PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 B. AFGØRELSER OG VEJLEDNING MV.

Processuelle regler på ToldSkats område 2003 - 2

B. Afgørelser og vejledning mv.

B.1 Afgørelser

I forvaltningsretten defineres en afgørelse som en forvaltningsmyndigheds meddelelse til en borger/virksomhed om, hvad der er eller skal være ret vedrørende den pågældende borger/virksomhed i et konkret foreliggende tilfælde.

I toldkodeksen defineres en afgørelse som enhver forvaltningsakt, hvorved der tages stilling til et konkret tilfælde, og som har retsvirkninger for en eller flere personer, hvis identitet kendes eller kan fastslås, jf. toldkodeks art. 4, nr. 5. Indholdsmæssigt er der formentlig ingen forskel på de to definitioner af en afgørelse.

Når der træffes en afgørelse, har borgeren/virksomheden i sagen de beføjelser og rettigheder, som er fastsat i forvaltningsloven og skattestyrelsesloven, jf. afsnit E og M . Om kravene til indholdet i en afgørelse, se afsnit E.3 .

Udenfor dette afgørelsesbegreb falder vejledning, oplysning, responderende virksomhed og/eller faktisk forvaltningsvirksomhed i øvrigt, processuelle beslutninger, indstillinger og høringsudtalelser til en anden myndighed, tjenestebefalinger og almindelige beslutninger om tjenstlige forhold, generelle retsakter samt indgåelse af kontraktsforhold og andre privatretlige dispositioner.

B.2 Vejledning, oplysning og/eller responderende virksomhed

I modsætning til afgørelser står en forvaltningsmyndigheds vejledninger/responderende virksomhed i form af besvarelse af spørgsmål, generelle beskrivelser af gældende regler eller faktisk forvaltningsvirksomhed i øvrigt. En vejledning eller orientering er ikke omfattet af forvaltningsloven og derfor ikke omfattet af pligten til partshøring, begrundelse, klagevejledning mv., men borgeren/virksomheden kan efterfølgende stille supplerende spørgsmål hertil.

Om indholdet i forvaltningslovens vejledningspligt, se afsnit E.3.1. Om muligheden for at støtte ret på vejledninger/udtalelser, se afsnit C.3 .

Tvivlstilfælde

Der opstår ofte tvivl om, hvorvidt der er tale om en afgørelse eller blot en vejledning om reglerne. Hvis borgeren/virksomheden anvender udtryk som "ansøgning", "anmodning" eller "klage" mv., må henvendelsen som udgangspunkt forstås som et ønske om en afgørelse, men det er ikke i sig selv afgørende, at borgeren/virksomheden anvender sådanne udtryk.

I tvivlstilfælde er udgangspunktet, at et svar fra en myndighed med den formelle kompetence til at træffe afgørelse i det pågældende spørgsmål, er en afgørelse, når tilkendegivelsen er rettet direkte til borgeren/virksomheden. Det gør i den henseende ingen forskel, om svaret er afgivet mundtligt eller skriftligt. I alle tilfælde er det vigtigt, at modtageren forstår om han/hun har fået en vejledning eller en afgørelse. Derfor skal myndigheden altid udtrykkeligt angive, om der er tale om en afgørelse eller en vejledende oplysning, som der ikke kan støttes ret på.

I følgende situationer vil et svar fra en myndighed kunne betegnes som vejledende eller afgivet som led i responderende virksomhed

Svar på forespørgsler af generel karakter, dvs. forespørgslen er ikke relateret til et nærmere konkret tilfælde

Svar på forespørgsler om konkrete tilfælde, der endnu ikke er aktualiserede

Hvis der i et svar på en forespørgsel om et nærmere konkret tilfælde er taget forbehold om, at svaret er af vejledende karakter, eller i øvrigt ikke er endeligt

I TfS 1999, 887 LSR havde et selskab anmodet en told- og skatteregion om en bindende tilkendegivelse om, hvorvidt et påtænkt slutprodukt var afgiftspligtigt. Told- og skatteregionen meddelte virksomheden, at den påtænkte etablering ville være afgiftspligtig. Der blev i brevet givet klagevejledning til Landsskatteretten. Landsskatteretten afviste imidlertid klagen, da der ikke var hjemmel til, at en told- og skatteregion ved en egentlig afgørelse kunne tage stilling til de afgiftsmæssige konsekvenser af en påtænkt disposition. Told- og skatteregionens besvarelse af den afgiftspligtiges henvendelse måtte derfor anses som udslag af regionens vejledningspligt, og besvarelsen kunne ikke påklages til Landsskatteretten.

I TfS 2000, 606 VLD blev et svar på en forespørgsel ikke anset for en afgørelse, uanset at told- og skatteregionen havde brugt ordet afgørelse i sit svar. En told- og skatteregions udtalelse om de momsmæssige konsekvenser af en påtænkt disposition blev alene anset for at være en vejledende udtalelse, jf. SKM2001.547.LSR .

Særligt for told

Ifølge Toldkodeksens art. 11 kan enhver person anmode toldmyndighederne om oplysninger om anvendelsen af toldforskrifterne vedrørende import/eksport-transaktioner, der overvejes konkret. Oplysningerne efter Toldkodeksens art. 11 er ikke omfattet af bestemmelserne i Toldkodeksens art. 6, jf. art. 4, nr. 5, og der er derfor ikke adgang til at klage over indholdet af sådanne oplysninger. BTO og BOO er afgørelser og skal indeholde klagevejledning efter toldkodeks art. 243. Oplysningen er bindende for de regionale told- og skattemyndigheder. Der er ikke hjemmel til at træffe en afgørelse om fastlæggelse af toldværdi af virksomheders fremtidige fortoldninger. De regionale told- og skattemyndigheders meddelelse herom må betragtes som en oplysning om anvendelse af toldforskrifterne.

B.3 Processuelle beslutninger

Skattemyndighedernes sagsbehandling kan bestå i beslutninger, som fx videregivelse af kontroloplysninger til andre myndigheder, en myndigheds beslutning om at høre en anden myndighed til brug for en sags afgørelse eller indhentning af yderligere oplysninger hos andre myndigheder eller virksomheder.

Der er i disse tilfælde ikke tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men om processuelle beslutninger som et led i sagens behandling.

I FOB 1998, 284 blev Told- og Skattestyrelsens beslutning om at oversende en sag til Kammeradvokaten til nærmere bedømmelse af, om sagen var egnet til at blive forelagt for domstolene i form af et civilretligt erstatningssøgsmål, ikke betragtet som en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Processuelle beslutninger er ikke omfattet af pligten til partshøring, begrundelse, klagevejledning mv., og kan ikke påklages.

I det omfang processuelle beslutninger indebærer behandlinger som fx elektronisk indhentning eller videregivelse af oplysninger, vil sådanne behandlinger imidlertid efter persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger) være omfattet af den registreredes ret til at gøre indsigelse over for den dataansvarlige mod, at oplysninger om vedkommende gøres til genstand for behandling, jf. § 35.

Indsigelse efter persondatalovens § 35 har ikke opsættende virkning, og den dataansvarlige, der har truffet afgørelse om, at en indsigelse ikke kan imødekommes, kan derfor fortsætte sagsbehandlingen, indtil det tidspunkt, hvor tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, at indsigelsen er berettiget.

En indsigelse mod en behandling af personoplysninger vil være berettiget, hvis behandlingen ifølge lovgivningen er ulovlig. En indsigelse mod behandling af en i øvrigt lovlig behandling vil kunne anses for berettiget, hvis den registrerede anfører tungtvejende grunde til støtte for, at behandlingen, på grund af en særlig og individuel situation for den registrerede, ikke bør finde sted. Den dataansvarlige skal derfor foretage en konkret vurdering af, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder omkring netop denne registrerede person, at behandlingen af oplysninger om den registrerede bør indskrænkes eller indstilles.

Dette vil efter omstændighederne fx kunne være tilfældet for en medarbejder i en virksomhed eller myndighed, som på grund af chikane fra en tidligere ægtefælle ikke ønsker sit navn anført i en medarbejderfortegnelse på en hjemmeside på Internettet.

Den registrerede kan efter persondataloven klage til Datatilsynet over behandling af oplysninger vedrørende den pågældende, jf. § 40.

B.4 Ændringer som følge af oplysninger fra borgeren eller enighed fra borgerens side (selvangivelser og efterangivelser)

Mange af de ændringer, som told- og skattemyndighederne foretager, sker på baggrund af oplysninger, der kommer fra borgeren/virksomheden selv. Andre ændringer sker på foranledning af told- og skattemyndighederne, men accepteres umiddelbart af borgeren/virksomheden.

Selvangivelser

Langt de fleste skattepligtige modtager hvert år en såkaldt forenklet selvangivelse, hvor de oplysninger, som arbejdsgivere, pengeinstitutter, forsikringsselskaber m.fl. har indberettet til ToldSkat, er fortrykte. Mange af disse skattepligtige modtager samtidig med den fortrykte selvangivelse en årsopgørelse, hvoraf skatteansættelsen af den pågældendes indkomst fremgår. En stor del af de fortrykte selvangivelser godkendes ved, at den skattepligtige ikke skal foretage sig noget, hvis han/hun kan godkende den fortrykte selvangivelse. Hvis årsopgørelsen er baseret på den fortrykte selvangivelse, vil der være tale om en afgørelse, idet årsopgørelsen er baseret på oplysninger, som er indberettet til skattemyndighederne. Da den skattepligtige imidlertid ikke har haft indsigelser hertil, kan årsopgørelsen betragtes som en afgørelse, der fuldt ud imødekommer den skattepligtige, og der er derfor ikke krav om begrundelse, klagevejledning mv., jf. afsnit E.

Herudover sker der en del rettelser af de fortrykte selvangivelser ved indsendelse af selvangivelse eller ved hjælp af tast-selv/tryk-selv. Hvis den efterfølgende årsopgørelse er baseret på de selvangivne (herunder selvtastede) og derfor godkendte oplysninger, er der på samme måde tale om en afgørelse, der fuldt ud imødekommer den skattepligtige. Tilsvarende gælder for en forskudsregistrering. Der er derfor ikke pligt til agterskrivelser, klagevejledning, begrundelse mv., jf. afsnit E.

I det omfang skattemyndighederne foretager ændringer i det selvangivne/fortrykte, som er bebyrdende for den skattepligtige, kræver det begrundelse, klagevejledning mv., jf. afsnit E.

Efterangivelser

På told-, moms- afgifts- og arbejdsgiverkontrolområdet sker en del ændringer ved hjælp af efterangivelser, som den afgiftspligtige/indeholdelsespligtige/klarereren underskriver. Når efterangivelsen er underskrevet, er der ikke tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, idet den afgiftspligtige/indeholdelsespligtige/klarereren accepterer ændringen. Der er derfor tale om en vejledning, der giver anledning til en frivillig efterangivelse, og da der således ikke er tale om en afgørelse, vil ændringen ikke kunne påklages, og der skal ikke laves forslag til afgørelse, sagsfremstilling, begrundelse, klagevejledning mv. Når efterangivelsen er underskrevet, er sagen om ændringen afsluttet, uanset om et evt. skyldigt beløb ikke indbetales og efterfølgende må inddrives.

Den afgiftspligtige/indeholdelsespligtige/klarereren har ikke mistet sin mulighed for at klage, hvis den afgiftspligtige/indeholdelsespligtige/klarereren efterfølgende skulle mene, at ændringen er forkert. I disse tilfælde må den afgiftspligtige/indeholdelsespligtige/klarereren henvende sig til de regionale told- og skattemyndigheder, som så skal træffe en egentlig afgørelse i sagen.

I toldsager kan en underskrevet efterangivelse dog kun ændres, hvis fristen for at anmode om godtgørelse ikke er overskredet, jf. Toldkodeksens art. 236 og afsnit G.7 .

Proceduren med underskrivelse af efterangivelsen kan ikke følges, hvis der er flere parter, idet de øvrige parter i så fald mister deres klagemulighed (fx kan en indkomstmodtager have en så væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i udfaldet af en sag, som arbejdsgiverkontrollen har rejst mod en indeholdelsespligtig, at han bliver part i sagen, jf. afsnit E.3.5. ). I så fald må der træffes en egentlig afgørelse efter evt. høring af alle parter efter forvaltningslovens regler.

Hvis den afgiftspligtige/indeholdelsespligtige/klarereren ikke er enig i efterangivelsen skal den regionale told- og skattemyndighed træffe en egentlig afgørelse i sagen. Det vil sige, at der skal udarbejdes et forslag til afgørelse, en sagsfremstilling med begrundelse, og at der skal gives klagevejledning mv., se afsnit E.3. Det bemærkes i den forbindelse, at indbetaling af et evt. beløb uden underskrift ikke i sig selv kan tolkes som enighed.

Særligt om arbejdsgivere og hæftelse

Efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk 3, kan hæftelse for ikke-indeholdt, ikke angivet A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag gøres gældende mod den indeholdelsespligtige, hvis den regionale told- og skattemyndighed påviser, at den indeholdelsespligtige har udvist forsømmelighed.Sagen kan derfor ikke afsluttes med, at den indeholdelsespligtige tiltræder en efterangivelse i disse tilfælde. Der skal i stedet træffes en egentlig afgørelse.

Særligt om sager der giver anledning til strafansvar

Den tidligere tekst om sager, der giver anledning til strafansvar, udgår, idet den var forkert. Det bemærkes dog, at der som udgangspunkt bør træffes en afgørelse om størrelsen af kravet, når der kan påvises forsæt eller grov uagtsomhed til afgivelse af urigtige oplysninger. Efter en konkret vurdering kan sagen afsluttes med en efterangivelse. Der henvises i øvrigt til afsnit P om straffeproces.

B.1 Afgørelser

B.2 Vejledning, oplysning og/eller responderende virksomhed

B.3 Processuelle beslutninger

B.4 Ændringer som følge af oplysninger fra borgeren eller enighed fra borgerens side (selvangivelser og efterangivelser)