MOMSVEJLEDNING 2002 AFSNIT O OPGØRELSEN AF MOMSTILSVARET § 56
Statutory Text (2 Articles)
Momsvejledningen 2002
Afsnit O Opgørelsen af momstilsvaret § 56
Reglerne om, hvordan registrerede virksomheder skal opgøre momsperiodens tilsvar, den udgående moms (salgsmoms) og den indgående moms (købsmoms) er beskrevet i momslovens § 56.
Periodens momstilsvar beregnes som forskellen mellem virksomhedens salgsmoms og købsmoms. Momstilsvaret afregnes efter bestemte regler, se P.2.1.
Overstiger købmomsen for en momsperiode salgsmomsen for samme periode, udbetales forskelsbeløbet efter reglerne i opkrævningsloven § 12 .
Ved lov nr. 1299 af 20. december 2000, er momsloven ændret således, at momsregistrerede virksomheder, der indfører varer fra steder uden for EU, i stedet for at afregne importmomsen efter toldlovens regler, fra 1. april 2001 skal afregne momsen over virksomhedens momsangivelse efter lovens § 56.
Den ændrede afregningsform gælder i alle tilfælde, hvor der ved indførslen angives et momsregistreringsnummer, hvorunder indførslen sker. Det betyder, at der vil gælde samme regler for afregning af moms af varer, der indføres fra steder uden for EU, som gælder ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande.
Virksomheden skal i sin momsangivelse i rubrikken - moms af varekøb mv. i udlandet - herefter også medtage moms af indførsel.
I det omfang, virksomheden har fradragsret for denne moms, fordi varen skal anvendes i den registrerede virksomhed, kan momsen samtidig trækkes fra som indgående moms og medregnes hertil på momsangivelsen.
O.1 Opgørelse
O.1.1 Salgsmoms (udgående afgift)
Virksomhedens salgsmoms omfatter moms af virksomhedens leverancer og erhvervelser fra andre EU-lande, indførsel af varer fra steder uden for EU, fraførsler for afgiftsoplag mv. De momspligtige leverancer og erhvervelser er fastsat i §§ 4-13, se D.
Herudover inkluderer salgsmomsen moms af indkøb af ydelser i udlandet, hvor virksomheden er betalingspligtig efter § 46, stk. 1, se L.1.
En periodes salgsmoms omfatter moms af leverancer, erhvervelser, indførsler fra steder uden for EU og betalingspligtige køb, hvor momspligten for disse er indtrådt i perioden. Hvornår momspligten for leverancer, erhvervelser og betalingspligtige køb indtræder er beskrevet nærmere i F.
O.1.2 Købsmoms (indgående afgift)
Virksomhedens købsmoms omfatter moms af fradragsberettigede køb mv., som virksomheden har foretaget i perioden. Hvilke køb, der giver ret til at fradrage, er beskrevet i J.1 og J.2.
En undtagelse herfra er moms af kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter, der er indført fra steder uden for EU med videresalg med øje, eller indkøbte kunstgenstande, som af sælger er momsberigtiget på et reduceret grundlag efter § 30, stk. 3, eller § 31, se G.5 og G.6.
Momsen for disse kan først medregnes til virksomhedens indgående moms i den momsperiode, hvor videresalget sker. Der er kun fradragsret i det omfang, virksomheden ikke har valgt at anvende reglerne i § 69, stk. 2, se R.2.
O.1 Opgørelse