INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 B ÆGTEFÆLLEHÆFTELSE (omsærråden,og)

§ 16 om særråden, og

§ 25 om særhæften.

B.1.1 Ægtefællens aktiver

B.1.1.1 Bodel

Bodel er betegnelsen for den del af fællesboet, som den enkelte ægtefælle råder over og hæfter med.

Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem af dem der har indbragt aktiverne i og under ægteskabet.

For så vidt angår gaver er udfyldningsreglen, at bryllupsgaver tilhører den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. For gaver modtaget under ægteskabet, anvendes samme udfyldningsregel.

Stammer gaverne fra fælles venner, vil udfyldningsreglen være, at de ejes af begge ægtefæller i lige sameje.

Reglen vedrørende arv er, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle, fra hvis familie arven stammer, medmindre der ved testamente fra afdøde er bestemt andet.

B.1.1.2 Særråden

Ifølge princippet i retsvirkningslovens § 16 kan en ægtefælle råde over alt, hvad den pågældende selv har indbragt i ægteskabet og har anskaffet under ægteskabet. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge, bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, den pågældende råder over. Der er dog i Retsvirkningslovens §§ 17 - 19 indført enkelte indskrænkninger i den frie råderet, se herom nedenfor.

Den ene ægtefælle kan som følge heraf ikke råde over de aktiver, der tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor ikke ske pant-sætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver.

Derfor kan kreditorer udelukkende retsforfølge i skyldnerens egne aktiver.

B.1.1.3 Særhæften

B.1.1.3.1 Hovedregel om særhæften

Retsvirkningslovens § 25 fastslår, at en ægtefælle kun hæfter for de forpligtelser, der påhviler den pågældende, hvad enten de er opstået før eller under ægteskabet, og kun med sin egen bodel og eventuelt særeje.

Den anden ægtefælle kan naturligvis frivilligt påtage sig hæftelse for en sådan forpligtelse, hvilket var tilfældet i sagen TfS 2000, 746 ØLD, men hæftelse kan ikke pålægges af andre.

B.1.1.3.2 Undtagelse til hovedreglen om særhæften

I TfS 2000, 746 ØLD, indgik skatteyderen sammen med sin ægtefælle en aftale med skatteforvaltningen om en samlet ordning vedrørende ægtefællernes skatterestancer. Som led i ordningen gav skatteyderen skattemyndighederne transport i sin overskydende skat til dækning af ægtefællens skatterestancer. Skatteyderen gjorde gældende, at transporterklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens skattegæld, da de ikke var samlevende. Landsretten fandt hverken grundlag for at anse transporterklæringen for ugyldig eller for at fortolke erklæringen indskrænkende til alene at vedrøre et bestemt indkomstår, hvorfor skatteyderen ikke havde krav på tilbagebetaling af det overførte beløb.

En vigtig undtagelse fra reglen om særhæften er bestemmelsen i KSL§ 72, stk. 2. Er udlæg forgæves forsøgt hos den skattepligtige selv, kan udlæg ske i ejendele, der tilhører den med ham samlevende ægtefælle, eller om nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som er medregnet ved hans skatteansættelse.

Reglen gælder ikke ved udlæg hos en indeholdelsespligtig, i beløb denne har været pligtig at indeholde.

Betingelser for subsidiært udlæg, er

gælden udgøres af personlige skatter

de personlige skatter vedrører tiden efter ægteskabets indgåelse

forgæves udlæg er forsøgt hos den skattepligtige selv

ægtefællerne er samlevende på udlægstidspunktet

ægtefællerne er gift

Bestemmelsen er nærmere beskrevet i punkt B.1.8.

B.1.2 Særeje

Bestemmelserne om særeje findes i retsvirkningslovens §§ 28 og 28 a.

Loven blev ændret med virkning fra 1.oktober 1990, således at der nu findes to former for særeje

fuldstændig særeje, og

skilsmissesæreje.

B.1.2.1 Fælles bestemmelser

For begge former for særeje gælder, at særejet kan omfatte et enkelt aktiv, en flerhed af aktiver, eller den enkelte parts samlede aktiver.

Det kan desuden bestemmes, at hvad den enkelte part erhverver efter ægteskabets indgåelse, skal være særeje for den pågældende.

Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 kan tillige være udformet således, at særejet omfatter en bestemt brøkdel af ejerens samlede formue, af bestemte aktiver, eller af et enkelt aktiv.

Særejet kan derudover tidsbegrænses, således at det ophører efter en bestemt periode eller på et bestemt tidspunkt, eller der kan ved kombination af brøkdelsreglen og tidsbegrænsningen laves en aftrapningsordning.

Den del af formuen, der ikke indgår i et brøkdelssæreje, indgår i fællesformuen.

Alle former for særeje kan være kombineret med hinanden og/eller med fælleseje.

For særejeaktiver gælder, at der kun kan ske kreditorforfølgning i aktiverne hos den part, der ejer dem.

Særeje oprettet før 1.oktober 1990 vil blive betragtet som fuldstændigt særeje, medmindre andet kan udledes af ægtepagten.

Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 vil blive betragtet som skilsmissesæreje, medmindre andet kan udledes af forholdene.

En ægtepagt skal for at være gyldig oprettes skriftligt, underskrives af parterne, samt tinglyses i henhold til bestemmelserne i retsvirkningslovens §§ 35 og 37. Det bemærkes, at tinglysning, ikke blot er en gyldighedsbetingelse over for parternes kreditorer, men også i forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes.

Ægtepagter oprettet før 1.oktober 1990 skulle godkendes af statsamtet, hvis ægtepagten medførte vederlagsfri overdragelse fra den ene ægtefælle til den anden. Manglende godkendelse fra statsamtet medførte ugyldighed for ægtepagten.

For arv, der ved testamente er gjort til særeje for arvingen, vil følgende gælde

er særejebestemmelsen truffet før 1.oktober 1990, vil arven blive betragtet som skilsmissesæreje, hvis testamentet ikke er gjort uigenkaldeligt, eller hvis fortolkningen af testamentet ikke viser, at det var testators ønske at arven skulle være fuldstændigt særeje. Hvis testator er død før 1.oktober 1990, vil særejebestemmelsen i testamentet dog blive fortolket som fuldstændigt særeje

er særejebestemmelsen truffet efter 1.oktober 1990, vil særejet være skilsmissesæreje, medmindre det klart fremgår, at der skal være tale om fuldstændigt særeje.

B.1.2.2 Fuldstændig særeje

Fuldstændig særeje medfører, at parternes formueforhold ikke berøres af, at ægteskab indgås. Hver af parterne betragtes som et selvstændigt økonomisk subjekt.

Fuldstændigt særeje indebærer, at særejet i forbindelse med bodeling (både ved separation, ved skilsmisse og ved død) alene tilhører den ene part.

Dette medfører, at der ved ejerens død skal ske skifte. Den længstlevende kan ikke hensidde i uskiftet bo med afdødes særeje.

Indtægter af fuldstændigt særeje oprettet før 1.oktober 1990 er fællesindtægter og indgår i formuefællesskabet, medens indtægter af særeje oprettet efter 1.oktober 1990 er særeje.

B.1.2.3 Skilsmissesæreje

Skilsmissesæreje indebærer, at særejet udelukkende betragtes som særeje, så længe ægteskabet består og i forbindelse med opløsning af ægteskabet ved separation eller skilsmisse.

Ved separation eller skilsmisse vil særejet derfor alene tilhøre den ene part i ægteskabet.

Ved dødsfald ophører skilsmissesærejet, og den længstlevende kan derfor hensidde i uskiftet bo med den afdødes tidligere skilsmissesæreje.

Indtægter af skilsmissesæreje er særeje.

B.1.3 Dispositioner mellem ægtefæller

Da ægtefæller således efter retsvirkningsloven betragtes som formuemæssigt selvstændige personer, kan de naturligvis indgå retshandeler med hinanden. Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 29, som fastslår, at ægtefæller også kan pådrage sig forpligtelser over for hinanden.

Hvis en skyldner overdrager aktiver fra sin bodel til ægtefællens bodel, er disse aktiver derfor bragt uden for udlægsadgangen efter princippet for særråden og særhæften.

Er der tale om en reel handel, hvor overdragelsen sker til reelle handelspriser, vil skyldnerens aktiver kun gennemgå en udskiftning, fx til kontanter. Det giver ikke noget problem for kreditorerne.

Sker overdragelsen derimod som gave eller på anden måde helt eller delvist vederlagsfrit, skal nogle nærmere fastsatte regler være opfyldt, for at kreditorerne skal acceptere overdragelsen.

Der er mellem ægtefæller et naturligt gavemiljø, og de specielle regler, der skal være opfyldt, omfatter derfor ikke det, der kan betegnes som sædvanlige lejlighedsgaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens økonomiske kår på gavetidspunktet.

B.1.3.1 Gaver

Der skal efter retsvirkningslovens § 30 oprettes gaveægtepagt, hvis der mellem ægtefæller gives gaver, der ikke har karakter af sædvanlige lejlighedsgaver. Hvis en sådan ægtepagt ikke er oprettet og tinglyst, skal gaveoverdragelsen ikke respekteres af kreditorerne, og der kan foretages udlæg i gaven.

Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der kræves ægtepagt. Se herom eksempelvis afgørelse i UfR 1999,1772 ØLD, i hvilken sag mandens kreditorer kunne foretage udlæg i den nu fraskilte hustrus faste ejendom, der i separationstiden til dels var erhvervet for en gave givet hende uden ægtepagt af manden.

Ægtefællerne har bevisbyrden for, at gaven ikke kræver ægtepagt jfr. RVL § 32. Ved bedømmelsen heraf skal der tages udgangspunkt i gavens værdi i forhold til giverens økonomiske forhold, samt til i hvilken anledning gaven er givet se eks. UfR 1996,145 VLD. Her havde en skyldnerægtefælle arvet 360.000 kr. fra sin far i 1989. Straks udlånte han beløbet til sin hustru. Lånet skulle forrentes med 6 % p. a., og afdrages med 15.000 kr. halvårligt, første gang 9 år senere. Lånet var ikke sikret ved pant i den ejendom, som hustruen anvendte størstedelen af lånet til køb af - der blev 100.000 kr. til rest efter købet, og som fra 1991 tjente som bolig for hende og den øvrige familie. Retten anså dispositionen som en gave, der krævede gaveægtepagt, men da 260.000 kr. af beløbet var anvendt til familiens underhold, anså man alene de 100.000 kr. af lånet som gave. Disse 100.000 kr. kunne kreditorerne foretage udlæg i.

I UfR 2000, 990 ØLD fandt retten, at en hustrus månedlige overførsler til manden på 7.000 kr. af sin nettoindtægt på 12.000 kr. indeholdt et væsentligt gavemoment, der stod i misforhold til hustruens økonomiske kår. Manden brugte beløbet til dækning af terminsydelser m.v. på en ejerlejlighed, der var mandens særeje. Hustruen anvendte de resterende 5.000 kr. på husholdningen og gjorde sig hver måned insolvent. En udækket panthaver, som havde et krav på hustruen fra før ægteskabet fik medhold i, at der forelå en ugyldig gave til manden, svarende til de samlede overførsler på 185.000 kr. som de kunne afkræve manden.

Se anderledes i UfR 2001, 1148 VLD, hvor retten kom til et modsat resultat, idet ingen del af de månedlige overførsler fra hustruens kassekredit til mandens budgetkonto på i alt omkring 200.000 kr. blev anset som en gave til manden, idet overførelserne var kendt af banken.

I forbindelse med handel mellem ægtefæller kan der i handelsprisen ligge en delvis gave, hvis den aftalte pris ikke er i overensstemmelse med handelsprisen. Også i denne situation er det ægtefællerne, der har bevisbyrden for, at der ikke foreligger en gave, der kræver ægtepagt. Se i den forbindelse principperne i UfR 2000, 1267 VLK, hvor retten ikke fandt det dokumenteret, at en overdragelse af en fast ejendom fra skyldnerægtefællen til dennes hustru ikke var sket på almindelige handelsvilkår. Der blev i den forbindelse henset til, at hustruen havde erlagt en kontant udbetaling, havde overtaget de indestående hæftelser samt havde midler til anskaffelsen og til de løbende udgifter. Der var således ikke tale om en gave mellem ægtefæller.

Selv om en gave er givet ved ægtepagt og alle regler herfor er opfyldt, er det ikke sikkert, at kreditorerne skal respektere gavegivelsen.

Har giveren i forbindelse med ydelsen af gaven ikke beholdt utvivlsomt nok til at fyldestgøre sine kreditorer, og er giveren ikke i stand til efterfølgende at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, kan kreditor over for gavemodtageren forfølge det krav, han har på giveren, men dog kun inden for gavens værdi.

Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 33, og den betegnes ofte som "da-reglen", fordi det er en betingelse, at kreditors krav bestod, og giverens insolvens var til stede eller opstod, da gaven blev givet.

B.1.3.2 Kalenderårets overskud

Retsvirkningslovens § 31 rummer en regel, hvorefter en ægtefælle, der har overskud i årets løb, kan overføre op til halvdelen af dette overskud til den anden ægtefælle. Der er ikke tale om det skattemæssige begreb "medhjælpende ægtefælle", men om en reel overførsel.

