PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 O. OMGØRELSE OG SKATTEFORBEHOLD
Statutory Text (2 Articles)
Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2
O. Omgørelse og skatteforbehold
O.1 Omgørelse
Generelt om omgørelse
I SSL § 37 C findes hjemmel til at tillade omgørelse af rent privatretlige dispositioner i relation til skatteansættelser, jf. nærmere nedenfor. En tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og afgiftsområdet.
Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er indgivet fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår anmodninger indgivet inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV 1998 A.H.2.4 og S.F.1.2.6. Denne beskrivelse skal suppleres med dommen SKM2003.140.VLR , hvor anmodning om omgørelse var indgivet tidligere end 1. juli 1999, og hvor tilladelse til omgørelse blev afslået, fordi det dagældende krav om god tro ikke var opfyldt.
Reglerne om omgørelse i SSL § 37 C vil i praksis ikke have betydning i det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i ligningslovens § 2, stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder betingelserne i ligningslovens § 2, stk. 4, for at foretage betalingskorrektion.
Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har uforudsete skattemæssige virkninger, som er væsentlige og uhensigtsmæssige. Reglerne om omgørelse finder derfor ikke anvendelse, når der anmodes om en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et underliggende privatretligt forhold. Der kan henvises til SKM2002.212.LR , hvor det blev lagt til grund, at skattestyrelseslovens regler om omgørelse ikke kunne anvendes til at tillade en bil , der var indskudt i virksomhedsskatteordningen, tilbageført. Under hensyn til karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de alternative muligheder, der eksisterer for at sikre sig mod uforudsete skattemæssige virkninger af privatretlige dispositioner, er adgangen til at tillade omgørelse begrænset, jf. nærmere nedenfor om betingelserne for omgørelse.
Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet eller et bindende ligningssvar fra en kommune, adgangen efter ligningslovens § 2, stk. 4, for koncernforbundne parter til at berigtige en prisaftale ved betalingskorrektion og anerkendelsen efter SSL § 37 B af retten til at tage et skatteforbehold.
Det fremgår af SSL § 37 C, stk. 1, at »i det omfang en skatteansættelse hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tilægges virkning for skatteansættelsen (omgørelse)«, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldte. En tilladelse til omgørelse indebærer således en accept af, at en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning for den oprindeligt foretagne skatteansættelse, således at skatteansættelsen »bliver forkert « og må ændres.
Udgangspunktet er, at parternes skatteansættelser skal foretages som om den privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en disposition fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt havde fundet sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis parterne ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages kompensation for statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis forbedringer/forringelser på de tilbageførte aktiver. Parterne skal skattemæssigt behandle sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det der kompenseres for.
Som et led i retableringen af status på det oprindelige overdragelsestidspunkt skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den mellemliggende periode annulleres, således at den oprindelige overdrager bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. Den oprindelige overdragers adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende periode beror på den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende af- og nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det oprindelige aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske tilbageføring af indtægter og udgifter vedrørende løbende underaftaler med tredjemand og personlig virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke vil have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt hjemmel til at kræve forrentning, jf ligningslovens § 2, stk. 1, eller den manglende forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. TfS 1998, 199 HD.
Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den mellemliggende periode, jf. TSS-cirkulære 2000-28 , hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen i § 23, stk. 2, i sagsudlægningsbekendtgørelsen til at fastsætte generelle retningslinjer. Af disse retningslinjer fremgår, at der i anmodningen bl.a. skal oplyses om indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag på lån samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, der betales som led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, at der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.
Afgrænsning af omgørelsesbegrebet
De skattemæssige reguleringer som følge af ændring af en oprindelig privatretlig disposition kræver ikke altid tilladelse til skattemæssig omgørelse. I TSS-cirkulære 2000-28 er der anført eksempler på tilfælde, hvor annullering af de skattemæssige virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse. Der er nævnt tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være ugyldig eller uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge af omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige dispositionstidspunkt. De skattemæssige reguleringer vil i sådanne tilfælde være en konsekvens af de privatretlige virkninger, således at der kan anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen uden indhentelse af tilladelse til omgørelse. Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre, at den privatretlige disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf. for eksempel TfS 2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en kapitalpensionsordning blev skattemæssigt annulleret uden brug af omgørelsesinstituttet. Se tilsvarende TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738 TSS, hvor fejlagtige dispositioner vedrørende pensionsordninger kunne ændres uden anvendelse af omgørelsesinstituttet.
Endelig skal der ikke ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de skattemæssige virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis skattebegunstigede pensionsordninger eller etableringskonti. I sådanne tilfælde vil muligheden for ændringer og udbetalinger uden den særlige efterbeskatning afhænge af, om den oprindelige disposition som ovenfor anført kan anses for ugyldig, uvirksom eller som en ren fejlekspedition.
Betingelser for omgørelse
Det er en overordnet forudsætning for en tilladelse til omgørelse, at det er faktisk muligt i hovedtræk at genetablere den oprindelige privatretlige tilstand, jf. SKM2002.321.LR , hvor tilladelse til omgørelse forudsatte tilbageføring af forrentning af et lån mellem en anpartshaver og dennes selskab. Tilladelse til omgørelse blev nægtet, fordi selskabet var opløst og efter det oplyste ikke ville blive forsøgt reassumeret. Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1, må dispositionen » . . ikke i overvejende grad have være båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter.«
Omgørelse af dispositioner i form af fx overdragelse af aktiver til en åbenbar over- eller underkurs vil således normalt ikke kunne tillades, jf. f.eks. SKM2002.403.LR , hvor der ikke blev tilladt omgørelse af en gaveoverdragelse af aktier fra forældre til børn til en væsentlig underkurs, idet det blev lagt til grund, at et af hovedformålene med overdragelsen var at undgå, at børnene skulle betale gaveafgift. På den anden side vil omgørelse normalt kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan dispositionen må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn end at udskyde skatten.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, skal dispositionen ». . utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.«
Dispositionen skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger for den skattepligtige. I kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed i relation til den pågældende disposition, men et generelt krav om, at de uforudsete skattemæssige virkninger er væsentlige. Kravet om utilsigtede virkninger indebærer ikke, at omgørelse skal nægtes, hvis den skattepligtige burde have indset, at der kunne blive tale om sådanne virkninger, jf. SKM2002.403.LR , hvor Ligningsrådet udtalte, at opfyldelse af betingelsen i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, ikke forudsætter god tro hos den skattepligtige. Der kan henvises til SKM2002.122.LR . I denne sag var der anmodet om tilladelse til omgørelse af salg af aktier foretaget mindre end 3 år efter anskaffelsen. Uanset at den skattepligtige havde overset en klar lovregel, blev betingelsen i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, anset for opfyldt, således at der blev givet tilladelse til omgørelse. I Ligningsrådets afgørelse SKM2001.657.LR blev der tilladt omgørelse af et vederlag for goodwill overdraget mellem interesseforbundne selskaber, der var blevet beskattet som tilskud, allerede fordi det utvivlsomt ikke var tilsigtet, at vederlaget skulle behandles som tilskud. På linje hermed kan anføres Ligningsrådets afgørelse i SKM 2001.289.LR, hvor der blev tilladt omgørelse, uanset at det direkte fulgte af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at anvendelse af virksomhedsskatteordningen til anskaffelse af investeringsbeviser udløste efterbeskatning. Der blev ligeledes tilladt omgørelse med henblik på at annullere en aftalt forrentning i sagen SKM2001.221.LR , hvor der i tillid til skattemyndighedernes senere af Højesteret underkendte praksis om fikseret rente var aftalt og selvangivet forrentning i et selskabsmellemværende. Beskatningen af den selvangivne renteindtægt blev på dette grundlag anset for en utilsigtet skattemæssig virkning. Modsat blev der i sagen SKM2001.537.LR nægtet tilladelse til omgørelse, fordi den aftalte og selvangivne forrentning blev anset for en følge af koncernens interne forretningspraksis, således at beskatningen af den selvangivne renteindtægt ikke var en utilsigtet skattemæssig virkning.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen ». . have været lagt klart frem for myndighederne.« Dispositionen skal således oprindeligt have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Denne betingelse var ikke opfyldt i SKM2002.403.LR .
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at »de privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.«
En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de privatretlige virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage væsentlige skønsmæssige skatteansættelser.
Bestemmelsen er parallel til SSL § 37 B, stk. 2, jf. afsnit O.2 .
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse betinget af, »at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.« I det omfang en skattepligtig bor i en anden kommune end den, hvor ansøgeren bor, må også denne anden kommune have erklæret sig enig i omgørelsen, før en tilladelse kan gives. Det påhviler den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse er opfyldt.
Kompetence
I henhold til SSL § 37 C, stk. 1, er omgørelseskompetencen henlagt til skatteministeren, der i sagsudlægningsbekendtgørelsen nr. 520 af 25. juni 2002 § 10, stk. 1, nr. 13, har delegeret kompetencen til de kommunale skattemyndigheder for så vidt angår fysiske personer og dødsboer, og efter samme bekendtgørelses § 12, stk. 1, nr. 1, har delegeret kompetencen til den skatteansættende myndighed for så vidt angår juridiske personer, bortset fra dødsboer. Af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 3, fremgår, at klage i alle tilfælde skal ske til Ligningsrådet, der endvidere i bekendtgørelsens § 23, stk. 2 er tillagt kompetence til at fastsætte generelle bestemmelser for administrationen af omgørelse. Sådanne generelle bestemmelser er fastsat i TSS-cirkulære 2000-28 .
Frister
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne tillade omgørelse og dermed genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2, henholdsvis den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 1, for så vidt angår indkomstår inden 1997. Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår før 1997, er tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere betinget af, at de almindelige betingelser for genoptagelse efter den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 2, er opfyldt, dvs. de vejledende krav om en minimumsbeløbsgrænse på 3.000 kr. og en reaktionsfrist på 3 måneder, jf. afsnit G.3.2.2.1.
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, vil tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere være betinget af opfyldelse af kravet i SSL § 35, stk. 2, om en reaktionsfrist på 6 måneder, jf. afsnit G.2 . Er anmodningen indgivet inden d. 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene 1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden d. 2. juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom under G.3.2.1.
Gebyr
Efter SSL § 37 C, stk. 2 er omgørelse betinget af, at der betales et gebyr svarende til gebyret for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. Gebyret er i 2003 på 1.800 kr. med tillæg af 1.800 kr. for hver 5 timers tidsforbrug udover 45 timer ved sagsbehandlingen. Tidsforbruget opgøres på grundlag af tidsforbruget ved behandlingen af såvel omgørelsesanmodningen som de afledte skatteansættelser. Der medregnes kun tidsforbrug hos den myndighed, som afgør omgørelsesanmodningen i første instans. Beløbet reguleres efter § 20 i personskatteloven. Gebyret skal betales, før behandlingen af omgørelsesanmodningen påbegyndes. Et eventuelt tillægsgebyr skal være betalt, før anmodningen besvares. Gebyret tilfalder staten, medmindre afgørelseskompetencen er henlagt til kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret tilfalder den pågældende kommune. Tilbagekaldes en anmodning om omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.
Pligt til vejledning om muligheden for omgørelse
I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af en privatretlig disposition, skal den skatteansættende myndighed give vejledning om muligheden for omgørelse efter SSL § 37 C, såfremt omgørelse efter en konkret vurdering må anses for et nærliggende og relevant alternativ for den skattepligtige, jf. TSS-cirkulære 2000-28 . Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige disposition er indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt. Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er opfyldt. I TSS-cirkulære 2000-28 har Ligningsrådet foreslået følgende ordlyd til vejledning: "Som et alternativ til at påklage den foreslåede ændring af skatteansættelsen henledes opmærksomheden på muligheden for at anmode om tilladelse til skattemæssig omgørelse, såfremt betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt. Hvis der anmodes om tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen betales et gebyr i henhold til SSL § 37 C, stk. 2. Nærmere oplysninger om reglerne for omgørelse kan fås ved henvendelse hertil."
Omgørelse contra klage over ansættelse (dobbelt sagsbehandling)
Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero, jf. TSS-cirkulære 2000-28 . Hvis den skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen om omgørelse stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse om omgørelse inden afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen, skal en eventuel tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen udnyttes inden 3 måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder grundlaget for den verserende klagesag.
O.2 Skatteforbehold
Generelt om skatteforbehold
Beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er taget inden 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere administrative praksis i Ligningsvejledningen 1998, A.H.2.4.1.
Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition, der medfører at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne tillægger dispositionen en anden skatteretlig virkning end forudsat. Et skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den eller de borgere/virksomheder, der har disponeret, men også til skattemyndighederne.
Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.
Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som omgørelse, jf. SSL § 37 C, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende administrative problemer som omgørelse.
Kravene til et skatteforbeholds gyldighed
Efter SSL § 37 B, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af bevismæssige grunde kun skatteretlig virkning, »hvis det er klart, skriftligt og oplyst over for den skatteansættende myndighed senest samtidig med at myndigheden oplyses om dispositionens øvrige indhold.«
Den skatteansættende myndighed oplyses normalt om dispositionens nærmere indhold ved at skattemyndigheden som led i ligningsarbejdet rekvirerer dokumentation for dispositionens indhold. Det er ikke et krav, at skatteforbehold oplyses i selvangivelsen.
Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende. Af TfS 1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende forhåndsbesked, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse for at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget disposition.
Det er forudsat i forarbejderne til SSL § 37 B, at et skatteforbehold kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget senest samtidig med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende spørgsmålet om bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan henvises til SKM2001.495.HR , der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter 1. juli 1999. I denne sag havde den skattepligtige ikke løftet bevisbyrden for, at et skatteforbehold var taget inden aftalen om overdragelse. Vedrørende betingelsen om klarhed bemærkes, at det er forudsat i forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet.
Endvidere er det forudsat i forarbejderne, at det skal fremgå af skatteforbeholdet, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges, hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt tillægges betydning, hvis fx et skatteforbehold angiver, at parterne i en aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale. Sidstnævnte forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er udformet således, at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den privatretlige disposition eller foretage det mindre skridt at ændre vilkår i den i øvrigt opretholdte privatretlige disposition i overensstemmelse med eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse. I afgørelsen SKM2001.44.LSR blev et skatteforbehold ikke anerkendt som følge af manglende opfyldelse af klarhedsbetingelsen. Skatteforbeholdet blev gjort gældende, fordi skattemyndighederne anså 2 hovedanpartshavere for rette indkomstmodtagere af et konsulentvederlag i stedet for deres selskab. Den omstændighed, at skattemyndighederne ikke havde anerkendt selskabet som rette indkomstmodtager, var ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne dermed havde taget stilling til, hvorledes aftalen skulle have været udformet for at anse hovedanpartshaverne som rette indkomstmodtagere. Når det i skatteforbeholdet bl.a. var aftalt, at parterne skulle kunne indrette sig efter myndighedernes anvisning, var skatteforbeholdets indhold under disse omstændigheder ufyldestgørende. Selv om afgørelsen vedrører et skatteforbehold taget inden den 1. juli 1999, må den antages at finde tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli 1999.
Kompetence og frister
Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig virkning træffes som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom påklages administrativt som andre afgørelser om de skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt sige til skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der fx først gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke behandles af Landsskatteretten i første instans, men af den skatteansættende myndighed i form af en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen.
Hvis anmodningen indgives inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det pågældende indkomstår ligger kompetencen hos den skatteansættende myndighed med klageadgang til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten. Hvis skatteforbeholdet opfylder betingelserne i SSL § 37 B, vil der kunne tillades genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2.
Hvis anmodningen indgives mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, og vedrører indkomstår inden 1997, ligger kompetencen hos told- og skatteregionerne, henholdsvis København og Frederiksberg kommuner, der i henhold til den tidligere bestemmelse i SSL § 4, stk. 2, kan tillade genoptagelse, når skatteforbeholdet opfylder betingelserne i SSL § 37 B. For så vidt angår de yderligere betingelser om minimumsbeløbsgrænse (vejledende 3.000 kr.) og reaktionsfrist (vejledende 3 måneder), der skal være opfyldt for at tillade genoptagelse efter den tidligere regel i SSL § 4, stk. 2, henvises til G.3.2.2.1 . Klagemyndighed i disse tilfælde er Told- og Skattestyrelsen.
Hvis anmodningen indgives mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, vil kompetencen i henhold til SSL § 35, stk. 1, nr. 1, ligge hos den skatteansættende myndighed, uanset om skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til ansættelsen, jf SSL § 35, stk. 3. Dette forudsætter dog, at den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen. Forudsat ansættelsen foretages af den skatteansættende myndighed, sker klage i disse tilfælde til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten. Tilladelse til genoptagelse er, bortset fra opfyldelse af kravene i SSL § 37 B, betinget af, at kravet i SSL § 35, stk. 2, om en reaktionsfrist på 6 måneder er opfyldt, jf. G.2 . Er anmodningen indgivet inden den 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene 1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2. juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom under G.3.2.1.
Afvisning af gyldigt skatteforbehold
Efter SSL § 37 B, stk. 2, kan en skatteansættende myndighed "afvise at tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige."
Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige ansættelser. Anvendelsesområdet for SSL § 37 B, stk. 2, er derfor begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt at afklare det privatretlige grundlag for en ny skatteansættelse i tilstrækkelig grad.
I forarbejderne til bestemmelsen er som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævnt den situation, hvor dispositionen vedrører overdragelse af en virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige år efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen med den efterfølgende drift skal tilbageføres.
Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt.
En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med fremtidig virkning.
O.1 Omgørelse
O.2 Skatteforbehold