Legislator Case Law & Legislation
E20006A00009 DK

INDEHOLDELSE AF A-SKAT OG ARBEJDSMARKEDSBIDRAG 2000 AFSNIT J OPLYSNINGSPLIGT

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2000

Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2000

Afsnit J Oplysningspligt

Reglerne om oplysningspligt fremgår af SKL, jf. lovbek. nr. 564 af 2. juli 1999. Der henvises iøvrigt til bekendtgørelse om indberetningspligter efter skattekontrolloven, bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999 samt AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, som senest ændret ved bek. nr. 1091 af 23. dec. 1998.

Der skelnes mellem en automatisk oplysningspligt (indberetningspligt), og en oplysningspligt efter anmodning. Kun den automatiske oplysningspligt vil blive omtalt her. Om oplysningspligt efter anmodning, se LV A.I.3 . Om særlig pensionsopsparing (SP-bidrag), se afsnit A.3 .

J.1 Den oplysningspligtige

Som udgangspunkt er den, der foretager udbetaling, godskrivning mv. af løn, vederlag, honorarer mv. oplysningspligtig, jf. SKL §§ 7, stk. 1 og 7 A, stk. 1.

Arbejdsgivere, hvervgivere, pensionsinstitutter mv., der foretager indeholdelse af AM-bidrag og SP-bidrag, er oplysningspligtige vedrørende de i årets løb indeholdte beløb, jf. AMFL § 21, stk. 1, AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 5, stk. 1, § 17 f, stk.1 i ATP-loven og lov nr. 752 af 10 okt. 1998, som ændret senest ved lov nr. 1033 af 23. dec. 1998. Arbejdsmarkedets Tillægspension er på samme måde oplysningspligtig med hensyn til indeholdte AM-bidrag, jf. AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 5, stk. 2.

Oplysningspligten efter skattekontrolloven påhviler fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet.

Oplysningspligten påhviler såvel erhvervsdrivende som ikke-erhvervsdrivende, herunder foreninger, klubber mv., og det er uden betydning om virksomheden er regnskabspligtig eller ej.

Udover arbejdsgivere og andre, der foretager udbetaling af løn, vederlag mv., påhviler oplysningspligten også forsikringsselskaber, pensionskasser, banker mv.

I visse situationer, nemlig ved overdragelse af obligationer og rentekuponer, finansielle kontrakter samt investeringsforeningspapirer mellem private parter, bliver også private personer omfattet af oplysningspligten. Det samme gælder ved indgåelse af aftaler om finansielle kontrakter mellem private.

Foregår udbetaling via en mellemmand, bliver mellemmanden kun oplysningspligtig, når arbejdsgiveren er ude af stand til at give oplysningerne, jf. SKL § 7, stk. 3. Dette kan være tilfældet ved konkurs eller lignende.

For at kunne anses som mellemmand i skattekontrollovens forstand, er det en forudsætning, at mellemmanden har hjemting her i landet.

Oplysningspligt som mellemmand vil eksempelvis foreligge for den person eller det selskab, som med eget bogholderi forestår lønudbetaling for et udenlandsk selskabs regning.

Begrebsmæssigt falder mellemmand i skattekontrolloven sammen med befuldmægtiget i kildeskattelovens forstand. Se om befuldmægtiget afsnit C.1.1.1 .

Der er indført indberetningspligt for kuratorer i konkursboer. Kuratorerne skal, med virkning for dividender, der udloddes fra og med kalenderåret 2000, hvert år foretage indberetning om identiteten på anmeldte fordringshavere i konkursboer, der i det foregående kalenderår har fået udloddet dividende, størrelsen af dividenden og identiteten på det konkursbo, hvorfra udlodning sker, jf. SKL § 7 G, som indsat ved lov nr. 953 af 20. dec. 1999.

Fælles for bestemmelserne om oplysningspligt er, at de, der foretages indberetning om, skal give den indberetningspligtige oplysning om personnummer/CVR eller SE-nummer, navn og adresse, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 4, stk. 1 og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 6. Har den pågældende hverken CPR-nummer, CVR-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdato, navn og adresse. Ved udenlandsk adresse oplyses tillige hjemland.

Ved afgivelse af identifikationsoplysninger skal der forevises legitimation, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 4, stk. 5.

Underretningspligt

Der knytter sig til oplysningspligten en underretningspligt, idet den oplysningspligtige skal underrette ansatte, kunder mv. om, hvad der er indberettet til skattemyndighederne om de pågældende, jf. SKL §§ 7, stk. 7, 7 A, stk. 4, og 7 B, stk. 3.

De oplysningspligtige efter AMFL giver den bidragspligtige underretning om størrelsen af indberettet AM-bidrag og SP-bidrag, jf. AMFL § 11, stk. 1, 5 og 6, og ATP-lovens § 17 f, stk. 1. Specielt for pensionsinstitutterne gælder, at underretning om AM-bidrag skal gives den bidragspligtige senest den 1. juni i året efter kalenderåret, jf. AMFL § 11, stk. 5 og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 7.

Arbejdsmarkedets Tillægspension skal i forbindelse med indberetningen om indeholdte ATP-bidrag underrette Told- og Skattestyrelsen om, hvor meget der i kalenderåret er indeholdt i AM-bidrag, jf. samme bek. § 5, stk. 2.

Ifølge AMFL § 11, stk. 5 har arbejdsgivere mv. pligt til at underrette pensionsinstitutterne mv., herunder Arbejdsmarkedets Tillægspension om de bidragspligtige beløb. Arbejdsgiveren skal desuden på grundlag af oplysninger fra den ansatte underrette pensionsinstitutterne mv. om ansatte, der er fritaget for at betale AM-bidrag, fordi de er socialt sikret i et andet land, jf. AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 32, stk. 1.

J.2 Oplysningspligtens omfang

Alle udbetalinger af skattepligtige beløb er som udgangspunkt omfattet af oplysningspligten. Dette gælder, hvad enten der er tale om A- eller B-indkomst. I visse situationer er også skattefri ydelser omfattet af oplysningspligten.

Oplysning om lønindtægter og anden A-indkomst skal afgives for det kalenderår, hvori udbetaling eller godskrivning har fundet sted, jf. SKL § 7, stk. 1. Har lønudbetaling ikke fundet sted senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til beløbet, skal dette medtages på oplysningssedlen senest på dette tidspunkt, jf. SKL § 7, stk. 8, KSL § 46, stk. 2 og KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 22, stk. 1.

Oplysning om honorar og provision skal gives for det kalenderår, hvori modtageren har erhvervet endelig ret til beløbet.

J.2.1 Undtagelser fra oplysningspligten

Undtaget fra reglerne om oplysningspligt er medlemmer af kongehuset og det diplomatiske korps, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 5.

J.2.2 Skattekontrollovens oplysningspligter

J.2.2.1 SKL § 7 : A-indkomst, løn mv.

Afgørende for, om der foreligger oplysningspligt efter SKL § 7, er, at den udbetalte ydelse er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 1 eller efter skatteministerens beslutning er gjort til A-indkomst i medfør af KSL § 43, stk. 2.

Omfattet er derfor løn, gratiale, provision og andet vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold samt iøvrigt beløb til godtgørelse for udgifter, som modtageren påføres som følge af arbejdet, herunder skattepligtige rejse- og befordringsgodtgørelser. Godtgørelserne skal opføres som A-indkomst på oplysningssedlen.

Oplysningspligten omfatter også skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser til såvel privat som offentligt ansatte, omfattet af LL § 9, stk. 5, jf. LL § 9 A og SKL § 7, stk. 1, nr. 1. De skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser skal oplyses i rubrik 48 på oplysningssedlen. Udbetales der godtgørelser ud over Ligningsrådets satser, skal der ske en klar specificering af, hvad der er skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, og hvad der er løntillæg.

Oplysningspligten omfatter desuden skattefri ydelser som nævnt i LL § 31, stk. 3, nr. 3 og 4, jf. lov nr. 955 af 20. dec. 1999, § 1, nr. 12 og § 3.

Godtgjorte udlæg (udlæg efter regning) er ikke skattepligtig indkomst for lønmodtageren og ikke omfattet af oplysningspligten.

Der henvises iøvrigt til afsnit B.1.7 .

Løn mv., der af en dansk arbejdsgiver udbetales til lønmodtagere, der ikke er skattepligtige her til landet, skal oplyses, jf. SKL § 7, stk. 1, nr. 4.

Told- og Skattestyrelsen har taget stilling til omfanget af oplysningspligten for arbejdsgivere, hvis medarbejdere udstationeres i udlandet. Told- og Skattestyrelsen har herved meddelt, at indberetningspligten vedrørende lønudbetalinger bibeholdes for arbejdsgivere, hvis medarbejdere udstationeres til arbejdsgiverens faste driftssted eller kontor i udlandet, idet det faste driftssted må antages at være en integreret del af arbejdsgiverens danske virksomhed. Ved en medarbejders udstationering til et dansk selskabs udenlandske datterselskab er det afgørende for indberetningspligten, om datterselskabet er skattepligtigt her til landet. Er dette tilfældet, anses selskabet for at være hjemmehørende her i landet og dermed omfattet af reglerne om indberetningspligt, jf. § 1 i bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999. Er dette ikke tilfældet, skal spørgsmålet om indberetningspligt afgøres ud fra en vurdering af, hvem der er den reelle arbejdsgiver. Afgørelse skal træffes konkret i det enkelte tilfælde, jf. TfS 1997., 709.

KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 20, opregner en række indkomstarter, der efter skatteministerens bestemmelse henregnes til A-indkomst, og som derfor, jf. SKL § 7, stk. 1, nr. 3, er omfattet af oplysningspligten. Det drejer sig om ydelser, der udbetales udenfor egentlige ansættelsesforhold. Eksempelvis kan nævnes bestyrelseshonorarer, pensioner, forskellige uddannelsesydelser, skattepligtige bistandsydelser, dagpenge mv., herunder tilbagebetalte efterlønsbidrag. Vederlag udbetalt til domsmænd og nævninge anses også for A-indkomst, jf. KSL § 43, stk. 2 og KSLbek. § 20, nr. 31. Disse vederlag er derfor omfattet af oplysningspligten i SKL § 7, stk. 1, nr. 3.

J.2.2.2 SKL § 7 A: B-indkomst

Efter skatteministerens bestemmelse omfatter oplysningspligten alle, der har foretaget udbetaling eller godskrivning af beløb mv. som nævnt i SKL § 7 A, stk. 2, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9. Oplysningspligten er uafhængig af om ydelsen er udbetalt som en løbende ydelse eller som et engangsbeløb. Oplysningspligten efter SKL § 7 A, stk. 2, nr. 2-5 og 7 omfatter også naturalieydelser, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 2.

Der er efter skatteministerens bestemmelse indarbejdet indberetningspligt for tilskud, der udbetales af visse offentlige myndigheder. De berørte myndigheder er specifikt nævnt i indberetningsbekendtgørelsen, bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 10, nr. 1 - 8. Indberetningspligten har virkning for tilskud, der udbetales i kalenderåret 2000, dog således, at indberetning af tilskud som nævnt i § 10, nr. 2 og 8, først får virkning for tilskud, der udbetales i kalenderåret 2001, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 49, stk. 5.

Honorar, provision mv.

Ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 1 omfatter oplysningspligten vederlag, honorar mv. i penge, der udbetales for personlig arbejds- eller tjenesteydelse udenfor ansættelsesforhold.

Oplysningspligten omfatter alle former for honorarer mv., der efter momsloven ikke skal belægges med moms. Det betyder i praksis, at der er oplysningspligt, hvis afregningen til modtageren sker uden moms.

Omfattet af oplysningspligten er derfor for det første ydelser, der i henhold til momslovens § 13 er undtaget fra momspligten, og for det andet vederlag for normalt momsbelagte ydelser, hvor regning er udskrevet uden moms, fordi ydelsen er leveret af en person, der ikke er momspligtig som følge af, at den pågældendes erhvervsmæssige omsætning ikke overstiger 20.000 kr. årligt.

Dog skal vederlag for personbefordring samt leje, bortforpagtning og administration af fast ejendom, der i medfør af momslovens § 13 er undtaget fra momspligt, ikke indberettes, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, pkt. a og b, i bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999.

Ifølge samme bek. § 9, nr. 1, pkt. c, er vederlag, der ydes af en forening for arbejde udført for foreningen som et led i foreningens skattefri virksomhed, undtaget fra oplysningspligt, når det samlede årlige vederlag, der af foreningen udbetales til den pågældende, ikke overstiger 1.500 kr.

Betingelsen om, at der skal være tale om en personlig arbejds- eller tjenesteydelse, medfører, at oplysningspligten ikke omfatter tilfælde, hvor vederlag for det udførte arbejde udbetales til et aktie- eller anpartsselskab som selskabets indkomst.

Udføres arbejdet derimod af en enkeltmandsvirksomhed eller fx et interessentskab, vil der være oplysningspligt, også selv om der i vederlaget indgår betaling til lønnet medhjælp.

Der er fuld oplysningspligt for beløb, ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse, fx rejse- og befordrings- eller opholdsudgifter, jf. SKL § 7 A, stk. 2, nr. 1.

Oplysningspligten omfatter også honorarer mv., herunder godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomsterhvervelsen, der udbetales til modtagere, der ikke er skattepligtige her til landet, når vederlaget ikke er erhvervet ved selvstændig virksomhed, jf. SKL § 7 A, stk. 2, nr. 1. Det drejer sig eksempelvis om foredragsholdere, kunstnere mv., der ikke anses for lønmodtagere.

J.2.2.3 Personalegoder

Der er ifølge SKL § 7 A, stk. 3, efter skatteministerens bestemmelse oplysningspligt for den, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost, yder skattepligtige fordele, uden at der er betalt fuldt vederlag herfor.

De oplysningspligtige arter af fordele er fastsat i § 11 i bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999.

Oplysningspligten omfatter herefter dels personalegoder, der er gjort til A-indkomst såsom fri telefon og fri bil, dels visse personalegoder, der er B-indkomst. Bestemmelsen er udtømmende.

J.2.2.4 Immaterielle rettigheder

Der er efter SKL § 7 A, stk. 2, nr. 2, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk.1, nr. 2, oplysningspligt vedrørende vederlag for udnyttelse af visse immaterielle rettigheder, herunder ophavsrettigheder samt vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person.

Oplysningspligten omfatter både pengeydelser og naturalieydelser, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 2.

Det er uden betydning, om vederlaget betales som en løbende ydelse eller som en sum én gang for alle, og det er ligeledes uden betydning, om der skal svares moms af beløbet eller ej. Oplysningspligten består, uanset om indkomstmodtageren er en fysisk eller en juridisk person, herunder en udenlandsk person eller selskab.

Udbetales der royalties for anvendelse af patent, varemærke mv. eller vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer (know-how), omfattes dette også af oplysningspligten.

J.2.2.5 Hædersgaver

Ved hædersgaver forstås gaver og legatbeløb, der ydes én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds mv. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

Ydelserne er undergivet den lempelige beskatning i LL § 7 O, stk. 3, og omfattet af oplysningspligten i SKL § 7 A, stk. 2, nr. 3, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 1, nr. 3.

Oplysningspligten omfatter såvel pengeydelser som naturalieydelser, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 2.

J.2.2.6 Jubilæumsgratialer, fratrædelsesgodtgørelse mv.

Ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 4, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 1, nr. 4 og 5, skal der oplyses om fratrædelsesgodtgørelser, jubilæumsgratialer mv., der ikke er A-indkomst, herunder også den del af ydelsen, der af arbejdsgiveren, jf. PBL § 19, indbetales på en pensionsordning for modtageren.

Oplysningspligten omfatter hermed også den skattefri del af den i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 20, nr. 24, nævnte A-indkomst.

J.2.2.7 Vederlag for afløsning af pensionstilsagn

Den skattepligtige del af vederlag for afløsning af pensionstilsagn er ifølge KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 20, nr. 25, A-indkomst. Ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 5, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 1, nr. 6, skal den del, der ikke er A-indkomst, oplyses. Det vil sige, at også den skattefri del af ydelsen er omfattet af oplysningspligten.

J.2.2.8 Ph.d.-studerende

Der er ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 9, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk.1, nr. 8, oplysningspligt på den skattefri del af de ydelser, der udbetales til ph.d.-studerende ved studieophold i udlandet efter lov om Statens Uddannelsesstøtte, samt legater til ph.d.-studerende, der modtager SU, når legaterne er betinget af, at de anvendes til studieophold i udlandet, jf. LL § 7 K, stk. 3.

J.2.2.9 Erstatning for arbejdsindtægt

Forsikringsselskaber, der foretager udbetaling af erstatning for arbejdsindtægt skal oplyse herom, jf. SKL § 7 A, stk. 2, nr. 7 og bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 1, nr. 7.

Oplysningspligt efter samme bestemmelse har også arbejdsgivere mv., der udbetaler erstatning, der er B-indkomst, for tab af arbejdsindtægt.

Ydes erstatningen helt eller delvis som naturalieydelse, er også naturaliedelen omfattet af oplysningspligten, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 2.

J.2.2.10 Aktiekøberetter

Ved lov nr. 283 af 12. maj 1999 er SKL § 7 A, stk. 2 udvidet, idet skatteministeren er bemyndiget til at indføre pligt til at foretage indberetning vedrørende aktiekøberetter, der tildeles ansatte i et arbejdsgiverselskab. Indberetning skal efter loven foretages vedrørende aktiekøberetter, der er erhvervet den 1. april 1999 eller senere, jf. lovens § 7, stk. 2. Indberetningspligten fremgår specifikt af bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 9, stk. 1, nr. 9 og 10. Indberetningspligten omfatter både aktiekøberetter, der omfattes af LL § 16, og aktiekøberetter omfattet af LL § 28.

Se om aktiekøberetter afsnit B.1.9.5 .

J.2.2.11 SKL § 7 B: Fonde og foreninger

Efter SKL § 7 B skal bestyrelser for fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, oplyse dels om størrelsen af årets samlede uddeling, dels om størrelsen af uddelingen til hver enkelt modtager, herunder også naturalieydelser.

Ifølge bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 12, er uddelinger til fysiske personer, der ikke er skattepligtige af uddelingen efter KSL §§ 1 og 2 undtaget fra indberetningspligten.

Undtaget fra indberetningspligten er endvidere uddelinger til fysiske personer, når uddelingen er skattefri efter LL § 7, litra z. Skattefriheden efter denne bestemmelse omfatter uddelinger til fysiske personer fra en fond eller forening, som er godkendt af socialministeren, og som har til formål at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde. Skattefriheden omfatter fra 1. jan. 2000 uddelinger på indtil 10.000 kr. årligt, jf. lov nr. 946 af 20. dec. 1999, § 2, nr. 1. Overstiger værdien af årets samlede ydelser fra den pågældende fond til en person 10.000 kr., skal det overstigende beløb indberettes.

Alle andre uddelinger til fysiske personer, herunder skattefri uddelinger, skal indberettes.

Undtaget fra indberetningspligten er uddelinger til juridiske personer, hvis uddelingen ikke skal medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 12, nr. 3.

Ved flerårige uddelinger kan fonden eller foreningen vælge at foretage fradrag for uddelingen indtil faldstidspunktet. I disse situationer udskydes såvel beskatningstidspunkt for modtageren som tidspunktet for oplysningspligt. Der skal således oplyses om de enkelte rater af uddelingen for de år, hvor modtageren bliver skattepligtig heraf, jf. SKL § 7 B, stk. 2, som ændret ved lov nr. 958 af 20. dec. 1999, § 15.

Uddeling i form af en brugsrettighed skal oplyses for det år, hvor brugsrettigheden udnyttes.

Om medarbejderfonde, se afsnit B.1.2.2 .

J.2.2.12 SKL § 7 D: Tilbagebetalingspligtig kontanthjælp

Tilbagebetaling af skattepligtig kontanthjælp kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori beløbet tilbagebetales. Fradraget foretages i den personlige indkomst.

Der er, jf. SKL § 7 D, oplysningspligt for de kommuner, der i det foregående kalenderår har modtaget tilbagebetalinger af kontanthjælp efter kap. 12 i lov om aktiv socialpolitik.

J.2.2.13 SKL § 7 F: Underholdsbidrag

Kommuner, der på bidragsberettigedes vegne opkræver underholdsbidrag efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag, har oplysningspligt, jf. SKL § 7 F.

J.2.3 SKL §§ 8 B og F: Pensionsordninger

Generelt

Reglerne om oplysningspligt vedrørende pensions- og forsikringsordninger omfattet af PBL afsnit 1 og 2 findes i SKL §§ 8 B og F.

De oplysningspligtige virksomheder er dels forsikringsselskaber og pensionskasser, dels pengeinstitutter, pensionsfonde og kapitalpensionsfonde.

Oplysningspligten omfatter både privattegnede og arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger.

Også tilsagnsordninger, der er afdækket i en pensionskasse, men hvor indbetalingen ikke kan henføres til den enkelte ansatte skal indberettes.

Indberetningspligten omfatter samtlige de i det forløbne kalenderår forfaldne såvel som indbetalte præmier, bidrag og indskud én gang for alle til forsikringer og pensionsordninger, der omfattes af PBL afsnit 1, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, §§ 13 og 23. Oplysningspligten omfatter med virkning fra 1. jan. 2000 også hvilende ordninger, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec 1999, § 13, stk. 5 og § 23, stk. 4.

For ordninger, der er led i ansættelsesforhold, skal størrelsen af de samlede årlige præmier og bidrag, der, jf. PBL § 19, kan bortses fra ved indkomstopgørelsen, indberettes.

Om indkomstskattepligtige udbetalinger, der er gjort til A-indkomst, se afsnit J.2.2 . Om livsforsikrings- og pensionsordninger i udlandet, se afsnit J.5 .

Pensionsinstitutter, gruppeliv, supplerende engangsydelse

Pensionskasser skal desuden årligt foretage indberetning om gruppelivsforsikringer, der af pensionskassen er tegnet for medlemmerne. Tilsvarende gælder livsforsikringsselskaber, for så vidt angår gruppelivsforsikringer, som ikke er fradragsberettigede, når det mellem arbejdsgiver og arbejdstager er aftalt, at gruppelivsforsikringen indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning omfattet af PBL § 19, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 18, stk. 1. Der skal oplyses om størrelsen af de samlede forfaldne præmier og bidrag for den enkelte forsikrede.

Pensionskasser, som nævnt i PBL § 29 A, skal årligt foretage indberetning om bidrag medgået til finansiering af supplerende engangsydelser, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 14, stk.1.

Forsikringsselskaber, afkast mv.

Forsikringsselskaber og andre pensionsinstitutter skal foretage årlige indberetninger om livsforsikringer mv., som nævnt i PBL § 53 A, stk. 1, med oplysning om livsforsikringens kapitalværdi ved årets udløb samt forsikringens afkast, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 17, stk. 1.

Undtaget fra indberetning er livsforsikringer, der kun kommer til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død eller invaliditet inden forsikringstidens aftalte udløbstidspunkt, når dette ligger senest ved den forsikredes 80. år. Undtaget er desuden begravelsesforsikringer, der er baseret på, at et års indbetalinger skal anvendes til samme års udbetalinger og forudsat, dels at ordningen ikke har nogen kapitalværdistigning, dels at afkastet altid er negativt, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 17, stk. 3.

Undtaget er desuden de af PBL § 53 A, stk. 4, omfattede syge- og ulykkesforsikringer.

Udbetalinger og kapitalværdistigninger, der er indkomstskattepligtige for modtageren, jf. PBL §§ 24 og 53, skal oplyses af forsikringsselskabet. Ved tilbagebetaling af præmier på forsikringer, der er omfattet af PBL § 2, § 5 eller §§ 7-11, i tilfælde hvor tilbagebetalingen skyldes en præmiefritagelse, skal der foretages indberetning om tilbagebetalingen, jf. § 19, stk. 1 i bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999.

Afgiftspligtige udbetalinger

Pensionsinstitutter, ATP og LD skal udover at oplyse om udbetalinger, der er gjort til A-indkomst, jf. KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 20, nr. 19, oplyse om afgiftspligtige udbetalinger fra kapitalpensionsordninger, jf. PBL §§ 25, 26, 27, 28 og 30, fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateordninger i pensionsøjemed og indeksordninger, jf. PBL §§ 29, 29 A, 29 B og 30. Der henvises i denne forbindelse til PBL § 38 samt bek. nr. 654 af 12. aug. 1999, § 25, stk. 2 og 3.

Udlodning til ægtefælle

Forsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter har pligt til at oplyse, om der er sket udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring, jf. SKL §§ 8 B og 8 F, stk. 1, nr. 3, og bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 13, stk. 2, nr. 7 og 8 og § 23, stk. 2, nr. 7 og 8.

J.2.4 SKL § 8 T: Faglige kontingenter

Ifølge SKL § 8 T, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 31, har faglige foreninger, som nævnt i LL § 13, oplysningspligt vedrørende de for det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmerne.

Indberetningspligten er således kædet sammen med fradragsretten efter LL § 13, bortset fra de tilfælde, hvor foreningen efter SKL § 8 T, stk. 3 er blevet fritaget for indberetningspligten. Det enkelte medlem kan pålægge foreningen ikke at foretage indberetning. Fravælges indberetningen fortaber det pågældende medlem sin fradragsret, jf. LL § 13, stk. 2.

Anvender foreningen en del af kontingentet på en sådan måde, at medlemmet kan vælge at fradrage en del af kontingentet efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, skal denne del indberettes særskilt, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 31, stk. 2.

Ligeledes skal den del af kontingentet, der anvendes til gruppelivspræmie efter PBL § 56, stk. 4, oplyses særskilt, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 31, stk. 3.

J.2.5 SKL § 8 U: Arbejdsløshedskasser

Arbejdsløshedskasser, der er godkendt i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsformidling mv., har, jf. SKL § 8 U, pligt til at oplyse om de for det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra det enkelte medlem. Indberetningspligten omfatter også indbetalte bidrag til efterlønsordningen.

J.3 Afgivelse af oplysninger

Alle, der er omfattet af skattekontrollovens bestemmelser om automatisk oplysningspligt, skal foretage anmeldelse herom til told- og skatteregionen senest 8 dage efter indberetningspligtens indtræden, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 2, stk. 1.

Ophører den indberetningspligtige med at udøve den virksomhed, der begrunder indberetningspligten, skal virksomheden angive og indbetale A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag samt indsende oplysningsseddel inden 10 dage, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 3, stk. 2, og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 16.

Indberetning skal, bortset fra indberetning efter SKL § 8 S, foretages senest den 20. jan. eller hvis denne er en lørdag eller en søndag, senest den følgende mandag, jf. SKL § 9 A.

Indberetning foretages elektronisk efter Told-og Skattestyrelsens nærmere anvisninger. Den oplysningspligtige kan også vælge at foretage indberetning manuelt på særlige blanketter, jf. bek. nr. 1069 af 17. dec. 1999, § 3, stk. 3 og 4, samt AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 5, stk. 5 og 6.

J.3.1 Oplysningssedlen

De indberettede oplysninger registreres for hver enkelt indkomstmodtager og danner grundlag for selvangivelse og årsopgørelse. Oplysningerne indberettes på oplysningsseddel til Det Centrale Oplysningsseddelregister (COR).

Oplysningssedlen er inddelt i rubrikker for de enkelte indkomstarter.

Det er bruttobeløbene, dvs. beløbene før fradrag af A-sakt, AM-bidrag og SP-bidrag, der skal oplyses.

Oplysningssedlens rubrikker 15, 16 og 17 vedrører de i årets løb i alt indeholdte beløb for henholdsvis A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.

J.3.2 Oplysningssedlens indhold

Rubrikkerne 01 - 10 er beregnet til basisoplysninger.

A-indkomsten er inddelt i to rubrikker svarende til AM-indkomst (rubrik 13), dvs. indkomst, hvoraf der skal betales AM-bidrag og SP-bidrag, og bidragsfri A-indkomst (rubrik 14).

Rubrik 13

I rubrikken indgår indkomstarter, der er A-indkomst og bidragspligtige efter AMFL, og hvoraf der skal opkræves SP-bidrag. Som nævnt skal bruttobeløbet oplyses, dvs. beløbet før fradrag af AM-bidrag og SP-bidrag.

Ved opgørelsen af bruttobeløbet bortses fra lønmodtagers egne bidrag til ATP og pensionsordninger, der administreres af arbejdsgiver.

Rubrikken udfyldes med de beløb, der er godskrevet eller udbetalt for personligt arbejde i tjenesteforhold. Som eksempel kan nævnes løn og lignende, herunder løntillæg af enhver art, feriegodtgørelser, løn under sygdom og barsel, telefongodtgørelse, pensionslignende ydelser til tidligere ansatte, herunder løn til efterlevende. Desuden indgår i rubrikken vederlag til medlemmer af bestyrelser, udvalg mv., samt pension og lignende skattepligtige ydelser, der har sammenhæng med et tidligere medlemsskab af eller ydes til en tidligere medhjælp for bestyrelser, udvalg, råd, kommissioner eller lignende.

Værdien af visse personalegoder, der er A-indkomst, og hvoraf der skal betales AM-bidrag og SP-bidrag, skal specificeres i rubrikkerne 19, 20 og 21, men godets værdi skal desuden indgå i beløbet i rubrik 13.

Jubilæumsgratiale og fratrædelsesgodtgørelse mv. samt vederlag for afløsning af pensionstilsagn må ikke indberettes i rubrik 13, men skal udelukkende indberettes i rubrik 69.

Personer kan i henhold til en dobbeltbeskatningsaftale eller på anden vis være fritaget for at betale skat til Danmark, men alligevel være pligtige til at betale AM-bidrag og SP-bidrag. Løn til denne personkreds skal anføres i rubrik 13.

Om internationale forhold, se afsnit C .

Rubrik 14

I rubrikken indgår ydelser, der er A-indkomst, hvoraf der ikke skal betales AM-bidrag eller SP-bidrag. Der bortses fra indkomstmodtagerens egne bidrag til ATP.

Hovedgruppen er eksempelvis ydelser efter sociallovgivningen, udbetalinger fra arbejdsløshedskasser, herunder tilbagebetalte efterlønsbidrag, dagpenge ved sygdom eller barsel, jf. afsnit B.1.2.1, strejke- og lockoutgodtgørelser samt dagpenge udbetalt af arbejdsgiveren for 1. og 2. ledighedsdag.

Desuden kan nævnes uddannelsesydelser af forskellig art, løbende udbetalinger fra pensions-, ulykkes- og livsforsikringer og vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausul), der udbetales som et vederlag én gang for alle, og som har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold.

I rubrikken anføres endvidere løn til ansatte, der er fritaget for at betale AM-bidrag og SP-bidrag, eksempelvis fordi de er socialt sikret i et land, som Danmark har indgået aftale med om social sikring. For denne personkreds gælder også, at værdien af visse personalegoder, der er A-indkomst, skal specificeres i rubrikkerne 19, 20 og 21. Om social sikring i udlandet, se afsnit C .

Er en skatteyder som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller på anden vis fritaget for at betale skat i Danmark og samtidig fritaget for at betale AM-bidrag og SP-bidrag, skal lønoplysninger indgå i rubrik 14. Er den pågældende pligtig at betale AM-bidrag og SP-bidrag, skal lønoplysninger indgå i rubrik 13.

Rubrik 19, 20 og 21: Personalegoder, der er gjort til A-indkomst

I disse rubrikker specificeres værdi af fri bil, værdi af fri telefon samt værdi af fri kost og logi efter Ligningsrådets satser.

Den samlede sum, inkl. AM-bidrag og SP-bidrag skal også indgå i rubrik 13. Er lønmodtageren fritaget for at betale AM-bidrag og SP-bidrag, skal værdien af personalegoder indgå som del af den samlede sum i rubrik 14.

Om værdiansættelse af personalegoder henvises til afsnit B.1.6 .

Værdi af bil til rådighed (fri bil), rubrik 19

Firmabil indberettes med den værdi, der følger af LL § 16, stk. 4.

Værdi af fri telefon udenfor arbejdsstedet, rubrik 20

Fri telefon indberettes med værdien 3.000 kr., hvis arbejdsgiveren har betalt telefonregningen hele året, og ellers med en forholdsmæssig værdi, dog højst arbejdsgiverens faktiske udgift. Eventuel egenbetaling fragår i det beløb, der skal beskattes. Den angivne værdi gælder, uanset om arbejdsgiveren har stillet en eller flere telefoner til rådighed.

Kost og logi efter Ligningsrådets satser, rubrik 21

Er fri kost og logi ydet i forbindelse med kontant løn til de lønmodtagergrupper, der er omfattet af Ligningsrådets satser, skal værdien specificeres i denne rubrik.

Rubrik 36

I rubrikken indberettes honorarer, provision og andet vederlag i penge for personligt arbejds- eller tjenesteydelse udenfor ansættelsesforhold, der er AM-bidragspligtig B-indkomst, og hvoraf der opkræves SP-bidrag. Dette indbefatter også beløb ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse.

I rubrikken indgår også værdi af aktiekøberetter, der er ydet medarbejderen af arbejdsgiverselskabet. Dette gælder køberetter omfattet af såvel LL § 16 som LL § 28. Indberetning foretages med en kodeværdi, der tilkendegiver, hvilken af bestemmelserne køberetterne er omfattet af. Indberetning skal foretages for henholdsvis retserhvervelsesåret eller udnyttelses- eller afståelsesåret.

Om vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder mv., herunder biblioteksafgift, se afsnit B.2.3.4 og rubrik 38.

Rubrik 38

I denne rubrik indberettes B-indkomst, hvoraf der ikke skal betales AM-bidrag eller SP-bidrag. Som eksempel herpå kan nævnes uddelinger fra fonde og foreninger mv., honorar for arbejde udført i udlandet samt forsikringsselskabers udbetaling af erstatning for arbejdsindtægt.

Vederlag udbetalt for immaterielle rettigheder, herunder biblioteksafgifter og vederlag ifølge licenordningen med Copy-Dan, skal også indberettes i rubrik 38.

Naturalieydelser fra fonde og foreninger skal krydsmarkeres i rubrik 40 med angivelse af ydelsens art i rubrik 67.

Ydes en erstatning for arbejdsindtægt eller en immateriel rettighed, herunder biblioteksafgift mv., der er bidragsfri B-indkomst, helt eller delvist som naturalieydelse, skal der ske krydsmarkering i rubrik 40 og ydelsens art og værdi skal angives i rubrik 67. Den samlede værdi af pengedel og naturaliedel skal indgå i rubrik 38.

Rubrik 39

I rubrikken skal indberettes hædersgaver, der er omfattet af den lempelige beskatning, jf. LL § 7 O. Ydelsen skal indberettes med bruttobeløbet.

Ydes en hædersgave helt eller delvis som en naturalieydelse, skal der ske krydsmarkering i rubrik 40 og art og værdi skal angives i rubrik 67. Den samlede værdi af pengedel og naturaliedel skal indgå i rubrik 39.

Rubrik 46

I rubrikken indgår ATP-bidrag, dvs. arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag under ét.

Rubrik 48

I rubrikken indgår skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter Ligningsrådets satser, jf. LL § 9, stk. 5, og LL § 9 A.

Rubrik 50 - 53: Personalegoder, der er B-indkomst

I disse rubrikker indberettes de personalegoder, der ikke er A-indkomst og som skal værdiangives. Værdierne skal ikke medregnes i rubrikkerne 36 og 38.

Om værdiansættelse, se afsnit B.1.6 .

Rubrik 50: Fri helårsbolig

Ansatte, der har hel eller delvis fri helårsbolig til rådighed, beskattes, hvis der betales en leje, der ligger under den faktiske markedsleje. Ligningsrådet har fastsat satser herfor.

Den ansatte skal beskattes af forskellen mellem det faktisk betalte beløb og den fastsatte værdi, og det er dette beløb, der skal indberettes.

Hvis arbejdsgiveren ud over den betalte fri bolig også betaler for udgifter, der normalt afholdes af lejeren (fx el og varme), skal beløbet indberettes i rubrikken og specificeres i rubrik 67.

Direktører mv., se rubrik 61.

Om værdiansættelse af fri helårsbolig og fri bolig med bopæls- og fraflytningspligt, se LV A.B.1.9.5 .

Rubrik 51: Værdi af fri sommerbolig her i landet

Ved sommerbolig forstås enhver form for bolig, der har karakter af fritidsbolig, herunder sommerhus, ferielejlighed og lignende.

Fri sommerbolig, der stilles til rådighed for den ansatte værdiansættes med et beløb, svarende til en procentandel pr. uge af sommerboligens værdi.

Hvis den ansatte betaler leje, skal der kun ske indberetning af forskellen mellem den faktisk betalte leje og den fastsatte værdi, forudsat den betalte leje ikke overstiger den fastsatte værdi.

Rubrik 52: Værdi af fri lystbåd

Ved udtrykket lystbåd forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed. Arbejdsgiveren skal indberette værdien af fri lystbåd i rubrikken. Værdien udgør en procentandel pr. uge af bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering.

Rubrik 53: Værdi af fri TV-licens

Arbejdsgiverens betaling af den ansattes radio- og TV licens er skattepligtig. Det samme gælder betaling af udgifter til betalingskanaler.

Der skal indberettes med arbejdsgiverens faktiske udgift.

Rubrik 60 - 63

I disse rubrikker indberettes de personalegoder, der ikke er A-indkomst, og som kun skal krydsmarkeres.

Rubrik 60: Personalelån

For ansatte, der har modtaget personalelån, skal der ske indberetning, hvis lånet er forrentet lavere end mindsterenten efter KGL § 38, medmindre lånet er ydet til en rente, der svarer til den, der ville kunne opnås på almindelige markedsvilkår. For personalelån, der ydes til ansatte i finanssektoren, skal der kun ske indberetning, hvis lånet er ydet til en lavere rente end svarende til arbejdsgiverens omkostninger i forbindelse med lånet.

Rubrik 61: Fri helårsbolig for direktører

Får en direktør eller anden medarbejder - med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform - helårsbolig stillet til rådighed, og ligger den aftalte leje under markedslejen, skal der ske indberetning med en krydsmarkering.

Rubrik 62: Fri sommerbolig i udlandet

Sommerbolig til rådighed i udlandet skal krydsmarkeres.

Rubrik 63: Frikort

Ydes der frikort til offentlige befordringsmidler, skal der foretages krydsmarkering i denne rubrik.

Arbejdsgivere, der som led i ansættelsesforhold yder frikort til offentlig befordring til nuværende ansatte, skal foretage indberetning. Ydes frikort til tidligere ansatte, skal der ikke indberettes, idet forholdet er omfattet af de almindelige gaveregler.

Frikort til kollektiv befordring, der ydes til kommunalbestyrelsesmedlemmer som led i hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem, skal indberettes. Det samme er tilfældet for folketingsmedlemmer, der som led i folketingshvervet modtager frikort til offentlig befordring.

Ydes frikort til tidligere kommunalbestyrelses- eller folketingsmedlemmer, er der ikke indberetningspligt, idet frikort ikke er ydet som led i udøvelsen af hvervene, jf. TfS 1996, 825 (TSS).

Rubrik 64

Med baggrund i de særlige regler for beskatning af ph.d.-studerende, jf. LL § 7 K, stk. 3, skal der af kontrolhensyn ske indberetning af den skattefri del af ydelsen i rubrik 64.

Rubrik 69, 70 og 71

I disse rubrikker indgår jubilæumsgratiale, fratrædelsesgodtgørelse mv. og afløsningssum for pensionstilsagn.

Arbejdsgiveren skal i rubrik 69 oplyse det samlede bruttobeløb, der er udbetalt. Det vil sige beløbet før fradrag af AM-bidrag og SP-bidrag og før fradrag af det skattefri bundfradrag.

Er en del af ydelsen indbetalt af arbejdsgiveren på en pensionsordning for den ansatte, skal den indbetalte del specificeres i rubrik 70.

Hvis en del af gratialet mv. ydes som en naturalieydelse/tingsgave, skal denne del specificeres i rubrik 71, idet der ikke skal betales AM-bidrag og SP-bidrag af naturaliedelen af en fratrædelsesgodtgørelse mv.

Der er med virkning fra 1. jan. 2000, jf. lov nr. 955 af 20. dec. 1999, § 1, nr. 3, indført nye beskatningsregler for fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer. For fratrædelsesgodtgørelser er der samtidig indarbejdet en overgangsordning for aftaler om fratræden, hvor aftalen er indgået inden 1. jan. 2000. Som en konsekvens af de ændrede regler, skal der ved indberetning for kalenderåret 2000 anvendes særlige kodeværdier.

J.4 Oplysningspligt i særlige situationer

Der gælder særlige regler vedrørende indberetning for visse persongrupper, ligesom der er en speciel indberetningsordning vedrørende månedlige indberetninger af personnumre.

J.4.1 Søfolk

I forbindelse med indberetning af lønoplysninger mv. for søfolk, skal det fremgå af oplysningssedlen i hvilket omfang og i hvilke perioder, modtageren har erhvervet lønindtægt ombord på et dansk skib i udenrigsfart henholdsvis nærfart, jf. § 2 i lov om særlige fradrag for sømænd.

Har en søfarende i et indkomstår haft indkomst vedrørende forskellige farttyper, indsendes oplysningsseddel for hver enkelt farttype, idet der på hver oplysningsseddel kun kan ske indberetning vedrørende indkomst og antal dage for en enkelt farttype.

For personer, der er skattepligtige efter KSL § 1 og KSL § 2, stk. 1, litra j, og som har erhvervet lønindkomst mv. ved tjeneste ombord på et dansk skib i nær- eller udenrigsfart, anføres lønindkomsten i rubrik 13. I rubrik 67 anføres antal dage med søindkomst, og i rubrik 68 anføres kode for henholdsvis nær- eller udenrigsfart.

Der er specielle kodeværdier for søfolk i nær- og udenrigsfart, der er hjemmehørende i Grønland eller på Færøerne.

Søfolk, der er skattepligtige efter KSL § 1 og KSL § 2, stk. 1, litra j, og som har erhvervet lønindkomst ved tjeneste ombord på et dansk skib, der er registreret i DIS, skal ikke betale AM-bidrag og SP-bidrag af lønindkomst, hvorfor denne altid indberettes i rubrik 14.

For denne personkreds oplyses på samme måde antal dage med DIS-indkomst i rubrik 67 og kodeværdi anføres i rubrik 68.

Der henvises i øvrigt til afsnit C.1.1.5 samt til LV A.B.3 om søfolk mv.

J.4.2 Udenlandske forskere

Efter KSL § 48 E kan visse udenlandske forskere og nøglemedarbejdere, der opholder sig i Danmark i en kortere periode, og som indgår aftale om ansættelse med en dansk arbejdsgiver, vælge at blive omfattet af en bruttobeskatning. De udenlandske forskere mv. skal betale AM-bidrag og SP-bidrag af de indtægter, der er omfattet af ordningen.

Arbejdsgivere med ansatte, der er omfattet af beskatning efter KSL § 48 E, skal indsende særlig oplysningsseddel til told- og skatteregionen.

Om § 48 E-beskatning, se afsnit C.1.2.4 .

Hvis de nævnte personer har anden indkomst end § 48 E-indkomsten, skal der indsendes almindelig oplysningsseddel vedrørende denne indkomst.

J.4.3 Indberetning af identiteten på modtagere af A-indkomst

Ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 blev SKL § 7 C ophævet og reglerne om indberetning af personnumre indarbejdet i KSL § 57. Loven medførte, at alle indeholdelsespligtige virksomheder, uanset antal ansatte, fra og med 1. jan. 2000 er omfattet af pligten til at foretage indberetning af personnummer vedrørende de personer, der har fået udbetalt A-indkomst i den foregående A-skatteperiode. KSL § 57 er en bemyndigelsesbestemmelse. De nærmere retningslinier er udmøntet i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, som ændret ved bek. nr. 769 af 12. okt. 1999, § 28 A.

Ifølge bek. § 28 A, stk. 1, består indberetningspligten, uanset om der er indeholdt A-skat i udbetalingen. Indberetning skal foretages inden for samme frister, som gælder for indgivelse af angivelser vedrørende A-skat, jf. bek. § 28 A, stk. 4, og KSLbek. § 28, stk. 2, 4, 5 og 7.

Undtaget fra indberetningspligt er som hidtil identiteten på personer, der modtager ydelser efter lov om social pension og pensionsbeskatningsloven, samt identiteten vedrørende personer, der ikke har dansk personnummer. Undtaget fra indberetningspligt er endvidere medlemmer af kongehuset og det diplomatiske korps.

Fritaget for indberetningspligt efter bestemmelsen er identiteten vedrørende personer, der har modtaget ydelser fra statsanerkendte arbejdsløshedskasse, jf. bek. § 28 A, stk. 2.

J.4.4 Arbejdsudleje

Der skal ikke indsendes almindelig oplysningsseddel for arbejdsudlejede personer. Om arbejdsudleje, se afsnit C.1.1.2 og H.8 .

J.5 Erklæringsordning vedrørende finansielle aktiver i udlandet

SKL §§ 11 A - D indeholder særlige regler vedrørende oplysning om finansielle aktiver i udlandet. Administrationen af erklæringsordningen er udlagt til Told- og Skatteregion Sønderborg.

Som en konsekvens af, at oplysningspligt efter skattekontrolloven ikke kan pålægges udenlandske institutioner mv., er det de pågældende ejere af finansielle aktiver i udlandet, der pålægges erklæringspligt samt pligt til at indhente tilsagn fra de udenlandske pengeinstitutter, depositarer og forsikringsselskaber mv. om indsendelse af kontroloplysninger til Told- og Skatteregion Sønderborg.

Omfattet af erklæringspligten mv. er fysiske og juridiske personer, der har indskud på konti mv. i udlandet, har værdipapirer i depot i udlandet, er i besiddelse af livs- eller pensionsforsikringer hos forsikringsselskaber i udlandet eller er begunstiget efter en afdød person i en sådan forsikring i udlandet.

Fysiske eller juridiske personer, der er skattepligtige her til landet, som yder en gave til en værdi af over 60.000 kr. til en person, der ikke er skattepligtig her i landet, skal afgive gaveanmeldelse til Told- og Skatteregion Sønderborg.

Reglerne om erklæringspligt er nærmere beskrevet i LV A.I.4 .

Stor vejledning 2000

J.1 Den oplysningspligtige

J.2 Oplysningspligtens omfang

J.3 Afgivelse af oplysninger

J.4 Oplysningspligt i særlige situationer

J.5 Erklæringsordning vedrørende finansielle aktiver i udlandet

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →