INDEHOLDELSE AF A-SKAT OG ARBEJDSMARKEDSBIDRAG 2000 AFSNIT G BEREGNING AF AM-BIDRAG, SÆRLIG PENSIONSOPSPARING (SP-BIDRAG) OG A-SKAT
Statutory Text (2 Articles)
Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2000
Afsnit G Beregning af AM-bidrag, særlig pensionsopsparing (SP-bidrag) og A-skat
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af reglerne for beregning af AM-bidrag, særlig pensionsopsparing (SP-bidrag) og A-skat. For så vidt angår en mere generel beskrivelse af SP-bidrag, henvises til afsnit A.3 .
Beregning af AM-bidrag er omtalt i afsnit G.1 , beregning af SP-bidrag i afsnit G.2 , mens beregning af A-skat er behandlet i afsnit G.3 , dog sådan at der i afsnit G.4 er omtalt visse særlige beregningsregler. I afsnit G.5 omtales den underretningspligt, som indeholdelsespligtige er pålagt i forbindelse med udbetaling af vederlag mv.
For så vidt angår opgørelsen af det grundlag, som A-skatten og AM-bidraget skal beregnes af, henvises til afsnit B og C .
Sidst i dette afsnit er optrykt et eksempel på en lønseddel med tilhørende forklarende noter.
G.1 Arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag)
AM-bidraget er på 8 pct., jf. AMFL § 3.
Ifølge AMFL § 11, stk. 1, jf. lovbek. nr. 720 af 14. sept. 1999, skal AM-bidraget beregnes ved enhver udbetaling af løn, vederlag og honorarer, der skal medregnes til bidragsgrundlaget efter AMFL § 8, stk. 1, litra a og b samt litra e i det omfang indkomsterne er gjort til A-indkomst efter KSL § 43, stk. 2. Beregningen og indeholdelsen af AM-bidraget foretages af arbejdsgiveren/hvervgiveren, jf. AMFL § 11, stk. 9. Om opgørelsen af bidragsgrundlaget henvises til afsnit A.2.2 samt afsnit B og C .
Ifølge AMFL § 11, stk. 3 kan skatteministeren fastsætte regler om, at der ikke skal indeholdes AM-bidrag af udbetalinger, der i medfør af KSL § 45, stk. 1 er gjort til B-indkomst. Disse udbetalinger er omtalt nærmere i afsnit B.1.2 .
Der skal endvidere, jf. AMFL § 11, stk. 6, beregnes et AM-bidrag af de ydelser, der er omfattet af AMFL § 8, stk. 1, litra d (fratrædelsesgodtgørelser, efterbetalinger mm). Beregningen og indeholdelsen skal foretages af den virksomhed eller lignende, der foretager udbetalingen, jf. AMFL § 11, stk. 9.
Beregningen af AM-bidrag efter AMFL § 11, stk. 1 og stk. 6 foretages i forbindelse med udbetalingen, jf. dog AMFL § 8, stk. 2. Se også afsnit G.3.3 .
For så vidt angår AM-bidrag af indbetalinger som nævnt i AMFL § 8, stk. 1, litra c (indbetalinger til afdækkede pensionsordninger) og litra f, foretages beregningen og indeholdelsen af AM-bidraget af pensionskassen, herunder ATP, forsikringsselskabet eller pengeinstituttet, jf. AMFL § 11, stk. 5 og stk. 9. Der er ikke i AMFL fastsat bestemmelser om, på hvilket tidspunkt pensionsinstituttet skal indeholde AM-bidrag af pensionsindbetalingerne, men alene bestemmelser om, hvornår AM-bidraget skal afregnes over for Told·Skat, jf. afsnit H.10.2 .
I de tilfælde, hvor det ikke er den udbetalende virksomhed eller pensionsinstuttet, der beregner og indeholder AM-bidrag af ydelser omfattet af § 8, stk. 1, litra a-f, opkræver Told Skat AM-bidraget, jf. AMFL § 11, stk. 4 og 8. AM-bidraget opkræves en gang årligt, jf. § AMFL § 13, stk. 3.
G.2 Særlig pensionsopsparing (SP-bidrag)
For så vidt angår det SP-bidrag på 1 pct., som bl.a. lønmodtagere og honorarmodtagere m.fl. skal betale af indkomst omfattet af AMFL § 8, stk. 1, litra a-b og litra d-e, sker beregningen og opkrævningen af SP-bidraget efter de regler, der er fastsat i AMFL, jf. ATP-lovens § 17 f, lovbek. nr. 752 af 20. okt. 1998, som ændret ved bek. nr. 1033 af 23. dec. 1998.
Arbejdsgivere m.fl. skal således indeholde SP-bidrag af det grundlag, der også skal indeholdes AM-bidrag af. Indeholdelsen skal ske i forbindelse med udbetalingen. Bemærk, at der, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 2, gælder særlig fritagelsesbestemmelse for unge, som er fritaget for at betale SP-bidrag indtil det kalenderår, hvor de fylder 17 år samt ældre fra det kalenderår, hvor de fylder 67 år.
For så vidt angår de afgrænsningsproblemer, der kan opstå omkring beregning af SP-bidrag af løn mv. til unge og ældre, som er fritaget for at betale SP-bidrag, er disse eksemplificeret til sidst i afsnit G.3.3 .
Også angivelses- og betalingsreglerne følger nøje de regler, der er fastsat for så vidt angår AM-bidraget, jf. også afsnit H .
G.3 A-skat
Reglerne om beregning og indeholdelse af A-skat findes i KSL § 46, § 48, §§ 48A-E samt i § 49, men relaterer sig også til bestemmelserne i KSL §§ 43-45, jf. lovbek. nr. 639 af 3. aug. 1999. Derudover kan der henvises til § 13, §§ 22-27 samt § 32 og § 47 i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, som ændret ved bek. nr. 769 af 12. okt. 1999. Endelig omhandler pkt. 50 - 62, samt pkt. 74-76 i cirk. nr. 135 af 4. nov. 1988 områder, som er af betydning for spørgsmålet om indeholdelse og beregning af A-skat.
G.3.1 Generelt
Ifølge § 46, stk. 1 i KSL, skal der ved enhver udbetaling af A-indkomst indeholdes en foreløbig skat (A-skat). Indeholdelsespligten påhviler den, for hvis regning udbetalingen foretages. For så vidt angår udbetaling af indkomst omfattet af KSL § 43, stk. 2, litra h, påhviler udbetalingen den, for hvem arbejdet udføres. Om afgrænsningen af de indeholdelsespligtige virksomheder mv. henvises i øvrigt til afsnit D .
Pligten til at indeholde A-skat påhviler alle, der udbetaler indkomst omfattet af KSL § 43, stk. 1 eller KSL § 43, stk. 2, medmindre indkomsten efter KSL §§ 44 og 45 er gjort til B-indkomst.
Indeholdelsen foretages i praksis ved, at den indeholdelsespligtige, inden den erhvervede indkomst udbetales til indkomstmodtageren, beregner A-indkomsten, fratrækker et evt. trækfrit fradrag og beregner A-skatten med den trækprocent, der er anført på skattekortet og tilbageholder A-skatten.
G.3.2 Opgørelsen af A-indkomsten
A-indkomsten er den indkomst, som den indeholdelsespligtige skal beregne og indeholde A-skat af. Det er i KSL § 43 defineret, hvilke indkomster, der er A-indkomst. Se dog også §§ 44 og 45, som fastslår, at visse af de i § 43 nævnte indkomster ikke er A-indkomst, jf. også KSLbek. § 21.
A-indkomsten er som udgangspunkt bruttolønnen inkl. alle løntillæg til den ansatte. Ved opgørelsen af A-indkomsten er der bortseelsesret for beløb, som arbejdsgiveren tilbageholder ved lønudbetalingen og indbetaler til pensionsordninger omfattet af PBL § 19, herunder lønmodtagerens ATP-bidrag. Der er endvidere bortseelsesret for det beregnede AM-bidrag samt for det beregnede SP-bidrag.
Om ydelser, der er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 1, eller er gjort til A-indkomst i medfør af KSL § 43, stk. 2, jf. KSLbek. § 20, henvises til afsnit B .
Indeholdelse går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, jf. KSL § 46, stk. 3. Hvis den indeholdelsespligtige således måtte have et krav mod den skattepligtige, og kravet i øvrigt opfylder betingelserne for at kunne modregnes i A-indkomsten, må beløbet ikke modregnes, inden der beregnes AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat, jf. TfS 1994.606 (ØLD) samt TfS 1996.255 (LSR).
Til sidst i dette afsnit er vist et eksempel på en lønseddel/lønafregning , der illustrerer beregningen af AM-bidraget, SP-bidraget og A-skatten mv.
G.3.3 Tidspunktet for indeholdelsen af A-skat mv.
A-skat skal indeholdes på det tidspunkt, hvor indkomsten udbetales, jf. KSL § 46, stk. 2, og KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 22, stk. 1. Det gælder også ved udbetaling af acontovederlag, forskud og lignende. Er udbetalingen ikke sket senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den pågældende indkomst, skal A-skatten indeholdes på dette tidspunkt, jf. KSL § 46, stk. 2, 2. pkt.
Der er i medfør af KSL § 46, stk. 2, 3. pkt. fastsat særlige regler for, hvornår der skal indeholdes A-skat af feriegodtgørelse. Disse regler fremgår af KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 22, stk. 2, hvorefter der skal indeholdes A-skat månedligt i optjeningsåret på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned.
For så vidt angår feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør efter ferielovens § 14, stk. 3, beskattes denne i fratrædelsesåret, jf. KSLbek. § 22, stk. 3. Indeholdelsen skal ske i fratrædelsesmåneden.
Der skal indeholdes A-skat (og AM-bidrag og SP-bidrag) af værdien af fri telefon og fri bil, som ydes i forbindelse med løn og andre A-skattepligtige vederlag samtidig med, at der indeholdes A-skat af lønnen eller vederlaget, jf. § 23, stk. 1, 2. pkt. i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998. Kan A-skatten mv. af værdien af fri telefon og fri bil ikke rummes i lønnen eller vederlaget, skal det resterende beløb om muligt indeholdes i lønnen eller vederlaget for den følgende lønperiode inden for året. A-skat mv., som ikke kan indeholdes inden for samme kalenderår, opkræves ikke særskilt, men indgår i slutopgørelsen, jf. § 23, stk. 2, 3. og 4. pkt. i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998. Se også afsnit B.1.6.1 og B.1.6.2 .
For så vidt angår A-skat af de tilskud til afholdelse af rejseudgifter, som ph.d.-studerende med ret til supplerende ph.d-stipendium modtager fra stipendiegiver, skal A-skatten af tilskuddet fratrækkes i det beløb, der er tilbage, efter der er indeholdt A-skat af det supplerende stipendium, jf. KSLbek. § 23, stk. 3.
Hvis en indkomstmodtagers skattepligt til Danmark ophører, skal der indeholdes A-skat senest ved skattepligtens ophør, jf. § 23 i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998. Dette har bl.a. betydning i forbindelse med dødsfald. A-skatten skal ligeledes indeholdes senest ved skattepligtens ophør, hvis en person efter en dobbeltbeskatningsaftale bliver skattepligtig til udlandet, jf. § 24 i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998.
Erhverves A-indkomst i et ansættelsesforhold sådan, at lønmodtageren beholder beløb, som vedkommende i medfør af sit ansættelsesforhold modtager fra tredjemand, skal A-indkomsten opgøres hver gang, lønmodtageren afregner med arbejdsgiveren, dog mindst én gang om måneden. Denne afregningsform kendes inden for hyrekørsel, restaurationsbranchen, visse provisionslønnede sælgere, forretningsbestyrere m.fl. Lønmodtageren skal, samtidig med at A-indkomsten opgøres, aflevere den A-skat, der svarer til A-indkomsten til arbejdsgiveren, og A-skatten anses for indeholdt på dette tidspunkt. Hvis lønmodtageren ikke afregner A-skatten til arbejdsgiveren, kan lønmodtageren afskediges uden varsel. Disse bestemmelser er fastsat i KSL § 49.
Sker der reduktion i løn mv. efter udløbet af indkomståret, skal reduktionen henføres til det indkomstår, den vedrører, og lønmodtageren skal tilbagebetale bruttobeløbet til arbejdsgiveren. Det for meget indeholdte AM-bidrag, SP-bidraget samt A-skatten reguleres af Told Skat i forbindelse med udsendelsen af af årsopgørelsen.
Spørgsmålet om, hvornår en arbejdsgiver skal indeholde AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af løn mv., kan illustreres således
Bagudlønnede
AM-bidraget, SP-bidraget og A-skatten skal indeholdes med de satser og den trækprocent, der gælder på udbetalingstidspunktet. Det gælder også løn til bagudlønnede, der først får lønnen udbetalt i året efter indtjeningsåret.
Eksempel 1
Lønperiode: 3. nov. - 16. nov.
Lønnen udbetales 15. nov., og der skal indeholdes AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat med de satser, der gælder på udbetalingstidspunktet.
Eksempel 2
Lønperiode: 22. dec. - 4. jan.
Lønnen udbetales den 4. jan., og der skal indeholdes AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat med de satser, der gælder på udbetalingstidspunktet.
Forudlønnede
Der skal beregnes AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af forudbetalt løn med de satser, som gælder for den faktiske indtjeningsmåned. Det vil sige, at selv om løn for januar udbetales i slutningen af december året før, skal A-skatten indeholdes efter det nye skattekort og AM-bidraget og SP-bidraget med de satser, der gælder for det nye år.
Udbetalinger til unge og ældre, der er fritaget for at betale SP-bidrag
Unge er, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 2, fritaget for at betale SP-bidrag indtil det kalenderår, hvor de fylder 17 år.
Spørgsmålet om, hvornår pligten til at indeholde SP-bidrag ved udbetaling indtræder, kan for så vidt angår 2000 illustreres ved følgende eksempler
Eksempel a
En virksomhed ansatte 1. aug. 1999 en medarbejder, der fylder 17 år den 11. maj 2000. Den ansatte, som er bagudlønnet, får lønnen udbetalt hver måned. Der skal indeholdes SP-bidrag i hele 2000. Første gang, der skal indeholdes SP-bidrag, er når skattekortet for 2000 anvendes.
Eksempel b
En virksomhed ansætter 1. marts 2000 en medarbejder, der fylder 17 år den 11. maj 2000. Den ansatte, som er bagudlønnet, får lønnen udbetalt hver måned. Der skal fra og med lønudbetalingen for marts 2000 indeholdes SP-bidrag.
Eksempel c
En virksomhed ansætter 17. dec. 2000 en medarbejder, der fylder 17 år den 29. dec. 2001. Den ansatte, der er bagudlønnet, får lønnen for december 2000 udbetalt 5. jan. 2001, og der indeholdes A-skat mv. efter skattekortet for 2001. Der skal indeholdes SP-bidrag af lønnen for december 2000.
Eksempel d
En virksomhed ansætter 17. dec. 2000 en medarbejder, der fylder 17 år den 2. jan. 2001. Den ansatte, der er bagudlønnet, får udbetalt lønnen for december 2000 den 5. jan. 2001, og der indeholdes A-skat mv. efter skattekortet for 2001. Der skal indeholdes SP-bidrag af lønnen for december 2000.
Eksempel e
En virksomhed ansætter 14. nov. 2000 en medarbejder, der fylder 17 år den 2. jan. 2001. Den ansatte, som er bagudlønnet, får lønnen for november 2000 udbetalt den 5. dec. 2000 og lønnen for december 2000 udbetalt den 5. jan. 2001. Der skal ikke indeholdes SP-bidrag af lønnen for november, fordi den ansatte ikke fylder 17 år i 2000. Der skal derimod indeholdes SP-bidrag af lønnen for december, da der for denne indeholdes A-skat mv. efter skattekortet for 2001.
Eksempel f
En virksomhed ansætter 15. sep. 2000 en medarbejder, der fylder 17 år den 24. dec. 2000. Den ansatte, som er bagudlønnet, får lønnen for december 2000 udbetalt den 5. jan. 2001, og der indeholdes A-skat mv. efter skattekortet for 2001. Der skal fra og med lønudbetalingen for september 2000 indeholdes SP-bidrag.
Ældre er, jf. ATP-lovens § 17 f, stk. 2, fritaget for at betale SP-bidrag fra det kalenderår, hvor de fylder 67 år.
Spørgsmålet om, hvornår pligten til at indeholde SP-bidrag ved udbetaling bortfalder, kan for så vidt angår 2000 illustreres ved følgende eksempler
Eksempel g
En virksomhed har ansat eller ansætter en medarbejder, der i løbet af 2000 fylder 67 år. Der skal ikke indeholdes SP-bidrag af lønnen til den ansatte - heller ikke af den løn, der vedrører perioden før den ansatte fylder 67 år.
Eksempel h
En virksomhed har en ansat, der fylder 67 år den 29. dec. 2000. Den ansatte, der er bagudlønnet, får lønnen for december 2000 udbetalt 5. jan. 2001, og der indeholdes A-skat mv. efter skattekortet for 2001. Der skal ikke indeholdes SP-bidrag - heller ikke af lønnen for december 2000.
Eksempel i
En virksomhed har en ansat, der fylder 67 år den 2. jan. 2001. Den ansatte, der er forudlønnet, får lønnen for januar 2001 udbetalt 28. dec. 2000, og der indeholdes A-skat efter skattekortet for 2001. Der skal indeholdes SP-bidrag af lønnen for december 2000, men ikke af lønnen for januar 2001.
G.3.4 Grundlaget for beregning af A-skat
Beregningen af A-skat sker på grundlag af den beregnede A-indkomst samt på grundlag af de oplysninger, som står på indkomstmodtagerens skattekort, det være sig i form af hovedkort, bikort eller frikort, jf. også KSL § 48.
G.3.4.1 Skattekortets oplysninger mv.
Af KSL § 48, stk. 1 fremgår det, at skattemyndighederne til brug ved indeholdelsen af A-skat udsteder skattekort (hovedkort) og bikort til skattepligtige, der forventes at få A-indkomst i det år, som skattekortet (hovedkortet) og bikortet vedrører. A-indkomstmodtagere skal aflevere skattekort (hovedkort) til eller forevise bikort for den indeholdelsespligtige. Har arbejdsgiveren rekvireret skattekortoplysningerne elektronisk direkte hos skattemyndighederne gælder der dog særlige regler, jf. afsnit G.3.4.1.1 .
På skattekortet (hovedkortet) er anført, hvilke beløb der skal fradrages i A-indkomsten inden beregningen af A-skatten, jf. KSL § 48, stk. 2. Fradraget er anført som et fradrag pr. måned, 14 dage, uge og dag. På bikortet anføres intet fradragsbeløb.
Ifølge KSL § 48 A, kan skatteministeren, når særlige grunde taler derfor, bestemme, at indeholdelse af A-skat i visse arter af A-indkomst skal ske uden anvendelse af skattekort (hovedkort) eller bikort. Denne bemyndigelse er udmøntet i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 26, hvorefter Told- og Skattestyrelsen kan fastsætte nærmere bestemmelser om beregning af fradrag i A-indkomst på grundlag af skattekort ved udbetaling af feriegodtgørelse, sociale og statslige pensioner, dagpenge fra anerkendte a-kasser, strejke- og lockoutgodtgørelse, der ydes som dagpenge, sygedagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel samt stipendier, der udbetales til uddannelsessøgende.
For så vidt angår de regler, der er fastsat ved beregning af fradrag ved udbetaling af feriegodtgørelse henvises til afsnit G.3.3 , mens de regler, der er fastsat for så vidt angår beregning af fradrag for sociale og statslige pensioner samt ved udbetaling af dagpenge fra anerkendte a-kasser er beskrevet i G.3.5.1.1 .
Told- og Skattestyrelsen har i medfør af KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 26, stk. 1, sidste pkt. bestemt, at skattetrækket kan ske på basis af særlige elektronisk leverede oplysninger. I samarbejde med de sociale forvaltningers pensionsafdelinger, statslige pensionsudbetalere og SU-styrelsen er der således truffet aftale om, at indeholdelsen kan ske alene på grundlag af elektroniske skattekort. Ifølge denne aftale leverer pensionsudbetalere og SU-Styrelsen oplysninger til Told·Skat om forventede udbetalinger til de enkelte pensions- eller stipendiemodtagere. Udbetalerne modtager sammen med de elektroniske skattekort oplysning om, hvorvidt det er hovedkortet, bikortet eller frikortet, der skal anvendes ved indeholdelsen af A-skatten. Hvis hovedkortet anvendes af udbetaleren af pensionen eller SU, udstedes der alene bikort på papir til skatteyderen, og frikortets maksimale A-indkomst vil være nedskrevet med pensionen eller stipendiet. Den enkelte skatteyder kan selv få ændret i fordelingen af hoved-/bikort ved henvendelse til kommunens skatteforvaltning.
Told- og Skattestyrelsen har endvidere i medfør af KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 26, sidste pkt. bestemt, at skattekortet (hovedkortet) ikke i alle tilfælde skal afleveres til den indeholdelsespligtige, samt at der i særlige tilfælde kan gives fradrag, selv om der ikke er afleveret skattekort (hovedkort). Se afsnit G.3.5.1.1 .
Endelig har Told- og Skattestyrelsen i medfør af den nævnte bestemmelse bestemt, at der kan ske overførsel af uudnyttede fradrag til senere perioder inden for kalenderåret, forudsat den indeholdelsespligtige opbevarer skattekortet (hovedkortet) i hele perioden. Se også afsnit G.3.4.1.1 og G.3.5.1.1 .
Skatteministeren kan ifølge KSL § 48, stk. 3 fastsætte regler, hvorefter der under særlige omstændigheder ikke skal anføres fradragsbeløb på skattekortet (hovedkortet) eller skal ske fordeling af det samlede fradrag på anden måde end normalt. Bemyndigelsen er udnyttet ved § 13 i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, hvorefter skattemyndighederne kan udstede skattekort uden fradragsbeløb, et såkaldt bruttotrækkort. Det kan fx være hensigtsmæssigt, hvis en lønmodtager har meget svingende indkomst som følge af fx sæsonarbejde, eller hvis en lønmodtager har mange arbejdsgivere. Den indeholdelsespligtige skal i så fald anvende den trækprocent, der står på skattekortet, uden fradrag.
For så vidt angår udstedelse af skattekort til begrænset skattepligtige kunstnere, musikere, sportsfolk, scenografer, gæsteinstruktører og lignende henvises til SD-cirk. 1989-56.
G.3.4.1.1 Skattekortoplysninger på edb (elektroniske skattekort)
Skattemyndighederne kan i visse tilfælde efter anmodning til Told- og Skattestyrelsen levere skattekortoplysninger på edb, jf. KSL § 48, stk. 8. Den indeholdelsespligtige arbejdsgiver må kun rekvirere skattekortoplysninger på personer, som arbejdsgiveren på anmodningstidspunktet påregner at skulle udbetale A-indkomst til i det følgende indkomstår, dvs. personer, som er ansat på det tidspunkt, hvor skattekortoplysningerne rekvireres. Rekvireres der skattekortoplysninger for andre personer, vil dette være strafbart, jf. KSL § 74, stk. 1, nr. 5.
Elektroniske oplysninger om skattekortets (hovedkortets) fradragsbeløb leveres kun til én indeholdelsespligtig arbejdsgiver. Rekvirerer flere indeholdelsespligtige arbejdsgivere hovedkortoplysninger på samme person, vil oplysningerne således ikke blive leveret, og den ansatte skal aflevere skattekortet (hovedkortet) til sin hovedarbejdsgiver.
Hvis en indeholdelsespligtig arbejdsgiver har fået leveret hovedkortets oplysninger elektronisk, skal den ansatte jf. KSL § 48, stk. 1, 3. pkt. ikke aflevere hovedkortet til arbejdsgiveren. Den ansatte vil ved en tekst på forskudsopgørelsen blive orienteret om, at oplysningerne på hovedkortet er sendt til en nærmere angiven arbejdsgiver, og at det ikke er nødvendigt at aflevere hovedkortet til denne arbejdsgiver, så længe det er denne arbejdsgiver, der skal bruge oplysningerne. Nederst på hovedkortet er der desuden påført en tekst om, at hovedkortoplysningerne er sendt til en arbejdsgiver. Hvis en person skifter arbejdsgiver eller ændrer forskudsregistreringen i løbet af året, skal hovedkortet dog fortsat afleveres. Hvis den indeholdelsespligtige efter at have fået meddelt hovedkortoplysningerne elektronisk får fremlagt et nyt skattekort, skal oplysninger på det nye skattekort anvendes fra den dato, der på skattekortet er anført som gyldig fra.
Af KSL § 48, stk. 1, 4. pkt. fremgår, at hovedkortet ikke samtidig må benyttes hos andre indeholdelsespligtige, så længe de elektroniske skattekortoplysninger anvendes hos den arbejdsgiver, der har fået meddelt oplysningerne elektronisk. Der er i KSL § 75, stk. 1, nr. 2 fastsat straffebestemmelser for omgåelse af bestemmelsen i § 48, stk. 1, 4. pkt.
Anvendes der bikort eller frikort ved udbetaling af A-indkomsten, kan den indeholdelsespligtige udelukkende rekvirere oplysninger om trækprocent. Oplysninger om trækprocenten på bikort/frikort kan rekvireres af flere indeholdelsespligtige arbejdsgivere samtidig. Den ansatte skal, selv om oplysningerne er leveret elektronisk, forevise bikort eller aflevere frikort til de indeholdelsespligtige arbejdsgivere. Indeholdelsespligtige skal indeholde skatten med den pct., skattemyndighederne har oplyst. Den indeholdelsespligtige må, medmindre hovedkortoplysningerne er rekvireret elektronisk, derimod kun give fradrag, hvis den indeholdelsespligtige opbevarer hovedkortet.
Indeholdelsespligtige, som ønsker at få leveret skattekortoplysninger elektronisk, skal (evt. via lønbureau) tilmelde sig ordningen. Materiale om ordningen kan rekvireres hos Told- og Skattestyrelsen.
G.3.5 Beregningen af A-skatten
Beregningen af A-skatten skal ske på grundlag af skattekort (hovedkort), bikort eller frikort, evt. på grundlag af de edb-oplysninger, som den indeholdelsespligtige har modtaget fra skattemyndighederne.
G.3.5.1 Skattekort (hovedkort)
Lønmodtageren skal - medmindre arbejdsgiveren har modtaget oplysningerne elektronisk - aflevere sit skattekort (hovedkort) til arbejdsgiveren, som skal opbevare det i den periode, hvor lønmodtageren er ansat, jf. § 32, stk. 2 i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, og arbejdsgiveren skal beregne A-skat efter de oplysninger om trækprocent og fradrag, der står på hovedkortet. Arbejder en lønmodtager for flere arbejdsgivere, skal den arbejdsgiver, hvor lønmodtageren har sin hovedbeskæftigelse, opbevare hovedkortet og indeholde A-skat med den trækprocent og de fradrag, som står på hovedkortet. Se også afsnit G.3.5.2 .
Hvis en indkomstmodtager, hvis hovedarbejdsgiver ikke har modtaget skattekortoplysningerne elektronisk, ikke afleverer sit skattekort (hovedkort) eller foreviser bikort, skal den indeholdelsespligtige indeholde A-skat med 60 pct. af den udbetalte eller godskrevne A-indkomst, jf. KSL § 48, stk. 7. Der skal endvidere indeholdes AM-bidrag med 8 pct. og SP-bidrag med 1 pct. Kender den indeholdelsespligtige indkomstmodtagerens trækprocent, fx fordi skattemyndighederne har oplyst denne, skal A-skatten dog indeholdes med denne trækprocent. Den indeholdelsespligtige må derimod ved beregningen af A-skatten kun indrømme de fradrag, der er anført på hovedkortet, hvis den indeholdelsespligtige opbevarer hovedkortet. Se også SO 1974,220 (SD) samt SO 1981,130 (DEP). Se dog også afsnit G.3.4.1.1 .
Den indeholdelsespligtige skal altid sikre sig lønmodtagerens personnummer, navn og adresse og få det dokumenteret ved personnummerbevis, sygesikringsbevis eller lignende. Kan personnummerbevis ikke fremskaffes, skal den indeholdelsespligtige i stedet sikre sig oplysning om fødselsdag, -måned og -år, jf. KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 32, stk. 1. Arbejdsgiveren skal notere personnummeret, trækprocent og det trækfri fradragsbeløb i sit regnskab.
Hvis lønmodtageren fx i forbindelse med fratræden forlanger skattekortet (hovedkortet) udleveret, skal arbejdsgiveren beregne A-skatten med den trækprocent, der står på hovedkortet, men må ikke give fradrag for tiden efter udleveringen.
Hvis lønmodtageren er ansat i virksomheden ved udløbet af kalenderåret, skal skattekortet efter årets udløb tilintetgøres eller udleveres til lønmodtageren.
G.3.5.1.1 Fradrag
Det fradrag, som arbejdsgiveren skal bruge ved beregningen og indeholdelsen af A-skatten, fremgår af skattekortet (hovedkortet). Fradragsbeløbet er her anført som et fradrag pr. måned, 14 dage, uge og dag.
Der skal gives et fradrag svarende til den faktiske indtjeningsperiode inkl. helligdage og andre fridage, jf. cirk. nr. 135 af 4. nov. 1988, pkt. 57. Ved beregning af A-skat for en afdød, skal der gives fradrag til og med dødsdagen.
Afregnes der kun løn for en enkelt dag, må der som hovedregel kun gives fradrag for en enkelt dag. Derudover kan dagfradraget anvendes som supplement til de øvrige fradragsbeløb ved udregning af fradrag for en skæv indkomstperiode.
Beregningseksempel (skæv lønperiode)
Hovedkortets dagfradrag er 93 kr. Lønmodtageren er tiltrådt tirsdag. Lønugen er søndag - lørdag.
Løn for 4 dage (tirsdag-fredag)
2.000 kr.
AM-bidrag (8 pct.)
- 160 kr.
SP-bidrag (1 pct.)
- 20 kr.
A-indkomst
1.820 kr.
Fradrag i følge skattekortet
tirsdag)
onsdag)
torsdag) 5 dage á 93 kr.
- 465 kr.
fredag)
lørdag)
Beløb, hvoraf der skal beregnes A-skat med den trækprocent, der står på hovedkortet
1.355 kr.
Hovedkortet skal som tidligere nævnt altid opbevares af arbejdsgiveren, medmindre arbejdsgiveren har modtaget skattekortoplysningerne elektronisk direkte fra skattemyndighederne - ellers må der ikke gives fradrag ved beregningen af A-skatten.
Hvis der ikke registreres arbejdsdage i lønningsregnskabet, men kun arbejdstimer, kan timetallet (ekskl. overarbejdstimer) bruges til at udregne antallet af arbejdsdage.
Bruges hovedkortet som grundlag for beregningen af A-skat, skal der beregnes fradrag for hele den periode, opgørelsen omfatter, selv om lønmodtageren ikke har arbejdet på fuld tid, eller indkomsten ikke kan henføres til en bestemt indtjeningsperiode. Det betyder fx, at der - hvis der udbetales indkomst, som kun vedrører en 14 dages periode - skal gives fradrag for en måned, forudsat lønmodtageren har været ansat hele måneden.
Overstiger fradragsbeløbet A-indkomsten, bliver grundlaget for beregning af A-skatten 0. Et uudnyttet fradrag for én periode kan anvendes i en efterfølgende periode, hvis lønmodtagerens skattekort opbevares i begge perioder.
Hvis en lønmodtager til stadighed ikke kan udnytte skattekortets fradragsbeløb, kan den kommunale skatteforvaltning udstede et skattekort med en bruttotrækprocent, jf. afsnit G.3.4.1 .
En arbejdsgiver må ikke give fradrag for dage, hvor en lønmodtager, der er ansat uden ret til ferie med løn, holder ferie.
Hvis en lønmodtager, der har ret til ferie med løn, holder ferie uden at have optjent ferieretten hos den nuværende arbejdsgiver, og derfor ikke skal have udbetalt løn for (hele) ferieperioden, skal den nuværende arbejdsgiver give fradrag som normalt for hele perioden, forudsat arbejdsgiveren opbevarer skattekortet under ferien.
Arbejdsgivere må ikke give fradrag for dage, hvor den ansatte får udbetalt dagpenge fra en a-kasse eller fra kommunen.
Hvis en ansat arbejder på nedsat tid og samtidig får supplerende arbejdsløshedsdagpenge (arbejdsgiveren har typisk udstedt en frigørelsesattest til a-kassen), skal arbejdsgiveren fortsat opbevare hovedkortet, og der må kun gives forholdsmæssigt fradrag efter antallet af arbejdstimer. Den resterende del af fradraget indregner a-kassen ved beregningen af A-skat af arbejdsløshedsdagpengene på baggrund af elektronisk meddelte skattekortoplysninger.
Hvis en fuldtidsforsikret lønmodtager i én uge har fået løn for mere end 29,6 timer, bortfalder de supplerende dagpenge, og arbejdsgiveren skal da give fuldt fradrag for den pågældende uge.
Ordningen med forholdsmæssigt fradrag for delefterlønsmodtagere blev ophævet med udgangen af 1999, sådan at sidste gang, der må gives forholdsmæssigt fradrag for tidligere delefterlønsmodtagere er for udbetalinger, der sker efter skattekortet for 1999.
Efterlønsmodtagere, der ved siden af efterlønnen har lønindkomst, skal være opmærksom på, at a-kasserne rekvirerer skattekortoplysningerne elektronisk. En evt. arbejdsgiver må derfor ikke rekvirere skattekortet elektronisk og efterlønsmodtageren må ikke aflevere sit skattekort (hovedkort) til arbejdsgiveren.
Hvis en efterlønsmodtager ønsker at fradraget udnyttes hos arbejdsgiveren, skal efterlønsmodtageren aflevere sit skattekort (hovedkort) til arbejdsgiveren og skal underrette a-kassen om, at a-kassen ikke må give fradrag ved udbetalingen af efterlønnen.
Social- og sundhedsforvaltninger
Social- og sundhedsforvaltningen kan give fradrag efter lønmodtagerens hovedkort, selv om dette opbevares af arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiveren har afgivet skriftlig erklæring om, at fradragsbeløbet for en nærmere angiven periode ikke bruges.
Anerkendte a-kasser
For anerkendte a-kasser er der på enkelte områder (ved udbetaling af supplerende dagpenge og visse kursusgodtgørelser) indgået særskilt aftale om opbevaring af skattekort (hovedkort).
A-kasserne skal som udgangspunkt i lighed med andre indeholdelsespligtige opbevare skattekort (hovedkort) eller på samme vis som andre indeholdelsespligtige basere skattetrækket, herunder indrømme fradrag, på grundlag af elektronisk meddelte skattekortoplysninger.
Ved udbetaling af ydelser som fx efterløn og overgangsydelse kan a-kassen derfor alene give fradrag, hvis skattekortet (hovedkortet) opbevares eller skattekortoplysningerne er indhentet elektronisk, og a-kasserne må ikke give forholdsmæssigt fradrag i forbindelse med udbetaling af disse eller lignende ydelser.
I forbindelse med a-kassernes udbetaling af supplerende dagpenge opbevares skattekortet normalt af arbejdsgiveren, men de godkendte a-kasser har fået dispensation til at give et forholdsmæssigt fradrag ved beregningen af a-skatten. Ved udbetaling af supplerende dagpenge må a-kassen kun give forholdsmæssigt fradrag, hvis arbejdsgiveren har udstedt en frigørelsesattest til a-kassen. For så vidt delefterløn, må der fra og med det tidspunkt, hvor skattekortoplysningerne for 2000 anvendes, ikke mere ydes forholdsmæssigt fradrag, jf. indledningen af dette afsnit G.3.5.1.1 .
I tilfælde, hvor en a-kasse udbetaler fulde dagpenge, feriedagpenge eller uddannelsesgodtgørelse (kursusgodtgørelse), skal a-kassen som udgangspunkt opbevare skattekortet for at kunne give fradrag. Hvis der forud for ferie- eller kursusperioden udbetales dagpenge ved ledighed, og den pågældende ikke er beskæftiget hos en arbejdsgiver, kan a-kassen dog give fradrag uden at opbevare skattekortet.
G.3.5.2 Bikort
Bikortet skal bruges, hvis en lønmodtager på samme tid har indtægt fra mere end én arbejdsgiver. Hovedkortet bruges således af én arbejdsgiver og bikortet af den/de øvrige.
Bikortet skal ikke afleveres, men kun forevises arbejdsgiveren, som skal notere personnummer og trækprocent til brug for indeholdelsen af A-skat.
Foreviser indkomstmodtageren ikke sit bikort (eller afleverer hovedkort eller frikort) skal der indeholdes A-skat med 60 pct., jf. KSL § 48, stk. 7, medmindre arbejdsgiveren har modtaget skattekortoplysningerne elektronisk fra skattemyndighederne. Derudover skal der indeholdes AM-bidrag med 8 pct. og SP-bidrag med 1 pct.
G.3.5.3 Frikort
Frikortet indeholder oplysning om den maksimale skattepligtige indkomst efter indeholdt AM-bidrag og SP-bidrag, som kan udbetales til lønmodtageren, uden at arbejdsgiveren skal indeholde A-skat, samt en trækprocent, som skal bruges, hvis den udbetalte A-indkomst overstiger det trækfri maksimumbeløb. Arbejdsgiveren skal notere det trækfri maksimumsbeløb i regnskabet.
På bagsiden af frikortet skal arbejdsgiveren notere den udbetalte A-indkomst (bruttolønnen ekskl. ATP, AM-bidrag og SP-bidrag), jf. vejledningen på bagsiden af frikortet.
Der skal beregnes AM-bidrag for lønmodtagere, der foreviser frikort, jf. TfS 1994,153 (svar fra skatteministeren). Der skal desuden beregnes SP-bidrag, jf. dog afsnit A.3 .
Arbejdsgivere, der beskæftiger lønmodtagere, som har frikort, skal opbevare frikortet i den periode, hvor vedkommende arbejder i virksomheden. Hvis lønmodtageren har en regelmæssig indtægt fra arbejdsgiveren, kan arbejdsgiveren dog notere den forventede maksimale årlige indtægt (ekskl. ATP, AM-bidrag og SP-bidrag) på frikortets bagside allerede ved kalenderårets begyndelse. Frikortet kan herefter udleveres til lønmodtageren, så denne kan bruge det hos en anden arbejdsgiver. Hvis den faktiske løn afviger fra det forventede beløb, som er noteret på frikortet, skal arbejdsgiveren ændre beløbet.
Fremlægger lønmodtageren ikke sit frikort, skal arbejdsgiveren, medmindre der i stedet fremlægges skattekort (hovedkort) eller forevises bikort, indeholde A-skatten med 60 pct., jf. KSL § 48, stk. 7, jf. dog afsnit G.3.4.1.1 . Derudover skal der indeholdes AM-bidrag med 8 pct. og SP-bidrag med 1 pct. Se dog også afsnit A.3 .
G.3.5.4 Ændring af skattekort og forhøjelse af trækprocent
Hvis lønmodtageren fremlægger et ændret skattekort (hovedkort), bikort eller frikort, skal de oplysninger, som står på det nye skattekort (hovedkort), bikort eller frikort bruges fra den dato, der på kortet er anført som "gyldig fra". Det er en forudsætning herfor, at den indeholdelsespligtige har fået udleveret det nye skattekort mv. af lønmodtageren, inden skatteberegningen foretages. Det gamle skattekort mv. må ikke udleveres til den ansatte, men skal tilintetgøres.
Den skattepligtige kan over for den indeholdelsespligtige skriftligt bede om, at A-skatten indeholdes med en højere procent end den, der står på hovedkortet, bikortet eller frikortet, jf. KSL § 48, stk. 9 og KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 27. Den indeholdelsespligtige skal opbevare denne anmodning sammen med det øvrige regnskabsmateriale. Trækprocenten kan kun begæres forhøjet med et helt tal, og den skattepligtige kan kun én gang inden for samme kalenderår fremsætte begæring herom over for den indeholdelsespligtige. Lønmodtageren kan senere tilbagekalde anmodningen om at indeholde med en højere trækprocent.
Hvis den indeholdelsespligtige efter anmodningen om forhøjelse modtager et nyt skattekort (hovedkort), bikort eller frikort, skal indeholdelsen ske efter de oplysninger, der er påført det nye kort.
G.4 Særlige forhold
G.4.1 Øreafrunding
AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat skal angives i hele kr.
Indeholdte AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat kan øreafrundes på én af følgende måder
AM-bidraget og SP-bidrag beregnes med ørebeløb på grundlag af AM-indkomsten med ørebeløb, og AM-bidraget og SP-bidraget skal anføres med ørebeløb på lønsedlen. A-skatten beregnes herefter også med ørebeløb på grundlag af A-indkomsten og anføres med ørebeløb på lønsedlen. Øreafrunding sker således ikke i forbindelse med selve beregningen, men først ved den månedlige angivelse af det samlede indeholdte beløb. Øreafrundingen sker da enten efter de almindelige øreafrundingsprincipper, dvs. ørebeløb på 50 og derover rundes op, mens ørebeløb under 50 rundes ned til hele kroner, eller ved at slette ørebeløbet af det samlede indeholdte AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat for perioden.
AM-bidraget og SP-bidraget beregnes på grundlag af AM-indkomsten med ørebeløb, og A-skatten beregnes på grundlag af A-indkomsten med ørebeløb. AM-bidraget, SP-bidraget og A-skatten øreafrundes efter de almindelige øreafrundingsregler, eller ørene slettes. AM-indkomsten og A-indkomsten skal anføres med ørebeløb, mens AM-bidraget, SP-bidraget og A-skatten skal anføres i hele kroner på lønsedlen.
Ved beregningen af AM-bidraget og SP-bidraget kan AM-indkomsten rundes ned til nærmeste med 10 delelige beløb, inden AM-bidraget og SP-bidraget beregnes. På samme måde kan A-indkomsten rundes ned ved beregningen af A-skatten. Det udregnede AM-bidrag, SP-bidrag og A-skatten skal herefter rundes op til nærmeste hele kronebeløb. Såvel AM-indkomst som A-indkomst samt AM-bidraget, SP-bidraget og A-skatten skal, hvis denne metode bruges, anføres uden ørebeløb på lønsedlen.
G.4.2 Personalegoder, der er A-indkomst
For så vidt angår opgørelsen af værdien af personalegoder, der er A-indkomst samt beregningen af AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af personalegoder, henvises til afsnit B.1.6 .
G.4.3 Feriegodtgørelse
For så vidt angår beregning af AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af feriegodtgørelse henvises til afsnit B.1.3 og afsnit G.3.3 . Ved beregningen af A-skatten af feriegodtgørelse, skal der dog tages hensyn til følgende særlige regler ved beregningen af fradraget.
Der skal således benyttes én af følgende 4 regler ved beregningen af fradraget
Hvis feriepengeberegningen foretages for en hel måned, skal der anvendes 3,25 dagfradrag.
Hvis feriepengeberegningen foretages for en 14-dagesperiode, skal der anvendes 1,50 dagfradrag.
Foretages feriepengeberegningen for en ugeperiode, skal der anvendes 0,75 dagfradrag.
Hvis lønmodtageren ikke har været ansat hele måneden, skal der for hver hele uge, lønmodtageren har været ansat, anvendes 0,75 dagfradrag. Der skal ikke gives fradrag for dage, der eventuelt er til rest.
Ferie med løn
Hvis en lønmodtager fratræder en stilling med ret til ferie med løn, skal der indeholdes AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af den optjente feriegodtgørelse. Indeholdelsen skal ske i fratrædelsesmåneden. Selv om der benyttes skattekort, må der ikke gives fradrag ved beregningen af A-skatten.
Hvis en lønmodtager, der normalt har ret til ferie med løn, holder ferie uden at have optjent ret til ferie hos den nuværende arbejdsgiver og derfor ikke får udbetalt løn for hele ferieperioden, skal der beregnes fradrag for hele perioden. Det er dog en forudsætning, at den nuværende arbejdsgiver opbevarer skattekortet (hovedkortet) under ferien, jf. dog afsnit G.3.4.1.1 . Et eventuelt ikke udnyttet fradragsbeløb kan overføres til den efterfølgende periode.
Hvis den ansatte og arbejdsgiveren i forbindelse med et jobskifte aftaler, at den ansatte allerede det første ferieår får ferie med løn mod at afgive sin i det tidligere ansættelsesforhold optjente og indkomstbeskattede feriegodtgørelse til den nye arbejdsgiver, skal den nye arbejdsgiverer i tiltrædelsesåret kun indeholde AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af forskellen mellem den løn, der bliver udbetalt i ferien og den feriegodtgørelse, den ansatte afleverer til den nye arbejdsgiver og minus det AM-bidrag, SP-bidrag og den A-skat, der er trukket af den optjente feriegodtgørelse.
Eksempel
En lønmodtager fratræder en stilling uden ferie med løn den 31. okt. 1999
Feriegodtgørelsen for 1999 er opgjort til
10.000,00 kr.
- AM-bidrag (8 pct.)
800,00 kr.
- SP-bidrag (1 pct.)
100,00 kr.
A-indkomst
9.100,00 kr.
A-skat i følge skattekort (48 pct.)
4.368,00 kr.
Lønmodtagerens nettoferiegodtgørelse
4.732,00 kr.
Lønmodtageren tiltræder en stilling med ret til løn under ferie den 1. nov. 1999. Månedslønnen er 25.000,00 kr.
Det er aftalt, at lønmodtageren skal aflevere nettoferiegodtgørelsen på 4.732,00 til den nye arbejdsgiver, når der holdes ferie i juli 2000.
Den nye arbejdsgiver skal, når den ansatte holder ferie i juli 2000, beregne AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat for ferieperioden således
Løn
25.000,00 kr.
- AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af feriegodtgørelse 1999
5.268,00 kr.
- Overdraget feriegodtgørelse 1999
4.732,00 kr.
Faktisk ferieløn for juli 2000
15.000,00 kr.
- AM-bidrag for juli 2000
1.200,00 kr.
- SP-bidrag for juli 2000
150,00 kr.
A-indkomst for juli 2000
13.650,00 kr.
A-skat for juli 2000 (48 pct.)
6.552,00 kr.
Ny arbejdsgiver udbetaler ferieløn for juli 2000 (25.000 - 1.200 - 150 - 5.268)
11.830,00 kr.
Lønmodtageren har som vederlag for juli 2000 herefter i alt modtaget
1) Godskrevet AM-bidrag for 1999
800,00 kr.
2) Godskrevet SP-bidrag for 1999
100,00 kr.
3) Godskrevet A-skat for 1999
4.368,00 kr.
4) Godskrevet AM-bidrag for 2000
1.200,00 kr.
5) Godskrevet SP-bidrag for 2000
150,00 kr.
6) Godskrevet A-skat for 2000
6.552,00 kr.
Udbetalt kontant
11.830,00 kr.
Samlet vederlag for juli 2000
25.000,00 kr.
Ophører en lønmodtagers skattepligt til Danmark i forbindelse med udstationering eller overgang til en varig stilling i udlandet inden for samme virksomhed, skal der for lønmodtagere med ret til ferie med løn indeholdes AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af den optjente feriegodtgørelse. A-skat mv. skal indeholdes i den måned, hvor den ansattes skattepligt ophører. Selv om der benyttes skattekort, må der ikke gives fradrag ved beregningen af A-skatten.
G.4.4 Særlige beregningsregler (LL § 7 O)
Der gælder - som følge af de regler, der er fastsat i LL § 7 O - særlige regler for beregning af A-skat af bl.a. fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer. Reglerne er beskrevet i afsnit B.1.11.2 .
G.4.5 Arbejdsudleje (KSL § 48 B)
Hvis en person eller et selskab i udlandet stiller lønmodtagere til rådighed for at udføre arbejde i en virksomhed i Danmark, og udlejeren ikke er ansvarlig for eller bærer risikoen for arbejdsresultatet, skal den danske virksomhed indeholde AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af løn mv. til de arbejdsudlejede personer, jf. også afsnit C.1.1.2 .
A-skatten beregnes, jf. KSL § 48 B som 30 pct. af bruttoindtægten fratrukket AM-bidraget og SP-bidraget. Til bruttoindtægten medregnes værdien af A-skattepligtige personalegoder (fri kost og logi efter Ligningsrådets satser, fri bil og fri telefon) og evt. skattepligtig godtgørelse til dækning af udgifter til rejse og ophold samt værdien af fortæring og overnatning, som dækkes af den arbejdsudlejedes udenlandske arbejdsgiver, jf. TfS 1994.394 (TSS).
Arbejdsudlejeskat angives og betales efter særlige regler, jf. afsnit H.8 .
G.4.6 Udenlandske søfolk (KSL § 48 C og KSL § 48 D)
For udenlandske søfolk, der er skattepligtige til Danmark, beregnes A-skatten som 30 pct. af bruttoindtægten fratrukket AM-bidrag og SP-bidrag. For så vidt angår afgrænsningen af, hvilke udenlandske søfolk, der skal betale AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat, henvises til C.1.1.5 .
G.4.7 Udenlandske forskere og specialister (KSL § 48 E)
For udenlandske forskere og specialister, som midlertidigt arbejder for danske virksomheder eller institutioner, er der indført en særlig 25 pct. beskatning. De bestemmelser, der vedrører personer omfattet af KSL § 48 E, er beskrevet i afsnit C.1.2.4 .
Angivelse og indbetaling af indeholdte beløb, som vedrører personer omfattet af KSL § 48 E, skal ske på en særlig angivelse, jf. afsnit H.9 .
G.5 Meddelelser til lønmodtageren
Den indeholdelsespligtige skal sammen med udbetaling af løn mv. give lønmodtageren en opgørelse over AM-indkomst, A-indkomst, indeholdt AM-bidrag og indeholdt A-skat, jf. KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 32, stk. 3 og AMFL § 11, stk. 1 og 6. Derudover skal arbejdsgiveren ved udbetaling af løn mv. underrette lønmodtageren om, hvor meget der er indeholdt i SP-bidrag, jf. afsnit A.3 . Opgørelsen kan gives på lønsedlen eller afregningsbilaget.
Lønsedlen skal også indeholde oplysning om den periode, indtægten vedrører, udbetalerens navn, adresse og SE-nummer samt lønmodtagerens navn og personnummer. I stedet for personnummer, kan arbejdsgiveren benytte internt arbejdsnummer.
Lønmodtageren bør opbevare lønsedlen, da den er kvittering for indeholdte AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat.
Hvis der hver måned udbetales det samme beløb fx i forbindelse med pensionsudbetaling, er det tilstrækkeligt, at indkomstmodtageren underrettes én gang, men hvis grundlaget for beregning af AM-bidraget, SP-bidraget eller A-skatten ændres, skal indkomstmodtageren på ny underrettes.
Fremtvingelse af meddelelsen
Hvis den indeholdelsespligtige ikke vil udlevere meddelelsen, kan indkomstmodtageren anmode skattemyndigheden om at fremskaffe meddelelsen, jf. KSL § 84, stk. 2. Meddelelsen kan fremtvinges ved dagbøder, der fastsættes af den stedlige told- og skatteregion, jf. § 2 i bek. nr. 565 af 2. juli 1999 (sagsudlægning).
NOTER
Medarbejderen har i eksemplet fået en månedsløn på 20.000 kr. samt løntillæg på 1.000 kr.
Medarbejderen har haft rådighed over firmabil til privat kørsel. Bilens værdi er opgjort til 160.000 kr., og det månedlige beskatningsgrundlag er således 160.000 kr. x 25% x 1/12 =3.333,33 kr. Der er stillet fri telefon til rådighed og det månedlige beskatningsgrundlag kan beregnes til 3.000 kr. / 12 = 250 kr. Det forudsættes her, at de faktiske telefonudgifter ikke er mindre end dette beløb. Der er ikke stillet fri kost og logi efter Ligningsrådets satser til rådighed.
Der er tale om indbetalinger, som arbejdsgiveren foretager for den ansatte til pensionsordninger omfattet af PBL § 19. Det er alene lønmodtagerens ATP- og pensionsbidrag, der skal fratrækkes på lønsedlen.
Der skal opkræves et SP-bidrag på 1% af AM-indkomsten. Se nærmere afsnit A.3 .
Ifølge skattekortet (hovedkortet) udgør det månedlige fradrag 6.000 kr.
Trækprocenten er på 45.
Værdien af de A-skattepligtige personalegoder skal fratrækkes, idet goderne ikke udbetales til medarbejderen.
Medarbejderen bliver her trukket for et afdrag på et personalelån på 100 kr. Der kunne også være tale om modkrav fra arbejdsgiverens side i øvrigt.
Medarbejderen har fået udbetalt skatte- og bidragsfri rejse- og befordringsgodtgørelser opgjort efter reglerne herom.
Medarbejderen har afholdt erhvervsmæssige udgifter, som arbejdsgiveren har refunderet mod dokumentation i form af eksterne udgiftsbilag (udlæg efter regning).
Eksemplets opgørelse af indeholdt AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat af optjent feriegodtgørelse forudsætter, at der er tale om en medarbejder uden ret til ferie med løn. AM-bidrag, SP-bidrag og A-skat indeholdes månedligt på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned.
G.1 Arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag)
G.2 Særlig pensionsopsparing (SP-bidrag)
G.3 A-skat
G.4 Særlige forhold
G.5 Meddelelser til lønmodtageren