E20036PR0008

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING

2 Articles / Provisions · Denmark

Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2003

Den fulde tekst PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING Open official source

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

H. Klagestruktur og klagebehandling

Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og afgiftslove og via bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen) . Klagestrukturen på told-, skatte- og afgiftsområdet afhænger i høj grad af de enkelte områder og af sagens karakter. Der gælder dog som udgangspunkt et to-instansprincip, der medfører, at en afgørelse som hovedregel kun kan påklages en gang. (Den vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer).

Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de væsentligste sagstyper, mens Told- og Skattestyrelsen er klageinstans for klager over afgørelser i sager af mere administrativ karakter, fx sager om registrering, regnskab, kontrol, afgiftsbetaling og lignende.

Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk. I bilag 1 findes en oversigt over reglerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen. I afsnit H.1. til H.6 er klagevejene på de konkrete områder beskrevet. Klagefrister og sagsbehandling, når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit H.7.

Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk

Sagsudlægningsbekendtgørelsen omfatter sager på såvel skatteområdet som på told- og afgiftsområdet. Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

De regionale told- og skattemyndigheder er 1. instans

Bekendtgørelsen er bygget op omkring en hovedregel i § 6, stk. 1 og §§ 7-9 om, at de regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse i første instans både for så vidt angår skat, moms, afgifter og told, medmindre området i medfør af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til en anden myndighed. Er en sagstype således ikke særskilt nævnt i bekendtgørelsen, gælder hovedreglen i § 6, stk. 1.

I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1 normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven, sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter og sager om omkostningsgodtgørelse efter SSL kap. 3 A. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt regional told- og skattemyndighed, gælder dette også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte regionale told- og skattemyndigheder, er beskrevet i bilag 3 .

Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelsen for klage over afgørelser, som de regionale told- og skattemyndigheder har truffet i 1. instans er, at afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen efter bestemmelsen i § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns og Frederiksberg kommuner efter § 6, stk. 2.

Kommunerne er 1. instans

I § 10 og § 11 er opregnet de sager, hvor de kommunale skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til de regionale told- og skattemyndigheder, jf. § 21, og regionernes afgørelser som klageinstans i disse sager kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2.

Den selskabslignende myndighed er 1. instans

Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager, hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL § 12 A foretager skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer, træffer afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende myndighed er en kommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, se også afsnit H.1.1.

Told- og Skattestyrelsen er 1. instans

Bekendtgørelsens § 14 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 26, nr. 4.

Ligningsrådet er 1. instans

Bekendtgørelsens § 16 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 26, nr. 6.

Skatteministeren er 1. instans

Bekendtgørelsens § 17 opregner de tilfælde, hvor skatteministeren selv træffer afgørelse i 1. instans. Skatteministerens afgørelse i disse sager kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. § 26, nr. 8.

Klagefrist

Bekendtgørelsens § 20 angiver en generel klagefrist på 3 måneder. Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan påklages efter sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Klageinstanser

Bekendtgørelsens §§ 21-25 angiver klageadgangen til henholdsvis en regional told- og skattemyndighed, direktøren for Told- og Skattestyrelsen, eller den som direktøren bemyndiger hertil, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet og Landsskatteretten. § 26 angiver hvilke afgørelser, der ikke kan påklages administrativt.

H.1 Klagestrukturen på skatteområdet

Forskudsregistrering

Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes af den kommunale skattemyndighed, jf. kildeskatteloven s § 55 B, stk. 1. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse kan påklages til skatteankenævnet, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. kildeskattelovens § 55 B, stk. 2.

Acontoskat

De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om acontoskat samt foretager beregning af selskabsskat i 1. instans, jf. selskabsskatteloven s § 34 A og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser om skatteansættelser af indkomst for fysiske personer og dødsboer og øvrige afgørelser som nævnt i SSL § 2, behandles af det kommunale skatteankenævn, jf. SSL § 5. Klager over skatteankenævnets kendelser behandles af Landsskatteretten, jf. SSL § 20, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-4.

Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer (selskaber)

Skatteansættelsen for juridiske personer bortset fra dødsboer foretages af de statslige skattemyndigheder, dvs. de regionale told- og skattemyndigheder samt Told- og Skattestyrelsen eller af en kommune i henhold til kontrakt med staten, jf. SSL § 12 A. For juridiske personer, bortset fra dødsboer, findes således en af følgende skatteansættende myndigheder

Kommuner, hvormed der er indgået en aftale efter SSL § 12 A, stk. 2, også kaldet kontraktskommuner

Told- og Skattestyrelsen, der ligner bla. de store selskaber og selskaber i den finansielle sektor, der ikke lignes i en kontraktskommune

De regionale told- og skattemyndigheder, der ligner selskaber, der ikke lignes i en kontraktskommune eller i Told-og Skattestyrelsen

Kompetencen til at foretage skatteansættelsen for en given juridisk person kan normalt kun ligge hos én af disse myndigheder. Skatteansættelser, der er foretaget af en af de nævnte skatteansættende myndigheder, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 20, stk. 1, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 1, der henviser til SSL § 12 A og § 38 A, stk. 2. Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer kan således, i modsætning til skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer, kun påklages én gang i det administrative klagesystem.

Skatteforbehold

Afgørelsen af, om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig virkning træffes af den skatteansættende myndighed, og afgørelser herom kan påklages administrativt som andre afgørelser om skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil sige, at den skatteansættende myndighed træffer afgørelse i første instans, og alt afhængig af om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten inden for de normale klagefrister, jf. afsnit H.7 og O.2 .

Tilsyn og revision

Skatteansættelser, der er foretaget eller ændret af Told- og Skattestyrelsen, en regional told- og skattemyndighed eller Ligningsrådet som led i revisionsbeføjelsen, jf. SSL § 14, stk. 4 og § 19, stk. 1, kan påklages til Landsskatteretten. For sådanne ansættelser er der således kun mulighed for at påklage ansættelsen én gang i det administrative klagesystem.

Ansættelsesændringer som led i skattemyndighedernes revision

Når genoptagelse sker på skattemyndighedernes foranledning (revision), er klagestrukturen den samme som vedrørende skatteansættelser i almindelighed. Det vil sige, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig af, om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen.

Genoptagelse på skatteyderens foranledning

Efter den 12. marts 2003 skal anmodninger om genoptagelser som udgangspunkt behandles efter SSL §§ 34 og 35, således som disse bestemmelser er affattet med lov nr. 410 af 2. juni 2003, jf. lovens § 6, stk. 3, 1. pkt. Såfremt tidligere gældende regler er til gunst for skatteyderne, skal de dagældende regler fortsat anvendes til og med indkomståret 1999, jf. lov nr. 410 af 2. juni 2003 § 6, stk. 3, 3. pkt.

Det er som hovedregel den skatteansættende myndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse foretaget af den pågældende skatteansættende myndighed. Det betyder, at for fysiske personer og dødsboer træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse om genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet af 3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet af 3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til skatteankenævnet og derfra videre til Landsskatteretten.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være den gældende kontraktskommune, den regionale told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet af 3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet af 3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.

For så vidt angår kompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises til TSS-cirkulære 1998-34.

Genoptagelse som følge af at der foreligger særlige omstændigheder

Hovedreglen om, at det er den skatteansættende myndighed, der træffer afgørelse om genoptagelse, gælder dog ikke genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8, hvorefter der kan ske genoptagelse efter udløbet af 3-årsfristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Kompetencen til at tillade genoptagelse efter denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.

Afslag på genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8 kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 9 træffer Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i disse sager, hvis en evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet som skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Kommunen er skatteansættende myndighed

I de tilfælde, hvor det er den kommunale skattemyndighed, der er skatteansættende myndighed, skal en anmodning om genoptagelse, som er fremsat efter udløbet af 3-årsfristen i SSL § 34, indsendes til den kommunale skattemyndighed. Hvis det er den regionale told- og skattemyndighed, der modtager anmodningen, skal den regionale told- og skattemyndighed videresende anmodningen til den kommunale skattemyndighed, medmindre anmodningen helt åbenbart kun omhandler genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8. Den kommunale skattemyndighed skal herefter træffe afgørelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 1-7. Hvis den skattepligtige gør gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, skal den kommunale skattemyndighed herefter videresende anmodningen til den regionale told- og skattemyndighed med henblik på behandling efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8. Den kommunale skattemyndighed har ikke kompetence til at foretage en vurdering af, om den skattepligtiges påstand er relevant. Hvis den skattepligtige ikke har gjort gældende, at der foreligger særlige omstændigheder, der vil kunne føre til genoptagelse, skal den kommunale skattemyndighed vejlede om muligheden for genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 8. En sådan vejledning kan fx. se således ud

" Ifølge skattestyrelselseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, kan skatteministeren tillade, at skatteansættelsen ændres, hvis der forholdene i særlig grad taler herfor. Skatteministeren har udlagt kompetencen til træffe afgørelse i disse tilfælde til de regionale told- og skattemyndigheder. Hvis De mener, at der foreligger forhold, der i særlig grad taler for genoptagelse, skal De indsende en anmodning om genoptagelse til ToldSkat x med angivelse af de særlige forhold, som påberåbes. Det bemærkes, at det ikke er alle slags fejl, der berettiger til ændring af skatteansættelsen.

Bestemmelsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder uden for de tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive betingelser i bestemmelsens øvrige punkter, jf. § 35, stk. 1, nr. 1-7, og hvor det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Genoptagelse vil endvidere kunne ske efter bestemmelsen i de tilfælde, der er omfattet af den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 9, hvorefter en ansættelse kan foretages eller ændres i det omfang, der er begået ansvarspådragende fejl af skattemyndighederne. Bestemmelse finder dog yderligere anvendelse, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, uden at fejlen kan anses for ansvarspådragende, når fejlen har medført en materielt urigtig ansættelse, og det efter en konkret bedømmelse må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen.

Bestemmelsen vil eksempelvis finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Særlige konsekvensændringer, der falder uden for de tilfælde, der er opregnet i § 35, stk. 1, i øvrigt, vil endvidere kunne være omfattet af bestemmelsen. Er der eksempelvis sket beskatning af udbetalinger til medarbejdere som løn, og nægter skattemyndighederne efterfølgende arbejdsgiveren fradrag for udbetalingerne under henvisning til, at der er tale om afdrag på lån, vil konsekvensændringer vedrørende medarbejdernes skatteansættelse således kunne være omfattet af bestemmelsen.

Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse, såfremt myndighederne har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse, eller hvis det må lægges til grund, at den lokale skattemyndighed fejlagtigt har afgivet genoptagelsestilsagn til den skattepligtige ud over den ordinære ansættelsesfrist, og den skattepligtige som følge heraf ikke rettidigt har klaget eller anmodet om genoptagelse af ansættelsen.

Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende.

Ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Er der således tale om en indkomstændring på mere end 5.000 kr., vil dette tale for genoptagelse af ansættelsen. Vedrører det forhold, der begrunder ansættelsens foretagelse, flere indkomstår, skal der foretages en samlet vurdering, således at en indkomstændring for samtlige indkomstår på i alt 5.000 kr. eller mere ligeledes normalt vil tale for, at anmodningen om genoptagelse imødekommes.

Den skattepligtige skal endvidere dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den skattepligtige bærer således risikoen for, at bevisbyrden kan være tungere, jo ældre år der er tale om. Er der således tale om genoptagelse for indkomstår, der ligger langt tilbage i tid, og skattemyndighederne af denne grund ikke længere er i besiddelse af selvangivelsesmaterialet, må der stilles krav om, at den skattepligtige fuldt og helt kan dokumentere ændringens berettigelse eksempelvis ved fremlæggelse af kopi af det relevante selvangivelsesmateriale. "

Når genoptagelse imødekommes

Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages af den skatteansættende myndighed, følger en evt. klage over den nye ansættelse den sædvanlige klageinstansfølge. Det vil sige, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig af om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en kontraktskommune, en regional told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen.

Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et skatteankenævn, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller en regional told- og skattemyndighed vil den skatteansættende myndighed blive pålagt at genoptage skatteansættelsen. Skatteankenævnet har dog selv mulighed for at genoptage og foretage ansættelsen, hvis klageren er enig heri, jf. SSL § 21 A. Landsskatteretten har ikke en tilsvarende hjemmel.

Ekstraordinær genoptagelse/indkomstårene 1997-1999

Hvis de dagældende regler om ekstraordinær genoptagelse i SSL § 35 er til gunst for skatteyder, kan de dagældende regler fortsat anvendes.

Anmodninger, der støttes på en af grundene opregnet i stk. 1, nr. 1 - 8 og 10, skal behandles af kommunen i de tilfælde, hvor det er den kommunale skattemyndighed, der er skatteansættende myndighed. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse foretaget af den pågældende skatteansættende myndighed.

Det betyder, at for fysiske personer og dødsboer træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse om ekstraordinær genoptagelse. Afgørelsen vil kunne påklages til skatteankenævnet og derfra videre til Landsskatteretten.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være den pågældende kontraktskommune, den regionale told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om genoptagelse. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.

Anmodninger, der begrundes med, at den skatteansættende myndighed har begået fejl, som har ført til en materiel urigtig ansættelse, er reguleret ved dagældende SSL § 35, stk. 1. nr. 9. Kompetencen til at tillade genoptagelse efter denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.

Afslag på genoptagelse efter dagældene SSL § 35, stk. 1, nr. 9, kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 12, træffer Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i disse sager, hvis en evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet som skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, nr. 3.

Ekstraordinær genoptagelse/ indkomstårene 1990-1996

For så vidt angår ansættelser foretaget af de kommunale myndigheder, er det de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner, der efter bemyndigelse fra skatteministeren træffer afgørelse om, hvornår ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 1990-1996 skal tillades, jf. § 6, stk. 1 i sagsudlægningsbekendtgørelsen. De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. Undtaget herfra er dog anmodninger om genoptagelse med henvisning til en underkendende landsskatteretskendelse eller dom, der er afsagt fra og med den 1. juli 1999. I sådanne tilfælde vil afgørelsen i første instans blive truffet af de kommunale skatteforvaltninger, jf. SSL § 35, stk. 1, nr. 7. For så vidt angår en ansættelse foretaget af den statslige told- og skatteforvaltning eller Ligningsrådet skal en anmodning om genoptagelse indgives til den myndighed, der har foretaget ansættelsen, idet sådanne anmodninger ikke er omfattet af den tidligere SSL § 4, stk. 2. Klage over afslag på genoptagelse af en regional told- og skattemyndigheds tidligere ansættelse, skal indgives til Landsskatteretten, hvis der klages inden for 3-årsfristen, hvorimod der skal klages til Told- og Skattestyrelsen, hvis der klages efter udløbet af 3-årsfristen.

For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er det Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om ekstraordinær genoptagelse, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 4. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Bevillingsmæssig genoptagelse/indkomstår før 1990

Adgangen til at give tilladelse til bevillingsmæssig genoptagelse er en ministerbeføjelse, der er tillagt de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner i medfør af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Afslag på bevillingsmæssig genoptagelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er det styrelsen, der træffer afgørelse om bevillingsmæssig genoptagelse, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 4. Styrelsens afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Der kan endvidere ske genoptagelse for disse indkomstår på grundlag af en endelig dom eller landsskatteretskendelse, der underkender hidtidig ligningspraksis. Der henvises i øvrigt til afsnit G.3.2.1 og G.3.2.2.1 .

Bindende forhåndsbesked

Landsskatteretten behandler klager over bindende forhåndsbesked afgivet af Ligningsrådet, og bindende forhåndsbesked afgivet af de regionale told- og skattemyndigheder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 25, stk. 1, nr. 1. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked kan påklages til Landsskatteretten efter SSL § 23, stk. 1, nr. 6.

Bindende Ligningsvar

Med lov nr. 332 af 9. maj 2003 er der indført adgang for fysiske personer og dødsboer til at få bindende ligningssvar hos den kommunale ligningsmyndighed. Loven trådte i kraft den 1. juli 2003, fra hvilken dato der kan gives bindende ligningsvar vedrørende indkomståret 2003 og senere.

Skatteankenævnet behandler klager over bindende ligningssvar afgivet af den kommunale ligningsmyndighed, jf. SSL § 21, stk. 4, 2. pkt. Afgørelser om bindende ligningssvar fra skatteankenævnet kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 9.

Der henvises endvidere til afsnit C.1.2 .

Ejendomsvurdering

Vurdering af fast ejendom foretages i første instans af de 8 regionale told- og skattemyndigheder, der fremgår af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2.

Klager over de regionale told- og skattemyndigheders vurderinger af fast ejendom behandles af vurderingsankenævnet, jf. SSL § 16 B. Landsskatteretten påkender klager over vurderingsankenævnenes afgørelser, herunder afgørelser i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 1 og stk. 12-15 samt fordelinger i henhold til § 33, stk. 2-11, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.

Ejendomsvurderinger, der er ændret af Ligningsrådet, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.

Afslag på anmodning om genoptagelse kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som en vurdering foretaget af den pågældende regionale told- og skattemyndig.

H.1.1 Bevillinger og dispensationer på skatteområdet

I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven. Dette indebærer, at der ikke skal søges om tilladelse eller dispensation for at anvende den pågældende bestemmelse.

Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende bestemmelsen er opfyldte, afgøres af den skatteansættende myndighed, hvis afgørelse som udgangspunkt kan påklages efter de sædvanlige regler - det vil sige til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, og indbringes for domstolene - medmindre andet fremgår af den pågældende lovbestemmelse.

Herudover findes der en del bestemmelser i skatte-, told-, og afgiftslovgivningen, der fastsætter, at fx skatteministeren eller Ligningsrådet kan tillade anvendelse af nærmere angivne regler eller kan dispensere fra nærmere angivne regler.

I bilag 1 er en oversigt over bevillings- og dispensationsbestemmelser, hvor beføjelsen til at træffe afgørelse på skatteområdet er udlagt.

H.1.1.1 Ministerkompetencer

Skatteministerens kompetencer er udlagt via sagsudlægningsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten. Kompetencen er udlagt til enten den kommunale skattemyndighed, de retionale told- og skattemyndigheder, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet og for så vidt angår selskabsligningen, til den skatteansættende myndighed. Sagsudlægningsbekendtgørelsen regulerer samtidig klageadgangen for disse sagstyper.

Kompetencen er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder

Langt de fleste ministerkompetencer er via sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 6-9 udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder, som træffer afgørelse i første instans. Det er således hovedreglen, at de regionale told- og skattemyndigheder er tillagt ministerkompetencen efter bekendtgørelsens § 6, stk. 1, medmindre andet følger af bekendtgørelsens § 6, stk. 2-3, §§ 3-4, §§ 7-19 og § 32. I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 6, stk. 1, normalt skal behandles i de regionale told- og skattemyndigheder i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondloven, opkrævningsloven, vurderingsloven, sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter, sager om omkostningsgodtgørelse efter SSL kap. 3 A og sager om ejendomsavanceskat efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt regional told- og skattemyndighed, gælder dette også sager, som efter § 6, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte regionale told- og skattemyndigheder, er beskrevet i bilag 3.

De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser truffet i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan som hovedregel påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Enkelte regionsafgørelser truffet i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan indbringes for Landsskatteretten, jf. bekendtgørelsens § 25.

Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns og Frederiksberg Kommuner efter § 6, stk. 2.

Kompetencen er udlagt til en kommune

Det fremgår af sagsudlægningsbekendgørelsens § 10 og § 11 hvilke kompetencer, der er udlagt til den kommunale skattemyndighed. Den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter disse bestemmelser kan påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1-3, medmindre afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten. De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2. Enkelte afgørelser truffet af den kommunale skattemyndighed i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 24.

Det er vigtigt at bemærke, at den kommunale skattemyndigheds kompetencer alene vedrører fysiske personer og dødsboer.

Kompetencen er udlagt til Told- og Skattestyrelsen

Bekendtgørelsens §§ 14-15 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. § 24 og § 25 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 26, nr. 4.

Særligt om selskabsligning

Ministerens kompetence på selskabsligningsområdet er via sagsudlægningsbekendtgørelsen udlagt til den skatteansættende myndighed. Ifølge bekendtgørelsens §§ 12-13 træffer den skatteansættende myndighed afgørelse i 1. instans i en række spørgsmål vedrørende juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber).

På en række områder kan den skatteansættende myndigheds afgørelser ikke påklages administrativt, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 1. Når en kommune er skatteansættende myndighed, kan kommunens afgørelse efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 - med nogle få undtagelser - påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2. Når de regionale told- og skattemyndigheder er skatteansættende myndighed kan den regionale told- og skattemyndigheds afgørelser efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 - med nogle få undtagelser - påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er ministerens kompetencer udlagt til Told- og Skattestyrelsen efter sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 12-13 med klageadgang til Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Kompetencen er udlagt til Ligningsrådet

H.1.1.2 Ligningsrådets kompetencer

Ligningsrådets kompetencer til at give tilladelser eller dispensationer er for en dels vedkommende udlagt til den kommunale skattemyndighed, andre er udlagt til de regionale told- og skattemyndigheder eller Told- og Skattestyrelsen, og for så vidt angår selskabsligningen, til den skatteansættende myndighed. Medmindre andet er hjemlet i den lovbestemmelse, der tillægger Ligningsrådet kompetencen til at give tilladelse eller dispensation, kan en afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet, påklages til rådet, se også afsnit H.7.6. Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige principper om, at der ved ekstern delegation altid er klageadgang til den oprindeligt kompetente myndighed, medmindre rekursadgangen er afskåret med udtrykkelig lovhjemmel. På nogle områder har Ligningsrådet ikke udlagt kompetencen til at give tilladelser eller dispensationer. Ligningsrådets afgørelser om bevilling og dispensation kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 26, nr. 6.

H.1.1.3 Skattefri aktieombytning, skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver

Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri aktieombytning ifølge aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og stk. 3 er udlagt til de regionale told- og skatteregioner, bortset fra sager om principielle spørgsmål eller sager, hvor der ikke er skabt praksis. Sådanne sager afgøres af Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 8. Landsskatteretten kan påkende afslag på tilladelser og afgørelser om vilkår efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1.

Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri fusion, spaltning, henholdsvis tilførsel af aktiver, og fastsætte vilkår for tilladelsen er udlagt til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 3. Sagsbehandlingen i første instans er ved de regionale told- og skattemyndigheder, henholdsvis skatteforvaltningen hos Frederiksberg og Københavns kommuner, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 7.

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter fusionsskattelovens § 8, stk. 6, § 15, stk. 6, § 15 B, stk. 1, 2 og 6, § 15 D, stk. 2 og 3 samt § 6, stk. 6, for så vidt angår dispositioner omfattet af fusionsskattelovens kapitel 3-5 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter fusionsskattelovens § 15, stk. 1, § 15 A, stk. 1 og § 15 C, stk. 1 om afslag på tilladelser og afgørelser med vilkår kan påklages til Landsskatteretten.

H.2 Klagestrukturen ved afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 træffer de regionale told- og skattemyndigheder afgørelse i 1. instans vedrørende alle spørgsmål i henhold til bl.a. kildeskattelovens § 89 B, arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 1 og SKL § 23 B .

Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2, til en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3.

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1, finder arbejdsmarkedsfondslovens regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 1, finder således anvendelse for SP-bidraget. Det betyder, at sagsudlægningsbekendtgørelsens regler om klage over afgørelser efter arbejdsmarkedsfondsloven og om bemyndigelse til told- og skatteregionerne om at træffe afgørelse i første instans efter arbejdsmarkedsfondsloven, tilsvarende finder anvendelse for SP-bidraget.

Afgørelser, der er truffet af en regional told- og skattemyndighed efter § 6, stk. 1, i sagsudlægningsbekendtgørelsen kan, for så vidt afgørelsen ikke kan påklages til Landsskatteretten, påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. I bilag 4 er en oversigt over de afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.

Anmodning om genoptagelse

Efter almindelige forvaltningsretlige principper er det den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende myndighed. Det er endvidere forudsat i lovforslag nr. 192 af 4. marts 1999. Om suspension af klagefrister henvises til afsnit H.7.1 .

H.2.1 Klage til Landsskatteretten

Afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Efter § 6, stk. 1 i sagsudlægningsbekendtgørelsen har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til at træffe afgørelser i 1. instans om

at en virksomhed skal indholde A-skat af en given ydelse, jf. kildeskattelovens § 46, jf. kildeskattelovens § 43, og/eller

at der skal indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af den pågældende ydelse, jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 9, og ATP-lovens § 17 f, stk. 1, der henviser til arbejdsmarkedsfondsloven.

En afgørelse om indeholdelsespligt skal være ledsaget af en afgørelse om hæftelse (fortid) og/eller et pålæg (fremtid).

Pålæg om indeholdelse

En afgørelse om et pålæg til den indeholdelsespligtige om for fremtiden at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag kan påklages til Landsskatteretten.

Hæftelse

Afgørelse om hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.2.2. Den underliggende afgørelse om A-indkomst og indeholdelsespligt for indeværende år kan derimod påklages til Landsskatteretten. Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse efter kildeskattelovens § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR. En underliggende afgørelse truffet af den kommunale skatteforvaltning overfor lønmodtageren for tidligere år ved ændret årsopgørelse, kan alene påklages af lønmodtageren. Se herom Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2002, afsnit J.3.3.

Oplysningspligt

Afgørelse om oplysningspligt kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.2.2 . Den underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til Landsskatteretten.

A-skat

Landsskatteretten påkender klager over de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser i 1. instans om indeholdelsespligter efter kildeskatteloven, jf. kildeskattelovens § 87. Det betyder, at arbejdsgiverkontrollens afgørelser om, hvorvidt der skal indeholdes A-skat i en given indkomst, herunder om arbejdsgiveren mv. er indeholdelsespligtig, om indkomstmodtageren er skattepligtig her til landet samt den beløbsmæssige opgørelse af indkomsten og af den skat, der skal indeholdes i indkomsten, kan indbringes for Landsskatteretten.

Andre typer afgørelser om registrering, angivelse, betaling og hæftelse, truffet af arbejdsgiverkontrollen efter kildeskatteloven, kan fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.2.2.

AM-bidrag

Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, påkender Landsskatteretten klager over de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser om

bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1,

fritagelse for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 3,

bortfald af bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 4,

bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8, og særskilt bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2, og

indeholdelsespligt efter arbejdsmarkedsfondsloven.

De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser vedrørende øvrige spørgsmål efter arbejdsmarkedsfondsloven, fx om registrering, regnskab, kontrol og hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen som 2. og sidste administrative instans, jf. afsnit H.2.2.

Selvstændigt erhvervsdrivende

Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, påkender Landsskatteretten klager over de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser om selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 2, og bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 10.

SP-bidrag

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1, finder arbejdsmarkedsfondslovens regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2, finder dermed tilsvarende anvendelse for de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser om indeholdelse af SP-bidrag, som således kan påklages til Landsskatteretten.

H.2.2 Klage til Told- og Skattestyrelsen

Afgørelser om registrering

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

at en indeholdelsespligtig skal registreres i CVR-registret, jf. § 18, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 980 af 16. november 2001 til kildeskatteloven og §§ 1-4 i bekendtgørelse nr. 979 af 16. november 2001 til arbejdsmarkedsfondsloven

at indeholdelsespligtige, der anmeldes til registrering, skal stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 2 og § 11 A

at virksomheden ikke kan registreres pga. manglende sikkerhedsstillelse, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 7 og 11 A, stk. 2

at virksomheden ikke kan registreres i den ønskede driftsform, men at registrering kan ske i en anden driftsform, fx som personligt hæftende

Afgørelser om angivelse og betaling

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

at der skal pålægges afgiftsforhøjelse efter kildeskattelovens § 57, stk. 2 på grund af ikke rettidigt indgivet angivelse af identitet af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i A-skatteperioden, mere end een gang for en periode på 24 måneder,

at der skal foretages en foreløbig skønsmæssig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, samt størrelsen af det skønsmæssige ansatte tilsvar efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, og

at en allerede registreret indeholdelsespligtig virksomhed skal stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1.

Afgørelser om oplysningspligt

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelse om, at en virksomhed er oplysningspligtig efter skattekontrolloven. De regionale told- og skattemyndigheder har en tilsvarende kompetence til at træffe afgørelse om oplysningspligtens omfang. Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4. Den underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit H.2.1.

Afgørelser om hæftelse

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

hæftelse for indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 2 og arbejdsmarkedsfondsloven s § 15, stk. 3, 2. pkt.,

lønmodtagerens hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdte AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 68 samt arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 1,

den indeholdelsespligtiges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3,

nulstilling, og

erstatning

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. samme bekendtgørelses § 26, nr. 4. Den evt. underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit H.2.1 . Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse efter kildeskatteloven § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR.

H.3 Klagestrukturen ved afgørelser om moms, lønsumsafgift og afgifter

I henhold til en række moms- og afgiftslove og sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer de regionale told- og skattemyndigheder afgørelse i 1. instans i langt de fleste sager på moms- og afgiftsområdet.

Landsskatteretten

I mere end 30 forskellige moms- og afgiftslove er der indsat en bestemmelse om, at de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser i første instans om visse nærmere opregnede spørgsmål og/eller efter visse nærmere opregnede bestemmelser kan påklages til Landsskatteretten. I bilag 4 er en oversigt over de moms- og afgiftsspørgsmål, der kan påklages til Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsen

I de enkelte moms- og afgiftslove er der indsat en bestemmelse om, at skatteministeren kan bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven, og om at ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne.

Denne bestemmelse er udnyttet i sagsudlægningsbekendtgørelsen . Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 6, stk. 1 og 2,, til en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skattemyndigheder, er beskrevet i bilag 3 .

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 træffer told- og skatteregionerne afgørelse i alle sager, medmindre området efterfølgende er henlagt til en anden myndighed.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1, er der adgang til at påklage de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser til Told- og Skattestyrelsen, medmindre afgørelsen efter loven kan påklages til Landsskatteretten.

På momsområdet drejer det sig fx om afgørelser om

Tidspunkt for afgiftspligtens indtræden

Betaling og tilbagebetaling, herunder afgiftsgodtgørelse

Afregning, periodisering og renteberegning

Registrering, ændringer til registrering, registreringsgrænserne og fælles- samt delregistrering.

Eftergivelse og henstand

På afgiftsområdet drejer det sig fx om afgørelser om

Afgiftspligtens indtræden

Registrering

Regnskab

Kontrol

Afregning

Efter § 19 i sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer de regionale told- og skattemyndigheder også afgørelse i 1. instans om beregning og udbetaling af renter. Afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Endvidere kan spørgsmål om overvæltning i forbindelse med genoptagelse og tilbagebetaling af moms og afgifter påklages til Told- og Skattestyrelsen. Der henvises endvidere til afsnit J om henstand og tilbagebetaling.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I visse afgørelser - fx om registrering, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen - forekommer det, at grundlaget for afgørelsen er en underliggende afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten efter andre bestemmelser. I sådanne tilfælde vil klagekompetencen være delt.

Anmodning om genoptagelse

H.4 Klagestrukturen på toldområdet

I henhold til toldlovens § 71 kan skatteministeren bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter toldloven. Denne bemyndigelse er udnyttet i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, således at samtlige 8 regionale told- og skattemyndigheder kan træffe afgørelser på toldområdet.

Sagsudlægningsbekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 5 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Bekendtgørelsens regler om klageadgang gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten. Bekendtgørelsens § 6, stk. 3, giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt sagsområde, der er omfattet af hovedreglen i § 6, til en enkelt eller enkelte regionale told- og skattemyndigheder, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen ved et cirkulære har udlagt til enkelte regionale told- og skattemyndigheder, er angivet i bilag 3 til denne vejledning. .

Landsskatteretten

Skatteministeren har i bekendtgørelse nr. 302 af 17. maj 1999 besluttet, at de afgørelser, der er opregnet i toldlovens § 71 a, jf. § 36 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, (afgørelser efter toldlovgivningen, dvs. toldloven og EF-forordninger om told, herunder EF's toldkodeks) kan påklages til Landsskatteretten.

I bilag 4 er det opregnet, hvilke afgørelser efter toldlovgivningen, der kan indbringes for Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsen

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1 og 2, er der adgang til at påklage de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser på toldområdet til Told- og Skattestyrelsen, medmindre afgørelsen efter loven kan påklages til Landsskatteretten. Det drejer sig fx om klager over

Afslag på meddelelse af bevillinger, tilladelser eller godkendelser

Tilbagekaldelse af bevillinger, tilladelser eller godkendelser

Afgørelser om ekspeditionsafgift

Afgørelser om kontrol

Afgørelser om henstand

Told- og Skattestyrelsens afgørelser på toldområdet kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I visse afgørelser, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, forekommer det, at grundlaget for afgørelsen er en underliggende afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten efter andre bestemmelser. I sådanne tilfælde vil klagekompetencen være delt. For eksempel vil en afgørelse til en oplagshaver både kunne dreje sig om efteropkrævning som følge af misligholdelse af en oplagsbevilling og som følge heraf om tilbagekaldelse af en oplagsbevilling. Landsskatteretten vil være kompetent for så vidt angår klagen over efteropkrævning, mens Told- og Skattestyrelsen vil være kompetent for så vidt angår klagen over bevillingens tilbagekaldelse.

Anmodning om genoptagelse

H.5 Klagestruktur for spillemyndigheden

Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende bestemmelser

Lovbekendtgørelse nr. 631 af 25. juli 2002 om gevinstgivende spilleautomater §§ 6-11 om meddelelse af tilladelser,

samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,

samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og spillehallers personale, adgangskrav mv.,

samme lovs § 28, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse ved angivelse,

samme lovs § 44, stk. 2, om dispensation,

bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater § 4 om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale overvågningssystem, og

samme bekendtgørelses § 19 om vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse.

Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra afgørelsesdatoen.

Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet af de statslige skattemyndigheder i 1. instans efter lovens § 36 og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 af

spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af, og

spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med afgiftsnedsættelse til følge.

H.6 Klagestruktur og klageveje på formelle områder (fælles for alle områder)

Klager over sagsbehandlingen

Behandling af en klage alene med påstand om, at en sagsbehandling er forkert eller uhensigtsmæssig, og som ikke anfægter en materiel afgørelse, sker efter de uskrevne klageveje i forvaltningsretten i forbindelse med over-/underordnelsesforhold. Det forhold, at der foreligger et over-/underordnelsesforhold mellem to myndigheder, giver i et eller andet omfang den overordnede myndighed en tilsynspligt overfor den underordnede myndighed, men over-/underordnelsesforholdet giver ikke i sig selv en borger/virksomhed en ret til at få behandlet en klage, i hvis afgørelse, den pågældende ikke har en retlig interesse. Det er i vidt omfang den overordnede myndigheds valg, om den som led i sin tilsynsforpligtelse vil underkaste en sådan klage en prøvelse.

Told- og Skattestyrelsen kan således behandle klager over sagsbehandlingsfejl i de regionale told- og skattemyndigheder, og Told- og Skattestyrelsen og de regionale told- og skattemyndigheder kan behandle klager over sagsbehandlingsfejl hos de kommunale skattemyndigheder. I de tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af tilsynsbeføjelsen, vil de statslige myndigheder søge at afhjælpe sådanne fejl, da det ikke anses for rimeligt at henvise klager til at få fejlen rettet gennem det administrative rekurssystem. Det samme gælder, hvor sådanne fejl konstateres, uden at borgeren/virksomheden har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen. Der henvises til afsnit A.2.2.1 om tilsynsopgaven. De statslige myndigheder kan ikke tage stilling til en klage over påstået ugyldighed. Sådanne indsigelser skal påklages i sædvanlig instansfølge, som en klage over den materielle afgørelse.

Inhabilitet

Efter FVL § 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har Told- og Skattestyrelsen dog udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabilt, kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen og kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Told- og Skattestyrelsen, jf. SSL § 10, stk. 3. Der henvises endvidere til afsnit E.2.

Aktindsigt

I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og Landsskatteretten tage stilling til virkningen af en eventuel tilsidesættelse af formelle regler, herunder om aktindsigt.

Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er reguleret i sagsudlægningsbekendtgørelsen. Ifølge bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3, kan afgørelser om aktindsigt, der træffes af den kommunale skattemyndighed eller et skatteankenævn påklages til den regionale told- og skattemyndighed. Afgørelser om aktindsigt truffet af Københavns Kommune efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, kan påklages til ToldSkat København. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 3 gælder det fortsat, at afgørelser om aktindsigt truffet af et af de tidligere vurderingsråd eller skyldråd kan påklages til den regionale told- og skattemyndighed. De regionale told- og skattemyndigheders afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 26, nr. 2. I sager, hvor de regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om aktindsigt i første instans, kan afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 2. Afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager træffes af Told- og Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 14, stk. 3.

Afgørelser om aktindsigt truffet af Told- og Skattestyrelsen - herunder styrelsens 1. instansafgørelser - kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Der henvises endvidere til afsnit M.1 .

Indsigtsret

Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i persondataloven s §§ 28 - 39 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har kompetencen til at afgøre om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

Der henvises i øvrigt til afsnit M.2 .

Videregivelse af fortrolige oplysninger til anden forvaltningsmyndighed

Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning omfattet af SSL § 37 eller SKL § 6 F skal videregives til en anden forvaltningsmyndighed efter reglerne i FVL §§ 28 og 31, tilkommer den myndighed, hvor oplysningen er. Videregivelse af oplysninger efter persondataloven er omfattet af samme kompetence. Det bemærkes, at FVL § 31 også gælder for videregivelse af personoplysninger, der er omfattet af persondataloven.

Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de statslige told- og skattemyndigheder. Er et afslag givet af en regional told- og skattemyndighed, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Er et afslag givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen kunne påklages til den regionale told- og skattemyndighed, som sidste administrative instans.

Er et afslag givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Der henvises endvidere til afsnit M.3.2.2 .

Videregivelse af fortrolige oplysninger indenfor samme myndighed

Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning omfattet af SSL § 37 eller SKL § 6 F skal videregives indenfor samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen, eventuelt af myndighedens ledelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit M.3.2.3 .

Tavshedspligt

Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen. Den pågældende er berettiget til at påklage en sådan videregivelse. Klageberettiget er endvidere den, som har modtaget en fortrolig oplysning om tredjemand, og som anser videregivelsen for en overtrædelse af tavshedspligten.

Er videregivelsen foretaget af en regional told- og skattemyndighed, kan videregivelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen. Er videregivelsen foretaget af den kommunale skattemyndighed, kan videregivelsen påklages til den regionale told- og skatteregion. Er videregivelsen foretaget af en regional told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen, kan klage over videregivelsen i sidste instans forelægges for skatteministeren som øverste forvaltningschef. Tilsvarende gælder, at klage over en kommunes videregivelse i sidste instans kan forelægges for borgmesteren som øverste forvaltningschef.

Der henvises endvidere til afsnit M.3 .

Forældelse/told, moms og afgifter

Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig forældelse er for så vidt angår krav på told, moms og afgifter hos de regionale told- og skattemyndigheder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, nr. 1-3. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. I de tilfælde, hvor der fremsættes indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om grundlaget for kravet var indtrådt formueretlig forældelse, skal klagen dog indgives til Landsskatteretten, såfremt sagen i øvrigt kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 5 og toldlovens § 71 a, stk. 1, nr. 5.

Forældelse/skat

For så vidt angår afgørelser om forældelse af indkomstskat vedrørende fysiske personer og dødsboer følger det af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 2, at kompetencen er tillagt kommunerne i det omfang afgørelse herom ikke er truffet af en anden skattemyndighed. Kommunernes afgørelser vil kunne påklages til de regionale told- og skattemyndigheder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan i så fald ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

Hvis afgørelsen om forældelse er truffet af en regional told- og skattemyndighed, kan der klages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Er afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der ingen administrativ klagemulighed.

Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.

For så vidt angår juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) har den regionale told- og skattemyndigheder kompetencen til at træffe afgørelse om forældelse af selskabsskat, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4. Er afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der ingen administrativ klagemulighed.

Omkostningsgodtgørelse

Afgørelse om omkostningsgodtgørelse træffes af den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 6. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Henstand med betaling ved klage

De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om henstand i 1. instans på told- og afgiftsområdet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6. De regionale told- og skattemyndigheder afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

På skatteområdet er kompetencen til at træffe afgørelse om henstand for fysiske personer og dødsboer udlagt til den kommunale skatteforvaltning, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 1. Kommunens afgørelse kan påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

For juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) træffer den skatteansættende myndighed afgørelse om henstand i 1. instans, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 1.

Hvis den kommunale skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

Hvis den regionale told- og skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Hvis Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed, kan afgørelsen om henstand påklages til Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.

Forrentning af tilbagebetalingsbeløb

Den myndighed, der skal opfylde et tilbagebetalingskrav, har ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19 kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans om beregning og udbetaling af renter efter Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb. Endvidere kan visse tilbagebetalte toldbeløb forrentes efter TSS-cirkulære 1997-2 om forrentning af tilbagebetalte toldbeløb. Hvis afgørelse om tilbagebetaling er truffet af den kommunale skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.

Hvis afgørelse om tilbagebetaling er truffet i 1. instans af en regional told- og skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til afsnit J om henstand og tilbagebetaling.

H.7 Klage og klagebehandling (fælles for alle områder)

De regler, der beskrives i dette afsnit er fælles for de afgørelser, der kan påklages til henholdsvis skatteankenævn, vurderingsankenævn, told- og skatteregionerne, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet.

H.7.1 Generelt om klage og klagefrister

Hvem kan klage

Det absolutte udgangspunkt er, at kun parten er klageberettiget. Partsbegrebet skal fortolkes restriktivt på told-, skatte- og afgiftsområdet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte interesse i sagens udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles for alle kommanditisterne.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS 1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist.

Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Særligt for afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

Ved afgørelser om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven er både den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. december 1998. Også andre afgørelser, som arbejdsgiverkontrollen har truffet overfor en arbejdsgiver, kan have en så væsentlig betydning for arbejdstageren, at denne bliver part i sagen og derfor har klageadgang.

Særligt for ægtefæller

Ifølge SSL § 37 A, stk. 2 kan ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især klage over skatteansættelsen af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende. Bestemmelsen har især betydning i de tilfælde, hvor den ene ægtefælles skatteansættelse har indirekte betydning for den anden. SSL § 37 A, stk. 2 giver kun ægtefællen hjemmel til at klage, men gør ikke ægtefællen til part i sagen.

Særligt om ejendomsvurdering

Der gælder særlige regler om klageadgang over ejendomsvurderinger i SSL § 22 A, stk. 1. Herefter kan klage - udover af ejeren - indgives af den, der har begæret vurderingen. I de tilfælde der er nævnt i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage vurderingen af fast ejendom, som kommunen i medfør af lovgivningen vil kunne tilpligtes at overtage.

Generelt om klagefrister

Afgørelser skal som udgangspunkt påklages inden for en frist som er forskellig afhængig af, hvilken myndighed, der klages til. De enkelte klagefrister er beskrevet i de afsnit, der handler om klage til den pågældende klagemyndighed.

Suspension af klagefrister

Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD. I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed, det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som udgangspunkt klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD og SKM2002.523.ØLR . Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort fra fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering finder, at sagen bør behandles.

Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 25, stk. 1. I TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.

At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Klagefrister ved anmodning om genoptagelse

Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i første instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af klagefristen, suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL § 20, stk. 3. Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på anmodning om genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997. dvs. inden klagefristens udløb, mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af 3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL § 20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.

Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der en ny klagefrist fra den nye afgørelse.

I SKM2003.363.ØLR anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Landsskatteretten.

H.7.2 Klage til skatteankenævn

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer skal indgives til det kommunale skatteankenævn. Den skattepligtige er klageberettiget, når han/hun har modtaget årsopgørelsen henholdsvis skattemyndighedens kendelse, jf. SSL § 5. Om skatteankenævns påkendelseskompetence og kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit A.1.4.

Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til bestemmelserne i forretningsordenen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr. 966 af 15. december 1997. Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk nedenfor.

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1. Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1. For sømænd, der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog på 3 måneder fra afgørelsens dato. Om suspension af klagefrister, se afsnit H.7.1.

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 21, stk. 1.

Sagsbehandling når klage er indgivet

For et skatteankenævns sagsbehandling gælder officialprincippet, som betyder, at nævnet selv skal sørge for, at sagen er fuldt oplyst, før der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3. Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet indhente en udtalelse fra den kommunale skattemyndighed, jf. SSL § 21, stk. 2.

Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter omstændighederne giver en længere frist. Skatteforvaltningen skal vedlægge udtalelsen det materiale, der har dannet grundlag for skatteforvaltningens afgørelse, jf. SSL § 21, stk. 3.

Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere udarbejde en sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3.

Forretningsordenen for skatteankenævn § 11 indeholder i forhold til skattestyrelsesloven en præcisering af de krav, som stilles til en sagsfremstilling. Om kravene til sagsfremstillingen, se endvidere afsnit E.3.6.

Sekretariatet skal forelægge sagsfremstillingen for skatteankenævnet til godkendelse sammen med et begrundet udkast til sagens afgørelse, jf, forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.

Hvis nævnet ikke kan imødekomme klagerens påstand fuldt ud sendes sagsfremstillingen til høring hos klageren. Der skal fastsættes en frist for klageren til at udtale sig skriftligt eller mundtligt. Fristen må ikke fastsættes til under 14 dage. Et skatteankenævn kan efter anmodning give en længere frist, jf. SSL § 21, stk. 3, jf. stk. 2, 3. pkt. Klageren skal oplyses om, at klageren har ret til at udtale sig skriftlig eller mundtlig over for skatteankenævnet, før end klagen afgøres.

Det forhold, at et skatteankenævn tager stilling til et forslag til sagens afgørelse, samtidig med at nævnet tager stilling til sagsfremstillingen er ikke ensbetydende med, at nævnet har taget endelig stilling til klagen. Et skatteankenævns forhåndstilkendegivelse om klagen på det foreliggende grundlag er klagerens udgangspunkt for sin eventuelle udtalelse over den fremsendte sagsfremstilling. Nævnets afgørelse træffes først, når klager har haft lejlighed til at udtale sig.

Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen, skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se afsnit E.3.5.

Hvis Told- og Skattestyrelsen eller en regional told- og skattemyndighed har taget sagen op til undersøgelse som en revisionssag, skal skatteankenævnet stille sagen i bero, og klageren skal underrettes herom, jf. forretningsordenens § 12, stk. 3.

Skatteankenævnets afgørelse

Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes ved afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller næstformanden skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit A.1.4 . Et skatteankenævn træffer afgørelse ved kendelse, jf. SSL § 21, stk. 4. Efter forretningsordenens § 13 kan et skatteankenævn bemyndige formanden til at afsige kendelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor klageren ikke har reageret på sagsfremstillingen eller har meddelt, at han ikke har noget at tilføje. Det er en forudsætning for denne kompetence, at der afsiges kendelse i overensstemmelse med det udkast til afgørelse, som fremgår af sagsfremstillingen, og som skatteankenævnet tidligere har godkendt.

Kendelsen sendes til klageren, og skal ledsages af sagsfremstillingen. Kendelsen skal desuden indeholde begrundelse og klagevejledning, hvis afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold.

Tilbagekaldelse

Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage, jf. forretningsordenens § 15. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt meddeles klageren, at klagen er henlagt i skatteankenævnet efter tilbagekaldelse af klagen.

Overspringelsesregel

SSL § 21, stk. 5 indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i et skatteankenævn, kan klager indbringe sagen umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.

Hvis klageren indbringer sagen for Landsskatteretten efter overspringelsesreglen, anses klagen til skatteankenævnet for bortfaldet, jf. forretningsordenen § 15, stk. 2. Det skal skriftligt meddeles til klageren, at sagen herefter er henlagt i nævnet.

Sekretariatsbetjening

Det påhviler de kommunale skattemyndigheder at yde sekretariatsbistand til skatteankenævn, jf. SSL § 11, stk. 1. Sekretariatsbistanden består typisk i udarbejdelse af sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3, og udarbejdelse af forslag til skatteankenævnets afgørelse, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.

Med virkning fra den 1. september 2003 skal skatteministeren stille sekretariatsbetjening til rådighed for skatteankenævnene. Kommunalbestyrelser eller bestyrelser for kommunale fællesskaber, der er oprettet i henhold til § 60 i lov om kommunernes styrelse, vil dog kunne indgå aftale med skatteministeren om udførelse af sekretariatsbetjeningen af skatteankenævn. Ændringen følger af lov nr. 267 af 12. april 2003 § 1, nr. 6.

Når skatteankenævnets afgørelse er påklaget

Når et skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 18, stk. 1. Nævnet skal herefter indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen til Landsskatteretten inden 1 måned. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet endvidere indsende sine kommentarer til sagen. Hvis et skatteankenævn eller sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for deres behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 18, stk. 5.

Hvis det i særlige tilfælde fremgår af det materiale, som et skatteankenævn modtager fra Landsskatteretten, at der vil være basis for en genoptagelse af skatteankenævnets kendelse, underrettes klageren skriftligt herom sammen med en opfordring til at tilkendegive, hvorvidt klageren ønsker genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 18, stk. 2. Hvis skatteankenævnet ikke modtager en tilkendegivelse fra klageren, kan genoptagelse ikke finde sted. Hvis klageren derimod ønsker genoptagelse, underretter skatteankenævnet Landsskatteretten herom, og klagen til Landsskatteretten betragtes herefter som tilbagekaldt.

H.7.3 Klage til vurderingsankenævn

Vurderingsankenævn behandler klager over told- og skatteforvaltningens vurderinger af fast ejendom, jf. SSL § 16 B. Om sagsbehandlingen i vurderingsankenævn henvises til bekendtgørelse nr. 474 af 18. juni 2002 om forretningsorden for vurderingsankenævn. Bekendtgørelsen refereres nedenfor i hovedtræk.

Klagefrist

Klagefristen ved de almindelige vurderinger er den 1. juli i året efter vurderingsåret. Ved andre ansættelser og fordelinger foretaget af told- og skatteforvaltningen er klagefristen 1 måned fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SSL § 22 A, stk. 3.

Vurderingsankenævnet kan se bort fra overskridelse af ovennævnte klagefrister, når særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 22, A, stk 4. Se i øvrigt om klagefrister generelt afsnit H.7.1.

Krav til klagen

En klage skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 22 A, stk. 2, 1. pkt. Klagen til vurderingsankenævnet skal indgives til told- og skatteforvaltningen, jf. SSL § 22, stk. 2, 2. pkt.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Når den regionale told - og skattemyndighed har modtaget klagen, videresender den regionale told- og skattemyndighed klagen sammen med en udtalelse om sagen til vurderingsankenævnet. Hvis den regionale told- og skattemyndighed på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage ansættelsen og i den forbindelse opnår enighed med klageren om at fastholde eller ændre ansættelsen, kan den regionale told- og skattemyndighed undlade at videresende klagen til vurderingsankenævnet, jf. SSL § 22 A, stk. 2, 2. og 3. pkt.

Nævnets klagebehandling

Inden vurderingsankenævnet træffer afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal vurderingsankenævnets sekretariat udarbejde en sagsfremstilling, der forelægges og godkendes af nævnet, jf. forretningsordenens § 10, stk. 4. Der er i stk. 5 stillet minimumskrav til, hvad sagsfremstilingen skal indeholde. Sagsfremstillingen skal sendes til klageren med underretning om, at vedkommende har ret til at kommentere sagsfremstillingen skriftligt eller mundtligt, jf. nævnte paragrafs stk. 6.

Det er i samme stykke bestemt, at klagerens udtalelse eller anmodning om lejlighed til en mundtlig udtalelse skal foreligge inden for en frist af normalt 14 dage. Fremkommer der ingen henvendelse fra klageren, viderebehandles klagen på det foreliggende grundlag.

Endvidere er det bestemt at en vurdering, der er påklaget af en anden end ejendommens ejer, ikke kan ændres af vurderingsankenævnet, før der er givet ejeren og øvrige interesserede lejlighed til at udtale sig.

Foruden klageren underrettes klagerens repræsentant, ejeren, hvis det ikke er denne, der klager, evt. medejere samt de interesserede myndigheder, herunder ejerens skattemyndighed, og kommunen, hvor ejendommen er beliggende, om den afgørelse vurderingsankenævnet træffer.

H.7.4 Klage til Landsskatteretten

Lovgivningens øvrige bestemmelser om klageadgang skal som hovedregel være udnyttet, inden klagen indgives til Landsskatteretten. I særlige tilfælde kan Landsskatteretten dog beslutte at behandle sagen alligevel, jf. SSL § 23, stk. 2. Om Landsskatterettens påkendelseskompetence og kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit A.2.4. Om sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 af forretningsorden for Landsskatteretten. Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk nedenfor.

Klagefrist

En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SSL § 25, stk. 1. Om suspension af klagefrister, se afsnit H.7.1 .

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor. Sammen med klagen indsendes (i original eller kopi)

Den afgørelse, der klages over

Den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen, og som er sendt til klageren. Denne regel gælder ikke i overspringelsessager

Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger, jf. SSL § 25, stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen, kan Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder formkravene, jf. SSL § 25, stk. 3.

Klageafgift

Der skal betales en klageafgift for enhver klage til Landsskatteretten. Dette gælder også anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SSL § 29, stk. 3. Afgiftens størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 700 kr. i 2003. Landsskatteretten begynder ikke på behandlingen af klagen, før afgiften er betalt. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, eller hvis klageren indbringer spørgsmålet for domstolene efter overspringelsesreglen i SSL § 31, stk. 2, før Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen. Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder klagen, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen, jf. SSL § 25, stk. 4.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, § 4, stk. 1. Sagsbehandlingen er undergivet officialprincippet, hvilket indebærer, at Landsskatteretten skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3.

Landsskatteretten underretter den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4, stk. 3. Anmodningen skal efterkommes inden for en måned fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.

Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at udtale sig skriftligt og eller mundtlig over klagen før Landsskatteretten afgør klagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2. Der henvises til vurderingsvejledingen 2003, afsnit H.4.1.1.

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode den skatteansættende myndighed om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse. En sådan anmodning skal imødekommes inden 3 måneder, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode den skatteansættende myndighed om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den indhentede udtalelse til Landsskatteretten sammen med den skatteansættende myndigheds eventuelle bemærkninger til udtalelsen. Sådanne anmodninger skal efterkommes inden for tre måneder fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen. Tilsvarende kan Landsskatteretten anmode Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 5, stk. 1. Hvis Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast ejendom oplyser, at der er iværksat revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten klagesagen i bero, indtil revisionen er tilendebragt, jf. forretningsordenen § 5, stk. 2. Landsskatteretten underretter i så fald skriftligt klageren om berostillelsen.

Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten indhente sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for nødvendige til klagens afgørelse, jf. forretningsordnens § 7, stk. 1.

Hvis der under Landsskatterettens sagsbehandling af en klagesag fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten foretage høring efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se afsnit E.3.5. Klageren skal samtidig underrettes om retten til at udtale sig mundtligt eller skriftligt overfor Landsskatterettens kontor. En sådan udtalelse skal foreligge indenfor en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten har fastsat en anden frist. Hvis der ikke kommer en henvendelse fra klageren indenfor denne frist, viderebehandles sagen på det foreliggende grundlag.

Når grundlaget er tilvejebragt, udarbejder Landsskatterettens kontor en skriftlig redegørelse med en motiveret indstilling til klagens afgørelse, jf. forretningsordenens § 9, stk. 1.

I visse tilfælde bliver den motiverede indstilling til klagens afgørelse, som Landsskatteretten har udarbejdet, sendt til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenens § 9, stk. 2. Told- og Skattestyrelsens udtalelse til den motiverede indstilling skal foreligge inden 1 måned.

Kontormøde

Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens sagsbehandler, jf. SSL § 26, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter tid og sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 14 dages varsel, medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager om vurdering af fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i forbindelse med besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt.

Retsmøde

Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen, jf. SSL § 27, stk. 1. Også Told- og Skattestyrelsen kan anmode om et retsmøde. Hvis Told- og Skattestyrelsen ønsker at benytte sig af sin adgang til at anmode om retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest samtidig med Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Hvis en regional told- og skattemyndighed mener, at det kan være påkrævet med et retsmøde, skal sagen fremsendes til Told- og Skattestyrelsen med en begrundet indstilling. Told- og Skattestyrelsen beslutter, hvem der skal repræsentere ToldSkat på et evt. retsmøde. Told- og Skattestyrelsen overtager ved klage til Landsskatteretten sagen fra de regionale told- og skattemyndigheder og kan vælge evt. at delegere fremmøde på retsmøde til de regionale told- og skattemyndigheder.

Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for retsmøderne. Retsmøderne er ikke offentlige, jf. forretningsordenens § 14, stk. 1. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille spørgsmål til de fremmødte.

Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SSL § 27, stk. 3 og TfS 2000, 901 HD. Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2. Hvis klageren ikke har haft et kontormøde med en af Landsskatterettens sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret til en sådan forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2. Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af Landsskatterettens kendelse, jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.

Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf. afsnit A.2.4.

Landsskatteretten afgør klagen ved kendelse, jf. SSL § 28, stk. 1. Kendelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens. Kendelsen skal i øvrigt angive navnene på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. SSL § 28, stk. 2.

Kendelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende.

Tilbagekaldelse

En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 19. Ved tilbagekaldelse skal Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelse af klagen.

Overspringelsesfrist

Hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at borgeren/virksomheden har indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse i sagen, kan klageren indbringe sagen for domstolene, jf. SSL § 31, stk. 2 (overspringelsesreglen). Hvis klageren indbringer sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten.

H.7.4.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med Landsskatteretssager

Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren anmode om syn og skøn efter reglerne i SSL § 30 og retsplejelovens § 343 om isoleret bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende retssager finder også anvendelse ved yn og skøn i Landsskatteretssager.

Syn og skøn kan også anvendes i sager om bindende forhåndsbesked ved Ligningsrådet, jf. SSL § 20 B, stk. 5.

Formål

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn). Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.

Anvendelsesområde

Reglen i SSL § 30 finder anvendelse i sager, der er indbragt for Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og momssager.

Særligt for skattesager

På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor det omtvistede spørgsmål er om et landbrug drives landbrugsfagligt forsvarligt .

Reglen i SSL § 30 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § A og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, f.eks. angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

Særligt for toldsager

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Hvem kan begære syn og skøn

Syn og skøn kan begæres både af klageren og af Told- og Skattestyrelsen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den, der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes skønsindstævnte.

Når der begæres syn og skøn, indtræder Told- og Skattestyrelsen som part i sagen, jf. SSL § 30, stk. 4.

Det betyder, at Told- og Skattestyrelsen både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syns- og skønsmand og komme med forslag til syns- og skønstemaet. Herudover vil Told- og Skattestyrelsen lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre parterne til at begære syn og skøn.

Behandling i Landsskatteretten inden syn og skøn

Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2. Efter fristens udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at afvente en eventuel syns- og skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf. nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.

Syn og skøn ved domstolene

Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og skønserklæringen.

Anmodning

Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i landet.

Rekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og skønstemaet.

Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for skønsindstævnte.

Retsafgift

Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400 kr. (2003), jf. retsafgiftslovens § 14.

Byrettens rolle

Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og skøn men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge, medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller flere syns- og skønsmænd.

Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999, 686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt foreslået af rekvirenten.

Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5 VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en person, som er egnet som syns- og skønsmand.

Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf kan kæres til landsretten.

Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem parterne om

syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt

en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges

om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og skønstemaet) og tillægsspørgsmål.

hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have udleveret

Udlevering af bilag

Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant bilagsmateriale skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er bilagsmateriale, der belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for syn og skøn, men det kan også være den påklagede afgørelse med sagsfremstilling og klagerens klageskrivelse til Landsskatteretten.

I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks. mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.

Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er ganske omfattende.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene

TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte, at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.

TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og skønstemaet, ikke skulle udleveres.

UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.

TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at nogle bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet af kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af spørgsmålene.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene

TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der var påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til virksomheden knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere, kunne tages i betragtning.

TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene, fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene fik adgang til udtalelsen.

SKM2001.95.VLK (TfS 2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.

SKM2001.448.ØLK hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt, at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning for vurderingen.

Syns- og skønstemaet

Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål, selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller formuleringen af spørgsmålene.

I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast. Landsretten havde tidligere hjemvist sagen til fornyet behandling i byretten, jf. TfS 1999, 162 VLK.

Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab. Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal vedrøre faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk vurdering.

I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til.

I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000, 937 VLK.

I SKM2003.245.VLR , tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have betydning for sagen.

I SKM2002.453.ØLR afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.

I SKM2003.120.ØLR fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være irrelevant for sagen.

I SKM2003.216.VLR tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.

Skønsforretningen og skønserklæringen

Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og skønsforretningens foretagelse.

Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.

Endvidere kan det være nødvendigt med en afhjemling af syns- og skønsmanden. En afhjemling indebærer, at syns- og skønsmanden møder i retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer syns- og skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende eller uddybende spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Syn og skønssagens afslutning

Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og skønssag var for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar for tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet forud.

Behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Sammen med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 21.

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 14, stk. 4.

Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringen vil normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i SKM2001.64.ØLK , hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til grund og SKM2002.530.VLR , hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til, at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem uafhængige parter.

Omkostninger

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål, jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. afsnit K .

Fristafbrydelse og suspension

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2, jf. afsnit N.2.1.4.

Fristen i SSL § 31, stk. 2, om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.

H.7.5 Klage til Told- og Skattestyrelsen

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i den regionale told- og skattemyndighed eller Told- og Skattestyrelsen senest 3 måneder efter, at klageren har modtaget den afgørelse, der klages over, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 20.

Krav til klagen

En klage til Told- og Skattestyrelsen bør af praktiske grunde indgives til den regionale told- og skattemyndighed, der har truffet den afgørelse, der klages over. Dog skal klage angående administration af lønindeholdelse sendes til ToldSkat, Planlægningsafdelingen, Indrivelseskontoret, Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Når den regionale told- og skattemyndighed modtager en klage, skal den regionale told- og skattemyndighed hurtigt udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring som beskrevet ovenfor i afsnit E.3.5 og E.3.6. Hvis den regionale told- og skattemyndighed mener, at der på det nu foreliggende grundlag kan gives klageren fuldt medhold, kan den regionale told- og skattemyndighed foretage en sådan ændring af afgørelsen uden at forelægge klagen for Told- og Skattestyrelsen, hvis klageren er indforstået hermed. I andre tilfælde sendes klagen, sagsfremstillingen, afgørelsen og det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, til Told- og Skattestyrelsen.

Told- og Skattestyrelsen er underlagt officialprincippet, hvilket betyder, at Told- og Skattestyrelsen skal sørge for, at sagen er fuldt oplyst, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit E.3.3. Når klagen modtages af Told- og Skattestyrelsen, anmoder Told- og Skattestyrelsen den regionale told- og skattemyndighed og evt. den kommunale skattemyndighed om en udtalelse i sagen mv., medmindre sagen er fuldt oplyst. Told- og Skattestyrelsen skal endvidere om nødvendigt foretage partshøring efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se afsnit E.3.5.

H.7.6 Klage til Ligningsrådet

Ligningsrådet er klageinstans i sager om

afskrivningslovens § 52, stk. 2 (efterfølgende afskrivninger)

fondsbeskatningslovens § 4, stk. 9 (efterfølgende fondshenlæggelser)

husdyrbesætningslovens § 5, stk. 2 (efterfølgende nedskrivning på husdyrbesætninger)

varelagerlovens § 7, stk. 2 (efterfølgende varelagernedskrivning til og med 1997)

SSL § 37 C (omgørelse)

selskabsskattelovens § 31 (sambeskatning), jf. TSS-cirkulære nr. 2001-41

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12 og § 13 om de selskaber, der lignes af Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2002-26

Afgørelser der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet, medmindre andet er fastsat ved lov. Se afsnit H.1.1.2

Derimod er Ligningsrådet ikke klageinstans i ansættelsessager.

Klagefrist

Klagen skal indgivet inden 3 måneder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 20. Denne frist gælder dog kun for de sager, der er omfattet af sagsudlægningsbekendtgørelsen. Der er ingen klagefrist i de sager, hvor Ligningsrådet selv har udlagt bemyndigelsen.

Krav til klagen

Klagen skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Klage over afgørelser truffet af en told- og skatteregion, der er skatteansættende myndighed, stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2001-41.

Klage over nægtet sambeskatning skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til den regionale told- og skattemyndighed, hvorunder moderselskabet hører. Hvis afgørelsen er truffet af Københavns eller Frederiksberg kommuner skal klagen over den nægtede sambeskatning stiles til Ligningsrådet og indsendes til ToldSkat København.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Når Told- og Skattestyrelsen modtager en klage, skal styrelsen som sekretariat for Ligningsrådet hurtigst muligt behandle sagen, herunder udarbejde forreferat til Ligningsrådet.

Ligningsrådets afgørelse i konkrete sager træffes ved en kendelse. Rådets afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Kendelsen tilsendes den private part og alle øvrige vedkommende - herunder de berørte skattemyndigheder. For Ligningsrådets sagsbehandling gælder i øvrigt samme regler om sagsfremstilling, begrundelse, klagevejledning og klagefrister som for told- og skatteforvaltningens og skatteankenævnenes afgørelser, jf. afsnit E.

Personligt fremmøde

Har en skattepligtig en sag, der skal behandles i Ligningsrådet, har den skattepligtige og hans eventuelle repræsentant mulighed for mundtligt at forelægge sagen for Ligningsrådet, jf. forretningsordenen § 8, 2. pkt. Hvis den skattepligtige skal foretræde for Ligningsrådet, indledes mødet med, at den skattepligtige (eller dennes rådgiver) kort redegør for sine synspunkter om sagen. Ligningsrådets medlemmer har gennemgået sagen på forhånd, så en gennemgang af sagens faktiske omstændigheder er derfor ikke nødvendig. Herudover stiller Ligningsrådet evt. spørgsmål til den skattepligtige om sagen. Ligningsrådets afgørelse vil herefter blive sendt til den skattepligtige senest 1 uge efter ligningsrådsmødet.

Efter forretningsordenen § 9, stk. 2 er det rådet, der beslutter, om den skattepligtige skal have adgang til at forelægge sagen mundtligt for en beslutningsdygtig del af rådet. Formanden kan selv beslutte, om en anmodning kan imødekommes, hvorimod rådet træffer beslutning, hvis der bliver tale om at nægte et personligt fremmøde.

Hvis en skattepligtig har anmodet om foretræde for rådet, og dette er afslået, skal begrundelsen herfor nævnes i kendelsen.

Ifølge forretningsordenens § 9, stk. 3 kan Ligningsrådet opfordre en skattepligtig til at give møde. I så fald skal indkaldelse til mødet ske med mindst 1 måneds varsel, jf. forretningsordenens § 9, stk. 4.

I tilfælde, hvor der skal holdes møde med den skattepligtige, kan rådet indkalde den skattemyndighed, hvis afgørelse ønskes ændret, jf. forretningsordenens § 9, stk. 3, 2. pkt.

Stor vejledning 2003

Oversigt (indholdsfortegnelse) PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING Open official source

H.1 Klagestrukturen på skatteområdet

H.2 Klagestrukturen ved afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

H.3 Klagestrukturen ved afgørelser om moms, lønsumsafgift og afgifter

H.4 Klagestrukturen på toldområdet

H.5 Klagestruktur for spillemyndigheden

H.6 Klagestruktur og klageveje på formelle områder (fælles for alle områder)

H.7 Klage og klagebehandling (fælles for alle områder)

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING

Statutory Text (2 Articles)

Need to analyze how this provision applies to your matter?