VEJLEDNING OM BEREGNING AF PERSONLIGE INDKOMSTSKATTER 2000
Statutory Text (2 Articles)
A Indkomstopgørelsen
A.1 Skattepligtig indkomst
Den skattepligtige indkomst opgøres som udgangspunkt efter SL §§ 4-6. SL's indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten med fradrag af de udgifter, der i årets løb er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, som skal beskattes. SL §§ 4-6 er i det væsentlige udtryk for dansk skatterets hovedregler om opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Det beløb, der er grundlag for beregningen af den almindelige indkomstskat, er den skattepligtige indkomst. Det følger af SL § 4 og § 6, at den skattepligtige indkomst er differencen mellem på den ene side de skattepligtige bruttoindtægter, jf. SL § 4, og på den anden side de fradragsberettigede bruttoudgifter, jf. SL § 6. Den skattepligtige indkomst er altså en nettoindkomst.
SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for, hvad der henregnes til bruttoindkomsten. Alle indtægter såvel engangsindtægter som tilbagevendende indtægter skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser eller en uventet erhvervelse f.eks. en gevinst eller gave.
Bestemmelsen er ikke en udtømmende opremsning af, hvilke arter af indkomsterhvervelser der kan henføres til bruttoindkomsten. Skattepligten omfatter som udgangspunkt alle erhvervelser af økonomisk værdi. Det er derfor uden betydning, om indtægten fremtræder i form af penge eller andet aktiv af økonomisk værdi. Som en undtagelse fra § 4 opregnes i § 5 en række indtægter, der ikke er skattepligtige, selv om dette måtte følge af § 4. Herudover indeholder den øvrige skattelovgivning samt praksis undtagelser til § 4.
A.2 Personlig indkomst
De indtægter, der indgår i den skattepligtige indkomst, opdeles i personlig indkomst og kapitalindkomst, jf. PSL § 2. Aktieindkomst og CFC-indkomst indgår ikke i den skattepligtige indkomst. De udgifter, der fragår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan tillige fratrækkes ved opgørelsen af den personlige indkomst eller kapitalindkomsten, når dette udtrykkeligt er bestemt.
Den personlige indkomst omfatter al skattepligtig indkomst, der ikke skal medregnes i kapitalindkomsten. Personlig indkomst vil først og fremmest omfatte
a) lønindkomst, honorarer o.lign.,
b) indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed,
c) private og sociale pensionsindtægter,
d) løbende udbetalinger og rateudbetalinger fra pensionsordninger, der er almindeligt indkomstskattepligtige efter PBL,
e) arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, efterløn m.v.,
f) kontanthjælp,
g) underholdsbidrag og andre løbende ydelser,
h) uddannelsesstøtte o.lign.,
i) fortjeneste ved førstegangsafståelse af visse ejerlejligheder,
j) genvundne afskrivninger, der indgår i den skattepligtige almindelige indkomst, dog undtaget PSL § 4, nr. 10, 12, 13 , og
k) fortjeneste eller tab ved afståelse af goodwill m.v.
Anden skattepligtig indtægt, der ikke er kapitalindkomst, aktieindkomst eller CFC-indkomst, er ligeledes personlig indkomst.
Selvstændig virksomhed
Indtægt ved selvstændig virksomhed er personlig indkomst. Det er uden betydning, om der foreligger aktiv eller passiv erhvervsvirksomhed. Dog henføres indkomst ved visse passive virksomheder, f.eks. anparter, mindre udlejningsvirksomheder m.v. og udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, som omhandlet i PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13, til kapitalindkomst. Hvis en selvstændig erhvervsdrivende benytter sig af adgangen til at vælge virksomhedsordningen, jf. VSL afsnit I, eller kapitalafkastordningen, jf. VSL afsnit II, er det kun den del af overskuddet, der overføres fra virksomheden til den skattepligtige selv, der er personlig indkomst. En del af overskuddet i virksomheden betragtes som kapitalafkast, der beregnes efter særlige regler og medregnes til kapitalindkomsten i det omfang, det overføres til den skattepligtige inden fristen for indgivelse af selvangivelse for indkomståret. Den del af overskuddet, der ikke overføres til den erhvervsdrivende, men opspares i virksomheden, beskattes med en foreløbig virksomhedsskat på 32 pct. Først når det opsparede overskud senere udtages af virksomheden, beskattes det med tillæg af den tilhørende virksomhedsskat som personlig indkomst. Ved skatteberegningen fradrages den foreløbige virksomhedsskat i slutskatten. Ved opgørelsen af den personlige indkomst kan fradrages visse nærmere afgrænsede udgifter, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 1-11. Sædvanligvis vil det for selvstændige erhvervsdrivende være tale om udgifter, der medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, f.eks. lønudgifter, vareindkøb og skattemæssige afskrivninger (efter såvel AL som SL). Fradragsretten omfatter i det hele taget alle driftsomkostninger, der er fradragsberettigede efter SL § 6 a, jf. dog PSL § 3, stk. 2, nr. 1.
A.2.1 Fradrag i personlig indkomst
I PSL § 3, stk. 2, findes en udtømmende opremsning af, hvilke udgifter der kan fratrækkes i den personlige indkomst. Det drejer sig først og fremmest om erhvervsdrivendes driftsomkostninger, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder skattemæssige afskrivninger efter AL og SL. Dog med de undtagelser der er nævnt i PSL § 4, stk. 1, nr. 1, 2, 7 og 8, samt LL §§ 9G og 13.
Endvidere kan befordringsudgifter, der fradrages efter LL § 9B og AM-bidrag, SP-bidrag og obligatoriske sociale bidrag i samme omfang som nævnt i LL § 8 M, fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst.
Herudover kan bidrag og præmier til pensionsordninger m.v. i samme omfang som det er nævnt i PBL §§ 18 og 52 trækkes fra i den personlige indkomst. Dette gælder, uanset om der er tale om lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende, herunder de der anvender virksomhedsskatteloven.
Endelig kan tilbagebetalingspligtig skattepligtig kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik fradrages, jf. LL § 8O.
Om det nærmere konkrete indhold af de udgifter, der kan fradrages i den personlige indkomst, henvises til LVA, A.C og LVE.
A.2.2 Arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsopsparing
AM/SP-bidrag fragår henholdsvis bortses ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. LL § 8M og § 7L. Indtægter, der ikke udtrykkeligt er nævnt i AMFL, er ikke omfattet af AM-bidragspligten.
Den særlige pensionsopsparing beregnes som udgangspunkt med 1% af det beregningsgrundlag, der danner grundlag for beregning af AM-bidraget. Der er dog visse undtagelser. Om de konkrete indkomstarter, hvoraf der skal betales AM-bidrag og SP-bidrag, henvises til vejledningen 'Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2001' for lønmodtagere.
AM-bidrag
Lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende skal betale AM-bidrag. AM-bidraget er reguleret AMFL. AM-bidraget beregnes som 8% af det nedenfor anførte grundlag.
For personer, der er skattepligtige efter KSL § 1 af vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde her i landet uden for tjenesteforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed, og personer, der er selvstændigt erhvervsdrivende uden for virksomhedsordningen og personer, der anvender virksomhedsordningen VSL afsnit 1, fragår AM-bidraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører.
Det samme gælder for personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra beskæftigelse udført i udlandet, Grønland eller Færøerne for en arbejdsgiver her i landet, og som er skattepligtige efter KSL §§ 1 eller 2, stk. 1, litra a, c eller j, hvor arbejdsgiveren ikke er indeholdelsespligtig af udbetalt løn, vederlag, honorarer m.v. til den ansatte.
Fra og med 1. januar 2000 fragår obligatoriske udenlandske sociale bidrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, som bidraget vedrører. Dette gælder for personer, der er skattepligtige efter KSL § 1, som efter en DBO ikke er hjemmehørende i en fremmed stat, Grønland eller Færøerne, og som er omfattet af social sikringslovgivning i udlandet, jf. § 7, stk. 3 eller 4, i AMFL.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke beregnede bidrag, som den indeholdspligtige har beregnet og indeholdt ved udbetaling af løn, honorar m.v. vedrørende personer, der er bidragspligtige som lønmodtagere, jf. AMFL § 7, stk. 1, jf. § 8, stk. 1.
SP-bidrag
Den særlige pensionsopsparing beregnes som udgangspunkt med 1% af det beregningsgrundlag, der danner grundlag for beregning af AM-bidraget.
Den særlige pensionsopsparing skal betales fra og med det kalenderår, hvori skatteyderen fylder 17 år, og til og med det kalenderår, hvori skatteyderen fylder 66 år.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fragår SP-bidrag efter ATP-lovens § 17 b, stk. 1, og § 17 f, stk. 1. Beregnet SP-bidrag, der er udbetalt i henhold til ATP-lovens § 17 c, stk. 5, 2. pkt., § 17 d, stk. 3, og § 17 h, stk. 4, 2. pkt., fragår ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke beregnede SP-bidrag, der er opkrævet efter § 17 b, stk. 1, og § 17 f, stk. 1, og indbetalt pensionsopsparing efter § 17 b, stk. 4, og § 17 f, stk. 3, i ATP-loven.
Der bortses ikke fra beregnet SP-bidrag, der er udbetalt efter ATP-lovens § 17 c, stk. 5, 2. pkt., § 17 d, stk. 3, og § 17 h, stk. 4, 2. pkt.
Bidragspligt for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed
Personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, skal betale AM-bidrag og særlig pensionsopsparing. AM-bidraget og særlig pensionsopsparing er fradragsberettiget i den skattepligtige personlige indkomst vedrørende virksomheden efter LL § 8 M, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 7.
Bidragspligten omfatter personer, der efter AMFL § 7, stk. 2, er hjemmehørende her i landet i det omfang, de driver selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om erhvervsvirksomheden eller -virksomhederne drives/udøves i Danmark eller i udlandet. Endvidere påhviler bidragspligten personer, der er hjemmehørende i udlandet, Grønland eller Færøerne og driver selvstændig erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet. Fra dette udgangspunkt gøres dog undtagelser gennem indskrænkninger af bidragsgrundlaget i de tilfælde, hvor der drives virksomhed m.v. i udlandet, Grønland eller Færøerne gennem et fast driftssted m.v., idet indkomst hidrørende derfra normalt ikke skal indgå i bidragsgrundlaget.
I TfS 1994, 402, har Told- og Skattestyrelsen udtalt, at udlejning af et enkelt sommerhus ikke medfører fast driftssted. En person, der boede i USA og udlejede et sommerhus i Danmark, skulle derfor ikke betale AM-bidrag af lejeindtægten.
Om opgørelsen af bidragsgrundlaget vedrørende de selvstændige erhvervsdrivende, se LVE, B.8.
A.3 Kapitalindkomst
Kapitalindkomsten omfatter en række specielt opregnede indtægter og udgifter, jf. PSL § 4. PSL § 4 er en udtømmende opremsning af, hvilke indtægter og udgifter, der skal henføres til kapitalindkomst, der således omfatter det samlede nettobeløb af de i § 4 opregnede indkomster og fradrag . Kapitalindkomst omfatter bl.a. renteindtægter og renteudgifter, skattepligtige gevinster og fradragsberettigede tab efter KGL, udlodning fra investeringsforeninger, hvori der ikke er indeholdt udbytteskat m.v. Der henvises til LVA, AD for en nærmere beskrivelse af kapitalindkomst.
Selvstændig erhvervsvirksomhed i anpartsform samt udlejningsvirksomhed
Efter PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13, er indkomst fra visse former for selvstændig erhvervsvirksomhed kapitalindkomst. Beskatningen som kapitalindkomst er et element blandt en række særregler, der gælder for beskatningen af sådan virksomhed. Dette regelsæt betegnes anpartsreglerne, og dets anvendelsesområde omtales nærmere i LVE, F.1.
Kapitalafkast i virksomhedsordningen
Kapitalafkastet i virksomhedsordningen, jf. VSL § 7, beregnes som kapitalafkastgrundlaget ganget med afkastsatsen efter VSL § 9. Kapitalafkastgrundlaget er værdien ved (som hovedregel) indkomstårets begyndelse af virksomhedens aktiver med fradrag af gæld, beløb, der er afsat efter VSL §§ 4 og 10, stk. 1, indestående på mellemregningskontoen og beløb, der overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien med virkning fra indkomstårets begyndelse. Bliver det beregnede kapitalafkast negativt, ses der bort fra kapitalafkastet. Kapitalafkastet kan ikke overstige årets skattepligtige overskud (efter fradrag af beløb, der overføres til beskatning hos en eventuel medarbejdende ægtefælle).
Omfatter virksomhedens regnskabsperiode kortere eller længere tid end 12 måneder, beregnes et forholdsmæssigt kapitalafkast. Det er kun den del af det beregnede kapitalafkast, der overføres til den skattepligtige inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår, der beskattes som kapitalindkomst.
Kapitalafkast i kapitalafkastordningen
Kapitalafkastet i kapitalafkastordningen, jf. VSL § 22 a, beregnes som kapitalafkastgrundlaget ganget med afkastsatsen efter VSL § 9.
Kapitalafkastgrundlaget er værdien ved (som hovedregel) indkomstårets begyndelse af den skattepligtiges erhvervsmæssige aktiver. Derimod indgår gæld som hovedregel ikke ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget. Der gøres dog en undtagelse for så vidt angår varekreditorer m.v. Aktiver fra en virksomhed, hvor indkomsten beskattes efter anpartsreglerne indgår ikke i kapitalafkastgrundlaget. Tilsvarende gælder kontante beløb, fordringer, bortset fra fordringer erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed (varedebitorer m.v.), aktier eller andre finansielle aktiver, bortset fra andele omfattet af ABL § 2 b. Igangværende arbejde for fremmed regning indgår alene med nettoværdien. Værdien af igangværende arbejde for fremmed regning, varelagre og fordringer, erhvervet ved salg af varer og tjensteydelser i forbindelse hermed (varedebitorer m.v.) indgår alene i det omfang, denne værdi overstiger værdien af gæld opstået ved køb af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed (varekreditorer m.v.).
Kapitalafkastet kan ikke overstige den største talmæssige værdi af følgende beløb
1) positiv personlig nettoindkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. PSL § 3, eller
2) negativ nettokapitalindkomst, jf. PSL § 4. Ved opgørelsen af kapitalindkomsten ses bort fra kapitalafkast efter kapitalafkastordningen og negativ kapitalindkomst, der er omfattet af anpartsreglerne.
Er den periode, hvori den skattepligtige driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kortere eller længere end 12 måneder, beregnes et forholdsmæssigt kapitalafkast.
A.3.1 Fradrag i kapitalindkomst
Kapitalindkomsten omfatter såvel positive som negative poster og fremtræder således som et nettobeløb. Ud over negative kapitalindkomstposter, f.eks. renteudgifter, kan der efter PSL § 4, stk. 2, fratrækkes omkostninger, der er medgået til at erhverve, sikre eller vedligeholde kapitalindkomsten. Visse udgifter, f.eks. depotgebyrer og boksleje, kan dog ikke fratrækkes, jf. LL § 17 C. Se LVA, A.E.
Indtægter og udgifter indgår i kapitalindkomsten, selv om der er tale om erhvervsmæssige indtægter og udgifter, jf. dog nedenfor. Det betyder, at f.eks. erhvervsmæssige renteudgifter indgår i kapitalindkomsten, medmindre den skattepligtige har valgt at anvende virksomhedsordningen.
Kapitalindtægt, der medregnes til personlig indkomst.
I visse tilfælde skal indtægter og udgifter, der normalt beskattes som kapitalindkomst, medregnes i den personlige indkomst, se LVS, S.F.
A.4 Ligningsmæssige fradrag
Ligningsmæssige fradrag fratrækkes i den skattepligtige indkomst inden skatteberegningen. Lønmodtagere m.fl. kan som udgangspunkt fradrage deres udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde. SL § 6 giver hjemmel til at fratrække omkostninger, der er forbundet med den indkomstskabende aktivitet. SL § 6 forskelsbehandler ikke mellem lønmodtagere og de selvstændigt erhvervsdrivende, og de grundlæggende betingelser for fradragsret for selvstændigt erhvervsdrivende gælder derfor også for lønmodtagere. Men i praksis er lønmodtageres fradragsret begrænsede efter særlige regler i bl.a. LL.
Lønmodtagere kan som udgangspunkt med lovhjemmel i LL § 9, stk. 1, kun fradrage udgifter med et beløb, der sammenlagt overstiger 4.300 kr . (2000). Beløbet reguleres efter PSL § 20. Bundgrænsen gælder dog ikke for udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdssted (LL §§ 9 C og D), kontingenter til A-kasse, efterlønskontigent eller fagforeninger (PBL §§ 49, 49A og LL § 13), underholdsydelser til tidligere ægtefæller og børnebidrag, gavebeløb til almenvelgørende og almennyttige foreninger m.v. og indskud på etableringskonto. En række særlige lønmodtagergrupper kan i stedet vælge at fratrække et standardfradrag, f.eks. børnedagplejere og fiskere. Om praksis m.v. henvises til LVA, AF.
A.5 Aktieindkomst
Begrebet aktieindkomst omfatter udtømmende det samlede beløb af de i PSL § 4a, nævnte former for aktieudbytte, fortjeneste og tab efter ABL §§ 2e og 4 m.v. Aktieindkomst indgår ikke i den skattepligtige indkomst, jf. PSL § 4a, stk. 3.
I nogle tilfælde beskattes aktieudbytte og fortjeneste og tab ved afståelse af aktier m.v. som personlig indkomst og kapitalindkomst, se nærmere i LVS,S.F.
A.6 Ægtefællers indkomstopgørelse
Hver ægtefælle skal opgøre den skattepligtige indkomst, den personlige indkomst, kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten efter de samme regler, som gælder for enlige, medmindre der i lovgivningen er gjort specielle undtagelser. Ægtefællernes indkomst opgøres således hver for sig.
A.6.1 Samlevende ægtefælle
Hvor der i PSL er fastsat særlige regler for samlevende ægtefæller, gælder reglerne i KSL § 4.
Hvorvidt ægtefællerne i relation til skatteberegningen er omfattet af de særlige regler, som ifølge PSL og KSL gælder for ægtefæller, beror på en fortolkning af den enkelte bestemmelse, jf. TfS 1996, 592, om den subsidiære hæftelse for skattekrav mellem ægtefæller, der blev skilt og derefter påny giftede sig.
Om ægtefællerne kan anses for at være samlevende i skattemæssig henseende, afgøres ved en fortolkning af KSL § 4, stk. 3-6. Disse bestemmelser afgrænser spørgsmålet i negativ forstand, idet de beskriver, hvornår samlivet i skattemæssig henseende anses for at være ophævet.
Ved faktisk samlivsophævelse uden separation eller skilsmisse anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet med udgangen af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted, jf. KSL § 4, stk. 4. Eventuelle særlige regler for samlevende ægtefæller vil således også gælde i dette indkomstår.
Ved separation eller skilsmisse mellem samlevende ægtefæller anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet på tidspunktet for separationen eller skilsmissen, jf. KSL § 4, stk. 3. Dette indebærer, at ægtefællerne ikke har været samlevende i skattemæssig forstand i hele indkomståret, hvorfor ægtefællerne bliver beskattet som enlige i dette indkomstår med tilbagevirkende kraft fra indkomstårets begyndelse.
Genoptager ægtefæller samlivet efter separation eller samlivsophævelse, anses samlivet også i skattemæssig henseende for genoptaget på dette tidspunkt, jf. KSL § 4, stk. 5.
Bortfalder fuld skattepligt efter KSL § 1 for en af ægtefællerne eller for begge, anses samlivet i skattemæssig henseende for ophævet på tidspunktet for skattepligtens bortfald, jf. KSL § 4, stk. 6. Det er således en betingelse for, at ægtefællerne kan anses for samlevende i skattemæssig forstand, at begge er fuldt skattepligtige her til landet efter KSL § 1. I øvrigt anses samlivet kun at være ophævet i skattemæssig forstand, hvis ægtefællerne lever varigt adskilt uden fælles husførelse. En midlertidig adskillelse anses således ikke som samlivsophævelse i skattemæssig forstand.
Samlivets status i skattemæssig henseende kan sammenfattes i nedenstående skema.
Samlivet anses skattemæssigt for ophævet
Samlivet anses skattemæssigt for genoptaget
Separation eller skilsmisse
På tidspunktet for separationen eller
skilsmissen, jf. KSL § 4, stk. 3
Samlivet ophævet uden separation
eller skilsmisse
Ved udgangen af det indkomstår i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted, KSL § 4, stk. 4
Ægtefællernes genoptagelse af samlivet
efter separation eller samlivsophævelse
På tidspunktet for samlivets genoptagelse, jf. KSL § 4, stk. 5
Bortfald af den ene ægtefælles skattepligt som følge af fraflytning til
udlandet
På tidspunktet for skattepligtens bortfald, jf. KSL § 4, stk. 6
Bortfald af begge ægtefællers skattepligt ved samtidig fraflytning til
udlandet
På tidspunktet for skattepligtens
bortfald, jf. KSL § 4, stk. 6
A.6.2 Samlivets betydning for skatteberegningen
Ægtefællerne skal efter PSL være samlevende ved indkomstårets udløb, for at der kan foretages
Overførsel af negativ kapitalindkomst til modregning i den anden ægtefælles positive kapitalindkomst inden mellemskatten beregnes efter PSL § 6a, stk. 1 og 2, jf. § 6a, stk. 3. Se nærmere B.2.2.
Forhøjelsen af den ene ægtefælles mellemskattebundfradrag i det tilfælde, at den anden ægtefælles personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst er lavere end bundfradraget på 164.300 kr. (2000), jf. PSL § 6a, stk. 4, jf. stk. 2.
Overførsel af uudnyttet progressionsbundbeløb vedrørende aktieindkomst på 37.200 kr. (2000), jf. PSL § 8 a, stk. 4,
Modregning af negativ aktieindkomst i den anden ægtefælles positive aktieindkomst, jf. PSL § 8 a, stk. 6,
Overførsel af uudnyttet personfradrag, jf. PSL § 10, stk. 3, og
Overførsel af underskud, jf. PSL § 13, stk. 2 og stk. 4,
Modregning af negativ kapitalindkomst i den anden ægtefælles positive kapitalindkomst ved opgørelsen af bundskattegrundlaget, jf. PSL § 6, stk. 4,
Fradrag for samlet negativ kapitalindkomst , der overstiger 20% af ægtefællernes samlede personlige indkomst, jf. PSL § 25a, stk. 2,
Modregning af negativt bundskattegrundlag i den anden ægtefælles bundskattegrundlag, jf. PSL § 25b
Desuden skal ægtefællerne efter PSL have været samlevende i hele indkomståret, og dette skal udgøre en periode af et helt år, for at der kan foretages
Samlet beregning af topskat efter PSL § 7, stk. 4-9, jf. § 7, stk. 3,
Opnår den ene af ægtefællerne frivillig akkord, tvangsakkord eller gældssanering, skal uudnyttede fradragsberettigede underskud hos denne ægtefælle fra det pågældende og tidligere indkomstår nedsættes. Underskudsbegrænsningen sker, jf. PSL § 13 a, stk. 1, før fradrag efter PSL § 13, stk. 2 og stk. 4, 1. pkt. i den anden ægtefælles personlige indkomst.
Hvis den ægtefælle, der ejer en virksomhed, opnår frivillig akkord, tvangsakkord eller gældssanering og ikke selv kan foretage den fulde underskudsbegrænsning, skal det overskydende beløb overføres til den ægtefælle, som driver virksomheden. Det er dog kun den del af sidstnævnte ægtefælles underskud, som hidrører fra driften af erhvervsvirksomheden, der kan nedsættes med det overførte beløb, jf. PSL § 13a, stk. 2.
A.1 Skattepligtig indkomst
A.2 Personlig indkomst
A.2.1 Fradrag i personlig indkomst
A.2.2 Arbejdsmarkedsbidrag og særlig pensionsopsparing
A.3 Kapitalindkomst
A.4 Ligningsmæssige fradrag
A.5 Aktieindkomst
A.6 Ægtefællers indkomstopgørelse