PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING

Processuelle regler på Told Skats område 2001

H. Klagestruktur og klagebehandling

Reglerne om klageadgang er reguleret i de forskellige told- skatte- og afgiftslove og via bekendtgørelse nr. 1107 af 13. december 2000 om sagsudlægning, (sagsudlægningsbekendtgørelsen) . Klagestrukturen på told-, skatte- og afgiftsområdet afhænger i høj grad af de enkelte områder og af sagens karakter. Der gælder dog som udgangspunkt et to-instansprincip, der medfører, at en afgørelse som hovedregel kun kan påklages en gang. (Den vigtigste undtagelse herfra er skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer.)

Hvor Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i de væsentligste sagstyper, er Told- og Skattestyrelsen klageinstans for klager over afgørelser i sager af mere administrativ karakter, fx sager om registrering, regnskab, kontrol, afgiftsbetaling og lignende.

Nedenfor er sagsudlægningsbekendtgørelsen beskrevet i hovedtræk. I bilag 1 findes en oversigt over reglerne i sagsudlægningsbekendtgørelsen. I afsnit H.1. til H.6 er klagevejene på de konkrete områder beskrevet. Klagefrister og sagsbehandling, når klage er indgivet, er beskrevet i afsnit H.7.

Sagsudlægningsbekendtgørelsen i hovedtræk

Sagsudlægningsbekendtgørelsen omfatter sager på såvel skatteområdet som på told- og afgiftsområdet. Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

Regioner/toldcentre er 1. instans

Bekendtgørelsen er bygget op omkring en hovedregel i § 2, stk. 1 og §§ 3-7 om, at told- og skatteregionerne og toldcentrene træffer afgørelse i første instans både for så vidt angår skat, afgifter og told, medmindre området i medfør af de efterfølgende bestemmelser er henlagt til en anden myndighed. Er en sagstype således ikke særskilt nævnt i bekendtgørelsen, gælder hovedreglen i § 2, stk. 1 eller § 7.

I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 2, stk. 1 normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger i henholdsvis København og Frederiksberg, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven og sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 2, stk. 1 og 2 samt § 7, til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt region, gælder dette også sager, som efter § 2, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3 .

Hovedreglen i sagsudlægningsbekendtgørelse for klage over afgørelser, som regionerne/toldcentrene har truffet i 1. instans er, at afgørelserne kan påklages til Told- og Skattestyrelsen efter bestemmelsen i § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns og Frederiksberg kommuner efter § 2, stk. 2.

Kommunerne er 1. instans

I § 8 og § 9 er opregnet de sager, hvor de kommunale skattemyndigheder er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Kommunernes afgørelser kan normalt påklages til told- og skatteregionerne, jf. § 17, og regionernes afgørelser som klageinstans i disse sager kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 21, stk. 1, nr. 2.

Den selskabslignende myndighed er 1. instans

Bekendtgørelsens § 10 opregner de sager, hvor den skatteansættende myndighed, der efter SSL § 12 A foretager skatteansættelsen af juridiske personer bortset fra dødsboer, træffer afgørelse i 1. instans. Klagevejen afhænger af om den skatteansættende myndighed er en kommune, en region eller Told- og Skattestyrelsen, se også afsnit H.1.1.

Told- og Skattestyrelsen er 1. instans

Bekendtgørelsens § 11 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. § 19 og § 20 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 21, stk. 1, nr. 3.

Ligningsrådet er 1. instans

Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 21, stk. 1, nr. 4.

Skatteministeren er 1. instans

Bekendtgørelsens § 13 opregner de tilfælde, hvor skatteministeren selv træffer afgørelse i 1. instans. Skatteministerens afgørelse i disse sager kan ikke påklages, jf. § 21, stk. 1, nr. 6.

Klagefrist

Bekendtgørelsens § 16 angiver en generel klagefrist på 3 måneder. Klagefristen gælder for alle afgørelser, der kan påklages efter sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Klageinstanser

Bekendtgørelsens §§ 17-20 angiver klageadgangen til henholdsvis en told- og skatteregion, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet og Landsskatteretten, og § 21 angiver hvilke afgørelser, der ikke kan påklages administrativt.

H.1 Klagestrukturen på skatteområdet

Forskudsregistrering

Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes af den kommunale skattemyndighed, jf. kildeskatteloven s § 55 B, stk. 1. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse kan påklages til skatteankenævnet, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, jf. kildeskattelovens § 55 B, stk. 2.

Acontoskat

Told- og skatteregionerne træffer afgørelse om acontoskat samt beregning af selskabsskat i 1. instans, jf. selskabsskatteloven s § 34 A og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2. Told- og skatteregionernes afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser om skatteansættelser af indkomst for fysiske personer og dødsboer og øvrige afgørelser som nævnt i SSL § 2, behandles af det kommunale skatteankenævn, jf. SSL § 5. Klager over skatteankenævnets kendelser behandles af Landsskatteretten, jf. SSL § 20, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1-4.

Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer (selskaber)

Skatteansættelsen for juridiske personer bortset fra dødsboer foretages af de statslige skattemyndigheder, dvs. told- og skatteregionerne og Told- og Skattestyrelsen eller af en kommune i henhold til kontrakt med staten, jf. SSL §12 A. For juridiske personer, bortset fra dødsboer, findes således en af følgende skatteansættende myndigheder

Kommuner, hvormed der er indgået en aftale efter SSL § 38, stk. 3, også kaldet kontraktskommuner.

Told- og Skattestyrelsen, der ligner bla. de store selskaber og selskaber i den finansielle sektor, der ikke lignes i en kontraktskommune

Told- og skatteregionerne, der ligner selskaber, der ikke lignes i en kontraktskommune eller i Told-og Skattestyrelsen

Kompetencen til at foretage skatteansættelsen for en given juridisk person kan normalt kun ligge hos én af disse myndigheder. Skatteansættelser, der er foretaget af en af de nævnte skatteansættende myndigheder, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 20, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, der henviser til SSL § 12 A og § 38, stk. 3. Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer kan således, i modsætning til skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer, kun påklages én gang i det administrative klagesystem.

Skatteforbehold

Afgørelsen af, om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig virkning træffes af den skatteansættende myndighed, og afgørelser herom kan påklages administrativt som andre afgørelser om skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil sige, at den skatteansættende myndighed træffer afgørelse i første instans, og alt afhængig af om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en kontraktskommune, en told- og skatteregion eller Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten inden for de normale klagefrister, jf. afsnit H.7 og O.2.

Tilsyn og revision

Skatteansættelser, der er foretaget eller ændret af Told- og Skattestyrelsen, en told- og skatteregion eller Ligningsrådet som led i revisionsbeføjelsen, jf. SSL § 14, stk. 4 og § 19, stk. 1, kan påklages til Landsskatteretten. For sådanne ansættelser er der således kun mulighed for at påklage ansættelsen én gang i det administrative klagesystem.

Ansættelsesændringer som led i skattemyndighedernes revision

Når genoptagelse sker på skattemyndighedernes foranledning (revision), er klagestrukturen den samme som vedrørende skatteansættelser i almindelighed. Det vil sige, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig af, om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en kontraktskommune, en told- og skatteregion eller Told- og Skattestyrelsen.

Genoptagelse på skatteyderens foranledning

Indkomståret 1997 og senere

Det er som hovedregel den skatteansættende myndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse foretaget af den pågældende skatteansættende myndighed. Det betyder, at for fysiske personer og dødsboer træffer den kommunale skattemyndighed afgørelse om genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet af 3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet af 3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til skatteankenævnet og derfra videre til Landsskatteretten.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil det - alt afhængig af hvilken myndighed, der er skatteansættende myndighed - være pågældende kontraktskommune, den lokale told- og skatteregion eller Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om genoptagelse både vedrørende anmodninger, der er indgivet inden udløbet af 3-årsfristen, og vedrørende anmodninger, der er indgivet efter udløbet af 3-årsfristen. Afgørelsen vil kunne påklages til Landsskatteretten.

For så vidt angår kompetencen til genoptagelse i tilfælde, hvor ligningen foretages af en anden myndighed end den kommune, der var ligningskommune inden den 1. juli 1998, henvises til TSS-cirkulære 1998-34.

Genoptagelse som følge af myndighedsfejl

Hovedreglen om, at det er den skatteansættende myndighed, der træffer afgørelse om genoptagelse, gælder dog ikke genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 9, hvorefter der kan ske genoptagelse efter udløbet af 3-årsfristen, hvis der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, som har ført til en materiel urigtig ansættelse. Kompetencen til at tillade genoptagelse efter denne bestemmelse er en ministerkompetence, der via sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2 er udlagt til told-og skatteregionerne, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner.

Afslag på genoptagelse efter SSL § 35, stk. 1, nr. 9 kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 12 træffer Told- og Skattestyrelsen dog afgørelse i 1. instans i disse sager, hvis en evt. fejl er begået af Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet som skatteansættende myndighed. Styrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Når genoptagelse imødekommes

Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages af den skatteansættende myndighed, følger en evt. klage over den nye ansættelse den sædvanlige klageinstansfølge. Det vil sige, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten alt afhængig af om den skatteansættende myndighed er den kommunale skattemyndighed, en kontraktskommune, en told- og skatteregion eller Told- og Skattestyrelsen.

Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et skatteankenævn, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller en told- og skatteregion vil den skatteansættende myndighed blive pålagt at genoptage skatteansættelsen. Skatteankenævnet har dog selv mulighed for at genoptage og foretage ansættelsen, hvis klageren er enig heri, jf. SSL § 21 A. Landsskatteretten har ikke en tilsvarende hjemmel.

Ekstraordinær genoptagelse/indkomstårene 1990-1996

For så vidt angår ansættelser foretaget af de kommunale myndigheder, er det de lokale told- og skatteregioner, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner, der efter bemyndigelse fra skatteministeren træffer afgørelse om ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 1990-1996 skal tillades, jf. § 2, stk. 1 i sagsudlægningsbekendtgørelsen. Regionernes afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

For så vidt angår en ansættelse foretaget af den statslige told- og skatteforvaltning eller Ligningsrådet skal en anmodning om genoptagelse indgives til den myndighed, der har foretaget ansættelsen, idet sådanne anmodninger ikke er omfattet af den tidligere SSL § 4, stk. 2. Klage over afslag på genoptagelse af en told- og skatteregions tidligere ansættelse, skal indgives til Landsskatteretten, hvis der klages inden for 3-årsfristen, hvorimod der skal klages til Told- og Skattestyrelsen, hvis der klages efter udløbet af 3-årsfristen.

For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er det Told- og Skattestyrelsen, der træffer afgørelse om ekstraordinær genoptagelse, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, stk. 2, nr. 4. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 4.

Bevillingsmæssig genoptagelse/indkomstår før 1990

Adgangen til at give tilladelse til bevillingsmæssig genoptagelse er en ministerbeføjelse, der er tillagt told-og skatteregionerne, henholdsvis Københavns og Frederiksberg kommuner i medfør af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2. Afslag på bevillingsmæssig genoptagelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er det styrelsen, der træffer afgørelse om bevillingsmæssig genoptagelse, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, stk. 2, nr. 4. Styrelsens afgørelse kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 4.

Bindende forhåndsbesked

Landsskatteretten behandler klager over spørgsmål om bindende forhåndsbesked afgivet af Ligningsrådet, og bindende forhåndsbesked afgivet af told- og skatteregionerne, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen § 20, stk. 1, nr. 2. Afslag på anmodning om bindende forhåndsbesked må anses for at kunne påklages til Landsskatteretten efter SSL § 23, stk. 1, nr. 6, men se derimod jf. SSL § 20 C, stk. 1.

Afslag på bindende forhåndsbesked givet af en told- og skatteregion efter bemyndigelse fra Ligningsrådet, jf. SSL § 17, stk. 3, kan påklages til Ligningsrådet i overensstemmelse med den almindelige regel om, at en afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse ved ekstern delegation, altid kan påklages til den oprindeligt kompetente myndighed, medmindre denne klageadgang udtrykkeligt er afskåret ved lov. Der henvises endvidere til afsnit C.1.

Ejendomsvurdering

Vurdering af fast ejendom foretages af vurderingsrådet i 1. instans. Vurderingsrådenes ansættelser, fordelinger af ansatte værdier og afgørelser om benyttelse kan påklages til skyldrådene, jf. vurderingsloven s § 35, stk. 1, litra b. Landsskatteretten påkender klager over skyldrådenes afgørelser, jf. vurderingslovens § 46, stk. 1, nr. 1.

Ejendomsvurderinger, der er ændret af Ligningsrådet eller af told- og skatteregionerne som følge af tilsyn og/eller revision, kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 23, stk. 1, nr. 5.

Hvis en anmodning om genoptagelse af en vurdering fører til en ændret ansættelse, kan denne påklages i sædvanlig instansfølge. Afslag på anmodning om genoptagelse af en vurdering kan påklages til den told- og skatteregion, der fører tilsyn med ejendomsvurderingen.

H.1.1 Bevillinger og dispensationer på skatteområdet

I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven. Dette indebærer, at der ikke skal søges om tilladelse eller dispensation for at anvende den pågældende bestemmelse.

Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende bestemmelsen er opfyldte, afgøres af den skatteansættende myndighed, hvis afgørelse som udgangspunkt kan påklages efter de sædvanlige regler - det vil sige til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten, og indbringes for domstolene - medmindre andet fremgår af den pågældende lovbestemmelse.

Herudover findes der en del bestemmelser i skatte-, told-, og afgiftslovgivningen, der fastsætter, at fx skatteministeren eller Ligningsrådet kan tillade anvendelse af nærmere angivne regler eller kan dispensere fra nærmere angivne regler.

I bilag 1 er en oversigt over bevillings- og dispensationsbestemmelser, hvor beføjelsen til at træffe afgørelse på skatteområdet er udlagt.

H.1.1.1. Ministerkompetencer

Skatteministerens kompetencer er udlagt via sagsudlægningsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten. Kompetencen er udlagt til enten den kommunale skattemyndighed, told- og skatteregionerne, Told- og Skattestyrelsen, Ligningsrådet og for så vidt angår selskabsligningen, til den skatteansættende myndighed. Sagsudlægningsbekendtgørelsen regulerer samtidig klageadgangen for disse sagstyper.

Kompetencen er udlagt til en told- og skatteregion

Langt de fleste ministerkompetencer er via sagsudlægningsbekendtgørelsens §§ 2-7 udlagt til de lokale told- og skatteregioner og toldcentre, som træffer afgørelse i første instans. Det er således hovedreglen, at den lokale told- og skatteregion er tillagt ministerkompetencen efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, medmindre andet følger af bekendtgørelsens § 2, stk. 2-3 og §§ 3-15 og § 26.

I København og på Frederiksberg skal de sager, der efter § 2, stk. 1 normalt skal behandles i regionerne i 1. instans, i stedet behandles af de kommunale skatteforvaltninger i henholdsvis København og Frederiksberg, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2. Dette gælder dog ikke sager vedrørende told- og afgiftslovgivningen, sager vedrørende arbejdsgiverkontrollen, arbejdsmarkedsfondloven, opkrævningsloven og sager vedrørende inddrivelse, henstand og eftergivelse af A-skatter og selskabsskatter.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 2, stk. 1 og 2 samt § 7, til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner, der således bliver landsdækkende. Hvis et sagsområde henlægges til en enkelt region, gælder dette også sager, som efter § 2, stk. 2 ellers skulle behandles af Københavns eller Frederiksberg kommuner. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3.

Told- og skatteregionernes afgørelser truffet i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan som hovedregel påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. Enkelte regionsafgørelser truffet i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan indbringes for Landsskatteretten, jf. bekendtgørelsens § 20.

Det skal præciseres, at klagereglerne også gælder for de afgørelser, der træffes af Københavns og Frederiksberg Kommuner efter § 2, stk. 2.

Kompetencen er udlagt til en kommune

Det fremgår af sagsudlægningsbekendgørelsens § 8 og § 9 hvilke kompetencer, der er udlagt til den kommunale skattemyndighed. Den kommunale skattemyndigheds afgørelser efter disse bestemmelser kan påklages til den lokale told- og skatteregion, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1-3, medmindre afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten. Regionernes afgørelser kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Enkelte afgørelser truffet af den kommunale skattemyndighed i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsen kan påklages til Ligningsrådet, jf. bekendtgørelsens § 19.

Det er vigtigt at bemærke, at den kommunale skattemyndigheds kompetencer alene vedrører fysiske personer og dødsboer.

Kompetencen er udlagt til Told- og Skattestyrelsen

Bekendtgørelsens § 11 opregner de sager, hvor Told- og Skattestyrelsen er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans - herunder når Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed for juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber). Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan enten påklages til Landsskatteretten eller Ligningsrådet, jf. § 19 og § 20 og visse afgørelser kan ikke påklages, jf. § 21, stk. 1, nr. 3.

Særligt om selskabsligning

Ministerens kompetence på selskabsligningsområdet er via sagsudlægningsbekendtgørelsen udlagt til den skatteansættende myndighed. Ifølge bekendtgørelsens § 10 træffer den skatteansættende myndighed afgørelse i 1. instans i en række spørgsmål vedrørende juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber).

På en række områder kan den skatteansættende myndigheds afgørelser ikke påklages administrativt, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1.

Når en kommune er skatteansættende myndighed, kan kommunens afgørelse efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10 - med nogle få undtagelser - påklages til told- og skatteregionen, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Told- og skatteregionens afgørelse kan ikke påklages til andre administrative myndigheder, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Når told- og skatteregionerne er skatteansættende myndighed kan regionens afgørelser efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10 - med nogle få undtagelser - påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

For så vidt angår de selskaber, der lignes i Told- og Skattestyrelsen, er ministerens kompetencer udlagt til Told- og Skattestyrelsen efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10 og § 11, stk. 2 med klageadgang til Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 4.

Kompetencen er udlagt til Ligningsrådet

Bekendtgørelsens § 12 opregner de sager, hvor Ligningsrådet er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans. Ligningsrådets afgørelser efter denne bestemmelse kan ikke påklages administrativt, jf. § 21, stk. 1, nr. 4.

H.1.1.2. Ligningsrådskompetencer

Ligningsrådets kompetencer til at give tilladelser eller dispensationer er for en dels vedkommende udlagt til den kommunale skattemyndighed, andre er udlagt til told- og skatteregionerne eller Told- og Skattestyrelsen, og for så vidt angår selskabsligningen, til den skatteansættende myndighed. Medmindre andet er hjemlet i den lovbestemmelse, der tillægger Ligningsrådet kompetencen til at give tilladelse eller dispensation, kan en afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet, påklages til rådet, se også afsnit H.7.5. Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige principper om, at der ved ekstern delegation altid er klageadgang til den oprindeligt kompetente myndighed, medmindre rekursadgangen er afskåret med udtrykkelig lovhjemmel. På nogle områder har Ligningsrådet ikke udlagt kompetencen til at give tilladelser eller dispensationer. Ligningsrådets afgørelser om bevilling og dispensation kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 21, stk. 1, nr. 4.

H.1.1.3. Skattefri aktieombytning, skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver

Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri aktieombytning ifølge aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1 og stk. 3 er udlagt til told- og skatteregionerne, bortset fra sager om principielle spørgsmål eller sager, hvor der ikke er skabt praksis. Sådanne sager afgøres af Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 4. Landsskatteretten kan påkende afslag på tilladelser og afgørelser om vilkår efter aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 1.

Skatteministerens kompetence til at tillade skattefri fusion, spaltning, henholdsvis tilførsel af aktiver, og fastsætte vilkår for tilladelsen er udlagt til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 3.

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter fusionsskattelovens § 8, stk. 6, § 15, stk. 6, § 15 B, stk. 1, 2 og 6, § 15 D, stk. 2 og 3 samt § 6, stk. 6 for så vidt angår dispositioner omfattet af fusionsskattelovens kapitel 3-5 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter fusionsskattelovens § 15, stk. 1, § 15 A, stk. 1 og § 15 C, stk. 1 om afslag på tilladelser og afgørelser om vilkår kan påklages til Landsskatteretten.

H.2 Klagestrukturen ved afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsen § 2 træffer told- og skatteregionerne afgørelse i 1. instans vedrørende alle spørgsmål i henhold til bl.a. kildeskattelovens § 89 B, arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 1 og SKL § 23 B .

Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 2, stk. 1 og 2 samt § 7, til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3.

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1 finder arbejdsmarkedsfondslovens regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 1 finder således anvendelse for SP-bidraget. Det betyder, at sagsudlægningsbekendtgørelsens regler om klage over afgørelser efter arbejdsmarkedsfondsloven og om bemyndigelse til told- og skatteregionerne om at træffe afgørelse i første instans efter arbejdsmarkedsfondsloven, tilsvarende finder anvendelse for SP-bidraget.

Afgørelser, der er truffet af en told- og skatteregion efter § 2, stk. 1 i sagsudlægningsbekendtgørelsen kan, for så vidt afgørelsen ikke kan påklages til Landsskatteretten, påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. I bilag 4 er en oversigt over de afgørelser, der kan påklages til Landsskatteretten.

Anmodning om genoptagelse

Det er som hovedregel den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende myndighed.

H.2.1 Klage til Landsskatteretten

Afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Efter § 2, stk. 1 i sagsudlægningsbekendtgørelsen har told- og skatteregionerne kompetence til at træffe afgørelser i 1. instans om

at en virksomhed skal indholde A-skat af en given ydelse, jf. kildeskattelovens § 46, jf. kildeskattelovens § 43, og/eller

at der skal indeholdes AM-bidrag og SP-bidrag af den pågældende ydelse, jf. arbejdsmarkedsfondslovens § 11, stk. 9 og ATP-lovens § 17 f, stk. 1, der henviser til arbejdsmarkedsfondsloven.

En afgørelse om indeholdelsespligt skal være ledsaget af en afgørelse om hæftelse (fortid) og/eller et pålæg (fremtid).

Pålæg om indeholdelse

En afgørelse om et pålæg til den indeholdelsespligtige om for fremtiden at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag kan påklages til Landsskatteretten.

Hæftelse

Afgørelse om hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.2.2. Den underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til Landsskatteretten. Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse efter kildeskattelovens § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR.

Oplysningspligt

Afgørelse om oplysningspligt kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.2.2 . Den underliggende afgørelse om indeholdelsespligt kan derimod påklages til Landsskatteretten.

A-skat

Landsskatteretten påkender klager over told- og skatteregionernes afgørelser i 1. instans om indeholdelsespligter efter kildeskatteloven, jf. kildeskattelovens § 87. Det betyder, at arbejdsgiverkontrollens afgørelser om, hvorvidt der skal indeholdes A-skat i en given indkomst, herunder om arbejdsgiveren mv. er indeholdelsespligtig, om indkomstmodtageren er skattepligtig her til landet samt den beløbsmæssige opgørelse af indkomsten og af den skat, der skal indeholdes i indkomsten, kan indbringes for Landsskatteretten.

Andre typer afgørelser om registrering, angivelse, betaling og hæftelse, truffet af arbejdsgiverkontrollen efter kildeskatteloven, kan fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. afsnit H.2.2.

AM-bidrag

Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2 påkender Landsskatteretten klager over told- og skatteregionernes afgørelser om

bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1,

fritagelse for bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 3,

bortfald af bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 4,

bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8, og særskilt bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2, og

indeholdelsespligt efter arbejdsmarkedsfondsloven.

Regionernes afgørelser vedrørende øvrige spørgsmål efter arbejdsmarkedsfondsloven, fx om registrering, regnskab, kontrol og hæftelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen som 2. og sidste administrative instans, jf. afsnit H.2.2.

Selvstændigt erhvervsdrivende

Ifølge arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2 påkender Landsskatteretten klager over told- og skatteregionernes afgørelser om selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 2 og bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 10.

SP-bidrag

Ifølge ATP-lovens § 17 f, stk. 1 finder arbejdsmarkedsfondslovens regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering mv. tilsvarende anvendelse for SP-bidraget. Arbejdsmarkedsfondslovens § 16, stk. 2 finder dermed tilsvarende anvendelse for told- og skatteregionernes afgørelser om indeholdelse af SP-bidrag, som således kan påklages til Landsskatteretten.

H.2.2 Klage til Told- og Skattestyrelsen

Afgørelser om registrering

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 har told- og skatteregionerne kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

at en indeholdelsespligtig skal registreres i CVR-registret, jf. § 18, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 729 af 6. juli 2000 til kildeskatteloven og §§ 1 - 4 i bekendtgørelse nr. 1250 af 16. december 1996 til arbejdsmarkedsfondsloven

at indeholdelsespligtige, der anmeldes til registrering, skal stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 2 og § 11 A

at virksomheden ikke kan registreres pga. manglende sikkerhedsstillelse, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 7 og 11 A, stk. 2

at virksomheden ikke kan registreres i den ønskede driftsform, men at registrering kan ske i en anden driftsform, fx som personligt hæftende

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Afgørelser om angivelse og betaling

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 har told- og skatteregionerne kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

at der skal pålægges afgiftsforhøjelse efter kildeskattelovens § 57, stk. 2 på grund af ikke rettidigt indgivet angivelse af identitet af personer, der har fået udbetalt eller godskrevet A-indkomst i A-skatteperioden, mere end een gang for en periode på 24 måneder,

at der skal foretages en foreløbig skønsmæssig fastsættelse efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, og

at en allerede registreret indeholdelsespligtig virksomhed skal stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11, stk. 1.

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Afgørelser om oplysningspligt

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 har told- og skatteregionerne kompetence til som første instans at træffe afgørelse om, at en virksomhed er oplysningspligtig efter skattekontrolloven. Told- og skatteregionerne har en tilsvarende kompetence til at træffe afgørelse om oplysningspligtens omfang. Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. Den underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit H.2.1.

Afgørelser om hæftelse

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 har told- og skatteregionerne kompetence til som første instans at træffe afgørelser om

hæftelse for indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag efter kildeskattelovens § 69, stk. 2 og arbejdsmarkedsfondsloven s § 15, stk. 3, 2. pkt.,

lønmodtagerens hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdte AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 68 samt arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 1,

den indeholdelsespligtiges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og ikke-indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3.

Disse afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Styrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. samme bekendtgørelses § 21, stk. 1, nr. 3. Den evt. underliggende afgørelse om indeholdelse kan påklages til Landsskatteretten, jf. afsnit H.2.1 . Landsskatteretten havde i en sag om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven ikke kompetence til at afgøre et spørgsmål om hæftelse efter kildeskatteloven § 69, jf. TfS 1998, 792 LSR.

H.3 Klagestrukturen ved afgørelser om moms og afgifter

I henhold til en række moms- og afgiftslove og sagsudlægningsbekendtgørelsen træffer told- og skatteregionerne afgørelse i 1. instans i langt de fleste sager på moms- og afgiftsområdet.

Landsskatteretten

I mere end 30 forskellige moms- og afgiftslove er der indsat en bestemmelse om, at de statslige told- og skattemyndigheders førsteinstansafgørelser om visse nærmere opregnede spørgsmål og/eller efter visse nærmere opregnede bestemmelser kan påklages til Landsskatteretten. I bilag 4 er en oversigt over de moms- og afgiftsspørgsmål, der kan påklages til Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsen

I de enkelte moms- og afgiftslove er der indsat en bestemmelse om, at skatteministeren kan bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter loven, og om at ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne.

Denne bestemmelse er udnyttet i sagsudlægningsbekendtgørelsen . Bekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 2, stk. 1 og 2 samt § 7, til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3 .

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2 træffer told- og skatteregionerne afgørelse i alle sager, medmindre området efterfølgende er henlagt til en anden myndighed.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1 er der adgang til at påklage regionernes afgørelser til Told- og Skattestyrelsen, medmindre afgørelsen efter loven kan påklages til Landsskatteretten.

På momsområdet drejer det sig fx om afgørelser om

Betaling og tilbagebetaling, herunder afgiftsgodtgørelse

Afregning, periodisering og renteberegning

Registrering, ændringer til registrering, registreringsgrænserne og fælles- samt delregistrering.

Eftergivelse og henstand

På afgiftsområdet drejer det sig fx om afgørelser om

Afgiftspligtens indtræden

Registrering

Regnskab

Kontrol

Afregning

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

I visse afgørelser - fx om registrering, som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen - forekommer det, at grundlaget for afgørelsen er en underliggende afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten efter andre bestemmelser. I sådanne tilfælde vil klagekompetencen være delt.

Anmodning om genoptagelse

Det er som hovedregel den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende myndighed.

H.4 Klagestrukturen på toldområdet

I henhold til toldlovens § 71 og sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 7 træffer toldcentrene afgørelse i 1. instans efter en række bestemmelser indenfor deres forretningsområde.

Sagsudlægningsbekendtgørelsens anvendelsesområde afgrænses i § 1 til konkrete sager, hvor skatteministeren kan træffe afgørelse. Sagsudlægningsbekendtgørelsen gælder ikke for afgørelser, der efter lov kan påklages til Landsskatteretten. Bekendtgørelsens § 7, stk. 2 giver direktøren for Told- og Skattestyrelsen mulighed for at henlægge alle sager vedrørende et bestemt område, der er omfattet af hovedreglen i § 7, til et enkelt eller enkelte toldcentre, der således bliver landsdækkende. De opgaver, som direktøren for Told- og Skattestyrelsen har udlagt til enkelte told- og skatteregioner, er beskrevet i bilag 3.

Landsskatteretten

Skatteministeren har i bekendtgørelse nr. 302 af 17. maj 1999 besluttet, at de afgørelser, der er opregnet i toldlovens § 71 a, jf. § 36 i lov nr. 1098 af 29. december 1997, (afgørelser efter toldlovgivningen, dvs. toldloven og EF-forordninger om told, herunder EF's toldkodeks) kan påklages til Landsskatteretten.

I bilag 4 er det opregnet, hvilke afgørelser efter toldlovgivningen, der kan indbringes for Landsskatteretten.

Told- og Skattestyrelsen

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1 er der adgang til at påklage toldcentrenes afgørelser på toldområdet til Told- og Skattestyrelsen, medmindre afgørelsen efter loven kan påklages til Landsskatteretten. Det drejer sig fx om

Meddelelse eller tilbagekaldelse af bevillinger

Tilladelser og godkendelser

Ekspeditionsafgift

Kontrol, straf, betaling og inddrivelse

Henstand

Told- og Skattestyrelsens afgørelser på toldområdet kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

I visse afgørelser som kan påklages til Told- og Skattestyrelsen forekommer det, at grundlaget for afgørelsen er en underliggende afgørelse, som kan påklages til Landsskatteretten efter andre bestemmelser. I sådanne tilfælde vil klagekompetencen være delt.

Anmodning om genoptagelse

Det er som hovedregel den myndighed, der har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genoptagelsesanmodning skal imødekommes. Et afslag på en sådan genoptagelsesanmodning kan normalt påklages gennem klagesystemet på samme måde som en afgørelse foretaget af den pågældende myndighed.

H.5 Klagestruktur for spillemyndigheden

Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende bestemmelser

Lov nr. 462 af 31. maj 2000 om gevinstgivende spilleautomater §§ 6-11 om meddelelse af tilladelser,

samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,

samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og spillehallers personale, adgangskrav mv.

samme lovs § 28, stk. 2 om tilbagekaldelse af tilladelse ved angivelse,

samme lovs § 44, stk. 2 om dispensation

bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater § 4 om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale overvågningssystem, og

samme bekedtgørelse § 19 om vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse.

Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra afgørelsesdatoen.

Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet af de statslige skattemyndigheder i 1. instans efter lovens § 36 og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2 af

spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af og

spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med afgiftsnedsættelse til følge.

H.6 Klagestruktur og klageveje på formelle områder (Fælles for alle områder)

Klager over sagsbehandlingen

Behandling af en klage alene med påstand om, at en sagsbehandling er forkert eller uhensigtsmæssig, og som ikke anfægter en materiel afgørelse, sker efter de uskrevne klageveje i forvaltningsretten i forbindelse med over-/underordnelsesforhold. Det forhold, at der foreligger et over-/underordnelsesforhold mellem to myndigheder, giver i et eller andet omfang den overordnede myndighed en tilsynspligt overfor den underordnede myndighed, men over-/underordnelsesforholdet giver ikke i sig selv en borger/virksomhed en ret til at få behandlet en klage, i hvis afgørelse, den pågældende ikke har en retlig interesse. Det er i vidt omfang den overordnede myndigheds valg, om den som led i sin tilsynsforpligtelse vil underkaste en sådan klage en prøvelse.

Tol- og Skattestyrelsen kan således behandle klager over sagsbehandlingsfejl i told- og skatteregionerne og toldcentrene, og Told- og Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne kan behandle klager over sagsbehandlingsfejl hos de kommunale skattemyndigheder. I de tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af tilsynsbeføjelsen, vil de statslige myndigheder søge at afhjælpe sådanne fejl, da det ikke anses for rimeligt at henvise klager til at få fejlen rettet gennem det administrative rekurssystem. Det samme gælder, hvor sådanne fejl konstateres, uden at borgeren/virksomheden har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen. Der henvises til afsnit A.2.2.1 om tilsynsopgaven. De statslige myndigheder kan ikke tage stilling til en klage over påstået ugyldighed. Sådanne indsigelser skal påklages i sædvanlig instansfølge, som en klage over den materielle afgørelse.

Inhabilitet

Efter FVL § 6, stk. 2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har Told- og Skattestyrelsen dog udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Et medlem af et skatteankenævn, som af nævnet er anset for inhabilt, kan kræve sine indvendinger mod nævnets beslutning tilført protokollen og kan forlange, at en kopi af protokolatet indsendes til Told- og Skattestyrelsen, jf. SSL § 10, stk. 3. Der henvises endvidere til afsnit E.2.

Aktindsigt

I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og Landsskatteretten tage stilling til virkningen af en eventuel tilsidesættelse af formelle regler, herunder om aktindsigt.

Klage over afslag på anmodning om aktindsigt er imidlertid særskilt reguleret i sagsudlægningsbekendtgørelsen. Ifølge bekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 3 kan afgørelser om aktindsigt, der træffes af den kommunale skattemyndighed eller et skatteankenævn påklages til told- og skatteregionen. Afgørelser om aktindsigt truffet af Københavns Kommune efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kan påklages til Told- og Skatteregion København. Afgørelser om aktindsigt, der er truffet af et vurderingsråd eller et skyldråd kan påklages i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 3 til den told- og skatteregion, der varetager tilsynet med ejendomsvurderingen i en skyldkreds, jf. kapitel 2 i vurderingsloven. Told- og skatteregionens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 21, stk. 1, nr. 2.

I sager, hvor told- og skatteregionerne og toldcentrene træffer afgørelse om aktindsigt i første instans, kan afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 2. Afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager træffes af Told- og Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, stk. 4.

Afgørelser om aktindsigt truffet af Told- og Skattestyrelsen - herunder styrelsens 1. instansafgørelser - kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Indsigtsret

Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i persondataloven s §§ 28 - 39 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har kompetencen til at afgøre om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

Videregivelse af fortrolige oplysninger til anden forvaltningsmyndighed

Kompetencen til at afgøre i første instans, om en fortrolig oplysning omfattet af SSL § 37 eller SKL § 6 F skal videregives til en anden forvaltningsmyndighed efter reglerne i FVL §§ 28 og 31, tilkommer den myndighed, hvor oplysningen er. Videregivelse af oplysninger efter persondataloven er omfattet af samme kompetence. Det bemærkes, at FVL § 31 også gælder for videregivelse af personoplysninger, der er omfattet af persondataloven.

Kompetencen til at afgøre en klage over et afslag på en videregivelsesanmodning fra en anden forvaltningsmyndighed tilkommer de statslige told- og skattemyndigheder. Er et afslag givet af en told- og skatteregion eller et toldcenter, vil afgørelsen kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Er et afslag givet af den kommunale skattemyndighed, vil afgørelsen kunne påklages til den lokale told- og skatteregion, som sidste administrative instans.

Er et afslag givet af Told- og Skattestyrelsen, kan afgørelsen ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Videregivelse af fortrolige oplysninger indenfor samme myndighed

Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning omfattet af SSL § 37 eller SKL § 6 F skal videregives indenfor samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen, eventuelt af myndighedens ledelse.

Tavshedspligt

Den, som en fortrolig oplysning er om, kan være uenig i, at en forvaltningsmyndighed beslutter at videregive oplysningen. Den pågældende er berettiget til at påklage en sådan videregivelse. Klageberettiget er endvidere den, som har modtaget en fortrolig oplysning om tredjemand, og som anser videregivelsen for en overtrædelse af tavshedspligten.

Er videregivelsen foretaget af en told- og skatteregion eller et toldcenter, kan videregivelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen. Er videregivelsen foretaget af den kommunale skattemyndighed, kan videregivelsen påklages til den lokale told- og skatteregion. Er videregivelsen foretaget af en told- og skatteregion/toldcenter eller Told- og Skattestyrelsen, kan klage over videregivelsen i sidste instans forelægges for skatteministeren som øverste forvaltningschef. Tilsvarende gælder, at klage over en kommunes videregivelse i sidste instans kan forelægges for borgmesteren som øverste forvaltningschef.

Forældelse/told, moms og afgifter

Kompetencen til at træffe afgørelse om formueretlig forældelse ligger for så vidt angår krav på told, moms og afgifter hos told- og skatteregionerne og toldcentrene, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2. Afgørelsen kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. I de tilfælde, hvor der fremsættes indsigelse om, at der allerede ved afgørelsen om grundlaget for kravet var indtrådt formueretlig forældelse, skal klagen dog indgives til Landsskatteretten, såfremt sagen i øvrigt kan påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 5 og toldlovens § 71 a, stk. 1, nr. 5.

Forældelse/skat

For så vidt angår afgørelser om forældelse af indkomstskat vedrørende fysiske personer og dødsboer følger det af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 9, stk. 3, at kompetencen er tillagt kommunerne i det omfang afgørelse herom ikke er truffet af en anden skattemyndighed. Kommunernes afgørelser vil kunne påklages til told- og skatteregionerne, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan i så fald ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2.

Hvis afgørelsen om forældelse er truffet af en told- og skatteregion, kan der klages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Er afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der ingen administrativ klagemulighed.

Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten.

For så vidt angår juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) har told- og skatteregionerne kompetencen til at træffe afgørelse om forældelse af selskabsskat, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3. Er afgørelsen truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans er der ingen administrativ klagemulighed.

Hvis afgørelsen om formueretlig forældelse i henhold til SSL § 35 er truffet som forudsætning for en skatteansættelse, der foretages efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SSL § 34, kan afgørelsen dog påklages til Landsskatteretten, jf. SSL § 24, stk. 1, nr. 5.

Omkostningsgodtgørelse

Afgørelse om omkostningsgodtgørelse træffes af den stedlige Told- og skatteregion, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Henstand med betaling ved klage

Told- og skatteregionerne og toldcentrene træffer afgørelse om henstand i 1. instans på told- og afgiftsområdet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

På skatteområdet er kompetencen til at træffe afgørelse om henstand for fysiske personer og dødsboer udlagt til den kommunale skatteforvaltning, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 9, stk. 2. Kommunens afgørelse kan påklages til told- og skatteregionen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2.

Hvis en told- og skatteregion har truffet afgørelse om henstand i 1. instans på skatteområdet, kan afgørelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

For juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) træffer den skatteansættende myndighed afgørelse om henstand i 1. instans, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 1.

Hvis den kommunale skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til told- og skatteregionen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Told- og skatteregionens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2.

Hvis told- og skatteregionen er skatteansættende myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Hvis Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed, kan afgørelsen om henstand påklages til Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 4.

Forrentning af tilbagebetalingsbeløb

Den myndighed, der skal opfylde et tilbagebetalingskrav, har ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 15 kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans om beregning og udbetaling af renter efter Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb. Hvis afgørelse herom er truffet af den kommunale skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til told- og skatteregionen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 1. Told- og skatteregionens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2.

Hvis afgørelse herom er truffet af en told- og skatteregion eller et toldcenter, kan afgørelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

Afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 3.

H.7 Klage og klagebehandling (Fælles for alle områder)

De regler, der beskrives i dette afsnit er fælles for de afgørelser, der kan påklages til henholdsvis skatteankenævn, skyldråd, told- og skatteregionerne, Landsskatteretten, Told- og Skattestyrelsen eller Ligningsrådet.

Hvem kan klage

Det absolutte udgangspunkt er, at kun parten er klageberettiget. Partsbegrebet skal fortolkes restriktivt på told-, skatte- og afgiftsområdet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte interesse i sagens udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles for alle kommanditisterne.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS 1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist.

Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Særligt for afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

Ved afgørelser om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven er både den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. december 1998. Også andre afgørelser, som arbejdsgiverkontrollen har truffet overfor en arbejdsgiver, kan have en så væsentlig betydning for arbejdstageren, at denne bliver part i sagen og derfor har klageadgang.

Særligt for ægtefæller

Ifølge SSL § 37 A, stk. 2 kan ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især klage over skatteansættelsen af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende. Bestemmelsen har især betydning i de tilfælde, hvor den ene ægtefælles skatteansættelse har indirekte betydning for den anden. SSL § 37 A, stk. 2 giver kun ægtefællen hjemmel til at klage, men gør ikke ægtefællen til part i sagen.

Særligt om ejendomsvurdering

Der gælder særlige regler om klageadgang over ejendomsvurderinger i vurderingslovens § 42, stk. 1, 1.-5. pkt. Herefter kan klage - udover af ejeren - indgives af den, der har begæret vurderingen. I de tilfælde der er nævnt i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage vurderingen af fast ejendom, når kommunen har en særlig retlig eller økonomisk interesse deri.

H.7.1 Klage til skatteankenævn

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer skal indgives til det kommunale skatteankenævn. Den skattepligtige er klageberettiget, når han/hun har modtaget årsopgørelsen henholdsvis skattemyndighedens kendelse, jf. SSL § 5. Om skatteankenævns påkendelseskompetence og kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit A.1.4.

Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til bestemmelserne i forretningsordenen, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr. 966 af 15. december 1997.

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1. Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har modtaget underretning om afgørelsen, jf. SSL § 21, stk. 1. For sømænd, der sejler i udenrigsfart, er klagefristen dog på 3 måneder fra afgørelsens dato.

Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD. I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed, det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser skatteankenævnet klagen, jf. TfS 2000, 503 HD. Der er dog ikke noget til hinder for, at nævnet ser bort fra fristoverskridelser, når nævnet efter en konkret vurdering finder, at sagen bør behandles. At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SSL § 21, stk. 1.

Sagsbehandling når klage er indgivet

For et skatteankenævns sagsbehandling gælder officialprincippet, som betyder, at nævnet selv skal sørge for, at sagen er fuldt oplyst, før der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3. Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet indhente en udtalelse fra den kommunale skattemyndighed, jf. SSL § 21, stk. 2.

Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter omstændighederne giver en længere frist. Skatteforvaltningen skal vedlægge udtalelsen det materiale, der har dannet grundlag for skatteforvaltningens afgørelse, jf. SSL § 21, stk. 3.

Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere udarbejde en sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3.

Forretningsordenen for skatteankenævn, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr. 966 af 15. december 1997 § 11 indeholder i forhold til skattestyrelsesloven en præcisering af de krav, som stilles til en sagsfremstilling. Om kravene til sagsfremstillingen, se endvidere afsnit E.3.6.

Sekretariatet skal forelægge sagsfremstillingen for skatteankenævnet til godkendelse sammen med et begrundet udkast til sagens afgørelse, jf, forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5.

Hvis nævnet ikke kan imødekomme klagerens påstand fuldt ud sendes sagsfremstillingen til høring hos klageren. Der skal fastsættes en frist for klageren til at udtale sig skriftligt eller mundtligt. Fristen må ikke fastsættes til under 14 dage. Et skatteankenævn kan efter anmodning give en længere frist, jf. SSL § 21, stk. 3, jf. stk. 2.

Det forhold, at et skatteankenævn tager stilling til et forslag til sagens afgørelse, samtidig med at nævnet tager stilling til sagsfremstillingen er ikke ensbetydende med, at nævnet har taget endelig stilling til klagen. Et skatteankenævns forhåndstilkendegivelse om klagen på det foreliggende grundlag er klagerens udgangspunkt for sin eventuelle udtalelse over den fremsendte sagsfremstilling. Nævnets afgørelse træffes først, når klager har haft lejlighed til at udtale sig.

Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen, skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se afsnit E.3.5.

Hvis Told- og Skattestyrelsen eller en told- og skatteregion har taget sagen op til undersøgelse som en revisionssag, skal skatteankenævnet stille sagen i bero, og klageren skal underrettes herom, jf. forretningsordenens § 12, stk. 3.

Skatteankenævnets afgørelse

Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes ved afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller næstformanden skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit A.1.4 . Et skatteankenævn træffer afgørelse ved kendelse, jf. SSL § 21, stk. 4. Efter forretningsordenens § 13 kan et skatteankenævn bemyndige formanden til at afsige kendelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor klageren ikke har reageret på sagsfremstillingen eller har meddelt, at han ikke har noget at tilføje. Det er en forudsætning for denne kompetence, at der afsiges kendelse i overensstemmelse med det udkast til afgørelse, som fremgår af sagsfremstillingen, og som skatteankenævnet tidligere har godkendt.

Kendelsen sendes til klageren, og skal ledsages af sagsfremstillingen. Kendelsen skal desuden indeholde begrundelse og klagevejledning, hvis afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold.

Tilbagekaldelse

Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage, jf. forretningsordenens § 15. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt meddeles klageren, at klagen er henlagt i skatteankenævnet efter tilbagekaldelse af klagen.

Overspringelsesregel

SSL § 21, stk. 5 indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i et skatteankenævn, kan klager indbringe sagen umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i sagen.

Hvis klageren indbringer sagen for Landsskatteretten efter overspringelsesreglen, anses klagen til skatteankenævnet for bortfaldet, jf. forretningsordenen § 15, stk. 2. Det skal skriftligt meddeles til klageren, at sagen herefter er henlagt i nævnet.

Sekretariatsbetjening

Det påhviler de kommunale skattemyndigheder at yde sekretariatsbistand til skatteankenævn, jf. SSL § 11, stk. 1. Sekretariatsbistanden består typisk i udarbejdelse af sagsfremstilling, jf. SSL § 21, stk. 3, og udarbejdelse af forslag til skatteankenævnets afgørelse, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 11, stk. 5. Et skatteankenævn kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret ved nævnets møde, jf. SSL § 11, stk. 1. Sekretariatets repræsentanter har dog ikke stemmeret.

Når skatteankenævnets afgørelse er påklaget

Når et skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 18, stk. 1. Nævnet skal herefter indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen til Landsskatteretten inden 1 måned. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet endvidere indsende sine kommentarer til sagen. Hvis et skatteankenævn eller sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for deres behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 18, stk. 5.

Hvis det i særlige tilfælde fremgår af det materiale, som et skatteankenævn modtager fra Landsskatteretten, at der vil være basis for en genoptagelse af skatteankenævnets kendelse, underrettes klageren skriftligt herom sammen med en opfordring til at tilkendegive, hvorvidt klageren ønsker genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 18, stk. 2. Hvis skatteankenævnet ikke modtager en tilkendegivelse fra klageren, kan genoptagelse ikke finde sted. Hvis klageren derimod ønsker genoptagelse, underretter skatteankenævnet Landsskatteretten herom, og klagen til Landsskatteretten betragtes herefter som tilbagekaldt.

H.7.2 Klage til skyldråd

Skyldråd påkender klager over vurderingsrådenes ansættelser og fordelinger, jf. vurderingslovens § 35, stk. 1, litra b. Om sagsbehandlingen i skyldråd henvises til bekendtgørelse nr. 973 af 1. december 1994 om forretningsorden for skyldråd.

Klagefrist

Ved de almindelige vurderinger er klagefristen den 1. juli i vurderingsåret. Ved omvurderinger og ved særskilt ansættelse efter vurderingslovens § 33 A er klagefristen 4 uger fra datoen for meddelelsen om resultatet af vurderingen, jf. vurderingslovens § 42, stk. 2. Et skyldråd kan se bort fra en fristoverskridelse, når en klage er indgivet indtil to måneder efter udløbet af klagefristen, hvis skyldrådet finder, at undskyldende omstændigheder gør sig gældende, jf. vurderingslovens § 42, stk. 3.

Den tilsynsførende told- og skatteregion kan i øvrigt bestemme, at skyldrådet skal tage en klage under påkendelse, uanset at klagefristen er overskredet, når særlige forhold taler derfor, jf. vurderingslovens § 42, stk. 4.

Krav til klagen

En klage til skyldrådet skal indgives til vurderingsrådet, jf. vurderingslovens 42, stk. 1, 1. pkt. Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. vurderingslovens § 42, stk. 1, 7. pkt.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Når vurderingsrådet har modtaget klagen, videresender vurderingsrådet klagen sammen med en udtalelse om sagen til skyldrådet. Hvis vurderingsrådet finder anledning til at genoptage ansættelsen eller fordelingen på baggrund af klagen, og herunder opnår enighed med klageren, kan vurderingsrådet undlade at videresende klagen til skyldrådet, jf. vurderingslovens § 42, stk. 1, 6. og 8. pkt.

Inden skyldrådet træffer afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, skal skyldrådet udarbejde en sagsfremstilling, jf. vurderingslovens § 43, stk. 2. Sagsfremstillingen skal sendes til klageren med opfordring til at udtale sig, jf. vurderingslovens § 43, stk. 2. Skyldrådet skal fastsætte en frist for udtalelsen.

I vurderingslovens § 44 er der fastsat regler om høring af andre end klageren. Det fremgår bl.a. heraf, at hvis en ansættelse mv. er påklaget af andre end ejeren, må skyldrådet ikke ændre ansættelsen mv., før ejeren har haft lejlighed til at udtale sig.

Klageren samt øvrige interesserede skal have skriftlig underretning om skyldrådets afgørelse i klagesager vedrørende ansættelser, fordelinger eller afgørelser i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 1, jf. vurderingslovens § 45.

H.7.3 Klage til Landsskatteretten

Lovgivningens øvrige bestemmelser om klageadgang skal være udnyttet, inden klagen indgives til Landsskatteretten. Om Landsskatterettens påkendelseskompetence og kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit A.2.4. Om sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 af forretningsorden for Landsskatteretten.

Klagefrist

En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SSL § 25, stk. 1.

Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen må antages at være afsendt. Imidlertid kan det komme klageren til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD.

I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet. Klagen afvises som udgangspunkt, hvis fristen overskrides, jf. TfS 1999, 598 HD. Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 25, stk. 1. I TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.

Det forhold, at fristoverskridelsen er af kort varighed, kan ikke i sig selv begrunde, at sagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor. Sammen med klagen indsendes (i original eller kopi)

Den afgørelse, der klages over

Den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen, og som er sendt til klageren. Denne regel gælder ikke i overspringelsessager

Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger, jf. SSL § 25, stk. 3. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen, kan Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder formkravene, jf. SSL § 25, stk. 3.

Klageafgift

Der skal betales en klageafgift for enhver klage til Landsskatteretten. Dette gælder også anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SSL § 29, stk. 3. Afgiftens størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 600 kr. i 2001. Landsskatteretten begynder ikke på behandlingen af klagen, før afgiften er betalt. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, eller hvis klageren indbringer spørgsmålet for domstolene efter overspringsreglen i SSL § 31, stk. 2, før Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen. Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder klagen, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen, jf. SSL § 25, stk. 4.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, § 4, stk. 1. Sagsbehandlingen er undergivet officialprincippet, hvilket indebærer, at Landsskatteretten skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3.

Landsskatteretten underretter den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4, stk. 3. Anmodningen skal efterkommes inden for en måned fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode den skatteansættende myndighed om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse. En sådan anmodning skal imødekommes inden 3 måneder, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode den skatteansættende myndighed om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den indhentede udtalelse til Landsskatteretten sammen med den skatteansættende myndigheds eventuelle bemærkninger til udtalelsen. Sådanne anmodninger skal efterkommes inden for tre måneder fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen. Tilsvarende kan Landsskatteretten anmode Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 5, stk. 1. Hvis Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast ejendom oplyser, at der er iværksat revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten klagesagen i bero, indtil revisionen er tilendebragt, jf. forretningsordenen § 5, stk. 2. Landsskatteretten underretter i så fald skriftligt klageren om berostillelsen.

Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten indhente sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for nødvendige til klagens afgørelse, jf. forretningsordnens § 7, stk. 1.

Hvis der under Landsskatterettens sagsbehandling af en klagesag fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten foretage høring efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se afsnit E.3.5. Klageren skal samtidig underrettes om retten til at udtale sig mundtligt eller skriftligt overfor Landsskatterettens kontor. En sådan udtalelse skal foreligge indenfor en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten har fastsat en anden frist. Hvis der ikke kommer en henvendelse fra klageren indenfor denne frist, viderebehandles sagen på det foreliggende grundlag.

Når grundlaget er tilvejebragt, udarbejder Landsskatterettens kontor en skriftlig redegørelse med en motiveret indstilling til klagens afgørelse, jf. forretningsordenens § 9, stk. 1.

I visse tilfælde bliver den motiverede indstilling til klagens afgørelse, som Landsskatteretten har udarbejdet, sendt til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen, jf. forretningsordenens § 9, stk. 2. Told- og Skattestyrelsens udtalelse til den motiverede indstilling skal foreligge inden 1 måned.

Kontormøde

Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens sagsbehandler, jf. SSL § 26, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter tid og sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 14 dages varsel, medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager om vurdering af fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i forbindelse med besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt.

Retsmøde

Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen, jf. SSL § 27, stk. 1. Også Told- og Skattestyrelsen kan anmode om et retsmøde. Hvis Told- og Skattestyrelsen ønsker at benytte sig af sin adgang til at anmode om retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest samtidig med Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Hvis en told- og skatteregion mener, at det kan være påkrævet med et retsmøde, skal sagen fremsendes til Told- og Skattestyrelsen med en begrundet indstilling. Told- og Skattestyrelsen beslutter, hvem der skal repræsentere Told Skat på et evt. retsmøde.

Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for retsmøderne. Retsmøderne er ikke offentlige, jf. forretningsordenens § 14, stk. 1. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille spørgsmål til de fremmødte.

Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SSL § 27, stk. 3 og TfS 2000, 901 HD. Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2. Hvis klageren ikke har haft et kontormøde med en af Landsskatterettens sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret til en sådan forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2. Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af Landsskatterettens kendelse, jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.

Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf. afsnit A.2.4.

Landsskatteretten afgør klagen ved kendelse, jf. SSL § 28, stk. 1. Kendelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens. Kendelsen skal i øvrigt angive navnene på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. SSL § 28, stk. 2.

Kendelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende.

Tilbagekaldelse

En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 19. Ved tilbagekaldelse skal Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelse af klagen.

Overspringelsesfrist

Hvis der er gået mere end 6 måneder efter at skatteyderen har indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse i sagen, kan skatteyderen indbringe sagen for domstolene, jf. SSL § 31, stk. 2 (overspringsreglen). Hvis klageren indbringer sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten.

H.7.3.1 Syn og skøn ved Landsskatteretten

Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren i de fleste sagstyper anmode om syn og skøn efter reglerne i retsplejeloven s § 343 om isoleret bevisoptagelse, jf. SSL § 30. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende retssager finder også anvendelse ved syn og skøn i Landsskatteretssager.

Formål

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn). Det kan forekomme, at kun et af elementerne er relevant. Formålet med syn og skøn kan også være at sikre beviser, der er let forgængelige, og som derfor vil være gået tabt, når det bliver aktuelt at føre dem senere i sagsforløbet. Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten, når den skal vurdere og træffe afgørelse om komplicerede tekniske faktiske forhold på et område, hvor retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syn- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.

Anvendelsesområde

Reglen i SSL § 30 finder anvendelse i sager, der er indbragt for Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og momssager.

Særligt for skattesager

På skatteområdet er syn og skøn velegnet i værdiansættelsesspørgsmål. I praksis begæres der syn og skøn i landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager hvor det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt korrekt.

Reglen i SSL § 30 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 A og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, fx angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

Særligt for toldsager

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager, hvor det kan have betydning at få beskrevet fx en maskines egenskaber som grundlag for tariferingen.

Hvem kan begære syn og skøn

Syn og skøn kan begæres både af klageren og af skattemyndighederne. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den der begærer syn og skøn kaldes rekvirenten og modparten kaldes skønsindstævnte.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre parterne til at begære syn og skøn.

Behandling i Landsskatteretten inden syn og skøn

Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2. Efter fristens udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at afvente en eventuel skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf. nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.

Syn og skøn ved domstolene

Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten den del af processen som vedrører tilvejebringelsen af syn- og skønserklæringen.

Begæringen

Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i landet.

Skønsrekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.

Rekvirenten eller byretten skal med en uges varsel skriftligt underrette skønsindstævnte om det retsmøde, hvori der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve bevisførelsen.

Retsafgift

Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400 kr. (2001)

Byrettens rolle

Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge, medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden måde fx gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste byretten og landsretten en begæring om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller flere syn- og skønsmænd.

Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syn- og skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af syn og skøn, se fx TfS 2000, 138 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999, 686 VLK afviste retten at udmelde en syn- og skønsmand, der var ensidigt foreslået af klageren.

Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvilke personer der agtes udmeldt, og give dem adgang til at udtale sig om disse. I TfS 1999, 513 VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten ikke havde drøftet valget af skønsmand med Told- og Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en person, som er egnet som syn- og skønsmand.

Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf kan kæres til landsretten.

Under syn- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem parterne om

syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt

en syn- og skønsmand er egnet og bør udpeges

om formulering af spørgsmål til syn- og skønsmanden (syn- og skønstemaet) og tillægsspørgsmål.

hvilket bilagsmateriale syn- og skønsmanden skal have udleveret

Udlevering af bilag

Udgangspunktet for bilagsmaterialet er at samtlige akter i klagesagen - herunder den påklagede afgørelse - bør udleveres til syn- og skønsmanden. Afvigelse herfra kan dog ske efter en vurdering af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. I sager om fastsættelse af den rette handelsværdi i forbindelse med overdragelse af aktiver vedrører tvisten ofte om bilag, der er udarbejdet efter overdragelsen, skal udleveres til syn- og skønsmanden. Sådanne bilag der ikke har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsesforhandlingerne - herunder prisfastsættelsen - bør ikke udleveres til syn- og skønsmanden.

Se endvidere TfS 1999, 602 ØLK om tvist om udlevering af årsregnskaber, der vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte, at regnskaberne ikke skulle forelægges syn- og skønsmanden.

Se også TfS 2000, 937 VLK hvor der var tvist om, hvilke bilag der skulle udleveres til syn- og skønsmanden. Retten udtalte, at bilag, der var uden betydning for syn- og skønsmandens mulighed for at besvare syn- og skønstemaet, ikke skulle udleveres.

I UfR 1997, 221 havde klageren ensidigt indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene, fandt landsretten ikke grundlag for at nægte at syn- og skønsmændene fik adgang til udtalelsen.

Skønstemaet

Grundlaget for syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet), der skal besvares i en syn- og skønserklæring, eventuelt suppleret med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling ved retten (afhjemlingen). Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af parterne i fællesskab. I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte byretten ved en tvist om formulering af syn- og skønstemaet, at temaet skulle udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast.

Spørgsmålene i skønstemaet skal være klare, og de skal vedrøre spørgsmål af faktisk karakter og må ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk vurdering. I TfS 2000, 636 ØLK afviste byretten en begæring om at udmelde syn og skøn, da skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til. I en sag om, hvad udlejningsværdinen ville være på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syn- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000, 937 VLK. Endelig må skønstemaet ikke indeholde ledende spørgsmål. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som parterne ønsker belyst, er dækket. Der kan stilles tillægsspørgsmål til syn- og skønsmændene.

Skønsforretningen og skønserklæringen

Syn- og skønsmændene skal underrette parterne om syn- og skønsforretningens foretagelse.

Efter syn- og skønsforretningen udarbejder syn- og skønsmændene en skriftlig erklæring, som indeholder deres svar. Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Hvis parterne eller en af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved byretten af syn- og skønsforretningen. En afhjemling indebærer, at syn- og skønsmændene møder i retten og bekræfter eller eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring. Der kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende spørgsmål.

Ifølge retsplejelovens § 210 kan retten udmelde et nyt syn og skøn evt. med andre syn- og skønsmænd, hvis retten finder det hensigtsmæssigt. I TfS 2000, 843 VLK nægtede retten at udmelde nyt syn og skøn, fordi de oprindelige syn- og skønserklæringer var klare og utvetydige i forhold til de stillede spørgsmål. Endvidere fandt retten ikke grundlag for at betvivle kompetencen hos de syn- og skønsmænd, der allerede var udmeldt.

Syn og skøn, som er foretaget inden en retssag anlægges, er under en eventuel senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed, som betyder, at erklæringen ikke er bindende for domstolene.

Syn og skønssagens afslutning

Syn- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syn- og skønsmandens honorar, efter at Told Skat har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. fx TfS 1998, 764 TSS hvor Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syn- og skønssag var for højt.

Behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn

Når syn- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Sammen med udskriften skal følge syn- og skønsmændenes udtalelse. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 21.

Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken klageren og skattemyndighederne skal meddele Landsskatteretten, om skønserklæringen giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for Landsskatteretten.

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syn- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 14, stk. 4.

Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syn- og skønserklæringen vil blive lagt til grund for afgørelsen i det overvejende antal tilfælde.

De statslige skattemyndigheders opgaver

Når der begæres syn og skøn, indtræder de statslige told- og skattemyndigheder som part i sagen, jf. SSL § 30, stk. 4.

Det betyder, at de statslige skattemyndigheder både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syn- og skønsmand og komme med forslag til skønstemaet. Herudover kan de statslige told- og skattemyndigheder lade sig repræsentere under syn- og skønsforretningen og en evt. senere afhjemling.

De statslige told- og skattemyndigheder er primært part i sagen, når det er klageren, der har begæret syn og skøn.

Den praktiske opgave for de statslige skattemyndigheder kan dog bestå i at tage stilling til, om der skal begæres syn og skøn. Hvis dette er tilfældet, skal de statslige told- og skattemyndigheder udarbejde begæringen og indsende den til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig. De statslige skattemyndigheder skal herefter meddele Landsskatteretten, at der er begæret syn og skøn, så Landsskatterettens kan stille sin behandling af sagen i bero.

Omkostninger

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål, jf. TfS 1995, 490 HK. Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. De omkostninger, som rekvirenten har afholdt til syn og skøn, kan imidlertid indgå, når retten under en eventuel efterfølgende retssag tager stilling til betalingen af sagens omkostninger. Syn og skøn begæret af en klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. afsnit K .

Fristafbrydelse og suspension

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2, jf. afsnit N.2.1.4.

Fristen i SSL § 31, stk. 2 om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.

H.7.4 Klage til Told- og Skattestyrelsen

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i told- og skatteregionen/toldcentret eller Told- og Skattestyrelsen senest 3 måneder efter, at klageren har modtaget den afgørelse, der klages over, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 16.

Krav til klagen

En klage til Told- og Skattestyrelsen bør af praktiske grunde indgives til den told- og skatteregion/toldcenter, der har truffet den afgørelse, der klages over.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Når told- og skatteregionen/toldcentret modtager en klage, skal regionen/toldcentret hurtigt udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring som beskrevet ovenfor i afsnit E.3.5 og E.3.6. Hvis told- og skatteregionen/toldcentret mener, at der på det nu foreliggende grundlag kan gives klageren fuldt medhold, kan regionen/toldcentret foretage en sådan ændring af afgørelsen uden at forelægge klagen for Told- og Skattestyrelsen, hvis klageren er indforstået hermed. I andre tilfælde sendes klagen, sagsfremstillingen, afgørelsen og det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, til Told- og Skattestyrelsen.

Told- og Skattestyrelsen er underlagt officialprincippet, hvilket betyder, at Told- og Skattestyrelsen skal sørge for, at sagen er fuldt oplyst, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. afsnit E.3.3. Når klagen modtages af Told- og Skattestyrelsen, anmoder Told- og Skattestyrelsen told- og skatteregionen og evt. den kommunale skattemyndighed om en udtalelse i sagen mv., medmindre sagen er fuldt oplyst. Told- og Skattestyrelsen skal endvidere om nødvendigt foretage partshøring efter reglerne i forvaltningslovens §§ 19-21, se afsnit E.3.5.

H.7.5 Klage til Ligningsrådet

Ligningsrådet er klageinstans i sager om

afskrivningslovens § 52, stk. 2 (efterfølgende afskrivninger),

fondsbeskatningslovens § 4, stk. 8 (efterfølgende fondshenlæggelser),

husdyrbesætningslovens § 5, stk. 2 (efterfølgende nedskrivning på husdyrbesætninger),

varelagerlovens § 7, stk. 2 (efterfølgende varelagernedskrivning til og med 1997)

SSL § 37 C (omgørelse)

selskabsskattelovens § 31 (sambeskatning), jf. TSS-cirkulære nr. 1999-46 (omtrykt den 16. marts 2000)

Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10 og § 11, stk. 2 om de selskaber, der lignes af Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 2000-12.

Afgørelser der er truffet efter bemyndigelse fra Ligningsrådet, medmindre andet er fastsat ved lov. Se afsnit H.1.1.2.

Derimod er Ligningsrådet ikke klageinstans i ansættelsessager.

Klagefrist

Klagen skal indgivet inden 3 måneder, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsen s § 16. Denne frist gælder dog kun for de sager, der er omfattet af sagsudlægningsbekendtgørelsen. Der er ingen klagefrist i de sager, hvor Ligningsrådet selv har udlagt bemyndigelsen.

Krav til klagen

Klagen skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Klage over afgørelser truffet af en told- og skatteregion, der er skatteansættende myndighed, stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og Skattestyrelsen, jf. TSS-cirkulære nr. 1999-46 (omtrykt 16. marts 2000).

Klage over nægtet sambeskatning skal stiles til Ligningsrådet og indsendes til den told- og skatteregion, hvorunder moderselskabet hører. Hvis afgørelsen er truffet af Københavns eller Frederiksberg kommuner skal klagen over den nægtede sambeskatning stiles til Ligningsrådet og indsendes til henholdsvis Told- og Skatteregion København eller Told- og Skatteregion Frederiksberg.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Når Told- og Skattestyrelsen modtager en klage, skal styrelsen som sekretariat for Ligningsrådet hurtigst muligt behandle sagen, herunder udarbejde forreferat til Ligningsrådet.

Ligningsrådets afgørelse i konkrete sager træffes ved en kendelse. Rådets afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Kendelsen tilsendes den private part og alle øvrige vedkommende - herunder de berørte skattemyndigheder. For Ligningsrådets sagsbehandling gælder i øvrigt samme regler om sagsfremstilling, begrundelse, klagevejledning og klagefrister som for told- og skatteforvaltningens og skatteankenævnenes afgørelser, jf. afsnit E.

Personligt fremmøde

Har en skattepligtig en sag, der skal behandles i Ligningsrådet, har den skattepligtige og hans eventuelle repræsentant mulighed for mundtligt at forelægge sagen for Ligningsrådet, jf. forretningsordenen § 8, 2. pkt. Hvis den skattepligtige skal foretræde for Ligningsrådet, indledes mødet med, at den skattepligtige (eller dennes rådgiver) kort redegør for sine synspunkter om sagen. Ligningsrådets medlemmer har gennemgået sagen på forhånd, så en gennemgang af sagens faktiske omstændigheder er derfor ikke nødvendig. Herudover stiller Ligningsrådet evt. spørgsmål til den skattepligtige om sagen. Ligningsrådets afgørelse vil herefter blive sendt til den skattepligtige senest 1 uge efter ligningsrådsmødet.

Efter forretningsordenen § 9, stk. 2 er det rådet, der beslutter, om den skattepligtige skal have adgang til at forelægge sagen mundtligt for en beslutningsdygtig del af rådet. Formanden kan selv beslutte, om en anmodning kan imødekommes, hvorimod rådet træffer beslutning, hvis der bliver tale om at nægte et personligt fremmøde.

Hvis en skattepligtig har anmodet om foretræde for rådet, og dette er afslået, skal begrundelsen herfor nævnes i kendelsen.

Ifølge forretningsordenens § 9, stk. 3 kan Ligningsrådet opfordre en skattepligtig til at give møde. I så fald skal indkaldelse til mødet ske med mindst 1 måneds varsel, jf. forretningsordenens § 9, stk. 4.

I tilfælde, hvor der skal holdes møde med den skattepligtige, kan rådet indkalde den skattemyndighed, hvis afgørelse ønskes ændret, jf. forretningsordenens § 9, stk. 3, 2. pkt.

H.1 Klagestrukturen på skatteområdet

H.2 Klagestrukturen ved afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

H.3 Klagestrukturen ved afgørelser om moms og afgifter

H.4 Klagestrukturen på toldområdet

H.5 Klagestruktur for spillemyndigheden

H.6 Klagestruktur og klageveje på formelle områder (Fælles for alle områder)

H.7 Klage og klagebehandling (Fælles for alle områder)