INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 E UNIVERSALFORFØLGNING

§ 176, stk.1, indeholder regler for, hvor stort et antal af kreditorerne der skal stemme for tvangsakkorden.

§ 176, stk. 2, indeholder reglerne for, hvor stor en del af fordringsmassen de fordringshavere, der tiltræder akkorden, skal repræsentere. En majoritet på 60 % er nødvendig i alle tilfælde.

Procenten er stigende og afhængig af, hvor mange procent akkordtilbuddet i procent ligger under 100. Fx skal de afgivne stemmer ved en tvangsakkord på 30 % repræsentere 70 % af fordringerne.

E.4.6 Tvangsakkordens stadfæstelse

Tvangsakkorden er først gyldig fra det tidspunkt, hvor den stadfæstes af skifteretten, jf. KL § 178, stk. 1.

Vil en fordringshaver gøre indsigelse mod, at en tvangsakkord stadfæstes, skal en sådan indsigelse fremsættes senest på det møde, hvor akkorden vedtages, jf. § 178, stk. 2.

Efter KL § 179 skal skifteretten nægte stadfæstelse,

hvis fejl ved fremgangsmåden under behandlingen af tvangsakkordforslaget eller ufuldstændighed i de tilvejebragte oplysninger må antages at have haft væsentlig betydning for resultatet af stemmeafgivningen,

hvis tvangsakkorden ikke er forenelig med bestemmelserne i KL § 158 eller i øvrigt er i strid med loven, eller

hvis skyldneren for at indvirke på afstemningen har tilsagt nogen fordringshavere fordele uden for tvangsakkorden.

I det i § 179, stk. 1, nr. 1, nævnte tilfælde kan skifteretten dog i stedet for at nægte stadfæstelse udsætte afgørelsen, indtil forslaget har været underkastet en ny afstemning, jf. § 179, stk. 2.

Skifterettens afgørelse om udsættelse kan ikke indbringes for højere ret, jf. KL § 249.

Ud over ovennævnte tilfælde, hvor skifteretten skal nægte stadfæstelse af akkorden, kan skifteretten efter KL § 180 nægte stadfæstelse af en tvangsakkord,

hvis en anden end skyldneren (dvs. en trediemand) for at indvirke på afstemningen har tilsagt en fordringshaver fordele,

hvis akkorddividenden står i misforhold til skyldnerens økonomiske stilling,

hvis skyldneren utilbørligt har forringet sin formuestilling til skade for fordringshaverne (således at tillidsforholdet mellem skyldneren og fordringshaverne eller en del af disse er brudt),

hvis der ikke er rimelig udsigt til, at tvangsakkorden kan opfyldes, eller

hvis tvangsakkorden i øvrigt er til skade for fordringshaverne eller en del af disse.

Stadfæstelse af en tvangsakkord kan betinges af, at skyldneren undergiver sig tilsyn, der beskikkes af skifteretten, jf. KL § 181.

Tilsynet har alene kontrolfunktioner, og beskikkelse af tilsyn indebærer således ikke, at skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. for tiden efter akkordens stadfæstelse kan anses som fortrinsberettigede. Tilsynet kan ikke som tilsynet efter KL § 11 eller § 168, stk. 2, skabe kreditmuligheder ved at sikre gæld en særlig fortrinsstilling.

Manglende betaling anses herefter ikke som misligholdelse af tvangsakkorden, og udlæg vil kunne gennemføres efter de sædvanlige regler.

Skifterettens stadfæstelse af akkordforslaget sker ved kendelse, jf. KL § 247, stk. 1, og kan kæres til landsretten, jf. § 248, stk. 2. Kærefristen er 2 uger, jf. § 251, stk. 1.

Kan et afdrag på en fordring ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skifteretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i en bank eller sparkasse, jf. KL § 182, stk. 1.

I UfR 1999, 922 ØLD, var en omtvistet fordring ved en fejl ikke medtaget i akkordforslaget. Skifteretten havde af denne grund ikke truffet afgørelse om eventuel indsættelse på en særlig konto, jf. KL § 182. Stadfæstelsen af tvangsakkorden blev derfor ophævet, og sagen blev hjemvist til behandling ved skifteretten.

Akkordforhandlingen anses efter § 183, stk. 1, for afsluttet, når fristen for kære af skifterettens kendelse om stadfæstelse af akkorden eller om akkordforhandlingens ophør er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansens kendelse er afsagt, eller når konkurs er indtrådt.

Skifteretten bekendtgør straks udfaldet af akkordforhandlingen i Statstidende, jf. § 183, stk. 2.

Afsluttes akkordforhandlingen uden stadfæstelse af akkord, bør meddelelse herom sendes til kreditorerne.

E.4.7 Tvangsakkordens virkninger

E.4.7.1 Før stadfæstelsen

I tiden fra akkordforhandlingens åbning og indtil dens slutning kan der ikke foretages arrest eller gøres udlæg i skyldnerens gods for krav, der berøres af akkorden, jf. KL § 171, stk.1.

Der kan ikke ske rådighedsberøvelse på grundlag af arrest, jf. § 171, stk. 2.

Er der foretaget udlæg, som vil blive ophævet, hvis akkorden stadfæstes, kan udlægshaveren heller ikke foretage rådighedsberøvelse af det udlagte gods eller foranstalte tvangsauktion i perioden efter akkordforhandlingens åbning. Udlagte krav kan indkræves, når de forfalder, jf. § 171, stk.2.

Sker der betaling af disse krav, forbliver beløbet i skifterettens besiddelse.

For omstødelige dispositioner i øvrigt gælder ifølge KL § 184 tilsvarende bestemmelser som i konkurs, jf. nedenfor i E.4.7.2.

For de fordringshavere, der gør deres krav gældende i forbindelse med tvangsakkorden, udelukkes den 5-årige forældelse efter 1908-loven, jf. nedenfor i E.4.7.2.

Er der åbnet forhandling om tvangsakkord, udsættes på skyldnerens begæring afgørelsen om en indgivet konkursbegæring, medmindre skifteretten skønner, at der ikke er rimelig udsigt til, at en akkord vil blive tilvejebragt, jf. KL § 25, stk. 1.

E.4.7.2 Efter stadfæstelsen

Stadfæstes en tvangsakkord, anvendes reglerne i KL §§ 64-80 om omstødelse, jf. KL § 184, stk. 1.

Betaling af en fordring, som ikke ville have været berørt af akkorden, kan ikke omstødes, jf. KL § 184, stk. 2. Det betyder således, at dækning af gældsforpligtigelser, der er pådraget med tillidsmændenes samtykke, og dækning af småkreditorer ikke kan omstødes ved en tvangsakkord.

Krav på omstødelse gøres gældende af fordringshaverne ved søgsmål, medmindre skifteretten bestemmer andet. Forslag til omstødelse kan være indeholdt i selve forslaget. Stadfæstes dette, skal omstødelsessøgsmål gennemføres.

Krav på omstødelse skal fremsættes senest på det møde, hvori der stemmes om tvangsakkordens vedtagelse, jf. KL § 186, stk. 1.

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal anlægges omstødelsessag, afgøres af fordringshaverne ved afstemning.

Afstemningen sker efter fordringernes størrelse, jf. KL § 175, stk. 1, jf. § 119, stk. 1, og simpelt flertal er tilstrækkeligt.

Vedtages anlæggelse af en omstødelsessag ikke, er enhver fordringshaver berettiget til selv at anlægge en sådan sag, såfremt han giver meddelelse herom senest på det møde, hvori akkorden vedtages. Det gælder dog ikke, hvis skifteretten finder, at anlæggelse af sagen vil stride mod fordringshavernes fælles interesser, jf. KL § 186, stk. 2.

Skifterettens afgørelse kan, hvis den går forslagsstilleren imod, indbringes for landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. Kærefristen er 2 uger, jf. KL § 251,stk. 1.

Fristen for anlæggelse af en omstødelsessag er 4 uger, der regnes fra akkordens stadfæstelse, jf. KL § 186, stk 3.

Hvad enten en eventuel omstødelsessag anlægges af fordringshaverne som helhed og gennemføres ved skifterettens foranstaltning eller af en enkelt fordringshaver, føres sagen for samtlige fordringshavere.

Det indebærer, at den fordringshaver, som eventuelt selv anlægger og gennemfører en omstødelsessag, ikke kan gøre krav på hele det beløb, som ved den omstødelige disposition er unddraget fordringshaverne. Beløbet skal derfor med fradrag af sagsomkostninger indbetales til skifteretten, som herefter fordeler provenuet til samtlige fordringshavere i overensstemmelse med akkordforslagets indhold, jf. KL § 187.

Når tvangsakkorden er stadfæstet, har den gyldighed som et retsforlig indgået mellem skyldneren og de fordringshavere, der er omfattet af tvangsakkorden, jf. KL § 189.

Dette retsforlig er et "særligt retsgrundlag", der udelukker den 5-årige forældelse efter 1908-loven, jf. denne lovs § 1, stk. 2, og byretsdommen UfR 1970, 644. De krav, som er anerkendt og omfattet af tvangsakkorden, forældes derfor efter 20 år ifølge DL 5-14-4.

Den stadfæstede tvangsakkords karakter af retsforlig medfører også, at den del af skylden, som ikke overtages af skyldneren ved tvangsakkorden, bortfalder. Inddrivelse af denne skyld kan herefter ikke gyldigt foretages. Ligeledes bortfalder omstødelige udlæg automatisk, så snart stadfæstelsen af akkorden er endelig, jf. KL § 185, stk. 2, jf. § 183, stk. 1.

Er en fordring under akkordforhandlingen blevet nedbragt gennem lønindeholdelse, er det kun restfordringen, der nedsættes til akkorddividenden.

Ifølge KL § 190 er akkorden også bindende over for fordringshavere, der ikke har meldt sig. Akkorden befrier skyldneren for den del af en før akkordforhandlingens åbning stiftet gæld, som ikke ved akkorden er overtaget, såvel over for fordringshaveren selv som over for kautionister og andre, der hæfter for gælden.

I UfR 2001, 1023/2 HD, havde en told- og skatteregion den 7. januar 1992 over for et aktieselskab, der fremstillede kemiske produkter, under en tvangsakkord foretaget en foreløbig anmeldelse, hvoraf følgende fremgik: "Opmærksomheden henledes på, at der ved denne anmeldelse ikke er taget stilling til, hvorvidt told- og skatteregionen kan tiltræde en frivillig likvidation, en akkord eller et moratorium, og at told- og skatteregionen forbeholder sig ret til at ændre kravet f.eks. som følge af regulering i afgiftstilsvaret."

Den 14. februar 1992 fulgte regionen denne anmeldelse op med en ny anmeldelse, hvorved et krav på ca. 4,1 mio. kr. bestående af told og afgifter samt A-skat inkl. renter blev anmeldt over for den ene af de to tilsynsførende advokater. Af anmeldelsen fremgik følgende forbehold: "Der tages forbehold for eventuelle efterbetalinger og -reguleringer."

Tvangsakkorden blev stadfæstet den 7. april 1992 og den 26. maj 1994 opfyldt over for ToldSkat.

I juli 1993 modtog ToldSkat oplysninger omkring afståelsen i 1989 af goodwill, knowhow m.v. til et par britiske selskaber. Allerede § 165-redegørelsen, der ledsagede akkordforslaget, havde nævnt, at der var sket en overdragelse af aktiver i det omtalte år til de britiske selskaber. Oplysningerne i 1993 medførte, at selskabets indkomst for skatteåret 1991/92 blev forhøjet til godt 44 mio. kr., svarende til et krav på selskabsskat på ca. 15,5 mio. kr., der af told- og skatteregionen blev rejst over for selskabet.

Selskabet indgav derpå konkursbegæring, og konkursdekret blev afsagt den 3. november 1994. Told- og skatteregionen anmeldte i februar 1994 kravet på de ca. 15,5 mio. kr. i boet, der påstod det afvist. Skifteretten vurderede, at told- og skatteregionen havde udvist en betydelig uagtsomhed ved efter modtagelsen af akkordforslaget vedlagt tillidsmændenes, tilsynets og ledelsens redegørelser at have tiltrådt akkorden uden at foretage yderligere undersøgelser - som materialet ifølge skifteretten ellers gav anledning til - og uden at tage forbehold for selskabsskattekrav. I hvert fald tilsynet og tillidsmændene måtte herefter gå ud fra, at der ikke var noget selskabsskattekrav.

Landsretten stadfæstede skifterettens dom. Højesteret nåede til det modsatte resultat og anerkendte, at told- og skatteregionen i konkursboet som et simpelt krav kunne anmelde et krav på selskabsskat. Højesteret bemærkede i sine præmisser, at en tvangsakkord ifølge KL § 190 ikke har præklusiv virkning over for ikke-anmeldte fordringer.

Den omstændighed, at akkorden har virkning som et retsforlig, jf. KL § 189, kan på denne baggrund ikke i sig selv føre til, at en fordringshaver, der har anmeldt en fordring og tiltrådt akkordforslaget, er afskåret fra efterfølgende at gøre yderligere fordringer fra tiden før akkorden gældende. Manglende anmeldelse af eller forbehold om en eksisterende eller mulig fordring vil efter omstændighederne kunne føre til, at fordringshaveren på bindende måde anses at have givet afkald på fordringen.

En sådan virkning må imidlertid forudsætte, at fordringshaveren kendte eller burde have kendt fordringen, og at skyldneren havde føje til at opfatte fordringshaverens undladelse som et afkald på fordringen. Højesteret fandt, at den omstændighed, at told- og skatteregionen i forbindelse med tvangsakkorden ikke anmeldte eller tog forbehold om et krav på selskabsskat, ikke under de foreliggende omstændigheder kunne give selskabets ledelse og tilsynet grundlag for at antage, at ToldSkat endeligt havde godkendt selskabets selvangivelse.

Allerede af denne grund var ToldSkat ikke afskåret fra efterfølgende - i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler herom - at træffe afgørelse om forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst og fremsætte krav om den hertil svarende selskabsskat inden for de rammer, der fulgte af, at fordringen var omfattet af tvangsakkorden.

Tvangsakkorden har derimod ingen virkning i forhold til kautionister og andre, der hæfter sammen med skyldneren, jf. KL § 191.

Inddrivelsesmyndigheden skal derfor i det omfang, et krav er dækket ved selvskyldnerkaution fra en bank eller et autoriseret forsikringsselskab, holde sig til kautionisten. Tilsvarende gælder i forhold til en tidligere medinteressent, såfremt gælden vedrører et interessentskab.

Når tvangsakkorden er endeligt gennemført (jf. KL § 183, stk. 1; se herom afsnit E.4.6), kan inddrivelsesmyndigheden endeligt afskrive det beløb, der ikke dækkes af akkorden, og lade dette udgå af regnskabet. Det gælder dog ikke, hvis der i medfør af KL § 191 mod en medhæftende fysisk eller juridisk person kan rettes et krav på den del, der bortfalder ved akkorden. Først når inddrivelse forgæves er forsøgt hos den medhæftende person, kan fordringen i disse tilfælde afgangsføres som uerholdelig eller eventuelt endeligt afskrives. Se nærmere om afgangsførelse og afskrivning i afsnit L.

Opmærksomheden henledes på reglerne i LL § 15, stk. 2, jf. stk. 3, og PSL § 13a, stk. 1, jf. stk. 5, der begrænser fremførsel af underskud bl.a. ved opnåelsen af tvangsakkorder og frivillige akkorder. Forskuds- og ligningsmyndigheden skal derfor underrettes om gennemførte akkorder.

Stadfæstes et akkordforslag, bortfalder en indgivet konkursbegæring. Meddelelse herom gives til konkursrekvirenten, jf. KL § 25, stk. 2.

Om ophævelse af en tvangsakkord henvises til afsnit E.4.8.

E.4.7.3 Modregning

Ifølge KL § 163 finder bestemmelserne i konkurslovens kapitel 6 tilsvarende anvendelse på tvangsakkord.

Det betyder, at det er KL § 42, som regulerer adgangen til modregning i akkordsituationen.

Ved anvendelsen af KL § 42 skal man være opmærksom på, at akkordforhandlingens åbning (jf. herom KL § 167) træder i stedet for konkursdekretets afsigelse, jf. § 163.

En fordringshaver, som på fristdagen (jf. KL § 1) havde et krav på skyldneren, kan - selv om kravet var uforfaldent - således modregne dette krav (modkravet) i et krav (hovedkravet), som da (dvs. på fristdagen) tilkom skyldneren, medmindre modregning var udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed.

KL § 42, stk. 2, jf. § 163, regulerer adgangen til modregning mellem fordringer, som begge er stiftet i mellemperioden, dvs. perioden mellem fristdagen og datoen for akkordforhandlingens åbning. Såfremt både fordringshaverens krav og skyldnerens krav er stiftet i denne mellemperiode, vil der ligeledes kunne ske modregning - også hvor modregningen sker ved afgivelse af en modregningserklæring efter tvangsakkordens stadfæstelse.

Der kan således ikke foretages modregning med fordringer, der er stiftet før datoen for akkordforhandlingens åbning, i fordringer, som er stiftet efter dette tidspunkt. Såvel mod- som hovedkrav skal således begge være stiftet før fristdagen eller i mellemperioden, for at modregning kan ske.

En undtagelse må også gøres, hvor mod- og hovedkrav er konnekse, dvs. vedrører samme retsforhold. Dette skyldes, at konneks modregning i formueretlig henseende betragtes som en indsigelse og således har virkning ex tunc, dvs. med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor kravene stod over for hinanden som modregnelige. Se nærmere herom afsnit H om modregning.

Hovedreglen må også fraviges i det omfang, inddrivelsesmyndigheden må siges at have givet afkald på sin ret.

Der kan ikke ske modregning, når det på grundlag af oplysningerne i akkordmaterialet må lægges til grund,

at der vil komme et modregningsegnet krav til udbetaling til skyldneren efter akkordens gennemførelse, og

dette modregningsegnede krav må anses for stiftet før åbningen af forhandlingerne, og

inddrivelsesmyndigheden stemmer for akkordens vedtagelse uden at tage modregningsforbehold.

Er forholdet det, at inddrivelsesmyndigheden har modtaget dividende, men er ubekendt med og ikke kunne være bekendt med en bestående modregningsadgang, kan modregning alligevel finde sted.

E.4.7.4 Manglende opfyldelse

En tvangsakkord bortfalder ikke, fordi den ikke overholdes, men skyldige akkordrater kan efter de sædvanlige regler inddrives fra det tidspunkt, hvor de efter tvangsakkorden skulle betales. Endvidere kan der foretages modregning med forfaldne akkordrater i evt. krav, som skyldneren måtte få på statskassen.

Forfaldne, ubetalte akkordrater forrentes med den almindelige morarentesats fra forfaldstidspunktet, og indtil betaling finder sted, jf. rentelovens bestemmelser herom (p.t. diskontoen + 5 % p.a., jf. lovens § 5, stk. 1, jf. stk. 2).

Går en skyldner, der har opnået tvangsakkord, konkurs, inden tvangsakkorden er opfyldt, har de fordringshavere, der er omfattet af tvangsakkorden, krav på dividende i forhold til fordringernes beløb uden hensyn til den ved tvangsakkorden skete nedskrivning, men med fradrag af betalte akkordrater, jf. KL § 195.

Inddrivelsesmyndigheden skal derfor i tilfælde af skyldnerens konkurs anmelde krav pr. fristdagen med fradrag af de betalte akkordrater.

E.4.8 Indsigelse mod tvangsakkorden

Skifterettens afgørelser under akkordforslagets behandling samt skifterettens afgørelse om stadfæstelse af et akkordforslag kan med de ovenfor nævnte undtagelser kæres til landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. For afgørelser, der er truffet af skifteafdelingen i Sø- og Handelsretten i København, sker kære til Østre Landsret, jf. KL § 252, stk. 1. Kærefristen er 2 uger, jf. KL § 251, stk. 1.

Landsretten kan dog ifølge KL § 251, stk. 2, undtagelsesvist tillade kære efter kærefristens udløb i indtil 6 måneder, hvis ganske særlige omstændigheder retfærdiggør, at kære ikke rettidigt har fundet sted.

En tvangsakkord kan ifølge KL § 194, stk. 1, på begæring af en fordringshaver eller tilsynet ophæves af skifteretten,

hvis det oplyses, at skyldneren med hensyn til akkorden har handlet svigagtigt, eller i øvrigt han eller andre med hans vidende forud for akkordens stadfæstelse har indrømmet nogle kreditorer fordele frem for de øvrige kreditorer, eller

hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge akkorden.

Ophævelse efter KL § 194, stk. 1, nr. 2, er bl.a. sket, hvor skyldneren efter stadfæstelsen har foranlediget en af forudsætningerne for akkorden ændret, jf. UfR 1995, 802 ØLK.

Før skifteretten træffer afgørelse om ophævelse, vil den dog indkalde skyldneren, kreditorerne, tillidsmændene, kautionister for akkorden og et eventuelt tilsyn til et møde i skifteretten.

E.4.9 Inddrivelsesmyndighedens krav om yderligere materiale

Konkurslovens krav i § 165 til akkordmaterialet vil ofte være et utilstrækkeligt grundlag, når inddrivelsesmyndigheden skal bedømme en akkords rimelighed. Inddrivelsesmyndigheden må derfor om nødvendigt, og såfremt materialet ikke allerede foreligger, senest i forbindelse med anmeldelsen af krav anmode den eller de advokater, de tillidsmænd eller den brancheforening, der bistår skyldneren ved tvangsakkorden, om at fremsende følgende supplerende regnskabsmateriale mv.

Driftsregnskab og status for sidst afsluttede regnskabsår.

Driftsregnskab for perioden fra sidst afsluttede regnskabsår til fristdagen.

Status pr. fristdagen, såfremt akkordstatus ikke er udarbejdet pr. denne dato.

Debitorfortegnelse med anførelse af navn, adresse og kravets størrelse.

Cirkulæreskrivelser til kreditorerne samt eventuelle referater af afholdte kreditormøder.

Debitorfortegnelsen skal gennemgås for at konstatere, om der mod staten foreligger krav, hvori der kan modregnes.

Debitorfortegnelsen kan erstattes af en erklæring om, hvorvidt der i virksomheden er offentlige debitorer. Erklæringen skal være udarbejdet af den advokat, som forestår ordningen, eller den revisor, som har udarbejdet akkordstatus mv., og skal angive debitors identitet samt kravets størrelse.

Fremgår årsagen til virksomhedens betalingsvanskeligheder ikke klart af henvendelsen til kreditorerne, det fremsendte regnskabsmateriale eller af tillidsmændenes redegørelse, skal den, der bistår skyldneren med ordningen, afkræves supplerende oplysninger om årsagen til betalingsvanskelighederne samt oplysning om, hvad man har foretaget i virksomheden for at afhjælpe disse årsager.

Er den akkordsøgende en enkeltmandsvirksomhed, et interessentskab med en eller flere personligt hæftende interessenter eller et kommanditselskab med en personligt hæftende komplementar, skal der foreligge oplysning om den eller de ansvarlige indehaveres private økonomiske forhold. Herunder skal det oplyses, om vedkommende er i besiddelse af private pensionsordninger eller andre kapitalopsparinger mv. af ikke uvæsentlig værdi. Det skal endvidere fremgå, hvorvidt der foreligger særeje mv. Det bør i givet fald også oplyses, på hvilket tidspunkt indbetalinger på sådanne pensionsordninger eller kapitalopsparinger har fundet sted.

Skal virksomheden videreføres, må der foreligge kommenterede drifts- og likviditetsbudgetter for akkordens afviklingsperiode til belysning af, om virksomheden har en reel mulighed for at fortsætte driften uden igen at bringe sig i restance over for told- og skattemyndighederne. Det må klart fremgå af budgetterne, at virksomhedens likviditet er tilstrækkelig til, at der kan foretages udlodning til de i akkordforslaget anførte tidspunkter.

Det må desuden fremgå af budgetterne, om der er taget hensyn til de ændringer, som har været nødvendige i anledning af betalingsvanskelighederne.

Kravet om budgetter kan dog fraviges for mindre virksomheder, hvis det på anden måde sandsynliggøres, at tvangsakkorden kan gennemføres. Det kan fx ske ved fremlæggelse af andre former for drifts- og likviditetsprognoser.

Det gælder i øvrigt generelt, at kravet om yderligere akkordmateriale kan fraviges, såfremt de ønskede oplysninger fremkommer ved fremlæggelse af andet materiale eller på anden og lige så kvalificeret vis.

E.4.10 Inddrivelsesmyndighedens vurdering af forslaget

Efter modtagelsen af regnskabsmaterialet og de krævede oplysninger må inddrivelsesmyndigheden foretage en vurdering af det stillede akkordforslag, herunder om aktiver og passiver er optaget i akkordstatus med den korrekte værdiansættelse. Ved værdiansættelsen må der være taget hensyn til, om virksomheden skal videreføres eller ophøre.

Kasse-, giro- og bankbeholdninger mv. må altid være optaget i status med deres konstaterede indestående på opgørelsestidspunktet.

Debitorbeholdningen skal være optaget med det fulde tilgodehavende. Eventuelle afskrivninger og grundlaget herfor skal fremgå af akkordstatus.

Ved en videreførelse af en virksomhed skal aktiverne i almindelighed ansættes til den værdi, de har ved fortsat løbende drift, medens værdien ved ophør ofte vil være fastsat som den sandsynlige salgspris ved omgående likvidation.

Værdiansættelsen kan være sket ud fra en vurdering af hver enkelt genstand. For varelageret kan værdiansættelsen være fremkommet ved, at man er gået ud fra anskaffelsesprisen/fremstillingsprisen med et procentvist afslag under hensyn til ukurante varer. Skal virksomheden videreføres, bør værdien af færdigvarelageret være optaget til mindst kostprisen, eventuelt med et afslag for ukurante varer.

For driftsmidler og inventar skal anføres, om der er ejendomsforbehold eller andre rettigheder såsom pant, udlæg mv., der skal fradrages i aktivernes vurderingssum.

Foreligger der oplysninger om, at driftsmidler og inventar er udlejet eller leaset, bør det undersøges, om der foreligger et egentligt lejeforhold eller et skjult ejendomsforbeholdskøb, jf. § 6 i lov om kreditaftaler (lov nr. 398 af 13. juni 1990 med senere ændringer).

Fast ejendom skal være optaget i status til handelsværdien eller den offentlige vurdering. Skal ejendommen ikke realiseres, kan det som hovedregel ikke accepteres, at ejendommen optages i status med fradrag af handelsomkostninger mv. Derimod kan der ske nedskrivning til kontantværdi ved beregning af kursværdi på sælgerpantebreve. Inddrivelsesmyndigheden må vurdere, om den foretagne nedskrivning er rimelig.

Ejendommens behæftelser og seneste offentlige vurdering skal fremgå af status.

For virksomheder med personlig hæftelse må der indhentes oplysning om størrelsen af privat formue, værdien af privat indbo mv., hvis disse ikke er medtaget i status eller foreligger oplyst i det øvrige materiale. Er værdien af disse aktiver af ikke uvæsentlig betydning, skal de medtages i status.

Samtlige aktiver skal i øvrigt underkastes en kritisk vurdering, og har aktiverne en betydelig værdi, må det søges oplyst hos revisoren eller advokaten, hvorledes værdiansættelsen har fundet sted, såfremt det ikke klart fremgår af materialet.

Fortegnelse over kreditorerne skal enten fremgå af akkordregnskabet eller af bilag hertil.

Inddrivelsesmyndigheden skal endvidere foretage en kontrol af, om den tilbudte akkorddividende er af mindst samme størrelse som statusdividenden. Er dette ikke tilfældet, skal inddrivelsesmyndigheden, hvis det ikke fremgår af det foreliggende materiale, fremskaffe oplysning om grunden hertil.

Inddrivelsesmyndigheden skal i forbindelse med kontrollen af den tilbudte dividende være opmærksom på muligheden for, at den tilbudte dividende suppleres med udlodning af beløb, der hidrører fra udestående fordringer, som tidligere har været antaget at være helt eller delvist uerholdelige.

Med henblik på en senere udlodning af sådanne beløb kan der oprettes en opsamlings- og/eller udlodningskonto, hvorpå beløbene indsættes.

Kontoen kan administreres af et tilsyn, der er beskikket af skifteretten efter KL § 181, eller af skyldnerens revisor eller pengeinstitut.

Denne mulighed bør navnlig undersøges nærmere, når den tilbudte dividende er på 25 %, og forholdene i øvrigt taler herfor.

Inddrivelsesmyndigheden skal også være opmærksom på, om der i øvrigt foreligger forhold, der har indflydelse på regnskabet og dividenden, fx omstødelige dispositioner, ulovlige anpartshaverlån eller kautionsforpligtelser. Er sådanne forhold til stede, skal det være oplyst, hvorledes de er behandlet i regnskabet, og hvordan de påvirker dividenden. Hvis skyldneren ikke har anmeldt en betalingsstandsning, bør inddrivelsesmyndigheden for at få etableret en fristdag som hovedregel kræve, at en betalingsstandsning anmeldes, eller at begæring om åbning af tvangsakkordforhandling indgives. Hensynet til en omstødelsesfrist vil i sjældne tilfælde, hvor der ikke allerede er etableret en fristdag, kunne gøre det nødvendigt at skride til indgivelse af en konkursbegæring, idet skifterettens modtagelse af skyldnerens begæring om åbning af tvangsakkordforhandling ikke kan afventes.

For moratorier skal inddrivelsesmyndigheden ved gennemgang af akkordforslaget sikre sig, at der alene er tale om en henstandsordning for det skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. Der skal således beregnes og betales sædvanlig rente efter reglerne i skatte- og afgiftslovgivningen.

Inddrivelsesmyndigheden skal endvidere ved gennemgangen af regnskabsmaterialet være opmærksom på de anvendte vurderingsprincipper, herunder om der er foretaget ændringer af disse principper, samt omfanget af afskrivninger på aktiver inden for de seneste år og opskrivninger af faste anlæg.

Der bør ved vurderingen af akkordforslaget og de oplysninger, der i øvrigt er fremlagt eller fremført, i reglen lægges vægt på en afvejning af inddrivelsesmyndighedens ressourceforbrug på den ene side og den såvel kortfristede som langsigtede restancesituation for skyldneren på den anden side.

Vurderingen af akkordforslaget og de ledsagende oplysninger har til formål at forvisse inddrivelsesmyndigheden om, at akkorden er realistisk, dvs. kan gennemføres, og at skyldneren ikke blot vil opnå en stakket frist, inden han atter er i økonomisk uføre og har pådraget sig restancer til told- og skattemyndighederne. En akkord, der udelukkende er finansieret af den løbende drift, vil eksempelvis indeholde et usikkerhedsmoment. Hvis akkorden ud fra disse (og andre) betragtninger synes urealistisk, bør akkordforslaget i reglen ikke tiltrædes.

Ligeledes kan omstændighederne ved skyldens pådragelse tillægges betydning ved afgørelsen af, om akkordforslaget skal tiltrædes, og om en dividende på under 25 % undtagelsesvist kan accepteres. Det samme er tilfældet ved forekomsten af ulovlige anpartshaver-/aktionærlån i selskaber.

Med henblik på vurderingen af disse omstændigheder bør inddrivelsesmyndigheden inddrage den viden, som fogeden og revisionsafdelingen har opnået om skyldens opståen mv. Nærer inddrivelsesmyndigheden mistanke om, at ikke alle skyldnerens aktiver er medtaget i statusoversigten, idet skyldneren formodes at have bragt disse i ly for kreditorerne, bør der ske en granskning af de i egne systemer registrerede oplysninger om skyldnerens aktiver.

Inddrivelsesmyndigheden kan også skele til, hvorledes andre kreditorer forholder sig til akkordforslaget. Disse kan tænkes at have kendskab til omstændigheder, der taler imod en tiltrædelse. Et pengeinstituts positive indstilling til et akkordforslag vil i reglen være et positivt signal om udsigten til akkordens gennemførelse; det kan dog tænkes, at pengeinstituttet har sikret sig ved personlig kaution, jf. KL § 191.

Det er vigtigt at varetage statskassens samlede interesser, og i tilfælde, hvor Finansstyrelsen/Fiskeribanken tillige deltager i akkordforhandlingerne, vil et samarbejde være nødvendigt. Det er fx ikke hensigtsmæssigt, at inddrivelsesmyndigheden ved at fastholde kravet på 25 % af en mindre skatte- eller afgiftsrestance tvinger Finansstyrelsen/Fiskeribanken til at finansiere en forhøjet dividendeprocent for øvrige kreditorer med et samlet tab for statskassen til følge. Se E.4.2.3 om KL § 161.

Endelig skal bemærkes, at der ofte vil være fornuft i at forelægge akkordforslaget for ligningsmyndigheden til udtalelse med henblik på en afklaring af, om told- og skattemyndighederne besidder krav, som ikke indgår i akkordforslaget, og hvis eksistens de med inddrivelse beskæftigede medarbejdere ikke har kendskab til, jf. problemstillingen i den i E.4.7.2 omtalte højesteretsdom i UfR 2001, 1023/2 HD.

E.4.11 Inddrivelsesmyndighedens kompetence

E.4.11.1 Deltagelse i skiftesamlinger

Inddrivelsesmyndigheden bør i reglen lade sig repræsentere på det af skifteretten berammede møde, hvor tvangsakkordforslaget behandles, og hvor afstemning finder sted, jf. KL § 169.

Såfremt inddrivelsesmyndigheden på dette møde bliver bekendt med forhold, der bør medføre, at tvangsakkorden ikke stadfæstes, jf. KL §§ 179 og 180, skal inddrivelsesmyndigheden om fornødent gøre indsigelse mod stadfæstelsen. Endvidere skal inddrivelsesmyndigheden tilkendegive sin stilling til eventuelle forslag om anlæggelse af omstødelsessager.

Hvis inddrivelsesmyndigheden ikke kan tiltræde akkordforslaget, fx som følge af omstændighederne omkring skyldens opståen, eller fordi der er mistanke om, at skyldneren har bragt aktiver i ly for kreditorerne, bør det overvejes at medbringe eget materiale til forelæggelse for skifteretten, fx udskrifter fra egne systemer. Man skal dog være opmærksom på tavshedspligten i henhold til FVL § 27 og SSL § 37.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog undlade at give møde, hvis man efter en gennemgang af et fremsendt akkordforslag kan tiltræde forslaget og inden mødet skriftligt har underrettet skyldnerens advokat herom. Den skriftlige tiltrædelse skal indeholde en fuldmagt til skyldnerens advokat eller de udpegede tillidsmænd til, at de på inddrivelsesmyndighedens vegne kan stemme for akkorden.

Inddrivelsesmyndigheden kan tillige undlade at give møde i skifteretten, hvis man forinden mødet i skifteretten skriftligt har underrettet skyldnerens advokat om, at man ikke kan stemme for akkordforslaget. En sådan afgørelse skal begrundes, og der skal samtidig gives klageadgang til styrelsen eller, såfremt alene kommunen har et krav, til regionen.

Hvis skifteretten vil stadfæste en tvangsakkord, som inddrivelsesmyndigheden ikke har kunnet tiltræde, bør skifteretten, hvis det skønnes nødvendigt, anmodes om at beskikke et § 181-tilsyn, jf. herom E.4.6.

E.4.11.2 Inddrivelsesinstrumenter i forbindelse med en tvangsakkord

Selv om en tvangsakkord er under forhandling, eller en tvangsakkord stadfæstes, skal det vurderes, om virksomhedens afregningsperiode for moms bør forkortes, jf. ML § 62, stk. 1, jf. OPKL § 11, stk. 1. Det samme gælder for lønsumsafgift, jf. LAL § 10, stk. 1, litra d. For visse punktafgifter, fx spiritusafgift og registreringsafgift af motorkøretøjer, kan det også komme på tale at forkorte afgiftsperioden og betalingsfristen, ligesom en eventuel toldkredit vil skulle inddrages, jf. TDL § 33, stk. 2, 1. pkt.

Modregning kan også ske i det omfang, det fremgår af E.4.7.3. Også andre inddrivelsesinstrumenter såsom udlæg, subsidiært ægtefælleudlæg (for personskatterestancer), lønindeholdelse mv. kan anvendes i forbindelse med den inddrivelse, der uagtet akkordbestræbelserne som udgangspunkt skal ske vedrørende krav, der falder uden for akkorden eller udgøres af forfaldne, ubetalte akkordrater.

Lønindeholdelse, modregning og anden inddrivelse kan dog ikke foretages for de før akkordforhandlingens åbning stiftede krav, der er sikret ved uomstødeligt pant (herunder udlæg), og som derfor i det omfang, hvori pantet ved dets realisation giver dækning for kravet, falder uden for akkorden, jf. KL § 158, stk. 2, nr. 1. Dette skyldes, at det, så længe pantet ikke er realiseret, ikke kan siges med sikkerhed, hvor stor en del af den pantesikrede fordring der bliver dækning for i pantet. Den del, som der ikke bliver dækning for, skal nedskrives til akkorddividenden. Ved at foretage fx lønindeholdelse eller modregning for den pantesikrede fordring eller blot en del af denne opnår inddrivelsesmyndigheden at få fuld dækning - og ikke blot akkorddividenden af det pågældende beløb - hvilket er i modstrid med KL § 158, stk. 2, nr. 1.

Som nævnt i E.4.7.1 kan udlæg i perioden fra akkordforhandlingens åbning og indtil dens slutning ikke foretages for krav, der omfattes af akkorden.

Hvis inddrivelsesmyndigheden ud fra en samlet vurdering af akkordforslagets indhold og omstændighederne ved skyldens opståen mv. kan tiltræde akkordforslaget, bør der dog udvises tilbageholdenhed med at anvende de gængse inddrivelsesinstrumenter, idet en sådan individualforfølgning måske kan underminere akkorden.

Hvis på den anden side inddrivelsesmyndigheden ikke kan tiltræde akkorden, og dette bl.a. skyldes den måde, hvorpå skylden er opstået, vil en konkursbegæring også skulle overvejes for at stoppe yderligere restancetilvækst, jf. dog KL § 25, stk. 2, hvorefter en konkursbegæring bortfalder, hvis et akkordforslag stadfæstes. En konkurs bør også overvejes, hvis skyldneren ikke kan overholde akkorden eller atter bringer sig i restance over for told- og skattemyndighederne. I førstnævnte tilfælde er en ophævelse efter § 194 også en mulighed. I begge tilfælde vil en konkurs bevirke, at inddrivelsesmyndighedens krav vil genopstå efter den med de betalte akkordrater skete nedskrivning.

Endelig skal inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på KL § 191, hvorefter der kan ske inddrivelse hos kautionister og andre, der hæfter for skylden; se herom E.4.7.2.

E.4.11.3 Betingelser for tiltrædelse af et forslag til tvangsakkord

Inddrivelsesmyndigheden kan - uanset størrelsen af sit krav - tiltræde både almindelige tvangsakkorder, likvidationsakkorder og moratorieordninger, når

forslaget er udarbejdet i nøje overensstemmelse med de i konkurslovens afsnit III angivne regler,

der ikke foreligger strafbare eller omstødelige dispositioner,

de oplysninger, som inddrivelsesmyndigheden kræver ud over de i konkursloven foreskrevne, foreligger, og

forslaget opfylder konkurslovens regler og i øvrigt efter inddrivelsesmyndighedens skøn er rimeligt og hensigtsmæssigt i alle relationer, også når der henses til statskassens interesser, jf. E.4.10.

Specielt for likvidationsakkorder gælder det yderligere, at

likvidationsakkordforslag for aktie- og anpartsselskaber, erhvervsdrivende fonde og forsikringsselskaber skal indeholde bestemmelse om, at selskabet mv. skal afmeldes fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,

likvidationsakkordforslag for virksomheder med personlig og direkte hæftelse tillige skal opfylde betingelserne i eftergivelses- og henstandsreglerne (se herom E.7),

en likvidationsakkord for virksomheder med personlig og direkte hæftelse, hvor den tilbudte dividende er på under 25 %, kan tiltrædes, hvis skifteretten efter KL § 161 har tilladt en akkord under 25 %, og hvis retningslinierne for eftergivelse og henstand i øvrigt er opfyldt.

Hvis det kan konstateres, at der foreligger omstødelige forhold, bør en eventuel tiltrædelse af akkordforslaget i reglen af inddrivelsesmyndigheden betinges af, at disse frivilligt frafaldes. Hvis ikke dette sker, bør der - hvis dette ikke allerede er sket - etableres en fristdag med henblik på omstødelse, jf. E.4.10; se nedenfor i E.4.11.5 om forelæggelse for styrelsen.

Det er i alle tilfælde en konkret vurdering, om et fremsat akkordforslag bør tiltrædes af inddrivelsesmyndigheden. Omstændighederne omkring skyldnerens pådragelse af skylden til told- og skattemyndighederne kan tale imod en tiltrædelse af akkordforslaget, selv om dette i øvrigt skønnes realistisk. Se i øvrigt ovenfor i E.4.10.

E.4.11.4 Samarbejde mellem told- og skatteregionen og kommunen

Kommunerne er bemyndiget til i alle tilfælde at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende fremsatte tvangsakkordforslag.

I sager, hvor såvel told- og skatteregionen som kommunen har et krav, der er omfattet af tvangsakkorden, skal told- og skatteregionen og kommunen tage kontakt til hinanden med henblik på opnåelse af enighed i forhold til vurderingen af det fremsatte tvangsakkordforslag.

Klage over kommunens og told- og skatteregionens fælles afgørelse skal i givet fald ske til styrelsen. Klagen skal fremsendes gennem told- og skatteregionen.

I øvrigt er told- og skatteregionen klageinstans for afgørelser truffet af kommunen (personskat), hvorimod styrelsen er klageinstans for told- og skatteregionens afgørelser.

Den pågældende kommunes skatteforvaltning skal underrettes, når en skattepligtig opnår en akkord, idet fremførsel af et skattemæssigt underskud skal begrænses, jf. LL § 15, stk. 2, og PSL § 13a, stk. 1; jf. ovenfor i E.4.7.2.

E.4.11.5 Forelæggelse for Told- og Skattestyrelsen

I de nedennævnte tilfælde skal akkordforslaget forelægges for Told- og Skattestyrelsen

Hvis der er foretaget omstødelige dispositioner, som ikke frivilligt frafaldes ved tvangsakkorden, og hvor det er inddrivelsesmyndighedens opfattelse, at der bør anlægges omstødelsessøgsmål.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på mødet i skifteretten, hvor akkorden var til afstemning, har stillet forslag om anlæggelse af omstødelsessøgsmål, og hvor skifterettens afgørelse går inddrivelsesmyndigheden imod, men hvor det desuagtet er inddrivelsesmyndighedens opfattelse, at der bør anlægges omstødelsessøgsmål.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på mødet i skifteretten har gjort indsigelse mod akkordens stadfæstelse, men skifterettens afgørelse går inddrivelsesmyndigheden imod, og det er inddrivelsesmyndighedens opfattelse, at skifterettens afgørelse bør kæres til landsretten.

Spørgsmål om, hvorvidt inddrivelsesmyndigheden skal kræve omstødelse af dispositioner, samt spørgsmål om, hvorvidt der skal gøres indsigelse mod akkordens stadfæstelse, kan før skifteretsmødet forelægges styrelsen til udtalelse.

E.4.12 Tvangsakkord i konkurs

En skyldner, hvis bo er taget under konkursbehandling, kan anmode skifteretten om at indkalde en skiftesamling til behandling af og afstemning om et af ham fremsat akkordforslag.

Reglerne herom findes i KL § 196. Ved sagens behandling finder reglerne om tvangsakkord anvendelse med de af forholdets natur følgende ændringer samt følgende yderligere begrænsninger

Begæring om tvangsakkord i konkurs må fremsættes inden den i KL § 150, stk. 2, nævnte dato.

Afstemning om akkordforslaget kan ikke finde sted før afholdelse af skiftesamlingen til fordringernes prøvelse.

Boet må ikke udleveres til skyldneren, forinden de, der har krav på forlods dækning (jf. § 158), er fyldestgjort.

Derudover er der det specielle ved en tvangsakkord i konkurs, at der ikke udarbejdes særskilt status og ikke tilkaldes tillidsmænd. Der kan i stedet henvises til kurators opgørelse og erklæringer. Desuden træder konkursdekretets afsigelse i stedet for akkordforhandlingens åbning (undtagen ved anvendelse af § 196, stk. 3 - se nedenfor), ligesom en særskilt prøvelse af fordringer ikke finder sted, hvorfor afstemning derfor først kan ske, når fordringerne er prøvet i konkursboet. Sikkerhedsstillelse efter KL § 166, stk. 2, kommer i almindelighed heller ikke på tale.

Tvangsakkord i konkurs forekommer sjældent, idet mulighederne for en ordning med kreditorerne sædvanligvis vil være prøvet og udtømt på et tidligere stadium. En tvangsakkord i konkurs forekommer normalt kun, hvis en skyldner under konkursbehandlingen får rådighed over midler, som ellers ikke ville indgå i boet. Mest praktisk er tvangsakkord under konkurs måske, hvor familie eller venner stiller et beløb til rådighed for delvis dækning af gælden på betingelse af en akkord.

Så længe akkordforhandlingen vedvarer, skal bostyret kun foretage, hvad der ikke tåler opsættelse, jf. § 196, stk. 3.

Inddrivelsesmyndigheden skal ved en tvangsakkord i konkurs følge de regler, der er fastsat vedrørende tvangsakkord uden for konkurs.

E.5 Frivillig kreditorordning

E.5.1 Generelt

Konkursloven indeholder regler om henholdsvis betalingsstandsning, konkurs, tvangsakkord og gældssanering.

Disse former for insolvensbehandling er karakteriseret ved, at der kan ske anmeldelse til skifteretten (betalingsstandsning) eller indsendes en begæring til skifteretten (konkurs, tvangsakkord og gældssanering). Dette bevirker, at skifteretten som en offentlig instans har indsigt i og kontrol med den insolvensbehandling, der foretages.

Øvrige karakteristika er, at der etableres en fristdag og - ved konkurs, tvangsakkord og gældssanering - åbnes mulighed for omstødelse.

Herudover bevirker anmeldelsen/begæringen nogle ret væsentlige indgreb i både skyldnerens og kreditorernes rettigheder. Skyldneren kan således ikke mere frit råde over sine aktiver. Kreditorerne er i et vist omfang afskåret fra at udøve deres ret til individualforfølgning og bliver herved mere eller mindre tvunget til at deltage i insolvensbehandlingen.

Det er et hovedprincip i konkurslovens regler om insolvensbehandling, at der skal ske en ligestilling mellem skyldnerens kreditorer.

Anmeldelse/begæring til skifteretten er imidlertid ikke pligtig. Skyldneren har derfor mulighed for at gennemføre en frivillig ordning med kreditorerne uden anmeldelse/begæring til skifteretten, såfremt ingen kreditor vil søge at skaffe sig dækning for sit tilgodehavende eller modsætte sig ordningen i øvrigt.

En af fordelene ved at undlade at foretage en anmeldelse eller indgive en begæring er, at nødvendige og uopsættelige dispositioner kan gennemføres hurtigt, idet de ikke skal forelægges for skifteretten eller et beskikket tilsyn.

E.5.2 Administrationsgrundlaget

Frivillige kreditorordninger er ikke lovregulerede, men bygger på en frivillig aftale mellem en skyldner og dennes kreditorer.

Skyldneren og kreditorerne har derfor som udgangspunkt mulighed for indbyrdes at aftale en hvilken som helst ordning.

Praksis har dog udviklet sig sådan, at de frivillige kreditorordninger har samme indhold som tvangsakkorder og bygger på en analog anvendelse af konkurslovens regler.

Denne type af frivillige kreditorordninger, som er baseret på konkurslovens principper om tvangsakkorder, har som anvendelsesområde virksomheder - såvel virksomheder uden personlig hæftelse (dvs. selskaber mv.) som personligt drevne virksomheder - der enten ønsker en rekonstruktion af deres finansielle forhold for derved at være i stand til at fortsætte driften eller ønsker en afvikling af driften og i den forbindelse ønsker en ordning med deres kreditorer. Typisk vil der i sidstnævnte tilfælde være tale om en likvidationsakkord for personligt drevne virksomheder, idet virksomhedens indehaver i forbindelse med virksomhedens afvikling ønsker den gæld, han netop personligt hæfter for, reduceret i overensstemmelse med sin betalingsevne.

Hvis der derimod er tale om en fysisk person, der tidligere har drevet virksomhed i personligt regi og ønsker en restance hidrørende fra denne nu afviklede og afmeldte virksomhed nedskrevet, er det ikke reglerne om akkordordninger, der finder anvendelse, men derimod reglerne om eftergivelse og henstand, der beskrives indgående i afsnit E.7 samt i korte træk nedenfor. Har en sådan person flere væsentlige kreditorer ud over told- og skattemyndighederne, kommer han ikke i betragtning til en eftergivelse eller en henstand efter reglerne i kildeskatteloven og opkrævningsloven, men i stedet må han henvises til med sine kreditorer at indgå en kreditorordning baseret på konkurslovens regler om gældssanering. Denne type af kreditorordninger er ikke genstand for behandling i dette afsnit. Se herom i stedet afsnit E.7.

Når frivillige kreditorordninger omtales dette afsnit, er det således - medmindre noget andret udtrykkeligt fremgår - de på reglerne om tvangsakkord baserede kreditorordninger, der tænkes på.

De hyppigst anvendte former for frivillige kreditorordninger er

Frivillig likvidation

Virksomheden ophører, skyldnerens aktiver realiseres, og provenuet fordeles mellem kreditorerne uden gældseftergivelse.

Almindelig akkord

Der sker en procentvis nedsættelse af den ikke fortrinsberettigede gæld.

Likvidationsakkord

Virksomheden ophører, og skyldnerens formue eller en del af denne fordeles mellem kreditorerne, mod at skyldneren frigøres for den del af gælden, som ikke bliver dækket.

Frivillig moratorieordning

Skyldneren får en aftale med sine kreditorer om hel eller delvis henstand med betaling af sin gæld.

De nævnte kreditorordninger kan kombineres, fx kan en procentvis nedsættelse (almindelig akkord) kombineres med betaling af den ikke akkorderede gæld i rater over eksempelvis 2 år.

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af et forslag til en frivillig kreditorordning er betinget af, at ordningen følger konkurslovens regler om tvangsakkord.

Ved lov nr. 825 af 19. december 1989 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove mv. blev der indført regler, hvorefter der kan meddeles eftergivelse eller henstand efter ansøgning fra en skyldner.

Reglerne følger konkurslovens bestemmelser om gældssanering. Se om reglerne E.7 og kort ovenfor. Dog er der den væsentlige undtagelse, at de finder anvendelse på såvel fysiske som juridiske personer, hvorimod gældssanering efter konkursloven alene kan anvendes på fysiske personer.

Eftergivelse og henstand er endvidere ikke udelukket, selv om skyldneren driver virksomhed, enten som en ny virksomhed for en person, der tidligere har drevet en virksomhed, der har efterladt personen med den restance, der nu ønskes eftergivet, eller i form af en eftergivelse efter OPKL § 15, stk. 8, om tilstedeværelsen af ganske særlige forhold. Gældssanering sigter derimod hovedsageligt mod lønmodtagere, pensionister og andre ikke-erhvervsaktive personer samt tidligere erhvervsdrivende, hvis virksomhed er blevet afviklet.

Viser det sig ved behandling af skyldnerens ansøgning om eftergivelse eller henstand, at han ikke udelukkende har gæld til told- og skattemyndighederne, men at der er andre offentlige eller private kreditorer af væsentlig betydning, må skyldneren henvises til at søge en generel ordning, fx i form af en gældssanering (dog kun fysiske personer) eller en frivillig kreditorordning (såvel fysiske som juridiske personer) båret af gældssaneringsprincipperne.

Hensigten med eftergivelses- og henstandsreglerne har ikke været at ændre inddrivelsesmyndighedens adgang til at tiltræde frivillige akkordordninger efter en analog anvendelse af konkurslovens regler om tvangsakkord.

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af et forslag til

frivillig akkord (virksomheden fortsætter) for virksomheder med personlig eller begrænset hæftelse,

frivillig likvidationsakkord (virksomheden ophører) for virksomheder med begrænset hæftelse - samt

frivillige moratorieordninger for virksomheder med personlig eller begrænset hæftelse

vil således altid være betinget af, at ordningen følger konkurslovens regler om tvangsakkord.

Tiltrædelse af et forslag til

frivillig likvidationsakkord (virksomheden ophører) for virksomheder med personlig hæftelse,

hvor der er andre væsentlige kreditorer end told- og skattemyndighederne, vil være betinget af, at ordningen følger konkurslovens regler om tvangsakkord samt eftergivelses- og henstandsreglerne.

E.5.2.1 Stille betalingsstandsning

Når inddrivelsesmyndigheden får forelagt et forslag til

frivillig likvidation,

frivillig akkord (såvel med henblik på virksomhedens fortsættelse som likvidation) eller

frivillig moratorieordning,

og hvor det af forslaget fremgår, at der ikke er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, må inddrivelsesmyndigheden søge at sikre statskassens interesser bedst muligt.

Inddrivelsesmyndigheden bør således påse, at konkurslovens principper følges.

Inddrivelsesmyndigheden bør endvidere undersøge, om en advokat eller anden kompetent professionel rådgiver forestår ordningen. Det bør sikres, at den, der forestår ordningen, har det fornødne overblik over virksomheden og er i stand til at styre de pengestrømme, der er i virksomheden under den frivillige ordnings etablering, således at stillingen mellem kreditorerne ikke forrykkes. Den, der forestår ordningen, bør som udgangspunkt have de samme beføjelser og pligter som et beskikket tilsyn under en betalingsstandsning.

Inddrivelsesmyndigheden kan endvidere stille krav om, at virksomheden stiller sikkerhed i form af bankgaranti eller anden lignende garanti for, at der sker betaling af løbende skatter og afgifter, mens der foregår forhandlinger om akkord, jf. E.5.5.

Det bør desuden tillægges vægt, om der foreligger omstødelige dispositioner, samt om fortrinsberettigede krav angives og betales rettidigt, eller om der er stillet sikkerhed herfor.

Såfremt de ovennævnte forhold ikke i tilstrækkelig grad betrygger inddrivelsesmyndigheden, må det overvejes at etablere en fristdag, idet denne er afgørende i forbindelse med en evt. omstødelse.

E.5.2.2 Frivillig likvidation

En insolvent skyldners virksomhed afvikles sædvanligvis gennem en konkursbehandling.

Det kan dog også ske ved en frivillig likvidation.

Det er en forudsætning for en sådan ordning, at skyldnerens kreditorer giver samtykke hertil. Skyldnerens aktiver må herefter realiseres bedst muligt til fordel for kreditorerne. Skyldneren er ikke frigjort for den del af skylden, som ikke dækkes af likvidationsprovenuet. For denne del må der derfor etableres en afdragsordning.

Konstateres det ved likvidation efter reglerne i aktie- og anpartsselskabslovene (likvidation af solvente selskaber), at selskabet er insolvent, skal likvidator indkalde til generalforsamling til beslutning om indgivelse af konkursbegæring.

Kravet om indgivelse af konkursbegæring kan dog fraviges, såfremt samtlige kreditorer samtykker i en frivillig likvidation af selskabet.

Det er alment accepteret af skifteretten, at selskaber likvideres i ly af en anmeldt betalingsstandsning. Det er begrundet i, at omkostningerne herved formindskes, samt at der sker en hurtigere udlodning til kreditorerne.

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af en frivillig likvidation er betinget af, at ordningen følger konkurslovens regler, jf. E.5.6.4.1.

Følges disse regler ikke, vil inddrivelsesmyndigheden i reglen ikke kunne medvirke til ordningen, og inddrivelsesmyndigheden må i sådanne tilfælde søge at sikre statskassens interesser bedst muligt.

Ved en frivillig likvidation efter konkurslovens regler skal krav, der har fortrinsret i tilfælde af konkurs, anerkendes som fortrinsberettigede, og uomstødelige udlæg skal betales til udlægshaveren med provenuet fra det realiserede pant.

Er der flere hæftelser i samme pant, skal provenuet fordeles blandt disse i prioritetsorden.

Ved afgørelsen af, om inddrivelsesmyndigheden skal tiltræde en frivillig likvidation af en personligt ejet virksomhed, skal man være opmærksom på, at reglerne i LL § 15, stk. 2, jf. stk. 3, og PSL § 13a, stk. 1, jf. stk. 5, der begrænser fremførsel af underskud bl.a. ved opnåelsen af tvangsakkorder og frivillige akkorder, ikke finder anvendelse på en frivillig likvidation, jf. nedenfor i E.5.4.2.9.

Ved afgørelsen af, om frivillig afvikling af aktiverne i et aktie- eller anpartsselskab skal tiltrædes, skal man ligeledes være opmærksom på muligheden for underskudsfremførsel. Tiltrædes afviklingen, bør tiltrædelsen betinges af, at selskabet opløses og slettes fra registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.5.2.3 Frivillig akkord

En frivillig akkord er en aftale mellem skyldneren og dennes kreditorer, hvorefter disse eftergiver en del af deres tilgodehavende.

En frivillig akkord kan have til formål, at virksomheden efter saneringen af økonomien fortsætter.

Det kan også være formålet, at virksomheden likvideres.

Tiltrædes en frivillig akkord, er kreditor bundet af ordningen, og skyldneren frigøres for den del af den anmeldte skyld, som ikke bliver dækket af akkorddividenden.

Skylden opgøres pr. skæringsdagen (se herom E.5.6.5 ). Er der anmeldt en betalingsstandsning, vil skæringsdagen normalt være den dag, skifteretten modtog anmeldelsen (dvs. fristdagen). Eventuelle senere konstaterede krav vedrørende tiden forud for skæringsdagen er ikke omfattet af akkorden og skal betales fuldt ud.

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af en frivillig akkord skal altid betinges af, at ordningen følger konkurslovens regler om tvangsakkord, og ved en likvidationsakkord for en virksomhed med personlig hæftelse skal tillige de for eftergivelse og henstand gældende retningslinier være opfyldt. Se om disse henholdsvis E.4 og E.7 .

Det betyder for ordninger, der ikke skal bedømmes efter retningslinierne for eftergivelse og henstand, at der skal tilbydes mindst 25% i dividende.

Inddrivelsesmyndigheden kan således alene undtagelsesvist, og kun hvis der foreligger ganske særlige grunde, tiltræde frivillige akkorder med en dividende på under 25%, jf. analogien af KL § 161 og nedenfor i E.5.5 og E.5.6.4.2 .

Yderligere betingelser for inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af en frivillig akkord er,

at akkordforslaget tiltrædes af samtlige kreditorer,

at samtlige kreditorer stilles lige,

at løbende skatter og afgifter vedrørende tiden efter skæringsdagen/fristdagen er angivet og betalt rettidigt, samt at fremtidige skatte- og afgiftskrav betales rettidigt,

at der sker modregning i ethvert krav, skyldner måtte få på statskassen vedrørende tiden inden akkordens skæringsdato, således at det modregnede beløb vil blive afskrevet på det skyldige beløb pr. skæringsdatoen, samt

at der ikke kan ske udbetaling af overskydende skat, der modsvares af det akkorderede beløb.

Betingelserne er mere uddybende beskrevet i E.5.6.4.2.

Er disse betingelser ikke opfyldt, vil inddrivelsesmyndigheden ikke kunne medvirke til ordningen, og inddrivelsesmyndigheden må i sådanne tilfælde søge at sikre statskassens interesser bedst muligt.

Den, der forestår akkordordningen, skal bekræfte, at betingelserne for tiltrædelse er opfyldt.

Efter konkurslovens regler skal krav, der har fortrinsret i tilfælde af konkurs, anerkendes som fortrinsberettigede, og uomstødelige udlæg skal betales med pantets fulde værdi. Er der flere hæftelser i samme pant, skal provenuet fordeles blandt disse i prioritetsorden.

Reglerne i LL § 15, stk. 2, jf. stk. 3, og PSL § 13a, stk. 1, jf. stk. 5, begrænser fremførsel af underskud bl.a. ved opnåelsen af tvangsakkorder og frivillige akkorder.

E.5.2.4 Moratorium

Et frivilligt moratorium er en aftale mellem skyldneren og dennes kreditorer, hvorefter disse helt eller delvis giver udsættelse med betaling af gælden. Ordningen har kun ringe praktisk betydning, idet der sker en betalingsudsættelse, men ingen nedskrivning af gælden. Et moratorium kombineres derfor ofte med en almindelig akkord.

En moratorieordning må højst løbe over 3 år.

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af et frivilligt moratorium skal altid betinges af, at ordningen følger konkurslovens regler om moratorium, jf. E.5.6.4.3.

Følges disse regler ikke, vil inddrivelsesmyndigheden ikke kunne medvirke til ordningen, og inddrivelsesmyndigheden må i sådanne tilfælde søge at sikre statskassens interesser bedst muligt.

Efter konkursloven skal krav, der i tilfælde af konkurs har fortrinsret frem for almindelige krav, samt fortrinsberettigede krav, herunder gældsforpligtelser, som skyldneren måtte have pådraget sig under en eventuel betalingsstandsning med tilsynets samtykke, holdes uden for ordningen.

Den del af en pantefordring, for hvilken der er dækning i pantet, skal holdes uden for ordningen.

E.5.2.5 Øvrige karakteristika

En frivillig kreditorordning er kun bindende for de kreditorer, der tiltræder ordningen, idet der er tale om en aftale mellem skyldneren og dennes kreditorer.

Det er en forudsætning, for at inddrivelsesmyndigheden vil kunne medvirke til en sådan ordning, at samtlige kreditorer tiltræder.

Som hovedregel forestås en frivillig kreditorordning af en advokat eller en brancheforening.

Etableringen af en frivillig kreditorordning sker ved, at skyldneren henvender sig til en advokat/brancheforening, som herefter udarbejder det egentlige forslag til en kreditorordning og forestår forhandlingerne med kreditorerne.

Det er som regel også advokaten mv., der forestår udlodningen, når der er etableret en frivillig kreditorordning.

I tilfælde af væsentlig misligholdelse af en tiltrådt frivillig kreditorordning bortfalder ordningen, og den fulde skyld forfalder til betaling og skal søges inddrevet. Ordningen bortfalder ligeledes, hvis det senere viser sig, at der er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, som har haft afgørende betydning for tiltrædelsen af ordningen, eller hvis afgørende forudsætninger for tiltrædelsen ikke har været til stede.

E.5.2.6 Forældelse

Det bemærkes, at en frivillig kreditorordning, hvori fordringen er optaget, som udgangspunkt vil være et særligt retsgrundlag, der efter 1908-lovens § 1, stk. 2, udelukker den 5-årige forældelse. Udsendelse af kreditorliste vil efter omstændighederne kunne have samme virkning. Forældelsen vil i disse tilfælde i stedet ske efter 20 år, jf. DL 5-14-4.

E.5.3 Anmeldelse af krav

Anmeldelse af krav skal ske over for den, der forestår ordningen, og som bistår skyldneren med etablering af akkorden. De anmeldte krav skal opgøres med morarenter mv. pr. fristdagen/skæringstidspunktet. Anmeldelsen udfærdiges i to eksemplarer, hvoraf det ene skal returneres med påtegning om modtagelse.

Kan kravet ikke opgøres endeligt, skal anmeldelsen foretages foreløbigt med forbehold for senere ændringer af kravet.

Ved anmeldelsen af kravet kan den, der forestår ordningen, eventuelt oplyses om, hvilket materiale der kræves, for at inddrivelsesmyndigheden kan tage stilling til akkordordningen.

Der gøres i anmeldelsen opmærksom på, at inddrivelsesmyndigheden ikke hermed har tiltrådt den foreslåede frivillige kreditorordning, medmindre inddrivelsesmyndigheden efter de foreliggende oplysninger allerede på anmeldelsestidspunktet kan tiltræde denne.

Det skal i anmeldelsen stå, at der ikke skal beregnes moms, hvis overdragelsen af boets aktiver sker som led i en overdragelse af virksomheden eller en del af denne, og den nye indehaver er registreret hos ToldSkat (jf. ML § 8, stk. 1).

E.5.3.1 Frivillig akkord

E.5.3.1.1 Simple krav

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som er stiftet før det aftalte skæringstidspunkt/fristdagen, anmeldes som simple krav, medmindre sådanne krav helt eller delvist er sikret ved uomstødelige udlæg eller anden sikkerhedsstillelse. I anmeldelsen henvises til de lovområder, de skyldige beløb vedrører. Endvidere opdeles kravet, således at det fremgår, hvilke perioder mv. det omfatter.

E.5.3.1.2 Fortrinsberettigede krav

Krav, der har fortrinsret frem for almindelige krav i tilfælde af konkurs, falder uden for akkorden.

Det skal derfor i anmeldelsen tilkendegives, såfremt krav vedrørende tiden efter det aftalte skæringstidspunkt/fristdagen er fortrinsberettigede krav.

Hvis sådanne krav endnu ikke kan opgøres, skal det i anmeldelsen anføres, at kravene ikke er omfattet af akkorden og derfor skal betales rettidigt og fuldt ud.

E.5.3.1.3 Udlæg/pant

Pantefordringer skal holdes uden for den frivillige akkord i det omfang, pantet strækker til. Fastsættelse af pantets værdi kan i tvivlstilfælde foretages af en uvildig branchekyndig vurderingsmand.

Pantets værdi skal som minimum fastsættes til den værdi, som aktivet ville have i tilfælde af tvangsrealisation, men med fradrag af de herved påløbne omkostninger.

Skyldige beløb for tiden indtil skæringstidspunktet/fristdagen, der helt eller delvist er sikret ved uomstødeligt udlæg, falder uden for akkorden.

I anmeldelsen angives dog krav, for hvilke der er foretaget udlæg.

Opmærksomheden skal henledes på, at det provenu, der indkommer ved salg af de aktiver, hvori der er foretaget et uomstødeligt udlæg, skal indbetales til inddrivelsesmyndigheden.

Kan akkordforslaget tiltrædes, bemyndiges inddrivelsesmyndigheden til at frafalde eventuelle udlæg, som ville bortfalde i tilfælde af konkurs.

E.5.3.1.4 Renter

Ved anmeldelsen beregnes renter af den simple fordring indtil skæringstidspunktet/fristdagen.

E.5.3.1.5 Bøder

Bødekrav for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen vil som udgangspunkt være omfattet af akkorden. Bødekrav stiftes ved den strafbare handlings foretagelse, jf. UfR 1993, 802 ØLD.

Bødens størrelse, også set i forhold til de øvrige kravs størrelse, aktualiteten af det strafbare forhold samt overtrædelsens omfang kan føre til, at forslaget til en frivillig akkord ikke kan tiltrædes.

E.5.3.2 Frivillig likvidation/likvidationsakkord

E.5.3.2.1 Simple krav

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som er stiftet før det aftalte skæringstidspunkt/fristdagen, anmeldes som simple krav. I anmeldelsen henvises til de lovområder, de skyldige beløb vedrører. Endvidere opdeles kravet, således at det fremgår, hvilke perioder mv. det omfatter.

E.5.3.2.2 Fortrinsberettigede krav

De skatte- og afgiftskrav, som virksomheden ved sin fortsatte drift (indtil ophør) skal udrede, anmeldes som fortrinsberettigede krav. Det gælder også krav, der fremkommer ved realisation af driftsmidler, varelager mv. Hvis sådanne krav endnu ikke kan opgøres, skal det i anmeldelsen anføres, at kravene er fortrinsberettigede og derfor skal betales rettidigt.

E.5.3.2.3 Udlæg

I anmeldelsen angives krav, for hvilke der er foretaget udlæg. Fyldestgørelsen af disse krav sker uafhængigt af likvidationen og i det omfang, pantet giver dækning.

Opmærksomheden skal henledes på, at det ved salg af de udlagte aktiver indkomne provenu skal indbetales til inddrivelsesmyndigheden.

Simple krav nedskrives herefter med det indkomne beløb.

E.5.3.2.4 Renter

Ved anmeldelsen beregnes renter af simple fordringer indtil fristdagen/skæringstidspunktet.

Der tages forbehold for yderligere rentekrav vedrørende tiden fra fristdagen/skæringstidspunktet, indtil betaling (udlodning) sker, hvis boet giver fuld dækning.

Renter af fortrinsberettigede krav følger hovedkravets stilling.

E.5.3.3 Moratorium

E.5.3.3.1 Krav, der er omfattet af moratoriet

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som er stiftet før skæringstidspunktet/fristdagen, anmeldes med henvisning til de lovområder, de skyldige beløb vedrører. Endvidere opdeles kravet, således at det fremgår, hvilke perioder det omfatter.

Eventuelle senere konstaterede krav vedrørende tiden efter skæringstidspunktet/fristdagen er ikke omfattet af moratoriet og skal betales til forfaldstidspunktet.

Skyldige bøder for overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen kan omfattes af moratoriet på betingelse af, at moratoriet er afsluttet inden udløbet af forældelsesfristen, jf. § 97a, stk. 1, i straffeloven samt kapitel C .

Er der aftalt en senere skæringsdag, beregnes renter til denne dag.

E.5.3.3.2 Krav, der skal holdes uden for moratoriet

De skatte- og afgiftskrav, som virksomheden skal udrede vedrørende en eventuel betalingsstandsningsperiode, anmeldes med henvisning til de lovområder, de skyldige beløb vedrører. Endvidere opdeles kravet, således at det fremgår, hvilke perioder det omfatter.

Hvis sådanne krav endnu ikke kan opgøres, skal det i anmeldelsen anføres, at kravene ikke er omfattet af ordningen og skal betales rettidigt.

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. for tiden indtil skæringstidspunktet/fristdagen, for hvilke der er foretaget uomstødeligt udlæg, vil ikke kunne omfattes af en moratorieordning.

De skatte- og afgiftskrav, der påløber under moratoriet og efter skæringstidspunktet/fristdagen, er ikke omfattet af ordningen, men skal angives og betales rettidigt og løbende.

I anmeldelsen angives krav, for hvilke der er foretaget uomstødeligt udlæg. Fyldestgørelsen af disse krav skal ske uafhængigt af moratorieordningen.

I anmeldelsen skal der gøres opmærksom på, at renter af krav, der er omfattet af moratorieordningen, beregnes efter de i skatte- og afgiftslovgivningen til enhver tid gældende regler, samt at sådanne renter betales fuldt ud.

Endelig gøres der i anmeldelsen opmærksom på, at anmeldelsen ikke kan betragtes som en tiltrædelse af den foreslåede ordning.

E.5.4 Materiale, som kræves fremlagt

E.5.4.1 Krav til materialet

For at kunne tage stilling til et forslag til en frivillig akkord eller et moratorium skal der foreligge det samme materiale, som ifølge konkursloven skal foreligge ved en tvangsakkord.

Det vil sige, at der skal foreligge

et akkordforslag

en statusoversigt, redegørelse og erklæring som anført i KL § 165, stk. 2-4, samt

en erklæring fra skyldner på tro og love om, at han har opgivet alt, hvad han ejer og skylder.

Materialet til bedømmelse af en frivillig likvidation eller en likvidationsakkord bør i vidt omfang være det samme med de undtagelser, som følger af forholdets natur.

Da det efter konkurslovens bestemmelser påkrævede materiale ofte kan være et utilstrækkeligt grundlag til at bedømme en frivillig kreditorordnings rimelighed, må inddrivelsesmyndigheden anmode om yderligere regnskabsmateriale i form af

Driftsregnskab og status for det sidst afsluttede regnskabsår. For moratorieordninger dog for de sidste 3 afsluttede regnskabsår.

Driftsregnskab for perioden fra sidst afsluttede regnskabsår til fristdagen/skæringstidspunktet.

Status pr. fristdagen/skæringstidspunktet.

Debitor- og kreditorfortegnelse, såfremt de enkelte debitorers og kreditorers navn og adresse samt kravets størrelse ikke fremgår af status pr. fristdagen/skæringstidspunktet.

Kommenterede drifts- og likviditetsbudgetter for akkordens afviklingsperiode, hvis virksomheden skal videreføres. For moratorieordninger for hele moratoriets løbetid.

Cirkulæreskrivelser til kreditorerne samt eventuelle referater af afholdte kreditormøder, hvori inddrivelsesmyndigheden ikke har deltaget. Det skal bemærkes, at inddrivelsesmyndigheden bør deltage i kreditormøder, medmindre det skønnes ufornødent, bl.a. under hensyn til kravets/kravenes ringe størrelse. Se E.5.6.1.

Ovennævnte materiale skal dog ikke indhentes, såfremt man ud fra det allerede fremlagte materiale kan se, at en frivillig kreditorordning ikke kan tiltrædes.

Er der kun udarbejdet driftsregnskab og status for det sidste regnskabsår, vil kravet om driftsregnskab og status for tidligere år kunne fraviges.

Endvidere kan kravet om budgetter fraviges for mindre virksomheder, der ikke har mulighed for at udarbejde sådanne, hvis det på anden måde sandsynliggøres, at kreditorordningen kan gennemføres. Det kan fx ske ved fremlæggelse af andre former for drifts- og likviditetsprognoser.

Status pr. fristdagen skal være udarbejdet af en statsautoriseret eller registreret revisor og indeholde samme oplysninger som en statusoversigt, jf. KL § 165, stk. 2.

Fremgår årsagen til virksomhedens betalingsvanskeligheder ikke klart af det fremsendte regnskabsmateriale, skal de, der bistår skyldneren med ordningen, afkræves supplerende oplysninger om årsagen til betalingsvanskelighederne samt oplysning om, hvad man har foretaget eller vil foretage i virksomheden for at overvinde likviditetskrisen.

Den udarbejdede status pr. fristdagen skal være forsynet med påtegning - for aktie- og anpartsselskaber en beretning - fra den revisor, der har udarbejdet den. Påtegningen/beretningen bør indeholde oplysning om, hvorvidt der foreligger forhold, der har indflydelse på regnskabet og dividenden, fx omstødelige dispositioner og kautionsforpligtelser. Endvidere skal det fremgå, hvorledes disse forhold er behandlet i regnskabet.

Regnskabet skal være underskrevet.

Er der tale om en frivillig likvidation, skal status pr. fristdagen - foreløbigt likvidationsregnskab - vise, hvor meget der forventes at blive i dividende til kreditorerne.

Kreditorfortegnelsen skal indeholde hver enkelt fordringshavers navn og adresse, de enkelte fordringers størrelse og eventuelle fortrinsstilling samt sikkerhed, ligesom fordringer, som skyldneren bestrider, skal opføres med bemærkning herom, jf. herved KL § 165, stk. 2, nr. 2.

Debitorfortegnelsen skal gennemgås for at konstatere, om der mod staten foreligger krav, hvori der kan modregnes.

Debitorfortegnelsen kan erstattes af en erklæring om, hvorvidt der i virksomheden er offentlige debitorer. Erklæringen skal være udarbejdet af den advokat, som forestår ordningen, eller den revisor, som har udarbejdet status mv., og skal angive debitors identitet samt kravets størrelse.

Ved forslag til frivillig akkord eller moratorium må det klart fremgå af de fremlagte budgetter, at virksomheden har en reel mulighed for at fortsætte driften uden igen at bringe sig i restance over for told- og skattemyndighederne. Det må endvidere fremgå, at virksomhedens likviditet er tilstrækkelig, til at der kan foretages udlodning til de anførte tidspunkter, samtidig med at løbende skatter, herunder tillige forskudsskatter på grundlag af en realistisk forskudsregistrering, og afgifter betales rettidigt. Resultat- og likviditetsbudgetter må derfor gennemgås med henblik på at sikre, at det budgetterede resultat fremkommer ved reelle driftsmæssige forbedringer, fx nedsættelse af driftsomkostningerne eller en forøget omsætning, og for i øvrigt at vurdere, om omkostninger samt likviditet forekommer realistiske.

Det må således af budgetterne fremgå, at der er taget hensyn til de ændringer, som har været nødvendige i anledning af betalingsvanskelighederne.

Hvis følgende oplysninger ikke fremgår af det ovenfor nævnte materiale, skal de fremskaffes

Virksomhedens ejerforhold og regnskabsperiode.

Er skyldneren en enkeltmandsvirksomhed, et interessentskab eller et kommanditselskab med en personligt hæftende komplementar, skal der foreligge oplysning om den eller de ansvarlige indehaveres private økonomiske forhold, herunder om vedkommende er i besiddelse af indbo, private pensionsordninger eller andre kapitalopsparinger mv. af ikke uvæsentlig værdi, samt om der foreligger særeje mv. Det bør i givet fald også oplyses, på hvilket tidspunkt indbetalinger på sådanne pensionsordninger eller kapitalopsparinger har fundet sted.

De øvrige kreditorers stillingtagen, herunder kommunens stillingtagen.

Konsekvenserne af, at ordningen ikke gennemføres, herunder hvilken dividende, der kan forventes i tilfælde af konkurs.

Om der foreligger omstødelige dispositioner.

Årsagen til virksomhedens betalingsvanskeligheder, herunder hvad virksomheden har foretaget for at afhjælpe disse.

Hvis der er tale om en likvidation eller en likvidationsakkord, skal det yderligere oplyses, hvorledes denne tænkes gennemført, hvorledes aktiverne tænkes realiseret, samt hvor lang tid der skønnes at medgå til afviklingen.

Det gælder generelt, at kravet om yderligere regnskabsmateriale kan fraviges, hvis der ved fremlæggelse af andet materiale eller på anden og lige så kvalificeret måde fremkommer de ønskede oplysninger. Er der således ved forslag til moratorium kun udarbejdet driftsregnskab og status for det sidste regnskabsår, vil kravet om materiale for tidligere år kunne fraviges.

E.5.4.2 Aktivposter i akkordstatus

E.5.4.2.1 Generelt

Er der tale om frivillig akkord eller moratorium, skal aktiverne være vurderet af uvildige tillidsmænd efter de principper, der er gældende for tvangsakkord i konkursloven. Det skal således klart fremgå af materialet, hvorledes værdiansættelsen af aktiverne har fundet sted, herunder om den er sket med henblik på videreførelse eller ophør af skyldnerens virksomhed.

Reguleringer i forhold til den bogførte værdi som følge af foretagne afskrivninger mv. skal fremgå af status.

E.5.4.2.2 Fast ejendom

Ved almindelig akkord og moratorium skal fast ejendom være optaget til handelsværdien med angivelse af ejendommens offentlige vurdering og aktuelle pantehæftelser og oplysning om eventuelt ejerpant og underliggende gældsforhold. Skal ejendommen ikke realiseres som led i akkorden, kan det ikke accepteres, at ejendommen optages i status med fradrag af handelsomkostninger.

Ved likvidationsakkord og likvidation skal fast ejendom altid realiseres, hvorfor det accepteres, at handelsomkostninger fradrages.

E.5.4.2.3 Maskiner og inventar

Ved almindelig akkord og moratorium skal maskiner og inventar optages til den værdi, som aktiverne har for virksomheden ved fortsat drift.

Ved likvidationsakkord og likvidation skal maskiner og inventar optages med værdien ved realisation.

E.5.4.2.4 Debitorer

Debitorbeholdningen skal være optaget med det fulde tilgodehavende. Såfremt der er foretaget nedskrivninger som følge af konstaterede eller forventede tab på debitorer, skal grundlaget/begrundelsen herfor fremgå af akkordstatus.

E.5.4.2.5 Varelagre

Ved almindelig akkord og moratorium skal varelageret optages til den værdi, aktivet har for virksomheden ved fortsat drift.

Ved likvidationsakkord og likvidation skal varelageret optages med værdien ved realisation.

E.5.4.2.6 Likvide beholdninger

Kasse-, bank- og girobeholdninger skal være optaget i status med værdien på fristdagen/skæringstidspunktet.

E.5.4.2.7 Privat løsøre

For virksomheder med personlig hæftelse skal værdien af privat løsøre medtages i status, såfremt disse aktiver repræsenterer en væsentlig økonomisk værdi.

E.5.4.2.8 Goodwill

Værdien af goodwill bør kræves optaget i akkordstatus, såfremt den udgør en væsentlig værdi.

E.5.4.2.9 Underskudsfremførsel

Opmærksomheden henledes på reglerne i LL § 15, stk. 2, jf. stk. 3, og PSL § 13a, stk. 1, jf. stk. 5, der begrænser fremførsel af underskud bl.a. ved gennemførelsen af frivillige akkorder, jf. tillige E.5.2.3. Forskuds- og ligningsmyndigheden skal derfor underrettes om gennemførte akkorder.

Disse regler finder dog ikke anvendelse på frivillige likvidationer, da skyldneren ikke er frigjort for den del af skylden, som ikke dækkes af likvidationsprovenuet, jf. E.5.2.2.

E.5.4.3 Passivposter i akkordstatus

Fordringer skal være anført med de skyldige beløb.

Kautions- og vekselforpligtelser må kun være medtaget i det omfang, de er krævet indfriet inden det vedtagne akkordforslags dato. Gældsposter til aktie- eller anpartshavere, familiemedlemmer eller andre nærstående bør undersøges særskilt og kan kun medtages, såfremt gældsforholdet er reelt. Fremtidige driftsudgifter kan ikke medtages som passivposter.

E.5.5 Inddrivelsesmyndighedens vurdering af forslaget

Når inddrivelsesmyndigheden modtager en anmodning om at tiltræde en frivillig kreditorordning, bør inddrivelsesmyndigheden hurtigt skaffe sig et overblik over sagens omfang og vurdere den akkordsøgende virksomhed (skyldner).

Det indebærer bl.a., at inddrivelsesmyndigheden konstaterer, om den frivillige kreditorordning ønskes med henblik på fortsat drift af virksomheden eller dennes ophør.

Det bør tillige undersøges, om virksomheden har anmeldt betalingsstandsning, og om alt relevant materiale og øvrige oplysninger til vurdering af akkordforslaget er modtaget.

Disse oplysninger skal sammen med inddrivelsesmyndighedens øvrige kendskab til virksomheden danne grundlag for inddrivelsesmyndighedens afgørelse.

Inddrivelsesmyndighedens sagsbehandler bør bl.a. undersøge de aktuelle data i myndighedens egne edb-systemer. For at skaffe sig et kendskab til virksomheden og omstændighederne omkring skyldens opståen bør sagsbehandleren endvidere gennemse restancesagen og kontakte den pågældende foged, der har med inddrivelsen af restancen at gøre. Det kan også tænkes, at myndighedens revisions-, kontrol- eller lovafdeling samt journalsystemet besidder oplysninger om virksomheden. Hvis der i forvejen er en sag med virksomheden, kan de pågældende sagsbehandlere måske også bidrage med oplysninger. Ved at granske egne oplysninger (heriblandt regnskaber, opgørelser mv.) om virksomhedens aktiver mv. vil inddrivelsesmyndigheden bl.a. have mulighed for at foretage en vurdering af, om eventuelle omstødelige dispositioner er foretaget af virksomheden, og sammenholde denne vurdering med de oplysninger, virksomheden selv er fremkommet med.

Den vurdering, der skal foretages, er grundlæggende den samme som vurderingen af et forslag til tvangsakkord. Dog er der den forskel, at en fristdag ikke nødvendigvis er etableret i forbindelse med en anmodning om en frivillig kreditorordning, jf. nedenfor.

Hvis det kan konstateres, at der er anmeldt betalingsstandsning, medfører konkurslovens regler, at kreditorerne bl.a. er afskåret fra at foretage udlæg og modregning på tværs af fristdagen, jf. KL § 16.

Hvis der derimod ikke er anmeldt betalingsstandsning, er der behov for en hurtig vurdering af, om akkordforslaget synes seriøst og realistisk. Ved denne stille betalingsstandsning må regionen/kommunen derfor være opmærksom på, at der kan ske en forrykkelse af kreditorernes stilling, og derfor kan det eventuelt være påkrævet at få etableret en fristdag. Hvis på den anden side virksomhedens økonomiske situation synes enkel og overskuelig, kan tabsbegrænsningsovervejelser føre til, at der ikke kræves anmeldelse af betalingsstandsningen.

Herudover bør opmærksomheden være henledt på, at de fremlagte regnskaber er forsynet med påtegning - for aktie- og anpartsselskaber en beretning - fra den revisor, der har udarbejdet dem. Påtegningen/beretningen bør indeholde oplysning om, hvorvidt der har været foretaget revision, og om det er konstateret, at de opførte beholdninger er til stede.

Ved vurdering af forslag til likvidation gælder det generelt, at værdiansættelse af aktiverne skal være skønnede realisationsværdiansættelser, som de forventes at ville blive ved en rolig afvikling af virksomheden. Størrelsen af forventede udbetalinger samt størrelsen af eventuelle sælgerpantebreve skal være oplyst.

I forbindelse med en almindelig akkord må der særlig lægges vægt på, om virksomheden kan antages at være i stand til at fortsætte efter gennemførelse af akkorden, eller om en likvidation eller konkurs må foretrækkes, særlig for at undgå yderligere tab for det offentlige. Der skal derfor ske en vurdering af de enkelte elementer i akkordforslaget, og om dette bakkes op af relevant materiale, der dels viser den aktuelle økonomiske situation, dels giver et troværdigt billede af den fremtidige. Det skal med andre ord vurderes, om virksomheden vil blive rekonstrueret på en sådan måde, at den fremover ikke på ny bringer sig i en restancesituation, der vil påføre told- og skattemyndighederne yderligere tab. Hvis virksomheden i forbindelse med en akkord vil få tilført ny kapital til at finansiere akkorden, betyder det, at andre end virksomheden selv har tillid til, at akkorden kan gennemføres. Hvis akkorden derimod skal finansieres af den løbende drift, foreligger denne udefra kommende opbakning ikke, men dermed være ikke sagt, at akkordforslaget skal afvises, idet det kan indeholde en troværdig prognose om akkordens afvikling og virksomhedens fremtidige drift.

Hvis der om størrelsen af en i øvrigt på sigt levedygtig virksomheds kontantbeholdning eller kreditmuligheder er en sådan tvivl, at det forekommer usikkert, om de løbende skatter og afgifter vil blive betalt til tiden under akkordens afvikling, bør inddrivelsesmyndigheden overveje, om en tiltrædelse af akkordforslaget bør betinges af sikkerhedsstillelse.

Akkordforslaget skal indebære en dividende, der ikke er mindre end den dividende, der er udregnet på grundlag af akkordstatus. Dividenden må som udgangspunkt ikke være under 25 %. Inddrivelsesmyndigheden bør dog ikke kategorisk afvise et akkordforslag, der indebærer en dividende på under 25 %, idet det kan tænkes, at akkordforslaget i øvrigt skønnes sagligt og fornuftigt, og omstændighederne omkring den pågældende virksomhed og skyldens opståen er af en sådan karakter, at det taler for en tiltrædelse af akkordforslaget trods den som udgangspunkt for lave dividende.

Inddrivelsesmyndigheden bør heller ikke kategorisk afvise at deltage i en kreditorordning, hvis virksomhedens forhold er så atypiske, at en forskelsbehandling af en eller flere kreditorer er påkrævet for at opnå et fornuftigt resultat.

Det skal bemærkes, at kravet om en minimumsdividende på 25 % ikke gælder ved en frivillig kreditorordning båret af gældssaneringsprincipperne, jf. E.7.2.2.7. Som omtalt i E.5.2 er anvendelsesområdet for denne type kreditorordning fysiske personer, der tidligere har drevet virksomhed i personligt regi og nu ønsker gælden fra den afviklede og afmeldte virksomhed nedskrevet. Konkurslovens regler om gældssanering indeholder modsat reglerne om tvangsakkord netop ikke noget krav om en minimumsdividende på 25 %.

Såfremt akkordordningen er foreslået på baggrund af en midlertidig likviditetskrise, fx som følge af akutte tab på debitorer, for store vareindkøb eller et for hurtigt investeringstempo, vil der normalt ikke være grundlag for en akkord, men eventuelt en moratorieordning.

Ved vurderingen af et forslag til en likvidationsakkord for en virksomhed uden personlig hæftelse, bør det holdes for øje, at en konkurs i reglen vil påføre staten et større tab end en likvidationsakkord. På den anden side kan størrelsen af det tab, som statskassen lider, være afgørende for, hvorvidt personerne bag virksomheden gennem deres deltagelse i en anden virksomhed, der senere anmeldes til registrering hos ToldSkat, kan udløse et krav om sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11, stk. 2.

Endelig skal bemærkes, at der ofte vil være fornuft i at forelægge akkordforslaget for ligningsmyndigheden til udtalelse med henblik på en afklaring af, om told- og skattemyndighederne besidder krav, som ikke indgår i akkordforslaget, og hvis eksistens de med inddrivelse beskæftigede medarbejdere ikke har kendskab til, jf. problemstillingen i den i E.4.7.2 omtalte højesteretsdom i UfR 2001, 1023/2 HD (om en tvangsakkord).

E.5.6 Inddrivelsesmyndighedens kompetence

E.5.6.1 Deltagelse i kreditormøder

Det beror på inddrivelsesmyndighedens vurdering, om der skal gives møde, hvis der i forbindelse med behandlingen af et forslag til en frivillig kreditorordning indkaldes til kreditormøde.

I reglen bør inddrivelsesmyndigheden deltage i sådanne møder, medmindre det skønnes ufornødent, bl.a. under hensyn til kravets/kravenes ringe størrelse.

Deltagelse i mødet kan være afhængig af skatte- og afgiftskravenes størrelse og stilling, virksomhedens art, om der sker begunstigelser af kreditorer på de øvriges bekostning samt omstændighederne i øvrigt.

E.5.6.2 Udlæg

Hvis den, der bistår skyldneren med etablering af den frivillige kreditorordning, anmoder inddrivelsesmyndigheden om at frafalde allerede foretagne udlæg, kan inddrivelsesmyndigheden give tilsagn om at frafalde udlæg, som er omstødelige i tilfælde af konkurs.

Tilsagnet skal gøres betinget af, dels at også andre kreditorer frafalder foretagne udlæg, der vil kunne omstødes, dels at inddrivelsesmyndigheden kan tiltræde det fremsatte forslag til en kreditorordning.

E.5.6.3 Inddrivelsesinstrumenter i forbindelse med en frivillig akkord

Selv om en frivillig akkord er under forhandling, skal virksomhedens afregningsperiode for moms forkortes, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. ML § 62, stk. 1, jf. OPKL § 11, stk. 1. Det samme gælder for lønsumsafgift, jf. LAL § 10, stk. 1, litra d. For visse punktafgifter, fx spiritusafgift og registreringsafgift af motorkøretøjer, kan det også komme på tale at forkorte afgiftsperioden og betalingsfristen, ligesom en eventuel toldkredit vil skulle inddrages, jf. TDL § 33, stk. 2, 1. pkt.

I forbindelse med den inddrivelse, der uagtet akkordbestræbelserne som udgangspunkt skal ske vedrørende krav, der falder uden for akkorden eller udgøres af forfaldne, ubetalte akkordrater (se E.5.8 om misligholdelse af en frivillig kreditorordning), vil modregning som udgangspunkt skulle ske i det omfang, det er muligt. Også andre inddrivelsesinstrumenter såsom udlæg, subsidiært ægtefælleudlæg (for personskatterestancer), lønindeholdelse mv. kan anvendes.

Såfremt akkordforhandlingerne foregår i forbindelse med en anmeldt betalingsstandsning, hvilket ofte vil være tilfældet, medfører KL § 16 dog en begrænsning i adgangen at foretage individualforfølgning. Selv om der ikke har været anmeldt betalingsstandsning, kan adgangen til med udlæg at foretage individualforfølgning dog også være ophørt. Udgangspunktet er, at en kreditor, der ikke - hverken udtrykkeligt eller stiltiende - har tiltrådt en kreditorordning eller har givet afkald på at foretage inddrivelsesskridt, i almindelighed ikke vil være bundet af en sådan ordning og derfor i reglen vil kunne holde sig til hele skyldnerens formue. En sådan kreditor kan derfor også gøre udlæg i de aktiver, som er tiltænkt de af kreditorordningen omfattede kreditorer. Dette gælder dog ikke, hvis der i forbindelse med etableringen af kreditorordningen er sket en egentlig overdragelse af aktiverne til en tillidsmand eller repræsentant for de af ordningen omfattede kreditorer, og de fornødne sikringsakter er foretaget. Inddrivelsesmyndigheden må i de tilfælde, hvor en akkord ikke kan tiltrædes, og der ønskes foretaget udlæg i sådanne aktiver, undersøge, om den til afværgelse af udlægget nødvendige sikringsakt er foretaget.

I UfR 1992, 423 VLK, opnåede en skyldner en kreditorordning, der var betinget af tiltrædelse af mindst 60 % af kreditorerne.

Skyldneren indgik den 1. juni 1991 med sin advokat en administrationsaftale, hvorefter han hver måned skulle betale et beløb til advokaten, der på vegne af de af kreditorordningen omfattede kreditorer skulle administrere de modtagne beløb og heraf årligt udbetale et afdrag til dem. Den 2. juli 1991 foretog en kreditor, der ikke havde tiltrådt kreditorordningen, udlæg i de til advokaten indbetalte beløb.

Den 19. juli 1991 underrettede advokaten samtlige kreditorer om, at ordningen var etableret. Under en genoptagelse af udlægsforretningen blev udlægget ophævet, da der fandtes allerede den 2. juli 1991 at være etableret en fast og endelig kreditorordning. Det kunne ikke tillægges betydning, at kreditorerne først den 19. juli 1991 havde modtaget underretning om ordningens etablering.

Også i byretsafgørelsen i UfR 1966, 511, blev det statueret, at nogle til en advokat i forbindelse med en næsten alle kreditorer omfattende kreditorordning indbetalte beløb var beskyttet mod udlæg fra en senere kreditor.

I UfR 1978, 292 SHD, blev det derimod antaget, at nogle af en skyldner til sin advokat indbetalte beløb som led i en kreditorordning, der med et par undtagelser omfattede alle kreditorer, ikke kunne holdes uden for skyldnerens senere konkursbo som et separatistkrav for de af kreditorordningen omfattede kreditorer, idet ordningen efter sit nærmere indhold ikke antoges at have en sådan "fasthed", at den kunne tages som udtryk for en sandsynlig endelig ordning af gældsforholdet til de pågældende kreditorer. I de tilfælde, hvor der som supplement til deponeringen sker en håndpantsætning af indeståendet til fordel for kreditorerne, kræves det, at meddelelse om denne pantsætning er nået frem til kreditorerne. Ellers er der tale om en ugyldig selvbåndlæggelse, der medfører, at der kan foretages udlæg i depotet, jf. TfS 1998, 577 VLD.

Hvis inddrivelsesmyndigheden ud fra en samlet vurdering af akkordforslagets indhold, omstændighederne ved skyldens opståen samt de andre momenter, der tillægges betydning, kan tiltræde akkordforslaget, bør der dog udvises en vis tilbageholdenhed med at anvende de gængse inddrivelsesinstrumenter, idet en sådan individualforfølgning måske kan underminere akkorden. Skal en frivillig akkord muliggøres, vil det oftest forudsætte, at inddrivelsesmyndigheden - i lighed med øvrige kreditorer - undlader at

foretage individualforfølgning ved at foretage udlæg i skyldnerens (eller eventuelt ægtefællens) aktiver,

indgive konkursbegæring,

foretage modregning hen over en fastlagt skæringsdag,

foretage lønindeholdelse i løn, der skal bruges til opfyldelse af akkorden,

kræve sikkerhedsstillelse hos virksomheden for den allerede eksisterende restance, eller

afhente og bortsælge aktiver, i hvilke der er foretaget et i tilfælde af konkurs eller tvangsakkord omstødeligt udlæg.

Hvis på den anden side inddrivelsesmyndigheden ikke kan tiltræde akkorden, og dette bl.a. skyldes den måde, hvorpå skylden er opstået, vil en konkursbegæring også skulle overvejes for at stoppe yderligere restancetilvækst. En konkurs bør også overvejes, hvis skyldneren ikke kan overholde akkorden eller atter bringer sig i restance over for inddrivelsesmyndigheden.

E.5.6.4 Betingelser for tiltrædelse af et forslag til en frivillig kreditorordning

Inddrivelsesmyndigheden kan tiltræde forslag til frivillig likvidation, frivillig akkord/likvidationsakkord og moratorium for såvel virksomheder med personlig hæftelse som virksomheder med begrænset hæftelse uanset størrelsen; se også afsnit E.5.7 om bemyndigelse.

E.5.6.4.1 Frivillig likvidation

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af forslag til frivillig likvidation er betinget af følgende

Forslaget skal være fremsat af en advokat eller en brancheforening.

Likvidationen skal følge konkurslovens regler.

Samtlige øvrige kreditorer skal tiltræde likvidationen.

Der må ikke foreligge omstødelige dispositioner.

Skatte- og afgiftskrav vedrørende tiden efter skæringsdagen skal anerkendes som fortrinsberettigede.

Løbende skat og afgift skal angives og betales rettidigt.

De oplysninger, som inddrivelsesmyndigheden har krævet, skal foreligge.

Forslaget må efter inddrivelsesmyndighedens skøn anses for rimeligt og hensigtsmæssigt i alle relationer, også når der henses til statskassens interesser.

Inddrivelsesmyndigheden skal ved tiltrædelsen tilkendegive, at skyldneren ikke frigøres for den del af det skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som ikke dækkes af likvidationsdividenden.

Endvidere skal der tages forbehold om, at ethvert krav, som skyldneren måtte få på statskassen, og som efter KL § 42 ville kunne anvendes til modregning i tilfælde af konkurs, vil blive afskrevet på den til enhver tid værende skyld uafhængigt af den tiltrådte ordning. Se nærmere herom under E.5.6.5.

Det skal endvidere tilkendegives, at det forudsættes, at det vedtagne forslags dato, dvs. den dato, hvor forslaget med tilhørende dokumentation er endeligt fremsendt, sidestilles med dagen for afsigelse af konkursdekret.

Er der tale om frivillig afvikling af aktiverne i et aktie- eller anpartsselskab, er en tiltrædelse betinget af, at selskabet opløses og slettes fra registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

E.5.6.4.2 Frivillig akkord/likvidationsakkord

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af forslag til en frivillig akkord er betinget af følgende

Forslaget skal være fremsat af en advokat eller en brancheforening.

Forslaget skal være udarbejdet i nøje overensstemmelse med de i konkurslovens afsnit III angivne regler.

Da en frivillig akkord/likvidationsakkord skal følge konkurslovens regler, skal dividenden være på mindst 25 %, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, jf. herved lovens § 161 og ovenfor i E.5.5. Der kan ikke opstilles generelle retningslinier for, hvornår sådanne ganske særlige omstændigheder foreligger, idet det må bero på en konkret vurdering af den enkelte sag. Det er dog vigtigt i den sammenhæng at varetage statskassens samlede interesser, og i tilfælde, hvor Finansstyrelsen/Fiskeribanken tillige deltager i akkordforhandlingerne, vil et samarbejde være nødvendigt. Det er fx ikke hensigtsmæssigt, at inddrivelsesmyndigheden ved at fastholde kravet på 25 % af en mindre skatte- eller afgiftsrestance tvinger Finansstyrelsen/Fiskeribanken til at finansiere en forhøjet dividendeprocent for øvrige kreditorer med et samlet tab for statskassen til følge. Har regionen/kommunen om den akkordsøgendes person, dennes økonomiske dispositioner eller driftsmæssige erfaring oplysninger, som taler afgørende imod en akkord, bør Finansstyrelsen/Fiskeribanken orienteres herom.

Der må ikke foreligge omstødelige dispositioner.

Samtlige øvrige kreditorer skal tiltræde akkorden.

Samtlige kreditorer skal som absolut hovedregel stilles lige. Det kan i medfør af princippet i KL § 158, stk. 2, nr. 4, dog accepteres, at kreditorer med krav på indtil 6.000 kr. dækkes fuldt ud uafhængigt af ordningen. De fordringer, der herved opnår fuld dækning, må dog kun udgøre en mindre andel af den samlede simple kreditormasse. Fordringer, som overstiger krav, der dækkes fuldt ud, skal dog give ret til udbetaling af mindst dette beløb. I visse sjældne tilfælde kan der tillige tillades en forskelsbehandling som beskrevet i E.5.5.

Skatte- og afgiftskrav mv. vedrørende tiden efter skæringstidspunktet skal anerkendes som fortrinsberettigede og betales fuldt ud uafhængigt af akkorden.

Løbende skatter og afgifter mv. skal angives og betales rettidigt. I visse tilfælde bør det overvejes at stille krav om sikkerhed for de løbende skatter og afgifter mv., jf. E.5.5.

De oplysninger, som inddrivelsesmyndigheden har krævet, skal foreligge.

Forslaget skal efter inddrivelsesmyndighedens skøn anses for rimeligt og hensigtsmæssigt i alle relationer, også når der henses til statskassens interesser.

For tiltrædelse af forslag til en frivillig likvidationsakkord gælder de samme betingelser som for frivillig akkord, dog med undtagelse af betingelsen om betaling af løbende told, skat og afgifter mv.

Herudover gælder yderligere

Forslag til frivillig likvidationsakkord for aktie- og anpartsselskaber og erhvervsdrivende fonde skal indeholde bestemmelse om, at selskabet/fonden skal afmeldes fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Forslag til frivillig likvidationsakkord for virksomheder med personlig hæftelse skal tillige opfylde betingelserne i eftergivelses- og henstandsreglerne.

En likvidationsakkord for virksomheder med personlig hæftelse, hvor den tilbudte dividende er på under 25%, kan efter omstændighederne tiltrædes, hvis betingelserne i eftergivelses- og henstandsreglerne i øvrigt er opfyldt. Se om disse E.7.

I forbindelse med tiltrædelse af såvel forslag til frivillig akkord som frivillig likvidationsakkord skal det tilkendegives, at ethvert krav, som skyldneren måtte få på statskassen, og som efter KL §163, jf. § 42, vil kunne anvendes til modregning i tilfælde af tvangsakkord, vil blive afskrevet på den til enhver tid værende skyld uafhængigt af den tiltrådte ordning. Se nærmere herom under E.5.6.5.

Det skal endvidere tilkendegives, at det forudsættes, at det vedtagne akkordforslags dato, dvs. den dato, hvor forslaget med tilhørende dokumentation fremsendes, sidestilles med datoen for åbning af forhandling om tvangsakkord i relation til anvendelse af konkurslovens regler om modregning.

Foruden de ovennævnte bemyndigelser er inddrivelsesmyndigheden bemyndiget til at tiltræde alle forslag til frivillig akkord og frivillig likvidationsakkord, når den, der forestår ordningen, over for inddrivelsesmyndigheden kan dokumentere, at ordningen kan gennemføres som en tvangsakkord uden om told- og skattemyndighederne.

Dokumentationen herfor kan enten være en erklæring fra kreditorerne eller en indeståelse fra en advokat.

E.5.6.4.3 Frivilligt moratorium

Inddrivelsesmyndighedens tiltrædelse af forslag til frivilligt moratorium er betinget af følgende

Forslaget skal være fremsat af en advokat eller en brancheforening.

Forslaget skal være udarbejdet i nøje overensstemmelse med de i konkurslovens afsnit III angivne regler.

Der må ikke foreligge omstødelige dispositioner.

De af ordningen omfattede krav skal tillægges renter i hele moratorieperioden i overensstemmelse med skatte- og afgiftslovgivningens regler herom.

Samtlige øvrige kreditorer skal tiltræde ordningen. Det kan dog accepteres, at kreditorer med krav på indtil 6.000 kr. dækkes fuldt ud uafhængigt af ordningen, jf. princippet i KL § 158, stk. 2, nr. 4. De fordringer, der herved opnår umiddelbar dækning, må dog kun udgøre en mindre andel af den samlede simple kreditormasse. Fordringer, som overstiger krav, der dækkes umiddelbart, skal dog give ret til udbetaling af mindst dette beløb. I visse sjældne tilfælde kan der tillige tillades en forskelsbehandling som beskrevet i E.5.5.

Skatte- og afgiftskrav mv. vedrørende tiden efter skæringsdagen skal anerkendes som fortrinsberettigede og betales uafhængigt af moratorieordningen.

Løbende skat og afgifter mv. skal angives og betales rettidigt. I visse tilfælde bør det overvejes at stille krav om sikkerhed for de løbende skatter og afgifter mv., jf. E.5.5.

Forslaget skal efter inddrivelsesmyndighedens skøn anses for rimeligt og hensigtsmæssigt i alle relationer, også når der henses til statskassens interesser.

Det skal ved tiltrædelsen tilkendegives, at ethvert modregningsberettiget krav, som skyldneren måtte få på statskassen, ved modregning vil blive afskrevet på det til enhver tid værende skyldige beløb uafhængigt af den tiltrådte ordning. Se nærmere herom under E.5.6.5.

E.5.6.5 Skæringstidspunktet

Som nævnt ovenfor skal tiltrædelse af et akkordforslag normalt bl.a. betinges af, at der tages forbehold om, at der sker modregning i ethvert krav, som skyldner måtte få på statskassen vedrørende tiden inden akkordens skæringstidspunkt, således at det modregnede beløb vil blive afskrevet på det skyldige beløb pr. skæringstidspunktet.

Skæringstidspunktet er den dag, man vælger at opgøre fordringerne.

I relation til skæringstidspunktet er det vigtigt at være opmærksom på, at overskydende skat anses som stiftet ved udgangen af det pågældende indkomstår - principielt den 31.12. ved døgnets udløb.

Det betyder, at man bør være varsom med formuleringen af skæringstidspunktet i akkordordninger, idet et skæringstidspunkt den 31.12. vil medføre, at en overskydende skat, der som sagt først stiftes den 31.12. ved døgnets udløb, vil være at anse som stiftet efter skæringstidspunktet. Det betyder, at der i denne situation ikke vil kunne modregnes i medfør af ovennævnte modregningsforbehold.

Overskydende skat kan derimod modregnes i restancen inden skæringstidspunktet, såfremt

Skæringstidspunktet fremrykkes til fx den 1.1. eller et andet tidspunkt, der ligger efter stiftelsestidspunktet for overskydende skat.

Skæringstidspunktet er angivet som "indkomståret XXXX" frem for den 31.12.XXXX.

E.5.7 Bemyndigelse

E.5.7.1 Tiltrædelse af kreditorordninger

Told- og skatteregionerne og kommunerne er bemyndiget til at tiltræde såvel tvangsmæssige som frivillige kreditorordninger.

Det forudsættes, at told- og skatteregionen og kommunen over for fælles skyldnere samarbejder i forbindelse med en anmodning om tiltrædelse af en frivillig kreditorordning, således at et eventuelt afslag eller tiltrædelse sker i overensstemmelse med en samlet indstilling. Told- og skatteregionen og kommunen må indbyrdes aftale, hvem der aktivt skal deltage i forhandlingerne.

Told- og skatteregionen skal, når der forhandles om en frivillig kreditorordning, skriftligt gøre skyldneren opmærksom på, at ordningen ikke medfører hel eller delvis fritagelse for et eventuelt strafansvar efter fx kildeskatteloven.

Såfremt told- og skatteregionen alene eller i fællesskab med kommunen har truffet en afgørelse, skal der gives klageadgang til Told- og Skattestyrelsen. Klagen skal indsendes gennem told- og skatteregionen.

Har kommunen alene truffet en afgørelse (personskat), skal der anføres klageadgang til told- og skatteregionen.

Klagefristen er 3 måneder.

E.5.7.2 Afgangsførelse som uerholdelig og endelig afskrivning

Inddrivelsesmyndigheden skal, når den har indgået en frivillig akkordordning med en skyldner, foretage endelig afskrivning af det beløb, der bortfalder ved akkorden. Det gælder dog ikke, hvis der er andre (fx kautionister eller medinteressenter), der hæfter for skyldnerens gæld, jf. den analoge anvendelse af KL § 191. I disse tilfælde forudsætter en afgangsførelse som uerholdelig eller en endelig afskrivning, at inddrivelse forgæves er forsøgt hos den medhæftende person. Se om afgangsførelse og afskrivning nærmere i afsnit L.

E.5.8 Bortffald af en frivillig kreditorordning

Misligholdes en af inddrivelsesmyndigheden - eller styrelsen efter endt klagebehandling - tiltrådt frivillig kreditorordning, skal inddrivelsesmyndigheden omgående tage skridt til at sikre statskassens interesser bedst muligt, fx ved foretagelse af udlæg.

Misligholdelse betyder som udgangspunkt, at akkorden er ophævet, og at inddrivelsen af den oprindelige restance straks skal genoptages.

Misligholdelse foreligger, hvis den tiltrådte ordning trods påkrav ikke overholdes, eller hvis kreditorerne på grund af usædvanlige dispositioner påføres tab.

Misligholdelsen skal være væsentlig, jf. forudsætningsvist UfR 1999, 297 VLK, men det kræves ikke, at skyldneren kan dadles for den. En kortvarig overskridelse af en fastsat betalingsfrist er som udgangspunkt ikke nok, men fx en hemmelig begunstigelse af en enkelt kreditor vil i almindelighed være en væsentlig misligholdelse. En kontakt til virksomheden vil i reglen kunne kaste lys over årsagen til misligholdelsen.

Kreditorordningen bortfalder endvidere, hvis det viser sig, at afgørende forudsætninger for tiltrædelsen ikke har været til stede. I UfR 1953, 264 HD, blev kreditor ikke bundet af sin erklæring om tiltrædelse af en frivillig akkord, idet to kreditorer var blevet tilsagt fordelagtige særordninger. Hvis der af skyldneren har været udvist svig i forbindelse med etableringen af kreditorordningen, bortfalder den ligeledes, jf. UfR 1992, 444 HD, om svigagtig fortielse af en lotterigevinst.

E.6 Gældssanering

E.6.1 Indledning

Reglerne om gældssanering er ved lov nr. 187 af 9. maj 1984 indføjet i konkursloven.

Reglerne om gældssanering findes i konkurslovens afsnit IV, som omfatter kapitlerne 25-29.

Konkurslovens kapitel 1 indeholder tillige bestemmelser, som er fælles for betalingsstandsning, konkurs,tvangsakkord og gældssanering, herunder § 1 om etablering af fristdag. Ved fristdag forstås bl.a. den dag, da skifteretten modtog begæring om gældssanering, KL § 1, stk. 1, nr. 1. Denne fristdag får kun betydning, hvis skifteretten afsiger kendelse om gældssanering, eller hvis der inden 3 uger efter, at en begæring om gældssanering blev tilbagekaldt eller en gældssanering var nægtet, er indgivet begæring om konkurs eller akkordforhandling, ifølge "sløjfereglen" i KL § 1, stk. 4.

Gældssanering har i hovedsagen samme virkning som en tvangsakkord, men medens en tvangsakkord er indrettet på skyldnere, der driver erhvervsvirksomhed eller skal afvikle en sådan, sigter gældssanering i hovedsagen mod lønmodtagere, pensionister og andre personer ude af erhverv samt tidligere erhvervsdrivende, hvis virksomhed allerede er afviklet jf. E.6.2.1.4. Gældssanering kan dog også forekomme for skyldnere som driver erhvervsvirksomhed jf. E.6.2.1.3.

Kendelse om gældssanering kan kun afsiges for skyldnere, som er fysiske personer, jf. KL § 197, stk. 3. Juridiske personer, såsom aktie- og anpartsselskaber, andelsselskaber, fonde m.v. kan ikke opnå gældssanering. Derimod kan interessenter i et interessentskab opnå gældssanering, når de er fysiske personer, ligesom interessentskabet ikke er at betragte som en selvstændig juridisk person.

I modsætning til tvangsakkord skal gældssanering ikke vedtages af kreditorerne. Det er skifteretten, der træffer afgørelse om, hvorvidt skyldner opfylder betingelserne for gældssanering.

Kendelse om gældssanering forudsætter, at skyldner godtgør, at han ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. Det er desuden en betingelse, at skyldners forhold og omstændighederne i øvrigt taler for gældssanering.

Ved kendelse om gældssanering nedskrives skyldners gæld, således at han sættes i stand til og motiveres til at bringe gælden ud af verden i løbet af en overskuelig periode.

E.6.2 Betingelser for gældssaneringen

Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering.

Grundlaget for skifterettens vurdering af, om der på det foreliggende eller tilvejebragte grundlag skal ske afvisning/nægtelse af gældssanering eller om sagen skal gennemføres til kendelse, er KL § 197. Bestemmelsen angiver, under hvilke betingelser en skyldner kan opnå gældssanering.

For det første skal skyldner godtgøre, at han ikke er i stand til og ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. KL § 197, stk. 1, nr. 1 (den økonomiske betingelse/objektive betingelse).

For det andet lægges der vægt på, om skyldners forhold og omstændighederne i øvrigt taler for gældssanering, jf. KL § 197, stk. 1, nr. 2 (den subjektive betingelse).

Hertil kommer dog også, at skifteretten ikke er forpligtet til at afsige gældssaneringskendelse, idet bestemmelsen kun angiver, at skifteretten kan afsige kendelse herom.

Det bemærkes, at den økonomiske og den subjektive betingelse vurderes hver for sig i nævnte rækkefølge, således at den subjektive betingelse vurderes, når den økonomiske betingelse er opfyldt.

Er den økonomiske betingelse ikke opfyldt, afvises gældssanering således allerede af denne grund.

E.6.2.1 Den økonomiske betingelse

Efter KL § 197, stk. 1, nr. 1, skal skyldner godtgøre, at han/hun ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. I denne formulering af den økonomiske betingelse ligger et krav om kvalificeret insolvens, se UfR 1986,209 VLK (førtidspensionist - gæld 95.150 kr. - gældssanering indledt), UfR 1990,689 VLK (gældssanering, selv om en enkelt kreditor havde nedskrevet sin fordring fra 1,5 mill. kr. til 150.000 kr.) og UfR 1996,460 ØLK (gældssanering nægtet for færøsk par, der havde en efter færøske forhold god nettoindtægt).

Fortolkningen af udtrykket "inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser" må efter praksis antages at være noget over 5 år, jf. VLD 1485,1997 (dividende på mere end 82%, gældssanering nægtet) ØLK 834,1999 (dividende på 74,23%, gældssanering nægtet, da det ikke var godgjort, at skyldneren var ude af stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt havde til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser) UfR 1997,625 VLK (dividende 46,6%, den økonomiske betingelse ansås som opfyldt, henset til gældens størrelse, skyldners alder og indtægtsforhold, der ikke kunne påregnes væsentligt forbedret i en overskuelig fremtid).

Der kan ikke angives et bestemt minimum for gældens størrelse, for at kvalificeret insolvens kan antages at foreligge. Der må dog være tale om en gæld af en vis størrelse, således at skyldners gældsbyrde er så omfattende, at skyldner må anses for håbløst forgældet.

Ved bedømmelsen af den økonomiske betingelse lægges vægt på skyldners evne/vilje til at få klaret sine økonomiske forhold, fx udnyttes erhvervsevnen, mulighed for belåning af friværdi, realisation af pensionsopsparing mv.

E.6.2.1.1 hvornår er gælden uerholdelig

Udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger den fornødne insolvens, er en vurdering af skyldners aktiver og passiver og sandsynlige fremtidige indtægter.

Disse økonomiske forhold vurderes i forhold til skyldners samlede usikrede gældsbyrde, dvs. at alle kendte gældsposter indgår i vurderingen undtagen gældsposter, der er sikret ved pant eller anden sikkerhed.

Det vil fx have betydning for vurderingen af den økonomiske betingelse, om skyldners nuværende indtægt må forventes at stige, eller om en arbejdsløsheds /sygdoms- situation må anses for at være forbigående.

Er der for stor usikkerhed omkring skyldners fremtidige indtægtsmuligheder, er der ofte ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om den økonomiske betingelse er opfyldt, og gældssanering vil derfor som regel ikke blive indledt.

Det samme gælder, hvis det må antages, at skyldners samlede økonomiske situation også efter en eventuel gældssanering er uoverskuelig eller uafklaret.

Det kan med en vis vægt indgå i vurderingen af, om gældssanering kan accepteres, at skyldners (husstandens) indtægtsforhold måske er væsentligt lavere end almindeligt, fx hvis skyldner igennem en længere periode har været arbejdsløs, syg, modtaget kontanthjælp, har en vis alder, og der ikke er udsigt til, at de økonomiske forhold vil blive bedre.

I vurderingen indgår endvidere de nedenfor beskrevne forhold.

E.6.2.1.2 Skyldners mulighed for på anden måde at rejse penge

Det må vurderes, om skyldner har mulighed for at fremskaffe kontante beløb ved at nedbringe sine udgifter gennem realisation og/eller belåning af aktiver.

Der skal være tale om nævneværdige beløb, og aktiver omfattet af trangsbeneficiet i RPL § 509 kan ikke inddrages.

Det kan således alene komme på tale at realisere fast ejendom, når der herved frigøres et væsentlig beløb, eller hvis boligudgiften er urimeligt høj.

Det kan kræves, at skyldner udnytter friværdien i fast ejendom til fordel for kreditorerne, fx ved belåning. Afdrag og renter heraf tages herefter i betragtning i betalingsevneberegningen.

Aktiver, der normalt er unddraget kreditorernes forfølgning, tages under visse omstændigheder i betragtning. Dette gælder fx tilbagekøbsværdien for livsforsikringspolicer og beløb, der kommer til udbetaling ved skyldners ophævelse af særlige opsparingsordninger ( kapitalpension, etableringskonti m.v.). Dette gælder dog alene, når en sådan ordning er usædvanlig under hensyn til skyldners forhold. Der må således ses bort fra de nævnte beløb, når ordningen indgår som et normalt led i skyldners ansættelsesforhold, der skal derfor ikke ske ophævelse i disse tilfælde. Det samme gælder beløb i henhold til tidligere erhvervsdrivendes særlige opsparings- eller pensionsordninger. Efter praksis er det alene beløb, som er indbetalt på en ordning, efter at skyldner er blevet insolvent, som tages i betragtning.

Fra retspraksis kan nævnes UfR 2000,2072 VLK (kapitalpension ikke inddraget under gældssanering), UfR 2001,935 VLK (kapitalpension kun delvist inddraget under gældssanering) og UfR 2000,2496 VLK (skyldner skulle som betingelse for gældssanering tilbyde sine kreditorer et beløb som kompensation for indbetalinger for indekskontrakter)

Kommer beløb i henhold til livsforsikring eller en anden opsparingsordning til ordinær, eventuelt løbende udbetaling i en overskuelig fremtid, fx når skyldner når en vis alder, tages disse beløb som hovedregel i betragtning som fremtidig indtægt.

Der kan ikke stilles krav om, at ægtefællen/den registrerede partner/samleveren realiserer sine aktiver eller optager lån i disse, for at skyldneren kan få gældssanering. Undtagelse herfra gøres i de tilfælde, hvor ægtefællens/den registrerede partners/samleverens indtægter ikke er tilstrækkelige til at dække ydelser på vedkommende aktiver, eller såfremt nyanskaffelser er sket i ægtefællens/den registrerede partners/samleverens navn.

Såfremt skifteretten nægter at indlede gældssaneringssag, fordi skyldner ejer visse aktiver, som muligvis bør afhændes med henblik på at nedbringe de faste udgifter, vil skyldner ofte ikke kunne få at vide, om hun/han har udsigt til at opnå gældssanering, hvis de pågældende aktiver afhændes.

Der ses eksempler på, at skyldner efter skifterettens anvisning realiserer aktiver inden kendelse om gældssanering, og at skyldner så alligevel nægtes gældssanering - eventuelt efter at en kreditor har kæret afgørelsen til landsretten. Løsningen kan derfor være, at aktivet vurderes, og at selve realisationen først sker, når skyldneren har opnået gældssanering ved en endelig afgørelse.

E.6.2.1.3 Gælden stammer fra igangværende virksomhed

Hvis gælden udelukkende eller for en væsentlig del stammer fra en virksomhed, der fortsat drives af skyldner, har retten som regel nægtet gældssanering.

Baggrunden herfor er, at denne gruppe skyldnere har mulighed for at opnå tvangsakkord, og at gældssanering ikke bør være et supplement hertil, bl.a. fordi skyldner ikke bør kunne opnå gældssanering med en dividendeprocent, som kreditorerne ikke har kunnet tiltræde eller forventes ikke at ville tiltræde i forbindelse med forhandlinger om tvangsakkord.

E.6.2.1.4 Gælden stammer fra tidligere virksomhed

Såfremt gælden stammer fra en tidligere virksomhed, lægges der vægt på størrelsen og karakteren af den virksomhed, skyldner nu driver.

Såfremt denne virksomhed er videreført i nogle år, uden at der er oparbejdet en ny gæld, og indtjeningen i virksomheden er stabil, men utilstrækkelig til, at den gamle gæld kan betales, vil videreførelsen af virksomheden ikke i sig selv hindre en gældssanering.

Er der derimod tale om en virksomhed, der erfaringsmæssigt giver mulighed for store fortjenester, fx en byggevirksomhed, vil skyldner formentlig kun være i stand til at godtgøre, at den økonomiske betingelse er opfyldt, hvis gælden er ekstraordinært stor.

E.6.2.1.5 Skyldner ansat i ægtefællens/den registrerede partners eller samleverens virksomhed

Hvis skyldner er ansat i ægtefællens/den registrerede partners eller samleverens virksomhed, således at der reelt er tale om " kreditorly", er den økonomiske betingelse som hovedregel ikke opfyldt, såfremt skyldner og dennes husstand har kunnet opretholde en i forhold til gældens størrelse urimelig høj levestandard, og samtidig har vist sig immune over for inddrivelse.

Drives den virksomhed, hvorfra gælden stammer, reelt fortsat af skyldneren, idet den blot formelt er overtaget af ægtefællen/samleveren, er gældssanering også som hovedregel udelukket; se UfR 1998,524 ØLK (manden blev ansat i hustruens nystiftede tømrervirksomhed og drev reelt virksomheden videre).

E.6.2.2 Den subjektive betingelse

Ud over den økonomiske betingelse skal der, jf. KL § 197, stk. 1, nr. 2, lægges vægt på, om skyldners forhold og omstændighederne i øvrigt taler for gældssanering - den subjektive betingelse.

Undersøgelse af den subjektive betingelse bliver i praksis kun nødvendig, såfremt den økonomiske betingelse må anses for opfyldt.

Af KL § 197, stk. 2, fremgår, at der ved anvendelsen af § 197, stk. 1, nr. 2, navnlig skal lægges vægt på skyldners interesse i gældssanering, gældens alder, omstændighederne ved gældens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldners forhold under gældssaneringssagen. Ved afgørelsen om gældssanering skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyldner har mulighed for at opnå eftergivelse efter anden lovgivning.

E.6.2.2.1 Skyldners interesse i gældssanering - misforhold mellem gælden og skyldners betalingsevne

Skyldner vil i almindelighed kun have en anerkendelsesværdig interesse i gældssanering, når der består et misforhold mellem gælden og skyldners nuværende og fremtidige betalingsevne.

Gældssanering er i almindelighed udelukket, hvis det kun vil føre til en beskeden og næppe følelig nedsættelse af skyldners gældsbyrde.

Spørgsmålet om, hvorvidt det fornødne misforhold er til stede, vurderes konkret fra sag til sag.

Skyldners interesse i gældssanering må endvidere som hovedregel række videre end blot til interessen i at blive befriet for gæld.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at skyldner får mod på at "starte på en frisk". Det må kræves, at skyldner får en realistisk mulighed for at opfylde sine fremtidige forpligtelser og for at afvikle den nedsatte gæld.

Specielt for erhvervsaktive skyldnere må det i almindelighed kræves, at gældssanering vil fremme skyldners reelle muligheder for og genskabe dennes motivation til at forbedre sin økonomiske situation. Må det antages, at gældssanering ikke vil have den effekt i det konkrete tilfælde, vil en erhvervsaktiv skyldner som hovedregel ikke have nogen anerkendelsesværdig interesse i gældssanering.

Som undtagelser herfra kan fx nævnes tilfælde, hvor skyldners gæld i hovedsagen består af aktualiserede kautionsforpligtelser for et familiemedlem.

E.6.2.2.2 Gældens alder

Gældens alder kan i sig selv tale for gældssanering. Betænkelighederne ved gældssanering er mindre, jo ældre gælden er, og jo længere den håbløse insolvenstilstand har varet.

Det fremgår af praksis, at der ikke kan opstilles noget mindstekrav til gældens alder. Stammer gælden fx fra en erhvervsvirksomhed, der definitivt er ophørt, eller fra en ejendom, der er solgt på tvangsauktion, eller skyldes den længerevarende sygdom, ulykkestilfælde eller overgang til uforudset pension, bør det ikke hindre gældssanering, at gælden er af nyere dato.

Er der tale om gæld efter en konkurs, må gældens alder vurderes lempeligt.

Hvis der har været givet henstand i forbindelse med påklage, skal gældens alder vurderes fra det tidspunkt, hvor henstanden er udløbet.

E.6.2.2.3 Omstændigheder ved gældens pådragelse

En række forhold i forbindelse med gældens pådragelse vil som udgangspunkt tale imod gældssanering.

Er gælden stiftet ved økonomisk spekulation eller ved forhold, der vidner om uansvarlighed i økonomiske anliggender, erstatningskrav mv., kan en konkret vurdering begrunde, at gældssanering nægtes. Her må man dog huske på, at der er tale om en konkret vurdering, og selvom gælden kunne siges at være opstået under de nævnte forhold, er gældssanering i visse tilfælde blevet opnået.

Endvidere kan nævnes tilfælde, hvor der er gentagne konkurser eller lignende, enten for så vidt angår skyldner personligt eller selskaber, der har været under dominerende indflydelse af skyldner. Der er dog også i den forbindelse tale om en konkret vurdering.

Skal en i øvrigt velbegrundet gældssanering nægtes pga. omstændighederne ved gældens pådragelse, må der ifølge forarbejderne til gældssanerings afsnittet i almindelighed være tale om forhold af en vis grovere karakter og i forbindelse med strafbare forhold ikke rene ordensforseelser.

Dette gælder som regel, hvor gælden eller størstedelen heraf er pådraget ved, et konstateret strafbart forhold. Se dog UfR 2000,2528 ØLK (hvor gældssanering ikke var udelukket selvom en del af gælden var pådraget ved strafbart forhold). UfR 2001,221 VLK (gældssanering ikke udelukket, selv om størstedelen af gælden hidrørte fra erstatning i forbindelse med kriminalitet).

Endvidere vil forholdets alder samt forholdets andel af den samlede nettogæld indgå i afvejningen af, hvorvidt der konkret skal tages hensyn til forholdet.

Har en skyldner tidligere opnået gældssanering, kan en ny gældssanering ikke udelukkes - heller ikke selv om der er forløbet relativ kort tid fra den tidligere gældssanering - såfremt de foreliggende omstændigheder klart viser, at gældssanering er ubetænkelig. Dette kan fx være tilfældet, når skyldner fuldt ud har opfyldt sine forpligtelser i henhold til den tidligere gældssaneringskendelse, og der ikke er noget mistænkeligt i omstændighederne ved pådragelsen af den nye gæld.

I ØLK 3418,1999 blev gældssanering dog nægtet (gældssanering i 1989 og igen i 1999).

Fortsat gældsstiftelse på tidspunkter, hvor skyldneren er ude af stand til at betale sine kreditorer, og gældsstiftelse kort før begæring om gældssanering vil ofte tale imod gældssanering.

Dog accepteres gældsstiftelse i forbindelse med nødvendige leveomkostninger såsom lån til indskud i forbindelse med leje af bolig eller anskaffelse af aktiver, der er nødvendige for at opretholde en indtægt. Se punkt E. 6.5.1.

E.6.2.2.4 Gældens karakter

Gældens karakter kan både tale for og imod gældssanering.

Moms- og skattegæld kan ofte være pådraget på en sådan måde, at gældssanering bør nægtes. Den foreliggende retspraksis er dog ikke entydig. I de tilfælde, hvor gælden til Told!Skat udgør en væsentlig del af den samlede skyld, og hvor denne skyld samtidig er oparbejdet systematisk over en længere årrække, er gældssanering ofte udelukket, se Fuldmægtigen 1986,94 (gældssanering nægtet, da der var tale om offentlig gæld oparbejdet gennem flere år, ligesom der forelå en nyere straf for momsunddragelse) og UfR 1998,979 VLK (gældssanering ikke nægtet, selv om hovedparten af gælden stammede fra køb af skibsanparter i 1980'erne - der var ikke oparbejdet væsentlig gæld siden).

Restskatter, der udelukkende skyldes renter af gammel skattegæld, er ikke systematisk oparbejdet.

Der kan ligeledes i den samlede afvejning tages hensyn til, om restancer hovedsageligt bygger på skønsmæssige ansættelser (evt. ansat for højt), og om disse ikke er blevet genoptaget i rette tid, eventuelt grundet sygdom, økonomisk sammenbrud mv.

Såfremt ovenanførte forhold ikke har været til stede, taler det imod gældssanering, at skyldner har undladt at indsende selvangivelse, idet selvangivelsen bl.a. spiller en afgørende rolle i vurderingen af, hvorvidt skyldners privatforbrug har haft en sådan størrelse, at det hindrer gældssanering.

Har skyldner haft dominerende indflydelse ( som direktør, bestyrelsesmedlem eller lignende) i flere selskaber, der senere er opløst uden midler, kan dette være et forhold, der taler imod gældssanering.

Omvendt kan gældens karakter positivt tale for gældssanering. Det kan fx være gæld, der stammer fra en virksomhed, der definitivt er ophørt, eller gæld, der stammer fra en tvangsauktion over skyldners faste ejendom. Der kan endvidere ses på, hvor stor hovedstolen faktisk er, og hvor mange renter, der er påløbet, idet det rentetilskrevne beløb evt. kan være det største.

E.6.2.2.5 Gældens hidtidige afvikling

Ved vurderingen må gældens hidtidige afvikling sammenholdes med de andre foreliggende momenter.

Har skyldner loyalt forsøgt efter bedste evne at fyldestgøre kreditorerne, er dette i sig selv en omstændighed, der taler for gældssanering.

Personer, som har været ude for et økonomisk/socialt sammenbrud, og som følge heraf har undladt at afdrage på gælden, kan når de øvrige momenter taler herfor, godt komme i betragtning til sanering af gælden.

Omvendt vil en betydelig nettoindtægt uden samtidig at have afdraget på gælden være forhold, der taler imod gældssanering.

Det samme gælder, hvis skyldner har lagt hindringer i vejen for kreditorernes inddrivelsesforsøg ved fx gemme sine aktiver på en utilbørlig måde eller på anden måde har bragt sine aktiver i kreditorly.

Foreligger der utilbørlige forhold af mere systematisk art, må gældssanering som hovedregel anses for udelukket. Det gælder fx i tilfælde, hvor skyldner gennem særlige arrangementer har forstået at indrette sig således, at han og hans husstand har kunnet opretholde en i forhold til gælden urimelig høj levestandard, men samtidig har vist sig at være immune over for retsforfølgning.

Såfremt skyldner alene eller fortrinsvis har betalt på kautionsikret gæld med henblik på at friholde kautionisterne for deres kautionsforpligtelser, taler dette også mod gældssanering.

Nævnes kan UfR 2000, 2216 HKK, hvor en ikke-aktuel kautionsforpligtelse dog ikke var til hinder for, at der kunne indledes gældssaneringssag.

Det bemærkes, at en begrænsning af gældssaneringen til kun at angå den ældre del af gælden, jf. KL § 199, stk. 1, efter omstændighederne kan fjerne betænkelighederne ved gældssanering, når skyldnerens utilbørlige forhold alene har relation til den nye del af gælden. Se endvidere E.6.3.2.

E.6.2.2.6 Forhold under gældssaneringssagen

Det fremgår af KL § 212, stk. 1, nr. 2, at gældssaneringskendelse nægtes, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning.

Herunder hører tilfælde, hvor skyldner har nægtet at udtale sig, fortiet oplysninger, givet bevidst urigtige oplysninger, forsøgt at forstikke gods eller at begunstige enkelte kreditorer på utilbørlig måde.

Gældssanering kan endvidere nægtes, hvis skyldner stifter gæld under gældssaneringssagens behandling, se dog E.6.2.2.3.

E.6.2.2.7 Andre forhold

Andre forhold end de ovenfor nævnte kan tillægges betydning. Dette gælder fx skyldners udsigt til arv, herunder muligheder for arveforskud eller meddelelse af arveafkald på kreditorernes bekostning.

Det skal bemærkes, at insolvensbedømmelsen foruden den øjeblikkelige situation kun skal dække de nærmeste år. Formodning om stor indtægtsforøgelse eller arv, der kan ligge langt ude i fremtiden, er således uden betydning. Hvor langt perioden kan strækkes, afhænger af, hvor stor sikkerhed der er for fremtidige forbedringer.

Det er udtrykkeligt angivet i KL § 197, stk. 2, 2. pkt., at skyldners mulighed for at opnå gældseftergivelse efter anden lovgivning ikke udelukker gældssanering. At skyldner kan opnå eftergivelse af told- og skattegæld, udelukker således ikke gældssanering.

Reglen i KL § 197, stk. 2, er kun vejledende for skifteretten med hensyn til hvilke omstændigheder, der kan tages hensyn til ved behandlingen af gældssaneringssagen. Der kan således foreligge andre omstændigheder, der må tillægges vægt.

E.6.3 Gældssaneringens indhold

Der henvises endvidere til E.6.4.5.

En gældssanering kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldners gæld.

Det er forudsat, at bortfald af hele gælden alene kan komme på tale, når ganske særlige omstændigheder foreligger.

I forbindelse med nedsættelse af gælden kan skifteretten træffe bestemmelse om henstand med og/eller afdragsvis betaling af den del af gælden, som skyldner skal betale, jf. KL § 198. Der kan endvidere træffes bestemmelse om kapitalisering af dividenden, således at den udbetales som et engangsbeløb.

Hovedregel er, at gælden nedsættes til et beløb, som skyldneren gennem en afdragsordning kan betale over fem år.

Grundlaget for skifterettens kendelse er skyldners forslag til gældens sanering, jf. KL § 213.

Skifteretten er ikke forpligtet til at følge skyldners forslag. Kan skifteretten således ikke godkende skyldners forslag, er skifteretten ikke afskåret fra at afsige en kendelse, som tager skyldnerens forslag delvis til følge på visse nærmere fastsatte vilkår, men dette forudsætter, at skyldner tiltræder disse vilkår for gældens sanering.

E.6.3.1 Krav omfattet af gældssaneringen og krav uden for gældssaneringen

I KL § 199, stk. 1, er angivet, hvilke fordringer der er omfattet af gældssanering.

Hovedreglen er, at gæld som er stiftet inden gældssaneringssagens indledning, er omfattet.

Ifølge KL § 199, stk. 2, omfatter kendelse om gældssanering derimod ikke pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen, for så vidt angår den del, som ikke dækkes af pantet. Gældssaneringskendelsen omfatter således ikke pantefordringer, der opnår dækning ved senere realisation. Men en eventuelt udækket del vil være omfattet af gældssaneringen med den fastsatte dividende.

Der er ikke hjemmel til, at skifteretten tvangsmæssigt kan nedskrive pantesikret gæld i forbindelse med en gældssaneringssag.

Inddrivelsesmyndigheden er bemyndiget til at "dele" et pantesikret krav, såfremt det vil være ødelæggende for en i øvrigt velbegrundet gældssanering at holde sig til pantet for hele kravets vedkommende. Der vil typisk være tale om udlæg i fast ejendom "langt oppe over skorstenen", det vil blive aktuelt at dele. I sådanne tilfælde anmeldes den del af en pantesikret fordring, som på anmeldelsestidspunktet ligger uden for pantets værdi, alene som en usikret fordring.

Værdien for fast ejendom er som udgangspunkt den seneste offentlige vurdering.

Udlæg eller anden sikkerhed, der ikke kan omstødes, jf. KL § 221, kan realiseres uanset gældssaneringssagen, og kun en eventuel udækket del af pantefordringen anmeldes som dividende tagende.

Med udtrykket pant ligestilles udlæg foretaget af told- og skattefogeden/pantefogeden. KL § 199, stk. 2, finder derfor også anvendelse på udlæg.

Skifteretten eller en eventuel medhjælper skal underrettes om krav, der falder uden for en kendelse om gældssanering.

Det skal bemærkes at tjenestemænd kan give transport på lån til låneinstitutter, der er anerkendt til at yde de pågældende lån, jf. tjenestemandslovens § 57, jf. § 49. I UfR 1991.49 ØLK (lånte en tjenestemand 35.000 kr. af Tjenestemændenes Låneforening på vilkår, at den månedlige ydelse skulle indeholdes i hans løn og udbetales til panthaver. Landsretten mente, at kravet ikke var omfattet af gældssaneringen efter princippet i KL § 199, stk. 2). Kravet blev altså anset som et pantesikret krav, og skal derfor holdes udenfor gældssaneringssagen.

Ved kendelse om gældssanering bortfalder endvidere efter KL § 200 gaveløfter, krav på de renter, der er påløbet de af kendelsen omfattede fordringer for tiden efter gældssaneringssagens indledning, samt krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for et lidt tab. Gældssaneringskendelsen omfatter således også bøder, såvel administrativt vedtagne som idømte, og krav på betaling af tillæg til skat efter SKL § 21.

Ifølge KL § 200, stk. 2, er de i KL § 98 i øvrigt nævnte beløb stillet som almindelige fordringer i gældssaneringen. Dette indebærer, at der ikke i gældssanering er tale om efterstillede krav på samme måde som i konkurs.

I KL § 200, stk. 3, er det fastsat, at alle kreditorer behandles lige. Dog kan en kreditor samtykke i en mindre gunstig behandling end den, de øvrige får.

E.6.3.2 Skæringstidpunktet for gælden

I KL § 201 er reglerne i KL kapitel 6 om krav mod boet gjort anvendelige i gældssanering. Skæringstidspunktet for hvilke fordringer, der er omfattet af en gældssanering, er dog datoen for skifterettens afgørelse om indledning af gældssanering. Se evt. E.6.3.1.

Skifteretten kan dog, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt, jf. KL § 199, stk. 1, 2. pkt. Der sker herved en tilbagerykning af skæringstidspunktet, således at gældssaneringskendelsen begrænses til at angå gæld stiftet inden dette af skifteretten fastsatte tidspunkt. Skæringstidspunktet kan alene rykkes tilbage, ikke frem.

Denne mulighed for skifteretten tager sigte på tilfælde, hvor skyldners håbløse insolvenstilstand i alt væsentligt må tilskrives den ældre del af gælden, og hvor der er en sådan forskel mellem arten og/eller omstændighederne ved pådragelsen af henholdsvis den ældre og den nyere del af gælden, at en forskelsbehandling er rimelig.

Dette vil navnlig kunne forekomme, når skyldner er en tidligere erhvervsdrivende, hvis gældsproblemer skyldes gammel forretningsmæssig gæld, fx pga. konkurs, og hvor det ofte vil være urimeligt, om en kendelse om gældssanering i lige høj grad skulle ramme den ældre, betydelige forretningsmæssige gæld, som privat eller offentlig gæld af nyere dato, og uden sammenhæng med den ældre.

Samme forhold vil også kunne gøre sig gældende, når den samlede gældsmasse dels består af et eller enkelte ældre krav af ganske betydelig størrelse, fx et erstatningskrav, konfiskationskrav mv., dels er sammensat af en flerhed af nyere "normale" gældsposter, som hver for sig er af beskeden størrelse og står i rimeligt forhold til skyldners nuværende indtægter.

Efter omstændighederne vil bestemmelsen således gøre det muligt, at rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en ordning af skyldners økonomiske forhold holdes uden for en gældssanering, samt at der ved en gældssanering i et vist omfang kan tages hensyn til "den daglige husholdnings kreditorer".

Det vil endvidere være muligt at gennemføre gældssanering i sager, hvor skyldners forhold i relation til den nyere del af gælden ellers kunne føre til, at en i øvrigt velbegrundet gældssanering er udelukket.

Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at tildele et enkelt eller enkelte krav et konkret begrundet privilegium i sager, hvor skyldners forhold ellers ville udelukke gældssanering, fx hvor omstændigheder ved gældens pådragelse udelukker gældssanering.

Uanset om skæringstidspunktet flyttes, beregnes renter til tidspunktet for indledning af en gældssaneringssag, jf. KL § 200, stk. 1.

Se E.6.4.5, skyldners forslag til gældssanering.

E.6.3.3 Vurdering af skyldners budget

Ved rådighedsbeløb forstås den del af husstandens indtægter, der bliver tilbage efter fradrag af skat mv. samt rimelige udgifter til bolig, el, varme, telefon, forsikringer mm.

Ved skyldners øvrige husstand forstås bl.a. personer, som har samme adresse. Se fx Ø2663,1999 (skyldners tidligere hustru boede på samme adresse som skyldner, men de var ikke samlevende; gældssanering nægtet, da de udgjorde en fælles husstand). Afgørelsen viser dels, at det er den samlede husstands indtægter, der skal medregnes i budgettet, dels at "fælles husstand" er et relativt vidt begreb.

Der skal levnes skyldner og dennes husstand et rimeligt rådighedsbeløb, dog under skyldig hensyntagen til, at der skal være tale om en "beskeden levefod".

Der er ikke tale om, at der kun tillades rådighedsbeløb svarende til fx varig kontanthjælp, og der anvendes som regel ikke faste takster.

Udgangspunktet er således, at der skal foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Beløb til faste rimelige udgifter kan accepteres, såfremt det beløb, der bliver tilbage efter afholdelse af de nødvendige faste udgifte, er rimeligt beskedent.

Boligudgifter kan medtages i budgettet, hvad enten der er tale om leje eller terminsydelser, forudsat at terminsydelsen er rimelig. Såfremt boligudgiften er rimelig, forlanges, som hovedregel ikke, at familiens bolig afhændes, uanset at der måtte være friværdi i ejendommen. Dette ses i forbindelse med, at afhændelse af fast ejendom ofte vil afstedkomme omkostninger, som skal afsættes i skyldners budget til flytning, indskud samt eventuelt en højere boligydelse. Omvendt medtages ikke prioritetsgæld og anden sikret gæld ved vurderingen af gældens størrelse.

Udgifter til bil accepteres - i hvert fald, hvis beløbet er rimeligt, og bilen er nødvendig til transport til og fra arbejdspladsen, eller der er et lignende anerkendelsesværdigt behov for den.

Af andre specielle poster med indflydelse på budgettet, som der i praksis er taget stilling til, kan nævnes følgende

Plejetillæg skal normalt ikke tages i betragtning ved fastsættelse af dividendens størrelse, da tillægget antages at medgå fuldt ud til dækning af omkostninger ved plejeforholdet.

Familieydelsen skal medregnes ved opgørelsen af husstandens indtægter, idet der må tages stilling til, med hvilken vægt ydelsen forbedrer husstandens samlede økonomiske situation.

Invaliditetserstatning skal ikke indgå i gældssaneringen.

Retspraksis har i flere tilfælde taget stilling til, hvilke enkeltposter der kan indgå i det budget, der danner grundlag for beregningen af rådighedsbeløbet; se UfR 1998,45 HK (invaliditetstillæg udeladt), UfR 1996,713 ØLK (udgifter til hjemmeboende børn over 18 år var uvedkommende for gældssaneringsbudgettet), og UfR 2000,2512 VLK (erhvervsudygtighedsbeløb skulle indgå i budgettet i forbindelse med gældssanering).

E.6.3.4 Dividendens størrelse

Der kan ikke stilles krav om dividendens størrelse. Det er skifterettens beslutning, der afgør denne.

Dividendens størrelse fastsættes ud fra en opgørelse over skyldners forventede indtægter og udgifter og under hensyn til skyldners rådighedsbeløb.

E.6.3.5 Betaling af dividende

Bestemmes det, at gælden kun skal bortfalde delvist, dvs. at skyldner skal betale en vis dividende til kreditorerne, skal der i almindelighed tages udgangspunkt i, at skyldner sættes i stand til at afvikle restgælden i løbet af typisk 5 år. Skifteretten kan dog tillade en kortere eller længere afdragsperiode.

Omstændigheder, der kan begrunde, at afdragsperioden forkortes, kan fx være tilfælde, hvor skyldner i en længere periode har klaret sig for meget beskedne midler.

Omstændigheder, der kan begrunde, at afdragsperioden forlænges, kan være det forhold, at den pågældende gæld har været forudsat afviklet over en længere årrække, fx som studiegæld; se UfR 1995,107 ØLK (afdragsperioden fastsat til 10 år for en studiegæld).

Såfremt det må påregnes, at skyldner inden for afdragsperioden vil få en større indtægt, fx fordi en uddannelse afsluttes, eller skyldner må antages at komme i arbejde, eller vil få færre udgifter, fx fordi et afdrag ophører, eller et barn flytter hjemmefra, er afdragene fra dette tidspunkt som hovedregel forhøjet.

Se fx ØLK B-0488-00 (gældssanering - opnået af en 60-årig ansøger under uddannelse)

E.6.3.6 Betaling af engangsbeløb

Der er intet til hinder for, at skyldner afvikler restgælden ved betaling af et engangsbeløb, der fx fremskaffes ved lån.

Der er således fast praksis for, at den nedsatte gæld kan afvikles ved betaling af et engangsbeløb.

Skifteretten fastsætter hvor stort et beløb der skal betales.

E.6.4 Behandling af begæringer om gældssanering

De formelle regler om behandling af gældssaneringsbegæringen findes i KL §§ 202 - 205.

E.6.4.1 Skyldners begæring om gældssanering

Skyldners begæring om gældssanering skal indgives på en særlig blanket ifølge justitsministerens bestemmelse, jf. KL § 202, stk. 2.

Begæringen skal ud over skyldners navn, adresse og CPR-nr. indeholde oplysning om skyldners og dennes husstands indkomst.

Udgangspunktet er, at beløb til faste rimelige udgifter kan accepteres, såfremt det beløb, der bliver tilbage efter afholdelse af de nødvendige faste udgifter, er rimeligt beskedent. Se E.6.3.3, vurdering af skyldners budget.

Endvidere skal begæringen ledsages af en opgørelse over skyldners aktiver og passiver samt en kreditorfortegnelse. Efter justitsministerens bestemmelse skal der endvidere vedlægges selvangivelser og årsopgørelser fra Told!Skat for de sidste tre indkomstår samt dokumentation for skyldnerens nuværende indtægt, fx lønsedler.

Endelig skal skyldner på tro og love afgive erklæring om rigtigheden af de afgivne oplysninger samt om, at der er givet oplysning om alt, hvad skyldner ejer og skylder.

Skifteretten skal i henhold til KL § 202, stk. 3, afvise gældssaneringsbegæringen, såfremt den ikke indeholder alle ovennævnte oplysninger mv.

En sådan forhåndsafvisning kan endvidere ske af skifteretten, såfremt der efter de foreliggende oplysninger ikke er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering.

Forhåndsafvisningen kan således ske, hvis det er klart, at skyldner på ansøgningstidspunktet eller inden for en kortere årrække er i stand til at betale gælden.

Endvidere kan forhåndsafvisningen ske, hvis det er klart, at den subjektive betingelse for gældssanering ikke er opfyldt.

E.6.4.2 Indledende møde om gældssanering

I henhold til KL § 204 skal skifteretten snarest efter modtagelsen af gældssaneringsbegæringen indkalde skyldner til et møde.

Formålet med mødet er dels at få uddybet grundlaget for skifterettens afgørelse om, hvorvidt gældssaneringssag skal indledes, dels - hvis skifterettens afgørelse er positiv - at orientere skyldner om gældssaneringens virkninger, forløb mv.

Under mødet afkræver skifteretten skyldner nærmere oplysninger om dennes økonomi mv. samt om forhold, der i øvrigt kan have betydning for sagens behandling, ligesom skifteretten yder skyldner vejledning.

Skyldner skal møde personligt, og det skal ved indkaldelsen til mødet tilkendegives, at begæringen om gældssanering afvises, hvis skyldner udebliver fra mødet.

I KL § 205 er angivet, at skifteretten på det indledende stade af gældssaneringsbegæringens behandling kan afvise denne, hvis der ikke er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering.

Bortset fra at skifterettens grundlag for stillingtagen hertil efter mødet med skyldner nu er bedre, sker afvisning som anført ovenfor om KL § 202, stk. 3.

Afvisning skal endvidere ske, hvis skyldner som tidligere anført udebliver fra mødet eller ikke stiller en af skifteretten krævet sikkerhed i henhold til KL § 203.

E.6.4.3 Indledning af gældssaneringssagen

En gældssaneringssag anses for at være indledt, når skifteretten har truffet afgørelse herom, jf. KL § 206.

Straks efter at gældssaneringssagen er indledt, indrykker skifteretten en bekendtgørelse herom i Statstidende, jf. KL § 208.

Bekendtgørelsen skal indeholde en opfordring til kreditorerne om at anmelde deres krav over for skifteretten inden 4 uger efter bekendtgørelsen. Skifteretten kan dog, når særlige grunde taler derfor, fastsætte en længere frist, dog maksimalt 8 uger.

En genpart af bekendtgørelsen skal straks af skifteretten sendes til de kreditorer, som er eller bliver skifteretten bekendt.

Anmeldelsesfristen i KL § 208 har ikke præklusiv virkning, men kun betydning for kreditorernes modtagelse af indkaldelse til møde i skifteretten mv. Har en kreditor anmeldt sit krav efter udløbet af 4-ugers-fristen, får han alligevel dividende af sin fordring. Dog kan skifterettens ukendskab til en kreditor bevirke, at han ikke får udbetalt dividende, men efterfølgende selv må inkassere denne. Kreditorerne må således i egen interesse foretage anmeldelse af sit krav.

I KL § 209 er bestemt, at bestridte fordringer foreløbig behandles, som var de ubestridte. Skifteretten skal først ved afsigelsen af gældssaneringskendelsen tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med bestridte fordringer, jf. KL § 216, stk 4.

Skifteretten skal dog i den forbindelse kun tage stilling til, om der skal afsættes beløb til dækning af dividende af fordringer. Selve afgørelsen af, om fordringen består, henhører under de almindelige domstole.

I KL § 210 er angivet, hvilket materiale skifteretten skal tilvejebringe til bedømmelse af, om gældssanering skal meddeles.

I KL § 211 er der skabt hjemmel for skifteretten til at indhente oplysninger til brug for gældssaneringssagens behandling hos offentlige myndigheder, herunder Told!Skat.

Skifteretten kan anmode kommunen om at fremkomme med oplysninger om skyldnerens sociale forhold af betydning for sagen, herunder om kommunens muligheder for med rådgivning at bistå skyldneren under afviklingen af den del af gælden, som fortsat skal bestå.

Endvidere kan det ofte være hensigtmæssigt, at kommunens inddrivelses-kontor på vegne af kommunalbestyrelsen retter henvendelse til den sociale forvaltning, således at offentlige instanser ikke kommer til at modarbejde hinanden ved at stille for strenge krav/betingelser for at få afviklet en restance.

Tilsvarende kan der i samarbejde med kriminalforsorgsmyndighederne skabes samlede løsninger i resocialiseringssituationer.

KL § 212 angiver, under hvilke betingelser skifteretten - efter indledning af gældssaneringssagen - kan nægte gældssanering.

Skifteretten nægter herefter gældssanering under samme betingelser som ovenfor anført om KL § 205 om nægtelse af at indlede gældssaneringssag. Endvidere kan gældssanering nægtes, såfremt skyldner ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning.

Illoyalitet kan foreligge, såfremt skyldneren holder momenter af væsentlig betydning skjult for skifteretten, herunder undlader at oplyse om alle aktiver eller mulige fremtidige indtægter.

Skyldner skal have oplyst, hvilke omstændigheder der kan føre til nægtelse af gældssaneringen, efter den er indledt, og han skal ved nægtelse have lejlighed til at udtale sig herom.

E.6.4.4 Skifterettens antagelse af en medhjælper

I KL § 219 er der skabt mulighed for, at skifteretten kan antage en medhjælper til udførelse af visse af skifterettens opgaver i en gældssaneringssag. Det er ved bestemmelsen forudsat, at der som hovedregel antages en medhjælper, idet skifteretten alene behandler ukomplicerede sager. Typisk vil skyldners advokat blive antaget som medhjælper, men skyldner har ikke krav herpå.

Det er kun visse af skifterettens opgaver, som kan overdrages til medhjælperen. Det drejer sig først og fremmest om tilvejebringelse af status mv., jf. KL § 210, samt om skifterettens vejledningspligt i henhold til KL § 216, stk. 5. Endvidere er det medhjælperen, som i henhold til KL §§ 208, 209, stk. 2, 213, 214 og 218, stk. 2-3, indrykker annonce i Statstidende og indkalder skyldner og kreditorerne til skifteretsmøde. Medhjælperen bistår endvidere skyldner med udarbejdelse af forslag til gældssanering.

I KL § 219, stk. 2, er det endvidere foreskrevet, at skifteretten kan beskikke en advokat for skyldner, hvis der er særligt behov herfor.

Omkostningerne ved en gældssaneringssag afholdes af statskassen, jf. KL § 220, medmindre skifteretten har afkrævet skyldner sikkerhedsstillelse efter KL § 203.

E.6.4.5 Skyldners forslag til gældssanering og deltagelse i skifteretsmøde

Når de ovennævnte oplysninger om skyldners økonomi er tilvejebragt, opfordrer skifteretten i henhold til KL § 213 skyldner til at fremkomme med et forslag til gældssanering, herunder til indholdet af en eventuel afvikling af den del af gælden, som fortsat skal bestå.

Forslaget må indeholde oplysning om, hvorledes den bestående del af gælden tænkes afviklet, ligesom det må ledsages af en opgørelse af skyldners og dennes husstands indtægter og udgifter.

Efter modtagelsen af skyldners forslag til gældssanering skal skifteretten i medfør af KL § 214 ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde indkalde skyldner og samtlige kendte kreditorer og indehavere af særligt sikrede krav til skifteretsmøde med mindst 2 ugers varsel. Når forholdene taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for det sociale udvalg til mødet. Indkaldelsen bekendtgøres samtidig i Statstidende med oplysning om, hvor bilag til skyldners gældssaneringsforslag ligger til eftersyn.

Forslaget skal være bilagt en statusoversigt (§ 210 rapporten) og en redegørelse for de vigtigste årsager til skyldners økonomiske situation samt oplysning om, hvorvidt der foreligger dispositioner, som bør søges omstødt, jf. KL § 210, stk. 2.

Endvidere skal der foreligge oplysninger om skyldners indkomst- og formueforhold. Det skal i den forbindelse oplyses, om skyldner har et skattemæssigt underskud til fremførsel i de følgende år efter reglerne i PSL § 13.

Der skal også tages højde for, i hvilket omfang en rentefradragsret, som skyldner har været afskåret fra at gøre brug af på grund af reglen i LL § 5, stk. 7, genopstår som følge af betaling af afdrag i henhold til gældssaneringskendelsen.

For personer, der har et uudnyttet fradragsberettiget underskud, indebærer en gældssanering, at skyldners underskud fra det pågældende og tidligere indkomstår nedsættes med det beløb, hvormed gælden er nedsat, jf. PSL § 13a.

Hvis skyldner i det pågældende indkomstår eksempelvis har et skattemæssigt underskud på 500.000 kr. og et uudnyttet skattemæssigt underskud fra tidligere år på 1.500.000 kr., vil en gældseftergivelse på 1.800.000 kr. indebære, at skyldneren alene kan fremføre et underskud på 200.000 kr. til de efterfølgende år.

Nedsættelsen af underskud sker med virkning for det indkomstår, hvori gældssanering afsiges, og for senere indkomstår. Hvis underskud fra flere indkomstår nedsættes, nedsættes underskud for tidligere år før underskud for senere år.

Et sådant underskud er at betragte som et aktiv og skal derfor anvendes til fyldestgørelse af kreditorerne. Der skal således tages højde herfor i det budget og den dividendeberegning, der danner grundlag for gældssaneringskendelsen.

Told- og skatteregionen og/eller kommunen bør i øvrigt være opmærksom på den gældssaneringssøgendes skatteforhold, herunder om forskudsregistreringen er korrekt. Hvis dette ikke er tilfældet, bør den ændres. Såfremt det kan forventes, at der opstår aktiver eller passiver i form af overskydende skatter eller restskatter, skal der ligeledes gøres opmærksom på dette forhold.

På mødet gennemgår skifteretten skyldners forslag og de tilvejebragte oplysninger. Skifteretten opfordrer de fremmødte til at udtale sig om forslaget og grundlaget for dette samt til at fremkomme med andre oplysninger af betydning for sagen, jf. KL § 215, stk. 1.

Told- og skatteregionen og/eller kommunen er bemyndiget til at give møde på ToldCSkats vegne og fremkomme med oplysninger, bemærkninger og eventuelle indsigelser. I den forbindelse bemærkes, at skifterettens fastsættelse af den gældssaneringssøgendes rådighedsbeløb er en skønsmæssig afgørelse, der tager hensyn til de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde.

Det beror på inddrivelsesmyndighedens vurdering i den konkrete sag, om der er grundlag for at møde op til skifteretsmødet til behandling af gældssaneringsforslaget. Inddrivelsesmyndigheden bør dog altid møde op, når man mener, at skyldners forslag ikke i sin helhed kan tages til følge.

Told- og skatteregionen og/eller kommunen er efter afgivelse af de nævnte oplysninger og indsigelser mv. bemyndiget til at komme med tilkendegivelse om, hvorvidt man vil acceptere en sanering, såfremt sagen er korrekt oplyst. Ved tvivl skal Told- og Skattestyrelsen kontaktes.

Såfremt inddrivelsesmyndigheden anbefaler eller tiltræder gældssaneringsforslag, kan det få bindende virkning, således at ToldCSkat ikke efterfølgende kan anmode om at få kendelsen kæret.

De fremmødte kreditorer har en ret til at udtale sig på skifteretsmødet, men der foregår ikke som ved tvangsakkord nogen afstemning om forslaget. Det er alene skifterettens afgørelse, om der skal afsiges kendelse om gældssanering.

Skyldner skal besvare spørgsmål fra kreditorer og skifteretten, jf. KL § 215, stk. 2.

Herefter vurderer skifteretten skyldners økonomiske forhold med henblik på, om en eventuel kendelse om gældssanering skal gå ud på bortfald eller nedsættelse af gælden, jf. KL § 198.

KL § 216 angiver reglerne for, hvad skifterettens kendelse om gældssanering skal indeholde.

Kendelsen skal angive, hvilken del af skyldners gæld som berøres af gældssaneringen, herunder datoen for skæringstidspunktet, hvilket som overvejende hovedregel vil være datoen for skifterettens beslutning om at indlede gældssanering, jf. KL § 199.

Endvidere skal kendelsen indeholde oplysninger om, til hvilken procentdel gælden nedsættes.

En eventuel henstandsperiodes længde må angives, ligesom størrelsen og forfaldstiden/- afviklingen for afdrag af den bestående gæld må angives.

KL § 216, stk. 5, indeholder en regel om skifteretten vejledningspligt over for skyldner.

Skifteretten skal i henhold hertil vejlede skyldner om hans retsstilling og tilrettelæggelsen af betalingen af eventuelle afdrag i henstandsperioden. Vejledningen må især omfatte virkningen af nedskrivningen af gælden samt virkningen af skyldners eventuelle misligholdelse af en tilladt afdragvis afvikling af skylden.

E.6.4.6 Afslutning af gældssaneringssagens behandling og bekendtgørelse i Statstidende

Gældssaneringssagen anses for sluttet, når fristen for kære af skifterettens afgørelse om afvisning af begæring jf. KL § 202, stk. 3, eller om nægtelse af at indlede gældssaneringssag, jf. KL § 205, eller vedrørende gældssanering, jf. KL §§ 212 og 216, er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansens kendelse er afsagt, eller når skyldners begæring er tilbagekaldt, eller når gældssanering er bortfaldet, jf. KL § 217, stk. 2.

Finder inddrivelsesmyndigheden, at skifterettens kendelser eller beslutninger vedrørende gældssanering bør kæres, skal dette straks meddeles Told- og Skattestyrelsen med en begrundet indstilling. Kærefristen er 2 uger, jf. KL § 251.

Såfremt skifteretten tager skyldners forslag om gældssanering helt eller delvis til følge, bekendtgøres sagens udfald straks i Statstidende. Genpart af bekendtgørelsen sendes samtidig til samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 218, stk. 3.

Inddrivelsesmyndigheden kan foretage endelig afskrivning af det bortsanerede beløb, når gældssaneringssagen er sluttet, dvs. når fristen for kære af skifterettens kendelse om gældssanering er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansen har stadfæstet kendelsen.

Det gælder dog ikke, hvis der er andre (fx kautionister/medinteressenter) der hæfter for skyldners gæld, jf. KL § 226, stk. 3. I disse tilfælde forudsættes en afgangsførelse som uerholdelig eller en endelig afskrivning, at inddrivelse forgæves er forsøgt hos den/de medhæftende personer.

Dokumentationen er en kopi af kendelsen (evt. kopi af bekendtgørelsen i Statstidende) og i almindelighed kopi af anmeldelsen.

Endvidere skal uomstødelige pantefordringer (fx udlæg i fast ejendom), der ikke er omfattet af gældssaneringskendelsen, afgangsføres som uerholdelig. Dette medfører, at restancerne registreres i CFR. Inddrivelsesmyndigheden skal sikre sig at denne gæld ikke forældes, ligesom inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksomme på, at der, når den faste ejendom realiseres, kan indgå beløb til dækning af det foretagne udlæg. Se E 6.5.6. og E 6.5.9.

Nægtes gældssanering, og er der sket bekendtgørelse om indledning af gældssaneringssag, skal der inden en uge efter sagens afslutning gives meddelelse herom til samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 218, stk. 2.

Hvis der åbnes forhandling om tvangsakkord under en gældssaneringssag, udsættes behandlingen af sagen. Hvis akkordforslaget stadfæstes, bortfalder gældssaneringssagen. Dette følger af KL § 217. Reglen omfatter kun tvangsakkord og kan således ikke anvendes ved frivillige kreditorordninger. Hvis en frivillig kreditorordning indgås, kan skyldner blot tilbagekalde sin gældssanering, jf. KL § 218, stk. 1.

E.6.5 Virkningen af gældssaneringens indledning/Inddrivelse under gældssaneringssagen

Fra gældssaneringssagens indledning og indtil dens slutning kan arrest eller udlæg ikke foretages i skyldners aktiver, og skyldners ejendom kan ikke tages til brugeligt pant. Dette gælder dog kun for de fordringer, som er omfattet af en kendelse om gældssanering, jf. KL § 207, stk. 1.

Der kan ikke ske rådighedsberøvelse på grundlag af arrest, og der kan ikke ske rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg, som ved kendelse om gældssanering bortfalder efter samme regler som for udlæg i tilfælde af konkurs. Udlagte fordringer kan indkræves, når de forfalder, jf. KL § 207, stk. 2.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog uanset indledning af gældssaneringssag foretage udlæg for krav, der ikke er omfattet af gældssaneringen, fx krav stiftet efter skæringsdagen.

Derimod begrænser indledningen af gældssaneringssag ikke adgangen til at begære skyldner konkurs.

E.6.5.1 Skyldners dispositioner og rådighed

Skyldneren beholder rådigheden over sine aktiver og kan stadig stifte gældsforpligtelser, som ikke berøres af gældssaneringen.

En gældsstiftelse på dette tidspunkt kan dog føre til, at gældssanering nægtes, medmindre der er tale om gældsstiftelse i forbindelse med nødvendige leveomkostninger såsom lån til indskud i forbindelse med leje af bolig eller anskaffelse af aktiver, der er nødvendige for at opretholde en indtægt.

Dispositioner og betaling af gæld kan eventuelt, dersom gældssaneringen gennemføres, omstødes efter KL § 221, jf. § 72.

E.6.5.2 Udlæg, der ikke bortfalder ved kendelse om gældssanering

Er der for en restance foretaget udlæg 3 måneder før fristdagen eller tidligere, bortfalder udlægget ikke ved kendelse om gældssanering.

Hvis tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig, for at udlægget kan opnå beskyttelse mod retsforfølgning, skal sikringsakten dog være foretaget 3 måneder før fristdagen eller tidligere, jf. KL §§ 71 og 73.

Inddrivelsesmyndigheden er bemyndiget til at give tilsagn om, at ToldCSkat vil undlade realisation af aktiver, herunder fast ejendom, der ikke realiseres i forbindelse med gældssanering. Der skal tages forbehold for, at gældssaneringens betalingsbetingelser overholdes.

1-års-fristen for udlægs bortfald, jf. RPL § 526, stk. 4, gælder, uanset at der er indledt gældssaneringssag. Hvis 1-årsfristen udløber under gældssaneringssagen, skal der søges fyldestgørelse på grundlag af udlægget, medmindre der indgås aftale om ombytning til anden sikkerhedsstillelse, der i så fald ikke kan omstødes, svarende til det forventede realisationsprovenu.

E.6.5.3 Udlæg, der bortfalder ved kendelse om gældssanering

Er der for en restance foretaget udlæg senere end 3 måneder før fristdagen, bortfalder udlægget i tilfælde af, at der afsiges kendelse om gældssanering, jf. KL § 221, stk. 1.

Udlægget bortfalder dog først, når gældssaneringskendelsen er endelig, dvs. når kærefristen er udløbet, uden at kære er sket, jf. KL § 222, stk. 2.

Der kan ikke ske rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg, der efter KL § 221 vil bortfalde ved kendelse om gældssanering, jf. KL § 207, stk. 2.

Er et udlæg, der vil bortfalde ved kendelse om gældssanering, foretaget i værdipapirer eller andre skriftlige fordringer, kan skyldner dog - uanset gældssaneringssagen - fratages rådigheden over disse aktiver i overensstemmelse med reglerne i RPL § 523, stk. 2-4. Hvis udlægget er foretaget i fondsaktiver ( fx obligationer), skal der ske registrering i en værdipapircentral. Er udlægget foretaget i simple fordringer, skal debitor underrettes, og forfaldne beløb opkræves.

Udløber 1-års fristen for udlæg under gældssaneringssagen, og afsiges der ikke kendelse om gældssanering, skal tvangsauktion begæres inden 8 uger efter gældssaneringssagens afslutning, hvis den af udlægget følgende sikkerhedsret skal bevares, jf. RPL § 526, stk. 4.

E.6.5.4 Anden sikkerhed end udlæg

Inddrivelse, herunder foretagelse af udlæg på grundlag af frivillig sikkerhedsstillelse i form af håndpant eller underpant (pantebreve i fast ejendom og løsøre) kan fortsætte uanset gældssaneringssagen, når sikkerhedsstillelsen er uomstødelig.

Er den frivillige sikkerhedsstillelse omstødelig, kan inddrivelse kun fortsættes i det omfang, dette kan ske uden foretagelse af udlæg (fx realisation af håndpant).

Ved kendelse om gældssanering vil frivillig sikkerhedsstillelse kunne omstødes, jf. KL §§ 70 eller 74, og eventuelt inddrevne beløb skal i så fald betales til skifterettens medhjælper.

Ved efterbeskatning af investeringsfonds- og etableringskontohenlæggelser kan udbetaling fra det kontoførende pengeinstitut ikke ske, før skattekravet er fyldestgjort.

Skattekravet er således sikret i kontoens indestående og kan, i det omfang kontoen strækker til, gøres gældende uanset den stedfundne gældssanering, idet ordningen er en lovbestemt panteret, jf. KL § 199, stk. 2. Det således opståede skattekrav gældssaneres kun i det omfang, kravet ikke kan fyldestgøres gennem kontoens indestående.

E.6.5.5 Omstødelse

Reglerne i konkurslovens kapitel 8 om omstødelse af visse af skyldner foretagne dispositioner finder tilsvarende anvendelse, hvis gældssaneringsforslaget tages til følge, jf. KL § 221.

Finder inddrivelsesmyndigheden, at der bør anlægges omstødelsessag, skal forslag herom fremsættes senest på skifteretsmødet, jf. KL § 223, stk. 1.

Det kan fx være tilfældet, hvor den gældssaneringssøgendes ægtefælle har væsentlig formue, som ikke står i rimeligt forhold til dennes indkomst, og hvor der må antages at foreligge omstødelige gavedispositioner efter KL § 64 stk. 2, 2. pkt.

Træffes der ikke på mødet bestemmelse om sagsanlæg, skal det på mødet meddeles skifteretten, at Told- og Skattestyrelsen eventuelt vil anlægge omstødelsessag. Omstødelsessag skal anlægges senest 4 uger efter gældssaneringskendelsen, jf. KL 223, stk. 2 og 3. Sagen skal omgående indberettes til Told- og Skattestyrelsen, således at der kan træffes beslutning herom.

Endvidere kan utilbørlige kreditorbegunstigelser under visse betingelser omstødes, jf. KL § 74. Det er dog i § 221, stk. 2, udtrykkeligt anført, at betaling af fordringer, som ikke er omfattet af gældssaneringen, ikke kan omstødes.

Beslutningen om anlæggelse af omstødelsessag træffes af kreditorerne, idet der ikke som ved konkurs er et egentligt bostyre (kurator), som kan gennemføre omstødelseskravet på boets vegne. Enhver kreditor kan i henhold til KL § 223 stille forslag om anlæggelse af omstødelsessag.

Omstødelseskrav skal gøres gældende ved civilt søgsmål, jf. KL § 222, stk. 1.

Såfremt det besluttes, at der ikke skal anlægges omstødelsessag, kan enhver kreditor selv anlægge sagen for egen regning og risiko, dog således at et eventuelt provenu indvundet ved omstødelsessagen tilfalder samtlige de af gældssaneringen omfattede kreditorer, jf. KL § 224.

De almindelige regler for sikringsakters betydning for adgangen til retsforfølgning finder også anvendelse på gældssanering, jf. KL § 225.

E.6.5.6 Lønindeholdelse

I perioden fra skyldners indgivelse af begæring om gældssanering, og indtil skifteretten har afsagt kendelse om gældssanering, kan lønindeholdelse foretages jf. afsnit F.3.

De anmeldte krav skal reduceres med de indeholdte beløb.

Højesteret har fastslået, at sådanne lønindeholdte beløb ikke kan omstødes efter KL §§ 72 eller 74, jf. UfR 1987, 755 HD, da lønindeholdelse ikke er omfattet af disse regler. Højesteret fandt endvidere ikke, at forarbejderne til bestemmelserne om gældssanering gav grundlag for at anvende omstødelsesreglerne i videre omfang end ved konkurs og tvangsakkord.

En hidtidig afdragsordning, der er overholdt, må ikke på grund af indledning af gældssanering opsiges og afløses af en begæring om lønindeholdelse. Se TfS 1996.304 (Skifteretten i Assen), hvorefter en frivillig betalingsaftale til undgåelse af lønindeholdelse, ikke kunne omstødes.

Det kan bemærkes, at jf. TSS af 30. november 1995 (99/95-802-00101)kan en misligholdt aftale heller ikke bortfalde, og erstattes af en lønindeholdelse.

Lønindeholdte beløb skal fratrækkes i anmeldelsen, så der alene beregnes dividende af restgælden. Det lønindeholdte beløb skal ikke fragå i dividenden, da dette ville svare til, at lønindeholdelsen blev omstødt, jf. UfR 2001, 2143 VLK.

Efter skifterettens kendelse om gældssanering kan lønindeholdelse alene foretages for krav, der ikke er omfattet af gældssaneringskendelsen, samt for forfaldne afdrag (dividendebeløb) ifølge kendelsen.

Lønindeholdelse, modregning og anden inddrivelse kan efter gældssaneringskendelsen ikke foretages for de krav, der er sikret ved uomstødeligt udlæg, eller anden pantesikkerhed, og som derfor i det omfang, hvori pantet ved dets realisation giver dækning for kravet, falder uden for gældssaneringen, jf. KL § 199, stk 2.

Dette skyldes, at det, så længe pantet ikke er realiseret, ikke kan siges med sikkerhed, hvor stor en del af den pantesikrede fordring der bliver dækning for i pantet. Den del, som der ikke bliver dækning for, skal nedskrives til gældssanerings-dividenden. Ved at foretage lønindeholdelse eller modregning for den pantesikrede fordring eller blot en del af denne opnår regionen/kommunen at få fuld dækning - og ikke blot dividenden af det pågældende beløb - hvilket er i modstrid med KL § 199, stk. 2.

E.6.5.7 Modregning

Ifølge KL § 201 finder lovens § 42 om modregning tilsvarende anvendelse i gældssanering.

Ved anvendelse af modregningsbestemmelserne skal man være opmærksom på, at datoen for indledning af gældssaneringen træder i stedet for konkursdekretets afsigelse.

Kreditorerne er afskåret fra at modregne krav (modkrav), der er stiftet før dagen for indgivelse af begæring om gældssanering (fristdag) i krav (hovedkrav), skyldner har erhvervet efter denne dato.

Der kan med andre ord ikke ske modregning hen over fristdagen.

Der kan foretages modregning, såfremt både hovedkrav og modkrav er stiftet inden fristdagen. Det gælder også i overskydende skat, der forfalder til betaling efter kendelsens afsigelse, men som er stiftet i indkomstår, der ligger før fristdagen.

Efter skifterettens kendelse om gældssanering kan modregning foretages for krav, der ikke omfattes af gældssaneringskendelsen, dog ikke pantesikrede krav (se E.6.5.6), samt for forfaldne afdrag ifølge kendelsen.

Der kan ske modregning, såfremt begge fordringer må anses for stiftet efter fristdagen og før gældssaneringens indledning, også hvor det sker ved afgivelse af modregningserklæring efter gældssaneringens stadfæstelse. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor i forbindelse med anmeldelsen af krav i gældssaneringen gøre opmærksom på denne modregningsadgang.

Opmærksomheden henledes på, at fristdagen først er endelig, når skifterettens kendelse om gældssanering er endelig. Det betyder, at der under gældssaneringssagens behandling kan afgives modregningserklæring, uanset at kravene er stiftet på hver sin side af fristdagen. Afsiges kendelse om gældssanering må regionen udbetale det modregnede beløb.

E.6.5.8 Udbetaling af overskydende skat m.v.

Der kan ikke ske udbetaling af overskydende skat, der modsvares af det ved gældssaneringskendelsen bortfaldne beløb, og der er taget forbehold herom. Dette er resultat af reglerne om konneks modregning, og disse er nærmere omtalt i afsnit H.

Opnår en skyldner krav på overskydende skat under gældssaneringssagen, skal der foretages modregning efter de sædvanlige regler, jf. det ovenanførte. Hvis der herefter er yderligere beløb til udbetaling, skal skifteretten orienteres om dette yderligere beløbs størrelse, således at beløbet kan medregnes i husstandens budget og tages i betragtning ved dividendeberegningen, jf. UfR 1987, 742 ØLK.

E.6.5.9 Subsidiært udlæg

Der kan ikke foretages subsidiært udlæg hos skyldners ægtefælle, når der er indledt gældssaneringssag for skyldner, jf. UfR 1987,176 VLD.

Såfremt subsidiært udlæg er foretaget inden gældssaneringssagens indledning, skal dette fastholdes.

Subsidiært udlæg etablerer en selvstændig ret til fyldestgørelse i den udlagte genstand fx fast ejendom, uanset at skyldner senere opnår en gældssanering, jf. UfR 1996, 1267 ØLD. ToldCSkat havde i denne sag bl.a. henvist til KL § 226, stk. 3, og dette synspunkt tilsluttede landsretten sig.

Et tinglyst subsidiært udlæg i fast ejendom giver ikke adgang til at søge beløbet inddrevet på anden vis hos ægtefællen.

Som følge af inddrivelsesstrategien skal anmeldelse af skyldners gæld i ægtefælles gældssanering, ikke længere foretages.

Når skyldner opnår kendelse om gældssanering, afgangsføres den restance, for hvilket subsidiært udlæg er foretaget, som uerholdelig.

Kommunen skal sikre sig at gælden ikke forældes, samt være opmærksom på, at når den faste ejendom realiseres, kan der indgå beløb til dækning af det foretagne udlæg.

E.6.6 Virkninger af gældssaneringen, efter kendelsen

Gældssaneringskendelsen har mellem skyldner og de pågældende kreditorer samme virkning som et retsforlig, jf. KL § 226, stk. 1, hvilket blandt andet indebærer en 20-årig forældelse for kravene, jf. DL 5-14 -4.

En gældssaneringskendelse er i henhold til KL § 226, stk. 2, også bindende for kreditorer, som ikke har anmeldt deres krav over for skifteretten. Sådanne kreditorer kan således ikke, uanset gældssaneringen, indkræve hele deres fordring, men kun dividenden heraf, og de må selv inddrive denne.

Gældssaneringskendelse befrier skyldner for den del af den før gældssaneringssagens indledning stiftede gæld, som bortfalder ved kendelsen jf. KL § 226, stk. 2.

Dette gælder såvel kreditorernes som eventuelle solidarisk hæftende medskyldneres krav mod skyldneren, KL. § 226, stk. 2, hvorimod kreditorernes krav mod kautionister og andre, som hæfter tillige med skyldner, ikke berøres af gældssaneringen jf. KL § 226, stk. 3. En kreditor kan således hos kautionisten indkræve den del af fordringen, som bortfalder ved gældssaneringskendelsen, men kautionisten har ikke noget krav mod skyldner. Det samme gælder for solidarisk medhæftende medskyldnere.

I KL § 227 er det angivet, at enhver aftale, hvorefter der af skyldneren eller af tredjemand indrømmes kreditor større fordele end hjemlet ved gældssaneringskendelsen, er ugyldig. Således er fx en aftale om at yde en kreditor rente af hans fordringer under gældssaneringssagen ugyldig.

Andre ugyldighedsregler kan selvfølgelig også anvendes i forbindelse med gældssanering, fx på grund af proformaaftaler.

Endvidere må det antages, at en gældssaneringskendelse har ekstinktiv virkning, dvs. hvor nødvendig sikringsakt ikke er iværksat kan dispositioner, som ikke er beskyttet mod kreditorforfølgning, fortrænges af en gældssaneringskendelse, jf. KL § 225.

E.6.7 genoptagelse af gældssaneringssager

En af skifteretten afsluttet gældssaneringssag kan i undtagelsestilfælde genoptages, jf. KL § 228, stk. 1.

Det er alene hensyn til skyldner, som kan begrunde genoptagelse. Det er kun afdrags- og henstandsvilkårene, der kan ændres. Dividenden (nedsættelsesprocenten) kan ikke ændres med hjemmel i KL § 228.

Kreditorerne kan således ikke påberåbe sig bestemmelsen, men må gå frem efter § 229.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog i en gældssaneringssag, hvor der opdages et stort og for skyldner ukendt krav til Told!Skat, vælge at bruge reglerne om henstand og eftergivelse til at afhjælpe situationen. På den måde kan inddrivelsesmyndigheden medvirke til at hjælpe skyldner ud af en ny håbløs gældssituation og derved fremme nyttevirkningen af gældssaneringskendelsen, uden at det bliver nødvendigt at genoptage sagen i skifteretten eller evt. at søge om gældssanering på ny.

E.6.8 Ophævelse af gældssaneringskendelse

En gældssaneringskendelse kan ophæves på en kreditors begæring efter reglerne i KL § 229.

Efter denne bestemmelse kan ophævelse ske, når det bevises eller sandsynliggøres, at skyldner under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, fx ved at undlade loyalt at oplyse om sine aktiver og passiver, fortie væsentlige indtægter og lignende, eller hvis skyldner groft tilsidesætter sine pligter ifølge kendelsen.

Udeblevne afdrag skal dog først være forsøgt tvangsinddrevet, jf. UfR 1997,1124 ØLK.

Ophævelse kan kun ske på begæring af en kreditor. Ophævelse kan således ikke ske på skifterettens eget initiativ.

Såfremt inddrivelsesmyndigheden bliver bekendt med forhold, der kan begrunde ophævelse af en gældssaneringskendelse, må der på grundlag af retspraksis på området foretages en vurdering af, om der vil være mulighed for at få skifteretten til at ophæve kendelsen.

Hvis inddrivelsesmyndigheden mener, at dette er tilfældet, skal sagen indberettes med indstilling til Told- og Skattestyrelsen, der herefter afgør, hvorvidt man vil tage skridt til at anmode skifteretten om at ophæve gældssaneringskendelsen.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog i de tilfælde hvor dividenden ikke indbetales, selv tage skridt til at anmode skifteretten om at ophæve gældssaneringskendelsen.

E.6.8.1 Svig

Skifteretten kan ophæve en kendelse om gældssanering, hvis skyldner under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold. At der skal være tale om svig betyder, at skyldner skal have afgivet bevidst urigtige oplysninger eller bevidst have fortiet oplysninger for skifteretten om forhold, som skyldner måtte indse havde væsentlig betydning for skifterettens afgørelse om gældssanering.

At skyldner påbegynder selvstændig erhvervsvirksomhed efter gældssaneringen, uanset skifteretten ved afgørelsen havde forudsat, at skyldneren ernærede sig som lønmodtager, kan ikke i sig selv begrunde ophævelse af en gældssaneringskendelse. Hvis skyldner derimod allerede under gældssaneringssagen havde til hensigt at påbegynde selvstændig erhvervsvirksomhed efter gældssaneringen og fortiede dette, kan dette dog begrunde ophævelse.

Fortielse om fremtidige indtægter af en vis størrelse kan også begrunde ophævelse af gældssaneringen, Jf. VLK B 1781-01( ophævet, da skyldner overfor skifteretten havde fortiet indtægt i form af honorarer på ca 950.000 kr, samlet gæld ca 1,2 mill kr). Se endvidere UfR 1997,1101 VLK (ikke ophævelse, selvom skyldners indtægt væsentligt oversteg det forudsatte, da dette bl.a. skyldtes ændringer i heldbredsmæssige forhold) og UfR 1995,685 VLK (ophævelse efter karakteren af skyldners medvirken ved tilvejebringelsen af gældssaneringsforslaget, hvor der var givet urigtige oplysninger om skyldners indkomstforhold). Hvis skyldner fx fortier oplysninger om forventede store lønstigninger, kan dette begrunde ophævelse. Det samme kan gøre sig gældende, hvis skyldner fortier oplysninger om falden arv, hvis han var bekendt med, at der herved ville tilfalde ham et større beløb. Hvis skyldner under gældssaneringssagen har kendskab til mulighed for udbetaling af overskydende skat, men fortiet dette for skifteretten, kan dette også begrunde ophævelse, jf. UfR 1987, 742 ØLK. Hvis skyldner derimod ikke reelt havde kendskab til muligheden for udbetaling af overskydende skat, kan gældssaneringen ikke ophæves.

E.6.8.2 Tilsidesættelse af forpligtelser

Skifteretten kan endvidere ophæve en kendelse om gældssanering, hvis skyldner groft tilsidesætter sine pligter ifølge gældssaneringskendelsen. Ophævelse kræver en meget grov tilsidesættelse af gældssaneringens vilkår, hvorfor udgangspunktet ved skyldners misligholdelse heraf er, at gældssaneringen ikke ophæves.

At en skyldner udebliver med et enkelt afdrag i henhold til gældssaneringens vilkår om afdragsvis afvikling af den bestående del af gælden, kan således ikke bevirke ophævelse af gældssaneringen. Hvis skyldner derimod i længere tid undlader at betale i overensstemmelse med vilkårene, kan en ophævelse af gældssaneringen eventuelt komme på tale.

Hvis skyldner ved umådeholdent forbrug, ydelse af større gaver eller ved letsindig forretningsførelse bliver ude af stand til at betale forfaldne afdrag, kan dette eventuelt bevirke ophævelse af gældssaneringen.

Hvis skyldners manglende betalingsevne derimod skyldes generelle eller branche- bestemte konjunkturændringer, sygdom eller andre forhold, som skyldner reelt er uden indflydelse på, kan ophævelse ikke komme på tale.

E.6.8.3 Virkninger af ophævelse

Forinden skifteretten ophæver en gældssanering, skal skyldner og kreditorerne indkaldes til et skifteretsmøde, jf. KL § 229, stk. 2.

Ophævelse af en gældssanering bevirker, at denne i sin helhed bortfalder. Skyldner må således indgive fornyet begæring om gældssanering, såfremt han fortsat ønsker sin gæld bortsaneret. Gældssaneringen kan dog i disse tilfælde meddeles på samme vilkår som den ophævede gældssanering.

Ophæves en gældssanering, genopstår den ved gældssaneringen bortfaldne del af gælden. ToldCSkat kan herefter søge sig fyldestgjort for hele deres krav mod skyldner ved udlæg, lønindeholdelse eller anden form for tvangs inddrivelse. Kommunen underretter den stedlige told- og skatteregion om ophævelsen af hensyn til sletning af registreringen i CFR.

E.6.9 Kære af gældssaneringskendelser

Kære af en gældssaneringskendelse kan ske efter KL § 248, stk. 2.

Såfremt der trods kreditorernes protest afsiges kendelse om gældssanering, er retsmidlet herimod kære af kendelsen til landsretten.

Hvis inddrivelsesmyndigheden finder, at skifteretten har afsagt en urigtig kendelse om gældssanering, skal sagen indsendes til Told- og Skattestyrelsen med indstilling. Styrelsen afgør herefter, hvorvidt gældssaneringskendelsen skal kæres.

Kærefristen er 14 dage fra afsigelsen af kendelsen om gældssanering, jf. KL § 251. Dog løber kærefristen først fra tidspunktet for gældssaneringskendelsens forkyndelse over for kreditor. Forkyndelse kan dog ske på flere forskellige måder, blot der opnås kendskab til kendelsen; nævnes kan fx en Østre Landsretssag, (ØLK 1053,1996) hvor kendelsen blev afsagt i KL § 214- møde, og fristen blev her regnet fra kendelsens afsigelse.

I almindelighed vil inddrivelsesmyndigheden have kendskab til tidspunktet for kendelsens afsigelse. Told- og skattestyrelsen må derfor have sagen fremsendt hurtigst muligt af hensyn til styrelsens og Kammeradvokatens sagsbehandling.

E.6.10 Dividende i tilfælde af efterfølgende konkurs

I KL § 230 er i relation til kreditorernes dividenderet angivet virkningerne af, at en skyldners bo tages under konkursbehandling, efter at gældssaneringskendelse er afsagt.

Kreditorerne har i henhold til denne bestemmelse krav på dividende af hele deres fordring, uanset den ved gældssaneringskendelsen skete nedsættelse heraf. Dog skal skyldners afdrag fradrages i fordringen.

En kreditors konkursdividende kan endvidere ikke overstige det beløb, som hans fordring er nedsat til i henhold til kendelsen.

Bestemmelsen er begrundet i hensynet til en kreditors mulighed for at opnå fuld dækning for hele sin restfordring i henhold til en gældssaneringskendelse, men heller ikke mere.

Såfremt gældssaneringen er ophævet i medfør af § 229, er der ingen begrænsninger med hensyn til konkursdividendens størrelse i forhold til restfordringen.

Endvidere kan der efter kendelsens afsigelse, foretages modregning for forfaldne afdrag i henhold til kendelsen.

E.6.11 Gældssanering i konkurs

I konkurslovens kapitel 29 ( §§ 231 - 237) findes en række særlige regler om virkninger af, at en skyldners bo tages under konkursbehandling, efter at der er indgivet begæring om gældssanering, samt virkningen af, at en skyldner indgiver begæring om gældssanering, efter at hans bo er taget under konkursbehandling.

Hertil kommer reglen i KL § 230 om kreditorernes dividenderet i konkursboet, som er beskrevet ovenfor.

Baggrunden for de særlige regler i konkurslovens kapitel 29 er, at man ved gældssaneringsinstituttets etablering særligt havde sådanne skyldnere for øje, som har været igennem en konkursbehandling.

En fysisk person bliver ikke ved konkursbehandlingen frigjort for sin gæld jf. KL § 156. Han vil således efter endt konkursbehandling ofte stå tilbage med gæld af en anseelig størrelse.

Man har således fundet det formålstjenligt allerede i forbindelse med konkursbehandlingen at åbne mulighed for gældssanering. Reglerne er endvidere nødvendiggjort af, at hverken indgivelse af begæring om gældssanering, indledning af gældssaneringssag eller afsigelse af gældssaneringskendelse er til hinder for, at en skyldners bo tages under konkursbehandling.

Reglen i KL § 25 om udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring kan ikke anvendes ved gældssanering.

De tidsmæssige frister for, hvornår reglerne i konkurslovens kapitel 29 finder anvendelse, findes i § 231.

Det er fastsat, at sidste frist for indgivelse af begæring om gældssanering i forbindelse med en konkursbehandling er skifterettens indkaldelse til afsluttende skiftesamling, jf. KL § 231, stk. 1, nr. 2. Dog har skifteretten mulighed for at fravige denne frist, jf. KL § 231, stk. 2.

Såfremt indgivelse af begæring om gældssanering først sker, efter at konkursbehandlingen er afsluttet med regnskab og udlodning, kan skifteretten dog bestemme, at en sådan gældssanering kun skal omfatte fordringer stiftet før konkursdekretets afsigelse, jf. KL § 231, stk. 3.

Reglerne i KL kapitel 29 anvendes også på en gældssanering, der behandles efter disse regler.

Det er også ved gældssanering i konkurs reglen i KL § 197, som er afgørende for, om skyldner opfylder betingelserne for at opnå gældssanering.

En kendelse om gældssanering kan tidligst afsiges i forbindelse med konkursboets afslutning efter KL § 143 eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse af regnskab og udlodning, jf. KL § 151. Dette følger af KL § 232, der således bevirker, at gældssaneringskendelsen må afvente afslutningen af bobehandlingen.

Det er kun kendelsen, som skal afvente boafslutningen, idet skifteretten i øvrigt træffer bestemmelse om, i hvilket omfang selve behandlingen af gældssaneringsbegæringen skal udsættes.

I KL § 233 er angivet skæringstidspunktet for fordringer omfattet af gældssanering i konkurs.

Efter denne bestemmelse er skæringstidspunktet konkursdekretets afsigelse, idet skifteretten dog, når særlige grunde taler derfor, kan fastsætte en tidligere skæringsdato jf. KL § 233. En senere skæringsdato end konkursdekretets afsigelse er således udelukket.

Det er skifterettens opgave at få tilvejebragt de til brug for gældssaneringssagens behandling nødvendige oplysninger.

Som hovedregel vil de nødvendige oplysninger dog være tilvejebragt i forbindelse med konkursbehandlingen, men det er skifteretten selv, som afgør, om dette er tilfældet, jf. § 234.

Skifteretten kan i medfør af KL § 235 overlade de i § 219, stk. 1, nævnte opgaver til kurator. Der bliver således som hovedregel ikke brug for at antage en medhjælper, idet kurator kan overtage de opgaver, som ellers kunne overlades denne.

Omkostningerne ved gældssanering i konkurs skal betales af konkursboet. Dette gælder dog ikke ved en gældssaneringssag, der først indledes efter konkursboets afslutning, jf. KL § 231, stk. 3. Skifteretten kan dog bestemme, at skyldneren skal stille sikkerhed i overensstemmelse med KL § 203, således at omkostningerne udredes af denne sikkerhedsstillelse.

Såfremt der ikke er stillet sikkerhed, kan skifteretten dog, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at skyldner skal betale omkostningerne, jf. KL § 236, stk. 3.

I KL § 237 er endvidere indsat en regel om, at de almindelige regler om gældssanering med de af forholdets natur følgende ændringer også finder anvendelse ved gældssanering i konkurs.

E.6.12 Told- og skattemyndighedernes opgaver i tilfælde af gældssanering

Told- og skattemyndighederne skal varetage ToldCSkats interesser vedrørende alle spørgsmål i forbindelse med behandlingen af gældssaneringssager, bortset fra iværksættelse af kære, anlæggelse af omstødelsessag, hvor ToldCSkat kan blive pålagt sagsomkostninger, og ophævelse af gældssaneringskendelse

Det forudsættes, at skyldners bopælskommune og vedkommende told- og skatteregion samarbejder i gældssaneringssagen og eventuelt aftaler, hvem der skal forestå sagen vedrørende den samlede restance af personskatter, AM-bidrag, SP-bidrag, A-skat, moms og andre afgifter, se dog E.6.12.2 om anmeldelse af krav.

E.6.12.1 Læsning af statstidende

Inddrivelsesmyndigheden må gennemgå Statstidende med henblik på at konstatere, om der indledes gældssaneringssag for skyldnere registreret ved inddrivelsesmyndigheden, idet skifteretten kun tilsender genpart af bekendtgørelsen i Statstidende til de kendte kreditorer, jf. KL § 208, stk. 2.

Told- og skatteregionerne udsender ikke mere meddelelse om indledning af gældssanering til kommunerne.

E.6.12.2 Anmeldelse af krav

Når inddrivelsesmyndigheden på grundlag af bekendtgørelsen i Statstidende eller skifterettens tilsendelse af genpart heraf er blevet bekendt med, at der er indledt gældssaneringssag for en skyldner registreret ved myndigheden, skal inddrivelsesmyndigheden anmelde sine krav over for skifteretten, jf. KL § 208, stk. 1.

Såfremt skifteretten har overladt indrykningen af bekendtgørelsen til en medhjælper, skal kravet dog anmeldes overfor denne, hvilket fremgår af bekendtgørelsen, jf. KL § 219, stk. 1.

Anmeldelse skal foretages inden 4 uger efter bekendtgørelsen i Statstidende, medmindre skifteretten undtagelsesvist har forlænget fristen til 8 uger. Fristen fremgår ligeledes af bekendtgørelsen.

Krav, som er stiftet inden gældssaneringssagens indledning, skal anmeldes over for skifteretten som omfattet af gældssaneringen.

Anmeldelsen bør også omfatte krav på bøder og krav på betaling af tillæg til skat efter skattekontrollovens § 21. Se punkt E.6.3.1.

Såfremt skifteretten undtagelsesvist har fastsat en tidligere skæringsdag end dagen for beslutning om indledning af gældssaneringssag, skal alene krav stiftet før denne skæringsdag anmeldes over for skifteretten.

Told- og skatteregionerne anmelder de krav på bidrag til arbejdsmarkedsfonde, særlig persionsopsparing, A-skat, moms og andre afgifter, der vil være omfattet af en kendelse om gældssanering. Desuden skal regionerne anmelde administrativt vedtagne bøder, dog ikke bøder der vedtages i "rene" skattestraffesager, altså hvor der ikke er tale om moms- og A-skattebøder, disse anmeldes af kommunen.

Kommunerne anmelder de krav vedrørende personlige skatter mv., der vil være omfattet af en kendelse om gældssanering.

B-skat, restskat og særlig indkomstskat (ophævet med virkning fra 1996) stiftes ved indkomstårets udløb, det vil sige normalt 31. december, uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes, jf. UfR 1985,619 HD og 1987,925 HD.

Disse skatter skal således anmeldes, hvis stiftelsestidspunktet (indkomstårets udløb) er indtruffet før gældssaneringssagens skæringsdag, Såfremt skyldner anvender forskudt indkomstår, stiftes skattekravet ved udløbet af det forskudte indkomstår, jf. Skatteministeriets cirkulære nr. 68 af 20. maj 1992 om visse skattemæssige forhold ved konkurs og underskudsbegrænsning ved akkord mv., pkt. 38.

B-skatter (forskudsskatter) vedrørende det kalenderår, hvori gældssaneringssagen indledes, omfattes ikke af gældssaneringskendelsen og skal derfor ikke anmeldes, uanset om de er forfaldne eller uforfaldne.

Restancer, der er indregnet i forskudsskatter, og som ikke er betalt på det tidspunkt, hvor gældssaneringssagen indledes, jf. KSL § 61, stk. 3, sidste pkt., og indregnede restancer, jf. KSL § 61 A, skal anmeldes sammen med andre fordringer, jf. KL § 216, stk. 2,

Restancer, der er indregnet i forskudsskatter, og som er betalt ved gældssaneringssagens indledning, skal ikke anmeldes. Betalingen af disse skatter, der anses for en rettidig betaling af en løbende forpligtelse, er som følge heraf ikke omstødelig efter reglerne i KL §§ 72 og 74.

Indregnede restancer og indregnede restskatter, der betales under gældssaneringssagen som forskudsskat, skal med fradrag af en eventuel dividende i henhold til kendelsen udbetales og medregnes i den gældssaneringssøgendes budget. Skifteretten skal orienteres om beløbets størrelse.

De krav, der skal anmeldes, opgøres med morarenter mv., indtil gældssaneringssagens indledning, jf. KL § 200, stk. 1, idet renter for perioden herefter bortfalder. Dette gælder også, selv om skifteretten bestemmer, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidspunkt, jf. KL § 199, stk. 1.

Krav på personlige skatter, der er afgangsført som uerholdelige, anmeldes tillige med renter, der skal manuelt beregnes.

Renter af krav sikret ved udlæg skal dog anmeldes fuldt ud, idet renter af pantesikrede krav mv. ikke bortfalder.

I anmeldelsen anføres de enkelte kravs størrelse og forfaldstid og for personlige skatter tillige indkomstår.

Anmeldelsen skal ske med forbehold for senere reguleringer. Der skal endvidere tages forbehold om modregning i ethvert krav, som skyldner måtte have mod statskassen vedrørende tiden inden fristdagen. Når der sker modregning i krav, som er omfattet af en gældssanering, reguleres anmeldelsen i overensstemmelse med modregningen.

Endvidere skal der tages forbehold om, at der ikke kan ske udbetaling af overskydende skat, der modsvares af det ved gældssaneringskendelsen bortfaldne beløb.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det er B-skattetilsvaret og ikke den reelt betalte B-skat, der indgår i årsopgørelsen, der kan derfor fremkomme overskydende skat der er baseret på B-skatteraterne. Denne overskydende skat skal derfor ikke udbetales med modregnes efter reglerne om konneks modregning.

Anmeldelsen udfærdiges i 2 eksemplarer, hvoraf den ene begæres tilbagesendt, med påtegning om modtagelsen.

E.6.12.3 krav uden for gældssaneringskendelsen

Pantefordringer er, i det omfang pantet strækker til, ikke omfattet af gældssaneringen, uanset at kravet er stiftet før indledningen af gældssaneringssagen. Kravet er dog omfattet i det omfang, det ikke dækkes af pantet, jf. KL § 199, stk. 2.

Inddrivelsesmyndigheden skal derfor ved anmeldelsen over for skifteretten gøre opmærksom på, om der er foretaget udlæg for nogen af de i anmeldelsen anførte krav, ligesom inddrivelsesmyndigheden skal oplyse, hvilke aktiver der er foretaget udlæg i.

Inddrivelsesmyndigheden skal overfor skifteretten anmode om, at provenuet ved realisering af de aktiver under gældssaneringssagen, som inddrivelsesmyndigheden har udlæg i udbetales af skifteretten til inddrivelsesmyndigheden, samt henlede skifterettens opmærksomhed på, at det anmeldte krav nedskrives med de modtagne beløb.

Skifteretten eller en eventuel medhjælper skal underrettes om krav, der falder uden for en kendelse om gældssanering, fx B-skatterater for indledningsåret.

E.6.12.4 Gældssanerinssager, der behandles i en anden region

Såfremt regionen ved gennemgang af Statstidende konstaterer, at gældssaneringssagen behandles ved skifteretten i en anden regions forretningsområde, skal restancen overflyttes til denne region.

Forinden skylden overflyttes, skal regionen dog foranledige ToldCSkats krav anmeldt over for skifteretten, idet 4-ugers-fristen ellers kan blive overskredet. Genpart af anmeldelsen tilsendes den region, til hvilken sagen skal overflyttes.

Hvis skyldner under bobehandlingen flytter til en anden region, og der skal foretages inddrivelsesskridt, foretages disse af den region, der behandler gældssaneringssagen.

E.6.12.5 Behandling af gældssaneringssager

Når inddrivelsesmyndigheden har modtaget gældssaneringsforslaget samt KL § 210- rapporten, må dette materiale gennemgås med henblik på en vurdering af, om forslaget er rimeligt, og om skyldner i øvrigt opfylder betingelserne for gældssanering.

Forslaget gennemgås således, at det først undersøges, om skyldner opfylder den økonomiske betingelse for at opnå gældssanering. Såfremt den økonomiske betingelse ikke er opfyldt, vil inddrivelsesmyndigheden på grundlag heraf kunne møde op i skifteretten og protestere mod gældssaneringen, idet den økonomiske betingelse i alle tilfælde skal være opfyldt, for at skyldner kan få gældssanering.

Såfremt der kan være tvivl om, hvorvidt den økonomiske betingelse er opfyldt, vil det dog være hensigtsmæssigt inden fremmødet i skifteretten at undersøge, om den subjektive betingelse for at opnå gældssanering er opfyldt. Inddrivelsesmyndigheden kan på den måde protestere mod gældssaneringen ud fra det standpunkt, at den økonomiske betingelse ikke er opfyldt, men såfremt skifteretten afviser regionens standpunkt, vil det kunne gøres gældende, at den subjektive betingelse heller ikke er opfyldt.

Såfremt inddrivelsesmyndigheden ved gennemgang af forslaget konstaterer, at den økonomiske betingelse er opfyldt, må det undersøges, hvorvidt den subjektive betingelse er opfyldt. Hvis det konstateres, at den subjektive betingelse ikke er opfyldt, idet de i KL § 197, stk. 2, anførte omstændigheder giver grundlag for den opfattelse, at gældssaneringskendelse ikke bør afsiges, kan inddrivelsesmyndigheden på dette grundlag møde op i skifteretten og protestere mod gældssaneringen. Det skal dog bemærkes, at KL § 197, stk. 2, ikke er udtømmende, således at inddrivelsesmyndigheden under gennemgangen af forslaget også må være opmærksom på, om der foreligger andre omstændigheder end de anførte, som kan tale mod gældssanering.

Endelig skal inddrivelsesmyndigheden påse, at vilkårene i skyldners forslag er rimelige, set i forhold til hans økonomiske situation.

E.6.12.6 Oplysningspligt og tavshedspligt

På kreditormøder kan offentlige myndigheder kun give oplysninger, der ikke er tavshedsbelagte, fx om gældens størrelse, art og afvikling, medmindre skyldner giver sit samtykke.

Skifteretten kan afkræve offentlige myndigheder oplysninger, der må anses for nødvendige for gældssaneringssagen, jf. KL § 211. Offentlige myndigheder kan således efter pålæg fra skifteretten udlevere fortrolige og tavshedsbelagte oplysninger om skyldner og dennes husstand, når oplysningerne er nødvendige for at behandle gældssaneringssagen.

Oplysninger vil især være nødvendige, såfremt de belyser de forhold, der omtales i KL §§ 197, 202 og 210, herunder økonomiske og personlige forhold mv.

Offentlige myndigheder kan også uopfordret udlevere tavshedsbelagte oplysninger til skifteretten. Oplysningerne må dog alene udleveres til skifteretten eller dennes medhjælper, der behandler gældssaneringssagen.

E.6.12.7 Samarbejde med kommunerne

Kommunerne er bemyndiget til at varetage ToldCSkats interesser vedrørende personskatter mv. i forbindelse med behandlingen af gældssaneringssager, bortset fra iværksættelse af kære, anlæggelse af omstødelsessag, hvor ToldCSkat kan blive pålagt sagsomkostninger, og ophævelse af gældssaneringskendelser.

Behandlingen af en gældssaneringssag forudsætter derfor ofte, at told- og skatteregionen samarbejder med skyldners bopælskommune og eventuelt aftaler, hvem der skal deltage i et skifteretsmøde.

E.6.13 Gældssanering i udlandet

Der henvises til kapitel G om inddrivelse i udlandet .

E.7 Eftergivelse og henstand

E.7.1 Retningslinier for eftergivelse og henstand

Retningslinierne for eftergivelse og henstand følger konkurslovens bestemmelser om gældssanering, således at told- og skattemyndighedernes eller de kommunale myndigheders eftergivelsespraksis tilpasses skifteretternes praksis i sager om gældssanering. Dette indebærer, at inddrivelsesmyndigheden - når der udelukkende eller overvejende er tale om gæld til det offentlige i form af skat, arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag), særlig pensionsbidrag (SP-bidrag), moms, told og punktafgifter - kan anvende gældssaneringsprincipperne til en delvis reftergivelse i stedet for at henvise restanten til skifteretten.

De fælles regler for eftergivelse og henstand for hele området og tilpasningen af reglerne til gældssaneringsinstituttet skal sikre en så ensartet behandling af borgerne, som det er muligt på et område, hvor individuelle vurderinger og samlede afvejninger af en række konkrete omstændigheder indgår med betydelig vægt.

Der er endvidere hjemmel til eftergivelse af og henstand med betaling af beløb, som en fysisk eller juridisk person er pligtig at indeholde eller opkræve og afregne til staten. Der kan især være tale om eftergivelse af ikke-indbetalte A-skatter, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag og moms, men der kan også gives eftergivelse af og henstand med betaling af told, punktafgifter, renter mv., som en fysisk eller juridisk person hæfter for efter told- og forbrugsafgiftslovgivningen, samt beløb, som fysiske personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende indbetaling af indeholdte eller opkrævede beløb.

E.7.1.1 Hjemmelsbestemmelser

Reglerne om eftergivelse og henstand af personskatter (restskatter/B-skatter) findes i KSL §§ 73 B, C og D, § 89 og § 89 A samt ATP-lovens § 17, stk. 1. F.

Reglerne om eftergivelse og henstand af ikke afregnede indeholdte A-skatter findes i OPKL § 15.

På arbejdsmarkedsbidragsområdet findes reglerne om eftergivelse og henstand i AMFL § 13, stk. 7, der henviser til bestemmelserne i KSL § 73 D og OPKL § 15.

På momsområdet findes reglerne om eftergivelse og henstand i § 15 i OPKL.

På told og afgiftsområdet findes reglerne om eftergivelse og henstand i § 15 i OPKL, i § 72 i TDL og i forskellige afgiftslove, der henviser til § 15 i OPKL.

E.7.2 Eftergivelse og henstand for fysiske personer

E.7.2.1 Beløb, der kan eftergives

E.7.2.1.1 Personskatter

Bestemmelserne om eftergivelse omfatter fysiske personers almindelige indkomstskatter i form af B-skatter, for hvilke der er udskrevet årsopgørelse og restskatter. Dette gælder også restskatter, der er indregnet i forskudsskatten. Bestemmelserne omfatter desuden særlig indkomstskat, skat af aktieindkomst samt formueskatter fra før 1. januar 1997. Bestemmelserne omfatter ikke foreløbige skatter, for hvilke der ikke er foretaget årsopgørelse.

E.7.2.1.2 Ikke-afregnet A-skat

Ud over de personlige skatter m.v. under E.7.2.1.1 omfatter bestemmelserne om eftergivelse skattebeløb, som en fysisk person i henhold til kildeskatteloven har været pligtig at indeholde eller opkræve. KSL § 73 B henviser til reglerne om eftergivelse og henstand i OPKL § 15.

E.7.2.1.3 Arbejdsmarkedsbidrag/særlig pensionsbidrag

Efter AMFL § 13, stk. 7, finder reglerne om eftergivelse og henstand i OPKL § 15 og KSL § 73 D tilsvarende anvendelse på følgende bidrag

Indeholdte bidrag

bidrag, der indeholdes af arbejdsgiver, jf. lovens § 11, stk. 1 og 2.

bidrag, der indeholdes af tidligere arbejdsgiver mfl., jf. lovens § 11, stk. 6

bidrag, der indeholdes af pensionskasser, jf. lovens § 11, stk. 5

Bidrag opgjort af Told- og Skattestyrelsen vedrørende

Lønmodtageres B-indkomst, der er omfattet af KSL § 45, stk. 1 jf. lovens § 11, stk. 4.

Selvstændigt erhvervsdrivendes endelige bidrag, jf. lovens § 11, stk. 7.

Selvstændigt erhvervsdrivendes acontobidrag, jf. lovens § 12.

E.7.2.1.4 Moms, told og punktafgifter

Moms

ML § 83 finder kun anvendelse på moms mv. til og med 31. december 2000

Fra 1. januar 2001 finder OPKL § 15 anvendelse på moms (tilsvar), renter, gebyrer, og administrative bøder, der opkræves efter denne lov.

Told

Efter TDL § 72 finder ML § 83 kun anvendelse til og med 31. december 2000 på

told- og afgiftsbeløb efter toldloven,

forbrugsafgifter, der efter toldlovens regler skal betales ved indførslen,

bidrag til de statslige told- og skattemyndigheders, sikkerhedsstillelsesordning efter § 30, stk. 4,

afgift for overskridelse af fristen for kontant afregning efter § 34, stk. 1,

ekspeditionsafgift efter § 81.

Fra 1. januar 2001 findes reglerne om eftergivelse og henstand for ovennævnte beløb i § 15 i OPKL jf. TDL § 72.

Punktafgifter

ML § 83 finder kun anvendelse på punktafgifter i henhold til følgende punktafgiftslove til og med 31. december 2000

Lov om afgift af lønsum mv., § 13 b.

Lov om afgift af spiritus mv., § 33 b.

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m., § 29.

Lov om afgift af mineralvand mv., § 24 b.

Lov om tobaksafgifter, § 36.

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m., § 28 b.

Lov om afgift af konsumis, § 9 b.

Lov om afgift af visse flyrejser, § 16.

Lov om forskellige forbrugsafgifter, § 19 b.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., § 34.

Lov om afgift af elektricitet, § 17 b.

Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks, § 25 b.

Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, § 22.

Lov om afgift af ledningsført vand, § 25.

Lov om afgift af visse detailsalgspakninger og visse poser af papir eller plast m.m., § 21 a.

Lov om afgift af affald og råstoffer, § 29.

Lov om afgift af chlorfluorcarboner og haloner (CFC-afgift), § 16 a.

Lov om visse miljøafgifter, § 17 a.

Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer mv., § 31 a.

Lov om vægtafgift af motorkøretøjer mv., § 22.

Lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv., § 13 b.

Lov om afgift af vejbenyttelse, § 18.

Lov om fremskyndet tilbagebetaling, § 5 b.

Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkelcadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), § 28.

Lov om afgift af bekæmpelsesmidler, § 35.

Lov om af visse klorede opløsningsmidler, § 27.

Lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødning mv. § 31.

Lov om afgift af svovl, § 27.

Lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer, § 27.

Lov om afgift af naturgas og bygas, § 25.

Lov om afgift af spildevand, § 26.

Lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater (Pvc og visse blødgøringsmidler).

Lov om gevinstgivende spilleautomater.

Ifølge § 14 b i lov om afgift af lystfartøjsforsikringer finder ML § 83 anvendelse på afgift, der efter § 3, stk. 3, skal betales af den der lader et her i landet hjemmehørende lystfartøj forsikre i udlandet.

Fra 1. januar 2001 findes reglerne om eftergivelse og henstand for ovennævnte afgifter i § 15 i OPKL.

Derudover finder § 15 i OPKL anvendelse på lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv., § 21 stk. 3.

E.7.2.1.5 Administrative bøder

Administrative bøder, der pålægges fysiske personer i henhold til KSL § 79, stk. 1, er omfattet af bestemmelsen om eftergivelse i KSL § 73 B. Bestemmelsen om henstand og eftergivelse i KSL § 73 B finder efter SKL § 23 A også anvendelse på administrativt vedtagne bøder efter SKL § 20. Tilsvarende gælder for administrative bøder efter lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. bestemmelsen i § 13, stk. 7.

Administrative bøder efter momsloven er i henhold til bestemmelsen i ML § 83 omfattet af reglerne om eftergivelse. I TDL § 72 og i en række love om punktafgifter er det endvidere bestemt, at ML § 83 skal finde tilsvarende anvendelse på administrative bøder efter disse love. Disse bestemmelser er gældende til og med 31. december 2000.

Fra 1. januar 2001 findes reglerne om eftergivelse og henstand af administrative bøder i § 15 i OPKL.

E.7.2.1.6 Erstatningsbeløb

Fra og med 1. januar 2001 findes reglerne om eftergivelse og henstand af erstatningsbeløb i OPKL § 15, stk. 2.

Efter OPKL 15, stk. 2, kan der under tilsvarende betingelser som ved eftergivelse af skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter bevilges eftergivelse af og henstand med beløb, som f.eks. direktører dømmes til at betale som erstatning for et selskabs manglende indbetaling af indeholdte skattebeløb mv. Tilsvarende regler gælder for arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter i medfør af de lovbestemmelser, der er nævnt under punkt E.7.2.1.3 og E.7.2.1.4.

Der er i disse tilfælde tale om, at de pågældende personer pålægges et civilretligt ansvar for de indeholdte beløb ud fra almindelige erstatningsregler.

E.7.2.1.7 Renter, gebyrer m.v.

Ud over eftergivelse af skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told, og punktafgifter kan påløbne renter, procenttillæg samt eventuelle gebyrer mv. ligeledes eftergives.

Renter der er påløbet et skattebeløb, der eftergives, er omfattet af eftergivelsen, uanset om de i øvrigt er betalt. Er dette tilfældet, skal der ske tilbagebetaling efter gældende regler.

E.7.2.2 Betingelser for eftergivelse

E.7.2.2.1 Gældssaneringsprincipperne

Det er konkurslovens almindelige gældssanerings- principper, der finder anvendelse i sager om eftergivelse af skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter. De nærmere principper gennemgås nedenfor. Der er ikke ved gældssanering tale om et egentligt nød- og trangskriterium. Konkurslovens regler om gældssanering sigter mod at mildne følgerne af allerede indtrådt økonomisk sammenbrud med henblik på at undgå socialt uheldige virkninger af permanent forgældelse.

E.7.2.2.2 Krav om ansøgning

Reglerne vedrører eftergivelse og henstand efter ansøgning fra debitor. Reglerne omhandler ikke de aftaler om fx henstand, der ud fra rene opkrævningshensyn indgås med skyldneren af opkrævningsmyndighederne. Reglerne omhandler heller ikke den opkrævningsmæssige henstand med indregnet restskat, som de kommunale skattemyndigheder kan give kontanthjælpsmodtagere ved at trække den indregnede restskat ud af forskudsregistreringen og omdanne den til et skattetilsvar som B-skat/restskat, jf. punkt E.7.2.4 .

E.7.2.2.3 Insolvenskravet

Efter OPKL § 15, stk. 1, pkt. 1, jf. KSL § 73 C, jf. B, er det en forudsætning for eftergivelse, at der foreligger kvalificeret insolvens, dvs. at "skyld-neren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser," (den objektive betingelse). Der skal således bestå et misforhold mellem skyldnerens betalingsevne og vedkommendes gæld i form af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter.

Bestemmelserne forudsætter, at gælden ikke allerede er betalt. Allerede betalt gæld kan således som hovedregel ikke tilbagebetales i forbindelse med en eftergivelse.

Til belysning af insolvensen og skyldnerens mulighed for at overholde en afviklingsordning efter gældssaneringsprincipperne skal skyldnerens aktiver, aktuelle indtægter og formodede fremtidige indtægtsmuligheder sammenholdes med nødvendige udgifter og gældens størrelse. Der lægges efter gældssaneringsprincipperne ikke alene vægt på skyldnerens egne forhold, men også på husstandens. Ægtefællens, samlevers eller hjemmeboende børns indkomstforhold må eksempelvis inddrages i vurderingen. Disse personers aktiver kan i lighed med gældssaneringspraksis ligeledes indgå i vurderingen, hvis særlige forhold taler derfor.

Ved vurderingen af husstandsindkomsten i de tilfælde, hvor der er tale om ny ægtefælle/samlever efter gældens stiftelse, bør der tages særlige hensyn til dette. Der kan her bl.a. lægges vægt på, hvor lang tid der er gået siden gældens pådragelse, og indtil det nye samliv er påbegyndt. En ny ægtefælles eventuelle aktiver bør holdes ude ved vurderingen. Der skal dog i alle tilfælde foretages en konkret individuel vurdering. Denne vurdering kan betyde en afvigelse fra gældssaneringspraksis.

I forbindelse med eftergivelse af personlige skatter efter KSL § 73 C kan ægtefællens aktiver indgå på baggrund af reglerne om subsidiær udlægsadgang, jf. KSL § 72, stk. 2.

Der må tages højde for, om der kan ske belåning eller salg af aktiver, der ikke er nødvendige for skyldneren og dennes husstand. Ved vurdering af, om der bør ske belåning eller salg af aktiver, er det alene skyldnerens aktiver, der skal vurderes.

Som hovedregel forlanges ikke, at familiens bolig afhændes, såfremt boligudgiften er rimelig, uanset at der måtte være friværdi i ejendommen. Er dette tilfældet, kan der ved eftergivelsessager foretages udlæg heri og den pantsikrede del af fordringen, holdes uden for eftergivelsen. Der sigtes på, at der skal "gøres op" med det pantsikrede krav, således at der alene anmeldes/medtages den del af en pantsikret fordring, som på afgørelses/anmeldelses tidspunktet ligger uden for pantets værdi (for fast ejendom, den offentlige vurdering).

Tilbagekøb eller ophævelse af en pensionsordning mv. bør kræves i samme omfang som efter praksis vedrørende gældssanering. Der ses bort fra mindre beløb eller ordninger, der ikke kan tilbagekøbes.

Der kan endvidere tages hensyn til skyldnerens udsigt til arv, herunder nærliggende mulighed for arveforskud.

I overensstemmelse med de almindelige gældssane-ringsprincipper ses der ved eftergivelse bort fra pantefordringer, i det omfang pantet strækker til.

Dette betyder, at pantesikret gæld ikke kan eftergives.

Hvad angår indtægtsforholdene skal det vurderes, om der er udsigt til, at disse bliver væsentlig forbedret. Der skal ligeledes tages hensyn til, om der er udsigt til, om der på grund af fremførsel af underskud for et eller flere år ikke betales indkomstskat.

Er skyldnerens (husstandens) indtægtsforhold væsentligt lavere end almindeligt, skal mulighederne for afvikling af gælden ses i lyset heraf. Har skyldneren således i længere tid modtaget kontanthjælp, og er der ikke udsigt til, at de økonomiske forhold vil blive forbedret, er dette en omstændighed, der med betydelig vægt må indgå i vurderingen af, om eftergivelse kan bevilges. Det forhold, at hus-standsindkomsten er usædvanlig høj, udelukker ikke i sig selv eftergivelse. Dog må gælden i denne situation være tilsvarende større, før eftergivelse kan komme på tale.

Der kan ikke opstilles generelle betingelser for, hvor stor gælden skal være, for at den kan eftergives. Det afgørende er, om skyldneren under hensyn til de nuværende økonomiske forhold og de forudsætninger, der kan opstilles vedrørende de fremtidige indtjeningsmuligheder, er ude af stand til at opfylde sine gældsforpligtelser. Gældens størrelse må i den forbindelse også sammenholdes med skyldnerens alder, uddannelse og erhvervsmuligheder. Indrømmelse af eftergivelse er ikke udelukket, selvom der er tale om mindre beløb, hvis skyldnerens forhold i øvrigt taler derfor.

Når det skal vurderes, om skyldneren har udsigt til at betale gælden, må der tages hensyn til rimelige udgifter til bolig, nødvendig bil, andre rimelige faste udgifter, leveomkostninger og underholdsforpligtelser. Der bør endvidere tages hensyn til det rådighedsbeløb, som skifteretten anvender i den retskreds, hvor skyldneren hører hjemme.

Der skal endvidere tages hensyn til afdrag på tjenestemandslån, der dækkes med lønforskrivning efter tjenestemandslovens § 57 og indeholdes i lønnen, jf. U.f.R. 1991,49 ØLD.

E.7.2.2.4 Skyldnerens forhold og omstændigheder i øvrigt

Efter OPKL § 15, stk. 1, pkt. 2, jf. KSL § 73 C, jf. B, er det en forudsætning for eftergivelse, at "skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor" (den subjektive betingelse). Ved denne vurdering skal der navnlig lægges vægt på, om der udelukkende eller overvejende er skatte- og afgiftsgæld mv., skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder, omstændighederne ved gældens pådragelse (jf. ØLD nr. B-2679-98 af 10. december 1999) og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.

Det skal vurderes, om skyldneren ved eftergivelse af gælden vil have mulighed for at opfylde sine fremtidige forpligtelser. I dette skal der ligge en vurdering af, om eftergivelsen har reel nyttevirkning for skyldneren. Det bør undgås, at en håbløs gæld fører til varig blokering af skyldnerens muligheder, for at føre et rimeligt liv. Ved delvis eftergivelse må det sikres, at skyldneren får en realistisk mulighed for at afvikle den resterende del af gælden.

Ved vurderingen af skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt indgår der en række momenter, som er omtalt i punkt E.7.2.2.5. For selvstændige erhvervsdrivende skal der herudover ses på nogle særlige forhold. Disse er ligeledes omtalt i punkt E.7.2.2.6. Ingen af momenterne er i sig selv afgørende for, om der skal bevilges eftergivelse. Der må foretages en samlet vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

E.7.2.2.5 Forskellige relevante momenter ved vurderingen

Gældens alder er et moment, der kan indgå i vurderingen af, om eftergivelse skal bevilges. Jo ældre gælden er, jo større er muligheden for eftergivelse.

Har skyldneren haft henstand i forbindelse med påklage, skal gældens alder først vurderes fra det tidspunkt henstanden udløb.

Det taler for eftergivelse, hvis skyldneren har forsøgt efter evne at afdrage på gælden. Er der efter gældens pådragelse indtrådt alvorlig, længerevarende sygdom, ulykkestilfælde eller afgørende uforudsete ændringer i skyldnerens økonomi, fx i forbindelse med overgang til pension, vil dette ligeledes tale for eftergivelse. I de tilfælde, hvor gælden hovedsageligt skyldes skønsmæssige ansættelser, som ikke er blevet genoptaget i rette tid, fx på grund af skyldners sygdom, økonomisk sammenbrud eller lignende, bør det tages med i vurderingen om eftergivelse.

Det er derimod en omstændighed, der taler imod eftergivelse, hvis den pågældende i tiden efter gældens opståen har fremført skattemæssige underskud eller overført disse til sin ægtefælle, og derigennem reduceret eller helt elimineret sin husstands skattebetaling, uden at den yderligere likviditet, der herved er opnået, er blevet brugt til at nedbringe gælden til det offentlige.

Det taler ligeledes imod eftergivelse, hvis gælden er opstået ved skyldnerens deltagelse i økonomiske arrangementer, som er underkendt af skattemyndighederne, og hvor det væsentligste formål med arrangementet har været af formindske eller eliminere den pågældende persons skatte- eller afgiftsbetaling.

Endelig taler det ligeledes imod eftergivelse, hvis gælden er pådraget ved strafbare forhold, eller hvis gælden er oparbejdet systematisk og gennem en længere årrække. Ved vurderingen af begrebet systematisk oparbejdning, ses der bort fra restskatter, der udelukkende er renter af personskat. Det taler imod eftergivelse, hvor gælden eller størstedelen heraf er pådraget ved, (et konstateret) strafbart forhold. Kun hvor gælden for størstedelens vedkommende vedrører strafbare forhold af ældre dato, eller hvor kun en lille del af nettogælden stammer fra et strafbart forhold, kan eftergivelse komme på tale. Dette kan også gælde, hvor en endnu ikke afsonet bøde indgår i den samlede gæld.

Ved eftergivelse af bøder skal der foretages en vurdering af en række forhold i forbindelse med bødens pådragelse.

Ligeledes taler det også imod eftergivelse, hvis skyldneren gennem særlige arrangementer har indrettet sig således, at husstanden, i forhold til gælden, har kunnet opretholde en urimelig høj levestandard, og samtidig har vist sig immun overfor retsforfølgning.

E.7.2.2.6 Virksomheder

Er virksomheden overdraget til ægtefælle eller samlever, men driver skyldneren fortsat virksomheden, eller fortsættes virksomheden i selskabsform med skyldneren som faktisk leder, kan gælden som hovedregel ikke eftergives. Undtagelse kan gøres, hvis virksomheden er af mindre økonomisk betydning.

Såfremt en virksomhed er videreført i nogle år, uden at der er oparbejdet en ny gæld, men også uden at der er opstået eller kan forventes en økonomisk situation, som kan føre til en fuld afvikling af den gamle gæld, bør den videreførte virksomhed ikke i sig selv føre til en blokering af mulighederne for en hel/ eller delvis eftergivelse.

Det vil naturligvis være en betingelse, at indtjeningen i virksomheden og dens afregning af skatter og afgifter er stabil.

E.7.2.2.7 Gældssanering og akkorder

Efter OPKL § 15, stk. 3, jf. KSL § 73 C, jf. B, skal der navnlig lægges vægt på, om skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form af skatte- told- og afgiftsrestancer mv., skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder, omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.

Hvis der er andre offentlige eller private kreditorer af væsentlig betydning, må skyldneren henvises til at søge en generel ordning, fx i form af en gældssanering eller en frivillig kreditorordning båret af gældssaneringsprincipperne.

Såfremt en skyldner ved en erklæring eller lignende fra andre kreditorer, eller det på anden måde kan sandsynliggøres, at en ældre væsentlig gæld til dem, ikke længere vil blive opkrævet, bør det ikke udelukke en eventuel hel eller delvis eftergivelse.

Hvis der udover ovenanførte ældre gæld er ny gæld, som er anvendt til fornuftige formål for at komme videre efter en økonomisk nedtur, fx lån til boligindskud, til nødvendig bil, til uddannelse, er dette momenter, der ikke må udelukke en eventuel delvis eftergivelse.

Der er ikke tilsigtet nogen indskrænkning af de gældende regler i konkursloven om gældssanering.

Selv om told- og skattemyndighederne i en konkret sag ikke kan bevilge eftergivelse eller henstand, er dette således ikke til hinder for, at skifteretterne efter konkurslovens bestemmelser gennemfører en gældssanering, der bl.a. omfatter gæld i form af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter.

Hvor eftergivelse bevilges, kan skifteretten give skyldneren gældssanering for en eventuel resterende anden gæld. En delvis eftergivelse er heller ikke til hinder for, at en senere gennemførelse af gældssanering kan bevirke en nedsættelse eller eventuelt fuldstændig bortfald af resterende gæld i form af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensinonsbidrag, moms, told og punktafgifter.

E.7.2.3 Indholdet af eftergivelse

E.7.2.3.1 Hel eller delvis eftergivelse

Efter OPKL § 15, stk. 1, jf. KSL 73 C, jf. B, kan de under punkt E.7.2.1 nævnte beløb eftergives helt eller delvis. Det må bero på en vurdering af skyldnerens (husstandens) økonomiske forhold, om der skal meddeles hel eller delvis eftergivelse.

Ved delvis eftergivelse skal gælden nedsættes så meget, at skyldneren sættes i stand til at betale den resterende del i løbet af normalt 5 år. Nedsættelsesprocenten fastsættes ud fra skyldnerens (husstandens) forventede indtægter og udgifter i afviklingsperioden og under hensyn til, at skyldneren og dennes husstand skal kunne opretholde en beskeden levefod. Skyldneren kan efter aftale betale den ikke eftergivne del af gælden gennem afdrag eller med et engangsbeløb.

Hvis skyldneren kan fremskaffe et engangsbeløb kan der gives nedslag i engangsbeløbets størrelse, svarende til den rentefordel, der opnås ved en øjeblikkelig betaling.

For så vidt angår renter, der er påløbet et skattebeløb, der eftergives, er sådanne renter omfattet af eftergivelsen, uanset om de i øvrigt er betalt. Er dette tilfældet, skal der ske tilbagebetaling efter gældende regler. En restskat der eftergives, kan bl.a. bestå af renter. Disse renter skal ikke eftergives på ny. En restskat, der fremkommer året efter eftergivelsen, kan indeholde renter af tidligere eftergivne beløb. Såfremt dette er tilfældet skal disse renter eftergives.

E.7.2.3.2 Forrentning ved delvis eftergivelse

Ved delvis eftergivelse efter OPKL § 15, stk. 1, jf. KSL § 73 C, jf. B, sker der fra datoen for ansøgningens modtagelse ingen forrentning af den del af gælden, der ikke eftergives, og som betales gennem afdrag eller med et engangsbeløb.

Rentefritagelsen svarer til, hvad der er gældende ved en kendelse om gældssanering, hvor krav på renter bortfalder for tiden efter indledning af en gældssanering.

E.7.2.3.3 Forbehold/modregning i afgangsførte uerholdelige beløb

Af meddelelsen om eftergivelse af skattebeløb skal det fremgå, at det eftergivne beløb nedsættes i det omfang, der på årsopgørelsen for det pågældende indkomstår som følge af en senere ansættelsesændring fremkommer en overskydende skat. Dette følger af, at betalt skat som hovedregel ikke eftergives jf. punkt E.7.2.2.3.

Fordringer, der eftergives efter reglerne i OPKL § 15, stk. 1, jf. KSL § 73 C, jf. B, søges ikke inddrevet senere og skal endeligt afskrives.

Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og der for det samme indkomstår er bevilget eftergivelse af restskat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, eller særlig indkomstskat, skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, da den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrevne fordring (konnekse krav).

En fordring, der er ophørt som følge af forældelse eller præklusion, er ikke længere retskraftig og må ikke forsøges inddrevet hos skyldneren, men skal endeligt afskrives.

Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og der for det samme indkomstår tidligere er afskrevet restskat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, tillægsskat eller særlig indkomstskat som forældet mv., skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, da den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrev-ne fordring (konnekse krav).

E.7.2.3.4 Bortfald af eftergivelse

Eftergivelsen kan efter OPKL § 15, stk. 6, jf. KSL § 73 C, jf. B, bortfalde, "såfremt skyldneren i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden."

Delvis eftergivelse kan bortfalde, hvis skyldneren groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden. Der kan fx være tale om, at skyldneren gennem længere tid undlader at betale, skønt den pågældende har midler dertil.

Er det fx en konjunkturændring, en almindelig krise indenfor branchen, arbejdsløshed eller sygdom, der er årsag til misligholdelsen, er denne ikke udslag af grov tilsidesættelse af forpligtelserne, og eftergivelsen fastholdes.

Nogle få dages forsinkelse med afdrag kan heller ikke anses for en grov tilsidesættelse. Der må ses både på misligholdelsens omfang og grund.

Mulighederne for bortfald af eftergivelsen skal fremgå af meddelelsen om hel- eller delvis eftergivelse.

E.7.2.4 Henstand i stedet for eftergivelse og henstand med indregnet restskat

Henstand i stedet for eftergivelse

De fælles regler på hele Skatteministeriets område omfatter også meddelelse om henstand. Der kan meddeles henstand med de samme beløb, som kan eftergives, og som er nævnt under punkt E.7.2.1 .

Efter OPKL § 15, stk. 7, jf. KSL § 73 C, jf. B, kan der "Såfremt skyldneren ikke kan godtgøre, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1, kan der i stedet for eftergivelse meddeles skyldneren henstand". Dette indebærer, at der kan indrømmes henstand ud over den periode, for hvilken myndighederne ud fra rene opkrævningsmæssige hensyn meddeler henstand.

De kriterier der taler henholdsvis for og imod eftergivelse, finder tilsvarende anvendelse ved vurderingen af, om der kan bevilges henstand. Henstand vil således kunne bevilges i situationer, hvor der ikke fuldt ud er grundlag for eftergivelse, men hvor der på trods heraf er et behov for lempelse. Er der særlig stor usikkerhed om, hvorledes skyldnerens økonomiske forhold vil udvikle sig inden for de nærmeste år, kan dette tale for at meddele henstand fremfor eftergivelse.

Rentefritagelsen ved den delvise eftergivelse finder ikke anvendelse ved henstand efter disse bestemmelser.

Overskydende skat eller andre udbetalinger fra staten kan modregnes i henstandsbeløbet, såfremt der i henstandsbevillingen er taget forbehold herom.

Henstand med indregnet restskat

Kontanthjælpsmodtagere, som ikke kun er på kortvarig bistandshjælp, men som har løbende varig hjælp, vil i visse tilfælde komme i økonomisk trang, hvis de har en væsentlig indregnet restskat.

Disse skatteydere har i lighed med alle andre mulighed for at søge om eftergivelse og henstand med restskatten. Betingelserne for at indrømme eftergivelse vil dog normalt ikke være opfyldt.

Ansøgning om eftergivelse behandles af de regionale told- og skattemyndigheder og af Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Ved afslag gives klagevejledning til Told- og Skattestyrelsen.

Hvis skatteyderen kun har bistandshjælp og derfor nedsat betalingsevne, kan der gives hel eller delvis opkrævningsmæssig henstand med den indregnede restskat, jf. principperne om retningslinier for eftergivelse og henstand. Det beløb, der er givet henstand med, trækkes i så fald ud af forskudsregistreringen og omdannes til et skattetilsvar som B/restskat.

Ansøgning om sådan henstand behandles af kommunerne. Ved afslag gives der klagevejledning til de regionale told- og skattemyndigheder.

Der skal i disse tilfælde træffes afgørelse ud fra skatteyderens aktuelle økonomiske forhold, således at man i hvert enkelt tilfælde har sikre oplysninger om, at der overlades skatteyderen de nødvendige midler til eget og eventuelt familiens underhold, jf. retsplejelovens § 509.

Opkrævningsmæssig henstand efter ovenstående principper kan gives, uanset at restskatten efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, anses for betalt.

E.7.2.5 Eftergivelse/henstand, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor

Under punkt E.7.2.2 til E.7.2.4 er de normale betingelser for eftergivelse og henstand for fysiske personer gennemgået. I OPKL § 15, stk. 8, og KSL § 73 D er der indsat en bestemmelse om eftergivelse eller henstand med betaling af skattebeløb, "når forholdene i ganske særlig grad taler derfor."

Bestemmelsen lægger op til eftergivelse eller henstand ud fra en mere konkret og friere bedømmelse af situationen end efter OPKL § 15, stk. 1, og KSL §§ 73 B og 73 C.

OPKL § 15, stk. 8, og KSL § 73 D giver eksempel hjemmel til eftergivelse i situationer, hvor der ikke foreligger økonomisk trang. Bestemmelserne administreres dog ganske restriktivt og anvendes fortrinsvis i tilfælde, hvor der foreligger myndighedsfejl, livstruende sygdom, force majeure eller force majeure-lignende situationer.

Der er tale om en skønsmæssig afgørelse, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af domstolene, jf. TfS 2001, 172 VLD.

OPKL § 15, stk. 8, og KSL 73 D omfatter skatter som fysiske personer er pålignet eller har skullet indeholde eller opkræve. Bestemmelsen omfatter dermed de samme beløb, som er omfattet af OPKL § 15, stk. 1, og KSL §§ 73 B og 73 C. Der kan således være tale om tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder samt almindelige indkomst- og formueskatter (vedrørende formueskatter er sidste år 1998) i form af restskatter, herunder restskatter, der er indregnet i forskudsskatten jf. KSL § 61, stk. 3.

Ifølge AMFL § 13, stk. 7, finder KSL § 73 D tilsvarende anvendelse på bidrag, renter, gebyrer og administrative bøder efter denne lov. Der kan således også for fysiske personer meddeles eftergivelse eller henstand med arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsbidrag, når forholdene i ganske grad taler derfor jf. ATP-lovens § 17 F, stk. 1.

E.7.3 Eftergivelse og henstand for juridiske personer

Eftergivelse og henstand med skattebeløb for juridiske personer sker med hjemmel i KSL § 73 D. Eftergivelse og henstand med arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsbidrag sker med hjemmel i AMFL § 13, stk. 7, der henviser til KSL § 73 D. Eftergivelse og henstand med momsbeløb sker med hjemmel i OPKL § 15, stk. 8. Eftergivelse og henstand med told-, afgifts- og rentebeløb m.v. sker med hjemmel i TDL § 72 stk. 1, og en række punktafgiftslove, der henviser til OPKL § 15 stk. 8. Punktafgiftslovene er nævnt under punkt E.7.2.1.4.

E.7.3.1 Kredsen af juridiske personer

KSL § 73 D omtaler selskaber og foreninger mv., mens OPKL § 15, stk. 8, herudover også omtaler selvejende institutioner og fonde eller lignende. Begge bestemmelser må imidlertid antages at omfatte samme kreds af juridiske personer, nemlig aktieselskaber, anpartsselskaber, selvejende institutioner, fonde og foreninger. Bestemmelsen omfatter derimod ikke kommanditselskaber, interessentskaber og partrederier, idet hæftelsen i disse tilfælde er knyttet til en eller flere af deltagerne.

E.7.3.2 Beløb der kan eftergives

E.7.3.2.1 Selskabsskat

I henhold til KSL § 73 D kan juridiske personers selskabsskatter efter selskabsskatteloven eftergives.

E.7.3.2.2 Ikke afregnet A-skat m.v.

OPKL § 15, stk. 1, omfatter såvel indeholdte som ikke indeholdte A-skattebeløb, som juridiske personer ikke har afregnet til de statslige told- og skattemyndigheder.

Desuden omfatter bestemmelsen udbytteskatter og royaltyskatter herunder skatter i forbindelse med indeholdelse ved aktieselskabers tilbagekøb af egne aktier jf. KSL § 65.

E.7.3.2.3 Arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter

For så vidt angår arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter kan der eftergives de samme beløb for juridiske personer som for fysiske personer. Der henvises til punkt E.7.2.1.3 og E.7.2.1.4.

E.7.3.2.4 Administrative bøder

Bøder på skatteområdet (skattekontrollovsbøder og kildeskattebøder) er ikke omtalt i KSL § 73 D. Alligevel må det ud fra en formålsfortolkning af § 73 D antages, at bestemmelsen omfatter såvel kildeskattebøder som skattekontrollovsbøder, således at der også for juridiske personer kan meddeles eftergivelse med disse bøder. Bøder efter lov om arbejdsmarkedsbidragsfond kan således eftergives i henhold til AMFL § 13, stk. 7, der henviser til KSL § 73 D.

Bøder efter moms-, told-, og punktafgiftslovene kan eftergives i henhold til OPKL § 15, stk. 8, TDL § 72 og en række punktafgiftslove, der er nævnt under E.7.2.1.4.

E.7.3.2.5 Renter, gebyrer m.v.

Renter af skattebeløb er ikke omtalt i KSL § 73 D. Som anført under punkt E.7.2.5 om fysiske personer må § 73 D imidlertid antages at omfatte renter af skattebeløb og gebyrer i forbindelse med opkrævning af skattebeløb. Der kan således også for juridiske personer meddeles eftergivelse med renter af skattebeløb og med gebyrer.

Renter af arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsbidrag samt gebyrer i forbindelse med opkrævning af arbejdsmarkedsbidrags beløb kan eftergives i henhold til AMFL § 13, stk. 7, der henviser til KSL § 73 D. Renter af momsbeløb samt gebyrer kan eftergives i henhold til OPKL § 15, stk. 8. Renter af told- og punktafgifter samt gebyrer kan ligeledes eftergives.

E.7.3.3 Betingelser for eftergivelse

Under punkterne E.7.2.2 til E.7.2.4 er betingelserne for eftergivelse af skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told, og punktafgifter for fysiske personer behandlet. De betingelser, der er anført under de nævnte afsnit, gælder ikke ved eftergivelse for juridiske personer. Ligesom for fysiske personer er det dog en betingelse for eftergivelse eller henstand efter disse regler, at der foreligger en ansøgning.

Efter KSL § 73 D og OPKL § 15, stk. 8, kan eftergivelse af skatte- og afgiftsbeløb meddeles juridiske personer, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor. Tilsvarende gælder for arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, told og punktafgifter. Betingelsen, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, sammenholdt med gældssaneringsreglerne viser, at der er betydeligt snævrer adgang til eftergivelse for juridiske personer end for fysiske personer.

Der vil formentlig kun i meget få tilfælde kunne blive tale om hel eftergivelse af skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter for en juridisk person.

E.7.3.4 Henstand i stedet for eftergivelse

Under punkt E.7.3.3 er betingelserne for eftergivelse af skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag, moms, told og punktafgifter for juridiske personer gennemgået. Af KSL § 73 D og OPKL § 15, stk. 8, fremgår imidlertid, at der også kan meddeles henstand for juridiske personer med betaling af de nævnte beløb. Også for meddelelse om henstand er det en betingelse, at forholdene i ganske særlig grad taler derfor. Henstand vil navnlig kunne komme på tale i form af en moratorieordning.

E.7.4 Henstand ved klage over skatteansættelser m.v.

Afsnit E.7.2 og E.7.3 behandler bl.a. eftergivelse og henstand med skattebeløb, hvor der er fastsat et skattekrav, og hvor afgørelsen ikke er påklaget til højere administrativ myndighed eller til domstolene. I dette afsnit behandles henstand med skattebetaling, hvor skatteyderen har påklaget opkrævningsgrundlaget til en højere administrativ myndighed eller har indbragt skatteansættelsen for domstolene.

SSL § 38, stk. 2, indeholder en bestemmelse, hvorefter skatteministeren på sit forretningsområde kan fastsætte regler om henstand i forbindelse med klage over skatteansættelsen. De nærmere regler for henstand ved klage over skatteansættelsen findes i sagsudlægningsbekendtgørelse nr. 948 af 30. oktober 2001.

E.7.4.1 Henstand med betaling af afgift ved klage

0Efter skatteministeriets bekendtgørelse om sagsudlægning kan der under de samme betingelser som ved henstand med klage over skatteansættelser mv. gives henstand i forbindelse med klager over afgørelser efter et større antal afgiftslove.

For så vidt angår importafgift (told) er der hjemmel i artikel 244 i toldkodeksen til at give henstand ved klage over afgørelser. Henstanden skal som hovedregel betinges af, at der stilles sikkerhed. Se nærmere under afsnit E.7.7.

E.7.4.1.1 Hvilke klagesituationer

Når en skatteansættelse påklages efter reglerne i skattestyrelsesloven kan der efter ansøgning bevilges vedkommende skattepligtige henstand med skattebetalingen.

Henstand kan bevilges i det omfang, ansættelsen påklages til skatteankenævnet eller Landskatteretten. Indbringes sagen for de ordinære domstole, skal der indgives fornyet ansøgning, for at henstand kan opnås.

Samme betingelser som ved henstand med klage over skatteansættelser mv. er gældende ved klage over afgift mv.

E.7.4.2 Hvilke beløb omfatter henstanden

Henstanden kan gives med betaling af indkomstskat til staten, kommune og amtskommune, og/ eller eventuelle afledte krav på arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag og skat af aktieindkomst, formueskat, selskabsskat, og dødsboskat. Henstand kan endvidere gives med betaling af kirkeskat, skat i henhold til lov om kulbrinteindvending, samt andre skatter og afgifter, for hvilke reglerne i kildeskatteloven finder tilsvarende anvendelse. Henstanden skal omfatte de påløbne morarenter.

Henstand kan endvidere gives med betaling af afgift ved klager over afgiftsafgørelser.

E.7.4.3 Begrænsninger i adgangen til henstand

Henstand kan kun gives med den del af den pålignede skat incl. morarenter, der ved årsopgørelsen er fremkommet som skyldig skat, som ikke er betalt på ansøgningstidspunktet, og som kan henføres til den påklagede forhøjelse. Det er endvidere en betingelse for henstand, at den skyldige skat opkræves særskilt. Henstand kan således ikke gives i det omfang det skyldige beløb i henhold til KSL § 61 og § 61 A overføres som tilsvar til det efterfølgende år (indregnet restskat).

E.7.4.4 Betingelser for henstand

E.7.4.4.1 Forrentning af henstandsbeløbet

Henstanden skal betinges af, at der i henstandsbevillingen indsættes som et vilkår, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov og dennes lovs definerede forfaldstidspunkter. Henstanden omfatter også denne rente samt eventuelt allerede påløbne renter. Disse renteudgifter er ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skatte-pligtige indkomst, jf. LL § 17 A og KSL § 23, stk. 1.

Ved ansøgning om henstand bør der gives en vejledning om konsekvenserne ved at få henstand, bl.a. at henstanden altid betinges af rentebetaling, som ikke er fradragsberettiget.

I TfS 1999,99 ØLD drejede en sag sig om skattemyndighedernes hjemmel til at betinge henstand med betaling af skyldig skatter af et krav om forrentning samt om fradragsretten for renter. Skatteyderen havde i 1991 anmodet den kommunale skattemyndighed om henstand med betaling af restskatter. Anmodningen blev imødekommet, betinget af forrentning med 1% per måned og med bemærkning, at der ikke var fradragsret for renterne. Skatteyderen søgte på ny henstand i 1992, og dette blev bevilget. Han betalte i alt morarenter med 463.333,00 kr. og skyldte yderligere renter med 51.047,00 kr. Skatteyderen påstod tilbagebetaling af renterne, men fik ikke medhold. Landsretten fandt, at der for renter påløbet før henstanden var hjemmel i KSL § 63, stk. 1, til opkrævning af renterne, ligesom almindelige aftaleretlige grundsætninger gav grundlag for rentekrav. Der var ikke fradragsret for morarenterne ifølge LL § 17 A.

E.7.4.4.2 Sikkerhedsstillelse

I særlige tilfælde kan en henstandsbevilling gøres betinget af, at der stilles sikkerhed for skattekravet, fx ved begrænset skattepligt, eller hvis det skønnes, at der er risiko for, at muligheden for inddrivelse af skattekravet senere forringes. Ved juridiske personers ansøgning om henstand skal det altid ud fra en undersøgelse af den skattepligtiges økonomiske forhold vurderes, om der er grundlag for at betinge henstanden af sikkerhed. I denne vurdering skal bl.a. indgå oplysninger om den skattepligtiges seneste afregningsperiode for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsbidrag og moms samt eventuelle restancer hermed.

Henstandsbevillingen skal altid betinges af sikkerhedsstillelse, når den skattepligtige er et selskab mv. uden eller med kun ringe erhvervsmæssig aktivitet og som tillige besidder en (stor) likvid beholdning. Overstiger det omstridte krav selskabets egenkapital, må kravet om sikkerhedsstillelsen begrænses i forhold hertil. Afvejningen er på den ene side, at retten til henstand i forbindelse med klage ikke må gøres illusorisk, og på den anden side, at myndighederne sikrer den del af sit krav, som ville kunne inddrives på henstandstidspunktet.

Tilsvarende bør der for fysiske personers vedkommende foretages en solvensmæssig vurdering i forhold til det omstridte kravs størrelse med henblik på et eventuelt krav om hel eller delvis sikkerhed. Afgørelse om sikkerhedsstillelse træffes af den myndighed, som er kompetent til at bevilge henstand. En eventuel sikkerhedsstillelse stilles overfor opkrævningsmyndigheden, der påser, at sikkerheden er betryggende.

E.7.4.4.3 Henstandsperioden, modregning m.v.

Henstanden gives, indtil afgørelse foreligger, i et tidsrum af ikke over 4 år. Henstanden kan forlænges efter fornyet ansøgning. Opkrævningsmyndigheden underrettes om den indrømmede henstand med oplysning om den påklagede del af skatteansættelsen.

I de tilfælde, hvor henstanden ophører inden udløbet af henstandsperioden skal ligningsmyndigheden rette henvendelse til inddrivelsesmyndigheden. Dette vil sikre, at der sker en hurtig og effektiv inddrivelse.

Overskydende skat, udbetaling efter KSL § 55, udbytteskat og tilbagebetaling af moms kan modregnes i henstandsbeløbet, såfremt der i henstandsbevillingen er taget forbehold herom. Et sådant modregningsforbehold bør normalt altid tages, og ikke mindst når henstand gives, uden at der samtidig stilles krav om fuld sikkerhed.

E.7.4.5 Henstand med forskudsskat ved klage over skattepligtsspørgsmål

Det fremgår af KSL § 89, at "Når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, kan skatteministeren eller den, som skatteministeren bemyndiger dertil, indrømme en skattepligtig midlertidig fritagelse for betaling af A-skat eller B-skat."

Efter KSL § 89 A er der hjemmel til at bevilge henstand med forskudsskat, fx ved klage over skatteansættelsen i forbindelse med sager om skattepligts- spørgsmål. Henstanden skal betinges af, at der indsættes som et vilkår i henstandsbevillingen, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen i den pågældende lov fra de i samme lov definerede forfaldstidspunkter. Disse renteudgifter er ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skatte-pligtige indkomst, jf. LL § 17 A og KSL § 23, stk. 1. Det bør i øvrigt altid overvejes at betinge henstanden af, at der stilles betryggende sikkerhed.

E.7.5 Henstand med formueskat vedrørende ejerbolig for pensionister m.fl.

Formueskatten er ophævet med virkning fra og med indkomståret 1997. Personer som før 1. januar 1997 har fået henstand med den del af formueskatten, der vedrører ejerboligen, har fortsat henstand efter reglerne i KSL § 89 A, stk. 2-8.

E.7.6 Kompetence, hørings- og klageregler

I dette afsnit behandles de formelle regler om eftergivelse og henstand med skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms, told og punktafgifter, herunder de formelle regler om henstand ved klage over skatteansættelse mv. og klage over afgørelser om afgifter mv. Ved de formelle regler forstås kompetenceregler, høringsregler og regler om klageadgang.

E.7.6.1 Kompetenceregler

For så vidt angår skatteområdet fremgår det af OPKL § 16, jf. KSL § 73 C, jf. B, at kompetencen til at eftergive skattebeløb, herunder administrativt vedtagne bøder efter kildeskatteloven og skattekontrolloven, ligger hos skatteministeren. Skatteministeren har imidlertid i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndigheds-inddeling og sagsudlægning om henlæggelser af visse beføjelser til de kommunale skattemyndigheder, told- og skatteregioner, Told- og Skattestyrelsen mfl. bestemt, at kompetencen til som 1. instans at træffe afgørelse om eftergivelse eller henstand med personlige skatterestancer ligger hos told- og skatteregionen. Afgørelsen træffes af den region, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører. I Københavns og Frederiksberg Kommuner træffes afgørelse om eftergivelse eller henstand med personlige skatter dog af skatteforvaltningerne.

Kompentencen til at træffe afgørelse i 1. instans om eftergivelse og henstand med indeholdt ikke betalt A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, moms, told og punktafgifter ligger hos told- og skatteregionerne.

Er der tale om henstand ved klage over en skatteansættelse, træffes afgørelsen af den kommunale skattemyndighed, jf. den ovenfor nævnte bekendtgørelse. Afgørelse træffes som udgangspunkt af den myndighed, der har foretaget skatteansættelsen.

Det er ligeledes den kommunale skattemyndighed, der træffer afgørelse i sager om henstand ved klage over skattepligtsspørgsmål.

E.7.6.2 Høringsregler

Ved ansøgning om eftergivelse eller henstand med personlige skatter i henhold til KSL § 73 C eller § 73 D skal der, forinden afgørelse træffes, indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune, jf. KSL § 73 C, 2. pkt. For så vidt angår eftergivelse og henstand med selskabsskatter, skal der indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i selskabets aktuelle hjemstedskommune.

Af hensyn til en hurtig og hensigtsmæssig klagebehandling i Told- og Skatteregion/Told- og Skattestyrelsen er det af væsentlig betydning, at kommunens/regionens indstilling i klagesagen indeholder en sagsfremstilling, som er operationel. Det vil sige, at den indeholder de nødvendige oplysninger og begrundelser, herunder kommunens/regionens stillingtagen til nye oplysninger i klagen.

I sager om eftergivelse og henstand med ikke afregnede A-skattebeløb, arbejdsmarkedsbidrag, moms, told og punktafgifter er der ingen høringspligt.

Der er ligeledes ingen høringspligt i sager om henstand ved fysiske personers klage over skatteansættelser. I sager om juridiske personers klage over skatteansættelser skal den kommunale skattemyndighed indhente oplysninger hos den stedlige told- og skatteregion om den skattepligtiges forhold, inden afgørelse om henstand og eventuelt sikkerhedsstillelse træffes.

I sager om henstand ved klage over skattepligtsspørgsmål er der ingen høringspligt.

E.7.6.3 Klageregler

Det fremgår af bekendtgørelsen om sagsudlægning, at told- og skatteregionens afgørelse om eftergivelse af og henstand med personlige skatterestancer (restskatter) kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Klager over afgørelser om eftergivelse af restskatter mv. skal indsendes til den told- og skatteregion, der har truffet afgørelsen. Regionen videresender sagen til Told- og Skattestyrelsen med en udtalelse.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse om eftergivelse af og henstand med personlige skattebeløb kan i henhold til bekendtgørelsen ikke indbringes for højere administrative myndighed. Afgørelsen kan dog indbringes for domstolene inden 3 måneder fra dato, jf. SSL § 31, stk. 3. Det må efter nuværende praksis forventes, at domstolene kun vil foretage en legalitets prøvelse af skønnet, dvs. en prøvelse af om skønnet er udøvet i overensstemmelse med lovgivningen, men ikke om resultatet af det konkrete skøn er korrekt.

Klager over afgørelser om eftergivelse efter OPKL § 15, stk. 1, skal indsendes til den told- og skatteregion, der har truffet afgørelsen. Told- og Skatteregionen videresender sagen til Told- og Skattestyrelsen med en udtalelse.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan i henhold til bekendtgørelsen ikke indbringes for højere administrative instanser. Afgørelsen kan dog indbringes for domstolene inden 3 måneder fra dato, jf. SSL § 31, stk. 3. Det må efter nuværende praksis forventes, at domstolene kun vil foretage en legalitets- prøvelse af skønnet, dvs. en prøvelse af om skønnet er udøvet i overensstemmelse med lovgivningen, men ikke om resultatet af det konkrete skøn er korrekt.

Med hensyn til påklage i sager om henstand i forbindelse med klage over skatteansættelser følger det af førnævnte bekendtgørelse, at kommunens afgørelse kan indbringes for told- og skatteregionen til endelig afgørelse. Tilsvarende gælder for afgørelser om henstand ved klage over skattepligtsspørgsmål.

E.7.7 Særligt om EF-toldkodeksens artikel 244 (toldbeløb m.v.)

Retningslinierne for bevilling af henstand i forbindelse med klage findes i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 27. For så vidt angår afgørelser efter toldlovgivningen fastsætter sagsudlægningbekendtgørelsens § 27, stk. 1, at artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeksen skal finde anvendelse.

Det er en betingelse for bevilling af henstand, at de regionale told- og skattemyndigheders afgørelse af selve toldspørgsmålet er påklaget.

E.7.7.1 EF-toldkodeksens artikel 244 (indhold)

Det følger af artikel 244, at toldmyndighederne midlertidigt kan udsætte gennemførelsen af en påklaget afgørelse helt eller delvist,

hvis de har en begrundet formodning om, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne,

eller hvis der må frygtes uoprettelig skade for den pågældende.

Udsættelsen kan være betinget af sikkerhedsstillelse, såfremt kravet om sikkerhedsstillelsen ikke medfører alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social karakter for debitor.

E.7.7.2 ToldSkats administration af artikel 244

ToldSkats administration af EF-toldkodeksens artikel 244 følger retningslinierne udstukket af EF-domstolen i den såkaldte Giloy-sag (sag C-130/95).

Hovedreglen er, at ToldSkat kun undtagelsesvis afslår at imødekomme en ansøgning om henstand under en klagesag. Ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag tages der stilling til spørgsmålet om sikkerhedsstillelse. Udgangspunktet er, at der altid stilles krav om sikkerhedsstillelse fra en juridisk person. Sikkerhedsstillelsen vil dog efter omstændighederne kunne begrænses til virksomhedens egenkapital på henstandstidspunktet,

Bevilling af henstanden er betinget af, at henstandsbeløbet forrentes i henstandsperioden. Henstanden omfatter også rentebeløbet.

I henstandsbevillingen kan der tages forbehold for modregning for henstandsbeløbet i krav, som virksomheden måtte få mod det offentlige.

Henstand kan ikke gives for en periode ud over 4 år ad gangen, men kan mod ansøgning forlænges.

E.7.7.3 Den såkaldte Giloy-sag (sag C-130/95)

EF-domstolen har i Giloy-sagen fastslået, at toldmyndighederne kan udsætte gennemførelsen af en påklaget afgørelse, selv om kun en af de to betingelser iartikel 244, stk. 2, er opfyldt. Endvidere fastlår domstolen, at risikoen for at virksomheden lider uoprettelig skade ved en gennemførelse, ikke i sig selv udelukker krav om sikkerhedsstillelse. Krav om sikkerhedsstillelse kan dog udelades eller nedsættes til et mindre beløb, hvis debitor ikke råder over tilstrækkelige midler til at stille sikkerhed, da et krav om sikkerhedsstilelse/fuld sikkerhedsstillelse i så fald må antages at medføre alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social karakter.

Om begrebet "uoprettelig skade" anfører domstolen i præmis 37, 38 og 39, at et økonomisk tab kun kan anses som "alvorligt og uopretteligt", hvis klageren ikke kan opnå fuld erstatning, hvis han får medhold. Som eksempler på uoprettelige skader nævner domstolen opløsning af et selskab og tvangsrealisering af privatbolig.

E.7.7.4 Sikkerhedsstillelsesformer

Ifølgeartikel 193 kan sikkerhed stilles enten i form af kontant depositum eller ved kaution, jf. nærmere nedenfor. Den person, der skal stille sikkerheden, kan frit vælge mellem de forskellige former, jf.artikel 196, men toldmyndighederne kan afvise den foreslåede sikkerhedsstillelse.

I artikel 194 er det anført, at kontant depositum sidestilles med check og andet værdipapir, der kan godkendes af myndighederne. Endvidere fastslår artikel 194, at sikkerheden skal stilles i overensstemmelse med bestemmelserne i national ret. Danske former for sikkerhed er omtalt i opkrævningsbekendtgørelsens § 8, der nævner følgende muligheder: børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed efter de statslige told- og skattemyndigheders bestemmelse.

For så vidt angår kaution fastsætter artikel 195, at kautionisten skriftligt skal forpligte sig til solidarisk med debitor at betale sikkerhedsstillelsesbeløbet ved forfald. Det er Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der her er tale om en selvskyldnerkaution. Da en kautionist indestår for en tredje-mands skyld, vil kravet mod kautionisten have karakter af et civilretligt krav, der skal inddrives ved de almindelige domstole.

Af artikel 195 fremgår det endvidere, at kautionisten skal være en anden person, der er etableret i Fællesskabet og godkendt af toldmyndighederne i en medlemsstat. Toldmyndighederne kan afslå at godkende den foreslåede kautionist, når de finder, at denne ikke fuldt ud vil kunne sikre rettidig betaling af toldskylden.

Vedrørende kravet "etableret i Fællesskabet" fremgår det af toldkodeksens artikel 4, stk. 2, at en fysisk person anses som etableret i Fællesskabet, hvis pågældende har sit sædvanlige opholdssted der, og en juridisk person, hvis pågældende har sit hjemsted, sit hovedsæde eller et fast driftssted der.

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

E Universalforfølgning

Indledning

E.1 Indledende bestemmelser

I konkurslovens kapitel 1 findes en række bestemmelser, der gælder for både konkurs, betalingsstandsning, gældssanering og tvangsakkorder (dvs. konkurslovens insolvensinstitutter).

Disse bestemmelser i konkursloven kaldes for de "Indledende bestemmelser" og omfatter bl.a. reglerne om etablering af fristdag for insolvensinstitutterne og fastholdelse af fristdagen og dens virkning.

Af andre fællesbestemmelser kan nævnes konkurslovens definition af nærtstående, og hvordan der sker anmeldelse af betalingsstandsning eller konkurs til skifteretten.

Afsnit E.1.1 - E.1.4 er gældende for vejledningens kapitler om betalingsstandsning (afsnit E.2), konkurs (afsnit E.3), tvangsakkorder (afsnit E.4) og gældssanering (afsnit E.6). De respektive insolvensinstitutter beskrives nærmere i de enkelte afsnit.

E.1.1 Fristdag

Fristdagen er det tidspunkt, som konkursloven anvender som skæringsdag for at iværksætte de retsvirkninger, der følger af de enkelte institutter.

Fristdagen anvendes således fx i relation til omstødelse (jf. afsnit E.3.12), eller kreditors stilling i konkursordenen (jf. afsnit E.3.14).

Formålet med fristdagen er at fastslå det tidligste tidspunkt, hvor skyldnerens insolvens kan konstateres officielt.

E.1.1.1 Tidspunkt for fristdagen

Fristdagen er efter KL § 1, stk. 1, fastsat til følgende tidspunkter

Den dag, hvor skifteretten modtager anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling, gældssanering eller konkurs.

Inddrivelsesmyndigheden har således mulighed for selv at etablere en fristdag for skyldneren ved at indgive en konkursbegæring. Om konkursbestemmelserne henvises til afsnit E.3.

Dagen for skyldnerens død, hvis dødsboet behandles efter reglerne om insolvente boer, jf. §§ 69-72 i lov om skifte af dødsboer.

Dagen for beslutning om likvidation af et aktieselskab eller et anpartsselskab, hvis skifteretten inden 3 måneder efter denne beslutning modtager anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling eller konkurs. Her tænkes på likvidation af selskaber, som på beslutningstidspunktet måtte formodes at være solvente, og som likvideres efter aktie- og anpartsselskabslovene.

Bestemmelsen omfatter også skifterettens beslutning om selskabets opløsning enten ved solvent likvidation eller konkurs i medfør af aktieselskabsloven § 117 eller anpartsselskabslovens § 60 samt ved tvangsopløsning, jf UfR 1996, 90 HD. Dommen afgjorde, at dagen for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beslutning om tvangsopløsning anses for fristdag, hvis skifteretten inden 3 måneder modtager anmeldelse om betalingsstandsning eller begæring om akkordforhandling eller konkurs. Tvangsopløsningsbegæring sidestilles ikke automatisk med en konkursbegæring.

Kan flere af de nævnte tidspunkter komme på tale, anvendes det tidligst indtrufne tidspunkt som fristdag. I UfR 1995, 709 ØLK, afviste skifteretten en konkursbegæring. Under kærebehandlingen i Landsretten blev der indgivet ny begæring fra en anden kreditor, hvilket blev taget til følge af skifteretten. Landsretten afgjorde, at fristdagen i et sådant tilfælde måtte være den dag, skifteretten havde modtaget kærendes konkursbegæring.

En konkursbegæring indgivet af en ikke lovligt valgt bestyrelse er en nullitet, og en konkursbegæring fra en sådan bestyrelse kan derfor ikke etablere en fristdag. Afvises en sådan begæring, og indleveres der senere for det samme selskab en ny - og lovlig - begæring, vil dette medføre, at den nye begæring kan etablere en fristdag.

I UfR 1985, 429 VLK, var en anmeldelse om betalingsstandsning indgivet af en bestyrelse med kun ét bestyrelsesmedlem. De andre medlemmer var udtrådt af bestyrelsen på den ordinære generalforsamling. Da anmeldelsen af betalingsstandsningen kunne have betydning for omstødelsesfrister, accepterede Landsretten anmeldelsen fra det ene bestyrelsesmedlem som grundlag for behandling af betalingsstandsningen.

E.1.1.2 Opretholdelse af fristdagen

I konkursloven er der muligheden for, at fristdagen kan opretholdes, selvom grundlaget for den oprindelige fristdag er bortfaldet. Betingelserne herfor findes i KL § 1, stk. 2-5.

Dagen for den oprindelige anmeldelse eller for indsendelse af den første begæring til skifteretten regnes således for fristdag i de 4 nævnte tilfælde

Betalingsstandsningen er ophørt, og skifteretten inden 3 uger herefter har modtaget en begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering (KL § 1, stk. 2),

Begæring om akkordforhandling er ophørt, tilbagekaldt eller forkastet, og skifteretten inden 3 uger herefter har modtaget begæring om konkurs eller gældssanering (KL § 1, stk. 3),

Begæring om gældssanering er afslået eller tilbagekaldt, og skifteretten inden 3 uger herefter har modtaget en konkursbegæring eller akkordforhandling (KL § 1, stk. 4).

Konkursbegæringen er tilbagekaldt eller afslået, og skifteretten inden 3 uger herefter har modtaget en ny begæring om konkurs, akkordforhandling, gældssanering eller anmeldelse om betalingsstandsning (KL § 1, stk. 5).

Der regnes kun med hele dage, og derfor må tidsrummet "inden tre uger" forstås således, at selve 3 ugers dagen ligger inden for perioden på de 3 uger jf. UfR 1976, 790.

Opremsningen af tilfælde, hvor fristdagen kan opretholdes i KL § 1, stk. 2-5, er udtømmende. Fristdagen opretholdes således ikke, selv om skifteretten inden 3 uger efter ophør af en betalingsstandsning modtager en ny anmeldelse om betalingsstandsning.

Som et eksempel på opretholdelsen af fristdagen kan nævnes et tilfælde, hvor en betalingsstandsningsperiode er ophørt, uden der er fremkommet forslag til en kreditorordning. Den oprindelige fristdag, som er dagen for anmeldelse af betalingsstandsning, kan alligevel fastholdes, hvis en konkursbegæring indgives senest 3 uger efter betalingsstandsningens udløb. Denne begæring kan også indgives på inddrivelsesmyndighedens foranledning (jf. afsnit E.3 om konkurs).

Inddrivelsesmyndigheden skal vurdere, om fastholdelse af fristdagen vil være nødvendig til at sikre statens krav på skatter og afgifter.

E.1.2 Nærstående

Konkursloven indeholder over for skyldnerens nærstående en vidtgående adgang til regulering til fordel for kreditorerne. Fx er der videre adgang til omstødelse, når den disposition, der ønskes omstødt, er foretaget over for skyldnerens nærstående (jf. afsnit E.3.12).

Bestemmelsen i KL § 2, stk. 1, fastslår, at ved nærstående forstås følgende fysiske eller juridiske personer

Ægtefæller, slægtninge i op- og nedstigende linje, søskende og de nævnte personers ægtefæller. Endvidere andre, der har stået hinanden særligt nær, fx i faktiske samlivsforhold (jf. KL § 2,nr. 1).

Bestemmelsen omfatter fx forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn og søskende. Fraskilte ægtefæller er omfattet, hvis de i den konkrete situation står skyldneren særligt nær. Under ægtefæller henføres registrerede partnere, jf. § 3, stk. 2, i registreret partnerskabslov.

Et selskab og en person, hvis personen eller dennes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabets kapital (jf. KL § 2, nr. 2),

To selskaber, hvis det ene eller dettes nærstående direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af det andet selskabs kapital (jf. KL § 2, nr. 3, 1. led),

To selskaber, hvis en væsentlig del af begge selskabers kapital direkte eller indirekte ejes af samme person eller selskab eller af indbyrdes nærstående personer eller selskaber (jf. KL § 2, nr. 3, 2. led), eller

Andre personer, selskaber eller organisationer, som har tilsvarende interessefællesskab som nævnt ovenfor vedrørende selskaber (jf. KL § 2, nr. 4).

Hvor stor en kapitalandel der skal ejes, for at den kan anses for at være væsentlig efter KL § 2 (punkt b - e), kan der ikke gives faste retningslinjer for. Andelen behøver dog ikke at være 50% eller mere, men vurderingen må afhænge af fordelingen af kapitalen og den stemmevægt, der er forbundet med kapitalen.

Andelen kan siges at være væsentlig, hvis selskabets disposition er båret af den værdi eller stemmevægt, som ejerens andel har.

Som eksempel kan nævnes UfR 1993, 981 HD, hvor en ejerandel på 10% regnet efter stemmevægt ikke var tilstrækkelig til at anse aktionæren for at være nærstående til selskabet. Heller ikke det faktum, at aktionæren også var medlem af selskabets bestyrelse, kunne medføre, at aktionæren var nærstående efter KL § 2, nr. 4.

E.1.3 Krav om anmeldelse og begæring

En anmeldelse af betalingsstandsning eller begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering indgives til skifteretten på det sted, hvorfra skyldneren udøver sin erhvervsmæssige virksomhed, jf. KL § 3. Hvis skyldneren ikke driver virksomhed her i landet, indgives anmeldelsen eller begæringen til skifteretten i den retskreds, hvor han har sit hjemting. Inden for Københavnsområdet (jf. KL § 4) indgives anmeldelser og begæringer dog til Sø- og Handelsretten i København.

Anmeldelse af betalingsstandsning eller begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering indgives skriftligt og skal så vidt muligt angive skyldnerens fulde navn, personnummer, bopæl, det navn, hvorunder han driver forretning, hans erhvervsgren samt hvorfra, virksomheden drives, jf. KL § 7. Er skyldneren et aktie- eller anpartsselskab, skal CVR-nummeret så vidt muligt angives.

Efter KL § 8 kan skifteretten bevilge den, der har indgivet anmeldelsen eller begæringen, en kort frist til at fremskaffe manglende oplysninger. Fristen kan normalt ikke strækkes ud over en uge.

Sker der udsættelse efter KL § 8, vil denne udsættelse ikke få betydning for etablering af fristdagen, hvis manglerne ved materialet udbedres.

Skifterettens afgørelse kan ikke kæres, jf. KL § 249.

E.1.4 Oplysninger om anmeldelse eller begæring

Anmeldelse af betalingsstandsning og begæring om konkurs, akkordforhandling eller gældssanering skal ikke offentliggøres, jf. KL § 9, stk. 1. KL har hermed til formål at hindre eventuel skade af virksomhedens almindelige omdømme i de situationer, hvor begæringerne bliver tilbagekaldt som følge af betalinger eller afvist af skifteretten, fordi konkursbetingelserne ikke er opfyldt.

Efter KL § 9, stk. 2, kan enhver, der har retlig interesse deri, fx en kreditor, hos skifteretten få oplyst, hvorvidt og hvornår skyldner har indgivet anmeldelse eller begæring, og hvem der er beskikket som tilsyn for den pågældende.

Er en begæring indgivet af en kreditor, kan skifteretten ifølge bestemmelsen ikke give oplysning herom.

Inddrivelsesmyndigheden må altid anses for at have en retlig interesse i en registreret virksomheds eller en skatteyders betalingsforhold. Myndigheden vil derfor, hvis den fx får underretning om, at en virksomhed er i betalingsvanskeligheder, kunne henvende sig til skifteretten for at forespørge, om virksomheden er trådt i betalingsstandsning.

Hvis anmeldelsen eller begæringen har været fremlagt på skifterettens møde, kan enhver, der har retlig interesse heri, forlange udskrift af retsbøgerne og de fremlagte dokumenter, der beror hos retten, jf. KL § 9, stk. 3. Her er det uden betydning, om konkursbegæringen er indgivet af en kreditor.

Skifteretten udleverer oplysningerne under iagttagelse af RPL § 41. Efter denne bestemmelse udleveres udskrifter af retsbøger, samt fremlagte dokumenter hørende til sagen. Udleveringen skal ske inden for en uge.

E.2 Betalingsstandsning

Bestemmelserne om betalingsstandsning fremgår af konkurslovens kapitel 2.

En skyldner, der ikke mener at være i stand til at betale sine kreditorer til tiden, har mulighed for at anmelde betalingsstandsning til skifteretten, jf. KL § 10.

Anmeldelsen beror på skyldnerens egen bedømmelse af sin økonomiske situation, og i almindelighed vil skifteretten ikke kræve, at der fremlægges regnskabsmateriale mm.

Formålet med en betalingsstandsning er at få skabt ro om skyldnerens virksomhed for at lette adgangen til at etablere en betalingsordning med kreditorerne, herunder også inddrivelsesmyndigheden. Betalingsstandsningen etableres således for at søge at undgå en konkurs eller for at hindre en (tvangsmæssig) begunstigelse af en enkelt kreditor.

Der er ikke pligt for skyldneren til at anmelde betalingsstandsning. Kreditorerne kan ikke kræve, at en skyldner skal standse betalingerne, men er i givet fald henvist til at indgive konkursbegæring.

En fortsættelse af virksomheden uden betalingsstandsning med tab for kreditorerne til følge, kan imidlertid medføre erstatningsansvar jf. UfR 1999, 591 HD. Her videreførte en direktør og eneanpartshaver i et selskab sit bilfirma, selv om selskabet i to år før konkursen havde været insolvent. I de to regnskabsår havde selskabet et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen i det tredje regnskabsår var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der ikke var muligheder for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende de nye biler, der blev solgt i de to sidste måneder før konkursen. Direktøren var derfor erstatningsansvarlig for det tab, der herved blev påført TSR.

Se mere om erstatning i afsnit E.3.17 om konkurs og afsnit J.

E.2.1 Skyldnerens retsstilling

Ved anmeldelsen af betalingsstandsningen ændres der ikke ved skyldnerens hæftelse for de dispositioner, skyldneren foretager sig.

Skyldneren bevarer også rådigheden over sine aktiver. Skyldnerens ret til at disponere over sin formue ændres således ikke.

Skyldneren må dog kun betale sin gæld, hvis det er i overensstemmelse med konkursordenen, eller hvis betalingen er nødvendig for at afværge tab jf. KL § 15. Endvidere skal væsentlige dispositioner forelægges det tilsyn, som skifteretten beskikker under betalingsstandsningen. Nærmere om det beskikkede tilsyn og betaling af gældsposter under betalingsstandsningen henvises til afsnit E.2.5.1.1.

E.2.2 Anmeldelse af betalingsstandsning

Anmeldelse af betalingsstandsningen sker efter KL § 3 til skifteretten på det sted, hvor skyldnerens erhvervsmæssige virksomhed udøves. Ved anmeldelsen etableres der en fristdag, jf. KL § 1, stk. 1 (se afsnit E.1).

Anmeldelsen til skifteretten skal indeholde oplysninger om fx skyldnerens fulde navn, personnummer, bopæl mm., men derimod ikke økonomiske oplysninger, jf. KL § 7.

Er anmeldelsen ikke fyldestgørende, kan skifteretten meddele skyldneren en kort frist til at fremkomme med de nævnte oplysninger, jf. KL § 8. Denne frist ændrer ikke på tidspunktet for etablering af fristdagen.

Anmeldelsen skal endvidere indeholde skyldnerens forslag til, hvem der skal beskikkes som tilsyn under betalingsstandsningen. Dette krav er obligatorisk. Indeholder anmeldelsen ikke disse oplysninger, er den uden virkning, og der etableres således ikke en fristdag, jf. KL § 10, stk. 2.

E.2.3 Meddelelse til kreditorerne

Anmeldelse om betalingsstandsning offentliggøres ikke, men tilsynet skal inden en uge efter anmeldelsen udsende meddelelse herom til samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 12.

Inden for samme frist skal en genpart af meddelelsen og en kreditorfortegnelse indleveres til skifteretten.

Meddelelsen skal indeholde følgende oplysninger

Oplysning om skyldnerens vigtigste aktiver og passiver samt så vidt muligt en kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder (KL § 12, stk. 1, nr. 1),

Oplysning om skyldnerens regnskabsføring (KL § 12, stk. 1, nr. 2),

En redegørelse for årsagerne til betalingsstandsningen (KL § 12, stk. 1, nr. 3), og

Oplysning om tidspunktet for møde med kreditorerne (§ KL 12, stk. 1, nr. 4).

Meddelelsen skal endvidere vedlægges skyldnerens senest foreliggende årsregnskab eller efter omstændighederne uddrag heraf.

Hvis tilsynet ikke når at udsende disse oplysninger inden for tidsfristen, kan skifteretten vurdere, om dette skal have betydning for fortsættelse af den anmeldte betalingsstandsning, jf. KL § 16 d, stk. 1, nr. 3. Endelig kan skifteretten vælge at beskikke et andet tilsyn efter KL § 13, stk. 3.

Er inddrivelsesmyndigheden af den opfattelse, at forsinkelsen skal have betydning for betalingsstandsningens opretholdelse eller for selve tilsynet, bør forsinkelsen indberettes til skifteretten, så retten kan vurdere, hvilke sanktionsmuligheder, der skal finde anvendelse.

E.2.4 Møde med kreditorerne

Skifteretten fastsætter ved modtagelsen af anmeldelsen om betalingsstandsning et tidspunkt for det første møde med kreditorerne, jf. KL § 11, stk. 2.

Det første møde skal afholdes senest 3 uger efter modtagelsen af skyldnerens anmeldelse af betalingsstandsning.

Formålet med mødet er at give kreditorerne en nærmere orientering om betalingsstandsningen og dens formål. Endvidere er det muligt for kreditorerne at komme med indsigelser mod en opretholdelse af en anmeldt betalingsstandsning.

På mødet skal der også tages stilling til om betalingsstandsningen skal opretholdes. Endvidere tages der stilling til, om der skal nedsættes et kreditorudvalg (jf. afsnit E.2.6). Endelig skal Skifteretten afgøre, om der skal nedlægges forbud om rådighedsberøvelse på grundlag af uomstødeligt udlæg jf. KL § 16 A.

Hvis skyldneren udebliver fra mødet uden lovligt forfald, afgør skifteretten, om betalingsstandsningen skal ophøre, jf. KL § 13, stk. 2.

E.2.4.1 Inddrivelsesmyndighedens deltagelse i skifterettens møder

Inddrivelsesmyndigheden er som enhver anden kreditor berettiget til at møde op på disse skifteretsmøder og sikre statens krav på skatter og afgifter på den bedst mulige måde.

Inddrivelsesmyndigheden bør altid deltage i det første møde for at skaffe sig et overblik over virksomhedens situation.

Inden det første møde bør inddrivelsesmyndigheden tilrettelægge arbejdet ved at gennemse skyldnerens redegørelse efter KL § 12 for at danne sig et overblik over virksomheden, kreditorfortegnelsen og tilsynet. Til brug for mødet bør alle relevante oplysninger samles hos TSR og eventuelt hos KM i sager, hvor begge myndigheder er kreditorer.

Det bør vurderes, om betalingsstandsningen har noget formål, og på mødet kan der stilles spørgsmål til virksomhedens ledelse og tilsynet for bl.a. at vurdere om en kreditorordning er mulig. Blandt de oplysninger, der vil være relevante for vurderingen af betalingsstandsningen, kan fx nævnes oplysninger om likviditet til driften i betalingsstandsningsperioden for at undgå, at der sker en udhuling af virksomhedens aktiver mv. Det kan også være, at det skal overvejes, om en eventuel frivillig likvidation skal accepteres i de situationer, hvor der ikke foreligger omstødelige dispositioner mv. Se L.5.2 og E.2.10.

Vurderingen skal ske på baggrund af en afvejning af formålet med betalingsstandsningen, hvor momenter som forsøg på at få ro i sin virksomhed til at bringe aktiver i kreditorly, foretage omstødelige dispositioner eller tilsløre/udføre strafbare handlinger klart taler imod en anmeldt betalingsstandsning. Karakteren af disse dispositioner bestemmer også inddrivelsesmyndighedens handlinger, idet der kræves en hurtig indsats over for disse skyldnere for at sikre statens krav på skatter og afgifter på den mest effektive måde (se eventuelt afsnit E.2.11).

Savner betalingsstandsningen et legitimt formål, skal inddrivelsesmyndigheden protestere mod forlængelse af betalingsstandsningen. I disse situationer bør inddrivelsesmyndigheden vurdere, om der skal indgives en konkursbegæring mod skyldneren. Om vurderingen heraf henvises til afsnit E.3.3 i afsnittet om konkurs.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på grundlag af de oplysninger, der i øvrigt fremkommer på mødet, samt de oplysninger, regionen i øvrigt er i besiddelse af, mener, at betalingsstandsningen bør ophøre, er der mulighed for at tilkendegive dette på mødet. Hvis skifteretten på trods af tilkendegivelsen opretholder betalingsstandsningen, kan der eventuelt indgives en konkursbegæring, men det er skifteretten, der afgør, om begæringen skal behandles inden betalingsstandsningen udløber.

Inddrivelsesmyndigheden bør altid ved skyldnerens fortsatte drift af virksomheden i betalingsstandsningen kræve, at tilsynet godkender den videre drift, herunder stille krav om, at der sker rettidig betaling af løbende skatter og afgifter. Dette bør ske for at minimere myndighedens risiko for tab på skatter og afgifter. Se i øvrigt om eventuelt erstatningsansvar for tilsynet i afsnit E.2.5.3.

Bør der beskikkes et andet tilsyn end det af skyldneren valgte, har inddrivelsesmyndigheden mulighed for efter KL § 13, stk. 3, at fremkomme med indsigelser. Myndighederne kan her lægge vægt på, om tilsynet er eller har været skyldnerens advokat i andre sager, således at tilsynet muligvis er inhabilt.

Efter KL § 16 b kan ansatte i skyldnerens virksomhed, som er bagudlønnede, kræve, at der stilles betryggende sikkerhed for det til enhver tid først forfaldne vederlag, for så vidt det vedrører tiden efter anmeldelsen af betalingsstandsningen. På mødet bør inddrivelsesmyndigheden søge oplyst om, der stilles sikkerhed for de ansattes løn efter fristdagen, jf. KL § 16 b. Stilles der ikke sikkerhed efter KL § 16 b eller eventuelt for nettolønnen, kan dette forhold inddrages i inddrivelsesmyndighedens vurdering af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring. for at bringe betalingsstandsningen til ophør.

E.2.4.2 Det videre arbejde med betalingsstandsningen

Inddrivelsesmyndigheden skal ud fra ønsket om tabsbegrænsning nøje følge udviklingen hos skyldneren under den anmeldte betalingsstandsning.

Under de efterfølgende møder i skifteretten eller under selve betalingsstandsningsforløbet kan inddrivelsesmyndigheden protestere mod forlængelse af betalingsstandsningsperioden, hvis denne savner et formål, eller anmelde til skifteretten, at betingelserne for betalingsstandsningen ikke længere er til stede.

Inddrivelsesmyndigheden bør også vurdere indholdet i tilsynets cirkulæreskrivelser, herunder være opmærksom på reglerne i KL § 15, stk. 4 og 5, vedrørende væsentlige dispositioner i betalingsstandsningsperioden, således at myndigheden protesterer, hvis dispositionen ikke kan accepteres (salg af aktiver mv.). Bestemmelserne i KL § 15, stk. 4 og 5, gennemgås nærmere i afsnit E.2.5.1.1.

E.2.5 Beskikket tilsyn

Skifteretten beskikker straks ved modtagelsen af anmeldelsen om betalingsstandsning et tilsyn for skyldneren. Beskikkelsen af tilsyn er obligatorisk, men skifteretten er ikke bundet af skyldnerens forslag til tilsyn, jf. KL § 11, stk. 1.

Inddrivelsesmyndigheden er på det første møde i skifteretten berettiget til at komme med alternative forslag til sammensætningen af tilsynet, jf. afsnit E.2.4.1.

E.2.5.1 Tilsynets opgaver

Tilsynets opgave er først og fremmest at værne om kreditorernes interesser.

Tilsynet skal underrette alle kreditorer om særligt væsentlige dispositioner, medmindre dispositionerne er nødvendige af hensyn til bevarelsen af skyldnerens virksomhed, rimelig varetagelse af kreditorernes fælles interesser i øvrigt eller erhvervelsen af dagliglivets fornødenheder, jf. KL § 15, stk. 4.

Fordringshaverne har vetoret, idet en fjerdedel af de kendte usikrede kreditorer inden syv dage fra modtagelsen af tilsynets meddelelse om dispositionen kan gøre indsigelse herimod.

Dette har den virkning, at tilsynet skal indkalde kreditorerne til et møde. Hvis over halvdelen af de fremmødte kreditorer stemmer imod dispositionens foretagelse, må denne ikke foretages. Der stemmes efter fordringens størrelse, jf. KL § 15, stk. 5.

Skyldneren skal aflægge regnskab over for tilsynet jf. KL § 15, stk. 2, og i øvrigt er det tilsynets opgave i samarbejde med skyldneren at få etableret en kreditorordning samt sikre en korrekt og saglig behandling af skyldnerens forslag til en kreditorordning.

Værner tilsynet ikke om kreditorernes interesser, bør der ske indberetning af tilsynet til skifteretten, for at retten kan tage stilling til, om der skal ske afsættelse af tilsynet eller ophør af betalingsstandsningen, jf. KL § 13, stk. 3, eller KL § 16 d.

E.2.5.1.1 Tilsyn med skyldneren - væsentlige dispositioner

Tilsynet skal etablere en kontrol med skyldneren, da denne efter KL § 15, stk. 1, ikke må foretage væsentlige dispositioner uden tilsynets samtykke.

Tilsynet må således sikre sig, at skyldneren ikke uden dets samtykke foretager væsentlige dispositioner.

Hvis inddrivelsesmyndigheden bliver opmærksom på sådanne forhold, bør der ske anmeldelse af tilsynet til skifteretten, så retten eventuelt kan ændre tilsynet efter KL § 13.

Hertil kommer, at betaling af gæld kun må ske i overensstemmelse med konkursordenen eller for at afværge tab. Betaling af gæld i overensstemmelse hermed kræver dog tilsynets samtykke, hvis betalingen er af væsentlig betydning.

Som eksempler på væsentlige dispositioner kan nævnes større vareindkøb, der ikke er led i den daglige forretningsgang, salg af fast ejendom eller værdifulde maskiner, nedlæggelse af produktioner og bortforpagtning. Samtykket kan gives til skyldneren eller til dennes medkontrahent og kan være udtrykkeligt eller stiltiende.

Tilsynets samtykke er en forudsætning for, at det deraf følgende krav i en efterfølgende kreditorordning eller konkurs er fortrinsberettiget, jf. KL § 94, nr. 2. I UfR 1986, 369 VLD, blev et salg af en maskine fra en virksomhed under betalingsstandsning tiltrådt af det beskikkede tilsyn. Aftalen blev indgået inden fristdagen og levering og fakturering skete efter fristdagen. Landsretten statuerede derfor, at da levering og fakturering var sket i betalingsstandsningsperioden, var momskravet efter momslovens regler opstået i denne periode. Da salget var godkendt af tilsynet, måtte momskravet godkendes efter KL § 94, nr. 2.

Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav, herunder skatter og afgifter mv., dog bortset fra personlige skatter, anses for fortrinsberettigede, jf. UfR 1984, 969 HD.

Bliver løbende krav trods tilsynets godkendelse ikke betalt, kan dette få betydning for betalingsstandsningens fortsættelse, jf. afsnit 2.5.1.2. Det samme gælder, hvis skyldneren fortsætter driften af virksomheden uden tilsynets godkendelse.

Om eventuelt erstatningskrav mod tilsynet eller virksomhedens ledelse henvises til afsnit E.2.5.3 og afsnit J.

Uenighed mellem skyldner og tilsyn kan ikke indbringes for skifteretten. Hvis samarbejdet ikke kan etableres, må betalingsstandsningen ophøre efter reglerne i KL § 16 d (jf. afsnit E.2.5.1.2), eller tilsynet må søges afløst af et andet.

E.2.5.1.2 Ophør af betalingsstandsningen

Efter KL § 16 d skal tilsynet underrette skifteretten, hvis det viser sig, at betalingsstandsningen savner et rimeligt formål, skyldneren ikke samarbejder loyalt, eller hvis der ikke på betryggende måde arbejdes på at opnå en samlet ordning med kreditorerne.

Skifteretten træffer herefter bestemmelse om ophævelse af betalingsstandsningen. Inden skifteretten træffer afgørelsen, afholdes der et møde, hvor skyldner, tilsyn og de eventuelt fremmødte fordringshavere har lejlighed til at udtale sig.

Bliver inddrivelsesmyndigheden opmærksom på, at virksomheden ikke betaler de løbende krav på skatter og afgifter, må betalingsstandsningen søges bragt til ophør efter reglerne i KL § 16 d ved, at tilsynet eller skifteretten underrettes om forholdet. For at varetage myndighedens interesser bedst muligt i en sådan situation, kan fortrinsstillingen for myndighedens krav sikres ved, at der inden 3 uger efter betalingsstandsningens ophør indgives konkursbegæring, jf KL § 1, stk. 2.

Tilsvarende gælder, hvis skyldneren, på trods af tilsynets manglende godkendelse, fortsætter virksomheden.

E.2.5.2 Omstødelse af dispositioner

Har tilsynet samtykket i en disposition, er muligheden for omstødelse af dispositionen under en efterfølgende konkurs begrænset, jf. KL § 72, stk. 3.

Omstødelse af disse dispositioner kan således kun ske, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser.

Det er en betingelse for at få en disposition omstødt, at der er afsagt konkursdekret, hvorfor konkursbegæring om nødvendigt må indgives af inddrivelsesmyndigheden for at få dispositionen omstødt.

E.2.5.3 Tilsynets erstatningsansvar

Inddrivelsesmyndigheden skal følge tilsynet nøje, og den skal hurtigt gribe ind over for tilsynet, hvis angivelser eller betaling udebliver i betalingsstandsningsperioden.

For at følge et tilsyn er det nødvendigt for inddrivelsesmyndigheden at være opmærksom på, om der fra tilsynets side er iværksat tilstrækkelige initiativer til at følge skyldneren nøje, herunder om skyldneren følger tilsynets anvisninger.

Inddrivelsesmyndigheden skal følge forløbet af betalingsstandsningen nøje, og sker der misligholdelse af tilsynets/skyldnerens forpligtelser til at betale skatter og afgifter, skal tilsynet rykkes for den manglende betaling. Udebliver betalingen, skal det vurderes, om ikke skyldneren bør erklæres konkurs ligesom det bør overvejes, om der i tilfælde af manglende dækning af fortrinsberettigede krav kan gøres erstatningsansvar gældende over for tilsynet.

Til brug for denne vurdering kan der henvises til TfS 2000, 975 HD, hvor et tilsyn havde medvirket ved etableringen af en betalingsstandsning med det formål at få gennemført en akkord med kreditorerne. Ved betalingsstandsningsperiodens begyndelse forelå der ikke forhold, der kunne bevirke, at tilsynet skulle iværksætte instruktioner og kontrolforanstaltninger med skyldnerens virksomhed ud over det sædvanlige, da bl.a. regnskabet blev varetaget af en regnskabsuddannet medarbejder, og regnskabet var ajour.

Et under betalingsstandsningen udarbejdet regnskab viste modsat det budgetterede regnskab et underskud, hvorfor en akkordordning måtte opgives. Endvidere konstateredes det, at likviditeten var stram. Betalingsstandsningsperioden blev herefter forlænget med det formål at sælge virksomheden, og kreditorerne blev orienteret herom. 2 måneder efter forlængelsen af betalingsstandsningen kunne det beregnes, at driften under betalingsstandsningen ville indebære et driftsunderskud på mere end 100.000 kr., ligesom det kunne konstateres, at der var alvorlige likviditetsproblemer og væsentlige restancer til det offentlige.

Højesteret fandt ikke tilsynets ændring af formålet med betalingsstandsningen ansvarpådragende, men mente, at tilsynet efter konstateringen af den stramme likviditet burde have iværksat skærpende foranstaltninger, såsom hyppigere og mere direkte kontrol af virksomhedens drift. Efter kendskab til virksomhedens økonomiske situation 2 måneder efter den seneste forlængelse af betalingsstandsningsperioden fandt Højesteret, at tilsynet ved den manglende iværksættelse af den skærpende kontrol og manglende underretning af skifteretten i henhold til KL § 16 d, stk. 2, havde tilsidesat sine pligter og derved var ansvarlig for det tab, der var påført Skatteministeriet. I den konkrete sag var der dog ikke ført det fornødne bevis for, at tabet skyldtes tilsynets ansvarspådragende forhold.

Se også dommen i TfS 2003,89, hvor det beskikkede tilsyn blev pålagt erstatningsansvar for A-skatter, der var indeholdt de sidste 2 måneder inden virksomhedens konkurs. Tilsynet fandtes at have handlet ansvarspådragende ved at fortsætte betalingsstandsningen på trods af, at resultatet af virksomhedens drift forværredes og var negativt allerede 4 måneder før konkursen.

I forbindelse med vurderingen af et eventuelt erstatningsansvar ses der på tilsynets professionsansvar, herunder hvilke tiltag, der er sædvanlige for et tilsyn, og hvorvidt disse sædvanlige tiltag skal udvides eller skærpes. Denne udvidelse eller skærpelse afhænger af den konkrete situation, fx tilsynets vurdering af forventningen til den fremtidige drift, undersøgelser fra tilsynets side inden iværksættelse af betalingsstandsning, vurdering af forslag til kreditorordning, forslag til videre drift af skyldnerens virksomhed og virksomhedens likviditetssituation mm. Endvidere må der indrømmes tilsynet et vist margin i det skøn, der udøves, inden der tages beslutning om videre drift af virksomheden eller ændring af betalingsstandsningens formål.

Der kan ikke her gives nogen facitliste over, hvad der forstås ved sædvanlig kontrol og instruktion fra tilsynets side, men der kan i vurderingen lægges vægt på, om der sikres tilsynet en betryggende opfølgning af virksomhedens drift i form af tilstrækkelig intern kontrol med driften samt opfølgning på regnskaber, herunder budgetter og likviditetsbudgetter samt instruktioner om betaling af skatter og afgifter under betalingsstandsningen.

Tilsynets erstatningsansvar hviler som nævnt på et professionsansvar, og de almindelige erstatningsretlige grundsætninger finder anvendelse. Ifølge disse grundsætninger påhviler det også den tabslidende part om muligt at søge sit tab begrænset. Dette kan ske ved at rykke tilsynet for manglende betaling af skatter og afgifter. I tilfælde af udeblevne betalinger trods rykkere må der ske indberetning af forholdet til skifteretten, så retten kan vurdere sagen under hensyn til KL § 16 d, stk. 2. En rykker vil også tydeligt henlede tilsynets opmærksomhed på virksomhedens manglende betalinger af skatter og afgifter.

Viser det sig under en efterfølgende konkurs, at der som følge af svigt hos tilsynet ikke bliver fuld dækning til inddrivelsesmyndighedens fortrinsberettigede krav, bør det overvejes, hvorvidt der skal anlægges erstatningssag mod tilsynet.

Ved siden af vurdering af, hvorvidt der skal rejses erstatningssag mod tilsynet, kan det også vurderes, hvorvidt der skal rejses erstatningssag mod ledelsen i skyldnerens virksomhed.

Inddrivelsesmyndigheden skal forelægge spørgsmålet om erstatning for TSS, der tager endelig stilling til, om der skal rejses erstatningssag.

E.2.5.4 Vurdering af formålet med betalingsstandsningen

Som nævnt i afsnit E.2 ovenfor er formålet med en betalingsstandsning at skabe ro om skyldnerens virksomhed for at få etableret en ordning med skyldnerens kreditorer med det formål at fortsætte driften af virksomheden.

De forslag, som skyldneren fremkommer med under betalingsstandsningsperioden, skal af inddrivelsesmyndigheden vurderes efter de almindelige retningslinjer, gældende for de respektive forslag til kreditorordning. Af typiske forslag til reetablering af skyldnerens virksomhed kan nævnes frivillig kreditorordning (se afsnit E.4 eller en tvangsakkord (se afsnit E.5).

Hvis inddrivelsesmyndigheden skønner, at betalingsstandsningen ikke har noget formål, eller myndighedens stilling i øvrigt skønnes at blive yderligere forringet ved en forlængelse af betalingsstandsningen (fx hvis der ikke er likviditet i virksomheden, eller der er sket omstødelige dispositioner), vil dette kunne inddrages i vurderingen af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring mod skyldneren. Se også mere herom i afsnit E.2.4.1 om inddrivelsesmyndighedens deltagelse i skifterettens møder.

E.2.5.5 Kommunens arbejde med betalingsstandsninger

I det kommunale arbejde med betalingsstandsninger bør der føres kontrol med betaling af skyldnerens forskudsskat. Hvis forskudsskatten ikke betales, og der oparbejdes væsentlige restancer, skal KM kontakte TSR, så der kan ske en samordnet indsats i sager, hvor TSR også er kreditor. Samarbejdet etableres med henblik på at vurdere, hvorvidt en forlængelse af betalingsstandsningen skal søges nægtet, ligesom en eventuel konkursbegæring bør overvejes.

E.2.6 Kreditorudvalg

Skifteretten kan efter begæring fra skyldneren, tilsynet eller en kreditor nedsætte et kreditorudvalg, jf. KL § 14, stk. 1.

Formålet med denne bestemmelse er at give kreditorerne større indflydelse på arbejdet under betalingsstandsningen.

Nedsættelsen af et kreditorudvalg kan i visse tilfælde være begrundet med, at det er skyldnerens egen advokat, der er beskikket som tilsyn, og at denne ikke uden videre nyder kreditorernes tillid. Interessemodsætninger mellem kreditorgrupper kan også begrunde nedsættelse af et kreditorudvalg, hvori kreditorgrupperne kan være repræsenteret.

Udvalgets opgaver kan være at yde bistand til tilsynet ved at tilføje en særlig sagkundskab og herudover eventuelt også at kontrollere tilsynet.

E.2.6.1 Kreditorudvalgets sammensætning

Et kreditorudvalg består af højst 3 medlemmer. Skifteretten fastsætter antallet af medlemmer, jf KL § 14, stk. 1.

Medlemmerne vælges ikke af kreditorerne, men udpeges af skifteretten. I dette valg kan retten lægge vægt på, hvilket behov udvalget skal opfylde, fx særlig sagkundskab eller repræsentation af forskellige kreditorgrupper. Dog er en repræsentant for virksomhedens ansatte berettiget til at indtræde i udvalget, hvis virksomheden har mere end 25 ansatte.

E.2.6.3 Inddrivelsesmyndighedens forhold til kreditorudvalg

Inddrivelsesmyndigheden er ligesom enhver anden kreditor berettiget til at forlange, at der nedsættes et kreditorudvalg, og en beslutning vedrørende dette spørgsmål kan ikke påklages til TSS.

Det er op til den enkelte inddrivelsesmyndighed at afgøre, hvorvidt et kreditorudvalg er et passende instrument til at sikre statens krav på skatter og afgifter på en hensigtsmæssig måde.

Det kan det fx være i sager, hvor der er behov for at værne om myndighedens interesser i boer af kompleks karakter eller særlig store og omfattende boer. Endvidere kan der være et ønske om at følge likviditetsudviklingen i virksomheden mere tæt, i øvrigt overvåge forhandlinger om en kreditorordning på tættere hold og at samarbejde med tilsynet.

Selv om myndighederne har krævet et kreditorudvalg nedsat, er der ikke krav om, at de skal være repræsenteret i udvalget, men der kan eksempelvis indsættes en person med særligt kendskab til den foreliggende sag.

E.2.6.2 Kreditorudvalgets beføjelser

Et kreditorudvalg har kun rådgivende beføjelser, jf. KL § 14, stk. 2.

Tilsynet skal løbende holde kreditorudvalgets medlemmer orienteret om betalingsstandsningens forløb, herunder om skyldnerens løbende forretninger og om arbejdet med at få gennemført en kreditorordning.

Tilsynet skal forud underrette udvalget om påtænkte, særligt væsentlige dispositioner. Sådanne dispositioner skal endvidere meddeles alle kreditorerne, medmindre dispositionerne er nødvendige af hensyn til bevarelsen af skyldnerens virksomhed, rimelig varetagelse af kreditorernes fælles interesser i øvrigt eller erhvervelsen af dagliglivets fornødenheder, jf. KL § 15, stk. 4.

Kreditorudvalget har ingen selvstændige sanktionsmuligheder, men kan underrette skifteretten, hvis det mener, at betalingsstandsningen savner formål, eller der ikke arbejdes betryggende på en kreditorordning mm.

E.2.7 Individualforfølgning

Meningen med betalingsstandsningen er, at der skal gives skyldneren tid til at gennemføre en kreditorordning. Der er derfor fastsat indskrænkninger i den enkelte kreditors adgang til at foretage udlæg og modregning.

E.2.7.1 Udlæg

Når en skyldner har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, kan der ikke længere foretages udlæg eller arrest hos denne, jf. KL § 16, stk. 1. Der kan dog foretages udlæg for pantefordringer, der ikke kan omstødes i tilfælde af konkurs.

Udlæg, der er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, kan således ikke danne grundlag for rådighedsberøvelse med efterfølgende tvangsfuldbyrdelse af aktivet. Dette skyldes, at et sådant udlæg under en eventuel senere konkurs, hvor fristdagen er opretholdt, automatisk bortfalder jf. KL § 71 (se afsnit E.3.12.10 om bortfald af udlæg).

Udlæg, der er foretaget tidligere end 3 måneder før fristdagen, kan på sædvanlig vis danne grundlag for rådighedsberøvelse og tvangsfuldbyrdelse, jf. KL § 16 a (afsnit E.2.7.2).

Ved udlæg i fordringer finder RPL § 523, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse, jf. KL § 16, stk. 3. Udlagte fordringer kan på trods af betalingsstandsningen indkræves, når de forfalder uanset om udlægget måtte være omstødeligt. Beløbene forbliver i fogedrettens varetægt.

Inddrivelsesmyndigheden bør i disse situationer altid opkræve en sådan fordring, når den forfalder. Ellers vil der ellers være risiko for, at fordringen ikke bliver betalt, hvorved skyldner lider et tab. Om inddrivelse hos tredjemand henvises i øvrigt til afsnit D.5.8 om udlæg i fordringer.

E.2.7.2 Rådighedsberøvelse

Der kan efter anmeldelse af betalingsstandsning ikke ske rådighedsberøvelse på grundlag af et udlæg, der vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs eller på grundlag af en arrest, jf. KL § 16, stk. 2.

Skifteretten kan bestemme, at der skal foretages rådighedsberøvelse, jf. KL § 16, stk. 2. Denne mulighed kan skifteretten for eksempel anvende, hvis det må befrygtes, at skyldneren vil udøve rådigheden til skade for udlægshaveren. Er der før betalingsstandsningen foretaget rådighedsberøvelse, står denne rådighedsberøvelse ved magt også efter betalingsstandsningen.

For at bestemmelsen om forbud mod rådighedsberøvelse på grundlag af et omstødeligt udlæg eller arrest ikke skal medføre et retstab for udlægshaveren, er det bestemt, at dette forbud ikke medfører tab af en af udlægget følgende sikkerhedsret, jf. KL § 16, stk. 4.

Et-årsfristen i RPL § 526, stk 4, vedrørende udlæg i løsøre suspenderes således, så længe betalingsstandsningen varer. Suspensionen omfatter ikke udlæg i løsøre, der ikke vil bortfalde i tilfælde af konkurs, eller udlæg for en uomstødelig pantefordring. Fristen bør dog af inddrivelsesmyndighedes søges suspenderet, hvis skifteretten afskærer fyldestgørelse af fx et uomstødeligt udlæg, jf. KL § 16 a, stk. 1. Det samme bør være tilfældet for et-årsfristen vedrørende fortrinsret for renter i TL § 40, stk 4.

Skifteretten kan bestemme, at der ikke kan ske udlæg eller rådighedsberøvelse, herunder overtagelse til brugelig pant. Dette kræver, at skyldneren med tilsynets samtykke anmoder herom, og at forbudet mod rådighedsberøvelse er nødvendigt af hensyn til betalingsstandsningens formål, jf. KL § 16 a, stk. 1.

Bestemmelsen er begrundet i samme hensyn som bestemmelsen i KL § 16. Den kan således anvendes, hvis en udlægshaver begærer et aktiv bortsolgt på tvangsauktion, hvis bortsalget af et sådant aktiv kan bevirke lukning af skyldnerens virksomhed.

Efter KL § 16 a, stk. 2, skal skyldneren i disse situationer betale forfaldne ydelser på pantefordringerne. Med henblik på betalingen heraf kan skifteretten bestemme, at skyldneren med passende mellemrum skal indbetale nærmere fastsatte beløb på en særskilt bankkonto. Skifteretten kan bestemme, at dette ikke skal gælde for bestemte pantefordringer, som ikke kan forventes dækket af pantet, jf. KL § 16 a, stk. 3.

E.2.7.3 Lønindeholdelse

Der kan, uanset at der er anmeldt betalingsstandsning, foretages lønindeholdelse for skatter og afgifter efter de sædvanlige regler for lønindeholdelse (se afsnit F.3 om lønindeholdelse).

Lønindeholdelsen kan foretages for kravene, uanset hvilken stilling de måtte få i konkursordenen ved en eventuel senere konkurs/tvangsakkord, hvor fristdagen er opretholdt.

Der kan heller ikke ske omstødelse af de lønindeholdte beløb, hvis der senere afsiges konkursdekret, stadfæstes tvangsakkord eller afsiges kendelse om gældssanering, jf. UfR 1983, 252 ØLD og 1987, 755 HD.

E.2.7.4 Modregning

Efter KL § 16, stk. 1, kan der ikke foretages modregning med krav mod skyldneren, der er erhvervet før fristdagen, i krav, som skyldneren har erhvervet efter fristdagen.

Inddrivelsesmyndigheden kan således ikke modregne med skyldige afgifts- og skattebeløb mv., som vedrører perioden forud for fristdagen i krav, som skyldner efter fristdagen måtte få mod statskassen.

E.2.8 Betalingsstandsningens varighed og ophør

Skifteretten kan efter KL § 16 d træffe beslutning om, at betalingsstandsningen skal ophøre hvis

betalingsstandsningen savner et rimeligt formål

skyldneren ikke samarbejder loyalt, eller

der i øvrigt ikke på betryggende måde arbejdes på at opnå en samlet ordning med kreditorerne.

Det er i den forbindelse tilsynets pligt straks at underrette skifteretten, hvis det viser sig, at en af de nævnte situationer foreligger. Skifteretten kan herefter afgøre, om der skal ske ophævelse af betalingsstandsningen. Inden skifteretten træffer afgørelsen, afholdes der et møde, hvor skyldner, tilsyn og de eventuelt fremmødte fordringshavere har lejlighed til at udtale sig.

Herudover fastslår KL § 16 e, stk. 1, at betalingsstandsningen automatisk hører op, hvis

skyldneren tilbagekalder anmeldelsen,

der åbnes forhandling om tvangsakkord,

der indledes gældssaneringssag,

der afsiges konkursdekret, eller

der er forløbet 3 måneder fra fristdagen.

E.2.8.1 Forlængelse af betalingsstandsningen

Skifteretten kan under ganske særlige omstændigheder forlænge ovennævnte frist på 3 måneder med 3 yderligere måneder ad gangen, jf. KL § 16 e, stk. 2. Fristen kan dog ikke forlænges ud over et år fra fristdagen. Skyldnerens anmodning om forlængelse skal være skriftlig og indeholde en redegørelse for baggrunden for og formålet med forlængelsen. Anmodningen skal være vedlagt en udtalelse fra tilsynet. I praksis vil anmodningen om forlængelse komme fra tilsynet, bl.a. fordi det typisk er tilsynet, der forestår arbejdet med etablering af en kreditorordning. Hvis der er nedsat et kreditorudvalg, skal anmodningen også vedlægges en udtalelse fra udvalget. Skifteretten kan også indkalde fordringshaverne til et møde for at drøfte spørgsmålet.

Det er skyldneren selv, der skal anmode om forlængelse, idet det beskikkede tilsyn ikke automatisk har fuldmagt hertil, jf. UfR 2000, 475 VLK. I denne afgørelse søgte et beskikket tilsyn om at få betalingsstandsningsperioden forlænget, men da der ikke forelå en begæring om forlængelse af fristen fra skyldneren, anså Landsretten betalingsstandsningen for ophørt.

Forlængelse af betalingsstandsningen ud over 3 måneder skal af tilsynet inden en uge meddeles samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 16 e, stk. 3.

Tilsynet skal også orientere kreditorerne, hvis betalingsstandsningen ophører, når skyldneren tilbagekalder anmeldelsen, skyldneren udebliver fra mødet, eller hvis skifteretten som følge af ophørsårsagerne i KL § 16 d, stk. 1, bestemmer dette.

Meddelelsen til kreditorerne er nødvendig for at disse kan varetage deres interesser efter ophøret af betalingsstandsningen, herunder at fastholde fristdagen ved indgivelse af konkursbegæring.

I tilfælde af, at betalingsstandsningen ophører som følge af, at forhandling om tvangsakkord åbnes, gældssaneringssag indledes, konkursdekret afsiges, eller 3-måneders fristen udløber, er meddelelse til kreditorerne ikke obligatorisk. Det skyldes, at de andre insolvensinstitutters anvendelse vil blive bekendtgjort for kreditorerne, og at udløbet af 3-måneders fristen objektivt kan konstateres.

E.2.8.2 Inddrivelsesmyndighedens forholdsregler

Inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksom på, hvornår en betalingsstandsning ophører. Hvis betalingsstandsningen ophører, uden der er gennemført en kreditorordning, er der mulighed for at opretholde fristdagen ved indgivelse af en konkursbegæring inden 3 uger efter betalingsstandsningens ophør, jf. KL § 1.

Inddrivelsesmyndigheden bør overveje at indgive konkursbegæring, hvis myndighederne har fortrinsberettigede krav fra betalingsstandsningsperioden, hvis der er konstateret omstødelige dispositioner, eller hvis en fortsættelse af virksomheden vil medføre risiko for tab for myndighederne. Det er de almindelig betingelser for at kunne erklære en virksomhed konkurs, der skal være opfyldt, jf. afsnit E.3.3. Inddrivelsesmyndigheden bør holde sig underrettet om, hvorvidt en eventuel konkursbegæring indgivet af skyldneren eller anden kreditor senere bliver tilbagekaldt.

Hvis en konkurs skønnes at være uden retlig interesse for inddrivelsesmyndigheden - fx ingen dividende, ingen omstødelige dispositioner eller der ikke foreligger andre forhold, som bør undersøges af en kurator ved konkurs, er inddrivelsesmyndigheden ikke afskåret fra at tiltræde en frivillig likvidation (afviklingsordning).

Inddrivelsesmyndigheden skal også være opmærksom på eventuelle skattemæssige konsekvenser af en frivillig kreditorordning jf. nærmere E.5.2.2. og Ligningsvejledningen bind E.

E.2.9 Inddrivelsesmyndighedens behandling af meddelelse om betalingsstandsning

Ved indtræden af betalingsstandsning fortsætter virksomheden på det oprindelige CVR-nr uden at der foretages en ændring af registreringsforholdet. Der foretages anmeldelse af inddrivelsesmyndighedens krav over for tilsynet jf. afsnit E.2.9.1.

E.2.9.1 Meddelelse til virksomheden eller tilsynet

Snarest muligt efter, at meddelelsen om betalingsstandsning er tilgået inddrivelsesmyndigheden, bør skyldneren og det beskikkede tilsyn gøres opmærksom på de forholdsregler, som meddelelsen om betalingsstandsning giver anledning til hos inddrivelsesmyndigheden.

For virksomheder, der er registreret efter TDL § 29, stk. 1, skal TSR omgående fratage retten til toldkredit, jf. TDL § 33, stk. 2, samt underrette virksomheden herom.

Efter LAL § 10, stk. 1, kan TSR forkorte opgørelsesperioden samt fristen for angivelse og indbetaling af lønsumsafgift, hvis virksomheden har standset sine betalinger.

Med henblik på opgørelse af TSRs krav skal skyldneren eller tilsynet anmodes om, at moms mv. frem til betalingsstandsningsdagen opgøres og meddeles regionen.

Inddrivelsesmyndigheden bør rette henvendelse til ligningsmyndigheden for eventuelle ændringer af forskudsregistrering til virksomhedens aktuelle indtjeningssituation, jf. A.2.

Hvis det ikke fremgår af meddelelsen om betalingsstandsning, hvilken ordning der søges gennemført, må dette søges oplyst hos skyldneren eller tilsynet.

Skyldneren eller tilsynet skal gøres opmærksom på, at inddrivelsesmyndigheden, afhængigt af hvilken betalingsordning, der søges gennemført, vil stille visse regnskabsmæssige krav, jf. eksempelvis afsnit E.5 om frivillig kreditorordning.

E.2.10 Ikke-anmeldt betalingsstandsning / "stille betalingsstandsning"

En ikke-anmeldt betalingsstandsning kaldes undertiden for en "stille" betalingsstandsning.

Det forekommer, at virksomheder træder i betalingsstandsning uden anmeldelse til skifteretten. Normalt bliver kreditorerne underrettet om betalingsstandsningen sammen med en redegørelse for formålet. I andre tilfælde ophører virksomheden blot med at betale forfaldne gældsposter, uden at kreditorerne bliver underrettet.

Hvis inddrivelsesmyndigheden bliver bekendt med en sådan stille betalingsstandsning, må myndigheden søge sit krav sikret bedst muligt. Til dette brug er etablering af en fristdag nødvendig, og som udgangspunkt kan myndigheden derfor ikke medvirke ved en "stille" betalingsstandsning.

Myndigheden afgør selv, om den vil deltage i en sådan "stille" betalingsstandsning, men inden den træffer en sådan afgørelse, skal der i myndighedens vurdering inddrages en række momenter. Nedenstående opremsning af momenter er ikke udtømmende, men er alene en gennemgang af de hovedpunkter, der kan blive tale om at vurdere.

Vurderingen skal ske på baggrund af en afvejning af formålet med betalingsstandsningen, hvor momenter som forsøg på at få ro i sin virksomhed til at bringe aktiver i kreditorly, foretage omstødelige dispositioner eller tilsløre/udføre strafbare handlinger klart taler imod accept af en ikke-anmeldt betalingsstandsning. Karakteren af disse dispositioner bestemmer også inddrivelsesmyndighedens handlinger over for skyldneren, idet der kræves en hurtig indsats over for disse skyldnere for at sikre statens krav på skatter og afgifter på den mest effektive måde.

Virksomhedens økonomiske situation kan lægges til grund for vurderingen, fx om den er overskuelig, og om der er fremlagt budgetter og regnskaber, der bekræfter dette.

Er der fremlagt en plan for rekonstruktion, der virker seriøs. Fx ændret salgsmønster, rationaliseringer, indskud af kapital, fremtidig driftskredit.

Er der af skyldneren engageret en seriøs faglig bistand.

Over hvor lang en periode skal rekonstruktionen og den "stille" betalingsstandsning strække sig.

Hvorvidt skyldneren kan stille sikkerhed for skatter og afgifter for at undgå restancetilvækst. Der er ikke noget i vejen for, at dette kan gøres til et krav fra myndighedens side.

Inddrivelsesmyndigheden bør vurdere, om myndighedens risiko i det konkrete tilfælde kan kalkuleres (yderligere restance mv.), ligesom det bør vurderes, om der er fare for kreditorbegunstigelser fx omstødelige dispositioner, der p.g.a. den manglende etablering af en fristdag ikke kan omstødes, usædvanlige eller store betalinger til kreditorer, handel med aktiver.

Det bør dog under alle omstændigheder indgå som vurdering, om der er eventuelle erstatningskrav mod ledelsen.

Inddrivelsesmyndigheden kan i de tilfælde, hvor en kreditorordning kan opnås ved faglig bistand overveje at kræve en anmeldelse af en betalingsstandsning bl.a. for at opnå denne faglige ekspertise.

E.2.10.1 Inddrivelsesmyndighedens forholdsregler

Inddrivelsesmyndigheden skal anvende de muligheder, der findes af forebyggende karakter, fx eftersyn i skyldnerens virksomhed, overvågning eller udarbejdelse af rapportsag.

TSR skal med øjeblikkelig virkning fratage eventuel toldkredit og kredit efter lønsumsafgiftsloven. Ved personlig hæftelse bør KM vurdere muligheden for subsidiært udlæg i ægtefælles aktiver, jf. KSL § 72, stk. 2. Det bør også undersøges, om der er grundlag for eventuel erstatningssag mod virksomhedens ledelse, herunder også eventuel nulstilling (se afsnit J.2.1 om nul-stilling).

Inddrivelsesmyndigheden kan også undersøge, om der bør rejses erstatningssag mod virksomhedens ledelse eller tilsyn, jf. aktieselskabslovens §§ 140 og 141 (se afsnit E.2.5.3 og afsnit E.3.17 i konkursafsnittet). Det kan også være nødvendigt at vurdere, hvorvidt der skal søges gennemført hæftelsesgennembrud mellem selskaber, der er nært forbundne eller mellem indehaveren og selskabet.

Er der ikke noget andet formål med den stille betalingsstandsning end at søge at bringe aktiverne i kreditorly eller lignende, bør de tilgængelige inddrivelsesinstrumenter udnyttes fuldt ud, fx arrest (se afsnit D.9), udlæg (se afsnit D.5), forbud, politianmeldelse.

E.3 Konkurs

E.3.1 Konkurs - Generelt

En konkurs over en skyldner betyder, at skyldneren må overlade sine aktiver til fordeling blandt kreditorerne, jf. hovedreglen om konkursmassen i KL § 32. Skifteretten afgør, om der skal afsiges konkursdekret, men initiativet kan tages af en af skyldnerens kreditorer eller skyldneren selv. Konkursen medfører, at skyldneren mister rådigheden over sin formue. Den går over til et konkursbo, hvor en kurator varetager alle kreditorers interesser.

Konkursen betyder endvidere, at den enkelte kreditors ret til at foretage en individualforfølgning af sit krav over for skyldneren ikke kan finde sted under selve konkursen i konkursmassen.

Fordelingen af skyldnerens aktiver sker ved, at aktiverne omsættes til penge, der udloddes til skyldnerens kreditorer i en bestemt rækkefølge, konkursordenen. Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning af deres krav. Princippet bag konkursloven bygger således på skyldnerens urådighed og ligelighed blandt kreditorerne.

Konkurs kan komme på tale, når en skyldner ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser over for kreditorerne, efterhånden som de forfalder, og det må antages, at skyldnerens betalingsudygtighed ikke blot er forbigående.

Inddrivelsesmyndigheden har som enhver anden kreditor ret til at indgive konkursbegæring, når myndighederne mener, at dette skridt er nødvendigt for at sikre statens krav på skatter og afgifter eller for at hindre yderligere krav i at opstå.

Inddrivelsesmyndighedens anvendelse af konkursinstituttet reguleres af de almindelige forvaltningsmæssige grundsætninger, hvor de væsentligste er princippet om saglighed og proportionalitet. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. Myndighederne skal inddrage denne retsgrundsætning i deres vurdering af, hvad der er tilstrækkeligt til at sikre statens krav. Grundsætningen styres af hensynet til at sikre tabsforebyggelse, lønsomhed og individualitet.

I afsnit E.3.5 gennemgås eksempler på de momenter, myndighederne kan inddrage i deres afvejning af, om der skal begæres konkurs over en skyldner.

Prøvelsen af inddrivelsesmyndighedens anmodning om konkurs sker i skifteretten, og dennes afgørelser kan kæres til landsretten. Myndighedernes afgørelse om at søge en skyldner erklæret konkurs kan således ikke påklages til TSS med det formål at få foretaget en realitetsprøvelse af det materielle indhold i myndighedens retsskridt. Har myndigheden brudt en forvaltningsmæssig grundsætning i forbindelse med sagsbehandlingen forud for en konkursbegæring, vedrører klagen således alene myndighedens håndtering af sagen. En eventuel klage over myndighedens håndtering af sager skal ske til kommunalbestyrelsen for så vidt angår KM, og for så vidt angår den lokale TSR skal klagen sendes til regionschefen.

Når andre kreditorer indgiver konkursbegæring mod skyldner, inddrages inddrivelsesmyndigheden ikke i behandlingen, og den får derfor først på et senere tidspunkt kendskab til konkursen. Af hensyn til at sikre statens interesser i konkurssager skal myndigheden være opmærksom på, om der afsiges konkursdekret mod virksomheder, der er beliggende i netop dens distrikt, og som skal betale skatter, afgifter eller told.

E.3.2 Skyldner - Konkursobjektet

Enhver fysisk og juridisk person kan være skyldner og kan derfor også erklæres konkurs. Inddrivelsesmyndigheden kan således, når betingelserne er til stede, begære enhver fysisk person konkurs, fx en lønmodtager eller en selvstændigt erhvervsdrivende. Det samme gælder juridiske personer som fx aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsforeninger, foreninger, selvejende institutioner mv.

For så vidt angår de juridiske personer er det afgørende i forbindelse med konkursbehandlingen, at selve sammenslutningen (den juridiske person) kan anses for at være en selvstændig skyldner. Hvis blot en af deltagerne i sammenslutningen hæfter personligt og direkte for sammenslutningens gæld, antages det, at sammenslutningen ikke betragtes som selvstændig skyldner og kan heller ikke som sådan erklæres konkurs. Aktieselskaber og anpartsselskaber kan herefter umiddelbart erklæres konkurs.

I et interessentskab hæfter deltagerne (interessenterne) personligt og direkte for interessentskabets gæld. En konkursbegæring mod et interessentskab må herefter rettes mod deltagerne personligt. Når samtlige interessenter er erklæret konkurs, tages interessentskabets bo under særskilt konkursbehandling, selv om interessentskabet isoleret set er solvent. Det er ikke nødvendigt at foretage en selvstændig prøvelse af interessentskabets insolvens, og en formel konkursbegæring kræves ikke.

Kommanditisterne hæfter med indskuddet, mens komplementaren hæfter personligt. Selv om komplementaren eller komplementarerne er erklæret konkurs, kan skifteretten underkaste kommanditselskabet en selvstændig prøvelse af, om selskabet er insolvent. I UfR 1996, 179 ØLK, kunne et kommanditselskab ikke tages under konkursbehandling alene under henvisning til, at samtlige komplementarer var under konkurs. Skifteretten havde uden at foretage en selvstændig bedømmelse af kommanditselskabets solvens taget kommanditselskabet under konkursbehandling, da samtlige komplementarer var under konkurs

E.3.3 Konkursbetingelser

Inddrivelsesmyndigheden kan som kreditor søge at begære en skyldner erklæret konkurs. I et sådant tilfælde anses myndigheden som konkursrekvirent, jf. afsnit E.3.5 om kriterier for indgivelse af konkursbegæringer.

Før skifteretten afsiger et konkursdekret, skal en række betingelser være opfyldt. Reglerne om, hvornår en skyldner kan erklæres konkurs, findes i KL §§ 17-20 og gennemgås særskilt i afsnit E.3.3.2 - E.3.3.3. Herudover er det vigtigt at være opmærksom på nogle særlige forudsætningsvise betingelser, jf. afsnit E.3.3.1.

Da disse betingelser inddrages i skifterettens vurdering af, om en skyldner kan erklæres konkurs, skal inddrivelsesmyndigheden også være opmærksom på disse betingelser og foretage en vurdering heraf, inden det afgøres, om en skyldner bør erklæres konkurs.

I relation til kreditor kræves det i øvrigt, at denne er en tredjemand i forhold til skyldner. Det betyder fx, at den, der har foretaget indskud i en virksomhed som aktionær eller anpartshaver (ansvarlig lånekapital), ikke kan fremkalde en konkurs, medmindre han samtidig er kreditor.

E.3.3.1 Fordringens beskaffenhed

For at en fordring eller krav på skyldner kan anvendes til at erklære skyldneren konkurs, skal fordringen opfylde visse betingelser.

Inddrivelsesmyndigheden har som kreditor bevisbyrden for, at fordringen eksisterer. Det er dog ikke nødvendigt at opnå dom, forlig eller lignende over skyldneren for fordringens beståen for at anvende fordringen som grundlag for en konkurs. Fordringen behøver heller ikke at være forfalden til betaling på tidspunktet for indgivelse af konkursbegæring.

Fordringen må dog ikke være af en sådan beskaffenhed, at der skal føres et sådant bevis for fordringens eksistens, at det overgår den bevisførelse, der bør finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. Fordringens eksistens skal have en sådan klarhed, at den umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs.

Er inddrivelsesmyndighedens krav fx skønsmæssigt eller foreløbigt ansat i henhold til OPKL § 4, stk. 1, og § 5, anses dette som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Det er dog en betingelse, at myndighederne kan sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.

Efter statsskattelovens § 38 kan der ved klage over skatteansættelsen ikke ske unddragelse for forpligtelsen til i rette tid at indbetale den alt forfaldne del af skatten. Er en skatteansættelse under behandling i det administrative klagesystem, må kravet være af en sådan klarhed, at bevisførelsen omkring kravets eksistens ikke må gå ud over, hvad der bør føres af bevis ved skifteretten. Københavns Skatteforvaltning ændrede i TfS 1998, 318 (Sø- og Handelsretsdom), skatteansættelsen for et selskab, der påklagede ansættelsen til Landsskatteretten, hvor sagen under konkursbehandlingen stadig verserede. Skifteretten afviste konkursbegæringen på grund af bevisførelsens omfang, hvorfor skattekravet ikke havde den klarhed, der krævedes for kunne danne grundlag for en konkurs.

I TfS 2000, 638 ØLK, kom en falleret skatteyder med indsigelser mod inddrivelsesmyndighedens krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste omfattede et beløb ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen, der havde begæret sagen genoptaget, påstod, at kendelsen hvilede på et forkert grundlag, men landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursen.

Er fordringen tilstrækkelig klar, må det være op til skyldner at bevise kravets usikkerhed. I UfR 1999, 110 (Kendelse fra Højesteret), bestred en skyldner nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort en sådan usikkerhed om aftalerne, at de ikke kunne danne grundlag for konkurs. Højesteret lagde også vægt på, at etablering af fristdag af hensyn til eventuel omstødelse var af afgørende betydning.

Som et andet eksempel på, at en skønsmæssig ansættelse er blevet afvist, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD. I sagen påstod inddrivelsesmyndigheden, at skifteretten ikke var kompetent til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Kravet var af skifteretten blevet afvist med den begrundelse, at skattegrundlaget hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten ikke var forenelig med selskabets beskedne aktiver. Landsretten fastslog, at berettigelsen af et skattekrav i konkursboer ikke kan prøves af domstolene, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, hvilket var tilfældet i sagen. Kravet blev derfor afvist.

E.3.3.1.1 Fordringer, der ikke kan danne grundlag for konkurs

Ud over de i afsnit E.3.3.1 nævnte krav til fordringens beskaffenhed er der i KL § 20, stk. 1, nr. 1-3, nævnt tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs

Inddrivelsesmyndighedens fordring er sikret ved betryggende pant i skyldnerens aktiver (KL § 20, stk. 1, nr. 1). En fordring er sikret ved betryggende pant, når pantet eller myndighedens udlæg er tilstrækkeligt til at dække fordringen, og pantet eller udlægget er uomstødeligt. Bestemmelsen omfatter også anden sikkerhed stillet i henhold til OPKL §§11 og 11 a og punktafgiftslovene (fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven), men denne sikkerhed indebærer ikke ubetinget, at der ikke kan søges en konkurserklæring gennemført mod en skyldner. Det kan dog i det konkrete tilfælde hævdes, at sikkerheden alene gælder for de endnu ikke forfaldne krav, hvorfor det er op til skifteretten at afgøre, hvorvidt en skyldner, der har stillet sikkerhed efter de gældende love, kan erklæres konkurs.

Inddrivelsesmyndighedens fordring er sikret ved betryggende pant stillet af tredjemand, og en konkursbegæring vil stride mod de vilkår, som kreditor og tredjemand har aftalt for sikkerhedsstillelsen (KL § 20, stk. 1, nr. 2). Det er således ikke udelukket at erklære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartsindehaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må begæres konkurs, så længe pantet giver fuld dækning, er kreditor bundet heraf. Sikkerhedsstillelser efter punktafgiftslovene eller OPKL §§ 11 og 11a er på forhånd fastlagte i fx opkrævningsbekendtgørelsen § 8 og indeholder således ikke mulighed for sådanne vilkår.

Inddrivelsesmyndighedernes fordring er uforfalden og er sikret af tredjemand - eller tilbydes sikret - ved betryggende pant (KL § 20, stk. 1, nr. 3).

E.3.3.2 Den retlige interesse i konkurs

Forudsætningen for en konkursbehandling af en skyldners bo er, at den inddrivelsesmyndighed, der tager initiativ til en konkurs, har en reel retlig interesse i konkursens gennemførelse.

I første omgang relateres den retlige interesse til spørgsmålet om, hvorvidt en kreditor vil få dækning for sit krav. En konkursbegæring fra en efterstillet kreditor vil skifteretten som hovedregel ikke imødekomme, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der intet vil fremkomme til dækning af den efterstillede gæld. Det samme kan også gælde, hvis skyldner ikke har - eller har haft - nogen aktiver.

Da inddrivelsesmyndighedernes i størstedelen af sager med skyldnere er tvangskreditor, kan dette give myndighederne en særlig form for retlig interesse. I UfR 1994, 10 VLK, fik TSR fremmet en konkursbegæring mod en skyldner uden aktiver af væsentlig værdi. Det var i sagen godtgjort, at TSR havde den fornødne interesse, da det måtte påregnes, at skyldneren ved konkursen ville blive afskåret fra at forøge moms- og skatterestancerne.

I UfR 1994, 95 VLK, havde en plejehjemsbeboer foræret sine børn et beløb af en sådan størrelse, at hendes formue kun udgjorde ca. 1.000 kr. KM fik et krav på beboeren på 37.000 kr for ophold på plejehjemmet for en periode på ca. 2 år. Kravet var betalt af tredjemand, men KM havde alligevel en retlig interesse i at erklære beboeren konkurs for gennem en omstødelsessag at søge reglerne om betaling af opholdsudgifterne overholdt, ligesom beboeren grundet sin insolvens måtte forventes inden for kort tid at vise sig ude af stand til af egne midler at betale udgifterne.

Retlig interesse i at indgive konkursbegæring mod en skyldner kan også siges at være til stede i de sager, hvor det må formodes, at skyldneren har bragt aktiver i kreditorly, og hvor det er nødvendigt at indgive konkursbegæring for at få de utilbørlige dispositioner omstødt, jf. afsnit E.3.5.4.

I UfR 1973, 399 ØLK, blev det fastslået, at der kunne iværksættes konkursbehandling mod et selskab for derigennem at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne efter selskabsskattelovens § 33, jf. nærmere afsnit E.3.17.1. Selskabet ejede intet og havde ikke drevet virksomhed i en årrække.

E.3.3.3 Skyldnerens insolvens

Det er en betingelse for at gennemføre konkursen, at skyldner er insolvent, jf. KL § 17, stk. 1. Så længe skyldneren er solvent, formodes det, at skyldnerens kreditorer er tilstrækkeligt sikret gennem individualforfølgning, fx ved udlæg.

Bestemmelsens stk. 2 fastslår, hvad der forstås ved insolvens. Insolvens foreligger herefter, når en skyldner "ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående".

Det er således afgørende for spørgsmålet om skyldnerens insolvens, at skyldneren skal være illikvid. Bestemmelsens krav om, at illikviditet ikke må være "forbigående" har betydning ved vurderingen af, hvorvidt skyldneren kan betale sin gæld inden for det tidsrum, det normalt tager at inddrive fordringen gennem sædvanlig individualforfølgning. I udtrykket "forbigående" er der i retspraksis også taget hensyn til, om virksomheden er sæsonbetonet, således at indtægten falder i en kortere, nærmere bestemt periode af året.

Afgørelsen af, om illikviditeten er "forbigående", er i sidste ende skifterettens, men inddrivelsesmyndigheden skal ved vurderingen af, om en konkursbegæring bør indgives, tage højde for disse momenter.

Bevisbyrden for, at insolvensen alene er forbigående, påhviler dog skyldner. Bevisbyrden for skyldnerens insolvens påhviler derimod inddrivelsesmyndigheden. Bevis antages at foreligge, hvis kreditor kan påvise, at skyldneren ikke kan betale sine gældsposter, efterhånden som de forfalder.

Efter KL § 18 er der en formodningsregel for, hvorvidt skyldneren er insolvent. I bestemmelsen fastslås, at insolvens i almindelighed antages at foreligge i følgende tilfælde

Hvis skyldneren erkender at være insolvent. Dette kan ske ved, at skyldneren på skifteretsmødet anerkender insolvensen eller ved skriftligt samtykke over for kreditor. Indgiver skyldneren selv konkursbegæring, påser skifteretten, om betingelserne er opfyldt, jf. KL § 22. En betydelig underbalance kan også være en formodning for, at insolvens foreligger.

Hvis skyldneren har standset sine betalinger. Betalingsstandsningen behøver ikke at være formaliseret gennem anmeldelse til skifteretten. En uformel (dvs. ikke anmeldt) betalingsstandsning kan antages at foreligge, hvis skyldneren i almindelighed undlader at betale forfalden forretningsgæld på grund af betalingsvanskeligheder. En udtrykkelig eller stiltiende erklæring om betalingsstandsning fra skyldneren er efter omstændighederne også tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om insolvens.

Hvis der inden for de sidste 3 måneder før indgivelse af konkursbegæringen har været foretaget forgæves udlæg hos ham. Arrest har ikke samme virkning, da der ikke med denne følger en opfordring til skyldner om at betale gælden.

E.3.4 Omkostninger ved konkursens gennemførelse

Hvis konkursboets midler ikke kan dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har indgivet konkursbegæringen solidarisk for det manglende beløb med lige store andele, jf. KL § 27, stk. 1. Hæftelsen omfatter kun omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, fx kuratorsalær i forbindelse med førelse af omstødelsessag, men hæftelsen omfatter ikke sagsomkostninger til modparten i omstødelsessagen, se her UfR 1986, 843 ØLD.

Skifteretten kan efter KL § 27, stk. 2, kræve sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved konkursbehandlingen. Skifteretten godtager normalt, at TSR ikke stiller sikkerhed. Endelig godtager flere skifteretter, at inddrivelsesmyndigheden ikke stiller kontant sikkerhed mod til gengæld at indestå for betaling af omkostningerne. Pr. 2001 udgør sikkerheden 20.000 kr.

I enkelte særlige tilfælde kan inddrivelsesmyndigheden indestå for omkostninger ved fx gennemførelse af omstødelsessager, jf. afsnit E.3.12.3. Det er dog ikke noget krav om, at myndighederne skal indestå for sådanne omkostninger, uanset om de er konkursrekvirent eller ej. Det afhænger af, hvorvidt yderligere skridt i relation til inddrivelse af skyldnerens gæld kan være nødvendige for at sikre statens krav bedst muligt.

E.3.5 Indgivelse af konkursbegæring

Indgivelse af konkursbegæring kan foretages af kreditor, herunder inddrivelsesmyndigheden, eller af skyldneren selv. Konkursloven regulerer i §§ 22-23 de nærmere krav for krav til konkursbegæringens formalia.

I afsnit E.3.5.1 gennemgås, hvilke krav der stilles til skyldnerens egen konkursbegæring. I afsnit E.3.5.2 gennemgås inddrivelsesmyndighedens muligheder for at indgive konkursbegæring.

Konkursbegæringer kan indgives til skifteretten på det sted, hvor skyldneren udøver sin erhvervsmæssige virksomhed. Hvis skyldneren ikke udøver erhvervsvirksomhed, indgives begæringen det sted, hvor denne har sit hjemting, jf. KL § 3.

Hvis der foreligger flere konkursbegæringer, bestemmer skifteretten, hvilken begæring, der skal behandles først, jf. KL § 21, stk. 2.

Konkurs anses for at være begæret på den dag, hvor den første begæring indkom til skifteretten. Dette har betydning ved fastsættelse af fristdagen (jf. afsnit E.1.1). Giver denne begæring ikke grundlag for konkurs, eller tilbagekaldes begæringen, fastholdes fristdagen alligevel, hvis skifteretten optager en af de andre indkomne konkursbegæringer til behandling.

I UfR 1995, 709 ØLD, afviste skifteretten en konkursbegæring. Beslutningen blev kæret til landsretten, og under dennes behandling blev skyldner erklæret konkurs på foranledning af en anden kreditors begæring. Fristdagen blev derfor fastslået til at være den dag, hvor kærendes konkursbegæring blev indsendt til skifteretten.

E.3.5.1 Skyldnerens egen konkursbegæring

Skyldner kan selv indgive egen konkursbegæring. Skyldnerens egen konkursbegæring skal efter KL § 22 vedlægges en opgørelse over aktiver og passiver samt en liste over fordringshavere.

Undlader skyldner at vedlægge konkursbegæringen de krævede oplysninger, er det skifterettens vurdering, om dette bør medføre afvisning, eller om retten vil give en kort udsættelse efter KL § 8, så skyldneren kan fremskaffe oplysningerne.

Der stilles i øvrigt de samme krav til insolvens og beviser som nævnt i afsnit E.3.3.

Efter modtagelse af skyldnerens egen konkursbegæring indkalder skifteretten denne til et møde. Hvis skyldneren udebliver fra mødet, anses konkursbegæringen for bortfaldet, jf. KL § 22, stk. 2 til 3.

Er der tale om et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan konkursbegæring på selskabets vegne fremsættes af bestyrelsen eller, hvis selskabet er under likvidation, af likvidator, jf. aktieselskabslovens § 127 og anpartsselskabslovens § 64, stk. 1.

I sagen UfR 1972, 419 VLK, indgav eneste medlem af en bestyrelse på vegne af aktieselskabet en konkursbegæring mod selskabet selv. Da selskabets vedtægter fastslog, at aktieselskabets bestyrelse skulle have 3-5 medlemmer, og da medlemmet var det eneste valgte medlem, var selskabets bestyrelse ulovlig, og der kunne derfor ikke på vegne af selskabet indgive konkursbegæring.

E.3.5.2 Inddrivelsesmyndighedens indgivelse af konkursbegæring

TSR skal indsende en anmodning om konkursbegæring til Kammeradvokaten, der foretager det videre fornødne med at indgive konkursbegæringen til skifteretten. Reglerne om formkrav gennemgås derfor alene i korte træk nedenfor. Vedrørende de nærmere kriterier for anvendelse af konkurs henvises til afsnit E.3.5.4.

Anmodningen skal ud over oplysning om skyldneren og kravet indeholde oplysninger, som er relevante for skifterettens bedømmelse af sagen.

Om de samlede oplysninger, TSR som minimum bør fremsende til Kammeradvokaten til brug for arbejdet med at indgive en konkursbegæring, henvises til afsnit E.3.5.6.

I KL § 23 fastslås det, at kreditor i konkursbegæringen skal angive de omstændigheder, hvorpå konkursbegæringen støttes, fx henvisning til et forgæves foretaget udlæg. Efter at konkursbegæringen er indgivet af en kreditor, lader skifteretten den forkynde for skyldneren, medmindre han på anden måde er bekendt med begæringen.

Samtidig med forkyndelsen indkaldes konkursrekvirenten og skyldner til møde i skifteretten. Mødet skal så vidt muligt holdes inden 3 dage fra konkursbegæringens modtagelse, jf. KL § 23, stk. 2. Hvis kreditor udebliver fra mødet i skifteretten, bortfalder konkursbegæringen. Hvis skyldneren udebliver fra mødet, kan dette tillægges betydning som bevis ved behandlingen. Skifteretten kan dog i stedet bestemme, at skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning.

Kammeradvokaten foretager en vurdering af, hvorvidt konkursbetingelserne er til stede, og varetager inddrivelsesmyndighedens interesser under sagens behandling i skifteretten, herunder rådgivning og bistand til myndigheden ved forhandlinger om kreditorordninger.

I sager, hvor Kammeradvokatens bistand efter konkursdekretets afsigelse skønnes unødvendig, er TSR bemyndiget til at anmode Kammeradvokaten om at afregne sagen.

TSR skal selv anmelde krav i boet samt påse, at told-, skatte- og afgiftskrav ikke forældes under konkursboets behandling, jf. nærmere herom afsnit E.3.18.1.

E.3.5.3 Samarbejde med kommunen

I forbindelse med indgivelse af konkursbegæring skal TSR være opmærksom på, om den kommunale pantefoged har foretaget udlæg for personskatterestancer mv., som giver reel sikkerhed, og som vil falde bort i medfør af KL § 71, hvis der afsiges konkursdekret.

Angående personskatterestancer er det de lokale TSR, der er bemyndiget til at træffe afgørelser om at indgive konkursbegæringer. Dette bør dog først ske efter høring af KM eller efter dennes indstilling. Det er dog TSR, der alene afgør, hvorvidt dette skridt er nødvendigt for at sikre statens krav på skatter og afgifter, jf. afsnit E.3.7.2. Konkursbegæring indgives ikke på grundlag af et subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2.

E.3.5.4 Kriterier for konkursbegæring

Anvendelsen af konkurs i inddrivelsesarbejdet er underlagt den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed og proportionalitet.

Inddrivelsesmyndighederne skal inddrage proportionalitetsgrundsætningen i deres vurdering af, hvad der er det tilstrækkelige middel til at sikre statens krav. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. Grundsætningen styres af tabsforebyggelse, lønsomhed og individuel behandling.

I visse sager er det nødvendigt for inddrivelsesmyndigheden at indgive konkursbegæring for at forebygge et væsentligt tab for statskassen og samtidig sikre hel eller delvis dækning af told-, skatte- eller afgiftskrav. Konkursbegæring kan således også være relevant, hvor formålet alene er at sikre, at skyldnerens restance til staten ikke stiger.

En konkret vurdering om indgivelse af konkursbegæring kan således inddrage momenter som anvendelse af øvrige inddrivelsesmuligheder, størst mulige tabsforebyggelse for inddrivelsesmyndigheden (dvs. sikre størst mulig dækning af statens krav på skatter og afgifter), skyldens størrelse sammenholdt med skyldnerens tidligere, nuværende og fremtidige økonomiske forhold samt årsagerne til skyldnerens nuværende økonomiske situation.

Inden der indgives konkursbegæring, skal det først vurderes, om betingelserne i KL §§ 17-20 er opfyldt, jf. afsnit E.3.3. Om de øvrige kriterier, der kan lægges vægt på i afvejningen af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring, henvises til afsnit E.3.5.4.1 - E.3.5.4.5.

Hvis det under den senere konkursbehandling viser sig, at konkursbetingelserne ikke var til stede, kan inddrivelsesmyndigheden ifalde erstatningsansvar efter KL § 28. Erstatningsansvaret omfatter såvel erstatning for forvoldt tab som godtgørelse for tort. Herved forstås godtgørelse for den krænkelse eller skade, som er påført skyldnerens værd og omdømme. Består inddrivelsesmyndighedens fordring ikke, ifalder myndighederne ansvar uden hensyn til skyld. Afvises konkurs som følge af, at andre betingelser ikke er opfyldt, fx insolvensbetingelsen, kan der idømmes ansvar efter de almindelige culpa-regler.

E.3.5.4.1 Anmeldt betalingsstandsning forlænges ikke

Har en virksomhed anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, men bliver denne af en eller anden grund ikke forlænget, bør det overvejes at indgive konkursbegæring, således hvis inddrivelsesmyndigheden ønsker at fastholde en allerede etableret fristdag. Fristdagen kan ønskes fastholdt, hvis dette har betydning for fx en omstødelig disposition eller andre årsager, der kan være nødvendige at varetage gennem etableringen af en fristdag for at sikre statens krav på skatter og afgifter på betryggende vis.

Konkursbegæringen skal i sådanne tilfælde indgives til skifteretten inden 3 uger efter, betalingsstandsningen er udløbet, jf. afsnit E.1.1.2.

I vurderingen af, om en konkursbegæring skal indgives, bør der specielt tages højde for de tilfælde, hvor der under betalingsstandsningen er opstået told-, skatte- og afgiftskrav, der ikke er afregnet. Disse krav vil således miste deres fortrinsstilling, hvis fristdagen ikke fastholdes.

E.3.5.4.2 Omstødelige dispositioner

Hvis inddrivelsesmyndigheden under inddrivelsesarbejdet bliver opmærksom på dispositioner, der er omstødelige efter KL §§ 64-74 (jf. afsnit E.3.12), og som i tilfælde af omstødelse vil medføre, at kreditorernes, herunder også myndighedens, tilgodehavende kan indfries helt eller delvist, bør det overvejes, om der skal indgives konkursbegæring.

I denne vurdering må der tages højde for sikring af statens krav på skatter og afgifter på den bedst mulige måde, men der må også ske en vurdering af, hvorvidt omstødelse af en disposition vil indbringe staten et provenu (gennem dividenden), herunder hvorvidt den begunstigede er betalingsdygtig.

Lønsomhed eller grundsætningen om proportionalitet skal således inddrages, hvilket fører til, at der i visse tilfælde kan foreligge dispositioner, der umiddelbart kan virke omstødelige, men som er foretaget for at hindre tab for virksomheden og dens kreditorer. Efter en sådan konkret vurdering kan et sådant tilfælde muligvis betyde, at dispositionen ikke skal omstødes eller anfægtes.

E.3.5.4.3 Ikke-anmeldt betalingsstandsning

En skyldners betalingsstandsning, som ikke er anmeldt til skifteretten, er et moment, der af inddrivelsesmyndigheden skal inddrages i overvejelserne om konkursbegæring.

Hvis inddrivelsesmyndigheden bliver bekendt med en sådan ikke-anmeldt betalingsstandsning ("stille" betalingsstandsning), må myndigheden søge sit krav sikret bedst muligt. Til dette brug er etablering af en fristdag nødvendig, og som udgangspunkt kan myndigheden derfor ikke medvirke ved en "stille" betalingsstandsning.

Myndigheden afgør selv, om den vil deltage i en "stille" betalingsstandsning. En af betingelserne for, at inddrivelsesmyndigheden eventuel kan medvirke ved en kreditorordning, der omfatter alle skyldnerens kreditorer, er at myndighederne bliver underrettet om den ikke-anmeldte betalingsstandsning.

Det er under alle omstændigheder nødvendigt, at der i vurderingen af, om ordningen skal accepteres, skal inddrages momenter som fastholdelse af fristdagen for fx at få omstødt utilbørlige dispositioner, fastlåst aktiverne under tilsyn af en kurator eller for at få en nærmere undersøgelse af kriminelle forhold.

Inden inddrivelsesmyndigheden træffer en sådan afgørelse, skal der inddrages en række momenter og stilles nogle krav til ordningen. Se nærmere om disse krav mv. i afsnit E.2.10 i afsnittet om betalingsstandsninger.

Hvis det accepteres, at betalingsstandsningen fortsætter uden anmeldelse til skifteretten, skal myndigheden søge at varetage statskassens interesser bedst muligt.

E.3.5.4.4 Stigende skatte- og afgiftsrestancer

Selv om en konkurs ikke vil give noget provenu til inddrivelsesmyndigheden, kan det i visse tilfælde være nødvendigt at indgive konkursbegæring blot for at sikre, at der ikke fremover påløber yderligere told-, skatte- og afgiftskrav. En af de afgørende overvejelser i disse situationer er, at konkursbegæringen efter en konkret, individuel vurdering er det nødvendige skridt for at sikre staten mod yderligere tab, jf. UfR 1994, 10 VLK.

Vestre Landsret afsagde konkursdekret over en skyldner, der ikke ud over en overbelånt bil ejede aktiver, der kunne tjene til genstand for udlæg. Landsretten anførte, at betingelserne efter KL § 17, jf. KL § 18, var opfyldt, og at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at inddrivelsesmyndigheden havde en retlig interesse i konkurs, jf. utrykt Vestre Landsrets kendelse af 10. juni 1996, VL B-0777-96.

Muligheden er specielt til stede, hvor der er tale om et selskab, som i kraft af det afsagte konkursdekret må stoppe virksomheden, og som efter gennemførelsen af konkursbehandlingen vil blive slettet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register. Der er dog også andre virksomhedstyper, hvor et konkursdekret kan stoppe virksomhedens restanceudvikling.

Andre relevante momenter, der kan lægges vægt på, kan ses i UfR 1994,95 VLK, se afsnit E.3.3.2.

E.3.5.4.5 Øvrige relevante kriterier

Den retlige interesse kan for inddrivelsesmyndigheden også ligge i kriminalitetsbekæmpelse, fx af økonomisk svig. Konkurs kan således også bruges som et nødvendigt middel til at få stoppet en konkursrytter og efter straffelovens § 79 få fradømt denne retten til at drive virksomhed. Det er politiet, der har påtaleretten i henhold til denne bestemmelse, og inddrivelsesmyndigheden må derfor foretage en politianmeldelse af forholdet, eller sikre sig, at kurator gør det.

Konkurs kan også være et middel, hvor kurator hurtigt kan gå ind og fastlåse situationen i selskabet til at foretage yderligere undersøgelser og eventuel politianmeldelse af kriminelle forhold, jf KL § 110, stk. 4.

Over for en konkursrytter og lignende kan der ved opstart af ny virksomhed ønskes iværksat sikkerhedsstillelse efter OPKL § 11.

Det kan også være nødvendigt at indgive konkursbegæring mod et selskab for at vurdere eventuelle erstatningssager mod ledelsen, jf. afsnit E.3.17.

E.3.5.5 Tilbagekaldelse af konkursbegæring

Efter KL § 21, stk. 3, kan en konkursbegæring tilbagekaldes, indtil der er afsagt endeligt konkursdekret, og indtil kærefristen er udløbet.

Der findes ikke faste regler for, hvornår en konkursbegæring indgivet af inddrivelsesmyndigheden skal tilbagekaldes, men en beslutning herom hviler på en afvejning af, hvorvidt gennemførelsen eller tilbagekaldelsen af konkursen er et nødvendigt skridt for at sikre statens krav. En skyldner har således ikke krav på, at myndigheden skal tilbagekalde en konkursbegæring, og en beslutning om at indgive konkursbegæring kan ikke påklages til TSS.

Et moment, der kan inddrages ved vurderingen, er fx et betalingstilbud fra skyldneren, som ud fra en analyse af hans økonomiske forhold må anses for rimeligt, og hvor der er sikkerhed for, at det kan opfyldes og afvikles inden for kort tid. Afviser TSR et sådant betalingstilbud, kan denne afgørelse påklages til TSS som rekursmyndighed, men en klage har ikke opsættende virkning.

Et alternativ til tilbagekaldelse kan være inddrivelsesmyndighedens accept af, dvs. at myndigheden ikke protesterer mod, at skyldneren begærer en udsættelse af skifterettens behandling af en konkursbegæring i henhold til KL § 24, jf. nærmere afsnit E.3.6.

Tilbagekaldelse af en indgivet konkursbegæring skal ske gennem Kammeradvokaten. Ved tilbagekaldelse af en konkursbegæring, bør inddrivelsesmyndigheden være opmærksomme på eventuel krav om erstatning fra skyldneren.

E.3.5.6 Fremsendelsesskrivelse til Kammeradvokaten

TSR skal ved fremsendelse af anmodninger om konkursbegæringer som minimum give følgende oplysninger til Kammeradvokaten, da denne skal bruge oplysningerne i arbejdet med konkursbegæringen.

a. Virksomheden præsenteres

Her anføres virksomhedens eller skyldnerens CPR-nr eller SE/CVR-nr, navn, adresse, ejerforhold og ledelse.

Herudover anføres virksomhedsområdet og registreringsforhold.

b. Grundlaget for konkursbegæringen

Om restancen anføres

Restancens størrelse fordelt på afgiftsperioder.

Restancens art (A-skat, moms, selskabsskatter mv.).

Egne angivelser eller foreløbige fastsættelser - navnlig bør det anføres i hvilket omfang restancen består af foreløbige fastsættelser.

Pantesikkerheder (fx ved udlæg).

Oplysninger om eventuelle indsigelser mod restancen.

Om insolvensen anføres

Inddrivelsesmyndighedens (forgæves) udlæg.

Misligholdte afdragsordninger (opsigelse af ordningen er meddelt skyldner).

Skyldnerens eventuelle forslag til afvikling.

Om den retlige interesse anføres

Hvorvidt skyldneren stadig driver virksomhed.

Eventuelle andre bemærkninger i øvrigt til interessen i afsigelse af konkursdekret (fx omstødelige forhold).

c. Omstødelse

Her anføres, om der er konstateret omstødelige forhold.

d. Rekonstruktion

Her anføres, om rekonstruktion er forsøgt.

Inddrivelsesmyndighedens vurdering af, om virksomheden kan eller bør rekonstrueres.

e. Repræsentanter for skyldneren

Her anføres skyldnerens repræsentant.

f. Supplerende bemærkninger

Hvorvidt inkassolovens § 10 kan fraviges.

Øvrige særlige forhold af betydning for Kammeradvokatens og skifterettens vurdering af konkursbegæringen.

E.3.5.7 Inkassoloven

TSR skal ved fremsendelsen af anmodninger om konkursbegæringer mod en skyldner til Kammeradvokaten være opmærksom på, at Kammeradvokatens virksomhed er omfattet af inkassoloven. Inkassoloven trådte i kraft den 1. oktober 1997.

Efter inkassolvens § 10 skal der over for skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, inden Kammeradvokaten iværksætter yderligere inddrivelsesskridt. I forbindelse med indgivelse af konkursbegæring betyder det, at en påkravsskrivelse som hovedregel skal være sendt til skyldneren, inden videre skridt mod konkurs foretages.

Kammeradvokaten skal i påkravsskrivelsen give skyldneren en frist på mindst 10 dage til at indfri fordringen, inden videre skridt til konkurs foretages. I påkravsskrivelsen skal skyldneren bl.a. have de nødvendige oplysninger for at kunne bedømme fordringen. Disse oplysninger omfatter bl.a. en specifikation af hovedstol og renter, størrelsen af forfaldne renter og påløbne og om muligt kommende inkassoomkostninger.

E.3.5.7.1 Undladelse af at give påkrav

I inkassolovens § 11 er der mulighed for, at der kan ses bort fra påkravsskrivelsen og indfrielsesfristen, hvis det må antages, at dette vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives. Bestemmelsen gælder kun retslige skridt som fx konkursbegæring.

Et eksempel kunne være, at konkurs skal begæres for at sikre mulighederne for omstødelse eller for at sikre tiltag, der kan være nødvendige for kurator for at kunne fastlåse aktiver i et selskab og foretage undersøgelser efter KL § 110, stk. 4.

I UfR 1998, 1232 VLK, fastslog landsretten, at skifteretten har mulighed for at indrømme konkursrekvirenten en frist til at fremskaffe oplysninger om, hvorvidt betingelser efter inkassolovens § 11 er opfyldt, jf. KL § 8.

E.3.6 Udsættelse af konkursbehandlingen

Er der særlige omstændigheder til stede, kan skifteretten beslutte, at behandlingen af konkursbegæringen på begæring af skyldner skal udsættes til senere behandling. Udsættelsen sker efter bestemmelserne i KL §§ 24 og 25.

KL § 24 omfatter de tilfælde, hvor skyldneren søger en ordning med sine kreditorer, mens KL § 25 omfatter de tilfælde, hvor der inden konkursdekret åbnes en forhandling om tvangsakkord. KL § 24 omtales i afsnit E.3.6.1, og KL § 25 i afsnit E.3.6.2.

E.3.6.1 Udsættelse efter KL § 24

Efter KL § 24 kan skifteretten udsætte afgørelsen om konkurs, hvis skyldneren søger en ordning med sine kreditorer, og skifteretten skønner, at der er rimelig udsigt til, at ordningen kan gennemføres.

Ifølge bestemmelsen skal ordningen omfatte alle ligeberettigede fordringshavere. Udsættelsen gives ikke, blot fordi skyldner søger en ordning med den kreditor, der har indgivet konkursbegæringen.

Udsættes behandlingen af konkursbegæringen, vil bestemmelserne om betalingsstandsning i KL §§ 10 til 16e finde anvendelse. Udsættelsen indebærer blandt andet følgende

Der skal beskikkes et tilsyn (om reglerne for det beskikkede tilsyn henvises der til afsnit E.2.5.

Der er forbud mod individualforfølgning. Inddrivelsesmyndigheden må ikke søge krav inddrevet ved udlæg eller andre tvangsinddrivelsesmidler. Dette gælder alle kreditorer, uanset om de har givet samtykke til udsættelsen eller ej.

Der kan nedsættes kreditorudvalg (om reglerne for et kreditorudvalg henvises til afsnit E.2.6.

Vedrørende de øvrige bestemmelser i KL §§ 10 til 16e henvises til afsnit E.2.

Tilbagekaldes eller afslås konkursbegæringen, efter at behandlingen af konkursbegæringen har været udsat, skal tilsynet inden en uge underrette samtlige kendte kreditorer, jf. KL § 24, stk. 3.

En udsættelse af behandlingen af konkursbegæringen forrykker ikke fristdagen. Fristdagen er fortsat den dag, hvor konkursbegæringen er indgivet.

Skyldneren bevarer under en udsættelse med behandlingen af en konkursbegæring rådigheden over sine aktiver, men skifteretten kan i visse tilfælde fratage skyldneren denne rådighed efter bestemmelserne i KL § 26, jf. afsnit E.3.6.4.

E.3.6.2 Udsættelse efter KL § 25

Skifteretten kan også efter KL § 25 udsætte behandlingen af konkursbegæringen, hvis der allerede ved konkursbegæringens indgivelse er åbnet forhandling om tvangsakkord, uden at forhandlingen er afsluttet. Det er en betingelse for udsættelsen, at skifteretten skønner, at der er rimelig udsigt til, at akkorden kan gennemføres.

Udsættelsen gives uden nogen tidsgrænse, men skifteretten skal påse, at akkordforhandlingen ikke trækker ud. Ved udsættelsen finder reglerne om betalingsstandsning i KL §§ 10 til 16e anvendelse. Om disse bestemmelser henvises der til afsnit E.2.

Konkursbegæringen bortfalder, hvis akkordforslaget bliver stadfæstet.

E.3.6.3 Inddrivelsesmyndighedens holdning til udsættelse

Det er alene skifteretten, der afgør, hvorvidt der skal finde en udsættelse af konkursbehandlingen sted. Inddrivelsesmyndigheden kan dog selv medvirke til, at der sker udsættelse, ved at gøre skifteretten opmærksom på en betalingsordning, som skyldneren søger gennemført med kreditorerne, og som myndigheden ønsker at vurdere nærmere.

En vurdering af betalingsordningen gennemføres på sædvanlig vis, men afhænger også af, hvad inddrivelsesmyndigheden vil opnå med konkursen over skyldneren. For at få et overblik over de enkelte betalingsordninger, der muligvis kan komme på tale, kan der som eksempel henvises til afsnittene E.5 og F.2.

Skyldner har dog ikke krav på, at inddrivelsesmyndigheden afbryder forhandlingerne i skifteretten for at gennemføre en sagsbehandling på en betalingsordning, som fremsættes over for skifteretten med det formål at opnå udsættelse. På skifterettens møde kan de fremmødte kreditorer komme med deres indlæg for og imod udsættelsen, hvorefter skifteretten træffer sin afgørelse. Myndighedens stilling til sådanne forslag kan således fremføres på skifterettens møde, og indstillingen følger i øvrigt de almindelige regler for de vurderinger, der skal foretages vedrørende den konkrete kreditorordning.

Inden inddrivelsesmyndigheden møder i skifteretten i sager, hvor de er konkursrekvirent, har myndigheden allerede vurderet skyldnerens muligheder for at gennemføre en betalingsordning som ugunstig. Hvis de på skifterettens møde fremkomne oplysninger ikke ændrer ved myndighedens vurdering, bør der ske indsigelse mod ønsket om udsættelse af konkursbehandlingen.

Går skifterettens afgørelse myndigheden imod, kan denne søge beslutningen kæret til landsretten. En kære bør overvejes i lyset af, hvad der er det bedst egnede middel til at søge statens krav på skatter og afgifter sikret på den bedst mulige måde.

Som et eksempel på skifterettens afslag på en udsættelse kan henvises til UfR 1979, 99 (kendelse fra Højesteret). I sagen gav skifteretten afslag på udsættelse efter KL § 24, og over for Højesteret gjorde den kærende gældende, at der var fremsat forslag til tvangsakkord, hvor der forelå tiltrædelse af 40% af kreditorerne til at åbne forhandling. Endvidere mente den kærende, at kreditorerne skulle have haft lejlighed til at udtale sig om sagens udsættelse. Højesteret stadfæstede konkursdekretet, da selskabets kapitalforringelse og underskud ikke syntes at føre til en rimelig udsigt til, at en akkord ville kunne opfyldes.

E.3.6.4 Skyldnerens urådighed

Efter anmodning fra inddrivelsesmyndigheden eller en anden kreditor kan skifteretten under en udsættelse af konkursbehandlingen fratage skyldneren rådigheden over aktiver, som vil kunne inddrages under en konkursbehandling, jf. KL § 26. Rådighedsberøvelsen kan ske hvis

skyldneren samtykker i fratagelsen,

skyldneren uden lovligt forfald udebliver fra møde i skifteretten,

skyldneren må antages at holde sig skjult, eller

der er fare for, at skyldneren vil råde over aktiverne til skade for kreditorerne.

Rådighedsberøvelsen kan angå hele skyldnerens formue eller enkelte aktiver, fx en bestemt bankkonto. Begrænsninger i skyldnerens rådighed kan gøres gældende over for tredjemand, hvis denne kendte eller burde kende begrænsningerne, jf. KL § 26, stk. 2.

Følger skifteretten ikke myndighedens anmodning om rådighedsberøvelse, kan rettens beslutning kæres til landsretten. En kære bør overvejes i lyset af, hvad der er det bedst egnede middel til at søge statens krav på skatter og afgifter sikret på den bedst mulige måde med de passende instrumenter.

E.3.7 Konkursens indtræden og virkninger

Konkursen medfører en række virkninger for skyldneren. Skyldneren mister således sin rådighed over aktiverne, kreditorernes individualforfølgning stoppes og erstattes med en universalforfølgning, hvor kurator står for boets afvikling og udlodning. Som et led heri skal der udpeges en kurator, og konkursboet skal etableres.

Konkursen har ekstinktiv virkning, dvs. at konkursboet kan ekstingvere eller fortrænge dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget. Ekstinkvition har en retsfølge, der kan sammenlignes med omstødelse, jf. afsnit E.3.12.

E.3.7.1 Skyldnerens urådighed

Når konkursdekretet er afsagt, mister skyldneren retten til at råde over sin formue, jf. KL § 29. Råderetten overgår i stedet til det konkursbo, der etableres, jf. nærmere herom afsnit E.3.7.4.

Konkursens retsvirkninger indtræder ved konkursdekretets afsigelse, og der regnes med klokkeslættet for afsigelsen af dekretet. Indtil udløbet af det døgn, hvori bekendtgørelse af konkursen har fundet sted i Statstidende, har urådigheden dog kun virkning over for den, som kendte eller burde kende konkursen. Efter dette tidspunkt kan urådigheden af konkursboet gøres gældende over for alle. Dette princip for urådighedens virkning over for tredjemand er fastlagt i KL § 30.

Det betyder bl.a., at hvis inddrivelsesmyndigheden i god tro om konkursen har udbetalt et krav til skyldneren som fx negativ moms inden offentliggørelsen af dekretet, er myndigheden også frigjort for betalingsforpligtelsen i forhold til konkursboet.

Skyldneren er ved dekretets afsigelse dog ikke helt frataget retten til at handle på egne vegne. Har skyldneren påtaget sig en forpligtelse efter dekretets afsigelse, hæfter skyldneren personligt, men uden ansvar for boet. Denne situation kan komme på tale, hvis skyldneren under konkursbehandlingen påbegynder at drive egen virksomhed. På samme måde kan skyldneren råde over aktiver, som ikke kan inddrages i konkursboet, jf. afsnittet E.3.12 om konkursmassen.

E.3.7.2 Individualforfølgning

Efter konkursdekretets afsigelse kan der ikke foretages udlæg eller arrest i den formue, der er omfattet af konkursen, jf. KL § 31. Der kan fortsat foretages individualforfølgning i de aktiver, der ikke er omfattet af konkursmassen, jf. KL § 33 (se nærmere herom afsnit E.3.10). Inddrivelsesmyndigheden kan således også foretage lønindeholdelse hos skyldneren, jf. nærmere afsnit E.3.14.3.1.

Er der foretaget arrest inden konkursen, bortfalder denne ved dekretets afsigelse. Det samme gælder for udlæg, idet dette anses for ikke at have virkning over for konkursboet. Bestemmelserne herom findes i KL § 71, jf. nærmere herom afsnit E.3.12.10.

E.3.7.3 Modregning i konkurs

Konkurslovens regler om modregning i konkurs vedrører alene modregning med aktiver, der indgår i konkursmassen. Fordringer, som skyldneren erhverver efter konkursdekretets afsigelse, f.eks. skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen, indgår ikke i konkursmassen, jf. afsnit E.3.12.

Der kan ske modregning mellem fordringer, der begge er stiftet før fristdagen, dvs. før skifterettens modtagelse af konkursbegæringen. Der kan ligeledes ske modregning mellem fordringer, der begge er stiftet efter fristdagen, men inden afsigelsen af konkursdekret. Der kan således ikke ske modregning hen over fristdagen eller hen over datoen for afsigelsen af konkursdekret.

Der kan således ikke ske modregning med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som vedrører perioden forud for fristdagen, i krav, som skyldneren efter fristdagen måtte få mod statskassen, herunder negative afgiftstilsvar vedrørende perioden efter fristdagen. Der kan endvidere ikke ske modregning med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. vedrørende perioden efter fristdagen i krav, som konkursboet måtte få mod statskassen efter afsigelsen af konkursdekret.

Som eksempel kan der henvises til UfR 1986, 718 ØLD, hvor Toldvæsenet ikke havde ret til at modregne sit simple krav i refusion af moms for tab på debitorer konstateret under bobehandlingen, da tabet efter den daværende ML § 13, stk. 6, kunne fradrages i den periode, det var konstateret. Se i øvrigt UfR 1994, 308 VLD, hvor kreditnotaer på arbejde udført før betalingsstandsningens indtræden skulle henføres til perioden før konkursen.

Vedrørende stiftelsen af overskydende skat, B-skat, restskat og særlig indkomstskat har Højesteret fastslået, at kravene stiftes ved indkomstårets udløb, dvs. den 31. december, uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes, jf. UfR 1985.619 HD. Er den overskydende skat omfattet af konkursmassen efter KL § 33 er modregning reguleret af KL § 42. Er den overskydende skat derimod undtaget fra konkursmassen, jf. KL § 32 kan der ske modregning efter de almindelige regler, se fx UfR 1997, 910 HD (afsnit E.3.10.1). Se nærmere om overskydende skat i relation til konkursmassen i afsnit E.3.10.1.1.

Bestemmelsen hjemler en udvidelse af adgangen til modregning over for konkursboet, da modregning kan ske, selv om kravet ikke er forfaldent til betaling.

Skatte- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekretets afsigelse, kan modregnes i tilgodehavender, der er stiftet i samme periode, selv om skatte- og afgiftskravene er uforfaldne.

En fordring på skyldneren, der er erhvervet fra tredjemand inden for 3 måneder før fristdagen, kan ikke anvendes til modregning over for en fordring, som skyldneren havde, da den anden erhvervede sin fordring, jf. KL § 42, stk 3. Det samme gælder, hvis erhvervelsen er sket mere end 3 måneder før fristdagen, og erhververen da indså eller burde indse, at skyldneren var insolvent. Bestemmelsen er begrundet i, at når en skyldner står over for konkurs, vil hans kreditor sædvanligvis være parat til at sælge sin fordring til underkurs. De, som selv skylder skyldneren noget, vil være interesseret i at erhverve fordringen med henblik på modregning, hvilket vil være til skade for de øvrige kreditorer i et senere konkursbo.

Ved udbetaling af beløb, fx negative afgiftstilsvar, hvor der ikke eksisterer noget aktuelt modkrav, bør TSR ved udbetalingen tage forbehold om tilbagesøgning i tilfælde af, at der senere opstår et krav, hvori der kunne være foretaget modregning. Modregningsforbeholdet kan fx være aktuelt ved delregistrerede virksomheder, hvor momsen på eksportdelen bliver udbetalt, før momsen på den tilsvarende hovedvirksomhed skal indbetales. Forbeholdet kan også være aktuelt, hvor en virksomhed (et bo) har fået udbetalt negativ moms, og det så under en senere kontrol i virksomheden viser sig, at der for den samme periode skal efteropkræves et beløb, og der i øvrigt kun er delvis dækning til fordringen i boet.

Efterstillede fordringer kan kun benyttes til modregning, hvis boet giver dækning til sådanne fordringer, jf. KL § 43.

E.3.7.4 Etablering af bostyre

Når konkursdekretet er afsagt, udpeger skifteretten en eller flere kuratorer for boet efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede, jf. KL § 107. Skifteretten kan også nedsætte et kreditorudvalg, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt.

Efter KL § 108 kan skifteretten i forbindelse med afsigelse af konkursdekretet bestemme, at der skal indkaldes til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. En sådan skiftesamling skal afholdes inden 3 uger efter, at konkursen er bekendtgjort i Statstidende.

Der skal også afholdes skiftesamling til valg af kurator eller kreditorudvalg, hvis kurator eller en fordringshaver ønsker dette. Et sådant ønske skal fremsættes over for skifteretten inden 3 uger, efter at konkursen er bekendtgjort i Statstidende. Skiftesamlingen skal afholdes inden 3 uger, efter at skifteretten har modtaget begæringen. Valg af kurator sker af fordringshaverne på skiftesamlingen, hvis mindst en tredjedel af kendte fordringshavere er repræsenteret, og halvdelen af stemmerne falder på samme person, jf. KL § 113, stk. 1. Der regnes efter fordringens vægt.

Er inddrivelsesmyndigheden konkursrekvirent, og ønsker myndigheden at få indflydelse på kuratorvalg, bør de være til stede på skifteretsmødet og deltage i afstemning om kurator.

Myndigheden kan fx søge at få indsat en bestemt kurator, hvis denne har kendskab til et bestemt sagskompleks, hvori skyldneren er del af. Kammeradvokaten kan også indsættes som kurator i boet, fx for at varetage særlige former for omstødelsessager.

Endvidere er der også mulighed for at rette indsigelse mod kurator, hvis der er særlige grunde herfor, jf. KL § 114, stk. 1. Som eksempler på sådanne særlige grunde kan nævnes ukyndig, langsommelig eller på anden måde uheldig behandling af tidligere boer, inhabilitetsårsager eller undladelse af regnskabsaflæggelse.

Som eksempel på indsigelser mod kurator, der dog ikke blev fulgt, kan nævnes UfR 2001, 476 VLK. I sagen var en advokats manglende rutine til at behandle konkursboer ikke tilstrækkelig til at nægte at udpege vedkommende som kurator.

Handler kurator eller skiftesamlingen til skade for boet, kan skifteretten tilsidesætte de trufne beslutninger. Det samme gælder, hvis rettigheder, som tilkommer en panthaver, skyldneren eller andre, krænkes, jf. KL § 127.

Det beror i øvrigt på inddrivelsesmyndighedens vurdering, om den vil være repræsenteret på skiftesamlinger i skifteretten. I denne vurderingen kan indgå hensynet til kravets størrelse og stilling, virksomhedens art og omstændighederne i øvrigt.

E.3.7.4.1 Konkursboets registrerings- og afregningsforhold

Kurator kan beslutte sig for, at konkursboet viderefører virksomheden i et tidsrum under selve konkursen, fx for at afhænde virksomheden eller dele heraf. Konkursboet registreres i samme omfang som den tidligere konkursramte virksomhed.

For at sikre, at inddrivelsesmyndigheden i disse situationer kan holde styr på afregninger og indbetalinger fra konkursboet, foranlediger TSR, at virksomheden fra og med konkursdekretets dato registreres med virksomhedsstatus "Under konkurs" samt afmelder virksomhedens registreringsforhold. Der oprettes et SE-nr. med mulighed for afregning under de enkelte registreringsforhold. Registreringsanmeldelsen underskrives af den person, der af skifteretten er udpeget til at forestå afviklingen af boet (kurator).

Registreres konkursboet med henblik på at afhænde virksomheden eller dele heraf, skal der ikke betales moms, hvis overdragelse af boets aktiver sker som et led i overdragelse af virksomheden eller en del af denne, og den nye indehaver er eller bliver registreret hos ToldSkat, jf. reglerne i ML § 8, stk. 1 (jf. MV 2001, afsnit D.6.1). Endvidere kan der blive tale om regulering af indgående afgift af investeringsgoder købt af den fallerede momspligtige virksomhed, men som afhændes af konkursboet, jf. reglerne i ML §§ 43 og 44. Der henvises her til MV 2001, afsnit J.4.

Hvis konkursboet registreres, vil inddrivelsesmyndigheden ved boets manglende angivelse eller betaling af afgifter mv. udsende påkrav og rykke efter de sædvanlige retningslinjer. Der vil også blive debiteret renter mv. Der kan dog ikke ske tvangsinddrivelse ved bostyrets manglende betaling af de nævnte massekrav. Betales de omhandlede massekrav ikke, kan sagen forelægges for skifteretten efter KL § 114 for eventuelt at få afsat kurator, jf. afsnit E.3.7.4. Hvis der skal gøres et ansvar gældende over for kurator (jf. afsnit E.3.17), skal sagen forelægges for TSS.

Hvis konkurboet ikke viderefører virksomheden ved konkursdekretets afsigelse, foranlediger TSR virksomheden afmeldt fra og med dekretdagen. Boet vil herefter på et hvilket som helst tidspunkt under bobehandlingen mod behørig dokumentation kunne få refunderet moms af fx tab på debitorer og acontohonorar til kurator ved en opgørelse af de negative momstilsvar. Se i øvrigt afsnit E.3.7.3 om periodisering af tab på debitorer.

E.3.7.5 Registrering, sikring og vurdering af boets aktiver

Efter KL § 110 skal kurator varetage boets interesser på kreditorernes vegne. Herunder skal han sikre boets aktiver og foretage de skridt, der er nødvendige for at sikre mod uberettigede dispositioner. Han kan til hjælp herved for boets regning antage sagkyndig bistand. Som eksempel på dispositioner, der skal foretages, kan nævnes at tage skyldnerens forretningsbøger og -papirer i sin varetægt, at udskifte låse og give meddelelse til pengeinstitutter.

Der skal også ske en registrering af boets aktiver og eventuelt en vurdering. Kurator antager for boets regning en eller flere sagkyndige personer til at forestå arbejdet.

Det er kurator, der har afgørelseskompetencen i boets anliggender. Skønner kurator i særlige situationer, at der er behov herfor, kan sager dog forelægges for fordringshaverne.

Støder kurator i forbindelse med behandling af boet på oplysninger, som giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre, skal der gives meddelelse til politiet herom. Fx kunne det tænkes at være tilfældet, når kurator har konstateret, at der forefindes en ulovlig anpartshaverlån i selskabet, eller selskabets ledelse ikke har efterkommet bogføringslovens bestemmelser om regnskabsføring.

Bliver inddrivelsesmyndigheden opmærksom på forhold, der skal undersøges af politiet, kan myndigheden på lige fod med de øvrige kreditorer orientere kurator herom eventuelt med kopi af orienteringen til skifteretten.

E.3.7.6 Kreditorinformation

Under behandlingen af konkursboet gives der en række meddelelser til kreditorerne om selve behandlingen, regnskaber og status på sager i boet. Disse meddelelser gives efter KL §§ 124-127 og indeholder vigtige oplysninger til brug for inddrivelsesmyndighedens vurdering af arbejdet med boerne. Meddelelserne giver således et indblik i boerne, og fremsendes meddelelserne ikke, kan dette forhold inddrages i myndighedens vurdering af, hvorvidt dette bør medføre afsættelse af bostyret efter KL § 114.

De meddelelser, kurator jævnligt skal udsende, er følgende:Straks efter konkursdekretets afsigelse udsendes meddelelse herom.

Det samme gælder, hvis der skal afholdes skiftesamling, jf. afsnit E.3.7.4. Kravet til denne information findes i KL § 124, stk. 1.

Inden 3 uger efter konkursdekretets afsigelse udsendes der en oversigt over boets aktiver og passiver. Kravet til denne information findes i KL § 125, stk. 1.

Inden 4 måneder efter konkursdekretets afsigelse udsendes en statusoversigt samt en redegørelse for de vigtigste årsager til konkursen. Kravet til denne information findes i KL § 125, stk. 2. Dette materiale indeholder samtidigt oplysninger om regnskabstal.

Redegørelsen skal således af kurator også sendes til det skatteansættende myndigheder til brug ved bedømmelse af, hvorvidt boet er skattepligtigt, jf. konkursskattelovens § 15.

Efter hvert halve år udsendes en redegørelse for boets forhold. Redegørelsen sendes kun til de fordringshavere, der kan forvente at få dividende. Kravet til denne information fremgår af KL § 125, stk. 3.

Redegørelsen indeholder bl.a. oplysninger om boets aktiver og passiver, herunder om eventuelle omstødelige dispositioner, samt en redegørelse for boets hidtidige behandling. Hvis boet fortsætter skyldnerens virksomhed, fremgår regnskabstallene også af redegørelsen.

Senest 14 dage før skiftesamling til stadfæstelse af regnskab udsendes meddelelse herom. Regnskabet eller uddrag af dette skal vedlægges til de fordringshavere, der forventes at opnå dividende. Kravet herom findes i KL § 125, stk. 4.

Skifteretten kan i øvrigt indkalde til skiftesamling, når den finder det påkrævet, eller når kurator ønsker det, jf. KL § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretning til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet.

E.3.7.7 Kreditorudvalg

Kreditorudvalg kan etableres, når det efter skifterettens skøn findes hensigtsmæssigt (jf. KL § 107, stk. 2).

Kreditorudvalg kan fx tænkes nedsat, hvis boet påtænker at fortsætte skyldnerens virksomhed. Ønsker inddrivelsesmyndigheden, at der nedsættes et kreditorudvalg, bør de gøre skifteretten opmærksom herpå. Efter KL § 108, stk. 2, kan myndighederne som kreditor dog begære indkaldelse til skiftesamling for at få nedsat et kreditorudvalg. Se afstemningsregler herom under afsnittet om etablering af bostyre, afsnit E.3.7.4.

Det beror på inddrivelsesmyndighedens egen vurdering, om det er nødvendigt at få nedsat et kreditorudvalg. Der bør særligt lægges vægt på, hvorvidt et sådant udvalg kan være med til at sikre statens krav på skatter og afgifter.

Kreditorudvalgets funktion er alene kontrollerende, og kurator skal alene underrette dette om alle vigtige dispositioner og om påtænkte, særligt væsentlige dispositioner, medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet, jf. KL § 110, stk. 3. Udvalget kan ikke forbyde eller påbyde kurator bestemte dispositioner, ligesom kurator heller ikke skal opnå samtykke fra udvalget. Udvalget kan dog stille spørgsmål til kurator efter KL § 125, stk. 6.

Skifteretten kan indkalde til skiftesamling, når et medlem af kreditorudvalget ønsker det, jf. KL § 118. Indkaldelsen bekendtgøres i Statstidende. Kurator skal sende underretningen til alle, der har særlig interesse i de forhold, der skal behandles på mødet

E.3.8 Anmeldelse og prøvelse af fordringer

Samtidig med bekendtgørelse om konkursen indrykkes i Statstidende en opfordring til alle, som har en fordring eller andet krav på skyldneren, til at anmelde dette til kurator inden 3 måneder, jf. KL § 128.

Inddrivelsesmyndigheden skal indsende en sådan anmeldelse for at sikre statens krav på skatter og afgifter bedst muligt. Er der udsigt til, at boet vil blive sluttet efter KL § 143 er det ikke et krav, at myndigheden foretager en anmeldelse af kravet, men inden anmeldelse undlades bør det vurderes, om dette vil få betydning i tilfælde af en eventuel genoptagelse af boet, jf. afsnit E.3.16.1.

Kurator skal så vidt muligt inden 4 uger efter anmeldelsesfristens udløb afholde møde til prøvelse af de anmeldte fordringer. Kurator skal inden mødet have udarbejdet indstilling om, hvorvidt kravet kan anerkendes, jf. KL § 131, stk. 1.

KL § 132, stk. 1, fastslår, at hvis der på mødet til prøvelse af fordringer ikke fremkommer indsigelser til indstillingen, er fordringen endeligt anerkendt som indstillet.

Hvis en af inddrivelsesmyndighedens fordringer ikke indstilles til anerkendelse som anmeldt, skal kurator ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde give myndigheden meddelelse herom. Myndigheden skal samtidig orienteres om tid og sted for det møde, hvor fordringen prøves, jf. KL § 131, stk. 3.

Inddrivelsesmyndigheden skal, hvis fordringen ønskes opretholdt, gøre indsigelse mod indstillingen på mødet, hvor fordringerne prøves. Hvis myndigheden opretholder indsigelsen mod kurators indstilling, må der anlægges sag ved skifteretten inden 3 måneder efter det møde, hvori kurators indstilling forelå, jf. KL § 133.

Som et eksempel på, at en fordring ikke er blevet anerkendt, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD, se afsnit E.3.3.1.

E.3.8.1 Overskridelse af anmeldelsesfrist

Overskrides anmeldelsesfristen i KL § 128, betyder dette

At fordringen først kan prøves på et senere møde (jf. KL § 134, stk. 1).

At rettigheder til en genstand i boets besiddelse kan gå tabt ved boets eventuelle salg af genstanden efter fristens udløb (jf. KL § 83).

At den pågældende kreditor ikke får indflydelse på de beslutninger, der træffes i skifteretten. Fordringen er ikke med i afstemningerne på skiftesamlingerne efter KL § 119.

Herudover kan boet afsluttes med de anmeldte fordringshaveres samtykke, jf. KL § 144, stk. 1.

Fordringen prækluderes dog ikke, blot fordi fristen overskrides.

Efter KL § 130, stk. 3, sker der ikke prøvelse af fordringer, der ikke kan opnå dividende.

Fordringer, der først anmeldes efter stadfæstelsen af boregnskabet, kan ikke komme i betragtning ved udlodning af dividende, jf. KL § 134, stk. 2.

Af praktiske årsager har skifteretten mulighed for at sætte en sidste frist for anmeldelse af krav. Fristen skal bekendtgøres i Statstidende. Proklamaet er ikke præklusivt, men betyder, at kravet ikke kan komme i betragtning ved udlodning af dividende.

E.3.9 Forældelse

Forældelse af en fordring afbrydes, når der indgives en på fordringen støttet konkursbegæring, jf. KL § 241. Herudover afbrydes forældelsen, når kravet er anmeldt i konkursboet. Forældelsen afbrydes også i forhold til skyldneren personlig.

Dette indebærer, at såfremt en fordring, der er omfattet af den 20-årige forældelse, anmeldes i et konkursbo, er forældelsen afbrudt. Anerkendes fordringen i boet, løber en ny 20-årig forældelsesperiode fra boets afslutning. Anerkendes fordringen ikke i boet, f.eks. fordi der kun sker prøvelse af privilegerede fordringer på grund af manglende midler, løber den 20-årige forældelsesperiode fra fordringens anmeldelse.

Er fordringen derimod ikke omfattet af den 20-årige forældelse, men af 1908-lovens 5-årige forældelsesregel, er det afgørende for afbrydelse af forældelsen, om der sker en anerkendelse af fordringen i boet. Anerkendes fordringen, løber en ny 5-årsperiode fra boets slutning. Fristen er dog 20-årig, hvis skyldner har været part under prøvelsen i boet efter KL § 244, eller skyldneren på en personligt forpligtende måde har tiltrådt fordringslisten (jf. hertil 1908-lovens § 1, stk. 2).

Hvis fordringen prøves og ikke anerkendes, må den pågældende kreditor for at bevare anmeldelsens afbrydende virkning uden ufornødent ophold søge en retsafgørelse eller tilvejebragt et andet retsgrundlag, hvorved fordringen fastslås, jf. § 2 i 1908-loven. Efter KL § 133, stk. 1, skal den, der ikke kan anerkende kurators indstilling anlægge sag ved skifteretten inden 3 måneder.

Der stilles også visse krav til anmeldelsen. Er anmeldelsen alene en oplysning om, at anmelderen har et krav mod boet, afbrydes forældelsesfristen ikke. I UfR 2001, 481 VLD, fremsendte Lønmodtagernes Garantifond en sådan anmeldelse. Retten fastslog, at en anmeldelse kan afbryde forældelsen efter 1908-loven, men det skal i anmeldelsen være grundlag for en identifikation af de enkelte krav, før forældelsen afbrydes. Se nærmere om inddrivelsesmyndighedens anmeldelse i afsnit E.3.15.

Det påhviler inddrivelsesmyndigheden at påse, at forældelse for kravene ikke indtræder.

Inddrivelsesmyndigheden må også være opmærksomme på, om afslutningen af boet trækker i langdrag. Det kan herefter være nødvendigt at foretage udlæg for at afbryde den 5-årige forældelse. Renter af krav, der påløber under konkursen, må ikke forældes i de tilfælde, hvor boet efter en personlig skyldner sluttes efter KL § 143. Herved sikres også den efterfølgende inddrivelse af disse krav.

Massekrav efter KL § 93 forældes efter 1908-loven, og afsluttes et konkursbo, hvori TSR har anmeldt massekrav, ikke inden for den fem-årige periode, vil massekravet være forældet ved boets afslutning. Sager af denne art forelægges TSS med henblik på at rejse eventuel erstatningssag mod bostyret.

Renter af simple krav forældes selvstændigt efter de samme regler som hovedkravet.

Der henvises i øvrigt til afsnit C vedrørende forældelse af krav.

Om genoptagelse af boer kan der henvises til UfR 1997, 1259 VLD. I sagen medførte en genoptagelse af en konkursbehandling af et selskab ca. 5 år efter afslutningen ikke, at kreditors krav var forældet. Om genoptagelse i øvrigt henvises der til afsnit E.3.16.1.

E.3.10 Konkursmassen

Konkursboets aktiver kaldes konkursmassen. Konkursmassen omfatter som hovedregel skyldnerens formue ved afsigelsen af konkursdekretet, og hvad der under konkursen tilfalder ham, jf. KL § 32.

Konkursloven indeholder dog nogle undtagelser hertil; særligt kan nævnes skyldnerens indtægter under konkursen (KL § 33), arv (KL § 34), særlige aktiver (KL § 35) og skyldnerens lejemål (KL § 37).

E.3.10.1 Skyldnerens egne indtægter

Efter KL § 33 indgår skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen enten i form af løn eller indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed ikke i konkursen.

Skyldnerens kreditorer kan således foretage individualforfølgning i de aktiver, der ikke indgår i konkursboet. Dette gælder også konkurskreditorerne. I UfR 1997, 910 HD, påbegyndte en skyldner ny virksomhed, efter der var blevet afsagt konkursdekret over skyldneren selv. I denne virksomhed opstod negative momstilsvar. TSR var berettiget til at modregne de negative tilsvar i restancer fra konkursen, da skyldnerens hovedkrav ikke var omfattet af konkursmassen i KL § 33. Der kunne derfor foretages individualforfølgning i kravet.

Skyldneren kan også erklæres konkurs på ny med virkning for de aktiver, der er erhvervet siden afsigelsen af det første konkursdekret. Dette bo behandles som et selvstændigt bo. Hvis der udbetales dividende fra dette konkursbo, kan kreditorerne dog kun få dividende af krav, der ikke blev fuldstændigt dækket ved udlodning fra det første konkursbo.

Hvis skyldner opnår ansættelse som lønmodtager, kan inddrivelsesmyndigheden foretage lønindeholdelse, også for simple krav, jf. afsnit E.3.14.3.1.

E.3.10.1.1 Overskydende skat i relation til konkursmassen

Efter KL § 32 omfatter konkursmassen også alt hvad der under konkursen tilfalder skyldneren. Skal der under konkursen udbetales overskydende skat, betyder det, at denne skat er omfattet af konkursmassen, og skal udbetales til konkursboet til fordeling blandt kreditorerne. Den overskydende skat kan kun holdes uden for konkursmassen, hvis KL § 33 hjemler dette.

Kan den overskydende skat relateres til skyldnerens egen virksomhed under konkursen, er den ifølge KL § 33 ikke omfattet af konkursmassen og tilhører således skyldneren selv. Inddrivelsesmyndigheden kan derfor foretage individualforfølgning i kravet, fx ved modregning, jf. afsnit E.3.7.3.

Det er derfor nødvendigt, at KM foretager en ændring af den personlige fallents forskudsopgørelse for at hindre, at der unødigt bliver opkrævet B-skatter med den følge, at der efter indkomståret sker udbetaling af overskydende skat.

E.3.10.2 Arv

Arv, der tilfalder skyldneren før eller under konkursen, indgår i konkursmassen efter KL § 34. Arvefaldet kan dog være udskudt, fx fordi en efterlevende ægtefælle sidder i uskiftet bo. I dette tilfælde indgår arven ikke i konkursboet, medmindre arven falder, inden konkursboet afsluttes. Skyldner har i den forbindelse mulighed for at give samtykke til, at arveladerens ægtefælle hensidder i uskiftet bo, jf. KL § 34, stk. 3.

Den arv som skyldner har i vente, men som endnu ikke er falden, kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning og indgår derfor ikke under konkursen, jf. arvelovens § 30.

Skyldneren kan under konkursen give afkald på ventende arv. Afkaldet er bindende for konkursboet. Afkald på falden arv kan derimod kun gives af boet. Der er endvidere mulighed for at søge et afkald på falden arv omstødt efter bestemmelsen i KL § 65, jf. afsnit E.3.12.5.

Er der etableret testamente på en arv, kan enhver, som vil arve, hvis testamentet erklæres ugyldigt, fremsætte indsigelse mod testamentet, jf. arveloven § 55. Indsigelsesretten er en personlig ret, som ikke kan fratages skyldneren i tilfælde af konkurs. Konkursboet kan således ikke rejse indsigelse mod et testamente, der begrænser skyldners arv.

E.3.10.3 Aktiver undtaget fra konkursmassen

Aktiver, hvori der ikke kan foretages udlæg for skyldnerens gæld, indgår kun i konkursmassen når dette er særligt bestemt, jf. KL § 36. Hermed er der skabt overensstemmelse mellem konkursloven og den øvrige lovgivnings bestemmelser om aktiver, der ikke kan gøres til genstand for kreditorforfølgning.

Som eksempel på aktiver, hvori der ikke kan foretages udlæg, kan bl.a. nævnes følgende

Genstande, som er omfattet af reglerne om trangsbeneficiet i RPL § 509.

Endnu ikke udbetalt løn, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent (RPL § 511). Pensioner og understøttelser (RPL § 512), erstatning og godtgørelse for invaliditet og tab af forsøger (RPL § 513), båndlagt arv (arvelovens §§ 58 og 65), båndlagte gaver og andre båndlæggelser (RPL § 514), genstande af affektionsværdi for skyldneren og særlige hjælpemidler (RPL § 515).

Retten i henhold til livsforsikringer, private ulykkesforsikringer og sygeforsikringer, jf. forsikringsaftalelovens §§ 116 og 123. Disse rettigheder kan dog under visse omstændigheder omstødes efter forsikringsaftalelovens § 117, jf. nærmere herom afsnit E.3.12.15.2.

Selve ophavsretten, dvs. råderetten, til værker som fx manuskripter og kunstværker er undtaget for kreditorforfølgning. Ophavsmandens ret til at råde over sine værker kan ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning, jf. ophavsretslovens § 62, stk. 1.

Indestående på etableringskonti og investeringsfonds indgår i konkursen, selv om der ikke kan foretages udlæg i kontiene. Den værdi, der indgår i konkursboet, opgøres til kontienes indestående med fradrag af skattekravet, jf. etableringskontolovens § 11, stk. 1, og investeringsfondslovens § 10, stk. 1.

E.3.10.4 Skyldnerens boliglejemål

Lejemål, der tjener som bolig for skyldneren, inddrages normalt ikke under konkursen, jf. KL § 37. Skønner skifteretten imidlertid, at boet vil have en økonomisk interesse i at inddrage lejemålet under konkursen, kan skifteretten træffe bestemmelse herom. En væsentlig økonomisk interesse kan foreligge, hvis der er tale om lejemål, hvor der er indbetalt et betydeligt indskud, der vil blive frigivet ved lejemålets ophør.

KL § 37 er ikke til hinder for at inddrage retten til andelsboliger under konkursen, uanset andelen er unddraget individualforfølgning. I UfR 1999, 1292 ØLD, blev retten til en sådan andelsbolig inddraget i konkursmassen. Andelsværdien var over 300.000 kr., og det måtte antages, at skyldner kunne finde anden bolig.

E.3.11 Konkursboets passiver

Konkursboets passiver består bl.a. af krav, kreditorer har mod skyldneren, der nu er falleret. Disse krav skal inddrivelsesmyndigheden nu rette mod konkursboet. I afsnittet behandles spørgsmålet om skatte- og afgiftskravs stillinger som passiver i boet generelt, men mere konkret behandles skatter og afgifters stilling i konkursboet i afsnit E.3.14 om konkursordenen. Indeholdte SP-bidrag og A-skattekravs stilling i konkursboet behandles særligt i afsnit E.3.22.

E.3.11.1 Fordringer

Efter KL § 38 fordeles konkursmassen blandt de fordringshavere, der ved konkursdekretets afsigelse havde et krav mod skyldneren. Konkursmassen anvendes således også til at dække inddrivelsesmyndighedens krav på skatter og afgifter, der er stiftet inden konkursdekretet. Kravet skal anmeldes i boet, jf. afsnit E.3.15. På lige fod indgår krav på indkomstskat i henhold til selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse.

Bestemmelsen dækker derimod ikke krav på personlig skat for indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse, heller ikke selv om de skatterelevante aktiviteter helt eller delvist har fundet sted inden konkursdekretets afsigelse, jf. UfR 1985, 619 HD. Krav på restskat kan i stedet for gøres gældende over for skyldneren personligt. Vedrørende reglerne om konkursskatteloven henvises til LV 2000, afsnit E.L.1.

Alle andre krav end pengekrav mod skyldneren, som skal fyldestgøres af konkursmassen, kan af boet fordres omsat til penge, jf. KL § 40. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor fx inddrivelsesmyndigheden har en beskyttet tinglig ret.

Anmelder inddrivelsesmyndigheden fordringer fra udenlandske skattemyndigheder som fx det tyske Bundesministerium der Finanzen, vil boet omsætte kravet til dansk mønt, jf. KL § 40, stk. 2. Omsætningen sker efter kursen den dag, da konkursdekretet blev afsagt.

E.3.11.2 Regreskrav

Et regreskrav, som er opstået ved indfrielse af skyldnerens forpligtelse, anses efter KL § 39 for opstået samtidig med denne forpligtelse. En kautionist, der har indfriet den fordring, han har kautioneret for, har således et regreskrav mod skyldneren. Dette krav kan han rette mod boet, selv om betalingen først har fundet sted efter dekretets afsigelse.

E.3.11.3 Dækning gennem pant i skyldnerens aktiver

En kreditor, som har pant eller anden sikkerhedsret (fx ejendomsforbehold) i skyldnerens aktiver, og som herigennem opnår delvis dækning af sin fordring, kan kun gøre den udækkede del af fordringen gældende under konkursen. Kreditor opnår således kun dividende af restfordringen, jf. KL § 46.

I det omfang boet realiserer sådanne aktiver, eller disse udleveres til den sikrede kreditor, og provenuet ved salget tilfalder kreditor, vil der fra kurators side ske nedskrivelse af kravet i anmeldelsen, ved at dividenden af den del af fordringen, som bliver dækket gennem sikkerheden, fradreages i senere udbetalinger, jf. KL § 146.

E.3.11.4 Solidariske skyldforhold

I KL § 47 findes bestemmelserne om, hvordan der kan ske anmeldelse i boet af krav, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk. Inddrivelsesmyndigheden beholder sin fulde anmeldelsesret i situationer, hvor flere skyldnere hæfter solidarisk, selv om en medskyldner har indbetalt afdrag i følgende tilfælde

Hvis medskyldner har ret til at søge det betalte tilbage fra skyldner.

Hvis der er tale om dividende fra en medskyldners konkursbo, akkordbo, gældssaneringsbo eller insolvente dødsbo.

Afdraget er modtaget fra en medskyldner senere end 3 måneder før fristdagen.

Det solidariske skyldforhold kan opstå over for inddrivelsesmyndigheden, når skyldner deltager i et interessentskab, den solidariske hæftelse mellem sambeskattede selskaber efter SEL § 31, stk. 3, eller der foreligger et kautionsforhold over for myndigheden. Kautionsforhold kan fx være etableret, hvor en eneanpartsindehaver over for myndigheden har afgivet en selvskyldnerkaution for sit anpartsselskabs gæld på skatter og afgifter. Selvskyldnerkaution kan også foreligge i forbindelse med sikkerhed stillet efter OPKL §§ 11 og 11a, lov om registreringsafgift af motorkøretøjer eller sikkerhed stillet som følge af forsendelse under suspensionsordningen i henhold til de harmoniserede punktafgiftslove.

Hvis inddrivelsesmyndigheden er selskabskreditor i et intressentskab, der er gået konkurs, og myndigheden har opnået delvis dækning for sit krav under konkursbehandlingen af interessentskabets bo, vil myndigheden alene kunne anmelde restfordringen i de enkelte interessenters konkursboer, jf. UfR 1935, 767 HD, om et kommanditselskab.

Er der kun aftalt et kautionsforhold for en del af fordringen (delkaution), bør der ske 2 anmeldelser i boet, nemlig både for den del, hvor der er en solidarisk hæftelse, og for den del, som kun angår skyldnerens andel.

E.3.12 Omstødelse

Op til en konkurs kan det hænde, at der foretages en række dispositioner fra skyldnerens side, som kunne tænkes at begunstige en enkelt kreditor på andre kreditorers bekostning. I visse tilfælde vil sådanne dispositioner forringe andre kreditorers muligheder for at få lige andel i skyldnerens formue under en konkurs.

Det kan også tænkes, at skyldneren bevidst overfører aktiver, som kreditorerne ellers kunne have anvendt til at fyldestgøre deres krav, for derved at hindre en sådan fyldestgørelse. Dette kaldes at bringe sine aktiver i kreditorly.

Ikke i alle tilfælde bør kreditorerne i det efterfølgende konkursbo acceptere sådanne dispositioner, hvorfor der findes særlige bestemmelser i konkursloven, der er med til at sikre, at værdien af dispositionerne føres tilbage til konkursboet. Konkursloven rummer således mulighed for at omstøde dispositionerne.

Bestemmelserne om omstødelse findes i KL §§ 64-81. Gennem omstødelsesreglerne tillægges konkursen en vis tilbagevirkende kraft. Det betyder, at konkursboet i visse tilfælde har mulighed for at se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner.

Det findes også andre muligheder for at gennemtvinge boets eller kreditorernes ret til fx dækning af tab ved salg af aktiviteter fra et selskab uden indfrielse af enkelte af selskabets kreditorer. Om de nærmere betingelser herom henvises til afsnit E.3.17 om erstatning.

Inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksom på ved frivillige betalinger af beløb, at disse gøres betingede af, at de ikke er omstødelige. Dette kan fx ske ved, at beløbet betales af tredjemand, eller at betaleren erklærer, at denne ikke er insolvent. En sådan erklæring er alene ikke tilstrækkelig til at anse betalingen for uomstødelig, men det kan inddrages som et moment, der taler for myndighedens gode tro ved modtagelsen af beløbet, jf. KL § 74.

Der er ingen forvaltningsretlige grundsætninger, der hindrer myndighederne i fx at modtage eller under et udlæg at kræve betaling af beløb, der senere viser sig at være omstødelige, fordi myndigheden var i ond tro om insolvensen. Modtagelsen eller opkrævningen af betalingerne må dog ikke stride mod de forvaltningsretlige grundsætninger om saglighed og proportionalitet. Udlæg, der i tilfælde af konkurs bortfalder efter KL § 71, jf. nedenfor, kan endda være til hjælp til at fastlåse aktiver hos skyldneren og dermed hindre, at disse bliver bragt i kreditorly.

E.3.12.1 Betingelser for omstødelse

Betingelserne for at gennemføre omstødelse er forskellige afhængig af, hvilke dispositioner der skal søges omstødt, og hvilken periode dispositionerne omfatter eller relaterer sig til. Der henvises her til gennemgangen af de enkelte omstødelsesregler i afsnit E.3.12.4 - E.3.12.15.

I afsnit E.3.12.1.1 - E.3.12.1.4 omtales kort nogle af de generelle betingelser, der kan være en fællesnævner for muligheden for at omstøde en disposition.

Ved overvejelser om en skyldner skal erklæres konkurs, må inddrivelsesmyndigheden tage hensyn til, hvorvidt skyldnerens dispositioner før konkursen bør søges omstødt. Omstødelse er således et sagligt moment, der må inddrages i afvejningen af, hvorvidt en skyldner kan erklæres konkurs. Omstødelse er i disse situationer samtidig et inddrivelsesinstrument, der på lige fod med andre instrumenter skal indgå i vurderingen af, hvorvidt myndigheden bør anvende det passende instrument i bestræbelserne på at sikre statens krav på skatter og afgifter på den bedst mulige måde.

Gennemgangen nedenfor kan også anvendes som en inspirationsliste ved inddrivelsesmyndighedens vurdering af, hvordan myndighederne kan sandsynliggøre omstødelige dispositioner over for skifteretten under dennes behandling af en konkursbegæring.

E.3.12.1.1 Utilbørlige dispositioner

Som nævnt i afsnit E.3.12.1 kan konkursboet i visse tilfælde se bort fra tidligere foretagne gyldige dispositioner. Som udgangspunkt søger boet alene at se bort fra dispositioner, som har formindsket konkursmassen eller forrykket forholdet mellem kreditorerne. Formindskelse af konkursmassen foreligger, når der er sket en forringelse af hele konkursmassen på alle kreditorernes bekostning, eller når der sker en forøgelse af gælden. Er forholdet mellem kreditorerne forrykket er der sket en begunstigelse af én eller flere kreditor på de andre kreditorers bekostning, som således vil medføre en anden fordeling mellem kreditorerne end den, der følger af konkursloven.

At dispositionen skal være utilbørlig, betyder, at dispositionen på en eller anden måde strider mod almindelige normer for rigtig og hæderlig opførsel i forretningslivet. Det er således dispositioner, der har været til skade for kreditorerne, der er omfattet. De nævnte dispositioner formindsker således den aktivmasse, der ellers ville have været til rådighed til fordeling blandt kreditorerne. Kredsen af omstødelige dispositioner drejer sig ofte om mistænkelige eller objektivt dadelværdige dispositioner.

For at kunne vurdere den skadelige karakter af dispositionen bedømmes den ofte efter forholdet på det tidspunkt, hvor selve dispositionen blev foretaget.

E.3.12.1.2 God eller ond tro hos den begunstigede

Enkelte omstødelsesbestemmelser afhænger af den begunstigedes onde eller gode tro om selve dispositionens utilbørlighed.

I de fleste tilfælde vil det være nok at gøre op med, om den begunstigede vidste eller burde have vidst, at dispositionen var utilbørlig. Den begunstigedes viden eller burde viden kan fx dreje sig om, hvorvidt denne vidste eller burde vide, at fallenten var eller blev insolvent.

Nogle omstødelsesbestemmelser gør ikke forskel på, om den begunstigede var i ond eller god tro. For en nærmere vurdering heraf henvises til gennemgangen af de enkelte regler om omstødelse i afsnit E.3.12.4 - E.3.12.15.

E.3.12.1.3 Insolvens

Når insolvens indgår i omstødelsesbestemmelserne, er vurdering af insolvensen den samme som vurderingen af den insolvens, der skal gennemføres i forbindelse med afgørelsen af, om konkursbetingelserne er til stede, jf. KL § 17, se afsnit E.3.3.3.

De fleste omstødelsesbestemmelser indeholder et krav om insolvens, især hvis forholdet vedrører begunstigelse af nærstående.

For en nærmere vurdering af insolvensens betydning for omstødelse i de konkrete tilfælde henvises til gennemgangen i afsnit E.3.12.4 - E.3.12.15.

E.3.12.1.4 Tidsfrister og beregning heraf

De fleste af konkurslovens omstødelsesregler er betinget af, at den pågældende disposition er foretaget inden for en bestemt frist.

Fristdagen tælles ikke med, når det i de konkrete tilfælde skal beregnes, hvorvidt omstødelse kan ske. Er fristdagen fx den 12. april, og den frist, hvori omstødelse kan ske, 3 måneder, kan dispositioner, som er foretaget den 13. januar eller senere, omstødes.

E.3.12.2 Anlæggelse af omstødelsessag

Omstødelse sker ved, at konkursboet anlægger omstødelsessag mod den begunstigede, som er den person, der er blevet beriget ved skyldnerens disposition. Omstødelse kan ske over for alle kreditorer, herunder også inddrivelsesmyndigheden, hvis betingelserne herfor er til stede, jf. afsnit E.3.12.4 - E.3.12.15. Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, omstødes ikke, men bortfalder derimod, jf. afsnit E.3.12.10.

Sager om omstødelse føres for de ordinære domstole og efter de almindelige processuelle bestemmelser i retsplejeloven. En omstødelsessag kan således føres for byretten, men også for landsretten, hvis sagen efter retsplejeloven kan henvises hertil. Det er kurator, der på vegne af konkursboet anlægger og fører retssagen.

Omstødelsessag kan også anlægges af kreditorerne. Inddrivelsesmyndigheden har således også mulighed for at anlægge omstødelsessag alene, men dette kan dog først ske, når boet har opgivet kravet, jf. KL § 137. Hvis TSR ønsker en sådan sag anlagt, skal sagen indsendes til TSS. Hvorvidt der er grundlag for en omstødelsessag, kan bl.a. ses ud af kurators redegørelse efter KL § 125, stk. 3.

Hvis told- og skattemyndighederne bliver opmærksomme på et omstødeligt forhold, kan der rettes henvendelse til kurator. Afslår kurator at føre omstødelsessagen, og myndigheden stadig mener, at en sådan sag bør føres, skal myndigheden uden ugrundet ophold rette henvendelse til skifteretten for at få fastlagt en frist til at anlægge omstødelsessag efter KL § 137, stk. 1.

Kurator retter ofte henvendelse til den begunstigede med anmodning om indbetaling af kravet. Retter kurator en sådan henvendelse til TSR, træffer regionen selv afgørelse i sagen med klageadgang til TSS. Regionen kan også, hvor der er tvivl om udfaldet af en sådan sag, oversende sagen til TSS med en sagsfremstilling. TSS overtager herefter sagen.

TSS er enekompetent til at afgøre, om Kammeradvokaten bør inddrages i at føre omstødelsessager.

I nogle tilfælde er der ikke midler i konkursboet til at føre omstødelsessager, hvorfor kurator kunne tænkes at anmode en eller flere kreditorer i boet om at indestå for omkostninger ved sagens førelse. Der henvises herom til afsnit E.3.12.3.

E.3.12.3 Indeståelse for omkostninger ved førelse af omstødelsessager

Anlæggelse af omstødelsessag vil normalt være betinget af, at der i boet er midler til at betale sagens omkostninger. Hvis der i boet ikke er tilstrækkelige midler, kan kurator vælge at anmode en eller flere kreditorer om at indestå for omkostningerne ved sagens gennemførelse.

En anmodning om indeståelse for omkostninger kan kurator også forelægge for TSR. Hvis myndigheden modtager en sådan anmodning, skal den med sin indstilling samt relevante bilag forelægge sagen for TSS, der er enekompetent til at tage stilling i sådanne sager. TSR har dog kompetence til at afslå anmodning om indeståelse for omkostninger til førelse af omstødelsessag.

I forbindelse med TSRs indstilling bør de konkrete omstændigheder ved den omstødelige disposition oplyses, herunder hvilke bestemmelser kravet om omstødelse støttes på, hvilket beløb en omstødelse vil indbringe til boet (dvs. oplysninger om størrelsen af dividenden ved et eventuelt gunstigt udfald af sagen), samt hvilke andre kreditorer, der er i boet, ligesom deres stilling til sagen bør oplyses. Endelig bør det oplyses, hvorvidt den begunstigede er betalingsdygtig.

E.3.12.4 Omstødelse af gaver

En gave defineres traditionelt som en vederlagsfri overdragelse af et gode. Gaver vil således pr. definition næsten altid være til skade for kreditorerne.

Gaver, som er givet senere end seks måneder før fristdagen, kan omstødes efter KL § 64. Det tillægges i den forbindelse ingen betydning, om skyldneren ved gavedispositionen var eller blev insolvent, eller om gavemodtageren var i god eller ond tro med hensyn til skyldnerens insolvens, jf. KL § 64, stk. 1.

Gaver, som er givet mellem seks måneder og et år før fristdagen, kan omstødes, medmindre gavemodtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller ved selve gaven blev insolvent, jf. KL § 64, stk. 2, 1. led. Hvis gaven er givet til en af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til to år, jf. stk. 2, 2. led.

Efter retspraksis er lejlighedsgaver mv. som fx fødselsdagsgaver undtaget fra omstødelse. Der er en formodning for, at der er tale om en lejlighedsgave, når der fx er tale om bryllupsgaver og fødselsdagsgaver. Gaven må dog ikke stå i misforhold til skyldnerens økonomiske situation på det tidspunkt, hvor den blev givet.

I TfS 1997, 859 VLD, havde nogle børn eftergivet deres krav på løn fra deres fader. Dette blev anset for at være en gave og omstødt. Beviset for, at forholdet ikke skulle anses for at være en gave, påhvilede børnene.

E.3.12.5 Omstødelse af arveafkald

En skyldner kan give afkald på arv, hvorved arven hverken kommer skyldneren til gode eller inddrages i et efterfølgende konkursbo.

Et arveafkald kan dog omstødes, hvis skyldneren senere end seks måneder før fristdagen har givet afkald på arv, som er tilfaldet denne, jf. KL § 65. Er arven udloddet, rettes kravet mod den, der som følge af afkaldet har modtaget arven, eller hvis arvelod derved er blevet forøget, jf. KL § 65, stk. 1.

Afkald, som er givet mellem seks måneder og to år før fristdagen kan omstødes, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved afkaldet, jf. KL § 65, stk. 2.

E.3.12.6 Omstødelse af betaling af løn til nærstående

Har skyldneren senere end seks måneder før fristdagen betalt løn eller lignende til en nærstående, og har beløbet oversteget, hvad der under hensyn til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, kan betalingen omstødes, for så vidt angår det overskydende beløb. Bestemmelsen findes i KL § 66, stk. 1.

Ved afgørelsen af, om lønnen anses for at være rimelig, lægges der vægt på, hvorvidt der foreligger et egentligt misforhold fx i forhold til det udførte arbejde, virksomhedens indtægter og den sædvanlige løn for vedkommendes kvalifikationer.

Beløb, som er udbetalt mellem seks måneder og to år før fristdagen, kan under de nævnte betingelser omstødes, medmindre modtageren godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved udbetalingen, jf. KL § 66, stk. 2.

E.3.12.7 Omstødelse af usædvanlige betalinger

Der er mulighed for at omstøde betaling af gæld, der er sket senere end 3 måneder før fristdagen. Bestemmelsen findes i KL § 67 og kan anvendes i følgende tilfælde

Hvis betalingen er sket med usædvanlige betalingsmidler, jf. KL § 67, stk. 1, 1. led (penge er som hovedregel aldrig et usædvanligt betalingsmiddel).

Hvis betalingen er sket før normal betalingstid. Herved forstås det betalingstidspunkt, som ville være det normale, hvis skyldneren ikke havde økonomiske vanskeligheder, jf. KL § 67, stk. 1, 2. led.

En betaling før normal betalingstid er dog ikke alene tilstrækkelig for omstødelse, hvis der føres bevis for, at skyldner også kan betale på forfaldstidspunktet. I UfR 1999, 1587 HD, ville Højesterets flertal ikke omstøde en sådan betaling, da den begunstigede således ikke havde opnået en berigelse.

Hvis betalingen er sket med beløb, som afgørende har forringet skyldnerens betalingsevne, jf. KL § 67, stk. 1, 3. led.

Betaling af beløb af en sådan størrelse må for skyldnerens virksomhed medføre, at mulighederne for at føre virksomheden videre er blevet væsentligt forringet.

Det er herudover en betingelse for omstødelse efter KL § 67, at betalingen ikke fremtrådte som ordinær (KL § 67, stk. 1, sidste led). Ved ordinær betaling forstås, at betalingen er sket som led i skyldnerens normale betalingsmønster, dvs. betalingen ikke er frembragt af en konkurstrussel.

Omstødelse vil således ikke ske for indbetalinger til inddrivelsesmyndigheden, hvis disse er ordinære, og det godtgøres, at myndighederne hverken har eller bør have kendskab til skyldnerens økonomiske stilling, jf. eventuelt dommen i TfS 1999, 884 (byretsdom) of TfS 2001, 913 VLD.

Østre Landsret har i en sag afgjort, at indbetalinger af moms til toldmyndighederne i forlængelse af en aftalt betalingsordning under en udlægsforretning ikke kunne omstødes, jf. dom afsagt af Østre Landsrets 14. afdeling af 25. november 1983, journalnummer 36/1982. I sagen havde Toldvæsenet i to perioder forud for betalingsstandsningen foretaget udlæg, der for begges vedkommede blev udlignet. En tidligere aftalt afdragsordning blev også overholdt. På dagen, men inden mødet med fogeden til den tredje udlægsforretning, betalte selskabet renter og gebyrer, mens selskabet under selve udlægsforretningen aftalte en ny afdragsordning. Under forretningens foretagelse blev Toldvæsenet oplyst om selskabets midlertidige betalingsvanskeligheder. Første afdrag blev betalt, og herefter stod det klart, at selskabet ikke kunne videreføre sin virksomhed. Betalingerne omstødtes ikke, da det først senere stod klart, at selskabet ikke kunne videreføres. Betalingerne måtte i øvrigt anses som ordinære, da de var erlagt i forlængelse af løbende betalingsordninger som normalt led i Toldvæsenets forvaltning som oppebørselsmyndighed. Betingelserne for omstødelse efter KL §§ 67 og 74 var derfor ikke opfyldt.

En KMs konvertering af en lønindeholdelse til en afdragsordning med betaling af beløb svarende til det lønindeholdte blev ikke omstødt efter KL § 74, jf. TfS 1996, 304 (byretsafgørelse). Se nærmere om dommen afsnit E.3.12.13.

Af andre domme vedrørende de løbende betalingsordninger kan henvises til TfS 1994, 764 ØLD. I sagen blev der foretaget udlæg for afgiftsrestance og efterfølgende aftalt en afdragsordning med 5 betalinger vedrørende restancen og den løbende moms og A-skat, i alt kr. 1.500.000. Landsretten anså de 5 betalinger som selvstændige indbetalinger og afviste krav om omstødelse efter KL § 67, stk. 1. Retten lagde vægt på, at betalingerne i henhold til afdragsordningerne var aftalt som led i TSRs virksomhed med oppebørsel af skatte- og momsafgifter. Endvidere lagde retten vægt på, at restancerne ikke var opstået igennem længere tid, og at skyldnerens virksomhed blev betragtet som sund og levedygtig.

Er betalingen sket til fordel for skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til to år, medmindre den begunstigede godtgør, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved betalingen, jf. KL § 67, stk. 2.

E.3.12.8 Omstødelse af modregning

Bestemmelsen om omstødelse af betaling finder tilsvarende anvendelse på modregning, jf. KL § 69. Bestemmelsen finder kun anvendelse, hvis modregning efter bestemmelserne i KL § 42 ikke kunne have været sket efter konkursdekretets afsigelse. For en nærmere gennemgang af modregningsbestemmelsen i KL § 42 henvises til afsnit E.3.7.3.

E.3.12.9 Omstødelse af panteret eller anden sikkerhed

Panteret eller anden sikkerhed, der ikke er etableret ved gældens stiftelse eller umiddelbart derefter, kan omstødes, hvis sikringsakten er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, jf. KL § 70, stk. 1.

Er pantet stillet til fordel for en af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til to år, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved pantsætningen, jf. Kl § 70, stk. 2. Der skal således i dette tilfælde føres et solvensbevis, og bevisbyrden herfor påhviler den begunstigede.

Er pantet eller sikkerheden (fx en transport) stillet for en gæld, der er stiftet før pantet, kan der således ske omstødelse. Tilsvarende gælder, hvis sikringsakten (tinglysning, denuntiation) ikke er foretaget umiddelbart efter gældens stiftelse.

Om en transport skal vurderes efter KL § 70 som en panteret eller KL § 67 som en betaling afhænger af, hvorvidt transporten er til sikkerhed eller til eje. Er transporten til eje, skal en eventuel omstødelse af transporten ske efter KL § 67, da en transport til eje nedskriver transporthavers fordring umiddelbart efter transporten er givet. Er transporten derimod til sikkerhed nedskrives transporthaverens fordring alene i det omfang, der sker betaling i henhold til transporten. En eventuel omstødelse af en transport til sikkerhed skal derfor vurderes efter KL § 70.

Er pant stillet som sikkerhed for både gammel og ny gæld, fastslog Højesteret i UfR 1977, 489 HD, at omstødelse kun kan ske for gammel gæld. I sagen var der udstedt transporterklæringer for B-skatterestancer og for fremtidige påløbende skattebeløb. Bestemmelsen i KL § 70 kunne ikke omstøde sikkerhedsstillelsen for den fremtidige gæld, der omfattede perioden efter udstedelsen af transporterklæringerne.

I UfR 1999, 817 HD, havde en skyldner givet transport i sine fremtidige tilgodehavender på momsudbetalinger fra ToldSkat på 574.775,40 kr. Sikkerheden blev anmeldt over for ToldSkat den 14. august 1990 og skyldneren gik konkurs den 17. september samme år. Transporthavers pantesikkerhed blev i perioden fra anmeldelsen af transporten over for ToldSkat og til skyldnerens konkurs udvidet med 275.449 kr. Transporthaverens tilgodehavende den 14. august 1990 udgjorde 552.130 kr., og den del af kreditudvidelsen, der alene måtte anses for sikret af det transporterede momsbeløb, udgjorde herefter 276.681 kr. Den del af momsudbetalingen svarende til forskellen mellem momsudbetalingen og det sikrede beløb på 276.681 kr. måtte anses for sikkerhedsstillelse for tidligere stiftet gæld og kunne omstødes efter KL § 70.

E.3.12.10 Bortfald af udlæg

Udlæg, der er foretaget hos skyldneren senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet, jf. KL § 71, stk. 1.

Der er her ikke tale om en egentlig omstødelse, da udlægget uden videre bortfalder. Er udlægget foretaget på begæring af en af skyldnerens nærstående, udstrækkes perioden til to år, medmindre det af udlægshaveren godtgøres, at skyldneren hverken var eller blev insolvent ved udlægget, jf. stk. 2.

Indfries et udlæg, vil også indfrielsen (betalingen) være omstødelig, hvis det indfriede udlæg ville bortfalde efter KL § 71. Det indbetalte beløb skal derfor tilbagebetales boet. Modsætningsvis kan en betaling, der har karakter af en ordinær betaling efter en afdragsordning, ikke omstødes. Betales der for at afværge en udlægsforretning, fx i de tilfælde, hvor udlægsforretningen ikke påbegyndes, finder KL § 71 ikke anvendelse.

Det må dog antages, at aftale om afdragsordning under en udlægsforretning ikke ubetinget medfører omstødelse efter KL § 71, jf. UfR 1986, 400 VLD.

I UfR 1985, 244 ØLD, afværgede en skyldner en afhentningsforretning, efter at udlæg var foretaget, ved at betale 9.000 kr. Betalingen blev anset for at være omfattet af KL § 71 eller dennes analogi og omstødt. Beløbet var skaffet under udlægsforretningen ved et øjeblikkeligt lån fra en ansat. Retten antog derfor, at der forelå et kortfristet lån, som kun kunne indfries ved salg fra butikken med formindskelse af aktivmassen til følge. Fogeden burde have indset dette.

Hvis der allerede har været afholdt tvangsauktion på grundlag af et udlæg, der bortfalder efter denne regel, bortfalder selve tvangsauktionen ikke, men udlægshaveren skal aflevere nettoprovenuet fra auktionen til boet (fralægge sig berigelsen), jf. KL § 75.

Bortfalder et af inddrivelsesmyndighedens udlæg efter reglerne i KL § 71, skal myndigheden fralægge sig den indvundne berigelse, fx auktionsprovenuet med fradrag af omkostninger ved udlægsforretningens gennemførelse.

E.3.12.11 Omstødelse af betaling af gæld foretaget efter fristdagen

Efter KL § 72 kan betaling af gæld foretaget efter fristdagen omstødes, medmindre ét af følgende forhold anses for at være til stede.

a. Gælden er dækket efter reglerne om konkursordenen. Dette medfører, at betaling af skatter og afgiftsrestancer efter fristdagen, men som vedrører perioden før fristdagen, anses som betaling af gæld. Køb mod kontant betaling anses derimod ikke som betaling af gæld.

b. Betalingen var nødvendig for at afværge tab. Som eksempel på betalinger, der foretages for at afværge tab for skyldneren, kan nævnes betaling af ydelser efter et pantebrev, hvis skyldneren har rimelig udsigt til at sælge ejendommen i fri handel på et senere tidspunkt.

c. Betalingsmodtageren hverken vidste eller burde vide, at der var etableret en fristdag, jf. KL § 72, stk. 1. I UfR 1982, 474 VLD, blev indbetaling på kassekredit af et factoringselskab efter fristdagen omstødt, da selskabet burde vide, at det var sandsynligt, at der ville blive etableret en fristdag. I UfR 1985, 362 HD, blev en indbetaling af A-skat på sidste rettidige indbetalingsdag omstødt, da skattevæsenet var vidende om, at der tidligere var etableret en fristdag. Fristdagen blev etableret den 2. april, mens den omstødte betaling, der blev foretaget den 10. april, vedrørte A-skatten for marts måned.

Hvis det af skifteretten beskikkede tilsyn har godkendt betalingen, kan omstødelse kun ske, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

Vedrørende omstødelse af andre dispositioner foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 2, henvises til afsnit E.3.12.12.

E.3.12.12 Omstødelse af andre dispositioner foretaget efter fristdagen

Efter KL § 72, stk. 2, kan også andre dispositioner end betaling af gæld omstødes, medmindre dispositionerne kan siges at opfylde nedenstående vilkår

Dispositionen var nødvendig for at bevare skyldnerens virksomhed. Her tænkes der bl.a. på dispositioner, der går ud på en fortsættelse af den almindelige drift. Disse dispositioner vil dog kunne tænkes at være omstødelige efter KL § 74. Andre dispositioner kan også være modtagelse og inddrivelse af virksomhedens fordringer.

Dispositionen var i kreditorernes fælles interesse. Det kan fx være salg af virksomhed eller dele af denne eller dispositioner, der har sigte på at undgå et betydeligt erstatningsansvar.

Køb af dagliglivets fornødenheder. Fornødenhederne skal være passende i henhold til husholdningen, skyldneren og familiens personlige forbrug.

Omstødelse kan ikke ske, hvis den begunstigede med god ret kunne antage, at dispositionen var nødvendig som anført ovenfor, eller han hverken vidste eller burde vide, at der var etableret en fristdag.

Det er hovedreglen, at dispositioner foretaget efter fristdagen kan omstødes. Undtagelserne i KL § 72, stk. 2, er begrundet i, at det oftest vil være i kreditorernes interesse, at virksomheden bevares med henblik på salg som "going concern", ligesom dispositioner foretaget til varetagelse af kreditorernes fælles interesser stemmer overens med konkursens lighedsprincip. Endvidere bør en forestående konkurs ikke hindre skyldneren i at erhverve dagliglivets fornødenheder.

Hvis et af skifteretten beskikket tilsyn har godkendt dispositionen, kan omstødelse kun ske, hvis tilsynet åbenbart har overskredet sine beføjelser, jf. KL § 72, stk. 3.

For så vidt angår omstødelse af betaling af gæld foretaget efter fristdagen, jf. KL § 72, stk. 1, henvises til afsnit E.3.12.11.

E.3.12.13 Generel omstødelsesbestemmelse

Ud over de ovenfor nævnte specifikke omstødelsesregler indeholder konkursloven også en generel bestemmelse om omstødelse af dispositioner, der på en utilbørlig måde begunstiger en fordringshaver på de øvriges bekostning. Denne bestemmelse findes i KL § 74.

At dispositionen skal være utilbørlig, henviser til, at dispositionen på en eller anden måde strider mod almindelige normer for rigtig og hæderlig opførsel i forretningslivet.

For at bestemmelsen kan anvendes, skal konkursboet kunne bevise, at skyldneren var eller ved dispositionen blev insolvent, og at den begunstigede kendte eller burde kende skyldnerens insolvens og de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig.

Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist og kan derfor anvendes i en del tilfælde, hvor tidsfristerne i henhold til de øvrige omstødelsesbestemmelser er overskredet. Det skal dog holdes for øje, at desto længere tid, der hengår fra en disposition er foretaget, til omstødelsessag anlægges, desto større bevisvanskeligheder må der påregnes fra konkursboets side.

Kreditorbegunstigelse er den vigtigste af de dispositionstyper, der er omfattet af bestemmelsen. Kreditorbegunstigelse foreligger, hvor en fordringshaver er blevet fyldestgjort, eller hvor et krav er blevet sikret ved pant eller anden sikkerhed stillet af skyldneren, og hvor kravet ellers skulle have været dækket som et konkurskrav.

Som et særligt eksempel på vurdering af tredjemandsbetalinger i henhold til KL § 74 kan nævnes TfS 1998, 375 (byretsafgørelse). I sagen modtog TSR en transport i et moderselskabs negative moms til dækning af datterselskabernes gæld til Told Skat. Moderselskabet, der også var i restance til Told Skat, anmeldte betalingsstandsning 9 dage efter og begærede konkurs efter ca. 3 uger. Byretten fandt ikke, at TSR på tidspunktet for modtagelse af transporten og restbeløbet på den negative moms var klar over moderselskabets insolvens, hvorfor de modtagne beløb til betaling af datterselskabernes restance ikke kunne omstødes. Konkursboets påberåbelse af at der forelå en gavedisposition efter KL § 64 (jf. afsnit E.3.12.4) blev ikke selvstændigt vurderet.

I TfS 1996, 304 (byretsafgørelse), blev en lønindeholdelse for restskatter efter aftale med skyldneren lavet om til en afdragsordning med indbetaling af månedlige beløb svarende til lønindeholdelsen. Skyldneren blev erklæret konkurs ca. 4 år efter. Beløb betalt i henhold til afdragsordningen blev ikke omstødt efter KL § 74. Retten lagde vægt på, at der var tale om ordinære, sædvanlige indbetalinger foretaget over en længere årrække med faste månedlige beløb, der ikke oversteg de beløb, der kunne være foretaget lønindeholdelse med, og som var foretaget som et led i KMs almindelige rutiner i forbindelse med opkrævning af skat. Aftalen var endvidere alene indgået af hensyn til skyldneren.

E.3.12.14 Følgevirkning af omstødelse

KL § 73 fastslår, at såfremt omstødelse er betinget af, at den pågældende disposition er sket inden for en bestemt tidsfrist, anses betingelsen for opfyldt, hvis tinglysning eller anden sikringsakt, som er nødvendig for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning, er foretaget inden for tidsfristen. Eksempelvis vil et udlæg, der er foretaget mere end 3 måneder før fristdagen, bortfalde, hvis den i forhold til andre kreditorer nødvendige sikringsakt (tinglysning, denunciation mv.) først er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen.

Sker omstødelse efter den generelle regel i KL § 74 eller efter KL § 72 om betaling af gæld efter fristdagen, skal den begunstigede betale konkursboet erstatning efter almindelige erstatningsregler, jf. KL § 76.

Omstødelse i andre tilfælde indebærer, at den, der ifølge dispositionen er blevet begunstiget, som hovedregel må fralægge sig den berigelse, han har vundet, dog ikke ud over konkursboets tab, jf. KL § 75.

E.3.12.15 Omstødelse mv. uden for konkursloven

Uden for konkursloven findes der enkelte love, der indeholder bestemmelser, der har samme virkning som omstødelsesbestemmelserne i konkursloven. Som tidligere nævnt har konkursen ekstinktiv virkning, dvs. at konkursboet kan ekstingvere dispositioner, hvor den fornødne sikringsakt i form af tinglysning mv. ikke er iagttaget.

Herudover kan der være tale om dispositioner, der efter de almindelige obligationsretlige regler ikke kan gøres gældende over for konkursboet. I de tilfælde, hvor konkursloven ikke finder anvendelse på en given disposition, kan der således være andre muligheder for at få dispositionen omstødt eller på anden måde underkendt.

Bestemmelser med samme virkning som omstødelse findes i lov om ægteskabets retsvirkninger, aktie- og anpartsselskabsloven samt i lov om forsikringsaftaler.

Endvidere er det i visse situationer muligt at gennemføre erstatningssager mod virksomhedens ansvarlige personer, hvis de ved deres dispositioner culpøst har påført inddrivelsesmyndigheden et tab. Disse sager kan dog ikke gennemføres som et supplement til omstødelse, men alene som et alternativ. Se mere om erstatning i afsnit E.3.17.

E.3.12.15.1 Gaver mellem ægtefæller

Har den ene ægtefælle ved ægtepagt givet den anden ægtefælle en gave, kan den som på overdragelsestidspunktet havde et krav mod overdrageren, rette kravet mod modtageren, hvis det ikke er muligt at få fuld dækning hos overdrageren (jf. § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger).

Kravet mod modtageren kan dog ikke overstige værdien af gaven. Endvidere er det en betingelse, at kreditors krav er stiftet, før gaven er givet.

Omstødelse er dog udelukket, hvis ægtefællen beviser, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Sædvanlige lejlighedsgaver antages ikke at kunne omstødes i de her foreliggende tilfælde. Om en gave kan karakteriseres som lejlighedsgave, beror på en vurdering af gavens værdi, der ikke må stå i misforhold til giverens økonomi.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter ikke, at der er afsagt konkursdekret. Bestemmelsen indeholder ingen tidsfrist, og den stiller heller ikke særlige krav til kreditors bevis for, at skyldneren på overdragelsestidspunktet var insolvent.

E.3.12.15.2 Indbetalinger på livsforsikringer

Kommer en forsikringstager under konkurs, og kan det fastslås, at han i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen har indbetalt et efter hans formuetilstand på indbetalingstidspunktet uforholdsmæssigt stort beløb i præmie på en livsforsikring, kan konkursboet forlange, at det for meget betalte skal betales tilbage til boet, jf. § 117 i lov om forsikringsaftaler (lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986). Se fx UfR 2001, 1914 VLD, hvor indbetaling af 246.716 kr. ud af en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 326.000 kr. blev anset som uforholdsmæssig.

Det er dog en betingelse, at beløbet kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi, eller af kapitalværdien af fripolicen. Tilbagekøbsværdien er den værdi, forsikringstageren kan kræve tilbagebetalt, hvis forsikringstageren ifølge policen har ret til at fordre en kontant godtgørelse for præmieindbetalingen, når indbetalingerne indstilles.

I UfR 1997, 1096 VLD, havde en skyldner indbetalt 950.000 kr på 3 forskellige livsforsikringer over en periode på 3 år før sin konkurs. Boet ønskede at omstøde indbetalingerne i henhold til forsikringernes samlede tilbagekøbsværdi, men landsretten fastslog, at der kun kunne ske omstødelse, hvis beløbet kunne udredes af de enkelte forsikringers tilbagekøbsværdi.

E.3.12.15.3 Tantieme i aktieselskaber

Bestyrelsesmedlemmer og direktører i et aktieselskab kan aflønnes med en fast gage og tantieme. Tantiemerne fastsættes og godkendes af generalforsamlingen.

Efter aktieselskabslovens § 64, stk. 2, skal bestyrelsesmedlemmer og direktører i et aktieselskab, der er erklæret konkurs, tilbagebetale beløb, de har fået udbetalt i tantieme i de sidste fem år før fristdagen. Det er en betingelse, at selskabet var insolvent, da tantiemen blev fastsat, og det er konkursboet, der har bevisbyrden for selskabets insolvens.

Tilbagebetalingen skal ske, uanset om modtagerne var i god tro.

E.3.12.15.4 Ugyldige dispositioner

Hvis en disposition er ugyldig, skal konkursboet, lige så lidt som skyldneren selv, respektere dispositionen.

Som eksempler på ugyldighed kan nævnes svig, tvang og manglende ægtepagt ved gaver mellem ægtefæller.

Blandt andre dispositioner, som kreditorerne ikke skal respektere, kan nævnes proforma dispositioner. Proforma har ikke virkning mellem parterne, og lige så lidt over for parternes kreditorer. Tredjemand kan dog støtte ret på en proforma aftale, hvis denne har indgået aftaler i tillid til pro-forma aftalen, jf. aftalelovens § 34.

I vurderingen af, om der foreligger en proforma-aftale, kan der fx lægges vægt på realiteterne forbundet med dispositionen. Som eksempel kan fx nævnes UfR 1992, 245 VLK, hvor en fader købte sønnens kvægbesætning, men lod besætningen forblive på ejendommen. Købsbeløbet blev anvendt til at indfri et lån, hvor faderen var kautionist. Forholdet blev anset for at være sket til sikkerhed for tilbagebetaling af købesummen, og da sikringsakter vedrørende pantsætningsforholdene ikke var iagttaget, var retten over pantet ikke beskyttet mod sønnens kreditorer.

E.3.13 Fyldestgørelse af særlige rettigheder

Konkurslovens kapitel 9 indeholder regler om fyldestgørelse af særlige rettigheder, der ikke kan inddrages i konkursmassen. Det er fx udlæg, der ikke kan omstødes, der er omfattet af disse regler, og som af inddrivelsesmyndigheden kan forlanges udlagt til tvangsrealisation.

Aktiver, der tilhører tredjemand eller af andre grunde ikke kan inddrages i konkursmassen, skal efter KL § 82 udleveres til den, der har retten til aktivet. I TfS 1995, 109 VLD, fandt landsretten efter, at indentifikationsbevis var ført, at ToldSkat havde et separatistkrav i et beslaglagt beløb, som uretmæssigt var hævet på en etableringskonto, idet de almindelige regler om håndpant er gældende for den lovbestemte sikkerhedsret i etableringskontolovens § 9, stk. 3. Den fornødne rådighedsberøvelse og individualisering var sket. Se nærmere om separatistkrav nedenfor.

Aktiver, som derudover ikke kan inddrages i konkursmassen, skal udleveres til skyldner. Det kan være aktiver, som er undtaget fra udlæg, fx fordi det er omfattet af trangsbeneficiet i RPL § 509, jf. i øvrigt afsnit E.3.10.3.

Når der er afsagt konkursdekret, kan tvangsauktion over skyldnerens aktiver kun foretages efter begæring af boet eller med boets samtykke, jf. KL § 85. Dette gælder også for inddrivelsesmyndigheden, hvis den har pant eller udlæg i aktiver, jf. KL § 90. Myndigheden kan således ikke selv tage initiativ til afholdelse af tvangsauktion.

Er der ikke inden seks måneder efter dekretets afsigelse begæret tvangsauktion, opnår inddrivelsesmyndigheden en mulighed for at forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører auktionen, jf. KL § 86.

Efter KL § 91 berøres adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, fx pant i fordringer og andre rettigheder, ikke af pantsætterens konkurs.

E.3.14 Konkursordenen

Når konkursboet er opgjort, udloddes der en dividende til konkurskreditorerne i en på forhånd fastlagt rækkefølge. Denne rækkefølge kaldes konkursordenen. I konkursordenen inddeles konkurskreditorernes krav i særskilte klasser.

Konkurskreditorerne er de kreditorer, som ved konkursdekretets afsigelse havde en fordring på skyldneren. De kreditorer, som fx ved et uomstødeligt udlæg har etableret sikkerhed for en del af deres krav, og som kaldes separatister, er kun konkurskreditorer for så vidt angår restkravet.

Uden for konkurskreditorernes kreds falder de kreditorer, hvis krav vedrører tiden efter konkursdekretets afsigelse, og som enten vedrører omkostninger ved konkursens indtræden eller opstår i forbindelse med konkursboets virksomhed. Disse kreditorers krav benævnes massekrav og fyldestgøres forud for de øvrige krav.

Konkursordenen og de enkelte klasser gennemgås i afsnit E.3.14.1 - E.3.14.6. Skatte- og afgiftskravenes status gennemgås løbende i de enkelte afsnit. Dog findes A-skattekravenes status i et særskilt afsnit, jf. afsnit E.3.22.

E.3.14.1 Massekrav

Massekrav betales i lige forhold forud for al anden gæld i konkursboet. Som massekrav anses efter KL § 93 følgende krav

Omkostninger ved konkursens indtræden (KL § 93, nr. 1). Disse omkostninger er bl.a. eventuelle retsafgifter og sædvanligt advokatsalær ved indgivelse af konkursbegæringen.

Omkostninger ved konkursens behandling (KL § 93, nr. 2). Denne bestemmelse omfatter bl.a. kurators salær for konkursbehandlingen.

Gæld, der pådrages boet under dets behandling (KL § 93, nr. 3).

Under punkt c falder ToldSkat's krav på afgifter eller A-skat, der vedrører perioden efter konkursdekretets afsigelse. Det vil fx være tilfældet, hvor konkursboet fortsætter virksomheden, eller hvor der sker afgiftspligtigt salg af aktiver. Krav på renter og gebyrer af massekravet har også stilling som massekrav. Renterne kan beregnes op til betalingstidspunktet. TSR bør endvidere tage forbehold for eventuel renter mv., hvis konkursboet ikke opfylder de gældende angivelses- og afregningsregler, herunder at det ikke kan accepteres, at disse udgifter afholdes som boomkostninger.

Sker der ikke betaling af disse krav, bør inddrivelsesmyndigheden inddrage dette i vurderingen af, hvorvidt der skal ske indberetning til skifteretten i henhold til KL § 114 for at få kurator afsat, jf. afsnit E.3.7.4.

Krav, der udspringer af boets dispositioner, anmeldes som egentlige massekrav. I UfR 1985, 160 HD, blev særlig indkomstskat i et insolvent dødsbo anset for at være massekrav efter KL § 93, nr. 3, da skatten opstod som følge af boets salg af en ejendom.

Moms- og afgiftsbeløb, der er afledt af konkursboets dispositioner, anmeldes i konkursboet som massekrav efter KL § 93, nr. 3, jf. princippet i UfR 1982, 981 (Sø- og Handelsretsdom). I sagen afhændede kurator et antal lastbiler under konkursbehandlingen. Konkursboet var derfor forpligtet til at udrede vægtafgifter, der forfaldt under behandlingen i boet som massekrav.

E.3.14.2 Fortrinsberettigede krav

Efter massekravene betales efter KL § 94 i lige forhold fortrinsberettigede krav (også kaldet sekundære massekrav). Følgende krav hører til i denne klasse

Rimelige omkostninger ved forsøg på at tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved rekonstruktion, afvikling eller på anden måde (KL § 94, nr. 1). Denne bestemmelse omfatter fx advokaters bistand med at etablere en generel kreditorordning til nytte for alle skyldnerens kreditorer.

Omkostningerne antages ikke at være rimelige, hvis den, der forestår ordningen, på forhånd burde have indset, at arbejdet var nyttesløst.

Anden gæld, som skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke af et af skifteretten beskikket tilsyn (KL § 94, nr. 2).

Samtykke er ikke altid direkte rettet mod den enkelte disposition, jf. fx UfR 1986, 662 HD (jf. nedenfor under litra d og afsnit E.3.22.2.2).

Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav på skatter og afgifter mv. anses for fortrinsberettigede. I UfR 1986, 369 VLD, solgte en virksomhed en maskine, der blev leveret efter, at virksomheden var gået i betalingsstandsning. Tilsynet tiltrådte salget, og derfor anså retten momsen af salget for at være et fortrinsberettiget krav efter KL § 94, nr. 2.

Rimelige omkostninger ved påbegyndt likvidation af et aktieselskab eller anpartsselskab (KL § 94, nr. 3). Med hensyn til omfanget af rimelige omkostninger henvises til punkt a ovenfor.

Retsafgift af bobehandlingen (KL § 94, nr. 4).

Skatte- og afgiftskrav, der opstår i perioden mellem fristdagen (dagen for anmeldelse af betalingsstandsning eller indgivelse af konkursbegæring) og konkursdekretet kan først anses for fortrinsberettigede, når skifteretten har beskikket tilsyn, og tilsynet har godkendt den foretagne disposition. Er der ikke beskikket tilsyn for "mellemperioden", kan kravet alene anmeldes som simpelt krav. Personskatten er altid et simpelt krav. Vedrørende reglerne om konkursskatteloven henvises til LV 2000, afsnit E.L.1.

Renter af fortrinsberettigede krav anmeldes sammen med disse krav. Renterne kan beregnes op til betalingstidspunktet.

A-skat indeholdt i løn, der er udbetalt med et tilsyns godkendelse, anmeldes som fortrinsberettiget, uanset om en del af den periode, for hvilken lønnen udbetales, ligger forud for betalingsstandsningen, jf. UfR 1986, 662 HD. Udbetalingstidspunktet er afgørende, jf. KSL § 46. I dommen blev der udbetalt løn med tilsynets samtykke for en periode, der delvis lå forud for betalingsstandsningen. Inddrivelsesmyndighedens krav på A-skat ansås som gæld, skyldneren havde pådraget sig med tilsynets samtykke. Se endvidere afsnit E.3.22 for en uddybning af reglerne om A-skattekravenes status i konkursordenen.

Moms- og afgiftsbeløb, der vedrører en eventuel betalingsstandsningsperiode, hvor der har været beskikket tilsyn, kan anmeldes som fortrinsberettigede krav efter KL § 94, nr. 2, på betingelse af, at tilsynet har givet samtykke til, at skyldneren kunne påtage sig kravet. Hvis tilsynet uden nogen begrænsninger godkender virksomhedens fortsatte drift, må deraf flydende krav, herunder moms- og afgiftsbeløb mv., anses for fortrinsberettigede. Refusion af moms modregnes i kravet. For at kunne opnå radrag skal refusionskrav være særskilt opsplittet i boopgørelsen. Se herom UfR 1984, 969 HD, hvor det antoges, at en bidragsforpligtelse til Arbejdsgivernes Elevrefusion måtte anses for at være et krav omfattet af KL § 94, nr. 2, da forpligtelsen var en konsekvens af, at driften fortsattes under betalingsstandsningen.

Der skal således, hvis der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, foretages en periodisering af moms- og afgiftsbeløbene, således at kravene kan gøres op for betalingsstandsningsperiode og efterfølgende perioder.

E.3.14.3 Privilegerede krav

Efter de fortrinsberettigede krav betales i henhold til KL § 95 i lige forhold

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 1, der omfatter "krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse".

Er fristdagen fx 1. december, omfatter privilegiet således løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet.

Administrerende direktører anses ikke for at være i skyldnerens tjeneste, også selv om de forinden konkurs siges op, jf. UfR 2000, 982 ØLD. I UfR 1984, 14 HD, opnåede en direktør privilegium, da denne ikke havde nogen selvstændig bemyndigelse til at handle på selskabets vegne.

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 2, der omfatter "krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, men dog ikke erstatning for krav på løn og andet vederlag, som ville være forfaldet mere end seks måneder før fristdagen".

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 3, der omfatter "krav på godtgørelse, for så vidt opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste seks måneder før fristdagen".

Bestemmelsen omfatter erstatning for løn i en ved lov (fx funktionærlovens § 2) eller aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat opsigelsesperiode, hvorefter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan være fra 1 til 6 måneder. Funktionærlovens § 3 om minimalerstatningen henføres også under denne bestemmelse. A-skatten på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 4, der omfatter "krav på feriegodtgørelse".

Krav i henhold til KL § 95, stk. 1, nr. 5, der omfatter krav som nævnt i punkt a-c for længere tid tilbage end angivet under de nævnte punkter, hvis fordringshaveren efter skifterettens skøn har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at foretage et udlæg, der opretholdes i forhold til konkursboet. Denne bestemmelse omfatter bl.a. krav, som skyldneren har forhalet.

Efter KL § 95, stk. 2, kan skifteretten under visse betingelser nægte skyldnerens nærstående fortrinsret til betaling af lønkrav, hvis disse ikke findes rimeligt begrundet. Hvilke personer, der anses for at være skyldnerens nærstående, fremgår af KL § 2, jf. nærmere herom afsnit E.1.2.

I den udstrækning boet giver dækning til de nævnte krav, skal konkursboet indeholde og afregne A-skat af udbetalingen, jf. KSL § 46, stk. 2. A-skat af lønkrav, som opnår status som privilegeret krav, skal ikke anmeldes i boet, da boet ved udlodning af lønkrav selv skal sørge for beregning og indbetaling af A-skatten.

Et forlig om lønkrav indgået efter konkursen fik i TfS 2001, 381 ØLD, ikke A-skatten af den omhandlede løn til at være massekrav eller omfattet af KL § 95. Retten fastslog, at pligten til indeholdelse af lønnen fastlægges efter KSL § 46, stk. 2, og at kravet om indeholdelse skulle have været foretaget senest 6 måneder efter, at skatteyderen havde opnået ret til lønnen, hvilket tidspunkt lå før konkursens indtræden.

Er Lønmodtagernes Garantifond indtrådt i lønmodtagernes krav mod arbejdsgiveren, efter § 7 i lov om lønmodtagernes garantifond (lovbekendtgørelse nr 1114 af 12. december 1996), skal boet efter KSL § 83 indeholde og afregne dividende af skattebeløbene.

A-skat af lønkrav, hvor Lønmodtagernes Garantifond er indtrådt i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, skal normalt ikke anmeldes, da skattekravet fremgår af anmeldelsen fra Lønmodtagernes Garantifond. Viser det sig ved en kontrol af virksomhedens regnskaber, at A-skatten ikke er korrekt medtaget i anmeldelserne fra Lønmodtagernes Garantifond, skal TSR anmelde det korrekte beløb, men må så samtidig gøre kurator opmærksom på forholdet. Se mere om Lønmodtagernes Garantifond i afsnit E.3.22.5.

E.3.14.3.1 Særligt om lønindeholdelse. Arbejdsgiverens konkurs

Beløb, der er lønindeholdt i henhold til KSL § 73, men som ikke er indbetalt af arbejdsgiveren, anses for privilegeret i samme omfang som løn, jf. KL § 95. Dette medfører, at restancer af beløb, der er lønindeholdt efter KSL § 73 i tidsrummet fra seks måneder før fristdagen til datoen for arbejdsgiverens konkursdekretet, kan anmeldes som privilegerede krav.

Anmeldelsen foretages normalt af TSR med underretning til de opkrævningsmyndigheder, der har begæret indeholdelsen. Derimod foretages almindeligvis ikke anmeldelse af krav i henhold til KSL § 73, når indeholdelse ikke har fundet sted. Sådanne krav skulle i givet fald anmeldes som simple krav.

Til støtte for fremgangsmåden henvises til UfR 1976, 805 (Sø- og Handelsretsdom). Heraf fremgår det, at ændringen af konkursordenen i 1969 medførte, at fortrinsstillingen for skattekrav blev ophævet. Ved de samtidig foretagne ændringer i kildeskatteloven blev der ikke taget stilling til, om den hidtil antagne fortrinsret for skat, der var inddrevet gennem lønindeholdelse i KSL § 73, skulle bortfalde. Denne fortrinsret var begrundet i civilretlige regler om indtræden i et krav, som her er et privilegeret krav. Retten fastslog, at ændringen i fortrinsstillingen for skattekrav i almindelighed ikke kan antages at have medført, at skattevæsenets krav opstået ved lønindeholdelse efter KSL § 73 ikke længere skulle betragtes som privilegeret på samme måde som lønkrav.

Under forudsætning af, at tilsynet er vidende om, at lønindeholdelse efter KSL § 73 er begæret, må det forudsættes, at beløb indeholdt i en tilsynsperiode bliver stillet som fortrinsberettigede krav.

E.3.14.4 Leverandørprivilegium for krav på visse punktafgifter

Efter de ovenfor nævnte lønkrav betales efter KL § 96 i lige forhold leverandørers krav på afgiften af varer, som efter de nedenfor nævnte punktafgiftslove er afgiftspligtige. Varerne skal dog i afgiftsberigtiget stand være leveret skyldneren til videresalg inden for et tidsrum af 12 måneder før fristdagen.

Det er således leverandører og andre omsætningsled, der er afgiftspligtige over for ToldSkat, der er indehaver af privilegiet. Varen kan være afgiftsberigtiget uden at være betalt af skyldner, hvilket medfører, at pligten til at betale afgiften er indtrådt.

Det drejer sig om afgiften af varer, der er punktafgiftspligtige i henhold til følgende love

Lov om forskellige forbrugsafgifter (KL § 96, stk. 2, nr. 1). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 638 af 21. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit I.1. Det er fx afgifter på varer som glødelamper og elektriske sikringer.

Lov om afgift af øl, vin og frugtvin mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 2). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 565 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.2 - B.3.

Lov om tobaksafgifter (KL § 96, stk. 2, nr, 3). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 635 af 21. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit C.

Lov om afgift af konsum-is (KL § 96, stk. 2, nr. 4). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 563 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit D.2.

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 5). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 567 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit D.1.

Lov om afgift af spiritus mm. (KL § 96, stk. 2, nr. 6). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 564 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.1.

Lov om afgift af mineralvand mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 7). Bestemmelsen omfatter lovbekentgørelse nr. 562 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit B.4.

Lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 8). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 701 af 28. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.1. Loven omfatter en række afgiftspligtige varer som fx gas- og dieselolie, fuelolie og flaskegas.

Lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 9). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.2.

Lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter (KL § 96, stk. 2, nr. 10). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 643 af 27. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit F.5. Det er fx afgift af dieselolie og petroleum - se nærmere lovens § 1, der henviser til lov om ernergiafgifter af mineralolieprodukter (jf. punkt h ovenfor).

Bestemmelsen omfatter ifølge sin ordlyd ikke afgifter af elektricitet, naturgas og bygas.

Lov om afgift af svovl (KL § 96, stk. 2, nr. 11). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 688 af 17. september 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit G.11.

Bestemmelsen omfatter ifølge sin ordlyd ikke svovlafgift af naturgas.

Lov om afgift af visse detailsalgspakninger og visse poser af papir eller plast mv. (KL § 96, stk. 2, nr. 12).

Lov om visse miljøafgifter (KL § 96, stk. 2, nr. 13).

Lov om afgift af affald og råstoffer (KL § 96, stk. 2, nr. 14). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998 med senere ændringer, jf. PAVL, afsnit G.3.

Bestemmelsen giver efter sin ordlyd kun leverandørprivilegium for så vidt angår råstofafgiften.

Lov om afgift af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (KL § 96, stk. 2, nr. 15). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 547 af 30. maj 2000, jf. PAVL, afsnit G.9.

Lov om afgift af visse klorede opløsningsmidler (KL § 96, stk. 2, nr. 16). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 568 af 3. august 1998, jf. PAVL, afsnit G.8. Det er følgende opløsningsmidler; Tetraklorætylen, triklorætylen og diklormetan.

Lov om afgift af bekæmpelsesmidler (KL § 96, stk. 2, nr. 17). Bestemmelsen omfatter lovbekendtgørelse nr. 798 af 9. november 1998, jf. PAVL, afsnit G.7. Afgiften omfatter midler, som er bestemt til at bekæmpe, afskrække eller regulere planter eller skadegørere (dvs. stoffer og produkter, som er eller vil være godkendelsespligtige efter lov om kemiske produkter, jf. nærmere lovbekendtgørelsen § 1, stk. 1, og § 7).

E.3.14.5 Simple krav

Når krav nævnt i afsnit E.3.14.1 til E.3.14.4 er fyldestgjort, betales i lige forhold de øvrige krav. Disse krav kaldes simple krav, jf. KL § 97. Undtaget fra denne klasse af krav er efterstillede krav, jf. afsnit E.3.14.6.

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., der er opstået før fristdagen, anmeldes som simple krav. Det betyder, at skyldige moms- og afgiftsbeløb mv., der vedrører tiden indtil anmeldelse af betalingsstandsning eller afsigelse af konkursdekret, anmeldes som simple krav efter KL § 97.

Renter og gebyrer af det simple krav for tiden indtil konkursdekretets afsigelse anmeldes også som simpelt krav.

Tilbagebetalingskrav vedrørende investeringsgoder, der overgår til en anvendelse, for hvilken der ikke er fradragsret, er et simpelt krav, uanset at kravet først kan konstateres ved konkursboets salg af investeringsgodet, jf. UfR 1981.163 ØLD.

E.3.14.6 Efterstillede krav

Efter alle andre fordringer betales i henhold til KL § 98 i nedennævnte rækkefølge følgende krav

KL § 98, nr. 1, omfatter krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, dog undtaget renter af krav i henhold til KL §§ 92 til og med 94. Under denne bestemmelse falder således krav på renter af privilegerede og simple krav efter KL §§ 95-97, der påløber efter dagen for konkursdekretets afsigelse. Inddrivelsesmyndighedens krav på renter af fx simple krav, skal således anmeldes som efterstillede krav, når der påløber renter efter konkursdekretets afsigelse.

KL § 98, nr. 2, omfatter krav på bøder, tvangsbøder og værdikonfiskation, krav på betaling af tillæg til skat som følge af urigtig eller undladt selvangivelse samt krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab. Tillæg til skat og lignende skal også anmeldes som efterstillet krav. Bøder og tvangsbøder skal ikke anmeldes i boet, men oversendes til politiet til opkrævning.

KL § 98, nr. 3, omfatter krav ifølge gaveløfter. Om begrebet gaver henvises til afsnit E.3.12.4 om KL § 64.

E.3.14.7 Særligt om skatte- og afgiftskrav

For så vidt angår SP-bidrag har Lønmodtagernes Garantifond i nyhedsbrev af 2. november 1998 anført, at dette krav i udbetalingsmæssig henseende behandles på samme måde som A-skat og AM-bidrag, idet der ikke er direkte sammenhæng mellem det indbetalte og godskrevne bidrag.

SP-bidrag anses derfor af garantifonden for at være et simpelt krav.

Krav på told og importafgifter mv. af importerede varer anses for stiftet på godsregistreringstidspunktet.

E.3.14.7.1 Selskabsskatter

Selskabsskattekrav, der vedrører indkomstår forud for det indkomstår, hvori dekretet afsiges, anmeldes i boet som simple krav, jf. KL § 97.

Selskabsskatter, der vedrører det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, vil alene være et konkursindkomstskattekrav, jf. KKSL § 3, stk. 1.

Efter KL § 38 anvendes konkursmassen til fyldestgørelse af krav på indkomstskat efter selskabesskatteloven og fondsbeskatningsloven vedrørende indkomstår, der udløber efter konkursdekretets afsigelse

Er der truffet bestemmelse om, at konkursindkomsten er skattepligtig, følger det af lov nr. 363 af 6. juni 1991, § 6, at konkursindkomstskattekrav anmeldes i boet som konkurskrav, jf. KL § 97. Der er efter KL § 93, stk. 3, ikke længere grundlag for at indrømme fortrinsstilling for krav på indkomstskat, der opstår efter konkursen.

Tilsvarende gælder for de følgende år indtil konkursens slutning.

For selskaber, der er sambeskattet i medfør af SEL § 31, stk. 3, hæfter de sambeskattede selskaber med virkning fra indkomståret 1993 solidarisk for selskabsskatter.

Et selskabs skat kan herefter anmeldes i et sambeskattet selskabs bo. Desuden følger det af KKSL § 4, stk. 4, at selskaberne hæfter solidarisk for skatten af et af selskabernes konkursindkomst.

E.3.15 Inddrivelsesmyndighedens anmeldelse af krav i konkursboet

Inddrivelsesmyndighedens anmeldelse af krav skal ske skriftligt til kurator. I anmeldelsen til kurator foretages henvisning til de lovområder, som de skyldige beløb vedrører. I anmeldelsen bør der tages forbehold for, at kravet vil kunne blive ændret som følge af efterbetalinger.

Kan inddrivelsesmyndighedens krav ikke opgøres endeligt, må anmeldelse foretages foreløbigt med forbehold for senere ændring af kravet.

Ved anmeldelsen beregnes renter af de privilegerede og de simple krav efter KL §§ 95-97 indtil dagen for konkursdekretets afsigelse. Renter af disse krav, der påløber efter dekretets afsigelse, anmeldes som efterstillede krav, jf. KL § 98.

I anmeldelsen angives krav, for hvilke myndigheden har foretaget udlæg. Fyldestgørelsen af disse krav sker uafhængig af konkursen, og i det omfang pantet giver dækning.

Inddrivelsesmyndigheden skal gøre opmærksom på, at det provenu, der indkommer ved salg af de udlagte aktiver, skal indbetales til myndigheden. Efter indbetalingen anmeldes restfordringen efter dens rette stilling i konkursordenen.

Udlæg, der er foretaget senere end 3 måneder før fristdagen, har ingen retsvirkning over for boet og må derfor anses for at være bortfaldet, jf. KL § 71 (se afsnit E.3.12.10).

E.3.16 Boets slutning og udlodning

Viser det sig under boets behandling, at der ikke er midler, ud over hvad der medgår til dækning af omkostningerne ved boets behandling, kan kurator foranledige boet sluttet efter KL § 143, stk. 1.

I den vurdering kurator foretager, inddrages også muligheden for at anlægge eventuelle omstødelsessager. Bliver inddrivelsesmyndigheden opmærksomme på en omstødelsesmulighed, som ikke er undersøgt af kurator, bør denne gøres opmærksom herpå.

Kan konkursboets midler ikke dække de omkostninger, der er forbundet med konkursbehandlingen, hæfter den eller de, der har begæret konkursen, solidarisk for det manglende beløb, jf. KL § 27, stk. 1. Det beløb, som inddrivelsesmyndigheden hæfter med ved konkursbegæringen, er på 20.000 kr. (2001), jf. afsnit E.3.4.

Efter KL § 143, stk. 2, kan inddrivelsesmyndigheden (konkursrekvirenten), som efter KL § 27 hæfter for boets omkostninger, forlange boet sluttet, medmindre en anden i myndighedens sted indestår for yderligere omkostninger.

Skifteretten indkalder herefter ved bekendtgørelse i Statstidende til skiftesamling til behandling af regnskabsudkastet, jf. KL § 150. På skiftesamlingen har fordringshaverne, herunder også inddrivelsesmyndigheden, mulighed for at udtale sig om udkastet, jf. KL § 151, og medmindre udkastet lider af fejl eller mangler, stadfæster skifteretten det.

Herefter udbetales dividenden.

Når boet optages til slutning, skal inddrivelsesmyndigheden gennemgå regnskabet og udkastet til udlodning og fremkomme med eventuelle bemærkninger på den skiftesamling, hvor regnskabet skal behandles.

Efter KL § 155 indrykker skifteretten bekendtgørelse i Statstidende om boets afslutning, medmindre tidspunktet for stadfæstelse af udlodningen og størrelsen af en eventuel dividende er fremgået af bekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af KL § 150.

Har et aktieselskab, et anpartsselskab, en erhvervsdrivende fond eller en erhvervsdrivende virksomhed været under konkurs, giver skifteretten meddelelse om boets slutning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Selskabet eller virksomheden vil herefter blive slettet fra registret.

KL § 156 fastslår, at en fordringshaver beholder sin ret mod skyldneren (virksomhed med personlig hæftelse) for den del af fordringen, som ikke dækkes gennem udlodningen. Dette betyder, at inddrivelsesmyndighedens restkrav stadig kan gøres gældende efter konkursen, jf. om fremgangsmåde ved inddrivelse af disse krav afsnit E.3.18.2.

E.3.16.1 Genoptagelse af boer

Inddrivelsesmyndigheden bør begære et konkursbo genoptaget, hvis det senere viser sig, at der opstår et nyt krav mod boet eller i boet.

Begæring om genoptagelse sker ved henvendelse til skifteretten, som i første omgang behandlede boet.

Genoptagelse kan i øvrigt også ske over for tvangsopløste selskaber, når det senere viser sig, at der er opstået et krav for boet. I det genoptagne konkursbo skal inddrivelsesmyndigheden anmelde sit krav, uanset om der tidligere har været foretaget anmeldelser. Herved sikres også anmeldelse for eventuelt påløbne renter mv.

Opstår der krav mod boet, kan en genoptagelse muligvis give anledning til erstatningssager mod fx stifteren eller den tidligere ledelse i selskabet eller eventuelt mod kurator. I de tilfælde, hvor der tilkommer boet midler, skal disse fordeles efter konkursordenen. Retten til genoptagelse af boer fremgår af KL § 154.

I UfR 1998, 148 ØLD, blev et konkursbo genoptaget, da skyldner inden konkursen havde overdraget en fordring til sin samlever, men hverken givet fordringsdebitor eller boet underretning herom. Fordringsdebitor indvilligede i at stille sikkerhed for boets genoptagelse. Endvidere blev det fastslået, at kurator ikke havde udvist passivitet.

For selskaber er der i aktieselskabslovens § 125 og anpartsselskabslovens § 58 særlige regler, hvorefter selskabers behandling kan genoptages efter opløsning, hvis der fremkommer yderligere midler, eller der i øvrigt måtte være anledning hertil. I UfR 1998, 629 (kendelse fra Højesteret), blev et anpartsselskab på Skatteministeriets foranledning genoptaget med begæring om konkursbehandling. Skatteministeriet anlagde herefter sag mod selskabets anpartshaver i henhold til KL § 137.

Genoptagelsen får ikke betydning i relation til forældelse af krav, da muligheden for at foretage retsskridt mod selskabet ikke er til stede. I UfR 1997, 1259 VLD, havde Lønmodtagernes Garantifond anmeldt et krav i et selskab under konkurs. Konkursboet blev sluttet efter KL § 143. Ved fund af nye aktiver blev boet genoptaget ca. 5 år efter, og garantifonden anmeldte på ny sit krav. Kravet var på grund af 1908-lovens § 2 ikke forældet.

E.3.17 Erstatningssager

Inddrivelsesmyndigheden bør, både før, under og efter konkursbehandlingen af en virksomhed, være opmærksomme på, om stifteren eller de personer, der er involveret i driften af en virksomhed og likvidationen af denne, overholder de forpligtelser, de har efter lovgivningen.

Er det inddrivelsesmyndighedens opfattelse, at dette ikke er tilfældet, bør det overvejes, om der kan pålægges dem et erstatningsansvar. Blandt de personer, det kan komme på tale at rejse et erstatningsansvar over for, kan nævnes stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører og revisorer i selskaber, det beskikkede tilsyn ved en anmeldt betalingsstandsning, kurator i et konkursbo med flere.

Hvis den lokale inddrivelsesmyndighed er af den opfattelse, at der i det konkrete tilfælde skal rejses erstatningssag, skal sagen sendes til TSS, der afgør, om der bør rejses en sådan sag.

Nedenfor i afsnit E.3.17.1 - E.3.17.4 gennemgås eksempler på tilfælde, hvor det kan være aktuelt at anlægge erstatningssag. Eksemplerne er således ikke udtømmende, men skal blot opfattes som en vejledning.

E.3.17.1 Opløsning af selskab eller forening

Er et selskab eller en forening opløst, og formuen fordelt mellem aktionærerne eller anpartshaverne (medlemmerne), og der ikke er afsat tilstrækkeligt beløb til den skat, der påhviler selskabet, hæfter aktionærerne (medlemmerne) og likvidator solidarisk for denne skat, jf. SEL § 33. Hvis der ikke er valgt eller beskikket nogen likvidator, kan hæftelsen også gøres gældende over for bestyrelsen. Den enkelte aktionær (det enkelte medlem) hæfter dog kun for det beløb, som denne har modtaget, og likvidator hæfter kun for summen af de beløb, der er udloddet.

Bestemmelsen er primært rettet mod de tilfælde, hvor der sker udlodning, efter at et selskab er trådt i likvidation. Domstolene har tilsyneladende accepteret, at der kan være afvigelse mellem udlodningstidspunktet og opløsningstidspunktet. I UfR 1973, 865 ØLD, blev det fastslået, at det er en betingelse for at kunne anvende SEL § 33, at det pågældende selskab er opløst. I samme sagskompleks blev det i UfR 1973, 399 ØLK, fastslået, at der kunne iværksættes konkursbehandling mod samme selskab for derigennem at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne. Selv om selskabet intet ejede og ikke havde drevet virksomhed i en årrække, havde inddrivelsesmyndigheden en retlig interesse i at erklære selskabet konkurs.

Ud over ovenstående vil der være mulighed for at rejse erstatningsansvar over for selskabets ledelse, hvis der er tale om grove tilfælde af tømning af selskabets formue ved udlodning til aktionærerne kombineret med ophør af selskabets drift, selv uden formel likvidation af selskabet. Det er i sådanne sager en betingelse, at der er lidt et tab. Kravet om, at der foreligger et tab, er imidlertid ikke ensbetydende med, at en erstatningssag først kan rejses på det tidspunkt, hvor en konkursbehandling af selskabet er afsluttet. Kan det godtgøres, at der foreligger et tab, kan erstatningssagen anlægges.

E.3.17.2 Erstatningsansvar i kapitalselskaber

Et aktieselskabs stiftere, bestyrelsesmedlemmer, direktører, revisorer m.fl. er erstatningsansvarlige for den skade, som de forsætligt eller uagtsomt har tilføjet et selskab.

I følge aktieselskabslovens § 140, 2. pkt, er stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører pligtige til at erstatte den skade, som de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabets kreditorer ved overtrædelse af aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter. Bestemmelsens 1. pkt. vedrører erstatning for skade tilføjet selskabet.

I en utrykt dom afsagt af Vestre Landsret den 27. februar 1998 fandtes medlemmer af en bestyrelse og direktion erstatningsansvarlige efter aktieselskabslovens § 140 for et tab, som selskabet havde lidt ved medlemmernes medvirken ved salg af selskabets ejendom til langt under vurderingsprisen til et selskab ejet af nogle af medlemmerne. Bestemmelsen kan også anses for at være et supplement til omstødelsesreglerne, da den lavere salgspris også indebar et omstødeligt gavemoment efter KL § 64 (jf. afsnit E.3.12.4).

Forskellen mellem omstødelsessøgsmål og erstatningssøgsmål er, at ved erstatningssøgsmål dækker erstatningskravet boets samlede tab, og resultatet afhænger af en subjektiv vurdering af skadevolderens opførsel. Endvidere fastsættes der ikke nogen tidsfrist efter KL § 81. Ved omstødelse fastlægges boets krav alene til den begunstigedes berigelse, som denne er pligtig til at fralægge sig, jf. KL § 75. KL § 64, stk. 1, bestemmer, at omstødelsen kan gennemføres på et objektivt grundlag, og efter KL § 64, stk. 2, skal der alene føres et solvensbevis. Se mere om erstatning for culpøse handlinger i afsnit E.3.17.3.

For selskabets revisorer, vurderingsmænd og granskningsmænd finder aktieselskabslovens § 140 også anvendelse, jf. lovens § 141.

Aktionærer, som fortsætligt eller groft uagtsomt påfører selskabet, andre aktionærer eller tredjemænd et tab ved overtrædelse af aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter, skal erstatte tabet, jf. aktieselskabslovens § 142.

For anpartsselskaber gælder de almindelige culpa-regler. De tidligere bestemmelser i anpartsselskabslovens §§ 110-113 er ophævet. Det fremgår af bemærkningerne til ophævelsesloven, at det i årene siden anpartsselskabslovens indførelse viste sig, at selskabsformen typisk anvendtes af en snæver ejerkreds, som aktivt tog del i den daglige drift eller havde tætte relationer hertil. I disse situationer bedømmes erstatningsansvaret efter reglerne om ledelsens ansvar, som ikke indeholder de begrænsninger, der lå i den tidligere gældende anpartsselskabslov. Efter disse bestemmelser var det en forudsætning for erstatningsansvar, at tabet var en følge af, at anpartshaveren forsætligt eller groft uagtsomt havde overtrådt anpartsselskabsloven eller selskabets vedtægter.

I anpartsselskabslovens § 52 er der fastsat særlige regler for reetablering af anpartsselskabets kapital. Er mindst 40% af selskabets anpartskapital tabt, skal ledelsen bl.a. stille forslag om en beslutning, der enten fører til fuld dækning af kapitalen eller opløsning af selskabet.

E.3.17.2.1 Erstatningsansvar for udbetalinger fra kapitalselskaber

Efter aktieselskabslovens § 113 og anpartsselskabslovens § 48 skal udbetalinger til aktionærer og anpartshavere i strid med bestemmelserne i aktieselskabslovens §§ 109-110 og anpartsselskabslovens §§ 44-45 tilbagebetales selskabet. Hvis udbetaling af udbytte er sket ulovligt, forudsætter tilbagebetalingen dog, at aktionæren eller anpartshaveren indså eller burde have indset det ulovlige i udbetalingen.

Kan beløbet ikke søges tilbage hos aktionæren eller anpartshaveren, eller er beløbet uerholdeligt, kan kravet rettes mod dem, der har medvirket ved beslutningen om eller gennemførelsen af den ulovlige udbetaling, jf. aktieselskabslovens § 113, stk. 2, og anpartsselskabslovens § 48, stk. 2. Ansvaret efter aktieselskabsloven afhænger af reglerne i lovens §§ 140-143, mens ansvaret efter anpartsselskabsloven afhænger af de almindelige erstatningsregler.

Er der sket et salg fx af anpartsselskaber som "skuffeselskab", hvor kapitalen ikke længere er til stede ("rullende kapital"), kan anpartsselskabslovens § 48 også anvendes til at gøre de involverede personer erstatningsansvarlige. I en dom afsagt af 1. afdeling i Vestre Landsret den 16. august 2001 (B-1632-00) deltog en formidler i et salg af et anpartsselskab, der ikke havde nogen anpartskapital. Landsretten anså forholdet for omfattet af anpartsselskabslovens § 44, idet der ulovligt var sket uddeling af selskabets midler til anpartshaveren, der senere solgte selskabet. Der var ikke muligt at inddrive kravet hos sælgeren af anparterne. Landsretten statuerede, at den nære sammenhæng mellem salget af anparterne og sælgerens udtagelse af anpartskapitalen medførte, at formidleren for sin medvirken ved overdragelsen af det tømte selskab var erstatningsansvarlig over for selskabet for tabet svarende til anpartskapitalen, jf. anpartsselskabslovens § 48, stk. 2. Bestemmelsen i § 48, stk. 2, er alene subsidiær idet kravet for medvirken kun kan gøres gældende, hvis kravet ikke kan gøres gældende over for sælgeren.

E.3.17.2.2 Aktionærens eller anpartshaverens lån i selskabet

Udlåner aktie- eller anpartsselskabet penge til aktionæren eller anpartshaveren, er disse lån ulovlige efter aktieselskabslovens § 115 og anpartsselskabslovens § 49 og skal betales tilbage til selskabet. Det kan hænde, at lånene ikke kan inddrives på grund af aktionærens eller anpartshaverens insolvens.

Kan der ikke ske inddrivelse hos aktionæren eller anpartshaveren, og er der andre i selskabet, fx i dets bestyrelse eller direktion, som har besluttet långivningen eller opretholdt den, indestår disse for kravet på tilbagebetalingen efter aktieselskabslovens § 115, stk. 5, og anpartsselskabslovens § 49, stk. 5.

Sker der ikke inddrivelse hos aktionæren eller anpartshaveren, bør mulighederne for at pålægge aktionæren eller anpartshaveren personlig skattepligt af disse lån som modtaget udbytte eller udbetalt løn undersøges, jf. LV, afsnit S.F.2.2.5.2. Er det muligt at rejse et sådant skattekrav mod lånmodtageren, bør dette ske.

Et aktionær- eller anpartshaverlån kan også forekomme i selskaber, der opløses af skifteretten uden egentlig konkursbehandling, og i selskaber, hvis bo sluttes efter KL § 143 på første skiftesamling. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor i sådanne sager være opmærksomme på disse ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån.

Om inddrivelsesmyndighedens forholdsregler vedrørende tvangsopløsning af selskaber henvises til afsnit E.3.21.

E.3.17.3 Erstatning efter den almindelige culparegel

I en række tilfælde kan dispositioner foretaget i selskaber eller andre virksomhedsformer påføre inddrivelsesmyndigheden et tab, som så skal søges dækket gennem erstatningssager mod den eller de ansvarlige.

Det er muligt at kunne gøre ledelsen i et selskab erstatningsansvarlig for drift af virksomhed, der medfører et tab for kreditorer. I UfR 1999, 591 HD, videreførte en direktør og eneanpartshaver i et selskab sit bilfirma, selv om selskabet i to år før konkursen var insolvent. I de to regnskabsår havde selskabet et underskud på henholdsvis 870.000 kr. og 1,4 mill. kr. I perioden op til konkursen i det tredje regnskabsår var underskuddet 730.000 kr. Højesteret fastslog, at direktøren som enerådende i selskabet burde have indset insolvensen, og at der ikke var muligheder for at videreføre selskabet og afregne registreringsafgiften vedrørende nye biler, der blev solgt i de to sidste måneder før konkursen. Direktøren var derfor erstatningsansvarlig for det tab, der herved blev påført TSR.

Endvidere er der i stedet for omstødelse (jf. afsnit E.3.12) mulighed for at føre erstatningssager mod ledelsen, hvis der er sket overdragelse af aktiver (fx selve aktiviteten) fra et insolvent selskab, uden at der sker indfrielse af inddrivelsesmyndigheden. I Vestre Landsrets dom af 1. februar 2001 (11. afdeling, B-1657-99) er det statueret, at bestyrelsen i et sådant selskab var ansvarlig for det tab, som var påført TSR ved, at provenuet ved salget ikke kom myndighederne til gode efter den insolvensretlige regel om ligelig fordeling af et insolvent selskabs midler blandt kreditorerne.

En lignende sag findes i UfR 1989, 812 HD. I sagen blev et selskabs aktiver afhændet, mod at køberen skulle overtage en del af gælden. Bestyrelsen blev kendt erstatningsansvarlig for kreditors tab som følge af den manglende ligelige fordeling af aktiverne.

Som et andet eksempel på erstatningssøgsmål kan nævnes UfR 1998, 1137 HD. I sagen blev medlemmer af en bestyrelse for en professionel fodboldklub anset for at være erstatningsansvarlige for kreditorers tab ved fortsat drift af selskabet. Da bestyrelsen lod driften fortsætte, havde de kendskab til, at selskabets regnskab udviste et underskud på 350.000 kr., og at selskabets kapital var tabt. Højesteret fastslog, at beslutningen om at fortsætte driften var uforsvarlig. I sagen lagde konkursboet bl.a. vægt på, at bestyrelsen havde tilsidesat sin pligt til at indkalde generalforsamlingen og træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder eventuelt opløsning af selskabet, da selskabet havde tabt halvdelen af sin aktiekapital, jf. aktieselskabslovens § 69a.

E.3.17.4 Ansvar for kurator med flere

På samme måde som et beskikket tilsyn under betalingsstandsning er også kurator ansvarlig over for boet og over for enkeltpersoner efter de almindelige erstatningsregler (jf. KL § 110).

I UfR 1961, 636 ØLD, måtte en dommer og en kurator erstatte en kreditors tab, da dennes krav ved en fejl ikke var taget med i boopgørelsen. Kreditors krav var anmeldt i boet og prøvet på skiftesamligen, men først efter ankefristens udløb blev kreditor opmærksom på, at der ikke var modtaget dividende.

Hvis et beskikket tilsyn under en betalingsstandsning ikke overholder de forpligtelser, tilsynet har efter KL § 15, og tilsynet dermed forvolder et tab, kan han pådrage sig et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsregler. Ansvaret kan pådrages både over for boet og over for kreditorerne. I UfR 1984, 363 HD, blev en advokat, der var beskikket som tilsyn under betalingsstandsningen, således pålagt erstatningsansvar, da advokaten ikke rettidigt fik indgivet konkursbegæring for at fastholde den oprindelige fristdag. Den oprindelige fristdag bortfaldt herved, og et ellers omstødeligt udlæg kunne herefter ikke omstødes.

Giver et konkursbo kun delvis dækning til de fortrinsberettigede krav, bør det således overvejes, om der er baggrund for at rejse erstatningssag mod tilsynet.

Også andre end tilsynet kan pålægges erstatningsansvar for deres optræden under betalingsstandsningen. I UfR 1980, 774 (byretsafgørelse), blev en advokat, der under sin klients betalingsstandsning havde udbetalt et salær til klientens ejendomsmægler, pålagt at erstatte boet tabet svarende til salæret. Salæret var en gæld fra tiden før betalingsstandsningen. Se også afsnit E.2.5.3 i kapitlet om betalingsstandsning.

E.3.17.5 Beslutninger om erstatningsspørgsmål

Beslutning om anlæggelse af erstatningssøgsmål på boets vegne tages af kurator.

De enkelte kreditorer, herunder inddrivelsesmyndigheden, kan også anlægge et erstatningssøgsmål, hvis de direkte er blevet påført et selvstændigt tab af selskabets aktionær, anpartshaver, bestyrelsesmedlem eller direktion. En forudsætning for et erstatningsøgmål er dog, at de øvrige kreditorer ikke har lidt noget tab, eller alene har lidt uvæsentlige tab i forhold til myndigheden. Det er dog TSS, der er enekompetent til at beslutte, om der skal anlægges erstatningssag, og det er styrelsen selv, der anlægger sag om erstatning mod skadevolderen. Et eksempel herpå er UfR 1989, 812 HD, nævnt i afsnit E.3.17.3.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog ikke kræve erstatning for sit tab, hvis kurator på selskabets vegne samtidig for konkursboet fører en erstatningsag, der omfatter alle kreditorer.

Beslutning om anlæggelse af retssag efter aktieselskabslovens § 140-142 træffes i tilfælde af konkurs af konkursboet, jf. aktieselskabslovens § 144, stk. 4. Er selskabet ikke erklæret konkurs, er det generalforsamlingen, der beslutter, om der skal anlægges en erstatningssag. Efter bestemmelsen kan generalforsamlingen også undlade at rejse en erstatningssag, ligesom den kan meddele skadevolderen frihed for ansvar. Disse beslutninger kan et eventuelt senere konkursbo se bort fra, hvis fristdagen indtræder senest 24 måneder efter dagen for den generalforsamling, der har givet ansvarsfrihed eller undladt at rejse en erstatningssag.

Hvis kurator opgiver et muligt krav, uden at der er opnået forlig, og er inddrivelsesmyndigheden af den opfattelse, at kravet bør forfølges, er der i KL § 137 mulighed for myndigheden på egen hånd at anlægge erstatningssag. Det forudsætter dog, at skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators beslutning anmodes om at fastsætte en frist, hvor en erstatningssag kan anlægges. Inddrivelsesmyndigheden kan anmode skifteretten herom.

Anlæggelse af erstatningssag mod kurator m.fl. besluttes af inddrivelsesmyndigheden. TSS er enekompetent til at afgøre, hvorvidt der skal føres en sådan erstatningssag.

E.3.18 Inddrivelse under konkursen og efter konkursens afslutning

I dette afsnit gennemgås de muligheder, inddrivelsesmyndigheden har for at gennemføre inddrivelse under konkursens behandling, jf. afsnit E.3.18.1. Myndighedernes muligheder for efter konkursen af gennemføre inddrivelse gennemgås i afsnit E.3.18.2.

E.3.18.1 Inddrivelse under konkursens behandling

Der er under konkursens behandling mulighed for at foretage lønindeholdelse i skyldnerens lønindtægt efter de almindelige regler for lønindeholdelse, jf. forudsætningsvist KL § 33. Lønindeholdelsen kan foretages for såvel simple som for fortrinsberettigede krav.

De beløb, der indbetales ved lønindeholdelse, kan ikke omstødes, selv om der senere stadfæstes tvangsakkord eller gældssanering i konkurs. Som eksempel kan nævnes UfR 1983, 252 ØLD, hvor inddrivelsesmyndigheden iværksatte en lønindeholdelse i skyldnerens egen lønindtægt under dennes konkurs. Myndighederne kunne anmelde et krav opgjort til gælden pr. konkursdekretet uden yderligere renter og med fradrag af indeholdt løn.

I UfR 1987, 755 HD, blev inddrivelsesmyndighedens pålæg om lønindeholdelse under en gældssaneringssag ikke omstødt, da lønindeholdelsen ikke var omfattet af KL §§ 72 og 74.

Inddrivelsesmyndigheden må under konkursen sørge for, at statens krav på skatter og afgifter ikke forældes, især i de tilfælde, hvor konkursen trækkes i langdrag. Det kan herefter være nødvendigt at foretage udlæg for at afbryde den 5-årige forældelse. Renter af krav, der påløber under konkursen, må ikke forældes i de tilfælde, hvor boet efter en personlig skyldner sluttes efter KL § 143. Herved sikres også den efterfølgende inddrivelse af disse krav.

Inddrivelsesmyndigheden må ikke uden boets samtykke foranstalte tvangsauktion afholdt over et aktiv, hvori myndigheden har foretaget udlæg, jf. KL § 85, stk. 1. Der er dog intet til hinder for, at myndigheden, efter aftale med boet, fortsætter et udlæg til tvangsauktion eller selv inddriver et udlagt tilgodehavende. Opnås der ikke aftale, afleveres aktiverne til boet.

E.3.18.2 Inddrivelse efter konkursens afslutning

En personlig fallent er ikke fritaget for sin gæld efter konkursen, jf. KL § 156. Personen hæfter således stadig for den del af gælden, der ikke er blevet dækket i forbindelse med udlodningen fra konkursboet.

Inddrivelsesmyndigheden vil således i situationer, hvor de ikke er blevet fyldestgjort for deres krav på skyldneren gennem konkursen, stadig have krav på restgælden, som kan gøres gældende mod skyldneren personligt.

I sådanne situationer skal myndigheden for at sikre og forbedre debitors retsstilling efter afslutning af et personligt konkursbo sende en meddelelse til skyldneren om, at denne stadig hæfter for gæld over for myndigheden. Meddelelsen skal anføre størrelsen af restkravet, at kravet vil blive fastholdt og forsøgt inddrevet, og at hovedkravet vil blive pålagt yderligere renter. Denne meddelelse er alene en orientering til skyldneren. Modtager skyldneren ikke en sådan meddelelse, kan denne dog ikke hævde, at myndighedens krav ikke længere eksisterer.

Inddrivelsesmyndigheden skal foretage de fornødne skridt til at sikre, at udækkede krav ikke forældes. Afgangsførelse af kravet som uerholdelige og/eller endelig afskrivning af fordringer sker efter de regler, der er nævnt i afsnit L.

Er fallenten et aktieselskab eller et anpartsselskab, vil det efter boafslutningen eller tvangsopløsningen blive slettet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register.

Inddrivelsesmyndighedens fordringer i selskabet eller lignende kan endelig afskrives, når fordringen har været anmeldt i boet. Endelig afskrivning forudsætter, at konkursboet er afsluttet, samt at eventuel dividende er udloddet. Endvidere bør myndigheden undersøge om Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har indsat en hævedato i Erhvervssystemet. Se endvidere nedenfor og afsnit L.6, samt L.10 og L.11.

Hvis fordringen er sikret ved håndpant eller pant i fordringer mv., der som separatistkrav ikke skal realiseres i forbindelse med boets behandling, må endelig afskrivning afvente realisationen af de pantsatte aktiver.

Inden en fordring endeligt afskrives, skal inddrivelsesmyndigheden være opmærksomme på, om der kan gøres personligt ansvar gældende mod nogle af de i selskabet medvirkende personer, som fx direktører, stiftere eller bestyrelsesmedlemmer (jf. afsnit E.3.17). Det samme gælder om muligheden for nul-stilling, jf. afsnit J.2.

Er konkursboet sluttet efter KL § 143 kan fordringen endeligt afskrives, selvom fordringen ikke har været anmeldt.

Dokumentation i inddrivelsesmyndighedens sag om afgangsførelse af fordringen er en kopi af meddelelse om boets afslutning og udlodning (eventuelt kopi af bekendtgørelse i Statstidende) samt i almindelighed kopi af eventuel anmeldelse i boet.

Sker der en genoptagelse af konkursboet skal kravene tilbageføres. Se mere om genoptagelse i afsnit E.3.16.1.

E.3.19 Told- og Skatteregionens bemyndigelse

De lokale TSR er bemyndiget til at træffe afgørelse i følgende sager

Indgivelse af konkursbegæringer mod såvel fysiske som juridiske personer. Bemyndigelsen gælder i alle situationer, også hvis konkursbegæringen alene har til hensigt at fastholde en allerede etableret fristdag, eller hvor den primære årsag er, at der findes omstødelige dispositioner.

Tilbagekaldelse af en konkursbegæring.

Indgivelse af konkursbegæring for en personskatterestance efter indstilling fra KM. Konkursbegæring indgives ikke på grundlag af et subsidiært udlæg, jf. i øvrigt afsnit 3.5.3.

Opretholdelse af indsigelse mod kurators indstilling om, at en fordring ikke kan anerkendes som anmeldt, og hvor skifteretten skal træffe afgørelse ved dom, jf. KL § 246.

Møde frem i skifteretten og komme med eventuelle indsigelser.

Såvel indgivelse som tilbagekaldelse af en konkursbegæring skal ske gennem Kammeradvokaten.

TSS træffer afgørelse i følgende sager på grundlag af regionens indstilling

Sager af principiel eller politisk karakter samt sager, der kræver koordineret indsats fra forskellige statsmyndigheder. Det er TSRs egen beslutning om, hvorvidt en sag skal forelægges for TSS. Beslutningen kan ikke påklages.

Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, hvor kurator eller andre kreditorer anlægger omstødelses- eller erstatningssøgsmål.

E.3.20 Konkurs i internationale forhold

En skyldner bosat her i landet kan drive virksomhed i et andet EU-land eller et land uden for EU, ligesom en skyldner bosat i disse lande kan drive virksomhed her i landet.

I tilfælde af, at én af disse skyldnere bliver insolvente, må TSR på lige fod med insolvente skyldnere, der er bosat her i landet og som eventuelt også driver virksomhed her i landet, overveje, hvorvidt der bør indgives konkursbegæring for at sikre statens krav på skatter og afgifter på den mest hensigtsmæssige måde.

E.3.20.1 Skifterettens kompetence i internationale forhold

De danske skifteretter er kun kompetente til at behandle sager om konkurs og afsige konkursdekret, hvis skyldneren har erhvervsværneting eller hjemting her i landet, jf. KL § 3, stk. 1 og 2.

Erhvervsværnetinget fastsættes som det sted, hvorfra skyldnerens virksomhed ledes, og spørgsmålet afgøres af de faktiske forhold. I denne vurdering kan bl.a. indgå virksomhedens indførelse i registre eller telefonbøger og stedangivelse i korrespondance. Hvis disse sammen med andre indikatorer efter en samlet vurdering fører til, at erhvervsværnetinget er her i landet, kan skyldneren også erklæres konkurs her.

Hjemtinget anvendes alene, hvis skyldneren ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed her i landet, og det fastsættes for det første som det sted, hvor den fysiske person (skyldneren) har sin bopæl. Er skyldneren uden bopæl, fastsættes hjemtinget som det sted, hvor denne har sit ophold, jf. RPL § 235.

Er skyldnerens sidst kendte bopæl her i landet, og har skyldneren ikke taget bopæl i udlandet, anses hjemtinget også for at være her i landet. Dette medfører, at hvis skyldneren ved udrejse fra Danmark endnu ikke har taget bopæl i udlandet ved skifterettens modtagelse af konkursbegæring, kan der afsiges konkursdekret her i landet.

Har skyldneren ikke bopæl her i landet, men er dennes sidst kendte opholdssted her i landet, er hjemtinget også her i landet. Dette kræver dog, at skyldneren hverken har opholdssted eller bopæl i udlandet, og heller ikke senere opnår dette.

E.3.20.2 Retsvirkning af konkurs i internationale forhold

Har skifteretten fundet sig kompetent til at behandle konkursbegæringen, foretager den de sædvanlige vurderinger af konkursbetingelserne.

Afsiger skifteretten konkursdekret, har konkursen universel virkning, dvs. at skyldnerens aktiver her i landet og i udlandet inddrages under konkursen. Endvidere anses alle kreditorer i konkursboet for at være ligestillede, uanset hvilket land de er bosat i. Konkursens universelle virkning styres af enhedsprincippet og universalprincippet.

Skifteretten anvender den danske konkurslov på de processuelle forhold. Det er fx regler om boets behandlingsmåde, kuratorvalg, skiftesamlinger samt slutning og udlodning. På konkursens materielle regler som fx insolvens og konkursordenen er det i praksis antaget, at danske regler som udgangspunkt finder anvendelse.

I visse tilfælde er det nødvendigt for skifteretten at lægge vægt på udenlandske regler. Dette kan fx tænkes at være tilfældet, hvor en udenlandsk kreditor ønsker at begære en skyldner her i landet konkurs. Den udenlandske fordring vil blive vurderet på baggrund af kontraktstatuttet, hvilket vil sige, at udenlandske bestemmelser om aftalers retsvirkning kan finde anvendelse ved vurderingen af, om fordringen kan anvendes som konkursgrundlag.

E.3.20.2.1 Anmeldelse af krav i internationale konkursboer

For inddrivelsesmyndigheden betyder universal- og enhedsprincippet, at der skal foretages anmeldelser i danske konkursboer af fordringer, som myndigheden er pligtige til at inddrive her i landet gennem dobbeltbeskatningsoverenskomster og bistandsdirektivet, Rådets direktiv 76/308/EØF (inddrivelsesdirektivet).

Det samme er tilfældet, når der foreligger en konkurs i et land, som er bundet af inddrivelsesdirektivet eller overenskomster, der hjemler inddrivelse i udlandet. Er de udenlandske myndigheder bekendt med de danske inddrivelsesmyndigheders krav, må disse anmelde kravet i boet.

I øvrige tilfælde, hvor inddrivelsesmyndigheden bliver opmærksom på en konkurs i udlandet, skal de sørge for, at der sker anmeldelse af myndighedens krav på skatter og afgifter. Det kan forekomme, at inddrivelsesmyndigheden bliver kontaktet af en udenlandsk kurator, som anmoder myndigheden om at anmelde et eventuelt krav i boet.

E.3.20.2.2 Inddragelse af aktiver beliggende i udlandet

I praksis er det af afgørende betydning for den universelle virkning, om konkursen afsagt af en dansk skifteret anerkendes af de lande, hvori aktiverne befinder sig.

Anerkender landet ikke den danske konkurs, kan aktivet selvsagt ikke inddrages under konkursen. Her er der åbnet op for at kreditorerne kan foretage individualforfølgning i aktivet i udlandet, men provenuet ved en sådan individualforfølgning må på grund af princippet om ligestilling af kreditorerne i konkursboet fraskrives i kreditors dividenderet som aconto-udlodning. Modtager kreditor således mere, end hvad denne er berettiget til ifølge den afsluttende dividende, antages det, at konkursboet har krav på den overskydende del.

Som udgangspunkt anvendes de danske regler om omstødelse i danske konkursboer. En følge heraf er, at eventuel omstødelse der vedrører aktiver i udlandet skal vurderes efter danske omstødelsesregler. Det kan dog også følge af retten i det land, hvor aktivet er beliggende eller omstødelsen skal gennemføres, at der også skal være hjemmel til omstødelse i dette lands lovgivning mm.

E.3.20.3 Konkurs af skyldnere i udlandet

Er skifteretten ikke kompetent til at behandle en konkursbegæring mod en skyldner, fordi denne hverken har hjemting eller værneting her i landet, må en konkurs søges gennemført i udlandet. Det antages, at en udenlandsk konkurs også har universel virkning, men det er skifteretten, der vurderer, om konkursen i udlandet anerkendes her i landet.

Har inddrivelsesmyndigheden et krav på en skyldner i udlandet, kan der i myndighedens overvejelser af, hvorvidt en konkurs bør gennemføres, foretages de samme vurderinger som nævnt i afsnit E.3.5 om indgivelse af konkursbegæringer.

Disse vurderinger skal suppleres med overvejelser om muligheden for at erklære skyldneren konkurs i dennes hjemland, hvilket konkursgrundlag, der kræves, og provenuforventningen.

En anmodning om konkurs i disse situationer skal forelægges TSS.

E.3.20.4 Konkurser i udlandet

Er en udenlandsk virksomhed eller person erklæret konkurs i udlandet antages det, at denne konkurs' universelle virkning først kan få virkning her i landet, hvis den anerkendes, jf. dog nedenfor i afsnit E.3.20.5.

Hvis konkursen ikke anerkendes kan der gennemføres indvidualforfølgning i aktiver, der er beliggende her i landet.

E.3.20.5 Den nordiske konkurskonvention

Den nordiske konkurskonvention af 7. november 1933 (bekendtgørelse nr. 249 af 1. september 1934, Lovtidende A)er anerkendt af Danmark, Finland, Island Norge og Sverige.

Efter konventionens artikel 1, stk. 1, er konkursboer omfattet af konventionen underlagt enheds- og universalprincipperne. Aktiver, der er beliggende i andre nordiske lande, indgår således i bomassen. Bekendtgørelse om sådanne konkurser sker i Statstidende.

Bobestyreren skal underrette alle fordringshavere, som befinder sig i de nordiske lande, om konkursen, medmindre fordringerne tages i betragtning uden anmeldelse, jf. artikel 2, stk. 2.

Efter artikel 1, stk. 2, afgøres spørgsmål om skyldnerens urådighed, konkursmassen og omstødelse samt spørgsmål om udlodning og fordringshavers og andre rettighedshaveres ret til fyldestgørelse i boet efter lovgivningen mv. i det land, hvor konkursen er erklæret.

Reglerne, der afgør omfanget af konkursmassen, er dog modificeret, således at aktiver, der er beskyttet imod universalforfølgning i den stat, hvor aktivet befinder sig, ikke tages med i konkursmassen, jf. artikel 1, stk. 3.

Hvorvidt konkursen får indflydelse på inddrivelsesmyndighedens ret til udlæg i et aktiv, afgøres efter loven i den stat, hvor forretningen er foretaget. I disse tilfælde kan reglerne om tvangsfuldbyrdelse i KL §§ 85-89 også anvendes, jf. afsnit E.3.13.

Fortrinsret for skatter og afgifter afgøres efter loven i det land, hvor skatterne og afgifterne er pålignet, jf. artikel 7, stk. 3. Er denne fortrinsret særlig, dvs. knyttet til bestemte aktiver, afgøres dækningsrækkefølgen efter loven i det land, hvor aktivet befinder sig, jf. artikel 7, stk. 3.

Er der derimod tale om en almindelig fortrinsret som fx privilegerede fordringer som fx leverandørprivilegiet efter KL § 96, fyldestgøres fordringen først af formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet. I fyldestgørelsen fratrækkes en andel svarende til forskellen mellem formuen i det land, hvor skatten mv. er pålignet, og konkursboets samlede formue.

E.3.21 Tvangsopløsning af selskaber

Aktie- og anpartsselskaber kan tvangsopløses på begæring af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Bestemmelserne om tvangsopløsning af selskaber fremgår af aktieselskabslovens §§ 117-118 og anpartselsskabslovens §§ 60 og 61.

Som eksempler på årsager til tvangsopløsning kan nævnes følgende tilfælde

Hvis selskabet ikke rettidigt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indsender årsregnskab mv. i behørig stand efter årsregnskabsloven (aktieselskabslovens § 118/anpartsselskabslovens § 61).

Hvis selskabet ikke inden for en frist får etableret den i loven eller vedtægterne foreskrevne ledelse eller revisor (aktieselskabslovens § 118/anpartsselskabslovens § 61).

Ved tvangsopløsning indkaldes kreditorerne ikke, men de kan få kendskab til opløsningen gennem Erhvervs- og Selskabsstyrelsens system, publi-com, eller gennem et etableret samarbejde med skifteretterne. I det omfang TSR ikke bliver orienteret om tvangsopløsninger af selskaber, bør regionerne etablere et samarbejde med skifteretterne herom. En orientering fra skifteretten kan fx være en kopi af skifterettens indkaldelsesskrivelse.

Ved fremmøde i skifteretten kan TSR hindre, at selskaberne alene opløses som insolvente, hvis de i stedet skal tages under konkursbehandling. Regionerne kan gennemføre nedenstående undersøgelser, der tjener til hjælp ved vurderingen af, om selskabet bør tages under konkursbehandling

Har ejerne tidligere haft selskaber, der er blevet tvangsopløst eller er gået konkurs?

Er der p.t. andre selskaber med samme ejerkreds (samme adresse/ejers privatadresse)? Er disse foreløbigt ansat for skatter eller afgifter for en eller flere perioder?

Har selskabet fremlejet, eller fremlejer det arbejdskraft, maskiner mv. til andet selskab i samme ejerkreds?

Er der midler på selskabets konto, der bør inddrages i skifterettens arbejdet med opløsningen?

Hvilke oplysninger fremgår det af TSRs seneste materiale eller eftersynsskema?

Er virksomheden afmeldt for afgifter mv., og er der eventuelle oplysninger derfra?

Er den hidtil drevne virksomhed fortsat i et nyt selskab med samme ejer(e), og er der eventuelt oplysninger ved afmeldelse?

Er der udbetalt overskydende skatter eller afgifter (fx vedrørende større anskaffelser) inden for de sidste 3 år, og hvor er aktiverne nu placeret?

Hvilke oplysninger er der om kildeskat og indberetninger herom?

Hvad siger seneste regnskab med selvangivelse fra KM?

Mangler skatteansættelse for seneste regnskabsperiode?

Har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen modtaget nyere/senere regnskaber end det, der er vedlagt seneste selvangivelse? (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender ofte seneste regnskab til skifteretten med begæring om opløsning).

Fremgår det af det seneste regnskab, at der er forekommer ulovligt aktionærlån? (hævet via mellemregning i stedet for løn for at undgå 0-stilling af A-skat).

Bør der ske beskatning af ulovlige aktionærlån, hvis selskabsejerne erklærer, at de intet ejer?

Foreligger der oplysninger fra udlægssager om virksomheden?

Eventuelt begære regnskabsmaterialet udleveret ved skifterettens hjælp til afklaring af manglende lønindberetninger.

Er der et tidligere kendskab til ejerkredsen, som har påført inddrivelsesmyndigheden et tab?

Er der en formodning for, at selskabet har været indblandet i kriminelle handlinger?

Inddrivelsesmyndigheden kan ved hjælp af udtræk fra edb-systemerne bidrage med oplysninger i skifteretten om selskabernes økonomi og har mulighed for at stille spørgsmål til de fremmødte.

Det skal bemærkes, at den omstændighed, at et selskab træder i likvidation eller kommer under tvangsopløsning, ikke afskærer en kreditor fra at indgive konkursbegæring mod selskabet eller foretage udlæg hos dette. Selskabets ledelse vil stadig formelt tegne selskabet, indtil der måtte være udpeget en likvidator, eller indtil selskabet evt. opløses ud fra en analogi efter KL § 143.

E.3.22 A-skattekravets placering i konkursordenen

Dette afsnit omhandler alene placering af A-skattekrav mv. i konkursordenen. Afsnittet omhandler således selve opgørelsen af de A-skattekrav mv., som Told Skat skal anmelde i konkursboet.

Skattekravenes placering i konkursordenen afhænger af det tidspunkt, kravet er stiftet.

E.3.22.1 A-skat, der skal indeholdes af konkursboet

For at hindre vanskeligheder med godskrivning af A-skat mv. i forhold til skatteyderne må TSR undersøge, om konkursboet fortsætter virksomheden efter konkursens indtræden, som er tidspunktet for konkursdekretets afsigelse.

Fortsætter konkursboet virksomheden, og udbetaler det løn eller anden A-indkomst for boets regning, skal konkursboet som sådant tilmeldes som indeholdelsespligtig.

Et konkursbo skal i denne sammenhæng følge de sædvanlige regler for angivelse og indbetaling af A-skat mv. Det gælder også i de ofte forekommende tilfælde, hvor et konkursbo uden at fortsætte virksomheden dog udbetaler løn og feriegodtgørelse til enkelte personer, der bistår bostyret ved afviklingsforretninger og lignende.

Hvis et konkursbo ikke indbetaler A-skat mv., der påhviler boet som følge af den sædvanlige løbende indeholdelse af A-skat mv., skal TSR afkræve boet betaling med tillæg af renter frem til betalingstidspunktet efter OPKL § 7.

Undlader boet at indbetale efter påkrav, kan TSR ikke foretage tvangsinddrivelse ved udlæg, jf. KL § 31, stk. 1. Kravet bør da anmeldes over for konkursboet, selv om der ikke er tale om en konkursfordring, men om et krav mod boet. Regionen bør endvidere underrette skifteretten om, at konkursboet ikke opfylder sine betalingsforpligtelser, så skifteretten eventuelt kan iværksætte særlige procedurer i henhold til KL § 114, jf. afsnit E.3.7.4.

A-skat mv., der er indeholdt af et konkursbo, er et egentligt massekrav, jf. KL § 93, nr. 3. Dette gælder også renter og gebyrer, der udspringer af sådanne krav, jf. modsætningsvist KL § 98, nr. 1.

E.3.22.2 A-skat mv. omfattet af konkursmassen

Efter KL § 38 skal konkursmassen anvendes til fyldestgørelse af de krav, der er stiftet før konkursdekretets afsigelse. Hertil hører den A-skat mv., der på dette tidspunkt var indeholdt i A-indkomst udbetalt for skyldnerens regning.

Krav på A-skat mv. stiftes, når indeholdelsespligten indtræder. Indeholdelsespligten opstår ved lønudbetaling, jf. hovedreglen i KSL § 46, stk. 2. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt. Dette gælder dog ikke A-indkomst, der udbetales af den indeholdelsespligtiges konkursbo, jf. § 22, stk. 1, 3. pkt., i kildeskattebekendtgørelsen.

I UfR 2001, 1616 ØLD, blev et A-skattekrav anset for at være et simpelt krav, da lønmodtageren antoges at have erhvervet endelig ret til lønnen ved udgangen af de respektive måneder, som lønnen vedrører, jf. KSL § 46, stk. 2, 2. pkt. Kravet vedrørte den løn, som Lønmodtagernes Garantifond udbetalte efter endt forligsforhandling mellem lønmodtageren og konkursboet.

Som eksempel kan nævnes lønudbetalingsterminer den 1., 15. og 29. oktober. Konkursdekretet afsiges 16. oktober. A-skat mv., der er indeholdt 1. og 15. oktober, er et simpelt krav efter KL § 97, selv om såvel forfaldsdag som sidste rettidige indbetalingsdag for A-skat mv. til Told Skat først falder efter konkursdekretets dato den 16. oktober. Datoen for konkursbegæringens indgivelse eller en eventuel anden fristdag er uden betydning for afgrænsningen af de krav, der skal anmeldes. Hvis virksomheden fortsætter, og konkursboet udbetaler løn den 29. oktober, bliver konkursboet indeholdelsespligtigt, og det skal afregne A-skat mv. fuldt ud af denne lønudbetaling som egentligt massekrav efter KL § 93, nr. 3. Dette gælder, uanset om medarbejderne har optjent en del af indtægten forud for konkursen, jf. her UfR 1986, 662 HD.

A-skat mv., der fejlagtigt ikke er indeholdt i A-indkomst, der er udbetalt før konkursdekretets afsigelse, skal ikke anmeldes i boet, men i stedet opkræves hos lønmodtageren som restskat, jf. KSL § 68.

Krav på A-skat, der er indeholdt i perioden mellem konkursbegæringens indgivelse og konkursdekretets afsigelse, er alene et simpelt krav (jf. UfR 1972, 96 HD, og UfR 1974, 114 HD). Kravet opnår dog fortrinsstilling, hvis behandlingen af konkursbegæringen er udsat i medfør af KL §§ 24 og 25, og der er beskikket tilsyn under udsættelsen, jf. afsnit E.3.6.

E.3.22.2.1 A-skat mv. af feriegodtgørelse til ansatte uden ret til ferie med løn

For lønmodtagere, der ikke har ret til ferie med løn, skal arbejdsgiveren i optjeningsåret månedligt indeholde A-skat mv. af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned, jf. § 22, stk. 2, i kildeskattebekendtgørelsen.

Er indeholdelsespligten indtrådt forud for konkursen, skal A-skat mv. af feriegodtgørelse (og søgne- og helligdagsbetaling) anmeldes i konkursboet som simpelt krav.

E.3.22.2.2 Krav på A-skat mv., der er stiftet ved konkursdekretets afsigelse

A-skat mv., der er stiftet ved konkursdekretet, er som udgangspunkt et simpelt krav, jf. KL § 97.

En fordring vedrørende indeholdt A-skat mv. kan dog være fortrinsstillet efter KL § 94, nr. 2. Fortrinsstilling forekommer i forbindelse med anmeldt betalingsstandsning og omfatter da A-skattekrav mv., der efter fristdagen og indtil betalingsstandsningens ophør er stiftet med samtykke af et af skifteretten beskikket tilsyn, jf. KL § 94, nr. 2. Et A-skattekrav mv. anses for stiftet med tilsynets samtykke, når virksomheden, efter at betalingsstandsning er anmeldt, med tilsynets accept fortsætter driften og derved påtager sig de dermed forbundne forpligtelser, bl.a. til at udbetale løn og indeholde A-skat mv.

På samme måde som ved betalingsstandsning opnås der fortrinsstilling efter KL § 94, nr. 2, i tilfælde, hvor skifteretten, når konkursbegæring er indgivet, udsætter afgørelsen om konkurs på skyldnerens begæring, jf. KL § 24, og der er beskikket tilsyn.

A-skat mv. indeholdt i løn, der er udbetalt med et tilsyns godkendelse, anmeldes som fortrinsberettiget, uanset om en del af den periode, for hvilken lønnen udbetales, ligger forud for betalingsstandsningen, jf. UfR 1986, 662 HD.

A-skatter, der er nulstillet, jf. afsnit J.2, skal ikke medregnes i anmeldelsen. Foreligger der på anmeldelsestidspunktet uafklarede spørgsmål vedrørende nulstilling, anmeldes det redegjorte tilsvar fuldt ud. Regulering kan eventuelt foretages efterfølgende.

E.3.22.2.3 Eksempler. A-skattekravenes stilling i konkursordenen

Eksempel A.

Skifteretten modtager anmeldelse om betalingsstandsning den 24. marts. Betalingsstandsningen forlænges ikke efter KL § 16 e, stk. 2, og udløber den 24. juni.

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 24. marts og tidligere samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er simple krav. Det kan derfor uden videre fastslås, at tilsvar for februar og tidligere er simple krav. Tilsvaret for marts måned må opdeles som vist nedenfor, hvis betalingen for perioden ikke er sket.

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 1. marts til 24. marts (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et simpelt krav jf. KL § 97, mens

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 25. marts til 31. marts (inkl.) samt A-skat mv. af heraf bergnede feriepenge er et fortrinsberettiget krav, jf. KL § 94.

A-skatten for april og maj måned er også fortrinsberettigede krav.

Tilsvaret for juni skal også deles op på følgende måde

A-skat indeholdt i løn udbetalt 1. juni til 24. juni (inkl.) er et fortrinsberettiget krav, mens

A-skat indeholdt i løn udbetalt 25. juni til 30. juni er et simpelt krav.

Tilsynsbeskikkelsen ophører automatisk, når betalingsstandsningen ophører. Den omstændighed, at det beskikkede tilsyn fortsat bistår skyldneren, ændrer intet i A-skattekravets stilling som simpelt krav efter 24. juni.

Eksempel B.

Under samme forhold som nævnt i eksempel A afløses betalingsstandsningen af en konkursbegæring.

Konkursbegæringens indgivelse har ikke i sig selv indflydelse på opgørelsen af kravet af indeholdt A-skat eller dettes stilling. Skifterettens modtagelse af konkursbegæring inden udløbet af tre-ugers perioden i KL § 1, stk. 2, (fx den 11. juli) medfører dog, at den oprindelige fristdag fastholdes.

Det er afgørende for, at fortrinsstillingen for A-skat indeholdt i betalingsstandsningsperioden skal kunne fastholdes, at konkursbegæringen modtages af skifteretten tilstrækkeligt tidligt til at sammenkæde betalingsstandsningen med den efterfølgende konkurs. TSR må således tage nogle forholdsregler for at bibeholde skattekravenes status i konkursordenen ved fx at indgive konkursbegæring.

Eksempel C.

De samme forhold som nævnt under eksempel A, men nu udsætter skifteretten konkursbegæringen. Skifteretten udsætter den 12. juli afgørelsen om konkurs i 3 måneder, det vil sige til den 12. oktober, hvor konkursdekret afsiges.

Ved skifterettens bestemmelse om udsættelse af afgørelsen om konkurs med obligatorisk tilsynsbeskikkelse, jf. KL § 24, indledes en ny periode med et tilsyn som under betalingsstandsning og med samme retsvirkninger i relation til KL § 94, nr. 2, som nævnt i eksempel A.

Tilsvaret for juli måned må deles op, hvis der ikke er sket betaling af tilsvaret

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 1. juli til 12. juli (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et simpelt krav, mens

A-skat mv. indeholdt i løn udbetalt 13. juli til 31. juli (inkl.) samt A-skat mv. af heraf beregnede feriepenge er et fortrinsberettiget krav.

Tilsvarene for august og september måned er også fortrinsberettigede krav.

Tilsvaret for oktober måned omfatter herefter således tiden 1. oktober til 12. oktober inkl. tilsvar vedrørende beregnede feriepenge (indtil dekretets afsigelse). Dette krav er fortrinsberettiget.

E.3.22.2.4 Eksempler. A-skat mv. i feriegodtgørelse. Ansatte uden ret til ferie med løn

A-skat mv., der er indeholdt i feriegodtgørelse forud for betalingsstandsningen, får i en efterfølgende konkurs status som et simpelt krav i konkursordenen, uanset om nettoferiepenge er afregnet eller ej.

Eksempel A.

Som eksempel kan nævnes en betalingsstandsning, der anmeldes den 10. oktober. Den bliver ikke forlænget og udløber derfor den 10. februar året efter.

A-skat, der er indeholdt i feriegodtgørelse forud for betalingsstandsningen, er et simpelt krav, mens A-skat indeholdt i feriegodtgørelse i betalingsstandsningsperioden er omfattet af KL § 94. I eksemplet vil dette krav være A-skat mv. af feriegodtgørelse fra den 11. oktober til udløbet af betalingsstandsningsperioden i februar måned, da A-skatten opgøres månedligt på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned.

Under de fortrinsberettigede krav må utvivlsomt også kunne medtages feriegodtgørelse af løn, der er udbetalt før 11. oktober, men hvor nettoferiepenge (feriepenge ekskl. A-skat mv.) er udbetalt med tilsynets samtykke efter 10. oktober.

A-skat mv. af feriegodtgørelse til ansatte med ret til ferie med løn forfalder i fratrædelsesmåneden. Såfremt fratrædelse er sket inden betalingsstandsningsdatoen vil A-skat mv. være et simpelt krav. Sker fratrædelse i betalingsstandsningsperioden vil A-skat mv. skulle opdeles på optjeningsperioder og anmeldes som henholdsvis § 97 og § 94 krav.

Eksempel B.

Samme forhold som nævnt i eksempel A, men virksomheden erklæres konkurs.

Skifteretten modtager konkursbegæring den 16. februar.

I de tilfælde, hvor A-skat mv. ikke er betalt, men rent faktisk er indeholdt i feriegodtgørelse opgjort før konkursen (som i eksemplet er A-skat mv. af feriegodtgørelsen fra 11. oktober til udløbet af betalingsstandsningsperioden i februar), vil kravet være et fortrinsberettiget krav i konkursboet.

For krav anmeldt i konkursboet vil A-skat mv. tilsvarende først opstå ved indeholdelse af A-skat mv. i forbindelse med eventuel udlodning af dividende.

E.3.22.2.5 Renter og gebyrer

Renter og gebyrer, som er påløbet indtil konkursdekretets afsigelse, har samme stilling som hovedfordringen (den rentebærende A-skatterestance) og anmeldes sammen med denne.

Senere påløbne renter af simple krav kan kun anmeldes som efterstillede krav, jf. KL § 98. Anmeldelse bør dog altid ske for det tilfælde, at boet undtagelsesvis giver fuld dækning til de anmeldte krav.

Krav på renter, som påløber efter konkursdekretets afsigelse, bevarer samme stilling som hovedkravet, når dette er stillet som egentligt massekrav efter KL § 93, henholdsvis fortrinsberettiget krav efter KL § 94.

Det skal ved anmeldelsen af sådanne krav tydeligt anføres, at renter, der påløber, indtil betaling sker, anmeldes med samme stilling som hovedkravet.

E.3.22.3 A-skat ved udlodning til anmeldte krav på løn mv.

Når lønmodtagerne i en konkursramt virksomhed har et tilgodehavende hos virksomheden, er de i princippet henvist til at anmelde deres krav på løn og feriegodtgørelse mv. over for konkursboet. Sker der en udlodning fra konkursboet, skal der indeholdes A-skat mv. i denne udlodning. Lønmodtageren beskattes på udlodningstidspunktet, jf. cirkulære nr. 119 af 13. juli 1999 (TSS cirkulære nr. 1999-29) og TfS 1998, 526 HD.

I de situationer, hvor der sker indfrielse af A-indkomsten gennem Lønmodtagernes Garantifond, henvises der til afsnit E.3.22.5.

E.3.22.3.1 Privilegerede krav

Konkursboets udlodninger efter KL § 95 skal ske med indeholdelse af A-skat mv. For en nærmere gennemgang af KL § 95 henvises til afsnit E.3.14.3. Nedenfor gennemgås derfor kort eksempler om på A-skattepligtige krav mv. omfattet af KL § 95, idet A-skat mv. følger lønkravet.

Er fristdagen fx 1. december, omfatter privilegiet efter KL § 95, stk. 1, nr. 1, således løn, der forfaldt i perioden fra og med 1. juni og indtil konkursdekretet. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

KL § 95, stk. 1, nr. 2, omfatter erstatning for løn i en ved lov (fx funktionærlovens § 2) eller aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat opsigelsesperiode, hvorefter arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan være fra 1 til 6 måneder. Funktionærlovens § 3 om minimalerstatningen henføres også under denne bestemmelse. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen.

KL § 95, stk. 1, nr. 3, omfatter fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a (opsigelse efter uafbrudt beskæftigelse i mindst 12, 15 eller 18 år), § 2 b (usaglig afskedigelse) eller tilsvarende ved aftale (fx kollektiv overenskomst) fastsat fratrædelsesgodtgørelse. A-skat mv. på dette lønkrav opnår samme stilling i konkursordenen. Fratrædelsesgodtgørelse anses som A-indkomst, jf. LL § 7 U.

E.3.22.3.2 Bedrestillede lønkrav

I det omfang krav på løn og feriegodtgørelse er stiftet under en anmeldt betalingsstandsning, jf. KL §§ 10-11, eller under udsættelse af behandlingen af en konkursbegæring, jf. § 24, bliver disse dele af fordringen til fortrinsberettigede krav, jf. § 94, nr. 2. Dette forudsætter, at lønmodtageren rent faktisk har udført arbejde for virksomheden.

I KL § 63 er der en særlig bestemmelse, som vedrører konkursboets indtræden i arbejdskontrakter. Hvis konkursboet inden to uger efter afsigelse af konkursdekret erklærer ikke at ville indtræde i arbejdskontrakten, er krav på løn stillet som vederlag for den foregående periode (jf. bestemmelsens stk. 2). Løn for den tid, lønmodtageren faktisk har udført arbejde for konkursboet, er massekrav.

E.3.22.3.3 Specielt om virksomhedsoverdragelse

En virksomheds overførsel til konkursboet som følge af konkursen er ikke overdragelse i henhold til lov om skattefri virksomhedsomdannelse, jf. § 1 i lov om virksomhedsoverdragelse (lov nr. 111 af 21. marts 1979 med senere ændringer). Videresælger konkursboet virksomheden (eller en selvstændig del af denne), finder nævnte lov derimod anvendelse.

Om skyldnerskifte i konkurstilfælde har LG den praksis, at erhververen ved konkursboets afhændelse af virksomheden overtager de rettigheder og forpligtelser, som bestod på overdragelsestidspunktet mellem boet som arbejdsgiver (dvs. krav på vederlag for tiden efter dekretets afsigelse, jf. KL § 56, stk. 2) og de lønmodtagere, der fortsætter ansættelsen. De krav, som lønmodtagerne eventuelt har for perioden forud for konkursen, er derimod fortsat krav, som alene kan rettes mod konkursboet. Som et eksempel på denne praksis kan nævnes Vestre Landsrets dom af 24. februar 1992 (4. afd., B 318/1990), hvor en skifteret i sine præmisser tiltrådte, at en erhverver af en virksomhed fra et konkursbo alene indtræder i de forpligtelser, der skal udredes som massekrav.

En virksomhedsoverdragelse vil intet ændre i hæftelsen for krav på A-skat mv. indeholdt forud for overdragelsen, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 1.

E.3.22.3.4 Konkursboets indeholdelsespligt ved udlodning

A-skat mv. vedrørende skyldig løn, der ikke er udbetalt, skal ikke anmeldes i konkursboet, men boet skal indeholde A-skat mv. i udlodninger vedrørende anmeldte krav på løn. TSR kan i meddelelsen give boet underretning herom sammen med anmeldelse af kravet.

Baggrunden for denne regel er, at boet ved udlodning til anmeldte lønkrav bliver indeholdelsespligtig efter KSL § 46, stk. 2.

Boets indeholdelsespligt ved udlodning forudsætter, at lønmodtagerens krav på selve lønnen er anmeldt i konkursboet. Den A-skat, der er tale om her, kan derimod ikke anmeldes i boet. A-skatten kommer først til eksistens, når boet udlodder på grundlag af bruttolønkravet, og kun i det omfang, der er dækning i boet.

A-skat mv. af disse bruttolønfordringer kan derfor ikke anskues som et egentligt massekrav, men bliver stillet på samme måde som det lønkrav, hvoraf A-skatten udspringer. I samme omfang, hvor i der er dækning til hovedkravet, skal der indeholdes A-skat.

A-skat mv. skal beregnes efter de sædvanlige regler. Indtægten beskattes principielt på retserhvervelsestidspunktet, som normalt er det år, hvori arbejdsgiveren blev erklæret konkurs. Lønmodtageren beskattes dog først på udlodningstidspunktet, jf. cirkulære nr. 199 af 13. juli 1999 (TSS cirkulære nr. 1999-29) og TfS 1998, 526 HD.

Som eksempel (kun vedrørende A-skat og ikke bidrag) kan nævnes en virksomhed, som ved dekret afsagt den 1. juli 2000 er erklæret konkurs og ophører. Forinden havde virksomheden anmeldt betalingsstandsning fra den 1. marts 2000. Der foreligger ikke skattekortoplysninger, og boet er derfor henvist til at trække 60%, jf. KSL § 48, stk. 7. Boet afsluttes den 1. maj 2001 med 10% dækning til de simple krav.

En direktør har i eksemplet anmeldt et simpelt bruttolønkrav på i alt 100.000 kr. Til direktøren udloddes 10% af 100.000 kr, hvilket er 10.000 kr. Af dette beløb indeholdes A-skat på 6.000 kr, som indbetales til Told Skat. Det resterende beløb på 4.000 kr. udbetales til direktøren.

En funktionær, der er frit stillet ved virksomhedens ophør, har anmeldt følgende bruttokrav

Som fortinsberettiget lønkrav for juni 1999 på 20.000 kr. samt feriegodtgørelse heraf på 2.500 kr. Som privilegeret krav et erstatningskrav for løn i en opsigelsesperiode på 3 måneder på 60.000 kr. samt feriegodtgørelse for 1999 og 2000 på i alt 52.500 kr. Til funktionæren udloddes således i alt et beløb på 135.000 kr., hvorved funktionæren får fuld dækning. Af beløbet skal der indeholdes A-skat på 81.000 kr., der indbetales til Told Skat. Restbeløbet på 54.000 kr. kan udbetales til funktionæren.

En ansat, der ikke er funktionær, har i eksemplet anmeldt et privilegeret nettokrav på feriegodtgørelse optjent i 1998 på 10.000 kr. Beløbet er fremkommet som følge af en feriegodtgørelse på 18.000 kr. fratrukket A-skat på 8.000 kr. Den ansatte får fuld dækning for sit krav, da vedkommende ansatte får udloddet 10.000 kr. uden skattetræk. Udbetalingen sker uden skattetræk, da indeholdelsespligten er indtrådt i lønudbetalinger inden udgangen af 1998, hvilket var før konkursen. Denne A-skat indgår i virksomhedens tilsvar for december 1998 som et krav, der i eksemplet er anmeldt som et simpelt krav i konkursboet.

Som følge af boets pligt til at indeholde A-skat mv. af dividende til de anmeldte bruttokrav opstår der, afledt af forskelligt stillede lønmodtagerkrav, et A-skattekrav mv. på i alt 87.000 kr., der skal behandles på samme måde som et fortrinsberettiget krav efter KL § 94.

E.3.22.3.4.1 Renter og gebyrer ved dividendeudlodning

A-skattetilsvar mv. opstår i medfør af boets indeholdelsespligt ved udlodning af A-indkomst, det vil sige ved boets udbetaling af lønfordringernes nettobeløb.

Den indeholdelsespligtige (dvs. konkursboet) skal følge kildeskattelovens regler om angivelse og indbetaling, jf. OPKL § 2, stk. 2 og stk. 4. At dette sker, påhviler bostyret, og der påløber renter ved for sen betaling, jf. OPKL § 7. Rentekravet vil være stillet som et egentligt massekrav efter KL § 93.

I praksis vil boet ikke blive registreret som arbejdsgiver alene med henblik på udlodning af anmeldte løn og feriepengekrav. Angivelse som sporadisk angiver udarbejdes sædvanligvis af TSR ved modtagelse af bostyrets indbetaling af dividende, der typisk omfatter samlet afregning af forskellige former for dividende. Efter KL § 145, stk. 2, skal fortrinsberettigede krav, som lønfordringer oftest udgør, betales helt eller delvis, så snart fordringerne er prøvet. Praksis viser dog, at udlodningen af dividenden fra et konkursbo oftest sker samlet i forbindelse med boets slutning.

E.3.22.3.4.2 Den ansattes krav på løn modregnes i dennes gæld til konkursboet

En lønmodtager kan i medfør af KL § 42 over for et konkursbo afgive erklæring om modregning med sin lønfordring i boets tilgodehavende hos den pågældende, fx for et personalelån ydet af den konkursramte virksomhed. Skattemyndighederne er i et sådant tilfælde pligtige til at godskrive en lønmodtager den til lønkravet hørende A-skat, da modregningen sidestilles med betaling.

I UfR 1986, 859 HD, fremgår det, at når en fordringshaver i medfør af KL § 42 modregner et lønkrav, der er A-indkomst, over for en fordring, der tilkommer konkursboet, må han i relation til KSL § 46, stk. 1 og 2, stilles, som om A-indkomsten var blevet udbetalt på sædvanlig måde. Når modregningen er sket, påhviler det derfor boet at indeholde den til lønkravet svarende A-skat. Retten tilføjede, at der hverken i kildeskatteloven eller konkursloven er hjemmel for skattemyndighederne til at kræve, at en modregning skal gennemføres med bruttolønkravet med den virkning, at fordringshaveren selv skal betale et eventuelt forskudsskattebeløb. Retten konkluderede, at fordringshaveren derfor har krav på, at den til lønkravet svarende A-skat godskrives ham ved opgørelsen af slutskatten.

Når modregningen er sket, påhviler det derfor boet at indeholde den til lønkravet svarende A-skat, og A-skatten skal anses som et massekrav efter KL § 93.

Det anførte er i overensstemmelse med den sædvanligt forekommende situation, hvor en lønmodtager - typisk via Lønmodtagernes Garantifond - gør et lønkrav gældende med fradrag af uafregnet forskud mv.

Som eksempel kan nævnes en lønmodtager, der i opsigelsesperioden har krav på 100.000 kr. i løn. Vedkommende har fået et forskud/lån på 45.000 kr, og har derfor et tilgodehavende på 55.000 kr. I så fald skal boet ved dividendeudlodningen - og først da - under forudsætning af fuld dækning til kravet - indeholde A-skatten af bruttokravet på 100.000 kr., fx 54.000 kr., idet boets modkrav på 45.000 kr. ikke berører indeholdelsen, der går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, jf. KSL § 46, stk. 3. Ifølge opgørelsen fratrækkes lønkravet A-skatten (100.000 kr. minus 54.000 kr.). I de resterende 46.000 kr. fratrækkes forskuddet/lånet på 45.000 kr., hvorefter det resterende beløb på 1.000 kr. udbetales til lønmodtageren.

Bestemmelsen i KSL § 46, stk. 3, vil eventuelt kunne føre til, at der efter fradrag af A-skat ikke fuldt ud er plads til boets modkrav. Den udækkede del må boet da gøre gældende som et krav rettet direkte mod lønmodtageren.

E.3.22.4 Lønmodtagernes Garantifond

Lønmodtagernes Garantifond er en selvejende institution og skal i visse tilfælde sikre lønmodtagerens lønkrav mv. Et af tilfældene er lønmodtagerkrav ved konkurs. I afsnit E.3.22.4.1 - E.3.22.4.4 gøres rede for det særlige samspil, der er mellem anmeldelse af lønmodtagerkrav fra Lønmodtagernes garantifond og A-skattereglerne i kildeskattesystemet.

Bestemmelserne om Lønmodtagernes Garantifond mm. findes i lovbekendtgørelse nr. 1114 af 12. december 1996 om Lønmodtagernes Garantifond.

Lønmodtagernes Garantifond skal ifølge lov om lønmodtagernes garantifond § 1 sikre lønmodtagerens lønkrav mv. i følgende tilfælde

arbejdsgiverens konkurs

arbejdsgiverens død, såfremt boet behandles som et insolvent bo efter dødsboskifteloven, eller

virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet.

Efter lov om lønmodtagernes garantifond § 2 omfatter garantien de lønmodtagerkrav, der ved konkurs er omfattet af lønprivilegiet i medfør af KL § 95, jf. KL § 63, stk. 2, 1. pkt. Omfattet er dog også lønmodtagerkrav, der er blevet fortrinsberettigede krav som stiftet i en tilsynsperiode, jf. KL § 94, nr. 2, når boet for tiden ikke selv er i stand til at opfylde kravene.

Egentlige massekrav efter KL § 93 er ikke omfattet af garantien fra Lønmodtagernes Garantifond, ligesom garantien heller ikke omfatter den del af lønkravet, arbejdsgiveren skulle have indeholdt som A-skat (jf. Lov om lønmodtagernes garantifond § 2, stk.1, sidste pkt).

Garantifonden foretager udbetaling, når kravet af lønmodtageren er anmeldt på særlige blanketter og dokumenteret over for fonden (jf. lov om lønmodtagernes garantifond § 4). Garantifonden indtræder derefter i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren (jf. lov om lønmodtagernes garantifond § 8). Lønmodtageren skal anmelde sit krav over for garantifonden inden 4 uger efter virksomhedens konkurs eller ophør som insolvent (jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1115 af 12. december 1996). For lønmodtagerkrav - bortset fra feriegodtgørelse - kan fonden i det enkelte tilfælde i alt højst udbetale 90.000 kr. efter skat (jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1113 af 12. december 1996) til hver lønmodtager. For feriegodtgørelse er der ikke fastsat maksimumbeløb.

E.3.22.4.1 Den af lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skat

Lønmodtagernes Garantifond beregner og fratrækker den A-skat, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt, hvis udbetalingen var foretaget af ham. Derefter udbetales nettobeløbet til lønmodtageren. Er der tale om feriegodtgørelse udsendes dog FerieKonto-anvisning på nettobeløbet.

Hvis arbejdsgiveren har opgjort A-skatten, lægges denne til grund typisk ved fælles anmeldelse for flere af en virksomheds ansatte. Ellers beregner garantifonden A-skatten på grundlag af skattekortoplysningerne i anmeldelsen typisk ved anmeldelse fra den enkelte lønmodtager.

Ved garantifondens beregning af A-skatten gives skattekortfradrag efter de sædvanlige regler, når der er tale om

løn, herunder løn under ferie, samt

feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling til lønmodtagere uden ret til ferie med løn.

Derimod beregnes A-skatten med den oplyste trækprocent uden fradrag, når det drejer sig om

erstatning for opsigelsesløn samt akkordoverskud og

feriegodtgørelse og ferietillæg til lønmodtagere med ret til ferie med løn.

fratrædelsesgodtgørelse.

Beregningen af A-skat vil i almindelighed være baseret på de ved konkursens indtræden foreliggende skattekortoplysninger. Lønmodtagernes Garantifond har ikke mulighed for systematisk at kontrollere den oplyste A-skat henholdsvis de oplyste skattekortoplysninger.

Det præciseres, at Lønmodtagernes Garantifond ikke ved den beskrevne beregning og fradrag af A-skat med påfølgende udbetaling af nettobeløbet bliver indeholdelsespligtig.

Derefter indtræder garantifonden med hensyn til nettoudbetalingen i lønmodtagerens ret mod arbejdsgiveren eller dennes bo. Når der, som her forudsat, er tale om konkurs, anmelder garantifonden fordringen i arbejdsgiverens konkursbo.

Herefter svarer det videre forløb ganske til beskrivelsen i afsnit E.3.22.3 om konkursboets indeholdelsespligt, men i stedet for at det er lønmodtagerne selv, der anmelder deres lønfordringer i konkursboet, er det her Lønmodtagernes Garantifond, som anmelder af kravet i henhold til transport fra lønmodtagerne.

E.3.22.4.2 Lønmodtagernes Garantifond og dens anmeldelse i konkursboer

Ved Lønmodtagernes Garantifonds anmeldelse af lønkrav i et konkursbo skelnes der mellem

Bruttokrav

Her skal boet ved udlodningen foretage indeholdelse af A-skat.

Den af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skat

Denne A-skat vil være stillet som massekrav eller privilegeret krav da den er udsprunget af hovedkravet og præget af dettes stilling i konkursordenen.

Nettokrav

Her skal boet ikke foretage indeholdelse af den af Lønmodtagernes Garantifond anførte A-skat mv., idet indeholdelsespligten er indtrådt før konkursdekretets afsigelse, og derfor af TSR anmeldt som indeholdt A-skat mv., hvis betaling ikke er sket. Nettokrav forekommer typisk som tilgodehavende lønarbejder-feriegodtgørelse og søgne-helligdagsbetaling optjent op til konkursdekretets afsigelse samt som funktionær-feriegodtgørelse, når den pågældende er fratrådt virksomheden før dekretets afsigelse.

Lønmodtagernes garantifond foretager anmeldelse af lønmodtagerkrav i konkursboerne ved fremsendelse af en boanmeldelse bilagt enkeltopgørelser for hver af de lønmodtagere, der er omfattet af garantien. Anmeldelsen lyder på summen af de medfølgende enkeltopgørelsers nettobeløb. Anmeldelsen af garantifondens krav i et konkursbo foretages ofte af flere gange i takt med behandlingen af lønmodtagernes anmeldelser til fonden. TSR modtager en kopi af garantifondens anmeldelse.

For bl.a. at informere bostyre og lønmodtagere om det er brutto eller netto anmeldelse af A-skat er den til nettokravene svarende A-skat på alle edb-udskrevne opgørelser markeret med en stjerne. Bostyret er herudover i anmeldelsens tekst gjort opmærksom på, at det efter KSL påhviler boet at indeholde og afregne dividende af Lønmodtagernes Garantifond beregnede A-skattebeløb mv. til TSR. I anmeldelsen er det desuden anført, at garantifonden efter det oplyste har anset de stjernemarkerede skattebeløb for indeholdt af arbejdsgiveren, og at disse skattebeløb (eventuelt) indgår i ToldSkat's anmeldelse af skyldig A-skat.

TSR bør ved gennemgangen af de fra Lønmodtagernes Garantifond modtagne opgørelser over udbetalingen til den enkelte lønmodtager være opmærksom på eventuelle uberettigede stjernemarkeringer. Konstateres fejl skal bostyret nødvendigvis underrettes.

TSR skal ikke foretage en konkret anmeldelse af det A-skattetilsvar, der er beregnet af Lønmodtagernes Garantifond vedrørende bruttokravene, idet A-skattekravets særlige stilling som et afledt massekrav først kan gøres gældende, når kravet opstår ved dividende-udlodningen som en del af bruttokravet.

Efter KSL § 83 påhviler A-skatten den, der skulle have afregnet A-skatten, selvom Lønmodtagernes Garantifond foretager udbetaling i henhold til garantien. A-skatten udgør det beløb, som garantifonden fratrækker inden udbetaling, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om lønmodtagernes garantifond.

Det forekommer, at garantifondenss anmeldelse sker for sent til, at kravet kan blive taget i betragtning ved udlodningen fra boet. Den af garantifonden beregnede A-skat indgår da i skattesystemet, på samme måde som i tilfælde, hvor et lønkrav ikke kan dækkes, selv om anmeldelse er sket i tide.

E.3.22.4.3 Boernes behandling af krav efter Lønmodtagernes Garantifond

TSR bør altid i forbindelse med anmeldelsen af krav eller anden indledende korrespondance med kuratorer mv. gøre opmærksom på, at det også påhviler boet at foretage indeholdelse af A-skat ved udlodning af dividende til anmeldte krav på løn og feriepenge mv., hvori der ikke tidligere har skullet indeholdes A-skat vedrørende de af Lønmodtagernes Garantifond anmeldte krav, uden særskilt anmeldelse fra skattevæsenet. Det bør endvidere henstilles til bostyret, at der inden udlodning af løn foretages afstemning af den af garantifonden beregnede A-skat ved henvendelse til TSR.

E.3.22.4.4 Visse fordringstyper, der dækkes af Lønmodtagernes Garantifond

I afsnit E.3.22.4.4.1 - E.3.22.4.4.4 omtales specielle forhold for nogle af de lønmodtagerfordringer, der er omfattet af Lønmodtagernes Garantifonds dækningsområde.

De kollektive feriegarantiordninger

En række arbejdsgiverorganisationer har over for modstående forbund afgivet garanti for feriepenge optjent i organisationernes medlemsvirksomheder. Det drejer sig hovedsagelig om feriegodtgørelse til ansatte uden ret til løn under ferie, og til garantien er som hovedregel knyttet anvendelsen af feriekort - i sjældne tilfælde særlige mærkesystemer.

En sådan garanti omfatter kun feriegodtgørelsen efter fradrag af A-skat mv.

Garantien træder i kraft, når en virksomhed som følge af betalingsstandsning eller konkurs mv. er ude af stand til at afregne feriegodtgørelse til de ferieberettigede lønmodtagere. Garantien træder i kraft ved, at de af den pågældende virksomhed udstedte feriekort indløses af arbejdsgiverorganisationen.

Ved udbetalingen overdrager den ferieberettigede sin fordring på arbejdsgiveren til vedkommende arbejdsgiverorganisation, som, i det omfang lov om lønmodtagernes garantifond giver mulighed herfor, igen overdrager fordringen til garantifonden ved anvendelse af en af garantifonden udsendt "Transporterklæring vedrørende feriegodtgørelse mv.". Når garantifonden har overtaget fordringen, udskrives de sædvanlige udbetalingsspecifikationer mv. til TSR.

Lønmodtagernes Garantifonds opgørelse og anmeldelse af krav på feriegodtgørelse, der fremkommer via de overenskomstmæssige garantiordninger, kan fremkomme med væsentlig forsinkelse, fordi sådanne krav først kan fremsættes over for garantifonden, når dette kan ske ved fremsendelse af kvitterede feriekort, efter at lønmodtagerne har afholdt ferien.

Dette kan afhjælpes ved, at krav på feriegodtgørelse ved konkurs så vidt muligt ikke indfries via den pågældende garantiordning, men i stedet anmeldes direkte over for Lønmodtagernes Garantifond. Lønmodtagernes behov for "straksudbetaling" fra vedkommende kollektive feriegarantiordning er jo normalt begrænset til tilfælde, hvor feriegodtgørelse optjent i året før konkursåret ønskes udbetalt i forbindelse med ferie hurtigt efter, at den konkursramte virksomhed er ophørt. Det anførte problem er derfor nok af begrænset omfang i praksis.

Lokale feriegarantiordninger

Arbejdsdirektoratet har i en række tilfælde godkendt lokale aftaler mellem en virksomhed og grupper af ansatte ved disses faglige organisation. Som betingelse for godkendelsen har Arbejdsdirektoratet da krævet, at arbejdsgiveren tilvejebringer sikkerhed for de af aftalen omfattede medarbejderes til enhver tid optjente feriegodtgørelse (brutto). Sikkerheden gives normalt i form af bankgaranti eller kautionsforsikring, men kan også etableres på den måde, at den optjente feriegodtgørelse løbende indsættes på en for hver lønmodtager oprettet spærret konto i et pengeinstitut, hvorover der kun kan disponeres med godkendelse fra den pågældende faglige organisation.

I modsætning til hvad der gælder ved de kollektive garantiordninger, kan det udbetalende pengeinstitut/forsikringsselskab ikke få den feriegodtgørelse, der udbetales i henhold til garantien, refunderet fra Lønmodtagernes Garantofond.

Dette skyldes bestemmelsen i Lov om lønmodtagernes garantifond § 8, hvorefter adgangen til at opnå betaling fra garantifonden bortfalder ved lønmodtagerens overdragelse af kravet, medmindre overdragelsen sker til vedkommende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller til vedkommende statsanerkendte arbejdsløshedskasse.

Da udbetalingen fra pengeinstituttet/forsikringsselskabet sker for arbejdsgiverens regning, og derfor i konkurssituationen på boets vegne, påhviler det boet at drage omsorg for, at der indeholdes A-skat ved udbetalingen, i det omfang indeholdelsespligten ikke er indtrådt forud for konkursen. A-skatten må da antages at være stillet som massekrav i boet (se TfS 1984, 334 ØLD) hvor tredjemand uden aftale med et konkursbo på dettes vegne havde udbetalt de ansatte nettoløn uden skattetræk. A-skatten blev anerkendt dels som egentligt massekrav efter KL § 93, dels som fortrinsberettiget krav, det vil sige med samme stilling, som de pågældende lønkrav ville have haft i boet.

Såfremt en for en lokal feriegarantiordning stillet sikkerhed undtagelsesvis viser sig at være utilstrækkelig, vil de lønmodtagere, hvis tilgodehavende feriepenge ikke kan dækkes af denne vej, kunne anmelde restkravet over for Lønmodtagernes Garantifond, som vil indfri det efter de almindelige regler.

Erstatning for løn i opsigelsesperiode

Garantien fra Lønmodtagernes Garantifond omfatter både de tilfælde, hvor arbejdsgiveren inden konkursen har afbrudt arbejdsforhold, og de tilfælde hvor afbrydelsen sker ved, at boet opsiger lønmodtageren og ikke ønsker at gøre brug af hans arbejdskraft i opsigelsesperioden. Kravet kan enten støttes af funktionærlovens § 3 om uberettiget afbrydelse af tjenesteforholdet, andre love, og i enkelte situationer også kollektiv overenskomst eller individuel ansættelsesaftale.

Efter KL § 61, stk. 1, kan boet opsige skyldnerens ansatte med sædvanligt varsel, selv om et længere opsigelsesvarsel er aftalt med skyldneren. Dette indebærer, at et krav på erstatning ud over det sædvanlige varsel normalt ikke kan gøres gældende mod boet og dermed Lønmodtagernes Garantifond.

Ligesom ved løn omfatter garantien ikke erstatning for krav, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før fristdagen, jf. KL § 95, stk. 1, nr 2, med den udvidelse, der følger af stk. 1, nr. 5.

Som hovedregel skal lønmodtageren have udbetalt en erstatning af samme størrelse, som han ville have fået udbetalt som løn, hvis han havde arbejdet hele opsigelsesperioden hos arbejdsgiveren.

Størrelsen af en funktionærs erstatning for opsigelsesløn er, jf. funktionærlovens § 3, stk. 1 og 2, afhængig af den pågældendes opsigelsesvarsel. Ved opsigelsesvarsel på indtil 3 måneder har en funktionær krav på den såkaldte minimalerstatning. Funktionæren har da krav på erstatning på (indtil) 3 måneders løn fra det tidspunkt, hvor han er opsagt (ved en måneds udgang) og det uafhængig af, om han er fratrådt sin stilling inden udløbet af opsigelsesperioden og eventuelt har opnået anden beskæftigelse.

For funktionærer, der har ret til mere end 3 måneders opsigelsesvarsel, gælder, at de dels har krav på den nævnte minimalerstatning dels på en såkaldt tabserstatning derudover. Tabserstatningen opgøres efter de almindelige erstatningsregler, det vil sige som det indtægtstab funktionæren kan dokumentere at have lidt inden for den lovregulerede opsigelsesperiode (maksimalt 6 måneder). Der tages herved hensyn til de faktiske indtægter i opsigelsesperioden.

Det anførte fører til, at anmeldte krav på minimalerstatning kan opgøres konkret straks ved anmeldelsen til Lønmodtagernes Garantifond, medens et eventuelt krav på tabserstatning først kan opgøres efter udløbet af den samlede varslingsperiode.

Erstatning for aftalemæssig opsigelsesløn til lønarbejdere opgøres i overensstemmelse med domspraksis fuldt ud som tabserstatning.

Feriegodtgørelse af erstatning for opsigelsesløn ydes kun i det omfang lønmodtageren ikke har optjent feriegodtgørelse ved anden beskæftigelse i samme periode. Dette medfører, at Lønmodtagernes Garantifond af denne form for feriegodtgørelse af erstatning normalt fremkommer som et efterfølgende supplement til opgørelsen af feriegodtgørelse for selve arbejdsperioden.

Lønmodtagerkrav dækket af Lønmodtagernes Garantifond uden indtræden af konkurs

Efter § 1, nr. 3, i lov om lønmodtagernes garantifond indtræder garantifondens pligt til at indfri lønkrav mv. også ved en virksomheds ophør uden konkurs, hvis det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet.

I sådanne tilfælde skal TSR indsætte den af Lønmodtagernes Garantifond fratrukne "§ 83-A-skat" som tilsvar for ophørsmåneden og inddrive A-skat mv. hos virksomhedens ejer på sædvanlig måde. Hvis garantifonden dækker feriegodtgørelse for timelønnede for tidligere år anses angivelsen for at være foretaget af virksomheden.

Hvis ejeren af virksomheden efterfølgende erklæres konkurs, vil Lønmodtagernes Garantifond anmelde de indfriede lønkrav efter de sædvanlige regler.

Der har været rejst tvivl om, hvorvidt den af Lønmodtagernes Garantifond beregnede og fratrukne A-skat af "bruttokrav" også i denne situation vil kunne anskues som et afledt massekrav i konkursboet, eller om A-skatten kun vil være stillet som et simpelt krav under hensyn til, at Lønmodtagernes Garantifond har indfriet lønkravene inden konkursens indtræden.

Det må i mangel af praksis på området antages, at den af garantifonden beregnede A-skat vil have samme fortrinsstilling som hovedfordringen i det senere konkursbo, på samme måde som når garantifonden først kommer ind i billedet efter konkursen.

Det må herved erindres, at garantifondens indfrielse af en lønmodtagers krav ikke udløser indeholdelsespligt for arbejdsgiveren efter KSL § 46, men kun latent hæftelse efter den særlige hæftelsesbestemmelse i KSL § 83, stk. 1.

Specielle krav

Det forekommer, at Lønmodtagernes Garantifond dækker forskellige omkostninger mv. ud over de egentlige lønydelser. Denne del af udbetalingen vil da ikke være A-indkomst.

Der kan være tale om sagsomkostninger med tillæg af moms samt i denne sammenhæng eventuelt procesrenter.

Sagsomkostningerne skal ikke beskattes. Renterne skal beskattes som kapitalindkomst. I praksis orienterer TSR slutligningskommunen herom via kopi af udbetalingsbilag fra Lønmodtagernes Garantifond.

E.3.22.5 A-skat mv. og dets stilling i kildeskattesystemet

E.3.22.5.1 Indeholdelsespligten indtrådt før konkursdekret

For A-skattekrav mv., der omfatter A-skat mv. indeholdt før konkursen, hæfter arbejdsgiveren efter KSL § 69, stk. 2 (jf. afsnit J.1.2.2), og A-skatten mv. skal være angivet forud for konkursdekretets afsigelse og dermed medtaget i TSR anmeldelse af eventuel skyldig A-skat mv.

Lønmodtagerne skal tilsvarende godskrives denne indeholdte A-skat mv., jf. KSL § 60, stk. 1, litra a. Det gælder uden hensyn til, om det anmeldte A-skattekrav mv. opnår dækning eller ej.

Om nulstilling og de særlige hæftelsesregler efter KSL §§ 68 og 69 henvises til afsnit J.1.2.1 og J.1.2.2.

E.3.22.5.2 A-skat mv. ved udlodning, når lønmodtageren selv anmelder krav

Typiske krav som selv anmeldes af lønmodtageren (selvanmelderkrav) er lønkrav, som ikke kan dækkes af Lønmodtagernes Garantifond som følge af maksimumgrænsen på 90.000 kr. Endvidere forekommer direktørers uprivilegerede lønkrav, herunder lønkrav svarende til en eventuelt nulstillet A-skat mv. Derudover står det enhver frit at anmelde krav på løn mv. direkte i konkursboet frem for at kræve dækning via garantifonden.

Hvis der er erhvervet endelig ret til A-indkomsten, og arbejdsgiverens konkurs er indtrådt inden 6 måneder efter, der er erhvervet endelig ret til indkomsten, sker beskatningen i udlodningsåret, jf. TfS 1998, 526 HD, samt retningslinjerne i cirkulære nr. 119 af 13. juli 1999 (TSS cirkulære 1999-29). Se endvidere TfS 1999, 685 (Landsskatteretskendelse).

E.3.22.5.3 Lønmodtagernes Garantifond anmelder lønmodtagerkrav som transporthaver

Lønmodtagernes Garantifond og dens beregning og fradrag af A-skat fører ikke til, at garantifonden bliver indeholdelsespligtig, som værende udbetaler af A-indkomst, jf. KSL § 83, jf. KSL § 46.

Lønmodtagere, der får dækket deres krav via garantifonden, får således ved en særregel godskrevet den fratrukne A-skat efter KSL § 60, jf. KSL § 83.

E.3.22.5.4 Relationen til lønmodtageren - periodisering af A-skatten

Det beløb, som Lønmodtagernes Garantifond opgør som A-skat for lønmodtageren, træder i stedet for A-skatten af indkomsten, jf. KSL § 83, stk. 2. A-skatten skal i medfør af KSL § 60, stk. 1, godskrives indkomstmodtageren i det år, hvori den pågældende A-indkomst skal indtægtsføres, det vil sige det år, hvori indkomstmodtageren har erhvervet ret til indkomsten, hvilket normalt er det år, hvor arbejdsgiveren er erklæret konkurs. Nedenfor i afsnit E.3.22.6.5 er dog omtalt nogle afvigende Landsskatteretskendelser vedrørende periodisering af erstatning for løn i opsigelsesperioden.

Indtægtsføring af A-indkomsten og godskrivning af A-skatten opnås ved, at arbejdsgiverkontrollen udskriver oplysningssedler på grundlag af lønmodtagerbilagene fra Lønmodtagernes Garantifond. Dette bør først ske, efter at det er sikret, at den samme A-indkomst og A-skat ikke allerede er helt eller delvis medtaget på oplysningssedler fra den indeholdelsespligtige.

E.3.22.5.5 Årsperiodisering af erstatning for opsigelsesløn og A-skat heraf

I en konkurssituation fremkommer kravet på løn i opsigelsesperioden normalt ved, at lønmodtagerne fritstilles af arbejdsgiveren ved konkursens indtræden.

Som eksempel kan nævnes en konkurs den 1. december 1998, hvor en lønmodtager, der har krav på 3 måneders opsigelse, fritstilles den 30. november 1998. Lønmodtageren har erhvervet ret til erstatning for løn i opsigelsesperioden for december 1998 samt januar og februar 1999 med tillæg af den heraf beregnede feriegodtgørelse. Efter retserhvervelsesprincippet skal udbetalingen som helhed indtægtsføres i 1998.

I eksemplet har Landsskatteretten (se fx skattedepartementets afgørelse i TfS 1984, 211) imidlertid brudt med dette princip i nogle kendelser, hvorefter de klagende lønmodtagere er blevet imødekommet i deres ønske om at lade udbetalingen periodisere på samme måde som den indtægt, den erstatter. I eksemplet med 1/3 til beskatning i 1998 og 2/3 til beskatning i 1999. Da retserhvervelsesprincippet stadig må anses for at være hovedreglen, kan det konkluderes, at den enkelte lønmodtager kan vælge mellem de to principper for så vidt angår udbetalt erstatning fra garantifonden for opsigelsesløn og feriegodtgørelsen deraf.

Arbejdsgiverkontrollen må ved udskrivningen af oplysningssedler fordele erstatningen med tilhørende feriegodtgørelse og A-skatten deraf efter det af Landsskatteretten i bl.a. ovennævnte kendelse tilladte princip. Det er derefter op til vedkommende ligningsmyndighed at tage stilling til problemet.

E.3.22.5.6 Relation til arbejdsgiveren

Lønmodtagernes Garantifond er som nævnt ovenfor ikke indeholdelsespligtig, og i KSL § 83, stk. 1, er det derfor fastsat en særlig hæftelsesregel. Når A-indkomst udbetales gennem garantifonden, påhviler det den, der skulle have foretaget indeholdelse, hvis udbetalingen ikke var foretaget af garantifonden, at indbetale som A-skat til det offentlige det beløb, som garantifonden efter lov om lønmodtagernes garantifond § 2, stk. 1, sidste pkt., fratrækker for A-skat forinden udbetalingen.

E.4 Tvangsakkord

E.4.1 Indledning

Reglerne om tvangsakkord findes i konkurslovens afsnit III (kap. 19-24).

Konkurslovens kap. 1 indeholder indledende bestemmelser, som er fælles for betalingsstandsning, konkurs, tvangsakkord og gældssanering. I disse bestemmelser findes bl.a. reglerne om fristdag, hvem der efter loven betragtes som nærstående, den kompetente skifteret, formkrav og offentliggørelse.

Ved en tvangsakkord forstås en af skifteretten stadfæstet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer, hvorved en kvalificeret majoritet af kreditorerne (både i henseende til antal og fordringernes størrelse) tvinger mindretallet til at gå med til en ordning, hvorved skyldneren opnår en nedsættelse af gælden eller en udsættelse med betalingen (moratorium).

E.4.2 Tvangsakkordens indhold

En tvangsakkord kan efter KL § 157 gå ud på følgende

Almindelig tvangsakkord

Procentvis nedsættelse af den ikke-fortrinsberettigede gæld. Betegnelsen omfatter også tvangsakkorder, hvor den del af kravet, der skal indfries, betales i rater.

Likvidationsakkord

Fordeling af skyldnerens formue eller en del af denne mellem hans fordringshavere, mod at skyldneren frigøres for den del af gælden, som ikke bliver dækket.

Moratorium

Betalingsudsættelse uden afkortning i det skyldige beløb.

De forskellige former kan kombineres. En almindelig tvangsakkord kan fx kombineres med et moratorium, således at akkorddividenden ikke udbetales straks efter akkordens vedtagelse, men i rater over en periode.

E.4.2.1 Krav, der er omfattet af en tvangsakkord

En tvangsakkord omfatter efter KL § 158 de krav, der er stiftet, før skifteretten har truffet afgørelse om, at akkordforhandlingen skal åbnes.

Det indebærer, at samtlige krav forud for åbningsdagen er omfattet af tvangsakkorden, medmindre de efter reglen i § 158, stk. 2, falder uden for akkorden, jf. nedenfor i E.4.2.2 og E.4.2.3.

Det gælder også, selv om fordringshaveren ikke har meldt sig under akkordforhandlingen, jf. KL § 190 (se nærmere herom i E.4.7.2).

Restancer vedrørende personlig skat stiftes ved indkomstårets udløb, jf. UfR 1985, 216 VLD, og UfR 1987, 925 HD. Det betyder, at restskat og B-skatterestancer vedrørende det år, hvori der åbnes forhandling om tvangsakkord, ikke skal anmeldes, men kræves indfriet fuldt ud til normal forfaldstid.

Er der i medfør af kildeskattelovens § 61, stk. 3, sket indregning af restskatter og/eller i medfør af § 61A sket indregning af gamle restskatter (dvs. restancer) i forskudsskatten for det år, hvori der åbnes forhandling om tvangsakkord, må kommunen være opmærksom på, at disse restskatter betales først, jf. KSL § 61, stk. 3, 3. pkt., og derfor kan være helt eller delvist betalt på tidspunktet for akkordforhandlingens åbning, jf. § 158, stk. 1. Den ikke-betalte del af disse restskatter omfattes herefter af akkorden.

Selv om bøden for et strafbart forhold begået inden fristdagen endnu ikke er idømt eller vedtaget, anses den dog for omfattet af tvangsakkorden, idet bøden anses for stiftet ved foretagelsen af den strafbare handling, jf. UfR 1993, 802 ØLK.

Ved tvangsakkorden bortfalder gaveløfter, krav på renter af de af akkorden omfattede fordringer for tiden efter akkordforhandlingens åbning og krav på konventionalbod i det omfang, boden ikke er erstatning for lidt tab, jf. KL § 159.

E.4.2.2 Krav, der skal holdes uden for en tvangsakkord

Efter KL § 158, stk. 2, skal følgende krav holdes uden for en tvangsakkord

Den del af en pantefordring, for hvilken der er dækning i pantet (herunder udlæg, dvs. retspant).

Panthaverne bindes derimod af akkorden, for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke til sin tid måtte blive dækket af pantet. Størrelsen af den udækkede - og akkorderede - restfordring kan først opgøres, når pantet realiseres.

Pantets værdi skal som minimum fastsættes til den værdi, som aktivet ville have i tilfælde af tvangsrealisation, men med fradrag af de herved påløbne omkostninger, jf. E.4.4.2.

En fordringshaver har kun stemmeret for den del af fordringen, som efter skifterettens skøn ikke kan dækkes af pantet eller af anden sikkerhed, jf. KL § 174, stk. 1.

Krav, der har fortrinsret frem for almindelige krav i tilfælde af konkurs, jf. herved KL §§ 93-96.

Gældsforpligtelser, som skyldneren før akkordforhandlingens åbning med samtykke fra de i KL § 165 nævnte tillidsmænd har pådraget sig til fortsættelse af sin forretning.

E.4.2.3 Krav, der kan holdes uden for en tvangsakkord

Mindre krav kan ifølge KL § 158, stk. 2, nr. 4, holdes uden for tvangsakkorden, såfremt det skønnes rimeligt under hensyn til boets størrelse og øvrige omstændigheder, og såfremt der er truffet bestemmelse herom i tvangsakkorden. Skifteretten vil normalt kun acceptere en sådan bestemmelse, såfremt det beløb, der bruges til at give sådanne småkreditorer fuld dækning, ikke har nogen reel indflydelse på de større kreditorers dækningsprocent. Der er ikke i loven nævnt noget beløb, men inddrivelsesmyndigheden vil kunne gå med til, at krav i størrelsesordenen 6.000 kr. og derunder kan få fuld dækning, såfremt dette i øvrigt er rimeligt, når der henses til boets størrelse og de øvrige omstændigheder.

Det er en betingelse, at krav, der overstiger sådanne mindre krav, får en dividende, der mindst udgør det beløb, som - uafhængigt af akkorden - betales fuldt ud.

Efter KL § 160 skal samtlige fordringshavere med de undtagelser, som følger af ovenstående, behandles lige. En fordringshaver kan dog samtykke i at stå tilbage for de øvrige fordringshavere.

En fordringshaver kan stå tilbage for de øvrige fordringshavere ved enten først at skulle have dividende, når de andre har fået deres, eller ved slet ingen dividende at få, hvis akkorden stadfæstes.

Dette vil kunne være tilfældet, hvor en fordringshaver samtidig er hovedaktionær i det selskab, der søger en akkord. Akkorden medfører en forøgelse af virksomhedens indre værdi. Som betingelse for akkorden vil fordringshaverne derfor ofte kræve, dels at hovedaktionæren/indehaveren tilfører virksomheden ny risikovillig kapital, dels at hovedaktionæren afstår fra at gøre et eventuelt krav mod selskabet gældende.

Endvidere er det i KL § 161 bestemt, at kravene ikke kan nedsættes til mindre end 25 % af deres beløb, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, eller fordringshaverne samtykker deri.

Som eksempel på særlige grunde kan nævnes skyldnerens forudgående sygdom, eller at han hverken burde eller kunne have indset omfanget af det økonomiske sammenbrud, før det faktisk indtraf.

Samtykke til en tvangsakkord fra alle af akkorden omfattede kreditorer kan navnlig forekomme, hvor formålet med tvangsakkord i stedet for frivillig akkord er at åbne vejen for omstødelse, jf. § 184.

Et samtykke kan naturligvis ikke være bindende for ukendte kreditorer. Hvis ikke der foreligger ganske særlige grunde, må samtlige kreditorer antages at skulle samtykke i en tvangsakkord med en lavere dividende end 25 %, jf. forudsætningsvist Vestre Landsrets utrykte kendelse af 11. oktober 1994 (afdeling K; kæresag B-1537-94), hvor landsretten stadfæstede skifterettens kendelse om ikke at stadfæste en tvangsakkord med en dividende på 7,096 %, selv om kreditorer, der repræsenterede 94,7 % af det samlede krav, havde samtykket i denne dividende. Der forelå ikke sådanne ganske særlige grunde, der kunne begrunde en sådan dividende.

Skifteretten afgør ex officio, om sådanne grunde foreligger, jf. KL § 179, stk. 1, nr. 2. Skifterettens afgørelse kan kæres til landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. Kærefristen er to uger, jf. KL § 251, stk. 1. Såfremt inddrivelsesmyndigheden ønsker at kære en sådan afgørelse, skal sagen forelægges for styrelsen.

I UfR 2000, 258 ØLD, havde tre kreditorer i forbindelse med etableringen af en tvangsakkord accepteret alene at anmelde en mindre del af deres samlede krav. Landsretten statuerede, at KL § 160 om ligelig fyldestgørelse af kreditorerne indeholder det forbehold, at en fordringshaver kan give samtykke til en mindre gunstig behandling. Mindstedividendekravet i KL § 161 var herefter opfyldt, idet akkorddividenden måtte beregnes på baggrund af den nedsatte anmeldelse.

E.4.2.4 Told- og skattemyndighedernes krav

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb m.m. inklusive renter samt bøder for tiden indtil fristdagen vil være simple krav, medmindre sådanne restancer helt eller delvist er sikret ved uomstødelige udlæg.

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb m.m., der vedrører tiden efter fristdagen, og som efter konkurslovens regler er fortrinsberettigede i tilfælde af konkurs, skal betales fuldt ud uafhængigt af tvangsakkorden. Se E.4.4.1.

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., for hvilke der i skyldnerens aktiver er foretaget udlæg, som ikke bortfalder som følge af manglende sikringsakt eller efter KL § 71, falder uden for tvangsakkorden, i det omfang pantet strækker til.

I det omfang pantet ikke strækker til, tvangsakkorderes kravet nu eller senere, idet udlægshaveren ikke har pligt til at realisere pantet, fordi skyldneren får en tvangsakkord. Der er heller ikke i konkursloven hjemmel til tvangsmæssigt at nedskrive den udlægssikrede gæld.

For så vidt angår retningslinierne i dette tilfælde, henvises der til afsnit E.4.5.

E.4.3 Åbning af forhandling om tvangsakkord

E.4.3.1 Tillidsmænd

Vil en skyldner søge tvangsakkord, skal han ifølge KL § 165, stk. 1, rette henvendelse til to af de i KL § 164 nævnte tillidsmænd, hvoraf den ene skal være regnskabskyndig og den anden fagkyndig, så vidt muligt i den art af virksomhed, som skyldneren driver. Skifteretten kan dog tillade, at alene én tillidsmand medvirker.

De fagkyndige tillidsmænd beskikkes af Domstolsstyrelsen for et af styrelsen fastsat tidsrum. Statsautoriserede og registrerede revisorer kan uden beskikkelse fungere som regnskabskyndige tillidsmænd, jf. KL § 164, stk. 1.

Skifteretten kan for den enkelte akkordbehandling beskikke andre personer som fagkyndige og regnskabskyndige tillidsmænd, jf. KL § 164, stk. 2.

Tillidsmændene registrerer samtlige skyldnerens aktiver og passiver og udarbejder på dette grundlag en statusoversigt over skyldnerens økonomiske forhold, jf. § 165, stk. 2.

Foruden statusoversigten (akkordstatus) skal der foreligge en redegørelse fra tillidsmændene samt tillidsmændenes erklæring, jf. § 165, stk. 3 og 4.

E.4.3.2 Akkordstatus

Akkordstatus skal efter KL § 165, stk. 2, indeholde en angivelse af boets aktiver med oplysning om grundlaget for værdiansættelserne, herunder om disse er sket med henblik på videreførelse eller ophør af skyldnerens virksomhed.

Tillidsmændene kan lade vurderingen af særlige aktiver, fx driftsaktiver, varelager, kunstgenstande, fast ejendom og automobiler, foretage af sagkyndige.

Er der tale om udestående fordringer, skal tillidsmændene undersøge, om disse kan antages at ville indgå. Eventuel tvivl, fx vedrørende modkrav, må fremdrages.

Anskaffelses- eller fremstillingspris bør så vidt muligt fremgå af akkordstatus.

Herudover skal størrelsen af foretagne afskrivninger fremgå. Endvidere skal det fremgå, om aktiver er behæftet med ejendomsforbehold, pant eller anden sikkerhedsret, samt om krav kan fyldestgøres ved modregning. Disse behæftelser samt modkrav fradrages i aktivernes vurderingspris, jf. herved § 158, stk. 2.

Fra den herefter fremkomne aktivmasse fradrages den gæld, som yderligere skal fyldestgøres uden for tvangsakkorden. Det gælder fx massekrav og fortrinsberettigede krav efter KL §§ 93 og 94.

Hvis akkordforslaget går ud på, at der skal ske fuld dækning af krav op til et vist mindre beløb, fradrages endvidere den samlede sum af disse mindre krav. De enkelte krav må nærmere specificeres.

Endelig skal de krav, som skal have dækning gennem tvangsakkorden, opgøres. I en kreditorfortegnelse, evt. i form af et særligt bilag, skal hver enkelt fordringshavers navn og adresse, de enkelte kravs størrelse og eventuelle fortrinsstilling samt sikkerhed anføres. Krav, som skyldneren bestrider, opføres med bemærkning herom.

E.4.3.3 Tillidsmændenes redegørelse og erklæring

Tillidsmændenes redegørelse skal ifølge KL § 165, stk. 3, angive de vigtigste årsager til, at skyldneren søger tvangsakkord, samt indeholde en nøje gennemgang af skyldnerens forretningsførelse og regnskabsvæsen.

Det skal oplyses, om der foreligger dispositioner eller retsskridt, der bør søges omstødt.

Endvidere skal angives, om tillidsmændene har modtaget de af dem ønskede oplysninger til bedømmelse af forholdene, og om disse oplysninger må antages at være rigtige og fyldestgørende.

Har skyldneren efter tillidsmændenes opfattelse gjort sig skyldig i strafbart forhold, bør redegørelsen indeholde oplysninger herom.

Tillidsmændene skal desuden ifølge § 165, stk. 4, afgive en erklæring om, hvorvidt akkordforslaget efter deres skøn er rimeligt, dvs. giver kreditorerne en efter skyldnerens forhold passende dividende inden for en acceptabel tidsfrist.

Endelig skal det være anført, om forslaget frembyder tilstrækkelig betryggelse for akkordens opfyldelse - fx i form af garantier, tilbagetrædelseserklæringer fra visse kreditorer eller eventuelt ved skyldnerens egne værdier og indtjeningsmuligheder.

Da alternativet til tvangsakkord ofte vil være konkurs, skal tillidsmændene også foretage en vurdering af den dækning, som kan antages at fremkomme ved konkurs.

E.4.3.4 Åbning for forhandling om tvangsakkord

Skyldneren skal skriftligt indgive begæring til skifteretten om åbning af akkordforhandling, jf. KL § 166.

Begæringen skal vedlægges

akkordforslaget (§ 166, stk. 1, nr. 1),

tiltrædelseserklæringer fra mindst 40 % af fordringshaverne efter antal og efter fordringernes størrelse med angivelse af beløb og grundlag (§ 166, stk. 1, nr. 2),

den af tillidsmændene udarbejdede akkordstatus, redegørelse og erklæring, jf. § 165, stk. 2-4, samt

skyldnerens erklæring på tro og love om, at han har opgivet alt, hvad han ejer og skylder (§ 166, stk. 1, nr. 3).

Skyldnerens nærstående indgår ikke i opgørelsen efter KL § 166, stk. 1, nr. 2, jf. UfR 1998, 637 VLD, der er omtalt i E.4.5.

Er der ikke på anden måde etableret en fristdag, fx ved anmeldelse af betalingsstandsning til skifteretten, indtræder denne ved skyldnerens indgivelse af begæring om tvangsakkord, jf. herved KL § 1, stk. 1, nr. 1.

Akkordforhandlingerne anses for åbnet ved skifterettens afgørelse herom, jf. KL § 167.

Skifteretten kan ifølge KL § 168 nægte at åbne forhandling om tvangsakkord, hvis det i KL §§ 165 og 166 nævnte grundlag eller de i øvrigt fornødne oplysninger ikke tilvejebringes, eller hvis der ikke er rimelig udsigt til, at akkorden vil blive vedtaget, stadfæstet og opfyldt.

Efter KL § 168, stk. 2, kan skifteretten som betingelse for, at der åbnes tvangsakkordforhandling, kræve, at skyldneren underkastes tilsyn efter reglerne i KL § 15. Herved indtræder de samme retsvirkninger som under en betalingsstandsning.

Beskikkelse af tilsyn bør kun ske, når der består en konkret mulighed for, at skyldneren vil misbruge sin rådighed over sine aktiver, eller hvor der blandt kreditorerne er en udbredt mistanke herom. Sker beskikkelsen af tilsyn, for at skyldneren skal have mulighed for at stifte gæld, bør de større kreditorer være indforstået hermed.

Ofte vil åbningen af akkordforhandlingen og akkordens stadfæstelse være sammenfaldende, men i de tilfælde, hvor dette ikke er tilfældet, understreges et tilsyns vigtighed i fasen indtil tvangsakkordens stadfæstelse af, at krav, der opstår i denne fase, vil have § 94-status i tilfælde af en konkurs. Ofte vil der som følge af en forudgående betalingsstandsning allerede være et tilsyn, som vil fortsætte i forbindelse med tvangsakkordforhandlingerne, men om nødvendigt bør inddrivelsesmyndigheden forsøge at påvirke skifteretten til at beskikke et sådant tilsyn, ligesom der bør stilles krav til den person, der skal varetage hvervet.

E.4.3.5 Bekendtgørelse mv.

Straks efter akkordforhandlingens åbning indrykker skifteretten i medfør af KL § 169 i Statstidende en bekendtgørelse, hvori fordringshaverne indkaldes til et møde til behandling af og afstemning om skyldnerens akkordforslag.

Samtidig opfordres fordringshavere, hvis krav ikke tidligere er gjort gældende, til at anmelde disse for skifteretten.

Der er ikke sat bestemte frister for, hvornår bekendtgørelsen i Statstidende skal finde sted, samt hvornår akkordforhandlingerne skal foregå, men det forudsættes, at dette sker snarest muligt.

I almindelighed vil en skyldner, inden der søges om tvangsakkord, have anmeldt betalingsstandsning samt fået beskikket tilsyn. Tilsynet, der ofte er skyldnerens advokat, bistår med etablering af akkorden.

Tilsynet foranlediger det af tillidsmændene udarbejdede materiale fremsendt til kreditorerne til brug ved disses vurdering af, om man skal stemme for åbning af tvangsakkordforhandling.

Efter KL § 169 bør skifteretten foranledige, at de i § 166 nævnte bilag sammen med en genpart af bekendtgørelsen sendes til alle kendte fordringshavere, som ikke har modtaget dette materiale.

En fordringshaver kan dog ikke gøre indsigelse mod tvangsakkordforhandlingen med den begrundelse, at han ikke har modtaget materialet. Skyldnerens begæring med bilag henligger i skifteretten til eftersyn.

Bestrider den akkordsøgende et krav, skal dette på skifterettens foranstaltning meddeles den pågældende fordringshaver ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde, jf. KL § 169, stk. 2.

Skyldneren kan med skifterettens tilladelse ændre eller tilbagekalde tvangsakkordforslaget, indtil det er vedtaget, jf. KL § 172.

Ifølge KL § 170 kan skifteretten - indtil akkordforslaget er stadfæstet - standse en påbegyndt akkordforhandling, hvis der ikke er rimelig grund til at antage, at tvangsakkorden vil blive vedtaget, stadfæstet og opfyldt. Inden en sådan afgørelse træffes, bør spørgsmålet dog drøftes på et fordringshavermøde, som bekendtgøres i Statstidende. Samtlige kendte fordringshavere underrettes skriftligt.

E.4.4 Anmeldelse af krav

Straks efter, at skifteretten har åbnet forhandling om tvangsakkord, indrykker skifteretten bekendtgørelse herom i Statstidende, jf. ovf. i E.4.3.5. Bekendtgørelsen skal blandt andet indeholde opfordring til kreditorerne om at anmelde krav over for skifteretten. Anmeldelsen foretages efter tilsvarende regler, som gælder for anmeldelse i konkursboer. Krav vil ofte være anmeldt over for den advokat, der bistår skyldner.

Anmeldelsen fra inddrivelsesmyndigheden udfærdiges i to eksemplarer, hvoraf det ene skal tilbagesendes med påtegning om den skete anmeldelse.

Endvidere bør der i anmeldelsen tages forbehold for, at kravet vil kunne blive ændret som følge af reguleringer mv. Se om vigtigheden af et fyldestgørende forbehold Højesterets dom i UfR 2001, 1023/2 HD, der er gengivet i E.4.7.2.

Der bør evt. også tages et modregningsforbehold, jf. E.4.7.3.

Der skal endelig i anmeldelsen gøres opmærksom på, at inddrivelsesmyndigheden ikke hermed har tiltrådt tvangsakkordforslaget, medmindre inddrivelsesmyndigheden efter de foreliggende oplysninger kan tiltræde ordningen på anmeldelsestidspunktet.

I anmeldelsen opgøres kravene som beskrevet i de følgende afsnit.

E.4.4.1 Simple fortrinsberettigede krav

Skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. og eventuelle bøder (jf. KL § 159, stk. 2), som er opstået før åbningsdagen, anmeldes som simple krav, medmindre en del af disse krav er sikret fortrinsstilling efter KL § 94 som følge af, at der i forbindelse med en forudgående betalingsstandsning har været et tilsyn. Krav, der har fortrin frem for almindelige krav i tilfælde af konkurs, falder uden for tvangsakkorden. Det skal derfor af inddrivelsesmyndigheden i anmeldelsen tilkendegives, såfremt krav vedrørende tiden efter fristdagen er fortrinsberettigede krav. I anmeldelsen henvises endelig til de lovområder, de skyldige beløb vedrører.

E.4.4.2 Udlæg

Pantefordringer falder uden for akkorden i det omfang, pantet strækker til. I anmeldelsen angives derfor de krav, inddrivelsesmyndigheden har foretaget udlæg for, samt de aktiver, der er foretaget udlæg i.

Inddrivelsesmyndigheden skal derfor i anmeldelsen gøre opmærksom på, om der er foretaget udlæg for nogen af de i anmeldelsen anførte krav, samt hvilke aktiver, der er foretaget udlæg i. Inddrivelsesmyndigheden skal i disse tilfælde samtidig anmode om, at de krav, der er sikret ved udlæg i aktiver, der realiseres under tvangsakkorden, snarest indbetales til inddrivelsesmyndigheden, samt henlede skifterettens opmærksomhed på, at det anmeldte krav nedskrives med de modtagne beløb.

Realiseres den udlagte genstand ikke under tvangsakkorden, overlades det til inddrivelsesmyndigheden efter en konkret vurdering af den enkelte sag at tage stilling til, hvorvidt udlægget helt eller delvist er sikret i aktivet.

For så vidt angår udlæg i fast ejendom bruges en vurdering fra en sagkyndig, og hvis en sådan vurdering ikke forefindes, benyttes den seneste offentlige ejendomsvurdering.

Er det inddrivelsesmyndighedens opfattelse, at den udlagte genstand strækker til, angives dette i anmeldelsen, og det samlede krav nedskrives med det ved udlægget sikrede beløb.

Er det inddrivelsesmyndighedens opfattelse, at den udlagte genstand ikke eller kun delvist strækker til, angives dette i anmeldelsen, og det samlede krav nedskrives herefter alene med det sikrede beløb.

Ved vurderingen af, om den udlagte genstand strækker til, er udgangspunktet, at det som minimum er tvangsrealisationsværdien, der er afgørende. Værdien skal tillige kunne dække omkostninger ved tvangsrealisationen.

Vurderingen skal foretages af en sagkyndig person. I særlige tilfælde kan den aktuelle vurdering af aktivets værdi i fri handel anvendes, forudsat at vurderingen er foretaget af en sagkyndig.

Inddrivelsesmyndigheden kan, såfremt det findes hensigtsmæssigt, vælge at lade udlægget indestå, indtil genstanden til sin tid realiseres. Den del af kravet, som herefter ikke bliver dækket, er omfattet af akkorden.

E.4.4.3 Renter

Ved anmeldelsen beregnes renter af den simple fordring indtil dagen for tvangsakkordens åbning.

Er der anmeldt betalingsstandsning forud for åbningen af forhandlinger om tvangsakkord, kan datoen for anmeldelsen af betalingsstandsningen anvendes som skæringstidspunkt for beregning af renter. Det er en betingelse, at denne dato indgår i akkordforslaget, og at minimumskravet om 25 % i dividende (jf. KL § 161) af kravet, som dette er opgjort på åbningstidspunktet, er opfyldt.

Vestre Landsret statuerede dog i UfR 1983, 614 VLK, at en betalingsstandsningsdag, der lå ca. 5 ½ måned før akkordforhandlingens åbning, i hvert fald ikke kunne benyttes som skæringsdag for beregningen af renter i et tilfælde, hvor den tilbudte akkorddividende var minimumsdividenden på 25 %, jf. KL § 161.

Ved akkorden bortfalder renter af de af akkorden omfattede fordringer for tiden efter akkordforhandlingens åbning, jf. KL § 159, stk. 1.

Renter af fortrinsberettigede krav følger hovedkravets stilling.

E.4.5 Afstemning og vedtagelse

Alle fordringshavere, hvis krav berøres af tvangsakkorden, har ifølge KL § 174 ret til at deltage i afstemningen. Der henvises til E.4.2 om tvangsakkordens indhold.

Også fordringshavere, der har indvilliget i at træde tilbage for de øvrige fordringshavere, har stemmeret.

Derimod har skyldnerens nærstående ikke stemmeret. KL § 2 definerer, hvad der forstås ved skyldnerens nærstående.

I UfR 1998, 637 VLD, var tre af de største kreditorer nærstående og således uden stemmeret. Bortsås der fra disse kreditorers fordringer, forelå der alene tiltrædelseserklæringer fra ca. 23 % af fordringshaverne i forhold til fordringernes størrelse. Begæringen om åbning af tvangsakkordforhandling blev derfor ikke taget til følge. Landsretten tiltrådte, at nærstående ikke indgår i opgørelsen efter KL § 166, stk. 1, nr. 2.

Skifteretten afgør spørgsmålet om, i hvilket omfang og med hvilke krav de fremmødte fordringshavere, hvis krav er bestridte, er berettigede til at deltage i afstemningen, jf. KL § 175, stk. 2. Skifterettens afgørelser vedrørende disse spørgsmål kan ifølge KL § 249 ikke indbringes for højere ret.

Tillidsmændene og skyldneren skal, medmindre skifteretten bestemmer andet, være til stede under afstemningen og skal besvare spørgsmål fra skifteretten og kreditorer, jf. KL § 173.

Til vedtagelse af en tvangsakkord kræves ifølge KL § 176, stk. 1, at mindst 60 % af de fordringshavere, der deltager i afstemningen, tiltræder.

Ifølge § 176, stk. 2, skal de fordringshavere, der tiltræder tvangsakkorden, endvidere af det samlede beløb, der giver stemmeret, repræsentere mindst nedennævnte procentdele

Ved almindelig tvangsakkord lige så mange procent, som tilbuddet i procent ligger under 100, dog mindst 60 %.

Ved likvidationsakkord 75 % eller, hvis en bestemt mindste dækningsprocent er tilsagt fordringshaverne i akkorden, lige så mange procent, som denne ligger under 100, dog mindst 60 %.

Ved moratorium 60 %.

Et krav medregnes ifølge § 176, stk. 3, til de stemmeretsgivende, selv om det ikke er anmeldt.

Efter ordlyden af § 176 skal der foreligge en tiltrædelse. En undladelse af at stemme kan ikke betragtes som en tiltrædelse af tvangsakkorden.

Indledning

E.1 Indledende bestemmelser

E.2 Betalingsstandsning

E.3 Konkurs

E.4 Tvangsakkord

E.5 Frivillig kreditorordning

E.6 Gældssanering

E.7 Eftergivelse og henstand