Legislator Case Law & Legislation
E20036A00010 DK

INDEHOLDELSE AF A-SKAT, AM-BIDRAG OG SP-BIDRAG 2003 J ARBEJDSGIVERKONTROL

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2003

Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2003 - 2

J Arbejdsgiverkontrol

Arbejdsgiverkontrollen omfatter administration og kontrol af virksomhedernes indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag samt opfyldelse af de dertil hørende indberetningspligter.

Arbejdsgiverkontrollen har til formål at sikre en korrekt afregning fra virksomhederne af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag. Kontrollen har endvidere til formål at sikre, at indberetningspligterne er opfyldt på en måde, der kan give et korrekt grundlag for de kommunale skatteforvaltningers ligning af indkomstmodtagere.

Kontrollen kan gennemføres på grundlag af indkaldt materiale eller ved et besøg i virksomheden, eventuelt i forbindelse med andre kontroller, for eksempel på moms-, told- og/eller skatteområdet.

J.1 Kontrolbeføjelser

Skattemyndighedernes generelle kontrolbeføjelse fremgår af SKL § 6, jf. lovbek. nr. 726 af 13. aug. 2001. For en nærmere beskrivelse henvises til LV A.I.3.

Arbejdsgiverkontrollens beføjelser fremgår af KSL § 86, jf. lovbek. nr. 678 af 12. aug. 2002, AMFL § 14, jf. lovbek. nr. 694 af 20. aug. 2002 og SKL § 6 A.

Kontrolbeføjelserne i AMFL § 14 finder tilsvarende anvendelse for SP-bidraget, jf. § 17 f, stk. 1 i ATP-loven, lovbek. nr. 689 af 20. aug. 2002.

Kontrollen kan gennemføres ved besøg i virksomheden eller ved gennemgang af indhentet regnskabsmateriale mv.

J.1.1 Regnskabsmateriale mv.

Arbejdsgiverkontrollens adgang til den indeholdelsespligtiges materiale omfatter efter KSL § 86, stk. 2 alt regnskabsmateriale og efter AMFL § 14, stk. 1 regnskabsmateriale mv. om opgørelse af bidragsgrundlaget mv.

Regnskabsmateriale mv. omfatter også dokumenter af betydning for kontrollen, herunder selskabers revisionsprotokol. Udskrift af bestyrelsens forhandlingsprotokol er ligeledes omfattet, i det omfang protokollen indeholder oplysninger af betydning for kontrollen, eksempelvis om bestyrelsens kendskab til overtrædelser af lovgivningen på området.

Regnskabsmateriale mv. skal på arbejdsgiverkontrollens begæring indsendes eller udleveres, jf. KSL § 86, stk. 2 og AMFL § 14, stk. 3.

Arbejdsgiverkontrollen har efter SKL § 6 A, stk. 2 tilsvarende adgang til grundmaterialet vedrørende de oplysninger, som den indberetningspligtige efter loven skal afgive.

Regnskabsmateriale hos tredjemand

Hvis regnskabsmaterialet beror hos tredjemand, har den indeholdelsespligtige pligt til at fremskaffe materialet. Hvis det ikke er muligt på grund af tredjemands tilbageholdsret, har tredjemand samme pligt som den indeholdelsespligtige til at udlevere materialet til myndighederne. Myndighederne skal i så fald returnere materialet til tredjemand, jf. SKL § 6, stk. 3 analogt.

J.1.2 Kontrolbesøg

Der er endvidere adgang til at foretage eftersyn af regnskabsmateriale mv. hos den indeholdelsespligtige på dennes forretningsted, jf. KSL § 86, stk. 2 og AMFL § 14, stk. 1. Hos indberetningspligtige efter SKL er der en tilsvarende adgang til eftersyn, jf. SKL § 6 A, stk. 2. Efter AMFL § 14, stk. 1 og 2, KSL § 86, stk. 2 og SKL § 6 A, stk. 2 kan myndighedernes kontrol finde sted

hvis det skønnes nødvendigt,

til enhver tid,

mod behørig legitimation,

uden retskendelse,

på stedet,

idet ejeren og dennes ansatte har pligt til at yde skattemyndighederne hjælp og vejledning.

Er oplysningerne registeret elektronisk, kan myndighederne vælge at få adgang i elektronisk form til de registerede oplysninger frem for på papir.

Ved lov nr. 1059 af 17. dec. 2002 er affattelsen af KSL § 86, stk. 4 ændret. Myndighederne kan herefter anmode personer, der ved et kontrolbesøg skønnes at udføre beskæftigelse hos den indeholdelsespligtige, om at oplyse navn, adresse, fødselsdato, ansættelsesperiode samt løn- og ansættelsesvilkår. De pågældende har pligt til at give de nævnte oplysninger.

Det er ikke i lovene eller deres motiver angivet, hvornår en kontrol på stedet bør foretrækkes frem for en anmodning om indsendelse af regnskabsmateriale mv.

Kontrolhjemlerne stiller ikke krav om, at kontrolbesøg skal varsles, men varsling bør i almindelighed ske ved forudgående skriftlig og/eller telefonisk henvendelse til den indeholdelsespligtige (virksomhedens ejer eller daglige leder mv.).

Uvarslet kontrolbesøg bør kun anvendes, hvis det ikke har været muligt at opnå aftale om kontrolbesøget, eller hvis formålet med kontrolbesøget undtagelsesvis menes at blive svækket ved et varsel, jf. også LV A.I.3.2 .

J.1.3 Tvangsmidler

Hvis den indeholdelsespligtige eller dennes repræsentant ikke har ønsket at give adgang til de relevante forretningslokaler eller materiale af betydning for kontrollen, kan arbejdsgiverkontrollen ikke på egen hånd eftersøge regnskabsmateriale.

Daglige bøder

For så vidt angår indeholdelsespligtige efter KSL kan adgangen til eftersyn, fremlæggelse af dokumenter og indsendelse af regnskabsmateriale mv. gennemtvinges ved daglige bøder (tvangsbøder), jf. KSL § 86, stk. 3. Materiale, som myndighederne efter SKL § 6 A har adgang til hos indberetningspligtige, kan på tilsvarende vis fremtvinges ved daglige bøder efter SKL § 9. Tvangsbøder pålægges den indeholdelses- og/eller indberetningspligtige. For et selskab pålægges tvangsbøder normalt dets ansvarlige leder. Bøderne skal varsles (normalt 14 dage) skriftligt med forbehold for en senere forhøjelse, der kan iværksættes med et skriftligt varsel på 7 dage. Bødens størrelse fastsættes ud fra et konkret skøn og under hensyn til den pågældendes økonomiske formåen - dog til mindst 200 kr. pr. dag. Tvangsbøder opkræves af told- og skattefogden og kan ved uerholdelighed kræves afsonet. Ikke betalte tvangsbøder bortfalder, når arbejdsgiverkontrollen har fået adgang til eftersyn eller modtaget det ønskede regnskabsmateriale, jf. mere uddybende beskrivelse i LV A.I.5.2.

Politiets bistand

Hvis indeholdelsespligtige nægter ToldSkat adgang til virksomheden, kan politiet yde bistand til gennemtvingelse af adgangen, jf. AMFL § 14, stk. 4 og KSL § 86, stk 5.

Der kræves ikke retskendelse, da der er tale om en beføjelse uden for retsplejeloven. Politiet yder derfor kun bistand til overvindelse af eventuelle fysiske hindringer for kontrollens gennemførelse, men ikke til selve kontrollen.

J.1.4 Oplysninger fra indkomstmodtager

Efter KSL § 86, stk. 4 kan arbejdsgiverkontrollen hos modtagerne af A-indkomst indhente oplysninger til brug for kontrollen.

Bestemmelsen kan for eksempel anvendes for at konstatere omfanget af lønudbetalinger og indeholdelser, hvis der er begrundet formodning om, at den indeholdelsespligtiges regnskabsmateriale er mangelfuldt eller ikke kan tilvejebringes.

Oplysninger fra indkomstmodtagere kan imidlertid ikke gennemtvinges. Hvis indkomstmodtageren således ikke ønsker at medvirke, må oplysningerne søges indhentet med hjælp fra den kommunale skatteforvaltning, der forestår ligningen af indkomstmodtageren.

J.1.5 Underretning fra kommunale skatteforvaltninger

De kommunale skatteforvaltninger skal, hvis de under den skattemæssige kontrol bliver opmærksomme på forhold af betydning for kontrollen af bidrag og bidragspligtige, underrette ToldSkat herom, jf. AMFL § 14, stk. 5.

J.1.6 Kontroloplysninger til kommunale skatteforvaltninger

Det er et af arbejdsgiverkontrollens væsentligste formål at sikre et korrekt grundlag for de kommunale skatteforvaltningers ligning af indkomstmodtagere. Der følger naturligt heraf en pligt til at underrette de kommunale skatteforvaltninger om forhold af betydning for ligningen af de ansatte. For så vidt angår samspillet med bestemmelserne om tavshedspligt henvises til afsnit J.3.1.3.

J.2 Myndighedsområde

Afgrænsningen af en forvaltningsmyndigheds kompetenceområde foretages ud fra reglerne om den saglige og stedlige kompetencefordeling.

J.2.1 Saglig kompetence

Reglerne om saglig kompetencefordeling bygger bl.a. på den forudsætning, at visse forvaltningsmyndigheder i kraft af deres særlige sagkundskab og opsamlede erfaring er særligt velegnede til at tage sig af bestemte forvaltningsopgaver, herunder at træffe bestemte typer af afgørelser. Den saglige kompetencefordeling indeholder derfor en fordeling af opgaver mellem forskellige myndigheder efter opgavernes art.

De regionale told- og skattemyndigheder er efter henholdsvis KSL § 89 B og AMFL § 16, stk. 1, jf. ATP-loven § 17 f, stk. 1, bemyndiget til at træffe afgørelse som 1. instans om indeholdelse mv. af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, jf. § 6, stk. 1 i sagsudlægningsbek. (bek. nr. 520 af 25. juni 2002). De regionale told- og skattemyndigheder har således hver især den samme saglige kompetence på arbejdsgiverkontrollens område. Der henvises i øvrigt til Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit A.3 .

J.2.2 Stedlig kompetence

Reglerne om stedlig kompetence fordeler ensartede forvaltningsopgaver mellem flere sideordnede forvaltningsmyndigheder, således at hver myndighed får tildelt sit stedlige forretningsområde. Efter SSL § 15, jf. lovbek. nr. 617 af 22. juli 2002 har skatteministeren fastsat landets inddeling i regionale told- og skattemyndigheder, jf. bek. nr. 520 af 25. juni 2002, kap. 2.

En stedlig kompetenceregel kan være begrundet i at et vist stedkendskab vil være nødvendigt ved varetagelsen af en bestemt opgave. En stedlig kompetenceregel kan også være begrundet i en rent praktisk arbejdsdeling mellem sideordnede myndigheder. Afgrænsningen af regionernes forretningsområder er udtryk for en rent praktisk arbejdsdeling mellem regionerne. Der henvises endvidere til Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit A.3 .

CVR-registreret

Fordelingen af opgaver på de enkelte myndigheders forretningsområder foretages ud fra sagernes stedlige tilknytning, fx en parts bopæl eller en fast ejendoms beliggenhed. På arbejdsgiverkontrollens område er den enkelte regionale told- og skattemyndigheds opgaver afgrænset til de virksomheder m.fl., der er registreret i CVR-registret under det enkelte regionale told- og skattemyndighedsnummer. Se vedrørende registrering afsnit E .

Ikke CVR-registreret

Som omtalt i afsnit J.1 udføres kontrolbeføjelserne efter bestemmelserne i henholdsvis KSL § 86 og AMFL § 14. En regional told- og skattemyndighed kan derfor gennemføre kontrol i en indeholdelsespligtig virksomhed, selvom virksomheden ikke har opfyldt sin registreringspligt og ikke er registreret som indeholdelses- eller indberetningspligtig hos ToldSkat.

Tværregionalt

Er der iværksat et kontroleftersyn, som medfører en gennemgang af regnskabsmateriale, der findes inden for en anden regional told- og skattemyndigheds forretningsområde, kan kontrollen videreføres der.

Kontrollen kan ligeledes udstrækkes til at omfatte en virksomhed mv., der selv er CVR-registreret som indeholdelsespligtig i en anden regional told- og skattemyndighed. Tværregional kontrol bør dog altid ske i samarbejde eller efter aftale med de implicerede regionale told- og skattemyndigheders arbejdsgiverkontrol.

Fællesafregning

Ansvaret for arbejdsgiverkontrol vedrørende CVR-numre, der er omfattet af en tilladelse til fællesafregning, påhviler registreringsregionen for det CVR-nummer, hvorunder fællesafregningen sker. Hvis det er nødvendigt, kan regioner vedrørende de af fællesafregningen omfattede inaktive CVR-numre inddrages i kontrollen. Dette gælder tilsvarende for virksomheder med filialer.

J.2.3 Inkompetence

Saglig inkompetence

Saglig inkompetence foreligger, hvor en forvaltningsmyndighed træffer afgørelse vedrørende et forhold, der efter sin art henhører under en anden forvaltningsmyndighed. Denne form for inkompetence vil som hovedregel utvivlsomt medføre ugyldighed ifølge den forvaltningsretlige teori.

Da de regionale told- og skattemyndigheder på arbejdsgiverkontrollens område besidder den samme saglige kompetence, vil en afgørelse truffet af en regional told- og skattemyndighed vedrørende en virksomhed, der er registreret i CVR-registret under en anden regional told- og skattemyndighed, ikke medføre saglig inkompetence. Se endvidere Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit A.3 og F.1 .

Stedlig inkompetence

Derimod vil en afgørelse truffet af én regional told- og skattemyndighed på en anden regional told- og skattemyndigheds vegne medføre stedlig inkompetence, da den som forvaltningsakt vil være et indgreb i den anden regional told- og skattemyndigheds stedlige forretningsområde. Dette gælder selv om den stedlige kompetenceregel ikke kan opfattes som en garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, men alene - som her - er udtryk for en arbejdsdeling mellem sideordnede forvaltningsmyndigheder.

Da de regionale told- og skattemyndigheder på de fleste områder besidder samme saglige kompetence, kan de regionale told- og skattemyndigheder som udgangspunkt gennemføre opgaver hver for sig, i samarbejde eller efter aftale på tværs af deres stedlige forretningsområde. Selvom sagsforberedelsen evt. er foretaget i samarbejde mellem de regionale told- og skattemyndigheder og/eller på tværs af myndighedernes forretningsområder, skal kontakten med den skatte- eller bidragspligtige, (fx breve, partshøring, evt. møder samt selve afgørelsen), altid varetages af den stedligt kompetente myndighed, selvom den stedlige kompetence udelukkende er baseret på en arbejdsdeling mellem myndighederne. Den stedligt inkompetente myndighed kan ikke indhente bemyndigelse fra den stedligt kompetente myndighed til at træffe afgørelse på den stedligt kompetente myndigheds forretningsområde.

Der henvises i øvrigt til Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit A.3 og F.1 .

J.3 Afgørelse og klage

Arbejdsgiverkontrol i virksomhederne samt anden sagsbehandling inden for arbejdsgiverkontrollens område kan resultere i følgende typer af afgørelser

afgørelser knyttet til registreringspligten,

pålæg om indeholdelse af A-skat og/eller AM-bidrag og SP-bidrag,

afgørelser knyttet til oplysningspligten, og

Krav om betaling af for lidt indeholdt og/eller angivet A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag (hæftelse).

Der er i alle tilfælde tale om afgørelser, som er omfattet af FVL kapitel 5, 6 og 7 om partshøring, begrundelse og klagevejledning, i afgørelser, der ikke giver parten fuldt ud medhold, jf. lov nr. 571 af 19. dec. 1985, som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991, lov nr 215 af 22. april 2002 og lov nr. 382 af 6. juni 2002. Se i øvrigt afsnit J.3.1. Se om efterangivelser afsnit J.3.3.3.4.

Vejledning og processuelle beslutninger

Arbejdsgiverkontrollens sagsbehandling kan også bestå i besvarelse af forespørgsler (dvs. vejledning) samt beslutninger om

Videregivelse af kontroloplysninger til andre myndigheder (kommunale skatteforvaltninger, regionale told- og skattemyndigheder), jf. afsnit J.3.1.3 og J.3.2,

indhentning af yderligere oplysninger hos andre myndigheder eller virksomheder, jf. myndighedens pligt til af egen drift at oplyse sagen (officialmaksimen), og

vurdering af strafansvar, jf. afsnit L.

Der er i disse tilfælde ikke tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand, men om processuelle beslutninger som led i sagens behandling. Hverken vejledning eller processuelle beslutninger er derfor omfattet af pligten til partshøring, begrundelse og klagevejledning.

J.3.1 Regionens afgørelse

Arbejdsgiverkontrollens afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag er opkrævningsmæssige afgørelser, der - bortset fra de tilfælde, hvor der er grundlag for hæftelse - har fremtidig virkning.

Forhold, som de regionale told- og skattemyndigheder opkrævningsmæssigt har taget stilling til, skal derfor ligningsmæssigt bedømmes af de kommunale skatteforvaltninger. Hvis den kommunale skatteforvaltning kommer til et andet resultat end den regionale told- og skattemyndighed, er regionen som tilsynsmyndighed forpligtet til at sikre, at der er tale om en ligningsmæssig korrekt afgørelse. Er det tilfældet, skal told- og skatteregionens afgørelse ændres. Der henvises i øvrigt til Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit A.3.

Sagsfremstilling

Det fremgår af afsnit J.3.3 hvilke afgørelser vedrørende arbejdsgiverkontrol, der kan påklages til Landsskatteretten, og hvilke, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. I sager, hvor afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, skal den regionale told- og skattemyndighed lave et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling før der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit J.3.3.2. Manglende sagsfremstilling kan medføre ugyldighed. I SKM2001.225.LSR blev den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse om bidragspligt kendt ugyldig og sagen hjemvist til fornyet behandling, idet der ikke var udarbejdet sagsfremstilling. I sager, hvor afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, skal den regionale told- og skattemyndighed først lave en sagsfremstilling, når der er modtaget en klage over afgørelsen, jf. afsnit J.3.3.3.

Sagsfremstillingens omfang skal afpasses efter sagens karakter. I praksis vil sagsfremstillinger i sager med enkle forhold i princippet svare til en veldisponeret afgørelse, dvs. med en kort beskrivelse af faktum, retsregler og regionens afgørelse. Om krav til sagsfremstillingen, se Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.6.

J.3.1.1 Partshøring

Arbejdsgiverkontrollens afgørelser er omfattet af tilsvarende regler om høring og sagsfremstilling, som gælder efter skattestyrelsesloven, jf. Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.5.3. Herudover er arbejdsgiverkontrollens afgørelser omfattet af forvaltningsmyndighedernes almindelige pligt til at foretage partshøring på eget initiativ, inden der træffes en bebyrdende afgørelse, jf. FVL §§ 19-21.

Forvaltningslovens regler om partshøring betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at told- og skatteregionen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før parten er gjort bekendt med oplysningerne og har haft mulighed for at komme med en udtalelse. Dette gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf. FVL § 19, stk. 1. Der må derfor foretages en vurdering af, om parten/parterne i det aktuelle tilfælde skal høres, før der træffes afgørelse.

FVL indeholder ikke en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb, herunder den praksis, der har udviklet sig i tilknytning hertil.

Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen rettes til er herefter utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være part. Som part anses personer iøvrigt, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og udfald.

Arbejdsgiveren er som afgørelsens adressat utvivlsomt part og skal høres efter tilsvarende regler som gælder efter skattestyrelsesloven, og som indebærer ubetinget høring af afgørelsens adressat i form af forslag til afgørelse og sagsfremstilling, jf. Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.5.3.

Det er dog ofte indkomstmodtageren, der har den væsentligste interesse i sagen, fx når afgørelsen drejer sig om indkomstmodtagerens status som lønmodtager/selvstændigt erhvervsdrivende, eller om hvorvidt en godtgørelse skal anses for skattepligtig eller ej.

Den enkelte indkomstmodtager kan således - uanset om afgørelsen omfatter få eller mange - have en klar direkte, retlig og individuel interesse i sagens udfald. Det må derfor i det aktuelle tilfælde bero på en konkret vurdering, om der er tale om en eller flere parter.

Hvis en indkomstmodtager anses for part og er uvidende om, at der ved regionen verserer en sag, som påtænkes afgjort til ugunst for den pågældende, må betingelserne for at foretage partshøring efter forvaltningslovens regler som hovedregel antages at være tilstede. Derimod er der ikke krav om at foretage ubetinget høring af indkomstmodtageren i form af forslag til afgørelse og sagsfremstilling, jf. Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.5.3.

J.3.1.2 Begrundelse og klagevejledning

Arbejdsgiverkontrollens afgørelser er omfattet af de almindelige regler om begrundelse, jf. FVL §§ 22 - 24. Det betyder, at arbejdsgiverkontrollens bebyrdende afgørelser skal ledsages af en begrundelse, jf. FVL § 22.

Kravene til begrundelsens indhold fremgår af FVL § 24. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, og hvis afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen endvidere angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. FVL § 24, stk. 1. Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. FVL § 24, stk. 2. En sådan redegørelse vil fx være fornøden, når sagens faktum er omtvistet eller uklart.

Manglende eller utilstrækkelig begrundelse kan medføre, at afgørelsen efter omstændighederne bliver ugyldig.

Om krav til begrundelsen, se Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.7.

Arbejdsgiverkontrollens afgørelser er ligeledes omfattet af de almindelige regler om klagevejledning, jf. FVL §§ 25 og 26.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, jf. afsnit J.3.3, skal indeholde en vejledning om klageadgang med oplysning om klagemyndighed, fremgangsmåde ved indgivelse af klage samt tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold, fx i sager om registrering, hvor ansøgning om registrering imødekommes ubetinget, jf. afsnit E.2.

Se Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.9 om krav til klagevejledningen, dels når der er klageadgang til Landsskatteretten, dels når der er klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

J.3.1.3 Tavshedspligt

Ud over den almindelige tavshedspligt, som omfatter alle ansatte inden for den offentlige forvaltning, jf. FVL § 27, findes der på skatteområdet en særlig tavshedspligt.

Reglerne om skattemyndighedernes særlige tavshedspligt er samlet i SSL § 37.

Efter SSL § 37 skal de statslige og kommunale skattemyndigheder under strafansvar iagttage ubetinget tavshed overfor uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Begrebet uvedkommende fortolkes restriktivt i forhold til private.

Skattemyndighederne må derfor ikke uden særlig lovhjemmel udlevere oplysninger omfattet af tavshedspligten efter SSL § 37 til andre end den, der har afgivet oplysningen, eller den, som oplysningen er om, jf. Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit M.3 .

Indkomstmodtager - arbejdsgiver

Den enkelte indkomstmodtagers skatteforhold må derfor ikke drøftes med arbejdsgiveren. Afgørelser og sagsfremstillinger, der vedrører flere parter, bør kun indeholde fortrolige oplysninger, som er af betydning for sagens afgørelse. I sager, hvor der er flere parter, skal der endvidere foretages en vurdering af i hvilket omfang, der ved fremsendelse af afgørelse og sagsfremstilling til den ene part skal fjernes eller bibeholdes evt. fortrolige oplysninger om den anden part.

Vurderingen foretages efter reglerne om aktindsigt i tilsvarende oplysninger, jf. FVL § 15, stk. 1, hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i de pågældende oplysninger bør vige for afgørende hensyn til andre private interesser.

Andre forvaltningsmyndigheder

Videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder - uopfordret eller efter anmodning - er omfattet af reglerne i FVL §§ 28 - 32.

Det betyder, at såvel den almindelige tavshedspligt efter FVL § 27 som den særlige tavshedspligt efter SSL § 37 er uden betydning for videregivelse af fortrolige oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder.

Der skelnes i FVL § 28 mellem oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. stk. 1, og andre fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om en fysisk eller juridisk persons økonomiske eller erhvervsmæssige forhold, jf. stk. 3. Der henvises i øvrigt til Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit M.3.2.2.

Oplysninger, der er indhentet i forbindelse med arbejdsgiverkontrollen, jf. KSL § 86, kan således videregives til observation for den kommunale skatteforvaltning, jf. FVL § 28, stk. 3, hvorefter fortrolige oplysninger af økonomisk og erhvervsmæssig art kan videregives til anden forvaltningsmyndighed, når oplysningerne har væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

J.3.2 Ligningsmyndighedens afgørelse

Ved arbejdsgiverkontrollens afslutning skal der tages stilling til i hvilket omfang, der er behov for videregivelse af kontroloplysninger til andre myndigheder.

Kommunale skatteforvaltninger

Medfører en arbejdsgiverkontrol, at der efterfølgende skal foretages ændringer i virksomhedens angivelser og/eller ansattes skatteansættelser, sendes oplysninger herom til virksomhedens slutligningskommune.

De enkelte ansattes slutligningskommuner skal orienteres i alle tilfælde, hvor en region i forbindelse med et arbejdsgiverkontrolbesøg bliver opmærksom på forhold, der har betydning for ligningen af de ansatte.

Den kommunale skatteforvaltning har som ligningsmyndighed pligt til at foretage en selvstændig oplysning og vurdering af den enkelte sag, før der træffes afgørelse. Den regionale told- og skattemyndigheds kontroloplysninger er derfor ikke bindende for den kommunale skatteforvaltning.

I situationer, hvor en ansat i virksomheden slutlignes i en kommune uden for den regionale told- og skattemyndigheds område, må bestemmelserne i SSL § 12 om de regionale told- og skattemyndigheders tilsynspligt i relation til en ensartet ligning sikres ved aftale mellem virksomhedens registreringsmyndighed og den myndighed, som den ansattes slutligningskommune hører til.

Andre myndigheder

Ved afgivelse af kontroloplysninger til andre regionale told- og skattemyndigheder, kan den udarbejdede kontrolrapport eventuelt vedlægges i kopi til en følgeskrivelse.

Har arbejdsgiverkontrollen under et besøg i en virksomhed konstateret forhold, som har betydning for alle regionale told- og skattemyndigheder, sender myndigheden selv oplysningerne rundt, og giver Told- og Skattestyrelsen meddelelse herom.

J.3.3 Klage

J.3.3.1 Sagsudlægningsbekendtgørelsen

I bek. nr. 520 af 25. juni 2002 (sagsudlægningsbek.), har skatteministeren i henhold til bl.a. KSL § 89 B, AMFL § 16, stk. 1 og SKL § 23 B fastsat regler om klage over afgørelser efter disse love, herunder bemyndiget de regionale told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelse som første instans, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1 finder AMFL''s regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. AMFL § 16, stk. 1 finder således anvendelse for SP-bidraget. Det betyder, at sagsudlægningsbekendtgørelsens regler om klage over afgørelser efter AMFL og om bemyndigelse til de regionale told- og skattemyndigheder om at træffe afgørelse som første instans efter AMFL, tilsvarende finder anvendelse for SP-bidraget.

Afgørelser, der er truffet af en regional told- og skattemyndighed efter § 6, stk. 1 i sagsudlægningsbek. kan, for så vidt afgørelsen ikke kan påklages til Landsskatteretten, påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bek. § 22, stk. 1, nr. 1. Det vil sige, at nogle afgørelser truffet som led i en arbejdsgiverkontrol kan påklages til Landsskatteretten, og andre kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.

J.3.3.2 Klage til Landsskatteretten

Afgørelser på skatte-, told- og afgiftsområderne kan som udgangspunkt kun påklages én gang, og Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de væsentligste sagstyper.

Landsskatterettens klagebehandling sker efter reglerne i SSL kap. 3 og 3 A, jf. KSL § 87 og AMFL § 16, stk. 2. Det betyder, at der er adgang til syn og skøn, jf. SSL § 30, og omkostningsgodtgørelse, jf. SSL kap. 3 A, i sager, hvor arbejdsgiverkontrollens afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Se om syn og skøn ved Landsskatteretten i Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit H.7.4.1 , og om omkostningsgodtgørelse i Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit K.

Ved klage til Landsskatteretten skal der betales en afgift, et klagegebyr, jf. SSL § 25, stk. 4. For 2003 er klagegebyret 700,- kr. Fristen for indgivelse af klage til Landsskatteretten er 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen, jf. SSL § 25, stk. 1. Klagen skal indsendes til Landsskatteretten.

Om forslag til afgørelse og sagsfremstilling, se afsnit J.3.1 og Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.6.

Om krav til klagevejledning, se Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.9.

J.3.3.2.1 Afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Efter § 6, stk. 1 i sagsudlægningsbek. har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om,

at en virksomhed skal indholde A-skat af en given ydelse, jf. KSL § 46, jf. KSL § 43, og/eller

at der skal indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af den pågældende ydelse, jf. AMFL § 11, stk. 9 og ATP-lovens § 17 f, stk. 1, der henviser til AMFL.

En afgørelse om indeholdelsespligt skal ledsages af en afgørelse om hæftelse (fortid), jf. afsnit J.3.3.3.4 , eller et pålæg (fremtid) eller begge dele.

Pålæg om indeholdelse

Hvis der gives pålæg til den indeholdelsespligtige om for fremtiden at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, er der tale om en forvaltningsafgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten. Der skal derfor udarbejdes et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling, som sendes til høring inden der træffes afgørelse, og der er pligt til begrundelse og klagevejledning.

Hæftelse

Afgørelse om hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit J.3.3.3.4 .

Den underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til Landsskatteretten. Der skal derfor udarbejdes et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling og der er pligt til partshøring, begrundelse og klagevejledning.

Oplysningspligt

Afgørelse om oplysningspligt kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit J.3.3.3.3 .

Den underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til Landsskatteretten. Der skal derfor udarbejdes et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling og der er pligt til partshøring, begrundelse og klagevejledning.

Dette gælder også i de tilfælde, hvor der i forbindelse med afgørelse om indeholdelsespligt alene gives pålæg om, at virksomheden skal indberette indkomsten, fx begrundet i at lønmodtageren ikke længere er ansat hos den indeholdelsespligtige.

Hvis indberetningen af indkomsten først kan ske så sent, at indkomstmodtagerens ordinære årsopgørelse er tilgængelig, er der dog tale om videregivelse af kontroloplysninger til den kommunale skatteforvaltning og ikke en forvaltningsafgørelse truffet af regionen. I denne situation skal der ikke udarbejdes sagsfremstilling, foretages partshøring osv.

A-skat

Landsskatteretten påkender klager over de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser i 1. instans om indeholdelsespligter, jf. KSL § 87.

Det betyder, at arbejdsgiverkontrollens afgørelser om, hvorvidt der skal indeholdes A-skat i en given indkomst, herunder om arbejdsgiveren mv. er indeholdelsespligtig, om indkomstmodtageren er skattepligtig her til landet samt den beløbsmæssige opgørelse af indkomsten og af den skat, der skal indeholdes i indkomsten, kan indbringes for Landsskatteretten. Klageberettiget er såvel den indeholdelsespligtige som indkomstmodtageren, hvis han er part, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. dec. 1997 (L 56).

Andre typer afgørelser om registrering, angivelse, betaling og hæftelse, truffet af arbejdsgiverkontrollen efter KSL, kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, hvis afgørelser på dette område ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbek. § 22, stk. 1, nr. 1 og § 26, stk. 1, nr. 4. Om klage til Told- og Skattestyrelsen, se afsnit J.3.3.3 .

AM-bidrag

Ifølge AMFL § 16, stk. 2 påkender Landsskatteretten klager over told- og skatteregionernes afgørelser om

bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 1,

fritagelse for bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 3,

bortfald af bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 4,

bidragsgrundlag efter AMFL § 8, og særskilt bidragsgrundlag efter AMFL § 9, stk.1, jf. stk. 2, og

indeholdelsespligt efter AMFL.

Inden den regionale told- og skattemyndighed træffer en afgørelse om fritagelse for eller bortfald af bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 3 og 4, skal myndigheden indhente en udtalelse fra Den Sociale Sikringsstyrelse. Forudsætningen for at der kan træffes afgørelse om fritagelse for eller bortfald af bidragspligt er, at der er truffet afgørelse om bidragspligt.

Med hensyn til afgørelser om indeholdelsespligt er både den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. dec. 1997 (L 56). Indkomstmodtageren er dog kun klageberettiget, hvis han er part.

De regionale told- og skattemyndigheders afgørelser vedrørende øvrige spørgsmål efter AMFL, fx om registrering, regnskab, kontrol og hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen som sidste administrative instans, jf. sagsudlægningsbek. § 22, stk. 1, nr. 1 og § 26, stk. 1, nr. 4. Om klage til Told- og Skattestyrelsen, se afsnit J.3.3.3 .

Selvstændigt erhvervsdrivende

Ifølge AMFL § 16, stk. 2 påkender Landsskatteretten tillige klager over de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser om selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt efter AMFL § 7, stk. 2 og bidragsgrundlag efter AMFL § 10.

SP-bidrag

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1 finder AMFL''s regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. AMFL § 16, stk. 2 finder dermed tilsvarende anvendelse for de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser om indeholdelse af SP-bidrag, som således kan påklages til Landsskatteretten.

J.3.3.3 Klage til Told- og Skattestyrelsen

Ved klage til Told- og Skattestyrelsen anvendes reglerne i sagsudlægningsbek.

Fristen for klage til Told- og Skattestyrelsen er 3 måneder, jf. bekendtgørelsens § 20.

Klagen bør af praktiske grunde indsendes til den regionale told- og skattemyndighed, som har truffet den afgørelse, der klages over. Når den regionale told- og skattemyndighed har modtaget klagen, udarbejder myndigheden en sagsfremstilling over afgørelsen, som myndigheden sender til Told- og Skattestyrelsen sammen med klagen.

Om sagsfremstilling, se afsnit J.3.1 og Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.6.

Om krav til klagevejledning, se Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit E.3.9.

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse i klager til Told- og Skattestyrelsen i sager om arbejdsgiverkontrol bortset fra hæftelsessager, jf. skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 2. Se om omkostningsgodtgørelse i Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit K.

J.3.3.3.1 Afgørelser om registrering

Efter § 6, stk. 1 i sagsudlægningsbek. har de regionale told og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om,

at en indeholdelsespligtig skal registreres i CVR-registret, jf. § 18, stk. 1 i KSLbek. nr. 980 af 16. november 2001 og §§ 1 - 4 i AMFLbek. nr. 1153 af 14. december 2000,

at indeholdelsespligtige, der anmeldes til registrering skal stille sikkerhed efter OPKL (lov nr. 169 af 15. marts 2000 senest ændret ved lov nr. 1299 af 20. december 2000) § 11, stk. 2 og § 11 A.

at virksomheden ikke kan registreres pga. manglende sikkerhedsstillelse, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 7, og § 11 A, stk. 2.

at virksomheden ikke kan registreres i den ønskede driftsform, men at registrering kan ske i en anden driftsform, fx som personligt hæftende, jf. afsnit E.2.3.2.

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbek. § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. samme bek. § 26, stk. 1, nr. 4.

J.3.3.3.2 Afgørelser om angivelse og betaling

Efter sagsudlægsningsbek. § 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om,

at der skal pålægges afgiftsforhøjelse efter KSL § 57, stk. 2 på grund af ikke rettidigt indgivet angivelse af identitet af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i A-skatteperioden, mere end een gang inden for en periode på 24 måneder, at der skal foretages en foreløbig skønsmæssig fastsættelse efter OPKL § 4, stk. 1, samt størrelsen af det skønsmæssigt ansatte tilsvar efter opkrævningslovens § 5, stk. 2, og

at en allerede registreret indeholdelsespligtig virksomhed skal stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1.

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbek. § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. samme bek. § 26, stk. 1, nr. 4.

J.3.3.3.3 Afgørelser om oplysningspligt

Efter sagsudlægningsbek. § 6, stk. 1 har de regionale told- og skattemyndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelse om, at en virksomhed er oplysningspligtig efter SKL. Told- og skatteregionerne har en tilsvarende kompetence til at træffe afgørelse om oplysningspligtens omfang.

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbek. § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. samme bek. § 26, stk. 1, nr. 4.

En underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten. Se herom afsnit J.3.3.2.1.

J.3.3.3.4 Afgørelser om hæftelse

Efter sagsudlægningsbek. § 6, stk. 1 har de regionale myndigheder kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

hæftelse for indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter KSL § 69, stk. 2 og AMFL § 15, stk. 3, 2. pkt.,

lønmodtagerens hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdte AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 68 samt AMFL § 15, stk. 1,

den indeholdelsespligtiges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 69, stk. 1 samt AMFL § 15, stk. 3.

Nulstilling

Erstatning

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbek. § 22, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. samme bek. § 26, stk. 1, nr. 4.

En underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landskatteretten. Se herom afsnit J.3.3.2.1. En underliggende afgørelse om A-indkomst truffet af den kommunale skatteforvaltning overfor lønmodtageren for tidligere år ved ændret årsopgørelse, kan alene påklages af lønmodtageren. Se herom Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit H.7.1.

Efterangivelser

Efter KSL § 69, stk. 2 og AMFL § 15, stk. 3 hæfter den indeholdelsespligtige umiddelbart for indeholdt, men ikke angivet A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag. En såkaldt efterangivelse, der indeholder regionens forslag til ændring af den indeholdelsespligtiges tidligere angivelse, og som umiddelbart tiltrædes af den indeholdelsespligtige, anses ikke for en forvaltningsafgørelse. Der er således ikke pligt til partshøring, begrundelse og klagevejledning, og der skal ikke udarbejdes en sagsfremstilling. Hvis der er andre end den indeholdelsespligtige, der er part i sagen, kan denne procedure ikke anvendes, jf. nedenfor.

Den indeholdelsespligtige har ikke mistet sin mulighed for at klage, hvis den indeholdelsespligtige efterfølgende skulle mene, at grundlaget for efterangivelsen er forkert. I disse tilfælde må den indeholdelsespligtige henvende sig til regionen, som herefter træffer en egentlig afgørelse, dvs. der er pligt til partshøring, begrundelse og klagevejledning. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Der skal derfor kun udarbejdes sagsfremstilling, hvis afgørelsen påklages. Vedrørende sagsfremstilling, se også afsnit J.3.1.

Hvis den indeholdelsespligtige ikke ønsker at tiltræde en efterangivelse, skal regionen træffe en egentlig afgørelse. Dvs. der er pligt til partshøring, begrundelse og klagevejledning. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Der skal derfor kun udarbejdes sagsfremstilling, hvis afgørelsen påklages. Vedrørende sagsfremstilling, se også afsnit J.3.1.

Efter KSL § 69, stk. 1 og AMFL § 15, stk. 3 kan hæftelse for ikke indeholdt, ikke angivet A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag gøres gældende mod den indeholdelsespligtige, hvis regionen påviser, at den indeholdelsespligtige har udvist forsømmelighed. Sagen kan derfor ikke afsluttes med, at den indeholdelsespligtige tiltræder en efterangivelse. Regionen skal således træffe en egentlig afgørelse, dvs. der er pligt til partshøring, begrundelse og klagevejledning. Afgørelsen kan for så vidt angår hæftelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen. Den underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten. Der skal derfor udarbejdes et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling, der skal sendes til høring inden afgørelsen træffes. Vedrørende sagsfremstilling, se også afsnit J.3.1.

Indkomstmodtageren kan være part

Den enkelte indkomstmodtager kan have en væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i udfaldet af en sag arbejdsgiverkontrollen har rejst, jf. afsnit J.3.1.1 om partshøring. Indkomstmodtageren bliver dermed part i sagen, hvilket betyder, at der efter FVL''s regler kan være pligt til at partshøre indkomstmodtageren. Hvis indkomstmodtageren er part i en sag vedrørende indeholdelse af A-skat og/eller AM-bidrag og SP-bidrag, har indkomstmodtageren adgang til at klage over den afgørelse om indeholdelse, der er rettet til den indeholdelsespligtige, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. dec. 1997 (L 56).

Sager, hvor indkomstmodtageren er part, kan derfor ikke afsluttes med at den indeholdelsespligtige tiltræder en efterangivelse. I de situationer skal regionen træffe en egentlig afgørelse, der er rettet til den indeholdelsespligtige. Regionen skal således udarbejde et forslag til afgørelse og en sagsfremstilling, som sendes til høring, inden der træffes afgørelse. Afgørelsen skal begrundes, og der skal gives klagevejledning til Landsskatteretten. Indkomstmodtageren skal orienteres om afgørelsen og om muligheden for at klage til Landsskatteretten.

J.3.3.4 Domstolsprøvelse

De afgørelser, hvor Landsskatteretten eller Told- og Skattestyrelsen er sidste administrative klageinstans, kan først indbringes for domstolene, når der foreligger en endelig administrativ afgørelse, eller Landsskatteretten eller Told- og Skattestyrelsen har afvist at behandle sagen, jf. SSL § 31. Se om domstolsprøvelse og SSL § 31 i Vejledning om processuelle regler på ToldSkats område, afsnit I.

Stor vejledning 2003

J.1 Kontrolbeføjelser

J.2 Myndighedsområde

J.3 Afgørelse og klage

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →