INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 K DØDSBOER OG DØDSBOSKIFTE
Statutory Text (2 Articles)
Inddrivelsesvejledning 2003 - 2
K Dødsboer og dødsboskifte
K.1 Indledning
K.2 Dødsboskifteloven
Hovedreglerne om behandling af dødsboer findes i dødsboskifteloven (lov nr 383 af 22. maj 1996 ) om skifte af dødsboer. Skifte af andre boer, herunder fællesbo mellem ægtefæller mv. skiftes fortsat efter skifteloven nu "Lov om skifte af fællesbo."
K.2.1 Hvad er et dødsbo ?
Et dødsbo er den formuemasse (aktiver og passiver), der opgøres i forbindelse med et dødsfald.
K.2.2 Hvad er et skifte ?
Afviklingen af et dødsbo kaldes et dødsboskifte, og det er reglerne i dødsboskifteloven, der regulerer afviklingen af dødsboet mellem arvingerne og kreditorerne.
K.2.3 Anmeldelse af dødsfald
Begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed, der modtager anmeldelse om et dødsfald, der indtræffer her i landet, skal straks videreanmelde dødsfaldet til skifteretten, jf.dødsbo skiftelovens § 4. Begravelsesmyndigheden fører kirkebøgerne og skal i denne egenskab underrettes af afdødes nærmeste pårørende, jf. lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald. Anmeldelse skal ske senest 2 dage efter dødsfaldet.
Fra dødsfaldet er indtruffet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, er adgangen til individualforfølgning som alt overvejende hovedregel udelukket. Krav kan anmeldes til skifteretten, jf. lovens § 9.
K.2.4 Arveretlige regler
De arveretlige regler i arveloven (lovbekendtgørelse nr. 584 af 1. september 1986 med senere ændringer) fastslår,
hvem der efter loven er arvinger,
hvor meget den enkelte arving skal arve, og
hvad den enkelte arving skal arve af de aktiver, der er i dødsboet.
Slægtninges arveret, se arvelovens kapitel 1.
Ægtefællens arveret, se arvelovens kapitel 2
K.3 Berigtigelsesformer
K.3.1 Oversigt
Intet skifte
Boet udlægges uden skifte dødsboskiftelovens §§ 18-21.
Boet udlægges til efterlevende ægtefælle, dødsboskiftelovens §§ 22 og 23
Boet udleveres til hensidden i uskiftet bo, arvelovens § 8 eller § 9 og Dødsboskiftelovens § 24.
Privat skifte, dødsboskattelovens kap. 15
Betingelser for udlevering mv.
Skifte ved bobestyrer, dødsboskattelovens kap. 16
Betingelser for udlevering mv.
K.3.2 Intet skifte
K.3.2.1 Udlæg uden skiftebehandling
Overstiger værdien af dødsboets aktiver efter fradrag af "rimelige udgifter" ved begravelsen, bobehandlingen og gæld sikret ved pant mv., ikke 29.000 kr., jf. bekendtgørelse nr. 1094 af 11. december 2000 kan aktiverne udlægges til den, der efter skifterettens skøn er afdødes nærmeste efterladte. Beløbsgrænsen reguleres efter lovens § 21.
Beløbet kan dog i medfør af § 18, stk. 2, forhøjes. Der tænkes især på boer med et større antal kreditorer, hvor udgifterne til en egentlig bobehandling vil overstige boets overskud, selv om dette overskud overstiger beløbsgrænsen.
Udlægsmodtageren, der også kan være en institution (plejehjemmet), kommunen eller statskassen, bliver ved udlægget ejer af de aktiver, der er omfattet af udlægget. Modtageren hæfter ikke for afdødes gæld, men bliver ved udlægget forpligtet til at dække udgifterne ved begravelsen og bobehandlingen. Dette fremgår af ovennævnte lovs §§ 18 og 19.
Er afdøde enlig, separeret eller ikke- samlevende med en ægtefælle, undlades skatteansættelse for årene før dødsfaldet og mellemperioden. Forfalden overskydende skat fra tidligere år indgår i udlægget, jf dødsboskattelovens § 77, ligesom uforfalden overskydende skat for året før dødsfaldet ikke udbetales, jf ovennævnte bestemmelse, sidste punktum.
Er der en efterlevende ægtefælle, finder skatteansættelse sted for indkomståret før dødsåret efter de almindelige regler herom, jf ovennævnte lovs § 78, stk. 1.
Hverken boet eller udlægsmodtageren hæfter for restskat.
Ægtefællen modtager overskydende skat, der pr. dødsdagen ikke var forfalden, uden om udlægget. Dette gælder også, hvis en anden end ægtefællen er udlægsmodtager.
Skifteretten kan efter dødsboskiftelovens § 103 genoptage et bo, især hvis der fremkommer ny aktiver. I så tilfælde skal de udleverede aktiver ikke retur til boet, medmindre der foreligger urigtige oplysninger. Det er således kun de ny aktiver, der indgår i boet og sættes i
relation til udgifter ved boets ny behandling.
K.3.2.2 Udleveret til efterlevende ægtefælle
Udlevering på anmodning til ægtefælle uden skifte kan efter § 22, stk. 1 i dødsboskifteloven ske, når to betingelser er opfyldt.
Skifteretten kan umiddelbart konstatere, at der intet bliver at skifte, når efterlevende ægtefælle har gjort sine særlige rettigheder gældende. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med dennes boslod, arvelod og særeje udgør indtil 150.000 kr. De materielle regler herom findes nu i arvelovens §§ 7A og 7B, hvortil dødsboskiftelovens § 22, stk. 1, henviser .
Ægtefællen påtager sig ansvaret for afdødes gæld.
Selv om ægtefællen har påtaget sig gælden efter ovennævnte § 22, kan denne ægtefælle bakke ud af forpligtelsen. Hvis man nemlig efterfølgende antager, at boet er insolvent, kan den pågældende ægtefælle eller en kreditor i boet anmode skifteretten om at tage boet under egentlig behandling ved bobestyrer.
Finder skifteretten, at boet er insolvent, jf, dødsboskiftelovens § 69, stk. 1 og opfylder ægtefællen sin forpligtigelse til at tilbagelevere det modtagne eller tilsvare berigelsen, jf. samme lovs § 104, frigøres ægtefællen fra hæftelsen, uanset § 22.
Bestemmelsen (§69) finder anvendelse, selvom der har været fuldstændigt særeje i ægteskabet. Det er kun efterlevende ægtefælle eller registreret partner, som kan påberåbe sig bestemmelsen, ikke samlever, arvinger eller kreditorer.
K.3.2.3 Uskiftet bo
Ved et dødsfald er det afdøde ægtefælles boslod, der skal skiftes, d.v.s. den del af fællesboet, der tilhørte afdøde.
En efterlevende ægtefælle er ifølge arvelovens §§ 8 og 9 berettiget til at overtage fællesboet, såfremt solvens- og myndighedsbestemmelserne i arvelovens §§ 10 og 11 er opfyldt, uden at skifte med de fælles livsarvinger. Hvis afdøde har efterladt sig særlige livsarvinger, kan boet kun udleveres til uskiftet bo med disses samtykke.
En begæring om boets udlevering skal fremsættes for skifteretten, jf. arvelovens § 12.
Virkningerne af, at et bo udleveres til uskiftet bo, er, at det uskiftede bo undergives den efterlevende ægtefælles rådighed, jf. arvelovens § 15, uden at der skal udredes arv til de fælles livsarvinger.
Hvis der ikke er livsarvinger, kan den efterlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo, jf. arvelovens § 7.
Efterlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, er berettiget til at skifte når som helst. Ved indgåelse af nyt ægteskab skal der dog altid skiftes, jf. arvelovens § 17.
Fælleseje og/eller særeje
Uskiftet bo omfatter kun fælleseje, d.v.s., at et eventuelt særeje skal skiftes. Såfremt der er fuldstændigt særeje, kan efterlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo.
Har ægtefællerne ved ægtepagt aftalt et såkaldt skilsmissesæreje, jf. retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 1, hvor der er formuefællesskab ved dødsboskifte, kan efterlevende ægtefælle sidde i uskiftet bo.
Hvis skilsmissesærejet er aftalt efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2, hvor der er fuldstændigt særeje, kan den efterlevende ægtefælle ikke sidde i uskiftet bo.
Efterlevende ægtefælles hæftelse
Efterlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, bliver personligt ansvarlig for førstafdødes forpligtelser, jf. arvelovens § 16. Den efterlevende ægtefælle hæfter således ikke alene med boets midler, men også med hvad pågældende selv ejer eller senere måtte erhverve, jf. arvelovens § 14, stk. 1.
Efterlevende ægtefælle hæfter også for afdødes restskat samt eventuelle efterbetalingskrav og tillægsskat, jf. dødsboskattelovens § 88, stk. 2. Mellemperiodeskat og dødsboskat kommer her ikke på tale, da ægtefællen efter § 59 indtræder i afdødes skattemæssige stilling
Livsarvingerne hæfter ikke for førstafdødes gæld, og de har ingen rådighed over det uskiftede bo.
Efterlevende ægtefælle kan udøve "en ejers rådighed" over boet, men rådigheden er dog ikke ganske fri. Hvis der sker misbrug, f.eks. urimeligt forbrug eller ydes gaver, der står i misforhold til det uskiftede bos formue, kan enhver af arvingerne kræve skifte. Er der ydet gaver, der står i misforhold til boets formue, og var gavemodtageren i ond tro ved modtagelsen, kan der tillige blive tale om omstødelse af gavegivelsen. Men der skal meget til for at påvise, at ægtefællen har overskredet sin råderet, jf. arvelovens §§ 20 og 21.
K.3.3 Privat skifte
Et bo udleveres til privat skifte, når,
alle arvinger anmoder herom,
boet antages at være solvent,
mindst een arving er myndig og og personligt solvent, jf. nedenfor om hæftelse,K.3.3.1.
afdøde ikke ved testamente har udelukket privat skifte og
at afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne taler imod privat skifte, dvs. at skifteretten kan nægte privat skifte i sådanne situationer.
Arvingerne skal senest ved boets udlevering udstede proklama, jf nedenfor K.3.3.3. Skifteretten kan gøre udlevering betinget af, at proklamaet sker ved rettens foranstaltning. Når boet er udleveret til privat skifte, træder skifteretten ud af skiftet, således at arvingerne i forening råder over boet og træffer afgørelser i dets anliggender.
Arvingerne skal senest 6 måneder efter boets udlevering indsende en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen til skifteretten underskrevet af samtlige arvinger. Denne svarer i store træk til den gamle opgørelse efter § 14 i kildeskatteloven.
Privat skifte sluttes ved, at arvingerne til skifteret og kommune indsender en opgørelse over, hvorledes boet er opgjort og fordelt. Indsendelse skal ske senest 3 måneder efter skæringsdagen. Denne kan længst udsættes til 1 år efter dødsfaldet, jf. dødsboskiftelovens § 31.
K.3.3.1 Arvingernes hæftelse
Det er modsat den tidligere retsstilling nu ikke en betingelse for privat skifte, at arvingerne hæfter personligt for afdødes gæld.
Indtil arvingerne deler boet, kan krav mod afdøde rettes mod boet dvs. der kan foretages individualforfølgning mod boet fra boets udlevering og indtil dets deling mellem arvingerne.
Solidarisk hæftelse som hovedregel
Der indtræder efter lovens § 27, stk. 1, hæftelsesansvar for arvingerne for afdødes gæld og al massegæld i det øjeblik, hvor de deler boets aktiver eller anvender samtlige bomidler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet. Det bemærkes, at hæftelsen også omfatter afdødes skat for forudgående år og mellemperioden.
Hæftelsen er personlig og solidarisk, dvs at kreditorerne efter boets deling kan holde sig til enhver af arvingerne for hele skylden § 27, stk. 1, sidste punktum.
Undtagelse for visse arvinger
Efter dødsboskiftelovens § 27, stk. 2, hæfter arvinger, der ved boets udlevering var repræsenteret ved værge eller under konkurs, kun med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget (begrænset), og i det forhold, de er berettiget til at modtage arv (pro rata).
Ret til at fortryde
På samme lignende måde som omtalt ved K.3.2.2 . kan arvingerne i medfør af dødsboskiftelovens §§ 29 og 30 "bakke ud" af privatskiftet, hvis boet viser sig insolvent. Det er nok, at een arving kræver dette, og boet overgår da til bobestyrerbo. Virkningen heraf er, at arvinger ikke længere hæfter for afdødes gæld.
I tilfælde, hvor boet endnu ikke er delt, er der, jf. ovenfor, ingen hæftelse indtrådt. Her skal boaktiverne blot returneres, jf. samme lovs § 104.
Er boet delt og hæftelsen derfor indtrådt, hæfter § 27, stk.1 arvinger for det, de har modtaget og også for det, de andre arvinger har modtaget. dvs personligt og solidarisk. § 27, stk.2, arvinger (værgemål) hæfter kun med værdien af det modtagne.
For så vidt angår den skattemæssige hæftelse hæfter boet for dødsboskat, mellemperiodeskat samt efterbetaling og tillægsskat. Er udlevering til privat skifte sket, finder ovennævnte § 27, stk. 1 og 2 anvendelse, således at arvingerne hæfter som ovenfor nævnt.
K.3.3.2 Forenklet privat skifte
Denne ordning er ny. Den betyder, at hvor betingelserne for almindeligt privatskifte er opfyldt, kan enige arvinger nøjes med at indsende en opgørelse ved boets udlevering, dvs. at der ikke skal udarbejdes nogen senere opgørelse, når nedenstående betingelser er opfyldt. Boet anses skiftemæssigt for afsluttet ved udleveringen og skattemæssigt for afsluttet pr. dødsdagen. De nævnte betingelser er, at
der ikke i boet skal svares bo-eller tillægsboafgift,
der ikke er arvinger, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge,
der ikke i boet er legatarer,
boet ikke er skattepligtigt,
afdøde ikke ved dødsfaldet drev eller inden for det indkomstår, hvor dødsfaldet fandt sted, har drevet selvstændig virksomhed og
der ikke i boet findes aktiver, der er skattemæssigt af- eller nedskrivningsberettigede.
Dødsdagen vil i disse sager altid være skæringsdagen.
Tilsvarende kan en efterlevende ægtefælle, der er eneste arving i boet, opnå forenklet skifte i medfør af ovennævnte lovs § 34.
Reglerne i § 27 om hæftelse og § 30 om "udbakning" finder tilsvarende anvendelse, jf. §§ 33, stk. 2 og 34, stk. 2.
K.3.3.3 Proklama
Arvingerne skal senest ved boets udlevering udstede proklama, jf. dødsbo skiftelovens §§ 81 og 25, stk. 4, d.v.s. indkalde kreditorerne til at melde sig inden en vis frist med den virkning, at arvingerne ikke hæfter for den gæld, der ikke anmeldes inden fristens udløb. Dette gælder også krav, som arvingerne var bekendt med. Proklamaet er på den måde præklusivt.
Et proklama bekendtgøres i Statstidende med 8 ugers varsel, jf. dødsboskiftelovens § 81.
Indrykning af proklama er obligatorisk for privat skiftede boer og boer, der skiftes ved bobestyrer, jf ovennævnte bestemmelse stk.2.
Begge proklamaer er præklusive.
Desuden er der i dødsboskiftelovens § 81 opregnet en række krav, herunder krav på skatter og afgifter. Disse prækluderes kun, hvor der i skatte- og afgiftslovgivningen er fastsat regler herom. Dette er bl. a. sket i dødsboskattelovens § 87, stk. 5. Efter denne er skattekrav ikke omfattet af et dødsboproklama, medmindre kravet er opgjort på tidspunktet for udstedelsen. Dette gælder indkomståret før dødsfaldet, mellemperioden og evt. tillægsskattekrav. Skattekrav under klagebehandling på proklamatidspunktet anses for opgjort inden dette og er derfor - som de ovenfor - opregnede krav - omfattet af et eventuelt proklama.
K.3.3.4 Skifte ved bobestyrer
Det tidligere offentlige skifte, der kunne opdeles i gældsfragåelses- og gældsvedgåelsesboer, er nu afskaffet. I stedet er der i dødsboskiftelovens kapitel 16 indført det såkaldte bobestyrerbo, hvor skifteretten kan udlevere et bo til behandling ved bobestyrer. Hvor denne ikke er udpeget ved afdødes testamente, foretager skifteretten udpegningen af en autoriseret bobestyrer i retskredsen. Heller ikke ved disse boer skal arvingerne fragå eller vedgå gæld. Afgørende er, om boet er solvent eller ikke solvent. Som udgangspunkt anses boet for at være solvent, jf. § 43, hvorefter bobestyreren i tilfælde af "klar insolvens" skal anmode retten om at fastslå denne insolvens. Opdages insolvensen senere, anvendes § 52, stk, 3, og 4, på samme måde som § 43.
Om proklama henvises til afsnit K.3.3.3.
I det følgende opdeles teksten i solvente og insolvente boer
K.3.3.4.1 Solvente bobestyrerboer
Det er arvingerne, der er lodtagere i boet. Alligevel træffer bobestyreren i medfør af dødboskiftelovens § 53 afgørelse i boanliggender. Denne beføjelse er vidtrækkende og begrænses kun af den på et skøn hvilende regel i stk. 2 om forelæggelse for arvingerne af "væsentlige spørgsmål". Som en sikkerhed mod misbrug er der i samme lovs §§ 45 og 54 indført bestemmelser om løbende underretning til arvingerne. Desuden kan arvingerne klage til skifteretten over bobestyrerens handlinger mv. , jf. §§ 96 og 97.
Bobestyreren udarbejder efter proklamafristens udløb en status over boets aktiver og passiver. Anses boet fortsat for solvent, skal bestyreren efter dødsboskiftelovens § 56 prøve fordringer og andre krav, ligesom han (§57) drager omsorg for, at godkendte fordringer dækkes, medmindre de overtages af arvingerne m. fl. i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om debitorskifte.
Boet vil nårsomhelst under behandlingen efter anmodning af retten kunne udleveres til anden bobehandlingsmåde, jf. § 65.
Der skal endelig udarbejdes en boopgørelse som ved de privatskiftede boer. Den seneste skæringsdag, der kan vælges, er 2 år efter dødsfaldet. Skifteretten kan tillade forlængelse mod indsendelse af løbende redegørelser fra bestyreren. jf. § 66.
For betaling af dødsboskat, mellemperiodeskat og tillægsskat hæfter boet, men derimod ikke arvingerne, jf. dødsboskattelovens § 88, stk. 1.
K.3.3.4.2 Insolvente bobestyrerboer
Boer, der antages at være solvente, kan - som ovenfor nævnt - under behandlingen vise sig insolvente. Begrebet "insolvens" forstås som insufficiens, dvs., at værdien af afdødes aktiver ikke er nok til at dække afdødes gæld.
Boets insolvens skal fastslås snarest muligt, og bestyreren skal straks anmode skifteretten om at træffe afgørelse om at ændre behandling af boet til insolvensbehandling.
Dette medfører, at skifteretten udnævner bobestyrer uden hensyn til testamente mv. Boets kreditorer indtræder som lodtagere i stedet for arvingerne. En lang række af konkurslovens bestemmelser om fristdag, nærstående, omstødelse, kreditormøder, konkursorden mv. finder anvendelse på de insolvente boer. En udtømmende liste over disse konkursbestemmelser findes i dødsboskiftelovens § 70.
Hvis der således ved dødsbobehandlingen ikke fremkommer midler til dækning af samtlige kreditorer, bliver disse fyldestgjort i samme rækkefølge som ved konkurs ( konkursordenen).
For betaling af dødsboskat, mellemperiodeskat og tillægsskat hæfter boet, men derimod ikke arvingerne, jf. dødsboskattelovens § 88, stk. 1.
K.4 Inddrivelsesmyndighedens forholdsregler over dødsboer
K.4.1 Indledning
Inddrivelsesmyndighederne skal så vidt muligt holde sig underrettet om dødsfald blandt personer, som på dødstidspunktet var i restance eller drev virksomhed myndighedens område, og som er eller har været registreret.
K.4.1.1 Proklama i Statstidende
Inddrivelsesmyndighederne skal især være opmærksomme på, om der i forbindelse med behandling af de pågældende dødsboer er udstedt proklama. Proklama bekendtgøres i Statstidende. Det bør her huskes, at proklamafristen efter de ny regler er 8 uger.
Skifteretten kan dog under særlige omstændigheder give længere frist, hvis anmodning indgives inden for 8 ugers fristen.
Inddrivelsesmyndigheden skal anmelde eventuelle krav over for dødsboet inden udløbet af fristen herfor, idet anmeldelser foretaget efter fristen medfører, at Told!Skat mister sit krav. Se afsnit K.3.3.3. Kravet anmeldes opgjort pr. dødsdagen. Kravet kan eventuelt anmeldes foreløbigt. jf. UfR 2001, 1963 ØLD
Lovgrundlaget findes i dødsboskiftelovens § 82
Det tilføjes, at man ved anmeldelse i et dødsbo skal huske forbehold om eventuelle efterbetalinger. Østre landsret har nemlig i dom af 17. april 2001 (SKM 2001 433) afgjort, at et rentekrav var prækluderet, da der ikke ved anmeldelsen var taget udtrykkeligt forbehold for renter eller var godtgjort, at forbeholdet om renter på anden måde var fremsat inden proklamafristens udløb. I dommen nævntes, at dødsboskifteloven ikke var gældende i den pågældende sag. Dette må skyldes, at loven kun gælder for dødsfald indtrådt efter 1. januar 1997 og at det i sagen foreliggende dødsfald har været tidligere.
K.4.2 Anmeldelse - skifte ved bobestyrer
K.4.2.1 Solvente og insolvente boer
Indledningsvis bemærkes, at da det på anmeldelsestidspunktet kan være usikkert, om boet vil være solvent/insolvent, anmeldes altid som var det insolvent.
Inddrivelsesmyndigheden skal opgøre og anmelde Told!Skat´s krav overfor skifteretten, kravet skal være skriftligt og medtage eventuelle renter og omkostninger. Rummer proklamaet oplysning om insolvensbehandling, jf. ovenfor, skal også et krav om fortrinsstilling medtages.
Træffes der efter proklamaets udstedelse beslutning om insolvensbehandling, meddeler bobestyreren de anmeldte kreditorer, at de indenfor en frist på 8 uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling.
Er proklama ikke udstedt, skal inddrivelsesmyndigheden snarest muligt efter at være gjort bekendt med dødsfaldet anmelde Told!Skat´s krav til skifteretten eller til den bobestyrer, der ifølge oplysning fra skifteretten forestår behandlingen af dødsboet.
I anmeldelsen, der udfærdiges i 2 eksemplarer, begæres det ene eksemplar tilbagesendt med påtegning om den skete anmeldelse.
Endvidere skal der i anmeldelsen tages forbehold for, at kravet vil kunne blive ændret som følge af efterangivelse og andre reguleringer.
Kan ToldCSkat´s krav ikke opgøres endeligt, må anmeldelse foretages foreløbigt med forbehold for senere ændringer af kravet.
I anmeldelsen opgøres kravene ifølge konkursordenen, jf. dødsboskifte lovens § 70, som henviser til konkurslovens bestemmelse herom. Kravene opgøres altså som ved anmeldelse i konkurs. Se afsnittet om konkurs E.3.
K.4.3 Anmeldelse - privat skifte
Efter de ny regler for privat skifte skal der senest ved udleveringen til arvingerne udstedes proklama. Regionen skal derfor anmelde sit krav over for samtlige de arvinger eller over for den, som arvingerne efter dødsboskiftelovens § 25, stk. 6, har udpeget som modtager af henvendelser vedrørende boet.
K.4.4 Registrerings - og afregningsforhold
K.4.4.1 Dødsboet viderefører virksomheden
Videreføres virksomheden af dødsboet, skal boet registreres. Ved hensidden i uskiftet bo skal regionen på samme måde foranledige, at deri fornødent omfang sker omregistrering af virksomheden.
Er der ansatte i virksomheden, skal tilmelding til CVR-register ske senest 8 dage efter den første udbetaling af A-indkomst, idet nummeret følger den indeholdelsespligtige og således ikke kan overdrages i forbindelse med dødsfald.
Der skal ved boets manglende angivelse eller betaling af skatter og afgifter udsendes påkrav eller ske rykning efter de sædvanlige retningslinier. Endvidere foretages beregning af afgifter morarenter m.v. efter de samme regler, som gælder for andre virksomheder.
K.4.5 Deltagelse i bomøder (før skiftesamlinger)
Ved behandlingen af insolvente bobestyrerboer, hvor kreditorerne jo er lodtagere, beror det på regionens vurdering, om Told!Skat skal være repræsenteret på bomøder. Med de ændringer, der følger af forholdets natur, sker deltagelse efter de samme retningslinier som ved konkurs. Se afsnittet om konkurs.
K.4.6 Tvangsauktion
Ved dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan en kreditor ikke søge fyldestgørelse ved tvangsauktion, jf. dødsboskiftelovens § 10.
Tvangsauktion kan efter dødsfaldet alene ske efter begæring af boet eller med dettes samtykke, jf. ovennævnte bestemmelse. Er en auktion i gang og der ikke findes mulighed for andre fremgangsmåder, f. eks. salg i fri handel , vil en bobestyrer kunne godkende, at tvangsauktionen gennemføres inden boets berigtigelse, da det forventede tab for boet ved en udsættelse vil være endnu større.
Når et bo udleveres til privat skifte, dvs. til arvingerne, vil boet (arvingerne) frit kunne sagsøges, ligesom der kan foretages eksekution, udlæg, arrest tvangsauktion mv. efter de almindelige regler herom. Dette fremgår af dødsboskiftelovens § 26
K.4.7 Inddrivelse af restancer
K.4.7.1 Intet skifte
Udlagt til efterlevende ægtefælle
Udlagt i medfør af dødsboskiftelovens § 22.
Den efterlevende ægtefælle påtager sig ved udleveringen at dække afdødes forpligtelser, jf. nærmere afsnit K.3.2.2 . Inddrivelse sker derfor som for den pågældendes egen skyld.
- Uskiftet bo
Afdødes restancer kan inddrives hos efterlevende ægtefælle efter de almindelige regler som for den pågældendes egen skyld.
K.4.7.2 Skifte ved bobestyrer
Ved disse boer kan der ikke foretages individualforfølgning, idet det kun er boet. som hæfter for gælden.
K.4.7.3 Privat skifte
Efter et privat skifte hæfter arvingerne personligt, se afsnit K.3.3.1. Regionen kan derfor foretage sædvanlig inddrivelse herunder ved udlæg eller lønindeholdelse hos arvingerne for eventuelle skyldige skatter og afgifter dog under hensyntagen til, om der hæftes solidarisk eller pro rata, jf under afsnit K.3.3.1.
K.4.7.4 Forældelse
Ved anmeldelse over for et dødsbo enten i en skiftesamling eller direkte til skifteretten afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, jf. 1908-lovens § 2, jf. § 1, stk. 4, og dødsboskiftelovens § 82. Dette gælder, hvor der forekommer en bobehandling. Hvis der ikke er en sådan f. eks. ved udlæg uden skiftebehandling, gælder dette fmt også , jf. UfR 1942,451 HD og delvis UfR 1986 85 HK.
K.4.7.5 Udlæg og arrest
Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandling er truffet kan udlæg eller arrest ikke foretages i den af dødsboet omfattede formue, jf. dødsboskiftelovens § 10, stk. 1, og arrest foretaget før dødsfaldet bortfalder, jf. samme lov § 10, stk. 4 .
En undtagelse er dog kreditorer med tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt. Disse kan efter førnævnte § 10, stk. 3 foretage udlæg og søge sig fyldestgjort i disse ejendele efter dødsdagen. Der er dog yderligere betingelser herfor. Beløbet skal kunne gøres op og være forfaldent. Kravet skal være fastslået ved dom eller lignende og boet skal have undladt at efterkomme en betalingsopfordring fra de pågældende.
Den, der før dødsfaldet har foretaget udlæg, bevarer sin fortrinsret til det udlagte under forudsætning af, at der ikke sker omstødelse heraf.
Bliver boet senere solvent, overgår det til behandling efter reglerne om solvente boer og der kan foretages arrest i boets aktiver, ligesom der kan søges fyldestgørelse ved eksekution og tvangsauktion, og en foretaget arrest liver på ny op, jf. dødsboskiftelovens § 54. Havde kreditor et udlægsfundament inden dødsfaldet, kan kreditor derfor søge fyldestgørelse i boets aktiver og arvingernes personlige formue i øvrigt.
Arvingernes kreditorer kan ikke i medfør af dødsboskiftelovens § 54 foretage udlæg i boets aktiver. Udlæg kan alene foretages i falden arv bestemt ved retsplejelovens § 508, d.v.s. "i andre aktiver, hvis identitet kan fastslås". Udlæg foretages i almindelighed i arvingers nettoarveanpart.
K.4.7.6 Insolvens og endelig afskrivning
Når behandlingen af insolvente bobestyrerboer er afsluttet uden fuld dækning for de anmeldte krav, kan inddrivelsesmyndigheden på grundlag af meddelelse herom fra skifteretten endeligt afskrive Told!Skat´s eventuelle udækkede del af anmeldte krav.
Endvidere kan regionen endeligt afskrive krav som uerholdelige, når skifteretten har bekræftet, at dødsboet udlægges uden skiftebehandling, (tidl. "boer udlagt for begravelsesomkostningerne").
Skifterettens meddelelse rummer dokumentation for boets behandlingsform og slutning eller et print af system 55 billede CSRP, hvor boets behandlingsform og slutdato fremgår.
K.1 Indledning
K.2 Dødsboskifteloven
K.3 Berigtigelsesformer
K.4 Inddrivelsesmyndighedens forholdsregler over dødsboer