PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE
Statutory Text (2 Articles)
Processuelle regler på Told Skats område 2001
K. Omkostningsgodtgørelse
Efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, som findes i skattestyrelsesloven kapitel 3A ydes der godtgørelse til omkostninger, som en godtgørelsesberettiget person har betalt til sagkyndig bistand mv. Reglerne om omkostningsgodtgørelse er vedtaget ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, og de væsentligste forarbejder findes i betænkning om omkostningsdækningsordningen nr. 1382 af februar 2000. Bestemmelserne om omkostningsgodtgørelse har virkning for udgifter, der er betalt den 5. april 2000 eller senere. Godtgørelse ydes uanset, om den godtgørelsesberettigede får medhold eller ej.
For udgifter, der er betalt før den 5. april 2000 finder de tidligere regler i skattestyrelseslovens kapitel 3 A om omkostningsdækning anvendelse, se herom i ligningsvejledningen 1999 A.H.10.
Krav på godtgørelse efter SSL § 33 A kan ikke overdrages eller gøres til genstand for kreditorforfølgning. Dette gælder også det offentliges adgang til modregning, fx med et krav på restskat. Først når godtgørelsen er udbetalt, kan der disponeres over beløbet.
K.1. Omkostningsgodtgørelsen
Den almindelige omkostningsgodtgørelse
Den almindelige godtgørelse udgør 50 procent og ydes i de tilfælde, hvor sagen er videreført på den godtgørelsesberettigedes initiativ.
Den forhøjede omkostningsgodtgørelse
I de tilfælde, hvor en sag er viderebragt på myndighedens foranledning, er godtgørelsen på 85 procent af de godtgørelsesberettigede udgifter, jf. SSL § 33 A, stk. 2. En sag videreføres som hovedregel af skattemyndighederne, fordi den er principiel. Der ydes således forhøjet godtgørelse i sager, hvor udgifterne er betalt i anledning af
at den statslige told- og skatteforvaltning vil ændre en kommunal ansættelse efter SSL § 14, stk. 4, 2. pkt eller
Told- og Skattestyrelsen af egen drift vil ændre en afgørelse truffet af en told- og skatteregion eller
den statslige told- og skatteforvaltning forelægger en skatteankenævnskendelse eller en ejendomsvurdering for Ligningsrådet til ændring efter SSL § 14, stk. 5 eller
Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for landsretten eller
Skatteministeriet anker en landsretsdom til Højesteret
Den forhøjede omkostningsgodtgørelse ydes kun til dækning af de bistandsudgifter, som den godtgørelsesberettigede afholder ved den instans, hvortil myndigheden har indbragt sagen til prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således fx en landsskatteretskendelse for landsretten, er det kun den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til landsretsbehandlingen, der ydes en forhøjet omkostningsgodtgørelse til. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige anker landsrettens afgørelse til Højesteret, kan der alene ydes en omkostningsgodtgørelse efter den almindelige godtgørelsessats på 50 procent til de godtgørelsesberettigede udgifter ved Højesteret.
Fuld omkostningsgodtgørelse
I sager, der klagebehandles af Landsskatteretten eller sager om bindende forhåndsbesked, der behandles af Ligningsrådet, kan Landsskatteretten eller Ligningsrådet efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn under behandlingen af sagen, dækkes med 100 procent. Der henvises til beskrivelsen af omkostningerne ved syn og skøn i afsnit K.3.1.
K.2. Kredsen af godtgørelsesberettigede
I SSL § 33 B er de godtgørelsesberettigede personer opregnet. En person kan være godtgørelsesberettiget, uanset om denne er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo. Det er uden betydning for retten til omkostningsgodtgørelse, om den pågældende er skattepligtig her til landet.
Den klageberettigede
Godtgørelsesberettiget er den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i SSL § 33 D eller som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene, jf. SSL § 33 B, nr. 1.
Part
Godtgørelsesberettiget er desuden den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i SSL § 33 D, jf. SSL 33 B, nr. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler, det vil sige hvorvidt den pågældende har en direkte, retlig og individuel interesse i sagens udfald. Bestemmelsen kan fx anvendes i tilfælde, hvor skattemyndighederne anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en skattesag, som den pågældende har en direkte interesse i.
Et andet eksempel kunne være tilfælde, hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.
Den, der inddrages i en sag
Godtgørelsesberettiget er også den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af SSL § 33 D, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald, jf. SSL § 33 B, nr. 3.
Landsskatteretten kan efter sin forretningsordens § 7, stk. 2 anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den pågældende tredjemand, fordi der er grund til at antage, at tredjemanden ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af klagen, end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.
Er det fx tvivlsomt, om et ægtefællebidrag er ydet under faktisk samlivsophævelse eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens ret til fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf.
Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten af den ene part, vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2 typisk høre den anden part om spørgsmålet.
Også skatteankenævnene og andre skatte-, told- og afgiftsmyndigheder inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når det skønnes, at denne kan have en væsentlig interesse i afgørelsen af en godtgørelsessberettiget sag.
K.3. De godtgørelsesberettigede udgifter
I SSL § 33 C er de godtgørelsesberettigede udgifter opregnet. De godtgørelsesberettigede udgifter er, når de er betalt
Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede
Retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. SSL § 25, stk. 4
Udgifter til syn og skøn
Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale
Pålagte sagsomkostninger
Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene
Der ydes kun godtgørelse for udgifter, der er betalt, herunder á-conto-betalinger. Hvis den godtgørelsessberettigede allerede tidligere i sagsforløbet kan se, at sagen er tabt eller vundet, er den godtgørelsessberettigede ikke tvunget til at føre en sag igennem til formel afgørelse for at opnå godtgørelse, idet han/hun kan få godtgørelse til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. Hvis en sådan udtalelse ikke er indhentet, er det dog en forudsætning for godtgørelse, at der rent faktisk er indgivet en anmodning, klage eller stævning, eller at den godtgørelsesberettigede har modtaget varsling om påtænkt forhøjelse i form af underretning fra told- og skattemyndighederne i de tilfælde, der er nævnt i SSL § 33 A, stk. 2, 1.-3. led - det vil sige i revisionsagerne.
K.3.1. Udgifterne
Sagkyndig bistand
De udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand, jf. SSL § 33 C, stk. 1, nr. 1. I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være advokat, statsautoriseret revisor, registreret revisor, medlem af Foreningen af Danske Revisorer, have anden uddannelse, der kan danne grundlag for kvalificeret rådgivning eller i øvrigt være en person, der kan sidestilles hermed, jf. bekendtgørelse nr. 664 af 5. juli 2000 om dokumentation af udgifter til sagkyndig bistand mv. § 1.
Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.
Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes omkostningsgodtgørelse for.
Opdeling af udgifter
Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af de godtgørelsesberettigede udgifter.
Borgeren/virksomheden fører selv sagen
Fører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn- og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og andet bevismateriale. Den godtgørelsessberettigede vil dog ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller lignende. Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.
Pålagte sagsomkostninger
Der ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SSL § 33 C, nr. 5. Det følger af retsplejelovens § 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder grund til at gøre afvigelse fra denne regel. Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter sagsomkostningerne.
Retsafgifter
Der ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra gebyret til Landsskatteretten, jf. SSL § 25, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse til rettergangsbøder.
Syn og Skøn
Der ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved Landsskatteretten og ved Ligningsrådet, jf. SSL § 33 C, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SSL § 33 A, stk. 3. Landsskatteretten og Ligningsrådet kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsordenen § 21, stk. 6.
Der kan forekomme to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, der kan godtgøres fuldt ud. I det omfang, der ikke træffes bestemmlse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i SSL § 33 A, stk. 1 og 2. De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis følgende
Salær til syn- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syn- og skønsmandens salær fastsættes af byretten
Udgifter til sagkyndig bistand under syn- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorgaisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syn- og skønsmand, udarbejdelse af syn- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.
Endvidere må den fulde omkostningsgodtgørelse antages at omfatte salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syn- og skønsrapporten i et indlæg til Landsskatteretten. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder udenfor den fulde godtgørelse.
Sagkyndig udtalelse
I mange sager udarbejdes en sagkyndig udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, og dette sker ofte i forbindelse med skift af rådgiver. Der ydes omkostningsgodtgørelse til sådanne udgifter, for ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre sagen for derefter umiddelbart at hæve sagen igen, alene for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse. Det er uden betydning, om en sagkyndig erklæring indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der ydes godtgørelse til.
K.3.2. Reduktion af godtgørelsen
De udgifter, der berettiger til omkostningsgodtgørelse, skal ikke reduceres med andre godtgjorte udgifter end nævnt nedenfor. Dette har sammenhæng med muligheden for, at tredjemand kan yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede, jf. nærmere herom afsnit K.5.2 .
Tilkendte sagsomkostninger
Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med sagsomkostninger, der er tilkendt den godtgørelsesberettigede.
Offentlig retshjælp
Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med offentlig retshjælp. Efter retsplejelovens § 128, stk. 1-4, har den godtgørelsesberettigede mulighed for at opnå offentlig retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, fx en ansøgning om fri proces og processkrifter i retssager.
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1039 af 16. december 1999 om offentlig retshjælp ved advokater, at der ydes retshjælp til personer, som opfylder de samme økonomiske betingelser som gælder for at få fri proces. Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan der gives almindelig retshjælp for et advokatvederlag af indtil 800 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten 75 procent, og den retshjælpssøgende betaler resten. Der kan desuden gives udvidet retshjælp for et yderligere vederlag på indtil 1.830 kr. inkl. moms. Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med en ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget.
Offentlig retshjælp omfatter ikke sager, der verserer for offentlige myndigheder, hvor det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Derimod gives der hjælp til at klage over disse myndigheders afgørelser. Hjælpen ydes i den forbindelse alene til at udarbejde en klageskrivelse til skatte-, told- og afgiftsmyndigheden.
Afgiftstilsvar
Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven), jf. nærmere herom i Momsvejledningen.
K.4. De godtgørelsesberettigede sagstyper
Klagesager
Der ydes godtgørelse ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten, jf. SSL § 33 D, stk. 1, nr. 1.
Genoptagelse af egen tidligere afgørelse
Ifølge SSL § 33 D, stk. 1, nr. 3 yder der omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse efter reglerne i SSL §§ 22 og 29.
Bevillingssager og dispensationssager
Efter bestemmelsen i SSL § 33 D, stk.1, nr. 2 ydes godtgørelse ved klage til en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet over en afgørelse, som er truffet efter bemyndigelse fra skatteministeren. Der er tale om de bevillings- og dispensationssager, der fremgår af sagsudlægningsbekendtgørelsen.
En bevilling eller dispensation er en tilladelse til, at en borgers/virksomheds forhold behandles på en lempeligere måde end efter de almindelige regler. Alle klagesager om bevillinger og dispensationer i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen er som udgangspunkt omfattet af ordningen. Det vil sige både de sager, hvori en egentlig juridisk vurdering af ansøgerens forhold er påkrævet, og i de sager, hvor dette næppe er tilfældet, men hvor sagen har mere administrativ karakter.
Klager til Told- og Skattestyrelsen
- told- og afgifter
Bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 2 gælder ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende told eller afgifter, jf. SSL § 33 D, stk. 2. Dette skyldes at, de sager om told og afgifter, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, ikke vedrører told- eller afgiftsgrundlaget, idet sådanne klagesager går til Landsskatteretten. Derimod er der tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, dvs. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning.
- A-skat og arbejdsgiverkontrol
Bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 2 gælder ikke klager til Told- og Skattestyrelsen i sager vedrørende arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, jf. SSL § 33 D, stk. 2. Afgørelser om indeholdelsespligt for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag træffes af told- og skatteregionerne. En afgørelse om indeholdelsespligt skal enten ledsages af en afgørelse om hæftelse, og / eller af et pålæg til arbejdsgiveren om for fremtiden at indeholde A-skat mv. i tilsvarende ydelser. Ledsages afgørelsen om indeholdelsespligt af en afgørelse om hæftelse, skal arbejdsgiveren indbetale det ikke-indeholdte eller for lidt indeholdte beløb til skatte- og afgiftsmyndighederne.
For afgørelser i sager vedrørende registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, herunder hæftelse, det vil sige sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning, er der klageadgang til Told- og Skattestyrelsen. Da afgørelser om indeholdelsespligt og afgørelser om hæftelse følges ad, må det antages, at den sagkyndige bistand som alt overvejende hovedregel retter sig mod begge afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på samme måde som afgørelsen om indeholdelsespligt have en indgribende karakter for den indeholdelsespligtige, og der kan forekomme situationer, hvor kun afgørelsen om hæftelse ønskes påklaget. I en situation, hvor der slet ikke er sket indeholdelse, eller der er indeholdt for lidt, hæfter den indeholdelsespligtige for det ikke-indeholdte beløb, medmindre vedkommende kan godtgøre, at denne ikke har udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. På den baggrund er klagesager om hæftelsen omfattet af de godtgørelsesberettigede sagstyper, mens der efter loven ikke ydes omkostningsgodtgørelse i de øvrige afgørelser om arbejdsgiverkontrol, der kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Se mere om reglerne om arbejdsgiverkontrol i Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.
Domstolssager
Godtgørelse ydes ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, som er godtgørelsesberettigede efter SSL § 33 D, stk.1, nr. 1-3 med de undtagelser, der følger af stk. 2 om klager til Told- og Skattestyrelsen. Det fremgår af SSL § 33 D, stk. 3.
EF-domstolen
Der ydes godtgørelse i en sag vedrørende skat, told eller afgifter for EF-domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part. Det fremgår af SSL § 33 D, stk. 1, nr. 4. Der kan være tale om udgifter, der er afholdt i forbindelse med følgende
Præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen - dvs. i sager, hvor en dansk ret i anledning af en konkret tvist mellem skatte- og afgiftsmyndighederne og en skatte- eller afgiftspligtige vælger at spørge EF-domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af betydning for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med præjudicielle forelæggelser for EF-domstolen skal parterne afgive diverse skriftlige indlæg i sagen samt procedere sagen for domstolen.
Annullationssøgsmål - som et eksempel på et annullationssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en virksomhed finder, at en retsakt (beslutning eller forordning) er ugyldig, fordi den er formuleret så snævert, at den i realiteten har karakter af en beslutning over for den pågældende virksomhed, fx vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde kan virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et annullationssøgsmål.
Passivitetssøgsmål - som et eksempel på et passivitetssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en klage til EF-domstolen over, at en EU-institution, fx Kommissionen, i strid med traktaten har undladt at træffe afgørelse i forhold til den godtgørelsesberettigede efter at være blevet opfordret hertil, jf. EF-traktaten artikel 232.
Erstatningssøgsmål - som et eksempel på et erstatningssøgsmål kan nævnes den situation, at en godtgørelsesberettiget ikke ønsker at anlægge et annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale domstole i en sag om skatter, told eller afgifter, herunder begære præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen, men ønsker at anlægge et erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der har udstedt den pågældende omtvistede retsakt, jf. EF-traktaten artikel 235.
EF-voldgift - godtgørelse ydes også i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen) , jf. bestemmelsen i SSL § 33 D, stk. 1, nr. 5. Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et foretagende får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en armslængdejustering, uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet land.
Afvisning
Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, der er afholdt vedrørende en klage eller en stævning, hvis klagen eller stævningen afvises på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen.
K.5. Administration
Kompetence
Godtgørelsesordningen administreres af de statslige told- og skattemyndigheder (henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner). Ansøgning om godtgørelse indgives til told- og skatteregionen i det område, hvor den godtgørelsesberettigede bor. Er den pågældende flyttet til udlandet, indgives ansøgningen til told- og skatteregionen i det område, hvor den pågældende boede frem til udrejsen.
Ansøgningen indgives på en blanket, der er udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen. Blanketten kan fås ved henvendelse til den stedlige told- og skatteregion og ligger også på internettet på adressen http://intra06/produktion/admin/obj/80242
Godtgørelsen udbetales af told- og skatteregionen til den godtgørelsesberettigede eller den, som den godtgørelsesberettigede har bemyndiget til at modtage betalingen på sine vegne. Regionen kan før udbetalingen kræve en nærmere dokumentation for udgiften, herunder efterprøve en udgiftsfordeling.
Oplysninger til brug for opgørelse af godtgørelse efter SSL kapitel 3 A gives under strafansvar efter SSL § 33 G.
Klage
Told- og skatteregionens afgørelse om omkostningsgodtgørelse kan indenfor en klagefrist på 3 måneder påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.6 .
Videregivelse
Skatteministeren skal årligt afgive en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse, jf. SSL § 33 F. Oplysninger vedrørende hver enkelt sag om omkostningsgodtgørelse videregives af den grund til Told- og Skattestyrelsen, hvor de indgår i en statistik til brug for denne redegørelse.
K.5.1. Dokumentation
Skatteministerens bemyndigelse efter SSL § 33 E til at fastsætte nærmere bestemmelser om de krav til dokumentation, som skal være opfyldt, for at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, herunder hvilke oplysninger som myndighederne kan kræve oplyst på ansøgningsblanketten som betingelse for at yde omkostningsgodtgørelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 664 af 5. juli 2000.
Ansøgningsblanketten vedlægges kopi af den betalte regning, forsynet med kvittering eller skriftlig bekræftelse fra beløbsmodtageren på, at regningen er betalt. Endvidere vedlægges afgørelse, kendelse eller dom, hvis en sådan er afsagt. I det omfang, der søges om forhøjet godtgørelse vedlægges desuden dokumentation for, at der er tale om en sag, hvor udgifterne kan godtgøres med 85 eller 100 procent. Oplysningerne attesteres af den, der har ydet den sagkyndige bistand.
A-conto
I det omfang udgifterne er betalt, kan godtgørelsen udbetales a-conto, mens den sag, der søges godtgørelse på baggrund af, verserer. Er sagen uafsluttet vedlægges desuden kopi af den underretning, ansøgning, klage eller stævning, der ligger til grund for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse.
K.5.2. Den ligningsmæssige behandling af godtgørelsen
Den godtgørelsesberettigede
Efter bestemmelsen i ligningsloven § 7 Q, stk. 1, nr. 1, skal omkostningsgodtgørelse efter SSL § 33 A ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i SSL § 33 C, stk. 2, hvoraf det fremgår, at tilskuddet fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.
Overskud
Beløbet kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, hvis beløbet ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til sagkyndig bistand mv., med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter (tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp). Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte udgifter), er overskuddet skattepligtigt som andre tilskud / gaver fra tredjemand.
Retlig interesse
Ud over denne betingelse, stilles det endvidere som betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en retlig interesse i, at sagen føres. Denne retlige interesse vil som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet. Bestemmelsen bygger på den antagelse, at en person, der vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtigs udgifter til sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres. Navnlig i tilfælde, hvor der foreligger et generelt interessesammenfald mellem yder og modtager, hvilket eksempelvis vil være tilfældet i familieforhold, hovedaktionærforhold eller koncernforhold, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at tilskuddet ydes som følge af en konkret, retlig interesse i sagen, og ikke som følge af et generelt interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller afgiftspligtiges sag.
Tredjemands tilskud
Efter bestemmelsen i ligningsloven § 7 Q, stk. 1, nr. 2 kan alle fysiske og juridiske personer, almennyttige fonde, sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere mv. som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det ikke er fundet muligt at opstille klare kriterier, der generelt gør det muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller afgiftspligtige, der fører principielle sager.
K.5.3. Indberetning
Tredjemand
Fysiske og juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand mv., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet underrette de statslige told- og skattemyndigheder om beløbets størrelse og modtagerens identitet. Det fremgår af bestemmelsen i SKL § 7 H. Tredjemand skal oplyse beløbets størrelse og modtagerens identitet, når beløbet ydes. I forbindelse med ligningen må det påses, at der ikke ydes et større beløb fra trejdemand end de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af godtgjorte udgifter.
Told- og skatteregionen
Underretning sker ved, at den told- og skatteregion, der udbetaler omkostningsgodtgørelsen , underretter den godtgørelsesberettigedes skatteansættende myndighed om den udbetalte omkostningsgodtgørelse. Udbetaler tredjemand et beløb til dækning af bistandsudgifterne, skal tredjemand ifølge bestemmelsen indberette beløbets størrelse og modtagerens identitet til sin lokale told- og skatteregion. Denne region videresender herefter orienteringen om tilskuddet til den skatte- eller afgiftspligtiges skatteansættende myndighed, som dermed har grundlag for at foretage en ligningsmæssig bedømmelse.
Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde anmeldelsespligten, vil kunne straffes med bøde, jf. SKL § 14, stk. 2.
K.1. Omkostningsgodtgørelsen
K.2. Kredsen af godtgørelsesberettigede
K.3. De godtgørelsesberettigede udgifter
K.4. De godtgørelsesberettigede sagstyper
K.5. Administration