BEREGNING AF PERSONBESKATNING 1999 P. D ØVRIGE ÆNDRINGER
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om beregning af personlige indkomstskatter 1999-2002
P. D Øvrige ændringer
Vejledningen giver et overblik over beregningen af personlig indkomstskat efter vedtagelsen af den såkaldte pinsepakke den 26. juni 1998.
Nyudgivelse
P.D.1 Det skrå skatteloft
I 1998 nedsættes procenten for beregning af topskat, i det omfang indkomstskatteprocenterne til staten og den kommunale og amtskommunale skatteprocent tilsammen overstiger 58 pct. Fra og med indkomståret 1999 forhøjes skatteloftet til 59 pct. De kirkelige afgifter og AM-bidraget holdes som hidtil uden for skatteloftet. Det samme gælder bidrag til den særlige pensionsopsparing.
P.D.2 Underskud
P.D.2.1 Indledning
Reglerne for fremførsel og overførsel af underskud fastholdes i vidt omfang. Der vil således fortsat skulle skelnes mellem underskud i skattepligtig indkomst og underskud i personlig indkomst. Ændringen af bundskattegrundlaget indebærer imidlertid, at nedsættelse af bundskattegrundlaget i tilfælde af underskud skal ændres fra at følge reglerne for underskud i skattepligtig indkomst for indkomståret 1999 til at følge reglerne for underskud i personlig indkomst fra og med indkomståret 2000.
P.D.2.1.1 Underskud i skattepligtig indkomst
Behandlingen af underskud i skattepligtig indkomst fastholdes uændret for indkomståret 1999, idet bundskatten som hidtil beregnes af den skattepligtige indkomst.
Fra og med indkomståret 2000 ændres beregningsgrundlaget for bundskatten. Beregningen af skatteværdien af underskud i skattepligtig indkomst ændres samtidig, så skatteværdien beregnes med procenterne for kommunal og amtskommunal indkomstskat samt kirkelige afgifter. Skatteværdien af underskud i skattepligtig indkomst formindskes derved med procenten for bundskat fra og med indkomståret 2000.
Årets underskud i skattepligtig indkomst omregnes og modregnes som hidtil i tillægsskatter, dvs. mellemskat, topskat og skat af aktieindkomst over 35.000 kr. (1998). Da bundskatten ikke længere beregnes af den skattepligtige indkomst, indgår bundskatten fra og med indkomståret 2000 i de tillægsskatter, som skatteværdien af underskud i skattepligtig indkomst kan modregnes i. Til gengæld kan underskud i skattepligtig indkomst ikke nedbringe grundlaget for beregning af bundskat fra og med indkomståret 2000.
Selv om beregningsgrundlaget for bundskatten under indfasningen i indkomstårene 2000 og 2001 fastsættes med udgangspunkt i den skattepligtige indkomst, fragår underskud i skattepligtig indkomst heller ikke ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for bundskatten for indkomstårene 2000 og 2001. Det skal ses i sammenhæng med, at beregningsgrundlaget for bundskatten nedbringes ved modregning af underskud i personlig indkomst fra og med indkomståret 2000, jf. nedenfor.
Resterende underskud fremføres til modregning i skattepligtig indkomst og - efter omregning til skatteværdi - i eventuelle progressive skatter i de efterfølgende 5 indkomstår.
Hvis personen er gift, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, modregnes underskuddet i ægtefællens skattepligtige indkomst og - efter omregning til skatteværdi - progressive skatter, før et eventuelt resterende underskud fremføres.
P.D.2.1.2 Underskud i personlig indkomst
Reglerne for overførsel og fremførsel af underskud i personlig indkomst fastholdes i vidt omfang. Med virkning fra og med indkomståret 2000 skal underskud i personlig indkomst dog tillige modregnes inden opgørelsen af beregningsgrundlaget for bundskatten. Til og med indkomståret 1999 modregnes underskud i personlig indkomst udelukkende inden opgørelsen af beregningsgrundlaget for mellemskat og topskat.
Endvidere skal der ved overførsel og fremførsel af underskud i personlig indkomst korrigeres for, at indskud på kapitalpension og indbetalinger til kapitalforsikringer m.v. tillægges topskattegrundlaget, således at underskud i personlig indkomst modregnes i positiv personlig indkomst tillagt indskud på kapitalpension og indbetalinger til kapitalforsikringer m.v. Med andre ord reduceres det underskud i personlig indkomst, der kan overføres til en eventuel ægtefælle eller fremføres til modregning i efterfølgende indkomstår, med foretagne indskud på kapitalpension og indbetalinger til kapitalforsikringer m.v.
Underskud i personlig indkomst modregnes først i den positive personlige indkomst, inden (resterende) underskud modregnes i kapitalpensionsindskud m.v., der er tillagt den positive personlige indkomst ved opgørelsen af topskattegrundlaget. De øvrige regler om modregnings rækkefølge m.v. ved overførsel og fremførsel af underskud i personlig indkomst er uændrede.
P.D.3 Arbejdsmarkedsbidrag
Bidragssatsen for lønmodtagere m.fl. og selvstændigt erhvervsdrivende er fastsat til 8 pct. for 1999 og senere år. Det svarer til bidragssatsen for 1998. I den forbindelse samles de tre eksisterende arbejdsmarkedsfonde til én fond fra og med 1999.
P.D.4 Særlig pensionsopsparing
Den midlertidige pensionsopsparing til ATP i 1998 på 1 pct. af grundlaget for arbejdsmarkedsbidraget er gjort permanent. I forhold til den midlertidige pensionsopsparing er der sket en række ændringer.
Afgrænsningen af hvilke personer, der har pligt til at foretage pensionsopsparing, er ændret, således at den særlige pensionsopsparing skal betales af personer fra og med det indkomstår, hvori personen fylder 17 år, og til og med det indkomstår, hvori personen fylder 67 år. Afgrænsningen efter alder afløser den for 1998 gældende regel om, at personer med opsparingspligtig indkomst under 34.500 kr. er undtaget fra opsparingspligten. Fra 1999 gælder der således ingen bagatelgrænse for opkrævning af pensionsopsparing.
Endvidere er det nyt, at der fra 1999 også opkræves 1 pct. af indkomsten for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere svarende til ordningen for lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. I 1998 opkræves der et fast kronebeløb svarende til 1.300 kr. på årsbasis for de pågældende modtagere af overførselsindkomster.
Det er ligeledes en ændring, at Arbejdsmarkedets Tillægspension fra og med 1999 skal foretage en omfordeling af den opkrævede pensionsopsparing således, at opsparingen tilskrives den enkelte opsparer på en individuel konto i ATP afhængigt af beskæftigelsesomfanget. Alle med samme beskæftigelsesomfang skal have godskrevet det samme pensionsopsparingsbeløb.
Udbetalingen af pensionsopsparingen vil begynde, når man fylder 67 år, og skal som hovedregel ske i månedlige rater over 10 år.
Pensionsopsparingen er fortsat fradragsberettiget ved opgørelsen af den personlige indkomst.
P.D.1 Det skrå skatteloft
P.D.2 Underskud
P.D.3 Arbejdsmarkedsbidrag
P.D.4 Særlig pensionsopsparing