VEJLEDNING OM BEREGNING AF PERSONLIGE INDKOMSTSKATTER 2000
Statutory Text (2 Articles)
F Forskudsskatteberegning
F.1 Indledning
Indkomstskattesystemet bygger på en beskatning efter samtidighedsprincippet. Det betyder, at der betales skat i takt med indkomsterhvervelsen, men således at der efter indkomstårets udløb udarbejdes en årsopgørelse, hvorefter det beregnes, om de foreløbige skatter har været tilstrækkelige til at dække den skattebetaling, som skatteyderen skal betale i overensstemmelse med den faktiske indkomsterhvervelse.
Dette afsnit belyser skatteberegning, der specifikt er rettet mod opgørelsen af den foreløbige skat, forskudsopgørelsen. Reglerne om forskudsopgørelse er reguleret i afsnit V i KSL (Lbk. nr. 80 af 2.februar 2001), bek. nr. 1154 af 14.december 2000, bek. nr. 847 af 4. september 2000 vedrørende forskudsopgørelsen for 2001 og skm. cirk. nr. 135 af 4. november 1988 om KSL. I F.3. vises eksempler på beregning af trækprocent m.v. vedrørende forskudsopgørelsen for år 2001. Baggrunden herfor er, at det ikke tjener noget formål at vise eksempler baseret på forskudsopgørelsen 2000, da denne ikke er aktuel længere. Desuden henvises specielt til vejledningen 'Indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag' for en detaljeret gennemgang af nogle af de i dette afsnit omtalte regler om opkrævning af A-skat, hvilke indkomstarter der anses som A-indkomst eller B-indkomst m.v.
F.2 Opkrævning af indkomstskatter m.v.
Opkrævning af indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal og amtskommunal indkomstskat samt kirkeskat sker for personer i overensstemmelse med reglerne i afsnit V i KSL. Derimod sker opkrævning af udbytteskat af aktieudbytte m.v. efter reglerne i afsnit VI i KSL. Endelig opkræves royaltyskat af royalty for personer m.v., som er skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, litra i, efter reglerne i KSL § 65 C.
Indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal og amtskommunal indkomstskat samt kirkeskat betales i løbet af indkomståret med foreløbige beløb. Dette sker enten ved indeholdelse i A-indkomst efter reglerne i KSL §§ 43-49, ved indeholdelse i aktieudbytte m.v. efter reglerne i KSL afsnit VI eller ved betaling ved skattebillet i henhold til KSL §§ 50-51A, det vil sige betaling som B-skat i op til 10 rater efter KSL § 58.
For personer, der anvender et andet indkomstår end kalenderåret, betales de foreløbige beløb for et givet indkomstår i løbet af det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for.
Foreløbige beløb, der betales ved indeholdelse efter reglerne i KSL §§ 43-49, benævnes "A-skat", og foreløbige beløb, der betales i henhold til skattebillet, benævnes "B-skat". Skattepligtig indkomst, hvori A-skat skal indeholdes, benævnes "A-indkomst". Skattepligtig indkomst, hvori der hverken skal indeholdes A-skat eller den i KSL afsnit VI omhandlede udbytteskat eller royalty skat, benævnes "B-indkomst".
De foreløbige skattebeløb skal for den enkelte skattepligtige så vidt muligt svare til de skatter, der beregnes efter kalenderårets udløb, jf. KSL § 42. Det således beregnede beløb benævnes "slutskat".
F.2.1 Indkomstarter
F.2.1.1 Indkomster, der anses som A-indkomst
I henhold til KSL § 43, stk. 1, omfatter A-indkomst enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.
Herudover har skatteministeren i henhold til KSL § 43, stk. 2, jf. bek. nr. 1154 af 14.december 2000 , kapitel 6, bestemt, at visse indkomstarter skal henregnes til A-indkomst.
F.2.1.2 Indkomster, der ikke anses som A-indkomst
En indkomst anses i henhold til KSL § 44 ikke for A-indkomst, når udbetalingen foretages af
a) Fremmede magters herværende diplomatiske repræsentationer og medlemmer af sådanne samt fremmede magters herværende udsendte konsuler.
b) Personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner m.v., der ikke har hjemting her i landet, medmindre de er skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, litra d, eller SEL § 2, stk. 1, litra a.
I medfør af KSL § 45 kan skatteministeren bestemme, når særlige grunde taler herfor, at en vis indkomst eller en vis art af indkomst, der er omfattet af KSL § 43, ikke skal anses for A-indkomst. Ligeledes kan skatteministeren fastsætte mindstegrænser for indeholdelse af A-skat. I bek. nr. 1154 af 14. december 2000 , kapitel 7, er det bestemt, at følgende indkomstarter ikke skal henregnes til A-indkomst
1) Løn m.v., der ydes ved aftjening af civil værnepligt.
2) Løn m.v. til hushjælp og anden medhjælp i privat husholdning, når arbejdsgiveren eller dennes ægtefælle ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage nogen del af den løn, der udbetales til den pågældende.
3) Værdi af fri kost og fri bolig, som ydes i forbindelse med vederlag i penge, såfremt værdiansættelsen ikke kan foretages efter de af Ligningsrådet fastsatte normalværdier af kost og logi.
4) Diæter til valgstyrere og tilforordnede vælgere.
5) Vederlag, der modtages fra en forening, for arbejde udført for foreningen som led i dennes skattefri virksomhed, når det samlede årlige vederlag, der af foreningen udbetales til den pågældende, ikke overstiger 1.500 kr.
Opstår der tvivl om en indkomst skal anses for A-indkomst eller B-indkomst, træffer vedkommende told- og skatteregion en afgørelse med klageadgang til Landsskatteretten.
F.2.1.3 Udbetaling af A-indkomst
Ved enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2, litra h, påhviler den, for hvem arbejdet udføres (arbejdsudleje). Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten.
Indeholdelsen skal foretages ved udbetalingen af A-indkomsten. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelsen dog foretages på dette tidspunkt.
For ydelser, der kommer til udbetaling efter indtjeningsperiodens udløb, såsom feriepenge og søgnehelligdagsbetaling, er det i bek. nr. 1154 af 14. december 2000 , § 22, fastlagt særlige regler om tidspunktet for indeholdelsen og om, i hvilket indkomstår ydelserne skal beskattes.
Indeholdelsen går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, herunder modkrav fra den indeholdelsespligtige, jf. KSL § 46, stk. 3.
Udbetales A-indkomst af en person, et dødsbo, et selskab, en forening eller en institution m.v., som ikke har hjemting her i landet, men som er skattepligtig efter KSL § 2, stk. 1, litra d, eller SEL § 2, stk. 1, litra a, skal indkomsten udbetales gennem en befuldmægtiget, der har hjemting her i landet, jf. KSL § 46, stk. 4. I så fald påhviler det den befuldmægtigede at foretage indeholdelse. Når særlige forhold taler derfor, kan skatteministeren fritage en udenlandsk arbejdsgiver for pligten til at have en befuldmægtiget med hjemting her i landet.
Når den, for hvis regning den pågældende indkomst udbetales, ikke har hjemsted her i landet, og udbetalingen foretages gennem en dertil befuldmægtiget, der har hjemting her i landet, er indkomsten A-indkomst uanset bestemmelsen i KSL § 44, litra b, og det påhviler den befuldmægtigede at foretage indeholdelse, jf. KSL § 46, stk. 5.
F.2.2 Skattekort m.v.
Til brug ved indeholdelse af foreløbig skat i A-indkomst udstedes et skattekort bestående af et hovedkort og bikort til den skattepligtige, jf. KSL § 48, stk. 1.
På hovedkortet er der anført, hvilket beløb der skal fradrages i A-indkomst for henholdsvis en måned, 14 dage, en uge og en dag, forinden indeholdelse foretages, jf. KSL § 48, stk. 2. Fradragsbeløbene udgør forholdsmæssige andele af summen af de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende år. På bikort anføres intet fradragsbeløb.
Hovedkort og bikort indeholder oplysninger om, med hvilken procent indeholdelse skal foretages. Indeholdelsesprocenten fastsættes under hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold.
Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet, eller der skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde (bruttotræk), jf. KSL § 48, stk. 3, og bek. nr. 1154 af 14.december 2000 .
I henhold til KSL 48, stk. 4-5, kan skatteministeren fastsætte regler om afrunding af de beregnede indeholdelsesprocenter.
Taler omstændighederne for, at den skattepligtiges indkomst ikke vil blive så stor, at vedkommende skal betale de i KSL § 40 nævnte skatter, kan vedkommende kommunale skattemyndighed med fremtidig virkning bestemme, at der ikke skal indeholdes skat i A-indkomst, som den skattepligtige modtager, jf. KSL § 48, stk. 6 (frikort).
Dette angår en vis A-indkomst, som udbetales eller godskrives i en vis periode eller indtil et vist maksimum beløb. Vedkommende modtager af A-indkomst skal i disse tilfælde forevise et af skattemyndigheden udstedt frikort for den, der udbetaler eller godskriver A-indkomsten.
Ved særlige forhold kan skatteministeren bestemme, at indeholdelse af skat i en vis art af A-indkomst skal undlades uden anvendelse af frikort, jf. KSL § 48A.
Har den skattepligtige hverken afleveret skattekort eller forevist bikort eller frikort, skal der indeholdes 60 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst uden fradrag efter KSL § 48, stk. 2-3, jf. KSL § 48, stk. 7. Indeholdelsen på 60% sker også, hvis skattekortoplysninger, der er afgivet elektronisk direkte til den indeholdelsespligtige efter forudgående anmodning ikke er modtaget.
Den skattepligtige kan over for den indeholdelsespligtige begære, at denne indeholder A-skatten med en højere procent end angivet på skattekortet eller bikortet, jf. KSL § 48, stk. 9.
Når særlige grunde taler herfor kan skatteministeren bestemme, at indeholdelse af foreløbig skat i visse arter af A-indkomst skal ske uden anvendelse af skattekort eller bikort. Det kan være tilfældet i de situationer, hvor nedslagsreglen i LL § 33A, stk. 1 eller 3, finder anvendelse. Fritagelsen finder sted ved, at skattemyndighederne mod behørig dokumentation udsteder en fritagelseserklæring, hvorefter arbejdsgiveren kan undlade at indeholde A-skat i løn, der er omfattet af fritagelsen i LL § 33A, jf. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 5.2.11.
Begrænset skattepligtige
For personer, der efter KSL § 2, stk. 1, litra c, er skattepligtige af vederlag som nævnt i KSL § 43, stk. 2, litra h, beregnes A-skatten som 30 pct. af bruttoindtægten, herunder eventuel godtgørelse til dækning af udgifter til rejse og ophold m.v. (arbejdsudleje), jf. KSL § 2, stk. 3 og § 48B.
Personer, der efter KSL § 2, stk. 1, litra j, er skattepligtige af vederlag som nævnt i KSL § 43, stk. 1, for arbejde udført om bord på et dansk skib i udenrigsfart eller nærfart, beregnes A-skatten som 30 pct. af bruttoindtægten, jf. KSL § 48 C, stk. 1. Om et skib er et dansk skib, og om skibet sejler i udenrigsfart eller nærfart, afgøres efter reglerne i lov nr. 362 af 1. juli 1988 om særlige fradrag til sømænd m.v.
B-indkomst
I det tilfælde, hvor den skattepligtige skal betale foreløbig skat af B-indkomst, men ikke af A-indkomst, opkræves den foreløbige skat som B-skat, der forfalder til betaling i 10 rater den 1. i hver af månederne januar til og med november, bortset fra juni, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden, jf. KSL § 50, stk. 1 (skattebillet), jf. KSL § 58.
Den foreløbige skat af B-indkomst beregnes af den forventede B-indkomst nedsat med de fradrag, der må forventes at ville tilkomme den skattepligtige ved den endelige indkomstopgørelse og skatteberegning for det pågældende indkomstår.
Skal den skattepligtige betale foreløbig skat såvel af A-indkomst som af B-indkomst, opkræves den del af den foreløbige skat, der ikke kan indeholdes i A-indkomsten, som B-skat, jf. KSL § 51 og § 12, stk. 1, i bek. nr. 1154 af 14. december 2000 .
Indeholdelse af udbytteskat m.v.
Forventes det, at den skattepligtige vil erhverve aktieudbytte m.v., hvori der indeholdes udbytteskat efter afsnit VI i KSL, tages der ved fastsættelsen af grundlaget for opkrævning af A-skat eller B-skat hensyn hertil, således at den samlede foreløbige skat så vidt muligt kommer til at svare til den forventede slutskat. Selv om den skattepligtige ikke i øvrigt skal svare B-skat, kan et eventuelt yderligere beløb af foreløbig skat opkræves ved skattebillet, jf. KSL § 51 A, stk. 1.
Det gælder tilsvarende, når det må forventes, at den skattepligtige vil foretage indskud eller hæve på en virksomheds konto for opsparet overskud, jf. VSL § 10, stk. 2-3, og § 13, stk. 1.
I forbindelse med enhver vedtagelse om udbetaling eller godskrivning af udbytte af aktier eller andele i selskaber eller foreninger m.v., omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 2e og 4, skal selskabet m.v. indeholde udbytteskat på 28 % af det samlede udbytte, jf. KSL § 65, stk. 1. Det samme gælder ved et selskabsopkøb af egne aktier m.v., jf. LL § 16 B, stk. 1. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier, friandele og udlodning af likvidationsprovenue foretaget i kalenderåret, hvori selskabet endeligt opløses. I henhold til KSL § 65, stk. 3, skal der også indeholdes udbytteskat i udbetalinger og udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige investeringsbeviser. Fra 1.1. 2000 gælder dette dog ikke udlodninger fra obligationsbaserede investeringsforeninger som nævnt i ABL § 2 d, stk. 2.
Selskaberne kan undlade at indeholde udbytteskat i tilfælde, hvor aktionærerne har opnået dispensation efter LL § 16A,stk. 2 eller 3, eller efter LL § 16B, stk. 2, før det tidspunkt, hvor der ellers ville være indtrådt indeholdelsespligt efter KSL § 65, jf. TS-cirkulære nr. 3/1992 af 29. juni 1992.
F.2.3 Grundlag for skattekortberegning
Hvor der ifølge foranstående skal tages hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold, fastsættes disse, for så vidt andet ikke følger af KSL i §§ 53 og 54, i overensstemmelse med de oplysninger om den skattepligtiges indkomstforhold, som senest er lagt til grund ved skatteligning eller fastsættelse af grundlag for foreløbig skattebetaling, jf. bek. nr. 847 af 4. september 2000 .
Er der ikke tidligere foretaget ligning eller fastsat grundlag for foreløbig forskudsopgørelse for den skattepligtige, skal denne redegøre for sine forventede indkomstforhold, jf. KSL § 52, stk. 2. Det beror på et skøn fra vedkommende kommunale skattemyndighed, i hvilket omfang oplysningerne i redegørelsen skal lægges til grund for den foreløbige skattebetaling.
Den skattepligtige kan, hvis indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved skatteligning eller fastsættelse af grundlag for foreløbig forskudsopgørelse, få ændret dette grundlag under hensyn til oplysninger om de forventede indkomstforhold, jf. KSL § 53, stk. 1.
I det omfang skattemyndighederne finder den skattepligtiges oplysninger i begæringen tilstrækkelig sandsynliggjort, lægges begæringen til grund ved fastsættelsen af grundlaget for den foreløbige skattebetaling.
I øvrigt kan skattemyndighederne fastsætte grundlaget for den foreløbige skattebetaling efter anslåede forventede indkomstforhold, når myndighederne efter foreliggende oplysninger finder nærliggende grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved skatteligning eller fastsættelse af grundlag for foreløbig skattebetaling. For modtagere af A-indkomst kan skattemyndighederne fastsætte grundlaget for den foreløbige skattebetaling under hensyn til de oplysninger, der fremgår af angivelserne fra de indeholdelsespligtige, jf. KSL § 53, stk. 2.
I løbet af den periode, hvori hovedkort, bikort og skattebilletterne skal benyttes, kan den skattepligtige under de i KSL § 53, stk. 1, jf. § 53, stk. 3, anførte betingelser forlange grundlaget for den foreløbige skattebetaling ændret med virkning for den fremtidige skattebetaling. I løbet af den nævnte periode kan skattemyndighederne under de i KSL § 53, stk. 2, anførte betingelser på tilsvarende måde ændre grundlaget for den foreløbige skattebetaling.
For at opnå den bedst mulige overensstemmelse mellem slutskatterne og de foreløbige skattebeløb, jf. KSL § 42, kan det bestemmes, at der skal foretages en procentvis forhøjelse eller nedsættelse af indkomstgrundlaget efter KSL § 52, stk. 1, for alle skattepligtige eller for grupper af skattepligtige, jf. KSL § 54 og § 1, stk. 1, i bek. nr. 847 af 4. september 2000 .
Den skattepligtige kan i henhold KSL § 55 begære tilbagebetaling af skat, hvis denne antager, at den allerede betalte foreløbige skat væsentligt vil overstige slutskatten med tillæg af eventuel overført restskat m.v. efter KSL § 61, stk. 3, og efter fradrag af eventuelt overført beløb efter KSL § 62 C, stk. 2, 2. pkt. Begæring herom skal være fremsat inden udgangen af det kalenderår, hvori den foreløbige skat opkræves.
Den kommunale skattemyndighed, jf. KSL § 55 B, stk. 1-3, kan efter skøn tilbagebetale det beløb, som er betalt for meget, straks, i stedet for at afvente det i KSL § 62, stk. 3, fastsatte tidspunkt for tilbagebetalingen. Den kommunale skattemyndigheds afgørelse kan påklages til skatteankenævnet.
Frivillig indbetaling af skat
Den skattepligtige kan indbetale foreløbig skat ud over, hvad der er indeholdt i A-indkomst eller opkrævet ved skattebillet, jf. KSL § 59. Sådan indbetaling kan også foretages efter udløbet af indkomståret, men ikke senere end den 1. juli i året efter indkomståret. Indbetaling efter den 15. marts i året efter indkomståret, kan ikke overstige 40.000 kr. Indtil den 15. marts kan der indbetales restskat uden øvre grænse.
I det omfang de samlede indbetalinger efter indkomstårets udløb overstiger 40.000 kr., skal den skattepligtige betale et tillæg på 2 pct. af den del, der overstiger 40.000 kr . Tillægget anses for indeholdt i indbetalingen og fragår heri, inden indbetalingen godskrives den skattepligtige efter KSL § 60, stk. 1, litre e, dvs. beløb som frivilligt er indbetalt, jf. ovenfor, se endvidere G.4.1. Reglerne har virkning for indbetaling af foreløbig skat vedrørende indkomståret 2000 og efterfølgende indkomstår.
F.3 Forskudsskatteberegning
Grundlaget for forskudsskatteberegningen er forskudsopgørelsen, der foretages på grundlag af slutligningen (årsopgørelsen) for det næstsidste år før indkomståret eller på grundlag af forskudsopgørelsen for året før indkomståret. I begge tilfælde reguleres de indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen, årligt, jf. bek. nr. 847 af 4. september 2000 .
I dette afsnit belyses forskudsskatteberegning ved en række eksempler vedrørende indkomståret 2001. I eksemplerne er anvendt en amts-, kommunal- og kirkeskatteprocent på henholdsvis 11,0%, 20,9% og 1,10%.
Ejendomsværdiskat
Ejendomsværdiskatteloven (EVS) er indført ved lov nr. 425 af 26. juni 1998 og har virkning pr. 1 januar 2000. I henhold til EVS § 15 finder reglerne i KSL om opkrævning af indkomstskatter for personer m.v. anvendelse ved opkrævning af ejendomsværdiskatten. I 2001 indgår ejendomsværdiskatten i begrebet "Den samlede forskudsskat". Om reglerne vedrørende beregning af ejendomsværdiskat henvises til vejledningen 'Ejendomsværdiskatten'.
F.3.1 AM-/SP-grundlag og A-indkomst
Det grundlag, som AM-/SP-bidraget (arbejdsmarkedsbidrag og bidrag til særlig pensionsopsparing), respektive A-skatten skal indeholdes af, er forskelligt. For personer beregnes SP-bidraget første gang i det kalenderår, hvor personen fylder 17 år, og sidste gang i det kalenderår, hvor personen fylder 66 år. Der henvises til vejledningen 'Indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag' vedrørende hvilke indkomstarter, hvoraf der skal betales AM-/SP-bidrag.
AM-/SP-grundlag er for lønmodtagere bruttovederlaget samt værdien af personalegoder, der er A-indkomst.
Hovedreglen er, at A-indkomsten opgøres som
AM-/SP-grundlaget minus AM/SP-bidrag (hertil skal lægges eventuel A-indkomst, der ikke skal indeholdes AM-/SP-bidrag af).
Der ses ved opgørelsen af AM-/SP-grundlaget og A-indkomsten bort fra arbejdsgiverens indbetalinger til pensionsordninger (herunder ATP) for den ansatte.
Eksempel 65
Opgørelsen af A-indkomst
1. Bruttoløn
150.000,00
2 Værdi af personalegoder, der er A-indkomst
50.000,00
3. - Arbejdsgiveradministreret pensionsordning
-15.000,00
4. - ATP-bidrag
648,00
5. AM-/SP-grundlag
184.352,00
6. - AM-bidrag (8% af (5))
14.748,16
7. - SP-bidrag (1% af (5))
1.843,52
8. A-indkomst
167.760,32
Indkomster, der indgår i beregning af trækprocent og skattefrit fradrag og i skatteberegninger, er altid efter fradrag af AM-/SP-bidrag. I ovenstående eksempel indgår således 167.760,32 kr. i beregningerne.
F.3.2 Beregning af den samlede forskudsskat
I henhold til § 12, stk. 2, i bek. nr. 1154 af 14. december 2000 opgøres den samlede forskudsskat som den skat, der kan beregnes på grundlag af den samlede forskudsregistrerede indkomst m.v. med tillæg af eventuel overført restskat m.v. efter KSL § 61, stk. 3, og med fradrag af indeholdt udbytteskat, overført overskydende skat under 100 kr. og godskrevet virksomhedsskat/konjunkturudligningsskat. I den samlede forskudsskat indgår også ejendomsværdiskatten.
I henhold til § 12 A, indregnes der efter restancemyndighedens nærmere bestemmelse endvidere i forskudsskatten forfaldne skatterestancer fra tidligere år, hvis maksimumbeløbet for indregning af restskat ikke er udnyttet fuldt ud til indregning af restskat, jf. KSL § 61 A. Forfaldne skatterestancer omfatter restskat (med tillæg af procenttillæg og morarenter), særlig indkomstskat samt B-skat .
Eksempel 66
Beregning af den samlede forskudsskat
1. Overskud af dansk virksomhed
200.000
2. Lønindkomst i udlandet (fra dansk arbejdsgiver)
200.000
3. Dansk aktieindkomst
57.200
4. Indregnet restskat for 1999
2.000
5. Personlig indkomst: 200.000 + 200.000 - 9% AM-/SP-bidrag
364.000
6. Skattepligtig indkomst: 200.000 + 200.000 - 9% AM-/SP-bidrag
364.000
Beregning af forskudsskatten
7. Bundskat 6,25% af (364.000 - 33.400)
20.662,50
8. Mellemskat 6% af(364.000 - 177.900)
11.166,00
9. Topskat 14,85% af(364.000 - 276.900)
12.934,35
10. Amtsskat 11% af(364.000 - 33.400)
36.366,00
11. Kommuneskat 20,9% af(364.000 - 33.400)
69.095,40
12. Kirkeskat 1,10% af(364.000 - 33.400)
3.636,60
13. Aktieskat 28% af 38.500
10.780,00
14. Aktieskat 43% af 18.700
8.041,00
15. Nedslag for udenlandsk lønindkomst
-76.930,43
16. Beregnet indeholdt skat af aktieindkomst (28% af 57.200)
-16.016,00
17. Indregnet restskat for 1999
2.000,00
18. Den samlede forskudsskat efter udbytteskat er beregnet til
81.735,42
Om skatteberegninger henvises til afsnit B.
F.3.3 Beregning af skattekort og B-skat for hele året
F.3.3.1 Beregning af trækprocent
Reglerne for beregning af indeholdelsesprocent (herefter benævnt "trækprocent") for 2001 findes i bek. nr. 847 af 4. september 2000 . Trækprocenten fremkommer ved en oprunding af den uafrundede indeholdelsesprocent.
Den uafrundede indeholdelsesprocent beregnes for 2001 som summen af A + B + C
A
kommunal skatteprocent
+ amtskommunal skatteprocent
+ eventuel kirkeskatteprocent
+ 6,25 % bundskat til staten
= skattekommunens laveste skatteprocent
B: Hvis 6 % mellemskatten efter PSL § 6 a uden nedsættelse for personfradrag er større end 0, øges den laveste skatteprocent med
6% mellemskat x 100
Beregningsmæssig personlig indkomst+positiv beregningsmæssig nettokapitalindkomst
C: Hvis 15 % topskatten efter PSL § 7 uden nedsættelse for personfradrag og før nedslag for 59% skatteloft er større end 0, øges den laveste skatteprocent med
15% topskat x 100
Beregningsmæssig personlig indkomst+heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1 (kapitalpensionsindskud m.v.)+positiv beregningsmæssig nettokapitalindkomst
Procenterne i A, B og C beregnes hver for sig med to decimaler (der ses bort fra yderligere decimaler). Summen heraf - den uafrundede indeholdelsesprocent - forhøjes til nærmeste hele procent (også hvis decimalerne er 00) og anvendes som trækprocent, jf. § 6, stk. 5 i bek. nr. 847 af 4. september 2000.
Hvis den uafrundede indeholdelsesprocent (med fradrag af eventuel kirkeskatteprocent) er større end 59%, sættes den uafrundede indeholdelsesprocent til 59% (med tillæg af eventuel kirkeskatteprocent) og forhøjes herefter til nærmeste hele procent.
Eksempel 67
Beregning af trækprocent
1. Lønindkomst
300.000
2. - AM-/SP-bidrag
-27.000
3. - Indskud på kapitalpension
-36.500
4. Personlig indkomst
236.500
5. Kapitalindkomst
50.000
6. Skattepligtig indkomst
286.500
Skatter
7. Mellemskat
6.516,00
8. Topskat før nedslag for skatteloft
6.915,00
Skatteprocenter
9. Kommunal
20,9
10. Amtskommunal
11,0
11. Kirke
1,10
12. Bundskatteprocent
6,25
13. Skattekommunens laveste skatteprocent
39,25
Beregning af trækprocent
14. B: (6.516x100)/(236.500+50.000)
2,27
15. C: (6.915x100)/(236.500+36.500+50.000)
2,14
16. Uafrundet indeholdelsesprocent: 39,25+2,27+2,14
43,66
17. Trækprocent
44
F.3.3.2 Beregning af bruttotrækprocent
Hvis der skal anvendes bruttotrækprocent, sættes skattekortfradraget til 0 kr., og den uafrundede indeholdelsesprocent beregnes således (med 2 decimaler), jf. KSL § 48, stk. 3 og § 13 i bek. nr. 1154 af 14. december 2000
Samlet forskudsskat (jf. F.3.2.) x 100
A-indkomst
Resultatet forhøjes til nærmeste hele procent, hvilket er bruttotrækprocenten. Grænsen på 59% + kirkeskatteprocenten gælder også ved udregning af bruttotrækprocent.
Eksempel 68
Beregning af bruttotrækprocent
En gift skatteyder har 2 samtidige lønindkomster. Ægtefællen har ingen indkomster.
1. Lønindkomst (2x60.000)
120.000
2. - AM-/SPbidrag
-10.800
3. Personlig indkomst/A-indkomst
109.200
4. Kapitalindkomst
-10.000
5. Ligningsmæssige fradrag
-5.000
6. Skattepligtig indkomst
94.200
Skatter
7. Bundskat 6,25% af (109.200 - 5.000 - 33.400 - 33.400)
2.337,50
8. Amts-, kommune- og kirkeskat 33,00% af (94.200 - 33.400 - 33.400)
9.042,00
9. Samlet forskudsskat
11.379,50
Skattekortfradrag kan beregnes til 80.207 kr. (= 109.200 - 11.379,50 x 100/39,25), jf. beskrivelsen under F.3.3.3. Fradraget kan ikke udnyttes fuldt ud, da A-indkomsten hos hver arbejdsgiver er 54.600 kr. (60.000 kr. - 5.400 kr.).
Bruttotrækprocenten beregnes som
11.379,50 x 100/109.200 = 10,42, dvs. 11%.
F.3.3.3 Beregning af skattekortfradrag
Skattekortfradrag (skattefrit fradrag) beregnes som forskellen mellem på den ene side A-indkomst og på den anden side den samlede forskudsskat (jf. afsnit F.3.2.) ganget med 100 og delt med uafrundet indeholdelsesprocent, jf. § 12, stk. 1, i bek. nr. 1154 af 14. december 2000.
Eksempel 69
Beregning af skattekortfradrag
Enlig skatteyder
1. Lønindkomst
250.000
2. - AM-/SP-bidrag
22.500
3. A-indkomst
227.500
4. Indskud på kapitalpension (privattegnet)
-36.500
5. Personlig indkomst
191.000
6. Skattepligtig indkomst
191.000
Skatter
7. 6,25% bundskat
9.850,00
8. 6% mellemskat
786,00
9. 33,00% amts-, kommune- og kirkeskat
52.008,00
10. Skat af forskudsregistreret indkomst
62.644,00
11. Indregnet restskat for 1999
2.000,00
12. Ejendomsværdiskat
10.000,00
13. Samlet forskudsskat
74.644,00
14. Uafrundet indeholdelsesprocent: 39,25 + 786 x 100/191.000
39,66
15. Skattekortfradrag
227.500 - 74.644/39,66 x 100
39.290
16. Fradrag pr. måned: 39.290/12
3.274
Hvis skattekortfradraget beregnes til et negativt beløb, sættes fradraget til 0 og der beregnes B-skat, jf. F.3.3.5.
Har en lønmodtager fx flere samtidige arbejdsgivere, kan det forekomme, at skattekortfradraget ikke kan rummes i A-indkomsten hos nogen af de enkelte arbejdsgivere. I sådanne og lignende tilfælde kan der anvendes bruttotrækprocent. Hvis der anvendes bruttotrækprocent sættes skattekortfradraget til 0, og der udregnes i stedet en lavere trækprocent, jf. F.3.3.2.
F.3.3.4 Beregning af frikort
Har skatteyder A-indkomst, og er den samlede forskudsskat (ekskl. indregnet restskat og ejendomsværdiskat) 0 eller negativ, vil forskudsregistreringen resultere i et frikort.
A-indkomst uden skattetræk (frikortbeløb) beregnes som
A-indkomst - (samlet forskudsskat (ekskl. indregnet restskat og ejendomsværdiskat) - evt. uudnyttet skatteværdi af personfradrag, der ikke er overført til ægtefælle) x 100 / uafrundet indeholdelsesprocent).
Indregnet restskat og ejendomsværdiskat indgår ikke i beregningen af frikortbeløbet, da indregnet restskat og ejendomsværdiskat - i tilfælde af frikort - opkræves som B-skat.
Uudnyttet skatteværdi af personfradrag opgøres således
(Summen af bund-, amts-, kommune- og kirkeskatteprocent)/100xpersonfradrag) - (den beregnede skat af forskudsregistreret indkomst uden reduktion for personfradrag).
Frikortets trækprocent beregnes på samme måde som beskrevet under F.3.3.1.
Eksempel 70
Beregning af frikort
Enlig skatteyder
1. Lønindkomst
60.000
2. - AM-/SP-bidrag
-5.400
3. Personlig indkomst/A-indkomst
54.600
4. Kapitalindkomst
-40.000
5. Skattepligtig indkomst
14.600
6. Skat af forskudsregistreret indkomst
0
7. Indregnet restskat fra 1999
4.000
8. Ejendomsværdiskat
5.000
9. Samlet forskudsskat
9.000
10. Samlet forskudsskat (ekskl. indregnet restskat og ejendomsværdiskat)
0
Da skatteyder har A-indkomst, og den samlede forskudsskat (ekskl. indregnet restskat og ejendomsværdiskat) er 0, skal der beregnes et frikort.
Skat af forskudsregistreret indkomst uden reduktion for personfradrag
11. Bundskat 6,25% af 54.600
3.412,50
12. Amtsskat 11,0% af 14.600
1.606,00
13. Kommuneskat 20,9% af 14.600
3.051,40
14. Kirkeskat 1,10% af 14.600
160,60
15. I alt
8.230,50
16. Uudnyttet skatteværdi af personfradrag: 39,25/100 x 33.400 - 8.230,50
4.879,00
17. A-indkomst uden skattetræk (frikortbeløb): 54.600 - (0 - 4.879) x 100/39,25
67.030
Restskatten fra 1999 og ejendomsværdiskatten (tilsammen 9.000 kr.) opkræves særskilt via 10 rater á 900 kr.
F.3.3.5 Beregning af B-skat
B-skat forfalder til betaling i 10 rater den 1. i hver af månederne januar, februar, marts, april, maj, juli, august, september, oktober og november, jf. KSL § 58.
Skatteydere med B-indkomst og ikke A-indkomst, jf. KSL § 50
B-skatten sættes lig med den samlede forskudsskat nedrundet til et med rateantallet deleligt beløb, dog mindst 100 kr.
Eksempel 71
Beregning af B-skat
Enlig skatteyder
1. B-indkomst før AM-/SP-bidrag
200.000
2. - AM-/SP-bidrag
-18.000
3. Personlig indkomst
182.000
4. Skattepligtig indkomst
182.000
5. Skat af forskudsregistreret indkomst
58.571,50
6. Indregnet restskat fra 1999
10.000,00
7. Samlet forskudsskat
68.571,50
8. B-skat, 10 rater a
6.857,00
9. Hvis AM-/SP-bidrag skal opkræves samtidig, vil der være tillagt: 10 rater á
1.800
Skatteydere med både A-indkomst og B-indkomst
Er skattekortfradraget, jf. F.3.3.3 beregnet til et negativt beløb (dvs. den samlede forskudsskat kan ikke indeholdes i A-indkomsten), skal den resterende forskudsskat opkræves som B-skat, jf. § 12, stk. 1, 2 pkt., i bek. nr. 729 af 6. juli 2000.
B-skatten beregnes som den samlede forskudsskat - (A-indkomst x uafrundet indeholdelsesprocent/100), og nedrundet til et med rateantallet deleligt beløb, dog mindst 100 kr. Hvis B-skatten er under 100 kr., opkræves beløbet ikke.
Eksempel 72
Beregning af B-skat med A- og B-indkomst
Enlig skatteyder
1. Lønindkomst
50.000
2. - AM-/SP-bidrag
-4.500
3. B-indkomst før AM-/SP-bidrag
100.000
4. - AM-/SP-bidrag
-9.000
5. Personlig indkomst
136.500
6. Skattepligtig indkomst
136.500
7. Skat af forskudsregistreret indkomst
40.466,75
8. Indregnet restskat
1.000,00
9. Ejendomsværdiskat
5.000,00
10. Samlet forskudsskat
46.466,75
11. Uafrundet indeholdelsesprocent: 20,9 + 11,0 + 1,10 + 6,25
39,25
12. A-indkomst: 50.000 - 4.500
45.500
13. Skattekortfradrag: 45.500 - (46.466,75)/39,25 x 100 = -72.886, dvs.
0
14. B-skat: 46.466,75 - (45.500 x 39,25/100) = 28.608, dvs. 10 rater á
2.860
15. (14) svarer til at beregne B-skat som: 72.886 x 39,25/100 = 28.607, dvs. 10 rater á
2.860
Hvis AM/SP-bidraget af B-indkomsten skal opkræves samtidig, vil der være tillagt 10 rater á 900.
Tilfælde hvor B-skatten indeholdes i A-indkomsten
I en række situationer vil B-skatten blive opkrævet via en forhøjelse af skattekortets trækprocent, jf. bek. nr. 1154 af 14. december 2000 , § 12 B, stk. 1. Dette er tilfældet, når følgende 4 betingelser er opfyldt
Skatteyder skal ikke betale foreløbige AM-bidrag som følge af selvstændig erhvervsvirksomhed.
B-skatten overstiger ikke 15.000 kr.
Den beregnede trækprocent, jf. afsnit F.3.3.1., forhøjes med maksimalt 5 procent point.
Den forhøjede og uafrundede indeholdelsesprocent overstiger ikke skatteloftet efter PSL § 19, dvs. 59% med tillæg af kirkeskatteprocenten.
Alle 4 betingelser skal være opfyldt for at B-skatten indeholdes i A-indkomsten. I tilfælde, hvor en af betingelserne ikke er opfyldt, opkræves hele B-skatten i rater.
Beregning af den forhøjede trækprocent
Først beregnes trækprocent og negativt skattekortfradrag efter reglerne i F.3.3.1. og F.3.3.3. Medfører det negative skattekortfradrag en B-skat, der ikke overstiger 15.000, udregnes en uafrundet forhøjet indeholdelsesprocent. Denne beregnes som
(samlet forskudsskat)/A-indkomst x 100.
Den uafrundede indeholdelsesprocent beregnes med 2 decimaler (der ses bort fra yderligere decimaler).
Den forhøjede trækprocent fremkommer ved at forhøje den uafrundede indholdelsesprocent til nærmeste hele procent (også hvis decimalerne er 00). Er den forhøjede trækprocent maksimalt 5 procent point højere end trækprocenten udregnet efter reglerne i F.3.3.1., og overstiger den forhøjede og uafrundede indeholdelsesprocent ikke skatteloftet, anvendes den forhøjede trækprocent.
Eksempel 73
Beregning af forhøjede trækprocent
Enlig skatteyder
1. Lønindkomst
100.000
2. - AM-/SP-bidrag
9.000
3. Personlig indkomst/A-indkomst
91.000
4. Kapitalindkomst
30.000
5. Skattepligtig indkomst
121.000
6. Skat af forskudsregistreret indkomst
34.383
7. Indregnet restskat
1.000
8. Ejendomsværdiskat
5.000
9. Samlet forskudsskat
40.383
Trækprocenten er beregnet til 40%, jf. reglerne beskrevet i F.3.3.1. Skattekortfradraget er beregnet til -11.886, jf. reglerne beskrevet i F.3.3.3. Et skattekortfradrag på -11.886 medfører en B-skat på 4.665 (11.886 x 39,25/100). Betingelsen om, atB-skatten ikke må overstige 15.000, er således opfyldt.
Forhøjet og uafrundet indeholdelsesprocent beregnes til 44,37% (40.383/91.000 x 100). Den forhøjede og uafrundede indeholdelsesprocent forhøjes til nærmeste hele procent (45%). 45% anvendes i dette tilfælde som trækprocent, da trækprocenten ikke er steget med mere end 5 procent point (40-45), og den forhøjede og uafrundede indeholdelsesprocent ikke overstiger skatteloftet.
Skatteydere, som ikke ønsker B-skatten indregnet i trækprocenten, kan senest den 1. oktober i indkomståret anmode de kommunale skattemyndigheder om at blive undtaget herfor, jf. bek. nr. 1154 af 14. december 2000 , § 12 B, stk. 2.
Skatteydere, som ikke ønsker B-skatten opkrævet i rater, kan senest den 1. oktober i indkomståret i visse tilfælde anmode skattemyndighederne om, at B-skatten indregnes i trækprocenten. § 12 B, stk. 3, i bek. nr. 1154 af 14. december 2000 giver mulighed for indregning af B-skatten i trækprocenten, selvom B-skatten overstiger 15.000 kr., og/eller trækprocenten forhøjes med mere end 5 procent point.
F.3.4 Beregning af skattekort og B-skat i løbet af året
Ved ændringsberegninger i løbet af året anvendes de samme principper, som er anvendt i de ovenfor beskrevne beregninger. Der skal dog herudover tages hensyn til A-indkomst vedrørende perioden indtil ændringsdatoen samt indeholdt A-skat og betalt B-skat indtil ændringsdatoen.
F.3.4.1 Ændring af trækprocent
Trækprocenten beregnes på grundlag af hele årets indkomst m.v. og efter samme princip som beskrevet under F.3.3.1.
Eksempel 74
Beregning af ændring i trækprocent
Enlig skatteyder
Oprindelig forskudsregistrering
1. Lønindkomst
200.000
2. - AM-/SP-bidrag
-18.000
3. Personlig indkomst/A-indkomst
182.000
4. Skattepligtig indkomst
182.000
Forskudsskatter for 2001
5. 6,25% bundskat
9.287,50
6. 6% mellemskat
246,00
7. 33,00% amts-, kommune- og kirkeskat
49.038,00
8. I alt
58.571,50
9. Uafrundet indeholdelsesprocent: 39,25 + 246 x 100/182.000
39,38
10. Trækprocent
40
Ændring pr. 1/5 2001: Skatteyderen oplyser, at lønindkomsten vil stige med 5.000 kr. pr. måned fra den 1/5 2001 (månedslønnet, bagud), og at der for 2001 vil være en renteudgift på 30.000 kr.
Ny ansættelse
11. Lønindkomst
240.000
12. - AM/SP-bidrag
-21.600
13. Personlig indkomst/A-indkomst
218.400
14. Kapitalindkomst
-30.000
15. Skattepligtig indkomst
188.400
Ny samlet forskudsskat
16. 6,25% bundskat
11.562,50
17. 6% mellemskat
2.430,00
18. 33% amts-, kommune- og kirkeskat
51.150,00
19. I alt
65.142,50
20. Uafrundet indeholdelsesprocent: 39,25% + 2.430 x 100/218.400
40,36
21. Trækprocent pr. 1/5-2001
41
F.3.4.2 Ændring af skattekortfradrag
Skattekortfradraget beregnes efter samme princip som beskrevet ovenfor under F.3.3.3, men med udgangspunkt i resterende A-indkomst pr. ændringsdatoen og resterende samlet forskudsskat pr. ændringsdatoen.
Resterende A-indkomst opgøres som
Årets samlede A-indkomst - A-indkomst indtil ændringsdato.
A-indkomst indtil ændringsdato kan opgøres automatisk ud fra oplysningerne på den oprindelige forskudsregistrering. Opgørelsen kan også ske ud fra oplysningerne på lønsedler, hvor den faktiske A-indkomst pr. en given dato er oplyst.
Resterende forskudsskat opgøres som
Årets samlede forskudsskat - betalt forskudsskat indtil ændringsdato
Opgørelsen af betalt forskudsskat kan også opgøres automatisk eller manuelt. Ved opgørelsen af betalt forskudsskat indtil ændringsdato skal følgende indgå
Indeholdt A-skat
Betalt B-skat
Frivillig indbetaling
Frivillig betalt restskat
Evt. tidligere udbetalt § 55-beløb.
Evt. udbytteskat indeholdt i ikke skattepligtig indkomst. (Dette kan dels være skattefri udlodninger fra investeringsforeninger, dels udlodninger fra et selskab, omfattet af LL § 16 A, stk. 1, hvor der efterfølgende er givet dispensation efter LL § 16 A, stk. 2 eller 3, og dels salgssummer ved salg af aktier m.v. til det udstedende selskab, jf. LL § 16 B, stk. 1, hvor der efterfølgende er givet dispensation efter LL § 16 B, stk. 2. Se endvidere F.2.2.
Eksempel 75
Beregning af ændring i skattekortfradrag
Enlig skatteyder
Oprindelig forskudsregistrering
1. Lønindkomst
200.000
2. - AM-/SP-bidrag
-18.000
3. Personlig indkomst/A-indkomst
182.000
4. Skattepligtig indkomst
182.000
5. Skat af forskudsregistreret indkomst
58.571,50
6. Ejendomsværdiskat
5.000,00
7. Samlet forskudsskat
63.571,50
8. Trækprocent (som i eksempel 10)
40
9. Skattekortfradrag: 182.000 - 63.571,50/39,38 x 100
20.569
10. Fradrag pr. måned: 20.569/12
1.714
Ændring pr. 1/5 2001: Skatteyderen oplyser, at lønindkomsten vil stige med 5.000 kr. pr. måned fra den 1/5 2001 (månedslønnet, bagud), og at der for 2001 vil være en renteudgift på 30.000 kr.
Ny ansættelse
11. Lønindkomst
240.000
12. - AM/SP-bidrag
21.600
13. Personlig indkomst/A-indkomst
218.400
14. Kapitalindkomst
-30.000
15. Skattepligtig indkomst
188.400
16. Skat af forskudsregistreret indkomst
65.142,50
17. Ejendomsværdiskat (uændret)
5.000
18. Samlet forskudsskat
70.142,50
Ved beregning af det nye skattekortfradrag er det nødvendigt at vide, hvor meget forskudsskat der resterer at blive betalt pr. 1/5 2001. Ligeledes er det nødvendigt at vide, hvor meget A-indkomst der resterer pr. 1/5 2001. Det vil sige den A-indkomst, hvori den resterende forskudsskat kan indeholdes.
Automatisk opgørelse af A-indkomst indtil ændring: Antal dage 1/1 - 30/4: 120
19. A-indkomst indtil ændring 182.000 x 120/365
59.835
20. Resterende A-indkomst pr. 1/5 2001: 218.400 - 59.835
158.565
Automatisk opgørelse af betalt forskudsskat indtil ændring (kun A-skat i dette tilfælde)
21. Udnyttet fradrag 1.714 x 12 x 120/365
6.762
22. Betalt A-skat (59.835 - 6.762) x 40/100
21.229
23. Resterende forskudsskat pr. 1/5 2001: 70.142,50 - 21.229
48.913,50
Med udgangspunkt i resterende A-indkomst (158.565), resterende forskudsskat (48.913,50) og uafrundet indeholdelsesprocent (40,36, jf. eksempel 10) kan det nye skattekortfradrag nu udregnes efter princippet i F.3.3.3.
24. Nyt skattekortfradrag: 158.565 - 48.913,50/40,36 x 100
37.371
25. Nyt månedsfradrag pr. 1/5 2000: 37.371/(365 - 120) x 365/12
4.639
Omregningen af skattekortfradraget til månedsfradrag sker ved først at omregne skattekortfradraget til et helårsfradrag og herefter dividere med 12.
F.3.4.3 Ændring af/til frikort
Ved ændring for en skatteyder med frikort sker beregningen af "rest A-indkomst uden skattetræk" for den resterende periode som udgangspunkt på samme måde som anført under F.3.3.4., dvs. at der beregnes en A-indkomst uden skattetræk for hele året, men herfra trækkes A-indkomst indtil ændring.
Konstateres det ved ændring for en A-skatteyder, at den indtil ændringstidspunktet betalte skat dækker årets skat, udfærdiges der frikort for den resterende periode. Beregningen af A-indkomst uden skattetræk for hele året foretages på samme måde som anført under F.3.3.4., blot skal den resterende (negative) forskudsskat omregnes til skatteværdi og lægges til. Fra dette beløb trækkes A-indkomst indtil ændring, og tilbage bliver "rest A-indkomst uden skattetræk".
Trækprocenten beregnes på grundlag af hele årets indkomst m.v. og efter samme princip som beskrevet under F.3.3.1.
Eksempel 76
Ændring af/til frikort
Enlig skatteyder
Oprindelig forskudsregistrering
1. Lønindkomst
250.000
2. - AM/SP-bidrag
-22.500
3. Personlig indkomst/A-indkomst
227.500
4. Skattepligtig indkomst
227.500
5. Samlet forskudsskat for 2001
79.160,25
6. Trækprocent
41
7. Månedsfradrag
2.690
Ændring pr. 1/11 2001: Skatteyderen oplyser, at der er foretaget indskud på kapitalpension med 36.500 kr.
Ny ansættelse
8. Lønindkomst
250.000
9. - AM/SP-bidrag
-22.500
10. A-indkomst
227.500
11. - Indskud på privattegnet kapitalpension
-36.500
12. Personlig indkomst/A-indkomst
191.000
13. Skattepligtig indkomst
191.000
Ny samlet forskudsskat
14. Bundskat 6,25% af 191.000
11.937,50
15. 6% mellemskat
786,00
16. Amts-, kommune- og kirkeskat 33,00% af 191.000
63.030,00
17. - Skatteværdi af personfradrag
-13.109,50
18. I alt
62.644,00
19. Betalt A-skat indtil ændringsdato
-66.663
20. Resterende forskudsskat (negativ): 65.240 - 68.377
-4.019
21. Uafrundet indeholdelsesprocent: 39,25% + 786 x 100/191.000
39,66
22. Frikortets trækprocent
40
23. Forskudsregistreret A-indkomst
227.500
24. Fradragsværdi af for meget betalt skat: 4.019 x 100/39,66
10.133
25. A-indkomst uden skattetræk for hele året
237.633
26. - A-indkomst indtil ændring
-189.479
27. Rest A-indkomst uden skattetræk
48.154
F.3.4.4 Ændring af B-skat
Ved ændringer i løbet af indkomståret beregnes B-skat efter samme princip som beskrevet ovenfor.
Eksempel 77
Ændring af B-skat
Enlig skatteyder, der kun har B-indkomst, er ved den ordinære forskudsregistrering pålignet 10 B-skatterater á 1.000 kr., dvs. 10.000 kr. Ved en ændring den 18/5 2001 nedsættes den samlede B-skat til 6.000 kr.
Ud fra de nye forskudsoplysninger er der pr. ændringsdatoen forfaldet 5 rater á 600 kr. (i alt 3.000 kr.). Af de oprindelige B-skatterater á 1.000 kr. er der ligeledes forfaldet 5 rater, hvoraf 1 rate er betalt, dvs 1.000 kr. er betalt. Differencen mellem de pr. ændringsdatoen forfaldne B-skatterater efter ændring og den reelt betalte B-skat pr. ændringsdatoen opkræves via en opsummeringsrate.
Forfalden B-skat janaur-maj
1. Før ændring: 5 rater a 1.000
5.000
2. Efter ændring: 5 rater a 600
3.000
3. Betalt B-skat indtil ændring
1.000
4. Opsummeringsrate til betaling (3.000 - 1.000)
2.000
5. Resterende B-skat (6.000 - 3.000)
3.000
Den resterende B-skat opkræves over de resterende rater juli-november, dvs. 5 rater á 600 kr. Samtidig opkræves opsummeringsraten på 2.000 kr. samt eventuelle rater af AM-/SP-bidrag.
F.1 Indledning
F.2 Opkrævning af indkomstskatter m.v.
F.3 Forskudsskatteberegning