INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 J SPECIELLE HÆFTELSESFORMER, NULSTILLING OG ERSTATNING

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

J Specielle hæftelsesformer, nulstilling og erstatning

J.1 Lovreguleret hæftelse

OPKL`s § 10, jf. § 1 giver en generel regel om den indeholdelsespligtiges hæftelse for skatter og afgifter m.v. Se nærmere herom i afsnit A.1.4.2 og A.1.4.3.

SEL § 33 indeholder en hæftelsesregel for aktionærer, foreningsmedlemmer, likvidatorer eller bestyrelsesmedlemmer. Der er mulighed for at gøre hæftelse gældende i situationer, hvor et selskab eller en forening m.v. opløses og formuen udloddes til aktionærerne eller medlemmerne, uden der forinden er blevet afsat tilstrækkelige midler til dækning til de indkomstskatter, der påhvilede selskabet eller foreningen. Se yderligere herom i afsnit E. Reglerne i SEL § 33 A har til formål at hindre selskabstømning. Se også TfS 1997,110.

Særlige bestemmelser om hæftelse for skatter, der opkræves efter kildeskatteloven, findes i KSL`s afsnit VII. § 68 omhandler indkomstmodtagerens hæftelse, hvis denne lader sig udbetale Aindkomst uden indeholdelse af Askat og § 69 den indeholdelsespligtiges hæftelse for skatter, som skal indeholdes efter kildeskatteloven.

I AMFL findes tilsvarende bestemmelser i § 15, stk. 1, for den bidragspligtige og i § 15, stk. 3, for den indeholdelsespligtige. Bestemmelserne om den indeholdelsespligtiges hæftelse for indeholdte SP-bidrag findes i ATP-lovens § 17 f.

Personer, der i henhold til KSL § 46, stk. 4 eller 5, er befuldmægtigede til at foretage indeholdelser for en arbejdsgiver, der ikke har hjemting her i landet, hæfter på samme måde som indeholdelsespligtige efter KSL § 46, stk. 1, jf.VLD af 18. juni 1986, ankesag B 437/1985.

J.1.1 Hæftelse for indeholdt A-skat, indeholdte AM-bidrag og SP-bidrag

Efter KSL § 69, stk. 2, AMFL § 15, stk. 3, og ATP-lovens § 17 f hæfter den, som har indeholdt A-skat eller bidrag, over for det offentlige for betaling af de indeholdte beløb. Hæftelsen kan alene gøres gældende over for den indeholdelsespligtige.

Hæftelsen kan gøres gældende, uanset om den indeholdelsespligtige har handlet culpøst. Det er tilstrækkeligt, at beløbene er indeholdt og ikke indbetalt.

Arbejdsgiveren hæfter fortsat under en eventuel betalingsstandsning efter konkurslovens kap. 2 indtil konkursdekretets afsigelse. Derefter overgår indeholdelsespligten og dermed hæftelsen til konkursboet.

Er der ikke ved konkursens afslutning fuld dækning for de indeholdte beløb, hæfter den indeholdelsespligtige i personligt ejede virksomheder fortsat for de resterende restancer.

Kan kravet mod den indeholdelsespligtige ikke opgøres nøjagtigt, og er den indeholdelsespligtige selv skyld i det, f.ex. fordi han ikke har angivet korrekt, kan skattemyndighederne foretage en foreløbig ansættelse, jf. OPKL`s § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, og opkræve i overensstemmelse med disse.

J.1.2 Hæftelse for ikke indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Når A-skat og AM-bidrag ikke er indeholdt som påbudt, hæfter indkomstmodtageren og den indeholdelsespligtige som hovedregel solidarisk for de ikke indeholdte A-skatter og bidrag. Beløbene kan enten opkræves hos indkomstmodtageren efter KSL § 68 og AMFL § 15, stk. 1, eller hos den indeholdelsespligtige efter KSL § 69, stk 1, og AMFL § 15, stk. 3, 1. pkt. Kravet kan altid rettes mod indkomstmodtageren, mens den indeholdelsespligtig alene hæfter, hvis han har udvist forsømmelighed.

Der foreligger ingen fast administrativ praksis for, hvem hæftelsen skal rettes mod. I SKM 2002.105. ØLR blev det således fastslået, at skattemyndighederne ikke har pligt til først at søge ikke indeholdte A-skatter inddrevet hos lønmodtageren. Det kunne heller ikke kræves, at der forinden var foretaget en skatteansættelse af lønmodtageren.

Som udgangspunkt begrænses den indeholdelsepligtiges hæftelse til tiden forud for det tidspunkt, hvor skatten og bidraget er blevet endeligt pålignet indkomstmodtageren.

Der må ikke samtidig med opkrævning hos indkomstmodtageren foretages opkrævning af beløbene hos den indeholdelsespligtige.

J.1.2.1 Lønmodtagerens hæftelse, KSL § 68 og AMFL § 15, stk. 1

Lønmodtageren hæfter umiddelbart for ikke indeholdte A-skatter og bidrag.

Ikke indeholdte beløb skal derfor som hovedregel opkræves hos lønmodtageren, dvs. at skatten reguleres over dennes årsopgørelse og opkræves som restskat og slutbidrag.

Dette gælder især, hvis beløbene vedrører det løbende og det senest afsluttede indkomstår, og det for lidt indeholdte beløb ikke med rimelighed kan rummes i den ansattes løn for resten af året, hvis lønmodtageren ikke længere er ansat hos den indeholdelsespligtige, eller hvis tidspunktet for indgivelse af oplysningssedler er nært forestående. Vurderer skattemyndighederne, at der ved den deraf følgende udskydelse af opkrævningen opstår en reel risiko for, at beløbene ikke bliver betalt, bør kravet rettes mod den indeholdelsespligtige, jf. KSL § 69, stk.1.

Hvis en arbejdsgiver har undladt at angive og lønoplyse, hvad han har indeholdt, kan regionen efter en konkret vurdering opkræve beløb, der burde have været/er indeholdt hos lønmodtageren, hvis denne ikke ved fremvisning af lønsedler, eller på anden måde kan sandsynliggøre, at arbejdsgiveren rent faktisk har indeholdt korrekt, jf ØLD af 17. december 1996, 14. afd. nr. B-1890-92. I denne sag afgjorde Landsretten, at et A/S`s direktør og eneste ansatte hæftede for A-skatten af den udbetalte løn, selv om han havde fået udbetalt mindre end han i.h.t. aftale var berettiget til, fordi han ikke havde overholdt nogen af de formelle regler om indeholdelse.

Både lønmodtager og arbejdsgiver bør derfor ved enhver lønudbetaling være opmærksomme på bestemmelserne i KSL § 84 og AMFL § 11, stk. 1, og 6, hvorefter arbejdsgiveren har pligt til skriftligt at holde lønmodtageren underrettet om indeholdelserne, og lønmodtagerne omvendt kan fremtvinge underretning derom ved skattemyndighedernes mellemkomst.

J.1.2.2 Den indeholdelsespligtiges hæftelse, KSL § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 3,1. pkt.

Ikke indeholdte A-skatter og bidrag kan opkræves hos den indeholdelsespligtige, hvis han har udvist forsømmelighed i forbindelse med den manglende indeholdelse og under forudsætning af, at indkomstmodtageren ikke allerede har betalt de pågældende beløb.

Den indeholdelsespligtige anses for at have udvist forsømmelig adfærd i tilfælde, hvor han undlader at indeholde A-skat og bidrag i udbetalinger til en person, der udfører arbejde af en sådan karakter, at det med rimelig tydelighed falder ind under bestemmelsen i KSL § 43 eller kildeskattebekendtgørelsens § 20, jf. TfS 1999, 377 HD.

Ved vurderingen af, om der er tale om A-indkomst, tillægges det ikke afgørende betydning, om den person, der udfører arbejdet, er momsregistreret og udskriver regninger med moms.

Det tillægges heller ikke afgørende betydning, at arbejdstageren kan forevise giroindbetalingskort vedrørende B-skat m.v., fordi det er regionen -og ikke forskudsregistreringsmyndigheden - der har kompetence til at afgøre, om der foreligger A- eller B-indkomst. Hvis regionen konstaterer, at en person fejlagtigt er forskudsregistreret som B-skatteyder, bør den derfor underrette forskudsregistreringsmyndigheden derom.

Højesteret statuerede forsømmelighed i et tilfælde, hvor arbejdsgiveren havde undladt at træffe foranstaltninger, der kunne sikre, at lønmodtageren løbende afregnede indkørte beløb, og havde akcepteret, at lønmodtageren modtog hele sin løn som lønforskud, jf. UfR 2001, 530 HD.

En indeholdelsespligtig, der på trods af anvisninger i ToldCSkat`s vejledning, "Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag", undlader at indeholde A-skat og bidrag, må som udgangspunkt antages at have handlet forsømmeligt, jf. TfS 1999, 377 HD. Se også SKM 2002.105 ØLR.

Der må ligeledes som udgangspunkt foreligge forsømmelighed, hvis en indeholdelsespligtig undlader at rette sig efter regionens påbud om at indeholde A-skat og bidrag. Klage over et sådant påbud har ikke opsættende virkning.

Har den indeholdelsespligtige derimod været i undskyldelig uvidenhed om, at en udbetaling er A-indkomst, bør regionen undlade at pålægge ham hæftelse for de manglende indeholdte A-skatter og bidrag i allerede foretagne udbetalinger.

Dette kan være tilfældet, hvis det manglende A-skatte- og bidragstræk skyldes en indkodningsfejl ell. lign. i virksomhedens lønsystem, hvis virksomheden i øvrigt administrerer kildeskatte- og bidragsordningen korrekt.

Pålægges den indeholdelsespligtige hæftelse efter KSL´s § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 3, 1. pkt. får han regreskrav mod indkomstmodtageren, jf. SKM 2002.105 ØLR. Hvis regionen bliver opmærksom på, at den indeholdelsespligtige ikke gør sit regreskrav gældende, bør den underrette indkomstmodtagerens ligningsmyndighed derom, således at denne kan undersøge, om indkomstmodtagerens skatteansættelse skal ændres.

Hæftelse kan gøres gældende både for løbende og tidligere indkomstår.

J.1.3 Tilsvarsregulering og opkrævning

Beløb efter KSL § 69, stk. 1, og AMFL § 15, stk. 3, opkræves særskilt af told- og skatteregionerne. Tilsvaret skal indsættes i D/R-systemet, og den indeholdelsespligtige skal have en skriftligt begrundet afgørelse om opkrævningen med en opgørelse af A-skat og bidrag, specificeret på indkomstmodtagere og indkomstperioder. Der skal gives klagevejledning til Told- og Skattestyrelsen.

J.1.3.1 Krav opgjort efter indkomstårets udløb, men inden den ordinære årsopgørelse er tilgængelig.

Har den indeholdelsespligtige ikke indsendt oplysningsseddel med den pågældende A-indkomst m.v., udskriver told- og skatteregionen af hensyn til ligningsmyndigheden straks en oplysningsseddel udvisende A-indkomsten. Den beregnede, ikke indbetalte A-skat og de beregnede bidrag må derimod ikke anføres på oplysningssedlen. Supplerende oplysningsseddel udvisende A-skat, AM- og SP-bidrag udskrives først, når den indeholdelsespligtige har indbetalt det opgjorte tilsvar.

Hvis tilsvaret indbetales i afdrag, skal supplerende oplysningsseddel udskrives for hvert indbetalt afdrag.

J.1.3.2 Krav opgjort efter, at den ordinære årsopgørelse er tilgængelig.

Told- og Skatteregionerne skal, før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver indkomstmodtager undersøge,

om den opgjorte A-indkomst m.v. er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og

om der ifølge indkomstmodtagerens årsopgørelse forekommer restskat og slutbidrag til særskilt opkrævning, og om beløbene i givet fald er betalt.

Er A-indkomsten m.v. ikke medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat og bidrag til særskilt opkrævning, kan de ikke indeholdte A-skat og bidrag opkræves hos den indeholdelsespligtige ( hvis denne har udvist forsømmelighed ). Oplysningssedler udskrives som ovenfor anført.

Det tilsvarsbeløb, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens samlede, ikke betalte restskat og restbidrag ( eksklusive procenttillæg og eventuelle morarenter ) for det pågældende indkomstår.

Hvis restskat og slutbidrag vedrørende indkomstmodtageren er til tvangsinddrivelse hos lønmodtageren, og der samtidig af den indeholdelsespligtige indbetales et tilsvar efter KSL § 69, stk. 1, eller et AM-tilsvar efter AMFL § 15, stk. 3, skal indkomstmodtagerens bopælskommune straks underrettes om, at restskatten og restbidraget nu skal nedskrives med de indbetalte beløb.

J.2 Ikke lovreguleret hæftelse: Nulstilling og erstatningsansvar

Når en indeholdelsespligtig virksomhed med begrænset ansvar ophører som insolvent med restancer af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, vil det offentlige som oftest lide tab, fordi der kun kan kræves dividende af restancen. Som følge heraf har det offentlige anlagt en række sager ved domstolene og fået medhold i, at personer, der har været særlig nært knyttet til den fallerede virksomhed, under visse betingelser pålægges nulstilling eller erstatningsansvar for selskabets restancer.

Grundlaget for sagerne har været culpa-reglen, et grundprincip i dansk ret, hvorefter man er pligtig til at erstatte et økonomisk tab, som man på uansvarlig vis har påført en trediemand.

Efter culpa-reglen skal den skadegørende handling kunne tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom, d.v.s., at han enten har tilsigtet den skadegørende handling, eller at han burde have vidst, at hans handling ville medføre skadens indtræden.

Herudover skal den ansvarspådragende adfærd have været årsag til det lidte tab ( kausalitet ), og årsagssammenhængen skal have stået skadevolderen klart ( adækvans ), se UfR 1976, 241 ØLD. I TfS 2000, 975 HD blev en advokat frifundet, fordi det ikke var godtgjort, at der var sammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og underbalancen i konkursboet.

Hæftelsessager vedrørende indeholdt, men ikke indbetalt A-skat og AM-bidrag kan opdeles i 2 grupper.

A-skatte- og bidragsrestancer vedrørende udbetalinger til selskabets ledelse og disses nærtstående ( nulstilling) og

A-skatte- og bidragsrestancer vedrørende udbetalinger til selskabets øvrige ansatte ( erstatning).

J.2.1 Nul-stilling af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Nulstilling betyder i denne vejledning,

at skattemyndighederne ser bort fra, at der er bogført A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag med den virkning, at indkomstmodtageren ikke godskrives beløbene i sin årsopgørelse.

Nulstillingen hindrer således, at en skatteyder hos skattemyndighederne gennem indeholdelsesreglerne opnår en fyldestgørelse, som ikke ville kunne opnås i selskabet eller dets bo.

Praksis vedrørende nulstilling er dannet på grundlag af en højesteretsdom, refereret i UfR 1981, 473 HD, og er senere suppleret af bestemmelsen i AMFL § 15, stk 1, og ATP-lovens § 17 f, som bestemmer, at AM- bidrag og SP bidrag reguleres ved årsopgørelsen på samme måde som personskatter.

J.2.1.1 Betingelser for nulstilling

Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar , typisk et aktie- eller anpartsselskab.

Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs, betalingsstandsning, akkord eller lignende.

Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, AM- eller SP-bidrag vedrørende de perioder, hvor selskabet har godskrevet de under punkt 4 nævnte personer disse beløb. Perioderne behøver ikke at være sammenhængende.

Nulstilling kan som hovedregel kun ske for personer, der har en v æsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender, samt for disses nærtstående.

Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter og bidrag ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

Ad 1. Nulstilling skal derfor kun foretages, når den indeholdelsespligtige er et selskab med begrænset ansvar, idet den indeholdelsespligtige i andre tilfælde hæfter umiddelbart.

Ad 2. Nulstilling forudsætter endvidere, at der er konstateret et endeligt økonomisk tab. Dette vil være tilfældet, når et selskab med begrænset ansvar er ophørt som insolvent, men også såfremt selskabets A-skatte- og bidragsrestancer er blevet nedskrevet ved en akkord eller lignende, idet der i begge situationer ikke er mulighed for at opkræve alle de indeholdte A-skatter.

Ad 3. Kun ubetalte A-skatter og bidrag kan nulstilles. Hvis restancen senere helt eller delvist betales, skal nul-stillingen ophæves eller begrænses tilsvarende. Afdrag, der ikke kan dække hele månedens tilsvar, skal primært afskrives på de beløb, der ikke kan nulstilles.

Nulstilling kan således kun finde sted for perioder, hvor selskabet stadig er i restance med indeholdte A-skatter og bidrag.

Perioderne behøver ikke at være sammenhængende. Betaling af enkelte måneders tilsvar udelukker således ikke, at A-skatten og bidragene af tidligere eller mellemliggende måneders tilsvar nulstilles.

Det er endvidere en forudsætning, at der i de skyldige tilsvar for de enkelte perioder indgår bogførte indeholdte A-skatter og bidrag til den nedenfor nævnte personkreds.

En direktør kan ikke hindre nulstilling ved at påstå, at en delvis betaling fortrinsvis skal dække A-skatten og bidragene af hans egen løn. Se VLD af 17. februar 1984 (1. afd. nr. 775/82)

Omvendt kan en direktør ikke nulstilles, hvis selskabet ikke er i restance med A-skat m.v. i de perioder, hvor hans A-skat er bogført, medmindre skattemyndighederne har grundlag for at antage, at selskabet i forbindelse med bogføring af A-skatter og bidrag bevidst har søgt at hindre nul-stilling.

Ad 4. Den personkreds, der kan nulstilles, er i praksis sammenfaldende med den personkreds, der ikke har lønprivilegium efter konkurslovens § 95.

Dette er primært personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender.

Der vil typisk være tale om personer, som selv eller hvis nærtstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital. Se VLD af 6. januar 1998, 10. afd., B-1350-96, hvor direktørens samlever blev nulstillet, fordi de havde fælles husholdning, og samleveren vidste, at selskabet ikke havde penge til at afregne A-skatter m.v.

For så vidt angår personer uden for kredsen af en virksomheds egentlige ledelse og dennes umiddelbart nærtstående, kan nulstilling ske i særlige tilfælde, hvis vedkommende har haft en særstilling i virksomheden med hensyn til løn- og arbejdsvilkår, eller en væsentlig økonomisk interesse i virksomhedens drift.

Ad 5. Nulstilling forudsætter, at der er udvist culpa. Dette vil være tilfældet, hvis en person i den omhandlede personkreds kan bebrejdes, at udbetaling eller godskrivning af løn til ham selv eller hans nærtstående er fortsat på et tidspunkt, hvor han vidste eller burde have vidst, at selskabet ikke havde økonomisk evne til at indbetale de indeholdte A-skatter og bidrag.

Det samme vil være tilfældet, hvis han fortsætter lønudbetalingerne til sig selv på et tidspunkt, hvor han ved eller burde have vidst, at der var en væsentlig risiko for, at beløbene ikke vil kunne indbetales til forfaldstid. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en direktør fortsat udbetaler løn til sig selv uden at afregne A-skat og bidrag i situationer, hvor der er opstået økonomiske problemer på grund af en stor debitors uventede konkurs, eller hvor en vigtig handelspartner ikke længere ønsker at aftage selskabets produkter. Det kan ligeledes være tilfældet, hvis selskabet vidste eller burde have haft en bestyrket formodning om, at en medkontrahent eller debitor ikke ville eller kunne opfylde sine forpligtelser over for selskabet, idet den erhvervsmæssige risiko for tab i disse situationer bør bæres af den omhandlede personkreds og ikke af staten.

Culpøs adfærd kan også forekomme, hvis parterne i et retsforhold har nær tilknytning til hinanden, f.eks. i familieforhold, eller i forhold, hvor et aktieselskab beherskes af en enkelt eller af en snæver gruppe kapitalindskydere, og disse tilrettelægger indeholdelsen på en sådan måde, at det offentlige får mindre provenu. Regionen skal i sådanne tilfælde vurdere, om der er tale om en lovlig udnyttelse af skattelovgivningens muligheder, eller om der er tale om dispositioner, som skattevæsenet ikke skal respektere.

Efter en samlet bedømmelse af sagen kan nulstilling undlades, hvis lønnen til direktøren m.v. har været ubetydelig i forhold til virksomhedens samlede omsætning.

J.2.1.2 Gennemførelse af nulstilling

Fastsættelse af de beløb, der nulstilles, sker ved, at regionen sammentæller de A-skatter og bidrag, som selskabet har redegjort for i restanceperioden vedrørende den ovenfor nævnte personkreds. Betalte beløb, herunder opnået dividende, fratrækkes.

Arbejdsgiverkontrollen udfærdiger derefter rettelsesangivelser, hvori de tidligere angivne indeholdte A-skatter og bidrag nedskrives med de nulstillede beløb.

På den "nulstilledes" oplysningsseddel skal brutto A-indkomsten anføres. Indkomstmodtageren har nemlig ikke fradragsret for nulstillede beløb ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst. Dette skyldes, at regionen ikke kan tilsidesætte selve lønaftalen mellem indkomstmodtageren og arbejdsgiveren. Lønmodtageren kan derimod anmelde det nulstillede beløb som fordring i selskabets eventuelle konkursbo, jf. TfS 1996, 165 LSR .

Nulstillede beløb skal reguleres over årsopgørelsen og opkræves som restskat og slutbidrag. ( Beløbene må ikke opkræves særskilt. ) Indkomstmodtagerens slutligningskommune skal derfor have tilsendt kopi af afgørelsen om nulstilling vedlagt eventuelle andre relevante oplysninger.

Regionen skal skriftligt underrette indkomstmodtageren og selskabet om nulstillingen. Afgørelsen skal være begrundet og indeholde oplysning om, at den kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

J.2.2 Erstatning

Såfremt betingelserne for at nulstille eller for at anvende de lovfæstede hæftelsesbestemmelser ikke er opfyldt, bør regionen undersøge, om der er grundlag for at kræve erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Højesteret har i en række domme pålagt personligt erstatningsansvar for et selskabs ikke afregnede A-skatter m.v. i sager, hvor den erstatningspligtige, typisk en leder af et aktie- eller anpartsselskab, ved sin handlemåde havde påført det offentlige tab, se UfR 1981, 473 HD og UfR 1995, 43 HD. Også bestyrelsen for et aktieselskab er blevet pålagt erstatningsansvar for tab ved fortsat drift af selskabet efter den burde have indset, at det ikke kunne videreføres uden yderligere tab, jf. UfR 1998, 1137 HD . I TfS 2000, 975 HD blev det anset for ansvarspådragende for en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo ikke at bringe dette til ophør, efter at det kunne konstateres, at den likviditetsmæssige situation var forværret. ( Advokaten blev dog frifundet, fordi det ikke fandtes godtgjort, at den ansvarspådragende adfærd var årsag til underbalancen i det senere konkursbo). Højesteret har derudover ved dom af 29. oktober 2001, j.nr. II 463/2000, idømt en bank erstatningsansvar for med kendskab til et selskabs økonomiske situation at have disponeret således over dets aktiver, at det blev ude af stand til at opfylde sine forpligtelser til at betale salgsmoms.

Se yderligere afsnit E om erstatningsansvar i forbindelse med betalingsstandsning og konkurs.

J.2.2.1 Betingelser for at kræve erstatning

Det indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.

Der skal være påført det offentlige et tab på grund af culpøs adfærd, jf. ovenfor.

Virksomheden skal være ophørt som insolvent med restancer til ToldSkat, f.eks. A-skat, AM- eller SP-bidrag, moms eller punktafgifter, eller tab skal være konstateret i forbindelse med akkord eller lignende.

Den erstatningspligtige skal derudover have haft en væsentlig økonomisk interesse og/eller en bestemmende indflydelse i selskabets anliggender. Dette gælder tilsvarende, hvor disse forudsætninger samtidigt er opfyldt af flere personer. Det er ikke afgørende, om de pågældende helt eller delvist ejede selskabets kapital.

Domstolene stiller imidlertid strenge krav til bevisførelsen, og bedømmelsen af, om der har foreligget culpa, er strengere ved erstatning end ved nulstilling.

Der lægges bl.a. vægt på, hvornår det regnskab, som udviste det dårlige resultat, har foreligget for selskabet ledelse, og om denne trods et kendt dårligt resultat har haft berettiget grund til at tro på, at igangværende forhandlinger om overdragelse af virksomheden eller tilførsel af ny kapital ville have kunnet hindre virksomhedens økonomiske sammenbrud, se UfR 1985, 377 HD.

Hvis der slet ikke foreligger noget regnskab, vil det som oftest tolkes som culpøs adfærd fra ledelsens side.Domstolene lægger endvidere vægt på, om selskabet har været pålagt forkortet afregning, og om opkrævningen har været effektiv, jf. UfR 1985,209 HD.

J.2.2.2 Gennemførelse af erstatningssag

Skattemyndighederne har bevisbyrden for, at der er handlet culpøst.

Til bedømmelse af, om der er grundlag for at rejse erstatningssag, bør følgende materiale undersøges og så vidt muligt vedlægges, hvis sagen skal indberettes til Told- og Skattestyrelsen

Opgørelse af restancen - excl. renter og påkravsgebyrer - fordelt på tilsvarsmåneder.

Redegørelse for tvangsinddrivelsens forløb, herunder oplysning om udlæg eller anden sikkerhed. Det skal fremgå, på hvilke tidspunkter incassomyndigheden har været i forbindelse med de ansvarlige.

Den indeholdelsespligtiges skriftlige forklaring på årsagen til restancens opståen. Afgives forklaringen mundtligt i forbindelse med sagsbehandlingen, skal referat heraf så vidt muligt af bevismæssige grunde være læst og underskrevet af den indeholdelsespligtige.

Foreliggende rapporter vedrørende kontrolbesøg i det tidsrum, hvori restancen er opstået.

Regnskabsmateriale.

Virksomhedens regnskaber for de 3 seneste indkomstår.

Bekræftede udskrifter af bestyrelsens forhandlingsprotokol og revisionsprotokoller vedrørende forhold af betydning for sagen.

Statusoversigt og kuratorindberetning, jf. KL § 125.

Oplysning om personlige skatterestancer.

Selvangivelse for de seneste 3 år for de personer, der ønskes pålagt erstatningspligt. ( Selvangivelserne skal sammen med eventuelle andre personlige økonomiske oplysninger bruges ved bedømmelsen af, om et eventuelt erstatningsbeløb vil kunne inddrives hos den erstatningspligtige ).

Hvis regionen finder, at der er grundlag for at rejse erstatningssag, skal sagen indberettes til TSS, som i givet fald anmoder Kammeradvokaten om at rejse civilt søgsmål ved domstolene.

Erstatningssag kan også rejses i forbindelse med en kildeskattestraffesag. Hvis erstatningssagen kræver væsentlig større bevisbedømmelse end

straffesagen, vil domstolene dog som oftest henvise erstatningssagen til civilt søgsmål.

I det omfang regionen afslutter en straffesag administrativt, er regionen bemyndiget til at indgå forlig om erstatningsansvar.

J.2.2.3 Inddrivelse af renter

Erstatning pålægges efter almindelige erstatningsretlige regler. Erstatningskravet kan derfor ikke tillægges renter efter KSL, AMFL eller ATP-loven, men alene procesrenter, og erstatningskravet kan ikke inddrives efter de særlige regler for inddrivelse af skatter og bidrag. Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom, kan kravet søges inddrevet gennem den judicielle foged.

Erstatningskrav kan inddrives ved modregning, og kravet bør derfor indsættes i det centrale fordringsregister (CFR). Dette forudsætter, at der er rejst erstatningssag, eller at det i øvrigt skønnes, at der er handlet erstatningspådragende. Før regionen indsætter et erstatningskrav i CFR, skal den skriftligt underrette den erstatningspligtige derom. Afgørelsen skal være begrundet og indeholde klagevejledning til Told- og Skattestyrelsen.

J.2.2.4 Forældelse

Erstatningskrav, der ikke er fastslået ved dom, forældes 5 år efter, at TSR eller TSS er blevet bekendt med tabet.

Hvis erstatningskravet er fastslået ved dom eller forlig, er forældelsesfristen 20 år.

J.1 Lovreguleret hæftelse

J.2 Ikke lovreguleret hæftelse: Nulstilling og erstatningsansvar