Legislator Case Law & Legislation
E19996AL0001 DK

AFSKRIVNINGSLOVEN 1999 AFSNIT 1 GENERELT OM DEN NYE AFSKRIVNINGSLOV

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Stor vejledning 1999

Afskrivningsloven

Afsnit 1 Generelt om den nye afskrivningslov

Ved lov nr. lov nr. 433 af 26. juni 1998 om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven) er den hidtil gældende afskrivningslov blevet erstattet af en ny afskrivningslov.

Den nye afskrivningslov udgør en generel revision af afskrivningsreglerne i dansk skatteret.

Den hidtil gældende afskrivningslov blev gennemført i 1957. I årenes løb er loven blevet ændret adskillige gange, hvorved reglerne er blevet mere komplicerede og på visse punkter usammenhængende. Skatteministeren nedsatte derfor i 1994 en sagkyndig arbejdsgruppe, der havde til opgave at foretage en lovteknisk gennemgang af reglerne med henblik på udarbejdelse af et udkast til en ny afskrivningslov.

Arbejdsgruppens udkast til lovforslag dannede på afgørende punkter det lovtekniske grundlag for lovforslag nr. L 102, der blev vedtaget som lov nr. 433 af 26. juni 1998. Samtidig blev lovforslag nr. L 103 om konsekvensændringer som følge af afskrivningsloven samt ændringer af ejendomsavancebeskatningsloven vedtaget som lov nr. 434 af 26. juni 1998.

Den nye afskrivningslov har et væsentligt bredere anvendelsesområde end den gamle afskrivningslov, idet loven nu også omfatter afskrivning på en række formuegoder, der hidtil er blevet afskrevet med hjemmel i praksis eller lovbestemmelser uden for afskrivningsloven. Det drejer sig bl.a. om afskrivning af værdiforringelse i forbindelse med udnyttelse af jordforekomster, afskrivning af udgifter til ombygning og forbedring af lejede lokaler, afskrivning på goodwill og andre immaterielle rettigheder m.v., afskrivning på tilslutningsudgifter samt straksafskrivning af udgifter til anskaffelse af aktiver erhvervet ved hjælp af en række tilskud. Som noget nyt indføres endvidere særlige regler om afskrivning af udgifter til indretning af lokaler til bondegårdsferie

Som alt overvejende hovedregel har loven virkning fra og med indkomståret 1999. De nye afskrivningsregler skal således finde anvendelse fra og med indkomståret 1999, uanset hvornår aktivet er anskaffet. For de fleste blandet benyttede bygninger m.v. indebærer den nye afskrivningslov, at der skal ske ændring af afskrivningsgrundlaget, da den nye lov indeholder nye opgørelsesprincipper.

I enkelte tilfælde kan der dog fortsat afskrives efter de hidtidige regler. Dette er således tilfældet for forskudsafskrivninger, hvor der i indkomståret 1998 er truffet bindende aftale om levering af driftsmidler eller skibe eller om færdiggørelse af bygninger m.v. eller er truffet beslutning om fremstilling i egen virksomhed. På bygninger m.v. kan der dog ikke forskudsafskrives, når den bindende aftale er indgået den 2. juni 1998 eller senere, eller når planlægningen af fremstilling i egen virksomhed er foretaget den 2. juni 1998 eller senere. Der foretages således ikke indgreb i allerede etablerede forløb for forskudsafskrivninger. Allerede etablerede afskrivningsforløb på bygninger på lejet grund og ejendomme med hjemfaldspligt m.v. rammes heller ikke af indskrænkningerne i den nye lov.

Som konsekvens af at de nye afskrivningsregler gælder fra og med indkomståret 1999, er næsten alle de overgangsregler, der knytter sig til tidligere ændringer af afskrivningeloven, bortfaldet.

Samtlige afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger og forlods afskrivninger, der efter de hidtil gældende regler er foretaget for indkomståret 1998 og tidligere indkomstår, indgår ved opgørelsen af foretagne afskrivninger.

Overgangsreglerne er nærmere behandlet i forbindelse med de regler, de knytter sig til.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →