Legislator Case Law & Legislation
E20018T00004 DK

TOLDVEJLEDNING 2001 A.1 FORTOLDNING

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2001

Toldvejledning 2001

A.1 Fortoldning

Formål

Ved fortoldning tilvejebringes grundlaget for opkrævning af det told- og importafgiftsbeløb (i det følgende afsnit kun benævnt told), samt moms, der påhviler de indførte varer samt grundlaget for udenrigshandelsstatistikken. Endvidere sikres, at de regler, der måtte være fastsat i EU eller i Danmark, overholdes i forbindelse med indførslen, se toldvejledningens afsnit A.5 om varebestemmelser . Momsen opkræves som hovedregel ikke.

Fortoldning af indførte varer til frit forbrug berører således de fleste af de virksomheder, der på den ene eller anden måde er engageret i eller har forbindelse med udenrigshandelsaktiviteter.

Den danske toldprocedure er tilrettelagt på en sådan måde, at alle varemodtagere kan få frigivet indførte varer til fri disposition allerede på det tidspunkt, hvor varerne passerer grænserne. Man opnår som varemodtager eller speditør maksimal tidsbesparelse ved anvendelse af edb. Fortoldningsangivelsen kan således udarbejdes og forberedes for fortoldning, før varerne ankommer til det danske område. Al kommunikation med Told·Skat kan ske gennem Internettet eller andre hensigtsmæssige edb-kommunikationskanaler.

Fortoldningsprocedurerne faciliterer således først og fremmest de varemodtagere, der arbejder via edb, men der er fortsat mulighed for at fortolde indførte varer ved en papirangivelse - en sådan fortoldningsaktivitet tager dog lidt længere tid.

Det legale grundlag

Reglerne om fortoldning findes for størstepartens vedkommende i Toldkodeksens afsnit IV samt VI og VII i Gennemførelsesbestemmelserne.

Endvidere findes reglerne i Toldlovens kapitel 4 og i Toldbehandlingsbekendtgørelsens kapitel 1.

A.1.1 Vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed

TL § 29, stk 1, pkt. 1

Enhver varemodtager, der er hjemmehørende i EU's toldområde, og som i erhvervsmæssigt øjemed indfører varer, der ikke er i fri omsætning i EU's toldområde, skal importørregistreres hos told- og skatteregionen, inden varerne indføres.

pkt. 2

Ved indførsel af varer i erhvervsmæssigt øjemed forstås indførsel, der foretages af en varemodtager til brug for virksomheden.

stk 2

Når en varemodtager anmelder sig til registrering, kan told- og skatteregionen anmode varemodtageren om at fremlægge oplysninger om varemodtagerens økonomiske forhold, herunder bankoplysninger mv., samt oplysninger om den forventede import. De økonomiske oplysninger sammenholdes med oplysningerne om hvilke varer, der ønskes importeret.

På baggrund af disse oplysninger foretages der en vurdering af varemodtagerens kreditværdighed - det vil sige, om der er nærliggende risiko for, at varemodtageren betaler tolden rettidigt. Denne vurdering kan også foretages hos varemodtagerer, der allerede er importørregistreret.

TL §30, stk 1

At være importørregistreret indebærer samtidigt, at varemodtageren kan opnå rentefri kredit med indbetaling af told. For tolden er kreditten løbende måned + 16 dage. For at opnå kredit skal man stille sikkerhed, se afsnit A.1.1.2 Sikkerhedsstillelse.

En person eller virksomhed, der er hjemmehørende i Danmark, kan registreres som varemodtager for udenlandske virksomheder/varemodtagere. Dette medfører, at den danske person eller virksomhed hæfter for told, moms og øvrige afgifter.

Varemodtagere, der i erhvervsmæssigt øjemed indfører varer uden at være importørregistreret, vil blive importørregistreret af told- og skatteregionen.

A.1.1.1 Registrering

Anmeldelse til registrering sker på en blanket, som fås hos told- og skatteregionen eller via Internettet på Told Skats hjemmeside ( http://www.toldskat.dk/ ) . Virksomheder, der er registreret efter momsloven mv., og som tillige skal registreres som importør, vil få samme registreringsnummer - CVR/SE-nummer - for alle registreringsforhold og ét fælles registreringsbevis. SE-nummeret skal anføres i enhedsdokumentet, se bilag 5.

A.1.1.2 Sikkerhedsstillelse

TK art. 74 og 189

For at opnå kredit med betalingen af tolden skal der stilles sikkerhed for tolden.

TL § 30, stk. 3, nr.1 og nr.2

Der er 2 former for sikkerhedsstillelse

Told Skats sikkerhedsstillelsesordning

Anden sikkerhedsstillelse.

Sikkerheden skal være godkendt inden vareindførslen finder sted.

Er varemodtageren ikke importørregistreret, sker afregningen af told og moms ved selve indførslen, det vil sige i forbindelse med afgivelse af en fuldstændig ekspresfortoldning.

Varemodtagere, der er importørregistrerede, men som ikke ønsker at stille sikkerhed, skal betale tolden senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen. Varerne er tidligst til fri disposition, når tolden er betalt.

Told Skats sikkerhedsstillelsesordning

Sikkerhedsstillelsen er baseret på, at der opkræves et bidrag på 2,5 promille af toldbeløbet ved hver fortoldning. Bidraget skal betales sammen med tolden den 16. i måneden efter afregningsperioden.

Ved manglende betaling af told og bidrag vil beløbene blive søgt inddrevet ved udlæg.

Anden sikkerhedsstillelse

I denne ordning er der tale om sikkerhedsstillelse i form af bankgarantier, spærrede bankbøger eller børsnoterede obligationer, der er ihændehaverpapirer. Præmieobligationer modtages ikke. Sikkerheden fastsættes som hovedregel til det dobbelte af det toldbeløb, som gennemsnitligt har været debiteret varemodtageren i de seneste 12 måneder.

For virksomheder, der er nyregistrerede som varemodtagere, fastsættes sikkerheden til det dobbelte af det forventede gennemsnitlige toldbeløb i en 12 måneders periode regnet fra registreringstidspunktet.

Varemodtagere, der ønsker at stille anden sikkerhed skal stille en sikkerhed på mindst 1.000 kr.

Betales toldbeløb, der er dækket af anden sikkerhed, ikke rettidigt, vil det forfaldne beløb inklusive renter blive dækket af sikkerheden, og der vil blive krævet en ny sikkerhed, således at sikkerheden har samme størrelse som tidligere.

Ændring af sikkerhedsstillelsesform

Den valgte sikkerhedsstillelsesform er som hovedregel bindende for et år ad gangen. Ændring kan finde sted pr. 1. marts. Ønskes en ændring, skal dette meddeles told- og skatteregionen inden udgangen af januar måned.

Såfremt varemodtageren kan dokumentere, at importmønstret har eller vil ændre sig væsentligt, kan toldcentret give tilladelse til, at ændringen foretages på et andet tidspunkt. Varemodtageren er ifølge toldlovens § 29, stk. 3, forpligtet til at anmelde væsentlige ændringer i virksomhedens importmønster. Væsentlige ændringer kan foreligge, hvis f.eks. varemodtageren set i forhold til det almindelige importmønster inden for en meget kort periode importerer større partier spiritus. Det må dog altid bero på en konkret vurdering, hvornår varemodtageren skal anmelde disse ændringer.

Det samme gælder, hvis virksomhedens omkostninger ved den valgte sikkerhedsstillelsesordning har ændret sig betydeligt, således at det vil være til væsentlig økonomisk fordel for virksomheden at få ændret sikkerhedsstillelsesformen. Toldcentret kan anmode varemodtageren om at forhøje sikkerheden i de tilfælde, hvor den stillede sikkerhed viser sig at være utilstrækkelig.

Det kan altid tillades, at en varemodtager overgår fra anden sikkerhedsstillelse til Told Skat's sikkerhedsstillelsesordning.

A.1.2 Varens ankomst

Følgende varer skal registreres ved ankomsten til Danmark

Ikke EU-varer - T1-varer - er varer, der kommer fra lande uden for EU.

Varer med en T2F-status er varer, der har oprindelse de steder inden for EU's toldområde, hvor EF's 6. momsdirektiv ikke gælder - eksempelvis De Kanariske Øer, De Franske Oversøiske Departementeter, Kanaløerne, Ålandsøerne, Athos-bjerget i Grækenland m.fl.

Ikke-EU-varer samt varer med T2F-status og varer, der ankommer med T2 status fra et EFTA- eller Visagradland efter reglerne i Konventionen om fælles forsendelse, se afsnit B.1 , skal registreres snarest efter ankomsten til Danmark.

Dette sker ved at angive varerne i Told·Skats toldsystem.

A.1.2.1 Ændring af toldmæssig status

Hvis EU-varer - T2-varer - ved en fejl er blevet oplagt på midlertidigt oplag, kan varemodtageren efter anmodning få den pågældende oplæggelseannulleret. Anmodning samt dokumentation for varernes status skal indgives til toldcentret.

Hvis varen fejlagtigt er blevet fortoldet kan der anmodes om toldgodtgørelse ved toldcentret, se afsnit A.21.1.2.3 Toldgodtgørelse - EU-varer.

A.1.2.2 Fortoldning til fri omsætning/frit forbrug

Ved fortoldning af varer skelnes der mellem varers overgang til fri omsætning og varers overgang til frit forbrug. Når varer fra ikke-EU-lande fortoldes ved indførslen til EU overgår varerne til fri omsætning. Varers overgang til fri omsætning har virkning for hele EU. Overgang til frit forbrug kræver yderligere iagttagelse af nationale bestemmelser, herunder afgiftsberigtigelse af varerne, hvorefter varerne frit kan sælges i det pågældende land.

Som hovedregel skal indførte varer angives til fri omsætning og til frit forbrug samtidig.

Der er mulighed for at fortolde til fri omsætning / senere frit forbrug i en andet EU-land efter momslovens § 36. stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen giver mulighed for, at varer fra ikke-EU-lande kan fortoldes ved EU's ydre grænse, (her den danske grænse), uden at der betales importmoms, når varen er bestemt til et andet EU-land.

Udenlandske varemodtagerer, det vil sige virksomheder fra såvel ikke-EU-lande som andre EU-lande, kan anvende ordningen, hvis de er importør- og momsregistreret ved en herboende repræsentant.

Betingelsernes for at anvende ordningen er, at varen straks ved ankomsten til Danmark angives til fortoldning med en procedurekode begyndende med 42. Fortoldningen skal i henhold til momsreglerne være vedlagt salgsfaktura til kunden i det andet EU-land og varene skal sendes direkte.

A.1.2.3 Hvem skal fortolde

BKG § 18, stk 1

Angivelse til fortoldning - det vil sige ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag - foretages af varemodtageren eller en af varemodtageren bemyndiget. Er varerne ikke ved ankomsten til grænsen angivet til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag, påhviler det ekspeditøren at angive varerne.

Ekspeditøren er den, der som rederi, agent for rederi, skibsmægler, luftfartsselskab, jernbane, postvirksomhed, vognmand, speditør eller lignende eller som varemodtager forestår varernes indførsel i det danske toldområde.

BKG § 18, stk 2

Ekspeditøren skal være en person, der er hjemmehørende her i landet eller en offentlig eller privat virksomhed, der har fast bopæl i Danmark, og som kan påtage sig hæftelsen for told m.v. af varerne, se afsnit A.1.2.3.1 Hæftelse.

Såvel private som udenlandske varemodtagerer kan, uanset de ikke er ekspeditører, angive varer til fuldstændig ekspresfortoldning. Der kan herefter ikke gives kredit for told og moms.

BKG § 18, stk 4

Enhver, der modtager varer, som ved en fejltagelse ikke er blevet angivet til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag, skal straks angive varerne til en af disse procedurer.

BKG § 18, stk 3

Ekspeditører har pligt til at lade sig registrere hos Told Skat. Henvendelse om registrering skal ske til ekspeditørens told- og skatteregion.

A.1.2.3.1 Hæftelse

BKG § 23, stk 1

Transportøren eller dennes repræsentant hæfter for told og afgifter af varerne, indtil de er angivet til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag.

BKG § 23, stk 2 og 3

Varemodtageren hæfter for de told og afgifter, der påhviler varer, som er angivet til ekspresfortoldning eller oplæggelse på et midlertidigt oplag.

BKG § 23, stk 4

Ekspeditøren hæfter for told og afgifter af varer, som ekspeditøren har angivet til oplæggelse på midlertidigt oplag i følgende tilfælde

når ekspeditøren ikke er bekendt med varemodtagerens adresse, dvs. de såkaldte til ordre-sendinger,

når varemodtagerens SE-nummer ikke er angivet,

når varerne er bestemt til private modtagere eller virksomheder, der ikke er importørregistreret.

når ekspeditøren ønsker at hjemtage varer, der er bestemt for konkurs- eller dødsboer mv., eller til en varemodtager, som er frataget retten til kredit med told.

når varemodtageren er hjemmehørende uden for det danske toldområde,

når en varemodtager nægter at have beordret varerne indført eller sendt under forsendelsesproceduren her til landet.

BKG § 23, stk 6

Pligten til fortoldning, genudførsel/forsendelse af varerne påhviler den, der hæfter for told og afgifter af varerne.

BKG § 13

Hæftelsen kan overføres til en varemodtager, der har ret til kredit for told, se afsnit A.1.2.3.5.10.4 Ændring af varemodtager.

A.1.2.4 Hvor kan der fortoldes

BKG § 1, stk 3

Angivelse til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag af varer - skal ske på et ekspeditionssted ved grænsen, når varerne ankommer til det danske toldområde.

BKG § 4

Stedet for fortoldning kan dog forskydes fra grænsen til et andet sted i landet - det lokale toldcenter eller virksomheden (godkendt modtager) - hvis varerne indføres eller der påbegyndes en forsendelse under EUs forsendelsesordning ( se afsnit B1, EU-forsendelse ), TIR-forsendelsesordningen eller transporteres af en jernbane eller en postvirksomhed, der er godkendt af Told Skat. En TIR-forsendelse skal dog altid afsluttes ved et toldcenter. Ved postvirksomhed godkendt af Told Skat forstås Post Danmark. Koder og adresser på toldcentre og ekspeditionssteder, se bilag 31 .

A.1.2.5 Hvordan fortoldes

Fortoldning af varer kan ske på følgende måder

Fuldstændig ekspresfortoldning

Forenklet ekspresfortoldning

Standardproceduren

Samlet angivelse over indførsler af ensartede varer for en given periode (periodeangivelse)

Godkendt importør (tidligere metode 2)

BKG 6, stk 1

Fortoldningen kan afgives på følgende måder

Via edb

On-line via Internettet

Batch via edifact eller edi

På EF´s administrative enhedsdokument (papir)

A.1.2.5.1 Fortoldning via edb - generelt

BKG § 6, stk. 1

Varemodtagere og speditører kan få tilladelse til at afgive fortoldningsoplysninger elektronisk, enten on-line, eller via filoverførsel (edifact eller edi). Fortoldningsangivelsen skal være accepteret i Told Skats toldsystem for at kunne antages. Eventuelle fejlbehæftede angivelser anses som værende ikke modtaget. Se nærmere information på Told Skats hjemmeside ( http://www.toldskat.dk/ ).

Angivelse på edb til ekspresfortoldning og oplæggelse på midlertidigt oplag kan bygges gradvist op allerede inden varerne ankommer til grænsen, således at angivelsen er klar senest på tidspunktet for varernes grænsepassage. Såfremt oplysningerne er afgivet inden varernes ankomst, skal de suppleres med det faktiske ankomsttidspunkt. Når oplysningerne bliver edb-registreret, gennemgår disse en validitetskontrol og en risikoanalyse. Risikoanalysen gennemføres med henblik på eventuel udtagelse til kontrol. Hvis angivelsesoplysningerne er afgivet inden varernes ankomst, kan Told Skat allerede på tidspunktet for varernes faktiske ankomst, give meddelelse om, at varerne er "frigivet" evt. "frigivet til oplæggelse" eller "udtaget til kontrol". Told Skat kan lokalt udskyde meddelelsen ved en "time-out", se afsnit A.1.2.8.3 "Time -out".

BKG § 38, stk. 1

Told og importafgifter mv. beregnes efter de satser og på det beregningsgrundlag, der er gældende den dag, Told Skat anser angivelsen som værende antaget.

BKG § 38, stk. 4

Accepteres angivelsen først, når berigtigelsesfristen er udløbet, er satsdagen lig med den sidste rettidige berigtigelsesdag. Det er således den sats, der var gældende den sidste rettidige berigtigelsesdag, der skal angives til Told Skat.

BKG § 32, stk. 2

Det er en betingelse, at varemodtageren før transmission af en ekspedition er i besiddelse af de dokumenter, der er nødvendige for fortoldningens gennemførelse.

BKG § 32, stk. 4

Bekræftelsesdokumenter - fakturaer, præferencedokumenter mv. indsendes ikke, men skal opbevares hos varemodtageren i mindst 5 år efter, at fortoldningen af varerne er foretaget. Opbevaring af dokumenter skal ske således, at man ved hjælp af referencenummeret kan samle alle de dokumenter, der hører til fortoldningsekspeditionen.

Varemodtageren skal føre behørigt regnskab over de indførte varer, og skal på grundlag af det almindelige forretningsregnskab kunne gøre rede for de enkelte angivelser.

BKG § 19

Er det en speditør, der forestår angivelse til forenklet ekspresfortoldning eller til oplæggelse på midlertidigt oplag, skal speditøren underrette varemodtageren om den foretagne angivelse. Speditøren er forpligtiget til at opbevare underretningen og varemodtageren er forpligtiget til at opbevare angivelsen sammen med bekræftelsesdokumenterne.

Når varemodtageren gør brug af sin brugeradgang til toldsystemet, accepterer denne, at oplysninger, der afgives via edb i enhver henseende, tillægges samme retsvirkning, herunder ansvar for urigtig angivelse, som var de angivet på en underskrevet fortoldningsangivelse.

On-line fortoldning

Der er i Told Skats Toldsystem mulighed for at afgive fortoldningsangivelse on-line via Internettet på Told Skats hjemmeside ( http://import:toldskat.dk/ ). Internet-løsningen giver mulighed for indlæsning af oplysninger til Toldsystemet med svar direkte tilbage om oplysningerne er korrekte eller ej.

Fortoldning via Edifact/EDI

Ved anvendelse af Edifact/EDI er der mulighed for periodiske (daglige eventuelt flere gange dagligt) filoverførsler af fortoldningsoplysninger, der er dannet i varemodtagerens eget edb-system. Denne løsningsmodel giver mulighed for øget anvendelse af data, der allerede findes i virksomhedens system.

A.1.2.5.2 Angivelse på EU's enhedsdokument (papir)

K art. 61, litra a, 62

Ved fortoldning på papir anvendes EU's enhedsdokument, se bilag 5, der i sin grundform består af et 8-sidet blanketsæt med tilhørende supplementsformularer, de såkaldte bis-formularer. Enhedsdokumentet anvendes ikke alene af EU-landene, men bl.a. også af EFTA-landene, Visegradlandene og en række andre lande.

Eksemplar 6, 7 og 8 af enhedsdokumentet anvendes ved fortoldning. Enhedsdokumentet anskaffes af varemodtageren og udfyldes på maskine eller edb-printer. Angivelser der er udfyldt med læselig og tydelig håndskrift kan undtagelsesvis antages. Enhedsdokumentet kan købes hos boghandlerne.

GB art. 208, stk. 4

Omfatter fortoldningsekspeditionen mere end én varepost, anvendes en eller flere supplementsangivelser - ligeledes eksemplar 6, 7 og 8 - , hvorpå øvrige vareposter anføres eller et enhedsdokument med rubrikkerne 5 - 7, 12 - 29 og 49 overstreget.

A.1.2.5.3 Indlevering af toldangivelse

BKG § 1, stk. 3

Angivelser til ekspresfortoldning og oplæggelse på midlertidig oplag skal angives /indleveres til det ekspeditionssted , hvor varerne frembydes ved indpassage i det danske toldområde eller til det ekspeditionssted, hvor en eventuel ekstern forsendelsesangivelse afsluttes.

BKG § 4, stk. 1

Såfremt en EU-forsendelsesangivelse afsluttes hos en godkendt modtager skal angivelser til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag afgives til det toldcenter, i hvis forretningsområde forsendelsen afsluttes.

BKG § 8, stk. 3 og § 24, stk. 1

Supplerende ekspresfortoldninger og standardfortoldninger angives/indleveres til varemodtagerens hjemtoldcenter.

A.1.2.5.4 Tidspunkt for angivelsens antagelse

Angivelse på edb BKG § 17, stk. 2

For angivelser til ekspresfortoldning og oplæggelse på midlertidig oplag afgivet via edb, betragtes angivelsen som antaget, når det faktiske ankomst tidspunkt er angivet og angivelsen er accepteret i toldsystemet.

Supplerende ekspresfortoldninger og standardfortoldninger afgivet via edb betragtes som antaget, når angivelserne er accepteret i toldsystemet.

BKG §38, stk. 1

Satsdato fastsættes herefter automatisk til antagelsesdatoen.

Når oplysningerne bliver edb-registreret, gennemgår disse en validitetskontrol og en risikoanalyse. Risikoanalysen gennemføres med henblik på eventuel udtagelse til kontrol, og der foretages en vurdering af, i hvilket omfang Told" Skat ønsker at foretage varekontrol.

BKG § 17, stk. 5

Told Skat skal på tidspunktet for varernes faktiske ankomst give meddelelse om, hvorvidt varerne er frigivet eller udtaget til kontrol. Told" Skat kan imidlertid lokalt udskyde meddelelsen.

BKG § 17, stk. 5

Udskydelsen kan variere fra 0 - 2 timer, "Time-out", se afsnit A.1.2.8.3 Time-out.

Angivelser på papir BKG § 1, stk. 3 og §4

Angivelser til ekspresfortoldning og oplæggelse på midlertidig oplag på papir skal afleveres på det ekspeditionssted, hvor varerne frembydes ved indpassage i det danske toldområde, eller det ekspeditionssted, hvor eventuel forsendelse afsluttes. Edb-registrering sker først ved varernes faktiske ankomst og kun i ekspeditionsstedets åbningstid. Det medfører, at ekspeditøren må afvente resultatet af validitetskontrol, risikoanalyse samt evt."time-out" før meddelelse om varernes frigivelse eller kontrol.Et print af fortoldningen, som indeholder alle registrerede oplysninger - herunder også det tildelte referencenummer, udleveres til ekspeditøren. Det tildelte referencenummer påføres manuelt enhedsdokumentet, som herefter arkiveres hos Told Skat.

Supplerende ekspresfortoldninger og standardfortoldninger afgivet på enhedsdokument betragtes som antaget, når angivelserne er modtaget til registrering i varemodtagerens hjemtoldcenters åbningstid.

Fejlbehæftede angivelser anses som ikke antaget. For fejlbehæftede angivelser angivet på enhedsdokument vil angivelsen blive returneret til varemodtageren med besked om, at der skal indsendes en ny og korrekt udfyldt angivelse. En eventuel angivelsesfrist suspenderes ikke.

TK art. 67

Datoen for antagelsen af en fuldstændig ekspresfortoldning, en forenklet ekspresfortoldning eller en standard fortoldning er afgørende for hvilke satser mv., der skal anvendes ved beregning af told og afgifter mv.

BKG § 38, stk. 4

Modtages en standardfortoldning først efter udløbet af 14-dagesfristen - berigtigelsesfristen for afgivelse af fortoldning for varer, som er oplagt på midlertidigt oplag - er satsdagen lig med den sidste rettidige berigtigelsesdag. I sådanne tilfælde kan der kun indrømmes kontingent- eller præferencetoldbehandling, hvis adgangen hertil ikke er ophørt på den dag, hvor standardfortoldningen modtages.

BKG §38, stk. 4

Angives en midlertidig oplagt vare til standardfortoldning inden for den fastsatte frist, men efter at varemodtageren i strid med de gældende regler har disponeret over varerne, er satsdagen den dag, hvor der er disponeret over varerne.

Ved indlevering af en angivelse på enhedsdokument til et ekspeditionssted eller et toldcenter skal enhedsdokumentets eksemplar 6 og 7 indleveres. Enhedsdokumentets eksemplar 8 beholdes af varemodtageren. Forestår en speditør angivelsen, skal denne fremsende eksemplar 8 til varemodtageren. Denne underretning af varemodtageren skal også finde sted, hvis speditøren angiver via edb.

A.1.2.5.5 Forkert angivelse

Hvis en angivelse til fortoldning eller midlertidig oplæggelse viser sig at være forkert, f.eks. at kolliantal, vægt m.v. ikke stemmer overens med det, reelle indhold skal ekspeditøren eller varemodtageren hurtigst muligt rette henvendelse til det ekspeditionssted/toldcenter, hvor angivelsen er sket.

A.1.2.5.6 Besigtigelse af varer / udtagelse af prøver

BKG § 36, stk. 2

Hvis varemodtageren ikke umiddelbart er i stand til at angive varernes art og mængde i overensstemmelse med de foreskrevne regler kan toldcenteret efter varemodtagerens skriftlige anmodning give tilladelse til besigtigelse af varerne og/eller udtage prøver. Hvis varemodtageren alene ønsker at besigtige varerne, kan dette finde sted på grundlag af en mundtlig henvendelse til toldcenteret.

Omkostninger ved udpakning, vejning, genindpakning og anden håndtering af varerne eller til analyse af de udtagne prøver afholdes af varemodtageren.

Fristen for rettidig standardfortoldning afbrydes ikke ved afgivelse af anmodning om besigtigelse.

A.1.2.5.7 Lettelser i angivelsespligten (Statistisk tærskelværdi)

GB art.225, litra b

Varer af mindre værdi er i et vist omfang fritaget for fuld angivelsespligt. Efter artikel 227, stk. 2, i GB, kræves dette her i landet ved afgivelse af en skriftlig angivelse.

BKG § 35, stk. 5

Er værdien af varerne pr. forsendelse på indførselstidspunktet under 6.500 kr. - den statistiske tærskelværdi - og nettovægten under 1.000 kg pr. varekode/vareart, skal en række oplysninger ikke angives i fortoldningsangivelsen.

Ved indførsel af varer fra Færøerne og Grønland er værdigrænsen dog fastsat til 3.000 kr pr. sending.

Varernes tarifmæssige toldsats skal være 0 .

Følgende ekspeditioner er ikke omfattet af ordningen om statistisk tærskelværdi

forsendelser, der udover vareposter af mindre værdi tillige omfatter andre vareposter,

varer for hvilke der gælder særlige indførselsbestemmelser af sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige, veterinære eller andre grunde,

varer, der tilføres toldoplag, herunder lagre i Københavns Frihavn og provianteringsvirksomheder.

Lettelserne kan kun anvendes af varemodtagerer, der har stillet sikkerhed for betalingen af tolden.

Hvis flere vareposter er slået sammen angives andre varer og antal varekoder i rubrik 44.6.

Angivelsen afgives som en fuldstændig ekspresangivelse, men med færre oplysninger. Angivelsen udfyldes i overensstemmelse med afsnit A.2 Udfyldning af fortoldningsangivelsen.

Varer, der opfylder betingelserne i tærskelværdiproceduren, som har været oplagt på midlertidigt oplag, angives efter standardproceduren, ligeledes med færre oplysninger.

Dispositionsretten for tærskelværdiangivelser følger de tilsvarende regler for dispositionsret som henholdsvis ekspresfortoldninger og standardfortoldninger.

A.1.2.6 Ekspresfortoldning

BKG § 7

I de tilfælde, hvor det er muligt at angive en varekode m.m. senest ved varers grænsepassage, kan fortoldningen ske under ekspresproceduren. Det betyder, at Told Skat umiddelbart efter grænsepassagen kan oplyse, om varerne er frigivet eller udtaget til kontrol. Hvis der ved ekspeditionsstedet er "time-out" suspenderes meddelelsen indtil "time-outen" er udløbet. Proceduren bygger på, at der ved varernes grænsepassage afgives en fuldstændig eller en forenklet ekspresfortoldning.

A.1.2.6.1 Fuldstændig ekspres

Den fuldstændige ekspresfortoldning kan afgives ved grænsepassagen. Det kræver ingen tilladelse at afgive en fuldstændig ekspresfortoldning, hvorfor denne kan afgives af alle, såvel private som virksomheder. Den indeholder alle de oplysninger, der skal angives for at fortoldningen kan afsluttes. Den kan afgives enten via edb eller på papir (EF's administrative enhedsdokument).

BKG § 26, stk. 1

Visse varer skal altid angives til fuldstændig ekspresfortoldning og må ikke fraføres ekspeditionsstedet før toldbehandling har fundet sted.

Dette omfatter

Varer, for hvilke der gælder særlige indførselsbestemmelser.

Varer, hvis emballage er meget beskadiget.

Varer, der indføres til private, ikke importørregistrerede virksomheder.

Virksomheder, der er frataget toldkreditten.

Virksomheder, der under udlægsforretning er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld, konkurs- og dødsboer, betalingsstandsningsboer.

Virksomheder under frivillig akkord eller likvidation samt

Udenlandske varemodtagere.

BKG § 23, stk. 4

Varer til ovennævnte varemodtagere kan dog også angives til oplæggelse på midlertidigt oplag, såfremt ekspeditøren selv angiver varerne til oplæggelse på sit midlertidige oplag. Ekspeditøren hæfter i disse tilfælde for told og afgifter. Se afsnit A.1.2.3.5.10.

TL § 33, stk. 1, 2 og 3 og BKG § 22, stk. 2

For varer der indføres til private, ikke importørregistrerede virksomheder, virksomheder, der er frataget toldkreditten, virksomheder, der under udlægsforretning er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld, konkurs- og dødsboer, betalingsstandsningsboer, virksomheder under frivillig akkord eller likvidation samt udenlandske varemodtagere samt 5-dages afregnere kan varerne ikke fraføres ekspeditionsstedet før betaling af told og moms m.v. har fundet sted.

A.1.2.6.2 Forenklet ekspres

BKG § 8, stk. 1

Anvendelse af den forenklede ekspresfortoldning kræver, at varemodtageren har en tilladelse. Denne gives efter ansøgning til varemodtagerens hjemtoldcenter i henhold til Gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeks (KFO 2454/93), art 263-267.

BKG § 8, stk. 5 BKG § 17, stk. 2

Metoden kan ikke anvendes for

Toldkontingenter

Kontant sikkerhedsstillelse for antidumpingtold

Toldoplag

Forenklet bevillingsudstedelse

GB, art 264

Tilladelse kan efter skriftlig ansøgning gives til varemodtagerer der

Har regelmæssig import af varer

Indretter regnskabet, således at der er muligt for Told Skat at foretage effektiv kontrol af varemodtagerens vareførsel efterfølgende

Ikke har begået grove eller gentagne overtrædelser af told-og skattelovgivningen

Tilladelse kan ikke gives til

Private

Ikke importørregistrerede virksomheder

Virksomheder, der er frataget toldkreditten

Virksomheder, der under udlægsforretning er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld

Konkurs- og dødsboer

Betalingsstandsningsboer

Virksomheder under frivillig akkord eller likvidation

Udenlandske varemodtagere

BKG § 8, stk. 2

Den forenklede ekspresfortoldning indeholder transportoplysninger, varekode, oprindelseland, omtrentlig værdi samt enkelte andre oplysninger.

Den forenklede ekspresfortoldning kan angives enten via edb eller på papir (enhedsdokument)..

BKG § 8, stk. 3

Den forenklede ekspresfortoldning skal følges op af en angivelse med de resterende fortoldningsoplysninger (supplerende ekspresoplysninger). Der kan ikke rettes i oplysninger, der har ført til frigivelse af varen.

A.1.2.6.2.1 Underretning af varemodtager om angivelse til forenklet ekspresfortoldning

BKG §19

Såfremt varerne angives til forenklet ekspresfortoldning af en ekspeditør, skal denne snarest muligt underrette varemodtageren om, at forenklet ekspresfortoldning har fundet sted. Det bør af underretningen tydeligt fremgå, at der er tale om varer der er angivet til forenklet ekspresfortoldning, der skal efterfølges af en supplerende angivelse.

Ekspeditøren har bevisbyrden for, at underretningen er sket.

Ekspeditørens navn, adresse og evt. telefonnummer bør fremgå af underretningen, således at varemodtageren kan se, hvem der har foretaget ovennævnte angivelser.

A.1.2.6.2.2 Supplerende angivelse

Den forenklede ekspresfortoldning skal følges op af en supplerende ekspresangivelse, enten på edb eller på papir (enhedsdokumentet). Der skal angives supplerende oplysninger for hver forenklet ekspresfortoldning. Dette medfører, at der ikke er mulighed for, at ens supplerende oplysninger angivet på papir, kan slås sammen. Supplerende ekspresoplysninger er primært beregningsoplysninger og statistikoplysninger.

BKG § 8, stk. 3

Supplerende ekspresoplysninger på papir skal afgives senest den sidste hverdag i den måned, hvor den forenklede ekspresfortoldning er afgivet. Angivelserne skal afgives til det toldcenter, hvor varemodtageren er hjemmehørende. Supplerende ekspresoplysninger afgivet via edb skal angives senest den 2. hverdag i den efterfølgende kalendermåned.

TL § 13, stk. 2

Overskridelse af angivelsesfristen medfører, at Told Skat foretager en skønsmæssig ansættelse, jf afsnit A.1.6 Skønsmæssige ansættelser.

A.1.2.6.2.3 Dispositionsret ved forenklet ekspresfortoldning

BKG §5, stk. 5

Når en varemodtager har tilladelse til at afgive forenklet ekspresfortoldning, kan denne disponere over varerne når Told·Skat har givet meddelelse om, at den forenklede ekspresangivelse er frigivet.

A.1.2.7 Oplæggelse på midlertidigt oplag

(BKG § 9, stk. 1 og 2)Varemodtagerer, der ønsker det, kan efter forudgående ansøgning få tilladelse til at anvende standardproceduren. Det medfører, at varerne kan oplægges på et midlertidigt oplag som er godkendt af Told Skat. Eventuelt kan en varemodtager også ved ovennævnte ansøgning få godkendt adresser til midlertidige oplag. Det gælder bl. a., at der skal kunne foretages en helt klar og entydig adskillelse mellem varer på oplagt på midlertidigt oplag og andre varer.

(BKG § 9, stk. 3)Et midlertidigt oplag skal være beliggende på et godkendt sted (f.eks. hos en speditør eller en varemodtager). En varemodtager kan have flere godkendte adresser. Den godkendte adresse kan også være hos en slutkunde. Her gælder reglerne om, at de uberigtigede varer ikke må tages i brug/udpakkes også.

BKG § 15

Som hovedregel påhviler pligten til standardfortoldning,eller genudførsel/forsendelse varemodtageren, dvs den virksomhed, som har tilladelse til proceduren for oplæggelse på midlertidigt oplag, men ikke nødvendigvis er oplagshaveren.

BKG § 23, stk. 4

Ekspeditøren hæfter dog for varer, som ekspeditøren har angivet til oplæggelse på sit midlertidige oplag (dvs, ekspeditøren skal stå både som klarerer og indehaver af det midlertidige oplag i angivelsen. SE-nr i rubrik 14 skal være lig med SE-nr i rubrik 30).

Hvis varemodtageren har varer liggende på et midlertidigt oplag hos en speditør, hæfter varemodtageren og speditøren solidarisk.

BKG § 11, stk. 2

Opretholdelse af tilladelsen er betinget af, at varemodtageren ikke overtræder told-eller skattelovgivningen, bl.a. ikke tager midlertidigt oplagte varer i brug, herunder ikke åbner varernes ydre emballage, inden fortoldning har fundet sted..

BKG § 16, stk. 1

Varerne må kun ligge 14 kalenderdage på det midlertidige oplag, hvorefter varerne skal angives til en toldprocedure.

BKG § 11, stk. 1

Varer, der er midlertidig oplagt, kan som hovedregel kun

overdrages helt eller delvist til en ny varemodtager,

fortoldes ved standardfortoldning

genudføres/forsendes

BKG § 1, stk. 3

Varerne angives senest ved ankomsten til grænsen.

Angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag kan afgives enten via edb eller på EF's administrative enhedsdokumentet (papir).

Angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag skal udfyldes i overensstemmelse med afsnit A.2. Udfyldning af fortoldningsangivelsen.

(BKG § 11, stk. 1, nr.1)Ved angivelse til fortoldning efterfølges den midlertidige oplæggelse af en standardfortoldning.

A.1.2.7.1 Standardfortoldning

BKG § 24, stk. 1

Såfremt varer, der er oplagt på midlertidigt oplag, skal fortoldes, sker dette ved, at der senest 14 kalenderdage efter oplæggelsen, afgives en standardfortoldning til varemodtagerens hjemtoldcenter. Et midlertidigt oplagt parti kan opsplittes i flere fortoldninger. Toldsystemet vil automatisk holde regnskab med den del, der ikke er berigtiget. Standardfortoldningen indeholder bl.a. oplysninger om varekode, beregningsoplysninger og statistikoplysninger. Den kan angives via edb eller på enhedsdokumentet. Flere oplæggelser kan i visse situationer samles på én fortoldning.

BKG § 38, stk. 1

Satsdatoen fastsættes til datoen for fortoldningens antagelse.

BKG § 28

Der kan fortsat afgives periodeangivelser for ensartede varer og brevpostforsendelser.

Udfyldning af standardfortoldning: Se afsnit A. 2.

Angivelse modtaget via edb

Med udgangspunkt i oplysningerne i angivelsen til oplæggelse på midlertidigt oplag edb-registreres de resterende oplysninger. Standardfortoldningen beholder det referencenummer, som er tildelt angivelsen til oplæggelse på midlertidigt oplag. Såfremt flere oplæggelser samles på én angivelse tildeles et nyt referencenummer. Det vil være muligt udfra det ny nummer at finde referencenumrene på de oplæggelser, der er slået sammen. De oprindelige referencenumre afsluttes automatisk.

Angivelse modtaget på papir

Standardfortoldningen antages af Told·Skat den dag den modtages i hjemtoldcentrets åbningstid. Fejlagtige angivelser returneres.

A.1.2.7.2 Dispositionsret ved standardfortoldning

Varemodtageren kan disponere over varerne efter følgende retningslinier

BKG § 24, stk. 3

Når angivelse til standard fortoldning via edb er antaget ved toldcentret, kan varemodtageren disponere over varerne fra kl. 12 den følgende hverdag, dog ikke lørdag.

BKG § 24, stk. 4

Når angivelse til standard fortoldning på enhedsdokumentet er antaget ved toldcentret kan varemodtageren disponere over varerne fra kl. 16 den følgende hverdag, dog ikke lørdag.

BKG § 24, stk. 5

Ovennævnte dispositionsret er på betingelse af

at varemodtageren har opfyldt eventuelle særlige indførselsbetingelser, der gælder for de pågældende varer,

at toldcentret ikke har meddelt, at man ønsker at foretage kontrol af varerne,

at der er stillet sikkerhed for toldskylden.

BKG § 26, stk. 1, nr. 3 og 4 og § 14, stk. 3

Hvis der ikke er stillet sikkerhed, kan der først disponeres over varerne, når tolden er betalt. Dette gælder også for såkaldte 5-dages afregnere.

BKG § 11, stk. 2

Varer oplagt på et midlertidigt oplag må ikke udpakkes, og emballagen må ikke åbnes.

A.1.2.7.3 Underretning af varemodtager om oplæggelse på midldertidigt oplag

BKG § 19

Såfremt varerne oplægges på et midlertidigt oplag af en ekspeditør, skal denne snarest muligt underrette varemodtageren om, at oplæggelsen har fundet sted. Det bør af underretningen tydeligt fremgå, at der er tale om varer, der er oplagt på midlertidigt oplag og som skal efterfølges af en standardfortoldning.

Ekspeditørens navn, adresse og evt. telefonnummer bør fremgå af underretningen, således at varemodtageren kan se, hvem der har foretaget ovennævnte angivelser.

A.1.2.7.4 Ændring af varemodtager

BKG § 13, stk. 1, 2 og 3

Varer, der er midlertidigt oplagt kan, inden de fortoldes eller genudføres/forsendes, overdrages til en ny varemodtager, hvis den pågældende har tilladelse til at anvende proceduren for midlertidig oplæggelse. Overdragelse af et helt eller en del af et vareparti oplagt på et midlertidigt oplag skal ske ved en ny angivelse (omregistrering) til oplæggelse på midlertidigt oplag. Overdrageren skal samtidig med anmeldelsen underrette erhververen, der herefter anses som varemodtager. Overdrageren har bevisbyrden for, at underretning har fundet sted. Ved omregistreringen tildeles den nye angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag et nyt referencenummer. Der er gensidig henvisning mellem oprindeligt og nyt nummer. Berigtigelsesfristen på de 14 kalenderdage ændres ikke.

A.1.2.7.5 Ændring af opbevaringsadresse for varerne

BKG § 13, stk. 4

Varer, der er angivet til midlertidig oplæggelse kan flyttes fra en opbevaringsadresse til en anden godkendt opbevaringsadresse. Meddelelse til Told·Skat om ændring af opbevaringsadresse skal ske ved afgivelse af en ny angivelse til midlertidig oplæggelse til det toldcenter, hvor varerne er midlertidigt oplagt, inden varerne flyttes.

A.1.2.7.6 Opsplitning

BKG § 16, stk. 1 - 3

Varer, der er oplagt på et midlertidigt oplag skal senest 14 kalenderdage efter det faktiske ankomsttidspunkt angives til standardfortoldning, se afsnit A.1.2.7.1 eller udførsel/forsendelse, se afsnit C.1 / B.1.

Varer, der er angivet til oplæggelse på midlertidigt oplag og, som angives til udførsel, skal forsendes efter forsendelsesordningen.

TL § 81, stk. 1 og 3

Hvis toldcentret ikke har modtaget en standardfortoldning inden 14-dages fristens udløb, vil toldcentret fastsætte et beløb, der skønsmæssigt svarer til toldbeløbet af de midlertidigt oplagte varer. Overskrides 14-dages fristen, skal der betales en ekspeditionsafgift på 550 kr. for hver angivelse, som skønsmæssigt ansættes, se afsnit A.1.6 Skønsmæssige ansættelser.

A.1.2.7.7 Frist for fortoldning eller genudførsel/forsendelse af varer

A.1.2.8 Fælles regler for ekspresfortoldning og oplæggelse på midlertidigt oplag

A.1.2.8.1 Den brede grænsestreg

Varer med toldmæssig status T 1, der indføres til det danske område, skal ved ankomsten enten være

angivet til ekspresfortoldning

angivet til forsendelse eller

angivet til oplæggelse på midlertidigt oplag.

Inden for visse transportsektorer, må det forventes, at ekspeditøren, (dvs. den, der som rederi, agent for rederi, skibsmægler, luftfartsselskab, jernbane, postvirksomhed, vognmand, speditør eller lignende forestår varernes indførsel i det danske toldområde), behøver tid til at formidle eller tilvejebringe de nødvendige informationer for at kunne afgive en ekspresfortoldning

Varemodtageren er ikke i alle tilfælde bekendt med varernes præcise ankomsttidspunkt og vil derfor ikke være i stand til at angive varerne til ekspresfortoldning. For at understøtte anvendelsen af ekspresfortoldning, er der derfor skabt et begreb, den "brede grænsestreg", som således er en mulighed for at udskyde varernes overgang til toldbehandling.

Tilladelse til den "brede grænsestreg" gives efter ansøgning af ekspeditørens hjemtoldcenter.

Begrebet "den brede grænsestreg" dækker over en midlertidig opbevaring af varerne hos ekspeditøren det sted, hvor varen kommer til det danske område. Varen skal henligge uden at der foretages nogen handling i retning af at overføre varerne til en anden toldprocedure, herunder overførsel af varen til oplæggelse på midlertidigt oplag i varemodtagerens navn eller anden form for hæftelse af en anden person end ekspeditøren.

BKG § 5, stk. 1

Varer kan opbevares på den "brede grænsestreg" i et tidsrum, der er hensigtsmæssigt i forhold til ekspeditørens behov, dog højst 48 timer efter varernes fysiske ankomst til ekspeditørens lokalitet på grænsestregen. Ved beregning af varernes henliggetid inden for tidsfristen skal der ikke medregnes lørdage, søndage og helligdage. Efter udløbet af den for arrangementet fastsatte frist skal varerne overføres til en toldprocedure. Varer, der opbevares på den "brede grænsestreg", forudsættes opbevaret i den toldkontrollerede del af den pågældende terminal mv.

BKG § 5, stk. 2

Varer, der efter indførslen henligger under ekspeditørens kontrol og ansvar, kan angives til ekspresfortoldning indtil 48 timer efter ankomststidspunktet.

Ved varernes overgang til en toldprocedure ophører løbetiden - respektive restløbetiden - af den "brede grænsestreg". Varer, der er angivet til en toldprocedure umiddelbart i forbindelse med ankomsten, er således ikke omfattet af den "brede grænsestreg".

Arrangementet den "brede grænsestreg" kan efter anmodning etableres i lufthavne, i havne, internationale postcentre og på jernbaneterminaler. Ordningen vil ikke gælde for lastbilstrafikken (vejtransport).

Den "brede grænsestreg" har ingen geografisk bredde.

Hæftelse

Ekspeditøren hæfter for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb, indtil hæftelsen overføres til en anden virksomhed i forbindelse med varernes overgang til ekspresfortoldning eller angivelse til oplæggelse på midlertidig oplag.

Autorisation

Det er den enkelte virksomhed (ekspeditør), der skal ansøge Told Skat om en autorisation til at kunne have varer liggende på "den brede grænsestreg". I autorisationen stilles der krav til et kontrol- og regnskabssystem, som sikrer, at varer, der henligger på "den brede grænsestreg" bliver angivet til en toldprocedure senest ved udløbet af den fastsatte tidsfrist.

Kontrol- og regnskabssystem

Adgangen til at kunne benytte den "brede grænsestreg" skal knyttes sammen med ekspeditørens mulighed for at etablere en regnskabsmæssig styring, som kan sikre, at indførte varer angives til toldbehandling og især ekspresfortoldning inden for den aftalte frist. Regnskabet skal føres hos ekspeditøren - eller være tilgængeligt fra dennes terminal. Udgangspunktet for regnskabet er fly- eller skibsmanifestoplysninger, adressekort, CIM-fragtbreve og lignende. Da ekspeditøren eventuelt skal kunne beregne told- og afgiftsbeløb, må der stilles krav til indholdet af de oplysninger, som han skal have adgang til. Det skal være muligt som minimum at fastlægge vægt og varekode (ud fra den summarisk anførte varebetegnelse på fragtdokumentet).

Det godsstyringssystem, der således er en forudsætning for at anvende den "brede grænsestreg" må lægge sig meget tæt op ad de regnskabs- og edb-systemer mv., som i forvejen findes hos ekspeditørerne. Der skal i tilknytning til godsstyringssystemet være indrettet interne kontroller, der sikrer

at alle varer angives til toldbehandling

at den aftalte frist for toldbehandling overholdes.

Andre bestemmelser

Det er et krav i forbindelse med anvendelsen af den "brede grænsestreg", at varernes henliggen sker uden at disse angives til anden form for midlertidig oplæggelse hos varemodtageren, f.eks. med det formål, at ekspeditøren ønsker hæftelsen overført til denne.

A.1.2.8.2 Samlesendinger

BKG § 12, stk. 1 og 2

Ekspeditører der har tilladelse til godkendt modtagerordningen kan efter ansøgning få tilladelse til at angive samlesendinger til oplæggelse på midlertidigt oplag, såfremt de sendes dertil under en forsendelsesordning. Angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag skal ske straks i forbindelse med afslutningen af forsendelsen. Er forsendelsesproceduren afsluttet, kan man ikke længere vælge mellem de forskellige ordninger.

Den midlertidige oplæggelse kan opsplittes i ekspresfortoldninger og angivelser til oplæggelse på midlertidigt oplag samme dag, som forsendelsen ankommer til den godkendte modtager.

Ekspresfortoldningerne og angivelserne til oplæggelse på midlertidigt oplag skal angives til det ekspeditionssted, hvor samlesendingen er angivet til.

BKG § 12, stk. 3

Hvis der i samlesendinger er gods, som er omfattet af varebestemmelser, der skal kontrolleres på indførselsstedet, kan man ikke anvende ordningen for godkendt modtager. En samlesending, der indeholder gods, som er omfattet af varebestemmelser, må ikke forlade ekspeditionsstedet, før disse poster er opsplittet, og der foreligger tilladelse fra Told Skat.

Når varerne forlader ekspeditionsstedet og oplægges på de midlertidige oplag, kan varerne kun fraføres enten ved afgivelse af en standardfortoldning, genudføres/forsendes eller overdragelse til en ny varemodtager.

A.1.2.8.3 "Time out"

BKG § 17, stk. 6

Told Skat kan lokalt udskyde meddelelsen om frigivelse. Udskydelsen kan variere fra 0 - 2 timer, "Time-out". Det giver mulighed for at foretage en manuel vurdering af den automatiske risikoanalyse. Hvis varemodtageren vil være sikker på at have svar umiddelbart efter grænsepassagen, skal oplysningerne edb-registreres og accepteres senest 2 timer før den faktiske ankomst. Foretages der rettelser af angivelsen i løbet af de 2 timer, tæller tiden fra rettelsestidspunktet.

A.1.2.8.4 Periodeangivelser

BKG § 28

Varemodtagere, der har betydelig import af ensartede toldfri varer, kan få tilladelse til at afgive en samlet fortoldningsangivelse - periodeangivelse - af indførsler foretaget i en måned.

Når varerne ankommer til grænsen angives de til periodeangivelse. På angivelsen udfyldes de samme rubrikker som til angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag. I rubrik 30 bevillingstype anføres bevillingstypen for periodeangivelse. Se afsnit A.2.

Ved periodens afslutning afgives en samlet standardfortoldning for de varer, der kan slåes sammen på en angivelse. Dvs rubrik 8 - 46 skal være ens.

Ensartede varer

Ved ensartede varer forstås varer med samme varekode, samme toldmæssige status, samme transportmåde, samme indførselssted, samme afsendelsesland og samme oprindelsesland.

Ved betydelig import forstås, at varemodtageren inden for et år regner med at skulle foretage mindst 50 indførsler af den omhandlede art.

Brevpostforsendelser

Varemodtagere, der er registreret i henhold til momsloven samt biblioteker o.l., kan få tilladelse til at få udleveret udenlandske brevpostforsendelser direkte fra postvæsenet mod månedsvis afregning af told.

Tilladelsen kan omfatte følgende varer: Tidsskrifter, bøger, noder, tryksager, film og frimærker til samlerbrug.

Varemodtagere skal afgive en samlet fortoldningsangivelse - periodeangivelse - over indførsler foretaget i en måned.

A.1.2.8.5 Godkendt importør

GB art. 263 - 267 & BKG § 27

Godkendt importør kræver tilladelse fra varemodtagerens toldcenter.

Følgende betingelser skal opfyldes for at få udstedt tilladelse som Godkendt importør

Varemodtageren skal

have regelmæssig import af varer,

indrette sit regnskab, således at det er muligt for told- og skattemyndighederne at foretage en effektiv

kontrol og navnlig en efterfølgende kontrol samt

ikke have begået grove eller gentagne overtrædelser af toldreglerne.

Angivelse af varer under godkendt importørordningen foregår på følgende måde

Senest når varerne ankommer til grænsen afgives en toldangivelse til Godkendt importør, som rent teknisk afgives i form af en midlertidig oplæggelse. I rubrik 30, bevillingstype angives 178. Den resterende del af den midlertidige oplæggelse udfyldes på sædvanligvis. Se afsnit A.2.

BKG § 14, stk. 2

Varekode og øvrige oplysninger iflg. tilladelsen. oplyses efterfølgende i regnskabet. Varerne er til disposition ved, at varemodtageren noterer det i regnskabet.

BKG § 16, stk. 4

Den forenklede fortoldningsangivelse anses som afgivet ved varernes notering i regnskabet.

BKG § 27

Den forenklede angivelse skal følges op af en supplerende angivelse som i dette tilfælde er en standardfortoldning.

Standardfortoldninger afgivet via edb skal være afsluttet senest 2. hverdag i den efterfølgende kalendermåned, hvor den forenklede angivelse er afgivet.

Standardfortoldninger afgivet på EF's enhedsdokument skal være afsluttet den sidste hverdag i den kalendermåned, hvor den forenklede angivelse er afgivet.

A.1.3 Dokumentation

A.1.3.1 Følgedokumenter

TK art. 62, stk. 2 & BKG § 32, stk. 1.

Ved angivelse til fortoldning afgivet på EUs enhedsdokument i papirform skal alle de for fortoldningens gennemførelse nødvendige dokumenter (fakturaer, fragtbreve el. lign., oprindelsesdokumenter, bevillinger, tilførselsanmeldelser, fabrikanterklæringer, indførselstilladelser m.v.) være vedlagt fortoldningsangivelsen.

BKG § 32, stk. 2 og 4

Ved angivelse til fortoldning via edb skal ovennævnte dokumenter være til rådighed for de statslige told- og skattemyndigheder på tidspunktet for fortoldningens antagelse. Er varerne fortoldet via edb skal bekræftelsesdokumenterne opbevares hos varemodtageren i mindst 5 år efter fortoldningen.

BKG § 34 stk. 1 og 2

Er det ikke muligt at fremlægge de nødvendige bekræftelsesdokumenter, eller indeholder dokumenterne ikke de nødvendige oplysninger, kan varemodtageren i visse tilfælde få en frist til at fremskaffe eller berigtige dokumenterne.

Oplysning om manglende dokumenter skal anføres af varemodtageren i enhedsdokumentets rubrik 44.6.

BKG § 32, stk. 3

Ved anvendelse af en tilladelse som godkendt importør skal dokumentationen være til rådighed for told- og skattemyndighederne på tidspunktet for varernes indskrivelse i regnskabet.

A.1.3.2 Bekræftelsesdokumentation

GB art. 218, stk.1, litra c og BKG § 32, stk. 1

Fortoldningsangivelse afgivet på EUs enhedsdokument i papirform skal være vedlagt de nødvendige bekræftelsesdokumenter, herunder i alle tilfælde faktura.

BKG § 32, stk. 2

For fortoldningsangivelse afgivet via edb skal de nødvendige bekræftelsesdokumenter, herunder i alle tilfælde faktura.være til tilstede i virksomheden på fortoldningstidspunktet

Fakturaer, der er overført til varemodtageren via edb/ telekommunikation kan anvendes som bekræftelsesdokumentation. For så vidt angår transportdokumenter, kan fotokopier antages som bekræftelsesdokumentation.

Bevillinger udstedt af toldcentret skal ikke medsendes, hvis fortoldningsangivelsen er indleveret til det toldcenter, hvorunder varemodtageren hører.

A.1.3.3 Værdidokumentation

GB art. 218, stk.1, litra b og GB art. 179, stk. 1

Skal der betales told af varens værdi - værditold - og har forsendelsen en samlet toldværdi på over 40.000 kr, skal der afgives en toldværdideklaration, se bilag 4 i Toldvejledningen, sammen med fortoldningsangivelsen, medmindre varemodtageren har afgivet en generel toldværdideklaration.

Deklarationen skal ikke afgives, hvis

varerne er toldfri ifølge toldtariffen,

varerne kan opnå toldfrihed som følge af en toldpræference, toldkontingent- eller importloftordning, eller

varerne kan indføres toldfrit ifølge en toldsuspensions- eller toldlempelsesordning.

BKG § 34, stk. 1

Er det ikke muligt straks ved fortoldningen at fremlægge de nødvendige bekræftelsesdokumenter herunder faktura, eller indeholder dokumenterne ikke de nødvendige oplysninger, kan der indrømmes en frist til at fremskaffe eller berigtige dokumenterne.

Hvis fortoldningsangivelsen ikke er vedlagt forskriftsmæssig værdidokumentation, skal der deponeres et efter toldcentrets skøn passende beløb for de på varerne hvilende toldbeløb.

Varemodtageren skal anføre oplysning om manglende værdidokumentation i enhedsdokumentets rubrik 47 (beregningsartkode 1700). Se afsnit A.2. Varemodtageren kan efter anmodning i rubrik 44.6. få en frist på 1 måned til at fremskaffe dokumentation.

Denne frist kan i særlige tilfælde forlænges, når anmodning herom fremsættes inden tidsfristens udløb.

Korrektion som følge af manglende værdidokumentation kan inden for tidsfristen foretages via edb og uden mellemkomst af toldcentret. Tidsfristen regnes fra satsdatoen.

Korrektion, som ønskes foretaget efter tidsfristens udløb, kan efter ansøgning (rettelsesangivelse eller anden skriftlig ansøgning) kun foretages af toldcentret.

A.1.3.4 Præferencedokumentation

GB art. 218, stk.1, c

Det er en betingelse for at opnå toldpræference, at der er dokumentation for varernes oprindelse.

BKG § 32, stk. 1

Fortoldningsangivelse afgivet på EUs enhedsdokument skal være vedlagt præferencedokumentationen.

BKG § 32, stk. 2

For fortoldningsangivelse afgivet via edb skal præferencedokumentationen være til tilstede i virksomheden på fortoldningstidspunktet.

Dette kan ske ved fremlæggelse af varecertifikat, oprindelsescertifikat eller en oprindelseserklæring i fakturaen, alt efter varernes art og præferenceaftalens indhold.

BKG § 34, stk. 3

Hvis angivelsen ikke er vedlagt præferencedokumentation, skal der deponeres et beløb svarende til den tarifmæssige told.

BKG § 34, stk. 1 og 2

Oplysning om manglende præferencedokumentation skal anføres af varemodtageren i enhedsdokumentets rubrik 47 (beregningsartkode 1800). Se afsnit A.2. Varemodtageren kan endvidere efter anmodning i rubrik 44.6. få en frist på 1 måned til at fremskaffe dokumentation. Denne frist kan i særlige tilfælde forlænges, når anmodning herom fremsættes inden tidsfristens udløb.

GB 254-259

Korrektion som følge af manglende præferencedokumentation kan inden for tidsfristen foretages via edb og uden mellemkomst af toldcentret. Tidsfristen regnes fra satsdatoen.

BKG § 34, stk. 5

Korrektion, som ønskes foretaget efter tidsfristens udløb, kan efter ansøgning (rettelsesangivelse eller anden skriftlig ansøgning) kun foretages af toldcentret.

Korrektion af kontingentekspeditioner kan ikke foretages via edb af virksomhederne.

Se i øvrigt afsnit A.1.5.

A.1.3.5 Anden dokumentation

I tilfælde, hvor der ved indførsel af en vare kræves fremlæggelse af særlige tilladelser, og disse ikke er vedlagt fortoldningsangivelsen afgivet på EU's enhedsdokument eller er til rådighed for Told·Skat for fortoldningsangivelser afgivet via edb, vil dette normalt medføre, at angivelsen afvises.

Fortoldningsangivelsen afvises ikke, hvis det godtgøres

at det pågældende dokument eksisterer og er gyldigt,

at dokumentet ikke har kunnet vedlægges angivelsen som følge af omstændigheder, der ikke kan tilskrives varemodtageren,

at enhver forsinkelse i registreringen af angivelsen vil forhindre varernes toldbehandling eller medføre,

at de pålægges højere told mv.

A.1.4 Andre forhold vedrørende fortoldning

A.1.4.1 Landingsattester

Virksomhederne kan anmode toldcentret om attestation af Landing Certificate, på blanket 19.025, som bevis for varers ankomst til Danmark. Blanketten skal underskrives af anmoderen og vedlægges nødvendig dokumentation.

A.1.4.2 Særlige varebevægelser

Fra 1. januar 2001 indførtes nye bestemmelser vedr. den statistiske behandling af særlige varebevægelser i udenrigshandelsstatistikken i alle medlemsstater. Bestemmelserne fremgår af Kommisionens forordning nr. 1917/2000 af 7. september 2000.

For en række særlige varebevægelser gælder således følgende nye specielle angivelsesregler

Delsendinger

Varer til reparation af transportmidler

Informationsmedier

Anlæg på det åbne hav

Delsendinger

Maskiner og apparater mv. samt transportmateriel (varer i KN-nomenklaturens kapitler (84-89) der leveres i flere komponenter på forskellige tidspunkter skal af firmaet angives med en angivelse af hvornår en delleverance påbegyndes, de løbende leverancer og leverancens af- slutning. Til det formål anvendes rubrik 41 - supplerende enheder - hvor første karakter skal være 1 = Start, 2 = løbende leverancer eller 9 = Slut. De næste 4 karakterer angiver løbe-nr for delsendingen og de sidste 3 karakterer anvendes til at angive den supplerende enhed.

Varer til reparation af transportmidler

Det skal fremover være muligt at skelne mellem midlertidig udveksling af varer til reparation af transportmidler og til anden reparation. Ved import af varer til reparation af transportmidler anvendes procedurekode 99 00 1 XX.

Informationsmedier

Efter de gamle regler skulle kun værdien af det databærende medie angives som statistisk værdi i rubrik 46. Efter de nye regler vil det stadig kun være værdien af det databærende medie, der skal angives som statistisk værdi i rubrik 46 uanset arten af det lagrede. Værdien af det lagredes art skal fremover angives i rubrik 44,6 - Supplerende oplysninger. Hvis der er tale om massefremstillet software og lignende, skal oplysning om denne software angives i rubrikken således: MASSE:værdi af softwaren, og hvis der er tale om specialudviklet software angives således: SPEC:værdi af softwaren.

A.1.5 Rettelser i fortoldningsangivelsen

Korrektioner

Korrektioner af bogførte toldbeløb vedrører ufuldstændige angivelser som omhandlet i artikel 254-259 i Kommisionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks.

Korrektioner foretages kun i forbindelse med fortoldningsekspeditioner, hvor varemodtageren på fortoldningstidspunktet ikke har kunnet fremlægge faktura eller præferencedokumentation.

Fortoldningsangivelser med manglende værdi- og/eller præferencedokumentation angives som depositumsekspeditioner på grundlag af beregningsarten (1700 eller 1800). Når dokumentationen foreligger, eller senest når tidsfristen udløber, skal korrektion foretages. Tidsfristen regnes fra satsdatoen. Korrektion kan foretages via edb og uden mellemkomst af toldcentret.

BKG § 34, stk. 1

Tidsfristen for ekspeditioner med manglende værdidokumentation er 1 måned, som i særlige tilfælde kan forlænges til i alt 4 måneder.

BKG § 34, stk. 1 og 2

Tidsfristen for ekspeditioner med manglende præferencedokumentation er 1 måned, som efter ansøgning kan forlænges med 3 måneder til i alt 4 måneder. Tidsfristen regnes fra satsdatoen. Toldcentret kan forlænge fristen, når anmodning herom er afgivet inden for fristen på 1 måned.

Når der er givet en forlænget frist til at fremskaffe dokumentation og dokumentationen foreligger inden for tidsfristen, kan korrektion af fortoldningsekspeditionen foretages via edb og uden mellemkomst af toldcentret.

Fremskaffes værdidokumentation for toldpligtige varer efter fristens udløb, kan rettelse undlades, hvis afvigelsen mellem det foreløbige debiterede toldbeløb og det korrekte toldbeløb er mindre end 75 kr. pr. ekspedition. For toldfri eller toldfritagne varer kan rettelse undlades, hvis afvigelsen mellem den anvendte og den korrekte værdi er mindre end 1.000 kr. pr. varekode.

BKG § 34, stk. 5

Kan dokumentationen først fremlægges efter tidsfristen, kan korrektion kun foretages ved indsendelse af rettelsesangivelse eller anden skriftlig ansøgning.

Korrektion af kontingentekspeditioner kan ikke foretages via edb af virksomhederne.

Regulering

Regulering af bogførte toldbeløb er hjemlet i artikel 220 (efteropkrævning) og artikel 236 (tilbagebetaling) i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks med senere ændringer, hvoraf det fremgår, at der kan ske opkrævning/godtgørelse af forkert bogførte toldbeløb.

Ansøgning om regulering skal fremsættes skriftligt inden 3 år efter varernes angivelse til fri omsætning over for det toldcenter, hvor fortoldningen har fundet sted. Ansøgning kan afgives på rettelsesangivelse, enhedsdokument eller anden skriftlig ansøgning indeholdende de korrekte oplysninger og vedlagt behørig dokumentation.Det skyldes, at der efter Toldkodeksens bestemmelser er tale om en ansøgning om regulering, som skal undergives sagsbehandling, og ansøgningen skal vedlægges dokumentation.

BKG § 34, stk. 4

Der kan kun fås præference- eller kontingenttoldbehandling, hvis tolden ikke er genindført den dag, hvor toldcentret modtager rettelsesangivelsen. Hvis varerne er omfattet af en toldkontingentordning, er det vigtigt at kontingentløbenummer angives i rettelsesangivelsen.

Andre rettelser til fortoldningsangivelsen skal afgives på en rettelsesangivelse (blanket 11.004), se bilag 9. Blanketten anskaffes af varemodtageren og kan købes hos boghandlerne. Rettelsesangivelsen skal altid indleveres til det toldcenter, hvorunder varemodtageren hører.

A.1.6 Skønsmæssige ansættelser

TL § 13 og § 81 stk. 1 og 3

Skønsmæssig ansættelse af told m.m. kan forekomme i to tilfælde.

Manglende angivelse af supplerende ekspresoplysninger

Fristen for at afgive supplerende ekspresoplysninger på papir er senest den sidste hverdag i den måned, hvor en forenklet ekspresfortoldning er antaget. Afgives de supplerende ekspresoplysninger på edb, er fristen senest den 2. hverdag i den efterfølgende måned. Modtager toldcentret ikke de supplerende oplysninger indenfor fristen, vil der blive foretaget en skønsmæssig ansættelse af told og afgifter på varen. Der skal betales en ekspeditionsafgift for skønsmæssig ansættelse på 550 kr.

Manglende angivelse af standardfortoldning

Senest 14 kalenderdage efter antagelse af angivelse til oplæggelse på midlertidigt oplag, skal denne efterfølges af en standardfortoldning eller angives til genudførsel/forsendelse. Modtager toldcentret ikke fortoldning, eller angives varerne ikke til gen udførsel/forsendelse inden for fristen, vil der blive foretaget en skønsmæssig ansættelse af told og afgifter på varen. Der skal betales en ekspeditionsafgift for skønsmæssig ansættelse på 550 kr.

BKG § 38, stk. 4

Satsdatoen sættes til datoen, hvor fristen for at aflevere angivelsen rettidig udløb.

BKG § 40

Er varerne omfattet af særlige indførselsbestemmelser, der kræves ved overgang til fri omsætning, skal varemodtageren aflevere de fornødne dokumenter, som kræves fremlagt, som dokumentation for varernes frigivelse. Er dette ikke muligt, kan ansættelsen ikke gennemføres, men varen må tages i forvaring, og der træffes afgørelse om hvilke foranstaltninger, der skal foretages.

A.1.7 Afregning

TL § 30

Afregningsperioden for told og moms af varer, der indføres af varemodtagere i erhvervsmæssigt øjemed og som har stillet sikkerhed for told og afgifter, er kalendermåneden.

A.1.7.1 Betaling af told

TL § 30

Tolden af varer, der er fortoldet i afregningsperioden, skal indbetales til told- og skatteregionen senest den 16. i måneden efter afregningsperioden. Udgør tolden under 50 kr. kan indbetaling af beløbet undlades.

Kredit med betalingen af told er betinget af, at der stilles sikkerhed, se afsnit A.1.1.2.

TL § 33, stk. 4

Er der ikke stillet sikkerhed for betalingen af told, skal tolden af varerne betales senest den 5. hverdag efter fortoldningen.

TL § 34, stk. 1

Overskrides denne frist, pålægges varemodtageren at betale en afgift på 230 kr. for den pågældende fortoldningsekspedition.

Afgiften skal betales senest den 16. i måneden efter afregningsperioden.

TL § 33, stk. 2

Told og moms skal betales ved fortoldningens afslutning

hvis varemodtagerens bo er under konkursbehandling eller tvangsakkordforhandling,

hvis dødsboet behandles efter kapitel III - gældsfragåelse - i lov om skifte af dødsbo og fællesbo,

hvis varemodtageren ved gennemførelse af udlægsforretning er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld,

hvis varemodtageren har standset sine betalinger,

hvis varemodtageren er under frivillig akkord eller likvidation.

TL § 81, stk. 2

Ekspeditionsafgift for fortoldningsangivelser, der er blevet skønsmæssigt ansat, skal betales efter reglerne for betaling af told.

A.1.7.2 Kontoregnskab og importspecifikation

De beregnede toldbeløb mv. debiteres varemodtagerens konto for den måned, hvori fortoldningen finder sted - det vil sige den måned, hvor det toldcenter, hvortil fortoldningsangivelsen skal indleveres, har antaget varemodtagerens fortoldningsangivelse.

Omkring den 10. i hver måned får varemodtageren tilsendt en importspecifikation med oplysning om de enkelte fortoldninger, godtgørelser, indbetalinger mv. vedrørende den nærmest forudgående afregningsperiode samt indbetalingskort til brug ved indbetalingen af told mv.

A.1.7.3 Ind- og udbetaling af told

Toldbeløb mv. indbetales ved benyttelse af de tilsendte indbetalingskort.

Anden form for indbetaling sker til den told- og skatteregion, hvor varemodtageren er registreret. Ved indbetalingen vedlægges det tilsendte indbetalingskort.

Såfremt sidste rettidige betalingsdag falder på en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag for sidste rettidige indbetalingsdag.

Betaling anses for rettidig, når

beløbet er indbetalt til et posthus, et pengeinstitut eller på told- og skatteregionen senest sidste rettidige betalingsdag,

anmodning om girering er GiroBank A/S i hænde senest sidste rettidige betalingsdag; der skal i øvrigt være dækning på kontoen

check o. l. modtages med posten senest sidste rettidige indbetalingsdag.

Beløb under 50 kr. udbetales ikke, ligesom beløb under 50 kr. ikke skal indbetales, når der er stillet sikkerhed for betalingen af told.

A.1.7.4 Restancer

Beløb, der ikke betales, vil med renter blive inddrevet ved udlæg. I forbindelse med udlæg mv. for skylden skal varemodtageren betale omkostninger.

TL § 37, stk. 3

Der skal betales et gebyr på 65 kr. for rykkerskrivelser vedrørende manglende betaling af told og afgifter mv.

stk. 1 og 2

Betaler en varemodtager ikke skyldige told- og afgiftsbeløb mv. rettidigt, skal der betales 1,3 pct rente for hver påbegyndt måned fra den 1. dag efter afregningsperiodens udløb. Rentebeløbet fastsættes som minimum til 50 kr.

stk. 4

Ubetalte toldbeløb mv. kan inddrives ved udlæg af told- og skattefogeden.

Herudover kan ubetalte toldbeløb mv. inddrives ved indeholdelse i løn efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Eftergivelse og henstand

Reglerne om eftergivelse og henstand i momslovens § 83, finder tilsvarende anvendelse på toldbeløb mv., samt på beløb, som personer er pligtig at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af toldbeløb mv.

ML § 83

Betingelserne for eftergivelse er

at skyldner godtgør, at den pågældende ikke er stand til og heller ikke inden for de nærmeste år har udsigt til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og

at skyldners forhold og omstændighederne i øvrigt taler herfor.

Eftergivelse kan i øvrigt, når forholdene i særlig grad taler derfor, meddeles selskaber, foreninger, fonde mv.

A.1.7.5 Bortfald af kreditret

TL § 38

Toldcentret kan fratage en varemodtager retten til kredit med betalingen af told, såfremt denne

ikke afgiver en fortoldningsangivelse inden for den i medfør af toldlovens § 13, stk. 1, fastsatte frist,

hvis skyldig told ikke betales rettidigt, eller

hvis der foreligger oplysninger om varemodtagerens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at tolden ikke vil blive betalt rettidigt.

Disse varemodtagere skal betale kontant.

Fratagelse af toldkreditten kan ophæves på betingelse af at

varemodtageren har betalt rettidigt i et halvt år,

varemodtagerens resultatopgørelse for den seneste periode viser overskud efter renter, men før evt. afskrivninger,

der fremlægges kommenterede drifts- og likviditetsbudgetter, der dels har været overholdt i det halve år, hvor varemodtageren har betalt rettidigt, dels viser en fornuftig positiv udvikling.

Der kan foretages en kreditværdighedsundersøgelse af toldcentret.

For mindre varemodtagerer kan regnskabskravene slækkes, men det kræves fortsat at varemodtageren kan sandsynliggøre, at betaling fremover vil ske rettidigt.

Stor vejledning 2001

A.1.1 Vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed

A.1.2 Varens ankomst

A.1.3 Dokumentation

A.1.4 Andre forhold vedrørende fortoldning

A.1.5 Rettelser i fortoldningsangivelsen

A.1.6 Skønsmæssige ansættelser

A.1.7 Afregning

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →