Legislator Case Law & Legislation
E20006TT0002 DK

TILLÆG; TOLDBEHANDLING 2000 2 PROCEDURER

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2000

Tillæg; Toldbehandling 2000

2 Procedurer

2.1 Varens ankomst

Følgende varer skal registreres snarest efter ankomsten til Danmark

Ikke-EU-varer, varer med T 1-status,

EU-varer, der ankommer fra de steder inden for EU's toldområde, hvor 6. momsdirektiv ikke er gældende, f.eks. De Kanariske Øer, De Franske Oversøiske Departementer - Fransk Guyana, Martinique, Guadeloupe og Réunion - , Kanaløerne - Jersey og Guernsey -, Ålandsøerne, Athos-bjerget i Grækenland og flere andre, varer med T 2F status,

EU-varer, der ankommer med T 2 status fra et EFTA- eller Visegradland (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) efter reglerne i Konventionen om Fælles Forsendelse, se afsnit B.1.

Dette sker ved registrering af varerne i Told Skat's Toldsystem.

2.1.1 Angivelse til ekspresfortoldning og midlertidigt oplag

TK art. 40 og 43, TL § 2, stk 2

Ikke-EU-varer, samt varer med T 2 F status og varer, der ankommer fra et EFTA eller Visegrad-land med T 2 status, der indføres i det danske toldområde, skal angives til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag for Told Skat på de anviste ekspeditionssteder senest ved ankomsten. Dette gælder også varer fra Københavns Frihavn.

Enhver, der fra steder uden for det danske toldområde eller fra Københavns Frihavn modtager ikke-EU-varer, som ved en fejltagelse ikke er blevet angivet til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag, skal omgående angive varerne til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag.

Ved fortoldning forstås angivelse til en af følgende toldprocedurer

Overgang til fri omsætning

Toldoplag

Aktiv forædling

Forarbejdning under toldkontrol

Midlertidig indførsel

Passiv forædling

Angivelse af varer til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag sker enten via edb til Told Skat eller på EU's enhedsdokument.

Angivelse via edb

Virksomheder, der ønsker at angive via edb, kan ved henvendelse til deres toldcenter få vejledning om tilslutningsmuligheder og de lettelser, som en edb-løsning giver.

Angivelse på blanket

Ved angivelse på blanket anvendes EU's enhedsdokument, se toldvejledningens bilag 5. Denne skal anskaffes af virksomheden.

Enhedsdokumentet består i sin grundform af et 8-sidet blanketsæt med tilhørende supplementsformularer, de såkaldte bis-formularer. Eksemplar 6,7 og 8 af enhedsdokumentet anvendes ved fortoldning.

2.1.2 Indførsel uden ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag

Visse transitvarer, returvarer, varer, der er indført midlertidigt, og andre varer er fritaget for angivelse til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag.

Dette gælder følgende

Transitvarer

Jernbanegods og postforsendelser i transit til steder uden for det danske toldområde.

Fly- og skibsgods i transit til steder uden for det danske toldområde, der tillades omladet i henholdsvis en toldlufthavn eller en af Told Skat godkendt havn, og som genudføres senest 14 kalenderdage efter indførslen.

Varer i transit til steder uden for det danske toldområde eller til Københavns Frihavn, når de forsendes i overensstemmelse med EU's forsendelsesordning eller mod fremlæggelse af TIR-carnet, ATA-carnet eller NATO-tolddeklaration, form 302.

Varer fra Københavns Frihavn, når de via den øvrige del af det danske toldområde forsendes til steder uden for dette i overensstemmelse med EU's forsendelsesordning eller mod fremlæggelse af TIR-carnet, ATA-carnet eller NATO-tolddeklaration, form 302.

Varer, der fraføres Københavns Frihavn til den øvrige del af det danske toldområde med toldmæssig status T2, når det over for Told Skat godtgøres, at der er tale om varer, der er i frit forbrug.

Returvarer

I det omfang varer kan indgå told- og afgiftsfrit som returvarer, f.eks. ved genindførsel af emballage, firmamærkede varer, biler, klicheer og trykvalser, udstillingseffekter, varer fra Københavns Frihavn og heste. Se A.20.5 i toldvejledningen.

Midlertidig indførsel

Varer, der tillades indført midlertidigt på grundlag af mundtlig angivelse og sikkerhedsstillelse ved fremlæggelse af ATA-carnet, se A.16.4 i toldvejledningen.

Varer, der tillades indført midlertidigt ved mundtlig angivelse og uden sikkerhedsstillelse , se toldvejledningens A.16.3.3 og A.16.3.4 med oversigt.

Transportmidler, der tillades indført midlertidigt, se A.17.9 i toldvejledningen.

Andre varer

Proviant og andre fornødenheder, der medbringes af skibe og fly ved ankomst fra ikke-EU-lande, og som er bestemt til forbrug om bord under skibets eller flyets rejse til og fra det danske toldområde og under dets ophold her.

Postforsendelser, som en postvirksomhed, der er godkendt af Told Skat, kan udlevere direkte til varemodtageren.

Indskrevet rejsegods, herunder rejsegods, der er indført med ruteskib og er indskrevet til videre befordring med jernbane, når det bringes i land og overgives til jernbanen under toldkontrol.

Varer medbragt af skibe og fly, der ikke oplosses på registrerings-stedet, herunder restladninger.

Varer, der tilføres Københavns Frihavn fra ikke-EU-lande.

Varer, der tilføres et frilager.

Donororganer til mennesker.

Varer, der medføres i persontrafikken, og som ikke indføres i erhvervsøjemed.

Varer, der er udbytte ved EU fisker- og fangstfartøjers fangst på havet, eller i ubeboede polarområder, og som eventuelt efter bearbejdning eller konservering om bord i de pågældende fartøjer eller andre EU fartøjer indbringes direkte fra fangstpladserne til EU's toldområde, eller transporteres direkte af tredjelandsfartøjer ved anvendelse af et T 2 M - dokument, se B.1.13 i toldvejledningen.

Told Skat kan i særlige tilfælde af kontrolmæssige hensyn kræve at ovennævnte varer angives til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag.

2.2 Den brede grænsestreg

Den brede grænsestreg har ingen geografisk bredde. Ved udtrykket "den brede grænsestreg" forstås alene en tidsmæssig udstrækning.

Varer med toldmæssig status T 1, der indføres til det danske område, skal ved ankomsten være

angivet til fortoldning (f.eks. ekspresfortoldning)

angivet til, anden toldprocedure (f.eks. forsendelse)

angivet til oplæggelse på midlertidigt oplag.

Inden for visse transportsektorer, må det forventes, at ekspeditøren, (dvs. den, der som rederi, agent for rederi, skibsmægler, luftfartsselskab, jernbane, postvirksomhed, vognmand, speditør eller lignende forestår varernes indførsel i det danske toldområde), behøver tid til at formidle eller tilvejebringe de nødvendige informationer for at kunne afgive en ekspresfortoldning

Varemodtageren er ikke i alle tilfælde bekendt med varernes præcise ankomsttidspunkt og vil derfor ikke være i stand til at angive varerne til ekspresfortoldning. For at understøtte anvendelsen af ekspresfortoldning, er der derfor skabt et begreb, "den brede grænsestreg", som således er en mulighed for at udskyde varernes overgang til toldbehandling.

Begrebet den brede grænsestreg dækker over en midlertidig opbevaring af varerne hos ekspeditøren det sted, hvor varen kommer til det danske område. Varen skal henligge uden at der foretages nogensomhelst handling i retning af at overføre varerne til en anden toldprocedure, herunder overførsel af varen til midlertidig oplag i importørens navn eller anden form for hæftelse af en anden person end ekspeditøren.

Varer kan opbevares på den brede grænsestreg i et tidsrum der er hensigtsmæssigt i forhold til ekspeditørens behov, dog højst 48 timer efter varernes fysiske ankomst til ekspeditørens lokalitet på grænsestregen. Ved beregning af varernes henliggetid inden for tidsfristen skal der ikke medregnes lørdage, søndage og helligdage. Efter udløbet af den for arrangementet fastsatte frist skal varerne overføres til en toldprocedure. Varer, der opbevares på den brede grænsestreg, forudsættes opbevaret i den toldkontrollerede del af den pågældende terminal mv.

Varer, der efter indførslen henligger under ekspeditørens kontrol og ansvar, kan angives til ekspresfortoldning indtil 48 timer efter ankomststidspunktet.

Ved varernes overgang til en toldprocedure ophører løbetiden - respektive restløbetiden - af den brede grænsestreg.

Varer, der er angivet til en toldprocedure umiddelbart i forbindelse med ankomsten, er således ikke omfattet af den brede grænsestreg.

Arrangementet den brede grænsestreg påtænkes etableret i lufthavne, i havne og på jernbaneterminaler. Ordningen vil ikke gælde for lastbilstrafikken (vejtransport).

2.2.1 Hæftelse

Ekspeditøren hæfter for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb, indtil hæftelsen overføres til en anden virksomhed i forbindelse med varernes overgang til ekspresfortoldning eller anden toldprocedure.

2.2.2 Autorisation

Det er den enkelte virksomhed (ekspeditør), der skal ansøge Told Skat om en autorisation til at kunne have varer liggende på den brede grænsestreg.

I autorisationen stilles der krav til et kontrol- og regnskabssystem, som sikrer, at varer, der henligger på den brede grænsestreg bliver angivet til en toldordning senest ved udløbet af den fastsatte tidsfrist.

2.2.3 Kontrol- og regnskabssystem

Adgangen til at kunne benytte den brede grænsestreg skal knyttes sammen med ekspeditørens mulighed for at etablere en regnskabsmæssig styring, som kan sikre, at indførte varer angives til toldbehandling inden for den aftalte frist.

Regnskabet skal føres hos ekspeditøren - eller være tilgængeligt fra dennes terminal.

Udgangspunktet for regnskabet er fly- eller skibsmanifestoplysninger, adressekort, CIM-fragtbreve og lignende.

Da ekspeditøren eventuelt skal kunne beregne told- og afgiftsbeløb, må der stilles krav til indholdet af de oplysninger, som han skal have adgang til. Det skal være muligt i det mindste at fastlægge vægt og varekode (ud fra den summarisk anførte varebetegnelse på fragtdokumentet).

Det godsstyringssystem, der således er en forudsætning for at anvende den brede grænsestreg må lægge sig meget tæt op ad de regnskabs- og edb-systemer mv., som i forvejen findes hos ekspeditørerne.

Der skal i tilknytning til godsstyringssystemet være indrettet interne kontroller, der sikrer

at alle varer angives til toldbehandling

at den aftalte frist for toldbehandling overholdes.

2.2.4 Andre bestemmelser

Det er et krav i forbindelse med anvendelsen af den brede grænsestreg, at varernes henliggen sker uden at disse angives til anden form for midlertidig oplæggelse hos importøren, f.eks. med det formål, at ekspeditøren ønsker hæftelsen overført til denne.

2.3 Ekspeditionsstedet

Angivelse til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag af varer skal ske på et ekspeditionssted ved grænsen, når varerne ankommer til det danske toldområde.

Stedet for ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag kan dog forskydes fra grænsen til et andet sted i landet, hvis varerne indføres eller der påbegyndes en forsendelse under EU's forsendelsesordning, TIR forsendelsesordningen eller transporteres af jernbanen eller en postvirksomhed, der er godkendt af Told Skat.

Ved postvirksomhed godkendt af Told Skat forstås Post Danmark.

Koder og adresser på toldcentre og ekspeditionssteder, se bilag 31 til toldvejledningen.

2.4 Hvem skal foretage ekspresfortolding eller oplæggelse på midlertidigt oplag

Angivelse til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag foretages af varemodtageren eller en af varemodtageren bemyndiget.

Er varerne ikke ved ankomsten til grænsen angivet til ekspresfortoldning eller oplæggelse på midlertidigt oplag, påhviler det ekspeditøren at angive varerne.

Ekspeditøren er den, der som rederi, agent for rederi, skibsmægler, luftfartsselskab, jernbane, postvirksomhed, vognmand, speditør eller lignende eller som varemodtager forestår varernes indførsel i det danske toldområde.

Ekspeditøren skal være en person, der er hjemmehørende her i landet eller en offentlig eller privat virksomhed, der har fast bopæl i Danmark, og som kan påtage sig hæftelsen for told og afgifter af varerne, se afsnit 2.5.

Såvel private som udenlandske virksomheder kan, uanset de ikke er ekspeditører angive varer til ekspresfortoldning. Der kan herefter ikke gives kredit for told og afgifter.

Enhver, der modtager varer, som ved en fejltagelse ikke er blevet angivet til ekspresfortoldning eller midlertidigt oplag, skal straks angive varerne til en af disse procedurer.

Registreringspligt

Ekspeditører er pligtige til at lade sig registrere hos Told Skat.

Henvendelse om registrering skal ske til ekspeditørens told- og skatteregion.

2.5 Hæftelse

Transportøren eller dennes repræsentant hæfter for told og afgifter af varerne, indtil de er angivet til ekspresfortoldning eller midlertidigt oplag.

Varemodtageren hæfter for told og afgifter, der påhviler varer, som er angivet til fortoldning eller oplæggelse på varemodtagerens midlertidige oplag.

Ekspeditøren hæfter for told og afgifter af varer, som ekspeditøren har angivet til midlertidigt oplag i følgende tilfælde

når ekspeditøren ikke er bekendt med varemodtagerens adresse, dvs. de såkaldte til ordre-sendinger,

når varemodtagerens CVR/SE-nummer ikke er angivet.

Ekspeditørens hæftelse ophører, når Told Skat har modtaget navn, adresse og CVR/SE-nummer for en varemodtager, der har ret til kredit for told og afgifter.

Ekspeditøren hæfter endvidere for told og afgifter af varer, som ekspeditøren har angivet til midlertidigt oplag i følgende tilfælde

når varerne er bestemt til private modtagere eller virksomheder, der ikke er importørregistreret. Se afsnit 1.2,

når ekspeditøren ønsker at hjemtage varer, der er bestemt for konkurs- eller dødsboer mv., eller til en varemodtager, som er frataget retten til kredit med told og afgifter,

når varemodtageren er hjemmehørende uden for det danske toldområde,

når en varemodtager nægter at have beordret varerne indført eller forsendt her til landet.

Pligten til fortoldning, genudførsel/forsendelse af varerne påhviler den, der hæfter for told og afgifter af varerne.

Hæftelsen kan overføres til en varemodtager, der har ret til kredit for told og afgifter, se afsnit 2.10.

2.6 Ekspedition hos Told·Skat

Tidsfrister for afgivelse af fortoldningsangivelse eller angivelse til midlertidigt oplag skal være opfyldt inden for den ekspeditionstid, der gælder for det ekspeditionstoldsted, angivelsen angives til.

Angivelse til ekspresfortoldning eller midlertidigt oplag skal afgives til det ekspeditionssted, hvor varerne kommer ind i det danske toldområde eller hvor den eksterne forsendelsesangivelse afsluttes.

Hvis varerne forsendes under godkendt modtagerordning, skal angivelse til fortoldning eller midlertidigt oplag afgives til det toldcenter, som forsendelsesangivelsen efterfølgende indsendes til.

Som hovedregel antages ekspresfortoldningen eller angivelsen til midlertidigt oplag af Told Skat, når det faktiske ankomsttidspunkt er angivet. For varer transporteret ad vej skal faktisk ankomsttidspunkt indsættes af Told Skat.

Told Skat skal på tidspunktet for varernes faktiske ankomst give meddelelse om, at varerne er udtaget til kontrol eller må fraføres registreringsstedet til midlertidig oplag/er til fri disposition. Told Skat kan regionalt udskyde meddelelsen, dvs. anvendelse af time-out, se nærmere om time-out i 2.17.

Foretages der rettelser i angivelsen i løbet af time-out perioden, tæller tiden fra rettelsestidspunktet. Der kan dog ikke foretages rettelser i angivelsen efter, at faktisk ankomsttidspunkt er angivet.

Ved angivelse til fortoldning eller midlertidigt oplag er Told Skat berettiget til at foretage enhver undersøgelse af varerne, der er nødvendig for kontrollens udøvelse, og til uden erstatning at udtage prøver af varerne i det omfang, det er nødvendigt for at undersøge disse.

Ved angivelse til fortoldning eller midlertidigt oplag skal ekspeditøren på Told Skat's anmodning foretage ud- og indpakning, opvejning, og opmåling mv. af varerne.

Fraførsel af varer fra ekspeditionsstedet

Når angivelse til fortoldning eller midlertidigt oplag er afsluttet, skal varerne i visse situationer forblive på ekspeditionsstedet.

I hvilke situationer varerne skal forblive på ekspeditionsstedet, og i hvilke de må fraføres for at blive opbevaret hos ekspeditøren eller varemodtageren indtil fortoldning, genudførsel/forsendelse sker, fremgår af følgende oversigt

Situation

Varerne må

1. Varerne er til varemodtagere, der ikke er kreditberettigede, herunder ikke importørregistrerede varemodtagere - private og udenlandske - der selv er ekspeditører

Ikke fraføres ekspeditionsstedet før fuldstændig ekspresfortoldning og betaling af told og afgifter eller angivelse til genudførsel/forsendelse er sket.

2. Varerne er til varemodtagere, der er frataget retten til kredit med told og afgifter samt varer til konkurs- og dødsboer m.v., hvor varerne er oplagt på midlertidigt oplag hos DSB, en af de statslige told- og skattemyndigheder godkendt postvirksomhed eller KNI, eller hvor varerne er oplagt på den brede grænsestreg hos DSB eller en af de statslige told- og skattemyndigheder godkendt postvirksomhed.

Ikke udleveres til varemodtager før fortoldning og betaling af told og afgifter eller angivelse til genudførsel/forsendelse er sket.

3. Varerne er i beskadiget emballage, omfattet af særregler eller kommer fra private virksomheder i Københavns Frihavn.

Ikke fraføres ekspeditionsstedet før fortoldning eller angivelse til genudførsel/forsendelse.

4. Varerne er i beskadiget emballage, omfattet af særregler eller kommer fra private virksomheder i Københavns Frihavn og er oplagt hos DSB, en af de statslige told- og skattemyndigheder godkendt postvirksomhed eller KNI.

Ikke udleveres til varemodtager før fortoldning eller angivelse til genudførsel/forsendelse er sket.

5. Der mangler oplysninger til brug for varernes identifikation, f.eks. mærker og numre, utilstrækkelig vareart m.v.

Ikke fraføres ekspeditionsstedet før Told Skat's tilladelse foreligger.

6. Varerne er til ordre sendinger samt varer til private, ikke- importørregistrerede virksomheder eller udenlandske varemodtagere, der anvender registreret ekspeditør.

Hjemtages på ekspeditørens lager, men må ikke fraføres dette før Told Skat's tilladelse foreligger.

Ansøgning om at måtte benytte proceduren for midlertidigt oplag, herunder om at måtte få adresser godkendt til midlertidigt oplag indgives til virksomhedens hjemtoldcenter.

2.7 Underretning af varemodtager om angivelse til midlertidig oplæggelse eller forenklet ekspresfortoldning

Såfremt varerne angives til midlertidig oplæggelse eller forenklet ekspresfortoldning af en ekspeditør, skal denne snarest muligt underrette varemodtageren om, at angivelse til midlertidig oplæggelse eller forenklet ekspresfortoldning har fundet sted.

Det bør af underretningen tydeligt fremgå, at der er tale om midlertidig oplagte varer, der skal standardfortoldes eller genudføres/forsendes eller varer der er angivet til forenklet ekspres fortoldning, der skal efterfølges af en supplerende angivelse.

Ekspeditøren har bevisbyrden for, at underretningen er sket, se afsnit 2.5.

Ekspeditørens navn, adresse og evt. telefonnummer bør fremgå af underretningen, således at varemodtageren kan se, hvem der har foretaget ovennævnte angivelser.

2.8 Frist for fortoldning eller genudførsel/forsendelse af varer, der er midlertidigt oplagt

Varer, der er oplagt på et midlertidigt oplag, skal - senest 14 kalenderdage efter det faktiske ankomsttidspunkt - angives til standardfortoldning, se i øvrigt afsnit 3.5 om oplæggelsesreglerne eller, se afsnit B.1 om forsendelse i Toldvejledningen.

Standardfortoldningen skal angives til det toldcenter, hvor varemodtageren er registreret, og skal være antaget af toldcentret i hænde inden udløbet af 14-dages fristen. Dvs., at en angivelse afgivet på EU's enhedsdokument skal være toldcentret i hænde inden for toldcentrets ekspeditionstid før 14-dages fristen udløber.

TL § 81, stk. 1

Hvis varemodtageren ikke inden 14-dages fristens udløb har indgivet en standardfortoldning for de varer, der ermidlertidigt oplagt for varemodtageren, eller som ikke er genudført/forsendt, vil toldcentret foretage en kønsmæssig ansættelse, hvorved der fastsættes et beløb, der skønsmæssigt svarer til told- og afgiftsbeløbet af de midlertidigt plagte varer.

Told og afgifter af varerne beregnes på grundlag af enskønsmæssigt ansat mængde eller værdi og efter de satser, der var gældende den dag, hvor varerne senest kunne være angivet rettidigt til standardfortoldning. Der er ikke mulighed for kontingent- eller præferencetoldbehandling i disse tilfælde.

TL § 81, stk 3

Ved skønsmæssig ansættelse skal der betales en ekspeditionsafgift på 550 kr. for hver ekspedition.

Hvis en angivelse ikke kan antages, f.eks. på grund af mangelfuld udfyldning, vil den blive returneret, hvis den er angivet på et enhedsdokument, og i så fald anses den for ikke at være modtaget. Hvis angivelsen er angivet via edb vil der edb-mæssigt blive givet meddelelse om, at angivelsen ikke kan antages. Er fortoldningsangivelsen ikke påny toldcentret i hænde inden for den nævnte frist, vil der blive opkrævet afgift med 550 kr. pr. ekspedition.

2.9 Samlesendinger

Ekspeditører kan efter ansøgning få tilladelse til at angive samlesendinger til oplæggelse på midlertidigt oplag.

Så længe en samlesending ifølge enhedsdokumentets rubrik 30 er oplagt på et ekspeditionssted (herunder godkendt modtagers adresse), skal speditøren have mulighed for at opsplitte sendingen i ekspresfortoldninger og angivelser til oplæggelse på midlertidigt oplag. Dette skal ske straks i forbindelse med afslutningen af forsendelsen. Er forsendelsesproceduren afsluttet, kan man ikke længere vælge mellem de forskellige ordninger.

Ekspresfortoldningerne og angivelserne til oplæggelse på midlertidigt oplag skal angives til det ekspeditionssted, hvor samlesendingen er angivet til.

Hvis der i samlesendinger er gods, som er omfattet af varebestemmelser, der skal kontrolleres på indførselsstedet, kan man ikke anvende ordningen for godkendt modtager. En samlesending, der indeholder gods, som er omfattet af varebestemmelser, må ikke forlade ekspeditionsstedet, før disse poster er opsplittet, og der foreligger tilladelse fra Told Skat.

Når varerne forlader ekspeditionsstedet og oplægges på de midlertidige oplag, kan varerne kun fraføres enten ved afgivelse af en standardfortoldning, genudføres/forsendes eller overdragelse til en ny varemodtager.

2.10 Ændring af varemodtager

Varer, der er midlertidigt oplagt kan, inden de fortoldes eller genudføres/forsendes, overdrages til en ny varemodtager, hvis den pågældende har tilladelse til at anvende proceduren for midlertidig oplæggelse.

Overdragelse af et helt eller en del af et vareparti oplagt på et midlertidigt oplag skal ske ved en ny angivelse (omregistrering) til oplæggelse på midlertidigt oplag.

Overdrageren skal samtidig med anmeldelsen underrette erhververen, der herefter anses som varemodtager. Overdrageren har bevisbyrden for, at underretning har fundet sted.

Ved omregistreringen tildeles den nye angivelse til midlertidigt oplag et nyt referencenummer. Der er gensidig henvisning mellem oprindeligt og nyt nummer.

2.11 Ændring af opbevaringsadresse for varerne

Varer, der er angivet til midlertidig oplæggelse kan flyttes fra en opbevaringsadresse til en anden godkendt opbevaringsadresse.

Meddelelse til Told Skat om ændring af opbevaringsadresse skal ske ved afgivelse af en ny angivelse til midlertidig oplæggelse til det toldcenter, hvor varerne er midlertidigt oplagt, inden varerne flyttes.

2.12 Opsplitning

En angivelse til midlertidig oplæggelse kan opsplittes i to eller flere.

Dette kan være aktuelt, hvis en del af varerne skal genudføres/ forsendes, mens den resterende del ønskes fortoldet.

Der skal afgives en ny angivelse (omregistrering) til oplæggelse på midlertidigt oplag for det opsplittede vareparti.

Ved opsplitningen tildeles den nye angivelse til midlertidigt oplag et nyt referencenummer. Der er gensidig henvisning mellem oprindeligt og nyt nummer.

2.13 Henvendelse til Told·Skat om fejl mv.

Hvis en angivelse til fortoldning eller midlertidig oplæggelse viser sig at være forkert, f.eks. at kolliantal, vægt mv. ikke stemmer overens med det, ekspeditøren eller varemodtageren oprindeligt har angivet, skal ekspeditøren eller varemodtageren hurtigst muligt rette henvendelse til det ekspeditionssted/toldcenter, hvor angivelsen er sket.

2.14 Besigtigelse af varer/udtagelse af prøver

Hvis varemodtageren ikke umiddelbart er i stand til at angive varernes art og mængde i overensstemmelse med de foreskrevne regler kan toldcenteret efter varemodtagerens skriftlige anmodning give tilladelse til besigtigelse af varerne og/eller udtage prøver.

Hvis varemodtageren alene ønsker at besigtige varerne, kan dette finde sted på grundlag af en mundtlig henvendelse til toldcenteret.

Omkostninger ved udpakning, vejning, genindpakning og anden håndtering af varerne eller til analyse af de udtagne prøver afholdes af varemodtageren.

Fristen for rettidig standardfortoldning afbrydes ikke ved afgivelse af anmodning om besigtigelse.

2.15 Dispositionsret ved angivelse til standardfortoldning

Varemodtageren kan efter oplæggelse på midlertidigt oplag disponere over varerne efter følgende retningslinier.

Når angivelse til standard fortoldning via edb er antaget ved toldcentret kan varemodtageren disponere over varerne fra kl. 12 den følgende hverdag, dog ikke lørdag.

Når angivelse til standard fortoldning på enhedsdokumentet er antaget ved toldcentret kan varemodtageren disponere over varerne fra kl. 16 den følgende hverdag, dog ikke lørdag.

Ovennævnte dispositionsret er på betingelse af

at varemodtageren har opfyldt eventuelle særlige indførselsbetingelser, der gælder for de pågældende varer,

at toldcentret ikke har meddelt, at man ønsker at foretage kontrol af varerne,

at der er stillet sikkerhed for toldskylden.

Hvis der ikke er stillet sikkerhed, kan der først disponeres over varerne, når tolden er betalt dette gælder også for såkaldte 5-dages afregnere.

Varer oplagt på et midlertidigt oplag må ikke udpakkes, og emballagen må ikke åbnes.

2.16 Dispositionsret ved angivelse til ekspresfortoldning

Når en varemodtager afgiver ekspresfortoldning, kan denne disponere over varerne, når Told Skat har givet meddelelse om, at ekspresangivelsen er frigivet.

Ekspresfortoldning kan antages, når faktisk ankomsttidspunkt er registreret.

Told Skat skal på tidspunktet for varernes faktiske ankomst give meddelelse om, at varerne er frigivet eller udtaget til kontrol.

2.17 "Time-out"

Told Skat kan imidlertid regionalt udskyde meddelelsen. Udskydelsen kan variere fra 0 - 2 timer, "Time-out". Det giver mulighed for at foretage manuel udvælgelse til kontrol.

Time-out er det tidsrum, hvor der tages stilling til om en forsendelse skal udtages til kontrol.

Timeoutperioden kan variere fra 0 - 2 timer. Hvis varemodtageren vil være sikker på at have svar umiddelbart efter grænsepassagen, skal oplysningerne edb-registreres og accepteres senest 2 timer før den faktiske ankomst. Foretages der rettelser af angivelsen i løbet af de 2 timer, tæller tiden fra rettelsestidspunktet.

Den forenklede ekspresfortoldning på papir skal afleveres på et ekspeditionssted.(et toldcenter eller et ekspeditionssted). Edb-registrering sker først ved varernes faktiske ankomst. Det medfører, at ekspeditøren må afvente resultatet af validitetskontrol og risikoanalyse før meddelelse om varernes frigivelse eller kontrol.

2.18 Landingsattester

Virksomhederne kan anmode toldcentret om attestation af Landing Certificate, på blanket 19.025, som bevis for varers ankomst til Danmark. Blanketten skal underskrives af anmoderen og vedlægges nødvendig dokumentation.

Stor vejledning 2000

2.1 Varens ankomst

2.2 Den brede grænsestreg

2.3 Ekspeditionsstedet

2.4 Hvem skal foretage ekspresfortolding eller oplæggelse på midlertidigt oplag

2.5 Hæftelse

2.6 Ekspedition hos Told·Skat

2.7 Underretning af varemodtager om angivelse til midlertidig oplæggelse eller forenklet ekspresfortoldning

2.8 Frist for fortoldning eller genudførsel/forsendelse af varer, der er midlertidigt oplagt

2.9 Samlesendinger

2.10 Ændring af varemodtager

2.11 Ændring af opbevaringsadresse for varerne

2.12 Opsplitning

2.13 Henvendelse til Told·Skat om fejl mv.

2.14 Besigtigelse af varer/udtagelse af prøver

2.15 Dispositionsret ved angivelse til standardfortoldning

2.16 Dispositionsret ved angivelse til ekspresfortoldning

2.17 "Time-out"

2.18 Landingsattester

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →