reduceret med eventuelle acontobetalinger.

Sikkerhedens art

Den krævede sikkerhed kan ifølge § 8 i opkrævningsbekendtgørelsen stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed. Det er told- og skatteforvaltningen, der vurderer, om en tilbudt sikkerhed af anden art end dem, der er direkte nævnt i opkrævningsbekendtgørelsen, kan anses for betryggende.

Det bemærkes, at det ligeledes af opkrævningsbekendtgørelsens § 8 fremgår, at sikkerhedsstillelse i form af kontante indskud ikke forrentes. Hvis en virksomhed derfor ønsker at stille sikkerhed i form af et kontant indskud, bør told- og skatteforvaltningen oplyse, at det vil det være en fordel for virksomheden at indsætte beløbet på eksempelvis en spærret konto i en bank og på den måde selv drage fordel af, at beløbet forrentes.

Told- og skatteforvaltningen har udarbejdet et paradigma til garantier i forbindelse med sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11. Der er den 6. marts 2001 udsendt en intern meddelelse herom.

Sikkerheden kan ikke ændres i sikkerhedsstillelsesperioden

Størrelsen af den stillede sikkerhed kan ikke ændres i perioden. Det betyder, at told- og skatteforvaltningen ikke kan stille krav om, at virksomheden retablerer sikkerheden, selv om sikkerhedsbeløbet helt eller delvist er blevet anvendt til afskrivning på løbende tilsvar, hvis virksomheden ikke har betalt sine skatter og afgifter i perioden.

Told- og skatteforvaltningen bør dog, inden den dækker den opståede restance med sikkerheden, give virksomheden en kort frist til at betale. En sådan henvendelse til virksomheden har til formål at undgå de situationer, hvor den manglende betaling skyldes en fejl eller forglemmelse eller lign. fra virksomhedens side.

Frigivelse af sikkerheden

Ifølge OPKL § 11, stk. 12, kan sikkerheden frigives, når virksomheden i de seneste 12 måneder rettidigt har betalt skatter og afgifter. Hvis virksomheden overskrider blot en enkelt betalingsfrist og selv kun for et enkelt registreringsforhold, vil det normalt medføre, at der løber en ny 12-måneders frist fra dette senere tidspunkt.

Told- og skatteforvaltningen kan dog, når ganske særlige omstændigheder foreligger, bortse fra en enkeltstående og kort fristoverskridelse vedrørende et enkelt registreringsforhold.

D.2.3.2 Toldloven

Der er ikke i toldloven hjemmel til at stille krav om sikkerhed vedrørende igangværende virksomheder.

D.2.3.3 Punkt- og miljøafgiftslovgivningen

I henhold til spiritusafgiftslovens § 23, stk. 1, sidste pkt., kan told- og skatteforvaltningen pålægge en virksomhed, der ikke betaler skyldige told- og afgiftsbeløb rettidigt, eller hvorom der foreligger oplysninger, der gør det overvejende sandsynligt, at sådanne told- og afgiftsbeløb ikke vil blive betalt rettidigt, at stille fuld sikkerhed for afgiftsgælden.

I henhold til registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1, sidste pkt., kan told- og skatteforvaltningen pålægge en virksomhed at stille sikkerhed, hvis virksomheden ikke betaler skyldig afgift rettidigt, eller hvis der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at afgiften ikke vil blive betalt rettidigt.

Disse to bestemmelser skal kun bringes i anvendelse i det omfang, OPKL § 11, stk. 1, ikke kan bruges.

Der findes herudover i de harmoniserede punktafgiftslove bestemmelser om sikkerhedsstillelse, når virksomheder, der ikke er registreret som oplagshaver, får tilført eller køber afgiftspligtige varer fra andre EU-lande.

D.2.3.4 Momsloven (virksomheder fra andre EU-lande, Grønland, Færøerne, Island og Norge)

ML § 62a omhandler reglerne om sikkerhedsstillelse for EU-virksomheder samt virksomheder i Grønland, Færøerne, Island og Norge, som ikke er etableret her i landet.

Som nævnt ovenfor i afsnit D.1.4.2.6.2 kan disse udenlandske virksomheder i forbindelse med registreringen for moms afkræves sikkerhedsstillelse, såfremt undlaldelse af at stille sikkerhed må antages at medføre en nærliggende risiko for afgiftstab, jf ML § 62a, stk. 1.

For igangværende virksomheder kan told- og skatteforvaltningen kræve sikkerhed, når virksomheden ikke betaler rettidigt eller ikke overholder de administrative forpligtelser, og told- og skatteforvaltningen ved en konkret vurdering skønner, at undladelse af sikkerhedsstillelse vil indebære en risiko for momstab for staten.

Sikkerheden skal stilles for et beløb, der svarer til det forventede momstilsvar for en 3-måneders periode. For igangværende virksomheder tillægges et beløb, der svarer til virksomhedens momsrestance. Der fastsættes dog et mindstebeløb for sikkerhedsstillelsen på 15.000 kr. Sikkerheden kan stilles i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller i form af anden betryggende sikkerhed efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, jf. momsbekendtgørelsens § 68, stk.1. Der er udarbejdet et paradigma til brug for sikkerhedsstillelse med en bankgaranti. Der er den 6. marts 2001 udsendt en intern meddelelse herom.

Sikkerhedsstillelse skal normalt ophøre efter 12 måneder, hvis virksomheden har betalt rettidigt mv. til staten. Told- og skatteforvaltningen kan dog kræve sikkerhedsstillelsen forlænget ud over de 12 måneder, hvis told- og skatteforvaltningen på baggrund af konkrete oplysninger skønner, at undladelsen af at stille sikkerhed vil indebære en nærliggende risiko for momstab.

Konsekvensen af, at der ikke stilles sikkerhed som krævet af told- og skatteforvaltningen, kan for igangværende virksomheder være, at de bliver afmeldt fra registrering. Det vil herefter være strafbart at fortsætte med virksomheden, jf. lovens § 81, stk. 3.

Se tillige Momsvejledningens afsnit P.6 .

D.2.4 Inddragelse af registrering

Bestemmelserne om inddragelse af registrering i henhold til skatte- og afgiftslovene findes dels i opkrævningsloven, dels i de forskellige skatte- og afgiftslove.

Hvis en virksomhed får frataget sin registrering, betyder det, at det vil være strafbart at fortsætte med at drive registreringspligtig virksomhed.

D.2.4.1 Inddragelse af registrering efter opkrævningsloven

OPKL § 11, stk. 9 - manglende sikkerhedsstillelse

Stilles sikkerheden efter § 11, stk. 1, ikke rettidigt, inddrages virksomhedens registrering.

Inddragelsen vil gælde samtlige de forhold, for hvilke virksomheden er registreret, og for hvilke opkrævningsloven finder anvendelse, dvs. moms, lønsumsafgift, A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og/eller punkt- og miljøafgifter.

For punktafgifter er det forudsat, at inddragelsen sker midlertidigt, indtil sikkerheden stilles, jf. fx øl- og vinafgiftslovens § 19. Se nærmere herom i afsnit D.2.4.5 .

En inddragelse af registreringen for fx moms eller A-skat vil på tilsvarende vis kunne ophæves, således at virksomheden i tilfælde af sikkerhedsstillelse efter registreringsinddragelsen på ny registreres. Told- og skatteforvaltningen kan dog evt. kræve en ny registreringsanmeldelse fra virksomheden og på den baggrund træffe en ny afgørelse om sikkerhedsstillelse, der kan afvige fra den, hvis manglende efterlevelse resulterede i inddragelsen.

Hæftelsesgennembrud - OPKL § 11, stk. 11

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, hæfter for de af opkrævningsloven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

En solidarisk hæftelse vil kunne pålægges ved en administrativ afgørelse, hvilket indebærer, at SKATs pantefogeder kan foretage udlæg hos de personer, der er gjort hæftelsesansvarlige efter stk. 11, på baggrund af den udpantningsret, der eksisterer for de ikke betalte skatter og afgifter, jf. herved INDL § 1.

OPKL § 4, stk. 3 - fire foreløbige fastsættelser

Ifølge OPKL § 4, stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen fratage en virksomhed dens registrering, hvis virksomheden i 4 afregningsperioder, der følger umiddelbart efter hinanden, har undladt at redegøre for indeholdt A-skat eller angive afgiftstilsvar mv., og told- og skatteforvaltningen derfor foreløbigt har ansat indeholdt A-skat fastsat afgiftstilsvar mv. ("foreløbige fastsættelser", jf. OPKL § 4, stk. 1).

Det er en forudsætning, at de 4 manglende redegørelser/angivelser vedrører det samme registreringsforhold, og at virksomheden ikke har "nået" at indsende de manglende redegørelser eller angivelser.

Formålet med bestemmelsen er at få virksomheden til at udarbejde redegørelser eller angivelser, som må antages at afspejle de faktiske forhold i virksomheden, for på den måde at afløse de foreløbige fastsættelser, der hviler på myndighedernes skøn og derfor kan være forkerte i den ene eller anden retning.

Told- og skatteforvaltningen fastsætter som udgangspunkt tilsvarene på baggrund af de oplysninger, som man har om virksomhedens tidligere redegørelser eller angivelser. Det skønsmæssige tilsvar udregnes som et gennemsnit af angivelserne for de sidste 4 perioder for moms og lønsumsafgift og for de sidste 2 perioder for A-skat og AM-bidrag.

Uddybende bemærkes, at kravet om, at tilsvarene skal vedrøre samme registreringsforhold, betyder, at manglende redegørelser for indeholdt A-skat i eksempelvis februar og marts måneder og manglende momsangivelser for april og juli kvartaler ikke medfører, at told- og skatteforvaltningen kan fratage virksomheden dens registrering, selv om virksomheden har undladt at redegøre og angive skatte- og afgiftstilsvar i 4 på hinanden følgende perioder. I eksemplet vedrører de 4 perioder ikke samme registreringsforhold, men derimod 2 registreringsforhold, nemlig registrering som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven og registrering efter momsloven, og lovens betingelse om samme registreringsforhold er på den måde ikke opfyldt.

Told- og skatteforvaltningen skal ifølge OPKL § 4, stk. 3, 2. pkt., meddele virksomheden, at registreringen vil blive inddraget, hvis virksomheden ikke indsender de manglende redegørelser eller angivelser inden 14 dage.

Told- og skatteforvaltningen skal sende meddelelsen i et rekommanderet brev. Meddelelsen har efter aftalelovens systematik retsvirkning fra det tidspunkt, den er kommet frem til virksomheden, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor postbudet har forsøgt at aflevere brevet på virksomhedens adresse. Virksomheden kan således ikke forhindre 14-dages fristen i at udløbe ved at undlade at hente det rekommanderede brev på posthuset.

Fristen på de 14 dage regnes således fra det tidspunkt, hvor postvæsenet har forsøgt at aflevere brevet på virksomhedens bopæl, uanset om virksomheden rent faktisk har kendskab til brevets indhold.

D.2.4.2 Inddragelse af registrering efter momsloven

Der er ikke i momsloven nogen egentlig hjemmel til at inddrage en her i landet etableret virksomheds registrering. Såfremt en virksomhed ikke honorerer et krav om sikkerhedsstillelse i henhold til OPKL § 11, stk. 1, inddrager told- og skatteforvaltningen dog som udgangspunkt en evt. momsregistrering, jf. OPKL § 11, stk. 9, 1. pkt. Se herom ovenfor i afsnit D.2.4.1 .

For virksomheder fra andre EU-lande, Grønland, Færøerne, Island og Norge, der ikke er etableret her i landet, kan der over for en igangværende, dvs. momsregistreret, virksomhed kræves sikkerhedsstillelse, såfremt betingelserne i ML § 62a, stk. 2, er til stede, jf. ovenfor i afsnit D.2.3.4 .

Såfremt virksomheden undlader at stille sikkerhed efter denne bestemmelse, kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at virksomheden afmeldes fra registrering, hvilket indebærer, at det vil være strafbart at fortsætte den uregistrerede drift, jf. ML § 81, stk. 3.

D.2.4.3 Inddragelse af registrering efter arbejdsmarkedsfondsloven og kildeskatteloven

Der er i arbejdsmarkedsfondsloven og i kildeskatteloven ikke hjemmel til at inddrage en virksomheds registrering. Hvis en virksomhed ikke honorerer et krav om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk.1, inddrager told- og skatteforvaltningen som udgangspunkt registreringen for disse pligter, jf. § 11, stk. 9, 1. pkt. Se herom ovenfor i afsnit D.2.4.1 .

D.2.4.4 Inddragelse af registrering efter toldloven

Ej heller i toldloven er der hjemmel til at inddrage en virksomheds registrering, hvorimod virksomheden kan fratages retten til toldkredit, jf. TDL § 38; se afsnit D.2.2.2 .

D.2.4.5 Inddragelse af registrering efter punktafgiftslovene

Der findes i de forskellige punktafgiftslove en bestemmelse om, at told- og skatteforvaltningen kan tage registreringen fra virksomheder, der undlader at stille sikkerhed, som told- og skatteforvaltningen har pålagt efter OPKL § 11, stk. 1. En inddragelse af registreringen er også hjemlet i OPKL § 11, stk. 9, 1. pkt. Told- og skatteforvaltningen skal genregistrere virksomheden, når den har efterkommet det fremsatte krav.

I de respektive love findes hjemlen som følger

Registreringsafgiftsloven: § 16, stk. 3

Mineralvandsafgift: § 16

Mineralolieprodukter mv.: § 16

Tobaksafgift: § 16

Øl og vinafgift: § 19

Spiritusafgiftsloven: § 22

Chokolade- og sukkerafgiftsloven: § 17

Forbrugsafgifter: § 20

Opløsningsmiddelafgiftslov: § 14

Konsumisafgift: § 3

Affaldsafgiftslov: § 20

Bekæmpelsesmiddelafgiftslov: § 21

CFC-afgift: § 12

Emballageafgiftslov: § 13

Kvælstofsafgiftslov: § 16

Miljøafgiftslov: § 18

Vækstfremmerafgiftslov: § 13

Batteriafgiftslov: § 15

Kulafgiftslov: § 15

Svovlafgiftslov:§ 14

Gasafgiftslov: § 17

PVC-afgiftslov: § 14

Tinglysningsafgiftslov: § 17, stk. 3 (tinglysningsafgiften er ikke en punktafgift)

I de samme love findes strafbestemmelserne for at fortsætte registreringspligtig virksomhed, efter at registreringen er inddraget.

Der er herudover udvidet mulighed for at inddrage registreringen i henhold til nogle få punktafgiftslove

I henhold til spiritusafgiftslovens § 23, stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen inddrage registreringen, hvis en virksomhed ikke betaler forfaldne told- og afgiftsbeløb senest 14 dage efter, at betalingsfristen er udløbet. Endvidere kan told- og skatteforvaltningen inddrage en registrering efter spiritusafgiftslovens § 23, stk. 3, hvis en virksomhed undlader at stille fuld sikkerhed for afgiftsrestancen, når told- og skatteforvaltningen har krævet det, jf. § 23, stk. 1.

I henhold til registreringsafgiftslovens § 18, stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen inddrage registreringen, indtil virksomheden har betalt forfalden registreringsafgift.

I praksis indebærer inddragelse af registrering i henhold til registreringsafgiftsloven, at told- og skatteforvaltningen afhenter virksomhedens tolddataplade samt registreringsbevis, hvorefter virksomheden ikke kan få indregistreret køretøjer hos politiet, medmindre registreringsafgiften er betalt. Når de forfaldne afgifter er betalt, kan registreringen retableres, og tolddataplade og registreringsbevis igen udleveres.

Herudover kan en virksomhed få inddraget sin registrering, hvis virksomheden undlader at stille fuld sikkerhed for afgiftsgælden, selv om told- og skatteforvaltningen har krævet det, jf. registreringsafgiftslovens § 18, stk. 1.

D.3 Begrænsning af deltagelse i offentlige udbudsforretninger

I det følgende beskrives et forebyggende restancemiddel, som består i at afskære/begrænse restantvirksomheder i at deltage i offentlige udbudsforretninger. Midlet kan således kun rettes mod igangværende virksomheder.

Myndigheden kan ikke direkte bringe sanktionen i anvendelse, men kan komme på banen, dels hvis man modtager forespørgsler på restancer til en restanceattest (tro og love erklæring), dels hvis det konstateres, at virksomheden udfører arbejde for det offentlige på trods af skatte- og afgiftsrestancer mv.

Hjemlen til at bringe midlet i anvendelse findes i lov om begrænsning af skyldneres muligheder for at deltage i offentlige udbudsforretninger.

Midlet kan bruges over for alle virksomheder, der laver bygge- og anlægsarbejder eller sælger varer og tjenesteydelser til det offentlige. Reglerne gælder således ikke i det omfang, "kunden" er en privat virksomhed.

Hvis en igangværende restantvirksomhed mødes med denne sanktion, betyder det, at virksomheden udelukkes fra at deltage i offentlige myndigheders udbudsforretninger. Det medfører, at virksomheden afskæres fra at skabe omsætning og dermed (typisk) indtjening inden for offentlige bygge- og anlægsarbejder samt salg af varer og tjenesteydelser, der er sendt i udbud.

Loven bruger ordet "ordregiver" om den offentlige myndighed, der udbyder arbejde i licitation. Herved forstås for det første alle dele af den offentlige forvaltning, som er defineret i forvaltningslovens kapitel 1.

Loven omfatter på den måde alle forvaltningsmyndigheder, såvel statslige som (amts-)kommunale og både almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd, myndigheder, hvis virksomhed udelukkende er af rådgivende karakter, og midlertidige udvalg, kommissioner mv. samt sammenslutninger af sådanne myndigheder. Selvejende institutioner og foreninger, der udøver offentlig virksomhed af omfattende karakter og derved er undergivet intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol og eventuelt modtager offentlige driftstilskud, falder ligeledes ind under begrebet den offentlige forvaltning, eksempelvis selvejende institutioner, der udfører opgaver efter serviceloven på grundlag af standardoverenskomster med kommuner og amtskommuner. Også kommunale fællesskaber er omfattet af loven.

Loven omfatter for det andet almennyttige boligselskabers samt fælleskommunale selskabers udbudsforretninger, idet disse således også betragtes som ordregivere.

Sanktionen gælder kun egentlige udbud og således ikke de tilfælde, hvor det offentlige indgår aftale med en enkelt tilbudsgiver eller indhenter tilbud fra indtil to tilbudsgivere.

Formålet med reglerne er at begrænse konkurrenceforvridning og effektivisere restanceinddrivelsen, herunder forebygge, at virksomheder oparbejder yderligere restancer.

Der er hjemmel til at udelukke en igangværende virksomhed fra at deltage i offentlige udbudsforretninger, hvis den pågældende har en restance til det offentlige på mere end 100.000 kr. Dette beløb er absolut og skal ikke sættes i forhold til virksomhedens størrelse.

I Københavns kommune har man dog sat beløbsgrænsen til 50.000 kr. og på den måde anvendt den lovbestemmelse, hvorefter en ordregiver kan afvise tilbud fra restanter med mindre gæld, jf. nedenfor.

Restancerne skal bestå i gæld til det offentlige, hvorved loven forstår restancer i form af skatter- og afgifter samt bidrag til sociale sikringsordninger. Loven omfatter således alle offentlige krav, der typisk kan opstå i forbindelse med virksomhedsdrift, og gælder såvel den gæld, som virksomheden måtte skylde til offentlige myndigheder i Danmark, som den gæld der måtte være til det land i udlandet, hvor virksomheden måtte være etableret.

Da det kun er gæld, der relaterer sig til virksomhedsudøvelsen, som "tæller med", falder restancer, der hænger sammen med den erhvervsdrivendes personlige forhold, udenfor, eksempelvis skyldige børnepenge.

Det betyder, at restancer i form af personskat, selskabsskat, indeholdt A-skat, AM-bidrag, told, moms, lønsumsafgift og punktafgifter er omfattet af bestemmelserne. Også visse kommunale restancer kan inddrives/forebygges på denne måde, men det falder uden for denne beskrivelse.

En ordregiver (det offentlige), der sender et arbejde i licitation, skal altid i udbudsmaterialet kræve, at enhver virksomhed, der giver tilbud på ordren, samtidig skal afgive en tro- og love-erklæring om, i hvilket omfang virksomheden har forfalden gæld til det offentlige.

Ordregiveren må, uanset gældens størrelse, ikke tage imod et tilbud, hvis tilbudsgiver har undladt at afgive den påbudte tro- og love-erklæring om sine gældsforhold til det offentlige. Her eksisterer der således ikke en valgmulighed, og sanktionen vil derfor blive iværksat, hvis virksomheden ikke afgiver en sådan erklæring.

Det bemærkes, at en offentlig udbyder ikke uden virksomhedens samtykke kan kræve en restanceattest vedrørende en tilbudsgivervirksomhed udleveret fra anden offentlig myndighed, hvis virksomheden ikke selv har fremskaffet en sådan eller afgivet tro- og love-erklæring.

Virksomhedens restance er på mere end 100.000 kr.

Hvis tilbudsgiverens gæld til det offentlige overstiger 100.000 kr., skal ordregiver (den offentlige udbudsgivermyndighed) som udgangspunkt undlade at acceptere virksomhedens tilbud.

Imidlertid kan den offentlige myndighed antage et tilbud fra en virksomhed, selv om den skylder det offentlige mere end 100.000 kr, hvis virksomheden opfylder én af de betingelser, der er nævnt nedenfor

virksomheden stiller betryggende sikkerhed for den del af gælden, der overstiger 100.000 kr.

virksomheden inden udbudsforretningen har indgået og overholdt en betalingsordning for den del af gælden, der overstiger 100.000 kr.

samtlige tilbudsgivere har gæld, der overstiger 100.000 kr.

Det betyder, at den offentlige myndighed kan acceptere et tilbud fra en virksomhed, hvis tilbudsgiveren senest på accepttidspunktet stiller sikkerhed for betaling af den del af gælden, der på tilbudstidspunktet overstiger 100.000 kr. Herved ligestilles en tilbudsgiver, hvis gæld til det offentlige med stor sandsynlighed kan påregnes nedbragt til 100.000 kr. eller derunder, med de øvrige tilbudsgivere.

Hvis sikkerhedsstillelsen ikke foreligger på tilbudstidspunktet, må gældserklæringen dog af hensyn til ordregivernes behandling af de indkomne tilbud være ledsaget af en tilkendegivelse af, at der vil blive stillet sikkerhed.

De tilbudsgivere, der uafhængigt af tilbudssituationen har truffet aftale med myndigheden om at afvikle den del af det skyldige beløb, der overstiger 100.000 kr., ligestilles på den måde med de tilbudsgivere, hvis gæld ikke overstiger 100.000 kr., se nedenfor.

Det eneste, der kan "redde" en virksomhed fra at stille sikkerhed eller indgå/overholde en betalingsordning, er, at samtlige tilbudsgivere har en restance på over 100.000 kr. Denne bestemmelse er indsat for at sikre, at offentlige myndigheder, der sender deres forretninger i udbud, kan få lavet bygge- og anlægsarbejder mv., selv om samtlige tilbudsgivere har en stor restance til det offentlige.

Virksomhedens restance er på 100.000 kr. eller derunder

Loven er fakultativ, hvis tilbudsgivervirksomheden har en gæld til det offentlige, som er 100.000 kr. eller derunder, idet den offentlige udbudsgiver også har ret, men altså ikke pligt til at afvise et tilbud fra restanter, der har ubetalt, forfalden gæld til det offentlige (uanset beløbsstørrelse).

Det betyder, at ordregivermyndigheden i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om en virksomhed har en så god undskyldning for, at den skylder det offentlige penge, at den desuagtet skal have lov til at deltage i de offentlige udbudsforretninger, idet der ikke skønnes at være risiko for, at virksomheden vil oparbejde yderligere restancer, selv om den får opgaven.

D.4 Nægtelse og fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. vedr. visse erhverv

Fratagelse af bevillinger og autorisationer retter sig mod igangværende virksomheder, medens nægtelse af autorisationer og bevillinger typisk retter sig mod virksomheder, der endnu ikke er i drift.

Midlet er kun anvendeligt over for den type virksomheder, der ifølge lovgivningen skal have en særlig tilladelse for at kunne udøve deres erhverv. Denne særlige tilladelse kaldes eksempelvis en autorisation eller bevilling, alt efter hvilken branche, der er tale om.

Det betyder, at midlet er uvirksomt over den type virksomheder, der kan drives uden denne særlige tilladelse, og som på den måde ikke berøres af de regler, der er beskrevet i dette afsnit. Det gælder eksempelvis forskellige virksomhedskategorier inden for bygningsfagene såsom murer-, tømrer- og snedkervirksomhed, hvorimod andre bygningsfag som eksempelvis elinstallatører og kloakmestre begge kræver autorisation og derfor kan nægtes eller fratages tilladelsen til at drive virksomhed inden for deres område.

Når en virksomhed får inddraget eller får afslag på at få udstedt eller fornyet sin autorisation eller bevilling, har den følgelig ikke den fornødne tilladelse til at drive erhverv inden for det pågældende område. Det medfører, at virksomheden begår noget ulovligt, som er sanktioneret med straf, hvis den alligevel enten fortsætter eller begynder med at udøve det pågældende erhverv.

Når myndigheden bruger dette middel, er det ensbetydende med - i hvert fald på sigt - at tvinge den del af virksomheden, som kræver tilladelse, til at lukke. Instrumentet er på den måde beslægtet med forrige instrument, som også havde til formål at begrænse virksomhedens aktivitet, omend det instrument, der beskrives i dette afsnit, typisk er mere byrdefuldt.

Der mindes i den forbindelse om den forvaltningsretlige regel, hvorefter en mildere sanktion skal vælges frem for en strengere sanktion (proportionalitetsprincippet), hvis man på den måde kan opnå samme resultat, nemlig at virksomheden ikke oparbejder yderligere restancer til myndigheden.

Det betyder, at myndigheden først skal prøve at foranledige, at en erhvervstilladelse nægtes eller inddrages, når det ønskede resultat ikke har kunnet opnås ved at anvende et mildere middel.

Formålet med at anvende dette restanceforebyggende middel er, som også tidligere omtalt, at forhindre virksomheden i at oparbejde yderligere restancer eller eventuelt presse den til at indgå en aftale, som ikke blot forhindrer, at der opstår nye restancer, men også nedbringer de eksisterende. Herved begrænses det offentliges risiko for at lide tab.

Der er hjemmel til at nægte eller fratage en virksomhed dens autorisation eller bevilling mv., når den skylder det offentlige penge.

Det betyder, at restancer i form af fx personlig skat, selskabsskat, indeholdt A-skat, AM-bidrag, moms, lønsumsafgift, told og punktafgifter er omfattet af bestemmelserne.

Hjemlen findes i omkring 30 love, hvor adgangen til at drive erhverv er betinget af, at den erhvervsudøvende ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige.

De fleste af reglerne om nægtelse og fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. er udformet efter samme model, hvorefter den bevillingsudstedende myndighed kan nægte at udstede en autorisation, en bevilling mv. eller fratage samme, hvis ansøgeren har en betydelig forfalden gæld til det offentlige.

Hvis gælden andrager mindst 50.000 kr., vil dette i almindelighed være tilstrækkeligt til at nægte at udstede en erhvervstilladelse, hvorimod grænsen typisk er 100.000 kr., hvis erhvervstilladelsen skal fratages en bevillingshaver. Det kan variere, om restancen skal vedrøre tiden efter den respektive lovs ikrafttræden eller ikke.

Ved vurderingen af, om gældsposten anses for at være væsentlig, skal der tages hensyn til den almindelige pris- og lønudvikling samt til, om gælden i forhold til det konkrete erhverv kan betragtes som betydelig.

Gælden skal som hovedregel vedrøre virksomhed, som er udøvet i henhold til en autorisation eller bevilling inden for samme erhverv, hvorimod det ikke er afgørende, om gælden vedrører virksomheden fra en tidligere eller eksisterende bevilling.

I afsnit D.4.3 er opregnet en række love for nogle af de oftest forekommende brancher, hvor der kræves særlig tilladelse til at drive erhverv. I den forbindelse fremgår hvilken myndighed, der har kompetence til at give og således også nægte at give erhvervstilladelser. Endelig er eventuelle undtagelser fra de her beskrevne generelle regler nævnt.

D.4.1 Nægtelse af udstedelse af autorisationer og bevillinger mv. - generelt

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 936 af 27. december 1991, hvorefter bestemmelserne om udstedelse og fratagelse af erhvervstilladelser i tilfælde af væsentlig gæld til det offentlige blev indsat i en række love, at en bevillingsmyndighed fra andre offentlige myndigheder vil kunne indhente de oplysninger om en ansøgers økonomiske forhold, der er nødvendige for at kunne afgøre, om den pågældende har en betydelig forfalden gæld til det offentlige.

Når en virksomhed ansøger om en autorisation eller bevilling, er fremgangsmåden, at den bevillingsudstedende myndighed undersøger, om ansøgeren skylder det offentlige penge og i bekræftende fald, om restanten har indgået en afdragsordning, som overholdes.

På bevillingsmyndighedens begæring skal den adspurgte myndighed over for bevillingsmyndigheden opgøre størrelsen på det offentlige krav og i den forbindelse oplyse, hvis noget af restancen hidrører fra skønsmæssige ansættelser. Derimod skal de ikke afgive en egentlig indstilling om, hvorvidt bevilling bør nægtes.

Told- og skatteforvaltningen skal til den bevillingsudstedende myndighed oplyse, hvorvidt den over for ansøgeren har stillet krav om sikkerhed som betingelse for registrering, eller den har nægtet ansøgeren at blive registreret.

I visse tilfælde indhenter den bevillingsudstedende myndighed dog kun en tro- og love-erklæring hos ansøgeren om, at denne ikke skylder mere end 50.000 kr. til det offentlige, der jo som nævnt ovenfor, er udgangspunktet for, hvad der anses for betydelig gæld til det offentlige, når talen er om at nægte en ansøger erhvervstilladelse.

Hvis virksomheden skal drives i et aktie- eller anpartsselskab, må ingen af medlemmerne i selskabets direktion eller i dets bestyrelse skylde det offentlige mere end 50.000 kr.

Når det drejer sig om at nægte, at en virksomhed eller person får en erhvervstilladelse, er det således ikke fordringshavermyndigheden, der kan tage initiativet, hvilket er tilfældet i næste afsnit om fratagelse af erhvervstilladelsen.

D.4.2 Fratagelse af autorisationer, bevillinger mv. - generelt

Der kræves mere graverende forhold end beskrevet i det foregående afsnit, som omhandlede nægtelse af erhvervstilladelser, hvis en autorisation eller bevilling mv. på grund af bevillingsindehaverens restance til det offentlige skal tages fra en virksomhed, der måske i en årrække har drevet erhverv inden for branchen, uden at det har skabt problemer.

Den bevillingsudstedende myndighed kan derfor som udgangspunkt først tage en erhvervstilladelse fra en virksomhed, hvis bevillingsindehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, og ved betydelig gæld forstås her en gæld af en størrelsesorden på 100.000 kr. Beløbsangivelsen på 100.000 kr. skal blot betragtes som en vejledende norm, idet det dog bemærkes, at 100.000 kr. er det absolutte minimum.

Myndigheden skal således, før den tager initiativ til at søge en erhvervstilladelse frataget en virksomhed, sikre sig, at lovens objektive forskrifter er opfyldt. Det betyder nærmere, at virksomheden skal have en restance til det offentlige på 100.000 kr. eller derover, og at drift af virksomhed kræver erhvervstilladelse.

Lovens bestemmelser er fakultative, hvilket vil sige, at myndigheden selv kan vælge, om man vil foranledige sanktionen bragt i anvendelse. Derfor skal det i hver enkelt sag vurderes, om den konkrete virksomhed savner en god undskyldning for, at den skylder det offentlige så meget, at lovens objektive betingelser for at fratage den erhvervstilladelsen er opfyldt.

Hvis det er tilfældet, skal den pågældende virksomhed have frataget sin erhvervstilladelse for at begrænse det offentliges tab.

D.4.2.1 Vurdering af gældens opståen og karakter

Hver enkelt skyldner skal, som nævnt, have vurderet sine forhold individuelt, før den bevillingsudstedende myndighed anmodes om at tage en erhvervstilladelse fra en virksomhed.

Ved afgørelsen af, om det over for den bevillingsudstedende myndighed skal indstilles, at bevillingen/autorisationen skal inddrages, skal normalt følgende momenter vurderes

om gælden på 100.000 kr. eller mere anses for væsentlig i forhold til det konkrete erhverv

om gælden er opstået pludseligt på grund af udefra kommende omstændigheder, eller om virksomheden har oparbejdet den systematisk over en længere periode

om skyldneren har udvist betalingsvilje og i den forbindelse har forsøgt at nedbringe sin gæld

om gælden vedrører den virksomhed, som erhvervstilladelsen er udstedt til

Uddybende anføres, at en gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller mere i visse tilfælde kan anses for at være mindre væsentlig, hvis det drejer sig om en virksomhed med en meget stor omsætning, fremfor en lille virksomhed med en mindre pengestrøm. Det bør således ikke automatisk komme den store virksomhed til skade, at den er stor og dermed hurtigere end den lille virksomhed kan oparbejde en stor restance. Der bør også henses til, om den store virksomhed med sin store omsætning hurtigt kan tilbagebetale en større restance.

Endvidere bør der henses til, hvilken type erhverv der er tale om, herunder om det konkrete erhverv er pålagt mange afgifter og som sådant har store tilsvar, og på den måde hurtigt får en stor restance. Der må foretages en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Hvis gælden er opstået pludseligt på grund af udefra kommende omstændigheder, taler dette isoleret set for, at man skal være mere lempelig i forhold til at foranledige instrumentet bragt i anvendelse. Som eksempler på udefra kommende og pludseligt opståede omstændigheder, kan nævnes, at virksomhedens ejer er blevet alvorligt syg, eller at en meget stor kunde, regnet i forhold til virksomhedens størrelse, uventet er gået konkurs og derfor ikke kan betale til den aktuelle virksomhed.

Omvendt taler det forhold, at virksomheden systematisk har oparbejdet gælden på de 100.000 kr. eller mere over en længere periode for, at virksomheden hurtigere skal indberettes med henblik på en eventuel fratagelse af erhvervstilladelsen.

Som eksempel på, at en virksomhed systematisk har oparbejdet sin gæld til det offentlige, kan nævnes, at virksomhedsindehaveren i flere år har været forskudsregistreret for lavt, eller at øvrig gæld er steget støt igennem tiden, således at den vedrører en længere periode frem for blot et enkelt tilsvar.

Skyldneren kan typisk ikke anses for at have udvist betalingsvilje, hvis han systematisk har oparbejdet gælden, jf. det lige beskrevne. Hvis skyldneren ydermere ikke har villet indgå betalingsaftaler eller har misligholdt indgåede aftaler flere gange, måske endog uden en plausibel forklaring herpå, taler disse forhold for at anmode den kompetente myndighed om at fratage virksomheden dens erhvervstilladelse og på den måde få virksomheden stoppet.

Endelig skal der være sammenhæng (konneksitet) mellem stiftelsen af den offentlige gæld og erhvervsudøvelsen. En virksomhed kan derfor kun få frataget sin erhvervstilladelse, hvis gælden stammer fra netop den type virksomhed, hvortil autorisation eller bevilling er udstedt. Det betyder, at "uvedkommende" gæld ikke "tæller med" i opgørelsen af den betydelige gæld på 100.000 kr. eller mere.

Der kan forekomme tilfælde, hvor det beror på et skøn, hvorvidt gælden skal anses for at vedrøre den virksomhed, som bevillingen vedrører.

Som eksempel kan nævnes en advokat, der er bestyrelsesmedlem. Hvis han har oparbejdet en restance til det offentlige, fordi han har modtaget bestyrelseshonorar, fx personlig skat, AM-bidrag el.lign, skal myndigheden vurdere, om den pågældendes restance anses for at hidrøre fra hvervet som advokat.

I den vurdering skal bl.a. indgå, om advokaten er blevet bestyrelsesmedlem på grund af sin juridiske viden, eller om arbejdsopgaven skyldes andre forhold, som bopæl, skolesøgende børn, sportsaktivitet, e.a. Hvis sidstnævnte er tilfældet, er der formentlig tale om honorar, som ikke skal anses for at vedrøre hvervet som advokat, og restancen, der måtte være forårsaget af bestyrelseshonoraret, skal holdes uden for beregningen af restancen på 100.000 kr. eller mere og kan således ikke medføre, at advokatbeskikkelsen fratages ham.

D.4.2.2 Varselsbrev

Det er en forudsætning, at indehaveren af autorisationen eller bevillingen mv. får mulighed for at indfri eventuelle restancer, inden erhvervstilladelsen tilbagekaldes.

Derfor skal skyldneren varsles om det påtænkte skridt, inden den udstedende myndighed anmodes om at fratage en restant dennes erhvervstilladelse.

Varslet skal gives skriftligt, indeholde en opgørelse af gælden og tydeligt tilkendegive, hvilke konsekvenser en fortsat betydelig gæld til det offentlige kan få.

D.4.2.3 En rimelig betalingsordning

Skyldneren skal, som nævnt i forrige afsnit, gives mulighed for at indfri gælden, inden der rettes henvendelse til bevillingsmyndigheden for at få den til at tilbagekalde en bevilling eller autorisation mv.

Dette er normalt ensbetydende med, at et forslag fra skyldneren til en rimelig betalingsaftale skal accepteres.

I hvert enkelt tilfælde skal skyldnerens økonomiske forhold vurderes, og på baggrund heraf fastsættes indholdet i betalingsaftalen.

En betalingsaftale kan således være en afdragsordning, der medfører betaling af hele det skyldige beløb.

Der kan dog også være tale om en kreditorordning i form af en tvangsakkord eller en frivillig akkord, hvor en del af gælden, eventuelt kun renterne, eftergives.

Hvis skyldneren har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og det skønnes, at der arbejdes seriøst på at opnå en kreditorordning, bør sagens udfald i skifteretten afventes, før videre skridt i relation til den pågældendes erhvervstilladelse foretages.

D.4.3 Liste over love

I det følgende er nævnt en række love, som indeholder hjemmel dels til at nægte, dels til at fratage erhvervstilladelser, hvis indehaveren af en autorisation eller bevilling har betydelig gæld til det offentlige. I det omfang, den enkelte lov afviger fra hovedreglerne om beløbsstørrelse og konneksitet mv., som er skitseret ovenfor, er dette anført.

Normalt er det den samme myndighed, der giver/nægter erhvervstilladelsen, som har kompetence til at fratage samme. I de få tilfælde, hvor det ikke er tilfældet, er dette anført.

D.4.3.1 Advokater

En advokat er ifølge retsplejelovens § 131 en person, der har eneret til at føre sager for andre.

Advokater skal have en tilladelse, en såkaldt bestalling, for at kunne praktisere som advokat.

Den bevilgende myndighed er Justitsministeriet, dvs., at det er Justitsministeriet, der kan give en person tilladelse til at drive virksomhed som advokat.

Derimod er det landsretten, der har kompetence til at fratage en advokat hans bestalling.

Det er retsplejeloven, der regulerer forholdene for advokater, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af advokatbestallinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige. Reglerne om nægtelse står i retsplejelovens § 121, stk. 3, medens reglerne om fratagelse findes i § 139, stk. 1.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor ændringslov nr. 936 af 27. december 1991 og dermed de beskrevne regler på området trådte i kraft. Se Højesterets bemærkninger i UfR 1998, 1664 H, som vedrørte en advokat, men må antages at finde analog anvendelse på andre skyldnere, der driver et erhverv, som i lighed med advokater er omfattet af ændringsloven.

En sag om fratagelse af advokatbestalling er en meget langvarig proces, hvorfor det i den konkrete situation skal overvejes, om der er andre inddrivelsesskridt, der bør foretrækkes over for en advokat, der oparbejder gæld til det offentlige. I stedet bør en konkursbegæring mod advokaten overvejes.

D.4.3.2 Auktionsholdere

Ved auktionsholdervirksomhed forstås modtagelse af varer til salg ved auktion på dertil bestemte steder og forberedelse af auktionen. Heri indgår registrering og trykning af kataloger, annoncering mv., hvorimod egentlig inkassovirksomhed og anden bistand ikke er forbeholdt akutionsholdere. Det bemærkes, at enkeltstående auktionssalg over indsamlede ting i velgørende øjemed ikke betragtes som auktionsholdervirksomhed og dermed ikke kræver næringsbrev som auktionsholder.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor auktionsholdervirksomheden agtes drevet. Hvis virksomheden ligger i København, er det dog kommunalbestyrelsen, der har kompetencen.

Det er næringsloven, der regulerer forholdene for auktionsholdere, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af næringsbrev som auktionsholder, hvis bevillingshaveren har væsentlig offentlig gæld.

Den væsentlige offentlige gæld skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.3 Busvognmænd

Busvognmænd driver erhverv med buskørsel. Herved forstås erhvervsmæssig personbefordring med dansk indregistreret motorkøretøj, der er indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet. Buskørsel kan udføres som rutekørsel, og der gælder i så fald særlige regler herfor.

Buskørsel kræver en tilladelse, en såkaldt køretilladelse, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Den bevilgende myndighed er Persontrafikrådet. Dog træffer Færdselsstyrelsen, som er sekretariat for Persontrafikrådet, afgørelse i mindre principielle sager, bortset fra sager om rutekørsel mv.

Det er lov om buskørsel, der regulerer retsreglerne for buskørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af køretilladelser, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige

Den væsentlige gæld er ifølge Færdselsstyrelsens og Persontrafikrådets praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft den 1. februar 1992, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende køretilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder køretilladelsen.

Det kræves endvidere, at busvognmænd skal have økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt.

Dette krav opfyldes ofte ved, at den enkelte busvognmand til fordel for sine kreditorer stiller sikkerhed over for Færdselsstyrelsen for et bestemt beløb, som Færdselsstyrelsen fastsætter.

D.4.3.4 Bygningssagkyndige

En bygningssagkyndig er en person, der for sælgere af en fast ejendom (typisk parcelhus eller sommerhus) udarbejder rapporter om bygningernes fysiske tilstand - en tilstandsrapport - med den virkning, at køberen normalt ikke over for sælgeren kan påberåbe sig, at en bygnings fysiske tilstand er mangelfuld.

En person, der driver virksomhed som bygningssagkyndig, skal have en tilladelse, en såkaldt beskikkelse, der udløber efter 3 år, men kan fornys.

Det er Erhvervs- og Boligstyrelsen, der meddeler beskikkelse som bygningssagkyndig og som følge heraf også kan nægte eller fratage beskikkelsen.

Det er lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. samt bekendtgørelse om huseftersynordningen, der regulerer retsreglerne om bygningssagkyndige, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af beskikkelser som bygningssagkyndig, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal overstige 100.000 kr., såvel hvis beskikkelse nægtes, som hvis beskikkelse tilbagekaldes.

Den væsentlige gæld er ifølge Erhvervs- og Boligstyrelsens praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende beskikkelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse af beskikkelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

D.4.3.5 Dispachører

En dispachør er en person, der opgør søskader. Hans arbejdsområde er at foretage beregninger og opgørelser, når et skib er havareret. Her opgør han de skader, tab og omkostninger, som skyldes havariet, og fordeler dem på skibet samt dets fragt og gods.

Erhverv som dispachør kræver en tilladelse, en såkaldt beskikkelse, der udstedes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Det er lov om dispachører, der indeholder bl.a. reglerne om nægtelse og fratagelse af beskikkelser, hvis indehaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.6 Dykkerarbejde/dykkermateriel

Ved erhvervsmæssigt dykkerarbejde forstås en arbejdsopgave, der udføres under vand, og til hvis udførelse, der kræves anvendelse af åndedrætsudstyr, og som normalt udføres mod vederlag. Dykning for sportens og fornøjelsens skyld og undervisning i forbindelse hermed falder uden for begrebet.

Dykkerarbejde kræver en tilladelse, et dykkerbevis, der udstedes af Søfartsstyrelsen.

Det er lov om dykkerarbejde og dykkermateriel, der indeholder retsreglerne for dykkerarbejde og -materiel, herunder reglerne om nægtelse og fratagelse af dykkerbeviser, hvis indehaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.7 Ejendomsmæglere

En ejendomsmægler er en person, der som sit erhverv har at udbyde og sælge fast ejendom, formidler køb og salg af fast ejendom eller rådgiver i forbindelse hermed. Det er en betingelse, at den erhvervsmæssige aktivitet udføres for forbrugere, hvilket betyder, at enhver uden tilladelse kan optræde som formidler mv. i forhold til erhvervsdrivende.

For at kunne bruge betegnelsen ejendomsmægler, skal man være registreret i et offentligt register over ejendomsmæglere, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører.

Det er på den måde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der registrerer/nægter at registrere eller sletter ejendomsmæglere af registret.

Reglerne om nægtelse og fratagelse af registrering som ejendomsmægler, hvis den pågældende person har væsentlig gæld til det offentlige, findes i lov om omsætning af fast ejendom.

Den væsentlige gæld er ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende registrering. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller sletning af registrering, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

D.4.3.8 Elinstallatører

Elinstallatører beskæftiger sig med følgende

Tilkobling til og frakobling fra elforsyningsanlæg

udførelse, ændring, udskiftning og reparation af faste installationer med ledninger, tilslutningssteder og andet fast installationsmateriel

installation af ikke-stærkstrømsmæssige styrings- og reguleringssystemer, som anvendes til styring af stærkstrømsfunktioner

ændring og reparation af ikke-stærkstrømsmæssige styrings- og reguleringssystemer, som anvendes til styring af stærkstrømsfunktioner

fast tilslutning og frakobling af elektiske maskiner og brugsgenstande

eftersyn, justering og reparation af elektriske maskiner og brugsgenstande, der er tilsluttet fast installation under arbejdets udførelse

Udførelse af disse arbejder kræver en erhvervstilladelse, en såkaldt autorisation, som udstedes med en gyldighed på indtil 5 år.

Det er Elektricitetsrådet, der har kompetence til at give, nægte eller tilbagekalde en autorisation til en elinstallatør.

Reglerne om elinstallatører, herunder reglerne om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige, findes i lov om autorisation af elinstallatører mv.

Den væsentlige gæld er ifølge Elektricitetsrådets praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende autorisation. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse af autorisationen, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

D.4.3.9 Energi- og energiledelseskonsulenter

Energikonsulenter udfører energimærkning mv. af små ejendomme, medens energiledelseskonsulenter udfører energimærkning mv. af store ejendomme og store erhvervslejemål.

Ved energimærkning forstås en standardiseret og dokumenteret opgørelse over en bygnings energimæssige tilstand, herunder energiforbruget i tekniske installationer og apparater samt vandforbrug.

Beskæftigelse som energikonsulent eller energiledelseskonsulent kræver en godkendelse af henholdsvis Registreringsudvalget for Energimærkning af Små Ejendomme og Registreringsudvalget for Energimærkning af Store Ejendomme.

Det er lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger og bekendtgørelse om energimærkning mv. i bygninger, der regulerer retsreglerne for henholdsvis energi- og energiledelseskonsulenterne, og bekendtgørelsen indeholder regler om nægtelse og fratagelse af erhvervsgodkendelser, hvis konsulenten har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal overstige 100.000 kr., såvel når talen er om nægtelse, som når det drejer sig om at fratage godkendelsen.

Reglerne praktiseres således, at det er al gæld til det offentlige, der er omfattet af bestemmelserne, og det er således ikke afgørende, om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller eksisterende godkendelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder erhvervstilladelsen.

D.4.3.10 Førstegangsomsætning af fisk

Dette afsnit vedrører de personer eller selskaber, typisk med ikke nødvendigvis, fiskeauktionsholdere, der driver virksomshed med førsteomgangsomsætning af fisk.

Ved førstegangsomsætning af fisk, forstås for det første omsætning, hvorved menes: forhandling, opbevaring, transport, behandling, erhvervelse, modtagelse, overdragelse og import af fisk i Danmark og samhandel med og eksport af fisk, der finder sted fra Danmark. Denne omsætning skal ydermere foregå i første omsætningsled ved

offentlig fiskeauktion

modtagelse eller køb af fisk uden om offentlig auktion

modtagelse af fisk i kommission som agent eller lignende

samlecentral og fiskesortering

andre former for modtagelse og opbevaring af fisk og

import af fisk

Selvstændig erhvervsvirksomhed med førstegangsomsætning af fisk kræver en bevilling.

Den bevilgende myndighed er Fiskeridirektoratet, som således har kompetence til at give, nægte og fratage en erhvervstilladelse til at omsætte fiske første gang efter, at fiskene er landet.

Det er fiskerilovens kapitel 16 om førstegangsomsætning af fisk og bekendtgørelse om offentlig fiskeauktion, der regulerer retsreglerne på området, herunder reglerne om nægtelse og fratagelse af bevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Fiskeridirektoratets praksis er det al gæld til det offentlige, der "tæller med", og således også gæld, der ikke vedrører den virksomhed, erhvervstilladelsen angår.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal andrage 50.000 kr. eller derover, hvis bevilling skal nægtes, hvorimod bevillingshaveren skal have gjort sig skyldig i grov og gentagen overtrædelse af de vilkår, der er knyttet til bevillingen, hvis fratagelse skal komme på tale.

Det betyder således, at myndigheden ikke kan bruge midlet, fratagelse af erhvervstilladelse, mod en restant, der driver virksomhed med førstegangsomsætning af fisk.

D.4.3.11 Godsvognmænd

Godsvognmænd beskæftiger sig med godskørsel. Herved forstås vognmænd, der er etableret på dansk område, og som udfører godskørsel for fremmed regning med motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalvægt, der overstiger 3,5 tons. Det er en betingelse, at køretøjet, vogntoget mv. er registreret i Danmark.

Godskørsel i den beskrevne form kræver en tilladelse, en såkaldt køretilladelse, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Den bevilgende myndighed er Vejtransportrådet. Dog træffer Færdselsstyrelsen, som er sekretariat for Vejtransportrådet, afgørelse i mindre principielle sager.

Det er lov om godskørsel, der regulerer retsreglerne for godskørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af køretilladelser, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld er ifølge Færdselsstyrelsens og Vejtransportrådets praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden, før bestemmelserne trådte i kraft den 1. februar 1992, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende køretilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder køretilladelsen.

Det kræves endvidere, at godsvognmænd skal have økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt.

Dette krav opfyldes ofte ved, at den enkelte godsvognmand til fordel for sine kreditorer stiller sikkerhed over for Færdselsstyrelsen for et bestemt beløb, som Færdselsstyrelsen fastsætter.

D.4.3.12 Hjemmeservice

Forbrugere af hjemmeserviceordningen kan under visse betingelser få dækket en del af deres udgifter til hjemmeservice, når arbejdet udføres af en virksomhed for en husstand, typisk på hustandens bopæl. Tilskuddet kan udgøre højst 40 %.

Ved hjemmeservice forstås følgende ydelser

indkøb af dagligvarer

rengøring

madlavning og opvask

vask og strygning

andet almindeligt forekommende husholdningsarbejde

afhentning af børn i daginstitutioner, når husstanden i tidsmæssig sammenhæng hermed aftager én eller flere hjemmeserviceydelser hos samme hjemmeservicevirksomhed

Virksomhed med hjemmeservice kræver en tilladelse, hvis forbrugeren skal have offentligt tilskud.

Den bevilgende myndighed er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor hjemmeservicevirksomheden ligger. Det er således Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der henholdsvis registrerer, nægter at registre eller udelukker den pågældende virksomhed fra hjemmeserviceordningen.

Det er lov om hjemmeservice, der regulerer retsreglerne for hjemmeservice, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af erhvervstilladelser til at yde hjemmeservice, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal udgøre 50.000 kr. eller mere, såvel når det gælder at nægte som at fratage en virksomhed dens erhvervstilladelse.

Den væsentlige gæld er ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden, før bestemmelserne første gang trådte i kraft den 1. januar 1994, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende optages eller bliver i hjemmeserviceordningen.

D.4.3.13 Inkassovirksomhed

Ved inkassovirksomhed forstås erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre samt erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, der er købt efter, at de er forfaldet til betaling, for at inddrive dem på egne vegne.

Uden for begrebet falder den inkassovirksomhed, som eksempelvis selvstændige advokater og pengeinstitutter udøver.

Virksomhed som inkassator kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år.

Den bevilgende myndighed er reelt Rigspolitichefen, da Justitsministeriet har overladt administrationen til denne.

Det er lov om inkassovirksomhed, der regulerer forholdener for inkassovirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige vedrører al konneks gæld til det offentlige, uanset hvornår den er stiftet. Det betyder, at også gæld, der vedrører tiden før den 1. oktober 1997, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, er omfattet. Dette gælder tillige dem, der på dette tidspunkt allerede drev inkassovirksomhed, idet denne gruppe fik en "frist" til den 1. april 1998 til at bringe eventuel offentlig gæld ud af verden.

D.4.3.14 Kloakmester

Ved kloakmester forstås virksomhed, der erhvervsmæssigt beskæftiger sig med afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger fra og med tilslutningen til hovedkloak (gadekloak), herunder stikledninger samt nedsivningsanlæg, samletanke mm.

Når en virksomhed arbejder med afløbsinstallationer og -anlæg, der ligger i jorden, og som føres gennem gulv, fundament eller ydermur mod jord, kræver det erhvervstilladelse, en såkaldt autorisation.

Tilladelsen gives af Danmarks Gasmateriel Prøvning, der også nægter eller tilbagekalder en bevillingshavers autorisation.

Det er lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, der regulerer forholdene for kloakmestre, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Danmarks Gasmateriel Prøvning, er der ikke i den aktuelle lov tilsigtet nogen ændringer i forhold til den oprindelige ændringslov, som indførte de aktuelle bestemmelser om sanktioner over for virksomheder mv., der har væsentlige gæld til det offentlige.

Derfor skal gælden til det offentlige formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de oprindelige lovbestemmelser på området trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt. Spørgsmålet har dog ikke været forelagt til prøvelse i Dansk Gasmateriel Prøvning.

D.4.3.15 Konservatorvirksomhed

Konservatorer er personer eller virksomheder, der driver erhverv med at bearbejde og udstoppe vildtarter, der ikke er fastsat jagttid for, således at de kan holde sig.

Konservatorvirksomhed kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, der formelt udstedes af miljøministeriet, som dog har uddelegeret opgaven til Skov- og Naturstyrelsen.

Den bevilgende myndighed er således Skov- og Naturstyrelsen, der således også forestår nægtelse og fratagelse af retten til at drive virksomhed som konservator.

Det er lov om jagt og vildtforvaltning samt bekendtgørelse om erhvervsmæssig konservering af visse dyrearter, der regulerer retsreglerne for konservatorer, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Det er al gæld til det offentlige, der anses for væsentlig gæld.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse.

Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder autorisationen.

D.4.3.16 Landinspektørvirksomhed

Ved landinspektørvirksomhed forstås erhvervsmæssig udførelse af matrikulært arbejde, hvilket omfatter afsætning af skel samt udarbejdelse af de dokumenter, der er nødvendige for at kunne registrere matrikulære forandringer (ændring af allerede registrerede oplysninger eller indførelse af nye eller sletning af eksisterende oplysninger). Under matrikulært arbejde hører også andre arbejder som eksempelvis nyberegning af arealstørrelser samt afsætning af ejendomsgrænser, selv om dette ikke medfører forandringer i matriklen.

Uførelse af landinspektørvirksomhed kræver tilladelse, en såkaldt beskikkelse.

Bevilgende myndighed er miljøministeren, som imidlertid har uddelegeret beføjelsen til at nægte og fratage beskikkelse som landinspektør til Kort- og Matrikelstyrelsen.

Det er lov om landinspektørvirksomhed, der regulerer retsreglerne for landinspektørvirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af beskikkelser, hvis bevillingsindehaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Kort- og Matrikelstyrelsen er der ikke i den aktuelle lov tilsigtet nogen ændringer i forhold til den oprindelige ændringslov, som indførte de aktuelle bestemmelser om sanktioner over for virksomheder mv., der har væsentlige gæld til det offentlige.

Derfor skal gælden til det offentlige formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de oprindelige lovbestemmelser på området trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt. Spørgsmålet har dog ikke været forelagt til prøvelse i Kort- og Matrikelstyrelsen.

D.4.3.17 Marskandiservirksomhed

Ved marskandiservirksomhed forstås erhvervsmæssig handel med eller køb af brugte genstande, herunder ædle metaller og mønter, der ikke sker som et sædvanligt led i en handelsvirksomhed med nye genstande eller i en håndværks- eller industrivirksomhed.

Begrebet køb af brugte genstande omfatter også køb af brugte genstande til håndværksmæssig eller industriel forarbejdning.

Følgende aktiviteter er ikke omfattet af reglerne om handel med brugte genstande

handel med eller køb af registreringspligtige motorkøretøjer

handel med bøger og frimærker

opkøb, der ikke sker på fast forretningssted, af genstande, der udelukkende afhændes til næringsdrivende til videresalg eller forarbejdning

Den, der driver virksomhed som marskandiser, skal have tilladelse til det, en såkaldt bevilling.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor virksomheden ønsket drevet, i København er det dog politidirektøren.

Det er lov om handel med brugte genstande og ædle metaller, der regulerer forholdene for marskandisere, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af bevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.18 Pantelånervirksomhed

Ved panterlånervirksomhed menes erhvervsmæssig udlån af penge mod håndpant, herunder pant i lotterisedler, og formidling af sådanne lån.

Uden for begrebet pantelånervirksomhed falder ydelse og formidling af lån mod håndpant i værdipapirer eller registreringspligtige motorkøretøjer eller udlånsvirksomhed, der udøves af banker, sparekasser mv.

Den, der driver virksomhed som pantelåner, skal have en tilladelse dertil, en såkaldt bevilling.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor virksomheden ønskes drevet, i København er det dog politidirektøren.

Det er lov om handel med brugte genstande og ædle metaller, der regulerer forholdene for pantelånervirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af bevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.19 Registrerede revisorer

En registreret revisor driver erhverv bl.a. ved at revidere årsregnskaber og udføre rådgivning vedrørende spørgsmål af regnskabsmæssig og investeringsmæssig art.

Virksomhed som registreret revisor kræver en tilladelse, en såkaldt registrering i et offentligt revisorregister, der føres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det er kun revisorer, som har erhvervstilladelse som registrerede revisorer, der må betegne sig registrerede revisorer og som sådanne må udarbejde og underskrive revisionspåtegninger på selskabers årsregnskaber ifølge årsregnskabslovens bestemmelser (bortset fra statsautoriserede revisorer, der også har denne ret).

Det er på den måde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der registrerer en revisor, nægter en revisor registrering eller fratager samme registreringen i revisorregistret.

Det er lov om registrerede revisorer, der regulerer retsreglerne om nægtelse eller sletning af revisorregistret, hvis revisoren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld er al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder registreringen.

D.4.3.20 Restaurantions- og hotelvirksomheder m. fl.

Ved restaurations- og hotelvirksomhed mv. forstås selvstændig erhvervsvirksomhed ved

servering af spise og drikkevarer

modtagelse af overnattende gæster med mulighed for servering

servering af spise- og drikkevarer ved enkeltstående arrangementer

udlevering af stærke drikke til nydelse på eller ved forretningsstedet

Drift af retsaurations- og hotelvirksomhed kræver en tilladelse, et næringsbrev, der udstedes af politimesteren i den politikreds, hvor forretningsstedet findes, og i København af Borgerrepræsentationen.

Det er lov om restaurations- og hotelvirksomhed mv., der regulerer forholdene for restaurations- og hotelvirksomhed mv., herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af næringsbrev, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. princippet i UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.21 Rottebekæmpelse

Ved erhvervsmæssig rottebekæmpelse forstås et firma eller person, som mod betaling foretager bekæmpelse af rotter for at udrydde disse eller for at opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden.

Virksomhed med rottebekæmpelse kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, som gives af Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen er på den måde den myndighed, der har kompetence til at nægte og fratage autorisationer som erhvervsmæssig rottebekæmper.

Det er miljøbeskyttelsesloven og bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter mv., der indeholder retsreglerne for rottebekæmpelse mv., herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis den pågældende har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.22 Statsautoriserede revisorer

En statsautoriseret revisor driver erhverv bl.a. ved at revidere årsregnskaber og udføre rådgivning vedrørende spørgsmål af regnskabsmæssig og investeringsmæssig art. En statsautoriseret revisor tager sig typisk af større virksomheder og selskabers regnskabsforhold.

Virksomhed som statsautoriseret revisor kræver en tilladelse, en såkaldt beskikkelse. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører et offentligt register over de revisorer, som er beskikkede som statsautoriserede revisorer.

Det er kun revisorer, som har erhvervstilladelse som statsautotiserede revisorer, der må bruge betegnelsen statsautoriseret revisor og som sådanne må udarbejde og underskrive revisionspåtegninger på aktieselskabers årsregnskaber ifølge årsregnskabslovens bestemmelser. Herudover må en statsautoriseret revisor udføre de samme opgaver som en registreret revisor.

Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der beskikker statsautoriserede revisorer, nægter en revisor beskikkelse eller frakender en revisor hans beskikkelse.

Det er lov om statsautoriserede revisorer, der indeholder retsreglerne om nægtelse eller fratagelse af erhvervstilladelsen, hvis revisoren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld er al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende erhvervstilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder autorisationen.

D.4.3.23 Taxikørsel

Ved taxikørsel mv. forstås erhvervsmæssig personbefordring med et dansk registreret motorkøretøj, der er indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet.

Taxikørsel mv. kræver en tilladelse, en såkaldt taxibevilling, der udstedes med en gyldighed i indtil 10 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.

Den bevilgende myndighed er kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ansøgeren har eller agter at have sit forretningssted. I det storkøbenhavnske område er den kompetente myndighed dog Storkøbenhavns Taxinævn.

Det er lov om taxikørsel mv., der regulerer retsforholdene for taxikørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af taxibevillinger, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ved nægtelse af bevilling er den væsentlige gæld ifølge kommunalbestyrelsernes og Københavns Taxinævns praksis al gæld til det offentlige.

Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft 1. juli 1991, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende bevilling. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold, kan derfor medføre nægtelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får taxibevillingen.

Ved fratagelse af bevillingen skal der dog lægges vægt på, om gælden vedrører taxivirksomheden mv.

D.4.3.24 Translatører og tolke

Ved translatør eller tolk forstås erhvervsvirksomhed, som består i at foretage oversættelser for andre fra et sprog til et andet. Næringsretligt kan oversættelsesvirksomhed udøves af enhver, men det er kun de translatører og tolke, der har en erhvervstilladelse, en såkaldt beskikkelse, der må benævne sig translatør.

Den bevilgende myndighed er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som fører et register over beskikkede translatører og tolke.

Det er lov om translatører og tolke, der regulerer retsforholdene for translatører mv., herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af beskikkelser, hvis den pågældende har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.25 Vagtvirksomhed

Ved vagtvirksomhed forstås selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorved personer

fører tilsyn med privat område eller område, hvortil der er almindelig adgang, evt. ved brug af hunde eller TV-overvågning

udfører værditransporter

udøver beskyttelse af andre personer

modtager og behandler alarmsignaler fra overfalds- og indbrudsalarmeringsanlæg

eller fører kontrol med disse funktioner.

Drift af en vagtvirksomhed kræver en tilladelse, en såkaldt autorisation, der udstedes for bestemte former for vagtvirksomhed for et tidsrum af højst 5 år og for én eller flere politikredse eller for hele landet.

Den bevilgsudstedende myndighed er Rigspolitichefen efter bemyndigelse fra Justitsministeriet.

Det er lov samt bekendtgørelse om vagtvirksomhed, der regulerer retsforholdene for vagtvirksomhed, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Den væsentlige gæld til det offentlige skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.26 Vekselerervirksomhed

Ved vekselerervirksomhed forstås veksling af penge samt arbitrageforretninger eller køb, salg eller formidling af værdipapirer, der ikke er omfattet af lov om værdipapirhandel.

Den bevilgende myndighed er politimesteren på det sted, hvor vekselerervirksomheden agtes drevet, Hvis virksomheden ligger i København, er det dog Borgerrepræsentationen, der har kompetencen.

Det er næringsloven, der regulerer forholdene for vekselerere, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af næringsbrev, hvis bevillingshaveren har væsentlig offentlig gæld.

Den væsentlige offentlige gæld skal formentlig vedrøre tiden fra og med den 28. december 1991, hvor de relevante lovbestemmelser trådte i kraft, jf. UfR 1998, 1664 H analogt.

D.4.3.27 VVS-installatører

Gas-, vand- samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af virksomheder, der har autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester, også kaldet VVS-installatør, hvilket står for vand, varme og sanitet. Tidligere kaldtes sådanne virksomheder for gas- og vandmestre.

Tilladelsen gives af Danmarks Gasmateriel Prøvning, der også nægter eller tilbagekalder en bevillingshavers autorisation.

Det er lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, der regulerer retsforholdene for VVS-installatører, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af autorisationer, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige.

Ifølge Danmarks Gasmateriel Prøvning, er der ikke i den aktuelle lov tilsigtet nogen ændringer i forhold til den oprindelige ændringslov, som indførte de aktuelle bestemmelser om sanktioner over for virksomheder mv., der har væsentlige gæld til det offentlige.

D.5 Indberetning til RKI

D.5.1 Generelt

I afsnit D.5 omtales et forebyggende restancemiddel, som kan bruges til at forhindre, at en borger eller virksomhed oparbejder yderligere restancer, og restanceinstrumentet retter sig for virksomheders vedkommende alene mod de igangværende.

Midlet består i, at RIM kan indberette en restant til RKI Kreditinformation A/S (RKI), når den pågældende skylder penge, som RIM varetager inddrivelsen af. RKI er det kreditoplysningsbureau, som RIM abonnerer på. Det er således muligt for en virksomheds eller borgers eksterne samarbejdspartnere, som eksempelvis de vareleverandører, pengeinstitutter og andre potentielle kreditgivere mv., der også abonnerer på RKI, at forespørge, om den pågældende er registreret hos RKI som en dårlig betaler, før de beslutter sig for, om de vil yde den pågældende kredit.

Forinden RIM indberetter en borger eller en virksomhed som dårlig betaler til RKI, skal skyldneren advares om det påtænkte skridt, således at den pågældende får mulighed for at agere for på den måde at undgå sanktionen.

Hjemlen for offentlige myndigheder til at indberette skyldnere til kreditoplysningsbureauer som RKI findes i persondatalovens kapitel 5, §§ 15 - 18. Endvidere har Datatilsynet udarbejdet vejledning nr. 17 fra 19. januar 2001 om offentlige myndigheders indberetning af skyldnere til kreditoplysningsbureauer.

De nævnte bestemmelser omfatter gæld til det offentlige, dvs. gæld, som RIM varetager inddrivelsen af.

Formålet med at foretage indberetning til et kreditoplysningsbureau, aktuelt RKI, vil typisk være at tilskynde restanter til at betale deres gæld til det offentlige, herunder også afdragsvist.

Indberetningsadgangen er således primært et inddrivelsesinstrument, og gennemgangen i afsnit D.5 vil således fokusere på RIMs anvendelse heraf.

Hertil kommer, at en notering i RKI hæmmer virksomheden i at optage yderligere lån hos private til skade for øvrige, herunder offentlige, kreditorer. I den forbindelse skal RIM dog være opmærksom på, at en eventuel indberetning vil kunne afskære en skyldner fra at låne penge, fx i et pengeinstitut, også til at afvikle gælden til det offentlige.

RIM kan videregive oplysninger til RKI, hvad enten de er it-behandlede eller stammer fra et manuelt register. Videregivelsen kan foretages både skriftligt og via it, eventuelt gennem et online-system. Videregivelsen kan af dokumentationsmæssige årsager derimod ikke foretages mundtligt og således ikke eksempelvis telefonisk.

Oplysningerne må angå skyldnerens identitet og gældens størrelse, men derimod ikke gældens art, se nedenfor under afsnit D.5.5 .

Det er, som nævnt, restanceoplysninger vedrørende såvel virksomheder mv. som privatpersoner, der må videregives. Reglerne gælder således alle former for erhvervsvirksomheder, erhvervsdrivende institutioner, foreninger o.lign. Hertil kommer fysiske personer, der ikke driver selvstændig erhvervsvirksomhed, men eksempelvis er lønmodtagere.

Myndigheden er ifølge persondataloven ikke forpligtet til at videregive oplysninger om skyldnere til et kreditoplysningsbureau, men har mulighed for det, hvis en række betingelser, som beskrives i det følgende, er opfyldt.

Den enkelte myndighed har dog pligt til at behandle borgerne lige. En eventuel forskelsbehandling af skyldnere skal derfor kunne begrundes sagligt af myndigheden.

RIM er ansvarlig for korrekt registrering og kan blive erstatningsansvarlig for tab, som restanten måtte lide ved fejlagtig registrering eller manglende afmeldelse.

D.5.2 Betingelser for at indberette skyldnere til RKI

D.5.2.1 Generelt om betingelserne

Persondatalovens § 16 indeholder en række betingelser, som skal være opfyldt for, at RIM må videregive oplysninger om en skyldner til RKI.

Bestemmelsen er en minimumsregel, og den enkelte myndighed har derfor mulighed for at fastsætte yderligere betingelser for videregivelsen, jf. persondatalovens § 18; se afsnit D.5.8 .

Persondatalovens § 16, stk. 1

Persondatalovens § 16, stk. 1, stiller følgende generelle krav til gælden og dens størrelse for, at oplysningerne kan videregives

at det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov

eller

at den samlede gæld er forfalden og

at gælden overstiger 7.500 kr., og

at gælden ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling

Den betingelse, som er anført under bestemmelsens 1. led, har først og fremmest betydning på områder, hvor der hovedsageligt er tale om fordringer, der ikke opfylder beløbsgrænsen på 7.500 kr., men hvor man uanset dette finder, at det skal være muligt at bruge kreditoplysningsbureauer. Denne bestemmelse bliver ikke omtalt yderligere i det følgende, da den ikke er aktuel for RIMs krav.

Derimod behandles RIMs krav efter den betingelse, der er anført under bestemmelsens 2. led.

Gælden skal, som det fremgår, overstige 7.500 kr., for at oplysninger herom kan gives videre til RKI. Det er en betingelse, at gælden er forfalden, dvs., at det tidspunkt, hvor fordringshaveren kan kræve betaling, er passeret.

Det forhold, at der er indrømmet henstand med betaling af hele gælden eller en del af den, eksempelvis i form af en indgået afdragsordning, som skyldneren overholder, bevirker, at gældens forfaldstidspunkt er udskudt til det nye aftalte betalingstidspunkt og derfor ikke "tæller med" som gæld i relation til persondatalovens bestemmelser, så længe henstandsperioden ikke er udløbet og/eller den indgåede betalingsordning overholdes, jf. afsnit D.5.4 .

Derimod forhindrer forhandlinger om en afdragsaftale ikke, at oplysninger om gælden må videregives.

Klage over kravets eksistens eller størrelse er ikke til hinder for videregivelse, i det omfang kravet umiddelbart kan tvangsfuldbyrdes, jf. herved persondatalovens § 16, stk. 3. Beslutningen om videregivelse bør dog normalt udskydes, indtil klagesagen er behandlet, og afgørelsen er meddelt skyldneren, medmindre klagen er åbenbart grundløs. Se i øvrigt afsnit D.5.4 om afdragsordninger for at afværge indberetning.

Gælden på mere end 7.500 kr. består af en hovedstol samt eventuelle renter og gebyrer mv. og udspringer af et konkret retsforhold, der vedrører en bestemt form for ydelse, betaling mv.

Persondatalovens § 16, stk. 2

Gælden behøver ikke at vedrøre ét retsforhold, idet RIM har adgang til at kumulere flere forskellige slags krav, forudsat at den samlede gæld administreres af den "samme inddrivelsesmyndighed" (persondatalovens § 16, stk. 2).

Inddrivelsesmyndigheden, dvs. RIM, har ikke pligt til at kumulere flere eventuelle gældsposter, når den indberetter en restant til RKI, men kan frit vælge, hvilke gældsposter der skal danne grundlag for en indberetning.

Dette betyder bl.a., at en ny gældspost selvstændigt skal opfylde betingelserne for indberetning efter persondatalovens § 16, stk. 1, nr. 2, selv om skyldneren allerede er indberettet for en gæld på mere end 7.500 kr.

Persondatalovens § 16, stk. 3

Persondatalovens § 16, stk. 3, opstiller som yderligere betingelse for at kunne videregive skyldneroplysninger til RKI, at kravet kan tvangsfuldbyrdes.

Det fremgår af bestemmelsen, at de nærmere betingelser er

at gælden skal kunne inddrives ved udpantning, og at der er fremsendt 2 rykkere til debitor

eller

at der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet

eller

at kravet er fastsat ved endelig dom

eller

at myndigheden har erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.

Med hensyn til betingelsen om, at gælden skal kunne inddrives ved udpantning, bemærkes, at hovedparten af de krav, som RIM inddriver, er tillagt udpantningsret. RIM skal derfor alene sørge for at opfylde 2. del af betingelsen, hvorefter der skal være fremsendt 2 rykkere til skyldneren, før myndigheden kan videregive oplysningerne om kravet mv. til RKI.

Med hensyn til betingelsen om, at der skal være foretaget eller forsøgt foretaget udlæg, er det en forudsætning, at skyldneren har været til stede under udlægsforretningen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at RIM har tilsagt skyldneren til en udlægsforretning, hvis skyldneren ikke er mødt, eller at denne ikke er truffet hjemme ved en udgående udlægsforretning.

Hvis kravet ikke er tillagt udpantningsret, eller udlægget hverken er foretaget eller forsøgt foretaget, kan en skyldner kun indberettes til RKI, hvis kravet er fastslået ved endelig dom, eller hvis skyldneren skriftligt har erkendt at skylde gælden.

Betingelserne, som er anført i forrige afsnit, kan blive aktuelle, hvis RIMs krav hidrører fra et erstatningskrav, hvor eksempelvis direktøren og ejeren i et konkursramt og ophørt selskab er blevet dømt til at betale erstatning for fx indeholdte A-skatter eller skriftligt har erkendt at skylde beløbet.

D.5.2.2 Indberetning af solidarisk hæftende personer

Indberetning af solidarisk hæftende personer må kun ske, når inddrivelsen er iværksat over for den pågældende.

Indberetning kan være aktuel ved fx restancer af boligsikring/boligydelse, parkeringsafgifter og institutionsrestancer, samt når en efterlevende ægtefælle/partner eller arving hæfter for en afdøds restance.

Den solidariske hæftende person skal isoleret set opfylde samtlige betingelser for indberetning til RKI.

D.5.2.3 Indberetning af skyldnere uden kendt adresse eller med adresse i udlandet

Uanset om en skyldner er fraflyttet til udlandet, forsvundet eller registreret i Folkeregistret med ukendt adresse, kan indberetning - ifølge Datatilsynet - alligevel foretages, forudsat at RIM - uden held - har gjort alt for at "placere" varselsbrevet hos skyldneren.

D.5.3 Underretning til skyldneren om indberetning

Persondatalovens § 17

Persondatalovens § 17 stiller nogle yderligere krav med hensyn til at orientere skyldneren, inden myndigheden indberetter en skyldner til RKI.

Det betyder, at de betingelser, der er beskrevet i persondatalovens § 16, jf. ovenfor under afsnit D.5.2 , skal være opfyldt, før RIM må orientere skyldneren om en påtænkt indberetning efter de regler, der beskrives i det følgende.

Persondatalovens § 17, stk. 1

Ifølge persondatalovens § 17, stk. 1, skal myndigheden give skyldneren skriftlig meddelelse om, at man agter at indberette den pågældende til RKI.

Herefter skal der gå mindst 4 uger, før myndigheden må indberette skyldneren til RKI.

Formålet med denne varselsskrivelse er, at skyldneren får mulighed for at opklare og rette eventuelle fejl og misforståelser. Endvidere giver varslet skyldneren mulighed for at undgå at blive indberettet til RKI ved at betale gælden eller ved at indgå en aftale om afdragsvis betaling af gælden.

Persondatalovens § 17, stk. 2

Varselsbrevet skal ifølge persondatalovens § 17, stk. 2, indeholde følgende oplysninger

hvilke oplysninger, myndigheden vil indberette

til hvilket kreditoplysningsbureau oplysningerne vil blive indberettet

hvornår oplysningerne vil blive indberettet

at debitor ikke bliver indberettet, hvis han betaler gælden inden 4 uger, eller han opnår henstand med betalingen eller indgår og overholder en aftale om afdragsvis betaling med myndigheden

Med hensyn til hvilke oplysninger, RIM i givet fald må videregive til RKI, henvises til afsnit D.5.5 .

Det skal dog pointeres, at RIM i varselsbrevet til restanten tydeligt skal redegøre for, hvilke restancer - angivet i beløb og art - man agter at indberette.

Persondataloven foreskriver, at skyldneren skal orienteres om, hvilket kreditoplysningsbureau der vil få tilsendt oplysningerne om restance mv. Da det offentlige, som tidligere nævnt, har abonnement hos kreditoplysningsbureauet RKI, skal restanten følgelig have oplysning om navnet på bureauet (RKI Kreditinformation A/S) for at opfylde lovens krav.

I varselsskrivelsen til skyldneren skal RIM også oplyse restanten om, at indberetningen vil blive foretaget 4 uger efter, at meddelelsen er givet.

Beslutningen om at videregive oplysninger til RKI ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor denne beslutning ikke kan påklages i det administrative rekurssystem.

Klage kan dog i sædvanligt omfang indgives til en overordnet myndighed i kraft af over-/underordnelsesforholdet. Ifølge persondatalovens § 40 kan en registreret person tillige klage til vedkommende tilsynsmyndighed, dvs. Datatilsynet, over behandling af oplysninger vedrørende den pågældende, jf. nedenfor.

I Datatilsynets vejledning , punkt 8, er det anført, at Datatilsynet afgør klager over registreringer, og at Datatilsynet i videst muligt omfang behandler klagen som en sag mellem Datatilsynet og den pågældende myndighed, dvs. RIM.

Skyldneren skal i varselsbrevet endvidere have at vide, at den pågældende kan afværge indberetning til RKI, hvis han betaler sin gæld inden for de 4 uger, som fristen (normalt) er fastsat til, eller hvis RIM bevilger den pågældende henstand, eller restanten indgår og overholder en afdragsaftale.

Det bør ydermere fremgå af varselsbrevet, at RIM vil foretage indberetning til RKI uden yderligere varsel, hvis skyldneren misligholder en afdragsordning, han indgår netop med henblik på at afværge at blive indberettet til RKI.

Når der er forløbet 4 uger fra meddelelsen, uden der er kommet en aftale om betaling af gælden i stand, kan RIM uden videre indberette restanten til RKI.

Indberetningen bør foretages umiddelbart efter, at 4-ugers fristen er udløbet. I modsat fald skal RIM give debitor en ny varselsskrivelse, hvis man nu ønsker at indberette restanten til RKI, forudsat at "forsinkelsen" ikke skyldes restantens forhold. Indberetningen skal med andre ord normalt foretages uden ugrundet ophold efter, at der er gået 4 uger. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor varselsbrevet er kommet frem til restanten, da en sådan skrivelse efter aftalelovens systematik anses for et påbud.

Hvis skyldneren derimod på foranledning af varselsbrevet har indgået en betalingsaftale med RIM inden for fristen, men misligholder aftalen, kan RIM indberette skyldneren omgående. I dette tilfælde skal der således ikke sendes en ny varselsskrivelse til restanten.

Når RIM har indberettet en restant til RKI, meddeler RKI selv skyldneren, at han er blevet registreret i RKI's register. RIM skal derfor ikke orientere skyldneren om, at man nu har videregivet sine oplysninger til RKI. Det er skyldneren jo blevet varslet om tidligere, jf. ovenfor.

Ud over at meddele restanten, at han er registreret, giver RKI klagevejledning, herunder oplysning om, at Datatilsynet er klageinstans.

Hvis RIM udsender en varselsskrivelse, der ikke opfylder kravene i persondatalovems § 17, vil det typisk betyde, at RIM er forpligtet til midlertidigt at få slettet registreringen hos RKI, indtil man har udsendt en meddelelse, der opfylder lovens krav, og der er forløbet 4 uger, uden at restanten har indgået aftale om henstand eller afdragsvis betaling af sin gæld.

D.5.4 Afdragsordning for at afværge indberetning

En skyldner kan, som nævnt ovenfor under afsnit D.5.2.1 og D.5.3 , indgå og overholde en afdragsordning med RIM og på den måde afværge, at han bliver indberettet til RKI. Hvis restanten ikke overholder en sådan betalingsaftale, kan RIM uden yderligere varsel indberette den pågældende til RKI.

Hvis der inden for 4-ugers fristen er givet henstand eller indgået en aftale om afdragsvis betaling, og denne aftale overholdes, kan RIM ikke videregive kreditoplysninger til RKI. Denne begrænsning er ifølge forarbejderne til persondataloven i overensstemmelse med lovens formål, nemlig at tilskynde restanten til at betale gælden, herunder afdragsvist.

Afdragsordningen bør være skriftlig og underskrevet af debitor.

Derimod forhindrer den omstændighed, at der inden 4-ugers fristens udløb er indledt forhandlinger om en afdragsaftale, ikke i sig selv RIM i at videregive oplysninger om gælden til RKI, når fristen er udløbet.

I sådanne tilfælde vil det dog ofte være hensigtsmæssigt at udskyde beslutningen om at indberette de pågældende oplysninger. Dette gælder særligt, når RIM skønner, at betalingsaftalen vil kunne indgås inden for kort tid.

Det er RIM, der afgør, om en tilbudt afdragsordning er tilstrækkelig til at afværge indberetning til RKI. Hvis RIM ikke kan acceptere en tilbudt afdragsordning, set fx i forhold til restancens størrelse, kan RIM meddele skyldneren dette. Det betyder, at RIM kan indgå en aftale med skyldneren, der alene får den virkning, at restancen nedbringes, men ikke medfører, at skyldneren undgår at blive indberettet til RKI. RIM skal blot have gjort det klart for den pågældende, på hvilke vilkår aftalen indgås, ligesom RIM i den forbindelse har pligt til at behandle virksomhederne/borgerne ens.

Hvis en skyldner først indgår en afdragsordning efter at være indberettet til RKI, skal RIM ikke trække indberetningen tilbage, men kan dog gøre det, hvis man efter en konkret vurdering finder det hensigtsmæssigt.

D.5.5 Oplysninger som myndigheden må indberette

Efter persondatalovens § 15, stk. 1, er det "oplysninger om gæld til det offentlige", som RIM må videregive til RKI.

Udtrykket "oplysninger om gæld" omfatter oplysninger om skyldnerens identitet.

Det betyder, at RIM kan indberette skyldneroplysninger som eksempelvis navn, adresse, CVR-nummer, ikke hemmeligt telefonnummer samt fødselsdato og -år til RKI, forudsat at betingelserne for at videregive oplysningerne, som er beskrevet tidligere, er opfyldt.

Der må ikke indberettes oplysninger om restantens personnummer. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at der benyttes et særligt kontrolnummer, hvis dette kan medvirke til at sikre en entydig identifikation, hvilket bl.a. er vigtigt i forbindelse med sletning.

RIM må dog altid videregive en virksomheds CVR-nummer.

Heller ikke oplysninger om hemmelige telefonnumre og afdøde personer må gives videre til RKI.

RIM kan derimod godt videregive oplysninger om beskyttede adresser. Det skal dog markeres særskilt ved indberetningen til RKI, hvorefter adressen vil indgå som et søgekriterium i RKI, men ikke - modsat restancebeløb - vil blive oplyst ved forespørgsel.

Det er dog en betingelse, at RIM i varselsskrivelsen, som er omtalt ovenfor i afsnit D.5.3 , anfører, at også en eventuel beskyttet adresse vil blive videregivet til RKI, og at den beskyttede adresse ikke vises i RKI's svarbillede til abonnenterne. RIM skal i forbindelse med indberetningen pålægge RKI at sørge for, at svarbilledets oplysninger begrænses i sådanne tilfælde.

Ifølge persondatalovens § 15, stk. 2, må oplysninger, som er nævnt i lovens §§ 7, stk. 1, eller 8, stk. 1, dvs. oplysninger om rent private forhold, ikke videregives. Det betyder, at oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke må indberettes til RKI, fx oplysninger om gældens art. At der ikke må gives oplysninger om gældens art, fremgår tillige af § 6 a i Datatilsynets vejledning .

Dette medfører, at RIM kun må indberette oplysninger om restancens størrelse, men ikke hvoraf restancen udspringer, eksempelvis om gælden vedrører moms, afgifter eller skat.

Persondatalovens § 15, stk. 3, bestemmer, at fortrolige oplysninger, der er givet videre til et kreditoplysningebureau, ikke af den grund anses for offentligt tilgængelige i øvrigt.

Det betyder, at oplysninger om gæld til det offentlige ikke mister deres karakter af at være fortrolige, selv om oplysningerne er givet videre til et kreditoplysningsbureau.

Det bevirker således, at videregivelsen ikke kan forårsage, at der gives aktindsigt i dokumenter med de pågældende oplysninger.

RKIs (og andre kreditoplysningsbureauers) abonnenter, herunder RIM, er kontraktligt forpligtede til at holde de oplysninger, de har fået fra bureauet, hemmelige og følgelig behandle oplysningerne som fortrolige.

D.5.6 Særligt hvor skyldneren bestrider fordringens eksistens

RKI må efter persondatalovens § 20, stk. 1, kun registrere og videregive oplysninger, som efter deres art er af betydning for at kunne bedømme en skyldners økonomiske soliditet og kreditværdighed.

Det fremgår af samme lovs § 24, at oplysninger eller bedømmelser, der viser sig urigtige eller vildledende, snarest muligt skal slettes eller berigtiges.

Som eksempel herpå kan nævnes oplysninger, der bevirker, at to personer kan forveksles med hinanden på grund af navnelighed. I dette tilfælde, skal oplysningerne ændres således, at det er muligt at skelne personerne fra hinanden.

Endelig fremgår af § 25, at i tilfælde af, at en oplysning eller bedømmelse er givet videre, og den senere viser sig at være urigtig eller vildledende, skal RKI straks give skriftlig underretning om berigtigelsen til den indberettede og til alle, der har modtaget oplysningen eller bedømmelsen inden for de sidste 6 måneder, før RKI er blevet bekendt med forholdet. Den indberettede skal tillige have meddelelse om, hvem der har modtaget underretning, og hvorfra den urigtige eller vildledende oplysning stammer.

RIM må derfor ikke indberette krav, som viser sig ikke at bestå af den eller den anden grund.

Den omstændighed, at skyldneren har klaget over kravets eksistens eller størrelse, bevirker i sig selv ikke, at RIM skal afholde sig fra at indberette tilgodehavendet til RKI, hvis kravet umiddelbart kan tvangsfuldbyrdes.

RIM bør dog normalt udskyde sin beslutning om at indberette skyldneren til RKI, indtil klagesagen er behandlet, og skyldneren har fået afgørelsen. Dette gælder dog ikke, hvis klagen er åbentbart grundløs.

D.5.7 Sletning i RKI

Efter persondatalovens § 20, stk. 3, må oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, ikke registreres eller videregives.

En registreret skyldner skal som udgangspunkt slettes senest 5 år efter det tidspunkt, hvor indberetningsbetingelserne i persondatalovens § 16, stk. 3, første gang var opfyldt. I de tilfælde, hvor en indberetning er blevet udskudt på grund af en klage fra skyldneren over fordringens eksistens eller størrelse, løber 5-års fristen dog først fra det tidspunkt, hvor klagesagen er blevet afgjort.

For at sikre, at en fordring slettes rettidigt, skal RIM i forbindelse med indberetning give RKI besked om, fra hvilket tidspunkt den 5-årige frist skal beregnes, jf. persondatalovens § 16.

RKI sletter automatisk registreringen 5 år efter denne dato.

Såfremt det beløb, som skyldneren er registreret for, senere berigtiges - hvad enten det sker ved betaling, indregning i forskudsskatten, fuld henstandsindberetning i KOBRA, eftergivelse, forældelse eller bortfald mv. - skal RIM omgående give RKI meddelelse herom, således at RKI kan slette registreringen.

RIM kan dog til enhver tid anmode RKI om at slette oplysninger om en indberettet skyldner straks, også selv om restanten ikke har betalt den gæld, den pågældende er registreret for.

Myndigheden er ikke forpligtet til at trække indberetningen tilbage, selv om skyldneren har afdraget på sin gæld, således at den kun udgør 7.500 kr. eller mindre og således et beløb, der ligger under indberetningsgrænsen.

Begrundelsen herfor er, at den beløbsmæssige betingelse i henhold til persondatalovens § 16, stk. 1, nr. 2, blot skal være opfyldt på indberetningstidspunktet, hvorfor det principielt er uden betydning, om gælden på et senere tidspunkt ikke længere opfylder denne betingelse.

I de tilfælde, hvor en RKI-registreret skyldner flytter fra et skattecenter, skal "fraflytningsskattecenteret" tydeligt påføre restancesagen relevante fakta vedrørende RKI-registreringen, således at modtagerskattecenteret er opmærksom på at følge op på indberetningen, især med hensyn til at overholde slettefrister mv. Afsenderskattecenteret skal foranledige, at kundekoden bliver ændret hos RKI. Se herom under afsnit D.6 .

D.5.8 RIMs administration af ordningen

RIM er bemyndiget til at administrere ordningen efter følgende retningslinjer

For virksomheder og personer, hvis samlede restance inklusive renter overstiger 7.500 kr., kan RIM indberette en skyldner til RKI, når persondatalovens forudsætninger og krav er opfyldt.

Indberetning kan kun foretages på fordringer, der er mindre end 5 år gamle regnet fra tidspunktet for afsendelse af varselsskrivelsen.

RIM kan undlade at registrere skyldnere, hvis det ikke skønnes at have nogen inddrivelseseffekt.

Der er efter persondataloven ingen forpligtelse til at indberette dårlige betalere til RKI.

Det bemærkes dog, at en myndighed skal iagttage den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, når den udfører sine arbejdsopgaver.

Det vil sige, at RIM skal behandle restanterne ens, og hvis RIM umiddelbart betragtet ikke gør det, skal RIM være i stand til sagligt at kunne begrunde forskelsbehandlingen.

På den baggrund har RIM fastsat følgende

Manglende betalingsevne

Hvis RIM kan få fyldestgørende oplysninger om skyldneren og husstandens økonomiske forhold og på den baggrund vurderer, at skyldneren mangler betalingsevne eller fuldt ud opfylder denne, bør RIM undlade at indberette den pågældende til RKI. Skyldneren kan normalt ikke anses at have nogen betalingsevne, hvis vedkommendes nettoindkomst ligger under minimumsgrænsen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5.

Såfremt det ikke er muligt at fremskaffe tilstrækkelige økonomiske oplysninger, kan RIM indberette skyldneren til RKI på de almindelige betingelser efter persondataloven.

Inddrivelse ved lønindeholdelse

Hvis RIM vurderer, at en skyldners betalingsevne er opbrugt i forbindelse med lønindeholdelse, bør indberetning til RKI undlades.

Anmeldt betalingsstandsning

Når en skyldner har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten og fået beskikket et tilsyn, bør RIM undlade at indberette vedkommende til RKI, fordi skyldneren ikke i den situation må betale sin gæld uden at få tilsynets samtykke, jf. KL § 15.

Sletning af registrering

Registreringen af en skyldner skal som udgangspunkt slettes efter 5 år, der regnes fra det tidspunkt, indberetningsbetingelserne i persondatalovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, der vedrører krav på over 7.500 kr., første gang var opfyldt.

Det betyder, at en restance skal slettes i RKI 5 år efter dateringen for eksempelvis 2. rykkerskrivelse eller det foretagne udlæg.

Generelt

RIM bør i de tilfælde, hvor kravet vedrører forskellige år, indberette kravene særskilt og følgelig angive beløb og udlægsdato eller lignende for hver enkelt indberetning, selv om kravene tilsammen kan siges at udgøre én fordring, idet denne fremgangsmåde må anses for at være den mest hensigtsmæssige af hensyn til sletningsfristen.

I tvivlstilfælde bør det tidligste tidspunkt for sletning indberettes, dvs. at slettedatoen beregnes fra kravets sidste rettidige indbetalingsdag.

D.5.9 Særligt om indberetning af renter

Som nævnt under afsnit D.5.2 sammensættes beløbsgrænsen for indberetning på over 7.500 kr. af hovedstol, renter og gebyrer mv. Renter og gebyrer kan således indberettes, selv om hovedstolen er betalt. RIM skal dog være opmærksom på, at renterestancer, der løbende tilskrives, fx RUF-restancer mv., ikke kan indberettes, hvis hovedstolen er mere end 5 år gammel.

D.6 Flytning af virksomheder mellem skattecentrene

En virksomhed skal som hovedregel registreres under den adresse, hvor virksomheden er beliggende eller drives. Virksomheden kan også registreres på den adresse, hvor virksomhedens regnskab opbevares.

En adresseændring indebærer en ændring i de om virksomheden registrerede oplysninger og skal derfor anmeldes til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. ovenfor i D.1.4.1 .

Inden skattecenteret imødekommer et ønske om flytning til et andet skattecenter, bør det vurderes, om der er realiteter bag adresseflytningen, herunder om kontrol og inddrivelse kan gennemføres på den nye adresse.

Det må ved flytning af virksomheder mellem skattecentrene undgås, at virksomhederne ved at anmelde "flytning" kan unddrage sig igangværende eller påtænkte kontrol- eller inddrivelsesskridt.

Der er eksempler på, at "kendte" personer er flyttet til en postadresse i et andet skattecenter, alene fordi deres virksomhed (restance og kontrolmæssigt) blev holdt i kort snor af hjemskattecenteret. Inden det ny skattecenter opdager sagens rette sammenhæng, er der risiko for, at virksomheden i en periode får "ro" til at fortsætte på den oprindelige adresse med heraf følgende risiko for tab for statskassen.

Det er det fraflyttede skattecenters ansvar, at der i forhold til "problematiske" virksomheder sker en kritisk vurdering af flyttemeddelelsen. Er flytteanmeldelsen overhovedet reel, eller kan den afvises. Hvad er formålet med flytningen, og hvordan kan fraflytningen medvirke til at afbøde skadevirkningerne, hvis flytningen blot er et forsøg på at "flygte" fra kontrol- og/eller inddrivelsesskridt. Der kan fx peges på indledning af et samarbejde med tilflytningsskattecenteret, udlån af medarbejdere, der kender virksomheden eller i det mindste initiering af en effektiv "afleveringsforretning" med tilflytningsskattecenteret.

Det fraflyttede skattecenter bør således ikke tillade flytning af en virksomhed, hvis skattecenteret får indtryk af, at flytningen sker pro forma, fx for at undgå nærgående inddrivelse og kontrol. Et indicium for, at en flytning ikke er reel, kan være, at selskabet anmelder en flytning fra skattecenteret på trods af, at det ikke har skiftet hjemsted i henhold til vedtægterne.

Det er naturligvis modtagerskattecenterets ansvar at kvittere for afsenderskattecenterets initiativer på dette område ved at sørge for, at der straks stilles de fornødne ressourcer til rådighed, fx at det vurderes, om den nødvendige faglige kompetence er til stede i det modtagende skattecenter.

D.6.1 Flytning af restancesager mellem skattecentrene - igangværende virksomheder

Meddeler en igangværende virksomhed flytning til et andet skattecenter, overflyttes en eventuel restance sammen med registreringsenheden.

Konstaterer skattecenteret på anden vis, at virksomheden er flyttet til et andet skattecenter, fx via returpost, skal skattecenteret skriftligt forespørge virksomheden, om der er sket en flytning, samt om virksomheden fortsættes.

Svarer virksomheden ikke på forespørgslen, kan flytning ske til det andet skattecenter, såfremt flytningen bekræftes via enten folkeregisteret eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Såfremt den eneste nye adresse, der fremkommer, er adressen på folkeregisteret i det modtagende skattecenters område, bør afsenderskattecenteret foretage udgående kontrol på den oprindelige adresse for at verificere, om der er tale om en reel flytning. Endvidere bør modtagerskattecenteret kontaktes med henblik på en drøftelse af, om det er formålstjenligt at flytte virksomheden.

Hvis en skyldner er indberettet til RKI, skal dette tydeligt fremgå af restancesagen, således at det modtagende skattecenter er opmærksom på opfølgning af indberetningen, især med hensyn til overholdelse af slettefristerne. Afsenderskattecenteret foranlediger myndighedskoden ændret hos RKI.

I forbindelse med overflytning af restancesagen til skyldnerens bopælsskattecenter under en verserende lønindeholdelse skal Det Fælles Lønindeholdelsessystem underrettes om flytningen.

D.6.2 Overflytning af restancesager - afmeldte virksomheder

Som hovedregel skal der ske en flytning af alle restanceforhold vedrørende en afmeldt virksomhed, herunder RUF-restancer, når en skyldner flytter til et andet skattecenter. Restancesagen følger skyldnerens bopælsskattecenter.

Der bør dog inden overflytningen foretages en vurdering af, om det under hensyntagen til restancens størrelse og karakter (ikke opkrævede renter og gebyrer), restancens og restantens alder, kendskab til restanten (manglende betalingsevne), er lønsomt for told- og skatteforvaltningen at belaste et andet skattecenter med restancen, eller om den kan slettes efter afsnit O.10 om uerholdelighed og endelig afskrivning.

Det bør ligeledes sikres, at der foreligger det dokumentationsmateriale, som er nødvendigt for det modtagende skattecenters inddrivelse. Hvis det er nødvendigt at flytte sagen under en igangværende sagsbehandling, bør der inden oversendelsen til modtagerskattecenteret udarbejdes en sagsfremstilling over det hidtidige sagsforløb som en status for sagen.

Hvis en skyldner flytter til udlandet, beholder det skattecenter, hvor skyldneren sidst havde bopæl, sagen.

Det er en forudsætning for flytning af restancesagen, at skyldner har ændret adresse i CPR-registeret.

For at undgå unødige overflytninger mellem skattecentrene bør flytningen som hovedregel først ske på det tidspunkt, hvor sagen naturligt kommer frem med henblik på iværksættelse af inddrivelsesskridt (og indledning af bobehandling)

foretagelse af udlæg, fx med henblik på afbrydelse af forældelse (dog først 8 - 12 måneder før forældelse indtræder), eller når skattecenteret konstaterer, at skyldneren ejer aktiver.

modtagelse af ansøgning om afdragsordning eller eftergivelse

iværksættelse af lønindeholdelse

Al sagsbehandling vedrørende det aktuelle inddrivelsesskridt foretages af bopælsskattecenteret.

Sker flytningen som følge af en ansøgning om afdragsordning eller eftergivelse, skal det skattecenter, hvorfra skyldneren er fraflyttet, sende kvitteringsbrev til skyldner med oplysning om, til hvilket skattecenter sagen er overflyttet.

I forbindelse med overflytning af restancesagen til skyldners bopælsskattecenter under en verserende lønindeholdelse skal Det Fælles Lønindeholdelsessystem underrettes om flytningen.

Ved overflytning skal dokumentation for skyldners adresseændring medsendes.

Det skal tydeligt fremgå af restancesagen, hvis virksomheden er RKI-indberettet. På den måde bliver modtagerskattecenteret opmærksom på især sletningsfrister mv. Afsenderskattecenteret foranlediger myndighedskoden ændret hos RKI.

D.6.3 Overflytning af selskaber uden aktiviteter

Foretagelse af inddrivelse hos et selskab, der ikke skønnes at have aktiviteter hverken på hjemstedsadressen eller andetsteds i skattecenterets område, sker ved fremsendelse af anmodning om inddrivelse til det skattecenter, i hvis område direktøren har bopæl.

D.6.4 Interessentskaber, der ikke driver virksomhed

Hvis flere skyldnere hæfter for en restance, fx interessenterne i et interessentskab, skal restancesagen ikke flyttes, fordi en eller flere af interessenterne flytter til et andet skattecenter.

Flytter alle interessenter ud af skattecenterets område, overflyttes restancesagen. Sagen flyttes til det skattecenter, hvor den skyldner, som efter de tilgængelige oplysninger har den største aktivmasse, bor. Dette skattecenter forestår herefter inddrivelsen hos de øvrige skyldnere ved at anmode de skattecentre, hvor de andre skyldnere har bopæl, om at foretage udlæg.

D.6.5 "Genstartere"

Modtages en registreringsanmeldelse fra en fysisk person, og har personen restancer fra tidligere registreringsforhold, flyttes restancesagen til det skattecenter, hvor skyldneren har anmeldt sig til registrering.

D.6.6 Bosager

Ved bosager forstås journalsager, der er oprettet i anledning af, at en virksomhed/borger har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, er i gang med en kreditorordning, er under konkurs eller gældssanering. Hertil kommer dødsbosager

En bosag færdigbehandles ved det skattecenter, hvor skyldneren havde bopæl, da sagen blev påbegyndt.

Hvis en skyldner under bobehandlingen flytter til et andet skattecenter, og der skal foretages inddrivelsesskridt eller lønindeholdelse, foretages dette derimod af tilflytningsskattecenteret efter anmodning fra det skattecenter, der behandler bosagen.

D.6.7 Gaveafgift

Afgiften påhviler gavemodtageren. Over for statskassen hæfter gavegiver dog solidarisk med gavemodtageren.

Som følge heraf skal en eventuel restancesag behandles af det skattecenter, hvor modtageren har bopæl. Hvis gavemodtager flytter til et andet skattecenter, overflyttes sagen ligeledes.

Hvis det bliver nødvendigt at tvangsinddrive gaveafgiften hos gavegiver, behandles sagen af det skattecenter, hvor gavegiveren har bopæl.

D.6.8 Smuglerisager

Smuglerisager, hvor et bødeforelæg er vedtaget, overflyttes til det skattecenter, hvor skyldner har bopæl på det tidspunkt, hvor der skal foretages inddrivelsesskridt.

Er der tilbageholdt gods, skal dette forblive ved det skattecenter, der har udfærdiget toldrapporten.

Det skattecenter, der har modtaget sagen, skal have oplysning om, at der er tilbageholdt gods, herunder om eventuel henliggefrist og særlige forhold omkring udlevering af godset. Skattecenteret afgør herefter den videre behandling af godset efter de gældende regler.

I de tilfælde, hvor der er flere solidarisk hæftende skyldnere, skal sagen blive ved det skattecenter, der har rejst sagen, for på den måde at sikre en fortsat effektiv sagsstyring, bl.a. med hensyn til eventuelle indgående betalinger.

E Ægtefællehæftelse

E.1 Formueforholdet i ægteskaber

Formueforholdet mellem ægtefæller er reguleret i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven). Hovedreglen er, at der består formuefællesskab, som også kaldes fælleseje.

Formuefællesskabet fremgår af retsvirkningslovens § 15. Princippet er, at der i formuefællesskabet indgår alt, hvad ægtefællerne ejer, både den formue de har indbragt i ægteskabet og alt hvad de hver for sig har erhvervet og indbragt i den fælles formue under ægteskabets beståen.

Der kan i et ægteskab aftales, at der skal være helt eller delvist særeje. Hvis en sådan aftale foreligger, går den forud for princippet om formuefællesskab, forudsat aftalen er gyldigt indgået, se herom nedenfor.

I det daglige skelner ægtefæller normalt ikke mellem, hvem der har indbragt aktiverne i ægteskabet, eller hvem der under ægteskabet har erhvervet aktiverne.

Formuefællesskabet viser sig først i forbindelse med, at ægteskabet ophører, enten ved skifte i anledning af skilsmisse eller separation eller i forbindelse med dødsfald.

Principperne for formueforholdet er fastslået i retsvirkningslovens

§§ 6 og 7 finder tillige anvendelse på vurderingen efter dette stykke.

I.3.6.2.2

Lønindeholdelse uden varsel

Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 6, kan lønindeholdelse dog iværksættes uden forudgående varsel og underretning, hvis skyldner

ikke er tilmeldt folkeregistret

ikke har oplyst en adresse, hvortil breve kan sendes.

Bestemmelsens stk. 8 fastslår tillige, at hvis RIM modtager en restance til inddrivelse, og skyldner i forvejen har en restance, der indrives ved lønindeholdelse, kan RIM iværksætte lønindeholdelse uden forudgående varsel.

I.3.6.2.3 Ændring

af indeholdelsesprocenten ved ændring i økonomiske forhold

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 9, kan RIM træffe afgørelse om en ændret indeholdelsesprocent, hvis skyldners økonomiske forhold ændrer sig. Bestemmelsen gør også opmærksom på, at ved en forhøjelse af indeholdelsesprocenten skal RIM iagttage reglerne om varsel i stk. 4.

I.3.6.2.4

Tilbagekaldelse af lønindeholdelse

Hvis skyldnere beder om at få en lønindeholdelse tilbagekaldt, skal dette ske

hvis betingelserne for lønindeholdelse ikke var til stede ved afgørelsen

hvis betingelserne ikke længere er til stede (fx forringede økonomiske forhold)

Hvis skyldnere beder om en afdragsordning i stedet for lønindeholdelse, kan dette ske efter en konkret vurdering. I vurderingen kan bl.a. indgå

skyldnerens ændrede økonomiske/sociale forhold

skyldnerens risiko for at miste sit arbejde, hvis lønindeholdelse fastholdes

Jf. afsnit I.2.5.7 Afdragsordninger i stedet for lønindeholdelse. Jf. endvidere SKM2006.158.SKAT .

I.3.6.3 Skyldner anmoder om betalingsevnevurdering

RIM skal ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 10, gennemføre en betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, hvis skyldneren som følge af væsentligt ændrede økonomiske forhold anmoder herom.

I.3.6.4 Den maksimale indeholdelsesprocent ved brug af betalingsevnevurdering

Som det fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 10, skal RIM gennemføre en betalingsevnevurdering efter reglerne i kapitel 6, hvis skyldneren som følge af væsentligt ændrede økonomiske forhold anmoder derom.

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 1, udtaler, at den maksimale lønindeholdelsesprocent fastsættes som det månedlige afdrag efter stk. 2 ganget med 100 og divideret med den månedlige nettolønindtægt mv., jf. § 8, stk. 2, 2. pkt., og afrundes til nærmeste hele procent. Lønindeholdelsesprocenten kan dog højst udgøre 100 %.

Bestemmelsen i § 8, stk. 2, 2. pkt., fastslår, hvilke indtægter der kan gøres til genstand for lønindeholdelse, dvs. løn, provision eller andet arbejdsvederlag samt ventepenge, pension og lignende understøttelser, der udredes af statskassen, kommunale kasser, andre offentlige kasser eller private kasser efter fradrag af AM-bidrag, pensionsindbetalinger efter § 13, stk. 4, nr. 2a, SP-bidrag, ATP og skat.

Ifølge § 12, stk. 2, består det månedlige afdrag til betaling af gælden af skyldnerens og dennes ægtefælles månedlige nettoindkomst, jf. § 13, med fradrag af følgende udgifter

rimelige udgifter til bolig, jf. § 14

nettoudgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn, jf. § 15

udgifter til samvær med mindreårige børn, jf. § 16

bidragsforpligtelser, jf. § 17

udgifter til særlige behov, jf. § 18

udgifter til ganske særlige behov, jf. § 19

et rådighedsbeløb, jf. § 20

ydelser på ægtefællens gæld, jf. § 21

ydelser på anden gæld, jf. § 22

Det månedlige afdrag efter stk. 2 kan ikke overstige skyldnerens nettoindkomst opgjort efter § 13, jf. herved § 12, stk. 3.

Såfremt

skyldnerens gæld i al væsentlighed er stiftet før påbegyndelse af samlivet med ægtefællen, eller

træffes der samtidig afgørelse om eftergivelse, eller

afsiges der samtidig kendelse om gældssanering for skyldnerens ægtefælle, eller

afdrager ægtefællen offentlig gæld,

udgør det månedlige afdrag skyldnerens nettoindkomst med fradrag af halvdelen af udgifterne i stk. 2, nr. 1-7 og nr. 9, jf. herved § 12, stk. 4.

Med ægtefælle sidestilles ifølge § 23 en samlevende.

I.3.6.4.1

Indtægter

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 1, fastslår, at nettoindkomsten opgøres separat for skyldneren og dennes ægtefælle. Det samme gælder skyldnerens samlevende, jf. § 23.

Alle indtægter medregnes som udgangspunkt

Som indkomst medregnes alle som udgangspunkt indtægter, jf. § 13, stk. 2.

Indtægter, der ikke medregnes

Ifølge stk. 2 medregnes dog ikke følgende indtægter

indtægter fra godtgørelser, forsikringssummer mv., der kompenserer modtageren for en ikke-økonomisk skade

børnefamilieydelse, børnetilskud, børnebidrag, børnepension og andre indtægter, der vedrører husstandens børn, og

boligstøtte og andre boligydelser

Særlige indtægter, der medregnes

Som indtægt medregnes ifølge § 13, stk. 3, endvidere

udbetalinger af skyldnerens pensionsordninger opgjort efter afgiftsberigtigelse i henhold til pensionsbeskatningslovens regler samt

udbetalinger af erstatning af tab af erhvervsevne, tab af forsørger eller lignende.

Nettoindkomsten

Ifølge § 13, stk. 4, udgør nettoindkomsten indtægten i stk. 2-3 med fradrag af

skat, AM-bidrag, SP-bidrag samt ATP-bidrag

pensionsindbetalinger, der foretages af arbejdsgiveren,

når pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og

når der efter ansættelsesforholdets karakter, herunder ansættelsessted, branche mv., er tale om sædvanlige indbetalinger,

rimelige omkostninger ved erhvervelsen af indkomsten, herunder udgifter ud over 550 kr. (for 2006: 570 kr., jf. SKM2006.24.SKAT ) til offentlig transport eller under særlige omstændigheder forventede og uforudsete udgifter til løbende drift og vedligeholdelse af motorkøretøj,

kontingent til arbejdsløshedskasse og fagforening,

bidrag til efterlønsordning,

et beløb svarende til kirkeskatten i bopælskommunen, når der betales et beløb, der svarer til eller overstiger kirkeskatten til et trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution, eller som kirkeministeren har godkendt som trossamfund ved i medfør af ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, at bemyndige en præst i trossamfundet til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. Betales et mindre beløb end kirkeskatten, fradrages alene dette mindre beløb. Fradrages kirkeskat efter nr. 1, kan der ikke fradrages yderligere beløb til trossamfund.

Satsregulering

Det i § 13, stk. 4, nr. 3, nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 41.

I.3.6.4.2

Udgifter

I.3.6.4.2.1 Boligudgifter

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 14 udgør nettoboligudgiften

udgifter til lejebetaling

ydelser på prioritetsgæld

fællesudgifter vedrørende ejendommen

ejendomsskat

ejendomsværdiskat

el, gas, vand og varme

renovation og lignende samt

bygnings- og brandforsikring for skyldneren, dennes ægtefælle og husstandens hjemmeboende mindreårige børn.

Boligsikring og andre boligydelser skal fratrækkes

Fra disse udgifter skal dog trækkes boligsikring og andre ydelser, der tilfalder husstanden i kraft af boligen. Dette er i overensstemmelse med § 13, stk. 2, nr. 3, der fastslår, at boligstøtte og andre boligydelser ikke medregnes i indtægterne.

Alene rimelige boligudgifter

Der kan efter § 12, stk. 2, alene fradrages en rimelig nettoboligudgift. Dette indebærer, at det efter et konkret skøn er muligt ved betalingsevnevurderingen at lade boligudgifterne indgå med et mindre beløb end det, som en anvendelse af § 14, 1. pkt., fører til.

I.3.6.4.2.2 Udgifter

til mindreårige hjemmeboende børn

Nettoudgiften kan fradrages

Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 1, kan udgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn kun fradrages efter § 12, stk. 2, hvis udgifterne efter § 15, stk. 3, overstiger indtægterne efter § 15, stk. 2. I parentes tilføjes ordet "nettoudgiften", hvorved det - sammenholdt med stk. 4, jf. nedenfor - markeres, at det alene er nettoudgiften, dvs. differencebeløbet mellem udgifterne i stk. 3 og indtægterne i stk. 2, der kan fradrages.

Ved lov nr. 289 af 7. april 2006 om ændring af lov om social service og lov om en børnefamilieydelse er der i henhold til ændringslovens §§ 1-3 i de respektive love indsat bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om forældrepålæg med den konsekvens, at manglende overholdelse medfører, at retten til at modtage børnefamilieydelse fratages for en periode.

Dette kan have betydning for en eventuel gennemført betalingsevneberegning foretaget i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, idet det alene er nettoudgiften på det enkelte barn, der skal fradrages. Fratagelse af børnefamilieydelsen kan i så fald medføre, at der for en periode skal tages hensyn til udgiften for et barn, der ikke tidligere er indgået i betalingsevneberegningen.

Ligeledes vil fratagelse af børnefamilieydelsen medføre periodevist bortfald af eventuel modregningsadgang.

Som indtægter medregnes

§ 15, stk. 2, fastslår, at

børnefamilieydelse,

børnetilskud,

børnebidrag,

børnepension og

andre indtægter, der vedrører barnet og ikke hidrører fra barnets personlige formue eller selvstændige indsats,

medregnes som indtægt.

Som udgifter medregnes

Ifølge § 15, stk. 3, medregnes følgende udgifter

udgifter vedrørende pasning af barnet

udgifter til barnets særlige behov, jf. § 18, og barnets ganske særlige behov, jf. § 19

et rådighedsbeløb, der afhænger af barnets alder. I henhold til SKM2006.24.SKAT udgør disse beløb for 2006

indtil det fyldte 2. år: 1.280 kr. pr. måned

fra og med det fyldte 2. år og indtil det fyldte 7. år: 1.640 kr. pr. måned

fra og med det fyldte 7. år og indtil det fyldte 18. år: 2.360 kr. pr. måned

Ifølge § 15, stk. 4, opgøres nettoudgiften separat for hvert barn.

Satsregulering

Rådighedsbeløbene fastsat i § 15, stk. 3, nr. 3, reguleres hvert år pr. 1. januar, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 41.

I.3.6.4.2.3 Udgifter

til samvær med mindreårige børn

Som udgifter til samvær med børn medregnes ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 1, rimelige udgifter, som en skyldner eller dennes ægtefælle har til samvær med et mindreårigt barn, som ikke har samme folkeregisteradresse som skyldneren.

For tilfælde, hvor der er fælles forældremyndighed over et barn, der opholder sig lige meget hos begge forældre, kan der ifølge § 16, stk. 2, hos den af forældrene, hvor barnet ikke er tilmeldt folkeregisteret, i stedet for udgifter til samvær efter § 12, stk. 2, fradrages et beløb, der efter en konkret vurdering udgør halvdelen eller mere af rådighedsbeløbet efter § 15, stk. 3, nr. 3.

I.3.6.4.2.4 Bidragsforpligtelser

Som bidragsforpligtelser medregnes ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 1, skyldnerens og dennes ægtefælles pligt til at betale børnebidrag og underholdsbidrag.

Landskatteretten har i SKM2006.558.LSR i LRS 2-8-1701-003 fastslået, at det ikke efter § 17 er en betingelse for medregning af udgiften, at der rent faktisk sker betaling af de løbende bidragsforpligtigelser. Sagen vedrørte betaling af løbende børnebidrag, men samme princip må anses for at gælde for underholdsbidrag.

Ifølge stk. 2 kan den del af børnebidraget, der kan fradrages efter § 12, stk. 2, ikke overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 2 i lov om børns forsørgelse ("børneforsørgelsesloven").

Endelig fastslår stk. 3, at den del af underholdsbidraget, der kan fradrages efter § 12, stk. 2, ikke kan overstige størrelsen af det bidrag, der kan fastsættes i medfør af kapitel 5 i lov om ægteskabets indgåelse af opløsning ("ægteskabsloven").

I.3.6.4.2.5

Udgifter til særlige behov

Udgifter som følge af kronisk sygdom eller handicap

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 18, 1. pkt., kan som udgifter til særlige behov medregnes nødvendige udgifter til medicin, behandlinger, transport mv., der afholdes på grund af kronisk sygdom eller handicap hos skyldneren eller dennes ægtefælle.

Det beløb, der kan fradrages efter § 12, stk. 2, udgør ifølge 2. pkt. den afholdte udgift fratrukket ydelser, erstatninger, tilskud mv., der er ydet direkte til dækning af udgiften, samt ydelser, godtgørelser mv., der er af personlig karakter og må antages at skulle kompensere for en ikke-økonomisk, hvis der åbenbart er årsagssammenhæng mellem det forhold, der har udløst ydelsen, godtgørelsen mv., og udgiften til medicin mv.

I.3.6.4.2.6 Udgifter

til ganske særlige behov

Rimelige udgifter til ganske særlige behov for skyldneren eller dennes husstand kan ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 19 undtagelsesvist fradrages efer § 12, stk. 2, jf. dog § 15, stk. 1. Afgørelsen træffes ud fra et konkret skøn.

I.3.6.4.2.7 Et

rådighedsbeløb

Efter § 12, stk. 2, nr. 7, skal også fradrages et rådighedsbeløb.

Rådighedsbeløbet udgør ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 20 og SKM2006.24.SKAT 4.710 kr. om måneden. Har skyldneren en ægtefælle - hvorved sidestilles en samlevende, jf. § 23 - forhøjes rådighedsbeløbet med 3.280 kr.

Rådighedsbeløbet reguleres hvert år pr. 1. januar, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 41.

I.3.6.4.2.8

Ydelser på ægtefællens gæld

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 21 fastslår, at ydelser på gæld, som ægtefællen hæfter for, kan fradrages efter § 12, stk. 2, i det omfang, afdragenes størrelse ikke overstiger ægtefællens nettoindkomst, jf. § 13, med fradrag af halvdelen af udgifterne efter § 12, stk. 2, nr. 1-7.

Gæld, der vedrører ægtefællens nuværende bolig og transportmiddel, kan ikke fradrages efter § 21.

Med ægtefælle sidestilles samlevende, jf. § 23.

I.3.6.4.2.9

Ydelser på anden gæld

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 22 fastslår, at

ydelser på studiegæld,

tilbagebetalingspligtige sociale ydelser og

ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet af OIL § 2, stk. 3, og

ydelser, der betales på afdragsordninger omfattet af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, eller

ydelser, som inddrives ved lønindeholdelse,

kan fradrages efter § 12, stk. 2.

Trangsbeneficiet

Ydelser på privat gæld, der vedrører erhvervelser omfattet af transbeneficiet i RPL § 509, kan endvidere fradrages efter § 13, stk. 2. Om trangsbeneficiet henvises til G.5.2.4 .

I.3.6.5 Indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister

Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 9, skal afgørelse om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister.

Det fremgår af lønindeholdelsesregisterlovens § 2, at Det Fælles Lønindeholdelsesregister har til opgave at

registrere og ajourføre oplysninger om afgørelser om lønindeholdelse,

udsende og ajourføre trækkort til den indeholdelsespligtige, jf. § 3, stk. 2,

påse, at indbetaling fra den indeholdelsespligtige finder sted i overensstemmelse med afgørelsen om lønindeholdelse,

modtage indbetalinger fra den indeholdelsespligtige samt fordele og afregne indbetalingerne til myndighederne og

styre og kontrollere tidspunktet for lønindeholdelsens ophør.

Det fremgår endvidere af lønindeholdelsesregisterlovens § 3, stk. 2, at Det Fælles Lønindeholdelsesregister underretter den indeholdelsespligtige om afgørelsen ved fremsendelse af et trækkort. Underretning kan endvidere ske til et lønservicebureau efter den indeholdelsespligtiges anvisning. Underretning kan dog undlades i tilfælle af sammenfald mellem myndigheden og den indeholdelsespligtige.

I.3.6.6 Skyldners insolvensbehandling

I.3.6.6.1 Lønindeholdelse hos

en skyldner i betalingsstandsning

Selv om der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, kan der ske lønindeholdelse. Det gælder både en påbegyndt lønindeholdelse og iværksættelse af en ny lønindeholdelse.

I.3.6.6.2 Lønindeholdelse hos en skyldner under

konkurs

Ifølge KL § 32 omfatter konkursen skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham. Skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen - og hvad der træder i stedet for - indgår derimod ikke i konkursmassen, dvs. der er mulighed for lønindeholdelse i skyldnerens indtægt.

Er der iværksat lønindeholdelse, før konkursdekretet er afsagt, kan lønindeholdelsen fortsætte, medmindre en revurdering af skyldners økonomiske situation er påkrævet. Er dette tilfældet, må skyldneren rette henvendelse til RIM og anmode herom.

Lønindeholdelse vil også kunne iværksættes, efter konkursdekret er afsagt, såfremt den anmeldte restance nedskrives med det beløb, der inddrives via lønindeholdelse. Konkurs frigør ikke skyldneren for ufyldestgjort gæld, og lønindeholdelse kan derfor efter konkursens afslutning foretages for den ufyldestgjorte del af gælden.

I.3.6.6.3

Lønindeholdelse hos en skyldner under akkord

Det følger af KL § 171, stk.1, at der fra akkordforhandlingens åbning og indtil dens slutning ikke kan foretages arrest eller udlæg. Endvidere kan skyldners ejendom ikke tages til brugeligt pant. Ved lønindeholdelse hos skyldneren under akkord skal der sondres mellem akkordforhandlingens åbning og akkordens stadfæstelse, samt om kravene er omfattet af akkorden.

Af UfR 1983, 252 ØLD følger, at en påbegyndt lønindeholdelse kan fortsætte efter akkordens åbning, og at en ny lønindeholdelse kan iværksættes. Lønindeholdelse kan ske både for krav, der er omfattet af akkorden, og for krav, der ikke er omfattet.

Såfremt der foretages indeholdelse for krav, der er omfattet af akkorden, skal den anmeldte fordring nedskrives med det indeholdte beløb.

Efter akkordens stadfæstelse kan lønindeholdelse kun ske for krav, der ikke er omfattet af akkorden. Misligholder skyldneren akkorden, uden at denne ophæves, kan forfaldne og ikke betalte afdrag ligeledes inddrives ved lønindeholdelse.

I.3.6.6.4 Lønindeholdelse hos en skyldner under

gældssanering

Efter KL §§ 72 og 74 kan betaling af gæld efter fristdagen fordres omstødt, hvis betalingen er i strid med konkurslovens princip om ligelig fordeling blandt kreditorerne.

Af skifteretsafgørelsen i TfS 1996, 304 følger, at en frivillig afdragsordning til erstatning af en lønindeholdelse ikke er omstødelig i medfør af KL § 74. Retten lagde ved afgørelsen vægt på, at de frivillige beløb ikke oversteg, hvad man kunne have lønindeholdt for, at betalingerne var sket som et led i inddrivelsesmyndighedernes almindelige rutiner for inddrivelse, og at afdragsordningen var etableret af hensyn til skyldneren.

Højesteret har i UfR 1987, 755 HD fastslået, at skattemyndighedernes pålæg om lønindeholdelse under en gældssanering hverken var omstødelig efter KL § 72 eller § 74. Dette begrundedes med, at lønindeholdelse ikke var omfattet af de pågældende bestemmelser, og at forarbejderne til den daværende gældssaneringslov ikke gav grundlag for at anvende omstødelsesreglerne i videre omfang end ved konkurs og tvangsakkord.

Dommen havde den konsekvens, at inddrivelsesmyndighederne i flere tilfælde, efter at en gældssaneringssag var indledt, opsagde en overholdt betalingsordning og i stedet iværksatte lønindeholdelse. Men en overholdt betalingsordning skal søges fastholdt.

Er en lønindeholdelse iværksat, inden en gældssanering indledes, kan lønindeholdelsen fortsætte. Er en gældssanering allerede indledt, må der foreligge særlige forhold, før RIM iværksætter lønindeholdelse, fx hvis en gældssanering trækker urimeligt længe ud.

I.3.7 Arbejdsgivere

Det er skyldnerens arbejdsgiver, der med hjemmel i KSL § 73 kan pålægges at foretage lønindeholdelse og som skal indeholde A-skat.

I.3.7.1 Hvem er arbejdsgiveren?

Som arbejdsgiver anses ifølge KSL § 73, stk. 1, sidste pkt., den, der skal indeholde foreløbig skat efter KSL § 46, stk. 1, 1. pkt.

Ved afgørelsen af, om der er tale om et arbejdsgiver-/arbejdstagerforhold, lægges der i praksis vægt på, om der består et over-/underordnelsesforhold mellem parterne. Herved forstås blandt andet en kompetence for arbejdsgiveren til at føre tilsyn med medarbejderen og give pålæg om arbejdets udførelse.

Det er også af betydning, om arbejdsforholdet har været af en vis varighed, eller om der kun er tale om levering af enkeltstående tjenesteydelser.

Udføres arbejdet som et led i skyldnerens selvstændige virksomhed, er lønindeholdelse udelukket. Herunder hører fx vederlag til advokater, revisorer, læger, håndværksmestre og entreprenører.

En betingelse for at foretage lønindeholdelse er, at arbejdsgiveren har hjemting her i landet, jf. RPL kap. 22, §§ 235-240 om stedlig kompetence, eller at han lader lønudbetaling ske via en fuldmægtig, som har hjemting her i landet, jf. KSL § 46, stk. 4. Lønindeholdelse kan således ikke ske ved fremmede landes diplomatiske repræsentationer i Danmark.

Derimod er det uden betydning, om skyldneren har hjemting eller er skattepligtig af sin indtægt i Danmark, hvis blot udbetalingen foretages af en person, der har hjemting her, og som på grund af status som arbejdsgiver kan pålægges at indeholde.

Ved en udlægsforretning har skyldneren pligt til at give pantefogeden oplysning om, hvem hans arbejdsgiver er, jf. RPL § 497, stk. 1.

I.3.7.2 Arbejdsgiverens pligter ved lønindeholdelse

Arbejdsgiverens pligter ved lønindeholdelse er navnlig reguleret i lønindeholdelsesregisterloven og inddrivelsesbekendtgørelsens §§ 10-11.

Formålet med Det Fælles Lønindeholdelsesregister er at koordinere administrationen og den løbende afregning af indeholdte beløb.

Underretning

Af § 3 i lønindeholdelsesregisterloven følger, at RIMs afgørelser om lønindeholdelse indberettes til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, som herefter underretter arbejdsgiveren om afgørelsen ved fremsendelse af et trækkort. Underretning kan endvidere ske til et lønservicebureau efter den indeholdelsespligtiges anvisning. Se i øvrigt afsnit I.3.6.5 .

Indbetaling til Det Fælles Lønindeholdelsesregister

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 1, skal den indeholdelsespligtige indbetale indeholdte beløb til Det Fælles Lønindeholdelsesregister og i forbindelse hermed oplyse følgende

den indeholdelsespligtiges CVR- eller SE-nr.

skyldnerens CPR-nr. og

den dato, hvor beløbet, hvori indeholdelse har fundet sted, var til disposition for skyldneren.

Flere skyldnere

Vedrører det indbetalte beløb flere skyldnere, skal ifølge § 10, stk. 2, oplysningerne i stk. 1, nr. 2 og 3, anføres for hver skyldner med angivelse af, hvorledes beløbet skal fordeles mellem skyldnerne.

Flere lønperioder

Omfatter det indbetalte beløb flere lønperioder, skal det ifølge § 10, stk. 3, fremgå, hvor meget af beløbet der vedrører de enkelte dispositionsdatoer for den pågældende skyldner.

Betalingstidspunkter

Inddrivelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 4, fastslår, at indbetalinger efter stk. 1 skal ske, efterhånden som indeholdelse finder sted. Beløbene forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter lønindeholdelsen. Sidste rettidige indbetalingsdag er den 15. i de måneder, hvori belønene forfalder til betaling den 1. Fristen forlænges dog til den nærmest følgende hverdag, hvis sidste rettidige indbetalingsdag er en lørdag, søndag eller helligdag.

Ved ophør af udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser mv.

Ifølge inddrivelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1, skal den indeholdelsespligtige, dvs. arbejdsgiveren, inden 5 dage underrette Det Fælles Lønindeholdelsesregister, hvis

skyldneren ikke er beskæftiget hos den pågældende,

skyldneren ophører at være beskæftiget hos den pågældende, eller

udbetaling af indeholdelsespligtige ydelser i øvrigt ophører.

Underretningspligten i de to førstnævnte situationer fastslås tillige i KSL § 73, stk. 8, der yderligere omtaler den for underretningspligten indlysende forudsætning, at den af lønindeholdelsen omhandlede restance ikke er endeligt afviklet ved arbejdsforholdets ophør.

Arbejdsgiverens oplysningspligt

Den indeholdelsespligtige, dvs. arbejdsgiveren, skal ifølge § 11, stk. 2, efter anmodning give RIM alle oplysninger om skyldnerens arbejdsforhold og økonomiske forhold af betydning for indeholdelsen. Besvarelsen skal finde sted inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen.

Såfremt der ikke sker indbetaling til det Det Fælles Lønindeholdelsesregister som pålagt, giver Det Fælles Lønindeholdelsesregister RIM meddelelse herom. Vedrører misligholdelsen restancer til SKAT, vil det ansvarlige skattecenter som hovedregel iværksætte en arbejdsgiverkontrol hos den pågældende virksomhed.

Samtidig med lønindeholdelsen skal arbejdsgiveren ifølge KSL § 84, stk. 1, jf. § 73, stk. 10, og opkrævningsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, give skyldneren skriftlig meddelelse om størrelsen af det indeholdte beløb. I meddelelsen skal angives arbejdsgiverens navn, adresse samt det ved indeholdelsen anvendte CVR-nr. eller SE-nr. samt navn og personnummer på skyldneren. Dette sker typisk på skyldnerens lønseddel. Vægrer den indeholdelsespligtige sig ved at give den i KSL § 84, stk. 1, nævnte underretning til skyldneren, kan denne ved henvendelse til told- og skatteforvaltningen begære, at underretningen søges tilvejebragt ved told- og skatteforvaltningens mellemkomst. Underretningen kan fremtvinges ved pålæg af daglige bøder, der fastsættes af told- og skatteforvaltningen.

Ved for sen indbetaling af beløb omfattet af opkrævningsloven påløber renter efter reglerne i OPKL § 7, stk. 1.

Opbevaringspligt

Bogføringslovens § 10 foreskriver, at den bogføringspligtige skal opbevare regnskabsmateriale på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.

Administrationsgodtgørelse

Arbejdsgiveren kan i forbindelse med løntræk tilbageholde en administrationsgodtgørelse hos skyldneren, jf. § 4a i lønindeholdelsesregisterloven. Administrationsgodtgørelsen kan maksimalt udgøre 20 kr. pr. løntræk, selvom skyldneren får udbetalt løn flere gange om måneden, jf. § 2 i bekendtgørelse om administrationsgodtgørelse og beløbsgrænse i forbindelse med lønindeholdelse.

I.3.7.3 Arbejdsgiverens ansvar ved lønindeholdelse

Det følger af KSL § 73, stk. 10, at arbejdsgiveren i forbindelse med lønindeholdelse kan ifalde ansvar for en række forhold. Det fastslås således i bestemmelsen, at KSL § 57, stk. 4, 2. pkt., § 69, § 72, § 74, § 84 og § 86 finder tilsvarende anvendelse på lønindeholdelse efter § 73.

Såfremt en skatteyder, for hvem der er begæret lønindeholdelse, ikke er beskæftiget hos den pågældende arbejdsgiver, hvor begæringen modtages, skal arbejdsgiveren som nævnt ovenfor i afsnit I.3.7.2 inden 5 dage underrette Det Fælles Lønindeholdelsesregister herom. Det samme gælder, hvis et arbejdsforhold ophører, og skatterestancen ikke er endeligt afviklet ved arbejdsforholdets ophør, jf. KSL § 73, stk. 8.

Arbejdsgiveren hæfter direkte over for RIM for såvel indeholdte beløb, der ikke er blevet afregnet, som for beløb, der burde være indeholdt. Manglende afregning af indeholdte beløb indebærer for arbejdsgiveren en hæftelse efter KSL § 69, stk. 2, og hæftelsen for manglende indeholdelse udtales i KSL § 69, stk. 1. Arbejdsgiverens hæftelse for at undlade at efterkomme et pålæg om lønindeholdelse - eller hæftelse som følge af indeholdelse af for lille et beløb - forudsætter, at den indeholdelsespligtige har udvist forsømmelighed. Det er efter bestemmelsens ordlyd arbejdsgiveren, der har bevisbyrden for, at han ikke har udvist forsømmelighed, altså omvendt bevisbyrde.

Der er forskellige sanktioner over for en efter KSL § 69 hæftende arbejdsgiver. KSL § 72 giver mulighed for inddrivelse ved udlæg. KSL § 73, stk. 2, hjemler adgang til lønindeholdelse efter stk. 1 hos den indeholdelsespligtiges arbejdsgiver - såfremt en sådan eksisterer - for skyldige beløb samt tilknyttede gebyrer, tillæg og renter.

Undladelse af at efterkomme et pålæg om lønindeholdelse kan straffes med bøde, jf. KSL § 74, stk. 1, nr. 1, jf. § 73, stk. 10.

KSL § 84, stk. 2, jf. § 73, stk. 10, hjemler pålæg af dagbøder, hvor indkomstmodtageren ikke underrettes om det indeholdte beløb. Endelig indeholder KSL § 86, jf. § 73, stk. 10, bestemmelser om arbejdsgiverkontrol.

For de nævnte strafsanktioner gælder, at der kun ifaldes ansvar, hvis den indeholdelsespligtige har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Straffesager rejses i praksis primært i forbindelse med overtrædelse af reglerne om manglende indeholdelse af A-skat. Det vil dog kunne forekomme, at der rejses tiltale for overtrædelse af reglerne om lønindeholdelse alene.

I.3.7.4 Er skyldneren frigjort ved manglende indeholdelse eller afregning?

Indeholdelse sket

Lønmodtageren, dvs. skyldneren, er i forhold til RIM frigjort for betaling af beløb, som arbejdsgiveren har indeholdt i hans indkomst. Det gælder også i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke afregner beløbet, og selvom der ikke er mulighed for at inddrive beløbet hos arbejdsgiveren.

Har arbejdsgiveren indeholdt beløbet, skal det altså afskrives på skyldnerens restance, uanset om der sker afregning eller ej.

Indeholdelse ikke sket

Beløb, som arbejdsgiveren trods pålæg om indeholdelse ikke indeholder, hæfter arbejdsgiveren og skyldneren solidarisk for. Med hensyn til arbejdsgiverens hæftelse er dette en følge af anvendelsen af KSL § 69, stk. 1, idet forsømmelighed som udgangspunkt altid vil foreligge, når arbejdsgiveren har fået forelagt et pålæg om lønindeholdelse.

Ved lønindeholdelse indtræder RIM i lønmodtagerens krav. Går arbejdsgiveren konkurs, skal indeholdte beløb, der ikke er blevet afregnet, anmeldes i boet. Har arbejdsgiveren - uanset pålæg herom - ikke indeholdt lønbeløb, skal også disse anmeldes i boet. Der henvises i øvrigt til afsnit H.3.15 om anmeldelse af krav ved konkurs.

I.3.8 Dækningsrækkefølgen

Det følger af KSL § 73, stk. 7, jf. KSL § 46, stk. 3, at lønindeholdelse for skattekrav går forud for andre krav ved lønudbetalinger, fx transporter og modkrav fra arbejdsgiveren. Denne fortrinsstilling gælder også, selvom begæringen om lønindeholdelse for skatterestancer er fremsendt senere end de øvrige begæringer. En allerede løbende lønindeholdelse for andre krav må således vige for en senere lønindeholdelsesbegæring vedrørende skat.

Om dækningsrækkefølgen, hvor der iværksættes lønindeholdelse for flere krav, fastslår lønindeholdelsesregisterlovens § 4, at lønindeholdelse for skattekrav efter kildeskatteloven sker forud for lønindeholdelse for alle andre krav, hvis samtidig lønindeholdelse ikke er mulig.

Ved fastlæggelsen af dækningsrækkefølgen regnes med begæringens modtagelsestidspunkt. Lønindeholdelse for krav på betaling af bidrag efter underholdsbidragsloven sker efter lønindeholdelse for skattekrav, men forud for andre krav, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.

For så vidt angår andre krav end skattekrav og underholdsbidrag gælder princippet "først i tid, bedst i ret", medmindre der kan foretages samtidig lønindeholdelse, jf. § 4, stk. 2.

Som nævnt ovenfor i afsnit I.3.3 kan der kun foretages lønindeholdelse, hvis kravet - evt. ved kumulation af flere mindre krav - udgør mindst 1.000 kr., jf. § 4, stk. 3.

J International inddrivelse

Dette afsnit beskriver, hvordan Restanceinddrivelsesmyndigheden agerer for at få iværksat inddrivelse i udlandet på baggrund af indgåede aftaler om gensidig bistand. Derudover indeholder afsnittet retningslinier for behandling af udenlandske krav, som skal inddrives i Danmark på baggrund af tilsvarende aftaler. Endelig indeholder afsnittet retningslinier for, hvordan inddrivelse kan foregå i lande, som Danmark ikke har en bistandsaftale med.

J.1 Generelt om internationale aspekter af inddrivelse

J.1.1 Definitioner

I dette afsnit forstås ved

"Ansøgerstat": Den stat, som fremsætter anmodning om bistand vedrørende en fordring

"Inddrivelsesstat": Den stat, hvortil en anmodning om bistand rettes og hvori inddrivelsen skal foregå

"RIM": Restanceinddrivelsesmyndigheden

"IBA": Skattecenter Tønder, International Inddrivelse

J.1.2 Grundlæggende overvejelser forud for inddrivelse i udlandet

Der er en række grundlæggende betingelser og overvejelser vedrørende inddrivelsens tilrettelæggelse, som bør gennemgås inden der anmodes om udenlandsk bistand til inddrivelse af et krav.

Eksigibilitet

En grundliggende betingelse for at anmode en anden stat om bistand er, at kravet er eksigibelt. Det vil sige, at det danske krav kan tvangsfuldbyrdes. Hjemlen til at et krav kan tvangsinddrives uden særskilt dom fremgår af RPL § 478, stk. 2, jf. Lov om udpantning § 1, stk.1, nr. 1. Et krav som er eksigibelt i Danmark anerkendes også i bistandslandene. Udover betingelsen om eksigibilitet, skal en række andre forudsætninger være opfyldt.

Skriftligt varsel

Inden kravet tvangsinddrives hos skyldner, skal der sendes et skriftlig varsel til skyldner herom. Af varslet skal fremgå, at kravet vil blive begæret fuldbyrdet, eventuelt med bistand fra udenlandske inddrivelsesmyndigheder, såfremt pålægget ikke bliver opfyldt. Der bør som udgangspunkt være overensstemmelse mellem kravet der fremgår af det skriftlige varsel og kravet der fremgår af bistandsanmodningen. I hvert fald bør det sikres, at det krav der påføres bistandsanmodningen indgår i det skriftlige varsel. Er skyldners adresse ukendt, eller er RIM bekendt med at skyldner ikke opholder sig på sin adresse, kan der i første omgang rettes en adresseforespørgsel til udlandet. Denne forespørgsel skal altid sendes via IBA.

Adresseforespørgsler til udlandet kan foretages til de lande Danmark har en bistandsaftale med. Såfremt vi ikke har en bistandsaftale rettes henvendelsen til den danske konsulære repræsentation via IBA eller det inkassofirma som SKAT har indgået aftale med jf. nedenfor. Det kræves således, at myndigheden ved hvilket land skyldner opholder sig i. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor hverken ansøgerstaten eller inddrivelsesstaten kan opdrive skyldners adresse og hvor det alligevel kan være aktuelt med en bistandsanmodning, fx hvor man har oplysninger om skyldners aktiver i inddrivelsesstaten og ønsker, at der skal foretages udlæg i disse aktiver. I så fald kan man nøjes med at sende et varsel til skyldners sidst kendte adresse.

Aktiver i Danmark?

For personer på vej til udlandet er det bedst at søge at opnå sikkerhed for restancernes betaling ved foretagelse af udlæg i skyldners aktiver, således at det ikke bliver nødvendigt at søge kravet inddrevet i udlandet. For personer bosat i udlandet, men med danske aktiver, er der stadig mulighed for at søge kravet inddrevet i Danmark, idet man kan anvende reglerne om undtagelsesværneting i RPL § 487.

For personer på vej til udlandet kan inddrivelsesmyndigheden sikre sig betaling ved udlæg. For at der kan foretages udlæg for skatter og afgifter er det en betingelse, at kravet er forfaldent til betaling.

Er der tale om, at skyldner er på vej til udlandet, kan et krav sikres uden forudgående underretning, forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet jfr. retsplejelovens § 486, stk. 2, sammenholdt med § 493, stk. 2.

Ifølge retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage arrest til sikkerhed for et pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg, d.v.s. hvor fristen for sidste rettidige betaling endnu ikke er udløbet, eller hvor kravet endnu ikke er forfaldent til betaling, og det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Hvis der f.eks. er fare for, at skyldners aktiver vil forsvinde ud af landet i forbindelse med skyldners fraflytning, kan arrest foretages, jfr. afsnit G.9 .

J.1.3 Struktur

I det følgende gennemgås indledningsvist reglerne om inddrivelse i udlandet af skatte- og afgiftskrav, dernæst reglerne for inddrivelse af bidragsrestancer og slutteligt behandles under et gruppen af øvrige restancer.

Hvert af de tre underafsnit indeholder en beskrivelse af indgåede aftaler på området, deres indhold og anvendelse, reglerne for inddrivelse af krav i lande hvor Danmark ikke har nogle gensidige aftaler, samt fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske krav her i landet.

J.2 Skatter og afgifter

J.2.1 Hjemmelsgrundlaget

Med hjemmel i lov nr. 74 af 31. marts 1953 om indgåelse af overenskomster med fremmede stater til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. har Danmark indgået en række aftaler der også indeholder bestemmelser om inddrivelsesbistand. Gennem aftalerne har staterne forpligtet sig til at opkræve de andre staters skattekrav og i nogle tilfælde også afgiftskrav.

Der er primært tale om bilaterale aftaler, d.v.s. aftaler der er indgået mellem Danmark og en anden stat. Derudover eksisterer der fire multilaterale aftaler om bistand. Den ene er den nordiske bistandsaftale af 7. december 1989, som bl.a. indeholder regler om gensidig bistand med inddrivelse af skatter. Den anden er OECD-bistandsaftalen af 26. februar 1992. I opkrævningsmæssig henseende har den dog p.t. ikke nogen stor betydning for Danmark. Den tredje er Rådets Direktiv af 15. marts 1976 (76/308/EØF), som fra 1.juli 2002 også har virkning for direkte skatter og endelig Nordisk Toldaftale af 11. september 1981.

Der er endvidere indgået aftale med et inkassofirma om, at dette firma skal bistå danske skattemyndigheder med opkrævning af skatte- og afgiftskrav i udlandet. Aftalen vedrører kun de lande, hvor der ikke er indgået en inddrivelsesaftale eller hvor kravet ikke er omfattet af en sådan indgået aftale, se afsnit J.2.7 .

Der er udarbejdet en hjemmeside med henvisning til de enkelte aftaler, blanketter m.v. som kan anvendes af skattecentrene.

J.2.2 Den Nordiske Bistandsaftale

Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland har den 7. december 1989 indgået en fælles nordisk aftale om bistand i skattesager. Aftalen er offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992.

I henhold til art. 20, punkt 1, i denne overenskomst har ovenfor nævnte lande den 30. juni 1997 indgået en overenskomst, der nærmere præciserer bistandspligtens omfang (udover skatter eksempelvis motorafgifter, merværdiafgift, punktafgifter og sociale forsikringsbidrag). Se cirkulære nr. 174 af 3/12 1997.

Særligt vedrørende Grønland finder inddrivelse sted efter aftale af 28. juni 1985 i henhold til punkt 20 i aftale af 18. oktober 1979.

J.2.2.1 Omfattede fysiske og juridiske personer

Den nordiske bistandsaftale indeholder ingen personbegrænsninger, som for eksempel et krav om at skyldner er eller har været bosat i inddrivelseslandet. Så længe kravet vedrører de danske skatter som er nævnt nedenfor, og man har en begrundet formodning for at kravet kan inddrives i det andet land, kan der anmodes om bistand. I praksis vil det være oplagt at anmode om bistand, dersom den skattepligtige er bosat, opholder sig i, eller har aktiver i et andet nordisk land, eller dersom den skattepligtige har en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i et andet nordisk land.

Selskaber og andre juridiske personer omfattes også af aftalen. Det vil sige, at man kan anmode om bistand til inddrivelse når et selskab, hjemmehørende i den anden nordiske stat, skylder skat i Danmark. Endvidere kan reglerne i bistandsaftalen anvendes overfor arbejdsgivere, der er udrejst til et andet nordisk land uden at afregne indeholdt A-skat.

Et dansk krav mod et dødsbo, som behandles i udlandet, kan søges inddrevet med bistand i henhold til denne aftale i det omfang boet råder over midler. Der kan således ikke ydes bistand såfremt dødsboet er insolvent.

Man kan også anmode om bistand, dersom skyldner er et selskab hjemmehørende i en tredje stat som Danmark ikke har bistandsaftale med, men hvor selskabet har aktiver i inddrivelseslandet.

J.2.2.2 Omfattede skatter og afgifter

I den nordiske bistandsaftale artikel 2, defineres hvad der efter aftalen skal anses som skat i de enkelte lande. Overenskomsten finder tilsvarende anvendelse på alle skatter af samme art eller væsentlig samme art, der pålignes som tillæg til eller i stedet for de nævnte skatter.

Bistandsaftalen omfatter for Danmarks vedkommende indkomstskat til staten, kommunal indkomstskat, amtskommunal indkomstskat, kirkeskat, udbytteskat, renteskat, royaltyskat og skatterne i henhold til kulbrinteskatteloven. Arbejdsmarkedsbidrag er ligeledes omfattet af bistandsaftalen.

Bistandsaftalen omfatter også eventuelle retskraftige krav på selskabsskat, særlig indkomstskat og sømandsskat for så vidt angår indkomstår, der ligger før 1. januar 1989. Bistandsaftalen omfatter endvidere foreløbige skatter. Renter m.m samt bøder som ikke er afgjort af en domstol(administrative bøder) er ligeledes omfattet.

En nærmere specifikation af de omfattede fordringer findes i cirkulære til artikel 20 i den nordiske aftale, CIR nr. 174 af 03/12/1997.

J.2.2.3 Beløbsgrænse

For at kravet kan inddrives med hjemmel i den nordiske bistandsaftale skal kravet minimum udgøre 2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer. For Grønlands vedkommende dog 1.500 kr. Beløbsgrænsen gælder også såfremt man fremsender en bistandsanmodning for renter, som er påløbet efter at den oprindelige bistandsanmodning blev afsendt.

J.2.2.4 Forældelse

En generel beskrivelse af de danske forældelsesregler findes ovenfor i afsnit F . I det følgende behandles de specielle regler, som følger af den nordiske bistandsaftale.

Efter den nordiske bistandsaftales artikel 14 er det ansøgerstatens forældelsesregler, der skal anvendes ved vurderingen af hvornår et krav forælder, dog således at den fristafbrydende handling skal være hjemlet i både inddrivelsesstaten og ansøgerstaten. Danske krav, der inddrives i et andet nordisk land, forældes således efter 5 år og afbrydelse sker efter danske regler f. eks. ved udlæg eller erkendelse fra skyldner. Det er imidlertid efter fast praksis et krav, at den handling som afbryder forældelsen også ifølge inddrivelseslandets regler afbryder forældelsen.

For nordiske krav, der inddrives her i landet afhænger det omvendt af ansøgerstatens forældelsesregler, om de danske forældelsesafbrydende tiltag er tilstrækkelige til at afbryde forældelsen. Reglen betyder, at de danske regler regler skal være lovhjemlet i ansøgerstaten for at de får fristafbrydende virkning i forhold til ansøgerstaten, det er derfor ikke tilstrækkelig at foretage lønindeholdelse for et norsk krav i Danmark, idet lønindeholdelse ikke afbryder forældelsen i Danmark.

Følgende regler om forældelse er gældende i de øvrige nordiske lande

Land

Regel

Grønland

5 år efter forfaldsdagen (danske regler)

Færøerne

Afbrydelse: Danske regler

Island

4 år efter forfaldsdagen

Afbrydelse: Ved udlæg, anmodning om tvangsauktion, sagsanlæg, anmeldelse i konkurs, frivillig indbetaling fra skyldner og skyldners anerkendelse af kravet forlænges fristen med 4 år. Ved dom forlænges fristen med 10 år.

Finland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelsen: Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen, som forudsat iht. artikel 14.3 i den nordiske bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage afregning på kravet ved et senere salg.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende. Dividenden kan kun afregnes indtil kravet forældes.

Norge

3 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling.

Afbrydelse: Ved skyldnerens erkendelse. Erkendelsen kan enten foreligge i form af et forlig eller anden skriftlig erkendelse, eller den kan bestå i en stiltiende anerkendelse, f.eks. betaling af renter - herefter løber ny frist på 3 år. Kan også afbrydes ved at foretage udlæg, hvorefter der løber en ny frist på 10 år.

Sverige

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelse: Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen, som forudsat iht artikel 14.3 i den nordiske bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage afregning på kravet ved et senere salg. Udlæg må kun foretages, hvis det vurderes, at udlægget kan indfries ved en tvangsrealisation af ejendommen.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved efterfølgende udlodning.

En Dansk gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende. Dividenden kan kun afregnes indtil kravet forældes efter de Svenske regler.

J.2.2.5 Anmodning om bistand

IBA anmoder om bistand til inddrivelse på vegne af den danske stat. Anmodning om bistand må kun fremsættes, såfremt de begærede foranstaltninger ikke kan foretages i egen stat uden væsentlige vanskeligheder.

Når et skattecenter ønsker bistand til at inddrive et krav i udlandet, skal kravet fremsendes til IBA i overensstemmelse med den fremgangsmåde, som er beskrevet i afsnit J.2.8 . Det skal fremgå af anmodningen, hvilket skattecenter, der begærer bistanden, samt navn, erhverv (eller titel), adresse, fødselsdata og hjemstedskommune samt om muligt arbejdsgiver og opholdssted vedrørende den person sagen drejer sig om.

RIM skal endvidere bekræfte, at den afgørelse der ligger til grund for skattekravet kan danne grundlag for inddrivelse samt angive det tidspunkt, da retten til at inddrive skatten helt eller delvist ophører på grund af forældelse. Den omstændighed, at skatteansættelsen er påklaget eller indbragt for domstolene hindrer ikke, at der kan fremsættes anmodning om bistand.

J.2.2.6 Særligt vedrørende Grønland

Den nordiske bistandsaftale jf. overenskomst af 7. december 1989 gælder som nævnt ovenfor også i forhold til Grønland. Overenskomsten begrænser ikke og begrænses ikke af den mellem den danske regering og Grønlands landsstyre den 18. oktober 1979 indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning jf. overenskomsten af 7. december 1989 art. 24, stk. 4. Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 37 af 20/1 1986 af aftale i henhold til punkt 20 i aftale af 18/10 1979 mellem Danmark og Grønland om bistand i skattesager (dobbeltbeskatningsaftalens artikel 26).

Overenskomsten omfatter følgende skatter: indkomstskat til staten, kommunal indkomstskat, amtskommunal indkomstskat, kirkeskat, udbytteskat, renteskat, royaltyskat, skatter i henhold til kulbrinteskatteloven.

Der gælder en beløbsgrænse på 1.500 kr.

Anmodning om bistand kan fremsættes, selv om skatteansættelsen er påklaget eller indbragt for domstolene.

J.2.2.7 Den Nordiske Trækaftale

Den nordiske trækaftale er et tillæg til den nordiske bistandsaftale. Aftalen regulerer, hvor forskudstræk skal foregå og hvad der skal foregå, når skat betalt til et land skal overføres til et andet land. Dette kan skyldes, at en skatteyder arbejder for en virksomhed med et fast driftssted i udlandet, at arbejdet har varet i mere end 183 dage, eller at der tale om arbejdsudleje. Når der foreligger en sådan "træksag", hvor Danmark skal have et skattebeløb overført fra et andet land, skal inddrivelsen som udgangspunkt stilles i bero indtil en eventuel mellemregning mellem landene er foretaget. Det overførte beløb indgår i årsopgørelsen som forskudsskat. Ordningen administreres af IBA.

J.2.3 EUs Inddrivelsesdirektiv

I forbindelse med implementeringen af EUs fællesmarked gennemførtes ved Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 fælles regler om gensidig bistand ved inddrivelse. Dette grunddirektiv blev i 1979 ændret ved Råds direktiv 79/1071/EØF af 6. december 1979, hvor ordningen blev udvidet til også at gælde moms. Ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992 blev ordningen yderligere udvidet til at omfatte visse punktafgifter. Endelig udvidedes anvendelsen af inddrivelsesordningen ved Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001, idet medlemsstaterne nu bl.a også skal yde hinanden gensidig bistand til inddrivelse af direkte skatter.

Inddrivelsesdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 8 af 18. januar 1978 med senere ændringer jf. hertil BKG nr. 778 af 16. september 2002.

Vigtige ændringer i 2001

Vedtagelsen af Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001 medførte flere vigtige ændringer. Den væsentligste ændring findes i direktivets art. 2, der nu også kommer til at omfatte visse indkomst- og formueskatter, samt beskatning af forsikringspræmier. Endvidere vil renter, administrative sanktioner og administrative bøder samt omkostninger vedrørende de fordringer, der er anført i art. 2 være omfattet. Således er bøder som er en strafferetlig sanktion i inddrivelsesstaten ikke omfattet.

J.2.3.1 Omfattede fysiske og juridiske personer

Direktivet indeholder ingen begrænsninger i forhold til personkredsen og således er det afgørende om den fordring, som ønskes inddrevet, er omfattet.

J.2.3.2 Omfattede skatter og afgifter

Bistandsordningen omfatter generelt set følgende fordringstyper

Fordringer vedrørende Den europæiske udviklings- og garantifond for landbruget (FEOGA) dvs. restancer på restitutions- og interventionsbeløb, øvrige fordringer financieret af fondet i forbindelse med de særlige landbrugsordninger

Landbrugsimportafgifter, jf. Rådsafgørelse nr. 70/243 EKSF.

Toldfordringer (EU's ydre told og importmoms)

Moms

Punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol, alkoholholdige drikkevarer og på mineralsk olie.

Indkomst- og formueskatter

Beskatning af forsikringspræmier

Renter, administrative sanktioner og bøder samt omkostninger

De direkte skatter, der er omfattet, er for Danmarks vedkommende indkomstskat til staten, selskabsskat, den kommunale indkomstskat, den amtskommunale indkomstskat, kirkeskat, jfr. direktiv 77/799/EØF art. 1, stk. 3 sammenholdt med samme direktivs art. 1, stk. 4. Endvidere alle skatter af samme eller lignende art, som i fremtiden vil kunne blive opkrævet i tillæg til eller i stedet for de omhandlede skatter.

En indeholdelsespligtigs manglende afregning af A-skat omfattes også af begrebet "indkomstskat" i inddrivelsesdirektivet.

For så vidt angår afgifter på forsikringspræmier er følgende omfattet for Danmarks vedkommende: afgift af lystfartøjsforsikringer, afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., samt stempelafgift af forsikringspræmier.

J.2.3.3 Beløbsgrænse

Mindstebeløbet for bistandsanmodning er jf. Rådets direktiv 86/489 af 24. september 1986 1.500 , svarende til ca. 11.250 kr.

J.2.3.4 Forældelse

Reglerne om forældelsesforhold er fastlagt i Rådets direktiv 76/308 art 15. Heraf fremgår det, at det er forældelsesreglerne i ansøgerstaten, der gælder. For danske krav gælder således de danske forældelsesregler.

5-års begrænsning

Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001 er sat i kraft i Danmark ved lov nr. 218 af 22. april 2002 og indeholder i artikel 14, stk. 1 en bestemmelse om, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at yde bistand såfremt fordringen er over 5 år gammel, regnet fra det tidspunkt hvor eksekutionsdokumentet er oprettet og frem til det tidspunkt hvor ansøgning om bistand fremsættes. Såfremt skyldner har gjort indsigelse mod fordringen eller dokumentet, regnes fristen dog fra det tidspunkt, hvor den ansøgende stat har fastslået, at der ikke længere kan gøres indsigelse mod fordringen eller dokumentet.

Følgende stater har tilkendegivet, at intern lovgivning ikke tillader bistand i denne situation: Tyskland, England, Irland, Belgien, Holland, Italien og Ungarn.Som et udslag af gensidighedsprincippet anvender Danmark også en fem-års grænse over for disse lande.

J.2.3.5 Anmodning om bistand

Anmodning om bistand rettes til IBA, som varetager Danmarks forpligtelser i medfør af traktaten. Den nærmere fremgangsmåde ved henvendelse til IBA om gensidig bistand er beskrevet nedenfor i afsnit J.2.8 .

Ved anmodning om inddrivelse i et andet EU land skal der anvendes en såkaldt EU-enhedsblanket, jf. Rådets direktiv 77/794 art 2, 8 og 11 (se afsnit 3.8). I henhold til Rådets direktiv 77/794 er der en række oplysninger vedrørende selve fordringen og den person eller virksomhed den er rettet imod, som skal være tilstrækkeligt klart anført. Anmodningen skal være underskrevet af den kompetente myndighed (IBA).

Kun modtagerlandets sprog eller engelsk, tysk og fransk kan anvendes af IBA i den gensidige kommunikation.

J.2.4 Dobbeltbeskatningsaftaler

Danmark har indgået en række bilaterale aftaler til undgåelse af dobbeltbeskatning og forebyggelse af skatteunddragelse. Nogle af aftalerne indeholder bestemmelser om gensidig bistand til inddrivelse af skatter.

Danmark har på nuværende tidspunkt indgået sådanne bilaterale aftaler med følgende lande: Belgien, Estland, Filippinerne, Frankrig, Holland (Nederlandene), Indien, Letland, Litauen, Luxembourg, Marokko, Sydafrika, Tyrkiet, Tyskland, Uganda, Ukraine, USA og Venezuela jf. den skematiske fremstilling nedenfor punkt

J.2.4.1 Omfattede fysiske og juridiske personer

Det fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomsternes art. 1 typisk sammenholdt med art. 3 hvilke personer, der er omfattet af bistandsbestemmelserne. Det er som hovedregel både fysiske og juridiske personer.

J.2.4.2 Omfattede skatter og afgifter

De omfattede skatter er normalt opregnet i dobbeltbeskatningsoverenskomsternes art. 2. Da det danske skattesystem ændres løbende vil de skatter, der er nævnt i overenskomsternes art. 2 ikke altid være ajourførte. Nogle skatter kan være ophævet. Andre kan være kommet til. Nye skatter, der træder i stedet for en skat omfattet af aftalen, vil også typisk være omfattet af aftalen. Næsten alle bistandsaftaler omfatter renter og omkostninger, tillægsskat og bøder som ikke har strafferetlig karakter. Det gælder dog f.eks. ikke Indien.

Se afsnit J.2.4.7 for en samlet oversigt.

J.2.4.3 Beløbsgrænser

I praksis kan der alene anmodes om bistand til inddrivelse af krav over 2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer. Dette gælder uanset om der er fastsat en lavere beløbsgrænse i den enkelte bistandsaftale. I forhold til Tyskland og Litauen er beløbet forhøjet til 1500 Euro, og med hensyn til Letland er beløbet 1000 USD jf. bekendtgørelse nr. 31 af 15. maj 2000 om gensidig administrativ bistand i skattesager.

J.2.4.4 Forældelse

Spørgsmålet om forældelse er reguleret i den enkelte aftale. I de fleste aftaler er udgangspunktet således at forældelsesfristen i inddrivelseslandet anvendes. Har inddrivelsstaten en kortere forældelsesfrist end den danske, kan inddrivelsesstaten vælge at lægge denne til grund.

Holland og Tyskland

Ved inddrivelse i medfør af dobbeltbeskatningsaftalerne indgået med Holland og Tyskland gælder imidlertid at den danske forældelsesfrist skal anvendes. Forældelsesafbrydende tiltag foretaget i inddrivelsesstaten virker også forældelsesafbrydende i Danmark under forudsætning af at tiltagene har tilsvarende virkning efter dansk ret.

J.2.4.5 Anmodning om bistand

Forinden et dansk krav søges inddrevet i udlandet, skal det konstateres, at restanten ikke her i landet har aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg. Anmodning om bistand med inddrivelse af krav må således kun fremsættes i det omfang, restanten ikke har tilstrækkelige aktiver her i landet til dækning af det skyldige beløb. De enkelte aftaler kan være lidt forskellige i formuleringen af dette punkt.

De almindelige regler for inddrivelse skal være opfyldt. Kravet skal således være eksigibelt, og inddrivelse må ikke være udelukket på grund af kravets forældelse. Fristen for påklage af skatteansættelsen skal være udløbet.

Se også den generelle fremstilling om fremgangsmåden ved fremsendelse af bistandsanmodning i afsnit J.2.8

Særligt vedrørende USA

I forhold til USA gælder det særlige at i tilfælde, hvor den administrative byrde ved sagerne er ude af proportioner i forhold til den fordel, der opnås, kan den anmodede stat nægte at efterkomme anmodningen. Bistanden kan ikke ydes mod fysiske personer, hvis skattekravet vedrører en skattepligtig periode, hvor den pågældende var statsborger i den stat til hvilken henvendelsen er rettet (amerikanske statsborgere i USA/danske statsborgere i Danmark), eller et selskab, et dødsbo eller en "trust", hvis skattekravet vedrører en skattepligtig periode, i hvilken skatteyderen oppebar sin status som en sådan enhed fra lovgivningen i den stat, der modtager anmodningen.

J.2.4.6 Oversigt over dobbeltbeskatningsaftaler

Herunder findes en oversigt over de dobbeltbeskatningsaftaler Danmark har indgået, deres implementering i dansk ret samt hvilke bestemmelser der regulerer bistand til inddrivelse.

Belgien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 16. oktober 1969 jf. bekendtgørelse nr. 5 af 20. januar 1971, art. 27,2 og Skatteministeriets cirkulære nr. 166 af 27. juni 1972 (vejledning) pkt. 48.

Estland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 4. maj 1993 jf. Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 22 af 21. februar 1994, art. 28.

Filippinerne

Overenskomst af 30/6 1995 art. 27. Se bekendtgørelse nr. 11 af 30/1 1997.

Frankrig

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. februar 1957 jf. bekendtgørelse nr. 36 af 27. juni 1958 og Skattedepartementets cirkulære nr. 218 af 12. oktober 1960 (vejledning), art. 24 jf. art. 1.

Holland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 1/7 1996 jf. bekendtgørelse nr. 4 af 22/4 1998. Se artikel 27 og 28 samt bilateral aftale af 22. februar 1999, jf. bekendtgørelse nr. 58 af 1. juli 1999.

Indien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. marts 1989, jf. bekendtgørelse nr. 118 af 10. november 1989, art. 27 jfr. art. 2.

Letland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 10. december 1993, art. 28, jf. art. 2, samt bekendtgørelse nr. 31 af 15. maj 2000 af aftale mellem Danmark og Letland om gensidig administrativ bistand i skattesager.

Litauen

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 13. oktober 1993 samt protokol af 21. februar 1994. Se art. 28.

Luxembourg

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980 jf. bekendtgørelse nr. 95 af 23. september 1982 og Skatteministeriets cirkulære nr. 74 af 28. april 1982 (vejledning), art. 27 jf. art. 2.

Marokko

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. maj 1984, art. 27, jf. art. 2.

Sydafrika

Bekendtgørelse nr. 7 af 29/1 1996 af overenskomst af 21/6 1995 med Sydafrika, art. 27.

Taipei

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 30. august 2005. Lov nr. 1184 af 12. december 2005. Bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2005.

Tyrkiet

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 30. maj 1991 art. 26, jf. art. 2.

Se bekendtgørelse nr. 129 af 14/12 1993.

Tyskland

Bekendtgørelse nr. 158 af 6/12 1996 af overenskomst af 22/11 1995 art. 29, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39 og 40.

Uganda

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 14. januar 2000, jf. bekendtgørelse nr. 22 af 22. juni 2001, art. 28.

Ukraine

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 5/3 1996, se bekendtgørelse nr. 161 af 3/10 1996.

USA

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 19. august 1999 jf. bekendtgørelse nr. 13 af 14. april 2000, art. 27.

Venezuela

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3. december 1998, jf. bekendtgørelse nr. 34 af 4. december 2001, art. 28.

J.2.4.7 Oversigt over omfattede skatter og afgifter

Følgende er en oversigt over hvilke skatter og afgifter som er omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med de enkelte lande

Omfattede skatter

Belgien

Estland

Filippinerne

Frankrig

Holland

Indien

Letland

Litauen

Indkomstskat til staten

x

x

x

x

x

x

x

x

Kommuneskat

x

x

x

x

x

x

x

x

Amtskommunal skat

x

x

x

x

x

x

x

Kulbrinteskat

x

x

x

x

x

x

x

x

Kirkeskat

x

x

x

x

x

x

x

x

Udbytteskat

x

x

x

x

x

x

Renteskat

x

x

x

x

x

Royalty-skat

x

x

x

x

x

Særlig indkomstskat (1)

x

x

x

x

x

x

Formueskat (2)

x

x

x

x

x

Selskabsskat

x

Ejendomsskat

x

Ejendomsværdiskat

x

x

x

x

Pensionsafkastskat

x

x

x

x

x

Omfattede skatter

Luxembourg

Marokko

Sydafrika

Tyrkiet

Tyskland

Uganda

Ukraine

USA

Venezuela

Indkomstskat til staten

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Kommuneskat

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Amtskommunal skat

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Kulbrinteskat

x

x

x

x

x

x

x

x

Kirkeskat

x

x

x

x

Udbytteskat

x

x

x

x

Renteskat

x

x

x

Royalty-skat

x

x

x

Særlig indkomstskat (1)

x

x

x

x

Formueskat (2)

x

x

x

Selskabsskat

x

Ejendomsskat

x

Afgift af arv og gave

x

Frigørelsesafgift

x

Registreringsafgift

x

Vægtafgift

x

Afgift af ansvarsforsikring

x

Pensionsafkastskat

x

x

x

Moms

x

Overenskomsten omfatter særlig indkomstskat for så vidt angår indkomstår, der ligger før 1. januar 1996.

Overenskomsten omfatter formueskatter for så vidt angår indkomstår, der ligger før 1. januar 1997.

J.2.5 OECDs konvention om bistand

Ved lov nr. 132 af 26. februar 1992 om gensidig administrativ bistand i sager om direkte og indirekte skatter mellem stater, der er medlem af Europarådet eller OECD er der skabt et udvidet grundlag for det internationale samarbejde.

OECD-konventionen trådte i kraft 1.4.1995, hvor 5 stater - Danmark, Norge, Sverige, Finland og USA - havde ratificeret konventionen, USA dog med forbehold for så vidt angår bistand ved opkrævning. Efterfølgende har Holland, Polen, Belgien, Frankrig, Island og Italien tiltrådt konventionen på forskellige tidspunkter . Canada underskrev konventionen den 28. april 2004, men mangler stadig at ratificere den. Aserbajdsjan og Ukraine, som ikke er OECD-lande har ligeledes underskevet konventionen, men kun førstnævnte har ratificeret den.

l

Indholdet i OECD-konventionen er i store træk sammenfaldende med den nordiske bistandsaftale. Konventionen omfatter administrativ bistand i form af udveksling af oplysninger, embedsmænds deltagelse i skatteundersøgelser i en anden stat, bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftskrav og bistand ved forkyndelse af dokumenter.

OECD-konventionens selvstændige betydning i forhold til de øvrige overenskomster med hensyn til udveksling af oplysninger er ret begrænset, idet konventionen kun vil finde anvendelse ved udveksling af oplysninger om andet end direkte skatter, når der er tale om stater uden for EU, bortset fra øvrige nordiske stater.

Konventionen kan derimod få stor selvstændig betydning ved bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftskrav i stater udenfor EU og Norden, idet kun ganske få dobbeltbeskatningsaftaler indeholder bestemmelser om inddrivelse - og i givet fald jo kun vedrørende direkte skatter. Man må imidlertid være opmærksom på, at konventionen bygger på et gensidighedsprincip, og at USA, har taget forbehold med hensyn til bistand ved inddrivelse.

J.2.6 Andre aftaler vedrørende inddrivelse af told og afgifter

Danmark har den 11. september 1981 indgået en aftale med de øvrige nordiske lande om bistand i toldsager (bkg. nr. 92 af 23. september 1982). Beløbsgrænse er her på 1.000 kr.

J.2.7 Inddrivelse når der ikke foreligger gensidige aftaler

Såfremt der med en stat ikke er indgået aftale om gensidig bistand med inddrivelse af skatter og afgifter, har kravet hidtil været søgt inddrevet via Udenrigsministeriets lokale repræsentationer. Ambassaderne har ingen tvangsmidler til rådighed man kan foranstalte forkyndelse ligesom de vil kunne være behjælpelige med at henvise til en lokal advokat.

Aktiv Kapital A/S

Fra medio november 2002 er der indgået en aftale med inkassofirmaet Aktiv Kapital A/S, om inddrivelse af danske skatte- og afgiftskrav hos personer med bopæl i udlandet. Aftalen vedrører udelukkende inddrivelse i de stater, som Danmark ikke har en inddrivelsesaftale med, eller hvor inddrivelsesaftalen ikke kan finde anvendelse. Inkassofirmaet anvender de retsmidler, der er i den pågældende stat til at inddrive kravet.

RIM skal ved fremsendelsen af begæringen til IBA vedlægge korrespondance eller anden form for dokumentation, der viser at myndigheden forgæves har forsøgt at få skyldner til at betale beløbet. Det er som udgangspunkt en forudsætning for at inddrivelsen kan finde sted, at den anmodende myndighed er bekendt med restantens adresseforhold i udlandet. Ved hver sagsoprettelse vil der blive opkrævet et gebyr på kr. 300 + moms hos RIM. Ud over oprettelsesgebyret kan der påløbe et mindre gebyr, hvis der skal indhentes adresseoplysning. Derudover er hovedprincippet, at firmaet tager sig betalt for ydelsen ved en provision af det inddrevne beløb. Provisionen varierer mellem 10 og 35 % afhængigt af landet.

Beløbsgrænsen for fremsendelse af sag til inddrivelse er fastsat til 1.500 EURO / 11.250 kr. I tilfælde hvor inddrivelsesforsøg har vist sig forgæves, og der er begrundet formodning om, at restanten er i besiddelse af påviselige aktiver, kan spørgsmål om retslig inddrivelse i den pågældende stat forelægges IBA. Afgørelsen af om inddrivelsesforretningen skal forsøges gennemført, træffes af IBA.

J.2.8 Fremgangsmåden ved fremsendelse af bistandsanmodning til IBA

SKAT Hovedcentret er kompetent myndighed i forhold til inddrivelse af RIMs krav i udlandet, men har delegeret kompetencen til IBA. En begæring om inddrivelse i udlandet skal således fremsættes overfor IBA.

Blanketter

Følgende fremgangsmåde skal anvendes når en anmodning om international bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftskrav fremsendes til IBA

Blanket 49.038 benyttes ved krav til de nordiske lande, bortset fra toldkrav.

Blanket 49.039 med supplement 49.053 benyttes ved skattekrav til andre lande samt ved skatte- og momskrav m.v. og i sager der inddrives via inkassobureau. (For så vidt angår bistandsaftaler beløb min kr. 2.500 se afsnit Fsva inkassobureau-sager beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 51.049 benyttes ved EU-anmodning om oplysninger (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 51.050 benyttes ved EU-anmodning om meddelelse/forkyndelse (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 51.051 benyttes ved EU-anmodning om inddrivelse/retsbevarende foranstaltninger (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 19.018 benyttes ved krav efter den nordiske toldaftale ( beløb min. 1000 kr.)

Blanketterne kan hentes på såvel intranettet og internettet. IBA har en hjemmeside , som kan anvendes af skattecentrene, her findes yderligere oplysninger omkring den praktiske fremgangsmåde ved anmodning om bistand, ligesom de relevante blanketter kan findes.

Oplysninger

Følgende afsnit skal altid være udfyldt

cpr. nr. / CVR. nr. samt SE.nr.

navn og adresse i udlandet, evt. arbejdsgiver

skattens/afgiftens art

perioden kravet vedrører

forfalds- og forældelsesdato for det enkelte krav

kravets samlede størrelse

Den enhed under RIM, som er afsender

underskrift på anmodningen

Dokumentation

Følgende betingelser og dokumentationskrav skal iagttages ved fremsendelsen til IBA

Kravet skal opfylde de fastsatte beløbsgrænser

Der skal som udgangspunkt mindst være 6 måneder til kravet forældes

Dokumentation eller oversigt over kravets opståen skal vedlægges

Krav, der ikke kan dokumenteres, kan ikke fremsendes til inddrivelse

Inddrivelsesmuligheder i Danmark skal være udtømte

Seneste "rykkerbrev" til skyldners adresse i udlandet skal vedlægges, anmodningen skal indeholde henvisning til datoen for rykkerbrevet

Dokumentation for seneste afbrydelse af forældelsen (udlæg) skal vedlægges

Ansøgningsblanketter i papirform skal fremsendes i 2 eksemplarer

Krav der er baseret på foreløbige fastsættelser er som udgangspunkt retskraftige, men i det omfang krav beror på skøn, bør man, inden man sender kravet til inddrivelse i udlandet prøve, om der er realitet bag kravet.

J.2.9 Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske krav i Danmark

I dette afsnit omtales spørgsmålet om inddrivelse af udenlandsk skatte- og afgiftskrav i Danmark. Hovedreglen er, at de udenlandske krav skal inddrives efter samme regler som gælder for tilsvarende danske krav.

Af OIL § 1, stk. 2, følger, at opkrævnings- og inddrivelsesloven tillige gælder for opkrævning og inddrivelse af udenlandske, færøske eller grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager, samt for inddrivelse af andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Reglerne i anden lovgivning om opkrævning og inddrivelse af fordringer som nævnt i OIL stk. 1, herunder om udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v., finder anvendelse, medmindre andet følger af det pågældende retlige hjemmelsgrundlag, jf. OIL § 1, stk. 3, 2. pkt.

Inddrivelses- og Sagsbehandlingsregler

IBA kontrollerer sagen vedrørende beløb og formalia. Opfylder anmodningen de fastlagte betingelser omkring beløb og formalia kvitteres der for modtagelsen samtidig med, at kravet sendes til inddrivelse hos det relevante skattecenter.

Inddrivelsesmyndigheden kvitterer for modtagelsen og sender en betalingsanmodning til skyldneren, hvorefter kravet inddrives. Afregning skal ske løbende (månedligt) til IBA. IBA skal orienteres om indbetalingsdato (valørdato) til skattecentret.

Det er aftalt, at man en gang årligt skal orientere om inddrivelsessituationen. Såfremt skattecentret ikke orienterer IBA om ovenstående, er IBA forpligtet til at rykke centret og anmode om en status.

Al kontakt mellem inddrivelsesmyndigheden og den udenlandske myndighed skal foregå via IBA. RIM skal holde IBA orienteret om udviklingen i sagen, og skal sende kopi af forældelsesafbrydende tiltag som foretages. IBA orienterer udlandet om handlingerne. Såfremt RIM vurderer, at det udenlandske krav må anses for uerholdeligt, returneres kravet til IBA med fornøden begrundelse om årsag.

Kravet bestrides

Såfremt skyldner bestrider kravet, opstår spørgsmålet om hvordan dette skal håndteres. Klager skyldner over selve grundlaget for kravet, må dette spørgsmål behandles af de udenlandske myndigheder efter de udenlandske regler om klagefrister m.v.. Går klagen på inddrivelsen og hjemmel til at kunne foretage inddrivelse, må dette spørgsmål behandles af de danske inddrivelsesmyndigheder.

Udlæg

Som udgangspunkt gennemføres inddrivelsen under anvendelse af de regler, som er gældende for tilsvarende danske krav. Der gælder dog særlige regler om udlægskompetencen for krav som inddrives her i landet i henhold til EUs Inddrivelsesdirektiv.

Udlægskompetencen ligger hos fogedretten

For krav som inddrives her i landet i henhold til EUs inddrivelsesdirektiv gælder det, at udlægskompetencen ligger hos fogedretten. Når der er tale om udenlandske krav som inddrives i henhold til EUs inddrivelsesdirektiv, vil IBA, efter at man har foretaget en vurdering af om de formelle regler er overholdt, fremsende anmodningen til det relevante skattecenter til videre foranstaltning. Det er således det pågældende skattecenter, der underretter skyldner samt indbringer eventuelle sager for fogedretten. Eftersom sagerne normalt ikke vil være af rutinemæssig karakter, og da der formentlig ofte vil være behov for vejledning af skyldnere om deres retsstilling efter direktivet, har Justitsministeriet fundet det rigtigst at overlade det til fogedretterne at foretage udlæggene.

Retspraksis

Fogedretterne kan ikke stille spørgsmål ved eller tage stilling til det materielle i sagen og kan således ikke prøve en indsigelse imod fordringens størrelse og eksistens. Materielle indsigelser skal rettes til den kompetente myndighed i det land, hvorfra anmodningen om bistand kommer. I følge lovens forarbejder kan fogedretten alene tage stilling til, om udlægsgrundlaget har den fornødne klarhed for at et udlæg kan foretages på betryggende vis. Der kan henvises til TfS 2000, 626 FK og TfS 2000, 842 VLK, TfS 2001, 384 VLK, TfS 2002, 644 HK

Fremgangsmåden

Fogedretten kan ikke efterprøve en domstolsafgørelse af, hvem der materielt hæfter for gælden. Men er fogedretten ikke tilfreds med grundlaget - dokumentationen - kan fogedretten udsætte fogedforretningen jf. RPL § 502. Under fogedforretningen skal man være opmærksom på, at såfremt skyldner gør indsigelse mod selve fordringen, skal denne indsigelse fremsættes overfor den kompetente myndighed i den anmodende stat. Fogedforretningen stilles i bero/ suspenderes indtil der foreligger et svar fra den anmodende medlemsstat jf. artikel 12 i direktivet. I medfør af ændringsdirektiv 2001/44/EF kan den anmodende medlemsstat dog anmode om at inddrivelsen gennemføres uanset en indgivet klage,

I TfS 2000, 626 FK fastslog fogedretten, at i tilfælde af indsigelser mod et udenlandsk kravs eksistens, vil sagen skulle indbringes af den pågældende person for den kompetente instans i den medlemsstat, i hvilken den myndighed, der anmoder om bistand, befinder sig, i overensstemmelse med de i sidstnævnte medlemsstat gældende retsregler. Fogedretten er altså afskåret fra at prøve indsigelser, der vedrører kravets eksistens. Fogedretten fandt, at kravet kunne inddrives, eftersom skyldner havde været bekendt med kravet længe uden at gøre sine indsigelser gældende overfor den udenlandske myndighed, og eftersom skyldner i afgørelsen var blevet gjort bekendt med, at indsigelser skulle gøres gældende inden 15 dage.

Opstår der tvister i fogedretten, som skattecentret ikke umiddelbart kan afklare, stilles sagen i bero og sagen forelægges IBA. IBA afgør herefter, om spørgsmålene skal forelægges den anmodende stat eller om afklaringen kan finde sted her i landet.

Modregning og Lønindeholdelse

Ved inddrivelse af udenlandske krav kan modregning og lønindeholdelse anvendes i samme omfang som ved tilsvarende danske krav.

Prioritetsregler

Et udenlandsk krav indgår i prioritetsrækken på samme måde som et dansk krav. Et udenlandsk skattekrav, der er fremsendt til inddrivelse i Danmark opkræves således forud for senere forfaldne krav her i landet.

Konkurs og gældssanering

En udenlandsk myndighed har mulighed for at anmelde et krav i et dansk konkursbo. Hvis et udenlandsk krav er til inddrivelse her i landet, skal den udenlandske myndighed orienteres om konkursdekretet.For gældssanering gælder, at et udenlandsk krav som udgangspunkt ikke er omfattet af en dansk gældssanering. Lader skifteretten det udenlandske krav indgå i gældssaneringen, er den udenlandske myndighed ikke forpligtet til at respektere dette, og kan kræve pengene inddrevet ved individualforfølgning mod skyldner i eget land. I begge situationer er de danske inddrivelsesmyndigheder afskåret fra at bistå med opkrævningen.

Eftergivelse

Spørgsmål om hel eller delvis eftergivelse af fremsendte krav afgøres udelukkende af den ansøgende stat. Anmodning om eftergivelse vedlagt budgetoversigt sendes til IBA.

Forældelse

Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder normalt være angivet. Krav der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet (Rådets direktiv 76/308/EØF) forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Krav der inddrives efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst forældes som udgangspunkt efter danske regler.

Eksempler på forældelsesregler

Land

Regel

Grønland

5 år efter forfaldsdagen (danske regler)

Afbrydelse af forældelsen: Danske regler

Finland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelsen: Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen, som forudsat iht. artikel 14.3 i den nordiske bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage afregning på kravet ved et senere salg.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende. Dividenden kan kun afregnes indtil kravet forældes.

Færøerne

Danske regler

Afbrydelse af forældelse: Danske regler

Island

4 år efter forfaldsdagen

Afbrydelse: Ved udlæg, anmodning om tvangsauktion, sagsanlæg, anmeldelse i konkurs, frivillig indbetaling fra skyldner og skyldners anerkendelse af kravet forlænges fristen med 4 år. Ved dom forlænges fristen med 10 år.

Norge

3 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelse: Kan afbrydes ved skyldnerens erkendelse af skylden. Erkendelsen kan enten foreligge i form af et forlig eller en anden skriftlig erkendelse, eller den kan bestå i en stiltiende anerkendelse, f.eks. ved betaling af renter ny frist 3 år. Endvidere kan forældelsen afbrydes ved udlæg ny frist 10 år.

I lighed med Danmark har Norge regler om suspension af forældelsen, når man mangler kendskab til skyldnerens opholdssted. Man skal dog aktivt have udtømt mulighederne for oplysninger, bl.a. ved adresseforespørgsel til bopælsstaten.

Sverige

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelse: Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen, som forudsat iht artikel 14.3 i den nordiske bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage afregning på kravet ved et senere salg. Udlæg må kun foretages, hvis det vurderes, at udlægget kan indfries ved en tvangsrealisation af ejendommen.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende. Dividenden kan kun afregnes indtil kravet forældes.

Tyskland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling.

Afbrydelse af forældelse: Forældelsen afbrydes ved skriftlig fremsættelse af kravet, udsættelse af betalingsfristen, henstand, udsættelse af fuldbyrdelsen, udlægsforanstaltning, anmeldelse i konkurs og ved myndighedens tilvejebringelse af oplysninger om skyldners bopæl eller opholdssted.

Afbrydelsen af forældelsen ved forlængelse af betalingsfristen, henstand m.v. fortsætter indtil henstanden m.v. er ophørt.

Med udløbet af kalenderåret, hvor afbrydelsen er endt, begynder en forældelsesfrist på 5 år.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse i relation til Tyskland har Vestre Landsret ved kendelse af 9. april 1999 (TfS 1999, 807 VLK) udtalt, at spørgsmålet om indtræden af forfaldstid for et tysk skattekrav, der af de tyske myndigheder begæres inddrevet i Danmark skulle afgøres efter de tyske regler. Herefter var det en forudsætning for inddrivelse i Danmark, at kravet ikke var forældet efter hverken danske eller tyske regler. Tilsvarende er offentliggjort i TfS 2003, 866 ØLK og 2005, 307 HK. Se også SKM2006.218.ØLR .

Inddrevne beløb

De inddrevne beløb sendes af inddrivelsesmyndigheden til IBA, der sender beløbet videre til den udenlandske myndighed.

J.2.10 Oversigt over indgåede aftaler

Følgende er en komplet oversigt over de indgåede aftaler med det enkelte land.

Land

EUs Dir.

Dobbeltbeskatnings- overenskomst

OECD konvention

Nordisk Bistandsaftale

Nordisk toldaftale

Bemærkninger

Belgien

Ja (1)

Ja

Ja

1) Accepterer ikke fordringer, der er ældre en 5 år, jf. Artikel 14 stk. 2 i Direktiv 76/308.

Cypern

Ja

Den Tjekkiske Republik

Ja

Det forenede kongerige

Ja (1)

Accepterer ikke fordringer der er ældre en 5 år, jf. Artikel 14 stk. 2 i Direktiv 76/308

Estland

Ja

Ja

Filippinerne

Ja

Finland

Ja (1)

Ja

Ja (2)

Ja

1) Anvendelse af Direktiv 76/308 som grundlag for anmodning om inddrivelse medfører at afbrydelse af forældelse sker efter danske reglerm, jf. direktivets Artikel 15.

Arbejdsmarkedsbidrag er ikke omfattet af direktivet.

2) Der kan normalt ikke ske afbrydelse af forældelsen.

Arbejdsmarkedsbidrag og foreløbige skatter er omfattet af aftalen

Frankrig

Ja

Ja

Færøerne

Ja

Grækenland

Ja

Grønland

Ja

Holland

Ja (1)

Ja

Ja

1) Accepterer ikke fordringer der er ældre en 5 år, jf. Artikel 14 stk. 2 i Direktiv 76/308

Indien

Ja

Irland

Ja (1)

1) Accepterer ikke fordringer der er ældre en 5 år, jf. Artikel 14 stk. 2 i Direktiv 76/308

Island

Ja

Ja

Italien

Ja

Letland

Ja

Ja

Litauen

Ja

Ja

Luxembourg

Ja

Ja

Malta

Ja

Marokko

Ja

Norge

Ja

Ja

Ja

Polen

Ja

Ja

Potugal

Ja

Slovenien

Ja

Slovakiet

Ja

Spanien

Ja

Sverige

Ja (1)

Ja

Ja (2)

Ja

1) Anvendelse af Direktiv 76/308 som grundlag for anmodning om inddrivelse medfører at afbrydelse af forældelse sker efter danske regler, jf. direktivets Artikel 15.

Arbejdsmarkedsbidrag er ikke omfattet af direktivet.

2) Der kan normalt ikke ske afbrydelse af forældelsen.

Arbejdsmarkedsbidrag og foreløbige skatter er omfattet af aftalen.

Sydafrika

Ja

Tyrkiet

Ja

Tyskland

Ja (1)

Ja

1) Accepterer ikke fordringer der er ældre en 5 år, jf. Artikel 14 stk. 2 i Direktiv 76/308

Uganda

Ja

Ukraine

Ja

Ungarn

Ja (1)

1) Accepterer ikke fordringer der er ældre en 5 år, jf. Artikel 14 stk. 2 i Direktiv 76/308

USA

Ja

Der kan ikke fremsendes krav mod personer hvis skattekravet vedrører en periode i hvilken skatteyderen er statsborger i USA.

Venezuela

Ja

Østrig

Ja

J.3 Bidrag til børn og ægtefæller

Dette afsnit behandler reglerne om bistand til inddrivelse af børne- og ægtefællebidrag m.v. i udlandet.

J.3.1 Hjemmelsgrundlaget

Inddrivelsen af danske krav på børne- og ægtefællebidrag i udlandet hviler på flere forskellige gensidigt bebyrdende multilaterale traktater. Dette afsnit beskriver de forskellige traktaters anvendelsesområde samt de betingelser - herunder dokumentationskrav - som følger af de enkelte traktater.

Danmark har tiltrådt følgende internationale konventioner om inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag

Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (den nordiske inddrivelseskonvention)5.

Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (Haagerkonventionen af 1973).

Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørel-ser vedrørende underholdspligt over for børn (Haagerkonventionen af 1958).

Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet (FN-konventionen).

Inddrivelse af krav i norden sker som udgangspunkt ifølge den nordiske aftale herom, men der gælder særlige regler for Grønland og Færøerne jf. J.3.6.2 og J.3.6.1 . Inddrivelse i det øvrige udland kan ske i henhold til Haager-konventionerne eller FN-konventionen, hvis tilflytningslandet har underskrevet en af disse konventioner, ellers sker inddrivelsen via den stedlige danske ambassade og et privat inkasso-firma.

J.3.1.1 Bidragstyper

Hvor andet ikke fremgår, finder følgende betegnelser anvendelse for forskellige bidragstyper

01-bidrag: Ikke forskudsvis udlagt bidrag.

02-bidrag: Bidrag, hvor det offentlige er indtrådt i retten til bidraget.

03-bidrag: Forskudsvis udlagt bidrag.

J.3.2 Den nordiske konvention af 23. marts 1962

Konventionen omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og handler om inddrivelse af underholdsbidrag på grundlag af dokumenter der er udfærdiget i et af de nordiske lande.

Omfattede fysiske og juridiske personer

Konventionen omfatter efter fordringens karakter kun krav mod fysiske personer.

Konventionen finder anvendelse uanset parternes statsborgerforhold. Det afgørende er alene, at der er truffet afgørelse om underholdsbidrag i et af de andre nordiske lande, og at bidragspligtige bor eller opholder sig i Danmark, eller at den bidragspligtige har aktiver i Danmark eller modtager løn fra en arbejdsgiver i Danmark, som vil kunne være genstand for henholdsvis udpantning og lønindeholdelse.

Anvendelsesområde

Konventionen omfatter jf. art. 1 bidrag til

Nuværende ægtefælle

Tidligere ægtefælle

Ægtebarn

Stedbarn

Adoptivbarn

Barn født uden for ægteskab og et sådant barns moder

Endvidere omfatter konventionen bidrag til fødsel, barsel, uddannelse, dåb, konfirmation, sygdom og begravelse eller i anden særlig anledning. Det er en betingelse for inddrivelse efter konventionen, at det pågældende bidrag ville kunne inddrives i oprindelseslandet

Beløbsgrænser

Konventionen indeholder ingen beløbsgrænser

Anmodning om bistand

Konventionen er en fuldbyrdelseskonvention og myndighederne i inddrivelsesstaten er således forpligtigede til umiddelbart at foretage inddrivelse på grundlag af danske bidragsafgørelser. Anmodning om bistand til inddrivelse af bidragsrestancer i henhold til den nordiske aftale herom fremsendes til IBA vedlagt de relevante bilag jf. skemaet nedenfor afsnit J.3.5 . Ved inddrivelse i Sverige skal der altid vedlægges en månedsvis specifikation af de sidste 3 års bidragsgæld. Når den bidragsberettigede bor i et af de andre nordiske lande, er det ikke nødvendigt at fremsætte en ny anmodning, hver gang et nyt, periodevist bidrag forfalder.

Forældelse

Da der er tale om en fuldbyrdelseskonvention afgøres spørgsmål omkring forældelse efter reglerne i det land, der har anmodet om hjælp til fuldbyrdelse.

Inddrivelsesreglerne

Inddrivelsen skal ske efter de samme regler, som gælder for inddrivelse efter en dansk afgørelse, dvs. inddrivelsesloven. På 2 punkter gælder der dog særlige regler

Når den bidragsberettigede bor i et af de andre nordiske lande, er det ikke nødven-digt at fremsætte en ny anmodning, hver gang et nyt, periodevist bidrag forfalder. Inddrivelsesmyndigheden er således (efter anmodning) forpligtet til at fortsætte inddrivelsen så længe, der er hjemmel til det i bidragsdokumentet. Inddrivelses-myndigheden skal dog med jævne mellemrum sikre sig, at betingelserne for inddrivelsen stadig er opfyldt.

Erstatning for sagsomkostninger, som er pålagt den bidragspligtige i forbindelse med afgørelsen om bidragspligt, kan - i modsætning til hvad der gælder efter inddrivelsesloven - inddrives efter samme regler som gælder for selve bidragskravet.

J.3.3 Haagerkonventionerne

Danmark har tiltrådt to Haager-konventioner, som regulerer inddrivelsen af bidragsrestancer. Dette afsnit beskriver deres anvendelse og fremgangsmåden ved anmodning om bistand i henhold til konventionerne.

1958-konventionen

Danmark har tiltrådt Haager-konventionen af 15. april 1958 med senere ændringer om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt overfor børn. Konventionen omfatter kun børnebidrag vedrørende tiden indtil barnet er fyldt 21 år.

Konventionen bortfalder mellem stater, der begge har ratificeret konventionen af 2. oktober 1973, og gælder herefter kun i forholdet til: Liechtenstein, Surinam, Ungarn og Østrig.

1973-konventionen

Haager-konventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt omfatter både børne- og ægtefællebidrag, men ikke konfirmations- og dåbsbidrag samt moders underhold i forbindelse med barsel og uddannelsesbidrag. Danmark ratificerede først denne konvention den 1. januar 1988, hvorfor børnebidrag før denne dato skal inddrives efter Haager-konventionen af 1958.

Danmark har efter art. 26, jf. art. 34, forbeholdt sig ret til ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelser om underholdsbidrag til børn over 21 år og til børn, der har indgået æg-teskab. Danmark har endvidere forbeholdt sig ret til ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelser om underholdspligt mellem slægtninge i sidelinien og mellem besvogrede.

Følgende lande har - foruden Danmark - ratificeret 1973-konventionen: Belgien, Estland, Frankrig, Grækenland (tiltrådt 1/2-04) Italien, Litauen (tiltrådt 1/10-03) Luxembourg, Nederlandene (Holland), Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Tjekkiet, Tyrkiet og Tyskland. Herudover har Sverige, Norge og Finland ratificeret konventionen, men her anvendes den nordiske konvention jf. ovenfor

Beløbsgrænser

Konventionerne indeholder ingen beløbsgrænser.

Anmodning om bistand

Haager-konventionerne er fuldbyrdelseskonventioner og myndighederne i inddrivelsesstaten er således forpligtigede til umiddelbart at foretage inddrivelse på grundlag af danske bidragsafgørelser.

En offentlig myndighed, der har udbetalt bidrag til den bidragsberettigede, kan efter art. 19 søge disse bidrag inddrevet efter konventionen. Det er en betingelse, at der er truffet en afgørelse om bidraget i en sag mellem den bi-dragsberettigede og den bidragspligtige, og at myndigheden efter lovgivningen i sit hjem-land er berettiget til at kræve bidraget betalt af og inddrevet hos den bidragspligtige.

Er afgørelsen om bidrag alene truffet efter anmodning fra en myndighed, der kræver refusion af bidrag, som myndigheden har udlagt til den bidragsberettigede, er retten til ind-drivelse også betinget af, at underholdspligten mellem den bidragspligtige og den bi-dragsberettigede er fastsat i den nationale lov, der er anvendelig efter de regler om inter-national kompetence, der gælder i Danmark.

Forældelse

Da der er tale om fuldbyrdelseskonventioner afgøres spørgsmål omkring forældelse efter reglerne i det land, der har anmodet om hjælp til fuldbyrdelse.

Inddrivelsen

Inddrivelsen sker efter den lovgivning, som gælder i det land, hvor inddrivelsen skal fin-de sted. I Danmark sker inddrivelsen således efter inddrivelsesloven m.v.

J.3.4 FN-konventionen af 20. juni 1956

FN-konventionen er i modsætning til den nordiske inddrivelseskonvention og Haagerkon-ventionerne ikke en fuldbyrdelseskonvention, men alene en retshjælpskonvention. Konventionen indeholder således ikke en pligt til at anerkende og fuldbyrde andre landes bi-dragsafgørelser, men indebærer alene en forpligtelse til ved hjælp af inddrivelseslandenes egne regler at lette inddrivelsen af underholdsbidrag.

Følgende lande har - foruden Danmark - tiltrådt FN-konventionen: Algeriet, Argentina, Australien, Barbados, Belarus (Hviderusland), Belgien, Bosnien-Herzegovina, Brasilien, Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Chile, Columbia, Cypern, Equador, Estland, Filippinerne, Finland, Frankrig, Guatemala, Haiti, Irland, Israel, Italien, Kapverdiske Øer, Kazakhstan, Kroatien, Luxembourg, Makedonien, Marokko, Mexico, Monaco, Nederlandene (Holland), New Zealand, Niger, Norge, Pakistan, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sri Lanka, Storbritannien og Nordirland, Surinam, Sverige, Taiwan, Tjekkiet, Tunesien, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, Uruguay, Vatikanstaten og Østrig.

Omfattede bidragstyper

Konventionen omfatter alene bidragstyper, som findes i inddrivelseslandet. Det vil sige, at i relation til Danmark omfatter konventionen ægtefællebidrag og børnebidrag, men ikke bidrag til andre slægtninge.

FN-konventionen anvendes kun, hvis bidrag ikke kan inddrives i henhold til den nordiske konvention eller Haager-konventionerne. Inden konventionssag iværksættes, skal betaling som led i opkrævningsproceduren være afkrævet eller en betalingsordning være søgt indgået, evt. via de konsulære repræsentationer. Giver dette ikke resultat, skal begæring om inddrivelse fremsendes til Udenrigsministeriet via IBA.

Forældelse

Da der er tale om en retshjælpskonvention er inddrivelsesstaten alene forpligtet til at yde bistand såfremt statens egne regler hjemler adgang hertil. Dette betyder, at forældelsesspørgsmålet skal bedømmes ved inddrivelsesstatens regler, dog således at et dansk krav som fremsendes til inddrivelse ikke må være forældet efter de danske regler.

J.3.5 Skematisk oversigt incl. bilagsoversigt

Dokumentation

Færøerne

Grønland

Nordiske konvention

Øvrige udland Haager-konventionerne

Øvrige udland FN-konventionen

Andre lande

Bemærkninger

Kopi af bidragsdokumenter

Ja

Ja

Bekræftet kopi/udskrift af bidragsdokumenter

Ja

Omfattede dokumenter er

Retskraftig dom eller kendelse

Administrativ beslutning

Aftale

Ja

Ja

Ja

Bekræftet kopi eller afskrift af bidragsdokumentet fremskaffes fra den overøvrighed, der har udstedt den.

Bidragsdokumentet sendes til Overpræsidiet/Statsamtet, der anmodes om at påtegne det om, at afgørelsen kan fuldbyrdes her i landet.

Var bidragspligtige ikke til stede ved beslutningen om at pålægge bidragspligt, indhentes kopi af de dokumenter, hvormed sagen blev rejst, samt bevis for, at dokumenterne er blevet lovligt forkyndt.

Bevis for at afgørelsen kan fuldbyrdes i oprindelseslandet.

Ved udlagt bidragt, dokumentation for at bidraget er betalt til den berettigede.

Ja

Ja

Restancespecifikation med perioder og nøjagtig opgørelse af det beløb, der søges inddrevet

Ja

Ja

Sverige: Der skal altid vedlægges månedsvis specifikation af de sidste 3-års bidragsgæld

Evt. udskrift af retsforhandlinger som måtte ligge til grund for bidragspligten

Ja

Ja

Kopi af dåbsattest

Ja

Oplysninger om bidragsberettigede

Fulde navn, adresse, fødselsdato, nationalitet og beskæfti-gelse samt navn og adresse på en eventuel juridisk repræsentant.

Oplysninger om bidragspligtigede

Bidragspligtiges fulde navn og om muligt den pågældendes adresse inden for de sidste 5 år, fødselsdato, nationalitet og beskæftigelse.

Udførlig redegørelse for de forhold, der ligger til grund for anmodningen samt alle andre oplysninger af betydning for sagen, herunder oplysninger om den bidragsbe-rettigedes og den bidragspligtiges økonomiske forhold og familieforhold.

Ja

Ja

Fuldmagt for bidragsberettiget

Ja

Hvis der er tale om 01-bidrag eller hvis hele 03-bidraget er forfaldent før 1. jan. 1988.

Tyskland stiller krav om fuldmagt for alle 03-bidrag.

Fuldmagt fra inddrivelseslandet

Ja

Hvis der er tale om 01-bidrag underskrives den af bidragsberettiget - er der tale om 03-bidrag underskrives fuldmagten af RIM

Autoriseret oversættelse af sagens dokumenter til inddrivelsesstatens sprog

Ifølge den nordiske sprogkonvention er de nordiske lande gensidigt forpligtede til at anerkende hinandens sprog

Ja

Ja

Ja

Vedrørende Holland dog til engelsk.

Vær endvidere opmærksom på, om dokumenterne kræves autoriseret/bekræftet enkeltvis, hvilket betyder, at hvert dokument skal påstemples af hhv. translatør og Erhvervs- & Selskabsstyrelsen, med meromkostninger til følge. De oversatte dokumenter fremsendes herefter af RIM til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Kampmannsgade 1, 1604 København V, med anmodning om bekræftelse af oversætterens autorisation.

Fotografi af bidragsberettiget, ved børnebidrag også af barnet. Desuden gerne billede af bidragspligtige.

Ja

Kopi af seneste rykker.

Ja

Ja

Ja

Ja

Ja

Ja

J.3.6 Inddrivelse uden traktatsgrundlag

Nogle lande har ikke tiltrådt fælles konventioner sammen med Danmark. I disse lande hviler inddrivelsen på den lokale lovgivning og foregår ved mellemkomst af den stedlige diplomatiske repræsentation samt inkassofirmaet Aktiv Kapital A/S.

Der gælder herudover særlige regler for inddrivelsen i Grønland og på Færøerne jf. nedenfor.

J.3.6.1 Inddrivelse på Færøerne

Færøerne er ikke omfattet af konventionerne, men inddrivelse af alle typer bidrag kan ske i henhold til lov om inddrivelse af underholdsbidrag.

Anmodningen fremsendes via IBA og skal foruden kopi af bidragsdokumentet vedlægges oplysninger om restantens navn og CPR samt kravets art, beløb og tidsrum, kravets forfaldsdato og tidspunkt for forældelsen.

J.3.6.2 Inddrivelse på Grønland

Grønland er ikke omfattet af konventionerne, men restancer af alle typer bidrag kan inddrives efter den grønlandske retsplejelovs kapitel 7. Bidragspligtiges nøjagtige bopæl og eventuel arbejdsgiver i Grønland skal oplyses, hvis RIM har kendskab hertil.

Opholder bidragspligtige sig i Grønland, men er beskæftiget hos en dansk arbejdsgiver med hjemting i Danmark, skal begæring om indeholdelse fremsendes til den danske arbejdsgiver.

J.3.6.3 Inddrivelse via de stedlige konsulære repræsentanter

For andre lande end færøerne og Grønland kan de stedlige konsulære myndigheder foretage forkyndelse over for den bidragspligtige og kan være behjælpelige med at henvise til en lokal repræsentation såfremt der skal foretages tvangsmæssig inddrivelse.

Ved inddrivelse via de danske konsulære repræsentationer opkræver Udenrigsministeriet et ekspeditionsgebyr på 675 kr. pr. påbegyndt time, jf. bekendtgørelse nr. 917 af 9. september 2004 samt U d e n rigsministeriets vejledning og oversigt over gebyrer. Er der fremsendt 03-bidrag, skal staten dække det af Udenrigsministeriet afkrævede gebyr. Er der alene fremsendt 01-bidrag skal den bidragsberettigede betale omkostningerne forbundet hermed, hvilket opkræves forskudsvist af kommunen på begæring af RIM.

J.4 Andre fordringer

Fordringer som ikke er hverken skatter, afgifter eller bidrag inddrives i udlandet gennem de stedlige konsulære repræsentationer og private inkassatorer.

Fordringerne fremsendes til IBA ved brug af blanket 49.039 vedlagt dokumentation/grundlaget for kravet.

K Modregning

K.1 Begreb

Modregning er en ophørsgrund for fordringer. Modregning bringer fordringer til ophør i det omfang, fordringerne dækker hinanden ved, at den ene parts fordring fratrækkes i den anden parts fordring.

K.2 Funktion

Modregning har karakter af betaling, og den er en forenkling af betalingssystemet.

Ved modregning opgiver den ene part sit tilgodehavende hos den anden, men samtidig bringer han sin gæld til den anden til ophør. Han får således lov til at beholde den ydelse, han ellers skulle have erlagt til opfyldelse af sin skyld.

Parterne opnår naturligvis ikke fritagelse for at overholde bestemmelserne i bogføringsloven og i den fiskale lovgivning (beregning af moms mv.).

Modregning har imidlertid også karakter af, hvad man kan kalde privat tvangsfuldbyrdelse, idet modregning kan ske, hvis den ene part ønsker det. Der skal således ikke foreligge en aftale mellem parterne eller et samtykke fra modparten. Modregning betyder her, at en fordring, som en part ikke er i stand til eller ikke er villig til at betale, dog bliver fyldestgjort.

K.3 Lovgrundlag

Der er ikke i dansk lovgivning fastsat regler om de almindelige betingelser for modregning.

Modregning gennemføres således efter regler, der hviler på retspraksis og retssædvane.

Der findes dog enkelte specielle lovbestemmelser om modregning. Disse vil blive omtalt senere.

K.4 Terminologi

Den, der ønsker at modregne og derfor afgiver en modregningserklæring, kaldes modregneren. Modtageren af modregningserklæringen, kaldes hovedmanden.

For at skelne mellem de to fordringer kaldes modregnerens tilgodehavende for modfordringen, mens hans skyld til den anden part kaldes hovedfordringen.

Modfordringen anvendes til modregning i hovedfordringen, mens hovedfordringen anvendes til modregning med modfordringen.

Modregning iværksættes ved, at den ene part afgiver en erklæring til den anden.

K.5 Modregningsformer

Der findes to hovedformer for modregning, aftalt og tvungen.

K.5.1 Aftalt modregning

Modregning sker ved, at de to parter, der har krav mod hinanden, aftaler, at disse krav udlignes ved modregning.

Har parterne aftalt modregning, er adgangen hertil ikke begrænset, men beror udelukkende på den indgåede aftales indhold.

Dette betyder bl. a., at der skal være indgået en aftale, skriftligt eller mundtligt. Er der ikke det, vil modregning ikke kunne foretages, så længe modparten overholder en afdragsaftale, eller en henstandsordning løber. Overholder modparten ikke aftalen, er den bortfaldet, og modregning kan igen foretages.

K.5.2 Tvungen ikke konneks modregning

Modregning tvinges igennem, uden at det kræver samtykke fra den anden part. Den ene part tilkendegiver over for den anden part, at han agter at modregne.

For at tvungen modregning kan finde sted, er der nogle betingelser, som skal være opfyldt. Disse betingelser skal alle være opfyldt på det tidspunkt, hvor den tvungne modregning iværksættes.

Tvungen modregning vil blive beskrevet nærmere nedenfor.

Der skal altså foreligge en modregningserklæring.

Modregning tvinges igennem, uden at det kræver samtykke fra den anden part. Den ene part tilkendegiver over for den anden part, at han agter at modregne.

Tvungen modregning iværksættes ved, at modregneren afgiver en modregningserklæring. Denne erklæring er ensidig, dvs., at den afgives af den ene part.

Modregningserklæringen har karakter af et påbud til hovedmanden. Han kan således ikke afvise erklæringen. Erklæringen kræver ikke accept eller samtykke fra hovedmanden, og den har virkning for ham, straks den er kommet frem til ham.

Fordringer vedbliver således med at bestå med deres fulde beløb, indtil modregning er erklæret, og ophører først ved erklæringens fremkomst.

K.5.2.1 Betingelser for tvungen ikke konneks modregning

For at tvungen modregning kan finde sted, er der en række betingelser, der skal være opfyldt

kravene er udjævnelige

kravene er afviklingsmodne

kravene er gensidige

modkravet er retskraftigt.

K.5.2.1.1 Kravene er udjævnelige

At kravene er udjævnelige betyder, at modfordringen kan benyttes til rigtig opfyldelse af hovedfordringen. Betingelsen om udjævnelighed er opfyldt, hvor både hovedfordringen og modfordringen er pengefordringer.

Tvungen modregning kan gennemføres, selv om fordringerne ikke er lige store. Blot fordringerne er delelige, kan der modregnes over for en hovedfordring, der er større end modfordringen, og modregnes med en modfordring, der er større end hovedfordringen.

K.5.2.1.2 Kravene er afviklingsmodne

At kravene er afviklingsmodne betyder, at modfordringens forfaldstidspunkt er kommet, mens hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være kommet.

Denne betingelse er begrundet i, at en kreditor kan kræve betaling, når forfaldstid er kommet, mens en debitor kan frigøre sig for sin gæld, når frigørelsestidspunktet er kommet.

En modregner kan imidlertid ikke tvinge hovedmanden til at betale modfordringen, før forfaldstid er indtrådt. På den anden side kan modregneren ikke pånøde hovedmanden betaling af dennes tilgodehavende, dvs. hovedfordringen, før dens frigørelsestidspunkt er kommet.

K.5.2.1.3 Kravene

er gensidige

Modregning kan kun gennemføres, hvor to personer (fysiske og/eller juridiske personer) har krav på hinanden, således at debitor efter den ene fordring er kreditor efter den anden fordring.

Når f. eks. et kommunalt krav er til inddrivelse, og der samtidig skal udbetales negativ moms/overskydende skat, kan det kommunale krav ikke dækkes ved modregning i den negative moms/skatten, da der ikke foreligger gensidighed. Der er her tale om 3 parter, nemlig restanten, kommunen og staten.

Uanset, at det er kommunerne, der inddriver personlige skatterestancer, er det statskassen, der har kravet. Der kan derfor f.eks. modregnes i negative momsbeløb for personlige skatterestancer.

Dette gælder også, hvor et krav er blandet stat/kommunalt, jf. UfR 1972,1056 ØLD. Det medfører, at overskydende skat såvel som restancer af personlig skat er statslige krav i modregningssammenhæng.

Kravet om gensidighed medfører endvidere, at der som udgangspunkt ikke kan ske modregning med restancer fra en virksomhed med begrænset hæftelse i krav, som en person, der er involveret i virksomheden måtte have på statskassen. Der kan heller ikke foretages modregning i situationer, hvor fx et interessentskab har en fordring på tilbagebetaling af negativ moms, og hvor statskassen har en fordring på en af deltagerne, fx skyldig restskat.

Gensidigheden mellem fordringerne må i almindelighed foreligge ved gennemførelsen af modregningen. Skulle fordringen være overdraget, er der dog alligevel i nogle tilfælde mulighed for at modregne, jf. reglerne i GBL § 28, der omtales senere i dette kapitel.

Kravet om kun to parter medfører også, at der ikke kan ske modregning, hvor der foreligger en koncern. Skat kan som hovedregel ikke modregne sit tilgodehavende hos en virksomhed i koncernen i et krav, som en anden virksomhed har hos Skat.

Er virksomhederne/selskaberne derimod fællesregistreret i henhold til bestemmelserne i skatte- og afgiftslovgivningen, kan der dog ske modregning med en virksomheds restance i en anden virksomheds tilgodehavende. Fællesregistreringen indebærer, at virksomhederne hæfter solidarisk for betaling af A-skatter og afgifter. Denne hæftelse indebærer, at der også er adgang til modregning.

Skal der i disse situationer modregnes fx negativ moms for et selskab i skyldig A-skat for det andet, skal fællesregistreringen være efter begge de nævnte love.

Sambeskatning mellem selskaber indebærer, jf. SEL § 31, stk. 3, at de sambeskattede selskaber hæfter solidarisk for betaling af skatterne. Sambeskatning er ikke udtryk for en koncernbeskatning, men den solidariske hæftelse medfører, at der kan ske modregning for skyldige selskabsskatter i overskydende skatter, men ikke for A-skatter og afgifter, hvis der ikke også er fællesregistrering, jf. ovenfor.

Det er fast antaget i retspraksis, at staten i modregningsmæssig henseende anses som en enhed, jf. f.eks. UfR 1982, 24 HD. Dette betyder, at de forskellige statsinstitutioner og styrelser er at betragte som en enhed, selv om de henhører under hvert deres ministerium. Dette gælder, når staten modregner overfor borgeren. Et eksempel herpå kan ses under K.7.8 . Det antages, at en borgers (restants) modregning over for det offentlige normalt begrænses til krav, der angår samme myndighed. Dette kan begrundes med, at borgerens krav ikke er nødlidende.

K.5.2.1.4 Modkravet er retskraftigt

At modkravet skal være retskraftigt betyder, at modfordringen ikke må være bortfaldet, fx ved forældelse, akkord, præklusion eller ved gældssanering.

Er modfordringen ophørt af en af de ovennævnte eller af andre grunde, er modregning udelukket.

K.5.3 Tvungen konneks modregning

Fordringer, der er opstået i kraft af samme retsforhold, kaldes konnekse.

Konneksiteten mellem fordringerne betyder, at modregning har virkning fra det tidspunkt, hvor fordringerne stod over for hinanden som udjævnelige.

Modregning kan ske, selv om modfordringen er forældet eller prækluderet. Der kan endvidere ske modregning, selv om fordringerne er transporteret til 3. mand.

Til belysning af afgrænsning af "konneksitet" i forholdet skat/skat tjener TfS 2000, 748 VLD om forældelse og modregning. Skatteministeriet havde påstået konneksitet, da hovedkravet (skat udsprunget af ligningsmæssig forhøjelse) og krav på overskydende skat (modkravet) hidrørte fra samme indkomstår. Det gjordes ikke gældende, at de to krav derudover stod i nærmere forbindelse med hinanden.

Retten fandt, at det ligger uden for den naturlige forståelse af begrebet "konneksitet" at betegne samtlige skattekrav fra eller mod en skatteyder, der angår samme indkomstår som vedrørende samme retsforhold (konnekse). Den skete modregning var derfor uberettiget.

Dommen er ikke anket.

Dommen medfører en vis indsnævring af "konneksitet" og "samme retsforhold". Er man inden for det samme indkomstår, må der således yderligere ses på de modstående kravs nærmere karakter. Disse må angå det samme underforhold, fx skiftende ansættelse af et fradrag.

Det vil betyde, at positiv moms og negativ moms, der vedrører samme afregningsperiode, er konnekse krav. Dette fremgår af UfR 1997,1638 HD, hvorefter modregning af momskrav alene kan ske som konneks modregning, når kravene vedrører samme afgiftsperiode.

Spørgsmålet om konneksitet mellem rest-/overskydende skat og moms er tvivlsomt. Da konneksitet kræver samme retsforhold, og skatten angår restantens personlige forhold og momsen hans virksomhedsforhold, vil der med den ovenfor citerede dom ikke kunne være tale om konnekse krav.

Det samme gælder om modregning i arbejdsmarkedsbidrag, Her kan der ske modregning mellem fx skatterestance og bidrag, da gensidighedsbetingelsen er opfyldt. Dog er der ifølge dommen formentlig ikke mulighed for konneks modregning, da fordringerne næppe kan siges at udspringe af samme retsforhold. Dog er der formentlig fortsat konneksitet mellem restarbejdsmarkedsbidrag og overskydende arbejdsmarkedsbidrag for samme indkomstår.

Restskatter og krav på overskydende skat vedrørende samme indkomstår er derimod konnekse krav.

Denne konneksitet bevirker, at en skatteyder kan forlange , at en restskat dækkes med tidligere opgjort overskydende skat for samme indkomstår, uanset at denne er anvendt til dækning af andre restancer til staten, fx. moms eller restancer til Finansstyrelsen. Dette gælder også, hvis restskatten er indregnet i forskudsregistreringen, som derfor skal ændres, hvis anmodning om en sådan konneks modregning imødekommes.

En sådan modregning mellem konnekse krav skal kun foretages, såfremt skyldneren udtrykkeligt anmoder herom, jf. UfR 1997,1467 ØLD, tillige gengivet i TfS 1997,712, da denne form for betaling af skat mv. langt fra altid vil være til skyldners fordel, fx på grund af den anden, højere rentesats på det krav, der hidtil har været dækket gennem modregningen. En konneks modregning forudsætter herefter, at skatteyderen fremsætter en utvetydig begæring herom, da denne form for betaling af skat langt fra altid vil være til fordel for borgeren.

Forinden modregning ændres på grund af konneksitet, skal RIM rette henvendelse til den myndighed, der har modtaget den overskydende skat og anmode om tilbagebetaling af beløbet.

Såfremt den pågældende myndighed har opgivet en sikkerhed for den modregnede restance, kan ændringen betinges af, at skatteyderen stiller ny sikkerhed over for den pågældende myndighed.

Såfremt beløbet ikke kan tilbagebetales på grund af manglende ny sikkerhed, skal RIM meddele skatteyderen, at den ønskede ændring af ovennævnte grund ikke kan gennemføres, samt at afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten.

K.6 Begrænsninger i modregningsadgangen

Modregning kan dog også være udelukket, uanset at alle modregningsbetingelserne er opfyldte.

Dette kan navnlig være tilfældet, hvor tilgodehavendet efter sin karakter, såsom løn, underholdsbidrag, sociale ydelser eller lignende, er bestemt til dækning af nødvendige leveomkostninger.

Det kan også være tilfældet, hvor fordringen på staten har et specielt formål. Dette kan være en støtte, der ydes til et særligt formål. Således har den daværende Told- og Skattestyrelse afgjort, at modregning er udelukket i arbejdslegater, igangsætningstipendier, præmieringer, kunsthonorarer og livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond

Det samme gælder løntilskud, der kan bevilges arbejdsgivere, som ansætter ledige personer. Løntilskud har vist sig at have en stor beskæftigelsesfremmende effekt, hvorfor SKAT har besluttet, at sådanne løntilskud ikke skal gøres til genstand for hverken udlæg eller modregning, jf. SKM2006.302.SKAT .

Herudover er modregning udelukket, hvor modregning for restancer søges foretaget i formueretlige krav på staten. Restancer (fx skatter, moms, bøder, renter, sagsomkostninger) kan derfor ikke modregnes i privatretlige krav (krav på vederlag for leverancer, byggearbejder, arbejdsydelser og tjenesteydelser) samt andre formueretlige krav mod staten. Der må heller ikke aftales modregning mellem sådanne krav. Dette er fastslået ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 186 af 22. november 1983.

Dog vil regreskrav vedrørende indfriede eksportkreditkautioner og statsgaranterede lån samt andre krav inden for formuerettens område fortsat kunne bringes i modregning såvel i formueretlige krav mod staten som i krav mod staten uden for formuerettens område, f.eks. i krav på tilbagebetaling af overskydende skat eller moms. Se i den forbindelse UfR 1982 ,315 HD, der fastslog, at Eksportkreditrådet uanset sin uafhængige stilling var en statsinstitution, og rådets krav derfor ikke var af privatretlig karakter.

Aftalemæssig modregning må ikke finde sted.

Denne begrænsning i modregningsadgangen gælder kun statslige og dermed ikke kommunale krav.

En anden begrænsning angår udlæg i lønmodtageres krav på Lønmodtagernes Garantifond, idet retten i UfR 1983, 388 HD, der er kommenteret i UfR 1983 B,264, har slået fast, at LG ikke kan modregne i tidligere udbetalte erstatningsbeløb. Som begrundelse henvistes til formålet med lov om LG og til grundsætningen i RPL §§ 511 og 512 om beskyttelse mod udlæg. Som følge heraf kan krav på udbetalinger fra LG ikke gøres til genstand for udlæg.

Derimod er det ikke udelukket at modregne, såfremt der efter skatte- og afgiftslovgivningen er stillet sikkerhed, jf. SKM2006.365.SKAT .

K.7 Særlige lovbestemmelser om modregning

Som tidligere nævnt findes der enkelte specielle lovbestemmelser om modregning, som for de flestes vedkommende er kendetegnet ved, at de bryder med en eller flere af de generelle betingelser for modregning.

K.7.1 Konkurslovens § 16

Bestemmelsen i KL § 16 angår modregning over for den, der er under betalingsstandsning.

Betalingsstandsningsskyldneren kan modregne efter de almindelige regler.

Det fremgår imidlertid af KL § 16, stk. 1, 3. pkt., at en kreditor ikke kan modregne med fordringer, der er erhvervet før fristdagen, over for en skyldners krav, der er erhvervet under betalingsstandsningen. Man taler om, at der ikke kan modregnes "hen over fristdagen".

Bestemmelsen fraviger ved modregning i øvrigt ikke de almindelige betingelser for tvungen modregning. Modfordringens forfaldstidspunkt og hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal således være indtrådt.

Der henvises i øvrigt til den nærmere beskrivelse af bestemmelsen i H.2.7.4 .

K.7.2 Konkurslovens § 42

Ifølge KL § 42 kan en fordring på et konkursbo modregnes med sit fulde beløb i en gæld til boet.

Det er stiftelsestidspunktet for fordringen, der er afgørende. Det er på punktet om afviklingsmodenhed, at bestemmelsen fraviger de almindelige betingelser for tvungen modregning. Modregningsretten er imidlertid ikke ubegrænset. Efter konkursloven kan kreditorer ikke modregne en fordring (hovedfordring), som skyldneren har erhvervet efter fristdagen med en fordring som kreditor har erhvervet inden fristdagen (modfordringen). Det samme gælder hovedfordringer som skyldneren erhverver under en betalingsstandsning efter konkursloven.

Der henvises i øvrigt til den nærmere beskrivelse af bestemmelsen i afsnit H.3.7.3 .

K.7.3 Opkrævningslovens § 12

OPKL § 12, stk. 4, der har afløst ML § 63, stk. 3, er en anden af de specielle modregningsbestemmelser.

Reglerne betyder, at der kan ske modregning i udbetalinger efter samme lovs § 12, stk. 1, for krav, der vedrører afsluttede afregningsperioder også krav der endnu ikke er forfaldne. Dette sidste er dog kun af betydning, hvor der i anden lovgivning er fastsat en længere periode fra afregningsperiodens afslutning til forfaldstidspunktet end afregningsperiodens længde, fx for månedsafregnende momsvirksomheder.

Reglen bryder med de almindelige modregningsregler ved, at afgiftskravet vedrørende andre afgiftsperioder ikke behøver at være forfaldent.

Se til illustration TfS 2001,329 ØLD.

Efter denne dom var Skatteministeriet berettiget til at tilbageholde udbetaling af negativ moms, da der ikke forelå momsregnskab eller andre dokumenter, der kunne danne grundlag for opgørelse og kontrol af den negative moms. Modregningsadgang var først indtrådt, da den negative moms forfaldt til betaling.

K.7.4 Kildeskattelovens §§ 46, stk. 3, og 73, stk. 7

Ifølge KSL § 46, stk. 3, og 73, stk. 7, går indeholdelse af løbende A-skat og indeholdelse af restancer forud for andre krav mod den pågældende indkomst, herunder modkrav fra den indeholdelsespligtige.

Dette indebærer, at en arbejdsgiver ikke kan modregne et tilgodehavende i en ansats lønkrav, før der er foretaget indeholdelse af A-skat, AM-bidrag SP-bidrag i lønnen.

K.7.5 Kildeskattelovens § 62, stk. 3

Ifølge KSL § 62, stk. 3, foretages der modregning af restskatter, renter og omkostninger, før der sker udbetaling af noget skattebeløb. Modregningen kan foretages på det tidspunkt, hvor den overskydende skat er udbetalingsmoden. Ved udbetalingsmoden forstås, at kommunen har sikret, hvilket beløb der er til udbetaling, jf. Vejledning om det Centrale Fordringsregister. Ekspeditionstiden ved udbetalingerne må ikke overstige 14 dage. Det tilføjes, at denne frist også gælder for subsidiære udlæg, der foretages hos ægtefællen.

I TfS 1995,488 VLD bestemtes, at krav på overskydende skat i et år og modkrav på restskat i to følgende år ansås for opstået ved udgangen af de pågældende år, og at der derfor ikke kunne foretages modregning for uforfaldne skatter i den transport, som var noteret uden forbehold.

Dette medfører, at der ved notering af transporter i overskydende skat bør tages forbehold om modregning med statskrav, der er stiftet inden modtagelsen af transporten. Modkravene behøver herefter ikke være forfaldne.

K.7.6 Gældsbrevslovens § 28

Formålet med GBL § 28 har været at beskytte den forventning, som modregneren har om at kunne modregne, når alle betingelser for tvungen modregning er opfyldt.

Bestemmelsen giver adgang til modregning, selv om betingelsen om gensidighed ikke længere er opfyldt, fordi hovedmanden har transporteret sit hovedkrav til en transporthaver. Hovedmanden er, efter at transporten er sket, ikke længere kreditor for hovedfordringen. Det er transporthaveren.

Bestemmelsen fraviger endvidere i et vist omfang kravet om afviklingsmodenhed.

Bestemmelsen er i øvrigt en naturlig konsekvens af reglen i GBL § 27, idet en erhverver af en simpel fordring efter denne bestemmelse ikke får bedre ret end overdrageren. Når modregneren kunne have modregnet over for hovedmanden, bør modregneren også kunne modregne over for transporthaveren.

Der opstilles dog visse betingelser, for at der kan ske modregning i tilfælde, hvor der er sket transport. Modregneren skal således have haft en berettiget forventning om at kunne modregne.

Det følger af bestemmelsen, at modregning er udelukket i følgende tilfælde

modregneren har erhvervet sit krav på transportgiveren efter denunciationstidspunktet/formodningstidspunktet, eller kravet er stiftet efter dette tidspunkt.

Der er i denne situation ikke nogen anledning til at beskytte modregneren, idet han ikke kan have haft en berettiget forventning om en modregningsadgang.

modregneren har erhvervet sit krav på transportgiveren før denunciationstidspunktet/formodningstidspunktet, eller det er stiftet inden dette tidspunkt, men det er ikke forfaldent til betaling, før efter at den transporterede fordring forfalder til betaling.

Modregning kan således alene ske hvor

modregneren har erhvervet sit krav på transportgiveren, eller kravet er stiftet, inden denunciationstidspunktet eller det tidspunkt, hvor modregneren fik formodning om overdragelsen, og modregnerens krav på transportgiveren skal være forfalden til betaling senest samtidig med, at den borttransporterede fordring forfalder til betaling.

Modregning i tilfælde, hvor fordringen er transporteret, kan ikke finde sted med et større beløb end den transporterede fordrings størrelse.

Kravene om fordringernes udjævnelighed og retskraftighed gælder uændret.

Som illustration kan nævnes TfS 2000, 377 ØLD, som tilkendte en skatteyder sagsomkostninger af Skatteministeriet, m.fl. Han overdrog kravet til sit selskab og meddelte debitor dette den 27. januar 1999. Justitsministeriet foretog 16. marts 1999 modregning. Retten udtalte, at der var den fornødne gensidighed, og at det forhold, at skatteyder havde meddelt debitor, at han havde overdraget sit omkostningskrav til selskabet, efter GBL § 28 ikke afskar Justitsministeriet fra at udøve modregningsret.

K.7.7 Modregning hos transporthaveren

Told- og skatteforvaltningen skal være opmærksom på, at der kan ske modregning i den situation, hvor en virksomhed A har fået transport i virksomhed B's krav på negativ moms. Viser det sig, at virksomhed A på tidspunktet for udbetaling af negativ moms for virksomhed B er i restance med skatter- og afgifter, kan der foretages modregning af restancebeløbet i det negative momsbeløb.

K.7.8 Særlige regler om modregning

Der er indgået aftale med Bibliotekscentralen om modregningsprocedure ved udbetaling af biblioteksafgift til forfattere.

Der er endvidere i 1999 indgået aftale med EU-Direktoratet om en iværksættelse af modregning over for RIM´s skyldnere. Aftalen angår udbetaling af tilskud, som direktoratet administrerer.

Det samme gælder i forholdet til Erhvervs- og Boligstyrelsen.

Der er kontakt med yderligere myndigheder med statslige udbetalinger af forskellig art.

I den forbindelse henledes opmærksomheden på UfR 2001, 149 HD om mulighed for modregning i hektarstøtte.

Spørgsmålet i denne sag var, om der var den fornødne gensidighed, når den støtteudbetalende myndighed var EU, og den danske stat vil modregne i støtten.

Retten udtalte, at forvaltningen efter EU-reglerne varetages af medlemsstaterne, som pligten til at foretage støtteudbetalingen påhviler. Det er derfor den danske stat ved Direktoratet for FødevareErhverv, der er debitor i forhold til den støtteberettigede, og da samme stat jo er kreditor i medfør af modregningsfordringen, er gensidighedsbetingelsen opfyldt.

Dette betyder, at hvis man er bekendt med, at en debitor i henhold til et statsligt krav samtidig har et beløb til gode, der skal udbetales af Direktoratet for FødevareErhverv, vil man efter de almindelige regler kunne rette henvendelse til dette om en modregning. Der kan måske her opstå spørgsmål om, hvornår kravet på udbetaling fra direktoratet er stiftet. Det vil af praktiske og omkostningsmæssige grunde være formålstjenligt, at der er en mindstegrænse, således at kun krav på 1.000 kr og derover. bør fremsendes til Fødevaredirektoratet. RIM vil herudover ved vurderingen af, om det kan betale sig at fremsende kravet, kunne lægge principperne i inddrivelsesstrategien til grund.

K.7.9 Lovbestemt modregning/indtrædelse

Indtrædelsesret er et lovhjemlet inddrivelsesmiddel. Er et krav/en restance tillagt indtrædelsesret, betyder det, at den begunstigede (kommunen) overtager skyldnerens ret til det pågældende aktiv, fx overskydende skat for hel eller delvis dækning af kravet/restancen.

Indtrædelse sker ved at underrette skyldneren.

I visse love er indtrædelsesret benævnt modregning.

Indtrædelse viger for modregning/transport mv. i følgende tilfælde

modregning efter kildeskatteloven, herunder KSL § 62, stk. 3

statens ret til modregning efter dansk rets almindelige regler herom

andre krav stiftet inden afgivelse af indtrædelsesunderretning, forudsat at sikringsakten er gennemført

Nedenfor er optegnet lovbestemmelser om indtrædelse mv.

Aktivlovens § 95, stk. 3

Når der er ydet hjælp med tilbagebetalingspligt, indtræder kommunen for et beløb, der svarer til den tilbagebetalingspligtige hjælp, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55. Dette gælder, selv om der er fastsat en tilbagebetalingsordning efter aktivlovens § 95, stk. 1.

Biblioteksvirksomhedslovens § 33, stk. 1

For et beløb, der svarer til de ubetalte biblioteksgebyrer - med tillæg af omkostninger - indtræder kommunen i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt fremskyndet skattetilbagebetaling efter kildeskatteloven.

Boligstøttelovens § 49, stk. 1

Der kan ske modregning i retten til udbetaling af overskydende skat med godtgørelse og renter, samt tilbagebetaling efter KSL § 55. Krav på boligstøtte kan som udgangspunkt ikke gøres til genstand for arrest, eksekution, eller anden retsforfølgning. Aftaler herom er ugyldige.

Krav på tilbagebetaling af kontanthjælp efter aktivloven kan modregnes i den boligstøtte, der vedrører perioden mellem det tidspunkt, hvor ansøgning indgives, og det tidspunkt, hvor socialpension tilkendes. Krav på betaling af ejendomsskatter vedrørende den ejendom, som boligstøttemodtageren bebor, kan modregnes i boligstøtten.

Børnefamilieydelseslovens § 11

I op til halvdelen af børnefamilieydelsen kan modregnes restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. servicelovens §§ 15 og 22 , samt skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Der kan ikke modregnes til dækning af andre offentlige krav. Det er uden betydning for modregningen, om hovedkravet vedrører ét barn og modkravet et andet barn.

Børnetilskudslovens § 18, stk. 3

For forskudsvise udlagte bidrag indtræder kommunalbestyrelsen for et beløb, der svarer til det skyldige beløb, i den bidragsforpligtigedes ret til udbetaling af overskydende skat med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55.

Færdselslovens § 122b: ; ; ; &nbs p; ; ; ;

Der kan modregnes i overskydende skat, krav på tilbagebetaling af vægtafgift, § 6, stk. 5 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer,

krav på tilbagebetaling af afgift af bilens brændstofforbrug for visse personbiler.

Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden for bl.a. modregning.

Servicelovens § 118

Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis amtskommunen for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag og godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55.

Modregningsbegrænsninger

Førtidspensionslovens § 46, stk 1: ; ; ; &nbs p;

Disponering hindres reelt af § 46, stk. 1, idet det antages, at udlægsforbud afleder modregningsforbud.

Pensionsloven §§ 32, 32d, stk. 2 og § 47, stk. 1: ;

For meget udbetalt

- folkepension og boligstøtte

- førtidspension og boligstøtte

kan fratrækkes pensionen.

Yderligere disponering hindres reelt af § 47, stk. 1, da det antages, at udlægsforbud afleder modregningsforbud.

K.8 Klageregler

Når en myndighed foretager modregning over for en borger, skal der - som ved en egentlig afgørelse - gives såvel en begrundelse som en klagevejledning. Desuden skal der ske partshøring, hvor borgeren ikke kan antages at have kendskab til kravet, før modregning sker, og hvor kravet bestrides. Dette kan være tilfældet i forbindelse med afgifter og foreløbig fastsættelse af afgiftstilsvar samt skattemæssig fastsættelse af A-skattetilsvar i medfør af opkrævningsloven.

Klage over modregning kan indbringes for Landsskatteretten, se afsnit C

L Transport af fordringer

L.1 Overdragelser af simple fordringer - Transporter

I dette kapitel beskrives overdragelse af simple fordringer (transporter) og betydningen for Skat. Kapitlet omfatter RIM´s anvendelse af disse transporter som led i inddrivelsesarbejdet og sammes adgang til at foretage udlæg i fordringer, der er overdraget.

Herudover beskriver kapitlet også muligheden for at overdrage krav, som skatteydere eller virksomheder har på Skat. Det gøres i denne forbindelse opmærksom på, at kildeskatteloven regulerer udbetaling af overskydende skat til skatteydere, mens opkrævningsloven regulerer udbetalinger af moms og andre afgifter til virksomheder, der er registreret hos Skat.

L.2 Begreber anvendt ved overdragelser af fordringer

Overdragelse af simple fordringer (transport) sker på baggrund af en frivillig aftale. Den, som har et krav på en anden, træffer således aftale om, at dette krav helt eller delvist overdrages til en 3. mand.

Overdragelse af fordringer baserer sig udelukkende på frivillighed og har på ingen måde karakter af tvangsfuldbyrdelse.

Hovedreglerne om overdragelse af simple fordringer findes i gældsbrevsloven. Loven regulerer alene overdragelse af fordringer, for hvilke der er udstedt et gældsbrev. Dog finder bestemmelserne i gældsbrevslovens kapitel 3 om simple gældsbreve tillige anvendelse på overdragelse af pengefordringer for hvilke, der ikke er udstedt noget gældsbrev (simple fordringer). Simple fordringer er fx fakturaer eller mellemregninger.

I forbindelse med anvendelse af reglerne om overdragelse af simple fordringer anvendes der nogle særlige begreber

En overdragelse af en pengefordring til tredjemand kaldes en transport

Den person, der overdrager fordringen, kaldes transportgiver

Den 3. mand, der erhverver fordringen, kaldes transporthaver

Den person, der skylder penge i henhold til fordringen, kaldes fordringsdebitor

Ved transporten indtræder transporthaveren i transportgiverens ret til at få fordringen udbetalt. Transporthaveren opnår ikke bedre ret end transportgiveren, jf. GBL § 27.

Transporthaveren må således respektere indsigelser og i visse tilfælde modkrav, der er rejst eller rejses af fordringsdebitoren over for transportgiveren (jf. afsnit K.8.6), ligesom transporthaveren må respektere de vilkår mv, som skal være opfyldt, for at der kan kræves betaling i henhold til fordringen.

L.3 Krav, der kan gives transport i

Som udgangspunkt er det muligt for transportgiver at borttransportere næsten alle typer fordringer.

Visse krav, nemlig dem, der ikke kan foretages udlæg i, kan heller ikke overdrages. I afsnit L.3.1 - L.3.4 gennemgås disse krav.

L.3.1 Garantier - generelt

Oftest kan der ikke gives transport i garantier, der er stillet af fx forsikringsselskaber eller banker. Der kan ikke gives en udtømmende opremsning af de garantier, der ikke kan gives transport i. Det afhænger af ordlyden af de enkelte garantier samt af den lovgivning, der regulerer de enkelte garantier.

Som eksempel kan det nævnes, at de garantier, som en virksomhed giver til SKAT som sikkerhed i henhold til de enkelte punktafgiftslove eller OPKL § 11, ikke kan borttransporteres af virksomheden, da disse garantier skal være betryggende for SKAT, jf. opkrævningsbekendtgørelsens § 8. Nærmere om udformning af garantier efter OPKL § 11 henvises til afsnit D.1.4.2.6.2 .

I tilknytning hertil kan der henvises til UfR 1992, 352 ØLK, hvor købere af en fast ejendom stillede en bankgaranti. Handelen blev ophævet, og køberne blev dømt.Sælger kunne dog ikke gøre udlæg i garantien, da denne ikke var noget aktiv for de domfældte.

L.3.2 Vognmandsgarantier

En vognmand kan ikke give transport i garantibeløb stillet i forbindelse med godskørsel for fremmed regning til opfyldelse af krav i forbindelse med driften af vognmandsvirksomheden, jf. garantiens ordlyd. Kravet om garanti findes i § 5, stk. 3, i Bekendtgørelse om Godskørsel.

Det er Færdselsstyrelsen, der fastsætter ordlyden af garantidokumentet, og denne ordlyd kan ikke fraviges. RIM skal anmelde et eventuelt krav over for garantistilleren. Sådanne krav kan også være foreløbige fastsættelser og skønsmæssige ansættelser. Anmeldelsestidspunktet er afgørende for prioritetsstillingen.

L.3.3 Sociale ydelser og ikke udbetalt løn

I adskillige love om pengekrav af offentligretlig karakter er der en bestemmelse om, at kravene er uoverførlige. Uoverførlighed betyder, at der ikke kan foretages udlæg i beløbet (jf. afsnit L.6 ), og at skyldner således heller ikke kan transportere beløbet ved frivillig aftale.

Et eksempel er folke- og førtidspension, jf. § 47 i lov om social pension.

Som udgangspunkt kan skyldner ikke give transport i et endnu ikke udbetalt arbejdsvederlag (løn). En transport i løn kan anses for at være virkningsløs, især hvis lønnen ikke er særlig høj. Endvidere er der en interesse hos arbejdsgiveren i at sikre sine ansattes arbejdskraft, ligesom den ansattes eksistensminimum beskyttes.

Betaler arbejdsgiveren således lønnen til arbejdstageren, kan dette under visse forudsætninger anses for at ske med frigørende virkning, selv om arbejdstageren har givet transport i sin løn. Retspraksis har fastslået dette i nogle ældre domme. I UfR 1934, 356 VLD, og UfR 1932, 826 ØLD, kunne en arbejdsgiver med frigørende virkning udbetale løn til en ansat, selv om arbejdsgiveren havde modtaget en transport i den ansattes endnu ikke optjente løn. I sidstnævnte dom fremhævede retten, at det var i den ansattes interesse, at den endnu ikke optjente løn sikres den ansatte.

En eventuel transport kan dog tænkes at ske for en del af lønnen, hvis lønnen er forholdsvis høj, men de nævnte domme må stadig finde anvendelse i de tilfælde, hvor lønnen ikke er særlig stor, fx minimumslønnen i henhold til overenskomster.

L.3.4 Erstatning for personskade mv.

Ifølge erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, kan krav på erstatning og godtgørelse for personskade samt krav på forsørgertabserstatning ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået ved domstolene.

Er en del af erstatnings- eller godtgørelseskravet blevet anerkendt eller fastslået ved endelig dom i forbindelse med en udstykning af kravet, kan denne del overdrages.

Krav på erstatning for arbejdsskade, jf. § 61 i arbejdsskadeforsikringsloven kan ikke gøres til genstand for udlæg eller overdrages af skadelidte.

L.3.5 Krav på Skat, som kan borttransporteres

Et selskab, virksomhed eller personlig skatteyder, der har et krav på Skat, kan borttransportere dette krav til 3. mand. Overdragelsen er dog ikke i alle tilfælde ubetinget, men afhænger af opfyldelsen af visse betingelser, jf. afsnit L.4 .

I hovedtræk drejer det sig om følgende krav

Negativt (overskydende) afgiftstilsvar, som fx moms, lønsumsafgift. Det samme gælder udbetaling af punkt- og/eller miljøafgifter.

Overskydende skat, som fx indkomstskat, selskabsskat, AM-bidrag mv., herunder også beløb, som udbetales i henhold til KSL § 55.

L.4 Krav til transporten

Der stilles ikke i gældsbrevsloven nogen formkrav til transporten for at den får gyldighed. I retspraksis og i administrativ praksis er der dog fastsat visse formkrav for transportens indhold og udseende.

I opkrævningsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven er der herudover fastsat særlige krav til transportens omfang, jf. afsnit L.4.5 .

Skat kan ikke ud over de i afsnit L.4.1 - L.4.5 anførte betingelser stille krav til indholdet og omfanget af aftaler om transporter indgået mellem transportgiver og transporthaver.

L.4.1 Krav om skriftlighed mv.

En transport skal være skriftlig.

Ordet transport eller ord, hvori ordet transport indgår, som fx "borttransporterer", "tiltransporterer" vil normalt være indføjet i tekstindholdet i transporten eller være overskriften på dokumentet. Det er dog ikke nogen betingelse for transportens gyldighed, at dette ord fremtræder.

Anvendes ordet overdraget/overdragelse, eller fremgår det klart af tekstindholdet, at der er tale om transport af fordringer til eje eller sikkerhed, vil transporten som udgangspunkt være gyldig. Over for Skat er der dog nogle særlige betingelser, der skal være opfyldt, jf. afsnit L.4.5 .

L.4.2 Navn og adresse på transportgiver og transporthaver

Transporten skal indeholde oplysning om transportgiver og transporthavers navne og adresser. Disse oplysninger er nødvendige, for at omverdenen og fordringsdebitor kan identificere, hvem aftalen om transport er indgået med.

Oplysningerne er endvidere nødvendige, for at RIM kan gennemføre en eventuel modregning til dækning af transportgiverens og transporthaverens restance, forinden udbetalingen finder sted.

L.4.3 Identifikation af kravet

Det kræves ikke, at den transporterede fordring er præcist angivet i kroner og øre. Transporten skal derimod præcist angive, hvilken type krav på staten, den omfatter, fx om det er overskydende skat, negativt afgiftstilsvar eller lignende.

For transporter, der anmeldes over for Skat, bør CVR-nr./SE-nr eller CPR-nr. være oplyst i transporten, for at Skat kan foretage en korrekt identifikation.

Er fordringen ikke angivet i kroner og øre, og er transporthaver fyldestgjort, uden at Skat har fået meddelelse herom og derfor fortsætter med at udbetale til transporthaver, er det transportgiveren, som må anmode transporthaver om at tilbagebetale det for meget erlagte. Skat er alene fordringsdebitor og har ikke indflydelse på aftaler eller på eventuelle konflikter mellem transporthaver og transportgiver.

Hvis fordringen ikke er angivet i kroner og øre, og der efterfølgende noteres yderligere en transport fra en anden transporthaver i samme krav og for samme transportgiver, skal der alene ske underretning til den sekundære rettighedshaver om, at der allerede er noteret en transport.

Se SKM2006.36.VLR , som blandt andet drejede sig om fortolkningen af ordlyden i en transporterklæring. Transportgiverens tilgodehavende vedrørte tilbagebetaling af ambi fra den daværende Told- og Skattestyrelse, nu SKAT. I transporten stod: "...transport i vort krav mod Told- og Skattestyrelsen (Told- og Skatteregion Aalborg, J. nr. XXX) vedrørende tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag (ambi) m.v., opgjort til kr. 2.505.294,00 kr....."

Beløbet i transporten udgjorde ambi for årene 1988-1991, som transportgiver uberettiget havde betalt til skattemyndighederne, men tilbagebetalingskravet var ikke endeligt opgjort på transporttidspunktet. Dette skete først næsten 5 år senere, og da var transportgivers krav mod SKAT vokset til næsten det dobbelte på grund af tilskrevne renter. Herefter opstod spørgsmålet, om transporten alene omfattede "hovedstolen" eller tillige omfattede renterne heraf.

For at afklare dette spørgsmål henså landsretten til ordlyden i transporten sammen med de øvrige konkrete forhold i sagen. Ordlyden af transporterklæringen fandtes efter en naturlig sproglig forståelse kun at omfatte det nævnte krav på 2.505.294 kr. (hovedstolen), hvilket fandtes bestyrket af, at transporterklæringen intet nævnte om, at kravet tillige omfattede renter. Ydermere havde hverken transportgiver eller transporthaver(e) fremsat indsigelser mod ordlyden af told- og skatteregionens noteringspåtegning, hvori beløbet på 2.505.294 kr. blev angivet som et maksimumsbeløb for transporten. Skattemyndighederne fandtes således berettiget til gennem modregning i rentekravet at inddække selv restancer, som var uforfaldne, da transporten blev denuntieret over for SKAT. Det bemærkes, at modparten har anket sagen.

L.4.4 Underskrift på transporten

Transporten skal være underskrevet af transportgiveren. Har transportgiveren ikke underskrevet transporten, er han ikke bundet af den, og Skat er derfor heller ikke forpligtet i henhold til aftalen. Der stilles ikke krav om, at transportgiverens underskrift skal være bevidnet af vitterlighedsvidner.

L.4.5 Krav til transportens omfang

I KSL § 62, stk. 5, AMFL § 15, stk. 1, samt OPKL § 13 og § 20, stk. 6, fastlægges kravene til transportens omfang.

Efter disse bestemmelser kan transporter af krav på negativ moms, overskydende skat, selskabsskatter SP-bidrag eller AM-bidrag samt udbetaling af punkt- og miljøafgifter ikke overdrages eller borttransporteres til 3. mand før udløbet af den afregningsperiode, de enkelte skatter mv. vedrører.

Hvis virksomheden eller skatteyderen overdrager kravene inden udløbet af den afregningsperiode, kravet vedrører, er aftalen ugyldig.

Kravene til transportens omfang er gældende for transporter, hvorom meddelelse er kommet frem til dSkat efter den 6. oktober 1999. Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2000.

I afsnit L.4.5.1 - L.4.5.4 gennemgås behandlingen af transporter i forhold til de enkelte typer af krav, der er givet transport i, og til tidspunktet for underretningen om transporten.

L.4.5.1 Transporter på overskydende skat og AM-bidrag modtaget senest den 6. oktober 1999

Transporter i fremtidige krav på overskydende skat og AM-bidrag, som Skat har modtaget senest den 6. oktober 1999, skal respekteres, se TfS 2003, 223 ØLD, og Skats modregningsret er derfor underlagt de almindelige bestemmelser i GBL § 28, Se nærmere om modregningsmulighederne efter GBL § 28 i afsnit K.8.6.

Det betyder, at RIM skal respektere en tidsubegrænset transport, som er noteret hos Skat, før andre krav, der er stiftet senere. Det gælder på den måde også modregninger til dækning af statskrav, der er forfaldet, efter at Skat har noteret transporten.

Fra den 1. januar 2005 har Skat ifølge overgangsbestemmelsen til KSL § 62, stk. 5 ret til at foretage modregning over for den oprindelige rettighedshaver (transportgiver) uden hensyn til overdragelsen. Den tidsubegrænsede transport skal på den måde fremover respektere statens modregningsret, men ikke øvrige senere stiftede rettigheder over den overskydende skat.

L.4.5.2 Transporter af krav på moms modtaget senest den 6. oktober 1999

Indtil den 6. oktober 1999 har det tidligere ToldSkat, nu Skat, accepteret tidsubegrænsede transporter i virksomheders krav på negativ moms. Sådanne transporter skal stadig respekteres.

Angående disse transporter er Skat's modregningsret underlagt de almindelige bestemmelser i GBL § 28, jf. afsnit K.8.6.

L.4.5.3 Transporter modtaget efter den 6. oktober 1999

Transporter, som Skat modtager efter den 6. oktober 1999, skal kun accepteres, hvis transporten er givet til transporthaveren efter udløbet af den periode, som kravet vedrører. Det er i UfR 1985, 619 HD, fastslået, at indkomståret er udeleligt, ligesom kravet på indkomstskatten (herunder overskydende skat) stiftes ved indkomstårets udløb.

Er transporten givet før indkomstårets eller afgiftsperiodens udløb, er denne ugyldig, uanset om Skat har modtaget transporten efter periodens udløb.

For overskydende skat vil kravet først kunne overdrages til 3. mand efter det pågældende indkomstårs udløb. Transporter for indkomståret 2000 kan således først gives til transporthaver fra og med den 1. januar 2001. For overdragelse af krav på negativ moms gælder det, at transporten skal være givet efter afgiftsperiodens udløb. Datoen for transportgiverens underskrift vil være vejledende for, hvornår transporten er givet.

Transporter, som opfylder lovens krav i afsnit L.4.5 og de øvrige krav i afsnit L.4.1 til L.4.4 skal noteres, og Skats eventuelle modregningsret skal ske i respekt af GBL § 28, jf. afsnit K.8.6. Skat bør dog tage forbehold for modregningsretten i henhold til GBL § 28.

De krav, der er omfattet af lovene, er udbetalinger af overskydende skat, AM-bidrag og moms. Nedenfor gennemgås kort de nye reglers indvirkning på henholdsvis overskydende skat, AM-bidrag og på moms.

L.4.5.4 Transport af krav i henhold til KSL § 55

For så vidt angår anmodning om fremskyndet tilbagebetaling efter KSL § 55 kan skatteyderen overdrage kravet i perioden fra fremsættelsen af anmodningen, til eventuel udbetaling sker. Selve overdragelsen af kravet skal dog ske senest samtidigt med anmodningen om tilbagebetaling efter KSL § 55. Overdragelsen får dog ikke virkning, hvis udbetalingen nægtes. Det samme gælder for udbetalinger af AM-bidrag i henhold til § 18, stk. 4, i bekendtgørelsen om arbejdsmarkedsbidrag.

L.4.5.5 Dateringer på transporter

For så vidt angår dateringer på transporter i krav omfattet af de særlige regler nævnt i afsnit L.4.5 , er datoen for transportgiverens underskrift vejledende. Det vil sige, at Skat også kan inddrage andre momenter, der taler for, at transporten er givet efter indkomstårets eller afregningsperiodens udløb. Som bestemmelserne er formuleret i opkrævningsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven, stilles der ikke særlige formkrav til selve dateringen, men det forudsættes, at transportdokumentet er dateret.

L.4.5.6 Transporter i frivillige forlig

I visse tilfælde kan der i et frivilligt forlig om betaling af en gæld være indføjet en aftale om, at forliget fx er en aftale om overdragelse af overskydende skat til kreditor. I sådanne tilfælde kan der opstå spørgsmål om rækkevidden af disse transporter.

Forliget med transporten indeholder fx følgende formulering: "[Transportgiver] overdrager krav på overskydende skat for tidligere, indeværende og fremtidige indkomstår" - en såkaldt tidsubegrænset transport.

Hvis transporten er modtaget i det tidligere ToldSkat, nu Skat, senest den 6. oktober 1999, gælder de regler, der er beskrevet ovenfor under L.4.5.1 ., hvorefter transporterne skal respekteres, dog med respekt af den beskrevne overgangsregel.

Hvis transporten er modtaget efter den 6. oktober 1999, kan transporten ikke accepteres af Skat, for så vidt angår transport i kravet vedrørende det indkomstår, hvori transporten modtages og fremtidige indkomstår. Transporten er fremtidig for så vidt angår disse indkomstår og derfor ugyldig.

Angående de tidligere indkomstår, dvs. indkomstår, der på tidspunktet for meddelelsen af transporten er udløbet, kan der noteres en transport.

At transporten i det frivillige forlig for en del anses for at være ugyldig, mens en anden del af transporten er gyldig, er en følge af, at der som udgangspunkt alene ses bort fra den del af aftalen, der er ugyldig.

Vil transporthaver gøre aftalen om transport gældende over for Skat for det indkomstår, hvori det frivillige forlig er indgået, kan transporthaver genfremsende transporten i det efterfølgende indkomstår sammen med en ny aftale med skatteyderen om, at transporten skal gælde for det omhandlede skatteår. Den nye aftale skal være indgået efter udløbet af det indkomstår, den vedrører.

Som et eksempel kan nævnes et forlig med en transport meddelt transporthaver i november 2005. Her må Skat notere transporten for eventuelle udbetalinger af overskydende skat relateret til indkomstår 2002, 2003 og 2004, mens transporten i overskydende skat for 2005 (indeværende år på tidspunktet for meddelelsen af transporten) og fremtidige indkomstår er ugyldig.

L.4.6 Udlæg i overskydende skat

Udlæg i simple fordringer på Skat falder også ind under bestemmelserne i KSL § 62, stk. 5, AMFL § 15, stk. 1, og OPKL § 13. Der kan derfor først foretages udlæg i disse krav, når afregningsperioden er udløbet. Udlæg i simple fordringer træder således i stedet for en transport, idet den har samme virkning som overdragelse af kravet.

L.4.7 Transport i forbindelse med afmeldelse af virksomhed

Ophører en virksomhed med at drive virksomhed, kan det forekomme, at virksomheden afmeldes midt i en afregningsperiode.

Skat kan acceptere en transport i fx negativ moms meddelt transporthaveren efter virksomhedens afmeldelse fra momsregistrering, selv om dette forhold allerede finder sted midt i den ordinære afregningsperiode.

Spørgsmålet relaterer sig fx til virksomheder med halvårlig afregning i henhold til ML § 57, stk. 4. En virksomhed bliver afmeldt midt i perioden, og inden udløbet af den ordinære afregningsperiode meddeles transport i den negative moms, der eventuelt opstår i perioden indtil virksomheden bliver afmeldt. Afgiftsperioden må her anses for udløbet ved virksomhedens afmeldelse fra momsregistrering, hvorfor transporten kan noteres af Skat.

L.4.8 Transporter efter 1. januar 2005

I forbindelse med vedtagelser af lovændringerne til KSL § 62, stk. 5, AMFL § 15, stk. 1 og i forbindelse med vedtagelsen af opkrævningsloven er der indsat en overgangsregel for transporter.

I følge lovændringens § 7, stk. 4, og OPKL § 20, stk. 6, angår bestemmelserne transporter, der i løbet af 1999 er kommet frem til Skat senest den 6. oktober 1999, og som derfor er gyldige for fremtidige transporter. Reglen betyder, at RIM efter den 1. januar 2005 kan foretage modregning efter de almindelige modregningsregler over for den oprindelige rettighedshaver uden hensyn til overdragelsen, jf. afsnit K.8.7.

Indtil 1. januar 2005 skal disse transporter fuldt ud respekteres af Skat i overensstemmelse med de regler, der gjaldt før den 1. januar 2000.

Der er indsat hjemmel til, at Skat under ganske særlige omstændigheder kan dispensere fra ikrafttrædelsesbestemmelsen (§ 7, stk. 4, i lov nr. 947 af 20. december 1999). Overgangsbestemmelsen er navnlig indsat for at undgå, at der kan rejses spørgsmål om ekspropriation som følge af, at forslaget griber ind i civilretligt gyldige aftaler. Blandt andet i lyset af den fastsatte overgangsperiode på 5 år må det antages, at der kun i ganske særlige tilfælde vil kunne blive tale om at anvende dispensationsmuligheden.

L.4.9 Anmeldelse af transporter over for SKAT

Anmeldelse af en transport kan ske ved fremsendelse af det originale transportdokument eller en bekræftet kopi heraf. Ved underskriften indestår man for, at indholdet af kopien er i overensstemmelse med det originale transportdokument

Transporten skal være ledsaget af en følgeskrivelse eller en påtegning på selve transportdokumentet, der har karakter af en denunciationsskrivelse over for Skat som fordringsdebitor.

Anmeldelse af transporter med telefax må efter omstændighederne accepteres. Skat skal dog meddele transporthaveren, at notering af transporten sker under forudsætning af, at der inden en nærmere fastsat frist sker fremsendelse af det originale transportdokument eller en bekræftet kopi.

Ved notering af transporten er klokkeslættet for modtagelse af transporten uden betydning. Andre rettigheder over fordringen, der samme dag er modtaget af Skat, enten ved personlig henvendelse eller modtaget med posten, vil få sideordnet prioritet med den rettighed, der er anmeldt via telefax. Det beløb, der eventuelt kommer til udbetaling, skal fordeles forholdsmæssigt mellem rettighedshaverne.

L.5 Afvisning af transporter

Opfylder transporten ikke kravene nævnt i afsnit L.4.5 , skal transporten afvises af Skat. Dette gælder fx, hvis transporten er givet inden udløbet af den periode, transporten vedrører. Hvis transporthaver ønsker at få noteret en transport i den foreliggende situation, må transporthaver indhente en ny transport, når perioden er udløbet.

Skat skal returnere dokumenterne til anmelderen med angivelse af årsagen til afvisningen. I forbindelse med afvisningen skal der gives klagevejledning til Landsskatteretten.

Fremsendes transporten på ny i berigtiget stand, og kan den herefter noteres, skal den noteres i Det Centrale Fordringsregister fra det tidspunkt, den opfyldte formkravene, dvs. ikke fra det første anmelsestidspunkt.

Opfylder transporten ikke mindre væsentlige formkrav, som ikke berører dens gyldighed (jf. afsnit L.4.1 - L.4.4 ), kan Skat notere transporten og samtidig meddele anmelderen, at noteringen sker under forudsætning af, at der inden en nærmere fastsat frist sker berigtigelse af de manglende formkrav. I disse tilfælde skal Skat give meddelelse om, at såfremt berigtigelsen ikke er sket inden en nærmere angivet frist, vil fordringen blive slettet fra registret. Sådanne sager, der registreres foreløbigt, skal registreres i Det Centrale Fordringsregister således, at der ikke sker fejludbetalinger, hverken til anmelderen eller til transportgiveren.

L.6 Noteringen af transporten

Opfylder transporten de opstillede krav, skal der ske notering af transporten. Registreringen i Det Centrale Fordringsregister skal så vidt muligt ske samme dag, som Skat modtager anmeldelsen af transporten. For så vidt angår selve registreringen henvises til Vejledning om Centrale Fordringsregister afsnit 2.2.

At Skat noterer transporten betyder, at transporten vil blive respekteret af myndighederne.

Efter transporten er noteret, udfærdiges der en meddelelse til anmelderen af transporten om den stedfundne notering. Er det originale transportdokument fremsendt til Skat ved anmeldelsen, tilbagesendes dokumentet anbefalet til anmelderen sammen med meddelelsen om, at noteringen har fundet sted. Kopi af det originale transportdokument vedlægges sagen.

Genpart af meddelelsen om notering sendes til transportgiveren og transporthaveren.

Det skal angives, hvornår anmeldelsen er modtaget samt hvilken dag, den er noteret. Dette har betydning for transportens prioritetsstilling i forhold til andre civilretlige krav, idet det af GBL § 31 fremgår, at transporten ikke har gyldighed mod transportgiverens kreditorer og øvrige aftaleerhververe, før der er sket denunciation over for fordringsdebitor.

Hvis der er noteret andre anmeldte rettigheder, underrettes transporthaveren om prioritetsstillingen.

I samtlige noteringsmeddelelser tages der desuden forbehold om modregning med statens krav på transportgiveren. Skat skal således ved notering af transporterne tage forbehold om, at statskrav, der er stiftet inden modtagelse af eller formodning om transporten, vil blive modregnet inden udbetalingen.

Et forbehold kan eksempelvis formuleres således

"Der tages forbehold for modregning for øvrige statskrav samt krav, der måtte være berettigede hertil i henhold til dansk rets almindelige regler for modregning."

Når der skal foretages en manuel behandling hos Skat, således at der ikke først sker automatisk afskrivning, har Skat mulighed for at indsætte en "Skat-markering". Det bevirker, at alle beløb, der går i automatisk afskrivning, herunder negative momsangivelser, overføres til Skat til manuel behandling.

I noteringsmeddelelsen skal der for så vidt angår transport i negative afgiftstilsvar anføres, at fordringen først kan opgøres, når afgiftsangivelserne er modtaget og godkendt af Skat.

Såfremt transportgiveren har toldkredit, og det transporterede beløb er en godtgørelse eller regulering af told- og forbrugsafgifter, som anført i TDL § 36, gøres der i noteringsmeddelelsen opmærksom på, at udbetalingen vil finde sted i overensstemmelse med de i TDL § 36 fastsatte regler.

L.6.1 Samarbejde med skattecentrene

I forbindelse med, at der sker notering af en transport i overskydende skat, underrettes transportgivers skattecenter herom.

Er der tale om transport i overskydende skat, der er anmeldt efter indkomstårets udløb, og hvor transporten også vedrører tilbagebetaling i henhold til KSL § 55, underrettes det skattecenter, hvorunder transportgivers slutligning har hørt.

Vedrører sagen transport i overskydende skat inden indkomstårets udløb, og er der er tale om en tilbagebetaling i henhold til KSL § 55, underrettes det skattecenter, som er berettiget til at ændre skyldnerens (transportgivers) forskudsregistrering. dvs. transportgivers bopælskommune.

Skat har ansvaret for og foretager sletning af de civilretlige krav i Det Centrale Fordringsregister.

L.6.2 Udbetaling i henhold til transporten

For udbetaling af beløb i henhold til transport i overskydende skat og AM-bidrag, negative afgiftstilsvar eller øvrige krav, der opkræves af RIM, er det told- og skatteforvaltningen, der er afregningsmyndighed.

Opfylder transporten betingelserne i afsnit L.4 , kan betaling med frigørende virkning kun ske til transporthaveren.

Er der kun givet transport for en del af fordringen, har transporthaveren kun krav på det transporterede beløb, mens det overskydende beløb skal udbetales til transportgiveren.

Hvis transportgiver har givet transport til flere transporthavere fikseret til bestemte beløb af fordringen, og disse transporter tilsammen udgør et mindre beløb end transportgivers fordring, skal det overskydende beløb ligeledes udbetales til transportgiveren.

Hvis der er givet transport til dækning af et bestemt beløb med tillæg af påløbne renter fra et nærmere angivet tidspunkt, må transporthaver og transportgiver erklære sig enige i Skat`s renteberegning, inden beløbet udbetales.

Er transporten ikke anmeldt over for Skat, kan betalingen ske med frigørende virkning til transportgiveren, medmindre told- og skatteforvaltningen har fået kendskab til transporten, jf. GBL § 29. I så fald stilles udbetalingen i bero, indtil der fremkommer en skriftlig erklæring fra parterne om, hvem fordringen tilhører. Eventuelt kan der fastsættes en frist på 8 dage til at komme med den nævnte erklæring. Eventuelle udbetalinger kan deponeres i henhold til deponeringsloven.

L.7 Transport i fordringer

RIM kan foretage udlæg i fordringer. Disse fordringer kan i visse tilfælde være overdraget til tredjemand. I afsnit L.7.1 - L.7.4 gennemgås de forholdsregler, pantefogeden kan tage i sådanne tilfælde.

I afsnit L.8 gennemgås RIM´s anvendelse af transporter i forbindelse med det almindelige inddrivelsesarbejde.

L.7.1 Udlæg i fordringer, der tilsyneladende er overdraget

En transport på en fordring fra én kreditor til en anden kan ske til sikkerhed eller for at udligne et mellemværende mellem de to parter. Én af kreditors rettigheder er, at han kan inkassere sine fordringer hos debitor, når forfaldstid er kommet. Ved at overdrage fordringen på debitor kan kreditor, afhængig af aftalen med erhververen, rejse penge på fordringen inden forfaldstid.

Et eksempel herpå er factoring. Factoring kan fx bestå i, at en kreditor, som kan være en vareleverandør, overdrager sine almindelige kundefordringer til et factoringselskab, enten ved salg af kundefordringen til en bestemt kurs eller som modydelse for et lån. Dette lånemellemværende opgøres efter en nærmere bestemt periode. Alt afhængig af aftalen imellem parterne vil en negativ difference mellem det, som vareleverandøren har modtaget i lån, og det, factoringselskabet har inkasseret på de almindelige kundefordringer, normalt dækkes af vareleverandøren.

RPL § 508 angiver, at der også kan foretages udlæg i behæftede aktiver. Imidlertid er nytteværdien af at foretage udlæg i fordringer, der er tiltransporteret en transporthaver, som oftest beskeden, men der er tilfælde, hvor en sådan fordring alligevel kan anses som et aktiv.

Transporthavers ret til en fordring kan dog i visse tilfælde ved foretagelse af udlæg i fordringen fortrænges til en dårligere prioritet eller helt tilsidesættes.

Nedenfor i afsnit L.7.2 til L.7.3 beskrives i hvilke situationer, dette kan tænkes at ske.

L.7.2 Transport er oprettet, men sikringsakten er ikke foretaget

GBL § 31, stk. 1, handler først og fremmest om kreditorbeskyttelse, dvs. under hvilke betingelser erhververen (transporthaveren) af et simpelt gældsbrev eller en simpel fordring kan opnå kreditorbeskyttelse mod overdragerens (transportgiverens) kreditorer.

Hovedreglen er, at erhververen opnår beskyttelse mod overdragerens kreditorer ved, at der gives underretning (denunciation) til skyldneren (fordringsdebitor) om overdragelsen.

GBL § 31, stk. 2, handler først og fremmest om den såkaldte omsætningsbeskyttelse, det vil sige, under hvilke betingelser transporthaveren opnår beskyttelse mod, at transportgiveren overdrager fordringerne til en anden. Der gælder her det samme som ved kreditorbeskyttelse, nemlig at transporthaver opnår beskyttelse ved, at fordringsdebitor underrettes om overdragelsen.

Underretningen har således virkning som en sikringsakt og er en betingelse for, at transporthaveren opnår prioritetsbeskyttelse i forhold til transportgiverens kreditorer og øvrige aftaleerhververe.

Dette betyder på den anden side, at det forhold, at der er oprettet et skriftligt transportdokument, som tillige er underskrevet af transportgiver, ikke er tilstrækkelig til at beskytte transporthaverens ret over for transportgiverens kreditorer og aftaleerhververe i god tro. Foretages der udlæg i en fordring, efter at transportdokumentet er oprettet, men inden der er sket underretning efter GBL § 31, stk. 1 og 2, vil udlægget fortrænge transporthaverens ret.

Pantefogeden kan således foretage udlæg i borttransporterede udskrevne fakturaer (eller beløb, hvor der endnu ikke er udskrevet en faktura), hvor underretningen endnu ikke er sket. Udlægget vil i dette tilfælde fortrænger transporthaverens ret i henhold til transporten, jf. L.8 .

L.7.3 Transporten er oprettet, og sikringsakten er foretaget

Når underretning er givet til fordringsdebitor, kan senere stiftede rettigheder, såsom udlæg i fordringen eller fordringsdebitorens konkurs, ikke fortrænge transporthavers ret over fordringen. Se eventuelt afsnit L.7.3.4 . Om transportgivers konkurs henvises til afsnit H.3.12.9 i kapitlet om konkurs.

Der stilles visse krav til selve underretningen for at den kan anses for at være en tilstrækkelig sikringsakt, jf. afsnit L.7.3.1 - L.7.3.2 . Er sikringsakten ikke tilstrækkelig, bevirker det, at transporthaver ikke er beskyttet over for transportgivers kreditorer og aftaleerhververe i god tro.

Pantefogeden bør undersøge indholdet af den afgivne underretning, samt hvem den er fremsendt til. Er underretningen ikke klar og tydelig, eller er den ikke sendt til rette person, skal der foretages udlæg, idet udlægget vil fortrænge transporthaverens ret i henhold til transporten.

L.7.3.1 Krav til underretning

Der er ikke i GBL § 31 stillet nogen formkrav til indholdet af en underretning. Det er dog nødvendigt at opstille visse krav til underretningens indhold, for at den kan tillægges virkning som sikringsakt.

Underretningen skal som udgangspunkt være klar og tydelig. Heri ligger, at det af underretningen skal fremgå

at fordringen er overdraget til eje eller sikkerhed og ikke kun til inkasso. Det skal fremgå, at der er tale om en transport, uden at der dog kan stilles krav om at dette ord anvendes,

hvilken fordring der er overdraget, og

at fordringsdebitor ikke alene kan, men med frigørende virkning skal betale til erhververen.

Det kræves endvidere, at underretningen har en sådan form, at den er egnet til at bibringe fordringsdebitor en forståelse af, at det er en juridisk forpligtende meddelelse, der er modtaget. Meddelelsen må således ikke være skjult i en sprogbrug, der har karakter af jargon, eller skjult i en tryksag, der ser ud som et reklametilbud, jf. UfR 1977, 636 HD, hvor en papfolder i labert design og med en frivol skottepige påtrykt på forsiden ikke kunne anses for at være en underretning om overdragelse af fordringen.

Underretningen kan derimod godt være et stempel, der er trykt på forsiden af en faktura og alle genparterne.

Et eksempel kan fx være følgende ordlyd stemplet eller trykt på en faktura: "Vor fordring ifølge nærværende faktura er overdraget til.... Betaling af fakturabeløbet kan derfor med frigørende virkning alene ske til.....Ved betaling bedes anført det kundenummer og fakturanummer, der er angivet på fakturaen. Alle henvendelser vedrørende fordringen må ske til...."

Der stilles ikke krav om, at underretningen skal være skriftlig. Af hensyn til senere at kunne bevise at underretning er givet, bør en underretning dog altid være skriftlig.

L.7.3.2 Underretningens modtager

Underretningen skal gives til fordringsdebitor. Underretningen har retsvirkning som sikringsakt fra det tidspunkt, den er kommet frem til fordringsdebitor. Fordringsdebitor er bundet af underretningen fra det øjeblik, den er kommet frem til ham. Det er uden betydning, om det er transportgiver eller transporthaver, der afgiver underretningen. Underretningen behøver ikke at være kommet til fordringsdebitors kundskab. Det er ikke en betingelse, at fordringsdebitor noterer eller bekræfter underretningen. Normalt må det endda være uden betydning, at fordringsdebitor positivt afslår at notere eller bekræfte underretningen.

Hvor der er givet underretning til uvedkommende 3. mand, er transporthaveren ikke beskyttet mod transportgiverens kreditorer eller øvrige aftaleerhververe i god tro, jf. i øvrigt nedenfor om sekundær transport i forbindelse med fakturabelåningsordninger.

L.7.3.3 Sekundær transport

Ønsker skyldner at transportere sine fakturafordringer i en situation, hvor han allerede har transporteret dem til et factoringselskab, vil der være tale om en sekundær transport. Det vil sige, at transporten sker med respekt af factoringselskabets ret.

I UfR 1980, 261 ØLD, havde skyldner givet sekundær transport i sine fakturafordringer. Der blev alene givet underretning til factoringselskabet og ikke til de enkelte fakturadebitorer. Denne sikringsakt blev af landsretten anset som behørigt foretaget, da factoringsselskabet havde afskåret transportgiver fra at råde over fordringerne.

I forbindelse med en sekundær transport i en sikringskonto ved factoring blev der alene givet underretning til factoringselskabet. Landsretten godkendte underretningen som en behørigt foretaget sikringsakt, jfr. UfR 1979, 919 ØLD.

Ud fra retspraksis må det således slås fast, at underretning skal ske til faktoringsselskabet.

Ved siden af sekundær transport i forbindelse med factoring kan der også gives sekundær transport i entreprisesummer. I sådanne situationer bør der ske underretning til både fordringskreditor (fx en bygherre) og til primær transporthaver (fx en bank) for at sikre legitimationsvirkningen over for sidstnævnte part.

L.7.3.4 Manglende rådighedsberøvelse

Udover at underretningen i GBL § 31 skal virke som sikringsakt, har den yderligere det formål at berøve transportgiveren rådigheden over den transporterede fordring.

I forbindelse med factoringselskabers belåning af fakturaer (dvs. sælgers overdragelse af samtlige fakturaer) er spørgsmålet herefter, hvad der ligger i, at transportgiveren skal være rådighedsberøvet fordringen.

I en utrykt kendelse fra fogedretten i Ballerup af 3. august 1984 (FS 2579/84), havde en kommune til sikkerhed for en persons skattegæld foretaget udlæg i en faktura. En bank protesterede mod udlægget under henvisning til, at den pågældende faktura var transporteret til banken. Det fremgik af sagen, at den omtvistede faktura var påført en meddelelse om, at betaling alene kunne ske med frigørende virkning til banken. Det fremgik endvidere af sagen, at der mellem banken og skyldner var aftalt, at alle de fakturaer, som den pågældende udskrev, skulle tiltransporteres til banken. Når beløbene indgik, skulle disse indsættes på skyldners kassekredit, der skulle nedskrives med et fast månedligt beløb på kr. 2.250. Når bortses fra det månedlige beløb, hvormed kassekreditten skulle nedbringes, havde skyldner fri dispositionsret over de på kassekreditten indkomne beløb. Ved Ballerups fogedrets kendelse fik kommunen medhold i, at det foretagne udlæg i fakturaen kunne effektueres med første prioritet for så vidt angik det beløb, der blev overladt til skyldners frie disposition. I præmisserne i kendelsen anførtes, at der var foretaget behørig underretning, jf. GBL § 31, men at transporten desuagtet ikke nød beskyttelse over for kommunens udlæg, eftersom de transporterede fordringer ikke var tilstrækkeligt rådighedsberøvet.

Hvor der som beskrevet i kendelsen ikke foreligger rådighedsberøvelse, eller hvor rådighedsberøvelsen ikke stedse er opretholdt, vil et udlæg således fortrænge transporthaverens ret, uanset om der foreligger en gyldig oprettet transport, og uanset om der er foretaget behørig underretning.

Det vil bero på de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt der foreligger en tilstrækkelig rådighedsberøvelse.

Pantefogeden bør således undersøge dette forhold i de tilfælde, hvor der er givet hel eller delvis transport til 3. mand af samtlige virksomhedens udestående fordringer.

L.7.3.5 Fogedens fremgangsmåde i situationer med fakturabelåning

Pantefogeden skal, hvor det i forbindelse med en udlægsforretning konstateres, at der er givet transport i fakturaer og andre udestående fordringer, undersøge,

om der er sket underretning jf. GBL § 31, det vil sige, om sikringsakten er foretaget

om underretningen opfylder de formkrav, der må stilles til en sådan

om transportgiver er berøvet rådigheden over den transporterede fordring, og om rådighedsberøvelsen stedse opretholdes

Er et eller flere af disse forhold ikke i orden, vil udlægget kunne fortrænge transporthavers ret.

Kan pantefogeden under udlægsforretningen ikke få tilstrækkelige oplysninger om transportforholdet fra skyldner eller transporthaver, idet der er opstået en tvist herom, kan sagen indbringes for fogedretten, hvor transporthaveren kan afhøres under vidneansvar.

L.7.4 Sikringskonto

Det kan i en factoringsaftale være bestemt, at en del af vederlaget i forbindelse med transporten hensættes på en sikringskonto til dækning af det tab, som factoringselskabet eventuelt måtte lide.

Foreligger der en sådan sikringskonto, kan der foretages udlæg heri. Afhængig af factoringsaftalens indhold skal udlægget respektere factoringselskabets trækningsret på kontoen.

Pnatefogeden bør i sådanne situationer anmode om at få udleveret en kopi af aftalen og på baggrund af en undersøgelse af denne vurdere, hvorvidt et udlæg i sikringskontoen bør foretages.

L.8 Transport i stedet for udlæg

Udlæg kan ikke foretages i fremtidige erhvervelser, jf. RPL § 508.

Skyldner kan derimod transportere såvel nuværende som fremtidige tilgodehavender.

I en utrykt dom afsagt af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. januar 1985, B 1588/1983, lagde landsretten til grund, at det er muligt at pantsætte fremtidige erhvervelser, hvis pantet kan bestemmes og beskrives med den klarhed og entydighed, som er en grundliggende betingelse for stiftelse af panterettigheder. Denne grundliggende betingelse er normalt opfyldt, når en gensidigt bebyrdende aftale er skriftlig og nøje fastlægger de gensidige rettigheder og forpligtelser. I dommen havde en vognmandsforretning overdraget alle tidligere og kommende tilgodehavender for udførelse af kørsel for et vejmaterielfirma. Kørselen udgjorde ca. 80 % af vognmandsforretningens samlede omsætning. Vognmandsforretningen havde hverken skriftligt eller mundtligt nogen aftale med vejmaterielfirmaet om fremtidigt samarbejde, men da forretningsforbindelsen mellem dem havde stået på inden for ret faste rammer i en meget lang årrække, fandtes vognmandsforretningen gyldigt at kunne give kreditor pant i sine fremtidige tilgodehavender.

Får pantefogeden i forbindelse med inddrivelsesarbejdet kendskab til fordringer, der må anses som fremtidige erhvervelser, og som det derfor ikke kan foretage udlæg i, bør muligheden for en frivillig aftale om transport af disse fordringer undersøges.

Transport i en fordring kan også anvendes i stedet for at foretage udlæg i fordring, der ikke er fremtidig erhvervelse. Opmærksomheden skal dog henledes på, at udlæg i simple fordringer er beskyttet over for øvrige kreditorer og godtroende aftaleerhververe allerede fra udlæggets foretagelse. Underretning af fordringsdebitor i denne situation sker for at sikre at RIM bliver legitimeret til at modtage betaling i henhold til fordringen, jf. afsnit L.7.2 .

Transport i en fordring er dermed først beskyttet over for øvrige kreditorer og godtroende aftaleerhververe fra det tidspunkt, hvor underretningen er nået frem til fordringsdebitor, jf. GBL § 31, stk. 1 og 2.

L.8.1 Oprettelse af transportdokument

Hvis pantefogeden har indgået en frivillig aftale med skyldner om transport af nuværende eller fremtidige tilgodehavender, kan fogeden være skyldner behjælpelig med at oprette et transportdokument.

Fogeden skal i forbindelse med oprettelsen af dokumentet vejlede skyldner om dokumentets indhold og retsvirkninger.

Hvad der i dette afsnit er nævnt om oprettelsen af et transportdokument har ikke indflydelse på dokumentets gyldighed. Forholdene er alene anvisninger på, hvordan et transportdokument kan oprettes.

En transport kan gives til eje eller til sikkerhed.

Af de transporter, som RIM indgår, kan det fremgå, om de er til eje eller sikkerhed.

Det antages, at der alene er tale om transport til eje, hvis transporthaverens krav nedskrives i umiddelbar tilknytning til transportens meddelelse. En transport til eje giver transporthaveren den fulde beføjelse over fordringen eller en del af denne.

Overdragelse til sikkerhed må antages at foreligge, hvis transporthavers krav først nedskrives, når beløbet ifølge fordringen forfalder og indfries af transporthaver. Indtil dette sker, antages det, at transportgiver hæfter fuld ud for transporthavers krav. En transport til sikkerhed giver derimod altid transporthaveren en begrænset ret svarende til en panteret over fordringen.

Fremgår det ikke af transporten, om der er tale om transport til eje eller til sikkerhed, vil dette spørgsmål afhænge af en fortolkning af transporten samt omstændighederne ved dens tilblivelse. Det kan fx være hvilken type af krav, der er tiltransporteret kreditor (transporthaver) og de nærmere omstændigheder ved transportens tilblivelse. Transporthaver har således accepteret denne nedskrivning af kravet, mens debitor (transportgiver) har givet afkald på hele kravet.

Er et mellemværende mellem transportgiveren og transporthaveren gjort endeligt op på det tidspunkt, da fordringen skal udbetales, og er transporthaverens krav på at få betalt et beløb svarende til hans krav på transportgiveren forfaldent til betaling, kan han nedskrive sit mellemværende. Transportgiveren har krav på et eventuelt overskydende beløb.

Der bør ligeledes fremgå af transporten,

at transportgiveren indestår for skyldnerens betalingsdygtighed efter GBL § 10, hvilket anses for at være opfyldt, når RIM modtager en "skadesløs transport". Transportgiveren hæfter således for fordringens opfyldelse som simpel kautionist. Herudover hæfter transportgiveren automatisk i kraft af GBL § 9 for, at fordringen består,

at transporten er uigenkaldelig og uopsigelig og alene kan tilbagekaldes af RIM. Transportgiveren kan som udgangspunkt ikke tilbagekalde sin erklæring om overdragelse af en fordring til transporthaver. Selv om transporterklæringen ikke indeholder ordet uigenkaldelig, kan den ikke tilbagekaldes af transportgiver, medmindre transportgiveren i transporterklæringen har forbeholdt sig ret hertil. Kurator i transportgivers konkursbo eller tilsynet under transportgivers betalingsstandsning indtager ikke i kraft af konkursen eller betalingsstandsningen en speciel beføjelse til på vegne af en personlig skyldner at tilbagekalde en transport. Om omstødelse af transporter henvises til afsnit H.3.12.9 i kapitlet om konkurs,

at RIM skal være eneberettiget til at modtage og kvittere for det nævnte tilgodehavende uden at være forpligtet til at dokumentere kravet på skyldige skatter og afgifter,

at RIM i det hele skal være berettiget til at udøve samtlige transportgivers beføjelser som kreditor med hensyn til det tiltransporterede beløb.

RIM skal straks efter oprettelsen af transporten foretage den fornødne sikringsakt, som er underretning og rådighedsberøvelse, jf. GBL § 31, stk. 1 og 2.

L.8.2 Legitimationsvirkningen

Når en transport er denuncieret over for fordringsdebitor, kan denne kun betale til transporthaveren med frigørende virkning, jf. GBL § 29. Modsat kan en fordringsdebitor, såfremt transportens eksistens ikke er ham bekendt, betale med frigørende virkning til transportgiveren. Underretningen tjener her både som sikringsakt og legitimation for transporthaveren, der er kreditor i henhold til fordringen og dermed har ret til at modtage betaling.

M Specielle hæftelsesformer, nulstilling og erstatning

M.1 Lovreguleret hæftelse

OPKL § 10, jf. § 1, giver en generel regel om den indeholdelsespligtiges hæftelse for skatter og afgifter m.v. Se nærmere herom i afsnit D.1.4.2.2 og D.1.4.2.3 .

SEL § 33 indeholder en hæftelsesregel for aktionærer, foreningsmedlemmer, likvidatorer eller bestyrelsesmedlemmer. Der er mulighed for at gøre hæftelse gældende i situationer, hvor et selskab eller en forening m.v. opløses og formuen udloddes til aktionærerne eller medlemmerne, uden der forinden er blevet afsat tilstrækkelige midler til dækning til de indkomstskatter, der påhvilede selskabet eller foreningen. Se yderligere herom i afsnit H . Reglerne i SEL § 33 A har til formål at hindre selskabstømning. Se også TfS 1997,110.

Særlige bestemmelser om hæftelse for skatter, der opkræves efter kildeskatteloven, findes i kildeskattelovens afsnit VII. KSL § 68 omhandler indkomstmodtagerens hæftelse, hvis denne lader sig udbetale A-indkomst uden indeholdelse af A-skat, og § 69 den indeholdelsespligtiges hæftelse for skatter, som skal indeholdes efter kildeskatteloven.

I arbejdsmarkedsfondsloven findes tilsvarende bestemmelser i § 15, stk. 1, for den bidragspligtige og i § 15, stk. 2, for den indeholdelsespligtige. Bestemmelserne om den indeholdelsespligtiges hæftelse for indeholdte SP-bidrag findes i ATP-lovens § 17 f.

Personer, der i henhold til KSL § 46, stk. 4 eller 5, er befuldmægtigede til at foretage indeholdelser for en arbejdsgiver, der ikke har hjemting her i landet, hæfter på samme måde som indeholdelsespligtige efter KSL § 46, stk. 1, jf. VLD af 18. juni 1986, ankesag B 437/1985. Se desuden SKM2006.394.SKAT .

M.1.1 Hæftelse for indeholdt A-skat, indeholdte AM-bidrag og SP-bidrag

Efter KSL § 69, stk. 2, AMFL § 15, stk. 2, 2. pkt., og ATP-lovens § 17 f hæfter den, som har indeholdt A-skat eller bidrag, over for det offentlige for betaling af de indeholdte beløb. Hæftelsen kan alene gøres gældende over for den indeholdelsespligtige.

Hæftelsen kan gøres gældende, uanset om den indeholdelsespligtige har handlet culpøst. Det er tilstrækkeligt, at beløbene er indeholdt og ikke indbetalt.

Arbejdsgiveren hæfter fortsat under en eventuel betalingsstandsning efter konkurslovens kap. 2 indtil konkursdekretets afsigelse. Derefter overgår indeholdelsespligten og dermed hæftelsen til konkursboet.

Er der ikke ved konkursens afslutning fuld dækning for de indeholdte beløb, hæfter den indeholdelsespligtige i personligt ejede virksomheder fortsat for de resterende restancer.

Kan kravet mod den indeholdelsespligtige ikke opgøres nøjagtigt, og er den indeholdelsespligtige selv skyld i det, fx fordi han ikke har angivet korrekt, kan told- og skatteforvaltningen foretage en foreløbig ansættelse, jf. OPKL § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, og opkræve i overensstemmelse med disse.

M.1.2 Hæftelse for ikke indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Når A-skat og AM-bidrag ikke er indeholdt som påbudt, hæfter indkomstmodtageren og den indeholdelsespligtige som hovedregel solidarisk for de ikke indeholdte A-skatter og bidrag. Beløbene kan enten opkræves hos indkomstmodtageren efter KSL § 68 og AMFL § 15, stk. 1, eller hos den indeholdelsespligtige efter KSL § 69, stk 1, og AMFL § 15, stk. 2, 1. pkt. Kravet kan altid rettes mod indkomstmodtageren, mens den indeholdelsespligtige alene hæfter, hvis han har udvist forsømmelighed.

Der foreligger ingen fast administrativ praksis for, hvem hæftelsen skal rettes mod. I SKM2002.105.ØLR blev det således fastslået, at skattemyndighederne ikke har pligt til først at søge ikke indeholdte A-skatter inddrevet hos lønmodtageren. Det kunne heller ikke kræves, at der forinden var foretaget en skatteansættelse af lønmodtageren.

Som udgangspunkt begrænses den indeholdelsepligtiges hæftelse til tiden forud for det tidspunkt, hvor skatten og bidraget er blevet endeligt pålignet indkomstmodtageren.

Der må ikke samtidig med opkrævning hos indkomstmodtageren foretages opkrævning af beløbene hos den indeholdelsespligtige.

M.1.2.1 Lønmodtagerens hæftelse, KSL § 68 og AMFL § 15, stk. 1

Lønmodtageren hæfter umiddelbart for ikke indeholdte A-skatter og bidrag.

Ikke indeholdte beløb skal derfor som hovedregel opkræves hos lønmodtageren, dvs. at skatten reguleres over dennes årsopgørelse og opkræves som restskat og slutbidrag.

Dette gælder især, hvis beløbene vedrører det løbende og det senest afsluttede indkomstår, og det for lidt indeholdte beløb ikke med rimelighed kan rummes i den ansattes løn for resten af året, hvis lønmodtageren ikke længere er ansat hos den indeholdelsespligtige, eller hvis tidspunktet for indgivelse af oplysningssedler er nært forestående. Vurderer skattemyndighederne, at der ved den deraf følgende udskydelse af opkrævningen opstår en reel risiko for, at beløbene ikke bliver betalt, bør kravet rettes mod den indeholdelsespligtige, jf. KSL § 69, stk. 1.

Hvis en arbejdsgiver har undladt at angive og lønoplyse, hvad han har indeholdt, kan skattecenteret efter en konkret vurdering opkræve beløb, der burde have været/er indeholdt hos lønmodtageren, hvis denne ikke ved fremvisning af lønsedler eller på anden måde kan sandsynliggøre, at arbejdsgiveren rent faktisk har indeholdt korrekt, jf. UfR 1998, 1538 HD. I sagen fik et aktieselskabs direktør i 1986 udbetalt ca. 189.000 kr. uden afregning af A-skat m.v. Direktøren påstod Skatteministeriet tilpligtet at anerkende, at indkomsten i 1986 var ca. 333.000 kr., og at han skulle godskrives ca. 144.000 kr. i indeholdt A-skat m.v., mens ministeriet fremførte, at der ikke var indeholdt A-skat m.v., idet det udbetalte beløb var en bruttoløn, således at direktøren i medfør af KSL § 68 var ansvarlig for betalingen af A-skat m.v.

Højesteret begrundede afgørelsen med, at

der ikke forelå lønsedler med oplysning om indeholdt A-skat

der ikke i aktieselskabets bogholderi var posteret indeholdt A-skat

der ikke til skattevæsenet var indberettet indeholdt A-skat

direktøren som eneste ansatte var ansvarlig for overholdelsen af bogføringsreglerne og reglerne i KSL om indeholdelse af A-skat

At det udbetalte beløb var mindre end den aftalte løn på 400.000 kr. om året, tillagdes under hensyn hertil ingen betydning.

Både lønmodtager og arbejdsgiver bør derfor ved enhver lønudbetaling være opmærksomme på bestemmelserne i KSL § 84 og AMFL § 11, stk. 1, og 6, hvorefter arbejdsgiveren har pligt til skriftligt at holde lønmodtageren underrettet om indeholdelserne, og lønmodtagerne omvendt kan fremtvinge underretning derom ved told- og skatteforvaltningens mellemkomst.

M.1.2.2 Den indeholdelsespligtiges hæftelse, KSL § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 2,1. pkt.

Ikke indeholdte A-skatter og bidrag kan opkræves hos den indeholdelsespligtige, hvis han har udvist forsømmelighed i forbindelse med den manglende indeholdelse og under forudsætning af, at indkomstmodtageren ikke allerede har betalt de pågældende beløb.

Den indeholdelsespligtige anses for at have udvist forsømmelig adfærd i tilfælde, hvor han undlader at indeholde A-skat og bidrag i udbetalinger til en person, der udfører arbejde af en sådan karakter, at det med rimelig tydelighed falder ind under bestemmelsen i KSL § 43 eller kildeskattebekendtgørelsens § 15, jf. TfS 1999, 377 HD.

Ved vurderingen af, om der er tale om A-indkomst, tillægges det ikke afgørende betydning, om den person, der udfører arbejdet, er momsregistreret og udskriver regninger med moms.

Højesteret statuerede forsømmelighed i et tilfælde, hvor arbejdsgiveren havde undladt at træffe foranstaltninger, der kunne sikre, at lønmodtageren løbende afregnede indkørte beløb, og havde accepteret, at lønmodtageren modtog hele sin løn som lønforskud, jf. UfR 2001, 530 HD.

En indeholdelsespligtig, der på trods af anvisninger i told- og skatteforvaltningens vejledning, "Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag", undlader at indeholde A-skat og bidrag, må som udgangspunkt antages at have handlet forsømmeligt, jf. TfS 1999, 377 HD. Se også SKM2002.105.ØLR .

Der må ligeledes som udgangspunkt foreligge forsømmelighed, hvis en indeholdelsespligtig undlader at rette sig efter skattecenterets påbud om at indeholde A-skat og bidrag. Klage over et sådant påbud har ikke opsættende virkning.

Har den indeholdelsespligtige derimod været i undskyldelig uvidenhed om, at en udbetaling er A-indkomst, bør skattecenteret undlade at pålægge den indeholdelsespligtige hæftelse for de manglende indeholdte A-skatter og bidrag i allerede foretagne udbetalinger.

Dette kan være tilfældet, hvis det manglende A-skatte- og bidragstræk skyldes en indkodningsfejl el.lign. i virksomhedens lønsystem, hvis virksomheden i øvrigt administrerer kildeskatte- og bidragsordningen korrekt.

Pålægges den indeholdelsespligtige hæftelse efter KSL § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 2, 1. pkt., får han et regreskrav mod indkomstmodtageren, jf. SKM2002.105.ØLR . Hvis skattecenteret bliver opmærksom på, at den indeholdelsespligtige ikke gør sit regreskrav gældende, bør det undersøges, om indkomstmodtagerens skatteansættelse skal ændres.

Hæftelse kan gøres gældende både for løbende og tidligere indkomstår.

Omligning ikke nogen ufravigelig betingelse -

"A-kasse-sagen"

Højesteret har ved dom af 1. december 2004, jf. TfS 2004, 923 HD, UfR 2005, 877 HD og SKM2005.9.HR - på nær en rentekorrektion - stadfæstet Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfS 2002, 55 ØLD, hvor en A-kasse blev anset at hæfte for ikke indeholdt A-skat af rejse- og befordringsgodtgørelser på i alt 11.932.802 kr. udbetalt i 1994 til 22.642 arbejdsledige medlemmer i forbindelse med disses deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. ToldSkat beregnede størrelsen af den ikke indeholdte A-skat til 5.803.486 kr. ved anvendelsen af nogle gennemsnitlige trækprocenter, som A-kassen havde oplyst. A-kassen var klar over, at de udbetalte godtgørelser var A-indkomst, og at indeholdelse af A-skat således burde være sket. Det var således utvivlsomt, at A-kassen havde udvist forsømmelighed ved ikke at sørge for indeholdelse af A-skat i de udbetalte godtgørelser.

Efter at styrelsen havde stadfæstet told- og skatteregionens afgørelse om hæftelse efter KSL § 69, stk. 1, klagede A-kassens advokat til ombudsmanden, der i sin redegørelse af 23. februar 1999 udtalte, at der efter hans opfattelse ikke var hjemmel til at opgøre hæftelsesbeløbet ud fra nogle gennemsnitlige trækprocenter, ligesom ToldSkat burde have fulgt retningslinjerne i det nu ophævede SD-cirkulære 1987-4, pkt. 3.4.3, hvilke retningslinjer nu findes beskrevet i afsnit M.1.3.2 . Efter disse retningslinjer skal det undersøges (dengang påhvilede forpligtelsen arbejdsgiverkommunen), om den opgjorte A-indkomst er medtaget ved skatteansættelsen, og om der hos indkomstmodtageren fremkommer restskat, idet hæftelsen alene kan gøres gældende, hvor den opgjorte A-indkomst ikke er medtaget, eller hvor der er opgjort restskat, der ikke er betalt af indkomstmodtageren. Derved undgås, at det samme skattebeløb betales af både indkomstmodtageren og den indeholdelsespligtige. Ved ikke at have fulgt retningslinjerne kunne det ifølge ombudsmanden ikke udelukkes, at der var sket "dobbeltbeskatning", hvorfor han henstillede, at styrelsen genoptog sagen.

Det af A-kassen i 1995 betalte beløb blev herefter af Told- og Skattestyrelsen tilbagebetalt, idet der dog toges forbehold om evt. at anlægge retssag med krav om tilbagebetaling. En sådan retssag blev anlagt, og hovedstolen blev i stævningen fastsat til 4.800.485 kr. (mod tidligere 5.803.486 kr., jf. ovenfor), der var beregnet på en sådan måde, at ingen del heraf kunne hidrøre fra en selvangivet godtgørelse, ligesom den laveste trækprocent i indkomstmodtagernes kommuner blev lagt til grund.

Østre Landsret fastslog i sin dom af 29. november 2001, at A-kassens hæftelse efter KSL § 69, stk. 1, ikke er betinget af, at Skatteministeriet havde gennemført en forudgående omligning af indkomstmodtagerne, ligesom hæftelsesansvaret heller ikke er betinget af, at A-kassen ville kunne gøre regres gældende over for indkomstmodtagerne.

Højesteret udtalte i sin afgørelse: "Højesteret finder det godtgjort, at det krævede beløb, 4.800.485 kr., ikke overstiger det beløb, som arbejdsløshedskassen skulle have indeholdt i skat ved udbetalingen af befordringsgodtgørelser. Højesteret finder endvidere, at skattemyndighederne ved opgørelsen i tilstrækkeligt omfang har taget højde for, at nogle af beløbsmodtagerne muligt har medregnet kørselsgodtgørelsen ved selvangivelsen, og kravets størrelse indebærer, at det ikke får betydning, at der måtte være uudnyttede befordringsfradrag. Det forhold, at skattemyndighederne ikke på alle punkter har fulgt den fremgangsmåde, der er beskrevet i det dagældende cirkulære nr. 4 af 2. februar 1987 om opkrævning af ikke indeholdte A-skatter efter kildeskattelovens § 68 og § 69, stk. 1, kan på denne baggrund og under hensyn til det store antal beløbsmodtagere og de enkelte kravs beskedne størrelse ikke tillægges betydning. Der er ikke grundlag for at antage, at skattemyndighederne ved den fulgte fremgangsmåde har afskåret arbejdsløshedskassen fra at gøre regres mod modtagerne af befordringstilskud. Det tiltrædes derfor, at Told- og Skattestyrelsen kan kræve det anførte beløb på 4.800.485 kr. betalt af arbejdsløshedskassen."

M.1.3 Tilsvarsregulering og opkrævning

Beløb efter KSL § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 2, opkræves særskilt af skattecentrene. Tilsvaret skal indsættes i D/R-systemet, og den indeholdelsespligtige skal have en skriftligt begrundet afgørelse om opkrævningen med en opgørelse af A-skat og bidrag, specificeret på indkomstmodtagere og indkomstperioder. Der skal gives klagevejledning til Landsskatteretten.

M.1.3.1 Krav opgjort efter indkomstårets udløb, men inden den ordinære årsopgørelse er tilgængelig.

Har den indeholdelsespligtige ikke indsendt oplysningsseddel med den pågældende A-indkomst m.v., udskriver skattecenteret af hensyn til ligningen straks en oplysningsseddel udvisende A-indkomsten. Den beregnede, ikke indbetalte A-skat og de beregnede bidrag må derimod ikke anføres på oplysningssedlen. Supplerende oplysningsseddel udvisende A-skat, AM- og SP-bidrag udskrives først, når den indeholdelsespligtige har indbetalt det opgjorte tilsvar.

Hvis tilsvaret indbetales i afdrag, skal supplerende oplysningsseddel udskrives for hvert indbetalt afdrag.

M.1.3.2 Krav opgjort efter, at den ordinære årsopgørelse er tilgængelig.

Skattecentrene skal, før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver indkomstmodtager undersøge,

om den opgjorte A-indkomst m.v. er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og

om der ifølge indkomstmodtagerens årsopgørelse forekommer restskat og slutbidrag til særskilt opkrævning, og om beløbene i givet fald er betalt.

Er A-indkomsten m.v. ikke medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat og bidrag til særskilt opkrævning, kan de ikke indeholdte A-skat og bidrag opkræves hos den indeholdelsespligtige (hvis denne har udvist forsømmelighed). Oplysningssedler udskrives som ovenfor anført.

Det tilsvarsbeløb, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens samlede, ikke betalte restskat og restbidrag (eksklusive procenttillæg og eventuelle morarenter) for det pågældende indkomstår.

Hvis restskat og slutbidrag vedrørende indkomstmodtageren er til tvangsinddrivelse hos lønmodtageren, og der samtidig af den indeholdelsespligtige indbetales et tilsvar efter KSL § 69, stk. 1, eller et AM-tilsvar efter AMFL § 15, stk. 2, skal indkomstmodtagerens skattecenter straks underrettes om, at restskatten og restbidraget nu skal nedskrives med de indbetalte beløb.

M.1.4 Hæftelse for visse kommunale krav

M.1.4.1 Boligstøtte

For boligsikring/-ydelse hæfter de(n), der efter ansøgning har modtaget sikringen/ydelsen; i mange tilfælde er der flere (solidarisk) hæftende.

For boliglån hæfter debitor(er), der har optaget/overtaget låneforpligtelsen.

Se hertil boligstøttelovens §§ 41, stk. 2, og 48 b.

M.1.4.2 Daginstitutionskrav

Har forældrene til det pågældende barn fælles forældremyndighed

hæfter begge, hvis de var samlevende på forbrugstidspunktet (uden mulighed for at undslå sig fra en hæftelse for en tidligere samlivsperiode)

hæfter alene indmelderen, hvis forældrene ikke var samlevende på forbrugstidspunktet (fastsat børnebidrag antages dog at medføre, at bidragspligtiges forsørgerpligt er opfyldt gennem bidraget).

Har kun én forælder til barnet forældremyndigheden, hæfter alene denne forælder.

Der henvises herom til servicelovens § 118; for skolefritidsordning dog folkeskolelovens § 50, stk. 2.

M.1.4.3 Parkeringsafgifter

Parkerings-/standsningsafgift påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Bestemmelserne herom fremgår af færdselslovens § 121, stk. 4, og - for afgiftspålæg udstedt af en kommune - § 122a, stk. 2.

Bruger-/ejerforhold for danske (motor)køretøjer er registreret i Centralregistret for Motorkøretøjer (CFM).

M.1.5 Hæftelse for ledelsen ved registreringsinddragelse eller -nægtelse

Ledelsen i en virksomhed, der forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter eller indleder driften af virksomheden, selv om registreringen er inddraget eller nægtet efter OPKL § 11, stk. 9, hæfter ifølge OPKL § 11, stk. 11, for de af opkrævningsloven omfattede skatter og afgifter m.v., der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Hæftelsen er personlig, ubegrænset og solidarisk.

En solidarisk hæftelse vil kunne pålægges ved en administrativ afgørelse, hvilket indebærer, at SKATs pantefogeder kan foretage udlæg hos de personer, der er gjort hæftelsesansvarlige efter stk. 11, på baggrund af den udpantningsret, der eksisterer for de ikke betalte skatter og afgifter, jf. herved INDL § 1.

M.1.6 Hæftelse for virksomheder, der deltager i en momskarrusel

Momskarruselsvindel

Momskarruselsvindel forekommer ved handel mellem virksomheder i mindst to EU-lande, og hvor mindst én af de involverede virksomheder - den såkaldte "missing trader" (også kaldet skraldespandsselskabet) - ikke har til hensigt at afregne skyldig moms. Svindelen er mulig, fordi salg af en vare fra en virksomhed til en virksomhed i et andet EU-land kan foregå uden afregning af moms på betingelse af, at købervirksomheden (erhververen) afregner moms til eget land (forbrugslandet). Reglerne om erhvervelsesmoms/omvendt betalingspligt er fastsat for at lette den almindelige handel mellem momsregistrerede virksomheder inden for EU. Hvis reglerne ikke eksisterede, skulle en udenlandsk virksomhed, som sælger til en dansk virksomhed, momsregistreres her i landet for at angive og afregne moms til den danske stat af sit salg. Med reglerne om erhvervelsesmoms/omvendt betalingspligt betales momsen til den danske stat i stedet af den danske virksomhed. En missing trader er således en virksomhed, som ikke afregner den moms, som den skal. For en missing trader handler det altså udelukkende om at generere det størst mulige beløb i skyldig moms, som efterfølgende ikke afregnes over for statskassen.

En del af den skyldige og ikke afregnede moms anvendes typisk til at underfakturere varerne, og resten af momsen finansierer en avance til svindlerne samt eventuelle transportomkostninger og vederlag til øvrige aktører i handelsforløbet. De efterfølgende aftagere af varerne (mellemhandlere, "brokere" og eventuelt forhandlere) opnår alle en gevinst i form af lavere priser og dermed øget konkurrenceevne. Taberen bliver i første omgang statskassen i det land, hvor en missing trader er registreret, men en omfattende karruselhandel inden for bestemte varetyper påvirker også den lovlydige del af branchen. Den lovlydige del af branchen udsættes for en unfair konkurrence, idet den ikke har mulighed for at sælge til de kunstigt - og ulovligt - lave priser, som forhandlere af karruselvarer kan, idet de lovlydige virksomheder afregner moms af deres salg.

Momslovens § 46, stk. 8 og 9

Ud over den ovenfor i afsnit D.2.3.1 beskrevne bestemmelse i OPKL § 11, stk. 1, nr. 3, om sikkerhedsstillelse over for en "missing trader" er der i momsloven adgang til at pålægge enhver indenlandsk virksomhed, der deltager i en momskarrusel, en solidarisk hæftelse for den moms, som ikke afregnes af den såkaldte "missing trader". Momslovens § 46, stk. 8 og 9, fastslår således

En virksomhed, der leverer varer med leveringssted her i landet, jf. kapitel 4, som den har købt af en virksomhed, som har erhvervet varerne fra udlandet, jf. kapitel 3, eller som den har købt af enhver anden virksomhed i senere indenlandske transaktionsled, hæfter solidarisk for betaling af afgiften. Virksomheden hæfter solidarisk med den virksomhed, som er betalingspligtig for afgiften af det indenlandske salg, når denne forsætligt eller groft uagtsomt ikke er blevet afregnet til told- og skatteforvaltningen, jf. kapitel 15. Hæftelsen er dog betinget af, at

told- og skatteforvaltningen har konstateret, at den pågældende virksomhed tidligere har købt varer som beskrevet i 1. og 2. pkt., hvor afgiften af det indenlandske salg ikke er blevet afregnet,

den pågældende virksomhed har modtaget en notifikation fra told- og skatteforvaltningen efter stk. 9, og

den pågældende virksomhed groft uagtsomt eller forsætligt ikke har overholdt påbuddene i en gældende notifikation.

Såfremt told- og skatteforvaltningen vurderer, at en virksomhed har deltaget i en handel, som beskrevet i stk. 8, 1. og 2. pkt., kan told- og skatteforvaltningen udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud pålægger virksomheden at udvise større agtpågivenhed ved sine handler. Notifikationen gives til virksomheden og den personkreds, som er nævnt i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 1-3. Notifikationen gives for en tidsbegrænset periode på 5 år og bortfalder herefter. Notifikationen kan gives for en ny periode på 5 år, såfremt der er grundlag herfor. Oplysninger om notifikationen registreres i kontrolinformationsregisteret efter skattekontrollovens § 6 F.

Notifikationens formål

Formålet med notifikationen er for det første at gøre en eventuelt godtroende eller simpelt uagtsom virksomhed opmærksom på, at den har deltaget i momskarruselsvindel, og for det andet at "afskrække" virksomheden fra at deltage i den slags handler fremover, idet det kan få økonomiske konsekvenser for den. Endvidere vil en virksomhed, der har modtaget en notifikation, vanskeligt kunne påberåbe sig god tro eller simpel uagtsomhed ved deltagelse i fremtidige momskarruseller.

Notifikationen får også andre konsekvenser, idet den også indirekte er knyttet til opkrævnings- og momslovens regler om sikkerhedsstillelse mv. En notifikation vil derfor også kunne danne grundlag for et krav om sikkerhedsstillelse, idet tidligere deltagelse i momskarruselsvindel medfører en øget risiko for tab for staten. En øget risiko for tab medfører også mulighed for at tilbageholde eventuel negativ moms til forebyggelse af tab for statskassen, eventuelt i forbindelse med en solidarisk hæftelse.

Notifikationens påbud

Påbuddene kan ifølge forarbejderne til bestemmelsen fx vedrøre fysisk varekontrol og registrering af vareidentitet. Er der tale om varer, som virksomheden har handlet med tidligere, er der overvejende sandsynlighed for, at varerne kører rundt i en karrusel, men det behøver dog ikke været tilfældet, idet varerne også kan køre gennem flere led som i en normal handelskæde. Derfor kan virksomheden også blive pålagt at være opmærksom på usædvanlige fakturerings-, betalings- og vareflow (eksempelvis tredjepartsbetalinger, hvor betaling sker til en anden end sælger, utraditionelle handelskanaler, usædvanligt store varepartier mv.) samt varer, der handles til priser, der afviger fra markedsprisen, og hvor der ikke er sammenhæng mellem varens pris, kvalitet og mængde (fx handles til en pris, der er lavere end laveste markedspris). Påbuddene vil afhænge af en vurdering af virksomhedens konkrete forhold.

Ét påbud vil dog altid være obligatorisk, og der er en underretningspligt for den notificerede virksomhed. Med andre ord skal en virksomhed, som har modtaget en notifikation, underrette told- og skatteforvaltningen, såfremt den støder på de usædvanlige handelsforhold nævnt i notifikationen. Dette gælder uanset om virksomheden vælger at indgå i handlen eller ej. Såfremt virksomheden støder på de usædvanlige handelsforhold nævnt i notifikationen, skal den som udgangspunkt afholde sig fra at indgå i handlen. Ignorerer virksomheden de usædvanlige handelsforhold og dermed påbuddene i notifikationen ved at indgå i handlen, kan den risikere at hæfte solidarisk for den moms, som den betalingspligtige missing trader ikke har afregnet her i landet.

Skulle det forekomme, at en notificeret virksomhed trods det, at virksomheden udviser den agtpågivenhed, som den er blevet pålagt, alligevel indgår i en momskarrusel, vil virksomheden ikke blive mødt med solidarisk hæftelse, såfremt det vurderes, at virksomheden har været i god tro eller handlet simpelt uagtsomt. Omstændighederne kan derimod medføre, at notifikationens påbud udvides og skærpes. Der vil dog være en formodning om, at virksomheden ikke har været i god tro, når den indgår i denne form for handler, idet virksomheden allerede er notificeret.

Formkrav til notifikationen, dens varighed, fornyelse eller tilbagekaldelse

En notifikation meddeles virksomheden skriftligt og gives for en tidsbegrænset periode på 5 år. Notifikationen bortfalder herefter, medmindre told- og skatteforvaltningen inden periodens udløb har fornyet notifikationen. Notifikationen kan fornyes, såfremt told- og skatteforvaltningen konstaterer, at virksomheden har ignoreret påbuddet om agtpågivenhed og fortsat indgår i momskarruseller. Notifikationen kan inden for perioden på anmodning fra den notificerede virksomhed revurderes af told- og skatteforvaltningen og eventuelt ophæves/tilbagekaldes. Afgørelsen om udstedelse af en notifikation, og dermed vurderingen af, at virksomheden har deltaget i momskarrusel, kan i henhold til skatteforvaltningslovens almindelige klageregler påklages til Landsskatteretten. En klage vil ikke have opsættende virkning.

Registrering i KINFO

Meddelelse, fornyelse og evt. ophævelse/tilbagekaldelse af en notifikation registreres i told- og skatteforvaltningens kontrolinformationsregister (KINFO), således at told- og skatteforvaltningen kan følge de pågældende virksomheder og deres personkreds. En virksomhed eller personkredsen bag virksomheden vil således ikke kunne afmelde den notificerede virksomhed fra registrering eller blot registrere en eller flere nye virksomheder, uden at notifikationen så at sige følger med. Registreringen i KINFO vil følge de almindelige regler for registreret om bl.a. underretning, sletning mv.

Registreringen i KINFO er nødvendig, så SKAT kan kontrollere om de notificerede virksomheder og personer efterlever de udstedte påbud, og - såfremt dette ikke er tilfældet - at SKAT får mulighed for at standse momskarrusellen hurtigst muligt og vurdere, om der eventuelt skal gøres solidarisk hæftelse gældende. Registreringen er også nødvendig for at forhindre, at deltagere i momskarruseller, der har modtaget en notifikation, kan omgå konsekvenserne heraf ved at flytte karruselaktiviteterne over i et nyt selskab.

Solidarisk hæftelse

En virksomhed hæfter efter ML § 46, stk. 8, solidarisk med den betalingspligtige, hvis virksomheden tidligere har deltaget i en momskarrusel og i den forbindelse modtog en notifikation efter ML § 46, stk. 9. Det er dog tillige en betingelse, at virksomheden forsætligt eller groft uagtsomt har tilsidesat påbuddene i notifikationen. En sådan tilsidesættelse vil foreligge, hvis virksomheden - på trods af at den er stødt på de nævnte usædvanlige handelsforhold - ignorerer disse og alligevel vælger at handle med den betalingspligtige virksomhed. Alle deltagere i en momskarrusel, der har modtaget en notifikation, risikerer dermed at hæfte solidarisk for en eventuel ikke afregnet moms, dvs. den moms, som den betalingspligtige missing trader burde have afregnet.

Den solidariske hæftelse gælder kun virksomheder registreret her i landet. Fordringen kan således inddrives helt eller delvist hos en eller flere virksomheder, som har modtaget en notifikation. Såfremt den betalingspligtige missing trader er virksomhed 1, hæfter virksomhed 2, 3, 4 mv. på lige fod. Det er med andre ord uden betydning, hvor i kæden de befinder sig i forhold til den betalingspligtige missing trader.

Den solidariske hæftelse gælder dog kun for den moms, som den betalingspligtige missing trader burde have afregnet. Såfremt en virksomhed i kæden ikke afregner moms, fordi den eksempelvis har likviditetsproblemer, vil der ikke være solidarisk hæftelse for de notificerede virksomheder for dette momsbeløb.

Den solidarisk hæftelse kan pålægges en virksomhed administrativt. Told- og skatteforvaltningen skal således ikke anlægge erstatningssøgsmål mod virksomheden.

Skulle det forekomme, at en notificeret virksomhed udviser den agtpågivenhed, som den er blevet pålagt, men alligevel uforvarende - det vil sige, at den er i god tro eller handler simpelt uagtsomt - kommer til at deltage i en momskarrusel, vil virksomheden ikke blive mødt med solidarisk hæftelse. Omstændighederne kan derimod medføre, at notifikationens påbud udvides og skærpes.

M.1.7 Hæftelse for A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter sømandsbeskatningsloven

Sømænd beskattes som udgangspunkt efter skattelovgivningens almindelige regler. Sømandsbeskatningsloven indeholder dog regler, der fører til en lempeligere beskatning for søfolk, enten ved reel skattefrihed for lønindkomst optjent ved arbejde om bord på et dansk skib, som er indregistreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), eller i form af sømandsfradrag.

Skattefriheden (eksemptionslempelsen) er hjemlet ved lovens §§ 5-8.

Udbetales imidlertid skattefri nettoløn efter §§ 5-8, og grundlaget herfor viser sig ikke at være til stede, hæfter alene arbejdsgiveren for den A-skat og de AM-bidrag og SP-bidrag, som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidragene beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen af den skattefri nettoløn, jf. lovens § 5, stk. 3. De skyldige A-skatter og bidrag betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet, hvis §§ 5-8 ikke havde været anvendt.

M.2 Ikke lovreguleret hæftelse: Nulstilling og erstatningsansvar

Når en indeholdelsespligtig virksomhed med begrænset ansvar (fx aktie- eller anpartsselskaber) ophører som insolvent med restancer af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, vil det offentlige som oftest lide tab, fordi der kun kan kræves dividende af restancen. Som følge heraf har det offentlige anlagt en række sager ved domstolene og fået medhold i, at personer, der har været særligt nært knyttet til den fallerede virksomhed, under visse betingelser pålægges nulstilling eller erstatningsansvar for selskabets restancer.

Grundlaget for sagerne har været culpareglen, der er et grundprincip i dansk ret. Ifølge culpareglen er man pligtig til at erstatte et økonomisk tab, som man på uansvarlig vis har påført en tredjemand.

Efter culpareglen skal den skadegørende handling kunne tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom, dvs. at han enten har tilsigtet den skadegørende handling, eller at han burde have vidst, at hans handling ville medføre skadens indtræden.

Herudover skal den ansvarspådragende adfærd have været årsag til det lidte tab (kausalitet = årsagssammenhæng), og årsagssammenhængen skal have stået skadevolderen klart (adækvans = påregnelighed), se UfR 1976, 241 ØLD. I TfS 2000, 975 HD blev en advokat frifundet, fordi det ikke var godtgjort, at der var sammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og underbalancen i konkursboet.

Hæftelsessager vedrørende indeholdt, men ikke indbetalt A-skat og AM-bidrag kan opdeles i 2 grupper

A-skatte- og bidragsrestancer vedrørende udbetalinger til selskabets ledelse og disses nærtstående (nulstilling)

A-skatte- og bidragsrestancer vedrørende udbetalinger til selskabets øvrige ansatte (erstatning).

M.2.1 Nulstilling af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Nulstilling betyder i denne vejledning,

at skattecentrene ser bort fra, at der er bogført A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag med den virkning, at indkomstmodtageren ikke godskrives beløbene i sin årsopgørelse.

Nulstillingen hindrer således, at en skatteyder gennem indeholdelsesreglerne hos SKAT opnår en fyldestgørelse, som ikke ville kunne opnås i selskabet eller dets bo.

Praksis vedrørende nulstilling er dannet på grundlag af en højesteretsdom, der er refereret i UfR 1981, 473 HD. Denne praksis er senere suppleret af bestemmelsen i AMFL § 15, stk 1, og ATP-lovens § 17 f, som bestemmer, at AM- bidrag og SP-bidrag reguleres ved årsopgørelsen på samme måde som personskatter.

M.2.1.1 Betingelser for nulstilling

Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.

Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs, betalingsstandsning, akkord eller lignende.

Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, AM- eller SP-bidrag vedrørende de perioder, hvor selskabet har godskrevet de under punkt 4 nævnte personer disse beløb. Perioderne behøver ikke at være sammenhængende.

Nulstilling kan som hovedregel kun ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender, samt for disses nærtstående.

Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter og bidrag ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

Indeholdelsespligtig virksomhed med begrænset ansvar

Ad 1. Nulstilling skal derfor kun foretages, når den indeholdelsespligtige er et selskab eller anden virksomhedsform med begrænset ansvar, idet den indeholdelsespligtige i andre tilfælde hæfter umiddelbart.

Et endeligt økonomisk tab skal være lidt

Ad 2. Nulstilling forudsætter endvidere, at der er konstateret et endeligt økonomisk tab. Dette vil være tilfældet, når et selskab med begrænset ansvar er ophørt som insolvent, men også såfremt selskabets A-skatte- og bidragsrestancer er blevet nedskrevet ved en akkord eller lignende, idet der i begge situationer ikke er mulighed for at opkræve alle de indeholdte A-skatter.

Alene nulstilling af ubetalte A-skatter og bidrag

Ad 3. Kun ubetalte A-skatter og bidrag kan nulstilles. Hvis restancen senere helt eller delvist betales, skal nulstillingen ophæves eller begrænses tilsvarende. Afdrag, der ikke kan dække hele månedens tilsvar, skal primært afskrives på de beløb, der ikke kan nulstilles.

Nulstilling kan således kun finde sted for perioder, hvor selskabet stadig er i restance med indeholdte A-skatter og bidrag.

Perioderne behøver ikke at være sammenhængende. Betaling af enkelte måneders tilsvar udelukker således ikke, at A-skatten og bidragene af tidligere eller mellemliggende måneders tilsvar nulstilles.

Det er endvidere en forudsætning, at der i de skyldige tilsvar for de enkelte perioder indgår bogførte indeholdte A-skatter og bidrag til den nedenfor nævnte personkreds.

En direktør kan ikke hindre nulstilling ved at påstå, at en delvis betaling fortrinsvis skal dække A-skatten og bidragene af hans egen løn. Se Vestre Landsrets dom af 17. februar 1984 (1. afd., nr. 775/82).

Omvendt kan der ikke nulstilles over for en direktør, hvis selskabet ikke er i restance med A-skat mv. i de perioder, hvor hans A-skat er bogført, medmindre skattecenteret har grundlag for at antage, at selskabet i forbindelse med bogføring af A-skatter og bidrag bevidst har søgt at hindre nulstilling.

Personkredsen, som der kan nulstilles over for

Ad 4. Den personkreds, der kan nulstilles over for, er i praksis sammenfaldende med den personkreds, der ikke har lønprivilegium efter KL § 95.

Dette er primært personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender.

Det vil typisk dreje sig om personer, som selv eller hvis nærtstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital. Se Vestre Landsrets dom af 6. januar 1998, 10. afd., B-1350-96, hvor der blev nulstillet over for direktørens samlever, fordi de havde fælles husholdning, og samleveren vidste, at selskabet ikke havde penge til at afregne A-skatter mv.

For så vidt angår personer uden for kredsen af en virksomheds egentlige ledelse og dennes umiddelbart nærtstående, kan nulstilling ske i særlige tilfælde, hvis vedkommende har haft en særstilling i virksomheden med hensyn til løn- og arbejdsvilkår eller en væsentlig økonomisk interesse i virksomhedens drift.

Personen skal have udvist culpa

Ad 5. Nulstilling forudsætter, at der er udvist culpa. Dette vil være tilfældet, hvis en person i den omhandlede personkreds kan bebrejdes, at udbetaling eller godskrivning af løn til ham selv eller hans nærtstående er fortsat på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at selskabet ikke havde økonomisk evne til at indbetale de indeholdte A-skatter og bidrag.

Det samme vil være tilfældet, hvis han har fortsat lønudbetalingerne til sig selv på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at der var en væsentlig risiko for, at beløbene ikke ville kunne indbetales til forfaldstid. Dette kan fx være tilfældet, hvis en direktør fortsat udbetaler løn til sig selv uden at afregne A-skat og bidrag i situationer, hvor der er opstået økonomiske problemer på grund af en stor debitors uventede konkurs, eller hvor en vigtig handelspartner ikke længere ønsker at aftage selskabets produkter. Det kan ligeledes være tilfældet, hvis selskabet vidste eller burde have haft en bestyrket formodning om, at en medkontrahent eller debitor ikke ville eller kunne opfylde sine forpligtelser over for selskabet, idet den erhvervsmæssige risiko for tab i disse situationer bør bæres af den omhandlede personkreds og ikke af staten.

Culpøs adfærd kan også forekomme, hvis parterne i et retsforhold har nær tilknytning til hinanden, fx i familieforhold, eller i forhold, hvor et aktieselskab beherskes af en enkelt eller af en snæver gruppe af kapitalindskydere, og disse tilrettelægger indeholdelsen på en sådan måde, at det offentlige får mindre provenu. Skattecenteret skal i sådanne tilfælde vurdere, om der er tale om en lovlig udnyttelse af skattelovgivningens muligheder, eller om der er tale om dispositioner, som told- og skatteforvaltningen ikke skal respektere.

Efter en samlet bedømmelse af sagen kan nulstilling undlades, hvis lønnen til direktøren mv. har været ubetydelig i forhold til virksomhedens samlede omsætning.

M.2.1.2 Gennemførelse af nulstilling

Fastsættelsen af de beløb, der nulstilles, sker ved, at skattecenteret sammentæller de A-skatter og bidrag, som selskabet har redegjort for i restanceperioden vedrørende den ovenfor nævnte personkreds. Betalte beløb, herunder opnået dividende, fratrækkes.

Arbejdsgiverkontrollen udfærdiger derefter rettelsesangivelser, hvori de tidligere angivne indeholdte A-skatter og bidrag nedskrives med de nulstillede beløb.

På den "nulstilledes" oplysningsseddel skal brutto-A-indkomsten anføres. Indkomstmodtageren har nemlig ikke fradragsret for nulstillede beløb ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Dette skyldes, at skattecenteret ikke kan tilsidesætte selve lønaftalen mellem indkomstmodtageren og arbejdsgiveren. Lønmodtageren kan derimod anmelde det nulstillede beløb som fordring i selskabets eventuelle konkursbo, jf. TfS 1996, 165 LSR.

Nulstillede beløb skal reguleres over årsopgørelsen og opkræves som restskat og slutbidrag. Beløbene må ikke opkræves særskilt. Ligningsafdelingen skal derfor orienteres om afgørelsen om nulstilling, ligesom andre relevante oplysninger tilstilles denne.

Skattecenteret skal skriftligt underrette indkomstmodtageren og selskabet om nulstillingen. Afgørelsen skal være begrundet og indeholde oplysning om, at den kan påklages til Landsskatteretten.

M.2.2 Erstatning

Såfremt betingelserne for at nulstille eller for at anvende de lovfæstede hæftelsesbestemmelser ikke er opfyldt, bør skattecenteret undersøge, om der er grundlag for at kræve erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Højesteret har i en række domme pålagt personligt erstatningsansvar for et selskabs ikke afregnede A-skatter mv. i sager, hvor den erstatningspligtige, typisk en leder af et aktie- eller anpartsselskab, ved sin handlemåde har påført det offentlige tab, se UfR 1981, 473 HD og UfR 1995, 43 HD. Også bestyrelsen for et aktieselskab er blevet pålagt erstatningsansvar for tab ved fortsat drift af selskabet, efter den burde have indset, at det ikke kunne videreføres uden yderligere tab, jf. UfR 1998, 1137 HD. I TfS 2000, 975 HD blev det anset for ansvarspådragende for en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo ikke at bringe dette til ophør, efter at det kunne konstateres, at den likviditetsmæssige situation var forværret. Advokaten blev dog frifundet, fordi det ikke fandtes godtgjort, at den ansvarspådragende adfærd var årsag til underbalancen i det senere konkursbo. Højesteret har derudover ved dom af 29. oktober 2001, der er gengivet i UfR 2002, 139 HD, idømt en bank erstatningsansvar for med kendskab til et selskabs økonomiske situation at have disponeret således over dets aktiver, at det blev ude af stand til at opfylde sine forpligtelser til at betale salgsmoms.

Højesteret har den 2. november 2005 i SKM2005.456.HR stadfæstet Vestre Landsrets dom af 17. januar 2005 i SKM2005.113.VLR i en sag, hvor en advokat, der havde fungeret som tilsyn i forbindelse med en den 17. november 2000 anmeldt betalingsstandsning for en personligt drevet virksomhed, over hvilken konkursdekret blev afsagt den 7. december 2000, af den regionale told- og skattemyndighed var blevet pålagt en personlig hæftelse, jf. OPKL § 10, for et momsbeløb på 66.069 kr. hidrørende fra fakturaer udstedt af et selskab, der skulle videreføre driften fra den konkursramte virksomhed. Selskabet blev aldrig registreret hos hverken ToldSkat eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfor fallenten og advokaten ansås at hæfte ud fra interessentskabslignende betragtninger. Advokaten indbetalte beløbet under protest og indbragte afgørelsen for Told- og Skattestyrelsen. I den forbindelse gjorde han samtidig gældende, at der skulle tilstås ham et momsfradrag for den indgående moms.

I sin afgørelse af 25. juli 2003 afviste styrelsen advokatens anbringender, idet det blev udtalt, at advokaten havde pådraget sig et erstatningsansvar ved at have ladet et selskab, han kontrollerede, yde et lån til at sikre den videre drift i det under stiftelse sig befindende selskab. Til sikkerhed for lånet havde advokaten modtaget en transport på fakturafordringerne. Beløbene fra disse skulle indbetales på hans klientkonto. Da han var bekendt med fallentens økonomiske forhold, var han klar over, at momsbeløbet, som var indberegnet i fakturafordringerne, ikke ville kunne blive afregnet, hvorfor han havde pådraget sig et erstatningsansvar. Landsretten fandt i lighed med den regionale told- og skattemyndighed, at advokaten hæftede direkte for momsbeløbet, jf. OPKL § 10 og ML § 3. Højesteret stadfæstede dommen, men med samme begrundelse som styrelsen

"Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at A har deltaget som interessent i den nye virksomhed, som blev etableret efter SNs konkurs den 7. december 2000. Højesteret finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte As forklaring om, at han ikke vidste, at denne virksomhed blev drevet under navnet G1 A/S under stiftelse. A hæfter derfor hverken efter momslovens § 3 eller efter aktieselskabslovens § 12, stk. 2, for momsbeløbets betaling.

Efter indholdet af As brev af 7. december 2000 til konkursboets kurator må det imidlertid lægges til grund, at A var bekendt med, at SN i umiddelbar forlængelse af konkursen havde begyndt en ny virksomhed, og at dette skete på grundlag af de indkøb i Italien, der var betalt af A med midler fra selskabet H1 ApS. Dette selskab havde i forbindelse hermed fået transport i salgssummerne, som i deres helhed blev betalt til As klientkonto. A måtte indse, at SN som fallent ikke havde andre midler til at betale momsen af salgssummerne. Under disse omstændigheder burde A, som havde påtaget sig at være SN behjælpelig med etablering af en ny virksomhed, have sikret sig, at virksomheden blev momsregistreret, og at der blev afsat midler til betaling af moms. Ved at have forsømt dette har A pådraget sig erstatningsansvar, og han kan derfor ikke kræve momsbeløbet tilbagebetalt."

Se yderligere afsnit H.2 og H.2.5.3 om erstatningsansvar i forbindelse med betalingsstandsning og H.3.17 om erstatningsansvar i forbindelse med konkurs.

M.2.2.1 Betingelser for at kræve erstatning

Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.

Der skal være påført det offentlige et tab på grund af culpøs adfærd, jf. ovenfor.

Virksomheden skal være ophørt som insolvent med restancer til SKAT, fx A-skat, AM- eller SP-bidrag, moms eller punktafgifter, eller tab skal være konstateret i forbindelse med akkord eller lignende.

Den erstatningspligtige skal derudover have haft en væsentlig økonomisk interesse og/eller en bestemmende indflydelse i selskabets anliggender. Dette gælder tilsvarende, hvor disse forudsætninger samtidig er opfyldt af flere personer. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvist ejede selskabets kapital.

Domstolene stiller imidlertid strenge krav til bevisførelsen, og bedømmelsen af, om der har foreligget culpa, er strengere ved erstatning end ved nulstilling.

Der lægges bl.a. vægt på, hvornår det regnskab, som udviste det dårlige resultat, har foreligget for selskabet ledelse, og om denne trods et kendt dårligt resultat har haft berettiget grund til at tro på, at igangværende forhandlinger om overdragelse af virksomheden eller tilførsel af ny kapital ville have kunnet hindre virksomhedens økonomiske sammenbrud, se UfR 1985, 377 HD.

Hvis der slet ikke foreligger noget regnskab, vil dette som oftest tolkes som culpøs adfærd fra ledelsens side. Domstolene lægger endvidere vægt på, om selskabet har været pålagt forkortet afregning, og om opkrævningen har været effektiv, jf. UfR 1985, 209 HD.

M.2.2.2 Gennemførelse af erstatningssag

Told- og skatteforvaltningen har bevisbyrden for, at der er handlet culpøst.

Til bedømmelse af, om der er grundlag for at rejse erstatningssag, bør følgende materiale undersøges og så vidt muligt vedlægges, hvis sagen skal indberettes til Hovedcentret

Opgørelse af restancen - ekskl. renter og påkravsgebyrer - fordelt på tilsvarsmåneder.

Redegørelse for tvangsinddrivelsens forløb, herunder oplysning om udlæg eller anden sikkerhed. Det skal fremgå, på hvilke tidspunkter RIM har været i forbindelse med de ansvarlige.

Den indeholdelsespligtiges skriftlige forklaring på årsagen til restancens opståen. Afgives forklaringen mundtligt i forbindelse med sagsbehandlingen, skal referat heraf så vidt muligt af bevismæssige grunde være læst og underskrevet af den indeholdelsespligtige.

Foreliggende rapporter vedrørende kontrolbesøg i det tidsrum, hvori restancen er opstået.

Regnskabsmateriale.

Virksomhedens regnskaber for de 3 seneste indkomstår.

Bekræftede udskrifter af bestyrelsens forhandlingsprotokol og revisionsprotokoller vedrørende forhold af betydning for sagen.

Statusoversigt og kuratorindberetning, jf. KL § 125.

Oplysning om personlige skatterestancer.

Selvangivelse for de seneste 3 år for de personer, der ønskes pålagt erstatningspligt. Selvangivelserne skal sammen med eventuelle andre personlige økonomiske oplysninger bruges ved bedømmelsen af, om et eventuelt erstatningsbeløb vil kunne inddrives hos den erstatningspligtige.

Hvis skattecenteret finder, at der er grundlag for at rejse erstatningssag, skal sagen indberettes til Hovedcentret, som i givet fald anmoder Kammeradvokaten om at rejse civilt søgsmål ved domstolene.

Erstatningskravet kan også rejses som et adhæsionskrav efter RPL § 991 i forbindelse med en kildeskattestraffesag efter KSL § 74, stk. 2. Hvis erstatningssagen kræver væsentligt større bevisbedømmelse end straffesagen, vil domstolene dog som oftest henvise erstatningssagen til civilt søgsmål.

I det omfang skattecenteret afslutter en straffesag administrativt, kan skattecenteret indgå et forlig om erstatningsansvar.

M.2.2.3 Inddrivelse af renter

Erstatning pålægges efter almindelige erstatningsretlige regler. Erstatningskravet kan derfor ikke tillægges renter efter kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven eller ATP-loven, men alene procesrenter, og erstatningskravet kan ikke inddrives efter de særlige regler for inddrivelse af skatter og bidrag. Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom, kan kravet søges inddrevet gennem den judicielle foged, dvs. fogedretten.

Erstatningskrav kan inddrives ved modregning, og kravet bør derfor indsættes i Det Centrale Fordringsregister (CFR). Dette forudsætter, at der er rejst erstatningssag, eller at det i øvrigt skønnes, at der er handlet erstatningspådragende. Før skattecenteret indsætter et erstatningskrav i CFR, skal den erstatningspligtige skriftligt underrettes derom.

M.2.2.4 Forældelse

Erstatningskrav, der ikke er fastslået ved dom, forældes 5 år efter, at told- og skatteforvaltningen er blevet bekendt med tabet.

Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom eller forlig, er forældelsesfristen 20 år.

N Dødsboer og dødsboskifte

N.1 Indledning

Hovedreglerne om behandling af dødsboer findes i dødsboskifteloven (lov nr 383 af 22. maj 1996 ) om skifte af dødsboer. Skifte af andre boer, herunder fællesbo mellem ægtefæller mv. skiftes fortsat efter skifteloven nu "Lov om skifte af fællesbo."

N.2 Dødsboskifteloven

N.2.1 Hvad er et dødsbo ?

Et dødsbo er den formuemasse (aktiver og passiver), der opgøres i forbindelse med et dødsfald.

N.2.2 Hvad er et skifte ?

Afviklingen af et dødsbo kaldes et dødsboskifte, og det er reglerne i dødsboskifteloven, der regulerer afviklingen af dødsboet mellem arvingerne og kreditorerne.

N.2.3 Anmeldelse af dødsfald

Begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed, der modtager anmeldelse om et dødsfald, der indtræffer her i landet, skal straks videreanmelde dødsfaldet til skifteretten, jf.dødsbo skiftelovens § 4. Begravelsesmyndigheden fører kirkebøgerne og skal i denne egenskab underrettes af afdødes nærmeste pårørende, jf. lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald. Anmeldelse skal ske senest 2 dage efter dødsfaldet.

Fra dødsfaldet er indtruffet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, er adgangen til individualforfølgning som alt overvejende hovedregel udelukket. Krav kan anmeldes til skifteretten, jf. lovens § 9.

N.2.4 Arveretlige regler

De arveretlige regler i arveloven (lovbekendtgørelse nr. 724 af 14. august 2001 med senere ændringer) fastslår,

hvem der efter loven er arvinger,

hvor meget den enkelte arving skal arve, og

hvad den enkelte arving skal arve af de aktiver, der er i dødsboet.

Slægtninges arveret, se arvelovens kapitel 1.

Ægtefællens arveret, se arvelovens kapitel 2

N.3 Berigtigelsesformer

N.3.1 Oversigt

Intet skifte

Boet udlægges uden skifte dødsboskiftelovens §§ 18-21.

Boet udlægges til efterlevende ægtefælle, dødsboskiftelovens §§ 22 og 23

Boet udleveres til hensidden i uskiftet bo, arvelovens § 8 eller § 9 og dødsboskiftelovens § 24.

Privat skifte, dødsboskiftelovens kap. 15

Betingelser for udlevering mv.

Skifte ved bobestyrer, dødsboskiftelovens kap. 16

Betingelser for udlevering mv.

N.3.2 Intet skifte

N.3.2.1 Udlæg uden skiftebehandling

Overstiger værdien af dødsboets aktiver efter fradrag af "rimelige udgifter" ved begravelsen, bobehandlingen og gæld sikret ved pant mv., ikke 29.000 kr., jf. bekendtgørelse nr. 1094 af 11. december 2000 kan aktiverne udlægges til den, der efter skifterettens skøn er afdødes nærmeste efterladte. Beløbsgrænsen reguleres efter lovens § 21.

Beløbet kan dog i medfør af § 18, stk. 2, forhøjes. Der tænkes især på boer med et større antal kreditorer, hvor udgifterne til en egentlig bobehandling vil overstige boets overskud, selv om dette overskud overstiger beløbsgrænsen.

Udlægsmodtageren, der også kan være en institution (plejehjemmet), kommunen eller statskassen, bliver ved udlægget ejer af de aktiver, der er omfattet af udlægget. Modtageren hæfter ikke for afdødes gæld, men bliver ved udlægget forpligtet til at dække udgifterne ved begravelsen og bobehandlingen. Dette fremgår af ovennævnte lovs §§ 18 og 19.

Er afdøde enlig, separeret eller ikke- samlevende med en ægtefælle, undlades skatteansættelse for årene før dødsfaldet og mellemperioden. Forfalden overskydende skat fra tidligere år indgår i udlægget, jf dødsboskattelovens § 77, ligesom uforfalden overskydende skat for året før dødsfaldet ikke udbetales, jf ovennævnte bestemmelse, sidste punktum.

Er der en efterlevende ægtefælle, finder skatteansættelse sted for indkomståret før dødsåret efter de almindelige regler herom, jf ovennævnte lovs § 78, stk. 1.

Hverken boet eller udlægsmodtageren hæfter for restskat.

Ægtefællen modtager overskydende skat, der pr. dødsdagen ikke var forfalden, uden om udlægget. Dette gælder også, hvis en anden end ægtefællen er udlægsmodtager.

Skifteretten kan efter dødsboskiftelovens § 103 genoptage et bo, især hvis der fremkommer ny aktiver. I så tilfælde skal de udleverede aktiver ikke retur til boet, medmindre der foreligger urigtige oplysninger. Det er således kun de ny aktiver, der indgår i boet og sættes i relation til udgifter ved boets ny behandling.

N.3.2.2 Udleveret til efterlevende ægtefælle

Udlevering på anmodning til ægtefælle uden skifte kan efter § 22, stk. 1 i dødsboskifteloven ske, når to betingelser er opfyldt.

Skifteretten kan umiddelbart konstatere, at der intet bliver at skifte, når efterlevende ægtefælle har gjort sine særlige rettigheder gældende. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med dennes boslod, arvelod og særeje udgør indtil 150.000 kr. De materielle regler herom findes nu i arvelovens §§ 7A og 7B, hvortil dødsboskiftelovens § 22, stk. 1, henviser .

Ægtefællen påtager sig ansvaret for afdødes gæld.

Selv om ægtefællen har påtaget sig gælden efter ovennævnte § 22, kan denne ægtefælle bakke ud af forpligtelsen. Hvis man nemlig efterfølgende antager, at boet er insolvent, kan den pågældende ægtefælle eller en kreditor i boet anmode skifteretten om at tage boet under egentlig behandling ved bobestyrer.

Finder skifteretten, at boet er insolvent, jf, dødsboskiftelovens § 69, stk. 1, og opfylder ægtefællen sin forpligtigelse til at tilbagelevere det modtagne eller tilsvare berigelsen, jf. samme lovs § 104, frigøres ægtefællen fra hæftelsen, uanset § 22.

Bestemmelsen (§69) finder anvendelse, selv om der har været fuldstændigt særeje i ægteskabet. Det er kun efterlevende ægtefælle eller registreret partner, som kan påberåbe sig bestemmelsen, ikke samlever, arvinger eller kreditorer.

N.3.2.3 Uskiftet bo

Ved et dødsfald er det afdøde ægtefælles boslod, der skal skiftes, d.v.s. den del af fællesboet, der tilhørte afdøde.

En efterlevende ægtefælle er ifølge arvelovens §§ 8 og 9 berettiget til at overtage fællesboet, såfremt solvens- og myndighedsbestemmelserne i arvelovens §§ 10 og 11 er opfyldt, uden at skifte med de fælles livsarvinger. Hvis afdøde har efterladt sig særlige livsarvinger, kan boet kun udleveres til uskiftet bo med disses samtykke.

En begæring om boets udlevering skal fremsættes for skifteretten, jf. arvelovens § 12.

Virkningerne af, at et bo udleveres til uskiftet bo, er, at det uskiftede bo undergives den efterlevende ægtefælles rådighed, jf. arvelovens § 15, uden at der skal udredes arv til de fælles livsarvinger.

Hvis der ikke er livsarvinger, kan den efterlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo, jf. arvelovens § 7.

Efterlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, er berettiget til at skifte når som helst. Ved indgåelse af nyt ægteskab skal der dog altid skiftes, jf. arvelovens § 17.

Fælleseje og/eller særeje

Uskiftet bo omfatter kun fælleseje, dvs., at et eventuelt særeje skal skiftes. Såfremt der er fuldstændigt særeje, kan efterlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo.

Har ægtefællerne ved ægtepagt aftalt et såkaldt skilsmissesæreje, jf. retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 1, hvor der er formuefællesskab ved dødsboskifte, kan efterlevende ægtefælle sidde i uskiftet bo.

Hvis skilsmissesærejet er aftalt efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2, hvor der er fuldstændigt særeje, kan den efterlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo.

Efterlevende ægtefælles hæftelse

Efterlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, bliver personligt ansvarlig for førstafdødes forpligtelser, jf. arvelovens § 16. Den efterlevende ægtefælle hæfter således ikke alene med boets midler, men også med hvad pågældende selv ejer eller senere måtte erhverve, jf. arvelovens § 14, stk. 1.

Efterlevende ægtefælle hæfter også for afdødes restskat samt eventuelle efterbetalingskrav og tillægsskat, jf. dødsboskattelovens § 88, stk. 2. Mellemperiodeskat og dødsboskat kommer her ikke på tale, da ægtefællen efter § 59 indtræder i afdødes skattemæssige stilling

Livsarvingerne hæfter ikke for førstafdødes gæld, og de har ingen rådighed over det uskiftede bo.

Efterlevende ægtefælle kan udøve "en ejers rådighed" over boet, men rådigheden er dog ikke ganske fri. Hvis der sker misbrug, fx urimeligt forbrug eller ydes gaver, der står i misforhold til det uskiftede bos formue, kan enhver af arvingerne kræve skifte. Er der ydet gaver, der står i misforhold til boets formue, og var gavemodtageren i ond tro ved modtagelsen, kan der tillige blive tale om omstødelse af gavegivelsen. Men der skal meget til for at påvise, at ægtefællen har overskredet sin råderet, jf. arvelovens §§ 20 og 21.

N.3.3 Privat skifte

Et bo udleveres til privat skifte, når,

alle arvinger anmoder herom,

boet antages at være solvent,

mindst een arving er myndig og personligt solvent, jf. nedenfor om hæftelse, N.3.3.1 .

afdøde ikke ved testamente har udelukket privat skifte, og

at afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne ikke taler imod privat skifte, dvs., at skifteretten kan nægte privat skifte i sådanne situationer.

Arvingerne skal senest ved boets udlevering udstede proklama, jf nedenfor N.3.3.3 . Skifteretten kan gøre udlevering betinget af, at proklamaet sker ved rettens foranstaltning. Når boet er udleveret til privat skifte, træder skifteretten ud af skiftet, således at arvingerne i forening råder over boet og træffer afgørelser i dets anliggender.

Arvingerne skal senest 6 måneder efter boets udlevering til skifteretten indsende en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen underskrevet af samtlige arvinger. Denne svarer i store træk til den gamle opgørelse efter KSL § 14.

Privat skifte sluttes ved, at arvingerne til skifteret og kommune indsender en opgørelse over, hvorledes boet er opgjort og fordelt. Indsendelse skal ske senest 3 måneder efter skæringsdagen. Denne kan højst udsættes til 1 år efter dødsfaldet, jf. dødsboskiftelovens § 31.

N.3.3.1 Arvingernes hæftelse

Det er modsat den tidligere retsstilling nu ikke en betingelse for privat skifte, at arvingerne hæfter personligt for afdødes gæld.

Indtil arvingerne deler boet, kan krav mod afdøde rettes mod boet dvs., at der kan foretages individualforfølgning mod boet fra boets udlevering og indtil dets deling mellem arvingerne.

Solidarisk hæftelse som hovedregel

Der indtræder efter lovens § 27, stk. 1, hæftelsesansvar for arvingerne for afdødes gæld og al massegæld i det øjeblik, hvor de deler boets aktiver eller anvender samtlige bomidler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet. Det bemærkes, at hæftelsen også omfatter afdødes skat for forudgående år og mellemperioden.

Hæftelsen er personlig og solidarisk, dvs., at kreditorerne efter boets deling kan holde sig til enhver af arvingerne for hele skylden § 27, stk. 1, sidste punktum.

Undtagelse for visse arvinger

Efter dødsboskiftelovens § 27, stk. 2, hæfter arvinger, der ved boets udlevering var repræsenteret ved værge eller var under konkurs, kun med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget (begrænset), og i det forhold, de er berettiget til at modtage arv (pro rata).

Ret til at fortryde

På samme lignende måde som omtalt ved N.3.2.2 . kan arvingerne i medfør af dødsboskiftelovens §§ 29 og 30 "bakke ud" af privatskiftet, hvis boet viser sig insolvent. Det er nok, at én arving kræver dette, og boet overgår da til bobestyrerbo. Virkningen heraf er, at arvingerne ikke længere hæfter for afdødes gæld.

I tilfælde, hvor boet endnu ikke er delt, er der, jf. ovenfor, ingen hæftelse indtrådt. Her skal boaktiverne blot returneres, jf. samme lovs § 104.

Er boet delt, og hæftelsen derfor indtrådt, hæfter § 27, stk.1 arvinger for det, de har modtaget og også for det, de andre arvinger har modtaget. dvs. personligt og solidarisk. § 27, stk.2, arvinger (værgemål) hæfter kun med værdien af det modtagne.

For så vidt angår den skattemæssige hæftelse hæfter boet for dødsboskat, mellemperiodeskat samt efterbetaling og tillægsskat. Er udlevering til privat skifte sket, finder ovennævnte § 27, stk. 1 og 2 anvendelse, således at arvingerne hæfter som ovenfor nævnt.

N.3.3.2 Forenklet privat skifte

Denne ordning er ny. Den betyder, at hvor betingelserne for almindeligt privatskifte er opfyldt, kan enige arvinger nøjes med at indsende en opgørelse ved boets udlevering, dvs., at der ikke skal udarbejdes nogen senere opgørelse, når nedenstående betingelser er opfyldt. Boet anses skiftemæssigt for afsluttet ved udleveringen og skattemæssigt for afsluttet pr. dødsdagen. De nævnte betingelser er, at

der ikke i boet skal svares bo-eller tillægsboafgift,

der ikke er arvinger, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge,

der ikke i boet er legatarer,

boet ikke er skattepligtigt,

afdøde ikke ved dødsfaldet drev eller inden for det indkomstår, hvor dødsfaldet fandt sted, har drevet selvstændig virksomhed og

der ikke i boet findes aktiver, der er skattemæssigt af- eller nedskrivningsberettigede.

Dødsdagen vil i disse sager altid være skæringsdagen.

Tilsvarende kan en efterlevende ægtefælle, der er eneste arving i boet, opnå forenklet skifte i medfør af ovennævnte lovs § 34.

Reglerne i § 27 om hæftelse og § 30 om "udbakning" finder tilsvarende anvendelse, jf. §§ 33, stk. 2 og 34, stk. 2.

N.3.3.3 Proklama

Arvingerne skal senest ved boets udlevering udstede proklama, jf. dødsboskiftelovens §§ 81 og 25, stk. 4, dvs. indkalde kreditorerne til at melde sig inden en vis frist med den virkning, at arvingerne ikke hæfter for den gæld, der ikke anmeldes inden fristens udløb. Dette gælder også krav, som arvingerne var bekendt med. Proklamaet er på den måde præklusivt.

Et proklama bekendtgøres i Statstidende med 8 ugers varsel, jf. dødsboskiftelovens § 81.

Indrykning af proklama er obligatorisk for privatskiftede boer og boer, der skiftes ved bobestyrer, jf ovennævnte bestemmelse stk.2.

Begge proklamaer er præklusive.

Desuden er der i dødsboskiftelovens § 81 opregnet en række krav, herunder krav på skatter og afgifter. Disse prækluderes kun, hvor der i skatte- og afgiftslovgivningen er fastsat regler herom. Dette er bl.a. sket i dødsboskattelovens § 87, stk. 5. Efter denne bestemmelse er skattekrav ikke omfattet af et dødsboproklama, medmindre kravet er opgjort på tidspunktet for udstedelsen. Dette gælder indkomståret før dødsfaldet, mellemperioden og evt. tillægsskattekrav. Skattekrav under klagebehandling på proklamatidspunktet anses for opgjort inden dette og er derfor - som de ovenfor opregnede krav - omfattet af et eventuelt proklama.

N.3.3.4 Skifte ved bobestyrer

Det tidligere offentlige skifte, der kunne opdeles i gældsfragåelses- og gældsvedgåelsesboer, er nu afskaffet. I stedet er der i dødsboskiftelovens kapitel 16 indført det såkaldte bobestyrerbo, hvor skifteretten kan udlevere et bo til behandling ved bobestyrer. Hvor denne ikke er udpeget ved afdødes testamente, foretager skifteretten udpegningen af en autoriseret bobestyrer i retskredsen. Heller ikke ved disse boer skal arvingerne fragå eller vedgå gæld. Afgørende er, om boet er solvent eller ikke solvent. Som udgangspunkt anses boet for at være solvent, jf. § 43, hvorefter bobestyreren i tilfælde af "klar insolvens" skal anmode retten om at fastslå denne insolvens. Opdages insolvensen senere, anvendes § 52, stk, 3, og 4, på samme måde som § 43.

Om proklama henvises til afsnit N.3.3.3 .

I det følgende opdeles teksten i solvente og insolvente bobestyrerboer

N.3.3.4.1 Solvente

bobestyrerboer

Det er arvingerne, der er lodtagere i boet. Alligevel træffer bobestyreren i medfør af dødboskiftelovens § 53 afgørelse i boanliggender. Denne beføjelse er vidtrækkende og begrænses kun af den på et skøn hvilende regel i stk. 2 om forelæggelse for arvingerne af "væsentlige spørgsmål". Som en sikkerhed mod misbrug er der i samme lovs §§ 45 og 54 indført bestemmelser om løbende underretning til arvingerne. Desuden kan arvingerne klage til skifteretten over bobestyrerens handlinger mv., jf. §§ 96 og 97.

Bobestyreren udarbejder efter proklamafristens udløb en status over boets aktiver og passiver. Anses boet fortsat for solvent, skal bestyreren efter dødsboskiftelovens § 56 prøve fordringer og andre krav, ligesom han (§57) drager omsorg for, at godkendte fordringer dækkes, medmindre de overtages af arvingerne m.fl. i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om debitorskifte.

Boet vil når som helst under behandlingen efter anmodning af retten kunne udleveres til anden bobehandlingsmåde, jf. § 65.

Der skal endelig udarbejdes en boopgørelse som ved de privatskiftede boer. Den seneste skæringsdag, der kan vælges, er 2 år efter dødsfaldet. Skifteretten kan tillade forlængelse mod indsendelse af løbende redegørelser fra bestyreren. jf. § 66.

For betaling af dødsboskat, mellemperiodeskat og tillægsskat hæfter boet, men derimod ikke arvingerne, jf. dødsboskattelovens § 88, stk. 1.

N.3.3.4.2 Insolvente

bobestyrerboer

Boer, der antages at være solvente, kan - som ovenfor nævnt - under behandlingen vise sig insolvente. Begrebet "insolvens" forstås som insufficiens, dvs., at værdien af afdødes aktiver ikke er nok til at dække afdødes gæld.

Boets insolvens skal fastslås snarest muligt, og bestyreren skal straks anmode skifteretten om at træffe afgørelse om at ændre behandling af boet til insolvensbehandling.

Dette medfører, at skifteretten udnævner bobestyrer uden hensyn til testamente mv. Boets kreditorer indtræder som lodtagere i stedet for arvingerne. En lang række af konkurslovens bestemmelser om fristdag, nærstående, omstødelse, kreditormøder, konkursorden mv. finder anvendelse på de insolvente boer. En udtømmende liste over disse konkursbestemmelser findes i dødsboskiftelovens § 70.

Hvis der således ved dødsbobehandlingen ikke fremkommer midler til dækning af samtlige kreditorer, bliver disse fyldestgjort i samme rækkefølge som ved konkurs (konkursordenen).

For betaling af dødsboskat, mellemperiodeskat og tillægsskat hæfter boet, men derimod ikke arvingerne, jf. dødsboskattelovens § 88, stk. 1.

N.4 RIMs forholdsregler over dødsboer

N.4.1 Indledning

RIM skal så vidt muligt holde sig underrettet om dødsfald blandt personer, som på dødstidspunktet var i restance eller drev virksomhed under myndighedens område, og som er eller har været registreret.

Anmeldelsespligten

Snitfladen mellem skattecentrene, specialcentrene, Inddrivelsescentret og Hovedcentret ( SKM2006.540.SKAT )

Anmeldelser af krav under inddrivelse foretages

for krav, der er til inddrivelse i Inddrivelsescentret af Inddrivelsescentret.

for krav, der er til inddrivelse i et skattecenter af det skattecenter, i hvis område den afdøde boede.

Såvel Inddrivelsescentret som skattecentret, skal derfor holde sig underrettet om dødsfald blandt personer, som på dødstidspunktet var i restance eller drev virksomhed under myndighedens område, og som er eller har været registreret.

Anmeldelse af krav, der er under opkrævning i en kommune eller en anden opkrævningsmyndighed, skal anmeldes i dødsboet af opkrævningsmyndigheden.

Den anmeldende enhed forestår den videre sagsbehandling af dødsboet og vil når sagen sluttes modtage betaling/dividende af de anmeldte krav. For så vidt angår restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver i forbindelse med dødsboer henvises der til Inddrivelsesvejledningens afsnit N, og det administrations-grundlag, der er beskrevet heri.

Ved behandlingen af insolvente bobestyrerboer foretages

anmeldelse af krav af det specialcenter, i hvis område den afdøde boede.

Det forudsættes, at Inddrivelsescentret og specialcentret samarbejder om og koordinerer, hvorvidt restanceinddrivelsesmyndigheden skal være repræsenteret på bomøder og hvilken holdning restanceinddrivelsesmyndigheden skal indtage til de bospørgsmål, der behandles.

N.4.1.1 Proklama i Statstidende

RIM skal især være opmærksom på, om der i forbindelse med behandling af de pågældende dødsboer er udstedt proklama. Proklama bekendtgøres i Statstidende. Det bør her huskes, at proklamafristen efter de ny regler er 8 uger.

Skifteretten kan dog under særlige omstændigheder give længere frist, hvis anmodning indgives inden for 8 ugers fristen.

RIM skal anmelde eventuelle krav over for dødsboet inden udløbet af fristen herfor, idet anmeldelser foretaget efter fristen medfører, at Skat mister sit krav. Se afsnit N.3.3.3 . Kravet anmeldes opgjort pr. dødsdagen. Kravet kan eventuelt anmeldes foreløbigt. jf. UfR 2001, 1963 ØLD

Lovgrundlaget findes i dødsboskiftelovens § 82

Det tilføjes, at RIM ved anmeldelse i et dødsbo skal huske forbehold om eventuelle efterbetalinger. Østre landsret har nemlig afgjort, at et rentekrav var prækluderet, da der ikke ved anmeldelsen var taget udtrykkeligt forbehold for renter eller var godtgjort, at forbeholdet om renter på anden måde var fremsat inden proklamafristens udløb, se SKM 2001 433. I dommen nævntes, at dødsboskifteloven ikke var gældende i den pågældende sag. Dette må skyldes, at loven kun gælder for dødsfald indtrådt efter 1. januar 1997, og at det i sagen foreliggende dødsfald var indtrådt tidligere.

N.4.2 Anmeldelse - skifte ved bobestyrer

N.4.2.1 Solvente og insolvente boer

Indledningsvis bemærkes, at da det på anmeldelsestidspunktet kan være usikkert, om boet vil være solvent/insolvent, anmeldes krav altid, som var det insolvent.

RIM skal opgøre og anmelde Skat´s krav over for skifteretten, kravet skal være skriftligt og medtage eventuelle renter og omkostninger. Rummer proklamaet oplysning om insolvensbehandling, jf. ovenfor, skal også et krav om fortrinsstilling medtages.

Træffes der efter proklamaets udstedelse beslutning om insolvensbehandling, meddeler bobestyreren de anmeldte kreditorer, at de inden for en frist på 8 uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling.

Er proklama ikke udstedt, skal RIM snarest muligt efter at være gjort bekendt med dødsfaldet anmelde Skat´s krav til skifteretten eller til den bobestyrer, der ifølge oplysning fra skifteretten forestår behandlingen af dødsboet.

I anmeldelsen, der udfærdiges i 2 eksemplarer, begæres det ene eksemplar tilbagesendt med påtegning om den skete anmeldelse.

Endvidere skal der i anmeldelsen tages forbehold for, at kravet vil kunne blive ændret som følge af efterangivelse og andre reguleringer.

Kan Skat´s krav ikke opgøres endeligt, må anmeldelse foretages foreløbigt med forbehold for senere ændringer af kravet.

I anmeldelsen opgøres kravene ifølge konkursordenen, jf. dødsboskiftelovens § 70, som henviser til konkurslovens bestemmelse herom. Kravene opgøres altså som ved anmeldelse i konkurs. Se afsnittet om konkurs H.3 .

N.4.3 Anmeldelse - privat skifte

Efter de ny regler for privat skifte skal der senest ved udleveringen til arvingerne udstedes proklama. RIM skal derfor anmelde sit krav over for samtlige de arvinger eller over for den, som arvingerne efter dødsboskiftelovens § 25, stk. 6, har udpeget som modtager af henvendelser vedrørende boet.

N.4.4 Registrerings - og afregningsforhold

N.4.4.1 Dødsboet viderefører virksomheden

Videreføres virksomheden af dødsboet, skal boet registreres. Ved hensidden i uskiftet bo skal RIM på samme måde foranledige, at der i fornødent omfang sker omregistrering af virksomheden.

Er der ansatte i virksomheden, skal tilmelding til CVR-register ske senest 8 dage efter den første udbetaling af A-indkomst, idet nummeret følger den indeholdelsespligtige og således ikke kan overdrages i forbindelse med dødsfald.

Der skal ved boets manglende angivelse eller betaling af skatter og afgifter udsendes påkrav eller ske rykning efter de sædvanlige retningslinier. Endvidere foretages beregning af afgifter, morarenter mv. efter de samme regler, som gælder for andre virksomheder.

N.4.5 Deltagelse i bomøder (før skiftesamlinger)

Ved behandlingen af insolvente bobestyrerboer, hvor kreditorerne jo er lodtagere, beror det på RIM´s vurdering, om Skat skal være repræsenteret på bomøder. Med de ændringer, der følger af forholdets natur, sker deltagelse efter de samme retningslinier som ved konkurs. Se afsnit H om konkurs.

N.4.6 Tvangsauktion

Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan en kreditor ikke søge fyldestgørelse ved tvangsauktion, jf. dødsboskiftelovens § 10.

Tvangsauktion kan efter dødsfaldet alene ske efter begæring af boet eller med dettes samtykke, jf. ovennævnte bestemmelse. Er en auktion i gang, og findes der ikke mulighed for andre fremgangsmåder, fx salg i fri handel, vil en bobestyrer kunne godkende, at tvangsauktionen gennemføres inden boets berigtigelse, da det forventede tab for boet ved en udsættelse vil være endnu større.

Når et bo udleveres til privat skifte, dvs. til arvingerne, vil boet (arvingerne) frit kunne sagsøges, ligesom der kan foretages eksekution, udlæg, arrest, tvangsauktion, mv. efter de almindelige regler herom. Dette fremgår af dødsboskiftelovens § 26

N.4.7 Inddrivelse af restancer

N.4.7.1 Intet skifte

Udlagt til efterlevende ægtefælle

Udlagt i medfør af dødsboskiftelovens § 22.

Den efterlevende ægtefælle påtager sig ved udleveringen at dække afdødes forpligtelser, jf. nærmere afsnit N.3.2.2 . Inddrivelse sker derfor som for den pågældendes egen skyld.

- Uskiftet bo

Afdødes restancer kan inddrives hos efterlevende ægtefælle efter de almindelige regler som for den pågældendes egen skyld.

N.4.7.2 Skifte ved bobestyrer

Ved disse boer kan der ikke foretages individualforfølgning, idet det kun er boet. som hæfter for gælden.

N.4.7.3 Privat skifte

Efter et privat skifte hæfter arvingerne personligt, se afsnit N.3.3.1 . RIM kan derfor foretage sædvanlig inddrivelse herunder ved udlæg eller lønindeholdelse hos arvingerne for eventuelle skyldige skatter og afgifter dog under hensyntagen til, om der hæftes solidarisk eller pro rata, jf under afsnit N.3.3.1 .

N.4.7.4 Forældelse

Ved anmeldelse over for et dødsbo enten i en skiftesamling eller direkte til skifteretten afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 2, jf. § 1, stk. 4, og dødsboskiftelovens § 82. Dette gælder, hvor der forekommer en bobehandling. Hvis der ikke er en sådan, fx ved udlæg uden skiftebehandling, gælder dette måske også , jf. UfR 1942,451 HD og delvis UfR 1986 85 HK. Det er imidlertid tvivlsomt, når henses til de gældende regler om forældelse i konkurs, se afsnit F.7.1.2 .

N.4.7.5 Udlæg og arrest

Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandling er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i den af dødsboet omfattede formue, jf. dødsboskiftelovens § 10, stk. 1, og arrest foretaget før dødsfaldet bortfalder, jf. samme lov § 10, stk. 4 .

En undtagelse er dog kreditorer med tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt. Disse kan efter førnævnte § 10, stk. 3, foretage udlæg og søge sig fyldestgjort i disse ejendele efter dødsdagen. Der er dog yderligere betingelser herfor. Beløbet skal kunne gøres op og være forfaldent. Kravet skal være fastslået ved dom eller lignende, og boet skal have undladt at efterkomme en betalingsopfordring fra de pågældende.

Den, der før dødsfaldet har foretaget udlæg, bevarer sin fortrinsret til det udlagte under forudsætning af, at der ikke sker omstødelse heraf.

Bliver boet senere solvent, overgår det til behandling efter reglerne om solvente boer og der kan foretages arrest i boets aktiver, ligesom der kan søges fyldestgørelse ved eksekution og tvangsauktion, og en foretaget arrest liver op, jf. dødsboskiftelovens § 54. Havde kreditor et udlægsfundament inden dødsfaldet, kan kreditor derfor søge fyldestgørelse i boets aktiver og arvingernes personlige formue i øvrigt.

Arvingernes kreditorer kan ikke i medfør af dødsboskiftelovens § 54 foretage udlæg i boets aktiver. Udlæg kan alene foretages i falden arv bestemt ved retsplejelovens § 508, dvs. "i andre aktiver, hvis identitet kan fastslås". Udlæg foretages i almindelighed i arvingers nettoarveanpart.

N.4.7.6 Insolvens og endelig afskrivning

Når behandlingen af insolvente bobestyrerboer er afsluttet uden fuld dækning for de anmeldte krav, kan RIM på grundlag af meddelelse herom fra skifteretten endeligt afskrive Skat´s eventuelle udækkede del af anmeldte krav.

Endvidere kan RIM endeligt afskrive krav som uerholdelige, når skifteretten har bekræftet, at dødsboet udlægges uden skiftebehandling, (tidl. "boer udlagt for begravelsesomkostningerne").

Skifterettens meddelelse rummer dokumentation for boets behandlingsform og slutning eller et print af system 55 billede CSRP, hvor boets behandlingsform og slutdato fremgår.

O Afgangsførelse som uerholdelig og endelig afskrivning

O.1 Indledning

Som udgangspunkt skal fordringer samt renter og omkostninger som inddrives af RIM forsøges inddrevet ved anvendelse af samtlige de inddrivelsesmidler, lovgivningen stiller til rådighed.

Dette kapitel angiver reglerne for afgangsførelse som uerholdelig og endelig afskrivning af fordringer. For så vidt angår den tekniske gennemførelse henvises til de relevante vejledninger, fx KOBRA-brugerhåndbog, betjeningsvejledning for selskabsskattesystemet og Brugerhåndbog til Debitor/Restance systemet, RIS-systemet m.v.

Uerholdelige fordringer registreres fx i KOBRA- og/eller i RIS- systemet.

Vedrørende EU-fordringer henvises til kapitel J, International inddrivelse.

En fordring kan afgangsføres som uerholdelig, når RIM efter forgæves at have forsøgt samtlige inddrivelsesmidler skønner, at fordringen er uerholdelig. Når en fordring er afgangsført som uerholdelig, udgiftsføres den i statsregnskabet. Fordringen er stadig retskraftig og skal inddrives, hvis der senere opstår mulighed herfor. Fordringer, der er afgangsført som uerholdelige, skal fortsat holdes i live. Det vil sige, at der hvert femte år skal foretages fx udlægsforretning for at afbryde forældelsen. Afgangsførte fordringer bliver stående i de respektive debitorregistre og i det Centrale Fordringsregister (CFR). Eventuelle indbetalinger på afgangsførte fordringer posteres som en ekstraordinær indtægt i statsregnskabet.

En fordring, der helt eller delvist er ophørt, fx som følge af eftergivelse, forældelse eller akkord, afskrives endeligt. Det vil sige, at fordringen ikke længere er retskraftig og skal slettes i CFR. Fordringen må ikke inddrives hos skyldner, men skal afskrives efter de regler, der er nævnt i afsnittene O.2 - O.8 .

Inden en fordring vedrørende fysiske personer endeligt afskrives pga. forældelse mv., er der mulighed for at afgangsføre fordringen som uerholdelig. Afgangsførelse som uerholdelig sker efter de regler, der er nævnt i afsnit O.10 og til dels i afsnit O.11 .

Under visse omstændigheder må inddrivelsen af en fordring anses for åbenbart formålsløs, eller omkostningerne/ressourceanvendelsen i forbindelse med inddrivelsen vil være uhensigtsmæssigt store set i lyset af restancens størrelse, alder og beskaffenhed i øvrigt. I afsnit O.10 og O.11 er der derfor givet særlige bemyndigelser til afskrivning af visse fordringer.

Fordringer, der skal inddrives i udlandet, kan afgangsføres som uerholdelige og/eller endeligt afskrives efter de regler, der er nævnt i afsnit O.9 .

Såfremt der ikke er udsigt til fuld dækning af en fordring eller af tidligere afgangsførte fordringer, bør RIM rådgive skyldner om muligheden for at søge hel eller delvis eftergivelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller de muligheder der er for at få en samlet ordning med skyldners øvrige kreditorer.

O.2 Bevillingsmæssig eftergivelse

Fordringer, der eftergives efter reglerne i KSL §§ 73B, C og D og/eller OPKL § 15, søges ikke inddrevet senere og skal endeligt afskrives.

Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og er der for det samme indkomstår bevilget eftergivelse af arbejdsmarkedsbidrag, B-skat og/eller restskat, skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, hvis jf. Tfs 2000, 748 VLD den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold som den afskrevne fordring (konnekse krav).

Ovenanførte modregning bør fremgå som et forbehold i afgørelsen om eftergivelse.

Der henvises til afsnittet om eftergivelse og henstand H.7 .

O.3 Forældelse og præklusion

En fordring, der er ophørt som følge af forældelse eller præklusion, er ikke længere retskraftig og må ikke forsøges inddrevet hos skyldner, men skal endeligt afskrives.

Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og er der for det samme indkomstår tidligere afskrevet arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, tillægsskat og/eller restskat som forældet mv., skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, hvis den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrevne fordring (konnekse krav).

Der henvises til afsnit N.3.3.3 .og O.3.2 .

O.3.1 Forældelse

En fordring skal endeligt afskrives, når den er forældet efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 ("1908-loven"), DL 5-14-4 eller særlige forældelsesregler fastsat i lovgivningen.

Der henvises til afsnit F om forældelse.

Dokumentation for, at der er indtrådt forældelse, er en udskrift af den sidst foretagne udlægsforretning, skyldners skriftlige anerkendelse, forlig, dom eller andet skriftligt grundlag, hvoraf tidspunktet for den aktuelle forældelsesperiodes begyndelse fremgår.

O.3.2 Præklusion

En fordring skal endeligt afskrives, når fordringen den er prækluderet, jf. afsnittet om dødsbo N.3.3.3 . Dette er dog ikke tilfældet ved gældssanering, se afsnit O.8 . om gældssanering.

Dokumentation for, at fordringen er prækluderet, er brevet, hvori boet afviser fordringen på grund af præklusion. RIM skal underkaste dokumentationen en nærmere prøvelse til konstatering af, om fordringen er anmeldt for sent.

Præklusion omfatter efter DBSL § 83, stk. 2, nr. 3, bl.a. ikke fordringer, der er sikret ved pant eller på lignende måde. Derimod må den restfordring, der består efter pantets realisation, antages at være omfattet af et proklama. Sælges pantet herefter på tvangsauktion, frivilligt med panthaverens accept eller falder tinglysningen væk på grund af manglende fornyelse, består panteretten ikke længere og den udækkede restfordring vil være prækluderet.

O.4 Insolvente dødsboer

En fordring skal endeligt afskrives, når skyldner er død, og

skifteretten har bekræftet, at dødsboet udlægges uden skiftebehandling (tidligere boet "udlagt til dækning af begravelsesudgifterne"), eller

bobestyrerboer er uden fuld dækning for de anmeldte krav. Den udækkede del af de anmeldte krav skal afgangsføres endeligt på grundlag af skifterettens meddelelse herom.

Dokumentationen er en meddelelse fra skifteretten om boets behandlingsform og slutning eller print fra system 55, billede CSRP, hvor boets behandlingsform og slutdato fremgår.

O.5 Opløsning af juridiske personer

O.5.1 Tvangsopløsning af insolvente juridiske personer

Tvangsopløsning af en insolvent juridisk person sker under iagttagelse af konkurslovens regler. Endelig afskrivning af udækkede fordringer sker efter de regler, som er nævnt i afsnit O.6.2 .

O.5.2 Likvidation af juridiske personer

En juridisk persons opløsning ved likvidation forudsætter, at den juridiske person er solvent, og dermed at der er fuld dækning til kreditorerne.

Skifteretterne accepterer, at likvidation af et insolvent selskab sker i ly af en betalingsstandsning. Om ikke anmeldte betalingsstandsning henvises til afsnit H.2.10 .

Endelig afskrivning af udækkede fordringer sker efter de regler, der er nævnt i afsnit O.6.2 .

O.6 Konkurs

O.6.1 Fysiske personer

Efter konkursens afslutning vedbliver fordringer, der ikke er blevet dækket, at være retskraftige jf. KL § 156. RIM skal derfor tage fortsatte skridt til at hindre, at de udækkede fordringer forældes. Der henvises til afsnittet om konkurs H.3.9 .

Afgangsførelse som uerholdelig og/eller endelig afskrivning af fordringer sker efter de regler, der er nævnt i afsnit O.10 og O.11 .

O.6.2 Juridiske personer

Endelig afskrivning forudsætter, at konkursboet er afsluttet, samt at eventuel dividende er udloddet.

Hvis boet er sluttet efter KL § 143, dvs. uden midler ud over, hvad der medgår til dækning af omkostninger, kan fordringen endeligt afskrives, selvom den ikke har været anmeldt.

Er fordringen sikret ved håndpant eller pant i fordringer mv., der som separatistkrav ikke skal realiseres i forbindelse med boets behandling, må endelig afskrivning afvente realisationen af de pansatte aktiver. Fordringen kan indtil endelig afskrivning finder sted, afgangsføres som uerholdelig, såfremt fordringen er af en vis størrelse.

Dokumentationen er en kopi af meddelelse om boets afslutning og udlodning (eventuelt kopi af bekendtgørelsen i Statstidende) samt i almindelighed kopi af anmeldelsen i boet.

Inden en fordring endeligt afskrives, skal RIM være opmærksom på, om selskabsdeltagerne eller boets bestyrelse/likvidator kan drages til ansvar efter SEL § 33; se kapitel M. om personligt ansvar, om nægtelse af godskrivning af indeholdt A-skat (nulstilling), eller dansk rets almindelige erstatningsregler.

O.7 Frivillige kreditorordninger og tvangsakkord

O.7.1 Frivillig almindelig akkord

Endelig afskrivning af det bortakkorderede beløb skal finde sted, når aftalen er indgået.

Der henvises til afsnit H.5 , om frivillige kreditorordninger.

Dokumentationen er en kopi af bekræftelsen fra den, der forestår ordningen, på, at betingelserne for tiltrædelse er opfyldt.

O.7.2 Frivillig likvidation og likvidationsakkord

O.7.2.1 Fysiske personer

Frivillig likvidation frigør alene skyldner for den del af gælden, som en realisation af skyldners aktiver dækker. Afgangsførelse som uerholdelig og/eller endelig afskrivning af restfordringen sker efter de regler, der er nævnt under afsnit O.10 og O.11 .

Likvidationsakkord indebærer eftergivelse af den del af gælden, som realisation af skyldners aktiver ikke dækker. Afgangsførelse som uerholdelig og endelig afskrivning af det bortakkorderede beløb sker efter de regler, der er nævnt i afsnit O.7.1 .

O.7.2.2 Juridiske personer

Der henvises til de regler, der er nævnt i afsnit O.5.2 .

O.7.3 Tvangsakkord i og uden for konkurs

Endelig afskrivning af det bortakkorderede beløb skal finde sted, når tvangsakkorden er afsluttet, dvs. når fristen for kære af skifterettens kendelse om stadfæstelse af akkorden er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansen har stadfæstet kendelsen.

Dokumentationen er en kopi af skifterettens kendelse (evt. en kopi af bekendtgørelsen i Statstidende) og kopi af anmeldelsen.

Hvis akkorden ikke gennemføres, men efterfølges af en konkursbehandling, skal fordringen anmeldes fuldt ud i konkursboet. Afgangsførelse som uerholdelig og/eller endelig afskrivning sker i de tilfælde efter de regler, der er nævnt i afsnit, O.6 .

En fordring, der er sikret ved uomstødeligt udlæg i fast ejendom og derfor falder uden for tvangsakkorden afgangsføres som uerholdelig, såfremt den faste ejendom ikke realiseres.

O.8 Gældssanering

Pr. 1.10.2005 indføres præklusivt proklama i sager om gældssanering, hvilket betyder, at dækningen af fordringer, som ikke anmeldes over for skifteretten inden en angiven frist bortfalder. Dækning af en anmeldt fordring, som skyldneren bestrider, samt en anmeldt betinget fordring, fx kautionsforpligtelse, bortfalder under visse betingelser.

Endelig afskrivning af det bortsanerede beløb skal finde sted, når gældssaneringssagen er sluttet, dvs, når fristen for kære af skifterettens kendelse om gældssanering er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansen har stadfæstet kendelsen.

Dokumentationen er en kopi af kendelsen (evt. kopi af bekendtgørelsen i Statstidende) og kopi af anmeldelsen.

Fordringen for et uomstødeligt tinglyst udlæg i fast ejendom, som holdes uden for kendelsen, afgangsføres som uerholdelig, når gældssaneringssagen er sluttet, jf. ovenanførte, hvilket ligeledes gælder et evt. subsidiært udlæg i ægtefælles ejendom.

O.9 Inddrivelse i udlandet

Fordringer kan afgangsføres som uerholdelige (vedrørende fysiske personer) og/eller endeligt afskrives efter de nedenfor nævnte regler.

Beløbsgrænserne vedrører den enkelte fordring ekskl. renter og omkostninger.

O.9.1 Fordringer på højst 3.000 kr.

Fordringer på højst 3.000 kr. kan afgangsføres som uerholdelige og/eller endeligt afskrives, når

skyldner er fraflyttet til udlandet, og

der er forløbet mindst 6 måneder, efter at rykning for fordringens betaling har fundet sted, eller, såfremt rykning ikke har været mulig, 6 måneder fra fordringens forfaldsdag.

Skønnes udlandsopholdet at være af kortere varighed, bør fordringen kun afgangsføres som uerholdelig.

O.9.2 Fordringer over 3.000 kr.

Fordringer over 3.000 kr. kan afgangsføres som uerholdelig, når

skyldner er fraflyttet til udlandet, og

fordringen er søgt inddrevet via eksisterende inddrivelsesaftaler, eller RIM har vurderet, at en eksisterende aftale ikke vil være lønsom at anvende, og

I de tilfælde, hvor de udenlandske myndigheder har opgivet at inddrive en fordring, kan fordringen endeligt afskrives, når forældelse indtræder.

Krav, der inddrives i udlandet, forældes som udgangspunkt efter de udenlandske regler herom. Dvs. at den udenlandske stat ikke kan opkræve en restance, der efter statens egne regler er forældet.

Krav, der inddrives efter den nordiske bistandsaftale, forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Det vil for Danmarks vedkommende sige efter 1908-loven (5 år).

Se endvidere kapitel J om inddrivelse af danske krav i udlandet.

O.9.3 Afgangsførelse af krav, hvor restanten befinder sig i et land, som Danmark ikke har bistandsaftale med

Ved inddrivelse af skatter og afgifter i lande med hvilke Danmark ikke har indgået aftale om bistand og hvor kravet ikke er omfattet af en bistandsaftale, ,kan RIM efter et konkret skøn, såfremt inddrivelsen må anses for åbenbart formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger/resourceanvendelsen set i lyset af restancens størrelse, alder og beskaffenhed i øvrigt, afgangsføre beløbet som uerholdelig uden at have søgt beløbet inddrevet via det inkassofirma, som SKAT har indgået aftale med jf. J.8 . Der skal foreligge en redegørelse for RIMs vurdering af inddrivelsesmuligheden.

O.9.4 Restbeløb, kursdifferencer, vekselgebyrer

Restbeløb, der opstår som følge af kursdifferencer eller vekselgebyrer, skal ikke opkræves hos skyldner, men endeligt afskrives.

O.10 Uerholdelighed

Fordringer kan helt eller delvist afgangsføres som uerholdelige efter de nedenfor nævnte regler.

Afgangsførte fordringer skal opkræves inkl. renter, hvis der senere opstår mulighed for inddrivelse.

O.10.1 Krav som inddrives af RIM vedrørende ophørte virksomheder.

Forinden en fordring kan afgangsføres som uerholdelig, skal samtlige inddrivelsesmidler være forsøgt anvendt, fx udlægsforretning på såvel bopæl som forretningssted, lønindeholdelse, modregning og subsidiært udlæg.

O.10.1.1 Forgæves udlæg mv.

En fordring kan afgangsføres som uerholdelig, når RIM, efter forgæves at have forsøgt samtlige inddrivelsesmidler, skønner, at fordringen er uerholdelig.

Forinden afgangsførelse foretages, må RIM inden for de sidste 12 måneder før afgangsførelsen have foretaget mindst 1 forgæves udlæg for fordringen, eller have forsøgt at fremstille skyldner ved politiets foranstaltning. Dette kan dog udelades, såfremt skyldner efter politiets praksis (alder mv.) ikke vil blive fremstillet.

Dokumentationen er en udskrift af den sidst foretagne udlægsforretning eller det brev, hvori politiet meddeler, at politifremstilling har været forgæves, eller en påtegning på sagen om, at den pågældende efter de almindelige regler for politifremstilling ikke ville blive fremstillet, samt notat om øvrige forgæves inddrivelsesforsøg.

O.10.1.2 Forsvundet

En fordring kan afgangsføres som uerholdelig, når skyldner ifølge oplysning fra CPR-registret er fraflyttet til ukendt adresse, og der derfor ikke er mulighed for inddrivelse her i landet.

Dokumentationen er en udskrift fra CPR-registret, der ikke må være over 3 måneder gammel.

CPR-oplysningerne skal løbende overvåges, og der skal iværksættes efterlysning hos politiet med henblik på konstatering af bopæl (indsættelse af spærrekort).

O.10.1.3 Særlige tilfælde

En fordring kan helt eller delvist afgangsføres som uerholdelig, når RIM ud fra et allerede bestående og dokumenteret kendskab til den pågældendes økonomiske forhold skønner, at et inddrivelsesforsøg er åbenbart formålsløst, fx fordi den pågældende er sindssyg, er indsat til afsoning af en længere fængselsstraf eller igennem længere tid har været på overførselsindkomst, således at der ikke er udsigt til, at de økonomiske forhold bliver bedre.

En fordring kan endvidere afgangsføres som uerholdelig, såfremt skyldners betalingsevne ikke levner plads til afdrag på restancen eller alene består af en minimal betalingsevne, som fx ikke engang dækker den løbende rentetilskrivning, og RIM skønner, at der er forhold, som gør, at restancen ikke kan endeligt afskrives. Se afsnit L.1.1, 6. underafsnit om eftergivelse/kreditorordninger.

Det kan endvidere være hensigtsmæssigt at afgangsføre fordringer som delvist uerholdelige, fx fordringer som vedrører flere indkomstår, og hvor betalingsevnen alene rækker til at afdrage på de seneste år. Her kan det være naturligt at afskrive fordringer for de ældste indkomstår som uerholdelige og lade fordringer for de seneste indkomstår blive inddrevet på sædvanlig vis.

O.10.1.4 Særregel for egne arbejdsmarkedsbidrag og personskatter

Der kan ikke ske afgangsførelse som uerholdelige af egne arbejdsmarkedsbidrag og personskatter, førend der foreligger en endelig årsopgørelse for det indkomstår, som kravet vedrører.

Takserede personskatter skal afvente udløbet af genoptagelsesfristen, jf. SFL § 26.

O.10.1.5 Særregel for A-skatter, AM-bidrag og momstilsvar

Foreløbige fastsættelser skal forinden afgangsførelse som uerholdelige så vidt muligt erstattes af de korrekte angivelsesbeløb.

O.10.2 Restancer vedrørende registrerede afgiftspligtige personer

Der er ikke adgang til at afgangsføre fordringer som uerholdelige for igangsværende virksomheder. Dette gælder ikke egne arbejdsmarkedsbidrag og personskatter.

O.10.3 Juridiske personer

Der er ikke adgang til at afgangsføre fordringer som uerholdelige.

O.10.4 Restancer vedrørende RIMs deltagelse i kreditorordninger m.m

Når en tvangsakkord eller en gældssanering er endeligt gennemført, se afsnit H.4 og H.6 , eller der er indgået en frivillig akkordordning, se afsnit H.5 , foretages der endelig afskrivning af de beløb, der ikke dækkes af akkorden eller ikke dækkes af gældssaneringskendelsen. Det gælder dog ikke, hvis der i medfør af konkursloven mod en medhæftende fysisk eller juridisk person kan rettes et krav på den del, der bortfalder ved akkorden/saneringen. Først når inddrivelse forgæves er forsøgt hos den medhæftende person, kan fordringen afgangsføres som uerholdelig eller endeligt afskrives.

Se også afsnit O.7 om frivillige kreditorordninger og tvangsakkorder.

Endvidere skal uomstødelige pantefordringer (fx udlæg i fast ejendom), der ikke er omfattet af akkordordningen eller gældssaneringskendelsen, afgangsføres som uerholdelige.

RIM skal derfor være opmærksom på, at der kan indgå beløb til dækning af foretagne udlæg, når den faste ejendom realiseres..

O.11 Særlige bemyndigelser til endelig afskrivning af fordringer

I tilfælde, hvor inddrivelsen skønnes forgæves på længere sigt, eller omkostningerne forbundet med inddrivelsen må anses for uforholdsmæssigt store, kan RIM efter en konkret vurdering endeligt afskrive en fordring efter de nedenfor nævnte regler.

Beløbsgrænserne vedrører RIMs samlede fordring inkl. renter og omkostninger.

O.11.1 Fordringer som RIM inddriver vedrørende afmeldte afgiftspligtige personer (virksomheder)

Samlede fordringer på højst 1.000 kr. kan endeligt afskrives, når der forgæves er rykket for beløbet mindst én gang.

fordringer på 1.001 kr. - 5.000 kr. skal forsøges inddrevet.

Såfremt inddrivelsesforsøg er forgæves, skal der, tages stilling til, om der skal foretages et nyt inddrivelsesforsøg. Såfremt inddrivelsen skønnes at være udsigtsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan beløbet endeligt afskrives.

fordringer på 5.001 kr. - 25.000 kr. skal forsøges inddrevet.

Såfremt inddrivelsesforsøg er forgæves, undersøges én gang årligt muligheden for lønindeholdelse, indtil der under hensyn til forældelsesfristen skal tages stilling til, om der skal foretages et nyt inddrivelsesforsøg (dvs. "retslige skridt" i henhold til forældelsesloven fra 1908). Såfremt inddrivelsen skønnes at være udsigtsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan beløbet endeligt afskrives.

Fordringer på over 25.001 kr. må som udgangspunkt ikke endeligt afskrives. Dette gælder dog ikke, hvis inddrivelsen må anses for åbenbart formålsløs eller er forbundet med uforholdsmæssige omkostninger/ressourceanvendelse set i lyset af restancens størrelse, alder og beskaffenhed i øvrigt. Disse beløb afgangsføres som uerholdelige, og umiddelbart før fordringen forældes, vurderes det, om inddrivelsen stadig vil være formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger. Hvis dette er tilfældet, undlades yderligere inddrivelsesskridt, således at kravet forældes, hvorefter det endeligt kan afskrives. I modsat fald foretages inddrivelsesskridt for at afbryde forældelsen.

O.11.2 Restancer vedrørende registrerede afgiftspligtige personer

Fordringer for igangværende virksomheder på under 1.000 kr. kan en gang årligt endeligt afskrives, når der er forløbet mindst 6 måneder efter, at rykning for fordringen har fundet sted. Dette gælder ikke egne arbejdsmarkedsbidrag og personskatter.

Told- og skatteregionerne er bemyndiget til ikke at foretage skønsmæssige tilsvar og foreløbige fastsættelser vedrørende afgiftspligtige juridiske personer, hvor enhver aktivitet er ophørt, og direktion og eventuel bestyrelse er forsvundet eller fraflyttet til udlandet (teknisk afmelding).

O.11.3 Genoptagelse af boer, akkorder og gældssaneringer

Sker der en genoptagelse af et konkursbo, tvangsakkord, frivillig kreditorordning,dødsbo eller en gældssaneringskendelse, skal kravene tilbageføres, se de respektive afsnit N.4 , H.3 , H.4 og H.6 .

O.12 Tvivlstilfælde

Tvivlsspørgsmål vedrørende afgangsførelse som uerholdelig og endelig afskrivning af fordringer skal indtil videre forelægges for Hovedcentret. sen.

O.13 Særregler for underholdsbidrag

Bidragsrestancer skal afskrives, når

der er afsagt kendelse om gældssanering

der er stadfæstet tvangsakkord

den bidragspligtige er død og boet er insolvent

Der foreligger en afgørelse om eftergivelse

P Dækningsrækkefølge

En fordring er et retskrav på en ydelse, der bortfalder ved opfyldelse.

I afsnit P vil alene pengefordringer blive behandlet, og alene de overordnede principper vedrørende opfyldelse ved betaling.

Detailreglerne for dækningsrækkefølgen er fastlagt i de enkelte brugervejledninger.

En pengefordring ophører med at bestå, når beløbet betales til rette fordringshaver til rette tid og på rette sted. En fordring kan almindeligvis betales med frigørende virkning både af debitor og af tredjemand.

De mest anvendte ophørsmåder for pengefordringer er betaling, modregning, opgivelse, præklusion og forældelse.

P.1 Frivillig betaling

Hvis en kreditor har flere fordringer på samme debitor, og en betaling fra debitor ikke fuldt ud kan dække fordringerne, opstår spørgsmålet om, på hvilken af fordringerne en indbetaling helt eller delvis skal afskrives.

Det følger af almindelige formueretlige grundsætninger i dansk ret,

at debitor kan bestemme, hvilken af flere fordringer i forhold til samme kreditor en indbetaling skal afskrives på, et såkaldt øremærket beløb (afsnit P.1.1 )

at kreditor kan vælge på hvilken af flere fordringer en indbetaling af et ikke-øremærket beløb fra debitor skal afskrives (afsnit P.1.2 )

Til disse grundsætninger er der dog knyttet nogle begrænsninger, som vil blive omtalt i de følgende afsnit.

P.1.1 Øremærkede beløb

Indbetalinger af offentlige krav mv., som debitor har øremærket til nedbringelse af en bestemt restance, skal afskrives på denne restance. Dette gælder som hovedregel, uanset om debitor udtrykkeligt har angivet, at indbetalingen skal afskrives på en bestemt restance, eller om dette med den fornødne sikkerhed kan udledes af omstændighederne i forbindelse med indbetalingen.

En stiltiende tilkendegivelse fra debitor kan fx foreligge ved, at debitor ved indbetalingen har anvendt et bestemt indbetalingskort, fremsendt en check på et beløb svarende til en bestemt afgiftsangivelse eller har afværget tvangsinddrivelse til fyldestgørelse af en bestemt restance.

Debitors muligheder for at øremærke indbetalinger antages dog at være underlagt den begrænsning, at kreditor ikke kan tvinges til at acceptere forældelse af fordringer.

P.1.2 Ikke øremærkede beløb

Indbetalinger, der ikke er øremærkede, skal afskrives efter kreditors valg på en ud af flere fordringer.

Denne valgret er dog underlagt den begrænsning, at afskrivningen skal ske med skyldig hensyntagen til de interesser af debitors, der er kendelige for kreditor. Hvis flere gældsposter er forfaldne, men undladelse af at betale en af fordringerne ville medføre særlig byrdefulde virkninger for skyldneren, må ydelsen i første række afskrives på den pågældende fordring.

Det antages ifølge retspraksis, at kreditor kan vælge at afskrive ikke-øremærkede betalinger på usikret gæld frem for på sikret gæld, jf. UfR 1950, 522VLD.

Der findes ikke umiddelbart støtte for, at kreditor har pligt til at afskrive på sikret gæld frem for på usikret gæld. Hensynet til den enkelte borger kan imidlertid tale for, at der afskrives på usikret gæld frem for på sikret gæld, da debitor i så fald vil opnå besparelser svarende til udgifter ved fx en udlægsforretning.

Det er derfor SKATs opfattelse, at ikke-øremærkede beløb kan afskrives på usikret gæld fremfor på sikret gæld.

Restancer der inddrives af RIM

Virksomhedsrelaterede restancer

I forhold til fordringer, der opkræves og/eller inddrives af RIM, vil den almindelige formueretlige grundsætning (se P.1 ) medføre følgende dækningsrækkefølge

bøder, da bøder kan medføre forvandlingsstraf i form af fængsel

AM-bidrag, da manglende betaling kan være strafbelagt

A-skat , da manglende betaling kan være strafbelagt

moms, told , punktafgifter, selskabs- og acontoskat mv., da der af disse restancetyper beregnes renter af hovedstolen og renterne ikke er fradragsberettigede på selvangivelsen, medens der ikke beregnes rentes rente

renter, gebyrer mv.

Personrelaterede restancer

For så vidt angår disse restancer, vil den almindelige formueretlige grundsætning (se P.1 ), medføre følgende dækningsrækkefølge

skattekontrollovsbøder (skattekontrollovens §§ 13, 15 og 16) og tillægsbøder (skattekontrollovens § 5, stk. 2)

bøder

arbejdsmarkedsbidrag

personskat

underholdsbidrag

andre krav end skattekrav

procenttillæg, renter, gebyrer mv.

Det bemærkes, at skattetillæggene, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 1, indgår i årsopgørelsen som en del af slutskatten.

Vedrørende en mere detaljeret beskrivelse af dækningsrækkefølgen henvises der til de pågældende brugervejledninger, fx KOBRA-vejledning, idet det skal bemærkes, at KOBRA-systemet kun anvendes for de indbetalinger, der foretages direkte til SKAT, Ligningsvejledningen mv.

I KOBRA-systemet er det i øvrigt sikret, at afskrivning af ikke øremærkede beløb altid sker i den for skatteyderen mest fordelagtige rækkefølge.

P.2 Ved modregning

Ved tvungen modregning er udgangspunktet, at modregneren kan vælge, på hvilken ud af flere fordringer et modregnet beløb skal afskrives på.

Dette må dog anses for modificeret således, at RIM har pligt til forlods at afskrive modregnede beløb på administrativt vedtagne bøder, A-skatterestancer og arbejdsmarkedsbidrag, jf afsnit P.1.2 ikke øremærkede beløb, da disse krav er særlig byrdefulde for debitor.

Der findes ikke umiddelbart støtte for, at kreditor ved tvungen modregning har pligt til at afskrive på sikret gæld frem for på usikret gæld. Hensynet til den enkelte borger kan imidlertid tale for, at der afskrives på usikret gæld frem for på sikret gæld, da debitor i så fald vil opnå besparelser svarende til udgifter ved fx en udlægsforretning.

Det er derfor SKATs opfattelse, at der ved modregning kan afskrives på usikret gæld fremfor på sikret gæld.

Vedrørende konnekse krav, fx restskat og overskydende skat for samme indkomstår, kan særlige forhold gøre sig gældende, se herom i afsnit K.5.3 om tvungen konneks modregning.

P.3 Ved realisation af et pant

Ved realisation af et pant kan kreditor afskrive på enhver fordring, der var sikret ved pantet.

RIM bør dog først afskrive på krav, der er særlig byrdefulde for debitor, jf. dækningsrækkefølgen under punkt P.1.2 ikke øremærkede beløb.

P.4 Ved lønindeholdelse

Inddrivelse ved lønindeholdelse, sker for næsten alle offentlige krav mod privatpersoner.

Dækningsrækkefølgen ved lønindeholdelse er fastsat i § 4, stk. 1 og 2, i loven om Det fælles Lønindeholdelsesregister, lovbekendtgørelse nr. 601 af 19/8 1998, og er en konsekvens af kildeskattelovens bestemmelser om skattekravs fortrinsret kombineret med princippet om først i tid, først i ret.

Hvis samtidig indeholdelse ikke er muligt fastsætter § 4, stk. 1 og 2, følgende dækningsrækkefølge

lønindeholdelse for skattekrav efter kildeskatteloven (A-skat og personskatter)

lønindeholdelse for bidrag efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag

herefter dækkes andre krav end skattekrav og underholdsbidrag i den rækkefølge, Det Fælles Lønindeholdelsesregister har modtaget indberetning om afgørelserne om lønindeholdelse, hvis samtidig indeholdelse ikke er mulig.

I modsætning til dækningsrækkefølgen for ikke øremærkede beløb og udligning ved modregning tager denne dækningsrækkefølge ikke hensyn til, om et krav er særlig byrdefuldt for debitor.

Ifølge Justitsministeriets retningslinier for behandlingen af spørgsmålet om eventuel afsoning af bødeforvandlingsstraf træffes der ikke beslutning om afsoning, hvis skyldneren ingen betalingsevne har, eller hvis bødebeløbet kan tilvejebringes ved lønindeholdelse eller inddrivelse via fogedretten.

Ved beregning af rådighedsbeløbet accepterer politiet afvikling af gæld til offentlige, men ikke til private kreditorer.

Hvis en iværksat lønindeholdelse for fx personskat således opsuger en skyldners betalingsevne, vil det medføre, at en bøden ikke får virkning efter sit indhold, da forældelsen ikke kan afbrydes for bøder.

Med det formål at sikre, at en administrativ vedtagen bøde, der er omfattet af reglerne om bødeforvandlingsstraf, får virkning efter sit indhold, kan kreditormyndighederne indbyrdes aftale at træde tilbage for inddrivelse af en sådan bøde.

P.5 Ved indbetaling til LetLøn

I § 8, stk. 2, i lov nr. 1262 af 20. december 2000 om et indberetningssystem for oplysninger om løn mv. (LetLøn) er der en bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsætte regler om fordeling af betaling af ikke øremærkede beløb.

Denne bemyndigelse har økonomi- og erhvervsministeren udnyttet til i § 8 i bekendtgørelse nr. 174 af 21. marts 2002 at fastsætte nærmere regler for dækningsrækkefølgen for beløb, som det ikke har været muligt for LetLøn at placere inden for 7 dage fra modtagelsen af betalingen. Dækningsrækkefølgen i § 8 er fastlagt således

særlig pensionsopsparing, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 1.

arbejdsmarkedsbidrag

A-skat

FerieKonto

særlig pensionsopsparing af dagpenge mv., jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 3.

ATP

lønindeholdelse

Hvis der er overskydende beløb efter dækning af kravene under punkterne 1-7 kontakter LetLøn primærmyndighederne for at undersøge om, der for den indbetalende virksomhed er registreret restancer for pågældende eller tidligere afregningsperioder. I bekræftende fald modregnes det overskydende beløb i de registrerede restancer. Eventuelle overskydende beløb tilbagebetales til virksomheden.

P.6 Ved afskrivning af dividende

Ved afslutning af en samlet kreditorordning i form af en konkurs, gældssanering mv. sker der udlodning til kreditorer, der har anmeldt krav i boet, i form af dividende.

Med udgangspunkt i afsnit P.1 (Frivillig betaling) og P.1.1 (Øremærkede beløb) må betaling af et dividendebeløb anses for en frivillig betaling af et øremærket beløb til delvis dækning af en eller flere fordringer omfattet af en samlet kreditorordning.

Der skal derfor ske forholdsmæssig nedskrivning af de enkelte fordringer omfattet af en kreditorordning.

Krav opstået i et interessentskaber

I et interessentskab hæfter alle interessenterne

personligt, d.v.s. med hele deres formue

solidarisk, d.v.s. at en interessentskabskreditor kan rette det fulde krav mod hver enkelt interessent

pricipalt, d.v.s. at en interessentskabskreditor umiddelbart kan inddrive sit krav hos den enkelte interessent uden først at søge sig fyldestgjort i interessentskabets formue for interessentskabets forpligtelser.

Hvis et krav derfor er opstået i et interessentskab, og en af interessenterne opnår fx gældssanering eller eftergivelse nedskrives kravet hos pågældende interessent til dividendekravet, medens de øvrige interessenter fortsat hæfter for det fulde krav.

En eventuel udligning interessenterne indbyrdes er kreditor uvedkommende.

P.7 Ved udenlandske krav

Udenlandske krav inddrives som danske krav, og indgår dermed i dækningsrækkefølgen i samme prioritetsorden, som anvendes ved afskrivning af danske krav, jf. afsnit P.1.2 . ikke øremærkede beløb, henholdsvis virksomhedsrelaterede restancer og personrelaterede restancer.

§ 16 om særråden, og

§ 25 om særhæften.

E.1.1 Ægtefællens aktiver

E.1.1.1 Bodel

Bodel er betegnelsen for den del af fællesboet, som den enkelte ægtefælle råder over og hæfter med.

Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem af dem der har indbragt aktiverne i og under ægteskabet.

For så vidt angår gaver er udfyldningsreglen, at bryllupsgaver tilhører den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. For gaver modtaget under ægteskabet, anvendes samme udfyldningsregel.

Stammer gaverne fra fælles venner, vil udfyldningsreglen være, at de ejes af begge ægtefæller i lige sameje.

Reglen vedrørende arv er, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle, fra hvis familie arven stammer, medmindre der ved testamente fra afdøde er bestemt andet.

E.1.1.2 Særråden

Ifølge princippet i retsvirkningslovens § 16 kan en ægtefælle råde over alt, hvad den pågældende selv har indbragt i ægteskabet og har anskaffet under ægteskabet. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge, bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, den pågældende råder over. Der er dog i Retsvirkningslovens §§ 17 - 19 indført enkelte indskrænkninger i den frie råderet, se herom nedenfor.

Den ene ægtefælle kan som følge heraf ikke råde over de aktiver, der tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor ikke ske pant-sætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver.

Derfor kan kreditorer udelukkende retsforfølge i skyldnerens egne aktiver.

E.1.1.3 Særhæften

E.1.1.3.1 Hovedregel om særhæften

Retsvirkningslovens § 25 fastslår, at en ægtefælle kun hæfter for de forpligtelser, der påhviler den pågældende, hvad enten de er opstået før eller under ægteskabet, og kun med sin egen bodel og eventuelt særeje.

Den anden ægtefælle kan naturligvis frivilligt påtage sig hæftelse for en sådan forpligtelse, hvilket var tilfældet i sagen TfS 2000, 746 ØLD, men hæftelse kan ikke pålægges af andre.

E.1.1.3.2 Undtagelse til hovedreglen om særhæften

I TfS 2000, 746 ØLD, indgik skatteyderen sammen med sin ægtefælle en aftale med skatteforvaltningen om en samlet ordning vedrørende ægtefællernes skatterestancer. Som led i ordningen gav skatteyderen skattemyndighederne transport i sin overskydende skat til dækning af ægtefællens skatterestancer. Skatteyderen gjorde gældende, at transporterklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens skattegæld, da de ikke var samlevende. Landsretten fandt hverken grundlag for at anse transporterklæringen for ugyldig eller for at fortolke erklæringen indskrænkende til alene at vedrøre et bestemt indkomstår, hvorfor skatteyderen ikke havde krav på tilbagebetaling af det overførte beløb.

En vigtig undtagelse fra reglen om særhæften er bestemmelsen i KSL§ 72, stk. 2. Er udlæg forgæves forsøgt hos den skattepligtige selv, kan udlæg ske i ejendele, der tilhører den med ham samlevende ægtefælle, eller om nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som er medregnet ved hans skatteansættelse.

Reglen gælder ikke ved udlæg hos en indeholdelsespligtig, i beløb denne har været pligtig at indeholde.

Betingelser for subsidiært udlæg, er

gælden udgøres af personlige skatter

de personlige skatter vedrører tiden efter ægteskabets indgåelse

forgæves udlæg er forsøgt hos den skattepligtige selv

ægtefællerne er samlevende på udlægstidspunktet

ægtefællerne er gift

Bestemmelsen er nærmere beskrevet i punkt E .1.8 .

E.1.2 Særeje

Bestemmelserne om særeje findes i retsvirkningslovens §§ 28 og 28 a.

Loven blev ændret med virkning fra 1.oktober 1990, således at der nu findes to former for særeje

fuldstændig særeje, og

skilsmissesæreje.

E.1.2.1 Fælles bestemmelser

For begge former for særeje gælder, at særejet kan omfatte et enkelt aktiv, en flerhed af aktiver, eller den enkelte parts samlede aktiver.

Det kan desuden bestemmes, at hvad den enkelte part erhverver efter ægteskabets indgåelse, skal være særeje for den pågældende.

Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 kan tillige være udformet således, at særejet omfatter en bestemt brøkdel af ejerens samlede formue, af bestemte aktiver, eller af et enkelt aktiv.

Særejet kan derudover tidsbegrænses, således at det ophører efter en bestemt periode eller på et bestemt tidspunkt, eller der kan ved kombination af brøkdelsreglen og tidsbegrænsningen laves en aftrapningsordning.

Den del af formuen, der ikke indgår i et brøkdelssæreje, indgår i fællesformuen.

Alle former for særeje kan være kombineret med hinanden og/eller med fælleseje.

For særejeaktiver gælder, at der kun kan ske kreditorforfølgning i aktiverne hos den part, der ejer dem.

Særeje oprettet før 1.oktober 1990 vil blive betragtet som fuldstændigt særeje, medmindre andet kan udledes af ægtepagten.

Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 vil blive betragtet som skilsmissesæreje, medmindre andet kan udledes af forholdene.

En ægtepagt skal for at være gyldig oprettes skriftligt, underskrives af parterne, samt tinglyses i henhold til bestemmelserne i retsvirkningslovens §§ 35 og 37. Det bemærkes, at tinglysning, ikke blot er en gyldighedsbetingelse over for parternes kreditorer, men også i forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes.

Ægtepagter oprettet før 1.oktober 1990 skulle godkendes af statsamtet, hvis ægtepagten medførte vederlagsfri overdragelse fra den ene ægtefælle til den anden. Manglende godkendelse fra statsamtet medførte ugyldighed for ægtepagten.

For arv, der ved testamente er gjort til særeje for arvingen, vil følgende gælde

er særejebestemmelsen truffet før 1.oktober 1990, vil arven blive betragtet som skilsmissesæreje, hvis testamentet ikke er gjort uigenkaldeligt, eller hvis fortolkningen af testamentet ikke viser, at det var testators ønske at arven skulle være fuldstændigt særeje. Hvis testator er død før 1.oktober 1990, vil særejebestemmelsen i testamentet dog blive fortolket som fuldstændigt særeje

er særejebestemmelsen truffet efter 1.oktober 1990, vil særejet være skilsmissesæreje, medmindre det klart fremgår, at der skal være tale om fuldstændigt særeje.

E.1.2.2 Fuldstændig særeje

Fuldstændig særeje medfører, at parternes formueforhold ikke berøres af, at ægteskab indgås. Hver af parterne betragtes som et selvstændigt økonomisk subjekt.

Fuldstændigt særeje indebærer, at særejet i forbindelse med bodeling (både ved separation, ved skilsmisse og ved død) alene tilhører den ene part.

Dette medfører, at der ved ejerens død skal ske skifte. Den længstlevende kan ikke hensidde i uskiftet bo med afdødes særeje.

Indtægter af fuldstændigt særeje oprettet før 1.oktober 1990 er fællesindtægter og indgår i formuefællesskabet, medens indtægter af særeje oprettet efter 1.oktober 1990 er særeje.

E.1.2.3 Skilsmissesæreje

Skilsmissesæreje indebærer, at særejet udelukkende betragtes som særeje, så længe ægteskabet består og i forbindelse med opløsning af ægteskabet ved separation eller skilsmisse.

Ved separation eller skilsmisse vil særejet derfor alene tilhøre den ene part i ægteskabet.

Ved dødsfald ophører skilsmissesærejet, og den længstlevende kan derfor hensidde i uskiftet bo med den afdødes tidligere skilsmissesæreje.

Indtægter af skilsmissesæreje er særeje.

E.1.3 Dispositioner mellem ægtefæller

Da ægtefæller således efter retsvirkningsloven betragtes som formuemæssigt selvstændige personer, kan de naturligvis indgå retshandeler med hinanden. Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 29, som fastslår, at ægtefæller også kan pådrage sig forpligtelser over for hinanden.

Hvis en skyldner overdrager aktiver fra sin bodel til ægtefællens bodel, er disse aktiver derfor bragt uden for udlægsadgangen efter princippet for særråden og særhæften.

Er der tale om en reel handel, hvor overdragelsen sker til reelle handelspriser, vil skyldnerens aktiver kun gennemgå en udskiftning, fx til kontanter. Det giver ikke noget problem for kreditorerne.

Sker overdragelsen derimod som gave eller på anden måde helt eller delvist vederlagsfrit, skal nogle nærmere fastsatte regler være opfyldt, for at kreditorerne skal acceptere overdragelsen.

Der er mellem ægtefæller et naturligt gavemiljø, og de specielle regler, der skal være opfyldt, omfatter derfor ikke det, der kan betegnes som sædvanlige lejlighedsgaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens økonomiske kår på gavetidspunktet.

E.1.3.1 Gaver

Der skal efter retsvirkningslovens § 30 oprettes gaveægtepagt, hvis der mellem ægtefæller gives gaver, der ikke har karakter af sædvanlige lejlighedsgaver. Hvis en sådan ægtepagt ikke er oprettet og tinglyst, skal gaveoverdragelsen ikke respekteres af kreditorerne, og der kan foretages udlæg i gaven.

Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der kræves ægtepagt. Se herom eksempelvis afgørelse i UfR 1999,1772 ØLD, i hvilken sag mandens kreditorer kunne foretage udlæg i den nu fraskilte hustrus faste ejendom, der i separationstiden til dels var erhvervet for en gave givet hende uden ægtepagt af manden.

Ægtefællerne har bevisbyrden for, at gaven ikke kræver ægtepagt jfr. RVL § 32. Ved bedømmelsen heraf skal der tages udgangspunkt i gavens værdi i forhold til giverens økonomiske forhold, samt til i hvilken anledning gaven er givet se eks. UfR 1996,145 VLD. Her havde en skyldnerægtefælle arvet 360.000 kr. fra sin far i 1989. Straks udlånte han beløbet til sin hustru. Lånet skulle forrentes med 6 % p. a., og afdrages med 15.000 kr. halvårligt, første gang 9 år senere. Lånet var ikke sikret ved pant i den ejendom, som hustruen anvendte størstedelen af lånet til køb af - der blev 100.000 kr. til rest efter købet, og som fra 1991 tjente som bolig for hende og den øvrige familie. Retten anså dispositionen som en gave, der krævede gaveægtepagt, men da 260.000 kr. af beløbet var anvendt til familiens underhold, anså man alene de 100.000 kr. af lånet som gave. Disse 100.000 kr. kunne kreditorerne foretage udlæg i.

I UfR 2000, 990 ØLD fandt retten, at en hustrus månedlige overførsler til manden på 7.000 kr. af sin nettoindtægt på 12.000 kr. indeholdt et væsentligt gavemoment, der stod i misforhold til hustruens økonomiske kår. Manden brugte beløbet til dækning af terminsydelser m.v. på en ejerlejlighed, der var mandens særeje. Hustruen anvendte de resterende 5.000 kr. på husholdningen og gjorde sig hver måned insolvent. En udækket panthaver, som havde et krav på hustruen fra før ægteskabet fik medhold i, at der forelå en ugyldig gave til manden, svarende til de samlede overførsler på 185.000 kr. som de kunne afkræve manden.

Se anderledes i UfR 2001, 1148 VLD, hvor retten kom til et modsat resultat, idet ingen del af de månedlige overførsler fra hustruens kassekredit til mandens budgetkonto på i alt omkring 200.000 kr. blev anset som en gave til manden, idet overførelserne var kendt af banken.

I forbindelse med handel mellem ægtefæller kan der i handelsprisen ligge en delvis gave, hvis den aftalte pris ikke er i overensstemmelse med handelsprisen. Også i denne situation er det ægtefællerne, der har bevisbyrden for, at der ikke foreligger en gave, der kræver ægtepagt. Se i den forbindelse principperne i UfR 2000, 1267 VLK, hvor retten ikke fandt det dokumenteret, at en overdragelse af en fast ejendom fra skyldnerægtefællen til dennes hustru ikke var sket på almindelige handelsvilkår. Der blev i den forbindelse henset til, at hustruen havde erlagt en kontant udbetaling, havde overtaget de indestående hæftelser samt havde midler til anskaffelsen og til de løbende udgifter. Der var således ikke tale om en gave mellem ægtefæller.

Selv om en gave er givet ved ægtepagt og alle regler herfor er opfyldt, er det ikke sikkert, at kreditorerne skal respektere gavegivelsen.

Har giveren i forbindelse med ydelsen af gaven ikke beholdt utvivlsomt nok til at fyldestgøre sine kreditorer, og er giveren ikke i stand til efterfølgende at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, kan kreditor over for gavemodtageren forfølge det krav, han har på giveren, men dog kun inden for gavens værdi.

Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 33, og den betegnes ofte som "da-reglen", fordi det er en betingelse, at kreditors krav bestod, og giverens insolvens var til stede eller opstod, da gaven blev givet.

E.1.3.2 Kalenderårets overskud

Retsvirkningslovens § 31 rummer en regel, hvorefter en ægtefælle, der har overskud i årets løb, kan overføre op til halvdelen af dette overskud til den anden ægtefælle. Der er ikke tale om det skattemæssige begreb "medhjælpende ægtefælle", men om en reel overførsel.

Begrebet "overskud" er ikke defineret i loven eller i forarbejderne hertil, men det ligger fast, at der ikke er tale om skattepligtig indkomst. Der skal ved beregningen tages hensyn til giverens leveomkostninger og skatter m.v., således at der nok nærmere er tale om det, der kan kaldes "opsparingsevnen".

Betingelserne for, at en kreditor skal respektere en sådan overførsel, er,

at der udfærdiges en skriftlig opgørelse over overskuddet, som viser, hvor meget der er overført,

at opgørelsen foreligger, før en kreditor begynder at vise interesse for sagen,

at overdragelsen er reel, hvilket vil sige, at modtageren skal have dispositionsret over beløbet, og at der ikke kun er tale om en regnskabsmæssig overførsel, samt

at giveren har beholdt "utvivlsomt nok" til at fyldestgøre sine kreditorer, hvilket vil sige, at han ikke blot skal være solvent efter overførselen, men at han også har beholdt tilstrækkeligt med likvide midler til, at kravene mod ham kan fyldestgøres efterhånden som de forfalder.

Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, skal kreditorerne ikke respektere overførselen.

E.1.3.3 Overdragelse uden ægtepagt

Hvis ægtefællerne har overdraget aktiver uden oprettelse og tinglysning af ægtepagt, skal denne overdragelse kun respekteres af kreditorerne, hvis overdragelsen mellem ægtefællerne ikke krævede ægtepagt. Bevisbyrden herfor påhviler ægtefællerne.

E.1.3.4 Følger af manglende ægtepagt ved overdragelse

Hvis ægtefæller ikke kan dokumentere, at der er oprettet ægtepagt enten ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet, eller i forbindelse med ydelse af gaver, der ikke kan betragtes som almindelige lejlighedsgaver, bliver følgen, at der ikke foreligger hverken særeje eller gyldige gaver.

Kreditorerne skal som følge heraf ikke respektere de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med særeje, men kan betragte aktiverne som tilhørende den ægtefælle, der har indbragt dem i eller under ægteskabet.

Der kan derfor foretages udlæg i aktiverne, og en eventuel protest mod udlægget indbringes for fogedretten efter de gældende regler.

Se herom eksempelvis UfR 1999, 1772 ØLD, der er nævnt i afsnit E.1.3.1

E.1.4 Sammenblanding af aktiver

Som anført ovenfor vil ægtefæller normalt ikke i det daglige betragte aktiver som tilhørende den ene eller den anden af dem. Derfor vil de aktiver, et ægtepar anskaffer af dem selv, blive betragtet som anskaffet til og af familien og ikke til eller af den ene.

Det kan bero på tilfældigheder, hvem af ægtefællerne der anvender sin indtægt til betaling af aktiverne, eller der sker en sammenblanding af indtægterne på fælles konto.

I forbindelse med udlægsforretninger kan inddrivelsesmyndigheden derfor stå over for, at ægtefællerne ikke umiddelbart kan redegøre for, hvem der har anskaffet aktiverne, og til hvis bodel de hører.

Ved bedømmelsen af sådanne situationer kan følgende retningslinjer tjene som grundlag for afgørelse af ejerforholdet

Ægtefællernes forklaring kan lægges til grund, men det må tages i betragtning, at ægtefællerne har en fælles interesse, nemlig at undgå udlæg.

Ægtefællerne har bevisbyrden for ejerforholdet, og derfor har begge ægtefæller i den situation oplysningspligt jfr. TfS 1995,11 VLK (udlæg for mandens moms i en bil, der angiveligt tilhørte ægtefællen, som ikke fandtes at have ført bevis på, at hun havde betalt eller kunne have betalt købesummen for den).

Der kan kræves dokumentation for ejerforholdet i form af kvittering eller kontrakt på købet, suppleret med oplysninger om ægtefællernes indkomst- og formueforhold til bedømmelse af, om den påståede ejer har haft midler til indkøbet.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på grundlag af ægtefællernes forklaringer og dokumentationer ikke finder, at ejerforholdet er som angivet, kan sagen forelægges for den judicielle foged, hvor det også er ægtefællerne, der har bevisbyrden. Det skal dog tages i betragtning, at den judicielle foged som oftest lægger ægtefællernes forklaring til grund, hvis den virker troværdig, hvorfor inddrivelsesmyndigheden må kunne sandsynliggøre, at ejerforholdet er anderledes end anført af ægtefællerne.

Er det en ægtepagt, der bestrides af inddrivelsesmyndigheden, har denne bevisbyrden for, at ægtepagten ikke er gyldig.

E.1.5 Sameje

Sameje er det forhold, at ejendomsretten til et aktiv eller en flerhed af aktiver tilkommer flere i forening.

Sameje kan opstå ved direkte aftale - mundtlig såvel som skriftlig - og det kan opstå mere tilfældigt, f.eks. gennem arv eller gave.

Ægtefæller kan vælge at anskaffe et aktiv i sameje, hvilket vil sige, at de begge bidrager økonomisk til anskaffelsen og derfor ejer hver sin andel af aktivet, eller et for fogedretten indbragt spørgsmål om ejerforhold kan resultere i, at der statueres sameje for aktiverne.

Domstolene er imidlertid tilbageholdende med at statuere sameje mellem ægtefæller. Sameje statueres kun i de tilfælde, hvor de almindelige formueretlige regler om etablering af sameje ved aftale eller sammenblanding af aktiver fører til, at der er tale om sameje. Hvis det bevismæssigt er klart, hvem af parterne der har erhvervet aktivet, er der ringe tilbøjelighed til at acceptere, at der senere er opstået sameje, se eksempelvis UfR 1994,497 VLK, hvor retten statuerede, at der ikke i et ægteskab automatisk var opstået sameje omkring en fast ejendom, selv om hustruens indtjening lige netop rakte til at betale de løbende ydelser på ejendommen, men derimod ikke til andre anskaffelser. At ægtemanden havde bidraget til økonomien i ægteskabet gjorde ikke, at han dermed havde erhvervet ret til nogen del af den faste ejndom. Der kunne således ikke foretages udlæg i nogen del af ejendommen for hans gæld. Derimod kunne der gøres udlæg i en bil, der angiveligt tilhørte hustruen, men som hun ikke fandtes at have haft råd til at anskaffe.

I UfR 1998, 162 ØLK, afviste retten at lade et udlæg foretage i en fast ejendom, der ifølge tingbogen tilhørte skyldnerens hustru, idet et sameje ikke var opstået, selv om skyldneren havde bidraget til ydelser og udgifter vedrørende ejendommen. Ejendommen havde i hele perioden tjent som fælles bolig for ægteparret, og hustruen havde i samme periode haft indtægter. Heller ikke i UfR 1998, 1237 ØLK, blev der under lignende omstændigheder statueret sameje af en fast ejendom, der var erhvervet af hustruen. I VLK af 18. august 2003-7 V.L. B-1407-03, gengivet i Fuldmægtigen nr. 9, 2003, blev der heller ikke statueret sameje om en fast ejendom, selv om den mandlige samlever havde bidraget væsentligt til ejendommen ved at bruge 500.000 kr. af en arbejdsskadeerstatning på en i 2000 af den kvindelige samlever erhvervet fast ejendom, for hvilken der var erlagt en kontant udbetaling på 250.000 kr. af købsprisen på 498.000 kr. Manden havde bidraget med 5.000 kr. om måneden til kost og logi, og kvinden, der i forvejen havde en anden fast ejendom, kunne ikke alene betale terminsydelsen for begge ejendomme.

Er der tale om et reelt sameje, kan der foretages udlæg i bruttoanparten, der tilhører skyldnerægtefællen.

Hvis samejet er en fast ejendom, kan udlægget tinglyses i skyldnerens andel af ejendommen, og der er intet til hinder for, at andelen begæres solgt på tvangsauktion.

Er der derimod tale om sameje vedrørende løsøre, kan der næppe af-holdes tvangsauktion over skyldnerens anpart af løsøret, idet der ikke kan forventes interesserede købere til en del af et løsøreaktiv. I denne situation kan samejet - hvis der ikke kan opnås enighed med skyldnerens medejer - opsiges af udlægshaveren, såfremt der er mulighed herfor, eller opløses ved dom, hvilket dog kræver et sagsanlæg.

E.1.6 Ombytning og fornyelse af aktiver

Når aktiver, der er indbragt i eller anskaffet under ægteskabet, bliver slidt, vil de ofte skulle fornys.

Der kan efter fornyelsen eller ombytningen af et aktiv opstå tvivl om, hvem det nyanskaffede aktiv tilhører. I den situation må der tages udgangspunkt i, hvem der ejede det ombyttede eller fornyede aktiv, hvem der havde rådighed over det, og om den pågældende økonomisk havde mulighed for at foretage fornyelsen eller ombytningen.

E.1.7 Pantsætningsforbud - retsvirkningsloven §§ 18 og 19

Hovedprincippet i retsvirkningsloven om særråden og særhæften er fraveget i forhold, der er af væsentlig betydning for familien.

Efter retsvirkningslovens § 18 kan en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, som er fælleseje, og som tjener til familiens bolig, eller hvis begge ægtefællers eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til ejendommen.

Bestemmelsen gælder også fritidshuse, der benyttes af familien, men derimod ikke fx sommerhuse, der udelukkende anvendes til udlejning. Der er ikke knyttet noget krav om mindstebenyttelse af fritidsboligen for familien til bestemmelsen.

Bestemmelsen omhandler kun viljesbestemte handlinger i form af aftaler.

Ikke-ejer-ægtefællen kan derfor ikke modsætte sig, at en kreditor foretager udlæg i ejendommen, selv om den er familiens bolig, og kan heller ikke modsætte sig, at ejendommen sælges ved tvangsauktion.

Hvis den faste ejendom tilhører skyldnerens ægtefælle, kan den frivilligt stilles som sikkerhed for skylden, men det kræver samtykke fra begge ægtefæller.

Hvis en direktør i et selskab vil stille sin private ejendom som sikkerhed for selskabets skyld, er der ligeledes tale om frivillig pantsætning, som også kræver samtykke fra begge ægtefæller.

Samtykke til frivillig pantsætning af fast ejendom skal være skriftlig og kan afgives enten som et løst dokument eller ved at begge ægtefæller i udlægsbogen underskriver samtykket til pantsætningen.

Der bør så vidt muligt ved frivillig pantsætning af fast ejendom oprettes et (ejer)pantebrev, der tinglyses og dernæst håndpantsættes til SKAT som sikkerhed for en nærmere beskreven skyld. Der er dog intet til hinder for, at den frivillige sikkerhedsstillelse tinglyses på grundlag af en skriftlig pantsætningserklæring tilført fogedbogen.

Retsvirkningslovens § 19 fastslår, at frivillig pantsætning eller frivillig afhændelse af løsøre, der hører til indboet i det fælles hjem, eller som tjener som arbejdsredskaber for ikke-skyldnerægtefællen, eller som tjener til børnenes brug, er undergivet samme begrænsninger som afhændelse og pantsætning af fast ejendom.

Også i disse situationer skal den anden ægtefælles skriftlige samtykke indhentes på samme måde som anført for fast ejendom, hvis der er tale om frivillig pantsætning.

E.1.8 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn, KSL § 72, stk. 2.

KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.

Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, men domspraksis har fastslået, at skatter, der er pålignet eller bliver pålignet for det indkomstår, hvori ægteskabet er indgået, er omfattet af reglerne om subsidiært udlæg, jf. fx UfR 1982, 350 H, hvor det blev antaget, at der kunne foretages subsidiært udlæg i skatteyderens hustrus særeje for personlig skat, der var pålignet ham for hele det år, hvori ægteskabet blev indgået.

Et subsidiært udlæg foretaget medens ægtefællerne er samlevende bortfalder ikke i forbindelse med en efterfølgende samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller den skattepligtiges død. Udlægget bortfalder heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter konkurslovens regler, jf. UfR 1996,1267 ØLD. I denne sag fandt retten ikke, at et subsidiært udlæg foretaget i 1986 i hustruens ejendom for mandens skatterestance bortfaldt, selv om der efterfølgende blev afsagt kendelse om gældssanering for manden, hvorefter al gæld stiftet før 9. juni 1987 bortfaldt. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.

De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger skal også iagttages ved anvendelse af udpantningsretten i KSL § 72, stk. 2. I sagen TfS 1997, 589 ØLK ophævedes pantefogdens udlæg i ægtefællens faste ejendom, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til den forretning, hvor udlægget blev foretaget.

En ægtefælle, der er tilsagt til udlægsforretning i medfør af KSL § 72, stk. 2, kan give møde ved en befuldmægtiget, jf. TfS 1991, 397 ØLD. I denne sag gav skyldnerægtefællen den 16. august 1990 møde for ægtefællen, hvorefter ægtefællen skriftligt meddelte, at der kunne gøres udlæg i hendes delpension. Skyldnerægtefællen gav efter anmodning fra pantefogden på ny møde den 21. august 1990, og der blev efter skyldnerægtefællens anvisning foretaget udlæg i hendes bil. Landsretten fandt, at skyldnerægtefællen også under den kontinuerede udlægsforretning den 21. august 1990 havde fornøden fuldmagt fra ægtefællen til at repræsentere hende. Ægtefællen havde heller ikke på opfordring sandsynliggjort under kæremålet, at hun i august 1990 havde andet af værdi til genstand for udlæg. Fogedretten havde fastholdt udlægget, og fogedrettens kendelse blev stadfæstet af landsretten.

E.1.8.1 Forældelse af den subsidiære udlægsret

Retten til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2, forælder ikke på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod skyldnerægtefællen, jf. TfS 1990, 72 VLK. I denne sag påstod en ægtefælle udlæg for restskatter m.v. ophævet under henvisning til, at skattekravet var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter KSL § 72, stk. 2. Retten fandt ikke grundlag for en sådan antagelse.

E.1.8.2 Udlæg hos ægtefællen

Ved udlæg hos ægtefællen efter KSL § 72, stk. 2, kan der foretages udlæg i alle ægtefællens aktiver. Det er uden betydning, om aktiverne er ægtefællens særeje, jf. UfR 1982, 350 HD.

Der er 3 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle

der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv (se punkt E.1.8.2.1 )

samlivet skal bestå på udlægstidspunktet (se punkt E.1.8.2.2 )

restancerne skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået (se punkt E.1.8.2.3 ).

E.1.8.2.1 Forgæves udlæg hos skyldneren

Det er en betingelse for foretagelse af subsidiært udlæg , at der er foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen. Det forgæves udlæg må være foretaget hos skyldneren selv og skal være konstateret, mens ægtefællernes samliv bestod, jf. UfR 1980, 725 H, hvor retten ophævede et udlæg foretaget hos hustruen for mandens skattegæld, da det ikke var godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne bestod på udlægstidspunktet.

Hvis denne har indgået en afdragsordning, der overholdes, bør subsidiært udlæg i aktiver, der tilhører ægtefællen, dog ikke bringes i anvendelse. Såfremt ægtefællen kommer til aktiver i et omfang, der markant forbedrer skyldnerægtefællens betalingsevne, må afdragsordningen om fornødent opsiges og genforhandles i lyset af den nye betalindsevnesituation.

Tvangsakkord hos den skattepligtige selv sidestilles med forgæves udlæg, idet der herved er konstateret, at der ikke kan opnås dækning hos den skattepligtige selv, jf. UfR 1984, 327 VLD. Er skyldnerens bo taget under konkursbehandling sidestilles dette ligeledes med forgæves udlæg.

Ejer skyldneren ikke tilstrækkelige aktiver til dækning af hele restancen og er en udlægsforretning derfor afsluttet som delvis forgæves, kan der, når det udlagtes værdi er fastslået, foretages udlæg hos ægtefællen for restbeløbet.

E.1.8.2.2 Samlivet skal bestå på udlægstidspunktet

Begrebet samlevende har domstolene taget stilling til i TfS 1997, 833 ØLK. I denne sag havde kommunen i 1996 foretaget i udlæg i ægtefællens udbetalte overskydende skat til dækning af skyldnerægtefællens skatterestance. Ægtefællerne var samboende i udlandet, og skattepligten til Danmark var ophørt. Ægtefællen gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2, da ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark, og derfor ikke var samlevende i skattemæssig forstand, jf. KSL § 4, stk. 6. Fogedretten bemærkede, at begrebet samlevende i § 72, stk. 2, må forstås som faktisk samlevende, uanset om det foregår her i landet eller i udlandet, og da ægtefællen boede sammen med sin mand i England, var betingelserne for at foretage udlæg efter § 72, stk. 2, til stede på udlægstidspunktet. Fogedretten stadfæstede herefter det foretagne udlæg. Landsretten bemærkede, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos skyldnerægtefællen i 1994, og stadfæstede herefter fogedrettens kendelse.

Det må antages, jf. UfR 1980, 725 HD, at pantefogden skal godtgøre, at samlivet består på udlægstidspunktet. I denne sag foretog en pantefoged udlæg i henhold til KSL § 72, stk. 2, hos en ægtefælle for skyldnerægtefællens skattegæld. Østre Landsrets ophævelse af udlægget blev stadfæstet af Højesteret, da Højesteret heller ikke fandt sagen "således oplyst, at det kan anses for godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne, uanset at skyldneren forlader landet, dog bestod ved udlæggets foretagelse".

E.1.8.2.3 Restancer vedrørende indkomstår, hvori samlivet

har bestået

Der kan foretages subsidiært udlæg i en ægtefælles aktiver for skatterestancer pålignet indenfor skatteåret, der forfalder inden for hele det indkomstår, som ægteskab indgås i, men ikke for skatter, der er pålignet for tidligere indkomstår end det, som ægteskabet er indgået i. Dette spørgsmål har været behandlet i blandt andet UfR 1982, 350 H og i sagen TfS 1986, 504 (Skattedepartementets afgørelse), hvor det blev fastslået, at der kan gøres subsidiært udlæg i ægtefællens aktiver for B-skatterater, som forfaldt inden for hele det indkomstår, som ægteskabet blev indgået i.

Subsidiært udlæg kan også foretages på trods af en mellemkommende separation, jf. TfS 1999, 777 ØLK. I denne sag foretog pantefogden i 1999 udlæg i ægtefællens ejendom for skyldnerens skatterestancer for årene 1994 og 1995. Ægtefællerne levede sammen til og med 27. oktober 1995, på hvilket tidspunkt de blev separeret. På udlægstidspunktet i 1999 levede de igen sammen. Da der forgæves var søgt udlæg hos ægtefællen, fandt landsretten, at det var berettiget, at der var gjort udlæg hos hustruen. Landsretten stadfæstede herefter udlægget.

Samme udfald fik sagen i TfS 1999, 510 ØLK, idet landsretten bemærkede, at den omstændighed, at ægtefællerne havde været separeret i perioden fra december 1996 til maj 1998, da de genoptog samlivet, ikke kunne tillægges betydning for hustruens subsidiære hæftelse. Ægtefællerne var samlevende i 1994 og 1996, bortset fra 20 dage, og da der forgæves var søgt foretaget udlæg hos skyldnerægtefællen, hæftede ægtefællen for skatterestancerne for 1994 efter KSL § 72, stk. 2.

Ved skilsmisse bortfalder ifølge TfS 1996, 592 VLK den subsidiære hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter KSL § 72, stk. 2. I denne sag blev det fastslået, at hæftelsen bortfaldt ved parternes separation, hvor samlivet samtidig ophørte, og den efterfølgende skilsmisse. Senere indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsret over for skyldnerens ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, der vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, og senere år.

E.1.8.3 Subsidiært udlæg i ægtefællens overskydende skat

Hovedreglen er, at overskydende skat skal udbetales straks efter den er betalingsmoden. Ved betalingsmoden forstås, at kommunen har sikret, hvilket beløb, der er til udbetaling.

Ekspeditionstiden i forbindelse med udbetalingerne må normalt ikke overstige 14 dage.

I de tilfælde, hvor subsidiært udlæg foretages i den anden ægtefælles overskydende skat til dækning af skyldner-ægtefællens skatterestancer, skal det subsidiære udlæg foretages inden udløbet af den nævnte frist på 14 dage.

E.1.8.4 Subsidiært udlæg hos børn

Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2.

Bestemmelsen har kun betydning i begrænset omfang.

E.1.9 Registreret partnerskab

Med virkning fra 1. oktober 1989 er gennemført lov om registreret partnerskab, som kun omhandler personer af samme køn.

Loven fastslår, at bestemmelserne i retsvirkningsloven gælder for sådanne registrerede parforhold, hvilket medfører, at inddrivelsesmyndigheden i udlægsmæssig henseende skal betragte sådanne fuldstændigt som ægtepar.

Rigistrerede partnerforhold sidestilles med ægtefæller i traditionel forstand. Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse i kildeskattelovens § 72, stk. 2.

E.1.10 Formueforholdet mellem samlevende

En stadig stigende del af befolkningen vælger at leve sammen uden at indgå ægteskab.

Det er nødvendigt for inddrivelsesmyndigheden, at kende retsgrundlaget for formueforholdet i sådanne parforhold.

Der findes ikke særskilt lovgivning omkring formueforholdet for samlevende personer, og retsvirkningslovens bestemmelser gælder ikke for sådanne forhold.

Hver part råder derfor over sine egne aktiver og hæfter for sin egen gæld som en selvstændig person.

Der kan ikke oprettes ægtepagt i et sådant parforhold, men parterne kan naturligvis handle indbyrdes.

Der kan også i et sådant parforhold opstå sameje omkring aktiver, og der gælder samme regler for udlæg i samejeaktiver som inden for ægteskaber.

Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse i KSL § 72, stk. 2.

F Forældelse

En fordring kan ophøre på flere forskellige måder, hvoraf den vigtigste er, at fordringen opfyldes efter sit indhold, eksempelvis ved, at en borger eller virksomhed betaler et skyldigt skatte-og afgiftskrav.

Et andet eksempel på, at en fordring ophører med at eksistere, er, at den dækkes gennem modregning, hvilket er behandlet i afsnit K.

Herudover ophører en fordring, hvis kreditor opgiver (giver afkald på) sin ret, eksempelvis ved at fordringshaver eftergiver skyldneren hans gæld, medvirker til en akkord, eller at skifteretten bestemmer, at skyldneren skal have gældssanering. Se herom i afsnit H.

Endelig er forældelse en ophørsgrund, som behandles i dette afsnit.

F.1 Indledning

Ved forældelse af krav forstås, at en fordring ophører med at eksistere, når der er forløbet et vist tidsrum, uden at hverken fordringshaver eller skyldner har handlet på en bestemt måde, som viser den anden part, at den pågældende stadig regner med fordringen, som henholdsvis et aktiv eller et passiv.

Hovedformålet bag regler om forældelse er at skabe faste regler, der gennemgående skaber sikkerhed og klarhed, idet det ofte er vanskeligt at skaffe et pålideligt bevis for gamle begivenheder samtidig med, at fordringshaveren typisk ikke vil føle reglerne om forældelse som et tab, fordi han enten har glemt fordringen eller ikke længere regner med den.

Når en fordring er forældet, er den, som nævnt, faldet bort og på den måde ikke længere retskraftig. Det betyder bl.a., at kreditor ikke kan opnå dom for sit krav eller bruge det til almindelig modregning.

Når en fordring er forældet, bortfalder også visse krav på biydelser, der hører sammen med fordringen.

Det bevirker, at krav på renter af "hovedfordringen" falder bort, selv om rentekravet ikke i sig selv ville være forældet, hvis det blev bedømt som en selvstændig fordring.

Efter samme betragtninger bortfalder en kautionists forpligtelse for det pågældende krav, selv om kautionsforpligtelsen ikke selvstændigt er forældet.

De vigtigste forældelsesregler findes i Danske Lov og i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, hvilken sidste i det følgende i flæng vil blive kaldt forældelsesloven eller 1908-loven.

Endelig findes der spredt i lovgivningen forældelsesregler for særlige fordringer.

Til fordel for skyldneren er forældelsesreglerne præceptive eller ufravigelige, hvilket betyder, at parterne ikke på forhånd gyldigt kan aftale, at fordringen ikke forældes, eller at den først forælder senere, end lovreglerne foreskriver.

Forældelse indtræder uden videre, når forældelsesfristen udløber, og skyldneren behøver ikke at være i god tro med hensyn til fordringens eksistens. Egentlig svig fra debitors side kan dog undertiden udelukke, at fordringen forældes.

Hovedreglen er en 20 årig forældelsesfrist, jf. DL 5-14-4.

DL 5-14-4 omfatter efter sin ordlyd kun gældsbreve, men det er almindeligt anerkendt, at reglen gælder fordringer i almindelighed.

En undtagelse til Danske Lovs forældelsesfrist er den 5 årige forældelsesfrist, som er fastsat i 1908-loven.

1908-loven er enkel i sin systematik.

l § 1 opregnes hvilke krav, der er omfattet af loven, § 2 angiver, hvordan forældelsesfristen kan afbrydes, og § 3 angiver hvilke forhold, der kan standse (suspendere) forældelsesfristens løb.

Den 5 årige forældelsesfrist omfatter kun fordringer, der er nævnt i § 1, stk. 1, og dens område kan ikke udvides ved at slutte analogt.

Da skatte- og afgiftskrav udtrykkeligt er nævnt i lovens § 1, stk. 1, nr. 4, er disse fordringer og renter heraf omfattet af loven og dermed af dennes forældelsesfrist på 5 år.

Det betyder omvendt, at krav, der ikke udtrykkeligt er nævnt i 1908-loven, skal behandles efter reglerne i Danske Lov, der, som tidligere nævnt, er hovedreglen.

I TfS 2001, 973 TSS fastslog Told- og Skattestyrelsen, at et tilbagesøgningskrav på pensionsbeskatningsafgift ikke kunne anses for at være omfattet af den udtømmende opregning i 1908-loven og dermed af den 5 årige forældelsesfrist. At den udbetaling, der begrundede afgiftsindeholdelsen, senere bortfaldt, medførte ikke, at der blev tale om et tilbagesøgningskrav af en type der kunne henføres til 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 6 om krav, der hidrører fra betaling af beløb, som var betalt i urigtig formening om skyld. Det hænger sammen med, at udbetaleren af en udtrædelsesgodtgørelse har pligt til at indeholde pensionsbeskatningsafgift i forbindelse med udbetalingen, hvorved det indeholdte beløb netop ikke er betalt i urigtig formening om skyld.

Tilbagesøgningskravet på pensionsbeskatningsafgiften blev på den måde bedømt efter Danske Lovs regler om 20 årig forældelse og ansås følgelig ikke for forældet.

I den konkrete sag fik et medlem af en pensionskasse i 1996 udbetalt en såkaldt kontant udtrædelsesgodtgørelse, hvilket var foranlediget af, at medlemmet havde fået afslag på sin anmodning om invalidepension. I forbindelse med udbetalingen af udtrædelsesgodtgørelsen indeholdt pensionskassen 60% af godtgørelsen til dækning af pensionsbeskatningsafgift.

I marts 2001 fik medlemmet på grund af ændret praksis på området tilkendt invalidepension med tilbagevirkende kraft fra december 1995. Den tidligere udbetalte udtrædelsesgodtgørelse blev herefter modregnet i invalidepensionen.

Herefter rejste pensionskassen på medlemmets vegne krav om at få tilbagebetalt den oprindeligt indeholdte afgift af udtrædelsesgodtgørelsen, hvorved spørgsmålet opstod, efter hvilke forældelsesregler tilbagesøgningskravet skulle bedømmes.

Det er ligeledes Danske Lovs forældelsesfrist, der gælder, hvis den 5 årige forældelse efter 1908-loven først begynder at løbe mere end 15 år efter, at fordringen er stiftet, enten fordi den først forfalder til betaling på dette sene tidspunkt, eller fordi forældelsens løb er standset på grund af kreditors uvidenhed om eksempelvis sit krav. Danske Lovs regler gælder således "ved siden af" 1908-lovens regler, således at alle typer krav omfattes af hovedreglen i dansk ret.

Hvis der for fordringen er tilvejebragt et særligt retsgrundlag, fx. i form af et gældsbrev, et retsforlig, en dom eller et frivilligt forlig, gælder 1908-lovens forældelsesfrist heller ikke, men derimod Danske Lovs 20 årige forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 1, sidste pkt.

Konkluderende kan det således anføres, at den praktiske hovedregel for skatte- og afgiftskrav er en 5 årig forældelse, omend den 20 årige forældelse er den teoretiske hovedregel og løber "ved siden af" den 5 årige forældelse.

F.2 Indtrædelse af forældelse - forældelsesfristens længde og beregning

Forældelse indtræder, som nævnt i forrige afsnit, når forældelsesfristen er løbet ud, uden at den er afbrudt eller suspenderet.

Når forældelsesfristen skal beregnes, regner man traditionelt kun med hele dage, og begyndelsesdagen regnes ikke med. Dette gælder såvel ved beregning af den 20 årige forældelsesfrist efter Danske Lov som ved beregning af den 5 årige forældelsesfrist efter 1908-loven.

Det vil sige, at når fordringen forælder i X år fra den 31. august, er forældelsen indtrådt X år senere, men først, når den 31. august er gået til ende, uden at forældelsesfristen har været afbrudt.

F.2.1 Forældelsesfristens længde og beregning efter DL 5-14-4

Forældelsesfristen efter DL 5-14-4 er 20 år og regnes fra det tidspunkt, hvor fordringen stiftes.

Et krav anses i almindelighed for at være stiftet på det tidspunkt, hvor debitor har forpligtet sig over for kreditor til at erlægge en ydelse.

Inden for det skatte- og afgiftsretlige område anses krav på eksempelvis personlig skat for stiftet ved indkomstårets udløb, jf. UfR 1987, 925 HD. Det samme gælder krav på selskabsskatter.

Indeholdte A-skatter stiftes på det tidspunkt, hvor indeholdelsespligten indtræder, hvilket normalt er på det tidspunkt, hvor A-indkomsten udbetales, jf KSL § 46, og momskrav stiftes når momsperioden udløber, hvilket typisk er ved udgangen af et kvartal.

Hvis den 20 årige forældelse baserer sig på et særligt retsgrundlag, regnes forældelsesfristen normalt fra det tidspunkt, hvor debitor er blevet forpligtet, eksempelvis underskriftens dato på et gældsbrev.

F.2.2 Forældelsesfristens længde og beregning efter 1908-loven

Fristen efter 1908-loven er 5 år og løber fra det tidspunkt, hvor fordringshaver kan kræve fordringen betalt, jf. lovens § 2. Der regnes ikke med datoen for sidste rettidige indbetalingsdag, jf. UfR 1959, 718 ØLD og TfS 1989, 618 VLD.

Det betyder, at eksempelvis et momskrav, der er forfaldent den 1. august 1998, forælder den 1. august 2003, hvis der ikke senest på denne dag er foretaget skridt, der afbryder forældelsen, se nedenfor under afsnit F.3 .

Et skatte- og afgiftskravs forfaldstidspunkt vil sædvanligvis fremgå af den pågældende skatte- og afgiftslov.

I de tilfælde, hvor loven bestemmer, at kravet skal opdeles i et antal rater, der forfalder til nærmere fastsatte tidspunkter, regnes forældelsesfristen for hver rate for sig, der således betragtes som selvstændige krav i relation til forældelsesfristens længde og beregning.

Som eksempel herpå kan nævnes et indkomstårs restskat, der typisk forfalder til betaling i 3 rater, henholdsvis den 1. september, den 1. oktober og den 1. november i det år, der følger umiddelbart efter det indkomstår, skatten vedrører. Forældelse af de pågældende rater (skattekrav) indtræder på den måde 5 år efter, at de enkelte rater er forfaldne, nemlig henholdsvis den 1. september, 1. oktober, og 1. november 5 år senere, jf. TfS 1989, 618 VLD.

Den 5 årige forældelsesfrist for upålignede skattekrav løber fra den dag, der ville være forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligning for det pågældende indkomstår, jf. TfS 1993, 341 ØLD, hvor forældelsesindsigelsen var til påkendelse for så vidt angår selskabsskat.

Det betyder, at upålignede skatter i forhold til skatteyderen betragtes som restskatter således, at forældelsesfristen først løber fra forfaldstidspunkterne for restskatteraterne, der opkræves på normal måde, og ikke allerede fra udløbet af det pågældende indkomstår, som de upålignede skatter vedrører.

F.3 Afbrydelse af forældelsen

Forældelsesfristen kan efter såvel Danske Lov, som 1908-loven afbrydes med den virkning, at der begynder at løbe en ny forældelsesfrist. Den nye frist vil som udgangspunkt have den samme længde som den afbrudte.

De forældelsesafbrydende skridt skal (naturligvis) være foretaget, inden forældelsesfristen er udløbet.

De forældelsesafbrydende skridt for de to love er imidlertid ikke helt sammenfaldende, hvorfor de beskrives for hver for sig.

F.3.1 Afbrydelse af den 20 årige forældelse - DL 5-14-4

Den 20 årige forældelse efter DL 5-14-4 kan afbrydes på én af de tre måder, der er beskrevet nedenfor.

F.3.1.1 DL 5-14-4 - Skyldners anerkendelse af gælden

En anerkendelse af gælden foreligger, hvis skyldner handler på en måde, der kan sidestilles med en direkte anerkendelse.

Hvis skyldneren således afgiver et bindende løfte om at opfylde sin forpligtelse, eller den pågældende handler på en måde, som er tilstrækkelig til at forpligte ham til at opfylde kravet, således at han ved den nye handling forpligter sig til at opfylde kravet, selv om han ikke var forpligtet til det i forvejen, foreligger der en sådan anerkendelse, som er tilstrækkelig til at afbryde den 20 årige forældelse.

Anerkendelsen behøver dog ikke være et bindende løfte (dispositiv), men hvis den ikke er det, skal den dog vise, at skyldneren ved, at han er forpligtet til at opfylde fordringen.

Anerkendelsen skal således hverken være skriftlig eller udtrykkelig, men kan foretages ved at skyldneren handler.

På den måde vil betaling af renter normalt være tilstrækkeligt til at udgøre en stiltiende erkendelse af gælden, da rentekravet udspringer af gælden, jf. UfR 1967, 325 HD.

Hvis debitor betaler afdrag, er det ikke i sig selv en anerkendelse af restgælden, men kan efter omstændighederne være det og er i så fald forældelsesafbrydende.

I øvrigt er kravene til, om debitor kan anses for at have erkendt gælden og dermed afbrudt forældelsen, de samme, som gælder, når den 5 årige forældelse skal afbrydes, se F.3.2.1 .

F.3.1.2 DL 5-14-4 - Kreditors påmindelse

DL 5-14-4 fortolkes sådan, at enhver handling, hvorved kreditor minder debitor om kravet og samtidig fastholder sit krav, er forældelsesafbrydende.

Det kræves således hverken, at kreditor iværksætter nogen retsskridt, eller at påmindelsen foretages på nogen bestemt måde, jf. UfR 1959, 258, hvor et krav fremsat af kreditor under en politiafhøring blev anset for tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen.

Det eneste, der kræves, er, at meddelelsen skal være kommet frem til skyldneren, idet påmindelsen efter aftalelovens systematik er et påbud, der har virkning, når den er kommet frem til debitor, uden at denne nødvendigvis har fået kendskab til indholdet af meddelelsen. Af bevismæssige grunde bør påmindelsen dog altid være skriftlig.

Det er kun den 20 årige forældelse, der kan afbrydes ved, at fordringshaver minder skyldneren om hans gæld. Det er således ikke et skridt, der afbryder den 5 årige forældelse.

F.3.1.3 DL 5-14-4 - Retslige skridt

Retsforfølgningsskridt afbryder den 20 årige forældelse, forudsat at de uden ufornødent ophold gennemføres til forlig, dom eller anden retsafgørelse. Dette gælder, uanset om forliget, dommen eller retsafgørelsen først forligger efter forældelsesfristens udløb.

Hvis kreditor anlægger sag, afbrydes forældelsen således allerede, når stævningen forkyndes.

Hvis fogden foretager udlæg for et skatte- og afgiftskrav, afbrydes forældelsen den dag, udlægsforretningen afsluttes, jf. RPL § 527 og UfR 2000, 1504 HD.

Såfremt der i retsforfølgningen har ligget en påmindelse fra kreditor om kravet, eksempelvis i forbindelse med at en stævning er blevet forkyndt over for skyldneren, indebærer dette normalt en påmindelse, som i sig selv afbryder forældelsens løb, og i så fald stilles der ikke krav om, at sagen er fremmet uden ugrundet ophold.

Også den 5 årige forældelse afbrydes på denne måde, se F.3.2.2 .

F.3.2 Afbrydelse af den 5 årige forældelse - 1908-loven

Den 5 årige forældelsesfrist kan efter 1908-lovens § 2 afbrydes på én af de to måder, der er beskrevet nedenfor.

F.3.2.1 Skyldner erkender gælden, jf. § 2, 2. pkt.

Skyldners erkendelse af, at han skylder et beløb, er tilstrækkelig, uanset hvorledes den fremtræder. Den behøver således hverken at være skriftlig eller at indeholde en viljesbestemmelse (være dispositiv), men kan dog ikke foreligge ved passivitet.

I den forbindelse bemærkes, at en skriftlig og dispositiv anerkendelse af gælden oftest vil virke, ikke blot som en afbrydelse, men for fremtiden helt vil udelukke den 5 årige forældelse, idet den vil skabe et sådant særligt retsgrundlag, der udelukker forældelse efter 1908-loven, jf. lovens § 1, sidste stk.

Det vil derfor bero på en konkret vurdering i hvert enkelte tilfælde, om der anses at være tilvejebragt et særligt retsgrundlag, der bringer forældelse af et krav ud af 1908-lovens regi med den følge, at kravet forældes efter Danske Lovs 20 årige forældelsesfrist.

Således er en skriftlig, rent ensidig og ubetinget skylderklæring, som er afgivet i et gældsbrev, et særligt retsgrundlag, medens et pantsætningsdokument, der ikke fastslår, at udstederen skylder et bestemt beløb, men i almindelige udtryk giver fordringshaveren sikkerhed for skyldnerens nuværende eller fremtidige gæld, ikke opfylder betingelserne for at kunne anses for et særligt retsgrundlag. Heller ikke en veksel, check eller kautionsforpligtelse, udstedt af skyldneren for det skyldige beløb udgør et sådant særligt retsgrundlag, der udelukker den 5 årige forældelse.

Da 1908-lovens § 2 er tiltænkt at have et selvstændigt indhold, kan det derfor ikke ubetinget kræves, at debitor udtrykkeligt bekræfter gældens tilblivelse og størrelse, og i den forbindelse bemærkes, at retspraksis har været tilbageholdende med at statuere, at der foreligger et særligt retsgrundlag.

På den anden side afbrydes forældelsen ikke, blot fordi debitor anerkender, at han skylder et eller andet beløb af en uvis størrelse, heller ikke selv om anerkendelsen oplyser i kraft af hvilket bestemt mellemværende, beløber skyldes.

Anerkendelsen afbryder kun forældelsen, hvis den angår en bestemt gældspost. Hertil hører som udgangspunkt, at anerkendelsen nævner gældens størrelse, eller i det mindste, at der ikke mellem parterne består nogen rimelig tvivl om størrelsen af den anerkendte fordring.

Erkendelsen behøver derfor ikke udtrykkeligt nævne fordringens beløb, blot det er tydeligt, hvilken fordring skyldneren erkender,

I en række domme er det således statueret, at debitors omtale af eller henvisning til gælden har udgjort en erkendelse, fordi der ikke har været tvivl om, hvilken gæld debitor har henvist til, se eksempelvis UfR 1932, 1104 ØLD, UfR 1956, 900 ØLD, UfR 1958, 407 ØLD og TfS 2000, 234 ØLK.

Betaling af renter afbryder i almindelighed forældelsen, fordi der i opgørelsen og betalingen af et bestemt rentebeløb ikke blot ligger en - omend stiltiende - anerkendelse af, at der består en gæld, men også af, hvor meget der skyldes, se eksempelvis UfR 1918, 243 og UfR 1977, 1010 VLD. Betragtningen er den, at rentebeløbet kan beregnes på grundlag af rentefoden, rentetiden og restgælden, hvilken sidste debitor således derfor må anses at have anerkendt med sin rentebetaling.

Betaling af afdrag afbryder som udgangspunkt ikke forældelsen, fordi det sjældent er klart, om der overhovedet er en restgæld, eller om der består et fast givet forhold mellem størrelsen af afdraget og den eventuelle restgæld, se UfR 1937, 43 HD og UfR 1938, 852 ØLD.

Undertiden har debitors betaling af afdrag forældelsesafbrydende virkning. Det kan være tilfældet, hvis debitor må antages at kunne indse, at betaling under de foreliggende omstændigheder giver kreditor grund til at tro, at debitor er enig med ham om størrelsen af restgælden. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor debitor betaler efter at have modtaget opgørelser over mellemværendet, eller betalingen følger en bestemt amortiseringsplan, som i UfR 1960, 1095 ØLD og UfR 1967, 325 HD og kommentaren hertil i UfR 1967 B 267.

Når en person ansøger om at få eftergivet sin gæld, vil en sådan anmodning normalt blive betragtet som en erkendelse af, at den pågældende skylder beløbet og som følge heraf have forældelsesafbrydende virkning. Se UfR 1935, 253 HD, TfS 1984, 322 SKD, TfS 1997, 586 B og TfS 2000, 234 ØLK.

Når en skyldner søger om en henstands- eller en afdragsordning, kan det ikke umiddelbart anses for en erkendelse af gælden, hvorfor en sådan anmodning ikke automatisk afbryder forældelsens løb. Spørgsmålet må afgøres ud fra en konkret bedømmelse af omstændighederne i hver enkelt sag, om skyldner ved sin ansøgning om henstand eller afdragsordning må anses for at have anerkendt sin gæld på en så klar måde, at det medfører afbrydelse af den 5 årige forældelse, se nærmere nedenfor under F.5 .

Skyldners anerkendelse af fordringen kan foreligge, hvis virksomheden afgiver en rettelsesredegørelse eller efterangivelse, dvs. underskriver eller på anden måde tiltræder efterangivelsen mv.

I øvrigt er kravene til, om debitor kan anses for at have erkendt gælden og dermed afbrudt forældelsen, de samme, som når den 20 årige forældelse skal afbrydes, se F.3.1.1 .

F.3.2.2 Retslige skridt, jf. § 2, 2. pkt.

Retsforfølgningsskridt afbryder den 5 årige forældelse, forudsat at de uden ufornødent ophold gennemføres til forlig, dom eller anden retsafgørelse. Dette gælder, uanset om forliget, dommen eller retsafgørelsen først forligger efter forældelsesfristens udløb.

Hvis kreditor anlægger sag, afbrydes forældelsen således allerede, når stævningen forkyndes over for skyldneren.

Såfremt der i retsforfølgningen har ligget en påmindelse fra kreditor om kravet, eksempelvis i forbindelse med at en stævning er blevet forkyndt over for skyldneren, indebærer dette normalt en påmindelse, som i sig selv afbryder forældelsens løb, og i så fald stilles der ikke krav om, at sagen er fremmet uden ugrundet ophold.

Hvis pantefogden foretager udlæg for et krav, afbrydes forældelsen den dag, udlægsforretningen afsluttes, jf. RPL § 527 og UfR 2000, 1504 HD.

Afbrydelsen sker, uanset om udlægsforretningen fører til udlæg, eller den må sluttes som forgæves, fordi skyldneren intet ejer til genstand for udlæg, jf. UfR 1997, 1466 ØLK, også selv om der, som det var tilfældet i den aktuelle sag, efterfølgende havde været korrespondance mellem parterne vedrørende kravets opgørelse.

Det bemærkes, at udlægget ikke i sig selv betragtes som et særligt retsgrundlag, der bringer fordringen ind under den 20 årige forældelse. Derimod kan der under udlægsforretningen være skabt et særligt retsgrundlag, som bringer kravet ind under den 20 årige forældelse. Dette gælder eksempelvis, hvis skyldner under udlægsforretningen underskriver et forlig, der opfylder betingelserne i 1908-lovens § 1, sidste pkt.

Forældelsens løb afbrydes desuden, hvis kreditor indgiver konkursbegæring mod debitor, såfremt konkursbegæringen er støttet på fordringen. Også anmeldelse af fordringen i konkurs- og dødsboer samt anmeldelse af fordringen i sager om tvangsakkord og gældssanering betragtes som retslige skridt, der har forældelsesafbrydende virkning, se nærmere herom i afsnit F.7 .

Derimod betragtes fremsendelse af en lønindeholdelsesbegæring ikke som et retsskridt, der afbryder forældelsen efter 1908-loven, jf. UfR 1998, 1709 VLD.

Så meget desto mindre er udsendelse af rykkere eller korrespondance med skyldneren retsskridt, der kan afbryde forældelsen, medmindre der heri kan ligge en anerkendelse af gælden fra skyldners side.

F.3.3 Afbrydelseserklæringer

Hvis en skyldner har indsigelse mod opkrævningsgrundlaget og derfor indbringer afgørelsen for Landsskatteretten, har klagen i almindelighed ikke opsættende virkning med hensyn til inddrivelsen af kravet, jf. statsskattelovens § 38.

Der kan dog forekomme tilfælde, hvor det vil være urimeligt at gennemføre udlægsforretningen, før klageinstansen har truffet afgørelse. Det skal dog pointeres, at sagens indbringelse for Landsskatteretten ikke afbryder forældelsesfristens løb, hvorfor udlæg som udgangspunkt bør foretages også i sådanne sager.

RIM kan dog undlade at foretage udlæg, hvis skyldneren skriftligt giver afkald på at ville gøre forældelsesindsigelsen gældende. Det er dette skriftlige afkald, der kaldes for en "afbrydelseserklæring.

På trods af erklæringens benævnelse afbryder den ikke forældelsens løb, men suspenderer kun forældelsen for den periode, den selv fastsætter.

Det afhænger af indholdet af den enkelte erklæring, hvor lang tid den gælder og hvad den omfatter.

Meget typisk vil det være hensigtsmæssigt at lade erklæringen omfatte en periode på højst 1 år ud fra det synspunkt, at "stridsspørgsmålet" normalt vil være løst inden for denne tid. RIM skal i alle tilfælde sørge for at få debitor til at underskrive en ny erklæring, hvis klagesagen ikke er afsluttet, inden sluttidspunktet for afbrydelseserklæringen indtræder.

F.4 Suspension af forældelsen

Forældelsesfristens løb kan blive standset med den virkning, at den først begynder at løbe eller løber videre - hvis den allerede er begyndt at løbe - når den hindring, der hjemler suspensionen, er ophørt. Sidstnævnte situation får navnlig praktisk betydning, når skyldneren forsvinder.

I modsætning til afbrydelse medfører suspension således alene, at forældelsen ikke løber, og når suspensionsgrunden ophører, løber forældelsen videre.

Det bevirker, at den tid, der er forløbet, inden skyldneren forsvandt, skal lægges sammen med den tid, der er gået efter, at kreditor atter har fået mulighed for at gøre sin ret gældende.

Indtræder der en suspensionsgrund efter fx. 3 år vil, "forældelsesuret" således stå stille indtil det tidspunkt, hvor suspensionsgrunden ophører, og der er herefter 2 år tilbage, inden kravet forældes.

Det er kun 1908-loven, som indeholder en regel om suspension, hvorimod Danske Lov savner en tilsvarende bestemmelse. Baggrunden er formentlig, at den 20 årige forældelsesfrist i sig selv levner fordringshaveren en meget længere frist til at få sit krav inddrevet, og at kreditor kan afbryde den 20 årige forældelsesfrist blot ved at minde debitor om kravet.

Reglen om suspension af forældelse findes i forældelseslovens § 3, som nævner to af de grunde, der kan hindre eller vanskeliggøre inddrivelse af fordringen. Disse er kreditors utilregnelige uvidenhed om, at han har et krav og kreditors utilregnelige uvidenhed om, hvor skyldneren opholder sig. Disse grunde beskrives nærmere nedenfor under afsnittene F.4.1 og F.4.2 .

1908-lovens § 3 anses for at være udtømmende og kan derfor ikke fortolkes udvidende. Det medfører, at andre hindringer for at inddrive kravet, eksempelvis at lovgivningen i det land, hvor debitor opholder sig, gør det umuligt at inddrive fordringen, normalt ikke suspenderer forældelsens løb, jf. TfS 1992, 213 VLD.

Fælles for de to suspensionsgrunde er, at kreditor skal have været i utilregnelig uvidenhed. Hermed menes, at kreditors uvidenhed ikke må skyldes uagtsomhed hos ham selv.

F.4.1 Utilregnelig uvidenhed om kravets eksistens

Den første suspensionsgrund består i, at fordringshaveren på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav har været ude af stand til at gøre sin ret gældende. Herunder omfattes også det forhold, at kreditor ikke ved, hvem han skal rette sit krav mod.

Uvidenhed om kravet kan navnlig forekomme i forbindelse med erstatningskrav, det offentliges krav på skatter og afgifter samt tilbagebetalingskrav, der er opstået ved, at det offentlige, en privat person eller virksomhed har betalt et beløb, som den pågældende fejlagtigt troede, han var forpligtet til.

Hvis fordringshaveren således ikke har været i stand til at gøre sin ret gældende, fordi han hverken vidste eller burde have vidst, at han havde et tilgodehavende, suspenderes forældelsens løb efter § 3. Dette betyder, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren har været i stand til at kræve sit tilgodehavende betalt, forudsat han har udvist almindelig omhu.

Det vil for skatte- og afgiftskrav sige, at kravenes forældelse regnes fra det tidspunkt, da skatte- og afgiftsmyndighederne efter at have modtaget de foreskrevne selvangivelser, redegørelser, angivelser arve- eller gaveanmeldelser e.lign. burde have været i stand til at beregne skatte- eller afgiftsbeløbet og gøre kravet gældende. Om dette er tilfældet, beror på en konkret vurdering.

Se TfS 1998, 140 ØLD, hvor landsretten fandt, at forældelsesfristens løb var suspenderet, og myndighedernes krav på arveafgift derfor fortsat bestod. Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at myndighederne ikke havde haft grundlag for at opgøre deres arveafgiftskrav. Forældelsespåstanden blev ikke gentaget for Højesteret, se nu TfS 2001, 898 H.

Modsat udfald fik sagen i UfR 1981, 738 ØLD, hvor et skattekrav blev anset for forældet, da retten fandt, at skattemyndighederne havde haft de nødvendige oplysninger til at opgøre deres krav, og forældelsens løb derfor ikke var suspenderet.

Det er alene utilregnelig uvidenhed om de faktiske forhold omkring kravets eksistens, der kan begrunde suspension. At kreditor har været i en retsvildfarelse, eller at myndighedernes praksis generelt er blevet underkendt ved klageinstanserne, er ikke forhold, der suspenderer forældelsesfristens løb.

F.4.2 Utilregnelig uvidenhed om debitors opholdssted

Den anden suspensionsgrund består i, at kreditor på grund af sit utilregnelige ukendskab til skyldnerens opholdssted har været afskåret fra at gøre sit krav gældende.

Uvidenhed om debitors opholdssted kan navnlig forekomme i de tilfælde, hvor skyldner i en periode har opholdt sig i udlandet.

Hvis fordringshaveren på grund af utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, suspenderes forældelsen, jf. § 3. Dette betyder, at forældelsesfristen først løber videre fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren får kendskab til skyldners opholdssted, forudsat at kreditor har udvist almindelig omhu med hensyn til at finde ud af, hvor skyldneren opholder sig.

I den forbindelse opstår spørgsmålet, hvilke bestræbelser kreditor skal foretage for at skaffe sig oplysning om kreditors opholdssted, for at han kan siges at have udvist den fornødne omhu.

Kreditor skal i det mindste foretage sig et eller andet for at søge debitors opholdssted oplyst.

Hvis kreditor derfor intet har foretaget sig for at skaffe oplysning herom, anses hans uvidenhed at kunne tilregnes ham, altså lægges ham til last, og forældelsesfristen løber videre.

Se til illustration TfS 1982, 872 B, hvor debitor var flyttet til Canada. Det daværende toldvæsen prøvede at foretage udlæg. På trods af, at debitors far havde oplyst, at debitor var udvandret til Canada, og at hans adresse kunne oplyses, foretog RIM sig intet, før debitor 6 år senere flyttede tilbage til Danmark. Retten fandt på den baggrund, at kravet var forældet, og en påstand om indtrådt suspension blev derfor ikke taget til følge, da debitors adresse blev betragtet som kendt.

Samme resultat kom landsretten til i UfR 1990, 650 VLD, hvor inddrivelsesmyndigheden rettede et skriftligt krav til momsskyldneren på en oplyst adresse i USA, men efter 2 omadresseringer fik henvendelsen tilbage med oplysning om, at skyldneren ikke længere boede på adressen. Herefter foretog inddrivelsesmyndigheden sig ikke videre.

Kreditor skal således foretage sig nogle aktive skridt for at finde ud af. hvor skyldneren er.

Nogle domme kommer nærmere ind på kravet til kreditors bestræbelser for at finde skyldneren.

Kreditor kan næppe være forpligtet til løbende at gennemføre undersøgelser af, hvor debitor befinder sig. Hvis kreditor således én gang har måttet konstatere, at hans undersøgelser ikke bar frugt, vil hans uvidenhed om skyldnerens opholdssted formentlig ikke blive lagt ham til last, og forældelsesfristen vil således blive suspenderet. Afgørelsen beror imidlertid på en konkret vurdering, og kreditor bør hvert år undersøge, om debitor kan opspores, hvis han skal være på den sikre side med hensyn til at undgå at få sin uvidenhed bedømt som "tilregnelig".

TfS 1994, 622 VLK vedrørte en person, der var flyttet til Equador og senere efter et kort ophold i Danmark til Zimbabwe uden at oplyse om sin nye adresse til Folkeregistret. Told- og skatteforvaltningem fandtes at have været i undskyldelig uvidenhed om debitors opholdssted, således at kravet på grund af suspension fortsat bestod, da skyldneren efter 12 år i udlandet flyttede tilbage til Danmark. Det var i sagen oplyst, at skattemyndighederne én gang årligt havde kontrolleret, om debitor var rejst ind i Danmark igen. Retten fandt i sin afgørelse, at myndighederne havde foretaget sig tilstrækkeligt ved at henvende sig til Folkeregistret og anførte desuden, at de ikke havde pligt til at spørge andre myndigheder, herunder skattevæsenet, om de havde kendskab til debitors adresse i udlandet. Samme præmisser og resultat kom Østre Landsret til i en lignende sag fra den 21. oktober 1998. Dommen er utrykt.

For visse personskattekrav findes der en særlig regel i LL § 32 F, hvorefter der ved beregningen af forældelsesfristen for skattekrav, der vedrører fortjenester omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven og afskrivningslovens §§ 9, 21 og 40, skal bortses fra den tid, hvor skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved dansk domstol. Reglen fortolkes således, at det heller ikke må have været muligt at inddrive kravet via en bistandsaftale. Se i øvrigt afsnit J.2.4.2.1 . om inddrivelse i udlandet.

F.4.3 Særlige tilfælde

Regler svarende til 1908-lovens regler om suspension gælder, som nævnt ovenfor, ikke efter DL 5-14-4.

Suspension af den 20 årige forældelsesfrist er dog forekommet i helt særlige tilfælde, jf. UfR 1989, 1108 HD, modsat UfR 1992, 575 HD, hvor retten ikke fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde en suspension.

F.5 Henstand

Debitor kan søge og få bevilget henstand af flere grunde. Dels kan skyldneren på ansøgningstidspunktet mangle evne til at betale det skyldige beløb og derfor have fået såkaldt opkrævningsmæssig henstand. Dels kan skyldneren have klaget over skatte- eller afgiftsansættelsen til eksempelvis Landsskatteretten, fordi han er uenig i opkrævningsgrundlaget og dermed den pålignede skat eller afgifts størrelse. I dette tilfælde kan skyldneren have fået bevilget henstand med betaling, indtil klageinstansen har afgjort spørgsmålet, jf. f.eks. afsnit H.7.4 .

Som udgangspunkt afbryder en ansøgning om henstand med betaling af skatter og afgifter ikke den 5 årige forældelse efter 1908-loven, idet anmodningen ikke umiddelbart kan sidestilles med, at skyldner anerkender gælden, i hvert fald ikke i de tilfælde, hvor skyldneren søger om henstand i forbindelse med, at den pågældende har klaget over opkrævningsgrundlaget.

Hvis myndighederne bevilger henstand efter ansøgning fra skyldner, eksempelvis i forbindelse med, at klagesagen behandles i Landsskatteretten, vil dette dog normalt bevirke, at forældelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor Landsskatterettens kendelse foreligger, eller hvor henstanden på anden måde udløber, jf. UfR 1989, 1046 HD og SKM2006.271.ØLR . I SKM2006.271.ØLR var en afgørelse om betaling af selskabsskat blevet påklaget til Landsskatteretten. Kommunen meddelte henstand med betaling af den skyldige selskabsskat, indtil klagen var afgjort ved Landsskatteretten. Klager fik ikke medhold ved Landsskatteretten og ToldSkat foretog udlæg 4 år og 8 måneder efter, at Landsskatteretten havde truffet sin afgørelse. Østre Landsret afsagde kendelse om, at skattekravet som følge af den meddelte henstand først kunne anses som forfaldet, da Landsskatteretten traf afgørelse. Kravet var derfor ikke forældet på udlægstidspunktet.

Betragtningen er den, at parterne har indgået en aftale om henstand, indtil et bestemt tidspunkt eller indtil en bestemt begivenhed indtræffer, og på den måde simpelthen udskyder kravets forfaldstid til udløbet af henstandsperioden. Da det af forældelseslovens § 2 fremgår, at den 5 årige forældelsesfrist regnes fra den tid, hvor fordringen kan kræves betalt, må forældelsesfristen derfor, hvor henstand er aftalt, regnes fra dette udskudte forfaldstidspunkt.

F.6 Specielle forældelsesregler

F.6.1 Beløb opkrævet ved fortoldning af varer

lfølge TDL § 31 forældes krav på tilbagebetaling eller efterbetaling af moms og punktafgifter, der er opkrævet henholdsvis for meget eller for lidt i forbindelse med fortoldning af varer, efter de samme regler, som er fastsat i EF's toldkodeks. Forældelsesfristen er 3 år, jf. toldkodeksens artikel 221. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor toldgælden er opstået. Fristen suspenderes dog, hvis myndighederne ikke har kunnet fastsætte det korrekte toldkrav, fordi der er begået noget strafbart.

Efteropkrævningen sker i så fald efter de almindelige bestemmelser, der er gældende her i landet, dvs. reglerne i Danske Lov og forældelsesloven.

F.6.2 Forældelse af bødekrav

Efter straffelovens § 97 a, stk. 1, forælder bøder på 10.000 kr. og derunder på 5 år, mens forældelsesfristen på bøder over 10.000 kr. er 10 år, medmindre der forinden er indgivet begæring om udlæg.

Det gælder dog for bøder, at udlæg foretaget inden forældelsesfristens udløb alene afbryder forældelsen, hvis udlægget fremmes til auktion uden ugrundet ophold, jf. UfR 1978, 582 ØLK. Dette indebærer, at et forgæves udlæg ikke afbryder forældelsen efter denne specialregel. Dette gælder, uanset om der er givet henstand eller er indgået en afdragsordning.

F.6.3 Forældelse af tinglyst eller registreret udlæg

For bestemte typer af aktiver skal kreditor foretage en særlig handling - sikringsakt - som består i, at udlægget skal offentliggøres, før dette kan opnå beskyttelse over for andre kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Offentliggørelsen skal ske i form af tinglysning eller registrering af udlægget, afhængig af hvilken type aktiv, der er foretaget udlæg i.

Udlæg, der er sikret på denne måde, er ikke omfattet af reglen i RPL § 526, stk. 4 om den ét årige forældelse, og udlægget skal således ikke fornyes med risiko for at blive fortrængt.

Efter TL § 42 forældes hovedstolen for et tinglyst gældsbrev med pant i fast ejendom, ikke. Det har været diskuteret, om denne regel, der jo direkte vedrører aftalepant, kunne anvendes analogt på tinglyste udlæg, således at disse skulle kunne danne grundlag for en tvangsauktion over den udlagte ejendom, selv om det krav, som udlægget var foretaget for, var forældet.

Denne problemstilling er nu afklaret ved UfR 2001, 1275 HD, hvorefter en panteret, der var etableret gennem et tinglyst udlæg, ikke kunne opretholdes, når den underliggende fordring var forældet.

Tinglyste udlæg, som RIM har foretaget, og hvor skatte- eller afgiftskravet efterfølgende er forældet, skal derfor aflyses, da de ikke kan opretholdes under en eventuel tvangsauktion. Den forældede fordring skal afskrives som forældet efter reglerne i afsnit O.

Registrerede udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer skal behandles på samme måde.

Tinglyste udlæg i motorkøretøjer bliver på tinglysningsdommerens foranledning slettet i bilbogen, når der er gået 10 år, medmindre tinglysningen er fornyet, inden fristen er udløbet, jf. TL § 42 g, stk. 2. Tinglysning af en hvilken som helst påtegning må anses som en fornyet tinglysning, jf. UfR 1947, 1019 HD, og eventuelt vil blot fremsendelse af en meddelelse om, at panteretten (udlægget) fortsat består, være tilstrækkelig, jf. UfR 1996, 1396 VLK.

F.6.4 Forældelse af kaution

Omtalen af forældelse af kaution hører egentlig ikke hjemme i dette afsnit om særlovgivningen, da kaution er omfattet af 1908-loven om den 5 årige forældelse, der er omtalt ovenfor. Afsnittet er dog medtaget her, da kaution er en særlig måde at erhverve et krav på og mod en anden end den egentlige og oprindelige skyldner og ligner på den måde den situation, hvor 3. mand har stillet pant.

Efter 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 3 forældes kaution for fordringer, der er omfattet af 1908-loven, efter 5 år. Forældelsen på de 5 år regnes fra det tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves betalt, hvilket for kaution vil sige tidspunktet, hvor fordringshaveren kan afkræve kautionisten ydelsen. Dette tidspunkt afhænger af, om kautionen er simpel eller selvskyldner. I førstnævnte situation, skal der være konstateret forgæves udlæg eller lignende udtømmende inddrivelse hos skyldneren selv. I sidstnævnte tilfælde forfalder kravet over for kautionisten, når skyldneren har misligholdt sin betalingsforpligtelse.

Det bemærkes dog, at kautionisten ikke kan afkræves betaling, hvis det krav, han har kautioneret for, er forældet.

F.6.5 Forældelse af den subsidiære udlægsret

Indledningsvist bemærkes, at udlæg, herunder subsidiært udlæg, ikke er et sådant særligt retsgrundlag, der bringer forældelsen ind under den 20 årige forældelse.

Retten til at foretage subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn, forælder på samme tidspunkt, som den underliggende fordring, dvs. skattekravet mod skyldnerægtefællen.

Den subsidiære udlægsret eksisterer ikke selvstændigt i forældelsesmæssig henseende, sådan at forstå, at denne ret er undergivet en selvstændig 5 års forældelse. Det betyder, at den subsidiære udlægsret kan eksistere mere end eksempelvis 5 år eller 20 år, hvis blot den underliggende fordring "er holdt i live". Se hertil UfR 1990, 210 VLD, der udtalte, at der ikke findes grundlag for at antage, at adgangen til at foretage udlæg hos en ægtefælle forældes på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod den anden ægtefælle. Omvendt bevirker det også, at den subsidiære udlægsret kan indskrænkes til under 5 år, hvis den underliggende fordring i sig selv er forældet, fordi der ikke er foretaget forældelsesafbrydende skridt.

Dette harmonerer også med UfR 2001, 1275 HD, der har fastslået, at en panteret, der er etableret gennem et tinglyst udlæg i fast ejendom ikke kunne opretholdes, når den underliggende fordring var forældet. Dommen er omtalt ovenfor i afsnit F.6.3 .

Man kunne diskutere, om reglerne om simpel kaution, der har selvstændig forældelse, kunne komme på tale. Da den subsidiære hæftelse i KSL § 72, stk. 2 udgør en vidtstrakt undtagelse fra de almindelige regler om ægtefællers særhæften og særråden, bør der ikke sluttes analogt fra reglerne om kaution.

Det kan på den måde konkluderes, at retten til at foretage subsidiært udlæg forælder på samme tidspunkt - hverken før eller senere - end den skatterestance som ægtefællen skylder, og som er sikret ved det subsidiære udlæg.

F.7 Forældelse i forbindelse med konkurs, tvangsakkord og gældssanering

I forbindelse med konkurs, tvangsakkord og gældssanering kan der opstå specielle forældelsesproblemer. Forældelsen er reguleret i KL § 241, som omfatter alle forældelsesregler - dvs. ikke blot DL 5-14-4 og 1908-loven, men også bestemmelser i særlovgivningen som eksempelvis toldloven, straffeloven og vekselloven, jf. afsnit F.6 .

F.7.1 Forældelse i forbindelse med konkurs

Af KL § 241, stk. 1, fremgår det, at forældelse af en fordring afbrydes - også i forhold til skyldner personligt - hvis kreditor indgiver en konkursbegæring, som støtter sig på den pågældende fordring, eller når en fordring anmeldes i konkursboet.

Ifølge KL § 241, stk. 2, løber der, når boet har anerkendt fordringen, en ny forældelsesfrist, men den begynder først at løbe, når konkursboet er sluttet.

F.7.1.1 Krav omfattet af den 20-årige forældelse

Hvis kreditors krav forælder efter DL 5-14-4, afbrydes forældelsens løb, når kreditor indgiver en konkursbegæring, der støtter sig på fordringen eller anmelder det pågældende krav i konkursboet, jf KL § 241, stk.1.

Betragtningen er den, at kreditors begæring om konkurs eller anmeldelse af sit krav i konkursboet sidestilles med en påmindelse til skyldner, der jo afbryder forældelsens løb efter DL´s bestemmelser, se ovenfor afsnit F.3.1.2 .

Er en fordring blevet anerkendt i konkursboet, løber der en ny 20 årig forældelsesfrist fra konkursboets afslutning, jf KL § 241, stk.2. Dette gælder, hvad enten der i konkursboet er midler at udlodde til kreditorerne, eller boet sluttes efter KL § 143, fordi der intet er i boet til kreditorerne.

Hvis konkursboet ikke har anerkendt fordringen, fx. fordi det kun er de privilegerede krav, der er blevet prøvet, løber den 20 årige forældelsesfrist fra det tidspunkt, da kreditor har anmeldt sin fordring i konkursboet, jf. KL § 242, stk.1.

Er en anmeldt fordring ikke i forvejen undergivet den 20 årige forældelse, afhænger afbrydelsen af, om boet anerkender fordringen, jf. nedenfor vedrørende krav undergivet 5 årig forældelse, idet kreditors påmindelse af debitor ikke har forældelsesafbrydende virkning efter 1908-loven, i modsætning til hvis debitor erkender, at han skylder beløbet.

F.7.1.2 Krav omfattet af den 5 årige forældelse

I forbindelse med forældelse må der sondres mellem forældelse i forhold til konkursboet og i forhold til skyldneren personligt, se afsnit F.7.1.2.2 .

l relation til konkursboet afbrydes forældelsesfristen ved, at kravet anmeldes i konkursboet, forudsat at boet anerkender kravet. Hvis boet ikke anerkender den anmeldte fordring, skal kreditor uden ufornødent ophold søge tilvejebragt en retsafgørelse i eller uden for boet, hvis han ønsker at afbryde forældelsens løb.

Dette hænger sammen med, at de to måder, den 5 årige forældelses løb kan afbrydes på, er, enten at debitor erkender gælden, eller at kreditor foretager retslige skridt.

I relation til skyldneren personligt løber forældelsesfristen fra det oprindelige forfaldstidspunkt, hvis kravet ikke prøves i konkursboet. Kreditor skal således også her foretage skridt, der afbryder forældelsens løb.

Sker der prøvelse af en fordring, der er undergivet 5 årig forældelse, er domspraksis tilbageholdende med at acceptere, at der er skabt et sådant særligt retsgrundlag, der vil bringe fordringen ind under den 20 årige forældelsesfrist, se UfR 1935, 253 HD. For at få forholdet ind under den 20 årige forældelse må der kræves en tiltrædelsespåtegning e.l. fra skyldneren personligt, jf. bemærkningerne i indledningen af afsnit F.3.2.1 .

C.7.1.2.1 Selskaber med begrænset hæftelse

Hvis det er et selskab, der er gået konkurs, og der ikke tillige er nogen, der har påtaget sig at hæfte personligt, er det kun selskabets formue, der hæfter for selskabets forpligtelser - en såkaldt begrænset hæftelse. I dette tilfælde kommer spørgsmålet om forældelse slet ikke på tale, når først fordringen har været anmeldt rettidigt.

Hvis fordringen ikke er blevet prøvet i konkursboet på grund af manglende midler i dette, savner det mening at foretage retslige skridt over for et konkursbo, hvor konkursbehandlingen vedrører et selskab med begrænset ansvar. Der er jo ingen at rette ansvaret imod.

Selv om det efter boets slutning måtte vise sig, at der tilgår boet midler i et sådant omfang, at der vil blive dividende til de simple krav i boet, kan kurator under den senere prøvelse af simple fordringer, herunder Skats fordring i boet, ikke påberåbe sig, at der forinden er indtrådt forældelse, jf. UfR 1997, 1259 VLD.

Betragtningen er den, at det ikke er muligt for kreditor at anlægge sag mod selskabet, efter at boet er sluttet. Forældelsens løb vil som følge heraf være suspenderet, så længe kreditor har været hindret i at forfølge sit krav.

Sluttes selskabets konkursbo efter KL § 143, fordi der ikke er midler til at dække nogen af fordringerne, og de anmeldte krav derfor ikke er prøvet, jf. KL § 132, stk. 2 kan de anmeldte krav endeligt afskrives, jf. afsnit O.6.2.

F.7.1.2.2 Fysiske personers konkurs

Hvis det er en fysisk person, der er gået konkurs, opstår forældelsesproblematikken i to relationer.

Det første spørgsmål er, om anmeldelsen i konkursboet har afbrydende virkning over for skyldner, når boet anerkender fordringen, eller sagt med andre ord, om konkursboets anerkendelse af kravet kan sidestilles med skyldnerens anerkendelse.

Dette spørgsmål er løst ved KL § 241, stk. 1,der fastslår, at anmeldelse i konkursboet også afbryder forældelsen i forhold til skyldneren selv, indtil boet er sluttet, hvis og i det omfang fordringen anerkendes i boet. Derefter begynder en ny 5 årig forældelsesfrist at løbe i forhold til skyldner, jf. KL § 241, stk. 2. Fristen løber fra konkursboets afslutning. Forældelsesfristen er 20 år, såfremt skyldner har været part under prøvelsen i boet, jf. KL § 244 eller har tiltrådt gældbogen med personligt forpligtende virkning.

KL § 241 indebærer tillige, at fordringer ikke forældes i forhold til skyldner, så længe konkursboet ikke er afsluttet, i det omfang der endnu ikke er taget endelig stilling til, om de anmeldte simple fordringer vil blive prøvet, respektivt at prøvelse endnu ikke har fundet sted.

Det andet spørgsmål er, hvorledes kreditor er stillet, hvis anmeldelse ikke fører til, at kravet godkendes i boet, fordi der ingen prøvelse foretages.

Bestemmelsen i KL § 241, tager ikke utvetydigt stilling til, hvilken virkning der er knyttet til en anmeldelse, der ikke fører til, at fordringen anerkendes.

Hvis den manglende prøvelse og dermed manglende anerkendelse i boet af kravet skyldes, at boet mangler midler og derfor er sluttet efter KL § 143, må 1908-lovens 5 årige forældelsesfrist overholdes over for skyldner, hvilket ifølge § 2 er ensbetydende med, at kreditor må foretage retsskridt over for debitor ved eksempelvis at udtage stævning mod skyldner eller endnu enklere at formå skyldneren til at indgå et skriftligt forlig, som også er et retsligt skridt, der afbryder den 5 årige forældelses løb.

Hvis forældelsesfristen allerede er udløbet ved boets slutning, må kreditor uden ufornødent ophold, hvilket formentlig betyder i løbet af højst et par uger, udtage stævning eller foretage udlæg, se TfS 1999, 44. I sagen fandt fogedretten i en kendelse, at det daværendeToldSkats krav var delvist forældet, idet forældelsen ikke var afbrudt ved anmeldelsen i boet, men alene suspenderet i tiden mellem kravets anmeldelse og det tidspunkt, hvor ToldSkat modtog meddelelse om, at kravet ikke ville blive prøvet i boet.

Det sker imidlertid hyppigt, at kurator længe inden, at konkursboets sluttes, i henhold til KL § 132, stk. 2 meddeler, at de simple fordringer ikke vil blive prøvet, fordi der ikke er udsigt til dividende til disse krav.

Også i dette tilfælde må det antages, at kreditor skal foretage forældelsesafbrydende retsskridt mod skyldneren i form af eksempelvis at indgå et retsforlig, foretage udlæg eller udtage stævning mod skyldneren.

Hvis 5 års fristen er udløbet på tidspunktet for kurators meddelelse, skal de forældelsesafbrydende skridt foretages uden ugrundet ophold, der regnes fra det tidspunkt, hvor kreditor ved eller burde vide, at fordringen ikke vil blive prøvet.

I de tilfælde, hvor forældelsesfristen endnu ikke er udløbet, skal kreditor foretage de fornødne forældelsesafbrydende skridt, inden fristen udløber.

Normalt skal kreditor anlægge retssag ved at udtage stævning, men det følger af RPL § 527, at blandt andet den 5 årige forældelsesfrist i 1908-loven afbrydes ved, at der foretages udlæg, forudsat at fordringshaveren søger udlægsforretningen fremmet uden ugrundet ophold. Bestemmelsen omfatter tillige udlæg foretaget af RIM jf. Inddrivelseslovens § 5.

I medfør af KL § 33, kan RIM under behandlingen af et konkursbo foretage udlæg i de af skyldners aktiver, som ikke indgår i konkursmassen.

Det må antages, at sådanne eventuelt forgæves udlæg afbryder forældelsen over for skyldner personligt, se TfS 1995, 802 VLK, hvis disse løbende foretages, uden at forældelse i øvrigt er indtruffet, men formentlig vil udlæg, herunder også forgæves udlæg, også virke afbrydende i forhold til konkursboet, hvilket kunne tænkes at have betydning, hvis anmeldelsen ved en fejl ikke var sket inden for 5 år efter, at fordringen er forfaldet til betaling.

Krav på renter er genstand for særskilt forældelse jf. 1908-lovens § ,1 nr. 2, selv om hovedkravet ikke er forældet.

Dette betyder tillige, at efterstillede renter af simple krav i relation til konkurs forældes selvstændigt.

F.7.2 Forældelse i forbindelse med tvangsakkord

Ifølge KL § 241, stk. 1 afbrydes forældelsen ved, at kreditor anmelder sin fordring i en tvangsakkord, samt ved at tvangsakkorden vedtages, hvis fordringen må anses for anerkendt i tvangsakkorden.

Anmeldelse af en fordring i tvangsakkord har på den måde forældelsesmæssigt nøjagtigt de samme virkninger som anmeldelse i konkurs.

Er fordringen alene undergivet den 20 årige forældelse efter DL 5-14-4, har anmeldelsen til følge, at en ny forældelsesfrist begynder at løbe, medens anmeldelsen for en fordring omfattet af 1908-loven kan klassificeres som et retsligt skridt, der dog for definitivt at virke afbrydende efter 1908-loven § 2, skal følges op.

For fordringer, der er anerkendt i tvangsakkorden, må akkordens vedtagelse - selv om akkorden undtagelsesvist ikke måtte blive stadfæstet - formentlig kvalificeres som et særlig retsgrundlag, der efter 1908-lovens § 1, stk. 2, endeligt bringer fordringerne uden for den 5 årige forældelse.

Denne virkning opnås under alle omstændigheder, hvis tvangsakkorden stadfæstes. Efter KL § 189 har en stadfæstet tvangsakkord virkning som et retsforlig. Heri ligger med sikkerhed, at akkorden er et særligt retsgrundlag, som udelukker den 5 årige forældelse. Fordringer, der er anerkendt i en stadfæstet tvangsakkord, er således for fremtiden alene undergivet den 20 årige forældelse efter reglen i DL 5-14-4.

F.7.3 Forældelse i forbindelse med gældssanering

Efter KL § 241, stk. 1, afbrydes forældelsen af en fordring, når kreditor anmelder sit krav i anledning af, at der er indledt gældssaneringssag over for debitor, samt når debitor under en indledt gældssaneringssag må anses for at have anerkendt fordringen.

I gældssanering gælder således tilnærmelsesvis det samme som i tvangsakkord.

Ligesom ved en stadfæstet tvangsakkord har en kendelse om gældssanering virkning som et retsforlig, jf. KL § 226, stk. 1. Også de fordringer, der er anerkendt i gældssanering, er således for fremtiden alene undergivet 20 årig forældelse efter DL 5-14-4.

F.8 Forældelse i forbindelse med frivillige akkordordninger

Konkurslovens regler, herunder KL § 241, finder ikke anvendelse i forbindelse med en frivillig akkord.

Dette betyder, at det er de almindelige regler om forældelse, herunder afbrydelse af forældelse i 1908-lovens § 2, der finder anvendelse.

Spørgsmålet, om en aftalt frivillig akkord bringer kravet ind under den 20 årige forældelse i DL 5-14-4, må bero på en konkret vurdering, herunder hvorvidt fordringens tilblivelse og størrelse er anerkendt af skyldner, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.

Ikke enhver anerkendelse af fordringer fra skyldners side udelukker på den måde forældelse på 5 år. Det er ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en skriftlig aftale mellem parterne. Erklæringen skal være ensidig, således at skyldners forpligtelser fremstår løsrevet fra det underliggende retsforhold.

Det må derfor antages, at en frivillig akkord, der skriftligt er tiltrådt af skyldner, bringer fordringen ind under den 20 årige forældelse.

F.9 Forældelse af krav på tilbagebetaling af for meget betalt skat og afgift mv.

De foregående afsnit har omhandlet reglerne om forældelse af Skat´s krav og har på den måde taget udgangspunkt i de situationer, hvor Skat er fordringshaver.

Dette afsnit vedrører væsentligst den situation, hvor borgere og virksomheder har et tilgodehavende hos Skat, fordi de har betalt for meget i skat, afgift, mv., fx.moms, og som følge heraf har et tilbagesøgningskrav.

1908-loven opregner ikke denne type krav udtrykkeligt. Selv om der normalt ikke må sluttes analogt fra forældelseslovens opregning af de krav, der er omfattet af den 5 årige forældelse, antager praksis, at krav på tilbagebetaling af for meget betalte skatter og afgifter forældes efter 1908-loven og således er undergivet en 5 årig forældelse efter de regler, der er beskrevet ovenfor. Se eksempelvis UfR 1927, 585 HD om krav på tilbagebetaling af for meget betalt kommuneskat og præmisserne til UfR 1934, 432 HD, der vedrørte krav om tilbagebetaling af for meget betalt statsskat og på den måde begge omhandlede tilbagesøgningskrav i vedrørende personlige skatter.

Forældelsesefristens løb kan suspenderes efter samme regler, som er beskrevet overfor i afsnit F.4 ., eksempelvis på grund af, at kreditor har været i utilregnelig uvidenhed om, at han havde et tilbagesøgningskrav. Se UfR 1993, 604 ØLD, der vedrørte et tilbagebetalingskrav mod en kommune, som uberettiget havde opkrævet en såkaldt dækningsafgift på grund af en urigtig retsopfattelse. Landsretten fandt, at forældelsesfristens løb var suspenderet, fordi grundejeren havde været i utilregnelig uvidenhed om sit tilbagebetalingskrav, indtil han tilfældigt blev bekendt med, at ejendomme af den pågældende art ikke var afgiftspligtige. Kommunen blev derfor dømt til at tilbagebetale afgiften, som vedrørte tiden mere end 5 år tilbage .

Tilbagesøgningskravet kan hvile på et særligt retsgrundlag og på den måde efter 1908-lovens § 1, stk. 2, være undergivet den 20 årige forældelse efter DL. Se i den forbindelse UfR 1934, 432 HD, hvor tilbagesøgningskravet hvilede på en landsoverskatterådskendelse, som udgjorde det særlige retsgrundlag.

En virksomhed kan også få et krav mod Skat, selv om kravet ikke modsvarer en opkrævning, der senere viser sig uberettiget. Som eksempel herpå kan nævnes krav på udbetaling af negativ moms.

Hvis virksomheden har indsendt momsangivelser, herunder negative, er et krav på den angivne negative moms omfattet af 1908-loven ud fra samme betragtninger, som er nævnt ovenfor i dette afsnit.

Hvis virksomheden derimod ikke har indsendt momsangivelser, men senere indsender negative angivelser til afløsning af de foreløbige fastsættelser, er kravet på den negative moms ikke længere omfattet af 1908-lovens 5 årige forældelse, idet der ikke er tale om en indbetaling af et opkrævet beløb, der nu søges tilbage. Det er derfor betænkeligt at udstrække 1908-loven til også at omfatte denne situation, hvorfor der skal faldes tilbage på DL´s regler om den 20 årige forældelse, som er hovedreglen i dansk ret, jf. F.1 . Er de foreløbige fastsættelser derimod indbetalt, er indbetalingerne omfattet af 1908-lovens 5 årige forældelsesfrist.

Samme betragtninger har ført til, at landsretten i sagen, som er citeret i UfR 1982, 1047 ØLD fandt, at et holdingsselskabs krav mod det daværende statsskattedirektorat på for meget indeholdt udbytteskat, som datterselskaberne havde indeholdt, var undergivet den 20 årige forældelse efter Danske Lov.

G Individualforfølgning

Individualforfølgning er den ene af de to hovedformer for kreditorforfølgningssystemer, der anvendes til tvangsfuldbyrdelse af krav. Den anden hovedform er universalforfølgning, Tvangen i kreditorforfølgningen ligger i, at skyldneren ikke kan modsætte sig de retsskridt, der følger heraf, og hvis han forsøger, kan de gennemføres med magt.

Individualforfølgning er karakteriseret ved, at den kun omfatter enkelt kreditorer hver for sig. De væsentligste tvangsfuldbyrdelsesformer er udlæg, arrest og forbud. Universalforfølgning er karakteriseret ved, at samtlige kreditorer omfattes af en samlet gældsordning. Opstarten hertil vil ofte være en betalingsstandsning med en efterfølgende akkord eller konkurs.

Hvis flere kreditorer samtidig har iværksat individualforfølgning mod en fælles skyldner, og der således opstår konkurrence mellem de enkelte kreditorer om fyldestgørelse i skyldnerens aktiver, gælder princippet om "først i tid, bedst i ret" i kreditorernes indbyrdes prioritetsstilling.

Her I Inddrivelsesvejledningens afsnit G behandles fuldbyrdelsesformen udlæg indgående. Endvidere behandles arrest. Universalforfølgning behandles i afsnit H .

G.1 Fogedordninger

Indledningsvis vil hovedlinierne i fogedordningen kort blive gennemgået her med hovedvægten lagt på kompetencereglerne i inddrivelsesloven. I de efterfølgende underafsnit vil disse hovedlinier blive udbygget og uddybet.

Ved inddrivelse af offentlige krav hos virksomheder og borgere anvendes 2 forskellige typer af fogder

Pantefogder

Fogedretsfogder

Fogdernes indbyrdes saglige kompetence er afgrænset i INDL §§ 1-4.

Pantefogdernes udlæg skal ifølge INDL § 5 foretages efter reglerne i retsplejelovens kapitler 45 - 47, med de undtagelser der er anført i lovens §§ 7 og 8. Disse pantefogeders stedlige kompetence er afgrænset i INDL § 10.

Indsigelser mod pantefogdernes udlæg skal indbringes for den fogedret, der skulle have foretaget udlægsforretningen, hvis pantefogden ikke havde haft den saglige kompetence hertil, jf. INDL § 6, stk. 2.

Fogedretten træffer kun afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogder vedrørende fogdernes retlige funktion. Fogedretten er således ikke kompetent til at afgøre tvister vedrørende sagsbehandleres almindelige administrative opkrævningsfunktion, hvilket er kommet til udtryk i Retten i Roskildes kendelse af 12. april 2002 i FS 9-5350/2001. I denne sag havde en skyldner indbragt en sag for fogedretten om, hvorvidt en sagsbehandler i Roskilde Kommune måtte gøre brug af interne oplysninger vedrørende skyldnerens samlever til brug for fastsættelsen af en afdragsordning. Skyldneren mente, at fogedretten var kompetent i denne sag, jf. INDL § 6, stk. 1. Fogedretten fastslog, at en sagsbehandlers tilvejebringelse af et afgørelsesgrundlag for en afdragsordning sker som et led i den pågældendes almindelige administrative opgavefunktion og ikke angår vedkommendes retlige funktion som pantefoged. Da skyldnerens indsigelse over for kommunen ikke vedrørte en udlægsforretning, fandt fogedretten ikke, at sagen henhørte under fogedrettens kompetence, jf. INDL § 6, stk. 1, hvorfor sagen afvistes.

Fogedrettens afgørelser i sager om indsigelse mod udlæg kan indbringes for landsretten - også af SKAT, som det fx skete i TfS 2002, 894 VLK, hvor Venstre Landsret ændrede fogedrettens kendelse, således at en udlægsforretning kunne fremmes. Fogedrettens kendelse gik ud på, at udlægsforretningen blev nægtet fremmet, og den daværende told- og skattefogeds udlæg blev ophævet.

Hvis der foretages tvangsinddrivelsesskridt uden at betingelserne herfor fuldt ud har været opfyldt, kan skyldneren i medfør af RPL § 505 kræve erstatning for tab og godtgørelse for tort hos fordringshaveren. Se herom i afsnit G.1.10 .

Sidst i afsnittet (afsnit G.1.6 ) vil krav, hvortil der knytter sig særlige bestemmelser, blive omtalt.

G.1.1 Anvendelse af udlæg i inddrivelsesarbejdet

Når restancer opstår er udgangspunktet, at der skal følges hurtigt og effektivt op på den manglende betaling ved tilbundsgående udlæg.

Hvis der er tale om personskatterestancer, skal det endvidere vurderes, om der kan foretages udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, om subsidiært udlæg hos ægtefællen. Dette instrument er nærmere beskrevet i afsnit E.1.8.

Udlæg kan undtagelsesvis undlades, hvis der er tale om en førstegangsrestant, og pantefogden vurderer, at en kort betalingsudsættelse ikke vil medføre øget risiko for, at statskassen lider tab. Se mere herom i afsnit G.2. Udlægsforretningens forberedelse.

Hvis betingelserne for udlæg ikke fuldt ud er opfyldt, og skattecentret bliver opmærksom på, at skyldneren er eller inden for kort tid vil komme i besiddelse af et betydeligt aktiv, og der er en begrundet formodning for, at skyldneren vil bringe sine aktiver ud af landet eller lignende, bør det vurderes om en arrest skal søges gennemført. Arrest, der er et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, er nærmere beskrevet i afsnit G.9.

En betingelse for, at udlægsinstrumentet kan anvendes er, at kravet er tillagt udpantningsret.

G.1.2 Udpantningsret (eksekutionsgrundlag)

Skatter og afgifter mv. samt øvrige offentlige fordringer, der opkræves og inddrives af RIM, er tillagt udpantningsret enten i udpantningsloven, lovens § 1, eller i de enkelte særlove og kan dermed inddrives umiddelbart ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2.

Hjemlen i udpantningslovens § 1, nr. 1, fastsætter, at udpantning kan ske for "stats- og kommuneskatter, samt afgifter og ydelser, som ifølge lovgivningens umiddelbare bud eller en i henhold til samme foretagen ligning eller ansættelse tilkommer stat, kommune, kirker, ------.".

For så vidt angår omkostninger forbundet med udlægsforretninger er disse tillagt udpantningsret i udpantningslovens § 1, nr. 4, der fastsætter, at udpantning kan finde sted for "gebyrer for kongelige eller ministerielle ekspeditioner, rets- og magistratsgebyrer og de med retshandlinger forbundne afgifter samt det vederlag, derunder indbefattet dagpenge og befordringsgodtgørelse, som tilkommer nogen for udførelsen af forretninger eller møder i medfør af loven, af offentlig bestilling eller af en af vedkommende myndighed særlig sket udmelding eller givet pålæg, for så vidt vederlagets størrelse eller reglen for dets beregning er fastsat i lov eller i en af kongen eller vedkommende ministerium i henhold til de gældende regler stadfæstet takst, så og erstatning for de af den pågældende til forretningens udførelse lovlig gjorte udlæg;".

Medens udpantningsretten for moms, punkt- og miljøafgift mv. normalt hviler på udpantningslovens § 1, er der på skatteområdet tradition for, at der i den enkelte særlov er indsat en udpantningshjemmel. Som eksempel herpå kan nævnes KSL § 72, stk. 1, og TDL § 37.

Hvis der ikke er anført en udpantningshjemmel i en skattelov, kan skatten på trods heraf være tillagt udpantningsret, hvis den opfylder betingelserne i udpantningslovens § 1.

For så vidt angår administrativt vedtagne bøder findes udpantningshjemlen enten i opkrævningsloven eller i de enkelte særlove. Se mere om bøder i afsnit G.1.5.

Krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, inddrives af skattecentrene efter retningslinierne i inddrivelsesloven.

G.1.3 Restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogder

Pantefogder er kun underlagt de administrative myndigheder i relation til selve ansættelsesforholdet. Pantefogdernes juridiske beføjelser er fastsat i inddrivelsesloven og i retsplejeloven.

De administrative myndigheder har således ikke en egentlig instruktionsbeføjelse for så vidt angår pantefogdens judicielle arbejde i forbindelse med udlægsforretninger.

Dette er blandt andet kommet til udtryk i dommen UfR 1991,117 VLK. I denne sag gør skyldneren under en udlægsforretning indsigelse mod kravets størrelse. Indsigelsen indbringes ved en fejl ikke for fogedretten. Vestre Landsret finder, at denne fejl ikke er begået af distrikstoldkamret (nu skattecentret) som rekvirent, men af den daværende toldfoged (nu pantefoged), hvorfor landsretten fastholder udlægget med den virkning, at kravet ikke kan anses for forældet efter 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist.

Det judicielle arbejde er heller ikke underlagt det administrative rekurssystem og falder derfor uden for Ombudsmandens kompetence.

Indenfor de judicielle beføjelsers rammer kan RIM i cirkulærer og vejledninger regulere pantefogdernes administrative beføjelser. Fx som anført i afsnit G.2.8 hvor RIM i medfør af INDL § 11 har bestemt, at afværgelse af en fogedforretning kan ske såvel inden som under udlægsforretning ved betaling, modregning eller korrektion af skylden.

G.1.3.1 Pantefogeden

Inddrivelse af skatter og afgifter mv. samt andre offentlige krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret foretages af pantegfogeden, der bemyndiges hertil af RIM, jf. INDL § 3, stk. 1. I praksis gives bemyndigelsen af planlægningsdirektøren.

G.1.3.1.1 Den stedlige kompetence

Den stedlige kompetence beskriver pantefogedens geografiske kompetence i forhold til skyldnerens værneting (se afsnit G.1.3.3 ) og i forhold til udlægseffekternes geografiske placering.

INDL § 10, fastsætter, at pantefogden kan tilsige skyldneren til udlægsforretning, såfremt denne foretages ved det skattecenter, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

Hovedreglen er, at en pantefoged alene foretager udlæg i eget skattesamarbejdes område. En påbegyndt udlægsforretning kan, jf RPL § 491, stk. 3, kontinueres ind i et andet område, hvis særlige forhold gør sig gældende, fx hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Som en undtagelse til hovedreglen, jf. ovenfor, kan en udlægsforretning efter samme bestemmelse påbegyndes i et andet skattesamarbejdes område, hvis det kan antages, at dette ikke vil være mere byrdefuld for skyldneren. Pantefogeden bør dog forud for udlægsforretningens foretagelse meddele det pågældende skattesamarbejde at der foretages udlæg i dettes distrikt.

Hvis en sådan sag er hastende, kan tilladelsen hertil indhentes telefonisk og dokumenteres ved et telefonnotat på sagen.I andre tilfælde end de ovenfor anførte oversendes sagen til vedkommende skattesamarbejdes område med anmodning om bistand til inddrivelse. Det oversendende skattecenters pantefoged kan i givet fald medvirke under den efterfølgende udlægsforretning som vidne på den bemyndigede pantefogeds initiativ, jf. afsnit G.3.9 Vidner, hvis der er behov herfor.

G.1.3.1.2 Den saglige kompetence

Den saglige kompetence beskriver pantefogedens kompetence i forhold til den stedlige fogedret samt omfanget af fordringer pantefogeden kan foretage udlæg for.

Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret (afsnit G.1.2 ), kan umiddelbart inddrives ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2. Pantefogeden kan således umiddelbart foretage udlæg for offentligretlig krav, i det omfang kravet i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Pantefogeden kan foretage udlæg for alle offentlige krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Udpantningsretten omfatter foruden selve kravet også krav på efterbetalinger af for lidt betalte beløb, samt renter, gebyrer, ekspeditionsafgifter, retsafgifter, tinglysningsomkostninger m.m.

Tilbagesøgning af for meget udbetalt afgift er ligeledes omfattet af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. UfR 1994, 968 H (kendelse), der fastslår, at for meget udbetalt negativ moms er omfattet af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med ML § 34, stk. 1, hvorfor udlægget nød fremme efter RPL § 478, stk. 2.

Pantefogeden kan derimod aldrig foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, så som erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom, se herom i afsnit G.1.8 Krav der ikke er tillagt udpantningsret.

G.1.3.2 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn

KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. Dette gælder ifølge bestemmelsens sidste punktum ikke ved udlæg hos en indeholdelespligtig for beløb, som denne har været pligtig at indeholde.

Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2, om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2. Bestemmelsen har kun betydning i begrænset omfang.

Der henvises til afsnit E.1.8 ., hvor betingelserne for anvendelse af KSL § 72, stk. 2, er nærmere beskrevet.

G.1.3.3 Værnetingsreglerne

Værnetingsreglerne angiver, hvor udlægsforretningen skal påbegyndes.

Det skal fremhæves, at der fra værnetinget kan foretages udlæg i aktiver, der befinder sig i andre skattesamarbejders områder, da det af hensyn til registrering, vurdering eller rådighedsberøvelse kan være nødvendigt at kontinuere udlægsforretningen til det sted, hvor det pågældende aktiv befinder sig.

Skyldnerens værneting bestemmes efter reglerne i RPL § 487, jf. §§ 235, 236, 238, 239 og 240.

Principale værneting

RPL § 487, stk. 1, angiver 4 principale værneting, hvoraf kun 3 har betydning for pantefogden

skyldnerens hjemting, jf. RPL §§ 235, 236 og 238

skyldnerens forretningssted

hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg foretages.

De principale værneting er sideordnede, således at et eventuelt valg tilkommer pantefogden.

Subsidiære værneting

Et subsidiært værneting kan kun anvendes, hvis ingen af de principale værneting er anvendelige, eller et principalt værneting tidligere har været anvendt uden, at RIM opnåede fuld dækning for sit krav.

Hvis der ønskes anvendt et subsidiært værneting, skal sagen oversendes til det skattesamarbejde, hvor udlægsforretningen skal gennemføres.

RPL § 487, stk. 2, angiver 2 sideordnede subsidiære værneting

den retskreds (det skattesamarbejde), hvor skyldneren opholder sig eller træffes

den eller de retskredse (skattesamarbejder), hvor skyldneren har aktiver.

Ekstraordinært værneting

RPL § 487, stk. 4, angiver endeligt et ekstraordinært værneting, idet det angives, at begæring om en udlægsforretning kan fremsættes overfor andre fogedretter end de nævnte, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet.

Det kan fx være tilfældet, hvis skyldneren er ved at forlade landet eller foretager handlinger, der vil lægge væsentlige hindringer i vejen for foretagelse af udlæg. I praksis vil RPL § 487, stk. 4, navnlig være en hjemmel til at anvende de subsidiære værneting ekstraordinært.

G.1.3.4 Fogedernes juridiske kompetence

Pantefogdens kompetence er noget snævrere end den judicielle fogeds (se afsnit G.1.9 ).

Begrundelsen herfor er af retssikkerhedsmæssig karakter idet

pantefoged og kreditor er repræsenteret i én og samme person. Pantefogden skal således på en gang påse, at skyldnerens rettigheder respekteres, og at kreditors interesser varetages

pantefogden er som ansat hos kreditor underlagt tilsyn og skal adlyde ordrer fra sin arbejdsgiver, i modsætning til den judicielle foged, som er uafhængig af sin arbejdsgiver (Justitsministeriet).

G.1.3.4.1 Begrænsninger i den juridiske kompetence

Pantefogdens kompetence er begrænset i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende områder

fogedretten træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over RIMs pantefogder, jf. INDL § 6, stk. 1,

bestemmelse om forvaring af skyldneren efter RPL § 497, stk. 2, med henblik på at fremtvinge oplysninger træffes af fogedretten, jf. INDL § 7, stk. 2,

undersøgelse af skyldnerens person kræver bemyndigelse fra fogedretten, jf. INDL § 7, stk. 3,

afhøring af tredjemænd som vidne skal foretages af fogedrettens juridiske foged, jf. UfR 1979,216 VLK. I denne kendelse fastslår landsretten, at bestemmelsen i RPL § 170, stk. 3, om at retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, som vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt med, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning, ikke burde afskære en udlægssøgende kreditor fra via vidneafhøring at få oplyst, om debitor havde yderligere aktiver i en nærmere angivet bankafdeling, da disse oplysninger er omfattet af debitors oplysningspligt under en udlægsforretning.

G.1.3.4.2 Udvidelse i den juridiske kompetence

Pantefogdens kompetence er udvidet i forhold til den judicielle fogeds kompetence således

Pantefogden kan - uanset bestemmelsen i RPL § 494, stk. 3, begære en skyldner politifremstillet for at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse, jf. INDL § 7, stk. 1,

den såkaldte fredningsregel i RPL § 490 gælder ikke for udlæg, der foretages af pantefogder.

G.1.4 Fogdernes inddrivelsesinstrumenter

Hvis restancer der er overført til RIM ikke indbetales iværksættes tvangsinddrivelse.

SKATs politik på inddrivelsesområdet er fastlagt i SKATs inddrivelsesstrategi. Strategien fokuserer på begrebet "den reelle inddrivelseskvalitet" forstået på den måde, at der i den givne situation overfor den konkrete restant vælges det inddrivelsesmiddel eller den kombination af inddrivelsesmidler, der er egnet til at eliminere restancen eller standse restancetilvæksten.

Kernen i inddrivelsesstrategien er, at det i et inddrivelsesforløb - på baggrund af konkrete individuelle overvejelser - skal være legitimt at tillægge det betydning, at en virksomhed altid overholder sine aftaler med SKAT herunder altid betaler til tiden. Tilsvarende gælder også, hvis en virksomhed aldrig overholder sine forpligtelser eller aftaler med myndighederne.

Indrivelsesstrategien har således karakter af at være et instrument til prioritering af anvendelsen af allerede kendte inddrivelsesinstrumenter overfor den enkelte restant.

I forbindelse med det daglige inddrivelsesarbejde anvender en pantefoged såvel retlige som administrative inddrivelsesinstrumenter.

Kendetegnende for inddrivelsesinstrumenterne er, at de med ganske få undtagelser kan anvendes på alle offentlige krav , som RIM inddriver. Undtagelserne fremgår af beskrivelserne af de særlige inddrivelsesinstrumenter.

Såvel de retlige som de administrative inddrivelsesinstrumenter retter sig som udgangspunkt mod alle offentlige krav. Der gælder dog speciele regler for nogle af kravene, jfr. nedenfor

Relevante instrumenter kort omtalt under afsnittene G.1.4.1 Retlige instrumenter og G.1.4.2 Administrative instrumenter

G.1.4.1 Retlige instrumenter

Ved retlige instrumenter forstås i denne sammenhæng, instrumenter, der er reguleret i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden i underafsnittene til dette afsnit.

G.1.4.1.1

Arrest

Reglerne for arrest findes i retsplejelovens kapitel 56. Af § 627 fremgår det, at fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen og det må antages, at muligheden for senere dækkning vil blive væsentlig forringet.

Arrest kan kun foretages af den judicielle foged og anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksegible retsgrundlag, herunder et opgjort skatte- eller afgiftskrav, der er tillagt udpantningsret. Arrest har således kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg ikke er tilstede.

Arrest medfører, at skyldneren bliver uberettiget til at råde over aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er noget at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten afskærer dog ikke øvrige kreditorers adgang til at søge sig fyldestgjort i de arresterede aktiver.

Arrest er nærmere beskrevet i afsnit G. 9 , hvortil der henvises.

G.1.4.1.2 Beslaglæggelse

Reglerne for beslaglæggelse findes i retsplejelovens kapitel 74. Af § 801 fremgår det, at beslaglæggelse kan ske i følgende tilfælde

til sikring af bevismidler, det offentliges krav på udbytte- eller genstandskonfiskation eller forurettedes krav på tilbagelevring af genstande, jf. § 801, stk. 1, nr. 1-3

til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, værdikonfiskation eller bøde eller forurettedes krav på erstatning i sagn, jf. § 801, stk. 1, nr. 2-3

når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning, jf. § 801, stk. 1, nr. 4.

Beslaglæggelse besluttes af retten efter politiets begæring. Dog kan politiet, hvor en sådan beslutning ikke uden fare kan afventes, foretage en foreløbig beslaglæggelse. Underretning herom skal straks og senest inden 24 timer forelægges retten med henblik på stillingtagen til, om beslaglæggelsen skal opretholdes.

Samme beføjelse som politiet har enhver anden, der træffer en person i tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold. Det beslaglagte skal snarest overgives til politiet, der forelægger sagen for retten, medmindre det beslaglagte tilbageleveres inden udløbet af 24 timer.

Beslaglæggelse medfører, jf. RPL § 807b, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan disponeres over det beslaglagte i strid med formålet med beslaglæggelsen. Beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation er således beskyttet både mod aftaleerhververe og kreditorer og er dermed omfattet af en stærkere beskyttelse end arrest.

G.1.4.1.3

Forbud

Reglerne om forbud er reguleret i retsplejelovens kapitel 57. Kun undladelsespligter kan danne grundlag for nedlæggelse af forbud. En allerede etableret retsstridende tilstand kan således ikke imødegås med et forbud.

Forbudsinstituttet kan ikke anvendes til at fremskaffe bevis for allerede skete krænkelser af rekvirentens ret. En sådan bevisførelse kan ved en forbudssag kun ske i det omfang, bevisførelsen er nødvendig for at belyse sandsynligheden for, at rekvirentens ret fortsat vil blive krænket.

Forbud nedlægges af fogedretten. Et fogedforbud giver hurtig hjælp mod en aktuel eller truende retskrænkelse.

Et fogedforbud kan iværksættes langt hurtigere, end en domssag kan gennemføres, bl.a. fordi forbud kan nedlægges af fogden, selvom rekvirenten ikke fuldt ud har godtgjort men dog sandsynliggjort sit krav jf. RPL § 642.

G.1.4.1.4

Udlæg

Udlæg er en retspanteret eller en ret til ejendom. Regler for udlæg findes i retsplejelovens kapitel 47. Udlæg stifter ret til forauktionering, jf. RPL § 538, stk. 1, eller udlæg til realisation på anden måde end tvangsauktion, jf. RPL §§ 557 (værdipapirer) og 558 (andre fordringer) eller udlæg til ejendom, jf. RPL § 521 (rede penge). Enkelte grupper af udlægsgenstande er kort omtalt nedenfor.

Genstande helt eller delvist undtaget fra udlæg

I henhold til RPL §§ 508-516 og i andre specielle love findes regler om, at visse ting, fordringer m.v. er helt eller delvist undtaget fra udlæg, grundet hensyn til skyldneren, herunder fx

fremtidige erhvervelser (RPL § 508)

skyldnerens udtagelsesret (RPL § 509)

tilbehør til fast ejendom, skib eller luftfartøj (RPL § 510, TL §§ 37-38 og skibsregistreringsloven §§ 47 og 48)

endnu ikke udbetalt løn (RPL § 511)

krav på husleje, der endnu ikke er forfalden (RPL § 511)

gensidigt bebyrdende kontrakter (RPL § 511)

krav på underholdsbidrag (RPL § 512)

krav på pension (RPL § 512)

erstatning for invaliditet og ikke økonomisk skade (RPL § 513)

båndlagte midler som fx gaver (RPL 514) og båndlagt arv (arvelovens § 62)

nødvendige hjælpemidler (RPL § 515)

genstande, der har en særlig betydning for skyldneren (RPL § 515)

ophavsrettigheder, livsforsikringspolicer, investeringsfonds- og etableringskonti, kapitalpensions- og selvpensioneringskonti, børneopsparings- og boligopsparingskonti, forskellige klientkonti.

Udlæg i løsøre

Udlæg i løsøre omfatter fysiske ting, der kan flyttes, omend begrebet ikke er helt entydigt fastlagt. Udlægshaver her RIM bør sondre mellem genuskøb og specieskøb samt være opmærksom på sikringsakter og forældelsesregler ved udlæg i løsøre. Sikringsakten ved udlæg i biler skal foretages ve tinglysning i Bilbogen, således at der sker en central landsdækkende registrering af forskellige rettigheder, herunder udlæg.

Udlæg i fast ejendom

Udlæg i fast ejendom omfatter typisk ubebyggede grunde, grunde med bygninger, ejerlejligheder og bygninger på lejet grund. Tilbehør er med visse undtagelser omfattet af ejendommens pant i henhold til TL §§ 37 og 38, jf. RPL § 510. Sikringsakten iagttages i henhold til TL § 1.

Udlæg i fordringer

Ved en fordring forstås et retsbeskyttet krav på en ydelse (d.v.s. en pengefordring).Udlæg i fordringer omfatter typisk fordringer i henhold til gældsbrevslovens regler om omsætningsgældsbreve og simple gældsbreve, herunder simple fordringer, samt fordringer i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Sikringsakterne ved udlæg er forskellige afhængig af fordringen. Endvidere skal fogderne være opmærksomme på legitimationsreglerne ved udlæg i fordringer.

G.1.4.2 Retlige instrumenter (TDL §§ 83 og 84 )

Foreløbig beslaglæggelse

SKAT har en særlig hjemmel til beslaglæggelse af varer under smugleri og af køretøjer, der er anvendt i forbindelse med indsmugling eller forsøg på indsmugling af højt beskattede varer, jf. TDL §§ 83 og 84. Hvis den pågældende ikke frivilligt accepterer, at godset tages i bevaring, skal beslaglæggelse ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74, hvilket vil sige, at sagen skal indbringes for retten inden 24 timer.

Når skattesamarbejdet under kontrol- eller revisionsbesøg, udlægsforretning eller i anden anledning, kommer ud for ovennævnte situationer, bør myndigheden tage de pågældende aktiver i bevaring, hvor dette skønnes nødvendigt.

G.1.4.3 Retlige instrumenter (KSL § 72, stk. 2.)

Subsidiært udlæg hos ægtefællen

Udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, er nærmere beskrevet i afsnit G 1.3.2.

Udlæg kan foretages i ægtefællens aktiver, hvis alle betingelserne i KSL § 72, stk. 2, er opfyldt. Det er uden betydning, om aktiverne er omfattet af ægtefællens særeje.

Før der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle, skal der være foretaget forgæves udlæg hos den skattepligtige selv. Samlivet skal bestå mellem ægtefællerne på det tidspunkt, hvor det subsidiære udlæg foretages. Den subsidiære hæftelse indtræder for skattekrav, der er pålignet fra det år, hvori ægteskabet er indgået.

G.1.4.4 Administrative instrumenter

Ved administrative instrumenter forstås i denne sammenhæng alle andre instrumenter end dem, der er fastsat i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden i underafsnit til dette afsnit.

G.1.4.4.1

Afdragsordninger

Der er ikke i dansk ret nogen forpligtelse for en fordringshaver i et skyldforhold, der ikke er indgået ved aftale, til at modtage betalingen i afdrag. RIM kan således som fordringshaver nægte, at tiltræde en ansøgning om afdragsordning uden, at dens retsstillingen derved forringes.

Tiltræder RIM en afdragsordning, afskæres myndigheden som udgangspunkt fra at inddrive kravet på anden måde, før end ordningen udløber eller misligholdes. Dette indebærer eksempelvis, at der ikke kan foretages modregning, medmindre der er taget et særskilt modregningsforbehold i forbindelse med tiltrædelsen af en afdragsordning. Der skal gives klagevejledning, når der ved tilladelse til afdragsvis betaling tages forbehold for modregning, jf. FVL § 25, stk. 1, medmindre skyldner i forbindelse med forhandling af vilkårene for afdragsordningen samtykker i modregningsforbeholdet. Et samtykke bør fremgå af aftalen.

RIMs bemyndigelser til etablering af afdragsordninger fremgår af Inddrivelsesvejledningens afsnit I.2 om afdragsordninger.

G.1.4.4.2 Lønindeholdelse

Pålæg om lønindeholdelse for offentlige krav gives af Det Fælles Lønindeholdelsesregister til den indeholdelsespligtige arbejdsgiver på baggrund af RIM's afgørelse.

Lønindeholdelse kan kun iværksættes, når der er udtrykkelig lovhjemmel til det. Hjemlen til at foretage lønindeholdelse for personskatter findes i KSL § 73 og for indeholdt A-skat, moms, punktafgifter mv. i OPKL § 14. Der findes desuden i en række særlove hjemmel til lønindeholdelse for andre offentlige krav.

Om lønindeholdelse henvises for en nærmere gennemgang til afsnit I.3 .

G.1.4.4.3 Modregning

Modregning, der er en ophørsgrund for fordringer, er ikke lovreguleret, men hviler på retspraksis og retssædvane. Der findes dog enkelte specielle lovbestemmelser om modregning.

Ved modregning opgiver den ene part sit tilgodehavende hos den anden, men samtidig bringer han sin gæld til den anden til ophør. Han får således lov til at beholde den ydelse, han ellers skulle have erlagt til opfyldelse af sin gæld.

Modregning har imidlertid også karakter af privat tvangsfuldbyrdelse, idet modregning kan ske, hvis blot den ene part ønsker det. Der skal således ikke foreligge en aftale mellem parterne eller et samtykke fra modparten. Modregning betyder her, at en fordring, som en part ikke er i stand til eller ikke er villig til at betale, dog bliver dog fyldestgjort.

Der findes 2 hovedformer for modregning

Aftalt modregning

Tvungen modregning

SKATs modregninger sker på baggrund af registreringer i Det Centrale Fordringsregister (CFR).

CFR er oprettet for at sikre, at ingen offentlig myndighed udbetaler beløb til en virksomhed eller person, når samme virksomhed/person er i restance over for en anden offentlig myndighed.

Se mere om modregning i

Afsnit K Modregning

Afsnit G.1.4.5 Administrative instrumenter (ML § 63, OPKL § 12, stk. 4, KSL §§ 61, stk. 3, 61 A og §§ 62 og 62 A) og Afsnit G.1.6.3 Børnefamilieydelse.

G.1.4.4.4

Transport

En transport er en erklæring, der bygger på en frivillig aftale, hvor overdrageren (transportgiveren) helt eller delvist overdrager en fordring på en debitor (fordringsdebitor) til erhververen (transporthaveren). Transportforholdet er udelukkende af frivillig karakter, og har på ingen måde karakter af tvangsfuldbyrdelse.

Ved transporten indtræder transporthaveren i transportgiverens ret til at få fordringen udbetalt. Transporthaveren får ikke større eller bedre ret end transportgiveren, jf. GBL § 27. Transporthaveren må således respektere indsigelser og modkrav, der er rejst eller rejses af fordringsdebitoren overfor transportgiveren, ligesom transporthaveren må respektere de vilkår mv., som må være opfyldt, for at fordringen kan udbetales.

Som udgangspunkt er det muligt at overdrage næsten alle fordringer ved en transport. Der er dog i lighed med foretagelse af udlæg krav der ikke kan overdrages - altså krav, hvori der ikke kan gives transport fx underholdsbidrag og børnefamilieydelse.

Skattecentrene kan notere transporter vedrørende krav på udbetaling af negativ moms, overskydende skat og AM-bidrag mv., når afgiftsperioden eller indkomståret er udløbet.

For offentligretlige krav findes reglerne for notering af transporter i OPKL § 13, KSL § 62, stk. 5, og AMFL § 15, stk. 1, 5. punktum. Disse regler er undtagelser til reglerne i GBL § 28. Reglerne for transport i tilgodehavender er i øvrigt reguleret i GBL § 28.

Transport er nærmere beskrevet i Inddrivelsesvejledningens afsnit L. Transport af fordringer .

G.1.4.5 Administrative instrumenter - (ML § 63 og OPKL § 12, stk. 4, KSL §§ 61, stk. 3, 61 A og §§ 62 og 62 A)

Vedrørende en mere uddybende beskrivelse af modregningsinstituttet henvises der til afsnit K.

Modregning i medfør af ML § 63

I ML § 63, findes en særskilt bestemmelse om, at negativ moms ved nærliggende risiko for tab vedrørende skatter og afgifter kan tilbageholdes, således at den anvendes i senere positive momstilsvar, dog kun op til 1 år fra registreringstidspunktet.

Dette inddrivelsesinstrument relaterer sig til det forebyggende restancearbejde, men er nævnt, da tvangsinddrivelse for positive momstilsvar ikke kan ske, før det tilbageholdte beløb så at sige er "spist op" af positive momsbeløb.

Modregning inden sidste rettidige betalingsdag, jf. OPKL § 12, stk. 4.

Negative angivelser kan i medfør af OPKL § 12, stk. 4, modregnes i positive skatte- og afgiftstilsvar inden sidste rettidige betalingsdag for de positive tilsvar.

Bestemmelsen bør kun anvendes i de tilfælde, hvor det ud fra en konkret vurdering må antages, at der er en væsentlig risiko for, at det positive afgiftstilsvar ikke vil blive indbetalt på sidste rettidige betalingsdag.

Bestemmelsen behandles ikke nærmere her, da også dette instrument må karakteriseres som et instrument til forebyggelse af, at restancer opstår.

Følgende forebyggende restanceinstrumenter virker i et samspil med egentlige restanceinstrumenter, hvorfor de kort nævnes her.

Indregnet restskat i medfør af KSL § 61, stk. 3.

Der kan i medfør af KSL § 61, stk. 3, indregnes nye restskatter i forskudsregistreringen på et grundbeløb på 10.000 kr.

Hvis en kontanthjælpmodtager er på varig hjælp, kan indregnet restskat medføre økonomisk trang, på grund af den nedsatte betalingsevne. Restskat kan derfor i visse situationer trækkes ud af forskudsregistreringen, og der vil kunne bevilges henstand for det udtrukne beløb. Henstand bevilges i givet fald af skattecentret.

Indregnet restancer i medfør af KSL § 61 A.

Er der ikke fuldt ud indregnet nye restskatter, kan der i medfør af KSL § 61 A indregnes restancer op til et grundbeløb på 10.000 kr.

KSL § 61 A er i modsætning til KSL § 61, stk. 3, et egentligt restanceinddrivelsesinstrument. Skattecentret er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans i sager om indregning af restskat efter KSL § 61 A, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 3.

Ved iværksættelse af lønindeholdelse skal der ved fastsættelse af indeholdelsesprocenten tages hensyn til indregnede restancer. Se herom i afsnit I.3.4.2 .

Modregning i medfør af KSL §§ 62 og 62A

Inden tilbagebetaling af overskydende skat finder sted, modregnes eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter og eventuelle uforfaldne bidrag efter AMFL § 15, stk. 1, 1. og 2. punktum, jf. KSL §§ 62, stk. 3, sidste punktum, og 62A, stk. 4 sidste punktum.

Vedrørende en mere uddybende beskrivelse af modregning henvises der til afsnit K.

G.1.5 Bøder mv.

Ved inddrivelse af bøder mv. skal der sondres - mellem bøder, som opkræves af andre myndigheder end politiet - og bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet, idet reglerne for inddrivelse af bøder mv. ikke er fuldt ud ens på de to områder.

De særlige regler om forældelse af bøder og forvandlingsstraf, som er beskrevet i afsnit G.1.5.3 , og reglerne om forvandlingsstraf for bøde, som er beskrevet i afsnit G. 1.5.4 , finder derimod anvendelse ved inddrivelse af bøder på de to områder, det vil sige både mht. inddrivelse af bøder som opkræves af andre myndigheder end politiet samt ved inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet.

Kompetencen til at inddrive bøder er tillagt RIM. Uanset om bøden er pålagt ved dom eller vedtaget i retten inddrives den ved RIMs foranstaltning. RIM er også bemyndiget til at inddrive administrativt vedtagne bøder i medfør af OPKL § 18 og TDL § 80. RIM er endvidere bemyndiget til at inddrive vedtagne bøder i medfør af KSL § 79.

Ifølge § 14, stk. 2, i indkomstregisterloven er administrativt vedtagne bøder i henhold til § 12 tillagt udpantningsret.

Betingelsen for, at RIM kan foretage udlæg for bøder, er, at bøderne er tillagt udpantningsret. Bøder falder uden for definitionen i udpantningslovens § 1. Udpantningsret for administrativt vedtagne bøder findes fx i OPKL § 18, stk. 4, TDL § 37 og KSL § 79 A.

RIM har hjemmel til at inddrive bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger, som opkræves af politiet, i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2.

For så vidt angår tvangsbøder, antages det ifølge administrativ praksis, at administrativt fastsatte tvangsbøder er tillagt udpantningsret i medfør af § 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

G.1.5.1 Inddrivelse af bøder mv., som opkræves af andre myndigheder end politiet

I dette afsnit beskrives reglerne ved inddrivelse af bøder mv., som opkræves af andre myndigheder end politiet.

G.1.5.1.1 Foranstaltninger ved manglende betaling

Hvis bøden ikke betales ved påkrav, skal der eventuelt efter vedtagelsen af bøden foretages udlæg til sikring af bødens betaling, medmindre der stilles anden fyldestgørende sikkerhed.

Af praktiske grunde foretages udlæg særskilt og ikke sammen med andre krav. Udlæg skal kun foretages i aktiver, der kan dække bøden ved en eventuel realisering af aktivet.

Der kan ikke opkræves retsafgift ved udlæg for bøder.

Bøden bør betales straks, men hvis der er tilstrækkelig sikkerhed for bødens betaling, kan der, hvis forholdene i særlig grad taler herfor, indgås en betalingsordning med skyldneren til løbende afvikling af bøden. Bøden skal dog kunne være betalt fuldt ud inden forældelsesfristens udløb.

Hvis en afdragsordning overholdes, betragtes det som en delvis eftergivelse af den del af bødegælden, der eventuelt endnu ikke er betalt, når forældelsen indtræder, jf. bødevejledningen.

Hvis skyldneren ikke betaler bøden og ikke ejer tilstrækkelige aktiver til sikring af bøden, hvilket eventuelt dokumenteres ved et forgæves udlæg, skal RIM undersøge skyldnerens betalingsevne. Hvis den manglende betaling skyldes manglende betalingsvilje og ikke manglende betalingsevne, oversendes bødesagen til politiet med henblik på beslutning om bødeforvandlingsstraf. Der henvises til afsnit G.1.5.4 om forvandlingsstraf for bøde.

Efter bortfald af begrebet "hæftestraf", vil en forvandlingsstraf for en bøde være fængselsstraf.

Bødesager, i hvilke skyldneren ingen betalingsevne har, skal således ikke oversendes til politiet, jf. bødevejledningen, der fastslår, at der ikke træffes beslutning om afsoning af bødeforvandlingsstraf, hvis det dokumenteres, at misligholdelse af en afdragsordning skyldes, at den pågældende manglede betalingsevne på betalingstidspunktet. Der henvises til afsnit G.1.5.4 om forvandlingsstraf for bøde.

G.1.5.1.2 Tvangs- og straffebøder

Pantefogderne er i medfør af bekendtgørelsen om udlæg for tvangsbøder tillagt kompetence til at inddrive dagbøder som fastsat i SKL § 5, når tvangsbøden er pålagt efter SKL § 4.

Pantefogderne er endvidere bemyndiget til at foretage udlæg for dagbøder efter SKL § 9.

Pantefogederne har kompetencen til at opkræve og inddrive bøder efter SKL § 20.

G.1.5.2 Inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet

Politiet opkræver visse bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv. og overdrager disse fordringer til RIM til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført.

Der gælder på den ene side særlige regler for inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet. På den anden side finder de almindelige regler om inddrivelse også anvendelse på ovennævnte krav.

RIM skal fx være opmærksom på,

at afdragsordninger, henstand, behandling af klager og eftergivelse i visse situationer afviger fra de gængse inddrivelsesregler

at klage over RIMs afgørelse om inddrivelse i visse tilfælde har opsættende virkning

at visse krav er underlagt specielle forældelsesregler

at visse krav skal fremsendes til politiet med henblik på afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf

at RIM kan komme i besiddelse af oplysninger, som omgående (telefonisk) skal overbringes til politiet, fx i forbindelse med politiets afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf.

G.1.5.2.1 Lovgrundlag

Ved inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet, finder følgende love, bekendtgørelser mv. anvendelse (listen er ikke udtømmende)

Inddrivelsesbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er især kapitlerne 9, 10 og 11, som er relevante med hensyn til de særlige regler om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv.

Bekendtgørelse om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger. Bekendtgørelsen omhandler især, hvilken myndighed som er klageinstans ved de afgørelser, som RIM træffer på området, samt om afskæring af klageadgang i visse sager.

Bødebekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse om opkrævning af visse bøder konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv. samt afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde. Bekendtgørelsens kapitel 3 omhandler de sager, som af RIM oversendes til politiet med henblik på afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde. Også kapitel 2 er relevant for RIM, idet det omhandler politiets opkrævning af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., herunder bestemmelser om hvornår politiet skal oversende sager til inddrivelse hos RIM.

Bødevejledningen, jf. vejledning om opkrævning af visse bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger og om udståelse af bødeforvandlingsstraf. Vejledning nr. 49 af 21. juni 2006. Vejledningen redegør i nærmere detaljer, hvad bødebekendtgørelsen angiver, herunder om opgavefordeling og samarbejde mellem politiet og RIM med hensyn til opkrævning og inddrivelse af bøder mv.

Straffuldbyrdelsesloven, jf. bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af straf mv. Det er især kapitel 16 om fuldbyrdelse af bødestraffe, som er relevant.

Straffeloven, jf. bekendtgørelse af straffeloven. Det er især § 97 a, som er relevant. Bestemmelsen omhandler frister for, hvornår bøde bortfalder, samt hvornår forvandlingsstraf bortfalder.

Retsplejeloven, jf. bekendtgørelse af lov om rettens pleje. Det er især bestemmelser om fuldbyrdelse af straffesager, som er relevante.

Kongelig resolution om bemyndigelse til eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskationsbeløb, jf. resolution nr. 9725 af 31. oktober 2005. Resolutionen giver RIM bemyndigelse til at træffe afgørelse om eftergivelse af visse krav.

I øvrigt henvises til afsnit A.2 , afsnittet om lovgrundlag, hvor relevante love mv. er anført med hensyn til sondringen mellem opkrævning og inddrivelse mv. Der findes links til de ovenfor nævnte love og bekendtgørelser i lovoversigten .

G.1.5.2.2 Politiets opkrævning af bøder,

konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv.

Nedenfor beskrives summarisk politiets opkrævning af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., især med henblik på de situationer, hvor sagerne oversendes til inddrivelse hos RIM. Der henvises til bødebekendtgørelsen og bødevejledningen for nærmere beskrivelse af opkrævningen, se lovgrundlaget i afsnit G.1.5.2.1 .

I OIL § 2 er det fastsat, at beregning og opgørelse af fordringer samt udsendelse af opkrævninger forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Se nærmere herom i afsnit A.6 vedrørende den generelle sondring mellem opkrævningen og inddrivelse.

Med hensyn til opkrævning af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv. er det efter lovgivningen politiet, som skal foretage opkrævningen af det skyldige beløb, medmindre andet er bestemt i afgørelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 1.

Der er tale om idømte og vedtagne bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger, som det efter lovgivningen påhviler politiet at opkræve, samt idømte og vedtagne bøder, konfiskationsbeløb, sagsomkostninger mv., som overtages til fuldbyrdelse i Danmark efter bestemmelser i

kriminallov for Grønland,

lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf, og

lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelse i Den Europæiske Union.

Der henvises i øvrigt til kapitel 2 i bødevejledningen med hensyn til nærmere beskrivelse af, hvilke idømte og vedtagne bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som politiet opkræver, og som evt. efterfølgende skal inddrives af RIM.

Politiet foretager imidlertid ikke opkrævning af bøder mv., hvis skyldneren anmoder om, at sagen oversendes til RIM, jf. bødebekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. OIL § 2, stk. 3. Der er typisk tale om situationer, hvor der er bøder til opkrævning samtidig med, at en eller flere fordringer er overgået til inddrivelse hos RIM. Skyldneren vil i en sådan situation være interesseret i en samlet afviklingsordning, hvor også fremtidige rater omfattes af betalingsaftalen med RIM, således at afviklingsordningen omfatter hele gældsforholdet.

På skyldnerens opfordring kan politiet efter kulance give tilladelse til kortvarig henstand med betalingen eller tillade, at beløbet betales ved en afdragsordning - i begge tilfælde er der en øvre grænse på 6 måneder, jf. § 4 i bødebekendtgørelsen. Ved kortvarig henstand eller afdragsordning efter kulance forstås bl.a., at politiet ikke skal foretage en nærmere vurdering af skyldnerens økonomiske forhold mv., jf. § OIL 2 samt lovens forarbejder, se nærmere herom i Inddrivelsesvejledningens afsnit A .

Fristen beregnes fra datoen for udløbet af den betalingsfrist, der er fastsat i opkrævningsbrevet.

Ansøger skyldneren om tilladelse til henstand eller en afdragsordning ud over 6 måneder, skal ansøgningen fremsendes til RIM og behandles af RIM.

Politiet giver ikke tilladelse til henstand eller en afdragsordning efter kulance, hvis der indgår tvangsbøder i det skyldige beløb, idet tvangsbøder har til formål at gennemtvinge opfyldelsen af et påbud eller forbud.

Endvidere giver politiet ikke tilladelse til henstand eller en afdragsordning efter kulance, hvis særlige grunde i øvrigt taler imod en sådan tilladelse, herunder hvis det fx ud fra politiets umiddelbare kendskab til den pågældende eller ud fra størrelsen af det skyldige beløb må anses for tvivlsomt, om skyldneren vil eller kan overholde en sådan tilladelse, jf. bødebekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Politiets afgørelser om henstand eller afdragsordning kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed, jf. § 4, stk. 3, i bødebekendtgørelsen. En sådan afskæring af skyldnerens klageadgang findes ubetænkelig, ifølge forarbejderne til § 90, stk. 4, i straffuldbyrdelsesloven.

Begrundelsen er, at en egentlig vurdering af spørgsmålet om henholdsvis henstand eller en afdragsordning senere skal ske hos RIM, hvis skyldneren fortsat ikke betaler, og sagen oversendes til inddrivelse hos RIM. Den afgørelse, som RIM træffer, kan skyldneren påklage, medmindre klage er afskåret efter de særlige regler i bekendtgørelse om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger, bekendtgørelse nr. 1023 af 17. oktober 2005. Der henvises herom til afsnit G.1.5.2.4 .

Politiet oversender sagen til inddrivelse hos RIM,

hvis skyldneren ikke betaler det samlede beløb inden den frist, der er fastsat i forbindelse med en tilladelse til henstand, eller

hvis skyldneren misligholder en afdragsordning med politiet,

og skyldneren i begge tilfælde ikke betaler det skyldige beløb efter at have modtaget en rykker med en frist på 10 dage, jf. § 5 i bødebekendtgørelsen.

Sagen oversendes også til RIM ved betalingsfristens udløb, hvis politiet ikke inden da kan nå at færdigbehandle en ansøgning om henstand eller en afdragsordning efter kulance, jf. § 6 i bødebekendtgørelsen.

G.1.5.2.3 Særlige regler om inddrivelse af bøder,

konfiskationsbeløb, sagsomkostninger mv., som opkræves af politiet

Der gælder særlige regler for inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som det efter lovgivningen påhviler politiet at opkræve, samt idømte og vedtagne bøder, konfiskationsbeløb, sagsomkostninger mv., som overtages til fuldbyrdelse i Danmark efter bestemmelser i

kriminallov for Grønland,

lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf og

lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelse i Den Europæiske Union.

De særlige regler, der er fastsat for inddrivelsen af ovennævnte krav, som opkræves af politiet, er begrundet i det særlige retshåndhævelseshensyn, som gør sig gældende i disse sager.

Retshåndhævelseshensynet betyder efter lovforslag nr. 113 , forslag til lov om ændring af forskellige love (konsekvensændringer som følge af lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer),

at "det bl.a. er vigtigt, at der kun sker eftergivelse under helt særlige omstændigheder"

at "for så vidt angår muligheden for at fastsætte en afdragsordning for skyldneren eller bevilge henstand med betalingen, træder hensynet til retshåndhævelsen tydeligt frem, og det bør derfor i videst mulige omfang sikres, at det fulde beløb inddrives effektivt".

G.1.5.2.3.1 Inddrivelse

RIM inddriver ovennævnte krav, som overdrages af politiet til RIM, efter at et påkrav om betaling er forgæves, medmindre RIM skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe skyldnerens levevilkår, jf. § 28 i inddrivelsesbekendtgørelsen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 1.

RIM foretager som udgangspunkt inddrivelse af ovennævnte krav med de inddrivelsesmidler, som anvendes ved inddrivelse af øvrige krav, herunder inddrivelsesmidler som: afdragsordninger, modregning, lønindeholdelse og udlæg.

Det betyder, at RIM kan fastsætte en afdragsordning efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 3. Afdragsordninger skal således i visse tilfælde ske efter inddrivelsestabellen, jf. § 5, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen, eller med udgangspunkt i gældens størrelse, eller efter en konkret betalingsevnevurdering, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3.

Dog gælder det i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 29, stk. 2, at når nettoindkomsten er mindre end det lavest anførte beløb i inddrivelsestabellen, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, fastsættes afdragsordninger vedrørende bøder enten under hensyn til gældens størrelse eller på baggrund af en konkret betalingsevnevurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6.

For afdragsordninger gælder det, at RIM iagttager de særlige retshåndhævelseshensyn, som beskrevet i afsnit G.1.5.2.3 .

G.1.5.2.3.2 Henstand

RIM kan tillade henstand med betalingen af ovennævnte krav i følgende situationer

henstand i henhold til reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 3 og 4 om berostillelse af inddrivelse, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 29, stk. 1

henstand, hvis der er afsagt kendelse om gældssanering, og at henstand gives, indtil gældssaneringssagen er afsluttet

henstand, som udgangspunkt, hvis skyldneren er idømt en bøde forud for indsættelse i en institution under Kriminalforsorgen, og den pågældende under indsættelsen alene har indtægt i form af vederlag for beskæftigelse i Kriminalforsorgens institutioner

henstand, hvis skyldneren for tiden ikke har nogen betalingsevne, og det må antages, at den pågældende senere vil blive i stand til at betale gælden helt eller delvist, eller betingelserne for eftergivelse i øvrigt ikke er til stede.

G.1.5.2.3.3 Dækningsrækkefølge

Når skyldneren betaler af på bøde- eller konfiskationsbeløb eller sagsomkostninger, skal indbetalte afdrag først afskrives på bøder i den rækkefølge, de er dømt eller vedtaget, dernæst på konfiskationsbeløb og til sidst på sagsomkostninger, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 1.

Skyldneren kan dog altid kræve, at et indbetalt beløb anvendes til fuld indfrielse af en bestemt gældspost, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 2.

I øvrigt henvises generelt til afsnit P om dækningsrækkefølge.

G.1.5.2.3.4 Misligholdelse af afdragsordninger mv.

Hvis skyldneren ikke overholder en afdragsordning mv., således at der sker udeblivelse med betaling af blot et afdrag, medfører det, at hele det resterende beløb straks er forfalden til betaling, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 30, stk. 3.

G.1.5.2.3.5 Eftergivelse af bøder og

konfiskationsbeløb

RIM har hjemmel til at træffe afgørelse om eftergivelse eller nedsættelse af bøde- og konfiskationsbeløb, bortset fra tvangsbøder, jf. kongelig resolution nr. 9725 af 31. oktober 2005 om bemyndigelse til RIM til at træffe afgørelse om eftergivelse eller nedsættelse af bøder og konfiskationsbeløb, samt i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 1.

Bemærk, at der som anført ikke er hjemmel til at træffe afgørelse om eftergivelse af sagsomkostninger og tvangsbøder i ovennævnte retskilder.

Ansøgning om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb indsendes til RIM.

Hvis skyldneren ansøger om eftergivelse, mens skyldneren er i fængsel mv., skal følgende iagttages

Hvis skyldneren udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller arresthus, indgives ansøgningen om eftergivelse til fængslet eller arresthuset. Er skyldneren udstationeret til eller anbragt i en af kriminalforsorgens pensioner eller en institution mv. uden for kriminalforsorgen, indgives ansøgningen dog til den institution, hvorfra den dømte er udstationeret, eller til skyldnerens moderinstitution, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 31, stk. 2. Institutionens leder eller den, der er bemyndiget hertil, afgiver indstilling til RIM om, hvorvidt eftergivelse bør ske.

RIM træffer herefter afgørelse om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb således

at eftergivelse af bøder kan efter praksis ske, normalt to år efter dommen eller vedtagelsen, hvis skyldneren på grund af manglende aktuel betalingsevne har haft henstand med betalingen, og det må anses for åbenbart, at beløbet ikke, inden der indtræder forældelse, vil kunne betales eller inddrives

at retshåndhævelsen kan tale imod eftergivelse, herunder hvis manglende betalingsevne skyldes livsforhold, der indebærer et forsætligt fravalg af indtægtsgivende virksomhed eller andre ydelser, hvis skyldneren gentagne gange har gjort sig skyldig i overtrædelser af samme karakter, eller hvis skyldneren har overtrådt færdselslovens bestemmelser om spiritus- eller promillekørsel eller anden overtrædelse, hvor straffen tilsigter en særlig umiddelbar generalpræventiv effekt, og

at retshåndhævelsen vil i almindelighed tale imod eftergivelse af konfiskationsbeløb.

Der henvises i øvrigt til Inddrivelsesvejledningens afsnit om eftergivelse, afsnit H.7 , herunder afsnit H.7.2.2.5 om strafbare forhold ved vurderingen om eftergivelse af bøder mv.

G.1.5.2.3.6 Skyldneren

ansøger om anke af straffesagen

Hvis skyldnerens sag er til inddrivelse hos RIM, og skyldneren ansøger om tilladelse til at anke straffesagen i henhold til retsplejelovens regler, skal politiet orientere RIM herom, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 1.

I den forbindelse opstår spørgsmålet, om inddrivelsen har opsættende virkning. Det vil sige, om inddrivelsen, som varetages af RIM, skal standses eller udsættes.

Det er RIM, som træffer afgørelse om inddrivelsen har opsættende virkning ved ansøgningen om tilladelse til at anke straffesagen.

Ved politiets orientering til RIM om skyldnerens ansøgning om anketilladelse af straffesagen afgiver politiet samtidig en indstilling til RIM om, hvorvidt inddrivelsen bør udsættes eller standes, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 1.

Hvis RIM træffer afgørelse om, at inddrivelsen ikke udsættes eller standses, skal RIM vejlede skyldneren (den dømte) om adgangen til at indbringe spørgsmålet for landsrettens præsident, jf. RPL § 962, stk. 4, eller Højesteret, jf. RPL § 966, stk. 2.

Får skyldneren efterfølgende tilladelse til at anke straffesagen, skal fuldbyrdelsen (inddrivelsen) udsættes eller standses, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 32, stk. 2, sidste punktum, jf. RPL § 966, stk. 2.

G.1.5.2.3.7 Skyldneren ansøger om genoptagelse af

straffesagen

Hvis skyldnerens sag er til inddrivelse hos RIM, og skyldneren ansøger om genoptagelse af straffesagen ifølge retsplejelovens regler, skal politiet orientere RIM herom, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 33, stk. 1.

RIM skal i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 33, stk. 2, udsætte eller standse fuldbyrdelsen (inddrivelsen), hvis Den Særlige Klageret bestemmer det, jf. RPL § 986, 1. punktum.

Det vil sige, at begæring om genoptagelse ikke medfører udsættelse eller standsning af dommens fuldbyrdelse (inddrivelse), medmindre retten bestemmer det. Men er genoptagelse besluttet i henhold til RPL § 977, skal fuldbyrdelsen (inddrivelsen) altid udsættes eller standses, hvis domfældte (skyldneren) begærer det, jf. RPL § 986.

G.

1.5.2.4 Særlige klageregler ved inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv.

Afgørelser, som RIM træffer i sager om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger mv., som er omfattet af inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9, kan indbringes for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1023 om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger.

Dog gælder det, at afgørelser, som RIM træffer om henstand eller afdragsordning, kan ikke indbringes for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis det idømte eller vedtagne beløb er på 15.000 kr. eller derunder. Omfatter afgørelsen mere end ét beløb, er det størrelsen på det enkelte beløb, som er afgørende for, om denne del af afgørelsen kan indbringes for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen. Dog gælder det, at hvis der er idømt dagbøder, lægges antallet af dagbøder sammen til et samlet bødebeløb.

Klagen skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt skyldneren, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1023 om klageadgang i sager om inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger.

Der er ikke i straffuldbyrdelsesloven fastsat regler om RIMs adgang til at foretage remonstration. I disse sager opfordres skyldneren imidlertid til at indgive klagen via RIM, som i forbindelse med behandlingen af klagen efter almindelige offentligretlige principper kan foretage remonstration, hvis RIM finder, at skyldneren bør have fuldt medhold i sin klage. Finder RIM derimod, at klagen bør afvises helt eller delvist, sendes sagen til afgørelse hos klageinstansen, Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

G.1.5.3 Særlige forældelsesregler for bøder og forvandlingsstraf

I forbindelse med inddrivelsesarbejdet giver bøder særlige problemer, da forældelse af bødekravet ikke kan afbrydes ved udlæg. Det gælder, uanset om bøden opkræves af politiet eller af en anden myndighed.

I medfør af reglerne i straffelovens § 97 a bortfalder bøder på 10.000 kr. og derunder efter 5 år, og bøder på over 10.000 kr. efter 10 år. Forældelsesfristen regnes fra den dag, bøden kan fuldbyrdes, jf. straffelovens § 97 a, stk. 4.

Forvandlingsstraf for bøder bortfalder efter 3 år, medmindre fuldbyrdelse er påbegyndt forinden. For bøder over 10.000 kr. er fristen dog 5 år, jf. straffelovens § 97 a, stk. 2. Forvandlingsstraf for bøder er fængselsstraf.

I sagen UfR 1999, 1893 VLD fastslår landsretten, at forældelsesfristen på 3 eller 5 år for bødeforvandlingsstraf kun afbrydes ved påbegyndelse af fuldbyrdelse (afsoning). I sagen var der således ikke hjemmel til at fastsætte en forvandlingsstraf på datoen for domsafsigelsen (29. marts 1999) for en bøde vedtaget 6. december 1993. Herefter må § 97 a, stk. 2, forstås således, at henvisningen til "de i stk. 1 nævnte tidsrum" alene angår forældelsesfristerne på henholdsvis 3 og 5 år og ikke den i stk. 1 anførte fristafbrydelse.

For så vidt angår afbrydelse af den tidligere forældelsesfrist i straffelovens § 97 a, stk. 1, ved udpantning, er afbrydelsen betinget af, at fordringshaveren søger udlægsforretningen fremmet uden ugrundet ophold som fastsat i RPL § 527, jf. UfR 1978, 582 ØLD. I denne sag var der inden udløbet af den daværende 5 års frist i straffelovens § 97 a (nu 10 år) foretaget udlæg for et resterende bødebeløb i en fast ejendom, men en fastsat afdragsordning efter RPL § 525, stk. 2, hindrede, at den udlagte ejendom kunne sættes på tvangsauktion, hvilket ville medføre, at udlægsforretningen ikke ville kunne fremmes til tvangsuktion uden ugrundet ophold, jf. RPL § 527, med den følgevirkning, at restbødebeløbet ville forælde efter reglerne i § 97 a.

Der henvises i øvrigt til afsnit J.2.2.4 , som handler om international inddrivelse og forældelsesreglerne i den forbindelse, hvilket har betydning for krav, som RIM overtager til inddrivelse (fuldbyrdelse) i Danmark efter bestemmelser i

kriminallov for Grønland,

lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf, og

lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelse i Den Europæiske Union.

G. 1.5.4 Forvandlingsstraf for bøde

Når det ikke er muligt for RIM at inddrive en bøde, skal RIM tage stilling til, om sagen skal oversendes til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for bøden, jf. bødebekendtgørelsens § 8, stk. 1, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 34.

Det fremgår af bødebekendtgørelsens § 2, at bekendtgørelsens kapitel 3 om forvandlingsstraf for bøde finder anvendelse på sager, som RIM oversender til politiet med henblik på afgørelse om udståelse af bødeforvandlingsstraf. Det gælder uanset, om bøden opkræves af politiet eller af en anden myndighed.

Det er således politiet, som træffer afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde.

RIM skal i den forbindelse iagttage forskellige betingelser for oversendelse af sager til politiet. Først og fremmest skal der sondres mellem tvangsbøder og andre bøder end tvangsbøder.

G. 1.5.4.1

Forvandlingsstraf for tvangsbøde

Hvis påløbne tvangsbøder ikke straks betales eller inddrives, oversender RIM sagen til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 35.

RIM skal således ikke foretage vurdering af skyldnerens betalingsevne mv. De særlige regler på området er begrundet med tvangsbøders særlige formål, nemlig at gennemtvinge opfyldelsen af et lovbestemt påbud eller forbud.

Politiets afgørelse om, at skyldneren skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne, forudsætter således, at det ved politiets behandling af sagen - typisk på grundlag af oplysninger fra fordringshaver - kan lægges til grund, at handlepligten aktuelt ikke er opfyldt. Efter omstændighederne kan politiet eventuelt bistå med undersøgelsen heraf.

Hvis RIM, efter at sagen er oversendt til politiet, modtager oplysning om, at forpligtelsen er opfyldt, skal RIM hurtigst muligt orientere politiet herom.

G. 1.5.4.2

Forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder

I henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1, er betingelserne for, at RIM oversender sagen til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for bøden,

at det ikke er muligt at inddrive en bøde helt eller delvist, og

at skyldneren efter en konkret vurdering har betalingsevne som følge af reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6.

Begge betingelser skal således være opfyldt. Det betyder, at alle muligheder for at inddrive bøden skal være udnyttet, inden sagen oversendes til politiet, og at sagen ikke oversendes til politiet, hvis skyldneren, efter en konkret vurdering efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, ikke har betalingsevne.

Hvis skyldneren således efter en konkret vurdering har betalingsevne, men ikke vilje til at betale bøden, og kan bøden ikke inddrives ved lønindeholdelse, modregning eller andet inddrivelsesmiddel, er betingelserne for oversendelse af sagen til politiet opfyldt.

Selv om ovennævnte betingelser for oversendelse af sagen til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for bøden, er opfyldt, er der nogle undtagelser hertil.

I henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 2, gælder det nemlig, at RIM ikke skal sende sådanne sager til politiet,

hvis der ikke er hjemmel til fastsættelse af forvandlingsstraf for bøden, eller

forvandlingsstraffen er forældet.

Det betyder dels, at RIM ikke skal oversende sagen til politiet, hvis der ikke er hjemmel til at fastsætte forvandlingsstraf for bøden. Bestemmelsen tager blandt andet sigte på bødestraf, som overtages til fuldbyrdelse i Danmark efter lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union. Efter § 26 i denne lov kan der ikke her i landet fastsættes bødeforvandlingsstraf for en udenlandsk bødestraf, som er omfattet af loven.

Dels betyder det, at RIM heller ikke skal oversende sagen til politiet, hvis bødeforvandlingsstraffen er forældet. Som det fremgår af straffelovens § 97 a, forælder bøder, der ikke overstiger 10.000 kr. efter 5 år, mens forældelsesfristen for den tilhørende forvandlingsstraf er 3 år. Bøder, der overstiger 10.000 kr., forælder efter 10 år, mens forældelsesfristen for den tilhørende forvandlingsstraf er 5 år.

Når politiet modtager ovennævnte sager fra RIM, skal de påse, at det ud fra de oplysninger, politiet har modtaget fra RIM, kan lægges til grund, at ovennævnte betingelser er til stede, jf. bødebekendtgørelsens § 8, stk. 1. Politiet skal således ikke foretage en nærmere vurdering af skyldnerens betalingsevne eller de foretagne inddrivelsesskridt.

Kan politiet - eventuelt efter yderligere indhentelse af oplysninger fra RIM - ikke lægge til grund, at samtlige betingelser er opfyldt, og er politiet således uenig med RIM i, at betingelserne for sagens oversendelse er til stede, forelægges sagen af politiet for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, til afgørelse, jf. bødebekendtgørelsens § 8, stk. 3.

Når en sag er oversendt til politiet med henblik på afgørelse af spørgsmålet om udståelse af bødeforvandlingsstraf, skal politiet således fx orientere RIM, når der træffes afgørelse i sagen, ligesom politiet skal underrette RIM, når bødeforvandlingsstraffen er udstået.

Tilsvarende skal RIM, hvis grundlaget for myndighedens vurdering af spørgsmålet om forvandlingsstraf ændres efter sagens oversendelse til politiet, hurtigst muligt - og efter omstændighederne straks - orientere politiet herom.

Det betyder fx, at hvis RIM, efter sagens oversendelse, pludselig får kendskab til, at skyldneren ingen betalingsevne har, eller har RIM modtaget indbetaling på bøden, eller på andet grundlag må lægge til grund, at skyldneren nu har betalingsvilje - skal RIM hurtigst muligt - og efter omstændighederne straks - orientere politiet herom.

G. 1.5.4.2.1 Ansøgning om udsættelse eller fritagelse for

udståelse af forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder

Hvis skyldneren ansøger om udsættelse med fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for bøde, skal ansøgningen behandles som en ansøgning om henstand, jf. bødebekendtgørelsens § 9, stk. 1.

Men hvis skyldneren ansøger om fritagelse for fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for bøde, skal ansøgningen behandles som en ansøgning om eftergivelse af bøden, jf. bødebekendtgørelsens § 9, stk. 2.

Ovennævnte to typer af ansøgninger involverer RIM, hvis ansøgningen er begrundet med økonomiske forhold. Anderledes, hvis ansøgningen alene er begrundet med ikke-økonomiske forhold, fx skyldnerens helbred, idet den i så fald skal behandles af politiet, jf. bødebekendtgørelsens § 10.

De to typer af ansøgninger har væsentlig betydning for skyldneren, idet politiets afgørelse om, at skyldneren skal udstå bødeforvandlingsstraf, som hovedregel bortfalder, når skyldneren indgiver ansøgning om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse, jf. bødebekendtgørelsens § 11, stk. 1. Der henvises til afsnit G.1.5.4.2.2 vedrørende de tilfælde, hvor ansøgninger herom har opsættende virkning.

G. 1.5.4.2.2

Opsættende virkning af ansøgning om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse indgivet efter afgørelsen om udståelse af forvandlingsstraf

Hvis der er truffet afgørelse om, at skyldneren skal udstå bødeforvandlingsstraf, og skyldneren herefter indgiver ansøgning om afdragsordning, henstand eller eftergivelse af bøden, opstår spørgsmålet om den nye ansøgnings betydning for den trufne afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf. Det samme gør sig gældende, hvis skyldneren ansøger om udsættelse med fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for bøde eller søger om fritagelse for fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf, idet ansøgninger herom behandles som henholdsvis en ansøgning om henstand og eftergivelse, jf. bødebekendtgørelsens § 9, stk. 1, og stk. 2.

I henhold til bødebekendtgørelsens § 11, stk. 1, bortfalder afgørelsen om, at skyldneren skal udstå bødeforvandlingsstraf, når skyldneren indgiver ansøgning om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse.

Men er der allerede én gang tidligere sket bortfald af en afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf, medfører den nye ansøgning dog kun bortfald i henhold til bødebekendtgørelsens § 11, stk. 2, hvis

ansøgningen indeholder nye væsentlige oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller

der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning.

Den nye ansøgning skal, som andre ansøgninger om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse, behandles af RIM.

Er ansøgningen indgivet til RIM, skal RIM hurtigst muligt - eventuelt telefonisk - orientere politiet herom og samtidig tilkendegive, hvorvidt afgørelsen om udståelse af bødeforvandlingsstraf efter reglerne i § 11, stk. 1 og stk. 2, skal bortfalde.

RIM skal ligeledes underrette politiet hurtigst muligt, hvis skyldneren, efter at sagen er oversendt fra RIM til politiet med henblik på afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf, helt eller delvist indbetaler det skyldige beløb til RIM.

Er ansøgningen indgivet til politiet, skal politiet efter bødebekendtgørelsens § 12 hurtigst muligt underrette RIM herom, således at RIM kan tage stilling til, om afgørelsen om udståelse af bødeforvandlingsstraf efter reglerne i bødebekendtgørelsens § 11, stk. 1, og stk. 2, skal bortfalde.

G.1.6 Specielle kravstyper

I dette afsnit omtales kort nogle krav, som på et eller flere punkter afviger fra retningslinierne for inddrivelse af moms, indeholdt A-skat, AM-bidrag mv. Under afsnit G.1.8 nævnes nogle krav, der ikke er tillagt udpantningsret i lovgivningen og derfor ikke kan inddrives ved udlæg af RIM.

G.1.6.1 Aktieafgift

Indledningsvis bemærkes det, at aktieafgiftsloven, lovbekendtgørelsen nr. 718 af 1/8 1994 om afgift ved overdragelse af aktier mv., er ophævet ved lov nr. 909 af 16/12 1998 med virkning for overdragelser, der finder sted fra og med den 1. oktober 1999. Afgiften er medtaget her, da der fortsat resterer en del krav.

Aktieafgift er tillagt udpantningsret i medfør af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Personer bemyndiget af RIM har i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Skattecenter Tønder administrerer aktieafgiften og sender afgiftsrestancer til tvangsinddrivelse ved det skattecenter skyldneren hører til, når der er behov herfor.

G.1.6.2 Bo- og gaveafgifter

Ifølge boafgiftslovens § 39, stk. 1, fremgår det, at skifteretten eller told- og skatteforvaltningen (RIM) skal sørge for inddrivelse, hvis bo- eller arveafgift ikke er indbetalt inden 3 uger efter betalingsfristens udløb.

Afgifterne kan inddrives ved udpantning og ved lønindeholdelse jf. lovens § 39, stk. 2, og stk.3. Inddrivelse kan ske hos arvinger og legatarer henholdsvis gavemodtager eller gavegiver.

Skifteretterne fremsender inddrivelsessagen til det skattecenter, hvor arvingen bor.

G.1.6.3 Børnefamilieydelse

Børnefamilieydelseslovens § 7, stk. 1 fastsætter, at børnefamilieydelse modtaget med urette skal tilbagebetales.

Lovens § 7, stk. 2, fastsætter, at kravet er tillagt udpantningsret, ligesom kravet tillige kan inddrives ved lønindeholdelse efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Der kan ikke foretages subsidiært udlæg hos ægtefællen for tilbagebetalingskravet.

I medfør af Inddrivelseslovens § 4, jfr. § 1, kan justitsministeren fastsætte bestemmelser hvorefter pantefogeden kan foretage udlæg for tilbagebetalingskrav.

Krav på tilbagebetaling af børnefamilieydelse er et statskrav, idet udgifterne til ydelsen afholdes af statskassen, jf. lovens § 9.

Der kan derfor foretages modregning i skyldnerens krav på overskydende skat, overskydende moms. mv.

Ifølge lovens § 11, stk. 2, kan op til 50 pct. af børnefamilieydelsen anvendes til modregning af eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud samt skolefritidsordning. Herudover kan krav på børnefamilieydelse ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav mod beløbsmodtageren. Der kan derfor ikke foretages modregning i fremtidige krav på børnefamilieydelse for tidligere uberettiget modtaget børnefamilieydelse.

Kommunen kan kun give henstand med eller tilladelse til afdragsvis tilbagebetaling af ydelsen i det omfang, inddrivelsesmæssige hensyn tilsiger det.

Der beregnes ikke renter af tilbagebetalingskrav.

Kommunen skal anmelde tilbagebetalingskrav i de tilfælde, hvor skyldneren erklæres konkurs eller dør, eller hvor der indledes akkord, gældssanering mv.

G.1.6.4 Ejendomsskat

Ejendomsskatterne forfalder i to eller flere rater. Det er den enkelte kommune der bestemmer antallet af rater. Raterne forfalder altid den 1. i de måneder, som kommunen har bestemt. Ejendomsskatterne fremgår af ejendomsskattebilletten, der udsendes en gang om året, medio januar måned. Ejendomsskatterne er reguleret i ejendomsbeskatningsloven. Ejendomsskatter på mindre end 200 kr. opkræves ikke i følge ejendomsbeskatningsloven.

Det fremgår af ejendomsbeskatningslovens § 27, stk. 2, at kommunen fastsætter en sidste rettidige betalingsdag for de enkelte rater og at betaling herefter medfører pligt til betaling af morarenter med 1 pct. månedlig for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.

Sidste rettidige betalingsdag

Såfremt ejendomsskatterne, med tillæg af renter, ikke er betalt senest den 3. i den efter forfaldsdagen følgende måned inddrives disse af RIM ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. hos den betalingspligtige efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Hæfter på ejendommen

Ejendomsskatterne med påløbne renter hæfter på den pågældende ejendom i dens helhed og skal betales af den, der er ejer af ejendommen, jf. ejendomsbeskatningslovens § 29.

Fortrinsstilling

Efter § 2 i amtstueforordningen af 8. juli 1840 med senere ændringer hæfter skatter mv. på de ejendomme de vedrører med en fortrinsstilling frem for andre pantefordringer. Fortrinsretten bevares i 2 år fra det tidspunkt kravet forfaldt til betaling. Kravet holdes dog i kraft, hvis restancerne senest 3 måneder efter 2 årsfristens udløb beordres fogeden til inddrivelse og fogedforretningen fortsættes forsvarligt, eller når skyldneren inden fristens udløb er død eller hans bo er taget under skiftebehandling. De på fast ejendom hvilende ejendomsskatter er gyldige mod enhver uden tinglysning, jf. tinglysningslovens § 4, stk. 1.

Såfremt fortrinsretten er udløbet, efter 2 år og 3 måneder, hæfter ejendomsskatten kun på ejendommen, hvis et eventuelt udlæg er tinglyst, jf. tinglysningslovens § 1, dvs. i almindelig prioritetsorden. Hvis ejendommen efterfølgende er ejerskiftet, uden forudgående tinglysning af udlæg, kan kravet ikke rettes mod ejendommen, men kun mod skyldneren som en simpel fordring.

Ejendomsskattebilletten indeholder som hovedregel andre kravstyper end ejendomsskatter, der er fortrinsberettiget i ejendommen. Der kan eksempelvis være tale om affaldsgebyrer, renovationsudgifter efter § 48 i lov om miljøbeskyttelse. Omvendt kan visse kravstyper være medtaget uden fortrinsret i ejendommen, eksempelvis tilslutningsudgifter vedrørende el, gas og varme og krav fra private vandværker.

Selvom skyldneren ikke er mødt kan der foretages udlæg på pantefogdens kontor i skyldnerens ejendom for krav der er sikret ved lovbestemt pant, jf. INDL § 7, stk. 4. Der kan efter RPL § 517, stk. 2 altid foretages udlæg i pantet, for ejendomsskatters vedkommende den faste ejendom. Pantefogeden kan dog, hvis denne af sociale eller andre grunde finder det hensigtsmæssigt, navnlig når restancen andrager små beløb, foretage udlæg i andre aktiver.

G.1.6.5 Spilleautomatafgift og gebyr til spillemyndigheden

Spilleautomatafgift

Afgiftspligtige personer eller selskaber, der driver virksomhed med spilleautomater, som kræver tilladelse fra Spillemyndigheden, skal anmelde virksomheden til registrering hos told- og skatteforvaltningen, jf. spilleautomatlovens § 22. Angivelse og betaling sker efter reglerne i opkrævningsloven.

Personer bemyndiget af RIM har derfor i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Gebyret til spillemyndigheden ( gebyret på 750 kr.)

Spillemyndigheden opkræver i medfør af spilleautmatlovens § 3, stk. 3, et gebyr på 750 kr. pr. automat for et kalenderår. Gebyret er tillagt udpantningsret i spilleautomatlovens § 39. Gebyr opkræves og inddrives af de regionale skattecentre på Spillemyndighedens vegne.

G.1.6.6 Stempelafgift

Stempelafgift er tillagt udpantningsret i medfør af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Personer bemyndiget af RIM har i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Ifølge stempelafgiftslovens § 31 hæfter enhver, der er part i det retsforhold, som et stempelpligtigt dokument vedrører, for betaling af stempelafgiften. Hvis en part ikke har fast ophold her i landet, og dokumentet på pågældendes vegne er underskrevet af en herboende person, hæfter denne person tilsvarende for afgiften.

Afgiftsmyndigheden er ifølge stempelafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, Told- og Skatteregion Høje-Tåstrup (nu: Skattecenter Høje-Tåstrup). Skattecenter Høje-Tåstrup sender eventuelle restancer til tvangsinddrivelse ved det skattecenter skyldneren hører under.

G.1.6.7 Tillægsafgift efter pensionsbeskatningsloven

I pensionsbeskatningslovens § 38, er der udpantningshjemmel for så vidt angår tillægsafgift (60 pct. af det udbetalte beløb) efter pensionsbeskatningslovens § 28.

Administration og opkrævning af denne tillægsafgift forestås af Skattecenter Maribo.

Inddrivelse af tillægsafgiften forestås af RIM.

G.1.6.8 Tinglysningsafgift

Tinglysningsafgift er tillagt udpantningsret i tinglysningsafgiftslovens § 21.

Afgiftsmyndigheden er Skattecenter Høje-Tåstrup, hvis opgaver blandt andet er vejledning, tilladelse til særlig afregningsform (storkundeordning) og kontrol med afgiftens rette betaling.

Opkrævning og inddrivelse af tinglysningsafgift forestås af RIM. Udlæg for restancer foretages af pantefogeden ved det skattecenter skyldneren hører under.

Registreringsmyndigheden er tinglysningsmyndigheden i den retskreds, hvor den faste ejendom er beliggende, Bilbogen, Skibsregisteret eller Statens Luftfarsvæsen.

G.1.6.9 Særregler for ikke forskudsvist udlagte bidrag

Bidrag, der ikke er forskudsvis udlagt, benævnes også kode 01-bidrag og kode 02-bidrag. Kode 01-bidrag er privatretlige krav, mens kode 02-bidrag er bidrag, hvor det offentlige er indtrådt i retten til bidraget, jf. aktivlovens § 97, stk. 1. Årsag til sådan indtrædelse kan fx være, at det offentlige har afholdt udgifterne til barnets forsørgelse eller har ydet hjælp til en person, der har ret til ægtefællebidrag, og således er indtrådt i retten til det fastsatte bidrag.

Ikke forskudsvis udlæggelse kan forekomme for følgende bidragstyper

Ægtefælle-/partnerbidrag (kode 01-bidrag).

Ægtefælle-/partnerbidrag, hvor det offentlige - i forbindelse med tidligere udbetaling af bistandshjælp - er indtrådt i retten til ægtefælle-/partnerbidraget (kode 02-bidrag).

Børnebidrag, hvor bidraget overstiger normalbidragets grundbeløb, eller hvor normalbidraget ikke er udlagt af det offentlige (kode 01-bidrag).

Børnebidrag, hvor det offentlige er indtrådt i retten til bidraget ved barnets anbringelse uden for hjemmet (kode 02-bidrag).

Børnebidrag, hvor forskudsvis udbetaling er afslået (kode 01/02-bidrag).

Ikke forskudsvis udbetalte bidrag, der bygger på udenlandske bidragsresolutioner (kode 01/02- bidrag) samt Færøerne og Grønland (kode 1902-bidrag).

Uddannelsesbidrag (kode 01/02-bidrag).

Særbidrag, fx til dåb, konfirmation samt underhold til moderen ved og omring fødslen, for så vidt disse ikke er forskudsvis udlagt (hvilket nogle vil kunne være).

Inddrivelse finder sted efter Lov om inddrivelse af underholdsbidrag (LIU) samt tilhørende cirkulærer og vejledning.

Udbetalinger til bidragsberettigede sker efterhånden, som beløbene indgår.

G.1.6.9.1

Henstand

For privatretlige bidrag (kode 01-bidrag) gælder, at henstand - principielt - kun kan indrømmes af bistandsberettigede, hvorfor tilkendegivelse fra bistandsberettigede i givet fald må indhentes.

G.1.6.9.2

Betalingsordninger

Når en betalingsordning fastsættes vedr. privatretlige krav (kode 01-bidrag), skal bidragspligtige gøres opmærksom på, at betalingsordningen indgås med forbehold for bidragsberettigedes efterfølgende godkendelse, idet en betalingsordning i almindelighed ikke bør indgås mod bidragsberettigedes vilje, medmindre det skønnes, at der ikke ved tvangsinddrivelse kan opnås større betaling.

Iflg. § 8, stk. 3 i Justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29/11 1978 har bistandsberettigede, hvor der er tale om betalingsordninger vedrørende privatretlige krav, således krav på at blive gjort bekendt med og ret til at godkende betalingsordninger. Efter cirkulærets § 9 har RIM pligt til at underrette bidragsberettigede om en af RIM godkendt betalingsordning og skal derfor underrette bidrgsberettigede om en ordning, som bidragspligtige har tilbudt/indvilliget i, samt høre, om bidragsberettigede har indvendinger imod ordningen.

Såfremt der ikke kan opnås større dækning ved tvangsinddrivelse, bør bidragsberettigede informeres om dette ved underretningen fra RIM.

Har bidragspligtige ikke betalingsevne, skal bidragsberettigede også underrettes om dette.

G.1.6.9.3 Tvangsinddrivelse

Tvangsinddrivelse foretages efter samme regler som for øvrige bidrag, dvs. ved udlæg, jf. Lov om inddrivelse af underholdsbidrag § 4 og lønindeholdelse, jf. Lov om inddrivelse af underholdsbidrag § 5. Specielle regler er nævnt nedenfor.

G.1.6.9.3.1 Udlæg

Udgifter ved realisation af udlagte genstande påhviler den, der har ret til bidraget.

Derfor skal bidragsberettigede, når der er tale om privatretlige krav (kode 01-bidrag), altid - før evt. tvangsrealisation iværksættes - vejledes om disse udgifter og muligheden for at opnå fri proces til afholdelse af tvangsauktion.

Specielt ved tvangsauktion over fast ejendom kan der forekomme betydelige omkostninger.

G.1.6.9.3.2 Lønindeholdelse

1 års-regel: Retten til indeholdelse i løn mv. bortfalder, hvis begæring om bidragets opkrævning ikke er fremsat inden 1 år efter bidragets forfaldstid, jf. Lov om inddrivelse af underhodsbidrag § 23, stk. 1.

5 års-regel: Retten til indeholdelse i løn mv. bortfalder, når kravet har været forfaldent i mere end 5 år, jf. Lov om inddrivelse af underholdsbidrag § 23, stk. 2.

Ved indeholdelse af privatretlige krav (kode 01-bidrag) gælder den særregel, at hvis der i forvejen er givet pålæg om indeholdelse til dækning af bidrag, der er forskudvis udbetalt af det offentlige (kode 03-bidrag), eller bidrag, der tilkommer det offentlige (kode 02-bidrag), viger sådanne pålæg for pålæg om indeholdelse af privatretlige krav, jf. justitsministeriets cirkulære nr. 217 af 29/11 1978 § 15, stk.3.

Størrelsen af indeholdelsesprocenten skal derfor altid fastsættes under hensyntagen til denne dækningsrækkefølge, idet der fortsat skal overlades bidragspligtige tilstrækkeligt med midler til eget og familiens underhold.

G.1.6.9.4 Modregning

Grundet manglende gensidighed er der ikke modregningsret i overskydende skat mv., arbejdsmarkedsbidrag, moms og biblioteksafgift for kode 01- og 02-bidrag, men udlæg kan foretages.

G.1.6.9.5 Bortfald af bidrag

Generelt gælder samme regler som for øvrige bidrag, jf. dog nedenfor.

G.1.6.9.5.1

Ægtefælle- og partnerbidrag

Hvis bistandspligtige i en periode har været uden betalingsevne, kan en "regulering med tilbagevirkende kraft" ske, hvis det skriftligt accepteres af bistandsberettigede.

G.1.6.9.5.2 børnebidrag

Indsigelser fra bidragspligtige om at restancer er helt eller delvis betalt, bortfaldet, forældet eller eftergivet skal forelægges bidragsberettigede. Afviser bidragsberettigede, at der er sket betaling, bortfald mv., har bistandspligtige bevisbyrden herfor.

G.1.6.9.6

Afskrivning og eftergivelse

Afskrivningsreglerne er beskrevet i afsnit O.13 ., hvortil der henvises.

For privatretlige krav (kode 01-bidrag) gælder det generelt, at RIM - i forbindelse med en for bidragspligtige indledt gældssanerings-, konkurs-, betalingsstandsnings- eller tvangsakkordsag - skal underette bidragsberettigede herom samt spørge bidragsberettigede, om pågældende selv ønsker at give møde i sagen, eller om RIM skal repræsentere bidragsberettigedes krav i boet.

RIM skal i den forbindelse huske at følge sagen op overfor bidragsberettigede ved fx fremsendelse af gældssaneringsforslag mv.

RIM kan ikke indgå i frivillige kreditorordninger vedrørende privatretlige krav (kode 01-bidrag). Restanten må her henvises til at tage kontakt med bidragsberettigede.

Bidrag, hvor det offentlige er indtrådt i retten til bidraget (kode 02-bidrag) kan - efter ansøgning - afskrives af den kommune, der er indtrådt i retten til bidraget. RIM kan eventuelt afslutte sagen som uerholdelig.

G.1.6.9.7

Forældelse

For kode 01- og 02-bidrag gælder en 5-årlig forældelse, jf. 1908-lovens § 1, nr. 2. Denne afbrydes og suspenderes efter samme regler som skatter.

G.1.6.9.8 Klager

fra den bidragsberettigede

Bidragsberettigede har i sager med privatretlige krav (kode 01-bidrag) altid krav på - ved forespørgsel - at få oplyst, hvilke skridt RIM har foretaget for at inddrive bidragsrestancen, samt på hvilket grundlag inddrivelsesskridtene er foretaget. Også oplysning om foreliggende KOBRA-restancer mv. samt indgåede betalingsordninger vedrørende sådanne kan meddeles bidragsberettigede som begrundelse for en mindre inddrivelse af bidrag. Bidragsberettigede har endvidere krav på aktindsigt.

Ønsker bidragsberettigede at "overtage" kravet til inddrivelse ved privat søgsmål, skal "overtagelsen" ske med en skriftlig erklæring herom. RIM skal i disse specielle tilfælde altid skriftligt underrette bidragsberettigedes bopælskommune om nedskrivningen/tilbagesendelsen af kravet samt begrundelsen herfor, således at bopælskommunen kan foretaget tilsvarende nedskrivning.

"Overtagelseserklæringen" videresendes til bidragberettigedes bopælskommune.

Den bidragsberettigde må anses at have en væsentlig retlig interesse i sagen og dermed også være klageberettiget med hensyn til beslutninger, der kan betegnes som egentlige forvaltningsakter. Klager fra bistrandsberettigede over, at der ikke foretages inddrivelse af privatretlige bidrag (kode 01-bidrag), kan indbringes for Landsskatteretten, hvis klagen vedrører en afgørelse (i form af en forvaltningsakt), fx om betalingsevne, eventuel kombineret med dækningsrækkefølgen.

Klager bidragsberettigede over, at der ikke er taget skridt til at undgå, at privatretlige krav (kode 01-bidrag) forældes, må RIM redegøre for baggrunden for de manglende forældelsesafbrydende skridt, fx at inddrivelse ikke skønnes mulig. Ønsker bidrgsberettigede at gøre erstatningskrav gældende, henvises denne normalt til domstolene.

G.1.7 Skatte- og afgiftskrav omfattet af en straffedom

Pantefogderne har den saglige kompetence til at inddrive erstatning for skatte- og afgiftsbeløb omfattet af en straffedom samt bøder i tilknytning hertil. Foruden bøder kan pantefogeden tillige inddrive sagsomkostninger og konfiskationsbeløb fastslået ved straffedommen.

Dette følger af RPL § 997, stk. 1, sammenholdt med INDL § 3.

RPL § 997, stk. 1, fastslår herudover, at politimesteren drager omsorg for straffedommes fuldbyrdelse såvel i henseende til straf som i henseende til dommens øvrige bestemmelser, derunder erstatning til den skadelidte, for så vidt denne begærer det. Dette indebærer, at politiet har pligt til at gøre skadelidte bekendt med, at et erstatningskrav kan rejses, hvorefter politiet har en klar forventning om, at skadelidte selv sikrer kravet.

Erstatning, der under straffesagen er tilkendt nogen, samt andre ydelser, der ved dommen er pålagt den skyldige, inddrives i øvrigt efter de i retsplejeloven foreskrevne regler. Da der ikke er udpantningsret for erstatningsbeløb, der er tilkendt en offentlig myndighed i en straffesag, sker tvangsfuldbyrdelsen via fogedretten, jf. RPL § 478, stk. 1, nr. 1, hvorefter bl.a. domme udgør et tilstrækkeligt eksekutionsfundament.

G.1.8 Krav, der ikke er tillagt udpantningshjemmel

Udlæg for krav der ikke er udpantningshjemmel for kan alene ske, hvor der er udlægsfundament efter RPL § 478, stk. 1. Den kompetente myndighed her er fogedretten.

Pantefogeden kan ikke foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, som fx erstatningskrav (vedrørende erstatningskrav for skatter og afgifter omfattet af en straffedom, se G.1.7 .) og sagsomkostninger tilkendt ved dom. Sådanne krav skal tvangsinddrives gennem fogedretten.

RIM inddriver fordringer - med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger - der opkræves af det offentlige, herunder fordringer, som det offentlig inddriver på vegne af andre fx underholdsbidrag, rent kommunale krav, der ikke er tillagt særlige inddrivelsesmidler, udenlandske krav, der inddrives af myndighederne i udlandet.

Tilsvarende gælder såvel offentligretlige som civilretlige krav, herunder krav fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende virksomhed og særlige fonde.

Udgangspunktet for de offentligretlige krav er, at disse er tillagt udpantningsret. Omvendt er udgangspunktet for de civilretlige kravs vedkommende, at disse ikke er tillagt udpantningsret.

Pantefogeden foretager udlæg for en lang række krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Udpantningsretten findes enten i udpantningsloven eller i særlovgivningen. Udlæg foretages med hjemmel i RPL § 478, stk. 2 og inddrives af pantefogeden efter reglerne i inddrivelsesloven. Se mere om udpantningsret i afsnit G.1.2 .

Udlæg for krav, der ikke er tillagt udpantningshjemmel, kan alene ske, hvis der et udlægsfundament efter RPL § 478, stk. 1. Den kompetente myndighed til foretagelse af disse udlæg er fogedretten. Grundlaget kan være en dom eller et dokument, der indeholder en skylderklæring fra skyldner. En sådan skylderklæring kan være et frivilligt forlig (udenretligt skriftligt forlig), som beskrevet RPL § 478, stk. 1. nr. 4, hvorefter der skal være tale om en forfalden gæld og det skal udtrykkeligt være bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse.

Såfremt der over for fogedretten er fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav, behøver fordringshaveren dog ikke at give møde, hvis kravet ikke overstiger 2.500 kr. bortset fra renter og omkostninger, der påløber efter fremsættelsen af anmodningen, eller hvis kravet er omfattet af RPL § 478, stk. 2. Dette fremgår af RPL § 492, stk. 2. Fogedretten kan dog indkalde fordringshaveren når det findes nødvendigt, jf. RPL § 492. stk. 3.

I medfør af retsplejelovens kapitel 44 a er der mulighed for en forenklet inkassoproces, såfremt der er tale om et forfaldent pengekrav på højst 50.000 kr., jf. RPL § 477 a. Inddrivelsen indledes ved indlevering af et betalingspåkrav til fogedretten i en retskreds, hvor der er værneting efter retsplejelovens kapitel 22.

Betalingspåkravets udformning skal overholde betingelserne i RPL § 477 b og Domstolsstyrelsens bekendtgørelse om indlevering af betalingspåkrav m.v. efter retsplejelovens kapitel 44 a (forenklet inkassoproces). Eventuelle indsigelser skal være modtaget skriftligt i fogedretten senest 14 dage efter, at betalingspåkravet er forkyndt. Hvis forkyndelsen er sket i udlandet, Færøerne eller Grønland, er fristen dog 4 uger efter forkyndelsen. Såfremt ingen indsigelse modtages vil fogedretten behandle sagen som om skyldneren er enig i kravet. Såfremt betingelserne til betalingspåkravet er opfyldte, vil betalingspåkravet få en påtegning, og - såfremt kreditor har ønsket det - vil udlæg blive foretaget uden fornyet henvendelse.

Både det frivillige forlig og betalingspåkravet, der har fået påtegning, udgør et særligt retsgrundlag efter 1908- lovens § 1, stk. 2, således at kravet bringes ind under 20-årig forældelse. Efterfølgende tilskrevne renter er dog fortsat omfattet af 1908-lovens 5 årige forældelsesfrist.

G.1.9 Den judicielle foged

Fogedretten har betydning for RIMs inddrivelsesarbejde henholdsvis ved tvangsfuldbyrdelse af krav, som ikke i lovgivningen er tillagt udpantningsret, og som klageinstans for udlæg foretaget af RIMs pantefogeder, jf. INDL § 6, stk. 1, og OIL § 4, stk. 3.

I det omfang RIM ikke er i besiddelse af den nødvendige kompetence til at inddrive ved udlæg, sker tvangsinddrivelse ved udlæg foretaget af fogedretten.

Andre krav end de af opkrævnings- og inddrivelsesloven omfattede offentlige krav, fx civilretlige krav, inddrives således med bistand af fogedretten.

I den forbindelse skal det bemærkes, at der er visse begrænsninger i fogedrettens kompetence afhængig af, om fogedretten beklædes af en juridisk foged eller af en såkaldt kontorfoged.

Kontorpersonalet ved fogedretterne kan med hjemmel i RPL § 17a, stk. 2, bemyndiges til at foretage fogedforretninger. Hvis fogedretten beklædes af en kontorfoged, må der ikke træffes afgørelse i tvister eller foregå bevisførelse. Bliver der behov herfor må kontorfogden enten udsætte sagen eller tilkalde en juridisk foged. Kontorfogden kan dog træffe beslutning om politifremstilling af en skyldner. I praksis foretages mange udlægsforretninger af kontorfogder.

Hvis en skyldner udebliver fra et møde i fogedretten, og pantefogden mener, at sagen bør behandles under en udkørende fogedforretning med henblik på at høre skyldnerens personlig forklaring og undersøge skyldnerens bolig for udlægsegnede effekter, skal fogedretten imødekomme en sådan begæring, jf. UfR 2001, 2396 VLK.

G.1.10 Erstatning for ulovlige udlæg mv.

I medfør af INDL § 5, jf. RPL § 505, stk. 1, påhviler det fordringshaveren at betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.

Tilsvarende har en skyldner, for hvem der har været truffet bestemmelse om politifremstilling, krav på erstatning for tab og godtgørelse for tort, jf. RPL § 505, stk. 2.

Kravet på erstatning skal fremsættes over for pantefogden, fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder ved siden af den særlige erstatningsregel i retsplejeloven.

Ved fejl og forsømmelser i det juridiske arbejde kan RIM således ifalde et erstatningsansvar.

Spørgsmålet om ansvar for fejl og forsømmelser i forbindelse med en pantefogeds arbejde har været prøvet i sagen UfR 1974, 255 ØLD. En toldfoged (nu pantefoged) havde foretaget udlæg i et kasseapparat, der efterfølgende blev bortsolgt på tvangsauktion. Kasseapparatet havde hørt til butiksinventaret i en forretning i en fast ejendom, som 3-mand havde pant i og som pågældende overtog som ufyldestgjort panthaver efter tvangsauktionen. Toldkammeret erkendte, at kasseapparatet var omfattet af TL § 37 og udbetalte provenuet fra tvangsauktionen til tredjemand. I sagen stadfæstede Østre Landsret civilrettens dom, der fastslog, at distrikstoldkammeret ikke ved toldfogdens udlægsforretning eller på anden vis fandtes at have gjort sig skyldig i uforsvarlig adfærd, der kunne medføre erstatningspligt efter den almindelige erstatningsregel, og at der ikke fandtes grundlag for at statuere videregående ansvar efter andre erstatningsregler.

Heller ikke i sagen TfS 1999, 169 ØLD fandt landsretten, at myndighederne havde begået fejl eller forsømmelser, og frifandt Skatteministeriet for et erstatningskrav efter at have fastslået, at en fordringshaver "efter retsplejelovens § 505, stk. 1, er [...] ansvarlig på objektivt grundlag over for skyldneren, hvis den fordring, der danner grundlag for tvangsfuldbyrdelse, ikke består." Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der ikke allerede fra låneoptagelsen til køb af den faste ejendom var ydet pågældende tidsubestemt henstand med betaling af renter, hvorfor der ikke var fradragsret for renterne. Herefter fandt Landsretten ikke skyldneren berettiget til erstatning for tort.

Et andet udfald fik sagen i TfS 2000, 2852 (fogedretskendelse), hvor en skatteyder havde rejst krav om godtgørelse for tort på 40.000 kr. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at lade kommunens objektive ansvar bortfalde eller nedsætte på grund af egen skyld hos skatteyderen, hvorfor skatteyderen blev tilkendt godtgørelse for tort, men godtgørelsen blev nedsat til 8.000 kr., idet fogedretten navnlig lagde vægt på, at skatteansættelsen, der have medført restskatten, og som der var foretaget udlæg for, blev annulleret og udlægget ophævet inden for en uge efter dets foretagelse.

G.2 Udlægsforretningens forberedelse

Når der opstår en restance er udgangspunktet at der skal følges hurtigt og effektivt op på den manglende betaling ved tilbundsgående udlæg.

Ud fra en konkret vurdering kan pantefogden dog undlade at iværksætte en fogedforretning første gang en virksomhed eller en borger optræder på en restanceliste.

Skattecentret kan vælge, at kontakte restanten telefonisk med henblik på en afklaring af, hvornår beløbet vil kunne betales. Der kan gives en kort fristudsættelse med betaling på maksimalt en måned. Betaling skal dog som udgangspunkt altid ske inden næste tilsvar/rate forfalder.

Hvis betaling ikke kan ske inden for denne tidsfrist, skal der foretages udlæg for det forfaldne beløb.

Inden udlæg foretages skal pantefogeden påse, at de formelle udlægsbetingelser er overholdt, det vil sige, at

kravet ikke er forældet eller bortfaldet på anden måde

kravet er omfattet af fogdens stedlige kompetence (se G.1.3.1.1 )

kravet er omfattet af fogdens saglige kompetence (se G.1.3.1.2 )

fuldbyrdelsesfristen i RPL § 485 er udløbet (se G.2.1 )

underretning om udlægsforretningen er kommet frem til skyldneren (se G.2.5 og G.2.6 )

Manglende overholdelse af de 3 første betingelser medfører udlæggets ugyldighed, medens betingelserne D og E i visse tilfælde kan fraviges.

G.2.1 Fuldbyrdelsesfrist

Hovedreglen, for hvornår udlæg kan foretages, er fastsat i RPL § 485, der fastslår, at udlæg først kan foretages, når der er forløbet 7 dage fra skyldneren fik meddelelse om udlægsforretningen.

Denne 7-dages frist, kaldes fuldbyrdelsesfristen og er indført for at give skyldneren en mulighed for at afværge udlægsforretningen.

Fuldbyrdelsesfristen regnes fra den dag meddelelsen om forretningen er givet til skyldneren.

Undtagelser til hovedregelen i RPL § 485 er fastsat i RPL § 486, stk. 2.

Fravigelse fra hovedreglen kan herefter blive,

hvis skyldneren samtykker i forretningens fremme (frafalder kald og varsel). Dette kan være praktisk for skyldneren i de tilfælde, hvor der i tiden fra forkyndelse af udlæg til forretningens foretagelse forfalder yderligere krav

hvor det antages, at dækningsmuligheden ellers vil blive væsentligt forringet, fx hvis skyldneren er i færd med at realisere sine aktiver for at tage til udlandet, hvis skyldneren indgår usædvanlige handler, eller hvis skyldneren pludselig får en stor arv eller gevinst.

Før denne undtagelsesbestemmelse anvendes skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en individuel og konkret vurdering af samt være konkrete holdepunkter for antagelsen om, at dækningsmuligheden i modsat vil blive væsentligt forringet.

Hvis en undtagelsesbestemmelse bringes i anvendelse, skal det dokumenteres på udlægsbladet med angivelse af, hvorfor undtagelsesbestemmelsen er anvendt og hvilke konkrete forhold, der har begrundet anvendelsen.

G.2.2 Forkyndelse

Hvis fuldbyrdelse sker på grundlag af en udpantningsret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldneren, jf. RPL § 493, stk. 3, 1. punktum, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. En forkyndelse er en underretning til skyldneren om udlægsforretningen.

Underretningen skal indeholde oplysninger om tid og sted for forretningens foretagelse, jf. RPL § 493, stk. 1, og skyldnerens skal være underrettet om om kravets grundlag, størrelse og sidste rettidige betalingsdato, jf. RPL § 493, stk. 3, 2. punktum.

Forkyndelsesformen skal kun anvendes første gang, der foretages udlæg for et krav, jf. RPL § 493, stk. 3, 3. punktum. Ved senere forretning for samme krav skal der således ikke ske forkyndelse efter stk. 3, men kun ske underretning efter stk. 1 om tid og sted for forretningens foretagelse. Underretning kan dog undlades, jf. RPL § 493, stk. 2, se nærmere herom i afsnit G 2.5 .

G.2.3 Forkyndelsesformer

Forkyndelse kan ske enten overfor hver enkelt skyldner efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17 (individuel forkyndelse) eller ved bekendtgørelse i de mest almindelige dagblade, jf. INDL § 9, stk. 1.

Endvidere kan udlæg foretages uden forudgående forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis dette tydeligt er angivet på et indbetalingskort, hvor beløbets størrelse og sidste rettidige indbetalingsdag er anført, jf. INDL § 9, stk. 2.

INDL § 9, stk. 2, kan også anvendes ved udlægsforretninger mod subsidiært hæftende ægtefæller ifølge Retten i Brønderslevs kendelse af 25. marts 2002 i sagen FS 3-690/2001 (fogedretskendelse).

Udlæg kan dog tidligst foretages 7 dage efter sidste rettidige betalingsdag. Gives meddelelsen efter sidste rettidige betalingsdag, kan udlæg tidligst foretages 7 dage efter afsendelse af meddelelsen.

Denne forkyndelsesform anvendes ved udlæg for selskabsskatter, B-skatter samt restskatter, og kan som anført ovenfor også anvendes mod subsidiært hæftende ægtefæller.

G.2.3.1 Forkyndelse i dagspressen

Dagbladsforkyndelse i medfør af INDL § 9 sker ultimo i måneden og omfatter alle offentlige krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Udlæg for punktafgifter og administrative bøder forkyndes individuelt.

Bekendtgøres udlægsforretningen efter INDL § 9 skal pantefogden herudover give skyldneren underretning om tid og sted for udlægsforretningen, jf. RPL § 493, stk. 1.

Finder skattecentret, at en udlægsforretning på grund af særlige omstændigheder ikke kan afvente bekendtgørelse i dagspressen, kan udlægsforretningens fremskyndes ved forkyndelse for skyldneren personligt.

G.2.3.2 Individuel forkyndelse

Udlæg for punktafgifter og administrative bøder forkyndes individuelt.

Individuel forkyndelse skal ligeledes anvendes, hvis pantefogden træffer bestemmelse om, at skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2, eller stk. 3.

Forkyndelse overfor skyldneren personligt skal ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17 og kan ske i følgende former

Brevfokyndelse

Postforkyndelse

Digetalforkyndelse

Stævningsmandsforkyndelse

Forkyndelse i Statstidende

Politiforkyndelse

Forkyndelsen anses for gyldig, blot den er kommet frem til skyldneren, medens den ikke behøver at være kommet til hans kundskab.

Er reglerne om forkyndelse i RPL §§ 155 - 157 ikke overholdt, anses forkyndelsen alligevel for gyldig, såfremt den er kommet skyldneren i hænde, jf. RPL § 163, stk. 3.

G.2.3.2.1 Brevforkyndelse

Retningslinierne for brevforkyndelse er fastsat i RPL § 155, nr. 1.

Den meddelelse, som skal forkyndes, sendes eller afleveres til skyldneren, som anmodes om at bekræfte modtagelsen på en genpart eller et modtagelsesbevis.

Forkyndelse anses for sket, når skyldneren har underskrevet genpart eller modtagelsesbevis. Retsvirkningerne regnes fra den dag, forkyndelsen angives at være modtaget eller hvis en modtagelsesdag ikke er anført den dag, der fremgår af poststemplet, jf. RPL § 156.

G.2.3.2.2 Digital forkyndelse

Efter RPL § 155, nr. 2, kan forkyndelse ske ved digital kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om at bekræfte modtagelsen (digital forkyndelse).

G.2.3.2.3

Postforkyndelse

Retningslinierne for postforkyndelse er fastsat i RPL § 155, nr. 3.

Meddelelsen sendes til skyldneren i et brev med afleveringsattest.

Overfor hvem og hvor forkyndelse kan ske er nærmere beskrevet under punktet G 2.3.2.4 . om stævningsmandsforkyndelse.

G.2.3.2.4 Stævningsmandsforkyndelse

Retningslinierne for stævningsmandsforkyndelse er fastsat i RPL § 155, nr. 4.

Meddelelsen afleveres til skyldneren af en stævningsmand.

Post- og stævningsmandsforkyndelse skal, jf. RPL § 157, stk. 1, så vidt muligt ske overfor skyldneren personligt. I så fald stilles der ikke krav til stedet for forkyndelsen.

Træffes skyldneren ikke, kan forkyndelse ske på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller hvis skyldneren bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet

eller

på skyldnerens arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller for så vidt angår selvstændige næringsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale overfor personer, der er ansat i virksomheden.

I de tilfælde skyldneren ikke træffes, kan forkyndelse dog ikke ske for personer under 18 år, jf. RPL § 157, stk. 2.

Er skyldneren et selskab sker forkyndelse overfor direktøren eller et andet medlem af ledelsen, jf. RPL § 494, stk. 4, der giver vejledning om, over for hvem forkyndelse kan ske.

G.2.3.2.5 Forkyndelse i statstidende

Retningslinierne for forkyndelse i Statstidende er fastsat i RPL § 159.

Forkyndelse kan ske i Statstidende, hvis skyldnerens bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses,

eller

hvis en fremmed myndighed nægter eller undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse for en skyldner med kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, jf. RPL § 158.

G.2.3.2.6 Politiforkyndelse

Reglerne for politiforkyndelse er fastsat i § 8 i bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse, der er udstedt i medfør af en bemyndigelse til justitsministeren i RPL § 165, stk. 1, til at fastsætte nærmere regler for forkyndelse.

Efter disse regler kan politiet foretage forkyndelse, hvis der i forbindelse med politiets undersøgelser vedrørende skyldnerens adresse, opholdssted eller arbejdssted træffes nogen, over for hvem forkyndelse kan ske.

Betingelsen for at anmode politiet om bistand, er at forkyndelse ikke kan foretages på grundlag af de foreliggende oplysninger om adresse, opholdssted eller arbejdssted, og at nye oplysninger ikke kan tilvejebringes ved henvendelse til folkeregisteret eller på anden måde.

En anmodning om bistand fremsendes til politidirektøren i København/ politimesteren i den politikreds, hvor skyldneren sidst har haft bopæl.

G.2.4 Tid og sted for udlægsforretningen

Skyldneren skal som hovedregel have underretning om tid og sted for udlæggets foretagelse, jf. RPL § 493, stk. 1.

Tidspunktet fastsættes under hensyn til følgende

Fuldbyrdelsesfristen skal være overholdt, jf. RPL § 485 (se G.2.1 )

Underretning eller tilsigelse skal være sket, jf. RPL §§ 493, stk. 1, og 494 (se G.2.5 og G.2.6 )

den praktiske tilrettelæggelse af udlægsarbejde

Stedet for udlægsforretningen fastsættes under hensyn til følgende

værnetingsreglerne i INDL § 10, jf. RPL § 487 (se G.1.3.3 )

pantefogdens kendskab til skyldneren og den praktiske tilrettelæggelse af udlægsarbejdet

Påbegyndes udlægsforretningen på skattecentret eller et subsidiært mødested skal det nøjagtige tidspunkt angives.

Foretages udlægsforretningen udenfor skattecentrets adresse angives tid og sted så præcist som den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet tillader. Angivelse af dato og formiddag/eftermiddag anses for tilstrækkeligt, ligesom der kan angives alternative datoer.

G.2.5 Underretning

Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det i RPL § 493, stk. 3, bestemt, at skyldneren, hvis ikke andet er bestemt i lovgivningen, skal have underretning om udlægsforretningen, såfremt fuldbyrdelse sker på grundlag af en udpantningsret.

Retsplejeloven stiller ingen formelle krav til underretning, men den bør altid ske på en sådan måde, at det efterfølgende kan godtgøres, at underretning rent faktisk er sket.

Sendes underretning samtidig med bekendtgørelse i dagspressen, skal fristen af hensyn til overholdelse af fuldbyrdelsesfristen være på mindst 7 dage.

Sendes underretningen efter udløbet af fuldbyrdelsesfristen kan udlæg foretages med aftens varsel.

Der bør gives skyldner en frist, som giver skyldner mulighed for at afværge udlægsforretningen.

Undlades underretning, uden at betingelserne i RPL § 493, stk. 2, herfor er opfyldt, er udlægget ugyldigt, medmindre det antages, at undladelsen har været uden betydning.

Retten i Randers har behandlet spørgsmålet i sagen FS 6-1079/2002 (fogedretskendelse). I denne sag stadfæstede fogedretten en told- og skatteregions udlæg i indestående på bankkonti tilhørende skyldneren, da der ikke var foretaget udlæg i en budgetkonto, og der henstod et beløb på 2.500 kr. til leveomkostninger indtil næste lønudbetaling. Udlægget var foretaget uden forudgående underretning og uden skyldnerens tilstedeværelse, da skyldneren tidligere på dagen overfor fogden havde tilkendegivet, at han intet ejede, som kunne være til genstand for et udlæg, hvorefter det blev aftalt, at en igangværende afdragsordning skulle fortsætte.

I SKM2006.545.HR havde Viborg Politi under en ransagning hos skyldneren fundet 70.000 kr., som politiet tog i sin besiddelse, uden at der var hjemmel hertil i retsplejelovens kapitel 74.

Politiet kontaktede herefter Viborg Kommune, der på baggrund af oplysningerne om, at politiet var i besiddelse af 70.000 kr. tilhørende skyldneren foretog udlæg i beløbet, hvilket skete uden forudgående underretning af skyldneren.

Skyldneren gjorde under sagen gældende, at det var med urette, at udlægget var foretaget uden forudgående underretning af skyldneren, at politiet var kommet i besiddelse af pengene på ulovlig vis, hvorfor det af Viborg Kommune foretagne udlæg var ulovligt, at politiet ikke havde været berettiget til at kontakte Viborg Kommune med meddelelse om, at politiet hos skyldneren havde fundet 70.000 kr., og at beløbet ikke tilhørte skyldneren, men derimod dennes børn.

Højesteret fandt, at det var med rette, at Viborg Kommune havde foretaget udlæg uden forudgående underretning af kærende, jf. INDL § 5 og RPL § 493, stk. 2, ligesom Højesteret fandt, at kommunen ikke havde fået kendskab til beløbets eksistens på en sådan måde, at udlægget var ulovligt. Afgørelsen er tillige nævnt i afsnit G.5.2.1 .

G.2.6 Tilsigelser - fælles træk

Underretning sker typisk i form af en tilsigelse i henhold til INDL § 10. En tilsigelse er et pålæg til skyldner om at møde til udlægsforretning. Tilsigelsen skal angive tid og sted samt konsekvenserne af en udeblivelse.

Der anvendes 2 typer af udlægstilsigelser henholdsvis en uformel tilsigelse og en formel tilsigelse.

I begge tilfælde er det skyldneren og/eller virksomhedens ansvarlige leder, der tilsiges til udlægsforretning.

Fælles for de 2 typer af tilsigelser er oplysningerne om mødested, -dato og -tid, restancens størrelse og oplysningerne om, hvordan udlægsforretningen kan afværges.

Derimod er virkningen af udeblivelse fra udlægsforretning forskellige på de 2 typer, se nærmere herom under punkterne G 2.6.1 (uformel tilsigelse) og G 2.6.2 (formel tilsigelse).

G.2.6.1 Uformel tilsigelse

Virkningen ved udeblivelse på en uformel tilsigelse er, at der uden fornyet underretning inden for 2 dage kan foretages udlægsforretning på skyldnerens bopæl eller i virksomheden.

En sådan udgående fogedforretning anses ifølge gældende retspraksis for en fortsættelse af den varslede, hvis den vel at mærke foretages inden for 2 dage. Hvis 2-dagsfristen ikke kan overholdes, skal der ske fornyet underretning af skyldneren, da der i så fald er tale om en ny udlægsforretning.

En uformel tilsigelse kan forkyndes i dagspressen efter reglerne i INDL § 9, men kan også forkyndes for skyldneren personligt, hvis udlægsforretningen på grund af særlige omstændigheder ikke kan afvente forkyndelse i dagspressen.

Hvis skyldneren ikke træffes på den udgående fogedforretning, og pantefogden vurderer, at der er behov for at gennemføre fogedforretningen, rekvirerer pantefogden en formel tilsigelse.

G.2.6.2 Formel tilsigelse

Virkningen af udeblivelse på en formel tilsigelse er, at skyldneren uden yderligere varsel kan blive afhentet og fremstillet ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2 og 3, jf. INDL § 7, stk. 1

En formel tilsigelse anvendes således alene, når konsekvenserne af udeblivelsen forventes at blive politifremstilling, se G 2.7 Politifremstilling.

En formel tilsigelse skal altid forkyndes for skyldneren personligt, se herom i afsnit G 2.3.2.

G.2.7 Politifremstilling

Er skyldneren blevet tilsagt i henhold til RPL § 494, stk. 1, ved en formel tilsigelse, har skyldneren pligt til at give møde under udlægsforretningen.

Udebliver skyldneren uden lovlig forfald, kan pantefogden bestemme, at han skal politifremstilles, jf. RPL § 494, stk. 2.

Begæring om politifremstilling beror på pantefogdens skøn. I det skøn, der skal udøves, skal det indgå, om der ikke forinden bør forsøges med en udgående udlægsforretning.

Lovligt forfald foreligger først og fremmest, hvis skyldneren beviseligt har været syg. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at han fx skulle på arbejde eller ud at rejse.

Foreligger der ikke lovligt forfald, men dog visse undskyldende omstændigheder kan disse tages i betragtning i relation til skønnet over det rimelige i at lade skyldneren politifremstille.

Har skyldneren på grund af bortrejse ikke personligt været bekendt med tilsigelsen bør han ikke politifremstilles.

Har skyldneren reageret på tilsigelsen ved fx at sende et brev med indsigelser, eller har han betalt et afdrag, bør han ikke politifremstilles, men i stedet tilsiges til et nyt møde eller en ny udlægsforretning.

Anser pantefogden det for overvejende sandsynligt, at der ikke under udlægsforretningen kan opnås hel eller delvis dækning af kravet, bør pantefogden ikke træffe bestemmelse om politifremstilling, jf. RPL § 494, stk. 3, medmindre formålet hermed er at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse, jf. INDL § 7.

Er der truffet bestemmelse om politifremstilling, uden at betingelserne herfor er opfyldte kan dette medføre et erstatningskrav fra skyldneren, jf. RPL § 505, stk. 1 og 2. (se afsnit G 1.10 ).

Krav om erstatning skal fremsættes overfor pantefogden, fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

G.2.8 Afværgelse af udlægsforretning

INDL § 11, stk. 1 bestemmer, at fra den dag, udlæg kan foretages, kan skyldneren med frigørende virkning betale det skyldige beløb til den, der skal foretage udlægget, samt at RIM kan bestemme, at betaling til pantefogden kun kan ske under forretningen.

Afværgelse kan ske såvel inden som under udlægsforretning ved betaling, modregning eller korrektion af kravet.

Afværgelse ved betaling forudsætter indbetaling af det samlede krav inkl. renter og omkostninger. Betaling skal ske kontant eller ved banknoteret check.

Afværgelse ved modregning kan ske under udlægsforretningen, såfremt skyldnerens krav anerkendes af pantefogden, eller hvis rigtigheden må anses for godtgjort og de almindelige modregningsbetingelser er opfyldte, jf. RPL § 522.

Dækker modregningen kun en del af fordringen, gennemføres der udlægsforretning for den resterende del.

Afværgelse ved korrektion af skyldgrundlaget kan ske ved 0-angivelse, negativ angivelse eller oplysning om, at virksomheden er afmeldt fra registrering uden restance.

Pantefogden må vurdere, om korrektionen kan antages at være korrekt. I benægtende fald fremmes udlægsforretningen og eventuelle indsigelser forelægges fogedretten til prøvelse, jf. INDL § 6.

G.3 Udlægsforretningens gennemførelse

Fremgangsmåden under en udlægsforretning er den samme, uanset hvor den finder sted, og uanset om skyldneren tidligere har været tilsagt til en udlægsforretning for det aktuelle krav eller et andet krav.

Før udlægsforretningen påbegyndes skal pantefoged påse, at de formelle udlægsbetingelser er opfyldt.

I forbindelse med påbegyndelse af udlægsforretningen, skal pantefogden præsentere sig overfor den, som møder eller træffes under udlægsforretningen, og skal på forlangende forevise legitimation.

Pantefogden skal ligeledes sikre sig identifikation af skyldneren.

Inden tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer pantefogden skyldneren til frivilligt at opfylde kravet, jf. RPL § 496, stk. 1. Fordringshaveren kan ikke afvise afdrag på fordringen, jf. stk. 2.

Det krav, der foretages udlæg for, opgøres for skyldneren og indføres på udlægsbladet. Har skyldneren spørgsmål besvares de så vidt muligt og på en sådan måde, at skyldneren er klar over, hvad det er for et krav, der foretages udlæg for.

Det fremgår af RPL § 500, stk. 1, at fogden skal vejlede en skyldner, som ikke møder med advokat, om hans retsstiling under udlægsforretningen. Vejledningspligten er nærmere beskrevet i afsnit G 3.8.1 .

Vejledningspligten skal iagttages under alle udlægsforretninger, uanset om skyldneren tidligere har givet møde under en udlægsforretning. Forsømmelse af vejledningspligten kan medføre, at udlægget ophæves som ugyldigt, hvis forsømmelsen anses for væsentlig. Spørgsmål om ophævelse afgøres af fogedretten.

I denne forbindelse er det vigtigt, at skyldneren oplyses om klageadgangen til fogedretten, jf. INDL § 6 (se G. 3.8.7 ). Hvis indsigelsen fremsættes overfor pantefogden under udlægsforretningen, indbringer pantefogden klagen for fogedretten. Efterfølgende kan en inddsigelse også fremsættes overfor enten skattecentret, der derefter vil foranledige indsigelsen videresendt til fogedretten. Fristen for fremsendelse af indsigelser til fogedretten er 4 uger fra udlægsforretningens gennemførelse, jf. INDL § 6, stk. 3. Hvis særlige forhold gør sig gældende, kan fogedretten i indtil 1 år efter forretningens foretagelse dog tillade, at en indsigelse behandles. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. INDL § 6, stk. 3, sidste punktum.

G.3.1 Sagens parter

Under udlægsforretningen er foruden skyldneren pantefogden til stede. Skyldneren kan vælge at lade sig repræsentere ved en anden.

Ved gennemførelse af udlægsforretningen kan der i visse tilfælde anvendes vidner.

Skattecentrenes pantefogder har under udlægsforretningen en dobbelt rolle, idet pantefogden dels er repræsentant for kreditor (RIM) og dels er "fogedretten", der som inddrivelsesinstans også skal tilgodese skyldnerens interesser.

Under en udlægsforretning kan tredjemænd, som mener, at et udlæg vil støde mod deres rettigheder, være til stede, jf. RPL § 499 (se G.3.10 ).

Tredjemand kan på et hvilket som helst tidspunkt rejse indsigelse mod udlægsforretningen, også efter at eventuel tvangsauktion er afholdt. Tredjemand kan dog kun rejse indsigelse vedrørende udlæggets genstand og ikke mod formalia ved udlægsforretningen, som fx at forkyndelse ikke er sket.

Endvidere kan der deltage vidner under en udlægsforretning (se G.3.9 ).

G.3.2 Skyldneren

Når en skyldner er tilsagt til udlægsforretning, er der mødepligt medmindre skyldneren har lovligt forfald, se herom G.2.6 om tilsigelser.

Skyldneren kan være

en fysisk person, der hæfter personligt og direkte for kravet

Driver skyldneren en enkeltmandsvirksomhed, kan kreditor således foretage udlæg i både virksomhedens aktiver og i den personlige formue.

en juridisk person, det vil sige en flerhed af personer, der driver en virksomhed. Der kan være tale om et selskab, forening m.v.

ApS eller A/S

Er der tale om et selskab fx et ApS eller et A/S kan kravet alene rettes mod selskabets formue. Aktionærer og anpartshavere hæfter ikke personligt for selskabets forpligtelser. Dog kan de vælge at stille sikkerhed for selskabets gæld ved frivilligt pantsætning af personlige formuegoder.

Interessentskab

I et interessentskab hæfter deltagerne personligt, solidarisk og direkte for selskabets forpligtelser. Fælleskreditorerne har fortrinsret til interessentskabets formue i forhold til de enkelte interessenters særkreditorer. Fælleskreditorer kan enten søge fyldestgørelse i interessentskabets formue eller i den enkelte interessents formue. Særkreditorerne kan foretage udlæg i den enkelte interessents formue eller i interessentens ideelle andel af interessentskabet, det vil sige nettoandelen.

Sameje

I tilfælde af sameje er fælles- og særkreditorer ligestillede.

Pantefogden skal i forbindelse med udlægsforretningen sikre sig identifikation af skyldneren og sikre sig, at der kun foretages udlæg i skyldnerens formue, se mere herom i afsnit G 5.1 Skyldnerens formue.

G.3.3 Skyldnerens pligter

Pantefogden skal vejlede skyldneren om hans retstilling under udlægsforretningen.

I de følgende underafsnit vil det blive beskrevet, hvad der indgår i pantefogdens vejledningspligt overfor skyldneren om skyldnerens pligter under og efter udlægsforretningen.

G.3.3.1 Mødepligt

Skyldneren har mødepligt, jf. RPL § 494, stk.1. Dette skal sammenholdes med, at skyldneren efter reglen i INDL § 10 kan tilsiges til en udlægsforretning, og at tilsigelsen er et pålæg om at møde.

Skyldnerens mødepligt og virkningerne af udeblivelse fra udlægsforretningen skal fremgå af teksten på de udlægstilsigelser, der fremsendes eller forkyndes for skyldneren, jf. afsnit G.2.6.1 Uformel tilsigelse og G.2.6.2 Formel tilsigelse.

G.3.3.2 Oplysningspligt

Skyldneren har oplysningspligt, jf. RPL § 497, stk. 1. Skyldneren skal give de oplysninger, som pantefogden finder nødvendige til gennemførelse af udlægsforretningen.

Blandt andet på grund af reglen i RPL § 509 om opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand, er skyldneren pligtig til at give oplysninger om egne og husstandens økonomiske forhold og egne formueforhold.

En skyldner har også pligt til at give oplysninger om sin egen og husstandens økonomiske forhold efter RPL § 497, stk. 1, selv om der er rejst sigtelse mod ham for dokumentfalsk/bedrageri, når der ikke er sammenhæng med den rejste sigtelse, jf. ØLK af 23. november 2001 i sagen B-3024-01.

Af hensyn til muligheden for lønindeholdelse kan det kræves, at skyldneren giver oplysninger om arbejdsforhold herunder ansættelsessted.

På baggrund af ovennævnte oplysninger skal pantefogden vurdere hvilke fyldestgørelsesmuligheder, der er til stede.

Såfremt skyldneren ikke vil fremkomme med de fornødne oplysninger kan han tages i forvaring i op til 6 måneder, jf. RPL § 497, stk. 2. Afgørelsen herom kan alene træffes af fogedretten, jf afsnit G 1.3.4.1 Begrænsninger i den juridiske kompetence.

Hvis en skyldner fortsat ikke vil give oplysninger til brug for udlæg/lønindeholdelse efter at have været taget i forvaring ved politiets foranstaltning i samme sag i 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt, jf. RPL § 497, stk. 2, har vi ikke yderligere tvangsmidler til fremskaffelse af oplysninger.

Ifølge RPL § 494, stk. 4, har en direktør mv., der møder som repræsentant for et selskab, pligt til at give oplysninger om selskabets forhold under en udlægsforretning. En sammenholdelse af RPL § 494, stk. 4, og RPL § 497, stk. 2, fører frem til, at retsplejelovens bestemmelse om forvaring i § 497, stk. 2, også kan finde anvendelse på et selskabs direktør mv.

En direktør eller et medlem af bestyrelsen i et selskab kan således tilsvarende tages i forvaring af politiet, indtil pågældende til brug for udlægsforretning giver oplysninger om selskabets aktiver. Kendelse herom skal afsiges af fogedretten, der påser, om der er udsigt til at opnå hel/delvis dækning, og om sanktionen (forvaring) står i rimeligt forhold til kravets størrelse, jf. RPL § 494, stk. 3.

G.3.3.3 Sandhedspligt

Skyldneren har sandhedspligt, jf. RPL § 497, stk. 1.

Pantefogden skal pålægge skyldneren at tale sandt og gøre ham bekendt med strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring. Kravet om tilkendegivelse af strafansvar er opfyldt blot ved, at pantefogden angiver, at overtrædelse kan straffes.

Oplysningspligten i § 497 gælder alene i relation til skyldneren, ikke i relation til de personer, der møder i henhold til fuldmagt, jf. UfR 1960.717 ØLD, og heller ikke i forhold til tredjemænd.

I UfR 1960, 717 ØLD fandt landsretten det berettiget, at skyldnerens advokat nægtede at oplyse, hvad der stod på skyldnerens klientkonto, da der ikke var hjemmel til at sidestille skyldnerens advokat med skyldneren selv ved anvendelse af § 497, stk. 1, og da advokaten ikke var afæsket forklaring som vidne.

Der kan imidlertid blive tale om, at andre end skyldneren afhøres som vidner. Hvis tredjemænd ønskes afhørt som vidne - som fx i sagen UfR 1979, 216 VLD - skal sagen indbringes for den juridiske foged. I denne sag fastslår landsretten, at en skyldner, der under en fogedforretning til tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav har oplysningspligt efter RPL § 497, ikke har grundlag for at nægte samtykke til eventuel vidneførsel af bankpersonale til oplysning af, om skyldneren har yderliger aktiver i den konkrete bank.

Overtrædelse af sandhedspligten overfor en foged er sanktioneret i straffelovens § 162 om strafansvar for afgivelse af urigtig pligtmæssig erklæring.

Ved grov tilsidesættelse af sandhedspligten kan forholdet anmeldes til politimesteren, der er kompetent til at rejse tiltale for forholdet. Anmeldelsen skal ledsages af en udskrift af udlægsbladet, samt en nærmere beskrivelse af forholdene i sagen.

Sager om overtrædelse af straffelovens § 162 kan af skattecentret forelægges politimesteren, som afgør, om der er grundlag for at rejse sigtelse.

Da oplysningspligten alene påhviler skyldneren personligt, kan straffelovens § 162 ikke bringes i anvendelse overfor skyldnerens ægtefælle, advokat eller andre, der møder på skyldnerens vegne.

Såfremt skyldneren skjuler aktiver, som kunne gøres til genstand for udlæg, ifalder han ansvar efter reglen i straffelovens § 283 om skyldnersvig.

G.3.3.4 Åbningspligt

Skyldneren har åbningspligt, jf. RPL § 498, stk. 1. Det vil sige, at der skal gives pantefogden adgang til at undersøge skyldnerens husrum og gemmer, samt skyldnerens person, hvis sådan undersøgelse er nødvendig for gennemførelse af udlægsforretningen.

Bestemmelsen om undersøgelse af skyldnerens person bør kun anvendes i undtagelsestilfælde, og kun såfremt fogden har en mistanke om, at skyldneren skjuler kontanter eller værdigenstande på sig.

Tilladelse til undersøgelse af skyldnerens person i henhold til INDL § 7, stk. 3, kan indhentes telefoniske fra fogedretten. Der må ikke anvendes magt ved undersøgelse af skyldnerens person.

Der bør tilføjes en bemærkning om en undersøgelse af henholdsvis husrum og gemmer og/eller skyldnerens person på udlægsbladet.

Med husrum og gemmer menes de lokaler, hvorfra skyldneren driver sin virksomhed, samt skyldnerens bopæl m.v.

I sagen UfR 1948,1154 ØLD fik skattevæsenet adgang til skyldnerens bankboks, hvori der lå statsobligationer. Det burde dog først have været forsøgt at fratage skyldneren bankboksnøglen, eventuelt under anvendelse af tvang efter RPL § 497, stk. 2, om forvaring.

Det må antages, at pantefogden under en udlægsforretning kan gennemse skyldnerens personlige papirer for at blive gjort bekendt med såvel skattekort som lønsedler med henblik på at kunne foretage lønindeholdelse.

Pantefogden kan endvidere gennemse breve og lignende hos skyldneren. Gennemgangen af breve bør dog begrænses til gennemgang af breve, der fremtræder som forretningsbreve eller som indeholder aktiver, hvori der kan foretages udlæg.

Det kan formentlig ikke pålægges postvæsenet, at udlevere breve eller pakker, som er adresseret til skyldneren

Pantefogden kan anvende den fornødne magt, herunder bryde skuffer og døre op, eller der kan tilkaldes en låsesmed. Indgrebet indebærer en krænkelse af privatlivets fred, og det bør derfor kun anvendes, hvis ikke skyldneren er til stede, eller han nægter at åbne, og pantefogden i øvrigt med den fornødne sikkerhed kan identificere stedet som skyldnerens virksomhed/bopæl.

Pantefogden kan endvidere efter reglen i RPL § 498, stk. 2, anmode politiet om bistand ved åbning mv., ligesom politiet bør medvirke i tilfælde, hvor skyldneren optræder truende eller modsætter sig udlægsforretningens gennemførelse.

Pantefogden kan anvende fornøden magt overfor en tredjemand, der forsøger at hindre udlægsforretningens gennemførelse. Derimod kan der ikke ske undersøgelse af tredjemands person.

G.3.3.5 Begrænsning i skyldnerens rådighed over udlagte genstande

Et udlæg giver en panteret i et aktiv, og skyldnerens råderet over aktivet indskrænkes tilsvarende. RPL § 519, stk. 1, fastslår derfor, at skyldneren ikke må råde over aktivet på en måde, som kan være til skade for udlægshaver. Hvilke indskrænkninger, der er nødvendig, afhænger af, hvilke aktiver, der foretages udlæg i.

Det udlagte skal behandles og opbevares forsvarligt, men sædvanlig brug er tilladt trods udlæg. Derimod må skyldneren ikke forbruge det udlagte.

Der må ikke foretages retlige dispositioner i strid med udlægget. Der er intet til hinder for, at skyldneren underpantsætter udlagte løsøregenstande, men der må ikke foretages dispositioner over aktivet, der medfører, at rådigheden over aktivet ikke er hos skyldneren. Håndpantsætning og salg er således udelukket.

Såfremt skyldneren forsætligt råder over aktivet i strid med udlægget, ifalder han strafansvar efter straffelovens § 283 om skyldnersvig, jf. RPL § 519, stk. 2.

Sager om overtrædelse af straffeloven kan af skattecentret overgives til politiet, som afgør, om der er grundlag for at rejse tiltale.

G.3.4 Skyldnerens rettigheder

Der er i retsplejeloven indsat en række bestemmelser til beskyttelse af skyldneren under en udlægsforretning.

Disse rettigheder er kort beskrevet i afsnit G.1.4.1.4 Udlæg og uddybende i G.5 Udlæggets genstand. Endvidere er to væsentlige rettigheder beskrevet i afsnit G.3.8.2 om udtagelsesretten og i afsnit G.3.8.3 om påvisningsretten.

G.3.5 Skyldneren møder ved befuldmægtiget

Skyldneren kan under udlægsforretningen lade sig repræsentere af en anden.

Som hovedregel kræves det, at vedkommende medbringer fuldmagt. Fuldmagten skal forevises pantefogden, som noterer i sagen, at den er forevist og derefter arkiverer fuldmagten på sagen. Dette kan ske ved at fuldmagten påhæftes udlægsbladet. Under udlægsforretningen kan der kun foretages handlinger, som er dækket af fuldmagten.

Det ligger i en advokats stillingsfuldmagt, at han kan varetage klientens interesser, og der skal derfor ikke forevises en særskilt fuldmagt.

Reglerne om stillingsfuldmagt kan efter reglen i RPL § 265, stk. 3, ikke umiddelbart udstrækkes til at gælde for andre grupper herunder revisorer. Pantefogden må derfor forlange forevisning af fuldmagt i tilfælde, hvor skyldneren er repræsenteret ved revisor eller lignende.

Det antages dog, at en ægtefælle har tilstrækkelig fuldmagt til at repræsentere skyldneren, når tilsigelsen medbringes.

Et mangelfuldt fuldmagtsforhold medfører udlæggets ugyldighed ligesom skyldneren ikke er bundet af de oplysninger, som er afgivet under udlægsforretningen.

Erklæring om, at skyldneren intet ejer, der kan gøres til genstand for udlæg, kan kun gives, såfremt der er grundlag herfor i fuldmagten. Som udgangspunkt bør pantefogden aldrig acceptere en insolvenserklæring, der afgives af en person, der møder i stedet for skyldner, jf. Højesterets kendelse af 16. juni 2000 i sag 590-1999. Her udtalte Højesteret, at fogedretten ikke med virkning efter RPL § 490 (den såkaldte fredningsregel) kan konstatere, at en skyldner er insolvent, alene på grundlag af en erklæring fra en fuldmægtig for skyldneren.

Afgiver skyldneren en insolvenserklæring, bør rigtigheden af erklæringen undersøges under en udgående udlægsforretning, med mindre pantefogdens kendskab til skyldneren gør en sådan udgående udlægsforretning overflødig.

G.3.6 Skyldneren møder ikke

Hvis skyldneren ikke møder, kan skyldneren, afhængig af om der ved tilsigelsen er anvendt en formel eller en uformel tilsigelse, henholdsvis afhentes og fremstilles ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2 og 3, eller få foretaget udlægsforretning på bopælen eller i virksomheden.

G.3.7 Pantefogden

Under udlægsforretningen repræsenterer pantefogden RIM som offentlig kreditor. Samtidig hermed fungerer pantefogden som inddrivelsesmyndighed.

Pantefogden har pligt til at påse, at skyldnerens rettigheder ikke krænkes, ligesom pågældende skal vejlede en skyldner, som møder alene, om dennes retstilling, se afsnit G.3.8.1 Vejledning af skyldneren.

G.3.8 Pantefogdens pligter

Vejledningspligten skal iagttages under alle udlægsforretninger, uanset om skyldneren tidligere har givet møde under en udlægsforretning.

Hvis der rejses indsigelse under en udlægsforretning, skal pantefogden indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 1. punktum.

Hvis forsømmelsen er væsentlig, fx vejledning om klageadgang (indsigelse) til fogedretten, kan retsvirkningen af forsømmelse af vejledningspligten være ophævelse af udlægget som ugyldigt.

Netop pantefogdens dobbeltrolle er baggrund for bestemmelsen i INDL § 6, stk. 1, om at fogedretten træffer afgørelse om indsigelse mod udlæg, som fremsættes overfor pantefogden.

Spørgsmålet om ophævelse afgøres normalt af fogedretten, men RIM kan frafalde et udlæg, hvis det er fejlbehæftet/mangelfuldt.

G.3.8.1 Vejledning af skyldneren

Pantefogden skal vejlede skyldneren om pågældendes retstilling, jf. RPL § 500, stk. 1, og skal dermed vejlede skyldneren om dennes pligter og rettigheder under- og efter en udlægsforretning, herunder om at indsigelser over udlægsforretningen vil blive behandlet af fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 1. (se G.3.8.1 ).

Herudover skal pantefogden give skyldneren al den vejledning, der er behov for.

G.3.8.2 Overholdelse af udtagelsesretten

Bestemmelsen i RPL § 509 om udtagelsesretten finder kun anvendelse ved fysiske personer.

Pantefogden skal iagttage at reglerne om udtagelsesretten overholdes, jf. RPL § 509, og overholdelsen heraf dokumenteres på udlægsbladetG

Reglen er præceptiv. Det vil sige, at den ikke ved aftale med skyldneren kan tilsidesættes til ugunst for ham. Bestemmelsen er nærmere beskrevet under afsnit G.5 Udlæggets genstand.

G.3.8.3 Overholdelses af påvisningsretten

Pantefogden skal iagttage, at reglerne om skyldnerens påvisningsret overholdes, jf. RPL § 517, stk. 1, der fastslår, at skyldneren har ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg skal foretages.

Påvisningsretten bliver således alene aktuel, når skyldner ejer flere aktiver, hvis værdi til sammen overstiger skyldens størrelse.

Skyldnerens pligt til at give oplysninger om, hvilke aktiver han ejer, følger af hans oplysningspligt i RPL § 497, stk. 1. Af samme bestemmelse følger, at han har pligt til at oplyse, hvor hans aktiver befinder sig. Heraf må følge, at skyldneren også har pligt til oplyse hvilke aktiver han ejer.

Overholdelse af pantefogdens pligt til vejledning af skyldneren om påvisningsretten skal dokumenteres på udlægsbladet.

Det følger af RPL § 507, stk. 1, at der kun kan foretages udlæg i genstande, der har en økonomisk værdi.

Hvis en skyldner anviser et aktiv uden værdi fx fordi aktivet er overbehæftet, bør pantefogden på fogedbladet notere, at skyldneren har anvist genstand XX, men at udlæg i XX er afvist, da XX skønnes at være uden udlægsværdi, hvorfor udlægsforretningen er sluttet som forgæves.

G.3.8.4 Opgørelse af krav

Pantefogden skal for skyldner opgøre det krav, der foretages udlæg for, og indføre beløbet på udlægsbladet.

Særligt problem vedrørende systemet KMD-Ind

I SKM2006.134.SKAT , hvis indhold gengives nedenfor, er der taget stilling til, hvorvidt der for så vidt angår restancer i KMD-Ind på samme tilsigelse/udlægsblad kan sendes tilsigelse til udlægsforretning og foretages udlæg for flere fordringshavere. Systemmæssigt er det alene muligt at anføre et enkelt rekvirentnavn på udlægsbladet i KMD-Ind.

I henhold til OIL § 3, stk. 1, overtager RIM kreditorbeføjelserne, når en fordring overdrages til inddrivelse i RIM.

I henhold til OIL § 1, stk. 3, omfatter kreditorbeføjelserne udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v.

Der ses ikke i retsplejeloven at være formkrav ved udformningen af tilsigelser/udlægsblade for så vidt angår anførelse af rekvirentnavn.

Det er derfor SKATs opfattelse, at RIM skal stå anført som rekvirent på såvel tilsigelsen som udlægsbladet. Som rekvirent kan fx anføres SKAT.

Hvis en udlægstilsigelse eller udlægget omfatter flere restancer, skal hver enkelt restance behørigt specificeres i såvel udlægstilsigelsen som udlægsbladet/fogedbogen. Dette skal ske af hensyn til behovet for at kunne identificere de enkelte udlægsskridt i relation til den enkelte fordringshaver.

Hvis der i forbindelse med foretagelsen af et udlæg efterfølgende skal gennemføres en sikringsakt i form af tinglysning, denuntiation m.v., skal RIM tilsvarende angives som kreditor.

Se også afsnit G.4.1 .

G.3.8.5 Registrering af aktiver på udlægsbladet

Pantefogden skal foretage en registrering i udlægsbogen af aktiver, der foretages udlæg i, jf. RPL § 518, stk. 1. Registrering sker med angivelse af værdi, såfremt der er foretaget vurdering af de udlagte aktiver. Med hensyn til udlæg i andele i andelsboligforeninger mv. gælder den særlige bestemmelse i § 518, stk. 4.

Vedrørende registrering på udlægsbladet og retsvirkningen heraf mv. henvises til afsnit G.4.3 . og G.4.4 .

G.3.8.6 Klagevejledning

Pantefogden skal give skyldneren klagevejledning, jf. INDL § 6, stk. 1, om, at indsigelser mod udlægget kan indbringes for fogedretten til afgørelse, se afsnit G.3.8.7 .

Klagevejledning med angivelse af klagefrister bør også gives i de situationer, hvor der foretages udlæg, uden at skyldneren træffes, fx udlæg i fast ejendom på skyldnerens adresse.

G.3.8.7 Indbringelse af indsigelser for fogedretten

På grund af fogdens dobbeltrolle er det fastsat i INDL § 6, at fogedretten træffer afgørelser om indsigelser mod pantefogdens udlæg.

Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for pantefogden, der indbringer indsigelsen for fogedretten til afgørelse. Indsigelsen protokolleres på fogedbladet.

Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten inden for en frist på 4 uger fra forretningens foretagelse. Hvis en indsigelse inden for 4-ugersfristen udløb fremsættes overfor pantefogden, skal pantefogden også i denne situation indbringe indsigelsen for fogedretten så betids, at 4-ugersfristen overholdes.

G.3.9 Vidner

Der kan medvirke vidner under udlægsforretningen på skyldnerens eller pantefogdens initiativ, jf. RPL § 491, stk. 4. Det anses normalt ikke for påkrævet, at pantefogden anvender vidner under udlægsforretninger, som foretages på skattecenteret eller det subsidiære mødested.

Derimod kan det være hensigtsmæssigt at anvende vidner i situationer, hvor der er tale om en vanskelig eller ubehagelig skyldner, eller det i øvrigt må antages, at der kan opstå problemer.

Skattecentret er bemyndiget til selv at afgøre i hvilket omfang, der skal medvirke vidner. Der skal dog altid medvirke vidner under afhentningsforretninger i tilfælde af, at pantefogden må skaffe sig adgang til skyldnerens bopæl, og hvis der kun træffes umyndige på bopælen.

Der er ikke i lovgivningen opstillet krav om, at det skal være en ansat ved SKAT eller endog en offentlig ansat, der fungerer som vidne. Som vidne kan derfor også medvirke en låsesmed, en taxachauffør eller lignende. Hvervet som vidne er et offentligt ombud.

Vidnet pålægges tavshedspligt efter særlovgivningens regler, idet forvaltningsloven ikke finder anvendelse på udpantningsvirksomhed i henhold til inddrivelsesloven.

Overtrædelse straffes efter reglerne i straffelovens §§ 152 og 152 c - f, uanset om vidnet er fastansat eller ikke. Vidnet kan medvirke anonymt medmindre skyldneren dokumenterer tilstrækkelig retlig interesse i at få oplyst vidnets identitet.

G.3.10 Tredjemand

Tredjemand kan indtræde som part under en udlægsforretning, jf. RPL § 499, hvis han mener, at udlægget strider mod hans bedre ret, fx ejendomsret eller ejendomsforbehold.

Disse indsigelser skal indbringes for fogedretten til afgørelse, medmindre pantefogden finder det ubetænkeligt at acceptere indsigelsen.

G.4 Registrering i udlægsbogen

Pantefogden skal registrere udlægsforretningens forløb på et udlægsblad (se G.4.1 Protokollering på udlægsbladet) herunder optegne de aktiver, der er foretaget udlæg i, eventuelt med angivelse af værdi. Retningslinjerne for registrering af aktiver er fastsat i RPL § 518. Hvis der opstår tvivl om hvilke genstande, der er foretaget udlæg i, må et udlæg frafaldes.

Det er overladt RIM selv at afgøre, hvordan udlægsblade skal indrettes. Udlægsblade skal ikke autoriseres.

En registrering er altid nødvendig og skal foretages med betydelig omhu, da den er en afgørende forudsætning for de fleste af de retsvirkninger, der er knyttet til et udlæg.

G.4.1 Protokollering på udlægsbladet

RPL § 518 angiver alene, at der skal ske registrering af de aktiver, hvori der er foretaget udlæg. Pantefogden skal dog beskrive (protokollere) hele udlægsforretningens forløb på udlægsbladet.

En omhyggelig registrering af, hvad der er passeret under udlægsforretningen er nødvendig for eventuelt senere at kunne løfte bevisbyrden over for fogedretten om, at udlægsforretningen er sket i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven og inddrivelsesloven.

Som eksempel kan nævnes, at pantefogdens vejledningspligt efter RPL § 500, stk. 1, er obligatorisk. Tilsidesættes vejledningen på et for skyldneren afgørende punkt, fx påvisningsretten, kan dette medføre, at udlægget ophæves.

Det er pantefogden, der over for fogedretten har bevisbyrden for, at der er sket vejledning som foreskrevet. En omhyggelig protokollering på udlægsbladet af, hvad der er passeret under udlægsforretningen, vil stille pantefogden stærkt i eventuelle indsigelsestilfælde.

Den øvrige protokollering på udlægsbladet skal ske i overensstemmelse med den fortrykte tekst. Dette sker enten ved afkrydsning eller ved overstregning.

I det omfang, den fortrykte tekst ikke dækker det, der sker under udlægsforretningen, skal dette indskrives på udlægsbladet. Kun forhold, der vedrører foretagelsen af udlægsforretningen, herunder hvad der er sket af særlig karakter og udlæggets genstand, skal protokolleres. Se afsnit G 4.3 om registrering.

I visse tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at få skyldneren til at skrive under på udlægsbladet som bekræftelse på, at den pågældende er bekendt med protokolleringen.

Andre forhold, der observeres hos skyldneren, og som kan have interesse for kontrolopgaven eller for bobehandlingen, såsom sort arbejde, omstødelige dispositioner m.v., kan noteres på et særskilt stykke papir.

Særligt problem vedrørende systemet KMD-Ind

I SKM2006.134.SKAT , hvis indhold gengives nedenfor, er der taget stilling til, hvorvidt der for så vidt angår restancer i KMD-Ind på samme tilsigelse/udlægsblad kan sendes tilsigelse til udlægsforretning og foretages udlæg for flere fordringshavere. Systemmæssigt er det alene muligt at anføre et enkelt rekvirentnavn på udlægsbladet i KMD-Ind.

I henhold til OIL § 3, stk. 1, overtager RIM kreditorbeføjelserne, når en fordring overdrages til inddrivelse i RIM.

I henhold til OIL § 1, stk. 3, omfatter kreditorbeføjelserne udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v.

Der ses ikke i retsplejeloven at være formkrav ved udformningen af tilsigelser/udlægsblade for så vidt angår anførelse af rekvirentnavn.

Det er derfor SKATs opfattelse, at RIM skal stå anført som rekvirent på såvel tilsigelsen som udlægsbladet. Som rekvirent kan fx anføres SKAT.

Hvis en udlægstilsigelse eller udlægget omfatter flere restancer, skal hver enkelt restance behørigt specificeres i såvel udlægstilsigelsen som udlægsbladet/fogedbogen. Dette skal ske af hensyn til behovet for at kunne identificere de enkelte udlægsskridt i relation til den enkelte fordringshaver.

Hvis der i forbindelse med foretagelsen af et udlæg efterfølgende skal gennemføres en sikringsakt i form af tinglysning, denuntiation m.v., skal RIM tilsvarende angives som kreditor.

Se herom også afsnit G.3.8.4 .

G.4.2 Vurdering af aktiver

Ifølge RPL § 507, stk. 1, kan udlægget kun udstrækkes til så mange af skyldnerens aktiver, som pantefogden skønner er nødvendigt til dækning af det skyldige beløb og de omkostninger, der er forbundet med udlægsforretningen.

Er der stillet sikkerhed efter skatte- og afgiftslovgivningen, skal sikkerheden anvendes til dækning af restancerne, efterhånden som disse opstår. Sikkerheden skal således anvendes, før der kan skrides til tvangsfuldbyrdelse med udlæg. Såfremt der eksisterer en sikkerhed, kan et udlæg ikke siges at være nødvendigt til kravets dækning. Derimod må det antages, at modregning - modsat udlæg - kan gennemføres trods en eksisterende sikkerhedsstillelse, såfremt i øvrigt de almindelige betingelser for tvungen modregning er til stede. Se i øvrigt SKM2006.365.SKAT .

Hvis pantefogden finder det nødvendigt, eller skyldneren forlanger det, skal pantefogden foretage en vurdering af det udlagte.

Ønsker skyldneren vurderingen foretaget, kan skyldnerens anmodning herom gøres betinget af, at der stilles sikkerhed for omkostningerne herved, jf. RPL § 507, stk. 4. Kræves der særlig bistand til vurderingen, kan skattecentret rekvirere en sådan.

Ved vurderingen ansættes værdien til det beløb, som de udlagte effekter skønnes at kunne indbringe ved en offentlig auktion efter fradrag for de omkostninger, der er forbundet med auktionen.

Vurderingen skal foretages for hvert enkelt aktiv og ikke ved en samlet vurdering.

Ved udlæg i værdipapirer, som dagligt kursfastsættes på Københavns Fondsbørs, eller i udenlandske statspapirer, aktier og lignende værdipapirer, som kursnoteres på fremmede børser, skal vurdering ikke foretages, jf. RPL § 557.

Heller ikke ved udlæg i fordringer eller i indtægter af faste ejendomme finder vurdering sted.

Omfanget af udlægget bestemmes ved et skøn af hensyn til mulige omkostninger og udgifter ved indfordringen.

G.4.3 Hvad omfatter registrering

Registrering på udlægsbladet skal være så detaljeret, at de udlagte aktiver senere kan identificeres, og således, at en ombytning af de udlagte genstande med andre tilsvarende aktiver ikke kan finde sted.

For visse aktiver er registreringen enkel, medens registrering af udlæg i andre aktiver kan være vanskeligt.

De krav, der stilles til registreringen af udlagte aktiver af hensyn til den nødvendige individualisering, er nærmere omtalt under kapitel G.5 om udlæggets genstand.

G.4.4 Retsvirkning af registreringen

Pantefogden skal foretage en registrering på udlægsbladet af aktiver, der foretages udlæg i, med angivelse af værdi, såfremt vurdering er foretaget, jf. RPL § 518.

Formålet med registreringen er at opnå en strafferetlig og tinglig beskyttelse af de udlagte formuegoder.

Registreringen skal være så nøjagtig, at det udlagt kan identificeres ved en senere afhentningsforretning. Ved udlæg stilles der samme krav om individualisering som ved tinglysning af underpant i løsøre, jf. UfR 1987, 750 Sø- og Handelsretten, hvor det fastslås, at formuleringen af udlægget ikke var tilstrækkeligt præcist til at kunne anses for dækkende for formålet med udlægget. I UfR 1987,750 Sø- og Handelsretten anmelder en kreditor i et konkursbo et separatist krav sikret ved udlæg. Boet anfægter kravet. Kurator gør gældende, at beskrivelsen af det udlagte er for upræcist til at opnå tinglig beskyttelse, hvilket Sø- og Handelsretten giver kurator medhold i.

Hvis det er utvivlsomt, hvilket aktiv der er foretaget udlæg i, vil en formel fejl i form af en fejlregistrering dog ikke i alle tilfælde medføre, at udlægget tilsidesættes, jf. UfR 1984,1084 VLD. I fogedbogen var anført et forkert registreringsnummer, der var oplyst af virksomhedens bogholder.

Efter at der er sket registrering af de udlagte aktiver, skal pantefogden vejlede skyldneren om, at han ikke må disponere over de udlagte genstande i strid med udlægget. Hvilke dispositioner, der er i strid med udlægget er beskrevet under punkt G 3.3.5 om begrænsninger i skyldnerens rådighed over udlagte genstande.

Udlægget er herefter at betragte som et udlæg til forauktionering, hvilket betyder, at det udlagte aktiv kan bortsælges ved tvangsauktion.

Udlægget giver adgang til tvangsrealisation, selv om skyldneren har handlet i strid med udlægget, idet den udlagte genstand som udgangspunkt kan kræves tilbage fra den, som genstanden er overdraget til (dansk rets almindelige regel om vindikation).

G.4.5 Retsvirkning af mangelfuld registrering

Kan det ikke senere bevises, hvad der er foretaget udlæg i, kan der ikke hævdes nogen særlig ret i kraft af udlægget.

Der kan således fx ikke blive tale om

rådighedsindskrænkninger for skyldneren i henhold til RPL § 519, eller at få skyldneren dømt for skyldnersvig efter straffelovens § 283 på grund af dispositioner over det udlagte

en auktion over det udlagte idet dette forudsætter, at det udlagte kan identificeres

at RIM er beskyttet overfor senere rettighedshavere, så som øvrige kreditorer og godtroende aftaleerhververe, idet denne beskyttelse er afhængig af, at de udlagte aktiver er registreret, så de kan identificeres på betryggende vis.

Angivelse af retsvirkningerne ved mangelfuld registrering er ikke udtømmende.

Registrering er dog ikke et absolut formkrav, der automatisk fører til, at udlægget er en nullitet eller ugyldigt, hvis den tilsidesættes.

Kan det uanset den mangelfulde registrering godtgøres, hvad der er foretaget udlæg i, er udlægget gyldigt, og det vil have de normale retsvirkninger. Dette gælder navnlig, hvis tredjemand ikke berøres af udlægget.

En mangelfuld registrering indebærer således en risiko for, at udlægget helt eller delvist ikke vil få de sædvanlige retsvirkninger.

G.4.6 Registrering af tredjemandspant

Stiller tredjemand pant for skyldnerens gæld, er der tale om en frivillig pantsætning, der kræver tredjemands samtykke.

Sikkerhedsstillelsen skal ske ved pantsætningserklæring, som kan afgives på den måde, at der på udlægsbladet noteres, at tredjemand frivilligt pantsætter et eller flere nærmere beskrevne aktiver som sikkerhed for skylden. Denne erklæring skal på udlægsbladet underskrives af tredjemand.

Hvis pantefogden i stedet for pantsætningserklæring foretager udlæg i tredjemands aktiver, er udlægget ugyldigt. Spørgsmålet har været behandlet af Fogedretten i Århus i kendelse af 18. januar 1999, sag nr. FS. 11686/98 (fogedretssag). I denne sag havde en samlever givet samtykke til udlæg i en bil, som hun ejede. Fogedretten ophævede udlægget med denne begrundelse

"Det lægges til grund som ubestridt, at XX ikke hæfter for YY's gæld til Told og skatteregion NN (nu Skattecenter NN), og at der er foretaget udlæg i hendes bil til sikkerhed for YY's gæld. Uanset om XX har givet samtykke til foretagelsen af udlægget eller ej, finder fogedretten ikke, at regionen (nu skattecentret) har hjemmel til at foretage udlæg hos hende for YY's gæld, og udlægget har derfor ikke nogen retsvirkning, hvorfor det af Told- og Skatteregion NN (nu Skattecenter NN) den 27. oktober 1998 foretagne udlæg i en Volvo 850 personbil, registreringsnummer NN nn.nnn, ophæves."

Pantefogden bør være opmærksom på retsvirkningslovens § 18 i de tilfælde, hvor tredjemandspantet omfatter pantsætterens bolig, idet der i denne situation kræves skriftligt samtykke fra tredjemands ægtefælle, for at pantsætningen har gyldighed og kan tinglyses.

Omfatter tredjemandspantet løsøre, bør pantsætningen tinglyses i personbogen/bilbogen ved Retten i Århus for at få gyldighed overfor pantsætterens øvrige kreditorer og overfor godtroende aftaleerhververe.

G.4.7 Tidspunktet for registrering

Registreringen skal foretages senest samtidig med udlægget og bør straks foretages på selve udlægsbladet.

Udlæg bør ikke foretages under henvisning til, at registrering vil finde sted på et senere tidspunkt. Der er derimod ikke noget i vejen for, at registreringen sker, inden udlægget dekreteres.

Kan registreringen ikke foretages under udlægsforretningen på skattecentret, må udlægsforretningen kontinueres på det sted, hvor det pågældende aktiv befinder sig, med henblik på en nøjagtig registrering. Dette gælder, hvis det fx er nødvendigt at udarbejde specifikationer eller fortegnelser over det udlagte.

Udlæg kan i så fald først anses for foretaget, når registreringen har fundet sted.

G.4.8 Rettelser i registreringen

Rettelser i det, der er skrevet på udlægsbladet, kan kun ske under udlægsforretningen og aldrig på et senere tidspunkt.

Som dokumentation for, at rettelsen er sket under udlægsforretningen, kan pantefogden anmode skyldneren om at påtegne rettelsen på udlægsbladet.

G.4.9 Aftale om en betalingsordning

Aftales der en betalingsordning under udlægsforretningen skal afdragenes størrelse og betalingstidspunkt noteres på udlægsbladet, medmindre aftalen dokumenteres på anden måde fx ved benyttelse af en særlig blanket.

Hvis aftalen noteres på udlægsbladet anbefales det, at pantefogden anmoder skyldneren om at bekræfte aftalen ved at underskrive aftalen på udlægsbladet. Herved imødegås en eventuel indsigelse fra skyldneren vedrørende aftalens indgåelse.

G.5 Udlæggets genstand

G.5.1 Skyldners formue

RPL § 507, stk. 1, fastslår, at pengekrav kan fuldbyrdes i så stor en del af skyldnerens formue, som efter fogedrettens skøn er tilstrækkelig til dækning, ikke blot af kravet, men også omkostningerne ved fogedforretningen og udgifterne til opbevaring af det udlagte, indtil det kan sælges på tvangsauktion. Er der efter skatte- og afgiftslovgivningen stillet sikkerhed, skal denne bruges til at dække opståede restancer, inden der skrides til udlæg, jf. ovenfor i afsnit G.4.2 og SKM2006.365.SKAT .

Der kan som absolut hovedregel ikke foretages udlæg i aktiver, der ikke tilhører skyldneren. Adgangen i KSL § 72, stk. 2, til at foretage et såkaldt subsidiært ægtefælleudlæg er således en lovbestemt undtagelse hertil.

Det er derfor nødvendigt at foretage en afgrænsning af skyldnerens formue over for formuegenstande, der tilhører andre.

Om forholdet mellem ægtefæller skal der henvises til bl.a. afsnit E .

Til illustration af problemstillingen kan her nævnes UfR 1997, 504 ØLK, hvor en skatteyder overførte sine virksomheder til tre af ham stiftede andelsselskaber med begrænset ansvar (a.m.b.a.). Told- og skattemyndighederne begærede for skatteyderens personlige skat udlæg i aktiver, der nu fremtrådte som tilhørende a.m.b.a.'erne, idet det anførtes, at der forelå en omgåelse af selskabslovgivningens regler, eftersom driften burde være sket i aktie- eller anpartsselskabsregi. De tre a.m.b.a.'er havde således ikke kunnet anerkendes som sådanne ved registreringsanmeldelsen, og driften i disse var blot en videreførelse af den tidligere i personligt regi foreståede drift. Landsretten imødekom udlægsbegæringen, idet a.m.b.a.'erne ikke kunne anses som selvstændige retssubjekter, hvilket begrundedes med, at der på nær en række saldobalancer ikke forelå andre regnskabsmæssige oplysninger, fx årsregnskaber, der kunne belyse selskabernes drift og økonomiske stilling. Se tilsvarende UfR 1997, 507 ØLK (om et s.m.b.a.).

I TfS 1998, 644 VLK, fastslog Vestre Landsret, at organiseringen af et a.m.b.a. ikke havde været forsvarlig, og at den indkærede medstifter ikke havde godtgjort, at det begrænsede ansvar var kendeligt for tredjemand. Der blev derfor statueret et personligt ansvar. Det var også tilfældet i en anden sag om et a.m.b.a. Østre Landsret udtaler således i præmisserne i sin utrykte dom af 21. juni 1995, 6. afd. nr. B-0477-94: "Efter oplysningerne om selskabets oprettelse og drift kan det fastslås, at selskabet ikke tjener til opfyldelse af et ønske i en medlemskreds om etablering af et samvirke til løsning af opgaver i fælles interesse, men reelt alene er etableret for at tjene stifternes personlige økonomiske interesser."

Nævnes kan også TfS 1999, 134 ØLK. I denne sag var en skatteskyldner, A, ansat som daglig leder af et anpartsselskab, der havde hans mor som direktør. Ved en fejltagelse blev et beløb på ca. 261.000 kr. overført til A's bankkonto, selv om det rettelig tilkom selskabet. I 1998 foretog en kommune udlæg i A's konto for en større personlig skatterestance. Såvel fogedretten som Østre Landsret fandt, at der var sket en sådan sammenblanding af selskabets og A's midler, at selskabets ret ikke var beskyttet over for A's personlige kreditorer, hvorfor udlægget blev opretholdt. Se om udlæg i bankindeståender i øvrigt nedenfor i G.5.8.7 .

Ved kendelse afsagt af Østre Landsret 10. februar 2004, jf. SKM2004.149.ØLR , stadfæstede landsretten et udlæg foretaget af en kommune i et maleri, der befandt sig i skyldnerens hjem. Skyldneren gjorde gældende, at det tilhørte tredjemand. Fogedretten stadfæstede dog udlægget under henvisning til, at der var en formodning for, at maleriet tilhørte skyldneren, når det befandt sig i hans hjem. Under landsretsbehandlingen fremlagde skyldneren en erklæring fra en antikvitetshandel, hvori det bekræftedes, at tredjemand for flere år siden købte maleriet i pågældende antikvitetshandel. Landsretten stadfæstede imidlertid på trods heraf fogedrettens kendelse under henvisning til de af fogedretten anførte grunde og til, at den fremlagte erklæring ikke tilstrækkeligt sandsynliggjorde, at maleriet tilhørte tredjemand.

Ved kendelse afsagt af Østre Landsret den 14. januar 2004, jf. SKM2004.152.ØLR , blev et udlæg ligeledes stadfæstet, selv om skyldneren forklarede, at det udlagte indbo tilhørte hendes søn. Skyldneren og dennes søn var interesseforbundne parter og deres samstemmende forklaringer om ejerskabet og indboet kunne ikke tillægges vægt. Skyldneren og dennes søn kunne ikke dokumentere, at sønnen havde erhvervet ejerskab til indboet gennem arv eller gave. Der var en formodning for, at skyldneren ejede indboet i sit eget hjem.

I SKM2005.6.ØLR opretholdt Østre Landsret et udlæg foretaget i et bankindestående på skyldnerens konto, selv om skyldneren hævdede, at en vis del af indeståendet tilhørte hans kæreste. Der var ikke andre, der havde fuldmagt til skyldnerens konto, og beløbet var heller ikke adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Der forelå derfor ikke den til en beskyttelse mod udlægget fornødne individualisering.

I SKM2005.405.ØLR hjemviste Østre Landsret en udlægssag til fornyet behandling hos fogedretten, efter at denne havde bestemt, at ToldSkats udlæg i nogle smykker skulle ophæves. Smykkerne blev under udlægsforretningen båret af skyldneren. På trods af skyldneren og dennes ægtefælles samstemmende forklaringer fandt landsretten det ikke godtgjort, at smykkerne tilhørte skyldnerens hustru. Landsretten lagde navnlig vægt på, at skyldneren bar smykkerne under udlægsforretningen, og at der for så vidt angik det ene af smykkerne var uoverensstemmelse mellem den vægt, der var angivet på en kvittering, hvoraf fremgik, at smykkerne var købt af hustruen, og smykkets faktiske vægt. Som følge heraf fandt landsretten, at ToldSkats udlæg i smykkerne havde været berettiget og derfor ikke burde have været ophævet af fogedretten. Sagen blev derfor hjemvist til fogedretten til fornyet behandling.

G.5.1.1 Aktiver i sameje, herunder interessentskaber og kommanditselskaber

G.5.1.1.1 Aktiver

i sameje

Aktiver i sameje kan gøres til genstand for udlæg, men kun for den bruttoanpart af aktivet, som skyldneren ejer.

Udlægget skal anmeldes over for den eller de øvrige ejere af aktiverne af hensyn til, at skyldneren ikke længere har rådighed over sin del af aktivet, og af hensyn til, at der eventuelt senere kan blive tale om tvangsauktion over den udlagte ejerandel.

Hvis det udlagte aktiv er en fast ejendom, skal udlægget tinglyses, og der kan efter de gældende regler begæres tvangsauktion over andelen af den faste ejendom.

Med hensyn til udlæg i fast ejendom erhvervet af skyldnerens ægtefælle henvises til afsnit E.1.5 og Østre Landsrets kendelser i UfR 1998, 162, og 1998, 1237, der begge statuerede, at et sameje ikke var opstået.

Er der tale om udlæg i løsøre, må samejet opsiges, hvis dette er muligt, og ellers kan samejet opløses ved dom, hvilket kræver sagsanlæg. Det er ikke i praksis muligt at bortsælge en anpart af et løsøre på tvangsauktion, idet det må forventes, at der ikke melder sig interesserede købere.

G.5.1.1.2

Interessentskaber

I et interessentskab hæfter interessentskabets formue kun for interessentskabets gæld. For gælden hæfter tillige den enkelte interessent fuldt ud og med hele sin formue solidarisk med de øvrige interessenter.

Interessentskabet hæfter således ikke for den enkelte interessents gæld.

Der kan dog foretages udlæg i interessentskabets samlede formue for den enkelte interessents gæld, men kun i interessentens ideelle nettoanpart af interessentskabet, og udlægget må respektere såvel interessentskabets gæld som interessenternes gensidige fradragsret i forbindelse med de enkelte interessenters afholdelse af udgifter på alle interessenters vegne.

Fælleskreditorerne (interessentskabets kreditorer) har således fortrinsret til interessentskabets formue i forhold til de enkelte interessenters særkreditorer. Det samme gælder den gensidige fradragsret for interessenterne.

Udlægget i den ideelle nettoanpart skal anmeldes over for interessentskabet af hensyn til rådighedsberøvelse over for skyldneren.

Udlægget må i juridisk henseende betragtes som et udlæg i en simpel fordring, der hverken kan tinglyses eller gøres til genstand for tvangsauktion. Udlægshaveren indtræder derimod i interessentens eventuelle ret til at opsige interessentskabsaftalen. Udlægshaveren vil i tilfælde af opsigelse kunne kræve udlodning fra interessentskabet af skyldnerens nettoandel af formuen, men pantefogeden må i den forbindelse respektere bestemmelser i interessentskabsaftalen, der vanskeliggør eller forhindrer udlodning eller udtræden af interessentskabet.

Hvis der er mulighed for udlodning og udtræden, men parterne ikke kan enes om dette, kan pantefogeden i kraft af indtræden i aftalen ved udlægget kræve interessentskabet opløst ved skifterettens foranstaltning. Opløsning af interessentskaber sker efter § 82 i lov om skifte af dødsbo og fællesbo m.v.

Der kan i interessentskabskontrakter være optaget bestemmelser om, at den enkelte interessents ideelle anpart ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning fra den enkelte interessents kreditorer. Sådanne bestemmelser må som hovedregel betragtes som ugyldige, jf. RPL § 514, stk. 3, om selvbåndlæggelse, og skal ikke respekteres af pantefogeden.

G.5.1.1.3

Kommanditselskaber

Et kommanditselskab er et selskab, hvor mindst én deltager - komplementaren - hæfter personligt med hele sin formue, medens et antal deltagere - kommanditisterne - alene hæfter med deres indskud.

Såvel komplementar(er) som kommanditister kan være fysiske og/eller juridiske personer.

Et kommanditselskabs gæld kan inddrives ved udlæg både hos selskabet selv og hos komplementaren, men der kan hos kommanditisterne ikke foretages udlæg for et beløb, der overstiger det beløb, de ved indskuddet i selskabet har tegnet sig for. Er indskudsbeløbet indbetalt fuldt ud, hæfter kommanditisten ikke yderligere for nogen del af selskabets gæld.

Udlæg i indskudsbeløbet er betinget af, at det af tegningskontrakten for anparten fremgår, at der skal foretages (løbende) indbetalinger på restindskuddet.

Kommanditistens andel i selskabet kan gøres til genstand for udlæg for den pågældendes gæld, selv om værdien af anparten er negativ, jf. Højesterets kendelse i UfR 1997, 775, der er omtalt nedenfor i G.5.2.2 .

Udlæg i en anpart i et kommanditselskab skal meddeles selskabet for at afværge, at kommanditisten selv råder over sin anpart.

Et udlæg i komplementarens rettigheder i kommanditselskabet for komplementarens personlige gæld vil i reglen kun være muligt, hvis komplementaren kan udtræde af kommanditselskabet.

Også for kommanditselskaber kan der vedtægtsmæssigt være bestemmelser for udtræden eller ophør eller for, hvorledes anparterne kan overdrages. Anparter i kommanditselskaber kan i reglen gøres til genstand for tvangsauktion.

G.5.1.1.4

Aktiver tilhørende tredjemand

Aktiver, der tilhører tredjemand, kan være i skyldnerens besiddelse af flere forskellige grunde: lån, leje, reparation, forarbejdning, opbevaring eller andet.

Der gælder særlige regler for kontante midler, jf. G.5.5.2 om "pengereglen".

Generelt må siges, at såfremt skyldneren - eller tredjemand - dokumenterer, at aktiverne ikke tilhører skyldner, er de undtaget fra udlæg for skyldnerens gæld, jf. RPL § 507, stk. 1 ("skyldnerens formue").

Såfremt der hersker berettiget tvivl om ejerforholdet, er det ikke fogedens opgave at fastslå ejerforholdet. I disse tilfælde kan pantefogeden foretage udlæg i aktiverne og dernæst indbringe spørgsmålet for den judicielle foged til afgørelse.

Hvis der i forbindelse med skyldnerens ihændehavelse af aktiver tilhørende tredjemand er opstået et pengekrav mod tredjemand, for eksempel et krav på betaling for opbevaring, reparation, forarbejdning eller lignende, kan dette krav naturligvis gøres til genstand for udlæg efter reglerne om udlæg i simple fordringer.

G.5.1.1.5 Tredjemandspant

Der er intet til hinder for, at tredjemand stiller egne aktiver til sikkerhed for en skyldners restancer. Dette begreb kaldes tredjemandspant, og det kan kun forekomme som frivillig pantsætning.

Hvis der over for fogeden tilbydes tredjemandspant, skal den frivillige pantsætning ske skriftligt, enten som et særskilt dokument eller ved, at tredjemand i fogedbogen skriver under på, at han stiller de pågældende aktiver som sikkerhed, dvs. afgiver en pantsætningserklæring.

Over for myndighederne er tredjemanden ikke debitor med sin formue. Pantefogeden kan derfor kun holde sig til de aktiver, der er stillet som sikkerhed, og hvis de ved tvangsrealisation ikke dækker den fordring, der er foretaget udlæg for, kan pantefogeden udelukkende holde sig til den oprindelige skyldner for restgælden.

G.5.1.1.6 Kaution

Kaution eller forløfte er det forhold, at tredjemand indestår for betaling af en gæld, hvis skyldneren ikke selv er i stand til det.

Kaution kan forekomme som simpel kaution eller selvskyldnerkaution.

Simpel kaution indebærer, at kautionisten først er forpligtet til at betale, når det ved retslige skridt er konstateret, at skyldner ikke selv kan betale. Opnåelse af betaling fra en simpel kautionist kan derfor være en langvarig proces og kræver retsskridt.

Selvskyldnerkaution indebærer, at kreditor kan kræve betaling fra kautionisten, så snart det er konstateret, at skyldneren ikke har betalt. Opnåelse af betaling fra en selvskyldnerkautionist er derfor forholdsvis enkel.

Kaution anvendes alene i beskedent omfang af inddrivelsesmyndigheden.

G.5.2 Aktiver, der er undtaget fra udlæg

G.5.2.1 Indledning

Hovedreglen i RPL § 507, stk. 1, er, at der kan foretages udlæg i alt, hvad en skyldner ejer.

Det er principielt uden betydning, hvilken form aktiverne har: fast ejendom, løsøre, fordringer eller andre aktiver.

Der er dog i retsplejeloven og i en række andre love indføjet undtagelser fra denne hovedregel, således at visse aktiver er beskyttet mod udlæg.

Endelig kan SKAT selv have valgt ikke at ville foretage individualforfølgning mod visse former for aktiver. Dette gælder således løntilskud, der kan bevilges arbejdsgivere, som ansætter ledige personer. Løntilskud har vist sig at have en stor beskæftigelsesfremmende effekt, hvorfor SKAT har besluttet, at sådanne løntilskud ikke skal gøres til genstand for hverken udlæg eller modregning, jf. SKM2006.302.SKAT .

Betydningen af, hvorledes RIM får kendskab til aktiverne

I SKM2006.545.HR havde Viborg Politi under en ransagning hos skyldneren fundet 70.000 kr., som politiet tog i sin besiddelse, uden at der var hjemmel hertil i retsplejelovens kapitel 74.

Politiet kontaktede herefter Viborg Kommune, der på baggrund af oplysningerne om, at politiet var i besiddelse af 70.000 kr. tilhørende skyldneren foretog udlæg i beløbet, hvilket skete uden forudgående underretning af skyldneren.

Skyldneren gjorde under sagen gældende, at det var med urette, at udlægget var foretaget uden forudgående underretning af skyldneren, at politiet var kommet i besiddelse af pengene på ulovlig vis, hvorfor det af Viborg Kommune foretagne udlæg var ulovligt, at politiet ikke havde været berettiget til at kontakte Viborg Kommune med meddelelse om, at politiet hos skyldneren havde fundet 70.000 kr., og at beløbet ikke tilhørte skyldneren, men derimod dennes børn.

Højesteret fandt, at det var med rette, at Viborg Kommune havde foretaget udlæg uden forudgående underretning af kærende, jf. INDL § 5 og RPL § 493, stk. 2, ligesom Højesteret fandt, at kommunen ikke havde fået kendskab til beløbets eksistens på en sådan måde, at udlægget var ulovligt.

G.5.2.2 Økonomisk værdi

Efter RPL § 507, stk. 1, kan der foretages udlæg i så stor en del af skyldnerens formue, som er nødvendig til at dække gælden.

Allerede i ordet formue ligger en begrænsning, idet det må fortolkes sådan, at aktivet skal have en økonomisk værdi.

I UfR 1991, 790 ØLK, er det fastslået, at det udlagte skal kunne indbringe et provenu til udlægshaveren. Der var i sagen foretaget udlæg i to skibsanparter, men udlægget blev ophævet for den ene anparts vedkommende, fordi den ikke havde nogen positiv værdi. Det blev samtidig - for den anden anpart - fastslået i kendelsen, at der ved udlæg i sådanne anparter ikke skulle tages hensyn til den eventuelle skattemæssige konsekvens (beskatning af genvundne afskrivninger), som et salg af anparten medførte.

I UfR 1997, 775, havde fogedretten nægtet at foretage udlæg i en række kommanditanparter (skibsanparter mv.), idet de efter de foreliggende oplysninger havde en negativ værdi. Landsretten stadfæstede afgørelsen, hvorimod Højesteret under hensyn til kommanditanparternes særlige karakter og muligheden for, at værdien af disse senere ville blive positiv, i sin kendelse nåede til det modsatte resultat og tillod udlæg foretaget i disse, selv om det må antages, at et anpartsbevis med en negativ værdi ikke kan sættes på tvangsauktion.

I UfR 1992, 352 ØLK, blev det fastslået, at der ikke kan foretages udlæg i en bankgaranti. Nogle købere af en fast ejendom havde stillet en bankgaranti for købesummens erlæggelse. Efter handelens ophævelse og efter at have opnået dom over køberne ville sælgeren gøre udlæg i bankgarantien. Dette var ikke muligt, da garantien ikke var noget aktiv for de domfældte.

Der sondres mellem udlæg til ejendom og udlæg til forauktionering.

Ved udlæg til ejendom overgår ejendomsretten til det udlagte aktiv til kreditor ved udlæggets foretagelse, jf. navnlig RPL § 521 om udlæg i rede penge. Langt de fleste udlæg vil dog være udlæg til forauktionering, jf. RPL § 538, stk. 1. Ved sådanne udlæg opstår en panteret (retspant) for kreditor, således at denne efter en vis tid, jf. RPL § 542, kan lade det udlagte aktiv bortsælge på tvangsauktion med henblik på fyldestgørelse i det indkomne provenu.

Ved vurderingen af, om et aktiv har en værdi, skal der således gås ud fra, hvad aktivet kan indbringe ved salg på tvangsauktion, og ikke, hvad det eventuelt kunne indbringe i fri handel ved salg til en liebhaver.

Hvis et aktiv ikke kan bortsælges på tvangsauktion, kan der heller ikke heri foretages udlæg til forauktionering.

Som eksempel på sådanne aktiver kan nævnes lejerettigheder, der ikke vil kunne gøres til genstand for tvangssalg. Domspraksis har fastslået, at der ikke kan foretages udlæg i sådanne aktiver.

Goodwill har tidligere været undtaget fra udlægsadgangen, men ved en af Højesteret afsagt kendelse gengivet i UfR 1995, 500, er det fastslået, at der i princippet kan foretages udlæg i en virksomheds goodwill.

Værdien af det udlagte skal ikke blot dække hovedkravet med tillæg af renter, men også omkostningerne ved udlægsforretningen og udgifterne ved opbevaring og bortsalg på tvangsauktion, jf. RPL § 507, stk. 1, og UfR 1968, 883 VLK.

Efter RPL § 507, stk. 1, er det pantefogeden, der skønsmæssigt fastsætter værdien af de udlagte aktiver.

Dog kan såvel skyldner som pantefoged forlange, at det udlagte undergives en egentlig vurdering, jf. RPL § 507, stk. 3.

Hvis pantefogeden selv foretager vurderingen, og skyldner ikke er enig i denne, skal spørgsmålet indbringes for den judicielle foged efter INDL § 6.

Hvis aktiverne er af en sådan beskaffenhed, at pantefogeden ikke selv kan foretage vurderingen, kan der med hjemmel i RPL § 507, stk. 4, anvendes sagkyndig bistand ved vurderingen.

G.5.2.3 RPL § 508

Efter RPL § 508 kan der foretages udlæg i rede penge, fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser.

Der kan dog foretages udlæg i en fremtidig erhvervelse, hvis erhvervelsen kun afhænger af opfyldelsen af en formalitet eller af opfyldelsen af betingelser i en indgået kontrakt, og erhvervelsen kan identificeres. I UfR 1996, 318 VLK, kunne der således foretages udlæg i en ejendomsmæglers krav på salær i henhold til en 3-måneders kommissionsaftale, selv om ejendommen endnu ikke var solgt.

Det vil i hvert enkelt tilfælde afhænge af en konkret vurdering af forholdene, når det skal afgøres, om der er tale om en identificerbar, fastslået erhvervelse, eller der er tale om en fremtidig, uvis erhvervelse.

I UfR 2000, 715 ØLD, der er refereret i afsnit G.5.8.6.4 , blev det statueret, at der kunne foretages udlæg i dankort-betalinger, selv om disse først blev krediteret forretningens konto dagen efter udlægget. Da det er muligt at efterspore de dankort-betalinger, der er foretaget indtil et bestemt klokkeslæt på (udlægs)dagen, fandtes det udlagte tillige tilstrækkeligt identificeret.

Bestemmelsen i RPL § 508 fastslår også, at der kan foretages udlæg i behæftede aktiver. Et sådant udlæg må dog respektere tredjemands bedre ret.

Hvis der er tale om ejendomsforbehold på grund af restgæld, vil der ikke kunne afholdes tvangsauktion over det udlagte. Hvis tvangsauktion var tilladt, ville udlægshaveren nemlig underkende den i ejendomsforbeholdet indbyggede mulighed for tilbagetagelse. Ét-års-fristen i RPL § 526, stk. 4, suspenderes, hvis tredjemands bedre ret er til hinder for tvangsauktion. Det gælder dog ikke, hvis udlægshaver vidste eller burde vide, at denne ret, fx et ejendomsforbehold, var ugyldigt.

G.5.2.4 Trangsbeneficiet

Selv om en kreditor skal kunne forfølge sit tilgodehavende hos skyldner i form af udlæg og efterfølgende tvangsauktion, er det ikke meningen, at skyldner skal kunne fratages alt.

Der er i RPL § 509 optaget bestemmelser om, at en skyldner altid skal efterlades så mange aktiver, at han kan leve, om end på et beskedent niveau.

Reglerne omtales som trangsbeneficiet eller skyldnerens udtagelsesret.

G.5.2.4.1

RPL § 509, stk. 1

RPL § 509, stk. 1, fastslår, at udlæg ikke kan foretages i aktiver, der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand.

Fast ejendom kan dog altid gøres til genstand for udlæg, selv om den tjener skyldneren til bolig eller erhverv. Ved lov nr. 216 af 31. marts 2004, der træder i kraft på det af justitsministeren fastsatte tidspunkt, indsættes et nyt stk. 2, hvoraf fremgår, at en andel i en andelsboligforening eller en aktie eller anpart i et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, der er forbundet med brugsret til en bolig, kun kan undtages fra udlæg i medfør af stk. 1, hvis boligen efter sin størrelse og indretning alene opfylder de sædvanlige krav til en beskeden bolig, der under hensyn til skyldneren og hans husstand med rimelighed kan stilles, og aktiver ved tvangsfuldbyrdelse må antages ikke at indbringe et beløb, der klart overstiger udgiften ved overtagelse af en passende almen bolig eller leje- eller andelsbolig.

Det er kun fysiske personer, der kan påberåbe sig bestemmelsen i stk. 1. Juridiske personer er ikke omfattet.

Det er forholdene for skyldners husstand, der er afgørende. Til husstanden regnes fx ægtefælle, samlever, børn, plejebørn og forældre, der til stadighed bor sammen med skyldner og har fælles husholdning med denne. En husstand kan formentlig også udgøres af et kollektiv. Det afgørende er, om der består en faktisk forsørgelsesrelation mellem de pågældende, og om vedkommende har en tilstrækkelig fast tilknytning til husstanden. Det kræves ikke, at der består en retlig forsørgelsespligt, jf. UfR 1991, 449 VLK, om en samleverske.

Husstanden skal betragtes under ét. Hvis udlæg omfatter flere medlemmer af husstanden, kan bestemmelsen ikke anvendes af hver enkelt skyldner. Der skal ved vurderingen af, hvorvidt der efter RPL § 509, stk. 1, består en udtagelsesret, anlægges en samlet vurdering af, hvor meget hele husstanden behøver.

Det kan forekomme, at et af skyldneren udtaget aktiv har så stor en værdi, at det er urimeligt, at der ikke kan foretages udlæg i dette. I den situation opstår spørgsmålet, om kreditor har ret til at ombytte det værdifulde aktiv med et tilsvarende aktiv af ringere værdi - forudsat, at aktivet af ringere værdi dog er anvendeligt til skyldners formål med aktivet. Man taler om "substitutionsprincippet". Retspraksis er ikke entydig. Østre Landsret tillod i UfR 1986, 965 ØLK (værdifuld sofa og marmorbord), substitution, hvorimod Vestre Landsret nåede frem til det modsatte resultat i UfR 1988, 715 VLK (vandseng). Også retsteorien er splittet. Uenigheden beror formentlig på, om det skal fastholdes, at også meget værdifulde genstande, der er nødvendige for skyldner, er omfattet af trangsbeneficiet. Hvis dette antages, er det svært at forkaste substitutionsprincippet. Meget værdifulde genstande må dog formentlig falde uden for udlægsbeskyttelsen i RPL § 509, således at pantefogeden ikke bør afskæres fra at foretage udlæg i sådanne aktiver. I stedet må pantefogeden i henhold til RPL § 500 vejlede skyldneren om indsigelsesretten efter RPL § 501, jf. INDL § 6, således at spørgsmålet i sidste ende kan afgøres af den judicielle foged.

Hvis skyldneren ejer aktiver i et sådant omfang, at der er mulighed for at vælge, hvad der skal foretages udlæg i, er det skyldneren, der har ret til at udøve valget. Denne såkaldte "påvisningsret" fremgår af RPL § 517, stk. 1. Udlæg kan dog altid foretages i rede penge (undtagelse følger af trangsbeneficiet) og i et pant, som man har til sikkerhed for kravet, jf. § 517, stk. 2.

Skyldneren kan ikke forlange, at der foretages udlæg i fast ejendom, behæftede aktiver, aktiver, hvis værdi er usikker, eller aktiver, hvis opbevaring eller afhændelse er særlig vanskelig, hvis han ejer andre aktiver, hvori udlæg kan ske, jf. RPL § 517, stk. 3.

G.5.2.4.2 Beskedent hjem

og beskeden levefod

Der findes ikke nogen "facitliste", der angiver, hvad betegnelsen "beskedent hjem" omfatter.

Begrebet har tidligere i retsplejeloven været betegnet som "et simpelt hjem", men samfundsudviklingen gør, at grænserne for, hvad der omfattes, er under stadig udvidelse.

Det ligger dog helt fast, at der altid skal levnes møbler i et omfang, så husstanden har bord, stol og seng til rådighed for alle husstandens medlemmer. Derudover er almindelig radio og farve-tv over ca. 2 år omfattet af begrebet, ligesom almindelige køkken- og husholdningsredskaber, billeder af ringe værdi og almindelig beklædning er omfattet.

Enkelte fogedretter har udarbejdet en fortegnelse, der anvendes som rettesnor for udlægsforretningerne ved den enkelte fogedret, men de har ikke i sig selv nogen bindende virkning. Det må dog tages i betragtning, at såfremt et udlæg foretaget i indbo mv. indbringes for fogedretten, vil det være dennes afgørelse, der er gældende.

Hvis der foretages udlæg i erstatning i henhold til indboforsikring, skal der af forsikringssummen efterlades skyldneren tilstrækkeligt til, at han kan erhverve, hvad der hører til et beskedent hjem, såfremt disse genstande ikke er i skyldners besiddelse.

G.5.2.4.3 Kontante midler

Ud over bestemmelsen om et beskedent hjem rummer RPL § 509, stk. 1, også en bestemmelse om, at skyldner skal efterlades, hvad der er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod for husstanden.

Dette medfører, at der i skyldnerens besiddelse skal efterlades så mange kontante midler, at husstanden kan klare sig økonomisk, indtil næste indtjening kommer.

Der er heller ikke nogen fast regel for, hvor meget en husstand skal have i likvide midler for at kunne klare sig, men der kan eventuelt tages udgangspunkt i taksterne for kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, således at der skal efterlades midler til betaling for bolig, el, vand, varme, nødvendig transport til arbejde og et rådighedsbeløb til daglige indkøb, beregnet for tidsrummet fra udlægsforretningen og indtil skyldnerens eller husstandens næste indtægt.

Ved bedømmelsen heraf er det husstandens samlede indkomst, der skal danne grundlag for beregningen af, hvor meget skyldner selv skal have til rådighed. Der kan udmærket være tale om, at skyldner ikke skal efterlades kontante midler, hvis den øvrige husstands indkomst kan dække de nødvendige leveomkostninger. Der kan i den forbindelse tages udgangspunkt i rådighedsbeløbet ved betalingsevnevurderinger. Se om disse afsnit I.1 .

G.5.2.4.4 Andele i andelsboligforeninger mv. - RPL § 509,

stk. 2

Ifølge RPL § 509, stk. 2, der er indsat ved lov nr. 216 af 31. marts 2004 om pant og udlæg i andelsboliger m.v., som er trådt i kraft den 1. februar 2005, jf. nærmere herom i afsnit G.5.9.9 , kan en andel i en andelsboligforening eller en aktie eller anpart i et boligaktieselskab eller -anpartsselskab omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, der er forbundet med en brugsret til en bolig, kun undtages fra udlæg i medfør af stk. 1, hvis boligen efter sin størrelse og indretning alene opfylder de sædvanlige krav til en beskeden bolig, der under hensyn til skyldneren og hans husstand med rimelighed kan stilles, og aktivet ved tvangsfuldbyrdelse må antages ikke at indbringe et beløb, der klart overstiger udgiften ved overtagelse af en passende almen bolig eller leje- eller andelsbolig.

Med bestemmelsen er der med hensyn til boligens karakter og realisationsværdi opstillet visse krav, der skal være opfyldt, før udlægsbeskyttelsen efter stk. 1 kan komme på tale, men derudover er der ikke indført ændringer i anvendelsen af stk. 1. Det betyder bl.a., at udlæg kan foretages, selv om kravene i stk. 2 er opfyldt, hvis skyldneren dog har rådighed over en anden bolig.

I UfR 2005, 3043 ØLK ansås en 2-værelses andelslejlighed på 62 m2, hvis nettoværdi udgjorde ca. 41.000 kr., for undtaget fra udlæg i medfør af RPL § 509, stk. 2.

En betingelse for udlægsfritagelsen er ifølge første led i stk. 2, at boligen efter sin størrelse og indretning alene opfylder de sædvanlige krav, der må stilles til en beskeden bolig. En større eller luksuøst indrettet bolig er således - uanset dens værdi - ikke beskyttet mod udlæg. Ordet "indretning" omfatter såvel forbedringer af boligen som udstyr til den. En konkret rimelighedsbedømmelse under hensyntagen til bl.a. husstandens størrelse er afgørende for, om der er tale om en "beskeden bolig".

Ifølge andet led i stk. 2 er det endvidere en betingelse for udlægsbeskyttelsen, at det aktiv, som boligen er knyttet til, ikke repræsenterer en værdi, der klart overstiger udgiften ved overtagelse af en anden passende bolig, fx i form af indskud, depositum, forudbetaling eller købesum for andel, aktier mv. Værdien af aktivet fastsættes som nettoprovenuet i forbindelse med afregning af salgssum mv. Modkrav vedrørende restancer, istandsættelse mv. skal således fradrages afregningssummen. Ved vurderingen af, hvad der må anses for nødvendigt som indskud mv. i en passende alternativ bolig, skal der lægges vægt på forholdene på det lokale boligmarked. En bolig må efter bestemmelsen anses for "passende", når den efter sin størrelse og indretning opfylder de sædvanlige krav til en beskeden bolig, jf. ovenfor.

Ved henvendelse til andelsboligforeningen mv. vil der kunne indhentes nærmere oplysninger om det forventede nettoprovenu ved salg af andelslejligheden. For at kunne vurdere, om kriterierne i stk. 2 er opfyldt, kan det derfor i visse tilfælde komme på tale at udsætte fogedforretningen med henblik på indhentning af sådanne oplysninger.

G.5.2.4.5

Nødvendige aktiver for erhverv eller uddannelse - RPL § 509, stk. 3

Bestemmelsen siger, at der ikke kan foretages udlæg i aktiver af indtil 3.000 kr.'s værdi, som er nødvendige for skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse.

Det er uden betydning, om det drejer sig om skyldnerens hovederhverv eller et bierhverv, men det er en betingelse, at

skyldneren driver erhverv eller er under uddannelse, og aktiviteten fortsætter, eller

skyldneren står umiddelbart over for at skulle påbegynde et erhverv eller en uddannelse.

Hvis der skal foretages udlæg hos flere medlemmer af samme husstand, og de alle driver erhverv eller uddanner sig, gælder bestemmelsen for hver enkelt.

Kontante midler kan også falde ind under denne regel, fx til brug som kassebeholdning eller vekselpenge, men dette må ikke forveksles med bestemmelsen i § 509, stk. 1, hvorefter skyldner skal efterlades nødvendige kontante midler til opretholdelse af en beskeden levefod.

Skyldner kan ikke efter denne bestemmelse udtage genstande til en større værdi end 3.000 kr. mod at betale differencen ned til de 3.000 kr. Reglen er udformet således, at enten kan et aktiv udtages som havende en værdi af ikke over 3.000 kr., eller også kan der foretages udlæg i aktivet.

Ved fastsættelse af værdien skal der tages udgangspunkt i, hvad aktiverne kan indbringe ved tvangsauktion, og ikke i nyværdi eller pris ved salg til liebhaver, jf. UfR 1987, 692 VLK.

G.5.2.4.6 RPL § 509, stk. 4 - præceptivitet

Ifølge § 509, stk. 4, er reglerne i stk. 1, 2 og 3 præceptive, hvilket vil sige, at de ikke kan fraviges, heller ikke efter aftale med skyldneren.

Dette betyder, at et udlæg, der er foretaget i aktiver, der er omfattet af § 509, stk. 1, 2 eller 3, er ulovligt foretaget og dermed ugyldigt. Skyldner kan således ikke anvende sin påvisningsret efter RPL § 517, stk. 2, til at forlange, at der foretages udlæg i aktiver, der er omfattet af RPL § 509.

G.5.2.5 Uoverdragelige rettigheder (pension mv.) - RPL § 512

Efter RPL § 512, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt.

Bestemmelsen omhandler fx retten til at leje en ejendom eller bolig, retten til at bruge eller låne en ting, retten til kost og logi eller aftægtsydelser eller retten til en arbejdsydelse.

Der kan altså ikke foretages udlæg i sådanne uoverdragelige rettigheder.

I UfR 2001, 1182 ØLK, blev det fastslået, at der kunne foretages udlæg i et gavekort, selv om dette var personligt. Skyldneren havde ved lodtrækning vundet et efter vilkårene personligt gavekort på 25.000 kr. til indkøb i udstederens varehus. Grundet dets personlige karakter var gavekortet som udgangspunkt beskyttet mod kommunens udlæg for en skyldig restskat, men da udstederen havde erklæret sig villig til i det foreliggende tilfælde over for kommunen at opfylde fordringen i henhold til gavekortet, såfremt skyldneren samtykkede heri, fandtes bestemmelsen i RPL § 512, stk. 1, ikke at kunne påberåbes af skyldneren.

Ligeledes er efter RPL § 512, stk. 2, krav på underholdsbidrag i henhold til lovgivning om ægteskab og om børns retsstilling undtaget fra udlægsadgangen.

Efter RPL § 512, stk. 3, er også krav på pensioner og understøttelser eller anden hjælp fra det offentlige eller fra velgørende institutioner undtaget fra udlæg, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt, jf. nedenfor. Det samme gælder ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, jf. §§ 11-12 i lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter. Udlægsfritagelsen gælder således både tjenestemandspension og pensioner ifølge private pensionsordninger, også selv om der er tale om individuelle pensionsordninger. Alle former for social pension (folke- og førtidspension) er undtaget fra kreditorforfølgning, jf. § 47 i lov om social pension. Indeståender på kapitalpensionskonti, ratepensionskonti, selvpensionskonti og indekskonti har et pensionssigte og er således også undtaget fra kreditorforfølgning. Tilsvarende gælder for kapitalforsikringer, jf. §§ 116 og 118 i forsikringsaftaleloven. Disse er beskyttet mod kreditorforfølgning, indtil udbetaling har fundet sted. Udlægsfritagelsen i RPL § 512, stk. 3, og § 47 i lov om social pension gælder kun i tre måneder fra forfaldsdagen. Det er dog tvivlsomt, om 3-måneders-fristen gælder i relation til pensionsordninger, fx kapitalpension, der kommer til udbetaling med et éngangsbeløb, typisk når kontohaveren har nået en bestemt alder.

G.5.2.6 Genstande med affektionsværdi - RPL § 515, stk. 1

Efter RPL § 515, stk. 1, kan udlæg ikke foretages i genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af hans husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af fordringshaverens krav. Det drejer sig primært om personlige genstande med affektionsværdi for skyldneren eller dennes husstand, fx familieportrætter, særlige smykker (forlovelses-/vielsesringe), sportspræmier, hæderstegn/-gaver og kæledyr.

Det er skyldnerens opgave at dokumentere, at genstandene har en sådan personlig betydning eller affektionsværdi, at de er undtaget fra udlæg, men reglen skal iagttages på samme måde som bestemmelsen om trangsbeneficiet.

De genstande, som en skyldner hævder er af personlig værdi, kan dog have en så høj værdi, at det findes uacceptabelt, at de kan friholdes for udlæg. Hvis det er tilfældet, må det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om genstanden er omfattet af § 515, stk. 1.

G.5.2.7 Hjælpemidler - RPL § 515, stk. 2

Efter RPL § 515, stk. 2, kan udlæg ikke foretages i personlige hjælpemidler, som er nødvendige på grund af sygdom eller legemlige mangler.

Området omfatter ikke alene fx kørestole, kunstige lemmer, briller og lignende, men også i visse tilfælde mekaniske eller elektriske hjælpemidler som biler, computere og andet, der skal hjælpe en handicappet person til en mere tålelig tilværelse.

Invalidekøretøjer er altid undtaget fra udlæg.

Der kan som rettesnor ved bedømmelsen af et eventuelt udlægsforbud henses til, om hjælpemidlet er anskaffet med offentlig økonomisk hjælp, men dette kan ikke være eneafgørende. Afslag på økonomisk hjælp begrundet i personens økonomiske situation kan således ikke i sig selv medføre, at der kan foretages udlæg i det pågældende hjælpemiddel.

I UfR 2001, 498 ØLK, ønskedes der for en skattegæld udlæg i en personbil fra 1990. Skyldneren var lam i hele underkroppen og brugte derfor kørestol. Han havde erhvervet bilen i 1997 og fået den specielt indrettet på grund af sit handicap. Den var således håndbetjent og havde fået en kasse på taget til opbevaring af kørestolen. Han var afhængig af bilen til almindelig transport, herunder til transport i forbindelse med et edb-kursus, han deltog i. Han havde ingen hjælper og var ikke i stand til hverken at tage med bus eller tog alene. Handicapbussen kunne han kun bruge to gange om ugen, hvilket var helt utilstrækkeligt til hans transportbehov. Kommunen anførte som udlægsrekvirent, at bilen var anskaffet for provenuet fra salget af hans tidligere virksomhed, hvilket provenu han behændigt havde unddraget fra kreditors fyldestgørelse, og at han kunne klare sig med sin el-drevne kørestol. Fogedretten opretholdt pantefogedens udlæg, idet det anførtes, at manden havde klaret sig uden bil i 4 år, hvorfor det ikke fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at bilen var nødvendig for ham. Landsrettens flertal i en 2-1-afgørelse fandt, at manden på grund af sit handicap var afhængig af bilen til almindelig transport, herunder kørsel i forbindelse med edb-kurset. Da der var tale om en beskeden, ældre personbil, der var blevet særligt indrettet til hans behov, fandt flertallet, at bilen var et nødvendigt hjælpemiddel, som var beskyttet mod udlæg, jf. RPL § 515, stk. 2.

Også i UfR 2001, 1920 VLK, var en bil i medfør af RPL § 515, stk. 2, beskyttet mod udlæg. Et ægtepar havde begge underskrevet et ejerpantebrev på 210.000 kr. til en långiver, der havde ydet lån til mandens anskaffelse af bilen for ca. 262.000 kr. i 1993. Långiveren begærede i juni 2000 udlæg foretaget i bilen for et tilgodehavende på 200.000 kr. Landsretten anså bilen, der var udstyret med et særligt drejesæde, for at være et nødvendigt hjælpemiddel for hustruen, der i 1992 havde fået bevilget støtte efter den sociale lovgivning til køb af en bil.

I UfR 1988, 882 VLK, er det fastslået, at en varevogn, der oprindeligt blev anskaffet til virksomhedsbrug, ikke var undtaget fra udlæg, selv om den var overgået til anvendelse til transport af en fysisk og psykisk handicappet person.

I UfR 1990, 644 VLK, er der taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et tv og en videobåndoptager kunne betragtes som hjælpemidler efter RPL § 515, stk. 2. I sagen havde skyldneren en datter, der havde store talevanskeligheder, og lægeligt var det blevet tilrådet, at hun blev sprogligt stimuleret ved at lytte til talepædagogiske bånd. Landsretten anså ikke apparaterne for undtaget fra udlægsadgangen.

Der bør dog altid ved skyldners påberåbelse af denne bestemmelse foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det beløb, effekterne kan indbringe på tvangsauktion, står i rimeligt forhold til det behov, skyldneren eller dennes husstand har for de pågældende aktiver.

G.5.2.8 Godtgørelse for offentlige hverv - RPL § 516

Efter RPL § 516 kan forudbetalinger for udførelse af offentlige hverv ikke gøres til genstand for udlæg.

Der er tale om forudbetalinger til fx vidner, stævningsmænd, syns- og skønsmænd og lignende.

Når hvervet er udført, er beløbene ikke længere fritagne fra udlæg. Det gælder, selv om der måtte være ubetalte regninger vedrørende hvervet.

G.5.2.9 Båndlagt arv og gave - RPL § 514

Efter RPL § 514, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i gaver, hvis giveren - da gaven blev givet - har bestemt, at udlæg ikke kan foretages. Der kan heller ikke foretages udlæg i renter og udbytte af sådanne båndlagte gaver, medmindre der er forløbet mere end 6 måneder efter forfaldsdagen for renterne eller udbyttet.

I denne situation er det altså en gavegiver, der bestemmer, at gavemodtagerens kreditorer ikke kan søge fyldestgørelse i gaven.

Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der kræves ægtepagt. Se herom afsnit E.1.3.1 .

Også for arv, herunder tvangsarv, kan der ske båndlæggelse, og det er arvelader, der skal bestemme, at arven båndlægges. Reglerne om båndlæggelse af arv findes i arvelovens §§ 58-65. Hvis båndlæggelse er sket, kan der ikke foretages udlæg i arven, jf. arvelovens § 62, stk. 2, samt nedenfor i G.5.3.5 . Det samme gælder uhævede renter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.

Båndlæggelse - hvad enten der er tale om gaver eller arv - er kun gyldig, hvis

båndlæggelsen er sket på det tidspunkt, hvor gaven bliver givet, eller arven falder, og

der er sket rådighedsberøvelse, således at gavemodtager eller arvingen ikke har rådighed over det båndlagte, og

der er truffet rimelige foranstaltninger til hindring af, at gavemodtageren eller arvingen kan disponere over gaven/arven.

Hvis en gave er behæftet med vilkår om, at modtageren ikke kan råde over den, betragtes det samtidig som en bestemmelse om, at der ikke kan foretages udlæg i gaven, medmindre andet fremgår af omstændighederne, jf. RPL § 514, stk. 4.

I begge situationer er det altså gavegiver/arvelader, der har bestemt, at gaven eller arven skal være beskyttet mod udlæg. En gavemodtager eller arving kan ikke selv bestemme, at gaven/arven skal være friholdt for udlæg. En sådan disposition har ikke gyldighed over for kreditorerne.

Bestemmelsen om båndlagte gaver har været bragt i anvendelse i forbindelse med medarbejderaktier og medarbejderobligationer, der er båndlagt 5 år fra modtagelsen, fordi de overdrages medarbejderen til en favorabel kurs. Der kan ikke foretages udlæg i sådanne aktier og obligationer, så længe 5-års-fristen ikke er udløbet.

RPL § 514, stk. 2, fastslår, at der heller ikke kan foretages udlæg i andre aktiver, som skyldneren har erhvervet på tilsvarende vilkår som nævnt i stk. 1, hvis erhvervelsen og vilkåret er led i en tilsvarende ordning for flere personer, og hvis hensynet til ordningens formål taler afgørende imod at tillade udlæg.

G.5.2.10 Anden lovgivning

Der findes også i en lang række andre love indskrænkninger i adgangen til at foretage udlæg i en skyldners aktiver.

Som eksempler kan nævnes

Lov om ophavsret, hvorefter der ikke kan foretages udlæg i selve ophavsretten, så længe den tilhører ophavsmanden eller nogen, til hvem den er overgået i kraft af ægteskab eller arv, jf. § 62, stk. 1. Kreditor kan således ikke fremtvinge en udgivelse mv. af værket. Bestemmelsen anvendes ikke på rettighedserhververe, fx licenstagere. Om udlæg hos disse kan foretages, afhænger bl.a. af, om de i forhold til ophavsmanden har ret til at videreoverdrage rettighederne.

Dog kan kunstværker og manuskripter gøres til genstand for udlæg, hvis de har været udstillet eller udbudt til salg, jf. UfR 1985, 812 ØLD.

Efter § 62, stk. 2, kan der heller ikke foretages udlæg i eksemplarer af værket, hvis der er tale om manuskripter, originalforme osv. samt kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

Udbytte af ophavsretten kan gøres til genstand for udlæg.

Med hensyn til fotografer udtaler lovens § 70, stk. 1, jf. stk. 3, at fotografens eneret svarer til de rettigheder, der tilkommer en ophavsmand til beskyttede værker. Det betyder, at der gælder de samme indskrænkninger i adgangen til at foretage udlæg.

Bekendtgørelse om børneopsparingskonti, § 4, stk. 3.

Lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, § 11.

Lov om investeringsfonds, § 14, og lov om indskud på etableringskonti, § 13.

Lov om boligopsparing, § 5, stk. 2, hvorefter der består et udlægsforbud i de første 3 år efter kontoens oprettelse.

Der vil sædvanligvis være adgang til at foretage udlæg i renter og udbytte fra disse konti, medmindre det udtrykkeligt er afskåret i de enkelte love.

G.5.3 Aktiver, der ifølge lovgivningen er delvist undtaget fra udlæg

Ud over retsplejelovens undtagelser fra adgangen til udlæg rummer en lang række speciallove også begrænsninger i adgangen til at foretage udlæg.

Retsplejeloven rummer også bestemmelser, der kun delvist hindrer udlæg i skyldnerens aktiver, og disse bestemmelser vil blive gennemgået nedenfor.

G.5.3.1 Gensidigt bebyrdede kontrakter - RPL § 511, stk. 3

Gensidigt bebyrdende kontrakter er eksempelvis kontrakter vedrørende køb/salg af løsøre eller fast ejendom eller arbejdsforhold, fremstilling og leverance af bestemte produkter samt byggeri.

Der kan som hovedregel foretages udlæg i rettighederne ifølge en gensidigt bebyrdende kontrakt, medmindre denne indeholder helt specielle momenter af personlig karakter, jf. herom i afsnit G.5.2.4 og G.5.2.5 .

Om udlægget skal foretages i varen/produktet eller i betalingen herfor, afhænger af, hvilken af kontraktsparterne der er skyldneren.

Udlæggets værdi er dog afhængig af, at den kontraktspart, der er skyldneren, opfylder sin del af kontrakten. Udlægget giver imidlertid udlægshaveren ret til selv at indtræde i kontrakten og opfylde denne, men der er ikke pligt dertil. Denne indtrædelsesret benyttes ikke af RIM.

En kontraktspart vil som følge af udlægget ofte miste den forretningsmæssige interesse i at opfylde kontrakten, men det kan også ske, at han som følge af udlægget ikke bliver i stand til at opfylde sine pligter, fx hvis betalingen for ydelsen går til udlægshaveren, hvorved skyldneren ikke længere har midler til at betale arbejdsløn eller betale for varekøb til opfyldelse af kontrakten.

Derfor kan et udlæg i rettighederne ifølge kontrakten være generende eller ødelæggende for den anden kontraktspart, der således ikke får sin kontrakt opfyldt.

Der er derfor i RPL § 511, stk. 3, indsat en bestemmelse, hvorefter medkontrahenten kan levere eller betale direkte til sin kontraktspart, uanset at der måtte være foretaget udlæg i ydelsen eller betalingen, hvis det er nødvendigt for at undgå nærliggende fare for tab eller væsentlig ulempe. Udlægshaveren må i sådanne situationer acceptere, at udlægget tilsidesættes.

Det er ikke skyldneren, der efter RPL § 511, stk. 3, kan tilsidesætte udlægget, men derimod medkontrahenten.

Muligheden for at tilsidesætte udlægget kan udnyttes på to måder

medkontrahenten kan frigøre sig fra udlægget ved at levere eller betale til skyldneren, hvis det ellers ikke kan forventes, at denne opfylder sin del af kontrakten;

medkontrahenten kan også, uden at skulle indhente samtykke fra udlægshaveren, genforhandle kontrakten og foretage ændringer, der sikrer, at skyldneren opfylder sin del af aftalen.

Hvis medkontrahenten benytter sig af sin ret efter RPL § 511, stk. 3, til at tilsidesætte udlægget, løber han naturligvis en risiko for, at en senere prøvelse af sagen viser, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte udlægget.

Hvis det efterfølgende viser sig, at betingelserne for anvendelse af § 511, stk. 3, ikke var til stede, skal medkontrahenten erstatte værdien af det tilsidesatte udlæg.

Denne risiko kan elimineres, ved at medkontrahenten i stedet for at anvende § 511, stk. 3, gør sig til part under udlægsforretningen efter RPL § 499 og fremsætter indsigelse mod fogedforretningen. Der vil i så fald under udlæggets prøvelse for den judicielle foged blive taget stilling til, om indsigelsen er berettiget.

Hvis udlægsforretningen er afsluttet, kan medkontrahenten endvidere efter RPL § 504, nr. 1, begære forretningen genoptaget som stridende mod sin ret, eller han kan kære udlægget eller anlægge anerkendelsessøgsmål ved domstolene for at få fastslået, at udlægget strider mod hans rettigheder.

Hvis der under en af en pantefoged afholdt udlægsforretning vedrørende en gensidigt bebyrdende kontrakt fremkommer indsigelse fra medkontrahenten, skal udlægsforretningen indbringes for den judicielle foged efter bestemmelserne i INDL § 6. Der gælder ingen 4-ugers frist for disse indsigelser.

G.5.3.2 Løn

For at en lønmodtager ikke skal blive udsat for kontinuerlige udlæg i sin indtjening, er der i retsplejeloven indført en bestemmelse om forbud mod udlæg i ikke udbetalt løn mv.

G.5.3.2.1 Almindelig løn - RPL § 511, stk. 1

Efter RPL § 511, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i endnu ikke udbetalt løn eller i andet vederlag for personligt arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent.

Der skal være tale om et egentligt arbejdsforhold. En aftale om præstation af et bestemt arbejdsresultat, fx entreprisekontrakter og sædvanlige forlagskontrakter, falder uden for § 511, stk. 1.

I UfR 1997, 241 ØLK, sidestilledes to forfaldne, skyldige fakturabeløb med løn for personligt arbejde, og et udlæg i fakturabeløbene fremmedes derfor. Fakturaerne var udstedt af en af skyldners hustru ejet enkeltmandsvirksomhed, som dog blev drevet af skyldneren i hustruens navn. Hustruen havde intet med driften at gøre.

Det er optjeningstidspunktet, der er afgørende for, om der kan foretages udlæg. Det er uden betydning, hvordan lønnen/arbejdsvederlaget betegnes, beregnes eller udbetales. Det er således uden betydning, hvornår lønnen er forfaldet. Se fx UfR 1989, 283 VLK.

I de situationer, hvor lønnen udbetales forud og indgår på en lønkonto, er der intet til hinder for at foretage udlæg i kontoens indestående, selv om perioden for lønindtjeningen endnu ikke er udløbet, og 7-dages-reglen i RPL § 511, stk. 1, skal ikke iagttages. Lønnen er ved indsættelse på kontoen blevet blandet med andre midler og er nu et indestående på en bankkonto. Se fx UfR 1973, 1009 ØLK.

Udbetales lønnen bagud, skal der hengå 7 dage fra indtjeningstidspunktet, før der kan foretages udlæg, medmindre lønnen er blevet blandet med andre midler, således at den ikke længere er identificerbar som lønindtægt.

For provisionslønnede - fx assurandører, der optjener provisionen løbende - kan der foretages udlæg i de provisioner, der er optjent indtil 7 dage før udlægsforretningen, selv om provisionen udbetales for en periode, fx en måned ad gangen.

Der skal under alle omstændigheder tages hensyn til bestemmelsen i RPL § 509 om trangsbeneficiet.

Udlæg i løn vil kun sjældent blive anvendt af told- og skattemyndighederne, idet der er adgang til lønindeholdelse for langt den største del af de skatter og afgifter, der opkræves.

G.5.3.2.2

Udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond

Udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond (LG) er en erstatning for mistet lønindtægt i forbindelse med arbejdsgivers økonomiske sammenbrud.

Udbetaling fra LG vil i praksis altid falde mere end 7 dage efter den periode, hvor den manglende løn er optjent, hvorfor det ville være nærliggende at antage, at beløbet kunne gøres til genstand for udlæg.

Der er ikke i loven om Lønmodtagernes Garantifond taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages udlæg i et tilgodehavende hos fonden, men lovens § 8 fastslår, at et krav kun kan overdrages til vedkommende arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisation eller til en statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Hvis kravet overdrages til andre, bortfalder adgangen til at få betaling fra fonden.

I UfR 1983, 388 HD, er det afgjort, at et krav på betaling fra LG ikke kan anvendes til modregning, og i UfR 1992, 369 VLK, blev der truffet afgørelse om, at udbetalinger fra LG er undtagne fra udlæg.

Begge afgørelser er begrundet i formålet med loven.

G.5.3.3 Lejeindtægter - RPL § 511, stk. 2

Der kan ifølge RPL § 511, stk. 2, ikke foretages særskilt udlæg i krav på leje af fast ejendom, før kravet er forfaldet.

Bestemmelsen forhindrer, at der foretages udlæg i fremtidig lejeindtægt, selv om denne er et krav ifølge en gensidigt bebyrdende kontrakt mellem udlejer og lejer.

Lejeindtægter fra udlejning af andet end fast ejendom er ikke omfattet af denne bestemmelse.

Udlæg i kravet på lejen kan derfor kun foretages i det korte tidsrum, der går fra lejens forfaldstidspunkt og indtil sidste rettidige indbetalingsdag, sædvanligvis 3 dage efter forfaldstidspunktet.

Det er ikke afgørende, hvilken form for fast ejendom lejen stammer fra. Der kan være tale om beboelsesejendom, erhvervsejendom, lejlighed, værelse eller sommerhus eller anden form for fast ejendom.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der foretages udlæg i den faste ejendom samt forfaldne og uforfaldne lejeindtægter, men da et sådant udlæg er en tilsidesættelse af retsplejelovens bestemmelser om brugeligt pant, er et sådant udlæg betinget af, at udlægshaver erklærer, at han snarest vil begære tvangsauktion over ejendommen. Udlægget vil derfor kun omfatte lejeindtægten indtil tvangsauktionstidspunktet. En auktionsbegæring kan dog frit tilbagekaldes, indtil auktionen er afsluttet, hvorfor der er en risiko for misbrug. Indgiver udlægshaveren ikke snarest auktionsbegæring, bortfalder udlægget i lejeindtægterne automatisk. Det synes på baggrund af bestemmelsen i RPL § 520 nærliggende at kræve, at udlægshaver skal indgive auktionsbegæring inden 14 dage. Skyldneren eller rettighedshaverne i ejendommen vil evt. gennem en genoptagelse af udlægsforretningen kunne få konstateret, at udlægget er bortfaldet som følge af ikke-rettidig indgivelse af auktionsbegæring, jf. RPL § 504, nr. 5. Det samme må gælde, hvis udlægshaver ikke uden ugrundet ophold fremmer auktionssagen, efter at han rettidigt har indgivet auktionsbegæring. Udlægshaver har ingen pligter over for lejerne, hvorimod en brugspanthaver vil være indtrådt i pantedebitors pligter over for lejerne. Udlægshaver har derfor ingen pligt til at hensætte en del af den oppebårne leje på ejendommens vedligeholdelseskonti eller varmekontoen. Omvendt kan en udlægshaver ikke kræve en misligholdende lejer sat ud af ejendommen. Det ville en brugspanthaver kunne gøre. Selv om der afholdes tvangsauktion over ejendommen, har udlægshaver ret til at beholde den af ham oppebårne leje til afskrivning på sin fordring, jf. UfR 1993, 798 ØLK, og UfR 1996, 9 VLK.

Hvis lejen indbetales på en konto i et pengeinstitut, herunder BG Bank A/S, kan der naturligvis foretages udlæg i indeståendet på kontoen.

G.5.3.4 Erstatningskrav

Erstatningskrav kan opdeles i to hovedgrupper

personskadeerstatning

tingsskadeerstatning.

G.5.3.4.1 Personskadeerstatning - RPL § 513

Der kan efter RPL § 513, stk. 1, ikke foretages udlæg i erstatninger for invaliditet eller forsørgertab.

I UfR 2002, 1742 HD, udtalte Højesteret, at de hensyn, der har begrundet denne undtagelse fra kreditorforfølgning, også gør sig gældende, hvor erstatningen beror på en forsikringsaftale, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med udbetaling af løbende ydelser såsom invaliderenteydelser som i den konkrete sag.

Ud over disse erstatninger er for eksempel arbejdsskadeerstatninger og krav på sygedagpenge undtagne fra udlæg efter de respektive speciallove.

Sådanne krav, der ofte har en betragtelig størrelse, kan dog frivilligt (viljesbestemt) overdrages eller pantsættes.

Beløbene er ikke alene undtagne fra udlæg, så længe de kun består som krav. Hvis de - efter udbetaling til den berettigede - holdes adskilt fra dennes øvrige midler og deklareres som erstatning af en bestemt art, er de undtagne fra udlæg. Kravet om adskillelse fra øvrige midler er absolut, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Hvis der har været hævet af en erstatning, og et tilsvarende beløb senere indsættes, eller hvis en indestående erstatning frivilligt har været stillet som sikkerhed, er beskyttelsen bortfaldet.

Også andre aktiver, der erhverves for erstatningsbeløbet, dvs. såkaldte surrogataktiver, kan holdes uden for udlægsadgangen, hvis erstatningsbeløbet var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue, og det kan bevises, at aktiverne er købt for erstatningsbeløbet.

Betænkning nr. 634 fra 1971 om udlæg og udpantning udtaler side 85, 2. spalte, om adskillelseskravet, at et erstatningsbeløb efter omstændighederne på tilstrækkelig klar måde vil kunne anbringes i fast ejendom, enten i form at tinglyst pantebrev, der angiver, hvorfra midlerne stammer, eller, hvis skyldneren ikke har anbragt andre midler i ejendommen, ved en tinglyst deklaration på denne. Ved tinglysningen må erstatningen dokumenteres. I UfR 1991, 750 ØLK, udtalte Østre Landsret således, at det lå inden for tinglysningsdommerens opgaver at påse, om en erstatning var omfattet af udlægsbegrænsningen i RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. I sagen havde K som anlægsinvestering erhvervet en fast ejendom for 880.000 kr., der berigtigedes ved overtagelse af et i ejendommen indestående lån med en restgæld på 807.025,08 kr. og en kontant udbetaling på 72.972,92 kr., der hidrørte fra et beløb på 714.039,10 kr., som K havde modtaget i erhvervsevnetabserstatning. Tinglysningsdommeren afviste i byrderubrikken at tinglyse en deklaration, i hvilken det blev oplyst, at ejendommen var erhvervet for erhvervsevnetabserstatningen. Tinglysningsdommeren begrundede afvisningen med, at alene udbetalingen hidrørte fra udlægsfritagne midler, og at der derfor ville ske en sammenblanding med øvrige midler, således at ejendommen ikke ville kunne fritages for kreditorforfølgning. Landsretten fandt imidlertid, at såvel udbetalingen som de i øvrigt med erhvervelsen forbundne udgifter stammede fra erhvervsevnetabserstatningen, der var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Det var af K oplyst, at terminsydelser og driftsudgifter skulle dækkes med lejeindtægter fra ejendommen.

Forøgelsen af friværdien i en sådan fast ejendom på grund af inflation eller normal amortisering med frie midler antages også at være beskyttet mod udlæg.

En deklaration vil, som det fremgår af UfR 1991, 750 ØLK, kunne være én måde, hvormed en skyldner vil kunne dokumentere, at et surrogataktiv er erhvervet for udlægsfritagne erstatningsmidler. Er surrogataktivet en fast ejendom, bør deklarationen tinglyses, jf. betænkning nr. 634 fra 1971, side 85, 2. spalte.

Efter Højesterets kendelse i UfR 1996, 1699, er det dog fastslået, at der ikke - som sket i TfS 1995, 615 ØLD, og Vestre Landsrets 2. afdelings utrykte kendelse af 22. januar 1996 i V.L.B-2714-95 - kan opstilles et formelt beviskrav i form af en skriftlig tilkendegivelse i erhvervelsesdokumentet om, at aktivet er erhvervet for udlægsfritagne erstatningsmidler. I Vestre Landsrets afgørelse blev det således udtalt, at det ved erhvervelse af en fast ejendom for udlægsfritagne erstatningsmidler skulle fremgå af en redegørelse i skødet, at den kontante købesum var blevet betalt med beskyttede beløb, selv om den udlægssøgende kreditor erkendte, at der var betalt med sådanne beskyttede beløb. Højesteret har med sin kendelse tilsidesat dette krav om en redegørelse i erhvervelsesdokumentet. Højesteret lagde i sin afgørelse til grund, at en bil, et tv og en fræser, som skyldneren havde betalt med en del af et erhvervsevnetabserstatningsbeløb, var fritagne for udlæg, da skyldneren for denne del af erstatningen havde fået udstedt tre checks direkte til sælgerne af disse surrogataktiver, således at der havde været den fra skyldnerens øvrige formue fornødne adskillelse. Der havde ikke i erhvervelsesdokumenterne været nogen tilkendegivelse af, at effekterne blev betalt med udlægsfritagne erstatningsmidler.

Som nævnt ovenfor mistes udlægsbeskyttelsen, hvis der har været hævet af en erstatning, og et tilsvarende beløb senere indsættes, eller hvis en erstatning har været anvendt som sikkerhedsstillelse. Dette gælder også for surrogataktiver. Vestre Landsret fastslog dog i en i Fuldmægtigen nr. 3, 2000, side 41f, gengivet kendelse, V.L.B-2386-99, afsagt den 2. februar 2000, at et sommerhus købt for 457.000 kr., hvoraf udbetalingen på 35.000 kr. stammede fra en personskadeerstatning ("erhvervsevnetab"), var udlægsfritaget i medfør af RPL § 513, stk. 1, trods en senere pantsætning. Skyldneren havde mod pant i ejendommen optaget et lån på 50.000 kr. til brug for opførelsen af en tilbygning til ejendommen. Fogedretten fandt det afgørende, at skyldneren ved pantsætningen havde belånt ejendommen på en sådan måde, at han derved indirekte helt eller delvist havde disponeret over sin personskadeerstatning. Da de 50.000 kr. var brugt til en tilbygning, var ejendommens værdi steget, hvorfor skyldneren ikke havde disponeret over erstatningssummen ved pantsætningen. Landsretten tiltrådte, at udlægsfritagelsen ikke var bortfaldet ved den senere pantsætning, men som kæremålet forelå, tog landsretten ikke stilling til, om tilbygningen og dens finansiering havde betydning for udlægsfritagelsen. Østre Landsret fastslog i en kendelse af 19. juni 1997 i B-1357-97, 6. afd., at der kunne foretages udlæg i en fast ejendom, som rekvisitus havde overtaget i 1994 med en udbetaling på 125.000 kr. hidrørende fra en udbetalt erstatning. På ejendommen var der blevet lyst en erklæring om udlægsfritagelse i henhold til RPL § 513, stk. 1. Ved overtagelsen var der lyst tre hæftelser, og der blev desuden lyst et ejerpantebrev til sikkerhed for en kassekredit. Ejerpantebrevet, der oprindeligt var på 100.000 kr., blev senere forhøjet til 200.000 kr. Fogedretten fandt, at skyldneren ved at udstede ejerpantebrevet havde sammenblandet sine midler på en sådan måde, at udlægsbeskyttelsen var bortfaldet. Østre Landsret lagde ved sin stadfæstelse vægt på dels oprettelsen af ejerpantebrevet den 2. juni 1994 til sikkerhed for kassekreditten, dels den den 9. februar 1996 tinglyste forhøjelse af sikringsrammen til 200.000 kr.

Det er tvivlsomt, hvordan retstilstanden er, hvis et aktiv kun delvist er erhvervet ved hjælp af udlægsfritagne erstatningsmidler. Hvis man antog, at der gælder en udlægsfritagelse for sådanne aktiver, ville man skabe en adgang for en skyldner til at opbygge et kreditorly ved at erlægge en beskeden udbetaling med udlægsfritagne erstatningsmidler ved anskaffelsen af et kostbart aktiv og lade resten finansiere med ubeskyttede midler. Den i takt med nedbringelsen af restgælden opståede friværdi ville ligeledes være beskyttet mod udlæg, jf. ovenfor. Dette taler derfor for at lade udlægsfritagelsen for sådanne "delvise surrogataktiver" være betinget af, at en væsentlig del af købesummen er erlagt med udlægsfritagne erstatningsmidler. I UfR 1991, 750 ØLK, der er omtalt ovenfor, blev det antaget, at såvel udbetalingen på knap 10 % som de i øvrigt med erhvervelsen af en fast ejendom forbundne udgifter stammede fra en erhvervsevnetabserstatning, og denne afgørelse kan derfor ikke tages til indtægt for en modsat opfattelse.

Hvis et udbetalt erstatningsbeløb eller surrogataktiver, der ikke er unikke (species), sammenblandes med skyldnerens øvrige formue, er adskillelseskravet i RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., ikke længere opfyldt, og udlægsfritagelsen er derfor ophørt, jf. fx SKM2006.453.BR . Det gælder dog ikke ved rene bagateller. UfR 1999, 165 VLK, fastslog således, at udlæg hverken kunne foretages i erstatningsbeløb indsat på en allerede eksisterende konto eller i en bil købt for erstatningsbeløbet. På skyldnerens konto indestod der i april 1996 et beløb på 25,96 kr., og den 16. april samme år blev der indsat en invaliditetserstatning på ca. 176.000 kr., hvorefter skyldneren hævede 71.500 kr. for den 11. juni 1996 på kontoen at indsætte en yderligere erstatning på ca. 213.000 kr. Ti dage senere, den 21. juni, købte skyldneren en bil for ca. 142.000 kr. I perioden fra juli 1996 til februar 1998 hævede skyldneren kontoens indestående. For nogle af pengene erhvervede han visse effekter, som han senere solgte. Salgssummerne blev indsat på kontoen. En kreditor begærede i oktober 1997 udlæg i bilen. Landsretten fastslog, at det beløb, der allerede stod på kontoen (25,96 kr.) var et i forhold til erstatningssummerne så ubetydeligt beløb, at det under de foreliggende omstændigheder ikke kunne medføre, at erstatningssummerne på tidspunktet for skyldnerens bilkøb ikke kunne anses for adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Bilen var ubestridt erhvervet for en del af de den 20. juni 1996 på kontoen indestående midler, hvorfor udlægsfritagelsen også omfattede bilen, og det spillede herved ingen rolle, om udlægsfritagelsen for så vidt angik kontoen var bortfaldet på et senere tidspunkt.

Højesteret udtalte i sin kendelse i UfR 2001, 2372, at en udbetaling fra en gruppelivsforsikring modtaget ved en ægtefælles død ikke var udlægsfritaget efter RPL § 513, stk. 1, analogt. I sagen havde D, som havde en større gæld til sin ægtefælle, K, ved dennes død modtaget en række livsforsikringssummer - heriblandt en gruppelivsforsikringssum - som blev indsat på særskilte konti. Boet efter K begærede udlæg foretaget i disse indeståender. Bestemmelsen i RPL § 513, stk. 1, kunne ikke udstrækkes til også generelt at omfatte forsikringssummer udbetalt i anledning af en ægtefælles død, og der var ikke oplyst konkrete omstændigheder, som kunne begrunde beskyttelse mod udlæg i det foreliggende tilfælde. Sagen blev herefter hjemvist til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg.

Efter RPL § 513, stk. 2, er krav som følge af ikke-økonomisk skade undtagne fra udlæg. Her er der tale om krav på erstatninger for eksempelvis svie og smerte og lignende. Disse krav på erstatninger er kun undtagne fra udlæg, så længe erstatningen ikke er udbetalt. Efter udbetalingen kan de ikke inddrages under den i stk. 1 nævnte kreditorbeskyttelse.

Også krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er undtaget fra udlæg, jf. RPL § 513, stk. 3. Her gælder som ved løn en 7-dages fredningsregel.

Udlægsfritagelsen efter RPL § 513, stk. 1 og 2, gælder dog ifølge § 513, stk. 4, ikke, efter at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene, hvis skyldneren under udlægsforretningen giver samtykke til udlæg eller har stillet aktivet som pant for vedkommende fordring. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, hvorefter krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, ikke kan overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. I en utrykt dom af 26. november 1999 fra Vestre Landsrets 5. afdeling i ankesag B-1467-98 gjorde skyldneren bl.a. gældende, at en til en told- og skatteregion meddelt transport på et krav på en forsikringssum i henhold til en ulykkesforsikring var ugyldig efter aftalelovens § 36, da han hævdede ikke at være blevet tilstrækkeligt vejledt af inddrivelsesmyndigheden. Landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag for at anvende erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, eller dennes analogi på krav i henhold til en ulykkesforsikring. Dernæst fastslog landsretten, at transporten ikke - som anført af skyldneren - kunne sidestilles med et udlæg. Som følge af udlægsforbuddet i forsikringsaftalelovens § 123 og RPL § 513 måtte der imidlertid ifølge landsretten være sikre holdepunkter for at antage, at en skyldner, der under en udlægsforretning tilkendegiver at ville give frivillig transport på en ulykkesforsikringssum, har været korrekt vejledt om indholdet af disse bestemmelser, idet transporten i modsat fald ville kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Landsretten fandt dog, at skyldneren var blevet gjort bekendt med betydningen af en transport, og at forsikringssummen som sådan var fritaget for udlæg. Transporten blev derfor opretholdt.

G.5.3.4.2 Tingsskadeerstatning

Tingsskadeerstatning kan komme på tale, når et aktiv ødelægges eller går tabt. Der kan både være tale om fast ejendom og løsøre.

Erstatningen kan ydes af skadevolderen, dennes forsikringsselskab eller af den skaderamtes forsikringsselskab.

Ingen af disse former for erstatning er undtagne fra udlægsadgangen, og der er mulighed for at foretage udlæg allerede fra det tidspunkt, hvor skaden er sket.

G.5.3.5 Arv

Der sondres mellem

ventendes arv, hvilket vil sige, at arveladeren endnu ikke er afgået ved døden. Der kan ikke foretages udlæg i den ventendes arv, jf. arvelovens § 30, 2. pkt. Et udlæg ville i øvrigt også stride mod RPL § 508, idet det ikke forud kan fastslås, om der fremkommer arv, og i givet fald hvor stor denne måtte blive.

falden arv, hvilket betyder, at arvelader er afgået ved døden. Den begivenhed, der udløser arven (dvs. dødsfaldet), har fundet sted, og der kan foretages udlæg i arven, jf. forudsætningsvist RPL § 542, stk. 4. Udlægsforretningen skal ikke afvente behandlingen af dødsboet, men kan foretages straks efter dødsfaldet, også selv om arvens størrelse ikke kan opgøres på udlægstidspunktet. Der er ikke tale om en fremtidig erhvervelse, da det udelukkende er et spørgsmål om tid at opgøre arven nøjagtigt.

En arvings indestående i et uskiftet bo kan heller ikke gøres til genstand for udlæg. Dette er tilfældet, uanset om førstafdøde er afgået ved døden før arvelovens ikrafttræden den 1. april 1964, og arven derfor arveretligt betragtes som falden, jf. ovenfor.

Hvis arvelader har båndlagt arven, er arvingens kreditorer afskåret fra at foretage udlæg i arven, jf. arvelovens § 62, stk. 2, og ovenfor i G.5.2.9 . Såvel tvangsarv som friarv kan båndlægges, og arven kan omfatte alle former for aktiver: likvide midler, værdipapirer, løsøre og fast ejendom mv.

Renter og udbytte af bunden arv er ikke bundne, men til arvingens frie disposition. Der er dog en fredningsperiode på 6 måneder fra det tidspunkt, hvor renten/udbyttet forfaldt. Først efter udløbet af denne periode kan der foretages udlæg i renten/udbyttet, hvis beløbet ikke er hævet. Er renten/udbyttet hævet, kan der frit foretages udlæg heri.

Skal en anden end arvingen oppebære renterne af arven, bør arvelovens båndlæggelsesregel formentlig anvendes analogt, således at rentenyderens kreditorer først kan foretage udlæg i renterne, når disse efter 6 måneder fra forfaldstiden stadig ikke er hævet.

Hvis arven er falden, antages det i retspraksis, jf. fx UfR 1938, 824 ØLD, at arvingens kreditorer kan foretage udlæg i kapitalen med respekt af rentenydelsesretten, selv om denne ret kan eksistere i meget lang tid. I dette tidsrum kan der ikke afholdes auktion.

Med dødsboskifteloven fra 1996 gennemførtes nogle væsentlige ændringer på området for skifte af dødsboer.

Efter loven kan boet i visse situationer udlægges uden skifte (§§ 18-21) eller udlægges til den efterlevende ægtefælle (§§ 22-23), ligesom det kan udleveres til hensidden i uskiftet bo (§ 24 samt arvelovens §§ 8 og 9). Skiftes boet, kan det ske som privat skifte (lovens kapitel 15) eller ved bobestyrer (lovens kapitel 16). Der henvises til afsnit N.3 om dødsboer og dødsboskifte. Her skal blot nævnes, at det modsat tidligere ikke er en betingelse for privat skifte, at arvingerne hæfter personligt for afdødes gæld. Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver, jf. lovens § 10, stk. 1, 1. pkt. Indtil arvingerne deler boet, kan krav mod afdøde rettes mod boet. Efter lovens § 27, stk. 1, består der som hovedregel en solidarisk og personlig hæftelse for arvingerne for afdødes gæld og al massegæld i det øjeblik, de deler boets aktiver eller anvender samtlige bomidler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket af boet. Hæftelsen omfatter også afdødes skat for forudgående år og mellemperioden. Efter § 29 kan arvingerne bakke ud af et privat skifte, hvis boet viser sig insolvent. Det er tilstrækkeligt, at en enkelt arving forlanger det. I så fald får boet status som et bobestyrerbo. Reglerne om bobestyrerboer har afløst reglerne om det tidligere offentlige skifte, der kunne opdeles i gældsfragåelses- og gældsvedgåelsesboer. Disse er afskaffet. I stedet sondres der mellem solvente og insolvente bobestyrerboer. Se nærmere herom i afsnit N.3.3.4 .

En arving kan give arveafkald, hvilket betyder, at arvingen ikke modtager nogen arv. Arveafkald kan gives til fordel for en eller flere andre personer, der så træder i arvingens sted, eller blot som et afkald på al arv. Arveafkald kan ikke gives, efter at der er foretaget udlæg i arven, men er arveafkald afgivet, er der ingen arv at foretage udlæg i.

En arving kan ikke selv båndlægge sin arv for derved at hindre kreditorerne i at fyldestgøre sig i arven.

G.5.4 Nytteværdi, sikringsakt og legitimationsvirkning

G.5.4.1 Indledning

I afsnittene G.5.2 og G.5.3 er gennemgået de negative afgrænsninger i forhold til mulighederne for at foretage udlæg i skyldnerens aktiver: lovbestemte undtagelser og delvise undtagelser fra udlægsadgangen. Derfor vil dette og de efterfølgende afsnit beskrive udlægsadgangen inden for de områder af aktiver, der er nævnt i RPL § 508: rede penge, løsøre, fast ejendom, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås.

G.5.4.2 Nytteværdi

Det kan dog inden denne gennemgang være formålstjenligt at henlede fogedens opmærksomhed på nytteværdien af at foretage udlæg i bestemte typer af aktiver.

Nogle aktiver har større nytteværdi end andre, og hvis fogeden i en udlægssituation kan vælge mellem flere aktiver, skal der foretages udlæg i de aktiver, hvor nytteværdien af udlægget er størst.

Ved vurderingen af aktivernes nytteværdi skal der tages hensyn til,

hvor let aktivet kan tvangsrealiseres, herunder hvor let aktivet kan opbevares indtil tvangsrealisation, og omkostningerne ved udbringning, opbevaring og tvangsauktion;

hvilken pris det under hensyntagen til dets art og stand vil indbringe på tvangsauktion;

om aktivet er behæftet med ejendomsforbehold, andre udlæg, pantsætninger eller andre former for rettigheder eller rådighedsindskrænkninger.

Hvis aktiverne efter denne bedømmelse skønnes at have en nytteværdi, skal fogeden tillige tage stilling til, hvorvidt udlæg må anses for hensigtsmæssigt ud fra et inddrivelsesmæssigt synspunkt.

Foretages der udlæg i en virksomheds samlede fordringer, vil udlægget afskære virksomheden fra at få indtægter og dermed være i stand til at afholde udgifter til lønninger, varekøb og andet, der skal holde virksomheden i gang. Hvis der foretages udlæg i en virksomheds produktionsapparat, vil en tvangsrealisation af disse medføre, at virksomheden må ophøre.

Konsekvensen vil i disse tilfælde være, at virksomheden må lukke, eller at den vil være moden til konkursbehandling. Derfor skal fogeden i alle udlægssituationer vurdere, om det er i egen interesse, at en virksomhed eventuelt tvinges til at lukke på grund af udlægget, eller om der er mulighed for at inddrive en større del af gælden, hvis der kun foretages udlæg i dele af virksomhedens aktiver.

Et udlægs nytteværdi er således en kombination af, hvor meget en tvangsrealisation kan indbringe, hvor let den kan gennemføres, og om udlægget er hensigtsmæssigt under hensyntagen til dets konsekvenser.

G.5.4.3 Sikringsakter

Når et udlæg er foretaget, skal eventuelle sikringsakter iagttages.

Nedenstående skematiske oversigt er gengivet efter Lars Autzen: Pantefogeden (4. udgave, 2002) med tilladelse fra Dansk Kommunalkursus.

border=0>

Klik her for at hente oversigten i pdf-format.

Ved andele i andelsboligforeninger mv. efter lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber er sikringsakten ved pantsætning af og retsforfølgning mod disse andele tinglysning i andelsboligbogen, jf. TL § 42j og nedenfor i afsnit G.5.9.9 . Ved stiftelse af virksomhedspant er sikringsakten tinglysning i personbogen, jf. TL § 47c, stk. 2, og det samme gælder fordringspant, jf. TL § 47d, stk. 2. Se nærmere herom nedenfor i afsnit G.5.10.2 og G.5.10.3 .

Sikringsakterne tjener til beskyttelse af udlægget mod

skyldnerens øvrige kreditorer, såvel offentlige som private.

godtroende aftaleerhververe, hvorved forstås personer, der efter aftale med skyldneren erhverver rettigheder over skyldnerens aktiver. Som eksempler på aftaleerhververe kan nævnes

et pengeinstitut, der opnår pant i aktiver, eller som eksempelvis får værdipapirer i håndpant,

et pengeinstitut eller en vekselerer, der køber værdipapirer af skyldneren,

en anden kreditor, der opnår transport i skyldnerens fordringer, eller

en køber af skyldnerens aktiver, fx fast ejendom.

Sikringsakten medfører en prioritetsbeskyttelse af udlægget over for andre kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Herved sikres, at udlægget ikke kan fortrænges af senere rettigheder, hverken udlæg, panterettigheder eller rettigheder i henhold til en overdragelse.

Selv om sikringsakten ikke er iagttaget, kan det foretagne udlæg dog være beskyttet, hvis der er tale om en aftaleerhverver i ond tro, altså en aftaleerhverver, som vidste eller burde vide, at der var foretaget udlæg. Princippet i dansk ret er, at aftaleerhververe i ond tro aldrig beskyttes.

Derimod er et udlæg, hvor en påkrævet sikringsakt ikke er iagttaget, ikke beskyttet mod skyldnerens andre kreditorer, hvad enten disse er i god eller ond tro.

Er de udlagte aktiver solgt eller foræret til en godtroende aftaleerhverver, kan udlægshaveren kræve aktiverne udleveret hos erhververen (der består en såkaldt vindikationsret), hvis en påkrævet sikringsakt er iagttaget. Er aktiverne derimod pantsat til en aftaleerhverver, efter at udlægget er foretaget, skal udlægshaveren respektere pantsætningen, hvis sikringsakten for udlægget ikke er iagttaget - forudsat, at panthaveren selv har iagttaget sin sikringsakt og er i god tro om udlægget.

Sikringsakten er forskellig, alt efter hvilket aktiv der er foretaget udlæg i. Kravet til sikringsakt kan også afhænge af, om udlægget skal beskyttes over for øvrige kreditorer eller over for godtroende aftaleerhververe.

For enkelte aktivers vedkommende kræves der ikke nogen efterfølgende sikringsakt, idet udlæggets foretagelse i sig selv er tilstrækkeligt.

I senere afsnit vil sikringsakten blive gennemgået for de aktiver, hvor en sådan er påkrævet.

Sikringsakt kan foretages, selv om et udlæg er indbragt for den judicielle foged efter INDL § 6, og selv om protestfristen ikke er udløbet. Sikringsakten skal også foretages, selv om der under udlægsforretningen er fastsat en afdragsordning.

Det er udlægshaver selv, der skal foretage sikringsakten.

Pantefogeden skal derfor altid drage omsorg for, at sikringsakten foretages.

Udlæg for flere fordringshavere

I SKM2006.134.SKAT , hvis indhold gengives nedenfor, er der taget stilling til, hvorvidt der for så vidt angår restancer i KMD-Ind på samme tilsigelse/udlægsblad kan sendes tilsigelse til udlægsforretning og foretages udlæg for flere fordringshavere. Systemmæssigt er det alene muligt at anføre et enkelt rekvirentnavn på udlægsbladet i KMD-Ind.

I henhold til OIL § 3, stk. 1, overtager RIM kreditorbeføjelserne, når en fordring overdrages til inddrivelse i RIM.

I henhold til OIL § 1, stk. 3, omfatter kreditorbeføjelserne udpantningsret, lønindeholdelse, modregning, indtrædelsesret, dækningsrækkefølge, renter, gebyrer og afgifter, eftergivelse og henstand m.v.

Der ses ikke i retsplejeloven at være formkrav ved udformningen af tilsigelser/udlægsblade for så vidt angår anførelse af rekvirentnavn.

Det er derfor SKATs opfattelse, at RIM skal stå anført som rekvirent på såvel tilsigelsen som udlægsbladet. Som rekvirent kan fx anføres SKAT.

Hvis en udlægstilsigelse eller udlægget omfatter flere restancer, skal hver enkelt restance behørigt specificeres i såvel udlægstilsigelsen som udlægsbladet/fogedbogen. Dette skal ske af hensyn til behovet for at kunne identificere de enkelte udlægsskridt i relation til den enkelte fordringshaver.

Hvis der i forbindelse med foretagelsen af et udlæg efterfølgende skal gennemføres en sikringsakt i form af tinglysning, denuntiation m.v., skal RIM tilsvarende angives som kreditor.

Udlæg i aktiver omfattet af virksomhedspant

Ved udlæg i aktiver omfattet af et virksomhedspant vil udlægshaver ved inden for 3 hverdage fra udlæggets foretagelse at give virksomhedspanthaver underretning om udlægget rykke forbi virksomhedspanteretten. Se herom afsnit G.5.10.4 .

G.5.4.4 Legitimationsvirkning

Selv om visse udlæg ikke kræver en sikringsakt, kan der være behov for at underrette om udlægget, således at skyldner ikke længere over for omverdenen fremtræder som legitimeret i relation til det udlagte.

RPL § 524 fastslår, at hvis et udlæg er foretaget i en fordring, frigøres skyldneren ifølge fordringen ved betaling til den, hos hvem udlægget er gjort, under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af fordringen.

Heri ligger, at der gælder samme regler om legitimation i relation til udlæg i fordringer som ved overdragelse af fordringer, nemlig at flytte legitimationen til at modtage betaling for fordringen fra skyldner til udlægshaver. Legitimationen omfatter ud over selve betalingsmodtagelsen også udlægshavers ret til i øvrigt at træde i skyldnerens sted.

Det er udlægshaver selv, der skal sørge for underretning (denuntiation) til fordringsdebitor, og underretning skal gives, selv om udlægget er indbragt for fogedretten, eller selv om der under udlægsforretningen er indrømmet en afdragsordning.

Hvis den udlagte fordrings skyldner er bekendt med udlægget på anden vis, er underretning dog ikke nødvendig. Det afgørende er denne skyldners gode tro - den fjernes ved en underretning om udlægget.

RIM bør derfor altid give underretning til fordringens skyldner, når der foretages udlæg i fordringer.

G.5.4.5 Udlæggets prioritetsstilling

Der foretages ofte flere udlæg i de samme aktiver, og derfor opstår spørgsmålet om, hvordan prioritetsrækkefølgen er for udlæggene.

Hvis udlæg foretages af den judicielle foged efter begæring fra en privat kreditor, er det tidspunktet for fogedrettens modtagelse af begæringen om udlæg, der er afgørende for prioritetsstillingen. Flere udlægsbegæringer, der modtages samme dag, sidestilles. Bestemmelserne herom findes i RPL § 526, stk. 1.

Det er altså uden betydning, i hvilken rækkefølge fogeden foretager udlæggene og ekspederer udlægsbegæringerne. En enkelt privat kreditor kan ikke opnå bedre prioritet ved at få fremskyndet sin egen udlægsbegæring, hvis der forud er indleveret andre udlægsbegæringer.

Det er dog en betingelse, at kreditor ikke forsømmer at søge udlægsbegæringen fremmet. Hvis forsinkelser derimod skyldes skyldneren, tredjemand eller fogedretten, bevarer udlægget sin prioritetsstilling.

For udlæg, der foretages af pantefogeden, regnes prioritetsstillingen fra selve udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk. 2.

Årsagen hertil er, at disse fogeder er ansat hos RIM, og det er derfor RIM alene, der afgør, i hvilken rækkefølge udlæggene skal fremmes.

Hvis den judicielle foged udsætter en udlægsforretning til senere kontinuation, er det fortsat tidspunktet for indgivelse af udlægsbegæringen, der er gældende for prioritetsstillingen. For pantefogeder gælder fortsat tidspunktet for udlæggets foretagelse.

Hvis et udlæg i løsøre fornys, vil det få prioritet som et nyt udlæg, og det gamle udlæg bortfalder sammen med dets prioritetsstilling, jf. UfR 1986, 241 ØLD. Dette har betydning, hvis der i mellemtiden er foretaget udlæg fra anden side i de samme aktiver, idet et sådant udlæg da vil få prioritet forud for det fornyede udlæg.

Hvis et udlæg i fast ejendom fornys for at afbryde forældelsen, opretholdes den tidligere tinglysning, og der tinglyses alene for yderligere tilkommende renter m.v. Dette skal fremgå af fogedbogen.

Det kan ikke med retsvirkning for tredjemand mellem udlægshaver og skyldner aftales, at de udlagte effekter ombyttes med andre, eller at udlægget flyttes til andre aktiver. Hvis begge parter ønsker at ændre udlæggets genstand, må en ny udlægsforretning foretages.

Tvivl om prioritetsstillingen skal ikke afgøres i forbindelse med udlægsforretningen, men først i forbindelse med en tvangsauktion, hvor den judicielle foged udarbejder et fordelingsudkast, der skal vise, hvem af udlægshaverne der opnår provenu fra de solgte effekter.

Prioritetsstillingen mellem udlæg og andre former for rettigheder, dvs. transporter, løsørepantsætninger og håndpantsætninger, afgøres efter dansk rets almindelige regler om iagttagelse af sikringsakten. Således afgøres spørgsmålet om prioritetsstillingen mellem et udlæg og en løsørepantsætning ud fra tidspunktet for udlæggets foretagelse (hvis det er foretaget af pantefogeden) og tidspunktet for tinglysning af løsørepantebrevet.

G.5.5 Rede penge og behæftet løsøre

G.5.5.1 Indledning

Efter RPL § 508 kan udlæg foretages i rede penge, fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser.

Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er behæftede.

G.5.5.2 Rede penge

Der er i dansk ret en formodning for, at de penge, en person er i besiddelse af, er hans egne ("pengereglen"). Se til illustration heraf fx TfS 1999, 628 ØLK.

Efter RPL § 517, stk. 2, kan udlæg altid foretages i rede penge, uanset om skyldneren måtte ønske at anvise andre aktiver som genstand for udlæg.

Hvis der foretages udlæg i rede penge, skal fogeden altid iagttage bestemmelserne i RPL § 509 om trangsbeneficiet, således at skyldneren levnes tilstrækkelige midler til at opretholde en beskeden levefod, indtil næste indtægt eller løn kommer. Skyldners ret til at udtage rede penge til brug i erhverv (kassebeholdning eller byttepenge) efter RPL § 509, stk. 3, skal også respekteres.

Udlæg i rede penge er udlæg til eje, og efter RPL § 521 overgives det udlagte beløb straks til rekvirenten. Ved udlæg i rede penge skal beløbet derfor straks tages i bevaring.

Begrebet rede penge omfatter ikke alene danske penge, men også fremmed valuta, som er gangbar. Ved udlæg i fremmed valuta tages beløbet også straks i bevaring og omregnes efter gældende vekselkurs.

Der kan forekomme tilfælde, hvor et beløb, der er i skyldnerens besiddelse, ikke tilhører ham, og hvor det må respekteres, at der ikke kan foretages udlæg i beløbet.

Det må dog normalt forudsættes, at skyldneren har pligt til

at holde sådanne beløb afsondret fra egne midler - og også gør det,

at føre en form for regnskab over sådanne midler, eller at pengenes rette ejermand fører et sådant regnskab, samt

at underkaste sig en vis kontrol fra pengenes rette ejermand.

Som eksempler på sådanne tilfælde kan nævnes tjenere, taxachauffører og forretningsdrivende, der sælger konsignationsvarer (se G.5.7.8 ).

G.5.5.3 Behæftet løsøre

RPL § 508, 2. pkt., fastslår, at udlæg kan foretages, selv om et aktiv i forvejen er behæftet.

For løsøres vedkommende kan sådanne hæftelser bestå af

andre udlæg

ejendomsforbehold ifølge kontrakt

løsørepantsætning ifølge løsørepantebrev

håndpantsætning ifølge håndpantsætningserklæring (herunder håndpant i løsøreejerpantebrev).

For at sådanne foranstående hæftelser skal respekteres, skal en række formelle regler for de enkelte hæftelser være iagttaget.

For så vidt angår ejendomsforbehold ifølge kontrakt skal der allerede ved overgivelsen af løsøret til køber være truffet aftale om ejendomsforbeholdet. Aftale herom kan ikke indgås senere, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om kreditaftaler.

Det samlede beløb, der skal betales, skal overstige 2.000 kr., og der skal være præsteret den nødvendige udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. § 34, stk. 1, nr. 2 og 4, i lov om kreditaftaler. Dog er der ved erhvervskøb ikke krav om udbetaling, jf. § 50, stk. 2. Se nedenfor i G.5.7.5 om ejendomsforbehold.

Pantsætning af løsøre kan ske ved underpantsætning eller ved håndpantsætning.

Hvis løsøret er underpantsat, er sikringsakten tinglysning. For andet løsøre end biler bestemmer TL § 46, stk. 1, at et (pantsætnings)dokument anses for tinglyst, når det er indført i personbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret. Med hensyn til tinglysningens retsvirkninger finder § 42g, stk. 1, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse. TL § 42g, der omhandler biler, bestemmer, at et dokument anses for tinglyst, når det er indført i bilbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret (stk. 1, 1. pkt.). Tinglysningens retsvirkninger regnes fra den dag, hvor dokumentet anmeldes til tinglysning (stk. 1, 2. pkt.). Dokumenter, der anmeldes til tinglysning samme dag, ligestilles (stk. 1, 3. pkt.). Se om underpantsætning af løsøre G.5.7.11.2 .

Er der tale om håndpantsætning, er sikringsakten, at skyldner effektivt skal være berøvet rådigheden over løsøret. Det er dog almindeligt anerkendt, at en frivillig udlevering af pantet til pantsætter for et kort tidsrum til varetagelse af et begrænset formål - fx fremvisning af pantet for en liebhaver - ikke bringer sikkerhedsretten til ophør. For at bevare sikkerhedsretten (dvs. opretholde sikringsakten) må panthaveren imidlertid sørge for at reagere med det samme og forfølge sin ret, hvis det viser sig, at tingen ikke bliver leveret tilbage i overensstemmelse med aftalen om den kortvarige udlevering med det begrænsede formål. Se herom afsnit G.5.7.11.1 om håndpant.

For alle tilfælde gælder, at der i dokumenterne skal være foretaget en så tydelig individualisering af løsøret, at forveksling eller ombytning ikke er mulig.

Hvis man vælger at foretage udlæg i behæftet løsøre, får dette udlæg prioritet efter den tidligere etablerede hæftelse og skal respektere denne, medmindre en eventuel sikringsakt for denne anden hæftelse ikke er iagttaget, og udlægshaveren selv har iagttaget sin eventuelle sikringsakt.

Et sådant udlæg med sekundær sikkerhed kan også opnå en bedre prioritetsstilling, hvis den foranstående hæftelse bortfalder på grund af forældelse (ved udlæg) eller ved indfrielse. Udlægget kan også i kraft af oprykning opnå bedre mulighed for dækning, efterhånden som den foranstående hæftelse afvikles. Se om oprykning afsnit G.5.9.5 .

Man skal ved sådanne udlæg være opmærksom på, at det er aktivets værdi på et senere udbringnings- eller tvangsauktionstidspunkt, der er afgørende for, om aktivet værdimæssigt kan falde ind under bestemmelserne i RPL § 509, stk. 3, om erhvervsaktiver. Se herom UfR 1986, 592 VLK.

For så vidt angår håndpantsatte effekter antages det, at et udlæg forældes efter 1 år i overensstemmelse med RPL § 526, stk. 4. Dette medfører, at sådanne effekter skal tvangssælges af udlægshaver inden for fristen. Vestre Landsret fastslog i UfR 1995, 324 VLK, at en håndpanteret i pantebreve ikke var til hinder for, at en efterstående udlægshaver kunne have krævet tvangsauktion over pantebrevene, da udlægshaver ikke ved tredjemands ret havde været forhindret i at kræve tvangsauktion afholdt inden et år efter udlæggets foretagelse; udlægget var derfor forældet.

For at tvangsauktion kan gennemføres, vil det være nødvendigt, at udlægshaveren indfrier den foranstående håndpanthaver eller på forhånd tilsikrer håndpanthaveren, at denne vil få sin fulde fordring dækket ved tvangsauktionen. Udlæg i håndpantsatte effekter vil derfor kun undtagelsesvist medføre en tilstrækkelig dækning for det krav, der er foretaget udlæg for, idet man må være sikker på, at et tvangsauktionsprovenu ikke blot vil kunne dække den foranstående håndpanthaver, men også de med udlægget og auktionen forbundne omkostninger.

For underpantsatte effekters vedkommende forældes efterstående udlæg ikke på 1 år, jf. RPL § 526, stk. 4 ("tredjemands ret"), og UfR 1985, 962 VLD. Se om underpant G.5.7.11.2 .

Et det udlagte løsøre behæftet med et ejendomsforbehold efter lov om kreditaftaler, vil ejendomsforbeholdet som hovedregel være til hinder for afholdelse af tvangsauktion, hvilket betyder, at 1-års fristen suspenderes. Det gælder dog ikke, hvis udlægshaveren er klar over eller burde vide, at ejendomsforbeholdet er ugyldigt.

Se om RPL § 526, stk. 4, tillige G.5.7.2 .

RPL § 526, stk. 5, udtaler, at reglerne i stk. 1-4 ikke gælder for udlæg i biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6a, og den 1-årige forældelsesfrist gælder således ikke her, jf. nedenfor i G.5.7.11.2.2 .

G.5.6 Fast ejendom

G.5.6.1 Indledning

Hvis en skyldner ejer fast ejendom, fremgår det direkte af RPL § 508, at der kan foretages udlæg deri.

I dette kapitel vil blive gennemgået, hvad begrebet fast ejendom dækker, samt hvilket tilbehør der er omfattet af et udlæg i fast ejendom. Endvidere vil anvendelsesområderne for TL §§ 37 og 38 samt 47b, stk. 2, og disse bestemmelsers indflydelse på muligheden for at foretage udlæg blive gennemgået.

G.5.6.2 Sikringsakt

Efter TL § 1 skal udlæg i fast ejendom tinglyses for at opnå retsbeskyttelse over for godtroende aftaleerhververe og kreditorers retsforfølgning.

Tinglysning sker ved dommerkontorernes tinglysningsafdeling i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. For hver enkelt ejendom føres et blad, der viser

ejendommens matrikelnummer eller matrikelnumre, ejerlavsbetegnelse og beliggenhed,

det tinglyste ejerforhold for ejendommen,

tinglyste hæftelser på ejendommen og

servitutter, byrder og andre rådighedsindskrænkninger.

Tingbøgerne og de til disse knyttede akter (genparter af alle tinglyste dokumenter) er offentligt tilgængelige.

Den aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge en utinglyst ret, skal selv være tinglyst, og aftaleerhververen skal være i god tro, hvorimod en retsforfølgende kreditor ikke behøver at være i god tro.

God tro for aftaleerhververe er i TL § 5 defineret således, at aftaleerhververen ikke kender og ikke ved grov uagtsomhed er skyld i sit ukendskab til den utinglyste ret. God tro skal for aftaleerhververen være til stede på det tidspunkt, da hans ret anmeldes til tinglysning.

Af TL § 40, stk. 4, følger, at en panteret på den plads, den indtager i prioritetsordenen, altid kan opgøres med tillæg af påløbne, endnu ikke forfaldne renter. Der gælder med andre ord ingen tidsmæssig begrænsning for de påløbne, endnu ikke forfaldne renter mv., der derfor kan medtages fuldt ud i opgørelsen. For de forfaldne renter gælder derimod, at disse kun kan medtages i opgørelsen forud for de efterstående og sideordnede panterettigheder i det omfang, renterne ikke har været forfaldne til betaling i mere end ét år. Har renterne været forfaldne i over ét år, henvises de til sidstepladsen i prioritetsordenen. For ejerpantebreve er retstilstanden som følge af UfR 1990, 21 HD, og UfR 1992, 978 HD, at panthaver som hovedregel ikke har pantesikkerhed ud over den i ejerpantebrevet angivne nominelle hovedstol, men at det mellem panthaver og pantsætter kan være aftalt, at pantesikkerheden successivt skal opskrives med de påløbende renter. Se nærmere herom i afsnit G.5.9.3 .

G.5.6.3 Legitimationsvirkning

Når udlægget er tinglyst, kan der ikke rådes over ejendommen til skade for udlægshaver.

Er der forud for et udlæg tinglyst et ejerpantebrev, er der dog behov for at underrette kreditor ifølge ejerpantebrevet for derved at hindre skyldneren i yderligere at udnytte ejerpantebrevet til skade for udlægshaverens prioritetsstilling (indbrudspant), jf. herom afsnit G.5.9.3 .

G.5.6.4 Nytteværdi

Tvangsauktion over fast ejendom er tidkrævende, kompliceret og forbundet med økonomisk risiko.

Fogeden bør, forinden udlæg foretages, vurdere, hvorvidt der er en nytteværdi.

I denne vurdering kan bl.a. indgå, hvorvidt

ejendommen står over for salg inden for en rimelig tid, og det skønnes, at der kan fremkomme et provenu, eller

der på sidstepladsen er tinglyst et ejerpantebrev, som ikke er fuldt udnyttet, eller

der på anden måde kan antages at være reel sikkerhed i ejendommen, fx hvis ejendommens handelsværdi må formodes at ville stige som følge af låneomlægninger.

Udlæg i fast ejendom skal undgås, såfremt udlægget ikke skønnes at have nogen nytteværdi.

Der skal ikke betales tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af retspant (herunder udlæg), jf. § 1, nr. 2, i tinglysningsafgiftsloven.

G.5.6.5 Begrebet fast ejendom og ejendomstilbehør

Begrebet fast ejendom anvendes om grunde med og uden bygninger, men det dækker også over en lang række aktiver, der normalt opfattes som løsøre, men som indgår i en driftsøkonomisk enhed med bygninger.

En opklodset pølsevogn med indlagt el og vand samt afløb må eksempelvis normalt betragtes som en fast ejendom - i reglen på lejet grund (fx en kommunal stadeplads). Se TfS 1984, 119 LSR. Et udlæg i en sådan pølsevogn må derfor lyses i et bygningsblad vedrørende bygning på lejet grund, jf. TL § 19, stk. 1.

Det er i TL §§ 37 og 38 fastslået, hvilke løsøregenstande der betragtes som tilbehør til den faste ejendom.

Det er desuden i RPL § 518, stk. 2, bestemt, at udlæg i fast ejendom også omfatter tilbehør til ejendommen ifølge TL §§ 37 og 38, medmindre andet er bestemt.

Der kan altså foretages udlæg i ejendommen alene, men hvis intet er anført i fogedbogen herom, vil tilbehøret være omfattet af udlægget.

Modsat kan der ikke foretages udlæg i tilbehøret alene, medmindre skyldneren og alle øvrige berettigede i ejendommen samtykker heri, jf. RPL § 510, stk. 1.

G.5.6.6 Tilbehør efter TL § 37

G.5.6.6.1

Indledning

Betingelserne for, at TL § 37 finder anvendelse, er

at skyldneren er ejer af ejendommen,

at skyldneren er ejer af driftsinventar og driftsmidlerne, og

at den faste ejendom er varigt indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje.

Hvis skyldneren driver erhvervsvirksomhed fra lejede lokaler, men ejer driftsinventaret, falder dette således ikke ind under § 37.

Anvendelsesområdet for TL § 37 gennemgås nærmere nedenfor.

G.5.6.6.2 Fast

ejendom

Bestemmelsen omfatter alle erhvervsejendomme. Der lægges vægt på, om der er tale om en erhvervsvirksomhed, og ikke om grunden er bebygget, eller om virksomheden har hjemme i en bygning på lejet grund.

Driftsmidler, der anvendes i en bygning på lejet grund, er således tilbehør, der er omfattet af § 37.

G.5.6.6.3 Varigt indrettet

Ejendommen skal være varigt indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje.

Der stilles ikke krav om en bygningsindretning (som eksempel kan nævnes campingpladser, sten- og kalkbrud mv.). Erhvervsformålet skal blot give sig til kende i kraft af varige ejendomsindretninger.

I reglen vil indretningen dog fremgå af særlige bygningsforanstaltninger. Det er ikke tilstrækkeligt, at bygningen rent faktisk bruges til erhverv, hvis dette ikke viser sig gennem indretningen. Det behøver dog ikke nødvendigvis vise sig i bygningens ydre. Den varige indretning kan ligge i lokalernes indretning, herunder anbringelse af særligt inventar, der kan tjene ejendommens faktiske anvendelse gennem længere tid.

Det er ikke afgørende, om virksomheden på udlægstidspunktet er færdigetableret i bygningerne. Hvis virksomheden er under etablering, og hvis der er en igangværende indretning af lokaler mv., anses driftsmidlerne for omfattet af ejendommens pant - under forudsætning af, at den endelige varige indretning ikke kun har et minimalt omfang. Der må heller ikke være tale om foreløbige eller forsøgsmæssige foranstaltninger.

Det er heller ikke noget krav, at hele ejendommen er varigt indrettet med henblik på en særlig erhvervsvirksomhed, men erhvervsvirksomheden skal være væsentlig for den samlede ejendom.

Panteretten efter § 37 omfatter kun det løsøre, som er tilbehør til netop den erhvervsvirksomhed, som ejendommen er indrettet til.

G.5.6.6.4 Særlig

erhvervsvirksomhed

Der ligger i udtrykket "særlig erhvervsvirksomhed" ikke nogen begrænsning af erhvervets art. Det har derimod betydning, hvilken art erhverv ejendommen er indrettet til.

TL § 37 omfatter nemlig kun driftsmidler og driftsinventar af den art, der anvendes i den pågældende virksomhed.

Driftsmateriel og -inventar, der hører til en anden art virksomhed, der drives fra samme ejendom, omfattes ikke, medmindre ejendommen er indrettet til begge arter af erhverv, fx landbrug og maskinstation.

Det vil dog altid være naturligt, at der til en virksomhed er knyttet kontor og eventuelt kantine, hvorfor kontorinventar og kantineinventar altid er omfattet af ejendommens pant.

Det må være uden betydning, om den pågældende virksomhed er kommet i gang eller midlertidigt er ude af drift.

G.5.6.6.5 Omfattet af tinglyst pantebrev

Bestemmelsen nævner kun tinglyst pantebrev, men den omfatter også udlæg, idet RPL § 518, stk. 2, fastslår, at tinglyst udlæg i fast ejendom tillige omfatter tilbehør efter TL § 37, medmindre det udtrykkeligt angives, at der ikke ønskes udlæg i tilhørende driftsinventar.

G.5.6.6.6

Driftsinventar og driftsmateriel

Der kan ikke gives nogen detaljeret opremsning af, hvilke driftsmidler og hvilket driftsinventar der henhører under TL § 37, men betingelsen for henføring under § 37 er, at materiel og inventar tjener til virksomhedens drift.

Ifølge TL § 37, stk. 3, gælder § 37, stk. 1 og 2, ikke for de i § 42c nævnte køretøjer. Rettigheder over biler mv., som i medfør af § 37 er stiftet forud for ikrafttrædelsen af reglerne om bilbogen (pr. 1. juni 1993), bevarer dog deres gyldighed, jf. ændringslovens § 9 og nedenfor i G.5.6.6.6.2 .

G.5.6.6.6.1 Egentligt grundlag for driften

Løsøret skal anvendes i forbindelse med forarbejdning, produktion, distribution og lignende og skal danne det egentlige grundlag for virksomhedens drift.

Det betyder, at overskydende materiel, der ikke med rimelighed kan benyttes i driften, falder uden for TL § 37. Som eksempel herpå kan nævnes, at det antages, at hvis en landbrugsbedrift har flere traktorer eller mejetærskere, end der er anvendelse for, er de overskydende eksemplarer ikke omfattet af § 37.

Det forhold, at en løsøregenstand synes større eller dyrere, end virksomheden har behov for, betyder ikke, at genstanden falder uden for § 37. Kun hvor løsøregenstandens værdi står i et helt urimeligt forhold til virksomheden og genstandens anvendelse i virksomheden, kan der blive tale om, at den ikke er omfattet af § 37.

Selv om en løsøregenstand kun anvendes lejlighedsvist eller sæsonbestemt, eller der i en periode ikke er brug for den i driften, falder den dog alligevel ind under § 37.

Uden for § 37 falder personlige brugsgenstande.

Også genstande, der nok anvendes i virksomheden, men som ikke kan siges at være naturlige i forbindelse med driften, falder uden for § 37. Herunder kan falde kunst- og udsmykningsgenstande, der er erhvervet af virksomheden, men som kun tjener til udsmykning af virksomhedens lokaler og ikke står i naturlig sammenhæng med driften.

G.5.6.6.6.2 Rullende driftsmateriel

Også rullende driftsmateriel kan i princippet falde ind under TL § 37. Kørende materiel såsom trucks, traktorer, diverse maskiner til jordarbejde, mejetærskere mv. er omfattet af begrebet "driftsmateriel" i § 37.

I ældre praksis synes det lagt til grund, at der alene krævedes et tilhørsforhold til erhvervsvirksomheden, men derimod ikke en stedlig tilknytning til den faste ejendom, således at transportmidler og andet "rullende materiel" generelt blev anset for omfattet af tilbehørspantet efter § 37 (motorkøretøjer anskaffet efter den 1. juni 1993 er nu undtaget efter stk. 3). I nyere praksis er det imidlertid fastslået, at der tillige kræves en vis stedlig tilknytning til den faste ejendom, jf. UfR 1980, 178 HD.

Ved lov nr. 281 af 29. april 1992 tilføjedes stk. 3 til § 37. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juni 1993. Herefter omfatter § 37 ikke motorkøretøjer (samt påhængs- og sættevogne til biler samt campingvogne), hvorover rettigheder skal registreres i bilbogen. De før den 1. juni 1993 tinglyste pantebreve med pant i fast ejendom giver efter § 37 pant i motorkøretøjer, der bevisligt er indgået under panteretten før denne dato. Køretøjer, der efter denne dato er inddraget i virksomheden, omfattes ikke af panteretten efter § 37, og køretøjer, der var omfattet af § 37, udgår af pantet, når de udskilles eller udskiftes ifølge regelmæssig drift. Der opstår ved en sådan udskiftning ikke noget surrogatpant, men panthaveren må i stedet sørge for at få løsøreunderpant i motorkøretøjet og tinglyse denne ret i bilbogen. Indehavere af § 37-rettigheder over motorkøretøjer kan ifølge overgangsreglerne afgiftsfrit få tinglyst sådant (specificeret) pant i de pågældende motorkøretøjer. Hermed sikres en panthaver i forbindelse med fremtidige udskiftninger af motorkøretøjerne.

G.5.6.6.6.3 Varelager mv.

En betingelse, for at løsøre mv. falder ind under § 37, er, at det har en mere varig tilknytning til virksomheden. Derfor kan salgsvarer, råvarer, halvfabrikata og lignende aldrig henhøre under TL § 37.

Udstyr og løsøre, der anvendes til udlejning, sidestilles med varelager. Det medfører, at der kan foretages udlæg heri, idet sådant udstyr mv. ikke er omfattet af TL § 37 og dermed heller ikke af kravet om samtykke i RPL § 510, stk. 1.

Bryggeriers emballager i form af kasser og flasker er dog altid omfattet af TL § 37, uanset at disse emballagegenstande periodevis ikke har den stedlige tilknytning til virksomheden, idet de kun befinder sig hos virksomheden til påfyldning mv.

G.5.6.7 Særskildt finansiering af driftsinventar og driftsmateriel

TL § 37 hindrer ikke, at tredjemand erhverver rettigheder i erhvervsløsøre, der af ejeren anskaffes til ejendommen. Der er i TL § 37 åbnet mulighed for særskilt finansiering af driftsmateriel og driftsinventar.

Der kan være tale om, at tredjemand har rettigheder i form af ejendomsforbehold, løsørepantsætning eller leje-/leasingkontrakter.

Muligheden for etablering af tredjemandsrettigheder er nødvendig af hensyn til virksomhedens anskaffelse af nye driftsmidler eller nyt driftsinventar.

Betingelsen for, at ejendommens panthavere, herunder udlægshavere, skal respektere denne form for tredjemandsrettigheder, er, at rettigheden skal være stiftet eller forbeholdt senest på det tidspunkt, hvor løsøret indgår i virksomheden som driftsmateriel eller driftsinventar, hvilket normalt vil være ved anbringelsen på ejendommen, og at stiftelsen eller forbeholdet af tredjemandsrettighederne kan bevises.

Formentlig må dog et ejendomsforbehold og en løsørepanteret kunne etableres i umiddelbar tilknytning til anskaffelsen, dvs. "in continenti". Dette må i al fald gælde, når der ved udløbet af en aftalt og normal prøvetid (efter overgivelse på prøve) indgås en købsaftale eller en pantsætningsaftale vedrørende den pågældende genstand. Det samme må formentlig antages, såfremt sælgeren i kraft af et kontantforbehold i forhold til køberens almindelige kreditorer havde ret til at tage tingen tilbage, men i stedet indgår en ny aftale om ejendomsforbehold, eller der til sikkerhed for sælgeren eller en financier oprettes et løsørepantebrev med pant i genstanden. Om et løsørepantebrev er udstedt og tinglyst, før genstanden føres ind på ejendommen, bør være uden betydning, når blot pantsætningsaftalen er gyldig mellem parterne og kan bevises.

I det omfang, der opstår friværdi i sådant løsøre i takt med, at restgæld betales, gribes denne friværdi af TL § 37, således at friværdien altid indgår i ejendommens pant. Der kan derfor ikke foretages udlæg særskilt i sådant løsøre eller i den friværdi, der efterhånden opstår heri.

G.5.6.8 Særligt for landbrugsejendomme

Som en særlig udvidelse af TL § 37 gælder for landbrugsejendomme, at besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser er omfattet af bestemmelsen, hvis der foreligger en landbrugsbedrift, og hvis produkterne er af den art, der sædvanligvis frembringes og sælges af virksomheden.

Dog kan der foretages udlæg i produkter, der er afsætningsklare, dvs. at produkterne er udskilt med henblik på salg.

G.5.6.8.1 Besætning

For at dyr kan være omfattet af TL § 37, kræves der efter den sædvanlige opfattelse, at de enten er avlsdyr eller hører til i driften af landbruget, og at de er landbrugsdyr i traditionel forstand. Uden for TL § 37 falder derfor fx rideheste og andre dyr, der anvendes til fritidsformål.

En yderligere betingelse er, at dyrene skal være af væsentlig betydning for landbrugets drift og for ejendommen.

G.5.6.8.2 Gødning, afgrøder og andre frembringelser

Der sigtes umiddelbart kun på selve driften af landbruget og på resultaterne af driften.

Den gødning, der er omfattet af § 37, er den gødning, der skal anvendes ved drift af ejendommens jorder.

Begrebet afgrøder omfatter umiddelbart kun resultatet af landbrugsdriften, dvs. såvel avl på roden som indhøstet avl og afgrøde, men derimod ikke leveringsrettigheder til fx kartoffelmelsfabrik eller sukkerfabrik mv. Ejendomspanthaverne skal således respektere eksempelvis sukkerroefabrikkens ret til at kræve levering af sukkerroehøsten til dækning af sukkerroefabrikkens udlæg til frø, gødning, forskud og fragt. Når derimod levering har fundet sted, udgår afgrøden af panteretten efter § 37, og ejendomspanthaverne får umiddelbart ingen ret over landmandens afregningstilgodehavende, jf. nærmere i G.5.6.10 .

D.5.6.8.3 Udskillelse ifølge regelmæssig drift

Ved udskillelse ifølge regelmæssig drift forstås, at salget er en driftsøkonomisk disposition, eller at det er et led i en omlægning af driften.

Med hensyn til omlægning af driften opstår dilemmaet, om der foreligger vanrøgt (jf. pantebrevsformularernes sædvanlige vanrøgtsregel) eller en lovlig udskillelse. Der må under alle omstændigheder indrømmes pantsætteren et vist spillerum ved afgørelsen af, hvad driftsøkonomiske hensyn tilsiger.

Sker udskillelsen kun for at forbedre likviditeten eller af finansieringshensyn, er udskillelsen ulovlig, medmindre panthaverne har samtykket heri.

Til belysning af problematikken kan nævnes UfR 1986, 386 VLD, der omhandler kontraktsfinansiering af smågrise: En landmand solgte på kontrakt et antal smågrise til slagteriet, men grisene skulle blive på ejendommen til opfedning og senere levering til slagtning. Grisene fandtes ikke at være udskilt ifølge en regelmæssig drift af ejendommen, hvorfor de fortsat var omfattet af TL § 37.

En ejendomspanthaver vil i kraft af almindelige passivitetsbetragtninger kunne fortabe sin ret til at påberåbe sig § 37, såfremt han ikke inden rimelig tid protesterer imod en ulovlig udskillelse, hvorom han har fået kendskab.

G.5.6.9 Manglende opfyldelse af betingelserne efter TL § 37

Hvis kravene i TL § 37 om varig indretning til erhvervsvirksomhed eller kravet om, at det skal være almindeligt driftsmateriel, ikke er opfyldt, får det den konsekvens, at panthavere i den faste ejendom ikke har pant i løsøret efter § 37.

Dette betyder, at der kan foretages udlæg i løsøret uden hensyntagen til ejendommens panthavere, jf. RPL § 510, stk. 1.

Er der sket ulovlig udskillelse fra ejendommen, er konsekvensen, at erhververen af det udskilte kan pålægges at tilbagelevere eller erstatte det udskilte. Det er dog en betingelse herfor, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, fx i forbindelse med "afklædning" af en landbrugsejendom. Som nævnt ovenfor under afsnit G.5.6.8.3 kan panthaveren endvidere ved passivitet fortabe sit krav mod erhververen.

G.5.6.10 Surrogater

Ifølge TL § 37, stk. 2, omfatter tinglyst pant i fast ejendom uden særlig aftale også ejendommens og tilbehørets forsikringssummer. Det gælder formentlig både almindelige erstatninger og ekspropriationserstatninger.

Derimod omfatter § 37 ikke salgssummer for afhændede løsøregenstande, overskud, bonus, efterbetalinger mv. Se fx TfS 1992, 448 VLK, hvorefter vederlag for salg af såkaldte mælkekvoter ikke var omfattet af § 37.

Sådanne fordringer kan gøres til genstand for udlæg eller transport.

G.5.6.11 Biler

Biler omfattet af tilbehørspantet efter TL § 37 kan som nævnt ovenfor tillige være omfattet af TL § 42c, men en pantsætning af eller et udlæg i en sådan bil må altid respektere et gyldigt ejendomstilbehørspant efter § 37. Der henvises til afsnit D.5.6.6.6.2 for en nærmere omtale af reglen i § 37, stk. 3, hvorefter § 37 fra den 1. juni 1993 ikke omfatter motorkøretøjer, idet ejendomsforbehold, underpant og udlæg ifølge § 42d skal registreres i bilbogen for at få omsætningsbeskyttelse (jf. herom G.5.7.11.2.2 ).

G.5.6.12 Tilbehør efter TL § 38

G.5.6.12.1

Indledning

TL § 38 finder anvendelse på alle ejendomme, uanset om det er erhvervs- eller beboelsesejendomme.

G.5.6.12.2 Når en

bygning er helt eller delvist opført

Egentlige bygninger, det vil sige erhvervsejendomme, beboelsesejendomme, udlejningsejendomme, garager og lignende, omfattes naturligvis af bestemmelsen, hvad enten de er færdigopførte eller ej, og uanset om de er taget i brug. Det har ingen betydning, om bygningen har en eller flere ejere eller eventuelt er ejet af det offentlige eller en juridisk person.

Andre større faste anlæg på en grund kan være omfattet, men det afhænger af den til enhver tid herskende opfattelse af, hvad man forstår ved begrebet bygning.

Der har eksempelvis hersket en del tvivl om, hvorvidt vindmøller i relation til § 38 kunne betragtes som en bygning. Spørgsmålet er i UfR 1991, 447 VLK, besvaret benægtende for så vidt angik en vindmølle med en tårnhøjde på 24 m. Senere, i UfR 1993, 191 VLK, antog Vestre Landsret, at en vindmølle, der var fastboltet på et betonfundament på 9 x 9 m, som var piloteret mere end to meter ned i jorden, måtte sidestilles med en bygning.

G.5.6.12.3

Genstande

Der vil i praksis være forskel på de genstande, der indlægges i beboelsesejendomme og i erhvervsejendomme, hvorfor disse to typer vil blive beskrevet hver for sig.

G.5.6.12.3.1 Beboelsesejendomme

Egentlige bygningsbestanddele såsom døre, vinduer, el-installationer, sanitetsgenstande og lignende er naturligvis omfattet af bestemmelsen.

Også varmekilder, der har en mere varig placering, er omfattet, hvilket indebærer, at oliefyr, gasfyr, brændeovne, pejse og lignende fanges af bestemmelsen, uanset om de er hovedvarmekilden eller blot et supplement.

Bestemmelsen finder analog anvendelse på de genstande, der i øvrigt befinder sig på grunden i form af træer, hegn, rækværk, havelåger, flagstang, drivhuse og redskabsskure mv.

Begrebet husholdningsmaskiner omfatter alene hårde hvidevarer (ikke miksere, blendere mv.), hvilket efter foreliggende domspraksis vil sige komfurer, køleskabe, frysere, emhætter, vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner og lignende.

Som hovedregel kan man sige, at TL § 38 omfatter løsøregenstande og tilbehør, der sædvanligvis efterlades i en beboelsesejendom, når den fraflyttes ved salg.

G.5.6.12.3.2 Erhvervsejendomme

Afgrænsningen mellem løsøre efter § 37 og tilbehør efter § 38 sker ud fra, om løsøret eller tilbehøret er indlagt til brug for bygningens anvendelse til erhvervsvirksomhed, eller om det er indlagt til brug for en særlig erhvervsvirksomhed.

Kraftanlæg, elevatorer, varmeanlæg, køleanlæg og ventilationsanlæg mv. må betragtes som indlagt til bygningens anvendelse som erhvervsejendom og er derfor omfattet af § 38.

Også for erhvervsejendomme kan som hovedregel siges, at løsøre og tilbehør, der bliver i bygningen ved en virksomheds fraflytning, vil være omfattet af § 38.

G.5.6.12.4 Indlagt i bygningen

TL § 38 omfatter kun løsøregenstande, der kan betragtes som tilbehør til bygningen.

At løsøregenstanden skal være indlagt i bygningen, betyder, at genstanden ikke må være mobil, idet den skal være bestemt til stationær brug (uden at det dog kan kræves, at den er mur- og nagelfast), at anbringelsen ikke blot er midlertidig, og at installationen af genstanden i bygningen er tilendebragt.

Genstande, der ikke opfylder disse betingelser, vil ikke være omfattet af TL § 38, men de kan udmærket være omfattet af § 37, ligesom de kan være omfattet af RPL § 509.

G.5.6.12.5 På ejerens bekostning

TL § 38 omfatter ikke løsøre eller tilbehør, der er anskaffet af andre end ejeren af bygningen. Er løsøret eller tilbehøret anskaffet af andre, hører det ikke under ejendommens pant.

Vestre Landsret har dog i UfR 1990, 203 VLK, fastslået, at en lejet tørretumbler og kummefryser, der var installeret i en beboelsesejendom, var omfattet af TL § 38, idet anbringelsen ikke blot var midlertidig, hvorfor de ansås for indlagt i bygningen. De var dermed omfattet af begrebet "husholdningsmaskiner" i § 38. Det kan derfor ikke betragtes som eneafgørende, om ejendommens ejer har købt eller lejet løsøret.

G.5.6.13 Pantsætning efter TL § 47b, stk. 2 - erhvervsvirksomhed fra lejet ejendom

TL § 47b, stk. 2, åbner mulighed for, at en virksomhed, der drives fra lejede lokaler, kan pantsætte driftsmidler og driftsinventar blot med en summarisk angivelse. Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen om, at pantsatte effekter skal være bindende individualiseret, idet der ikke kan stiftes en panteret i såkaldte "tingsindbegreb" (dvs. samlinger af ikke-specificerede løsøregenstande), jf. stk. 1.

Pantsætning efter TL § 47b, stk. 2, omfatter reelt de samme genstande, som ville høre under TL § 37, hvis virksomheden i stedet havde ejet ejendommen. Reglen skyldes da også et ønske om at give virksomheder, der drives fra lejet ejendom, samme mulighed for at benytte virksomhedens driftsinventar og driftsmateriel som kreditgrundlag, som virksomheder, der drives fra egen ejendom, har i kraft af § 37. Der er dog den forskel, at den lejede ejendom ikke behøver at være indrettet med erhvervsvirksomhed for øje. Det er imidlertid en betingelse, at virksomheden virkelig kan siges at være drevet fra lejet ejendom. Hvis virksomheden primært drives fra egen ejendom, medens den lejede ejendom alene er at betragte som et accessorium hertil, kan løsøre, der befinder sig på den lejede ejendom, derfor ikke gyldigt pantsættes under ét i medfør af § 47b, stk. 2.

Varelager og lignende omfattes ikke af en sådan pantsætning - heller ikke, selv om pantebrevet måtte angive at have pant i varelageret, idet hovedreglen i stk. 1, hvorefter der består et forbud mod pant i "tingsindbegreb", da finder anvendelse.

I lighed med § 37 omfattes heller ikke de i § 42c nævnte køretøjer.

Pantsætningen hindrer ikke, at driftsmidler mv. udskilles ifølge en regelmæssig drift af virksomheden, og nye driftsmidler mv., som anskaffes i forbindelse med en sådan udskiftning, vil blive omfattet af pantsætningen af denne form for "tingsindbegreb". Udskillelse ifølge retsforfølgning er principielt ikke en udskillelse ifølge regelmæssig drift. Dette har ikke nogen større betydning i relation til driftsmidler mv., der omfattes af TL § 37, da der ifølge RPL § 510 ikke uden samtykke fra såvel skyldneren som panthaverne og eventuelle andre berettigede kan foretages særskilt udlæg i disse driftsmidler mv. Med hensyn til § 47b, stk. 2, får det dog betydning, idet denne bestemmelse, der er formuleret på samme måde som § 37, ikke omfattes af henvisningen i RPL § 510. Drives virksomheden fra lejet ejendom, og har virksomhedens indehaver udstedt et pantebrev i medfør af § 47b, stk. 2, kan der således nok foretages særskilt udlæg i enkelte driftsmidler mv., men kun med respekt af panthaverens ret, hvilket kan give anledning til visse praktiske problemer i forbindelse med afholdelse af tvangsauktion på grundlag af udlægget.

Der kræves i pantebrevet ikke nogen specifikation af de driftsmidler og det driftsinventar, der er pantsat. Der kræves blot en beskrivelse af, at pantet vedrører driftsmidler og driftsinventar tilhørende en bestemt virksomhed, der drives fra lejede lokaler på en bestemt adresse. Deri ligger, at hvis virksomheden skifter adresse, eller hvis en del af driftsmidlerne/driftsinventaret flyttes til en anden adresse, uden at pantebrevet tinglyses med ændringen, er de genstande, der ikke længere er på den oprindelige adresse, ikke længere omfattet af pantet.

Efter lov om høstpant kan ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom stifte pant i ejendommens afgrøder til sikkerhed for betalingen af gæld opstået i forbindelse med køb af visse rå- og hjælpestoffer. Panteretten efter et sådant høstpantebrev går ifølge lovens § 7, stk. 3, forud for såvel alle tidligere stiftede panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør som panterettigheder efter § 47b, stk. 2.

G.5.6.14 Hvornår kan udlæg foretages?

Hvis skyldneren ejer fast ejendom, kan fogeden utvivlsomt foretage udlæg heri.

En skyldner kan dog ikke forlange, at der skal foretages udlæg i fast ejendom, hvis han ejer andre aktiver, hvori udlæg kan foretages, jf. RPL § 517, stk. 3. Det skyldes, at fast ejendom er vanskelig og ofte omkostningskrævende at tvangsrealisere, ligesom en fast ejendom desuden kan være overbehæftet.

Der kan herske usikkerhed om, hvorvidt en tvangsauktion i det hele taget vil indbringe et provenu til udlægshaveren. Dette gælder ofte, selv om driftsinventar og driftsmidler tilhørende en erhvervsejendom sælges sammen med ejendommen på tvangsauktion og derfor må forventes at forhøje ejendommens værdi.

Hvis en skyldner har arvet ejendommen eller overtaget den i forbindelse med skilsmisse, men ikke har fået sin adkomst tinglyst, kan der alligevel foretages udlæg i ejendommen. Udlægget kan tinglyses, når fogeden samtidig fremsender en skifteretsattest eller bodelingsoverenskomst med anmodning om tinglysning som adkomst.

Skifteretsattesten eller bodelingsoverenskomsten kan - mod betaling af gebyr - indhentes hos skifteretten.

Er ejendommen erhvervet på tvangsauktion, uden at auktionsskøde er tinglyst som adkomst, kan man ved fremsendelse af udskrift af fogedbogen fra tvangsauktionen tilsvarende begære denne lyst som adkomst for skyldneren, således at udlægget i ejendommen kan tinglyses.

Hvis skyldnerens eneste aktiv er fast ejendom, der er overbehæftet, bør der som hovedregel ikke foretages udlæg i denne, jf. herom afsnit G.5.6.4 .

G.5.6.15 Udlæg i fast ejendom solgt eller købt på betinget skøde

G.5.6.15.1

Indledning

I visse situationer kan det forekomme, at der skal foretages udlæg hos en skyldner, der enten har solgt eller købt fast ejendom på betinget skøde.

Et betinget skøde indebærer, at der stiftes en ret, som først er endelig, når visse nærmere betingelser er opfyldt - oftest erlæggelse af udbetaling eller restkøbesum for ejendommen eller en offentlig myndigheds godkendelse af overdragelsen.

Der kan foretages udlæg i den ret, der er stiftet ved det betingede skøde eller ved slutsedlen.

G.5.6.15.2 Udlæg hos sælger

Hvis en skyldner har solgt en fast ejendom på betinget skøde, kan der foretages udlæg i den kontante udbetaling og/eller i sælgerpantebreve, der udstedes i forbindelse med handelen, ligesom der kan foretages udlæg i selve ejendommen.

Hvis der foretages udlæg i den kontante udbetaling, svarer det til, at der er foretaget udlæg i en simpel fordring. Der skal foretages underretning til køberen og den advokat, der berigtiger handelen, om udlægget, således at afregningen sker til rette vedkommende. Et udlæg i kontant udbetaling skal dog respektere de omkostninger, der er nødvendige til handelens gennemførelse, og som normalt dækkes af udbetalingen, medmindre andet er bestemt i slutsedlen.

Sker udlægget i sælgerpantebreve, skal der ske underretning til ejendommens køber og til den berigtigende advokat, således at sælgerpantebrevene udleveres til fogeden i medfør af RPL § 523, stk. 2.

Et udlæg i selve ejendommen skal tinglyses, men det vil dog ved tinglysningen få påtegning om, at det bliver slettet af tingbogen ved lysning af endeligt skøde.

G.5.6.15.3 Udlæg hos køber

Hvis skyldneren har købt fast ejendom på betinget skøde, kan der foretages udlæg i ejendommen.

Udlægget skal tinglyses, og ved tinglysningen vil udlægget få påtegning om, at køberens adkomst er betinget, og at udlægget vil blive slettet af tingbogen, såfremt der ikke lyses endeligt skøde, hvorfor det foreløbigt tinglyses som en byrde på ejendommen.

Der kan også foretages udlæg i køberens ret til tilbagebetaling af udbetalingen i tilfælde af, at handelen ikke gennemføres. Udlæg i denne ret, som er en simpel fordring, skal meddeles til sælgeren af ejendommen og til den advokat, der berigtiger handelen, således at udbetaling sker til rette vedkommende, hvis handelen ikke gennemføres.

G.5.7 Løsøre

G.5.7.1 Indledning

Begrebet løsøre er vanskeligt at definere, men i relation til udlæg kan man som hovedregel sige, at løsøre er andre aktiver end fast ejendom, registreret skib, registreret fly og fordringer, herunder værdipapirer, samt de i TL § 42c nævnte køretøjer. Om udlæg i disse køretøjer henvises til G.5.7.11.2.2 om bilbogen.

Løsøre er flytbare aktiver og omfatter bl.a. indbo, visse køretøjer, udstyr til fritidsinteresser, maskiner og lignende, der ikke er omfattet af pant i fast ejendom, og som er af den art, der sædvanligvis ikke sælges sammen med fast ejendom.

G.5.7.2 Sikringsakt

Udlæg i løsøre har prioritetsbeskyttelse over for andre kreditorer og godtroende aftaleerhververe fra det tidspunkt, hvor udlægget foretages, jf. modsætningsvist RPL § 526, stk. 2. For udlæg foretaget af fogedretten afgøres rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv af tidspunktet for indgivelsen af anmodning om udlæg, jf. stk. 1.

Foretages der således af en pantefoged udlæg i en ting, hvori der senere af fogedretten foretages udlæg for en kreditor, hvis anmodning er indgivet selv samme dag, hvor pantefogedens udlæg blev foretaget, bliver udlæggene sideordnede; det er den almindelige opfattelse, at flere af pantefogeder i samme ting foretagne udlæg prioriteres indbyrdes efter dato - ikke efter klokkeslæt.

Foretager pantefogeden udlæg for flere rater af samme skattekrav, kan de først forfaldne dækkes først. Er der derimod tale om krav med forskelligt grundlag, må der, hvis ikke andet bestemmes, ske en forholdsmæssig fordeling efter princippet i § 526, stk. 1, 2. pkt.

G.5.7.3 Legitimationsvirkning

Ved udlæg i løsøre er der ikke samme behov for at berøve skyldneren legitimationen som fx ved udlæg i fordringer. Der kan dog være visse situationer, hvor skyldneren skal fratages legitimationen.

Disse situationer er, hvor

der er gyldigt ejendomsforbehold i løsøret, eller

der er etableret underpant eller håndpant i løsøret.

Her skal der gives underretning til den foranstående rettighedshaver om udlægget.

Ejendomsforbeholdssælgeren skal underrettes om, at der er foretaget udlæg i løsøret, for at sikre, at skyldneren ikke, i tilfælde af at løsøret tilbagetages gennem fogedretten, kan få en eventuel friværdi i løsøret udbetalt.

En underpanthaver skal ligeledes underrettes om et foretaget udlæg af hensyn til sin ret til at realisere sit pant ved tvangsauktion. Et eventuelt overskydende provenu ved auktionen må ikke udbetales til skyldneren, men skal i fornødent omfang tilgå udlægshaveren.

Håndpanthaveren skal også have underretning om udlægget, således at han, når hans tilgodehavende er indfriet, kan forespørge udlægshaveren om, hvorvidt løsøret eventuelt kan udleveres til skyldneren.

G.5.7.4 Hvornår kan udlæg foretages? (ejendomsrettens overgang)

Som allerede nævnt kan udlæg umiddelbart foretages i løsøre efter RPL § 508. Udlægsadgangen er dog betinget af, at løsøret tilhører skyldneren.

G.5.7.4.1 Købt

kontant og leveret

Hvis skyldneren er køber, og han har købt løsøret kontant og fået det udleveret, så det indgår i hans formue, kan der foretages udlæg deri.

Hvis skyldneren er sælger, og han har solgt løsøret kontant og leveret det, er det gået ud af hans formue, og der kan ikke foretages udlæg i løsøret.

G.5.7.4.2 Endnu

ikke leveret

Hvis levering endnu ikke har fundet sted, skal der skelnes mellem køb af

genusvarer, som er varer, der sædvanligvis købes efter art og mængde, uden at varen ved aftalens indgåelse er individualiseret på en bindende måde for såvel køber som sælger, og hvor sælger har valgmuligheden for, hvilke genstande han leverer, og

speciesvarer, som er varer (herunder genusvarer), der allerede ved aftalens indgåelse er så bindende individualiseret for både køber og sælger, at sælger kun har mulighed for at levere den eller de aftalte genstande.

G.5.7.4.2.1 Udlæg hos køber

Der kan ikke hos køber foretages udlæg i købte genusvarer, der endnu fysisk befinder sig i sælgerens varetægt, medmindre genusvarerne er bindende individualiseret. Se nærmere om dette begreb i G.5.7.4.2.2 .

Der kan hos køber foretages udlæg i købte speciesvarer, selv om de stadig fysisk befinder sig i sælgers varetægt. Hvis der er tale om kreditkøb, kan sælger ikke med sit krav på vederlag for det solgte fortrænge et foretaget udlæg. Se også G.5.7.6 .

G.5.7.4.2.2 Udlæg hos sælger

Der kan hos sælger foretages udlæg i solgte genusvarer, som stadig fysisk befinder sig i hans varetægt, medmindre varerne er bindende individualiseret.

En individualisering foreligger, hvor sælger inden varens overgivelse til køber ved ord eller handling har tilkendegivet, hvilke konkrete, individuelle genstande eller varepartier der skal tjene til opfyldelse af handelen. Individualiseringen er bindende, hvis en af sælgeren egenhændigt foretaget omgørelse ville give køber ret til at hæve købet og evt. kræve erstatning.

Ud fra den foreliggende retspraksis og retsteori kan udledes, at en bindende individualisering foreligger, hvis

sælger og køber i fællesskab har foretaget en individualisering,

sælger foretager en individualisering i henhold til en aftale herom mellem sælger og køber, eller

sælger giver køber meddelelse om, at en individualisering er foretaget.

Hvis sælger derimod ensidigt individualiserer uden aftale med køber eller meddelelse til denne, vil individualiseringen alligevel kunne være bindende. Det er navnlig tilfældet, hvis køber har foretaget forudbetaling, og det i henhold til sælgers normale fremgangsmåde eller branchekutyme er nærliggende at gå ud fra, at de af sælger foretagne skridt er udtryk for dennes opfattelse af, at de individualiserede genstande eller varepartier tjener til opfyldelse af aftalen med køber.

Varens afsendelse vil i reglen også indebære en bindende individualisering, fx hvis sælger har meddelt køber, at varen er sendt af sted, eller der er sket levering i købelovens forstand, jf. dennes §§ 9-11.

Der kan ikke hos sælger foretages udlæg i solgte speciesvarer, selv om de stadig fysisk befinder sig i hans varetægt. Der kan derimod foretages udlæg i sælgers krav på vederlag for det solgte. Der er i så fald tale om udlæg i en simpel fordring.

G.5.7.4.3 Brugsret til løsøre

Hvis skyldneren har en brugsret til løsøre - dvs. at skyldner har lånt eller lejet løsøret - kan der ikke foretages udlæg i løsøret, idet det tilhører tredjemand.

Hvis tredjemand har deponeret løsøre hos skyldneren, kan der naturligvis heller ikke foretages udlæg heri, idet løsøret fortsat tilhører tredjemand.

G.5.7.4.4 Udlån af løsøre

Hvis skyldner har udlånt eller udlejet løsøre til tredjemand, indgår det stadig i skyldnerens formue, selv om det ikke er i hans fysiske varetægt.

Der kan derfor også foretages udlæg i sådant løsøre.

Har tredjemand en brugsret eller en lejerettighed, der er sikret, skal udlægget dog respektere tredjemands ret.

G.5.7.5 Salg og køb med ejendomsforbehold

G.5.7.5.1

Ejendomsforbehold

En sælger kan levere varer mod ejendomsforbehold, hvilket indebærer, at ejendomsretten først overgår fuldt og helt til køberen, når salgssummen er færdigbetalt.

Heri ligger naturligvis, at der ikke er tale om nogen kontant handel, men derimod om ratevis betaling eller betaling på et senere tidspunkt.

Der er en række betingelser, der skal være overholdt, for at et ejendomsforbehold er gyldigt.

Nogle af disse fremgår af lovgivningen, og andre er baseret på retssædvane, men det er en ufravigelig regel, at et ejendomsforbehold skal være aftalt mellem sælger og køber senest ved overgivelsen af varen til køber. Et senere aftalt ejendomsforbehold er ikke gyldigt.

Der skelnes lovgivningsmæssigt mellem forbrugerkøb og erhvervskøb.

G.5.7.5.1.1

Forbrugerkøb

Ved forbrugerkøb forstås ifølge købelovens § 4a et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.

Forbrugerkøb med ejendomsforbehold er reguleret i lov om kreditaftaler, som den 1. januar 1991 afløste den tidligere gældende kreditkøbslov.

For at et ejendomsforbehold skal have gyldighed i forbrugerkøb, skal ejendomsforbeholdet være aftalt senest ved overgivelsen af det købte til køberen, ligesom køberen skal have præsteret en udbetaling på mindst 20 % af det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, og kontantprisen, jf. § 9, stk. 2, skal være mindst 2.000 kr., jf. lovens § 34, stk. 1.

Ejendomsforbeholdet er ikke gyldigt, hvis udbetalingen erlægges i form af et lån fra sælgeren til køberen.

Låner køberen hos tredjemand penge til udbetalingen, vil udbetalingskravet derimod være opfyldt, medmindre sælgeren som kautionist eller lignende hæfter for lånets opfyldelse. Sælgeren kan i et sådant tilfælde nemlig ikke siges at være "fyldestgjort" for udbetalingen, jf. ordlyden af § 34, stk. 1, nr. 4.

Udbetalingen kan erlægges med andet end penge, fx arbejde, eller i form af en transport på en fordring, forudsat at køberen bliver frigjort derved. Indestår køberen derimod for betalingen af den transporterede fordring, fx fordi han har givet skadesløs transport på denne, kan transporten ikke betragtes som fyldestgørende udbetaling. Udstedelse af en veksel opfylder ikke lovens krav til udbetalingen, idet vekslen efter sit indhold blot giver en vis henstand med betalingen.

Betaling med check må derimod anses som en gyldig udbetaling, selv om det senere - imod sælgerens forventning - viser sig, at checken er dækningsløs.

Loven gælder også for lejeaftaler, hvis betalingen fremtræder som et vederlag for brug af en ting, når det må antages at være meningen, at lejeren reelt skal blive ejer af tingen, når lejeperioden er udløbet, og lejen er betalt ("maskeret kreditsalg"), jf. lovens § 6, stk. 2. Sådanne lejeaftaler betragtes som køb med ejendomsforbehold, hvilket vil sige, at "udlejers" mulighed for at håndhæve ejendomsforbeholdet over for "lejerens" kreditorer afhænger af, hvorvidt ovennævnte betingelser for ejendomsforbeholdets gyldighed er overholdt. Leasingaftaler vil også kunne være maskerede kreditsalg, jf. nedenfor i G.5.7.10.2 . For forbrugerkøb er sådanne ejendomsforbeholds gyldighed således afhængig af, at "lejeren" (dvs. reelt køberen) har erlagt en udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. § 34, stk. 1, nr. 4. Desuden må leje-/leasingaftalen være underskrevet - og dermed ejendomsforbeholdet taget - inden tingens overgivelse, jf. § 34, stk. 1, nr. 1. Derimod skal "udlejeren" (dvs. reelt sælgeren) ikke udtrykkeligt formulere et ejendomsforbehold, idet en sådan kontrakt i henhold til § 6, stk. 2, netop betragtes som "køb med ejendomsforbehold".

Loven gælder derimod ikke i forbindelse med kontokøb, dvs. køb på løbende konto, hvor der fx er meddelt et kreditmaksimum, men hvor kontohaveren i takt med nedbringelse af saldoen kan foretage nye køb mod kredit, jf. lovens § 3, stk. 2.

G.5.7.5.1.2 Erhvervskøb

Som erhvervskøb betegnes de køb, der ikke er forbrugerkøb, jf. om disse G.5.7.5.1.1 .

Ifølge § 50, stk. 1, i lov om kreditaftaler finder lovens kapitel 10 (om køb med ejendomsforbehold) tilsvarende anvendelse på ikke-forbrugerkøb, hvor der er aftalt ejendomsforbehold. Dog er der ifølge § 50, stk. 2, visse undtagelser. Således er et ejendomsforbehold ved erhvervskøb ikke betinget af, at sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20 % af det samlede beløb, der skal betales, jf. § 9, stk. 1, nr. 5, således som det kræves ved forbrugerkøb, jf. lovens § 34, stk. 1, nr. 4. Det er dog også ved erhvervskøb en betingelse for ejendomsforbeholdets gyldighed, at dette skal være aftalt senest ved overgivelsen af det købte til den erhvervsdrivende køber, og at kontantprisen, jf. § 9, stk. 2, overstiger 2.000 kr.

Om kravene til beviset for, at der er tale om et erhvervskøb, kan henvises til UfR 1988, 206 VLD. I sagen havde sælgeren af en personbil solgt med sædvanligt ejendomsforbehold haft rimelig grund til at gå ud fra, at personbilen skulle bruges erhvervsmæssigt, hvilket dog viste sig ikke at være tilfældet. Selv om udbetalingen havde været mindre end de ved forbrugerkøb krævede 20 %, jf. ovenfor, kunne sælgeren hævde sit ejendomsforbehold over for to udlægshavere.

Ifølge lovens § 2 finder lovens kapitel 11 om erhvervskøb ikke anvendelse på erhvervsdrivendes køb, hvor købet er sket til videresalg eller består af materialer, der indgår i virksomhedens produktion. Efter retspraksis kan der dog ved kreditkonsignation aftales et ejendomsforbehold, såfremt de almindelige betingelser er opfyldt, og køberen ("konsignataren") er forpligtet til at afregne over for sælgeren ("konsignanten"), så snart "konsignataren" har videresolgt varen. Tanken er, at et ejendomsforbehold ikke må tjene til at sikre en kreditgivning. Et sådant ejendomsforbehold vil dog normalt kun kunne håndhæves over for konsignantens kreditorer, men ikke tillige dennes godtroende aftaleerhververe. Se om konsignation afsnit G.5.7.8 .

Ejendomsforbeholdet er ved et erhvervskøb endvidere betinget af, at den solgte vare er individualiseret, således at der ikke kan herske tvivl om, hvad forbeholdet omfatter. Et ejendomsforbehold kan ikke anvendes for andre varer end dem, der er omfattet af aftalen, og kan således ikke anvendes som en slags varelagerpant, og det kan kun gøres gældende for prisen på de varer, ejendomsforbeholdet omfatter.

Se ovenfor i G.5.7.5.1.1 om maskerede kreditsalg (jf. § 6, stk. 2, i lov om kreditaftaler), der også kan forekomme i forbindelse med erhvervskøb.

G.5.7.5.2

Gyldighedsbetingelserne ikke overholdt

Hvis blot en enkelt af gyldighedsbetingelserne i forbindelse med lov om kreditaftaler eller ifølge retssædvane ikke er overholdt, er ejendomsforbeholdet ikke gyldigt, og det skal herefter ikke respekteres af køberens kreditorer.

Fogeden skal derfor altid, når det ved udlæg hos en sælger eller en køber oplyses, at der er ejendomsforbehold, undersøge, om gyldighedsbetingelserne er opfyldt.

Hvis ejendomsforbeholdet ikke er gyldigt, vil et udlæg i løsøret - alt andet lige - opnå første prioritet.

G.5.7.5.2.1 Udlæg hos sælger

Selv om ejendomsforbeholdet ikke er gyldigt, har sælgeren af løsøret stadig et krav mod køberen på betaling, og der kan foretages udlæg i dette krav. Salget kan sammenlignes med almindeligt salg mod kredit, jf. afsnit G.5.7.6 .

G.5.7.5.2.2 Udlæg hos køber

Hvis ejendomsforbeholdet ikke er gyldigt, foretages der udlæg i løsøret uden respekt af sælgerens ret.

Sælgeren skal snarest efter have underretning om det foretagne udlæg og om, at ejendomsforbeholdet ikke respekteres. Hvis sælgeren fremsætter indsigelse herimod, skal udlægget indbringes for fogedretten efter INDL § 6, idet sælgeren ved sin indsigelse har gjort sig til part i udlægsforretningen i overensstemmelse med RPL § 499.

G.5.7.5.3 Gyldigt

ejendomsforbehold

Selv om det konstateres, at ejendomsforbeholdet er gyldigt, er det alligevel ikke udelukket at foretage udlæg i løsøret, idet der efter RPL § 508 kan foretages udlæg i behæftede aktiver.

Udlægget skal respektere ejendomsforbeholdet, men i takt med at løsørets anskaffelsespris gradvis betales, opstår der friværdi i aktivet, hvorved der bliver større og større nytteværdi af udlægget.

Opmærksomheden skal henledes på, om aktivets værdi forringes i samme takt, som betaling til sælgeren sker, idet det er aktivets værdi på udbringningstidspunktet, der afgør, om det kan inddrages under reglen i RPL § 509, stk. 3, om erhvervsaktiver, jf. Vestre Landsrets afgørelse i UfR 1986, 592 VLK, og ovenfor i G.5.5.3 . Endvidere skal man være opmærksom på, at løsøret kan være omfattet af TL § 37.

I forbindelse med udlæggets foretagelse skal inddrivelsesmyndigheden anmode om at få forevist købekontrakten, således at de nøjagtige betalingsvilkår og kontraktens løbetid kan noteres, idet inddrivelsesmyndigheden ikke kan tilpligte sælgeren at underrette udlægshaver, når kontrakten er indfriet. Sælgeren kan dog anmodes om at foretage en sådan underretning. Da udlægget ifølge RPL § 526, stk. 4, bortfalder senest 8 uger efter, at tredjemands bedre ret er bortfaldet, er det nødvendigt, at inddrivelsesmyndigheden fører kontrol med, hvornår kontrakten er indfriet.

Så længe der er et gyldigt ejendomsforbehold, kan inddrivelsesmyndigheden ikke foranstalte tvangsauktion over løsøret. En tvangsauktion ville gøre sælgers ret til i henhold til ejendomsforbeholdet at tilbagetage det solgte ved misligholdelse illusorisk.

G.5.7.5.3.1

Udlæg hos sælger

Der kan kun foretages udlæg i kravet på betaling af restkøbesummen. Der er tale om udlæg i en simpel fordring, hvorfor køberen skal orienteres om, at fremtidige betalinger ifølge kontrakten kun med frigørende virkning kan ske til udlægshaveren.

G.5.7.5.3.2 Udlæg hos køber

Der kan foretages udlæg i løsøret med respekt af ejendomsforbeholdet, og sælgeren skal underrettes om udlægget.

Opmærksomheden henledes dog på, at der ikke kan foretages særskilt udlæg, hvis løsøret er omfattet af TL § 37, medmindre der foreligger samtykke efter RPL § 510, stk. 1.

Retsvirkningen af udlægget er, at den friværdi, der måtte blive konstateret ved sælgerens tilbagetagelse af løsøret, ikke længere må udbetales til køberen, men skal tilgå udlægshaveren.

G.5.7.6 Kreditkøb

Kreditkøb er et køb, hvor der ikke i forbindelse med indrømmelse af kredittid aftales ejendomsforbehold, men derimod kun aftales betalingsfrister. Varen overgives til køberen i forbindelse med aftalens indgåelse eller umiddelbart derefter, men inden købesummen forfalder til betaling.

Kreditkøb anvendes ofte ved køb eller salg af varer, der indgår i produktion eller er beregnet til videresalg.

Hvis der er sket levering,

og køberen er skyldner, kan der hos køberen foretages udlæg i løsøret uden hensyn til sælgerens krav på vederlag for det solgte

og sælgeren er skyldner, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, men derimod i sælgers krav på vederlag for det solgte, dvs. som et udlæg i en simpel fordring.

Hvis der ikke er sket levering,

og sælgeren er skyldner, kan der foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om genusvarer, der ikke er bindende individualiseret, medens der ikke kan foretages udlæg i løsøre, der er speciesvarer

og køberen er skyldner, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om genusvarer, der ikke er bindende individualiseret, medens der kan foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om speciesvarer.

Se afsnit G.5.7.4.2 om definitionen af species- og genusvarer, herunder betydningen af en bindende individualisering.

G.5.7.7 Kommission

Ved kommission forstås et handelsforhold, hvor en person (kommissionæren) indgår handler med tredjemand i eget navn, men for en andens (kommittentens) regning og risiko. Forholdet er reguleret i kommissionsloven.

G.5.7.7.1

Udlæg hos kommittenten

Der kan foretages udlæg i de varer, der efter kommissionsaftalen henstår hos kommissionæren, samt selvfølgelig de varer, der henstår hos kommittenten.

Der kan endvidere foretages udlæg i det krav, kommittenten har mod kommissionæren for varer, der er solgt af kommissionæren.

Kommissionæren har for det vederlag, han har krav på for sit arbejde med salget, håndpanteret i de varer, kommittenten har stående hos kommissionæren, og udlægget skal respektere denne håndpanteret, jf. kommissionslovens § 31.

Der kan også foretages udlæg i de kontante midler, der er hos kommissionæren, og som stammer fra solgte varer. Betingelsen herfor er, at det er aftalt, at kommissionæren skal holde sådanne midler afsondret fra sine øvrige midler, at afsondringen er gennemført, og at der løbende har været ført kontrol hermed.

G.5.7.7.2 Udlæg hos kommissionæren

Der kan ikke foretages udlæg i kommissionsvarerne, idet disse tilhører kommittenten.

Der kan heller ikke foretages udlæg i kontante midler, der stammer fra salget af kommissionsvarer, hvis de holdes adskilt fra kommissionærens øvrige midler.

Pantefogeden skal derfor undersøge, om der hos kommissionæren reelt er etableret en sådan adskillelse af kontante midler. Hvis det ikke er tilfældet, kan der foretages udlæg i de midler, kommissionæren er i besiddelse af.

Der kan endvidere foretages udlæg i det vederlag, som kommissionæren har krav på for salgsarbejdet.

Der skal i alle tilfælde tages hensyn til RPL § 509 om trangsbeneficiet og efterlades kommissionæren tilstrækkelige midler, hvis kommissionæren er en fysisk person.

G.5.7.8 Konsignation

Konsignation er et handelsforhold, hvor en person (konsignanten) overlader varer til en anden person (konsignataren) med henblik på dennes videresalg af varerne for egen regning og risiko. Ejendomsretten forbliver hos konsignanten.

Konsignation er ikke lovreguleret, men støttes på aftaleforhold.

Som nævnt under G.5.7.5.1.1 kan et ejendomsforbehold også gøres gældende ved kreditkonsignation, men kun over for konsignatarens kreditorer og ikke tillige dennes godtroende aftaleerhververe, idet et videresalg jo netop er tilladt. For at konsignanten kan opnå beskyttelse mod konsignatarens kreditorer, skal følgende betingelser være opfyldt

der skal foreligge en skriftlig og før varernes overgivelse indgået kontrakt om konsignationsforholdet med angivelse af, hvilke varer det drejer sig om, og hvorledes afregning skal ske

varernes identitet må kunne påvises

midler, der indkommer fra konsignationssalget, skal holdes klart adskilt fra konsignatarens øvrige midler

der skal regelmæssigt foretages opgørelse over, hvilke varer der sælges, og der skal regelmæssigt afregnes til konsignanten

konsignanten skal føre en effektiv kontrol med såvel varelageret hos konsignataren som med afregningerne, der skal fremgå af et særligt konsignationsregnskab og stå i en vis sammenhæng med videresalget. Regnskabet skal tillige indeholde oplysninger om varelageret.

Det er den herskende opfattelse i retsteorien, at ejendomsforbeholdets gyldighed ikke tillige er betinget af, at der for konsignataren består en returneringsret vedrørende de varer, han har købt af konsignanten, jf. tillige UfR 1967, 200 ØLD.

Hvis det under en udlægsforretning påberåbes, at et varelager er konsignationsvarer, skal pantefogeden overbevise sig om, at ovenstående betingelser er opfyldt. I modsat fald kan varelager og/eller betaling for salg gøres til genstand for udlæg.

Hvis konsignationsaftalen omfatter de i TL § 42c nævnte registrerede motorkøretøjer, påhængs- og sættevogne til biler eller campingvogne, skal konsignationsaftalen være tinglyst for at nyde retsbeskyttelse, jf. TL § 42d, stk. 1. Uregistrerede motorkøretøjer behandles derimod som løsøre. Se også G.5.7.11.2.2 .

G.5.7.8.1 Udlæg hos konsignanten

Det kan mellem konsignant og konsignatar inden overgivelsen være aftalt, at de varer, der henstår hos konsignataren, er leveret med ejendomsforbehold, jf. ovenfor. Det betyder, at der kan foretages udlæg i konsignantens ret i henhold til ejendomsforbeholdet, hvilket vil sige retten til varerne, hvis de returneres, eller kontrakten misligholdes.

Der kan endvidere foretages udlæg i konsignantens krav på betaling for de varer, konsignataren sælger.

G.5.7.8.2 Udlæg hos konsignataren

Der kan foretages udlæg i de rede penge, der forefindes hos konsignataren, hvis de ikke er udsondret som værende konsignantens midler. Det vil i praksis sige, at kun konsignatarens fortjeneste ved salget kan gøres til genstand for udlæg, hvis udsondring af midlerne er sket.

Der kan også foretages udlæg i de varer, der befinder sig hos konsignataren, men nytteværdien af et sådant udlæg kan være begrænset, idet udlægget eventuelt vil skulle respektere et ejendomsforbehold fra konsignanten, jf. ovenfor.

G.5.7.9 Forhandlergrundsætningen

Forhandlergrundsætningen er et princip, der sikrer, at en køber skal kunne føle sig sikker på, at de varer, han køber hos en erhvervsdrivende, ikke er behæftet med ejendomsforbehold fra sælgerens leverandør.

En almindelig køber skal ikke kunne udsættes for, at de varer, han har købt, kan blive krævet tilbageleveret på grund af et sådant ejendomsforbehold. Hvis det var tilfældet, ville ingen køber kunne føle sig sikker på, at han virkelig havde ejendomsretten til det købte, uanset at han fuldt ud havde betalt for det.

G.5.7.10 Leasing

Leasing ikke lovreguleret, men hviler på parternes aftale. Der er reelt tale om et lejeforhold.

G.5.7.10.1 Udlæg hos udlejer

Hvis der foreligger en gyldig leasingkontrakt, kan der foretages udlæg i udlejerens krav på lejeindtægter. Der kan også foretages udlæg i de udlejede løsøregenstande, men dog med respekt af lejerens rettigheder ifølge leasingkontrakten.

G.5.7.10.2 Udlæg hos lejeren

Hos lejeren kan der som udgangspunkt ikke foretages udlæg i de lejede løsøregenstande, idet disse tilhører udlejeren.

Fogeden bør dog undersøge indholdet af leasingkontrakten. Hvis det af denne fremgår, at der er tale om, at lejeren senere skal overtage det lejede løsøre, og det kan konstateres, at der er tale om et maskeret kreditkøb (jf. § 6, stk. 2, i lov om kreditaftaler) - se afsnit G.5.7.6 - kan fogeden dog foretage udlæg uden at respektere leasingkontrakten, medmindre betingelserne for at opretholde et ejendomsforbehold er opfyldt. Se om disse betingelser ovenfor i G.5.7.5.1.1 og G.5.7.5.1.2 om henholdsvis forbruger- og erhvervskøb. Hvis en leasingkontrakt falder ind under bestemmelsen i førnævnte § 6, stk. 2, er der tale om et køb med ejendomsforbehold, hvilket for forbrugerkøb navnlig kræver, at der er erlagt en udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. lovens § 34, stk. 1, nr. 4, hvorimod der for erhvervskøb ikke består et sådant udbetalingskrav. Ejendomsforbeholdet skal ikke udtrykkeligt "tages" af "udlejeren", idet dette er taget som følge af henføringen af leasingkontrakten under § 6, stk. 2. Derimod skal kontrakten være indgået, inden tingen overgives til "lejeren", jf. § 34, stk. 1, nr. 1.

Højesteret statuerede i UfR 1986, 1 HD, at en leasingkontrakt i en konkret sag var et erhvervskøb omfattet af den tidligere kreditkøbslovs § 2, stk. 2, der er forgængeren for ovennævnte § 6, stk. 2. Højesteret kom til det modsatte resultat i UfR 1983, 334 HD, hvor det ikke fandtes godtgjort, at en landmand skulle være ejer af det i sagen leasede landbrugsudstyr.

G.5.7.11 Pantsætning af løsøre

Pantsætning af løsøre kan ske enten ved håndpantsætning eller ved underpantsætning. Panteretten stiftes i begge tilfælde ved aftale mellem skyldneren som pantsætter og aftaleerhververen som panthaver. Man taler også om viljesbestemt pant.

G.5.7.11.1 Håndpant

Ved håndpant forstås en pantsætning, hvor ejeren (pantsætteren) fratages rådigheden over det pantsatte.

Sikringsakten ved håndpantsætning er således rådighedsberøvelse, og panthaveren skal effektivt berøve pantsætteren rådigheden over det håndpantsatte løsøre, enten ved at panthaver fysisk medbringer løsøret, eller ved at pantsætteren afskæres adgangen til løsøret, fx i form af nøglepant, hvor løsøret nok befinder sig i pantsætterens lokaler, men er låst inde, så kun panthaver har adgang dertil.

Det er dog almindelig anerkendt, at en frivillig udlevering af pantet til pantsætter for et kort tidsrum til varetagelse af et begrænset formål - fx fremvisning af pantet for en liebhaver - ikke bringer sikkerhedsretten til ophør. For at bevare sikkerhedsretten (dvs. opretholde sikringsakten) må panthaveren imidlertid sørge for at reagere med det samme og forfølge sin ret, hvis det viser sig, at tingen ikke bliver leveret tilbage i overensstemmelse med aftalen om den kortvarige udlevering med det begrænsede formål. En tilsvarende reaktionspligt indtræder, hvis pantsætteren træder i betalingsstandsning, jf. UfR 2000, 725 ØLD.

Håndpantsætning behøver ikke ske skriftligt. Selve rådighedsberøvelsen i forbindelse med en mundtlig aftale er tilstrækkelig, til at håndpantsætningsforholdet er etableret, og håndpanthaverens ret sikret. Derimod er indgåelse af en håndpantsætningsaftale uden effektiv rådighedsberøvelse ikke tilstrækkelig.

Der kan efter RPL § 508 foretages udlæg i behæftede aktiver, hvorfor der intet er til hinder for, at håndpantsætters kreditorer foretager udlæg i håndpantsat løsøre. Et sådant udlæg skal meddeles håndpanthaveren, således at et eventuelt overskud ved bortsalg af løsøret i fornødent omfang bliver udbetalt til udlægshaveren, og således at håndpanthaver kan underrette udlægshaveren, hvis håndpanteforholdet ophører. Udlægget forældes dog på 1 år, jf. RPL § 526, stk. 4, og UfR 1995, 324 VLK, jf. ovenfor i G.5.5.3 .

G.5.7.11.2 Underpant

Underpant i løsøre kræver ikke rådighedsberøvelse. Løsøret forbliver i pantsætterens varetægt.

Ved etablering af underpant skal der oprettes et løsøreejerpantebrev eller et løsørepantebrev til sikring af panthaverens ret. I forbindelse med tinglysningen gælder der det formkrav, at et pantebrev i løsøre for at kunne tinglyses skal være oprettet på pantebrevsformular LØSØRE eller SKADESLØSBREV I LØSØRE. Hvis der er tale om et motorkøretøj mv., skal pantebrevsformular BIL eller SKADESLØSBREV BIL anvendes.

Sikringsakten for underpant i løsøre er tinglysning af pantebrevet, jf. TL § 42d (for så vidt angår de i lovens § 42c nævnte motorkøretøjer mv.) og TL § 47, stk. 1 (for så vidt angår andet løsøre). Se herom i afsnit G.5.7.11.1 og G.5.7.11.2 nedenfor.

I pantebrevet skal løsøret være beskrevet, så det er bindende individualiseret, således at der ikke kan ske ombytninger eller forvekslinger.

Da der efter RPL § 508 kan foretages udlæg i behæftet løsøre, er der intet til hinder for, at der foretages udlæg i underpantsat løsøre.

Der skal gives underretning til underpanthaveren om udlæg i behæftet løsøre af hensyn til udbetaling - i fornødent omfang - af eventuelt overskydende provenu ved tvangssalg og af hensyn til udlægshaverens mulighed for at overholde 8-ugers fristen efter RPL § 526, stk. 4.

G.5.7.11.2.1 Tinglysning

som sikringsakt ved underpant i løsøre

Sikringsakten ved underpant i løsøre er tinglysning, jf. TL § 42d, stk. 1, 1. pkt. (vedrørende de i § 42c nævnte motorkøretøjer mv.), og § 47, stk. 1 (vedrørende andet løsøre).

Tinglysningen skulle tidligere foretages ved pantsætterens hjemting, men da en pantsætter i tidens løb kan have boet i flere retskredse, og da sådanne tinglysninger ikke flytter med, har det været meget vanskeligt at danne sig et overblik over, om løsøregenstande har været underpantsat.

Der blev derfor ved lov nr. 281 af 29. april 1992 gennemført en central, edb-baseret tinglysning ved retten i Århus af panterettigheder i løsøre. Ved loven, der blev udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 1190 fra 1990 ("Skjult gæld i biler"), fik tinglysningsloven - foruden indførelsen af edb i tinglysningen - indsat kapitel 6a om bilbogen. Reglerne i kapitel 6a trådte i henhold til bekendtgørelse nr. 304 af 10. maj 1993 i kraft den 1. juni 1993, og fra samme dato blev TL § 47, stk. 1, ændret, ligesom § 47b, stk. 2, 3. pkt., trådte i kraft denne dag. De øvrige ændringer i kapitel 7 (om tinglysning i personbogen) trådte i kraft den 1. april 1994, jf. bekendtgørelse nr. 179 af 15. marts 1994.

G.5.7.11.2.2

Bilbogen

Ejendomsforbehold (herunder konsignationsaftaler, jf. nedenfor) og underpant i motorkøretøjer (herunder de såkaldte EU-knallerter ("45-knallerter")), påhængs- og sættevogne til biler og campingvogne skal tinglyses i bilbogen, jf. TL § 42 d, stk. 1, jf. § 42c. Også retsforfølgning i sådanne køretøjer skal tinglyses, forudsat at skyldneren ikke er berøvet rådigheden over køretøjet, jf. § 42d, stk.1, 2. pkt. Under retsforfølgning hører bl.a. udlæg, arrest og konkurs. Undtaget fra tinglysningskravet er håndpant, tilbageholdsret, brugsrettigheder, herunder leasing, og ejendomsret.

Efter TL § 42d, stk. 2, skal ejendomsforbehold i de i § 42c nævnte køretøjer dog ikke tinglyses for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning, hvis køretøjet hverken er eller tidligere har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer. Det gælder dog ikke, hvis køretøjet fritages for registrering. Bestemmelsen tager sigte på at undtage ejendomsforbehold i konsignationsaftaler mellem importører og forhandlere af nye biler mv. fra tinglysningskravet for så vidt angår beskyttelse mod retsforfølgning. I stedet skal de sædvanlige betingelser for at anerkende en sådan beskyttelse ved konsignation være opfyldt, herunder kravet om regelmæssig afregning og kontrol hermed, jf. G.5.7.8 . I forhold til købere af nye biler mv. spiller disse ejendomsforbehold ingen rolle, da de netop ikke er til hinder for videresalg. Reglen omfatter kun endnu ikke registrerede biler mv., og ejendomsforbehold ifølge konsignationsaftaler er således ikke generelt undtaget fra tinglysningskravet i § 42d, stk. 1.

Retsforfølgning (herunder udlæg) foretaget efter 1. juni 1993 skal som sagt altid tinglyses for at opnå omsætningsbeskyttelse, medmindre der er sket rådighedsberøvelse, jf. § 42d, stk. 1, 2. pkt. Modsat tidligere skal der ikke længere betales tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af retspant (herunder udlæg), jf. G.5.6.4 .

Såfremt en skyldner, der af pantefogeden lovligt er tilsagt til en udgående udlægsforretning, ikke møder frem til udlægsforretningen, og skyldneren ejer en bil, der ikke er til stede på hans adresse, må pantefogeden desuagtet kunne foretage udlæg i skyldnerens bil, såfremt denne har sin bil registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer som ejer (og ikke udelukkende som bruger), idet bilen da må siges at være tilstrækkeligt identificeret i relation til RPL § 508. Pantefogeden bør dog efterlade en besked om udlægget af hensyn til tredjemands evt. bedre ret samt skyldnerens mulighed for at varetage sine interesser, fx i forbindelse med en genoptagelse af udlægsforretningen, hvor skyldneren ønsker at anvende påvisningsretten efter RPL § 517, stk. 1.

Efter TL § 42g, stk. 2, bortfalder tinglyste rettigheder i motorkøretøjer mv. efter forløbet af 10 år fra tinglysningen, medmindre der forinden er anmeldt ny tinglysning (den underliggende fordring forældes derimod i medfør af 1908-loven efter 5 år, medmindre den hviler på et særligt retsgrundlag).

Dette indebærer, at den i RPL § 526 anførte forældelsesfrist på 1 år for udlæg i løsøre ikke gælder for de af bilbogen omhandlede løsøregenstande, jf. tillige RPL § 526, stk. 5, og reglen i RPL § 526, stk. 4, 2. pkt., hvorefter et udlæg i løsøre bortfalder 8 uger efter hindringens (anke, kære eller tredjemands ret) ophør, gælder heller ikke for udlæg i de i § 42c nævnte køretøjer.

For prioritetsstillingen for udlæg i disse løsøregenstande er det heller ikke RPL § 526, stk. 1 og 2, der er afgørende, men TL § 42g, stk. 1, der fastslår, at et dokument anses for tinglyst, når det er indført i bilbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret. Formuleringen i denne bestemmelse afviger fra formuleringen af TL § 25, 1. pkt. (fast ejendom), og § 46, 1. pkt. (andet løsøre end motorkøretøjer). Ifølge forarbejderne er der imidlertid ikke tilsigtet nogen afvigelse i forhold til disse regler. Tinglysningens retsvirkninger regnes fra den dag, dokumentet anmeldes til tinglysning, jf. § 42g, stk. 1, 2. pkt. Vestre Landsret har i en kendelse gengivet i UfR 2000, 931 VLK - under dissens (2-1) - afgjort, at tinglysningens retsvirkninger regnes fra bilbogens kontortids udløb på anmeldelsesdagen. En bilforhandler havde til en bank udstedt et skadesløsbrev med pant i 57 biler. Dagen efter, den 5. maj 1998, anmeldte banken skadesløsbrevet til tinglysning. Samme dag (dvs. den 5. maj 1998) - om formiddagen - havde bilforhandleren solgt en af de 57 biler. Landsrettens flertal fandt, at beskyttelsen mod godtroende aftaleerhververe indtræder ved kontortids udløb, og da køberen støttede sin ret til bilen på en aftale, der var indgået, før bankens panteret opnåede beskyttelse ved anmeldelse til tinglysning, blev bankens begæring om udlægsforretning hos køberen nægtet fremme.

I medfør af RPL § 523, stk. 1, har udlægshaveren ikke krav på, at det udlagte aktiv fratages skyldneren, før der er indgivet begæring om tvangsauktion. Hvis udlægshaveren påtænker straks at indgive en sådan begæring, kan det udlagte dog fratages skyldneren under udlægsforretningen. Det samme er tilfældet, hvis skyldneren er i færd med at ødelægge eller forringe det udlagte aktiv eller ikke overholder en afdragsordning. Hvis en bil, hvori der er foretaget udlæg, ikke er frataget skyldneren, skal den derfor først afhentes, når der inden for ovennævnte forældelsesfrist på 10 år indgives begæring om tvangsauktion.

G.5.7.11.2.3

Personbogen

For andet løsøre and motorkøretøjer mv. er der som nævnt oprettet en central, edb-baseret personbog til afløsning af de hidtidige decentralt og manuelt førte personbøger. Der er - som nævnt ovenfor - bl.a. med henblik på koordinering af reglerne om bilbogen og om personbogen foretaget en række ændringer i tinglysningslovens kapitel 7. Centraliseringen betyder, at der hurtigt kan skabes et overblik over, om udlægsegnede løsøregenstande er underpantsat, eller om en påstået ægtepagt eksisterer.

Tinglysning af rettigheder vedrørende andet løsøre end motorkøretøjer mv. kan kun finde sted, når der er udtrykkelig hjemmel dertil.

Tinglyses i personbogen skal herefter bl.a.

underpant i sådant løsøre, jf. § 47, stk. 1

pant i driftsinventar og driftsmateriel tilhørende en virksomhed, der drives fra lejet ejendom, jf. § 47b, stk. 2

ægtepagt, jf. § 49, jf. 53, stk 2

fratagelse af den retlige handleevne, jf. § 48, stk 1.

For både bilbogen og personbogen er der mulighed for online-forespørgsler efter forudgående opkobling på systemet og godkendelse fra retten i Århus.

G.5.7.11.2.4 Sletning af panteretten efter 10 år

Underpantsætning af løsøre - både biler mv. og andet løsøre - bortfalder efter 10 år, medmindre der forinden er anmeldt ny tinglysning, jf. TL § 47, stk. 3, jf. § 42g, stk. 2.

G.5.7.12 Udbetaling af erstatning for biler

Ved udlæg i biler skal man være opmærksom på, at udlægget tillige omfatter en eventuel erstatningssum for bilen i tilfælde af, at denne skades eller går tabt.

Forsikringsselskaberne har imidlertid ikke pligt til ved udbetaling af erstatningen at efterse bilbogen, hvorfor en erstatning vil blive udbetalt til ejeren uanset udlægget. Fogeden skal derfor, hver gang der foretages udlæg i en bil, vurdere, om der skal foretages underretning til det forsikringsselskab, hvor ejeren har den forsikret.

G.5.7.13 Tilbageholdsret

Såfremt en erhvervsdrivende udfører arbejde på en kundes løsøre, fx i form af bilreparation eller udfærdigelse af regnskaber mv., kan han tilbageholde det indleverede, indtil hans tilgodehavende for arbejdet er betalt. Der kan udøves tilbageholdsret ("retentionsret").

Tilbageholdsretten omfatter kun det krav, der udspringer af selve genstanden. Der kan ikke udøves tilbageholdsret på grundlag af tidligere opstået gæld. Tilbageholdsretten giver ikke retinenten (tilbageholderen) ret til at tvangsrealisere det tilbageholdte for at opnå dækning for sit krav.

Tilbageholdelsesret medfører, at ejeren ikke må få rådighed over det tilbageholdte. Selv et kortvarigt udlån fra retinentens side til ejeren medfører, at tilbageholdsretten ophører.

Der kan foretages udlæg i genstande, hvorover tilbageholdsret udøves, men udlægget skal respektere retinentens krav. Hvis der ønskes foranstaltet tvangsauktion over sådant løsøre, kan retinenten forlange, at hans krav i forbindelse med tilbageholdelsen dækkes forlods.

Hvis udlæg er foretaget i løsøret, før tilbageholdelsesretten udøves, skal retinenten vige for udlægget, således at der kan foranstaltes tvangsauktion på grund af udlægget, men retinenten kan dog principielt kræve, at udlægshaveren respekterer retinentens krav for udført arbejde på løsøret eller for omkostninger, der er afholdt for at bevare genstanden, idet disse foranstaltninger også kommer udlægshaveren til gode.

G.5.8 Fordringer

G.5.8.1 Indledning

Der kan efter RPL § 508 foretages udlæg i fordringer, hvis identitet kan fastslås, og som ikke er fremtidige erhvervelser; se afsnit G.5.2.3 .

Dette afsnit vil omhandle de forskellige hovedgrupper af fordringer, nytteværdien ved udlæg i disse samt den til udlægget knyttede sikringsakt og legitimationsvirkning.

G.5.8.2 Hvad er en fordring?

En fordring i relation til retsplejeloven er et krav på betaling af en pengeydelse.

Som eksempler kan nævnes

aktier og anparter

obligationer og præmieobligationer

pantebreve i fast ejendom eller løsøre

indeståender i pengeinstitutter

udestående ifølge fakturaer

tilgodehavende ifølge gensidigt bebyrdende kontrakt

tilgodehavender ifølge afregninger

arvekrav

tilgodehavender bestående af gevinster

erstatningskrav for såvel tingsskade som personskade.

En lang række af fordringer støttes på dokumenter i form af pantebreve, fakturaer og kontrakter mv., medens andre krav ikke foreligger i skriftlig form. Fælles for alle fordringer er, at de bærer et krav om betaling. Der er ikke i lovgivningen stillet formkrav til fordringer.

At en fordring efter RPL § 508 skal kunne identificeres, for at den kan gøres til genstand for udlæg, indebærer ikke noget formkrav, men kun et krav om, at det kan bevises, at fordringen eksisterer.

Udlæg kan foretages i en fordring, uanset om den er skriftlig eller mundtlig, uanset om den er betinget eller ubetinget på tidspunktet for udlægget, og uanset at fordringens forfaldstid ikke er indtruffet eller ikke er aftalt. Den eneste betingelse er, at fordringen er stiftet.

G.5.8.3 Nytteværdi

Uanset hvilken form for fordring, der foretages udlæg i, må man normalt anse nytteværdien for stor, idet en fordring i relation til retsplejeloven er et krav på betaling af en pengeydelse.

Fordringsdebitor kan dog have et modkrav, der kan bringes til modregning, således at udlægget derfor ikke medfører betaling til udlægshaver. Hvor fordringen hviler på en gensidigt bebyrdende kontrakt, gælder RPL § 511, stk. 3, som i visse situationer giver fordringsdebitor mulighed for at undlade betaling til udlægshaver, jf. herom afsnit G.5.3.1 .

For enkelte fordringstypers vedkommende er udlæg desuden udelukket i henhold til lovgivning; se herom afsnit G.5.3 .

G.5.8.4 Hovedtyper af fordringer

Fordringer kan opdeles i tre hovedgrupper

omsætningsgældsbreve

simple gældsbreve og simple fordringer

fondsaktiver.

Bestemmelser om handel med og kreditorforfølgning mod omsætningsgældsbreve og simple gældsbreve findes i gældsbrevsloven, medens der ikke findes lovbestemmelser, der direkte regulerer forholdene for simple fordringer. Gældsbrevslovens kapitel 3 om simple gældsbreve finder dog analog anvendelse på simple fordringer.

Et gældsbrev er ifølge lovens motiver en skriftlig erklæring, der hjemler en i hovedsagen ubetinget, ensidig fordring på et pengebeløb.

G.5.8.5 Omsætningsgældsbreve

Bestemmelserne om omsætningsgældsbreve findes i gældsbrevslovens kapitel 2, hvor det i § 11, stk. 2, er defineret, hvad der forstås ved omsætningsgældsbreve. Bestemmelsen er udtømmende, og der kan derfor ikke drages analogislutninger til andre gældsbreve. Hvis et gældsbrev ikke falder ind under definitionen i § 11, stk. 2, er det et simpelt gældsbrev.

Omsætningsgældsbreve er

ihændehavergældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, til hvem betaling skal ske,

ordregældsbreve, hvilket vil sige, at gældsbrevet lyder på betaling til en bestemt person eller ordre,

pantebreve, der giver pant i fast ejendom eller i registreret skib eller luftfartøj, medmindre gældsbrevet indeholder påtegning om, at det ikke er til ordre, eller har et tilsvarende forbehold, samt

navnegældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt person, hvis de samtidig utvetydigt angiver, at de er omsætningsgældsbreve.

Også pantebreve i løsøre, herunder motorkøretøjer, kan være omsætningsgældsbreve, hvis de tydeligt indeholder bemærkning herom.

Om ejerpantebreve henvises til den udførlige beskrivelse i afsnit G.5.9.3 .

G.5.8.5.1 Sikringsakt

GBL § 14 angiver, at en aftaleerhververs ret til et omsætningsgældsbrev ikke kan anfægtes af andre, hvis aftaleerhververen har fået gældsbrevet i hænde og er i god tro om overdragerens ret.

Sikringsakten over for aftaleerhververe er derfor rådighedsberøvelse. Det vil sige, at man ved udlæg i omsætningsgældsbreve efter RPL § 523, stk. 2, altid skal tage gældsbrevet i forvaring.

Efter RPL § 526, stk. 1 og 2, er et udlæg beskyttet over for andre retsforfølgende kreditorer straks fra dets foretagelse. Der er derfor ikke nogen særlig sikringsakt, der skal iagttages over for andre kreditorer.

G.5.8.5.2

Legitimationsvirkning

GBL § 13 indeholder en almindelig regel om legitimationen til at råde over et omsætningsgældsbrev ved overdragelse og over for skyldneren. Herefter er den, der har omsætningsgældsbrevet i hænde med en i formen lovlig adkomst, legitimeret til at gøre fordringen gældende. Såvel reglen i lovens § 14 om overdragelse af omsætningsgældsbreve som reglen i § 19 om legitimationen over for skyldner bygger derfor på § 13. Efter lovens § 19 frigøres skyldneren ved betaling til den, der er legitimeret efter § 13, såfremt skyldneren var i god tro. Betalingen har frigørende virkning, selv om ihændehaverens inkompetence skyldes, at han ikke har erhvervet ret til omsætningsgældsbrevet, eller at dette var videreoverdraget eller gjort til genstand for udlæg. Legitimationen omfatter også andre dispositioner end betaling, fx meddelelse af henstand eller ændring af betalingsvilkårene.

For at udlægshaver kan blive legitimeret over for gældsbrevsdebitor, skal han derfor have gældsbrevet i hænde, jf. RPL § 523, stk. 2.

Hvis et omsætningsgældsbrev er overdraget, men skyldneren har betalt forfaldne renter eller forfaldne, tidsfæstede afdrag til overdrageren, kan han efter GBL § 16 gøre dette gældende over for en senere erhverver af omsætningsgældsbrevet. I tilslutning hertil bestemmer GBL § 20, at hvis et omsætningsgældsbrev er overdraget, kan skyldneren med frigørende virkning betale forfaldne renter og forfaldne, tidsfæstede afdrag til overdrageren, medmindre skyldneren vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betaling, eller havde grund til mistanke derom.

Legitimationsvirkningen indtræder derfor, når udlægshaver meddeler gældsbrevsdebitor, at betaling med frigørende virkning udelukkende kan ske til udlægshaveren. Udlæg i omsætningsgældsbreve skal derfor altid denuntieres over for gældsbrevsdebitor. Debitor skal anmodes om kvittering for, at han har modtaget underretningen.

Gældsbrevsdebitor bliver efter RPL § 524 ved betaling til udlægshaver frigjort under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af et gældsbrev.

G.5.8.6 Simple gældsbreve og simple fordringer

Alle andre gældsbreve og fordringer end de, der er nævnt i GBL § 11, stk. 2, eller som er fondsaktiver, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer, hvad enten der er tale om skriftlige eller mundtlige fordringer.

G.5.8.6.1 Sikringsakt

Der kræves ingen egentlig sikringsakt ved udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer.

Ved overdragelse af simple gældsbreve eller simple fordringer får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, hverken over for gældsbrevets eller fordringens skyldner eller over for en tidligere indehaver af fordringen, jf. GBL § 27. En overdragelse kan med andre ord ikke bevirke, at skyldneren mister sine indsigelser. De indsigelser, skyldneren havde mod overdrageren, kan han således også gøre gældende mod erhververen - selv om erhververen var i god tro.

Hvis der er foretaget et udlæg i fordringen, skal en godtroende erhverver af fordringen respektere udlægget. Den, der til eje eller pant får overdraget et simpelt gældsbrev eller en simpel fordring, vil kun nyde beskyttelse mod overdragerens retsforfølgende kreditorer, såfremt fordringens skyldner inden retsforfølgelsen, fx udlægget, fra overdrageren eller erhververen har fået underretning om overdragelsen, jf. GBL § 31, stk. 1.

Efter RPL § 526, stk. 1 og 2, er et udlæg beskyttet over for skyldnerens retsforfølgende kreditorer fra dets foretagelse, hvorfor disse andre kreditorer skal respektere det foretagne udlæg.

Hvis det simple gældsbrev eller den simple fordring er knyttet til et dokument, bør dette efter RPL § 523, stk. 2, tages i forvaring af fogeden. Dette er ikke for at iagttage en sikringsakt, idet en sådan som nævnt ikke er påkrævet, men derimod af hensyn til legitimationsvirkningen i RPL § 524, hvor rådighedsfratagelse kan få betydning.

G.5.8.6.2 Legitimationsvirkning

Efter GBL § 29 frigøres skyldneren uanset overdragelsen af det simple gældsbrev eller den simple fordring ved betaling til overdrageren, medmindre skyldneren vidste eller burde vide, at det simple gældsbrev eller den simple fordring var overdraget.

Hvis en person, der er legitimeret som fordringshaver, transporterer en simpel fordring til først A og dernæst B, og fordringens skyldner ikke har kendskab og ikke burde have kendskab til overdragelsen til A, men derimod får meddelelse om overdragelsen til B, frigøres skyldneren ved betaling til B, selv om fordringen i virkeligheden tilkom A, fordi B var i ond tro, jf. GBL § 31, stk. 2. Noget andet er, at A i dette tilfælde for det lidte tab evt. vil kunne kræve erstatning af B eller overdrageren. Den frigørende virkning for skyldneren indtræder også, hvis A var en udlægshaver, eller såfremt både A og B var udlægshavere.

For at udlægshaveren kan blive legitimeret over for skyldner, skal han derfor give skyldner underretning om det foretagne udlæg. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor altid give underretning til skyldner, når der foretages udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer. Der skal anmodes om kvittering fra skyldner for, at han har modtaget underretningen.

Efter RPL § 524 bliver gældsbrevs- eller fordringsdebitor ved betaling til udlægshaver frigjort under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af gældsbrevet eller fordringen.

G.5.8.6.3 Udlæg i borttransporterede fordringer -

"factoring"

Som et led i finansieringen af en virksomheds drift sker der ofte belåning af debitorerne (den såkaldte "factoring"-ordning), som indebærer, at fakturaerne forsynes med en transportpåtegning om, at betaling med frigørende virkning kun kan ske til transporthaveren. Belåningsordningen etableres med et factoring-firma, med virksomhedens sædvanlige pengeinstitut eller eventuelt med et søster- eller datterselskab (et finansieringsselskab).

Som betingelse for, at virksomhedens kreditorer skal respektere fakturabelåningen, kræves det, at hver enkelt faktura til kunderne er forsynet med en tekst (eventuelt et stempel), der klart angiver, at fordringen er borttransporteret, jf. princippet i GBL § 29.

En fakturabelåningsordning medfører normalt ikke, at pantefogeden er afskåret fra at foretage udlæg i allerede udførte, men endnu ikke fakturerede arbejder eller leverancer. Da skyldners betaling efter GBL § 29 skal ske til den rettighedshaver, der først underretter skyldner om sin ret, kan et udlæg, der meddeles skyldner, før fakturaen udskrives, fortrænge den senere (eventuelle) transportpåtegning på fakturaen, jf. forudsætningsvist GBL § 31, stk. 1.

Ofte vil der til en "factoring"-ordning være tilknyttet en sikringskonto, hvortil en del af fakturabeløbene (typisk 10-20 %) indsættes. Der vil kunne foretages udlæg i denne sikringskonto, jf. L.7.4 .

Hvis fakturabelåningen er oprettet som et kreditorværn, således at virksomheden reelt kan disponere over fakturabeløbet i kraft af, at dette indgår på en kassekredit med trækningsret, kan der være tale om, at transportpåtegningerne på fakturaerne kan underkendes. I disse tilfælde kan pantefogeden foretage udlæg i fakturabeløbet og indbringe sagen for fogedretten til afgørelse af prioritetsstillingen - eller der kan anlægges sag mod transporthaveren med påstand om, at transporten hverken er til eje eller til sikkerhed. Bevisbyrden i disse sager påhviler den, der foretager udlægget.

Fra retspraksis kan henvises til en utrykt dom afsagt af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. januar 1985 i B 1588/1983. I sagen havde vognmandsfirmaet V ved en transporterklæring af 26. maj 1981 til sin bank, B, til sikkerhed for ethvert krav, som B havde eller senere måtte erhverve, transporteret daværende og kommende tilgodehavender for udført arbejde hos C.

Transporten blev umiddelbart derefter denuntieret over for C, der i den følgende tid til B indbetalte V's vederlag for udførte arbejder. Der blev ikke i forbindelse med fremsendelsen af de enkelte fakturaer til C givet meddelelse om transporterne. V gik konkurs den 16. marts 1982, og boet anlagde herefter sag mod B. For så vidt angik et beløb på 183.163,14 kr., der vedrørte indbetalinger til B efter fristdagen, henviste boet til konkurslovens § 70. Landsretten fastslog, at det ikke er udelukket at pantsætte fremtidige erhvervelser af den i sagen omhandlede karakter, hvis pantet kan beskrives med klarhed og entydighed. Når de fremtidige erhvervelser udspringer af en gensidigt bebyrdende aftale, vil betingelsen normalt være opfyldt, hvis den gensidigt bebyrdende aftale er skriftlig og nøje fastlægger de gensidige rettigheder og forpligtelser.

I den konkrete sag havde der dog mellem V og C hverken skriftligt eller mundtligt været nogen aftale, der forpligtede dem til et fremtidigt samarbejde. C var imidlertid V's hovedkunde, og forretningsmellemværendet havde eksisteret i ret faste rammer i en meget lang årrække, hvorfor landsretten fandt, at V gyldigt havde kunnet give B pant i sine fremtidige tilgodehavender hos C, idet det sagsøgende konkursbo ikke havde påvist nogen mulighed for misbrug fra V's side.

Landsretten fandt endvidere, at sikringsakten blev foretaget ved denuntiation til C én gang for alle, idet der ikke i et sådant tilfælde kan kræves gentagelse af denuntiationen fx i forbindelse med fremsendelsen af hver enkelt faktura for udført kørsel. I relation til omstødelsesreglen i konkurslovens § 70 fandt landsretten dog, at det ikke kan accepteres, at den, der modtager sikkerhedsstillelsen, ved en sådan denuntiation én gang for alle skulle opnå en bedre retsstilling i forhold til konkursboet, end hvis sikringsakten var foretaget, efterhånden som tilgodehavenderne opstod.

B blev derfor ved dommen tilpligtet til boet at betale beløbet på de 183.163,14 kr.

I UfR 1994, 104 VLD, kunne en transport fortrænge et senere udlæg. I sagen havde en fiskeskipper, F, meddelt sin bank, B, en skriftlig, uigenkaldelig transport på tilgodehavender hos en fiskefabrik, I, for landing af fisk i henhold til en landingsaftale, ifølge hvilken F havde ret, men ikke pligt til at lande fisk hos I. Dagen før udbetaling af et efterbetalingsbeløb havde en af F's kreditorer, K, gjort udlæg i F's tilgodehavende. I havde imidlertid under henvisning til den behørigt denuntierede transport udbetalt beløbet til B. Under den herefter mod I anlagte sag gjorde K gældende, at transporten var uden retsvirkning, hvorfor beløbet burde være udbetalt til K. Landsretten fastslog, at der ikke - som hævdet af K - var tale om generalpant. Da landingsaftalen efter det oplyste var sædvanlig i branchen og havde en sådan klarhed og entydighed, at den kunne danne grundlag for pantsætning, og der endvidere ikke af K var påvist nogen mulighed for, at ordningen kunne misbruges til skade for F's øvrige kreditorer, fik K ikke medhold.

Se om "factoring" tillige L.7.1.

G.5.8.6.4 Særligt om udlæg i dankort-betalinger

Østre Landsret fastslog med sin dom i UfR 2000, 715 ØLD, at udlæg kan gøres i dankort-betalinger.

En pantefoged havde den 24. november 1994 foretaget udlæg for et skattekrav hos en forretningsindehaver, R, i kundernes elektroniske indbetalinger ("dankort-betalinger") den pågældende dag indtil kl. 14.45. På det tidspunkt var der indbetalt 1.625 kr. Samme dag, kl. 15.05, gav pantefogeden meddelelse herom til banken B, hvor R havde en krediteringskonto tilknyttet dankort-terminalen. B afviste at notere meddelelsen og nedbragte i stedet R's kredit med det pågældende beløb.

I den mod B anlagte retssag gjorde B gældende, at meddelelsen skulle gives til den enkelte kundes pengeinstitut, men fik ikke medhold.

Landsretten udtalte, at det ifølge betænkning nr. 965 fra 1982 ("Rapport om betalingskort") var hensigten at sidestille en dankort-betaling med en kontant betaling, forudsat at der er dækning på kortindehaverens konto. Landsretten udtalte endvidere, at den omstændighed, at dankort-betalinger først krediteres forretningens konto den følgende dag, ikke kunne føre til, at udlægget var sket i strid med RPL § 508 om forbud mod udlæg i fremtidige erhvervelser.

Landsretten lagde endvidere til grund, at det vil være muligt at efterspore de dankort-betalinger, der er foretaget indtil et bestemt klokkeslæt på dagen, hvorfor det udlagte måtte anses for tilstrækkeligt identificeret.

G.5.8.7 Bankindeståender

Der er intet til hinder for, at der foretages udlæg i bankindeståender, idet disse kan betragtes som skyldnerens simple fordringer mod et pengeinstitut (hvis udlægsforretningen foretages hos pengeinstituttet, således at indeståendet straks udbetales, er der dog tale om udlæg i penge, jf. RPL § 521, og ikke i fordringer).

Udlægget denuntieres snarest over for pengeinstituttet med samtidig anmodning om udbetaling af det udlagte beløb.

Ved udlæg i indestående på checkkonto kan banken ikke tage forbehold for dækning af udstedte, ikke-indløste checks.

Der kan også foretages udlæg i indeståender i BG Bank A/S.

Der er dog i henhold til lovgivningen forbud mod at foretage udlæg i visse indeståender - se herom afsnit G.5.2 og G.5.3 .

G.5.8.7.1 Sikringsakt

Udlægget er beskyttet over for skyldnerens øvrige kreditorer fra dets foretagelse, hvorfor der ikke kræves nogen særlig sikringsakt, jf. RPL § 526, stk. 1.

Hvis der for bankindeståendet er udstedt skriftligt bevis ("kontrabog", dvs. bankbog), kan banken dog betinge udbetaling fra kontoen af, at bankbogen forevises. Fogeden skal derfor, når der foretages udlæg i sådanne konti, tage bankbogen i forvaring efter RPL § 523, stk. 2.

Beskyttelsen gælder endog over for det kontoførende pengeinstitut, selv om dette måtte have et tilgodehavende hos skyldneren, hvis blot dette tilgodehavende henstår eller afvikles efter aftale mellem skyldneren og pengeinstituttet. Det betyder, at pengeinstituttet ikke kan foretage modregning, så længe en afviklingsaftale for skyldnerens lån er overholdt. Til belysning heraf kan henvises til UfR 1988, 589 VLD. I denne sag foretog en kommune udlæg for skat i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne anses for at være forfalden, da udlægget blev foretaget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning, jf. GBL § 28.

Er afviklingsaftalen misligholdt, eller foreligger der ikke fra pengeinstituttet långivning (fx hvis kontohaver overtrækker kontoen), har pengeinstituttet derimod modregningsadgang uden respekt af udlægget. Det er dog en betingelse, at pengeinstituttet ikke har forholdt sig passivt, da overtrækket blev konstateret. Til illustration af problemstillingen kan henvises til UfR 1988, 821 ØLD. I denne sag blev der fra en lønmodtagers konto i en bank efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag udsendte banken til lønmodtageren en kontoudskrift med den negative saldo. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af GBL § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr.

Se TfS 1999, 134 ØLK, der er omtalt ovenfor i afsnit G.5.1, om sammenblanding af et selskabs og en personlig skyldners penge på skyldners konto.

G.5.8.7.2 Legitimationsvirkning

Udlæg i et bankindestående skal altid meddeles pengeinstituttet, således at kontohaveren fratages muligheden for at disponere over indeståendet, jf. herom GBL § 34. Desuden tjener underretningen det praktiske formål, at pengeinstituttet afkræves kontoens indestående til udbetaling til udlægshaveren.

I UfR 1995, 223 ØLK, blev det antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget, jf. GBL § 28.

G.5.8.8 Fondsaktiver - værdipapirer i papirløs form

Hovedreglen i RPL § 508 om genstanden for udlæg omfatter også udlæg i fondsaktiver samt de af disse flydende indtægter.

Det fremgår af § 66, stk. 1, i lov om værdipapirhandel mv., at rettigheder over fondsaktiver skal registreres i en værdipapircentral for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning og godtroende aftaleerhverere. Den aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge (ekstingvere) en ikke-registreret ret, skal selv være registreret, jf. stk. 2. Stk. 3 fastslår, at registreringens retsvirkninger regnes fra den endelige prøvelse i værdipapircentralen. Et kontoførende institut har pligt til uden ophold at indrapportere modtagne anmeldelser til registreringer i en værdipapircentral.

For at kunne registreres på en konto skal en privat stiftet ret gå ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over nærmere angivne fondsaktiver, og retten skal hidrøre fra den efter registeret berettigede, jf. § 36 i bekendtgørelse om registrering mv. af fondsaktiver i en værdipapircentral. Denne bestemmelse svarer til TL § 10, stk. 1, og reglerne om, hvilke rettigheder der kan tinglyses på fast ejendom, og tingbogslegitimation er herved overført til værdipapircentralers registreringssystem.

Ved overdragelse til eje får den nye ejer fondsaktivet registreret på sin konto, medens det bliver slettet fra overdragerens konto, dvs. at der sker en overførsel fra konto til konto. Ved stiftelse af begrænsede rettigheder i form af panteret, udlæg, rentenydelse, umyndighed og prohibitivpåtegning af forskellig art registreres rettigheden på ejerens konto, evt. en særlig konto udskilt i anledning af den begrænsede ret.

Når der foretages udlæg i aktiver, der er registreret i en værdipapircentral, skal udlægget derfor anmeldes skriftligt over for det kontoførende pengeinstitut. Anmeldelsen skal som minimum indeholde

rettighedshavers (skyldners) navn og adresse samt CPR-nummer eller CVR-nummer

anmelderens navn og adresse

de fondsaktiver, som anmeldelsen vedrører, betegnet så tydeligt, at fondsaktiverne umiddelbart kan identificeres

rettighedens art (dvs. udlæg)

oplysning om, til hvem værdipapircentralen med frigørende virkning kan udbetale renter og andre beløb, der hidrører fra fondsaktiverne (jf. herved legitimationsreglen i lovens § 71, stk. 2).

Anmeldelsen afgives til det kontoførende pengeinstitut i to eksemplarer, hvoraf det ene begæres tilbageleveret med kvittering for anmeldelsen og oplysning om dato og tidspunkt for anmeldelsen.

Udlæg i fondsaktiver er ifølge RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., omfattet af den 1-årige "forældelsesregel" i 1. pkt. Realisation af fondsaktiverne skal derfor være sket inden udløbet af denne frist.

Realisationen sker ikke ved tvangsauktion, men ved at udlægshaveren anmoder det kontoførende pengeinstitut om at bortsælge fondsaktiverne på Københavns Fondsbørs. Udlægget skal dog først autoriseres hos fogedretten.

G.5.8.9 Tvivl om fordringstype

Hvis der under en udlægsforretning opstår tvivl om, hvorvidt der er tale om et omsætningsgældsbrev eller et simpelt gældsbrev/en simpel fordring, og dermed tvivl om, hvad der kræves for at fratage gældsbrevskreditor legitimationen til at modtage betaling, opnås den bedste sikkerhed ved at fratage gældsbrevskreditor (skyldneren i forhold til myndigheden) dokumentet i medfør af RPL § 523, stk. 2, og derefter underrette gældsbrevsdebitor om udlægget.

Det kan efterfølgende afgøres, hvorvidt der er tale om et omsætningsgældsbrev eller et simpelt gældsbrev/en simpel fordring.

G.5.9 Andre aktiver

G.5.9.1 Indledning

Efter RPL § 508 kan udlæg også foretages i andre aktiver end rede penge, fast ejendom, løsøre og fordringer. Dette kapitel omhandler en del af disse andre udlægsegnede aktiver.

G.5.9.2 Ejerpant

Sædvanligvis er der i fast ejendom tinglyst flere rettigheder med prioritetsstilling efter hinanden.

Der er som udgangspunkt ikke oprykningsret forbundet med tinglyste pantebreve, medmindre dette er aftalt i pantebrevet, jf. TL § 40, stk. 3, 1. pkt.

Bestemmelsen i § 40, stk. 3, 1. pkt., om aftalt ("ordinær") oprykning fremstår som en undtagelse til hovedreglen i lovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvorefter ejeren af den faste ejendom, såfremt en tinglyst panteret helt eller delvist ophører eller ikke er gyldigt stiftet, uanset modsat aftale med en efterstående panthaver eller andre har ret til - enten straks eller senere - at besætte den således ledige plads (der betegnes "ejerpant") med en ny panteret, medmindre han ved ophøret eller senere giver afkald på denne ret.

Ejerpant kan således eksempelvis opstå, ved at et pantebrev indfries før tid, uden at det aflyses. Det kan i stedet af ejendommens ejer enten beholdes eller anvendes til fornyet pantsætning.

Hvis en panteret, der ikke står på sidstepladsen, aflyses, kan den faste ejendoms ejer i stedet for straks at besætte den således ledige plads med en ny panteret få noteret i tingbogen, at den tidligere panteret nu tilkommer ham. Dette gælder dog ikke i det omfang, der er aftalt ("ordinær") oprykningsret for en efterstående panteret. Hvis notering ikke er sket - selv om det havde været muligt - rykker de efterstående berettigede (eksempelvis panteret, udlæg og ejerpant) "ekstraordinært" op i den ledige plads.

Tinglyst panteret i fast ejendom kan indfries ordinært eller ekstraordinært.

Er der tale om en ordinær, forud fastsat indfrielse, og har de efterstående panterettigheder oprykningsret, rykker disse op på den ledige plads, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt. En ordinær oprykning skal med andre ord være "forudberegnelig". Oprykning finder derfor ikke sted, når der på forprioriteten betales ejerskifteafdrag. Ved betaling af sådanne ejerskifteafdrag opstår der i stedet et ejerpant. Forudberegneligheden skal fremgå af det foranstående pantebrev, som indfries eller afdrages ordinært. Det skal således fremgå af vilkårene i det foranstående pantebrev, hvornår betaling af afdrag eller fuld indfrielse af pantebrevet skal ske. Det er ikke nok, at aftalen herom findes i et underliggende retsforhold mellem pantebrevets parter. Det betyder, at oprykning i reglen er udelukket, når den foranstående gæld er sikret ved et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, medmindre disse selv undtagelsesvist indeholder en bestemmelse om, at hele den indestående gæld forfalder til betaling på en bestemt dato.

Oprykning vil ikke være muligt efter et foranstående udlæg, medmindre der undtagelsesvist under fogedforretningen er truffet en aftale om et bestemt tidspunkt for udlæggets indfrielse, og dette fremgår af tingbogen.

Oprykning sker kun, såfremt der rent faktisk betales afdrag på eller sker indfrielse af forprioriteten.

Der kan som følge af oprykning opstå brudte prioriteter. Hvis de to første prioriteter kaldes P1 og P2, og P2 ikke har oprykningsret efter P1, vil et på tredjepladsen sig befindende pantebrev, P3, der har fået tilsagt oprykningsret, jf. § 40, stk. 3, i forbindelse med ordinære, forudberegnelige afdragserlæggelser på P1, rykke forbi P2 og op i den plads, der bliver ledig i P1, ligesom P3 rykker op i den plads, der bliver ledig i forbindelse med en forudberegnelig afvikling af P2. Oprykningen vil dog ske til den bedst mulige plads, dvs. først forbirykning og dernæst "indrykning" i P2.

Er der tale om ekstraordinær indfrielse, dvs. før tiden, eller har de efterstående panterettigheder ikke oprykningsret, opstår der en ledig plads ("ejerpant") i prioritetsrækken. Der kan ikke foretages udlæg eller anden form for tvangsfuldbyrdelse mod denne plads i rækken, som ikke står på sidstepladsen, idet ejeren som sagt efter TL § 40, stk. 1, 1. pkt., har ret til at forbeholde sig den ledige plads til tinglysning af anden panteret, enten i forbindelse med indfrielsen eller senere.

I det omfang forprioriteten dækker over et ejerpant, sker der ikke oprykning. Såfremt et efterstående pantebrev gyldigt har tillagt sig oprykningsret efter det tidligere pantebrev, hvis ekstraordinære indfrielse har skabt et ejerpant, kan ejeren benytte ejerpantet til at indsætte et ombytningspantebrev, der således får samme prioritet som det tidligere, nu indfriede pantebrev. Det er dog en betingelse for denne ombytningsret, at vilkårene om betaling af afdrag eller indfrielse ikke må stille den med oprykningsret udstyrede efterpanthaver ringere end det tidligere forpantebrev. Hvis ombytningspantebrevet skal afvikles hurtigere end det tidligere pantebrev, sker der oprykning i overensstemmelse med vilkårene i ombytningspantebrevet.

Selv om ejerpantet udnyttes til at etablere et nyt låneforhold, efter at pantefogeden har foretaget udlæg i ejendommen, skal udlægget således respektere det nye lån.

Ejendommens ejer kan også disponere over ejerpantet til at etablere sikkerhed for gæld til myndigheden, men det må da ske i form af enten et pantebrev eller et ejerpantebrev, der håndpantsættes til myndigheden. Det skyldes, at udlæg som sagt ikke kan besætte et ejerpant, idet et i en fast ejendom foretaget udlæg altid får prioritet på sidstepladsen i prioritetsordenen, dvs. på pladsen efter den sidst effektivt sikrede gæld.

G.5.9.3 Ejerpantebreve

Et ejerpantebrev i fast ejendom er et pantebrev, hvor ejendommens ejer både står som pantsætter og panthaver, altså som både debitor og kreditor. Når et ejerpantebrev stilles som sikkerhed, sker det ved håndpantsætning. Da ejerpantebrevet kun forbeholder en panteret af en bestemt størrelse til senere udnyttelse, bliver håndpantsætningserklæringen det grundlag, hvorpå kreditors panteret hviler.

Håndpanteret i et ejerpantebrev i fast ejendom, som tilhører skyldneren, er formelt en panteret i et omsætningsgældsbrev, men reelt en panteret i ejendommen.

Et ejerpantebrev anvendes typisk til sikkerhed for en kassekredit eller et andet mellemværende med et pengeinstitut.

Er et ejerpantebrev tinglyst et sted inde i prioritetsrækken (dvs. ikke på sidstepladsen), og er det ikke udnyttet fuldt ud, kan der ikke foretages udlæg i den del af ejerpantebrevet, der ikke er udnyttet. Det skyldes som nævnt ovenfor, at udlæg altid placeres på sidstepladsen.

Hvis der på sidstepladsen i prioritetsordenen er tinglyst et ejerpantebrev, og dette ikke er udnyttet fuldt ud, vil et udlæg, der tinglyses, foretage indbrud i ejerpantebrevet, idet udlægget vil placere sig efter den ved ejerpantebrevet sikrede gæld. Udlægget vil placere sig umiddelbart efter den på udlægstidspunktet faktisk sikrede gæld til håndpanthaveren - uden hensyn til, at maksimum i henhold til kreditaftalen mellem pantsætter og håndpanthaver endnu ikke var nået.

Indbrud i et ejerpantebrev kan også ske ved en sekundær håndpantsætning eller ved tinglysning af et pantebrev, der angiver, at det prioritetsmæssigt skal placeres efter den gæld, som ejerpantebrevet sikrer.

Hvis der ved pantefogedens udlæg i fast ejendom viser sig på sidstepladsen i prioritetsrækken forud for udlægget at være tinglyst et ejerpantebrev, der kun er delvist udnyttet, skal pantefogeden straks give underretning til den, der har ejerpantebrevet i håndpant. Det vil som nævnt ofte være et pengeinstitut.

Underretningen medfører, at håndpanthaveren fratages muligheden for at udvide kreditgivningen til pantsætter i strid med det foretagne udlæg, idet en udvidelse af kreditgivningen, efter at underretning om udlægget er modtaget, vil få prioritet efter udlægget.

Principielt er det kreditgivningen på udlægstidspunktet, der skal respekteres, men hvis håndpanthaver i god tro har udvidet kreditten i tidsrummet mellem udlæggets foretagelse og tidspunktet for underretning om udlægget, skal udlægget respektere den højere kreditgivning, der eksisterer på det tidspunkt, hvor håndpanthaver får underretning om udlægget, jf. UfR 1979, 569 HD. Der er tale om, at gældsforøgelsen ved ekstinktion har opnået en prioritetsstilling, der går forud for udlægget. Når gælden til håndpanthaveren nedbringes til maksimalt at være det beløb, som ejerpantebrevet sikrede på tidspunktet for udlæggets foretagelse, falder ekstinktionsbehovet bort, og udlægget får den prioritet, det havde ved foretagelsen.

Det antages dog, at visse særlige krav kan gøres gældende med fortrinsret forud for udlægget. Dette gælder eksempelvis visse eventualforpligtelser, der eksisterer på underretningstidspunktet. Hvis håndpanthaveren har kautioneret for en forpligtelse, som pantsætteren skal opfylde, og ejerpantebrevet er håndpantsat til sikkerhed for det regreskrav, der opstår for kautionisten (dvs. håndpanthaveren), såfremt kautionsforpligtelsen aktualiseres, vil regreskravet kunne gøres gældende forud for udlægget, selv om underretningen er givet, inden kautionsforpligtelsen aktualiseres. En sådan fortrinsret antages også at gælde for renter, provision og lignende omkostninger, som håndpanthaveren måtte have betinget sig i pantsætningsaftalen, ligesom det i sjældne tilfælde kan komme på tale at måtte skulle respektere en "nødvendig" gældsudvidelse foretaget i både pantsætters og håndpanthavers interesse, jf. præmisserne i UfR 1979, 566 HD.

Den ved ejerpantebrevet sikrede kreditgivning, som udlægget skal respektere, står fast. Selv om kreditten nedbringes, kan den atter udvides til det beløb, den var på, da udlægget blev foretaget. Det skyldes, at en oprykningsret for udlægget forudsætter en forudberegnelig afvikling af forprioriteten, og en sådan er typisk ikke til stede ved en gæld sikret ved et ejerpantebrev.

Om den skitserede problemstilling med indbrud i et ejerpantebrev kan ligeledes henvises til UfR 1979, 566 HD.

Hvis skyldneren (dvs. pantsætteren) efter udlæggets foretagelse anvender den uudnyttede del af ejerpantebrevet til yderligere sikkerhedsstillelse - eksempelvis til fordel for tredjemand - skal den nye sikkerhedsstillelse respektere udlægget.

Såvel et indbrudspantebrev som et tinglyst udlæg (som indbrud) kan fortrænges af en sekundær håndpanthaver af et ejerpantebrev, hvis der ikke er givet meddelelse om indbrudspantet eller udlægget (som indbrud) til den primære håndpanthaver.

I byretsdommen gengivet i UfR 1983, 748, er det antaget, at en fornyet pantsætning af et ejerpantebrev på ejerens hånd med sidste prioritet i ejendommen måtte respekteres af et forinden tinglyst udlæg. Hvis et på sidstepladsen tinglyst ejerpantebrev ikke er udnyttet til sikkerhedsstillelse på udlægstidspunktet, skal pantefogeden derfor foretage udlæg i den faste ejendom og tillige foretage rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet, jf. RPL § 523, stk. 2, således at skyldneren ikke forledes til at udnytte ejerpantebrevet til anden side. Herved hindres muligheden for ekstinktion efter GBL § 14.

I den underretning, der, jf. ovenfor, skal gives håndpanthaveren for at hindre en ekstinktiv udvidelse af kreditgivningen efter udlægstidspunktet, bør det derfor tillige anføres, at ejerpantebrevet efter indfrielsen af den gæld, som det tjener til sikkerhed for, skal udleveres til inddrivelsesmyndigheden, idet det ved en udlevering til ejendommens ejer vil kunne muliggøre en situation magen til den, der i UfR 1983, 748, førte til ekstinktion af et forinden tinglyst udlæg, jf. herved RPL § 523, stk. 2, som begrundelse for udleveringsanmodningen.

Der kan ikke foretages et egentligt udlæg i et ejerpantebrev, jf. UfR 1973, 785 ØLK, hvor det statueredes, at der ikke kunne afholdes tvangsauktion over et ejerpantebrev. Der kan alene foretages udlæg i selve den genstand (fast ejendom eller løsøre), der er pantsat ved ejerpantebrevet, eller i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i medfør af ejerpantebrevet. RPL § 523, stk. 2, der udtaler, at fogeden ved udlæg i værdipapirer og i fordringer, for hvilke skriftligt bevis er udstedt, tager dokumentet i forvaring, må dog ikke desto mindre anføres som hjemmelen, evt. via en analogislutning, for en sådan rådighedsberøvelse.

Et udlagt ejerpantebrev kan som sagt ikke bortauktioneres, og det kan ikke danne grundlag for tvangsauktion over ejendommen. Det skyldes, at pantesikkerheden i et ejerpantebrev ikke kan adskilles fra den underliggende (sikrede) fordring, jf. førnævnte kendelse i UfR 1973, 785 ØLK, hvor et ejerpantebrev, stort 10.000 kr., var håndpantsat til sikkerhed for et lån, som ejeren af den pantsatte ejendom havde optaget i en bank. Da lånet blev misligholdt, blev ejerpantebrevet efter bankens begæring solgt ved tvangsauktion. Ejendommens ejer erkendte at skylde køberen 22.010 kr. Ejendommens ejer påkærede imidlertid tvangsauktionen og påstod banken tilpligtet at udlevere ejerpantebrevet. Idet køberen ikke ved tvangsauktionen ved betaling af budsummen var indtrådt i den fordringsret, som ejerpantebrevet indtil da havde sikret, fandtes tvangsauktionen over ejerpantebrevet at have været meningsløs, hvorfor landsretten ophævede tvangsauktionen. Med hensyn til frempantsætning kan der dog ske en adskillelse af pantesikkerhed og fordring, jf. UfR 1984, 123 HD, der statuerede, at et ejerpantebrev må anses som et omsætningsgældsbrev.

Hvis skyldneren i stedet for udlæg vælger at meddele primær håndpant i et uudnyttet ejerpantebrev, skal der udfærdiges en skriftlig håndpantsætningserklæring, og ejerpantebrevet skal tages i forvaring af pantefogeden, jf. RPL § 523, stk. 2, der er nævnt ovenfor.

Skyldneren kan også sekundært håndpantsætte den ikke-udnyttede del af et allerede håndpantsat ejerpantebrev. Hvis pantefogeden modtager en sådan sekundær håndpantsætningserklæring, skal den primære håndpanthaver straks skriftligt underrettes om den sekundære pantsætning, således at han ikke udvider kreditgivningen i tiltro til, at der stadig er sikkerhed i ejerpantebrevet, jf. ovenfor. Herved opfyldes for de negotiable ejerpantebreve tillige sikringsakten - rådighedsberøvelse - i henhold til GBL § 22, idet den primære håndpanthaver da besidder ejerpantebrevet tillige på den sekundære håndpanthavers vegne.

Om den prioritetsmæssige behandling af renter af en gæld med sikkerhed i et ejerpantebrev kan henvises til UfR 1990, 21 HD, og UfR 1992, 978 HD, samt ovenfor i G.5.6.2 . Højesteret fastslog i de to afgørelser, at det i et ejerpantebrev kan aftales, at pantesikkerheden, dvs. ejerpantebrevets pålydende, successivt opskrives med indtil 5 års påløbende renter. Den øvre grænse på 5 år skyldes den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven. En sådan rentebestemmelse er dog udtryk for en fiktion, idet det afgørende mellem håndpantsætter og håndpanthaver naturligvis er den rente, der er aftalt vedrørende det underliggende gældsforhold, hvis opfyldelse ejerpantebrevet tjener til sikkerhed for. Hvis et tvangsauktionsprovenu skal fordeles til rettighedshaverne, og ejerpantebrevets pålydende på dette tidspunkt successivt er blevet opskrevet til 1 mio. kr., mens den underliggende gæld inkl. påløbne renter alene udgør 200.000 kr., kan håndpanthaveren således alene gøre krav på 200.000 kr. og ikke 1 mio. kr. Havde den underliggende gæld inkl. renter derimod havde udgjort netop 1 mio. kr., ville håndpanthaver have haft sikkerhed for hele dette tilgodehavende.

G.5.9.4 Skadesløsbreve

Et skadesløsbrev er et pantebrev, der udstedes til dækning af en fremtidig gæld, hvis størrelse endnu ikke er kendt. Skadesløsbrevet skal dog indeholde oplysning om et maksimumbeløb for at kunne tinglyses, jf. TL § 10, stk. 3, 2. pkt., vedrørende fast ejendom. For skadesløsbreve med pant i løsøre gælder også et krav om maksimering, jf. TL § 43b, stk. 2.

Hvis skadesløsbrevet er tinglyst inde i prioritetsrækken (dvs. ikke på sidstepladsen), kan ejeren af ejendommen (eller løsøret) disponere over den ikke-udnyttede del af skadesløsbrevets pålydende - dog ikke til anvisning som genstand for udlæg, idet udlæg ikke kan besætte ledige pladser inde i prioritetsrækken.

Hvis skadesløsbrevet er tinglyst på sidstepladsen i prioritetsrækken, umiddelbart forud for pantefogedens udlæg, skal der som ved ejerpantebreve gives meddelelse til panthaveren for at hindre yderligere kreditgivning med sikkerhed i skadesløsbrevet, og hvis skadesløsbrevet ikke er udnyttet fuldt ud, opnås ved udlæg "indbrud" i dets sikringsramme. Dette gælder, hvad enten skadesløsbrevet giver pant i fast ejendom eller i løsøre.

Et skadesløsbrev er ikke noget omsætningsgældsbrev, og et udlæg risikerer således ikke - som ved et ejerpantebrev - at blive fortrængt ("ekstingveret") af en godtroende håndpanthaver, jf. GBL § 14.

Om den prioritetsmæssige behandling af renter af en gæld med sikkerhed i et skadesløsbrev følger det af TL § 40, stk. 4, sidste pkt., at et skadesløsbrevs dækningsramme også dækker renter, således at panthaveren ikke for disse har sikkerhed på sidstepladsen i prioritetsordenen, således som det - i et vist omfang - er tilfældet med almindelige pantebreve, jf. TL § 40, stk. 4, 1. pkt., og ovenfor i G.5.6.2 .

G.5.9.5 Udlægs oprykningsret

G.5.9.5.1 Fast

ejendom

For pantebreve i fast ejendom gælder, at de kun har oprykningsret, såfremt oprykningsretten er aftalt i pantebrevet, jf. TL § 40, stk. 3, og ovenfor i G.5.9.2 . Oprykningsretten gælder kun i forbindelse med ordinær nedbringelse af den foranstående panterettighed. Ved ekstraordinær indfrielse gælder det i afsnit G.5.9.2 om ejerpant anførte.

Er den panteret, der står umiddelbart foran det lyste udlæg, således klausuleret med hensyn til forudberegnelig afdragsbetaling, at det ville være muligt i et efterstående pantebrev i forhold til denne panteret at aftale oprykningsret i overensstemmelse med § 40, stk. 3, rykker også udlæg op i ledige pladser, der opstår ved en tidsmæssigt forudberegnelig afvikling af forprioriteten, jf. UfR 1958, 1264 ØLK.

Hvis en panteret, P2, placeret umiddelbart foran udlægget ikke har oprykningsret, og en panteret, P1, placeret foran P2 afvikles efter en tidsmæssigt forudberegnelig plan, antages det, at udlægget ikke ved forbirykning kan besætte pladser, der bliver ledige ved afviklingen af P1, idet udlægget i så fald ville besætte et ejerpant.

G.5.9.5.2

Løsøre

Ved udlæg i løsøre gælder der derimod et princip om automatisk oprykning uden hensyn til, under hvilke omstændigheder (ordinært eller ekstraordinært) forprioriteten er blevet indfriet eller afdraget, og uanset om oprykning for et efterstående pantebrev er blevet vedtaget eller ej. En undtagelse fra den automatiske oprykningsret for udlæg i løsøre må dog gøres, hvis forpantebrevet ombyttes med et andet pantebrev, og der foreligger såvel en reel som en formel sammenhæng mellem indfrielsen af den tidligere panteret og stiftelsen af den nye. Hvis dette er tilfældet, har der reelt aldrig været nogen plads, som udlægget kunne rykke op i. En reel sammenhæng er til stede, såfremt det tidligere lån er indfriet ved hjælp af provenuet af det nye lån. Kravet om formel sammenhæng indebærer, at der skal foreligge samtidighed.

Består der en ledig plads inden for rammerne af et med sikkerhed i en løsøregenstand tinglyst ejerpantebrev eller skadesløsbrev, der står på sidstepladsen i prioritetsordenen (eller er den eneste hæftelse), kan denne ledige plads - i lighed med pant i fast ejendom - tilegnes af en kreditor, der gør udlæg i løsøret. Når panthaveren har modtaget meddelelse om udlægget, kan der som hovedregel ikke ydes yderligere kredit til skade for udlægshaveren. Undtagelsen er også her eksempelvis en i god tro foretaget udvidelse af kreditgivningen. Det samme gælder ved udlæg i en håndpantsat løsøregenstand eller i en pantsat - simpel eller negotiabel - fordring.

I modsætning til, hvad der gælder ved fast ejendom, rykker udlægget op ved enhver fremtidig nedbringelse af gælden til panthaveren, altså også ved nedbringelse under den gæld, der bestod på tidspunktet for udlæggets foretagelse.

G.5.9.6 Skibe

Foretages der udlæg i skibe, skal pantefogeden skelne mellem skibe, der er registreret i skibsregisteret, og ikke-registrerede skibe.

I skibsregisteret skal optages alle skibe med en bruttotonnage på 20 og derover, og skibe med en bruttotonnage på mindst 5, men under 20, kan optages i registeret, jf. sølovens § 10, stk. 1 og 2.

Bestemmelserne vedrørende udlæg i registrerede skibe svarer i hovedsagen til reglerne om udlæg i fast ejendom, hvilket betyder, at udlæg i registrerede skibe skal registreres for at opnå prioritetsbeskyttelse mod godtroende aftaleerhververe og mod andre kreditorer, jf. sølovens § 28, stk. 1 og 2.

Udlæg i et registreret skib omfatter ifølge sølovens § 47 også tilbehør til skibet, og der kan ikke foretages særskilt udlæg i sådant tilbehør, medmindre der foreligger tilladelse fra ejeren og fra alle rettighedshavere i skibet, jf. RPL § 510.

Hvis der er registreret flere ejere af et skib (et såkaldt partrederi - se herom sølovens kapitel 5), hæfter den enkelte ejer (partreder) ifølge sølovens § 102 kun for den del af gælden, der svarer til hans anpart af skibet, dvs. personligt og pro rata. Den enkelte partreder hæfter således hverken principalt eller subsidiært for nogen på de andres part hvilende gæld.

Udlæg for partrederiers gæld skal principielt foretages hos hver enkelt medejer (partreder), men der kan dog også foretages udlæg for den samlede gæld hos den bestyrende reder, jf. princippet i sølovens § 105, hvorefter den bestyrende reder kan sagsøge i partrederiets anliggender og kan sagsøges på dettes vegne. Hvis udlægget skal omfatte andet end skib med tilbehør mv., altså fx den enkelte medejers personlige aktiver, skal udlægget dog foretages hos den enkelte medejer.

Med hensyn til forholdet mellem rederikreditorer og særkreditorer antages det, at rederikreditorerne i henseende til adgang til at holde sig til partredernes hele formue er ganske ligestillede med de enkelte partrederes særkreditorer; de har følgelig ingen fortrinsret til dækning af rederiets aktiver frem for partredernes øvrige kreditorer. En partreders særkreditorer kan søge sig fyldestgjort i dennes part i rederiet og øvrige formue, men kan ikke holde sig til nogen del af rederiformuen.

Ved ejerskifte, der korrekt registreres i skibsregisteret, hæfter den tidligere ejer kun for forpligtelser, der påhviler skibet ved overdragelsen, medens den nye ejer hæfter for senere tilkomne forpligtelser, jf. sølovens § 115, stk. 2.

Efter sølovens § 52, stk. 1, har søpanteret i et skib fortrinsstilling frem for andre hæftelser i skibet. Søpanterettigheder kan ifølge lovens § 30 slet ikke registreres og har uden registrering den i § 52 angivne retsstilling. Det samme gælder tilbageholdelsesrettigheder, jf. § 54.

Søpanteret omfatter efter lovens § 51

hyre og anden godtgørelse, der tilkommer skibsfører og andre medlemmer af besætningen i anledning af tjeneste om bord,

havneafgifter, kanalafgifter og andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter,

erstatning for skade på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift,

erstatning for skade på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet ikke kan grundes på aftale, samt

bjærgeløn, erstatning for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari.

Skibe, der ikke er registreret i skibsregisteret, betragtes udlægsmæssigt som løsøre, og der er ingen særlige sikringsakter, der skal iagttages, jf. nærmere afsnit G.5.7.2 . Der kan dog være behov for en legitimationsberøvende denuntiation, såfremt et foranstående løsøreejerpantebrev i skibet er håndpantsat til sikring af et løbende mellemværende, eller såfremt et foranstående skadesløsbrev er tinglyst med samme formål, jf. herom afsnit G.5.9.5.2 .

G.5.9.7 Luftfartøjer

Reglerne vedrørende udlæg i luftfartøjer svarer i hovedtrækkene til reglerne for udlæg i fast ejendom og registreret skib og skal ikke nærmere gennemgås her.

Bestemmelserne om registrering af luftfartøjer findes i lov om registrering af ret over luftfartøjer. Af lovens § 1 fremgår, at rettigheder over luftfartøjer skal registreres i et rettighedsregister, der føres af Statens Luftfartsvæsen. Statens Luftfartsvæsen har ingen formulartvang. Ved anmeldelse af rettigheder fra inddrivelsesmyndigheden modtager rettighedsregisteret normalt en kopi af udlægsbogen, der skal være forsynet med original fogedunderskrift og indeholde de i loven påkrævede oplysninger.

G.5.9.8 Aktier og anparter, veksler og checks

Aktier og anparter samt veksler og checks omfattes ikke af gældsbrevsloven, men der gælder stort set de samme regler for disse som for omsætningsgældsbreve.

Hvis pantefogeden foretager udlæg i disse aktiver, skal de i medfør af RPL § 523, stk. 2, fratages skyldneren. Dette vil for checks, veksler og aktier tillige medføre, at sikringsakten er foretaget, jf. checklovens § 21, veksellovens § 16 og aktieselskabslovens § 24.

Aktier, der er noteret på Københavns Fondsbørs, findes ikke i papirform. For så vidt angår udlæg i sådanne "dematerialiserede" aktier og andre værdipapirer henvises til afsnit G.5.8.8 .

Andre aktier er omsætningsaktiver, medmindre andet tydeligt fremgår af både vedtægterne (jf. aktieselskabslovens § 4, stk. 1, nr. 12) og aktiebrevet (jf. lovens § 21, stk. 5, nr. 4).

Hvis aktierne ikke frit kan omsættes, skal dette udtrykkeligt fremgå af vedtægterne, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 2, og af aktiebrevet, jf. § 21, stk. 5, nr. 5. Vedtagne indskrænkninger i omsætteligheden kan eksempelvis angå bestyrelsens samtykke til salg (§ 20) eller forkøbsret for øvrige aktionærer (§ 19).

Ved udlæg i disse andre aktier i papirform er sikringsakten

for omsætningsaktier: rådighedsberøvelse i overensstemmelse med RPL § 523, stk. 2, og GBL § 14, jf. aktieselskabslovens § 24.

for aktier, der ikke er omsætningsaktier: der kræves ikke nogen særskilt sikringsakt, idet udlægget opnår beskyttelse mod ejerens øvrige kreditorer fra den dag, der er indgivet anmodning til fogedretten om foretagelse af udlæg, jf. RPL § 526, stk. 1; for udlæg, der foretages af pantefogeden, indtræder beskyttelsen ved selve udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk. 2. Der bør dog gives underretning til selskabet af hensyn til legitimationsreglen i GBL § 29.

Efter anpartsselskabslovens § 16 skal der for et anpartsselskab straks efter dets stiftelse oprettes en fortegnelse over anpartshaverne, og efter § 18, stk. 1, har overdragelse til eje eller pant af en anpart ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre selskabet af erhververen eller overdrageren har modtaget underretning om overdragelsen.

Sikringsakten ved udlæg i anparter er derfor denuntiation til selskabet.

Det bemærkes, at den til anparten knyttede stemmeret ikke overtages i kraft af udlægget.

Som nævnt ovenfor er sikringsakten ved udlæg i veksler og checks rådighedsberøvelse, jf. veksellovens § 16 og checklovens § 21.

G.5.9.9 Andele i andelsboligforeninger mv.

Retstilstanden før den 1. februar 2005

Ved lov nr. 383 af 10. juni 1997 blev der i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber med § 6a indsat en bestemmelse, hvorefter udlæg og arrest ikke kunne foretages i en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen var knyttet retten til en bolig, når det i vedtægten for andelsboligforeningen var fastsat, at andele i andelsboligforeningens formue ikke kunne gøres til genstand for arrest eller eksekution, og at andelene ikke kunne pantsættes. Dette forbud mod udlæg, arrest og pantsætning er ophævet med virkning fra den 1. februar 2005, jf. nedenfor.

Retstilstanden fra og med den 1. februar 2005

Ved lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (pant og udlæg i andelsboliger mv.), jf. lov nr. 204 af 29. marts 2004, blev § 6a ændret, således at der uanset modstående vedtægtsbestemmelser nu kan foretages arrest og udlæg i en andel i en andelsboligforening, og andelshaveren kan pantsætte sin andel. Andelshaverens ret til at pantsætte sin andel kan ikke begrænses i vedtægterne, jf. dog § 6a, stk. 2, hvorefter andelsboligforeningen uanset stk. 1 i vedtægterne kan begrænse retten til at pantsætte andelen gennem fastsættelse af en grænse for lånet størrelse. Retten kan alene begrænses på den måde, at andelshaveren ikke mod sikkerhed i andelen må optage lån, som overstiger 80 pct. af pantets værdi på lånetidspunktet.

Ændringsloven, jf. lov nr. 204 af 29. marts 2004, skulle oprindelig være trådt i kraft den 1. januar 2005, jf. bekendtgørelse nr. 1147 af 26. november 2004, men ved bekendtgørelse nr. 1396 af 17. december 2004 blev ikrafttrædelsestidspunktet ændret til 1. februar 2005.

Ved lov om ændring af tinglysningsloven, retsplejeloven og konkursloven (pant og udlæg i andelsboliger mv.), jf. lov nr. 216 af 31. marts 2004, blev der med kapitel 6b, jf. TL §§ 42i-42o, indført bestemmelser om tinglysning i andelsboligbogen.

Ændringsloven, jf. lov nr. 216 af 31. marts 2004, er trådt i kraft den 1. januar 2005, jf. bekendtgørelse nr. 1132 af 23. november 2004. Ikrafttrædelsesbekendtgørelsen ses ikke efterfølgende at være ændret. Imidlertid må også denne ændringslov som følge af bekendtgørelse nr. 1396 af 17. december 2004, jf. ovenfor, siges at være trådt i kraft den 1. februar 2005.

Af TL § 42j fremgår, at pant og retsforfølgning i andele i andelsboligforeninger, jf. lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om andelen, og mod retsforfølgning. Når tinglysning er sket, behøver overdragelse eller anden overførelse heraf ingen tinglysning.

Den aftale om overdragelse til eje af en andel, der skal kunne fortrænge en utinglyst pantsætningsaftale eller retsforfølgning, skal være godkendt af andelsboligforeningen, og erhververen ifølge aftalen skal være i god tro ved modtagelsen af underretning fra foreningen om godkendelse af aftalen.

Tinglyst pant i en andel i en andelsboligforening omfatter, når intet andet er aftalt, forbedringer i lejligheden samt inventar, der er særligt tilpasset eller installeret i lejligheden. Pantsætningen hindrer ikke, at sådanne forbedringer eller sådant inventar udskilles ifølge regelmæssig drift. Tilsvarende bestemmer RPL § 518, stk. 4, at udlæg i en andelsboligforening - medmindre andet fremgår af fogedens optegnelser - tillige omfatter sådanne forbedringer og sådant inventar, ligesom heller ikke udlæg er til hinder for en udskillelse ifølge regelmæssig drift. Omfatter udlægget forbedringer og inventar, indgår også aktiver af denne beskaffenhed under udlægget, selv om de først senere tilføres lejligheden.

Ifølge TL § 42k skal tinglysning af de i § 42j nævnte rettigheder ske i andelsboligbogen, der føres ved Retten i Århus. Som grundlag for tinglysning kræves ifølge stk. 2 et dokument, der efter sit indhold skal gå ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over en bestemt andel. Ved tinglysning af retsforfølgning (herunder udlæg og arrest) skal der ifølge stk. 4 fremlægges en erklæring fra den myndighed, der har foretaget handlingen, eller en bekræftet udskrift af dens bøger.

Ved tinglysning af pantebreve eller retsforfølgning skal der ifølge § 42k, stk. 5, fremlægges en udskrift med andelens adresse fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) samt en erklæring fra andelsboligforeningen, jf. § 4a i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, om, hvorvidt

dokumentet vedrører den, som af andelsboligforeningens bestyrelse er godkendt som ejer af den pågældende andel, og

andelen giver brugsret til den bolig- eller erhvervsenhed, som dokumentet angiver med henvisning til en i Bygnings- og Boligregistret (BBR) anført adresse.

Af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1151 af 29. november 2004 fremgår, at erklæringen skal afgives inden 3 uger, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som udgør en rimelig begrundelse for en længere frist.

I praksis er der set flere tilfælde, hvor en andelsboligforening har betinget sig betalingen af et gebyr i forbindelse med afgivelsen af denne erklæring. Der ses dog ikke at være nogen hjemmel for en andelsboligforening til at opkræve et gebyr som betingelse for afgivelsen af denne erklæring. Der er ifølge bestemmelsen i § 4a tale om et egentligt lovbud, som en andelsboligforening ikke kan tilsidesætte eller egenhændigt knytte betingelser til. En andelsboligforening må således om nødvendigt ved ændring af vedtægterne skabe adgang til at pålægge andelshaveren at betale et sådant gebyr som kompensation for den ekstra administration, som bestemmelsen medfører for andelsboligforeninger.

Pantebrevet eller udskriften af retsbogen (udlægsbogen) skal ifølge § 42k, stk. 6, angive den bolig- eller erhvervsenhed, hvortil andelen giver brugsret, med henvisning til en i Bygnings- og Boligregistret (BBR) anført adresse.

Foreligger i forbindelse med anmeldelsen til tinglysning den i § 42k, stk. 5, nævnte udskrift og erklæring ikke, indføres ifølge stk. 7 dokumentet foreløbigt i andelsboligbogen med frist til fremskaffelse af udskriften og erklæringen. Fristen kan efter anmelderens anmodning forlænges.

Såfremt en andelsboligforening ikke afgiver den efter § 4a påkrævede erklæring, idet man eksempelvis som betingelse herfor kræver, at udlægshaver betaler et gebyr, jf. ovenfor, kan andelsboligforeningens bestyrelse ifalde et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Dette forudsætter, at udlægshaver - ud over den manglende endelige tinglysning af udlægget - kan dokumentere et tab, idet der ikke (i tilstrækkeligt omfang) var andre udlægsegnede aktiver hos skyldneren.

Efter TL § 42m anses et dokument for tinglyst, når det er indført i andelsboligbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret. Tinglysningens retsvirkninger regnes fra den dag, dokumentet anmeldes til tinglysning. Dokumenter, der anmeldes til tinglysning samme dag, ligestilles.

TL § 42o fastslår, at §§ 42i-42n tilsvarende finder anvendelse på pant og retsforfølgning i aktier og anparter i henholdsvis boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber omfattet af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

G.5.10 Virksomhedspant

G.5.10.1 Indledning

Loven om virksomhedspant - ikrafttræden den 1. januar 2006

Ved lov nr. 560 af 24. juni 2005, Lov om ændring af tinglysningsloven, konkursloven og andre love (Virksomhedspant), er der indført regler om virksomhedspant og fordringspant. Loven, der er baseret på lovforslag L162 , der blev fremsat den 27. april 2005, har den 1. januar 2006 som ikrafttrædelsestidspunkt, jf. bekendtgørelse nr. 1053 af 4. november 2005.

Lovforslaget hviler bl.a. på n otat om virksomhedspant afgivet af Konkursrådet den 7. april 2003 samt Betænkning om virksomhedspant afgivet af et udvalg under Justitsministeriet den 23. februar 2005.

"Flydende pant"

Af bemærkningerne til L162 fremgår følgende

Virksomhederne vil med de foreslåede regler kunne stille et "flydende pant", dvs. pant i de til enhver tid værende aktiver inden for bestemte kategorier. De pantsatte aktiver vil som udgangspunkt kunne udskilles, f.eks. sælges, som led i den almindelige, løbende drift, og samtidig vil nye aktiver, der erhverves af virksomheden, og som er omfattet af en af de pantsatte kategorier, automatisk blive grebet af pantesikkerheden.

Reglerne er indført med det formål at lette erhvervslivets adgang til at opnå lån, idet der med virksomhedspant og fordringspant vil kunne tilbydes långiveren en sikkerhed, der ikke hidtil har været mulighed for.

Reglerne om virksomhedspant og fordringspant indebærer således til dels et brud med det hidtil gældende forbud mod generalpant, jf. TL § 47a, og navnlig forbuddet mod pant i tingsindbegreb, jf. TL § 47b, stk. 1, idet virksomhedspant og fordringspant som sagt er et såkaldt flydende pant, dvs. pant i de til enhver tid værende aktiver inden for bestemte pantsatte kategorier. De pantsatte aktiver vil som udgangspunkt kunne udskilles, fx sælges, som led i den almindelige, løbende drift, og samtidig vil nye aktiver, der erhverves af virksomheden, og som er omfattet af en af de pantsatte kategorier, automatisk blive grebet af pantsikkerheden.

Pantet fikseres først i det øjeblik, panthaveren vælger at tiltræde pantet efter reglerne i RPL §§ 538 og 538a.

"Udskillelse ifølge regelmæssig drift"

Pantsætteren kan udskille alle aktiver, bortset fra fordringer, ifølge regelmæssig drift af virksomheden. Det indebærer, at en panthaver ved at tage virksomhedspant må acceptere en større risiko end fx ved pant i fast ejendom, herunder i § 37-løsøre. Det skyldes, at virksomhedspanthaveren vil have pant i pantsætterens til enhver tid værende aktivmasse, men ikke i et bestemt (værdifuldt) aktiv som fx en fast ejendom, hvor det kun er § 37-løsøret, der kan udskilles ifølge regelmæssig drift.

Ved vurderingen af, om udskillelsen sker ifølge regelmæssig drift af virksomheden, et det et afgørende element, om pantsætterens dispositioner er forretningsmæssigt begrundede. At udskillelsen sker ifølge regelmæssig drift, må dog som udgangspunkt indebære, at udskillelsen af aktiver modsvares af, at pantsætteren anskaffer nye aktiver, der gribes af panteretten, i den udstrækning, det er nødvendigt for at holde virksomheden i regelmæssig drift. Det vil således være en udskillelse ifølge regelmæssig drift af virksomheden, hvis en virksomhed i takt med salg af færdigvarer, der dermed udskilles af panteretten, fx indkøber råvarer mv. med henblik på virksomhedens fortsatte produktion eller lignende. Kravet om, at udskillelse af panteretten alene kan ske ifølge regelmæssig drift, er ikke til hinder for, at virksomheden fx omlægger produktionen fra den ene sæsonbetingede vare til den anden eller på lignende måde løbende udskifter sit varesortiment, ligesom en virksomhed vil kunne foretage grundlæggende ændringer i sin faktiske virksomhed, hvis disse er forretningsmæssigt begrundede. Det vil imidlertid kunne være en ulovlig udskillelse, hvis en virksomhed ved sine dispositioner væsentligt nedbringer pantets samlede værdi på en måde, der ikke er forretningsmæssigt begrundet.

Afgørelsen vil altid være konkret og være baseret på en nærmere vurdering af den enkelte virksomhed og af de enkelte aktivers karakter, herunder om det er omsætningsaktiver, der er bestemt for videresalg, eller anlægsaktiver, der er tiltænkt en mere varig tilknytning til virksomheden.

Underpantsætning via særligt skadesløsbrev

Pantsætning af de aktiver, der kan pantsættes efter reglerne i loven om virksomhedspant, jf. ovenfor, sker ved underpantsætning, som for at nyde beskyttelse mod retsforfølgende kreditorer og godtroende aftaleerhververe, der selv har iagttaget en eventuel påkrævet sikringsakt, skal tinglyses i personbogen ved Retten i Århus.

Underpantsætningen sker ved anvendelse af et særligt skadesløsbrev, der findes i en udgave til brug for "Virksomhedspant" og en udgave til brug for "Fordringspant". Bekendtgørelse nr. 1055 af 4. november 2005 om ændring af bekendtgørelse om tinglysning i personbogen indeholder i bilagene 4 og 5 formularer til brug for disse skadesløsbreve, jf. i øvrigt ændringsbekendtgørelsens § 1, nr. 6.

Ved virksomhedspant kan vælges mellem syv forskellige kategorier af aktiver. I SKADESLØBREV (Virksomhedspant) sættes kryds ud for de kategorier, der ønskes omfattet af pantsætningen. Ønskes der senere tilført yderligere kategorier, skal der sættes kryds ud for disse nye kategorier, og skadesløsbrevet skal i den ændrede form på ny tinglyses i personbogen for at give pantsætningen af de ny aktiver retsbeskyttelse. Se om virksomhedspant nærmere afsnit G.5.10.2 .

Fordringspant er en i forhold til virksomhedspant mindre omfattende ordning, hvorefter indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan nøjes med at underpantsætte virksomhedens udestående og fremtidige kundetilgodehavender. Fordringspant vil kunne være mere attraktivt for mindre virksomheder, fordi panthaver ikke på samme måde som ved virksomhedspant skal respektere et senere udlæg, der i henhold til TL § 47c, stk. 5, kan opnå prioritet foran virksomhedspanteretten, ved at udlægshaver inden for 3 hverdage fra udlæggets foretagelse i et af virksomhedspantet omfattet aktiv giver virksomhedspanthaver underretning om udlægget, jf. nedenfor i afsnit G.5.10.4 , og fordi fordringspant heller ikke - modsat virksomhedspant - indebærer krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved behandling af pantsætterens konkursbo, jf. KL § 27, stk. 3 og 4. Se om fordringspant nærmere afsnit G.5.10.3 .

Beskyttelse af udlæg

Med TL § 47c, stk. 5, jf. nærmere herom nedenfor i afsnit G.5.10.4 , sikres udlægshavere en vis beskyttelse mod virksomhedspant (men ikke mod fordringspant). Efter bestemmelsen vil et udlæg rykke foran virksomhedspanteretten, hvis udlægshaver inden for 3 hverdage tilsender virksomhedspanthaver en underretning om udlægget.

Der kan ikke samtidig være tinglyst både virksomhedspant og fordringspant

Af TL § 47e, stk. 2, fremgår, at der på intet tidspunkt kan være tinglyst både virksomhedspant, jf. § 47c, og fordringspant, jf. § 47d, på pantsætterens blad i personbogen. Det er altså et spørgsmål om "enten-eller". Har en långiver således fået tinglyst et fordringspant efter TL § 47d, og ønsker denne panthaver at opnå pantesikkerhed i yderligere kategorier af aktiver, skal fordringspantet aflyses fra personbogen, og et skadesløsbrev med underpant i en eller flere af de syv til rådighed stående typer af aktiver skal tinglyses.

Ikke til fordel for nærstående

Med henblik på at modvirke misbrug af adgangen til at stifte virksomhedspant og fordringspant udtaler TL § 47e, stk. 1, at virksomhedspant og fordringspant ikke kan stilles til fordel for den, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2. Bliver panthaver nærstående til skyldneren eller pantsætteren, efter at pantet er stillet, kan pantet ikke tjene til sikkerhed for gæld, der stiftes efter dette tidspunkt, og ikke omfatte aktiver, der erhverves efter dette tidspunkt. Det samme gælder, hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten, fx ved indfrielse af den pantesikrede fordring (subrogation).

Konkurs og anden insolvensbehandling

Med TL § 47f er der indført en bestemmelse, der sikrer, at virksomhedspant og fordringspant fra tidspunktet for en insolvensbehandlings begyndelse ikke kommer til at omfatte nye aktiver, som skyldneren erhverver efter dette tidspunkt. Det drejer sig om tidspunktet for anmeldelse af betalingsstandsning, udsættelse af behandling af en konkursbegæring efter konkurslovens § 24, afsigelse af konkursdekret, åbning af tvangsakkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag. På denne måde vil nye aktiver, der erhverves efter disse tidspunkter, kunne anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne som helhed.

I KL § 27, stk. 3 og 4, er der indført bestemmelser, hvorefter en virksomhedspanthaver (men ikke en fordringspanthaver) har en subsidiær hæftelse for bobehandlingsomkostningerne i forbindelse med en konkurs. Herved sikres en vis kvalitet i bobehandlingen, som ellers ville kunne lide skade ved manglen på ubehæftede aktiver, der ved deres realisation netop ville kunne indbringe midler hertil. Hvis der på fristdagen er tinglyst virksomhedspant, hæfter den eller disse panthavere solidarisk med 50.000 kr. for bobehandlingsomkostningerne. Hæftelsen er dog subsidiær i forhold til sikkerhedsstillelsen efter § 27, stk. 2. Indbyrdes (dvs. i regresopgøret) hæfter panthaverne i forhold til værdien af deres pant. Skifteretten kan afkræve virksomhedspanthaverne sikkerhedsstillelse for deres hæftelse.

I konkurslovens omstødelsesafsnit er der sket en udvidelse af KL § 70 (om pant for gammel gæld eller smøleri med sikringsaktens iagttagelse) til også at omfatte fordringspant, ligesom der er indsat en ny bestemmelse i § 70a om omstødelse af virksomhedspant.

Negativerklæringer

Der er endelig i TL § 43, stk. 2, skabt adgang til i personbogen at tinglyse et dokument med en forpligtelse til ikke uden samtykke fra en i dokumentet anført påtaleberettiget at underpantsætte aktiver i medfør af §§ 47, 47b, stk. 2, 47c, stk. 3, nr. 1-7, eller 47d.

G.5.10.2 Virksomhedspant

TL § 47c, stk. 1, udtaler, at indehaveren af en erhvervsvirksomhed ved anvendelse af skadesløsbrev kan underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver (virksomhedspant), jf. stk. 3 og 4. Pantsætning er ikke til hinder for, at aktiver, bortset fra fordringer, udskilles ifølge regelmæssig drift af virksomheden.

Sikringsakten er tinglysning i personbogen

Stk. 2 fastslår, at virksomhedspant skal tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning. Skadesløsbreve som nævnt i stk. 1 kan ikke overdrages. Tinglysningen skal ske i personbogen ved Retten i Århus.

Hvis der er stiftet virksomhedspant i kundefordringer, jf. TL § 47c, stk. 3, nr. 1, indebærer kravet om tinglysning, at virksomhedspanthaver ikke tillige skal iagttage GBL § 31 om underretning til skyldneren ved overdragelse til sikkerhed af et simpelt gældsbrev eller fordring. Med TL § 47c, stk. 3, nr. 1, og § 47d er der således indført en undtagelse til hovedreglen i TL § 47, stk. 4, hvorefter fordringer kun kan håndpantsættes efter reglerne i gældsbrevsloven.

TL § 47c, stk. 3 - udtømmende opremsning af aktiver

Virksomhedspant kan ifølge TL § 47c, stk. 3, omfatte følgende typer af aktiver

simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser,

lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer,

de i § 42 c nævnte køretøjer, som ikke er og aldrig har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer eller i et tilsvarende udenlandsk register,

driftsinventar og driftsmateriel,

drivmidler og andre hjælpestoffer,

besætning og

goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Denne opremsning er udtømmende. Dette indebærer, at eksempelvis fast ejendom ikke kan omfattes af en virksomhedspanteret.

Kundefordringer (nr. 1)

Panteretten omfatter de fordringer, der stiftes ved kreditsalg af varer og tjenesteydelser. Med "salg af varer" menes almindeligt løsøresalg, hvad enten varen produceres af sælgeren eller er indkøbt med henblik på videresalg uden videre forarbejdning. Udtrykket "tjenesteydelser" omfatter værksleje (entrepriseforhold), aftaler om rådgivning, transport, leje og leasing mv. Det betyder, at lejeindtægter og leasingydelser vil være omfattet af bestemmelsen som fordringer, der hidrører fra salg af tjenesteydelser. Fordringer, der stiftes ved andre former for gensidigt bebyrdende kontrakter om fx salg af værdipapirer eller arbejdsydelser, fx i lønmodtagerforhold, er ikke omfattet af panteretten, da disse fordringer ikke hidrører fra salg af varer eller tjenesteydelser.

Panteretten er afgrænset til privatretlige fordringer. Offentligretlige krav, der er knyttet til virksomhedens omsætning, fx på udbetaling af negativt momstilsvar, jf. ML § 56, stk. 1, 2. pkt., og OPKL § 12, er således ikke omfattet. Det indebærer, at reglen i OPKL § 13 om den nærmere adgang til pantsætning af disse krav heller ikke berøres.

Varelager (nr. 2)

Hermed tænkes på de aktiver, der indgår i virksomhedens formuesfære med henblik på produktion og salg. Det er ikke afgørende, på hvilket stadium i forarbejdningsprocessen det enkelte aktiv befinder sig. Der vil altid være tale om løsøre.

Det er uden betydning, om varerne er købt med henblik på direkte videresalg, eller om pantsætteren forestår en tilvirkning, inden produkterne videresælges. Derimod er aktiver bestemt for udlejning, leasing mv. ikke omfattet af denne bestemmelse, men vil dog kunne være omfattet af stk. 3, nr. 5, om driftsmateriel og driftsinventar. Udstillingsvarer og demonstrationsudgaver vil almindeligvis være omfattet af bestemmelsen.

Også den emballage, som færdige varer sælges i, vil være omfattet, hvad enten emballagen allerede er anvendt til indpakning af en færdig vare eller ej.

Bestemmelsen omfatter også en landbrugsvirksomheds afgrøder og andre frembringelser, uanset om afgrøderne er på roden eller høstet. Også frø, såsæd og lignende omfattes. Bestemmelsen omfatter dog ikke levende dyr, der imidlertid kan være omfattet af stk. 3, nr. 6.

Køretøjer, der ikke er omfattet af TL § 42 c, vil kunne være omfattet af betegnelsen "lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer". Det vil fortrinsvis dreje sig om traktorer og motorredskaber samt påhængskøretøjer hertil. Det samme gælder knallerter, cykler og kørestole.

Fabriksnye motorkøretøjer mv. (nr. 3)

Køretøjer, der er omfattet af TL § 42 c, men som er eller har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer, vil ikke kunne være omfattet af et virksomhedspant. Endvidere kan de af TL § 42c omfattede køretøjer, der er fritaget for registrering, ikke omfattes af et virksomhedspant, jf. TL § 47c, stk. 4, nr. 2 (nedenfor).

Ved vurderingen af, om et køretøj er eller har været registreret i et "tilsvarende udenlandsk register", vil det være afgørende, om køretøjer skal registreres deri inden ibrugtagning i det pågældende land. Alle EU-lande har et sådant register.

Bestemmelsen omfatter således de fabriksnye køretøjer, der er omfattet af den særlige regel i TL § 42d, stk. 2, og udgør et alternativ til reglerne om finansiering ved kreditkonsignation.

Hvis en forhandler af fabriksnye biler har pantsat sit varelager i form af et virksomhedspant, vil bortsalg som udgangspunkt være udskillelse ifølge regelmæssig drift, således at bilen ved salget udgår af panteretten. Der vil normalt ikke være noget behov for, at en aftaleerhverver undersøger personbogen.

Driftsinventar og driftsmateriel (nr. 4)

Hermed tænkes som udgangspunkt på de aktiver, der efter deres art omfattes af TL § 37 og § 47b, stk. 2, dvs. virksomhedens inventar, materiel og tekniske anlæg af enhver art.

I modsætning til, hvad der gælder for fast ejendom, er der ikke noget krav om, at driftsinventaret og driftsmateriellet skal have en bestemt fysisk tilknytning til den ejendom, hvorfra virksomheden drives, ligesom det ikke har betydning, om materiellet reelt udgør overskudskapacitet. Også disse aktiver vil således som udgangspunkt blive omfattet af panteretten på tidspunktet, hvor de erhverves, jf. dog reglen i § 47c, stk. 4, nr. 1.

Bestemmelsen vil således også kunne omfatte aktiver, der fx udlejes til brug for anvendelse uden for virksomheden, fx entreprenørmateriel, robåde, cykler, service og lignende.

Bestemmelsen omfatter ikke levende dyr, der imidlertid kan omfattes af stk. 3, nr. 6.

Køretøjer, der ikke er omfattet af § 42c, vil derimod kunne være omfattet af betegnelsen "driftsinventar og driftsmateriel". Det vil fortrinsvis dreje sig om traktorer og motorredskaber samt påhængskøretøjer hertil. Det samme gælder knallerter, cykler og kørestole.

Drivmidler og andre hjælpestoffer (nr. 5)

Hermed tænkes på benzin, dieselolie, kul, brænde eller lignende, men kun hvis drivmidlerne er bestemt til at forbruges som et led i virksomhedens drift. Panteretten vil også kunne omfatte andre hjælpestoffer, dvs. stoffer, der forbruges som et led i virksomhedens drift, fx gødning eller foder.

Drivmidler og andre hjælpestoffer vil under visse omstændigheder i stedet kunne være omfattet af de øvrige kategorier i TL § 47c, stk. 3, hvis drivmidlerne ikke er bestemt til anvendelse i virksomhedens drift. Fx vil en benzinforhandlers oplag af benzin og olie have karakter af et varelager. Dette varelager vil dermed ikke være omfattet af reglen i nr. 5. Det vil bero på en konkret vurdering, om virksomhedens drivmidler er bestemt til at forbruges i virksomhedens drift og dermed er omfattet af stk. 3, nr. 5, eller er bestemt for videresalg og dermed er omfattet af stk. 3, nr. 2.

Besætning (nr. 6)

Bestemmelsen omfatter alle levende dyr, der indgår i virksomhedens drift, uanset om det er en landbrugsvirksomhed, et dambrug, en minkfarm eller noget andet. Det har ingen betydning, om besætningen udgør en stambesætning med henblik på avl, fx i forbindelse med heste- eller fiskeopdræt, eller om besætningen er tiltænkt videresalg efter at have opnået en passende størrelse. Ligeledes har det ingen betydning, om det drejer sig om fx malkekvæg eller slagtekvæg. Ved slagtning vil dyrene imidlertid overgå til at være omfattet af nr. 2 om lagre af råvarer, halvfabrikata og færdigvarer.

Immaterielle aktiver (nr. 7)

Immaterielle rettigheder, der ikke udtrykkeligt er nævnt i nr. 7, kan ikke blive omfattet af et virksomhedspant. Det gælder fx EF-varemærker og EF-design.

Pant i goodwill kan efter retspraksis tinglyses i personbogen. Med reglen i stk. 3, nr. 7, er det ikke tilsigtet at ændre på denne praksis, hvorefter pant i goodwill og andre immaterielle rettigheder kan tinglyses efter reglerne om underpant i løsøre, jf. TL § 47 og § 47b, stk. 2.

Panteretten kan endvidere efter reglen i stk. 3, nr. 7, omfatte domænenavne. Efter gældende praksis tinglyses underpant i domænenavne i personbogen ved Retten i Århus efter reglerne om pantsætning af løsøre i TL § 47.

Endvidere kan panteretten omfatte pantsætterens rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi).

Reglen i stk. 3, nr. 7, indebærer, at pantsætterens immaterielle rettigheder i henhold til disse love kan pantsættes som en del af virksomhedspantet. Pantsætningen vil kunne omfatte både den grundlæggende enerettighed, fx et patent, og afledte rettigheder, fx en licens. Ordningen omfatter rettigheder, der er beskyttet i henhold til de nævnte love, men ikke rettigheder eller aktiver, der ikke opfylder betingelserne herfor.

Pantsætningen indebærer ingen indskrænkning i pantsætterens immaterialretlige beføjelser, medmindre andet aftales.

TL § 47c, stk. 2 - undtagelse af visse aktiver

Uanset stk. 3 omfatter virksomhedspant ifølge TL § 47c, stk. 4, ikke

aktiver omfattet af en tinglyst panteret i medfør af § 37, uanset hvornår panteretten i den faste ejendom er tinglyst,

aktiver, der kan omfattes af en panteret i en andel i en andelsboligforening i medfør af § 42 j, stk. 4,

inventar og varelager omfattet af § 71, stk. 3, i lov om apoteksvirksomhed,

de i § 42 c nævnte køretøjer, der er fritaget for registrering,

skibe med en bruttotonnage på 5 eller derover og aktiver, der kan omfattes af en panteret i skibe i medfør af sølovens § 28 og § 47, og

luftfartøjer og aktiver, der kan omfattes af en panteret i luftfartøjer i medfør af §§ 1, 22 og 24 i lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer.

Nærmere om undtagelsen af aktiver omfattet af TL § 37 (nr. 1)

Af bestemmelsen i § 47c, stk. 4, nr. 1, følger, at såfremt et aktiv er omfattet af panteretten i den faste ejendom i medfør af TL § 37 (se herom afsnit G.5.6.6 ), vil aktivet fra dette tidspunkt ikke være omfattet af et tinglyst virksomhedspant, uanset den tidsmæssige prioritet mellem panterettighederne.

Bestemmelsen har den betydning, at ved tinglysning af en panteret i den faste ejendom, der omfatter aktiver i medfør af § 37, vil aktiver med den fornødne driftsmæssige og stedlige tilknytning til ejendommen ikke være omfattet af virksomhedspantet, uanset den tidsmæssige prioritet mellem panterettighederne. Reglen fraviger dermed den almindelige regel om, at prioritetsstillingen mellem flere tinglyste rettigheder afgøres efter tinglysningstidspunktet. Det er imidlertid ikke kun en prioritetsregel, idet aktivet helt vil udgå af virksomhedspantet, hvis det er omfattet af pantet i den faste ejendom, jf. TL § 37.

Konverteres et lån mod pant i den faste ejendom efter tinglysningen af et virksomhedspant, må virksomhedspanthaveren acceptere, at den nye panteret i ejendommen bevirker, at aktiver omfattet af § 37 ikke vil kunne omfattes af virksomhedspantet.

Hvis virksomheden indkøber driftsmateriel, der herefter fragtes til ejendommen, vil materiellet først være omfattet af pantet i den faste ejendom, jf. TL § 37, når materiellet har opnået det nødvendige tilhørsforhold til ejendommen. Hvis materiellet går til grunde undervejs til ejendommen, vil det derfor kunne være omfattet af et virksomhedspant på dette tidspunkt. En eventuel forsikringssum som følge af undergangen vil derfor kunne tilfalde virksomhedspanthaveren, hvis denne har en tiltrædelsesgrund, fx hvis skyldneren har misligholdt det underliggende aftaleforhold.

Hvis aktivet imidlertid er overskudskapacitet og således ikke er omfattet af panteretten i den faste ejendom, jf. TL § 37, vil det ikke være omfattet af undtagelsesreglen i § 47c, stk. 4, nr. 1. Dermed vil aktivet være omfattet af virksomhedspantet. Det er også muligt, at aktivet fra at være overskudskapacitet inddrages i virksomheden på ejendommen. Fra dette tidspunkt vil aktivet ikke længere være omfattet af et eventuelt tidligere tinglyst virksomhedspant. Hvis et aktiv går fra at være omfattet af reglen i § 37 til ikke længere at have det tilstrækkelige tilknytningsforhold til ejendommen og virksomheden, fx fordi det efter indkøb af andet materiel må karakteriseres som overskydende kapacitet, vil det i sin helhed være omfattet af virksomhedspantet fra dette tidspunkt. Afgørelsen af, hvilket aktiv der vil være overskydende kapacitet, og hvilket der vil være omfattet af § 37, må antages at bero på en vurdering af de konkrete omstændigheder, herunder på aktivernes faktiske anvendelse i virksomheden, der drives fra ejendommen.

Med bestemmelsen må en virksomhedspanthaver således acceptere, at en senere tinglyst panteret i den faste ejendom medfører, at værdien af virksomhedspantet kan blive forringet, i det omfang pantet omfatter driftsinventar og driftsmateriel.

Bestemmelsen gælder alene for panterettigheder i den faste ejendom og dermed ikke for retsforfølgning, dvs. udlæg og arrest mv. Det følger af RPL § 518, stk. 2, at udlæg i fast ejendom omfatter det i TL § 37 nævnte tilbehør. En sådan retsforfølgning må derfor respektere allerede bestående panterettigheder, herunder et eventuelt virksomhedspant i § 37-tilbehøret. I praksis vil det dog oftest være sådan, at ejendommen i forvejen er behæftet med panterettigheder. I disse tilfælde følger det af reglen i stk. 4, nr. 1, at der ikke er virksomhedspant i § 37-tilbehøret.

Et udlæg i fast ejendom, der omfatter det i tinglysningslovens § 37 nævnte tilbehør, er ikke til hinder for, at det nævnte tilbehør udskilles ifølge regelmæssig drift af ejendommen, jf. RPL § 520, stk. 1, 1. pkt. Skyldneren vil derfor kunne udskifte ældre materiel med nyere materiel, uden at det vil være i strid med udlægshaverens rettigheder.

Virksomhedspanthavers tiltrædelse af pantet

Fordringer

Det følger af RPL § 538a, stk. 4, at reglerne i stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. TL § 47c, stk. 3, nr. 1, og fordringspant, jf. TL § 47d. Af RPL § 538a, stk. 3, følger således, at en virksomhedspanthaver, der har pant i kundefordringer, kan inddrive disse, efterhånden som de forfalder til betaling.

Det følger af retsplejelovens § 538a, stk. 1, 1. pkt., at fyldestgøres et krav, der er sikret ved håndpant, ikke rettidigt, kan panthaveren lade pantet bortsælge ved tvangsauktion. Det følger endvidere af stk. 2, at inden panthaveren tager skridt til fyldestgørelse, skal han, medmindre pantsætterens bopæl er ham ubekendt, med en uges varsel ved anbefalet brev opfordre denne til at opfylde kravet, medmindre omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Afkald på sådan opfordring er ikke gyldigt.

Ud over de tilfælde, hvor panthaverens fyldestgørelse følger direkte af lovgivningen, kan panthaveren (fx et pengeinstitut) tiltræde pantet ikke kun ved at kræve betaling til sig på de pantsatte fordringer, jf. retsplejelovens § 538a, stk. 4, jf. stk. 3, men også ved at hindre pantsætteren i at råde over summer, der indbetales på pantsatte fordringer på pantsætterens egen konto. Hvis panthaveren herved hindrer pantsætteren i at trække på den konto (fx ved gradvis nedsættelse af trækningsretten på en kassekredit), hvor indbetalinger på fordringerne finder sted, vil det kunne udgøre en tiltrædelse af pantet, således at indbetalingerne er udtryk for, at den sikkerhedsmæssige ramme, der udgøres af pantebrevet, er anvendt i tilsvarende omfang.

At indbetalingerne på de udestående fordringer blot indgår på pantsætterens konto under sædvanlige omstændigheder, vil ikke i sig selv være udtryk for, at panthaveren har tiltrådt pantet.

Andre aktiver

Af RPL § 538 følger, at udlæg til forauktionering giver ret til at sætte det udlagte til offentlig auktion og gøre sig betalt af auktionssummen. RPL § 478, stk. 1, nr. 6, udtaler, at udlæg kan ske på grundlag af pantebreve; for så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve dog kun, når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne. Dette gælder således også de skadesløsbreve, der anvendes ved virksomhedspant.

De inddrivelsesformer, der er hjemlet i retsplejeloven, herunder udlæg i løsøre og inddrivelse af fordringer i medfør af § 538a, indebærer, at panthaveren har tiltrådt sit pant. Det gælder også, hvis pantet realiseres inden for konkurslovens rammer.

Der vil endvidere foreligge tiltrædelse af pantet, hvis virksomhedspanthaveren meddeler pantsætteren, at denne ikke længere har virksomhedspanthaverens samtykke til at sælge sit varelager ifølge regelmæssig drift. Forudsætningen for en sådan meddelelse er, at der foreligger en misligholdelse af aftaleforholdet, der hjemler, at virksomhedspanthaveren tiltræder sit pant. Virksomhedspanthaverens tiltrædelse kan ikke sammenlignes med en almindelig panteretlig rådighedsberøvelse og kravene hertil. Det er således ikke noget krav, at tiltrædelsen er effektiv i den forstand, at pantsætteren faktisk er berøvet muligheden for at råde over aktiverne i forhold til tredjemand. Tredjemand vil derfor i dette tilfælde, uanset virksomhedspanthaverens tiltrædelse af pantet ved meddelelse til pantsætteren, kunne være i god tro om, at aktiver, der erhverves fra pantsætteren, udskilles ifølge regelmæssig drift, og derfor vinde ret over virksomhedspanthaveren. I det sidstnævnte tilfælde vil virksomhedspanthaverens tiltrædelse af panteretten i de pågældende aktiver efter omstændighederne næppe være udtryk for, at panthaveren herved har anvendt den sikkerhedsmæssige ramme.

Panthaveren vil dog kunne sikre sin ret over for tredjemand ved fx at foretage udlæg i de pantsatte aktiver, jf. ovenfor om eksekutionsfundamentet i RPL § 478, stk. 1, nr. 6.

G.5.10.3 Fordringspant

I henhold til TL § 47c, stk. 3, nr. 1, kan en erhvervsvirksomhed ved anvendelse af SKADESLØSBREV (Virksomhedspant) underpantsætte sine simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser, dvs. "kundefordringer".

En virksomhedspanthaver, der har fået tinglyst sin panteret, må dog som nævnt ovenfor tåle, at et senere udlæg kan rykke foran virksomhedspanteretten i prioritetsstillingen ved at give underretning til virksomhedspanthaver om udlægget inden for 3 hverdage, jf. § 47c, stk. 5.

Desuden hæfter en virksomhedspanthaver, der på fristdagen har tinglyst virksomhedspant, for bobehandlingsomkostningerne ved en konkurs med indtil 50.000 kr., jf. KL § 27, stk. 3. Denne hæftelse udstrækkes endog til panthavere, der inden for en 2-årig periode forud for fristdagen har fået aflyst et virksomhedspant, medmindre aflysningen fremtrådte som ordinær, jf. KL § 27, stk. 4.

Disse konsekvenser af stiftelsen af en virksomhedspanteret undgås, hvis långiveren i stedet får sikkerhed i form af et fordringspant efter TL § 47d, der udtaler, at indehaveren af en erhvervsvirksomhed ved anvendelse af skadesløsbrev kan underpantsætte virksomhedens udestående og fremtidige simple fordringer hidrørende fra salg af varer og tjenesteydelser.

De fordringer, der omfattes af et fordringspant, er identiske med de kundefordringer, der kan underpantsættes efter § 47c, stk. 3, nr. 1. Se herom ovenfor i afsnit G.5.10.2 . Fordringspanthaveren kan dermed opnå pant i den til enhver tid værende debitorportefølje, således at virksomhedens udestående fordringer på tidspunktet for pantets stiftelse omfattes heraf, ligesom fremtidige fordringer omfattes af panteretten, efterhånden som de stiftes. De omhandlede fordringer hidrører fra salg af varer og tjenesteydelser og stiftes derfor ved virksomhedens indgåelse af aftaler om kreditsalg mv. med virksomhedens kunder ("kontraheringstidspunktet"). Den enkelte fordring udgår af panteretten ved ophør, dvs. typisk ved indfrielse, herunder modregning, eller ved forældelse.

Sikringsakten er tinglysning i personbogen

Fordringspant skal tinglyses i personbogen ved Retten i Århus for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning. Skadesløsbreve som nævnt i stk. 1 kan ikke overdrages.

Fordringspanthaveren skal dermed ikke iagttage GBL § 31, stk. 1 og 2, hvorefter sikringsakten ved overdragelse til sikkerhed af simple fordringer er underretning herom til skyldner for at opnå beskyttelse mod retsforfølgende kreditorer og godtroende aftaleerhververe.

Fordringspanthavers tiltrædelse af pantet

Det følger af RPL § 538a, stk. 4, at reglerne i stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. TL § 47c, stk. 3, nr. 1, og fordringspant, jf. TL § 47d. Af RPL § 538a, stk. 3, følger således, at en fordringspanthaver, der har pant i kundefordringer, kan inddrive disse, efterhånden som de forfalder til betaling.

Det følger af retsplejelovens § 538a, stk. 1, 1. pkt., at fyldestgøres et krav, der er sikret ved håndpant, ikke rettidigt, kan panthaveren lade pantet bortsælge ved tvangsauktion. Det følger endvidere af stk. 2, at inden panthaveren tager skridt til fyldestgørelse, skal han, medmindre pantsætterens bopæl er ham ubekendt, med en uges varsel ved anbefalet brev opfordre denne til at opfylde kravet, medmindre omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Afkald på sådan opfordring er ikke gyldigt.

Ud over de tilfælde, hvor panthaverens fyldestgørelse følger direkte af lovgivningen, kan panthaveren (fx et pengeinstitut) tiltræde pantet ikke kun ved at kræve betaling til sig på de pantsatte fordringer, jf. retsplejelovens § 538a, stk. 4, jf. stk. 3, men også ved at hindre pantsætteren i at råde over summer, der indbetales på pantsatte fordringer på pantsætterens egen konto. Hvis panthaveren herved hindrer pantsætteren i at trække på den konto (fx ved gradvis nedsættelse af trækningsretten på en kassekredit), hvor indbetalinger på fordringerne finder sted, vil det kunne udgøre en tiltrædelse af pantet, således at indbetalingerne er udtryk for, at den sikkerhedsmæssige ramme, der udgøres af pantebrevet, er anvendt i tilsvarende omfang.

At indbetalingerne på de udestående fordringer blot indgår på pantsætterens konto under sædvanlige omstændigheder, vil ikke i sig selv være udtryk for, at panthaveren har tiltrådt pantet.

G.5.10.4 Beskyttelse af udlæg - TL § 47c, stk. 5

TL § 47c, stk. 5, udtaler, at tinglyst virksomhedspant skal respektere senere udlæg, hvis udlægshaveren senest 3 hverdage efter udlæggets foretagelse har givet meddelelse til virksomhedspanthaveren om udlægget.

I lovforslag L162 blev foreslået en bestemmelse, hvorefter alene udlæg for offentlige krav skulle have denne mulighed for at få prioritet foran en virksomhedspanteret, men dette blev i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget ændret, således at denne beskyttelse af senere foretagne udlæg gælder samtlige udlæg, dvs. også fra private.

Undersøgelse af personbogen

Som følge af fristen på 3 hverdage bør pantefogeden ved udlæg hos en erhvervsvirksomhed undersøge personbogen ved Retten i Århus for at se, om der er tinglyst virksomhedspant efter TL § 47c, stk. 3. Er det tilfældet, vil udlægget rykke foran ved rettidig underretning til virksomhedspanthaver.

Underretning inden for 3 hverdage

Udlægget har prioritetsstilling forud for virksomhedspantet fra tidspunktet for udlæggets foretagelse, men det er som sagt en nødvendig betingelse herfor, at der inden for 3 hverdage fra udlæggets foretagelse gives meddelelse til virksomhedspanthaveren. Det er tilstrækkeligt, at udlægshaver har afsendt meddelelsen inden 3 hverdage. Meddelelsen skal ifølge bemærkningerne til loven indeholde oplysninger om, at udlægget er omfattet af TL § 47c, stk. 5, herunder en identifikation af udlægshaveren, skyldneren og det eller de aktiver, hvori udlæg er foretaget.

Udlægget og dermed prioritetsstillingen forud for virksomhedspanteretten kan alene bortfalde, hvis kravet indfries, eller hvis udlægget bortfalder som følge af konkurs, jf. KL § 71.

Brudte prioriteter kan opstå

Af bemærkningerne til loven følger, at virksomhedspanthaveren må acceptere en "brudt prioritet" i det tilfælde, hvor et virksomhedspant er efterfulgt af et udlæg, der som følge af ikke rettidig eller manglende underretning ikke er tillagt en særlig retsstilling. I det tilfælde vil et senere udlæg, der er efterfulgt af en rettidig underretning til virksomhedspanthaver, få en prioritetsstilling foran virksomhedspantet, men da det første udlæg ikke skal acceptere en ringere plads som følge heraf, må virksomhedspantet for en del svarende til udlægget tillagt fortrinsstilling rykke ned efter det første udlæg. At virksomhedspanthaveren må acceptere en "brudt prioritet", har imidlertid kun betydning for det aktiv, hvori der er foretaget udlæg.

G.5.10.5 Bortfald af virksomhedspant og fordringspant - TL § 47e, stk. 4

TL § 47e, stk. 4, fastslår, at reglen i § 42g, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse med hensyn til skadesløsbreve som nævnt i § 47c, stk. 1, og § 47d, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at tinglyste dokumenter udslettes, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning. Fristen afbrydes ved tinglysning af ændringer i pantebrevet.

G.5.10.6 Særligt om prioritetskonflikter

TL § 47b, stk. 2, vs. § 47c

Prioritetskonflikter mellem TL § 47b, stk. 2 (se herom afsnit G.5.6.13 ), og § 47c afgøres af tinglysningstidspunktet, jf. eksplicit TL § 47e, stk. 3.

Tinglyst virksomhedspant vs. senere tinglyst underpant i løsøre samt § 42c-køretøjer

Tinglyses underpantet i det individualiserede løsøre

senest samtidig med løsørets erhvervelse, skal virksomhedspantet respektere den individualiserede pantsætning

efter erhvervelsen, må denne underpanthaver respektere virksomhedspanthavers bedre prioritet i løsøret.

Tinglyst virksomhedspant vs. senere tinglyst ejendomsforbehold i § 42c-køretøjer

Tinglyses ejendomsforbeholdet i § 42c-køretøjet

senest samtidig med køretøjets erhvervelse, skal virksomhedspantet respektere ejendomsforbeholdet

efter erhvervelsen, må ejendomsforbeholdet respektere virksomhedspanthavers bedre prioritet i § 42c-køretøjet.

Automatisk oprykningsret for efterstående rettighedshavere

Efterstående rettighedshavere rykker automatisk op, uanset hvordan den ved virksomheds- eller fordringspant sikrede fordring afdrages eller ophører. Dette er i overensstemmelse med hovedreglen i dansk ret. Ombytningslæren og dennes krav om formel og reel samtidighed udgør dog en undtagelse til denne automatiske oprykning. Herved forstås, at ejeren kan indsætte en panteret på den ophørte panterets prioritetsplads, hvis den ny panteret er til sikkerhed for det lån, der blev brugt til indfrielsen af den tidligere panteret, og at indsættelsen af den ny panteret sker ved den gamle panterets ophør.

Virksomheds- og fordringspant i fordringer og håndpantsætning af disse efter gældsbrevsloven

Simple kundefordringer kan pantsættes efter såvel TL § 47c, stk. 3, nr. 1, og § 47d som GBL § 31, stk. 1.

Prioritetskonflikter afgøres til fordel for den panthaver, der først har iagttaget sin sikringsakt (tinglysning eller denuntiation).

G.6 Udlægsforretningens opfølgning

G.6.1. Indledning

Pantefogeden skal udover at forberede og gennemføre udlægsforretningen også følge op på udlæg i et givent aktiv - dels af hensyn til at udlæggets prioritetsstilling i aktivet ikke fortabes eller forringes - dels af hensyn til at gøre RIM synlig som en effektiv kreditor.

Opfølgning på udlægsforretningen omfatter også eventuel realisation af udlagte genstande. Pantefogedens udlæg er som udgangspunkt en ret til forauktionering. Det betyder fx, at hvis skyldneren kan, men ikke vil indgå en afdragsordning eller klart misligholder en indgået afdragsordning og derfor ikke betaler den skyldige gæld, kan RIM iværksætte tvangsrealisation af de udlagte genstande.

De forskellige forhold og tiltag som pantefogeden og RIM skal iagttage ved udlægsforretningens opfølgning, er beskrevet nedenfor.

G.6.2 Sikringsakter og legitimationsvirkning

Når pantefogeden har foretaget udlæg i et aktiv, skal det straks undersøges, om eventuelle sikringsakter og fratagelse af legitimation skal foretages.

Sikringsakten tjener til beskyttelse af udlægget over for skyldnerens senere kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Sikringsakten giver en prioritetsbeskyttelse af udlægget over for disse personer, således at udlægget i det pågældende aktiv ikke fortrænges af senere rettigheder.

Udover iagttagelse af sikringsakter skal pantefogeden ved udlæg i visse aktiver sørge for, at skyldneren straks fratages legitimationen til at råde som kreditor over aktivet (legitimationsvirkningen). Det gælder især, når der foretages udlæg i fordringer.

For så vidt angår den nærmere beskrivelse af sikringsakter og legitimationsvirkningen henvises til afsnit G.5.4.3 samt de afsnit, der omhandler udlæg i forskellige aktiver, som fx rede penge, fast ejendom, løsøre, foranstående ejerpantebreve og fordringer i øvrigt.

G.6.3 Fratagelse af udlagt aktiv

Pantefogeden har i et vist omfang ret til at fratage skyldneren rådigheden over det udlagte aktiv.

Denne adgang er reguleret i RPL § 523. Bestemmelsen vil blive beskrevet nedenfor afhængig af, hvilken genstand der er tale om.

G.6.3.1 Løsøre

Det fremgår af RPL § 523, stk. 1, at pantefogeden kan bestemme, at løsøre hvori der er foretaget udlæg, skal fratages skyldneren.

Pantefogeden kan dog ikke fratage skyldneren rådigheden over løsøret, hvis tredjemands ret er til hinder herfor. Hvis genstanden er købt på kredit med gyldigt ejendomsforbehold, kan der således ikke ske rådighedsberøvelse. Der kan heller ikke ske rådighedsberøvelse, hvis der er underpant i løsøret.

Pantefogeden kan heller ikke forlange genstanden udleveret, så længe der består en håndpanteret eller en tilbageholdsret. Her vil genstanden typisk ikke være i skyldnerens besiddelse.

Der kan som udgangspunkt ikke ske fratagelse af det udlagte løsøre, hvis der er indgået en afdragsordning med skyldneren, jf. RPL § 525, stk. 1.

Det er herefter overladt til pantefogeden i det konkrete tilfælde at vurdere, om der bør ske fratagelse af løsøret.

Fratagelsen af løsøret kan ske straks under udlægsforretningen, men det kan også ske senere, jf. RPL § 504, nr. 2.

Pantefogeden skal fratage det udlagte i de situationer, hvor det skal sælges ved auktion snarest muligt, hvor der er risiko for, at skyldneren vil råde uberettiget over løsøret, eller hvor der ikke kan ske en tilstrækkelig registrering af løsøret, idet der er tale om et varelager eller lignende.

Er udlægsforretningen foretaget uden skyldnerens tilstedeværelse, skal pantefogeden være tilbageholdende med at foretage rådighedsberøvelse, idet der ikke er nogen sikkerhed for, at løsøret tilhører skyldneren.

G.6.3.2 Fordringer

Det fremgår af RPL § 523, stk. 2, at ved udlæg i værdipapirer og i andre fordringer, for hvilket skriftligt bevis er udstedt, skal pantefogeden tage dokumentet i forvaring. Det er uden betydning, om det er et omsætningsgældsbrev eller en simpel fordring. Det afgørende er, om der er udstedt et skriftligt dokument.

Bestemmelsen omfatter derfor også ejerpantebreve. Er ejerpantebrevet ubelånt, skal pantefogeden således tage ejerpantebrevet i sin besiddelse. Det kan ikke forlanges, at pantefogeden skal nøjes med at give ejerpantebrevet en ikke let fjernelig påtegning om udlægget. Se i øvrigt G.5.9.3 . om ejerpantebreve.

G.6.3.3 Bestemmelsen i øvrigt

Skyldneren har pligt til at oplyse, hvor det udlagte befinder sig, herunder løsøre eller dokumenter. Skyldneren skal endvidere give pantefogeden adgang til at fjerne det udlagte. Derimod har skyldneren ikke pligt til aktivt at medvirke ved udleveringen af det udlagte eller at transportere det udlagte til et bestemt sted.

RPL § 523 vil også kunne anvendes, hvor der ikke kun er tale om udlevering af selve det udlagte aktiv, men om ting mv., som knytter sig til det udlagte, fx om en udlagt bils nøgler eller papirer.

Hvis skyldneren under udlægsforretningen ikke vil oplyse, hvor det udlagte befinder sig, eller medvirke til at pantefogeden kan få det udlagte udleveret, skal pantefogeden overbringe sagen til fogedretten (den judicielle foged). Det er herefter op til den judicielle foged at træffe afgørelse, om skyldneren skal tages i forvaring i indtil 6 måneder efter RPL § 497, stk. 2.

Er det udlagte aktiv i tredjemands besiddelse, skal pantefogeden give tredjemand besked om, at aktivet ikke må udleveres til skyldneren, jf. RPL § 523, stk. 4. Udleverer tredjemand - uanset pantefogedens underretning - det udlagte aktiv til skyldneren, er tredjemand som udgangspunkt ansvarlig for det eventuelle tab SKAT lider i den forbindelse. Denne konsekvens skal oplyses i underretningen til tredjemand.

G.6.4 Restanceinddrivelsesmyndighedens kompetence

RIMs bemyndigelse med hensyn til beslutning om iværksættelse af tvangsauktion, til at kvittere tinglyste udlæg, til at meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg samt til at meddele om relaksation af udlæg i fast ejendom, er nærmere angivet neden for i afsnit G.6.4.1 , G.6.4.2 , G.6.4.3 og G.6.4.4 . Endvidere er RIMs kompetence til at begære eller byde på tvangsauktion beskrevet i afsnit G.6.7.12 . Endelig er RIMs kompetence ved auktion over løsøre og bortsalg af fordringer beskrevet i afsnit G.6.8.8 .

G.6.4.1 Retningslinjer for beslutning om tvangsauktion

Ifølge inddrivelsesstrategien er beslutning om tvangsauktion det sidste led i rækken af forskellige inddrivelsesinstrumenter, som RIM skal benytte sig af. Pantefogeden og RIM skal således have udtømt andre muligheder for inddrivelse af restancen, fx udlæg i fordringer og lønindeholdelse mv. med respekt af udtagelsesretten og påvisningsretten, jf. RPL §§ 509 og 517.

Udgangspunktet for beslutning om iværksættelse af tvangsauktion er, at hvis skyldneren kan, men ikke vil indgå en afdragsordning eller klart misligholder en indgået afdragsordning og derfor ikke betaler sin gæld, skal der ske tvangsrealisation af de udlagte genstande.

En begæring om tvangsauktion af udlagt løsøre og fast ejendom kan ikke fremmes, så længe skyldneren overholder en afdragsordning, der er indgået med pantefogeden, jf. RPL § 525. Det samme er tilfældet, hvis skyldneren overholder en afdrags- eller henstandsordning med RIM.

RIM skal som hovedregel ikke iværksætte tvangsauktion af fast ejendom over for skyldnere, der er på overførelsesindkomst, fx enlige pensionister, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister mv.

Endvidere skal RIM være varsom med at iværksætte tvangsauktion af skyldnerens ejendom, hvis den tjener som bolig for familien med børn.

Ved subsidiært udlæg i skyldnerens ægtefælles ejendom, jf. KSL 72, stk. 2, skal RIM ikke iværksætte tvangsauktion, medmindre der efter omstændighederne er tale om kreditorly.

Er grundlaget for tvangsauktion af fast ejendom umiddelbart til stede, skal RIM dernæst foretage en provenuberegning af den udlagte ejendom.

Provenuberegningen over ejendommen skal danne grundlag for skattecentrets indstilling til Hovedcentret om tvangsauktion. Provenuberegningen skal som minimum udvise et overskud på 30.000 kr. Er det forventede overskud således mindre end 30.000 kr., bemyndiger Hovedcentret som hovedregel ikke tvangsauktion af den udlagte ejendom.

Nedenfor i afsnit G.6.7.12 gennemgås, hvilke bilag mv. der skal vedlægges skattecentrets indstilling om tvangsauktion af fast ejendom, samt hvordan skattecentret foretager provenuberegningen.

G.6.4.2 Bemyndigelse til at kvittere tinglyst udlæg til aflysning

RIM er legitimeret til at kvittere for udlæg i ting- og bilbogen til aflysning, når kravet inddrives for statskassen.

RIM er bemyndiget til at aflyse udlæg ved indfrielse af hele det tinglyste beløb. Aflysning af udlæg skal foretages snarest muligt efter indfrielsen. Aflysning skal foretages af det skattecenter, der har restancen til inddrivelse på det tidspunkt, hvor den indbetales.

RIM er endvidere bemyndiget til at aflyse udlæg ved delvis eller ingen betaling af restancen, hvis følgende betingelser - afhængig af genstanden - er opfyldt

Ejendommen eller genstanden sælges i fri handel på sædvanlige vilkår og til en pris, der skønnes at være dens reelle handelsværdi.

Hele provenuet - herunder provenuet ved ejerskiftelån - med fradrag af sædvanlige handelsomkostninger anvendes til dækning af tinglyste panthavere i prioritetsorden. Hvis der i forbindelse med handlen udstedes sælgerpantebrev(e), skal dette/disse realiseres til den højst opnåelige kurs, og provenuet skal indgår i salgsprovenuet.

Fyldestgørelse af de hæftelser, der er tinglyst foran RIMs udlæg, skal ske i den orden og med de beløb, der kan gøres gældende i tilfælde af tvangsauktion.

På samme måde som ovenfor anført kan terminsrestancer betales af provenuet. Restancer af ejendomsskatter kan betales, i det omfang disse restancer er fortrinsberettigede.

Ved handlens afslutning skal dokumentation for provenuets anvendelse fremsendes til RIMs godkendelse.

Foranstående panthavere, der ved handlen får hel eller delvis dækning af deres tinglyste krav, og som for samme krav har pant i andre af skyldnerens aktiver, skal afstå fra denne sikkerhed, for så vidt angår den del af kravet, der fyldestgøres. RIM skal eventuelt indtræde i denne sikkerhed.

Udlæg aflyses først, når køberens adkomst til ejendommen eller genstanden berigtiges og mod den berigtigende advokats eller et pengeinstituts indeståelse for, at handlen gennemføres på de fastsatte vilkår. Skyldneren må således aldrig få andel i provenuet, før hele restancen i henhold til tinglyste udlæg er betalt.

G.6.4.3 Rykningspåtegning på tinglyst udlæg

RIM er legitimeret til at meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg, vedrørende krav som inddrives for statskassen.

RIM kan meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg, hvis følgende betingelser er opfyldt

Hele provenuet - efter fradrag af omkostninger ved låneoptagelsen - skal alene anvendes til dækning af tinglyste panthavere i prioritetsorden, og med de beløb, som kan gøres gældende i tilfælde af tvangsauktion.

Terminsrestancer på foranstående hæftelser kan ikke dækkes af låneprovenuet, medmindre der i forbindelse med låneoptagelsen sker fuld indfrielse af disse hæftelser.

Lånet skal optages i realkreditinstitutter og pengeinstitutter.

Krav som inddrives for statskassen, skal, hvis lånet optages mod sikkerhed i ejerpantebrev, sikres ved sekundær håndpant heri.

Hvis en foranstående pantehæftelse indfries fuldt ud, skal denne aflyses. Er sikkerheden stillet i form af et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, skal dette enten aflyses (for så vidt angår både ejerpantebreve og skadesløsbreve) eller gives til RIM i primær håndpant (for så vidt angår ejerpantebreve). Hvis ejerpantebrevet eller skadesløsbrevet kun delvist indfries, skal det enten nedlyses eller - for så vidt angår ejerpantebreve - gives RIM i sekundær håndpant næst efter den primære håndpanthavers resterende tilgodehavende.

Retsafgifter ved tinglysning af rykningspåtegning på RIMs udlæg skal betales af skyldneren.

Ved lånesagens afslutning skal dokumentation for låneprovenuets anvendelse fremsendes til RIMs godkendelse.

Foranstående panthavere, der ved omprioriteringen får hel eller delvis dækning for deres tinglyste krav, og som for samme krav har pant i andre af skyldnerens aktiver, skal afstå fra denne sikkerhed, for så vidt angår den del af kravet, der fyldestgøres. RIM skal eventuelt indtræde i denne sikkerhed.

Skyldnerens økonomiske forhold skal efter RIMs vurdering muliggøre, at skyldneren vil kunne overholde betalingen af fremtidige ydelser på lånet og tillige en med RIM indgået aftale om afvikling af restancen.

Udlæg forsynes først med rykningspåtegning, når den advokat eller det penge- og realkreditinstitut, der hjemtager lånet, giver indeståelse for, at lånesagen gennemføres på de fastsatte vilkår. Skyldneren må således aldrig selv få andel i låneprovenuet, ligesom der ikke må meddeles tilladelse til rykning, hvis dette efterfølgende vil forringe RIMs mulighed for at opnå dækning ved et salg.

G.6.4.4 Relaksation af udlæg i fast ejendom

RIM kan give tilladelse til, at dele af et udlagt pant udgår, fx ved udstykning.

G.6.5 Afhentning af aktiv med henblik på tvangsauktion

Inden de udlagte genstande skal sælges på tvangsauktionen, skal de udbringes fra skyldnerens besiddelse. Afhentningen sker ved en kontinuation (fortsættelse) af den seneste udlægsforretning for det pågældende krav.

Skyldneren skal underrettes om afhentningsforretningen efter reglerne i retsplejeloven om underretning om tid og sted for udlægsforretning, dog således at tid og sted skal angives så nøjagtigt som muligt. Underretningen bør indeholde oplysninger om, at afhentningen kan afværges ved betaling af skylden inkl. renter og omkostninger. Beløbet, der skal betales i dette tilfælde, skal være anført.

Skyldneren har mulighed for at klage over afhentningsforretningen til fogedretten efter retsplejelovens og inddrivelseslovens bestemmelser. Det fremgår af RPL § 542, stk. 2, at tvangsauktion ikke kan finde sted før kærefristen på 4 uger er udløbet. Dette er dog ikke til hinder for, at de udlagte genstande afhentes af pantefogeden inden udløbet af 4-ugers fristen, eller at tvangsauktionen forberedes, mens 4-ugers fristen løber.

Pantefogeden må sørge for, at der er tilstrækkelig med materiel (varebiler mv.) og personer til at gennemføre afhentningsforretningen. Det skal sikres, at vognmandens ansvarsforsikring dækker eventuelle skader på udlagte effekter under transporten.

Pantefogeden selv bør kun undtagelsesvis transportere effekterne bort, fx hvis det drejer sig om mindre genstande.

Opstår der under transporten skader på de udlagte effekter, udreder RIM eventuelle erstatningskrav.

Er der særlige omstændigheder, der bevirker, at der eventuelt kan pålægges pantefogeden et personligt ansvar, skal RIM indtil videre forelægge sagen for Hovedcentret.

De udlagte effekter indleveres samme dag til den lokale auktionsholder. Hvis auktionslokalerne er lukkede må effekterne opbevares på betryggende måde indtil de kan afleveres til auktionsholderen.

Værdipapirer og andre fordringer mv. opbevares i RIMs pengeskab.

G.6.6 Almindelige bestemmelser for tvangsauktion

Når de udlagte effekter er afhentet, skal de bortsælges på den først-kommende offentlige tvangsauktion. Årsagen til, at realisationen sker på en offentlig tvangsauktion, er, at aktivet udbydes til den størst mulige kreds af interesserede.

Ved tvangsauktionen bliver rettighederne i aktivet som udgangspunkt dækket i henhold til prioritetsordenen. Men rettigheder i aktivet bortfalder, hvis der ikke opnås dækning ved auktionen, og i så fald må fordringshaveren fortsætte sine inddrivelsesforsøg hos skyldneren.

Et udlagt aktiv kan bortsælges enten på almindelige offentlige auktioner, eller på særlige offentlige auktioner, fx bilauktioner, antikvitetsauktioner, tæppeauktioner og lignende. RIM bør så vidt muligt sørge for at få udlagte kunstgenstande og særlige antikviteter henvist til bortsalg i større byer eller på særlige antikvitetsauktioner mv.

Ifølge RPL § 542, stk. 2, må realisation af det udlagte ikke ske, før den ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet. Det betyder, at et udlagt aktiv ikke kan bortsælges på tvangsauktion, før 4-ugers fristen i INDL § 6, stk. 3, er udløbet. De 4 uger er skyldnerens adgang til at fremsætte indsigelser mod udlægsforretningens foretagelse.

Dertil kommer, at hvis der er rejst indsigelse mod pantefogedens udlægsforretning, vil tvangsauktionen tidligst kunne iværksættes 4 uger efter udlæggets eventuelle stadfæstelse i fogedretten. De 4 uger er her kærefristen vedrørende appel af fogedrettens afgørelse til landsretten, jf. RPL § 586, stk.1.

Skyldneren kan dog fratages besiddelsen af det udlagte inden for 4 ugers fristen. Tvangsauktionen kan endvidere forberedes inden for 4 ugers fristen. Selve tvangsauktionen må blot ikke finde sted før ovennævnte frister er udløbet.

Hvis de udlagte genstande er udsat for fordærvelse eller væsentlig værdiforringelse ved at henligge i 4 uger, eller når opbevaringen af de udlagte genstande er forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan tvangsauktionen afholdes på et tidligere tidspunkt, jf. RPL § 542, stk 3.

Udover de nævnte almindelige bestemmelser ved tvangsauktion gælder der særlige regler alt efter, hvilket aktiv der skal bortsælges.

G.6.6.1 Indsigelse mod tvangsauktion

Fremsættes der indsigelser over for auktionslederen, udsættes auktionen, hvorefter indsigelserne forelægges fogedretten til afgørelse ved kendelse.

Indsigelserne kan være indsigelser fra tredjemand, indsigelser der vedrører prioritetsrækkefølgen og auktionsprovenuets fordeling.

Fogedrettens kendelse kan kæres til landsretten, og kærefristen er 4 uger.

G.6.7 Tvangsauktion over fast ejendom

Reglerne om tvangsauktion over fast ejendom findes særskilt i kapitel 51 i RPL samt generelt i kapitlerne 49, 52 og 53 i RPL.

G.6.7.1 Auktionsværneting

En tvangsauktion over fast ejendom afholdes altid af fogedretten. Tvangsauktionen afholdes i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende, jf. RPL § 539.

G.6.7.2 Auktionsbegæring

Tvangsauktion over fast ejendom kan begæres af den, der har lyst et pantebrev eller et udlæg i ejendommen. Det af pantefogeden foretagne udlæg i fast ejendom er en ret til forauktionering og kan således umiddelbart danne grundlag for afholdelse af tvangsauktionen.

Hvis en pant- eller udlægshaver ønsker en tvangsauktion afholdt, skal vedkommende indgive en skriftlig auktionsbegæring til fogedretten, jf. § 560 i RPL.

Auktionsbegæringen skal være vedlagt en opdateret tingbogsattest, en attest om ejendomsvurderingen samt dokumentation for auktionsgrundlaget, dvs. en genpart af udlægsattesten. Anmodningen skal også indeholde oplysning om ejendommens art, jf. RPL § 563. Der kræves ikke varmesynsrapport. Fogedretten kan ikke generelt kræve tilstandsrapport og oplysning om ejerskifteforsikring, jf. UfR 1996, 318 VLK.

G.6.7.3 Vejledningsmøde

Benyttes ejendommen til beboelse (evt. som sommerhus) for skyldneren eller dennes familie, skal fogedretten så vidt muligt inden 7 dage afholde et vejledningsmøde i fogedretten med skyldneren, jf. RPL § 561.

På vejledningsmødet vejleder fogedretten skyldneren om, hvad tvangsauktionen indebærer, og hvilke retsvirkninger den har.

Fogedretten kan når som helst beskikke en advokat for skyldneren.

G.6.7.4 Afværgefrist

Fogedretten kan på vejledningsmødet give skyldneren en frist på indtil 4 uger til at afværge auktionen, og senere kan denne frist forlænges, hvis særlige omstændigheder taler for det, jf. RPL §§ 561, stk. 3 og 4.

G.6.7.5 Antagelse af sagkyndig person

Når en eventuel afværgefrist er udløbet, kan fogedretten antage en sagkyndig person (normalt en ejendomsmægler) til inden for 4 uger at foretage en vurdering af ejendommen med henblik på gennem annoncering at få ejendommen solgt i fri handel, jf. § 562, stk. 1. Fogedretten kan forlænge fristen i særlige tilfælde.

Den sagkyndige skal således primært forsøge at afværge auktionen. Det bedste er naturligvis, hvis ejendommen ved en omprioritering, kan bevares for skyldneren. Hvis en omprioritering ikke er muligt, er det at foretrække, at ejendommen sælges i fri handel, idet underhåndsprisen normalt er højere end auktionsprisen.

G.6.7.6 Salgsopstilling

Hvis det ikke lykkedes den sagkyndige at få ejendommen solgt i fri handel, og tvangsauktionen ikke kan afværges, skal der udarbejdes en salgsopstilling.

Salgsopstillingen udarbejdes af den sagkyndige, hvis en sådan er antaget, eller af den (rekvirenten) der har begæret auktionen. Den sagkyndige eller rekvirenten skal bistå fogedretten med auktionen, jf. RPL § 562, stk. 3.

Salgsopstillingen udarbejdes på en fortrykt formular. Den kan suppleres med bilag.

Formålet med salgsopstillingen er at tilvejebringe stort set de samme oplysninger, som kendes ved salg i fri handel. Salgsopstillingen er derfor det vigtigste dokument i forbindelse med en tvangsauktion. Det giver pante- og udlægshaveren et godt overblik over ejendommen, og deres eventuelle dækning i forbindelse med tvangsauktionen.

Ved auktion over fast ejendom, der anvendes til privat beboelse, kan fogedretten bestemme, at både salgsopstillingen og auktionsbekendtgørelsen skal indeholde eksempler på kontantbehov, årlig bruttoudgifter og skatteunderskud, beregnet ved en given budsum. Disse økonomiske nøgletal udarbejdes på en særlig blanket, som et tillæg til den egentlige salgsopstilling, og de tilsigter at gøre det mere overskueligt og attraktivt at købe fast ejendom på tvangsauktion.

Skyldneren og de i ejendommen berettigede, herunder RIM, skal vederlagsfrit komme med de oplysninger, som er nødvendige for at udarbejde salgsopstillingen, jf. RPL § 562, stk. 3. Tilsidesætter en rettighedshaver denne pligt, får han ikke tilkendt auktionsomkostninger. Der er derimod ingen sanktion over for skyldneren .

Endvidere skal skyldneren og eventuelle lejere af ejendommen give den sagkyndige, samt den der har begæret auktionen og de i aktionen interesserede, adgang til at besigtige ejendommen og det tilbehør, der skal sælges sammen med ejendommen, jf. RPL § 562, stk. 4. Modsætter skyldneren sig besigtigelsen, kan denne gennemtvinges med bistand fra politiet.

I retspraksis blev en kommune dømt til at tilbagebetale kloaktilslutningsafgift til en auktionsrekvirent, fordi kommunen fejlagtigt havde oplyst, at der ikke påhvilede ejendommen kloaktilslutningsafgift, jf. UfR 1995, 247.

Salgsopstillingen skal indeholde en beskrivelse af ejendommen og det tilbehør, der skal sælges sammen med denne på auktionen. Salgsopstillingen redegør indgående for de forskellige hæftelser og byrder på ejendommen, herunder 1 års rente, jf. TL § 40, samt for, hvad der skal betales eller overtages udover auktionsbuddet.

Der angives det beløb (størstebeløb), som auktionskøberen skal betale, bortset fra afgifter og stempel til det offentlige, udover auktionsbuddet. I salgsopstillingen angives også, hvilken sikkerhedsstillelse en auktionskøber må forvente at blive afkrævet.

G.6.7.7 Tvangauktionsvilkår

Tvangsauktion over fast ejendom afholdes på auktionsvilkår fastsat af Justitsministeriet. Disse auktionsvilkår skal fremgå af salgsopstillingsformularen. Auktionsvilkårene for afholdelse af tvangsauktion over fast ejendom fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse om tvangsauktionsvilkår nr. 652 af 15. december 1978 med senere ændringer (bekendtgørelsen kan hentes på www.retsinfo.dk).

Auktionsvilkårene kan fraviges eller suppleres. Men det sker sjældent i praksis.

De forskellige hæftelser opgøres pr. datoen for første auktion. Der udarbejdes ikke refusionsopgørelse i relation til tvangsauktionssalg.

G.6.7.8 Forberedende auktionsmøde

Fogedretten kan bestemme, at der skal afholdes et forberedende møde. Et forberedende møde afholdes med skyldneren, rekvirenten eller andre i ejendommen berettigede, jf. RPL § 563, stk. 1. Mødet indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Men efter omstændighederne afholdes et sådant møde blot med de rettighedshavere, som berøres af et bestemt problem, fx vedrørende en tinglyst servitut eller lejekontrakt.

RIM skal møde frem til det forberedende møde, hvis man fx ønsker, at ejendommens tilbehør skal være omfattet af tvangsauktionen, og det ikke er tilfældet i henhold til auktionsbegæringen, jf. RPL § 568.

G.6.7.9 Gennemførelse af tvangsauktion

Rekvirenten eller den sagkyndige sørger for, at tvangsauktionen bliver bekendtgjort i Statstidende med 14 dags varsel, jf. RPL § 566, stk. 1, og som regel to gange i dagspressen.

Fogedretten indkalder med mindst 3 ugers varsel skyldneren, pant- og udlægshavere, servitutberettigede og andre, der berøres af ejendommens salg, til auktionsmødet, jf. RPL § 564, stk. 1. Indkaldelsen skal være vedlagt salgsopstillingen mv., jf. RPL § 564, stk. 2.

På selve auktionen bliver salgsopstillingen og auktionsvilkårene mv. gennemgået, jf. RPL § 569, og det er i den forbindelse ganske sædvanligt, at der sker korrektioner eller kommer supplerende oplysninger frem.

Når salgsopstillingen og auktionsvilkårene mv. er gennemgået, foretager fogedretten herefter opråb af ejendommen, hvilket betyder, at der er åbnet for adgang til at byde på ejendommen. Fogedretten noterer, hvem der afgiver bud og buddenes størrelse.

Når tre opfordringer er fremsat af den judicielle foged, og der ikke er fremsat overbud, standses opråbet, og den judicielle foged bekræfter ved hammerslag, at ejendommen er solgt til højestbydende, jf. RPL § 574.

Ved auktionens afslutning spørger den judicielle foged, om nogen begærer ny auktion.

G.6.7.10 Ny auktion

Skyldneren kan altid begære ny auktion mod straks at stille sikkerhed for omkostninger mv., jf. RPL § 576, stk. 1. Det samme gælder de rettighedshavere, der ikke opnåede fuld dækning på første auktion. Begæringen skal fremsættes i auktionsmødet, dvs. straks efter sidste hammerslag. En begæring om ny auktion kan kun tilbagekaldes med samtykke af dem, der også kunne have begæret ny auktion afholdt.

Efter RPL § 576, stk. 2, kan fogedretten bestemme, at der skal afholdes en ny auktion, hvis fogedretten skønner, at et væsentligt højere bud kan opnås på en ny auktion.

Alle de bud, der er givet på første auktion, er bindende, indtil der er afholdt ny auktion, dog højest seks uger, jf. Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår pkt. 4.

Ny auktion afholdes på grundlag af den oprindelige salgsopstilling, og den bekendtgøres af fogedretten på samme måde som ved første auktion, jf. RPL §§ 577 og 566. Der kan ikke afholdes mere end to auktioner, medmindre fogedretten finder, at ganske særlige omstændigheder taler herfor, jf. RPL § 577, stk. 2.

På den ny auktion er kun det bud, der får hammerslag bindende, jf. Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår pkt. 4.

Den ny auktionskøber skal forrente de pantehæftelser, der opnåede dækning på auktionen fra dagen for den første auktion, selv om køberen først overtager ejendommen, når ny auktion er afholdt, jf. Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår pkt. 6.

G.6.7.11 Det videre forløb

Auktionskøberen skal overtage ejendommen, herunder risikoen for denne, straks ved auktionens afslutning. Køberen må selv sørge for at blive indsat i ejendommen og dennes tilbehør.

Auktionskøberen skal endvidere opfylde auktionsbuddet, ligesom han overtager de hæftelser, der kan overtages.

Udlæg foretaget i fast ejendom til sikkerhed for RIMs skyldige fordringer skal altid indfries, hvis de opnår dækning på tvangsauktionen. Betaling skal ske inden seks måneder fra auktionens afholdelse.

Auktionskøbers betaling skal ske direkte til det skattecenter, der har foretaget udlægget. Der kan ikke kræves et større beløb, end hvad udlægget er opgjort til på tvangsauktionen.

Når betaling er sket, kan auktionskøberen forlange at RIM underskriver en samtykkeerklæring med henblik på, at auktionskøberen får udstedt auktionsskøde. Udlægsattesten skal i kvitteret stand sendes til aflysning.

Bliver der på tvangsauktionen konstateret en friværdi, tilfalder den skyldneren. RIM kan foretage udlæg i denne friværdi for skyldnerens eventuelle øvrige restancer, som der ikke var sikkerhed for i ejendommen.

Hvis en auktionskøber opnår en gevinst gennem auktionskøbet og ejendommens videresalg, har han ikke pligt til at afstå denne gevinst til den tidligere ejer. Men er det RIM, der er auktionskøber, og som opnår en gevinst i forbindelse med videresalg af ejendommen, afstås dog fra en sådan gevinst. Er der tale om overskud ved salg af en fast ejendom, der er overtaget som led i inddrivelsen af skyldige fordringer til RIM, er hjemlen KSL § 73 A. Gevinsten vil primært blive anvendt til modregning i RIMs eventuelle krav på den tidligere ejer, som der ikke var sikkerhed for i ejendommen. Et eventuelt overskydende beløb udbetales herefter til den tidligere ejer.

Auktionskøberen har pligt til at tage auktionsskøde på ejendommen inden et år.

En auktionskøber har meget små muligheder for at påberåbe sig mangler og ulovligheder ved ejendommen. Auktionskøberen kan gøre et erstatningsansvar gældende mod den sagkyndige, eller den der har udarbejdet salgsopstillingen, hvis disse har handlet culpøst.

G.6.7.12 Restanceinddrivelsesmyndighedens kompetence ved auktion over fast ejendom

Skattecentrene er ikke bemyndiget til at begære eller byde på tvangsauktion over fast ejendom for krav tilhørende staten, men skal indtil videre anmode Hovedcentret om bemyndigelse hertil.

I den forbindelse skal skattecentrene sondre mellem henholdsvis anmodning om begæring af tvangsauktion over fast ejendom og budgivning på tvangsauktion over fast ejendom.

G.6.7.12.1 Begæring af tvangsauktion over fast ejendom

Hvis skattecentret vurderer, at det vil være indbringende at begære en fast ejendom bortsolgt på tvangsauktion, skal sagen indtil videre sendes til Hovedcentret med en indstilling.

Indstillingen skal vedrøre følgende forhold

Først og fremmest skal de grundlæggende betingelser for beslutning af tvangsauktion, jf. afsnit G. 6.6, være opfyldt.

Dernæst skal skattecentrets vurdering tage udgangspunkt i den årlige offentlige ejendomsvurdering, ejendommens aktuelle hæftelser, provenuberegningen og et evt. lokalt kendskab til ejendommen.

Indstillingen til Hovedcentret skal vedlægges følgende oplysninger og bilag

tingbogsattest

vurderings- og skatteoplysninger

udskrift af udlægsbogen

restgælden på tinglyste udlæg, inkl. 1 års rente, jf. TL § 40

ejendommens prioritetsforhold / aktuelle størrelse / løbetid

om der skal erlægges ejerskifteafdrag

restancer knyttet til ejendommen, fx ejendomsskat, afgifter mv.

om der påhviler ejendommen vej- og kloakgæld

andre relevante oplysninger om ejendommen

Hvis der er lyst et ejerpantebrev med prioritet umiddelbart foran RIMs foretagne udlæg, og ejerpantebrevet er håndpantsat, skal det oplyses, dels hvad den foranstående kreditors tilgodehavende med sikkerhed i ejendommen androg på tidspunktet for foretagelsen af RIMs udlæg, dels hvad dennes tilgodehavende androg på tidspunktet for underretningen om det foretagne udlæg.

Endelig skal skattecentret - så vidt det er muligt - oplyse, om der skal påregnes eller afholdes udgifter til andre forhold, inden ejendommen videresælges, fx istandsættelse og ryddeliggørelse mv.

Hvis Hovedcentret beslutter at give skattecentret bemyndigelse til at begære ejendommen bortsolgt på tvangsauktion, omfatter det også bemyndigelse til at søge advokatbistand til udarbejdelse af begæring herom mv.

Inden begæring om tvangsauktion indgives, skal skattecentret ved anbefalet brev opfordre skyldneren til enten at betale restancen eller at foreslå og overholde en acceptabel afdragsordning, og det skal i den forbindelse tilkendegives, at begæringen vil blive indgivet ca. 3 uger efter brevets modtagelse, såfremt ovenstående ikke opfyldes.

I god tid inden afholdelse af tvangsauktionen skal skattecentret på ny indsende sagen til Hovedcentret, herunder med nye bilag (salgsopstilling mv.) med henblik på, om der skal bydes på ejendommen på tvangsauktionen, jf. afsnit G.6.12.2.

G.6.7.12.2 Budgivning på tvangsauktion over fast

ejendom

Hvis RIM eller en anden har begæret en fast ejendom bortsolgt på tvangsauktion, og der i ejendommen er lyst et udlæg foretaget af RIM, skal skattecentret vurdere om det vil være indbringende at byde på ejendommen.

Skattecentret skal foretage vurderingen efter samme kriterier som ved anmodning om begæring af tvangsauktion over fast ejendom, og indstillingen til Hovedcentret skal ligeledes indeholde de samme oplysninger og bilag som nævnt ovenfor, dog skal kopi af salgsopstillingen og eventuelle nye bilag mv. også vedlægges sagen.

G.6.7.12.3 Eksempel på provenuberegning over fast

ejendom

Nedenfor er udarbejdet et vejledende eksempel på beregning af det forventede overskud ved tvangsauktion over fast ejendom. Beregning omfatter alene de hæftelser, der er placeret foran RIMs bedst placerede sikkerhed.

Provenuberegningen skal som minimum udvise et overskud på 30.000 kr. Er det forventede overskud således mindre end 30.000 kr., bemyndiger Hovedcentret som hovedregel ikke tvangsauktion af den udlagte ejendom.

Til brug for beregningen er nedenfor anført forskellige lånegrænser. De lånegrænser, der er gældende for hjemtagelse af ejerskiftelån, er for tiden følgende

Ejendomstype

Sats

Ejendomme til helårsbeboelse (parcelhus, rækkehus og ejerlejligheder)

80 pct.

Udlejningsejendomme

80 pct.

Fritidshuse

60 pct.

Industri- og håndværksejendomme

60 pct.

Ubebyggede grunde

40 pct.

Landbrugs- og skovbrugsejendomme samt gartnerier og frugtplantager

70 pct.

Kontor- og forretningsejendomme samt hoteller

60 pct.

Ejerskiftelånet hjemtages som obligationslån, således at obligationerne ved lånets hjemtagelse må omregnes efter en skønsmæssig ansat kurs.

Kursen på sælgerpantebreve beregnes efter reglerne i den udsendte meddelelse om kurs og effektiv forretning til brug for kursansættelsen af private pantebreve, der offentliggøres i Tidsskrift for Skatter og Afgifter hvert kvartal.

Øvrige omkostninger fastsættes til 20 pct. af handelsværdien.

Første del af beregningen er at udregne størrelsen af sælgerpantet, og på baggrund af disse poster beregnes dernæst indtægter og udgifter, således at et eventuelt overskud fremkommer.

Eksempel på skematisk beregning af forventet provenu ved overtagelse af parcelhus på tvangsauktion

Ejendommen, matr. nr.: 8 k, Peterslev Mose, 3700 Rønne.

Beliggende: Petravej 78, 3700 Rønne.

Tilhørende: Fido Larsen.

Personnummer: 010101-0101.

Adresse: Petravej 78, 3700 Rønne.

Offentlig ejendomsvurdering: 920.000 kr. pr. 1. januar 2000.

Tvangsauktion berammet til foretagelse den 4. februar 2001, kl. 13.30.

Forventet handelsværdi

920.000 kr.

-

Forventet udbetaling: normalt 6-8% af handelsprisen 920.000 =

73.0000 kr.

-

Indestående prioriteter, der kan overtages: Evt. ifølge salgsopstillingenskolonne 2 =

577.599 kr.

-

Ejerskiftelån/obligationslån kr. 920.000 x 80% = 736.000 - 577.599 =

158.401 kr.

Anslået størrelse af sælgerpant: 920.000 - 809.000 (73.000 + 577.599 + 158.401) =

111.000 kr.

Indtægter

+

Udbetaling

73.000 kr.

+

Ejerskiftelån/obligationslån á kurs 99 (99% af 158.401) =

156.817 kr.

+

Sælgerpant á kurs 98 (98% af 111.000) =

108.780 kr.

Indtægter i alt: (73.000+156.817+108.780) =

338.597 kr.

Udgifter

-

Restancer inkl. ejerskifteafdrag (evt. ifølge salgsopstillingens kolonne 3)

84.025 kr.

-

Panthæftelser, der skal indfries (evt. ifølge salgsopstillingens kolonne 4)

48.192 kr.

-

Anslåede øvrige omkostninger, 20 pct. af handelsværdien (20% af 920.000) =

184.000 kr.

Udgifter i alt: (84.025+48.192+184.000) =

316.217 kr.

Forventet overskud: (338.597-316.217) =

22.380 kr.

G.6.8 Tvangsauktion over løsøre

Reglerne om tvangsauktion over løsøre findes særskilt i kapitel 50 i RPL samt generelt i kapitlerne 49, 52 og 53 i RPL. Hvis tvangsauktionen afholdes af en beskikket auktionsleder finder reglerne i auktionslederloven også anvendelse.

Tvangsauktion over løsøre afholdes af fogedretten (den judicielle foged). Pantefogeden kan aldrig afholde auktion over løsøre.

Auktioner over almindeligt løsøre og ikke-registreret skib kan afholdes af auktionsledere, der er beskikket af Justitsministeriet.

Auktionsreglerne er temmelig forskellige, alt efter hvilken slags løsøre der er tale om, idet der sondres mellem

almindeligt løsøre

ikke-registreret skib

registreret skib og luftfartøj

VP-registrerede fondsaktiver og børsnoterede værdipapirer

omsætningsgældsbreve og simple (mundtlige) fordringer

Hertil kommer, at løsøre kan bortauktioneres som tilbehør til fast ejendom, jf. TL §§ 37 og 38, så auktionen i det hele holdes efter de for tvangsauktion over fast ejendom gældende regler, der er gennemgået ovenfor i afsnit G.6.7 .

G.6.8.1 Auktionsgrundlaget

Er auktionsgrundlaget et udlæg, skal sagen henvises (autoriseres) af fogedretten til auktionslederen.

Begrebet auktionsleder må ikke forveksles med en auktionsholder. En auktionsholder har alene til opgave at modtage varer til salg ved auktion på dertil bestemte steder og forberede auktionen. En auktionsholder skal have næringsbrev.

Auktionarius er den person, der evt. efter fuldmagt fra auktionslederen, forestår selve auktionsopråbet.

De forskellige auktionshuse, fx Bruun Rasmussens Kunstauktioner, er både auktionsholdere og auktionsledere.

En senere udlægshaver kan forlange tvangsauktion uden hensyn til foranstående udlæg. Omkostninger i forbindelse med auktionens afholdelse må dog ikke komme en udlægshaver med en bedre prioritet til skade.

Derimod kan en udlægshaver ikke begære tvangsauktion, hvis en bedre prioriteret hånd- eller underpanthaver modsætter sig dette.

G.6.8.2 Auktionsværneting

Auktionen skal afholdes i den retskreds, hvor udlægget er foretaget, medmindre den derværende fogedret bestemmer noget andet, fx fordi auktionsgenstanden nu befinder sig i en anden retskreds.

G.6.8.3 Auktionsværneting

Det kræves ikke, at begæringer om auktion over løsøre er skriftlige. De bør dog altid foreligge i skriftligt form.

Efter at pantefogeden har udbragt de udlagte genstande fra skyldnerens besiddelse, jf. afsnit G.6.5 , sendes en udskrift af udlægsbogen til den judicielle foged, med anmodning om at genstandene henvises til bortsalg.

Forud for tvangsauktionen skal fogedretten ikke afholde vejledningsmøde eller forberedende møde, men forberedende møde forekommer dog ofte i praksis ved auktioner over registreret skib.

G.6.8.4 Bekendtgørelse af tvangsauktionen

Reglerne om bekendtgørelses lægger afgørende vægt på, hvilken kategori af løsøre der er tale om.

Tvangsauktion over almindeligt løsøre, skal bekendtgøres mindst en uge før auktionen. Bekendtgørelsen skal indrykkes to gange i et eller flere af de mere udbredte stedlige blade. En-uges-fristen regnes fra den første bekendtgørelse.

Er de udlagte genstande udsat for hurtig fordærvelse eller tab i værdi, eller er deres opbevaring forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan fogedretten lade auktionen afholde med kortere bekendtgørelsesfrister end ovenfor beskrevet.

Ved biler, hvor udlægget er tinglyst i Bilbogen i Århus, skal der ske underretning til de øvrige rettighedshavere, og efter salget skal udlægsattesten i kvitteret stand sendes til aflysning.

Ved registreret skib eller fly er der betydelig lighed med bekendtgørelsesreglerne for fast ejendom, idet der skal foretages individuel indkaldelse af rettighedshavere. Herudover skal der gives meddelelse til Skibsregistret henholdsvis Luftfartøjsregistret.

Ved auktion over udlagte eller håndpantsatte fordringer skal følgende underrettes om auktionen: fordringshaveren, skyldneren, eventuelle kautionister samt så vidt muligt enhver person, hvis rettigheder eller forpligtelser med hensyn til fordringen må antages at blive berørt.

G.6.8.5 Auktionsvilkår

Den person, der begærer auktion afholdt, skal selv udarbejde auktionsvilkårene. I praksis anvendes dog altid ved almindeligt løsøre den pågældende auktionsleders standardauktionsvilkår, således at den der begærer auktionen ikke selv skal udfærdige individuelle auktionsvilkår.

Der udfærdiges i praksis altid et auktionskatalog, som indeholder auktionsvilkårene og en fortegnelse over de genstande, der bortauktioneres. Opråbet på auktionen sker så vidt muligt i den orden, auktionskataloget angiver.

Den person, der begærer auktionen, skal antage en inkassator, der skal stille en af fogedretten nærmere bestemt sikkerhed. I praksis er auktionslederen normalt inkassator. Der er intet i vejen for, at den der begærer auktionen selv kan være inkassator.

G.6.8.6 Fordeling af aktionsprovenu

Ved løsøreauktioner betaler auktionskøberen budsummen til inkassator, som derefter afregner til fogedretten. Inkassator afgør bindende, om der skal gives auktionskøberen kredit med betalingen. Hvis inkassator giver denne kredit, indestår han selv som selvskyldner for beløbets betaling.

Fogedretten viderebetaler auktionsprovenuet til rette vedkommende. Der sker dog ikke herved præklusion af nogen art. Den berettigede, der ikke meldte sig inden fogedrettens udbetaling af auktionsprovenu, kan således rette krav mod den, der uberettiget har modtaget en del af provenuet.

Har andre end rekvirenten og skyldneren krav på provenuet, udarbejder fogedretten udkast til fordeling af dette, jf. RPL § 554, stk. 1 og 2. Fogedretten underretter den, der har gjort krav på del af auktionsprovenuet, om, at udkastet ligger til eftersyn i fogedretten, jf. RPL § 555, stk. 1.

Fremkommer der ikke inden 4 uger efter underretningen om udkastet indsigelser, bliver auktionsprovenuet udbetalt i overensstemmelse med fordelingsudkastet. Heller ikke i dette tilfælde sker der præklusion af nogen art.

I de fleste tilfælde sker udbetalingen af auktionsprovenuet dog ved, at inkassator, når der ikke er tvivl om, hvem der er berettiget til provenuet, udbetaler det direkte til den berettigede. Kun når der er tvivl, eller når fogedretten direkte i forbindelse med auktionssagens henvisning til auktionsleder har bestemt det, sker indbetalingen til fogedretten.

Ved auktionen vil der kunne ske dækning af den skyld, for hvilken udlæg er foretaget. Kan det forventes, at provenuet vil overstige udlægsbeløbet, og er der andre restancer, skal udlæg foretages i aktivet, inden bortsalg har fundet sted.

Er auktionen afholdt, kan udlæg foretages i eventuelt overskydende auktionsprovenu, der ellers vil tilfalde skyldneren.

G.6.8.7 Ny auktion

Skønner fogedretten eller auktionsleder, at der kan opnås et væsentligt højere bud på en ny aktion, kan det bestemmes, at der skal holdes en anden og sidste auktion, jf. RPL § 550, stk. 5.

G.6.8.8 Skattecentrets kompetence ved auktion over løsøre og bortsalg af fordringer

RIM er bemyndiget til at fremsende auktionsbegæring til fogedretten vedrørende alle former for løsøre med undtagelse af registreret skib og luftfartøj.

Der skal iagttages forholdsregler ved bortsalg af visse typer af løsøre og fordringer, som er beskrevet i afsnit G.6.8.8.1 til G.6.8.8.4 .

G.6.8.8.1 Registreret skib og luftfartøj

Hvis skattecentret vurderer det indbringende, at registreret skib eller luftfartøj bortsælges ved tvangsauktion, skal sagen indtil videre forelægges Hovedcentret med indstilling. Det er herefter Hovedcentret, der afgør om der skal indgives auktionsbegæring.

G.6.8.8.2

VP-fondsaktiver og børsnoterede værdipapirer

Der må ikke afholdes tvangsauktion over registrerede VP-fondsaktiver og børsnoterede værdipapirer, idet disse kun må sælges gennem et pengeinstitut eller et børsmæglerfirma, jf. RPL § 557.

Dette skyldes, at der ikke på en auktion kan opnås højere bud end børskursen; der vil tværtimod være risiko for et lavere bud.

Det er fogedretten, som på baggrund af en anmodning fra RIM sørger for, at fondsaktivet sælges på den foreskrevne måde.

Udlæg i disse fordringstyper forældes 1 år efter udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk. 4.

G.6.8.8.3 Omsætningsgældsbreve

Et omsætningsgældsbrev er - som navnet antyder - beregnet på at blive solgt. Betaler skyldneren ikke sin skyld, skal der hurtigst muligt tage skridt til at få omsætningsgældsbrevet solgt. Der skal ikke spekuleres i at opnå den bedste kurs. RIM er kreditor og har derfor ingen forpligtelse til at drive kurspleje.

Omsætningsgældsbreve skal bortsælges efter reglerne om løsøreauktion.

Der skal fremsendes en begæring til fogedretten. Begæringen skal være skriftlig og skal vedlægges omsætningsgældsbrevet, udskrift af udlægsbogen, udkast til tvangsauktionsvilkår, og oplysning om hvor meget auktionen kan afværges med.

I stedet for at stille omsætningsgældsbrevene på tvangsauktion kan de inkasseres efter bestemmelsen i RPL § 558. Efter bestemmelsen kan en inkassator indkræve fordringen efterhånden som den forfalder.

Inkassatoren kan være pantefogeden, og i så fald skal der ikke indhentes autorisationen som inkassator hos fogedretten, jf. INDL § 8, stk. 2.

Vælger RIM at være inkassator, og kan beløbet ikke inkasseres inden udlæggets forældelsesfrist, der er et år efter udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk 4, skal omsætningsgældsbrevet tages i håndpant og skyldneren skal underskrive en håndpantsætningserklæring. På denne måde undgås, at RIMs sikkerhedsret i omsætningsgældsbrevet bortfalder.

G.6.8.8.4

Simple fordringer

Da det ofte vil være umuligt at opnå en rimelig kurs på simple fordringer og gældsbreve, vil det være uhensigtmæssigt at bortsælge en sådan fordring på tvangsauktion. Det er derfor bedre at afvente, at fordringen forfalder til betaling og betaling efterfølgende finder sted. Af samme grund forældes udlæg i simple fordringer og gældsbreve først efter 20 år.

RIM kan vælge at indkræve fordringen fremfor at lade den bortsælge på auktion ( inkassator). Er indkrævningen påbegyndt af de udlagte fordringer, eller har RIM meddelt skyldneren, at man vil påbegynde indkrævningen, kan man pådrage sig et ansvar over for skyldneren, hvis indkrævningen forsømmes og skyldneren som følge heraf lider et tab.

Er der intet aftalt om den simple fordrings forfaldstidspunkt, kan den bringes til forfald ved påkrav. Der skal gives fordringsdebitoren en rimelig betalingsfrist. Påkravet skal være skriftligt og skal sendes anbefalet.

Er der foretaget udlæg i skyldnerens fordring hos tredjemand, der misligholder betalingsforpligtelsen, kan pantefogeden ikke foretage udlæg i fordringsdebitorens øvrige aktiver. Først efter, at der er indhentet dom over fordringsdebitor for kravet, kan den judicielle foged foretage udlæg hos denne.

G.6.9 Tvangsauktion over andele i andelsboligforeninger mv.

Ved lov nr. 216 af 31. marts 2004 om pant og udlæg i andelsboliger mv. blev der i retsplejeloven indsat særlige bestemmelser om tvangsauktion over andele i andelsboligforeninger mv. Om adgangen til retsforfølgning (udlæg og arrest) mod sådanne andele henvises til beskrivelsen i afsnit G.5.9.9.

Om Skattecentrets kompetence i forbindelse med tvangsauktion over andele i andelsboligforeninger mv. henvises til afsnit G .6.7.12 , idet det heri anførte om fast ejendom også gælder vedrørende tvangsauktion over andele i andelsboligforeninger mv.

Auktionsværneting

Af RPL § 539, 2. pkt., følger, at tvangsauktion over en andel i en andelsboligforening mv. skal afholdes i den retskreds, hvor andelsboligen mv. er beliggende.

Gennemførelse af tvangsauktion

Er udlæg foretaget i en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, kan denne ifølge RPL § 559a, stk. 1, ikke sælges ved tvangsauktion, før fogedretten efter anmodning fra udlægshaveren har forsøgt tvangssalg gennem andelsboligforeningen i overensstemmelse med § 6b i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

En anmodning til fogedretten om at iværksætte tvangssalg gennem andelsboligforeningen skal ifølge § 559a, stk. 2, være skriftlig og ledsaget af en udskrift af andelsboligbogen. Når fogedretten har modtaget anmodningen, indkalder den skyldneren og andelsboligforeningen til møde. På mødet vejleder fogedretten skyldneren om sagens videre forløb. I særlige tilfælde kan fogedretten på mødet meddele skyldneren en frist på indtil 4 uger til at afværge tvangsmæssigt salg af andelen. RPL § 561, stk. 1, 2. og 3. pkt., stk. 2, stk. 3, 4. pkt., og stk. 4, finder tilsvarende anvendelse. Fogedretten underretter andelsboligforeningen, skyldneren og udlægshaveren om sin beslutning om, at andelen skal forsøges solgt gennem andelsboligforeningen i overensstemmelse med § 6b i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

Må det på grundlag af andelsboligforeningens oplysninger antages, at der ved salg gennem foreningen ikke kan opnås en pris svarende til den højeste pris, der er tilladt efter andelsboligloven eller foreningens vedtægter, kan fogedretten ifølge § 559a, stk. 3, beslutte, at salg skal ske gennem fogedretten på tvangsauktion.

Sker salg gennem andelsboligforeningen i overensstemmelse med stk. 1 ikke inden for den frist, der er fastsat i § 6b i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, sælges andelen efter anmodning fra udlægshaveren gennem fogedretten på tvangsauktion, jf. § 559a, stk. 4.

I de i stk. 3 og 4 nævnte tilfælde afholdes ifølge § 559a, stk. 5, tvangsauktionen i overensstemmelse med reglerne om tvangsauktion over fast ejendom i kapitel 51 med undtagelse af §§ 560 og 561, § 562, stk. 1, 2 og stk. 3, 3. pkt., § 566, stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 3, 2. og 3. pkt., § 568, § 569, stk. 1, 1. og 4. pkt., og stk. 2, § 570, stk. 1, 1. pkt., § 580 og § 582, 1. pkt. Når særlige hensyn til skyldneren taler derfor, kan fogedretten beskikke en advokat for skyldneren. RPL § 500, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Auktionen afholdes ifølge § 559a, stk. 6, på de af justitsministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren fastsatte tvangsauktionsvilkår vedrørende andelsboliger. Afgives flere bud svarende til den pris, der er den højst tilladte efter lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber eller andelsboligforeningens vedtægter, afgør fogedretten ved lodtrækning, hvem der skal have fortrinsstilling.

En anmodning til fogedretten om tvangsauktion over en andel i en andelsboligforening, som anvendes til andet end beboelse, skal ifølge RPL § 559c være skriftlig og være ledsaget af en udskrift af andelsboligbogen. I øvrigt finder RPL § 559 a, stk. 5 og 6, tilsvarende anvendelse.

G.6.10 Andre former for auktion

RIM og skyldneren har mulighed for over for den pågældende fogedret, at begære en auktion afholdt på et andet auktionssted end det normale, fx på kunstauktion, tæppeauktion, bilauktion, maskinauktion, såfremt det skønnes at give en mere tilfredsstillende auktionspris.

G.6.11 Andre former for realisation

RIM kan kun undtagelsesvist medvirke til, at et udlagt aktiv sælges i fri handel.

Hvis RIM giver samtykke til et frivilligt salg, er det ensbetydende med, at man frafalder udlægget i aktivet. RIM skal derfor sikre, at provenuet fra salget tilgår rette vedkommende, eventuelt ved at få transport i beløbet.

RIM skal i den forbindelse vejlede skyldneren om, at samtlige øvrige rettighedshavere skal samtykke i, at der sker et frivilligt salg.

G.7 Indsigelse mod pantefogedens udlæg

Der henvises til gennemgangen i afsnit C.4.2 .

G.8 Udlæggets bortfald

G.8.1 Indledning

Bortfald af et udlæg betyder, at alle udlæggets retsvirkninger, herunder især adgangen til at begære det udlagte aktiv bortsolgt på tvangsauktion, er bortfaldet.

Et udlæg kan bortfalde som følge af flere forskellige grunde.

Typisk bortfalder udlæg som følge af de særlige regler om forældelse af udlæg i forskellige aktiver, fx løsøre, værdipapirer mv. Det betyder, at der ved siden af de almindelige regler om forældelse (som er behandlet i afsnit F ) gælder særlige forældelsesregler, som alene vedrører udlægget i det pågældende aktiv, og ikke forældelsen af RIMs fordring.

Bortfald af udlæg kan også forekomme som følge af ugyldighed eller lignende forhold, fx utilstrækkelig registrering af det udlagte aktiv i udlægsbladet.

Nedenfor beskrives først forældelse af udlæg i relation til forskellige aktiver, dernæst bortfald af udlæg i øvrigt.

G.8.2 Forældelse af udlæg i løsøre

Efter RPL § 526, stk. 4, bortfalder udlæg i løsøre efter 1 år, medmindre udlægshaveren har forlangt tvangsauktion afholdt eller har været hindret heri.

Bestemmelsen er en særlig forældelsesregel ved siden af de almindelige regler om forældelse i dansk ret, og den omfatter kun løsøre og visse fordringer.

Forældelse af fordringer, herunder fordringer omfattet af bestemmelsen, behandles nedenfor i afsnit G.8.4 .

Bestemmelsen i RPL § 526, stk. 4, omfatter løsøre, bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer. Skibe over 20 bruttoregistertons skal registreres, hvorimod skibe på mellem 5 og 20 tons kan registreres i skibsregisteret. Forældelse af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer behandles nedenfor i afsnit G.8.6 .

I henhold til RPL § 526, stk. 5, gælder forældelsesreglen i stk. 4 ikke for biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, og som tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved Retten i Århus. Det vil sige, at motorkøretøjer, der falder uden for reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, fx en traktor, er et løsøre omfattet af RPL § 526, stk 4. Forældelse af udlæg i motorkøretøjer mv., der er omfattet af bilbogen, behandles nedenfor i afsnit G.8.5 .

Fast ejendom er naturligvis ikke omfattet af RPL § 526, stk. 4. Forældelse af udlæg i fast ejendom behandles i afsnit G.8.8 .

Beregningen af 1-årsfristen i § 516, stk. 4, sker fra udlæggets foretagelse og ikke fra anmodningen om udlæg. Dette gælder også udlæg foretaget af pantefogeden, jf. RPL § 526, stk. 4, 1. pkt. Fristen løber ligeledes fra udlæggets foretagelse, selvom udlægget senere er blevet stadfæstet af fogedretten i forbindelse med klage over udlægget, jf. INDL § 6.

Der indtræder forældelse af udlægget, selvom RIMs fordring ikke er forældet ved 1-årsfristens udløb. Det betyder, at skyldneren frit kan råde over løsøret uden at risikere at blive straffet for skyldnersvig mv., når 1-årsfristen er udløbet.

RIM kan ikke afbryde 1-årsfristen ved at bede pantefogeden forny udlægget (det vil sige foretage nyt udlæg i samme løsøre for samme fordring) med den virkning, at det oprindelige udlæg opretholdes.

Hvis RIM vælger at lade pantefogeden forny udlægget, bortfalder det oprindelige udlæg, således at det ny udlæg får prioritet fra det tidspunkt, hvor det senest er foretaget, jf. RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at pantefogeden godt kan foretage flere udlæg i det samme aktiv - når der er tale om flere udlæg for flere typer af krav - uden at det første udlæg dermed bortfalder. Det afgørende for, at et udlæg bortfalder efter RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1, er, at det efterfølgende udlæg vedrører samme krav og samme aktiv. Har pantefogeden således fx foretaget udlæg den 1. juli 2006 i et bestemt løsøre for A-skat/AM-bidrag for marts 2006, kan pantefogeden godt foretage udlæg i samme løsøre den 1. oktober 2006 for moms for 2. kvartal 2006 - uden at det får den konsekvens, at det første udlæg er bortfaldet.

Derimod kan RIM afbryde 1-årsfristen ved over for fogedretten at begære tvangsauktion over løsøret afholdt. Er der flere udlægshavere i det samme løsøre, kan enhver af disse fremsætte begæring om afholdelse af tvangsauktion, jf. RPL § 551, stk. 1.

RIM skal i den forbindelse være opmærksom på, at auktionsbegæringen kun afbryder forældelsesfristen for det pågældende udlæg og ikke de udlæg, der i øvrigt måtte være i løsøret, jf. Betænkning nr. 634 af 1971, side 100, samt UfR 1994, 921 VLK, der fastslog, at en tvangsauktionsbegæring alene afbryder forældelsesfristen for auktionsrekvirentens udlæg og ikke for andre udlæg.

Selvom pantefogeden fratager skyldneren besiddelsen af det udlagte løsøre i henhold til RPL § 523, er det ikke tilstrækkeligt til at afbryde 1-årsfristen. Fristen skal afbrydes ved, at RIM over for fogedretten begærer tvangsauktion afholdt.

Det er tilstrækkeligt, at tvangsauktionsbegæringen er indgivet inden 1-årsfristens udløb, idet det ikke tillige kræves, at auktionen afholdes inden fristens udløb, eller at det udlagte er fjernet fra skyldneren.

Forsinkes tvangsauktionens afholdelse i væsentligt grad på grund af RIMs forhold - fx fordi RIM ikke får fulgt op på fogedrettens krav om nærmere dokumentation mv. inden for en fastsat frist - må det antages, at auktionsbegæringen mister sin afbrydende virkning i relation til 1-årsfristen.

Den 1-årige forældelsesfrist suspenderes dog, hvis RIM er forhindret i at afholde tvangsauktion over løsøret på grund af kære af udlægsforretningen eller af tredjemands bedre ret, jf. § 526, stk. 4, 1. pkt. Når en sådan hindring er berettiget, vedbliver udlægget i løsøret at bestå ud over et år.

G.8.2.1 Forhold der suspenderer 1-årsfristen

Nedenfor gennemgås, hvilke forhold der suspenderer 1-årsfristen i henhold til § 526, stk. 4. Dernæst gennemgås, hvilke forhold der ikke suspenderer fristen, jf. afsnit G.8.2.2 .

Betalingsstandsning

Hvis skyldneren har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og RIM har udlæg i et løsøre, suspenderes 1-årsfristen, så længe betalingsstandsningen varer, og bestemmelsen i KL § 16, stk. 2, er opfyldt. I henhold til § 16, stk. 2, kan der ikke ske rådighedsberøvelse af løsøre, ligesom det ikke kan sættes på tvangsauktion på grundlag af udlæg, hvis udlægget vil falde bort i tilfælde af konkurs (det vil typisk være efter § 71), eller at der er tale om et udlæg for en omstødelig pantefordring.

Det må endvidere antages, at 1-årsfristen suspenderes, hvis skifteretten i medfør af KL § 16 a, stk. 1, træffer afgørelse om, at der ikke kan foretages fyldestgørelse i løsøret på grundlag af udlæg for en pantefordring, som ikke vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, jf. KL § 16, stk. 4, analogt.

Konkurs

Ved afsigelse af konkursdekret suspenderes forældelsen af alle udlæg i løsøret, som ikke allerede er bortfaldet, jf. UfR 1994, 921 VLK. Udlæg falder typisk bort ved konkurs, hvis det fx er foretaget senere end tre måneder før fristdagen, jf. KL § 71, stk. 1, sammenholdt med § 73, som betyder, at hvis der kræves en sikringsakt, regnes de tre måneder fra, hvornår sikringsakten er foretaget.

Hvis udlægget ikke er bortfaldet, følger det endvidere af KL § 85 sammenholdt med § 90, at skyldnerens konkurs er til hinder for auktion af det udlagte løsøre, idet udlægshaveren (fx RIM) efter konkursloven ikke har status som separatist. Det betyder, at hvis auktionen ikke er afholdt på tidspunktet ved konkursdekretets afsigelse, kan auktion over løsøret kun afholdes med konkursboets samtykke. Det gælder i øvrigt også, selvom auktionen allerede var begæret inden dekretets afsigelse.

Har konkursboet derimod ikke inden 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse begæret tvangsauktion, kan enhver panthaver, herunder udlægshaver (evt. RIM) forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører tvangsauktion over løsøret, jf. KL § 86, jf. § 90.

Insolvent dødsbo

Det ovennævnte om suspension ved konkurs gælder også, hvis skifteretten har truffet bestemmelse om insolvensbehandling af et insolvent dødsbo, jf. dødsboskiftelovens § 70. Det vil sige, at i tiden fra dødsfaldet og indtil boets berigtigelse kan tvangsauktion over løsøre kun afholdes med samtykke fra skifteretten eller en midlertidig bobestyrer.

Tvangsakkord og gældssanering

1-årsfristen er suspenderet - fra åbning af forhandling af tvangsakkord og indledning af behandling af skyldnerens forslag til en gældssanering og indtil tvangsakkordens og gældssaneringssagens slutning - vedrørende udlæg, som efter KL §§ 184 og 221 vil tabe deres retsvirkning, hvis tvangsakkord stadfæstes, eller kendelse om gældssanering afsiges, jf. henholdsvis KL §§ 171 og 207.

Det betyder, at hvis der før åbning af akkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag er foretaget udlæg i et løsøre for en fordring, der vil blive omfattet af en tvangsakkord eller en gældssanering, vil dette udlæg ikke kunne danne grundlag for tvangsauktion. Når tvangsauktion er udelukket, er 1-årsfristen suspenderet.

Adgangen til at forfølge et udlæg er således suspenderet efter samme regler som ved betalingsstandsning (KL § 16, stk. 2), der er gennemgået ovenfor.

Gyldigt ejendomsforbehold

Hvis det udlagte løsøre er behæftet med et gyldigt ejendomsforbehold, er ejendomsforbeholdet som hovedregel til hinder for afholdelse af tvangsauktion.

Udlægshaveren (evt. RIM) har ikke pligt til at indfri sælgeren med et ejendomsforbehold for eventuelt at kunne overholde 1-årsfristen.

Se i øvrigt nærmere om indfrielse af mindre gæld i forbindelse med ejendomsforbehold nedenfor i afsnit G.8.3 .

Foranstående underpanteret

Det har traditionelt været antaget, at en foranstående underpanteret som udgangspunkt er til hinder for tvangsauktion. Det vil sige, at udlægget skal respektere en foranstående underpanteret, fx et løsørepantebrev, således at der ikke kan afholdes auktion uden underpanthaverens samtykke, jf. UfR 1993, 214 VLK, hvor retten fandt, at der ikke var grundlag for at fravige det sædvanlige udgangspunkt. En forpanthaver kunne derfor modsætte sig, at en udlægshaver ville realisere det udlagte. Der blev herved lagt vægt på, at underpantsætningen angik et reelt gældsforhold, hvis afviklingsvilkår var overholdt.

I retsteorien anfører flere forfattere, at det er tvivlsomt, om denne antagelse kan opretholdes, og at der formentlig må anerkendes en ret for udlægshaveren (fx RIM) til at få tvangsauktion afholdt mod stillelse af betryggende sikkerhed for panthaverens krav.

Hvis en sådan situation opstår, og RIM vurderer, at det vil være indbringende at afholde en tvangsauktion, skal sagen forelægges for Hovedcentret.

Men ovennævnte betyder ikke, at RIMs udlæg forældes, hvis man vælger at vente på den foranstående panthaver i tilfælde, hvor RIM kunne have valgt at fremme sin retsforfølgning. Retten fastslog i UfR 1985, 962 VLD, at underpanteretten suspenderer 1-årsfristen, uanset at udlægshaveren havde haft mulighed for under visse nærmere betingelser og med respekt af underpanteretten at få afholdt tvangsauktion.

Appel af udlæg

Kære af udlæg i løsøre er ikke til hinder for, at tvangsauktionsbegæring indgives til fogedretten; dog kan tvangsauktion ikke fremmes, før kære er afgjort, jf. RPL § 542, stk. 2.

Auktionsforbud

1-årsfristen suspenderes af auktionsforbud efter RPL § 502, stk. 2, hvorefter fogedretten kan træffe bestemmelse om, at tvangsauktion i visse tilfælde ikke kan finde sted, før en bestemt afgørelse er truffet, eller en frist er udløbet. Bestemmelsen i RPL § 502 omfatter dog ikke sager om skattekrav, der er påklaget, jf. UfR 1996,168 ØLK.

Beslaglæggelse af løsøre under en straffesag

En bestemmelse om konfiskation af løsøre, som foretages af myndighederne i forbindelse med en straffesag, antages at overføre ejendomsretten til det konfiskerede til myndigheden (fx statskassen). Ejendomsretten til løsøret overføres endda med tilbagevirkende kraft, nemlig til det tidspunkt under sagens efterforskning, hvor beslaglæggelsen er foretaget.

Det betyder, at i tiden indtil straffedommens afsigelse herom, er beslaglæggelsen af løsøret til hinder for tvangsauktion, således at 1-årsfristen er suspenderet.

G.8.2.2 Forhold der ikke suspenderer 1-årsfristen

Håndpanteret eller tilbageholdsret i løsøre

En håndpanteret eller en tilbageholdsret i løsøre er ikke til hinder for afholdelse af tvangsauktion, idet den dog i givet fald skal afholdes med respekt af håndpanteretten og tilbageholdsretten, jf. UfR 1995, 324 VLK, der fastslog, at en håndpanteret i pantebreve ikke var til hinder for, at en efterstående udlægshaver kunne have krævet tvangsauktion over pantebrevene.

Det vil sige, at 1-årsfristen ikke suspenderes i disse tilfælde.

Ugyldigt ejendomsforbehold

1-årsfristen suspenderes ikke, hvis udlægshaveren (evt. RIM) vidste eller burde vide, at ejendomsforbeholdet er ugyldigt.

Foranstående udlæg

1-årsfristen suspenderes ikke ved foranstående udlæg.

Et eller flere foranstående udlæg i et løsøre hindrer ikke tvangsauktion, jf. RPL § 551, stk. 1, samt UfR 1994, 384 ØLK, hvor retten fandt, at en udlægshaver ikke kunne ombytte sit udlæg med et pantebrev med henblik på at fratage en yngre udlægshavers ret til at sætte det udlagte løsøre på tvangsauktion.

Tvangsakkord og gældssanering

For en fordring, der ikke berøres af en tvangsakkord eller af en kendelse om gældssanering, kan der godt foretages udlæg i skyldnerens aktiver og afholdes tvangsauktion. Det vil sige, at for sådanne udlæg er 1-årsfristen ikke suspenderet.

Betalingsstandsning

Udlæg i løsøre, som ikke vil bortfalde i tilfælde af konkurs (typisk efter KL § 71), eller udlæg for en uomstødelig pantefordring, suspenderer ikke 1-årsfristen, idet der er intet til hinder for tvangsfuldbyrdelse af løsøret, jf. § KL § 16, stk. 2.

Afdragsordning

1-årsfristen er ikke suspenderet, hvis pantefogeden har foretaget udlæg i et løsøre, og pantefogeden med hjemmel i RPL § 525 har indgået en afdragsordning, der ikke overstiger 10 måneder. Det samme gælder for afdragsordninger, der ikke er omfattet af RPL § 525, og som RIM indgår i forbindelse med udlæg i løsøre. At fristen på 10 måneder er fastsat med netop det interval, er af hensyn til, at en udlægshaver - i tilfælde af afdragsordningens misligholdelse - kan nå at sætte det udlagte løsøre på tvangsauktion inden 1-årsfristens udløb.

G.8.2.3 Bortfald af suspensionen

RIM har ikke pligt til, jf. § 526, stk. 4, at indgive auktionsbegæring, hvis tvangsauktion over løsøret ikke kan afholdes, dvs. mens 1-årsfristen er suspenderet.

Men RIM skal være opmærksom på, at udlægget bortfalder 8 uger efter, at hindringen for afholdelsen af tvangsauktion er bortfaldet.

Da udlægshaveren således kun har 8 uger til at indgive auktionsbegæring, er det vigtigt, at RIM holder sig orienteret om, hvornår forhindringen bortfalder. Det kan i praksis være vanskeligt, og RIM har i den forbindelse ikke krav på, at sælgeren med ejendomsforbehold eller fogedretten underretter om bortfaldet.

8-ugersfristen er absolut og gælder, selvom udlægshaveren (fx RIM) var eller er i god tro med hensyn til auktionshindringens bortfald. 8-ugersfristen kan på ingen måde fraviges ved parternes aftale.

Det er klart, at 8-ugersfristen gælder, hvis auktionshindringen bortfalder efter udløbet af 1-årsfristen, men bortfalder auktionshindringen fx 3 uger før 1-årsfristens udløb, må 8-ugersfristen også finde anvendelse. Det vil sige, at udlægshaveren, uanset hvornår auktionshindringen bortfalder, i hvert fald har 8 uger fra hindringens ophør til at indgive begæring om tvangsauktion.

G.8.3 Indfrielse af mindre restgæld ved ejendomsbehold

Som anført ovenfor kan et udlagt aktiv behæftet med gyldigt ejendomsforbehold som hovedregel ikke bortsælges på tvangsauktion, idet ejendomsforbeholdet er en hindring for tvangsauktion.

Det må dog antages, at et løsøre kan begæres bortsolgt på tvangsauktion af en efterstående udlægshaver, hvis der foreligger oplysninger, der sandsynliggør, at sælgeren med ejendomsforbehold har opgivet kravet på restgælden og ikke ønsker at gøre et krav på tilbagetagelse gældende i henhold til ejendomsforbeholdet.

I forbindelse med, at tvangsauktionsbegæring fremsendes til fogedretten, skal RIM over for fogedretten skriftligt redegøre for de ovennævnte forhold.

Er RIM i besiddelse af oplysninger, der sandsynliggør, at skyldneren og ejendomsforbeholdssælgeren har aftalt henstand med betaling af restgælden i henhold til kreditaftalen, kan RIM vælge følgende fremgangsmåde

Hvis henstanden er aftalt med henblik på at hindre RIM i at sætte løsøret på tvangsauktion, skal RIM underrette fogedretten herom, samtidig med at løsøret begæres bortsolgt på tvangsauktion.

Hvis henstanden er aftalt på grund af skyldnerens økonomiske forhold, og henstanden betyder en væsentlig forringelse af RIMs sikkerhed i løsøret, kan RIM henstille til sælgeren med ejendomsforbehold at benytte sig af adgangen til tilbagetagelse af løsøret. Hvis sælgeren ikke ønsker dette, skal RIM kontakte fogedretten med henblik på at undersøge muligheden for at få løsøret bortsolgt på tvangsauktion.

Hvis fogedretten ikke vil henvise løsøret til bortsalg på tvangsauktion, kan RIM, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indfri restgælden i henhold til aftalen. RIM kan dog ikke indfri restgæld, der overstiger 5.000 kr.

Samme fremgangsmåde gør sig gældende, hvis udlægget skal respektere en underpanteret, fx et løsørepantebrev.

G.8.4 Forældelse af udlæg i fordringer

Ved bortfald af udlæg i fordringer skal der sondres mellem forskellige typer af fordringer. Udlæg i visse fordringer er således omfattet af den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., andre fordringer er derimod underlagt 20 års forældelse.

G.8.4.1 Fordringer efter RPL § 526

Hvis udlægget omfatter nedennævnte fordringer, afbrydes 1-årsfristen på samme måde som beskrevet ovenfor i afsnit G.8.2 om udlæg i løsøre.

Den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., omfatter udlæg i følgende fordringer

Udlæg i registrerede fondsaktiver, jf. § 59, stk. 2, i lov om værdipapirhandel mv. Det vil sige udlæg i danske børsnoterede obligationer (præmieobligationer er ikke registrerede fondsaktiver), aktier og investeringsbeviser.

Udlæg i negotiable fordringer/omsætningsgældsbreve, herunder præmieobligationer. Det vil sige omsætningsgældsbreve i henhold til gældsbrevslovens kapitel 2, hvor det i § 11, stk. 2, er defineret, hvad der forstås ved omsætningsgældsbreve. Bestemmelsen er udtømmende. Det vil sige, at der kan ikke drages analogislutninger til andre gældsbreve. Hvis et gældsbrev ikke falder ind under definitionen i GBL § 11, stk. 2, er det et simpelt gældsbrev.

Omsætningsgældsbreve er

Ihændehavergældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, hvem gælden skal betales til.

Ordregældsbreve, hvilket vil sige, at gældsbrevet lyder på betaling til en bestemt person eller ordre.

Pantebreve, herunder ejerpantebreve, der giver pant i fast ejendom eller i registreret skib eller luftfartøj, medmindre gældsbrevet indeholder påtegning om, at det ikke er til ordre eller har et tilsvarende forbehold. Om ejerpantebreve henvises til afsnit G.5.9.3 .

Navnegældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt person, hvis de samtidig utvetydigt angiver, at de er omsætningsgældsbreve.

Også pantebreve i løsøre kan således være omsætningsgældsbreve, hvis de tydeligt indeholder bemærkning herom.

Udlæg i fordringer, der er knyttet til legitimationspapirer (fx bankbøger).

Udlæg i negotiable dokumenter og legitimationspapirer er formentlig omfattet af bestemmelsen i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt. Det vil sige udlæg i negotiable aktier, anpartsbeviser, immaterielle rettigheder mv.

G.8.4.2 Fordringer i øvrigt

Alle andre gældsbreve og fordringer end de, der er nævnt i GBL § 11, stk. 2, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer, hvad enten der er tale om skriftlige eller mundtlige fordringer.

Udlæg i simple fordringer forældes efter 20 år i henhold til dansk rets almindelige forældelsesregel i DL 5-14-4, jf. forarbejderne til RPL § 526, jf. Folketingstidende 1975-76, tillæg A, spalte 269 f.

Det skyldes, at det normalt er mere hensigtsmæssigt at afvente forfaldstiden på disse fordringer end at bortsælge dem på auktion efter bestemmelserne i RPL § 558.

Også udlæg i aktier og anparter i et anpartsselskab mv., der ikke er negotiable, er formentlig underlagt 20 års forældelse. I UfR 1993, 941 VLK fandt retten, at kommanditanparter ikke var omfattet af reglen i RPL § 526, stk. 4, selvom de ifølge selskabets vedtægter var frit omsættelige, men med forbehold af kreditorernes godkendelse.

G.8.5 Forældelse af udlæg i motorkøretøjer omfattet af bilbogen

Udlæg i biler og motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne til biler samt campingvogne skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, det vil sige tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved Retten i Århus. Tinglysning er dog ikke nødvendig, hvis der er sket rådighedsberøvelse af køretøjet. Der henvises til afsnit G.5.7 om udlæggets genstand, der nærmere behandler definitionen af køretøjer mv. og tinglysning i øvrigt.

Det fremgår af TL § 42 g, stk. 2, at tinglyste rettigheder, herunder udlæg, udslettes af bilbogen, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning.

Der skal kun anmodes om forlængelse af denne frist, hvis RIMs underliggende skyldforhold er holdt i live, og i det omfang den udlagte bil kan antages at udgøre betryggende sikkerhed for restancen.

G.8.6 Forældelse af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer

Udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer forældes efter 20 år.

Forældelsen af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer indtræder dog ikke, så længe fordringen, som udlægget skal sikre, holdes i kraft.

Skibe over 20 bruttoregistertons skal registreres og er derfor omfattet af den 20 års forældelse. Skibe på mellem 5 og 20 tons kan registreres i skibsregisteret. Det betyder, at hvis et sådant skib ikke er registreret, er det et løsøre, således at reglerne for forældelse af udlæg i løsøre er gældende, jf. afsnit G.8.2 .

I øvrigt henvises til afsnit G.5.9.6 og G.5.9.7 , der nærmere behandler definitionen af disse aktiver.

G.8.7 Forældelse af udlæg i andele i andelsboligforeninger mv.

Med lov om ændring af tinglysningsloven, retsplejeloven og konkursloven (pant og udlæg i andelsboliger mv.), jf. lov nr. 216 af 31. marts 2004, blev der ikke i tinglysningsloven indsat nogen forældelsesregel vedrørende rettigheder tinglyst i andelsboligbogen, således som det skete med TL § 42g, stk. 2, da reglerne om bilbogen blev indført i 1993.

Ændringsloven, jf. lov nr. 216 af 31. marts 2004, resulterede dog i en ændring af RPL § 526, stk. 5, hvorefter reglerne i stk. 1-4 ud over ikke at finde anvendelse på udlæg i biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kap. 6a, heller ikke finder anvendelse på udlæg i andele i andelsboligforeninger mv., der skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kap. 6b. Bestemmelsen i stk. 4, hvorefter udlæg i løsøre som udgangspunkt bortfalder 1 år efter foretagelsen, finder således ikke anvendelse på udlæg tinglyst i andelsboligbogen.

Udlæg i andele i andelsboligforeninger mv. må således forældelsesretligt formentlig behandles efter de samme regler, som gælder for udlæg i fast ejendom. Se herom nærmere i afsnit G.8.8 .

G.8.8 Forældelse af udlæg i fast ejendom

Udlæg i fast ejendom forældes formentlig efter 20 år.

Tinglysningslovens § 42, angiver, at panteretten ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom ikke forældes. Denne bestemmelse finder formentlig ikke analog anvendelse på udlæg.

Forældelsen af udlæg i fast ejendom indtræder dog ikke, så længe fordringen, som udlægget skal sikre, holdes i kraft, jf. UfR 1980.251 VLK, hvor retten fandt, at udlæg, som var tinglyst for mere end 20 år siden, ikke kunne udslettes i medfør af TL § 20, stk. 1, da det var uafklaret, om de underliggende fordringer helt eller delvist bestod.

Derimod bortfalder udlæg i fast ejendom, hvis den underliggende fordring er forældet, jf. UfR 2001, 1275 HD, hvor retten fandt, at udlægget var knyttet således til fordringen, at de hensyn, der havde ført til fordringens forældelse inden for et bestemt tidspunkt, ligeledes måtte føre til, at den adgang til fyldestgørelse, som udlægget gav, faldt bort ved fordringens forældelse.

Ifølge TL § 20, stk. 2, kan tinglysningsdommeren slette rettigheder - herunder udlæg - i tingbogen, der er over 20 år gamle, og som sandsynligvis er ophørt, eller hvortil der efter al rimelighed ikke længere findes nogen berettigede.

Se i øvrigt nærmere om forældelse af udlæg i fast ejendom i afsnit F.6.3 .

G.8.9 Bortfald af udlæg i øvrigt

Pantefogedens udlæg kan - bortset fra ovennævnte grunde, der typisk handler om forældelse af udlæg i et givent aktiv - også bortfalde af andre grunde.

G.8.9.1 Den underliggende fordring er indfriet

Det er klart, at hvis RIMs fordring er betalt eller indfriet ved afgørelse om gældssanering, eftergivelse, tvangsakkord, frivillig akkord eller på anden måde frafaldet, er udlægget bortfaldet, og RIM skal derfor aflyse eller ophæve udlægget.

G.8.9.2 Den underliggende fordring er forældet

Det blev fastslået af Højesteret, at udlæg i fast ejendom bortfalder, hvis den underliggende fordring er forældet, jf. UfR 2001, 1275 HD. Det må antages ligeledes at være tilfældet ved udlæg i andre aktiver end fast ejendom. Det vil sige, at hvis den underliggende fordring er forældet, er udlægget i et aktiv også bortfaldet. Se også afsnit C.4.2.3.6 , G.8.8 og F.6.3 .

G.8.9.3 Forældelse af subsidiært udlæg

Pantefogedens adgang til at foretage subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle er ikke reguleret af en selvstændig bestemmelse om forældelse, men er bestemt af, om den underliggende fordring er forældet eller bortfaldet, jf. UfR 1990, 210 VLD, hvor retten fandt, at adgang til subsidiært udlæg ikke forældes, før skattekravet mod den anden ægtefælle er forældet. Se nærmere herom i afsnit F.6.5 .

G.8.9.4 Fogedrettens afgørelse

Udlæg i et aktiv, som pantefogeden har foretaget, men som fogedretten eller landsretten senere endeligt ophæver ved afgørelse, er naturligvis bortfaldet.

Det drejer sig typisk om pantefogedens udlæg i forbindelse med gennemførelse af udlægsforretningen, der efter omstændighederne kan falde bort på grund af tilsidesættelse af de pligter med videre, som pantefogeden er underlagt, og som er reguleret i bestemmelserne i inddrivelsesloven og retsplejeloven.

Fra retspraksis kan enkelte eksempler anføres

UfR 1990, 942 VLK. Skyldneren mødte ikke frem til udlægsforretning på pantefogedens kontor. I tilsigelsen var anført, at udgående udlægsforretning ville blive foretaget i ugen derefter, hvilket ikke opfyldte kravet i RPL § 493, stk. 1. Udlægget blev ophævet.

UfR 1997, 674 ØLK. I forbindelse med et subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle, blev denne ikke behørigt indkaldt til udlægsforretningen. Udlægget i hendes ejendom blev ophævet.

UfR 1980, 1060 VLK. Et udlæg i fast ejendom blev ophævet, idet skyldneren ikke var blevet vejledt om sin påvisningsret efter RPL 517, jf. § 500, stk. 1, da det ikke kunne udelukkes, at han kunne have påvist andre genstande af tilstrækkelig værdi til at dække kravet.

UfR 1996, 1699 HD. Udlæg i aktiver, der var købt for en del af en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, var holdt adskilt fra skyldnerens øvrige formue, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Udlæggene blev derfor ophævet.

G.8.9.5 Udlæg i et aktiv som erstattes eller byttes

Hvis udlægsgenstanden senere skifter karakter, betyder det også, at fristen for bortfald af udlægget ændres. Hvis der er foretaget udlæg i en bil, der udsættes for en totalskade, skifter udlægget over til at være et udlæg i et krav på skadeserstatning. Det vil sige udlæg i en simpel fordring, jf. forsikringsaftalelovens § 54.

G.8.9.6 Fogedens manglende sikringsakt ved udlæg i et aktiv

Pantefogedens udlæg i et aktiv er udgangspunkt ikke bortfaldet, hvis pantefogeden har glemt at iagttage en eventuel sikringsakt, som er nødvendigt for at sikre udlæggets prioritetsstilling over for skyldnerens senere kreditorer og godtroende aftaleerhververe.

Der er alene tale om iagttagelse af en sikringsakt, som bestemmer prioritetsrækkefølgen mellem skyldnerens forskellige interessenter indbyrdes. Fogedens manglende sikringsakt betyder ikke tab af udlægsretten, men derimod efter omstændigheder helt eller delvist tab af provenuet ved realisation af genstanden.

G.8.9.7 Fogedens manglende registrering af udlagt aktiv

RPL § 508, jf. § 518, stk. 1, bestemmer, at udlæg i et aktiv skal kunne identificeres.

Hvis pantefogeden i forbindelse med udlæg i et aktiv ikke har foretaget tilstrækkelig beskrivelse af det udlagte aktiv i udlægsbladet, er udlægget efter omstændighederne ugyldigt. Og et ugyldigt udlæg er bortfaldet.

G.8.9.8 Fogedens saglige og stedlige kompetence

Pantefogeden er underlagt en saglig kompetence, der blandt andet omfatter, hvilke fordringer pantefogeden kan foretage udlæg for, pantefogedens beføjelse til at behandle klager under og efter udlægsforretningen samt i øvrigt pantefogedens kompetence i forhold til den judicielle fogeds kompetence (fogedretten). Se nærmere herom i afsnit G.1.3.1.2 .

Pantefogeden er også underlagt en stedlig kompetence, der regulerer, hvor det forestående udlæg kan foretages, hvilken foged der kan foretage det, og hvilke aktiver - med hensyn til den geografiske placering - udlægget kan foretages i. Se nærmere herom i afsnit G.1.3.1.1 .

Hvis pantefogeden har handlet i strid med den saglige eller stedlige kompetence, kan udlægget efter omstændighederne være bortfaldet.

Det er fx tilfældet, hvis pantefogeden har foretaget udlæg i et aktiv for en fordring, som fogeden ikke kan foretage udlægsforretning for, fx fordi kravet manglede udpantningsret. Et sådant udlæg er ugyldigt og faldet bort, jf. fx UfR 1994, 120 VLK, hvor retten fandt, at udlæg foretaget af pantefogeden ikke havde udpantningshjemmel i den pågældende lov, og kommunen blev henvist til at gøre kravet gældende ved civil retssag.

Hvis pantefogeden - i forbindelse med en klage over udlægsforretningen - ved en fejl ikke får indbragt indsigelsen for fogedretten, der er fremsat over for pantefogeden under udlægsforretningen eller inden udløbet af 4-ugersfristen, skal fogeden og RIM være opmærksomme på retsvirkningen. Den manglende opfølgning på indsigelsen kan i visse tilfælde betyde, at udlægget er bortfaldet.

I den forbindelse skal RIM og pantefogeden sondre mellem følgende situationer

Hvis pantefogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet fra 4 uger indtil et år fra udlægsforretningens foretagelse, har pantefogeden dog mulighed for at indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 5. pkt. Afviser fogedretten at behandle indsigelsen, eller ophæver fogedretten udlægget efter behandling af sagen, er udlægget i begge tilfælde bortfaldet.

Hvis pantefogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet ud over et år fra udlægsforretningens foretagelse, er udlægget bortfaldet.

I de situationer, hvor udlægget bortfalder på grund af pantefogedens fejl, er konsekvensen formentlig, at selve den underliggende fordring i mellemtiden kan være forældet, idet forældelsen af fordringen ikke er afbrudt, jf. RPL § 527. Er fordringen forældet, skal den afskrives. Er fordringen ikke forældet, kan RIM bede pantefogeden foretage en ny udlægsforretning, således at pantefogeden kan indbringe indsigelsen for fogedretten, hvis skyldneren fastholder indsigelsen under udlægsforretningen.

I øvrigt henvises til afsnit C.4.2.3.6 om retsvirkningen ved pantefogedens manglende opfølgning på indsigelse fremsat under en udlægsforretning.

G.9 Arrest

Arrest og forbud kaldes under ét for foreløbige retsmidler og har til formål at undgå, at skyldnerens dispositioner hindrer kreditors senere fyldestgørelse.

Arrest er et vigtigt element til sikring af det offentliges krav i forhold til den kreds af virksomheder, der ikke er indstillet på at følge "spillereglerne".

Forbud anvendes til at beskytte en ret ved at hjemle anvendelse af sanktioner mod handlinger, der strider mod denne ret.

Et eksempel på hvor et forbud kan være nødvendigt er, at virksomheden ikke over for told- og skatteforvaltningen stiller den pålagte sikkerhedsstillelse, jf. OPKL § 11, og derved driver uregistreret virksomhed, jf. afsnit D.1.4.2.6.3 og D.2.4.1 om registreringsnægtelse og -inddragelse.

Arrest anvendes til fyldestgørelse af pengekrav ved at sikre tilstedeværelsen af aktiver, der kan danne grundlag for et senere udlæg. Myndighedernes anvendelse af arrest vil typisk være i situationer, hvor man - fx i forbindelse med en kontrol - konstaterer både et krav og aktiver til hel eller delvis dækning heraf, og hvor omstændighederne er af en karakter, der gør det nærliggende at frygte, at aktiverne vil blive bragt uden for kreditorernes rækkevidde, inden kravet kan gøres endeligt op og rejses formelt, eller inden et fastslået krav forfalder til betaling, fx restskat for et tidligere indkomstår.

Arrest skal som nævnt sikre et pengekrav. En arrest kan ikke udstrækkes til flere af en restants aktiver, end det er nødvendigt for at sikre det pågældende krav. En arrest kan afværges eller ophæves mod sikkerhedsstillelse for kravet.

De foreløbige retsmidler anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksigible retsgrundlag, fx en dom eller et retsforlig. Til sikring af fx skatte- og afgiftskrav kan arrest anvendes, når kravet ikke er gjort gældende ved en ansættelse.

Arrest er således et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, som medfører, at skyldner mister råderetten over de aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er aktiver at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten er ikke en egentlig panteret og er dårligere beskyttet end et udlæg. Arrestinstituttet har derfor kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg endnu ikke er til stede.

Arresten skal inden for nærmere frister følges op af en justifikationssag, hvor det afgøres, om kreditor har den påståede ret, og om arresten er lovligt foretaget og forfulgt.

Hvis en kreditormyndighed opnår arrest på grundlag af en fordring, der efterfølgende viser sig ikke at bestå, skal kreditor betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. RPL § 639, som i sagen TfS 2000, 995 ØLD. I denne sag foretog skattemyndighederne en skattemæssig forhøjelse på 5,6 mio. kr. og foretog arrest for kravet. Efterfølgende afsagde Landsskatteretten kendelse om, at skatteansættelsen skulle nedsættes til det selvangivne beløb. Herefter måtte skattemyndighederne betale erstatning, da der var opnået arrest for et krav, der ikke bestod.

G.9.1 Lovhjemlen

Reglerne om arrest findes i retsplejelovens kapitel 56. Kompetencen til at træffe afgørelse om foretagelse af arrest ligger hos fogedretten. Når et skattecenter finder grundlag for at benytte arrestinstituttet, indsendes en begrundet indstilling til Hovedcentret med henblik på videresendelse til Kammeradvokaten, der indgiver begæringen om arrest til fogedretten. Beslutninger om at foretage arrest er i sagens natur normalt af hastende karakter, så det vil i reglen være hensigtsmæssigt med en telefonisk drøftelse med Hovedcentret om det konkrete sagsforløb.

G.9.1.1 For hvilke krav?

Efter reglen i RPL § 627 kan arrest kun foretages til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og det antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Hvis fogedretten ud fra det fremlagte antager, at fordringen ikke består, kan der ikke foretages arrest, jf. RPL § 628, stk. 1.

Fogedretten foretager ikke en egentlig prøvelse af fordringen, men arrest er således alene udelukket, hvis det umiddelbart må antages, at fordringen ikke består. Der stilles ikke krav om, at fordringshaveren skal sandsynliggøre eller godtgøre sin fordring mod skyldneren. Fremkommer der imidlertid oplysninger af en sådan art, at fogedretten må skønne, at fordringen ikke består, skal fogedretten nægte at gennemføre arrestforretningen. Skyldneren har bevisbyrden for, at fordringen ikke består, og beviset må føres efter de almindelige fogedretlige regler, jf. RPL § 501.

Det er en betingelse, at fogeden ikke kan foretage udlæg for kravet,

jf. RPL § 627, nr. 1.

Årsagen til den manglende udlægsadgang kan være, at der ikke er noget tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, eller at eksekutionsfristen endnu ikke er udløbet, jf. RPL §§ 480, 482 og 484.

Suspension af eksekutionsfristen på grund af anke af en dom afskærer ikke arrest, jf. UfR 1981,137 VLD.

Der kan foretages arrest, selvom fogedretten udsætter en udlægsforretning efter reglen i RPL § 502, stk.1, eller tillægger kære af udlægsforretningen opsættende virkning, jf. RPL § 587.

Arrest kan ligeledes foretages i de tilfælde, hvor rekvirentens fordring er henvist til afgørelse ved voldgift, jf. UfR 1980,259 VLK. Det antages, at der ikke på forhånd kan gives afkald på arrestmuligheden i forbindelse med vedtagelse af en voldgiftsklausul.

Arrest kan i øvrigt foretages for pengekrav, der endnu ikke er stiftet, når det dog er klart, at kravets stiftelse vil blive en realitet. Som eksempel kan nævnes krav på endnu ikke stiftede A-skatter. Told- og skatteforvaltningens krav på A-skat stiftes i det øjeblik, A-indkomsten udbetales, jf. KSL § 46, stk. 1. Hvis en virksomhed, over for hvilken arrest ønskes foretaget, har en eller flere ansatte, vil de i forbindelse med de kommende lønudbetalinger stiftede krav på A-skat også kunne omfattes af en arrest.

G.9.1.2 Særlig arrestgrund

Der skal foreligge en særlig arrestgrund, jf. RPL § 627, nr. 2. Det vil sige, at det må antages, at muligheden for senere dækning forringes væsentligt, hvis der ikke foretages arrest.

Det er myndigheden, der over for fogedretten skal sandsynliggøre den forringede fyldestgørelsesmulighed. Der stilles ikke krav om fuldt bevis, men der skal over for fogedretten kunne henvises til konkrete omstændigheder vedrørende skyldners personlige eller økonomiske forhold. I UfR 2001, 667 VLK ophævede landsretten en af fogedretten foretaget arrest med den begrundelse, at K (køber) ikke havde henvist til konkrete omstændigheder i form af mistænkelige eller påfaldende dispositioner fra S's (sælger) side til støtte for, at arrestbetingelserne i RPL § 627, nr. 2, var opfyldt, men alene til, at skyldneren havde bopæl i udlandet, hvilket i den foreliggende situation, hvor K ved aftalens indgåelse var bekendt med, at S havde bopæl i udlandet, ikke i sig selv burde medføre, at betingelserne i § 627, nr. 2, var opfyldt. Fogedretten havde på begæring af K foretaget arrest hos S for et krav på 756.000 kr. vedrørende en ejendomshandel. S var bosiddende i England, men opholdt sig 180 dage årligt i Danmark, hvor pågældende havde ejendomme. Fogedretten havde fundet, at S havde en sådan tilknytning til udlandet, at K's mulighed for senere at opnå dækning uden foretagelse af arresten ville blive væsentligt forringet.

Som eksempel på en særlig arrestgrund kan nævnes risikoen for, at skyldner vil tage varigt ophold i udlandet.

Andre eksempler kan være, at skyldner foretager usædvanlige forretningsmæssige dispositioner eller usædvanlige realisationer af aktiver eller direkte tilkendegiver at ville lægge hindringer i vejen for kreditors fyldestgørelse.

Vedrørende sidstnævnte henvises til Fuldmægtigen 1997,68/3, hvor skyldner, efter at rekvirenten havde afslået at modtage et beløb til fuld og endelig afgørelse, udtalte, at hun i så fald ville anvende pengene på sig selv og på et nyt køkken. Fogedretten nægtede at fremme forretningen under henvisning til, at rekvisitas udtalelse angiveligt var fremsat i meget ophidset tilstand. Fogedrettens kendelse blev kæret til landsretten, der fandt, at arrestforretningen burde fremmes mod sikkerhedsstillelse.

G.9.1.3 I hvilke aktiver

De aktiver, der kan gøres arrest i, er stort set sammenfaldende med de aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg efter reglerne i RPL §§ 507-517. Det vil bl.a. sige, at trangsbeneficiet skal respekteres såvel under arrestforretningen som under den efterfølgende udlægsforretning.

G.9.1.4 Sikkerhedsstillelse

Det fremgår af RPL § 630, at arrest kan afværges, hvis skyldner inden arrestens foretagelse har stillet tilstrækkelig sikkerhed for kreditors fordring. Sikkerheden kan navnlig stilles i form af pant eller kaution.

G.9.2 Fremgangsmåden ved arrest

Begæring om arrest skal indgives skriftligt til fogedretten, jf. RPL § 631. Begæringen skal indeholde de konkrete omstændigheder, som kreditor mener truer hans udsigt til dækning af fordringen, og de dokumenter, som kreditor ønsker at påberåbe sig under sagen, skal være vedlagt.

Er disse krav ikke opfyldt, kan fogedretten afvise sagen, jf. RPL § 631, stk.2, med henvisning til § 489, stk. 1. Der kan dog efter reglen i RPL § 488, stk. 3, indrømmes kreditor en frist til at berigtige manglerne ved begæringen.

I RPL § 631, stk. 2, anføres en række bestemmelser, som finder anvendelse under sagens behandling. Der er i vid udstrækning tale om de samme regler, som gælder for fremgangsmåden under udlægsforretninger og for sikringsakter i forbindelse med udlæg.

Er begæring om arrest indleveret til den forkerte fogedret, kan henvisning til rette fogedret ske efter reglen i RPL § 489, stk. 2.

I lighed med hvad der gælder i forbindelse med andre fogedsager, kan fogedretten fastsætte tid og sted for arrestforretningen. Under hensyntagen til arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel kan forretningen foretages med meget kort varsel. Ofte vil der være grundlag for at påbegynde arresten på skyldners bopæl.

Reglerne i RPL § 493 og § 494 om underretning og tilsigelse af skyldner gælder også ved arrest. Arrestbetingelsen i RPL § 627, nr. 2, vil imidlertid ofte kræve, at der efter reglen i RPL § 493, stk. 2, undlades underretning af skyldner om tid og sted for forretningen.

Arrestforretningen kan efter RPL § 502 udsættes, men af hensyn til arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel er fogedretten efter praksis tilbageholdende hermed.

Tredjemand kan forlange af få genoptaget en arrestforretning, hvis han mener, den strider mod hans ret, jf. RPL § 504, nr. 1 og 4. Det ville være urimeligt, hvis tredjemand skal afvente udfaldet af justifikationssagen, før det endeligt kan fastslås, om han frit kan disponere over det arresterede aktiv.

Genoptagelse under henvisning til tredjemands indsigelse har ingen betydning for arresthaver, idet den alene vil angå arrestens genstand. Af samme grund har en skyldner, som ikke har været til stede under arrestforretningen, mulighed for at begære genoptagelse, således at han kan gøre brug af sine rettigheder efter RPL §§ 509-516.

G.9.2.1 Arrestbegæring - praktisk eksempel

Arrestbegæring for skatte- og afgiftskrav fremsendes normalt til Kammeradvokaten via Hovedcentret.

En begæring om arrest kan fx udfærdiges således

"Skattecenter X skal i en nærværende kontrolsag hos selskabet C ApS anmode om, at der foretages arrest, jf. retsplejelovens § 627, nr. 2, i selskabets bankkonto hos Bank AA.

Sagen vedrører følgende forhold

Selskabet

C ApS

(Gade)

( By)

Personkreds

D

CPR-nr. xxxxxx-xxxx

(Gade)

(By)

F

CPR-nr. xxxxxx-xxxx

Adresse ukendt

M

Hollandsk statsborger

Selskabets stifter og direktør

Bank

Bank AA A/S

(Gade)

(By)

Konto nr. 3000 0000000000

Valuta konto nr. 3111 1111111111

Sagens faktiske forhold

Der er tale om et selskab, der er anmeldt til registrering den 1. august 2006. Selskabet er herefter registreret for merværdiafgift, med opstartsdato den 20. august 2006.

Selskabet har angivet branchen på registreringsblanketten som værende "handel med edb m.m.". Selskabet driver handel med mini-computere.

Selskabets daglige drift foretages over for SKAT af F, der er salgsdirektør i selskabet.

F er kendt fra et selskab, I ApS, CVR-nr. YY XX XX XX , der har været registreret hos Skattecenter Y i samme periode, som C ApS har eksisteret.

I ApS har ligeledes drevet handel med mini-computere. Selskabet i Skattecenter Y's område er for nylig blevet nægtet registrering på grund af en manglende sikkerhedsstillelse opkrævet på baggrund af, at F har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med selskabts registrering. Ved opgørelsen af selskabets merværdiafgift kunne det godtgøres, at selskabet havde købt varerne dyrere, end de blev solgt. Selskabet har derved underfaktureret varerne.

Af C ApS's bankkontoudtog fremgår det, at selskabet overfører store pengebeløb til udlandet. Skattecenteret antager, at disse overførelser angår køb af varer i et andet EU-land. Hvis disse pengeoverførelser sammenholdes med de betalinger, de danske virksomheder indsætter som betaling for varer købt hos C ApS, fremgår det tydeligt, at selskabet køber varerne dyrere, end de sælges. Dette selskab underfakturerer ligeledes.

Af selskabets bankkonto fremgår det endvidere, at de beløb, som indsættes af de danske virksomheder, straks efter overføres til udlandet. Dette betyder, at selskabet ikke vil have mulighed for at betale den moms, der på et senere tidspunkt skal betales til SKAT, idet kontoen tømmes efter hver handel.

Samme forhold gjorde sig ligeledes gældende ved I ApS, der ikke var i stand til at betale et momstilsvar på 300.000 kr.

Derudover fremgår det af kontoudtoget, at selskabets danske købere betaler for varen, før end C ApS skal afregne over for dem, som de har købt varerne af. De danske købere forudbetaler således, hvorfor selskabet ikke selv lægger en likviditet ud ved handlerne.

Det skal bemærkes, at ud over M er det kun D, der kan disponere over kontoen i Bank AA.

Selskabet har ingen aktiver ud over det nuværende indestående på selskabets bankkonto på 7.000.000 kr.

Af selskabets salgsfakturaer indhentet hos de danske virksomheder fremgår det, at der er opkrævet dansk moms ved salget. Skattecenter X kan på nuværende tidspunkt opgøre en salgsmoms på 5.000.000 kr. der skal angives og betales den 10. februar 2001. Momstilsvaret er alene opstået ved 6 handler i perioden 15. - 24. oktober 2006.

Der vedlægges kopi af de henvendelser, Skattecenter X har modtaget fra andre selskaber i branchen, hvoraf det fremgår, at selskabet sælger varerne billigere end markedsprisen.

Der vedlægges kopi af bankkontoudtog, salgsfakturaer, notat fra Skattecenter Y og henvendelser fra branchen.

Såfremt der måtte være spørgsmål til ovenstående, er De velkommen til at kontakte undertegnede."

G.9.3 Arrestens retsvirkninger

Arresten giver ikke kreditor nogen fyldestgørelsesadgang, men er alene et retsskridt, som foretages for at åbne mulighed for senere udlæg og dermed fyldestgørelse i det pågældende aktiv.

Ved at foretage arrest søger kreditor at sikre sig, at der er noget at gøre udlæg i, når det fornødne eksekutionsgrundlag foreligger, idet skyldneren med arresten afskæres fra at råde i strid med arresthaverens ret.

G.9.3.1 Kreditors beskyttelse

Straffelovens § 283 om skyldnersvig giver kreditor en vis beskyttelse mod, at skyldner på graverende måde forringer sin økonomiske stilling til skade for sine kreditorer.

Samme formål tjener konkurslovens regler om omstødelse, idet skyldners dispositioner i et vist omfang kan omstødes, hvis han erklæres konkurs mv. Muligheden for at foretage arrest i et aktiv er ligeledes med til at beskytte kreditorerne mod skyldners dispositioner i strid med deres interesser.

G.9.3.2 Forholdet til de øvrige kreditorer

Arresten er ikke beskyttet mod, at skyldners øvrige kreditorer kan foretage udlæg i aktivet.

Konsekvensen af, at arresten ikke er kreditorbeskyttet, er, at den plads i prioritetsordenen, som arresten har forbeholdt, besættes af den kreditor, som først foretager udlæg efter arrestens foretagelse.

I overensstemmelse hermed antages det, at det beløb, som tilfalder arrestens plads, i tilfælde af tvangsauktion skal indbetales til fogedretten, som herefter afventer, hvem der først foretager udlæg i beløbet.

G.9.3.3 Betalingsstandsning

Anmeldelse af betalingsstandsning hindrer kreditorerne i at indlede individualforfølgning, herunder arrest, jf. KL § 16, stk. 1. Undtaget herfra er dog arrest for uomstødelige pantefordringer.

En arrest foretaget før betalingsstandsningen består under betalingsstandsningen. Er der sket rådighedsberøvelse før betalingsstandsningen, forbliver den i kraft.

Rådighedsberøvelse på grundlag af en arrest foretaget før betalingsstandsningen kan under betalingsstandsningen kun ske efter skifterettens beslutning, uanset arresten vedrører en uomstødelig fordring, jf. KL§ 16, stk. 2.

G.9.3.4 Konkurs

Fra tidspunktet (klokkeslættet) for konkursdekretets afsigelse kan der ikke foretages arrest i aktiver, som indgår i boet, og en allerede foretaget arrest bortfalder automatisk, jf. KL § 31, stk. 3.

G.9.3.5 Tvangsakkord

Åbning af tvangsakkord afskærer efter reglen i KL § 171 iværksættelse af individualforfølgning, herunder arrest. Beskyttelsen gælder imidlertid kun for de aktiver, som er omfattet af akkorden. Adgangen til at forfølge en allerede foretaget arrest suspenderes efter KL § 171, stk. 2. Også suspensionen er begrænset til de aktiver, som er omfattet af akkorden, jf. KL § 184, stk. 2.

G.9.3.6 Skyldners død

Afgør skyldner ved døden, gælder nogle særlige regler i henholdsvis dødsboskifteloven og skifteloven.

Hvis dødsboet behandles efter reglerne i dødsboskifteloven

Dødsboskiftelovens § 10, stk. 1, udtaler, at fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver, og ifølge stk. 4 taber arrest foretaget inden dødsfaldet sin virkning. Udleveres boet til privat skifte, følger det af lovens § 26, stk. 3, at arrest, som i medfør af § 10, stk. 4, har tabt sin virkning, atter træder i kraft ved udleveringen, som om arresten ikke var blevet afbrudt.

Hvis dødsboet behandles efter reglerne i skifteloven

Skiftelovens § 35 udtaler om de tilfælde, hvor gældsansvaret ikke overtages af arvingerne, at arrest, som ved et dødsbos overgang til offentlig skiftebehandling måtte være gjort i de til det hørende genstande, taber sin virkning, ligesom også al adgang bortfalder til, i anledning af fordringer på den afdøde eller med hensyn til efterladenskaberne, at lade afholde arrest eller til at søge fyldestgørelse igennem eksekution og tvangsauktion.

For dødsboer, hvor arv og gæld vedgås, gælder ifølge skiftelovens § 54, at der kan gøres arrest i de til boet hørende formuegenstande, ligesom der i dem kan søges fyldestgørelse ved eksekution og tvangsauktion, når et behørigt eksekutionsgrundlag er til stede. Arrest, som forud for boets overtagelse måtte være gjort i de til det hørende formuegenstande, træder atter i kraft, som om den ikke var blevet afbrudt.

Se om dødsboskifte i øvrigt afsnit N .

G.9.4 Arrestens udstrækning

Arresten bortfalder, når dens plads i prioritetsrækken fuldt ud er blevet besat med udlæg, jf. UfR 1985, 969 VLK.

Den 1-årige forældelsesfrist i RPL § 526 gælder ikke for arrester. Dette begrundes med, at det ofte vil være svært at gennemføre justifikationssag og foretagelse af udlæg på et år.

Hvis der indgås forlig under en arrestforretning, kan der umiddelbart foretages udlæg efter reglen i RPL § 478, nr. 2, idet der i så fald foreligger et retsforlig.

Foretagelse af arrest kan afværges, eller en allerede foretagen arrest kan bortfalde, hvis skyldneren stiller fornøden sikkerhed for kravet, jf. RPL § 630. Sikkerhed stillet af tredjemand må sidestilles hermed. Tredjemands sikkerhed bortfalder ikke i tilfælde af konkurs. Derimod kan det komme på tale at omstøde kravet efter reglerne i KL §§ 70 og 74.

G.9.5 Rekvirentens ansvar og sikkerhedsstillelse

Inden arrestforretningen påbegyndes, eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at rekvirenten som betingelse for arrestens foretagelse skal stille sikkerhed for et eventuelt erstatningskrav i anledning af arresten, jf. RPL § 629.

Der kræves som regel en sikkerhed svarende til det beløb, der ønskes arrest for. Fogedretten kan justere eller ændre sin afgørelse om sikkerhedsstillelse frem til det tidspunkt, hvor arresten foretages.

Hvor rekvirenten er en offentlig myndighed, er sikkerhedsstillelse dog overflødig, jf. UfR 1983, 601 VLK, hvor retten udtalte, at de hensyn, der ligger bag reglerne om rekvirentens sikkerhedsstillelse, ikke gør sig gældende, når rekvirenten er en offentlig myndighed.

Fogedrettens afgørelse om sikkerhedsstillelse kan kæres efter reglen i RPL § 640. Kære har ikke opsættende virkning.

G.9.6 Justifikationssagen

De foreløbige retsmidler er foreløbige forstået på den måde, at arresten, medmindre skyldner frafalder det under selve forretningen, skal følges op af en justifikationssag.

Fogedrettens afgørelser i arrestsager kan altid kæres, jf. RPL § 640. Dette gælder, uanset om forretningen fremmes.

Justifikationssagen skal anlægges inden en uge efter arrestens foretagelse, jf. RPL § 634. Sagen skal anlægges ved de almindelige domstole. Verserer der allerede en retssag om den fordring, som arresten vedrører, skal sagen dog anlægges ved den samme domstol, som behandler retssagen om fordringen.

Under justifikationssagen skal det påkendes, om arresten er lovlig gjort. Der kan under sagen også ske en egentlig prøvelse af rekvirentens fordring, såfremt der er tvist om fordringens eksistens eller størrelse. Dog vil fx et skattekrav, der ikke er endeligt, fordi det er under påklage, ikke blive efterprøvet, men justifikationssagen vil blive udsat for at afvente den administrative rekursmyndigheds afgørelse.

Rekvirenten skal anlægge en justifikationssag, selvom arresten er afværget ved sikkerhedsstillelse efter reglen i RPL § 630.

G.9.7 Kære

En foretagen arrest kan anfægtes såvel under justifikationssagen som under kære. På grund af arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel kan kære ikke tillægges opsættende virkning.

Et kæremål bør i sin helhed behandles på samme grundlag som i fogedretten, således at justifikationssagen ikke overflødiggøres.

Den egentlige prøvelse af rekvirentens krav skal stadig ske under justifikationssagen. Tvister om fogedrettens fremgangsmåde, bevisførelsen, sikkerhedsstillelse, og hvad der foretages arrest i, vil derimod kunne afgøres gennem kære.

En arrest kan ophæves under justifikationssagen eller som følge af efterfølgende omstændigheder, jf. RPL § 638. Fogedrettens afgørelse herom kan kæres efter reglen i RPL § 640.

G.9.8 Told- og skatteforvaltningens kompetence

Hvis skattecenteret finder, at betingelserne for at foretage arrest for et krav på skatter og afgifter er opfyldt, herunder at skattecenteret kan fremlægge de nødvendige dokumentationer og sandsynliggørelser, der er anført ovenfor, forelægges sagen for Hovedcentret.

Forelæggelsen kan også finde sted telefonisk på grund af sagens hastende karakter. Hovedcentret tager herefter stilling til, hvorvidt Kammeradvokaten skal inddrages med henblik på at varetage SKATs interesser i forbindelse med arrestens foretagelse og anlæggelse af den efterfølgende justifikationssag, der skal anlægges inden en uge efter arrestens foretagelse; se afsnit G.9.6 om justifikationssagen.

G.10 Retsafgifter, gebyrer og omkostninger

Dette afsnit behandler retsgrundlaget for de sagsomkostninger m.v. som påløber sagen i forbindelse med RIMs inddrivelse. I det følgende gennemgås først selve retsgrundlaget, derefter retsafgifter ved udlægsforretninger, og endelig behandles de øvrige retsafgifter, gebyrer og omkostninger.

G.10.1 Retsafgiftsloven og bekendtgørelse

Retsafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000 om retsafgifter) regulerer beregning af retsafgifter i forbindelse med forskellige retshandlinger, fx en udlægsforretning.

Bekendtgørelse (nr. 753 af 12. november 1990) om retsafgift regulerer nærmere om beregning af retsafgift for udlæg, der foretages efter INDL.

G.10.2 Retsafgift ved udlæg

G.10.2.1 Grundlaget for beregning af retsafgift ved udlæg

Retsafgift beregnes dels som en grundafgift af det beløb, der foretages udlæg for, dels som en tillægsafgift ved en udgående udlægsforretning eller ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp.

Retsafgiftens (grundafgiftens) størrelse beregnes af det beløb, der foretages udlæg for. Ved opgørelsen af det retsafgiftspligtige beløb medregnes hovedstol (skatter og afgifter mv.), renter og eventuelle omkostninger, dog ikke udgifter ved selve udlægsforretningen.

Der beregnes ikke retsafgift ved udlægsforretninger vedrørende bøder, jf. RAL § 20, nr. 1.

I tilfælde, hvor en foreløbig fastsættelse under udlægsforretningen afløses af en angivelse, der er større end det foreløbigt fastsatte afgifts- og/eller skattebeløb, skal retsafgiften (grundafgiften) beregnes af det angivne beløb, dvs. korrigeres til et større beløb.

Er angivelsen mindre end det foreløbigt fastsatte afgifts- og/eller skattebeløb, skal retsafgiften (grundafgiften) beregnes af det angivne beløb, dvs. korrigeres til et mindre beløb.

Ved udlæg hos samme skyldner for flere fordringer, fx A-skat, AM-bidrag og moms, sammenlægges kravene, inden grundafgiften og evt. tillægsafgiften beregnes, jf. RAL §§ 16, stk. 3, og 17 a, stk. 2. Det har ingen betydning, at fordringerne er knyttet til forskellige fordringshavere.

Ved udlæg hos flere skyldnere for samme krav, beregnes grundafgiften og evt. tillægsafgiften for hver skyldner. Det gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller eller registrerede partnere, eller hvis der foretages udlæg i en fast ejendom tilhørende flere skyldnere i forening. Det sidste er fx tilfældet, hvis der foretages udlæg i en fast ejendom, der er i sameje mellem flere personer, som skylder for samme krav, jf. RAL §§ 16, stk. 4, og 17 a, stk. 3.

Ved nyt udlæg for samme krav hos en eller flere skyldnere skal der kun beregnes grundafgift og eventuel tillægsafgift første gang, jf. RAL § 19. Det betyder, at hvis der er foretaget udlæg for et givent krav, og der senere gennemføres en ny udlægsforretning for det samme krav, skal der ikke betales retsafgift for den efterfølgende udlægsforretning.

Der skal ikke skal betales retsafgift i forbindelse med afhentning af udlagte effekter.

Der skal betales retsafgift, selv om udlægsforretningen afsluttes som forgæves.

G.10.2.2 Beregning af restafgift - grundafgift

Retsafgiften beregnes med en grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., beregnes yderligere ½ procent af det overskydende beløb i grundafgift, jf. RAL § 16, stk. 1.

I medfør af RAL § 59 afrundes den beregnede afgift opefter til nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10, således at grundafgiften udgør følgende beløb

Restance

Retsafgift

indtil 3.000 kr.

300 kr.

over 3.000 kr. indtil 5.000 kr.

310 kr.

over 5.000 kr. indtil 7.000

320 kr.

og yderligere 10 kr. i retsafgift for hver påbegyndt 2.000 kr.

Beregningsmodel

Ovennævnte kan sammenfattes til følgende beregningsmodel med udgangspunkt i et eksempel: Hvis restancen fx udgør 24.000 kr. vedrørende en udlægsforretning, kan retsafgiften (grundafgiften) beregnes således

Retsafgift indtil 3.000 kr. udgør altid

300 kr.

0,5 % af 21.000 (24.000-3.000) kr. = 105 kr.

+ afrunding opefter, deleligt med 10 =

110 kr.

Retsafgift (grundafgift) i alt

410 kr.

G.10.2.3 Beregning af retsafgift - tillægsafgift

Der beregnes tillægsafgift ved udgående udlægsforretning eller ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp. Tillægsafgiften udgør 400 kr. uanset størrelsen af kreditors krav.

Det vil sige, at hvis udlægsforretningen foretages helt eller delvist uden for inddrivelsesmyndighedens adresse, eller hvis skyldneren fremstilles ved politiets hjælp efter anmodning fra fogeden, beregnes en tillægsafgift på 400 kr., jf. RAL § 17 a, stk. 1.

Der skal kun beregnes tillægsafgift én gang for samme fordring ved flere af de nævnte retshandlinger i forbindelse med en udlægsforretning, fx hvor en udgående udlægsforretning følges op med fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp, eller omvendt.

G.10.2.4 Retsafgiftspligtens indtræden

Fogeden skal være opmærksom på, hvornår retsafgiftspligten indtræder. Når retsafgiften er indtrådt, har skyldneren pligt til at betale retsafgiften, uanset om den berammede udlægsforretning efterfølgende afværges ved betaling, eller der aftales en afdragsordning mv.

Retsafgiftspligten indtræder, når fogeden underretter skyldneren om tid og sted for udlægsforretningen, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om retsafgift, jf. RAL § 18, stk. 2, samt jf. RPL § 493, stk. 1. Det betyder i praksis, at retsafgiftspligten (grundafgiften) indtræder, når skyldneren modtager tilsigelsen. Skyldneren bærer selv ansvaret for, om denne læser eller får kendskab til tilsigelsen, når tilsigelsen er fremsendt til dennes adresse.

Hvis udlægsforretningen foretages uden underretning til skyldneren, jf. RPL § 493, stk. 2, indtræder retsafgiftspligten (grundafgiften), når udlægsforretningen påbegyndes. Det vil sige, når fogeden opfordrer skyldneren eller den, der varetager dennes interesser, til frivilligt at opfylde kravet, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om retsafgift, jf. RPL § 496.

Ved udgående udlægsforretning, der foretages helt eller delvist uden for inddrivelsesmyndighedens adresse, eller ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp, indtræder retsafgiftspligten (tillægsafgiften) allerede, når fogeden træffer bestemmelse om retshandlingens foretagelse, jf. § 1, stk. 3, i bekendtgørelsen om retsafgift. Det vil i praksis sige fra det tidspunkt, hvor underretningen foretages, eller hvis en udgående udlægsforretning ikke er varslet, fra det tidspunkt fogeden har forladt sit kontor.

Retsafgiftspligten bortfalder, hvis udlægsforretningen ikke kan gennemføres som følge af, at der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, afsagt konkursdekret, åbnet forhandling om tvangsakkord eller indledt gældssanering, jf. RAL § 16, stk. 5. Der henvises til udlægsforbudet i konkursloven, jf. §§ 16 - 16 a, 31, 171 og 207, stk. 1.

G.10.2.5 Protokollering af retsafgiften

Retsafgiften skal protokolleres i udlægsbogen i rubrikkerne for skyldens opgørelse og medregnes ved opgørelsen af det samlede skyldige beløb.

G.10.2.6 Klage over bregning af retsafgiften

Indsigelse over fogedens beregning af en retsafgift sker ved klage til fogedretten (den judicielle foged), jf. § 3 i bekendtgørelsen om retsafgift.

Hvis indsigelsen fremsættes under udlægsforretningen, underretter fogeden fogedretten. Efter udlægsforretningen kan indsigelse fremsættes ved klage til fogedretten senest 6 uger efter, at skyldneren har fået kundskab til beregningen, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om retsafgift.

G.10.2.7 Udskrifter og attester

Retsafgiften for udskrifter af udlægsbogen tilfalder den myndighed, der har ansat fogeden, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen om retsafgift.

Denne afgift udgør 175 kr., jf. RAL § 48.

G.10.3 Andre retsafgifter

G.10.3.1 Konkursbegæring

Ifølge RAL § 37 svares der 750 kr. for behandling af konkursbegæringer.

Indgives der af flere kreditorer konkursbegæringer på forskelligt grundlag, betaler hver kreditor retsafgift for sig.

G.10.3.2 Tvister under konkursbehandlingen

Der svares afgift efter RAL kap. 1 for behandling af tvister i boer, der behandles af kurator angående anmeldelse af fordringer eller deres fortrinsret, jf. KL § 246.

Det betyder, at der svares en grundafgift på 500 kr. Overstiger værdien af det anmeldte krav 6.000 kr., svares yderligere 2 pct. af det overskydende beløb, jf. RAL 1, stk. 1. Og det følger af bestemmelsens stk. 2, at ved sagens berammelse til domsforhandling svares yderligere 1/5 af den efter stk. 1 betalte afgift.

G.10.3.3 Tvangsauktioner

For auktioner, der afholdes af fogedretten, skal der svares afgift efter RAL § 21.

For behandling af en begæring om afholdelse af auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre svares en afgift på 800 kr., jf. RAL § 22. For tvangsauktion over disse aktiver svares yderligere ½ pct, jf. RAL § 22, stk. 2.

For behandling af begæringer om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer svares en afgift på 300 kr. For auktion over disse aktiver svares yderligere 1 pct., jf. RAL § 23.

G.10.3.4 Vederlag til stævningsmand og vidner

I medfør af § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 jf. bekendtgørelse nr. 149 af 10. marts 2003 tilkommer der stævningsmændene et vederlag for at forkynde tilsigelser.

Fra 1. april 2003 ydes 27,50 kr. pr. forkyndelse samt befordringsgodtgørelse. Der skal betales vederlag, selv om forkyndelsen afsluttes som forgæves. Er restanten flyttet, og forsøger stævningsmanden forkyndelse på den nye adresse, betales nyt vederlag.

Eventuelle udgifter til vidner afholdes af inddrivelsesmyndigheden uden refusion fra skyldneren.

Der udbetales ikke vidnegebyr til personale ansat i inddrivelsesmyndigheden.

G.10.4 Omkostninger

Skyldneren skal betale samtlige de med inddrivelsen forbundne omkostninger, herunder omkostninger i forbindelse med de udlagte effekters vurdering, afhentning, opbevaring og bortsalg, jf. RPL § 503. Skyldneren afkræves dog ikke portoudgifter og udgifter til fogedens og vidnets befordring.

Ifølge § 26 i Inddrivelsesbekendtgørelsen har RIM endvidere hjemmel til at opkræve gebyrer for nogle nærmere definerede handlinger i forbindelse med ekspeditionen af kommunale- og amtskommunale restancer omfattet af §2, stk. 1 eller 2 i gebyrloven, restancer af personskat jf. Kildeskattelovens §§ 50, 61 og 62A samt restancer jf. § 15, stk. 4 i arbejdsmarkedsfondsloven. Gebyret på 250 kr. opkræves ved udsendelse af erindringsskrivelse, afgørelse om lønindeholdelse samt tilsigelse til udlægsforretning.

I forbindelse med gebyret for udsendelse af tilsigelse til udlægsforretning bemærkes, at dette ikke er identisk med den retsafgift, som indtræder ved samme lejlighed. Hvor retsafgiften vedrører selve den retslige handling, dækker gebyret administrationen i forbindelse med udsendelsen af tilsigelsen.

G.11 Indregning af personskatterestancer i forskudsskat

G.11.1 Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 61A hjemler ret til at indregne personskatterestancer i forskudsregistreringen.

Efter kildeskattelovbekendtgørelsens § 10, stk. 1, sker indregning efter restanceinddrivelsesmyndighedens nærmere bestemmelse, hvis maksimumbeløbet for indregning af restskat for seneste afsluttede indkomstår, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3, ikke er udnyttet fuldt ud til indregning af restskat m.v.

G.11.2 Retningslinjer for indregning

Der kan kun foretages indregning af restancer i medfør af kildeskattelovens § 61 A, i det omfang, der overlades skatteyderen det nødvendige til eget og familiens underhold, jf. SKM2006.549.SKAT .

Er skyldnerens nettoindkomst - i 2006 - under 86.960 kr. (beløbet svarer til nettoværdien af højeste kontanthjælp), kan der som udgangspunkt ikke ske indregning af skatterestancer i forskudsregistreringen for 2007. Hvor skatterestanceindregning - i forskudsregistreringen for 2006 - har nedbragt skyldnerens nettoindkomst til under 86.960 kr., vil indregning som udgangspunkt ikke kunne ske i forskudsregistreringen for 2007. Dette følger af, at det af inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 fremgår, at der ikke kan ske lønindeholdelse eller fastsættelse af en afdragsordning, hvis skyldners nettoindkomst ligger under en nærmere fastsat grænse (86.960 kr. pr. år. for 2006). Når skyldner i relation til fastsættelse af afdragsordninger og lønindeholdelse ikke har nogen betalingsevne, hvis skyldners nettoindkomst ligger under den nævnte grænse, vil skyldner heller ikke have nogen betalingsevne i forbindelse med indregning af restancer i henhold til kildeskattelovens § 61 A.

Der kan endvidere ikke foretages indregning af restance i henhold til kildeskattelovens § 61 A, hvis der hos skyldner allerede

er fastsat en afdragsordning i h.t. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 eller kap. 6,

foretages lønindeholdelse i h.t. inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 5 eller 6,

er aftalt en afdragsordning eller iværksat en lønindeholdelse før den 1. november 2005 og denne aftale/lønindeholdelse fortsat er gældende og det må lægges til grund, at skyldners betalingsevne dermed er udtømt.

Har skyldner fået henstand med sin personskatterestance, kan denne ikke indregnes i henhold til kildeskattelovens § 61 A.

Indregning hindres ikke af, at den omhandlede personskatterestance er sikret ved udlæg eller på anden måde.

G.11.3 Underretning om mulig indregning

Beslutter RIM, at der skal ske indregning af personskatterestancer i henhold til kildeskattelovens § 61 A, skal skyldner underrettes herom.

H Universalforfølgning

Indledning

H.1 Indledende bestemmelser

I konkurslovens kapitel 1 findes en række bestemmelser, der gælder for både konkurs, betalingsstandsning, gældssanering og tvangsakkorder -konkurslovens insolvensinstitutter.

Disse bestemmelser i konkursloven kaldes for de "indledende bestemmelser" og omfatter bl.a. reglerne om etablering af fristdag for insolvensinstitutterne og fastholdelse af fristdagen og dens virkning.

Af andre fællesbestemmelser kan nævnes konkurslovens definition på nærtstående, og hvordan betalingsstandsning eller konkurs anmeldes til skifteretten.

Afsnit H.1.1 - H.1.4 er fælles betalingsstandsning, se afsnit H.2 , konkurs, se afsnit H.3 , tvangsakkorder, se afsnit H.4 og gældssanering, se afsnit H.6 . De respektive insolvensinstitutter beskrives nærmere i de enkelte afsnit.

H.1.1 Fristdag

Fristdagen er det tidspunkt, konkursloven anvender som skæringsdag for at iværksætte de retsvirkninger, der følger af de enkelte institutter.

Fristdagen anvendes således fx i relation til omstødelse, jf. afsnit H.3.12 , og bestemmer kreditors stilling i konkursordenen, jf. afsnit H.3.14 .

Formålet med fristdagen er at fastslå det tidligste tidspunkt, hvor skyldnerens insolvens officielt kan konstateres.

H.1.1.1 Tidspunkt for fristdagen

Fristdagen er efter KL § 1, stk. 1, fastsat til følgende tidspunkter

Den dag, hvor skifteretten modtager anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling, gældssanering eller konkurs.

RIM har således mulighed for selv at etablere en fristdag for skyldneren ved at indgive en konkursbegæring. Om konkursbestemmelserne henvises til afsnit H.3 .

Dagen for skyldnerens død, hvis dødsboet behandles efter reglerne om insolvente boer, jf. §§ 69-72 i lov om skifte af dødsboer.

Dagen for beslutning om likvidation af et aktieselskab eller et anpartsselskab, hvis skifteretten inden 3 måneder efter denne beslutning modtager anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling eller konkurs. Her tænkes på likvidation af selskaber, som på beslutningstidspunktet måtte formodes at være solvente, og som likvideres efter aktie- og anpartsselskabslovene.

Bestemmelsen omfatter også skifterettens beslutning om selskabets opløsning enten ved solvent likvidation eller konkurs i medfør af aktieselskabsloven § 117 eller anpartsselskabslovens § 60 samt ved tvangsopløsning, jf UfR 1996, 90 HD. I dommen blev det fastslået, at dagen for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beslutning om tvangsopløsning skal anses for fristdag, hvis skifteretten inden 3 måneder modtager anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling eller konkurs. Tvangsopløsningsbegæring sidestilles ikke automatisk med en konkursbegæring.

Kan flere af de nævnte tidspunkter komme på tale, anvendes det tidligst indtrufne tidspunkt som fristdag. I UfR 1995, 709 ØLK afviste skifteretten en konkursbegæring, og under kærebehandlingen i Landsretten blev der indgivet ny begæring fra en anden kreditor, hvilken blev taget til følge af skifteretten. Landsretten fandt herefter, at fristdagen i et sådant tilfælde måtte være den dag, skifteretten havde modtaget kærendes konkursbegæring.

En konkursbegæring indgivet af en ikke lovligt valgt bestyrelse er en nullitet, og en konkursbegæring fra en sådan bestyrelse kan derfor ikke etablere en fristdag. Afvises en sådan begæring, og indleveres der senere for det samme selskab en ny - og lovlig - begæring, vil den nye begæring således kan etablere en fristdag.

I UfR 1985, 429 VLK havde en bestyrelse med kun ét bestyrelsesmedlem anmeldt betalingsstandsning, idet de andre medlemmer var udtrådt af bestyrelsen på den ordinære generalforsamling. Da anmeldelsen af betalingsstandsningen kunne have betydning for omstødelsesfrister, accepterede Landsretten anmeldelsen fra det ene bestyrelsesmedlem som grundlag for behandling af betalingsstandsningen.

H.1.1.2 Opretholdelse af fristdagen

I konkursloven er der mulighed for, at fristdagen kan opretholdes, selv om grundlaget for den oprindelige fristdag er bortfaldet. Betingelserne herfor findes i KL § 1, stk. 2-5.

Dagen for den oprindelige anmeldelse eller for indsendelse af den første begæring til skifteretten regnes således for fristdag i de 4 nedennævnte tilfælde

Betalingsstandsningen er ophørt, og skifteretten inden for 3 uger efter har modtaget en begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering, jf. KL § 1, stk. 2

Begæring om akkordforhandling er ophørt, tilbagekaldt eller forkastet, og skifteretten inden for 3 uger efter har modtaget begæring om konkurs eller gældssanering, jf. KL § 1, stk. 3

Begæring om gældssanering er afslået eller tilbagekaldt, og skifteretten inden for 3 uger efter har modtaget en konkursbegæring eller akkordforhandling, jf. KL § 1, stk. 4

Konkursbegæringen er tilbagekaldt eller afslået, og skifteretten inden for 3 uger efter har modtaget en ny begæring om konkurs, akkordforhandling, gældssanering eller anmeldelse om betalingsstandsning (KL § 1, stk. 5).

Der regnes kun med hele dage, hvorfor tidsrummet "inden tre uger" forstås således, at selve 3 ugers dagen ligger inden for perioden på de 3 uger jf. UfR 1976, 790.

Opremsningen i KL § 1, stk. 2-5 af tilfælde, hvor fristdagen kan opretholdes, er udtømmende. Fristdagen opretholdes på den måde ikke, selv om skifteretten modtager en ny anmeldelse om betalingsstandsning inden 3 uger efter, at den tidligere betalingsstandsning er ophørt.

Fx opretholdes fristdagen, hvis en betalingsstandsningsperiode er ophørt, uden der er fremkommet forslag til en kreditorordning, hvis konkursbegæring indgives inden 3 uger efter betalingsstandsningens udløb. Denne begæring kan også indgives på RIM´s foranledning, se afsnit H.3 om konkurs.

RIM skal i den forbindelse vurdere, om det vil være nødvendigt at fastholde fristdagen for til at sikre Skats krav.

H.1.2 Nærstående

Konkursloven indeholder i relation til skyldnerens nærstående en vidtgående adgang til regulering til fordel for kreditorerne. Fx er der videre adgang til omstødelse, når den disposition, der ønskes omstødt, er foretaget over for skyldnerens nærstående, se afsnit H.3.12 .

Bestemmelsen i KL § 2, stk. 1, fastslår, at ved nærstående forstås følgende fysiske eller juridiske personer

Ægtefæller, slægtninge i op- og nedstigende linje, søskende og de nævnte personers ægtefæller. Endvidere andre, der har stået hinanden særligt nær, fx i faktiske samlivsforhold, jf. KL § 2,nr. 1.

Bestemmelsen omfatter fx forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn og søskende. Fraskilte ægtefæller er omfattet, hvis de i den konkrete situation står skyldneren særligt nær. Under ægtefæller hører registrerede partnere, jf. § 3, stk. 2, i registreret partnerskabslov.

Et selskab og en person, hvis personen eller dennes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital, jf. KL § 2, nr. 2

To selskaber, hvis det ene eller dettes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af det andet selskabs kapital, jf. KL § 2, nr. 3, 1. led

To selskaber, hvis en væsentlig del af begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes af samme person eller selskab eller af indbyrdes nærstående personer eller selskaber, jf. KL § 2, nr. 3, 2. led, eller

Andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende interessefællesskab som nævnt ovenfor vedrørende selskaber, jf. KL § 2, nr. 4.

Hvor stor kapitalandelen skal være, for at den kan anses for at være væsentlig efter KL § 2 (punkterne b - e ovenfor) kan der ikke gives faste retningslinjer for. Andelen behøver dog ikke at være 50% eller mere, men vurderingen må afhænge af fordelingen af kapitalen og den stemmevægt, der følger med ejerskabet af kapitalen.

Andelen må i det mindste anses for at være væsentlig, hvis selskabets disposition er båret af den værdi eller stemmevægt, som ejerens andel har.

Se fx UfR 1993, 981 HD, hvor en ejerandel på 10% regnet efter stemmevægt ikke blev anset for tilstrækkelig væsentlig til at aktionæren var nærstående til selskabet. Heller ikke det faktum, at aktionæren tillige var medlem af selskabets bestyrelse, bevirkede, at aktionæren blev betragtet som nærstående efter KL § 2, nr. 4.

H.1.3 Krav om anmeldelse og begæring

En anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering indgives til skifteretten på det sted, hvorfra skyldneren udøver sin erhvervsmæssige virksomhed, jf. KL § 3. Hvis skyldneren ikke driver virksomhed her i landet, indgives anmeldelsen eller begæringen til skifteretten i den retskreds, hvor han har sit hjemting. Inden for Københavnsområdet indgives anmeldelser og begæringer ifølge KL § 4 dog til Sø- og Handelsretten i København.

Anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering indgives skriftligt og skal så vidt muligt angive skyldnerens fulde navn, personnummer, bopæl, det navn, hvorunder han driver forretning, hans erhvervsgren samt hvorfra, virksomheden drives, jf. KL § 7. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal CVR-nummeret så vidt muligt angives.

Efter KL § 8 kan skifteretten bevilge den, der har indgivet anmeldelsen eller begæringen, en kort frist til at fremskaffe manglende oplysninger. Fristen kan normalt ikke strækkes ud over en uge.

Sker der udsættelse efter KL § 8, vil udsættelsen ikke få betydning for etablering af fristdagen, hvis de manglende oplysninger skaffes inden for den fastsatte frist.

Skifterettens afgørelse kan ikke kæres, jf. KL § 249.

H.1.4 Oplysninger om anmeldelse eller begæring

Anmeldelse om betalingsstandsning og begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering skal ikke offentliggøres, jf. KL § 9, stk. 1. Konkursloven søger på den måde at undgå at skade virksomhedens almindelige omdømme i den situation, hvor begæringen bliver tilbagekaldt som følge af betaling eller afvist af skifteretten, fordi konkursbetingelserne ikke er opfyldt.

Efter KL § 9, stk. 2, kan enhver, der har retlig interesse deri, fx en kreditor, hos skifteretten få oplyst, hvorvidt og hvornår skyldner har indgivet anmeldelse eller begæring, og hvem der er beskikket som tilsyn for den pågældende.

Hvis en kreditor har indgivet begæringen, kan skifteretten ifølge bestemmelsen ikke give oplysning herom.

RIM må altid anses for at have en retlig interesse i en registreret virksomheds eller en skatteyders betalingsforhold. Myndigheden vil derfor, hvis den får underretning om, at en virksomhed fx er i betalingsvanskeligheder, kunne spørge skifteretten, om virksomheden har standset sine betalinger.

Hvis anmeldelsen eller begæringen har været fremlagt på skifterettens møde, kan enhver, der har retlig interesse heri, forlange udskrift af retsbøgerne og de fremlagte dokumenter, som retten har, jf. KL § 9, stk. 3. Her er det uden betydning, om konkursbegæringen er indgivet af en kreditor.

Skifteretten udleverer oplysningerne under iagttagelse af RPL § 41. Efter denne bestemmelse udleveres udskrifter af retsbøger samt fremlagte dokumenter hørende til sagen. Udleveringen skal ske inden for en uge.

H.2 Betalingsstandsning

Bestemmelserne om betalingsstandsning fremgår af konkurslovens kapitel 2.

En skyldner, der ikke mener at være i stand til at betale sine kreditorer til tiden, har mulighed for at anmelde betalingsstandsning til skifteretten, jf. KL § 10.

Anmeldelsen beror på skyldnerens egen bedømmelse af sin økonomiske situation, og i almindelighed vil skifteretten ikke kræve, at der fremlægges regnskabsmateriale mm.

Formålet med en betalingsstandsning er at få skabt ro om skyldnerens virksomhed for at lette adgangen til at etablere en betalingsordning med kreditorerne, herunder også RIM. Betalingsstandsningen etableres således for at søge at undgå en konkurs eller for at hindre en - tvangsmæssig -begunstigelse af en enkelt kreditor.

Skyldneren har ikke pligt til at standse sine betalinger, hvilket er ensbetydende med, at kreditorerne ikke kan stille krav herom, men i givet fald kan de selv indgive konkursbegæring.

Imidlertid kan skyldneren ifalde et personligt erstatningsansvar ved at fortsætte sin virksomhed uden at standse sine betalinger, hvis han derved har påført kreditorerne tab, se UfR 1999, 591 HD. Her videreførte en direktør og eneanpartshaver selskabet, som solgte biler, selv om selskabet i 2 år før konkursen havde været insolvent. I de 2 regnskabsår havde selskabet haft et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen - det 3. regnskabsår - var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der derfor ikke havde været økonomisk mulighed for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende de nye biler, der blev solgt i de to sidste måneder før konkursen. Direktøren blev derfor pålagt erstatningsansvar for det tab, han på den måde havde påført det daværende ToldSkat, nu Skat som kreditor.

Se mere om erstatning i afsnit H.3.17 om konkurs og afsnit M.

H.2.1 Skyldnerens retsstilling

Ved anmeldelsen af betalingsstandsningen ændres der ikke ved skyldnerens hæftelse for de dispositioner, skyldneren foretager sig.

Skyldneren bevarer også rådigheden over sine aktiver. Skyldnerens ret til at disponere over sin formue ændres således ikke.

Skyldneren må dog kun betale sin gæld, hvis det er i overensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betalingen er nødvendig for at afværge tab jf. KL § 15. Endvidere skal væsentlige dispositioner forelægges det tilsyn, som skifteretten beskikker under betalingsstandsningen. Nærmere om det beskikkede tilsyn og betaling af gældsposter under betalingsstandsningen henvises til afsnit H.2.5.1.1 .

H.2.2 Anmeldelse om betalingsstandsning

anmeldelse om betalingsstandsning sker ifølge KL § 3 til skifteretten på det sted, hvor skyldneren udøver sin erhvervsmæssige virksomhed. Ved anmeldelsen etableres der en fristdag, jf. KL § 1, stk. 1, se afsnit H.1 .

Anmeldelsen til skifteretten skal indeholde fx skyldnerens fulde navn, personnummer, bopæl mm., men derimod ikke økonomiske oplysninger, jf. KL § 7.

Er anmeldelsen ikke fyldestgørende, kan skifteretten give skyldneren en kort frist til at fremkomme med de nævnte oplysninger, jf. KL § 8, men denne frist ændrer ikke på den fristdag, der allerede er etableret.

Anmeldelsen skal endvidere indeholde skyldnerens forslag til, hvem der skal beskikkes som tilsyn under betalingsstandsningen. Dette krav er obligatorisk, idet der ifølge KL § 10, stk. 2 ikke etableres en fristdag, hvis anmeldelsen ikke indeholder disse oplysninger.

Anmeldelsespligten. ( SKM2006.540.SKAT )

Snitfladen mellem skattecentrene, specialcentrene, Inddrivelsescentret og Hovedcentret

Anmeldelser af krav under inddrivelse i betalingsstandsninger foretages

af specialcentret, i det område, hvor virksomheden er registreret, både for så vidt angår krav, der er til inddrivelse i Inddrivelsescentret og for krav der er til inddrivelse i skattecentret.

Specialcentret orienterer Inddrivelsescentret om, at der er etableret en betalingsstandsning og anmoder Inddrivelsescentret om, at fremsende en opgørelse af evt. krav, der er til inddrivelse ved Inddrivelsescentret

Anmeldelse af krav, der er under opkrævning i en kommune eller en anden opkrævningsmyndighed, skal anmeldes af opkrævningsmyndigheden.

Det er specialcentret, i det område, hvor virksomheden er registreret, der varetager restanceinddrivelses-myndighedens interesser og opgaver under betalingsstandsningen. For så vidt angår restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver i forbindelse med betalingsstandsningen henvises der til Inddrivelses-vejledningens afsnit H.2 , og det administrationsgrundlag, der er beskrevet heri.

H.2.3 Meddelelse til kreditorerne

Anmeldelse om betalingsstandsning offentliggøres ikke, men tilsynet skal inden en uge efter anmeldelsen udsende meddelelse herom til samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 12, stk. 1.

Inden for samme frist skal tilsynet tillige indlevere en genpart af meddelelsen og en kreditorfortegnelse til skifteretten.

Meddelelsen skal indeholde følgende oplysninger

Oplysning om skyldnerens vigtigste aktiver og passiver samt så vidt muligt en kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder, jf. KL § 12, stk. 1, nr. 1

Oplysning om skyldnerens regnskabsføring, jf. KL § 12, stk. 1, nr. 2

En redegørelse for årsagerne til betalingsstandsningen, Jf. KL § 12, stk. 1, nr. 3

Oplysning om tidspunktet for møde med kreditorerne, jf. § KL 12, stk. 1, nr. 4.

Endvidere skal skyldnerens senest foreliggende årsregnskab eller efter omstændighederne uddrag heraf vedlægges meddelelsen.

Ifølge KL § 12, stk. 3, skal tilsynet dog allerede straks efter beskikkelsen udsende meddelelse om betalingsstandsningen til virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c, og til fordringspanthavere, jf. TL § 47 d. Se herom i G.5.10

Begrundelsen for reglen er, at virksomhedspant og fordringspant, der er stiftet inden anmeldelse af betalingsstandsning, ikke kan omfatte nye aktiver, jf. TL § 47 f, stk. 2, men at aktiver, som skyldneren måtte erhverve efter dette tidspunkt skal bruges til at fyldestgøre samtlige kreditorer. Derfor er det vigtigt, at de nævnte typer panthavere får oplysning om, at panterettens omfang nu er blevet begrænset med den anmeldte betalingsstandsning, så de ikke udvider kreditten i tiltro til pantesikkerheden.

Hvis tilsynet ikke når at udsende disse oplysninger inden for tidsfristen, kan skifteretten vurdere, om dette skal have betydning for fortsættelse af den anmeldte betalingsstandsning, jf. KL § 16 d, stk. 1, nr. 3. Endelig kan skifteretten vælge at beskikke et andet tilsyn efter KL § 13, stk. 3.

Mener RIM, at forsinkelsen skal tillægges betydning for betalingsstandsningens opretholdelse eller for selve tilsynet, bør forsinkelsen indberettes til skifteretten, så retten kan vurdere, om den skal iværksætte sanktioner og i bekræftende fald hvilke.

H.2.4 Møde med kreditorerne

Skifteretten fastsætter ved modtagelsen af anmeldelsen om betalingsstandsning et tidspunkt for det første møde med kreditorerne, jf. KL § 11, stk. 2.

Det første møde skal afholdes senest 3 uger efter, at skifteretten har modtaget skyldnerens anmeldelse om betalingsstandsning.

Grunden til mødet er at give kreditorerne en nærmere orientering om betalingsstandsningen og formålet med den. Endvidere kan kreditorerne fremsætte indsigelser mod, at betalingsstandsningen opretholdes.

På mødet skal der også tages stilling til, om betalingsstandsningen skal opretholdes, og om der skal nedsættes et kreditorudvalg, se afsnit H.2.6 . Endelig skal skifteretten afgøre, om den skal nedlægge forbud mod, at skyldneren berøves rådigheden over aktiver, hvori en kreditor har foretaget et uomstødeligt udlæg jf. KL § 16 A.

Hvis skyldneren udebliver fra mødet uden lovlig grund, afgør skifteretten, om betalingsstandsningen skal ophøre, jf. KL § 13, stk. 2.

H.2.4.1 RIM s deltagelse i skifterettens møder

RIM er som enhver anden kreditor berettiget til at møde op på disse skifteretsmøder og sikre Skat´s krav på den bedst mulige måde.

RIM bør altid deltage i det første møde for at skaffe sig et overblik over virksomhedens situation.

Inden det første møde bør RIM tilrettelægge arbejdet ved at gennemse skyldnerens redegørelse efter KL § 12 for at danne sig et overblik over virksomheden, kreditorfortegnelsen og tilsynet.

RIM bør vurdere, om betalingsstandsningen har noget formål, og på mødet kan der stilles spørgsmål til virksomhedens ledelse og tilsynet for bl.a. at vurdere, om en kreditorordning kan etableres. Som eksempel på et relevant spørgsmål kan nævnes, om der er tilstrækkelig likviditet til driften i betalingsstandsningsperioden, for ikke at få udhulet værdien af virksomhedens aktiver mv. Måske skal det overvejes, om en eventuel frivillig likvidation skal accepteres i de situationer, hvor der ikke foreligger omstødelige dispositioner mv. Se O.5.2 og H.2.10 .

I vurderingen bør indgå en afvejning af, hvad formålet er med betalingsstandsningen, hvor momenter som forsøg på at få ro i sin virksomhed til at bringe aktiver i kreditorly, foretage omstødelige dispositioner eller tilsløre/udføre strafbare handlinger klart taler imod en anmeldt betalingsstandsning. Karakteren af disse dispositioner bestemmer også RIM´s handlinger, idet der kræves en hurtig indsats over for disse skyldnere for at sikre Skat´s krav på den mest effektive måde, se eventuelt afsnit H.2.11.

Savner betalingsstandsningen et legitimt formål, skal RIM protestere mod, at betalingsstandsningen forlænges. I disse situationer bør RIM vurdere, om der skal indgives en konkursbegæring mod skyldneren. Om vurderingen heraf henvises til afsnit H.3.3 .

Hvis RIM på grundlag af de oplysninger, der i øvrigt fremkommer på mødet samt de oplysninger, RIM i øvrigt er i besiddelse af, mener, at betalingsstandsningen bør ophøre, er der mulighed for at tilkendegive dette på mødet. Hvis skifteretten på trods af tilkendegivelsen opretholder betalingsstandsningen, kan der eventuelt indgives en konkursbegæring, men det er skifteretten, der afgør, om begæringen skal behandles, inden betalingsstandsningen udløber.

RIM bør altid ved skyldnerens fortsatte drift af virksomheden i betalingsstandsningen kræve, at tilsynet godkender den videre drift, herunder stille krav om, at løbende skatter og afgifter betales rettidigt Dette bør ske for at minimere Skat´s risiko for tab. Se i øvrigt om eventuelt erstatningsansvar for tilsynet i afsnit H.2.5.3 .

Bør der beskikkes et andet tilsyn end det, skyldneren har valgt, kan RIM ifølge KL § 13, stk. 3 fremkomme med indsigelser. RIM kan her lægge vægt på, om tilsynet er eller har været skyldnerens advokat i andre sager og på den måde måske er inhabilt.

Efter KL § 16 b kan ansatte i skyldnerens virksomhed, som er bagudlønnede, kræve, at der stilles betryggende sikkerhed for det til enhver tid først forfaldne vederlag, i det omfang det vedrører tiden efter anmeldelsen af betalingsstandsningen. På mødet bør RIM søge oplyst om, der stilles sikkerhed for de ansattes løn efter fristdagen, jf. KL § 16 b. Stilles der ikke sikkerhed efter KL § 16 b eller eventuelt for nettolønnen, kan dette forhold inddrages i RIM´s vurdering af, om der skal indgives konkursbegæring for at bringe betalingsstandsningen til ophør.

H.2.4.2 Det videre arbejde med betalingsstandsningen

RIM skal for at begrænse sit tab følge udviklingen hos skyldneren nøje under den anmeldte betalingsstandsning.

Under de efterfølgende møder i skifteretten eller under selve betalingsstandsningen kan RIM protestere mod, at betalingsstandsningen forlænges, hvis denne savner et formål, eller anmelde til skifteretten, at betingelserne for betalingsstandsningen ikke længere er til stede.

RIM bør også vurdere indholdet i tilsynets cirkulæreskrivelser, herunder være opmærksom på reglerne i KL § 15, stk. 4 og 5 vedrørende væsentlige dispositioner i betalingsstandsningsperioden, således at RIM protesterer, hvis dispositionen ikke kan accepteres (salg af aktiver mv.). Bestemmelserne i KL § 15, stk. 4 og 5, gennemgås nærmere i afsnit H.2.5.1.1 .

H.2.5 Beskikket tilsyn

Skifteretten beskikker straks, når den har modtaget en anmeldelse om betalingsstandsning, et tilsyn for skyldneren. Beskikkelsen af tilsyn er obligatorisk, men skifteretten er ikke bundet af skyldnerens forslag til tilsyn, jf. KL § 11, stk. 1.

RIM har ret til på det første møde i skifteretten til at komme med alternative forslag til sammensætningen af tilsynet, jf. afsnit H.2.4.1 .

H.2.5.1 Tilsynets opgaver

Tilsynets opgave er først og fremmest at værne om kreditorernes interesser.

Tilsynet skal underrette alle kreditorer om særligt væsentlige dispositioner, medmindre dispositionerne er nødvendige af hensyn til at bevare skyldnerens virksomhed, varetage kreditorernes fælles interesser på en rimelig måde i øvrigt eller til at erhverve dagliglivets fornødenheder, jf. KL § 15, stk. 4.

Fordringshaverne har vetoret, idet en fjerdedel af de kendte usikrede kreditorer inden syv dage fra modtagelsen af tilsynets meddelelse om dispositionen kan gøre indsigelse imod den.

Dette betyder, at tilsynet skal indkalde kreditorerne til et møde. Hvis over halvdelen af de fremmødte kreditorer stemmer imod dispositionens foretagelse, må denne ikke foretages. Der stemmes efter fordringens størrelse, jf. KL § 15, stk. 5.

Skyldneren skal aflægge regnskab over for tilsynet jf. KL § 15, stk. 2, og i øvrigt er det tilsynets opgave i samarbejde med skyldneren at få etableret en kreditorordning samt sikre en korrekt og saglig behandling af skyldnerens forslag til en kreditorordning.

Varetager tilsynet ikke kreditorernes interesser, bør der foretages indberetning af tilsynet til skifteretten, for at retten kan tage stilling til, om tilsynet skal afsættes, eller betalingsstandsningen skal høre op, jf. KL § 13, stk. 3, eller KL § 16 d.

H.2.5.1.1 Tilsyn

med skyldneren - væsentlige dispositioner

Tilsynet skal etablere en kontrol med skyldneren, da denne efter KL § 15, stk. 1, ikke må foretage væsentlige dispositioner uden tilsynets samtykke.

Tilsynet må således sikre sig, at skyldneren ikke uden dets samtykke foretager væsentlige dispositioner.

Hvis RIM bliver opmærksom på sådanne forhold, bør tilsynet anmeldes til skifteretten, så retten eventuelt kan ændre tilsynet efter KL § 13.

Hertil kommer, at betaling af gæld kun må ske i overensstemmelse med konkursordenen eller for at afværge tab. Betaling af gæld i overensstemmelse hermed kræver dog tilsynets samtykke, hvis betalingen er af væsentlig betydning.

Som eksempler på væsentlige dispositioner kan nævnes større vareindkøb, der ikke er led i den daglige forretningsgang, salg af fast ejendom eller værdifulde maskiner, nedlæggelse af produktioner og bortforpagtning. Samtykket kan gives til skyldneren eller til dennes medkontrahent og kan være udtrykkeligt eller stiltiende.

Tilsynets samtykke er en forudsætning for, at det deraf følgende krav i en efterfølgende kreditorordning eller konkurs er fortrinsberettiget, jf. KL § 94, nr. 2. I UfR 1986, 369 VLD, blev et salg af en maskine fra en virksomhed under betalingsstandsning tiltrådt af det beskikkede tilsyn. Aftalen blev indgået inden fristdagen og levering og fakturering skete efter fristdagen. Landsretten statuerede, at momskravet efter momslovens regler var opstået under betalingsstandsningen, da levering og fakturering var sket i betalingsstandsningsperioden. Da salget var godkendt af tilsynet, måtte momskravet godkendes efter KL § 94, nr. 2.

Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav, herunder skatter og afgifter mv., dog bortset fra personlige skatter, anses for fortrinsberettigede, jf. UfR 1984, 969 HD.

Bliver løbende krav trods tilsynets godkendelse ikke betalt, kan dette få betydning for betalingsstandsningens fortsættelse, jf. afsnit H.2.5.1.2 . Det samme gælder, hvis skyldneren fortsætter driften af virksomheden uden tilsynets godkendelse.

Om eventuelt erstatningskrav mod tilsynet eller virksomhedens ledelse henvises til afsnit H.2.5.3 og afsnit M.

Uenighed mellem skyldner og tilsyn kan ikke indbringes for skifteretten. Hvis samarbejdet ikke kan etableres, må betalingsstandsningen ophøre efter reglerne i KL § 16 d, se afsnit H.2.5.1.2 , eller tilsynet må søges afløst af et andet.

H.2.5.1.2 Ophør af betalingsstandsningen

Efter KL § 16 d skal tilsynet underrette skifteretten, hvis det viser sig, at betalingsstandsningen savner et rimeligt formål, skyldneren ikke samarbejder loyalt, eller der ikke på betryggende måde arbejdes på at opnå en samlet ordning med kreditorerne.

Skifteretten bestemmer herefter, om betalingsstandsningen skal ophæves, men forinden afholdes der et møde, hvor skyldner, tilsyn og de eventuelt fremmødte fordringshavere har lejlighed til at udtale sig.

Bliver RIM opmærksom på, at virksomheden ikke betaler de løbende krav på skatter og afgifter, må betalingsstandsningen søges bragt til ophør efter reglerne i KL § 16 d ved, at tilsynet eller skifteretten underrettes om forholdet. For at varetage RIM´s interesser bedst muligt i en sådan situation, kan fortrinsstillingen for Skat´s krav sikres ved, at der inden 3 uger efter betalingsstandsningens ophør indgives konkursbegæring, jf KL § 1, stk. 2.

Tilsvarende gælder, hvis skyldneren, på trods af tilsynets manglende godkendelse, fortsætter virksomheden.

H.2.5.2 Omstødelse af dispositioner

Har tilsynet samtykket i en disposition, er muligheden for at få dispositionen omstødt under en efterfølgende konkurs begrænset, jf. KL § 72, stk. 3, idet omstødelse af disse dispositioner kun kan foretages, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser.

Det er en betingelse for at få en disposition omstødt, at der er afsagt konkursdekret, hvorfor konkursbegæring om nødvendigt må foranlediges indgivet af RIM for at få dispositionen omstødt.

H.2.5.3 Tilsynets erstatningsansvar

RIM skal følge tilsynet nøje og skal hurtigt gribe ind over for tilsynet, hvis redegørelser, angivelser eller betaling udebliver i betalingsstandsningsperioden.

For at følge et tilsyn er det nødvendigt for RIM at sikre sig, at der fra tilsynets side er iværksat tilstrækkelige initiativer til at følge skyldneren nøje, herunder om skyldneren følger tilsynets anvisninger.

RIM skal følge forløbet af betalingsstandsningen nøje, og misligholder tilsynet/skyldneren sine forpligtelser til at betale skatter og afgifter, skal tilsynet rykkes for den manglende betaling. Udebliver betalingen, skal RIM vurdere, om skyldneren bør erklæres konkurs, ligesom det bør overvejes, om der i tilfælde af manglende dækning for fortrinsberettigede krav kan gøres erstatningsansvar gældende over for tilsynet.

Se i den anledning TfS 2000, 975 HD, hvor et tilsyn havde medvirket ved etableringen af en betalingsstandsning med det formål at få gennemført en akkord med kreditorerne. Ved betalingsstandsningsperiodens begyndelse forelå der ikke forhold, der kunne bevirke, at tilsynet skulle iværksætte instruktioner og kontrolforanstaltninger over for skyldnerens virksomhed ud over det sædvanlige, da bl.a. regnskabet blev varetaget af en regnskabsuddannet medarbejder, og regnskabet var ajour.

Et regnskab udarbejdet under betalingsstandsningen viste modsat det budgetterede regnskab et underskud, hvorfor en akkordordning måtte opgives. Endvidere konstateredes det, at likviditeten var stram. Betalingsstandsningsperioden blev herefter forlænget med det formål at sælge virksomheden, og kreditorerne blev orienteret herom. 2 måneder efter forlængelsen af betalingsstandsningen kunne det beregnes, at driften under betalingsstandsningen ville indebære et driftsunderskud på mere end 100.000 kr., ligesom det kunne konstateres, at der var alvorlige likviditetsproblemer og væsentlige restancer til det offentlige.

Højesteret fandt ikke tilsynets ændring af formålet med betalingsstandsningen ansvarpådragende, men mente, at tilsynet efter konstateringen af den stramme likviditet burde have iværksat skærpende foranstaltninger, såsom hyppigere og mere direkte kontrol af virksomhedens drift. Efter kendskab til virksomhedens økonomiske situation 2 måneder efter den seneste forlængelse af betalingsstandsningsperioden fandt Højesteret, at tilsynet ved at have undladt at iværksætte en skærpende kontrol og ikke have underrettet skifteretten i henhold til KL § 16 d, stk. 2, havde tilsidesat sine pligter og derved var ansvarlig for det tab, der var påført Skatteministeriet. I den konkrete sag var der dog ikke ført det fornødne bevis for, at tabet skyldtes tilsynets ansvarspådragende forhold.

Se også dommen i TfS 2003,89, hvor det beskikkede tilsyn blev pålagt erstatningsansvar for den manglende afregning af A-skatter, der var indeholdt de sidste 2 måneder inden virksomhedens konkurs. Tilsynet fandtes at have handlet ansvarspådragende ved at fortsætte betalingsstandsningen på trods af, at resultatet af virksomhedens drift forværredes og var negativt allerede 4 måneder før konkursen.

I forbindelse med vurderingen af et eventuelt erstatningsansvar ses der på tilsynets professionsansvar, herunder hvilke tiltag, der er sædvanlige for et tilsyn, og hvorvidt disse sædvanlige tiltag skal udvides eller skærpes. Denne udvidelse eller skærpelse afhænger af den konkrete situation, fx tilsynets vurdering af forventningen til den fremtidige drift, undersøgelser fra tilsynets side inden iværksættelse af betalingsstandsning, vurdering af forslag til kreditorordning, forslag til videre drift af skyldnerens virksomhed og virksomhedens likviditetssituation mm. Der må dog indrømmes tilsynet en vis margin i dets skøn, inden der tages beslutning om videre drift af virksomheden eller ændring af betalingsstandsningens formål.

Der kan ikke her gives nogen facitliste over, hvad der forstås ved sædvanlig kontrol og instruktion fra tilsynets side, men der kan i vurderingen lægges vægt på, om tilsynet er sikret en betryggende opfølgning af virksomhedens drift i form af tilstrækkelig intern kontrol med driften samt opfølgning på regnskaber, herunder budgetter og likviditetsbudgetter samt instruktioner om betaling af skatter og afgifter under betalingsstandsningen.

Tilsynets erstatningsansvar hviler som nævnt på et professionsansvar og de almindelige erstatningsretlige grundsætninger. Ifølge disse grundsætninger påhviler det også den tabslidende part om muligt at søge sit tab begrænset, hvilket kan ske ved at rykke tilsynet for manglende betaling af skatter og afgifter. I tilfælde af udeblevne betalinger trods rykkere må forholdet indberettes til skifteretten, som herefter kan vurdere sagen under hensyn til KL § 16 d, stk. 2. En rykker vil også tydeligt henlede tilsynets opmærksomhed på virksomhedens manglende betalinger af skatter og afgifter.

Viser det sig under en efterfølgende konkurs, at der som følge af svigt hos tilsynet ikke bliver fuld dækning til SKATs fortrinsberettigede krav, bør det overvejes, hvorvidt der skal anlægges erstatningssag mod tilsynet.

Ved siden af RIMs vurdering af, hvorvidt der skal rejses erstatningssag mod tilsynet, kan det også vurderes, hvorvidt der skal rejses erstatningssag mod ledelsen i skyldnerens virksomhed.

RIM skal forelægge spørgsmålet om erstatning for Hovedcentret, der tager endelig stilling til, om der skal rejses erstatningssag.

H.2.5.4 Vurdering af formålet med betalingsstandsningen

Som nævnt i afsnit H.2 ovenfor er formålet med en betalingsstandsning at skabe ro om skyldnerens virksomhed for at få etableret en ordning med skyldnerens kreditorer med det formål at fortsætte driften af virksomheden.

De forslag, som skyldneren fremkommer med under betalingsstandsningen, skal RIM vurdere efter de almindelige retningslinjer, som gælder for de respektive forslag til kreditorordning. Af typiske forslag til retablering af skyldnerens virksomhed kan nævnes frivillig kreditorordning, se afsnit H.4 , eller tvangsakkord, se afsnit H.5 .

Hvis RIM skønner, at betalingsstandsningen ikke har noget formål, eller RIM´s stilling i øvrigt bliver yderligere forringet, hvis betalingsstandsningen forlænges - fx hvis der ikke er likviditet i virksomheden, eller der er foretaget omstødelige dispositioner - vil dette kunne inddrages i vurderingen af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring mod skyldneren. Se også mere herom i afsnit H.2.4.1 om RIM´s deltagelse i skifterettens møder.

H.2.5.5 Forskudsskat under betalingsstandsningen

I arbejdet med betalingsstandsninger bør RIM føre kontrol med, at skyldneren betaler sin forskudsskat. Hvis forskudsskatten ikke betales, og der oparbejdes væsentlige restancer, skal RIM vurdere, hvorvidt en forlængelse af betalingsstandsningen skal søges nægtet, ligesom en eventuel konkursbegæring bør overvejes.

H.2.6 Kreditorudvalg

Skifteretten kan efter begæring fra skyldneren, tilsynet eller en kreditor nedsætte et kreditorudvalg, jf. KL § 14, stk. 1.

Formålet med denne bestemmelse er at give kreditorerne større indflydelse på arbejdet under betalingsstandsningen.

Nedsættelsen af et kreditorudvalg kan i visse tilfælde være begrundet i, at det er skyldnerens egen advokat, der er beskikket som tilsyn, og at denne ikke uden videre nyder kreditorernes tillid. Interessemodsætninger mellem kreditorgrupper kan også begrunde nedsættelse af et kreditorudvalg, hvori kreditorgrupperne kan være repræsenteret.

Udvalgets opgaver kan være at yde bistand til tilsynet ved at tilføje en særlig sagkundskab og herudover eventuelt også at kontrollere tilsynet.

H.2.6.1 Kreditorudvalgets sammensætning

Det er skifteretten, der fastsætter antallet af medlemmer i et kreditorudvalg, men antallet må dog ikke overstige 3 medlemmer, jf. KL § 14, stk. 1.

Medlemmerne vælges ikke af kreditorerne, men udpeges af skifteretten. I sit valg kan retten lægge vægt på, hvilket behov udvalget skal opfylde, fx særlig sagkundskab eller repræsentation af forskellige kreditorgrupper. Dog er en repræsentant for virksomhedens ansatte berettiget til at indtræde i udvalget, hvis virksomheden har flere end 25 ansatte.

H.2.6.3 RIM´s forhold til kreditorudvalg

RIM er ligesom enhver anden kreditor berettiget til at forlange, at der nedsættes et kreditorudvalg.

Det er op til RIM at afgøre, hvorvidt et kreditorudvalg er et passende instrument til på en hensigtsmæssig måde at sikre Skat´s krav på.

Det kan det fx være i sager, hvor der er behov for at værne om Skat´s interesser i boer af kompleks karakter eller i særlig store og omfattende boer. Endvidere kan der være et ønske om at følge likviditetsudviklingen i virksomheden mere tæt, i øvrigt overvåge forhandlinger om en kreditorordning på tættere hold og at samarbejde med tilsynet.

Selv om RIM har krævet et kreditorudvalg nedsat, er der ikke krav om, at de skal være repræsenteret i udvalget, men der kan eksempelvis indsættes en person med særligt kendskab til den foreliggende sag.

H.2.6.2 Kreditorudvalgets beføjelser

Et kreditorudvalg har kun rådgivende beføjelser, jf. KL § 14, stk. 2.

Tilsynet skal løbende holde kreditorudvalgets medlemmer orienteret om betalingsstandsningens forløb, herunder om skyldnerens løbende forretninger og om arbejdet med at få gennemført en kreditorordning.

Tilsynet skal forud underrette udvalget om påtænkte, særligt væsentlige dispositioner. Sådanne dispositioner skal endvidere meddeles alle kreditorerne, medmindre dispositionerne er nødvendige af hensyn til at bevare skyldnerens virksomhed, varetage kreditorernes fælles interesser på en rimelig måde, eller erhverve dagliglivets fornødenheder, jf. KL § 15, stk. 4.

Kreditorudvalget har ingen selvstændige sanktionsmuligheder, men kan underrette skifteretten, hvis det mener, at betalingsstandsningen savner formål, eller der ikke arbejdes betryggende på en kreditorordning mm.

H.2.7 Individualforfølgning

Meningen med en betalingsstandsning er, at der skal gives skyldneren tid til at gennemføre en kreditorordning. Der er derfor fastsat indskrænkninger i den enkelte kreditors adgang til at foretage udlæg og modregning.

H.2.7.1 Udlæg

Når en skyldner har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, kan der ikke længere foretages udlæg eller arrest hos denne, jf. KL § 16, stk. 1. Der kan dog foretages udlæg for pantefordringer, der ikke kan omstødes i tilfælde af konkurs.

Udlæg, der er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, kan således ikke danne grundlag for rådighedsberøvelse med efterfølgende tvangsfuldbyrdelse af aktivet. Dette skyldes, at et sådant udlæg under en eventuel senere konkurs, hvor fristdagen er opretholdt, automatisk bortfalder jf. KL § 71, se afsnit H.3.12.10 om bortfald af udlæg.

Udlæg, der er foretaget tidligere end 3 måneder før fristdagen, kan på sædvanlig vis danne grundlag for rådighedsberøvelse og tvangsfuldbyrdelse, jf. KL § 16 a, se afsnit H.2.7.2 .

Ved udlæg i fordringer finder RPL § 523, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse, jf. KL § 16, stk. 3. Udlagte fordringer kan på trods af betalingsstandsningen indkræves, når de forfalder, uanset om udlægget måtte være omstødeligt. Beløbene forbliver i fogedrettens varetægt.

RIM bør i disse situationer altid opkræve en sådan fordring, når den forfalder. I modsat fald vil der være risiko for, at fordringen ikke bliver betalt, hvorved skyldner lider et tab. Om inddrivelse hos tredjemand henvises i øvrigt til afsnit G.5.8 om udlæg i fordringer.

H.2.7.2 Rådighedsberøvelse

Der kan efter anmeldelse af betalingsstandsning ikke ske rådighedsberøvelse på grundlag af et udlæg, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs eller på grundlag af en arrest, jf. KL § 16, stk. 2.

Skifteretten kan bestemme, at der skal foretages rådighedsberøvelse, jf. KL § 16, stk. 2. Denne mulighed kan skifteretten for eksempel anvende, hvis det må befrygtes, at skyldneren vil udøve rådigheden til skade for udlægshaveren. Er der før betalingsstandsningen foretaget rådighedsberøvelse, står denne rådighedsberøvelse ved magt også efter betalingsstandsningen.

For at bestemmelsen om forbud mod rådighedsberøvelse på grundlag af et omstødeligt udlæg eller arrest ikke skal medføre et retstab for udlægshaveren, er det bestemt, at dette forbud ikke medfører tab af en af udlægget følgende sikkerhedsret, jf. KL § 16, stk. 4.

1 årsfristen i RPL § 526, stk 4, vedrørende udlæg i løsøre suspenderes således, så længe betalingsstandsningen varer. Suspensionen omfatter ikke udlæg i løsøre, der ikke vil bortfalde i tilfælde af konkurs, eller udlæg for en uomstødelig pantefordring. Fristen bør dog af RIM søges suspenderet, hvis skifteretten afskærer fyldestgørelse af fx et uomstødeligt udlæg, jf. KL § 16 a, stk. 1. Det samme bør være tilfældet for 1 årsfristen vedrørende fortrinsret for renter i TL § 40, stk 4.

Skifteretten kan bestemme, at der ikke kan foretages udlæg eller rådighedsberøvelse, herunder ske overtagelse til brugelig pant. Dette kræver, at skyldneren med tilsynets samtykke anmoder herom, og at forbudet mod rådighedsberøvelse er nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål, jf. KL § 16 a, stk. 1.Dette forstås i praksis således, at at § 16 a, stk. 1, alene kan anvendes på aktiver, som har betydning for den fortsatte drift af skyldnerens virksomhed, fx en erhvervsejendom eller driftsmidler.

Bestemmelsen er begrundet i samme hensyn som bestemmelsen i KL § 16. Den kan således anvendes, hvis en udlægshaver begærer et aktiv bortsolgt på tvangsauktion, hvis bortsalget af et sådant aktiv kan bevirke, at skyldnerens virksomhed lukkes.

Efter KL § 16 a, stk. 2, skal skyldneren i disse situationer betale forfaldne ydelser på pantefordringerne. Med henblik på betalingen heraf kan skifteretten bestemme, at skyldneren med passende mellemrum skal indbetale nærmere fastsatte beløb på en særskilt bankkonto. Skifteretten kan bestemme, at dette ikke skal gælde for bestemte pantefordringer, som ikke kan forventes dækket af pantet, jf. KL § 16 a, stk. 4.

Ifølge KL § 16 a, stk. 3, kan skifteretten - når skyldneren med tilsynets samtykke anmoder om det - og det anses nødvendigt for at opfylde betalingsstandsningens formål, bestemme, at en panteret eller retsforfølgning, der ville kunne omstødes i tilfælde af konkurs, ikke skal være til hinder for, at skyldneren kan udskille aktiver, der er omfattet af panteretten eller retsforfølgningen, forudsat at det sker som led i virksomhedsdriften.

Det betyder, at det kun er muligt at sælge aktiver med sigte på virksomhedens fortsatte drift, fx aktiver, der er bestemt til videresalg. Reglen giver derimod ikke mulighed for at afhænde aktiver som et led i en afvikling af virksomheden.

Reglen i KL § 16 a, stk. 3, er i lighed med samme bestemmelses stk. 1 udtryk for ønsket om at fremme de almindelige rekonstruktionsbestræbelser under en anmeldt betalingsstandsning. En forudsætning herfor er, at virksomheden ikke afskæres fra sin almindelige indtjening, som fx salg af varer.

Det bemærkes, at KL § 16 a, stk. 3, gælder generelt, hvorfor dens anvendelse ikke begrænses til virksomheds- og fordringspant. Se om disse under afsnit G.5.10 .

H.2.7.3 Lønindeholdelse

Der kan, uanset at der er anmeldt betalingsstandsning, foretages lønindeholdelse for skatter og afgifter efter de sædvanlige regler for lønindeholdelse, se afsnit I.3 om lønindeholdelse.

Lønindeholdelsen kan foretages for kravene, uanset hvilken stilling de måtte få i konkursordenen ved en eventuel senere konkurs/tvangsakkord, hvor fristdagen er opretholdt.

Lønindeholdte beløb kan heller ikke omstødes, hvis der senere afsiges konkursdekret, stadfæstes tvangsakkord eller afsiges kendelse om gældssanering, jf. UfR 1983, 252 ØLD og 1987, 755 HD.

H.2.7.4 Modregning

Efter KL § 16, stk. 1, kan der ikke foretages modregning med krav mod skyldneren, der er erhvervet før fristdagen, i krav, som skyldneren har erhvervet efter fristdagen.

RIM kan således ikke modregne skyldige afgifts- og skattebeløb mv., som vedrører perioden forud for fristdagen i krav, som skyldner efter fristdagen måtte få mod statskassen.

H.2.8 Betalingsstandsningens varighed og ophør

Skifteretten kan efter KL § 16 d træffe beslutning om, at betalingsstandsningen skal ophøre hvis

betalingsstandsningen savner et rimeligt formål

skyldneren ikke samarbejder loyalt, eller

der i øvrigt ikke på betryggende måde arbejdes på at opnå en samlet ordning med kreditorerne.

Det er i den forbindelse tilsynets pligt straks at underrette skifteretten, hvis det viser sig, at en af de nævnte situationer er aktuel. Skifteretten kan herefter afgøre, om betalingsstandsningen skal ophæves; men inden skifteretten træffer afgørelsen, afholdes der et møde, hvor skyldner, tilsyn og de eventuelt fremmødte fordringshavere har lejlighed til at udtale sig.

Herudover fastslår KL § 16 e, stk. 1, at betalingsstandsningen automatisk hører op, hvis

skyldneren tilbagekalder anmeldelsen,

der åbnes forhandling om tvangsakkord,

der indledes gældssaneringssag,

der afsiges konkursdekret, eller

der er forløbet 3 måneder fra fristdagen.

H.2.8.1 Forlængelse af betalingsstandsningen

Skifteretten kan under ganske særlige omstændigheder forlænge ovennævnte frist på 3 måneder med 3 yderligere måneder af gangen, jf. KL § 16 e, stk. 2. Fristen kan dog ikke forlænges ud over 1 år fra fristdagen. Skyldnerens anmodning om forlængelse skal være skriftlig og indeholde en redegørelse for baggrunden for og formålet med forlængelsen. Anmodningen skal være vedlagt en udtalelse fra tilsynet. I praksis vil anmodningen om forlængelse komme fra tilsynet, bl.a. fordi det typisk er tilsynet, der forestår arbejdet med etablering af en kreditorordning. Hvis der er nedsat et kreditorudvalg, skal anmodningen også vedlægges en udtalelse fra udvalget. Skifteretten kan også indkalde fordringshaverne til et møde for at drøfte spørgsmålet.

Det er skyldneren selv, der skal anmode om forlængelse, idet det beskikkede tilsyn ikke automatisk har fuldmagt hertil, jf. UfR 2000, 475 VLK. I denne afgørelse søgte et beskikket tilsyn om at få betalingsstandsningen forlænget, men da der ikke forelå en begæring om forlængelse af fristen fra skyldneren, anså landsretten betalingsstandsningen for ophørt.

Hvis betalingsstandsningen forlænges ud over 3 måneder, skal tilsynet meddele samtlige kendte kreditorer dette inden en uge, jf. KL § 16 e, stk. 3.

Tilsynet skal også orientere kreditorerne, hvis betalingsstandsningen ophører, fordi skyldneren har tilbagekaldt anmeldelsen, skyldneren er udeblevet fra mødet, eller hvis skifteretten som følge af ophørsårsagerne i KL § 16 d, stk. 1, bestemmer dette.

Meddelelsen til kreditorerne er nødvendig, for at disse kan varetage deres interesser efter ophøret af betalingsstandsningen, herunder få fastholdt fristdagen ved at indgive konkursbegæring.

I de tilfælde hvor betalingsstandsningen ophører som følge af, at forhandling om tvangsakkord åbnes, gældssaneringssag indledes, konkursdekret afsiges, eller 3 måneders fristen udløber, er det ikke obligatorisk at give meddelelse om dette til kreditorerne. Det skyldes, at de andre insolvensinstitutters anvendelse vil blive bekendtgjort for kreditorerne, og at udløbet af 3-måneders fristen objektivt kan konstateres.

H.2.8.2 RIMs forholdsregler

RIM skal være opmærksom på, hvornår en betalingsstandsning ophører. Hvis betalingsstandsningen ophører, uden at der er opnået en kreditorordning, er der mulighed for at opretholde fristdagen ved at indgive af en konkursbegæring inden 3 uger efter, at betalingsstandsningen er ophørt, jf. KL § 1.

RIM bør overveje at indgive konkursbegæring, hvis Skat har fortrinsberettigede krav fra betalingsstandsningsperioden, hvis der er konstateret omstødelige dispositioner, eller hvis en fortsættelse af virksomheden vil medføre risiko for tab for Skat. Det er de almindelige betingelser for at kunne erklære en virksomhed konkurs, der skal være opfyldt, jf. afsnit H.3.3 . RIM bør holde sig underrettet om, hvorvidt en eventuel konkursbegæring indgivet af skyldneren eller anden kreditor senere bliver tilbagekaldt.

Hvis en konkurs ikke skønnes at have nogen retlig interesse for RIM - fx fordi der ingen penge er til dividende, der ikke er foretaget omstødelige dispositioner, eller fordi der ikke er andre forhold, som bør undersøges af en kurator ved konkurs, er RIM ikke afskåret fra at tiltræde en frivillig likvidation (afviklingsordning).

RIM skal i den forbindelse være opmærksom på eventuelle skattemæssige konsekvenser af en frivillig kreditorordning jf. nærmere H.5.2.2 . og Ligningsvejledningen for Erhvervsdrivende.

H.2.9 RIMs behandling af meddelelse om betalingsstandsning

Selv om en virksomhed standser sine betalinger, fortsætter virksomheden på sit oprindelige CVR-nr, uden at der foretages en ændring af registreringsforholdet. RIM anmelder Skat´s krav over for tilsynet jf. afsnit H.2.9.1 .

H.2.9.1 Meddelelse til virksomheden eller tilsynet

RIM bør snarest muligt efter at have modtaget meddelelsen om betalingsstandsning gøre skyldneren og det beskikkede tilsyn opmærksom på de forholdsregler, som meddelelsen om betalingsstandsning giver anledning til hos RIM.

For virksomheder, der er registreret efter TDL § 29, stk. 1, skal RIM omgående fratage retten til toldkredit, jf. TDL § 33, stk. 2, samt underrette virksomheden herom.

Efter LAL § 10, stk. 1, kan RIM forkorte opgørelsesperioden samt fristen for angivelse og indbetaling af lønsumsafgift, hvis virksomheden har standset sine betalinger.

Med henblik på opgørelse af Skats krav skal RIM anmode skyldneren eller tilsynet om, at moms mv. frem til betalingsstandsningsdagen opgøres og meddeles RIM.

RIM bør hos skyldnerens skattecenter sikre sig, at skyldnerens forskudsregistrering svarer til virksomhedens aktuelle indtjening, og hvis ikke, få bragt forskudsregistreringen i overensstemmelse med de faktiske forhold, jf. D.2 .

Hvis det ikke fremgår af meddelelsen om betalingsstandsning, hvilken ordning der søges gennemført, må dette søges oplyst hos skyldneren eller tilsynet.

Skyldneren eller tilsynet skal gøres opmærksom på, at RIM, afhængig af hvilken betalingsordning der søges gennemført, vil stille visse regnskabsmæssige krav, jf. eksempelvis afsnit H.5 om frivillige kreditorordninger.

H.2.10 Ikke-anmeldt betalingsstandsning / "stille betalingsstandsning"

En ikke-anmeldt betalingsstandsning kaldes undertiden for en "stille" betalingsstandsning.

Det forekommer, at virksomheder træder i betalingsstandsning, uden at det er anmeldt til skifteretten. Normalt bliver kreditorerne underrettet om betalingsstandsningen sammen med en redegørelse om formålet. I andre tilfælde ophører virksomheden blot med at betale forfaldne gældsposter, uden at kreditorerne bliver underrettet.

Hvis RIM bliver bekendt med en sådan stille betalingsstandsning, må RIM søge sit krav sikret bedst muligt. Til dette brug er etablering af en fristdag nødvendig, og som udgangspunkt kan RIM derfor ikke medvirke ved en "stille" betalingsstandsning.

RIM afgør selv, om den vil deltage i en sådan "stille" betalingsstandsning, men inden den træffer en sådan afgørelse, skal i vurderingen inddrages en række momenter. Nedenstående opremsning af momenter er ikke udtømmende, men er alene en gennemgang af de hovedpunkter, der kan blive tale om at vurdere.

Vurderingen skal ske på baggrund af en afvejning af formålet med betalingsstandsningen, hvor momenter som forsøg på at få ro i sin virksomhed til at bringe aktiver i kreditorly, foretage omstødelige dispositioner eller tilsløre/udføre strafbare handlinger klart taler imod accept af en ikke anmeldt betalingsstandsning. Karakteren af disse dispositioner bestemmer også RIM´s handlinger over for skyldneren, idet der kræves en hurtig indsats over for disse skyldnere for at sikre Skat´s krav på den mest effektive måde.

Virksomhedens økonomiske situation kan lægges til grund for vurderingen, fx om den er overskuelig, og om der er fremlagt budgetter og regnskaber, der bekræfter dette.

Er der fremlagt en plan for rekonstruktion, der virker seriøs. Fx ændret salgsmønster, rationaliseringer, indskud af kapital, fremtidig driftskredit.

Er der af skyldneren engageret en seriøs faglig bistand.

Over hvor lang en periode skal rekonstruktionen og den "stille" betalingsstandsning strække sig.

Hvorvidt skyldneren kan stille sikkerhed for skatter og afgifter for at undgå restancetilvækst. Der er ikke noget i vejen for, at dette kan gøres til et krav fra RIM´s side.

RIM bør vurdere, om Skat´s risiko i det konkrete tilfælde kan kalkuleres (yderligere restance mv.), ligesom det bør vurderes, om der er fare for kreditorbegunstigelser fx omstødelige dispositioner, der p.g.a. den manglende etablering af en fristdag ikke kan omstødes, usædvanlige eller store betalinger til kreditorer, handel med aktiver.

Det bør dog under alle omstændigheder indgå som vurdering, om der er eventuelle erstatningskrav mod ledelsen.

RIM kan i de tilfælde, hvor en kreditorordning kan opnås ved faglig bistand, overveje at kræve en anmeldelse af en betalingsstandsning, bl.a. for at opnå denne faglige ekspertise.

H.2.10.1 RIMs forholdsregler

RIM skal anvende de muligheder, der findes af forebyggende karakter, fx eftersyn i skyldnerens virksomhed, overvågning eller udarbejdelse af rapportsag.

RIM skal med øjeblikkelig virkning fratage eventuel toldkredit og kredit efter lønsumsafgiftsloven. Ved personlig hæftelse bør RIM vurdere muligheden for at foretage subsidiært udlæg i ægtefælles aktiver, jf. KSL § 72, stk. 2. Det bør også undersøges, om der er grundlag for eventuel erstatningssag mod virksomhedens ledelse samt eventuel nulstilling, se afsnit M.2.1 om nulstilling.

RIM kan også undersøge, om der bør rejses erstatningssag mod virksomhedens ledelse eller tilsyn, jf. aktieselskabslovens §§ 140-141 og anpartsselskabslovens §§ 80a-80b, se afsnit H.2.5.3 og afsnit H.3.17 . Det kan også være nødvendigt at vurdere, hvorvidt der skal søges gennemført hæftelsesgennembrud mellem selskaber, der er nært forbundne eller mellem indehaveren og selskabet.

Er formålet med den stille betalingsstandsning alene at bringe aktiverne i kreditorly eller lignende, bør de tilgængelige inddrivelsesinstrumenter udnyttes fuldt ud, fx arrest, se afsnit G.9 , udlæg se afsnit G.5 , forbud, politianmeldelse.

H.3 Konkurs

H.3.1 Konkurs - Generelt

En konkurs over en skyldner betyder, at skyldneren må overlade sine aktiver til fordeling blandt kreditorerne, jf. hovedreglen om konkursmassen i KL § 32. Skifteretten afgør, om der skal afsiges konkursdekret, men initiativet kan tages af en af skyldnerens kreditorer eller skyldneren selv. Konkursen medfører, at skyldneren mister rådigheden over sin formue. Den går over til et konkursbo, hvor en kurator varetager alle kreditorers interesser.

Konkursen betyder endvidere, at den enkelte kreditors ret til at foretage en individualforfølgning af sit krav over for skyldneren ikke kan finde sted under selve konkursen i konkursmassen.

Fordelingen af skyldnerens aktiver sker ved, at aktiverne omsættes til penge, der udloddes til skyldnerens kreditorer i en bestemt rækkefølge, konkursordenen. Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning af deres krav. Princippet bag konkursloven bygger således på skyldnerens urådighed og ligelighed blandt kreditorerne.

Konkurs kan komme på tale, når en skyldner ikke er i stand til over for kreditorerne at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og det må antages, at skyldnerens betalingsudygtighed ikke blot er forbigående.

RIM har som enhver anden kreditor ret til at indgive konkursbegæring, når den mener, at dette skridt er nødvendigt for at sikre SKAT`s krav eller for at hindre yderligere krav i at opstå.

RIM´s anvendelse af konkursinstituttet reguleres af de almindelige forvaltningsmæssige grundsætninger, hvor de væsentligste er princippet om saglighed og proportionalitet. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. RIM skal inddrage denne retsgrundsætning i sin vurdering af, hvad der er tilstrækkeligt til at sikre SKAT´s krav. Grundsætningen styres af hensynet til at sikre tabsforebyggelse, lønsomhed og individualitet.

I afsnit H.3.5 gennemgås eksempler på de momenter, RIM kan inddrage i sin afvejning af, om en skyldner skal begæres konkurs.

Prøvelsen af RIM´s anmodning om konkurs sker i skifteretten, og dennes afgørelser kan kæres til landsretten.

Når andre kreditorer indgiver konkursbegæring mod skyldneren, inddrages RIM ikke i behandlingen, og den får derfor først på et senere tidspunkt kendskab til konkursen. Af hensyn til at sikre SKAT´s interesser i konkurssager skal RIM være opmærksom på, om der afsiges konkursdekret mod virksomheder, der er beliggende i netop dens distrikt, og som skal betale skatter, afgifter eller told.

H.3.2 Skyldner - Konkursobjektet

Enhver fysisk og juridisk person kan være skyldner og kan derfor også erklæres konkurs. RIM kan således, når betingelserne er til stede, begære enhver fysisk person konkurs, fx en lønmodtager eller en selvstændigt erhvervsdrivende. Det samme gælder juridiske personer som fx aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsforeninger, foreninger, selvejende institutioner mv.

For så vidt angår de juridiske personer er det afgørende i forbindelse med konkursbehandlingen, at selve sammenslutningen - den juridiske person -kan anses for at være en selvstændig skyldner. Hvis blot en af deltagerne i sammenslutningen hæfter personligt og direkte for sammenslutningens gæld, antages det, at sammenslutningen ikke kan betragtes som selvstændig skyldner og og følgelig heller ikke som sådan kan erklæres konkurs. Aktieselskaber og anpartsselskaber kan herefter umiddelbart erklæres konkurs.

I et interessentskab hæfter deltagerne - interessenterne - personligt og direkte for interessentskabets gæld. En konkursbegæring mod et interessentskab må herefter rettes mod deltagerne personligt. Når samtlige interessenter er erklæret konkurs, tages interessentskabets bo under særskilt konkursbehandling, selv om interessentskabet isoleret set er solvent. Det er ikke nødvendigt at foretage en selvstændig prøvelse af interessentskabets insolvens, og en formel konkursbegæring kræves ikke.

Kommanditisterne hæfter med indskuddet, mens komplementaren hæfter personligt. Selv om komplementaren eller komplementarerne er erklæret konkurs, kan skifteretten underkaste kommanditselskabet en selvstændig prøvelse af, om selskabet er insolvent. I UfR 1996, 179 ØLK, kunne et kommanditselskab ikke tages under konkursbehandling alene under henvisning til, at samtlige komplementarer var under konkurs. Skifteretten havde uden at foretage en selvstændig bedømmelse af kommanditselskabets solvens taget kommanditselskabet under konkursbehandling, da samtlige komplementarer var under konkurs

H.3.3 Konkursbetingelser

RIM kan som kreditor søge at begære en skyldner erklæret konkurs. I et sådant tilfælde anses RIM som konkursrekvirent, jf. afsnit H.3.5 om kriterier for, hvornår man skal foranledige konkursbegæring indgivet.

Før skifteretten afsiger et konkursdekret, skal en række betingelser være opfyldt. Reglerne om, hvornår en skyldner kan erklæres konkurs, findes i KL §§ 17-20 og gennemgås særskilt i afsnit H.3.3.2 - H.3.3.3 . Herudover er det vigtigt at være opmærksom på nogle særlige forudsætningsvise betingelser, jf. afsnit H.3.3.1 .

Da disse betingelser inddrages i skifterettens vurdering af, om en skyldner kan erklæres konkurs, skal RIM også være opmærksom på disse betingelser og foretage en vurdering heraf, inden den afgør, om en skyldner bør erklæres konkurs.

I relation til kreditor kræves det i øvrigt, at denne er en 3. mand i forhold til skyldner. Det betyder fx, at den, der har foretaget indskud i en virksomhed som aktionær eller anpartshaver (ansvarlig lånekapital), ikke kan fremkalde en konkurs, medmindre han samtidig er kreditor.

H.3.3.1 Fordringens beskaffenhed

For at en fordring eller et krav på skyldner kan berettige til at erklære skyldneren konkurs, skal fordringen opfylde visse betingelser.

RIM har som kreditor bevisbyrden for, at fordringen eksisterer. Det er dog ikke nødvendigt at opnå dom, forlig eller lignende over skyldneren for fordringens beståen for at kunne anvende fordringen som grundlag for en konkurs. Fordringen behøver heller ikke at være forfalden til betaling på tidspunktet for indgivelse af konkursbegæring.

Fordringen må dog ikke have en sådan beskaffenhed, at der skal føres et bevis for fordringens eksistens af et omfang, at det overgår den bevisførelse, der bør finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. Fordringens eksistens skal derimod være så klar, at den umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs.

Er RIM´s krav fx skønsmæssigt eller foreløbigt ansat i henhold til OPKL § 4, stk. 1, og § 5, anses dette som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Det er dog en betingelse, at myndigheden kan sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.

Efter statsskattelovens § 38 kan en skyldner ikke ved at klage over skatteansættelsen, slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Er en skatteansættelse under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen omkring kravets eksistens ikke går ud over, hvad der bør føres af bevis ved skifteretten. Københavns Skatteforvaltning ændrede i TfS 1998, 318 (Sø- og Handelsretsdom), skatteansættelsen for et selskab, der påklagede ansættelsen til Landsskatteretten, hvor sagen under konkursbehandlingen stadig verserede. Skifteretten afviste konkursbegæringen på grund af bevisførelsens omfang, og skattekravet havde således ikke den klarhed, der krævedes for kunne danne grundlag for en konkurs.

I TfS 2000, 638 ØLK, kom en falleret skatteyder med indsigelser mod RIM´s krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste omfattede et beløb ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen, der havde begæret sagen genoptaget, påstod, at kendelsen hvilede på et forkert grundlag, men landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursen.

Er fordringen tilstrækkelig klar, må det være op til skyldner at bevise kravets usikkerhed. I UfR 1999, 110 HK, bestred en skyldner nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort, at aftalerne var så usikre, at de ikke kunne danne grundlag for konkurs. Højesteret lagde også vægt på, at det var af afgørende betydning at få etableret en fristdag af hensyn til eventuel omstødelse.

Som et andet eksempel på, at en skønsmæssig ansættelse er blevet afvist, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD. I sagen påstod RIM, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Kravet var af skifteretten blevet afvist med den begrundelse, at skattegrundlaget hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten ikke var forenelig med selskabets beskedne aktiver. Landsretten fastslog, at berettigelsen af et skattekrav i konkursboer ikke kan prøves af domstolene, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, hvilket dog var tilfældet i foreliggende sag. Landsretten stadfæstede skifterettens afgørelse, og kravet blev derfor afvist.

H.3.3.1.1

Fordringer, der ikke kan danne grundlag for konkurs

Ud over de i afsnit H.3.3.1 nævnte krav til fordringens beskaffenhed er der i KL § 20, stk. 1, nr. 1-3, nævnt tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs

SKATs fordring er sikret ved betryggende pant i skyldnerens aktiver, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 1. En fordring er sikret ved betryggende pant, når pantet eller udlægget er tilstrækkeligt til at dække fordringen og ikke kan omstødes. Bestemmelsen omfatter også anden sikkerhed stillet i henhold til OPKL §11 og punktafgiftslovene, fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven, men denne sikkerhed udelukker ikke altid, at der kan søges en konkurserklæring gennemført mod en skyldner. Det kan nemlig i det konkrete tilfælde hævdes, at sikkerheden alene gælder for de endnu ikke forfaldne krav, hvorfor det er op til skifteretten at afgøre, hvorvidt en skyldner, der har stillet sikkerhed efter de gældende love, kan erklæres konkurs. Se tillige SKM2006.365.SKAT .

RIMs fordring er sikret ved betryggende pant stillet af 3. mand, og en konkursbegæring vil stride mod de vilkår, som kreditor og 3. mand har aftalt for sikkerhedsstillelsen, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 2. Det er således ikke udelukket at erklære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartsindehaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må begæres konkurs, så længe pantet giver fuld dækning, er kreditor bundet heraf. Sikkerhedsstillelser efter punktafgiftslovene eller OPKL § 11 er på forhånd fastlagte i fx opkrævningsbekendtgørelsen § 8 og indeholder således ikke mulighed for sådanne vilkår.

SKATs fordring er uforfalden og er sikret af 3. mand - eller tilbydes sikret - ved betryggende pant, jf. KL § 20, stk. 1, nr. 3.

H.3.3.2 Den retlige interesse i konkurs

Forudsætningen for en konkursbehandling af en skyldners bo er, at den RIM, der tager initiativ til en konkurs, har en reel retlig interesse i konkursens gennemførelse.

I første omgang relateres den retlige interesse til om, kreditor vil få dækning for sit krav. En konkursbegæring fra en efterstillet kreditor vil skifteretten som hovedregel ikke imødekomme, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der intet vil fremkomme til dækning af den efterstillede gæld. Det samme gælder, hvis skyldner ikke har - eller har haft - nogen aktiver.

Da RIM som regel er tvangskreditor, kan dette forhold bevirke en særlig form for retlig interesse. I UfR 1994, 10 VLK, fik den daværende TSR, nu RIM fremmet en konkursbegæring mod en skyldner uden aktiver af væsentlig værdi. Det var i sagen godtgjort, at TSR havde den fornødne interesse, da det måtte påregnes, at skyldneren ved konkursen ville blive afskåret fra at forøge moms- og skatterestancerne.

I UfR 1994, 95 VLK, havde en plejehjemsbeboer foræret sine børn et beløb af en sådan størrelse, at hendes formue kun udgjorde ca. 1.000 kr. Det offentlige fik et krav på beboeren på 37.000 kr for ophold på plejehjemmet for en periode på ca. 2 år. Kravet var betalt af 3. mand, men det offentlige havde alligevel en retlig interesse i at erklære beboeren konkurs for gennem en omstødelsessag at søge reglerne om betaling af opholdsudgifterne overholdt, ligesom beboeren grundet sin insolvens måtte forventes inden for kort tid at vise sig ude af stand til af egne midler at betale udgifterne.

Retlig interesse i at indgive konkursbegæring mod en skyldner kan også være til stede i de tilfælde, hvor det må formodes, at skyldneren har bragt aktiver i kreditorly, og hvor det er nødvendigt at indgive konkursbegæring for at få de utilbørlige dispositioner omstødt, jf. afsnit H.3.5.4 .

I UfR 1973, 399 ØLK, blev det fastslået, at der kunne iværksættes konkursbehandling mod et selskab for derigennem at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne efter selskabsskattelovens § 33, jf. nærmere afsnit H.3.17.1 . Selskabet ejede intet og havde ikke drevet virksomhed i en årrække.

H.3.3.3 Skyldnerens insolvens

Det er en betingelse for at gennemføre konkursen, at skyldner er insolvent, jf. KL § 17, stk. 1. Så længe skyldneren er solvent, er der en formodning for, at skyldnerens kreditorer er tilstrækkeligt sikret gennem reglerne om individualforfølgning, fx ved at foretage udlæg.

Bestemmelsens stk. 2 fastslår, at skyldneren er insolvent, når den pågældende "ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående".

Det er således afgørende for spørgsmålet, om skyldneren er insolvent, at han skal være illikvid. Bestemmelsens krav om, at illikviditet ikke må være "forbigående" har betydning ved vurderingen af, hvorvidt skyldneren kan betale sin gæld inden for det tidsrum, det normalt tager at inddrive fordringen gennem sædvanlig individualforfølgning. I udtrykket "forbigående" henser retspraksis til, om virksomheden er sæsonbetonet, således at indtægten falder i en kortere, nærmere bestemt periode af året.

Afgørelsen af, om illikviditeten er "forbigående", henhører i sidste ende under skifteretten, men RIM skal ved vurderingen af, om en konkursbegæring bør indgives, tage højde for disse momenter.

Bevisbyrden for, at skyldneren er insolvent, påhviler RIM, og bevisbyrden anses for løftet, hvis RIM kan påvise, at skyldneren ikke kan betale sine gældsposter, efterhånden som de forfalder. Derimod har skyldneren bevisbyrden for, at insolvensen alene er forbigående.

KL § 18 indeholder en formodningsregel for, at skyldneren er insolvent i følgende tilfælde

Hvis skyldneren erkender at være insolvent, hvilket kan ske ved, at skyldneren på skifteretsmødet anerkender insolvensen eller skriftligt meddeler sit samtykke over for kreditor m.h.t. konkursen. Indgiver skyldneren selv konkursbegæring, påser skifteretten, at betingelserne er opfyldt, jf. KL § 22. En betydelig underbalance kan også være en formodning for, at insolvens er til stede.

Hvis skyldneren har standset sine betalinger. Betalingsstandsningen behøver ikke at være formaliseret gennem en anmeldelse til skifteretten. En uformel, dvs. ikke anmeldt, betalingsstandsning kan antages at foreligge, hvis skyldneren i almindelighed undlader at betale forfalden forretningsgæld på grund af betalingsvanskeligheder. En udtrykkelig eller stiltiende erklæring om betalingsstandsning fra skyldneren er efter omstændighederne også tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om insolvens.

Hvis der inden for de sidste 3 måneder før indgivelse af konkursbegæringen har været foretaget forgæves udlæg hos ham. Arrest har ikke samme virkning, da der ikke med denne følger en opfordring til skyldner om at betale gælden.

H.3.4 Omkostninger ved konkursens gennemførelse

Hvis konkursboets midler ikke kan dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har indgivet konkursbegæringen solidarisk for det manglende beløb med lige store andele, jf. KL § 27, stk. 1. Hæftelsen omfatter kun omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, fx kuratorsalær i forbindelse med førelse af omstødelsessag, men hæftelsen omfatter ikke sagsomkostninger til modparten i omstødelsessagen, se her UfR 1986, 843 ØLD.

Skifteretten kan efter KL § 27, stk. 2, kræve sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved konkursbehandlingen. Skifteretten godtager normalt, at RIM undlader at stille sikkerhed. Endelig godtager flere skifteretter, at RIM ikke stiller kontant sikkerhed mod til gengæld at indestå for betaling af omkostningerne, typisk ca. 30.000 kr.

I enkelte særlige tilfælde kan RIM indestå for omkostninger ved fx gennemførelse af omstødelsessager, jf. afsnit H.3.12.3 . Det er dog ikke noget krav om, at RIM skal indestå for sådanne omkostninger, uanset om den er konkursrekvirent eller ej. Det afhænger af, om yderligere skridt i relation til inddrivelse af skyldnerens gæld kan være nødvendige for at sikre SKAT´s bedst muligt.

I forhold til konkursrekvirentens direkte hæftelse og deraf følgende regler om sikkerhedsstillelse i KL § 27, stk. 1 og 2, udgør reglerne i KL § 27, stk. 3 og 4 et supplement, idet de foreskriver en subsidiær og solidarisk hæftelse på 50.000 kr. for virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c. Skifteretten kan pålægge panthaverne at stille sikkerhed for hæftelsen, som de i deres indbyrdes forhold hæfter for i forhold til pantets realisationsværdi.

Hæftelsen omfatter såvel den/de kreditorer, som på fristdagen har et tinglyst virksomhedspant i skyldnerens ejendom, jf. TL § 27, stk. 3, som dem, der har været indehavere af en virksomhedspanteret, men hvor panteretten er aflyst senere end 2 år før fristdagen, jf TL § 27, stk. 4. Dog kan sidstnævnte undslippe hæftelsen, hvis de kan bevise, at aflysningen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær, dvs. var forretningsmæssigt begrundet, fx som et led i en normal afvikling af arrangementet.

Det bemærkes, at de lige beskrevne hæftelsesregler i KL § 27, stk. 3 og 4 ikke gælder for fordringspanthavere, jf TL § 47 d, men alene omfatter virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c. Fordringspanthavere hæfter således ikke for omkostninger ved konkursbehandlingen efter stk. 3 og 4, men kan naturligvis hæfte som konkursrekvirenter efter TL § 27, stk. 1 og 2. Se afsnit G.5.10 om virksomheds- og fordringspant.

H.3.5 Indgivelse af konkursbegæring

Indgivelse af konkursbegæring kan foretages af kreditor, herunder RIM, eller af skyldneren selv. Konkursloven regulerer i §§ 22-23 de nærmere krav til konkursbegæringens formalia.

I afsnit H.3.5.1 gennemgås, hvilke krav der stilles til skyldnerens egen konkursbegæring. I afsnit H.3.5.2 gennemgås RIM´s muligheder for at indgive konkursbegæring.

Konkursbegæringer kan indgives til skifteretten på det sted, hvor skyldneren udøver sin erhvervsmæssige virksomhed. Hvis skyldneren ikke udøver erhvervsvirksomhed, indgives begæringen det sted, hvor denne har sit hjemting, jf. KL § 3.

Hvis der foreligger flere konkursbegæringer, bestemmer skifteretten, hvilken begæring, der skal behandles først, jf. KL § 21, stk. 2.

Konkurs anses for at være begæret på den dag, hvor den første begæring indkom til skifteretten. Dette har betydning ved fastsættelse af fristdagen, se afsnit H.1.1 . Giver denne begæring ikke grundlag for konkurs, eller tilbagekaldes begæringen, fastholdes fristdagen alligevel, hvis skifteretten optager en af de andre indkomne konkursbegæringer til behandling.

I UfR 1995, 709 ØLD, afviste skifteretten en konkursbegæring. Beslutningen blev kæret til landsretten, og under dennes behandling blev skyldner erklæret konkurs på baggrund af en anden kreditors begæring. Fristdagen blev derfor anset for at være den dag, hvor kærendes konkursbegæring blev indsendt til skifteretten.

H.3.5.1 Skyldnerens egen konkursbegæring

Skyldner kan indgive egen konkursbegæring. Skyldnerens egen konkursbegæring skal efter KL § 22 vedlægges en opgørelse over aktiver og passiver samt en liste over fordringshavere.

Undlader skyldner at vedlægge konkursbegæringen de krævede oplysninger, er det skifterettens vurdering, om dette bør medføre afvisning, eller om retten vil give en kort udsættelse efter KL § 8, så skyldneren kan fremskaffe oplysningerne.

Der stilles i øvrigt de samme krav til insolvens og beviser som nævnt i afsnit H.3.3 .

Efter modtagelse af skyldnerens konkursbegæring indkalder skifteretten denne til et møde. Hvis skyldneren udebliver fra mødet, anses konkursbegæringen for bortfaldet, jf. KL § 22, stk. 2 og 3.

Er der tale om et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan konkursbegæring på selskabets vegne fremsættes af bestyrelsen eller, hvis selskabet er under likvidation, af likvidator, jf. aktieselskabslovens § 127 og anpartsselskabslovens § 64, stk. 1.

I sagen UfR 1972, 419 VLK, indgav eneste medlem af en bestyrelse på vegne af aktieselskabet en konkursbegæring mod selskabet selv. Da selskabets vedtægter fastslog, at aktieselskabets bestyrelse skulle have 3-5 medlemmer, og da medlemmet var det eneste valgte medlem, var selskabets bestyrelse ulovlig, og den kunne derfor ikke på vegne af selskabet indgive konkursbegæring.

H.3.5.2 RIM´s indgivelse af konkursbegæring

RIM skal indsende en anmodning om konkursbegæring til Kammeradvokaten, der foretager det videre fornødne med at indgive konkursbegæringen til skifteretten. Reglerne om formkrav gennemgås derfor kun i korte træk nedenfor. Vedrørende de nærmere kriterier for anvendelse af konkurs henvises til afsnit H.3.5.4 .

Anmodningen skal, ud over oplysning om skyldneren og kravet, indeholde oplysninger, som er relevante for skifterettens bedømmelse af sagen.

Om de samlede oplysninger, RIM som minimum bør fremsende til Kammeradvokaten til brug for arbejdet med at indgive en konkursbegæring, henvises til afsnit H.3.5.6 .

KL § 23 fastslår, at kreditor i konkursbegæringen skal angive de omstændigheder, hvorpå konkursbegæringen støttes, fx henvise til et forgæves foretaget udlæg. Efter at konkursbegæringen er indgivet af en kreditor, lader skifteretten den forkynde for skyldneren, medmindre han på anden måde er blevet bekendt med begæringen.

Samtidig med forkyndelsen indkaldes konkursrekvirenten og skyldner til møde i skifteretten. Mødet skal så vidt muligt holdes inden 3 dage fra konkursbegæringens modtagelse, jf. KL § 23, stk. 2. Hvis kreditor udebliver fra mødet i skifteretten, bortfalder konkursbegæringen. Hvis skyldneren udebliver fra mødet, kan dette tillægges betydning som bevis ved behandlingen. Skifteretten kan dog i stedet bestemme, at skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning.

Kammeradvokaten foretager en vurdering af, om konkursbetingelserne er opfyldt og varetager RIM´s interesser under sagens behandling i skifteretten, herunder ydelse af rådgivning og bistand til RIM ved forhandlinger om kreditorordninger.

I sager, hvor Kammeradvokatens bistand efter konkursdekretets afsigelse skønnes unødvendig, er RIM bemyndiget til at anmode Kammeradvokaten om at afregne sagen.

RIM skal selv anmelde krav i boet samt påse, at told-, skatte- og afgiftskrav ikke forælder under konkursboets behandling, jf. nærmere herom afsnit H.3.18.1 .

H.3.5.3 Subsidiært udlæg

Konkursbegæring indgives ikke på grundlag af et subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2.

H.3.5.4 Kriterier for konkursbegæring

Anvendelse af konkurs i inddrivelsesarbejdet er underlagt den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed og proportionalitet.

RIM skal inddrage proportionalitetsgrundsætningen i sin vurdering af, hvad der anses for det tilstrækkelige middel til at sikre SKAT´s krav. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. Grundsætningen styres af tabsforebyggelse, lønsomhed og individuel behandling.

I visse sager er det nødvendigt for RIM at indgive konkursbegæring for at forebygge et væsentligt tab for statskassen og samtidig sikre hel eller delvis dækning af told-, skatte- eller afgiftskrav. Konkursbegæring kan således også være relevant, hvor formålet alene er at undgå, at skyldnerens restance til staten stiger.

En konkret vurdering om indgivelse af konkursbegæring kan således inddrage forhold som anvendelse af øvrige inddrivelsesmuligheder, størst mulig tabsforebyggelse for RIM, dvs. sikre størst mulig dækning af SKAT´s krav, gældens størrelse sammenholdt med skyldnerens tidligere, nuværende og fremtidige økonomiske forhold samt årsagerne til skyldnerens nuværende økonomiske situation.

Inden RIM foranlediger konkursbegæring indgivet, skal den først vurdere, om betingelserne i KL §§ 17-20 er opfyldt, jf. afsnit H.3.3 . Om de øvrige kriterier, der kan lægges vægt på i afvejningen af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring, henvises til afsnit H.3.5.4.1 - H.3.5.4.5 .

Hvis det under den senere konkursbehandling viser sig, at konkursbetingelserne ikke har været til stede, kan RIM ifalde erstatningsansvar efter KL § 28. Erstatningsansvaret omfatter såvel erstatning for forvoldt tab som godtgørelse for tort. Ved sidstnævnte forstås godtgørelse for den krænkelse eller skade, som er påført skyldnerens værd og omdømme. Består RIM´s fordring ikke, ifalder myndigheden ansvar uden hensyn til, om den rent faktisk har begået fejl. Afvises konkurs som følge af, at andre betingelser ikke er opfyldt, fx insolvensbetingelsen, kan RIM idømmes erstatningsansvar efter de almindelige culpa-regler.

H.3.5.4.1 Anmeldt betalingsstandsning forlænges ikke

Har en virksomhed anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og bliver denne af en eller anden grund ikke forlænget, bør RIM overveje, om den skal foranledige konkursbegæring indgivet, hvis den ønsker at fastholde betalingsstandsningsdagen som fristdag. Ønsket om at fastholde denne som fristdag kan eksempelvis skyldes, at en disposition derved har mulighed for at blive omstødt til glæde for de øvrige kreditorer, herunder SKAT, eller at SKAT´s krav derved kan vedblive at have status som, fx sekundært massekrav i konkursordenen.

Som følge heraf skal RIM i sin vurdering af, om en konkursbegæring skal indgives, specielt tages højde for de tilfælde, hvor der under betalingsstandsningen er opstået told-, skatte- og afgiftskrav, der ikke er afregnet. Disse krav vil på den måde miste deres fortrinsstilling, hvis fristdagen ikke fastholdes.

Konkursbegæringen skal i sådanne tilfælde indgives til skifteretten inden 3 uger efter, betalingsstandsningen er udløbet, jf. afsnit H.1.1.2 .

H.3.5.4.2 Omstødelige dispositioner

Hvis RIM under sit arbejde bliver opmærksom på dispositioner, der er omstødelige efter KL §§ 64-74, se afsnit H.3.12 , og som i tilfælde af omstødelse vil medføre, at kreditorernes, herunder også SKAT´s tilgodehavende kan indfries helt eller delvist, bør det overvejes, om der skal indgives konkursbegæring.

Da det er målet at sikre SKAT´s krav på den bedst mulige måde, skal det indgå i vurderingen, om omstødelse af en disposition i den konkrete sag vil indbringe SKAT et provenu (gennem forøgelse af dividenden), herunder om den begunstigede er betalingsdygtig.

Lønsomhed eller grundsætningen om proportionalitet skal således inddrages, hvilket fører til, at der i visse tilfælde kan være dispositioner, der umiddelbart kan virke omstødelige, men som er foretaget for at hindre tab for virksomheden og dens kreditorer. Efter en sådan konkret vurdering kan et sådant tilfælde muligvis betyde, at dispositionen ikke skal omstødes eller anfægtes.

H.3.5.4.3 Ikke anmeldt betalingsstandsning

En skyldners betalingsstandsning, som ikke er anmeldt til skifteretten, er et moment, der af RIM skal inddrages i overvejelserne om konkursbegæring.

Hvis RIM bliver bekendt med en sådan ikke anmeldt betalingsstandsning ("stille" betalingsstandsning), må RIM søge sit krav sikret bedst muligt. Til dette brug er etablering af en fristdag nødvendig, og som udgangspunkt kan RIM derfor ikke medvirke ved en "stille" betalingsstandsning.

RIM afgør selv, om den vil deltage i en "stille" betalingsstandsning. En af betingelserne for, at RIM eventuelt kan medvirke ved en kreditorordning, der omfatter alle skyldnerens kreditorer, er, at RIM bliver underrettet om den ikke anmeldte betalingsstandsning.

Det er under alle omstændigheder nødvendigt, at der i vurderingen af, om ordningen skal accepteres, tages hensyn til, om denne de facto betalingsstandsningsdag fastholdes som fristdag for fx at få omstødt utilbørlige dispositioner, fastlåst aktiverne under tilsyn af en kurator eller for at få en nærmere undersøgelse af kriminelle forhold.

Inden RIM træffer en sådan afgørelse, skal der inddrages en række momenter og stilles nogle krav til ordningen. Se nærmere om disse krav mv. i afsnit H.2.10 i afsnittet om betalingsstandsninger.

Hvis det accepteres, at betalingsstandsningen fortsætter uden anmeldelse til skifteretten, skal RIM søge at varetage statskassens interesser bedst muligt.

H.3.5.4.4 Stigende skatte- og afgiftsrestancer

Selv om en konkurs ikke vil give noget provenu til SKAT, kan det i visse tilfælde være nødvendigt at indgive konkursbegæring blot for at sikre, at der ikke fremover påløber yderligere told-, skatte- og afgiftskrav. En af de afgørende overvejelser i disse situationer er, at konkursbegæringen efter en konkret, individuel vurdering skal være det nødvendige skridt for at sikre SKAT mod yderligere tab, jf. UfR 1994, 10 VLK.

Vestre Landsret afsagde konkursdekret over en skyldner, der ikke ud over en overbelånt bil ejede aktiver, der kunne tjene til genstand for udlæg. Landsretten anførte, at betingelserne efter KL § 17, jf. KL § 18, var opfyldt, og at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at RIM havde en retlig interesse i konkurs, jf. utrykt Vestre Landsrets kendelse af 10. juni 1996, VL B-0777-96.

Muligheden er specielt til stede, når det drejer sig om et selskab, fordi det på grund af det afsagte konkursdekret skal stoppe virksomheden og efter gennemførelsen af konkursbehandlingen bliver slettet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register. Der er dog også andre virksomhedstyper, hvor et konkursdekret kan stoppe virksomhedens restanceudvikling.

Om andre relevante momenter, der kan tillægges vægt, se UfR 1994,95 VLK og afsnit H.3.3.2 .

H.3.5.4.5 Øvrige relevante kriterier

Den retlige interesse i en konkurs kan for RIM også ligge i ønsket om kriminalitetsbekæmpelse, fx af økonomisk svig. Konkurs kan også bruges som et nødvendigt middel til at få stoppet en konkursrytter og efter straffelovens § 79 få fradømt denne retten til at drive virksomhed. Det er politiet, der har påtaleretten og RIM må derfor foretage en politianmeldelse af forholdet eller sikre sig, at kurator gør det.

Konkurs kan også være et middel, hvor kurator hurtigt kan gå ind og fastlåse situationen i selskabet for at kunne foretage yderligere undersøgelser og eventuel politianmeldelse af kriminelle forhold, jf KL § 110, stk. 4.

Over for en konkursrytter og lignende kan der ved start af ny virksomhed kræves sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11.

Det kan også være nødvendigt at indgive konkursbegæring mod et selskab for at vurdere eventuelle erstatningssager mod ledelsen, jf. afsnit H.3.17 .

H.3.5.5 Tilbagekaldelse af konkursbegæring

Efter KL § 21, stk. 3, kan en konkursbegæring tilbagekaldes, indtil der er afsagt endeligt konkursdekret, og indtil kærefristen er udløbet.

Der findes ikke faste regler for, hvornår en konkursbegæring indgivet af RIM skal tilbagekaldes, men en beslutning herom hviler på en afvejning af, hvorvidt gennemførelsen eller tilbagekaldelsen af konkursen er et henholdsvis nødvendigt eller tilstrækkeligt skridt for at sikre SKAT´s krav. En skyldner har således ikke krav på, at RIM tilbagekalder en konkursbegæring.

Et moment, der kan inddrages ved vurderingen, er fx et betalingstilbud fra skyldneren, som ud fra en analyse af hans økonomiske forhold må anses for rimeligt, og hvor der er sikkerhed for, at det kan opfyldes og afvikles inden for kort tid.

Et alternativ til tilbagekaldelse kan være RIM´s accept af, dvs. RIM´s manglende protest imod, at skyldneren begærer udsættelse af skifterettens behandling af en konkursbegæring i henhold til KL § 24, jf. nærmere afsnit H.3.6 .

Tilbagekaldelse af en indgivet konkursbegæring skal ske gennem Kammeradvokaten. Ved tilbagekaldelse af en konkursbegæring, bør RIM være opmærksom på, at den kan blive mødt med at eventuelt krav om erstatning fra skyldneren.

H.3.5.6 Fremsendelsesskrivelse til Kammeradvokaten

RIM skal ved fremsendelse af anmodninger om konkursbegæringer som minimum give følgende oplysninger til Kammeradvokaten, da denne skal bruge oplysningerne i arbejdet med konkursbegæringen.

a. Virksomheden præsenteres

Her anføres virksomhedens eller skyldnerens CPR-nr eller SE/CVR-nr, navn, adresse, ejerforhold og ledelse.

Herudover anføres virksomhedsområdet og registreringsforhold.

b. Grundlaget for konkursbegæringen

Om restancen anføres

Restancens størrelse fordelt på afgiftsperioder.

Restancens art (A-skat, moms, selskabsskatter mv.).

Egne angivelser eller foreløbige fastsættelser - navnlig bør det anføres i hvilket omfang restancen består af foreløbige fastsættelser.

Pantesikkerheder (fx ved udlæg).

Oplysninger om eventuelle indsigelser mod restancen.

Om insolvensen anføres

RIM´s (forgæves) udlæg.

Misligholdte afdragsordninger (opsigelse af ordningen er meddelt skyldner).

Skyldnerens eventuelle forslag til afvikling.

Om den retlige interesse anføres

Hvorvidt skyldneren stadig driver virksomhed.

Eventuelle andre bemærkninger i øvrigt til interessen i at få afsagt et konkursdekret (fx omstødelige forhold).

c. Omstødelse

Her anføres, om der er konstateret omstødelige forhold.

d. Rekonstruktion

Her anføres, om rekonstruktion er forsøgt.

RIM´s vurdering af, om virksomheden kan eller bør rekonstrueres.

e. Repræsentanter for skyldneren

Her anføres skyldnerens repræsentant.

f. Supplerende bemærkninger

Hvorvidt inkassolovens § 10 kan fraviges.

Øvrige særlige forhold af betydning for Kammeradvokatens og skifterettens vurdering af konkursbegæringen.

H.3.5.7 Inkassoloven

RIM skal ved fremsendelsen af anmodninger om konkursbegæringer mod en skyldner til Kammeradvokaten være opmærksom på, at Kammeradvokatens virksomhed er omfattet af inkassoloven.

Efter inkassolvens § 10 skal der over for skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, inden Kammeradvokaten iværksætter yderligere inddrivelsesskridt. I forbindelse med indgivelse af konkursbegæring betyder det, at en påkravsskrivelse som hovedregel skal være sendt til skyldneren, inden videre skridt i retning af konkurs foretages.

Kammeradvokaten skal i påkravsskrivelsen give skyldneren en frist på mindst 10 dage til at indfri fordringen, inden han foretager sig videre i konkursanliggendet. I påkravsskrivelsen skal skyldneren bl.a. have de nødvendige oplysninger for at kunne bedømme fordringen. Disse oplysninger omfatter bl.a. en specifikation af hovedstol og renter, størrelsen af forfaldne renter og påløbne og om muligt kommende inkassoomkostninger.

H.3.5.7.1 Undladelse af at give påkrav

I inkassolovens § 11 er der mulighed for at se bort fra kravet om påkravsskrivelse og indfrielsesfrist, hvis det må antages, at opfyldelse af kravet vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ikke ville kunne inddrives. Bestemmelsen gælder kun retslige skridt som fx konkursbegæring.

Et eksempel kunne være, at konkurs skal sikre mulighederne for omstødelse eller tiltag, der er nødvendige for at kurator kan fastlåse aktiver i et selskab og foretage undersøgelser efter KL § 110, stk. 4.

I UfR 1998, 1232 VLK, fastslog landsretten, at skifteretten har mulighed for at indrømme konkursrekvirenten en frist til at fremskaffe oplysninger om, hvorvidt betingelser efter inkassolovens § 11 er opfyldt, jf. KL § 8.

H.3.6 Udsættelse af konkursbehandlingen

Under særlige omstændigheder, kan skifteretten beslutte, at behandlingen af konkursbegæringen efter anmodning fra skyldner skal udsættes til senere behandling. Udsættelsen sker efter bestemmelserne i KL §§ 24 og 25.

KL § 24 omfatter de tilfælde, hvor skyldneren søger en ordning med sine kreditorer, mens KL § 25 omfatter den situation, hvor der inden konkursdekret åbnes forhandling om tvangsakkord. KL § 24 omtales i afsnit H.3.6.1 , og KL § 25 i afsnit H.3.6.2 .

H.3.6.1 Udsættelse efter KL § 24

Efter KL § 24 kan skifteretten udsætte afgørelsen om konkurs, hvis skyldneren søger en ordning med sine kreditorer, og skifteretten skønner, at der er rimelig udsigt til, at ordningen kan gennemføres.

Ifølge bestemmelsen skal ordningen omfatte alle ligeberettigede fordringshavere. Udsættelsen gives ikke, blot fordi skyldner søger en ordning med den kreditor, der har indgivet konkursbegæringen.

Udsættes behandlingen af konkursbegæringen, vil bestemmelserne om betalingsstandsning i KL §§ 10 til 16 e finde anvendelse. Udsættelsen indebærer blandt andet følgende

Der skal beskikkes et tilsyn - om reglerne for det beskikkede tilsyn henvises der til afsnit H.2.5 .

Der er forbud mod individualforfølgning. RIM må ikke søge krav inddrevet med udlæg eller andre tvangsinddrivelsesmidler. Dette gælder alle kreditorer, uanset om de har givet samtykke til udsættelsen eller ej.

Der kan nedsættes kreditorudvalg - om reglerne for et kreditorudvalg henvises til afsnit H.2.6 .

Vedrørende de øvrige bestemmelser i KL §§ 10 til 16 e henvises til afsnit H.2 .

Tilbagekaldes eller afslås konkursbegæringen, efter at behandlingen af konkursbegæringen har været udsat, skal tilsynet inden 1 uge underrette samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 24, stk. 3.

En udsættelse af behandlingen af konkursbegæringen forrykker ikke fristdagen. Fristdagen er fortsat den dag, hvor konkursbegæringen er modtaget i skifteretten.

Skyldneren bevarer under udsættelse med behandlingen af en konkursbegæring rådigheden over sine aktiver, men skifteretten kan i visse tilfælde fratage skyldneren denne rådighed efter bestemmelserne i KL § 26, jf. afsnit H.3.6.4 .

H.3.6.2 Udsættelse efter KL § 25

Skifteretten kan også efter KL § 25 udsætte behandlingen af konkursbegæringen, hvis der allerede ved konkursbegæringens indgivelse er åbnet forhandling om tvangsakkord, uden at forhandlingen er afsluttet. Det er en betingelse for udsættelsen, at skifteretten skønner, at der er rimelig udsigt til, at akkorden kan gennemføres.

Udsættelsen gives uden nogen tidsgrænse, men skifteretten skal påse, at akkordforhandlingen ikke trækker ud. Ved udsættelsen finder reglerne om betalingsstandsning i KL §§ 10 til 16 e anvendelse. Om disse bestemmelser henvises der til afsnit H.2 .

Konkursbegæringen bortfalder, hvis akkordforslaget bliver stadfæstet.

H.3.6.3 RIM´s holdning til udsættelse

Det er alene skifteretten, der afgør, om behandlingen af konkursbegæringen skal udsættes.

RIM kan dog selv medvirke til, at der sker udsættelse, ved at gøre skifteretten opmærksom på, at skyldneren med sine kreditorer søger en betalingsordning, som RIM ønsker at vurdere nærmere.

En vurdering af betalingsordningen gennemføres på sædvanlig vis, men afhænger også af, hvad RIM vil opnå med konkursen over skyldneren. For at få et overblik over de enkelte betalingsordninger, der muligvis kan komme på tale, kan der fx henvises til afsnittene H.5 og I.2 .

Skyldner har dog ikke krav på, at RIM afbryder forhandlingerne i skifteretten for at gennemføre en sagsbehandling på en betalingsordning, som fremsættes over for skifteretten med det formål at opnå udsættelse. På skifterettens møde kan de fremmødte kreditorer komme med deres indlæg for og imod udsættelsen, hvorefter skifteretten træffer sin afgørelse. RIM´s stilling til sådanne forslag kan således fremføres på skifterettens møde, og indstillingen følger i øvrigt de almindelige regler for de vurderinger, der skal foretages vedrørende den konkrete kreditorordning.

Inden RIM møder i skifteretten i sager, hvor den er konkursrekvirent, har myndigheden allerede vurderet skyldnerens muligheder for at gennemføre en betalingsordning som ugunstig. Hvis de oplysninger, der fremkommer på skifterettens møde, ikke ændrer ved myndighedens vurdering, bør den fremsætte indsigelse mod ønsket om at udsætte konkursen.

Går skifterettens afgørelse RIM imod, kan denne søge beslutningen kæret til landsretten. En kære bør overvejes i lyset af, hvad der er det bedst egnede middel til at søge SKAT´s krav på skatter og afgifter sikret på den bedst mulige måde.

Som et eksempel på skifterettens afslag på en udsættelse kan henvises til UfR 1979, 99 HK. I sagen gav skifteretten afslag på udsættelse efter KL § 24, og over for Højesteret gjorde den kærende gældende, at der var fremsat forslag til tvangsakkord, hvor der forelå tiltrædelse fra 40% af kreditorerne. Endvidere mente den kærende, at kreditorerne skulle have haft lejlighed til at udtale sig om sagens udsættelse. Højesteret stadfæstede konkursdekretet, da selskabets kapitalforringelse og underskud ikke syntes give en rimelig udsigt til, at en akkord ville kunne opfyldes.

H.3.6.4 Skyldnerens urådighed

Efter anmodning fra RIM eller en anden kreditor kan skifteretten under en udsættelse af konkursbehandlingen fratage skyldneren rådigheden over aktiver, som vil kunne inddrages under en konkursbehandling, jf. KL § 26. Rådighedsberøvelsen kan ske hvis

skyldneren samtykker i fratagelsen,

skyldneren uden lovligt forfald udebliver fra møde i skifteretten,

skyldneren må antages at holde sig skjult, eller

der er fare for, at skyldneren vil råde over aktiverne til skade for kreditorerne.

Rådighedsberøvelsen kan angå hele skyldnerens formue eller enkelte aktiver, fx en bestemt bankkonto. Begrænsninger i skyldnerens rådighed kan gøres gældende over for 3. mand, hvis denne kendte eller burde kende rådighedsbegrænsningerne, jf. KL § 26, stk. 2.

Følger skifteretten ikke RIM´s anmodning om rådighedsberøvelse, kan rettens beslutning kæres til landsretten. En kære bør overvejes i lyset af, hvad der er det bedst egnede middel til at søge SKAT´s krav sikret på den bedst mulige måde med passende instrumenter.

H.3.7 Konkursens indtræden og virkninger

Konkursen har en række virkninger for skyldneren. Skyldneren mister rådighed over aktiverne, kreditorernes afskæres muligheden for individualforfølgning, som erstattes med en universalforfølgning, hvor kurator står for boets afvikling og udlodning. Som et led heri skal der udpeges en kurator, og konkursboet skal etableres.

Konkursen har ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere eller fortrænge dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget. Ekstinktion har en retsfølge, der kan sammenlignes med omstødelse, jf. afsnit H.3.12 .

H.3.7.1 Skyldnerens urådighed

Når konkursdekretet er afsagt, mister skyldneren retten til at råde over sin formue, jf. KL § 29, og råderetten overgår i stedet til det konkursbo, der etableres, jf. nærmere herom afsnit H.3.7.4 .

Konkursens retsvirkninger indtræder ved konkursdekretets afsigelse, og der regnes med klokkeslættet for afsigelsen af dekretet. Dog har reglerne om urådighed kun retsvirkningvirkning over for den, som kendte eller burde kende konkursen, inden for det døgn, hvor konkursen er blevet bekendtgjort i Statstidende. Når døgnet er udløbet, kan konkursboet gøre urådigheden gældende over for alle. Dette princip for urådighedens virkning over for 3. mand er fastlagt i KL § 30.

Det betyder bl.a., at RIM er frigjort for betalingsforpligtelsen i forhold til konkursboet, hvis den i god tro om konkursen har udbetalt et krav til skyldneren som fx negativ moms, inden dekretet er offentliggjort.

Skyldneren er ved dekretets afsigelse dog ikke helt frataget retten til at handle på egne vegne. Har skyldneren påtaget sig en forpligtelse efter dekretets afsigelse, hæfter skyldneren personligt, men uden ansvar for boet, fx hvis skyldneren under konkursbehandlingen begynder at drive egen virksomhed. På samme måde kan skyldneren råde over aktiver, som ikke kan inddrages i konkursboet, jf. afsnittet H.3.12 om konkursmassen.

H.3.7.2 Individualforfølgning

Efter konkursdekretets afsigelse kan der ikke foretages udlæg eller arrest i den formue, der er omfattet af konkursen, jf. KL § 31. Der kan fortsat foretages individualforfølgning i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, jf. KL § 33, se nærmere herom afsnit H.3.10 . RIM kan således også foretage lønindeholdelse hos skyldneren, jf. nærmere afsnit H.3.18.1 .

Er der foretaget arrest inden konkursen, bortfalder denne ved dekretets afsigelse. Det samme gælder for udlæg, idet dette ikke anses for at have virkning over for konkursboet. Bestemmelserne herom findes i KL § 71, jf. nærmere herom afsnit H.3.12.10 .

Noget lignende gælder for virksomhedspant, jf. TL § 47 c og fordringspant, jf. TL § 47 d, der er stillet til fordel for skyldnerens eller pantsætterens nærstående, hvilket begreb er defineret i KL § 2. Disse panttyper har ifølge TL § 47 e, stk. 1 simpelthen ingen retsvirkning - således heller ikke over for et konkursbo. se G.5.10.1 .

H.3.7.3 Modregning i konkurs

Konkurslovens regler om modregning i konkurs vedrører alene modregning med aktiver, der indgår i konkursmassen. Fordringer, som skyldneren erhverver efter konkursdekretets afsigelse, fx skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen, indgår ikke i konkursmassen, jf. afsnit H.3.12 .

Der kan modregnes mellem fordringer, der begge er stiftet før fristdagen, dvs. før skifteretten har modtaget konkursbegæringen. Der kan ligeledes modregnes mellem fordringer, der begge er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekret er afsagt. Der kan således ikke modregnes hen over fristdagen eller hen over den dato, hvor konkursdekret er afsagt.

Der kan på den måde ikke modregnes med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som vedrører perioden forud for fristdagen, i krav, som skyldneren efter fristdagen måtte få mod statskassen, herunder negative afgiftstilsvar vedrørende perioden efter fristdagen. Der kan endvidere ikke modregnes med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. vedrørende perioden efter fristdagen i krav, som konkursboet måtte få mod statskassen efter, at konkursdekretet er afsagt.

Se som eksempel UfR 1986, 718 ØLD, hvor det daværende Toldvæsen ikke havde ret til at modregne sit simple krav i refusion af moms for tab på debitorer konstateret under bobehandlingen, da tabet efter den daværende ML § 13, stk. 6, kunne fradrages i den periode, det var konstateret. Se i øvrigt UfR 1994, 308 VLD, hvor kreditnotaer på arbejde udført før betalingsstandsningens indtræden skulle henføres til perioden før konkursen.

Vedrørende stiftelsen af overskydende skat, B-skat, restskat og særlig indkomstskat har Højesteret fastslået, at kravene stiftes ved indkomstårets udløb, dvs. den 31. december, uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes, jf. UfR 1985.619 HD. Er den overskydende skat omfattet af konkursmassen efter KL § 33 er modregning reguleret af KL § 42. Er den overskydende skat derimod undtaget fra konkursmassen, jf. KL § 32, kan der modregnes efter de almindelige regler, se fx UfR 1997, 910 HD og afsnit H.3.10.1. Se nærmere om overskydende skat i relation til konkursmassen i afsnit H.3.10.1.1 .

Bestemmelsen hjemler en udvidelse af adgangen til at modregne over for konkursboet, da modregning kan foretages, selv om kravet ikke er forfaldent til betaling.

Skatte- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekretet er afsagt, kan modregnes i tilgodehavender, der er stiftet i samme periode, selv om skatte- og afgiftskravene er uforfaldne.

En fordring på skyldneren, der er erhvervet fra 3. mand inden for 3 måneder før fristdagen, kan ikke bruges til modregning over for en fordring, som skyldneren havde, da den anden erhvervede sin fordring, jf. KL § 42, stk 3. Det samme gælder, hvis erhvervelsen er sket mere end 3 måneder før fristdagen, og erhververen da indså eller burde indse, at skyldneren var insolvent. Begrundelsen for reglen er, at skyldnerens kreditor sædvanligvis være parat til at sælge sin fordring til underkurs, når hans skyldner står over for konkurs. De, som selv skylder skyldneren noget, vil være interesseret i at erhverve fordringen med henblik på modregning, hvilket vil være til skade for de øvrige kreditorer i et senere konkursbo.

Når RIM udbetaler beløb, fx negative afgiftstilsvar, hvor der ikke eksisterer noget aktuelt modkrav, bør RIM ved udbetalingen tage forbehold om tilbagesøgning i tilfælde af, at der senere måtte opstå et krav, hvori der kunne være modregnet. Modregningsforbeholdet kan fx være relevant ved delregistrerede virksomheder, hvor momsen på eksportdelen bliver udbetalt, før momsen på den tilsvarende hovedvirksomhed skal indbetales. Det samme gælder, hvor en virksomhed (et bo) har fået udbetalt negativ moms, og det under en senere kontrol i virksomheden viser sig, at der for den samme periode skal efteropkræves et beløb, og der i øvrigt kun er delvis dækning til fordringen i boet.

Efterstillede fordringer kan kun benyttes til modregning, hvis boet giver dækning til sådanne fordringer, jf. KL § 43.

H.3.7.4 Etablering af bostyre

Når konkursdekretet er afsagt, udpeger skifteretten 1 eller flere kuratorer for boet efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede, jf. KL § 107. Skifteretten kan også nedsætte et kreditorudvalg, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt.

Efter KL § 108 kan skifteretten, når den afsiger konkursdekretet, bestemme, at der skal indkaldes til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. En sådan skiftesamling skal afholdes inden 3 uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende.

Der skal også afholdes skiftesamling til valg af kurator eller kreditorudvalg, hvis kurator eller en fordringshaver ønsker dette. Et sådant ønske skal fremsættes over for skifteretten inden 3 uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende. Skiftesamlingen skal afholdes inden 3 uger, efter at skifteretten har modtaget begæringen. Fordringshaverne kan vælge kurator på skiftesamlingen, hvis mindst en tredjedel af kendte fordringshavere er repræsenteret, og halvdelen af stemmerne falder på samme person, jf. KL § 113, stk. 1. Der regnes efter fordringens vægt.

Er RIM konkursrekvirent, og ønsker myndigheden at få indflydelse på, hvem der vælges til kurator, bør den være til stede på skifteretsmødet og deltage i afstemningen herom.

RIM kan fx søge at få indsat en bestemt kurator, hvis denne har kendskab til et bestemt sagskompleks, som skyldneren er del af. Kammeradvokaten kan også indsættes som kurator i boet, fx for at varetage særlige former for omstødelsessager.

Endvidere kan RIM fremsætte indsigelse mod valget af kurator, hvis der er særlige grunde til det, jf. KL § 114, stk. 1. Som eksempler på sådanne særlige grunde kan nævnes, at den valgte kurator er ukyndig, langsommelig eller på anden måde har været uheldig i sin behandling af tidligere boer, er inhabil eller har undladt at aflægge regnskab.

Som eksempel på indsigelser mod valg af kurator, der dog ikke er taget til følge, kan nævnes UfR 2001, 476 VLK. I sagen ansås en advokats manglende rutine i at behandle konkursboer ikke som tilstrækkelig årsag til at undlade at udpege vedkommende som kurator.

Handler kurator eller skiftesamlingen til skade for boet, kan skifteretten tilsidesætte de trufne beslutninger. Det samme gælder, hvis rettigheder, som tilkommer en panthaver, skyldneren eller andre, krænkes, jf. KL § 127.

Det beror i øvrigt på RIM´s vurdering, om den vil være repræsenteret på skiftesamlinger i skifteretten. I denne vurdering kan indgå fx kravets størrelse og plads i konkursordenen, virksomhedens art og omstændighederne i øvrigt.

H.3.7.4.1 Konkursboets registrerings- og

afregningsforhold

Kurator kan beslutte sig for, at konkursboet viderefører virksomheden i et tidsrum under selve konkursen, fx for at afhænde virksomheden eller dele heraf. Konkursboet registreres i samme omfang som den tidligere konkursramte virksomhed.

For at RIM i disse situationer skal kunne holde styr på afregninger og indbetalinger fra konkursboet, foranlediger RIM, at virksomheden fra og med konkursdekretets dato registreres med virksomhedsstatus "under konkurs" samt får afmeldt virksomhedens fra registrering hos SKAT. Der oprettes et SE-nr. med mulighed for afregning under de enkelte registreringsforhold. Registreringsanmeldelsen underskrives af den person, der af skifteretten er udpeget til at forestå afviklingen af boet (kurator).

Registreres konkursboet med henblik på at afhænde virksomheden eller dele heraf, skal der ikke betales moms, hvis boets aktiver overdrages som et led i afhændelse af virksomheden eller en del af denne, og den nye indehaver er eller bliver registreret hos SKAT, jf. reglerne i ML § 8, stk. 1, jf. MV 2005, afsnit D.6. Endvidere kan der blive tale om at regulere den indgående afgift af investeringsgoder, som den fallerede momspligtige virksomhed har købt, men som afhændes af konkursboet, jf. reglerne i ML §§ 43 og 44. Der henvises her til MV 2005, afsnit J.4.

Hvis konkursboet registreres, vil RIM, hvis boet undlader at angive eller betale afgifter mv. udsende påkrav og rykke efter de sædvanlige retningslinjer. Boet vil også blive debiteret renter mv. De nævnte massekrav kan dog ikke tvangsinddrives, selv om bostyrets ikke betaler de nævnte massekrav, men sagen kan da forelægges for skifteretten efter KL § 114 for eventuelt at få afsat kurator, jf. afsnit H.3.7.4 . Hvis der skal gøres et ansvar gældende over for kurator, jf. afsnit H.3.17 , skal sagen forelægges for hovedcentret.

Hvis konkurboet ikke fører virksomheden videre, foranlediger RIM virksomheden afmeldt fra og med dekretdagen. Boet vil herefter på et hvilket som helst tidspunkt under bobehandlingen mod behørig dokumentation kunne få refunderet moms af fx tab på debitorer og acontohonorar til kurator ved en opgørelse af de negative momstilsvar. Se i øvrigt afsnit H.3.7.3 om periodisering af tab på debitorer.

H.3.7.5 Registrering, sikring og vurdering af boets aktiver

Efter KL § 110 skal kurator varetage boets interesser på kreditorernes vegne. Herunder skal han sikre boets aktiver og foretage de skridt, der er nødvendige for at sikre mod uberettigede dispositioner, som han for boets regning kan antage sagkyndig bistand til at hjælpe sig med. Som eksempel på bistand kan nævnes at tage skyldnerens forretningsbøger og -papirer i sin varetægt, at udskifte låse og give meddelelse til pengeinstitutter.

Boets aktiver skal også registreres og eventuelt vurderes, og kurator antager for boets regning en eller flere sagkyndige personer til at forestå arbejdet.

Det er kurator, der har kompetence til at træffe afgørelse i boets anliggender, men sager kan dog forelægges for fordringshaverne i særlige tilfælde, hvis kurator skønner kurator, at der er behov for det.

Støder kurator i forbindelse med behandlingen af boet på oplysninger, som giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre, skal der gives meddelelse til politiet herom. Fx kunne det være tilfældet, hvis kurator har konstateret et ulovligt anpartshaverlån i selskabet, eller selskabets ledelse ikke har efterlevet bogføringslovens bestemmelser om regnskabsføring.

Bliver RIM opmærksom på forhold, der bør undersøges af politiet, kan myndigheden på lige fod med de øvrige kreditorer orientere kurator herom, eventuelt med kopi til skifteretten.

H.3.7.6 Kreditorinformation

Under behandlingen af konkursboet gives der en række meddelelser til kreditorerne om selve behandlingen, regnskaber og status på sager i boet. Disse meddelelser gives efter KL §§ 124-127 og indeholder vigtige oplysninger til brug for RIM´s vurdering af arbejdet med boet. Meddelelserne giver således et indblik i boet, og fremsendes meddelelserne ikke, bør dette forhold indgå i myndighedens vurdering af, hvorvidt bostyret bør afsættes efter KL § 114.

De meddelelser, kurator jævnligt skal udsende, er følgende

Meddelelse om konkursdekretets afsigelse sendes straks ud til fordringshaverne og til virksomhedspanthavere, jf. TL § 47 c, og fordringspanthavere, jf. TL § 47 d. Hjemlen fremgår af KL § 124, stk. 1, 1. pkt.

Det samme gælder, hvis der skal afholdes skiftesamling, jf. afsnit H.3.7.4 . Kravet til denne information findes i KL § 124, stk. 1.

Inden 3 uger efter konkursdekretets afsigelse udsendes der en oversigt over boets aktiver og passiver. Kravet til denne information findes i KL § 125, stk. 1.

Inden 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse udsendes en statusoversigt samt en redegørelse for de vigtigste årsager til konkursen. Kravet til denne information findes i KL § 125, stk. 2. Dette materiale indeholder samtidig oplysninger om regnskabstal.

Kurator skal således også sende redegørelsen til det det respektove skattecenter til brug for bedømmelse af, om boet er skattepligtigt, jf. konkursskattelovens § 15.

Hvert halve år udsender kurator en redegørelse for boets forhold. Redegørelsen sendes kun til de fordringshavere, der forventes at få dividende. Kravet til denne information fremgår af KL § 125, stk. 3.

Redegørelsen indeholder bl.a. oplysninger om boets aktiver og passiver, herunder om der er eventuelle omstødelige dispositioner, samt en redegørelse for boets hidtidige behandling. Hvis boet fortsætter skyldnerens virksomhed, fremgår regnskabstallene også af redegørelsen.

Senest 14 dage før skiftesamling til stadfæstelse af regnskab udsendes meddelelse herom. Regnskabet eller uddrag af dette skal vedlægges til de fordringshavere, der forventes at opnå dividende. Kravet herom findes i KL § 125, stk. 4.

Skifteretten kan i øvrigt indkalde til skiftesamling, når den finder det påkrævet, eller når kurator ønsker det, jf. KL § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretning til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet.

H.3.7.7 Kreditorudvalg

Kreditorudvalg kan etableres, når skifteretten skønner det hensigtsmæssigt, jf. KL § 107, stk. 2.

Kreditorudvalg kan tænkes nedsat, fx hvis boet påtænker at fortsætte skyldnerens virksomhed. Ønsker RIM, at der nedsættes et kreditorudvalg, bør den gøre skifteretten opmærksom på det. Efter KL § 108, stk. 2, kan RIM som kreditor dog anmode om, at der indkaldes til skiftesamling for at få nedsat et kreditorudvalg. Se afstemningsregler herom under afsnittet om etablering af bostyre, afsnit H.3.7.4 .

Det beror på RIM´s egen vurdering, om det er nødvendigt at få nedsat et kreditorudvalg. Den bør særligt lægge vægt på, om et sådant udvalg kan være med til at sikre SKAT´s krav.

Kreditorudvalget har alene en kontrollerende funktion, og kurator skal kun underrette det om alle vigtige dispositioner og om påtænkte, særligt væsentlige dispositioner, medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet, jf. KL § 110, stk. 3. Udvalget kan ikke forbyde eller påbyde kurator at foretage bestemte dispositioner, ligesom kurator heller ikke skal have samtykke fra udvalget. Udvalget kan dog stille spørgsmål til kurator efter KL § 125, stk. 6.

Skifteretten kan indkalde til skiftesamling, når et medlem af kreditorudvalget ønsker det, jf. KL § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretningen til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet.

H.3.8 Anmeldelse og prøvelse af fordringer

Samtidig med bekendtgørelse om konkursen indrykkes i Statstidende en opfordring til alle, som har en fordring eller andet krav på skyldneren, til at anmelde dette til kurator inden 3 måneder, jf. KL § 128.

RIM skal indsende en sådan anmeldelse for at sikre SKAT´s krav bedst muligt. Er der udsigt til, at boet vil blive sluttet efter KL § 143 er er RIM ikke forpligtet til at anmelde kravet i boet, men inden den undlader dette, bør den vurdere, om undladelsen vil få betydning, hvis boet måske måtte blive genoptaget, jf. afsnit H.3.16.1 .

Kurator skal så vidt muligt inden 4 uger efter anmeldelsesfristens udløb afholde møde til prøvelse af de anmeldte fordringer. Kurator skal inden mødet have udarbejdet indstilling om, hvorvidt kravet kan anerkendes, jf. KL § 131, stk. 1.

Ifølge KL § 132, stk. 1, er fordringen endeligt anerkendt, hvis der ikke på mødet til prøvelse af fordringer fremkommer indsigelser til indstillingen, Hvis en af SKAT´s fordringer ikke indstilles til anerkendelse som anmeldt, skal kurator ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde give RIM meddelelse om det. RIM skal samtidig orienteres om tid og sted for det møde, hvor fordringen prøves, jf. KL § 131, stk. 3.

Hvis RIM ønsker sit krav opretholdt, skal den gøre indsigelse mod indstillingen på mødet, hvor fordringerne prøves. Hvis RIM opretholder indsigelsen mod kurators indstilling, må den foranledige, at der anlægges sag ved skifteretten inden 3 måneder efter det møde, hvori kurators indstilling forelå, jf. KL § 133.

Som et eksempel på, at en fordring ikke er blevet anerkendt, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD, se afsnit H.3.3.1 .

H.3.8.1 Overskridelse af anmeldelsesfrist

Overskrides anmeldelsesfristen i KL § 128, betyder dette

At fordringen først kan prøves på et senere møde, jf. KL § 134, stk. 1.

At rettigheder til en genstand i boets besiddelse kan gå tabt ved boets eventuelle salg af genstanden efter fristens udløb, jf. KL § 83.

At den pågældende kreditor ikke får indflydelse på de beslutninger, der træffes i skifteretten. Fordringen er ikke med i afstemningerne på skiftesamlingerne efter KL § 119.

Herudover kan boet afsluttes med de anmeldte fordringshaveres samtykke, jf. KL § 144, stk. 1.

Fordringen prækluderes dog ikke, blot fordi fristen overskrides.

Efter KL § 130, stk. 3, prøves de fordringer ikke, som ingen dividende kan få.

Fordringer, der først anmeldes, efter at boregnskabet er stadfæstet, deltager ikke, når der udloddes dividende, jf. KL § 134, stk. 2.

Skifteretten har nemlig af praktiske årsager mulighed for at fastsætte en sidste frist for anmeldelse af krav, hvilken skal bekendtgøres i Statstidende. Proklamaet er ikke præklusivt, men bevirker, at kravet ikke får dividende.

H.3.9 Forældelse

Forældelse af en fordring afbrydes, når der indgives en konkursbegæring, der støtter sig på fordringen jf. KL § 241. Herudover afbrydes forældelsen, når kravet er anmeldt i konkursboet. Forældelsen afbrydes også i forhold til skyldneren personlig.

For fordringer, der er omfattet af den 20 årige forældelse, indebærer det, at forældelsen afbrydes, når kravet anmeldes i konkursboet. Anerkendes fordringen i boet, løber en ny 20-årig forældelsesperiode fra boets afslutning. Anerkendes (den simple) fordringen ikke i boet, fx fordi der kun er dividende til de privilegerede fordringer, løber den 20-årige forældelsesperiode fra fordringens anmeldelse.

Er fordringen derimod ikke omfattet af den 20-årige forældelse, men af 1908-lovens 5 årige forældelsesregel, er det afgørende for at afbryde forældelsen, at boet anerkender fordringen. Anerkendes fordringen, løber en ny 5-årsperiode fra boets slutning. Fristen er dog 20-årig, hvis skyldner har været part under prøvelsen i boet efter KL § 244, eller skyldneren på en personligt forpligtende måde har tiltrådt fordringslisten, jf. hertil 1908-lovens § 1, stk. 2.

Hvis fordringen prøves i boet, men ikke anerkendes, skal den pågældende kreditor for at bevare anmeldelsens afbrydende virkning uden ufornødent ophold søge tilvejebragt en retsafgørelse eller et andet retsgrundlag, hvorved fordringen fastslås, jf. § 2 i 1908-loven. Efter KL § 133, stk. 1, skal den, der ikke kan anerkende kurators indstilling, anlægge sag ved skifteretten inden 3 måneder.

Imidlertid skal selve anmeldelsen opfylde visse krav for at virke afbrydende på forældelsen. Er anmeldelsen alene en oplysning om, at anmelderen har et krav mod boet, afbrydes forældelsesfristen ikke. I UfR 2001, 481 VLD, fremsendte Lønmodtagernes Garantifond en sådan anmeldelse. Retten fastslog, at en anmeldelse kan afbryde forældelsen efter 1908-loven, men der skal i anmeldelsen være grundlag for at identicere de enkelte krav, før forældelsen af dem afbrydes. Se nærmere om RIM´s anmeldelse i afsnit H.3.15 .

Det påhviler RIM at påse, at SKAT´s krav ikke forælder.

RIM skal også være opmærksom på, om afslutningen af boet trækker i langdrag, idet det i så tilfælde kan være nødvendigt at foretage udlæg for at afbryde den 5-årige forældelse. Renter af krav, der påløber under konkursen, må ikke forælde i de tilfælde, hvor boet efter en personlig skyldner sluttes efter KL § 143. Herved sikres også den efterfølgende inddrivelse af disse krav.

Massekrav efter KL § 93 forælder efter 1908-loven, og afsluttes et konkursbo, hvori RIM har anmeldt massekrav, ikke inden for den 5 årige periode, vil massekravet være forældet ved boets afslutning. Sager af denne art forelægges SKAT, Hovedcentret, med henblik på at rejse eventuel erstatningssag mod bostyret.

Renter af simple krav forældes selvstændigt efter de samme regler som hovedkravet.

Der henvises i øvrigt til afsnit F vedrørende forældelse af krav.

Om genoptagelse af boer henvises til UfR 1997, 1259 VLD. I sagen medførte en genoptagelse af en konkursbehandling af et selskab ca. 5 år efter afslutningen ikke, at kreditors krav var forældet. Om genoptagelse i øvrigt henvises til afsnit H.3.16.1 .

H.3.10 Konkursmassen

Konkursboets aktiver kaldes konkursmassen. Konkursmassen omfatter som hovedregel skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham, jf. KL § 32.

Konkursloven indeholder dog nogle undtagelser hertil; særligt kan nævnes skyldnerens indtægter under konkursen (KL § 33), arv (KL § 34), særlige aktiver (KL § 35) og skyldnerens lejemål (KL § 37).

H.3.10.1 Skyldnerens egne indtægter

Efter KL § 33 indgår, de indtægter skyldnerens har under konkursen, ikke i konkursmassen, hvad enten det er løn eller indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Skyldnerens kreditorer kan således foretage individualforfølgning i de aktiver, der ikke indgår i konkursboet. Dette gælder også konkurskreditorerne. I UfR 1997, 910 HD begyndte en skyldner at drive en ny virksomhed, efter han var blevet erklæret konkurs, og i den nye virksomhed opstod der negative momstilsvar. RIM var berettiget til at modregne de negative tilsvar i restancer fra konkursen, da skyldnerens hovedkrav ikke var omfattet af konkursmassen i KL § 33. Der kunne således foretages individualforfølgning i kravet.

Skyldneren kan også erklæres konkurs på ny med virkning for de aktiver, der er erhvervet siden afsigelsen af det første konkursdekret. Dette bo behandles som et selvstændigt bo. Hvis der udbetales dividende fra dette konkursbo, kan kreditorerne dog kun få dividende af krav, der ikke blev fuldstændigt dækket ved udlodning fra det første konkursbo.

Hvis skyldner får ansættelse som lønmodtager, kan RIM foretage lønindeholdelse, også for simple krav, jf. afsnit H.3.18.1.

H.3.10.1.1

Overskydende skat i relation til konkursmassen

Efter KL § 32 omfatter konkursmassen også alt hvad der under konkursen tilfalder skyldneren. Skal der under konkursen udbetales overskydende skat, betyder det, at denne skat er omfattet af konkursmassen og skal udbetales til konkursboet til fordeling blandt kreditorerne. Den overskydende skat kan kun holdes uden for konkursmassen, hvis KL § 33 hjemler dette.

Kan den overskydende skat relateres til skyldnerens egen virksomhed under konkursen, er den ifølge KL § 33 ikke omfattet af konkursmassen og tilhører således skyldneren selv. RIM kan derfor foretage individualforfølgning i kravet, fx ved modregning, jf. afsnit H.3.7.3 .

Det er derfor nødvendigt, at skattecenteret foretager en ændring af den personlige fallents forskudsopgørelse for at hindre, at der unødigt bliver opkrævet B-skatter med den følge, at der efter indkomståret sker udbetaling af overskydende skat.

H.3.10.2 Arv

Arv, der tilfalder skyldneren før eller under konkursen, indgår i konkursmassen efter KL § 34. Arvefaldet kan dog være udskudt, fx fordi en efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo. I dette tilfælde indgår arven ikke i konkursboet, medmindre arven falder, inden konkursboet afsluttes. Skyldner har i den forbindelse mulighed for at give samtykke til, at arveladerens ægtefælle hensidder i uskiftet bo, jf. KL § 34, stk. 3.

Den arv, som skyldner har i vente, men som endnu ikke er falden, kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning og indgår derfor ikke under konkursen, jf. arvelovens § 30.

Skyldneren kan under konkursen give afkald påden arv, han har i vente, og afkaldet er bindende for konkursboet. Derimod er det kun boet, der gyldigt kan give afkald på arv, som er falden. Der er endvidere mulighed for at søge et afkald på falden arv omstødt efter bestemmelsen i KL § 65, jf. afsnit H.3.12.5 .

Er der oprettet testamente, kan enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt, fremsætte indsigelse mod testamentet, jf. arveloven § 55. Indsigelsesretten er en personlig ret, som ikke kan fratages skyldneren i tilfælde af konkurs. Konkursboet kan således ikke rejse indsigelse mod et testamente, der begrænser skyldners arv.

H.3.10.3 Aktiver undtaget fra konkursmassen

Aktiver, hvori der ikke kan foretages udlæg for skyldnerens gæld, indgår kun i konkursmassen, når dette er særligt bestemt, jf. KL § 36. Hermed er der skabt overensstemmelse mellem konkursloven og den øvrige lovgivnings bestemmelser om aktiver, der ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning.

Som eksempel på aktiver, hvori der ikke kan foretages udlæg, kan bl.a. nævnes følgende

Genstande, som er omfattet af reglerne om trangsbeneficiet i RPL § 509.

Endnu ikke udbetalt løn, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent, jf. RPL § 511. Pensioner og understøttelser, jf. RPL § 512, erstatning og godtgørelse for invaliditet og tab af forsøger, jf. RPL § 513, båndlagt arv. jf. arvelovens §§ 58 og 65, båndlagte gaver og andre båndlæggelser, jf. RPL § 514, genstande af affektionsværdi for skyldneren og særlige hjælpemidler, jf. RPL § 515.

Retten i henhold til livsforsikringer, private ulykkesforsikringer og sygeforsikringer, jf. forsikringsaftalelovens §§ 116 og 123. Disse rettigheder kan dog under visse omstændigheder omstødes efter forsikringsaftalelovens § 117, jf. nærmere herom afsnit H.3.12.15.2 .

Selve ophavsretten, dvs. råderetten, til værker som fx manuskripter og kunstværker er undtaget fra kreditorforfølgning. Ophavsmandens ret til at råde over sine værker kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning, jf. ophavsretslovens § 62, stk. 1.

Indestående på etableringskonti og investeringsfonds indgår i konkursen, selv om der ikke kan foretages udlæg i kontiene. Den værdi, der indgår i konkursboet, opgøres til kontienes indestående med fradrag af skattekravet, jf. etableringskontolovens § 11, stk. 1, og investeringsfondslovens § 10, stk. 1.

H.3.10.4 Skyldnerens boliglejemål

Lejemål, der tjener som bolig for skyldneren, inddrages normalt ikke under konkursen, jf. KL § 37. Skønner skifteretten imidlertid, at boet vil have en økonomisk interesse i at inddrage lejemålet under konkursen, kan skifteretten træffe bestemmelse herom. En væsentlig økonomisk interesse kan foreligge, hvis der er tale om lejemål, hvor der er indbetalt et betydeligt indskud, der vil blive frigivet ved lejemålets ophør.

H.3.11 Konkursboets passiver

Konkursboets passiver består bl.a. af de krav, kreditorer har mod den konkursramte skyldner. Disse krav skal RIM nu rette mod konkursboet. I afsnittet behandles spørgsmålet om skatte- og afgiftskravs stillinger som passiver i boet generelt, men mere konkret behandles skatter og afgifters stilling i konkursboet i afsnit H.3.14 om konkursordenen. Indeholdte SP-bidrag og A-skattekravs stilling i konkursboet behandles særligt i afsnit H.3.22 .

H.3.11.1 Fordringer

Efter KL § 38 fordeles konkursmassen blandt de fordringshavere, der ved konkursdekretets afsigelse havde et krav mod skyldneren. Konkursmassen anvendes således også til at dække SKAT´s krav, der er stiftet inden konkursdekretet. Kravet skal anmeldes i boet, jf. afsnit H.3.15 . På lige fod indgår krav på indkomstskat i henhold til selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse.

Bestemmelsen dækker derimod ikke krav på personlig skat for indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse, heller ikke selv om de skatterelevante aktiviteter helt eller delvist har fundet sted inden konkursdekretets afsigelse, jf. UfR 1985, 619 HD. Krav på restskat kan i stedet for gøres gældende over for skyldneren personligt. Vedrørende reglerne om konkursskatteloven henvises til LV 2005, afsnit E.L.1.

Alle andre krav end pengekrav mod skyldneren, som skal fyldestgøres af konkursmassen, kan af boet fordres omsat til penge, jf. KL § 40. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor fx SKAT har en beskyttet tinglig ret.

Anmelder RIM fordringer fra udenlandske skattemyndigheder som fx det tyske Bundesministerium der Finanzen, vil boet omsætte kravet til dansk mønt, jf. KL § 40, stk. 2. Omregningen sker efter kursen den dag, da konkursdekretet blev afsagt.

H.3.11.2 Regreskrav

Et regreskrav, som er opstået ved indfrielse af skyldnerens forpligtelse, anses efter KL § 39 for opstået samtidig med denne forpligtelse. En kautionist, der har indfriet den fordring, han har kautioneret for, har således et regreskrav mod skyldneren. Dette krav kan han rette mod boet, selv om betalingen først har fundet sted efter dekretets afsigelse.

H.3.11.3 Dækning gennem pant i skyldnerens aktiver

En kreditor, som har pant eller anden sikkerhedsret, fx ejendomsforbehold, i skyldnerens aktiver, og som på den måde opnår delvis dækning for sin fordring, kan kun gøre den udækkede del af fordringen gældende under konkursen. Kreditor opnår således kun dividende af restfordringen, jf. KL § 46.

I det omfang, boet realiserer sådanne aktiver, eller disse udleveres til den sikrede kreditor, og provenuet ved salget tilfalder kreditor, vil kurator nedskrive kravet i anmeldelsen ved, at dividenden af den del af fordringen, som bliver dækket gennem sikkerheden, fradrages i senere udbetalinger, jf. KL § 146.

H.3.11.4 Solidariske skyldforhold

I KL § 47 findes bestemmelserne om, hvorledes krav, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, anmeldes i boet. RIM beholder sin fulde anmeldelsesret i situationer, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, selv om en medskyldner har indbetalt afdrag i følgende tilfælde

Hvis medskyldner har ret til at søge det betalte tilbage fra skyldner.

Hvis der er tale om dividende fra en medskyldners konkursbo, akkordbo, gældssaneringsbo eller insolvente dødsbo.

Afdraget er modtaget fra en medskyldner senere end 3 måneder før fristdagen.

Det solidariske skyldforhold kan opstå over for SKAT, når skyldner deltager i et interessentskab, når talen er om den solidariske hæftelse mellem sambeskattede selskaber efter SEL § 31, stk. 3, eller der foreligger et kautionsforhold over for SKAT. Kautionsforhold kan fx være etableret, hvor en eneanpartsindehaver over for RIM har afgivet en selvskyldnerkaution for sit anpartsselskabs gæld på skatter og afgifter. Selvskyldnerkaution kan også foreligge i forbindelse med sikkerhed stillet efter OPKL § 11, lov om registreringsafgift af motorkøretøjer eller sikkerhed stillet som følge af forsendelse under suspensionsordningen i henhold til de harmoniserede punktafgiftslove.

Hvis SKAT er selskabskreditor i et interessentskab, der er gået konkurs og har opnået delvis dækning for sit krav under konkursbehandlingen af interessentskabets bo, vil RIM alene kunne anmelde restfordringen i de enkelte interessenters konkursboer, jf. UfR 1935, 767 HD, om et kommanditselskab.

Er der kun kautioneret for en del af fordringen (delkaution), bør der foretages 2 anmeldelser i boet, nemlig både for den del, hvor der er en solidarisk hæftelse, og for den del, som kun angår skyldnerens andel.

H.3.12 Omstødelse

Op til en konkurs kan det hænde, at der foretages en række dispositioner fra skyldnerens side, som kunne tænkes at begunstige en enkelt kreditor på andre kreditorers bekostning. I visse tilfælde vil sådanne dispositioner forringe andre kreditorers mulighed for at få lige andel i skyldnerens formue under en konkurs.

Det kan også tænkes, at skyldneren bevidst overfører aktiver, som kreditorerne ellers kunne have anvendt til at fyldestgøre deres krav, for derved at hindre en sådan fyldestgørelse. Dette kaldes at bringe sine aktiver i kreditorly.

Ikke i alle tilfælde bør kreditorerne i det efterfølgende konkursbo acceptere sådanne dispositioner, hvorfor der findes særlige bestemmelser i konkursloven, der er med til at sikre, at værdien af dispositionerne føres tilbage til konkursboet. Konkursloven rummer således mulighed for at omstøde dispositionerne.

Bestemmelserne om omstødelse findes i KL §§ 64-81. Gennem omstødelsesreglerne tillægges konkursen en vis tilbagevirkende kraft. Det betyder, at konkursboet i visse tilfælde har mulighed for at se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner.

Det findes også andre muligheder for at gennemtvinge boets eller kreditorernes ret til dækning af tab ved fx salg af aktiviteter fra et selskab uden indfrielse af enkelte af selskabets kreditorer. Om de nærmere betingelser herom henvises til afsnit H.3.17 om erstatning.

RIM skal være opmærksom på, at frivillige betalinger skal gøres betingede af, at de ikke er omstødelige. Dette kan fx ske ved, at beløbet betales af 3. mand, eller at betaleren erklærer, at denne ikke er insolvent. En sådan erklæring alene er ikke tilstrækkelig til at anse betalingen for uomstødelig, men det kan inddrages som et moment, der taler for RIM´s gode tro ved modtagelsen af beløbet, jf. KL § 74.

Der er ingen forvaltningsretlige grundsætninger, der hindrer RIM i fx at modtage eller under et udlæg at kræve betaling af beløb, der senere viser sig at være omstødelige, fordi RIM var i ond tro om insolvensen. Modtagelsen eller opkrævningen af betalingerne må dog ikke stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed og proportionalitet. Udlæg, der i tilfælde af konkurs bortfalder efter KL § 71, jf. nedenfor, kan endda hjælpe med til at fastlåse aktiver hos skyldneren og dermed hindre, at disse bliver bragt i kreditorly.

H.3.12.1 Betingelser for omstødelse

Betingelserne for at foretage omstødelse er forskellige afhængig af, hvilke dispositioner der søges omstødt, og hvilken periode dispositionerne omfatter eller relaterer sig til. Der henvises her til gennemgangen af de enkelte omstødelsesregler i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15 .

I afsnit H.3.12.1.1 - H.3.12.1.4 omtales kort nogle af de generelle betingelser, der kan være en fællesnævner for muligheden for at omstøde en disposition.

Ved overvejelser, om en skyldner skal erklæres konkurs, må RIM tage hensyn til, hvorvidt skyldnerens dispositioner før konkursen bør søges omstødt. Omstødelse er således et sagligt moment, der må inddrages i afvejningen af, om en skyldner bør erklæres konkurs. Omstødelse er i disse situationer samtidig et inddrivelsesinstrument, der på lige fod med andre instrumenter skal indgå i RIM´s vurdering af, hvorvidt den bør anvende det passende instrument i bestræbelserne på at sikre SKAT´s krav på den bedst mulige måde.

Gennemgangen nedenfor kan også anvendes som en inspirationsliste for RIM, når den vurderer, hvordan den over for skifteretten kan sandsynliggøre, at en disposition er omstødelig, således at skifteretten kan tage oplysningerne i betragtning, når den behandler konkursbegæringen mod skyldneren i den pågældende sag.

H.3.12.1.1 Utilbørlige

dispositioner

Som nævnt i afsnit H.3.12.1 kan konkursboet i visse tilfælde se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner. Som udgangspunkt søger boet alene at se bort fra dispositioner, som har formindsket konkursmassen eller forrykket forholdet mellem kreditorerne. Konkursmassen er formindsket, når hele konkursmassen er forringet til skade for alle kreditorerne, eller når gælden er forøget. Er forholdet mellem kreditorerne forrykket, er én eller flere kreditorer blevet begunstiget på de andre kreditorers bekostning, hvilket således vil føre til en anden fordeling mellem kreditorerne end den, der følger af konkursloven.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde strider mod almindelige normer for rigtig og hæderlig forretningsmæssig opførsel. Det er således dispositioner, der har været til skade for kreditorerne, der er omfattet. De nævnte dispositioner formindsker på den måde den aktivmasse, der ellers ville have været til rådighed til fordeling blandt kreditorerne. Området for omstødelige dispositioner udgøres ofte af mistænkelige eller objektivt dadelværdige dispositioner.

For at kunne vurdere dispositionens skadelige karakter bedømmes handlingen ofte efter forholdet på det tidspunkt, hvor den blev begået.

H.3.12.1.2 God eller ond tro hos den begunstigede

Enkelte omstødelsesbestemmelser afhænger af den begunstigedes onde eller gode tro om selve dispositionens utilbørlighed.

I de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt at gøre op med, om den begunstigede vidste eller burde have vidst, at dispositionen var utilbørlig. Den begunstigedes viden eller burde viden kan fx dreje sig om, hvorvidt denne vidste eller burde vide, at fallenten var eller blev insolvent, da han foretog den omstridte disposition.

Nogle omstødelsesbestemmelser gør ikke forskel på, om den begunstigede var i ond eller god tro. For en nærmere vurdering heraf henvises til gennemgangen af de enkelte regler om omstødelse i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15 .

H.3.12.1.3 Insolvens

Når insolvens indgår i omstødelsesbestemmelserne, er vurdering af insolvensen den samme som vurderingen af den insolvens, der skal foretages, når det skal afgøres, om konkursbetingelserne er til stede, jf. KL § 17 og afsnit H.3.3.3 .

De fleste omstødelsesbestemmelser indeholder et krav om insolvens, især hvis forholdet vedrører begunstigelse af nærstående.

For en nærmere vurdering af insolvensens betydning for omstødelse i de konkrete tilfælde henvises til gennemgangen i afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15 .

H.3.12.1.4 Tidsfrister og beregning heraf

De fleste af konkurslovens omstødelsesregler er betinget af, at den pågældende disposition er foretaget inden for en bestemt frist.

Fristdagen tæller ikke med, når det i det konkrete tilfælde skal beregnes, hvorvidt omstødelse kan komme på tale. Er fristdagen fx den 12. april, og den frist, hvori omstødelse kan ske, 3 måneder, kan dispositioner, som er foretaget den 13. januar eller senere, omstødes.

H.3.12.2 Anlæggelse af omstødelsessag

Omstødelse foretages ved, at konkursboet anlægger omstødelsessag mod den begunstigede, som er den person, der er blevet beriget ved skyldnerens disposition. Omstødelse kan foretages over for alle kreditorer, herunder også SKAT, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. afsnit H.3.12.4 - H.3.12.15 . Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, omstødes ikke, men bortfalder simpelthen, jf. afsnit H.3.12.10 .

Sager om omstødelse føres for de ordinære domstole og efter de almindelige processuelle bestemmelser i retsplejeloven. En omstødelsessag kan således føres for byretten, men også for landsretten, hvis sagen efter retsplejeloven kan henvises hertil. Det er kurator, der på vegne af konkursboet anlægger og fører retssagen.

Omstødelsessag kan også anlægges af kreditorerne. SKAT har således også mulighed for at anlægge omstødelsessag alene, men det kan dog først komme på tale, når boet har opgivet kravet, jf. KL § 137. Hvis RIM ønsker en sådan sag anlagt, skal sagen indsendes til SKAT, hovedcentret. Hvorvidt der er grundlag for en omstødelsessag, kan bl.a. ses af kurators redegørelse efter KL § 125, stk. 3.

Hvis RIM bliver opmærksom på et omstødeligt forhold, kan den rette henvendelse til kurator. Hvis kurator afslår at føre omstødelsessagen, og RIM stadig mener, at en sådan sag bør føres, skal myndigheden uden ugrundet ophold rette henvendelse til skifteretten for at få fastlagt en frist til at anlægge omstødelsessag efter KL § 137, stk. 1.

Kurator retter ofte henvendelse til den begunstigede med anmodning om at indbetale kravet. Retter kurator en sådan henvendelse til RIM, træffer RIM selv afgørelse i sagen med klageadgang til SKAT, hovedcentret. Hvis RIM er i tvivl, om den modtagne betaling er omstødelig, skal den oversende sagen til SKAT, hovedcentret, med en sagsfremstilling, og SKAT, hovedcentret, overtager herefter sagen.

SKAT, hovedcentret er enekompetent til at afgøre, om Kammeradvokaten bør inddrages i at føre den aktuelle omstødelsessag.

I de tilfælde, hvor boet savner penge til at føre omstødelsessag for, og kurator er stødt på dispositioner, der synes omstødelige, kan kurator anmode én eller flere kreditorer i boet om at indestå for omkostninger ved sagens førelse. Der henvises herom til afsnit H.3.12.3 .

H.3.12.3 Indeståelse for omkostninger ved at føre en omstødelsessager

Anlæggelse af omstødelsessag vil normalt være betinget af, at der i boet er midler til at betale sagens omkostninger. Hvis det ikke er tilfældet, kan kurator vælge at anmode én eller flere kreditorer om at indestå for omkostningerne ved sagens gennemførelse.

En anmodning om at indestå for omkostninger kan kurator således også forelægge for SKAT, som kreditor i boet.

Hvis RIM i forbindelse med en sådan henvendelse selv vurderer, at der ikke bør stilles sikkerhed, har RIM kompetence til at afslå anmodningen om at indestå for omkostningerne til at føre omstødelsessag. RIM skal derfor ikke forelægge spørgsmålet for SKAT, hovedcentret i disse tilfælde.

Hvis RIM derimod finder, at SKAT bør indestå for for omkostningerne, skal RIM forelægge sagen med sin positive indstilling og relevante bilag for SKAT, hovedcentret, der er enekompetent til at tage stilling i sådanne sager.

I forbindelse med RIM´s positive indstilling bør de konkrete omstændigheder ved den omstødelige disposition oplyses, herunder hvilke bestemmelser kravet om omstødelse støttes på, hvilket beløb en eventuel omstødelse vil indbringe til boet (dvs. oplysninger om størrelsen af dividenden ved et eventuelt gunstigt udfald af sagen), samt hvilke andre kreditorer, der er i boet, ligesom deres stilling til sagen bør oplyses. Endelig bør det oplyses, hvorvidt den begunstigede er betalingsdygtig.

H.3.12.4 Omstødelse af gaver

En gave defineres traditionelt som en vederlagsfri overdragelse af et gode. Gaver vil således pr. definition næsten altid være til skade for kreditorerne.

Gaver, som er givet senere end 6 måneder før fristdagen, kan omstødes efter KL § 64. Det har i den forbindelse ingen betydning, om skyldneren ved gavedispositionen var eller blev insolvent, eller om gavemodtageren var i god eller ond tro med hensyn til skyldnerens insolvens, jf. KL § 64, stk. 1.

Gaver, som er givet mellem 6 måneder og 1 år før fristdagen, kan omstødes, medmindre gavemodtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller ved selve gaven blev insolvent, jf. KL § 64, stk. 2, 1. led. Gavemodtageren kan således i disse tilfælde undgå en omstødelse, hvis han kan bevise, at gavegiver var solvent lige, da han havde givet gaven. Hvis gaven er givet til én af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til 2 år, jf. stk. 2, 2. led.

Efter retspraksis kan lejlighedsgaver mv. som fx fødselsdagsgaver, normalt ikke omstødes. Der er en formodning for, at det er en lejlighedsgave, når gaven er givet i anledning af fx bryllup eller fødselsdag. Gaven må dog ikke stå i misforhold til skyldnerens økonomiske situation på det tidspunkt, hvor den blev givet.

I TfS 1997, 859 VLD, fandt landsretten, at en konkursramt far havde givet sine børn gaver mv., og dispositionen blev omstødt Børnene hævdede, at det var løn for udført arbejde, men retten fandt ikke, at de havde løftet deres bevisbyrde for, at forholdet ikke var en gave.

For gaver givet mellem ægtefæller suppleres KL § 64 med RVL § 33, der er omtalt i afsnit E.1.3.1 .

Hvis skyldneren er et aktie- eller anpartsselskab, der er under konkursbehandling, vil en erstatningssag mod selskabets ledelse mv. i mange tilfælde være et alternativ til en omstødelsessag efter KL § 64. Sælger et selskab et aktiv til en pris, der er lavere end prisen i handel og vandel, vil differencebeløbet udgøre en gave, der samtidig repræsenterer et tab for selskabet. Efter reglerne i aktieselskabslovens §§ 140-142 og anpartsselskabslovens §§ 80a-80c, jf. herom nærmere afsnit H.3.17.2 , vil personkredsen i et selskab (stifter, direktør, bestyrelsesmedlem, revisor, ejer mv.) kunne pålægges ansvar for skader tilføjet selskabet og evt. tillige kreditorer og 3. mænd. Reglerne er en kodificering af retspraksis og skal suppleres med culpareglen, hvorefter enhver kan pådrage sig erstatningsansvar for adækvate (påregnelige) skader, som man påfører nogen ved en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse.

Såfremt kurator for et konkursramt selskab skønner, at gavemodtageren ikke vil kunne opfylde en omstødelsesdom efter KL § 64, eller fristen efter KL § 81 for at anlægge omstødelsessag er udløbet, vil det være relevant at overveje, om der i stedet kan gennemføres en erstatningssag mod den eller de personer, der har foretaget eller medvirket til den gavedisposition, hvorved selskabet blev påført et til gavens værdi svarende tab.

Hvis kurator opgiver at forfølge et sådant erstatningskrav, kan enhver kreditor i boet selv anlægge en sådan sag, jf. bestemmelsen i KL § 137, jf. herom ovenfor i H.3.12.2 .

En kreditor, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, som er rettet direkte mod kreditor og ikke som en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod selskabet, vil efter reglen i aktieselskabslovens § 140, 2. pkt., eventuelt dennes analogi, kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.

Kreditorer kan således vælge selv at rejse et erstatningskrav over for, fx et bestyrelsesmedlem eller direktøren, fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden tilkommer et eventuelt omstødelsesbeløb boet og dermed alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen, hvorimod et erstatningsbeløb, som en forfordelt kreditor måtte få dom for, går til denne kreditor, der heller ikke er bundet af fristen i KL § 81, som kun gælder omstødelsessager.

H.3.12.5 Omstødelse af arveafkald

En skyldner kan give afkald på arv, hvorved arven hverken kommer skyldneren til gode eller inddrages i et efterfølgende konkursbo.

Et arveafkald kan dog omstødes, hvis skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen har givet afkald på arv, som er tilfaldet denne, jf. KL § 65. Arvelader skal med andre ord være afgået ved døden. Er arven udloddet, rettes kravet mod den, der som følge af afkaldet har modtaget arven, eller hvis arvelod derved er blevet forøget, jf. KL § 65, stk. 1. Kravet udgør nettoforøgelsen af den begunstigedes formue, idet dennes andel i boudgifter og arveafgift fradrages.

Afkald, som er givet mellem 6 måneder og 2 år før fristdagen, kan omstødes, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved afkaldet, jf. KL § 65, stk. 2.

H.3.12.6 Omstødelse af betaling af løn til nærstående

Har skyldneren senere end 6 måneder før fristdagen betalt løn eller lignende til en nærstående, og har beløbet oversteget, hvad der under hensyn til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, kan betalingen omstødes, for så vidt angår det overskydende beløb. Bestemmelsen findes i KL § 66, stk. 1.

Ved afgørelsen af, om lønnen skal anses for at være rimelig, lægger man vægt på, om der er et egentligt misforhold, fx i forhold til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og den sædvanlige løn for vedkommendes kvalifikationer.

Beløb, som er udbetalt mellem 6 måneder og 2 år før fristdagen, kan under de nævnte betingelser omstødes, medmindre modtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent, da han udbetalte lønnen, jf. KL § 66, stk. 2.

H.3.12.7 Omstødelse af usædvanlige betalinger

Der er mulighed for at omstøde betaling af gæld, der er sket senere end 3 måneder før fristdagen. Bestemmelsen findes i KL § 67 og kan anvendes i følgende tilfælde

Hvis betalingen er sket med usædvanlige betalingsmidler, jf. KL § 67, stk. 1, 1. led.

Hvis betalingen er sket før normal betalingstid, jf. KL § 67, stk. 1, 2. led.

Hvis betalingen er sket med beløb, som afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne, jf. KL § 67, stk. 1, 3. led.

Usædvanlige betalingsmidler

Penge vil som hovedregel aldrig blive anset for at være et usædvanligt betalingsmiddel. Af den foreliggende retspraksis fremgår, at vareleverancer som udgangspunkt vil blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel medmindre parterne handlede med sådanne varer, eller skyldneren tidligere har leveret sådanne varer til kreditor. Hvis omstændighederne tyder på, at leveringen er sket med det formål at skaffe kreditor dækning, vil også sådanne vareleverancer være omstødelige efter § 67. Tilbagelevering af det solgte, hvor der ikke er taget et gyldigt ejendomsforbehold, vil også blive betragtet som et usædvanligt betalingsmiddel, og det samme gælder normalt betaling med fordringer, navnlig hvis en uforfalden fordring overdrages til eje for at udligne en eksisterende gæld.

Betaling før normal betalingstid

Ved normal betalingstid forstås det tidspunkt, som efter aftalens indhold og forudsætninger samt parternes forhold og sædvaner ville have været det normale, hvis skyldneren ikke var kommet i økonomiske vanskeligheder. Eventuelle løbedage udsætter tidspunktet, selv om gælden er forfalden.

At skyldneren har betalt før normal betalingstid, er dog ikke tilstrækkeligt til at kunne omstøde betalingen, hvis der føres bevis for, at skyldner også kunne have betalt på forfaldstidspunktet. I UfR 1999, 1587 HD, ville Højesterets flertal ikke omstøde en sådan betaling, da den begunstigede således ikke havde opnået en berigelse.

Betaling med beløb, der afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne

Beløbets størrelse skal betragtes i forhold til skyldnerens situation, og det skal umiddelbart være klart, at skyldnerens mulighed for at videreføre virksomheden i afgørende grad er blevet forringet. Vurderingen er relativ. Jo nærmere en virksomhed er sin afvikling, jo mere må betalingens størrelse sammenholdes med aktivmassen. Det udelukker ikke omstødelse efter § 67, at der allerede før betalingen er en væsentlig underbalance i virksomheden. Væsentlige bevægelser på en kassekredit kan også indicere en afgørende forringelse af betalingsevnen. Det kræves, at betalingen, sammenholdt med virksomhedens øvrige ind- og udbetalinger, springer i øjnene, og dernæst kræves, med udgangspunkt i tidspunktet for betalingen, at betalingen havde en sådan størrelse, at den afgørende påvirkede muligheden for at betale andre større kreditorer, både fremtidige og nutidige. Flere betalinger til samme kreditor betragtes ifølge retspraksis samlet for så vidt angår den "forringende effekt" - spørgsmålet, om betalingen var "ordinær", afgøres dog særskilt for hver enkelt betaling.

Betalingen skal i alle tilfælde tillige have været ekstraordinær

Det er yderligere en betingelse for omstødelse, at betalingen ikke var ordinær, dvs. var et led i skyldnerens normale betalingsmønster. En betaling er ekstraordinær, hvis den er udløst af konkurstruslen, dvs., at den ville være foretaget på anden vis, hvis skyldneren ikke havde befundet sig i økonomiske vanskeligheder. Bevisbyrden for, at betalingen var ordinær, påhviler beløbsmodtageren. Sædvanlige driftsrelaterede betalinger i "vanlig rutine" vil normalt blive anset for at være ordinære betalinger. Det drejer sig fx om betaling af udgifter til råvarer, husleje, forpagtningsafgift, løn, sædvanlige afdrag på virksomhedsrelaterede lån samt skatter, herunder indeholdt A-skat, og afgifter.

Hvis kravet har været forfaldet i længere tid, tenderer betalingen mod at være ekstraordinær. Af retspraksis kan formentlig forsigtigt udledes, at betaling af et krav, der har været forfaldet til betaling i et halvt år eller mere, i reglen vil være en ekstraordinær betaling. Konkrete omstændigheder kan dog medføre, at også betaling af krav, der har været forfaldne i kortere tid, må anses som ekstraordinære. Hvis det i længere tid forfaldne krav betales i henhold til en betalingsaftale, kan betalingen alligevel være ordinær, men det må da kræves, at aftalen er indgået (lang tid) før omstødelsesfristen, og at betalingsaftalen overholdes, således at en fast betalingsrutine er etableret.

Betalinger til RIM vil således ikke kunne omstødes, hvis det godtgøres, at RIM hverken havde eller burde have haft kendskab til skyldnerens økonomiske stilling, jf. eventuelt dommen i TfS 1999, 884 (byretsdom) og TfS 2001, 913 VLD.

Østre Landsret har i en sag afgjort, at momsindbetalinger til det daværende toldvæsen, som var foretaget i forlængelse af en aftalt betalingsordning under en udlægsforretning, ikke kunne omstødes, jf. dom afsagt af Østre Landsrets 14. afdeling af 25. november 1983, journalnummer 36/1982. I sagen havde Toldvæsenet i perioden forud for betalingsstandsningen foretaget 2 udlæg, der for begges vedkommede blev udlignet. En tidligere aftalt afdragsordning blev også overholdt. På dagen, men inden mødet med fogeden til den 3. udlægsforretning, betalte selskabet renter og gebyrer, mens selskabet under selve udlægsforretningen aftalte en ny afdragsordning. Under forretningens foretagelse blev toldvæsenet oplyst om selskabets midlertidige betalingsvanskeligheder. Første afdrag blev betalt, og herefter stod det klart, at selskabet ikke kunne videreføre sin virksomhed. Betalingerne blev ikke omstødt, da det først senere stod klart, at selskabet ikke kunne videreføres. Betalingerne måtte i øvrigt anses som ordinære, da de var erlagt i forlængelse af løbende betalingsordninger som normalt led i toldvæsenets forvaltning som opkrævningsmyndighed. Betingelserne for omstødelse efter KL §§ 67 og 74 ansås derfor ikke for opfyldt.

En myndigheds konvertering af en lønindeholdelse til en afdragsordning med betaling af beløb svarende til det lønindeholdte blev ikke omstødt efter KL § 74, jf. TfS 1996, 304 (byretsafgørelse). Se nærmere om dommen afsnit H.3.12.13 .

Af andre domme vedrørende de løbende betalingsordninger kan henvises til TfS 1994, 764 ØLD. I sagen blev der foretaget udlæg for en afgiftsrestance og efterfølgende aftalt en afdragsordning med 5 betalinger vedrørende restancen og den løbende moms og A-skat, i alt 1.500.000 kr. Landsretten anså de 5 betalinger som selvstændige indbetalinger og afviste krav om omstødelse efter KL § 67, stk. 1. Retten lagde vægt på, at betalingerne i henhold til afdragsordningerne var aftalt som led i det nuværende SKAT´s virksomhed med opkrævning af skatter- og afgifter. Endvidere lagde retten vægt på, at restancerne ikke var opstået igennem længere tid, og at skyldnerens virksomhed blev betragtet som sund og levedygtig.

Er betalingen sket til fordel for skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved betalingen, jf. KL § 67, stk. 2.

H.3.12.8 Omstødelse af modregning

Bestemmelserne om omstødelse af betaling finder tilsvarende anvendelse på modregning, jf. KL § 69. Bestemmelserne finder kun anvendelse, hvis modregning efter bestemmelserne i KL § 42 ikke kunne været sket efter konkursdekretets afsigelse. For en nærmere gennemgang af modregningsbestemmelsen i KL § 42 henvises til afsnit H.3.7.3 .

H.3.12.9 Omstødelse af panteret eller anden sikkerhed

Pante- eller anden sikkerhedsret, der ikke er etableret ved gældens stiftelse eller umiddelbart efter, kan omstødes, hvis sikringsakten er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, jf. KL § 70, stk. 1, 1. pkt.

Er pantet stillet til fordel for en af skyldnerens nærstående, udstrækkes omstødelsesperioden til 2 år, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved pantsætningen, jf. Kl § 70, stk. 2. Der skal således i dette tilfælde føres et solvensbevis, og bevisbyrden herfor påhviler den begunstigede.

Er pantet eller en anden sikkerhed, fx en transport, stillet for en gæld, der er stiftet før panteretten, kan sikkerhedsretten omstødes. Tilsvarende gælder, hvis sikringsakten (fx tinglysning, denuntiation) ikke er foretaget umiddelbart efter gældens stiftelse.

Om en transport skal vurderes som en panteret efter KL § 70 eller som en betaling efter KL § 67, afhænger af, om transporten er givet til sikkerhed eller til eje. Hvis transporten er sket til eje, skal en eventuel omstødelse af transporten foretages efter KL § 67, da en transport til eje nedskriver transporthavers fordring umiddelbart efter, at transporten er givet. Er transporten derimod sket til sikkerhed, nedskrives transporthaverens fordring kun i det omfang, der betales i henhold til transporten. En eventuel omstødelse af en transport til sikkerhed skal derfor vurderes efter KL § 70.

Er et pant stillet som sikkerhed for både gammel og ny gæld, er det kun den del af sikkerhedsstillelsen, der sikrer den gamle gæld, der kan omstødes, idet KL § 70 ikke kunne omstøde sikkerhedsstillelsen for den fremtidige gæld, der omfattede perioden efter udstedelsen af transporterklæringernese, se UfR 1977, 489 HD.

I UfR 1999, 817 HD, havde en skyldner givet transport i sine fremtidige tilgodehavender på momsudbetalinger fra det daværende ToldSkat, nu SKAT, på 574.775,40 kr. Sikkerheden blev anmeldt over for ToldSkat den 14. august 1990, og skyldneren gik konkurs den 17. september samme år. Transporthavers pantesikkerhed blev i perioden fra anmeldelsen af transporten (denunciationen) over for ToldSkat, og indtil skyldneren gik konkurs, udvidet med 275.449 kr. Transporthaverens tilgodehavende den 14. august 1990 udgjorde 552.130 kr., og den del af kreditudvidelsen, der måtte anses for sikret af det transporterede momsbeløb, udgjorde herefter 276.681 kr. Den del af momsudbetalingen, svarende til forskellen mellem momsudbetalingen og det sikrede beløb på 276.681 kr., måtte anses for sikkerhed, stillet for tidligere stiftet gæld, som således kunne omstødes efter KL § 70.

Specielt om fordringspant, se afsnit G.5.10.1

KL § 70, stk. 1, 2. pkt. bestemmer, at fordringspant, jf. TL § 47 d, i fordringer, kan omstødes, hvis fordringerne er stiftet senere end 3 måneder før fristdagen, og er stillet til sikkerhed for gammel gæld.

Reglen gælder uanset hvornår fordringspantet er tinglyst. Det er således ikke - som det er tilfældet efter bestemmelsens 1. pkt. - nogen betingelse for reglens anvendelse, at sikringsakten, her tinglysningen, er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

KL § 70, stk. 1, 2. pkt., omfatter på den måde et fordringspant, uanset hvornår pantet er tilsagt, og uanset hvornår det er tinglyst. Det betyder, at bestemmelsen (2.pkt.) vedrører såvel panterettigheder, der er tilsagt uden for omstødelsesperioden, men tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, som panterettigheder, der både er tilsagt og tinglyst 3 måneder før fristdagen eller tidligere.

Afgørende for, om omstødelse kan foretages efter denne bestemmelse, er, hvornår fordringen (der indgår i pantet) er stiftet, dvs. hvornår aktiverne er blevet omfattet af pantet og derved har påvirket pantesikkerhedens størrelse.

Reglen giver på den måde mulighed for at omstøde den udvidelse af fordringspantet, der består i, at nye fordringer stiftes og dermed bliver omfattet af pantet inden for omstødelsesperioden på de 3 måneder før fristdagen.

2. pkt. indeholder ingen adgang til at få fordringspant omstødt i de tilfælde, hvor pantet ikke er tinglyst umiddelbart efter, at gælden er stiftet. 2. pkt. er imidlertid ikke til hinder for at anvende TL § 70, stk. 1, 1. pkt., som er omtalt ovenfor, hvis pantet er tinglyst senere end 3 måneder før fristdagen, men ikke lige efter gældsstiftelsen.

Fordringspant kan omstødes efter både 1. og 2. pkt., hvis pantet er tilsagt og tinglyst inden for omstødelsesperioden. Imidlertid kan fordringspant i fordringer, der er stiftet 3 måneder før fristdagen eller tidligere, ikke efter ordlyden omstødes efter 2. pkt., selv om pantet er tilsagt og tinglyst inden omstødelsesfristen.

Er fordringspantet stillet til fordel for en, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2, er pantsætningen uden retsvirkning. Det samme gælder, hvis nærstående-forholdet indtræder senere, eller hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Dette følger af TL § 47 e, stk. 1.

Specielt om virksomhedspant, se afsnit G.5.10.1

Ifølge KL § 70, stk. 3, kan et virksomhedspant, jf. TL § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, ikke omstødes.

Det betyder, at et virksomhedspant, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen, hverken kan omstødes efter KL § 70, stk. 1, 1. pkt. eller efter samme bestemmelses 2. pkt. Derfor skal virksomhedspant i relation til omstødelse som hovedregel behandles efter bestemmelsen i KL § 70 a.

Ifølge KL § 70 a, som gælder for virksomhedspant, jf. TL § 47 c, der er tinglyst senest 3 måneder før fristdagen og således er uomstødeligt efter KL § 70, stk. 3, som er nævnt lige ovenfor, kan den forøgelse af pantet, der er sket ved, at aktiver senere end 3 måneder før fristdagen (altså aktiver, der er tilført pantet inden for omstødelsesfristen), omstødes. Forøgelsen kan dog ikke omstødes, hvis den fremtrådte som ordinær. Hvis der er tale om en ikke-ordinær forøgelse, kan også efterfølgende forøgelser omstødes, selv om disse kan anses for ordinære.

Det betyder, at en forøgelse af et virksomhedspant, der alene skyldes, at de aktiver, der allerede inden omstødelsesperiodens begyndelse var omfattet af pantet, stiger i værdi, ikke kan omstødes efter KL § 70 a. Der er jo ikke her tale om, at der er tilført pantet nogle aktiver inden for omstødelsesperioden.

Afgørende for, hvornår et aktiv anses for omfattet af virksomhedspantet, er det tidspunkt, hvor aktivet blev erhvervet af skyldneren. Er aktivet ikke erhvervet fra 3. mand, men derimod opstået som følge af skyldnerens dispositioner, hvilket typisk er tilfældet med hensyn til fordringer og immaterielle rettigheder, er tidspunktet for aktivets opståen afgørende.

Som nævnt ovenfor, kan den enkelte forøgelse kun omstødes, hvis panthaver ikke kan godtgøre, at forøgelsen skete på en måde, som fremstod som ordinær.

Det beror på en konkret vurdering, om en forøgelse kan anses for ordinær. Hvis virksomheden fortsætter sine vareindkøb og varesalg i nogenlunde samme omfang som hidtil, må de deraf følgende ændringer i pantets omfang som udgangspunkt anses som ordinære. Derimod er det som udgangspunkt ikke ordinært, hvis virksomheden i omstødelsesperioden øger sine varekøb og dermed pantets omfang, medmindre der kan påvises en forretningsmæssigt begrundet årsag til det øgede indkøb, såsom et særligt fordelagtigt tilbud, omsætningsfremgang eller sæsonbetinget udsving.

Omstødelse kan dog ikke foretages, hvis den samlede forøgelse modsvares af en forringelse af virksomhedspantet eller nettoforøgelse af den sikrede fordring, der er indtrådt efter den nævnte forøgelse.

Reglen betyder kort sagt, at en nettoforøgelse af sikkerheden i et virksomhedspant senere end 3 måneder før fristdagen kan omstødes, medmindre forøgelsen fremtrådte som ordinær.

Er virksomhedspantet stillet til fordel for en, der er skyldnerens eller pantsætterens nærstående, jf. KL § 2, er pantsætningen uden retsvirkning. Det samme gælder, hvis nærstående-forholdet indtræder senere, eller hvis en nærstående til skyldneren eller pantsætteren indtræder i panteretten. Dette følger af TL § 47 e, stk. 1.

H.3.12.10 Bortfald af udlæg

Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet, jf. KL § 71, stk. 1.

Der er ikke tale om en egentlig omstødelse i dette tilfælde, da udlægget uden videre bortfalder. Er udlægget foretaget på begæring af en af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til 2 år, medmindre udlægshaveren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved udlægget, jf. stk. 2.

Indfries et udlæg, vil også indfrielsen (betalingen) være omstødelig, hvis det indfriede udlæg ville bortfalde efter KL § 71. Det indbetalte beløb skal derfor tilbagebetales boet. Modsætningsvis kan en betaling, der har karakter af en ordinær betaling efter en afdragsordning, ikke omstødes. Betales der for at afværge en udlægsforretning, fx i de tilfælde, hvor udlægsforretningen ikke påbegyndes, finder KL § 71 ikke anvendelse.

Det må dog antages, at aftale om afdragsordning under en udlægsforretning ikke ubetinget medfører omstødelse efter KL § 71, jf. UfR 1986, 400 VLD.

I UfR 1985, 244 ØLD, afværgede en skyldner en afhentningsforretning ved at betale 9.000 kr., efter at at der var gjort udlæg. Betalingen blev anset for at være omfattet af KL § 71 eller dennes analogi og derfor omstødt. Beløbet var skaffet under udlægsforretningen ved et øjeblikkeligt lån fra en ansat, og retten antog derfor, at der var tale om et kortfristet lån, som kun kunne indfries ved salg fra butikken med formindskelse af aktivmassen til følge.

Hvis der allerede har været afholdt tvangsauktion på grundlag af et udlæg, der bortfalder efter denne regel, ophæves selve tvangsauktionen ikke, men udlægshaveren skal aflevere nettoprovenuet fra auktionen til boet (fralægge sig berigelsen), jf. KL § 75.

Bortfalder SKAT´s udlæg efter reglerne i KL § 71, skal myndigheden fralægge sig den indvundne berigelse, fx auktionsprovenuet med fradrag af omkostninger ved udlægsforretningens gennemførelse.

H.3.12.11 Omstødelse af betaling af gæld foretaget efter fristdagen

Efter KL § 72 kan betaling af gæld foretaget efter fristdagen omstødes, medmindre ét af følgende forhold anses for at være til stede.

a. Gælden er dækket efter reglerne om konkursordenen. Dette betyder, at betaling efter fristdagen af skatter og afgiftsrestancer, som vedrører perioden før fristdagen, anses som betaling af gæld. Køb mod kontant betaling anses derimod ikke som betaling af gæld.

b. Betalingen var nødvendig for at afværge tab. Som eksempel på betalinger, der foretages for at afværge tab for skyldneren, kan nævnes betaling af ydelser efter et pantebrev, hvis skyldneren har rimelig udsigt til at sælge ejendommen i fri handel på et senere tidspunkt.

c. Betalingsmodtageren hverken vidste eller burde vide, at der var etableret en fristdag, jf. KL § 72, stk. 1. I UfR 1982, 474 VLD, blev et factoringselskabs indbetaling efter fristdagen på kassekredit omstødt, da selskabet burde vide, at det var sandsynligt, at der ville blive etableret en fristdag. I UfR 1985, 362 HD, blev en indbetaling af A-skat på sidste rettidige indbetalingsdag omstødt, da skattevæsenet var vidende om, at der tidligere var etableret en fristdag. Fristdagen blev etableret den 2. april, mens den omstødte betaling, der blev foretaget den 10. april, vedrørte A-skatten for marts måned.

Hvis det af skifteretten beskikkede tilsyn har godkendt betalingen, kan omstødelse kun ske, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

Vedrørende omstødelse af andre dispositioner foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 2, henvises til afsnit H.3.12.12 .

H.3.12.12 Omstødelse af andre dispositioner foretaget efter fristdagen

Efter KL § 72, stk. 2, kan også andre dispositioner end betaling af gæld omstødes, medmindre dispositionerne kan siges at opfylde nedenstående vilkår

Dispositionen var nødvendig for at bevare skyldnerens virksomhed. Her tænkes der bl.a. på dispositioner, der går ud på at fortsætte den almindelige drift. Andre nødvendige dispositioner kan være fx at modtage og inddrive virksomhedens fordringer. De nævnte dispositioner kan dog være omstødelige efter KL § 74.

Dispositionen var i kreditorernes fælles interesse. Det kan fx være salg af virksomhed eller dele af denne eller dispositioner, der har sigte på at undgå et betydeligt erstatningsansvar.

Køb af dagliglivets fornødenheder. Fornødenhederne skal være passende i henhold til husholdningen, skyldneren og familiens personlige forbrug.

Omstødelse kan ikke ske, hvis den begunstigede med god ret kunne antage, at dispositionen var nødvendig som anført ovenfor, eller han hverken vidste eller burde vide, at der var etableret en fristdag.

Det er hovedreglen, at dispositioner foretaget efter fristdagen kan omstødes. Undtagelserne i KL § 72, stk. 2, er begrundet i, at det oftest vil være i kreditorernes interesse, at virksomheden bevares med henblik på salg som "going concern", ligesom dispositioner foretaget til varetagelse af kreditorernes fælles interesser stemmer overens med konkursens lighedsprincip. Endvidere bør en forestående konkurs ikke hindre skyldneren i at købe dagliglivets fornødenheder.

Hvis et af skifteretten beskikket tilsyn har godkendt dispositionen, kan omstødelse kun komme på tale, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

For så vidt angår omstødelse af betaling af gæld foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 1, henvises til afsnit H.3.12.11 .

H.3.12.13 Generel omstødelsesbestemmelse

Ud over de ovenfor nævnte specifikke omstødelsesregler indeholder konkursloven også en generel bestemmelse om omstødelse af dispositioner, der på en utilbørlig måde begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning. Denne bestemmelse findes i KL § 74.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde skal stride mod almindelige normer for rigtig og hæderlig opførsel i forretningslivet.

For at kunne bruge bestemmelsen skal konkursboet kunne bevise, at skyldneren var eller ved dispositionen blev insolvent, og at den begunstigede kendte eller burde kende skyldnerens insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist og kan derfor anvendes i en del tilfælde, hvor tidsfristerne i henhold til de øvrige omstødelsesbestemmelser er overskredet. RIM skal være opmærksom på, at jo længere tid, der går, fra en disposition er foretaget, til omstødelsessag anlægges, desto større bevisvanskeligheder må konkursboet kunne påregnes at få.

Kreditorbegunstigelse er den vigtigste af de dispositionstyper, der er omfattet af bestemmelsen. Kreditorbegunstigelse foreligger, hvor en fordringshaver er blevet fyldestgjort, eller hvor et krav er blevet sikret ved pant eller anden sikkerhed stillet af skyldneren, og hvor kravet ellers skulle have været dækket som et konkurskrav.

Som et særligt eksempel på vurdering af betalinger fra 3. mand i henhold til KL § 74 kan nævnes TfS 1998, 375 (byretsafgørelse). I sagen modtog det daværende TSR, nu RIM, en transport i et moderselskabs negative moms til dækning af datterselskabernes gæld til Skat. Moderselskabet, der også var i restance til Skat, anmeldte betalingsstandsning 9 dage efter og gik konkurs ca. 3 uger senere. Byretten fandt ikke, at TSR på tidspunktet for modtagelse af transporten og restbeløbet på den negative moms var klar over moderselskabets insolvens, hvorfor de modtagne beløb til betaling af datterselskabernes restance ikke kunne omstødes. Konkursboets påberåbelse af at der forelå en gavedisposition efter KL § 64, jf. afsnit H.3.12.4 , blev ikke selvstændigt vurderet.

I TfS 1996, 304 (byretsafgørelse), blev en lønindeholdelse for restskatter efter aftale med skyldneren ændret til en afdragsordning med indbetaling af månedlige beløb svarende til lønindeholdelsen. Skyldneren blev erklæret konkurs ca. 4 år efter. Beløb betalt i henhold til afdragsordningen blev ikke omstødt efter KL § 74. Retten lagde vægt på, at der var tale om ordinære, sædvanlige indbetalinger foretaget over en længere årrække med faste månedlige beløb, der ikke oversteg de beløb, der kunne være foretaget lønindeholdelse med, og som var foretaget som et led i SKAT´s almindelige rutiner i forbindelse med opkrævning af skat. Aftalen var ydermere kun indgået af hensyn til skyldneren.

H.3.12.14 Følgevirkning af omstødelse

KL § 73 fastslår, at såfremt omstødelse er betinget af, at den pågældende disposition er sket inden for en bestemt tidsfrist, anses betingelsen for opfyldt, hvis tinglysning eller anden sikringsakt, som er nødvendig for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning, er foretaget inden for tidsfristen. Eksempelvis vil et udlæg, der er foretaget mere end 3 måneder før fristdagen, bortfalde, hvis den i forhold til andre kreditorer nødvendige sikringsakt (tinglysning, denunciation mv.) først er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

Sker omstødelse efter den generelle regel i KL § 74 eller efter KL § 72 om betaling af gæld efter fristdagen, skal den begunstigede betale konkursboet erstatning efter almindelige erstatningsregler, jf. KL § 76.

Omstødelse i andre tilfælde indebærer, at den, der ifølge dispositionen er blevet begunstiget, som hovedregel må fralægge sig den berigelse, han har vundet, dog ikke ud over konkursboets tab, jf. KL § 75.

H.3.12.15 Omstødelse mv. uden for konkursloven

Uden for konkursloven findes der enkelte love, der indeholder bestemmelser, som har samme virkning som omstødelsesbestemmelserne i konkursloven. Som tidligere nævnt har konkursen ekstinktiv virkning, dvs., at konkursboet kan ekstingvere dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget.

Herudover kan der være tale om dispositioner, der efter de almindelige obligationsretlige regler ikke kan gøres gældende over for konkursboet. I de tilfælde, hvor konkursloven ikke finder anvendelse på en given disposition, kan der således være andre muligheder for at få dispositionen omstødt eller på anden måde underkendt.

Bestemmelser med samme virkning som omstødelse findes i lov om ægteskabets retsvirkninger, aktie- og anpartsselskabslovene samt i lov om forsikringsaftaler.

Ydermere er det i visse situationer muligt at gennemføre erstatningssager mod virksomhedens ansvarlige personer, hvis de ved deres dispositioner culpøst har påført SKAT et tab. Disse sager kan dog ikke gennemføres som et supplement til omstødelse, men alene som et alternativ. Se mere om erstatning i afsnit H.3.17 .

H.3.12.15.1 Gaver mellem ægtefæller

Har den ene ægtefælle ved ægtepagt givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som på overdragelsestidspunktet havde et krav mod overdrageren, rette kravet mod modtageren, hvis det ikke er muligt at få fuld dækning hos overdrageren, jf. § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Kravet mod modtageren kan dog ikke overstige værdien af gaven. Endvidere er det en betingelse, at kreditors krav er stiftet, før gaven blev givet.

Omstødelse er dog udelukket, hvis ægtefællen beviser, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser med. Sædvanlige lejlighedsgaver antages ikke at kunne omstødes i de her foreliggende tilfælde. Om en gave kan karakteriseres som lejlighedsgave, beror på en vurdering af gavens værdi, der ikke må stå i misforhold til giverens økonomi.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter ikke, at der er afsagt konkursdekret. Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist, og den stiller heller ikke særlige krav til kreditors bevis for, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var insolvent.

H.3.12.15.2 Indbetalinger på livsforsikringer

Hvis en forsikringstager går konkurs, og kan det fastslås, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen har indbetalt et efter hans formuetilstand på indbetalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb i præmie på en livsforsikring, kan konkursboet forlange, at det for meget betalte skal betales tilbage til boet, jf. § 117 i lov om forsikringsaftaler. Se fx UfR 2001, 1914 VLD, hvor en indbetaling af 246.716 kr. ud af en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 326.000 kr. blev anset som uforholdsmæssig stor.

Det er dog en betingelse, at beløbet kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller af fripolicens kapitalværdi. Tilbagekøbsværdien er den værdi, forsikringstageren kan kræve tilbagebetalt, hvis forsikringstageren ifølge policen kan kræve en kontant godtgørelse for præmieindbetalingen, når han holder op med at indbetale på forsikringen.

I UfR 1997, 1096 VLD, havde en skyldner indbetalt 950.000 kr på 3 forskellige livsforsikringer over en periode på 3 år før sin konkurs. Boet ønskede at omstøde indbetalingerne i henhold til forsikringernes samlede tilbagekøbsværdi, men landsretten fastslog, at der kun kunne ske omstødelse, hvis beløbet kunne udredes af de enkelte forsikringers tilbagekøbsværdi.

H.3.12.15.3 Tantieme i aktieselskaber

Bestyrelsesmedlemmer og direktører i et aktieselskab kan aflønnes med en fast gage og tantieme. Tantieme fastsættes og godkendes af generalforsamlingen.

Efter aktieselskabslovens § 64, stk. 2, skal bestyrelsesmedlemmer og direktører i et aktieselskab, der er erklæret konkurs, tilbagebetale beløb, de har fået udbetalt i tantieme i de sidste fem år før fristdagen. Det er en betingelse, at selskabet var insolvent, da tantiemen blev fastsat, og det er konkursboet, der har bevisbyrden for selskabets insolvens.

Tilbagebetalingen skal ske, uanset om modtagerne var i god tro.

H.3.12.15.4 Ugyldige

dispositioner

Hvis en disposition er ugyldig, skal konkursboet, lige så lidt som skyldneren selv, respektere dispositionen.

Som eksempler på ugyldighedsgrunde kan nævnes svig, tvang og manglende ægtepagt ved gaver mellem ægtefæller.

Blandt andre dispositioner, som kreditorerne ikke skal respektere, kan nævnes proformadispositioner. Proforma har ikke virkning mellem parterne, og derfor heller ikke over for parternes kreditorer. 3. mand kan dog støtte ret på en proformaaftale, hvis denne har indgået aftale i tillid til proformaaftalen, jf. aftalelovens § 34.

I vurderingen af, om der foreligger en proformaaftale, kan der fx lægges vægt på de faktiske forhold i forbindelse med dispositionen. Som eksempel kan nævnes UfR 1992, 245 VLK, hvor en far købte sønnens kvægbesætning, men lod besætningen blive på ejendommen. Købesummen blev brugt til at indfri et lån, som faderen havde kautioneret for. Dispositionen blev anset for foretaget for at give faderen sikkerhed i sønnens besætning for tilbagebetaling af købesummen, idet der reelt forelå en pantsætning af besætningen til sikkerhed for et lån (købesummen) til sønnen. Med da sikringsakten for underpant i løsøre (tinglysning) ikke var iagttaget, nød pantsætningen ingen beskyttelse over for sønnens kreditorer.

H.3.13 Fyldestgørelse af særlige rettigheder

Konkurslovens kapitel 9 indeholder regler om fyldestgørelse af særlige rettigheder, der ikke kan inddrages i konkursmassen. Det kan fx være udlæg, som ikke kan omstødes, og som RIM kan forlange udlagt til tvangsrealisation.

Aktiver, der tilhører 3. mand, eller af andre grunde ikke kan inddrages i konkursmassen, skal efter KL § 82 udleveres til den, der har ret til aktivet. I TfS 1995, 109 VLD, fandt landsretten efter, at indentifikationsbevis var ført, at det daværende ToldSkat, nu SKAT, havde et separatistkrav i et beslaglagt beløb, som uretmæssigt var hævet på en etableringskonto, da de almindelige regler om håndpant gælder for den lovbestemte sikkerhedsret i etableringskontolovens § 9, stk. 3. Den fornødne rådighedsberøvelse og individualisering var foretaget. Se nærmere om separatistkrav nedenfor.

Øvrige aktiver, som ikke kan inddrages i konkursmassen, skal udleveres til skyldner. Det kan være aktiver, som er undtaget fra udlæg, fx fordi de er omfattet af trangsbeneficiet i RPL § 509, jf. i øvrigt afsnit H.3.10.3 .

Når der er afsagt konkursdekret, kan tvangsauktion over skyldnerens aktiver kun foretages, hvis boet begærer det eller giver sit samtykke hertil, jf. KL § 85. Dette gælder også for SKAT, hvis vi har pant eller udlæg i aktiver, jf. KL § 90. RIM kan således ikke selv tage initiativ til at afholde tvangsauktion.

Er der ikke begæret tvangsauktion inden seks måneder efter, at dekretet er afsagt, kan SKAT som pant- eller udlægshaver forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører auktionen, jf. KL § 86.

Efter KL § 91, stk. 1, berøres adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, fx pant i fordringer og andre rettigheder, ikke af pantsætterens konkurs.

Det samme gælder ifølge KL § 91, stk. 3, krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. TL § 47 c, stk. 3, nr. 1, eller fordringspant, jf. TL § 47 d. Reglen sikrer således, at underpant i fordringer efter de lige nævnte bestemmelser i tinglysningsloven ligestilles med håndpanterettigheder mv., jf. KL § 91, stk. 1, således at panthaveren for så vidt angår panteretten i udestående fordringer anses for separatist og som sådan vil kunne fyldestgøre sig i de pantsatte fordringer uden om konkursboet ved at kræve betaling til sig.

H.3.14 Konkursordenen

Når konkursboet er opgjort, udloddes der en dividende til konkurskreditorerne i en bestemt rækkefølge. Denne rækkefølge kaldes konkursordenen, og her inddeles konkurskreditorernes krav i særskilte klasser.

Konkurskreditorerne er de kreditorer, som ved konkursdekretets afsigelse havde en fordring på skyldneren. De kreditorer, som fx ved et uomstødeligt udlæg har etableret sikkerhed for en del af deres krav, de såkaldte separatister, er kun konkurskreditorer for deres eventuelle restkrav.

Uden for konkurskreditorernes kreds falder de kreditorer, hvis krav vedrører tiden efter konkursdekretets afsigelse, og som enten vedrører omkostninger ved konkursens indtræden eller opstår i forbindelse med konkursboets virksomhed. Disse kreditorers krav benævnes massekrav og fyldestgøres forud for de øvrige krav.

Konkursordenen og de enkelte klasser gennemgås i afsnit H.3.14.1 - H.3.14.6 . Skatte- og afgiftskravenes status gennemgås løbende i de enkelte afsnit. Dog findes A-skattekravenes status i et særskilt afsnit, jf. afsnit H.3.22 .

H.3.14.1 Massekrav

Massekrav betales i lige forhold forud for al anden gæld i konkursboet. Som massekrav anses efter KL § 93 følgende krav

Omkostninger ved konkursens indtræden, jf. KL § 93, nr. 1. Disse omkostninger er bl.a. eventuelle retsafgifter og sædvanligt advokatsalær ved indgivelse af konkursbegæringen.

Omkostninger ved konkursens behandling, jf. KL § 93, nr. 2. Denne bestemmelse omfatter bl.a. kurators salær for konkursbehandlingen.

Gæld, der pådrages boet under dets behandling, jf. KL § 93, nr. 3.

Under punkt c falder told- og skatteforvaltningens krav på afgifter eller A-skat, der vedrører perioden efter konkursdekretets afsigelse. Det vil fx være tilfældet, hvor konkursboet fortsætter virksomheden, eller hvor der foretages afgiftspligtigt salg af aktiver. Krav på renter og gebyrer af massekravet har også stilling som massekrav. Renterne kan beregnes op til betalingstidspunktet, og RIM bør tage forbehold for eventuelle renter mv., hvis konkursboet ikke opfylder de gældende angivelses- og afregningsregler, herunder ikke accepterer at afholde disse udgifter som boomkostninger.

Betaler boet ikke disse krav, bør RIM vurdere, om der skal foretages indberetning til skifteretten i henhold til KL § 114 for at få kurator afsat, jf. afsnit H.3.7.4 .

Krav, der udspringer af boets dispositioner, anmeldes som egentlige massekrav. I UfR 1985, 160 HD, blev særlig indkomstskat i et insolvent dødsbo anset for at være massekrav efter KL § 93, nr. 3, da skatten opstod som følge af boets salg af en ejendom.

Moms- og afgiftsbeløb, der er afledt af konkursboets dispositioner, anmeldes i konkursboet som massekrav efter KL § 93, nr. 3, jf. princippet i UfR 1982, 981 (Sø- og Handelsretsdom). I sagen afhændede kurator et antal lastbiler under konkursbehandlingen. Konkursboet var derfor forpligtet til at udrede vægtafgifter, der forfaldt under behandlingen i boet, som massekrav.

H.3.14.2 Fortrinsberettigede krav

Efter massekravene betales ifølge KL § 94 i lige forhold fortrinsberettigede krav - også kaldet sekundære massekrav. Følgende krav hører til i denne klasse

Rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning på skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruktion, afvikling eller på anden måde, jf. KL § 94, nr. 1. Denne bestemmelse omfatter fx advokaters bistand med at etablere en generel kreditorordning til nytte for alle skyldnerens kreditorer.

Omkostningerne antages ikke at være rimelige, hvis den, der forestår ordningen, på forhånd burde have indset, at arbejdet var nytteløst.

Anden gæld, som skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke af et af skifteretten beskikket tilsyn, jf. KL § 94, nr. 2.

Samtykke er ikke altid direkte rettet mod den enkelte disposition, jf. fx UfR 1986, 662 HD og nedenfor under litra d og afsnit H.3.22.2.2 .

Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav på skatter og afgifter mv. anses for fortrinsberettigede. I UfR 1986, 369 VLD, solgte en virksomhed en maskine, der blev leveret efter, at virksomheden havde standset sine betalinger. Tilsynet tiltrådte salget, hvorfor retten anså momsen af salget for at være et fortrinsberettiget krav efter KL § 94, nr. 2.

Rimelige omkostninger ved påbegyndt likvidation af et aktieselskab eller anpartsselskab, jf. KL § 94, nr. 3. Med hensyn til omfanget af rimelige omkostninger henvises til punkt a ovenfor.

Retsafgift af bobehandlingen, jf. KL § 94, nr. 4.

Skatte- og afgiftskrav, der opstår i perioden mellem fristdagen (dagen for anmeldelse af betalingsstandsning eller indgivelse af konkursbegæring) og konkursdekretet, kan først anses for fortrinsberettigede, når skifteretten har beskikket tilsyn, og tilsynet har godkendt den foretagne disposition. Er der ikke beskikket tilsyn for "mellemperioden", kan kravet alene anmeldes som simpelt krav. Personskatten er altid et simpelt krav. Vedrørende reglerne om konkursskatteloven henvises til LV 2005, afsnit E.L.1.

Renter af fortrinsberettigede krav anmeldes sammen med disse krav. Renterne kan beregnes til betalingstidspunktet.

A-skat indeholdt i løn, der er udbetalt med et tilsyns godkendelse, anmeldes som fortrinsberettiget, uanset om en del af den periode, for hvilken lønnen udbetales, ligger forud for betalingsstandsningen, jf. UfR 1986, 662 HD. Udbetalingstidspunktet er afgørende, jf. KSL § 46. I dommen blev der udbetalt løn med tilsynets samtykke for en periode, der delvis lå forud for betalingsstandsningen. SKAT´s krav på A-skat ansås som gæld, skyldneren havde pådraget sig med tilsynets samtykke. Se endvidere afsnit H.3.22 for en uddybning af reglerne om A-skattekravenes status i konkursordenen.

Moms- og afgiftsbeløb, der vedrører en eventuel betalingsstandsningsperiode, for hvilken der har været beskikket tilsyn, kan anmeldes som fortrinsberettigede krav efter KL § 94, nr. 2, på betingelse af, at tilsynet har givet sit samtykke til, at skyldneren kunne påtage sig kravet. Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav, herunder moms- og afgiftsbeløb mv., anses for fortrinsberettigede. Refusion af moms modregnes i kravet. For at kunne opnå fradrag skal refusionskrav være særskilt opsplittet i boopgørelsen. Se herom UfR 1984, 969 HD, hvor det antoges, at en bidragsforpligtelse til Arbejdsgivernes Elevrefusion måtte anses for at være et krav omfattet af KL § 94, nr. 2, da forpligtelsen var en konsekvens af, at driften blev fortsat under betalingsstandsningen.

Der skal således, hvis der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, foretages en periodisering af moms- og afgiftsbeløbene, således at kravene kan gøres op for betalingsstandsningsperiode og efterfølgende perioder.

H.3.14.3 Privilegerede krav

Efter de fortrinsberettigede krav betales i henhold til KL § 95 i lige forhold

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 1, der omfatter "krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse".

Er fristdagen fx 1. december, omfatter privilegiet således løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet.

Administrerende direktører anses ikke for at være i skyldnerens tjeneste, også selv om de siges op inden konkursen, jf. UfR 2000, 982 ØLD. I UfR 1984, 14 HD, opnåede en direktør privilegium, da denne ikke havde nogen selvstændig bemyndigelse til at handle på selskabets vegne.

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 2, der omfatter "krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, men dog ikke erstatning for krav på løn og andet vederlag, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før fristdagen".

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 3, der omfatter "krav på godtgørelse, for så vidt opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste 6 måneder før fristdagen".

Bestemmelsen omfatter erstatning for løn i en ved lov (fx funktionærlovens § 2) eller aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat opsigelsesperiode, hvorefter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan være fra 1 til 6 måneder. Funktionærlovens § 3 om minimalerstatningen henføres også under denne bestemmelse. A-skatten på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 4, der omfatter "krav på feriegodtgørelse".

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 5, der omfatter krav som nævnt i punkt a-c for længere tid tilbage end angivet under de nævnte punkter, hvis fordringshaveren efter skifterettens skøn har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at foretage et udlæg, der kunne opretholdes i forhold til konkursboet. Denne bestemmelse omfatter bl.a. krav, som skyldneren har forhalet.

Efter KL § 95, stk. 2, kan skifteretten under visse betingelser nægte skyldnerens nærstående fortrinsret til betaling af lønkrav, hvis disse ikke findes rimeligt begrundet. Hvilke personer, der anses for at være skyldnerens nærstående, fremgår af KL § 2, jf. nærmere herom afsnit H.1.2 .

I den udstrækning, boet giver dækning til de nævnte krav, skal konkursboet indeholde og afregne A-skat af udbetalingen, jf. KSL § 46, stk. 2. A-skat af lønkrav, som opnår status som privilegeret krav, skal ikke anmeldes i boet, da boet ved udlodning af lønkrav selv skal sørge for beregning og indbetaling af A-skatten.

Et forlig om lønkrav indgået efter konkursen fik i TfS 2001, 381 ØLD, ikke A-skatten af den omhandlede løn til at blive massekrav eller omfattet af KL § 95. Retten fastslog, at indeholdelsespligten fastlægges efter KSL § 46, stk. 2, og at pligten til at indeholde A-skat skulle have været opfyldt senest 6 måneder efter, at skatteyderen havde opnået ret til lønnen, hvilket tidspunkt lå før konkursens indtræden.

Er Lønmodtagernes Garantifond indtrådt i lønmodtagernes krav mod arbejdsgiveren, efter § 7 i lov om lønmodtagernes garantifond (lovbekendtgørelse nr 994 af 7. oktober 2004), skal boet efter KSL § 83 indeholde og afregne dividende af skattebeløbene.

A-skat af lønkrav, hvor Lønmodtagernes Garantifond er indtrådt i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, skal normalt ikke anmeldes, da skattekravet fremgår af anmeldelsen fra Lønmodtagernes Garantifond. Viser det sig ved en kontrol af virksomhedens regnskaber, at A-skatten ikke er korrekt medtaget i anmeldelserne fra Lønmodtagernes Garantifond, skal RIM anmelde det korrekte beløb, men skal så samtidig gøre kurator opmærksom på forholdet. Se mere om Lønmodtagernes Garantifond i afsnit H.3.22.5 .

H.3.14.3.1 Særligt om lønindeholdelse. Arbejdsgiverens

konkurs

Beløb, der er lønindeholdt i henhold til KSL § 73, men som ikke er indbetalt af arbejdsgiveren, anses for privilegeret i samme omfang som løn, jf. KL § 95. Dette medfører, at restancer af beløb, der er lønindeholdt efter KSL § 73 i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen til datoen for arbejdsgiverens konkursdekretet, kan anmeldes som privilegerede krav.

Anmeldelsen foretages normalt af RIM med underretning til de eventuelle andre RIM´er, der måtte have begæret indeholdelsen. Derimod foretages almindeligvis ikke anmeldelse af krav i henhold til KSL § 73, når indeholdelse ikke har fundet sted. Sådanne krav skulle i givet fald anmeldes som simple krav.

Til støtte for fremgangsmåden henvises til UfR 1976, 805 (Sø- og Handelsretsdom). Heraf fremgår det, at ændringen af konkursordenen i 1969 medførte, at fortrinsstillingen for skattekrav blev ophævet. Ved de samtidig foretagne ændringer i kildeskatteloven blev der ikke taget stilling til, om den hidtil antagne fortrinsret for skat, der var inddrevet gennem lønindeholdelse i KSL § 73, skulle bortfalde. Denne fortrinsret var begrundet i civilretlige regler om indtræden i et krav, som her er et privilegeret krav. Retten fastslog, at ændringen i fortrinsstillingen for skattekrav i almindelighed ikke kan antages at have medført, at skattevæsenets krav opstået ved lønindeholdelse efter KSL § 73 ikke længere skulle betragtes som privilegeret på samme måde som lønkrav.

Under forudsætning af, at tilsynet ved, at der er begæret lønindeholdelse efter KSL § 73, må det forudsættes, at beløb indeholdt i en tilsynsperiode bliver stillet som fortrinsberettigede krav.

H.3.14.4 Leverandørprivilegium for krav på visse punktafgifter

Efter de ovenfor nævnte lønkrav betales ifølge KL § 96 i lige forhold leverandørers krav på afgiften af varer, som efter de nedenfor nævnte punktafgiftslove er afgiftspligtige. Varerne skal dog i afgiftsberigtiget stand være leveret skyldneren til videresalg inden for et tidsrum af 12 måneder før fristdagen.

Det er således leverandører og andre omsætningsled, der er afgiftspligtige over for SKAT, som har et privilegeret krav. Varen kan være afgiftsberigtiget uden at være betalt af skyldner, hvilket medfører, at pligten til at betale afgiften er indtrådt.

Det drejer sig om afgiften af varer, der er punktafgiftspligtige i henhold til følgende love

Lov om forskellige forbrugsafgifter (KL § 96, stk. 2, nr. 1). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 638 af 21. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit I.1 . Det er fx afgifter på varer som glødelamper og elektriske sikringer.

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 2). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 565 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.2 - B.3.

Lov om tobaksafgifter (KL § 96, stk. 2, nr, 3). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 635 af 21. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit C.

Lov om afgift af konsum-is (KL § 96, stk. 2, nr. 4). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 563 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit D.2 .

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 5). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit D.1 .

Lov om afgift af spiritus mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 6). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 564 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.1.

Lov om afgift af mineralvand mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 7). Bestemmelsen omfatter lovbekentgørelse nr. 562 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.4.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 8). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.1 . Loven omfatter en række afgiftspligtige varer som fx gas- og dieselolie, fuelolie og flaskegas.

Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 9). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.2 .

Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (KL § 96, stk. 2, nr. 10). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.5 . Det er fx afgift af dieselolie og petroleum - se nærmere lovens § 1, der henviser til lov om ernergiafgifter af mineralolieprodukter (jf. punkt h ovenfor).

Bestemmelsen omfatter ifølge sin ordlyd ikke afgifter af elektricitet, naturgas og bygas.

Lov om afgift af svovl (KL § 96, stk. 2, nr. 11). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit G.11.

Bestemmelsen omfatter ifølge sin ordlyd ikke svovlafgift af naturgas.

Lov om afgift af emballager, poser, engangsservice op pvc-folier (KL § 96, stk. 2, nr. 12).

Lov om visse miljøafgifter (KL § 96, stk. 2, nr. 13).

Lov om afgift af affald og råstoffer (KL § 96, stk. 2, nr. 14). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit G.3 .

Bestemmelsen giver efter sin ordlyd kun leverandørprivilegium for så vidt angår råstofafgiften.

Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (KL § 96, stk. 2, nr. 15). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 561 af 3. august 1998, jf. PAVL, afsnit G.9.

Lov om afgift af visse klorede opløsningsmidler (KL § 96, stk. 2, nr. 16). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 568 af 3. august 1998, jf. PAVL, afsnit G.8. Det er følgende opløsningsmidler; Tetraklorætylen, triklorætylen og diklormetan.

Lov om afgift af bekæmpelsesmidler (KL § 96, stk. 2, nr. 17). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 798 af 9. november 1998, jf. PAVL, afsnit G.7. Afgiften omfatter midler, som er bestemt til at bekæmpe, afskrække eller regulere planter eller skadegørere (dvs. stoffer og produkter, som er eller vil være godkendelsespligtige efter lov om kemiske produkter, jf. nærmere lovbekendtgørelsen § 1, stk. 1, og § 7).

H.3.14.5 Simple krav

Når krav nævnt i afsnit H.3.14.1 til H.3.14.4 er fyldestgjort, betales i lige forhold de øvrige krav. Disse krav kaldes simple krav, jf. KL § 97. Undtaget fra denne klasse af krav er efterstillede krav, jf. afsnit H.3.14.6 .

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., der er opstået før fristdagen, anmeldes som simple krav. Det betyder, at skyldige moms- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet i tiden indtil skifteretten modtog anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om konkurs, anmeldes som simple krav efter KL § 97.

Renter og gebyrer af det simple krav for tiden indtil konkursdekretets afsigelse anmeldes også som simpelt krav.

Tilbagebetalingskrav vedrørende investeringsgoder, der overgår til en anvendelse, for hvilken der ikke er fradragsret, er et simpelt krav, uanset at kravet først kan konstateres ved konkursboets salg af investeringsgodet, jf. UfR 1981.163 ØLD.

H.3.14.6 Efterstillede krav

Efter alle andre fordringer betales i henhold til KL § 98 i nedennævnte rækkefølge følgende krav

KL § 98, nr. 1, omfatter krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, dog undtaget renter af krav i henhold til KL §§ 92 til og med 94. Under denne bestemmelse falder således krav på renter af privilegerede og simple krav efter KL §§ 95-97, der påløber efter dagen for konkursdekretets afsigelse. SKAT´s krav på renter af fx simple krav, skal således anmeldes som efterstillede krav, når renterne er påløbet efter, at skifteretten har afsagt konkursdekret.

KL § 98, nr. 2, omfatter krav på bøder, tvangsbøder og værdikonfiskation, krav på betaling af tillæg til skat som følge af urigtig eller undladt selvangivelse samt krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab. Tillæg til skat og lignende skal også anmeldes som efterstillet krav.

KL § 98, nr. 3, omfatter krav ifølge gaveløfter. Om begrebet gaver henvises til afsnit H.3.12.4 om KL § 64.

H.3.14.7 Særligt om skatte- og afgiftskrav

For så vidt angår SP-bidrag har Lønmodtagernes Garantifond i nyhedsbrev af 2. november 1998 anført, at dette krav i udbetalingsmæssig henseende behandles på samme måde som A-skat og AM-bidrag, idet der ikke er direkte sammenhæng mellem det indbetalte og godskrevne bidrag.

SP-bidrag anses derfor af garantifonden for at være et simpelt krav.

Krav på told og importafgifter mv. af importerede varer anses for stiftet på fortoldningstidspunktet.

H.3.14.7.1 Selskabsskatter

Selskabsskattekrav, der vedrører indkomstår forud for det indkomstår, hvori dekretet er afsagt, anmeldes i boet som simple krav, jf. KL § 97.

Selskabsskatter, der vedrører det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, vil alene være et konkursindkomstskattekrav, jf. KKSL § 3, stk. 1.

Efter KL § 38 anvendes konkursmassen til fyldestgørelse af krav på indkomstskat efter selskabesskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse

Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, anmeldes konkursindkomstskattekrav i boet som konkurskrav, jf. KL § 97. Der er efter KL § 93, nr. 3, ikke grundlag for at indrømme fortrinsstilling for krav på indkomstskat, selv om skattekravet er opstået efter konkursen.

Tilsvarende gælder for de følgende år indtil konkursens slutning.

For selskaber, der er sambeskattet i medfør af SEL § 31, stk. 3, hæfter de sambeskattede selskaber med virkning fra indkomståret 1993 solidarisk for selskabsskatter.

Et selskabsskat kan herefter anmeldes i et sambeskattet selskabs bo. Desuden følger det af KKSL § 4, stk. 4, at selskaberne hæfter solidarisk for skatten af et af selskabernes konkursindkomst.

H.3.15 RIM's anmeldelse af krav i konkursboet

RIM skal anmelde sine krav skriftligt over for kurator og i anmeldelsen henvise til de love, som de skyldige beløb vedrører. I anmeldelsen bør RIM tage forbehold for, at kravet kan blive ændret som følge af efterbetalinger.

Hvis RIM ikke kan opgøre kravet endeligt, skal den anmelde kravet som foreløbigt og tage forbehold for senere ændringer af kravet.

RIM skal i anmeldelsen beregne renter af de privilegerede og de simple krav efter KL §§ 95-97 indtil den dag, hvor skifteretten har afsagt konkursdekretetet. Renter, der påløber disse krav efter dekretets afsigelse, anmeldes som efterstillede krav, jf. KL § 98.

I anmeldelsen skal RIM oplyse om de krav, som RIM har foretaget udlæg for, idet disse krav fyldestgøres uafhængig af konkursen, og i det omfang pantet giver dækning.

RIM skal gøre kurator opmærksom på, at det provenu, der indkommer ved salg af de udlagte aktiver, skal indbetales til RIM. Når RIM har modtaget indbetalingen, skal den anmelde den eventuelle udækkede del af kravet - restfordringen - i overensstemmelse med dens plads i konkursordenen.

Anmeldelsespligten. ( SKM2006.540.SKAT )

Snitfladen mellem skattecentrene, specielcentrene, Inddrivelsescentret og Hovedcentret

Anmeldelser af krav foretages

for krav, der er til inddrivelse i Inddrivelsescentret af Inddrivelsescentret.

for krav, der er til inddrivelse i et skattecenter af det specialcentret, der varetager opgaven i samarbejdet.

Såvel Inddrivelsescentret som specialcentret, skal derfor holde sig underrettet om afsigelse af konkursdekret over virksomheder og personer, som på konkursdekretstidspunktet er i restance eller driver virksomhed under den anmeldende enheds område, og som er eller har været registreret.

Anmeldelse af krav, der er under opkrævning i en kommune eller en anden opkrævningsmyndighed, skal anmeldes i konkursboet af opkrævningsmyndigheden.

Den anmeldende enhed forestår endvidere den videre sagsbehandling af konkurssagen, og vil når sagen sluttes modtage dividende af de anmeldte krav. For så vidt angår restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver i forbindelse med konkursbehandlingen henvises der til Inddrivelsesvejledningens afsnit H.3 og det administrationsgrundlag der er beskrevet heri.

Inddrivelsescentret og specialcentret samarbejder om og koordinerer restanceinddrivelsesmyndighedens holdning til, hvorvidt der skal ske udsættelse af konkursbehandlingen, afsættelse af kurator og andre spørgsmål, der måtte opstå under konkursboets behandling.

Anmoder kurator om sikkerhedsstillelse med henblik på anlæggelse af omstødelsessager, skal denne anmodning forelægges for Juridisk Service - Inddrivelse i Hovedcentret. Skal skifterettens afgørelser under konkursboets behandling kæres til domstolene, skal sagen forelægges for Hovedcentret.

Udlæg, der er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet og må derfor anses for at være bortfaldet, jf. KL § 71 og afsnit H.3.12.10 .

H.3.16 Boets slutning og udlodning

Viser det sig under boets behandling, at der ikke er midler, ud over hvad der medgår til dækning af omkostningerne ved boets behandling, kan kurator foranledige boet sluttet efter KL § 143, stk. 1.

I sin vurdering henser kurator også til, om der er mulighed for at anlægge og vinde eventuelle omstødelsessager. Hvis RIM bliver opmærksom på en omstødelsesmulighed, som kurator ikke har undersøgt, bør RIM gøre kurator opmærksom på den.

Kan konkursboets midler ikke dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har begæret konkursen, solidarisk for det manglende beløb, jf. KL § 27, stk. 1. Det beløb, som RIM hæfter for ved konkursbegæringen, er på 30.000 kr., jf. afsnit H.3.4 .

Ifølge KL § 143, stk. 2, kan RIM som konkursrekvirent forlange boet sluttet, medmindre en anden i RIM´s sted indestår for yderligere omkostninger. Dette skyldes, at konkursrekvirenten jo hæfter for boets omkostninger, jf. KL § 27, stk. 1 og 2. Denne ret tilkommer ikke virksomhedspanthavere, der hæfter efter KL § 27, stk. 3 og 4, hvilket hænger sammen med, at deres hæftelse er subsidiær i forhold til konkursrekvirentens, se afsnit H.3.4 .

Skifteretten indkalder herefter ved en bekendtgørelse i Statstidende til skiftesamling, hvor regnskabsudkastet skal behandles, jf. KL § 150. På skiftesamlingen har fordringshaverne, herunder også RIM, mulighed for at udtale sig om udkastet, jf. KL § 151, og medmindre udkastet lider af fejl og mangler, stadfæster skifteretten det.

Herefter udbetales dividenden.

Når boet optages til slutning, skal RIM gennemgå regnskabet og udkastet til udlodning og fremkomme med eventuelle bemærkninger på den skiftesamling, hvor regnskabet skal behandles.

Efter KL § 155 indrykker skifteretten bekendtgørelse i Statstidende om boets afslutning, medmindre tidspunktet for stadfæstelse af udlodningen og størrelsen af en eventuel dividende er fremgået af bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af KL § 150.

Er det et aktieselskab, et anpartsselskab, en erhvervsdrivende fond eller en erhvervsdrivende virksomhed, som har været erklæret konkurs, giver skifteretten meddelelse om boets slutning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som herefter vil slette selskabet eller virksomheden af registret.

KL § 156 fastslår, at en fordringshaver beholder sin ret mod skyldneren (virksomhed med personlig hæftelse) for den del af fordringen, som ikke dækkes gennem udlodningen. Dette betyder, at RIM´s restkrav stadig kan gøres gældende efter konkursen, jf. om fremgangsmåde ved inddrivelse af disse krav afsnit H.3.18.2 .

H.3.16.1 Genoptagelse af boer

RIM bør begære et konkursbo genoptaget, hvis det senere viser sig, at der boet mødes med nye krav eller boet tilføres aktiver.

Hvis en kreditor ønsker behandlingen af et konkursbo genoptaget, skal han rette henvendelse til den skifteret, som tidligere behandlede boet.

I øvrigt kan også tvangsopløste selskaber genoptages, hvis det senere viser sig, at det opløste selskab et tilført midler, og RIM kan her anmelde sit krav, uanset om den tidligere har anmeldt sit tilgodehavende. På den måde sikres også, at eventuelt påløbne renter mv. får del i udlodningen.

Hvis der rettes krav mod boet, kan en genoptagelse muligvis give anledning til erstatningssager mod fx stifteren, den tidligere ledelse i selskabet eller eventuelt mod kurator. I de tilfælde, hvor der tilkommer boet midler, skal disse fordeles efter konkursordenen. Retten til at få genoptaget et bo fremgår af KL § 154.

I UfR 1998, 148 ØLD, blev et konkursbo genoptaget, da skyldner inden konkursen havde overdraget en udestående fordring til sin samlever, men hverken havde givet fordringsdebitor eller boet underretning herom. Fordringsdebitor indvilligede i at stille sikkerhed for boets genoptagelse. Endvidere blev det fastslået, at kurator ikke havde udvist passivitet.

I aktieselskabslovens § 125 og anpartsselskabslovens § 58 er der særlige regler, hvorefter behandlingen af selskaber, der er opløst, kan genoptages, hvis der fremkommer yderligere midler, eller der i øvrigt måtte være anledning hertil. I UfR 1998, 629 H, blev et anpartsselskab på Skatteministeriets foranledning genoptaget med begæring om konkursbehandling. Skatteministeriet anlagde herefter sag mod selskabets anpartshaver i henhold til KL § 137.

I UfR 1997, 1259 VLD, fandt landsretten et tidligere anmeldt krav i et selskabs bo, som blev genoptaget mere end 5 år senere med en ny fordringsanmeldelse til følge, var retskraftigt og således ikke forældet, da kreditor ikke havde haft mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt mod selskabet i den mellemliggende periode. I sagen havde Lønmodtagernes Garantifond anmeldt et krav i et konkursramt selskab. Konkursboet blev sluttet i medfør af KL § 143, uden at nogen af de anmeldte fordringer, herunder LG´s krav, blev prøvet i boet. Selskabet, der herefter var opløst, blev slettet af erhvervs- og selskabsregistret. Mere end 5 år senere blev konkursboet imidlertid genoptaget, da der var fremkommet et aktiv, og LG anmeldte på ny sit krav. Kravet var på grund af 1908-lovens § 2 ikke forældet, fordi LG ikke havde haft mulighed for at foretage forældelsesafbrydende skridt. Der var jo ingen at sagsøge, når selskabet var opløst, hvilket ikke kunne lastes LG.

H.3.17 Erstatningssager

RIM bør, både før, under og efter konkursbehandlingen af en virksomhed, være opmærksom på, om stifteren eller de personer, der er involveret i driften af en virksomhed og likvidationen af denne, overholder de forpligtelser, de har efter lovgivningen.

Hvis det efter RIM´s opfattelse ikke er tilfældet, bør RIM vurdere, om den skal prøve at foranledige, at de ansvarlige pålægges et erstatningsansvar. Blandt de personer, det kan komme på tale at rejse et erstatningsansvar over for, kan nævnes stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer i selskaber, det beskikkede tilsyn ved en anmeldt betalingsstandsning, kurator i et konkursbo med flere.

Hvis RIM mener, at der i det konkrete tilfælde skal rejses erstatningssag, ska RIM sendel sagen til hovedcentret, der afgør, om en sådan sag skal rejses.

Nedenfor i afsnit H.3.17.1 - H.3.17.4 gennemgås eksempler på tilfælde, hvor det kan være aktuelt at anlægge erstatningssag. Eksemplerne er således ikke udtømmende, men skal blot opfattes som en vejledning.

H.3.17.1 Opløsning af selskab eller forening

Hvis et selskab eller en forening er blevet opløst, og formuen fordelt mellem aktionærerne eller anpartshaverne (medlemmerne), og der ikke er afsat tilstrækkeligt beløb til den skat, der påhviler selskabet (foreningen), hæfter aktionærerne (medlemmerne) og likvidator solidarisk for denne skat, jf. SEL § 33. Hvis der ikke er valgt eller beskikket nogen likvidator, kan hæftelsen tillige gøres gældende over for bestyrelsen. Den enkelte aktionær (det enkelte medlem) hæfter dog kun for det beløb, som denne har modtaget, og likvidator hæfter kun for summen af de beløb, der er udloddet.

Bestemmelsen er primært tiltænkt den situation, hvor udlodning er foretaget, efter at et selskab er trådt i likvidation. Domstolene har tilsyneladende accepteret, at der kan være afvigelse mellem udlodningstidspunktet og opløsningstidspunktet. I UfR 1973, 865 ØLD, fastslog landsretten, at SEL § 33 kun kunne bruges i de tilfælde, hvor det pågældende selskab var opløst. I samme sagskompleks fandt landsretten i UfR 1973, 399 ØLK, at samme selskab kunne begæres konkurs for på den måde at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne. Selv om selskabet intet ejede og ikke havde drevet virksomhed i en årrække, havde RIM en retlig interesse i at få selskabet erklæret konkurs.

Herudover vil der være mulighed for at rejse erstatningsansvar over for selskabets ledelse, hvis der er tale om grove tilfælde af tømning af selskabets formue ved at udlodde til aktionærerne kombineret med, at selskabet er ophørt med sin drift, selv uden, at selskabet er likvideret formelt. Det er i sådanne sager en betingelse, at der er lidt et tab. Dette krav er imidlertid ikke ensbetydende med, at en erstatningssag først kan rejses på det tidspunkt, hvor en konkursbehandling af selskabet er afsluttet. Så snart, det godtgøres, at SKAT har lidt et et tab, kan erstatningssagen anlægges.

H.3.17.2 Erstatningsansvar i kapitalselskaber

Et aktieselskabs stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer m.fl. er erstatningsansvarlige for den skade, som de forsætligt eller uagtsomt har påført et selskab.

Ifølge aktieselskabslovens § 140, 2. pkt., har stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører pligt til at erstatte den skade, som de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har påført selskabets kreditorer ved at overtræde aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter. Bestemmelsens 1. pkt. vedrører erstatning for skade, som er tilføjet selskabet. Anpartsselskabslovens § 80a indeholder en tilsvarende bestemmelse om anpartsselskaber.

I en utrykt dom afsagt af 27. februar 1998 idømte Vestre Landsret medlemmer af en bestyrelse og direktion erstatningsansvar efter aktieselskabslovens § 140 for det tab, som de havde påført selskabet ved at havde været med til at sælge selskabets ejendom til langt under vurderingsprisen til et selskab, som nogle af medlemmerne ejede. Bestemmelsen kan også anses for at være et supplement til omstødelsesreglerne, da den lavere salgspris også indebar et omstødeligt gavemoment efter KL § 64, jf. afsnit E.3.12.4 .

Der er nogle forskelle mellem omstødelsessøgsmål og erstatningssøgsmål. Ved erstatningssøgsmål dækker erstatningskravet boets samlede tab, og resultatet afhænger af en subjektiv vurdering af skadevolderens opførsel. Samtidig er sådanne søgsmål ikke omfattet af tidsfristen KL § 81, der alene gælder anlæg af omstødelsessager. Ved omstødelse opgøres boets krav alene til den begunstigedes berigelse, som denne skal fralægge sig, jf. KL § 75. KL § 64, stk. 1, bestemmer, at omstødelsen kan gennemføres på et objektivt grundlag, og efter KL § 64, stk. 2, skal der alene føres et solvensbevis. Se mere om erstatning for culpøse handlinger i afsnit E.3.17.3 .

På selskabets revisorer, vurderingsmænd og granskningsmænd finder aktieselskabslovens § 140 også anvendelse, jf. lovens § 141. Se tilsvarende anpartsselskabslovens § 80b om anpartsselskaber.

Aktionærer, som fortsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre aktionærer eller 3. mænd et tab ved at overtræde aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter, skal erstatte tabet, jf. aktieselskabslovens § 142. Et tilsvarende ansvar gælder for anpartshavere, jf. anpartsselskabslovens § 80c.

Aktieselskabslovens og anpartsselskabslovens erstatningsregler er en kodificering af den retspraksis, der er blevet til på baggrund af dansk erstatningsrets almindelige culparegel, som på den måde supplerer disse regler.

En kreditor, der har lidt et tab som følge af en handling eller undladelse, der er rettet direkte mod kreditor og ikke blot er en afledet følge af en handling eller undladelse rettet mod det senere konkursramte selskab, vil efter reglen i aktieselskabslovens § 140, 2. pkt., eller anpartsselskabslovens § 80a, 2. pkt., evt. analogt, kunne vælge selv at anlægge en erstatningssag uden om boet.

Kreditorer kan således vælge selv at rejse et erstatningskrav over for eksempelvis et bestyrelsesmedlem eller direktøren - fx fordi konkursdividenden må forventes at blive beskeden. Desuden går et eventuelt omstødelsesbeløb til boet og dermed til alle kreditorer til fordeling efter konkursordenen, hvorimod et erstatningskrav, som en forfordelt kreditor måtte få dom for, går til denne kreditor, der heller ikke er bundet af fristen i KL § 81, som kun gælder omstødelsessager.

H.3.17.2.1

Erstatningsansvar for udbetalinger fra kapitalselskaber

Efter aktieselskabslovens § 113 og anpartsselskabslovens § 48 skal udbetalinger til aktionærer og anpartshavere, der strider imod bestemmelserne i aktieselskabslovens §§ 109-110 og anpartsselskabslovens §§ 44-45, tilbagebetales selskabet. Hvis udbytte er udbetalt ulovligt, forudsætter tilbagebetalingen dog, at aktionæren eller anpartshaveren indså eller burde have indset, at udbetalingen var ulovlig.

Hvis beløbet ikke kan søges tilbage hos aktionæren eller anpartshaveren, eller det er uerholdeligt, kan kravet rettes mod dem, der har medvirket ved beslutningen om eller gennemførelsen af den ulovlige udbetaling, jf. aktieselskabslovens § 113, stk. 2, og anpartsselskabslovens § 48, stk. 2. Ansvaret efter aktieselskabsloven afhænger af reglerne i lovens §§ 140-143, mens ansvaret efter anpartsselskabsloven afhænger af reglerne i lovens §§ 80a-80d.

Er fx et anpartsselskab solgt som "skuffeselskab", hvor kapitalen ikke længere er til stede ("rullende kapital"), kan de involverede personer blive erstatningsanssvarlige efter anpartsselskabslovens § 48. I en dom afsagt af 1. afdeling i Vestre Landsret den 16. august 2001 (B-1632-00) deltog en formidler i et salg af et anpartsselskab, der ikke havde nogen anpartskapital. Landsretten anså forholdet for omfattet af anpartsselskabslovens § 44, idet selskabets midler ulovligt var uddelt til anpartshaveren, der senere solgte selskabet. Der var ikke muligt at inddrive kravet hos sælgeren af anparterne. Landsretten statuerede, at den nære sammenhæng mellem salget af anparterne og sælgerens udtagelse af anpartskapitalen medførte, at formidleren for sin medvirken ved overdragelsen af det tømte selskab var erstatningsansvarlig over for selskabet for tabet svarende til anpartskapitalen, jf. anpartsselskabslovens § 48, stk. 2. Bestemmelsen i § 48, stk. 2, er alene subsidiær idet erstatningskravet for medvirken kun kan gøres gældende, hvis kravet ikke kan inddrives eller i øvrigt gøres gældende over for sælgeren.

H.3.17.2.2 Aktionærens eller anpartshaverens lån i

selskabet

Hvis et aktie- eller anpartsselskab låner penge til aktionæren eller anpartshaveren, er disse lån ulovlige efter aktieselskabslovens § 115 og anpartsselskabslovens § 49 og skal betales tilbage til selskabet. Imidlertid kan det være, at lånene ikke kan inddrives, fordi aktionæren eller anpartshaveren er insolvent.

Hvis lånet således ikke kan inddrives hos aktionæren eller anpartshaveren, og er der andre i selskabet, fx i dets bestyrelse eller direktion, som har besluttet långivningen eller opretholdt den, indestår disse for tilbagebetalingskravet efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, og anpartsselskabslovens § 49, stk. 5.

Hvis det ulovlige lån ikke kan inddrives hos aktionæren eller anpartshaveren, bør det undersøges, om der er mulighed for at beskatte aktionæren eller anpartshaveren personligt ved at betragte disse lån som modtaget udbytte eller udbetalt løn, jf. Ligningsvejledningen; Selskaber og aktionærer afsnit S.F.2.2.4 . Et aktionær- eller anpartshaverlån kan også forekomme i selskaber, der opløses af skifteretten uden egentlig konkursbehandling, og i selskaber, hvis bo sluttes efter KL § 143 på første skiftesamling. RIM skal derfor i sådanne sager være opmærksom på disse ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån.

Om RIM´s forholdsregler i forbindelse med tvangsopløsning af selskaber henvises til afsnit H.3.21 .

H.3.17.3 Erstatning efter den almindelige culparegel

I en række tilfælde kan dispositioner foretaget i selskaber eller andre virksomhedsformer påføre SKAT et tab, som herefter skal søges dækket ind gennem erstatningssager mod den eller de ansvarlige.

Det er muligt at få pålagt ledelsen i et selskab erstatningsansvar for drift af virksomhed, der medfører et tab for kreditorerne. I UfR 1999, 591 HD, videreførte en direktør og eneanpartshaver i et selskab sit bilfirma, selv om selskabet i to år før konkursen var insolvent. I de 2 regnskabsår havde selskabet et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen i det 3. regnskabsår var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der ikke var mulighed for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende nye biler, der blev solgt i de 2 sidste måneder før konkursen. Direktøren blev derfor pålagt at erstatte det tab, der herved var blevet påført SKAT.

Herudover er der (i stedet for omstødelse, jf. afsnit H.3.12 ) mulighed for at føre erstatningssager mod ledelsen, hvis der fra et insolvent selskab er overdraget aktiver (fx selve aktiviteten), uden at SKATs krav er blevet indfriet. I Vestre Landsrets dom af 1. februar 2001 (11. afdeling, B-1657-99) pålagde landsretten bestyrelsen i et sådant selskab ansvar for det tab, som på den måde var påført SKAT ved, at salgsprovenuet ikke kom myndigheden til gode i overensstemmelse med den insolvensretlige regel om ligelig fordeling af et insolvent selskabs midler mellem kreditorerne.

Se også UfR 1989, 812 HD, hvor Højesteret dømte et selskabs bestyrelse til at erstatte det tab, som kreditor havde lidt, fordi aktiverne ikke var fordelt ligeligt, ved at selskabets aktiver var afhændet mod, at køberen skulle overtage en del af gælden.

I UfR 1998, 1137 HD blev medlemmer af en bestyrelse for en professionel fodboldklub anset for at være erstatningsansvarlige for det tab, kreditorerne led ved, at selskabet fortsatte sin drift, selv om bestyrelsen vidste, at selskabets regnskab udviste et underskud på 350.000 kr., og at dets kapital var tabt. Højesteret udtalte, at beslutningen om at fortsætte driften var uforsvarlig. I sagen lagde konkursboet bl.a. vægt på, at bestyrelsen havde tilsidesat sin pligt til at indkalde generalforsamlingen og træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder eventuelt at opløse selskabet, da selskabet havde tabt halvdelen af sin aktiekapital, jf. aktieselskabslovens § 69a.

H.3.17.4 Ansvar for kurator m.fl.

I lighed med, hvad der gælder for et beskikket tilsyn under betalingsstandsning, er også kurator ansvarlig over for boet og over for enkeltpersoner i medfør af de almindelige erstatningsregler, jf. KL § 110.

I UfR 1961, 636 ØLD, blev en dommer og en kurator pålagt at erstatte en kreditors tab, da dennes krav ved en fejl ikke var taget med i boopgørelsen. Kreditors krav var anmeldt i boet og prøvet på skiftesamligen, men først efter, at ankefristen var udløbet, blev kreditor opmærksom på, at han ikke havde modtaget dividende.

Hvis et beskikket tilsyn under en betalingsstandsning ikke overholder de forpligtelser, tilsynet har efter KL § 15, og tilsynet dermed forvolder et tab, kan han pådrage sig et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsregler. Ansvaret kan pådrages både over for boet og over for kreditorerne. I UfR 1984, 363 HD, blev en advokat, der var beskikket som tilsyn under betalingsstandsningen, således pålagt erstatningsansvar, da advokaten ikke rettidigt fik indgivet konkursbegæring for at fastholde den oprindelige fristdag. Den oprindelige fristdag bortfaldt derfor, og et ellers omstødeligt udlæg kunne herefter ikke omstødes.

Giver et konkursbo kun delvis dækning til de fortrinsberettigede krav, bør det således overvejes, om der er baggrund for at rejse erstatningssag mod tilsynet.

Også andre end tilsynet kan pålægges erstatningsansvar for deres optræden under betalingsstandsningen. I UfR 1980, 774 blev en advokat, der under sin klients betalingsstandsning havde udbetalt et salær til klientens ejendomsmægler, pålagt at erstatte boet dets tab svarende til salæret. Salæret var en gæld fra tiden før betalingsstandsningen. Se også afsnit H.2.5.3 i kapitlet om betalingsstandsning.

H.3.17.5 Beslutninger om erstatningsspørgsmål

Det er boets kurator, der træffer beslutning om, hvorvidt der på boets vegne skal anlægges erstatningssag.

De enkelte kreditorer, herunder SKAT, kan også anlægge et erstatningssøgsmål, hvis selskabets aktionær, anpartshaver, bestyrelsesmedlem eller direktionvi direkte har påført SKAT et selvstændigt tab. Det er dog en forudsætning, atde øvrige kreditorer ikke har lidt noget tab, eller alene har lidt uvæsentlige tab i forhold til SKAT. Det er dog hovedcentret og ikke RIM, der er enekompetent til at beslutte, om der skal anlægges erstatningssag, og det er hovedcentret selv, der anlægger sag om erstatning mod skadevolderen. Se fx UfR 1989, 812 HD, nævnt i afsnit H.3.17.3 .

RIM kan dog ikke kræve erstatning for sit tab, hvis kurator på selskabets vegne samtidig for konkursboet fører en erstatningsag, der omfatter alle kreditorer.

Beslutning om at anlægge retssag efter aktieselskabslovens § 140-142 træffes i tilfælde af konkurs af konkursboet, jf. aktieselskabslovens § 144, stk. 4. Er selskabet ikke erklæret konkurs, er det generalforsamlingen, der beslutter, om erstatningssag skal anlægges. Efter bestemmelsen kan generalforsamlingen også undlade at rejse en erstatningssag, ligesom den kan meddele skadevolderen frihed for ansvar. Disse beslutninger kan et eventuelt senere konkursbo se bort fra, hvis fristdagen indtræder senest 24 måneder efter dagen for den generalforsamling, der har givet ansvarsfrihed eller undladt at rejse en erstatningssag. Se de tilsvarende regler om anpartsselskaber i anpartsselskabslovens §§ 80a-80c og § 80e, stk. 4.

Hvis kurator opgiver et muligt krav, uden at der er opnået forlig, og RIM mener, at kravet bør forfølges, hjemler KL § 137 mulighed for myndigheden til på egen hånd at anlægge erstatningssag. Det forudsætter dog, at skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators beslutning anmodes om at fastsætte en frist, hvor en erstatningssag kan anlægges. RIM kan anmode skifteretten herom.

Anlæggelse af erstatningssag mod kurator m.fl. besluttes af RIM. Hovedcentret er enekompetent til at afgøre, hvorvidt en sådan erstatningssag skal føres.

H.3.18 Inddrivelse under konkursen og efter konkursens afslutning

I dette afsnit gennemgås de muligheder, RIM har for at gennemføre inddrivelse under konkursens behandling, jf. afsnit H.3.18.1 . RIM´s muligheder for at gennemføre inddrivelse efter konkursen gennemgås i afsnit H.3.18.2 .

H.3.18.1 Inddrivelse under konkursens behandling

RIM kan lønindeholde i skyldnerens lønindtægt under konkursen efter de almindelige regler for lønindeholdelse, fordi skyldnerens indtægter ved egen virksomhed i denne periode ikke indgår i konkursmassen, jf. KL § 33. Lønindeholdelsen kan foretages for såvel simple som for fortrinsberettigede krav.

De beløb, der indbetales ved lønindeholdelse, kan ikke omstødes, selv om der senere stadfæstes tvangsakkord eller gældssanering i konkurs. Som eksempel kan nævnes UfR 1983, 252 ØLD, hvor RIM iværksatte en lønindeholdelse i skyldnerens egen lønindtægt under dennes konkurs. RIM kunne anmelde et krav opgjort til gælden pr. konkursdekretet uden yderligere renter og med fradrag af indeholdt løn.

I UfR 1987, 755 HD, blev RIM´s pålæg om lønindeholdelse under en gældssaneringssag ikke omstødt, da lønindeholdelsen ikke var omfattet af KL §§ 72 og 74.

RIM skal under konkursen undgå, at SKAT´s krav ikke forælder, især i de tilfælde, hvor konkursen trækkes i langdrag. Det kan herefter være nødvendigt at foretage udlæg for at afbryde den 5-årige forældelse. Renter af krav, der påløber under konkursen, må ikke forælde i de tilfælde, hvor boet efter en personlig skyldner sluttes efter KL § 143. Herved sikres også, at disse krav kan inddrives efterfølgende.

RIM må ikke uden boets samtykke foranstalte tvangsauktion afholdt over et aktiv, hvori RIM har foretaget udlæg, jf. KL § 85, stk. 1. Der er dog intet til hinder for, at RIM efter aftale med boet fortsætter et udlæg til tvangsauktion eller selv inddriver et udlagt tilgodehavende. Hvis RIM ikke har fået en sådan aftale, skal aktiverne afleveres til boet.

H.3.18.2 Inddrivelse efter konkursens afslutning

En personligt hæftende fallent er ikke fritaget for sin gæld efter konkursen, jf. KL § 156. Personen hæfter således stadig for den del af gælden, der ikke er blevet dækket i forbindelse med udlodningen fra konkursboet.

RIM vil således i situationer, hvor den ikke gennem konkursen er blevet fyldestgjort for sit krav mod skyldneren, fortsat have et tilgodehavende på restgælden, som kan gøres gældende mod skyldneren personligt.

I sådanne situationer skal RIM for at sikre og forbedre debitors retsstilling efter afslutning på et personligt konkursbo sende en meddelelse til skyldneren om, at denne stadig hæfter for gæld til SKAT. I meddelelsen skal RIM anføre størrelsen af restkravet, at kravet vil blive fastholdt og forsøgt inddrevet, samt at hovedkravet vil blive tilskrevet yderligere renter. Denne meddelelse er alene en orientering til skyldneren, så denne kender sine rettigheder og pligter. Hvis skyldneren ikke modtager en sådan meddelelse, mister SKAT ikke sit krav.

RIM skal foretage de fornødne skridt til at sikre, at udækkede krav ikke forælder. Afgangsførelse af kravet som uerholdelige og/eller endelig afskrivning af fordringer sker efter de regler, der er nævnt i afsnit O.

Er fallenten et aktieselskab eller et anpartsselskab, vil kravet efter boafslutningen eller tvangsopløsningen blive slettet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register.

SKAT´s fordringer i selskabet eller lignende kan endeligt afskrives, når fordringen har været anmeldt i boet. Endelig afskrivning forudsætter, at konkursboet er afsluttet, samt at eventuel dividende er udloddet. Endvidere bør RIM undersøge om Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har indsat en hævedato i Erhvervssystemet. Se endvidere nedenfor samt i afsnit O.6 , samt O.10 og O.11 .

Hvis fordringen er sikret ved håndpant eller pant i fordringer mv., der som separatistkrav ikke skal realiseres i forbindelse med boets behandling, skal endelig afskrivning afvente, at de pantsatte aktiver bliver realiseret.

Inden en fordring endeligt afskrives, skal RIM vurdere, om der kan gøres personligt ansvar gældende mod nogle af de i selskabet medvirkende personer, som fx direktører, stiftere eller bestyrelsesmedlemmer, jf. afsnit H.3.17 . Det samme gælder muligheden for nul-stilling, jf. afsnit M.2 .

Er konkursboet sluttet efter KL § 143, kan fordringen endeligt afskrives, selv om fordringen ikke har været anmeldt.

Dokumentation i RIM´s sag om afgangsførelse af fordringen er en kopi af meddelelse om boets afslutning og udlodning - eventuelt kopi af bekendtgørelse i Statstidende - samt i almindelighed en kopi af eventuel anmeldelse i boet.

Hvis konkursboet bliver genoptaget, skal kravene tilbageføres. Se mere om genoptagelse i afsnit H.3.16.1 .

H.3.19 RIM's bemyndigelse

RIM er bemyndiget til at træffe afgørelse i følgende sager

Indgivelse af konkursbegæringer mod såvel fysiske som juridiske personer. Konkursbegæring indgives dog ikke på grundlag af et subsidiært udlæg, jf. i øvrigt afsnit H.3.5.3 . Bemyndigelsen gælder i alle situationer, også hvis konkursbegæringen alene har til hensigt at fastholde en allerede etableret fristdag, eller hvor den primære årsag er, at der findes omstødelige dispositioner.

Tilbagekaldelse af en konkursbegæring.

Opretholdelse af indsigelse mod kurators indstilling om, at en fordring ikke kan anerkendes som anmeldt, og hvor skifteretten skal træffe afgørelse ved dom, jf. KL § 246.

Fremmøde i skifteretten og komme med eventuelle indsigelser.

Såvel indgivelse som tilbagekaldelse af en konkursbegæring skal ske gennem Kammeradvokaten.

Hovedcentret træffer afgørelse i følgende sager på grundlag af RIM´s indstilling

Sager af principiel eller politisk karakter samt sager, der kræver koordineret indsats fra forskellige statsmyndigheder. RIM beslutter selv, om en sag skal forelægges for hovedcentret. Beslutningen kan ikke påklages.

Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, hvor kurator eller andre kreditorer anlægger omstødelses- eller erstatningssøgsmål.

H.3.20 Konkurs i internationale forhold

En skyldner, der bor her i landet, kan drive virksomhed i et andet EU-land eller et land uden for EU, ligesom en skyldner, der bor i disse lande, kan drive virksomhed her i landet.

I tilfælde af, at én af disse skyldnere bliver insolvente, må RIM på samme måde, som det gælder for insolvente skyldnere, der er bosat her i landet, og som eventuelt også driver virksomhed her i landet, overveje, hvorvidt der bør indgives konkursbegæring for at sikre SKAT´s krav på den mest hensigtsmæssige måde.

H.3.20.1 Skifterettens kompetence i internationale forhold

De danske skifteretter er kun kompetente til at behandle sager om konkurs og afsige konkursdekret, hvis skyldneren har erhvervsværneting eller hjemting her i landet, jf. KL § 3, stk. 1 og 2.

Erhvervsværnetinget anses for at være det sted, hvorfra skyldnerens virksomhed ledes, og dette spørgsmål afgøres på grundlag af de faktiske forhold. I denne vurdering kan bl.a. indgå virksomhedens indførelse i registre eller telefonbøger og stedangivelse i korrespondance. Hvis disse sammen med andre indikatorer efter en samlet vurdering fører til, at erhvervsværnetinget er her i landet, kan skyldneren også erklæres konkurs her.

Hjemtinget bruges kun som værneting, hvis skyldneren ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed her i landet, og det anses for det første for at være det sted, hvor den fysiske person (skyldneren) har sin bopæl. Er skyldneren uden bopæl, anses hjemtinget som det sted, hvor denne opholder sig, jf. RPL § 235.

Er skyldnerens sidst kendte bopæl her i landet, og har skyldneren ikke taget bopæl i udlandet, anses hjemtinget også for at være her i landet. Dette medfører, at hvis skyldneren ved udrejse fra Danmark endnu ikke har taget bopæl i udlandet ved skifterettens modtagelse af konkursbegæring, kan der afsiges konkursdekret her i landet.

Har skyldneren ikke bopæl her i landet, men er dennes sidst kendte opholdssted her i landet, er hjemtinget også her i landet. Dette kræver dog, at skyldneren hverken har opholdssted eller bopæl i udlandet, og heller ikke senere får det.

H.3.20.2 Retsvirkning af konkurs i internationale forhold

Når skifteretten har anset sig for kompetent myndighed, foretager den den sædvanlige vurdering af, om konkursbetingelserne er til stede, og hvis det er tilfældet, afsiger skifteretten konkursdekret. Dette vil i givet fald have universel virkning, dvs., at skyldnerens aktiver her i landet og i udlandet inddrages under konkursen. Endvidere anses alle kreditorer i konkursboet for at være ligestillede, uanset hvilket land de bor i. Konkursens universelle virkning styres af enhedsprincippet og universalprincippet.

Skifteretten bruger den danske konkurslov på de processuelle forhold, fx reglerne om boets behandlingsmåde, kuratorvalg, skiftesamlinger samt slutning og udlodning. Også på konkursens materielle regler som fx insolvens og konkursordenen er det i praksis antaget, at danske regler som udgangspunkt finder anvendelse.

I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt for skifteretten at lægge vægt på udenlandske regler. Dette kan fx tænkes at være tilfældet, hvor en udenlandsk kreditor ønsker at få en skyldner her i landet erklæret konkurs. Skifteretten må da vurdere den udenlandske fordring, som er basis for konkursbegæringen, med skyldig hensyntagen til kontraktstatuttet, hvilket betyder, at udenlandske bestemmelser om aftalers retsvirkning kan finde anvendelse ved vurderingen af, om fordringen kan anvendes som konkursgrundlag.

H.3.20.2.1 Anmeldelse af krav i internationale

konkursboer

For RIM betyder universal- og enhedsprincippet, at RIM i danske konkursboer skal anmeldele fordringer, som RIM skal inddrive her i landet i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomster og bistandsdirektivet, Rådets direktiv 76/308/EØF (inddrivelsesdirektivet).

Det samme gælder tilsvarende, når en skyldner er erklæret konkurs i et land, som er bundet af inddrivelsesdirektivet eller overenskomster, der hjemler inddrivelse i udlandet, idet de udenlandske myndigheder skal anmelde SKAT´s krav i boet, forudsat de er bekendt med det danske krav.

I øvrige tilfælde, hvor RIM bliver opmærksom på en konkurs i udlandet, skal den sørge for, at RIM´s krav anmeldes. Det kan følgelig forekomme, at en udenlandsk kurator anmoder RIM om at anmelde et eventuelt krav i boet.

H.3.20.2.2 Inddragelse af aktiver beliggende i

udlandet

I praksis er det af afgørende betydning for den universelle virkning, at det konkursdekret, som en dansk skifteret har afsagt, anerkendes af de lande, hvori aktiverne befinder sig.

Hvis det pågældende land ikke anerkender det danske konkursdekret, kan aktivet selvsagt ikke inddrages under konkursen. Her er der åbnet op for at kreditorerne kan foretage individualforfølgning i aktivet i udlandet, men provenuet ved en sådan individualforfølgning må på grund af princippet om ligestilling af kreditorerne i konkursboet fraskrives i kreditors dividenderet som aconto-udlodning. Modtager kreditor således mere, end denne er berettiget til ifølge den afsluttende dividende, antages det, at konkursboet har krav på den overskydende del.

Som udgangspunkt anvendes de danske regler om omstødelse i danske konkursboer. En følge heraf er, at eventuel omstødelse der vedrører aktiver i udlandet, skal vurderes efter danske omstødelsesregler. Retten i det land, hvor aktivet er beliggende eller omstødelsen skal gennemføres, kan dog også kræve, at omstødelse også skal være hjemlet i dette lands lovgivning mv.

H.3.20.3 Konkursbehandling af skyldnere i udlandet

Er skifteretten ikke kompetent til at behandle en konkursbegæring mod en skyldner, fordi denne ikke har værneting her i landet, skal en konkurs søges gennemført i udlandet. Det antages, at en udenlandsk konkurs også har universel virkning, men det er skifteretten, der vurderer, om konkursen i udlandet, kan anerkendes her i landet.

Har RIM et krav på en skyldner i udlandet, kan der i myndighedens overvejelser af, hvorvidt en konkursbegæring bør begæres, foretages de samme vurderinger som nævnt i afsnit H.3.5 om indgivelse af konkursbegæringer.

Disse vurderinger skal suppleres med overvejelser om muligheden for at erklære skyldneren konkurs i dennes hjemland, hvilket konkursgrundlag, der kræves, og provenuforventningen.

En anmodning om konkurs i disse situationer skal forelægges hovedcentret.

H.3.20.4 Konkurser i udlandet

Er en udenlandsk virksomhed eller person erklæret konkurs i udlandet, antages det, at denne konkurs' universelle virkning først kan få virkning her i landet, hvis den anerkendes, jf. dog nedenfor i afsnit H.3.20.5 .

Hvis konkursen ikke anerkendes, kan der gennemføres indvidualforfølgning mod aktiver, der befinder sig her i landet.

H.3.20.5 Den nordiske konkurskonvention

Den nordiske konkurskonvention af 7. november 1933 (bekendtgørelse nr. 249 af 1. september 1934, Lovtidende A)er anerkendt af Danmark, Finland, Island Norge og Sverige.

Efter konventionens artikel 1, stk. 1, er konkursboer omfattet af konventionen underlagt enheds- og universalprincipperne. Aktiver, der befinder sig i andre nordiske lande, indgår således i bomassen. Bekendtgørelse af sådanne konkurser sker i Statstidende.

Bobestyreren skal underrette alle fordringshavere, som befinder sig i de nordiske lande, om konkursen, medmindre fordringerne tages i betragtning uden anmeldelse, jf. artikel 2, stk. 2.

Efter artikel 1, stk. 2, afgøres spørgsmål om skyldnerens urådighed, konkursmassen og omstødelse samt spørgsmål om udlodning og fordringshavers og andre rettighedshaveres ret til fyldestgørelse i boet efter lovgivningen mv. i det land, hvor konkursdekretet er afsagt.

Reglerne, der afgør omfanget af konkursmassen, er dog modificeret således, at aktiver, der er beskyttet imod universalforfølgning i den stat, hvor aktivet befinder sig, ikke tages med i konkursmassen, jf. artikel 1, stk. 3.

Hvorvidt konkursen får indflydelse på RIM´s ret til at foretage udlæg i et aktiv, afgøres efter loven i den stat, hvor forretningen er foretaget. I disse tilfælde kan reglerne om tvangsfuldbyrdelse i KL §§ 85-89 også anvendes, jf. afsnit H.3.13 .

Fortrinsret for skatter og afgifter afgøres efter loven i det land, hvor skatterne og afgifterne er pålignet, jf. artikel 7, stk. 3. Er denne fortrinsret særlig, dvs. knyttet til bestemte aktiver, afgøres dækningsrækkefølgen efter loven i det land, hvor aktivet befinder sig, jf. artikel 7, stk. 3.

Er der derimod tale om en almindelig fortrinsret som fx privilegerede fordringer som fx leverandørprivilegiet efter KL § 96, fyldestgøres fordringen først af formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet. I fyldestgørelsen fratrækkes en andel svarende til forskellen mellem formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet, og konkursboets samlede formue.

H.3.21 Tvangsopløsning af selskaber

Aktie- og anpartsselskaber kan tvangsopløses på begæring af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Bestemmelserne om tvangsopløsning af selskaber fremgår af aktieselskabslovens §§ 117-118 og anpartselsskabslovens §§ 60 og 61.

Som eksempler på årsager til tvangsopløsning kan nævnes

Selskabet har ikke rettidigt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsender årsrapport i behørig stand efter årsregnskabsloven, jf. aktieselskabslovens § 118/anpartsselskabslovens § 61. Årsrapporten skal ifølge § 138, stk. 1, i årsregnskabsloven være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning, idet fristen dog er 4 måneder for virksomheder omfattet af regnskabsklasse D, der omhandler statslige aktieselskaber og børsnoterede virksomheder.

Selskabet har ikke inden for en frist (på typisk 4 uger) fået etableret den i loven eller vedtægterne foreskrevne ledelse eller revisor, jf. aktieselskabslovens § 118/anpartsselskabslovens § 61.

For en tvangsopløsning gælder reglerne om likvidation med de nødvendige tillempelser, jf aktieselskabslovens § 117, stk. 4/anpartsselskabslovens § 60, stk. 4.

Ved tvangsopløsning indkaldes kreditorerne ikke, men de kan få kendskab til opløsningen gennem Erhvervs- og Selskabsstyrelsens system, publi-com eller gennem et etableret samarbejde med skifteretterne. I det omfang RIM ikke bliver orienteret om tvangsopløsninger af selskaber, bør RIM etablere et samarbejde med skifteretterne herom. En orientering fra skifteretten kan fx være en kopi af skifterettens indkaldelsesskrivelse.

Ved fremmøde i skifteretten kan RIM hindre, at selskaberne alene opløses som insolvente, hvis de i stedet burde erklæres konkurs. RIM kan gennemføre nedenstående undersøgelser, der tjener til hjælp ved vurderingen af, om selskabet bør tages under konkursbehandling

Har ejerne tidligere haft selskaber, der er blevet tvangsopløst eller er gået konkurs?

Er der p.t. andre selskaber med samme ejerkreds (samme adresse/ejers privatadresse)? Er disse skønsmæssigt ansat for skatter eller foreløbigt fastsat for afgifter for en eller flere perioder?

Har selskabet fremlejet, eller fremlejer det arbejdskraft, maskiner mv. til et andet selskab i samme ejerkreds?

Er der midler på selskabets konto, der bør inddrages i skifterettens arbejde med opløsningen?

Hvilke oplysninger fremgår af RIM´s seneste materiale eller eftersynsskema?

Er virksomheden afmeldt for afgifter mv., og er der eventuelle oplysninger derfra?

Er den hidtil drevne virksomhed fortsat i et nyt selskab med samme ejer(e), og er der eventuelt oplysninger ved afmeldelse?

Er der udbetalt overskydende skatter eller afgifter (fx vedrørende større anskaffelser) inden for de sidste 3 år, og hvor er aktiverne nu placeret?

Hvilke oplysninger foreligger der om kildeskat og redegørelser herom?

Hvad fremgår af seneste regnskab med selvangivelse fra skattecenteret?

Mangler skatteansættelse for seneste regnskabsperiode?

Har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtaget nyere/senere regnskaber end det, der er vedlagt seneste selvangivelse? (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender ofte seneste regnskab til skifteretten med begæring om opløsning).

Fremgår ulovlige aktionærlån af det seneste regnskab? (hævet via mellemregning i stedet for løn for at undgå 0-stilling af A-skat).

Bør de ulovlige aktionærlån beskattes, hvis selskabsejerne erklærer, at de intet ejer?

Er der oplysninger fra udlægssager om virksomheden?

Bør RIM eventuelt begære regnskabsmaterialet udleveret ved skifterettens hjælp til afklaring af manglende lønindberetninger?

Har RIM et kendskab fra tidligere til ejerkredsen, som har påført RIM et tab?

Er der en formodning for, at selskabet har været indblandet i kriminelle handlinger?

RIM kan ved hjælp af udtræk fra edb-systemerne bidrage med oplysninger i skifteretten om selskabernes økonomi og har mulighed for at stille spørgsmål til de fremmødte.

Det skal bemærkes, at likvidation eller tvangsopløsning af et selskab ikke afskærer en kreditor fra at indgive konkursbegæring mod selskabet eller foretage udlæg hos dette. Selskabets ledelse vil stadig formelt tegne selskabet, indtil der måtte være udpeget en likvidator, eller indtil selskabet eventuelt opløses efter KL § 143 analogt.

H.3.22 A-skattekravets placering i konkursordenen

Dette afsnit omhandler alene placeringen af A-skattekrav mv. i konkursordenen. Afsnittet omhandler således selve opgørelsen af de A-skattekrav mv., som RIM skal anmelde i konkursboet.

Skattekravenes placering i konkursordenen afhænger af det tidspunkt, kravet er stiftet på.

H.3.22.1 A-skat, der skal indeholdes af konkursboet

For at forebygge vanskeligheder for lønmodtagerne med at få godskrevet af A-skat mv. bør RIM undersøge, om konkursboet fortsætter virksomheden efter, at konkursdekretet er afsagt - konkursens indtræden.

Fortsætter konkursboet virksomheden, og udbetaler det løn eller anden A-indkomst for boets regning, skal konkursboet som sådant tilmeldes som indeholdelsespligtig.

Et konkursbo skal i denne sammenhæng følge de sædvanlige regler for redegørelse for og indbetaling af A-skat mv. Det gælder også i de ofte forekommende tilfælde, hvor et konkursbo uden at fortsætte virksomheden dog udbetaler løn og feriegodtgørelse til enkelte personer, der bistår bostyret med afviklingsforretninger og lignende.

Hvis et konkursbo ikke indbetaler A-skat mv., der påhviler boet som følge af den sædvanlige løbende indeholdelse af A-skat mv., skal RIM afkræve boet betaling med tillæg af renter frem til betalingstidspunktet ifølge OPKL § 7.

Undlader boet at indbetale efter påkrav, kan RIM dog ikke foretage tvangsinddrivelse i form af udlæg, jf. KL § 31, stk. 1. RIM skal da anmelde kravet over for konkursboet, selv om der ikke er tale om en konkursfordring, men om et krav mod boet. RIM bør endvidere underrette skifteretten om, at konkursboet ikke opfylder sine betalingsforpligtelser, så skifteretten eventuelt kan iværksætte særlige procedurer i henhold til KL § 114, jf. afsnit H.3.7.4 .

A-skat mv., der er indeholdt af et konkursbo, er et egentligt massekrav, jf. KL § 93, nr. 3. Det samme gælder renter og gebyrer, der udspringer af sådanne krav, jf. KL § 98, nr. 1, modsætningsvis.

H.3.22.2 A-skat mv. omfattet af konkursmassen

Efter KL § 38 skal konkursmassen anvendes til at fyldestgøre de krav, der er stiftet før konkursdekretets afsigelse. Hertil hører den A-skat mv., der på dette tidspunkt var indeholdt i den A-indkomst, der er udbetalt for skyldnerens regning.

Krav på A-skat mv. stiftes, når indeholdelsespligten indtræder. Indeholdelsespligten opstår ved lønudbetaling, jf. hovedreglen i KSL § 46, stk. 2. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt. Dette gælder dog ikke A-indkomst, der udbetales af den indeholdelsespligtiges konkursbo, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 17, stk. 1, 3. pkt.

I UfR 2001, 1616 ØLD, anså landsretten et A-skattekrav for at være et simpelt krav, da lønmodtageren fandtes at have erhvervet endelig ret til lønnen ved udgangen af de respektive måneder, som lønnen vedrørte, jf. KSL § 46, stk. 2, 2. pkt. Kravet vedrørte den løn, som Lønmodtagernes Garantifond udbetalte efter endt forligsforhandling mellem lønmodtageren og konkursboet.

Som eksempel kan nævnes lønudbetalingsterminer den 1., 15. og 29. oktober. Konkursdekretet afsiges 16. oktober. A-skat mv., der er indeholdt 1. og 15. oktober, er et simple krav efter KL § 97, selv om såvel forfaldsdag som sidste rettidige indbetalingsdag for A-skat mv. til SKAT først falder efter konkursdekretets afsigelse den 16. oktober. Datoen for konkursbegæringens indgivelse eller en eventuel anden fristdag er uden betydning for afgrænsningen af de krav, der skal anmeldes. Hvis virksomheden fortsætter, og konkursboet udbetaler løn den 29. oktober, bliver konkursboet indeholdelsespligtigt, og det skal afregne A-skat mv. fuldt ud af denne lønudbetaling som egentligt massekrav efter KL § 93, nr. 3. Dette gælder, uanset om medarbejderne har optjent en del af indtægten forud for konkursen, jf. UfR 1986, 662 HD.

A-skat mv., der fejlagtigt ikke er indeholdt i A-indkomst, der er udbetalt før konkursdekretets afsigelse, skal ikke anmeldes i boet, men i stedet opkræves hos lønmodtageren som restskat, jf. KSL § 68.

Krav på A-skat, der er indeholdt i perioden mellem konkursbegæringens indgivelse og konkursdekretets afsigelse, er alene et simpelt krav, se UfR 1972, 96 HD, og UfR 1974, 114 HD. Kravet opnår dog fortrinsstilling, hvis behandlingen af konkursbegæringen er udsat i medfør af KL §§ 24 og 25, og der er beskikket tilsyn under udsættelsen, jf. afsnit H.3.6 .

H.3.22.2.1 A-skat mv. af feriegodtgørelse til ansatte uden

ret til ferie med løn

For lønmodtagere, der ikke har ret til ferie med løn, skal arbejdsgiveren i optjeningsåret månedligt indeholde A-skat mv. af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 17, stk. 2, 2. pkt.

Er indeholdelsespligten indtrådt forud for konkursen, skal A-skat mv. af feriegodtgørelse (og søgne- og helligdagsbetaling) anmeldes i konkursboet som simpelt krav.

H.3.22.2.2 Krav på A-skat mv., der er stiftet ved

konkursdekretets afsigelse

A-skat mv., der er stiftet ved konkursdekretet, er som udgangspunkt et simpelt krav, jf. KL § 97.

En fordring vedrørende indeholdt A-skat mv. kan dog være fortrinsstillet efter KL § 94, nr. 2. Fortrinsstilling forekommer i forbindelse med anmeldt betalingsstandsning og omfatter da A-skattekrav mv., der efter fristdagen og indtil betalingsstandsningens ophør er stiftet med samtykke af et af skifteretten beskikket tilsyn, jf. KL § 94, nr. 2. Et A-skattekrav mv. anses for stiftet med tilsynets samtykke, når virksomheden, efter at betalingsstandsning er anmeldt, med tilsynets accept, fortsætter driften og derved påtager sig de dermed forbundne forpligtelser, bl.a. til at udbetale løn og indeholde A-skat mv.

På samme måde som ved betalingsstandsning opnås der fortrinsstilling efter KL § 94, nr. 2, i tilfælde, hvor skifteretten, når konkursbegæring er indgivet, udsætter afgørelsen om konkurs på skyldnerens begæring, jf. KL § 24, og der er beskikket tilsyn.

A-skat mv. indeholdt i løn, der er udbetalt med et tilsyns godkendelse, anmeldes som fortrinsberettiget, uanset om en del af den periode, for hvilken lønnen udbetales, ligger forud for betalingsstandsningen, jf. UfR 1986, 662 HD.

A-skatter, der er nulstillet, jf. afsnit M.2 , skal ikke medregnes i anmeldelsen. Foreligger der på anmeldelsestidspunktet uafklarede spørgsmål vedrørende nulstilling, anmeldes det redegjorte tilsvar fuldt ud. Regulering kan eventuelt foretages efterfølgende.

H.3.22.2.3 Eksempel. A-skattekravenes stilling i

konkursordenen

Eksempel

Skifteretten modtager anmeldelse om betalingsstandsning den 24. marts. Betalingsstandsningen forlænges ikke efter KL § 16 e, stk. 2, men udløber den 24. juni. Betalingsstandsningen fastholdes dog som fristdag ved, at der indgives konkursbegæring, som skifteretten modtager inden 3 uger efter, at betalingsstandsningen er udløbet, jf. KL § 1, stk. 2.

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 24. marts og tidligere samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er simple krav. Det kan derfor uden videre fastslås, at tilsvar for februar og tidligere er simple krav. Tilsvaret for marts måned må opdeles som vist nedenfor, hvis betalingen for perioden ikke er sket.

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 1. marts til 24. marts (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et simpelt krav jf. KL § 97, mens

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 25. marts til 31. marts (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et fortrinsberettiget krav, jf. KL § 94.

A-skatten for april og maj måned er også fortrinsberettigede krav.

Tilsvaret for juni skal også deles op på følgende måde

A-skat indeholdt i løn udbetalt 1. juni til 24. juni (inkl.) er et fortrinsberettiget krav, mens

A-skat indeholdt i løn udbetalt 25. juni til 30. juni er et simpelt krav.

Tilsynsbeskikkelsen ophører automatisk, når betalingsstandsningen ophører. Den omstændighed, at det beskikkede tilsyn fortsat bistår skyldneren, ændrer intet i A-skattekravets stilling som simpelt krav efter 24. juni og indtil konkursbegæringens modtagelse i skifteretten.

H.3.22.2.4

Eksempel. A-skat mv. i feriegodtgørelse. Ansatte uden ret til ferie med løn

A-skat mv., der er indeholdt i feriegodtgørelse forud for betalingsstandsningen, får i en efterfølgende konkurs status som et simpelt krav i konkursordenen, uanset om nettoferiepenge er afregnet eller ej.

Eksempel

Som eksempel kan nævnes en betalingsstandsning, der modtages i skifteretten den 10. oktober, og som fastholdes som fristdag ved en efterfølgende konkurs, fx den 10. januar året efter.

A-skat, der er indeholdt i feriegodtgørelse forud for betalingsstandsningen, er et simpelt krav, mens A-skat indeholdt i feriegodtgørelse i betalingsstandsningsperioden er omfattet af KL § 94. I eksemplet vil dette krav være A-skat mv. af feriegodtgørelse fra den 11. oktober til udløbet af betalingsstandsningsperioden i januar måned, da A-skatten opgøres månedligt på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned.

Under de fortrinsberettigede krav må utvivlsomt også kunne medtages feriegodtgørelse af løn, der er udbetalt før 11. oktober, men hvor nettoferiepenge (feriepenge ekskl. A-skat mv.) er udbetalt med tilsynets samtykke efter 10. oktober.

A-skat mv. af feriegodtgørelse til ansatte med ret til ferie med løn forfalder i fratrædelsesmåneden. Såfremt fratrædelse er sket inden betalingsstandsningsdatoen vil A-skat mv. være et simpelt krav. Sker fratrædelse i betalingsstandsningsperioden vil A-skat mv. skulle opdeles på optjeningsperioder og anmeldes som henholdsvis § 97 og § 94 krav.

For krav anmeldt i konkursboet vil A-skat mv. tilsvarende først opstå ved indeholdelse af A-skat mv. i forbindelse med eventuel udlodning af dividende.

H.3.22.2.5

Renter og gebyrer

Renter og gebyrer, som er påløbet indtil konkursdekretets afsigelse, har samme stilling som hovedfordringen (den rentebærende A-skatterestance) og anmeldes sammen med denne.

Senere påløbne renter af simple krav kan kun anmeldes som efterstillede krav, jf. KL § 98. Anmeldelse bør dog altid ske for det tilfælde, at boet undtagelsesvis giver fuld dækning til de anmeldte krav.

Krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, bevarer samme stilling som hovedkravet, når dette har status som egentligt massekrav efter KL § 93 eller som fortrinsberettiget krav efter KL § 94.

RIM skal ved anmeldelsen af sådanne krav tydeligt anføre, at renter, der påløber, indtil betaling sker, anmeldes med samme stilling som hovedkravet.

H.3.22.3 A-skat ved udlodning til anmeldte krav på løn mv.

Når lønmodtagerne i en konkursramt virksomhed har et tilgodehavende hos virksomheden, er de i princippet henvist til at anmelde deres krav på løn og feriegodtgørelse mv. over for konkursboet. Sker der en udlodning fra konkursboet, skal der indeholdes A-skat mv. i denne udlodning. Lønmodtageren beskattes på udlodningstidspunktet, se TfS 1998, 526 HD.

I de situationer, hvor der sker indfrielse af A-indkomsten gennem Lønmodtagernes Garantifond, henvises der til afsnit H.3.22.5 .

H.3.22.3.1 Privilegerede krav

Konkursboets udlodninger efter KL § 95 skal ske med indeholdelse af A-skat mv. For en nærmere gennemgang af KL § 95 henvises til afsnit H.3.14.3 . Nedenfor gennemgås derfor kort eksempler på A-skattepligtige krav mv. omfattet af KL § 95, idet A-skat mv. følger lønkravet.

Er fristdagen fx 1. december, omfatter privilegiet efter KL § 95, stk. 1, nr. 1, således løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

KL § 95, stk. 1, nr. 2, omfatter erstatning for løn i en ved lov (fx funktionærlovens § 2) eller aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat opsigelsesperiode, hvorefter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan være fra 1 til 6 måneder. Funktionærlovens § 3 om minimalerstatningen henføres også under denne bestemmelse. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

KL § 95, stk. 1, nr. 3, omfatter fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a (opsigelse efter uafbrudt beskæftigelse i mindst 12, 15 eller 18 år), § 2 b (usaglig afskedigelse) eller tilsvarende ved aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat fratrædelsesgodtgørelse. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen. Fratrædelsesgodtgørelse anses som A-indkomst, jf. LL § 7 U.

H.3.22.3.2 Bedrestillede

lønkrav

I det omfang krav på løn og feriegodtgørelse er stiftet under en anmeldt betalingsstandsning, jf. KL §§ 10-11, eller under udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring, jf. § 24, bliver disse dele af fordringen til fortrinsberettigede krav, jf. § 94, nr. 2. Dette forudsætter, at lønmodtageren rent faktisk har udført arbejde for virksomheden.

I KL § 63 er der en særlig bestemmelse, som vedrører konkursboets indtræden i arbejdskontrakter. Hvis konkursboet inden 2 uger efter afsigelse af konkursdekret erklærer ikke at ville indtræde i arbejdskontrakten, er krav på løn stillet som vederlag for den foregående periode, jf § 63, stk. 2. Løn for den tid, lønmodtageren faktisk har udført arbejde for konkursboet, er massekrav.

H.3.22.3.3 Specielt om virksomhedsoverdragelse

En virksomheds overførelse til konkursboet som følge af konkursen er ikke overdragelse i henhold til lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. § 1 i lov om virksomhedsoverdragelse. Videresælger konkursboet virksomheden (eller en selvstændig del af denne), finder nævnte lov dog anvendelse.

Om skyldnerskifte i konkurstilfælde har LG den praksis, at erhververen ved konkursboets afhændelse af virksomheden overtager de rettigheder og forpligtelser, som bestod på overdragelsestidspunktet mellem boet som arbejdsgiver og de lønmodtagere, der fortsætter ansættelsen, dvs. krav på vederlag for tiden efter dekretets afsigelse, jf. KL § 56, stk. 2. De krav, som lønmodtagerne eventuelt har for perioden forud for konkursen, er derimod fortsat krav, som alene kan rettes mod konkursboet. Som et eksempel på denne praksis kan nævnes Vestre Landsrets dom af 24. februar 1992 (4. afd., B 318/1990), hvor en skifteret i sine præmisser tiltrådte, at en erhverver af en virksomhed fra et konkursbo alene indtræder i de forpligtelser, der skal udredes som massekrav.

En virksomhedsoverdragelse vil intet ændre i hæftelsen for krav på A-skat mv. indeholdt forud for overdragelsen, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 1.

H.3.22.3.4 Konkursboets indeholdelsespligt ved

udlodning

A-skat mv. af skyldig løn, der ikke er udbetalt, skal ikke anmeldes i konkursboet, men boet skal indeholde A-skat mv. når det udlodder anmeldte krav på løn. RIM kan i meddelelsen underrette boet om det samtidig med, at det anmelder kravet.

Baggrunden for denne regel er, at boet ved udlodning til anmeldte lønkrav bliver indeholdelsespligtigt efter KSL § 46, stk. 2.

Boets indeholdelsespligt ved udlodning forudsætter, at lønmodtagerens krav på selve lønnen er anmeldt i konkursboet. Den A-skat, der er tale om her, kan derimod ikke anmeldes i boet. A-skatten kommer først til eksistens, når boet udlodder på grundlag af bruttolønkravet, og kun i det omfang, der er dækning i boet.

A-skat mv. af disse bruttolønfordringer kan derfor ikke anskues som et egentligt massekrav, men bliver stillet på samme måde som det lønkrav, hvoraf A-skatten udspringer. I samme omfang, der er dækning til hovedkravet, skal der indeholdes A-skat.

A-skat mv. skal beregnes efter de sædvanlige regler. Indtægten beskattes principielt på retserhvervelsestidspunktet, som normalt er det år, hvori arbejdsgiveren blev erklæret konkurs. Lønmodtageren beskattes dog først på udlodningstidspunktet, se TfS 1998, 526 HD.

Som eksempel (kun vedrørende A-skat og ikke bidrag) kan nævnes en virksomhed, som ved dekret afsagt den 1. juli 2000 er erklæret konkurs og ophører. Forinden havde virksomheden anmeldt betalingsstandsning fra den 1. marts 2000. Der foreligger ikke skattekortoplysninger, og boet er derfor henvist til at indeholde A-skat med 60%, jf. KSL § 48, stk. 7. Boet afsluttes den 1. maj 2001 med 10% dækning til de simple krav.

En direktør, der jo ikke har lønprivilegium, har i eksemplet anmeldt et simpelt bruttolønkrav på i alt 100.000 kr. Til direktøren udloddes 10% af 100.000 kr, hvilket er 10.000 kr. Af dette beløb indeholdes A-skat på 6.000 kr, som indbetales til SKAT. Det resterende beløb på 4.000 kr. udbetales til direktøren.

En funktionær, der er frit stillet ved virksomhedens ophør, har anmeldt følgende bruttokrav

Som fortinsberettiget lønkrav for juni 1999 på 20.000 kr. samt feriegodtgørelse heraf på 2.500 kr. Som privilegeret krav et erstatningskrav for løn i en opsigelsesperiode på 3 måneder på 60.000 kr. samt feriegodtgørelse for 1999 og 2000 på i alt 52.500 kr. Til funktionæren udloddes således i alt et beløb på 135.000 kr., hvorved funktionæren får fuld dækning. Af beløbet skal der indeholdes A-skat på 81.000 kr., der indbetales SKAT. Restbeløbet på 54.000 kr. kan udbetales til funktionæren.

En ansat, der ikke er funktionær, har i eksemplet anmeldt et privilegeret nettokrav på feriegodtgørelse optjent i 1998 på 10.000 kr. Beløbet er fremkommet som følge af en feriegodtgørelse på 18.000 kr. fratrukket A-skat på 8.000 kr. Den ansatte får fuld dækning for sit krav, da vedkommende ansatte får udloddet 10.000 kr. uden skattetræk. Udbetalingen sker uden skattetræk, da indeholdelsespligten er indtrådt i lønudbetalinger inden udgangen af 1998, hvilket var før konkursen. Denne A-skat indgår i virksomhedens tilsvar for december 1998 som et krav, der i eksemplet er anmeldt som et simpelt krav i konkursboet.

H.3.22.3.4.1

Renter og gebyrer ved dividendeudlodning

A-skattetilsvar mv. opstår i medfør af boets indeholdelsespligt ved udlodning af A-indkomst, dvs. ved boets udbetaling af lønfordringernes nettobeløb.

Den indeholdelsespligtige (dvs. konkursboet) skal følge kildeskattelovens regler om redegørelse og indbetaling, jf. OPKL § 2, stk. 2 og stk. 4. Pligten ligger hos bostyret, og der løber renter på ved for sen betaling, jf. OPKL § 7. Rentekravet vil være stillet som et egentligt massekrav efter KL § 93.

I praksis vil boet ikke blive registreret som arbejdsgiver alene med henblik på udlodning af anmeldte løn- og feriepengekrav. RIM udarbejder sædvanligvis redegørelse (sporadisk indeholdelsespligtig), når den modtager bostyrets indbetaling af dividende, der typisk omfatter en samlet afregning af forskellige former for dividende. Efter KL § 145, stk. 2, skal fortrinsberettigede krav, som lønfordringer typisk er, betales helt eller delvis, så snart fordringerne er prøvet. Praksis viser dog, at udlodningen af dividenden fra et konkursbo oftest sker samlet i forbindelse med boets slutning.

H.3.22.3.4.2 Den ansattes krav på løn modregnes i dennes

gæld til konkursboet

En lønmodtager kan i medfør af KL § 42 over for et konkursbo afgive en modregningserklæring, hvorefter han bruger sit lønkrav mod boet til at betale boets tilgodehavende mod sig selv med, fx for et personalelån ydet af den konkursramte virksomhed. SKAT har i et sådant tilfælde pligt til at godskrive en lønmodtager den til lønkravet hørende A-skat, da modregningen sidestilles med betaling.

AF UfR 1986, 859 HD, fremgår, at en fordringshaver i relation til KSL § 46, stk. 1 og 2 skal stilles, som om A-indkomsten var blevet udbetalt på sædvanlig måde, hvis han i medfør af KL § 42 modregner et lønkrav, der er A-indkomst, over for en fordring, der tilkommer konkursboet. Når modregningen er sket, påhviler det derfor boet at indeholde den til lønkravet svarende A-skat. Retten tilføjede, at der hverken i kildeskatteloven eller konkursloven er hjemmel for skattemyndighederne til at kræve, at en modregning skal gennemføres med bruttolønkravet med den virkning, at fordringshaveren selv skal betale et eventuelt forskudsskattebeløb. Retten konkluderede, at fordringshaveren derfor har krav på, at den til lønkravet svarende A-skat godskrives ham ved opgørelsen af slutskatten.

Når modregningen er foretaget, påhviler det derfor boet at indeholde den til lønkravet svarende A-skat, og A-skatten skal anses som et massekrav efter KL § 93.

Det anførte er i overensstemmelse med den sædvanligt forekommende situation, hvor en lønmodtager - typisk via Lønmodtagernes Garantifond - gør et lønkrav gældende med fradrag af uafregnet forskud mv.

Som eksempel kan nævnes en lønmodtager, der i opsigelsesperioden har krav på 100.000 kr. i løn. Vedkommende har fået et forskud/lån på 45.000 kr og har derfor et tilgodehavende på 55.000 kr. I så fald skal boet ved dividendeudlodningen - og først da - under forudsætning af fuld dækning til kravet - indeholde A-skatten af bruttokravet på 100.000 kr., fx 54.000 kr., idet boets modkrav på 45.000 kr. ikke berører indeholdelsen, der går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, jf. KSL § 46, stk. 3. Ifølge opgørelsen fratrækkes lønkravet A-skatten (100.000 kr. minus 54.000 kr.). I de resterende 46.000 kr. fratrækkes forskuddet/lånet på 45.000 kr., hvorefter det resterende beløb på 1.000 kr. udbetales til lønmodtageren.

Bestemmelsen i KSL § 46, stk. 3, vil eventuelt kunne føre til, at der efter fradrag af A-skat ikke fuldt ud er plads til boets modkrav. Den udækkede del må boet da gøre gældende som et krav rettet direkte mod lønmodtageren.

H.3.22.4 Lønmodtagernes Garantifond

Lønmodtagernes Garantifond er en selvejende institution og skal i visse tilfælde sikre lønmodtagerens lønkrav mv. Et af tilfældene er lønmodtagerkrav ved konkurs. I afsnit H.3.22.4.1 - H.3.22.4.4 gøres rede for det særlige samspil, der er mellem anmeldelse af lønmodtagerkrav fra Lønmodtagernes garantifond og A-skattereglerne i kildeskattesystemet.

Bestemmelserne om Lønmodtagernes Garantifond mv. findes i Lov om Lønmodtagernes Garantifond.

Lønmodtagernes Garantifond skal ifølge lov om lønmodtagernes garantifond § 1, stk. 1, sikre lønmodtagerens lønkrav mv. i følgende tilfælde

arbejdsgiverens konkurs

arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles som et insolvent bo efter dødsboskifteloven, eller

virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet

under arbejdsgiverens anmeldte betalingsstandsning

Herudover anføres nogle transnationale dækningsregler i § 1, stk. 2 og 3.

Efter lov om lønmodtagernes garantifond § 2 omfatter garantien de lønmodtagerkrav, der ved konkurs er omfattet af lønprivilegiet i medfør af KL § 95, jf. KL § 63, stk. 2, 1. pkt. Omfattet er dog også lønmodtagerkrav, der er blevet fortrinsberettigede krav som stiftet i en tilsynsperiode, jf. KL § 94, nr. 2, når boet for tiden ikke selv er i stand til at opfylde kravene.

Egentlige massekrav efter KL § 93 er ikke omfattet af garantien fra Lønmodtagernes Garantifond, ligesom garantien heller ikke omfatter den del af lønkravet, arbejdsgiveren skulle have indeholdt som A-skat, § 2, stk.1, sidste pkt.

Garantifonden foretager udbetaling, når kravet af lønmodtageren er anmeldt på særlige blanketter og dokumenteret over for fonden, jf. § 4. Garantifonden indtræder derefter i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, jf. § 8. Lønmodtageren skal anmelde sit krav over for garantifonden inden 4 uger efter virksomhedens konkurs eller ophør som insolvent og for lønmodtagerkrav - bortset fra feriegodtgørelse - kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale 110.000 kr. efter skat til hver lønmodtager, jf. § 3, stk. 1. Hvis udbetalingen skyldes arbejdsgiverens betalingsstandsning kan LG inden for en periode af 18 måneder udbetale op til 3 måneders løn til hver lønmodtager, dog højst 55.000 kr., jf. § 3, stk. 2. For feriegodtgørelse er der ikke fastsat maksimumbeløb.

H.3.22.4.1

Den af lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skat

Lønmodtagernes Garantifond beregner og fratrækker den A-skat, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt, hvis udbetalingen var foretaget af ham. Derefter udbetales nettobeløbet til lønmodtageren. Er der tale om feriegodtgørelse udsendes dog FerieKonto-anvisning på nettobeløbet.

Hvis arbejdsgiveren har opgjort A-skatten, lægges denne til grund typisk ved fælles anmeldelse for flere af en virksomheds ansatte. Ellers beregner garantifonden A-skatten på grundlag af skattekortoplysningerne i anmeldelsen, typisk ved anmeldelse fra den enkelte lønmodtager.

Ved garantifondens beregning af A-skatten gives skattekortfradrag efter de sædvanlige regler, når der er tale om

løn, herunder løn under ferie, samt

feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling til lønmodtagere uden ret til ferie med løn.

Derimod beregnes A-skatten med den oplyste trækprocent uden fradrag, når det drejer sig om

erstatning for opsigelsesløn samt akkordoverskud og

feriegodtgørelse og ferietillæg til lønmodtagere med ret til ferie med løn.

fratrædelsesgodtgørelse.

Beregningen af A-skat vil i almindelighed være baseret på de ved konkursens indtræden foreliggende skattekortoplysninger. Lønmodtagernes Garantifond har ikke mulighed for systematisk at kontrollere den oplyste A-skat henholdsvis de oplyste skattekortoplysninger.

Det præciseres, at Lønmodtagernes Garantifond ikke ved den beskrevne beregning og fradrag af A-skat med påfølgende udbetaling af nettobeløbet bliver indeholdelsespligtig.

Derefter indtræder garantifonden med hensyn til nettoudbetalingen i lønmodtagerens ret mod arbejdsgiveren eller dennes bo. Når der, som her forudsat, er tale om konkurs, anmelder garantifonden fordringen i arbejdsgiverens konkursbo.

Herefter svarer det videre forløb ganske til beskrivelsen i afsnit H.3.22.3 om konkursboets indeholdelsespligt, men i stedet for, at det er lønmodtagerne selv, der anmelder deres lønfordringer i konkursboet, er det her Lønmodtagernes Garantifond, som anmelder kravet i henhold til transport fra lønmodtagerne.

H.3.22.4.2 Lønmodtagernes Garantifond og dens anmeldelse i

konkursboer

Ved Lønmodtagernes Garantifonds anmeldelse af lønkrav i et konkursbo skelnes der mellem

Bruttokrav

Her skal boet ved udlodningen foretage indeholdelse af A-skat.

Den af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skat

Denne A-skat vil være stillet som massekrav eller privilegeret krav da den er udsprunget af hovedkravet og præget af dettes stilling i konkursordenen.

Nettokrav

Her skal boet ikke foretage indeholdelse af den af Lønmodtagernes Garantifond anførte A-skat mv., idet indeholdelsespligten er indtrådt før konkursdekretets afsigelse, og derfor af RIM anmeldt som indeholdt A-skat mv., hvis betaling ikke er sket. Nettokrav forekommer typisk som tilgodehavende lønarbejder/feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling indtjent op til konkursdekretets afsigelse samt som funktionær/feriegodtgørelse, når den pågældende er fratrådt virksomheden før dekretets afsigelse.

Lønmodtagernes Garantifond foretager anmeldelse af lønmodtagerkrav i konkursboerne ved at fremsende en boanmeldelse bilagt enkeltopgørelser for hver af de lønmodtagere, der er omfattet af garantien. Anmeldelsen lyder på summen af de medfølgende enkeltopgørelsers nettobeløb. Anmeldelsen af garantifondens krav i et konkursbo foretages ofte a flere gange i takt med behandlingen af lønmodtagernes anmeldelser til fonden. RIM modtager en kopi af garantifondens anmeldelse.

For bl.a. at informere bostyre og lønmodtagere, om det er brutto- eller nettoanmeldelse af A-skat, er den til nettokravene svarende A-skat på alle edb-udskrevne opgørelser markeret med en stjerne. Bostyret er herudover i anmeldelsens tekst gjort opmærksom på, at det ifølge kildeskatteloven påhviler boet at indeholde og afregne dividende af det af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skattebeløb mv. til SKAT. I anmeldelsen er det desuden anført, at garantifonden efter det oplyste har anset de stjernemarkerede skattebeløb for indeholdt af arbejdsgiveren, og at disse skattebeløb (eventuelt) indgår i SKAT's anmeldelse af skyldig A-skat.

RIM bør ved gennemgangen af de fra Lønmodtagernes Garantifond modtagne opgørelser over udbetalingen til den enkelte lønmodtager være opmærksom på eventuelle uberettigede stjernemarkeringer. Konstateres fejl, skal bostyret nødvendigvis underrettes.

RIM skal ikke foretage en konkret anmeldelse af det A-skattetilsvar, der er beregnet af Lønmodtagernes Garantifond vedrørende bruttokravene, idet A-skattekravets særlige stilling som et afledt massekrav først kan gøres gældende, når kravet opstår ved udlodningen som en del af bruttokravet.

Efter KSL § 83 påhviler A-skatten den, der skulle have afregnet A-skatten, selv om Lønmodtagernes Garantifond foretager udbetaling i henhold til garantien. A-skatten udgør det beløb, som garantifonden fratrækker inden udbetaling, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om lønmodtagernes garantifond.

Det forekommer, at garantifondenss anmeldelse sker for sent til, at kravet kan blive taget i betragtning ved udlodningen fra boet. Den af garantifonden beregnede A-skat indgår da i skattesystemet, på samme måde som der er tilfældet, når et lønkrav ikke kan dækkes, selv om anmeldelse er sket i tide.

H.3.22.4.3 Boernes behandling af krav efter Lønmodtagernes

Garantifond

RIM bør altid i forbindelse med anmeldelsen af krav eller anden indledende korrespondance med kurator mv. indskærpe, at boet uden særskilt anmeldelse fra SKAT har pligt til at indeholde A-skat mv., når det udlodder dividende til anmeldte krav på løn og feriepenge mv., hvori der ikke tidligere har skullet indeholdes A-skat vedrørende de af Lønmodtagernes Garantifond anmeldte krav. RIM bør endvidere henstille til bostyret, at det henvender sig til RIM og og med den afstemmer størrelsen af den A-skat, som garantifonden har beregnet, inden lønkravet udloddes.

H.3.22.4.4 Visse

fordringstyper, der dækkes af Lønmodtagernes Garantifond

I afsnit H.3.22.4.4.1 - H.3.22.4.4.4 omtales specielle forhold for nogle af de lønmodtagerfordringer, der er omfattet af Lønmodtagernes Garantifonds dækningsområde.

De kollektive feriegarantiordninger

En række arbejdsgiverorganisationer har over for modstående forbund afgivet garanti for feriepenge optjent i organisationernes medlemsvirksomheder. Det drejer sig hovedsagelig om feriegodtgørelse til ansatte uden ret til løn under ferie, og garantien er som hovedregel knyttet sammen med anvendelsen af feriekort - i sjældne tilfælde særlige mærkesystemer.

En sådan garanti omfatter kun feriegodtgørelsen efter fradrag af A-skat mv.

Garantien træder i kraft, når en virksomhed som følge af betalingsstandsning eller konkurs mv. er ude af stand til at afregne feriegodtgørelse til de ferieberettigede lønmodtagere og bevirker, at arbejdsgiverorganisationen indløser de feriekort, som den pågældende virksomhed har udstedt.

Ved udbetalingen overdrager den ferieberettigede sin fordring på arbejdsgiveren til vedkommende arbejdsgiverorganisation, som, i det omfang lov om lønmodtagernes garantifond giver mulighed herfor, igen overdrager fordringen til garantifonden ved anvendelse af en af garantifonden udsendt "Transporterklæring vedrørende feriegodtgørelse mv.". Når garantifonden har overtaget fordringen, udskrives de sædvanlige udbetalingsspecifikationer mv. til SKAT.

Lønmodtagernes Garantifonds opgørelse og anmeldelse af krav på feriegodtgørelse, der fremkommer via de overenskomstmæssige garantiordninger, kan være en del forsinkede, fordi sådanne krav først kan fremsættes over for garantifonden, når feriekortene kan fremsendes i kvitterede tilstand, hvilket først kan finde sted, efter at lønmodtagerne har afholdt ferien.

Dette problem kan afhjælpes ved, at krav på feriegodtgørelse i tilfælde af konkurs så vidt muligt ikke indfries via den pågældende garantiordning, men i stedet anmeldes direkte over for Lønmodtagernes Garantifond. Lønmodtagernes behov for "straksudbetaling" fra vedkommende kollektive feriegarantiordning er jo normalt begrænset til tilfælde, hvor feriegodtgørelse optjent i året før konkursåret ønskes udbetalt i forbindelse med ferie hurtigt efter, at den konkursramte virksomhed er ophørt. Det anførte problem er derfor nok af begrænset omfang i praksis.

Lokale feriegarantiordninger

Arbejdsdirektoratet har i en række tilfælde godkendt lokale aftaler mellem en virksomhed og grupper af ansatte ved disses faglige organisation. Som betingelse for godkendelsen har Arbejdsdirektoratet da krævet, at arbejdsgiveren tilvejebringer sikkerhed for de af aftalen omfattede medarbejderes til enhver tid optjente feriegodtgørelse (brutto). Sikkerheden gives normalt i form af bankgaranti eller kautionsforsikring, men kan også etableres på den måde, at den optjente feriegodtgørelse løbende indsættes på en for hver lønmodtager oprettet spærret konto i et pengeinstitut, hvorover der kun kan disponeres med godkendelse fra den pågældende faglige organisation.

I modsætning til hvad der gælder ved de kollektive garantiordninger, kan det udbetalende pengeinstitut/forsikringsselskab ikke få den feriegodtgørelse, der udbetales i henhold til garantien, refunderet fra Lønmodtagernes Garantofond.

Dette skyldes bestemmelsen i lov om Lønmodtagernes Garantifond § 8, hvorefter adgangen til at opnå betaling fra garantifonden bortfalder ved lønmodtagerens overdragelse af kravet, medmindre overdragelsen sker til vedkommende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller til vedkommende statsanerkendte arbejdsløshedskasse.

Da udbetalingen fra pengeinstituttet/forsikringsselskabet sker for arbejdsgiverens regning, og derfor i konkurssituationen på boets vegne, påhviler det boet at drage omsorg for, at der indeholdes A-skat ved udbetalingen, i det omfang indeholdelsespligten ikke er indtrådt forud for konkursen. A-skatten må da antages at være stillet som massekrav i boet, se TfS 1984, 334 ØLD, hvor 3. mand uden aftale med et konkursbo på dettes vegne havde udbetalt de ansatte nettoløn uden skattetræk. A-skatten blev anerkendt dels som egentligt massekrav efter KL § 93, dels som fortrinsberettiget krav, dvs. med samme status, som de pågældende lønkrav ville have haft i boet.

Såfremt en for en lokal feriegarantiordning stillet sikkerhed undtagelsesvis viser sig at være utilstrækkelig, vil de lønmodtagere, hvis tilgodehavende feriepenge ikke kan dækkes ad denne vej, kunne anmelde restkravet over for Lønmodtagernes Garantifond, som vil indfri det efter de almindelige regler.

Erstatning for løn i opsigelsesperiode

Garantien fra Lønmodtagernes Garantifond omfatter både de tilfælde, hvor arbejdsgiveren inden konkursen har afbrudt arbejdsforholdet, og de tilfælde hvor afbrydelsen sker ved, at boet opsiger lønmodtageren og ikke ønsker at gøre brug af hans arbejdskraft i opsigelsesperioden. Kravet kan enten støttes af funktionærlovens § 3 om uberettiget afbrydelse af tjenesteforholdet, andre love, og i enkelte situationer også kollektiv overenskomst eller individuel ansættelsesaftale.

Efter KL § 61, stk. 1, kan boet opsige skyldnerens ansatte med sædvanligt varsel, selv om et længere opsigelsesvarsel er aftalt med skyldneren. Dette indebærer, at et krav på erstatning ud over det sædvanlige varsel normalt ikke kan gøres gældende mod boet og dermed Lønmodtagernes Garantifond.

Ligesom det gælder løn, omfatter garantien ikke erstatning for krav, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før fristdagen, jf. KL § 95, stk. 1, nr 2, med den udvidelse, der følger af stk. 1, nr. 5.

Som hovedregel skal lønmodtageren have udbetalt en erstatning af samme størrelse, som han ville have fået udbetalt som løn, hvis han havde arbejdet hele opsigelsesperioden hos arbejdsgiveren.

Størrelsen af en funktionærs erstatning for opsigelsesløn er, jf. funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2, afhængig af den pågældendes opsigelsesvarsel. Ved opsigelsesvarsel på indtil 3 måneder har en funktionær krav på den såkaldte minimalerstatning. Funktionæren har da krav på erstatning på (indtil) 3 måneders løn fra det tidspunkt, hvor han er opsagt (ved en måneds udgang) og det uafhængig af, om han er fratrådt sin stilling inden udløbet af opsigelsesperioden og eventuelt har opnået anden beskæftigelse.

For funktionærer, der har ret til mere end 3 måneders opsigelsesvarsel, gælder, at de dels har krav på den nævnte minimalerstatning, dels på en såkaldt tabserstatning. Tabserstatningen opgøres efter de almindelige erstatningsregler, dvs. svarende til det indtægtstab, funktionæren kan dokumentere at have lidt inden for den lovregulerede opsigelsesperiode (maksimalt 6 måneder). Der tages herved hensyn til de faktiske indtægter i opsigelsesperioden.

Det anførte fører til, at anmeldte krav på minimalerstatning kan opgøres konkret straks ved anmeldelsen til Lønmodtagernes Garantifond, medens et eventuelt krav på tabserstatning først kan opgøres efter udløbet af den samlede varslingsperiode.

Erstatning for aftalemæssig opsigelsesløn til lønarbejdere opgøres i overensstemmelse med domspraksis fuldt ud som tabserstatning.

Feriegodtgørelse af erstatning for opsigelsesløn ydes kun i det omfang, lønmodtageren ikke har optjent feriegodtgørelse ved anden beskæftigelse i samme periode. Dette medfører, at Lønmodtagernes Garantifond af denne form for feriegodtgørelse af erstatning normalt fremkommer som et efterfølgende supplement til opgørelsen af feriegodtgørelse for selve arbejdsperioden.

Lønmodtagerkrav dækket af Lønmodtagernes Garantifond uden indtræden af konkurs

Efter § 1, nr. 3, i lov om Lønmodtagernes Garantifond indtræder garantifondens pligt til at indfri lønkrav mv. også ved en virksomheds ophør uden konkurs, hvis det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet.

I sådanne tilfælde skal RIM indsætte den af Lønmodtagernes Garantifond fratrukne "§ 83-A-skat" som tilsvar for ophørsmåneden og inddrive A-skat mv. hos virksomhedens ejer på sædvanlig måde. Hvis garantifonden dækker feriegodtgørelse for timelønnede for tidligere år anses angivelsen for at være foretaget af virksomheden.

Hvis ejeren af virksomheden efterfølgende erklæres konkurs, vil Lønmodtagernes Garantifond anmelde de indfriede lønkrav efter de sædvanlige regler.

Der har været rejst tvivl om, hvorvidt den af Lønmodtagernes Garantifond beregnede og fratrukne A-skat af "bruttokrav" også i denne situation vil kunne anskues som et afledet massekrav i konkursboet, eller om A-skatten kun vil være stillet som et simpelt krav under hensyn til, at Lønmodtagernes Garantifond har indfriet lønkravene inden konkursens indtræden.

Det må i mangel af praksis på området antages, at den af garantifonden beregnede A-skat vil have samme fortrinsstilling som hovedfordringen i det senere konkursbo, på samme måde som når garantifonden først kommer ind i billedet efter konkursen.

Det må herved erindres, at garantifondens indfrielse af en lønmodtagers krav ikke udløser indeholdelsespligt for arbejdsgiveren efter KSL § 46, men kun latent hæftelse efter den særlige hæftelsesbestemmelse i KSL § 83, stk. 1.

Specielle krav

Det forekommer, at Lønmodtagernes Garantifond dækker forskellige omkostninger mv. ud over de egentlige lønydelser. Denne del af udbetalingen vil da ikke være A-indkomst.

Der kan være tale om sagsomkostninger med tillæg af moms samt i denne sammenhæng eventuelt procesrenter.

Sagsomkostningerne skal ikke beskattes. Renterne skal beskattes som kapitalindkomst.

H.3.22.5 A-skat mv. og dets stilling i kildeskattesystemet

H.3.22.5.1

Indeholdelsespligten indtrådt før konkursdekret

For A-skattekrav mv., der er indeholdt før konkursen, hæfter arbejdsgiveren efter KSL § 69, stk. 2 , se afsnit M.1.2.2 , og A-skatten mv. skal være redegjort forud for konkursdekretets afsigelse og dermed medtaget i RIM´s anmeldelse af eventuel skyldig A-skat mv.

Lønmodtagerne skal tilsvarende godskrives denne indeholdte A-skat mv., jf. KSL § 60, stk. 1, litra a. Det gælder uden hensyn til, om det anmeldte A-skattekrav mv. opnår dækning eller ej.

Om nulstilling og de særlige hæftelsesregler efter KSL §§ 68 og 69 henvises til afsnit M.1.2.1 og M.1.2.2 .

H.3.22.5.2 A-skat mv. ved udlodning, når lønmodtageren selv

anmelder krav

Typiske krav, som lønmodtageren selv anmelder, er lønkrav, som ikke kan dækkes af Lønmodtagernes Garantifond på grund af på 110.000 kr. Endvidere forekommer direktørers uprivilegerede lønkrav, herunder lønkrav svarende til eventuelt nulstillet A-skat mv. Derudover står det enhver frit for at anmelde krav på løn mv. direkte i konkursboet frem for at kræve dækning via garantifonden.

Hvis endelig ret til A-indkomsten er erhvervet, og arbejdsgiveren er gået konkurs inden for 6 måneder efter den endelige retserhvervelse, beskattes indkomsten i udlodningsåret, jf. TfS 1998, 526 HD. Se endvidere TfS 1999, 685 LSR.

H.3.22.5.3

Lønmodtagernes Garantifond anmelder lønmodtagerkrav som transporthaver

Det forhold, at Lønmodtagernes Garantifond beregner og fradrager A-skatten forud for sine udbetalinger, medfører ikke, at garantifonden bliver indeholdelsespligtig som udbetaler af A-indkomst, når den udbetaler nettobeløbet, jf. KSL § 83, jf. KSL § 46.

Lønmodtagere, der får dækket deres krav via garantifonden, får således ved en særregel godskrevet den fratrukne A-skat efter KSL § 60, jf. KSL § 83.

H.3.22.5.4 Relationen

til lønmodtageren - periodisering af A-skatten

Det beløb, som Lønmodtagernes Garantifond opgør som A-skat for lønmodtageren, træder i stedet for A-skatten af indkomsten, jf. KSL § 83, stk. 2. A-skatten skal i medfør af KSL § 60, stk. 1, godskrives indkomstmodtageren i det år, hvori den pågældende A-indkomst skal indtægtsføres, dvs. i det år, hvori indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til indkomsten, hvilket normalt er det år, hvor arbejdsgiveren er erklæret konkurs. Nedenfor i afsnit H.3.22.6.5 er dog omtalt nogle afvigende Landsskatteretskendelser vedrørende periodisering af erstatning for løn i opsigelsesperioden.

Indtægtsførsel af A-indkomsten og godskrivning af A-skatten opnås ved, at SKAT udskriver oplysningssedler på grundlag af lønmodtagerbilagene fra Lønmodtagernes Garantifond. Dette bør først ske, efter at det er sikret, at den samme A-indkomst og A-skat ikke allerede er helt eller delvis medtaget på oplysningssedler fra den indeholdelsespligtige.

H.3.22.5.5 Periodisering af erstatning for opsigelsesløn og

A-skat heraf

I en konkurssituation fremkommer kravet på løn i opsigelsesperioden normalt ved, at lønmodtagerne fritstilles af arbejdsgiveren ved konkursens indtræden.

Som eksempel kan nævnes en konkurs den 1. december 1998, hvor en lønmodtager, der har krav på 3 måneders opsigelse, fritstilles den 30. november 1998. Lønmodtageren har erhvervet ret til erstatning for løn i opsigelsesperioden for december 1998 samt januar og februar 1999 med tillæg af den heraf beregnede feriegodtgørelse. Efter retserhvervelsesprincippet skal udbetalingen som helhed indtægtsføres i 1998.

I eksemplet har Landsskatteretten (se fx skattedepartementets afgørelse i TfS 1984, 211) imidlertid brudt med dette princip i nogle kendelser, hvorefter de klagende lønmodtagere har fået imødekommet i deres ønske om at lade udbetalingen periodisere på samme måde som den indtægt, den erstatter. I eksemplet med 1/3 til beskatning i 1998 og 2/3 til beskatning i 1999. Da retserhvervelsesprincippet stadig må anses for at være hovedreglen, kan det konkluderes, at den enkelte lønmodtager kan vælge mellem de to principper for så vidt angår udbetalt erstatning fra garantifonden for opsigelsesløn og feriegodtgørelsen deraf.

SKAT må ved udskrivningen af oplysningssedler fordele erstatningen med tilhørende feriegodtgørelse og A-skatten deraf efter det af Landsskatteretten i bl.a. ovennævnte kendelse tilladte princip. Det er derefter op til vedkommende skattecenter at tage stilling til periodiseringen.

H.3.22.5.6 Relation til arbejdsgiveren

Lønmodtagernes Garantifond er som nævnt ovenfor ikke indeholdelsespligtig, og i KSL § 83, stk. 1, er det derfor fastsat en særlig hæftelsesregel. Når A-indkomst udbetales gennem garantifonden, påhviler det den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af garantifonden, at indbetale som A-skat til det offentlige det beløb, som garantifonden efter lov om Lønmodtagernes Garantifond § 2, stk. 1, sidste pkt., fratrækker for A-skat forinden udbetalingen.

H.4 Tvangsakkord

H.4.1 Indledning

Reglerne om tvangsakkord findes i konkurslovens afsnit III (kap. 19-24).

Konkurslovens kap. 1 indeholder indledende bestemmelser, som er fælles for betalingsstandsning, konkurs, tvangsakkord og gældssanering. I disse bestemmelser findes bl.a. reglerne om fristdag, hvem der efter loven betragtes som nærstående, den kompetente skifteret, formkrav og offentliggørelse.

Ved en tvangsakkord forstås en af skifteretten stadfæstet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer, hvorved en kvalificeret majoritet af kreditorerne (både i henseende til antal og fordringernes størrelse) tvinger mindretallet til at gå med til en ordning, hvorved skyldneren opnår en nedsættelse af gælden eller en udsættelse med betalingen (moratorium).

H.4.2 Tvangsakkordens indhold

En tvangsakkord kan efter KL § 157 gå ud på følgende

Almindelig tvangsakkord

Procentvis nedsættelse af den ikke-fortrinsberettigede gæld. Betegnelsen omfatter også tvangsakkorder, hvor den del af kravet, der skal indfries, betales i rater.

Likvidationsakkord

Fordeling af skyldnerens formue eller en del af denne mellem hans fordringshavere, mod at skyldneren frigøres for den del af gælden, som ikke bliver dækket.

Moratorium

Betalingsudsættelse uden afkortning i det skyldige beløb.

De forskellige former kan kombineres. En almindelig tvangsakkord kan fx kombineres med et moratorium, således at akkorddividenden ikke udbetales straks efter akkordens vedtagelse, men i rater over en periode.

H.4.2.1 Krav, der er omfattet af en tvangsakkord

En tvangsakkord omfatter efter KL § 158 de krav, der er stiftet, før skifteretten har truffet afgørelse om, at akkordforhandlingen skal åbnes.

Det indebærer, at samtlige krav stiftet forud for åbningsdagen er omfattet af tvangsakkorden, medmindre de efter reglen i § 158, stk. 2, falder uden for akkorden, jf. nedenfor i H.4.2.2 og H.4.2.3 .

Det gælder også, selv om fordringshaveren ikke har meldt sig under akkordforhandlingen, jf. KL § 190 (se nærmere herom i H.4.7.2 ).

Restancer vedrørende personlig skat stiftes ved indkomstårets udløb, jf. UfR 1985, 216 VLD, og UfR 1987, 925 HD. Det betyder, at restskat og B-skatterestancer vedrørende det år, hvori der åbnes forhandling om tvangsakkord, ikke skal anmeldes, men kræves indfriet fuldt ud til normal forfaldstid.

Er der i medfør af kildeskattelovens § 61, stk. 3, sket indregning af restskatter og/eller i medfør af § 61A sket indregning af gamle restskatter (dvs. restancer) i forskudsskatten for det år, hvori der åbnes forhandling om tvangsakkord, må skattecenteret være opmærksom på, at disse restskatter betales først, jf. KSL § 61, stk. 3, 3. pkt., og derfor kan være helt eller delvist betalt på tidspunktet for akkordforhandlingens åbning, jf. § 158, stk. 1. Den ikke-betalte del af disse restskatter omfattes herefter af akkorden.

Selv om bøden for et strafbart forhold begået inden fristdagen endnu ikke er idømt eller vedtaget, anses den dog for omfattet af tvangsakkorden, idet bøden anses for stiftet ved foretagelsen af den strafbare handling, jf. UfR 1993, 802 ØLK.

Ved tvangsakkorden bortfalder gaveløfter, krav på renter af de af akkorden omfattede fordringer for tiden efter akkordforhandlingens åbning og krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab, jf. KL § 159.

H.4.2.2 Krav, der skal holdes uden for en tvangsakkord

Efter KL § 158, stk. 2, skal følgende krav holdes uden for en tvangsakkord

Den del af en pantefordring, for hvilken der er dækning i pantet (herunder udlæg, dvs. retspant).

Krav, der har fortrinsret frem for almindelige krav i tilfælde af konkurs, jf. herved KL §§ 93-96.

Gældsforpligtelser, som skyldneren før akkordforhandlingens åbning med samtykke fra de i KL § 165 nævnte tillidsmænd har pådraget sig til fortsættelse af sin forretning.

Ad 1: For krav sikret ved pant gælder, at panthaverne derimod bindes af akkorden, for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke til sin tid måtte blive dækket af pantet. Størrelsen af den udækkede - og akkorderede - restfordring kan først opgøres, når pantet realiseres.

Pantets værdi skal som minimum fastsættes til den værdi, som aktivet ville have i tilfælde af tvangsrealisation, men med fradrag af de herved påløbne omkostninger, jf. H.4.4.2 .

En fordringshaver har kun stemmeret for den del af fordringen, som efter skifterettens skøn ikke kan dækkes af pantet eller af anden sikkerhed, jf. KL § 174, stk. 1.

H.4.2.3 Krav, der kan holdes uden for en tvangsakkord

Mindre krav kan ifølge KL § 158, stk. 2, nr. 4, holdes uden for tvangsakkorden, såfremt det skønnes rimeligt under hensyn til boets størrelse og øvrige omstændigheder, og såfremt der er truffet bestemmelse herom i tvangsakkorden. Skifteretten vil normalt kun acceptere en sådan bestemmelse, såfremt det beløb, der bruges til at give sådanne småkreditorer fuld dækning, ikke har nogen reel indflydelse på de større kreditorers dækningsprocent. Der er ikke i loven nævnt noget beløb, men RIM vil kunne gå med til, at krav i størrelsesordenen 6.000 kr. og derunder kan få fuld dækning, såfremt dette i øvrigt er rimeligt, når der henses til boets størrelse og de øvrige omstændigheder.

Det er en betingelse, at krav, der overstiger sådanne mindre krav, får en dividende, der mindst udgør det beløb, som - uafhængigt af akkorden - betales fuldt ud.

Efter KL § 160 skal samtlige fordringshavere med de undtagelser, som følger af ovenstående, behandles lige. En fordringshaver kan dog samtykke i at stå tilbage for de øvrige fordringshavere.

En fordringshaver kan stå tilbage for de øvrige fordringshavere ved enten først at skulle have dividende, når de andre har fået deres, eller ved slet ingen dividende at få, hvis akkorden stadfæstes.

Dette vil kunne være tilfældet, hvor en fordringshaver samtidig er hovedaktionær i det selskab, der søger en akkord. Akkorden medfører en forøgelse af virksomhedens indre værdi. Som betingelse for akkorden vil fordringshaverne derfor ofte kræve, dels at hovedaktionæren/indehaveren tilfører virksomheden ny risikovillig kapital, dels at hovedaktionæren afstår fra at gøre et eventuelt krav mod selskabet gældende.

Endvidere er det i KL § 161 bestemt, at kravene ikke kan nedsættes til mindre end 10 % af deres beløb, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, eller fordringshaverne samtykker deri.

Som eksempel på særlige grunde kan nævnes skyldnerens forudgående sygdom, eller at han hverken burde eller kunne have indset omfanget af det økonomiske sammenbrud, før det faktisk indtraf.

Samtykke til en tvangsakkord fra alle af akkorden omfattede kreditorer kan navnlig forekomme, hvor formålet med tvangsakkord i stedet for frivillig akkord er at åbne vejen for omstødelse, jf. § 184.

Et samtykke kan naturligvis ikke være bindende for ukendte kreditorer. Hvis ikke der foreligger ganske særlige grunde, må samtlige kreditorer antages at skulle samtykke i en tvangsakkord med en lavere dividende end 10 %, jf. forudsætningsvist Vestre Landsrets utrykte kendelse af 11. oktober 1994 (afdeling K; kæresag B-1537-94), hvor landsretten på et tidspunkt, hvor mindstedividenden efter § 161 var på 25 %, stadfæstede skifterettens kendelse om ikke at stadfæste en tvangsakkord med en dividende på 7,096 %, selv om kreditorer, der repræsenterede 94,7 % af det samlede krav, havde samtykket i denne dividende. Der forelå ikke sådanne ganske særlige grunde, der kunne begrunde en sådan dividende.

Skifteretten afgør ex officio, om sådanne grunde foreligger, jf. KL § 179, stk. 1, nr. 2. Skifterettens afgørelse kan kæres til landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. Kærefristen er to uger, jf. KL § 251, stk. 1. Såfremt RIM ønsker at kære en sådan afgørelse, skal sagen forelægges for Hovedcentret.

I UfR 2000, 258 ØLD, havde tre kreditorer i forbindelse med etableringen af en tvangsakkord accepteret alene at anmelde en mindre del af deres samlede krav. Landsretten statuerede, at KL § 160 om ligelig fyldestgørelse af kreditorerne indeholder det forbehold, at en fordringshaver kan give samtykke til en mindre gunstig behandling. Mindstedividendekravet i KL § 161 - på daværende tidspunkt 25 % - var herefter opfyldt, idet akkorddividenden måtte beregnes på baggrund af den nedsatte anmeldelse.

H.4.2.4 Told- og skatteforvaltningens krav

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. inklusive renter samt bøder for tiden indtil fristdagen vil være simple krav, medmindre sådanne restancer helt eller delvist er sikret ved uomstødelige udlæg.

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., der vedrører tiden efter fristdagen, og som efter konkurslovens regler er fortrinsberettigede i tilfælde af konkurs, skal betales fuldt ud uafhængigt af tvangsakkorden. Se H.4.4.1 .

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., for hvilke der i skyldnerens aktiver er foretaget udlæg, som ikke bortfalder som følge af manglende sikringsakt eller efter KL § 71, falder uden for tvangsakkorden, i det omfang pantet strækker til.

I det omfang pantet ikke strækker til, tvangsakkorderes kravet nu eller senere, idet udlægshaveren ikke har pligt til at realisere pantet, fordi skyldneren får en tvangsakkord. Der er heller ikke i konkursloven hjemmel til tvangsmæssigt at nedskrive den udlægssikrede gæld.

For så vidt angår retningslinjerne i dette tilfælde, henvises der til afsnit H.4.5 .

H.4.3 Åbning af forhandling om tvangsakkord

H.4.3.1 Tillidsmænd

Vil en skyldner søge tvangsakkord, skal han ifølge KL § 165, stk. 1, rette henvendelse til to af de i KL § 164 nævnte tillidsmænd, hvoraf den ene skal være regnskabskyndig og den anden fagkyndig, så vidt muligt i den art af virksomhed, som skyldneren driver. Skifteretten kan dog tillade, at alene én tillidsmand medvirker.

De fagkyndige tillidsmænd beskikkes af Domstolsstyrelsen for et af styrelsen fastsat tidsrum. Statsautoriserede og registrerede revisorer kan uden beskikkelse fungere som regnskabskyndige tillidsmænd, jf. KL § 164, stk. 1.

Skifteretten kan for den enkelte akkordbehandling beskikke andre personer som fagkyndige og regnskabskyndige tillidsmænd, jf. KL § 164, stk. 2.

Tillidsmændene registrerer samtlige skyldnerens aktiver og passiver og udarbejder på dette grundlag en statusoversigt over skyldnerens økonomiske forhold, jf. § 165, stk. 2.

Foruden statusoversigten (akkordstatus) skal der foreligge en redegørelse fra tillidsmændene samt tillidsmændenes erklæring, jf. § 165, stk. 3 og 4.

H.4.3.2 Akkordstatus

Akkordstatus skal efter KL § 165, stk. 2, indeholde en angivelse af boets aktiver med oplysning om grundlaget for værdiansættelserne, herunder om disse er sket med henblik på videreførelse eller ophør af skyldnerens virksomhed.

Tillidsmændene kan lade vurderingen af særlige aktiver, fx driftsaktiver, varelager, kunstgenstande, fast ejendom og automobiler, foretage af sagkyndige.

Er der tale om udestående fordringer, skal tillidsmændene undersøge, om disse kan antages at ville indgå. Eventuel tvivl, fx vedrørende modkrav, må fremdrages.

Anskaffelses- eller fremstillingspris bør så vidt muligt fremgå af akkordstatus.

Herudover skal størrelsen af foretagne afskrivninger fremgå. Endvidere skal det fremgå, om aktiver er behæftet med ejendomsforbehold, pant eller anden sikkerhedsret, samt om krav kan fyldestgøres ved modregning. Disse behæftelser samt modkrav fradrages i aktivernes vurderingspris, jf. herved § 158, stk. 2.

Fra den herefter fremkomne aktivmasse fradrages den gæld, som yderligere skal fyldestgøres uden for tvangsakkorden. Det gælder fx massekrav og fortrinsberettigede krav efter KL §§ 93 og 94.

Hvis akkordforslaget går ud på, at der skal ske fuld dækning af krav op til et vist mindre beløb, fradrages endvidere den samlede sum af disse mindre krav. De enkelte krav må nærmere specificeres.

Endelig skal de krav, som skal have dækning gennem tvangsakkorden, opgøres. I en kreditorfortegnelse, evt. i form af et særligt bilag, skal hver enkelt fordringshavers navn og adresse, de enkelte kravs størrelse og eventuelle fortrinsstilling samt sikkerhed anføres. Krav, som skyldneren bestrider, opføres med bemærkning herom.

H.4.3.3 Tillidsmændenes redegørelse og erklæring

Tillidsmændenes redegørelse skal ifølge KL § 165, stk. 3, angive de vigtigste årsager til, at skyldneren søger tvangsakkord, samt indeholde en nøje gennemgang af skyldnerens forretningsførelse og regnskabsvæsen.

Det skal oplyses, om der foreligger dispositioner eller retsskridt, der bør søges omstødt.

Endvidere skal angives, om tillidsmændene har modtaget de af dem ønskede oplysninger til bedømmelse af forholdene, og om disse oplysninger må antages at være rigtige og fyldestgørende.

Har skyldneren efter tillidsmændenes opfattelse gjort sig skyldig i strafbart forhold, bør redegørelsen indeholde oplysninger herom.

Tillidsmændene skal desuden ifølge § 165, stk. 4, afgive en erklæring om, hvorvidt akkordforslaget efter deres skøn er rimeligt, dvs. giver kreditorerne en efter skyldnerens forhold passende dividende inden for en acceptabel tidsfrist.

Endelig skal det være anført, om forslaget frembyder tilstrækkelig betryggelse for akkordens opfyldelse - fx i form af garantier, tilbagetrædelseserklæringer fra visse kreditorer eller eventuelt ved skyldnerens egne værdier og indtjeningsmuligheder.

Da alternativet til tvangsakkord ofte vil være konkurs, skal tillidsmændene også foretage en vurdering af den dækning, som kan antages at fremkomme ved konkurs.

H.4.3.4 Åbning for forhandling om tvangsakkord

Skyldneren skal skriftligt indgive begæring til skifteretten om åbning af akkordforhandling, jf. KL § 166.

Begæringen skal vedlægges

akkordforslaget (§ 166, stk. 1, nr. 1),

tiltrædelseserklæringer fra mindst 40 % af fordringshaverne efter antal og efter fordringernes størrelse med angivelse af beløb og grundlag (§ 166, stk. 1, nr. 2),

den af tillidsmændene udarbejdede akkordstatus, redegørelse og erklæring, jf. § 165, stk. 2-4, samt

skyldnerens erklæring på tro og love om, at han har opgivet alt, hvad han ejer og skylder (§ 166, stk. 1, nr. 3).

Skyldnerens nærstående indgår ikke i opgørelsen efter KL § 166, stk. 1, nr. 2, jf. UfR 1998, 637 VLD, der er omtalt i H.4.5 .

Er der ikke på anden måde etableret en fristdag, fx ved anmeldelse af betalingsstandsning til skifteretten, indtræder denne ved skyldnerens indgivelse af begæring om tvangsakkord, jf. herved KL § 1, stk. 1, nr. 1.

Akkordforhandlingerne anses for åbnet ved skifterettens afgørelse herom, jf. KL § 167.

Skifteretten kan ifølge KL § 168 nægte at åbne forhandling om tvangsakkord, hvis det i KL §§ 165 og 166 nævnte grundlag eller de i øvrigt fornødne oplysninger ikke tilvejebringes, eller hvis der ikke er rimelig udsigt til, at akkorden vil blive vedtaget, stadfæstet og opfyldt.

Efter KL § 168, stk. 2, kan skifteretten som betingelse for, at der åbnes tvangsakkordforhandling, kræve, at skyldneren underkastes tilsyn efter reglerne i KL § 15. Herved indtræder de samme retsvirkninger som under en betalingsstandsning.

Beskikkelse af tilsyn bør kun ske, når der består en konkret mulighed for, at skyldneren vil misbruge sin rådighed over sine aktiver, eller hvor der blandt kreditorerne er en udbredt mistanke herom. Sker beskikkelsen af tilsyn, for at skyldneren skal have mulighed for at stifte gæld, bør de større kreditorer være indforstået hermed.

Ofte vil åbningen af akkordforhandlingen og akkordens stadfæstelse være sammenfaldende, men i de tilfælde, hvor dette ikke er tilfældet, understreges et tilsyns vigtighed i fasen indtil tvangsakkordens stadfæstelse af, at krav, der opstår i denne fase, vil have § 94-status i tilfælde af en konkurs. Ofte vil der som følge af en forudgående betalingsstandsning allerede være et tilsyn, som vil fortsætte i forbindelse med tvangsakkordforhandlingerne, men om nødvendigt bør RIM forsøge at påvirke skifteretten til at beskikke et sådant tilsyn, ligesom der bør stilles krav til den person, der skal varetage hvervet.

H.4.3.5 Bekendtgørelse mv.

Straks efter akkordforhandlingens åbning indrykker skifteretten i medfør af KL § 169 i Statstidende en bekendtgørelse, hvori fordringshaverne indkaldes til et møde til behandling af og afstemning om skyldnerens akkordforslag.

Samtidig opfordres fordringshavere, hvis krav ikke tidligere er gjort gældende, til at anmelde disse for skifteretten.

Der er ikke sat bestemte frister for, hvornår bekendtgørelsen i Statstidende skal finde sted, samt hvornår akkordforhandlingerne skal foregå, men det forudsættes, at dette sker snarest muligt.

I almindelighed vil en skyldner, inden der søges om tvangsakkord, have anmeldt betalingsstandsning samt fået beskikket tilsyn. Tilsynet, der ofte er skyldnerens advokat, bistår med etablering af akkorden.

Tilsynet foranlediger det af tillidsmændene udarbejdede materiale fremsendt til kreditorerne til brug ved disses vurdering af, om man skal stemme for åbning af tvangsakkordforhandling.

Efter KL § 169 bør skifteretten foranledige, at de i § 166 nævnte bilag sammen med en genpart af bekendtgørelsen sendes til alle kendte fordringshavere, som ikke har modtaget dette materiale.

En fordringshaver kan dog ikke gøre indsigelse mod tvangsakkordforhandlingen med den begrundelse, at han ikke har modtaget materialet. Skyldnerens begæring med bilag henligger i skifteretten til eftersyn.

Bestrider den akkordsøgende et krav, skal dette på skifterettens foranstaltning meddeles den pågældende fordringshaver ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde, jf. KL § 169, stk. 2.

Skyldneren kan med skifterettens tilladelse ændre eller tilbagekalde tvangsakkordforslaget, indtil det er vedtaget, jf. KL § 172.

Ifølge KL § 170 kan skifteretten - indtil akkordforslaget er stadfæstet - standse en påbegyndt akkordforhandling, hvis der ikke er rimelig grund til at antage, at tvangsakkorden vil blive vedtaget, stadfæstet og opfyldt. Inden en sådan afgørelse træffes, bør spørgsmålet dog drøftes på et fordringshavermøde, som bekendtgøres i Statstidende. Samtlige kendte fordringshavere underrettes skriftligt.

H.4.4 Anmeldelse af krav

Straks efter, at skifteretten har åbnet forhandling om tvangsakkord, indrykker skifteretten bekendtgørelse herom i Statstidende, jf. ovf. i H.4.3.5 . Bekendtgørelsen skal blandt andet indeholde opfordring til kreditorerne om at anmelde krav over for skifteretten. Anmeldelsen foretages efter tilsvarende regler, som gælder for anmeldelse i konkursboer. Krav vil ofte være anmeldt over for den advokat, der bistår skyldner.

Anmeldelsespligten( SKM2006.540.SKAT )

Snitfladen mellem skattecentrene, specialcentrene, Inddrivelsescentret og Hovedcentret

Anmeldelser af krav foretages

af specialcentret, i det område virksomheden er registreret, både for så vidt angår krav, der er til inddrivelse i Inddrivelsescentret og krav der er til inddrivelse i skattecentret.

Specialcentret orienterer Inddrivelsescentret om, at der er åbnet forhandling om tvangsakkord og anmoder Inddrivelsescentret om, at fremsende en opgørelse af evt. krav, der er til inddrivelse ved Inddrivelsescentret

Anmeldelse af krav, der er under opkrævning i en kommune eller en anden opkrævningsmyndighed, skal anmeldes i tvangsakkordsagen af opkrævningsmyndigheden.

Det er specialcentret, i det område, hvor virksomheden er registreret, der varetager restanceinddrivelses-myndighedens interesser og opgaver under behandlingen af tvangsakkorden. For så vidt angår restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver i forbindelse med tvangsakkordforhandlingerne henvises der til Inddrivelsesvejledningens afsnit H.4 , og det administrationsgrundlag der er beskrevet heri.

Det forudsættes dog, at Inddrivelsescentret, skattecenter og specialcenter samarbejder om og koordinerer restanceinddrivelsesmyndighedens holdning til, hvorvidt

restanceinddrivelsesmyndigheden skal tiltræde tvangsakkordforslaget., således at restanceinddrivelsesmyndigheden fremstår som en enhed i disse sager.

Specialcentret skal sende en indstilling til Hovedcentret, hvis en afgørelse under akkordforhandlingen eller afgørelsen om tvangsakkordens stadfæstelse skal kæres til domstolene.

Dividende vil blive betalt som et samlet beløb til specialcentret, hvorfor der efterfølgende skal ske tværfirmakodepostering overfor Inddrivelsescentret.

Anmeldelsen fra RIM udfærdiges i to eksemplarer, hvoraf det ene skal tilbagesendes med påtegning om den skete anmeldelse.

Endvidere bør der i anmeldelsen tages forbehold for, at kravet vil kunne blive ændret som følge af reguleringer mv. Se om vigtigheden af et fyldestgørende forbehold Højesterets dom i UfR 2001, 1023/2 HD, der er gengivet i H.4.7.2 .

Der bør evt. også tages et modregningsforbehold, jf. H.4.7.3 .

Der skal endelig i anmeldelsen gøres opmærksom på, at RIM ikke hermed har tiltrådt tvangsakkordforslaget, medmindre RIM efter de foreliggende oplysninger kan tiltræde ordningen på anmeldelsestidspunktet.

I anmeldelsen opgøres kravene som beskrevet i de følgende afsnit.

H.4.4.1 Simple fortrinsberettigede krav

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. og eventuelle bøder (jf. KL § 159, stk. 2), som er opstået før åbningsdagen, anmeldes som simple krav, medmindre en del af disse krav er sikret fortrinsstilling efter KL § 94 som følge af, at der i forbindelse med en forudgående betalingsstandsning har været et tilsyn. Krav, der har fortrin frem for almindelige krav i tilfælde af konkurs, falder uden for tvangsakkorden. Det skal derfor af RIM i anmeldelsen tilkendegives, såfremt krav vedrørende tiden efter fristdagen er fortrinsberettigede krav. I anmeldelsen henvises endelig til de lovområder, de skyldige beløb vedrører.

H.4.4.2 Udlæg

Pantefordringer falder uden for akkorden i det omfang, pantet strækker til. I anmeldelsen angives derfor de krav, RIM har foretaget udlæg for, samt de aktiver, der er foretaget udlæg i.

RIM skal derfor i anmeldelsen gøre opmærksom på, om der er foretaget udlæg for nogen af de i anmeldelsen anførte krav, samt hvilke aktiver, der er foretaget udlæg i. RIM skal i disse tilfælde samtidig anmode om, at de krav, der er sikret ved udlæg i aktiver, der realiseres under tvangsakkorden, snarest indbetales til RIM, samt henlede skifterettens opmærksomhed på, at det anmeldte krav nedskrives med de modtagne beløb.

Realiseres den udlagte genstand ikke under tvangsakkorden, overlades det til RIM efter en konkret vurdering af den enkelte sag at tage stilling til, hvorvidt udlægget helt eller delvist er sikret i aktivet.

For så vidt angår udlæg i fast ejendom bruges en vurdering fra en sagkyndig, og hvis en sådan vurdering ikke forefindes, benyttes den seneste offentlige ejendomsvurdering.

Er det RIMs opfattelse, at den udlagte genstand strækker til, angives dette i anmeldelsen, og det samlede krav nedskrives med det ved udlægget sikrede beløb.

Er det RIMs opfattelse, at den udlagte genstand ikke eller kun delvist strækker til, angives dette i anmeldelsen, og det samlede krav nedskrives herefter alene med det sikrede beløb.

Ved vurderingen af, om den udlagte genstand strækker til, er udgangspunktet, at det som minimum er tvangsrealisationsværdien, der er afgørende. Værdien skal tillige kunne dække omkostninger ved tvangsrealisationen.

Vurderingen skal foretages af en sagkyndig person. I særlige tilfælde kan den aktuelle vurdering af aktivets værdi i fri handel anvendes, forudsat at vurderingen er foretaget af en sagkyndig.

RIM kan, såfremt det findes hensigtsmæssigt, vælge at lade udlægget indestå, indtil genstanden til sin tid realiseres. Den del af kravet, som herefter ikke bliver dækket, er omfattet af akkorden.

H.4.4.3 Renter

Ved anmeldelsen beregnes renter af den simple fordring indtil dagen for tvangsakkordens åbning.

Er der anmeldt betalingsstandsning forud for åbningen af forhandlinger om tvangsakkord, kan datoen for anmeldelsen af betalingsstandsningen anvendes som skæringstidspunkt for beregning af renter. Det er en betingelse, at denne dato indgår i akkordforslaget, og at minimumskravet om 10 % i dividende (jf. KL § 161) af kravet, som dette er opgjort på åbningstidspunktet, er opfyldt.

Vestre Landsret statuerede dog i UfR 1983, 614 VLK, at en betalingsstandsningsdag, der lå ca. 5 ½ måned før akkordforhandlingens åbning, i hvert fald ikke kunne benyttes som skæringsdag for beregningen af renter i et tilfælde, hvor den tilbudte akkorddividende var minimumsdividenden på 25 % i henhold til den tidligere affattelse af KL § 161.

Ved akkorden bortfalder renter af de af akkorden omfattede fordringer for tiden efter akkordforhandlingens åbning, jf. KL § 159, stk. 1.

Renter af fortrinsberettigede krav følger hovedkravets stilling.

H.4.5 Afstemning og vedtagelse

Alle fordringshavere, hvis krav berøres af tvangsakkorden, har ifølge KL § 174 ret til at deltage i afstemningen. Der henvises til afsnit H.4.2 om tvangsakkordens indhold.

Også fordringshavere, der har indvilliget i at træde tilbage for de øvrige fordringshavere, har stemmeret.

Derimod har skyldnerens nærstående ikke stemmeret. KL § 2 definerer, hvad der forstås ved skyldnerens nærstående.

I UfR 1998, 637 VLD, var tre af de største kreditorer nærstående og således uden stemmeret. Bortsås der fra disse kreditorers fordringer, forelå der alene tiltrædelseserklæringer fra ca. 23 % af fordringshaverne i forhold til fordringernes størrelse. Begæringen om åbning af tvangsakkordforhandling blev derfor ikke taget til følge. Landsretten tiltrådte, at nærstående ikke indgår i opgørelsen efter KL § 166, stk. 1, nr. 2.

Skifteretten afgør spørgsmålet om, i hvilket omfang og med hvilke krav de fremmødte fordringshavere, hvis krav er bestridte, er berettigede til at deltage i afstemningen, jf. KL § 175, stk. 2. Skifterettens afgørelser vedrørende disse spørgsmål kan ifølge KL § 249 ikke indbringes for højere ret.

Tillidsmændene og skyldneren skal, medmindre skifteretten bestemmer andet, være til stede under afstemningen og skal besvare spørgsmål fra skifteretten og kreditorer, jf. KL § 173.

Til vedtagelse af en tvangsakkord kræves ifølge KL § 176, stk. 1, at mindst 60 % af de fordringshavere, der deltager i afstemningen, tiltræder.

Ifølge § 176, stk. 2, skal de fordringshavere, der tiltræder tvangsakkorden, endvidere af det samlede beløb, der giver stemmeret, repræsentere mindst nedennævnte procentdele

Ved almindelig tvangsakkord lige så mange procent, som tilbuddet i procent ligger under 100, dog mindst 60 % og ikke mere end 75 %.

Ved likvidationsakkord 75 % eller, hvis en bestemt mindste dækningsprocent er tilsagt fordringshaverne i akkorden, lige så mange procent, som denne ligger under 100, dog mindst 60 % og ikke mere end 75 %.

Ved moratorium 60 %.

Et krav medregnes ifølge § 176, stk. 3, til de stemmeretsgivende, selv om det ikke er anmeldt.

Efter ordlyden af § 176 skal der foreligge en tiltrædelse. En undladelse af at stemme kan ikke betragtes som en tiltrædelse af tvangsakkorden.