LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT F OPGØRELSE OG BETALING
Statutory Text (2 Articles)
Lønsumsafgiftsvejledningen
Afsnit F Opgørelse og betaling
F.1 Generelt
Reglerne for opgørelse og indbetaling af lønsumsafgiften findes i lønsumsafgiftslovens kap 3. Reglen om angivelse af lønsumsafgiften findes i lønsumsafgiftsbekendtgørelsen § 5. Opgørelsesperioden og indbetalingstidspunktet for afgiften afhænger af, hvilket afgiftsgrundlag virksomheden skal anvende efter lovens § 4, se afsnit C.
F.2 Angivelsesregler - generelt - bek. § 5
Angivelserne skal indgives på en blanket (indbetalingskort) udsendt af den lokale told- og skatteregion. Afgiften anføres i de rubrikker, der fremgår af angivelsen. Beløbet skal angives i hele kr.
Virksomheder, der ikke har modtaget indbetalingskortet ved udløbet af den opgørelsesperiode, som angivelsen knytter sig til, skal selv rette henvendelse til regionen for at få indbetalingskortet.
Virksomheden skal indsende angivelse for hver opgørelsesperiode, selv om der ikke skal indbetales afgift, f.eks. fordi afgiftsgrundlaget er nul.
F.3 Opgørelsesperiode - hovedregel - § 6
Opgørelsesperioden er kvartalet, jf. lønsumsafgiftslovens § 6, stk. 1.
Der gælder særlige regler for de virksomheder, som skal opgøre afgiftsgrundlaget efter lovens § 4, stk. 1. Se nærmere herom afsnit C.3 og F.4.
Som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2001 er der fremsat forslag til lov om ændring af forskellige skatte og afgifter med henblik på afkortning af kredittider for virksomheders afregning af visse skatter og afgifter m.v. I henhold til det fremsatte L 96 er der forslag om, at der i lønsumsafgiftslovens § 6 indsættes et nyt stykke 2, hvorefter § 2, stk. 1, i opkrævningsloven finder tilsvarende anvendelse for virksomheder, der er omfattet af § 4, stk,. 2, nr. 1. Lovforslaget er ikke vedtaget på tidspunktet for afslutningen af udarbejdelsen af denne lønsumsafgiftsvejledning.
F.3.1 Angivelse og betaling - § 6, stk. 2
Forfaldsdato
Afgiften forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor fristen for indbetaling udløber, dvs. den 1. i måneden efter kvartalets udløb. Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 2, stk. 4.
Sidste rettidige indbetalingsdag
Registrerede virksomheder skal senest 15 dage efter udløbet af hver opgørelsesperiode indsende afgiftsangivelsen. Denne dag er også sidste rettidige indbetalingsdag.
Opgørelsesperioden er kvartalet, hvorfor angivelses- og betalingsfristerne er henholdsvis den 15. januar, 15. april, 15. juli og 15. oktober.
Ved den seneste ændring af lønsumsafgiftsloven, lov nr. 165 af 15. marts 2000, følger angivelses- og betalingsfristerne ikke længere umiddelbart af lovens § 6, stk. 2, men fra den 1. januar 2001 følger det af opkrævningslovens § 2, stk. 2, jf. lov nr. 169 af 15. marts 2000.
Angivelsen skal indeholde oplysning om afgiftsgrundlaget samt afgiftens størrelse.
Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse, dvs. den, der tegner virksomheden eller en af virksomheden dertil befuldmægtiget. Fuldmagtsforholdet skal kunne dokumenteres over for Told Skat ved forevisning af en fuldmagtserklæring eller lign.
Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, udskydes fristen til førstkommende hverdag. Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 2, stk. 3.
Minimumsindbetaling
Såfremt afgiften for en opgørelsesperiode (et kvartal) er under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. Afgiften vil ikke blive modregnet på et senere tidspunkt. Angivelsen skal dog stadig indsendes. Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 2, stk. 5.
F.4 Opgørelsesperiode - § 6a, stk. 1 (metode 4 )
Virksomheder, som skal opgøre afgiftsgrundlaget på grundlag af lønsummen +/- over-/underskud, skal opgøre og betale afgiften 5 gange årligt. De 4 angivelser er foreløbige kvartalsangivelser, mens den 5. angivelse er en årsangivelse, hvor den endeligt beregnede afgift opgøres og indbetales. Denne fremgangsmåde skyldes, at disse virksomheders endelige afgiftsgrundlag først kan fastlægges ved udløbet af indkomståret, da over-/underskud først kendes på dette tidspunkt.
F.4.1 Foreløbige kvartalsangivelser - § 6a, stk. 1 og 2
Forfaldsdato
Afgiften forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor fristen for indbetaling udløber, dvs. den 1. i måneden efter kvartalets udløb. Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 2, stk. 4.
Sidste rettidige indbetalingsdag
Virksomheden skal hvert kvartal udarbejde og indsende en foreløbig opgørelse samt indbetale afgiften. A conto opgørelsen sker alene på grundlag af virksomhedens lønsum.
Virksomheden skal indsende afgiftsangivelsen til regionen senest 15 dage efter kvartalets udløb, dvs. henholdsvis den 15. januar, 15. april, 15. juli og 15. oktober.
Ved den seneste ændring af lønsumsafgiftsloven, lov nr. 165 af 15. marts 2000, følger angivelses- og betalingsfristerne fra den 1. januar 2001 ikke længere umiddelbart af lovens § 6a, stk. 2, men derimod af opkrævningslovens § 2, stk. 2, jf. lov nr. 169 af 15. marts 2000.
Angivelsen skal indeholde oplysning om virksomhedens lønsum og afgiftens størrelse.
Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, udskydes fristen til førstkommende hverdag. Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 2, stk. 3.
Har virksomheden ingen ansatte, kan virksomheden efter nærmere aftale med den lokale told- og skatteregion fritages for at indsende de 4 a conto angivelser. Undlader virksomheden uden forudgående aftale med regionen at indsende kvartalsangivelser, vil virksomheden blive opkrævet afgiftsforhøjelse for manglende indsendelse af angivelser. Se afsnit F.6.
Minimumsindbetaling
Såfremt afgiften for en opgørelsesperiode (et kvartal) er under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. Angivelsen skal dog stadig indsendes. Afgiften vil ikke blive modregnet på et senere tidspunkt. Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 2, stk. 5.
F.4.2 Årsangivelse - § 6b, stk. 1
Virksomheder skal ved indbetaling af den endelige afgift (årsangivelsen) fratrække tidligere betalt afgift, dvs. de beløb, som er indbetalt på kvartalsangivelserne.
De foreløbige opgørelser og indbetalinger af lønsumsafgiften (kvartalsangivelserne) skal reguleres i forhold til virksomhedens samlede afgiftsgrundlag. Det samlede afgiftsgrundlag udgør virksomhedens lønsum +/- virksomhedens over-/underskud, jf. § 4, stk. 1.
Reguleringen foretages ved udløbet af virksomhedens indkomstår.
Ved den endelige opgørelse og indbetaling af afgiften er opgørelsesperioden virksomhedens indkomstår.
Har virksomheder i indkomståret haft overskud af selvstændig erhvervsvirksomhed, skal virksomheden betale yderligere afgift af dette overskud. Har der derimod været underskud i indkomståret, skal virksomheden tilsvarende have tilbagebetalt afgift. Tilbagebetalingen kan højst udgøre de angivne og indbetalte a conto beløb, jf. § 6b.
Se endvidere afsnit F.4.3 vedrørende tilbagebetaling af for meget betalt afgift.
F.4.2.1 Personligt ejede virksomheder - § 6b, stk. 2
Personligt ejede virksomheder, herunder interessentskaber, skal i henhold til lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 2, senest den 15. august angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse. Hvis der er mindre end 5 måneder fra indkomstårets udløb og til den førstkommende 15. august, udskydes angivelsesfristen til den 15. august i det efterfølgende år.
Indkomstår
Betalings- og angivelsesfrist
1. februar - 31. januar
15. august samme år
1. marts - 28/29. februar
15. august samme år
1. april - 31. marts
15. august efterfølgende år
1. maj - 30. april
15. august efterfølgende år
1. juni - 31. maj
15. august efterfølgende år
1. juli - 30. juni
15. august efterfølgende år
1. august - 31. juli
15. august efterfølgende år
1. september - 31. august
15. august efterfølgende år
1. oktober - 30. september
15. august efterfølgende år
1. november - 31. oktober
15. august efterfølgende år
1. december - 30. november
15. august efterfølgende år
1. januar - 31. december
15. august efterfølgende år
Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Forfaldsdato
Afgiften forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor fristen for angivelse udløber.
Betaling
Angivelsesfristen er også sidste rettidige indbetalingsdag. Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, udskydes fristen til førstkommende hverdag.
Det er kun differencen mellem den endeligt opgjorte afgift og de kvartalsvise indbetalinger, der skal indbetales. Se afsnit F.4.2.3.
Minimumsindbetaling
Såfremt afgiften for årsopgørelsen er under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.
Angivelsen skal dog stadig indsendes.
F.4.2.2 Ikke personligt ejede virksomheder - § 6b, stk. 3
Andre virksomheder end personligt ejede skal i henhold til lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 3, senest den 15. i den ottende måned efter udløbet af den måned, hvor indkomståret udløber, angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse.
Indkomstår
Angivelse og betaling senest
1. januar - 31. december
15. august samme år
1. februar - 31. januar
15. september samme år
1. marts - 28/29. februar
15. oktober samme år
1. april - 31. marts
15. november samme år
1. maj - 30. april
15. december samme år
1. juni - 31. maj
15. januar efterfølgende år
1. juli - 30. juni
15. februar efterfølgende år
1. august - 31. juli
15. marts efterfølgende år
1. september - 31. august
15. april efterfølgende år
1. oktober - 30. september
15. maj efterfølgende år
1. november - 31. oktober
15. juni efterfølgende år
1. december - 30. november
15. juli efterfølgende år
Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Virksomheder skal ved indbetaling af den endelige afgift (årsangivelsen) fratrække tidligere betalt afgift, dvs. de beløb, som er indbetalt på kvartalsangivelserne.
Har virksomheden et indkomstår, der ikke følger kalenderåret, men dog indeholder hele kvartaler, er det a conto angivelserne for disse 4 kvartaler, der skal fratrækkes ved den endelige opgørelse for indkomståret.
Såfremt indkomståret skærer midt i et kvartal, skal a conto angivelserne for de kvartaler, hvor året skærer fordeles.
Skærer virksomhedens indkomstår midt i en måned, må det analogt af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, følge, at lønnen skal henføres til den halvdel, hvor lønnen for den pågældende måned udgiftsføres.
Eksempel
En virksomhed har indkomstår fra 1/7 1998 - 30/6 1999.
Det betyder, at for indkomståret 1998/99 anses a conto angivelserne for 3. og 4. kvartal 1998 samt 1. og 2. kvartal 1999 for at høre til dette indkomstår. Det er dermed indbetalingerne for disse kvartaler, der skal fratrækkes ved indbetaling af den endelige afgift.
Eksempel
En virksomhed har indkomstår fra 1/6 1998 - 31/5 1999.
Virksomheden kvartalsangiver
1/4 1998 - 30/6 1998 =
2. kvartal
1/7 1998 - 30/9 1998 =
3. kvartal
1/10 1998 - 31/12 1998 =
4. kvartal
1/1 1999 - 31/3 1999 =
1. kvartal
1/4 1999 - 30/6 1999 =
2. kvartal
På grund af det forskudte regnskabsår skal kun lønnen i den sidste måned i 2. kvartal 1998 medtages. Tilsvarende skal lønnen kun medtages med 2 måneder som a conto angivet i 2. kvartal 1999.
Hvis der eksempelvis er angivet 40.000 kr. i 2. kvartal 1999, og beløbet fordeles med 10.000 kr. for april, 17.000 for maj og 23.000 for juni måned, anses de 27.000 kr. (10.000 +17.000 kr.) for at være a conto angivet i indkomståret 1998/1999. Tilsvarende vil de sidste 23.000 kr. skulle medregnes som a conto angivet for det efterfølgende indkomstår, dvs. 1999/2000.
Hvis det er første gang, der skal indsendes en årsangivelse, skal den første periode kun gå fra det tidspunkt, hvor virksomheden påbegyndte de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter og til det tidspunkt, hvor indkomståret udløber.
F.4.2.3 Opgørelse af den endelige afgift - § 6b, stk. 5
Ved den endelige opgørelse skal virksomheden medregne såvel lønsummen som over-/underskud til afgiftsgrundlaget. Fra den endelige afgift trækkes herefter den afgift, som virksomheden har angivet a conto (de foreløbige kvartaleangivelser) for det aktuelle indkomstår.
Såfremt virksomheden anvender flere metoder til beregning af lønsumsafgiften for flere dele af virksomheden, skal der til afgiftsgrundlaget kun medregnes den del af lønsummen, og over-/underskud, som vedrører de aktiviteter, der er omfattet af § 4, stk. 1 (metode 4).
Skærer indkomståret i et kvartal, skal de foreløbige a conto angivelser for de kvartaler, hvor året skærer, fordeles. Det sker på den i afsnit F.4.2.2 beskrevne måde.
Fra den 1. januar 2001 følger ovenstående af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 4, jf. lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove, § 1, 5. pkt.
F.4.3 Tilbagebetaling af for meget betalt afgift - § 6b
Overstiger virksomhedens a conto afgiftsindbetalinger den endeligt opgjorte afgift, tilbagebetales den for meget indbetalte afgift. Dette sker senest 3 uger fra dagen for sidste rettidige indsendelse af angivelse, forudsat at angivelsen er indsendt rettidigt.
Dette følger fra den 1. januar 2001 af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 12, stk. 1 og 2. Indtil da følger det af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 5.
Udbetaling
Kan regionen på grund af virksomhedens forhold (f.eks. ferielukning, bortrejse eller mangelfuldt regnskab) ikke kontrollere afgiftsgrundlaget for den pågældende periode, kan udbetalingsfristen afbrydes. Først når virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol, indtræder 3 ugers fristen igen.
Dette følger fra den 1. januar 2001 af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 12, stk. 3. Indtil da følger det af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 6.
Udbetalingen sker kun, hvis angivelserne for de forudgående afgiftsperioder er modtaget af regionen. Dette følger fra den 1. januar 2001 af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 12, stk. 4. Indtil da følger det af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 7.
Modregning
Krav på tilsvar og eventuelle renter for tidligere perioder modregnes ved udbetalingen, selv om kravet ikke er forfaldent.
Dette følger fra den 1. januar 2001 af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 12, stk. 4. Indtil da følger det af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 8.
Minimumsbeløb
Tilbagebetalingsbeløb under 50 kr. udbetales ikke.
Dette følger fra den 1. januar 2001 af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 12, stk. 1. Indtil da følger det af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 9.
F.4.4 Regulering af afgiftsgrundlag - bek. § 6
For virksomheder, hvor der efter indgivelse af endelig angivelse sker ændringer i virksomhedens opgørelse af overskud eller underskud, f.eks. i forbindelse med den skattemæssige ligning, skal den indbetalte afgift reguleres i overensstemmelse hermed.
F.4.5 Dødsfald - § 6b, stk. 10
Virksomheder, som efter lønsumsafgiftslovens § 6a først skal foretage en foreløbig opgørelse af afgiften på grundlag af lønsummen, skal efter udløbet af virksomhedens indkomstår foretage en endelig opgørelse reguleret i forhold til virksomhedens samlede afgiftsgrundlag, dvs. korrigeret for over-/underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed.
Ved den endelige opgørelse og indbetaling af afgiften er opgørelsesperioden virksomhedens indkomstår.
Efter dødsboskatteloven vil der som udgangspunkt ikke i det år, hvor indehaveren afgår ved døden, blive foretaget en skatteansættelse for mellemperioden, dvs. perioden fra udløbet af det seneste indkomstår og indtil dødsdagen.
For ikke at pålægge boet at udarbejde en selvangivelse for mellemperioden alene for at kunne opgøre den endelige lønsumsafgift, er der mulighed for, at boet kan undlade at foretage en endelig opgørelse og indbetaling af afgiften, når indehaveren af en registreret virksomhed dør.
Virksomhedens foreløbige angivelser og indbetalinger af den afgift, som vedrører perioden fra afslutningen af virksomhedens seneste indkomstår og indtil dødsfaldet, er således endelige. Manglende angivelser og indbetalinger for tidligere indkomstår skal fortsat indsendes og indbetales.
Arvingerne eller bobestyreren kan dog vælge at foretage en endelig opgørelse og angive virksomhedens afgiftsgrundlag og afgift for denne periode, når virksomhedens foreløbige afgiftsindbetaling overstiger den endelige afgift. Det vil typisk dreje sig om de tilfælde, hvor virksomheden har haft underskud i mellemperioden.
Opgørelsen af mellemperiodeindkomsten skal i så fald ske efter reglerne i dødsboskatteloven.
Vælger boet at foretage endelig opgørelse og angivelse, vil tilbagebetaling ske efter lønsumsafgiftslovens almindelige regler, som omtalt i afsnit F.4.3.
Se endvidere afsnit F.10.
Ovenstående følger fra den 1. januar 2001 af lønsumsafgiftslovens § 6b, stk. 5, jf. lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove.
F.5 Virksomheder med blandede aktiviteter - § 6c
Virksomheder, som grundet blandede aktiviteter, både skal betale lønsumsafgift efter lovens § 4, stk. 1, og § 4, stk. 2, er omfattet af de regler, som er beskrevet i dette afsnit.
Såfremt virksomheden anvender flere metoder til beregning af lønsumsafgiften for flere dele af virksomheden, skal der til lønsummen kun medregnes den del af lønnen, som vedrører de aktiviteter, der er omfattet af den pågældende bestemmelse/metode.
Vedrørende opgørelse, angivelse og betaling af lønsumsafgiften for virksomheder omfattet af § 4, stk. 1 (metode 4), benyttes reglerne fastsat i § 6a og § 6b. Der henvises i øvrigt til afsnit F.4.
Vedrørende opgørelse, angivelse og betaling af lønsumsafgiften for virksomheder omfattet af lovens § 4, stk. 2 (metode 1 eller 2), benyttes reglerne fastsat i § 6. Der henvises i øvrigt til afsnit F.3.
Skærer indkomståret i et kvartal, skal de foreløbige a conto angivelser for de kvartaler, hvor året skærer, fordeles. Det sker på den i afsnit F.4.2.2 beskrevne måde.
F.6 Afgiftsforhøjelse ved for sent afgivet angivelse
Foreligger angivelsen ikke rettidigt, forhøjes afgiften for den pågældende periode med 1 pct., dog mindst med 500 kr. og højst med 1.100 kr. Der tilsendes virksomheden et særligt indbetalingskort til betaling af denne afgiftsforhøjelse.
Hjemlen til forhøjelse af tilsvaret ved for sen angivelse ophæves pr. 1. januar 2001, jf. lov nr. 165 af 15. marts 2000 om skatte- og afgiftslove, § 1, nr. 7. Pr. 1. januar 2001 gælder følgende
Har regionen efter angivelsesfristens udløb ikke modtaget angivelsen, kan regionerne fastsætte virksomhedens tilsvar foreløbigt til et skønsmæssigt beløb, jf. nedenstående afsnit F.7.
Told- og Skatteregionen kan meddele fritagelse for afgiftsforhøjelsen, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt. Ferie regnes ikke for at være en særlig omstændighed. Hjemlen til at meddele fritagelse for afgiftsforhøjelsen ophæves pr. 1. januar 2001. Fra den 1. januar 2001 kan told- og skatteregionerne i medfør af opkrævningslovens § 8, stk. 1, nr. 1
meddele fritagelse for betaling af afgift for foreløbig fastsættelse af tilsvar, der pålægges efter opkrævningslovens § 4, stk. 2, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt.
F.7 Foreløbig fastsættelse
Er angivelsen for en afregningsperiode ikke modtaget inden udløbet af fristen, kan told- og skatteregionen foretage en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar til et skønsmæssigt beløb.
Der betales et gebyr på 150 kr. for en foreløbig fastsættelse.
Fra den 1. januar 2001 følger ovenstående ikke længere af lønsumsafgiftsloven, men af opkrævningsloven, jf. lov nr. 169 af 15. marts 2000, og lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af skatte- og afgiftslove, § 1, nr. 7. Det fremgår herefter af opkrævningslovens § 4, stk. 1, at
er en angivelse for en afregningsperiode ikke modtaget inden udløbet af fristen, kan told- og skatteregionen foretage en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar til et skønsmæssigt beløb.
Virksomheden skal betale et gebyr på 800 kr. for en foreløbig fastsættelse, jf. § 4, stk. 2.
Såfremt en virksomhed i 4 på hinanden følgende afregningsperioder for det samme registreringsforhold har fået foretaget en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar, kan virksomhedens registrering inddrages, for så vidt angår det pågældende registreringsforhold, medmindre virksomheden inden inddragelsen indgiver de manglende angivelser. Told- og skatteregionen skal dog forinden inddragelsen meddele virksomheden, at registreringen vil blive inddraget, såfremt de manglende angivelser ikke indgives inden 14 dage. Meddelelsen skal gives virksomheden ved rekommanderet brev.
F.8 Lejlighedsvis registrering - § 9
For afgiftspligtige virksomheder, der kun drives i en kortere periode, kan told- og skatteregionen fastsætte afgiftsperioden til det tidsrum, i hvilken virksomheden drives. Regionen kan endvidere for sådanne virksomheder, der kun drives lejlighedsvis, forkorte fristerne for indsendelse af angivelse og indbetaling af afgiften.
F.9 Kreditbegrænsning - § 10, stk. 1
Såfremt en virksomhed gentagne gange ikke har indbetalt afgiften rettidigt, kan told- og skatteregionen forkorte opgørelsesperioden samt fristen for angivelse og indbetaling af afgiften.
Det samme gælder, hvis virksomheden eller dens indehaver
ved udlæg er fundet ude af stand til at betale sin gæld,
har standset sine betalinger,
er under frivillig akkord eller likvidation eller
er under konkursbehandling eller der er åbnet forhandling om tvangsakkord.
F.10 Angivelse og betaling ved dødsfald - § 10, stk. 2 og 3
Denne bestemmelse fastsætter regler for, hvordan arvingerne eller bobestyrelsen skal forholde sig i den situation, hvor indehaveren af en registreret virksomhed dør, og der udstedes proklama efter § 81 i lov om skifte af dødsboer.
Kvartalsangivelse - stk. 2
Såfremt indehaveren af en registreret virksomhed dør, og der udstedes proklama, skal arvingerne eller bobestyreren senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama indsende en angivelse. Angivelsen skal dække perioden fra afgiftsperiodens begyndelse og indtil dødsdagen.
Eksempel
Dør virksomhedens indehaver den 1. maj 1999, og bekendtgøres proklama i boet den 17. maj, skal boet senest den 16. juni 1999 angive lønsumsafgiften for perioden 1. april - 1. maj 1999.
Årsangivelse - stk. 3
Såfremt indehaveren af en registreret virksomhed dør, og der udstedes proklama, omfattes indbetaling af endelig afgift (årsopgørelsen) ikke af proklamaet, når
der er tale om et tidligere afsluttet indkomstår,
angivelsesfristen ikke er udløbet og
angivelse ikke er sket ved dødsfaldet
Er alle tre betingelser ikke opfyldt, omfattes indbetalingen af afgiften af proklamaet, jf. § 83, stk. 2, nr. 4, i lov om skifte af dødsboer.
Bestemmelsen er indsat, fordi opgørelsen af den endelige afgift forudsætter en forudgående opgørelse af den skattepligtige indkomst. I dødsboskattelovens § 87, stk. 5, er det fastsat, at skattekrav ikke prækluderes, medmindre skattekravet er opgjort ved proklamaets udstedelse.
F.11 Sikkerhedsstillelse ved registrering - §10a
Ved lov nr. 461 af 31. maj 2000 om ændring af bl.a. lønsumsafgiftsloven blev § 10a indsat i lønsumsafgiftsloven med virkning fra dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Loven vedrører sikkerhedsstillelse ved registrering samt visse konsekvensændringer.
Registrering af en virksomhed med fast forretningssted her i landet, som er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, jf. stk. 6, eller § 2, stk. 1 eller 4, gøres betinget af, at der stilles sikkerhed på 125.000 kr. til dækning af det offentliges krav på moms, A-skat, lønsumsafgift mv. Der skal dog ikke stilles sikkerhed, hvis virksomhedens formue opgjort efter reglerne i selskabsskattelovens § 14, stk. 2-7, på registreringstidspunktet udgør mindst 125.000 kr.
Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til forskellen mellem 125.000 kr. og virksomhedens formue med fradrag af 15.000 kr. Medmindre virksomhederne efter reglerne i kildeskattelovens § 6a eller momslovens § 62 pålægges at stille sikkerhed for større beløb, kan beløbet ikke overstige 110.000 kr.
Når en virksomhed skal stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres før dette krav er opfyldt. Et krav om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 hverdage efter, at virksomheden anmeldes til registrering. Krav om sikkerhedsstillelse skal meddeles ved anbefalet brev, jf. stk. 2.
Efter lov nr. 461 § 6 følger det endvidere, at fra den 1. januar 2001 erstattes § 10a i lønsumsafgiftsloven af § 11a i lov nr. 169 af 15. marts 2000 om opkrævning af skatter og afgifter mv.
F.12 Efterbetaling af afgift
Ved den seneste ændring af lønsumsafgiftsloven, lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af skatte- og afgiftslove, følger efterbetalingsreglerne fra den 1. januar 2001 ikke længere af lovens § 11, men derimod af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 5.
F.12.1 Urigtig angivelse
Konstateres det, at en virksomhed har afgivet urigtig afgiftsangivelse, således, at virksomheden har betalt for lidt i afgift, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkravet.
Fra den 1. januar 2001 følger dette ikke længere af lønsumsafgiftslovvens § 11, stk. 1, men derimod af opkrævningslovens, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 5, stk. 1.
F.12.2 Skønsmæssig ansættelse
Kan virksomhedens regnskaber ikke anses for egnede som grundlag for en opgørelse af den afgift, som virksomheden skal betale, kan Told Skat foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftsgrundlaget.
Reglen omfatter alle tilfælde, hvor det konkrete tilsvar ikke kan opgøres på grundlag af regnskabet.
Fra den 1. januar 2001 følger dette ikke længere af lønsumsafgiftslovens § 11, stk. 2, men derimod af opkrævningslovens, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 5, stk. 2.
F.13 Renter og gebyrer
Renter
Betales lønsumsafgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen, dog mindst 50 kr. for en opgørelsesperiode. Der betales dog ikke renter af afgiftsforhøjelser foretaget efter § 7, stk. 1, dvs. når angivelsen for en opgørelsesperiode ikke foreligger rettidigt.
Fra den 1. januar 2001 følger rentebestemmelserne ikke længere af lønsumsafgiftsloven, jf. lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af skatte- og afgiftslove, men derimod af opkrævningslovens, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 7.
Af opkrævningslovens § 7, fremgår det, at betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales en månedlig rente med tillæg af 0,8 procentpoint for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen. Renten fastsættes for kalenderåret. Renten offentliggøres senest den femte sidste børsdag forud for det år, hvor den skal have virkning.
Rykkergebyr
Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling af afgift.
Fra den 1. januar 2001 følger dette af opkrævningslovens, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 6.
Fritagelse for betaling af renter, gebyrer mv.
Det fremgår af § 8 i opkrævningsloven, at fra den 1. januar 2001 kan regionerne, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt, meddele fritagelse for betaling af
afgift for foreløbig fastsættelse af tilsvar, der pålægges efter § 4, stk. 2, jf. afsnit F.7
gebyr for erindringsskrivelse, der pålægges efter § 6, jf. ovenstående
renter, der pålægges efter § 7.
F.14 Hæftelse for afgift - § 12
For betaling af lønsumsafgift hæfter den, der som ejer, forpagter eller lign. driver virksomheden for egen regning.
Den ansvarlige ledelse skal sørge for, at angivelsen udfyldes korrekt og indsendes til tiden.
Fællesregistrering
Er flere virksomheder, der ikke har samme ejer, fællesregistreret efter § 3, stk. 4, hæfter de pågældende solidarisk for betaling af afgiften vedrørende de virksomheder, der er omfattet af den pågældende fællesregistrering.
Bestemmelsen om fællesregistrering er nærmere omtalt i afsnit B.2.5.2.
Herboende repræsentant
Er en udenlandsk virksomhed repræsenteret ved en herværende repræsentant efter § 3, stk. 3, hæfter denne og virksomheden solidarisk for betaling af afgiften.
Bestemmelsen om herboende repræsentant er nærmere omtalt i afsnit B.2.4.
F.15 Lønindeholdelse
Ved den seneste ændring af lønsumsafgiftsloven, lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af skatte- og afgiftslove, følger reglerne om lønindholdelse mv. fra den 1. januar 2001 ikke længere af lovens § 13a, men reglerne følger derimod af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 14.
F.15.1 Lønindeholdelse
Der kan foretages indeholdelse i løn mv. for restancer hos den pågældende efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. Lønindeholdelse kan ske for ubetalte afgifts- og rentebeløb, afgiftsforhøjelser, administrative bøder samt gebyrer, under forudsætning af, at skyldneren hæfter personligt.
Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne. Ministeren har ved bekendtgørelse nr. 515 af 16. juni 1994 fastsat retningslinier for fremgangsmåden ved indeholdelse i løn for skyldige afgifts- og rentebeløb.
Skyldneren har pligt til at give Told Skat alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for lønindeholdelsen. Skyldneren har efter retsplejelovens § 497, stk. 1, pligt til at oplyse sin arbejdsgivers navn og adresse under en udlægsforretning.
Det maksimale, der kan forlanges indeholdt, er 20 pct. af lønudbetalingen efter, at der i denne er sket fradrag af A-skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49, jf. kildeskattelovens § 73, stk. 3. Foretages lønindholdelse med en procentsats mellem 15 og 20 pct., skal regionen i hver enkelt tilfælde foretage en nærmere vurdering af, at der overlades skyldneren de nødvendige midler. Til brug for denne vurdering skal regionen have aktuelle oplysninger, som entydigt peger på, at en sådan lønindholdelse vil være forsvarlig.
Beregningsgrundlaget efter kildeskattelovens § 73, skal ikke medtage beløb, der efter sin art ikke udbetales, dvs. arbejdsmarkedsbidrag, fri bil og telefon, kost og logi samt arbejdsgiverens pensionsindbetalinger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 19 og ATP-bidrag.
Hvis der ikke indeholdes A-skat, f.eks. fordi skyldner har frikort eller udelukkende optjener B-indkomst, er beregningsgrundlaget bruttolønnen.
Andre fradrag i lønnen, f.eks. fagforeningskontingenter og lign. kan ikke fratrækkes før lønindeholdelsen.
Pålæg om lønindeholdelse til dækning af skyldige afgiftsbeløb mv. gives af den pågældende told- og skatteregion. Pålægget sendes skriftligt til den indeholdelsespligtige (arbejdsgiveren) sammen med en skriftlig vejledning om den praktiske fremgangsmåde.
Indeholdte beløb forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen, og skal indbetales til Told Skat senest den 15. i forfaldsmåneden. Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.
F.16 Eftergivelse og henstand
Reglerne om eftergivelse og henstand i momslovens § 83 finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter, gebyrer og administrative bøder efter lønsumsafgiftsloven.
Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige til at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af afgift.
Ved den seneste ændring af lønsumsafgiftsloven, lov nr. 165 af 15. marts 2000 om ændring af skatte- og afgiftslove, følger reglerne om eftergivelse og henstand fra den 1. januar 2001 ikke længere af lønsumsafgiftslovens § 13b, men derimod af opkrævningsloven, lov nr. 169 af 15. marts 2000, § 15.
Fysiske personer
Henstand og eftergivelse kan normalt kun gives til fysiske personer, jf. opkrævningslovens § 15, stk. 4.
De pågældende skal som hovedregel opfylde de betingelser, som fremgår af § 15, stk. 1-3. Er det ikke tilfældet, kan der kun gives henstand eller eftergivelse, når forholdene i ganske særlig grad taler for det, jf. stk. 8. I praksis skal bestemmelsen forstås således, at der kan ske eftergivelse i f.eks. de tilfælde, hvor der er tale om myndighedsfejl, livstruende sygdom, force majeure eller lignende situationer.
Selskaber mv.
Når forholdene i ganske særlig grad taler for det, kan selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lign. dog også opnå henstand eller eftergivelse, jf. opkrævningslovens § 15, stk. 8. Dette, sammenholdt med gældssaneringsreglerne, viser, at der er betydelig snævrere adgang til eftergivelse for juridiske personer end for fysiske personer.
F.16.1 Eftergivelse
Betingelser
Efter reglerne i momslovens § 83, stk. 1, som pr. 1. januar 2001 erstattes af opkrævningslovens § 15, stk. 1, er der mulighed for at eftergive tilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder, hvis
skyldneren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og
skyldnerens forhold og omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Der er ligeledes adgang til at eftergive beløb, som f.eks. direktører dømmes til at betale som erstatning for et selskabs manglende betaling af afgift, jf. stk. 2.
Ved vurdering af skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt skal der navnlig lægges vægt på, om skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har gæld til Told Skat, skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder, omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen, jf. stk. 3.
Såfremt der er andre offentlige eller private kreditorer af væsentlig betydning, vil skyldneren blive henvist til at søge en generel ordning, f.eks. i form af en gældssanering eller en frivillig kreditorordning båret af gældssaneringsprincipperne.
Bortfald eller nedsættelse af gælden
Eftergivelse af afgiften mv. kan ske ved bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse, kan der træffes bestemmelse om henstand med eller afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden, jf. stk. 5.
Bortfald af eftergivelse
Eftergivelse kan bortfalde, hvis skyldneren i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtig forhold eller groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden, jf. stk. 6.
F.16.2 Henstand
Der kan gives henstand med de samme beløb, som kan eftergives.
Der kan gives henstand, hvis betingelserne for eftergivelse efter stk. 1, nr. 1, ikke er fuldt opfyldt. Dette indebærer, at der kan indrømmes henstand ud over den periode, hvor myndighederne ud fra opkrævningsmæssige hensyn giver henstand, jf. stk. 7.
De kriterier, der taler henholdsvis for og imod eftergivelse, anvendes også ved vurdering af, om der kan bevilliges henstand.
F.1 Generelt
F.2 Angivelsesregler - generelt - bek. § 5
F.3 Opgørelsesperiode - hovedregel - § 6
F.4 Opgørelsesperiode - § 6a, stk. 1 (metode 4 )
F.5 Virksomheder med blandede aktiviteter - § 6c
F.6 Afgiftsforhøjelse ved for sent afgivet angivelse
F.7 Foreløbig fastsættelse
F.8 Lejlighedsvis registrering - § 9
F.9 Kreditbegrænsning - § 10, stk. 1
F.10 Angivelse og betaling ved dødsfald - § 10, stk. 2 og 3
F.11 Sikkerhedsstillelse ved registrering - §10a
F.12 Efterbetaling af afgift
F.13 Renter og gebyrer
F.14 Hæftelse for afgift - § 12
F.15 Lønindeholdelse
F.16 Eftergivelse og henstand