Legislator Case Law & Legislation
E20006LA0008 DK

LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT H KONTROLBESTEMMELSER

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2000

Lønsumsafgiftsvejledningen

Afsnit H Kontrolbestemmelser

Dette afsnit omhandler Told Skats adgang til at foretage kontrol, jf. lønsumsafgiftslovens § 14 og § 15.

H.1 Eftersyn hos virksomhederne - § 14

Told Skat har til opgave at sikre, at afgiften bliver angivet og afregnet korrekt. Til brug for denne opgave har told- og skatteregionen visse kontrolbeføjelser. Disse beføjelser fremgår af lønsumsafgiftslovens § 14, der giver told- og skatteregionerne adgang uden retskendelse men mod behørig legitimation til enhver tid at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af virksomheden, samt til at efterse virksomhedernes regnskabsmateriale, korrespondance mv.

H.1.1 Omfanget af eftersynet - § 14, stk. 1

Retten til at foretage eftersyn gælder for samtlige de lokaler, som benyttes i forbindelse med virksomhedens drift, det gælder for eksempel butiks-, fabriks-, kontor-, lagerlokaler og lign. Told Skat kan derimod ikke uden retskendelse tiltvinge sig adgang til privatboligen. Der kan dog være grænsetilfælde, eksempelvis hvor privatboligen samtidig anvendes til driften af den registreringspligtige virksomhed.

Udover eftersyn i virksomhedens lokaler har Told Skat ret til at foretage gennemsyn af alt regnskabsmateriale, såsom årsregnskaber, revisionsprotokolater, regnskabsbøger, journaler, kladdebøger, løsbladebøger med tilhørende bilag samt andre hjælpebøger, f.eks. ordrebøger, lagerbøger, ugesedler og arbejdssedler. Derudover er enhver forretningskorrespondance omfattet, det gælder breve, kontrakter og andre skriftlige aftaler. Retten til eftersyn gælder, hvadenten oplysningerne opbevares på papir eller på edb-medie.

I virksomheder, der i forbindelse med regnskabsførelse anvender edb, omfatter adgangen også elektroniske oplysninger af den nævnte art, dvs. systembeskrivelser mv., magnetbånd og andre databærende medier.

Normalt aftales virksomhedseftersynet på forhånd. Det skal i den forbindelse sikres, at virksomhedens ansvarlige leder bliver bekendt med besøget, inden eftersynet påbegyndes.

Eftersynet skal foretages til mindst mulig gene for virksomheden og inden for virksomhedens normale åbningstid. I de tilfælde, hvor eftersynet ikke kan finde sted indenfor den normale åbningstid, bør det finde sted på et tidspunkt, hvor det er passende for virksomheden.

Uanmeldt besøg

Det er dog ikke et krav, at besøget skal være varslet. Det afhænger af den konkrete situation, hvilket betyder, at såfremt det på grund af særlige omstændigheder skønnes nødvendigt, kan besøget foretages uanmeldt.

Sådanne særlige omstændigheder vil som udgangspunkt foreligge i de tilfælde, hvor kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling af virksomheden. Det beror på regionens konkrete skøn, om virksomhedsbesøg undtagelsesvis skal finde sted uden forudgående aftale.

Skønnet tager ikke udgangspunkt i regionens mistanke om et strafbart forhold, idet regionen er udelukket fra at anvende lovens § 14, hvis der er en formodning om et strafbart forhold og regionen vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse.

Regionens skøn bygger bl.a. på

om myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at få en aftale om kontrolbesøg i stand med den pågældende virksomhedsindehaver,

om det af hensyn til kontrollens karakter findes hensigtsmæssigt at kunne konstatere de ansattes tilstedeværelse i virksomheden

om der er særlig risiko for, at den pågældende virksomhed kan have interesse i at bortskaffe regnskabsmateriale mv. inden kontrolbesøget

om den pågældende virksomhedstype er i en særlig risikogruppe i lønsumsafgiftsmæssig henseende, eller

om den pågældende virksomhed gentagende gange har undladt at indsende regnskaber mv. eller undladt efter regionens anmodning at indsende supplerende regnskabsoplysninger mv., uden at regionen af den grund har en mistanke eller formodning om, at der er et strafbart forhold.

Ikke registreret virksomhed

Virksomhedsbegrebet i § 14 omfatter ikke kun lønsumsregistrerede virksomheder, men dækker her udover de virksomheder, som myndighederne har bevis for eller begrundet mistanke om driver registreringspligtig virksomhed, uden at være lønsumsafgiftsregistreret.

Dette betyder, at regionerne har ret til at foretage eftersyn i virksomheder, der er omfattet af loven, uanset de er registreret eller ej.

Observationer til kontrol- formål

Besøg på offentlige steder med henblik på observationer til kontrolformål er ikke omfattet af lovens § 14, stk. 1, og kan derfor foretages uden at medarbejderen har pligt til at legitimere sig.

H.1.2 Bistand fra indehavere mv. - § 14, stk. 2

Virksomhedens indehavere samt personalet skal være Told Skat behjælpelig med fornøden vejledning og hjælp ved eftersynet. Personalet har lige som indehaveren pligt til at redegøre for virksomhedens produktionsforhold mv. samt forhold af betydning for virksomhedens regnskabsførelse.

Der er ligeledes pligt til at oplyse, hvem der er virksomhedens revisor samt pligt til at foretage optælling af varelagre og pengebeholdninger på forlangende af Told Skat.

Såfremt virksomheden er et interessentskab er Told Skat berettiget til at få samtlige navne på interessenterne.

H.1.3 Udlevering - § 14, stk. 3

Virksomhedens materiale skal efter anmodning udleveres eller sendes til Told Skat. Såfremt materialet ikke befinder sig hos virksomheden ved kontrollen, kan materialet kræves udleveret af tredjemand (revisor, advokat eller lign.).

Foreligger regnskabsmaterialet hos tredjemand, skal den pågældende, selv om denne har tilbageholdelsesret over materialet, udlevere det til Told Skat, som i så fald skal drage omsorg for, at materialet efter benyttelsen tilbageleveres til den pågældende tredjemand.

Tredjemands udleveringspligt omfatter alene den lønsumsafgiftspligtiges regnskabsmateriale og ikke materiale, der tilhører den pågældende tredjemand som f.eks. revisors arbejdsnotater mv.

H.2 Bistand fra andre offentlige myndigheder - § 15 og § 19

Andre offentlige myndigheder skal på begæring give Told Skat de nødvendige oplysninger til gennemførelse af kontrollen samt opfølgningen på denne.

H.2.1 Politiet - § 15, stk. 1

Told Skat har adgang til at anmode politiet om bistand ved virksomhedseftersyn mv.

Politiets bistand består om nødvendigt i at gennemtvinge adgang til virksomhedens lokaler, således at eftersynet kan iværksættes. Det foregår ved, at Told Skat anmoder politiet om bistand, og politimesteren afgør herefter, om bistanden skal imødekommes.

Rekvireres politiets bistand forud for kontrollens iværksættelse, stilles der krav om, at regionen har en begrundet formodning om, at adgangen vil blive nægtet, eller at der vil opstå problemer af en sådan karakter, at politiets tilstedeværelse vil være påkrævet fra starten af besøget.

Politiets bistand kan dog også rekvireres under selve kontrolbesøget, hvis det viser sig, at regionen formenes adgang til virksomheden, eller der opstår andre uforudsete problemer, således at kontrolbesøget ikke kan gennemføres uden politibistand.

Uanset om politiet tilkaldes før eller under kontrolbesøget, er det alene politiets opgave at overvinde fysiske forhindringer for kontrollens gennemførelse.

Politiets bistand kræver ikke retskendelse, da der er tale om dels en kontrol uden for strafferetsplejen, og dels, at politiets bistand er hjemlet direkte i lønsumsafgiftsloven. Uanmeldt eftersyn med politiets bistand kan derfor foretages, uden at der foreligger mistanke om et strafbart forhold.

H.2.2 Skatteforvaltningerne - § 15, stk. 2.

De kommunale skattemyndigheder skal give told- og skatteregionerne oplysninger om forhold af betydning for kontrollen med opkrævning af afgift, som de under den skattemæssige kontrol bliver opmærksom på. Bestemmelsen er udtryk for en gensidig pligt til at udveksle oplysninger af betydning for skatte- og afgiftskontrollen.

H.2.3 Indhentelse af oplysninger - § 15, stk. 3

Skatteministeren kan pålægge de kommunale myndigheder at indhente oplysninger af betydning for kontrollen med opkrævede afgiftsbeløb. Virksomhederne skal efter anmodning give skattemyndighederne sådanne oplysninger.

H.2.4 Ransagning - § 19, stk. 4

Retsplejelovens regler, §§ 793 - 800, om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf, gælder tilsvarende for ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i lønsumsafgiftsloven.

Ransagningen kan derfor kun finde sted efter retskendelse, medmindre der foreligger særlige forhold, som bevirker, at ransagningens øjemed ville forspildes, hvis kendelsen skulle afventes.

Ransagning hos den registreringspligtige kan foretages af politiet. Det er en forudsætning, at den registreringspligtige mistænkes for overtrædelse af straffebestemmelserne i lønsumsafgiftslovens kapitel VI, og at overtrædelsen kan medføre frihedsstraf.

Anmodning om ransagning fremsættes af de statslige told- og skattemyndigheder, jf. lønsumsafgiftslovens § 19, stk. 4.

Ransagningen kan umiddelbart minde om det virksomhedseftersyn mv. som told- og skattemyndighederne kan foretage med assistance fra politiet i medfør af kontrolbestemmelserne efter lønsumsafgiftslovens § 15. Ransagningen adskiller sig dog på følgende punkter

Politiet leder ransagningen.

Politiet yder under ransagningen en egentlig efterforskningsmæssig assistance, der går ud over bistand til overvindelse af fysiske hindringer for eftersynet.

Ransagningen kan kun foretages på den registreringspligtiges private bopæl, såfremt dette udtrykkeligt fremgår af ransagningskendelsen. Det samme gælder, hvis ransagningen skal omfatte den registreringspligtiges advokats eller revisors kontorlokaler.

Ransagningen er ensbetydende med en sigtelse for overtrædelse af straffebestemmelserne i lønsumsafgiftslovens § 15.

Der henvises i øvrigt til bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 73 om ransagning.

Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 19.

Stor vejledning 2000

H.1 Eftersyn hos virksomhederne - § 14

H.2 Bistand fra andre offentlige myndigheder - § 15 og § 19

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →