INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 D INDIVIDUALFORFØLGNING

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

D Individualforfølgning

Individualforfølgning er den ene af de to hovedformer for kreditorforfølgningssystemer, der anvendes til tvangsfuldbyrdelse af krav. Den anden hovedform er universalforfølgning, Tvangen i kreditorforfølgningen ligger i, at skyldneren ikke kan modsætte sig de retsskridt, der følger heraf, og hvis han forsøger, kan de gennemføres med magt.

Individualforfølgning er karakteriseret ved, at den kun omfatter enkelt kreditorer hver for sig. De væsentligste tvangsfuldbyrdelsesformer er udlæg, arrest og forbud. Universalforfølgning er karakteriseret ved, at samtlige kreditorer omfattes af en samlet gældsordning. Opstarten hertil vil ofte være en betalingsstandsning med en efterfølgende akkord eller konkurs.

Hvis flere kreditorer samtidig har iværksat individualforfølgning mod en fælles skyldner, og der således opstår konkurrence mellem de enkelte kreditorer om fyldestgørelse i skyldnerens aktiver, gælder princippet om "først i tid, bedst i ret" i kreditorernes indbyrdes prioritetsstilling.

Her I Inddrivelsesvejledningens afsnit D behandles fuldbyrdelsesformen udlæg indgående. Endvidere behandles arrest. Universalforfølgning behandles i afsnit E.

D.1 Fogedordninger

Indledningsvis vil hovedlinierne i fogedordningerne kort blive gennemgået her med hovedvægten lagt på kompetencereglerne i inddrivelsesloven. I de efterfølgende underafsnit vil disse hovedlinier blive udbygget og uddybet.

Ved inddrivelse af told- og skattemyndighedernes krav hos virksomheder og borgere anvendes 3 forskellige typer af fogder

Told- og skattefogder

Pantefogder

Fogedretsfogder

Fogdernes indbyrdes saglige kompetence er afgrænset i INDL §§ 1-4.

Told- og skattefogdernes og pantefogdernes udlæg skal ifølge INDL § 5 foretages efter reglerne i retsplejelovens kapitler 45 - 47, med de undtagelser der er anført i lovens §§ 7 og 8. Disse fogders stedlige kompetence er afgrænset i INDL § 10.

Indsigelser mod told- og skattefogdernes og pantefogdernes udlæg skal indbringes for den fogedret, der skulle have foretaget udlægsforretningen, hvis told- og skattefogden eller pantefogden ikke havde haft den saglige kompetence hertil, jf. INDL § 6, stk. 2.

Fogedretten træffer kun afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogder eller told- og skattefogder vedrørende fogdernes retlige funktion. Fogedretten er således ikke kompetent til at afgøre tvister vedrørende sagsbehandleres almindelige administrative opkrævningsfunktion, hvilket er kommet til udtryk i Retten i Roskildes kendelse af 12. april 2002 i FS 9-5350/2001. I denne sag havde en skyldner indbragt en sag for fogedretten om, hvorvidt en sagsbehandler i Roskilde Kommune måtte gøre brug af interne oplysninger vedrørende skyldnerens samlever til brug for fastsættelsen af en afdragsordning. Skyldneren mente, at fogedretten var kompetent i denne sag, jf. INDL § 6, stk. 1. Fogedretten fastslog, at en sagsbehandlers tilvejebringelse af et afgørelsesgrundlag for en afdragsordning sker som et led i den pågældendes almindelige administrative opgavefunktion og ikke angår vedkommendes retlige funktion som pantefoged. Da skyldnerens indsigelse over for kommunen ikke vedrørte en udlægsforretning, fandt fogedretten ikke, at sagen henhørte under fogedrettens kompetence, jf. INDL § 6, stk. 1, hvorfor sagen afvistes.

Fogedrettens afgørelser i sager om indsigelse mod udlæg kan indbringes for landsretten - også af told- og skattemyndighederne, som det fx skete i TfS 2002, 894 VLK, hvor Venstre Landsret ændrede fogedrettens kendelse, således at en udlægsforretning kunne fremmes. Fogedrettens kendelse gik ud på, at udlægsforretningen blev nægtet fremmet, og told- og skattefogedens udlæg ophæves.

Hvis der foretages tvangsinddrivelsesskridt uden at betingelserne herfor fuldt ud har været opfyldt, kan skyldneren i medfør af RPL § 505 kræve erstatning for tab og godtgørelse for tort hos fordringshaveren. Se herom i afsnit D.1.10 .

Sidst i afsnittet (afsnit D.1.6 ) vil krav, hvortil der knytter sig særlige bestemmelser, blive omtalt.

D.1.1 Anvendelse af udlæg i inddrivelsesarbejdet

Opstår der restancer til told- og skattemyndighederne er udgangspunktet, at der skal følges hurtigt og effektivt op på den manglende betaling ved tilbundsgående udlæg.

Hvis der er tale om personskatterestancer, skal det endvidere vurderes, om der kan foretages udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, om subsidiært udlæg hos ægtefællen. Dette instrument er nærmere beskrevet i afsnit B.1.8.

Udlæg kan undtagelsesvis undlades, hvis der er tale om en førstegangsrestant, og fogden vurderer, at en kort betalingsudsættelse ikke vil medføre øget risiko for, at statskassen lider tab. Se mere herom i afsnit D.2 Udlægsforretningens forberedelse.

Hvis betingelserne for udlæg ikke fuldt ud er opfyldt, og inddrivelsesmyndighederne bliver opmærksom på, at skyldneren er eller inden for kort tid vil komme i besiddelse af et betydeligt aktiv, og der er en begrundet formodning for, at skyldneren vil bringe sine aktiver ud af landet eller lignende, bør det vurderes om en arrest skal søges gennemført. Arrest, der er et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, er nærmere beskrevet i afsnit D.9.

En betingelse for, at udlægsinstrumentet kan anvendes er, at kravet er tillagt udpantningsret.

D.1.2 Udpantningsret (eksekutionsgrundlag)

Skatter og afgifter mv., der opkræves og inddrives af told- og skattemyndighederne, er tillagt udpantningsret enten i udpantningsloven, lovens § 1, eller i de enkelte særlove og kan dermed inddrives umiddelbart ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2.

Hjemlen i udpantningslovens § 1, nr. 1, fastsætter, at udpantning kan ske for "stats- og kommuneskatter, samt afgifter og ydelser, som ifølge lovgivningens umiddelbare bud eller en i henhold til samme foretagen ligning eller ansættelse tilkommer stat, kommune, kirker, ------.".

For så vidt angår omkostninger forbundet med udlægsforretninger er disse tillagt udpantningsret i udpantningslovens § 1, nr. 4, der fastsætter, at udpantning kan finde sted for "gebyrer for kongelige eller ministerielle ekspeditioner, rets- og magistratsgebyrer og de med retshandlinger forbundne afgifter samt det vederlag, derunder indbefattet dagpenge og befordringsgodtgørelse, som tilkommer nogen for udførelsen af forretninger eller møder i medfør af loven, af offentlig bestilling eller af en af vedkommende myndighed særlig sket udmelding eller givet pålæg, for så vidt vederlagets størrelse eller reglen for dets beregning er fastsat i lov eller i en af kongen eller vedkommende ministerium i henhold til de gældende regler stadfæstet takst, så og erstatning for de af den pågældende til forretningens udførelse lovlig gjorte udlæg;".

Medens udpantningsretten for moms, punkt- og miljøafgift mv. normalt hviler på udpantningslovens § 1, er der på skatteområdet tradition for, at der i den enkelte særlov er indsat en udpantningshjemmel. Som eksempel herpå kan nævnes KSL § 72, stk. 1.

Hvis der ikke er anført en udpantningshjemmel i en skattelov, kan skatten på trods heraf være tillagt udpantningsret, hvis den opfylder betingelserne i udpantningslovens § 1.

For så vidt angår administrativt vedtagne bøder findes udpantningshjemlen enten i opkrævningsloven eller i de enkelte særlove. Se mere om bøder i afsnit D.1.5.

Krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, inddrives af de regionale told- og skattemyndigheder og kommunerne efter retningslinierne i inddrivelsesloven.

D.1.3 Inddrivelsesmyndighedernes fogder

Told- og skattefogder og pantefogder er kun underlagt de administrative myndigheder i relation til selve ansættelsesforholdet. Fogdernes juridiske beføjelser er fastsat i inddrivelsesloven og i retsplejeloven.

De administrative myndigheder har således ikke en egentlig instruktionsbeføjelse for så vidt angår fogdens judicielle arbejde i forbindelse med udlægsforretninger.

Dette er blandt andet kommet til udtryk i dommen UfR 1991,117 VLK. I denne sag gør skyldneren under en udlægsforretning indsigelse mod kravets størrelse. Indsigelsen indbringes ved en fejl ikke for fogedretten. Vestre Landsret finder, at denne fejl ikke er begået af distrikstoldkamret som rekvirent, men af toldfogden, hvorfor landsretten fastholder udlægget med den virkning, at kravet ikke kan anses for forældet efter 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist.

Det judicielle arbejde er heller ikke underlagt det administrative rekurssystem og falder derfor uden for Ombudsmandens kompetence.

Indenfor de judicielle beføjelsers rammer kan TSS i cirkulærer og vejledninger regulere told- og skattefogdernes og pantefogdernes administrative beføjelser. Fx som anført i afsnit D.2.8 hvor TSS i medfør af INDL § 11 har bestemt, at afværgelse af en fogedforretning kan ske såvel inden som under udlægsforretning ved betaling, modregning eller korrektion af skylden.

D.1.3.1 Told- og skattefogden

Inddrivelse af skatter og afgifter mv. med undtagelse af personskatter og arbejdsmarkedsbidrag foretages af told- og skattefogder, der bemyndiges hertil af de statslige told- og skattemyndigheder, jf. INDL § 3, stk. 1. I praksis gives bemyndigelsen som told- og skattefoged af regionschefen.

D.1.3.1.1 Den stedlige kompetence

Den stedlige kompetence beskriver told- og skattefogdens geografiske kompetence i forhold til skyldnerens værneting (se afsnit D.1.3.3) og i forhold til udlægseffekternes geografiske placering.

INDL § 10, stk. 1, fastsætter, at told- og skattefogden kan tilsige skyldneren til udlægsforretning, såfremt denne foretages ved den region, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

Hovedreglen er, at en told- og skattefoged alene kan foretage udlæg i eget regionsområde.

En påbegyndt udlægsforretning skal dog, jf RPL § 491, stk. 3, kontinueres ind i et andet område, hvis særlige forhold gør sig gældende, fx hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Som en undtagelse til hovedreglen, jf. ovenfor, kan en udlægsforretning efter samme bestemmelse påbegyndes i et andet regionsområde, hvis det kan antages, at dette ikke vil være mere byrdefuld for skyldneren. Betingelsen herfor er dog, at fogden forud for udlægsforretningens foretagelse indhenter den pågældende regions tilladelse til at foretage udlæg i dennes område.

Hvis en sådan sag er hastende, kan tilladelsen hertil indhentes telefonisk og dokumenteres ved et telefonnotat på sagen.

I andre tilfælde end de ovenfor anførte oversendes sagen til vedkommende region med anmodning om bistand til inddrivelse. Den oversendende regions foged kan i givet fald medvirke under den efterfølgende udlægsforretning som vidne på den bemyndigede told- og skattefogeds initiativ, jf. afsnit D.3.9 Vidner, hvis der er behov herfor.

D.1.3.1.2 Den saglige kompetence

Den saglige kompetence beskriver told- og skattefogdens kompetence i forhold til den stedlige fogedret samt omfanget af fordringer told- og skattefogden kan foretage udlæg for.

Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret (afsnit D 1.2), kan umiddelbart inddrives ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2. Told- og skattefogden kan således umiddelbart foretage udlæg for offentligretlig krav, i det omfang kravet i lovgivningen er tillagt udpantningsret.

Told- og skattefogden kan foretage udlæg for skatte- og afgiftskrav mv., der opkræves i henhold til opkrævningsloven, toldloven og selskabsskatteloven. For så vidt angår kildeskatteloven, kan told- og skattefogden foretage udlæg for udbytteskat, royalty og indeholdte ikke afregnede lønindeholdte beløb herunder lønindeholdte ikke-afregnede beløb for kommunale og andre statslige krav end skattekrav.

Told- og skattefogden kan endvidere foretage udlæg for aktieafgift (D.1.6.1), bo- og gaveafgift (D.1.6.2), spilleautomatsafgift og -gebyr (D.1.6.4), stempelafgift (D.1.6.5), tillægsafgift efter pensionsbeskatningsloven (D.1.6.6) og tinglysningsafgift (D.1.6.7). Hertil kommer bøder, som er behandlet særskilt i afsnit D.1.5, og erstatning for skatte- og afgiftskrav omfattet af en straffedom, der er omtalt under afsnit D.1.7.

Udpantningsretten omfatter foruden selve kravet også krav på efterbetalinger af for lidt betalte beløb, samt renter, gebyrer, ekspeditionsafgifter, retsafgifter, tinglysningsomkostninger m.m.

Tilbagesøgning af for meget udbetalt afgift er ligeledes omfattet af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. UfR 1994, 968 H (kendelse), der fastslår, at for meget udbetalt negativ moms er omfattet af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med ML § 34, stk. 1, hvorfor udlægget nød fremme efter RPL § 478, stk. 2.

Told- og skattefogden kan derimod aldrig foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, så som erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom, se herom i afsnit D.1.8 Krav der ikke er tillagt udpantningsret.

D.1.3.2 Den kommunale pantefoged

Den kommunale pantefoged er, jf. INDL § 2, ansat af kommunen.

Ifølge KSL § 72, stk. 1 er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for opkrævning af skatter. Denne bemyndigelse har skatteministeren udnyttet i kildeskattebekendtgørelsens § 1, stk. 2, der fastsætter, at "Personlige skatter, som ikke indbetales rettidigt, inddrives tillige med tillæg, renter og gebyrer ved Told- og Skattestyrelsens foranstaltning med bistand af kommunerne - - -". Personligt AM-bidrag følger systematikken for opkrævning, betaling og inddrivelse af personskatter.

Inddrivelse af personskatter og arbejdsmarkedsbidrag mv. er således en statslig opgave, men varetages af kommunerne. Udlæg for disse krav foretages af de kommunale pantefogder.

I henhold til en rammeaftale, der er indgået mellem kommunerne og TSS, skal kommunerne følge TSS s generelle og specielle anvisninger ved inddrivelse af personskatter og arbejdsmarkedsbidrag og dermed også ToldSkats inddrivelsesstrategi.

D.1.3.2.1 Den stedlige kompetence

Den stedlige kompetence relaterer sig til pantefogdens geografiske kompetence i forhold til skyldnerens værneting og i forhold til udlægseffekternes geografiske placering.

Tilsvarende som for told- og skattefogder fastsætter INDL § 10, stk. 1, at pantefogden kan tilsige skyldneren til udlægsforretning, hvis denne foretages i den kommune, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

Hvis en kommunalbestyrelse har tilsluttet sig et kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse som hjemlet i § 1 i lov nr. 52 af 31. januar 2001 om kommunalt samarbejde om opkrævning og inddrivelse, kan skyldneren dog, jf. INDL § 10, stk. 2, tilsiges til udlægsforretning af pantefogden i den kommune, der er bemyndiget til at forestå inddrivelsen.

Pantefogden påbegynder som hovedreglen en udlægsforretning i den kommune, hvor skyldneren har værneting, jf. RPL § 487, medmindre der er grundlag for for at anvende undtagelsesbestemmelsen i RPL § 491, stk. 3, som er beskrevet under afsnit D.1.3.1.1 om told- og skattefogdens stedlige kompetence.

D.1.3.2.2 Den saglige kompetence

Den saglige kompetence beskriver pantefogdens kompetence i forhold til den stedlige fogedret samt omfanget af fordringer pantefogden kan foretage udlæg for. Krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret kan umiddelbart inddrives ved udlæg, jf. RPL § 478, stk. 2.

Pantefogden kan således umiddelbart foretage udlæg for personskatterestancer i medfør af KSL § 72, stk. 1, og subsidiært udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, samt udlæg for egne AM-bidrag i medfør af AMFL § 15, stk. 5.

Udpantningsretten omfatter foruden selve kravet renter og gebyrer mv.

Pantefogden kan endvidere foretage udlæg for for meget udbetalt børnefamilieydelse (D.1.6.3) og visse bøder. Bøder er særskilt behandlet i afsnit D.1.5.

Som told- og skattefogden har pantefogden ingen kompetence til at foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, så som erstatningskrav og sagsomkostninger tilkendt ved dom.

D.1.3.2.3 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn

KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.

Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2. Bestemmelsen har kun betydning i begrænset omfang.

Der henvises til afsnit B.1.8, hvor betingelserne for anvendelse af KSL § 72, stk. 2, er nærmere beskrevet.

D.1.3.3 Værnetingsreglerne

Værnetingsreglerne angiver, hvor udlægsforretningen skal påbegyndes.

Det skal fremhæves, at der fra værnetinget kan foretages udlæg i aktiver, der befinder sig i andre regioners (afsnit D.1.3.1.1 )/kommuners (afsnit D.1.3.2.1 ) områder, da det af hensyn til registrering, vurdering eller rådighedsberøvelse kan være nødvendigt at kontinuere udlægsforretningen til det sted, hvor det pågældende aktiv befinder sig.

Skyldnerens værneting bestemmes efter reglerne i RPL § 487, jf. §§ 235, 236, 238, 239 og 240.

Principale værneting

RPL § 487, stk. 1, angiver 4 principale værneting, hvoraf kun 3 har betydning for told- og skattefogden og pantefogden

skyldnerens hjemting, jf. RPL §§ 235, 236 og 238

skyldnerens forretningssted

hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg foretages.

De principale værneting er sideordnede, således at et eventuelt valg tilkommer told- og skattefogden med respekt af de begrænsninger, der følger af fogdens geografiske kompetence.

Subsidiære værneting

Et subsidiært værneting kan kun anvendes, hvis ingen af de principale værneting er anvendelige, eller et principalt værneting tidligere har været anvendt uden, at ToldSkat/kommunen opnåede fuld dækning for sit krav.

Hvis der ønskes anvendt et subsidiært værneting, skal sagen oversendes til den region/kommune, hvis told- og skattefoged/pantefoged er stedlig kompetent til at foretage udlægget.

RPL § 487, stk. 2, angiver 2 sideordnede subsidiære værneting

den retskreds (regionsområde/kommune), hvor skyldneren opholder sig eller træffes

den eller de retskredse (regionsområde(r)/kommune(r)), hvor skyldneren har aktiver.

Ekstraordinært værneting

RPL § 487, stk. 4, angiver endeligt et ekstraordinært værneting, idet det angives, at begæring om en udlægsforretning kan fremsættes overfor andre fogedretter end de nævnte, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet.

Det kan fx være tilfældet, hvis skyldneren er ved at forlade landet eller foretager handlinger, der vil lægge væsentlige hindringer i vejen for foretagelse af udlæg. I praksis vil RPL § 487, stk. 4, navnlig være en hjemmel til at anvende de subsidiære værneting ekstraordinært.

D.1.3.4 Fogedernes juridiske kompetence

Told- og skattefogdens og pantefogdens kompetence er noget snævrere end den judicielle fogeds (se afsnit D.1.9 ).

Begrundelsen herfor er af retssikkerhedsmæssig karakter idet

foged og kreditor er repræsenteret i én og samme person. Told- og skattefogden og pantefogden skal således på en gang påse, at skyldnerens rettigheder respekteres, og at kreditors interesser varetages

told- og skattefogden og pantefogden er som ansat hos kreditor underlagt tilsyn og skal adlyde ordrer fra sin arbejdsgiver, i modsætning til den judicielle foged, som er uafhængig af sin arbejdsgiver (Justitsministeriet).

D.1.3.4.1 Begrænsninger i den juridiske kompetence

Told- og skattefogdens og pantefogdens kompetence er begrænset i forhold til den judicielle fogeds kompetence på følgende områder

fogedretten træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over inddrivelsesmyndighedernes fogder, jf. INDL § 6, stk. 1,

bestemmelse om forvaring af skyldneren efter RPL § 497, stk. 2, med henblik på at fremtvinge oplysninger træffes af fogedretten, jf. INDL § 7, stk. 2,

undersøgelse af skyldnerens person kræver bemyndigelse fra fogedretten, jf. INDL § 7, stk. 3,

afhøring af tredjemænd som vidne skal foretages af fogedrettens juridiske foged, jf. UfR 1979,216 VLK. I denne kendelse fastslår landsretten, at bestemmelsen i RPL § 170, stk. 3, om at retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, som vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt med, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning, ikke burde afskære en udlægssøgende kreditor fra via vidneafhøring at få oplyst, om debitor havde yderligere aktiver i en nærmere angivet bankafdeling, da disse oplysninger er omfattet af debitors oplysningspligt under en udlægsforretning.

D.1.3.4.2 Udvidelse i den juridiske kompetence

Told- og skattefogdens og pantefogdens kompetence er udvidet i forhold til den judicielle fogeds kompetence således

told- og skattefogden og pantefogden kan - uanset bestemmelsen i RPL § 494, stk. 3, begære en skyldner politifremstillet for at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse, jf. INDL § 7, stk. 1,

den såkaldte fredningsregel i RPL § 490 gælder ikke for udlæg, der foretages af told- og skattefogder og pantefogder.

D.1.4 Fogdernes inddrivelsesinstrumenter

Hvis skatter og afgifter mv., der opkræves af TSS ikke indbetaltes rettidigt iværksættes tvangsinddrivelse.

For så vidt angår personskatter og egne AM-bidrag, oversendes disse krav til skyldnerens hjemkommune til inddrivelse, når TSS har rykket for betaling en gang. Efterfølgende rykkere fra kommunen kan medføre et gebyr på op til 250 kr. efter reglerne i gebyrloven.

Told- og skattemyndighedernes politik på inddrivelsesområdet er fastlagt i ToldSkats inddrivelsesstrategi. Strategien fokuserer på begrebet "den reelle inddrivelseskvalitet" forstået på den måde, at der i den givne situation overfor den konkrete restant vælges det inddrivelsesmiddel eller den kombination af inddrivelsesmidler, der er egnet til at eliminere restancen eller standse restancetilvæksten.

Kernen i inddrivelsesstrategien er, at det i et inddrivelsesforløb - på baggrund af konkrete individuelle overvejelser - skal være legitimt at tillægge det betydning, at en virksomhed altid overholder sine aftaler med told- og skattemyndighederne herunder altid betaler til tiden. Tilsvarende gælder også, hvis en virksomhed aldrig overholder sine forpligtelser eller aftaler med myndighederne.

Indrivelsesstrategien har således karakter af at være et instrument til prioritering af anvendelsen af allerede kendte inddrivelsesinstrumenter overfor den enkelte restant.

I forbindelse med det daglige inddrivelsesarbejde anvender en foged såvel retlige som administrative inddrivelsesinstrumenter.

Kendetegnende for inddrivelsesinstrumenterne er, at de med ganske få undtagelser kan anvendes på samtlige skatte-, told-,moms- og afgiftsbeløb, som told- og skattemyndighederne inddriver. Undtagelserne fremgår af beskrivelserne af de særlige inddrivelsesinstrumenter, som er tillagt henholdsvis ToldSkat eller kommunerne.

Såvel de retlige som de administrative inddrivelsesinstrumenter kan opdeles i 3 grupper

Fælles inddrivelsesinstrumenter hos kommunen og ToldSkat

Særlig inddrivelsesinstrumenter hos ToldSkat

Særlige inddrivelsesinstrumenter hos kommunen.

Inden for disse 3 kategorier er relevante instrumenter kort omtalt under afsnittene D.1.4.1 Retlige instrumenter og D.1.4.2 Administrative instrumenter

D.1.4.1 Retlige instrumenter fælles for ToldSkat og kommunerne

Ved retlige instrumenter forstås i denne sammenhæng, instrumenter, der er reguleret i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden i underafsnittene til dette afsnit.

D.1.4.1.1 Arrest

Reglerne for arrest findes i retsplejelovens kapitel 56. Af § 627 fremgår det, at fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen og det må antages, at muligheden for senere dækkning vil blive væsentlig forringet.

Arrest kan kun foretages af den judicielle foged og anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksegible retsgrundlag, herunder et opgjort skatte- eller afgiftskrav, der er tillagt udpantningsret. Arrest har således kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg ikke er tilstede.

Arrest medfører, at skyldneren bliver uberettiget til at råde over aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er noget at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten afskærer dog ikke øvrige kreditorers adgang til at søge sig fyldestgjort i de arresterede aktiver.

Arrest er nærmere beskrevet i afsnit D.9, hvortil der henvises.

D.1.4.1.2 Beslaglæggelse

Reglerne for beslaglæggelse findes i retsplejelovens kapitel 74. Af § 801 fremgår det, at beslaglæggelse kan ske i følgende tilfælde

til sikring af bevismidler, det offentliges krav på udbytte- eller genstandskonfiskation eller forurettedes krav på tilbagelevring af genstande, jf. § 801, stk. 1, nr. 1-3

til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, værdikonfiskation eller bøde eller forurettedes krav på erstatning i sagn, jf. § 801, stk. 1, nr. 2-3

når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning, jf. § 801, stk. 1, nr. 4.

Beslaglæggelse besluttes af retten efter politiets begæring. Dog kan politiet, hvor en sådan beslutning ikke uden fare kan afventes, foretage en foreløbig beslaglæggelse. Underretning herom skal straks og senest inden 24 timer forelægges retten med henblik på stillingtagen til, om beslaglæggelsen skal opretholdes.

Samme beføjelse som politiet har enhver anden, der træffer en person i tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold. Det beslaglagte skal snarest overgives til politiet, der forelægger sagen for retten, medmindre det beslaglagte tilbageleveres inden udløbet af 24 timer.

Beslaglæggelse medfører, jf. RPL § 807b, at der hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan disponeres over det beslaglagte i strid med formålet med beslaglæggelsen. Beslaglæggelse med henblik på udbytte- eller genstandskonfiskation er således beskyttet både mod aftaleerhververe og kreditorer og er dermed omfattet af en stærkere beskyttelse end arrest.

D.1.4.1.3 Forbud

Reglerne om forbud er reguleret i retsplejelovens kapitel 57. Kun undladelsespligter kan danne grundlag for nedlæggelse af forbud. En allerede etableret retsstridende tilstand kan således ikke imødegås med et forbud.

Forbudsinstituttet kan ikke anvendes til at fremskaffe bevis for allerede skete krænkelser af rekvirentens ret. En sådan bevisførelse kan ved en forbudssag kun ske i det omfang, bevisførelsen er nødvendig for at belyse sandsynligheden for, at rekvirentens ret fortsat vil blive krænket.

Forbud nedlægges af fogedretten. Et fogedforbud giver hurtig hjælp mod en aktuel eller truende retskrænkelse.

Et fogedforbud kan iværksættes langt hurtigere, end en domssag kan gennemføres, bl.a. fordi forbud kan nedlægges af fogden, selvom rekvirenten ikke fuldt ud har godtgjort men dog sandsynliggjort sit krav jf. RPL § 642.

D.1.4.1.4 Udlæg

Udlæg er en retspanteret eller en ret til ejendom. Regler for udlæg findes i retsplejelovens kapitel 47. Udlæg stifter ret til forauktionering. jf. RPL § 538, stk. 1, eller udlæg til realisation på anden måde end tvangsauktion, jf. RPL §§ 557 (værdipapirer) og 558 (andre fordringer) eller udlæg til ejendom, jf. RPL § 521 (rede penge). Enkelte grupper af udlægsgenstande er kort omtalt nedenfor.

Genstande helt eller delvist undtaget fra udlæg

I henhold til RPL §§ 508-516 og i andre specielle love findes regler om, at visse ting, fordringer m.v. er helt eller delvist undtaget fra udlæg, grundet hensyn til skyldneren, herunder fx

fremtidige erhvervelser (RPL § 508)

skyldnerens udtagelsesret (RPL § 509)

tilbehør til fast ejendom, skib eller luftfartøj (RPL § 510, TL §§ 37-38 og skibsregistreringsloven §§ 47 og 48)

endnu ikke udbetalt løn (RPL § 511)

krav på husleje, der endnu ikke er forfalden (RPL § 511)

gensidigt bebyrdende kontrakter (RPL § 511)

krav på underholdsbidrag (RPL § 512)

krav på pension (RPL § 512)

erstatning for invaliditet og ikke økonomisk skade (RPL § 513)

båndlagte midler som fx gaver (RPL 514) og båndlagt arv (arvelovens § 62)

nødvendige hjælpemidler (RPL § 515)

genstande, der har en særlig betydning for skyldneren (RPL § 515)

ophavsrettigheder, livsforsikringspolicer, investeringsfonds- og etableringskonti, kapitalpensions- og selvpensioneringskonti, børneopsparings- og boligopsparingskonti, forskellige klientkonti.

Udlæg i løsøre

Udlæg i løsøre omfatter fysiske ting, der kan flyttes, omend begrebet ikke er helt entydigt fastlagt. Udlægshaver, her kommunen og de regionale told- og skattemyndigheder, bør sondre mellem genuskøb og specieskøb samt være opmærksom på sikringsakter og forældelsesregler ved udlæg i løsøre. Sikringsakten ved udlæg i biler skal foretages ve tinglysning i Bilbogen, således at der sker en central landsdækkende registrering af forskellige rettigheder, herunder udlæg.

Udlæg i fast ejendom

Udlæg i fast ejendom omfatter typisk ubebyggede grunde, grunde med bygninger, ejerlejligheder og bygninger på lejet grund. Tilbehør er med visse undtagelser omfattet af ejendommens pant i henhold til TL §§ 37 og 38, jf. RPL § 510. Sikringsakten iagttages i henhold til TL § 1.

Udlæg i fordringer

Ved en fordring forstås et retsbeskyttet krav på en ydelse (d.v.s. en pengefordring).Udlæg i fordringer omfatter typisk fordringer i henhold til gældsbrevslovens regler om omsætningsgældsbreve og simple gældsbreve, herunder simple fordringer, samt fordringer i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. Sikringsakterne ved udlæg er forskellige afhængig af fordringen. Endvidere skal fogderne være opmærksomme på legitimationsreglerne ved udlæg i fordringer.

D.1.4.2 Retlige instrumenter - specielt for ToldSkat (TDL §§ 83 og 84)

Foreløbig beslaglæggelse

ToldSkat har en særlig hjemmel til beslaglæggelse af varer under smugleri og af køretøjer, der er anvendt i forbindelse med indsmugling eller forsøg på indsmugling af højt beskattede varer, jf. TDL §§ 83 og 84. Hvis den pågældende ikke frivilligt accepterer, at godset tages i bevaring, skal beslaglæggelse ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74, hvilket vil sige, at sagen skal indbringes for retten inden 24 timer.

Når den regionale told- og skattemyndighed eller kommunen under kontrol- eller revisionsbesøg, udlægsforretning eller i anden anledning, kommer ud for ovennævnte situationer, bør myndigheden tage de pågældende aktiver i bevaring, hvor dette skønnes nødvendigt.

D.1.4.3 Retlige instrumenter - specielt for kommunerne (KSL § 72, stk. 2.)

Subsidiært udlæg hos ægtefællen

Udlæg i medfør af KSL § 72, stk. 2, er nærmere beskrevet i afsnit D 1.3.2.3.

Udlæg kan foretages i ægtefællens aktiver, hvis alle betingelserne i KSL § 72, stk. 2, er opfyldt. Det er uden betydning, om aktiverne er omfattet af ægtefællens særeje.

Før der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle, skal der være foretaget forgæves udlæg hos den skattepligtige selv. Samlivet skal bestå mellem ægtefællerne på det tidspunkt, hvor det subsidiære udlæg foretages. Den subsidiære hæftelse indtræder for skattekrav, der er pålignet fra det år, hvori ægteskabet er indgået.

D.1.4.4 Administrative instrumenter - fælles for ToldSkat og kommunerne

Ved administrative instrumenter forstås i denne sammenhæng alle andre instrumenter end dem, der er fastsat i retsplejeloven.

Instrumenterne er anført i alfabetisk orden i underafsnit til dette afsnit.

D.1.4.4.1 Afdragsordninger

Der er ikke i dansk ret nogen forpligtelse for en fordringshaver i et skyldforhold, der ikke er indgået ved aftale, til at modtage betalingen i afdrag. En inddrivelsesmyndighed kan således som fordringshaver nægte, at tiltræde en ansøgning om afdragsordning uden, at dens retsstillingen derved forringes.

Tiltræder inddrivelsesmyndigheden en afdragsordning, afskæres myndigheden som udgangspunkt fra at inddrive kravet på anden måde, før end ordningen udløber eller misligholdes. Dette indebærer eksempelvis, at der ikke kan foretages modregning, medmindre der er taget et særskilt modregningsforbehold i forbindelse med tiltrædelsen af en afdragsordning. Der skal gives klagevejledning, når der ved tilladelse til afdragsvis betaling tages forbehold for modregning, jf. FVL § 25, stk. 1, medmindre skyldner i forbindelse med forhandling af vilkårene for afdragsordningen samtykker i modregningsforbeholdet. Et samtykke bør fremgå af aftalen.

Inddrivelsesmyndighedernes bemyndigelser til etablering af afdragsordninger fremgår af Inddrivelsesvejledningens afsnit F.2 Afdragsordninger.

D.1.4.4.2 Lønindeholdelse

Pålæg om lønindeholdelse for skyldige skatte-, told-, moms- og afgiftsbeløb gives af Det Fælles Lønindeholdelsesregister til den indeholdelsespligtige arbejdsgiver på baggrund af inddrivelsesmyndighedens afgørelse.

Lønindeholdelse kan kun iværksættes, når der er udtrykkelig lovhjemmel til det. Hjemlen til at foretage lønindeholdelse for personskatter findes i KSL § 73 og for indeholdt A-skat, moms, punktafgifter mv. i OPKL § 14.

Lønindeholdelsen kan højst udgøre 20 % af nettoudbetalingen. Procentsatsen kan dog overstige 20, hvis der er tale om underholdsbidrag. Hvis der i forskudsskatten er indregnet restancer i medfør af KSL § 61 A, skal der tages hensyn hertil ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.

At der højst kan indeholdes 20 % giver mulighed for at indeholde med et lavere procentsats, idet der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold. Der skal således foretages en vurdering svarende til den i RPL § 509 vedrørende trangsbeneficiet.

Lønindeholdelsesinstrumentet er nærmere beskrevet i afsnit F.3, og spørgsmålet om skyldnerens betalingsevne er behandlet i afsnit F.1.

D.1.4.4.3 Modregning

Modregning, der er en ophørsgrund for fordringer, er ikke lovreguleret, men hviler på retspraksis og retssædvane. Der findes dog enkelte specielle lovbestemmelser om modregning.

Ved modregning opgiver den ene part sit tilgodehavende hos den anden, men samtidig bringer han sin gæld til den anden til ophør. Han får således lov til at beholde den ydelse, han ellers skulle have erlagt til opfyldelse af sin gæld.

Modregning har imidlertid også karakter af privat tvangsfuldbyrdelse, idet modregning kan ske, hvis blot den ene part ønsker det. Der skal således ikke foreligge en aftale mellem parterne eller et samtykke fra modparten. Modregning betyder her, at en fordring, som en part ikke er i stand til eller ikke er villig til at betale, dog bliver dog fyldestgjort.

Der findes 2 hovedformer for modregning

Aftalt modregning

Tvungen modregning

Statens modregninger sker på baggrund af registreringer i Det Centrale Fordringsregister (CFR).

CFR er oprettet for at sikre, at ingen styrelse eller offentlig myndighed udbetaler beløb til en virksomhed eller person, når samme virksomhed/person er i restance over for en anden styrelse eller offentlig myndighed.

Se mere om modregning i

Afsnit H Modregning

Afsnit D.1.4.5 Administrative instrumenter - specielt for ToldSkat

Afsnit D.1.4.6 Administrative instrumenter - specielt for kommunerne

Afsnit D.1.6.3 Børnefamilieydelse.

D.1.4.4.4 Transport

En transport er en erklæring, der bygger på en frivillig aftale, hvor overdrageren (transportgiveren) helt eller delvist overdrager en fordring på en debitor (fordringsdebitor) til erhververen (transporthaveren). Transportforholdet er udelukkende af frivillig karakter, og har på ingen måde karakter af tvangsfuldbyrdelse.

Ved transporten indtræder transporthaveren i transportgiverens ret til at få fordringen udbetalt. Transporthaveren får ikke større eller bedre ret end transportgiveren, jf. GBL § 27. Transporthaveren må således respektere indsigelser og modkrav, der er rejst eller rejses af fordringsdebitoren overfor transportgiveren, ligesom transporthaveren må respektere de vilkår mv., som må være opfyldt, for at fordringen kan udbetales.

Som udgangspunkt er det muligt at overdrage næsten alle fordringer ved en transport. Der er dog i lighed med foretagelse af udlæg krav, der ikke kan overdrages - altså krav, hvori der ikke kan gives transport fx underholdsbidrag og børnefamilieydelse.

De regionale told- og skattemyndigheder kan notere transporter vedrørende krav på udbetaling af negativ moms, overskydende skat og AM-bidrag mv., når afgiftsperioden eller indkomståret er udløbet.

For offentligretlige krav findes reglerne for notering af transporter i OPKL § 13, KSL § 62, stk. 5, og AMFL § 15, stk. 1, 5. punktum. Disse regler er undtagelser til reglerne i GBL § 28. Reglerne for transport i tilgodehavender er i øvrigt reguleret i GBL § 28.

Transport er nærmere beskrevet i Inddrivelsesvejledningens afsnit I. Transport af fordringer.

D.1.4.5 Administrative instrumenter - specielt for ToldSkat (ML § 63 og OPKL § 12, stk. 4)

Vedrørende en mere uddybende beskrivelse af modregningsinstituttet henvises der til afsnit H.

Modregning i medfør af ML § 63

I ML § 63, findes en særskilt bestemmelse om, at negativ moms ved nærliggende risiko for tab vedrørende skatter og afgifter kan tilbageholdes, således at den anvendes i senere positive momstilsvar, dog kun op til 1 år fra registreringstidspunktet.

Dette inddrivelsesinstrument relaterer sig til det forebyggende restancearbejde, men er nævnt, da tvangsinddrivelse for positive momstilsvar ikke kan ske, før det tilbageholdte beløb så at sige er "spist op" af positive momsbeløb.

Modregning inden sidste rettidige betalingsdag, jf. OPKL § 12, stk. 4.

Negative angivelser kan i medfør af OPKL § 12, stk. 4, modregnes i positive skatte- og afgiftstilsvar inden sidste rettidige betalingsdag for de positive tilsvar.

Bestemmelsen bør kun anvendes i de tilfælde, hvor det ud fra en konkret vurdering må antages, at der er en væsentlig risiko for, at det positive afgiftstilsvar ikke vil blive indbetalt på sidste rettidige betalingsdag.

Bestemmelsen behandles ikke nærmere her, da også dette instrument må karakteriseres som et instrument til forebyggelse af, at restancer opstår.

D.1.4.6 Administrative instrumenter - specielt for kommunerne (KSL §§ 61, stk. 3, 61 A og §§ 62 og 62 A

Følgende forebyggende restanceinstrumenter virker i et samspil med egentlige restanceinstrumenter, hvorfor de kort nævnes her.

Indregnet restskat i medfør af KSL § 61, stk. 3.

Der kan i medfør af KSL § 61, stk. 3, indregnes nye restskatter i forskudsregistreringen på et grundbeløb på 10.000 kr.

Hvis en kontanthjælpmodtager er på varig hjælp, kan indregnet restskat medføre økonomisk trang, på grund af den nedsatte betalingsevne. Restskat kan derfor i visse situationer trækkes ud af forskudsregistreringen, og der vil kunne bevilges henstand for det udtrukne beløb. Henstand bevilges i givet fald af kommunen.

Indregnet restancer i medfør af KSL § 61 A.

Er der ikke fuldt ud indregnet nye restskatter, kan der i medfør af KSL § 61 A indregnes restancer op til et grundbeløb på 10.000 kr.

KSL § 61 A er i modsætning til KSL § 61, stk. 3, et egentligt restanceinddrivelsesinstrument. Kommunalbestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans i sager om indregning af restskat efter KSL § 61 A, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 3.

Ved iværksættelse af lønindeholdelse skal der ved fastsættelse af indeholdelsesprocenten tages hensyn til indregnede restancer. Se herom i afsnit F.3.4.2.

Modregning i medfør af KSL §§ 62 og 62A

Inden tilbagebetaling af overskydende skat finder sted, modregnes eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter og eventuelle uforfaldne bidrag efter AMFL § 15, stk. 1, 1. og 2. punktum, jf. KSL §§ 62, stk. 3, sidste punktum, og 62A, stk. 4 sidste punktum.

Vedrørende en mere uddybende beskrivelse af modregning henvises der til afsnit H.

D.1.5 Bøder

Kompetencen til at inddrive bøder for overtrædelse af særlovgivningen inden for skatteministeriets resortområde er delt mellem ToldSkat og politiet.

Bøder pålagt ved dom eller vedtaget i retten inddrives ved politiets foranstaltning, medens administrativt vedtagne bøder inddrives af told- og skattemyndighederne.

Bøder falder uden for definitionen i udpantningslovens § 1. Betingelsen for at told- og skattemyndigheder kan foretage udlæg for bøder er derfor, at bøderne er tillagt udpantningsret. Udpantningsret for administrativt vedtagne bøder findes fx i OPKL § 18, stk. 4, TDL § 37, stk. 4, og KSL § 79 A.

For så vidt angår tvangsbøder, antages det ifølge administrativ praksis, at administrativt fastsatte tvangsbøder er tillagt udpantningsret i medfør af § 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

D.1.5.1 Forældelse af bøder

I forbindelse med inddrivelsesarbejdet giver bøder særlige problemer, da forældelse ikke kan afbrydes ved udlæg.

I medfør af reglerne i straffelovens § 97 a. bortfalder bøder på 3.000 kr. og derunder efter 3 år, og bøder på over 3.000 kr. efter 5 år. Forældelsesfristen regnes fra den dag bøden vedtages, jf. straffelovens § 97 a., stk. 4.

Forvandlingsstraf for bøder bortfalder inden for samme frister medmindre fuldbyrdelse er påbegyndt, jf. straffelovens § 97 a, stk. 2. Forvandlingsstraf for bøder er fængselsstraf.

I sagen UfR 1999, 1893 VLD fastslår landsretten, at forældelsesfristen på 3 eller 5 år for bødeforvandlingsstraf kun afbrydes ved påbegyndelse af fuldbyrdelse (afsoning). I sagen var der således ikke hjemmel til at fastsætte en forvandlingsstraf på datoen for domsafsigelsen (29. marts 1999) for en bøde vedtaget 6. december 1993. Herefter må § 97 a., stk. 2, forstås således, at henvisningen til "de i stk. 1 nævnte tidsrum" alene angår forældelsesfristerne på henholdsvis 3 og 5 år og ikke den i stk. 1 anførte fristafbrydelse.

For så vidt angår afbrydelse af forældelsesfristen i straffelovens § 97 a., stk. 1, ved udpantning, er afbrydelsen betinget af, at fordringshaveren søger udlægsforretningen fremmet uden ugrundet ophold som fastsat i RPL § 527, jf. UfR 1978, 582 ØLD. I denne sag var der inden udløbet af 5 års fristen i straffelovens § 97 a. foretaget udlæg for et resterende bødebeløb i en fast ejendom, men en fastsat afdragsordning efter RPL § 525, stk. 2, hindrede, at den udlagte ejendom kunne sættes på tvangsauktion, hvilket ville medføre, at fogedforreningen ikke ville kunne fremmes til tvangsuktion uden ugrundet ophold, jf. RPL § 527, med den følgevirkning, at restbødebeløbet ville forælde efter reglerne i § 97 a.

D.1.5.2 Administrativt vedtagne bøder (OPKL § 18, TDL § 80 og KSL § 79)

Told- og skattefogderne er bemyndiget til at inddrive administrativt vedtagne bøder i medfør af OPKL § 18 og TDL § 80.

De er endvidere bemyndiget til at inddrive vedtagne bøder i medfør af KSL § 79, jf. § 3, nr. 2, i bekendtgørelse om udlæg for tvangsbøder. Ved denne bestemmelse er kompetencen til at inddrive vedtagne bøder entydigt tillagt told- og skattefogderne, og der kan således ikke opstå tvivl om kompetencen i forhold til pantefogderne.

D.1.5.2.1 Foranstaltninger ved manglende betaling

Hvis bøden ikke betales ved påkrav, skal der straks efter vedtagelsen af bøden foretages udlæg til sikring af bødens betaling, med mindre der stille anden fyldestgørende sikkerhed.

Af praktiske grunde foretages udlæg særskilt og ikke sammen med andre krav. Udlæg skal kun foretages i aktiver, der kan dække bøden ved en eventuel realisering af aktivet.

Der kan ikke opkræves retsafgift ved udlæg for bøder.

Bøden bør betales straks, men hvis der er tilstrækkelig sikkerhed for bødens betaling, kan der, hvis forholdene i særlig grad taler herfor, indgås en betalingsordning med skyldneren til løbende afvikling af bøden. Bøden skal dog kunne være betalt fuldt ud inden forældelsesfristens udløb.

Hvis en afdragsordning overholdes, medfører det en delvis eftergivelse af den del af bødegælden, der eventuelt endnu ikke er betalt, når forældelsen indtræder, jf. punkt 3. i Justitsministeriets skrivelse af 20. maj 1998, journal nr. 2.k., til politimestrene.

Forgæves udlæg

Hvis skyldneren ikke betaler bøden og ikke ejer tilstrækkelige aktiver til sikring af bøden, hvilket dokumenteres ved et forgæves udlæg, skal inddrivelsesmyndigheden undersøge skyldnerens betalingsevne. Hvis den manglende betaling skyldes manglende betalingsvilje og ikke manglende betalingsevne, oversendes bødesagen til politiet med henblik på beslutning om bødeforvandlingsstraf.

Efter bortfald af begrebet "hæftestraf", vil en forvandlingsstraf for en bøde være fængselsstraf.

Bødesager, i hvilke skyldneren ingen betalingsevne har, skal således ikke oversendes til politiet, da politiet umiddelbart må forventes at ville returnere sådanne sager, jf. punkt 4 i Juststisministeriets skrivelse af 20. maj 1998, der fastslår, at der ikke træffes beslutning om afsoning af bødeforvandlingsstraf, hvis det dokumenteres, at misligholdelse af en afdragsordning skyldes, at den pågældende manglede betalingsevne på betalingstidspunktet, jf. nedenfor om politiets behandling af spørgsmålet om bødeforvandlingsstraf.

Politiets behandling

Retninslinier for politiets behandling af spørgsmålet om eventuel afsoning af bødeforvandlingsstraf er fastsat i Justitsministeriets skrivelse af 20. maj 1998, til politimestrene. Her fastslår Justitsministeriet, at beslutning om afsoning af bødeforvandlingsstraf kun træffes hvis en bøde ikke indgår på den måde straffelovens § 52 forskriver. § 52 omhandler betaling af bøder.

En bødesag skal således heller ikke oversendes til politiet, såfremt bøden kan inddrives ved lønindeholdelse, og lønindeholdelsen kan udtømme skyldnerens betalingsevne.

D.1.5.3 Tvangs- og straffebøder (SKL §§ 5, 9 og 20)

Dagbøder efter §§ 5 og 9 i skattekontrolloven

Pantefogderne er i medfør af bekendtgørelsen om udlæg for tvangsbøder tillagt kompetence til at inddrive dagbøder som fastsat i SKL § 5, når tvangsbøden er pålagt efter SKL § 4.

Pantefogderne i Københavns og Frederiksberg kommuner er endvidere bemyndiget til at foretage udlæg for dagbøder efter SKL § 9, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om udlæg for tvangsbøder.

Told- og skattefogderne er bemyndiget til at foretage udlæg for dagbøder efter SKL § 9 med undtagelse af bøder, som pantefogderne i Københavns og Frederiksberg kommuner kan foretage udlæg for. Det vil sige, at told- og skattefogderne har kompetence til at inddrive bøder efter SKL § 9 i alle kommuner med undtagelse af København og Frederiksberg, jf. § 3, nr. 1. i bekendtgørelse om udlæg for tvangsbøder.

Bøder efter SKL § 20

Kompetencen til opkrævning og inddrivelse af bøder efter SKL § 20 er udlagt til told- og skattemyndighederne og kommunerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen (§ 11, nr. 4 i BEKG nr. 520 af 25/6 2002).

Pantefogderne er bemyndiget til at opkræve og inddrive en sådan bøde, medmindre bøden opkræves sammen med en bøde for overtrædelse af merværdiafgiftsloven, arbejdsmarkedsfondsloven eller andre paragraffer i kildeskatteloven end § 75. Pantefogden er således også bemyndiget til at opkræve og inddrive en bøde efter SKL § 20, når bøden opkræves sammen med en bøde for overtrædelse af KSL § 75.

Told- og skattefogderne har således kompetence til at opkræve og inddrive bøder efter SKL § 20, når bøden opkræves sammen med en bøde for overtrædelse af merværdiafgiftsloven, arbejdsmarkedsfondsloven eller kildeskatteloven, dog med undtagelse af en bøde for overtrædelse af KSL § 75.

D.1.6 Specielle kravstyper

I dette afsnit omtales kort nogle krav, som på et eller flere punkter afviger fra retningslinierne for inddrivelse af moms, indeholdt A-skat, AM-bidrag mv. Under afsnit D.1.8 nævnes nogle krav, der ikke er tillagt udpantningsret i lovgivningen og derfor ikke kan inddrives ved udlæg af inddrivelsesmyndighederne.

D.1.6.1 Aktieafgift

Indledningsvis bemærkes det, at aktieafgiftsloven, lovbekendtgørelsen nr. 718 af 1/8 1994 om afgift ved overdragelse af aktier mv., er ophævet ved lov nr. 909 af 16/12 1998 med virkning for overdragelser, der finder sted fra og med den 1. oktober 1999. Afgiften er medtaget her, da der fortsat resterer en del krav.

Aktieafgift er tillagt udpantningsret i medfør af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Personer bemyndiget af de statslige told- og skattemyndigheder har i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

ToldSkat Sydjylland, Region Sønderborg administrerer aktieafgiften og sender afgiftsrestancer til tvangsinddrivelse ved skyldnerens hjemregion, når der er behov herfor.

D.1.6.2 Bo- og gaveafgifter

Ifølge boafgiftslovens § 39, stk. 1, fremgår det, at skifteretten eller told- og skatteregionen (nu: de regionale told- og skattemyndigheder) skal sørge for inddrivelse, hvis bo- eller arveafgift ikke er indbetalt inden 3 uger efter betalingsfristens udløb.

Afgifterne kan inddrives ved udpantning og ved lønindeholdelse jf. lovens § 39, stk. 2, og stk.3. Inddrivelse kan ske hos arvinger og legatarer henholdsvis gavemodtager eller gavegiver.

Der er indgået en aftale mellem Domstolsstyrelsen, Finansstyrelsen og TSS om, at inddrivelse af boafgiftsrestancer og de retsafgifter mv., der knytter sig hertil, er henlagt til regionerne med virkning fra 1. november 1999.

Skifteretterne fremsender inddrivelsessagen til den region, hvor arvingen bor.

D.1.6.3 Børnefamilieydelse

I medfør af § 4 i inddrivelsesloven har justitsministeren i bekendtgørelse nr. 490 af 25. juni 1991 fastsat, at de kommunale pantefogder foretager udlæg for tilbagebetalingskrav efter § 7, stk. 1, i lov om børnefamilieydelse. Lovens § 7, stk. 1, fastsætter, at børnefamilieydelse modtaget med urette skal tilbagebetales.

Lovens § 7, stk. 2, fastsætter, at kravet er tillagt udpantningsret. Kravet kan ikke inddrives ved lønindeholdelse eller subsidiært udlæg hos ægtefællen.

Krav på tilbagebetaling af børnefamilieydelse er et statskrav, idet udgifterne til ydelsen afholdes af statskassen, jf. lovens § 9.

Der kan derfor foretages modregning i skyldnerens krav på overskydende skat, overskydende moms. mv.

Ifølge lovens § 11, stk. 2, kan op til 50 pct. af børnefamilieydelsen anvendes til modregning af eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud samt skolefritidsordning. Herudover kan krav på børnefamilieydelse ikke anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav mod beløbsmodtageren. Der kan derfor ikke foretages modregning i fremtidige krav på børnefamilieydelse for tidligere uberettiget modtaget børnefamilieydelse.

Kommunen kan kun give henstand med eller tilladelse til afdragsvis tilbagebetaling af ydelsen i det omfang, inddrivelsesmæssige hensyn tilsiger det.

Der beregnes ikke renter af tilbagebetalingskrav.

Kommunen skal anmelde tilbagebetalingskrav i de tilfælde, hvor skyldneren erklæres konkurs eller dør, eller hvor der indledes akkord, gældssanering mv.

Klager over en kommunalbestyrelses afgørelse vedrørende genopkrævning af børnefamilieydelse kan indbringes for amtsankenævnet. For så vidt angår Københavns og Frederiksbergs kommuner kan klager indbringes for de sociale nævn.

D.1.6.4 Spilleautomatafgift og gebyr til spillemyndigheden

Spilleautomatafgift

Afgiftspligtige personer eller selskaber, der driver virksomhed med spilleautomater, som kræver tilladelse fra Spillemyndigheden, skal anmelde virksomheden til registrering hos told- og skattemyndighederne, jf. spilleautomatlovens § 22. Angivelse og betaling sker efter reglerne i opkrævningsloven.

Personer bemyndiget af de statslige told- og skattemyndigheder har derfor i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Gebyret til spillemyndigheden ( gebyret på 750 kr.)

Spillemyndigheden, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 4, opkræver i medfør af spilleautmatlovens § 3, stk. 3, et gebyr på 750 kr. pr. automat for et kalenderår. Gebyret er tillagt udpantningsret i spilleautomatlovens § 39. Gebyr opkræves og inddrives af de regionale told- og skattemyndigheder på Spillemyndighedens vegne.

D.1.6.5 Stempelafgift

Stempelafgift er tillagt udpantningsret i medfør af udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Personer bemyndiget af de statslige told- og skattemyndigheder har i medfør af inddrivelseslovens § 3, jf. § 1, og udpantningslovens § 1, stk. 1, nr. 1. kompetence til at foretage udlæg alene på grundlag af en opgørelse af afgiftskravet.

Ifølge stempelafgiftslovens § 31 hæfter enhver, der er part i det retsforhold, som et stempelpligtigt dokument vedrører, for betaling af stempelafgiften. Hvis en part ikke har fast ophold her i landet, og dokumentet på pågældendes vegne er underskrevet af en herboende person, hæfter denne person tilsvarende for afgiften.

Afgiftsmyndigheden er ifølge stempelafgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, Told- og Skatteregion Høje-Tåstrup (nu: ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Tåstrup). Regionen sender eventuelle restancer til tvangsinddrivelse ved skyldnerens hjemregion.

D.1.6.6 Tillægsafgift efter pensionsbeskatningsloven

I pensionsbeskatningslovens § 38, er der udpantningshjemmel for så vidt angår tillægsafgift (60 pct. af det udbetalte beløb) efter pensionsbeskatningslovens § 28.

Administration og opkrævning af denne tillægsafgift forestås af ToldSkat Sydsjælland, Region Maribo.

Inddrivelse af tillægsafgiften hos den indeholdelsespligtige (pengeinstitutter m.fl.) forestås af de regionale told- og skattemyndigheder.

Inddrivelsen af tillægsafgiften hos den pensionsberettigede forestås af kommunerne.

D.1.6.7 Tinglysningsafgift

Tinglysningsafgift er tillagt udpantningsret i tinglysningsafgiftslovens § 21.

Afgiftsmyndigheden er ToldSkat Sydsjælland, Region Høje-Tåstrup, hvis opgaver blandt andet er vejledning, tilladelse til særlig afregningsform (storkundeordning) og kontrol med afgiftens rette betaling.

Opkrævning og inddrivelse af tinglysningsafgift forestås af de regionale told- og skattemyndigheder. Udlæg for restancer foretages af told- og skattefogden ved skyldnerens hjemregion.

Registreringsmyndigheden er tinglysningsmyndigheden i den retskreds, hvor den faste ejendom er beligende, Bilbogen, Skibsregisteret eller Statens Luftfarsvæsen.

D.1.7 Skatte- og afgiftskrav omfattet af en straffedom

Told- og skattefogderne har den saglige kompetence til at inddrive erstatning for skatte- og afgiftsbeløb omfattet af en straffedom samt bøder i tilknytning hertil.

Dette følger af RPL § 997, stk. 1, sammenholdt med INDL § 3.

RPL § 997, stk. 1, fastslår at politmesteren drager omsorg for straffedommes fuldbyrdelse. Dette skal forstås således, at politiet har pligt til at gøre skadelidte bekendt med, at et erstatninskrav kan rejses, hvorefter politiet har en klar forventning om, at skadelidte selv sikrer kravet. INDL § 3 fastslår, at udlæg for ydelser, der opkræves eller inddrives af de statslige told- og skattemyndigheder kan foretages af told- og skattefogder.

Politikredsene oversender normalt straffedomme vedrørende skatte- og afgiftskrav til inddrivelse ved de regionale told- og skattemyndigheder, da ToldSkat råder over et velfungerende inddrivelsessystem. Støtte hertil findes bl.a. i UfR 1992, 175 VLK. Af denne sag fremgår det, at politimesteren ikke er berettiget til som rettergangsfuldmægtig at iværksætte tvangsinddrivelse af erstatninger tilkendt ved straffedom.

Hvis politiet inddriver bøden, har politiet - ulovhjemlet - accepteret, at politiets ressourcer også bruges til inddrivelse af et skatte- og afgiftskrav, men med respekt af, at udlægskompetencen ligger hos hos told- og skattefogderne og kreditorbeføjelserne for erstatningskravet for skatter og afgifter hos de statslige told- og skattemyndigher, fx eftergivelseskompetencen.

Tilsvarende gør sig gældende, hvis en straffedom omfatter toldbeløb.

D.1.8 Krav, der ikke er tillagt udpantningshjemmel

Et enkelt krav, som told- og skattemyndighederne forestår opkrævning af, er ikke tillagt udpantningsret. Det drejer sig om kapitaltilførselsafgift. (loven er nu ophævet, hvorfor der alene er tale om enkelte tilbageværende krav)

Udlæg for krav der ikke er udpantningshjemmel for kan alene ske, hvor der er udlægsfundament efter RPL § 478, stk. 1. Den kompetente myndighed her er fogedretten.

Told- og skattefogden og pantefogden kan ikke foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, som fx erstatningskrav (vedrørende erstatningskrav for skatter og afgifter omfattet af en straffedom, se D.1.7) og sagsomkostninger tilkendt ved dom. Sådanne krav skal tvangsinddrives gennem fogedretten.

D.1.9 Den judicielle foged

Fogedretten har betydning for told- og skattemyndighedernes inddrivelsesarbejde henholdsvis ved tvangsfuldbyrdelse af krav, som ikke i lovgivningen er tillagt udpantningsret, og som klageinstans for udlæg foretaget af inddrivelsesmyndighedens fogder, jf. INDL § 6, stk. 1.

I det omfang inddrivelsesmyndigheden ikke er i besiddelse af den nødvendige kompetence til at inddrive ved udlæg, sker tvangsinddrivelse ved udlæg foretaget af fogedretten.

Andre krav end skatte- og afgiftskrav mv., som told- og skattemyndighederne har mod virksomheder eller borgere, fx civilretlige krav, inddrives således med bistand af fogedretten.

I den forbindelse skal det bemærkes, at der er visse begrænsninger i fogedrettens kompetence afhængig af, om fogedretten beklædes af en juridisk foged eller af en såkaldt kontorfoged.

Kontorpersonalet ved fogedretterne kan med hjemmel i RPL § 17a, stk. 2, bemyndiges til at foretage fogedforretninger. Hvis fogedretten beklædes af en kontorfoged, må der ikke træffes afgørelse i tvister eller foregå bevisførelse. Bliver der behov herfor må kontorfogden enten udsætte sagen eller tilkalde en juridisk foged. Kontorfogden kan dog træffe beslutning om politifremstilling af en skyldner. I praksis foretages mange udlægsforretninger af kontorfogder.

Hvis en skyldner udebliver fra et møde i fogedretten og told- og skattefogden eller pantefogden mener, at sagen bør behandles under en udkørende fogedforretning med henblik på at høre skyldnerens personlig forklaring og undersøge skyldnerens bolig for udlægsegnede effekter, skal fogedretten imødekomme en sådan begæring, jf. UfR 2001, 2396 VLK.

D.1.10 Erstatning for ulovlige udlæg mv.

I medfør af INDL § 5, jf. RPL § 505, stk. 1, påhviler det fordringshaveren at betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.

Tilsvarende har en skyldner, for hvem der har været truffet bestemmelse om politifremstilling, krav på erstatning for tab og godtgørelse for tort, jf. RPL § 505, stk. 2.

Kravet på erstatning skal fremsættes overfor told- og skattefogden, fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder ved siden af den særlige erstatningsregel i retsplejeloven.

Ved fejl og forsømmelser i det juridiske arbejde kan inddrivelsesmyndigherne og/eller told- og skattefogden eller pantefogden således ifalde et erstatningsansvar.

Spørgsmålet om ansvar for fejl og forsømmelser i forbindelse med en told- og skattefogeds arbejde har være prøvet i sagen UfR 1974,255 ØLD. En toldfoged havde foretaget udlæg i et kasseapparat, der efterfølgende blev bortsolgt på tvangsauktion. Kasseapparatet havde hørt til butiksinventaret i en forretning i en fast ejendom, som 3-mand havde pant i og som pågældende overtog som ufyldestgjort panthaver efter tvangsauktionen. Toldkamret erkendte, at kasseapparatet var omfattet af TL § 37 og udbetalte provenuet fra tvangsauktionen til tredje-mand. I denne sag stadfæster Østre Landsret civilrettens dom, der fastslår, at distrikstoldkammeret ikke ved toldfogdens udlægsforretning eller på anden vis findes at have gjort sig skyldig i uforsvarlig adfærd, der kan medføre erstatningspligt efter den almindelige erstatningsregel, og at der ikke findes grundlag for at statuere videregående ansvar efter andre erstatningsregler.

Heller ikke i sagen TfS 1999, 169 ØLD finder landsretten at myndighederne havde begået fejl eller forsømmelser og frifinder Skatteministeriet for et erstatningskrav efter at have fastslået, at en fordringshaver "efter retsplejelovens § 505, stk. 1, er - - - - ansvarlig på objektivt grundlag over for skyldneren, hvis den fordring, der danner grundlag for tvangsfuldbyrdelse, ikke består.". Landsretten finder det ikke godtgjort, at der ikke allerede fra låneoptagelsen til køb af den faste ejendom var ydet pågældende tidsubestemt henstand med betaling af renter, hvorfor der ikke har været fradragsret for renterne. Herefter finder Landsretten ikke skyldneren berettiget til erstatning for tort.

Et andet udfald fik sagen i TfS 2000, 2852 (fogedretskendelse), hvor en skatteyder havde rejst krav om godtgørelse for tort på 40.000 kr. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at lade kommunens objektive ansvar bortfalde eller nedsætte på grund af egen skyld hos skatteyderen, hvorfor skatteyderen blev tilkendt godtgørelse for tort, men godtgørelsen blev nedsat til 8.000 kr., idet fogedretten navnlig lagde vægt på, at skatteansættelsen, der have medført restskatten, og som der var foretaget udlæg for, blev annuleret og udlægget ophævet inden for en uge efter dets foretagelse.

D.2 Udlægsforretningens forberedelse

Opstår der restancer til told- og skattemyndighederne er udgangspunktet, at der skal følges hurtigt og effektivt op på den manglende betaling ved tilbundsgående udlæg. Udlæg kan tidligst foretages, når sidste rettidige betalingsdag er udløbet. Foretagelse af udlæg kræver således, at der er konstateret en restance.

Ud fra en konkret vurdering kan inddrivelsesmyndighedernes fogder dog undlade at iværksætte en fogedforretning første gang en virksomhed eller en borger optræder på en restanceliste.

Inddrivelsesmyndigheden kan vælge, at kontakte restanten telefonisk med henblik på en afklaring af, hvornår beløbet vil kunne betales. Der kan gives en kort fristudsættelse med betaling på maksimalt en måned. Betaling skal dog som udgangspunkt altid ske inden næste tilsvar/rate forfalder.

Hvis betaling ikke kan ske inden for denne tidsfrist, skal der foretages udlæg for det forfaldne beløb.

Inden udlæg foretages skal inddrivelsesmyndighedernes fogder påse, at de formelle udlægsbetingelser er overholdt, det vil sige, at

kravet ikke er forældet eller bortfaldet på anden måde

kravet er omfattet af fogdens stedlige kompetence (se D.1.3.1.1 og D.1.3.2.1 )

kravet er omfattet af fogdens saglige kompetence (se D.1.3.1.2 og D.1.3.2.2 )

fuldbyrdelsesfristen i RPL § 485 er udløbet (se D.2.1 )

underretning om udlægsforretningen er kommet frem til skyldneren (se D.2.5 og D.2.6 )

Manglende overholdelse af de 3 første betingelser medfører udlæggets ugyldighed, medens betingelserne 4 og 5 i visse tilfælde kan fraviges.

D.2.1 Fuldbyrdelsesfrist

Hovedreglen, for hvornår udlæg kan foretages, er fastsat i RPL § 485, der fastslår, at udlæg først kan foretages, når der er forløbet 7 dage fra skyldneren fik meddelelse om udlægsforretningen.

Denne 7-dages frist, kaldes fuldbyrdelsesfristen og er indført for at give skyldneren en mulighed for at afværge udlægsforretningen.

Fuldbyrdelsesfristen regnes fra den dag meddelelsen om forretningen er givet til skyldneren.

Undtagelser til hovedregelen i RPL § 485 er fastsat i RPL § 486, stk. 2.

Fravigelse fra hovedreglen kan herefter blive,

hvis skyldneren samtykker i forretningens fremme (frafalder kald og varsel). Dette kan være praktisk for skyldneren i de tilfælde, hvor der i tiden fra forkyndelse af udlæg til forretningens foretagelse forfalder yderligere krav

hvor det antages, at dækningsmuligheden ellers vil blive væsentligt forringet, fx hvis skyldneren er i færd med at realisere sine aktiver for at tage til udlandet, hvis skyldneren indgår usædvanlige handler, eller hvis skyldneren pludselig får en stor arv eller gevinst.

Før denne undtagelsesbestemmelse anvendes skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en individuel og konkret vurdering af samt være konkrete holdepunkter for antagelsen om, at dækningsmuligheden i modsat vil blive væsentligt forringet.

Før denne undtagelsesbestemmelse anvendes skal der i hvert enkelt tilfælde foretages en individuel og konkret vurdering af samt være konkrete holdepunkter for antagelsen om, at dækningsmuligheden i modsat vil blive væsentligt forringet.

Hvis en undtagelsesbestemmelse bringes i anvendelse, skal det dokumenteres på udlægsbladet med angivelse af, hvorfor undtagelsesbestemmelsen er anvendt og hvilke konkrete forhold, der har begrundet anvendelsen.

D.2.2 Forkyndelse

Hvis fuldbyrdelse sker på grundlag af en udpantningsret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldneren, jf. RPL § 493, stk. 3, 1. punktum,. med mindre andet er bestemt i lovgivningen En forkyndelse er en underretning til skyldneren om udlægsforretningen.

Underretningen skal indeholde oplysninger om tid og sted for forretningens foretagelse, jf. RPL § 493, stk. 1, og skyldnerens skal være underrettet om om kravets grundlag, størrelse og sidste rettidige betalingsdato, jf. RPL § 493, stk. 3, 2. punktum.

Forkyndelsesformen skal kun anvendes første gang, der foretages udlæg for et krav, jf. RPL § 493, stk. 3, 3. punktum. Ved senere forretning for samme krav, skal der således ikke ske forkyndelse efter stk. 3, kun underretning efter stk. 1 om tid og sted for forretningens foretagelse. Underretning kan dog undlades, jf. RPL § 493, stk. 2, se nærmere herom i afsnit D 2.5.

D.2.3 Forkyndelsesformer

Forkyndelse kan ske enten overfor hver enkelt skyldner efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17 (individuel forkyndelse) eller ved bekendtgørelse i de mest almindelige dagblade, jf. INDL § 9, stk. 1.

Endvidere kan udlæg foretages uden forudgående forkyndelse eller bekendtgørelse, hvis dette tydeligt er angivet på et indbetalingskort, hvor beløbets størrelse og sidste rettidige indbetalingsdag er anført, jf. INDL § 9, stk. 2.

INDL § 9, stk. 2, kan også anvendes ved udlægsforretninger mod subsidiært hæftende ægtefæller ifølge Retten i Brønderslevs kendelse af 25. marts 2002 i sagen FS 3-690/2001 (fogedretskendelse).

Udlæg kan dog tidligst foretages 7 dage efter sidste rettidige betalingsdag. Gives meddelelsen efter sidste rettidige betalingsdag, kan udlæg tidligst foretages 7 dage efter afsendelse af meddelelsen.

Denne forkyndelsesform anvendes ved udlæg for selskabsskatter, B-skatter samt restskatter, og kan som anført ovenfor også anvendes mod subsidiært hæftende ægtefæller.

D.2.3.1 Forkyndelse i dagspressen

Dagbladsforkyndelse i medfør af INDL § 9 sker ultimo i måneden og omfatter restancer for told, moms, lønsumsafgift, selskabsskat, indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.

Udlæg for punktafgifter og administrative bøder forkyndes individuelt.

Bekendtgøres udlægsforretningen efter INDL § 9 skal fogden herudover give skyldneren underretning om tid og sted for udlægsforretningen, jf. RPL § 493, stk. 1.

Finder regionen, at en udlægsforretning på grund af særlige omstændigheder ikke kan afvente bekendtgørelse i dagspressen, kan udlægsforretningens fremskyndes ved forkyndelse for skyldneren personligt.

D.2.3.2 Individuel forkyndelse

Udlæg for punktafgifter og administrative bøder forkyndes individuelt.

Individuel forkyndelse skal ligeledes anvendes, hvis fogden, jf. INDL § 9, stk. 1, træffer bestemmelse om, at skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2, eller stk. 3.

Forkyndelse overfor skyldneren personligt skal ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17 og kan ske i følgende former

Brevfokyndelse

Postforkyndelse

Stævningsmandsforkyndelse

Forkyndelse i Statstidende

Politiforkyndelse

Forkyndelsen anses for gyldig, blot den er kommet frem til skyldneren, medens den ikke behøver at være kommet til hans kundskab.

Er reglerne om forkyndelse i RPL §§ 155 - 157 ikke overholdt, anses forkyndelsen alligevel for gyldig, såfremt den er kommet skyldneren i hænde, jf. RPL § 163, stk. 3.

D.2.3.2.1 Brevforkyndelse

Retningslinierne for brevforkyndelse er fastsat i RPL § 155, nr. 1.

Den meddelelse, som skal forkyndes, sendes eller afleveres til skyldneren, som anmodes om at bekræfte modtagelsen på en genpart eller et modtagelsesbevis.

Forkyndelse anses for sket, når skyldneren har underskrevet genpart eller modtagelsesbevis. Retsvirkningerne regnes fra den dag, forkyndelsen angives at være modtaget eller hvis en modtagelsesdag ikke er anført den dag, der fremgår af poststemplet, jf. RPL § 156.

D.2.3.2.2 Postforkyndelse

Retningslinierne for postforkyndelse er fastsat i RPL § 155, nr. 2.

Meddelelsen sendes til skyldneren i et brev med afleveringsattest.

Overfor hvem og hvor forkyndelse kan ske er nærmere beskrevet under punktet D 2.3.2.3 om stævningsmandsforkyndelse.

D.2.3.2.3 Stævningsmandsforkyndelse

Retningslinierne for stævningsmandsforkyndelse er fastsat i RPL § 155, nr. 3.

Meddelelsen afleveres til skyldneren af en stævningsmand.

Post- og stævningsmandsforkyndelse skal, jf. RPL § 157, stk. 1, så vidt muligt ske overfor skyldneren personligt. I så fald stilles der ikke krav til stedet for forkyndelsen.

Træffes skyldneren ikke, kan forkyndelse ske på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller hvis skyldneren bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet

eller

på skyldnerens arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller for så vidt angår selvstændige næringsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale overfor personer, der er ansat i virksomheden.

I de tilfælde skyldneren ikke træffes, kan forkyndelse dog ikke ske for personer under 18 år, jf. RPL § 157, stk. 2.

Er skyldneren et selskab sker forkyndelse overfor direktøren eller et andet medlem af ledelsen, jf. RPL § 494, stk. 4, der giver vejledning om, over for hvem forkyndelse kan ske.

D.2.3.2.4 Forkyndelse i statstidende

Retningslinierne for forkyndelse i Statstidende er fastsat i RPL § 159.

Forkyndelse kan ske i Statstidende, hvis skyldnerens bopæl eller opholdssted eller hans arbejdssted her i landet ikke kan oplyses,

eller

hvis en fremmed myndighed nægter eller undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse for en skyldner med kendt bopæl eller opholdssted i udlandet, jf. RPL § 158.

D.2.3.2.5 Politiforkyndelse

Reglerne for politiforkyndelse er fastsat i § 8 i bekendtgørelse nr. 256 af 20. juni 1972 om forkyndelse, der er udstedt i medfør af en bemyndigelse til justitsministeren i RPL § 165, stk. 1, til at fastsætte nærmere regler for forkyndelse.

Efter disse regler kan politiet foretage forkyndelse, hvis der i forbindelse med politiets undersøgelser vedrørende skyldnerens adresse, opholdssted eller arbejdssted træffes nogen, over for hvem forkyndelse kan ske.

Betingelsen for at anmode politiet om bistand, er at forkyndelse ikke kan foretages på grundlag af de foreliggende oplysninger om adresse, opholdssted eller arbejdssted, og at nye oplysninger ikke kan tilvejebringes ved henvendelse til folkeregisteret eller på anden måde.

En anmodning om bistand fremsendes til politidirektøren i København/ politimesteren i den politikreds, hvor skyldneren sidst har haft bopæl.

D.2.4 Tid og sted for udlægsforretningen

Skyldneren skal som hovedregel have underretning om tid og sted for udlæggets foretagelse, jf. RPL § 493, stk. 1.

Tidspunktet fastsættes under hensyn til følgende

Fuldbyrdelsesfristen skal være overholdt, jf. RPL § 485 (se D.2.1 )

Underretning eller tilsigelse skal være sket, jf. RPL §§ 493, stk. 1, og 494 (se D.2.5 og D.2.6 )

den praktiske tilrettelæggelse af inddrivelsesmyndighedernes udlægsarbejde

Stedet for udlægsforretningen fastsættes under hensyn til følgende

værnetingsreglerne i INDL § 10, jf. RPL § 487 (se D.3.3 )

fogdens kendskab til skyldneren og den praktiske tilrettelæggelse af inddrivelsesmyndighedens udlægsarbejde.

Påbegyndes udlægsforretningen på regionen/kommunen eller et subsidiært mødested skal det nøjagtige tidspunkt angives.

Foretages udlægsforretningen udenfor regionens/kommunens adresse angives tid og sted så præcist som den praktiske tilrettelæggelse af arbejdet tillader. Angivelse af dato og formiddag/eftermiddag anses for tilstrækkeligt, ligesom der kan angives alternative datoer.

D.2.5 Underretning

Af hensyn til skyldnerens retssikkerhed er det i RPL § 493, stk. 3, bestemt, at skyldneren, hvis ikke andet er bestemt i lovgivningen, skal have underretning om udlægsforretningen, såfremt fuldbyrdelse sker på grundlag af en udpantningsret.

Retsplejeloven stiller ingen formelle krav til underretning, men den bør altid ske på en sådan måde, at det efterfølgende kan godtgøres, at underretning rent faktisk er sket.

Sendes underretning samtidig med bekendtgørelse i dagspressen, skal fristen af hensyn til overholdelse af fuldbyrdelsesfristen være på mindst 7 dage.

Sendes underretningen efter udløbet af fuldbyrdelsesfristen kan udlæg foretages med aftens varsel.

Der bør gives skyldner en frist, som giver skyldner mulighed for at afværge udlægsforretningen.

Undlades underretning, uden at betingelserne i RPL § 493, stk. 2, herfor er opfyldt, er udlægget ugyldigt, medmindre det antages, at undladelsen har været uden betydning.

Retten i Randers har behandlet spørgsmålet i sagen FS 6-1079/2002 (fogedretskendelse). I denne sag stadfæstede fogedretten regionens udlæg i indestående på bankkonti tilhørende skyldneren, da der ikke var foretaget udlæg i en budgetkonto, og der henstod et beløb på 2.500 kr. til leveomkostninger indtil næste lønudbetaling. Udlægget var foretaget uden forudgående underretning og uden skyldnerens tilstedeværelse, da skyldneren tidligere på dagen overfor fogden havde tilkendegivet, at han intet ejede, som kunne være til genstand for et udlæg, hvorefter det blev aftalt, at en igangværende afdragsordning skulle fortsætte.

D.2.6 Tilsigelser - fælles træk

Underretning sker typisk i form af en tilsigelse i henhold til INDL § 10. En tilsigelse er et pålæg til skyldner om at møde til udlægsforretning. Tilsigelsen skal angive tid og sted samt konsekvenserne af en udeblivelse.

Der anvendes 2 typer af udlægstilsigelser henholdsvis en uformel tilsigelse og en formel tilsigelse.

I begge tilfælde er det skyldneren og/eller virksomhedens ansvarlige leder, der tilsiges til udlægsforretning.

Fælles for de 2 typer af tilsigelser er oplysningerne om mødested, -dato og -tid, restancens størrelse og oplysningerne om, hvordan udlægsforretningen kan afværges.

Derimod er virkningen af udeblivelse fra udlægsforretning forskellige på de 2 typer, se nærmere herom under punkterne D 2.6.1 (uformel tilsigelse) og D 2.6.2 (formel tilsigelse).

D.2.6.1 Uformel tilsigelse

Virkningen ved udeblivelse på en uformel tilsigelse er, at der uden fornyet underretning inden for 2 dage kan foretages udlægsforretning på skyldnerens bopæl eller i virksomheden.

En sådan udgående fogedforretning anses ifølge gældende retspraksis for en fortsættelse af den varslede, hvis den vel at mærke foretages inden for 2 dage. Hvis 2-dagsfristen ikke kan overholdes, skal der ske fornyet underretning af skyldneren, da der i så fald er tale om en ny udlægsforretning.

En uformel tilsigelse kan forkyndes i dagspressen efter reglerne i INDL § 9, men kan også forkyndes for skyldneren personligt, hvis udlægsforretningen på grund af særlige omstændigheder ikke kan afvente forkyndelse i dagspressen.

Hvis skyldneren ikke træffes på den udgående fogedforretning, og fogden vurderer, at der er behov for at gennemføre fogedforretningen, rekvirerer fogden en formel tilsigelse.

D.2.6.2 Formel tilsigelse

Virkningen af udeblivelse på en formel tilsigelse er, at skyldneren uden yderligere varsel kan blive afhentet og fremstillet ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2 og 3, jf. INDL § 7, stk. 1

En formel tilsigelse anvendes således alene, når konsekvenserne af udeblivelsen forventes at blive politifremstilling, se D 2.7 Politifremstilling.

En formel tilsigelse skal altid forkyndes for skyldneren personligt, se herom i afsnit D 2.3.2.

D.2.7 Politifremstilling

Er skyldneren blevet tilsagt i henhold til RPL § 494, stk. 1, ved en formel tilsigelse, har skyldneren pligt til at give møde under udlægsforretningen.

Udebliver skyldneren uden lovlig forfald, kan fogden bestemme, at han skal politifremstilles, jf. RPL § 494, stk. 2.

Begæring om politifremstilling beror på fogdens skøn. I det skøn, der skal udøves, skal det indgå, om der ikke forinden bør forsøges med en udgående udlægsforretning.

Lovligt forfald foreligger først og fremmest, hvis skyldneren beviseligt har været syg. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at han fx skulle på arbejde eller ud at rejse.

Foreligger der ikke lovligt forfald, men dog visse undskyldende omstændigheder kan disse tages i betragtning i relation til skønnet over det rimelige i at lade skyldneren politifremstille.

Har skyldneren på grund af bortrejse ikke personligt været bekendt med tilsigelsen bør han ikke politifremstilles.

Har skyldneren reageret på tilsigelsen ved fx at sende et brev med indsigelser, eller har han betalt et afdrag, bør han ikke politifremstilles, men i stedet tilsiges til et nyt møde eller en ny udlægsforretning.

Anser fogden det for overvejende sandsynligt, at der ikke under udlægsforretningen kan opnås hel eller delvis dækning af kravet, bør fogden ikke træffe bestemmelse om politifremstilling, jf. RPL § 494, stk. 3, medmindre formålet hermed er at fremskaffe oplysninger til brug for lønindeholdelse, jf. INDL § 7.

Er der truffet bestemmelse om politifremstilling, uden at betingelserne herfor er opfyldte kan dette medføre et erstatningskrav fra skyldneren, jf. RPL § 505, stk. 1 og 2. (se afsnit D 1.10).

Krav om erstatning skal fremsættes overfor fogden, fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

D.2.8 Afværgelse af udlægsforretning

INDL § 11, stk. 1 bestemmer, at fra den dag, udlæg kan foretages, kan skyldneren med frigørende virkning betale det skyldige beløb til den, der skal foretage udlægget, samt at told- og skattevæsenet kan bestemme, at betaling til fogden kun kan ske under forretningen.

Told- og Skattestyrelsen har bestemt, at afværgelse kan ske såvel inden som under udlægsforretning ved betaling, modregning eller korrektion af kravet.

Afværgelse ved betaling forudsætter indbetaling af det samlede krav inkl. renter og omkostninger. Betaling skal ske kontant eller ved banknoteret check.

Afværgelse ved modregning kan ske under udlægsforretningen, såfremt skyldnerens krav anerkendes af fogden, eller hvis rigtigheden må anses for godtgjort og de almindelige modregningsbetingelser er opfyldte, jf. RPL § 522.

Dækker modregningen kun en del af fordringen, gennemføres der udlægsforretning for den resterende del.

Afværgelse ved korrektion af skyldgrundlaget kan ske ved 0-angivelse, negativ angivelse eller oplysning om, at virksomheden er afmeldt fra registrering uden restance.

Fogden må vurdere, om korrektionen kan antages at være korrekt. I benægtende fald fremmes udlægsforretningen og eventuelle indsigelser forelægges fogedretten til prøvelse, jf. INDL § 6.

D.3 Udlægsforretningens gennemførelse

Fremgangsmåden under en udlægsforretning er den samme, uanset hvor den finder sted, og uanset om skyldneren tidligere har været tilsagt til en udlægsforretning for det aktuelle krav eller et andet krav.

Før udlægsforretningen påbegyndes skal inddrivelsesmyndighedens foged påse, at de formelle udlægsbetingelser er opfyldt.

I forbindelse med påbegyndelse af udlægsforretningen, skal fogden præsentere sig overfor den, som møder eller træffes under udlægsforretningen, og skal på forlangende forevise legitimation.

Fogden skal ligeledes sikre sig identifikation af skyldneren.

Inden tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, opfordrer fogden skyldneren til frivilligt at opfylde kravet, jf. RPL § 496, stk. 1. Fordringshaveren kan ikke afvise afdrag på fordringen, jf. stk. 2.

Det krav, der foretages udlæg for, opgøres for skyldneren og indføres på udlægsbladet. Har skyldneren spørgsmål besvares de så vidt muligt og på en sådan måde, at skyldneren er klar over, hvad det er for et krav, der foretages udlæg for.

Det fremgår af RPL § 500, stk. 1, at fogden skal vejlede en skyldner, som ikke møder med advokat, om hans retsstiling under udlægsforretningen. Vejledningspligten er nærmere beskrevet i afsnit D 3.8.1.

Vejledningspligten skal iagttages under alle udlægsforretninger, uanset om skyldneren tidligere har givet møde under en udlægsforretning. Forsømmelse af vejledningspligten kan medføre, at udlægget ophæves som ugyldigt, hvis forsømmelsen anses for væsentlig. Spørgsmål om ophævelse afgøres af fogedretten.

I denne forbindelse er det vigtigt, at skyldneren oplyses om klageadgangen til fogedretten, jf. INDL § 6 (se D. 3.8.7). Hvis indsigelsen fremsættes overfor fogden under udlægsforretningen, indbringer fogden klagen for fogedretten. Efterfølgende kan en inddsigelse også fremsættes over for enten regionen eller kommunen, der derefter vil foranledige indsigelsen videresendt til fogedretten. Fristen for fremsendelse af indsigelser til fogedretten er 4 uger fra udlægsforretningens gennemførelse, jf. INDL § 6, stk. 3. Hvis særlige forhold gør sig gældende, kan fogedretten i indtil 1 år efter forretningens foretagelse dog tillade, at en indsigelse behandles. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. INDL § 6, stk. 3, sidste punktum.

D.3.1 Sagens parter

Under udlægsforretningen er foruden skyldneren fogden til stede. Skyldneren kan vælge at lade sig repræsentere ved en anden.

Ved gennemførelse af udlægsforretningen kan der i visse tilfælde anvendes vidner.

Inddrivelsesmyndighedernes fogder har under udlægsforretningen en dobbelt rolle, idet fogden dels er repræsentant for kreditor (told- og skattemyndighederne) og dels er "fogedretten", der som inddrivelsesinstans også skal tilgodese skyldnerens interesser.

Under en udlægsforretning kan tredjemænd, som mener, at et udlæg vil støde mod deres rettigheder, være til stede, jf. RPL § 499 (se D.3.10).

Tredjemand kan på et hvilket som helst tidspunkt rejse indsigelse mod udlægsforretningen, også efter at eventuel tvangsauktion er afholdt. Tredjemand kan dog kun rejse indsigelse vedrørende udlæggets genstand og ikke mod formalia ved udlægsforretningen, som fx at forkyndelse ikke er sket.

Endvidere kan der deltage vidner under en udlægsforretning (se D.3.9).

D.3.2 Skyldneren

Når en skyldner er tilsagt til udlægsforretning, er der mødepligt medmindre skyldneren har lovligt forfald, se herom D.2.6 om tilsigelser.

Skyldneren kan være

en fysisk person, der hæfter personligt og direkte for kravet

Driver skyldneren en enkeltmandsvirksomhed, kan kreditor således foretage udlæg i både virksomhedens aktiver og i den personlige formue.

en juridisk person, det vil sige en flerhed af personer, der driver en virksomhed. Der kan være tale om et selskab, forening m.v.

ApS eller A/S

Er der tale om et selskab fx et ApS eller et A/S kan kravet alene rettes mod selskabets formue. Aktionærer og anpartshavere hæfter ikke personligt for selskabets forpligtelser. Dog kan de vælge at stille sikkerhed for selskabets gæld ved frivilligt pantsætning af personlige formuegoder.

Interessentskab

I et interessentskab hæfter deltagerne personligt, solidarisk og direkte for selskabets forpligtelser. Fælleskreditorerne har fortrinsret til interessentskabets formue i forhold til de enkelte interessenters særkreditorer. Fælleskreditorer kan enten søge fyldestgørelse i interessentskabets formue eller i den enkelte interessents formue. Særkreditorerne kan foretage udlæg i den enkelte interessents formue eller i interessentens ideelle andel af interessentskabet, det vil sige nettoandelen.

Sameje

I tilfælde af sameje er fælles- og særkreditorer ligestillede.

Fogden skal i forbindelse med udlægsforretningen sikre sig identifikation af skyldneren og sikre sig, at der kun foretages udlæg i skyldnerens formue, se mere herom i afsnit D 5.1 Skyldnerens formue.

D.3.3 Skyldnerens pligter

Fogden skal vejlede skyldneren om hans retstilling under udlægsforretningen.

I de følgende underafsnit vil det blive beskrevet, hvad der indgår i fogdens vejledningspligt overfor skyldneren om skyldnerens pligter under og efter udlægsforretningen.

D.3.3.1 Mødepligt

Skyldneren har mødepligt, jf. RPL § 494, stk.1. Dette skal sammenholdes med, at skyldneren efter reglen i INDL § 10 kan tilsiges til en udlægsforretning, og at tilsigelsen er et pålæg om at møde.

Skyldnerens mødepligt og virkningerne af udeblivelse fra udlægsforretningen skal fremgå af teksten på de udlægstilsigelser, der fremsendes eller forkyndes for skyldneren, jf. afsnit D.2.6.1 Uformel tilsigelse og D.2.6.2 Formel tilsigelse.

D.3.3.2 Oplysningspligt

Skyldneren har oplysningspligt, jf. RPL § 497, stk. 1. Skyldneren skal give de oplysninger, som fogden finder nødvendige til gennemførelse af udlægsforretningen.

Blandt andet på grund af reglen i RPL § 509 om opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og hans husstand, er skyldneren pligtig til at give oplysninger om egne og husstandens økonomiske forhold og egne formueforhold.

En skyldner har også pligt til at give oplysninger om sin egen og husstandens økonomiske forhold efter RPL § 497, stk. 1, selv om der er rejst sigtelse mod ham for dokumentfalsk/bedrageri, når der ikke er sammenhæng med den rejste sigtelse, jf. ØLK af 23. november 2001 i sagen B-3024-01.

Af hensyn til muligheden for lønindeholdelse kan det kræves, at skyldneren giver oplysninger om arbejdsforhold herunder ansættelsessted.

På baggrund af ovennævnte oplysninger skal fogden vurdere hvilke fyldestgørelsesmuligheder, der er til stede.

Såfremt skyldneren ikke vil fremkomme med de fornødne oplysninger kan han tages i forvaring i op til 6 måneder, jf. RPL § 497, stk. 2. Afgørelsen herom kan alene træffes af fogedretten, jf afsnit D 1.3.4.1 Begrænsninger i den juridiske kompetence.

Hvis en skyldner fortsat ikke vil give oplysninger til brug for udlæg/lønindeholdelse efter at have været taget i forvaring ved politiets foranstaltning i samme sag i 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt, jf. RPL § 497, stk. 2, har vi ikke yderligere tvangsmidler til fremskaffelse af oplysninger.

Ifølge RPL § 494, stk. 4, har en direktør mv., der møder som repræsentant for et selskab, pligt til at give oplysninger om selskabets forhold under en udlægsforretning. En sammenholdelse af RPL § 494, stk. 4, og RPL § 497, stk. 2, fører frem til, at retsplejelovens bestemmelse om forvaring i § 497, stk. 2, også kan finde anvendelse på et selskabs direktør mv.

En direktør eller et medlem af bestyrelsen i et selskab kan således tilsvarende tages i forvaring af politiet, indtil pågældende til brug for udlægsforretning giver oplysninger om selskabets aktiver. Kendelse herom skal afsiges af fogedretten, der påser, om der er udsigt til at opnå hel/delvis dækning, og om sanktionen (forvaring) står i rimeligt forhold til kravets størrelse, jf. RPL § 494, stk. 3.

D.3.3.3 Sandhedspligt

Skyldneren har sandhedspligt, jf. RPL § 497, stk. 1.

Fogden skal pålægge skyldneren at tale sandt og gøre ham bekendt med strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring. Kravet om tilkendegivelse af strafansvar er opfyldt blot ved, at fogden angiver, at overtrædelse kan straffes.

Oplysningspligten i § 497 gælder alene i relation til skyldneren, ikke i relation til de personer, der møder i henhold til fuldmagt, jf. UfR 1960.717 ØLD, og heller ikke i forhold til tredjemænd.

I UfR 1960, 717 ØLD fandt landsretten det berettiget, at skyldnerens advokat nægtede at oplyse, hvad der stod på skyldnerens klientkonto, da der ikke var hjemmel til at sidestille skyldnerens advokat med skyldneren selv ved anvendelse af § 497, stk. 1, og da advokaten ikke var afæsket forklaring som vidne.

Der kan imidlertid blive tale om, at andre end skyldneren afhøres som vidner. Hvis tredjemænd ønskes afhørt som vidne - som fx i sagen UfR 1979, 216 VLD - skal sagen indbringes for den juridiske foged. I denne sag fastslår landsretten, at en skyldner, der under en fogedforretning til tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav har oplysningspligt efter RPL § 497, ikke har grundlag for at nægte samtykke til eventuel vidneførsel af bankpersonale til oplysning af, om skyldneren har yderliger aktiver i den konkrete bank.

Overtrædelse af sandhedspligten overfor en foged er sanktioneret i straffelovens § 162 om strafansvar for afgivelse af urigtig pligtmæssig erklæring.

Ved grov tilsidesættelse af sandhedspligten kan forholdet anmeldes til politimesteren, der er kompetent til at rejse tiltale for forholdet. Anmeldelsen skal ledsages af en udskrift af udlægsbladet, samt en nærmere beskrivelse af forholdene i sagen.

Sager om overtrædelse af straffelovens § 162 kan af regionen forelægges politimesteren, som afgør, om der er grundlag for at rejse sigtelse.

Da oplysningspligten alene påhviler skyldneren personligt, kan straffelovens § 162 ikke bringes i anvendelse overfor skyldnerens ægtefælle, advokat eller andre, der møder på skyldnerens vegne.

Såfremt skyldneren skjuler aktiver, som kunne gøres til genstand for udlæg, ifalder han ansvar efter reglen i straffelovens § 283 om skyldnersvig.

D.3.3.4 Åbningspligt

Skyldneren har åbningspligt, jf. RPL § 498, stk. 1. Det vil sige, at der skal gives fogden adgang til at undersøge skyldnerens husrum og gemmer, samt skyldnerens person, hvis sådan undersøgelse er nødvendig for gennemførelse af udlægsforretningen.

Bestemmelsen om undersøgelse af skyldnerens person bør kun anvendes i undtagelsestilfælde, og kun såfremt fogden har en mistanke om, at skyldneren skjuler kontanter eller værdigenstande på sig.

Tilladelse til undersøgelse af skyldnerens person i henhold til INDL § 7, stk. 3, kan indhentes telefoniske fra fogedretten. Der må ikke anvendes magt ved undersøgelse af skyldnerens person.

Der bør tilføjes en bemærkning om en undersøgelse af henholdsvis husrum og gemmer og/eller skyldnerens person på udlægsbladet.

Med husrum og gemmer menes de lokaler, hvorfra skyldneren driver sin virksomhed, samt skyldnerens bopæl m.v.

I sagen UfR 1948,1154 ØLD fik skattevæsenet adgang til skyldnerens bankboks, hvori der lå statsobligationer. Det burde dog først have været forsøgt at fratage skyldneren bankboksnøglen, eventuelt under anvendelse af tvang efter RPL § 497, stk. 2, om forvaring.

Det må antages, at fogden under en udlægsforretning kan gennemse skyldnerens personlige papirer for at blive gjort bekendt med såvel skattekort som lønsedler med henblik på at kunne foretage lønindeholdelse.

Fogden kan endvidere gennemse breve og lignende hos skyldneren. Gennemgangen af breve bør dog begrænses til gennemgang af breve, der fremtræder som forretningsbreve eller som indeholder aktiver, hvori der kan foretages udlæg.

Det kan formentlig ikke pålægges postvæsenet, at udlevere breve eller pakker, som er adresseret til skyldneren

Fogden kan anvende den fornødne magt, herunder bryde skuffer og døre op, eller der kan tilkaldes en låsesmed. Indgrebet indebærer en krænkelse af privatlivets fred, og det bør derfor kun anvendes, hvis ikke skyldneren er til stede, eller han nægter at åbne, og fogden i øvrigt med den fornødne sikkerhed kan identificere stedet som skyldnerens virksomhed/bopæl.

Fogden kan endvidere efter reglen i RPL § 498, stk. 2, anmode politiet om bistand ved åbning mv., ligesom politiet bør medvirke i tilfælde, hvor skyldneren optræder truende eller modsætter sig udlægsforretningens gennemførelse.

Fogden kan anvende fornøden magt overfor en tredjemand, der forsøger at hindre udlægsforretningens gennemførelse. Derimod kan der ikke ske undersøgelse af tredjemands person.

D.3.3.5 Begrænsning i skyldnerens rådighed over udlagte genstande

Et udlæg giver en panteret i et aktiv, og skyldnerens råderet over aktivet indskrænkes tilsvarende. RPL § 519, stk. 1, fastslår derfor, at skyldneren ikke må råde over aktivet på en måde, som kan være til skade for udlægshaver. Hvilke indskrænkninger, der er nødvendig, afhænger af, hvilke aktiver, der foretages udlæg i.

Det udlagte skal behandles og opbevares forsvarligt, men sædvanlig brug er tilladt trods udlæg. Derimod må skyldneren ikke forbruge det udlagte.

Der må ikke foretages retlige dispositioner i strid med udlægget. Der er intet til hinder for, at skyldneren underpantsætter udlagte løsøregenstande, men der må ikke foretages dispositioner over aktivet, der medfører, at rådigheden over aktivet ikke er hos skyldneren. Håndpantsætning og salg er således udelukket.

Såfremt skyldneren forsætligt råder over aktivet i strid med udlægget, ifalder han strafansvar efter straffelovens § 283 om skyldnersvig, jf. RPL § 519, stk. 2.

Sager om overtrædelse af straffeloven kan af regionen overgives til politimesteren, som afgør, om der er grundlag for at rejse tiltale.

D.3.4 Skyldnerens rettigheder

Der er i retsplejeloven indsat en række bestemmelser til beskyttelse af skyldneren under en udlægsforretning.

Disse rettigheder er kort beskrevet i afsnit D.1.4.1.4 Udlæg og uddybende i D.5 Udlæggets genstand. Endvidere er to væsentlige rettigheder beskrevet i afsnit D.3.8.2 om udtagelsesretten og i afsnit D.3.8.3 om påvisningsretten.

D.3.5 Skyldneren møder ved befuldmægtiget

Skyldneren kan under udlægsforretningen lade sig repræsentere af en anden.

Som hovedregel kræves det, at vedkommende medbringer fuldmagt. Fuldmagten skal forevises fogden, som noterer i sagen, at den er forevist og derefter arkiverer fuldmagten på sagen. Dette kan ske ved at fuldmagten påhæftes udlægsbladet. Under udlægsforretningen kan der kun foretages handlinger, som er dækket af fuldmagten.

Det ligger i en advokats stillingsfuldmagt, at han kan varetage klientens interesser, og der skal derfor ikke forevises en særskilt fuldmagt.

Reglerne om stillingsfuldmagt kan efter reglen i RPL § 265, stk. 3, ikke umiddelbart udstrækkes til at gælde for andre grupper herunder revisorer. Fogden må derfor forlange forevisning af fuldmagt i tilfælde, hvor skyldneren er repræsenteret ved revisor eller lignende.

Det antages dog, at en ægtefælle har tilstrækkelig fuldmagt til at repræsentere skyldneren, når tilsigelsen medbringes.

Et mangelfuldt fuldmagtsforhold medfører udlæggets ugyldighed ligesom skyldneren ikke er bundet af de oplysninger, som er afgivet under udlægsforretningen.

Erklæring om, at skyldneren intet ejer, der kan gøres til genstand for udlæg, kan kun gives, såfremt der er grundlag herfor i fuldmagten. Som udgangspunkt bør fogden aldrig acceptere en insolvenserklæring, der afgives af en person, der møder i stedet for skyldner, jf. Højesterets kendelse af 16. juni 2000 i sag 590-1999. Her udtalte Højesteret, at fogedretten ikke med virkning efter RPL § 490 (den såkaldte fredningsregel) kan konstatere, at en skyldner er insolvent, alene på grundlag af en erklæring fra en fuldmægtig for skyldneren.

Afgiver skyldneren en insolvenserklæring, bør rigtigheden af erklæringen undersøges under en udgående udlægsforretning, med mindre fogdens kendskab til skyldneren gør en sådan udgående udlægsforretning overflødig.

D.3.6 Skyldneren møder ikke

Hvis skyldneren ikke møder, kan skyldneren, afhængig af om der ved tilsigelsen er anvendt en formel eller en uformel tilsigelse, henholdsvis afhentes og fremstilles ved politiets foranstaltning efter reglerne i RPL § 494, stk. 2 og 3, eller få foretaget udlægsforretning på bopælen eller i virksomheden.

D.3.7 Told- og skattefogden og pantefogden

Under udlægsforretningen repræsenterer fogden told- og skattemyndighederne som offentlig kreditor. Samtidig hermed fungerer fogden som inddrivelsesmyndighed.

Fogden har pligt til at påse, at skyldnerens rettigheder ikke krænkes, ligesom pågældende skal vejlede en skyldner, som møder alene, om dennes retstilling, se afsnit D.3.8.1 Vejledning af skyldneren.

D.3.8 Told- og skattefogdens/pantefogdens pligter

Vejledningspligten skal iagttages under alle udlægsforretninger, uanset om skyldneren tidligere har givet møde under en udlægsforretning.

Hvis der rejses indsigelse under en udlægsforretning, skal fogden indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 1. punktum.

Hvis forsømmelsen er væsentlig, fx vejledning om klageadgang (indsigelse) til fogedretten, kan retsvirkningen af forsømmelse af vejledningspligten være ophævelse af udlægget som ugyldigt.

Netop fogdens dobbeltrolle er baggrund for bestemmelsen i INDL § 6, stk. 1, om at fogedretten træffer afgørelse om indsigelse mod udlæg, som fremsættes overfor fogden.

Spørgsmålet om ophævelse afgøres normalt af fogedretten, men inddrivelsesmyndighederne kan frafalde et udlæg, hvis det er fejlbehæftet/mangelfuldt.

D.3.8.1 Vejledning af skyldneren

Fogden skal vejlede skyldneren om pågældendes retstilling, jf. RPL § 500, stk. 1, og skal dermed vejlede skyldneren om dennes pligter og rettigheder under- og efter en udlægsforretning, herunder om at indsigelser over udlægsforretningen vil blive behandlet af fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 1. (se D.3.8.1).

Herudover skal fogden give skyldneren al den vejledning, der er behov for.

D.3.8.2 Overholdelse af udtagelsesretten

Bestemmelsen i RPL § 509 om udtagelsesretten finder kun anvendelse ved fysiske personer.

Fogden skal iagttage at reglerne om udtagelsesretten overholdes, jf. RPL § 509, og overholdelsen heraf dokumenteres på udlægsbladet.

Reglen er præceptiv. Det vil sige, at den ikke ved aftale med skyldneren kan tilsidesættes til ugunst for ham. Bestemmelsen er nærmere beskrevet under afsnit D.5 Udlæggets genstand.

D.3.8.3 Overholdelses af påvisningsretten

Fogden skal iagttage, at reglerne om skyldnerens påvisningsret overholdes, jf. RPL § 517, stk. 1, der fastslår, at skyldneren har ret til at påvise de aktiver, i hvilke udlæg skal foretages.

Påvisningsretten bliver således alene aktuel, når skyldner ejer flere aktiver, hvis værdi til sammen overstiger skyldens størrelse.

Skyldnerens pligt til at give oplysninger om, hvilke aktiver han ejer, følger af hans oplysningspligt i RPL § 497, stk. 1. Af samme bestemmelse følger, at han har pligt til at oplyse, hvor hans aktiver befinder sig. Heraf må følge, at skyldneren også har pligt til oplyse hvilke aktiver han ejer.

Overholdelse af fogdens pligt til vejledning af skyldneren om påvisningsretten skal dokumenteres på udlægsbladet.

Det følger af RPL § 507, stk. 1, at der kun kan foretages udlæg i genstande, der har en økonomisk værdi.

Hvis en skyldner anviser et aktiv uden værdi fx fordi aktivet er overbehæftet, bør fogden på fogedbladet notere, at skyldneren har anvist genstand XX, men at udlæg i XX er afvist, da XX skønnes at være uden udlægsværdi, hvorfor udlægsforretningen er sluttet som forgæves.

D.3.8.4 Opgørelse af krav

Fogden skal for skyldner opgøre det krav, der foretages udlæg for, og indføre beløbet på udlægsbladet.

D.3.8.5 Registrering af aktiver på udlægsbladet

Fogden skal foretage en registrering i udlægsbogen af aktiver, der foretages udlæg i, jf. RPL § 518, stk. 1. Registrering sker med angivelse af værdi, såfremt der er foretaget vurdering af de udlagte aktiver.

Vedrørende registrering på udlægsbladet og retsvirkningen heraf mv. henvises til afsnit D.4.3. og D.4.4.

D.3.8.6 Klagevejledning

Fogden skal give skyldneren klagevejledning, jf. INDL § 6, stk. 1, om, at indsigelser mod udlægget kan indbringes for fogedretten til afgørelse, se afsnit D.3.8.7.

Klagevejledning med angivelse af klagefrister bør også gives i de situationer, hvor der foretages udlæg, uden at skyldneren træffes, fx udlæg i fast ejendom på skyldnerens adresse.

D.3.8.7 Indbringelse af indsigelser for fogedretten

På grund af fogdens dobbeltrolle er det fastsat i INDL § 6, at fogedretten træffer afgørelser om indsigelser mod fogdens udlæg.

Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogden, der indbringer indsigelsen for fogedretten til afgørelse. Indsigelsen protokolleres på fogedbladet.

Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten inden for en frist på 4 uger fra forretningens foretagelse. Hvis en indsigelse inden for 4-ugersfristen udløb fremsættes overfor fogden, skal fogden også i denne situation indbringe indsigelsen for fogedretten så betids, at 4-ugersfristen overholdes.

D.3.9 Vidner

Der kan medvirke vidner under udlægsforretningen på skyldnerens eller fogdens initiativ, jf. RPL § 491, stk. 4. Det anses normalt ikke for påkrævet, at fogden anvender vidner under udlægsforretninger, som foretages på regionen eller det subsidiære mødested.

Derimod kan det være hensigtsmæssigt at anvende vidner i situationer, hvor der er tale om en vanskelig eller ubehagelig skyldner, eller det i øvrigt må antages, at der kan opstå problemer.

Inddrivelsesmyndigheden er bemyndiget til selv at afgøre i hvilket omfang, der skal medvirke vidner. Der skal dog altid medvirke vidner under afhentningsforretninger i tilfælde af, at fogden må skaffe sig adgang til skyldnerens bopæl, og hvis der kun træffes umyndige på bopælen.

Der er ikke i lovgivningen opstillet krav om, at det skal være en ansat ved told- og skattemyndighederne eller endog en offentlig ansat, der fungerer som vidne. Som vidne kan derfor også medvirke en låsesmed, en taxachauffør eller lignende. Hvervet som vidne er et offentligt ombud.

Vidnet pålægges tavshedspligt efter særlovgivningens regler, idet forvaltningsloven ikke finder anvendelse på udpantningsvirksomhed i henhold til inddrivelsesloven.

Overtrædelse straffes efter reglerne i straffelovens §§ 152 og 152 c - f, uanset om vidnet er fastansat eller ikke. Vidnet kan medvirke anonymt medmindre skyldneren dokumenterer tilstrækkelig retlig interesse i at få oplyst vidnets identitet.

D.3.10 Tredjemand

Tredjemand kan indtræde som part under en udlægsforretning, jf. RPL § 499, hvis han mener, at udlægget strider mod hans bedre ret, fx ejendomsret eller ejendomsforbehold.

Disse indsigelser skal indbringes for fogedretten til afgørelse, medmindre fogden finder det ubetænkeligt at acceptere indsigelsen.

D.4 Registrering i Udlægsbogen

Fogden skal registrere udlægsforretningens forløb på et udlægsblad (se D. 4.1 Protokolation på udlægsbladet) herunder optegne de aktiver, der er foretaget udlæg i, eventuelt med angivelse af værdi. Retningslinierne for registrering af aktiver er fastsat i RPL § 518. Hvis der opstår tvivl om hvilke genstande, der er foretaget udlæg i, må et udlæg frafaldes.

Det er overladt inddrivelsesmyndighederne selv at afgøre, hvordan udlægsblade skal indrettes. Udlægsblade skal ikke autoriseres.

En registrering er altid nødvendig og skal foretages med betydelig omhu, da den er en afgørende forudsætning for de fleste af de retsvirkninger, der er knyttet til et udlæg.

D.4.1 Protokolation på udlægsbladet

RPL § 518 angiver alene, at der skal ske registrering af de aktiver, hvori der er foretaget udlæg. Fogden skal dog beskrive (protokollere) hele udlægsforretningens forløb på udlægsbladet.

En omhyggelig registrering af, hvad der er passeret under udlægsforretningen er nødvendig for eventuelt senere at kunne løfte bevisbyrden overfor fogedretten om, at udlægsforretningen er sket i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven og inddrivelsesloven.

Som eksempel kan nævnes, at fogdens vejledningspligt efter RPL § 500, stk. 1, er obligatorisk. Tilsidesættes vejledningen på et for skyldneren afgørende punkt, fx påvisningsretten kan dette medføre, at udlægget ophæves.

Det er fogden, der overfor fogedretten har bevisbyrden for, at der er sket vejledning som foreskrevet. En omhyggelig protokollation på udlægsbladet af, hvad der er passeret under udlægsforretningen, vil stille fogden stærkt i eventuelle indsigelsestilfælde.

For så vidt angår told- og skattefogderne skal den øvrige protokollation på udlægsbladet ske i overensstemmelse med den fortrykte tekst. Dette sker enten ved afkrydsning eller ved overstregning.

I det omfang, den fortrykte tekst ikke dækker det, der sker under udlægsforretningen, skal dette indskrives på udlægsbladet. Kun forhold, der vedrører foretagelsen af udlægsforretningen, herunder hvad der er sket af særlig karakter og udlæggets genstand, skal protokolleres. Se afsnit D 4.3 om registrering.

I visse tilfælde vil det være hensigtsmæssigt, at få skyldneren til at skrive under på udlægsbladet som bekræftelse på, at pågældende er bekendt med protokolationen.

Andre forhold, der observeres hos skyldneren, og som kan have interesse for kontrolopgaven eller for bobehandlingen, så som sort arbejde, omstødelige dispositioner m.v. kan noteres på et særskilt stykke papir.

D.4.2 Vurdering af aktiver

Jf. RPL § 507, stk. 1, kan udlægget kun udstrækkes til så mange af skyldnerens aktiver, som fogden skønner er nødvendigt til dækning af det skyldige beløb og de omkostninger, der er forbundet med udlægsforretningen.

Hvis fogden finder det nødvendigt, eller skyldneren forlanger det, skal fogden foretage en vurdering af det udlagte.

Ønsker skyldneren vurderingen foretaget, kan skyldnerens anmodning herom gøres betinget af, at der stilles sikkerhed for omkostningerne herved, jf. RPL § 507, stk. 4. Kræves der særlig bistand til vurderingen, kan regionen rekvirere en sådan.

Ved vurderingen ansættes værdien til det beløb, som de udlagte effekter skønnes at kunne indbringe ved en offentlig auktion efter fradrag for de omkostninger, der er forbundet med auktionen.

Vurderingen skal foretages for hvert enkelt aktiv og ikke ved en samlet vurdering.

Ved udlæg i værdipapirer, som dagligt kursfastsættes på Københavns Fondsbørs, eller i udenlandske statspapirer, aktier og lignende værdipapirer, som kursnoteres på fremmede børser, skal vurdering ikke foretages, jf. RPL § 557.

Heller ikke ved udlæg i fordringer eller i indtægter af faste ejendomme finder vurdering sted.

Omfanget af udlægget bestemmes ved et skøn af hensyn til mulige omkostninger og udgifter ved indfordringen.

D.4.3 Hvad omfatter registrering

Registrering på udlægsbladet skal være så detaljeret, at de udlagte aktiver senere kan identificeres og således, at en ombytning af de udlagte genstande med andre tilsvarende aktiver ikke kan finde sted.

For visse aktiver er registreringen enkel, medens registrering af udlæg i andre aktiver kan være vanskeligt.

De krav, der stilles til registreringen af udlagte aktiver af hensyn til den nødvendige individualisering, er nærmere omtalt under kapitel D 5 Udlæggets genstand.

D.4.4 Retsvirkning af registreringen

Fogden skal foretage en registrering på udlægsbladet af aktiver, der foretages udlæg i, med angivelse af værdi, såfremt vurdering er foretaget, jf. RPL § 518.

Formålet med registreringen er at opnå en strafferetlig og tinglig beskyttelse af de udlagte formuegoder.

Registreringen skal være så nøjagtig, at det udlagt kan identificeres ved en senere afhentningsforretning. Ved udlæg stilles der samme krav om individualisering som ved tinglysning af underpant i løsøre, jf. UfR 1987, 750 Sø- og Handelsretten, hvor det fastslås, at formuleringen af udlægget ikke var tilstrækkeligt præcist til at kunne anses for dækkende for formålet med udlægget. I UfR 1987,750 Sø- og Handelsretten anmelder en kreditor i et konkursbo et separatist krav sikret ved udlæg. Boet anfægter kravet. Kurator gør gældende, at beskrivelsen af det udlagte er for upræcist til at opnå tinglig beskyttelse, hvilket Sø- og Handelsretten giver kurator medhold i.

Hvis det er utvivlsomt, hvilket aktiv der er foretaget udlæg i, vil en formel fejl i form af en fejlregistrering dog ikke i alle tilfælde medføre, at udlægget tilsidesættes, jf. UfR 1984,1084 VLD. I fogedbogen var anført et forkert registreringsnummer, der var oplyst af virksomhedens bogholder.

Efter at der er sket registrering af de udlagte aktiver, skal fogden vejlede skyldneren om, at han ikke må disponere over de udlagte genstande i strid med udlægget. Hvilke dispositioner, der er i strid med udlægget er beskrevet under punkt D 3.3.5 om begrænsninger i skyldnerens rådighed over udlagte genstande.

Udlægget er herefter at betragte som et udlæg til forauktionering, hvilket betyder, at det udlagte aktiv kan bortsælges ved tvangsauktion.

Udlægget giver adgang til tvangsrealisation, selv om skyldneren har handlet i strid med udlægget, idet den udlagte genstand som udgangspunkt kan kræves tilbage fra den, som genstanden er overdraget til (dansk rets almindelige regel om vindikation).

D.4.5 Retsvirkning af mangelfuld registrering

Kan det ikke senere bevises, hvad der er foretaget udlæg i, kan der ikke hævdes nogen særlig ret i kraft af udlægget.

Der kan således fx ikke blive tale om

rådighedsindskrænkninger for skyldneren i henhold til RPL § 519, eller at få skyldneren dømt for skyldnersvig efter straffelovens § 283 på grund af dispositioner over det udlagte

en auktion over det udlagte idet dette forudsætter, at det udlagte kan identificeres

at told- og skattemyndighederne er beskyttet overfor senere rettighedshavere, så som øvrige kreditorer og godtroende aftaleerhververe, idet denne beskyttelse er afhængig af, at de udlagte aktiver er registreret, så de kan identificeres på betryggende vis.

Angivelse af retsvirkningerne ved mangelfuld registrering er ikke udtømmende.

Registrering er dog ikke et absolut formkrav, der automatisk fører til, at udlægget er en nullitet eller ugyldigt, hvis den tilsidesættes.

Kan det uanset den mangelfulde registrering godtgøres, hvad der er foretaget udlæg i, er udlægget gyldigt, og det vil have de normale retsvirkninger. Dette gælder navnlig, hvis tredjemand ikke berøres af udlægget.

En mangelfuld registrering indebærer således en risiko for, at udlægget helt eller delvist ikke vil få de sædvanlige retsvirkninger.

D.4.6 Registrering af tredjemandspant

Stiller tredjemand pant for skyldnerens gæld, er der tale om en frivillig pantsætning, der kræver tredjemands samtykke.

Sikkerhedsstillelsen skal ske ved pantsætningserklæring, som kan afgives på den måde, at der på udlægsbladet noteres, at tredjemand frivilligt pantsætter et eller flere nærmere beskrevne aktiver som sikkerhed for skylden. Denne erklæring skal på udlægsbladet underskrives af tredjemand.

Hvis fogden i stedet for pantsætningserklæring foretager udlæg i tredjemands aktiver, er udlægget ugyldigt. Spørgsmålet har været behandlet af Fogedretten i Århus i kendelse af 18. januar 1999, sag nr. FS. 11686/98 (fogedretssag). I denne sag havde en samlever givet samtykke til udlæg i en bil, som hun ejede. Fogedretten ophævede udlægget med denne begrundelse

"Det lægges til grund som ubestridt, at XX ikke hæfter for YY s gæld til Told og skatteregion NN, og at der er foretaget udlæg i hendes bil til sikkerhed for YY s gæld. Uanset om XX har givet samtykke til foretagelsen af udlægget eller ej, finder fogedretten ikke, at regionen har hjemmel til at foretage udlæg hos hende for YY s gæld, og udlægget har derfor ikke nogen retsvirkning, hvorfor det af Told- og Skatteregion NN den 27. oktober 1998 foretagne udlæg i en Volvo 850 personbil, registreringsnummer NN nn.nnn, ophæves."

Fogden bør være opmærksom på retsvirkningslovens § 18 i de tilfælde, hvor tredjemandspantet omfatter pantsætterens bolig, idet der i denne situation kræves skriftligt samtykke fra tredjemands ægtefælle, for at pantsætningen har gyldighed og kan tinglyses.

Omfatter tredjemandspantet løsøre, bør pantsætningen tinglyses i personbogen/bilbogen ved Retten i Århus for at få gyldighed overfor pantsætterens øvrige kreditorer og overfor godtroende aftaleerhververe.

D.4.7 Tidspunktet for registrering

Registreringen skal foretages senest samtidig med udlægget og bør straks foretages på selve udlægsbladet.

Udlæg bør ikke foretages under henvisning til, at registrering vil finde sted på et senere tidspunkt. Der er derimod ikke noget i vejen for, at registreringen sker, inden udlægget dekreteres.

Kan registreringen ikke foretages under udlægsforretningen på regionen/kommunen, må udlægsforretningen kontinueres på det sted, hvor det pågældende aktiv befinder sig, med henblik på en nøjagtig registrering. Dette gælder, hvis det fx er nødvendigt at udarbejde specifikationer eller fortegnelser over det udlagte.

Udlæg kan i så fald først anses for foretaget, når registreringen har fundet sted.

D.4.8 Rettelser i registreringen

Rettelser i det, der er skrevet på udlægsbladet, kan kun ske under udlægsforretningen og aldrig på et senere tidspunkt.

Som dokumentation for, at rettelsen er sket under udlægsforretningen, kan fogden anmode skyldneren om at påtegne rettelsen på udlægsbladet.

D.4.9 Aftale om en betalingsordning

Aftales der en betalingsordning under udlægsforretningen skal afdragenes størrelse og betalingstidspunkt noteres på udlægsbladet, medmindre aftalen dokumenteres på anden måde fx ved benyttelse af en særlig blanket.

Hvis aftalen noteres på udlægsbladet anbefales det, at fogden anmoder skyldneren om at bekræfte aftalen ved at underskrive aftalen på udlægsbladet. Herved imødegås en eventuel indsigelse fra skyldneren vedrørende aftalens indgåelse.

D.5 Udlæggets genstand

D.5.1 Skyldners formue

RPL § 507, stk. 1, fastslår, at pengekrav kan fuldbyrdes i så stor en del af skyldnerens formue, som efter fogedrettens skøn er tilstrækkelig til dækning, ikke blot af kravet, men også omkostningerne ved fogedforretningen og udgifterne til opbevaring af det udlagte, indtil det kan sælges på tvangsauktion.

Der kan som absolut hovedregel ikke foretages udlæg i aktiver, der ikke tilhører skyldneren. Adgangen i KSL § 72, stk. 2, til at foretage et såkaldt subsidiært ægtefælleudlæg er således en lovbestemt undtagelse hertil.

Det er derfor nødvendigt at foretage en afgrænsning af skyldnerens formue over for formuegenstande, der tilhører andre.

Om forholdet mellem ægtefæller skal der henvises til bl.a. afsnit B.

Til illustration af problemstillingen kan her nævnes UfR 1997, 504 ØLK, hvor en skatteyder overførte sine virksomheder til tre af ham stiftede andelsselskaber med begrænset ansvar (a.m.b.a.). Told- og skattemyndighederne begærede for skatteyderens personlige skat udlæg i aktiver, der nu fremtrådte som tilhørende a.m.b.a. erne, idet det anførtes, at der forelå en omgåelse af selskabslovgivningens regler, eftersom driften burde være sket i aktie- eller anpartsselskabsregi. De tre a.m.b.a. er havde således ikke kunnet anerkendes som sådanne ved registreringsanmeldelsen, og driften i disse var blot en videreførelse af den tidligere i personligt regi foreståede drift. Landsretten imødekom udlægsbegæringen, idet a.m.b.a. erne ikke kunne anses som selvstændige retssubjekter, hvilket begrundedes med, at der på nær en række saldobalancer ikke forelå andre regnskabsmæssige oplysninger, fx årsregnskaber, der kunne belyse selskabernes drift og økonomiske stilling. Se tilsvarende UfR 1997, 507 ØLK (om et s.m.b.a.).

I TfS 1998, 644 VLK, fastslog Vestre Landsret, at organiseringen af et a.m.b.a. ikke havde været forsvarlig, og at den indkærede medstifter ikke havde godtgjort, at det begrænsede ansvar var kendeligt for tredjemand. Der blev derfor statueret et personligt ansvar. Det var også tilfældet i en anden sag om et a.m.b.a. Østre Landsret udtaler således i præmisserne i sin utrykte dom af 21. juni 1995, 6. afd. nr. B-0477-94: "Efter oplysningerne om selskabets oprettelse og drift kan det fastslås, at selskabet ikke tjener til opfyldelse af et ønske i en medlemskreds om etablering af et samvirke til løsning af opgaver i fælles interesse, men reelt alene er etableret for at tjene stifternes personlige økonomiske interesser."

Nævnes kan også TfS 1999, 134 ØLK. I denne sag var en skatteskyldner, A, ansat som daglig leder af et anpartsselskab, der havde hans mor som direktør. Ved en fejltagelse blev et beløb på ca. 261.000 kr. overført til A s bankkonto, selv om det rettelig tilkom selskabet. I 1998 foretog en kommune udlæg i A s konto for en større personlig skatterestance. Såvel fogedretten som Østre Landsret fandt, at der var sket en sådan sammenblanding af selskabets og A s midler, at selskabets ret ikke var beskyttet over for A s personlige kreditorer, hvorfor udlægget blev opretholdt. Se om udlæg i bankindeståender i øvrigt nedenfor i D.5.8.7.

D.5.1.1 Aktiver i sameje, herunder interessentskaber og kommanditselskaber

D.5.1.1.1 Aktiver i sameje

Aktiver i sameje kan gøres til genstand for udlæg, men kun for den bruttoanpart af aktivet, som skyldneren ejer.

Udlægget skal anmeldes over for den eller de øvrige ejere af aktiverne af hensyn til, at skyldneren ikke længere har rådighed over sin del af aktivet, og af hensyn til, at der eventuelt senere kan blive tale om tvangsauktion over den udlagte ejerandel.

Hvis det udlagte aktiv er en fast ejendom, skal udlægget tinglyses, og der kan efter de gældende regler begæres tvangsauktion over andelen af den faste ejendom.

Med hensyn til udlæg i fast ejendom erhvervet af skyldnerens ægtefælle henvises til B.1.5 og Østre Landsrets kendelser i UfR 1998, 162, og 1998, 1237, der begge statuerede, at et sameje ikke var opstået.

Er der tale om udlæg i løsøre, må samejet opsiges, hvis dette er muligt, og ellers kan samejet opløses ved dom, hvilket kræver sagsanlæg. Det er ikke i praksis muligt at bortsælge en anpart af et løsøre på tvangsauktion, idet det må forventes, at der ikke melder sig interesserede købere.

D.5.1.1.2 Interessentskaber

I et interessentskab hæfter interessentskabets formue kun for interessentskabets gæld. For gælden hæfter tillige den enkelte interessent fuldt ud og med hele sin formue solidarisk med de øvrige interessenter.

Interessentskabet hæfter således ikke for den enkelte interessents gæld.

Der kan dog foretages udlæg i interessentskabets samlede formue for den enkelte interessents gæld, men kun i interessentens ideelle nettoanpart af interessentskabet, og udlægget må respektere såvel interessentskabets gæld som interessenternes gensidige fradragsret i forbindelse med de enkelte interessenters afholdelse af udgifter på alle interessenters vegne.

Fælleskreditorerne (interessentskabets kreditorer) har således fortrinsret til interessentskabets formue i forhold til de enkelte interessenters særkreditorer. Det samme gælder den gensidige fradragsret for interessenterne.

Udlægget i den ideelle nettoanpart skal anmeldes over for interessentskabet af hensyn til rådighedsberøvelse over for skyldneren.

Udlægget må i juridisk henseende betragtes som et udlæg i en simpel fordring, der hverken kan tinglyses eller gøres til genstand for tvangsauktion. Udlægshaveren indtræder derimod i interessentens eventuelle ret til at opsige interessentskabsaftalen. Udlægshaveren vil i tilfælde af opsigelse kunne kræve udlodning fra interessentskabet af skyldnerens nettoandel af formuen, men told- og skattefogeden/pantefogeden ("fogeden") må i den forbindelse respektere bestemmelser i interessentskabsaftalen, der vanskeliggør eller forhindrer udlodning eller udtræden af interessentskabet.

Hvis der er mulighed for udlodning og udtræden, men parterne ikke kan enes om dette, kan fogeden i kraft af indtræden i aftalen ved udlægget kræve interessentskabet opløst ved skifterettens foranstaltning. Opløsning af interessentskaber sker efter § 82 i lov om skifte af dødsbo og fællesbo m.v.

Der kan i interessentskabskontrakter være optaget bestemmelser om, at den enkelte interessents ideelle anpart ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning fra den enkelte interessents kreditorer. Sådanne bestemmelser må som hovedregel betragtes som ugyldige, jf. RPL § 514, stk. 3, om selvbåndlæggelse, og skal ikke respekteres af fogeden.

D.5.1.1.3 Kommanditselskaber

Et kommanditselskab er et selskab, hvor mindst én deltager - komplementaren - hæfter personligt med hele sin formue, medens et antal deltagere - kommanditisterne - alene hæfter med deres indskud.

Såvel komplementar(er) som kommanditister kan være fysiske og/eller juridiske personer.

Et kommanditselskabs gæld kan inddrives ved udlæg både hos selskabet selv og hos komplementaren, men der kan hos kommanditisterne ikke foretages udlæg for et beløb, der overstiger det beløb, de ved indskuddet i selskabet har tegnet sig for. Er indskudsbeløbet indbetalt fuldt ud, hæfter kommanditisten ikke yderligere for nogen del af selskabets gæld.

Udlæg i indskudsbeløbet er betinget af, at det af tegningskontrakten for anparten fremgår, at der skal foretages (løbende) indbetalinger på restindskuddet.

Kommanditistens andel i selskabet kan gøres til genstand for udlæg for den pågældendes gæld, selv om værdien af anparten er negativ, jf. Højesterets kendelse i UfR 1997, 775, der er omtalt nedenfor i D.5.2.2.

Udlæg i en anpart i et kommanditselskab skal meddeles selskabet for at afværge, at kommanditisten selv råder over sin anpart.

Et udlæg i komplementarens rettigheder i kommanditselskabet for komplementarens personlige gæld vil i reglen kun være muligt, hvis komplementaren kan udtræde af kommanditselskabet.

Også for kommanditselskaber kan der vedtægtsmæssigt være bestemmelser for udtræden eller ophør eller for, hvorledes anparterne kan overdrages. Anparter i kommanditselskaber kan i reglen gøres til genstand for tvangsauktion.

D.5.1.1.4 Aktiver tilhørende tredjemand

Aktiver, der tilhører tredjemand, kan være i skyldnerens besiddelse af flere forskellige grunde: lån, leje, reparation, forarbejdning, opbevaring eller andet.

Der gælder særlige regler for kontante midler, jf. D.5.5.2 om "pengereglen".

Generelt må siges, at såfremt skyldneren - eller tredjemand - dokumenterer, at aktiverne ikke tilhører skyldner, er de undtaget fra udlæg for skyldnerens gæld, jf. RPL § 507, stk. 1 ("skyldnerens formue").

Såfremt der hersker berettiget tvivl om ejerforholdet, er det ikke fogedens opgave at fastslå ejerforholdet. I disse tilfælde kan fogeden foretage udlæg i aktiverne og dernæst indbringe spørgsmålet for den judicielle foged til afgørelse.

Hvis der i forbindelse med skyldnerens ihændehavelse af aktiver tilhørende tredjemand er opstået et pengekrav mod tredjemand, for eksempel et krav på betaling for opbevaring, reparation, forarbejdning eller lignende, kan dette krav naturligvis gøres til genstand for udlæg efter reglerne om udlæg i simple fordringer.

D.5.1.1.5 Tredjemandspant

Der er intet til hinder for, at tredjemand stiller egne aktiver til sikkerhed for en skyldners restancer. Dette begreb kaldes tredjemandspant, og det kan kun forekomme som frivillig pantsætning.

Hvis der over for fogeden tilbydes tredjemandspant, skal den frivillige pantsætning ske skriftligt, enten som et særskilt dokument eller ved, at tredjemand i fogedbogen skriver under på, at han stiller de pågældende aktiver som sikkerhed, dvs. afgiver en pantsætningserklæring.

Over for myndighederne er tredjemanden ikke debitor med sin formue. Fogeden kan derfor kun holde sig til de aktiver, der er stillet som sikkerhed, og hvis de ved tvangsrealisation ikke dækker den fordring, der er foretaget udlæg for, kan fogeden udelukkende holde sig til den oprindelige skyldner for restgælden.

D.5.1.1.6 Kaution

Kaution eller forløfte er det forhold, at tredjemand indestår for betaling af en gæld, hvis skyldneren ikke selv er i stand til det.

Kaution kan forekomme som simpel kaution eller selvskyldnerkaution.

Simpel kaution indebærer, at kautionisten først er forpligtet til at betale, når det ved retslige skridt er konstateret, at skyldner ikke selv kan betale. Opnåelse af betaling fra en simpel kautionist kan derfor være en langvarig proces og kræver retsskridt.

Selvskyldnerkaution indebærer, at kreditor kan kræve betaling fra kautionisten, så snart det er konstateret, at skyldneren ikke har betalt. Opnåelse af betaling fra en selvskyldnerkautionist er derfor forholdsvis enkel.

Kaution anvendes alene i beskedent omfang af told- og skattemyndighederne.

D.5.2 Aktiver, der er undtaget fra udlæg

D.5.2.1 Indledning

Hovedreglen i RPL § 507, stk. 1, er, at der kan foretages udlæg i alt, hvad en skyldner ejer.

Det er principielt uden betydning, hvilken form aktiverne har: fast ejendom, løsøre, fordringer eller andre aktiver.

Der er dog i retsplejeloven og i en række andre love indføjet undtagelser fra denne hovedregel, således at visse aktiver er beskyttet mod udlæg.

D.5.2.2 Økonomisk værdi

Efter RPL § 507, stk. 1, kan der foretages udlæg i så stor en del af skyldnerens formue, som er nødvendig til at dække gælden.

Allerede i ordet formue ligger en begrænsning, idet det må fortolkes sådan, at aktivet skal have en økonomisk værdi.

I UfR 1991, 790 ØLK, er det fastslået, at det udlagte skal kunne indbringe et provenu til udlægshaveren. Der var i sagen foretaget udlæg i to skibsanparter, men udlægget blev ophævet for den ene anparts vedkommende, fordi den ikke havde nogen positiv værdi. Det blev samtidig - for den anden anpart - fastslået i kendelsen, at der ved udlæg i sådanne anparter ikke skulle tages hensyn til den eventuelle skattemæssige konsekvens (beskatning af genvundne afskrivninger), som et salg af anparten medførte.

I UfR 1997, 775, havde fogedretten nægtet at foretage udlæg i en række kommanditanparter (skibsanparter mv.), idet de efter de foreliggende oplysninger havde en negativ værdi. Landsretten stadfæstede afgørelsen, hvorimod Højesteret under hensyn til kommanditanparternes særlige karakter og muligheden for, at værdien af disse senere ville blive positiv, i sin kendelse nåede til det modsatte resultat og tillod udlæg foretaget i disse, selv om det må antages, at et anpartsbevis med en negativ værdi ikke kan sættes på tvangsauktion.

I UfR 1992, 352 ØLK, blev det fastslået, at der ikke kan foretages udlæg i en bankgaranti. Nogle købere af en fast ejendom havde stillet en bankgaranti for købesummens erlæggelse. Efter handelens ophævelse og efter at have opnået dom over køberne ville sælgeren gøre udlæg i bankgarantien. Dette var ikke muligt, da garantien ikke var noget aktiv for de domfældte.

Der sondres mellem udlæg til ejendom og udlæg til forauktionering.

Ved udlæg til ejendom overgår ejendomsretten til det udlagte aktiv til kreditor ved udlæggets foretagelse, jf. navnlig RPL § 521 om udlæg i rede penge. Langt de fleste udlæg vil dog være udlæg til forauktionering, jf. RPL § 538, stk. 1. Ved sådanne udlæg opstår en panteret (retspant) for kreditor, således at denne efter en vis tid, jf. RPL § 542, kan lade det udlagte aktiv bortsælge på tvangsauktion med henblik på fyldestgørelse i det indkomne provenu.

Ved vurderingen af, om et aktiv har en værdi, skal der således gås ud fra, hvad aktivet kan indbringe ved salg på tvangsauktion, og ikke, hvad det eventuelt kunne indbringe i fri handel ved salg til en liebhaver.

Hvis et aktiv ikke kan bortsælges på tvangsauktion, kan der heller ikke heri foretages udlæg til forauktionering.

Som eksempel på sådanne aktiver kan nævnes lejerettigheder, der ikke vil kunne gøres til genstand for tvangssalg. Domspraksis har fastslået, at der ikke kan foretages udlæg i sådanne aktiver.

Goodwill har tidligere været undtaget fra udlægsadgangen, men ved en af Højesteret afsagt kendelse gengivet i UfR 1995, 500, er det fastslået, at der i princippet kan foretages udlæg i en virksomheds goodwill.

Værdien af det udlagte skal ikke blot dække hovedkravet med tillæg af renter, men også omkostningerne ved udlægsforretningen og udgifterne ved opbevaring og bortsalg på tvangsauktion, jf. RPL § 507, stk. 1, og UfR 1968, 883 VLK.

Efter RPL § 507, stk. 1, er det fogeden, der skønsmæssigt fastsætter værdien af de udlagte aktiver.

Dog kan såvel skyldner som foged forlange, at det udlagte undergives en egentlig vurdering, jf. RPL § 507, stk. 3.

Hvis fogeden selv foretager vurderingen, og skyldner ikke er enig i denne, skal spørgsmålet indbringes for den judicielle foged efter INDL § 6.

Hvis aktiverne er af en sådan beskaffenhed, at fogeden ikke selv kan foretage vurderingen, kan der med hjemmel i RPL § 507, stk. 4, anvendes sagkyndig bistand ved vurderingen.

D.5.2.3 RPL § 508

Efter RPL § 508 kan der foretages udlæg i rede penge, fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser.

Der kan dog foretages udlæg i en fremtidig erhvervelse, hvis erhvervelsen kun afhænger af opfyldelsen af en formalitet eller af opfyldelsen af betingelser i en indgået kontrakt, og erhvervelsen kan identificeres. I UfR 1996, 318 VLK, kunne der således foretages udlæg i en ejendomsmæglers krav på salær i henhold til en 3-måneders kommissionsaftale, selv om ejendommen endnu ikke var solgt.

Det vil i hvert enkelt tilfælde afhænge af en konkret vurdering af forholdene, når det skal afgøres, om der er tale om en identificerbar, fastslået erhvervelse, eller der er tale om en fremtidig, uvis erhvervelse.

I UfR 2000, 715 ØLD, der er refereret i afsnit D.5.8.6.4, blev det statueret, at der kunne foretages udlæg i dankort-betalinger, selv om disse først blev krediteret forretningens konto dagen efter udlægget. Da det er muligt at efterspore de dankort-betalinger, der er foretaget indtil et bestemt klokkeslæt på (udlægs)dagen, fandtes det udlagte tillige tilstrækkeligt identificeret.

Bestemmelsen i RPL § 508 fastslår også, at der kan foretages udlæg i behæftede aktiver. Et sådant udlæg må dog respektere tredjemands bedre ret.

Hvis der er tale om ejendomsforbehold på grund af restgæld, vil der ikke kunne afholdes tvangsauktion over det udlagte. Hvis tvangsauktion var tilladt, ville udlægshaveren nemlig underkende den i ejendomsforbeholdet indbyggede mulighed for tilbagetagelse. Ét-års-fristen i RPL § 526, stk. 4, suspenderes, hvis tredjemands bedre ret er til hinder for tvangsauktion. Det gælder dog ikke, hvis udlægshaver vidste eller burde vide, at denne ret, fx et ejendomsforbehold, var ugyldigt.

D.5.2.4 Trangsbeneficiet

Selv om en kreditor skal kunne forfølge sit tilgodehavende hos skyldner i form af udlæg og efterfølgende tvangsauktion, er det ikke meningen, at skyldner skal kunne fratages alt.

Der er i RPL § 509 optaget bestemmelser om, at en skyldner altid skal efterlades så mange aktiver, at han kan leve, om end på et beskedent niveau.

Reglerne omtales som trangsbeneficiet eller skyldnerens udtagelsesret.

D.5.2.4.1 RPL § 509, stk. 1

RPL § 509, stk. 1, fastslår, at udlæg ikke kan foretages i aktiver, der er nød-vendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand.

Fast ejendom kan dog altid gøres til genstand for udlæg, selv om den tjener skyldneren til bolig eller erhverv.

Det er kun fysiske personer, der kan påberåbe sig bestemmelsen. Juridiske personer er ikke omfattet.

Det er forholdene for skyldners husstand, der er afgørende. Til husstanden regnes fx ægtefælle, samlever, børn, plejebørn og forældre, der til stadighed bor sammen med skyldner og har fælles husholdning med denne. En husstand kan formentlig også udgøres af et kollektiv. Det afgørende er, om der består en faktisk forsørgelsesrelation mellem de pågældende, og om vedkommende har en tilstrækkelig fast tilknytning til husstanden. Det kræves ikke, at der består en retlig forsørgelsespligt, jf. UfR 1991, 449 VLK, om en samleverske.

Husstanden skal betragtes under ét. Hvis udlæg omfatter flere medlemmer af husstanden, kan bestemmelsen ikke anvendes af hver enkelt skyldner. Der skal ved vurderingen af, hvorvidt der efter RPL § 509, stk. 1, består en udtagelsesret, anlægges en samlet vurdering af, hvor meget hele husstanden behøver.

Det kan forekomme, at et af skyldneren udtaget aktiv har så stor en værdi, at det er urimeligt, at der ikke kan foretages udlæg i dette. I den situation opstår spørgsmålet, om kreditor har ret til at ombytte det værdifulde aktiv med et tilsvarende aktiv af ringere værdi - forudsat, at aktivet af ringere værdi dog er anvendeligt til skyldners formål med aktivet. Man taler om "substitutionsprincippet". Retspraksis er ikke entydig. Østre Landsret tillod i UfR 1986, 965 ØLK (værdifuld sofa og marmorbord), substitution, hvorimod Vestre Landsret nåede frem til det modsatte resultat i UfR 1988, 715 VLK (vandseng). Også retsteorien er splittet. Uenigheden beror formentlig på, om det skal fastholdes, at også meget værdifulde genstande, der er nødvendige for skyldner, er omfattet af trangsbeneficiet. Hvis dette antages, er det svært at forkaste substitutionsprincippet. Meget værdifulde genstande må dog formentlig falde uden for udlægsbeskyttelsen i RPL § 509, således at told- og skattefogeden eller pantefogeden ikke bør afskæres fra at foretage udlæg i sådanne aktiver. I stedet må fogeden i henhold til RPL § 500 vejlede skyldneren om indsigelsesretten efter RPL § 501, jf. INDL § 6, således at spørgsmålet i sidste ende kan afgøres af den judicielle foged.

Hvis skyldneren ejer aktiver i et sådant omfang, at der er mulighed for at vælge, hvad der skal foretages udlæg i, er det skyldneren, der har ret til at udøve valget. Denne såkaldte "påvisningsret" fremgår af RPL § 517, stk. 1. Udlæg kan dog altid foretages i rede penge (undtagelse følger af trangsbeneficiet) og i et pant, som man har til sikkerhed for kravet, jf. § 517, stk. 2.

Skyldneren kan ikke forlange, at der foretages udlæg i fast ejendom, behæftede aktiver, aktiver, hvis værdi er usikker, eller aktiver, hvis opbevaring eller afhændelse er særlig vanskelig, hvis han ejer andre aktiver, hvori udlæg kan ske, jf. RPL § 517, stk. 3.

D.5.2.4.2 Beskedent hjem og beskeden levefod

Der findes ikke nogen "facitliste", der angiver, hvad betegnelsen "beskedent hjem" omfatter.

Begrebet har tidligere i retsplejeloven været betegnet som "et simpelt hjem", men samfundsudviklingen gør, at grænserne for, hvad der omfattes, er under stadig udvidelse.

Det ligger dog helt fast, at der altid skal levnes møbler i et omfang, så husstanden har bord, stol og seng til rådighed for alle husstandens medlemmer. Derudover er almindelig radio og farve-tv over ca. 2 år omfattet af begrebet, ligesom almindelige køkken- og husholdningsredskaber, billeder af ringe værdi og almindelig beklædning er omfattet.

Enkelte fogedretter har udarbejdet en fortegnelse, der anvendes som rettesnor for udlægsforretningerne ved den enkelte fogedret, men de har ikke i sig selv nogen bindende virkning. Det må dog tages i betragtning, at såfremt et udlæg foretaget i indbo mv. indbringes for fogedretten, vil det være dennes afgørelse, der er gældende.

Hvis der foretages udlæg i erstatning i henhold til indboforsikring, skal der af forsikringssummen efterlades skyldneren tilstrækkeligt til, at han kan erhverve, hvad der hører til et beskedent hjem, såfremt disse genstande ikke er i skyldners besiddelse.

D.5.2.4.3 Kontante midler

Ud over bestemmelsen om et beskedent hjem rummer RPL § 509, stk. 1, også en bestemmelse om, at skyldner skal efterlades, hvad der er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod for husstanden.

Dette medfører, at der i skyldnerens besiddelse skal efterlades så mange kontante midler, at husstanden kan klare sig økonomisk, indtil næste indtjening kommer.

Der er heller ikke nogen fast regel for, hvor meget en husstand skal have i likvide midler for at kunne klare sig, men der kan eventuelt tages udgangspunkt i taksterne for kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, således at der skal efterlades midler til betaling for bolig, el, vand, varme, nødvendig transport til arbejde og et rådighedsbeløb til daglige indkøb, beregnet for tidsrummet fra udlægsforretningen og indtil skyldnerens eller husstandens næste indtægt.

Ved bedømmelsen heraf er det husstandens samlede indkomst, der skal danne grundlag for beregningen af, hvor meget skyldner selv skal have til rådighed. Der kan udmærket være tale om, at skyldner ikke skal efterlades kontante midler, hvis den øvrige husstands indkomst kan dække de nødvendige leveomkostninger. Der kan i den forbindelse tages udgangspunkt i rådighedsbeløbet ved betalingsevnevurderinger. Se om disse F.1.

D.5.2.4.4 Nødvendige aktiver for erhverv eller uddannelse - RPL § 509, stk. 2

Bestemmelsen siger, at der ikke kan foretages udlæg i aktiver af indtil 3.000 kr. s værdi, som er nødvendige for skyldnerens eller hans husstands erhverv eller uddannelse.

Det er uden betydning, om det drejer sig om skyldnerens hovederhverv eller et bierhverv, men det er en betingelse, at

skyldneren driver erhverv eller er under uddannelse, og aktiviteten fortsætter, eller

skyldneren står umiddelbart over for at skulle påbegynde et erhverv eller en uddannelse.

Hvis der skal foretages udlæg hos flere medlemmer af samme husstand, og de alle driver erhverv eller uddanner sig, gælder bestemmelsen for hver enkelt.

Kontante midler kan også falde ind under denne regel, fx til brug som kassebeholdning eller vekselpenge, men dette må ikke forveksles med bestemmelsen i § 509, stk. 1, hvorefter skyldner skal efterlades nødvendige kontante midler til opretholdelse af en beskeden levefod.

Skyldner kan ikke efter denne bestemmelse udtage genstande til en større værdi end 3.000 kr. mod at betale differencen ned til de 3.000 kr. Reglen er udformet således, at enten kan et aktiv udtages som havende en værdi af ikke over 3.000 kr., eller også kan der foretages udlæg i aktivet.

Ved fastsættelse af værdien skal der tages udgangspunkt i, hvad aktiverne kan indbringe ved tvangsauktion, og ikke i nyværdi eller pris ved salg til liebhaver, jf. UfR 1987, 692 VLK.

D.5.2.4.5 RPL § 509, stk. 3 - præceptivitet

Ifølge § 509, stk. 3, er reglerne i stk. 1 og 2 præceptive, hvilket vil sige, at de ikke kan fraviges, heller ikke efter aftale med skyldneren.

Dette betyder, at et udlæg, der er foretaget i aktiver, der er omfattet af § 509, stk. 1 eller 2, er ulovligt foretaget og dermed ugyldigt. Skyldner kan således ikke anvende sin påvisningsret efter RPL § 517, stk. 2, til at forlange, at der foretages udlæg i aktiver, der er omfattet af RPL § 509.

D.5.2.5 Uoverdragelige rettigheder (pension mv.) - RPL § 512

Efter RPL § 512, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i retten til ydelser, der ikke kan kræves betalt til andre end den berettigede personligt.

Bestemmelsen omhandler fx retten til at leje en ejendom eller bolig, retten til at bruge eller låne en ting, retten til kost og logi eller aftægtsydelser eller retten til en arbejdsydelse.

Der kan altså ikke foretages udlæg i sådanne uoverdragelige rettigheder.

I UfR 2001, 1182 ØLK, blev det fastslået, at der kunne foretages udlæg i et gavekort, selv om dette var personligt. Skyldneren havde ved lodtrækning vundet et efter vilkårene personligt gavekort på 25.000 kr. til indkøb i udstederens varehus. Grundet dets personlige karakter var gavekortet som udgangspunkt beskyttet mod kommunens udlæg for en skyldig restskat, men da udstederen havde erklæret sig villig til i det foreliggende tilfælde over for kommunen at opfylde fordringen i henhold til gavekortet, såfremt skyldneren samtykkede heri, fandtes bestemmelsen i RPL § 512, stk. 1, ikke at kunne påberåbes af skyldneren.

Ligeledes er efter RPL § 512, stk. 2, krav på underholdsbidrag i henhold til lovgivning om ægteskab og om børns retsstilling undtaget fra udlægsadgangen.

Efter RPL § 512, stk. 3, er også krav på pensioner og understøttelser eller anden hjælp fra det offentlige eller fra velgørende institutioner undtaget fra udlæg, medmindre der er forløbet tre måneder fra den dag, beløbet kunne fordres udbetalt, jf. nedenfor. Det samme gælder ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, jf. §§ 11-12 i lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter. Udlægsfritagelsen gælder således både tjenestemandspension og pensioner ifølge private pensionsordninger, også selv om der er tale om individuelle pensionsordninger. Alle former for social pension (folke- og førtidspension) er undtaget fra kreditorforfølgning, jf. § 47 i lov om social pension. Indeståender på kapitalpensionskonti, ratepensionskonti, selvpensionskonti og indekskonti har et pensionssigte og er således også undtaget fra kreditorforfølgning. Tilsvarende gælder for kapitalforsikringer, jf. §§ 116 og 118 i forsikringsaftaleloven. Disse er beskyttet mod kreditorforfølgning, indtil udbetaling har fundet sted. Udlægsfritagelsen i RPL § 512, stk. 3, og § 47 i lov om social pension gælder kun i tre måneder fra forfaldsdagen. Det er dog tvivlsomt, om 3-måneders-fristen gælder i relation til pensionsordninger, fx kapitalpension, der kommer til udbetaling med et éngangsbeløb, typisk når kontohaveren har nået en bestemt alder.

D.5.2.6 Genstande med affektionsværdi - RPL § 515, stk. 1

Efter RPL § 515, stk. 1, kan udlæg ikke foretages i genstande, som har en særlig personlig betydning for skyldneren eller medlemmer af hans husstand, medmindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at holde dem uden for fuldbyrdelsen af fordringshaverens krav. Det drejer sig primært om personlige genstande med affektionsværdi for skyldneren eller dennes husstand, fx familieportrætter, særlige smykker (forlovelses-/vielsesringe), sportspræmier, hæderstegn/-gaver og kæledyr.

Det er skyldnerens opgave at dokumentere, at genstandene har en sådan personlig betydning eller affektionsværdi, at de er undtaget fra udlæg, men reglen skal iagttages på samme måde som bestemmelsen om trangsbeneficiet.

De genstande, som en skyldner hævder er af personlig værdi, kan dog have en så høj værdi, at det findes uacceptabelt, at de kan friholdes for udlæg. Hvis det er tilfældet, må det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om genstanden er omfattet af § 515, stk. 1.

D.5.2.7 Hjælpemidler - RPL § 515, stk. 2

Efter RPL § 515, stk. 2, kan udlæg ikke foretages i personlige hjælpemidler, som er nødvendige på grund af sygdom eller legemlige mangler.

Området omfatter ikke alene fx kørestole, kunstige lemmer, briller og lignende, men også i visse tilfælde mekaniske eller elektriske hjælpemidler som biler, computere og andet, der skal hjælpe en handicappet person til en mere tålelig tilværelse.

Invalidekøretøjer er altid undtaget fra udlæg.

Der kan som rettesnor ved bedømmelsen af et eventuelt udlægsforbud henses til, om hjælpemidlet er anskaffet med offentlig økonomisk hjælp, men dette kan ikke være eneafgørende. Afslag på økonomisk hjælp begrundet i personens økonomiske situation kan således ikke i sig selv medføre, at der kan foretages udlæg i det pågældende hjælpemiddel.

I UfR 2001, 498 ØLK, ønskedes der for en skattegæld udlæg i en personbil fra 1990. Skyldneren var lam i hele underkroppen og brugte derfor kørestol. Han havde erhvervet bilen i 1997 og fået den specielt indrettet på grund af sit handicap. Den var således håndbetjent og havde fået en kasse på taget til opbevaring af kørestolen. Han var afhængig af bilen til almindelig transport, herunder til transport i forbindelse med et edb-kursus, han deltog i. Han havde ingen hjælper og var ikke i stand til hverken at tage med bus eller tog alene. Handicapbussen kunne han kun bruge to gange om ugen, hvilket var helt utilstrækkeligt til hans transportbehov.

Kommunen anførte som udlægsrekvirent, at bilen var anskaffet for provenuet fra salget af hans tidligere virksomhed, hvilket provenu han behændigt havde unddraget fra kreditors fyldestgørelse, og at han kunne klare sig med sin el-drevne kørestol. Fogedretten opretholdt pantefogedens udlæg, idet det anførtes, at manden havde klaret sig uden bil i 4 år, hvorfor det ikke fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at bilen var nødvendig for ham. Landsrettens flertal i en 2-1-afgørelse fandt, at manden på grund af sit handicap var afhængig af bilen til almindelig transport, herunder kørsel i forbindelse med edb-kurset. Da der var tale om en beskeden, ældre personbil, der var blevet særligt indrettet til hans behov, fandt flertallet, at bilen var et nødvendigt hjælpemiddel, som var beskyttet mod udlæg, jf. RPL § 515, stk. 2.

Også i UfR 2001, 1920 VLK, var en bil i medfør af RPL § 515, stk. 2, beskyttet mod udlæg. Et ægtepar havde begge underskrevet et ejerpantebrev på 210.000 kr. til en långiver, der havde ydet lån til mandens anskaffelse af bilen for ca. 262.000 kr. i 1993. Långiveren begærede i juni 2000 udlæg foretaget i bilen for et tilgodehavende på 200.000 kr. Landsretten anså bilen, der var udstyret med et særligt drejesæde, for at være et nødvendigt hjælpemiddel for hustruen, der i 1992 havde fået bevilget støtte efter den sociale lovgivning til køb af en bil.

I UfR 1988, 882 VLK, er det fastslået, at en varevogn, der oprindeligt blev anskaffet til virksomhedsbrug, ikke var undtaget fra udlæg, selv om den var overgået til anvendelse til transport af en fysisk og psykisk handicappet person.

I UfR 1990, 644 VLK, er der taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt et tv og en videobåndoptager kunne betragtes som hjælpemidler efter RPL § 515, stk. 2. I sagen havde skyldneren en datter, der havde store talevanskeligheder, og lægeligt var det blevet tilrådet, at hun blev sprogligt stimuleret ved at lytte til talepædagogiske bånd. Landsretten anså ikke apparaterne for undtaget fra udlægsadgangen.

Der bør dog altid ved skyldners påberåbelse af denne bestemmelse foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det beløb, effekterne kan indbringe på tvangsauktion, står i rimeligt forhold til det behov, skyldneren eller dennes husstand har for de pågældende aktiver.

D.5.2.8 Godtgørelse for offentlige hverv - RPL § 516

Efter RPL § 516 kan forudbetalinger for udførelse af offentlige hverv ikke gøres til genstand for udlæg.

Der er tale om forudbetalinger til fx vidner, stævningsmænd, syns- og skønsmænd og lignende.

Når hvervet er udført, er beløbene ikke længere fritagne fra udlæg. Det gælder, selv om der måtte være ubetalte regninger vedrørende hvervet.

D.5.2.9 Båndlagt arv og gave - RPL § 514

Efter RPL § 514, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i gaver, hvis giveren - da gaven blev givet - har bestemt, at udlæg ikke kan foretages. Der kan heller ikke foretages udlæg i renter og udbytte af sådanne båndlagte gaver, medmindre der er forløbet mere end 6 måneder efter forfaldsdagen for renterne eller udbyttet.

I denne situation er det altså en gavegiver, der bestemmer, at gavemodtagerens kreditorer ikke kan søge fyldestgørelse i gaven.

Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der kræves ægtepagt. Se herom afsnit B.1.3.1.

Også for arv, herunder tvangsarv, kan der ske båndlæggelse, og det er arvelader, der skal bestemme, at arven båndlægges. Reglerne om båndlæggelse af arv findes i arvelovens §§ 58-65. Hvis båndlæggelse er sket, kan der ikke foretages udlæg i arven, jf. arvelovens § 62, stk. 2, samt nedenfor i D.5.3.5. Det samme gælder uhævede renter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.

Båndlæggelse - hvad enten der er tale om gaver eller arv - er kun gyldig, hvis

båndlæggelsen er sket på det tidspunkt, hvor gaven bliver givet, eller arven falder, og

der er sket rådighedsberøvelse, således at gavemodtager eller arvingen ikke har rådighed over det båndlagte, og

der er truffet rimelige foranstaltninger til hindring af, at gavemodtageren eller arvingen kan disponere over gaven/arven.

Hvis en gave er behæftet med vilkår om, at modtageren ikke kan råde over den, betragtes det samtidig som en bestemmelse om, at der ikke kan foretages udlæg i gaven, medmindre andet fremgår af omstændighederne, jf. RPL § 514, stk. 4.

I begge situationer er det altså gavegiver/arvelader, der har bestemt, at gaven eller arven skal være beskyttet mod udlæg. En gavemodtager eller arving kan ikke selv bestemme, at gaven/arven skal være friholdt for udlæg. En sådan disposition har ikke gyldighed over for kreditorerne.

Bestemmelsen om båndlagte gaver har været bragt i anvendelse i forbindelse med medarbejderaktier og medarbejderobligationer, der er båndlagt 5 år fra modtagelsen, fordi de overdrages medarbejderen til en favorabel kurs. Der kan ikke foretages udlæg i sådanne aktier og obligationer, så længe 5-års-fristen ikke er udløbet.

RPL § 514, stk. 2, fastslår, at der heller ikke kan foretages udlæg i andre aktiver, som skyldneren har erhvervet på tilsvarende vilkår som nævnt i stk. 1, hvis erhvervelsen og vilkåret er led i en tilsvarende ordning for flere personer, og hvis hensynet til ordningens formål taler afgørende imod at tillade udlæg.

D.5.2.10 Udlæg i andelsboliger

Efter Højesterets kendelse i UfR 1996, 1478, hvor det blev tilladt at foretage udlæg i en skyldners andel i en andelsboligforening, blev der ved lov nr. 383 af 10. juni 1997 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber med § 6a indsat en bestemmelse, hvorefter udlæg og arrest ikke kan foretages i en andel i en andelsboligforening, hvor der til andelen er knyttet retten til en bolig, når det i vedtægten for andelsboligforeningen er fastsat, at andele i andelsboligforeningens formue ikke kan gøres til genstand for arrest eller eksekution, og at andelene ikke kan pantsættes. Se eksempelvis UfR 1997, 1567 ØLK, hvor et udlæg i en partialobligation, hvortil der var knyttet brugsret til en af andelsboligforeningsloven omfattet lejlighed, blev opretholdt af Østre Landsret, idet vedtægterne ikke hindrede eksekution.

Andelsboliger, hvortil der ikke er knyttet en boligret, fx erhvervslejligheder, kan gøres til genstand for udlæg.

Det er ikke tilstrækkeligt, at forbuddet mod pantsætning alene fremgår af andelsbeviset, jf. UfR 2000, 1283 ØLK. I UfR 2000, 1421 VLK, blev det fastslået, at der efter forarbejderne til lovens § 6a ikke var grundlag for at slutte modsætningsvist, således at der skulle være mulighed for at foretage udlæg i et ikke-aktuelt provenu fra salg af en andel. Udlægsforretningen nægtedes derfor fremme. UfR 2000, 1908 ØLK, fastslog, at skyldneren under en udlægsforretning efter RPL § 497, stk. 1, havde pligt til at forevise eller udlevere vedtægterne for en andelsboligforening, som han var medlem af. Han skulle også oplyse om foreningen, selv om han ikke havde vedtægterne.

D.5.2.11 Anden lovgivning

Der findes også i en lang række andre love indskrænkninger i adgangen til at foretage udlæg i en skyldners aktiver.

Som eksempler kan nævnes

Lov om ophavsret, hvorefter der ikke kan foretages udlæg i selve ophavsretten, så længe den tilhører ophavsmanden eller nogen, til hvem den er overgået i kraft af ægteskab eller arv, jf. § 62, stk. 1. Kreditor kan således ikke fremtvinge en udgivelse mv. af værket. Bestemmelsen anvendes ikke på rettighedserhververe, fx licenstagere. Om udlæg hos disse kan foretages, afhænger bl.a. af, om de i forhold til ophavsmanden har ret til at videreoverdrage rettighederne.

Dog kan kunstværker og manuskripter gøres til genstand for udlæg, hvis de har været udstillet eller udbudt til salg, jf. UfR 1985, 812 ØLD.

Efter § 62, stk. 2, kan der heller ikke foretages udlæg i eksemplarer af værket, hvis der er tale om manuskripter, originalforme osv. samt kunstværker, som ikke er udstillet, udbudt til salg eller på anden måde godkendt til offentliggørelse.

Udbytte af ophavsretten kan gøres til genstand for udlæg.

Med hensyn til fotografer udtaler lovens § 70, stk. 1, jf. stk. 3, at fotografens eneret svarer til de rettigheder, der tilkommer en ophavsmand til beskyttede værker. Det betyder, at der gælder de samme indskrænkninger i adgangen til at foretage udlæg.

Bekendtgørelse om børneopsparingskonti, § 4, stk. 3.

Lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, § 11.

Lov om investeringsfonds, § 14, og lov om indskud på etableringskonti, § 13.

Lov om boligopsparing, § 5, stk. 2, hvorefter der består et udlægsforbud i de første 3 år efter kontoens oprettelse.

Der vil sædvanligvis være adgang til at foretage udlæg i renter og udbytte fra disse konti, medmindre det udtrykkeligt er afskåret i de enkelte love.

D.5.3 Aktiver, der ifølge lovgivningen er delvist undtaget fra udlæg

Ud over retsplejelovens undtagelser fra adgangen til udlæg rummer en lang række speciallove også begrænsninger i adgangen til at foretage udlæg.

Retsplejeloven rummer også bestemmelser, der kun delvist hindrer udlæg i skyldnerens aktiver, og disse bestemmelser vil blive gennemgået nedenfor.

D.5.3.1 Gensidigt bebyrdede kontrakter - RPL § 511, stk. 3

Gensidigt bebyrdende kontrakter er eksempelvis kontrakter vedrørende køb/salg af løsøre eller fast ejendom eller arbejdsforhold, fremstilling og leverance af bestemte produkter samt byggeri.

Der kan som hovedregel foretages udlæg i rettighederne ifølge en gensidigt bebyrdende kontrakt, medmindre denne indeholder helt specielle momenter af personlig karakter, jf. herom i afsnit D.5.2.4 og D.5.2.5.

Om udlægget skal foretages i varen/produktet eller i betalingen herfor, afhænger af, hvilken af kontraktsparterne der er skyldneren.

Udlæggets værdi er dog afhængig af, at den kontraktspart, der er skyldneren, opfylder sin del af kontrakten. Udlægget giver imidlertid udlægshaveren ret til selv at indtræde i kontrakten og opfylde denne, men der er ikke pligt dertil. Denne indtrædelsesret benyttes ikke af told- og skattemyndighederne.

En kontraktspart vil som følge af udlægget ofte miste den forretningsmæssige interesse i at opfylde kontrakten, men det kan også ske, at han som følge af udlægget ikke bliver i stand til at opfylde sine pligter, fx hvis betalingen for ydelsen går til udlægshaveren, hvorved skyldneren ikke længere har midler til at betale arbejdsløn eller betale for varekøb til opfyldelse af kontrakten.

Derfor kan et udlæg i rettighederne ifølge kontrakten være generende eller ødelæggende for den anden kontraktspart, der således ikke får sin kontrakt opfyldt.

Der er derfor i RPL § 511, stk. 3, indsat en bestemmelse, hvorefter medkontrahenten kan levere eller betale direkte til sin kontraktspart, uanset at der måtte være foretaget udlæg i ydelsen eller betalingen, hvis det er nødvendigt for at undgå nærliggende fare for tab eller væsentlig ulempe. Udlægshaveren må i sådanne situationer acceptere, at udlægget tilsidesættes.

Det er ikke skyldneren, der efter RPL § 511, stk. 3, kan tilsidesætte udlægget, men derimod medkontrahenten.

Muligheden for at tilsidesætte udlægget kan udnyttes på to måder

medkontrahenten kan frigøre sig fra udlægget ved at levere eller betale til skyldneren, hvis det ellers ikke kan forventes, at denne opfylder sin del af kontrakten;

medkontrahenten kan også, uden at skulle indhente samtykke fra udlægshaveren, genforhandle kontrakten og foretage ændringer, der sikrer, at skyldneren opfylder sin del af aftalen.

Hvis medkontrahenten benytter sig af sin ret efter RPL § 511, stk. 3, til at tilsidesætte udlægget, løber han naturligvis en risiko for, at en senere prøvelse af sagen viser, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte udlægget.

Hvis det efterfølgende viser sig, at betingelserne for anvendelse af § 511, stk. 3, ikke var til stede, skal medkontrahenten erstatte værdien af det tilsidesatte udlæg.

Denne risiko kan elimineres, ved at medkontrahenten i stedet for at anvende § 511, stk. 3, gør sig til part under udlægsforretningen efter RPL § 499 og fremsætter indsigelse mod fogedforretningen. Der vil i så fald under udlæggets prøvelse for den judicielle foged blive taget stilling til, om indsigelsen er berettiget.

Hvis udlægsforretningen er afsluttet, kan medkontrahenten endvidere efter RPL § 504, nr. 1, begære forretningen genoptaget som stridende mod sin ret, eller han kan kære udlægget eller anlægge anerkendelsessøgsmål ved domstolene for at få fastslået, at udlægget strider mod hans rettigheder.

Hvis der under en af en told- og skattefoged/pantefoged afholdt udlægsforretning vedrørende en gensidigt bebyrdende kontrakt fremkommer indsigelse fra medkontrahenten, skal udlægsforretningen indbringes for den judicielle foged efter bestemmelserne i INDL § 6. Der gælder ingen 4-ugers-frist for disse indsigelser.

D.5.3.2 Løn

For at en lønmodtager ikke skal blive udsat for kontinuerlige udlæg i sin indtjening, er der i retsplejeloven indført en bestemmelse om forbud mod udlæg i ikke udbetalt løn mv.

D.5.3.2.1 Almindelig løn - RPL § 511, stk. 1

Efter RPL § 511, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i endnu ikke udbetalt løn eller i andet vederlag for personligt arbejde, medmindre der er forløbet mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent.

Der skal være tale om et egentligt arbejdsforhold. En aftale om præstation af et bestemt arbejdsresultat, fx entreprisekontrakter og sædvanlige forlagskontrakter, falder uden for § 511, stk. 1.

I UfR 1997, 241 ØLK, sidestilledes to forfaldne, skyldige fakturabeløb med løn for personligt arbejde, og et udlæg i fakturabeløbene fremmedes derfor. Fakturaerne var udstedt af en af skyldners hustru ejet enkeltmandsvirksomhed, som dog blev drevet af skyldneren i hustruens navn. Hustruen havde intet med driften at gøre.

Det er optjeningstidspunktet, der er afgørende for, om der kan foretages udlæg. Det er uden betydning, hvordan lønnen/arbejdsvederlaget betegnes, beregnes eller udbetales. Det er således uden betydning, hvornår lønnen er forfaldet. Se fx UfR 1989, 283 VLK.

I de situationer, hvor lønnen udbetales forud og indgår på en lønkonto, er der intet til hinder for at foretage udlæg i kontoens indestående, selv om perioden for lønindtjeningen endnu ikke er udløbet, og 7-dages-reglen i RPL § 511, stk. 1, skal ikke iagttages. Lønnen er ved indsættelse på kontoen blevet blandet med andre midler og er nu et indestående på en bankkonto. Se fx UfR 1973, 1009 ØLK.

Udbetales lønnen bagud, skal der hengå 7 dage fra indtjeningstidspunktet, før der kan foretages udlæg, medmindre lønnen er blevet blandet med andre midler, således at den ikke længere er identificerbar som lønindtægt.

For provisionslønnede - fx assurandører, der optjener provisionen løbende - kan der foretages udlæg i de provisioner, der er optjent indtil 7 dage før udlægsforretningen, selv om provisionen udbetales for en periode, fx en måned ad gangen.

Der skal under alle omstændigheder tages hensyn til bestemmelsen i RPL § 509 om trangsbeneficiet.

Udlæg i løn vil kun sjældent blive anvendt af told- og skattemyndighederne, idet der er adgang til lønindeholdelse for langt den største del af de skatter og afgifter, der opkræves.

D.5.3.2.2 Udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond

Udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond (LG) er en erstatning for mistet lønindtægt i forbindelse med arbejdsgivers økonomiske sammenbrud.

Udbetaling fra LG vil i praksis altid falde mere end 7 dage efter den periode, hvor den manglende løn er optjent, hvorfor det ville være nærliggende at antage, at beløbet kunne gøres til genstand for udlæg.

Der er ikke i loven om Lønmodtagernes Garantifond taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der kan foretages udlæg i et tilgodehavende hos fonden, men lovens § 8 fastslår, at et krav kun kan overdrages til vedkommende arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisation eller til en statsanerkendt arbejdsløshedskasse. Hvis kravet overdrages til andre, bortfalder adgangen til at få betaling fra fonden.

I UfR 1983, 388 HD, er det afgjort, at et krav på betaling fra LG ikke kan anvendes til modregning, og i UfR 1992, 369 VLK, blev der truffet afgørelse om, at udbetalinger fra LG er undtagne fra udlæg.

Begge afgørelser er begrundet i formålet med loven.

D.5.3.3 Lejeindtægter - RPL § 511, stk. 2

Der kan ifølge RPL § 511, stk. 2, ikke foretages særskilt udlæg i krav på leje af fast ejendom, før kravet er forfaldet.

Bestemmelsen forhindrer, at der foretages udlæg i fremtidig lejeindtægt, selv om denne er et krav ifølge en gensidigt bebyrdende kontrakt mellem udlejer og lejer.

Lejeindtægter fra udlejning af andet end fast ejendom er ikke omfattet af denne bestemmelse.

Udlæg i kravet på lejen kan derfor kun foretages i det korte tidsrum, der går fra lejens forfaldstidspunkt og indtil sidste rettidige indbetalingsdag, sædvanligvis 3 dage efter forfaldstidspunktet.

Det er ikke afgørende, hvilken form for fast ejendom lejen stammer fra. Der kan være tale om beboelsesejendom, erhvervsejendom, lejlighed, værelse eller sommerhus eller anden form for fast ejendom.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der foretages udlæg i den faste ejendom samt forfaldne og uforfaldne lejeindtægter, men da et sådant udlæg er en tilsidesættelse af retsplejelovens bestemmelser om brugeligt pant, er et sådant udlæg betinget af, at udlægshaver erklærer, at han snarest vil begære tvangsauktion over ejendommen. Udlægget vil derfor kun omfatte lejeindtægten indtil tvangsauktionstidspunktet. En auktionsbegæring kan dog frit tilbagekaldes, indtil auktionen er afsluttet, hvorfor der er en risiko for misbrug. Indgiver udlægshaveren ikke snarest auktionsbegæring, bortfalder udlægget i lejeindtægterne automatisk. Det synes på baggrund af bestemmelsen i RPL § 520 nærliggende at kræve, at udlægshaver skal indgive auktionsbegæring inden 14 dage. Skyldneren eller rettighedshaverne i ejendommen vil evt. gennem en genoptagelse af udlægsforretningen kunne få konstateret, at udlægget er bortfaldet som følge af ikke-rettidig indgivelse af auktionsbegæring, jf. RPL § 504, nr. 5. Det samme må gælde, hvis udlægshaver ikke uden ugrundet ophold fremmer auktionssagen, efter at han rettidigt har indgivet auktionsbegæring. Udlægshaver har ingen pligter over for lejerne, hvorimod en brugspanthaver vil være indtrådt i pantedebitors pligter over for lejerne. Udlægshaver har derfor ingen pligt til at hensætte en del af den oppebårne leje på ejendommens vedligeholdelseskonti eller varmekontoen. Omvendt kan en udlægshaver ikke kræve en misligholdende lejer sat ud af ejendommen. Det ville en brugspanthaver kunne gøre. Selv om der afholdes tvangsauktion over ejendommen, har udlægshaver ret til at beholde den af ham oppebårne leje til afskrivning på sin fordring, jf. UfR 1993, 798 ØLK, og UfR 1996, 9 VLK.

Hvis lejen indbetales på en konto i et pengeinstitut, herunder BG Bank A/S, kan der naturligvis foretages udlæg i indeståendet på kontoen.

D.5.3.4 Erstatningskrav

Erstatningskrav kan opdeles i to hovedgrupper

personskadeerstatning

tingsskadeerstatning.

D.5.3.4.1 Personskadeerstatning - RPL § 513

Der kan efter RPL § 513, stk. 1, ikke foretages udlæg i erstatninger for invaliditet eller forsørgertab.

I UfR 2002, 1742 HD, udtalte Højesteret, at de hensyn, der har begrundet denne undtagelse fra kreditorforfølgning, også gør sig gældende, hvor erstatningen beror på en forsikringsaftale, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med udbetaling af løbende ydelser såsom invaliderenteydelser som i den konkrete sag.

Ud over disse erstatninger er for eksempel arbejdsskadeerstatninger og krav på sygedagpenge undtagne fra udlæg efter de respektive speciallove.

Sådanne krav, der ofte har en betragtelig størrelse, kan dog frivilligt (viljesbestemt) overdrages eller pantsættes.

Beløbene er ikke alene undtagne fra udlæg, så længe de kun består som krav. Hvis de - efter udbetaling til den berettigede - holdes adskilt fra dennes øvrige midler og deklareres som erstatning af en bestemt art, er de undtagne fra udlæg. Kravet om adskillelse fra øvrige midler er absolut, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Hvis der har været hævet af en erstatning, og et tilsvarende beløb senere indsættes, eller hvis en indestående erstatning frivilligt har været stillet som sikkerhed, er beskyttelsen bortfaldet.

Også andre aktiver, der erhverves for erstatningsbeløbet, dvs. såkaldte surrogataktiver, kan holdes uden for udlægsadgangen, hvis erstatningsbeløbet var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue, og det kan bevises, at aktiverne er købt for erstatningsbeløbet.

Betænkning nr. 634 fra 1971 om udlæg og udpantning udtaler side 85, 2. spalte, om adskillelseskravet, at et erstatningsbeløb efter omstændighederne på tilstrækkelig klar måde vil kunne anbringes i fast ejendom, enten i form at tinglyst pantebrev, der angiver, hvorfra midlerne stammer, eller, hvis skyldneren ikke har anbragt andre midler i ejendommen, ved en tinglyst deklaration på denne. Ved tinglysningen må erstatningen dokumenteres. I UfR 1991, 750 ØLK, udtalte Østre Landsret således, at det lå inden for tinglysningsdommerens opgaver at påse, om en erstatning var omfattet af udlægsbegrænsningen i RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. I sagen havde K som anlægsinvestering erhvervet en fast ejendom for 880.000 kr., der berigtigedes ved overtagelse af et i ejendommen indestående lån med en restgæld på 807.025,08 kr. og en kontant udbetaling på 72.972,92 kr., der hidrørte fra et beløb på 714.039,10 kr., som K havde modtaget i erhvervsevnetabserstatning. Tinglysningsdommeren afviste i byrderubrikken at tinglyse en deklaration, i hvilken det blev oplyst, at ejendommen var erhvervet for erhvervsevnetabserstatningen. Tinglysningsdommeren begrundede afvisningen med, at alene udbetalingen hidrørte fra udlægsfritagne midler, og at der derfor ville ske en sammenblanding med øvrige midler, således at ejendommen ikke ville kunne fritages for kreditorforfølgning. Landsretten fandt imidlertid, at såvel udbetalingen som de i øvrigt med erhvervelsen forbundne udgifter stammede fra erhvervsevnetabserstatningen, der var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Det var af K oplyst, at terminsydelser og driftsudgifter skulle dækkes med lejeindtægter fra ejendommen.

Forøgelsen af friværdien i en sådan fast ejendom på grund af inflation eller normal amortisering med frie midler antages også at være beskyttet mod udlæg.

En deklaration vil, som det fremgår af UfR 1991, 750 ØLK, kunne være én måde, hvormed en skyldner vil kunne dokumentere, at et surrogataktiv er erhvervet for udlægsfritagne erstatningsmidler. Er surrogataktivet en fast ejendom, bør deklarationen tinglyses, jf. betænkning nr. 634 fra 1971, side 85, 2. spalte.

Efter Højesterets kendelse i UfR 1996, 1699, er det dog fastslået, at der ikke - som sket i TfS 1995, 615 ØLD, og Vestre Landsrets 2. afdelings utrykte kendelse af 22. januar 1996 i V.L.B-2714-95 - kan opstilles et formelt beviskrav i form af en skriftlig tilkendegivelse i erhvervelsesdokumentet om, at aktivet er erhvervet for udlægsfritagne erstatningsmidler. I Vestre Landsrets afgørelse blev det således udtalt, at det ved erhvervelse af en fast ejendom for udlægsfritagne erstatningsmidler skulle fremgå af en redegørelse i skødet, at den kontante købesum var blevet betalt med beskyttede beløb, selv om den udlægssøgende kreditor erkendte, at der var betalt med sådanne beskyttede beløb. Højesteret har med sin kendelse tilsidesat dette krav om en redegørelse i erhvervelsesdokumentet. Højesteret lagde i sin afgørelse til grund, at en bil, et tv og en fræser, som skyldneren havde betalt med en del af et erhvervsevnetabserstatningsbeløb, var fritagne for udlæg, da skyldneren for denne del af erstatningen havde fået udstedt tre checks direkte til sælgerne af disse surrogataktiver, således at der havde været den fra skyldnerens øvrige formue fornødne adskillelse. Der havde ikke i erhvervelsesdokumenterne været nogen tilkendegivelse af, at effekterne blev betalt med udlægsfritagne erstatningsmidler.

Som nævnt ovenfor mistes udlægsbeskyttelsen, hvis der har været hævet af en erstatning, og et tilsvarende beløb senere indsættes, eller hvis en erstatning har været anvendt som sikkerhedsstillelse. Dette gælder også for surrogataktiver. Vestre Landsret fastslog dog i en i Fuldmægtigen nr. 3, 2000, side 41f, gengivet kendelse, V.L.B-2386-99, afsagt den 2. februar 2000, at et sommerhus købt for 457.000 kr., hvoraf udbetalingen på 35.000 kr. stammede fra en personskadeerstatning ("erhvervsevnetab"), var udlægsfritaget i medfør af RPL § 513, stk. 1, trods en senere pantsætning. Skyldneren havde mod pant i ejendommen optaget et lån på 50.000 kr. til brug for opførelsen af en tilbygning til ejendommen. Fogedretten fandt det afgørende, at skyldneren ved pantsætningen havde belånt ejendommen på en sådan måde, at han derved indirekte helt eller delvist havde disponeret over sin personskadeerstatning. Da de 50.000 kr. var brugt til en tilbygning, var ejendommens værdi steget, hvorfor skyldneren ikke havde disponeret over erstatningssummen ved pantsætningen. Landsretten tiltrådte, at udlægsfritagelsen ikke var bortfaldet ved den senere pantsætning, men som kæremålet forelå, tog landsretten ikke stilling til, om tilbygningen og dens finansiering havde betydning for udlægsfritagelsen.

Det er tvivlsomt, hvordan retstilstanden er, hvis et aktiv kun delvist er erhvervet ved hjælp af udlægsfritagne erstatningsmidler. Hvis man antog, at der gælder en udlægsfritagelse for sådanne aktiver, ville man skabe en adgang for en skyldner til at opbygge et kreditorly ved at erlægge en beskeden udbetaling med udlægsfritagne erstatningsmidler ved anskaffelsen af et kostbart aktiv og lade resten finansiere med ubeskyttede midler. Den i takt med nedbringelsen af restgælden opståede friværdi ville ligeledes være beskyttet mod udlæg, jf. ovenfor. Dette taler derfor for at lade udlægsfritagelsen for sådanne "delvise surrogataktiver" være betinget af, at en væsentlig del af købesummen er erlagt med udlægsfritagne erstatningsmidler. I UfR 1991, 750 ØLK, der er omtalt ovenfor, blev det antaget, at såvel udbetalingen på knap 10 % som de i øvrigt med erhvervelsen af en fast ejendom forbundne udgifter stammede fra en erhvervsevnetabserstatning, og denne afgørelse kan derfor ikke tages til indtægt for en modsat opfattelse.

Hvis et udbetalt erstatningsbeløb eller surrogataktiver, der ikke er unikke (species), sammenblandes med skyldnerens øvrige formue, er adskillelseskravet i RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., ikke længere opfyldt, og udlægsfritagelsen er derfor ophørt. Det gælder dog ikke ved rene bagateller. UfR 1999, 165 VLK, fastslog således, at udlæg hverken kunne foretages i erstatningsbeløb indsat på en allerede eksisterende konto eller i en bil købt for erstatningsbeløbet. På skyldnerens konto indestod der i april 1996 et beløb på 25,96 kr., og den 16. april samme år blev der indsat en invaliditetserstatning på ca. 176.000 kr., hvorefter skyldneren hævede 71.500 kr. for den 11. juni 1996 på kontoen at indsætte en yderligere erstatning på ca. 213.000 kr. Ti dage senere, den 21. juni, købte skyldneren en bil for ca. 142.000 kr. I perioden fra juli 1996 til februar 1998 hævede skyldneren kontoens indestående. For nogle af pengene erhvervede han visse effekter, som han senere solgte. Salgssummerne blev indsat på kontoen. En kreditor begærede i oktober 1997 udlæg i bilen. Landsretten fastslog, at det beløb, der allerede stod på kontoen (25,96 kr.) var et i forhold til erstatningssummerne så ubetydeligt beløb, at det under de foreliggende omstændigheder ikke kunne medføre, at erstatningssummerne på tidspunktet for skyldnerens bilkøb ikke kunne anses for adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Bilen var ubestridt erhvervet for en del af de den 20. juni 1996 på kontoen indestående midler, hvorfor udlægsfritagelsen også omfattede bilen, og det spillede herved ingen rolle, om udlægsfritagelsen for så vidt angik kontoen var bortfaldet på et senere tidspunkt.

Højesteret udtalte i sin kendelse i UfR 2001, 2372, at en udbetaling fra en gruppelivsforsikring modtaget ved en ægtefælles død ikke var udlægsfritaget efter RPL § 513, stk. 1, analogt. I sagen havde D, som havde en større gæld til sin ægtefælle, K, ved dennes død modtaget en række livsforsikringssummer - heriblandt en gruppelivsforsikringssum - som blev indsat på særskilte konti. Boet efter K begærede udlæg foretaget i disse indeståender. Bestemmelsen i RPL § 513, stk. 1, kunne ikke udstrækkes til også generelt at omfatte forsikringssummer udbetalt i anledning af en ægtefælles død, og der var ikke oplyst konkrete omstændigheder, som kunne begrunde beskyttelse mod udlæg i det foreliggende tilfælde. Sagen blev herefter hjemvist til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg.

Efter RPL § 513, stk. 2, er krav som følge af ikke-økonomisk skade undtagne fra udlæg. Her er der tale om krav på erstatninger for eksempelvis svie og smerte og lignende. Disse krav på erstatninger er kun undtagne fra udlæg, så længe erstatningen ikke er udbetalt. Efter udbetalingen kan de ikke inddrages under den i stk. 1 nævnte kreditorbeskyttelse.

Også krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er undtaget fra udlæg, jf. RPL § 513, stk. 3. Her gælder som ved løn en 7-dages fredningsregel.

Udlægsfritagelsen efter RPL § 513, stk. 1 og 2, gælder dog ifølge § 513, stk. 4, ikke, efter at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene, hvis skyldneren under udlægsforretningen giver samtykke til udlæg eller har stillet aktivet som pant for vedkommende fordring. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, hvorefter krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, ikke kan overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. I en utrykt dom af 26. november 1999 fra Vestre Landsrets 5. afdeling i ankesag B-1467-98 gjorde skyldneren bl.a. gældende, at en til en told- og skatteregion meddelt transport på et krav på en forsikringssum i henhold til en ulykkesforsikring var ugyldig efter aftalelovens § 36, da han hævdede ikke at være blevet tilstrækkeligt vejledt af inddrivelsesmyndigheden. Landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag for at anvende erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, eller dennes analogi på krav i henhold til en ulykkesforsikring. Dernæst fastslog landsretten, at transporten ikke - som anført af skyldneren - kunne sidestilles med et udlæg. Som følge af udlægsforbuddet i forsikringsaftalelovens § 123 og RPL § 513 måtte der imidlertid ifølge landsretten være sikre holdepunkter for at antage, at en skyldner, der under en udlægsforretning tilkendegiver at ville give frivillig transport på en ulykkesforsikringssum, har været korrekt vejledt om indholdet af disse bestemmelser, idet transporten i modsat fald ville kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Landsretten fandt dog, at skyldneren var blevet gjort bekendt med betydningen af en transport, og at forsikringssummen som sådan var fritaget for udlæg. Transporten blev derfor opretholdt.

D.5.3.4.2 Tingsskadeerstatning

Tingsskadeerstatning kan komme på tale, når et aktiv ødelægges eller går tabt. Der kan både være tale om fast ejendom og løsøre.

Erstatningen kan ydes af skadevolderen, dennes forsikringsselskab eller af den skaderamtes forsikringsselskab.

Ingen af disse former for erstatning er undtagne fra udlægsadgangen, og der er mulighed for at foretage udlæg allerede fra det tidspunkt, hvor skaden er sket.

D.5.3.5 Arv

Der sondres mellem

ventendes arv, hvilket vil sige, at arveladeren endnu ikke er afgået ved døden. Der kan ikke foretages udlæg i den ventendes arv, jf. arvelovens § 30, 2. pkt. Et udlæg ville i øvrigt også stride mod RPL § 508, idet det ikke forud kan fastslås, om der fremkommer arv, og i givet fald hvor stor denne måtte blive.

falden arv, hvilket betyder, at arvelader er afgået ved døden. Den begivenhed, der udløser arven (dvs. dødsfaldet), har fundet sted, og der kan foretages udlæg i arven, jf. forudsætningsvist RPL § 542, stk. 4. Udlægsforretningen skal ikke afvente behandlingen af dødsboet, men kan foretages straks efter dødsfaldet, også selv om arvens størrelse ikke kan opgøres på udlægstidspunktet. Der er ikke tale om en fremtidig erhvervelse, da det udelukkende er et spørgsmål om tid at opgøre arven nøjagtigt.

En arvings indestående i et uskiftet bo kan heller ikke gøres til genstand for udlæg. Dette er tilfældet, uanset om førstafdøde er afgået ved døden før arvelovens ikrafttræden den 1. april 1964, og arven derfor arveretligt betragtes som falden, jf. ovenfor.

Hvis arvelader har båndlagt arven, er arvingens kreditorer afskåret fra at foretage udlæg i arven, jf. arvelovens § 62, stk. 2, og ovenfor i D.5.2.9. Såvel tvangsarv som friarv kan båndlægges, og arven kan omfatte alle former for aktiver: likvide midler, værdipapirer, løsøre og fast ejendom mv.

Renter og udbytte af bunden arv er ikke bundne, men til arvingens frie disposition. Der er dog en fredningsperiode på 6 måneder fra det tidspunkt, hvor renten/udbyttet forfaldt. Først efter udløbet af denne periode kan der foretages udlæg i renten/udbyttet, hvis beløbet ikke er hævet. Er renten/udbyttet hævet, kan der frit foretages udlæg heri.

Skal en anden end arvingen oppebære renterne af arven, bør arvelovens båndlæggelsesregel formentlig anvendes analogt, således at rentenyderens kreditorer først kan foretage udlæg i renterne, når disse efter 6 måneder fra forfaldstiden stadig ikke er hævet.

Hvis arven er falden, antages det i retspraksis, jf. fx UfR 1938, 824 ØLD, at arvingens kreditorer kan foretage udlæg i kapitalen med respekt af rentenydelsesretten, selv om denne ret kan eksistere i meget lang tid. I dette tidsrum kan der ikke afholdes auktion.

Med dødsboskifteloven fra 1996 gennemførtes nogle væsentlige ændringer på området for skifte af dødsboer.

Efter loven kan boet i visse situationer udlægges uden skifte (§§ 18-21) eller udlægges til den efterlevende ægtefælle (§§ 22-23), ligesom det kan udleveres til hensidden i uskiftet bo (§ 24 samt arvelovens §§ 8 og 9). Skiftes boet, kan det ske som privat skifte (lovens kapitel 15) eller ved bobestyrer (lovens kapitel 16). Der henvises til afsnit K.3 om dødsboer og dødsboskifte. Her skal blot nævnes, at det modsat tidligere ikke er en betingelse for privat skifte, at arvingerne hæfter personligt for afdødes gæld. Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver, jf. lovens § 10, stk. 1, 1. pkt. Indtil arvingerne deler boet, kan krav mod afdøde rettes mod boet. Efter lovens § 27, stk. 1, består der som hovedregel en solidarisk og personlig hæftelse for arvingerne for afdødes gæld og al massegæld i det øjeblik, de deler boets aktiver eller anvender samtlige bomidler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket af boet. Hæftelsen omfatter også afdødes skat for forudgående år og mellemperioden. Efter § 29 kan arvingerne bakke ud af et privat skifte, hvis boet viser sig insolvent. Det er tilstrækkeligt, at en enkelt arving forlanger det. I så fald får boet status som et bobestyrerbo. Reglerne om bobestyrerboer har afløst reglerne om det tidligere offentlige skifte, der kunne opdeles i gældsfragåelses- og gældsvedgåelsesboer. Disse er afskaffet. I stedet sondres der mellem solvente og insolvente bobestyrerboer. Se nærmere herom i K.3.4.

En arving kan give arveafkald, hvilket betyder, at arvingen ikke modtager nogen arv. Arveafkald kan gives til fordel for en eller flere andre personer, der så træder i arvingens sted, eller blot som et afkald på al arv. Arveafkald kan ikke gives, efter at der er foretaget udlæg i arven, men er arveafkald afgivet, er der ingen arv at foretage udlæg i.

En arving kan ikke selv båndlægge sin arv for derved at hindre kreditorerne i at fyldestgøre sig i arven.

D.5.4 Nytteværdi, sikringsakt og legitimationsvirkning

D.5.4.1 Indledning

I afsnittene D.5.2 og D.5.3 er gennemgået de negative afgrænsninger i forhold til mulighederne for at foretage udlæg i skyldnerens aktiver: lovbestemte undtagelser og delvise undtagelser fra udlægsadgangen. Derfor vil dette og de efterfølgende afsnit beskrive udlægsadgangen inden for de områder af aktiver, der er nævnt i RPL § 508: rede penge, løsøre, fast ejendom, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås.

D.5.4.2 Nytteværdi

Det kan dog inden denne gennemgang være formålstjenligt at henlede fogedens opmærksomhed på nytteværdien af at foretage udlæg i bestemte typer af aktiver.

Nogle aktiver har større nytteværdi end andre, og hvis fogeden i en udlægssituation kan vælge mellem flere aktiver, skal der foretages udlæg i de aktiver, hvor nytteværdien af udlægget er størst.

Ved vurderingen af aktivernes nytteværdi skal der tages hensyn til,

hvor let aktivet kan tvangsrealiseres, herunder hvor let aktivet kan opbevares indtil tvangsrealisation, og omkostningerne ved udbringning, opbevaring og tvangsauktion;

hvilken pris det under hensyntagen til dets art og stand vil indbringe på tvangsauktion;

om aktivet er behæftet med ejendomsforbehold, andre udlæg, pantsætninger eller andre former for rettigheder eller rådighedsindskrænkninger.

Hvis aktiverne efter denne bedømmelse skønnes at have en nytteværdi, skal fogeden tillige tage stilling til, hvorvidt udlæg må anses for hensigtsmæssigt ud fra et inddrivelsesmæssigt synspunkt.

Foretages der udlæg i en virksomheds samlede fordringer, vil udlægget afskære virksomheden fra at få indtægter og dermed være i stand til at afholde udgifter til lønninger, varekøb og andet, der skal holde virksomheden i gang. Hvis der foretages udlæg i en virksomheds produktionsapparat, vil en tvangsrealisation af disse medføre, at virksomheden må ophøre.

Konsekvensen vil i disse tilfælde være, at virksomheden må lukke, eller at den vil være moden til konkursbehandling. Derfor skal fogeden i alle udlægssituationer vurdere, om det er i egen interesse, at en virksomhed eventuelt tvinges til at lukke på grund af udlægget, eller om der er mulighed for at inddrive en større del af gælden, hvis der kun foretages udlæg i dele af virksomhedens aktiver.

Et udlægs nytteværdi er således en kombination af, hvor meget en tvangsrealisation kan indbringe, hvor let den kan gennemføres, og om udlægget er hensigtsmæssigt under hensyntagen til dets konsekvenser.

D.5.4.3 Sikringsakter

Når et udlæg er foretaget, skal eventuelle sikringsakter iagttages.

Nedenstående skematiske oversigt er gengivet efter Lars Autzen: Pantefogeden (4. udgave, 2002) med tilladelse fra Dansk Kommunalkursus.

Klik her for at hente oversigten i pdf-format

Sikringsakterne tjener til beskyttelse af udlægget mod

skyldnerens øvrige kreditorer, såvel offentlige som private.

godtroende aftaleerhververe, hvorved forstås personer, der efter aftale med skyldneren erhverver rettigheder over skyldnerens aktiver. Som eksempler på aftaleerhververe kan nævnes

et pengeinstitut, der opnår pant i aktiver, eller som eksempelvis får værdipapirer i håndpant,

et pengeinstitut eller en vekselerer, der køber værdipapirer af skyldneren,

en anden kreditor, der opnår transport i skyldnerens fordringer, eller

en køber af skyldnerens aktiver, fx fast ejendom.

Sikringsakten medfører en prioritetsbeskyttelse af udlægget over for andre kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Herved sikres, at udlægget ikke kan fortrænges af senere rettigheder, hverken udlæg, panterettigheder eller rettigheder i henhold til en overdragelse.

Selv om sikringsakten ikke er iagttaget, kan det foretagne udlæg dog være beskyttet, hvis der er tale om en aftaleerhverver i ond tro, altså en aftaleerhverver, som vidste eller burde vide, at der var foretaget udlæg. Princippet i dansk ret er, at aftaleerhververe i ond tro aldrig beskyttes.

Derimod er et udlæg, hvor en påkrævet sikringsakt ikke er iagttaget, ikke beskyttet mod skyldnerens andre kreditorer, hvad enten disse er i god eller ond tro.

Er de udlagte aktiver solgt eller foræret til en godtroende aftaleerhverver, kan udlægshaveren kræve aktiverne udleveret hos erhververen (der består en såkaldt vindikationsret), hvis en påkrævet sikringsakt er iagttaget. Er aktiverne derimod pantsat til en aftaleerhverver, efter at udlægget er foretaget, skal udlægshaveren respektere pantsætningen, hvis sikringsakten for udlægget ikke er iagttaget - forudsat, at panthaveren selv har iagttaget sin sikringsakt og er i god tro om udlægget.

Sikringsakten er forskellig, alt efter hvilket aktiv der er foretaget udlæg i. Kravet til sikringsakt kan også afhænge af, om udlægget skal beskyttes over for øvrige kreditorer eller over for godtroende aftaleerhververe.

For enkelte aktivers vedkommende kræves der ikke nogen efterfølgende sikringsakt, idet udlæggets foretagelse i sig selv er tilstrækkeligt.

I senere afsnit vil sikringsakten blive gennemgået for de aktiver, hvor en sådan er påkrævet.

Sikringsakt kan foretages, selv om et udlæg er indbragt for den judicielle foged efter INDL § 6, og selv om protestfristen ikke er udløbet. Sikringsakten skal også foretages, selv om der under udlægsforretningen er fastsat en afdragsordning.

Det er udlægshaver selv, der skal foretage sikringsakten.

Inddrivelsesmyndigheden skal derfor altid drage omsorg for, at sikringsakten foretages.

D.5.4.4 Legitimationsvirkning

Selv om visse udlæg ikke kræver en sikringsakt, kan der være behov for at underrette om udlægget, således at skyldner ikke længere over for omverdenen fremtræder som legitimeret i relation til det udlagte.

RPL § 524 fastslår, at hvis et udlæg er foretaget i en fordring, frigøres skyldneren ifølge fordringen ved betaling til den, hos hvem udlægget er gjort, under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af fordringen.

Heri ligger, at der gælder samme regler om legitimation i relation til udlæg i fordringer som ved overdragelse af fordringer, nemlig at flytte legitimationen til at modtage betaling for fordringen fra skyldner til udlægshaver. Legitimationen omfatter ud over selve betalingsmodtagelsen også udlægshavers ret til i øvrigt at træde i skyldnerens sted.

Det er udlægshaver selv, der skal sørge for underretning ( denuntiation) til fordringsdebitor, og underretning skal gives, selv om udlægget er indbragt for fogedretten, eller selv om der under udlægsforretningen er indrømmet en afdragsordning.

Hvis den udlagte fordrings skyldner er bekendt med udlægget på anden vis, er underretning dog ikke nødvendig. Det afgørende er denne skyldners gode tro - den fjernes ved en underretning om udlægget.

Inddrivelsesmyndigheden bør derfor altid give underretning til fordringens skyldner, når der foretages udlæg i fordringer.

D.5.4.5 Udlæggets prioritetsstilling

Der foretages ofte flere udlæg i de samme aktiver, og derfor opstår spørgsmålet om, hvordan prioritetsrækkefølgen er for udlæggene.

Hvis udlæg foretages af den judicielle foged efter begæring fra en privat kreditor, er det tidspunktet for fogedrettens modtagelse af begæringen om udlæg, der er afgørende for prioritetsstillingen. Flere udlægsbegæringer, der modtages samme dag, sidestilles. Bestemmelserne herom findes i RPL § 526, stk. 1.

Det er altså uden betydning, i hvilken rækkefølge fogeden foretager udlæggene og ekspederer udlægsbegæringerne. En enkelt privat kreditor kan ikke opnå bedre prioritet ved at få fremskyndet sin egen udlægsbegæring, hvis der forud er indleveret andre udlægsbegæringer.

Det er dog en betingelse, at kreditor ikke forsømmer at søge udlægsbegæringen fremmet. Hvis forsinkelser derimod skyldes skyldneren, tredjemand eller fogedretten, bevarer udlægget sin prioritetsstilling.

For udlæg, der foretages af told- og skattefogeden eller den kommunale pantefoged, regnes prioritetsstillingen fra selve udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk. 2.

Årsagen hertil er, at disse fogeder er ansat hos kreditor, og det er derfor kreditor alene, der afgør, i hvilken rækkefølge udlæggene skal fremmes.

Hvis den judicielle foged udsætter en udlægsforretning til senere kontinuation, er det fortsat tidspunktet for indgivelse af udlægsbegæringen, der er gældende for prioritetsstillingen. For told- og skattefogeder og for pantefogeder gælder fortsat tidspunktet for udlæggets foretagelse.

Hvis et udlæg i løsøre fornys, vil det få prioritet som et nyt udlæg, og det gamle udlæg bortfalder sammen med dets prioritetsstilling, jf. UfR 1986, 241 ØLD. Dette har betydning, hvis der i mellemtiden er foretaget udlæg fra anden side i de samme aktiver, idet et sådant udlæg da vil få prioritet forud for det fornyede udlæg.

Hvis et udlæg i fast ejendom fornys for at afbryde forældelsen, opretholdes den tidligere tinglysning, og der tinglyses alene for yderligere tilkommende renter m.v. Dette skal fremgå af fogedbogen.

Det kan ikke med retsvirkning for tredjemand mellem udlægshaver og skyldner aftales, at de udlagte effekter ombyttes med andre, eller at udlægget flyttes til andre aktiver. Hvis begge parter ønsker at ændre udlæggets genstand, må en ny udlægsforretning foretages.

Tvivl om prioritetsstillingen skal ikke afgøres i forbindelse med udlægsforretningen, men først i forbindelse med en tvangsauktion, hvor den judicielle foged udarbejder et fordelingsudkast, der skal vise, hvem af udlægshaverne der opnår provenu fra de solgte effekter.

Prioritetsstillingen mellem udlæg og andre former for rettigheder, dvs. transporter, løsørepantsætninger og håndpantsætninger, afgøres efter dansk rets almindelige regler om iagttagelse af sikringsakten. Således afgøres spørgsmålet om prioritetsstillingen mellem et udlæg og en løsørepantsætning ud fra tidspunktet for udlæggets foretagelse (hvis det er foretaget af told- og skattefogeden/pantefogeden) og tidspunktet for tinglysning af løsørepantebrevet.

D.5.5 Rede penge og behæftet løsøre

D.5.5.1 Indledning

Efter RPL § 508 kan udlæg foretages i rede penge, fast ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men ikke i fremtidige erhvervelser.

Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i forvejen er behæftede.

D.5.5.2 Rede penge

Der er i dansk ret en formodning for, at de penge, en person er i besiddelse af, er hans egne (" pengereglen"). Se til illustration heraf fx TfS 1999, 628 ØLK.

Efter RPL § 517, stk. 2, kan udlæg altid foretages i rede penge, uanset om skyldneren måtte ønske at anvise andre aktiver som genstand for udlæg.

Hvis der foretages udlæg i rede penge, skal fogeden altid iagttage bestemmelserne i RPL § 509 om trangsbeneficiet, således at skyldneren levnes tilstrækkelige midler til at opretholde en beskeden levefod, indtil næste indtægt eller løn kommer. Skyldners ret til at udtage rede penge til brug i erhverv (kassebeholdning eller byttepenge) efter RPL § 509, stk. 2, skal også respekteres.

Udlæg i rede penge er udlæg til eje, og efter RPL § 521 overgives det udlagte beløb straks til rekvirenten. Ved udlæg i rede penge skal beløbet derfor straks tages i bevaring.

Begrebet rede penge omfatter ikke alene danske penge, men også fremmed valuta, som er gangbar. Ved udlæg i fremmed valuta tages beløbet også straks i bevaring og omregnes efter gældende vekselkurs.

Der kan forekomme tilfælde, hvor et beløb, der er i skyldnerens besiddelse, ikke tilhører ham, og hvor det må respekteres, at der ikke kan foretages udlæg i beløbet.

Det må dog normalt forudsættes, at skyldneren har pligt til

at holde sådanne beløb afsondret fra egne midler - og også gør det,

at føre en form for regnskab over sådanne midler, eller at pengenes rette ejermand fører et sådant regnskab, samt

at underkaste sig en vis kontrol fra pengenes rette ejermand.

Som eksempler på sådanne tilfælde kan nævnes tjenere, taxachauffører og forretningsdrivende, der sælger konsignationsvarer (se D.5.7.8).

D.5.5.3 Behæftet løsøre

RPL § 508, 2. pkt., fastslår, at udlæg kan foretages, selv om et aktiv i forvejen er behæftet.

For løsøres vedkommende kan sådanne hæftelser bestå af

andre udlæg

ejendomsforbehold ifølge kontrakt

løsørepantsætning ifølge løsørepantebrev

håndpantsætning ifølge håndpantsætningserklæring (herunder håndpant i løsøreejerpantebrev).

For at sådanne foranstående hæftelser skal respekteres, skal en række formelle regler for de enkelte hæftelser være iagttaget.

For så vidt angår ejendomsforbehold ifølge kontrakt skal der allerede ved overgivelsen af løsøret til køber være truffet aftale om ejendomsforbeholdet. Aftale herom kan ikke indgås senere, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om kreditaftaler.

Det samlede beløb, der skal betales, skal overstige 2.000 kr., og der skal være præsteret den nødvendige udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. § 34, stk. 1, nr. 2 og 4, i lov om kreditaftaler. Dog er der ved erhvervskøb ikke krav om udbetaling, jf. § 50, stk. 2. Se nedenfor i D.5.7.5 om ejendomsforbehold.

Pantsætning af løsøre kan ske ved underpantsætning eller ved håndpantsætning.

Hvis løsøret er underpantsat, er sikringsakten tinglysning. For andet løsøre end biler bestemmer TL § 46, stk. 1, at et (pantsætnings)dokument anses for tinglyst, når det er indført i personbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret. Med hensyn til tinglysningens retsvirkninger finder § 42g, stk. 1, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse. TL § 42g, der omhandler biler, bestemmer, at et dokument anses for tinglyst, når det er indført i bilbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret (stk. 1, 1. pkt.). Tinglysningens retsvirkninger regnes fra den dag, hvor dokumentet anmeldes til tinglysning (stk. 1, 2. pkt.). Dokumenter, der anmeldes til tinglysning samme dag, ligestilles (stk. 1, 3. pkt.). Se om underpantsætning af løsøre D.5.7.11.2.

Er der tale om håndpantsætning, er sikringsakten, at skyldner effektivt skal være berøvet rådigheden over løsøret. Det er dog almindeligt anerkendt, at en frivillig udlevering af pantet til pantsætter for et kort tidsrum til varetagelse af et begrænset formål - fx fremvisning af pantet for en liebhaver - ikke bringer sikkerhedsretten til ophør. For at bevare sikkerhedsretten (dvs. opretholde sikringsakten) må panthaveren imidlertid sørge for at reagere med det samme og forfølge sin ret, hvis det viser sig, at tingen ikke bliver leveret tilbage i overensstemmelse med aftalen om den kortvarige udlevering med det begrænsede formål. Se herom afsnit D.5.7.11.1 om håndpant.

For alle tilfælde gælder, at der i dokumenterne skal være foretaget en så tydelig individualisering af løsøret, at forveksling eller ombytning ikke er mulig.

Hvis man vælger at foretage udlæg i behæftet løsøre, får dette udlæg prioritet efter den tidligere etablerede hæftelse og skal respektere denne, medmindre en eventuel sikringsakt for denne anden hæftelse ikke er iagttaget, og udlægshaveren selv har iagttaget sin eventuelle sikringsakt.

Et sådant udlæg med sekundær sikkerhed kan også opnå en bedre prioritetsstilling, hvis den foranstående hæftelse bortfalder på grund af forældelse (ved udlæg) eller ved indfrielse. Udlægget kan også i kraft af oprykning opnå bedre mulighed for dækning, efterhånden som den foranstående hæftelse afvikles. Se om oprykning afsnit D.5.9.5.

Man skal ved sådanne udlæg være opmærksom på, at det er aktivets værdi på et senere udbringnings- eller tvangsauktionstidspunkt, der er afgørende for, om aktivet værdimæssigt kan falde ind under bestemmelserne i RPL § 509, stk. 2, om erhvervsaktiver. Se herom UfR 1986, 592 VLK.

For så vidt angår håndpantsatte effekter antages det, at et udlæg forældes efter 1 år i overensstemmelse med RPL § 526, stk. 4. Dette medfører, at sådanne effekter skal tvangssælges af udlægshaver inden for fristen. Vestre Landsret fastslog i UfR 1995, 324 VLK, at en håndpanteret i pantebreve ikke var til hinder for, at en efterstående udlægshaver kunne have krævet tvangsauktion over pantebrevene, da udlægshaver ikke ved tredjemands ret havde været forhindret i at kræve tvangsauktion afholdt inden et år efter udlæggets foretagelse; udlægget var derfor forældet.

For at tvangsauktion kan gennemføres, vil det være nødvendigt, at udlægshaveren indfrier den foranstående håndpanthaver eller på forhånd tilsikrer håndpanthaveren, at denne vil få sin fulde fordring dækket ved tvangsauktionen. Udlæg i håndpantsatte effekter vil derfor kun undtagelsesvist medføre en tilstrækkelig dækning for det krav, der er foretaget udlæg for, idet man må være sikker på, at et tvangsauktionsprovenu ikke blot vil kunne dække den foranstående håndpanthaver, men også de med udlægget og auktionen forbundne omkostninger.

For underpantsatte effekters vedkommende forældes efterstående udlæg ikke på 1 år, jf. RPL § 526, stk. 4 ("tredjemands ret"), og UfR 1985, 962 VLD. Se om underpant D.5.7.11.2.

Et det udlagte løsøre behæftet med et ejendomsforbehold efter lov om kreditaftaler, vil ejendomsforbeholdet som hovedregel være til hinder for afholdelse af tvangsauktion, hvilket betyder, at 1-års-fristen suspenderes. Det gælder dog ikke, hvis udlægshaveren er klar over eller burde vide, at ejendomsforbeholdet er ugyldigt.

Se om RPL § 526, stk. 4, tillige D.5.7.2.

RPL § 526, stk. 5, udtaler, at reglerne i stk. 1-4 ikke gælder for udlæg i biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6a, og den 1-årige forældelsesfrist gælder således ikke her, jf. nedenfor i D.5.7.11.2.2.

D.5.6 Fast ejendom

D.5.6.1 Indledning

Hvis en skyldner ejer fast ejendom, fremgår det direkte af RPL § 508, at der kan foretages udlæg deri.

I dette kapitel vil blive gennemgået, hvad begrebet fast ejendom dækker, samt hvilket tilbehør der er omfattet af et udlæg i fast ejendom. Endvidere vil anvendelsesområderne for TL §§ 37 og 38 samt 47b, stk. 2, og disse bestemmelsers indflydelse på muligheden for at foretage udlæg blive gennemgået.

D.5.6.2 Sikringsakt

Efter TL § 1 skal udlæg i fast ejendom tinglyses for at opnå retsbeskyttelse over for godtroende aftaleerhververe og kreditorers retsforfølgning.

Tinglysning sker ved dommerkontorernes tinglysningsafdeling i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. For hver enkelt ejendom føres et blad, der viser

ejendommens matrikelnummer eller matrikelnumre, ejerlavsbetegnelse og beliggenhed,

det tinglyste ejerforhold for ejendommen,

tinglyste hæftelser på ejendommen og

servitutter, byrder og andre rådighedsindskrænkninger.

Tingbøgerne og de til disse knyttede akter (genparter af alle tinglyste dokumenter) er offentligt tilgængelige.

Den aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge en utinglyst ret, skal selv være tinglyst, og aftaleerhververen skal være i god tro, hvorimod en retsforfølgende kreditor ikke behøver at være i god tro.

God tro for aftaleerhververe er i TL § 5 defineret således, at aftaleerhververen ikke kender og ikke ved grov uagtsomhed er skyld i sit ukendskab til den utinglyste ret. God tro skal for aftaleerhververen være til stede på det tidspunkt, da hans ret anmeldes til tinglysning.

Af TL § 40, stk. 4, følger, at en panteret på den plads, den indtager i prioritetsordenen, altid kan opgøres med tillæg af påløbne, endnu ikke forfaldne renter. Der gælder med andre ord ingen tidsmæssig begrænsning for de påløbne, endnu ikke forfaldne renter mv., der derfor kan medtages fuldt ud i opgørelsen. For de forfaldne renter gælder derimod, at disse kun kan medtages i opgørelsen forud for de efterstående og sideordnede panterettigheder i det omfang, renterne ikke har været forfaldne til betaling i mere end ét år. Har renterne været forfaldne i over ét år, henvises de til sidstepladsen i prioritetsordenen. For ejerpantebreve er retstilstanden som følge af UfR 1990, 21 HD, og UfR 1992, 978 HD, at panthaver som hovedregel ikke har pantesikkerhed ud over den i ejerpantebrevet angivne nominelle hovedstol, men at det mellem panthaver og pantsætter kan være aftalt, at pantesikkerheden successivt skal opskrives med de påløbende renter.

D.5.6.3 Legitimationsvirkning

Når udlægget er tinglyst, kan der ikke rådes over ejendommen til skade for udlægshaver.

Er der forud for et udlæg tinglyst et ejerpantebrev, er der dog behov for at underrette kreditor ifølge ejerpantebrevet for derved at hindre skyldneren i yderligere at udnytte ejerpantebrevet til skade for udlægshaverens prioritetsstilling (indbrudspant), jf. herom afsnit 5.9.3.

D.5.6.4 Nytteværdi

Tvangsauktion over fast ejendom er tidkrævende, kompliceret og forbundet med økonomisk risiko.

Fogeden bør, forinden udlæg foretages, vurdere, hvorvidt der er en nytteværdi.

I denne vurdering kan bl.a. indgå, hvorvidt

ejendommen står over for salg inden for en rimelig tid, og det skønnes, at der kan fremkomme et provenu, eller

der på sidstepladsen er tinglyst et ejerpantebrev, som ikke er fuldt udnyttet, eller

der på anden måde kan antages at være reel sikkerhed i ejendommen, fx hvis ejendommens handelsværdi må formodes at ville stige som følge af låneomlægninger.

Udlæg i fast ejendom skal undgås, såfremt udlægget ikke skønnes at have nogen nytteværdi.

Modsat tidligere skal der ikke længere betales tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af retspant (herunder udlæg), jf. § 1, nr. 2, i lov nr. 382 af 2. juni 1999 med senere ændringer (lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv.).

D.5.6.5 Begrebet fast ejendom og ejendomstilbehør

Begrebet fast ejendom anvendes om grunde med og uden bygninger, men det dækker også over en lang række aktiver, der normalt opfattes som løsøre, men som indgår i en driftsøkonomisk enhed med bygninger.

En opklodset pølsevogn med indlagt el og vand samt afløb må eksempelvis normalt betragtes som en fast ejendom - i reglen på lejet grund (fx en kommunal stadeplads). Se TfS 1984, 119 LSR. Et udlæg i en sådan pølsevogn må derfor lyses i et bygningsblad vedrørende bygning på lejet grund, jf. TL § 19, stk. 1.

Det er i TL §§ 37 og 38 fastslået, hvilke løsøregenstande der betragtes som tilbehør til den faste ejendom.

Det er desuden i RPL § 518, stk. 2, bestemt, at udlæg i fast ejendom også omfatter tilbehør til ejendommen ifølge TL §§ 37 og 38, medmindre andet er bestemt.

Der kan altså foretages udlæg i ejendommen alene, men hvis intet er anført i fogedbogen herom, vil tilbehøret være omfattet af udlægget.

Modsat kan der ikke foretages udlæg i tilbehøret alene, medmindre skyldneren og alle øvrige berettigede i ejendommen samtykker heri, jf. RPL § 510, stk. 1.

D.5.6.6 Tilbehør efter TL § 37

D.5.6.6.1 Indledning

Betingelserne for, at TL § 37 finder anvendelse, er

at skyldneren er ejer af ejendommen,

at skyldneren er ejer af driftsinventar og driftsmidlerne, og

at den faste ejendom er varigt indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje.

Hvis skyldneren driver erhvervsvirksomhed fra lejede lokaler, men ejer driftsinventaret, falder dette således ikke ind under § 37.

Anvendelsesområdet for TL § 37 gennemgås nærmere nedenfor.

D.5.6.6.2 Fast ejendom

Bestemmelsen omfatter alle erhvervsejendomme. Der lægges vægt på, om der er tale om en erhvervsvirksomhed, og ikke om grunden er bebygget, eller om virksomheden har hjemme i en bygning på lejet grund.

Driftsmidler, der anvendes i en bygning på lejet grund, er således tilbehør, der er omfattet af § 37.

D.5.6.6.3 Varigt indrettet

Ejendommen skal være varigt indrettet med en særlig erhvervsvirksomhed for øje.

Der stilles ikke krav om en bygningsindretning (som eksempel kan nævnes campingpladser, sten- og kalkbrud mv.). Erhvervsformålet skal blot give sig til kende i kraft af varige ejendomsindretninger.

I reglen vil indretningen dog fremgå af særlige bygningsforanstaltninger. Det er ikke tilstrækkeligt, at bygningen rent faktisk bruges til erhverv, hvis dette ikke viser sig gennem indretningen. Det behøver dog ikke nødvendigvis vise sig i bygningens ydre. Den varige indretning kan ligge i lokalernes indretning, herunder anbringelse af særligt inventar, der kan tjene ejendommens faktiske anvendelse gennem længere tid.

Det er ikke afgørende, om virksomheden på udlægstidspunktet er færdigetableret i bygningerne. Hvis virksomheden er under etablering, og hvis der er en igangværende indretning af lokaler mv., anses driftsmidlerne for omfattet af ejendommens pant - under forudsætning af, at den endelige varige indretning ikke kun har et minimalt omfang. Der må heller ikke være tale om foreløbige eller forsøgsmæssige foranstaltninger.

Det er heller ikke noget krav, at hele ejendommen er varigt indrettet med henblik på en særlig erhvervsvirksomhed, men erhvervsvirksomheden skal være væsentlig for den samlede ejendom.

Panteretten efter § 37 omfatter kun det løsøre, som er tilbehør til netop den erhvervsvirksomhed, som ejendommen er indrettet til.

D.5.6.6.4 Særlig erhvervsvirksomhed

Der ligger i udtrykket "særlig erhvervsvirksomhed" ikke nogen begrænsning af erhvervets art. Det har derimod betydning, hvilken art erhverv ejendommen er indrettet til.

TL § 37 omfatter nemlig kun driftsmidler og driftsinventar af den art, der anvendes i den pågældende virksomhed.

Driftsmateriel og -inventar, der hører til en anden art virksomhed, der drives fra samme ejendom, omfattes ikke, medmindre ejendommen er indrettet til begge arter af erhverv, fx landbrug og maskinstation.

Det vil dog altid være naturligt, at der til en virksomhed er knyttet kontor og eventuelt kantine, hvorfor kontorinventar og kantineinventar altid er omfattet af ejendommens pant.

Det må være uden betydning, om den pågældende virksomhed er kommet i gang eller midlertidigt er ude af drift.

D.5.6.6.5 Omfattet af tinglyst pantebrev

Bestemmelsen nævner kun tinglyst pantebrev, men den omfatter også udlæg, idet RPL § 518, stk. 2, fastslår, at tinglyst udlæg i fast ejendom tillige omfatter tilbehør efter TL § 37, medmindre det udtrykkeligt angives, at der ikke ønskes udlæg i tilhørende driftsinventar.

D.5.6.6.6 Driftsinventar og driftsmateriel

Der kan ikke gives nogen detaljeret opremsning af, hvilke driftsmidler og hvilket driftsinventar der henhører under TL § 37, men betingelsen for henføring under § 37 er, at materiel og inventar tjener til virksomhedens drift.

Ifølge TL § 37, stk. 3, gælder § 37, stk. 1 og 2, ikke for de i § 42c nævnte køretøjer. Rettigheder over biler mv., som i medfør af § 37 er stiftet forud for ikrafttrædelsen af reglerne om bilbogen (pr. 1. juni 1993), bevarer dog deres gyldighed, jf. ændringslovens § 9 og nedenfor i D.5.6.6.6.2.

D.5.6.6.6.1 Egentligt grundlag for driften

Løsøret skal anvendes i forbindelse med forarbejdning, produktion, distribution og lignende og skal danne det egentlige grundlag for virksomhedens drift.

Det betyder, at overskydende materiel, der ikke med rimelighed kan benyttes i driften, falder uden for TL § 37. Som eksempel herpå kan nævnes, at det antages, at hvis en landbrugsbedrift har flere traktorer eller mejetærskere, end der er anvendelse for, er de overskydende eksemplarer ikke omfattet af § 37.

Det forhold, at en løsøregenstand synes større eller dyrere, end virksomheden har behov for, betyder ikke, at genstanden falder uden for § 37. Kun hvor løsøregenstandens værdi står i et helt urimeligt forhold til virksomheden og genstandens anvendelse i virksomheden, kan der blive tale om, at den ikke er omfattet af § 37.

Selv om en løsøregenstand kun anvendes lejlighedsvist eller sæsonbestemt, eller der i en periode ikke er brug for den i driften, falder den dog alligevel ind under § 37.

Uden for § 37 falder personlige brugsgenstande.

Også genstande, der nok anvendes i virksomheden, men som ikke kan siges at være naturlige i forbindelse med driften, falder uden for § 37. Herunder kan falde kunst- og udsmykningsgenstande, der er erhvervet af virksomheden, men som kun tjener til udsmykning af virksomhedens lokaler og ikke står i naturlig sammenhæng med driften.

D.5.6.6.6.2 Rullende driftsmateriel

Også rullende driftsmateriel kan i princippet falde ind under TL § 37. Kørende materiel såsom trucks, traktorer, diverse maskiner til jordarbejde, mejetærskere mv. er omfattet af begrebet "driftsmateriel" i § 37.

I ældre praksis synes det lagt til grund, at der alene krævedes et tilhørsforhold til erhvervsvirksomheden, men derimod ikke en stedlig tilknytning til den faste ejendom, således at transportmidler og andet "rullende materiel" generelt blev anset for omfattet af tilbehørspantet efter § 37 (motorkøretøjer anskaffet efter den 1. juni 1993 er nu undtaget efter stk. 3). I nyere praksis er det imidlertid fastslået, at der tillige kræves en vis stedlig tilknytning til den faste ejendom, jf. UfR 1980, 178 HD.

Ved lov nr. 281 af 29. april 1992 tilføjedes stk. 3 til § 37. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. juni 1993. Herefter omfatter § 37 ikke motorkøretøjer (samt påhængs- og sættevogne til biler samt campingvogne), hvorover rettigheder skal registreres i bilbogen. De før den 1. juni 1993 tinglyste pantebreve med pant i fast ejendom giver efter § 37 pant i motorkøretøjer, der bevisligt er indgået under panteretten før denne dato. Køretøjer, der efter denne dato er inddraget i virksomheden, omfattes ikke af panteretten efter § 37, og køretøjer, der var omfattet af § 37, udgår af pantet, når de udskilles eller udskiftes ifølge regelmæssig drift. Der opstår ved en sådan udskiftning ikke noget surrogatpant, men panthaveren må i stedet sørge for at få løsøreunderpant i motorkøretøjet og tinglyse denne ret i bilbogen. Indehavere af § 37-rettigheder over motorkøretøjer kan ifølge overgangsreglerne afgiftsfrit få tinglyst sådant (specificeret) pant i de pågældende motorkøretøjer. Hermed sikres en panthaver i forbindelse med fremtidige udskiftninger af motorkøretøjerne.

D.5.6.6.6.3 Varelager mv.

En betingelse, for at løsøre mv. falder ind under § 37, er, at det har en mere varig tilknytning til virksomheden. Derfor kan salgsvarer, råvarer, halvfabrikata og lignende aldrig henhøre under TL § 37.

Udstyr og løsøre, der anvendes til udlejning, sidestilles med varelager. Det medfører, at der kan foretages udlæg heri, idet sådant udstyr mv. ikke er omfattet af TL § 37 og dermed heller ikke af kravet om samtykke i RPL § 510, stk. 1.

Bryggeriers emballager i form af kasser og flasker er dog altid omfattet af TL § 37, uanset at disse emballagegenstande periodevis ikke har den stedlige tilknytning til virksomheden, idet de kun befinder sig hos virksomheden til påfyldning mv.

D.5.6.7 Særskildt finansiering af driftsinventar og driftsmateriel

TL § 37 hindrer ikke, at tredjemand erhverver rettigheder i erhvervsløsøre, der af ejeren anskaffes til ejendommen. Der er i TL § 37 åbnet mulighed for særskilt finansiering af driftsmateriel og driftsinventar.

Der kan være tale om, at tredjemand har rettigheder i form af ejendomsforbehold, løsørepantsætning eller leje-/leasingkontrakter.

Muligheden for etablering af tredjemandsrettigheder er nødvendig af hensyn til virksomhedens anskaffelse af nye driftsmidler eller nyt driftsinventar.

Betingelsen for, at ejendommens panthavere, herunder udlægshavere, skal respektere denne form for tredjemandsrettigheder, er, at rettigheden skal være stiftet eller forbeholdt senest på det tidspunkt, hvor løsøret indgår i virksomheden som driftsmateriel eller driftsinventar, hvilket normalt vil være ved anbringelsen på ejendommen, og at stiftelsen eller forbeholdet af tredjemandsrettighederne kan bevises.

Formentlig må dog et ejendomsforbehold og en løsørepanteret kunne etableres i umiddelbar tilknytning til anskaffelsen, dvs. "in continenti". Dette må i al fald gælde, når der ved udløbet af en aftalt og normal prøvetid (efter overgivelse på prøve) indgås en købsaftale eller en pantsætningsaftale vedrørende den pågældende genstand. Det samme må formentlig antages, såfremt sælgeren i kraft af et kontantforbehold i forhold til køberens almindelige kreditorer havde ret til at tage tingen tilbage, men i stedet indgår en ny aftale om ejendomsforbehold, eller der til sikkerhed for sælgeren eller en financier oprettes et løsørepantebrev med pant i genstanden. Om et løsørepantebrev er udstedt og tinglyst, før genstanden føres ind på ejendommen, bør være uden betydning, når blot pantsætningsaftalen er gyldig mellem parterne og kan bevises.

I det omfang, der opstår friværdi i sådant løsøre i takt med, at restgæld betales, gribes denne friværdi af TL § 37, således at friværdien altid indgår i ejendommens pant. Der kan derfor ikke foretages udlæg særskilt i sådant løsøre eller i den friværdi, der efterhånden opstår heri.

D.5.6.8 Særligt for landbrugsejendomme

Som en særlig udvidelse af TL § 37 gælder for landbrugsejendomme, at besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser er omfattet af bestemmelsen, hvis der foreligger en landbrugsbedrift, og hvis produkterne er af den art, der sædvanligvis frembringes og sælges af virksomheden.

Dog kan der foretages udlæg i produkter, der er afsætningsklare, dvs. at produkterne er udskilt med henblik på salg.

D.5.6.8.1 Besætning

For at dyr kan være omfattet af TL § 37, kræves der efter den sædvanlige opfattelse, at de enten er avlsdyr eller hører til i driften af landbruget, og at de er landbrugsdyr i traditionel forstand. Uden for TL § 37 falder derfor fx rideheste og andre dyr, der anvendes til fritidsformål.

En yderligere betingelse er, at dyrene skal være af væsentlig betydning for landbrugets drift og for ejendommen.

D.5.6.8.2 Gødning, afgrøder og andre frembringelser

Der sigtes umiddelbart kun på selve driften af landbruget og på resultaterne af driften.

Den gødning, der er omfattet af § 37, er den gødning, der skal anvendes ved drift af ejendommens jorder.

Begrebet afgrøder omfatter umiddelbart kun resultatet af landbrugsdriften, dvs. såvel avl på roden som indhøstet avl og afgrøde, men derimod ikke leveringsrettigheder til fx kartoffelmelsfabrik eller sukkerfabrik mv. Ejendomspanthaverne skal således respektere eksempelvis sukkerroefabrikkens ret til at kræve levering af sukkerroehøsten til dækning af sukkerroefabrikkens udlæg til frø, gødning, forskud og fragt. Når derimod levering har fundet sted, udgår afgrøden af panteretten efter § 37, og ejendomspanthaverne får umiddelbart ingen ret over landmandens afregningstilgodehavende, jf. nærmere i D.5.6.10.

D.5.6.8.3 Udskillelse ifølge regelmæssig drift

Ved udskillelse ifølge regelmæssig drift forstås, at salget er en driftsøkonomisk disposition, eller at det er et led i en omlægning af driften.

Med hensyn til omlægning af driften opstår dilemmaet, om der foreligger vanrøgt (jf. pantebrevsformularernes sædvanlige vanrøgtsregel) eller en lovlig udskillelse. Der må under alle omstændigheder indrømmes pantsætteren et vist spillerum ved afgørelsen af, hvad driftsøkonomiske hensyn tilsiger.

Sker udskillelsen kun for at forbedre likviditeten eller af finansieringshensyn, er udskillelsen ulovlig, medmindre panthaverne har samtykket heri.

Til belysning af problematikken kan nævnes UfR 1986, 386 VLD, der omhandler kontraktsfinansiering af smågrise: En landmand solgte på kontrakt et antal smågrise til slagteriet, men grisene skulle blive på ejendommen til opfedning og senere levering til slagtning. Grisene fandtes ikke at være udskilt ifølge en regelmæssig drift af ejendommen, hvorfor de fortsat var omfattet af TL § 37.

En ejendomspanthaver vil i kraft af almindelige passivitetsbetragtninger kunne fortabe sin ret til at påberåbe sig § 37, såfremt han ikke inden rimelig tid protesterer imod en ulovlig udskillelse, hvorom han har fået kendskab.

D.5.6.9 Manglende opfyldelse af betingelserne efter TL § 37

Hvis kravene i TL § 37 om varig indretning til erhvervsvirksomhed eller kravet om, at det skal være almindeligt driftsmateriel, ikke er opfyldt, får det den konsekvens, at panthavere i den faste ejendom ikke har pant i løsøret efter § 37.

Dette betyder, at der kan foretages udlæg i løsøret uden hensyntagen til ejendommens panthavere, jf. RPL § 510, stk. 1.

Er der sket ulovlig udskillelse fra ejendommen, er konsekvensen, at erhververen af det udskilte kan pålægges at tilbagelevere eller erstatte det udskilte. Det er dog en betingelse herfor, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, fx i forbindelse med "afklædning" af en landbrugsejendom. Som nævnt ovenfor under D.5.6.8.3 kan panthaveren endvidere ved passivitet fortabe sit krav mod erhververen.

D.5.6.10 Surrogater

Ifølge TL § 37, stk. 2, omfatter tinglyst pant i fast ejendom uden særlig aftale også ejendommens og tilbehørets forsikringssummer. Det gælder formentlig både almindelige erstatninger og ekspropriationserstatninger.

Derimod omfatter § 37 ikke salgssummer for afhændede løsøregenstande, overskud, bonus, efterbetalinger mv. Se fx TfS 1992, 448 VLK, hvorefter vederlag for salg af såkaldte mælkekvoter ikke var omfattet af § 37.

Sådanne fordringer kan gøres til genstand for udlæg eller transport.

D.5.6.11 Biler

Biler omfattet af tilbehørspantet efter TL § 37 kan som nævnt ovenfor tillige være omfattet af TL § 42c, men en pantsætning af eller et udlæg i en sådan bil må altid respektere et gyldigt ejendomstilbehørspant efter § 37. Der henvises til afsnit D.5.6.6.6.2 for en nærmere omtale af reglen i § 37, stk. 3, hvorefter § 37 fra den 1. juni 1993 ikke omfatter motorkøretøjer, idet ejendomsforbehold, underpant og udlæg ifølge § 42d skal registreres i bilbogen for at få omsætningsbeskyttelse (jf. herom D.5.7.11.2.2).

D.5.6.12 Tilbehør efter TL § 38

D.5.6.12.1 Indledning

TL § 38 finder anvendelse på alle ejendomme, uanset om det er erhvervs- eller beboelsesejendomme.

D.5.6.12.2 Når en bygning er helt eller delvist opført

Egentlige bygninger, det vil sige erhvervsejendomme, beboelsesejendomme, udlejningsejendomme, garager og lignende, omfattes naturligvis af bestemmelsen, hvad enten de er færdigopførte eller ej, og uanset om de er taget i brug. Det har ingen betydning, om bygningen har en eller flere ejere eller eventuelt er ejet af det offentlige eller en juridisk person.

Andre større faste anlæg på en grund kan være omfattet, men det afhænger af den til enhver tid herskende opfattelse af, hvad man forstår ved begrebet bygning.

Der har eksempelvis hersket en del tvivl om, hvorvidt vindmøller i relation til § 38 kunne betragtes som en bygning. Spørgsmålet er i UfR 1991, 447 VLK, besvaret benægtende for så vidt angik en vindmølle med en tårnhøjde på 24 m. Senere, i UfR 1993, 191 VLK, antog Vestre Landsret, at en vindmølle, der var fastboltet på et betonfundament på 9 x 9 m, som var piloteret mere end to meter ned i jorden, måtte sidestilles med en bygning.

D.5.6.12.3 Genstande

Der vil i praksis være forskel på de genstande, der indlægges i beboelsesejendomme og i erhvervsejendomme, hvorfor disse to typer vil blive beskrevet hver for sig.

D.5.6.12.3.1 Beboelsesejendomme

Egentlige bygningsbestanddele såsom døre, vinduer, el-installationer, sanitetsgenstande og lignende er naturligvis omfattet af bestemmelsen.

Også varmekilder, der har en mere varig placering, er omfattet, hvilket indebærer, at oliefyr, gasfyr, brændeovne, pejse og lignende fanges af bestemmelsen, uanset om de er hovedvarmekilden eller blot et supplement.

Bestemmelsen finder analog anvendelse på de genstande, der i øvrigt befinder sig på grunden i form af træer, hegn, rækværk, havelåger, flagstang, drivhuse og redskabsskure mv.

Begrebet husholdningsmaskiner omfatter alene hårde hvidevarer (ikke miksere, blendere mv.), hvilket efter foreliggende domspraksis vil sige komfurer, køleskabe, frysere, emhætter, vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner og lignende.

Som hovedregel kan man sige, at TL § 38 omfatter løsøregenstande og tilbehør, der sædvanligvis efterlades i en beboelsesejendom, når den fraflyttes ved salg.

D.5.6.12.3.2 Erhvervsejendomme

Afgrænsningen mellem løsøre efter § 37 og tilbehør efter § 38 sker ud fra, om løsøret eller tilbehøret er indlagt til brug for bygningens anvendelse til erhvervsvirksomhed, eller om det er indlagt til brug for en særlig erhvervsvirksomhed.

Kraftanlæg, elevatorer, varmeanlæg, køleanlæg og ventilationsanlæg mv. må betragtes som indlagt til bygningens anvendelse som erhvervsejendom og er derfor omfattet af § 38.

Også for erhvervsejendomme kan som hovedregel siges, at løsøre og tilbehør, der bliver i bygningen ved en virksomheds fraflytning, vil være omfattet af § 38.

D.5.6.12.4 Indlagt i bygningen

TL § 38 omfatter kun løsøregenstande, der kan betragtes som tilbehør til bygningen.

At løsøregenstanden skal være indlagt i bygningen, betyder, at genstanden ikke må være mobil, idet den skal være bestemt til stationær brug (uden at det dog kan kræves, at den er mur- og nagelfast), at anbringelsen ikke blot er midlertidig, og at installationen af genstanden i bygningen er tilendebragt.

Genstande, der ikke opfylder disse betingelser, vil ikke være omfattet af TL § 38, men de kan udmærket være omfattet af § 37, ligesom de kan være omfattet af RPL § 509.

D.5.6.12.5 På ejerens bekostning

TL § 38 omfatter ikke løsøre eller tilbehør, der er anskaffet af andre end ejeren af bygningen. Er løsøret eller tilbehøret anskaffet af andre, hører det ikke under ejendommens pant.

Vestre Landsret har dog i UfR 1990, 203 VLK, fastslået, at en lejet tørretumbler og kummefryser, der var installeret i en beboelsesejendom, var omfattet af TL § 38, idet anbringelsen ikke blot var midlertidig, hvorfor de ansås for indlagt i bygningen. De var dermed omfattet af begrebet "husholdningsmaskiner" i § 38. Det kan derfor ikke betragtes som eneafgørende, om ejendommens ejer har købt eller lejet løsøret.

D.5.6.13 Pantsætning efter TL § 47b, stk. 2 - erhvervsvirksomhed fra lejet ejendom

TL § 47b, stk. 2, åbner mulighed for, at en virksomhed, der drives fra lejede lokaler, kan pantsætte driftsmidler og driftsinventar blot med en summarisk angivelse. Bestemmelsen er en undtagelse fra hovedreglen om, at pantsatte effekter skal være bindende individualiseret, idet der ikke kan stiftes en panteret i såkaldte "tingsindbegreb" (dvs. samlinger af ikke-specificerede løsøregenstande), jf. stk. 1.

Pantsætning efter TL § 47b, stk. 2, omfatter reelt de samme genstande, som ville høre under TL § 37, hvis virksomheden i stedet havde ejet ejendommen. Reglen skyldes da også et ønske om at give virksomheder, der drives fra lejet ejendom, samme mulighed for at benytte virksomhedens driftsinventar og driftsmateriel som kreditgrundlag, som virksomheder, der drives fra egen ejendom, har i kraft af § 37. Der er dog den forskel, at den lejede ejendom ikke behøver at være indrettet med erhvervsvirksomhed for øje. Det er imidlertid en betingelse, at virksomheden virkelig kan siges at være drevet fra lejet ejendom. Hvis virksomheden primært drives fra egen ejendom, medens den lejede ejendom alene er at betragte som et accessorium hertil, kan løsøre, der befinder sig på den lejede ejendom, derfor ikke gyldigt pantsættes under ét i medfør af § 47b, stk. 2.

Varelager og lignende omfattes ikke af en sådan pantsætning - heller ikke, selv om pantebrevet måtte angive at have pant i varelageret, idet hovedreglen i stk. 1, hvorefter der består et forbud mod pant i "tingsindbegreb", da finder anvendelse.

I lighed med § 37 omfattes heller ikke de i § 42c nævnte køretøjer.

Pantsætningen hindrer ikke, at driftsmidler mv. udskilles ifølge en regelmæssig drift af virksomheden, og nye driftsmidler mv., som anskaffes i forbindelse med en sådan udskiftning, vil blive omfattet af pantsætningen af denne form for "tingsindbegreb". Udskillelse ifølge retsforfølgning er principielt ikke en udskillelse ifølge regelmæssig drift. Dette har ikke nogen større betydning i relation til driftsmidler mv., der omfattes af TL § 37, da der ifølge RPL § 510 ikke uden samtykke fra såvel skyldneren som panthaverne og eventuelle andre berettigede kan foretages særskilt udlæg i disse driftsmidler mv. Med hensyn til § 47b, stk. 2, får det dog betydning, idet denne bestemmelse, der er formuleret på samme måde som § 37, ikke omfattes af henvisningen i RPL § 510. Drives virksomheden fra lejet ejendom, og har virksomhedens indehaver udstedt et pantebrev i medfør af § 47b, stk. 2, kan der således nok foretages særskilt udlæg i enkelte driftsmidler mv., men kun med respekt af panthaverens ret, hvilket kan give anledning til visse praktiske problemer i forbindelse med afholdelse af tvangsauktion på grundlag af udlægget.

Der kræves i pantebrevet ikke nogen specifikation af de driftsmidler og det driftsinventar, der er pantsat. Der kræves blot en beskrivelse af, at pantet vedrører driftsmidler og driftsinventar tilhørende en bestemt virksomhed, der drives fra lejede lokaler på en bestemt adresse. Deri ligger, at hvis virksomheden skifter adresse, eller hvis en del af driftsmidlerne/driftsinventaret flyttes til en anden adresse, uden at pantebrevet tinglyses med ændringen, er de genstande, der ikke længere er på den oprindelige adresse, ikke længere omfattet af pantet.

Efter lov om høstpant kan ejeren eller brugeren af en landbrugsejendom stifte pant i ejendommens afgrøder til sikkerhed for betalingen af gæld opstået i forbindelse med køb af visse rå- og hjælpestoffer. Panteretten efter et sådant høstpantebrev går ifølge lovens § 7, stk. 3, forud for såvel alle tidligere stiftede panterettigheder i den faste ejendom med tilbehør som panterettigheder efter § 47b, stk. 2.

D.5.6.14 Hvornår kan udlæg foretages ?

Hvis skyldneren ejer fast ejendom, kan fogeden utvivlsomt foretage udlæg heri.

En skyldner kan dog ikke forlange, at der skal foretages udlæg i fast ejendom, hvis han ejer andre aktiver, hvori udlæg kan foretages, jf. RPL § 517, stk. 3. Det skyldes, at fast ejendom er vanskelig og ofte omkostningskrævende at tvangsrealisere, ligesom en fast ejendom desuden kan være overbehæftet.

Der kan herske usikkerhed om, hvorvidt en tvangsauktion i det hele taget vil indbringe et provenu til udlægshaveren. Dette gælder ofte, selv om driftsinventar og driftsmidler tilhørende en erhvervsejendom sælges sammen med ejendommen på tvangsauktion og derfor må forventes at forhøje ejendommens værdi.

Hvis en skyldner har arvet ejendommen eller overtaget den i forbindelse med skilsmisse, men ikke har fået sin adkomst tinglyst, kan der alligevel foretages udlæg i ejendommen. Udlægget kan tinglyses, når fogeden samtidig fremsender en skifteretsattest eller bodelingsoverenskomst med anmodning om tinglysning som adkomst.

Skifteretsattesten eller bodelingsoverenskomsten kan - mod betaling af gebyr - indhentes hos skifteretten.

Er ejendommen erhvervet på tvangsauktion, uden at auktionsskøde er tinglyst som adkomst, kan man ved fremsendelse af udskrift af fogedbogen fra tvangsauktionen tilsvarende begære denne lyst som adkomst for skyldneren, således at udlægget i ejendommen kan tinglyses.

Hvis skyldnerens eneste aktiv er fast ejendom, der er overbehæftet, bør der som hovedregel ikke foretages udlæg i denne, jf. herom afsnit D.5.6.4.

D.5.6.15 Udlæg i fast ejendom solgt eller købt på betinget skøde

D.5.6.15.1 Indledning

I visse situationer kan det forekomme, at der skal foretages udlæg hos en skyldner, der enten har solgt eller købt fast ejendom på betinget skøde.

Et betinget skøde indebærer, at der stiftes en ret, som først er endelig, når visse nærmere betingelser er opfyldt - oftest erlæggelse af udbetaling eller restkøbesum for ejendommen eller en offentlig myndigheds godkendelse af overdragelsen.

Der kan foretages udlæg i den ret, der er stiftet ved det betingede skøde eller ved slutsedlen.

D.5.6.15.2 Udlæg hos sælger

Hvis en skyldner har solgt en fast ejendom på betinget skøde, kan der foretages udlæg i den kontante udbetaling og/eller i sælgerpantebreve, der udstedes i forbindelse med handelen, ligesom der kan foretages udlæg i selve ejendommen.

Hvis der foretages udlæg i den kontante udbetaling, svarer det til, at der er foretaget udlæg i en simpel fordring. Der skal foretages underretning til køberen og den advokat, der berigtiger handelen, om udlægget, således at afregningen sker til rette vedkommende. Et udlæg i kontant udbetaling skal dog respektere de omkostninger, der er nødvendige til handelens gennemførelse, og som normalt dækkes af udbetalingen, medmindre andet er bestemt i slutsedlen.

Sker udlægget i sælgerpantebreve, skal der ske underretning til ejendommens køber og til den berigtigende advokat, således at sælgerpantebrevene udleveres til fogeden i medfør af RPL § 523, stk. 2.

Et udlæg i selve ejendommen skal tinglyses, men det vil dog ved tinglysningen få påtegning om, at det bliver slettet af tingbogen ved lysning af endeligt skøde.

D.5.6.15.3 Udlæg hos køber

Hvis skyldneren har købt fast ejendom på betinget skøde, kan der foretages udlæg i ejendommen.

Udlægget skal tinglyses, og ved tinglysningen vil udlægget få påtegning om, at køberens adkomst er betinget, og at udlægget vil blive slettet af tingbogen, såfremt der ikke lyses endeligt skøde, hvorfor det foreløbigt tinglyses som en byrde på ejendommen.

Der kan også foretages udlæg i køberens ret til tilbagebetaling af udbetalingen i tilfælde af, at handelen ikke gennemføres. Udlæg i denne ret, som er en simpel fordring, skal meddeles til sælgeren af ejendommen og til den advokat, der berigtiger handelen, således at udbetaling sker til rette vedkommende, hvis handelen ikke gennemføres.

D.5.7 Løsøre

D.5.7.1 Indledning

Begrebet løsøre er vanskeligt at definere, men i relation til udlæg kan man som hovedregel sige, at løsøre er andre aktiver end fast ejendom, registreret skib, registreret fly og fordringer, herunder værdipapirer, samt de i TL § 42c nævnte køretøjer. Om udlæg i disse køretøjer henvises til D.5.7.11.2.2 om bilbogen.

Løsøre er flytbare aktiver og omfatter bl.a. indbo, visse køretøjer, udstyr til fritidsinteresser, maskiner og lignende, der ikke er omfattet af pant i fast ejendom, og som er af den art, der sædvanligvis ikke sælges sammen med fast ejendom.

D.5.7.2 Sikringsakt

Udlæg i løsøre har prioritetsbeskyttelse over for andre kreditorer og godtroende aftaleerhververe fra det tidspunkt, hvor udlægget foretages, jf. modsætningsvist RPL § 526, stk. 2. For udlæg foretaget af fogedretten afgøres rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv af tidspunktet for indgivelsen af anmodning om udlæg, jf. stk. 1.

Foretages der således af en told- og skattefoged/pantefoged udlæg i en ting, hvori der senere af fogedretten foretages udlæg for en kreditor, hvis anmodning er indgivet selv samme dag, hvor told- og skatte-/pantefogedens udlæg blev foretaget, bliver udlæggene sideordnede; det er den almindelige opfattelse, at flere af told- og skatte-/pantefogeder i samme ting foretagne udlæg prioriteres indbyrdes efter dato - ikke efter klokkeslæt.

Foretager pantefogeden udlæg for flere rater af samme skattekrav, kan de først forfaldne dækkes først. Er der derimod tale om krav med forskelligt grundlag, må der, hvis ikke andet bestemmes, ske en forholdsmæssig fordeling efter princippet i § 526, stk. 1, 2. pkt.

D.5.7.3 Legitimationsvirkning

Ved udlæg i løsøre er der ikke samme behov for at berøve skyldneren legitimationen som fx ved udlæg i fordringer. Der kan dog være visse situationer, hvor skyldneren skal fratages legitimationen.

Disse situationer er, hvor

der er gyldigt ejendomsforbehold i løsøret, eller

der er etableret underpant eller håndpant i løsøret.

Her skal der gives underretning til den foranstående rettighedshaver om udlægget.

Ejendomsforbeholdssælgeren skal underrettes om, at der er foretaget udlæg i løsøret, for at sikre, at skyldneren ikke, i tilfælde af at løsøret tilbagetages gennem fogedretten, kan få en eventuel friværdi i løsøret udbetalt.

En underpanthaver skal ligeledes underrettes om et foretaget udlæg af hensyn til sin ret til at realisere sit pant ved tvangsauktion. Et eventuelt overskydende provenu ved auktionen må ikke udbetales til skyldneren, men skal i fornødent omfang tilgå udlægshaveren.

Håndpanthaveren skal også have underretning om udlægget, således at han, når hans tilgodehavende er indfriet, kan forespørge udlægshaveren om, hvorvidt løsøret eventuelt kan udleveres til skyldneren.

D.5.7.4 Hvornår kan udlæg foretages? (ejendomsrettens overgang)

Som allerede nævnt kan udlæg umiddelbart foretages i løsøre efter RPL § 508. Udlægsadgangen er dog betinget af, at løsøret tilhører skyldneren.

D.5.7.4.1 Købt kontant og leveret

Hvis skyldneren er køber, og han har købt løsøret kontant og fået det udleveret, så det indgår i hans formue, kan der foretages udlæg deri.

Hvis skyldneren er sælger, og han har solgt løsøret kontant og leveret det, er det gået ud af hans formue, og der kan ikke foretages udlæg i løsøret.

D.5.7.4.2 Endnu ikke leveret

Hvis levering endnu ikke har fundet sted, skal der skelnes mellem køb af

genusvarer, som er varer, der sædvanligvis købes efter art og mængde, uden at varen ved aftalens indgåelse er individualiseret på en bindende måde for såvel køber som sælger, og hvor sælger har valgmuligheden for, hvilke genstande han leverer, og

speciesvarer, som er varer (herunder genusvarer), der allerede ved aftalens indgåelse er så bindende individualiseret for både køber og sælger, at sælger kun har mulighed for at levere den eller de aftalte genstande.

D.5.7.4.2.1 Udlæg hos køber

Der kan ikke hos køber foretages udlæg i købte genusvarer, der endnu fysisk befinder sig i sælgerens varetægt, medmindre genusvarerne efter aftale mellem køber og sælger er bindende individualiseret.

Der kan hos køber foretages udlæg i købte speciesvarer, selv om de stadig fysisk befinder sig i sælgers varetægt. Hvis der er tale om kreditkøb, kan sælger ikke med sit krav på vederlag for det solgte fortrænge et foretaget udlæg. Se også D.5.7.6.

D.5.7.4.2.2 Udlæg hos sælger

Der kan hos sælger foretages udlæg i solgte genusvarer, som stadig fysisk befinder sig i hans varetægt, medmindre varerne efter aftale mellem køber og sælger er bindende individualiseret.

Der kan ikke hos sælger foretages udlæg i solgte speciesvarer, selv om de stadig fysisk befinder sig i hans varetægt. Der kan derimod foretages udlæg i sælgers krav på vederlag for det solgte. Der er i så fald tale om udlæg i en simpel fordring.

D.5.7.4.3 Brugsret til løsøre

Hvis skyldneren har en brugsret til løsøre - dvs. at skyldner har lånt eller lejet løsøret - kan der ikke foretages udlæg i løsøret, idet det tilhører tredjemand.

Hvis tredjemand har deponeret løsøre hos skyldneren, kan der naturligvis heller ikke foretages udlæg heri, idet løsøret fortsat tilhører tredjemand.

D.5.7.4.4 Udlån af løsøre

Hvis skyldner har udlånt eller udlejet løsøre til tredjemand, indgår det stadig i skyldnerens formue, selv om det ikke er i hans fysiske varetægt.

Der kan derfor også foretages udlæg i sådant løsøre.

Har tredjemand en brugsret eller en lejerettighed, der er sikret, skal udlægget dog respektere tredjemands ret.

D.5.7.5 Salg og køb med ejendomsforbehold

D.5.7.5.1 Ejendomsforbehold

En sælger kan levere varer mod ejendomsforbehold, hvilket indebærer, at ejendomsretten først overgår fuldt og helt til køberen, når salgssummen er færdigbetalt.

Heri ligger naturligvis, at der ikke er tale om nogen kontant handel, men derimod om ratevis betaling eller betaling på et senere tidspunkt.

Der er en række betingelser, der skal være overholdt, for at et ejendomsforbehold er gyldigt.

Nogle af disse fremgår af lovgivningen, og andre er baseret på retssædvane, men det er en ufravigelig regel, at et ejendomsforbehold skal være aftalt mellem sælger og køber senest ved overgivelsen af varen til køber. Et senere aftalt ejendomsforbehold er ikke gyldigt.

Der skelnes lovgivningsmæssigt mellem forbrugerkøb og erhvervskøb.

D.5.7.5.1.1 Forbrugerkøb

Ved forbrugerkøb forstås ifølge købelovens § 4a et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.

Forbrugerkøb med ejendomsforbehold er reguleret i lov om kreditaftaler, som den 1. januar 1991 afløste den tidligere gældende kreditkøbslov.

For at et ejendomsforbehold skal have gyldighed i forbrugerkøb, skal ejendomsforbeholdet være aftalt senest ved overgivelsen af det købte til køberen, ligesom køberen skal have præsteret en udbetaling på mindst 20 % af den kontante salgspris, og salgsprisen (kontantprisen) skal være mindst 2.000 kr., jf. lovens § 34, stk. 1.

Ejendomsforbeholdet er ikke gyldigt, hvis udbetalingen erlægges i form af et lån fra sælgeren til køberen.

Låner køberen hos tredjemand penge til udbetalingen, vil udbetalingskravet derimod være opfyldt, medmindre sælgeren som kautionist eller lignende hæfter for lånets opfyldelse. Sælgeren kan i et sådant tilfælde nemlig ikke siges at være "fyldestgjort" for udbetalingen, jf. ordlyden af § 34, stk. 1, nr. 4.

Udbetalingen kan erlægges med andet end penge, fx arbejde, eller i form af en transport på en fordring, forudsat at køberen bliver frigjort derved. Indestår køberen derimod for betalingen af den transporterede fordring, fx fordi han har givet skadesløs transport på denne, kan transporten ikke betragtes som fyldestgørende udbetaling. Udstedelse af en veksel opfylder ikke lovens krav til udbetalingen, idet vekslen efter sit indhold blot giver en vis henstand med betalingen.

Betaling med check må derimod anses som en gyldig udbetaling, selv om det senere - imod sælgerens forventning - viser sig, at checken er dækningsløs.

Loven gælder også for lejeaftaler, hvis betalingen fremtræder som et vederlag for brug af en ting, når det må antages at være meningen, at lejeren reelt skal blive ejer af tingen, når lejeperioden er udløbet, og lejen er betalt ("maskeret kreditsalg"), jf. lovens § 6, stk. 2. Sådanne lejeaftaler betragtes som køb med ejendomsforbehold, hvilket vil sige, at "udlejers" mulighed for at håndhæve ejendomsforbeholdet over for "lejerens" kreditorer afhænger af, hvorvidt ovennævnte betingelser for ejendomsforbeholdets gyldighed er overholdt. Leasingaftaler vil også kunne være maskerede kreditsalg, jf. nedenfor i D.5.7.10.2. For forbrugerkøb er sådanne ejendomsforbeholds gyldighed således afhængig af, at "lejeren" (dvs. reelt køberen) har erlagt en udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. § 34, stk. 1, nr. 4. Desuden må leje-/leasingaftalen være underskrevet - og dermed ejendomsforbeholdet taget - inden tingens overgivelse, jf. § 34, stk. 1, nr. 1. Derimod skal "udlejeren" (dvs. reelt sælgeren) ikke udtrykkeligt formulere et ejendomsforbehold, idet en sådan kontrakt i henhold til § 6, stk. 2, netop betragtes som "køb med ejendomsforbehold".

Loven gælder derimod ikke i forbindelse med kontokøb, dvs. køb på løbende konto, hvor der fx er meddelt et kreditmaksimum, men hvor kontohaveren i takt med nedbringelse af saldoen kan foretage nye køb mod kredit, jf. lovens § 3, stk. 2.

D.5.7.5.1.2 Erhvervskøb

Som erhvervskøb betegnes de køb, der ikke er forbrugerkøb, jf. om disse D.5.7.5.1.1.

Ifølge § 50, stk. 1, i lov om kreditaftaler finder lovens kapitel 10 (om køb med ejendomsforbehold) tilsvarende anvendelse på ikke-forbrugerkøb, hvor der er aftalt ejendomsforbehold. Dog er der ifølge § 50, stk. 2, visse undtagelser. Således er et ejendomsforbehold ved erhvervskøb ikke betinget af, at sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen, således som det kræves ved forbrugerkøb, jf. lovens § 34, stk. 1, nr. 4. Det er dog også ved erhvervskøb en betingelse for ejendomsforbeholdets gyldighed, at dette skal være aftalt senest ved overgivelsen af det købte til den erhvervsdrivende køber, og at den samlede købspris overstiger 2.000 kr.

Om kravene til beviset for, at der er tale om et erhvervskøb, kan henvises til UfR 1988, 206 VLD. I sagen havde sælgeren af en personbil solgt med sædvanligt ejendomsforbehold haft rimelig grund til at gå ud fra, at personbilen skulle bruges erhvervsmæssigt, hvilket dog viste sig ikke at være tilfældet. Selv om udbetalingen havde været mindre end de ved forbrugerkøb krævede 20 %, jf. ovenfor, kunne sælgeren hævde sit ejendomsforbehold over for to udlægshavere.

Ifølge lovens § 2 finder lovens kapitel 11 om erhvervskøb ikke anvendelse på erhvervsdrivendes køb, hvor købet er sket til videresalg eller består af materialer, der indgår i virksomhedens produktion. Efter retspraksis kan der dog ved kreditkonsignation aftales et ejendomsforbehold, såfremt de almindelige betingelser er opfyldt, og køberen ("konsignataren") er forpligtet til at afregne over for sælgeren ("konsignanten"), så snart "konsignataren" har videresolgt varen. Tanken er, at et ejendomsforbehold ikke må tjene til at sikre en kreditgivning. Et sådant ejendomsforbehold vil dog normalt kun kunne håndhæves over for konsignantens kreditorer, men ikke tillige dennes godtroende aftaleerhververe. Se om konsignation afsnit D.5.7.8.

Ejendomsforbeholdet er ved et erhvervskøb endvidere betinget af, at den solgte vare er individualiseret, således at der ikke kan herske tvivl om, hvad forbeholdet omfatter. Et ejendomsforbehold kan ikke anvendes for andre varer end dem, der er omfattet af aftalen, og kan således ikke anvendes som en slags varelagerpant, og det kan kun gøres gældende for prisen på de varer, ejendomsforbeholdet omfatter.

Se ovenfor i D.5.7.5.1.1 om maskerede kreditsalg (jf. § 6, stk. 2, i lov om kreditaftaler), der også kan forekomme i forbindelse med erhvervskøb.

D.5.7.5.2 Gyldighedsbetingelserne ikke overholdt

Hvis blot en enkelt af gyldighedsbetingelserne i forbindelse med lov om kreditaftaler eller ifølge retssædvane ikke er overholdt, er ejendomsforbeholdet ikke gyldigt, og det skal herefter ikke respekteres af køberens kreditorer.

Fogeden skal derfor altid, når det ved udlæg hos en sælger eller en køber oplyses, at der er ejendomsforbehold, undersøge, om gyldighedsbetingelserne er opfyldt.

Hvis ejendomsforbeholdet ikke er gyldigt, vil et udlæg i løsøret - alt andet lige - opnå første prioritet.

D.5.7.5.2.1 Udlæg hos sælger

Selv om ejendomsforbeholdet ikke er gyldigt, har sælgeren af løsøret stadig et krav mod køberen på betaling, og der kan foretages udlæg i dette krav. Salget kan sammenlignes med almindeligt salg mod kredit, jf. afsnit D.5.7.6.

D.5.7.5.2.2 Udlæg hos køber

Hvis ejendomsforbeholdet ikke er gyldigt, foretages der udlæg i løsøret uden respekt af sælgerens ret.

Sælgeren skal snarest efter have underretning om det foretagne udlæg og om, at ejendomsforbeholdet ikke respekteres. Hvis sælgeren fremsætter indsigelse herimod, skal udlægget indbringes for fogedretten efter INDL § 6, idet sælgeren ved sin indsigelse har gjort sig til part i udlægsforretningen i overensstemmelse med RPL § 499.

D.5.7.5.3 Gyldigt ejendomsforbehold

Selv om det konstateres, at ejendomsforbeholdet er gyldigt, er det alligevel ikke udelukket at foretage udlæg i løsøret, idet der efter RPL § 508 kan foretages udlæg i behæftede aktiver.

Udlægget skal respektere ejendomsforbeholdet, men i takt med at løsørets anskaffelsespris gradvis betales, opstår der friværdi i aktivet, hvorved der bliver større og større nytteværdi af udlægget.

Opmærksomheden skal henledes på, om aktivets værdi forringes i samme takt, som betaling til sælgeren sker, idet det er aktivets værdi på udbringningstidspunktet, der afgør, om det kan inddrages under reglen i RPL § 509, stk. 2, om erhvervsaktiver, jf. Vestre Landsrets afgørelse i UfR 1986, 592 VLK, og ovenfor i D.5.5.3. Endvidere skal man være opmærksom på, at løsøret kan være omfattet af TL § 37.

I forbindelse med udlæggets foretagelse skal inddrivelsesmyndigheden anmode om at få forevist købekontrakten, således at de nøjagtige betalingsvilkår og kontraktens løbetid kan noteres, idet inddrivelsesmyndigheden ikke kan tilpligte sælgeren at underrette udlægshaver, når kontrakten er indfriet. Sælgeren kan dog anmodes om at foretage en sådan underretning. Da udlægget ifølge RPL § 526, stk. 4, bortfalder senest 8 uger efter, at tredjemands bedre ret er bortfaldet, er det nødvendigt, at inddrivelsesmyndigheden fører kontrol med, hvornår kontrakten er indfriet.

Så længe der er et gyldigt ejendomsforbehold, kan inddrivelsesmyndigheden ikke foranstalte tvangsauktion over løsøret. En tvangsauktion ville gøre sælgers ret til i henhold til ejendomsforbeholdet at tilbagetage det solgte ved misligholdelse illusorisk.

D.5.7.5.3.1 Udlæg hos sælger

Der kan kun foretages udlæg i kravet på betaling af restkøbesummen. Der er tale om udlæg i en simpel fordring, hvorfor køberen skal orienteres om, at fremtidige betalinger ifølge kontrakten kun med frigørende virkning kan ske til udlægshaveren.

D.5.7.5.3.2 Udlæg hos køber

Der kan foretages udlæg i løsøret med respekt af ejendomsforbeholdet, og sælgeren skal underrettes om udlægget.

Opmærksomheden henledes dog på, at der ikke kan foretages særskilt udlæg, hvis løsøret er omfattet af TL § 37, medmindre der foreligger samtykke efter RPL § 510, stk. 1.

Retsvirkningen af udlægget er, at den friværdi, der måtte blive konstateret ved sælgerens tilbagetagelse af løsøret, ikke længere må udbetales til køberen, men skal tilgå udlægshaveren.

D.5.7.6 Kreditkøb

Kreditkøb er et køb, hvor der ikke i forbindelse med indrømmelse af kredittid aftales ejendomsforbehold, men derimod kun aftales betalingsfrister. Varen overgives til køberen i forbindelse med aftalens indgåelse eller umiddelbart derefter, men inden købesummen forfalder til betaling.

Kreditkøb anvendes ofte ved køb eller salg af varer, der indgår i produktion eller er beregnet til videresalg.

Hvis der er sket levering,

og køberen er skyldner, kan der hos køberen foretages udlæg i løsøret uden hensyn til sælgerens krav på vederlag for det solgte

og sælgeren er skyldner, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, men derimod i sælgers krav på vederlag for det solgte, dvs. som et udlæg i en simpel fordring.

Hvis der ikke er sket levering,

og sælgeren er skyldner, kan der foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om genusvarer, der ikke er bindende individualiseret, medens der ikke kan foretages udlæg i løsøre, der er speciesvarer

og køberen er skyldner, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om genusvarer, der ikke er bindende individualiseret, medens der kan foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om speciesvarer.

Se afsnit D.5.7.4.2 om definitionen af species- og genusvarer, herunder betydningen af en bindende individualisering.

D.5.7.7 Kommission

Ved kommission forstås et handelsforhold, hvor en person (kommissionæren) indgår handler med tredjemand i eget navn, men for en andens (kommittentens) regning og risiko. Forholdet er reguleret i kommissionsloven.

D.5.7.7.1 Udlæg hos kommittenten

Der kan foretages udlæg i de varer, der efter kommissionsaftalen henstår hos kommissionæren, samt selvfølgelig de varer, der henstår hos kommittenten.

Der kan endvidere foretages udlæg i det krav, kommittenten har mod kommissionæren for varer, der er solgt af kommissionæren.

Kommissionæren har for det vederlag, han har krav på for sit arbejde med salget, håndpanteret i de varer, kommittenten har stående hos kommissionæren, og udlægget skal respektere denne håndpanteret, jf. kommissionslovens § 31.

Der kan også foretages udlæg i de kontante midler, der er hos kommissionæren, og som stammer fra solgte varer. Betingelsen herfor er, at det er aftalt, at kommissionæren skal holde sådanne midler afsondret fra sine øvrige midler, at afsondringen er gennemført, og at der løbende har været ført kontrol hermed.

D.5.7.7.2 Udlæg hos kommissionæren

Der kan ikke foretages udlæg i kommissionsvarerne, idet disse tilhører kommittenten.

Der kan heller ikke foretages udlæg i kontante midler, der stammer fra salget af kommissionsvarer, hvis de holdes adskilt fra kommissionærens øvrige midler.

Fogeden skal derfor undersøge, om der hos kommissionæren reelt er etableret en sådan adskillelse af kontante midler. Hvis det ikke er tilfældet, kan der foretages udlæg i de midler, kommissionæren er i besiddelse af.

Der kan endvidere foretages udlæg i det vederlag, som kommissionæren har krav på for salgsarbejdet.

Der skal i alle tilfælde tages hensyn til RPL § 509 om trangsbeneficiet og efterlades kommissionæren tilstrækkelige midler, hvis kommissionæren er en fysisk person.

D.5.7.8 Konsignation

Konsignation er et handelsforhold, hvor en person (konsignanten) overlader varer til en anden person (konsignataren) med henblik på dennes videresalg af varerne for egen regning og risiko. Ejendomsretten forbliver hos konsignanten.

Konsignation er ikke lovreguleret, men støttes på aftaleforhold.

Som nævnt under D.5.7.5.1.1 kan et ejendomsforbehold også gøres gældende ved kreditkonsignation, men kun over for konsignatarens kreditorer og ikke tillige dennes godtroende aftaleerhververe, idet et videresalg jo netop er tilladt. For at konsignanten kan opnå beskyttelse mod konsignatarens kreditorer, skal følgende betingelser være opfyldt

der skal foreligge en skriftlig og før varernes overgivelse indgået kontrakt om konsignationsforholdet med angivelse af, hvilke varer det drejer sig om, og hvorledes afregning skal ske

varernes identitet må kunne påvises

midler, der indkommer fra konsignationssalget, skal holdes klart adskilt fra konsignatarens øvrige midler

der skal regelmæssigt foretages opgørelse over, hvilke varer der sælges, og der skal regelmæssigt afregnes til konsignanten

konsignanten skal føre en effektiv kontrol med såvel varelageret hos konsignataren som med afregningerne, der skal fremgå af et særligt konsignationsregnskab og stå i en vis sammenhæng med videresalget. Regnskabet skal tillige indeholde oplysninger om varelageret.

Det er den herskende opfattelse i retsteorien, at ejendomsforbeholdets gyldighed ikke tillige er betinget af, at der for konsignataren består en returneringsret vedrørende de varer, han har købt af konsignanten, jf. tillige UfR 1967, 200 ØLD.

Hvis det under en udlægsforretning påberåbes, at et varelager er konsignationsvarer, skal fogeden overbevise sig om, at ovenstående betingelser er opfyldt. I modsat fald kan varelager og/eller betaling for salg gøres til genstand for udlæg.

Hvis konsignationsaftalen omfatter de i TL § 42c nævnte registrerede motorkøretøjer, påhængs- og sættevogne til biler eller campingvogne, skal konsignationsaftalen være tinglyst for at nyde retsbeskyttelse, jf. TL § 42d, stk. 1. Uregistrerede motorkøretøjer behandles derimod som løsøre. Se også D.5.7.11.2.2.

D.5.7.8.1 Udlæg hos konsignanten

Det kan mellem konsignant og konsignatar inden overgivelsen være aftalt, at de varer, der henstår hos konsignataren, er leveret med ejendomsforbehold, jf. ovenfor. Det betyder, at der kan foretages udlæg i konsignantens ret i henhold til ejendomsforbeholdet, hvilket vil sige retten til varerne, hvis de returneres, eller kontrakten misligholdes.

Der kan endvidere foretages udlæg i konsignantens krav på betaling for de varer, konsignataren sælger.

D.5.7.8.2 Udlæg hos konsignataren

Der kan foretages udlæg i de rede penge, der forefindes hos konsignataren, hvis de ikke er udsondret som værende konsignantens midler. Det vil i praksis sige, at kun konsignatarens fortjeneste ved salget kan gøres til genstand for udlæg, hvis udsondring af midlerne er sket.

Der kan også foretages udlæg i de varer, der befinder sig hos konsignataren, men nytteværdien af et sådant udlæg kan være begrænset, idet udlægget eventuelt vil skulle respektere et ejendomsforbehold fra konsignanten, jf. ovenfor.

D.5.7.9 Forhandlergrundsætningen

Forhandlergrundsætningen er et princip, der sikrer, at en køber skal kunne føle sig sikker på, at de varer, han køber hos en erhvervsdrivende, ikke er behæftet med ejendomsforbehold fra sælgerens leverandør.

En almindelig køber skal ikke kunne udsættes for, at de varer, han har købt, kan blive krævet tilbageleveret på grund af et sådant ejendomsforbehold. Hvis det var tilfældet, ville ingen køber kunne føle sig sikker på, at han virkelig havde ejendomsretten til det købte, uanset at han fuldt ud havde betalt for det.

D.5.7.10 Leasing

Leasing ikke lovreguleret, men hviler på parternes aftale. Der er reelt tale om et lejeforhold.

D.5.7.10.1 Udlæg hos udlejer

Hvis der foreligger en gyldig leasingkontrakt, kan der foretages udlæg i udlejerens krav på lejeindtægter. Der kan også foretages udlæg i de udlejede løsøregenstande, men dog med respekt af lejerens rettigheder ifølge leasingkontrakten.

D.5.7.10.2 Udlæg hos lejeren

Hos lejeren kan der som udgangspunkt ikke foretages udlæg i de lejede løsøregenstande, idet disse tilhører udlejeren.

Fogeden bør dog undersøge indholdet af leasingkontrakten. Hvis det af denne fremgår, at der er tale om, at lejeren senere skal overtage det lejede løsøre, og det kan konstateres, at der er tale om et maskeret kreditkøb (jf. § 6, stk. 2, i lov om kreditaftaler) - se afsnit D.5.7.6 - kan fogeden dog foretage udlæg uden at respektere leasingkontrakten, medmindre betingelserne for at opretholde et ejendomsforbehold er opfyldt. Se om disse betingelser ovenfor i D.5.7.5.1.1 og D.5.7.5.1.2 om henholdsvis forbruger- og erhvervskøb. Hvis en leasingkontrakt falder ind under bestemmelsen i førnævnte § 6, stk. 2, er der tale om et køb med ejendomsforbehold, hvilket for forbrugerkøb navnlig kræver, at der er erlagt en udbetaling på mindst 20 % af kontantprisen, jf. lovens § 34, stk. 1, nr. 4, hvorimod der for erhvervskøb ikke består et sådant udbetalingskrav. Ejendomsforbeholdet skal ikke udtrykkeligt "tages" af "udlejeren", idet dette er taget som følge af henføringen af leasingkontrakten under § 6, stk. 2. Derimod skal kontrakten være indgået, inden tingen overgives til "lejeren", jf. § 34, stk. 1, nr. 1.

Højesteret statuerede i UfR 1986, 1 HD, at en leasingkontrakt i en konkret sag var et erhvervskøb omfattet af den tidligere kreditkøbslovs § 2, stk. 2, der er forgængeren for ovennævnte § 6, stk. 2. Højesteret kom til det modsatte resultat i UfR 1983, 334 HD, hvor det ikke fandtes godtgjort, at en landmand skulle være ejer af det i sagen leasede landbrugsudstyr.

D.5.7.11 Pantsætning af løsøre

Pantsætning af løsøre kan ske enten ved håndpantsætning eller ved underpantsætning. Panteretten stiftes i begge tilfælde ved aftale mellem skyldneren som pantsætter og aftaleerhververen som panthaver. Man taler også om viljesbestemt pant.

D.5.7.11.1 Håndpant

Ved håndpant forstås en pantsætning, hvor ejeren (pantsætteren) fratages rådigheden over det pantsatte.

Sikringsakten ved håndpantsætning er således rådighedsberøvelse, og panthaveren skal effektivt berøve pantsætteren rådigheden over det håndpantsatte løsøre, enten ved at panthaver fysisk medbringer løsøret, eller ved at pantsætteren afskæres adgangen til løsøret, fx i form af nøglepant, hvor løsøret nok befinder sig i pantsætterens lokaler, men er låst inde, så kun panthaver har adgang dertil.

Det er dog almindelig anerkendt, at en frivillig udlevering af pantet til pantsætter for et kort tidsrum til varetagelse af et begrænset formål - fx fremvisning af pantet for en liebhaver - ikke bringer sikkerhedsretten til ophør. For at bevare sikkerhedsretten (dvs. opretholde sikringsakten) må panthaveren imidlertid sørge for at reagere med det samme og forfølge sin ret, hvis det viser sig, at tingen ikke bliver leveret tilbage i overensstemmelse med aftalen om den kortvarige udlevering med det begrænsede formål. En tilsvarende reaktionspligt indtræder, hvis pantsætteren træder i betalingsstandsning, jf. UfR 2000, 725 ØLD.

Håndpantsætning behøver ikke ske skriftligt. Selve rådighedsberøvelsen i forbindelse med en mundtlig aftale er tilstrækkelig, til at håndpantsætningsforholdet er etableret, og håndpanthaverens ret sikret. Derimod er indgåelse af en håndpantsætningsaftale uden effektiv rådighedsberøvelse ikke tilstrækkelig.

Der kan efter RPL § 508 foretages udlæg i behæftede aktiver, hvorfor der intet er til hinder for, at håndpantsætters kreditorer foretager udlæg i håndpantsat løsøre. Et sådant udlæg skal meddeles håndpanthaveren, således at et eventuelt overskud ved bortsalg af løsøret i fornødent omfang bliver udbetalt til udlægshaveren, og således at håndpanthaver kan underrette udlægshaveren, hvis håndpanteforholdet ophører. Udlægget forældes dog på 1 år, jf. RPL § 526, stk. 4, og UfR 1995, 324 VLK, jf. ovenfor i D.5.5.3.

D.5.7.11.2 Underpant

Underpant i løsøre kræver ikke rådighedsberøvelse. Løsøret forbliver i pantsætterens varetægt.

Ved etablering af underpant skal der oprettes et løsøreejerpantebrev eller et løsørepantebrev til sikring af panthaverens ret. I forbindelse med tinglysningen gælder der det formkrav, at et pantebrev i løsøre for at kunne tinglyses skal være oprettet på pantebrevsformular LØSØRE eller SKADESLØSBREV I LØSØRE. Hvis der er tale om et motorkøretøj mv., skal pantebrevsformular BIL eller SKADESLØSBREV BIL anvendes.

Sikringsakten for underpant i løsøre er tinglysning af pantebrevet, jf. TL § 42d (for så vidt angår de i lovens § 42c nævnte motorkøretøjer mv.) og TL § 47, stk. 1 (for så vidt angår andet løsøre). Se herom i afsnit D.5.7.11.1 og D.5.7.11.2 nedenfor.

I pantebrevet skal løsøret være beskrevet, så det er bindende individualiseret, således at der ikke kan ske ombytninger eller forvekslinger.

Da der efter RPL § 508 kan foretages udlæg i behæftet løsøre, er der intet til hinder for, at der foretages udlæg i underpantsat løsøre.

Der skal gives underretning til underpanthaveren om udlæg i behæftet løsøre af hensyn til udbetaling - i fornødent omfang - af eventuelt overskydende provenu ved tvangssalg og af hensyn til udlægshaverens mulighed for at overholde 8-ugers-fristen efter RPL § 526, stk. 4.

D.5.7.11.2.1 Tinglysning som sikringsakt ved underpant i løsøre

Sikringsakten ved underpant i løsøre er tinglysning, jf. TL § 42d, stk. 1, 1. pkt. (vedrørende de i § 42c nævnte motorkøretøjer mv.), og § 47, stk. 1 (vedrørende andet løsøre).

Tinglysningen skulle tidligere foretages ved pantsætterens hjemting, men da en pantsætter i tidens løb kan have boet i flere retskredse, og da sådanne tinglysninger ikke flytter med, har det været meget vanskeligt at danne sig et overblik over, om løsøregenstande har været underpantsat.

Der blev derfor ved lov nr. 281 af 29. april 1992 gennemført en central, edb-baseret tinglysning ved retten i Århus af panterettigheder i løsøre. Ved loven, der blev udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 1190 fra 1990 ("Skjult gæld i biler"), fik tinglysningsloven - foruden indførelsen af edb i tinglysningen - indsat kapitel 6a om bilbogen. Reglerne i kapitel 6a trådte i henhold til bekendtgørelse nr. 304 af 10. maj 1993 i kraft den 1. juni 1993, og fra samme dato blev TL § 47, stk. 1, ændret, ligesom § 47b, stk. 2, 3. pkt., trådte i kraft denne dag. De øvrige ændringer i kapitel 7 (om tinglysning i personbogen) trådte i kraft den 1. april 1994, jf. bekendtgørelse nr. 179 af 15. marts 1994.

D.5.7.11.2.2 Bilbogen

Ejendomsforbehold (herunder konsignationsaftaler, jf. nedenfor) og underpant i motorkøretøjer (herunder de såkaldte EU-knallerter ("45-knallerter")), påhængs- og sættevogne til biler og campingvogne skal tinglyses i bilbogen, jf. TL § 42 d, stk. 1, jf. § 42c. Også retsforfølgning i sådanne køretøjer skal tinglyses, forudsat at skyldneren ikke er berøvet rådigheden over køretøjet, jf. § 42d, stk.1, 2. pkt. Under retsforfølgning hører bl.a. udlæg, arrest og konkurs. Undtaget fra tinglysningskravet er håndpant, tilbageholdsret, brugsrettigheder, herunder leasing, og ejendomsret.

Efter TL § 42d, stk. 2, skal ejendomsforbehold i de i § 42c nævnte køretøjer dog ikke tinglyses for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning, hvis køretøjet hverken er eller tidligere har været registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer. Det gælder dog ikke, hvis køretøjet fritages for registrering. Bestemmelsen tager sigte på at undtage ejendomsforbehold i konsignationsaftaler mellem importører og forhandlere af nye biler mv. fra tinglysningskravet for så vidt angår beskyttelse mod retsforfølgning. I stedet skal de sædvanlige betingelser for at anerkende en sådan beskyttelse ved konsignation være opfyldt, herunder kravet om regelmæssig afregning og kontrol hermed, jf. D.5.7.8 . I forhold til købere af nye biler mv. spiller disse ejendomsforbehold ingen rolle, da de netop ikke er til hinder for videresalg. Reglen omfatter kun endnu ikke registrerede biler mv., og ejendomsforbehold ifølge konsignationsaftaler er således ikke generelt undtaget fra tinglysningskravet i § 42d, stk. 1.

Retsforfølgning (herunder udlæg) foretaget efter 1. juni 1993 skal som sagt altid tinglyses for at opnå omsætningsbeskyttelse, medmindre der er sket rådighedsberøvelse, jf. § 42d, stk. 1, 2. pkt. Modsat tidligere skal der ikke længere betales tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysning af retspant (herunder udlæg), jf. D.5.6.4 .

Såfremt en skyldner, der af told- og skattemyndighedernes foged lovligt er tilsagt til en udgående udlægsforretning, ikke møder frem til udlægsforretningen, og skyldneren ejer en bil, der ikke er til stede på hans adresse, må fogeden desuagtet kunne foretage udlæg i skyldnerens bil, såfremt denne har sin bil registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer som ejer (og ikke udelukkende som bruger), idet bilen da må siges at være tilstrækkeligt identificeret i relation til RPL § 508. Fogeden bør dog efterlade en besked om udlægget af hensyn til tredjemands evt. bedre ret samt skyldnerens mulighed for at varetage sine interesser, fx i forbindelse med en genoptagelse af udlægsforretningen, hvor skyldneren ønsker at anvende påvisningsretten efter RPL § 517, stk. 1.

Efter TL § 42g, stk. 2, bortfalder tinglyste rettigheder i motorkøretøjer mv. efter forløbet af 10 år fra tinglysningen, medmindre der forinden er anmeldt ny tinglysning (den underliggende fordring forældes derimod i medfør af 1908-loven efter 5 år, medmindre den hviler på et særligt retsgrundlag).

Dette indebærer, at den i RPL § 526 anførte forældelsesfrist på 1 år for udlæg i løsøre ikke gælder for de af bilbogen omhandlede løsøregenstande, jf. tillige RPL § 526, stk. 5, og reglen i RPL § 526, stk. 4, 2. pkt., hvorefter et udlæg i løsøre bortfalder 8 uger efter hindringens (anke, kære eller tredjemands ret) ophør, gælder heller ikke for udlæg i de i § 42c nævnte køretøjer.

For prioritetsstillingen for udlæg i disse løsøregenstande er det heller ikke RPL § 526, stk. 1 og 2, der er afgørende, men TL § 42g, stk. 1, der fastslår, at et dokument anses for tinglyst, når det er indført i bilbogen og udleveret eller afsendt fra tinglysningskontoret. Formuleringen i denne bestemmelse afviger fra formuleringen af TL § 25, 1. pkt. (fast ejendom), og § 46, 1. pkt. (andet løsøre end motorkøretøjer). Ifølge forarbejderne er der imidlertid ikke tilsigtet nogen afvigelse i forhold til disse regler. Tinglysningens retsvirkninger regnes fra den dag, dokumentet anmeldes til tinglysning, jf. § 42g, stk. 1, 2. pkt. Vestre Landsret har i en kendelse gengivet i UfR 2000, 931 VLK - under dissens (2-1) - afgjort, at tinglysningens retsvirkninger regnes fra bilbogens kontortids udløb på anmeldelsesdagen. En bilforhandler havde til en bank udstedt et skadesløsbrev med pant i 57 biler. Dagen efter, den 5. maj 1998, anmeldte banken skadesløsbrevet til tinglysning. Samme dag (dvs. den 5. maj 1998) - om formiddagen - havde bilforhandleren solgt en af de 57 biler. Landsrettens flertal fandt, at beskyttelsen mod godtroende aftaleerhververe indtræder ved kontortids udløb, og da køberen støttede sin ret til bilen på en aftale, der var indgået, før bankens panteret opnåede beskyttelse ved anmeldelse til tinglysning, blev bankens begæring om udlægsforretning hos køberen nægtet fremme.

I medfør af RPL § 523, stk. 1, har udlægshaveren ikke krav på, at det udlagte aktiv fratages skyldneren, før der er indgivet begæring om tvangsauktion. Hvis udlægshaveren påtænker straks at indgive en sådan begæring, kan det udlagte dog fratages skyldneren under udlægsforretningen. Det samme er tilfældet, hvis skyldneren er i færd med at ødelægge eller forringe det udlagte aktiv eller ikke overholder en afdragsordning. Hvis en bil, hvori der er foretaget udlæg, ikke er frataget skyldneren, skal den derfor først afhentes, når der inden for ovennævnte forældelsesfrist på 10 år indgives begæring om tvangsauktion.

D.5.7.11.2.3 Personbogen

For andet løsøre and motorkøretøjer mv. er der som nævnt oprettet en central, edb-baseret personbog til afløsning af de hidtidige decentralt og manuelt førte personbøger. Der er - som nævnt ovenfor - bl.a. med henblik på koordinering af reglerne om bilbogen og om personbogen foretaget en række ændringer i tinglysningslovens kapitel 7. Centraliseringen betyder, at der hurtigt kan skabes et overblik over, om udlægsegnede løsøregenstande er underpantsat, eller om en påstået ægtepagt eksisterer.

Tinglysning af rettigheder vedrørende andet løsøre end motorkøretøjer mv. kan kun finde sted, når der er udtrykkelig hjemmel dertil.

Tinglyses i personbogen skal herefter bl.a.

underpant i sådant løsøre, jf. § 47, stk. 1

pant i driftsinventar og driftsmateriel tilhørende en virksomhed, der drives fra lejet ejendom, jf. § 47b, stk. 2

ægtepagt, jf. § 49, jf. 53, stk 2

fratagelse af den retlige handleevne, jf. § 48, stk 1.

For både bilbogen og personbogen er der mulighed for online-forespørgsler efter forudgående opkobling på systemet og godkendelse fra retten i Århus.

D.5.7.11.2.4 Sletning af panteretten efter 10 år

Underpantsætning af løsøre - både biler mv. og andet løsøre - bortfalder efter 10 år, medmindre der forinden er anmeldt ny tinglysning, jf. TL § 47, stk. 3, jf. § 42g, stk. 2.

D.5.7.12 Udbetaling af erstatning for biler

Ved udlæg i biler skal man være opmærksom på, at udlægget tillige omfatter en eventuel erstatningssum for bilen i tilfælde af, at denne skades eller går tabt.

Forsikringsselskaberne har imidlertid ikke pligt til ved udbetaling af erstatningen at efterse bilbogen, hvorfor en erstatning vil blive udbetalt til ejeren uanset udlægget. Fogeden skal derfor, hver gang der foretages udlæg i en bil, vurdere, om der skal foretages underretning til det forsikringsselskab, hvor ejeren har den forsikret.

D.5.7.13 Tilbageholdsret

Såfremt en erhvervsdrivende udfører arbejde på en kundes løsøre, fx i form af bilreparation eller udfærdigelse af regnskaber mv., kan han tilbageholde det indleverede, indtil hans tilgodehavende for arbejdet er betalt. Der kan udøves tilbageholdsret ("retentionsret").

Tilbageholdsretten omfatter kun det krav, der udspringer af selve genstanden. Der kan ikke udøves tilbageholdsret på grundlag af tidligere opstået gæld. Tilbageholdsretten giver ikke retinenten (tilbageholderen) ret til at tvangsrealisere det tilbageholdte for at opnå dækning for sit krav.

Tilbageholdelsesret medfører, at ejeren ikke må få rådighed over det tilbageholdte. Selv et kortvarigt udlån fra retinentens side til ejeren medfører, at tilbageholdsretten ophører.

Der kan foretages udlæg i genstande, hvorover tilbageholdsret udøves, men udlægget skal respektere retinentens krav. Hvis der ønskes foranstaltet tvangsauktion over sådant løsøre, kan retinenten forlange, at hans krav i forbindelse med tilbageholdelsen dækkes forlods.

Hvis udlæg er foretaget i løsøret, før tilbageholdelsesretten udøves, skal retinenten vige for udlægget, således at der kan foranstaltes tvangsauktion på grund af udlægget, men retinenten kan dog principielt kræve, at udlægshaveren respekterer retinentens krav for udført arbejde på løsøret eller for omkostninger, der er afholdt for at bevare genstanden, idet disse foranstaltninger også kommer udlægshaveren til gode.

D.5.8 Fordringer

D.5.8.1 Indledning

Der kan efter RPL § 508 foretages udlæg i fordringer, hvis identitet kan fastslås, og som ikke er fremtidige erhvervelser; se afsnit D.5.2.3.

Dette afsnit vil omhandle de forskellige hovedgrupper af fordringer, nytteværdien ved udlæg i disse samt den til udlægget knyttede sikringsakt og legitimationsvirkning.

D.5.8.2 Hvad er en fordring?

En fordring i relation til retsplejeloven er et krav på betaling af en pengeydelse.

Som eksempler kan nævnes

aktier og anparter

obligationer og præmieobligationer

pantebreve i fast ejendom eller løsøre

indeståender i pengeinstitutter

udestående ifølge fakturaer

tilgodehavende ifølge gensidigt bebyrdende kontrakt

tilgodehavender ifølge afregninger

arvekrav

tilgodehavender bestående af gevinster

erstatningskrav for såvel tingsskade som personskade.

En lang række af fordringer støttes på dokumenter i form af pantebreve, fakturaer og kontrakter mv., medens andre krav ikke foreligger i skriftlig form. Fælles for alle fordringer er, at de bærer et krav om betaling. Der er ikke i lovgivningen stillet formkrav til fordringer.

At en fordring efter RPL § 508 skal kunne identificeres, for at den kan gøres til genstand for udlæg, indebærer ikke noget formkrav, men kun et krav om, at det kan bevises, at fordringen eksisterer.

Udlæg kan foretages i en fordring, uanset om den er skriftlig eller mundtlig, uanset om den er betinget eller ubetinget på tidspunktet for udlægget, og uanset at fordringens forfaldstid ikke er indtruffet eller ikke er aftalt. Den eneste betingelse er, at fordringen er stiftet.

D.5.8.3 Nytteværdi

Uanset hvilken form for fordring, der foretages udlæg i, må man normalt anse nytteværdien for stor, idet en fordring i relation til retsplejeloven er et krav på betaling af en pengeydelse.

Fordringsdebitor kan dog have et modkrav, der kan bringes til modregning, således at udlægget derfor ikke medfører betaling til udlægshaver. Hvor fordringen hviler på en gensidigt bebyrdende kontrakt, gælder RPL § 511, stk. 3, som i visse situationer giver fordringsdebitor mulighed for at undlade betaling til udlægshaver, jf. herom afsnit D.5.3.1.

For enkelte fordringstypers vedkommende er udlæg desuden udelukket i henhold til lovgivning; se herom afsnit D.5.3.

D.5.8.4 Hovedtyper af fordringer

Fordringer kan opdeles i tre hovedgrupper

omsætningsgældsbreve

simple gældsbreve og simple fordringer

fondsaktiver.

Bestemmelser om handel med og kreditorforfølgning mod omsætningsgældsbreve og simple gældsbreve findes i gældsbrevsloven, medens der ikke findes lovbestemmelser, der direkte regulerer forholdene for simple fordringer. Gældsbrevslovens kapitel 3 om simple gældsbreve finder dog analog anvendelse på simple fordringer.

Et gældsbrev er ifølge lovens motiver en skriftlig erklæring, der hjemler en i hovedsagen ubetinget, ensidig fordring på et pengebeløb.

D.5.8.5 Omsætningsgældsbreve

Bestemmelserne om omsætningsgældsbreve findes i gældsbrevslovens kapitel 2, hvor det i § 11, stk. 2, er defineret, hvad der forstås ved omsætningsgældsbreve. Bestemmelsen er udtømmende, og der kan derfor ikke drages analogislutninger til andre gældsbreve. Hvis et gældsbrev ikke falder ind under definitionen i § 11, stk. 2, er det et simpelt gældsbrev.

Omsætningsgældsbreve er

ihændehavergældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve, der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, til hvem betaling skal ske,

ordregældsbreve, hvilket vil sige, at gældsbrevet lyder på betaling til en bestemt person eller ordre,

pantebreve, der giver pant i fast ejendom eller i registreret skib eller luftfartøj, medmindre gældsbrevet indeholder påtegning om, at det ikke er til ordre, eller har et tilsvarende forbehold, samt

navnegældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve, der lyder på betaling til en bestemt person, hvis de samtidig utvetydigt angiver, at de er omsætningsgældsbreve.

Også pantebreve i løsøre, herunder motorkøretøjer, kan være omsætningsgældsbreve, hvis de tydeligt indeholder bemærkning herom.

Om ejerpantebreve henvises til den udførlige beskrivelse i afsnit D.5.9.3.

D.5.8.5.1 Sikringsakt

GBL § 14 angiver, at en aftaleerhververs ret til et omsætningsgældsbrev ikke kan anfægtes af andre, hvis aftaleerhververen har fået gældsbrevet i hænde og er i god tro om overdragerens ret.

Sikringsakten over for aftaleerhververe er derfor rådighedsberøvelse. Det vil sige, at man ved udlæg i omsætningsgældsbreve efter RPL § 523, stk. 2, altid skal tage gældsbrevet i forvaring.

Efter RPL § 526, stk. 1 og 2, er et udlæg beskyttet over for andre retsforfølgende kreditorer straks fra dets foretagelse. Der er derfor ikke nogen særlig sikringsakt, der skal iagttages over for andre kreditorer.

D.5.8.5.2 Legitimationsvirkning

GBL § 13 indeholder en almindelig regel om legitimationen til at råde over et omsætningsgældsbrev ved overdragelse og over for skyldneren. Herefter er den, der har omsætningsgældsbrevet i hænde med en i formen lovlig adkomst, legitimeret til at gøre fordringen gældende. Såvel reglen i lovens § 14 om overdragelse af omsætningsgældsbreve som reglen i § 19 om legitimationen over for skyldner bygger derfor på § 13. Efter lovens § 19 frigøres skyldneren ved betaling til den, der er legitimeret efter § 13, såfremt skyldneren var i god tro. Betalingen har frigørende virkning, selv om ihændehaverens inkompetence skyldes, at han ikke har erhvervet ret til omsætningsgældsbrevet, eller at dette var videreoverdraget eller gjort til genstand for udlæg. Legitimationen omfatter også andre dispositioner end betaling, fx meddelelse af henstand eller ændring af betalingsvilkårene.

For at udlægshaver kan blive legitimeret over for gældsbrevsdebitor, skal han derfor have gældsbrevet i hænde, jf. RPL § 523, stk. 2.

Hvis et omsætningsgældsbrev er overdraget, men skyldneren har betalt forfaldne renter eller forfaldne, tidsfæstede afdrag til overdrageren, kan han efter GBL § 16 gøre dette gældende over for en senere erhverver af omsætningsgældsbrevet. I tilslutning hertil bestemmer GBL § 20, at hvis et omsætningsgældsbrev er overdraget, kan skyldneren med frigørende virkning betale forfaldne renter og forfaldne, tidsfæstede afdrag til overdrageren, medmindre skyldneren vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betaling, eller havde grund til mistanke derom.

Legitimationsvirkningen indtræder derfor, når udlægshaver meddeler gældsbrevsdebitor, at betaling med frigørende virkning udelukkende kan ske til udlægshaveren. Udlæg i omsætningsgældsbreve skal derfor altid denuntieres over for gældsbrevsdebitor. Debitor skal anmodes om kvittering for, at han har modtaget underretningen.

Gældsbrevsdebitor bliver efter RPL § 524 ved betaling til udlægshaver frigjort under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af et gældsbrev.

D.5.8.6 Simple gældsbreve og simple fordringer

Alle andre gældsbreve og fordringer end de, der er nævnt i GBL § 11, stk. 2, eller som er fondsaktiver, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer, hvad enten der er tale om skriftlige eller mundtlige fordringer.

D.5.8.6.1 Sikringsakt

Der kræves ingen egentlig sikringsakt ved udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer.

Ved overdragelse af simple gældsbreve eller simple fordringer får erhververen ikke bedre ret end overdrageren, hverken over for gældsbrevets eller fordringens skyldner eller over for en tidligere indehaver af fordringen, jf. GBL § 27. En overdragelse kan med andre ord ikke bevirke, at skyldneren mister sine indsigelser. De indsigelser, skyldneren havde mod overdrageren, kan han således også gøre gældende mod erhververen - selv om erhververen var i god tro.

Hvis der er foretaget et udlæg i fordringen, skal en godtroende erhverver af fordringen respektere udlægget, medmindre den godtroende erhverver før udlæggets foretagelse har foretaget denuntiation over for fordringens skyldner, jf. forudsætningsvist GBL § 31, stk. 2.

Efter RPL § 526, stk. 1 og 2, er et udlæg beskyttet over for skyldnerens retsforfølgende kreditorer fra dets foretagelse, hvorfor disse andre kreditorer skal respektere det foretagne udlæg.

Hvis det simple gældsbrev eller den simple fordring er knyttet til et dokument, bør dette efter RPL § 523, stk. 2, tages i forvaring af fogeden. Dette er ikke for at iagttage en sikringsakt, idet en sådan som nævnt ikke er påkrævet, men derimod af hensyn til legitimationsvirkningen i RPL § 524, hvor rådighedsfratagelse kan få betydning.

D.5.8.6.2 Legitimationsvirkning

Efter GBL § 29 frigøres skyldneren uanset overdragelsen af det simple gældsbrev eller den simple fordring ved betaling til overdrageren, medmindre skyldneren vidste eller burde vide, at det simple gældsbrev eller den simple fordring var overdraget.

Hvis en person, der er legitimeret som fordringshaver, transporterer en simpel fordring til først A og dernæst B, og fordringens skyldner ikke har kendskab og ikke burde have kendskab til overdragelsen til A, men derimod får meddelelse om overdragelsen til B, frigøres skyldneren ved betaling til B, selv om fordringen i virkeligheden tilkom A, fordi B var i ond tro, jf. GBL § 31, stk. 2. Noget andet er, at A i dette tilfælde for det lidte tab vil kunne kræve erstatning af B. Den frigørende virkning for skyldneren indtræder også, hvis A var en udlægshaver, eller såfremt både A og B var udlægshavere.

For at udlægshaveren kan blive legitimeret over for skyldner, skal han derfor give skyldner underretning om det foretagne udlæg. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor altid give underretning til skyldner, når der foretages udlæg i simple gældsbreve eller simple fordringer. Der skal anmodes om kvittering fra skyldner for, at han har modtaget underretningen.

Efter RPL § 524 bliver gældsbrevs- eller fordringsdebitor ved betaling til udlægshaver frigjort under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af gældsbrevet eller fordringen.

D.5.8.6.3 Udlæg i borttransporterede fordringer - "factoring"

Som et led i finansieringen af en virksomheds drift sker der ofte belåning af debitorerne (den såkaldte "factoring"-ordning), som indebærer, at fakturaerne forsynes med en transportpåtegning om, at betaling med frigørende virkning kun kan ske til transporthaveren. Belåningsordningen etableres med et factoring-firma, med virksomhedens sædvanlige pengeinstitut eller eventuelt med et søster- eller datterselskab (et finansieringsselskab).

Som betingelse for, at virksomhedens kreditorer skal respektere fakturabelåningen, kræves det, at hver enkelt faktura til kunderne er forsynet med en tekst (eventuelt et stempel), der klart angiver, at fordringen er borttransporteret, jf. princippet i GBL § 29.

En fakturabelåningsordning medfører normalt ikke, at fogeden er afskåret fra at foretage udlæg i allerede udførte, men endnu ikke fakturerede arbejder eller leverancer. Da skyldners betaling efter GBL § 29 skal ske til den rettighedshaver, der først underretter skyldner om sin ret, kan et udlæg, der meddeles skyldner, før fakturaen udskrives, fortrænge den senere (eventuelle) transportpåtegning på fakturaen, jf. forudsætningsvist GBL § 31, stk. 2.

Ofte vil der til en "factoring"-ordning være tilknyttet en sikringskonto, hvortil en del af fakturabeløbene (typisk 10-20 %) indsættes. Der vil kunne foretages udlæg i denne sikringskonto, jf. I.7.4 .

Hvis fakturabelåningen er oprettet som et kreditorværn, således at virksomheden reelt kan disponere over fakturabeløbet i kraft af, at dette indgår på en kassekredit med trækningsret, kan der være tale om, at transportpåtegningerne på fakturaerne kan underkendes. I disse tilfælde kan fogeden foretage udlæg i fakturabeløbet og indbringe sagen for fogedretten til afgørelse af prioritetsstillingen - eller der kan anlægges sag mod transporthaveren med påstand om, at transporten hverken er til eje eller til sikkerhed. Bevisbyrden i disse sager påhviler den, der foretager udlægget.

Fra retspraksis kan henvises til en utrykt dom afsagt af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. januar 1985 i B 1588/1983. I sagen havde vognmandsfirmaet V ved en transporterklæring af 26. maj 1981 til sin bank, B, til sikkerhed for ethvert krav, som B havde eller senere måtte erhverve, transporteret daværende og kommende tilgodehavender for udført arbejde hos C.

Transporten blev umiddelbart derefter denuntieret over for C, der i den følgende tid til B indbetalte V s vederlag for udførte arbejder. Der blev ikke i forbindelse med fremsendelsen af de enkelte fakturaer til C givet meddelelse om transporterne. V gik konkurs den 16. marts 1982, og boet anlagde herefter sag mod B. For så vidt angik et beløb på 183.163,14 kr., der vedrørte indbetalinger til B efter fristdagen, henviste boet til konkurslovens § 70. Landsretten fastslog, at det ikke er udelukket at pantsætte fremtidige erhvervelser af den i sagen omhandlede karakter, hvis pantet kan beskrives med klarhed og entydighed. Når de fremtidige erhvervelser udspringer af en gensidigt bebyrdende aftale, vil betingelsen normalt være opfyldt, hvis den gensidigt bebyrdende aftale er skriftlig og nøje fastlægger de gensidige rettigheder og forpligtelser.

I den konkrete sag havde der dog mellem V og C hverken skriftligt eller mundtligt været nogen aftale, der forpligtede dem til et fremtidigt samarbejde. C var imidlertid V s hovedkunde, og forretningsmellemværendet havde eksisteret i ret faste rammer i en meget lang årrække, hvorfor landsretten fandt, at V gyldigt havde kunnet give B pant i sine fremtidige tilgodehavender hos C, idet det sagsøgende konkursbo ikke havde påvist nogen mulighed for misbrug fra V s side.

Landsretten fandt endvidere, at sikringsakten blev foretaget ved denuntiation til C én gang for alle, idet der ikke i et sådant tilfælde kan kræves gentagelse af denuntiationen fx i forbindelse med fremsendelsen af hver enkelt faktura for udført kørsel. I relation til omstødelsesreglen i konkurslovens § 70 fandt landsretten dog, at det ikke kan accepteres, at den, der modtager sikkerhedsstillelsen, ved en sådan denuntiation én gang for alle skulle opnå en bedre retsstilling i forhold til konkursboet, end hvis sikringsakten var foretaget, efterhånden som tilgodehavenderne opstod.

B blev derfor ved dommen tilpligtet til boet at betale beløbet på de 183.163,14 kr.

I UfR 1994, 104 VLD, kunne en transport fortrænge et senere udlæg. I sagen havde en fiskeskipper, F, meddelt sin bank, B, en skriftlig, uigenkaldelig transport på tilgodehavender hos en fiskefabrik, I, for landing af fisk i henhold til en landingsaftale, ifølge hvilken F havde ret, men ikke pligt til at lande fisk hos I. Dagen før udbetaling af et efterbetalingsbeløb havde en af F s kreditorer, K, gjort udlæg i F s tilgodehavende. I havde imidlertid under henvisning til den behørigt denuntierede transport udbetalt beløbet til B. Under den herefter mod I anlagte sag gjorde K gældende, at transporten var uden retsvirkning, hvorfor beløbet burde være udbetalt til K. Landsretten fastslog, at der ikke - som hævdet af K - var tale om generalpant. Da landingsaftalen efter det oplyste var sædvanlig i branchen og havde en sådan klarhed og entydighed, at den kunne danne grundlag for pantsætning, og der endvidere ikke af K var påvist nogen mulighed for, at ordningen kunne misbruges til skade for F s øvrige kreditorer, fik K ikke medhold.

Se om "factoring"tillige I.7.1.

D.5.8.6.4 Særligt om udlæg i dankort-betalinger

Østre Landsret fastslog med sin dom i UfR 2000, 715 ØLD, at udlæg kan gøres i dankort-betalinger.

En pantefoged havde den 24. november 1994 foretaget udlæg for et skattekrav hos en forretningsindehaver, R, i kundernes elektroniske indbetalinger ("dankort-betalinger") den pågældende dag indtil kl. 14.45. På det tidspunkt var der indbetalt 1.625 kr. Samme dag, kl. 15.05, gav pantefogeden meddelelse herom til banken B, hvor R havde en krediteringskonto tilknyttet dankort-terminalen. B afviste at notere meddelelsen og nedbragte i stedet R s kredit med det pågældende beløb.

I den mod B anlagte retssag gjorde B gældende, at meddelelsen skulle gives til den enkelte kundes pengeinstitut, men fik ikke medhold.

Landsretten udtalte, at det ifølge betænkning nr. 965 fra 1982 ("Rapport om betalingskort") var hensigten at sidestille en dankort-betaling med en kontant betaling, forudsat at der er dækning på kortindehaverens konto. Landsretten udtalte endvidere, at den omstændighed, at dankort-betalinger først krediteres forretningens konto den følgende dag, ikke kunne føre til, at udlægget var sket i strid med RPL § 508 om forbud mod udlæg i fremtidige erhvervelser.

Landsretten lagde endvidere til grund, at det vil være muligt at efterspore de dankort-betalinger, der er foretaget indtil et bestemt klokkeslæt på dagen, hvorfor det udlagte måtte anses for tilstrækkeligt identificeret.

D.5.8.7 Bankindeståender

Der er intet til hinder for, at der foretages udlæg i bankindeståender, idet disse kan betragtes som skyldnerens simple fordringer mod et pengeinstitut (hvis udlægsforretningen foretages hos pengeinstituttet, således at indeståendet straks udbetales, er der dog tale om udlæg i penge, jf. RPL § 521, og ikke i fordringer).

Udlægget denuntieres snarest over for pengeinstituttet med samtidig anmodning om udbetaling af det udlagte beløb.

Ved udlæg i indestående på checkkonto kan banken ikke tage forbehold for dækning af udstedte, ikke-indløste checks.

Der kan også foretages udlæg i indeståender i BG Bank A/S.

Der er dog i henhold til lovgivningen forbud mod at foretage udlæg i visse indeståender - se herom afsnit D.5.2 og D.5.3 .

D.5.8.7.1 Sikringsakt

Udlægget er beskyttet over for skyldnerens øvrige kreditorer fra dets foretagelse, hvorfor der ikke kræves nogen særlig sikringsakt, jf. RPL § 526, stk. 1.

Hvis der for bankindeståendet er udstedt skriftligt bevis ("kontrabog", dvs. bankbog), kan banken dog betinge udbetaling fra kontoen af, at bankbogen forevises. Fogeden skal derfor, når der foretages udlæg i sådanne konti, tage bankbogen i forvaring efter RPL § 523, stk. 2.

Beskyttelsen gælder endog over for det kontoførende pengeinstitut, selv om dette måtte have et tilgodehavende hos skyldneren, hvis blot dette tilgodehavende henstår eller afvikles efter aftale mellem skyldneren og pengeinstituttet. Det betyder, at pengeinstituttet ikke kan foretage modregning, så længe en afviklingsaftale for skyldnerens lån er overholdt. Til belysning heraf kan henvises til UfR 1988, 589 VLD. I denne sag foretog en kommune udlæg for skat i en skatteyders indestående på en etableringskonto i en sparekasse. Da udlægget blev foretaget, havde sparekassen en fordring på skatteyderen og ønskede nu at benytte denne fordring til modregning. Da sparekassens fordring mod skatteyderen imidlertid ikke kunne anses for at være forfalden, da udlægget blev foretaget, kunne sparekassen ikke benytte fordringen til modregning, jf. GBL § 28.

Er afviklingsaftalen misligholdt, eller foreligger der ikke fra pengeinstituttet långivning (fx hvis kontohaver overtrækker kontoen), har pengeinstituttet derimod modregningsadgang uden respekt af udlægget. Det er dog en betingelse, at pengeinstituttet ikke har forholdt sig passivt, da overtrækket blev konstateret. Til illustration af problemstillingen kan henvises til UfR 1988, 821 ØLD. I denne sag blev der fra en lønmodtagers konto i en bank efter stående ordre overført et beløb til lønmodtagernes dankort-konto i samme bank samtidig med, at lønmodtageren selv hævede et beløb på kontoen. Kontoen blev herved negativ med ca. 700 kr. Samme dag udsendte banken til lønmodtageren en kontoudskrift med den negative saldo. Den følgende dag foretog skattevæsenet udlæg i dankort-kontoen for en skatterestance. Det antoges, at banken i medfør af en analogi af GBL § 28 kunne modregne med de ca. 700 kr.

Se TfS 1999, 134 ØLK, der er omtalt ovenfor i D.5.1, om sammenblanding af et selskabs og en personlig skyldners penge på skyldners konto.

D.5.8.7.2 Legitimationsvirkning

Udlæg i et bankindestående skal altid meddeles pengeinstituttet, således at kontohaveren fratages muligheden for at disponere over indeståendet, jf. herom GBL § 34. Desuden tjener underretningen det praktiske formål, at pengeinstituttet afkræves kontoens indestående til udbetaling til udlægshaveren.

I UfR 1995, 223 ØLK, blev det antaget, at et pengeinstitut i det indestående, hvori en pantefoged havde foretaget udlæg, i henhold til sine forretningsbetingelser kunne modregne et gebyr på 350 kr. for notering af udlægget, jf. GBL § 28.

D.5.8.8 Fondsaktiver - værdipapirer i papirløs form

Hovedreglen i RPL § 508 om genstanden for udlæg omfatter også udlæg i fondsaktiver samt de af disse flydende indtægter.

Det fremgår af § 66, stk. 1, i lov om værdipapirhandel mv., at rettigheder over fondsaktiver skal registreres i en værdipapircentral for at opnå beskyttelse mod retsforfølgning og godtroende aftaleerhverere. Den aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge (ekstingvere) en ikke-registreret ret, skal selv være registreret, jf. stk. 2. Stk. 3 fastslår, at registreringens retsvirkninger regnes fra den endelige prøvelse i værdipapircentralen. Et kontoførende institut har pligt til uden ophold at indrapportere modtagne anmeldelser til registreringer i en værdipapircentral.

For at kunne registreres på en konto skal en privat stiftet ret gå ud på at fastslå, stifte, forandre eller ophæve en ret over nærmere angivne fondsaktiver, og retten skal hidrøre fra den efter registeret berettigede, jf. § 36 i bekendtgørelse om registrering mv. af fondsaktiver i en værdipapircentral. Denne bestemmelse svarer til TL § 10, stk. 1, og reglerne om, hvilke rettigheder der kan tinglyses på fast ejendom, og tingbogslegitimation er herved overført til værdipapircentralers registreringssystem.

Ved overdragelse til eje får den nye ejer fondsaktivet registreret på sin konto, medens det bliver slettet fra overdragerens konto, dvs. at der sker en overførsel fra konto til konto. Ved stiftelse af begrænsede rettigheder i form af panteret, udlæg, rentenydelse, umyndighed og prohibitivpåtegning af forskellig art registreres rettigheden på ejerens konto, evt. en særlig konto udskilt i anledning af den begrænsede ret.

Når der foretages udlæg i aktiver, der er registreret i en værdipapircentral, skal udlægget derfor anmeldes skriftligt over for det kontoførende pengeinstitut. Anmeldelsen skal som minimum indeholde

rettighedshavers (skyldners) navn og adresse samt CPR-nummer eller CVR-nummer

anmelderens navn og adresse

de fondsaktiver, som anmeldelsen vedrører, betegnet så tydeligt, at fondsaktiverne umiddelbart kan identificeres

rettighedens art (dvs. udlæg)

oplysning om, til hvem værdipapircentralen med frigørende virkning kan udbetale renter og andre beløb, der hidrører fra fondsaktiverne (jf. herved legitimationsreglen i lovens § 71, stk. 2).

Anmeldelsen afgives til det kontoførende pengeinstitut i to eksemplarer, hvoraf det ene begæres tilbageleveret med kvittering for anmeldelsen og oplysning om dato og tidspunkt for anmeldelsen.

Udlæg i fondsaktiver er ifølge RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., omfattet af den 1-årige "forældelsesregel" i 1. pkt. Realisation af fondsaktiverne skal derfor være sket inden udløbet af denne frist.

Realisationen sker ikke ved tvangsauktion, men ved at udlægshaveren anmoder det kontoførende pengeinstitut om at bortsælge fondsaktiverne på Københavns Fondsbørs. Udlægget skal dog først autoriseres hos fogedretten.

D.5.8.9 Tvivl om fordringstype

Hvis der under en udlægsforretning opstår tvivl om, hvorvidt der er tale om et omsætningsgældsbrev eller et simpelt gældsbrev/en simpel fordring, og dermed tvivl om, hvad der kræves for at fratage gældsbrevskreditor legitimationen til at modtage betaling, opnås den bedste sikkerhed ved at fratage gældsbrevskreditor (skyldneren i forhold til told- og skattemyndighederne) dokumentet i medfør af RPL § 523, stk. 2, og derefter underrette gældsbrevsdebitor om udlægget.

Det kan efterfølgende afgøres, hvorvidt der er tale om et omsætningsgældsbrev eller et simpelt gældsbrev/en simpel fordring.

D.5.9 Andre aktiver

D.5.9.1 Indledning

Efter RPL § 508 kan udlæg også foretages i andre aktiver end rede penge, fast ejendom, løsøre og fordringer. Dette kapitel omhandler en del af disse andre udlægsegnede aktiver.

D.5.9.2 Ejerpant

Sædvanligvis er der i fast ejendom tinglyst flere rettigheder med prioritetsstilling efter hinanden.

Der er som udgangspunkt ikke oprykningsret forbundet med tinglyste pantebreve, medmindre dette er aftalt i pantebrevet, jf. TL § 40, stk. 3, 1. pkt.

Bestemmelsen i § 40, stk. 3, 1. pkt., om aftalt ("ordinær") oprykning fremstår som en undtagelse til hovedreglen i lovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvorefter ejeren af den faste ejendom, såfremt en tinglyst panteret helt eller delvist ophører eller ikke er gyldigt stiftet, uanset modsat aftale med en efterstående panthaver eller andre har ret til - enten straks eller senere - at besætte den således ledige plads (der betegnes "ejerpant") med en ny panteret, medmindre han ved ophøret eller senere giver afkald på denne ret.

Ejerpant kan således eksempelvis opstå, ved at et pantebrev indfries før tid, uden at det aflyses. Det kan i stedet af ejendommens ejer enten beholdes eller anvendes til fornyet pantsætning.

Hvis en panteret, der ikke står på sidstepladsen, aflyses, kan den faste ejendoms ejer i stedet for straks at besætte den således ledige plads med en ny panteret få noteret i tingbogen, at den tidligere panteret nu tilkommer ham. Dette gælder dog ikke i det omfang, der er aftalt ("ordinær") oprykningsret for en efterstående panteret. Hvis notering ikke er sket - selv om det havde været muligt - rykker de efterstående berettigede (eksempelvis panteret, udlæg og ejerpant) "ekstraordinært" op i den ledige plads.

Tinglyst panteret i fast ejendom kan indfries ordinært eller ekstraordinært.

Er der tale om en ordinær, forud fastsat indfrielse, og har de efterstående panterettigheder oprykningsret, rykker disse op på den ledige plads, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt. En ordinær oprykning skal med andre ord være "forudberegnelig". Oprykning finder derfor ikke sted, når der på forprioriteten betales ejerskifteafdrag. Ved betaling af sådanne ejerskifteafdrag opstår der i stedet et ejerpant. Forudberegneligheden skal fremgå af det foranstående pantebrev, som indfries eller afdrages ordinært. Det skal således fremgå af vilkårene i det foranstående pantebrev, hvornår betaling af afdrag eller fuld indfrielse af pantebrevet skal ske. Det er ikke nok, at aftalen herom findes i et underliggende retsforhold mellem pantebrevets parter. Det betyder, at oprykning i reglen er udelukket, når den foranstående gæld er sikret ved et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, medmindre disse selv undtagelsesvist indeholder en bestemmelse om, at hele den indestående gæld forfalder til betaling på en bestemt dato.

Oprykning vil ikke være muligt efter et foranstående udlæg, medmindre der undtagelsesvist under fogedforretningen er truffet en aftale om et bestemt tidspunkt for udlæggets indfrielse, og dette fremgår af tingbogen.

Oprykning sker kun, såfremt der rent faktisk betales afdrag på eller sker indfrielse af forprioriteten.

Der kan som følge af oprykning opstå brudte prioriteter. Hvis de to første prioriteter kaldes P1 og P2, og P2 ikke har oprykningsret efter P1, vil et på tredjepladsen sig befindende pantebrev, P3, der har fået tilsagt oprykningsret, jf. § 40, stk. 3, i forbindelse med ordinære, forudberegnelige afdragserlæggelser på P1, rykke forbi P2 og op i den plads, der bliver ledig i P1, ligesom P3 rykker op i den plads, der bliver ledig i forbindelse med en forudberegnelig afvikling af P2. Oprykningen vil dog ske til den bedst mulige plads, dvs. først forbirykning og dernæst "indrykning" i P2.

Er der tale om ekstraordinær indfrielse, dvs. før tiden, eller har de efterstående panterettigheder ikke oprykningsret, opstår der en ledig plads ("ejerpant") i prioritetsrækken. Der kan ikke foretages udlæg eller anden form for tvangsfuldbyrdelse mod denne plads i rækken, som ikke står på sidstepladsen, idet ejeren som sagt efter TL § 40, stk. 1, 1. pkt., har ret til at forbeholde sig den ledige plads til tinglysning af anden panteret, enten i forbindelse med indfrielsen eller senere.

I det omfang forprioriteten dækker over et ejerpant, sker der ikke oprykning. Såfremt et efterstående pantebrev gyldigt har tillagt sig oprykningsret efter det tidligere pantebrev, hvis ekstraordinære indfrielse har skabt et ejerpant, kan ejeren benytte ejerpantet til at indsætte et ombytningspantebrev, der således får samme prioritet som det tidligere, nu indfriede pantebrev. Det er dog en betingelse for denne ombytningsret, at vilkårene om betaling af afdrag eller indfrielse ikke må stille den med oprykningsret udstyrede efterpanthaver ringere end det tidligere forpantebrev. Hvis ombytningspantebrevet skal afvikles hurtigere end det tidligere pantebrev, sker der oprykning i overensstemmelse med vilkårene i ombytningspantebrevet.

Selv om ejerpantet udnyttes til at etablere et nyt låneforhold, efter at fogeden har foretaget udlæg i ejendommen, skal udlægget således respektere det nye lån.

Ejendommens ejer kan også disponere over ejerpantet til at etablere sikkerhed for gæld til told- og skattemyndighederne, men det må da ske i form af enten et pantebrev eller et ejerpantebrev, der håndpantsættes til told- og skattemyndighederne. Det skyldes, at udlæg som sagt ikke kan besætte et ejerpant, idet et i en fast ejendom foretaget udlæg altid får prioritet på sidstepladsen i prioritetsordenen, dvs. på pladsen efter den sidst effektivt sikrede gæld.

D.5.9.3 Ejerpantebreve

Et ejerpantebrev i fast ejendom er et pantebrev, hvor ejendommens ejer både står som pantsætter og panthaver, altså som både debitor og kreditor. Når et ejerpantebrev stilles som sikkerhed, sker det ved håndpantsætning. Da ejerpantebrevet kun forbeholder en panteret af en bestemt størrelse til senere udnyttelse, bliver håndpantsætningserklæringen det grundlag, hvorpå kreditors panteret hviler.

Håndpanteret i et ejerpantebrev i fast ejendom, som tilhører skyldneren, er formelt en panteret i et omsætningsgældsbrev, men reelt en panteret i ejendommen.

Et ejerpantebrev anvendes typisk til sikkerhed for en kassekredit eller et andet mellemværende med et pengeinstitut.

Er et ejerpantebrev tinglyst et sted inde i prioritetsrækken (dvs. ikke på sidstepladsen), og er det ikke udnyttet fuldt ud, kan der ikke foretages udlæg i den del af ejerpantebrevet, der ikke er udnyttet. Det skyldes som nævnt ovenfor, at udlæg altid placeres på sidstepladsen.

Hvis der på sidstepladsen i prioritetsordenen er tinglyst et ejerpantebrev, og dette ikke er udnyttet fuldt ud, vil et udlæg, der tinglyses, foretage indbrud i ejerpantebrevet, idet udlægget vil placere sig efter den ved ejerpantebrevet sikrede gæld. Udlægget vil placere sig umiddelbart efter den på udlægstidspunktet faktisk sikrede gæld til håndpanthaveren - uden hensyn til, at maksimum i henhold til kreditaftalen mellem pantsætter og håndpanthaver endnu ikke var nået.

Indbrud i et ejerpantebrev kan også ske ved en sekundær håndpantsætning eller ved tinglysning af et pantebrev, der angiver, at det prioritetsmæssigt skal placeres efter den gæld, som ejerpantebrevet sikrer.

Hvis der ved fogedens udlæg i fast ejendom viser sig på sidstepladsen i prioritetsrækken forud for udlægget at være tinglyst et ejerpantebrev, der kun er delvist udnyttet, skal fogeden straks give underretning til den, der har ejerpantebrevet i håndpant. Det vil som nævnt ofte være et pengeinstitut.

Underretningen medfører, at håndpanthaveren fratages muligheden for at udvide kreditgivningen til pantsætter i strid med det foretagne udlæg, idet en udvidelse af kreditgivningen, efter at underretning om udlægget er modtaget, vil få prioritet efter udlægget.

Principielt er det kreditgivningen på udlægstidspunktet, der skal respekteres, men hvis håndpanthaver i god tro har udvidet kreditten i tidsrummet mellem udlæggets foretagelse og tidspunktet for underretning om udlægget, skal udlægget respektere den højere kreditgivning, der eksisterer på det tidspunkt, hvor håndpanthaver får underretning om udlægget, jf. UfR 1979, 569 HD. Der er tale om, at gældsforøgelsen ved ekstinktion har opnået en prioritetsstilling, der går forud for udlægget. Når gælden til håndpanthaveren nedbringes til maksimalt at være det beløb, som ejerpantebrevet sikrede på tidspunktet for udlæggets foretagelse, falder ekstinktionsbehovet bort, og udlægget får den prioritet, det havde ved foretagelsen.

Den ved ejerpantebrevet sikrede kreditgivning, som udlægget skal respektere, står fast. Selv om kreditten nedbringes, kan den atter udvides til det beløb, den var på, da udlægget blev foretaget. Det skyldes, at en oprykningsret for udlægget forudsætter en forudberegnelig afvikling af forprioriteten, og en sådan er typisk ikke til stede ved en gæld sikret ved et ejerpantebrev.

Om den skitserede problemstilling med indbrud i et ejerpantebrev kan ligeledes henvises til UfR 1979, 566 HD.

Hvis skyldneren (dvs. pantsætteren) efter udlæggets foretagelse anvender den uudnyttede del af ejerpantebrevet til yderligere sikkerhedsstillelse - eksempelvis til fordel for tredjemand - skal den nye sikkerhedsstillelse respektere udlægget.

Såvel et indbrudspantebrev som et tinglyst udlæg (som indbrud) kan fortrænges af en sekundær håndpanthaver af et ejerpantebrev, hvis der ikke er givet meddelelse om indbrudspantet eller udlægget (som indbrud) til den primære håndpanthaver.

I byretsdommen gengivet i UfR 1983, 748, er det antaget, at en fornyet pantsætning af et ejerpantebrev på ejerens hånd med sidste prioritet i ejendommen måtte respekteres af et forinden tinglyst udlæg. Hvis et på sidstepladsen tinglyst ejerpantebrev ikke er udnyttet til sikkerhedsstillelse på udlægstidspunktet, skal fogeden derfor foretage udlæg i den faste ejendom og tillige foretage rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet, jf. RPL § 523, stk. 2, således at skyldneren ikke forledes til at udnytte ejerpantebrevet til anden side. Herved hindres muligheden for ekstinktion efter GBL § 14.

Der kan ikke foretages et egentligt udlæg i et ejerpantebrev, jf. UfR 1973, 785 ØLK, hvor det statueredes, at der ikke kunne afholdes tvangsauktion over et ejerpantebrev. Der kan alene foretages udlæg i selve den genstand (fast ejendom eller løsøre), der er pantsat ved ejerpantebrevet, eller i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i medfør af ejerpantebrevet. RPL § 523, stk. 2, der udtaler, at fogeden ved udlæg i værdipapirer og i fordringer, for hvilke skriftligt bevis er udstedt, tager dokumentet i forvaring, må dog ikke desto mindre anføres som hjemmelen, evt. via en analogislutning, for en sådan rådighedsberøvelse.

Et udlagt ejerpantebrev kan som sagt ikke bortauktioneres, og det kan ikke danne grundlag for tvangsauktion over ejendommen. Det skyldes, at pantesikkerheden i et ejerpantebrev ikke kan adskilles fra den underliggende (sikrede) fordring, jf. førnævnte kendelse i UfR 1973, 785 ØLK, hvor et ejerpantebrev, stort 10.000 kr., var håndpantsat til sikkerhed for et lån, som ejeren af den pantsatte ejendom havde optaget i en bank. Da lånet blev misligholdt, blev ejerpantebrevet efter bankens begæring solgt ved tvangsauktion. Ejendommens ejer erkendte at skylde køberen 22.010 kr. Ejendommens ejer påkærede imidlertid tvangsauktionen og påstod banken tilpligtet at udlevere ejerpantebrevet. Idet køberen ikke ved tvangsauktionen ved betaling af budsummen var indtrådt i den fordringsret, som ejerpantebrevet indtil da havde sikret, fandtes tvangsauktionen over ejerpantebrevet at have været meningsløs, hvorfor landsretten ophævede tvangsauktionen. Med hensyn til frempantsætning kan der dog ske en adskillelse af pantesikkerhed og fordring, jf. UfR 1984, 123 HD, der statuerede, at et ejerpantebrev må anses som et omsætningsgældsbrev.

Hvis skyldneren i stedet for udlæg vælger at meddele primær håndpant i et uudnyttet ejerpantebrev, skal der udfærdiges en skriftlig håndpantsætningserklæring, og ejerpantebrevet skal tages i forvaring af fogeden, jf. RPL § 523, stk. 2, der er nævnt ovenfor.

Skyldneren kan også sekundært håndpantsætte den ikke-udnyttede del af et allerede håndpantsat ejerpantebrev. Hvis fogeden modtager en sådan sekundær håndpantsætningserklæring, skal den primære håndpanthaver straks skriftligt underrettes om den sekundære pantsætning, således at han ikke udvider kreditgivningen i tiltro til, at der stadig er sikkerhed i ejerpantebrevet, jf. ovenfor. Herved opfyldes for de negotiable ejerpantebreve tillige sikringsakten - rådighedsberøvelse - i henhold til GBL § 22, idet den primære håndpanthaver da besidder ejerpantebrevet tillige på den sekundære håndpanthavers vegne.

Om den prioritetsmæssige behandling af renter af en gæld med sikkerhed i et ejerpantebrev henvises til UfR 1990, 21 HD, og UfR 1992, 978 HD, samt ovenfor i D.5.6.2.

D.5.9.4 Skadesløsbreve

Et skadesløsbrev er et pantebrev, der udstedes til dækning af en fremtidig gæld, hvis størrelse endnu ikke er kendt. Skadesløsbrevet skal dog indeholde oplysning om et maksimumbeløb for at kunne tinglyses, jf. TL § 10, stk. 3, 2. pkt., vedrørende fast ejendom. For skadesløsbreve med pant i løsøre gælder også et krav om maksimering, jf. TL § 43b, stk. 2.

Hvis skadesløsbrevet er tinglyst inde i prioritetsrækken (dvs. ikke på sidstepladsen), kan ejeren af ejendommen (eller løsøret) disponere over den ikke-udnyttede del af skadesløsbrevets pålydende - dog ikke til anvisning som genstand for udlæg, idet udlæg ikke kan besætte ledige pladser inde i prioritetsrækken.

Hvis skadesløsbrevet er tinglyst på sidstepladsen i prioritetsrækken, umiddelbart forud for fogedens udlæg, skal der som ved ejerpantebreve gives meddelelse til panthaveren for at hindre yderligere kreditgivning med sikkerhed i skadesløsbrevet, og hvis skadesløsbrevet ikke er udnyttet fuldt ud, opnås ved udlæg "indbrud" i dets sikringsramme. Dette gælder, hvad enten skadesløsbrevet giver pant i fast ejendom eller i løsøre.

Et skadesløsbrev er ikke noget omsætningsgældsbrev, og et udlæg risikerer således ikke - som ved et ejerpantebrev - at blive fortrængt ("ekstingveret") af en godtroende håndpanthaver, jf. GBL § 14.

Om den prioritetsmæssige behandling af renter af en gæld med sikkerhed i et skadesløsbrev følger det af TL § 40, stk. 4, sidste pkt., at et skadesløsbrevs dækningsramme også dækker renter, således at panthaveren ikke for disse har sikkerhed på sidstepladsen i prioritetsordenen, således som det - i et vist omfang - er tilfældet med almindelige pantebreve, jf. TL § 40, stk. 4, 1. pkt., og ovenfor i D.5.6.2.

D.5.9.5 Udlægs oprykningsret

D.5.9.5.1 Fast ejendom

For pantebreve i fast ejendom gælder, at de kun har oprykningsret, såfremt oprykningsretten er aftalt i pantebrevet, jf. TL § 40, stk. 3, og ovenfor i D.5.9.2. Oprykningsretten gælder kun i forbindelse med ordinær nedbringelse af den foranstående panterettighed. Ved ekstraordinær indfrielse gælder det i afsnit D.5.9.2 om ejerpant anførte.

Er den panteret, der står umiddelbart foran det lyste udlæg, således klausuleret med hensyn til forudberegnelig afdragsbetaling, at det ville være muligt i et efterstående pantebrev i forhold til denne panteret at aftale oprykningsret i overensstemmelse med § 40, stk. 3, rykker også udlæg op i ledige pladser, der opstår ved en tidsmæssigt forudberegnelig afvikling af forprioriteten, jf. UfR 1958, 1264 ØLK.

Hvis en panteret, P2, placeret umiddelbart foran udlægget ikke har oprykningsret, og en panteret, P1, placeret foran P2 afvikles efter en tidsmæssigt forudberegnelig plan, antages det, at udlægget ikke ved forbirykning kan besætte pladser, der bliver ledige ved afviklingen af P1, idet udlægget i så fald ville besætte et ejerpant.

D.5.9.5.2 Løsøre

Ved udlæg i løsøre gælder der derimod et princip om automatisk oprykning uden hensyn til, under hvilke omstændigheder (ordinært eller ekstraordinært) forprioriteten er blevet indfriet eller afdraget, og uanset om oprykning for et efterstående pantebrev er blevet vedtaget eller ej. En undtagelse fra den automatiske oprykningsret for udlæg i løsøre må dog gøres, hvis forpantebrevet ombyttes med et andet pantebrev, og der foreligger såvel en reel som en formel sammenhæng mellem indfrielsen af den tidligere panteret og stiftelsen af den nye. Hvis dette er tilfældet, har der reelt aldrig været nogen plads, som udlægget kunne rykke op i. En reel sammenhæng er til stede, såfremt det tidligere lån er indfriet ved hjælp af provenuet af det nye lån. Kravet om formel sammenhæng indebærer, at der skal foreligge samtidighed.

Består der en ledig plads inden for rammerne af et med sikkerhed i en løsøregenstand tinglyst ejerpantebrev eller skadesløsbrev, der står på sidstepladsen i prioritetsordenen (eller er den eneste hæftelse), kan denne ledige plads - i lighed med pant i fast ejendom - tilegnes af en kreditor, der gør udlæg i løsøret. Når panthaveren har modtaget meddelelse om udlægget, kan der som hovedregel ikke ydes yderligere kredit til skade for udlægshaveren. Undtagelsen er også her eksempelvis en i god tro foretaget udvidelse af kreditgivningen. Det samme gælder ved udlæg i en håndpantsat løsøregenstand eller i en pantsat - simpel eller negotiabel - fordring.

I modsætning til, hvad der gælder ved fast ejendom, rykker udlægget op ved enhver fremtidig nedbringelse af gælden til panthaveren, altså også ved nedbringelse under den gæld, der bestod på tidspunktet for udlæggets foretagelse.

D.5.9.6 Skibe

Foretages der udlæg i skibe, skal fogeden skelne mellem skibe, der er registreret i skibsregisteret, og ikke-registrerede skibe.

I skibsregisteret skal optages alle skibe med en bruttotonnage på 20 og derover, og skibe med en bruttotonnage på mindst 5, men under 20, kan optages i registeret, jf. sølovens § 10, stk. 1 og 2.

Bestemmelserne vedrørende udlæg i registrerede skibe svarer i hovedsagen til reglerne om udlæg i fast ejendom, hvilket betyder, at udlæg i registrerede skibe skal registreres for at opnå prioritetsbeskyttelse mod godtroende aftaleerhververe og mod andre kreditorer, jf. sølovens § 28, stk. 1 og 2.

Udlæg i et registreret skib omfatter ifølge sølovens § 47 også tilbehør til skibet, og der kan ikke foretages særskilt udlæg i sådant tilbehør, medmindre der foreligger tilladelse fra ejeren og fra alle rettighedshavere i skibet, jf. RPL § 510.

Hvis der er registreret flere ejere af et skib (et såkaldt partrederi - se herom sølovens kapitel 5), hæfter den enkelte ejer (partreder) ifølge sølovens § 102 kun for den del af gælden, der svarer til hans anpart af skibet, dvs. personligt og pro rata. Den enkelte partreder hæfter således hverken principalt eller subsidiært for nogen på de andres part hvilende gæld.

Udlæg for partrederiers gæld skal principielt foretages hos hver enkelt medejer (partreder), men der kan dog også foretages udlæg for den samlede gæld hos den bestyrende reder, jf. princippet i sølovens § 105, hvorefter den bestyrende reder kan sagsøge i partrederiets anliggender og kan sagsøges på dettes vegne. Hvis udlægget skal omfatte andet end skib med tilbehør mv., altså fx den enkelte medejers personlige aktiver, skal udlægget dog foretages hos den enkelte medejer.

Med hensyn til forholdet mellem rederikreditorer og særkreditorer antages det, at rederikreditorerne i henseende til adgang til at holde sig til partredernes hele formue er ganske ligestillede med de enkelte partrederes særkreditorer; de har følgelig ingen fortrinsret til dækning af rederiets aktiver frem for partredernes øvrige kreditorer. En partreders særkreditorer kan søge sig fyldestgjort i dennes part i rederiet og øvrige formue, men kan ikke holde sig til nogen del af rederiformuen.

Ved ejerskifte, der korrekt registreres i skibsregisteret, hæfter den tidligere ejer kun for forpligtelser, der påhviler skibet ved overdragelsen, medens den nye ejer hæfter for senere tilkomne forpligtelser, jf. sølovens § 115, stk. 2.

Efter sølovens § 52, stk. 1, har søpanteret i et skib fortrinsstilling frem for andre hæftelser i skibet. Søpanterettigheder kan ifølge lovens § 30 slet ikke registreres og har uden registrering den i § 52 angivne retsstilling. Det samme gælder tilbageholdelsesrettigheder, jf. § 54.

Søpanteret omfatter efter lovens § 51

hyre og anden godtgørelse, der tilkommer skibsfører og andre medlemmer af besætningen i anledning af tjeneste om bord,

havneafgifter, kanalafgifter og andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter,

erstatning for skade på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift,

erstatning for skade på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet ikke kan grundes på aftale, samt

bjærgeløn, erstatning for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari.

Skibe, der ikke er registreret i skibsregisteret, betragtes udlægsmæssigt som løsøre, og der er ingen særlige sikringsakter, der skal iagttages, jf. nærmere afsnit D.5.7.2. Der kan dog være behov for en legitimationsberøvende denuntiation, såfremt et foranstående løsøreejerpantebrev i skibet er håndpantsat til sikring af et løbende mellemværende, eller såfremt et foranstående skadesløsbrev er tinglyst med samme formål, jf. herom afsnit D.5.9.5.2.

D.5.9.7 Luftfartøjer

Reglerne vedrørende udlæg i luftfartøjer svarer i hovedtrækkene til reglerne for udlæg i fast ejendom og registreret skib og skal ikke nærmere gennemgås her.

Bestemmelserne om registrering af luftfartøjer findes i lov om registrering af ret over luftfartøjer. Af lovens § 1 fremgår, at rettigheder over luftfartøjer skal registreres i et rettighedsregister, der føres af Statens Luftfartsvæsen. Statens Luftfartsvæsen har ingen formulartvang. Ved anmeldelse af rettigheder fra told- og skattemyndighederne modtager rettighedsregisteret normalt en kopi af udlægsbogen, der skal være forsynet med original fogedunderskrift og indeholde de i loven påkrævede oplysninger.

D.5.9.8 Aktier og anparter, veksler og checks

Aktier og anparter samt veksler og checks omfattes ikke af gældsbrevsloven, men der gælder stort set de samme regler for disse som for omsætningsgældsbreve.

Hvis fogeden foretager udlæg i disse aktiver, skal de i medfør af RPL § 523, stk. 2, fratages skyldneren. Dette vil for checks, veksler og aktier tillige medføre, at sikringsakten er foretaget, jf. checklovens § 21, veksellovens § 16 og aktieselskabslovens § 24.

Aktier, der er noteret på Københavns Fondsbørs, findes ikke i papirform. For så vidt angår udlæg i sådanne "dematerialiserede" aktier og andre værdipapirer henvises til afsnit D.5.8.8 .

Andre aktier er omsætningsaktiver, medmindre andet tydeligt fremgår af både vedtægterne (jf. aktieselskabslovens § 4, stk. 1, nr. 12) og aktiebrevet (jf. lovens § 21, stk. 5, nr. 4).

Hvis aktierne ikke frit kan omsættes, skal dette udtrykkeligt fremgå af vedtægterne, jf. lovens § 4, stk. 2, nr. 2, og af aktiebrevet, jf. § 21, stk. 5, nr. 5. Vedtagne indskrænkninger i omsætteligheden kan eksempelvis angå bestyrelsens samtykke til salg (§ 20) eller forkøbsret for øvrige aktionærer (§ 19).

Ved udlæg i disse andre aktier i papirform er sikringsakten

for omsætningsaktier: rådighedsberøvelse i overensstemmelse med RPL § 523, stk. 2, og GBL § 14, jf. aktieselskabslovens § 24.

for aktier, der ikke er omsætningsaktier: der kræves ikke nogen særskilt sikringsakt, idet udlægget opnår beskyttelse mod ejerens øvrige kreditorer fra den dag, der er indgivet anmodning til fogedretten om foretagelse af udlæg, jf. RPL § 526, stk. 1; for udlæg, der foretages af told- og skattefogeden eller den kommunale pantefoged, indtræder beskyttelsen ved selve udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk. 2. Der bør dog gives underretning til selskabet af hensyn til legitimationsreglen i GBL § 29.

Efter anpartsselskabslovens § 16 skal der for et anpartsselskab straks efter dets stiftelse oprettes en fortegnelse over anpartshaverne, og efter § 18, stk. 1, har overdragelse til eje eller pant af en anpart ikke gyldighed mod overdragerens kreditorer, medmindre selskabet af erhververen eller overdrageren har modtaget underretning om overdragelsen.

Sikringsakten ved udlæg i anparter er derfor denuntiation til selskabet.

Det bemærkes, at den til anparten knyttede stemmeret ikke overtages i kraft af udlægget.

Som nævnt ovenfor er sikringsakten ved udlæg i veksler og checks rådighedsberøvelse, jf. veksellovens § 16 og checklovens § 21.

D.6 Udlægsforretningens opfølgning

D.6.1. Indledning

Fogeden skal udover at forberede og gennemføre udlægsforretningen også følge op på udlæg i et givent aktiv - dels af hensyn til at udlæggets prioritetsstilling i aktivet ikke fortabes eller forringes - dels af hensyn til at gøre inddrivelsesmyndigheden synlig som en effektiv kreditor.

Opfølgning på udlægsforretningen omfatter også eventuel realisation af udlagte genstande. Fogedens udlæg er som udgangspunkt en ret til forauktionering. Det betyder fx, at hvis skyldneren kan, men ikke vil indgå en afdragsordning eller klart misligholder en indgået afdragsordning og derfor ikke betaler de skyldige skatter og afgifter, kan inddrivelsesmyndigheden iværksætte tvangsrealisation af de udlagte genstande.

De forskellige forhold og tiltag som fogeden og inddrivelsesmyndigheden skal iagttage ved udlægsforretningens opfølgning, er beskrevet nedenfor.

D.6.2 Sikringsakter og legitimationsvirkning

Når fogeden har foretaget udlæg i et aktiv, skal det straks undersøges, om eventuelle sikringsakter og fratagelse af legitimation skal foretages.

Sikringsakten tjener til beskyttelse af udlægget over for skyldnerens senere kreditorer og godtroende aftaleerhververe. Sikringsakten giver en prioritetsbeskyttelse af udlægget over for disse personer, således at udlægget i det pågældende aktiv ikke fortrænges af senere rettigheder.

Udover iagttagelse af sikringsakter skal fogeden ved udlæg i visse aktiver sørge for, at skyldneren straks fratages legitimationen til at råde som kreditor over aktivet (legitimationsvirkningen). Det gælder især, når der foretages udlæg i fordringer.

For så vidt angår den nærmere beskrivelse af sikringsakter og legitimationsvirkningen henvises til afsnit D.5.4.3 samt de afsnit, der omhandler udlæg i forskellige aktiver, som fx rede penge, fast ejendom, løsøre, foranstående ejerpantebreve og fordringer i øvrigt.

D.6.3 Fratagelse af udlagt aktiv

Fogeden har i et vist omfang ret til at fratage skyldneren rådigheden over det udlagte aktiv.

Denne adgang er reguleret i RPL § 523. Bestemmelsen vil blive beskrevet nedenfor afhængig af, hvilken genstand der er tale om.

D.6.3.1 Løsøre

Det fremgår af RPL § 523, stk. 1, at fogeden kan bestemme, at løsøre hvori der er foretaget udlæg, skal fratages skyldneren.

Fogeden kan dog ikke fratage skyldneren rådigheden over løsøret, hvis tredjemands ret er til hinder herfor. Hvis genstanden er købt på kredit med gyldigt ejendomsforbehold, kan der således ikke ske rådighedsberøvelse. Der kan heller ikke ske rådighedsberøvelse, hvis der er underpant i løsøret.

Fogeden kan heller ikke forlange genstanden udleveret, så længe der består en håndpanteret eller en tilbageholdsret. Her vil genstanden typisk ikke være i skyldnerens besiddelse.

Der kan som udgangspunkt ikke ske fratagelse af det udlagte løsøre, hvis der er indgået en afdragsordning med skyldneren, jf. RPL § 525, stk. 1.

Det er herefter overladt til fogeden i det konkrete tilfælde at vurdere, om der bør ske fratagelse af løsøret.

Fratagelsen af løsøret kan ske straks under udlægsforretningen, men det kan også ske senere, jf. RPL § 504, nr. 2.

Fogeden skal fratage det udlagte i de situationer, hvor det skal sælges ved auktion snarest muligt, hvor der er risiko for, at skyldneren vil råde uberettiget over løsøret, eller hvor der ikke kan ske en tilstrækkelig registrering af løsøret, idet der er tale om et varelager eller lignende.

Er udlægsforretningen foretaget uden skyldnerens tilstedeværelse, skal fogeden være tilbageholdende med at foretage rådighedsberøvelse, idet der ikke er nogen sikkerhed for, at løsøret tilhører skyldneren.

D.6.3.2 Fordringer

Det fremgår af RPL § 523, stk. 2, at ved udlæg i værdipapirer og i andre fordringer, for hvilket skriftligt bevis er udstedt, skal fogeden tage dokumentet i forvaring. Det er uden betydning, om det er et omsætningsgældsbrev eller en simpel fordring. Det afgørende er, om der er udstedt et skriftligt dokument.

Bestemmelsen omfatter derfor også ejerpantebreve. Er ejerpantebrevet ubelånt, skal fogeden således tage ejerpantebrevet i sin besiddelse. Det kan ikke forlanges, at fogeden skal nøjes med at give ejerpantebrevet en ikke let fjernelig påtegning om udlægget. Se i øvrigt D.5.9.3. om ejerpantebreve.

D.6.3.3 Bestemmelsen i øvrigt

Skyldneren har pligt til at oplyse, hvor det udlagte befinder sig, herunder løsøre eller dokumenter. Skyldneren skal endvidere give fogeden adgang til at fjerne det udlagte. Derimod har skyldneren ikke pligt til aktivt at medvirke ved udleveringen af det udlagte eller at transportere det udlagte til et bestemt sted.

RPL § 523 vil også kunne anvendes, hvor der ikke kun er tale om udlevering af selve det udlagte aktiv, men om ting mv., som knytter sig til det udlagte, fx om en udlagt bils nøgler eller papirer.

Hvis skyldneren under udlægsforretningen ikke vil oplyse, hvor det udlagte befinder sig, eller medvirke til at fogeden kan få det udlagte udleveret, skal fogeden overbringe sagen til fogedretten (den judicielle foged). Det er herefter op til den judicielle foged at træffe afgørelse, om skyldneren skal tages i forvaring i indtil 6 måneder efter RPL § 497, stk. 2.

Er det udlagte aktiv i tredjemands besiddelse, skal fogeden give tredjemand besked om, at aktivet ikke må udleveres til skyldneren, jf. RPL § 523, stk. 4. Udleverer tredjemand - uanset fogedens underretning - det udlagte aktiv til skyldneren, er tredjemand som udgangspunkt ansvarlig for det eventuelle tab inddrivelsesmyndigheden lider i den forbindelse. Denne konsekvens skal oplyses i underretningen til tredjemand.

D.6.4 Inddrivelsesmyndighedens kompetence

Inddrivelsesmyndighedens bemyndigelse med hensyn til beslutning om iværksættelse af tvangsauktion, til at kvittere tinglyste udlæg, til at meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg samt til at meddele om relaksation af udlæg i fast ejendom, er nærmere angivet neden for i afsnit D.6.4.1, D.6.4.2, D.6.4.3 og D.6.4.4. Endvidere er inddrivelsesmyndighedens kompetence til at begære eller byde på tvangsauktion beskrevet i afsnit D.6.7.12. Endelig er inddrivelsesmyndighedens kompetence ved auktion over løsøre og bortsalg af fordringer beskrevet i afsnit D.6.8.8.

D.6.4.1 Retningslinier for beslutning om tvangsauktion

Ifølge inddrivelsesstrategien er beslutning om tvangsauktion det sidste led i rækken af forskellige inddrivelsesinstrumenter, som inddrivelsesmyndigheden skal benytte sig af. Fogeden og inddrivelsesmyndigheden skal således have udtømt andre muligheder for inddrivelse af restancen, fx udlæg i fordringer og lønindeholdelse mv. med respekt af udtagelsesretten og påvisningsretten, jf. RPL §§ 509 og 517.

Udgangspunktet for beslutning om iværksættelse af tvangsauktion er, at hvis skyldneren kan, men ikke vil indgå en afdragsordning eller klart misligholder en indgået afdragsordning og derfor ikke betaler de skyldige skatter og afgifter, skal der ske tvangsrealisation af de udlagte genstande.

En begæring om tvangsauktion af udlagt løsøre og fast ejendom kan ikke fremmes, så længe skyldneren overholder en afdragsordning, der er indgået med fogeden, jf. RPL § 525. Det samme er tilfældet, hvis skyldneren overholder en afdrags- eller henstandsordning med inddrivelsesmyndigheden.

Inddrivelsesmyndigheden skal som hovedregel ikke iværksætte tvangsauktion af fast ejendom over for skyldnere, der er på overførelsesindkomst, fx enlige pensionister, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister mv.

Endvidere skal inddrivelsesmyndigheden være varsom med at iværksætte tvangsauktion af skyldnerens ejendom, hvis den tjener som bolig for familien med børn.

Ved subsidiært udlæg i skyldnerens ægtefælles ejendom, jf. KSL 72, stk. 2, skal inddrivelsesmyndigheden ikke iværksætte tvangsauktion, medmindre der efter omstændighederne er tale om kreditorly.

Er grundlaget for tvangsauktion af fast ejendom umiddelbart til stede, skal inddrivelsesmyndigheden dernæst foretage en provenuberegning af den udlagte ejendom.

Provenuberegningen over ejendommen skal danne grundlag for inddrivelsesmyndighedens indstilling til TSS om tvangsauktion. Provenuberegningen skal som minimum udvise et overskud på 30.000 kr. Er det forventede overskud således mindre end 30.000 kr., bemyndiger TSS som hovedregel ikke tvangsauktion af den udlagte ejendom.

Nedenfor i afsnit D.6.7.12 gennemgås, hvilke bilag mv. der skal vedlægges inddrivelsesmyndighedens indstilling om tvangsauktion af fast ejendom, samt hvordan inddrivelsesmyndigheden foretager provenuberegningen.

D.6.4.2 Bemyndigelse til at kvittere tinglyst udlæg til aflysning

Kommunerne er legitimeret til at kvittere for udlæg i ting- og bilbogen til aflysning, når kravet vedrører personskat og arbejdsmarkedsbidrag, som opkræves og inddrives for statskassen. De regionale told- og skattemyndigeder er legitimeret til at kvittere for udlæg i ting- og bilbogen til aflysning vedrørende krav, som de opkræver og inddriver.

Inddrivelsesmyndigheden er bemyndiget til at aflyse udlæg ved indfrielse af hele det tinglyste beløb. Aflysning af udlæg skal foretages snarest muligt efter indfrielsen. Aflysning skal foretages af den inddrivelsesmyndighed, der har restancen til inddrivelse på det tidspunkt, hvor den indbetales.

Såfremt der er udlæg for flere krav, der vedrører både kommunens og den regionale told- og skattemyndigheds kompetence, skal kommunen og regionen indbyrdes aftale, hvorledes sagen skal afgøres. I tilfælde af uenighed forelægges sagen for TSS.

Inddrivelsmyndigheden er endvidere bemyndiget til at aflyse udlæg ved delvis eller ingen betaling af restancen, hvis følgende betingelser - afhængig af genstanden - er opfyldt

Ejendommen eller genstanden sælges i fri handel på sædvanlige vilkår og til en pris, der skønnes at være dens reelle handelsværdi.

Hele provenuet - herunder provenuet ved ejerskiftelån - med fradrag af sædvanlige handelsomkostninger anvendes til dækning af tinglyste panthavere i prioritetsorden. Hvis der i forbindelse med handlen udstedes sælgerpantebrev(e), skal dette/disse realiseres til den højst opnåelige kurs, og provenuet skal indgår i salgsprovenuet.

Fyldestgørelse af de hæftelser, der er tinglyst foran inddrivelsesmyndighedens udlæg, skal ske i den orden og med de beløb, der kan gøres gældende i tilfælde af tvangsauktion.

På samme måde som ovenfor anført kan terminsrestancer betales af provenuet. Restancer af ejendomsskatter kan betales, i det omfang disse restancer er fortrinsberettigede.

Ved handlens afslutning skal dokumentation for provenuets anvendelse fremsendes til inddrivelsesmyndighedens godkendelse.

Foranstående panthavere, der ved handlen får hel eller delvis dækning af deres tinglyste krav, og som for samme krav har pant i andre af skyldnerens aktiver, skal afstå fra denne sikkerhed, for så vidt angår den del af kravet, der fyldestgøres. Inddrivelsesmyndigheden skal eventuelt indtræde i denne sikkerhed.

Udlæg aflyses først, når køberens adkomst til ejendommen eller genstanden berigtiges og mod den berigtigende advokats eller et pengeinstituts indeståelse for, at handlen gennemføres på de fastsatte vilkår. Skyldneren må således aldrig få andel i provenuet, før hele restancen i henhold til tinglyste udlæg er betalt.

Klageadgang ved afgørelse om ikke at kvittere tinglyste udlæg til aflysning

Hvis kommunen træffer afgørelse om ikke at imødekomme ansøgning om kvittering af tinglyste udlæg til aflysning vedrørende krav for personskat og arbejdsmarkedsbidrag, kan klage herom indbringes for den regionale told- og skattemyndighed.

Hvis den regionale told- og skattemyndighed træffer afgørelse om ikke at imødekomme ansøgning om kvittering af tinglyste udlæg til aflysning vedrørende krav, som de inddriver, kan klage herom indbringes for TSS.

D.6.4.3 Bemyndigelse til at meddele rykningspåtegning på tinglyst udlæg

Kommunerne er legitimeret til at meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg, når kravet vedrører personskat og arbejdsmarkedsbidrag, som opkræves og inddrives for statskassen. De regionale told- og skattemyndigeder er legitimeret til at meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg vedrørende krav, som de opkræver og inddriver.

Såfremt der er udlæg for flere krav, der vedrører både kommunens og den regionale told- og skattemyndigheds kompetence, skal kommunen og regionen indbyrdes aftale, hvorledes sagen skal afgøres. I tilfælde af uenighed forelægges sagen for TSS.

Inddrivelsmyndigheden er bemyndiget til at meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg, hvis følgende betingelser er opfyldt

Hele provenuet - efter fradrag af omkostninger ved låneoptagelsen - skal alene anvendes til dækning af tinglyste panthavere i prioritetsorden, og med de beløb, som kan gøres gældende i tilfælde af tvangsauktion.

Terminsrestancer på foranstående hæftelser kan ikke dækkes af låneprovenuet, medmindre der i forbindelse med låneoptagelsen sker fuld indfrielse af disse hæftelser.

Lånet skal optages i realkreditinstitutter og pengeinstitutter.

Krav vedrørende personskat og arbejdsmarkedsbidrag, som kommunerne inddriver, og krav som de regionale told- og skattemyndigheder inddriver, skal, hvis lånet optages mod sikkerhed i ejerpantebrev eller skadesløsbrev, sikres ved sekundær håndpant heri.

Hvis en foranstående pantehæftelse indfries fuldt ud, skal denne aflyses. Er sikkerheden stillet i form af et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, skal dette enten aflyses eller gives til inddrivelsesmyndigheden i primær håndpant. Hvis ejerpantebrevet eller skadesløsbrevet kun delvis indfries, skal det enten nedlyses eller gives inddrivelsesmyndigheden i sekundær håndpant, næst efter den primære håndpanthavers resterende tilgodehavende.

Retsafgifter ved tinglysning af rykningspåtegning på inddrivelsesmyndighedens udlæg skal betales af skyldneren.

Ved lånesagens afslutning skal dokumentation for låneprovenuets anvendelse fremsendes til inddrivelsesmyndighedens godkendelse.

Foranstående panthavere, der ved omprioriteringen får hel eller delvis dækning for deres tinglyste krav, og som for samme krav har pant i andre af skyldnerens aktiver, skal afstå fra denne sikkerhed, for så vidt angår den del af kravet, der fyldestgøres. Inddrivelsesmyndigheden skal eventuelt indtræde i denne sikkerhed.

Skyldnerens økonomiske forhold skal efter inddrivelsesmyndighedens vurdering muliggøre, at skyldneren vil kunne overholde betalingen af fremtidige ydelser på lånet og tillige en med inddrivelsesmyndigheden indgået aftale om afvikling af restancen.

Udlæg forsynes først med rykningspåtegning, når den advokat eller det penge- og realkreditinstitut, der hjemtager lånet, giver indeståelse for, at lånesagen gennemføres på de fastsatte vilkår. Skyldneren må således aldrig selv få andel i låneprovenuet, ligesom der ikke må meddeles tilladelse til rykning, hvis dette efterfølgende vil forringe inddrivelsesmyndighedens mulighed for at opnå dækning ved et salg.

Klageadgang ved afgørelse om ikke meddele rykningspåtegning på tinglyste udlæg

Hvis kommunen træffer afgørelse om ikke at imødekomme ansøgning om rykningspåtegning på tinglyste udlæg vedrørende krav for personskat og arbejdsmarkedsbidrag, kan klage herom indbringes for den regionale told- og skattemyndighed.

Hvis den regionale told- og skattemyndighed træffer afgørelse om ikke at imødekomme ansøgning om rykningspåtegning på tinglyste udlæg vedrørende krav, som de inddriver, kan klage herom indbringes for TSS.

D.6.4.4 Relaksation af udlæg i fast ejendom

D.6.5 Afhentning af aktiv med henblik på tvangsauktion

Inden de udlagte genstande skal sælges på tvangsauktionen, skal de udbringes fra skyldnerens besiddelse. Afhentningen sker ved en kontinuation (fortsættelse) af den seneste udlægsforretning for det pågældende krav.

Skyldneren skal underrettes om afhentningsforretningen efter reglerne i retsplejeloven om underretning om tid og sted for udlægsforretning, dog således at tid og sted skal angives så nøjagtigt som muligt. Underretningen bør indeholde oplysninger om, at afhentningen kan afværges ved betaling af skylden inkl. renter og omkostninger. Beløbet, der skal betales i dette tilfælde, skal være anført.

Skyldneren har mulighed for at klage over afhentningsforretningen til fogedretten efter retsplejelovens og inddrivelseslovens bestemmelser. Det fremgår af RPL § 542, stk. 2, at tvangsauktion ikke kan finde sted før kærefristen på 4 uger er udløbet. Dette er dog ikke til hinder for, at de udlagte genstande afhentes af fogeden inden udløbet af 4-ugers fristen, eller at tvangsauktionen forberedes, mens 4-ugers fristen løber.

Fogeden må sørge for, at der er tilstrækkelig med materiel (varebiler mv.) og personer til at gennemføre afhentningsforretningen. Det skal sikres, at vognmandens ansvarsforsikring dækker eventuelle skader på udlagte effekter under transporten.

Fogeden selv bør kun undtagelsesvis transportere effekterne bort, fx hvis det drejer sig om mindre genstande.

Opstår der under transporten skader på de udlagte effekter, udreder inddrivelsesmyndigheden eventuelle erstatningskrav.

Er der særlige omstændigheder, der bevirker, at der eventuelt kan pålægges fogeden et personligt ansvar, skal inddrivelsesmyndigheden forelægge sagen for TSS.

De udlagte effekter indleveres samme dag til den lokale auktionsholder. Hvis auktionslokalerne er lukkede må effekterne opbevares på betryggende måde indtil de kan afleveres til auktionsholderen.

Værdipapirer og andre fordringer mv. opbevares i inddrivelsesmyndighedens pengeskab.

D.6.6 Almindelige bestemmelser for tvangsauktion

Når de udlagte effekter er afhentet, skal de bortsælges på den først-kommende offentlige tvangsauktion. Årsagen til, at realisationen sker på en offentlig tvangsauktion, er, at aktivet udbydes til den størst mulige kreds af interesserede.

Ved tvangsauktionen bliver rettighederne i aktivet som udgangspunkt dækket i henhold til prioritetsordenen. Men rettigheder i aktivet bortfalder, hvis der ikke opnås dækning ved auktionen, og i så fald må fordringshaveren fortsætte sine inddrivelsesforsøg hos skyldneren.

Et udlagt aktiv kan bortsælges enten på almindelige offentlige auktioner, eller på særlige offentlige auktioner, fx bilauktioner, antikvitetsauktioner, tæppeauktioner og lignende. Inddrivelsesmyndigheden bør så vidt muligt sørge for at få udlagte kunstgenstande og særlige antikviteter henvist til bortsalg i større byer eller på særlige antikvitetsauktioner mv.

Ifølge RPL § 542, stk. 2, må realisation af det udlagte ikke ske, før den ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet. Det betyder, at et udlagt aktiv ikke kan bortsælges på tvangsauktion, før 4-ugers fristen i INDL § 6, stk. 3, er udløbet. De 4 uger er skyldnerens adgang til at fremsætte indsigelser mod udlægsforretningens foretagelse.

Dertil kommer, at hvis der er rejst indsigelse mod pantefogeden eller told- og skattefogedens udlægsforretning, vil tvangsauktionen tidligst kunne iværksættes 4 uger efter udlæggets eventuelle stadfæstelse i fogedretten. De 4 uger er her kærefristen vedrørende appel af fogedrettens afgørelse til landsretten, jf. RPL § 586, stk.1.

Skyldneren kan dog fratages besiddelsen af det udlagte inden for 4 ugers fristen. Tvangsauktionen kan endvidere forberedes inden for 4 ugers fristen. Selve tvangsauktionen må blot ikke finde sted før ovennævnte frister er udløbet.

Hvis de udlagte genstande er udsat for fordærvelse eller væsentlig værdiforringelse ved at henligge i 4 uger, eller når opbevaringen af de udlagte genstande er forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan tvangsauktionen afholdes på et tidligere tidspunkt, jf. RPL § 542, stk 3.

Udover de nævnte almindelige bestemmelser ved tvangsauktion gælder der særlige regler alt efter, hvilket aktiv der skal bortsælges.

D.6.6.1 Indsigelse mod tvangsauktion

Fremsættes der indsigelser over for auktionslederen, udsættes auktionen, hvorefter indsigelserne forelægges fogedretten til afgørelse ved kendelse.

Indsigelserne kan være indsigelser fra tredjemand, indsigelser der vedrører prioritetsrækkefølgen og auktionsprovenuets fordeling.

Fogedrettens kendelse kan kæres til landsretten, og kærefristen er 4 uger.

D.6.7 Tvangsauktion over fast ejendom

Reglerne om tvangsauktion over fast ejendom findes særskilt i kapitel 51 i RPL samt generelt i kapitlerne 49, 52 og 53 i RPL.

D.6.7.1 Auktionsværneting

En tvangsauktion over fast ejendom afholdes altid af fogedretten. Tvangsauktionen afholdes i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende, jf. RPL § 539.

D.6.7.2 Auktionsbegæring

Tvangsauktion over fast ejendom kan begæres af den, der har lyst et pantebrev eller et udlæg i ejendommen. Det af fogeden foretagne udlæg i fast ejendom er en ret til forauktionering og kan således umiddelbart danne grundlag for afholdelse af tvangsauktionen.

Hvis en pant- eller udlægshaver ønsker en tvangsauktion afholdt, skal vedkommende indgive en skriftlig auktionsbegæring til fogedretten, jf. § 560 i RPL.

Auktionsbegæringen skal være vedlagt en opdateret tingbogsattest, en attest om ejendomsvurderingen samt dokumentation for auktionsgrundlaget, dvs. en genpart af udlægsattesten. Anmodningen skal også indeholde oplysning om ejendommens art, jf. RPL § 563. Der kræves ikke varmesynsrapport. Fogedretten kan ikke generelt kræve tilstandsrapport og oplysning om ejerskifteforsikring, jf. UfR 1996, 318 VLK.

D.6.7.3 Vejledningsmøde

Benyttes ejendommen til beboelse (evt. som sommerhus) for skyldneren eller dennes familie, skal fogedretten så vidt muligt inden 7 dage afholde et vejledningsmøde i fogedretten med skyldneren, jf. RPL § 561.

På vejledningsmødet vejleder fogedretten skyldneren om, hvad tvangsauktionen indebærer, og hvilke retsvirkninger den har.

Fogedretten kan når som helst beskikke en advokat for skyldneren.

D.6.7.4 Afværgefrist

Fogedretten kan på vejledningsmødet give skyldneren en frist på indtil 4 uger til at afværge auktionen, og senere kan denne frist forlænges, hvis særlige omstændigheder taler for det, jf. RPL §§ 561, stk. 3 og 4.

D.6.7.5 Antagelse af sagkyndig person

Når en eventuel afværgefrist er udløbet, kan fogedretten antage en sagkyndig person (normalt en ejendomsmægler) til inden for 4 uger at foretage en vurdering af ejendommen med henblik på gennem annoncering at få ejendommen solgt i fri handel, jf. § 562, stk. 1. Fogedretten kan forlænge fristen i særlige tilfælde.

Den sagkyndige skal således primært forsøge at afværge auktionen. Det bedste er naturligvis, hvis ejendommen ved en omprioritering, kan bevares for skyldneren. Hvis en omprioritering ikke er muligt, er det at foretrække, at ejendommen sælges i fri handel, idet underhåndsprisen normalt er højere end auktionsprisen.

D.6.7.6 Salgsopstilling

Hvis det ikke lykkes den sagkyndige at få ejendommen solgt i fri handel, og tvangsauktionen ikke kan afværges, skal der udarbejdes en salgsopstilling.

Salgsopstillingen udarbejdes af den sagkyndige, hvis en sådan er antaget, eller af den (rekvirenten) der har begæret auktionen. Den sagkyndige eller rekvirenten skal bistå fogedretten med auktionen, jf. RPL § 562, stk. 3.

Salgsopstillingen udarbejdes på en fortrykt formular. Den kan suppleres med bilag.

Formålet med salgsopstillingen er at tilvejebringe stort set de samme oplysninger, som kendes ved salg i fri handel. Salgsopstillingen er derfor det vigtigste dokument i forbindelse med en tvangsauktion. Det giver pante- og udlægshaveren et godt overblik over ejendommen, og deres eventuelle dækning i forbindelse med tvangsauktionen.

Ved auktion over fast ejendom, der anvendes til privat beboelse, kan fogedretten bestemme, at både salgsopstillingen og auktionsbekendtgørelsen skal indeholde eksempler på kontantbehov, årlig bruttoudgifter og skatteunderskud, beregnet ved en given budsum. Disse økonomiske nøgletal udarbejdes på en særlig blanket, som et tillæg til den egentlige salgsopstilling, og de tilsigter at gøre det mere overskueligt og attraktivt at købe fast ejendom på tvangsauktion.

Skyldneren og de i ejendommen berettigede, herunder inddrivelsesmyndigheden, skal vederlagsfrit komme med de oplysninger, som er nødvendige for at udarbejde salgsopstillingen, jf. RPL § 562, stk. 3. Tilsidesætter en rettighedshaver denne pligt, får han ikke tilkendt auktionsomkostninger. Der er derimod ingen sanktion over for skyldneren .

Endvidere skal skyldneren og eventuelle lejere af ejendommen give den sagkyndige, samt den der har begæret auktionen og de i aktionen interesserede, adgang til at besigtige ejendommen og det tilbehør, der skal sælges sammen med ejendommen, jf. RPL § 562, stk. 4. Modsætter skyldneren sig besigtigelsen, kan denne gennemtvinges med bistand fra politiet.

I retspraksis blev en kommune dømt til at tilbagebetale kloaktilslutningsafgift til en auktionsrekvirent, fordi kommunen fejlagtigt havde oplyst, at der ikke påhvilede ejendommen kloaktilslutningsafgift, jf. UfR 1995, 247.

Salgsopstillingen skal indeholde en beskrivelse af ejendommen og det tilbehør, der skal sælges sammen med denne på auktionen. Salgsopstillingen redegør indgående for de forskellige hæftelser og byrder på ejendommen, herunder 1 års rente, jf. TL § 40, samt for, hvad der skal betales eller overtages udover auktionsbuddet.

Der angives det beløb (størstebeløb), som auktionskøberen skal betale, bortset fra afgifter og stempel til det offentlige, udover auktionsbuddet. I salgsopstillingen angives også, hvilken sikkerhedsstillelse en auktionskøber må forvente at blive afkrævet.

D.6.7.7 Tvangauktionsvilkår

Tvangsauktion over fast ejendom afholdes på auktionsvilkår fastsat af Justitsministeriet. Disse auktionsvilkår skal fremgå af salgsopstillingsformularen. Auktionsvilkårene for afholdelse af tvangsauktion over fast ejendom fremgår af Justitsministeriets bekendtgørelse om tvangsauktionsvilkår nr. 652 af 15. december 1978 med senere ændringer (bekendtgørelsen kan hentes på www.retsinfo.dk).

Auktionsvilkårene kan fraviges eller suppleres. Men det sker sjældent i praksis.

De forskellige hæftelser opgøres pr. datoen for første auktion. Der udarbejdes ikke refusionsopgørelse i relation til tvangsauktionssalg.

D.6.7.8 Forberedende auktionsmøde

Fogedretten kan bestemme, at der skal afholdes et forberedende møde. Et forberedende møde afholdes med skyldneren, rekvirenten eller andre i ejendommen berettigede, jf. RPL § 563, stk. 1. Mødet indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Men efter omstændighederne afholdes et sådant møde blot med de rettighedshavere, som berøres af et bestemt problem, fx vedrørende en tinglyst servitut eller lejekontrakt.

Inddrivelsesmyndigheden skal møde frem til det forberedende møde, hvis man fx ønsker, at ejendommens tilbehør skal være omfattet af tvangsauktionen, og det ikke er tilfældet i henhold til auktionsbegæringen, jf. RPL § 568.

D.6.7.9 Gennemførelse af tvangsauktion

Rekvirenten eller den sagkyndige sørger for, at tvangsauktionen bliver bekendtgjort i Statstidende med 14 dags varsel, jf. RPL § 566, stk. 1, og som regel to gange i dagspressen.

Fogedretten indkalder med mindst 3 ugers varsel skyldneren, pant- og udlægshavere, servitutberettigede og andre, der berøres af ejendommens salg, til auktionsmødet, jf. RPL § 564, stk. 1. Indkaldelsen skal være vedlagt salgsopstillingen mv., jf. RPL § 564, stk. 2.

På selve auktionen bliver salgsopstillingen og auktionsvilkårene mv. gennemgået, jf. RPL § 569, og det er i den forbindelse ganske sædvanligt, at der sker korrektioner eller kommer supplerende oplysninger frem.

Når salgsopstillingen og auktionsvilkårene mv. er gennemgået, foretager fogedretten herefter opråb af ejendommen, hvilket betyder, at der er åbnet for adgang til at byde på ejendommen. Fogedretten noterer, hvem der afgiver bud og buddenes størrelse.

Når tre opfordringer er fremsat af den judicielle foged, og der ikke er fremsat overbud, standses opråbet, og den judicielle foged bekræfter ved hammerslag, at ejendommen er solgt til højestbydende, jf. RPL § 574.

Ved auktionens afslutning spørger den judicielle foged, om nogen begærer ny auktion.

D.6.7.10 Ny auktion

Skyldneren kan altid begære ny auktion mod straks at stille sikkerhed for omkostninger mv., jf. RPL § 576, stk. 1. Det samme gælder de rettighedshavere, der ikke opnåede fuld dækning på første auktion. Begæringen skal fremsættes i auktionsmødet, dvs. straks efter sidste hammerslag. En begæring om ny auktion kan kun tilbagekaldes med samtykke af dem, der også kunne have begæret ny auktion afholdt.

Efter RPL § 576, stk. 2, kan fogedretten bestemme, at der skal afholdes en ny auktion, hvis fogedretten skønner, at et væsentligt højere bud kan opnås på en ny auktion.

Alle de bud, der er givet på første auktion, er bindende, indtil der er afholdt ny auktion, dog højest seks uger, jf. Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår pkt. 4.

Ny auktion afholdes på grundlag af den oprindelige salgsopstilling, og den bekendtgøres af fogedretten på samme måde som ved første auktion, jf. RPL §§ 577 og 566. Der kan ikke afholdes mere end to auktioner, medmindre fogedretten finder, at ganske særlige omstændigheder taler herfor, jf. RPL § 577, stk. 2.

På den ny auktion er kun det bud, der får hammerslag bindende, jf. Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår pkt. 4.

Den ny auktionskøber skal forrente de pantehæftelser, der opnåede dækning på auktionen fra dagen for den første auktion, selv om køberen først overtager ejendommen, når ny auktion er afholdt, jf. Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår pkt. 6.

D.6.7.11 Det videre forløb

Auktionskøberen skal overtage ejendommen, herunder risikoen for denne, straks ved auktionens afslutning. Køberen må selv sørge for at blive indsat i ejendommen og dennes tilbehør.

Auktionskøberen skal endvidere opfylde auktionsbuddet, ligesom han overtager de hæftelser, der kan overtages.

Udlæg foretaget i fast ejendom til sikkerhed for skyldige skatter og afgifter skal altid indfries, hvis de opnår dækning på tvangsauktionen. Betaling skal ske inden seks måneder fra auktionens afholdelse.

Auktionskøbers betaling skal ske direkte til den inddrivelsesmyndighed, der har foretaget udlægget. Der kan ikke kræves et større beløb, end hvad udlægget er opgjort til på tvangsauktionen.

Når betaling er sket, kan auktionskøberen forlange at inddrivelsesmyndigheden underskriver en samtykkeerklæring med henblik på, at auktionskøberen får udstedt auktionsskøde. Udlægsattesten skal i kvitteret stand sendes til aflysning.

Bliver der på tvangsauktionen konstateret en friværdi, tilfalder den skyldneren. Inddrivelsesmyndigheden kan foretage udlæg i denne friværdi for skyldnerens eventuelle øvrige restancer, som der ikke var sikkerhed for i ejendommen.

Hvis en auktionskøber opnår en gevinst gennem auktionskøbet og ejendommens videresalg, har han ikke pligt til at afstå denne gevinst til den tidligere ejer. Men er det inddrivelsesmyndigheden, der er auktionskøber, og som opnår en gevinst i forbindelse med videresalg af ejendommen, afstås dog fra en sådan gevinst. Er der tale om overskud ved salg af en fast ejendom, der er overtaget som led i inddrivelse af skatterestancer, er hjemlen KSL § 73 A. Gevinsten vil primært blive anvendt til modregning i inddrivelsesmyndighedens eventuelle krav på den tidligere ejer, som der ikke var sikkerhed for i ejendommen. Et eventuelt overskydende beløb udbetales herefter til den tidligere ejer.

Auktionskøberen har pligt til at tage auktionsskøde på ejendommen inden et år.

En auktionskøber har meget små muligheder for at påberåbe sig mangler og ulovligheder ved ejendommen. Auktionskøberen kan gøre et erstatningsansvar gældende mod den sagkyndige, eller den der har udarbejdet salgsopstillingen, hvis disse har handlet culpøst.

D.6.7.12 Inddrivelsesmyndighedens kompetence ved auktion over fast ejendom

Inddrivelsesmyndigheden er ikke bemyndiget til at begære eller byde på tvangsauktion over fast ejendom for krav tilhørende staten, herunder personskat og arbejdsmarkedsbidrag som opkræves og/eller inddrives af kommunerne. Inddrivelsesmyndigheden skal anmode TSS om bemyndigelse hertil.

I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden sondre mellem henholdsvis anmodning om begæring af tvangsauktion over fast ejendom og budgivning på tvangsauktion over fast ejendom.

D.6.7.12.1 Begæring af tvangsauktion over fast ejendom

Hvis inddrivelsesmyndigheden vurderer, at det vil være indbringende at begære en fast ejendom bortsolgt på tvangsauktion, skal sagen sendes til TSS med inddrivelsesmyndighedens indstilling.

Indstillingen skal vedrøre følgende forhold

Først og fremmest skal de grundlæggende betingelser for beslutning af tvangsauktion, jf. afsnit D. 6.6, være opfyldt.

Dernæst skal inddrivelsesmyndighedens vurdering tage udgangspunkt i den årlige offentlige ejendomsvurdering, ejendommens aktuelle hæftelser, provenuberegningen og et evt. lokalt kendskab til ejendommen.

Indstillingen til TSS skal vedlægges følgende oplysninger og bilag

tingbogsattest

vurderings- og skatteoplysninger

udskrift af udlægsbogen

restgælden på tinglyste udlæg, inkl. 1 års rente, jf. TL § 40

ejendommens prioritetsforhold / aktuelle størrelse / løbetid

om der skal erlægges ejerskifteafdrag

restancer knyttet til ejendommen, fx ejendomsskat, afgifter mv.

om der påhviler ejendommen vej- og kloakgæld

andre relevante oplysninger om ejendommen

Hvis der er lyst et ejerpantebrev med prioritet umiddelbart foran inddrivelsesmyndighedens foretagne udlæg, og ejerpantebrevet er håndpantsat, skal det oplyses, dels hvad den foranstående kreditors tilgodehavende med sikkerhed i ejendommen androg på tidspunktet for foretagelsen af inddrivelsesmyndighedens udlæg, dels hvad dennes tilgodehavende androg på tidspunktet for underretningen om det foretagne udlæg.

Endelig skal inddrivelsesmyndigheden - så vidt det er muligt - oplyse, om der skal påregnes eller afholdes udgifter til andre forhold, inden ejendommen videresælges, fx istandsættelse og ryddeliggørelse mv.

Hvis TSS beslutter at give inddrivelsesmyndigheden bemyndigelse til at begære ejendommen bortsolgt på tvangsauktion, omfatter det også bemyndigelse til at søge advokatbistand til udarbejdelse af begæring herom mv.

Inden begæring om tvangsauktion indgives, skal inddrivelsesmyndigheden ved anbefalet brev opfordre skyldneren til enten at betale restancen eller at foreslå og overholde en acceptabel afdragsordning, og det skal i den forbindelse tilkendegives, at begæringen vil blive indgivet 14 dage efter brevets modtagelse, såfremt ovenstående ikke opfyldes.

I god tid inden afholdelse af tvangsauktionen skal inddrivelsesmyndigheden på ny indsende sagen, herunder med nye bilag (salgsopstilling mv.) med henblik på, om der skal bydes på ejendommen på tvangsauktionen, jf. afsnit D.6.12.2.

D.6.7.12.2 Budgivning på tvangsauktion over fast ejendom

Hvis inddrivelsesmyndigheden eller en anden har begæret en fast ejendom bortsolgt på tvangsauktion, og der i ejendommen er lyst et udlæg foretaget af inddrivelsesmyndigheden, skal inddrivelsesmyndigheden vurdere om det vil være indbringende at byde på ejendommen.

Inddrivelsesmyndigheden skal foretage vurderingen efter samme kriterier som ved anmodning om begæring af tvangsauktion over fast ejendom, og indstillingen til TSS skal ligeledes indeholde de samme oplysninger og bilag som nævnt ovenfor, dog skal kopi af salgsopstillingen og eventuelle nye bilag mv. også vedlægges sagen.

D.6.7.12.3 Eksempel på provenuberegning over fast ejendom

Nedenfor er udarbejdet et vejledende eksempel på beregning af det forventede overskud ved tvangsauktion over fast ejendom. Beregning omfatter alene de hæftelser, der er placeret foran inddrivelsesmyndighedens bedst placerede sikkerhed.

Provenuberegningen skal som minimum udvise et overskud på 30.000 kr. Er det forventede overskud således mindre end 30.000 kr., bemyndiger TSS som hovedregel ikke tvangsauktion af den udlagte ejendom.

Til brug for beregningen er nedenfor anført forskellige lånegrænser. De lånegrænser, der er gældende for hjemtagelse af ejerskiftelån, er for tiden følgende

Ejendomstype

Sats

Ejendomme til helårsbeboelse (parcelhus, rækkehus og ejerlejligheder)

80 pct.

Udlejningsejendomme

80 pct.

Fritidshuse

60 pct.

Industri- og håndværksejendomme

60 pct.

Ubebyggede grunde

40 pct.

Landbrugs- og skovbrugsejendomme samt gartnerier og frugtplantager

70 pct.

Kontor- og forretningsejendomme samt hoteller

60 pct.

Ejerskiftelånet hjemtages som obligationslån, således at obligationerne ved lånets hjemtagelse må omregnes efter en skønsmæssig ansat kurs.

Kursen på sælgerpantebreve beregnes efter reglerne i TSSs udsendte meddelelse om kurs og effektiv forretning til brug for kursansættelsen af private pantebreve, der offentliggøres i Tidsskrift for Skatter og Afgifter hvert kvartal.

Øvrige omkostninger fastsættes til 20 pct. af handelsværdien.

Første del af beregningen er at udregne størrelsen af sælgerpantet, og på baggrund af disse poster beregnes dernæst indtægter og udgifter, således at et eventuelt overskud fremkommer.

Eksempel på skematisk beregning af forventet provenu ved overtagelse af parcelhus på tvangsauktion

Ejendommen, matr. nr.: 8 k, Peterslev Mose, 3700 Rønne.

Beliggende: Petravej 78, 3700 Rønne.

Tilhørende: Fido Larsen.

Personnummer: 010101-0101.

Adresse: Petravej 78, 3700 Rønne.

Offentlig ejendomsvurdering: 920.000 kr. pr. 1. januar 2000.

Tvangsauktion berammet til foretagelse den 4. februar 2001, kl. 13.30.

Forventet handelsværdi

920.000 kr.

-

Forventet udbetaling: normalt 6-8% af handelsprisen 920.000 =

73.0000 kr.

-

Indestående prioriteter, der kan overtages: Evt. ifølge salgsopstillingenskolonne 2 =

577.599 kr.

-

Ejerskiftelån/obligationslån kr. 920.000 x 80% = 736.000 - 577.599 =

158.401 kr.

Anslået størrelse af sælgerpant: 920.000 - 809.000 (73.000 + 577.599 + 158.401) =

111.000 kr.

Indtægter

+

Udbetaling

73.000 kr.

+

Ejerskiftelån/obligationslån á kurs 99 (99% af 158.401) =

156.817 kr.

+

Sælgerpant á kurs 98 (98% af 111.000) =

108.780 kr.

Indtægter i alt: (73.000+156.817+108.780) =

338.597 kr.

Udgifter

-

Restancer inkl. ejerskifteafdrag (evt. ifølge salgsopstillingens kolonne 3)

84.025 kr.

-

Panthæftelser, der skal indfries (evt. ifølge salgsopstillingens kolonne 4)

48.192 kr.

-

Anslåede øvrige omkostninger, 20 pct. af handelsværdien (20% af 920.000) =

184.000 kr.

Udgifter i alt: (84.025+48.192+184.000) =

316.217 kr.

Forventet overskud: (338.597-316.217) =

22.380 kr.

D.6.8 Tvangsauktion over løsøre

Reglerne om tvangsauktion over løsøre findes særskilt i kapitel 50 i RPL samt generelt i kapitlerne 49, 52 og 53 i RPL. Hvis tvangsauktionen afholdes af en beskikket auktionsleder finder reglerne i auktionslederloven også anvendelse.

Tvangsauktion over løsøre afholdes af fogedretten (den judicielle foged). Pantefogeden eller told- og skattefogeden kan aldrig afholde auktion over løsøre.

Auktioner over almindeligt løsøre og ikke-registreret skib kan afholdes af auktionsledere, der er beskikket af Justitsministeriet.

Auktionsreglerne er temmelig forskellige, alt efter hvilken slags løsøre der er tale om, idet der sondres mellem

almindeligt løsøre

ikke-registreret skib

registreret skib og luftfartøj

VP-registrerede fondsaktiver og børsnoterede værdipapirer

omsætningsgældsbreve og simple (mundtlige) fordringer

Hertil kommer, at løsøre kan bortauktioneres som tilbehør til fast ejendom, jf. TL §§ 37 og 38, så auktionen i det hele holdes efter de for tvangsauktion over fast ejendom gældende regler, der er gennemgået ovenfor i afsnit D.6.7.

D.6.8.1 Auktionsgrundlaget

Er auktionsgrundlaget et udlæg, skal sagen henvises (autoriseres) af fogedretten til auktionslederen.

Begrebet auktionsleder må ikke forveksles med en auktionsholder. En auktionsholder har alene til opgave at modtage varer til salg ved auktion på dertil bestemte steder og forberede auktionen. En auktionsholder skal have næringsbrev.

Auktionarius er den person, der evt. efter fuldmagt fra auktionslederen, forestår selve auktionsopråbet.

De forskellige auktionshuse, fx Bruun Rasmussens Kunstauktioner, er både auktionsholdere og auktionsledere.

En senere udlægshaver kan forlange tvangsauktion uden hensyn til foranstående udlæg. Omkostninger i forbindelse med auktionens afholdelse må dog ikke komme en udlægshaver med en bedre prioritet til skade.

Derimod kan en udlægshaver ikke begære tvangsauktion, hvis en bedre prioriteret hånd- eller underpanthaver modsætter sig dette.

D.6.8.2 Auktionsværneting

Auktionen skal afholdes i den retskreds, hvor udlægget er foretaget, medmindre den derværende fogedret bestemmer noget andet, fx fordi auktionsgenstanden nu befinder sig i en anden retskreds.

D.6.8.3 Auktionsværneting

Det kræves ikke, at begæringer om auktion over løsøre er skriftlige. De bør dog altid foreligge i skriftligt form.

Efter at fogeden har udbragt de udlagte genstande fra skyldnerens besiddelse, jf. afsnit D.6.5, sendes en udskrift af udlægsbogen til den judicielle foged, med anmodning om at genstandene henvises til bortsalg.

Forud for tvangsauktionen skal fogedretten ikke afholde vejledningsmøde eller forberedende møde, men forberedende møde forekommer dog ofte i praksis ved auktioner over registreret skib.

D.6.8.4 Bekendtgørelse af tvangsauktionen

Reglerne om bekendtgørelses lægger afgørende vægt på, hvilken kategori af løsøre der er tale om.

Tvangsauktion over almindeligt løsøre, skal bekendtgøres mindst en uge før auktionen. Bekendtgørelsen skal indrykkes to gange i et eller flere af de mere udbredte stedlige blade. En-uges-fristen regnes fra den første bekendtgørelse.

Er de udlagte genstande udsat for hurtig fordærvelse eller tab i værdi, eller er deres opbevaring forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan fogedretten lade auktionen afholde med kortere bekendtgørelsesfrister end ovenfor beskrevet.

Ved biler, hvor udlægget er tinglyst i Bilbogen i Århus, skal der ske underretning til de øvrige rettighedshavere, og efter salget skal udlægsattesten i kvitteret stand sendes til aflysning.

Ved registreret skib eller fly er der betydelig lighed med bekendtgørelsesreglerne for fast ejendom, idet der skal foretages individuel indkaldelse af rettighedshavere. Herudover skal der gives meddelelse til Skibsregistret henholdsvis Luftfartøjsregistret.

Ved auktion over udlagte eller håndpantsatte fordringer skal følgende underrettes om auktionen: fordringshaveren, skyldneren, eventuelle kautionister samt så vidt muligt enhver person, hvis rettigheder eller forpligtelser med hensyn til fordringen må antages at blive berørt.

D.6.8.5 Auktionsvilkår

Den person, der begærer auktion afholdt, skal selv udarbejde auktionsvilkårene. I praksis anvendes dog altid ved almindeligt løsøre den pågældende auktionsleders standardauktionsvilkår, således at den der begærer auktionen ikke selv skal udfærdige individuelle auktionsvilkår.

Der udfærdiges i praksis altid et auktionskatalog, som indeholder auktionsvilkårene og en fortegnelse over de genstande, der bortauktioneres. Opråbet på auktionen sker så vidt muligt i den orden, auktionskataloget angiver.

Den person, der begærer auktionen, skal antage en inkassator, der skal stille en af fogedretten nærmere bestemt sikkerhed. I praksis er auktionslederen normalt inkassator. Der er intet i vejen for, at den der begærer auktionen selv kan være inkassator.

D.6.8.6 Fordeling af aktionsprovenu

Ved løsøreauktioner betaler auktionskøberen budsummen til inkassator, som derefter afregner til fogedretten. Inkassator afgør bindende, om der skal gives auktionskøberen kredit med betalingen. Hvis inkassator giver denne kredit, indestår han selv som selvskyldner for beløbets betaling.

Fogedretten viderebetaler auktionsprovenuet til rette vedkommende. Der sker dog ikke herved præklusion af nogen art. Den berettigede, der ikke meldte sig inden fogedrettens udbetaling af auktionsprovenu, kan således rette krav mod den, der uberettiget har modtaget en del af provenuet.

Har andre end rekvirenten og skyldneren krav på provenuet, udarbejder fogedretten udkast til fordeling af dette, jf. RPL § 554, stk. 1 og 2. Fogedretten underretter den, der har gjort krav på del af auktionsprovenuet, om, at udkastet ligger til eftersyn i fogedretten, jf. RPL § 555, stk. 1.

Fremkommer der ikke inden 4 uger efter underretningen om udkastet indsigelser, bliver auktionsprovenuet udbetalt i overensstemmelse med fordelingsudkastet. Heller ikke i dette tilfælde sker der præklusion af nogen art.

I de fleste tilfælde sker udbetalingen af auktionsprovenuet dog ved, at inkassator, når der ikke er tvivl om, hvem der er berettiget til provenuet, udbetaler det direkte til den berettigede. Kun når der er tvivl, eller når fogedretten direkte i forbindelse med auktionssagens henvisning til auktionsleder har bestemt det, sker indbetalingen til fogedretten.

Ved auktionen vil der kunne ske dækning af den skyld, for hvilken udlæg er foretaget. Kan det forventes, at provenuet vil overstige udlægsbeløbet, og er der andre restancer, skal udlæg foretages i aktivet, inden bortsalg har fundet sted.

Er auktionen afholdt, kan udlæg foretages i eventuelt overskydende auktionsprovenu, der ellers vil tilfalde skyldneren.

D.6.8.7 Ny auktion

Skønner fogedretten eller auktionsleder, at der kan opnås et væsentligt højere bud på en ny aktion, kan det bestemmes, at der skal holdes en anden og sidste auktion, jf. RPL § 550, stk. 5.

D.6.8.8 Inddrivelsesmyndighedens kompetence ved auktion over løsøre og bortsalg af fordringer

Inddrivelsesmyndigheden er bemyndiget til at fremsende auktionsbegæring til fogedretten vedrørende alle former for løsøre med undtagelse af registreret skib og luftfartøj.

Der skal iagttages forholdsregler ved bortsalg af visse typer af løsøre og fordringer, som er beskrevet i afsnit D.6.8.8.1 til D.6.8.8.4.

D.6.8.8.1 Registreret skib og luftfartøj

Hvis inddrivelsesmyndigheden vurderer det indbringende, at registreret skib eller luftfartøj bortsælges ved tvangsauktion, skal sagen forelægges TSS med inddrivelsesmyndighedens indstilling. Det er herefter TSS, der afgør om der skal indgives auktionsbegæring.

D.6.8.8.2 VP-fondsaktiver og børsnoterede værdipapirer

Der må ikke afholdes tvangsauktion over registrerede VP-fondsaktiver og børsnoterede værdipapirer, idet disse kun må sælges gennem et pengeinstitut eller et børsmæglerfirma, jf. RPL § 557.

Dette skyldes, at der ikke på en auktion kan opnås højere bud end børskursen; der vil tværtimod være risiko for et lavere bud.

Det er fogedretten, som på baggrund af en anmodning fra inddrivelsesmyndigheden sørger for, at fondsaktivet sælges på den foreskrevne måde.

Udlæg i disse fordringstyper forældes 1 år efter udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk. 4.

D.6.8.8.3 Omsætningsgældsbreve

Et omsætningsgældsbrev er - som navnet antyder - beregnet på at blive solgt. Betaler skyldneren ikke sin skyld, skal der hurtigst muligt tage skridt til at få omsætningsgældsbrevet solgt. Der skal ikke spekuleres i at opnå den bedste kurs. Inddrivelsesmyndigheden er kreditor og har derfor ingen forpligtelse til at drive kurspleje.

Omsætningsgældsbreve skal bortsælges efter reglerne om løsøreauktion.

Der skal fremsendes en begæring til fogedretten. Begæringen skal være skriftlig og skal vedlægges omsætningsgældsbrevet, udskrift af udlægsbogen, udkast til tvangsauktionsvilkår, og oplysning om hvor meget auktionen kan afværges med.

I stedet for at stille omsætningsgældsbrevene på tvangsauktion kan de inkasseres efter bestemmelsen i RPL § 558. Efter bestemmelsen kan en inkassator indkræve fordringen efterhånden som den forfalder.

Inkassatoren kan være pantefogeden eller told- og skattefogeden, og i så fald skal ikke indhentes autorisationen som inkassator hos fogedretten, jf. INDL § 8, stk. 2.

Vælger inddrivelsesmyndigheden at være inkassator, og kan beløbet ikke inkasseres inden udlæggets forældelsesfrist, der er et år efter udlæggets foretagelse, jf. RPL § 526, stk 4, skal omsætningsgældsbrevet tages i håndpant og skyldneren skal underskrive en håndpantsætningserklæring. På denne måde undgås, at inddrivelsesmyndighedens sikkerhedsret i omsætningsgældsbrevet bortfalder.

D.6.8.8.4 Simple fordringer

Da det ofte vil være umuligt at opnå en rimelig kurs på simple fordringer og gældsbreve, vil det være uhensigtmæssigt at bortsælge en sådan fordring på tvangsauktion. Det er derfor bedre at afvente, at fordringen forfalder til betaling og betaling efterfølgende finder sted. Af samme grund forældes udlæg i simple fordringer og gældsbreve først efter 20 år.

Inddrivelsesmyndigheden kan vælge at indkræve fordringen fremfor at lade den bortsælge på auktion ( inkassator). Er indkrævningen påbegyndt af de udlagte fordringer, eller har inddrivelsesmyndigheden meddelt skyldneren, at man vil påbegynde indkrævningen, kan man pådrage sig et ansvar over for skyldneren, hvis indkrævningen forsømmes og skyldneren som følge heraf lider et tab.

Er der intet aftalt om den simple fordrings forfaldstidspunkt, kan den bringes til forfald ved påkrav. Der skal gives fordringsdebitoren en rimelig betalingsfrist. Påkravet skal være skriftligt og skal sendes anbefalet.

Er der foretaget udlæg i skyldnerens fordring hos tredjemand, der misligholder betalingsforpligtelsen, kan fogeden ikke foretage udlæg i fordringsdebitorens øvrige aktiver. Først efter, at der er indhentet dom over fordringsdebitor for kravet, kan den judicielle foged foretage udlæg hos denne.

D.6.9 Andre former for auktion

Inddrivelsesmyndigheden og skyldneren har mulighed for over for den pågældende fogedret, at begære auktionen afholdt på et andet auktionssted end det normale, fx på kunstauktion, tæppeauktion, bilauktion, maskinauktion, såfremt det skønnes at give en mere tilfredsstillende auktionspris.

D.6.10 Andre former for realisation

Inddrivelsesmyndigheden kan kun undtagelsesvist medvirke til, at et udlagt aktiv sælges i fri handel.

Hvis inddrivelsesmyndigheden giver samtykke til et frivilligt salg, er det ensbetydende med, at man frafalder udlægget i aktivet. Inddrivelsesmyndigheden skal derfor sikre, at provenuet fra salget tilgår rette vedkommende, eventuelt ved at få transport i beløbet.

Inddrivelsesmyndigheden skal i den forbindelse vejlede skyldneren om, at samtlige øvrige rettighedshavere skal samtykke i, at der sker et frivilligt salg.

D.7 Indsigelse mod fogedens udlæg

D.7.1 Indledning

Det fremgår af INDL § 6, stk.1, at fogedretten (den judicielle foged) træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeden eller told- og skattefogeden (i det følgende benævnt fogeden). Fogedretten træffer afgørelsen efter reglerne i RPL §§ 499-503.

D.7.2 Fogedens kompetence

I henhold til INDL § 6 er fogeden ikke kompetent til at behandle tvister under en udlægsforretning, ligesom der heller ikke kan foregå en egentlig bevisførelse for fogeden.

Fremsætter skyldneren eller en tredjemand indsigelse under udlægsforretningen, skal fogeden straks indbringe den for fogedretten.

En indsigelse må ikke uden behandling afvises af fogeden, men et fornuftigt skøn over en fremsat indsigelse kan udøves. Det betyder på den ene side, at hvis der foreligger en åbenbar fejl - fx at fordringen synes at være betalt - skal udlægsforretningen udsættes, indtil forholdet er afklaret. På den anden side betyder det, at hvis indsigelsen ikke umiddelbart kan tages til følge, skal fogeden gennemføre udlægsforretningen på normal vis, og først derefter skal klagen indbringes for fogedretten.

Vælger fogeden at gennemføre udlægsforretningen, selvom skyldneren eller tredjemand fremkommer med indsigelse, skal indsigelsen indføres ordret i udlægsbogen. Vedkommende underrettes om, at sagen vil blive forelagt til fogedrettens afgørelse, og at vedkommende vil modtage en kopi af det materiale, som fremsendes til fogedretten. Efter endt udlægsforretning sendes en udskrift af udlægsbogen og et såkaldt processkrift til fogedretten. Neden for i afsnit 7.4.2. gennemgås nærmere, hvordan et sådant processkrift udarbejdes.

Ifølge INDL § 6, stk. 1, sidste pkt., kan fogeden henskyde tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse, selvom der ikke fremsættes indsigelse. Fogeden kan også benytte sig af denne bestemmelse, hvis han eller hun - inden udlægstilsigelsen udsendes - har kendskab til, at skyldneren helt klart vil protestere mod udlægsforretningen. Med hensyn til om fogeden skal bede fogedretten foretage udlægsforretningen eller selv gennemføre udlægsforretningen og herefter indbringe indsigelsen for fogedretten, skal der lægges vægt på, om adgangen til fyldestgørelse vil forspildes, såfremt der ikke straks foretages udlæg.

D.7.3 Fogedrettens kompetence

Fogedretten er i princippet kompetent til at prøve alle indsigelser mod udlæg, der foretages af fogeden. Fogedrettens kompetence omfatter dog kun indsigelse mod udlæg.

Det vil sige, at fogedretten ikke er kompetent til at afgøre indsigelser mod andre inddrivelsesmåder end udlæg, fx pålæg om lønindeholdelse. Fogedens nægtelse af at acceptere en afdragsordning i henhold til RPL § 525 kan heller ikke indbringes for fogedretten, men skal derimod påklages gennem det administrative klagesystem.

Fogedretten påkender også de indsigelser, der måtte fremkomme under en afhentningsforretning baseret på et udlæg foretaget af fogeden.

Ligeledes kan indsigelse mod fogedens beregning af retsafgift i forbindelse med udlægsforretningen, påklages til fogedretten, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 753 af 12. november 1990 om retsafgift.

D.7.3.1 Hvilken fogedret er kompetent?

Det fremgår af INDL § 6, stk. 2, at indsigelse over et af fogeden foretaget udlæg, foretages af den fogedret, som skulle have foretaget udlægsforretningen, hvis denne ikke havde været henlagt til fogeden.

Det er bestemmelsen i RPL § 487, der angiver hvilken fogedret, der er stedlig kompetent. Bestemmelsen er nærmere beskrevet i kapitel D.1.

D.7.3.2 Hvem kan indbringe indsigelser for fogedretten?

Indsigelse over et af fogeden foretaget udlæg, som fremsættes over for fogeden eller fogedretten, kan fremsættes både af skyldneren og af en tredjemand.

En tredjemand har ret til at gøre sig til part under sagen, hvis han eller hun mener, at en udlægsforretning vil krænke eller har krænket dennes rettigheder, jf. RPL § 499.

En tredjemand kan være skyldnerens ægtefælle, registrerede partner, samlever eller børn, der mener, at der er foretaget udlæg i aktiver, som tilhører vedkommende. Tredjemand kan også være fysiske eller juridiske personer, der har udlejet, udlånt eller købt genstande, som stadig befinder sig hos skyldneren.

Der henvises i øvrigt til kapitel D.3 i afsnittet om sagens parter.

D.7.3.3 Hvilke indsigelser kan indbringes?

De indsigelser, der kan indbringes for fogedretten, skal enten vedrøre det krav, der foretages udlæg for eller selve udlægsforretningens foretagelse.

Indsigelser mod udlæg foretaget af fogeden kan således vedrøre

hjemlen for udpantningsretten

kravets eksistens, herunder om kravet er ophørt

kravets størrelse og forfaldstid

fremgangsmåden under udlægsforretningen

genstanden for udlæg

afhentning af udlagte genstande

beregning af retsafgiften

Indsigelser mod andre inddrivelsesmåder, fx lønindeholdelse, modregning, afdragsordninger og lignende, kan som ovenfor nævnt ikke behandles af fogedretten.

D.7.3.4 Frister for fremsættelse af indsigelser

Det fremgår af INDL § 6, stk. 3, at under udlægsforretningen kan indsigelser mod udlæg fremsættes over for fogeden, og efter udlægsforretningens foretagelse kan indsigelser mod udlæg fremsættes over for fogedretten. Fremsættes indsigelsen over for fogeden har denne pligt til straks at underrette fogedretten. Fremsættes indsigelsen over for fogedretten, skal det ske inden for et tidsrum af 4 uger fra udlægsforretningens foretagelse.

I begge tilfælde regnes fristen som hovedregel fra udlægsforretningens foretagelse, men hvis skyldneren ikke var til stede under udlægsforretningen, løber fristen formentlig fra det tidspunkt, hvor skyldneren har fået underretning om udlægget, jf. UfR 1975,786 HKK.

Fogedretten kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter udlægsforretningens foretagelse vælge at behandle indsigelse mod udlæg foretaget af fogeden.

Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53, jf. INDL § 6, stk. 3, sidste pkt.

Kærefristen er 4 uger, jf. RPL § 586.

Såfremt fogedens udlæg er indbragt for fogedretten, må det antages, at realisationsfristen (tidsrummet indtil tvangsauktion kan afholdes) i henhold til RPL § 542, stk. 2, regnes fra datoen for fogedrettens stadfæstelse af udlægsforretningen.

Reglerne om frister for indbringelse for fogedretten mv. gælder ikke for tredjemand, der efter de almindelige regler kan fremsætte sine indsigelser, både over for fogedretten til og med auktionssagen og anlægge retssag ved de almindelige domstole i 1. instans for her at hævde sin ret.

D.7.3.5 Indsigelser har ikke opsættende virkning

Indsigelser mod udlæg, som skyldneren fremsætter over for fogeden, har ikke opsættende virkning. Det samme gælder for indsigelser, der inden for 4 uger fremsættes direkte over for fogedretten. Det betyder, at retsvirkningen af fogedens udlæg stadig er retskraftigt, og at udlægget først ophører ved fogedrettens eventuelle afgørelse om, at det skal ophæves.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at hvis fogedretten træffer afgørelse om ophævelse af udlægget, så kan inddrivelsesmyndigheden ikke ved at anke fogedrettens afgørelse opnå, at ophævelsen tillægges opsættende virkning.

D.7.3.6 Retsvirkningen ved manglende opfølgning på indsigelser

Hvis fogeden ved en fejl ikke får indbragt indsigelsen for fogedretten, der er fremsat over for fogeden under udlægsforretningen eller inden udløbet af 4-ugers fristen, skal fogeden og inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på retsvirkningen. Den manglende opfølgning på indsigelsen kan i visse tilfælde betyde, at udlægget er bortfaldet, og i så fald er forældelsen af fordringen ikke afbrudt, jf. RPL § 527.

I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden og fogeden sondre mellem følgende situationer

Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet fra 4 uger indtil et år fra udlægsforretningens foretagelse, har fogeden dog mulighed for at indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 5. pkt. Afviser fogedretten at behandle indsigelsen, eller ophæver fogedretten udlægget efter behandling af sagen, er udlægget i begge tilfælde bortfaldet.

Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet udover et år fra udlægsforretningens foretagelse, er udlægget bortfaldet.

I de situationer, hvor udlægget bortfalder på grund af fogedens fejl, betyder formentlig, at selve den underliggende fordring i mellemtiden kan være forældet, idet forældelsen af fordringen ikke er afbrudt, jf. RPL § 527. Er fordringen forældet, skal den afskrives. Er fordringen ikke forældet, kan inddrivelsesmyndigheden bede fogeden foretage en ny udlægsforretning, således at fogeden kan indbringe indsigelsen for fogedretten, hvis skyldneren fastholder indsigelsen under udlægsforretningen.

Se i øvrigt nærmere om bortfald af udlæg i afsnit D.8.

D.7.4 Fremgangsmåden ved indsigelser mod udlæg

Retsplejeloven indeholder kun få regler om fogedrettens behandling af indsigelser. Det er således primært bestemmelserne i RPL §§ 499 - 503, der regulerer forholdet.

Indsigelserne skal i princippet fremsættes over for fogedretten. Fogeden har dog pligt til - hvis indsigelser fremsættes under udlægsforretningen eller senere over for inddrivelsesmyndigheden - at videresende indsigelserne. Dette skal ske skriftligt over for fogedretten. I praksis er det inddrivelsesmyndigheden, som underretter om indsigelsen og møder i fogedretten.

Fogedretten vil herefter fastsætte et møde til behandling af indsigelserne og kan forud for mødet indhente skriftlige oplysninger til bedømmelse af sagen.

Retsplejeloven indeholder ikke bestemmelser om, hvor mange møder fogedretten kan eller skal afholde, før der i sagen træffes en afgørelse. Antallet af møder vil afhænge af sagens karakter, og om der skal ske afhøring af vidner mv.

Inddrivelsesmyndigheden kan på et hvilket som helst tidspunkt, indtil sagen optages til kendelse anmode fogedretten om sagsbehandlingen kan udsættes, fx fordi visse forhold skal undersøges nærmere, eller fordi sagen ønskes forelagt for TSS med henblik på at anmode Kammeradvokaten om at varetage inddrivelsesmyndighedens interesser under sagen.

D.7.4.1 Procesuelle grundprincipper

Når en sag om indsigelser mod et udlæg skal behandles ved fogedretten, er der nogle processuelle grundprincipper, som afviger fra de principper som forvaltningen er underlagt, og som inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksom på.

Officialprincippet

Det er kendetegnende for den offentlige administration, at den arbejder efter officialprincippet. Det betyder,

at den kompetente myndighed selv har pligt til at sørge for, at alle relevante oplysninger om sagen indhentes, før afgørelsen træffes, og at myndigheden ikke er bundet af parternes påstande

at forvaltningens sagsbehandling skal ske i overensstemmelse med forvaltningsloven, offentlighedsloven og en række andre lovregler.

Forhandlingsprincippet

Fogedretten arbejder derimod efter forhandlingsprincippet. Det betyder,

at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante oplysninger

at fogedretten ved afgørelsen ikke kan gå videre end parternes påstande

at oplysninger, der ikke bestrides, lægges uprøvet til grund

at domstolenes sagsbehandling er reguleret af retsplejeloven og en række uskrevne retsprincipper.

Kontradiktionsprincippet

For sager, der føres ved fogedretten, gælder endvidere kontradiktionsprincippet. Det betyder, at hver af sagens parter skal have adgang til at blive gjort bekendt med og udtale sig om det materiale (processtof), som den anden part gør gældende.

Mundtlighedsprincippet

Det er også vigtigt at være opmærksom på grundprincippet om mundtlighed, der udspringer af Grundlovens § 65, stk. 1, og som er gennemført i RPL § 148. Mundtlighedsprincippet betyder, at den judicielle foged træffer afgørelse på grundlag af det, der mundtligt fremføres i fogedretten. Det skriftlige processtof, omfattende forskellige dokumenter mv., er således kun til for at forberede sagen og fastsætte rammerne for forhandlingen i retten. Mundtlighedsprincippet indebærer med andre ord, at anbringender skal nævnes i retten, og at dokumenter, bilag mv. skal læses op i fogedretten.

Offentlighedsprincippet

Princippet om offentlighed i retsplejen, der udspringer af grundlovens § 65, stk. 1, og som er fastslået i RPL § 29, betyder, at møder i fogedretten som udgangspunkt er offentlige.

D.7.4.2 Inddrivelsesmyndighedens sagsforberedelse

Forhandlingsprincippet i fogedretten betyder, at en sag kan tabes, hvis inddrivelsesmyndigheden ikke får fremlagt de rette oplysninger. Det er først og fremmest oplysninger om faktiske forhold, som taler for stadfæstelse af udlægget, der er vigtige. Men også oplysninger af lovmæssig og anden juridisk karakter, som støtter, at udlægget er korrekt og gyldigt foretaget, er af væsentlig betydning.

D.7.4.2.1 Processkrift

Det er derfor vigtigt, at sagen grundigt forberedes inden mødet i fogedretten. En måde at forberede sagen på er at udarbejde et processkrift. Det er ovenfor angivet, at indbringelsen af indsigelser til fogedretten skal ske skriftligt. Der er intet til hinder for, at den skriftlige indbringelse af indsigelserne kan ske i form af et processkrift. Nedenfor i afsnit D.7.4.2.2. er anvist et vejledende eksempel på et processkrift, som inddrivelsesmyndigheden - sammenholdt med nedennævnte - kan tage udgangspunkt i.

Retsplejeloven opstiller i §§ 348, stk. 2, og 351, stk. 4, krav til, hvordan et processkrift skal se ud. Med udgangspunkt i disse bestemmelser skal et processkrift have følgende indhold

D.7.4.2.1.1 Parternes påstande

En påstand i fogedsagen er det resultat, som inddrivelsesmyndigheden ønsker at opnå ved retssagen. Hvis sagens indhold i øvrigt berettiger til det, kan flere påstande anføres, og i såfald opdeles de i principale og subsidiære påstande. En principal påstand er den påstand, som en part først og fremmest ønsker taget til følge. En subsidiær påstand er en påstand, som en part ønsker taget til følge, for så vidt denne ikke får medhold i sin principale påstand.

Inddrivelsesmyndighedens påstand vil være, at det foretagne udlæg stadfæstes.

Skyldnerens påstand vil være, at udlægget skal ophæves helt eller delvist.

D.7.4.2.1.2 Sagsfremstilling

Sagsfremstillingen skal indeholde et referat af sagens faktiske om-stændigheder. Referatet skal være kort, bestemt og utvetydigt.

D.7.4.2.1.3 Anbringender, dokumenter og andre beviser

Processkriftet skal herudover indeholde de konkrete begrundelser - dvs. de konkrete omstændigheder - som inddrivelsesmyndigheden mener understøtter deres påstand. Disse argumenter kaldes også anbringender.

Hvis inddrivelsesmyndigheden vil fremlægge beviser i form af dokumenter, fx kopi af udlægstilsigelsen, angivelse, selvangivelse, kontospecifikationer mv., skal processkriftet indeholde en fortegnelse i kronologisk orden over disse dokumenter.

Ønsker inddrivelsesmyndigheden at afhøre vidner i fogedretten, som bevis, skal dette fremgå af processkriftet. Det samme er tilfældet, hvis andre beviser ønskes ført.

Kontradiktionsprincippet betyder, som nævnt ovenfor, at processkriftet med bilag skal sendes til skyldneren samtidig med, at det sendes til fogedretten.

D.7.4.2.2 Eksempel på et processkrift

Nedenfor er udarbejdet et vejledende eksempel på et processkrift. Forudsætningen for processkriftet er et fiktivt sagsforløb (sagens faktum), der er gengivet straks nedenfor, og på baggrund heraf er selve processkriftet udarbejdet.

I processkriftet benyttes de ovennævnte procesretlige begreber: påstand, sagsfremstilling, anbringender og beviser. Endvidere benyttes begreberne rekvirent og rekvisitus i processkriftet.

Rekvirenten er inddrivelsesmyndigheden, idet rekvirenten er den person, som begærer udlægsforretningen foretaget.

Rekvisitus er skyldneren, idet rekvisitus er den person, som udlægsforretningen er rettet mod.

D.7.4.2.2.1 Sagens faktum

Sørine Sørensen driver virksomheden "Sørine Consult" på Bornholm, som udbyder kurser i lederudvikling, personlig og faglig udvikling mv.

Told- og skattefogeden indkalder Sørine Sørensen til udlægsforretning på regionen den 14. juni 2001, da hun ikke har betalt moms for 1. kvartal 2001 på kr. 70.000.

Sørine Sørensen oplyser under udlægsforretningen, at hun bor til leje, at hendes bil er leaset, og at der i hendes virksomhed ikke er aktiver. Hendes kassekredit er overtrukket, og hun kan umiddelbart ikke tilbyde nogen afdragsordning.

Told- og skattefogeden, som har bl.a. kontrolbilag R75 til rådighed, spurgte til konto nr. 0775 166 332, hvor der skulle være et indestående på kr. 60.000. Til det oplyser Sørine Sørensen, at det drejer sig om penge, som hun har indbetalt til sin advokat Jens Bang som depositum, for at han skal gennemgå en sag for hende. Pengene står på advokatens klientkonto.

Told- og skattefogeden foretager udlæg i indeståendet med respekt for eventuelle rettigheder.

Sørine Sørensen protesterer over udlægget, idet hun gør gældende at beløbet på advokatens klientkonto tilhører advokaten, der er kontohaver.

Told- og skattefogeden underretter advokaten om udlægget og modtager følgende oplysninger: Advokaten gør opmærksom på, at han er kontohaver på klientkontoen, og at han alene er berettiget til at hæve på kontoen. Hans krav på salær i sagen er endnu ikke opgjort, men udgør ca. kr. 25.000. Klientkontoen er derfor ikke et udlægsobjekt. Han vil i øvrigt afvente fogedrettens afgørelse.

D.7.4.2.2.2 Opstilling af et processkrift

Processkrift

Til

Fogedretten i Rønne

(adresse)

ToldSkat Nordsjælland - Bornholm

(adresse)

mod

Sørine Sørensen

(adresse)

Sørine Sørensen har fremsat indsigelse mod udlæg foretaget af told- og skattefogeden på begæring af ToldSkat Nordsjælland - Bornholm. Indsigelsen skal afgøres af fogedretten, jf. § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.

Rekvirenten nedlægger følgende

Påstand

Det af told- og skattefogeden den 14. juni 2001 foretagne udlæg i indestående på klientkonto nr. 0775 166 332 tilhørende Sørine Sørensen stadfæstes.

Sagsfremstilling

Rekvisitus driver en virksomhed i personligt regi med salg af kurser mv.

Rekvisitus var indkaldt til udlægsforretning den 14. juni 2001 i anledning af, at momstilsvar for 1. kvartal 2001 på kr. 70.000 ikke var betalt.

Udlægsforretningen var behørigt bekendtgjort i de større dagblade den 29. maj 2001. Rekvisitus modtog en tilsigelse med brev, dateret den 6. juni 2001, og oplyste under udlægsforretningen, at hun bor til leje, at hendes bil er leaset, samt at der i virksomheden ikke er aktiver, der kan tjene til genstand for udlæg.

Told- og skattefogeden foretog herefter udlæg i indestående 60.000 kr. på konto nr. 0775 166 332 med respekt for eventuelle rettigheder. Kontoen er en klientkonto, hvor advokat Jens Bang er kontohaver.

Rekvisitus har protesteret over udlægget, idet hun gør gældende, at klientkontoen ikke tilhører hende, men advokaten.

Told- og skattefogeden har skriftligt underrettet advokaten om udlægget. Advokaten har svaret, at han er kontohaver, at han har et ikke opgjort tilgodehavende på ca. kr. 25.000, at kontoen ikke er et udlægsobjekt, og at han vil afvente fogedrettens afgørelse i sagen.

Anbringender

Til støtte for påstanden gøres det gældende

at der alene er tale om et forvaringsforhold, når rekvisitus indbetaler et depositum til advokaten

at der ikke er tale om, at advokaten vinder ejendomsret til det indbetalte beløb, blot fordi det indsættes på en klientkonto

at beløbet på klientkontoen tilhører rekvisitus, idet der er sket årlig indberetning til skattemyndighederne om beløbet og kontoen

at udlægget er foretaget med respekt af advokatens bedre ret til at få dækket sit krav på salær, men at det overskydende beløb tilfalder rekvirenten som følge af udlægget

at formålet med en klientkonto er, at klientens penge kan separeres indtil endelig faktura er udskrevet

at advokaten alene er kontohaver af klientkontoen af legitimationsgrunde

at fordi advokaten er kontohaver, udelukker det ikke kreditorer fra at foretage retsforfølgning i indeståendet på klientkontoen

at forholdet skal bedømmes i henhold til UfR 2001, 1116.

Bilag

Kopi af bekendtgørelse af udlæg i større dagblade.

Kopi af tilsigelsen.

Kopi af udlægsbogen.

Kopi af told- og skattefogedens brev til advokaten.

Kopi af advokatens svar.

D.7.4.3 Fogedrettens prøvelsesret

Under betegnelsen fogedrettens prøvelsesret behandles sædvanligvis spørgsmålet om, i hvilket omfang fogedretten kan tage stilling til indsigelser.

Det forhold, at fogeden ikke kan tage stilling til indsigelser under udlægsforretningen bevirker formentlig, at fogedretten kan gå meget langt i prøvelsen af indsigelser og sædvanligvis tillade den nødvendige bevisførelse.

Omfanget af fogedrettens prøvelsesret afhænger i høj grad af karakteren af de indsigelser, der fremføres. Prøvelsesretten vil endvidere afhænge af, i hvilket omfang der kan tillades bevisførelse efter bestemmelsen i RPL § 501, stk. 4, jf. afsnit D.7.4.4.

D.7.4.4 Bevisførelse i fogedretten

Der kan normalt kun føres bevis vedrørende faktum. Bortset fra fremmed ret, kutymer og sædvaner kan der ikke føres bevis om jus (de juridiske regler mv.).

Ifølge RPL § 501, stk. 4, kan fogedretten nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang, beskaffenhed eller andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang, dvs. ved en civilretssag.

Hovedreglen er, at den nødvendige bevisførelse skal tillades. Fogedretten kan aldrig på forhånd afvise, at behandle indsigelser under henvisning til, at det skønnes, at det vil blive nødvendigt med en bevisførelse, der går ud over rammerne i RPL § 501, stk. 4.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke bevismidler der kan føres. Syn og skøn vil som altovervejende hovedregel ikke blive tilladt i fogedretten. Begæring om fremlæggelse af dokumenter og afhøring af parter vil sædvanligvis blive efterkommet. Det samme gælder i et vist rimeligt omfang begæringer om førelse af vidner.

Karakteren af den indsigelse, der er anledning til begæringen om bevis-førelse, spiller formentlig også ind. Er der tale om tredjemands indsigelser, bevirker hensynet til tredjemand formentligt, at der tillades bevisførelse i fuldt omfang.

Der er formentlig også en tendens til at tillade en videre bevisførelse, hvor indsigelsen er, at kravet efterfølgende er ophørt.

Er der derimod tale om vanskelige og komplicerede juridiske spørgsmål, vil fogedretten formentlig afvise at behandle sagen.

Finder fogedretten, at den ikke kan eller vil behandle sagen, skal parterne anlægge sag ved de almindelige domstole. I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden forelægge sagen for TSS med henblik på evt. kære af afgørelsen.

D.7.4.5 Fogedrettens kendelse

Finder fogedretten indsigelsen mod udlægget begrundet, ophæves udlægget helt eller delvist ved kendelse. Inddrivelsesmyndigheden skal i denne forbindelse efterkomme fogedrettens pålæg, ligesom inddrivelsesmyndigheden i øvrigt skal følge de anvisninger, som fogedretten giver.

Afviser fogedretten indsigelsen mod fogedens udlæg, stadfæstes det foretagne udlæg som endeligt.

Fogedretten underretter parterne i sagen om afgørelsen.

Retsplejeloven indeholder bestemmelser om, hvordan fogedretten skal affatte sin kendelse. Ifølge RPL § 366a, stk. 1, sammenholdt med stk. 2 og 3, skal kendelsen normalt have følgende indhold

en sagsfremstilling

parternes påstande og anbringender

parts- og vidneforklaringer samt andet bevismateriale

fogedrettens præmisser og kendelse samt bestemmelse om sagens omkostninger

resultatet: "Thi bestemmes ...".

Kendelsen vil altid være skriftlig. Nogle fogedretter underretter telefonisk sagens parter om resultatet, men har også udarbejdet en skriftlig kendelse, som kan sendes til parterne.

D.7.4.6 Appel af fogedrettens kendelse

Uanset hvor godt inddrivelsesmyndigheden har forberedt en sag, før den behandles af fogedretten, kan det forekomme, at udlægget ophæves helt eller delvist.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt fogedrettens kendelse skal appelleres til landsretten. En appel af en retsafgørelse kan ske på to måder dels som anke, dels som kære. Som hovedregel ankes domme, mens appel af kendelser og beslutninger sker ved kære, såfremt disse appelleres særskilt. Der er således tale om kære, når fogedrettens kendelse ønskes appelleret til landsretten.

Forinden, der tages stilling hertil, skal inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på bestemmelsen i RPL § 584, stk 2. Efter denne bestemmelse kan afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kun kæres med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. En tilladelse fra Procesbevillingsnævnet gives kun, hvis særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning herom er 4 uger efter afgørelsen. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives inden 1 år efter afgørelsen, jf. RPL § 584, stk. 3.

Finder inddrivelsesmyndigheden, at fogedrettens kendelse bør kæres til landsretten, skal sagen straks indberettes til TSS med inddrivelsesmyndighedens indstilling. Det er herefter TSS, der afgør om sagen skal kæres.

Kære af fogedrettens kendelse til landsretten skal ske inden 4 uger efter den dato, hvor kendelsen er afsagt, jf. RPL § 586. stk. 1. Kærefristen ved appel af fogedrettens kendelse om ophævelse af fogedens udlæg må som udgangspunkt regnes fra datoen for fogedrettens afgørelse herom. Efter RPL § 586, stk. 4, kan fogedretten undtagelsesvis tillade kære i indtil 1 år efter at kendelsen er afsagt.

D.7.4.6.1 Inddragelse af Kammeradvokaten

Det er inddrivelsesmyndigheden, der i praksis indbringer indsigelsen for fogedretten efter INDL § 6 og som møder i fogedretten i forbindelse med behandlingen af indsigelsen.

Hvis kommunen i den forbindelse ønsker vejledning, skal kommunen rette henvendelse til den regionale told- og skattemyndighed. Hvis indsigelsen derimod vedrører vanskelige og komplicerede juridiske spørgsmål, skal inddrivelsesmyndigheden forelægge sagen for TSS med henblik på, at Kammeradvokaten evt. skal inddrages i sagen.

D.7.5 Ansvar for ulovlige udlæg

Efter RPL § 505 skal inddrivelsesmyndigheden betale erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er foretaget et ulovligt udlæg.

Det er efter RPL § 505, helt afgørende om udlægget er ulovligt som følge af, at gælden ikke bestod, eller om ulovligheden skyldes andre årsager.

I fire tilfælde hæfter inddrivelsesmyndigheden på et objektivt grundlag. Det drejer sig om følgende forhold

Udlæg for et krav, der ikke består.

Ulovlig politifremstilling, jf. RPL § 494. Politifremstillingen skal være ulovlig i den forstand, at de formelle betingelser for fremstilling ikke har været opfyldt.

Ulovlig tilbageholdelse af skyldneren, jf. RPL § 497.

Udlægsforretningen er foretaget hos en anden end skyldneren.

Ved et objektivt grundlag forstås, fx at fordringshaveren (kommunen eller ToldSkat) bærer risikoen for, at gælden består, og at den ikke senere bliver ændret. Viser fordringen sig at have været urigtig, kan fordringshaveren kun blive fri for ansvar, hvis fejlen kan tilskrives skyldneren.

Er udlægget ugyldigt af andre årsager, er inddrivelsesmyndigheden ansvarlig efter den almindelige culparegel i dansk ret. Ved almindelig culpa forstås som udgangspunkt, at inddrivelsesmyndigheden ikke har handlet, som den burde have handlet, således at handlingen kan bebrejdes inddrivelsesmyndigheden som værende uagtsom eller forsætlig.

Selvom der er tale om et objektivt ansvar eller culpaansvar, er størrelsen af erstatningen afhængig af det lidte økonomiske tab.

Herudover skal der evt. betales godtgørelse for tort (godtgørelse for ærekrænkelse og lignende) samt evt. godtgørelse for lidelse, hvis frihedsberøvelse i forbindelse med politifremstilling har fundet sted.

Det påhviler skyldneren at bevise, at han eller hun har lidt et tab ved det ulovlige udlæg. Egen skyld hos skyldneren kan medføre, at kravene nedsættes eller bortfalder.

Det kan i visse tilfælde ikke udelukkes, at tredjemand lider tab ved en udlægsforretning. Her opstår tabet i reglen først, når det udlagte tvangsrealiseres. Omfanget af inddrivelsesmyndighedens erstatningsansvar vil her bero på, om inddrivelsesmyndigheden har været uden kendskab til tredjemands ret, eller om inddrivelsesmyndigheden har kendt eller haft mistanke om tredjemands ret. Erstatningen kan i førstnævnte tilfælde ikke gå udover, hvad det udlagte indbragte ved tvangsauktion, mens erstatningen i sidstnævnte tilfælde kan overstige auktionsprovenuet.

Konstateres det under tvangsrealisationen af et udlagt aktiv, at en anden kreditor har haft et bedre prioriteret udlæg end inddrivelsesmyndigheden, må auktionsprovenuet udbetales til denne bedre stillede kreditor. Der kan ikke i dette tilfælde gøres et større erstatningskrav gældende mod inddrivelsesmyndigheden, fx kravet på restkøbesum i henhold til en kreditkøbskontrakt med gyldigt ejendomsforbehold.

Krav på erstatning eller godtgørelse for tort og lidelse skal fremsættes over for inddrivelsesmyndigheden, fogedretten, eller de almindelige domstole, senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.

D.8 Udlæggets bortfald

D.8.1 Indledning

Bortfald af et udlæg betyder, at alle udlæggets retsvirkninger, herunder især adgangen til at begære det udlagte aktiv bortsolgt på tvangsauktion, er bortfaldet.

Et udlæg kan bortfalde som følge af flere forskellige grunde.

Typisk bortfalder udlæg som følge af de særlige regler om forældelse af udlæg i forskellige aktiver, fx løsøre, værdipapirer mv. Det betyder, at der ved siden af de almindelige regler om forældelse (som er behandlet i afsnit C) gælder særlige forældelsesregler, som alene vedrører udlægget i det pågældende aktiv, og ikke forældelsen af inddrivelsesmyndighedens fordring.

Bortfald af udlæg kan også forekomme som følge af ugyldighed eller lignende forhold, fx utilstrækkelig registrering af det udlagte aktiv i udlægsbladet.

Nedenfor beskrives først forældelse af udlæg i relation til forskellige aktiver, dernæst bortfald af udlæg i øvrigt.

D.8.2 Forældelse af udlæg i løsøre

Efter RPL § 526, stk. 4, bortfalder udlæg i løsøre efter 1 år, medmindre inddrivelsesmyndigheden har forlangt tvangsauktion afholdt eller har været hindret heri.

Bestemmelsen er en særlig forældelsesregel ved siden af de almindelige regler om forældelse i dansk ret, og den omfatter kun løsøre og visse fordringer.

Forældelse af fordringer, herunder fordringer omfattet af bestemmelsen, behandles nedenfor i afsnit D.8.4.

Bestemmelsen i RPL § 526, stk. 4, omfatter løsøre, bortset fra registrerede skibe og luftfartøjer. Skibe over 20 bruttoregistertons skal registreres, hvorimod skibe på mellem 5 og 20 tons kan registreres i skibsregisteret. Forældelse af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer behandles nedenfor i afsnit D.8.6.

I henhold til RPL § 526, stk. 5, gælder forældeldelsesreglen i stk. 4 ikke for biler mv., som skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, og som tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved retten i Århus. Det vil sige, at motorkøretøjer, der falder uden for reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, fx en traktor, er et løsøre omfattet af RPL § 526, stk 4. Forældelse af udlæg i motorkøretøjer mv., der er omfattet af bilbogen, behandles nedenfor i afsnit D.8.5.

Fast ejendom er naturligvis ikke omfattet af RPL § 526, stk 4. Forældelse af udlæg i fast ejendom behandles i afsnit D.8.7.

Beregningen af etårsfristen i § 516, stk. 4, sker fra udlæggets foretagelse, og ikke fra anmodning om udlæg. Dette gælder også udlæg foretaget af pantefogeden eller told- og skattefogeden, jf. RPL § 526, stk. 4, 1. pkt. Fristen løber ligeledes fra udlæggets foretagelse, selvom udlægget senere er blevet stadfæstet af fogedretten i forbindelse med klage over udlægget, jf. INDL § 6.

Der sker forældelse af udlægget, selvom inddrivelsesmyndighedens fordring ikke er forældet ved etårsfristens udløb. Det betyder, at skyldneren frit kan råde over løsøret uden at risikere at blive straffet for skyldnersvig mv., når etårsfristen er udløbet.

Inddrivelsesmyndigheden kan ikke afbryde etårsfristen ved at bede pantefogeden eller told- og skattefogeden forny udlægget (det vil sige foretage nyt udlæg i samme løsøre for samme fordring) med den virkning, at det oprindelige udlæg opretholdes.

Hvis inddrivelsesmyndigheden vælger at lade pantefogeden eller told- og skattefogeden forny udlægget, bortfalder det oprindelige udlæg, således at det ny udlæg får prioritet fra det tidspunkt, hvor det senest er foretaget, jf. RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at fogeden godt kan foretage flere udlæg i det samme aktiv - når der er tale om flere udlæg for flere typer af krav - uden at det første udlæg dermed bortfalder. Det afgørende for, at et udlæg bortfalder efter RPL § 526, stk. 2, jf. stk. 1, er, at det efterfølgende udlæg vedrører samme krav og samme aktiv. Har fogeden således foretaget udlæg den 1. juli 2001 i et bestemt løsøre for A-skat/AM-bidrag for marts 2001, kan fogeden godt foretage udlæg i samme løsøre den 1. oktober 2001 for moms for 2. kvartal 2001 - uden at det får den konsekvens, at det første udlæg er bortfaldet.

Derimod kan inddrivelsesmyndigheden afbryde etårsfristen ved over for fogedretten at begære tvangsauktion over løsøret afholdt. Er der flere udlægshavere i det samme løsøre, kan enhver af disse fremsætte begæring om afholdelse af tvangsauktion, jf. RPL § 551, stk. 1.

Inddrivelsesmyndigheden skal i den forbindelse være opmærksom på, at auktionsbegæringen kun afbryder forældelsesfristen for det på gældende udlæg og ikke de udlæg, der i øvrigt måtte være i løsøret, jf. Betænkning nr. 634 af 1971, side 100, samt UfR 1994, 921 VLK, der fastslog, at en tvangsauktionsbegæring alene afbryder forældelsesfristen for auktionsrekvirentens udlæg og ikke for andre udlæg.

Selvom fogeden fratager skyldneren besiddelsen af det udlagte løsøre i henhold til RPL § 523, er det ikke tilstrækkeligt til at afbryde etårsfristen. Fristen skal afbrydes ved, at inddrivelsesmyndigheden over for fogedretten begærer tvangsauktion afholdt.

Det er tilstrækkeligt, at tvangsauktionsbegæringen er indgivet inden etårsfristens udløb, idet det ikke tillige kræves, at auktionen afholdes inden fristens udløb, eller at det udlagte er fjernet fra skyldneren.

Forsinkes tvangsauktionens afholdelse i væsentligt grad på grund af inddrivelsesmyndighedens forhold - fx fordi inddrivelsesmyndigheden ikke får fulgt op på fogedrettens krav om nærmere dokumentation mv. inden for en fastsat frist - må det antages, at auktionsbegæringen mister sin afbrydende virkning i relation til etårsfristen.

Den 1-årige forældelsesfrist suspenderes dog, hvis inddrivelsesmyndigheden er forhindret i at afholde tvangsauktion over løsøret på grund af kære af udlægsforretningen eller af tredjemands bedre ret, jf. § 526, stk. 4, 1. pkt. Når en sådan hindring er berettiget, vedbliver udlægget i løsøret at bestå ud over et år.

D.8.2.1 Forhold der suspenderer etårsfristen

Nedenfor gennemgås, hvilke forhold der suspenderer etårsfristen i henhold til § 526, stk. 4, dernæst gennemgås, hvilke forhold der ikke suspenderer fristen, jf. afsnit D.8.2.2 .

Betalingsstandsning

Hvis skyldneren har anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, og inddrivelsesmyndigheden har udlæg i et løsøre, suspenderes etårsfristen, så længe betalingsstandsningen varer, og bestemmelsen i KL § 16, stk. 2, er opfyldt. I henhold til § 16, stk. 2, kan der ikke ske rådighedsberøvelse af løsøre, ligesom det ikke kan sættes på tvangsauktion på grundlag af udlæg, hvis udlægget vil falde bort i tilfælde af konkurs (det vil typisk være efter § 71), eller at der er tale om et udlæg for en omstødelig pantefordring.

Det må endvidere antages, at etårsfristen suspenderes, hvis skifteretten i medfør af KL § 16 a, stk. 1, træffer afgørelse om, at der ikke kan foretages fyldestgørelse i løsøret på grundlag af udlæg for en pantefordring, som ikke vil kunne omstødes i tilfælde af konkurs, jf. KL § 16, stk. 4, analogt.

Konkurs

Ved afsigelse af konkursdekret suspenderes forældelsen af alle udlæg i løsøret, som ikke allerede er bortfaldet, jf. UfR 1994, 921 VLK. Udlæg falder typisk bort ved konkurs, hvis det fx er foretaget senere end tre måneder før fristdagen, jf. KL § 71, stk. 1, sammenholdt med § 73, som betyder, at hvis der kræves en sikringsakt, regnes de tre måneder fra, hvornår sikringsakten er foretaget.

Hvis udlægget ikke er bortfaldet, følger det endvidere af KL § 85 sammenholdt med § 90, at skyldnerens konkurs er til hinder for auktion af det udlagte løsøre, idet udlægshaveren (fx inddrivelsesmyndigheden) efter konkursloven ikke har status som separatist. Det betyder, at hvis auktionen ikke er afholdt på tidspunktet ved konkursdekretets afsigelse, så kan auktion over løsøret kun afholdes med konkursboets samtykke. Det gælder i øvrigt også, selvom auktionen allerede var begæret inden dekretets afsigelse.

Men har konkursboet ikke inden 6 måneder efter konkursdekretets afsigelse begæret tvangsauktion, kan enhver pantehaver, herunder udlægshaver (evt. inddrivelsesmyndigheden) forlange, at konkursboet uden ophold gennemfører tvangsauktion over løsøret, jf. KL § 86, jf. § 90.

Insolvent dødsbo

Det ovennævnte om suspension ved konkurs gælder også, hvis skifteretten har truffet bestemmelse om insolvensbehandling af et insolvent dødsbo, jf. dødsboskiftelovens § 70 Det vil sige, at i tiden fra dødsfaldet og indtil boets berigtigelse kan tvangsauktion over løsøre kun afholdes med samtykke fra skifteretten eller en midlertidig bobestyrer.

Tvangsakkord og gældssanering

Etårsfristen er suspenderet - fra åbning af forhandling af tvangsakkord og indledning af behandling af skyldnerens forslag til en gældssanering og indtil tvangsakkordens og gældssaneringssagens slutning - vedrørende udlæg, som efter KL §§ 184 og 221 vil tabe retsvirkning, hvis tvangsakkord stadfæstes eller kendelse om gældssanering afsiges, jf. henholdsvis KL §§ 171 og 207.

Det betyder - at hvis der før akkordforhandling eller indledning af gældssaneringssag er foretaget udlæg i et løsøre for en fordring, der vil blive omfattet af en tvangsakkord eller en gældssanering - så kan dette udlæg ikke danne grundlag for tvangsauktion. Når tvangsauktion er udelukket, er etårsfristen suspenderet.

Adgangen til at forfølge et udlæg er således suspenderet efter samme regler som ved betalingsstandsning (KL § 16, stk. 2), der er gennemgået ovenfor.

Gyldigt ejendomsforbehold

Hvis det udlagte løsøre er behæftet med et gyldigt ejendomsforbehold, er ejendomsforbeholdet som hovedregel til hinder for afholdelse af tvangsauktion.

Udlægshaveren (evt. inddrivelsesmyndigheden) har ikke pligt til at indfri sælgeren med et ejendomsforbehold for eventuelt at kunne overholde etårsfristen.

Se i øvrigt nærmere om indfrielse af mindre gæld i forbindelse med ejendomsforbehold, nedenfor i afsnit D.8.3 .

Foranstående underpanteret

Det har traditionelt været antaget, at en foranstående underpanteret som udgangspunkt er til hinder for tvangsauktion. Det vil sige, at udlægget skal respektere en foranstående underpanteret, fx et løsørepantebrev, således at der ikke kan afholdes auktion uden underpanthaverens samtykke, jf. UfR 1993, 214 VLK, hvor retten fandt, at der ikke var grundlag for at fravige det sædvanlige udgangspunkt. En forpanthaver kunne derfor modsætte sig, at en udlægshaver ville realisere det udlagte. Der blev herved lagt vægt på, at underpantsætningen angik et reelt gældsforhold, hvis afviklingsvilkår var overholdt.

I retsteorien anfører flere forfattere, at det er tvivlsomt, om denne antagelse kan opretholdes, og at der formentlig må anerkendes en ret for udlægshaveren (fx inddrivelsesmyndigheden) til at få tvangsauktion afholdt mod stillelse af betryggende sikkerhed for panthaverens krav.

Hvis en sådan situation opstår, og inddrivelsesmyndigheden vurderer, at det vil være indbringende at afholde en tvangsauktion, skal sagen forelægges for TSS.

Men ovennævnte betyder ikke, at inddrivelsesmyndighedens udlæg forældes, hvis man vælger at vente på den foranstående panthaver i tilfælde, hvor inddrivelsesmyndigheden kunne have valgt at fremme sin retsforfølgning. Retten fastslog i UfR 1985, 962 VLD, at underpanteretten suspenderer etårsfristen, uanset at udlægshaveren havde haft mulighed for under visse nærmere betingelser og med respekt af underpanteretten at få afholdt tvangsauktion.

Appel af udlæg

Kære af udlæg i løsøre er ikke til hinder for, at tvangsauktionsbegæring indgives til fogedretten, dog kan tvangsauktion ikke fremmes før kære er afgjort, jf. RPL § 542, stk. 2.

Auktionsforbud

Etårsfristen suspenderes af auktionsforbud efter RPL § 502, stk. 2, hvorefter fogedretten kan træffe bestemmelse om, at tvangsauktion i visse tilfælde ikke kan finde sted, før en bestemt afgørelse er truffet, eller en frist er udløbet. Bestemmelsen i RPL § 502 omfatter dog ikke sager om skattekrav, der er påklaget, jf. UfR1996,168 ØLK.

Beslaglæggelse af løsøre under en straffesag

En bestemmelse om konfiskation af løsøre, som foretages af myndighederne i forbindelse med en straffesag, antages at overføre ejendomsretten til det konfiskerede til statskassen. Ejendomsretten til løsøret overføres endda med tilbagevirkende kraft, nemlig til det tidspunkt under sagens efterforskning, hvor beslaglæggelsen er foretaget.

Det betyder, at i tiden indtil straffedommens afsigelse herom, er beslaglæggelsen af løsøret til hinder for tvangsauktion således, at etårsfristen er suspenderet.

D.8.2.2 Forhold der ikke suspenderer etårsfristen

Håndpanteret eller tilbageholdsret i løsøre

En håndpanteret eller en tilbageholdsret i løsøre er ikke til hinder for afholdelse af tvangsauktion, idet den dog i givet fald skal afholdes med respekt af håndpanteretten og tilbageholdsretten, jf. UfR 1995, 324 VLK, der fastslog, at en håndpanteret i pantebreve ikke var til hinder for, at en efterstående udlægshaver kunne have krævet tvangsauktion over pantebrevene.

Det vil sige, at etårsfristen ikke suspenderes i disse tilfælde.

Ugyldigt ejendomsforbehold

Etårsfristen suspenderes ikke, hvis udlægshaveren (evt. inddrivelsesmyndigheden) vidste eller burde vide, at ejendomsforbeholdet er ugyldigt.

Foranstående udlæg

Etårsfristen suspenderes ikke ved foranstående udlæg.

Et eller flere foranstående udlæg i et løsøre hinder ikke tvangsauktion, jf. RPL § 551, stk. 1, samt UfR 1994, 384 ØLK, hvor retten fandt, at en udlægshaver ikke kunne ombytte sit udlæg med et pantebrev med henblik på at fratage en yngre udlægshavers ret til at sætte det udlagte løsøre på tvangsauktion.

Tvangsakkord og gældssanering

For en fordring, der ikke berøres af en tvangsakkord eller af en kendelse om gældssanering, kan der godt foretages udlæg i skyldnerens aktiver og afholdes tvangsauktion. Det vil sige, at for sådanne udlæg er etårsfristen ikke suspenderet.

Betalingsstandsning

Udlæg i løsøre, som ikke vil bortfalde i tilfælde af konkurs (typisk efter KL § 71), eller udlæg for en uomstødelig pantefordring, suspenderer ikke etårsfristen, idet der er intet til hinder for tvangsfuldbyrdelse af løsøret, jf. § KL § 16, stk. 2.

Afdragsordning

Etårsfristen er ikke suspenderet, hvis fogeden har foretaget udlæg i et løsøre, og fogeden med hjemmel i RPL § 525 har indgået en afdragsordning, der ikke overstiger 10 måneder. Det samme gælder for afdragsordninger, der ikke er omfattet af RPL § 525, og som inddrivelsesmyndigheden indgår i forbindelse med udlæg i løsøre. At fristen på 10 måneder er fastsat med netop det interval, er af hensyn til, at en udlægshaver - i tilfælde af afdragsordningens misligholdelse - kan nå at sætte det udlagte løsøre på tvangsauktion inden etårsfristens udløb.

D.8.2.3 Bortfald af suspensionen

Inddrivelsesmyndigheden har ikke pligt til, jf. § 526, stk. 4, at indgive auktionsbegæring - hvis tvangsauktion over løsøret ikke kan afholdes, dvs. mens etårsfristen er suspenderet.

Men inddrivelsesmyndigheden skal være opmærksom på, at udlægget bortfalder 8 uger efter, at hindringen for afholdelsen af tvangsauktion er bortfaldet.

Da udlægshaveren således kun har 8 uger til at indgive auktionsbegæring, er det vigtigt, at inddrivelsesmyndigheden holder sig orienteret om, hvornår forhindringen bortfalder. Det kan i praksis være vanskeligt, og inddrivelsesmyndigheden har i den forbindelse ikke krav på, at sælgeren med ejendomsforbehold eller fogedretten underretter om bortfaldet.

8-ugers-fristen er absolut og gælder, selvom udlægshaveren (fx inddrivelsesmyndigheden) var eller er i god tro med hensyn til auktionshindringens bortfald. Og 8-ugers-fristen kan på ingen måde fraviges ved parternes aftale.

Det er klart, at 8-ugers-fristen gælder, hvis auktionshindringen bortfalder efter udløbet af etårsfristen. Men bortfalder auktionshindringen fx 3 uger før etårsfristens udløb, må 8-ugers-fristen også finde anvendelse. Det vil sige, at udlægshaveren, uanset hvornår auktionshindringen bortfalder, har i hvert fald 8 uger fra hindringens ophør til at indgive begæring om tvangsauktion.

D.8.3 Indfrielse af mindre restgæld ved ejendomsbehold

Som anført ovenfor kan et udlagt aktiv behæftet med gyldigt ejendomsforbehold, som hovedregel ikke bortsælges på tvangsauktion, idet ejendomsforbeholdet er en hindring for tvangsauktion.

Det må dog antages, at et løsøre kan begæres bortsolgt på tvangsauktion af en efterstående udlægshaver, hvis der foreligger oplysninger, der sandsynliggør, at sælgeren med ejendomsforbehold har opgivet kravet på restgælden og ikke ønsker at gøre et krav på tilbagetagelse gældende i henhold til ejendomsforbeholdet.

I forbindelse med, at tvangsauktionsbegæring fremsendes til fogedretten, skal inddrivelsesmyndigheden over for fogedretten skriftligt redegøre for de ovennævnte forhold.

Er inddrivelsesmyndigheden i besiddelse af oplysninger, der sandsynliggør, at skyldneren og ejendomsforbeholdssælgeren har aftalt henstand med betaling af restgælden i henhold til kreditaftalen, kan inddrivelsesmyndigheden vælge følgende fremgangsmåde

Hvis henstanden er aftalt med henblik på at hindre inddrivelsesmyndigheden i at sætte løsøret på tvangsauktion, skal inddrivelsesmyndigheden underrette fogedretten herom, samtidig med at løsøret begæres bortsolgt på tvangsauktion.

Hvis henstanden er aftalt på grund af skyldnerens økonomiske forhold, og henstanden betyder en væsentlig forringelse af inddrivelsesmyndighedens sikkerhed i løsøret, kan inddrivelsesmyndigheden henstille til sælgeren med ejendomsforbehold at benytte sig af adgangen til tilbagetagelse af løsøret. Hvis sælgeren ikke ønsker dette, skal inddrivelsesmyndigheden kontakte fogedretten med henblik på at undersøge muligheden for at få løsøret bortsolgt på tvangsauktion.

Hvis fogedretten ikke vil henvise løsøret til bortsalg på tvangsauktion, kan inddrivelsesmyndigheden, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indfri restgælden i henhold til aftalen. Inddrivelsesmyndigheden kan dog ikke indfri restgæld, der overstiger 5.000 kr.

Samme fremgangsmåde gør sig gældende, hvis udlægget skal respektere en underpanteret, fx et løsørepantebrev.

D.8.4 Forældelse af udlæg i fordringer

Ved bortfald af udlæg i fordringer skal der sondres mellem forskellige typer af fordringer. Udlæg i visse fordringer er således omfattet af den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., andre fordringer er derimod underlagt 20 års forældelse.

D.8.4.1 Fordringer efter RPL § 526

Hvis udlægget omfatter nedennævnte fordringer, afbrydes etårsfristen på samme måde som beskrevet ovenfor i afsnit D. 8.2 om udlæg i løsøre.

Den 1-årige forældelse i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt., omfatter udlæg i følgende fordringer

Udlæg i registrerede fondsaktiver, jf. § 59, stk. 2, i lov om værdipapirhandel mv. Det vil sige udlæg i danske børsnoterede obligationer ( præmieobligationer er ikke registrerede fondsaktiver), aktier og investeringsbeviser.

Udlæg i negotiable fordringer/omsætningsgældsbreve, herunder præmieobligationer. Det vil sige omsætningsgældsbreve i henhold til gældsbrevslovens kapitel 2, hvor det i § 11, stk. 2, er defineret, hvad der forstås ved omsætningsgældsbreve. Bestemmelsen er udtømmende. Det vil sige, at der kan ikke drages analogislutninger til andre gældsbreve. Hvis et gældsbrev ikke falder ind under definitionen i GBL § 11, stk. 2, er det et simpelt gældsbrev.

Omsætningsgældsbreve er

Ihændehavergældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve der lyder på betaling til ihændehaveren eller ikke angiver, hvem gælden skal betales til.

Ordregældsbreve, hvilket vil sige, at gældsbrevet lyder på betaling til en bestemt person eller ordre.

Pantebreve, herunder ejerpantebreve, der giver pant i fast ejendom eller i registreret skib eller luftfartøj, medmindre gældsbrevet indeholder påtegning om, at det ikke er til ordre, eller har et tilsvarende forbehold. Om ejerpantebreve henvises til afsnit D.5.9.3 .

Navnegældsbreve, hvilket vil sige gældsbreve der lyder på betaling til en bestemt person, hvis de samtidig utvetydigt angiver, at de er omsætningsgældsbreve.

Også pantebreve i løsøre kan være omsætningsgældsbreve, hvis de tydeligt indeholder bemærkning herom.

Udlæg i fordringer, der er knyttet til legitimationspapirer (fx bankbøger).

Udlæg i negotiable dokumenter og legitimationspapirer er formentlig omfattet af bestemmelsen i RPL § 526, stk. 4, 3. pkt. Det vil sige udlæg i negotiable aktier, anpartsbeviser, immatrielle rettigheder mv.

D.8.4.2 Fordringer i øvrigt

Alle andre gældsbreve og fordringer end de, der er nævnt i GBL § 11, stk. 2, er omfattet af gældsbrevslovens kapitel 3 om simple fordringer, hvad enten der er tale om skriftlige eller mundtlige fordringer.

Udlæg i simple fordringer forældes efter 20 år i henhold til dansk rets almindelige forældelsesregel i DL 5-14-4, jf. forarbejderne til RPL § 526, jf. Folketings Tidende 1975-76, tillæg A, spalte 269 f.

Det skyldes, at det normalt er mere hensigtsmæssigt at afvente forfaldstid på disse fordringer, end at bortsælge dem på auktion efter bestemmelserne i RPL § 558.

Også udlæg i aktier og anparter i et anpartsselskab mv., der ikke er negotiable, er formentlig underlagt 20 års forældelse. I UfR 1993, 941 VLK fandt retten, at kommanditanparter ikke var omfattet af reglen i RPL § 526, stk. 4, selvom de ifølge selskabets vedtægter var frit omsættelige, men med forbehold af kreditorernes godkendelse.

D.8.5 Forældelse af udlæg i motorkøretøjer omfattet af bilbogen

Udlæg i biler og motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne til biler, samt campingvogne, skal tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens kapitel 6 a, det vil sige tinglyses i bilbogen, der for hele landet føres ved retten i Århus. Tinglysning er dog ikke nødvendig, hvis der er sket rådighedsberøvelse af køretøjet. Der henvises til afsnit D.5.7 om udlæggets genstand, der nærmere behandler definitionen af køretøjer mv. og tinglysning i øvrigt.

Det fremgår af TL § 42 g, stk. 2, at tinglyste rettigheder, herunder udlæg, udslettes af bilbogen, når der er forløbet 10 år efter dokumentets tinglysning, og der ikke inden udløbet af denne frist er anmeldt fornyet tinglysning.

Der skal kun anmodes om forlængelse af denne frist, hvis inddrivelsesmyndighedens underliggende skyldforhold er holdt i live, og i det omfang den udlagte bil kan antages at udgøre betryggende sikkerhed for restancen.

D.8.6 Forældelse af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer

Udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer forældes efter 20 år.

Forældelsen af udlæg i registrerede skibe og luftfartøjer indtræder dog ikke, så længe fordringen, som udlægget skal sikre, holdes i kraft.

Skibe over 20 bruttoregistertons skal registreres og er derfor omfattet af 20 års forældelse. Skibe på mellem 5 og 20 tons kan registreres i skibsregisteret. Det betyder, at hvis et sådant skib ikke er registeret, er det et løsøre, således at reglerne for forældelse af udlæg i løsøre er gældende, jf. afsnit D.8.2.

I øvrigt henvises til afsnit D.5.9.6 og D.5.9.7, der nærmere behandler definitionen af disse aktiver.

D.8.7 Forældelse af udlæg i fast ejendom

Udlæg i fast ejendom forældes formentlig efter 20 år.

Tinglysningslovens § 42, angiver, at panteretten ifølge tinglyst pantebrev i fast ejendom ikke forældes. Denne bestemmelse finder formentlig ikke analogt anvendelse på udlæg.

Forældelsen af udlæg i fast ejendom indtræder dog ikke, så længe fordringen, som udlægget skal sikre, holdes i kraft, jf. UfR 1980.251 VLK, hvor retten fandt, at udlæg som var tinglyst for mere end 20 år siden, ikke kunne udslettes i medfør af TL § 20, stk. 1, da det var uafklaret, om de underliggende fordringer helt eller delvist bestod.

Derimod bortfalder udlæg i fast ejendom, hvis den underliggende fordring er forældet, jf. UfR 2001, 1275 HD, hvor retten fandt, at udlægget var knyttet således til fordringen, at de hensyn, der havde ført til fordringens forældelse inden for et bestemt tidspunkt, ligeledes måtte føre til, at den adgang til fyldestgørelse, som udlægget gav, faldt bort ved fordringens forældelse.

Ifølge TL § 20, stk. 2, kan tinglysningsdommeren slette rettigheder - herunder udlæg - i tingbogen, der er over 20 år gamle, og som sandsynligvis er ophørt, eller hvortil der efter al rimelighed ikke længere findes nogen berettigede.

Se i øvrigt nærmere om forældelse af udlæg i fast ejendom i afsnit C.6.3.

D.8.8 Bortfald af udlæg i øvrigt

Fogedens udlæg kan - bortset fra ovennævnte grunde, der typisk handler om forældelse af udlæg i et givent aktiv - også bortfalde af andre grunde.

D.8.8.1 Den underliggende fordring er indfriet

Det er klart, at hvis inddrivelsesmyndighedens fordring er betalt eller indfriet ved afgørelse om gældssanering, eftergivelse, tvangsakkord, frivillig akkord, eller på anden måde frafaldet, er udlægget bortfaldet, og inddrivelsesmyndigheden skal derfor aflyses eller ophæve udlægget.

D.8.8.2 Den underliggende fordring er forældet

Det blev fastslået af Højesteret, at udlæg i fast ejendom bortfalder, hvis den underliggende fordring er forældet, jf. UfR 2001, 1275 HD. Det må antages ligeledes at være tilfældet ved udlæg i andre aktiver end fast ejendom. Det vil sige, at hvis den underliggende fordring er forældet, er udlægget i et aktiv også bortfaldet. Se også afsnit D.8.7 og C.6.3 samt D.7.3.6.

D.8.8.3 Forældelse af subsidiært udlæg

Pantefogedens adgang til at foretage subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle er ikke reguleret af en selvstændig bestemmelse om forældelse, men er bestemt af, om den underliggende fordring er forældet eller bortfaldet, jf. UfR 1990, 210 VLD, hvor retten fandt, at adgang til subsidiært udlæg ikke forældes, før skattekravet mod den anden ægtefælle er forældet. Se nærmere herom i afsnit C.6.5.

D.8.8.4 Fogedrettens afgørelse

Udlæg i et aktiv, som fogeden har foretaget, men som fogedretten eller landsretten senere endeligt ophæver ved afgørelse, er naturligvis bortfaldet.

Det drejer sig typisk om fogedens udlæg i forbindelse med gennemførelse af udlægsforretningen, der efter omstændighederne kan falde bort på grund af tilsidesættelse af de pligter med videre, som fogeden er underlagt, og som er reguleret i bestemmelserne i inddrivelsesloven og retsplejeloven.

Fra retspraksis kan enkelte eksempler anføres

UfR 1990, 942 VLK. Skyldneren mødte ikke frem til udlægsforretning på pantefogedens kontor. I tilsigelsen var anført, at udgående udlægsforretning ville blive foretaget i ugen derefter, hvilket ikke opfyldte kravet i RPL § 493, stk. 1. Udlægget blev ophævet.

UfR 1997, 674 ØLK. I forbindelse med et subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle, blev denne ikke behørigt indkaldt til udlægsforretningen. Udlægget i hendes ejendom blev ophævet.

UfR 1980, 1060 VLK. Et udlæg i fast ejendom blev ophævet, idet skyldneren ikke var blevet vejledt om sin påvisningsret efter RPL 517, jf. § 500, stk. 1, da det ikke kunne udelukkes, at han kunne have påvist andre genstande af tilstrækkelig værdi til at dække kravet.

UfR 1996, 1699 HD. Udlæg i aktiver, der var købt for en del af en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, var holdt adskilt fra skyldnerens øvrige formue, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Udlæggene blev derfor ophævet.

D.8.8.5 Udlæg i et aktiv som erstattes eller byttes

Hvis udlægsgenstanden senere skifter karakter, betyder det også, at fristen for bortfald af udlægget ændres. Hvis der er foretaget udlæg i en bil, der udsættes for en totalskade, skifter udlægget over til at være et udlæg i et krav på skadeserstatning. Det vil sige udlæg i en simpel fordring, jf. forsikringsaftalelovens § 54.

D.8.8.6 Fogedens manglende sikringsakt ved udlæg i et aktiv

Fogedens udlæg i et aktiv er udgangspunkt ikke bortfaldet, hvis fogeden har glemt at iagttage en eventuel sikringsakt, som er nødvendigt for at sikre udlæggets prioritetsstilling over for skyldnerens senere kreditorer og godtroende aftaleerhververe.

Der er alene tale om iagttagelse af en sikringsakt, som bestemmer prioritetsrækkefølgen mellem skyldnerens forskellige interessenter indbyrdes. Fogedens manglende sikringsakt betyder ikke tab af udlægsretten, men derimod efter omstændigheder helt eller delvist tab af provenuet ved realisation af genstanden.

D.8.8.7 Fogedens manglende registrering af udlagt aktiv

RPL § 508, jf. § 518, stk. 1, bestemmer, at udlæg i et aktiv skal kunne identificeres.

Hvis fogeden i forbindelse med udlæg i et aktiv ikke har foretaget tilstrækkelig beskrivelse af det udlagte aktiv i udlægsbladet, er udlægget efter omstændighederne ugyldigt. Og et ugyldigt udlæg er bortfaldet.

D.8.8.8 Fogedens saglige og stedlige kompetence

Fogeden er underlagt en saglig kompetence, der blandt andet omfatter, hvilke fordringer fogeden kan foretage udlæg for, fogedens beføjelse til at behandle klager under og efter udlægsforretningen, samt i øvrigt fogedens kompetence i forhold til den judicielle fogeds kompetence (fogedretten). Se nærmere herom i afsnit D.1.3.1.2.

Fogeden er også underlagt en stedlig kompetence, der regulerer hvor det forestående udlæg kan foretages, hvilken foged der kan foretage det, og hvilke aktiver - med hensyn til den geografiske placering - udlægget kan foretages i. Se nærmere herom i afsnit D.1.3.1.1.

Hvis fogeden har handlet i strid med den saglige eller stedlige kompetence, kan udlægget efter omstændighederne være bortfaldet.

Det er fx tilfældet, hvis fogeden har foretaget udlæg i et aktiv for en fordring, som fogeden ikke kan foretage udlægsforretning for, fx fordi kravet manglende udpantningsret. Et sådant udlæg er ugyldigt og falder bort, jf. fx UfR 1994, 120 VLK, hvor retten fandt, at udlæg foretaget af pantefogeden ikke havde udpantningshjemmel i den pågældende lov, og kommunen blev henvist til at gøre kravet gældende ved civil retssag.

Hvis fogeden - i forbindelse med en klage over udlægsforretningen - ved en fejl ikke får indbragt indsigelsen for fogedretten, der er fremsat over for fogeden under udlægsforretningen eller inden udløbet af 4-ugers fristen, skal fogeden og inddrivelsesmyndigheden være opmærksom på retsvirkningen. Den manglende opfølgning på indsigelsen kan i visse tilfælde betyde, at udlægget er bortfaldet.

I den forbindelse skal inddrivelsesmyndigheden og fogeden sondre mellem følgende situationer

Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet fra 4 uger indtil et år fra udlægsforretningens foretagelse, har fogeden dog mulighed for at indbringe indsigelsen for fogedretten, jf. INDL § 6, stk. 3, 5. pkt. Afviser fogedretten at behandle indsigelsen, eller ophæver fogedretten udlægget efter behandling af sagen, er udlægget i begge tilfælde bortfaldet.

Hvis fogeden bliver bekendt med ovennævnte fejl, og fristen er overskredet udover et år fra udlægsforretningens foretagelse, er udlægget bortfaldet.

I de situationer, hvor udlægget bortfalder på grund af fogedens fejl, betyder formentlig, at selve den underliggende fordring i mellemtiden kan være forældet, idet forældelsen af fordringen ikke er afbrudt, jf. RPL § 527. Er fordringen forældet, skal den afskrives. Er fordringen ikke forældet, kan inddrivelsesmyndigheden bede fogeden foretage en ny udlægsforretning, således at fogeden kan indbringe indsigelsen for fogedretten, hvis skyldneren fastholder indsigelsen under udlægsforretningen.

I øvrigt henvises til afsnit D.7.3.6 om retsvirkningen ved fogedens manglende opfølgning på indsigelse fremsat under en udlægsforretning.

D.9 Arrest

Arrest og forbud kaldes under ét for foreløbige retsmidler og har til formål at undgå, at skyldnerens dispositioner hindrer kreditors senere fyldestgørelse.

Arrest er et vigtigt element til sikring af det offentliges krav i forhold til den kreds af virksomheder, der ikke er indstillet på at følge "spillereglerne".

Forbud anvendes til at beskytte en ret ved at hjemle anvendelse af sanktioner mod handlinger, der strider mod denne ret.

Et eksempel på hvor et forbud kan være nødvendigt er, at virksomheden ikke stiller den pålagte sikkerhedsstillelse, jf. OPKL § 11 og § 11a, og derved driver uregistreret virksomhed, jf. afsnittet om materiel registreringskontrol.

Arrest anvendes til fyldestgørelse af pengekrav ved at sikre tilstedeværelsen af aktiver, der kan danne grundlag for et senere udlæg. Told- og skattemyndighedernes anvendelse af arrest vil typisk være i situationer, hvor man - fx. i forbindelse med en kontrol - konstaterer både et krav og aktiver til hel eller delvis dækning heraf, og hvor omstændighederne er af en karakter, der gør det nærliggende at frygte, at aktiverne vil blive bragt uden for kreditorernes rækkevidde, inden kravet kan gøres endeligt op og rejses formelt, eller inden et fastslået krav forfalder til betaling, fx restskat for et tidligere indkomstår.

Arrest skal som nævnt sikre et pengekrav. En arrest kan ikke udstrækkes til flere af en restants aktiver, end det er nødvendigt for at sikre det pågældende krav. En arrest kan afværges eller ophæves mod sikkerhedsstillelse for kravet.

De foreløbige retsmidler anvendes i tilfælde, hvor kreditors krav ikke er fastslået ved et af de i RPL § 478 nævnte eksegible retsgrundlag, fx en dom eller et retsforlig. Til sikring for skatte- og afgiftskrav kan arrest anvendes, når kravet ikke er gjort gældende ved en ansættelse.

Arrest er således et foreløbigt sikringsmiddel for pengekrav, som medfører, at skyldner mister råderetten over de aktiver, som er omfattet af arresten. Herved sikrer kreditor sig, at der er aktiver at foretage udlæg i, når det nødvendige eksekutionsfundament foreligger.

Arresten er ikke en egentlig panteret og er dårligere beskyttet end et udlæg. Arrestinstituttet har derfor kun praktisk betydning, når betingelserne for at foretage udlæg endnu ikke er til stede.

Arresten skal indenfor nærmere frister følges op af en justifikationssag, hvor det afgøres, om kreditor har den påståede ret, og om arresten er lovligt foretaget og forfulgt.

Hvis en kreditormyndighed opnår arrest på grundlag af en fordring, der efterfølgende viser sig ikke at bestå, skal kreditor betale skyldneren erstatning for tab og tort, jf. RPL § 639, som i sagen TfS 2000, 995 ØLD. I denne sag foretog skattemyndighederne en skattemæssig forhøjelse på 5,6 mio. kr. og foretog arrest for kravet. Efterfølgende afsagde Landsskatteretten kendelse om, at skatteansættelsen skulle nedsættes til det selvangivne beløb. Herefter måtte skattemyndighederne betale erstatning, da der var opnået arrest for et krav, der ikke bestod.

D.9.1 Lovhjemlen

Reglerne om arrest findes i retsplejelovens kapitel 56. Kompetencen til at træffe afgørelse om foretagelse af arrest ligger hos fogedretten. Når inddrivelsesmyndigheden finder grundlag for at benytte arrestinstituttet, indsendes en begrundet indstilling til Told- og Skattestyrelsen med henblik på videresendelse til Kammeradvokaten, der indgiver begæringen om arrest til fogedretten. Beslutninger om at foretage arrest er i sagens natur normalt af hastende karakter, så det vil i reglen være hensigtsmæssigt med en telefonisk drøftelse med Told- og Skattestyrelsen af det konkrete sagsforløb.

D.9.1.1 For hvilke krav

Efter reglen i RPL § 627 kan arrest kun foretages til sikkerhed for pengekrav, når der ikke kan foretages udlæg for fordringen og det antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Hvis fogedretten ud fra det fremlagte antager, at fordringen ikke består, kan der ikke foretages arrest, jf. RPL § 628, stk. 1.

Fogedretten foretager ikke en egentlig prøvelse af fordringen, men arrest er således alene udelukket, hvis det umiddelbart må antages, at fordringen ikke består. Der stilles ikke krav om, at fordringshaveren skal sandsynliggøre eller godtgøre sin fordring mod skyldneren. Fremkommer der imidlertid oplysninger af en sådan art, at fogedretten må skønne, at fordringen ikke består, skal fogedretten nægte at gennemføre arrestforretningen. Skyldneren har bevisbyrden for, at fordringen ikke består, og beviset må føres efter de almindelige fogedretlige regler, jf. RPL § 501.

Det er en betingelse, at fogeden ikke kan foretage udlæg for kravet,

jf. RPL § 627, nr. 1.

Årsagen til den manglende udlægsadgang kan være, at der ikke er noget tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, eller at eksekutionsfristen endnu ikke er udløbet, jf. RPL §§ 480, 482 og 484.

Suspension af eksekutionsfristen på grund af anke af en dom afskærer ikke arrest, UfR 1981,137 VLD.

Der kan foretages arrest, selvom fogedretten udsætter en udlægsforretning efter reglen i RPL § 502, stk.1, eller tillægger kære af udlægsforretningen opsættende virkning, jf. RPL § 587.

Arrest kan ligeledes foretages i de tilfælde, hvor rekvirentens fordring er henvist til afgørelse ved voldgift, jf. UfR 1980,259 VLK. Det antages, at der ikke på forhånd kan gives afkald på arrestmuligheden i forbindelse med vedtagelse af en voldgiftsklausul.

D.9.1.2 Særlig arrestgrund

Der skal foreligge en særlig arrestgrund, jf. RPL § 627, nr. 2. Det vil sige, at det må antages, at muligheden for senere dækning forringes væsentligt, hvis der ikke foretages arrest.

Det er inddrivelsesmyndigheden, der over for fogedretten skal sandsynliggøre den forringede fyldestgørelsesmulighed. Der stilles ikke krav om fuldt bevis, men der skal over for fogedretten kunne henvises til konkrete omstændigheder vedrørende skyldners personlige eller økonomiske forhold. I UfR 2001, 667 VLK ophævede landsretten en af fogedretten foretaget arrest med den begrundelse, at K (køber) ikke havde henvist til konkrete omstændigheder i form af mistænkelige eller påfaldende dispositioner fra S s (sælger) side til støtte for, at arrestbetingelserne i RPL § 627, nr. 2, er opfyldt, men alene til, at skyldneren har bopæl i udlandet, hvilket i den foreliggende situation, hvor K ved aftalens indgåelse var bekendt med, at S havde bopæl i udlandet, ikke i sig selv burde medføre, at betingelserne i § 627, nr. 2, var opfyldt. Fogedretten havde på begæring af K foretaget arrest hos S for et krav på 756.000 kr. vedrørende en ejendomshandel. S var bosiddende i England, men opholdt sig 180 dage årligt i Danmark hvor pågældende havde ejendomme. Fogedretten havde fundet, at S havde en sådan tilknytning til udlandet, at K s mulighed for senere at opnå dækning uden foretagelse af arresten ville blive væsentligt forringet.

Som eksempel på en særlig arrestgrund kan nævnes risikoen for, at skyldner vil tage varigt ophold i udlandet.

Andre eksempler kan være, at skyldner foretager usædvanlige forretningsmæssige dispositioner eller usædvanlige realisationer af aktiver og i tilfælde, hvor skyldner direkte tilkendegiver at ville lægge hindringer i vejen for kreditors fyldestgørelse.

Vedrørende sidstnævnte se Fuldmægtigen 1997,68/3, hvor skyldner efter rekvirenten havde afslået at modtage et beløb til fuld og endelig afgørelse udtalte, at hun i så fald ville anvende pengene på sig selv og på et nyt køkken. Fogedretten nægtede at fremme forretningen under henvisning til, at rekvisitas udtalelse angiveligt var fremsat i meget ophidset tilstand. Fogedrettens kendelse blev kæret til landsretten, der fandt, at arrestforretningen burde fremmes mod sikkerhedsstillelse.

D.9.1.3 I hvilke aktiver

De aktiver, der kan gøres arrest i, er stort set sammenfaldende med de aktiver, der kan gøres til genstand for udlæg efter reglerne i RPL §§ 507 517. Det vil bl.a. sige, at trangsbeneficiet skal respekteres såvel under arrestforretningen som under den efterfølgende udlægsforretning.

D.9.1.4 Sikkerhedsstillelse

Det fremgår af RPL § 630, at arrest kan afværges, hvis skyldner inden arrestens foretagelse har stillet tilstrækkelig sikkerhed for kreditors fordring. Sikkerheden kan navnlig stilles i form af pant eller kaution.

D.9.2 Fremgangsmåden ved arrest

Begæring om arrest skal indgives skriftligt til fogedretten, jf. RPL § 631. Begæringen skal indeholde de konkrete omstændigheder, som kreditor mener truer hans udsigt til dækning af fordringen, og de dokumenter, som kreditor ønsker at påberåbe sig under sagen, skal være vedlagt.

Er disse krav ikke opfyldt, kan fogedretten afvise sagen, jf. RPL § 631, stk.2, med henvisning til § 489, stk. 1. Der kan dog efter reglen i RPL § 488, stk. 3, indrømmes kreditor en frist til at berigtige manglerne ved begæringen.

I RPL § 631, stk. 2, anføres en række bestemmelser, som finder anvendelse under sagens behandling. Der er i vid udstrækning tale om de samme regler, som gælder for fremgangsmåden under udlægsforretninger og for sikringsakter i forbindelse med udlæg.

Er begæring om arrest indleveret til den forkerte fogedret, kan henvisning til rette fogedret ske efter reglen i RPL § 489, stk. 2.

I lighed med hvad der gælder i forbindelse med andre fogedsager, kan fogedretten fastsætte tid og sted for arrestforretningen. Under hensyntagen til arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel kan forretningen foretages med meget kort varsel. Ofte vil der være grundlag for at påbegynde arresten på skyldners bopæl.

Reglerne i RPL § 493 og § 494 om underretning og tilsigelse af skyldner gælder også ved arrest. Arrestbetingelsen i RPL § 627, nr. 2, vil imidlertid ofte kræve, at der efter reglen i RPL § 493, stk. 2, undlades underretning af skyldner om tid og sted for forretningen.

Arrestforretningen kan efter RPL § 502 udsættes, men af hensyn til arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel, er fogedretten efter praksis tilbageholdende hermed.

Tredjemand kan forlange af få genoptaget en arrestforretning, hvis han mener den strider mod hans ret, jf. RPL § 504, nr. 1 og 4. Det ville være urimeligt, hvis tredjemand skal afvente udfaldet af justifikationssagen, før det endeligt kan fastslås, om han frit kan disponere over det arresterede aktiv.

Genoptagelse under henvisning til tredjemands indsigelse har ingen betydning for arresthaver, idet den alene vil angå arrestens genstand. Af samme grund har en skyldner, som ikke har været til stede under arrestforretningen mulighed for at begære genoptagelse, således at han kan gøre brug af sine rettigheder efter RPL §§ 509 516.

D.9.2.1 Arrestbegæring - praktisk eksempel

Arrestbegæring fremsendes normalt til Kammeradvokaten via Told- og Skattestyrelsen.

En begæring om arrest kan fx udfærdiges således

"ToldSkat SS, Region NN skal i en nærværende kontrolsag hos selskabet C ApS anmode om, at der foretages arrest jf. retsplejelovens § 627 nr. 2 i selskabets bankkonto hos Bank AA.

Sagen vedrører følgende forhold

Selskabet

C ApS

(Gade)

( By)

Personkreds

D

Cpr. nr. xxxxxx-xxxx

(Gade)

(By)

F

Cpr. nr. xxxxxx-xxxx

Adresse ukendt

M

Hollandsk statsborger

Selskabets stifter og direktør

Bank

Bank AA A/S

(Gade)

(By)

Konto nr. 3000 0000000000

Valuta konto nr. 3111 1111111111

Sagens faktiske forhold

Der er tale om et selskab der er anmeldt til registrering den 1. august 2000. Selskabet er herefter registreret for merværdiafgift, med opstartsdato den 20. august 2000.

Selskabet har angivet branchen på registreringsblanketten som værende "handel med edb m.m.". Selskabet driver handel med mini-computere.

Selskabets daglige drift foretages overfor ToldSkat af F, der er salgsdirektør i selskabet.

F er kendt fra et selskab, I ApS, CVR nr. YY XX XX XX , der har været registreret hos ToldSkat MM, Region ZZ i samme periode som C ApS har eksisteret.

I ApS har ligeledes drevet handel med mini-computere. Selskabet i ToldSkat MM s område er for nyligt blevet nægtet registrering på grund af en manglende sikkerhedsstillelse opkrævet på baggrund af, at F har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med selskabts registrering.. Ved opgørelsen af selskabets merværdiafgift kunne det godtgøres, at selskabet havde købt varerne dyrere end de blev solgt. Selskabet har derved underfaktureret varerne.

Af C ApS s bankkontoudtog fremgår det, at selskabet overfører store pengebeløb til udlandet. Regionen antager at disse overførelser angår køb af varer i et andet EU-land. Hvis disse pengeoverførelser sammenholdes med de betalinger de danske virksomheder indsætter som betaling for varer købt hos C ApS fremgår det tydeligt, at selskabet køber varerne dyrere end de sælges. Dette selskab underfakturerer ligeledes.

Af selskabets bankkonto fremgår det endvidere, at de beløb som indsættes af de danske virksomheder straks efter overføres til udlandet. Dette betyder, at selskabet ikke vil have mulighed for at betale den moms, der på et senere tidspunkt skal betales til ToldSkat, idet kontoen tømmes efter hver handel.

Samme forhold gjorde sig ligeledes gældende ved I ApS, der ikke var i stand til at betale et momstilsvar på 300.000 kr.

Derudover fremgår det af kontoudtoget, at selskabets danske købere betaler for varen før end C ApS skal afregne overfor dem, som de har købt varerne af. De danske købere forudbetaler således, hvorfor selskabet ikke selv lægger en likviditet ud ved handlerne.

Det skal bemærkes, at udover M er det kun D, der kan disponere over kontoen i Bank AA.

Selskabet har ingen aktiver udover det nuværende indestående på selskabets bankkonto på 7.000.000 kr.

Af selskabets salgsfakturaer indhentet hos de danske virksomheder fremgår det, at der er opkrævet dansk moms ved salget. ToldSkat SS, Region NN kan på nuværende tidspunkt opgøre en salgsmoms på 5.000.000 kr. der skal angives og betales den 10. februar 2001. Momstilsvaret er alene opstået ved 6 handler i perioden 15. - 24. oktober 2000.

Der vedlægges kopi af de henvendelser ToldSkat SS har modtaget fra andre selskaber i branchen, hvoraf det fremgår, at selskabet sælger varerne billigere end markedsprisen.

Der vedlægges kopi af bankkontoudtog, salgsfakturaer, notat fra ToldSkat MM og henvendelser fra branchen.

Såfremt der måtte være spørgsmål til ovenstående, er De velkommen til at kontakte undertegnede."

D.9.3 Arrestens retsvirkninger

Arresten giver ikke kreditor nogen fyldestgørelsesadgang, men er alene et retsskridt, som foretages for at åbne mulighed for senere udlæg og dermed fyldestgørelse i det pågældende aktiv.

Ved at foretage arrest søger kreditor at sikre sig, at der er noget at gøre udlæg i, når det fornødne eksekutionsgrundlag foreligger, idet skyldneren med arresten afskæres fra at råde i strid med arresthaverens ret.

D.9.3.1 Kreditors beskyttelse

Straffelovens § 283 om skyldnersvig giver kreditor en vis beskyttelse mod, at skyldner på graverende måde forringer sin økonomiske stilling til skade for sine kreditorer.

Samme formål tjener konkurslovens regler om omstødelse, idet skyldners dispositioner i et vist omfang kan omstødes, hvis han erklæres konkurs mv. Muligheden for at foretage arrest i et aktiv er ligeledes med til at beskytte kreditorerne mod skyldners dispositioner i strid med deres interesser.

D.9.3.2 Forholdet til de øvrige kreditorer

Arresten er ikke beskyttet mod at skyldners øvrige kreditorer kan foretage udlæg i aktivet.

Konsekvensen af, at arresten ikke er kreditorbeskyttet er, at den plads i prioritetsordenen, som arresten har forbeholdt, besættes af den kreditor, som først foretager udlæg efter arrestens foretagelse.

I overensstemmelse hermed antages det, at det beløb, som tilfalder arrestens plads, i tilfælde af tvangsauktion skal indbetales til fogedretten, som herefter afventer, hvem der først foretager udlæg i beløbet.

D.9.3.3 Betalingsstandsning

Anmeldelse af betalingsstandsning hindrer kreditorerne i at indlede individualforfølgning herunder arrest, jf. KL § 16, stk.1. Undtaget herfra er dog arrest for uomstødelige pantefordringer.

En arrest foretaget før betalingsstandsningen består under betalingsstandsningen. Er der sket rådighedsberøvelse før betalingsstandsningen forbliver den i kraft.

Rådighedsberøvelse på grundlag af en arrest foretaget før betalingsstandsningen kan under betalingsstandsningen kun ske efter skifterettens beslutning, uanset arresten vedrører en uomstødelig fordring, jf.KL§ 16,stk.2.

D.9.3.4 Konkurs

Fra tidspunktet (klokkeslettet) for konkursdekrets afsigelse kan der ikke foretages arrest i aktiver, som indgår i boet, og allerede foretaget arrest bortfalder automatisk, jf. KL § 31, stk. 3. Det samme gælder, hvis skyldners dødsbo behandles efter reglerne i skiftelovens §§ 6972, som insolvent dødsbo.

D.9.3.5 Tvangsakkord

Åbning af tvangsakkord afskærer efter reglen i KL § 171 iværksættelse af individualforfølgning, herunder arrest. Beskyttelsen gælder imidlertid kun for de aktiver, som er omfattet af akkorden. Adgangen til at forfølge en allerede foretaget arrest suspenderes efter KL § 171, stk. 2. Også suspensionen er begrænset til de aktiver, som er omfattet af akkorden, jf. KL § 184, stk. 2.

D.9.4 Arrestens udstrækning

Arresten bortfalder, når dens plads i prioritetsrækken fuldt ud er blevet besat med udlæg, jf. UfR 1985, 969 VLK.

Den 1-årige forældelsesfrist i RPL § 526 gælder ikke for arrester. Dette begrundes med, at det ofte vil være svært at gennemføre justifikationssag og foretagelse af udlæg på et år.

Hvis der indgås forlig under en arrestforretning, kan der umiddelbart foretages udlæg efter reglen i RPL § 478, nr. 2, idet der i så fald foreligger et retsforlig.

Foretagelse af arrest kan afværges, eller en allerede foretagen arrest kan bortfalde, hvis skyldneren stiller fornøden sikkerhed for kravet, jf. RPL § 630. Sikkerhed stillet af tredjemand må sidestilles hermed. Tredjemands sikkerhed bortfalder ikke i tilfælde af konkurs. Derimod kan det komme på tale at omstøde kravet efter reglerne i KL §§ 70 og 74.

D.9.5 Rekvirentens ansvar og sikkerhedsstillelse

Inden arrestforretningen påbegyndes, eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at rekvirenten som betingelse for arrestens foretagelse skal stille sikkerhed for et eventuelt erstatningskrav i anledning af arresten, jf. RPL § 629.

Der kræves som regel en sikkerhed svarende til det beløb, der ønskes arrest for. Fogedretten kan justere eller ændre sin afgørelse om sikkerhedsstillelse frem til det tidspunkt, hvor arresten foretages.

Hvor rekvirenten er en offentlig myndighed, er sikkerhedsstillelse dog overflødig, jf. UfR 1983, 601 VLK, hvor retten udtalte, at de hensyn, der ligger bag reglerne om rekvirentens sikkerhedsstillelse, ikke gør sig gældende, når rekvirenten er en offentlig myndighed.

Fogedrettens afgørelse om sikkerhedsstillelse kan kæres efter reglen i RPL § 640. Kære har ikke opsættende virkning.

D.9.6 Justifikationssagen

De foreløbige retsmidler er foreløbige forstået på den måde, at arresten medmindre skyldner frafalder det under selve forretningen skal følges op af en justifikationssag.

Fogedrettens afgørelser i arrestsager kan altid kæres, jf. RPL § 640. Dette gælder uanset om forretningen fremmes.

Justifikationssagen skal anlægges inden en uge efter arrestens foretagelse, jf. RPL § 634. Sagen skal anlægges ved de almindelige domstole. Verserer der allerede en retssag om den fordring, som arresten vedrører skal sagen dog anlægges ved den samme domstol, som behandler retssagen om fordringen.

Under justifikationssagen skal det påkendes om arresten er lovlig gjort. Der kan under sagen også ske en egentlig prøvelse af rekvirentens fordring, såfremt der er tvist om fordringens eksistens eller størrelse. Dog vil et skattekrav, der ikke er endeligt, fordi det er under påklage ikke blive efterprøvet, men justifikationssagen vil blive udsat, for at afvente den administrative rekursmyndigheds afgørelse.

Rekvirenten skal anlægge en justifikationssag selvom arresten er afværget ved sikkerhedsstillelse efter reglen i RPL § 630.

D.9.7 Kære

En foretagen arrest kan anfægtes såvel under justifikationssagen som under kære. På grund af arrestens karakter af foreløbigt retsmiddel kan kære ikke tillægges opsættende virkning.

Et kæremål bør i sin helhed behandles på samme grundlag som i fogedretten, således at justifikationssagen ikke overflødiggøres.

Den egentlige prøvelse af rekvirentens krav skal stadig ske under justifikationssagen. Tvister om fogedrettens fremgangsmåde, bevisførelsen, sikkerhedsstillelse, og hvad der foretages arrest i, vil derimod kunne afgøres gennem kære.

En arrest kan ophæves under justifikationssagen eller som følge af efterfølgende omstændigheder, jf. RPL § 638. Fogedrettens afgørelse herom kan kæres efter reglen i RPL § 640.

D.9.8 Inddrivelsesmyndighedernes kompetence

Hvis inddrivelsesmyndigheden finder, at betingelserne for at foretage arrest for et krav på skatter og afgifter er opfyldt, herunder at myndigheden kan fremlægge de nødvendige dokumentationer og sandsynliggørelser, der er anført ovenfor, forelægges sagen for Told og Skattestyrelsen.

Forelæggelsen kan også finde sted telefonisk på grund af sagens hastende karakter. Told og Skattestyrelsen tager herefter stilling til, hvorvidt Kammeradvokaten skal inddrages med henblik på at varetage ToldSkat's interesser under arrestens foretagelse og anlæggelse af den efterfølgende justifikationssag, der skal anlægges inden en uge efter arrestens foretagelse, se afsnit D.9.6 Justifikationssagen.

D.10 Retsafgifter, gebyrer og omkostninger

I det følgende gennemgås først selve retsgrundlaget, derefter retsafgifter ved udlægsforretninger, og endelig behandles de øvrige retsafgifter, gebyrer og omkostninger.

D.10.1 Retsafgiftsloven og bekendtgørelse

Retsafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. marts 2000 om retsafgifter) regulerer beregning af retsafgifter i forbindelse med forskellige retshandlinger, fx en udlægsforretning.

Bekendtgørelse (nr. 753 af 12. november 1990) om retsafgift regulerer nærmere om beregning af retsafgift for udlæg, der foretages efter INDL.

D.10.2 Retsafgift ved udlæg

D.10.2.1 Grundlaget for beregning af retsafgift ved udlæg

Retsafgift beregnes dels som en grundafgift af det beløb, der foretages udlæg for, dels som en tillægsafgift ved en udgående udlægsforretning eller ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp.

Retsafgiftens (grundafgiftens) størrelse beregnes af det beløb, der foretages udlæg for. Ved opgørelsen af det retsafgiftspligtige beløb medregnes hovedstol (skatter og afgifter mv.), renter og eventuelle omkostninger, dog ikke udgifter ved selve udlægsforretningen.

Der beregnes ikke retsafgift ved udlægsforretninger vedrørende bøder, jf. RAL § 20, nr. 1.

I tilfælde, hvor en foreløbig fastsættelse under udlægsforretningen afløses af en angivelse, der er større end det foreløbigt fastsatte afgifts- og/eller skattebeløb, skal retsafgiften (grundafgiften) beregnes af det angivne beløb, dvs. korrigeres til et større beløb.

Er angivelsen mindre end det foreløbigt fastsatte afgifts- og/eller skattebeløb, skal retsafgiften (grundafgiften) beregnes af det angivne beløb, dvs. korrigeres til et mindre beløb.

Ved udlæg hos samme skyldner for flere fordringer, fx A-skat, AM-bidrag og moms, sammenlægges kravene, inden grundafgiften og evt. tillægsafgiften beregnes, jf. RAL §§ 16, stk. 3, og 17 a, stk. 2. Det har ingen betydning, at fordringerne er knyttet til forskellige fordringshavere.

Ved udlæg hos flere skyldnere for samme krav, beregnes grundafgiften og evt. tillægsafgiften for hver skyldner. Det gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller eller registrerede partnere, eller hvis der foretages udlæg i en fast ejendom tilhørende flere skyldnere i forening. Det sidste er fx tilfældet, hvis der foretages udlæg i en fast ejendom, der er i sameje mellem flere personer, som skylder for samme krav, jf. RAL §§ 16, stk. 4, og 17 a, stk. 3.

Ved nyt udlæg for samme krav hos en eller flere skyldnere skal der kun beregnes grundafgift og eventuel tillægsafgift første gang, jf. RAL § 19. Det betyder, at hvis der er foretaget udlæg for et givent krav, og der senere gennemføres en ny udlægsforretning for det samme krav, skal der ikke betales retsafgift for den efterfølgende udlægsforretning.

Der skal ikke skal betales retsafgift i forbindelse med afhentning af udlagte effekter.

Der skal betales retsafgift, selv om udlægsforretningen afsluttes som forgæves.

D.10.2.2 Beregning af restafgift - grundafgift

Retsafgiften beregnes med en grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., beregnes yderligere ½ procent af det overskydende beløb i grundafgift, jf. RAL § 16, stk. 1.

I medfør af RAL § 59 afrundes den beregnede afgift opefter til nærmeste kronebeløb, som er deleligt med 10, således at grundafgiften udgør følgende beløb

Restance

Retsafgift

indtil 3.000 kr.

300 kr.

over 3.000 kr. indtil 5.000 kr.

310 kr.

over 5.000 kr. indtil 7.000

320 kr.

og yderligere 10 kr. i retsafgift for hver påbegyndt 2.000 kr.

Beregningsmodel

Ovennævnte kan sammenfattes til følgende beregningsmodel med udgangspunkt i et eksempel: Hvis restancen fx udgør 24.000 kr. vedrørende en udlægsforretning, kan retsafgiften (grundafgiften) beregnes således

Retsafgift indtil 3.000 kr. udgør altid

300 kr.

0,5 % af 21.000 (24.000-3.000) kr. = 105 kr.

+ afrunding opefter, deleligt med 10 =

110 kr.

Retsafgift (grundafgift) i alt

410 kr.

D.10.2.3 Beregning af retsafgift - tillægsafgift

Der beregnes tillægsafgift ved udgående udlægsforretning eller ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp. Tillægsafgiften udgør 400 kr. uanset størrelsen af kreditors krav.

Det vil sige, at hvis udlægsforretningen foretages helt eller delvist uden for inddrivelsesmyndighedens adresse, eller hvis skyldneren fremstilles ved politiets hjælp efter anmodning fra fogeden, beregnes en tillægsafgift på 400 kr., jf. RAL § 17 a, stk. 1.

Der skal kun beregnes tillægsafgift én gang for samme fordring ved flere af de nævnte retshandlinger i forbindelse med en udlægsforretning, fx hvor en udgående udlægsforretning følges op med fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp, eller omvendt.

D.10.2.4 Retsafgiftspligtens indtræden

Fogeden skal være opmærksom på, hvornår retsafgiftspligten indtræder. Når retsafgiften er indtrådt, har skyldneren pligt til at betale retsafgiften, uanset om den berammede udlægsforretning efterfølgende afværges ved betaling, eller der aftales en afdragsordning mv.

Retsafgiftspligten indtræder, når fogeden underretter skyldneren om tid og sted for udlægsforretningen, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen om retsafgift, jf. RAL § 18, stk. 2, samt jf. RPL § 493, stk. 1. Det betyder i praksis, at retsafgiftspligten (grundafgiften) indtræder, når skyldneren modtager tilsigelsen. Skyldneren bærer selv ansvaret for, om denne læser eller får kendskab til tilsigelsen, når tilsigelsen er fremsendt til dennes adresse.

Hvis udlægsforretningen foretages uden underretning til skyldneren, jf. RPL § 493, stk. 2, indtræder retsafgiftspligten (grundafgiften), når udlægsforretningen påbegyndes. Det vil sige, når fogeden opfordrer skyldneren eller den, der varetager dennes interesser, til frivilligt at opfylde kravet, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om retsafgift, jf. RPL § 496.

Ved udgående udlægsforretning, der foretages helt eller delvist uden for inddrivelsesmyndighedens adresse, eller ved fremstilling af skyldneren ved politiets hjælp, indtræder retsafgiftspligten (tillægsafgiften) allerede, når fogeden træffer bestemmelse om retshandlingens foretagelse, jf. § 1, stk. 3, i bekendtgørelsen om retsafgift. Det vil i praksis sige fra det tidspunkt, hvor underretningen foretages, eller hvis en udgående udlægsforretning ikke er varslet, fra det tidspunkt fogeden har forladt sit kontor.

Retsafgiftspligten bortfalder, hvis udlægsforretningen ikke kan gennemføres som følge af, at der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, afsagt konkursdekret, åbnet forhandling om tvangsakkord eller indledt gældssanering, jf. RAL § 16, stk. 5. Der henvises til udlægsforbudet i konkursloven, jf. §§ 16 - 16 a, 31, 171 og 207, stk. 1.

D.10.2.5 Protokollering af retssafgiften

Retsafgiften skal protokolleres i udlægsbogen i rubrikkerne for skyldens opgørelse og medregnes ved opgørelsen af det samlede skyldige beløb.

D.10.2.6 Klage over bregning af retsafgiften

Indsigelse over fogedens beregning af en retsafgift sker ved klage til fogedretten (den judicielle foged), jf. § 3 i bekendtgørelsen om retsafgift.

Hvis indsigelsen fremsættes under udlægsforretningen, underretter fogeden fogedretten. Efter udlægsforretningen kan indsigelse fremsættes ved klage til fogedretten senest 6 uger efter, at skyldneren har fået kundskab til beregningen, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om retsafgift.

D.10.2.7 Udskrifter og attester

Retsafgiften for udskrifter af udlægsbogen tilfalder den myndighed, der har ansat fogeden, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen om retsafgift.

Denne afgift udgør 175 kr., jf. RAL § 48.

D.10.3 Andre retsafgifter

D.10.3.1 Konkursbegæring

Ifølge RAL § 37 svares der 750 kr. for behandling af konkursbegæringer.

Indgives der af flere kreditorer konkursbegæringer på forskelligt grundlag, betaler hver kreditor retsafgift for sig.

D.10.3.2 Tvister under konkursbehandlingen

Der svares afgift efter RAL kap. 1 for behandling af tvister i boer, der behandles af kurator angående anmeldelse af fordringer eller deres fortrinsret, jf. KL § 246.

Det betyder, at der svares en grundafgift på 500 kr. Overstiger værdien af det anmeldte krav 6.000 kr., svares yderligere 2 pct. af det overskydende beløb, jf. RAL 1, stk. 1. Og det følger af bestemmelsens stk. 2, at ved sagens berammelse til domsforhandling svares yderligere 1/5 af den efter stk. 1 betalte afgift.

D.10.3.3 Tvangsauktioner

For auktioner, der afholdes af fogedretten, skal der svares afgift efter RAL § 21.

For behandling af en begæring om afholdelse af auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre svares en afgift på 800 kr., jf. RAL § 22. For tvangsauktion over disse aktiver svares yderligere ½ pct, jf. RAL § 22, stk. 2.

For behandling af begæringer om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer svares en afgift på 300 kr. For auktion over disse aktiver svares yderligere 1 pct., jf. RAL § 23.

D.10.3.4 Vederlag til stævningsmand og vidner

I medfør af § 1 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 508 af 1. juli 1998 jf. bekendtgørelse nr. 149 af 10. marts 2003 tilkommer der stævningsmændene et vederlag for at forkynde tilsigelser.

Fra 1. april 2003 ydes 27,50 kr. pr. forkyndelse samt befordringsgodtgørelse. Der skal betales vederlag, selv om forkyndelsen afsluttes som forgæves. Er restanten flyttet, og forsøger stævningsmanden forkyndelse på den nye adresse, betales nyt vederlag.

Eventuelle udgifter til vidner afholdes af inddrivelsesmyndigheden uden refusion fra skyldneren.

Der udbetales ikke vidnegebyr til personale ansat i inddrivelsesmyndigheden.

D.10.4 Omkostninger

Skyldneren skal betale samtlige de med inddrivelsen forbundne omkostninger, herunder omkostninger i forbindelse med de udlagte effekters vurdering, afhentning, opbevaring og bortsalg, jf. RPL § 503. Skyldneren afkræves dog ikke portoudgifter og udgifter til fogedens og vidnets befordring.

D.1 Fogedordninger

D.2 Udlægsforretningens forberedelse

D.3 Udlægsforretningens gennemførelse

D.4 Registrering i Udlægsbogen

D.5 Udlæggets genstand

D.6 Udlægsforretningens opfølgning

D.7 Indsigelse mod fogedens udlæg

D.8 Udlæggets bortfald

D.9 Arrest

D.10 Retsafgifter, gebyrer og omkostninger