PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

K. Omkostningsgodtgørelse

Efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, som findes i skattestyrelsesloven kapitel 3 A ydes der godtgørelse til omkostninger, som en godtgørelsesberettiget fysisk eller juridisk person har betalt til sagkyndig bistand mv. Reglerne om omkostningsgodtgørelse er vedtaget ved lov nr. 388 af 6. juni 2002. Godtgørelsesprocenten afhænger af, om den godtgørelsesberettigede får medhold eller ej i den sag, der søges om godtgørelse for.

Sager omfattet af reglerne

Loven har virkning for sager, hvor godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002. Det afgørende er således afslutningstidspunktet for godtgørelsessagen. Foreligger der for told- og skatteforvaltningen ikke-færdigbehandlede sager om omkostningsgodtgørelse den 17. januar 2002, vil disse sager blive omfattet af de nye regler om omkostningsgodtgørelse.

Er den materielle sag og spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse til sagen behandlet inden den 17. januar 2002, men ankefristen ikke er udløbet denne dato, vil sagen blive omfattet af den nye lov, hvis muligheden for at anke sagen udnyttes indenfor fristen.

Loven omfatter derimod ikke de sager, som er endeligt afgjort inden den 17. januar 2002 såvel vedrørende det materielle skatte- eller afgiftsspørgsmål som vedrørende spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse.

Reglerne gælder således også i sager, hvor der er udbetalt godtgørelse a conto, men hvor godtgørelsessagen ikke er endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.

Har den skatte- eller afgiftspligtige ventet med at søge om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand til behandlingen af sagen ved tidligere instanser, således at sagen om omkostningsgodtgørelse verserede den 17. januar, eller der først er søgt efter denne dato, bliver alle udgifter, som der søges for, omfattet af loven om fuld omkostningsgodtgørelse mv.

Sager, i hvilke der allerede tidligere er ydet godtgørelse med 50 procent efter den tidligere gældende ordning på baggrund af ansøgning efter en tidligere instansbehandling er omfattet forudsat, at godtgørelsesspørgsmålet ikke er endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002.

Dette betyder, at hvis den materielle sag har været under klage- eller ankebehandling pr. den 17. januar 2002, vil godtgørelsesspørgsmålet ikke være endeligt afgjort, selvom der er udbetalt godtgørelse for udgifter ved tidligere instanser. Det skyldes, at sagsbegrebet i godtgørelsesmæssig henseende må forstås som sagen fra den påklages ved den første instans til den afsluttes ved den sidste instans.

Sager, hvor der er udbetalt omkostningsgodtgørelse med 32 eller 38 procent ved tidligere instanser efter de tidligere gældende regler, og hvor den materielle sag eller spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse ikke er endeligt afsluttet inden den 17. januar 2002, er også er omfattet af loven. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige må anses for at have fået medhold ved de tidligere instanser, skal der derfor ske regulering til 100 procent for udgifter hertil, ligesom der skal ske regulering til 50 procent, hvis den skatte- eller afgiftspligtige må anses for at have tabt sagen ved disse instanser.

Der er ikke mulighed for at få genoptaget tidligere afsluttede sager om omkostningsgodtgørelse. Underkendes en praksis, og andre skatte- eller afgiftspligtige har tabt deres sag om samme spørgsmål, og derfor kun har fået udbetalt godtgørelse med 50 procent, kan en tidligere godtgørelsessag således ikke genoptages med henblik på at udbetale 100 procents godtgørelse.

Har den skatte- eller afgiftspligtige fået afgørelse om omkostningsgodtgørelse i sagen efter de tidligere gældende regler, men kommer med endnu en regning nu i sagen, er der tale om en anmodning om genoptagelse af den gamle afgørelse om omkostningsgodtgørelse efter de tidligere gældende regler. Det vil sige, at den nye regning skal behandles efter de tidligere gældende regler og bliver ikke omfattet af reglerne om fuld omkostningsgodtgørelse.

For sager, der er omfattet af de tidligere regler henvises til Procesvejledningen 2002 afsnit K.

Vejledende udtalelse

Efter SSL § 33 E, stk. 1 skal den administrative klageinstans, der træffer afgørelse i den godtgørelsesberettigede sag, afgive en udtalelse om medholdsgraden. Bestemmelsen har alene virkning for sager, som er modtaget eller påbegyndt ved den pågældende instans fra og med den 8. juni 2002.

Den regionale told- og skattemyndighed kan i sager rejst inden den 8. juni 2002 ved den pågældende instans indhente udtalelser fra de administrative myndigheder, i det omfang de finder behov herfor til brug for vurderingen af spørgsmålet om medholdsgraden mv. Denne mulighed bør kun anvendes i særlige tvivlstilfælde.

Forældelse af kravet

Kravet på omkostningsgodtgørelse er omfattet af den 20 årige forældelse i Danske Lov 5-14-4, jf. afsnit N.2.2.

Lovrevision

Ved ændring af reglerne om omkostningsgodtgørelse i 2002 blev der indsat en revisionsklausul, således at bestemmelserne i lovens kapitel 3 A om omkostningsgodtgørelse senest tages op til revision i folketingsåret 2006-07, jf. SSL § 33 K. Loven er underkastet særlig lovovervågning, og skatteministeren vil derfor inden udgangen af 2005 afgive en særlig uddybende redegørelse om anvendelsen af ordningen for årene 2002-2004 til Folketinget.

Redegørelsen skal desuden indeholde en analyse af fordele og ulemper - om muligt for hver enkelt del af ordningen på baggrund af de indberettede oplysninger. Såfremt der konstateres uhensigtsmæssigheder, skal redegørelsen komme med beskrivelser og anbefalinger til forbedringer, som kan danne baggrund for en revision af ordningen.

K.1 Omkostningsgodtgørelsen

Fuld godtgørelse

Efter § 33 A, stk.1, 2. pkt. ydes en godtgørelse på 100 procent af de afholdte udgifter til sagkyndig bistand mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sin sag, jf. SSL § 33 A, stk. 1, 1. pkt.

Godtgørelse med 50 procent

Taber den skatte- eller afgiftspligtige sin sag eller får medhold i mindre grad, godtgøres udgifterne til sagkyndig bistand mv. med 50 procent.

Fuld godtgørelse, når sagen er indbragt af myndighederne

I de tilfælde, hvor en sag er viderebragt på myndighedens foranledning, er godtgørelsen på 100 procent af de godtgørelsesberettigede udgifter, jf. SSL § 33 A, stk. 2. Godtgørelsen på 100 procent ydes uanset udfaldet af sagen ved den pågældende instans. En sag videreføres som hovedregel af skattemyndighederne, fordi den er principiel. Der ydes således forhøjet godtgørelse i sager, hvor udgifterne er betalt i anledning af

at den statslige told- og skatteforvaltning vil ændre en kommunal ansættelse efter SSL § 14, stk. 4, 2. pkt, eller

Told- og Skattestyrelsen af egen drift vil ændre en afgørelse truffet af en told- og skatteregion, eller

den statslige told- og skatteforvaltning forelægger en skatteankenævnskendelse eller en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring efter SSL § 14, stk. 5, eller

Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for landsretten, eller

Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret

Den fulde godtgørelse for udgifter afholdt i anledning af, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse, gælder også i tilfælde hvor told- og skatteforvaltningen vil ændre en ansættelse af et selskab foretaget af en kontraktsligningskommune, jf. SSL § 14, stk. 4, 2. punktum, jf. bek. nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning § 28, stk. 2.

En kommunal skatteansættelse foreligger, når der er udsendt en årsopgørelse eller en kendelse. Når der er udsendt en årsopgørelse, og told- og skatteforvaltningen ønsker at foretage en ansættelsesændring, sker dette med hjemmel i skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, 2. punktum, uanset om kommunen har taget særskilt stilling til de punkter i årsopgørelsen, som told- og skatteforvaltningen ønsker at ændre. Retten til fuld godtgørelse gælder således uanset, om der tidligere i kommunen er sket en egentlig ligningsmæssig behandling eller ej af selvangivelsen eller det eller de punkter, som told- og skatteforvaltningen ønsker at ændre. Se SKM2002.347.TSS, hvor det fastslås, at der ydes fuld godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet i forbindelse med, at told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse uden, at den kommunale skatteforvaltning har foretaget en egentlig behandling af selvangivelsen eller det pågældende punkt.

Retten til fuld godtgørelse gælder også i tilfælde, hvor told- og skatteforvaltningen genoptager en sag vedrørende et punkt, der tidligere har været behandlet og afgjort af told- og skatteforvaltningen, og hvor der i den tidligere sag var ret til fuld godtgørelse.

Når told- og skatteforvaltningen vil ændre en kommunal ansættelse i medfør af SSL § 14, stk. 4, 2. punktum, skal der som følge af den almindelige vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7 gives vejledning om retten til fuld omkostningsgodtgørelse. Vejledningen skal gives på det tidspunkt, hvor told- og skatteforvaltningen første gang kontakter den skattepligtige, medmindre denne kontakt alene sker som led i ydelse af sædvanlig bistand i en sag, der i øvrigt er under behandling i en kommune.

Den fulde godtgørelse ydes kun til dækning af de bistandsudgifter, som den godtgørelsesberettigede afholder ved den instans, hvortil myndigheden har indbragt sagen til prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således fx en landsskatteretskendelse for landsretten, er det kun den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til landsretsbehandlingen, der ydes en forhøjet omkostningsgodtgørelse til. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige anker landsrettens afgørelse til Højesteret, kan der alene ydes godtgørelse for de godtgørelsesberettigede udgifter ved Højesteret afhængigt af udfaldet af sagen.

Fuld godtgørelse ved syn og skøn

I sager, der klagebehandles af Landsskatteretten eller sager om bindende forhåndsbesked, der behandles af Ligningsrådet, kan Landsskatteretten eller Ligningsrådet efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn under behandlingen af sagen, dækkes med 100 procent. Der henvises til beskrivelsen af omkostningerne ved syn og skøn i afsnit K.3.1.

Acontoudbetaling med 50 procent

Det er muligt at få udbetalt acontobeløb efter ordningen. Da udfaldet af sagen endnu ikke kendes, kan der kun udbetales godtgørelse med 50 procent af udgifterne ved ansøgning om udbetaling af acontobeløb. I tilfælde, hvor sagen er videreført på myndighedernes initiativ, kan hele det ansøgte beløb dog udbetales.

K.2 Kredsen af godtgørelsesberettigede

I SSL § 33 B er de godtgørelsesberettigede personer opregnet. En person kan være godtgørelsesberettiget, uanset om denne er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo. Det er uden betydning for retten til omkostningsgodtgørelse, om den pågældende er skattepligtig her til landet.

Den klageberettigede

Godtgørelsesberettiget er den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i SSL § 33 D eller som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene, jf. SSL § 33 B, nr. 1.

Part

Godtgørelsesberettiget er desuden den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i SSL § 33 D, jf. SSL 33 B, nr. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler, det vil sige hvorvidt den pågældende har en direkte, retlig og individuel interesse i sagens udfald. Bestemmelsen kan fx anvendes i tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en skattesag, som den pågældende har en direkte interesse i.

Et andet eksempel kunne være tilfælde, hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.

Den, der inddrages i en sag

Godtgørelsesberettiget er også den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af SSL § 33 D, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald, jf. SSL § 33 B, nr. 3.

Landsskatteretten kan efter sin forretningsordens § 7, stk. 2 anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den pågældende tredjemand, fordi der er grund til at antage, at tredjemanden ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af klagen, end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.

Er det fx tvivlsomt, om et ægtefællebidrag er ydet under faktisk samlivsophævelse eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens ret til fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf.

Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten af den ene part, vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2 typisk høre den anden part om spørgsmålet.

Også skatteankenævnene og andre skatte-, told- og afgiftsmyndigheder inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når det skønnes, at denne kan have en væsentlig interesse i afgørelsen af en godtgørelsesberettiget sag.

Direkte interesse

Derudover kan andre fysiske eller juridiske personer have en direkte interesse i at sagen føres. Et eksempel på dette er de tilfælde, hvor en kreds af skatte- eller afgiftspligtige med ensartede skattesager er gået sammen om at afholde udgifter ved at få prøvet en af sagerne ved påklage eller ved domstolsprøvelse. Efter administrativ praksis kan der ydes omkostningsgodtgørelse i disse situationer, dels for de udgifter, de afholder i forbindelse med prøvelse af deres egen sag, og dels for de udgifter de afholder til prøvesagen. Den enkeltes ret til tilskud til udgifter i prøvesagen afhænger af styrken af den enkelte deltagers retlige interesse i udfaldet af prøvesagen og af udgifternes tilknytning til sagen. Det er for det første et krav, at der er en sådan identitet mellem prøvesagen og ansøgerens sag, at udfaldet af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag. En sådan identitet foreligger, hvis en relevant skattemyndighed har givet tilsagn om, at afgørelsen af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag. For det andet er det et krav, at den sagkyndige har udskrevet en regning til ansøgeren på de udgifter, der søges tilskud til. Regningen skal altså være delt op og betalt individuelt af den enkelte ansøger.

K.3 De godtgørelsesberettigede udgifter

I SSL § 33 C er de godtgørelsesberettigede udgifter opregnet. De godtgørelsesberettigede udgifter er

Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede

Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. SSL § 25, stk. 4

Udgifter til syn og skøn

Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale

Pålagte sagsomkostninger

Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en sag bør påklages eller prøves ved domstolene

Det er ikke en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til sagkyndig bistand mv. faktisk er betalt. Det er tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Det er dog et krav, at den godtgørelsesberettigede samt den sagkyndige attesterer oplysningernes rigtighed på ansøgningen, se nærmere under afsnit K.7.1 om dokumentationskravene til ansøgningen.

Hvis den godtgørelsesberettigede allerede tidligere i sagsforløbet kan se, at sagen er tabt eller vundet, er den godtgørelsesberettigede ikke tvunget til at føre en sag igennem til formel afgørelse for at opnå godtgørelse, idet han/hun kan få godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. Hvis en sådan udtalelse ikke er indhentet, er det dog en forudsætning for godtgørelse, at der rent faktisk er indgivet en anmodning, klage eller stævning. Det kan også være en forudsætning, hvis en udtalelse ikke er indhentet, at den godtgørelsesberettigede har modtaget varsling om påtænkt forhøjelse i form af underretning fra told- og skattemyndighederne i de tilfælde, der er nævnt i SSL § 33 A, stk. 2, 1.-3. led - det vil sige i revisionssagerne.

K.3.1 Udgifterne

Sagkyndig bistand

De udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand, jf. SSL § 33 C, stk. 1, nr. 1. I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være advokat, statsautoriseret revisor, registreret revisor, medlem af Foreningen af Danske Revisorer, have anden uddannelse, der kan danne grundlag for kvalificeret rådgivning eller i øvrigt være en person, der kan sidestilles hermed, jf. bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter SSL kapitel 3 A, § 1, stk. 1.

Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.

Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes omkostningsgodtgørelse for.

Opdeling af udgifter

Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af de godtgørelsesberettigede udgifter.