Begrebet "overskud" er ikke defineret i loven eller i forarbejderne hertil, men det ligger fast, at der ikke er tale om skattepligtig indkomst. Der skal ved beregningen tages hensyn til giverens leveomkostninger og skatter m.v., således at der nok nærmere er tale om det, der kan kaldes "opsparingsevnen".

Betingelserne for, at en kreditor skal respektere en sådan overførsel, er,

at der udfærdiges en skriftlig opgørelse over overskuddet, som viser, hvor meget der er overført,

at opgørelsen foreligger, før en kreditor begynder at vise interesse for sagen,

at overdragelsen er reel, hvilket vil sige, at modtageren skal have dispositionsret over beløbet, og at der ikke kun er tale om en regnskabsmæssig overførsel, samt

at giveren har beholdt "utvivlsomt nok" til at fyldestgøre sine kreditorer, hvilket vil sige, at han ikke blot skal være solvent efter overførselen, men at han også har beholdt tilstrækkeligt med likvide midler til, at kravene mod ham kan fyldestgøres efterhånden som de forfalder.

Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, skal kreditorerne ikke respektere overførselen.

B.1.3.3 Overdragelse uden ægtepagt

Hvis ægtefællerne har overdraget aktiver uden oprettelse og tinglysning af ægtepagt, skal denne overdragelse kun respekteres af kreditorerne, hvis overdragelsen mellem ægtefællerne ikke krævede ægtepagt. Bevisbyrden herfor påhviler ægtefællerne.

B.1.3.4 Følger af manglende ægtepagt ved overdragelse

Hvis ægtefæller ikke kan dokumentere, at der er oprettet ægtepagt enten ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet, eller i forbindelse med ydelse af gaver, der ikke kan betragtes som almindelige lejlighedsgaver, bliver følgen, at der ikke foreligger hverken særeje eller gyldige gaver.

Kreditorerne skal som følge heraf ikke respektere de særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med særeje, men kan betragte aktiverne som tilhørende den ægtefælle, der har indbragt dem i eller under ægteskabet.

Der kan derfor foretages udlæg i aktiverne, og en eventuel protest mod udlægget indbringes for fogedretten efter de gældende regler.

Se herom eksempelvis UfR 1999, 1772 ØLK, der er nævnt i afsnit B.1.3.1

B.1.4 Sammenblanding af aktiver

Som anført ovenfor vil ægtefæller normalt ikke i det daglige betragte aktiver som tilhørende den ene eller den anden af dem. Derfor vil de aktiver, et ægtepar anskaffer af dem selv, blive betragtet som anskaffet til og af familien og ikke til eller af den ene.

Det kan bero på tilfældigheder, hvem af ægtefællerne der anvender sin indtægt til betaling af aktiverne, eller der sker en sammenblanding af indtægterne på fælles konto.

I forbindelse med udlægsforretninger kan inddrivelsesmyndigheden derfor stå over for, at ægtefællerne ikke umiddelbart kan redegøre for, hvem der har anskaffet aktiverne, og til hvis bodel de hører.

Ved bedømmelsen af sådanne situationer kan følgende retningslinjer tjene som grundlag for afgørelse af ejerforholdet

Ægtefællernes forklaring kan lægges til grund, men det må tages i betragtning, at ægtefællerne har en fælles interesse, nemlig at undgå udlæg.

Ægtefællerne har bevisbyrden for ejerforholdet, og derfor har begge ægtefæller i den situation oplysningspligt jfr. TfS 1995,11 VLK (udlæg for mandens moms i en bil, der angiveligt tilhørte ægtefællen, som ikke fandtes at have ført bevis på, at hun havde betalt eller kunne have betalt købesummen for den).

Der kan kræves dokumentation for ejerforholdet i form af kvittering eller kontrakt på købet, suppleret med oplysninger om ægtefællernes indkomst- og formueforhold til bedømmelse af, om den påståede ejer har haft midler til indkøbet.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på grundlag af ægtefællernes forklaringer og dokumentationer ikke finder, at ejerforholdet er som angivet, kan sagen forelægges for den judicielle foged, hvor det også er ægtefællerne, der har bevisbyrden. Det skal dog tages i betragtning, at den judicielle foged som oftest lægger ægtefællernes forklaring til grund, hvis den virker troværdig, hvorfor inddrivelsesmyndigheden må kunne sandsynliggøre, at ejerforholdet er anderledes end anført af ægtefællerne.

Er det en ægtepagt, der bestrides af inddrivelsesmyndigheden, har denne bevisbyrden for, at ægtepagten ikke er gyldig.

B.1.5 Sameje

Sameje er det forhold, at ejendomsretten til et aktiv eller en flerhed af aktiver tilkommer flere i forening.

Sameje kan opstå ved direkte aftale - mundtlig såvel som skriftlig - og det kan opstå mere tilfældigt, f.eks. gennem arv eller gave.

Ægtefæller kan vælge at anskaffe et aktiv i sameje, hvilket vil sige, at de begge bidrager økonomisk til anskaffelsen og derfor ejer hver sin andel af aktivet, eller et for fogedretten indbragt spørgsmål om ejerforhold kan resultere i, at der statueres sameje for aktiverne.

Domstolene er imidlertid tilbageholdende med at statuere sameje mellem ægtefæller. Sameje statueres kun i de tilfælde, hvor de almindelige formueretlige regler om etablering af sameje ved aftale eller sammenblanding af aktiver fører til, at der er tale om sameje. Hvis det bevismæssigt er klart, hvem af parterne der har erhvervet aktivet, er der ringe tilbøjelighed til at acceptere, at der senere er opstået sameje, se eksempelvis UfR 1994,497 VLK, hvor retten statuerede, at der ikke i et ægteskab automatisk var opstået sameje omkring en fast ejendom, selv om hustruens indtjening lige netop rakte til at betale de løbende ydelser på ejendommen, men derimod ikke til andre anskaffelser. At ægtemanden havde bidraget til økonomien i ægteskabet gjorde ikke, at han dermed havde erhvervet ret til nogen del af den faste ejndom. Der kunne således ikke foretages udlæg i nogen del af ejendommen for hans gæld. Derimod kunne der gøres udlæg i en bil, der angiveligt tilhørte hustruen, men som hun ikke fandtes at have haft råd til at anskaffe.

I UfR 1998, 162 ØLK, afviste retten at lade et udlæg foretage i en fast ejendom, der ifølge tingbogen tilhørte skyldnerens hustru, idet et sameje ikke var opstået, selv om skyldneren havde bidraget til ydelser og udgifter vedrørende ejendommen. Ejendommen havde i hele perioden tjent som fælles bolig for ægteparret, og hustruen havde i samme periode haft indtægter. Heller ikke i UfR 1998, 1237 ØLK, blev der under lignende omstændigheder statueret sameje af en fast ejendom, der var erhvervet af hustruen.

Er der tale om et reelt sameje, kan der foretages udlæg i bruttoanparten, der tilhører skyldnerægtefællen.

Hvis samejet er en fast ejendom, kan udlægget tinglyses i skyldnerens andel af ejendommen, og der er intet til hinder for, at andelen begæres solgt på tvangsauktion.

Er der derimod tale om sameje vedrørende løsøre, kan der næppe af-holdes tvangsauktion over skyldnerens anpart af løsøret, idet der ikke kan forventes interesserede købere til en del af et løsøreaktiv. I denne situation kan samejet - hvis der ikke kan opnås enighed med skyldnerens medejer - opsiges af udlægshaveren, såfremt der er mulighed herfor, eller opløses ved dom, hvilket dog kræver et sagsanlæg.

B.1.6 Ombytning og fornyelse af aktiver

Når aktiver, der er indbragt i eller anskaffet under ægteskabet, bliver slidt, vil de ofte skulle fornys.

Der kan efter fornyelsen eller ombytningen af et aktiv opstå tvivl om, hvem det nyanskaffede aktiv tilhører. I den situation må der tages udgangspunkt i, hvem der ejede det ombyttede eller fornyede aktiv, hvem der havde rådighed over det, og om den pågældende økonomisk havde mulighed for at foretage fornyelsen eller ombytningen.

B.1.7 Pantsætningsforbud - retsvirkningsloven §§ 18 og 19

Hovedprincippet i retsvirkningsloven om særråden og særhæften er fraveget i forhold, der er af væsentlig betydning for familien.

Efter retsvirkningslovens § 18 kan en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, som er fælleseje, og som tjener til familiens bolig, eller hvis begge ægtefællers eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til ejendommen.

Bestemmelsen gælder også fritidshuse, der benyttes af familien, men derimod ikke fx sommerhuse, der udelukkende anvendes til udlejning. Der er ikke knyttet noget krav om mindstebenyttelse af fritidsboligen for familien til bestemmelsen.

Bestemmelsen omhandler kun viljesbestemte handlinger i form af aftaler.

Ikke-ejer-ægtefællen kan derfor ikke modsætte sig, at en kreditor foretager udlæg i ejendommen, selv om den er familiens bolig, og kan heller ikke modsætte sig, at ejendommen sælges ved tvangsauktion.

Hvis den faste ejendom tilhører skyldnerens ægtefælle, kan den frivilligt stilles som sikkerhed for skylden, men det kræver samtykke fra begge ægtefæller.

Hvis en direktør i et selskab vil stille sin private ejendom som sikkerhed for selskabets skyld, er der ligeledes tale om frivillig pantsætning, som også kræver samtykke fra begge ægtefæller.

Samtykke til frivillig pantsætning af fast ejendom skal være skriftlig og kan afgives enten som et løst dokument eller ved at begge ægtefæller i udlægsbogen underskriver samtykket til pantsætningen.

Der bør så vidt muligt ved frivillig pantsætning af fast ejendom oprettes et (ejer)pantebrev, der tinglyses og dernæst håndpantsættes til Told!Skat som sikkerhed for en nærmere beskreven skyld. Der er dog intet til hinder for, at den frivillige sikkerhedsstillelse tinglyses på grundlag af en skriftlig pantsætningserklæring tilført fogedbogen.

Retsvirkningslovens § 19 fastslår, at frivillig pantsætning eller frivillig afhændelse af løsøre, der hører til indboet i det fælles hjem, eller som tjener som arbejdsredskaber for ikke-skyldnerægtefællen, eller som tjener til børnenes brug, er undergivet samme begrænsninger som afhændelse og pantsætning af fast ejendom.

Også i disse situationer skal den anden ægtefælles skriftlige samtykke indhentes på samme måde som anført for fast ejendom, hvis der er tale om frivillig pantsætning.

B.1.8 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn, KSL § 72, stk. 2.

KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.

Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, men domspraksis har fastslået, at skatter, der er pålignet eller bliver pålignet for det indkomstår, hvori ægteskabet er indgået, er omfattet af reglerne om subsidiært udlæg, jf. fx UfR 1982, 350 H, hvor det blev antaget, at der kunne foretages subsidiært udlæg i skatteyderens hustrus særeje for personlig skat, der var pålignet ham for hele det år, hvori ægteskabet blev indgået.

Et subsidiært udlæg foretaget medens ægtefællerne er samlevende bortfalder ikke i forbindelse med en efterfølgende samlivsophævelse, separation, skilsmisse eller den skattepligtiges død. Udlægget bortfalder heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter konkurslovens regler, jf. UfR 1996,1267 ØLD. I denne sag fandt retten ikke, at et subsidiært udlæg foretaget i 1986 i hustruens ejendom for mandens skatterestance bortfaldt, selv om der efterfølgende blev afsagt kendelse om gældssanering for manden, hvorefter al gæld stiftet før 9. juni 1987 bortfaldt. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.

De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger skal også iagttages ved anvendelse af udpantningsretten i KSL § 72, stk. 2. I sagen TfS 1997, 589 ØLK ophævedes pantefogdens udlæg i ægtefællens faste ejendom, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til den forretning, hvor udlægget blev foretaget.

En ægtefælle, der er tilsagt til udlægsforretning i medfør af KSL § 72, stk. 2, kan give møde ved en befuldmægtiget, jf. TfS 1991, 397 ØLD. I denne sag gav skyldnerægtefællen den 16. august 1990 møde for ægtefællen, hvorefter ægtefællen skriftligt meddelte, at der kunne gøres udlæg i hendes delpension. Skyldnerægtefællen gav efter anmodning fra pantefogden på ny møde den 21. august 1990, og der blev efter skyldnerægtefællens anvisning foretaget udlæg i hendes bil. Landsretten fandt, at skyldnerægtefællen også under den kontinuerede udlægsforretning den 21. august1990 havde fornøden fuldmagt fra ægtefællen til at repræsentere hende. Ægtefællen havde heller ikke på opfordring sandsynliggjort under kæremålet, at hun i august 1990 havde andet af værdi til genstand for udlæg. Fogedretten havde fastholdt udlægget, og fogedrettens kendelse blev stadfæstet af landsretten.

B.1.8.1 Forældelse af den subsidiære udlægsret

Retten til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2, forælder ikke på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod skyldnerægtefællen, jf. TfS 1990, 72 VLK. I denne sag påstod en ægtefælle udlæg for restskatter m.v. ophævet under henvisning til, at skattekravet var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter KSL § 72, stk. 2. Retten fandt ikke grundlag for en sådan antagelse.

B.1.8.2 Udlæg hos ægtefællen

Ved udlæg hos ægtefællen efter KSL § 72, stk. 2, kan der foretages udlæg i alle ægtefællens aktiver. Det er uden betydning, om aktiverne er ægtefællens særeje, jf. UfR 1982, 350 HD.

Der er 3 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle

der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv (se punkt B.1.8.2.1)

samlivet skal bestå på udlægstidspunktet (se punkt B.1.8.2.2)

restancerne skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået (se punkt B.1.8.2.3).

B.1.8.2.1 Forgæves udlæg hos skyldneren

Det er en betingelse for foretagelse af subsidiært udlæg , at der er foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen. Det forgæves udlæg må være foretaget hos skyldneren selv og skal være konstateret, mens ægtefællernes samliv bestod, jf. UfR 1980, 725 H, hvor retten ophævede et udlæg foretaget hos hustruen for mandens skattegæld, da det ikke var godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne bestod på udlægstidspunktet.

Hvis denne har indgået en afdragsordning, der overholdes, bør subsidiært udlæg i aktiver, der tilhører ægtefællen, dog ikke bringes i anvendelse. Såfremt ægtefællen kommer til aktiver i et omfang, der markant forbedrer skyldnerægtefællens betalingsevne, må afdragsordningen om fornødent opsiges og genforhandles i lyset af den nye betalindsevnesituation.

Tvangsakkord hos den skattepligtige selv sidestilles med forgæves udlæg, idet der herved er konstateret, at der ikke kan opnås dækning hos den skattepligtige selv, jf. UfR 1984, 327 VLD. Er skyldnerens bo taget under konkursbehandling sidestilles dette ligeledes med forgæves udlæg.

Ejer skyldneren ikke tilstrækkelige aktiver til dækning af hele restancen og er en udlægsforretning derfor afsluttet som delvis forgæves, kan der, når det udlagtes værdi er fastslået, foretages udlæg hos ægtefællen for restbeløbet.

B.1.8.2.2 Samlivet skal bestå på udlægstidspunktet

Begrebet samlevende har domstolene taget stilling til i TfS 1997, 833 ØLK. I denne sag havde kommunen i 1996 foretaget i udlæg i ægtefællens udbetalte overskydende skat til dækning af skyldnerægtefællens skatterestance. Ægtefællerne var samboende i udlandet, og skattepligten til Danmark var ophørt. Ægtefællen gjorde gældende, at der ikke var hjemmel til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2, da ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark, og derfor ikke var samlevende i skattemæssig forstand, jf. KSL § 4, stk. 6. Fogedretten bemærkede, at begrebet samlevende i § 72, stk. 2, må forstås som faktisk samlevende, uanset om det foregår her i landet eller i udlandet, og da ægtefællen boede sammen med sin mand i England, var betingelserne for at foretage udlæg efter § 72, stk. 2, til stede på udlægstidspunktet. Fogedretten stadfæstede herefter det foretagne udlæg. Landsretten bemærkede, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos skyldnerægtefællen i 1994, og stadfæstede herefter fogedrettens kendelse.

Det må antages, jf. UfR 1980, 725 HD, at pantefogden skal godtgøre, at samlivet består på udlægstidspunktet. I denne sag foretog en pantefoged udlæg i henhold til KSL § 72, stk. 2, hos en ægtefælle for skyldnerægtefællens skattegæld. Østre Landsrets ophævelse af udlægget blev stadfæstet af Højesteret, da Højesteret heller ikke fandt sagen "således oplyst, at det kan anses for godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne, uanset at skyldneren forlader landet, dog bestod ved udlæggets foretagelse".

B.1.8.2.3 Restancer vedrørende indkomstår, hvori samlivet har bestået

Der kan foretages subsidiært udlæg i en ægtefælles aktiver for skatterestancer pålignet indenfor skatteåret, der forfalder inden for hele det indkomstår, som ægteskab indgås i, men ikke for skatter, der er pålignet for tidligere indkomstår end det, som ægteskabet er indgået i. Dette spørgsmål har været behandlet i blandt andet UfR 1982, 350 H (omtalt i afsnit D.1.3.2.3) og i sagen TfS 1986, 504 (Skattedepartements afgørelse), hvor det blev fastslået, at der kan gøres subsidiært udlæg i ægtefællens aktiver for B-skatterater, som forfaldt inden for hele det indkomstår, som ægteskabet blev indgået i.

Subsidiært udlæg kan også foretages på trods af en mellemkommende separation, jf. TfS 1999, 777 ØLK. I denne sag foretog pantefogden i 1999 udlæg i ægtefællens ejendom for skyldnerens skatterestancer for årene 1994 og 1995. Ægtefællerne levede sammen til og med 27. oktober 1995, på hvilket tidspunkt de blev separeret. På udlægstidspunktet i 1999 levede de igen sammen. Da der forgæves var søgt udlæg hos ægtefællen, fandt landsretten, at det var berettiget, at der var gjort udlæg hos hustruen. Landsretten stadfæstede herefter udlægget.

Samme udfald fik sagen i TfS 1999, 510 ØLK, idet landsretten bemærkede, at den omstændighed, at ægtefællerne havde været separeret i perioden fra december 1996 til maj 1998, da de genoptog samlivet, ikke kunne tillægges betydning for hustruens subsidiære hæftelse. Ægtefællerne var samlevende i 1994 og 1996, bortset fra 20 dage, og da der forgæves var søgt foretaget udlæg hos skyldnerægtefællen, hæftede ægtefællen for skatterestancerne for 1994 efter KSL § 72, stk. 2.

Ved skilsmisse bortfalder ifølge TfS 1996, 592 VLK den subsidiære hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter KSL § 72, stk. 2. I denne sag blev det fastslået, at hæftelsen bortfaldt ved parternes separation, hvor samlivet samtidig ophørte, og den efterfølgende skilsmisse. Senere indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsret over for skyldnerens ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, der vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, og senere år.

B.1.8.3 Subsidiært udlæg i ægtefællens overskydende skat

Hovedreglen er, at overskydende skat skal udbetales straks efter den er betalingsmoden. Ved betalingsmoden forstås, at kommunen har sikret, hvilket beløb, der er til udbetaling.

Ekspeditionstiden i forbindelse med udbetalingerne må normalt ikke overstige 14 dage.

I de tilfælde, hvor subsidiært udlæg foretages i den anden ægtefælles overskydende skat til dækning af skyldner-ægtefællens skatterestancer, skal det subsidiære udlæg foretages inden udløbet af den nævnte frist på 14 dage.

B.1.8.4 Subsidiært udlæg hos børn

Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 om udlæg i ejendele, der tilhører børn, er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2.

Bestemmelsen har kun betydning i begrænset omfang.

B.1.9 Registreret partnerskab

Med virkning fra 1. oktober 1989 er gennemført lov om registreret partnerskab, som kun omhandler personer af samme køn.

Loven fastslår, at bestemmelserne i retsvirkningsloven gælder for sådanne registrerede parforhold, hvilket medfører, at inddrivelsesmyndigheden i udlægsmæssig henseende skal betragte sådanne fuldstændigt som ægtepar.

Rigistrerede partnerforhold sidestilles med ægtefæller i traditionel forstand. Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse i kildeskattelovens § 72, stk. 2.

B.1.10 Formueforholdet mellem samlevende

En stadig stigende del af befolkningen vælger at leve sammen uden at indgå ægteskab.

Det er nødvendigt for inddrivelsesmyndigheden, at kende retsgrundlaget for formueforholdet i sådanne parforhold.

Der findes ikke særskilt lovgivning omkring formueforholdet for samlevende personer, og retsvirkningslovens bestemmelser gælder ikke for sådanne forhold.

Hver part råder derfor over sine egne aktiver og hæfter for sin egen gæld som en selvstændig person.

Der kan ikke oprettes ægtepagt i et sådant parforhold, men parterne kan naturligvis handle indbyrdes.

Der kan også i et sådant parforhold opstå sameje omkring aktiver, og der gælder samme regler for udlæg i samejeaktiver som inden for ægteskaber.

Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse i KSL § 72, stk. 2.

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

B Ægtefællehæftelse

B.1 Formueforholdet i ægteskaber

Formueforholdet mellem ægtefæller er reguleret i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven). Hovedreglen er, at der består formuefællesskab, som også kaldes fælleseje.

Formuefællesskabet fremgår af retsvirkningslovens § 15. Princippet er, at der i formuefællesskabet indgår alt, hvad ægtefællerne ejer, både den formue de har indbragt i ægteskabet og alt hvad de hver for sig har erhvervet og indbragt i den fælles formue under ægteskabets beståen.

Der kan i et ægteskab aftales, at der skal være helt eller delvist særeje. Hvis en sådan aftale foreligger, går den forud for princippet om formuefællesskab, forudsat aftalen er gyldigt indgået, se herom nedenfor.

I det daglige skelner ægtefæller normalt ikke mellem, hvem der har indbragt aktiverne i ægteskabet, eller hvem der under ægteskabet har erhvervet aktiverne.

Formuefællesskabet viser sig først i forbindelse med, at ægteskabet ophører, enten ved skifte i anledning af skilsmisse eller separation eller i forbindelse med dødsfald.

Principperne for formueforholdet er fastslået i retsvirkningslovens

B.1 Formueforholdet i ægteskaber