TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2002 1. INDLEDNING

Transfer pricing; Dokumentationspligt

1. Indledning

Dokumentationspligten er en del af regelsættet vedrørende transfer pricing og er lovfæstet i skattekontrollovens § 3 B, se bilag 1. Omfattet af dokumentationspligten er skatteydere, som har koncernrelationer eller på anden måde er forbundet med et udenlandsk selskab, et fast driftssted, en person m.v., og som har transaktioner med disse udenlandske forbundne parter. Se nærmere herom i afsnit 3. Begrebet koncern anvendes i vejledningen for alle disse former for relationer. De skattepligtige, som er omfattet af dokumentationspligten, har pligt til at dokumentere, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner, som de har med de forbundne udenlandske parter, de såkaldte kontrollerede transaktioner. Dokumentationen kan udarbejdes på dansk, norsk, svensk eller engelsk. Dokumentationspligten har virkning for indkomstår, som påbegyndes den 1. januar 1999 eller senere.

Begrebet transfer pricing vedrører prisfastsættelsen af koncerninterne transaktioner og dermed fordelingen af bl.a. internationale koncerners samlede indtjening (og skattebetaling) imellem de lande, hvor de koncernselskaber, som har bidraget til indtjeningen, er beliggende. Der kan opstå en skævvridning, hvis koncernen ved for høje eller lave interne afregningspriser "flytter" fortjenester, som eksempelvis er indtjent i et dansk selskab, til et selskab i koncernen, som er beliggende i et andet land, hvorved Danmark kan miste skatteprovenu. Den stigende internationalisering, herunder grænseoverskridende koncerndannelser, har gjort denne problematik stadig mere aktuel.

Armslængdebegrebet er et grundliggende princip for transfer pricing. Når der handles på armslængdevilkår, vil det sige, at der handles på vilkår, som uafhængige parter ville anvende - dvs. markedsvilkår. Armslængdebegrebet er defineret i ligningslovens § 2, stk. 1, se bilag 2. Sker samhandelen i en grænseoverskridende koncern ikke på armslængdevilkår, flyttes fortjeneste - og dermed også skattebetaling - således fra ét land til et andet. Ligningslovens § 2 og armslængdeprincippet gælder både, hvor der er tale om rent danske transaktioner, og hvor der er tale om en transaktion mellem et dansk og et udenlandsk selskab m.v., hvorimod reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt i skattekontrollovens § 3 B kun gælder for grænseoverskridende relationer. Armslængdebegrebet behandles nærmere i afsnit 2.

De danske regler om transfer pricing er i overensstemmelse med de internationale regler på området, herunder især de retningslinier (guidelines) som OECD har udarbejdet. OECD's retningslinier præsenteres i afsnit 2.2.

Dokumentationspligten skal - sammen med oplysningspligten - øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre, at armslængdeprincippet anvendes i forbindelse med opgørelsen af skattepligtiges indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Skattemyndighedernes muligheder for at vurdere, om en grænseoverskridende transaktion er på armslængdevilkår, forbedres betydeligt, når virksomhederne dokumenterer, hvorledes afregningspriserne er fastsat.

Set fra virksomhedernes synsvinkel vil en fyldestgørende dokumentation kunne mindske risikoen for dobbeltbeskatning. Ikke blot danske, men også andre landes skattemyndigheder, vil være mindre tilbøjelige til at korrigere en skattepligtig indkomst, hvis der foreligger en behørig dokumentation for, at afregningspriserne er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet. En skattemæssig korrektion indebærer en risiko for dobbeltbeskatning på trods af, at internationale aftaler pålægger landene at søge at ophæve eventuelle dobbeltbeskatningssituationer.

Vejledningen vil herefter i afsnit 1.2 gennemgå hovedelementerne i en dokumentation for herved at danne en grundlæggende forståelse af området før den mere detaljerede gennemgang. De internationale regler om transfer pricing, som Danmark har tilsluttet sig, og som kan være fortolkningsbidrag til de danske regler, præsenteres i afsnit 2. I afsnit 3 beskrives kort hvilke skatteydere, som falder ind under dokumentationspligten, dette emne behandles uddybende i Told- og Skattestyrelsens vejledning "Transfer pricing - kontrollerede transaktioner, Oplysningspligt". Afsnit 4 indeholder en gennemgang af komponenterne i dokumentationen, og OECD' s metoder til at fastsætte armslængdepriser for kontrollerede transaktioner gennemgås i afsnit 5. Til slut gives i afsnit 6 en orientering om, hvorledes dokumentationen skal ajourføres og opbevares.

1.1 Formål med vejledningen

Selvangivelsespligtige, som er omfattet af dokumentationspligten, skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner. Dokumentationen skal forelægges skattemyndighederne på forlangende og skal kunne danne grundlag for skattemyndighedernes vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter - dvs. på armslængdevilkår. Dette følger af skattekontrollovens § 3 B, stk. 4. I stk. 5 fastsættes endvidere, at hvis dokumentationen ikke er udarbejdet, kan skattemyndighederne foretage en skønsmæssig ansættelse efter de almindelige regler herom. Dette gælder tilsvarende, hvis dokumentationen ikke er fyldestgørende, dvs. hvis dokumentationen ikke kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Denne vejlednings formål er at give et bud på, hvad skattepligtige kan gøre for at udarbejde en så god og fyldestgørende dokumentation som muligt, herunder hvordan en skattepligtig kan fastsætte de armslængdepriser, som skal dokumenteres.

Det må formodes, at koncerner ved prisfastsættelsen af de varer og ydelser, som overdrages internt, gør sig nogle tanker om, hvilken pris som afspejler den reelle værdi af de pågældende varer og ydelser. Dette vil være et led i koncernens vurdering af, hvor rentable de enkelte aktiviteter er, om de forskellige funktioner kan udføres mere fordelagtigt af uafhængige parter osv. Prisen på de overdragne varer og ydelser bør afspejle, hvilke funktioner den overdragende virksomhed har udført, hvilke risici som er påtaget, og hvad varen eller ydelsen ville koste, hvis den skulle erhverves i fri handel. Det er bl.a. disse oplysninger, som skal indgå i en dokumentation.

Det er vejledningens mål at opstille en anvendelig og operationel model til udarbejdelse af dokumentationen. Der findes ingen formkrav til, hvordan en dokumentation skal præsenteres, og det er således heller ikke et krav, at dokumentationen opbygges som modellen i denne vejledning. Det vil ikke være muligt at opstille en helt udtømmende standardmodel for, hvordan en dokumentation skal udarbejdes, idet alle virksomheders forhold er forskellige. Det vigtigste er, at dokumentationen rent faktisk viser, hvordan priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner er fastsat, og at armslængdeprincippet følges.

Den model, som præsenteres i vejledningen, opbygger en dokumentation fra bunden. Skatteydere, som allerede er godt i gang med at prisfastsætte og dokumentere, vil dog også kunne finde inspiration og vejledning i beskrivelserne af de enkelte trin i modellen.

Vejledningens model til udarbejdelse af dokumentationen er i overensstemmelse med OECD's retningslinier om transfer pricing. Disse retningslinier giver anvisninger på, hvordan man finder armslængdepriser og -vilkår, samt hvilke elementer en dokumentation skal indeholde. Det er vejledningens intention at gøre OECD's retningslinier mere operationelle, dvs. at give en mere praktisk tilgangsvinkel til anvisningerne i retningslinierne samt at supplere med eksempler.

Det er ikke vejledningens mål blot at angive retningslinier for, hvilke oplysninger de dokumentationspligtige som minimum skal afgive for at leve op til lovgivningen. Vejledningen giver anvisninger på, hvilke oplysninger og analyser som i mange tilfælde er nødvendige for at kunne fastsætte armslængdepriser og for så godt og fyldestgørende som muligt at kunne dokumentere, at disse priser under de givne vilkår opfylder armslængdeprincippet. Det er således ikke et lovkrav, at vejledningens fremgangsmåde følges, og at dokumentationen indeholder alle de beskrevne elementer. Skattepligtige kan vurdere, om elementer i vejledningen ikke er relevante eller nødvendige for at dokumentere disse skatteyderes konkrete prisfastsættelser.

1.2 Introduktion

Vejledningen er bygget op omkring syv trin eller komponenter i dokumentationen, som er tænkt som en kronologisk tilgangsvinkel, efter hvilken skatteyder kan fastsætte armslængdepriser og dokumentere disse. Punkterne er

Beskrivelse af virksomheden

Beskrivelse af de kontrollerede transaktioner

Funktions- og risikoanalyse

Beskrivelse af økonomiske forhold

Sammenlignelighedsanalyse

Valg af prisfastsættelsesmetode

Skriftlige aftaler

Punkterne kan deles op i tre niveauer. De første fire punkter er rent beskrivende og har til formål at beskrive virksomheden og relevante omgivende faktorer samt de kontrollerede transaktioner. Disse afsnit udgør grundlaget for en senere sammenligning med uafhængige transaktioner. Punkt 5) og 6) er den analyserende del, hvor virksomheden på baggrund af beskrivelsen af egne forhold finder sammenlignelige uafhængige transaktioner og ud fra disse vælger den bedst egnede prisfastsættelsesmetode for de interne overdragelser af varer eller ydelser. Punkt 7) omhandler, hvordan de forbundne parter bør indgå skriftlige aftaler vedrørende de priser og vilkår for de interne overdragelser, som parterne er nået frem til.

Kronologien er dog ikke helt stringent. Hvilke sammenlignelige transaktioner og data, som vælges i forbindelse med sammenlignelighedsanalysen, afhænger således til dels af, hvilken prisfastsættelsesmetode som ud fra en foreløbig vurdering er den mest oplagte, idet hver metode stiller forskellige krav til de anvendte data. Det kan således være en fordel at have en vis formodning for, hvilken metode (eller metoder) som kan anvendes, for at kunne finde de mest egnede sammenlignelige data, men de valgte sammenlignelige data og sammenlignelighedsanalysen er samtidig grundlaget for vurderingen af, hvilken metode som er den mest optimale.

Ovenstående - meget summariske - sammenfatning skal illustrere, at den praktiske tilgang til prisfastsættelsen af de kontrollerede transaktioner og dokumentationen heraf kan have et cirkulært præg. Det er derfor en fordel at have kendskab til centrale elementer og begreber, før man går i dybden med vejledningens forskellige afsnit. I denne introduktion skal derfor gives en kort, grundlæggende præsentation af dokumentationsopgaven.

1.2.1 Sammenlignelighed

Udgangspunktet for prisfastsættelsen af varer og ydelser mellem forbundne parter er, at priserne og vilkårene skal være i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. For at kunne fastsætte priser på transaktioner mellem forbundne parter er det derfor nødvendigt at tage udgangspunkt i de priser, som bliver fastsat for tilsvarende sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige parter. Sammenlignelighed er således et nøglebegreb, når armslængdepriser for kontrollerede transaktioner skal fastsættes og dokumenteres.

At fastsætte en armslængdepris ved at foretage sammenligninger mellem kontrollerede transaktioner og transaktioner mellem uafhængige parter forudsætter naturligvis, at transaktionerne rent faktisk også er sammenlignelige, eller at det er muligt at foretage korrektioner af eventuelle forskelle for at opnå sammenlignelighed.

1.2.2 Beskrivelse af virksomheden m.v.

Det er vigtigt at have et grundlæggende kendskab til egne forhold for at kunne finde egnede uafhængige transaktioner som sammenligningsgrundlag med henblik på at fastsætte armslængdepriser. Man bør således starte med at beskrive de parter, som indgår i de kontrollerede transaktioner, samt de sammenhænge den dokumentationspligtige virksomhed indgår i.

Virksomheden

Når man skal udarbejde transfer pricing dokumentation for overdragelser mellem to (eller flere) forbundne parter, er det for det første vigtigt at beskrive virksomheden generelt, herunder de omgivende faktorer som påvirker virksomheden. Denne beskrivelse er nødvendig for at kunne finde uafhængige virksomheder med tilstrækkeligt sammenlignelige transaktioner i sammenlignelighedsanalysen og dermed fastsætte den korrekte armslængdepris.

Beskrivelsen af virksomheden bør indeholde en oversigt over den juridiske struktur, parterne indgår i. Ligeledes bør den organisatoriske struktur i de pågældende virksomheder beskrives, herunder en klarlæggelse af, hvem som har beslutningskompetence på hvilke områder og hvordan beslutningerne træffes.

I beskrivelsen af virksomheden indgår naturligvis også informationer om, hvilken slags aktiviteter som udføres, hvilke produkter som produceres osv. Det er også vigtigt at informere om, hvilken strategi virksomheden følger, dvs. om virksomheden f.eks. satser på unikke højt specialiserede mærkevarer eller ydelser, eller om man forsøger at konkurrere på lave priser. Om virksomheden er i en opstartsfase eller allerede har skabt sig en markedsposition er ligeledes relevant.

Af relevans er også de ydre omstændigheder, som økonomisk påvirker virksomheden og dermed sammenligneligheden. Dvs. beskrivelse af markedet for virksomhedens produkter; hvordan konkurrencen er, hvilke substitutter som findes m.v., samt andre forhold af betydning såsom offentlige reguleringer.

Hvad en virksomhedsbeskrivelse kan indeholde behandles mere udførligt i afsnit 4.1.

Kontrollerede transaktioner

For i sammenlignelighedsanalysen at kunne foretage relevante sammenligninger er det også nødvendigt nærmere at få identificeret og beskrevet selve transaktionerne, som finder sted mellem de forbundne parter.

For hver transaktion bør beskrives, hvad der er overdraget, omfanget heraf, til hvilken modtager, samt hvorledes der sker afregning for de leverede varer eller ydelser. Se nærmere herom i afsnit 4.2.

Funktions- og risikoanalyse

En meget vigtig del af en dokumentation er en beskrivelse af parternes funktioner og risici m.v., herunder i hvilket omfang funktionerne bidrager til den værdiskabende proces. Identifikationen af, hvor i koncernen funktionerne og risiciene er placeret, har betydning, når der i sammenlignelighedsanalysen skal findes virksomheder med sammenlignelige transaktioner.

Fordelingen af funktioner og risici mellem de forbundne parter har stor betydning for armslængdepriser, eftersom det må forventes, at den største del af en koncerns indtjening skal tilfalde de enheder, hvor den værdiskabende aktivitet sker, og hvor de største risici tages. De aktiver, som indgår, har naturligvis også betydning, dvs. hvilke af parterne som ejer f.eks. produktionsanlæg og - ikke mindst - de immaterielle aktiver.

En funktions- og risikoanalyse kan udarbejdes som en verbal beskrivelse, og virksomheden kan i mere eller mindre detaljeret skemaform angive, hvilke enheder i koncernen der udfører de forskellige funktioner, samt hvem der har risiciene forbundet hermed. Der kan endvidere sættes vægtninger ind for at vise, hvilke funktioner og risici som har størst betydning for værditilvæksten. Funktions- og risikoanalysen behandles i afsnit 4.3.

Beskrivelse af økonomiske resultater

Til brug for bl.a. en sammenligning med uafhængige transaktioner vil det være relevant at bearbejde og opstille de ovenfor beskrevne oplysninger om den dokumentationspligtiges virksomhed på en sådan måde, at dataene umiddelbart kan sammenlignes. Mere herom findes i afsnit 4.4.

1.2.3 Sammenlignelighedsanalyse

På baggrund af ovenstående forhold søges efter sammenlignelige transaktioner med henblik på at fastsætte armslængdepriser for de kontrollerede transaktioner.

Er der problemer med at finde tilstrækkeligt sammenlignelige transaktioner, må virksomheden i første omgang se på, om det er muligt at justere eller korrigere for eventuelle forskelle, så transaktionerne bliver sammenlignelige. Kan virksomheden ikke finde data, som dækker præcis den pågældende transaktion, kan det være nødvendigt at gruppere transaktionerne, således at f.eks. en hel produktlinie sammenlignes fremfor det enkelte produkt. Sammenligninger af transaktioner over flere år kan korrigere for forskelle i de sammenlignede transaktioners livscyklus, ligesom det kan være relevant at indsamle data for en mængde af de mest sammenlignelige transaktioner og heraf udarbejde et interval, indenfor hvilket armslængdeprisen anses for at ligge.

Hele processen med at finde sammenlignelige data bør behørigt dokumenteres, herunder valg og fravalg samt de eventuelle justeringer, som foretages for at opnå sammenlignelighed.

Se afsnit 4.5 for en grundig gennemgang af sammenlignelighedsanalysen.

1.2.4 Valg af transfer pricing metode

OECD har udarbejdet retningslinier vedrørende transfer pricing (se nærmere herom i afsnit 2.2), og heri beskrives fem metoder til at fastsætte armslængdepriser for kontrollerede transaktioner. Arten af transaktionerne samt hvilke sammenlignelige data, som kan findes, danner udgangspunktet for valget af den mest optimale af prisfastsættelsesmetoderne.

Metoderne anvender data vedrørende sammenlignelige uafhængige transaktioner (sammenligningsgrundlaget) for at fastsætte armslængdeprisen for en kontrolleret transaktion. Der kan enten være tale om at anvende selve prisen på sammenlignelige transaktioner som grundlag for prisfastsættelsen af transaktionerne, eller armslængdeprisen kan bestemmes via sammenlignelige transaktioners brutto- eller nettoavance.

Der er en art rangfølge mellem metoderne, dvs. at nogle metoder går forud for andre, fordi disse metoder er mere direkte, hvorved armslængdeprisen kan opgøres med større sikkerhed. Hvor langt man skal ned i "hierarkiet" afhænger bl.a. af, hvilke sammenlignelige data man har til rådighed.

I det efterfølgende beskrives metoderne enkeltvist med angivelse af, hvornår metoderne kan anvendes samt hvilke sammenlignelige data (sammenlignelighedsfaktorer), der er nødvendige for at anvende de forskellige metoder. Sammenlignelighedsfaktorerne beskrives nærmere i afsnit 4.5.1, og i afsnit 5 findes en detaljeret gennemgang af alle metoderne. I bilag 3 og 4 findes endvidere oversigter over metodernes karakteristika m.v.

Metoderne er følgende

Traditionelle transaktionsbestemte metoder

Den fri markedsprismetode (Comparable uncontrolled price method - CUP-metoden)

Metoden anvender prisen på overdragelser af sammenlignelige varer eller ydelser mellem uafhængige parter til at fastsætte armslængdeprisen på overdragelser af varer eller ydelser mellem forbundne parter.

CUP-metoden er den foretrukne, idet den sammenligner direkte på den vare eller tjenesteydelse, som bliver overdraget. Metoden kræver imidlertid en stor overensstemmelse specielt m.h.t. produktegenskaber, men også omstændighederne er vigtige, f.eks. volumen og transportomkostninger, og metoden er derfor svær at anvende i praksis. Metoden er mest anvendelig, hvis virksomheden også sælger/køber tilsvarende varer eller tjenesteydelser, som overdrages mellem de forbundne parter, til/fra uafhængige parter. I sådanne tilfælde tales om en intern CUP i modsætning til de tilfælde, hvor der sammenlignes med produkter eller ydelser, som sælges mellem andre uafhængige parter - hvilket kaldes en ekstern CUP. Den eksterne CUP kan typisk anvendes ved salg af ensartede standardprodukter, hvor der er et offentligt marked.

Eftersom CUP-metoden anvender prisen på selve produkterne til at prisfastsætte, er det egenskaberne ved de konkrete varer eller tjenesteydelser, som er primær sammenlignelighedsfaktor ved denne metode.

Videresalgsprismetoden (Resale price method)

Metoden kan bruges i tilfælde, hvor en vare sælges fra en forbunden part til en anden og derefter videre til en uafhængig kunde. Videresalgsprisen ved salget til den uafhængige kunde er en uafhængig markedspris, og denne pris reduceres med en markedsmæssig bruttoavanceprocent for at finde armslængdeprisen mellem de forbundne parter.

Videresalgsprismetoden er en mere indirekte metode end CUP-metoden, idet den ser på bruttoavancen fremfor selve prisen på produkterne. Metoden kan især anvendes på distributionsselskaber og salgsselskaber, som varetager et minimum af funktioner og påtager sig en begrænset risiko, således at der ikke sker en nævneværdig værditilvækst inden videresalget. Bruttoavanceprocenten skal være i overensstemmelse med, hvad virksomheden eventuelt opnår i bruttoavance for sammenlignelige transaktioner med uafhængige parter, eller hvad en uafhængig virksomhed ville opnå i bruttoavance for at udføre de samme funktioner og løbe de samme risici.

Den primære sammenlignelighedsfaktor i videresalgsprismetoden er de funktioner, som den videresælgende part udfører inden salget til den uafhængige kunde, samt de risici som løbes. Disse funktioner og risici er grundlaget for den bruttoavance, som kan opnås ved videresalget. De produkter, som overdrages, behøver således ikke at være fuldstændig sammenlignelige, men sandsynligheden for at finde egnede sammenlignelige transaktioner er større i den samme branche m.v.

Kostpris plus avancemetoden (Cost plus method)

Til en vares eller tjenesteydelses kostpris lægges et markedsmæssigt tillæg for at fastsætte armslængdeprisen. Dette tillæg beregnes som et procenttillæg til omkostninger.

Denne metode anvendes primært på produktionsselskaber, men er også anvendelig for virksomheder, som leverer tjenesteydelser, eller ved f.eks. kontraktsforskning. Til produktionsomkostningerne medregnes både de direkte og de indirekte omkostninger forbundet med transaktionen, opgjort pr. produkt eller eventuelt pr. produktgruppe. Størrelsen af procenttillægget skal være i overensstemmelse med, hvad virksomheden eventuelt opnår ved tilsvarende salg til en uafhængig aftager, eller med hvad en uafhængig virksomhed med de samme funktioner og risici m.v. vil kunne opnå.

Sammenlignelighedsfaktoren, som er afgørende for procenttillæggets størrelse, er primært de funktioner og risici, som ligger hos den ene part, før eller i forbindelse med at der sker overdragelse af en vare til en forbunden part, eller at der udføres en tjenesteydelse for en forbunden part. Ligeledes er det af betydning for sammenlignelighed, at produktionsomkostningerne er nogenlunde ens, og at der ikke f.eks. sammenlignes direkte mellem en virksomhed, som ejer anlægsaktiverne, og en virksomhed, som leaser disse, uden at der - om muligt - justeres for konsekvenserne heraf. Det er endvidere vigtigt, at de data, som anvendes i sammenligningen, er opstillet efter de samme regnskabsprincipper m.v.

Transaktionsbestemte avancemetoder

Avancefordelingsmetoden (Profit split method)

En koncerns nettoavance på en transaktion fordeles mellem de involverede parter ud fra, hvad uafhængige virksomheder ville forvente at få i fortjeneste ved at være part i en sammenlignelig transaktion. Ved nettoavance forstås i transfer pricing-sammenhæng resultat før renter.

Metoden kan med fordel anvendes ved transaktioner, som er så stærkt integrerede, at de ikke kan vurderes separat, samt når mere end én af parterne ejer immaterielle aktiver. Endvidere kan metoden bruges til at lave en kontrolberegning på en anden metode.

Ved anvendelse af metoden tages udgangspunkt i de forbundne parters samlede nettoavance på en transaktion, og fordelingen mellem parterne sker på baggrund af de funktioner, parterne udfører, og de risici, som tages.

Der findes flere varianter af metoden, og de mest almindelige er bidragsanalysen og residualanalysen. Ved bidragsanalysen fordeles den samlede fortjeneste mellem parterne efter værdien af de funktioner, som parterne har udført, og de risici, som er taget. Ved residualanalysen sker fordelingen af fortjenesten i to faser. Først tildeles parterne, hvad der svarer til markedets sædvanlige afkast for den pågældende transaktion, og dernæst fordeles et eventuelt resterende overskud (eller underskud) efter specielle faktorer, f.eks. parternes bidrag af immaterielle aktiver til processen.

Da avancefordelingsmetoden bygger på, at fordelingen af den samlede fortjeneste findes ved, at værdien af parternes bidrag vurderes, er metoden ikke direkte afhængig af sammenlignelige data. Ved ansættelsen af værdien af parternes bidrag bør der dog anvendes data fra uafhængige parter i videst muligt omfang.

Transaktionsbestemt nettoavancemetode (Transactional net margin method - TNMM)

Ved denne metode skal nettoavancen for en kontrolleret transaktion fastsættes som en procentsats af et passende grundlag (f.eks. omkostninger, salg eller aktiver) og svare til, hvad en uafhængig part ville beregne i nettoavance for en sammenlignelig transaktion.

Ved TNMM-metoden tager man udgangspunkt i den af parterne i en kontrolleret transaktion, som er den mest simple m.h.t. funktioner, risici og involverede (immaterielle) aktiver, da det er den part, for hvem det er lettest at finde virksomheder med sammenlignelige transaktioner. Nettoavancen ved transaktionen skal for denne part være i overensstemmelse med, hvad virksomheden eventuelt har i nettoavance ved tilsvarende transaktioner med uafhængige parter, eller hvad nettoavancen for en tilsvarende transaktion mellem to uafhængige parter ville være. Den resterende nettoavance ved transaktionen tilfalder den anden part i transaktionen.

Nettoavancen skal beregnes som en procentsats af et passende grundlag, og dette grundlag kan f.eks. være omkostninger, salg eller virksomhedens driftsfremmende aktiver. Hvilket grundlag, som bør vælges, afhænger af, hvilken slags virksomhed der er tale om. Er der tale om en salgsvirksomhed, kan man se på nettoavancen i forhold til omsætningen, dvs. virksomhedernes overskudsgrad. For en produktionsvirksomhed kan det være nettoavancen i forhold til omkostningerne, som ses på, eller man kan anvende afkastningsgraden, dvs. nettoavancen i forhold til driftsfremmende aktiver.

Primær sammenlignelighedsfaktor for TNMM-metoden er, i lighed med videresalgsprismetoden og kostpris plus avancemetoden, funktioner og risici. Eftersom nettoavancen kan være mindre følsom overfor eventuelle forskelle i de funktioner, som udføres af parterne, stilles der dog ikke ved TNMM-metoden helt de samme krav til sammenlignelighed.

Metodevalget

Som nævnt ovenfor vælges prisfastsættelsesmetode på baggrund af, hvilken art af transaktioner, der er tale om, samt hvilke sammenlignelige data, der kan findes. Valget af den optimale prisfastsættelsesmetode beskrives nærmere i afsnit 4.6.

Når en prisfastsættelsesmetode er valgt, må virksomheden demonstrere, at priserne for skatteyderens kontrollerede transaktioner rent faktisk er i overensstemmelse med den valgte metode.

1.1 Formål med vejledningen

1.2 Introduktion