Legislator Case Law & Legislation
E20008T00007 DK

TOLDVEJLEDNING 2000 A.5 VAREBESTEMMELSER

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2000

Toldvejledning 2000

A.5 Varebestemmelser

Hvad er varebestemmelser

Varebestemmelser er særlige kontrolforanstaltninger, der gælder for indførsel og udførsel af varer. Varebestemmelser er begrundet bl.a. i hensynet til

Formål

den offentlige orden og sikkerhed,

beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed,

beskyttelse af planter,

beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller

beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret.

Told Skat medvirker ved løsning af en lang række af disse kontrolforanstaltninger. De knytter sig til regler, der administreres af andre ministerier (ressortmyndigheder) end Skatteministeriet, se bilag 125. Ressortmyndigheden er ansvarlig for fastsættelse af regler og for udarbejdelse af vejledning til publikum. Told Skat medvirker ved kontrollen med overholdelse af forskrifterne.

Kontrollen med varebestemmelserne foretages ikke alene af hensyn til nationale interesser, men lige så ofte af hensyn til andre EU medlems-staters kontrolbehov.

Det kan eksempelvis være Told Skats kontrol ved indførslen, der forhindrer indførsel til EU af smittefarlige planter og kødvarer. Eller det kan være Told Skats kontrol i Danmark, der forhindrer, at et Goya-maleri eller en romersk statue udføres fra EU og dermed fra den medlemsstat, de tilhører. På samme måde er vi i Danmark ofte afhængige af den kontrol, der foretages i andre EU-lande ved EU's ydre grænser.

Det legale grundlag

På de fleste områder er der udarbejdet fælles EU-retningslinier for kontrol ved EUs ydre grænser, enten i forbindelse med selve grænsepassagen eller på et senere/tidligere tidspunkt, men som en konsekvens af grænsepassagen.

I det efterfølgende er en del af disse kontrolordninger kort omtalt sammen med den del af regelgrundlaget, der er relevant for de opgaver, der varetages af Told Skat. I forbindelse med hver ordning er oplyst ressortmyndigheden. Hvis man har behov for mere detaillerede oplysninger om ordningerne, bedes man henvende sig til denne ressortmyndighed.

I Toldtariffens kolonne Varebest. findes markeringer der viser, at der gælder særlige forskrifter. Markeringerne dækker en del af varebestemmelserne og kan anvendes som en vejledning.

A.5.1 Levende dyr, animalske produkter, fisk og fiskevarer

Levende dyr, animalske produkter, fisk og fiskevarer er omfattet af veterinærbestemmelser. Veterinærkontrollen foretages umiddelbart efter indpassagen til EUs område, i Danmark af de veterinære kontrolmyndigheder. Det er Veterinær- og Fødevaredirektoratet, der foretager veterinærkontrol af dyr og animalske produkter og Fiskerikontrollen, der foretager veterinærkontrol af fisk og fiskeprodukter.

Veterinærkontrol skal principielt ske i forbindelse med dyrenes/varernes fysiske indførsel til EU, dvs. ved EUs ydre grænse.

Forsendelser med varer omfattet af veterinærkontrol må kun indpassere ved dertil udpegede grænseovergangssteder (havne/lufthavne). De fremgår af bilag 10.

Told Skat henviser ved indpassagen til dansk område forsendelserne til veterinærkontrol. Transportørerne skal derfor gøre opmærksom på, at transporten omfatter varer, der skal til veterinærkontrol og foretage det nødvendige i forbindelse hermed. Varerne godsregistreres med en særlig kode (kode 20), hvilket betyder, at godsregistreringen ikke kan afsluttes, før der er foretaget veterinærkontrol.

Varerne kan kun frigives til en toldprocedure, som veterinærkontrollen har tilladt. Ved fortoldningen fremlægges dokumentation for, at veterinærkontrollen har fundet sted, og at gebyr er betalt/debiteret.

Undtagelser

Fisk og fiskerivarer, der medføres til privat brug eller som vareprøver, er ikke omfattet af veterinærkontrolbestemmelserne. Disse varer må højst udgøre 18 kg pr. person.

Dyr og animalske produkter, der medføres af rejsende, er som hovedregel omfattet af veterinærkontrolbestemmelserne. Der findes dog undtagelser herfra, som omtales i det følgende.

Selskabsdyr, der medføres af private rejsende, kan indføres uden veterinærkontrol. For marsvin, hamstere, mus, rotter, skildpadder og leguaner gælder, at der kun må indføres 3 stk. i alt uden veterinærkontrol.

Visse kødvarer kan indføres fra Norge uden tilladelse fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

Visse kødvarer fra andre ikke-EU-lande kan indføres uden tilladelse fra Veterinær- og Fødevaredirektoratet til privat brug i egen husholdning. Disse varer må højst udgøre 1 kg pr. person.

Indførsel af animalske produkter som prøver til analyseformål eller udstillinger kan kun finde sted mod forevisning af en særlig veterinærtilladelse.

Særlige ordninger: Referencepriser for fisk

I visse tilfælde er fiskerivarer kun omfattet af toldsuspensioner, se afsnit A.9, eller toldpræference, se afsnit A.8, hvis prisen franco grænse mindst er lig med en årlig referencepris, som Fællesskabet har fastsat for de pågældende varer eller varekategorier.

Told Skat skal kontrollere, om referenceprisen er overholdt for varer, der er underlagt kravet om overholdelse af referencepriser for at opnå en toldnedsættelse.

Der kan desuden forekomme tilfælde, hvor overgangen til fri omsætning gøres betinget af, at referenceprisen eller en særlig mindstepris er overholdt.

Direkte landinger

For fisk til konsum uden videre forarbejdning, der landes direkte fra ikke EU fartøjer, skal visse mindstepriser overholdes. Undtaget er fisk, der landes fra et fartøj, der er hjemmehørende i Grønland, Færøerne, Island eller Norge.

Det legale grundlag

EF-direktiver

90/675/EØF med senere ændringer,

91/496/EØF,

90/425/EØF med senere ændringer,

92/118/EØF med senere ændringer.

EF-forordninger

3759/927(EØF) med senere ændringer,

1093/94/(EØF).

Bekendtgørelser mv.

Fiskeriministeriets BKG nr. 1166 af 23. december 1993,

Fiskeriministeriets BKG nr. 383 af 17. maj 1994,

Landbrugs- og Fiskeriministeriets BKG nr. 1038 af 14. december 1994 med senere ændringer,

Landbrugs- og Fiskeriministeriets BKG nr. 1039 af 14. december 1994 med senere ændringer.

A.5.2 Planter, frugt og grøntsager

Mange planter og plantedele, herunder en del frugt, grøntsager og træ er omfattet af plantesundhedsbestemmelser for at forhindre, at skadedyr og plantesygdomme sammen med planterne, frugten mv. bringes ind i EU. Desuden er en del frugt og visse grøntsager omfattet af EU's kvalitetsbestemmelser.

Forsendelser med produkter omfattet af plantesundhedskontrol må kun indpassere ved dertil udpegede grænseovergange (havne/lufthavne). Disse fremgår af bilag 10.

Plantesundhedskontrol og kvalitetskontrol foretages af Plantedirektoratets distriktskontorer. Importøren eller dennes repræsentant skal senest 24 timer før indpassagen fra et ikke EU-land oplyse om forsendelsen til Plantedirektoratet på formular GA 140, se bilag 127. Forsendelsen vil blive kontrolleret hos det aktuelle toldcenter, se dog bilag 10 for begrænsninger vedrørende plantesundhedskontrol.

Når varer, der er omfattet af bestemmelser om plantesundhedskontrol, angives til frigivelse, skal der foreligge dokumentation for, at der er foretaget plantesundhedskontrol, dvs. fotokopi af plantesundheds- eller reeksportcertifikat afstemplet af Plantedirektoratet.

Indførselsforbudte varer kan i særlige tilfælde tillades frigivet. Told Skat tillader kun frigivelse, hvis der fremlægges en særlig tilladelse fra Plantedirektoratet.

Når varer, der er omfattet af bestemmelser om kvalitetskontrol for frugt og grønsager, angives til frigivelse, er det en betingelse for frigivelsen, at der kan fremvises dokumentation for, at der er foretaget kvalitetskontrol, dvs. kontrolattest udstedt af Plantedirektoratet, se bilag 128.

For planter, frugt eller grønsager, der medføres til privat brug gælder der følgende begrænsninger

Fra EU lande

Planter, blomsterløg, frugt, grøntsager, spisekartofler, frø og afskårne blomster kan frit indføres.

Fra europæiske ikke EU lande

Afskårne blomster, blomsterløg og -knolde samt planter og stiklinger uden rod eller med renvaskede rødder.

Potteplanter med rod (stueplanter).

Frugt og grøntsager, dog ikke kartofler.

Pr. person

10 stk. eller 1 kg.

5 stk.

3 kg

Fra lande udenfor Europa

Afskårne blomster, blomsterløg og -knolde samt planter og stiklinger uden rod eller med renvaskede rødder.

Frugt og grøntsager, dog ikke kartofler.

Pr. person

10 stk. eller 1 kg.

3 kg

Undtagelser

Hvis varer skal forsendes til et andet EU-land eller transitere EU, skal der ikke foretages plantesundheds- eller kvalitetskontrol.

Særlige ordninger

Humleknopper, humlepulver og humleekstrakt kan Told Skat kun frigive, hvis der fremlægges særlige attester - ligestillingsattester eller kontrolattester.

Det legale grundlag

EF-direktiver

77/93/EØF med senere ændringer.

EF-forordninger

2251/92/EØF af 29. juli 1992 med senere ændringer.

1696/71/EØF af 26. juli 1971

3076/78/EØF af 21. december 1978

Love og bekendtgørelser

Lov nr. 687 af 18. juli 1996,

Landbrugsministeriets BKG nr. 344 af 2. juni 1993 med senere ændringer.

Plantedirektoratets BKG nr. 1105 af 14. december 1992 med senere ændringer.

A.5.3 Lægemidler til mennesker og dyr samt narkotika

Lægemidler til mennesker og dyr, samt narkotika og lægemidler indeholdende narkotika må som hovedregel kun ind- eller udføres efter tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Visse naturlægemidler er undtaget.

Indførsels- eller udførselstilladelsen skal fremlægges for Told Skat, når varerne angives til indførsel eller udførsel.

Rejsende

Rejsende kan medbringe lovligt indkøbte lægemidler til kort tids forbrug uden tilladelse fra Sundhedsstyrelsen, når midlerne skal anvendes til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Hvis midlerne indeholder euforiserende stoffer, skal der i visse tilfælde fremlægges en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.

Det legale grundlag

Lægemidler

Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juli 1995,

Sundhedsstyrelsens BKG nr. 246 af 7. april 1994.

Narkotika

Sundhedsministeriets BKG nr. 698 af 31. august 1993.

A.5.4 Narkotikaprækursorer

En prækursor er, foruden at være et almindeligt kemisk produkt, også et stof, der kan anvendes til produktion af narkotika og psykotrope stoffer.

Som led i bestræbelserne på bekæmpelse af narkotikafremstilling er der etableret en overvågningsordning vedrørende handlen med visse narkotikaprækursorer.

Overvågningsordningen indebærer, at virksomheder, der her i landet fremstiller, forarbejder, distribuerer eller på anden måde overdrager disse produkter, skal være specielt registreret herfor ved Told- og Skattestyrelsen.

Told Skat kontrollerer al ind- eller udførsel og transit af narkotikaprækursorer. Forinden eksport af visse af narkotikaprækursorerne skal der ansøges om eksporttilladelse hos Told- og Skattestyrelsen, se bilag 129.

Told Skat har udgivet Værd at vide nr. 18 Om prækursorovervågning i Narkotikabekæmpelsen, seneste udgave: oktober 1996.

Det legale grundlag

EF-direktiver

92/109/EØF af 14. december 1992

EF-forordninger

3677/90/EØF af 20. december 1990 med senere ændring,

3769/92/EØF af 29. december 1992

1485/96/EF af 26. juli 1996.

Love og bekendtgørelser

Lov nr. 479 af 30. juni 1993,

Skatteministeriets BKG nr. 540 af 30. juni 1993, som ændret ved Skatteministeriets BKG nr. 766 af 10. september 1993.

A.5.5 Gifte

Gifte, herunder forbindelser og præparater, der er i besiddelse af giftige egenskaber, må kun indføres af virksomheder, der af Miljøstyrelsen, respektive Sundhedsstyrelsen er godkendt hertil.

Det legale grundlag

Love

Lov nr. 212 af 23. maj 1979 med senere ændringer.

A.5.6 Våben og sprængstoffer samt strategiske varer

Ved indførsel af våben og sprængstoffer til ikke-militær anvendelse og ved udførsel af våben og sprængstoffer skal der foreligge en tilladelse fra Justitsministeriet. Der gælder enklere regler ved ind- og udførsel af håndvåben til brug ved skydekonkurrencer, jagt og fiskeri. I tvivlstilfælde kan der rettes henvendelse til Justitsministeriet .

Strategiske varer er varer, der er omfattet af flere kontrolordninger. Der er tale om højteknologiske produkter samt produkter og produktionsudstyr, der kan anvendes til fremstilling af kemiske og biologiske våben, missilteknologi og varer til såkaldt dobbelt anvendelse, dvs. varer, der ud over civil anvendelse også kan anvendes til militære formål eller til fremstilling af krigsmateriel mv. Ved udførsel skal der fremlægges tilladelse fra Erhvervsministeriet.

Det legale grundlag

EF-forordninger

3381/94/EF

Love og bekendtgørelser

Erhvervsministeriets lovbekendtgørelse nr. 93 af 6. februar 1995,

Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 735 af 11. august 1994,

Erhvervsministeriets BEK nr. 468 af 13. juni 1995,

Justitsministeriets BEK nr. 712 af 29. august 1995,

Justitsministeriets cirkulære af 29. august 1995.

A.5.7 Radioaktive stoffer og radioaktivt affald

Ved indførsel af radioaktive stoffer og ved ind- og udførsel af radioaktivt affald skal der foreligge en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålehygiejne.

Det legale grundlag

Love og bekendtgørelser

Lov nr. 94 af 31. marts 1953,

Sundhedsministeriets BKG nr. 546 af 23. juni 1993,

Sundhedsministeriets BKG nr. 546 af 9. november 1981,

Sundhedsministeriets BKG nr. 969 af 13. december 1993.

A.5.8 Jern- og stålordninger

EUs bestemmelser om indførsel af jern- og stålvarer er fastlagt ud fra et ønske om at kunne følge varestrømmene og varernes oprindelse samt for nogle landes vedkommende ønsket om at sikre EU's industri mod indførsel til meget lave priser.

Ved frigivelse af jern- og stålvarer kan der være krav om fremlæggelse af et tilsynsdokument og/eller indførselstilladelse og/eller oprindelses-certifikater.

Erhvervsfremme Styrelsen er ressortmyndighed.

Det legale grundlag

Det legale grundlag for disse jern- og stålordninger er omfattende og i hastig ændring. Derfor omtales det ikke nærmere her, men yderligere oplysninger kan fås dels ved henvendelse til Erhvervsfremme Styrelsen i Silkeborg, dels ved at se Toldtariffens kolonne for "Varebest", som nævnt i indledningen til dette afsnit.

A.5.9 Handelsreguleringer

Følsomheden inden for visse industrigrene i EU bevirker, at der fortsat opretholdes en række importbegrænsninger og tilsynsforanstaltninger. Formålet med bestemmelserne er dels at beskytte EU-producenter, dels at skaffe hurtig og nøjagtig viden om importen af de pågældende varer og endelig at medvirke til at hindre omgåelse af oprindelsesbestemmelserne.

Ved frigivelse af disse varer, som ikke udgør en bestemt varekategori eller varegruppe, skal der fremlægges en indførselstilladelse eller et tilsynsdokument.

Erhvervsfremme Styrelsen er ressortmyndighed.

Det legale grundlag

Det legale grundlag for disse handelsreguleringer, er omfattende og i hastig ændring. Derfor omtales det ikke nærmere her, men yderligere oplysninger kan fås dels ved henvendelse til Erhvervsfremme Styrelsen i Silkeborg, dels ved at se Toldtariffens kolonne for "Varebest", som nævnt i indledningen til dette afsnit.

A.5.10 Udryddelsestruede vilde dyr og planter

En lang række arter af vilde dyr og planter er omfattet af den såkaldte Washington-konvention. Den fastlægger strenge regler for bl.a. handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter og produkter deraf.

Før der ind- eller udføres udryddelsestruede enheder af levende og ikke-levende dyr og ikke-levende planter, skal der være indhentet tilladelse/certifikat hertil fra Skov- og Naturstyrelsen, se bilagene 130 - 133. Før der ind- eller udføres udryddelsestruede levende planter, skal der være indhentet tilladelse/certifikat hertil fra Plantedirektoratet, se bilag 127, 130 - 133. Indførslen skal anmeldes til enten Skov- og Naturstyrelsen eller Plantedirektoratet senest 24 timer inden de levende dyrs/planters ankomst til grænsekontrolstedet.

Der er restriktioner med hensyn til hvilke grænsetoldsteder, der kan benyttet ved indførsel af levende dyr og planter, se bilag 10. Er der tale om levende dyr/planter skal der ligeledes foretages veterinær-/plantesundhedskontrol (se afsnittene A.5.1 og A.5.2).

Det bemærkes, at bestemmelserne også omfatter varer, hvori indgår bestanddele fra udryddelsestruede dyr og planter, f.eks. smykker med elfenben, lædervarer med slangeskind osv.

Det legale grundlag

EF-forordninger

338/97 af 9. december 1996 med senere ændringer,

939/97 af 26. maj 1997

Love og bekendtgørelser

Miljø- og Energiministeriets BKG nr. 499 af 27 maj 1997.

A.5.11 Tekstilvarer

I overensstemmelse med Tekstilaftalen under Uruguay-runden skal tekstil- og beklædningssektoren fuldt ud integreres i det multilaterale handelssystem over en 10-årig periode regnet fra 1. januar 1995. Samhandelen med tekstilvarer mellem WTO-medlemmerne skal således være liberaliseret i år 2005, men indtil da skal de til enhver tid gældende importreguleringer administreres i henhold til EU-reglerne.

De importbegrænsninger, der endnu er gældende, er i hovedsagen rettet mod importen fra visse tredjelande, der har så betydelig produktionskapacitet, at fri import i EU anses for at virke markedsforstyrrende til skade for EU-producenter.

Tilsynsforanstaltningerne skal give EU hurtige og nøjagtige oplysninger om importen af visse tekstilvarer fra en række tredjelande, ligesom bestemmelserne medvirker til at hindre omgåelse af oprindelsesbestemmelserne.

Ved frigivelse af tekstilvarer kræves der i nogle tilfælde indførselstilladelse og oprindelsescertifikat; i andre tilfælde indførselstilladelse og oprindelseserklæring. Indførselstilladelse udstedes af Erhvervsfremme Styrelsen i Silkeborg.

Erhvervsfremme Styrelsen er ressortmyndighed.

Undtagelser

Forsendelser, der efter deres art eller oprindelse måtte være underkastet indførselsregulering eller -tilsyn kan i visse tilfælde overgå til fri omsætning uden fremlæggelse af indførselstilladelser og oprindelsesdokumentation.

Dette gælder varer

der indføres til privat brug, såsom flyttegods, rejsegods, arv, gaver af ringe værdi,

der indføres som vareprøve, hvis værdi ikke overstiger 1.000 kr. for hver tekstilkategori og som ikke udgør en del af en vareprøvekollektion eller af et større vareparti, som varemodtager har beordret. Værdien af vareprøverne kan mod dokumentation opgøres som varernes FOB værdi,

der indføres under en af EUs præferenceordninger. For disse varer gælder de regler, der er fastsat i de respektive ordninger. (Undtagelsen vedrører kun spørgsmålet om dokumentation for varernes oprindelse).

Desuden gøres opmærksom på, at varer, der henfører til nogle toldprocedurer, kan fritages for at underkastes de handelsmæssige foranstaltninger, hvis der findes særlige bestemmelser herom. Eksempler på sådanne toldprocedurer er aktiv forædling, midlertidig indførsel og toldoplag. Hvis varerne senere angives til fri omsætning, skal de handelspolitiske foranstaltninger bringes i anvendelse.

Det legale grundlag

Det legale grundlag for disse importbegrænsninger eller tilsynsforanstaltninger er omfattende og i hastig ændring. Derfor omtales det ikke nærmere her, men yderligere oplysninger kan fås dels ved henvendelse til Erhvervsfremme Styrelsen i Silkeborg, dels ved at se Toldtariffens kolonne for Varebest., som nævnt i indledningen til dette afsnit.

A.5.11.1 Økonomisk passiv forædling

Ordningen for økonomisk passiv forædling er en handelspolitisk ordning, der tillader visse produktionsvirksomheder i EU at indføre visse tekstilvarer og beklædningsgenstande - under særligt aftalte kvoter - på betingelse af, at færdigvaren er fremstillet på grundlag af råvarer med oprindelse i EU.

For at kunne anvende ordningen er det en betingelse, at der - før den første udførsel af råvarer - er ansøgt om forhåndsbevilling hos Erhvervsfremme Styrelsen, og at denne har udstedt bevilling.

Ved enhver midlertidig udførsel henholdsvis genindførsel skal der ske en særlig angivelse af, at varerne er omfattet af ordningen for økonomisk passiv forædling, se C.1 og A.2.

For at opnå en eventuel toldlempelse ved genindførslen skal der foreligge en gyldig bevilling til passiv forædling, se A.15, da Erhvervsfremme Styrelsens forhåndsbevilling ikke giver ret til genindførsel af forædlingsprodukterne mod hel eller delvis toldlempelse.

Det legale grundlag

3036/94/(EØF),

3017/95/(EØF).

A.5.12 Varemærkeforfalskede og piratkopierede varer

For at begrænse importen af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer findes bestemmelser om, at Told Skat kan suspendere frigivelsen af varer fra ikke EU-lande, der anses for varemærkeforfalskede eller piratkopierede. Suspensionen sker enten efter anmodning fra en varemærkeindehaver eller på Told Skats eget initiativ.

Told Skat griber kun ind på eget initiativ i de situationer, hvor Told Skat helt klart kan konstatere, at varerne er varemærkeforfalskede eller piratkopierede. Varemærkeindehaveren skal inden 10 arbejdsdage fra tidspunktet, hvor varernes frigivelse blev suspenderet, anlægge sag ved domstolene. Hvis dette ikke sker, frigives varerne efter fristens udløb.

Undtagelser

Bestemmelserne omfatter ikke privates indførsel til ikke erhvervsmæssig brug.

Det legale grundlag

EF-forordninger

3295/94 af 22. december 1994,

1367/95 af 16. juni 1995. Love og bekendtgørelser

Lov nr. 1091 af 20. december 1995,

Skatteministeriets BKG nr. 1134 af 21. december 1995.

A.5.13 Kontrol med produktsikkerhed

For at forhindre indførsel i EU af produkter, der ikke overholder de forskrifter, der gælder for dem, er der fastsat særlige bestemmelser om samarbejde mellem toldmyndighederne og produktsikkerhedsmyndighederne. Bestemmelserne omhandler kontrol ved indførsel af produkter, der frembyder fare for sundhed eller sikkerhed eller ikke er mærket forskriftsmæssigt.

Told Skat suspenderer frigivelsen af produktet, hvis det under den sædvanlige kontrol konstateres, at produktet frembyder tydelige egenskaber, som giver grund til formodning om , at produktet kan være farligt, eller kravene til mærkning ikke er opfyldt.

Når Told Skat har suspenderet frigivelsen, underretter Told Skat den relevante produktsikkerhedsmyndighed, nærmere oplysninger fremgår af cirkulæreskrivelsen jf. nedenfor.

Forbrugerstyrelsen er ressortmyndighed.

Det legale grundlag

339/93/(EØF).

Forbrugerstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 144 af 14. september 1995.

A.5.14 Kulturværdier

Ved udførsel fra Danmark og EU af en lang række kulturgenstande skal der foreligge en udførselstilladelse fra Kulturværdiudvalget, før Told Skat kan frigive de pågældende kulturgenstande til udførsel, se bilag 134.Ved udførsel af kulturgenstande fra Danmark til et andet EU-land skal der søges om udførselstilladelse hos Kulturværdiudvalget. Dette gælder for kulturgenstande fra tiden før 1660, kulturgenstande, som er ældre end 100 år, og som har en værdi på 100.000 kr. eller mere, samt fotografier (uanset alder), hvis de har en værdi på 30.000 kr. eller derover.

Ved udførsel af kulturgenstande, der er omfattet af reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92, se bilag 136, til lande udenfor EU, skal der søges om udførselstilladelse hos Kulturværdiudvalget, hertil skal der anvendes en særlig formular, se bilag 135.

Ved udførsel til tredieland af kulturgenstande, der ikke er omfattet af Rådets forordning, men derimod af national lov, skal der ansøges på nationalt ansøgningsskema.

Kulturministeriet har udgivet en vejledning af juli 1993 om udførsel af kulturgoder.

Det legale grundlag

EF-forordninger

3911/92/EØF af 9. december 1992,

752/93/EØF af 30. marts 1993.

Love og bekendtgørelser

Lov nr. 332 af 4. juni 1986.

Lov nr. 1104 af 22. december 1993.

A.5.15 Handels- og våbenembargo

Handelsembargo, dvs. begrænsninger eller forbud mod samhandel med bestemte stater, anvendes til at isolere stater eller oprørsbevægelser helt eller delvist fra handelssamkvem eller andre former for mellemfolkelig kontakt.

Told Skat nægter frigivelse af varer, der er omfattet af et indførselsforbud. Ligeledes nægter Told Skat tilladelse til udførsel for varer, der er omfattet af udførselsforbud.

Embargoerne kan være begrænsede eller ubegrænsede. Ubegrænsede embargoer omfatter alle varer, bortset fra udførsel af visse leverancer til humanitære formål. Udførselstilladelse skal forinden indhentes hos Erhvervsfremme Styrelsen.

Oversigt over embargoer

Der er på baggrund af FN resolutioner og EU forordninger indført enten handels- eller våbenembargo overfor følgende lande

Afghanistan

Angola

Burma

Congo, Den Demokratiske Republik (det tidligere Zaire)

Irak

Jugoslavien, Det tidligere

- Jugoslavien (Serbien og Montenegro)

- Bosnien-Herzegovina

- Kroatien

- Makedonien

Kina

Liberia

Libyen

Nagorno-Karabakh

Nigeria

Rwanda

Sierra Leone

Somalia

Sudan

(status pr. 28. oktober 1998)

For nærmere besked om embargoerne og eventuelle ændringer, kontaktes Erhvervsfremme Styrelsen (handelsembargo) eller Justitsministeriet (våbenembargo).

Stor vejledning 2000

A.5.1 Levende dyr, animalske produkter, fisk og fiskevarer

A.5.2 Planter, frugt og grøntsager

A.5.3 Lægemidler til mennesker og dyr samt narkotika

A.5.4 Narkotikaprækursorer

A.5.5 Gifte

A.5.6 Våben og sprængstoffer samt strategiske varer

A.5.7 Radioaktive stoffer og radioaktivt affald

A.5.8 Jern- og stålordninger

A.5.9 Handelsreguleringer

A.5.10 Udryddelsestruede vilde dyr og planter

A.5.11 Tekstilvarer

A.5.12 Varemærkeforfalskede og piratkopierede varer

A.5.13 Kontrol med produktsikkerhed

A.5.14 Kulturværdier

A.5.15 Handels- og våbenembargo

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →