TOLDVEJLEDNING 2000 A.1 GODSREGISTRERING
Statutory Text (2 Articles)
Toldvejledning 2000
A.1 Godsregistrering
Formål
Formålet med godsregistreringen er
at fastslå indførte varers identitet,
at fastslå hvem der hæfter for told og afgifter af de indførte varer,
at sikre at indførte varer bliver angivet til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse (TK art. 4, nr. 15 og 16).
Registreringen sker i Told Skat's godsregister.
Det legale grundlag
Reglerne om godsregistrering er baseret på artiklerne 37-57 i toldkodeks samt en række artikler i gennemførelsesbestemmelserne. Desuden henvises til §§ 18-32 i toldbehandlingsbekendtgørelsen.
A.1.1 Indførsel uden godsregistrering
BKG § 18, stk. 2
Varer skal ikke angives til godsregistrering, hvis der umiddelbart efter varernes ankomst til det danske toldområde eller ved afslutning af en forsendelsesordning afgives en forenklet toldangivelse i medfør af en tilladelse som godkendt importør, se A.2.3.3.
BKG § 18, stk. 3
Endvidere er visse transitvarer, returvarer, varer der er indført midlertidigt og andre varer fritaget for godsregistrering.
Dette gælder følgende
Transitvarer
Jernbanegods og postforsendelser i transit til steder uden for det danske toldområde.
Flygods i transit til steder uden for det danske toldområde, der tillades omladet i en toldlufthavn, og som genudføres senest 10 hverdage (lørdage ikke medregnet ) efter indførslen.
Varer i transit til steder uden for det danske toldområde eller til Københavns Frihavn, når de forsendes i overensstemmelse med EU's forsendelsesordning eller mod fremlæggelse af TIR-carnet, ATA-carnet eller NATO-tolddeklaration, form 302.
Varer fra Københavns Frihavn, når de via den øvrige del af det danske toldområde forsendes til steder uden for dette i overensstemmelse med EU's forsendelsesordning eller mod fremlæggelse af TIR-carnet, ATA-carnet eller NATO-tolddeklaration, form 302.
Varer, der fraføres Københavns Frihavn til den øvrige del af det danske toldområde med toldmæssig status T2, når det over for Told Skat godtgøres, at der er tale om varer, der er i frit forbrug.
Returvarer
I det omfang varer kan indgå told- og afgiftsfrit som returvarer, f.eks. ved genindførsel af emballage, firmamærkede varer, biler, klicheer og trykvalser, udstillingseffekter, varer fra Københavns Frihavn og heste. Se A.20.5.
Midlertidig indførsel
Varer, der tillades indført midlertidigt på grundlag af mundtlig angivelse og sikkerhedsstillelse ved fremlæggelse af ATA-carnet, se A.16.4.
Varer, der tillades indført midlertidigt ved mundtlig angivelse og uden sikkerhedsstillelse , se A.16.3.3 og A.16.3.4 med oversigt.
Transportmidler, der tillades indført midlertidigt, se A.17.9.
Andre varer
Proviant og andre fornødenheder, der medbringes af skibe og fly ved ankomst fra ikke-EU-lande, og som er bestemt til forbrug om bord under skibets eller flyets rejse til og fra det danske toldområde og under dets ophold her.
Postforsendelser, som en postvirksomhed, der er godkendt af Told Skat, kan udlevere direkte til varemodtageren.
Indskrevet rejsegods, herunder rejsegods, der er indført med ruteskib og er indskrevet til videre befordring med jernbane, når det bringes i land og overgives til jernbanen under toldkontrol.
Varer medbragt af skibe og fly, der ikke oplosses på registrerings-stedet, herunder restladninger.
Varer, der tilføres Københavns Frihavn fra ikke-EU-lande.
Varer, der tilføres et frilager.
Donororganer til mennesker.
Varer, der medføres i persontrafikken, og som ikke indføres i erhvervsøjemed.
Varer, der er udbytte ved EU fisker- og fangstfartøjers fangst på havet, eller i ubeboede polarområder, og som eventuelt efter bearbejdning eller konservering om bord i de pågældende fartøjer eller andre EU fartøjer indbringes direkte fra fangstpladserne til EU's toldområde, eller transporteres direkte af tredjelandsfartøjer ved anvendelse af et T 2 M - dokument, se B.1.13.
A.1.2 Hvem skal foretage godsregistrering
BKG § 21, stk. 6 og 7
Angivelse til godsregistrering skal foretages af en ekspeditør. Ekspeditøren skal være en person, der er hjemmehørende her i landet eller en offentlig eller privat virksomhed, der har fast bopæl i Danmark, og som kan påtage sig hæftelsen for told og afgifter af varerne, se A.1.3.
BKG § 21, stk. 10
Såvel private som udenlandske virksomheder kan, uanset de ikke er ekspeditører, godsregistrere varer. Der kan herefter ikke gives kredit for told og afgifter.
BKG § 21, stk. 12
Enhver, der modtager varer, som ved en fejltagelse ikke er blevet godsregistreret, skal straks angive varerne til godsregistrering.
Registreringspligt BKG § 21, stk. 8
Ekspeditører er pligtige til at lade sig registrere hos Told Skat.
Henvendelse om registrering skal ske til ekspeditørens toldcenter.
A.1.3 Hæftelse
BKG § 30
Transportøren eller dennes repræsentant hæfter for told og afgifter af varerne, indtil de angives til godsregistrering.
Varemodtageren hæfter for told og afgifter, når varerne er blevet godsregistreret til den pågældende. Ekspeditøren hæfter for told og afgifter af varer, som er angivet til godsregistrering
Ekspeditøren hæfter for told og afgifter af varer, som er angivet til godsregistrering
når ekspeditøren ikke er bekendt med varemodtagerens adresse, dvs. de såkaldte til ordre-sendinger,
når varemodtagerens SE-nummer ikke er angivet,
Ekspeditørens hæftelse ophører, når Told Skat har modtaget navn, adresse og SE-nummer for en varemodtager, der har ret til kredit for told og afgifter.
når varerne er bestemt til private modtagere eller virksomheder, der ikke er importørregistreret. Se A.2.1. om registrering,
når ekspeditøren ønsker at hjemtage varer, der er bestemt for konkurs- eller dødsboer mv.,
når varemodtageren er hjemmehørende uden for det danske toldområde,
når en varemodtager nægter at have beordret varerne indført eller forsendt her til landet.
Som ekspeditør anses den, der som rederi, agent for rederi, skibsmægler, luftfartsselskab, jernbane, godkendt postvirksomhed, vognmand, speditør eller lignende eller som varemodtager forestår varernes indførsel eller forsendelse her til landet.
Pligten til fortoldning, udførsel eller forsendelse af varerne til et andet medlemsland påhviler den, der hæfter for told og afgifter af varerne.
Hæftelsen kan overføres til en varemodtager, der har ret til kredit for told og afgifter, se A.1.10.
A.1.4 Godsregistreringsstedet
Godsregistrering af varer skal ske på et godsregistreringssted ved grænsen, når varerne ankommer til det danske toldområde.
Stedet for godsregistrering kan dog forskydes fra grænsen til et andet sted i landet, hvis varerne indføres eller der påbegyndes en forsendelse under EU's forsendelsesordning, TIR forsendelsesordningen eller transporteres af jernbanen eller en postvirksomhed, der er godkendt af Told Skat.
Ved postvirksomhed godkendt af Told Skat forstås Post Danmark.
Koder og adresser ved toldcentre og ekspeditionssteder, se bilag 31.
A.1.5 Angivelse til godsregistrering
BKG § 21, stk. 1
Angivelse af varer til godsregistrering sker enten on-line til Told Skat eller på en godsdeklaration, formular A 40, se bilag 3.
BKG § 22
Der skal angives oplysninger om
ekspeditørens SE-nummer, navn, adresse og tlf.,
varernes transportmåde,
transportmidlet,
varernes indladningssted,
afgangsland for varerne,
indførselssted for varerne,
antal godsposter,
varemodtagerens SE-nummer, navn og adresse,
varernes opbevaringssted efter godsregistreringen,
varernes art, bruttovægt, mærker og numre mv.,
kolliantal og art.
For hver enkelt varepost skal angivelsen endvidere indeholde oplysninger om varernes toldmæssige status inden for EU samt om eventuelle særlige bemærkninger i forsendelsesdokumentet.
Om varernes toldmæssige status, se A.2.5.
Visse sendinger kan angives summarisk på én godsdeklaration. Dette gælder speditørsamlevogne, dvs. jernbanevogne, containere eller lastbiler, som ifølge et fragtbrev ankommer med samlegods til flere ekspeditører, der hver for sig skal godsregistrere egne kunders varepartier.
Endvidere gælder det konsolideringssendinger, dvs. flygods, der ifølge et manifest ankommer på en Airway bill (AWB) som samlegods, og som af andre end ekspeditøren skal opdeles på flere poster til en eller flere varemodtagere.
Endelig gælder det enhedssendinger, dvs. skibsgods, der ifølge et manifest ankommer på et Bill of lading (B/L) som samlegods, og som skal opdeles på flere vareposter til en eller flere varemodtagere.
Speditørsamlevogne, konsolideringssendinger og enhedssendinger skal senere omregistreres, se A.1.9.
Angivelse on-line
Ekspeditører, der ønsker at godsregistrere on-line, kan ved henvendelse til deres toldcenter få vejledning om tilslutningsmuligheder og de lettelser som on-line godsregistrering giver. Der kan også gives adgang til søgeprogrammer, som kan hjælpe virksomheden med godsregistreringen.
Angivelse på blanket
Ved angivelse på blanket anvendes godsdeklaration A 40, se bilag 3. Denne skal anskaffes af ekspeditøren.
Godsdeklarationen består af en registreringsblanket til brug for Told Skat, en advisblanket til brug for ekspeditørens underretning af varemodtageren og en ekspeditørblanket til ekspeditøren.
A.1.6 Ekspedition hos Told Skat
Ved varernes ankomst til godsregistreringsstedet skal ekspeditøren rette henvendelse til toldcentret og bekræfte, at varerne er angivet on-line eller indlevere en godsdeklaration for varerne.
Vedrørende godsregistrering af fiskeri- og veterinærkontrolpligtige varer gælder en særlig ordning, se A.5.
On-line angivelse til Told Skat kan ske forud for varernes ankomst. On-line angivelse skal ske senest ved varernes ankomst.
En godsdeklaration kan forudindleveres efter aftale med Told Skat på godsregistreringsstedet. Deklarationen skal indleveres senest ved varernes ankomst.
BKG § 23
Ved godsregistreringen er Told Skat berettiget til at foretage enhver undersøgelse af varerne, der er nødvendig for kontrollens udøvelse, og til uden erstatning at udtage prøver af varerne i det omfang, det er nødvendigt for at undersøge disse.
Ved godsregistreringen skal ekspeditøren på Told Skats anmodning foretage ud- og indpakning, opvejning, og opmåling mv. af varerne.
Fraførsel af varer fra godsregistreringsstedet
Når godsregistreringen er afsluttet, skal varerne i visse situationer forblive på godsregistreringsstedet.
I hvilke situationer varerne skal forblive på godsregistreringsstedet, og i hvilke de må fraføres for at blive opbevaret hos ekspeditøren eller varemodtageren indtil fortoldning, udførsel eller forsendelse sker, fremgår af følgende oversigt
Situation
Varerne må
l. Varerne er godsregistreret til varemodtagere, der ikke er kreditberettigede, herunder ikke importørregistrerede varemodtagere og varemodtagere - private og udenlandske - der selv godsregistrerer
ikke fraføres godsregistreringsstedet før fortoldning og betaling af told og afgifter eller angivelse til udførsel er sket
2.Varerne er godsregistreret til varemodtagere, der er frataget retten til kredit med told og afgifter samt varer til konkurs- og dødsboer mv., hvor varerne er oplagt hos DSB, en postvirksomhed der er godkendt af Told Skat eller K N I
ikke udleveres til varemodtager før fortoldning og betaling af told og afgifter eller angivelse til udførsel er sket
3. De godsregistrerede varer er i beskadiget emballage, omfattet af særregler eller kommer fra private virksomheder i Københavns Frihavn
ikke fraføres godsregistreringsstedet før fortoldning eller angivelse til udførsel er sket
4. De godsregistrerede varer er i beskadiget emballage, omfattet af særregler eller kommer fra private virksomheder i Københavns Frihavn og er oplagt hos DSB, en postvirksomhed der er godkendt af Told Skat eller K N I
ikke udleveres til varemodtager før fortoldning eller angivelse til udførsel er sket
5.Der mangler oplysninger til brug ved godsets identifikation, f.eks. mærker og numre, utilstrækkelig vareart mv.
ikke fraføres godsregistreringsstedet før Told Skats tilladelse foreligger
6. Der er godsregistreret samlesendinger mv., der skal omregistreres
ikke fraføres godsregistreringsstedet før Told Skats tilladelse foreligger
7. Der er godsregistreret Til ordre sendinger samt varer til private, ikke- importørregistrerede virksomheder eller udenlandske varemodtagere, der anvender registreret ekspeditør
hjemtages på ekspeditørens lager, men må ikke fraføres dette før Told Skats tilladelse foreligger
8. Varer til importørregistrerede virksomheder, der ikke er omfattet af punkterne l - 7, herunder varer i transit for udenlandsk regning
fraføres godsregistreringsstedet og varemodtageren kan disponere over varerne efter gældende regler
BKG § 29
Ekspeditørens og/eller varemodtagerens opbevaringsadresser for godsregistrerede varer skal anmeldes og godkendes af toldcentret, hvor den pågældende er registreret.
A.1.7 Ekspeditørens underretning af varemodtager
BKG § 27
Når godsregistreringen er afsluttet, skal ekspeditøren snarest muligt underrette varemodtageren om, at godsregistreringen har fundet sted.
Sker godsregistreringen på grundlag af en godsdeklaration, kan blankettens advisblanket benyttes hertil.
Det bør af underretningen tydeligt fremgå, at der er tale om godsregistrerede varer, der skal fortoldes, udføres eller forsendes.
Ekspeditøren har bevisbyrden for, at underretningen er sket, se A.1.3.
Ekspeditørens navn, adresse og telefonnummer bør fremgå af underretningen, således at varemodtageren kan se, hvem der har foretaget godsregistreringen.
A.1.8 Frist for fortoldning, udførsel eller forsendelse
BKG § 31, stk. 1
Godsregistrerede varer skal senest 10 hverdage - herunder ikke lørdage - efter godsregistreringsdagen angives til fortoldning, se A.2, udførsel, se C.1, eller forsendelse, se B.1.
Hvis toldcentret ikke har modtaget en angivelse inden 10-dages fristens udløb, vil toldcentret fastsætte et beløb, der skønsmæssigt svarer til told- og afgiftsbeløbet af de godsregistrerede varer.
Overskrides 10-dages fristen, skal der betales en ekspeditionsafgift på 550 kr. for hver angivelse, som skulle have været afleveret, se A.2.2.2.
A.1.9 Ændring af godsregistrering af hele ladninger
I tilfælde hvor speditørsamlevogne, konsolideringssendinger og enhedssendinger er godsregistreret under ét, se A.1.5, skal ekspeditøren inden 10-dages fristens udløb, se A.1.8, omregistrere varerne enten til speditører, der hver for sig skal godsregistrere egne kunders varepartier eller til de enkelte varemodtagere.
Omregistreringen skal ske ved det toldcenter, hvor speditørsamlevognen, konsolideringssendingen eller enhedssendingen er blevet godsregistreret.
A.1.10 Ændring af varemodtager
Godsregistrerede varer kan, inden de fortoldes, udføres eller forsendes, overdrages til en ny varemodtager, hvis den pågældende er importørregistreret og har ret til kredit for told og moms.
BKG § 29, stk.1
Meddelelse til Told Skat om overdragelse skal ske skriftligt og snarest muligt. Meddelelsen kan gives til alle toldcentrene.
Meddelelsen skal indeholde oplysning om
godsregistreringsnummer,
SE-nummer for oprindelig varemodtager,
SE-nummer, navn og adresse for den ny varemodtager,
ny opbevaringsadresse.
Den som de godsregistrerede varer er overdraget til, anses herefter som varemodtager.
Meddelelse om overdragelse af varer kan f.eks. ske på bagsiden af ekspeditør-blanketten.
Sker overdragelsen ved fortoldningen, skal meddelelsen om overdragelsen ske i fortoldningsangivelsens rubrik 44.
A.1.11 Ændring af opbevaringsadresse for varerne
Godsregistrerede varer kan flyttes fra en godkendt opbevaringsadresse til en anden godkendt opbevaringsadresse, se A.1.6.
BKG § 29, stk.3
Meddelelse til Told Skat om ændring af opbevaringsadresse skal ske skriftligt eller via edb og gives snarest muligt. Meddelelse kan ske til alle toldcentrene.
Meddelelsen skal indeholde oplysning om
godsregistreringsnummer
SE-nummer for varemodtager
ny opbevaringsadresse.
Meddelelse om overdragelse af varer kan f.eks. ske på bagsiden af ekspeditørblanketten.
A.1.12 Opsplitning
En godsregistreret varepost kan opsplittes i to eller flere.
Dette kan være aktuelt, hvis en del af varerne skal udføres, mens den resterende del ønskes fortoldet.
Der skal afgives en ny godsdeklaration for det opsplittede vareparti.
Godsdeklarationen kan afgives til ethvert af toldcentrene.
A.1.13 Henvendelse til Told Skat om fejl mv.
Hvis godsregistreringen viser sig at være forkert, f. eks. at kolliantal, vægt mv. ikke stemmer overens med det, der er angivet til godsregistrering, skal ekspeditøren eller varemodtageren snarest rette henvendelse til det toldcenter, hvor godsregistreringen er sket.
A.1.1 Indførsel uden godsregistrering
A.1.2 Hvem skal foretage godsregistrering
A.1.3 Hæftelse
A.1.4 Godsregistreringsstedet
A.1.5 Angivelse til godsregistrering
A.1.6 Ekspedition hos Told Skat
A.1.7 Ekspeditørens underretning af varemodtager
A.1.8 Frist for fortoldning, udførsel eller forsendelse
A.1.9 Ændring af godsregistrering af hele ladninger
A.1.10 Ændring af varemodtager
A.1.11 Ændring af opbevaringsadresse for varerne
A.1.12 Opsplitning
A.1.13 Henvendelse til Told Skat om fejl mv.