Borgeren/virksomheden fører selv sagen

Fører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn- og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og andet bevismateriale. Den godtgørelsessberettigede vil dog ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller lignende. Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.

Pålagte sagsomkostninger

Der ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SSL § 33 C, nr. 5. Det følger af retsplejelovens § 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder grund til at gøre afvigelse fra denne regel. Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter sagsomkostningerne.

Retsafgifter

Der ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. SSL § 25, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse til rettergangsbøder.

Syn og skøn

Der ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved Landsskatteretten og ved Ligningsrådet, jf. SSL § 33 C, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SSL § 33 A, stk. 3. Landsskatteretten kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsorden for Landskatteretten § 21, stk. 6. Ligningsrådet kan efter samme kriterie træffe bestemmelse om fuld godtgørelse.

Der kan forekomme to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, der kan godtgøres fuldt ud. I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i SSL § 33 A, stk. 1 og 2. De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis følgende

Salær til syns- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af byretten

Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.

Endvidere må den fulde omkostningsgodtgørelse antages at omfatte salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til Landsskatteretten. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder udenfor den fulde godtgørelse.

Sagkyndig udtalelse

I mange sager udarbejdes en sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, og dette sker ofte i forbindelse med skift af rådgiver. Der ydes omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter for ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre en sag, som borgeren/virksomheden umiddelbart efter hæver, idet sagen alene blev anlagt for at kunne opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse. Det er uden betydning, om en sagkyndig erklæring indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der ydes godtgørelse til.

K.3.2 Reduktion af godtgørelsen

De udgifter, der berettiger til omkostningsgodtgørelse, skal ikke reduceres med andre godtgjorte udgifter end nævnt nedenfor. Dette har sammenhæng med muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede, jf. nærmere herom afsnit K.7.2 .

Tilkendte sagsomkostninger

Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med sagsomkostninger, der er tilkendt den godtgørelsesberettigede, jf. SSL § 33 C, stk. 2, nr. 1.

Offentlig retshjælp

Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med offentlig retshjælp. Efter retsplejelovens § 128, stk. 1-4, har den godtgørelsesberettigede mulighed for at opnå offentlig retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, fx en ansøgning om fri proces og processkrifter i retssager, jf. SSL § 33 C, stk. 2, nr. 2.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1140 af 13. december 2002 om offentlig retshjælp ved advokater, at der ydes retshjælp til personer, som opfylder de samme økonomiske betingelser som gælder for at få fri proces. Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan der gives almindelig retshjælp for et advokatvederlag af indtil 800 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 procent, og den retshjælpssøgende betaler resten. Der kan desuden gives udvidet retshjælp for et yderligere vederlag på indtil 1.830 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget.

Offentlig retshjælp omfatter ikke sager, der verserer for offentlige myndigheder, hvor det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Derimod gives der hjælp til at klage over disse myndigheders afgørelser. Hjælpen ydes i den forbindelse alene til at udarbejde en klageskrivelse til skatte-, told- og afgiftsmyndigheden.

Afgiftstilsvar

Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven).

Det er uden betydning for adgangen til fradrag for moms på omkostningerne til sagen, om sagen vindes eller tabes. Det afgørende for fradragsretten er, at udgiftene er afholdt, og om den vedrører momspligtige aktiviteter. Har den skattepligtige, som fører en sag, fuld fradragsret for momsen på udgifterne til sagen, vil omkostningsgodtgørelse skulle beregnes på baggrund af sagsomkostningerne exkl. moms.

Vedører en skattesag udelukkende beskatningen af en momsregistreret virksomheds afgiftspligtige aktiviteter, vil der momsmæssigt være fradragsret for momsen på omkostninger til sagen. Hvis sagen vedrører både momspligtige aktiviteter og ikke-momspligtige aktiviteter, vil virksomheden have delvis fradragsret for momsen på omkostningerne. Tilsvarende vil virksomheden have delvis fradragsret for momsen på omkostningerne, hvis sagen vedrører momspligtige aktiviteter og virksomheden uvedkommende formål, herunder private formål.

Se nærmere herom i Momsvejledningen , jf. SSL § 33 C, stk. 2, nr. 3.

K.4 De godtgørelsesberettigede sagstyper

Klagesager

Der ydes godtgørelse ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten, jf. SSL § 33 D, stk. 1, nr. 1.

Genoptagelse af egen tidligere afgørelse

Ifølge SSL § 33 D, stk. 1, nr. 3 ydes der omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse efter reglerne i SSL §§ 22 og 29.

Bevillings- og dispensationssager

Efter bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 2 ydes godtgørelse ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren. Der er tale om de bevillings- og dispensationssager, der fremgår af sagsudlægningsbekendtgørelsen .

En bevilling eller dispensation er en tilladelse til, at en borgers/virksomheds forhold behandles på en lempeligere måde end efter de almindelige regler. Alle klagesager om bevillinger og dispensationer i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen er som udgangspunkt omfattet af ordningen. Det vil sige både de sager, hvori en egentlig juridisk vurdering af ansøgerens forhold er påkrævet, og i de sager, hvor dette næppe er tilfældet, men hvor sagen har mere administrativ karakter.

Klager til Told- og Skattestyrelsen

Bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 2 gælder ikke for udgifter i visse klager til Told- og Skattestyrelsen.

Told og afgifter

Bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 2 gælder ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter, jf. SSL § 33 D, stk. 2. Dette skyldes at, de sager om told og afgifter, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, dvs. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning.

A-skat og arbejdsgiverkontrol

Bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 2 gælder ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, jf. SSL § 33 D, stk. 2. Afgørelser om indeholdelsespligt for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag træffes af told- og skatteregionerne. En afgørelse om indeholdelsespligt skal enten ledsages af en afgørelse om hæftelse, og/eller af et pålæg til arbejdsgiveren om for fremtiden at indeholde A-skat mv. i tilsvarende ydelser. Ledsages afgørelsen om indeholdelsespligt af en afgørelse om hæftelse, skal arbejdsgiveren indbetale det ikke-indeholdte eller for lidt indeholdte beløb til skatte- og afgiftsmyndighederne.

For afgørelser i sager vedrørende registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, herunder hæftelse, det vil sige sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, er der klageadgang til Told- og Skattestyrelsen. Da afgørelser om indeholdelsespligt og afgørelser om hæftelse følges ad, må det antages, at den sagkyndige bistand som alt overvejende hovedregel retter sig mod begge afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på samme måde som afgørelsen om indeholdelsespligt have en indgribende karakter for den indeholdelsespligtige, og der kan forekomme situationer, hvor kun afgørelsen om hæftelse ønskes påklaget. I en situation, hvor der slet ikke er sket indeholdelse, eller der er indeholdt for lidt, hæfter den indeholdelsespligtige for det ikke-indeholdte beløb, medmindre vedkommende kan godtgøre, at denne ikke har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. På den baggrund er klagesager om hæftelse omfattet af de godtgørelsesberettigede sagstyper. Ligeledes er klagesager om nulstilling af A-skat og AM-bidrag efter TS-cirk. nr. 9 af 20. marts 1997 omfattet. Øvrige klager til Told- og Skattestyrelsen over afgørelser om arbejdsgiverkontrol er derimod ikke godtgørelsesberettigede efter loven. Se mere om reglerne om arbejdsgiverkontrol i Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.

Domstolssager

Godtgørelse ydes ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er godtgørelsesberettigede efter SSL § 33 D, stk.1, nr. 1-3 med de undtagelser, der følger af stk. 2 om klager til Told- og Skattestyrelsen. Det fremgår af SSL § 33 D, stk. 3.

EF-domstolen

Der ydes godtgørelse i en sag vedrørende skat, told eller afgifter for EF-domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part. Det fremgår af SSL § 33 D, stk. 1, nr. 4. Der kan være tale om udgifter, der er afholdt i forbindelse med følgende

Præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen - dvs. i sager, hvor en dansk ret i anledning af en konkret tvist mellem skatte- og afgiftsmyndighederne og en skatte- eller afgiftspligtige vælger at spørge EF-domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af betydning for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med præjudicielle forelæggelser for EF-domstolen skal parterne afgive diverse skriftlige indlæg i sagen samt procedere sagen for domstolen.

Annullationssøgsmål - som et eksempel på et annullationssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en virksomhed finder, at en retsakt (beslutning eller forordning) er ugyldig, fordi den er formuleret så snævert, at den i realiteten har karakter af en beslutning over for den pågældende virksomhed, fx vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde kan virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et annullationssøgsmål.

Passivitetssøgsmål - som et eksempel på et passivitetssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en klage til EF-domstolen over, at en EU-institution, fx Kommissionen, i strid med traktaten har undladt at træffe afgørelse i forhold til den godtgørelsesberettigede efter at være blevet opfordret hertil, jf. EF-traktaten artikel 232.

Erstatningssøgsmål - som et eksempel på et erstatningssøgsmål kan nævnes den situation, at en godtgørelsesberettiget ikke ønsker at anlægge et annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale domstole i en sag om skatter, told eller afgifter, herunder begære præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen, men ønsker at anlægge et erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der har udstedt den pågældende omtvistede retsakt, jf. EF-traktaten artikel 235.

EF-voldgift - godtgørelse ydes også i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen) , jf. bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 5. Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et foretagende får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en armslængdejustering, uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet land.

Afvisning

Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, der er afholdt vedrørende en klage eller en stævning, hvis klagen eller stævningen afvises på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen. Der ydes ligeledes ikke godtgørelse, hvis fx. klagefristen er overskredet eller hvis klagen ikke er begrundet.

Der ydes dog godtgørelse for udgifter til en klage over afvisningen.

Ansøgning om omkostningsgodtgørelse

Der ydes ikke godtgørelse for udgifter afholdt til indgivelse og behandling af en anmodning om omkostningsgodtgørelse i første instans ved den regionale told- og skattemyndighed. Derimod ydes der godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Told- og Skattestyrelsen over den regionale myndigheds afgørelse om omkostningsgodtgørelse.

K.5 Nærmere om medholdsgraden

Den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i overvejende grad, når der er givet medhold med over 50 procent, og der ydes fuld godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand. En skatte- eller afgiftspligtig har tabt sagen, hvis denne ikke har fået medhold i overvejende grad eller helt har tabt sagen, og der ydes kun godtgørelse for udgifterne med 50 procent.

K.5.1 Medholdsvurderingen

Vurdering ved den pågældende instans

Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker i en udtalelse fra den pågældende instans om medholdsgraden, jf. SSL § 33 E, stk. 1.

Medholdsvurderingen i udtalelsen er alene vejledende for den regionale told- og skattemyndighed. Se nærmere om den vejledende udtalelse under afsnit K.5.2 .

Dernæst foretager den regionale told- og skattemyndighed - på baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om størrelsen af den godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge den regionale told- og skattemyndigheds egen medholdsvurdering er berettiget til.

Den regionale told- og skattemyndigheds vurdering af medholdsspørgsmålet meddeles samtidig med afgørelsen om godtgørelsens størrelse. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Der henvises afsnit K.7 .

Samlet vurdering med henblik på efterregulering

Endvidere skal den regionale told- og skattemyndighed foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.

Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.

Vurderingen af medholdsgraden foretages instans for instans. Opnår skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv. i det omfang, de findes rimelige, altid dækket med 100 procent ved den pågældende instans. Om der skal ske genoptagelse af ansøgningerne om omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser med henblik på efterregulering af tidligere udbetalt godtgørelse, må derimod bero på en vurdering af sagen ved de tidligere instanser i lyset af det eller de vundne punkter.

Det kan således forekomme, at selvom den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagens behandling ved denne instans dækkes med 100 procent, vil det ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den tidligere instans må anses for at have vundet i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere godtgørelser, således at dækningsgraden samlet set bliver 100 procent.

En eventuel efterregulering sker uden beregning af renter. Der kan ikke ske efterregulering til skade for den skatte- eller afgiftspligtige. Har en skatte- eller afgiftspligtige fået medhold i overvejende grad ved den tidligere instans, men ikke fået medhold i overvejende grad ved den næste instans kan der ikke ske efterregulering af godtgørelsen udbetalt ved den tidligere instans fra 100 til 50 procent.

Stadfæstes en afgørelse fra den tidligere instans, vil der som udgangspunkt alene kunne gives godtgørelse med 50 procent ved denne instans, uanset om den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i overvejende grad ved den tidligere instans. Følgende eksempel kan gives til illustration

En skattepligtig påklager et punkt i skatteansættelsen til skatteankenævnet, som giver medhold med 60 procent, og der ydes fuld godtgørelse for behandlingen ved denne instans. Den skattepligtige påklager det samme punkt til Landsskatteretten, som stadfæster de 60 procent. Ved stadfæstelse af skatteankenævnets afgørelse må den skattepligtige anses for at have tabt sagen ved Landsskatteretten, og der ydes godtgørelse med 50 procent for udgifter til sagkyndig bistand til behandlingen ved denne instans.

Kriterier

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.

Udgangspunktet for medholdsvurderingen er sagens beløbsmæssige genstand. Der kan dog ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete skattesags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre (indkomst)år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.

Der kan ligeledes forekomme sager, hvor enten den beløbsmæssige værdi ikke kan opgøres eller kun kan opgøres med store vanskeligheder.

Ligeledes kan det også have betydning, på hvilket niveau i det administrative system eller ved domstolene en sag er afgjort, da det siger noget om punktets betydning for den samlede sag. I en sag, hvor et enkelt punkt af flere fx går helt til Højesteret, før den skatte- eller afgiftspligtige får medhold, mens der ikke er givet medhold i de øvrige klagepunkter ved en tidligere instans, og videreførelse af disse punkter er opgivet, kan punktet ved Højesteret tillægges større vægt i den samlede medholdsvurdering. Jo højere oppe i klage- eller domstolssystemet punktet er prøvet, jo større vægt må det tillægges ved vurderingen.

I vurderingen kan således indgå

sagsgenstandens beløbsmæssige værdi

på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller domstolene sagen er afgjort

sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller retstilstanden på området i øvrigt

udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde)

Vedrører sagen flere indkomstår eller afgiftsperioder, skal medholdsvurderingen omfatte alle årene eller perioderne.

Drejer sagen sig om et afskrivningsgrundlag, skal det fremtidige provenu af ændringerne indgå i vurderingen af medholdsgraden.

Udfaldet af sagen skal sættes i forhold til den skatte- eller afgiftspligtiges påstand ved den pågældende instans. Bliver der eksempelvis under behandlingen af sagen ved klageinstansen tale om, at klageinstansen vil foretage en højere skatteansættelse end den, der er påklaget, og skatte- eller afgiftspligtige ikke er enig i dette, skal udfaldet af sagen sættes i forhold til den højere skatteansættelse.

Inddrager klageinstansen på eget initiativ nye forhold, som den tidligere instans har givet den skatte- eller afgiftspligtige medhold i, eller helt nye forhold, bør disse som hovedregel ikke påvirke medholdsvurderingen af de påklagede spørgsmål, hvis den skatte- eller afgiftspligtige relativt hurtigt erklærer sig enig med instansen i de forhold, som instansen tager op. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige derimod ikke er enig i de nye forhold, bør forholdene indgå i medholdsgradsvurderingen på linje med de øvrige forhold, som den skatte- eller afgiftspligtige har påklaget til instansen.

Det er ikke et krav, at den godtgørelsesberettigede gennemfører sagen til formel afgørelse for at opnå godtgørelse. Frafaldes klagen i en skatte- eller afgiftssag helt eller delvist, skal medholdsgradsvurderingen foretages på grundlag af resultatet af frafaldet i forhold til påstandene ved instansen. Indgås der forlig i en skatte-eller afgiftssag ved domstolene, skal indholdet af forliget sættes i forhold til påstandene.

Får den skatte- eller afgiftspligtige alene medhold i den subsidiære påstand, eller begge parter får medhold i den subsidiære påstand, har den skatte- eller afgiftspligtige ikke fået fuldt ud medhold. Hvorvidt der er givet medhold i overvejende grad beror på en konkret skønsmæssig vurdering af sagen, hvori bl.a. de ovennævnte momenter kan indgå.

Eksempel på medholdsvurderingen

Til illustration af medholdsvurderingen kan følgende eksempel gives

Den kommunale skattemyndighed har nægtet at godkende den skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.

De tre punkter påklages til skatteankenævnet, der giver den skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet stadfæster den kommunale skattemyndigheds afgørelse vedrørende klagepunkt 2 og 3.

Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige ikke har vundet i overvejende grad, hvilket den regionale told- og skattemyndighed er enig i. Der udbetales således kun en godtgørelse på 50 procent for udgifterne til sagens behandling ved denne instans.

Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som stadfæster skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans udbetales også kun en godtgørelse på 50 procent.

Den skattepligtige indbringer herefter spørgsmålene for landsretten, som giver den skattepligtige medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål 3. Den regionale told- og skattemyndighed vurderer, at spørgsmål 2 vejer så tungt for sagen ved denne instans, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved denne instans dækkes således med 100 procent.

Endvidere foretager den regionale told- og skattemyndighed en samlet vurdering af sagen og finder, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold i sagen. Der foretages således en efterregulering af de udbetalte godtgørelser for sagens behandling ved Landsskatteretten og skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse instanser udbetales en godtgørelse som med tillæg af den tidligere udbetalte godtgørelse udgør 100 procent. Konsekvenserne af denne medholdsvurdering er, den skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til sagkyndig bistand mv. i sagen med 100 procent.

Vejledning om efterregulering

Finder told- og skattemyndighederne ved medholdsvurderingen, at den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen eller har fået medhold i mindre grad, og der derfor alene kan udbetales godtgørelse med 50 procent, bør der i afgørelsen vejledes om muligheden for evt. efterregulering. Vejledningen kunne se ud som følgende

"Får De fuldt ud medhold eller medhold i overvejende grad ved en efterfølgende klagebehandling af sagen eller ved indbringelse af sagen for domstolene, vil De efter ansøgning og under visse betingelser kunne få godtgjort alle udgifter til sagkyndig bistand mv. ved samtlige instanser."

Udgifter, der bliver omfattet

Det er alle udgifterne i sagen, som i givet fald bliver dækket med 100 procent. For så vidt angår udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. § 33 C, stk. 1, nr. 6, vil udgifterne ved indhentelse af en sådan udtalelse også kunne dækkes med 100 procent i et tilfælde, hvor den skatte- eller afgiftspligtige kun har fået overvejende medhold, dvs. ikke fuldt ud medhold, men på baggrund af den sagkyndiges udtalelse vælger ikke at få de punkter, hvor der ikke er givet medhold, prøvet ved en overordnet instans. Det skyldes, at udtalelsen i godtgørelsesmæssig henseende følger den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.

Har den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse, jf. SSL § 33 D, stk. 1, nr. 3, vil udbetalingen af en godtgørelse på 100 procent ikke være betinget af, at en imødekommelse af genoptagelsessagen også fører til et ligningsmæssigt gunstigt resultat for den skatte- eller afgiftspligtige. Genoptagelsessagen og ansættelsessagen må således i godtgørelsesmæssig henseende anses for at være to selvstændige sager.

Forskudsvis udbetaling

Giver en ansøgning anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om medholdsgraden, kan den regionale told- og skattemyndighed forskudsvis udbetale det ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 procent. Se nærmere om forskudsvis udbetaling under afsnit K.6.1 .

Tvivlstilfælde

Er den regionale told- og skattemyndighed efter de nærmere undersøgelser fortsat i tvivl om, hvorvidt den skatte- eller afgiftspligtige har fået overvejende medhold eller ikke-overvejende medhold, bør tvivlen komme den skatte- eller afgiftspligtige til gode.

K.5.2 Udtalelse fra den administrative myndighed

Efter SSL § 33E, stk. 1 skal den administrative instans, som afgør det materielle spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag omfattet af skattestyrelseslovens § 33 D, afgive en udtalelse til den skatte- eller afgiftspligtige om, hvorvidt denne må anses for at have tabt sagen helt, fået medhold i ikke overvejende grad, fået medhold i overvejende grad eller fået fuldt medhold. Udtalelsen skal afgives samtidig med afgørelsen.

Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle afgørelse i skatte- eller afgiftssagen.

Udtalelsen skal være begrundet og skal vedlægges afgørelsen.

Der skal også afgives en udtalelse om medholdsgraden i sager, som afvises ved instansen eksempelvis pga. overskredet tidsfrist eller manglende begrundelse. Udtalelsen kan i disse sager være summarisk.

Stadfæstes afgørelsen fra en tidligere instans, eller vindes sagen på alle punkter af den skatte- eller afgiftspligtige, kan begrundelsen ligeledes være summarisk.

Er den administrative instans, som afgør det materielle spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag et skatteankenævn eller Landsskatteretten, kan disse myndigheder vælge at delegere kompetencen til at afgive udtalelse til sekretariatet, jf. skattestyrelseslovens § 33 E, stk. 2. Ligningsrådet kan vælge at delegere kompetencen til at afgive udtalelse til formanden. Medholdsvurderingen foretages under ansvar for afgørelsesmyndigheden.

Den regionale told- og skattemyndighed lader udtalelsen indgå i sin vurdering af graden af medhold i sagen. Udtalelsen er ikke bindende for den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse, men kun vejledende, om end den må tillægges meget betydelig vægt. Det kan således tænkes, at den regionale told- og skattemyndighed ikke følger vurderingen i udtalelsen, hvis den ikke deler klageinstansens vurdering af medholdsgraden.

Udtalelsen har ikke alene betydning for vurderingen af medholdsgraden ved den instans, som afgiver udtalelsen. Udtalelsen har også betydning i de tilfælde, hvor den regionale told- og skattemyndighed skal foretage en samlet medholdsvurdering. Det sker, hvor den skatte- eller afgiftspligtige har valgt ikke at påklage samtlige spørgsmål i sagen til hver administrativ klageinstans, eller hvor sagen finder sin endelige afslutning ved domstolene, som efter loven ikke skal afgive en sådan udtalelse.

Der kan i visse situationer være behov for at indhente yderligere oplysninger fra de pågældende myndigheder til brug for behandlingen af medholdsspørgsmålet, idet de administrative instanser, som har behandlet det materielle skatte- eller afgiftspligtige spørgsmål i sagen, må antages at kunne yde et meget væsentligt bidrag til afklaringen af medholdsspørgsmålet. I sådanne situationer kan der foretages en forskudsvis udbetaling af det ansøgte beløb på 50 procent. Se nærmere om forskudsvis udbetaling under afsnit K.6.1.

For så vidt angår spørgsmålet om hvilke sager, der er omfattet af den nye ordning, henvises til afsnit K.

K.6 Udbetaling af godtgørelsen

Renter

Efter ordningen er der i visse tilfælde muligt at yde renter af godtgørelsesbeløbet. Det drejer sig om bestemmelserne i SSL § 33 F, stk. 2 og stk. 5, som er beskrevet under afsnit K.6.1 og afsnit K.6.2. Der er ikke hjemmel i SSL kapitel 3 A til at udbetale renter af godtgørelsesbeløb i andre tilfælde end de i § 33 F, stk. 2 og 5 nævnte.

Ansøgningstidspunktet

Den skatte- eller afgiftspligtige kan ansøge om omkostningsgodtgørelse efter hver instansbehandling eller vente med at søge til, sagen er endeligt afgjort. Viderefører myndighederne en sag, som den skattepligtige har vundet, og som den skattepligtige nu taber, skal den godtgørelsesberettigede fortsat have fuld godtgørelse for den tidligere instans, selvom den skattepligtige først søger efter sidste instansbehandling.

K.6.1 Forskudsvis udbetaling

Hvornår

Efter SSL § 33 F kan den regionale told- og skattemyndighed efter stk. 1 udbetale det ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 procent forskudsvis, hvis myndigheden finder, at ansøgningen kan give anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om medholdsgraden.

Dette kan således ske, hvis medholdsvurderingen forekommer vanskelig at foretage, og vurderingen således fx kræver yderligere udtalelser fra de administrative klageinstanser.

Samtidig med forskudsvis udbetaling meddeler den regionale told- og skattemyndighed ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Indhentes supplerende udtalelser fra de administrative klageinstanser, skal der forinden en afgørelse træffes, gives den skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere de supplerende udtalelser i overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i forvaltningsloven.

Rente

Hvis det viser sig, at godtgørelsesbeløbet er større end det beløb, der er udbetalt forskudsvis, skal myndighederne udbetale restbeløbet med en rente beregnet i henhold til rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, jf. SSL § 33 F, stk. 2. Renten er den 1. januar 2002 fastsat til 0,6 procent pr. måned.

Renten beregnes fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, dvs. beregningsperioden løber fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Den udbetalte rente er ikke skattepligtig for modtageren og medregnes ikke ved indkomstopgørelsen. Se under afsnit K.7.2 .

K.6.2 Udbetaling med forbehold for tilbagebetaling

Hvornår

Ved behandlingen af ansøgninger om omkostningsgodtgørelse skal der ske en vurdering af rimeligheden i den sagkyndiges honorarkrav. Ansøgningen skal opfylde kravene til dokumentation, herunder kravet om en specificeret regning, som skatteministeren har fastsat i bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 om dokumentationskrav. Se nærmere om kravene til dokumentation under afsnit K.7.1.

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige afgiver oplysninger om honoraret til den sagkyndige under strafansvar på ansøgningen om omkostningsgodtgørelse til den regionale told- og skattemyndighed, jf. SSL §§ 33 I - 33 J.

Udgangspunkt er derfor, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må kunne lægges til grund for den regionale told- og skattemyndigheds behandling af ansøgningen.

Bliver den regionale told- og skattemyndighed imidlertid i tvivl om rimeligheden af størrelsen af udgifterne til behandlingen af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetaler regionen det ansøgte godtgørelsesbeløb, men tager forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den skatte- eller afgiftspligtige. Den regionale told- og skattemyndighed kan eksempelvis blive i tvivl om rimeligheden af honorarkravet på grund af det anvendte antal timer i sagen.

I forbindelse med forbeholdet skal den regionale told- og skattemyndighed samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen beror.

Rimelighedsvurdering af honorarkravet

Som nævnt ovenfor er udgangspunktet, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige og kan lægges til grund ved behandlingen af ansøgningen.

Finder den regionale told- og skattemyndighed imidlertid anledning til at undersøge rimeligheden af størrelsen af den sagkyndiges honorarkrav, indgår der flere momenter i rimelighedsvurderingen. Det drejer sig om

sagens karakter, genstand og kompleksitet,

størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche

er der ydet specialistbistand

antallet af timer, der er anvendt

sagens resultat og

sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- og afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme eller andre år.

I sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad, må der tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes af den skatte- eller afgiftspligtige, netop udgør en selvstændig parameter for advokaters salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til, at andre ikke-målige forhold kan influere på honorarstørrelsen, fx sagens kompleksitet og karakter i øvrigt.

I sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige har antaget en sagkyndig med stor specialviden på området, må man acceptere et honorar, som ligger over den gennemsnitlige timesats.

Til brug for behandlingen af spørgsmålet om størrelsen af udgifterne til sagens behandling kan den regionale told- og skattemyndighed indhente en supplerende udtalelse fra den klageinstans, hvor sagen har været behandlet.

I den daglige administration af ordningen kan desuden indgå stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser til at afgøre, om et honorarkrav er rimeligt. Stikprøvekontrollerne vil kunne give den regionale told- og skattemyndighed et indtryk af, om den nye ordning medfører en væsentlig stigning i størrelsen af de fastsatte honorarer. Ligeledes kan honorarerne i de sager, i hvilke den skatte- eller afgiftspligtige er berettiget til en godtgørelse på 100 procent, sammenlignes med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige kun er berettiget til en godtgørelse på 50 procent. Niveauet vil desuden kunne sammenlignes med det tilsvarende niveau mellem disse sager under den tidligere gældende ordning. Se nærmere om stikprøvekontrollerne og de sammenlignende undersøgelser under afsnit K.7.

Det er ved loven forudsat, at intensiteten af de regionale told- og skattemyndigheders behandling af honorarspørgsmålet bliver større end efter de hidtil gældende regler i sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får fuld medhold eller medhold i overvejende grad og derfor kan få fuld godtgørelse. I sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår overvejende medhold, er intensiteten af behandlingen af honorarspørgsmålet den samme som efter de hidtil gældende regler.

Forelæggelse for brancheforeningen

Told- og Skattestyrelsen og den regionale told- og skattemyndighed kan til brug for vurderingen af rimeligheden af honorarets størrelse i særlige tvivlstilfælde forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.

Der er ikke tale om en tvungen prøvelse af honorarkravet for brancheorganisationens klagenævn. Hvis den regionale told- og skatteforvaltning imidlertid efter en nærmere undersøgelse af honorarkravet fortsat er i tvivl, om honoraret er rimeligt, vil den som altovervejende hovedregel forelægge spørgsmålet for brancheforeningens klagenævn. Det forventes, at et vist antal sager årligt bliver forelagt disse nævn. Finder den regionale told- og skattemyndighed honorarkravet åbenbart urimeligt, kan myndigheden dog undlade en sådan forelæggelse.

Indhentes udtalelser fra den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn, kan der i overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, uden at der forinden har været givet den sagkyndige/den skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere dette nævns udtalelse.

Såvel Advokatrådet som Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen Registrerede Revisorer vil behandle forespørgsler fra de regionale told- og skattemyndigheder og Told- og Skattestyrelsen om rimeligheden af størrelsen af deres medlemmers honorarer.

For så vidt angår advokatsalærer skal forelæggelsen ske for kredsbestyrelsen i den advokatkreds, hvor den pågældende advokat eller advokatselskabet har sit kontor efter retsplejelovens § 146. Kredsbestyrelsens afgørelse kan ifølge retsplejelovens § 147 indbringes for Advokatnævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse er meddelt parterne. Den regionale told- og skattemyndighed bør derfor vente med at træffe endelig afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, til en eventuel klagebehandling ved Advokatnævnet er afsluttet.

For så vidt angår revisorhonorarer skal forelæggelsen ske for de respektive revisororganisationers responsumudvalg.

Sagsbehandlingstiden ved brancheorganisationernes klagenævn kan variere meget alt efter hvor godt, sagerne er oplyst. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved kredsbestyrelsen og Advokatnævnet er godt et år.

Hvis et brancheorganisations klagenævn mener, at honoraret har været for stort, eller den regionale told- og skattemyndighed af andre grunde mener, at honoraret har været for stort, kræves det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb tilbagebetalt fra den skatte- eller afgiftspligtige, jf. skattestyrelseslovens § 33 F, stk. 4, 1. pkt. Tilsvarende gælder, hvis den regionale told- og skattemyndighed ikke kan anderkende størrelsen af andre udgifter til sagens behandling, fx rejseomkostninger eller udgifter til indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling af beløbet fra den skatte- eller afgiftspligtige sker uden beregning af renter.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse om tilbagebetaling af det udbetalte godtgørelsesbeløb til Told- og Skattestyrelsen og eventuelt indbringe spørgsmålet for domstolene.

Henstand ved påklage

Den skatte- eller afgiftspligtige har ret til at få henstand med tilbagebetalingen efter skattestyrelseslovens § 33 F, stk. 4, 1. pkt., af den for meget udbetalte godtgørelse, hvis afgørelsen om godtgørelsens størrelse påklages til Told- og Skattestyrelsen eller indbringes for domstolene, jf. samme bestemmelses 2. pkt. Der beregnes ikke renter af det beløb, som der er givet henstand med.

Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse om henstand til Told- og Skattestyrelsen og herefter eventuelt indbringe styrelsens afgørelse for domstolene. Se under afsnit K.7.

Rente

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige ikke vil udnytte sin ret til at få henstand, men i stedet betaler det omtvistede beløb, og det senere viser sig, at godtgørelsen har været større end det, som myndighederne har fastsat, tilbagebetales dette beløb efter SSL § 33 F, stk. 5, til den skatte- eller afgiftspligtige med en rente beregnet efter kildeskattelovens § 62, stk. 3.

Renten beregnes fra dagen for indbetaling af det opkrævede godtgørelsesbeløb. Renten er ikke er skattepligtig for modtageren og medregnes ikke i indkomstopgørelsen. Se under afsnit K.7.2.

K.6.3 Overdragelse af kravet på godtgørelse

Krav på omkostningsgodtgørelse kan som udgangspunkt ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning. Efter § 33 A, stk. 4, kan kravet på omkostningsgodtgørelse dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige.

Ved overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse fra den godtgørelsesberettigede til den sagkyndige, der har ydet den godtgørelsesberettigede bistand, gælder de almindelige obligationsretlige regler om overdragelse af fordringer.

Har den godtgørelsesberettigede overdraget, herunder pantsat, kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, skal den sagkyndige fremlægge dokumentation for overdragelsen, før pengene kan udbetales til denne. Se under afsnit K.7.1 om de nærmere dokumentationskrav.

Har alene den sagkyndige meddelt, at kravet er overdraget til denne uden, at der er fremlagt dokumentation herfor, kan omkostningsgodtgørelsen ikke udbetales til den sagkyndige. Omvendt kan godtgørelsen i denne situation heller ikke udbetales til den godtgørelsesberettigede, førend retsforholdet mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige er afklaret.

K.7 Administration

Kompetence

Godtgørelsesordningen administreres af de statslige told- og skattemyndigheder. Ansøgning om godtgørelse indgives til den regionale told- og skattemyndighed i det område, hvor den godtgørelsesberettigede bor. Er den pågældende flyttet til udlandet, indgives ansøgningen til den regionale told- og skattemyndighed i det område, hvor den pågældende boede frem til udrejsen.

Ansøgningen indgives på en blanket (02.008), der er udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen. Blanketten kan fås ved henvendelse til den regionale told- og skattemyndighed og ligger også på internettet på adressen http://www.toldskat.dk/

Godtgørelsen udbetales af den regionale told- og skattemyndighed til den godtgørelsesberettigede eller til den sagkyndige, som den godtgørelsesberettigede har overdraget kravet til. Godtgørelsen kan også udbetales til den, som den godtgørelsesberettigede har bemyndiget til at modtage betalingen på sine vegne. Den regionale told- og skattemyndighed kan før udbetalingen kræve en nærmere dokumentation for udgiften, herunder efterprøve en udgiftsfordeling.

Oplysninger til brug for opgørelse af godtgørelse efter SSL kapitel 3 A gives under strafansvar efter SSL § 33 I.

Der kan forekomme tilfælde, hvor den regionale told- og skattemyndighed både har truffet afgørelse i den materielle klagesag og også skal træffe afgørelse i sagen om omkostningsgodtgørelse til den pågældende sag. I sådanne tilfælde skal det tilstræbes, at et andet kontor behandler spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse end det kontor, der har behandlet den materielle sag.

Klage

Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse om omkostningsgodtgørelse kan indenfor en klagefrist på 3 måneder påklages til Told- og Skattestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene, jf. afsnit H.6.

Stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser

De ovenfor under afsnit 6 nævnte stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser til afgørelse af, om et honorar er rimeligt, vil kunne indgå i den daglige administration af ordningen. Ved stikprøvekontroller vil det være muligt for myndighederne at danne sig et indtryk af, om den nye ordning medfører en væsentlig stigning i størrelsen af de fastsatte honorarer.

Myndighederne vil formentlig kunne opnå et tilsvarende indtryk ved at sammenligne honorarerne i de sager, i hvilke den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende medhold og derfor er berettiget til en godtgørelse på 100 procent, med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold, og derfor kun er berettiget til en godtgørelse på 50 procent. Tilsvarende vil niveauet for honorarforskellen mellem taber- og vindersagerne kunne sammenlignes med det tilsvarende niveau mellem disse sager under den tidligere gældende ordning. Ved sådanne sammenligninger vil man bl.a. kunne se, om niveauet for honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende medhold, og hvor der derfor skal ydes en godtgørelse på 100 procent, stiger set i forhold til niveauet for honorarerne i de tilsvarende sager under den tidligere gældende ordning, hvor der ydes 50 procent i godtgørelse.

Alt andet lige må det forventes, at honorarerne i de sager, hvori den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold, er udtryk for den rigtige honorarstørrelse. Dog må der i sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller overvejende grad, tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes af den skatte- eller afgiftspligtige, netop udgør en selvstændig parameter for advokaters salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til andre ikke-målige forhold kan influere på honorarstørrelsen, f.eks. sagens kompleksitet og karakter i øvrigt. Se nærmere under afsnit K.6.2.

Årlige redegørelser

Skatteministeren skal årligt afgive en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling mv. i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse, jf. skattestyrelseslovens § 33 H.

Stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser vil udover at kunne indgå i den daglige administration af ordningen, også kunne indgå i de årlige redegørelser til Folketinget om udgiftsudviklingen på godtgørelsesområdet.

Der skal desuden indhentes yderligere oplysninger, som giver mulighed for at følge de enkelte nye dele af ordningen og deres anvendelse. Der skal bl.a. indhentes oplysninger om antallet af forbehold om tilbagebetaling, antallet af forskudsvise udbetalinger, størrelsen af renter, som myndighederne må betale i disse situationer, størrelsen af efterreguleringsbeløb, antallet af henstandsgivninger og resultatet af vurderingen af medholdsgraden i den vejledende udtalelse sammenholdt med vurderingen af afgørelsen. Der skal endvidere indhentes oplysninger om antallet af honorarkrav forelagt for brancheforeningerne samt udfaldet heraf.

Redegørelsen for 2002 skal afgives i starten af 2003. Endvidere skal der afgives redegørelser for ordningen for årene 2003 og 2004 i starten af henholdsvis 2004 og 2005.

Videregivelse

Til brug for den årlige redegørelse til Folketinget vil oplysninger vedrørende den skattepligtiges sag samt oplysninger vedrørende bistandsyder, som indgår i sagen, behandles i de regionale told- og skattemyndigheder samt behandles i Told- og skattestyrelsen. Oplysningerne indgår i statistik til brug for den årlige redegørelse.

K.7.1 Dokumentation

Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, jf. SSL § 33 G. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 578 af 8. juli 2002 om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 17. juli 2002 med virkning for ansøgninger om omkostningsgodtgørelse indgivet den 24. juli 2002 og senere, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1. For ansøgninger indgivet før denne dato, men hvor godtgørelsesspørgsmålet ikke er endeligt afgjort inden den 17. januar 2002 efter de tidligere gældende regler, kan myndighederne - i det omfang oplysningerne forefindes - også kræve oplysninger i disse sager efter bekendtgørelsen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.

Den vejledende udtalelse fra den administrative instans om medholdsgraden efter skattestyrelseslovens § 33 E, skal dog kun vedlægges ansøgningen, hvis skatte- eller afgiftssagen er blevet rejst ved klagemyndigheden den 10. juni 2002 eller senere.

Er en ansøgning om omkostningsgodtgørelse indgivet den 24. juli 2002 eller senere, men de pågældende regninger er skrevet inden bekendtgørelsen trådte i kraft, kan told- og skattemyndighederne efterfølgende, hvis de skønner det påkrævet i den konkrete sag, kræve en opdeling af udgifterne, som det fremgår af den nye bekendtgørelse. Regningerne skal dog ved indgivelsen af ansøgningen som minimum leve op til de tidligere gældende dokumentationskrav.

De nærmere krav

Det følger af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, at det ikke er nødvendigt at anvende blanket ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, når blot ansøgningen indeholder de oplysninger, som fremgår af Told- og Skattestyrelsens blanket.

Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at der med ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal følge en kopi af den afgørelse, kendelse eller dom, som den pågældende instans har truffet i skatte- eller afgiftssagen for hver instans. Desuden skal vedlægges en kopi af udtalelsen fra den administrative instans om medholdsgraden efter skattestyrelseslovens § 33 E samt kopi af den regning, der søges godtgørelse for.

Er sagen uafsluttet, skal der vedlægges en kopi af den underretning, ansøgning, klage eller stævning, der ligger til grund for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Se nærmere om muligheden for acontoudbetaling under afsnit K.1.

Det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering, som er stilet til den godtgørelsesberettigede. Se dog om honorar for specialistbistand under afsnit K.6.2 . Regningen skal desuden være delt op med hensyn til størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver klageinstans pr. klagepunkt samt indeholde oplysninger om anvendt antal timer pr. instans pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt). Der skal tillige være en kort redegørelse for, hvad der er ydet den godtgørelsesberettigede ved hver instans, og om der er særlige forhold, som begrunder honorarkravet, f.eks. om sagen er principiel.

Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige attesterer ved deres underskrifter på ansøgningen under strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte, jf. SSL § 33 I og § 33 J. Det gælder også, selvom kravet på omkostningsgodtgørelse er transporteret til rådgiveren. Underskrifterne kan afgives ved digital signatur, såfremt der er mulighed herfor.

Har den godtgørelsesberettigede anvendt flere sagkyndige til behandlingen af en godtgørelsesberettiget sag, skal alle de pågældende sagkyndige som udgangspunkt attestere på ansøgningen, at de afgivne oplysninger om den sagkyndiges egne forhold er rigtige.

Er kravet på omkostningsgodtgørelse overdraget til den sagkyndige, herunder pantsat, efter skattestyrelseslovens § 33A, stk. 4, skal dette fremgår af ansøgningen. Den af Told- og Skattestyrelsen udarbejdede ansøgningsblanket indeholder en rubrik til angivelse af evt. overdragelse, som attesteres af den godtgørelsesberettigede ved underskriften på blanketten. Har den godtgørelsesberettigede ikke krydset af i denne rubrik, kræves særskilt dokumentation for overdragelsen, inden udbetaling kan ske.

Er en anden blevet bemyndiget til at modtage beløbet, er det fortsat et krav, at den godtgørelsesberettigede skal fremlægge dokumentation herfor.

K.7.2 Den ligningsmæssige behandling af godtgørelsen

Den godtgørelsesberettigede

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1, skal omkostningsgodtgørelse efter SSL § 33 A ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i SSL § 33 C, stk. 2, hvoraf det fremgår modsætningsvis, at tilskuddet fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.

Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1 skal renter, der udbetales efter SSL § 35 F, stk. 2 og 5 heller ikke medregnes i indkomstopgørelsen. Herved behandles disse renter skattemæssigt på samme måde som selve godtgørelsesbeløbet.

Overskud

Beløbet kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, hvis beløbet ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til sagkyndig bistand mv., med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter (tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp). Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte udgifter), er overskuddet skattepligtigt som andre tilskud/gaver fra tredjemand.

Retlig interesse

Ud over denne betingelse, stilles det endvidere som betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en retlig interesse i, at sagen føres. Denne retlige interesse vil som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet. Bestemmelsen bygger på den antagelse, at en person, der vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres. Tilskuddet må derimod ikke være ydet som følge af et generelt interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller afgiftspligtiges sag. Der kan foreligge et generelt interessesammenfald i fx. familieforhold, hovedaktionærforhold eller koncernforhold. Navnlig i tilfælde, hvor der foreligger et generelt interessesammenfald mellem yder og modtager, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at tilskuddet ydes som følge af en konkret, retlig interesse i sagen.

Tredjemands tilskud

Efter bestemmelsen i ligningsloven § 7 Q, stk. 1, nr. 2 kan alle fysiske og juridiske personer, almennyttige fonde, sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere mv. som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det ikke er fundet muligt at opstille klare kriterier, der generelt gør det muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller afgiftspligtige, der fører principielle sager.

K.7.3 Indberetning

Tredjemand

Fysiske og juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand mv., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet underrette de statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og modtagerens identitet. Det fremgår af bestemmelsen i SKL § 7 H. Tredjemand skal oplyse beløbets størrelse og modtagerens identitet, når beløbet ydes. I forbindelse med ligningen må det påses, at der ikke ydes et større beløb fra tredjemand end de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af godtgjorte udgifter.

Den regionale told- og skattemyndighed

Underretning sker ved, at den regionale told- og skattemyndighed, der udbetaler omkostningsgodtgørelsen, underretter den godtgørelsesberettigedes skatteansættende myndighed om den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Udbetaler tredjemand et beløb til dækning af bistandsudgifterne, skal tredjemand ifølge bestemmelsen indberette beløbets størrelse og modtagerens identitet til sin regionale told- og skattemyndighed. Den regionale told- og skattemyndighed videresender herefter orienteringen om tilskuddet til den skatte- eller afgiftspligtiges skatteansættende myndighed, som dermed har grundlag for at foretage en ligningsmæssig bedømmelse.

Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde anmeldelsespligten, vil kunne straffes med bøde, jf. SKL § 14, stk. 2.

K.1 Omkostningsgodtgørelsen

K.2 Kredsen af godtgørelsesberettigede

K.3 De godtgørelsesberettigede udgifter

K.4 De godtgørelsesberettigede sagstyper

K.5 Nærmere om medholdsgraden

K.6 Udbetaling af godtgørelsen

K.7 Administration