Legislator Case Law & Legislation
E20016PR0001 DK

PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 A. SKATTE- OG AFGIFTSMYNDIGHEDERNES ORGANISATION, OPGAVER OG KOMPETENCEFORDELING

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2001

Processuelle regler på Told Skats område 2001

A. Skatte- og afgiftsmyndighedernes organisation, opgaver og kompetencefordeling

Lovreglerne om myndighedernes organisation på told-, skatte- og afgiftsområdet findes som udgangspunkt i skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september 2000.

Den nuværende struktur på skatteområdet er todelt på henholdsvis kommunale og statslige skattemyndigheder. Told-, moms-, afgifts- og arbejdsgiverkontrolområdet administreres udelukkende af de statslige myndigheder.

A.1. De lokale skattemyndigheder

Kommunerne udgør selvstændige forvaltningsenheder med ret til skatteudskrivning. Den enkelte kommune varetager i samarbejde med Told Skat en lang række opgaver i forbindelse med administration af indkomstskattesystemet overfor kommunens borgere. De væsentligste opgaver fremgår af skattestyrelseslovens kapitel 1. Disse bestemmelser suppleres af den statslige ligningsplan, som udsendes af Ligningsrådet og Told- og Skattestyrelsen.

A.1.1 Kommunalbestyrelsen

Efter SSL § 1, stk. 1 er kommunalbestyrelsen ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en kommunal ligningsplan for personer og dødsboer, og at planen følges. Udkast til planen udarbejdes af den kommunale skatteforvaltning, hvorefter vedtagelsen sker på et møde i kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan ikke delegere vedtagelsen af planen til fx økonomiudvalget.

Detaljerne i ligningsplanen skal på grund af planens politiske/økonomiske indhold og for ikke at skade kommunens forestående dispositioner behandles af kommunalbestyrelsen for lukkede døre. Dette gælder ubetinget for planens lignings- og kontroloplysninger. Kommunalbestyrelsens enkelte medlemmer er afskåret fra efterfølgende at referere oplysninger fra planen, som er omfattet af tavshedspligten, jf. FVL § 27, stk. 1, nr. 4 om gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed. Den del af ligningsplanen, der vedrører den kommunale skatteforvaltnings funktioner, kan derimod behandles for åbne døre.

Ligningsplanen skal udarbejdes efter retningslinjerne i den landsdækkende ligningsplan og de overordnede retningslinier, der opstilles af Ligningsrådet og Told- og Skattestyrelsen, jf. SSL §§ 13 og 18. Opnår kommunen ikke det forventede resultat, kan Ligningsrådet give kommunen en henstilling, som eventuelt kan følges op af bindende direktiver for ligningsarbejdet, jf. SSL § 18, stk. 3.

Kommunalbestyrelsen har ikke kompetence til at tage stilling til den kommunale skattemyndigheds konkrete afgørelser. Kommunalbestyrelsen skal derfor efter SSL § 1, stk. 2, udpege en person ansat i kommunen, som skal have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde. Skattestyrelsesloven stiller ikke krav om en bestemt embedsmand, fx kommunens skattechef. Det skyldes hensynet til de muligheder, som kommunalbestyrelsen har efter den kommunale styrelseslov for at etablere en kommunal enhedsforvaltning. Loven griber således ikke ind i kommunernes adgang til at organisere forvaltningen, som de vil, og der stilles navnlig ikke noget krav om, at skatteforvaltningen skal udgøre en seperat enhed. Kommunalbestyrelsen er frit stillet med hensyn til at lade den udpegede person beskæftige sig med andre kommunale opgaver end ligningsarbejdet. Det ansvar, som pålægges den pågældende embedsmand, er et sædvanligt administrativt ansvar. Det overordnede politisk-organisatoriske ansvar påhviler kommunalbestyrelsen.

Den kommunale skattemyndighed er tillagt en særlig kompetence til at træffe afgørelse i skattesager, jf. SSL § 1, stk. 2, sidste pkt. Kommunalbestyrelsen kan derfor ikke beskæftige sig med konkrete skattesager. Loven indeholder imidlertid ingen regler om ansvaret for det arbejde, der udføres i den kommunale skatteforvaltning. Det reelle ansvar for skatteforvaltningens arbejde påhviler i overensstemmelse med den kommunale styrelseslovgivning den samlede kommunalbestyrelse.

A.1.2 Den kommunale skattemyndighed

Personligning

Det påhviler de kommunale skattemyndigheder at foretage skatteansættelser af indkomst for fysiske personer og dødsboer og skatteansættelser efter lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat, jf. SSL § 2. Derudover er kompetencen henlagt til de kommunale skattemyndigheder på gave- og boafgiftsområdet ved efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 A, der ikke vedrører værdiansættelsen efter boafgiftslovens § 12, og ved beregning af passivposter efter kildeskatteloven § 33 D i de tilfælde, hvor en gave er indkomstskattepligtig efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

De kommunale skattemyndigheders ligningskompetence er udtømmende opregnet i SSL § 2.

De kommunale skattemyndigheders ansættelsesvirksomhed sker efter forvaltningslovens sagsbehandlingsregler og de særlige sagsbehandlingsregler i skattestyrelsesloven. Sidstnævnte indebærer som udgangspunkt en udvidelse af borgeres/virksomheders rettigheder i forhold til forvaltningsloven. I det omfang forvaltningsloven stiller borgere/virksomheder bedre end skattestyrelsesloven, får forvaltningsloven dog selvstændig betydning. Der henvises til afsnit E .

De kommunale skattemyndigheder tager sig herudover af en række andre opgaver som etablering af mandtal og forskudsregistrering. De kommunale skattemyndigheder er via sagsudlægningsbekendtgørelsen tillagt opgaver i forbindelse med bevillinger og dispensationer og er via skattelovgivningen tillagt konkrete opgaver såsom opkrævning og inddrivelse af personskatter. Dertil kommer administration af frigørelsesafgift og ejendomsværdiskat. Den enkelte kommune yder endvidere sekretariatsbistand til skatteankenævnene og de statslige vurderingsråds administration af ejendomsvurderingssystemet.

Selskabsligning

Ifølge SSL § 38, jf. bekendtgørelse nr. 1107 af 13. december 2000 om sagsudlægning § 23, er direktøren for Told- og Skattestyrelsen bemyndiget til at indgå aftale med en kommunalbestyrelse om udførelsen af ligning af juridiske personer, bortset fra dødsboer (selskaber), med de dertil hørende administrative opgaver.

Der er i henhold til SSL § 38 indgået aftaler med en række kommuner og kommunefællesskaber om udførelsen af ligningen af juridiske personer bortset fra dødsboer, jf. SSL § 12 A. En liste over de skatteansættende myndigheder findes i TSS-cirkulære 1998-34. De kommuner, der har indgået en sådan aftale med direktøren for Told- og Skattestyrelsen, foretager herefter ligningen på vegne af den told- og skatteregion, hvor den skattepligtige er hjemmehørende.

A.1.3 Fælleskommunal skatteadministration mv.

Ifølge SSL § 1, stk. 3 kan skatteministeren godkende etablering af fælleskommunal skatteadministration vedrørende alle eller grupper af skattepligtige i de omhandlede kommuner. Der kan derimod ikke foretages en opdeling af opgaver ud fra arten af afgørelsestyper. Told- og Skattestyrelsen har i samarbejde med Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg kommuner indgået en aftale, der fastlægger rammerne for en fælleskommunal skatteadministration. Aftalen kan rekvireres hos Told- og Skattestyrelsen eller kan findes på Internettet.

Generelt om etablering

Det er en forudsætning for etablering af en fælleskommunal skatteadministration, at initiativet til etableringen helt og fuldt kommer fra de deltagende kommuner selv. Kommunerne kan således ikke forpligtes til at indgå i et sådant samarbejde.

Betingelser

Det er en forudsætning for at opnå en godkendelse til fælleskommunal skatteadministration, at de deltagende kommunalbestyrelser har indgået en aftale om, hvordan den fælles skatteadministration skal organiseres, om fordelingen og finansieringen af udgifterne herved, og om hvordan deltagende kommuner kan udtræde af samarbejdet.

Det er endvidere en forudsætning for at få en godkendelse, at etableringen af den fælleskommunale skatteadministration ikke påfører statskassen væsentlige merudgifter udover de, der er forudsat i forarbejderne til loven. Skatteministeren kan i øvrigt nægte at give en godkendelse, selvom de nævnte betingelser for etablering af en fælleskommunal skatteadministration er opfyldte, hvis der er særlige forhold, der taler imod en godkendelse.

Ved afgørelsen af, om en godkendelse skal gives, vil skatteministeren kunne tillægge det betydning, om en ansøgende kommune allerede samarbejder med andre kommuner på andre områder, således at en godkendelse vil medføre unødigt komplicerede samarbejdsrelationer i forhold til borgerne/virksomhederne og staten.

Det vil i forbindelse med sidstnævnte kunne tillægges betydning, at kommuner, der i forvejen samarbejder om selskabsligning eller fælleskommunalt skatteankenævn, ikke uden særlige grunde søger samarbejde om personligning etableret med andre kommuner end de, hvormed der allerede samarbejdes. En godkendelse er tidsbegrænset, men en godkendelse kan fornys. Skatteministeren kan tilbagekalde en godkendelse, hvis ministeren skønner, at forudsætningerne for godkendelsen ikke opfyldes. En sådan tilbagekaldelse kan have væsentlige administrative konsekvenser for de deltagende kommuner, hvorfor en tilbagekaldelse vil blive givet med et varsel på mindst et halvt år.

Fremgangsmåde

Fremgangsmåden ved ansøgning om etablering af en fælleskommunal skatteadministration er, at de kommuner, der ønsker at deltage, udarbejder udkast til en aftale herom. Dette udkast til en aftale sendes til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen. Når Told- og Skattestyrelsens udtalelse foreligger, udarbejder kommunerne den endelige aftale, der forelægges de deltagende kommunalbestyrelser til godkendelse. Herefter sendes aftalen til skatteministeren med anmodning fra de deltagende kommunalbestyrelser om godkendelse af etablering af den fælleskommunale skatteadministration. De kommunalbestyrelser, der indgår i samarbejdet, har ansvaret for at informere borgerne og virksomhederne om det etablerede samarbejde.

Virkninger

Etablering af fælleskommunal skatteadministration indebærer, at den forvaltningsmyndighed vedrørende den enkelte borger/virksomhed, der hidtil har ligget i bopælskommunen, retligt set fortsat varetages af den enkelte kommune, men under ledelse af en fælles øverste ansvarlig. Der oprettes således ingen nye myndigheder som følge af en godkendelse af etablering af fælleskommunal skatteadministration. Den øverste embedsmand står til ansvar overfor hver enkelt af de deltagende kommunalbestyrelser for skatteadministrationen på den pågældende kommunalbestyrelses område. Borgernes/virksomhedernes mulighed for at gå til kommunalbestyrelsen med eventuelle spørgsmål om forvaltningen af kommunalbestyrelsens kompetence ændres ikke ved etablering af en fælleskommunal skatteadministration. Eksempelvis vil en klage over en embedsmands optræden som hidtil kunne indgives til borgmesteren i den kommune, hvor borgeren/virksomheden bor. Er embedsmanden ansat i en anden kommune, må bopælskommunen tage klagen op med denne kommune.

Særligt for personligning

Etablering af fælleskommunale skatteadministrationer indebærer, at de pågældende kommunalbestyrelser skal udpege en person, der er ansat i en af kommunerne til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde i de pågældende kommuner for den del af ligningen, der placeres i fællesskabet. I de tilfælde, hvor kun en gruppe af skattepligtige hører under den fælleskommunale skatteadministration, skal der udpeges dels en øverste ligningsansvarlig for administrationen af disse fælles skattepligtige, dels en øverste ligningsansvarlig i hver kommune for administrationen af de skattepligtige, der holdes uden for den fælles skatteadministration, jf. ovenfor om de generelle betingelser for etablering af fælleskommunal skatteadministration.

Den enkelte kommunalbestyrelse er stadig ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en ligningsplan, og at planen følges. Den fælles ligningsansvarlige har således den kommunale afgørelseskompetence på skatteområdet for den del af ligningen, der placeres i fællesskabet i alle de deltagende kommuner under hensyntagen til de planer, som hver enkelt kommunalbestyrelse fastsætter for ligningsarbejdets udførelse.

Når der udpeges en fælles ligningsansvarlig, indebærer det, at forvaltningsmyndighed på skatteområdet udøves fælles for de deltagende kommuner. Det samme gælder kompetence, der efter anden skattelovgivning eller efter sagsudlægningsbekendtgørelsen er henlagt til den kommunale skattemyndighed.

Den fælles ligningsansvarlige har den faglige ledelse af de embedsmænd, der henhører under den fælles forvaltning, mens den kommune, hvor den enkelte embedsmand er ansat, har arbejdsgiveransvaret i forhold til den pågældende. Arbejdsgiveransvaret overfor den fælles ligningsansvarlige påhviler den kommune, hvor vedkommende er ansat.

Selv om en fælles skatteadministration fysisk er placeret uden for en deltagende kommune, skal der som minimum være en serviceenhed, der kan vejlede borgerne/virksomhederne på skatteområdet, i hver enkelt kommune.

Særligt for vurderingsområdet

Efter § 39 A, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 776 af 16. august 2000 om vurdering af landets faste ejendomme (vurderingsloven) skal den enkelte kommune yde det eller de vurderingsråd, der foretager vurderingerne af de faste ejendomme i kommunen, bistand af kontormæssig art, det vil sige sekretariatsbistand. Efter § 39 A, stk. 2 i vurderingsloven er skatteministeren bemyndiget til at godkende, at kommuner går sammen om i fællesskab at yde sekretariatsbistand til vurderingsråd. Der vil ikke kunne ændres på landets inddeling i vurderingskredse i forbindelse med etablering af en fælleskommunal administration. Det er en forudsætning for en godkendelse af fælleskommunal sekretariatsbetjening af et vurderingsråd, at det pågældende vurderingsråd har accepteret, at ordningen etableres. Det er endvidere en forudsætning for en godkendelse, at der udpeges en øverste leder af sekretariatet, således at der for vurderingsrådet ikke er tvivl om, hvem der har det daglige ansvar for sekretariatsbetjeningen. Der gælder i øvrigt samme betingelser og skal benyttes samme fremgangsmåde som ved etablering og godkendelse af fælleskomunal skatteadministration, jf. ovenfor.

Selv om en fælleskommunal sekretariatsbetjening af vurderingsråd fysisk er placeret uden for en deltagende kommune, skal der som minimum være en serviceenhed, der kan vejlede borgerne på vurderingsområdet, i hver enkelt kommune.

A.1.4 Skatteankenævn

Reglerne om skatteankenævns sammensætning, udnævnelse af medlemmer, beslutningsdygtighed mv. findes i SSL §§ 5-11 og i forretningsordenen for skatteankenævn, jf. bekendtgørelse nr. 528 af 17. juni 1996, som ændret ved bekendtgørelse nr. 966 af 15. december 1997. Det bemærkes, at der ifølge forretningsordenen gælder særlige regler for skatteankenævent i København.

Sammensætning

Skatteankenævn er kollegiale organer, hvis medlemmer er valgt af kommunalbestyrelsen, jf. SSL § 6, stk. 1. Nævnets medlemmer vælges på kommunalbestyrelsens første møde og blandt personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. En person, som er fundet valgbar, kan dog ikke blive medlem af et skatteankenævn, hvis han/hun er medlem af Ligningsrådet, Landsskatteretten, jf. SSL § 36 A, eller et vurderingsråd, jf. vurderingslovens § 23, stk. 2.

Et skatteankenævn vælger selv en formand og en eller to næstformænd blandt medlemmerne på første møde, jf. forretningsordenens § 2.

Der udbetales vederlag for at varetage hvervet som skatteankenævnsmedlem, jf. SSL § 10, stk. 5 og forretningsordenens § 20.

Møder

Det er formanden, der udarbejder dagsorden for, hvad der behandles på det konkrete møde, og denne skal udsendes sammen med indkaldelsen til mødet. Dagsordenen skal angive, hvilke sager, der skal behandles, og om der er nogle, der har ønsket at give møde for nævnet. Formanden sørger for at udsende det nødvendige materiale.

Det er formanden, der indkalder til møde. Når et medlem af et skatteankenævn er forhindret i at give møde, skal formanden underrettes, og han/hun afgør, om der skal indkaldes en stedfortræder, jf. forretningsordenens § 3.

Beslutningsdygtighed

Reglerne om skatteankenævns beslutningsdygtighed findes i SSL § 10 og forretningsordenens § 7. For at det samlede skatteankenævn er beslutningsdygtigt, skal mindst halvdelen af nævnet og formanden eller en af næstformændene være til stede. Skatteankenævn kan vedtage at dele sig op i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden, jf. SSL § 10, stk. 2. For at et besluttende led er beslutningsdygtigt, skal mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden eller en af næstformændene deltage i afgørelsen. Uanset opdelingen i besluttende led har ethvert af nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde, hvor det ikke selv er medlem, med ret til at udtale sig, men uden stemmeret, jf. SSL § 10, stk. 4. Endvidere har medlemmet ret til at forlange sager forelagt til afgørelse for det samlede skatteankenævn, jf. forretningsordenens § 7, stk. 5.

Afstemning

Afstemningen afgøres ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende, og undlader et medlem at stemme, anses dette for at have stemt for forslaget, jf. forretningsordenens § 8, stk. 2.

Protokol

Der skal føres protokol over møder i skatteankenævnene. Protokollen skal indeholde følgende

Klagerens navn

Klagerens adresse

Klagerens cpr.nr.

Kommunens afgørelse

Skatteankenævnets afgørelse

Oplysninger om at et medlem er udelukket fra at deltage i afgørelsen af en sag på grund af inhabilitet.

Hvis et medlem af et skatteankenævn er uenig i en ansættelse, der er foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen, og at en kopi heraf sendes til Told- og Skattestyrelsen, jf. SSL § 10, stk 3.

Etablering af fælleskommunale skatteankenævn

Ifølge SSL § 6, stk. 2 kan skatteministeren efter anmodning godkende etablering af fælleskommunale skatteankenævn, når

kommunalbestyrelsen i samtlige de kommuner, der vil blive omfattet af det fælleskommunale skatteankenævn, er enige om etableringen

det fælleskommunale skatteankenævn alene dækker kommuner, der ligger i samme told- og skatteregion

kommunalbestyrelserne er enige om antallet af medlemmer i det fælleskommunale skatteankenævn og om fordelingen af pladserne mellem de berørte kommuner i forhold til antallet af indbyggere i kommunerne

kommunalbestyrelsen er enige om, hvordan det fælleskommunale skatteankenævn skal sekretariatbetjenes, herunder om afholdelse af udgifterne til sekretariatsbetjeningen.

Når skatteministeren har godkendt etablering af fælleskommunalt skatteankenævn, er det de almindelige regler om funktionsperiode mv., der gælder.

Skatteankenævns opgaver

Skatteankenævns hovedopgaver er angivet i SSL § 5, og består i at behandle klager over afgørelser truffet af den kommunale skattemyndighed. Klage over afgørelser om skatteansættelser, der træffes af et kommunalt fællesskab, kan påklages til skatteankenævnet i den kommune, hvor skatteyderen er hjemmehørende eller til et evt. fælleskommunalt skatteankenævn. Om sagsbehandlingen i skatteankenævn, se afsnit H.7.1.

Det påhviler de kommunale skattemyndigheder at yde sekretariatsbistand til skatteankenævn, jf. SSL § 11, stk. 1. Om sekretariatets opgave, se afsnit H.7.1.

Påkendelseskompetence

Skatteankenævn kan kun behandle det punkt, der er klaget over, eller som er en følge af klagen, jf. SSL § 21, stk. 4, 2. pkt. Skatteankenævn er ikke bundet af ansættelsesfristerne i SSL §§ 34-35. Ønsker skattemyndighederne andre forhold i skatteansættelsen ændret, må spørgsmålet tages op af den skattemyndighed, der har ansættelseskompetencen i 1. instans under iagttagelse af fristreglerne i SSL § 34 og § 35.

Hvis en klage bliver tilbagekaldt, har et skatteankenævn ikke kompetence til at fortsætte klagebehandlingen, jf. TfS 1995, 641 LSR.

Skatteankenævn har desuden kompetence til at afgøre, om en skatteansættelse er uvirksom som følge af, at det afledte skattekrav var forældet efter de formueretlige forældelsesregler på tidspunktet for skatteansættelsens foretagelse, jf. SSL § 5 og § 24, men har i øvrigt ikke kompetence til at behandle spørgsmål om formueretlig forældelse.

Genoptagelseskompetence

Reglerne om skatteankenævns genoptagelse af egne klagesager findes i SSL § 22.

Efter SSL § 22, stk. 1 kan skatteankenævn genoptage egne afgørelser efter anmodning fra klageren, når nævnet forelægges nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og nævnet skønner, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Skatteankenævns adgang til at genoptage egne afgørelser efter SSL § 22, stk. 1 er tidsmæssigt begrænset efter ansættelsesfristerne i første instans, jf. SSL § 34 og § 35, og efter fristerne for at påklage afgørelsen i det administrative klagesystem eller indbringe afgørelsen for domstolene.

Baggrunden herfor er, at der som udgangspunkt ikke bør være en bedre adgang til at få genoptaget en skatteansættelse, der har været påklaget, end en skatteansættelse, der ikke har været påklaget. Fristerne er imidlertid også udformet efter, at en skattepligtig ikke skal afskæres fra at tilbagekalde en sag i Landsskatteretten eller ved domstolene for at få sagen færdigbehandlet lokalt i skatteankenævnet.

Efter SSL § 22, stk. 1, nr. 1, skal anmodning om genoptagelse af en skatteankenævnskendelse fremsættes inden for samme frister som dem, der gælder for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse i første instans af en skatteansættelse. Det vil sige inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, medmindre der foreligger sådanne særlige omstændigheder som nævnt i SSL § 35, jf. afsnit G.3.2.1. Påberåbes SSL § 35 som grundlag for en genoptagelse, skal betingelserne om en beløbsgrænse, jf. § 35, stk. 2, og om at der reageres inden rimelig tid, jf. § 35, stk. 3, være opfyldte.

Selvom fristreglerne i SSL § 34 og § 35 vil være til hinder for genoptagelse, kan genoptagelse alligevel tillades efter følgende betingelser

Efter SSL § 22, stk. 1, nr. 2, kan en genoptagelsesanmodning fremsættes inden for fristen i § 25 for at klage til Landsskatteretten over skatteankenævns afgørelser eller,

hvis sagen allerede er påklaget til Landsskatteretten, kan en anmodning om genoptagelse fremsættes under anvendelse af "overspringelsesreglen" i § 21, stk. 5, inden Landsskatterettens behandling af klagen er afsluttet.

Efter SSL § 22, stk. 1, nr. 3, kan en genoptagelsesanmodning fremsættes inden for fristen i § 31 for indbringelse af sagen for landsretten eller,

hvis sagen allerede er indbragt for landsretten, kan en genoptagelsesanmodning fremsættes under anvendelse af "overspringelsesreglen" i § 31, stk. 2, inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.

Efter SSL § 22, stk. 1, nr. 4, kan en genoptagelsesanmodning fremsættes inden for fristen i retsplejeloven for indbringelse af en landsretsdom for Højesteret eller,

hvis sagen allerede er indbragt for Højesteret, kan en genoptagelsesanmodning fremsættes inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.

SSL § 22, stk. 1, nr. 2-4, finder ikke anvendelse på Landsskatterettens, landsrettens eller Højesterets behandling af klager over, at en underordnet myndighed har afvist at behandle en klage.

Det bemærkes, at SSL § 36 hindrer genoptagelse i skatteankenævn i det omfang, Landsskatteretten har afsagt kendelse i sagen.

Efter SSL § 22, stk. 2 kan skatteankenævn efter anmodning fra klageren genoptage egne afgørelser, selv om betingelserne efter SSL § 22, stk. 1 ikke er opfyldte, hvis nævnet skønner, at særlige omstændigheder taler derfor. Denne kompetence afgrænses på samme måde, som Landsskatterettens tilsvarende kompetence efter SSL § 29, stk. 2, se afsnit A.2.4.

Af TSS-cirkulære 1997-22 fremgår endvidere, at i 10-mandsprojektsagerne, andre tilsvarende massesager og i øvrigt sager med identiske forhold, kan et skatteankenævn efter anmodning give klageren et tilsagn om genoptagelse af skatteankenævnets afgørelse med henvisning til, at en ganske tilsvarende sag er indbragt for Landsskatteretten eller domstolene (pilotsagen). Tilsagnet indebærer, at skatteankenævnet - når der foreligger en endelig dom eller kendelse i pilotsagen - vil vurdere sagen på ny, hvis pilotsagen falder ud til den skattepligtiges fordel, og klageren uden ugrundet ophold efter at være kommet til kundskab om denne afgørelse retter henvendelse til skatteankenævnet herom. Genoptagelsestilsagnet forudsætter, at skatteankenævnet i hvert enkelt tilfælde vurderer, om betingelserne for et genoptagelsestilsagn er opfyldt, herunder om der foreligger den fornødne sammenlignelighed mellem klagesagen og pilotsagen. Skatteankenævnet skal desuden påse, at tilbagesøgningskravet ikke allerede er forældet efter 1908-loven på tilsagnstidspunktet, jf. afsnit N . Skatteankenævnet skal orientere den kommunale skattemyndighed om genoptagelsestilsagnet, jf. også TfS 1997, 230 DEP.

Et skatteankenævn kan kun genoptage en tidligere afsagt kendelse efter anmodning fra den skattepligtige, jf. TfS 1995, 238 LSR. Hvis et skatteankenævn bliver opmærksom på, at en ændring vil være til gunst for klageren, bør skatteankenævnet opfordre klageren til selv at anmode om genoptagelse.

A.2. De statslige told- og skattemyndigheder

De statslige told- og skattemyndigheder består af Departementet, Told- og Skattestyrelsen, told- og skatteregionerne, toldcentrene, Ligningsrådet og Landsskatteretten.

A.2.1 Skatteministeriet, departementet

Departementet foretager i hovedsagen det lovforberedende arbejde og den direkte ministerbetjening. Departementet fungerer ikke som klageinstans.

Eventuelle klager over ansatte i de statslige told- og skattemyndigheder, dvs. klager der alene vedrører de ansattes personlige adfærd, herunder klager over brud på tavshedspligten, kan dog i sidste instans indbringes for skatteministeren som øverste forvaltningschef.

A.2.2 Told- og skatteforvaltningen

Den centrale told- og skatteforvaltning

Told- og Skattestyrelsen er en del af de statslige told-, skatte-, og afgiftsmyndigheder, og er organisatorisk placeret som en del af Skatteministeriet. Told- og Skattestyrelsen udgør den centrale told- og skatteforvaltning, og er organisatorisk overordnet i forhold til told- og skatteregionerne og toldcentrene. Told- og Skattestyrelsen har ansvaret for den løbende administration af regelgrundlaget på told-, skatte- og afgiftsområdet. Herudover er Told- og Skattestyrelsen spillemyndighed.

Den regionale told- og skatteforvaltning

Told- og skatteregionerne og toldcentrene er en del af de statslige told-, skatte-, og afgiftsmyndigheder, og udgør således den regionale told- og skatteforvaltning. Som lokal statsadministration er regionerne og toldcentrene underlagt det almindelige forvaltningsretlige underordnelsesforhold i relation til Told- og Skattestyrelsen. Landet er inddelt i 29 told- og skatteregioner og 8 toldcentre, jf. SSL § 15 og bekendtgørelse nr. 196 af 21. marts 2000.

Told- og Skattestyrelsen, de 29 told- og skatteregioner og de 8 toldcentre er ikke en og samme forvaltningsmyndighed. Hver region og toldcenter er en selvstændig forvaltningsmyndighed. Dette gælder også for de toldcentre, der fysisk er placeret samme sted som en told- og skatteregion, da toldcentrets og told- og skatteregionens stedlige kompetenceområder ikke er de samme.

A.2.2.1 Told- og Skatteforvaltningens opgaver

Nedenfor beskrives en række opgaver, som varetages af de statslige told- og skattemyndigheder. Herudover fungerer de statslige told- og skattemyndigheder som klagemyndighed på en række sagstyper inden for både skatte-, moms-, told- og afgiftsområdet. Der henvises til afsnit H om klagestruktur og klagebehandling.

A.2.2.1.1 Skat

På skatteområdet er Told- og Skattestyrelsens opgaver opregnet i SSL §§ 12-14. Told- og Skattestyrelsen kan efter SSL § 16, stk. 1 delegere de opgaver, som påhviler Told- og Skattestyrelsen til de regionale told- og skatteforvaltninger. I praksis er opgaverne i stort omfang lagt ud til told- og skatteregionerne. Told- og skatteforvaltningens hovedopgaver på skatteområdet er ifølge skattestyrelsesloven for det første tilsyn og kontrol med kommunernes foretagelse af skatteansættelser af indkomst for personer, som beskrives nedenfor under tilsyn og kontrol.

For det andet er det en hovedopgave for told- og skatteforvaltningen at foretage ansættelser af indkomst for juridiske personer bortset fra dødsboer, som beskrives nedenfor under selskabsligning.

Endelig har told- og skatteforvaltningen også andre opgaver på skatteområdet, som er pålagt den i henhold til love eller efter bemyndigelse fra skatteministeren, fx via sagsudlægningsbekendtgørelsen. Der henvises i øvrigt til bilag 1, som er en oversigt over bevillings- og dispensationsbemyndigelser. Et andet eksempel på told- og skatteforvaltningens opgaver er sekretariatsbetjening af Ligningsrådet, jf. forretningsorden for Ligningsrådet § 1, stk. 5.

Tilsyn og kontrol

Kommunernes skatteforvaltninger og skatteankenævnene er efter lovgivningen selvstændige myndigheder. De er begge undergivet tilsyn fra de statslige skattemyndigheder. Tilsynet med den kommunale ligningsaktivitet er henlagt til told- og skatteregionerne, jf. Ligningsrådets tilsynsplan og skrivelse af 28. marts 1990 til amtsskatteinspektoraterne (senere told- og skatteregionerne) om bemyndigelse til amtsskatteinspektoraterne i en række spørgsmål. Der henvises til bilag 2. Tilsynet med ligningen i Københavns Kommune varetages dog af Told- og Skatteregion København og Told- og Skatteregion Frederiksberg i fællesskab. For Frederiksberg Kommune varetages tilsynet med ligningen af Told- og Skatteregion Frederiksberg, jf. TSS-cirkulære 1999-37. Told- og skatteforvaltningen kan i forbindelse med tilsynet kræve alle nødvendige oplysninger fra de kommunale skattemyndigheder - herunder skatteankenævnet.

Kernen i tilsynet er, at de statslige skattemyndigheder skal sikre en ensartet og korrekt ligning, jf. TfS 1996, 459 LSR og TfS 1996, 474 LSR. I disse afgørelser i sager om en stor mængde projekter af meget ensartet karakter havde Told- og Skattestyrelsen fremsat forslag til kommunerne om, at det ville være hensigtsmæssigt, at der blev udpeget en ansvarlig ligningsinteressentkommune for hvert enkelt projekt. Forslaget indeholdt ikke anvisninger eller påbud, og en påstand om ugyldighed på grund af manglende individuel sagsbehandling blev ikke taget til følge. I TfS 2000, 21 LSR havde en skatteforvaltning rejst tvivl om et investeringsarrangements økonomiske og skattemæssige realitet på baggrund af materiale modtaget fra Told- og Skattestyrelsen. Landsskatteretten udtalte, at det påhvilede klageren at løfte bevisbyrden for, at der var økonomisk realitet i arrangementet og fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig som følge af manglende individuel sagsbehandling.

Tilsynet kan opdeles i et forudgående og et efterfølgende tilsyn.

Det forudgående tilsyn opfyldes først og fremmest ved udsendelse af ligningsplanen og tilsynsplanen, som udsendes årligt i form af et cirkulære fra Told- og Skattestyrelsen og ved udsendelse af Ligningsvejledningen og bindende anvisninger, der er godkendt af Ligningsrådet, jf. SSL § 13 og § 18. Bindende anvisninger er bindende for såvel de kommunale skattemyndigheder som skatteankenævnene, jf. SSL § 13, stk. 3. Den statslige told- og skatteforvaltning skal endvidere løbende informere de lokale skattemyndigheder om forhold af betydning for deres arbejde.

Det efterfølgende tilsyn betyder, at tilsynsmyndigheden skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser, jf. SSL § 14. Tilsynspligten medfører dog ikke en pligt til revision af samtlige skatteansættelser foretaget af kommunale skattemyndigheder. Den statslige told- og skatteforvaltning kan af egen drift ændre skatteansættelser foretaget af de kommunale skattemyndigheder, hvis den statslige told- og skatteforvaltning på grundlag af en revision finder, at den kommunale skattemyndigheds afgørelse er urigtig, jf. SSL § 14, stk. 4. Dette gælder, uanset om en korrektion vil medføre en højere eller en lavere skatteansættelse. Denne adgang til revisionsmæssige ændringer ophører, hvis en klageinstans (skatteankenævnet eller Landsskatteretten) eller Ligningsrådet har taget stilling til sagen, jf. afsnit A.3.

Herudover vil tilsynsmyndigheden normalt være forpligtet til at foretage en realitetsbehandling af en henvendelse fra en skattepligtig, medmindre det umiddelbart forekommer åbenbart, at der ikke er grundlag for at ændre den pågældende ansættelse. Denne pligt gælder, selv om en skatteansættelse kan påklages efter sædvanlige regler. Hvis realitetsbehandlingen af henvendelsen fra den skattepligtige resulterer i, at ansættelsen anses for urigtig, skal ansættelsen ændres, i det omfang fristreglerne i SSL §§ 34 og 35 giver mulighed herfor, jf. afsnit G.3.

Selskabsligning

I henhold til SSL § 12 A er de statslige told- og skattemyndigheder ansvarlige for ligningen af juridiske personer bortset fra dødsboer. Kompetencen gælder for såvel løbende som tidligere indkomstår. Ifølge SSL § 38, stk. 3 og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 23 kan direktøren for Told- og Skattestyrelsen indgå aftaler med en kommunalbestyrelse om udførelse af ligning af juridiske personer bortset fra dødsboer, med dertil hørende administrative opgaver. Når ligningen foretages af kommunen, foretages den på vegne af den told- og skatteregion, hvor den skattepligtige er hjemmehørende.

Den pågældende told- og skatteregion eller Told- og Skattestyrelsen skal udøve tilsyn med den kommunale ligning efter tilsvarende regler som i SSL § 14, og told- og skatteforvaltningen kan herunder revidere en skatteansættelse foretaget af kommunen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 23, stk. 2. I de kommuner, hvor der ikke er indgået aftale om selskabsligning, er det som udgangspunkt den pågældende told- og skatteregion, der er skatteansættende myndighed. De skatteansættende myndigheder for juridiske personer bortset fra dødboer fremgår af TSS-cirkulære 1998-34.

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24 kan direktøren for Told- og Skattestyrelsen bestemme, at nærmere angivne juridiske personer, bortset fra dødsboer skal lignes af Told- og Skattestyrelsen. Denne bestemmelse er udnyttet i TSS-cirkulære 2000-38 .

Uanset om ligningen foretages af de statslige told- og skattemyndigheder eller en kommune, skal den ansættelsesvirksomhed, som sker efter SSL § 12 A, foretages i overensstemmelse med forvaltningslovens sagsbehandlingsregler og de særlige sagsbehandlingsregler i skattestyrelsesloven. Der henvises til afsnit E og G og M .

Den skatteansættende myndighed er bemyndiget til at træffe en række afgørelser i forbindelse med administrationen af selskabsligningen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 10, og for så vidt angår juridiske personer bortset fra dødsboer, der skal lignes af Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2.

A.2.2.1.2 Tilsyn med ejendomsvurdering

Skatteministeren har inddelt landet i 27 skyldkredse og 224 vurderingskredse, jf. vurderingslovens § 22 og § 24, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 1009 af 15. december 1999.

For hver vurderingskreds har skatteministeren udnævnt et vurderingsråd, der består af en vurderingsformand og to vurderingsmænd, jf. vurderingslovens § 23, stk. 1. Vurderingsformændene i en skyldkreds udgør tilsammen et skyldråd, jf. vurderingslovens § 24, stk. 2. Vurderingsrådene foretager vurderingen af ejendommene i en vurderingskreds, jf. vurderingslovens § 30, stk. 1. Vurderingsrådene træffer i den forbindelse bestemmelse om ejendommens benyttelse, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, og foretager de såkaldte stuehusfordelinger og andre ejerboligfordelinger mv. Kommunerne yder sekretariatsbistand til vurderingsrådene, jf. vurderingslovens § 39 A, stk. 1. Skyldrådene er klageinstans med hensyn til klager over vurderingsrådenes ansættelser, fordelinger og afgørelser om benyttelse. 20 told- og skatteregioner yder sekretariatsbistand for landets 27 skyldråd.

Told- og Skattestyrelsen udøver tilsyn med ejendomsvurderingen, jf. SSL § 17, stk. 1. Told- og Skattestyrelsen udarbejder hvert år en plan for ejendomsvurderingen, jf. SSL § 13, stk. 1. Vurderingsplanen skal godkendes af Ligningsrådet, jf. SSL § 18, stk. 1. Endvidere forsyner Told- og Skattestyrelsen vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug for vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til fremgangsmåden og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve vurderingen. Disse planer og anvisninger forelægges Ligningsrådet. Godkendte planer og anvisninger skal følges af vurderingsmyndighederne, jf. SSL § 13.

Den lokale told- og skatteregion fører på Told- og Skattestyrelsens og Ligningsrådets vegne tilsynet med, at vurderingen af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde indenfor skyldkredse, hvor regionen fører tilsyn med ejendomsvurderingen, jf. SSL § 16, stk. 1. Told- og skatteregionen har adgang til indsigt i vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til at deltage i vurderings- og skyldrådenes møder og forhandlinger uden stemmeret og til at udtage vurderingssager til gennemgang, jf. SSL § 14, stk. 2 og 3.

Som led i tilsynsudøvelsen kan Told- og Skattestyrelsen udtage vurderingssager til gennemgang, jf. SSL § 14, stk. 3. Told- og Skattestyrelsen kan pålægge vedkommende vurderingsråd at foretage en vurdering, hvis vurderingen med urette ikke er foretaget tidligere, jf. SSL § 14, stk. 6. Told- og Skattestyrelsen kan ikke ændre en vurdering foretaget af vurderingsmyndighederne, men kan forelægge sagen for Ligningsrådet, som kan ændre vurderingen, jf. § SSL 19, stk. 1. Med hjemmel i SSL § 17, stk. 3 har skatteministeren i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 5 efter indstilling fra Ligningsrådet tillagt de told- og skatteregioner, der fører tilsyn med et skyldråd, Ligningsrådets kompetence efter SSL § 19, stk. 1, 1. pkt., til at ændre ejendomsvurderinger. Disse told- og skatteregioner har således også en revisionsbeføjelse i relation til ejendomsvurderingerne. Det gælder dog ikke i det omfang Told- og Skattestyrelsen i samråd med Ligningsrådets formand udtager en ejendomsvurdering til forelæggelse for Ligningsrådet. Herudover omfatter tilsynsbeføjelsen sagsbehandling af klager over vurderingsmyndighedernes sagsbehandling.

A.2.2.1.3 Arbejdsgiverkontrol og AM-bidrag

Arbejdsgiverkontrol

Arbejdsgiverkontrollen er betegnelsen for den kontrol myndighederne fører med, at arbejdsgivere mv., der efter kildeskatteloven og andre love skal foretage indeholdelse af kildeskat i udbetalinger eller godskrivninger, overholder krav om indeholdelse, afregning og indberetning.

Arbejdsgiverkontrollens beføjelser fremgår af kildeskattelovens § 86, arbejdsmarkedsfondslovens § 14 og SKL § 6 A. Kontrolbeføjelserne i arbejdsmarkedsfondslovens § 14 finder tilsvarende anvendelse for SP-bidraget, jf. § 17 F, stk. 1 i ATP-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 20. oktober 1998. I sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 er kompetencen til at træffe afgørelse som arbejdsgiverkontrol lagt ud til told-og skatteregionerne i 1. instans.

Arbejdsgiverkontrollen omfatter administration og kontrol af virksomhedernes indeholdelse af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag (herefter AM-bidrag) og den særlige pensionsopsparing (herefter SP-bidrag) for lønmodtagere, opgørelse og beregning af selvstændige erhvervsdrivendes AM-bidrag samt opfyldelse af de tilhørende indberetningspligter. Arbejdsgiverkontrollen har til formål at sikre en korrekt afregning fra virksomhederne af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag. Kontrollen har endvidere til formål at sikre, at virksomhedernes indberetningspligter er opfyldt på en måde, der kan give et korrekt grundlag for de kommunale skattemyndigheders ligning af indkomstmodtagere. Kontrollen kan gennemføres på grundlag af indkaldt materiale, eller ved et besøg i virksomheden, eventuelt i forbindelse med andre kontroller, fx på moms-, told- og/eller skatteområdet i øvrigt.

AM-bidrag

Herudover træffer told- og skatteregionerne afgørelse i 1. instans i alle sager efter arbejdsmarkedsfondsloven. Dette gælder fx afgørelser af, hvilke personer, der er bidragspligtige efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, og af, om en bestemt indkomst udgør et bidragsgrundlag efter arbejdsmarkedsfondslovens § 8.

A.2.2.1.4 Moms og afgifter

I momsloven og punktafgiftslovene er det fastsat, at skatteministeren kan bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelse efter disse love.

I henhold til momslovens § 78 og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 træffer told- og skatteregionerne afgørelse i 1. instans i alle sager efter momsloven, bortset fra de afgørelser hvor toldcentrene træffer afgørelse i 1. instans i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, eller når en opgave er dekoncentreret i henhold til sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 3 eller § 7, stk. 2.

I henhold til diverse afgiftslove træffer regionerne afgørelse i 1. instans i en række spørgsmål inden for afgiftsområdet. Det drejer sig fx om afgørelser om afgiftsgrundlaget i bred forstand, herunder opgørelse af den afgiftspligtige vægt/mængde, omfanget af afgiftsfritagelser, omfanget af afgiftsgodtgørelser og den afgiftspligtige værdi.

A.2.2.1.5 Told

Toldmyndigheden er ifølge Toldkodeksen art. 4, stk. 3 "myndigheder, der bla. har beføjelse til at håndhæve toldforskrifterne."

I henhold til toldlovens § 71 og sagsudlægningsbekendtgørelsens § 7 træffer toldcentrene afgørelse i 1. instans efter følgende bestemmelser indenfor deres forretningsområde, bortset fra afgørelser om virksomhedsregistrering, betaling og inddrivelse

Toldloven

Momslovens § 12, § 26, § 32, stk. 1-3 og § 45, stk. 6 samt § 32, stk. 4 bortset fra afgørelser om afgiftsoplag efter § 11 A, § 36, § 46, stk. 4 og § 61

Andre afgiftslove, i det omfang den pågældende lov henviser til, at de regler, der er nævnt i nr. 1 og nr. 2 finder anvendelse

De 8 toldcentres forretningsområde (stedlig kompetence) er fastlagt i inddelingsbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 196 af 21. marts 2000) § 2.

A.2.2.1.6 Gevinstgivende spilleautomater

Spillemyndigheden

Ifølge lov nr. 462 af 31. maj 2000 om gevinstgivende spilleautomater er skatteministeren, eller den skatteministeren bemyndiger hertil, spillemyndighed. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 25 er direktøren for Told- og Skattestyrelsen eller den direktøren bemyndiger dertil spillemyndighed.

Ifølge TSS-cirkulære 2000-45 har direktøren for Told- og Skattestyrelsen bemyndiget den nyoprettede spillemyndighed til at træffe afgørelse i 1. instans efter loven. Spillemyndigheden en enhed i Told- og Skattestyrelsen. Spillemyndigheden udgør ikke en selvstændig forvaltningsmyndighed i forhold til den øvrige del af Told- og Skattestyrelsen.

Spillemyndighedens opgave er at behandle ansøgninger om tilladelse til opstilling og drift af spilleautomater. Herudover skal spillemyndigheden påse, at spil på spilleautomater udbydes i overensstemmelse med loven, og at eventuelle vilkår for tilladelsen, som spillemyndigheden har udstedt, overholdes.

Told- og skatteregionerne

Ud over de afgørelser der træffes af spillemyndigheden, kan skatteministeren ifølge lovens § 35 bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter lovens § 36 i 1. instans. Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsen § 2 træffer told- og skatteregionerne herefter afgørelse i første instans.

Ifølge TSS-cirkulære 2000-45 har direktøren for Told- og Skattestyrelsen endvidere bemyndiget told- og skatteregionerne til at opkræve og inddrive det gebyr, der af spillemyndigheden skal opkræves efter § 3, stk. 3 i loven om gevinstgivende spilleautomater.

A.2.2.1.7 Dekoncentrerede opgaver (alle områder)

I samtlige skatte-, told- og afgiftslove findes en bestemmelse om, at skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til træffe afgørelser efter den pågældende lov. Bestemmelserne er udmøntet i sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 2, stk. 3 kan direktøren for Told- og Skattestyrelsen i de i § 2, stk. 1 og 2 nævnte tilfælde, dvs. tilfælde, hvor kompetencen i 1. instans ligger hos told- og skatteregionerne, respektive Københavns eller Frederiksberg kommuner, bemyndige en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner til at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende alle sager på et bestemt område (dekoncentreret opgavevaretagelse).

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 7, stk. 2 kan direktøren for Told- og Skattestyrelsen i de i § 7, stk. 1 nævnte tilfælde, dvs. tilfælde, hvor kompetencen i 1. instans ligger hos toldcentrene bemyndige et enkelt eller enkelte toldcentre til at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende alle sager på et bestemt område (dekoncentreret opgavevaretagelse).

Direktøren for Told- og Skattestyrelsen har efter § 2, stk. 3 og § 7, stk. 2 i sagsudlægningsbekendtgørelsen dekoncentreret afgørelsen i en række sagstyper til en enkelt eller enkelte told- skatteregioner og toldcentre. Bilag 3 er en oversigt over de opgaver, der er dekoncentreret til en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner og toldcentre.

A.2.3 Ligningsrådet

Forretningsorden for Ligningsrådet (bekendtgørelse nr. 201 af 23. marts 1990) indeholder nærmere regler om rådets sammensætning, tilforordnede, rådets afdelinger og udvalg, rådets virksomhedsområde, rådets møder og afgørelser, protokol, genoptagelse, delegation, repræsentation og endelig bestemmelser om offentliggørelse af rådets afgørelser. Om sagsbehandling ved klage til Ligningsrådet, se afsnit H.7.5.

Sammensætning

Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Heraf vælger Folketinget 6 medlemmer, mens 13 medlemmer, herunder formanden, vælges af skatteministeren. Blandt de medlemmer skatteministeren vælger skal der være repræsentanter for en række interesseorganisationer og for kommunerne. Ligningsrådets medlemmer skal opfylde de almindelige habilitetsregler.

Herudover deltager to repræsentanter fra Skatteministeriets departement som tilforordnede i rådets forhandlinger. De har dog ingen stemmeret, jf. forretningsordenens § 1, stk. 3. De tilforordnedes opgave er primært at melde tilbage til det politiske system, hvis der fx konstateres lovgivningsmæssige uhensigtsmæssigheder under rådets møder.

Endelig deltager repræsentanter fra Told- og Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet for at forelægge de sager, som efter dagsordenen skal behandles på mødet. De pågældende medarbejdere har adgang til at deltage i rådets drøftelser, men har ingen stemmeret, jf. forretningsordenens § 1, stk. 4.

Ligningsrådet har mulighed for at nedsætte udvalg til at foretage undersøgelser og afgive indstilling til rådet, jf. forretningsordenens § 3.

Møder

Ligningsrådet afholder sine møder i Told- og Skattestyrelsens lokaler. Møderne afholdes i praksis ca. hver 4. tirsdag. Ligningsrådet kan beslutte, at nogle af møderne skal være skriftlige.

Til hvert møde skal medlemmerne indkaldes skriftligt og med mindst 7 dages varsel, jf. forretningsordenens § 6. Formanden fastsætter mødets dagsorden, der så vidt muligt skal udsendes til medlemmerne samtidig med mødeindkaldelsen. Dagsordenen skal indeholde en fortegnelse over de sager, der skal behandles på mødet, jf. forretningsordenens § 6, stk. 4. Når en sag er optaget på dagsordenen, kan medlemmerne kræve sagen fremlagt til gennemsyn i Told- og Skattestyrelsen. Ethvert medlem kan kræve, at alt materiale der vedrører en sag, der behandles af Ligningsrådet, forelægges på selve rådsmødet, jf. forretningsordenens § 7, stk. 3.

Afstemning

Ligningsrådets afgørelser træffes ved afstemning, jf. forretningsordenens § 9, stk. 7. Afstemningen afgøres ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ministeren kan ikke give rådets medlemmer tjenestebefaling med hensyn til, hvordan de skal stemme i sagerne.

Protokol

Over forhandlingerne i rådets møder føres en protokol, der skal indeholde følgende

Dato for mødets afholdelse

Klokkeslet for mødets begyndelse og slutning

Fortegnelse over mødedeltagerne

Referat af forelæggelserne. Sagerne angives med fornøden identifikation og emne

Hovedpunkterne i sagerne, rådets bemærkninger til disse samt afgørelserne

Har en borger/virksomhed eller en skattemyndighed haft foretræde for rådet ved mødet, skal de pågældendes indlæg refereres

Såfremt rådets afgørelse afviger fra styrelsens indstilling, skal begrundelsen herfor fremgå af protokollen

Bemærkninger, som et medlem har krævet tilført protokollen

Oplysning om, hvorvidt en sag er afgjort ved afstemning, og i så fald de enkelte medlemmers stemmeafgivelse

Oplysning om, hvorvidt et medlem er anset for inhabilt i en sag

Eventuelle bemærkninger, som et medlem, der er blevet udelukket fra at deltage i en forhandling på grund af mulig inhabilitet, kræver tilført til protokollen.

Ligningsrådets opgaver

Ligningsrådet er sammen med Told- og Skattestyrelsen den øverste lignings- og ejendomsvurderingsmyndighed. De pågældende myndigheder udgør dermed øverste plan-, tilsyns- og revisionsmyndighed og kan som sådan gribe ind direkte eller indirekte i instanserne under disse. Ligningsrådets (og Told- og Skattestyrelsens) virke i egenskab af øverste lignings- og ejendomsvurderingsmyndighed er reguleret i skattestyrelsesloven. Styrelsen står for den daglige administration, mens Ligningsrådet udsteder retningslinier herfor, jf. SSL § 17, stk. 1. Ligningsrådets opgave er at fastlægge retningslinjer for Told- og Skattestyrelsens administration af personligningen, ligningen af dødsboer og ejendomsvurderingen. Endvidere fører Ligningsrådet tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed, jf. SSL § 17, stk. 1. Til brug for ligningen udsendes den årlige ligningsplan, og til brug for tilsynet udsendes den årlige tilsynsplan. Herudover skal Ligningsrådet godkende de cirkulærer og anvisninger, som Told- og Skattestyrelsen udarbejder, jf. SSL § 13, stk. 3.

Rådet kan efter § SSL 18, stk. 3, give en kommune bindende direktiver for ligningsarbejdet vedrørende personer og dødsboer. Direktivet udstedes efter en indstilling herom fra Told- og Skattestyrelsen, efter at det er konstateret, at en kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet. Direktivet rettes direkte til kommunalbestyrelsen for den pågældende kommune. Det kan eksempelvis pålægges kommunen at lade ligningsarbejdet udføre ved ekstern sagkyndig bistand. Ligningsrådet kan dog ikke bestemme, hvem kommunen skal engagere som ekstern sagkyndig.

Efter SSL § 19 kan Ligningsrådet efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen optage ansættelser og ejendomsvurderinger til påkendelse og foretage ændringer deri. Ligningsrådet fører ikke tilsyn med ligningen af juridiske personer, ligesom rådet ikke kan udstede retningslinier herfor.

Ligningsrådet kan endvidere ændre en skatteansættelse, som skatteankenævnet har afgjort. Det er Ligningsrådets praksis, at rådet kun ændrer skatteankenævnets kendelser, hvis de er urigtige og rækker ud over den konkrete sag eller har stor provenumæssig betydning. Ligningsrådet har været meget tilbageholdende med at tilsidesætte skatteankenævnenes afgørelser, fordi rådet ikke vil fremstå som en alternativ klageinstans i strid med intentionerne i skattestyrelsesloven. Dette gælder naturligvis især i de tilfælde, hvor skatteyderen kan påklage skatteankenævnets kendelse til Landsskatteretten.

De særlige regler om skatteydernes adgang til at opnå bindende forhåndsbesked ved Ligningsrådet er omtalt nærmere i afsnit C.1.

Endelig er Ligningsrådet ved forskellige lovbestemmelser og via sagsudlægningsbekendtgørelsen tillagt en række andre opgaver og beføjelser, såvel vedrørende fysiske som juridiske personer. Bla. er Ligningsrådet klageinstans for en række afgørelser, se nærmere herom i afsnit H.7.5.

Ligningsrådet kan bemyndige Told- og Skattestyrelsen til at træffe afgørelse på rådets vegne i nærmere afgrænsede grupper af sager, hvor rådet har fastlagt en praksis ved afgørelsen eller har fastlagt retningslinier for sagernes behandling og afgørelse, jf. forretningsordenens § 13.

A.2.4 Landsskatteretten

Landsskatteretten er den endelige administrative klageinstans for en række afgørelser vedrørende told, skat, moms, afgifter og arbejdsgiverkontrol. Landsskatteretten er organisatorisk placeret som en del af Skatteministeriet, men er uafhængig i sin sagsbehandling. Dvs. Landsskatteretten kan ikke ved tjenestebefaling pålægges at træffe en bestemt afgørelse i en konkret sag. Landsskatteretten er et nævn, og altså ikke en domstol.

Landsskatterettens forretningsorden, jf. bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 indeholder regler om Landsskatterettens organisation, afvisning af klager, sagsforberedelsen, rettens afgørelser, retsmøder, udfærdigelse af kendelser, tilbagekaldelse, genoptagelsessager, repræsentation, klageafgifter og offentliggørelse af rettens afgørelser. Om klagesagsbehandlingen i Landsskatteretten henvises til afsnit H.7.3.

Sammensætning

Retten er et kollegialt organ, der består af en retspræsident, et antal retsformænd, et antal retsmedlemmer samt 30 ordinære medlemmer, hvoraf Folketinget vælger 11 og skatteministeren beskikker 19 medlemmer, jf. SSL § 20, stk. 2 og § 1, stk. 1 i forretningsorden for Landsskatteretten. To af retsmedlemmerne, der beskikkes af skatteministeren, er alene beskikket til at deltage i afgørelsen af klager, der efter lov om registrering af motorkøretøjer mv., kan indbringes for Landsskatteretten. Retspræsidenten og mindst 9 af de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer, jf. SSL § 20, stk. 4.

Landsskatterettens medlemmer skal herudover opfylde de almindelige habilitetsregler i FVL § 3.

Møder og afstemning

Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en skriftlig votering eller på grundlag af en mundtlig votering i et retsmøde. I en afgørelse skal som udgangspunkt deltage mindst 3 retsmedlemmer, heraf mindst en retsformand, jf. SSL § 20, stk. 5. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens (eller ældste retsformands) stemme afgørende.

Protokol

Der føres protokol over retsmøder i Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 16. Protokollen skal indeholde følgende

dato og klokkeslet for mødets begyndelse og afslutning

identifikation af sagen

afgørelsen af sagen

oplysning om hvem der var til stede under behandlingen af sagen

evt. mindretalsvota og begrundelserne herfor

evt. afgørelser vedrørende et retsmedlems inhabilitet

Landsskatterettens opgaver

Landsskatterettens virksomhed er opregnet i SSL § 23, stk. 1, nr. 1-7. Herudover er Landsskatteretten tillagt kompetence til at afgøre klager som nævnt i sagsudlægsningsbekendtgørelsens § 20. SSL § 23, stk. 2, indeholder en regel om, at en lovhjemlet adgang til at klage til en anden administrativ myndighed på området skal være udnyttet, for at Landsskatteretten kan behandle sagen. Landsskatteretten kan dog beslutte at behandle klagen, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. TfS 1998, 224 LSR. Både klager og skattemyndighederne har adgang til at få prøvet Landsskatterettens afgørelse ved domstolene, jf. SSL §§ 31-33 og afsnit I . Om klagevejene henvises i øvrigt til afsnit H .

Genoptagelseskompetence

Landsskatteretten kan genoptage sin egen afgørelse efter anmodning fra klageren, jf. SSL § 29. Dette kræver dog, at der forelægges oplysninger for Landsskatteretten, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere. Efter SSL § 29, stk. 2 kan Landsskatteretten, når ganske særlige omstændigheder taler derfor, se bort fra genoptagelseskriterierne i § 29, stk. 1. Som eksempel kan nævnes, at Landsskatteretten har afsagt en kendelse, der vedrører et spørgsmål, som samtidig verserer for domstolene, og hvor domstolsafgørelsen tilsidesætter hidtidig landsskatteretspraksis. Det forudsættes, at bestemmelsen administreres restriktivt, idet retsmidlet mod Landsskatterettens kendelser fortsat må være indbringelse for domstolene. Forfølger en klager ikke sin opfattelse gennem indbringelse for domstolene, skal der foreligge særlige omstændigheder, der taler afgørende for at tillade genoptagelse, se fx TfS 2000, 816 LSR.

Det antages, at SSL § 29, stk. 2 giver hjemmel til, at Landskatteretten i et meget begrænset omfang kan give forhåndstilsagn om genoptagelse af afsagte landsskatteretskendelser, nemlig i tilfælde hvor klageren kan påvise, at der verserer en helt identisk sag for domstolene, således at udfaldet af dommen må antages at ville kunne lægges direkte til grund for den sag, der har været forelagt Landsskatteretten.

Anvendelse af § SSL 29, stk. 2 i toldsager vil formentlig ikke være mulig på grund af 3-årsfristen i toldkodeksens art. 236, se afsnit G.7.

Påkendelseskompetence/Skat

Landsskatteretten er sidste administrative klageinstans i ligningssystemet. Kompetenceområdet omfatter efter SSL § 24

spørgsmål om skattepligt efter lovgivningens regler om indkomstskat til staten,

spørgsmålet om en skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl,

spørgsmål om indkomst er ansat eller skatten beregnet forkert, og

spørgsmål om at skatteansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for skatteansættelsens foretagelse

Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål om forældelse af skattekrav, der opstår i forbindelse med de statslige eller kommunale myndigheders inddrivelse af skattekrav, da den administrative prøvelse heraf tilkommer de statslige told- og skattemyndigheder. Den kompetence, der er tillagt Landsskatteretten i SSL § 24, stk. 1, nr. 5, er alene en kompetence til at afgøre spørgsmål om, hvorvidt der forelå forældelse på tidspunktet, hvor den påklagede skatteansættelse blev foretaget. Spørgsmål om strafansvar for urigtig selvangivelse, opkrævningsspørgsmål, spørgsmål om afgivelse af kontroloplysninger, spørgsmål om henstand og eftergivelse, spørgsmål om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål falder ligeledes som udgangspunkt uden for Landsskatterettens kompetenceområde. Som konsekvens heraf tager Landsskatteretten heller ikke spørgsmål om beregning og opkrævning af morarenter under påkendelse.

Landsskatteretten kan alene ændre de forhold i en skatteansættelse, der er klaget over, og sådanne andre forhold i skatteansættelsen, der er en følge af en ændring af det forhold, der er klaget over. Landsskatteretten er ikke bundet af ansættelsesfristerne i SSL § 34 og § 35. Ønsker skattemyndighederne andre forhold i skatteansættelsen ændret, må spørgsmålet tages op af den skattemyndighed, der har ansættelseskompetencen i første instans, jf. SSL § 3, stk. 3, § 35, stk. 4 og § 36. Endvidere gælder der frister for klage, se afsnit H.

Ejendomsvurdering

Landsskatteretten påkender klager over skyldrådenes, told- og skatteregionernes og Ligningsrådets ejendomsvurderinger, jf. vurderingslovens § 46, stk. 1. Landsskatteretten kan alene ændre de forhold i en vurdering, der er klaget over, og sådanne andre forhold i vurderingen, der er en følge af en ændring af det forhold, der er klaget over. Ønsker en vurderingsmyndighed at ændre andre forhold i en ejendomsvurdering end de påklagede, må myndigheden forelægge spørgsmålet for den told- og skatteregion, der fører tilsyn med ejendomsvurderingen med henblik på optagelse af vurderingen til revision, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 5.

Afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

Herudover er Landsskatteretten sidste administrative instans for en række afgørelser efter bla. kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven. Der henvises til bilag 4 , som opremser de bestemmelser i de forskellige love, der giver klageadgang til Landsskatteretten. Listen er udtømmende, hvilket medfører, at afgørelser ikke kan påklages til Landsskatteretten, hvis de ikke er nævnt i bilaget. Sådanne afgørelser kan som hovedregel påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Landsskatteretten kan alene ændre de forhold, der er klaget over, og de forhold, der er en følge af en ændring af det forhold, der er klaget over.

SSL § 24, stk. 1, nr. 5 om forældelse gælder også her, således at Landsskatteretten har kompetence til at afgøre spørgsmål om, hvorvidt der forelå forældelse på tidspunktet, hvor den oprindelige afgørelse blev truffet.

SSL § 24, stk. 1, nr. 2 om ugyldighed på grund af formelle fejl må også antages at gælde her, således at Landsskatteretten også her har kompetence til at afgøre spørgsmål om ugyldighed.

Moms, told, afgifter

Landsskatteretten er endvidere sidste administrative instans for en række afgørelser efter bla. momsloven, toldloven, lønsumsafgiftsloven og punktafgiftslovene. Der henvises til bilag 4, som opremser de bestemmelser i de forskellige love, der giver klageadgang til Landsskatteretten.

Listen er udtømmende, hvilket medfører, at afgørelser ikke kan påklages til Landsskatteretten, hvis de ikke er nævnt i bilaget. Sådanne afgørelser kan som hovedregel påklages til Told- og Skattestyrelsen.

Landsskatteretten kan alene ændre de forhold, der er klaget over, og de forhold, der er en følge af en ændring af det forhold, der er klaget over. Landsskatteretten er på toldområdet bundet af 3-års fristen i Toldkodeksen art. 236, jf. afsnit G.7.

Ifølge TfS 1999, 445 LSR omfattede Landsskatterettens kompetence i spørgsmål om afgiftsberegning efter registreringsafgiftsloven, også spørgsmål om overgangsreglerne i en ændringslov til registreringsafgiftsloven. Derimod havde Landsskatteretten ikke kompetence til at tage stilling til, om en told- og skatteregion havde handlet ansvarspådragende.

SSL § 24, stk. 1, nr. 5 om forældelse gælder også uden for skatteområdet, således at Landsskatteretten også her har kompetence til at afgøre spørgsmål om, hvorvidt der forelå forældelse på tidspunktet, hvor den oprindelige afgørelse blev truffet.

SSL § 24, stk. 1, nr. 2 om ugyldighed på grund af formelle fejl må også antages at gælde uden for skatteområdet, således at Landsskatteretten også her har kompetence til at afgøre spørgsmål om ugyldighed.

A.3. Saglig og stedlig kompetence og kompetenceafgrænsning

En forvaltningsmyndigheds kompetenceområde afgrænses ud fra reglerne om den saglige og stedlige kompetencefordeling.

Saglig kompetence

Reglerne om saglig kompetencefordeling bygger bl.a. på den forudsætning, at visse forvaltningsmyndigheder er særligt velegnede til at tage sig af bestemte forvaltningsopgaver i kraft af deres særlige sagkundskab og opsamlede erfaring, herunder at træffe bestemte typer af afgørelser. Den saglige kompetencefordeling indeholder derfor en fordeling af opgaver mellem forskellige myndigheder efter opgavernes art. Reglerne om saglig kompetence findes bla. i sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Saglig inkompetence

Saglig inkompetence foreligger, hvis en forvaltningsmyndighed træffer afgørelse vedrørende et forhold, der efter sin art hører under en anden forvaltningsmyndighed. I FOB 1999. 341 havde en told- og skatteregion truffet afgørelse om en husejers begæring om aktindsigt i skyldrådets klagesager. Da en anmodning om aktindsigt i en afgørelsessag, skal afgøres af den myndighed, som har afgørelseskompetencen i sagen (her skyldrådet), var der tale om saglig inkompetence. Det forhold, at materiale om skyldrådets klagesager, blev sendt til regionen som tilsynsmyndighed, bevirkede ikke, at regionen havde kompetence til træffe afgørelse om aktindsigt i 1. instans.

Stedlig kompetence

Reglerne om stedlig kompetence fordeler ensartede forvaltningsopgaver mellem flere sideordnede forvaltningsmyndigheder, således at hver myndighed får tildelt sit stedlige forretningsområde.

Kommunalbestyrelsen i en kommune, der mener, at den skattekommune, der er udpeget for en skattepligtig, ikke er den rette, kan, for så vidt angår personer, der var skattepligtige den 5. september forud for det pågældende kalenderår, rejse indsigelse herimod, jf. lov om kommunal indkomstskat § 2, stk. 3. Indsigelsen skal rejses inden den 1. marts i kalenderåret. Spørgsmålet om rette skattekommune skal herefter så vidt muligt søges løst ved aftale mellem kommunerne. Sager, hvori der ikke kan opnås enighed, afgøres af indenrigsministeriet.

Efter SSL § 15 har skatteministeren fastsat landets inddeling i told- og skatteregioner og toldcentre, jf. bekendtgørelse 196 af 21. marts 2000 . Fordelingen af opgaver på de enkelte regioners forretningsområder er som udgangspunkt foretaget ud fra sagernes stedlige tilknytning, fx en kommune, en parts bopæl, en fast ejendoms beliggenhed eller registrering i CVR-registret under den pågældende regions regionsnummer.

En stedlig kompetenceregel kan være begrundet i, at et vist stedkendskab vil være nødvendigt ved varetagelsen af en bestemt opgave. En stedlig kompetenceregel kan også være begrundet i en rent praktisk arbejdsdeling mellem sideordnede myndigheder.

Stedlig inkompetence

Der er tale om stedlig inkompetence, hvis en kommunal skattemyndighed foretager en skatteansættelse, som hører under en anden kommune, eller hvis en region træffer en afgørelse vedrørende en borger/virksomhed, som hører under en anden region. I FOB 1998. 304 forelå der stedlig inkompetence, idet en skatteforvaltning traf en afgørelse vedrørende en skattepligtig i en anden kommune. Der vil være tale om stedlig inkompetence, selv om den stedlige kompetenceregel ikke kan opfattes som en garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed, men alene som her er udtryk for en arbejdsdeling mellem sideordnede forvaltningsmyndigheder. Da told- og skatteregionerne/toldcentrene på de fleste områder besidder samme saglige kompetence, kan regionerne/toldcentrene som udgangspunkt gennemføre opgaver hver for sig, i samarbejde eller efter aftale på tværs af deres stedlige forretningsområde. Selvom sagsforberedelsen evt. er foretaget i samarbejde mellem regioner og/eller på tværs af regionernes/toldcentrenes forretningsområder, skal kontakten med borgeren/virksomheden, (fx breve, partshøring, evt. møder samt selve afgørelsen), altid varetages af den stedligt kompetente myndighed, selvom den stedlige kompetence udelukkende er baseret på en arbejdsdeling mellem myndighederne. Den stedligt inkompetente myndighed kan ikke indhente bemyndigelse fra den stedligt kompetente myndighed til at træffe afgørelse på den stedligt kompetente myndigheds forretningsområde.

Om konsekvenserne af inkompetence, se afsnit F .

Kompetenceafgrænsning

De kommunale skattemyndigheder og de statslige skattemyndigheder

Efter SSL § 3, stk. 3, 1. pkt. kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage eller ændre en skatteansættelse, i det omfang en anden skattemyndighed har taget ligningsmæssig stilling til ansættelsen. Den kommunale skattemyndighed kan derimod ændre andre forhold i skatteansættelsen end dem, som den anden skattemyndighed har taget stilling til. I TfS 2000, 248 ØLD var et skatteankenævns kendelse om en dispositions betydning for et andet indkomstår og dens betydning for anvendelse af andre skatteretlige regler, ikke til hinder for, at den kommunale skattemyndighed foretog ændring af en skatteansættelse for året før.

Skatteankenævnet har ikke kompetence til at tage ligningsmæssig stilling til det efterfølgende år, når dette ikke er omfattet af klagen. Hvis skatteankenævnet som led i en begrundelse har anført, hvad konsekvenserne af skatteankenævnets afgørelse vil blive for den skattepligtiges ansættelse det efterfølgende år, er skatteforvaltningen ikke bundet af skatteankenævnets opfattelse ved ligningen af det efterfølgende år, jf. TfS 1998, 115 VLD. Heller ikke den skattepligtige kan i denne situation støtte ret på skatteankenævnets tilkendegivelse.

Det forhold, at Told- og Skattestyrelsen havde afgivet en vejledende udtalelse til en kommunal skattemyndighed til brug for flere konkrete sager, medførte ikke, at skatteansættelserne var foretaget i strid med SSL § 3, stk. 3, jf. TfS 2000, 958 LSR. Told- og Skattestyrelsen havde anført i udtalelsen, at den alene var vejledende, og at spørgsmålet hørte under ligningen med klageadgang i sædvanlig instansfølge, og at den skatteansættende myndighed derfor ikke var forpligtet til at følge udtalelsen.

Ifølge SSL § 3, stk. 3, 2. og 3. pkt. kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage eller ændre en skatteansættelse for et indkomstår, i det omfang en anden skattemyndighed har ansættelsen under ligningsmæssig behandling. Den kommunale skattemyndighed kan dog ændre andre forhold i skatteansættelsen end dem, som den anden skattemyndighed har under behandling, hvis den kommunale skatteforvaltning underretter den anden skattemyndighed om den påtænkte ændring i rimelig tid før ansættelsesændringens foretagelse. Denne underretningspligt gælder også tilfælde, hvor en klageinstans har stillet behandlingen af en klage i bero indtil videre - fx hvis skatteankenævnet afventer en ledende landsskatteretskendelse - uden formelt at have afsluttet klagebehandlingen. Underretningen foretages praktisk ved at sende kopi af agterskrivelsen til den anden skattemyndighed, samtidig med at agterskrivelsen sendes til den skattepligtige. På grundlag af underretningen afgør den anden skattemyndighed, om der er sammenfald i de forhold i ansættelsen, der behandles af de to myndigheder. Meddelelse om sammenfald gives skriftligt.

Det forhold, at de statslige skattemyndigheder, som et led i overvejelser om tiltalebegæring, har foretaget en bedømmelse af de underliggende skattespørgsmål, kan ikke afskære de kommunale skattemyndigheder fra at ændre skatteansættelsen, når de statslige skattemyndigheder ikke har truffet nogen afgørelse eller har givet nogen vejledning eller instruks vedrørende selve skatteansættelsen, jf. TfS 1999, 488 VLD og TfS 1999, 489 VLD.

Skatteankenævn og den statslige told- og skatteforvaltning

Hvis det oplyses over for et skatteankenævn, at de statslige skattemyndigheder har indledt en revisionsmæssig undersøgelse af den påklagede afgørelse, skal nævnet midlertidigt standse klagebehandlingen, jf. forretningsorden for skatteankenævn § 12, stk. 3.

Som nævnt kan den statslige told- og skatteforvaltning ændre de ansættelser, der er foretaget af de kommunale skatteforvaltninger. Told- og skatteforvaltningen har ikke samme beføjelse til at ændre afgørelser truffet af skatteankenævnet. Told- og skatteforvaltningen kan heller ikke udstede direktiver for skatteankenævnets arbejde. Told- og skatteforvaltningen kan tilkendegive sin mening overfor skatteankenævnet efter anmodning eller af egen drift.

Told- og skatteforvaltningen kan endvidere forelægge skatteankenævnets afgørelse for Ligningsrådet til evt. ændring, jf. afsnit A.2.3.

Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling

Efter SSL § 36, stk. 1 kan skatteankenævnet - eller de statslige told- og skattemyndigheder - ikke ændre en skatteansættelse for et indkomstår, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget ligningsmæssig stilling til det pågældende punkt i ansættelsen. Skatteankenævnet - og de statslige told- og skatteforvaltninger - kan dog ændre andre forhold i ansættelsen end dem, som Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til. For sager, der forelægges Ligningsrådet med indstilling om en egentlig ansættelsesændring, er der tale om, at der træffes en lovfæstet afgørelse af et uafhængigt råd. Det vil sige, at skatteministeren henholdsvis Told- og Skattestyrelsen ikke kan ændre afgørelsen. Ligningsrådet kan ikke træffe afgørelse om forhold, som Landsskatteretten har afgjort.

Undtagelsen i SSL § 35, stk. 4

Hovedreglen i SSL § 36 om, at en underordnet myndighed ikke kan træffe afgørelse hvis en overordnet myndighed har truffet afgørelse i sagen, fraviges positivt i SSL § 35, stk 4. Herefter kan en skatteansættende myndighed som udgangspunkt ændre en skatteansættelse fra og med indkomståret 1997, selv om et skatteankenævn, Landsskatteretten eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til samme punkt, når ændringen er begrundet med et af de objektive kriterier, der efter SSL § 35, stk. 1 åbner for en ekstraordinær skatteansættelse, jf. SSL § 35, stk. 4. Der henvises til beskrivelsen i G.3.2.1.

Arbejdsgiverkontrol og kommunale skattemyndigheder

En arbejdsgiverkontrol medfører ofte, at regionen bliver opmærksom på forhold, der har betydning for ligningen af den indeholdelsespligtige eller ansatte hos den indeholdelsespligtige. Arbejdsgiverkontrollens afgørelser om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag er opkrævningsmæssige afgørelser, der (bortset fra tilfælde, hvor der er grundlag for hæftelse) har fremtidig virkning. Alle forhold, som regionen opkrævningsmæssigt har taget stilling til, skal derfor ligningsmæssigt bedømmes af de kommunale skattemyndigheder. Den kommunale skattemyndighed har som ligningsmyndighed pligt til at foretage en selvstændig oplysning, vurdering og begrundelse af den konkrete sag. Arbejdsgiverkontrollens kontroloplysninger for fremtiden er derfor ikke bindende for de lignende myndigheder. Hvis de kommunale skattemyndigheder kommer til et andet resultat end arbejdsgiverkontrollen - fx på grund af nye oplysninger i sagen - er regionen som tilsynsmyndighed forpligtet til at sikre, at der er tale om en ligningsmæssig korrekt afgørelse. Er dette tilfældet, skal arbejdsgiverkontrollens afgørelse ændres. I situationer, hvor en ansat i virksomheden slutlignes i en kommune uden for regionens område, må bestemmelsen i SSL § 12 om regionens tilsynspligt i relation til ensartet ligning sikres ved aftale mellem virksomhedens registreringsregion og den region, som den ansattes slutligningskommune hører til.

I TfS 1998, 792 LSR kunne en indeholdelsespligtig ikke støtte ret på skattemyndighedernes forudsætningsvise godkendelse af et honorars udbetaling som B-indkomst hos indkomstmodtageren, idet der ikke forelå en positiv tilkendegivelse i form af en ligningsmæssig stillingtagen. Landsskatteretten bemærkede i den forbindelse, at told- og skatteregionerne var rette myndighed for den indeholdelsespligtige i sager om arbejdsgiverkontrol.

Moms, told og afgifter

Det følger af de almindelige forvaltningsretlige principper, at en underordnet myndighed ikke må træffe afgørelse, hvis en overordnet myndighed har taget stilling til spørgsmålet. Det vil sige, at told- og skatteregionerne og toldcentrene ikke må træffe afgørelse i en sag, som Told- og Skattestyrelsen og Landsskatteretten har taget stilling til.

Endvidere kan Told- og Skattestyrelsen ikke ændre en afgørelse, som Landsskatteretten har truffet.

Stor vejledning 2001

A.1. De lokale skattemyndigheder

A.2. De statslige told- og skattemyndigheder

A.3. Saglig og stedlig kompetence og kompetenceafgrænsning

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →