TRANSFER PRICING; KONTROLLEREDE TRANSAKTIONER 2000 5. DOKUMENTATIONSPLIGTEN

Transfer pricing; kontrollerede transaktioner

5. Dokumentationspligten

Med skattekontrollovens § 3 B, stk. 4, er der i forlængelse af den her gennemgåede oplysningspligt blevet indført regler om, at oplysningspligtige skal udarbejde dokumentation for, hvorledes priser og vilkår for kontrollerede transaktioner er fastsat. Denne skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, dvs. efter armslængdeprincippet jf. ligningslovens § 2. Dokumentationspligten har virkning for indkomstår, der påbegyndtes den 1. januar 1999 eller senere. Har selskabet mv. bagudforskudt indkomstår, har dokumentationspligten således først virkning fra indkomståret 2000.

Formålet med fremlæggelse af dokumentationen er at gøre det muligt for de skatteansættende myndigheder at vurdere de anvendte priser. En fyldestgørende dokumentation begrænser risikoen for ændringer i selskabets indkomst samt formindsker faren for dobbeltbeskatning, hvilket kan være en betydelig fordel for skatteyderen selv.

I fortsættelse af denne vejledning om oplysningspligten vil der blive udsendt en vejledning om dokumentationspligten, der mere detaljeret vil gennemgå de krav, der stilles til den skriftlige dokumentation, som de skattepligtige skal udfærdige og opbevare. Det følgende vil således kun være en kort introduktion til, hvad den skriftlige dokumentation bør indeholde.

Det er styrelsens opfattelse, at en dokumentation udarbejdet efter OECD's Transfer Pricing Guidelines vedrørende interne afregningspriser for multinationale foretagender og skattemyndigheder, vil være fyldestgørende.

Ved dokumentation forstås et skriftligt materiale, der omfatter følgende

1) En beskrivelse af virksomheden.

2) En beskrivelse af de koncerninterne transaktioner.

3) En funktionsanalyse.

4) En økonomisk analyse.

5) En sammenlignelighedsanalyse.

6) Valg af prisfastsættelsesmetode og begrundelse herfor.

7) Skriftlige aftaler mellem de koncernforbundne virksomheder.

Ad 1-2)

Udgangspunktet for dokumentationen bør være en beskrivelse af virksomheden i såvel juridisk som operationel forstand. Ved at oplyse om koncernens struktur, kan selskabets ejerkreds klarlægges, samt hvorvidt selskabet kontrollerer eller kontrolleres af koncernens øvrige enheder, jf. side 1 på skema 05.021/05.022.

Hensigten med en operationel beskrivelse af virksomheden er at afgrænse de markeder, som selskabet opererer på, idet det forventes, at selskabet redegør for sine aktiviteter, beskriver sine produkter samt belyser markedernes konkurrencemæssige aspekter. I virksomhedsbeskrivelsen bør også redegøres for virksomhedens historie, således at det bl.a. kan fastslås, om der er tale om en ny, ekspanderende eller veletableret virksomhed. Dernæst forventes det, at koncernens interne transaktioner beskrives, uanset afregningsformer.

Ad 3-4)

Den næste fase er, at selskabet udarbejder en funktionsanalyse. Til denne analyse skal fremskaffes og systematiseres oplysninger om de funktioner, hver af virksomhedens enheder varetager. Hertil hører også de økonomiske risici, som virksomheden har påtaget sig, samt en redegørelse for de immaterielle aktiver virksomheden anvender eller er med til at udvikle. Funktionsanalysen giver en god baggrund for at finde frem til sammenlignelige transaktioner og virksomheder.

Med henblik på at beregne den avance, der hidrører fra koncerninterne transaktioner, bør der efterfølgende foretages en analyse af de enkelte koncernvirksomheders økonomiske forhold. Analysen foretages med udgangspunkt i transaktionerne og henføres til de enkelte produkter, og hvis dette ikke er muligt, til produktgrupperne. På dette stadium beregnes nøgletal, som senere bliver brugt i sammenlignelighedsanalysen.

Ad 5)

Sammenlignelighedsanalysen går ud på at søge efter økonomiske oplysninger om sammenlignelige transaktioner og virksomheder. De udsøgte økonomiske oplysninger vil som regel blive spredt inden for et interval, et såkaldt "range", inden for hvilket armslængde priserne falder. Søgningen kan inddrage oplysninger fra forskellige databaser og ligeledes omfatte transaktioner, der er gennemført mellem koncernforbundne og uafhængige virksomheder. Såfremt der viser sig forskelle i betingelser og vilkår, skal der videst muligt omfang korrigeres for afvigelsernes økonomiske konsekvenser, idet der ellers ikke kan sammenlignes priser.

Ad 6)

OECD's retningslinier for transfer pricing indeholder en beskrivelse af en række prisfastsættelsesmetoder, der kan anvendes ved fastsættelsen af interne afregningspriser for varer, tjenesteydelser og immaterielle aktiver. Virksomhederne vil normalt anvende en af de traditionelle transaktionsbestemte metoder (den fri markedsprismetode, videresalgsprismetoden og kostpris plus avance metoden), men andre metoder kan også finde anvendelse. Det er som udgangspunkt de enkelte virksomheders egen vurdering, hvilken metode der er mest hensigtsmæssig i lyset af denne virksomheds aktiviteter og forhold i øvrigt.

Ved den fri markedsprismetode (Comparable uncontrolled price method) sammenlignes prisen på varer og tjenesteydelser i en kontrolleret transaktion med prisen på tilsvarende varer eller tjenesteydelser overført mellem uafhængige parter. Denne sammenligning gør det nødvendigt primært at undersøge, om der findes produkter, der er tilstrækkeligt sammenlignelige, det vil sige, at der ikke er nogen forskel mellem de koncerninterne og uafhængige transaktioner, som har betydning for prisfastsættelsen, eller at der i alt væsentlighed kan korrigeres for eventuelle forskelle.

Videresalgsprismetoden (Resale price method) tager udgangspunkt i den pris, hvortil et produkt, der er købt hos en forbundet virksomhed, bliver videresolgt til en uafhængig virksomhed. Denne videresalgspris bliver herefter reduceret med en rimelig bruttoavance. Avancen fastlægges i forhold til de funktioner og økonomiske risici, det videresælgende koncernselskab påtager sig. Efter fradrag af denne, kan det resterende beløb betragtes som en armslængde pris for den oprindelige overførsel af produktet.

Kostpris plus avancemetoden (Cost plus method) fastsætter afregningsprisen, som det sælgende selskabs produktionsomkostninger med tillæg af et beløb svarende til, hvad en uafhængig virksomheds fortjeneste er for en sammenlignelig transaktion. Metoden er særlig anvendelig, hvor de interne transaktioner består af halvfabrikata, hvor parterne har indgået integrerede produktionsaftaler, langfristede købs- og salgsaftaler, eller den handlede vare er til rådighed stillede serviceydelser.

Anvendelsen af de tre traditionelle transaktionsbaserede metoder indebærer, at der ved prisfastsættelsen skal tages udgangspunkt i en salgspris eller avance ved en sammenlignelig transaktion mellem uafhængige parter. Kompleksiteten i erhvervslivet kan imidlertid medføre, at disse metoder ikke kan anvendes alene, eller undtagelsesvist slet ikke kan anvendes, da det kan være meget vanskeligt eller umuligt at fremskaffe eksternt materiale, der kan anvendes som grundlag for en sammenlignelighedsanalyse. I disse tilfælde kan de transaktionsbestemte avancemetoder eventuelt anvendes. De eneste avancemetoder, der opfylder armslængdeprincippet, er ifølge OECD's retningslinier avancefordelingsmetoden og den transaktionsbestemte nettoavancemetode.

Efter avancefordelingsmetoden (Profit split method) fordeles koncernens samlede nettofortjeneste ved den pågældende transaktion mellem de enkelte koncernselskaber svarende til, hvorledes uafhængige virksomheder ville have fordelt avancen. Nettofortjenesten fordeles på grundlag af en vurdering af, hvad det enkelte selskab har bidraget med ved værditilvæksten til produktet. Fordelingen foretages på grundlag af den føromtalte funktionsanalyse, der beskriver de enkelte koncernselskabers funktioner og risici.

Den transaktionsbestemte nettoavancemetode (Transactional net margin method) undersøger den nettofortjeneste, som en virksomhed realiserer ved en intern transaktion. Ideelt set skal virksomhedens nettofortjeneste fastsættes ved at sammenligne med den nettofortjeneste, som virksomheden opnår ved tilsvarende transaktioner med uafhængige virksomheder. Hvor dette ikke er muligt, kan nettofortjenesten for en uafhængig virksomhed ved en sammenlignelig transaktion anvendes som vejledning.

Det konkluderes i OECD's retningslinier, at disse to transaktionsbaserede avancemetoder kun bør anvendes som en sidste mulighed. Andre metoder kan ifølge retningslinierne også anvendes, men kun såfremt de er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Ad 7)

Når virksomhedens afregningspriser endeligt er fastsat, udarbejdes en skriftlig dokumentation for resultaterne af de enkelte trin i processen. Denne dokumentation bør indeholde skriftlige aftaler mellem de koncernforbundne virksomheder omfattende en beskrivelse af priser og vilkår for alle de koncerninterne transaktioner. Mundtlige aftaler og procedurer bør ligeledes dokumenteres.

Virksomhedens dokumentation af interne afregningspriser bør opdateres løbende. Det er en fordel, at dokumentationen er så aktuel som muligt, og hermed sikres, at priserne er fastsat på markedsvilkår.

Oplysnings- og dokumentationspligten i skattekontrollovens § 3 B har til formål generelt at øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Det har været hensigten med dette afsnit at give en kort introduktion til den kommende vejledning om dokumentationspligten, som vil gå nærmere ind i de forskellige analyser og prisfastsættelsesmetoder.