Legislator Case Law & Legislation
E20036IV0008 DK

INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 H MODREGNING

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2003

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

H Modregning

H.1 Begreb

Modregning er en ophørsgrund for fordringer. Modregning bringer fordringer til ophør i det omfang, fordringerne dækker hinanden ved, at den ene parts fordring fratrækkes i den anden parts fordring.

H.2 Funktion

Modregning har karakter af betaling, og den er en forenkling af betalingssystemet.

Ved modregning opgiver den ene part sit tilgodehavende hos den anden, men samtidig bringer han sin gæld til den anden til ophør. Han får således lov til at beholde den ydelse, han ellers skulle have erlagt til opfyldelse af sin skyld.

Parterne opnår naturligvis ikke fritagelse for at overholde bestemmelserne i bogføringsloven og i den fiskale lovgivning (beregning af moms mv.).

Modregning har imidlertid også karakter af, hvad man kan kalde privat tvangsfuldbyrdelse, idet modregning kan ske, hvis den ene part ønsker det. Der skal således ikke foreligge en aftale mellem parterne eller et samtykke fra modparten. Modregning betyder her, at en fordring, som en part ikke er i stand til eller ikke er villig til at betale, dog bliver fyldestgjort.

H.3 Lovgrundlag

Der er ikke i dansk lovgivning fastsat regler om de almindelige betingelser for modregning.

Modregning gennemføres således efter regler, der hviler på retspraksis og retssædvane.

Der findes dog enkelte specielle lovbestemmelser om modregning. Disse vil blive omtalt senere.

H.4 Terminologi

Den, der ønsker at modregne og derfor afgiver en modregningserklæring, kaldes modregneren. Modtageren af modregningserklæringen, kaldes hovedmanden.

For at skelne mellem de to fordringer kaldes modregnerens tilgodehavende for modfordringen, mens hans skyld til den anden part kaldes hovedfordringen.

Modfordringen anvendes til modregning i hovedfordringen, mens hovedfordringen anvendes til modregning med modfordringen.

Modregning iværksættes ved, at den ene part afgiver en erklæring til den anden.

H.5 Modregningsformer

Der findes to hovedformer for modregning, aftalt og tvungen.

H.5.1 Aftalt modregning

Modregning sker ved, at de to parter, der har krav mod hinanden, aftaler, at disse krav udlignes ved modregning.

Har parterne aftalt modregning er adgangen hertil ikke begrænset, men beror udelukkende på den indgåede aftales indhold.

Dette betyder bl. a., at der skal være indgået en aftale skriftligt eller mundtligt. Er den ikke det, vil modregning ikke kunne foretages, så længe modparten overholder en afdragsaftale, eller en henstandsordning løber. Overholder modparten ikke aftalen, er den bortfaldet, og modregning kan igen foretages.

H.5.2 Tvungen ikke konneks modregning

Modregning tvinges igennem, uden at det kræver samtykke fra den anden part. Den ene part tilkendegiver overfor den anden part, at han agter at modregne.

For at tvungen modregning kan finde sted, er der nogle betingelser, som skal være opfyldt. Disse betingelser skal alle være opfyldt på det tidspunkt, hvor den tvungne modregning iværksættes.

Tvungen modregning vil blive beskrevet nærmere nedenfor.

Der skal altså foreligge en modregningserklæring.

Modregning tvinges igennem, uden at det kræver samtykke fra den anden part. Den ene part tilkendegiver overfor den anden part, at han agter at modregne.

Tvungen modregning iværksættes ved, at modregneren afgiver en modregningserklæring. Denne erklæring er ensidig, det vil sige, at den afgives af den ene part.

Modregningserklæringen har karakter af et påbud til hovedmanden. Han kan således ikke afvise erklæringen. Erklæringen kræver ikke accept eller samtykke fra hovedmanden, og den har virkning for ham, straks den er kommet frem til ham.

Fordringer vedbliver således med at bestå med deres fulde beløb, indtil modregning er erklæret, og ophører først ved erklæringens fremkomst.

H.5.2.1 Betingelser for tvungen ikke konneks modregning

For at tvungen modregning kan finde sted, er der en række betingelser, der skal være opfyldt

kravene er udjævnelige

kravene er afviklingsmodne

kravene er gensidige

modkravet er retskraftigt.

H.5.2.1.1 Kravene er udjævnelige

At kravene er udjævnelige, betyder, at modfordringen kan benyttes til rigtig opfyldelse af hovedfordringen. Betingelsen om udjævnelighed er opfyldt, hvor både hovedfordringen og modfordringen er pengefordringer.

Tvungen modregning kan gennemføres, selvom fordringerne ikke er lige store. Blot fordringerne er delelige, kan der modregnes overfor en hovedfordring, der er større end modfordringen, og modregnes med en modfordring, der er større end hovedfordringen.

H.5.2.1.2 Kravene er afviklingsmodne

At kravene er afviklingsmodne, betyder, at modfordringens forfaldstidspunkt er kommet, mens hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være kommet.

Denne betingelse er begrundet i, at en kreditor kan kræve betaling, når forfaldstid er kommet, mens en debitor kan frigøre sig for sin gæld, når frigørelsestidspunktet er kommet.

En modregner kan imidlertid ikke tvinge hovedmanden til at betale modfordringen, før forfaldstid er indtrådt. På den anden side kan modregneren ikke pånøde hovedmanden betaling af dennes tilgodehavende, det vil sige hovedfordringen, før dens frigørelsestidspunkt er kommet.

H.5.2.1.3 Kravene er gensidige

Modregning kan kun gennemføres, hvor to personer (fysiske og/eller juridiske personer) har krav på hinanden, således at debitor efter den ene fordring er kreditor efter den anden fordring.

Når f. eks. et kommunalt krav er til inddrivelse, og der samtidig skal udbetales negativ moms/overskydende skat, kan det kommunale krav ikke dækkes ved modregning i den negative moms/skatten, da der ikke foreligger gensidighed. Der er her tale om 3 parter, nemlig restanten, kommunen og staten.

Uanset, at det er kommunerne, der inddriver personlige skatterestancer, er det statskassen, der har kravet. Der kan derfor f.eks. modregnes i negative momsbeløb for personlige skatterestancer.

Dette gælder også, hvor et krav er blandet stat/kommunalt, jf. UfR 1972,1056 ØLD. Det medfører, at overskydende skat såvel som restancer af personlig skat er statslige krav i modregningssammenhæng.

Kravet om gensidighed medfører endvidere, at der som udgangspunkt ikke kan ske modregning med restancer fra en virksomhed med begrænset hæftelse i krav, som en person, der er involveret i virksomheden måtte have på statskassen. Der kan heller ikke foretages modregning i situationer, hvor f.eks. et interessentskab har en fordring på tilbagebetaling af negativ moms, og hvor statskassen har en fordring på en af deltagerne, f.eks. skyldig restskat.

Gensidigheden mellem fordringerne må i almindelighed foreligge ved gennemførelsen af modregningen. Skulle fordringen være overdraget, er der dog alligevel i nogle tilfælde mulighed for at modregne, jf. reglerne i GBL § 28, der omtales senere i dette kapitel.

Kravet om kun to parter medfører også, at der ikke kan ske modregning, hvor der foreligger en koncern. ToldSkat kan som hovedregel ikke modregne sit tilgodehavende hos en virksomhed i koncernen i et krav, som en anden virksomhed har hos ToldSkat.

Er virksomhederne/selskaberne derimod fællesregistreret i henhold til bestemmelserne i skatte- og afgiftslovgivningen, kan der dog ske modregning med en virksomheds restance i en anden virksomheds tilgodehavende. Fællesregistreringen indebærer, at virksomhederne hæfter solidarisk for betaling af A-skatter og afgifter. Denne hæftelse indebærer, at der også er adgang til modregning.

Skal der i disse situationer modregnes f.eks. negativ moms for et selskab i skyldig A-skat for det andet, skal fællesregistreringen være efter begge de nævnte love.

Sambeskatning mellem selskaber indebærer, jf. SEL § 31, stk. 3, at de sambeskattede selskaber hæfter solidarisk for betaling af skatterne. Sambeskatning er ikke udtryk for en koncernbeskatning, men den solidariske hæftelse medfører, at der kan ske modregning for skyldige selskabsskatter i overskydende skatter, men ikke for A-skatter og afgifter, hvis der ikke også er fællesregistrering, jf. ovenfor.

Det er fast antaget i retspraksis, at staten i modregningsmæssig henseende anses som en enhed, jf. f.eks. UfR 1982, 24 HD. Dette betyder, at de forskellige statsinstitutioner og styrelser er at betragte som en enhed, selvom de henhører under hvert sit ministerium. Dette gælder, når staten modregner overfor borgeren. Et eksempel herpå kan ses under H.7.8. Det antages, at en borgers (restants) modregning overfor det offentlige normalt begrænses til krav, der angår samme myndighed. Dette kan begrundes med, at borgerens krav ikke er nødlidende.

H.5.2.1.4 Modkravet er retskraftigt

At modkravet skal være retskraftigt, betyder, at modfordringen ikke må være bortfaldet, f.eks. ved forældelse, akkord, præklusion eller ved gældssanering af hovedkravet.

Er modfordringen ophørt af en af de ovennævnte eller andre grunde, er modregning udelukket.

H.5.3 Tvungen konneks modregning

Fordringer, der er opstået i kraft af samme retsforhold, kaldes konnekse.

Konneksiteten mellem fordringerne betyder, at modregning har virkning fra det tidspunkt, hvor fordringerne stod overfor hinanden som udjævnelige.

Modregning kan ske, selv om modfordringen er forældet eller prækluderet. Der kan endvidere ske modregning, selvom fordringerne er transporteret til tredjemand.

Til belysning af afgrænsning af "konneksitet" i forholdet skat/skat tjener Vestre Landsrets dom af 23. august 2000 i TfS 2000, 748, om forældelse og modregning. Skatteministeriet havde påstået konneksitet, da hovedkravet (skat udsprunget af ligningsmæssig forhøjelse) og krav på overskydende skat (modkravet) hidrørte fra samme indkomstår. Det gjordes ikke gældende, at de to krav derudover stod i nærmere forbindelse med hinanden.

Retten fandt, at det ligger uden for den naturlige forståelse af begrebet konneksitet" at betegne samtlige skattekrav fra eller mod en skatteyder, der angår samme indkomstår som vedrørende samme retsforhold (konnekse). Den skete modregning var derfor uberettiget.

Dommen er ikke anket.

Dommen medfører en vis indsnævring af konneksitet og "samme retsforhold". Er man inden for det samme indkomstår, må der således yderligere ses på de modstående kravs nærmere karakter. Disse må angå det samme underforhold, f.eks. skiftende ansættelse af et fradrag.

Det vil betyde, at positiv moms og negativ moms, der vedrører samme afregningsperiode, er konnekse krav. Dette fremgår af UfR 1997,1638 HD, hvorefter modregning af momskrav alene kan ske som konneks modregning, når kravene vedrører samme afgiftsperiode.

Spørgsmålet om konneksitet mellem rest/overskydende skat og moms er tvivlsomt. Da konneksitet kræver samme retsforhold og skatten angår restantens personlige forhold og momsen hans virksomhedsforhold, vil der med den ovenfor citerede dom ikke kunne være tale om konnekse krav.

Det samme gælder om modregning i arbejdsmarkedsbidrag, Her kan der ske modregning mellem f.eks. skatterestance og bidrag, da gensidighedsbetingelsen er opfyldt. Der er efter dommen næppe mulighed for konneks modregning, da fordringerne næppe kan siges at udspringe af samme retsforhold. Dog er der formentlig fortsat konneksitet mellem restarbejdsmarkedsbidrag og overskydende arbejdsmarkedsbidrag for samme indkomstår.

Restskatter og krav på overskydende skat vedrørende samme indkomstår er derimod konnekse krav.

Denne konneksitet bevirker, at en skatteyder kan forlange , at en restskat dækkes med tidligere opgjort overskydende skat for samme indkomstår, uanset at denne er anvendt til dækning af andre restancer til staten, f.eks. moms eller restancer til Finansstyrelsen. Dette gælder også, hvis restskatten er indregnet i forskudsregistreringen, som derfor skal ændres, hvis anmodning om en sådan konneks modregning imødekommes.

En sådan modregning mellem konnekse krav skal kun foretages, såfremt skyldneren udtrykkeligt anmoder herom, jf. UfR 1997,1467 ØLD, citeret i TfS 1997,712, da denne form for betaling af skat mv. langt fra altid vil være til skyldners fordel, f.eks. på grund af den anden, højere rentesats på det krav, der hidtil har været dækket gennem modregningen. En konneks modregning forudsætter herefter, at skatteyderen fremsætter en utvetydig begæring herom, da denne form for betaling af skat langt fra altid vil være til fordel for borgeren.

Forinden modregning ændres på grund af konneksitet, skal inddrivelsesmyndigheden rette henvendelse til den myndighed, der har modtaget den overskydende skat og anmode om tilbagebetaling af beløbet.

Såfremt den pågældende myndighed har opgivet en sikkerhed for den modregnede restance, kan ændringen betinges af, at skatteyderen stiller ny sikkerhed overfor den pågældende myndighed.

Såfremt beløbet ikke kan tilbagebetales på grund af manglende ny sikkerhed, skal kommunen meddele skatteyderen, at den ønskede ændring af ovennævnte grund ikke kan gennemføres, samt at afgørelsen kan påklages til vedkommende klagemyndighed.

H.6 Begrænsninger i modregningsadgangen

Modregning kan dog også være udelukket, uanset at alle modregningsbetingelserne er opfyldte.

Dette kan navnlig være tilfældet, hvor tilgodehavendet efter sin karakter såsom løn, underholdsbidrag, sociale ydelser, eller lignende er bestemt til dækning af nødvendige leveomkostninger.

Det kan også være tilfældet, hvor fordringen på staten har et specielt formål. Dette kan være en støtte, der ydes til et særligt formål. Således har Told- og Skattestyrelsen afgjort, at modregning er udelukket i arbejdslegater, igangsætningstipendier, præmieringer, kunsthonorarer og livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond Herudover er modregning udelukket, hvor modregning for restancer søges foretaget i formueretlige krav på staten. Restancer (skatter, moms, bøder, renter, sagsomkostninger) kan derfor ikke modregnes i privatretlige krav (krav på vederlag for leverancer, byggearbejder, arbejdsydelser og tjenesteydelser) samt andre formueretlige krav mod staten. Der må heller ikke aftales modregning mellem sådanne krav. Dette er fastslået ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 186 af 23. november 1983.

Dog vil regreskrav vedrørende indfriede eksportkreditkautioner og statsgaranterede lån samt andre krav indenfor formuerettens område fortsat kunne bringes i modregning såvel i formueretlige krav mod staten som i krav mod staten uden for formuerettens område, f.eks. i krav på tilbagebetaling af overskydende skat eller moms. Dette skyldes en dom (UfR 1982 ,315 HD), der fastslog, at Eksportkreditrådet uanset sin uafhængige stilling var en statsinstitution, og rådets krav derfor ikke var af privatretlig karakter.

Aftalemæssig modregning må ikke finde sted.

Denne begrænsning i modregningsadgangen gælder kun statslige og dermed ikke kommunale krav.

En anden begrænsning angår udlæg i lønmodtageres krav på Lønmodtagernes Garantifond. Det er her ved dom af 16. marts 1983 (UfR 1983, 388 HD), der er kommenteret i UfR 1983 B,264, slået fast, at LG ikke kan modregne i tidligere udbetalte erstatningsbeløb. Som begrundelse henvistes til formålet med lov om LG og til grundsætningen i RPL §§ 511 og 512 om beskyttelse mod udlæg. Som følge heraf kan krav på udbetalinger fra LG ikke gøres til genstand for udlæg.

H.7 Særlige lovbestemmelser om modregning

Som tidligere nævnt findes der enkelte specielle lovbestemmelser om modregning, som for de flestes vedkommende er kendetegnet ved, at de bryder med en eller flere af de generelle betingelser for modregning.

H.7.1 Konkurslovens § 16

Bestemmelsen i KL § 16 angår modregning over for den, der er under betalingsstandsning.

Betalingsstandsningsskyldneren kan modregne efter de almindelige regler.

Det fremgår imidlertid af KL § 16, stk. 1, 3. pkt., at en kreditor ikke kan modregne med fordringer, der er erhvervet før fristdagen, over for en skyldners krav, der er erhvervet under betalingsstandsningen. Man taler om, at der ikke kan modregnes "hen over fristdagen".

Bestemmelsen fraviger ved modregning i øvrigt ikke de almindelige betingelser for tvungen modregning. Modfordringens forfaldstidspunkt og hovedfordringens frigørelsestidspunkt må således være kommet.

Der henvises i øvrigt til den nærmere beskrivelse af bestemmelsen i kapitlet om betalingsstandsning.

H.7.2 Konkurslovens § 42

Ifølge KL § 42 kan en fordring på et konkursbo modregnes med sit fulde beløb i en gæld til boet.

Det er stiftelsestidspunktet for fordringen, der er afgørende. Det er på punktet om afviklingsmodenhed, at bestemmelsen fraviger de almindelige betingelser for tvungen modregning. Modregningsretten er imidlertid ikke ubegrænset. Efter konkursloven kan kreditorer ikke modregne en fordring (hovedfordring), som skyldneren har erhvervet efter fristdagen med en fordring som kreditor har erhvervet inden fristdagen (modfordringen). Det samme gælder hovedfordringer som skyldneren erhverver under en betalingsstandsning efter konkursloven.

Der henvises i øvrigt til den nærmere beskrivelse af bestemmelsen i kapitlet om konkurs.

H.7.3 Opkrævningslovens § 12

OPKL § 12, stk. 4, der har afløst ML § 63, stk. 3, er en anden af de specielle modregningsbestemmelser.

Reglerne betyder, at der kan ske modregning i udbetalinger efter samme lovs § 12, stk. 1, for krav, der vedrører afsluttede afregningsperioder også krav der endnu ikke er forfaldne. Dette sidste er dog kun af betydning, hvor der i anden lovgivning er fastsat en længere periode fra afregningsperiodens afslutning til forfaldstidspunktet end afregningsperiodens længde, eksempelvis for månedsafregnende momsvirksomheder.

Reglen bryder med de almindelige modregningsregler ved, at afgiftskravet vedrørende andre afgiftsperioder ikke behøver at være forfaldent.

Reglen illustreres udmærket af Østre Landsrets dom af 9. marts 2001 (TfS 2001,329 ØLD).

Efter denne dom var Skatteministeriet berettiget til at tilbageholde udbetaling af negativ moms, da der ikke forelå momsregnskab eller andre dokumenter, der kunne danne grundlag for opgørelse og kontrol af den negative moms. Modregningsadgang var først indtrådt, da den negative moms forfaldt til betaling.

H.7.4 Kildeskattelovens §§ 46, stk. 3, og 73, stk. 7

Ifølge KSL § 46, stk. 3, og 73, stk. 7, går indeholdelse af løbende A-skat og indeholdelse af restancer forud for andre krav mod den pågældende indkomst, herunder modkrav fra den indeholdelsespligtige.

Dette indebærer, at en arbejdsgiver ikke kan modregne et tilgodehavende i en ansats lønkrav, før der er foretaget indeholdelse af A-skat, AM-bidrag SP-bidrag i lønnen.

H.7.5 Kildeskattelovens § 62, stk. 3

Ifølge KSL § 62, stk. 3, foretages der modregning af restskatter, renter og omkostninger, før der sker udbetaling af noget skattebeløb. Modregningen kan foretages på det tidspunkt, hvor den overskydende skat er udbetalingsmoden. Ved udbetalingsmoden forstås, at kommunen har sikret, hvilket beløb der er til udbetaling, jf. Vejledning om det Centrale Fordringsregister. Ekspeditionstiden ved udbetalingerne må ikke overstige 14 dage. Det tilføjes, at denne frist også gælder for subsidiære udlæg, der foretages hos ægtefællen.

I Vestre Landsrets dom af 28. april 1995 (TfS 1995,488) bestemtes, at krav på overskydende skat i et år og modkrav på restskat i to følgende år ansås for opstået ved udgangen af de pågældende år, og at der derfor ikke kunne foretages modregning for uforfaldne skatter i den transport, som var noteret uden forbehold.

Dette medfører, at der ved notering af transporter i overskydende skat bør tages forbehold om modregning med statskrav, der er stiftet inden modtagelsen af transporten. Modkravene behøver herefter ikke være forfaldne.

H.7.6 Gældsbrevslovens § 28

Formålet med GBL § 28 har været at beskytte den forventning, som modregneren har om at kunne modregne, når alle betingelser for tvungen modregning er opfyldt.

Bestemmelsen giver adgang til modregning, selvom betingelsen om gensidighed ikke længere er opfyldt, fordi hovedmanden har transporteret sit hovedkrav til en transporthaver. Hovedmanden er, efter at transporten er sket, ikke længere kreditor for hovedfordringen. Det er transporthaveren.

Bestemmelsen fraviger endvidere i et vist omfang kravet om afviklingsmodenhed.

Bestemmelsen er i øvrigt en naturlig konsekvens af reglen i GBL § 27, idet en erhverver af en simpel fordring efter denne bestemmelse ikke får bedre ret end overdrageren. Når modregneren kunne have modregnet over for hovedmanden, bør modregneren også kunne modregne over for transporthaveren.

Der opstilles dog visse betingelser, for at der kan ske modregning i tilfælde, hvor der er sket transport. Modregneren skal således have haft en berettiget forventning om at kunne modregne.

Det følger af bestemmelsen, at modregning er udelukket i følgende tilfælde

modregneren har erhvervet sit krav på transportgiveren efter denunciationstidspunktet/formodningstidspunktet, eller kravet er stiftet efter dette tidspunkt.

Der er i denne situation ikke nogen anledning til at beskytte modregneren, idet han ikke kan have haft en berettiget forventning om en modregningsadgang.

modregneren har erhvervet sit krav på transportgiveren før denunciationstidspunktet/formodningstidspunktet, eller det er stiftet inden dette tidspunkt, men det er ikke forfaldent til betaling, før efter at den transporterede fordring forfalder til betaling.

Modregning kan således alene ske hvor

modregneren har erhvervet sit krav på transportgiveren, eller kravet er stiftet, inden denunciationstidspunktet eller det tidspunkt, hvor modregneren fik formodning om overdragelsen, og modregnerens krav på transportgiveren skal være forfalden til betaling senest samtidig med, at den borttransporterede fordring forfalder til betaling.

Modregning i tilfælde, hvor fordringen er transporteret, kan ikke finde sted med et større beløb end den transporterede fordrings størrelse.

Kravene om fordringernes udjævnelighed og retskraftighed gælder uændret.

Som illustration kan nævnes dom af 14. marts 2000 (TfS 2000, 377 ØLD). I denne sag fik en skatteyder tilkendt sagsomkostninger af Skatteministeriet, Københavns amtskommune m.fl. Han overdrog kravet til sit selskab og meddelte debitor dette den 27. januar 1999. Justitsministeriet foretog 16. marts 1999 modregning. Retten udtalte, at der var den fornødne gensidighed, og at det forhold, at skatteyder havde meddelt debitor, at han havde overdraget sit omkostningskrav til selskabet, efter GBL § 28 ikke afskar Justitsministeriet fra at udøve modregningsret.

H.7.7 Modregning hos transporthaveren

Regionen skal være opmærksom på, at der kan ske modregning i den situation, hvor en virksomhed A har fået transport i virksomhed B s krav på negativ moms. Viser det sig, at virksomhed A på tidspunktet for udbetaling af negativ moms for virksomhed B er i restance med skatter- og afgifter, kan der foretages modregning af restancebeløbet i det negative momsbeløb.

H.7.8 Særlige regler om modregning

Der er indgået aftale med Bibliotekscentralen om modregningsprocedure ved udbetaling af biblioteksafgift til forfattere. Aftalen fornys årligt og der udsendes meddelelse herom til regioner og kommuner.

Der er endvidere i 1999 indgået aftale med EU-Direktoratet om en iværksættelse af modregning over for inddrivelsesmyndighedens skyldnere. Aftalen angår udbetaling af tilskud, som direktoratet administrerer.

Det samme gælder i forholdet til Erhvervs- og Boligstyrelsen.

Der er kontakt med yderligere myndigheder med statslige udbetalinger af forskellig art.

I den forbindelse henledes opmærksomheden på UfR 2001, 149 HD, om mulighed for modregning i hektarstøtte.

Spørgsmålet i denne sag var, om der var den fornødne gensidighed, når den støtteudbetalende myndighed var EU, og den danske stat vil modregne i støtten.

Retten udtalte, at forvaltningen efter EU-reglerne varetages af medlemsstaterne, som pligten til at foretage støtteudbetalingen påhviler. Det er derfor den danske stat ved Direktoratet for FødevareErhverv, der er debitor i forhold til den støtteberettigede, og da samme stat jo er kreditor i medfør af modregningsfordringen, er gensidighedsbetingelsen opfyldt.

Dette betyder, at hvis man er bekendt med, at en debitor i henhold til et statsligt krav samtidig har et beløb til gode, der skal udbetales af Direktoratet for FødevareErhverv, vil man efter de almindelige regler kunne rette henvendelse til dette om en modregning. Der kan måske her opstå spørgsmål om, hvornår kravet på udbetaling fra direktoratet er stiftet? Det vil af praktiske og omkostningsmæssige grunde være formålstjenligt, at der er en mindstegrænse for fremsendelse af krav. Styrelsen mener derfor, at krav på under 1.000 kr. ikke bør fremsendes til Fødevaredirektoratet. Den opkrævende myndighed vil herudover ved vurderingen af, om det kan betale sig at fremsende kravet, kunne lægge principperne i inddrivelsesstrategien til grund.

H.8 Klageregler

Når en myndighed foretager modregning over for en borger, skal der - som ved en egentlig afgørelse - gives såvel en begrundelse som en klagevejledning. Desuden skal der ske partshøring, hvor borgeren ikke kan antages at have kendskab til kravet, før modregning sker, og hvor kravet bestrides. Dette kan være tilfældet i forbindelse med afgifter og foreløbig fastsættelse af afgiftstilsvar samt skattemæssig fastsættelse af A-skattetilsvar i medfør af opkrævningsloven.

Klage over modregning for personlig skat, AM-bidrag og SP-bidrag kan rettes til told- og skatteregionen, men bedes indsendt til kommunen.

Klage over modregning for bidrag, daginstitutionsrestance, boligstøtte, tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, mv. kan rettes til det sociale nævn, men bedes indsendes til kommunen.

Klage over modregning for indeholdt A-skat, moms og afgifter kan rettes til Told- og Skattestyrelsen, men bedes indsendt til regionen.

Klage over modregning foretaget af politimestrene kan rettes til Justitsministeriet.

Klage over modregning i overskydende skat for parkeringsafgifter kan rettes til fogedretten (færdselslovens §122 b).

Klage over modregning med andre statskrav kan rettes til Finansstyrelsen. Efter den 2. september 2002 kan disse klager rettes til Den Centrale Inddrivelsesenhed, ToldSkat, Tagensvej 135, 2400 København NV.

Stor vejledning 2003

H.1 Begreb

H.2 Funktion

H.3 Lovgrundlag

H.4 Terminologi

H.5 Modregningsformer

H.6 Begrænsninger i modregningsadgangen

H.7 Særlige lovbestemmelser om modregning

H.8 Klageregler

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →