INDEHOLDELSE AF A-SKAT, AM-BIDRAG OG SP-BIDRAG 2003 E REGISTRERINGSPLIGT
Statutory Text (2 Articles)
Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2003 - 2
E Registreringspligt
E.1 Generelt
Reglerne om registrering af virksomheder findes i
KSL §§ 40-67 (afsnit V og VI), § 85, § 88, jf. lovbek. nr. 678 af 12. aug. 2002
Lov nr. 449 af 7. jun. 2001 om erhvervsdrivende virksomheder
KSLbek. nr. 980 af 16. nov. 2001 om opkrævning af indkomstskat for personer mv., §§ 18-19, § 29 og 51.
AMFL § 21, jf. lovbek. nr. 694 af 20. aug. 2002
AMFLbek. nr. 502 af 15. jun. 2003
ATP-loven, jf. lovbek. nr. 689 af 20. aug. 2002
Cirk. nr. 135 af 4. nov. 1988, pkt. 78
OPKLbek. nr. 503 af 15. jun. 2003
Reglerne om sikkerhedsstillelse ved registrering findes i
Lov nr. 289 af 28. april 2003 (OPKL)
FVL §§ 22-24 og § 25-26, jf. lov nr. 382 af 6. jun. 2002 og DSK nr. 11006 af 14. jun. 1991, som senest ændret ved de ændringer, der følger af lov nr. 382 af 6. jun. 2002.
E.1.1 Registrering
Virksomheder, der udbetaler løn mv., hvori der skal indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, har pligt til at anmelde sig hos ToldSkat og har samtidig pligt til at anmelde enhver ændring, som sker i virksomhedens ejerforhold mv.
ToldSkat har for sin del pligt til at føre et register over anmeldte virksomheder med ajourførte oplysninger om virksomhederne.
Tilmelding foregår som en ansøgning om registrering, der under særlige omstændigheder kan gøres betinget eller helt nægtes, jf. afsnit E.2. Tilmeldingen skal ske inden 8 dage efter indeholdelsespligten er indtrådt (efter den 1. udbetaling), jf. KSLbek. § 18, stk. 3 og AMFLbek. § 1, stk. 3.
Enhver, der er indeholdelsespligtig efter KSL afsnit V og VI, skal tilmelde sig ToldSkat´s Erhvervssystem, jf. KSLbek. § 18, stk. 1. Hertil kommer, at personer, dødsboer, selskaber og foreninger mv., der har hjemting her i landet, og som skal foretage indeholdelse af kildeskat til Grønland, ligeledes skal registreres, jf. KSL § 88.
Reglerne om registrering af indeholdelsespligtige arbejdsgivere m.fl. fremgår af KSLbek. §§ 18-19, samt § 51 for så vidt angår registrering af indeholdelsespligt for kildeskat til Grønland, mens reglerne om registrering af indeholdelsespligtige arbejdsgivere efter AMFL fremgår af AMFLbek., §§ 1-4.
Ved tilmeldingen skal den indeholdelsespligtige på blanketter, der udarbejdes af Told- og Skattestyrelsen, give oplysninger om virksomheden mv., i overensstemmelse med rubriceringen på blanketten, jf. KSLbek. § 18, stk. 2. og AMFLbek. § 1, stk. 3
For så vidt angår de skemaer, som den indeholdelsespligtige skal benytte i forbindelse med tilmeldingen, kan der i øvrigt henvises til cirk. nr. 135 af 4. nov. 1988.
Her fremgår det af punkt 78 (Registrering af indeholdelsespligtige), hvilke oplysninger virksomheden bl.a. skal give i forbindelse med registreringen - fx navn, adresse, virksomhedens driftsform (enkeltmandsvirksomhed, interessentskab mv.), CPR-nummer for ansvarlige indehavere mv.
Indeholdelsespligtige arbejdsgivere og pensionskasser mv. skal tilmelde sig til registrering hos den regionale told- og skattemyndighed i det område, hvor den indeholdelsespligtige har hjemsted, jf. AMFLbek. § 1, stk. 1.
E.1.1.1 Konkursboer
Er en skyldner ikke i stand til at opfylde sine forpligtigelser over for kreditorerne, kan konkurslovens regler bringes i anvendelse. Reglerne tilsigter at give kreditorerne en samtidig og ligelig dækning af deres krav. Oplysninger om konkursboer udgives dels i Statstidende og dels i Registreringstidende.
I Statstidende, der udkommer alle hverdage undtagen mandage og dagen efter 2. påskedag, 2. pinsedag og 2. juledag, gives bl.a. meddelelse om afsagt dekret om konkurs, herunder meddelelse om indkaldelse til første skiftesamling.
I Registreringstidende, der udkommer som tillæg til Statstidende, gives bl.a. meddelelse om afsagt konkursdekret og datoen herfor.
De regionale told- og skattemyndigheder registrerer oplysninger om konkursboer ud fra oplysningerne i Statstidende og Registreringstidende.
Tilbagekaldelse af konkursdekret anføres i Statstidende, men kan også forekomme i Registreringstidende.
Se i øvrigt afsnit E.2.4.3.2.
E.2 Krav ved registrering af nye virksomheder
E.2.1 Sikkerhedsstillelse (tvungen)
Reglerne om tvungen sikkerhedsstillelse fremgår af OPKL §§ 11 og 11 A.
For virksomheder, der anmelder sig til registrering, vil sikkerhedsstillelse efter OPKL §§ 11 og 11 A, kunne kræves i visse situationer. Bestemmelserne i § 11 kan anvendes i tilfælde hvor fysiske- eller juridiske personer tidligere har haft en væsentlig indflydelse på en anden virksomhed, som har påført ToldSkat et ikke fuldt sikret tilgodehavende eller tab på skatter og afgifter på over 50.000 kr inden for de seneste 5 år. Efter § 11 A skal der stilles sikkerhed for tilsvar af skatter og afgifter, med mindre virksomhedens formue, opgjort efter reglerne i SEL § 14, stk. 2-7 på registreringstidspunktet, udgør mindst 125.000 kr.
Bestemmelserne i § 11 finder tillige anvendelse, hvis ToldSkat ved en gældssanering eller en frivillig akkord er blevet påført et tab på mere end 50.000 kr. vedrørende A-skat, AM-bidrag, SP-bidrag eller moms, eller hvis der er indgået en moratorieordning, hvor ToldSkat har et ikke fuldt sikret tilgodehavende.
Bestemmelserne tager således først og fremmest sigte på de særlige tilfælde, hvor de personer, der reelt står bag virksomheden, er kendt for tidligere groft at have misbrugt pligten til at opkræve beløb på det offentliges vegne, hvorved det offentlige er blevet påført tab.
Bestemmelsens primære formål er således at hindre konkursryttere og lignende i gang på gang at lukke og starte ny virksomhed, uden at staten forinden sikres mod tab. Anvendelsen af bestemmelsen afhænger således af en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
Krav om sikkerhedsstillelse vil kunne udelades fx
En advokat anmelder et selskab til registrering. Han indtræder selv som bestyrelsesformand. Advokaten figurerer også som bestyrelsesformand i et tidligere selskab, som er gået konkurs. Ved en nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at advokaten er indtrådt i det tidligere selskab udelukkende med det formål at søge selskabet reddet, hvilket er mislykket. Advokaten er udtrådt som formand for det gamle selskab, men vil være registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register som afgået formand.
I eksemplet har advokaten som udgangspunkt ikke haft væsentlig indflydelse på, at selskabet alligevel er gået konkurs, idet hans indtræden som bestyrelsesformand er sket på et tidspunkt for at redde virksomheden, hvilket må siges at være en del af hans professionelle arbejde.
Ordningen skal endvidere administreres således, at krav om sikkerhedsstillelse kun vil blive brugt i de situationer, hvor der vurderes at være en betydelig risiko for nye tab, fx fordi der er tale om virksomheder uden personligt gældsansvar og med utilstrækkeligt kapitalgrundlag.
Man skal endelig være opmærksom på, at der kan stilles krav om en ny sikkerhed, hvis eksempelvis følgende situation skulle forekomme
En virksomhed anmelder sig pr. 1. jan. 2003 til registrering som indeholdelsespligtig. Registreringen bliver gjort betinget af en sikkerhedsstillelse på 50.000 kr. Virksomheden stiller sikkerheden over for den regionale told- og skattemyndighed og den frigives først, når de under afsnit E.2.1.3 nævnte betingelser er opfyldt. Pr. 1. juli 2003 anmelder virksomheden sig som momspligtig efter momsloven. Den regionale told- og skattemyndighedvil også ved denne anmeldelse kunne stille krav om sikkerhed, forudsat at betingelserne fortsat er tilstede. Der skal dog kun stilles sikkerhed for moms.
E.2.1.1 Tidspunktet for sikkerhedsstillelse
Når virksomheden pålægges at stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt. Pålægget om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 dage efter, at virksomheden anmeldes til registrering, jf. OPKL § 11, stk. 7 og § 11 A, stk. 2.
De 14 dage regnes fra det tidspunkt, hvor ToldSkat har modtaget en korrekt registreringsanmeldelse fra virksomheden. Korrekt registreringsanmeldelse foreligger, når alle relevante oplysninger om virksomhedens ejerforhold mv. er oplyst som foreskrevet i vejledningen på anmeldelsesblanketten.
Sikkerhed skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget et anbefalet brev med pålæg om sikkerhedsstillelse, idet fristen i ganske særlige tilfælde dog kan forlænges efter anmodning herom. Denne kan imødekommes, hvis virksomheden kan godtgøre, at den krævede sikkerhed kan og vil blive stillet indenfor rimelig tid.
E.2.1.2 Sikkerhedsstillelsens størrelse
Sikkerhed efter § 11 i opkrævningsloven skal stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter og afgifter mv. samt det forventede gennemsnitlige tilsvar af A-skat, AM-bidrag, SP-bidrag og moms i en 3-måneders periode. Samme lovs § 11a indebærer, at der skal stilles sikkerhed svarende til forskellen mellem 125.000 kr og virksomhedens formue på registreringstidspunktet med fradrag af 15.000 kr.
Formålet med sikkerheden er at sikre, at ToldSkat ikke bliver påført tab som følge af driften af den nye virksomhed.
Som udgangspunkt vil det derfor være driften af den nye virksomhed, som danner grundlag for sikkerhedens størrelse. En restance fra den tidligere registrerede virksomhed vil derimod ikke kunne indgå i grundlaget.
.
E.2.1.3 Sikkerhedsstillelsens varighed
Efter opkrævningslovens § 11 frigives en stillet sikkerhed, når der er sket rettidig indbetaling af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag i den seneste 12-måneders periode, og hvis virksomheden ikke er i restance på dette tidspunkt med A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag eller tilsvar vedrørende andre registreringsforhold inden for skatte- og afgiftsområdet. Sikkerhed efter opkrævningslovens § 11 a, stk. 4 ophører, når virksomheden har en formue på mindst 125.000 kr, og virksomheden i de seneste 18 måneder har indbetalt moms, A-skat, AM-bidrag, SP-bidrag og lønsumsafgift rettidigt og ikke er i restance hermed eller vedrørende andre registreringsforhold.
E.2.1.4 Sikkerhedsstillelsens form
Sikkerhedsstillelse kan alene ske i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed efter ToldSkat's bestemmelse.
E.2.2 Nægtelse af registrering
Efter OPKL § 11, stk. 6, skal ToldSkat meddele pålæg om sikkerhedsstillelse ved anbefalet brev. Dette brev skal indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed inden udløbet af den fastsatte frist, dvs. senest 8 dage efter at virksomheden har modtaget meddelelse herom, indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, hvorefter det vil være strafbart at drive virksomhed, jf. OPKL § 17, stk. 3. Efter § 11 A, stk. 2, skal krav om sikkerhedsstillelse meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter at virksomheden anmeldes til registrering. Stiller en ny virksomhed ikke sikkerheden rettidigt, skal ToldSkat påny ved anbefalet brev meddele den pågældende, at registrering er nægtet. Det skal desuden gentages, at en fortsættelse af virksomheden herefter er strafbart efter ovenanførte bestemmelse.
Der er i begge tilfælde tale om afgørelser, der skal begrundes efter FVL's regler, jf. §§ 22-24, ligesom der i begge tilfælde samtidig skal meddeles klagevejledning, jf. FVL §§ 25-26. Afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen.
Om afvikling af allerede indgåede ansættelses- og kontraktsforhold, der indebærer indeholdelsespligt, henvises til afsnit G4.
E.2.3 Registreringsbevis
Efter registreringen tilsendes der den indeholdelsespligtige et registreringsbevis påført de ved tilmeldingen givne oplysninger samt det tildelte CVR/SE-nummer , jf. KSLbek. § 19, stk. 1 og AMFLbek. § 2.
Nummerregistreringen er en vigtig nøgle i ToldSkats administration og bruges altid til at identificere virksomhedens registreringsforhold.
For de fleste virksomheders vedkommende vil registrering ske under CVR-nummeret, som er identisk med virksomhedens SE-nummer, hvis virksomheden kun er tildelt ét SE-nummer. I nogle tilfælde vil virksomheden få tildelt såvel et CVR-nummer som et eller flere SE-numre. Det vil fx være tilfældet ved del- eller fællesregistrering. I så fald vil der være henvisning mellem CVR-nummer og SE-nummer.
Hvis virksomheden efter tilmeldingen meddeler ændringer i registreringsforholdene, tilsendes der et nyt registreringsbevis.
