TOLDVEJLEDNING 2001 A.13 TOLDOPLAG OG ANDRE OPLAGSTYPER
Statutory Text (2 Articles)
Toldvejledning 2001
A.13 Toldoplag og andre oplagstyper
Formål
Formålet med toldoplag er at give virksomheder mulighed for at oplægge varer fra ikke-EU-lande, hvorved virksomhederne undgår betaling af told og afgifter, ligesom varerne ikke underkastes handelspolitiske foranstaltninger.
Dette betyder, at virksomheder, der får varer hjem fra ikke-EU-lande til lager med henblik på fortoldning eller genudførsel på et senere tidspunkt, kan vælge at oplægge disse varer på et toldoplag og så udføre eller fortolde varerne i takt med, at de skal anvendes.
Virksomheder kan også oplægge EU-varer på toldoplag, hvis disse er bestemt til udførsel, og for hvilke det efter særlige fællesskabsforskrifter er fastsat, at de som følge af deres oplæggelse på toldoplag er omfattet af foranstaltninger, der i princippet er forbundet med varernes udførsel, eksempelvis eksportrestitution.
En bevilling til toldoplag kan under visse forudsætninger anvendes i hele EU. Derfor kan ikke alene et dansk toldcenter være involveret i et bevillingsforhold, men også en toldmyndighed i et andet medlemsland.
Det legale grundlag
Reglerne for toldoplag findes i artiklerne 84-90 og 98-113 i toldkodeksen, og i artiklerne 496-535 i gennemførelsesbestemmelserne, i §§ 55-57 i toldloven samt i §§ 95-102 i toldbehandlingsbekendtgørelsen. Desuden findes der regler i lovgivningen om landbrugsvarer og regler om veterinærkontrol.
I dette afsnit behandles forskellige typer oplag/oplagsordninger.
Toldoplagstyper
Toldoplag kan inddeles i 2 hovedtyper, offentlige toldoplag og private toldoplag, se A.13.1.
Præfinansielt oplag
Når landbrugsvarer, der er bestemt til udførsel til steder udenfor EU´s toldområde mod eksportrestitution, skal oplægges på et toldoplag, de såkaldte varer med præfinansiering, skal dette ske efter særlige regler, se A.13.2.
Proviantoplag
På et proviantoplag kan oplægges landbrugsvarer, der er bestemt til proviantering af visse skibe, luftfartøjer samt bore- eller udvindingsplatforme, og for hvilke der kan forudbetales restitution, se A.13.3.
Animalske fødevarer
Visse fødevarer af animalsk oprindelse, der ikke kan godkendes af de veterinære myndigheder, og som derfor skal genudføres, kan oplægges på et toldoplag efter særlige regler, se A.13.4.
Provianteringsvirksomhed
Varer (typisk punktafgiftspligtige) kan oplægges punkt- og momsafgiftsfrit i en provianteringsvirksomhed, se A.13.5.
Afgiftsoplag
Under visse betingelser kan varer oplægges afgiftsfrit på et afgiftsoplag, se A.13.6.
A.13.1 Toldoplag
A.13.1.1 Definition
Toldoplag TK art. 98, stk. 2
Toldoplag defineres som ethvert område, der er godkendt af toldmyndighederne og underlagt deres kontrol, og hvor varer kan opbevares på de fastsatte betingelser.
Der er således 3 vilkår, der skal være opfyldt, før der er tale om et toldoplag
Toldmyndighederne skal godkende området,
toldoplaget skal være underlagt toldmyndighedernes kontrol, og
varerne skal opbevares på de betingelser, toldmyndighederne fastsætter.
TK art. 99 Oplagshaver
Oplagshaver er den person, der driver toldoplaget.
TK art. 101
Oplagshaver er ansvarlig for
At varer, der opbevares på toldoplaget, ikke unddrages toldtilsyn,
at de forpligtelser, der følger af varernes opbevaring på toldoplaget, opfyldes, og
at de betingelser, der er fastsat i bevillingen, overholdes.
Oplægger
Oplægger er den person, der forpligtes ved angivelsen om henførsel af varerne under toldoplagsproceduren, eller den, til hvem denne persons rettigheder og forpligtelser er blevet overdraget.
A.13.1.2 Toldoplagstyper
TK art. 99
Toldoplag inddeles i 2 kategorier: offentlige og private. Ved et offentligt oplag forstås et toldoplag, hvor enhver person kan oplægge varer, medens et privat oplag er et toldoplag, hvor det er forbeholdt oplagshaveren at oplægge varer.
På et privat toldoplag skal oplagshaveren altid være den samme som oplæggeren uden nødvendigvis at være ejer af varerne. Oplagshaver er den hovedansvarlige.
I Danmark udstedes bevillinger til toldoplag af typerne A, C og D.
GB 525, stk. 1, litra a
Type A er et offentligt toldoplag, hvor varerne oplægges under oplagshaverens ansvar. Dvs. oplagshaver er ansvarlig for, at varerne under oplæggelsen ikke unddrages toldtilsyn, at de forpligtelser, der følger af, at varerne er oplagt på toldoplag, overholdes samt at de nærmere betingelser, der er fastsat i bevillingen, overholdes.
GB 525, stk. 2, litra c
Type C er et privat toldoplag, ved hvilken de normale fremgangsmåder ved til- og fraførsel anvendes.
GB 525, stk. 2, litra a
Type D er et privat toldoplag. Det særlige ved et type D oplag er, at beskatningselementerne fastsættes allerede ved oplæggelsen af varerne. Hvis varerne efter oplæggelsen angives til fri omsætning, er det således varernes beskaffenhed, kvantitet og toldværdi på oplæggelsestidspunktet, der lægges til grund, medens det er afgiftssatserne på fraførselstidspunktet der anvendes til beregning af told og afgifter. Ved type D oplag skal de forenklede fremgangsmåder anvendes ved fraførslen, og varerne skal ikke frembydes for toldmyndighederne.
A.13.1.3 Bevilling
TK art. 85 og 100, stk. 1
En oplagshaver kan kun drive et toldoplag, hvis toldcentret har udstedt en bevilling hertil.
Ansøgning, GB art. 497, stk. 1
Ansøgning om oprettelse af et toldoplag afgives skriftligt. Se A.19.1.
Ansøgning om bevilling til toldoplag indgives til og meddeles af det toldcenter, i hvis forretningsområde virksomheden er beliggende.
TK art. 86 og art. 100, stk. 2 og 3 samt GB art. 527
Bevilling kan kun udstedes
Til personer, som er etableret i EU,
hvis ansøgeren kan godtgøre, at der er et økonomisk behov for oplæggelse,
hvis oplagring af varer er hovedformålet med toldoplaget. Dette udelukker ikke muligheden for at foretage sædvanlige behandlinger, aktiv forædling eller forarbejdning under toldkontrol, blot oplagringen er den mest fremtrædende transaktion,
hvis ansøgeren frembyder den nødvendige sikkerhed for transaktionernes korrekte forløb,
hvis de administrative foranstaltninger, der skal træffes med hensyn til myndighedernes tilsyn og kontrol, står i rimeligt forhold til ansøgerens økonomiske behov.
Offentligt toldoplag TL § 55, nr. 1) og BKG § 95
Et offentligt toldoplag kan oprettes hos pakhusforretninger på steder, hvor der er særligt behov derfor.
Tilladelsen kan af toldcentrene meddeles speditører, transportvirksomheder, skibsmæglere, havne mv., der opbevarer varer, der oplægges af andre virksomheder.
Toldoplaget kan oprettes ved havne, jernbaneknudepunkter eller lignende trafikknudepunkter, som for eksempel lufthavne. Det er en betingelse, at speditør-, transport-, skibsmæglervirksomheden eller havnen er etableret her, og at der på stedet foreligger et særligt behov for oplaget. Dette betyder bl.a., at toldoplaget skal have en vis størrelse og en rimelig udnyttelsesgrad.
Hos toldcentret kan fås oplysninger om krav til ansøgningen og vilkårene for bevillingen.
Privat toldoplag TL § 55, nr. 2) og BKG § 96
Der kan oprettes et privat toldoplag hos varemodtagere, der har et særligt økonomisk behov for oplæggelse af varer fra ikke-EU-lande.
GB art. 526
En bevilling til toldoplag er betinget af, at virksomhedens lokaler er godkendt af toldcentret. Ansøgningen skal være vedlagt en målsat plantegning over de pågældende lokaler.
Et område kan ikke godkendes til mere end ét toldoplag ad gangen.
Gyldighed, GB art. 507
Bevillingen har virkning fra tidspunktet for udstedelsen eller på et i bevillingen fastsat senere tidspunkt. Dog kan Told·Skat i ekstraordinære tilfælde skriftligt underrette ansøgeren om, at man er indforstået med at meddele bevilling til toldoplag af typen C og D. I dette tilfælde får bevillingen virkning fra tidspunktet fra denne underretning.
TK art. 108
Varer kan forblive under toldoplagsproceduren uden tidsbegrænsning, med mindre andet er fastsat i bevillingen eller i specifikke fællesskabs forskrifter.
Annullering og Tilbagekaldelse
Se A.19.1.1.
BKG § 102
Toldcentret kan ligeledes tilbagekalde bevillingen, hvis reglerne eller vilkårene er overtrådt eller overtrædes, eller hvis oplagshaver mister rådighed over sit bo, standser sine betalinger eller fratages retten til kredit i medfør af TL § 38.
Såvel afslag på anmodning om bevilling som tilbagekaldelse af bevilling kan indbringes for Told- og Skattestyrelsen.
A.13.1.4 Henførsel under toldoplagsproceduren
Anmodning om oplæggelse af varer på toldoplag sker ved afgivelse af en fortoldningsangivelse til det toldcenter eller det ekspeditionstoldsted, der er nævnt i bevillingen som henførselstoldsted.
Fortoldningsangivelsen skal afgives efter de almindelige regler for afgivelse af en fortoldningsangivelse. Enten via edb eller på enhedsdokumentets blad 6-8. Når toldcentret på baggrund af angivelsen har vurderet, om varerne kan oplægges på toldoplaget, afstempler det eksemplar 8 og returnerer det til oplæggeren. Eksemplar 7 afstemples og returneres til bevillingshaveren. Er oplæggeren og bevillingshaveren samme person, returneres både eksemplar 7 og 8 til denne.
I rubrik 31 skal varebeskrivelsen være i overensstemmelse med specifikationerne i bevillingen. Kun i forbindelse med private toldoplag, oplag af type C og D, kan det fastsættes i bevillingen, hvilke kategorier af varer der må anbringes på oplaget.
Når varerne oplægges på et toldoplag, skal der anvendes følgende procedurer
Ikke-EU-varer, der ankommer direkte fra tredjeland
I forbindelse med afslutning af en ekstern fællesskabsforsendelse angives varerne ved henførselstoldstedet til fuldstændig ekspresangivelse eller angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag efterfulgt af standardfortoldning, se A.1.2.7. Ved anvendelse af overførselsproceduren, se A.19.1.
Ikke-EU-varer, der indføres fra tredjelande via EU´s område
I forbindelse med afslutning af en ekstern fællesskabsforsendelse angives varerne ved henførselstoldstedet til fuldstændig ekspresangivelse eller angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag efterfulgt af standardfortoldning, se A.1.2.7.
Ikke-EU-varer, der overføres fra en anden økonomisk toldprocedure, f.eks. forædling
Særlige individuelle procedurer
Varer fra et andet toldoplag
Ekstern fællesskabsforsendelse eller overførselsprocedure, se A.19.6.
Fællesskabsvarer, der oplægges med henblik på udførsel, typisk under en landbrugsordning
Før oplæggelsen skal der forudanmeldes til toldcentret, se A.13.2.2.
Handelsmæssige foranstaltninger, TK art. 98, GB art. 509
Hvis de handelsmæssige foranstaltninger, såsom fremlæggelse af eventuel importlicens, indførselscertifikat/-bevilling eller oprindelsescertifikat, finder anvendelse ved varers overgang til fri omsætning, finder de ikke anvendelse ved eller under oplæggelse af varer på toldoplag.
Hvis de handelsmæssige foranstaltninger finder anvendelse ved varers indførsel til EU´s toldområde, skal de iagttages ved ikke-EU-varers oplæggelse på toldoplag.
Finder de handelsmæssige foranstaltninger anvendelse ved varers udførsel, skal de iagttages ved EU-varers udførsel fra EU´s toldområde efter, at de har været oplagt på et toldoplag.
Særlige indførselsbestemmelser, f.eks. af sundhedsmæssig, veterinær eller sikkerhedsmæssig art, der er fastsat for indførsel af de pågældende varer, skal ofte iagttages både ved oplæggelsen på toldoplaget og ved fraførselen fra toldoplaget.
A.13.1.5 Lagerregnskab
TK art. 105 og GB art. 515-516, 528-530
Oplagshaveren har pligt til at føre det i toldkodeksen omhandlede lagerregnskab. Regnskabet skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en korrekt overvågning og kontrol af toldoplaget. Lagerregnskabet skal altid vise den aktuelle beholdning på toldoplaget.
Regnskabet skal indeholde
oplysninger, som står i rubrikkerne fra minimumslisten i GB bilag 37 om angivelse til henførsel under toldoplagsproceduren, dvs. for oplag af type A og C oplysningerne anført i rubrik 1 (1. underrubrik), 3, 5, 8, 14, 19, 31, 32, 35, 37, 38, 40, 44, 49 og 54 i angivelsen om henførsel under proceduren. For oplag af type D skal regnskabet desuden indeholde oplysningerne fra rubrik 33 og 47,
oplysninger fra de toldangivelser, ved hvilke varerne gives en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse, hvorved proceduren afsluttes.
dato og henvisning til andre tolddokumenter og alle andre dokumenter, der vedrører henførslen under og afslutningen af proceduren,
de nødvendige oplysninger til at kunne følge varerne, især med hensyn til hvor de opbevares og oplysninger om eventuel overførsel af varerne fra et toldoplag til et andet uden afslutning af proceduren,
den nødvendige handelsmæssige eller tekniske beskrivelse til at kunne identificere varerne,
oplysninger vedrørende den i GB artikel 534, stk. 2, omhandlede fælles oplagring af både EU-varer og ikke-EU-varer samt alle andre eventuelt nødvendige enkeltheder til identifikation af varerne,
oplysninger om de sædvanlige behandlinger, som varerne underkastes,
oplysninger om midlertidig fjernelse af varerne fra toldoplaget.
I visse tilfælde, hvor ansvaret påhviler oplæggeren, kan toldcentret lempe for disse krav til at føre lagerregnskab.
Lagerregnskabet skal være ordnet på en sådan måde, at man tydeligt og nemt kan kontrollere at alt, hvad der er oplagt på toldoplaget, endnu befinder sig dér eller er angivet til en godkendt toldbehandling.
Hvis den regnskabspligtige fører regnskab til handelsmæssige eller fiskale formål, og dette regnskab indeholder de oplysninger, som toldcentret finder nødvendige, kan toldcentret godkende dette regnskab som det i kodeksen omhandlede lagerregnskab.
Oplagshaver indsender periodisk en opgørelse over lagerbeholdningen efter kontroltoldcentrets nærmere bestemmelse. Opgørelsen skal være opdelt efter varekode og vise mængde og toldværdi pr. varekode eller pr. vareart under hver varekode og vise ekspeditionsnummer.
Tilskrivning i regnskabet skal ske på tidspunktet for varernes fysiske oplægning på toldoplaget på grundlag af de elementer, der er blevet konstateret eller godkendt af toldcentret.
Fraskrivning i regnskabet skal ske på tidspunktet for frigivelse af varerne, dvs. antagelsen af angivelsen om fraførsel.
Ansvaret for varer, der overføres fra/til andet toldoplag, overdrages til bestemmelsesoplagets oplagshaver på det tidspunkt, hvor denne modtager varerne og bogfører dem i sit oplagsregnskab.
Regnskabet skal til enhver tid udvise den aktuelle beholdning af varer, som befinder sig under toldoplagsproceduren, og de bilag, der danner grundlag for oplagsregnskabet, skal opbevares sammen med dette og skal være ordnet på en sådan måde, at toldcentret har mulighed for umiddelbart at sammenholde regnskabet med de relevante bilag.
Oplagshaveren skal anskaffe det nødvendige regnskabsmateriale, og oplagsregnskabet med tilhørende bilag skal opbevares i overensstemmelse med bogføringslovens bestemmelser.
A.13.1.6 Aktiviteter på et toldoplag
Sædvanlige behandlinger, TK art. 109 og GB art. 531 og 533
Varer, der er oplagt på et toldoplag, kan underkastes sædvanlige behandlinger. Den pågældende skal i hvert enkelt tilfælde inden den sædvanlige behandling foretages skriftligt anmode kontroltoldstedet om tilladelse hertil.
Tilladelsen til at foretage en sædvanlig behandling kan også gives i selve bevillingen til at drive et toldoplag, hvorved der blot kræves underretning af kontroltoldstedet i den af dette fastsatte form om, at der vil blive foretaget en behandling.
Sædvanlige behandlinger, skal have et eller flere af følgende formål
at sikre varernes bevarelse,
at forbedre deres udseende eller handelskvalitet eller
at forberede deres distribution eller videresalg.
En liste over tilladte sædvanlige behandlinger fremgår af bilag 72 i GB.
Hvis intet andet angives, må behandlingen aldrig medføre, at varen skifter varekode.
Fælles oplagring, GB art. 534
Toldcentret kan tillade, at EU-varer og ikke-EU-varer oplagres på samme lager under forudsætning af, at de enkelte varernes toldmæssige status til enhver tid kan identificeres.
Toldcentret kan tillade fælles oplagring af EU-varer og ikke-EU-varer, når det ikke er muligt til enhver tid at identificere de enkelte varers toldmæssige status. Varer med præfinansiering er udelukket fra denne mulighed, se A.13.2. Varer, der indgår i fælles oplagring skal have den samme ottecifrede KN-kode, den samme handelskvalitet og de samme tekniske egenskaber.
Når ækvivalente varer, der er oplagt på samme lager, angives til en godkendt toldbehandling, anses de som enten EU-varer eller ikke-EU-varer efter den pågældendes eget valg, under forudsætning af at der ikke angives flere varer med en given toldstatus, end hvad der i virkeligheden findes på toldoplaget.
Midlertidig fjernelse, TK art. 110, GB art. 532-533
Når omstændighederne taler derfor, kan toldcentret give tilladelse til midlertidigt at fjerne varer fra toldoplaget. Toldcentret fastsætter, på hvilke betingelser fraførslen kan finde sted. Under varernes ophold uden for toldoplaget kan de underkastes de sædvanlige behandlinger.
Varer kan fjernes midlertidigt for en periode på højst tre måneder. Perioden kan forlænges, når omstændighederne taler derfor .
A.13.1.7 Sikkerhedsstillelse og hæftelse
Sikkerhedsstillelse, TK art. 88 og 104, BKG § 97
Toldcentret kan efter et konkret skøn stille krav om sikkerhed for told og importafgifter samt for moms og punktafgifter af varer, der oplægges på toldoplag. Kravet om sikkerhedsstillelse kan stilles ved bevillingens udstedelse eller senere, hvor kontrolmæssige eller økonomiske forhold indebærer risiko for, at told- og afgiftsbeløbene i tilfælde af manko ikke vil blive indbetalt. Sikkerhedens størrelse og art fastsættes af toldcentret.
Hæftelse, TK art. 206, BKG § 101
Oplagshaveren hæfter for told, moms og eventuelle punktafgifter af varer, som ikke forefindes ved toldcentrets eftersyn, og som ikke er fraført i overensstemmelse med EF´s bestemmelser om toldoplag.
Oplagshaver hæfter dog ikke, hvis varerne er helt tilintetgjorte eller gået uigenkaldeligt tabt af grunde, der skyldes varernes egen beskaffenhed, hændelige omstændigheder eller force majeure.
En vare betragtes som gået uigenkaldeligt tabt, når den er blevet totalt uanvendelig for enhver.
Som hændelige omstændigheder betragtes brækage, væltning af hylder, kasser og lignende. Indbrudstyveri er således ikke at betragte som en hændelig omstændighed. Som naturligt svind betragtes kun svind ved fordampning, udlækning og lignende.
Indbrud og brand i lokaler, der er godkendt som toldoplag, skal snarest muligt meldes til toldcentret.
Afgifter af de varer, der omfattes af hæftelsen, ansættes skønsmæssigt af toldcentret. Hvis tidspunktet for fraførslen kendes, lægges beskatningselementerne på dette tidspunkt til grund for ansættelse af afgifter. Kendes fraførselstidspunktet ikke, lægges de beskatningselementer til grund, der var gældende på det tidspunkt, hvor lagermanglen konstateredes.
Når der hæftes for told og afgifter af de varer, som ikke findes på oplaget, kan der ikke gives fradrag for momsen i den indgående afgift.
A.13.1.8 Overførsel til andet toldoplag
Overførsel af varer under toldoplagsproceduren, TK art. 111
Toldmyndighederne kan tillade, at varer, der er henført under toldoplagsproceduren, overføres fra et toldoplag til et andet. Se A.19.6.
A.13.1.9 Kontrol
TL § 57 og BKG § 100
Toldmyndighederne er berettigede til at foretage eftersyn på toldoplag, herunder til at efterse de oplagte varer eller andre varer, der opbevares i godkendte lokaler og områder eller i andre af oplagshavers forretningslokaler. Endvidere kan toldmyndighederne efterse forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.
Toldmyndighederne kan gennemføre eftersynet uanmeldt eller efter forudgående aftale.
Oplagshaver og de der beskæftigede personer er forpligtede til at være behjælpelige med at udføre de handlinger, der er nødvendige for eftersynet, samt at stille det anførte materiale og nødvendige ressourcer til rådighed for toldmyndighederne.
A.13.1.10 Afslutning af toldoplagsproceduren
Toldoplagsproceduren kan afsluttes for bevillingshaveren ved varernes
udførsel af EU,
overgang til fri omsætning,
overførsel til anden toldprocedure eller
overførsel til andet toldoplag.
Varerne fraføres på følgende måder
Udførsel af EU´s toldområde
Udførselsangivelse og ekstern fællesskabsforsendelse eller overførselsproceduren, se A.19.6.
Overgang til fri omsætning
Fuldstændig ekspresfortoldning, se A.1.2.6.
Overførsel til andet toldoplag
Ekstern fællesskabsforsendelse eller overførselsproceduren, se A.19.6.
Overførsel til anden toldprocedure
Fuldstændig ekspresfortoldning med angivelse til f.eks. aktiv forædling, se A.1.2.6.
Oplagshaver kan først fraføre varer fra toldoplaget, når tilladelse hertil er modtaget fra toldcentret. Inden fraførslen sker, skal oplagshaver sammenligne oplysningerne i fraførselsangivelsen med tilsvarende oplysninger i lagerregnskabet, samt kontrollere, at de kolli der fraføres, stemmer overens med fraførselsangivelsen.
Når varer fraføres et toldoplag skal visse særlige ind- og udførselsbestemmelser i nogle tilfælde iagttages, se A.5 .
Beregning af told, TK art. 112
Told og afgifter angives ved anvendelse af den/de satser, som er gældende på fraførselstidspunktet, hvilket er den dag, fortoldningsangivelsen antages til registrering hos toldcentret. Som toldværdi skal anvendes den værdi, som varerne havde på oplæggelsestidspunktet (faktureret møntsort), medmindre varerne er blevet solgt under oplæggelsen. I så fald skal værdien ved det seneste salg inden fraførslen til fri omsætning anvendes (medmindre de særlige regler om successive salg finder anvendelse). Er varerne faktureret i en udenlandsk møntsort, anvendes valutakursen (toldkursen) på fraførselstidspunktet.
Har de fraførte varer under oplæggelsen været underkastet de sædvanlige behandlinger, se A.13.1.6, kan oplagshaveren anmode om, at told og afgifter beregnes efter varens beskaffenhed, toldværdi og mængde ved oplæggelsen, men ved anvendelse af satserne, der er gældende på fraførselstidspunktet.
GB bilag 71
Anmodningen sker ved indsendelse til toldcentret af et særligt oplysningsskema INF8, se bilag 155.
A.13.2 Varer med præfinansiering henført under toldoplagsproceduren
Formål R/fo 565/80
Der er ved oplæggelse af EU-landbrugsprodukter på toldoplag, med henblik på udførsel af fællesskabet, mulighed for forudbetaling af et beløb, der svarer til eksportrestitutionen, når en sådan betaling er fastsat i Rådets forordning nr. 565/80.
Varer, der er genstand for forudbetaling, kaldes varer med præfinansiering og skal oplægges på toldoplag under iagttagelse af visse særlige regler.
Ordningen er, med hensyn til beregning og udbetaling af restitutioner, nærmere beskrevet i Direktoratet for FødevareErhvervs eksportørvejledning.
Told·Skat varetager kontrolopgaver i forbindelse med produkternes oplæggelse, henliggen på toldoplag, overførsel og fraførsel.
Der findes også en ordning benævnt fremstilling under toldkontrol med henblik på udførsel mod restitution, se Direktoratet for FødevareErhvervs eksportørvejledning.
Det legale grundlag
Reglerne for oplæggelse af varer med præfinansiering, findes i artikel 98, stk. 1, 108, stk. 2, 109, stk. 2 og 113 i toldkodeksen og i
R/fo nr. 565/80 af 4. marts 1980 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter - ændret ved R/fo nr. 2026/83.
K/fo nr. 800/99 af 15. april 1999, om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter.
K/fo nr. 1776/92 af 30. juni 1992 om opbevaring af korn og ris på toldoplag med henblik på eksport.
Lov nr. 414 af 13. juni 1990 om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv., ændret ved lov nr. 265 af 6. maj 1993, lov nr. 290 af 27. april 1994 og lov nr. 399 af 14. juni 1995, jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. februar 1996 og nr. 746 af 22. september 1997 med senere ændringer.
A.13.2.1 Bevilling
Den, der ønsker at oplægge varer, for hvilke der søges om eksportrestitution, på toldoplag, skal ansøge om bevilling hertil ved toldcentret. Idet varerne med præfinansiering oplægges på et almindeligt toldoplag, f.eks. type A eller C, skal betingelserne for anvendelsen af toldoplagsproceduren være opfyldt, se A.13.1.3.
Toldcentret udsteder bevillingen, når der på datoen for oplæggelsen er fastsat en eksportrestitution på nul eller derover. Satser kan oplyses af Direktoratet for FødevareErhverv eller slås op på EDB-tariffens menu E 410.
Vedrørende udformning af ansøgninger og bevillinger, se A.19.1
Varer, der oplægges, skal være bestemt til udførsel i uforandret stand til steder uden for EU's toldområde eller til formål, der er ligestillet hermed.
Bevillingshaveren skal føre et lagerregnskab, se A. 13.1. 5.
A.13.2.2 Oplæggelse
Oplagsprocedurerne, der anvendes ved oplæggelse af varer med præfinansiering, er identiske med de procedurer, der anvendes ved oplæggelse af andre varer på toldoplag. Dog finder de forenklede fremgangsmåder ikke anvendelse i forbindelse med oplæggelse af varer med præfinansiering på toldoplag, jf. GB art. 268, stk. 3, 269, stk. 3 og 272, stk. 2.
Af hensyn til bestemmelserne i EU´s landbrugspolitik oplægges varerne under iagttagelse af visse særregler angående oplagring og kontrol.
R/fo 565/80, art. 5 og 6
Ved oplæggelse af varer med præfinansiering på toldoplag forudbetales et beløb, der svarer til eksportrestitutionen, når der er stillet sikkerhed herfor over for Direktoratet for FødevareErhverv.
K/fo 800/99 art. 28, stk. 6, K/fo 413/76 art. 2
Den tid varerne må ligge på oplaget er som hovedregel 6 måneder og kan ikke forlænges, men kan i visse tilfælde og for visse varearter nedsættes til 1 måned.
Lovbek. nr. 746 af 22. sept. 1997 med senere ændringer
Oplæggelsen skal forudanmeldes senest 24 timer før til det toldcenter, hvor oplaget er beliggende, og skal ske indenfor dettes ekspeditionstid.
Oplæggeren skal ved toldbehandlingen frembyde varerne og samtidig afgive udførselsangivelse, landbrug, til det toldcenter, hvor oplaget ligger.
Udførselsangivelsen skal være vedlagt en garantierklæring fra Direktoratet for FødevareErhverv som dokumentation for, at betingelserne vedrørende sikkerhedsstillelse er bragt i orden. Endvidere skal en eventuel eksportlicens eller forudfastsættelsesattest være vedlagt, med mindre den er deponeret
Reglerne om udfyldning af udførselsangivelsen er beskrevet i bevillingen, se C.1.2.5 . Såvel oplæggelse som fraførsel sker på en YM-blanket med én varepost pr. YM´er pr. oplæggelse/fraførsel.
Dokumentgangen er beskrevet i C.1.5.4 .
Udførselsangivelsen antages først, når der er stillet sikkerhed.
K/fo 800/99, art. 27
Varerne er bragt under toldkontrol fra den dato, hvor toldcentret har antaget udførselsangivelsen, og forbliver under toldkontrol indtil de er udført af EU's toldområde eller er leveret til ligestillede formål.
Art. 21
Varerne, der oplægges, skal være af sund og sædvanlig handelskvalitet. Varer, der er bestemt til konsum, kan ikke oplægges, når deres anvendelse til dette formål er udelukket eller i betydelig grad forringet på grund af deres egenskaber eller tilstand.
Oplæggelsesperioden er den tid, der er til rådighed for endelig eksport (fraførsel), hvilken som hovedregel er på 6 måneder. Perioden kan ikke forlænges. Dog gælder der for
- varer under markedsordningerne for mælk- og mejeriprodukter kan oplæggelsesperioden ikke overskride licensens udløbsdato,
- malt (under KN-kode 11 07) gælder samme forhold som for mælke- og mejeriprodukter - dog er oplæggelsesperioden højst 3 måneder og mindst 1 måned, hvis den resterende gyldighedsperiode for den anvendte licens er mindre end 1 måned.
A.13.2.3 Opbevaring, forarbejdning, behandlinger og blanding
Opbevaring
Varerne skal opbevares i de lokaliteter, der er nævnt i bevillingen, og som tilhører eller er lejet af den virksomhed, der har bevilling.
Hvert enkelt vareparti skal opbevares særskilt, og på en sådan måde, at umiddelbar identifikation og kontrol af de enkelte oplagte varepartier er mulig.
Fælles oplagring, GB art. 534, stk. 1
Toldcentret kan tillade fælles oplagring, dvs. at varerne oplagres sammen med varer, der ikke er under præfinansiering. Det er en betingelse, at de oplagte varer til enhver tid kan identificeres, og at hver vares toldmæssige status i øvrigt kan konstateres. Endvidere skal de særlige bestemmelser, der er fastsat i henhold til landbrugsforskrifterne, overholdes i forbindelse med fælles oplagring.
Forarbejdning
Varer med præfinansiering, der er oplagt på toldoplag, skal fraføres i uforandret stand, og der må således ikke foretages forarbejdning af varerne, mens de ligger på oplaget.
Behandlinger
Toldcentret kan dog tillade, at der under varernes henliggen på oplaget foretages følgende sædvanlige behandlinger
lageropgørelse,
anbringelse af varemærker, stempler, etiketter eller andre kendemærker af lignende art på varerne eller deres emballage, såfremt dette ikke giver indtryk af, at varerne har en anden oprindelse end den faktiske,
ændringer af varemærker eller numre på kolli eller ændringer på etiketter, såfremt dette ikke giver indtryk af, at varerne har en anden oprindelse end den faktiske,
emballering, udpakning, ompakning, udbedring af emballage, såfremt dette ikke giver indtryk af, at varerne har en anden oprindelse end den faktiske,
luftning,
nedkøling,
nedfrysning.
Blanding, K/fo 1776/92, art. 1
Toldcentret kan tillade, at visse produkter under markedsordningerne for korn og ris, når de opbevares som styrtgods på toldoplag med henblik på forudbetaling af restitution, blandes med andre produkter.
Produkter;
der er omhandlet i artikel 1, litra a), b) og c), i R/fo 1766/92 om markedsordningen for korn,
der henhører under KN-kode 1102 og 1107, og
som er omhandlet i artikel 1, litra a), i R/fo 3072/95 om markedsordningen for ris,
kan således, når de opbevares som styrtgods på toldoplaget, blandes med andre produkter, der
henhører under den samme 12-cifrede varekode/restitutionskode,
har de samme tekniske kendetegn,
opfylder betingelserne for ydelse af eksportrestitutioner, og
også er anbragt under toldkontrol med henblik på udførsel eller levering til ligestillede formål mod eksportrestitution.
A.13.2.4 Regnskab
Bevillingshaveren skal i en af Told·Skat godkendt form, føre et oplagsregnskab, hvoraf de enkelte oplæggelser og fraførsler fremgår, og således at hver enkelt oplagt vareparti kan identificeres, se A.13.1.5.
Lagerregnskabet skal ajourføres dagligt og vise, hvilke mængder der fysisk befinder sig på oplaget, specificeret efter deres toldmæssige status.
A.13.2.5 Overdragelse og overførsel
Varer med præfinansiering, der er oplagt på toldoplag, kan overdrages til en anden virksomhed, herunder til bevillingshaveren. Se A.19.6 om overførsel af varer.
Varer med præfinansiering, der er oplagt på toldoplag, kan overføres til et andet toldoplag her i landet eller i et andet medlemsland. Den samlede oplæggelsestid må ikke overstige den for ordningen fastsatte.
Oplæggeren skal før overførslen henvende sig til det toldcenter, hvor oplaget med varerne er beliggende.
A.13.2.6 Fraførsel
Bek. nr. 507 af 23. juni 1999
Senest 24 timer før fraførslen skal dette forudanmeldes i ekspeditionstiden ved det toldcenter, i hvis forretningsområde oplaget er beliggende.
GB art. 278, stk. 3, litra d)
Der kan ikke anvendes forenklede fremgangsmåder i forbindelse med fraførsel af varer med præfinansiering fra toldoplag.
Ved fraførslen skal eksportøren frembyde varerne for toldcentret. Eksportøren skal afgive en udførselsangivelse, landbrug, og evt. kontroleksemplar T5, se C.1.5.4 .
Endvidere skal eksportøren opfylde de betingelser, der gælder for udførsel af varer i øvrigt.
Reglerne om udfyldning af udførselsangivelsen er beskrevet i bevillingen, se C.1.2.5.2 . Såvel oplæggelse som fraførsel sker på en YM-blanket.
Dokumentgangen er beskrevet i C.1.5.4 .
Efter at varerne er toldbehandlet ved fraførslen, skal de udføres af EU's toldområde efter de almindelige regler for udførsel af varer mod eksportrestitution, se C.1.3.1.1 , eller leveres til ligestillede formål. Følgende anses som ligestillet med udførsel fra EU´s toldområde: Proviantering af skibe og fly, levering til visse internationale organisationer, væbnede styrker, boreplatforme og orlogsfartøjer. Varerne forbliver under toldkontrol, indtil de forlader Fællesskabets toldområde.
K/fo 800/99, art. 34
Senest 60 dage efter at toldmyndighederne har antaget udførselsangivelsen, landbrug, skal varerne have forladt EU's toldområde eller være leveret til ligestillede formål. De 60 dage regnes fra den dato, hvor ekspeditionen er antaget.
Ved fraførslen skal varerne opfylde samme kvalitetskrav som ved oplæggelsen.
For varepartier, der ikke er fraført ved udløb af oplæggelsesperioden, inddrager Direktoratet for FødevareErhverv et beløb svarende til den udbetalte restitution med et tillæg.
A.13.3 Proviantoplag
GB art. 526, stk. 4
Et toldoplag kan godkendes som proviantoplag i overensstemmelse med art. 40 i K/fo 800/99.
K/fo 800/99 art. 40
Proviantoplag defineres som oplag, på hvilke landbrugsvarer oplægges mod forudbetaling af eksportrestitution. Det er en betingelse, at varerne er bestemt til proviantering af
søgående skibe,
luftfartøjer, som beflyver internationale ruter, herunder ruter inden for Fællesskabet, eller
bore- eller udvindingsplatforme, herunder arbejdssteder med servicefunktion i tilknytning hertil, som er placeret på den europæiske kontinentalsokkel eller på kontinentalsoklen i den ikke-europæiske del af Fællesskabet, men uden for en zone på tre sømil beregnet fra den basislinje, fra hvilken bredden af en medlemsstats territorialfarvand måles.
De oplagte varer skal være bestemt til brug ombord (til restaurant eller besætning) på ovennævnte skibe mv., jf. artikel 36 og 44 i K/fo 800/99. Efter denne forordning gælder desuden særlige regler for luftfartøjer, der samtidig beflyver tredjelandsdestinationer.
Tilladelse
Tilladelse gives normalt til virksomheder, der driver provianteringsvirksomhed, og som skriftligt forpligter sig til at overholde bestemmelserne i artikel 40, stk. 2 i ovennævnte forordning.
Opbevaring og behandling
Varerne skal opbevares i lokaler, der er godkendt af toldcentret.
De oplagte varer kan ikke forarbejdes under opbevaringen. Det er dog tilladt at nedfryse og/eller ompakke varerne.
Tilførsel
Tilførsel kan ske fra virksomheder her i landet eller andre EU-lande, samt ved overførsel fra andre proviantoplag.
Fraførsel
Varerne kan fraføres proviantoplaget til skibe, luftfartøjer og bore- og udvindingsplatforme samt overføres til andre proviantoplag.
Ved fraførsel i andre tilfælde skal der forinden rettes henvendelse til toldcentret.
A.13.4 Ikke-omsættelige fødevarer af animalsk oprindelse
Animalske fødevarer, der af veterinære grunde ikke kan omsættes frit i EU, og dermed betegnes som ikke-omsættelige fødevarer af animalsk oprindelse, kan indføres til midlertidig oplagring med henblik på genudførsel. Fødevarerne kan oplægges i Københavns Frihavn eller på toldoplag.
De nærmere regler om veterinærkontrol ved indførsel af animalske fødevarer m.v. fremgår af Fødevaredirektoratets bekendtgørelse nr. 723 af 25. juli 2000 med senere ændringer.
Når en importør ønsker at oplægge ikke-omsættelige fødevarer af animalsk oprindelse, skal importøren forinden rette henvendelse til Fødevaredirektoratet, som foretager den egentlige udpegning af virksomheden, hvor oplæggelsen kan finde sted. Fødevaredirektoratet kontakter toldcentret for at få bekræftelse for, at oplæggelse af de ikke-omsættelige fødevarer af animalsk oprindelse, er i overensstemmelse med toldcentrets tilladelse vedr. toldoplaget. Fødevaredirektoratet orienterer skriftligt toldcentret om udpegningen.
A.13.5 Provianteringsvirksomheder
TL § 56
De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele provianteringsvirksomheder bevilling til fritagelse for afgifter af varer, for hvilke der kræves godtgørelse af eller fritagelse for afgifter, eller som tilføres fra andre provianteringsvirksomheder.
I en provianteringsvirksomhed er der således mulighed for at opbevare ubeskattede punktafgifts- og momspligtige EU-varer, f.eks. øl, vin, spiritus og tobaksvarer, som er fortoldede men ubeskattede. Når EU-varerne tilføres provianteringsvirksomheden, fritages de for moms- og punktafgifter eller betalte moms- og punktafgifter godtgøres.
Hvis ikke-EU-varer skal oplægges med toldmæssig virkning, skal dette ske på et toldoplag, se A.13.1.
Varerne skal være bestemt til
direkte udførsel fra EU´s toldområde,
proviantering af skibe og fly i EU´s toldområde,
brug for diplomatiske repræsentationer i EU´s toldområde eller
internationale organisationer i EU´s toldområde.
Vedrørende spørgsmålene om hvor meget og til hvem der kan fraføres varer fra provianteringsvirksomheden, se afsnittene D.2 om proviantering, D.5 om varer til diplomater og internationale organisationer og D.6 i om varer til NATO-personel.
A.13.5.1 Bevilling
Ansøgning, TL § 56
Ansøgning om bevilling til provianteringsvirksomhed indsendes til det toldcenter, i hvis forretningsområde virksomheden er beliggende. I ansøgningen skal anføres hvilke varer, højtbeskattede eller ej, der ønskes opbevaret i de enkelte lokaler. Ansøgningen skal være vedlagt en målsat plantegning over lokalerne.
Provianteringsvirksomhedens lokaler skal godkendes af toldcentret.
Hæftelse, TL § 57 og BKG § 101
Bevillingshaveren hæfter for afgifter af varer, der tilføres provianteringsvirksomheden. Reglerne om hæftelse for afgifter af manglende varer på provianteringsvirksomheder og om sikkerhedsstillelse svarer til reglerne for toldoplag, se A.13.1.
Sædvanlige behandlinger
For sædvanlige behandlinger gælder de samme regler som anført ovenfor se A.13.1.6. .
Midlertidig fjernelse
For midlertidig fjernelse fra oplaget gælder samme regler som anført ovenfor, se A.13.1.6.
A.13.5.2 Til- og fraførsel
Tilførsel, BKG § 98
Ved tilførsel af ikke-afgiftsberigtigede varer skal provianteringsvirksomheden afgive en angivelse. Angivelsen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for toldcentrets kontrol med regnskabet.
De procedurer og dokumenter, der skal anvendes ved tilførsel af ikke-afgiftsberigtigede varer, afhænger af, hvorfra varerne tilføres.
Tilføres fra
Angivelse
anden dansk provianteringsvirksomhed
Faktura
dansk virksomhed eller anden EU-virksomhed
Faktura
anden EU-virksomhed af harmoniserede varer - tobak, alkoholholdige drikkevarer og mineralolie
EU's ledsagedokument, modtager skal være punktafgiftsregistreret
returproviant fra fly
flydeklaration
Ved tilførsel fra virksomheder her i landet og fra virksomheder i andre EU-lande skal provianteringsvirksomheden kunne fremlægges dokumentation for tilførslen. Dette kan ske i form af en faktura, der indeholder tilstrækkelige oplysninger til identifikation af varerne. Fakturaen skal opbevares som bilag til oplagsregnskabet. Samme fremgangsmåde kan anvendes ved tilførsel af ikke-afgiftsberigtigede varer fra andre provianteringsvirksomheder.
Ved tilførsel fra virksomheder i andre EU-lande af harmoniserede punktafgiftspligtige varer skal sådanne varer være ledsaget af EU's ledsagedokument. Provianteringsvirksomheden modtager eksemplar 2, 3 og 4 sammen med varerne. Eksemplar 2 er til brug i regnskabet. Provianteringsvirksomheden skal udstede modtagelsesbevis på bagsiden af eksemplar 3 og 4. Eksemplar 3 skal returneres til afsenderen og eksemplar 4 skal indsendes til told- og skatteregionen.
Fraførsel, BKG § 99
Fraførslen fra provianteringsvirksomheden sker på de af toldcentret fastsatte kontrolbetingelser, herunder at provianteringsvirksomheden afgiver en specificeret angivelse over de leverede varer forsynet med modtagerens kvittering.
Ved og efter fraførslen er toldcentret berettiget til at foretage enhver for kontrollens udøvelse nødvendig undersøgelse af varerne og til uden erstatning at udtage prøver af varerne. Toldcentret kan bestemme, hvor undersøgelsen af varerne skal finde sted.
Provianteringsvirksomheden er berettiget til efter undersøgelsens afslutning på begæring at få de udtagne prøver tilbageleveret i det omfang, prøverne ikke er medgået ved undersøgelsen.
Det påhviler provianteringsvirksomheden eller den, der handler på virksomhedens vegne, at foretage det for undersøgelsen nødvendige arbejde (ud- og indpakning, opvejning, opmåling m.v.).
De procedurer og dokumenter, der skal anvendes ved fraførsel afhænger af, hvortil varerne fraføres.
Fraføres til
Angivelse
skibe og fly i Det danske Toldområde
proviantangivelse, blanket nr. 11.001
skibe og fly i EU's toldområde uden for Det danske Toldområde (varerne er undergivet harmoniserede punktafgifter)
Udførselsangivelse og EU´s ledsagedokument
herværende diplomatiske repræsentationer
særlige tolddeklarationer, blanket nr. 13.004.
herværende internationale organisationer
særlig tolddeklaration, blanket nr. 13.005
udførsel direkte til tredje lande
udførselsangivelse
militære styrker
særlig proviantangivelse
anden dansk provianteringsvirksomhed
Faktura
Til skibe og fly i Danmark
Ved fraførsel til skibe og fly her i landet skal virksomheden ifm. den enkelte proviantering afgive en angivelse til toldcentret. Det kan f.eks. være en proviantangivelse (blanket 11.001).
Provianteringsvirksomheden skal sørge for, at proviantangivelsen bliver nummereret, og nummeret skal fremgå af virksomhedens regnskab.
Proviantangivelsen skal foruden specificerede oplysninger om provianten indeholde oplysning om skibets eller flyets data, herunder navn, nummer og hjemsted. Desuden skal angivelsen indeholde oplysning om rejsens mål og varighed samt antallet af besætningsmedlemmer og passagerer. Endvidere anføres om provianten er til forbrug om bord eller til salg til passagerer.
Varernes indladning i skibet eller flyet skal anmeldes til regionen. Ved indladningen skal varerne være ledsaget af 3 eksemplarer af proviantangivelsen. Skibsføreren skal kvittere for varernes modtagelse på 2 eksemplarer af proviantangivelsen.
Et af de 2 eksemplarer med kvittering beholder virksomheden. De øvrige eksemplarer afleveres til toldcentret i hvis distrikt provianteringen finder sted. Når provianteringen er tilendebragt, sender toldcentret et eksemplar af fakturaen til hjemtoldcentret.
Periodeangivelse
Virksomheden kan få tilladelse til hver måned (mindst) at afgive en samlet proviantangivelse over de varer, der er leveret i perioden.
Til skibe og fly i andre EU-lande
Ved fraførsel af varer til skibe og fly i andre EU-lande skal virksomheden til toldcentret afgive en udførselsangivelse (enhedsdokumentets eksemplar 2 og 3).
Udførselsangivelsen afleveres til toldcentret ifm. varernes frembydelse for toldcentret.
Angivelsens eksemplar 3 med toldcentrets attest skal vedlægges regnskabet som dokumentation for varernes fraførsel.
Hvis de fraførte varer er omfattet af reglerne om harmoniserede punktafgifter skal varerne udover udførselsangivelsen være ledsaget af EU's ledsagedokument (4 eksemplarer).
Til steder udenfor EU
Ved fraførsel til steder udenfor EU anvendes samme fremgangsmåde som ved fraførsel af varer til skibe og fly i andre EU-lande.
EU's ledsagedokument skal dog kun anvendes, hvis varerne er omfattet af reglerne om harmoniserede punktafgifter og udførslen sker via andre EU-lande.
A.13.6 Afgiftsoplag
Moms
Under visse omstændigheder kan visse varer oplægges afgiftsfrit på afgiftsoplag, jf. Momslovens §§ 34, stk. 2 og 3 og Momsbekendtgørelsens kap.17. Se nærmere i Momsvejledningen.
A.13.1 Toldoplag
A.13.2 Varer med præfinansiering henført under toldoplagsproceduren
A.13.3 Proviantoplag
A.13.4 Ikke-omsættelige fødevarer af animalsk oprindelse
A.13.5 Provianteringsvirksomheder
A.13.6 Afgiftsoplag