INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 G INTERNATIONAL INDDRIVELSE

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

G International inddrivelse

G.1 Indledning

Dette afsnit indeholder retningslinier for, hvordan inddrivelsesmyndigheden skal agere for at få iværksat inddrivelse i udlandet på baggrund af indgåede aftaler om gensidig bistand ved inddrivelse af skatter og afgifter. Derudover indeholder afsnittet retningslinier for behandling af udenlandske krav, som skal inddrives i Danmark på baggrund af tilsvarende aftaler. Endelig indeholder afsnittet retningslinier for, hvordan inddrivelse kan foregå i lande, som Danmark ikke har en bistandsaftale med.

G.1.1 Hjemler og afgrænsning

Med hjemmel i lov nr. 74 af 31. marts 1953 om indgåelse af overenskomster med fremmede stater til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. har Danmark indgået en række aftaler med bestemmelser om inddrivelsesbistand. Gennem aftalerne har staterne forpligtet sig til at opkræve de andre staters skattekrav og i nogle tilfælde også afgiftskrav.

Der er primært tale om bilaterale aftaler, d.v.s. aftaler der er indgået mellem Danmark og en anden stat. Derudover eksisterer der tre multilaterale aftaler om bistand i skattesager. Den ene er den nordiske bistandsaftale af 7. december 1989, som bl.a. indeholder regler om gensidig bistand med inddrivelse af skatter. Den anden er OECD-bistandsaftalen af 26. februar 1992. I opkrævningsmæssig henseende har den dog p.t. ikke nogen betydning for Danmark. Endelig er der EU-bistandsaftalen indført ved Rådets Direktiv af 15. marts 1976( 76/308/EØF), som fra 1.juli 2002 får virkning har direkte skatter.

Der er endvidere indgået aftale med et inkassofirma om, at dette firma skal bistå danske skattemyndigheder med opkrævning af skatte- og afgiftskrav i udlandet. Aftalen vedrører kun de stater, hvor der ikke er indgået en inddrivelsesaftale se afsnit G.8.

Dette afsnit omfatter ikke aftalen om opkrævning og overførsel af skat af 30. juni 1997 (trækaftalen), indgået med hjemmel i den nordiske bistandsaftale. Trækaftalen regulerer i hvilken stat arbejdsgiver har pligt til at foretage forskudstræk, når arbejdstager har tilknytning til flere lande, og er således ingen inddrivelsesaftale. Aftalen administreres af ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg (IBA). Nærmere om "trækaftalen" findes i Told- og Skattestyrelsens vejledning om "Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag"jf. dog afsnit 3.10.

G.1.2 Kompetent myndighed

Told- og Skattestyrelsen er overordnet kompetent myndighed i sager om inddrivelse af skat og afgifter. Kompetencen til at behandle spørgsmål om bistand til inddrivelse i udlandet er imidlertid udlagt som en såkaldt dekoncentreret opgave til ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg ( IBA).

G.1.3 Vejledning

De almindelige opkrævningsmæssige problemstillinger, som er berørt i dette afsnit kan være nærmere uddybet andet steds i denne vejledning.

Når det drejer sig om forståelsen af de enkelte inddrivelsesaftaler har IBA vejledningspligt i forhold til inddrivelsesmyndigheden, mens inddrivelsesmyndigheden har vejledningspligt over for skyldneren i forhold til almindelige opkrævningsmæssige problemstillinger.

G.1.4 Definitioner

I dette afsnit forstås ved

"Ansøgerlandet": Det land, som fremsætter anmodning om bistand vedrørende en fordring.

"Inddrivelseslandet": Det land, hvortil en anmodning om bistand rettes.

"Bistandsaftale": Både aftaler som kun omhandler bistand i skattesager, og aftaler, som indeholder opkrævning af afgifter.

G.2 Inddrivelse af danske krav i udlandet (generelt)

G.2.1 Eksigibelt krav

En grundliggende betingelse for at anmode en anden stat om bistand er, at kravet er eksigibelt. Det vil sige, at det danske krav kan tvangsfuldbyrdes. Hjemlen til at et krav kan tvangsinddrives uden særskilt dom fremgår af RPL § 478, stk. 2, jf. Lov om udpantning § 1, stk.1 nr.1. Et krav som er eksigibelt i Danmark anerkendes også i bistandslandene. Udover betingelsen om eksigibilitet, skal en række andre forudsætninger være opfyldt.

G.2.2 Skriftlig varsel og adresseforespørgsel

Inden skattekravet tvangsinddrives hos skyldner, skal der sendes et skriftlig varsel til skyldner herom.

Er skyldners adresse ukendt, eller er inddrivelsesmyndigheden bekendt med at skyldner ikke opholder sig på sin adresse, kan der i første omgang rettes en adresseforespørgsel til udlandet. Denne forespørgsel skal altid sendes via IBA.

Adresseforespørgsler til udlandet kan foretages til de lande Danmark har en bistandsaftale med. Såfremt vi ikke har en bistandsaftale rettes henvendelsen til den danske konsulære repræsentation i landet eller det inkassofirma som ToldSkat har indgået aftale med jf. G.8. Det kræves således, at inddrivelsesmyndigheden ved hvilket land skyldner opholder sig i. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor hverken ansøgerlandet eller inddrivelseslandet kan opdrive skyldners adresse og hvor det alligevel kan være aktuel med en bistandsanmodning, fx hvor inddrivelsesmyndigheden har oplysninger om skyldners aktiver i inddrivelseslandet og ønsker, at der skal foretages udlæg i disse aktiver. I så fald kan man nøjes med at sende et varsel til skyldners sidst kendte adresse.

G.2.3 Personer på vej til udlandet og personer bosat i udlandet, men med aktiver i Danmark

For personer på vej til udlandet er det bedst at søge at opnå sikkerhed for restancernes betaling ved foretagelse af udlæg i skyldners aktiver, således at det ikke bliver nødvendigt at søge kravet inddrevet i udlandet. For personer bosat i udlandet, men med danske aktiver er der stadig mulighed for at søge kravet inddrevet i Danmark, idet man kan anvende reglerne om undtagelsesværneting i RPL § 487.

G.2.3.1 Sikring af krav ved udlæg

For personer på vej til udlandet kan inddrivelsesmyndigheden sikre sig betaling ved udlæg. For at der kan foretages udlæg for skatter og afgifter er det en betingelse at kravet er forfaldent til betaling.

Er der tale om, at skyldner er på vej til udlandet, kan et krav sikres uden forudgående underretning, forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet jfr. retsplejelovens § 486, stk. 2 smh. § 493, stk. 2.

G.2.3.2 Arrest

Ifølge retsplejelovens § 627 kan fogedretten foretage arrest til sikkerhed for et pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg, d.v.s. hvor fristen for sidste rettidige betaling endnu ikke er udløbet, eller hvor kravet endnu ikke er forfaldent til betaling, og det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Hvis der f.eks. er fare for, at skyldners aktiver vil forsvinde ud af landet i forbindelse med skyldners fraflytning, kan arrest foretages, jfr. afsnit D 9.

G.2.4 Retsregler

Inddrivelse af restancer i udlandet sker i overensstemmelse med de lovregler, der finder anvendelse ved opkrævning af det udenlandske lands egne restancer, dog forudsat at tilsvarende inddrivelsesskridt kan foretages i hjemlandet. Ved inddrivelse i medfør af inddrivelsesdirektivet er det dog inddrivelseslandets regler, der finder anvendelse jf. art. 6 i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976.

G.2.4.1 Skyldner bestrider kravet

Såfremt skyldner bestrider kravet opstår spørgsmålet om, hvordan dette skal håndteres. Klager skyldneren over selve grundlaget for kravet, må dette spørgsmål behandles af de danske myndigheder efter de danske regler om klagefrister m.v. Går klagen på inddrivelsen og hjemmel til at kunne foretage inddrivelse, må dette spørgsmål behandles i inddrivelseslandet.

G.2.4.2 Forældelse

Danske skatte- og afgiftskrav forældes efter l908-loven, dvs. efter 5 år.

1908-lovens forældelsesfrist løber fra det tidspunkt, hvor kravet er forfaldent til betaling.

Krav, der inddrives i udlandet forældes imidlertid som udgangspunkt efter de udenlandske regler herom. Det vil sige, at den udenlandske stat ikke kan opkræve en restance, der efter statens egne regler er forældet. Vender restanten imidlertid tilbage til Danmark inden udløbet af den danske forældelsesfrist, kan kravet fortsat inddrives her i landet.

Krav, der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Det vil for Danmarks vedkommende sige efter l908-loven.

OECD-konventionens art. l4 følger princippet i den nordiske bistandsaftale.

G.2.4.2.1 Suspension af forældelsesfristen

Efter l908-lovens § 3 suspenderes forældelsesfristen, hvis kreditor på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om debitors opholdssted har været ude af stand til at gøre kravet gældende.

Det er kun de 2 nævnte grunde, der kan suspendere forældelsesfristen. Andre hindringer suspenderer ikke forældelsesfristen.

De tre seneste kendelser på området er TfS 1992, 213 VLK, TfS 1994, 622 VLK og en utrykt Østre Landsrets kendelse af 21. oktober 1998. (9. afd. kære nr. B-2525-98)

I Vestre Landsretskendelsen fra 1992 anfører landsretten, at uanset om det måtte have været umuligt for danske skattemyndigheder at inddrive skattekravet hos skyldner i England eller at anlægge sag ved engelske domsstole med henblik på at opnå dom for skattekravet, kan forældelsesfristen herefter ikke anses for suspenderet som følge af kærendes bosættelse i England. Hverken ordlyden af eller forarbejderne til forældelsesloven af 1908 giver grundlag for at fortolke lovens § 3 således, at forældelsesfristen suspenderes i andre tilfælde end dem, der udtrykkelig er opregnet i bestemmelsen.

I Vestre Landsretskendelsen fra 1994 fremgår det, at en virksomhedsindehaver gik konkurs i 1979. Efter at konkursboet var sluttet i 1983, havde hun en momsgæld. Hun rejste i 1981 til Equador, hvor hun opholdte sig til maj 1989. Hun vendte tilbage til Danmark, men allerede den 10. juni 1989 rejste hun til Zimbabwe. I maj 1993 rejste hun tilbage til Danmark og tilmeldte sig folkeregistret. I juni 1993 blev der foretaget udlæg for momsgælden. Skyldner gjorde gældende, at ToldCSkats momstilgodehavende var forældet. Fogedretten stadfæstede udlægget. Landsretten stadfæstede efterfølgende fogedrettens kendelse og fastslog, at eftersom ToldCSkat ikke ved henvendelsen til folkeregistret kunne få skatteyderens adresse oplyst, havde man været i utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted i udlandet, hvorfor kravet ikke var forældet.

I Østre Landsretskendelsen fra 1998 fremgår det, at skyldner var registreret som selvstændig erhvervsdrivende fra 1974- 76. Der blev oparbejdet en momsgæld i virksomheden. Den 9. januar 1979 foretog regionen forgæves udlæg for kravet mod skyldner. Fra den 1. juni 1979 - 28. februar 1994 var skyldners adresse i følge folkeregistret ukendt. Under skyldners ferieophold i Danmark blev der den 29. december 1992 foretaget nyt forgæves udlæg. ØL fastslog at kravet har været suspenderet indtil den 28. februar 1994, hvor skyldner, der indtil da havde opholdt sig på forskellige for ToldCSkat ukendte adresser, på ny fik bopæl i Danmark. Det må således antages, at ØL har ment, at ToldCSkat kun har pligt til at undersøge folkeregistret.

Såfremt skyldner opholder sig i udlandet på en i det danske folkeregister ukendt adresse, må det på baggrund af ovennævnte retspraksis medføre, at forældeldelsesfristen suspenderes.

G.2.5 Udlægsforretning, søgsmål og konkursbegæring i udlandet

Det følger af bistandsaftalerne at inddrivelseslandet ikke skal indlede søgsmål ved domstolen eller begære skyldner konkurs uden samtykke fra den kompetente myndighed i Danmark.

Ved udlægsforretning eller søgsmål i forbindelse med inddrivelse i udlandet, er det den udenlandske myndighed, der er sagsøger/sagsøgt på vegne af den danske stat. Dette følger af forudsætningen af bistandsaftalen, om at den udenlandske myndighed skal inddrive kravet som var det dens eget krav.

G.2.6 Omkostninger i forbindelse med inddrivelsen

Omkostninger ved inddrivelsen, bæres af den udenlandske myndighed. Den udenlandske myndighed kan i overensstemmelse med egne retsregler inddrive disse omkostninger hos skyldner sammen med det danske krav.

Omkostninger ved en ved konkursbegæring eller et søgsmål ved de ordinære domstole dækkes ikke af den udenlandske myndighed.

G.2.7 Kursdifferencer

Inddrivelse i udlandet sker i det udenlandske lands valuta. Betaling kan dog altid ske i danske kroner. Restancer, der opstår som følge af kursdifferencer, kan ikke opkræves hos restanten.

G.2.8 Inddrevne beløb

Beløb der inddrives i udlandet sendes fra den udenlandske myndighed til IBA, der videresender beløbet til inddrivelsesmyndigheden i Danmark.

G.2.9 Fortrinsret

Et dansk krav nyder ikke fortrinsret ved inddrivelse i udlandet.

G.2.10 Konkurs

I tilfælde hvor inddrivelsesmyndigheden bliver opmærksom på en konkurs i udlandet, skal den sørge for, at der sker anmeldelse af myndighedens krav på skatter og afgifter.

Det følger af bistandsaftalerne, at inddrivelseslandet ikke skal indlede søgsmål ved de ordinære domstole eller begære konkurs, uden samtykke fra den kompetente myndighed i ansøgerlandet.

G.2.11 Foreløbig fastsættelse

Told- og Skatteregionerne er bemyndiget til ikke at foretage skønsmæssige tilsvar og foreløbige fastsættelser vedrørende afgiftspligtige fysiske personer, der er flyttet til udlandet (teknisk afmelding) jf. afsnit L.

Ved fremsendelse af krav, som hviler på skøn, må regionerne sikre sig, at kravene er underbygget således, at der ikke fremsættes krav, som er urealistiske enten beløbsmæssigt eller fordi erhvervsvirksomheden er ophørt i Danmark, men skyldner har undladt at indsende afmeldelse.

G.2.12 Eftergivelse

Et krav, der er sendt til inddrivelse i udlandet, kan efter anmodning her til landet eftergives efter de almindelige regler herom.

G.2.13 Afgangsførelse af beløb

Hvorvidt et krav, der er sendt til inddrivelse i udlandet kan afgangføres som uerholdelig henvises til afsnit L.9.

G.3 Inddrivelse i medfør af den nordiske bistandsaftale

G.3.1 Indledning

Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland har den 7. december 1989 indgået en fælles nordisk aftale om bistand i skattesager. Aftalen er offentliggjort ved bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992.

I henhold til art. 20, punkt 1, i denne overenskomst har ovenfor nævnte lande den 30. juni 1997 indgået en overenskomst, der nærmere præciserer bistandspligtens omfang (udover skatter eksempelvis motorafgifter, merværdiafgift, punktafgifter og sociale forsikringsbidrag). Se cirkulære nr. 174 af 3/12 1997.

Hverken Færøerne eller Grønland er suveræne stater, men hjemmestyrerne på Færøerne og Grønland har kompetence til selv at udskrive skatter. Særligt vedrørende Grønland finder inddrivelse sted efter aftale af 28. juni 1985 i henhold til punkt 20 i aftale af 18. oktober 1979.

G.3.2 Hvilke fysiske og juridiske personer er omfattet ?

Den nordiske bistandsaftale indeholder ingen personbegrænsninger, som for eksempel et krav om at skyldner er eller har været bosat i inddrivelseslandet. Så længe kravet vedrører de danske skatter som er nævnt nedenfor, og man har en begrundet formodning for at kravet kan inddrives i det andet land, kan der anmodes om bistand. I praksis vil det være oplagt at anmode om bistand, dersom den skattepligtige er bosat, opholder sig i, eller har aktiver i et andet nordisk land, eller dersom den skattepligtige har en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i et andet nordisk land.

Selskaber og andre juridiske personer omfattes også af aftalen. Det vil sige, at man kan anmode om bistand til inddrivelse når et selskab, hjemmehørende i den anden nordiske stat, skylder skat i Danmark.

Man kan også anmode om bistand, dersom skyldner er et selskab hjemmehørende i en tredje stat som Danmark ikke har bistandsaftale med, men hvor selskabet har aktiver i inddrivelseslandet.

G.3.3 Skatter m.m

I den nordiske bistandsaftale artikel 2, defineres hvad der efter aftalen skal anses som skat i de enkelte lande.

Bistandsaftalen omfatter for Danmarks vedkommende indkomstskat til staten, kommunal indkomstskat, amtskommunal indkomstskat, kirkeskat, udbytteskat, renteskat, royaltyskat og skatterne i henhold til kulbrinteskatteloven.

Bistandsaftalen omfatter også eventuelle retskraftige krav på særlig indkomstskat og sømandsskat for så vidt angår indkomstår, der ligger før 1. januar 1989.

Bistandsaftalen omfatter endvidere foreløbige skatter.

Overenskomsten finder tilsvarende anvendelse på alle skatter af samme art eller væsentlig samme art, der pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

Endvidere kan reglerne i bistandsaftalen anvendes overfor arbejdsgivere, der er udrejst til et andet nordisk land uden at afregne indeholdt A-skat.

Arbejdsmarkedsbidrag er omfattet af den nordiske bistandsaftale.

Overlastafgift - en afgift, der betales af bilister, der er kørt med overlæs i Sverige - inddrives ligeledes i medfør af den nordiske bistandsaftale.

G.3.4 Beløbsgrænse

For at kravet kan inddrives med hjemmel i den nordiske bistandsaftale skal kravet minimum udgøre 2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer. Beløbsgrænsen gælder ligeledes såfremt man fremsender en bistandsanmodning for renter, som er påløbet efter at den oprindelige bistandsanmodning blev afsendt.

G.3.5 Hvornår kan der anmodes om bistand ?

Anmodning om bistand må kun fremsættes, såfremt de begærede foranstaltninger ikke kan foretages i egen stat uden væsentlige vanskeligheder. Det er endvidere en forudsætning, at Danmark ifølge dansk lovgivning kan yde tilsvarende bistand på begæring af den stat til hvilken anmodning om bistand rettes, jfr. bistandsaftalens art. 4, stk. 3.

Det skal fremgå af anmodningen, hvilken region/kommune, der begærer bistanden, samt navn, erhverv (eller titel), adresse, fødselsdata og hjemstedskommune samt om muligt arbejdsplads og opholdssted vedrørende den person sagen drejer sig om. Der henvises til art. 5 i bistandsaftalen.

Den anmodende myndighed ( IBA) skal endvidere bekræfte, at den afgørelse der ligger til grund for skattekravet kan danne grundlag for inddrivelse samt angive det tidspunkt, da retten til at inddrive skatten helt eller delvist ophører på grund af forældelse. Den omstændighed, at skatteansættelsen er påklaget eller indbragt for domstolene hindrer ikke, at der kan fremsættes anmodning om bistand.

G.3.6 Dødsbo

Er skyldner afgået ved døden, kan man ikke inddrive beløb som overstiger nettoværdien af aktiver i dødsboet jf. artikel 15 i den nordiske bistandsaftale.

G.3.7 Forældelse

En generel beskrivelse af de danske forældelsesregler, som vedrører skattekrav i udlandet er omtalt ovenfor i afsnit 2.4.2. I det følgende behandles de specielle regler, som følger af den nordiske bistandsaftale.

Efter den nordiske bistandsaftale artikel 14 er det ansøgerlandets forældelsesregler, der skal anvendes. Danske krav, der inddrives i andet nordisk land, forældes således efter 5 år og afbrydelse sker efter danske regler, f. eks. ved udlæg eller erkendelse fra skyldner.

For nordiske krav, der inddrives her i landet afhænger det omvendt af ansøgerlandets forældelsesregler, om de danske tiltag er tilstrækkelige til at afbryde forældelsen. Det er Skatteministeriets opfattelse, at inddrivelseslandets regler skal være lovhjemlet i ansøgerlandet for at de får fristafbrydende virkning i forhold til ansøgerlandet.

Ovenstående er således en undtagelse til flere af de dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark har indgået. I følge disse dobbeltbeskatningsaftaler er det inddrivelseslandets forældelsesregler, der finder anvendelse både for så vidt angår forældelsestid og afbrydelse heraf.

Nedenfor nævnes forældelsesreglerne i de nordiske lande

Land

Regel

Grønland

5 år efter forfaldsdagen (danske regler)

Færøerne

Afbrydelse: Danske regler

Island

4 år efter forfaldsdagen

Afbrydelse: Ved udlæg, anmodning om tvangsauktion, sagsanlæg, anmeldelse i konkurs, frivillig indbetaling fra skyldner og skyldners anerkendelse af kravet forlænges fristen med 4 år. Ved dom forlænges fristen med 10 år.

Finland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling.

Afbrydelse: Der kan ikke ske afbrydelse.

Norge

3 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling.

Afbrydelse: Ved skyldnerens erkendelse. Erkendelsen kan enten foreligge i form af et forlig eller anden skriftlig erkendelse, eller den kan bestå i en stiltiende anerkendelse, f.eks. betaling af renter. Afbrydes også ved foretagelse af udlæg eller ved lønindeholdelse. Er forældelsen afbrudt løber der en ny 10-årig frist.

Sverige

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling.

Afbrydelse: Der kan ikke ske afbrydelse.

G.3.8 Praktiske foranstaltninger ved anmodning om inddrivelse

En begæring om inddrivelse skal fremsættes overfor IBA.

Blanket 49.038 benyttes ved krav til de nordiske lande, bortset fra toldkrav.

Blanket 49.039 med supplement 49.053 benyttes ved skattekrav til andre lande samt ved skatte- og momskrav m.v. og i "Nordansager". (Fsva bistandsaftaler beløb min kr. 2.500 se afsnit G.4.4 . Fsva Nordan-sager beløb min. 1.500 Euro se afsnit G.8 ).

Blanket 51.049 benyttes ved EU-anmodning om oplysninger (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 51.050 benyttes ved EU-anmodning om meddelelse/forkyndelse (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 51.051 benyttes ved EU-anmodning om inddrivelse/retsbevarende foranstaltninger (beløb min. 1.500 Euro).

Blanket 19.018 benyttes ved krav efter den nordiske toldaftale ( beløb min. 1000 kr.)

Blanketterne kan hentes på såvel intranettet, ekstranettet og internettet.

Udfyldning

Følgende afsnit skal altid være udfyldt

cpr. nr. / CVR. nr. samt SE.nr.

navn og adresse i udlandet, evt. arbejdsgiver

skattens/afgiftens art

perioden kravet vedrører

forfalds- og forældelsesdato for det enkelte krav

kravets samlede størrelse

kommunens/regionens navn

underskrift på anmodningen

Betingelser og dokumentationskrav

Kravet skal min. udgøre 2.500 kr. excl. renter, tillæg o. lign. (Grønland dog kun 1.500 kr.)

Der skal som udgangspunkt mindst være 6 måneder til kravet forældes

Dokumentation eller oversigt over kravets opståen skal vedlægges

Krav, der ikke kan dokumenteres, kan ikke fremsendes til inddrivelse

Inddrivelsesmuligheder i Danmark skal være udtømte

Seneste "rykkerbrev" til skyldners adresse i udlandet skal vedlægges

Dokumentation for seneste afbrydelse af forældelsen (udlæg) skal vedlægges

Ansøgningsblanketter i papirform skal fremsendes i 2 eksemplarer

Krav der er baseret på foreløbige fastsættelser er som udgangspunkt retskraftige, men i det omfang krav beror på skøn, bør man, inden man sender kravet til inddrivelse i udlandet prøve, om der er realitet bag kravet.

G.3.9 Grønland

Den nordiske bistandsaftale jf. overenskomst af 7. december 1989 gælder som nævnt ovenfor også i forhold til Grønland. Overenskomsten begrænser ikke og begrænses ikke af den mellem den danske regering og Grønlands landsstyre den 18. oktober 1979 indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning jf. overenskomsten af 7. december 1989 art. 24, stk. 4. Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 37 af 20/1 1986 af aftale i henhold til punkt 20 i aftale af 18/10 1979 mellem Danmark og Grønland om bistand i skattesager (dobbeltbeskatningsaftalens artikel 26).

Overenskomsten omfatter følgende skatter: indkomstskat til staten, kommunal indkomstskat, amtskommunal indkomstskat, kirkeskat, udbytteskat, renteskat, royaltyskat, skatter i henhold til kulbrinteskatteloven.

Anmodning om bistand kan fremsættes, selv om skatteansættelsen er påklaget eller indbragt for domstolene.

G.3.10 Den nordiske trækaftale

Den nordiske trækaftale er et tillæg til den nordiske bistandsaftale. Aftalen regulerer, hvor forskudstræk skal foregå og hvad der skal foregå, når skat betalt til et land skal overføres til et andet land. Dette kan skyldes, at en skatteyder arbejder for en virksomhed med et fast driftssted i udlandet, at arbejdet har varet i mere end 183 dage, eller at der tale om arbejdsudleje. Når der foreligger en sådan "træksag", hvor Danmark skal have et skattebeløb overført fra et andet land, skal inddrivelsen som udgangspunkt stilles i bero indtil en eventuel mellemregning mellem landene er foretaget. Det overførte beløb indgår i årsopgørelsen som forskudsskat. Ordningen administreres af IBA.

G.4 Inddrivelse i medfør af andre bistandsaftaler

G.4.1 Indledning

Danmark har indgået en række bilaterale aftaler til undgåelse af dobbeltbeskatning og forebyggelse af skatteunddragelse. Nogle af aftalerne indeholder bestemmelser om gensidig bistand til inddrivelse af skatter.

Pr. 15. feb. 2002 har Danmark bilaterale aftaler med følgende lande: Belgien, Estland, Filippinerne, Frankrig, Holland (Nederlandene), Indien, Letland, Litauen, Luxembourg, Marokko, Sydafrika, Tyrkiet, Tyskland, Uganda, Ukraine, USA og Venezuela.

I bilag 1 (G.10) er opregnet navn og dato på de pågældende dobbeltbeskatningsoverenskomster tillige med nummeret på den artikel, hvor bistandsbestemmelsen findes.

I bilag 2 (G.11) er opstillet en skematisk oversigt over hvilke skatter m.v., der er omhandlet af de enkelte overenskomster.

Nedenfor gennemgås indholdet af bistandsaftalerne.

G.4.2 Hvilke fysiske og juridiske personer er omfattet ?

Det fremgår af dobbeltbeskatningsoverenskomsternes art. 1 typisk sammenholdt med art. 3 hvilke personer, der er omfattet af bistandsbestemmelserne. Det er som hovedregel både fysiske og juridiske personer.

G.4.3 Skatter, renter m.m

De omfattede skatter er opregnet i dobbeltbeskatningsoverenskomsternes art. 2. Da det danske skattesystem ændres løbende vil de skatter, der er nævnt i overenskomsternes art. 2 ikke altid være relevante. Nogle skatter kan være ophævet. Andre kan være kommet til. Nye skatter, der træder i stedet for en skat omfattet af aftalen, vil også typisk være omfattet af aftalen.

Næsten alle bistandsaftaler omfatter renter og omkostninger, tillægsskat og bøder som ikke har strafferetlig karakter. Det gælder dog ikke Indien.

G.4.4 Beløbsgrænser

I praksis kan man alene anmode om bistand til inddrivelse af krav over 2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer. Dette gælder uanset om der er fastsat en lavere beløbsgrænse i den enkelte bistandsaftale. Med hensyn til Tyskland er beløbet forhøjet til 1500 Euro.

G.4.5 Hvornår kan der anmodes om bistand ?

Forinden et dansk krav søges inddrevet i udlandet, skal det konstateres, at restanten ikke her i landet har aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg. Anmodning om bistand med inddrivelse af krav må således kun fremsættes i det omfang, restanten ikke har tilstrækkelige aktiver her i landet til dækning af det skyldige beløb. De enkelte aftaler kan være lidt forskellige i formuleringen af dette punkt.

De almindelige regler for inddrivelse skal være opfyldt. Kravet skal således være eksegibelt, og inddrivelse må ikke være udelukket på grund af kravets forældelse.

Fristen for påklage af skatteansættelsen skal være udløbet. Skattekrav, der hviler på en ansættelse, der er påklaget til Landsskatteretten eller indbragt for domstolene kan ikke søges inddrevet i udlandet. Denne betingelse gælder dog ikke inddrivelse efter den nordiske aftale.

I forhold til USA gælder det særlige at i tilfælde, hvor den administrative byrde ved sagerne er ude af proportioner i forhold til den fordel, der opnås, kan den anmodede stat nægte at efterkomme anmodningen. Bistanden kan ikke ydes mod fysiske personer, hvis skattekravet vedrører en skattepligtig periode, hvor den pågældende var statsborger i den stat til hvilken henvendelsen er rettet (amerikanske statsborgere i USA/danske statsborgere i Danmark), eller et selskab, et dødsbo eller en "trust", hvis skattekravet vedrører en skattepligtig periode, i hvilken skatteyderen oppebar sin status som en sådan enhed fra lovgivningen i den stat, der modtager anmodningen.

G.4.6 Forældelse

En generel beskrivelse af de danske regler om forældelse af skattekrav i udlandet er beskrevet i afsnit G.2.4.2 . Reglerne om forældelse efter den nordiske bistandsaftale er beskrevet i afsnit G.3.7

I dette afsnit behandles forældelsesreglerne som følger af de bilaterale aftaler, som Danmark har indgået.

Land(e)

Regel

Holland, Tyskland

Ved inddrivelse i disse to lande skal den danske forældelsesfrist anvendes. Forældelsesafbrydende tiltag foretaget i inddrivelseslandet virker også forældelsesafbrydende i Danmark under forudsætning af at tiltagene har tilsvarende virkning efter dansk ret.

De øvrige lande

Ved inddrivelse i de øvrige lande er udgangspunktet at forældelsesfristen i inddrivelseslandet anvendes. Har inddrivelselandet en kortere forældelsesfrist end den danske, kan inddrivelseslandet vælge at lægge denne til grund.

G.4.7 Praktisk behandling ved anmodninger om inddrivelse

Der henvises her til afsnit 3.8.

G.5 EU-direktiver - inddrivelse af skatter og afgifter i EU

G.5.1 Indledning

I og med at anvendelsen af nationale bestemmelser om inddrivelse er begrænset til det nationale område, var dette en hindring for det fælles markeds oprettelse. Man gennemførte derfor ved Rådets direktiv 76/308 fælles regler om gensidig bistand med henblik på inddrivelse.

G.5.2 Rådets direktiv 76/308/EØF

Ordningen er baseret på Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976. Dette grunddirektiv blev i 1979 ændret ved Råds direktiv 79/1071/EØF af 6. december 1979, hvor ordningen blev udvidet til også at gælde moms. Ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992 blev ordningen yderligere udvidet til at omfatte visse punktafgifter. Endelig udvides anvendelsesordningen for inddrivelsesordningen ved Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001, idet medlemsstaterne nu bl.a også skal yde hinanden gensidig bistand til inddrivelse af direkte skatter.

På nuværende tidspunkt er det disse 4 direktiver, der i forening udgør grundlaget for EU-bistandsordningen.

G.5.2.1 Ændring af Rådets direktiv 76/308/EØF

Direktiv 76/308 EØF om gensidig bistand er som ovenfor nævnt senest ændret ved Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001.

Den væsentligste ændring findes i direktivets art. 2, der nu også kommer til at omfatte visse indkomst- og formueskatter, samt beskatning af forsikringspræmier. Endvidere vil renter, administrative sanktioner og bøder samt omkostninger vedrørende de fordringer, der er anført i art. 2 være omfattet. Det gælder dog ikke strafferetlige sanktioner efter gældende lovgivning i den medlemsstat, hvori den myndighed, som anmodes om bistand befinder sig. Bøder der i henhold til national lovgivning har strafferetlig karkater kan således undlades inddrevet.

En indeholdelsespligtigs manglende afregning af A-skat findes også at være omfattet af begrebet "indkomstskat" i inddrivelsesdirektivet.

De direkte skatter, der er omfattet, er for Danmarks vedkommende indkomstskat til staten, selskabsskat, den kommunale indkomstskat, den amtskommunale indkomstskat, kirkeskat, jfr. direktiv 77/799/EØF art. 1, stk. 3 smh. samme direktivs art. 1, stk. 4. Endvidere alle skatter af samme eller lignende art, som i fremtiden vil kunne blive opkrævet i tillæg til eller i stedet for de omhandlede skatter.

For så vidt angår afgifter på forsikringspræmier er følgende omfattet for Danmarks vedkommende: afgift af lystfartøjsforsikringer, afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v., samt stempelafgift af forsikringspræmier.

Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001 er sat i kraft i Danmark ved lov nr. 218 af 22. april 2002.

G.5.2.2 Hvilke fordringer er omfattet af direktivet ?

Bistandsordningen omfatter bistand til inddrivelse af:- Fordringer vedrørende Den europæiske udviklings- og garantifond for landbruget (FEOGA) dvs. restancer på restitutions- og interventionsbeløb, øvrige fordringer financieret af fondet i forbindelse med de særlige landbrugsordninger

Landbrugsimportafgifter, jf. Rådsafgørelse nr. 70/243 EKSF.

Toldfordringer (EU's ydre told og importmoms)

Moms

Punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol, alkoholholdige drikkevarer og på mineralske olier'Visse indkomst- formue og forsikringsskatter ( se ovenfor under pkt. G.5.2.1 ).

G.5.3 Inddrivelse af udenlandske krav, hvor der ikke er tale om skat

Inddrivelsesdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 8 af 18. januar 1978 med senere ændringer. Se Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 627 af 15. september 1986.

IBA modtager og kontrollerer udenlandske krav til inddrivelse her i landet. Inddrivelseskompetencen ligger hos fogedretten. Såfremt restanten ikke ønsker at betale frivilligt, anmoder IBA fogedretten om at inddrive kravet. I visse tilfælde anmoder IBA en region om at give møde ved forretningen. I sager af principiel karakter og sager, hvor der skal udformes processkrift møder IBA som udgangspunkt selv.

G.5.3.1 Inddrivelse af udenlandske skattekrav

I de situationer, hvor inddrivelsesmyndigheden har mulighed for at anvende såvel en dobbeltbeskatningsaftale som EU-direktivet, bør inddrivelsesmyndigheden anvende dobbeltbeskatningsaftalen.

Når der er tale om udenlandske skattekrav, vil IBA, efter at man har foretaget en vurdering af om de formelle regler er overholdt, fremsende anmodningen til den pågældende kommune til videre foranstaltning. Det er således den pågældende kommune, der underretter skyldner samt indbringer eventuelle sager for fogedretten.

Eftersom sagerne normalt ikke vil være af rutinemæssig karakter, og da der formentlig ofte vil være behov for vejledning af skyldnere om deres retsstilling efter direktivet, har Justitsministeriet fundet det rigtigst at overlade det til fogedretterne at foretage udlæggene

G.5.3.2 Retspraksis

Fogedretterne kan ikke stille spørgsmål ved eller tage stilling til det materielle i sagen - kan altså ikke prøve en indsigelse imod fordringens størrelse og eksistens. I følge lovens forarbejder kan fogedretten alene tage stilling til, om udlægsgrundlaget har den fornødne klarhed for at et udlæg kan foretages på betryggende vis. Der kan henvises til TfS 2000, 626 og TfS 2000, 842, TfS 2001, 384, TfS 2002, 644 (fogedretskendelser). Fogedretten kan ikke efterprøve en domsstolsafgørelse af, hvem der materielt hæfter for gælden. Men er fogedretten ikke tilfreds med grundlaget - dokumentationen - kan fogedretten efter inddrivelsesmyndighedens anmodning udsætte fogedforretningen jf. RPL § 502.

Under fogedforretningen skal man være opmærksom på, at såfremt skyldner gør indsigelse mod selve fordringen, skal denne indsigelse fremsættes overfor den kompetente myndighed i den anmodende stat. Fogedforretningen stilles i bero/ suspenderes indtil der foreligger et svar fra den anmodende medlemsstat jf. artikel 12 i direktivet. I medfør af ændringsdirektiv 2001/44/EF kan den anmodende medlemsstat dog anmode om at inddrivelsen gennemføres uanset en indgivet klage.

Når en region anmodes om at give møde i fogedretten er sagen "grydeklar" forstået på den måde, at IBA har undersøgt diverse systemer (D/R, TS-TELE mv.) for at skabe overblik over skyldners forhold. Endvidere har IBA ofte været i skriftlig eller telefonisk kontakt med skyldner med henblik på at få afklaret om skyldner er enig i grundlaget, således at den manglende betaling alene skyldes økonomiske årsager, eller om der skal indhentes ydeligere dokumentation for kravets opståen og eksistens. Ofte skyldes anmodningen, at skyldner ikke har fået sig afmeldt fra momsregistrering, eller ikke har indsendt angivelser, hvorved kravet er blevet foreløbigt fastsat.

Opstår der tvister i fogedretten, som regionen ikke umiddelbart kan afklare, stilles sagen i bero og sagen forelægges IBA. IBA afgør herefter, om spørgsmålene skal forelægges den anmodende stat eller om afklaringen kan finde sted her i landet.

G.5.3.3 Eksempler på rækkevidden af direktivet

I TfS 2000, 626 fastslog fogedretten, at i tilfælde af indsigelser mod et udenlandsk kravs eksistens, vil sagen skulle indbringes af den pågældende person for den kompetente instans i den medlemsstat, i hvilken den myndighed, der anmoder om bistand, befinder sig, i overensstemmelse med de i sidstnævnte medlemsstat gældende retsregler.

Fogedretten er altså afskåret fra at prøve indsigelser, der vedrører kravets eksistens.

Fogedretten fandt, at kravet kunne inddrives, eftersom skyldner havde været bekendt med kravet længe uden at gøre sine indsigelser gældende overfor den udenlandske myndighed, og eftersom skyldner i afgørelsen var blevet gjort bekendt med, at indsigelser skulle gøres gældende inden 15 dage.

Tilsvarende afgørelser er offentliggjort i TfS. 2000, 842 og 2001, 384. Afgørelserne er ligeledes nævnt i afsnit 5.3.1.

G.5.4 Danske krav der inddrives i medfør af direktivet

Anmodning om bistand rettes til IBA.

Mindstebeløbet for bistandsanmodning er jf. Rådets direktiv 86/489 af 24. september 1986 1.500 ECU, svarende til ca. 12.000 d.kr.

Ved anmodning om inddrivelse i et andet EU land skal der anvendes en såkaldt EU-enhedsblanket, jf. Rådets direktiv 77/794 art 2, 8 og 11 (se afsnit 3.8).

I henhold til Rådets direktiv 77/794 er der en række oplysninger vedrørende selve fordringen og den person eller virksomhed den er rettet imod, som skal være tilstrækkeligt klart anført.

Anmodningen skal være underskrevet af den kompetente myndighed (IBA).

Reglerne om forældelsesforhold er fastlagt i Rådets direktiv 76/308 art 15. Heraf fremgår det, at det er forældelsesreglerne i det anmodende land, der gælder. Ved dansk anmodning gælder de danske forældelsesregler således.

Kun modtagerlandets sprog eller engelsk, tysk og fransk kan anvendes i den gensidige kommunikation.

G.6 Andre aftaler vedrørende told og afgifter

Danmark har den 11. september 1981 indgået en aftale med de øvrige nordiske lande om bistand i toldsager (bkg. nr. 92 af. 23. september 1982).

Danmark indgik den 2. juni 1992 en aftale med Polen om gensidig bistand i toldsager ( bekendtgørelse nr. 123 af 11. december 1992). Denne aftale er suspenderet med virkning fra 7. marts 1997, da de polske toldmyndigheder har oplyst, at den polske lovgivning ikke giver mulighed for at yde bistand til inddrivelse af udenlandske krav.

G.7 OECD-Konventionen

Ved lov nr. 132 af 26. februar 1992 om gensidig administrativ bistand i sager om direkte og indirekte skatter mellem stater, der er medlem af Europarådet eller OECD er der skabt et udvidet grundlag for det internationale samarbejde.

OECD-konventionen trådte i kraft 1.4.1995, hvor 5 lande - Danmark, Norge, Sverige, Finland og USA - havde ratificeret konventionen, USA dog med forbehold for så vidt angår bistand ved opkrævning. Efterfølgende har Holland, Polen og Belgien tiltrådt konventionen. Holland er omfattet af konventionen fra 15. oktober 1996. Polen er omfattet af konventionen fra 1. oktober 1997. Endelig er Belgien omfattet fra 1. november 2000.

Indholdet i OECD-konventionen er i store træk sammenfaldende med den nordiske bistandsaftale. Konventionen omfatter administrativ bistand i form af udveksling af oplysninger, embedsmænds deltagelse i skatteundersøgelser i et andet land, bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftskrav og bistand ved forkyndelse af dokumenter.

OECD-konventionens selvstændige betydning i forhold til de øvrige overenskomster med hensyn til udveksling af oplysninger er ret begrænset, idet konventionen kun vil finde anvendelse ved udveksling af oplysninger om andet end direkte skatter, når der er tale om lande uden for EU, bortset fra øvrige nordiske lande.

Konventionen kan derimod få stor selvstændige betydning ved bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftskrav i lande udenfor EU og Norden, idet kun ganske få dobbeltbeskatningsaftaler indeholder bestemmelser om inddrivelse - og i givet fald jo kun vedrørende direkte skatter. Man må imidlertid være opmærksom på, at konventionen bygger på et gensidighedsprincip, og at USA, har taget forbehold med hensyn til bistand ved inddrivelse.

G.8 Inddrivelsemuligheder i lande med hvilke der ikke eksisterer en inddrivelseaftale

Såfremt der med et land ikke er indgået aftale om gensidig bistand med inddrivelse af skatter og afgifter, har kravet hidtil været søgt inddrevet via Udenrigsministeriet.

Fra medio november 2002 har ToldSkat som et led i en forsøgsordning indgået en aftale med inkassofirmaet Nordan A/S, Brøndby, om inddrivelse af danske skatte- og afgiftskrav hos personer med bopæl i udlandet. Aftalen vedrører udelukkende inddrivelse i de lande, som Danmark ikke har en inddrivelsesaftale med, eller hvor inddrivelsesaftalen ikke kan finde anvendelse. Firmaet har en tilsvarende aftale med Finansstyrelsen om inddrivelse af studiegældsrestancer.

Aftalen medfører, at sagerne ikke længere sendes til den danske udenrigsrepræsentation i det pågældende land, men i stedet via IBA til det nævnte inkassofirma, der herefter forestår de videre tiltag. Udgangspunktet er dog, at de sager der allerede er fremsendt til den danske udenrigsrepræsentation skal forblive der.

Inkassofirmaet anvender de retsmidler, der er i det pågældende land til at inddrive kravet.

Den anmodende myndighed skal ved fremsendelsen af begæringen til IBA vedlægge korrespondance eller anden form for dokumentation, der viser at myndigheden forgæves har forsøgt at få skyldner til at betale beløbet. Det er som udgangspunkt en forudsætning for at inddrivelsen kan finde sted, at den anmodende myndighed er bekendt med restantens adresseforhold i udlandet.

Ved hver sagsoprettelse vil der blive opkrævet et gebyr på kr. 300 + moms hos den pågældende kommune /region, i lighed med det, der hidtil har været praktiseret vedrørende "ambassadesagerne", hvor gebyret var 450 kr. Ud over oprettelsesgebyret kan der påløbe et mindre gebyr, hvis der skal indhentes adresseoplysning. Derudover er hovedprincippet, at firmaet tager sig betalt for ydelsen ved en provision af det inddrevne beløb. Provisionen varierer mellem 10 og 35 % afhængigt af landet.

Beløbsgrænsen for fremsendelse af sag til inddrivelse er fastsat til 1.500 EURO / 11.250 kr.

I tilfælde hvor inddrivelsesforsøg har vist sig forgæves, og der er begrundet formodning om, at restanten er i besiddelse af påviselige aktiver, kan spørgsmål om retslig inddrivelse i det pågældende land forelægges IBA. Afgørelsen af om inddrivelsesforretningen skal forsøges gennemført, træffes af IBA i samråd med Told- og Skattestyrelsen.

Inddrivelse gennem privat advokat - eller inkassovirksomhed m.v. må ikke finde sted uden Told- og Skattestyrelsens tilladelse.

G.9 Inddrivelse af udenlandske krav i Danmark

G.9.1 Indledning

I dette afsnit omtales spørgsmålet om inddrivelse af udenlandsk krav i Danmark.

Hovedreglen er, at udenlandsk krav skal inddrives efter samme regler som gælder for danske skatter. Det skal dog bemærkes, at Danmark som inddrivelsesmyndighed for et udenlandsk krav ikke kan anvende et inddrivelsesmiddel, der ikke findes i det pågældende ansøgerland. Denne fortolkning gælder både i relation til den nordiske bistandsaftale og de dobbeltbeskatningsoverenskomster, der indeholder en bestemmelse om bistand til inddrivelse, se således skattedepartementets meddelelse maj 1985, hæfte 74, nr. 75, hvor det blev fastslået at et tysk skattekrav ikke kunne inddrives her i landet hos restantens ægtefælle i henhold til kildeskattelovens § 72, stk. 2, idet denne inddrivelsesmulighed ikke består i Tyskland. Ved inddrivelse i medfør af inddrivelsesdirektivet er det dog inddrivelseslandets regler, der finder anvendelse jf. art. 6 i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976.

G.9.2 Hvilke personer er omfattet ?

Den nordiske bistandsaftale indeholder ikke nogen personbegrænsninger, som f.eks. krav om at skyldner er eller har været bosat i inddrivelseslandet. I praksis vil andre nordiske myndigheder kunne anmode om bistand, dersom skyldneren er bosat, opholder sig eller har aktiver i Danmark eller dersom skyldner har en arbejdsgiver hjemmehørende i Danmark.

I og med at selskaber og andre juridiske personer også omfattes af den nordiske bistandsaftale, kan nordiske myndigheder anmode om bistand til inddrivelse overfor ethvert selskab hjemmehørende i Danmark. Anmodningen kan også omfatte et selskab hjemmehørende i et andet nordisk land eller tredje land, såfremt det har formuegenstande i Danmark.

Ved inddrivelse af krav for de øvrige lande, som Danmark har aftaler med er reglerne mere restriktive. Skyldner kan både være en person og et selskab. Såfremt skyldner senere er flyttet til et tredje land, kan den udenlandske myndighed anmode Danmark om bistand til inddrivelse, hvis blot vedkommende skyldner har været bosat eller hjemmehørende enten i Danmark eller i anden medlemsstat da skatten påløb.

G.9.3 Beløbsgrænser

Myndighederne i de nordiske lande er enige om ikke at inddrive krav under 2.500 norske kroner, 1.500 finske mark, 25.000 islandske kroner og 2.500 svenske kroner, eksklusive renter og afgifter jf. bilag 1 i den nordiske bistandsaftale. Med Grønland har Danmark dog en aftale om ikke at inddrive krav under 1.500 kroner, eksklusiv renter og afgifter. Med Færøerne er grænsen aftalt til 2.500 kroner.

IBA kontrollerer generelt, om beløbsgrænsen er overholdt i forhold til aftalen med det ansøgende land. Som udgangspunkt fremsættes kun ansøgninger, når hovedkravet omregnet til danske kroner udgør mindst kr. 2.500.

Sendes der efterfølgende en anmodning udelukkende vedrørende inddrivelse af renter gælder minimumsbeløbet også.

G.9.4 Hvem er inddrivelsesmyndighed

Told- og Skattestyrelsen er overordnet kompetent myndighed. Kompetencen er imidlertid uddelegeret til IBA, som en såkaldt dekoncentreret opgave. En anmodning om inddrivelse af en udenlandsk skat/afgift(de nordiske lande) sendes således til IBA. Er der tale om en personskatterestance anmoder regionen den kommunale pantefoged om at forestå inddrivelsen. Er der tale om selskabsskat eller en afgift (de nordiske lande) forestår den relevante region inddrivelsen

G.9.5 Inddrivelses- og sagsbehandlingsregler

IBA kontrollerer sagen vedrørende beløb og formalia. Opfylder anmodningen de fastlagte betingelser omkring beløb og formalia kvitteres der for modtagelsen samtidig med, at kravet sendes til inddrivelse hos kommune eller region.

I nordisk regi er det aftalt, at man en gang årligt skal orientere om inddrivelsessituationen. Såfremt kommunen ikke orienterer IBA om ovenstående, er IBA forpligtet til at rykke kommunen og anmode om en status.

Inddrivelsesmyndigheden kvitterer for modtagelsen og sender en betalingsanmodning til skyldneren, hvorefter kravet inddrives. Afregning skal ske løbende (månedligt) til IBA. IBA skal orienteres om indbetalingsdato (valørdato) til kommunen/regionen.

Al kontakt mellem inddrivelsesmyndigheden og den udenlandske myndighed skal foregå via IBA. Inddrivelsesmyndigheden skal holde IBA orienteret om udviklingen i sagen, og skal sende kopi af forældelsesafbrydende tiltag som foretages. IBA orienterer udlandet om handlingerne. Såfremt inddrivelsesmyndigheden vurderer, at det udenlandske krav må anses for uerholdeligt, returneres kravet til IBA med fornøden begrundelse om årsag.

Senest i forbindelse med returneringen af en anmodning skal inddrivelsesmyndigheden oplyse, hvornår hver enkelt indbetaling er modtaget. Dette af hensyn til renteberegningen i udlandet.

G.9.6 Modregning og lønindeholdelse

Et udenlandsk skattekrav/afgift der søges inddrevet i Danmark, kan inddrives med modregning i fx. overskydende skat eller ved lønindeholdelse, såfremt Danmark har indgået en aftale med det pågældende land om gensidig bistand ved inddrivelse og såfremt en tilsvarende mulighed findes i ansøgerlandet. Dette gælder dog ikke krav, der inddrives i medfør af EU-direktivet (Rådets direktiv 76/308/EØF).

G.9.7 Prioritetsregler, (dækningsrækkefølge)

Et udenlandsk krav indgår i prioritetsrækken på samme måde som et dansk krav. Et udenlandsk skattekrav, der er fremsendt til inddrivelse i Danmark opkræves således forud for senere forfaldne krav i her i landet.

G.9.8 Konkurs- og gældssanering

En udenlandsk myndighed har mulighed for at anmelde et krav i et dansk konkursbo. Hvis et udenlandsk krav er til inddrivelse her i landet, skal den udenlandske myndighed orienteres om konkursdekretet.

For gældssanering gælder, at et udenlandsk krav som udgangspunkt ikke er omfattet af en dansk gældssanering. Lader skifteretten det udenlandske krav indgå i gældssaneringen, er den udenlandske myndighed ikke forpligtet til at respektere dette, og kan kræve pengene inddrevet ved individualforfølgning mod skyldner. De danske inddrivelsesmyndigheder kan dog ikke bistå med opkrævningen.

G.9.9 Forældelse

Når en udenlandsk myndighed anmoder de danske myndigheder om at bistå i forbindelse med inddrivelse skal tidspunktet for, hvornår forældelse indtræder normalt være angivet.

Krav der inddrives efter den nordiske bistandsaftale og EU-direktivet (Rådets direktiv 76/308/EØF) forældes efter reglerne i det land, der fremsætter begæring om inddrivelse. Krav der inddrives efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst forældes som udgangspunkt efter danske regler.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse i relation til Tyskland har Vestre Landsret ved dom af 9. april 1999 (TfS 1999, 807) udtalt, at spørgsmålet om indtræden af forfaldstid for et tysk skattekrav, der af de tyske myndigheder begæres inddrevet i Danmark skulle afgøres efter de tyske regler. Herefter var det en forudsætning for inddrivelse i Danmark, at kravet ikke var forældet efter hverken danske eller tyske regler.

G.9.9.1 Eksempler på udenlandske forældelsesregler

Land

Regel

Grønland

5 år efter forfaldsdagen (danske regler)

Afbrydelse af forældelsen: Danske regler

Finland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelsen: Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen, som forudsat iht. artikel 14.3 i den nordiske bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage afregning på kravet ved et senere salg.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende. Dividenden kan kun afregnes indtil kravet forældes.

Færøerne

Danske regler

Afbrydelse af forældelse: Danske regler

Island

4 år efter forfaldsdagen

Afbrydelse: Ved udlæg, anmodning om tvangsauktion, sagsanlæg, anmeldelse i konkurs, frivillig indbetaling fra skyldner og skyldners anerkendelse af kravet forlænges fristen med 4 år. Ved dom forlænges fristen med 10 år.

Norge

3 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelse: Kan afbrydes ved skyldnerens erkendelse af skylden. Erkendelsen kan enten foreligge i form af et forlig eller en anden skriftlig erkendelse, eller den kan bestå i en stiltiende anerkendelse, f.eks ved betaling af renter. Endvidere kan forældelsen afbrydes ved udlæg. Er forældelsen afbrudt løber der denne gang en 10-årig forældelsesfrist.

I lighed med Danmark har Norge regler om suspension af forældelsen, når man mangler kendskab til skyldnerens opholdssted. Man skal dog aktivt have udtømt mulighederne for oplysninger, bl.a. ved adresseforespørgsel til bopælsstaten.

Sverige

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling

Afbrydelse af forældelse: Der kan ikke ske afbrydelse af forældelsen, som forudsat iht artikel 14.3 i den nordiske bistandsaftale.

Ved udlæg i fast ejendom før forældelse kan man modtage afregning på kravet ved et senere salg. Udlæg må kun foretages, hvis det vurderes, at udlægget kan indfries ved en tvangsrealisation af ejendommen.

Ved anmeldelse i et konkursbo kan man modtage dividende ved efterfølgende udlodning.

En gældssaneringskendelse er ikke forældelsesafbrydende. Dividenden kan kun afregnes indtil kravet forældes.

Tyskland

5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori kravet forfaldt til betaling.

Afbrydelse af forældelse: Forældelsen afbrydes ved skriftlig fremsættelse af kravet, udsættelse af betalingsfristen, henstand, udsættelse af fuldbyrdelsen, udlægsforanstaltning, anmeldelse i konkurs og ved myndighedens tilvejebringelse af oplysninger om skyldners bopæl eller opholdssted.

Afbrydelsen af forældelsen ved forlængelse af betalingsfristen, henstand m.v. fortsætter indtil henstanden m.v. er ophørt.

Med udløbet af kalenderåret, hvor afbrydelsen er endt, begynder en forældelsesfrist på 5 år.

G.9.10 Inddrevne beløb

De inddrevne beløb sendes af inddrivelsesmyndigheden til IBA, der sender beløbet videre til den udenlandske myndighed.

G.10 Bilag 1

Belgien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 16. oktober 1969 jf. bekendtgørelse nr. 5 af 20. januar 1971, art. 27,2 og Skatteministeriets cirkulære nr. 166 af 27. juni 1972 (vejledning) pkt. 48.

Estland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 4. maj 1993 jf. Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 22 af 21. februar 1994 art. 28.

Filippinerne

Overenskomst af 30/6 1995 art. 27. Se bekendtgørelse nr. 11 af 30/1 1997.

Frankrig

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. februar 1957 jf. bekendtgørelse nr. 36 af 27. juni 1958 og Skattedepartementets cirkulære nr. 218 af 12. oktober 1960 (vejledning), art. 24 jf. art. 1.

Holland (Nederlandene)

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 1/7 1996 jf. bekendtgørelse nr. 4 af 22/4 1998. Se artikel 27 og 28 samt bilateral aftale af 22. februar 1999 jf. bekendtgørelse nr. 58 af 1. juli 1999.

Indien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. marts 1989, jf. bekendtgørelse nr. 118 af 10. november 1989, art. 27 jfr. art. 2.

Letland

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 10. december 1993 art. 28 jf. art. 2 samt bekendtgørelse nr. 31 af 15. maj 2000 af aftale mellem Danmark og Letland om gensidig administrativ bistand i skattesager.

Litauen

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 13. oktober 1993 samt protokol af 21. februar 1994. Se art. 28.

Luxembourg

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 17. november 1980 jf. bekendtgørelse nr. 95 af 23. september 1982 og Skatteministeriets cirkulære nr. 74 af 28. april 1982 (vejledning), art. 27 jf. art. 2.

Marokko

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. maj 1984, art. 27 jf. art. 2.

Sydafrika

Bekendtgørelse nr. 7 af 29/1 1996 af overenskomst af 21/6 1995 med Sydafrika. art. 27.

Tyrkiet

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 30. maj 1991 art. 26 jf. art. 2.

Se bekendtgørelse nr. 129 af 14/12 1993.

Bekendtgørelse nr. 158 af 6/12 1996 af overenskomst af 22/11 1995 art.

29, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39 og 40.

Uganda

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 14. januar 2000 jf. bekendtgørelse nr. 22 af 22. juni 2001, art. 28.

Ukraine

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 5/3 1996, se bekendtgørelse nr. 161 af 3/10 1996.

USA

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 19. august 1999 jf. bekendtgørelse nr. 13 af 14. april 2000 art. 27.

Venezuela

Dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3. december 1998 jf. bekendtgørelse nr. 34 af 4. december 2001 art. 28.

G.11 Bilag 2

Skatter

Belgien

Estland

Filippinerne

Frankrig

Holland

Indien

Letland

Litauen

Indkomstskat (stat)

x

x

x

x

x

x

x

x

Kommuneskat

x

x

x

x

x

x

x

x

Amtskommunalskat

x

x

x

x

x

x

x

kulbrinteskat

x

x

x

x

x

x

x

x

kirkeskat

x

x

x

x

x

x

x

x

udbytteskat

x

x

x

x

x

x

renteskat

x

x

x

x

x

royalty-skat

x

x

x

x

x

særlig indkomstskat 1)

x

x

x

x

x

x

formueskat 2)

x

x

x

x

x

selskabsskat

x

ejendomsskat

x

ejendomsværdiskat

x

x

x

x

pensionsafkastskat

x

x

x

x

x

Skatter

Luxembourg

Marokko

Sydafrika

Tyrkiet

Tyskland

Uganda

Ukraine

USA

Venezuela

Indkomst-skat (stat)

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Kommune-skat

x

x

x

x

x

x

x

x

x

Amtskom-munalskat

x

x

x

x

x

x

x

x

x

kulbrinte-

skat

x

x

x

x

x

x

x

x

kirkeskat

x

x

x

x

udbytteskat

x

x

x

x

rente

x

x

x

royalty-skat

x

x

x

særlig ind-

komsskat 1)

x

x

x

x

formueskat 1)

x

x

x

selskabsskat

x

ejendoms-skat

x

afgift af arv

og gave

x

frigørelses-

afgift

x

registrerings-afgift

x

;

vægtafgift

x

afgift af ansvars-forsikring

x

pensions-afkastskat

x

x

x

Overenskomsten omfatter særlig indkomstskat for så vidt angår indkomstår, der ligger før 1. januar 1996.

Overenskomsten omfatter formueskatter for så vidt angår indkomstår, der ligger før 1. januar 1997.

Arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag er ikke omfattet af bistandsaftalerne.

G.1 Indledning

G.2 Inddrivelse af danske krav i udlandet (generelt)

G.3 Inddrivelse i medfør af den nordiske bistandsaftale

G.4 Inddrivelse i medfør af andre bistandsaftaler

G.5 EU-direktiver - inddrivelse af skatter og afgifter i EU

G.6 Andre aftaler vedrørende told og afgifter

G.7 OECD-Konventionen

G.8 Inddrivelsemuligheder i lande med hvilke der ikke eksisterer en inddrivelseaftale

G.9 Inddrivelse af udenlandske krav i Danmark

G.10 Bilag 1

G.11 Bilag 2