E.2.3.1 Enkeltregistrering
Udgangspunktet for registrering af de indeholdelsespligtige er, at en person/virksomhed tildeles ét CVR/SE-nummer, men der er hjemmel i lovgivningen til, at dele af en virksomhed kan registreres hver for sig (delregistrering), eller at flere selvstændige juridiske enheder kan registreres under ét (fællesregistrering).
E.2.3.2 Fællesregistrering
Hvis der mellem flere selvstændigt registrerede indeholdelsespligtige består et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet, kan der meddeles tilladelse til, at indbetaling af indeholdt A-skat og indgivelse af angivelse herfor sker under ét, jf. KSLbek. § 19, stk. 2.
Hvis dette er tilfældet, skal opgørelse, angivelse og indbetaling af AM-bidrag og SP-bidrag også ske under et, jf. AMFLbek. § 3, stk. 2. Tilsvarende gælder SP-bidraget.
Tilladelsen kræver, at samtlige indeholdelsespligtige underskriver en erklæring, der godtgør det økonomiske fællesskab (erklæring om solidarisk hæftelse).
Fællesregistrering medfører, at afregning af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag fra de underliggende CVR/SE-numre foretages af et CVR/SE-nummer, dvs. det fællesafregnende CVR/SE-nummer.
De i fællesregistreringen deltagende registreringsenheder hæfter solidarisk for skyldig A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, ligesom der er mulighed for udvidet adgang til modregning mellem de deltagende registreringsenheder.
Pligten til at føre regnskab, jf. KSL § 57 og KSLbek. §§ 29-32 samt AMFL § 21 og AMFLbek. §§ 28-30, bortfalder ikke i forbindelse med fællesafregningen, da regnskabspligten også påhviler den indeholdelsespligtige selvom denne lader andre stå for udbetaling og indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.
E.2.3.3 Delregistrering
Der kan tildeles en indeholdelsespligtig flere SE-numre, hvis der føres særskilt regnskab for de enkelte virksomheder, jf. KSLbek. § 19, stk. 1.
Hvis en indeholdelsespligtig med flere virksomheder har fået tildelt flere SE-numre, og som følge heraf indbetaler indeholdt A-skat og indgiver angivelse herfor særskilt for hver virksomhed, skal opgørelse, angivelse og indbetaling af AM-bidrag og SP-bidrag også ske særskilt, jf. AMFLbek. § 3, stk. 1 og ATP-loven, § 17. Ovenstående viser således, at der er nøje sammenhæng mellem den måde, hvorpå virksomheden er registreret som indeholdelsespligtig efter KSL, og den måde, som virksomheden skal registreres på efter AMFL, herunder fællesregistrering og delregistrering.
E.2.4 Ændring og afmeldelse af registrering
Ændringer i de efter KSLbek. § 18, stk. 2 nævnte oplysninger (virksomheden mv.), herunder ophør af indeholdelsespligt vedrørende A-skat eller AM-bidrag, skal meddeles inden 10 dage (efter ændringen), jf. KSLbek. § 18, stk. 3 og AMFLbek. § 1, stk. 3. Det samme gælder SP-bidraget.
Ændringen kan meddeles ved påførsel af de ændrede oplysninger på det udsendte registreringsbevis, ved påførsel af de ændrede oplysninger på de tilmeldingsskemaer, som er udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen eller ved selvstændigt brev. Mindre væsentlige ændringer kan meddeles ved telefonisk henvendelse, fx ændring af telefonnummer.
E.2.4.1 Adresse, ledelse mv.
Ændringen kan fx vedrøre den adresse, hvorfra virksomheden drives, telefonnummer, regnskabsår mv.
E.2.4.2 Driftsform (juridisk status)
Den indeholdelsespligtige har også pligt til at meddele ændringer i virksomhedens driftsform, hvilket ofte kan medføre, at virksomheden skal skifte CVR/SE-nummer (tildeles et nyt CVR/SE-nummer) på grund af ændring i hæftelsesforholdene. Det skyldes, at det tildelte CVR/SE-nummer knytter sig til den eller de, der hæfter for skyldig A-skat, AM-bidrag mv.
Ændringer i hæftelses- og ansvarsforholdet medfører, at virksomheden i registreringsmæssig henseende skifter identitet, dvs. at den hidtidige virksomhed ophører, og at den nye virksomhed opstår og skal registreres.
Der skal derfor som hovedregel ske tildeling af et nyt CVR/SE-nummer ved ændring af driftsformen. Der sker dog fx ikke tildeling af nyt CVR/SE-nummer ved omdannelse fra et aktieselskab til et anpartsselskab eller omvendt.
Med hensyn til fastlæggelsen af driftsformen gælder i øvrigt, at ToldSkat som anført har pligt til at føre et register over anmeldte virksomheder, og at ToldSkat i forbindelse med registreringen af virksomheden er berettiget til at kontrollere de anmeldte oplysningers rigtighed. Der ligger heri, at ToldSkat foretager en klassificering af den anmeldte virksomhed.
Hvis der foreligger en virksomhedsform, der ikke svarer til de faktiske forhold, jf. begrænsningerne i kontraktsfriheden mv., nægtes registrering i den ønskede form.
Den berørte virksomhed underrettes herefter om, at registrering kan finde sted som en personlig hæftende virksomhed, eller den virksomhedstype, som ToldSkat rettelig må anse virksomheden for at være. Dette er en administrativ afgørelse, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit J.3.3.3.
Ved denne klassificering af den enkelte virksomhedstype er det ikke afgørende, hvad selskabsdeltagerne selv har kaldt eller benævnt virksomheden. Et selskab vil således ikke nødvendigvis være fx et amba (andelsselskab med begrænset ansvar) blot fordi vedtægterne siger, at der er tale om et sådant.
Selskabet er kun et amba, hvis alle væsentlige kendetegn eller dog de væsentligste kendetegn peger henimod den traditionelle opfattelse af et sådant selskab, og hvis selskabet kan registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter lovbek. nr. 546 af 20. jun. 1996 om erhvervsdrivende virksomheder. Registrering skal ske for at selskabet kan få retsevne. Med de væsentligste kendetegn tænkes ikke blot på indholdet af vedtægterne og andre stiftelsesdokumenter, men også på de faktiske forhold i selskabet.
Indtil virksomheden er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hæfter deltagerne i virksomheden personligt, uden begrænsning og solidarisk. Kan virksomheden ikke registreres, kan den ikke erhverve rettigheder og indgå forpligtigelser. Virksomheden kan heller ikke være part i retssager bortset fra søgsmål om stiftelse. Virksomheder, der ikke er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, kan derfor ikke hæfte for skat, moms o.lign. som amba mv., men efter den virksomhedsform, som ToldSkat herefter må fastsætte.
I sidste instans er det domstolene, der i givet fald fastslår hvilken virksomhedstype, der retteligt foreligger.
E.2.4.3 Afmeldelse
E.2.4.3.1 Ophør af virksomhed
Virksomhederne har pligt til at meddele ophør af indeholdelsespligt vedrørende A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag inden 10 dage (efter ændringen), jf. OPKLbek. § 3, stk. 2 og 3.
Når dette er sket afmeldes virksomhedens registreringsforhold, og virksomheden modtager dokumentation for, at virksomheden er afmeldt.
E.2.4.3.2 Konkurs
Afmeldelse af en virksomhed kan ligeledes komme på tale i forbindelse med konkurs.
For samtlige virksomhedstyper gælder, at de regionale told- og skattemyndigheder afmelder disse virksomheders registreringsforhold vedrørende indholdelsespligt af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag pr. dekretdato ud fra oplysningerne i Registreringstidende, jf. afsnit E.1.1.1. Der indsættes desuden en virksomhedsophørsdato afhængig af virksomhedstype.
For selskaber og fonde registreres først en virksomhedsophørsdato, når selskabet/fonden bliver opløst af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
For kommanditselskaber registreres en virksomhedsophørsdato pr. dekretdato, hvis komplementaren(erne) er erklæret konkurs.
For enkeltmandsvirksomheder registreres en virksomhedsophørsdato pr. dekretdato.
For foreninger forholder det sig som ved enkeltmandsvirksomhed, dog registreres der ikke en virksomhedsophørsdato, hvis foreningen er selskabsskattepligtig.
For interessentskaber/partrederier registreres en virksomhedsophørsdato pr. dekretdato, hvis der kun er 1 ejer tilbage.
Hvis konkursdekretet tilbagekaldes, slettes de registrerede oplysninger om konkurs i systemet, dvs. herunder også afmeldelsen af registreringsforholdene vedrørende indeholdelsespligt af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, hvis disse registreringsforhold er blevet afmeldt pr. dekretdag.
E.2.4.3.3 Omdannelse
I Registreringstidende under punkt B annonceres omdannelser i aktie- og anpartsselskaber samt omdannelser af fonde til erhvervsdrivende fonde.
I disse tilfælde skal selskabets/fondens driftsform (type) ændres, men der sker ikke skift af CVR/SE-nummer, dvs. selskabet beholder det allerede tildelte CVR/SE-nummer.
Derudover skal bl.a. selskabets/fondens navn ændres, og en række andre oplysninger ajourføres.
E.1 Generelt
E.2 Krav ved registrering af nye virksomheder