TOLDVEJLEDNING 2001 A.4 TARIFERING OG BINDENDE TARIFERINGSOPLYSNING
Statutory Text (2 Articles)
Toldvejledning 2001
A.4 Tarifering og bindende tariferingsoplysning
A.4.1 Tarifering
Formål
Formålet med tariferingsbestemmelserne i EU's Kombinerede Nomenklatur - forkortet til KN, se i øvrigt A.3 - er at sikre ensartethed i anvendelsen og fortolkningen af EU's Fælles Toldtarif.
Det legale grundlag
Det legale grundlag for at anvende tariferingsbestemmelserne i KN er Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 med ændringer ifølge toldkodeksens artikel 252, stk. 2.
For anvendelsen af Toldtariffens tariferingsregler som grundlag for tarifering af varer og dermed opkrævning af told mv. kan henvises til toldkodeksens artikel 20, stk. 1 - 6 samt § 2 i toldloven (BKG nr. 113 af 27.02.96 med senere ændringer) og § 33, stk. 2 og § 36, stk. 2 samt bilag 2 - rubrik 33, bilag 3 - rubrik 33, bilag 6 - rubrik 33 og bilag 7, pkt. C.3 i toldbehandlingsbekendtgørelsen.
A.4.2 Tarifering, generelt
Tarifering af en vare består i at fastslå hvilken varekode den pågældende vare henhører under i Toldtariffen. Ved tarifering af varer i Toldtariffen gås frem på følgende måde
Først findes den 4-cifrede hovedposition ud fra relevante positionstekster og afsnits- og kapitelbestemmelser.
Herefter gennemgås teksten til underopdelingerne. Blandt underopdelinger med én indrykningsstreg foran teksten findes den varebeskrivelse, der kan omfatte den vare, der skal tariferes.
Dernæst gås frem på samme måde med de næste underopdelinger med 2 indrykningsstreger foran teksten osv.
Denne fremgangsmåde anvendes indtil man har fundet frem til den 8-cifrede eller 10-cifrede position, der skal anvendes for den pågældende vare.
Eksempel
Tarifering af levende kalkuner med en vægt på 3 kg pr. stk.
Ved opslag i Toldtariffen findes kapitel 01 "Levende dyr"; hovedposition 0105 "Fjerkræ, dvs. høns af arten Gallus domesticus, ænder, gæs, kalkuner og perlehøns, levende".
Under denne position findes 2 opdelinger med én indrykningsstreg: "Af vægt 185 g og derunder" og "I andre tilfælde". Da der er tale om kalkuner med en vægt på 3 kg, kan opdelingen "Af vægt 185 g og derunder" udelukkes, og varen placeres under "I andre tilfælde".
Herefter gås videre til opdelinger med to indrykningsstreger, hvoraf der findes tre: "Høns af arten Gallus domesticus af vægt 2000 g og derunder", "Høns af arten Gallus domesticus af vægt over 2000 g" samt "Andre varer". Da kalkuner ikke er omfattet af de 2 første opdelinger, hører de under "Andre varer".
Derefter gås videre til opdelinger med tre indrykningsstreger, hvoraf der findes fire: "Ænder", "Gæs", "Kalkuner" og "Perlehøns". Da det var levende kalkuner, der skulle tariferes (3. opdeling) er den rigtige position: 0105 99 30 00.
0105
Fjerkræ, dvs. høns af arten Gallus domesticus, ænder, gæs, kalkuner og perlehøns, levende
-Af vægt 185 g og derunder
0105 11
--Høns af arten Gallus domesticus
---Avls- og formeringshønekyllinger
0105 11 11 00
----Æglægningsracer
euro sats
0105 11 19 00
----Andre varer
euro sats
---Andre varer
0105 11 91 00
----Æglægningsracer
euro sats
0105 11 99 00
----Andre varer
euro sats
0105 12 00 00
--Kalkuner
euro sats
0105 19
--Andre varer
0105 19 20 00
---Gæs
euro sats
0105 19 90 00
---Ænder og perlehøns
euro sats
-I andre tilfælde
0105 92 00 00
--Høns af arten Gallus domesticus af vægt 2000 g og derunder
euro sats
0105 93 00 00
--Høns af arten Gallus domesticus af vægt over 2000 g
euro sats
0105 99
--Andre varer
0105 99 10 00
---Ænder
euro sats
0105 99 20 00
---Gæs
euro sats
0105 99 30 00
---Kalkuner
euro sats
0105 99 50 00
---Perlehøns
euro sats
Tariferingsbestemmelser
Tariferingen af varer styres af positionsteksterne, afsnits- og kapitelbestemmelser samt Almindelige tariferingsbestemmelser.
Positionsteksterne
En lang række positioner omfatter flere varegrupper. I visse tilfælde er disse varegrupper i varebeskrivelsen (hovedpositionsteksten) adskilt af et semikolon. Det forekommer især, når varegrupperne eller de tilladte behandlinger er forskellige.
Eksempel
"0306 Krebsdyr, også afskallede, levende, ferske, kølede, frosne, tørrede eller i satlage; krebsdyr med skal, kogt i vand ...."
Ved anvendelsen af sådanne positionstekster skal semikolon betragtes som en skarp adskillelse af varegrupperne. "Krebsdyr med skal" må således være kogt i vand, medens dette ikke er tilfældet for "krebsdyr uden skal".
Afsnits- og kapitelbestemmelser
Disse bestemmelser er integrerede dele af nomenklaturen og er juridisk bindende. De betegnes derfor ofte som legale bestemmelser for at afgrænse dem fra f.eks. forklarende bemærkninger. De kan forekomme som afgrænsningsbestemmelser eller definitionsbestemmelser.
Afgrænsningsbestemmelser indeholder undtagelser for varer, som ikke hører under det pågældende afsnit eller kapitel. De giver således prioritet til visse afsnit eller kapitler, eller de fastslår tariferingen af varer, som kan omfattes af flere positionstekster.
Eksempel, bestemmelse 1 til kapitel 92
"Dette kapitel omfatter ikke
Dele til almindelig anvendelse som defineret i bestemmelse 2 til afsnit XV, af uædle metaller (afsnit XV) og tilsvarende varer af plast (kap. 39);
Mikrofoner, forstærkere, højttalere, hovedtelefoner, afbrydere, stroboskoper og andre instrumenter, apparater eller andet tilbehør henhørende under kapitel 85 eller 90, der skal benyttes i forbindelse med instrumenter henhørende under nærværende kapitel, men som ikke er sammenbygget med eller anbragt i samme kabinet som disse;
Instrumenter og apparater, der har karakter af legetøj (pos. 9503);
Børster til rensning af musikinstrumenter (pos. 9603);
Samlerobjekter og antikviteter (pos. 9705 eller 9706)."
Definitionsbestemmelserne indeholder en nærmere beskrivelse (definition) af en positions vareområde.
Eksempel, bestemmelse 3 til kapitel 12
"Som frø til udsæd under pos. 1209 betragtes roefrø, græsfrø og andet grøntfoderfrø, blomsterfrø, grøntsagsfrø, frø af skovtræer og frugttræer samt frø af vikker (bortset fra frø af arten Vicia faba) og lupiner".
Almindelige tariferingsbestemmelser
De almindelige tariferingsbestemmelser - ofte forkortet ATB - er ligeledes en integreret, juridisk bindende del af nomenklaturen. Bestemmelserne benyttes såfremt en vares tarifering ikke kan afgøres alene ved hjælp af positionsteksterne eller afsnits- og kapitelbestemmelserne. Det er især tilfældet for ukomplette eller ufærdige varer (herunder vareemner), usamlede varer og blandede eller sammensatte varer (herunder sæt til detailsalg).
Når en bestemt vare nævnes i en positionstekst omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for såvidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige. Når et bestemt materiale nævnes i en positionstekst, hører materialet under positionen i såvel ren tilstand som blandet med eller i forbindelse med andre materialer, forudsat der ikke ved blandingen er skabt et produkt, der er mere detaljeret beskrevet i en anden position.
Kan varer ved anvendelse af ovennævnte regler eller af andre årsager henføres under to eller flere positioner afgøres tariferingen efter følgende prioritetsrækkefølge
den mest specificerede varebeskrivelse,
karaktergivende materiale eller bestanddel,
positionen med det højeste nummer.
Reglen anvendes dog kun, hvis ikke andet er bestemt i positionsteksterne eller i de til afsnit eller kapitler knyttede bestemmelser.
Varer, som ikke kan tariferes i henhold til ovenstående bestemmelser, tariferes i samme position som de varer, hvormed de har mest tilfælles. Lighed kan f.eks. afhænge af beskrivelse, karakter, anvendelse mv. Denne tariferingsregel anvendes sjældent, da de fleste positioner indeholder en gruppe omfattende "andre varer".
Etuier, æsker mv. som er specielt udformet til en bestemt vare eller sæt af varer, anvendelige til langtidsbrug og som foreligger sammen med de varer, hvortil de er bestemt, tariferes i samme position som de pågældende varer, såfremt de er af den art, der sædvanligvis sælges sammen med disse.
Med mindre andet følger af ovennævnte skal emballagematerialer og pakningsgenstande, som foreligger sammen med deres indhold, tariferes sammen med varerne, såfremt de er af den art, der sædvanligvis anvendes til pakning af sådanne varer, og emballeringsmaterialerne og pakningsgenstandene ikke tydeligt er egnede til anvendelse flere gange.
Tariferingen af varer i underpositioner sker efter samme regler som ovenfor anført.
Tariferingshjælpemidler
Forklarende Bemærkninger.
Verdenstoldorganisationen (WCO) og EU-Kommissionen har hver udgivet en vejledning om tarifering af varer i form af "Forklarende Bemærkninger" til henholdsvis HS-nomenklaturen og KN.
I Danmark er disse vejledninger samlet i én dansk udgave, der udgives af Told- og Skattestyrelsen under titlen "Forklarende bemærkninger til Toldtariffen".
Heri findes en nærmere vejledning om hvilke varer, der er omfattet af eller undtaget fra de enkelte afsnit, kapitler og positioner i Toldtariffen. For at lette identifikationen af varer indeholder bemærkningerne i stort omfang oplysninger om varernes udseende, fremstillingsmåde, anvendelse etc.
Bemærkningerne kan udelukkende betragtes som retningsgivende for varers tarifering i Toldtariffen.
Tariferingsafgørelser.
Told- og Skattestyrelsen har udgivet bogen "Tariferingsafgørelser", der indeholder afgørelser og definitioner, herunder tariferingsudtalelser fra Verdenstoldorganisationen (WCO), der er retningsgivende for tarifering af varer, og tariferingsforordninger fra EU-Kommissionen, der er bindende for tariferingen af de pågældende varer.
Offentliggørelse mv.
De nævnte hjælpemidler kan ligesom Toldtariffen købes i boghandelen; det er muligt at oprette en abonnementsordning for levering af rettelser til bøgerne.
VITA (Videnbaseret Tariferingssystem)
Told- og Skattestyrelsen har endvidere udviklet et edb-baseret tariferingssystem, VITA, hvor Toldtariffens bind 1-2 og FB indgår som hovedelementer.
Systemet er tilgængeligt på følgende adresse: vita.toldskat.dk .
Tariferingsvejledning
Toldcentrene kan give mundtlig - også telefonisk - vejledning om varers tarifering, såvel ved indførsel som ved udførsel.
Oplysningerne om tarifering kan være generelle, f.eks. om reglerne for tarifering af tekstilvarer. For tarifering af en konkret vare kræves en udtømmende beskrivelse af varens art, sammensætning mv og at der ikke er tvivl om dens tarifering.
Mundtligt givne oplysninger om varers tarifering er uforbindende for toldcentrene. Virksomheder, der er i tvivl om en konkret vares tarifering, bør indhente en bindende tariferingsoplysning (BTO).
A.4.3 Bindende tariferingsoplysning
Formål
Bindende tariferingsoplysninger (BTO) blev indført i EU for at ensrette den retlige betydning af de oplysninger, som en virksomhed modtager fra medlemslandenes toldmyndigheder om tariferingen af varer.
Ordningen har således til formål at sikre virksomheder, der skal importere eller eksportere varer, en bindende afgørelse om varernes tarifering i KN (de 8-cifrede opdelinger i Toldtariffen). Herved sikres, at de økonomiske konsekvenser, f.eks. størrelsen af importtold eller eksportrestitution, kendes før transaktionen sættes igang.
Det legale grundlag
Det legale grundlag for en BTO er toldkodeksens artikel 12.
BTO'er udstedes af det lokale toldcenter. Ønskes en BTO, udfyldes en anmodningsblanket nr. 14.021, som kan fås ved toldcentret eller via Told·Skat's hjemmeside, se i øvrigt bilag 114 . Anmodningen må kun omfatte én vare.
Blanketten skal udfyldes efter sin rubricering i henhold til den gældende vejledning. Det er vigtigt, at varens fremstilling, sammensætning og anvendelse beskrives så detaljeret som muligt. Hvis det er praktisk muligt, medsendes prøve af varen, og der vedlægges i videst muligt omfang dokumentation for sammensætningen, f.eks. analyseattest med relevante oplysninger for tariferingen, faktura, brochure osv. Bliver der fremlagt dokumenter på andet end dansk kan toldcentret kræve dem oversat til dansk.
Der kan anmodes om, at fabrikationsdetaljer osv. holdes fortrolige i BTO'en.
Det skal oplyses, hvorfor der ønskes en BTO, f.eks. om det drejer sig om import fra lande uden for EU eller om eksport mod restitutionsudbetaling. Det bemærkes, at der skal være tale om påtænkte import- eller eksportforretninger.
Toldcentrets afgørelse i form af en BTO angiver positionen i den gældende toldtarif, se i øvrigt bilag 115 .
BTO'en kan derfor ikke benyttes efter ændringer i Toldtariffen, som påvirker tariferingen af varer af den pågældende art. I øvrigt er BTOen gældende i 6 år, medmindre den tilbagekaldes forinden. Det kan ske, hvis tariferingspraksis ændres på det pågældende vareområde.
BTO'en må ikke benyttes, hvis varens beskaffenhed er ændret.
Hvis modtageren er uenig i toldcentrets tariferingsafgørelse, kan den indbringes for Landsskatteretten, se E.1.
En BTO har kun gyldighed for modtageren og kan derfor ikke påberåbes af andre virksomheder mv.
En BTO udstedt her i landet er også bindende for toldmyndighederne i de andre EU-medlemslande. Det betyder, at en dansksproget BTO kan fremlægges, hvis en vare ønskes fortoldet i eller udført fra f.eks. Holland. Toldmyndighederne i det pågældende medlemsland har dog ret til at forlange en BTO oversat til landets eget sprog.
A.4.1 Tarifering
A.4.2 Tarifering, generelt
A.4.3 Bindende tariferingsoplysning