INDEHOLDELSE AF A-SKAT OG ARBEJDSMARKEDSBIDRAG 1999 AFSNIT D INDEHOLDELSESPLIGT
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag
Afsnit D Indeholdelsespligt
Ved udbetaling af A-indkomst, jfr. KSL. § 43, stk.1 og 2, skal udbetaleren indeholde foreløbige skatter, A-skatter, i de udbetalte beløb.
På samme måde skal der ved udbetaling til lønmodtagere, der er omfattet af bidragspligten i AMFL § 7, stk.1, af beløb, omfattet af reglerne i AMFL § 8, stk.1, foretages indeholdelse af foreløbige lønmodtagerbidrag og særlig pensionsopsparing (SP-bidrag), jf. ATP-loven, lovbekendtgørelse nr. 752 af 20. okt. 1998, § 17 f.
D.1 Hjemmel
Reglerne om indeholdelsespligt for A-skat fremgår af afsnit V i KSL, jf. lovbek. nr. 655 af 2. sep. 1998, og den i medfør heraf udstedte KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998.
Reglerne om indeholdelsespligt vedrørende arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag fremgår af AMFL, jf. lovbek. nr. 728 af 7. okt. 1998, og den i medfør heraf udstedte AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, som ændret senest ved bek. nr. 1091 af 23. dec. 1998, samt ATP-loven, lovbekendtgørelse nr. 752 af 20. okt. 1998.
Der skal herefter ved enhver udbetaling af A-indkomst foretages indeholdelse af foreløbig skat i det udbetalte beløb, jf. KSL § 46, stk. 1. På samme måde skal den, der opgør bidragsgrundlag efter AMFL § 11, stk. 1, 5 og 6 og beregner bidragets størrelse, foretage indeholdelse af lønmodtagerbidrag, jf. AMFL § 11, stk. 10, og SP-bidrag, jf. ATP-lovens § 17 f, stk.1.
Indeholdelse foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner de beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag i forbindelse med udbetalingen, jf. KSL § 46, stk. 1, og AMFL § 11.
Til brug ved indeholdelse af foreløbig skat, skal modtagere af A-indkomst aflevere et af skattemyndighederne udstedt skattekort (hovedkort), henholdsvis forevise bikort/frikort til den indeholdelsespligtige, jf. KSL § 48, stk. 1 og 6.
Hvis skattekortoplysninger er afgivet elektronisk direkte fra skattemyndighederne til den indeholdelsespligtige, skal skattekort ikke afleveres, jf. KSL § 48, stk.1 og KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 26, stk. 1 og 2.
Se om skattekort afsnit G.2.4.1. og G.2.5.1.
Enhver, der er indeholdelsespligtig efter KSL og AMFL, skal tilmelde sig Told- og Skattestyrelsens Stamregister for Erhvervsdrivende inden 8 dage efter at indeholdelsespligten er indtrådt, jf. KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 18, og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 1, stk. 3.
Om registreringspligt se afsnit E.
D.2 Definition på indeholdelsespligtig virksomhed
Indeholdelsespligtig for A-skat er enhver virksomhed, der har hjemting her i landet og for hvis regning, der udbetales ydelser, der er A-indkomst, jf. KSL § 46, stk. 1.
På samme måde er den, der opgør bidragsgrundlag efter AMFL § 11, stk. 1, 5 og 6 pligtig at indeholde lønmodtagerbidrag, jf. AMFL § 11, stk. 10, og SP-bidrag, jf ATP-lovens § 17 f, stk.1.
Om A-indkomst og AM-indkomst se afsnit A.1. og A.2.
Om ydelser, der er gjort til B-indkomst se afsnit B.1.2.
Om SP-bidrag, se afsnit A.3.
D.2.1 Indeholdelse af A-skat
Alle, der i deres virksomhed med hjemting her i landet udbetaler lønindkomst mv., herunder personalegoder, der er gjort til A-indkomst, jf. KSL § 43, stk. 1 og 2, skal herefter foretage indeholdelse af A-skat.
Indeholdelsespligten påhviler den, for hvis regning udbetalingen foretages. For så vidt angår udbetaling af indkomst omfattet af KSL § 43, stk. 2, litra h, påhviler indeholdelsespligten den, for hvem arbejdet udføres.
Det er uden betydning, hvilken status den indeholdelsespligtige har, dvs. om der er tale om en fysisk eller juridisk person, et konkursbo, et dødsbo mv. Pligten til at foretage indeholdelse kan ikke overdrages til andre. Hvis den indeholdelsespligtige lader andre forestå udbetaling og indeholdelse, sker det altid på den indeholdelsespligtiges ansvar.
Løbende ydelser, der udbetales fra en virksomhed til tidligere ansatte eller pårørende til disse, er A-indkomst, og der skal foretages indeholdelse i for-bindelse med udbetalingen.
Se om ydelser til tidligere ansatte mv. afsnit B.1.11.
Indeholdelsespligten omfatter i en del tilfælde også udbetalinger til andre end egentlige lønmodtagere, idet vederlag, honorar og anden indkomst, der udbetales for personligt arbejde her i landet uden for tjenesteforhold kan være A-indkomst, jf. KSL § 43, stk.2 og KSLBek § 20.
Se også afsnit D.11.
D.2.2 Indeholdelse af lønmodtagerbidrag
Arbejdsgivere skal opgøre bidragsgrundlaget (AM-indkomsten) og indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag ved enhver udbetaling af løn mv. omfattet af KSL § 43, stk. 1. Derudover skal arbejdsgivere opgøre bidragsgrundlaget (AM-indkomsten) og indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag af værdien af personalegoder til de ansatte, hvis disse goder er gjort til A-indkomst for modtageren i medfør af KSL § 43, stk. 2, jf. AMFL § 8, stk.1, litra b, og ATP-loven § 17 f.
Der skal ikke indeholdes lønmodtagerbidrag eller SP-bidrag af løn mv. omfattet af KSL §§ 44 og 45, stk. 1.
Om befuldmægtigede for udenlandske virksomheder se afsnit D.5.
Arbejdsgiveren skal opgøre bidragsgrundlaget ved lønudbetalingen, og lønmodtagerbidrag og SP-bidrag indeholdes på samme tidspunkt, som der indeholdes A-skat og med den sats, der er gældende på det tidspunkt, hvor lønnen mv. indgår i skattegrundlaget, jf. AMFL § 8, stk. 2 og ATP-loven § 17 f.
Arbejdsgivere skal ikke indeholde lønmodtagerbidrag eller SP-bidrag af beløb, som de indbetaler til pensionsordninger omfattet af PBL § 19 (arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger). Lønmodtagerbidraget af disse pensionsindbetalinger indeholdes af pensionsinstituttet. Se herom afsnit D.7.
Indeholdelsespligtige arbejdsgivere skal i medfør af AMFL § 9, stk. 2 og § 11, stk. 2 opgøre særskilt bidragsgrundlag af indbetalinger til tilsagnsordninger, som ikke kan henføres til den enkelte ansatte. Se om tilsagnsordninger afsnit D.7.2.1.
D.2.3 Særlig pensionsopsparing (SP)
Ved lov nr. 468 af 1. jul. 1998 blev den midlertidige pensionsopsparing for lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende gjort permanent. Den benævnes herefter SP-bidrag. Opsparingen udgør fortsat 1 pct. af bidragsgrundlaget efter AMFL § 8, stk. 1 litra a, b, d og e, jf. § 17 f, stk.1, i ATP-loven, som indsat ved lov nr. 468 af 1. juli 1998. Der er indeholdelsespligt for SP-bidrag.
Der er særlige regler for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere samt for arbejdsgiveres udbetaling af sygedagpenge i arbejdsgiverperioden.
Om særlig pensionsopsparing se afsnit A.3.
D.2.4 Indeholdelse af lønmodtagerbidrag og SP-bidrag for personer, der modtager fratrædelsesgodtgørelse, efterbetalinger, efterløns- og pensionslignende ydelser
Virksomheder, der udbetaler indkomst omfattet af AMFL § 8, stk. 1, litra d, som har sammenhæng med et tidligere tjenesteforhold, lønnet tillidshverv eller erhvervsforhold her i landet, skal i medfør af AMFL § 11, stk. 6, opgøre bidragsgrundlag og indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag heraf, jf. ATP-loven § 17 f. Også udbetalinger til efterlevende efter tidligere ansatte er omfattet af bidragsgrundlaget.
Bidragsgrundlaget er bruttovederlaget, herunder ydelser i form af A-skatte-pligtige personalegoder, jf. AMFL § 8, stk.1, litra b.
Den udbetalende virksomhed skal indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag i forbindelse med udbetalingen, dvs. samtidig med indeholdelse af A-skat. Indeholdelse sker med den sats, der er gældende på det tidspunkt, hvor beløbet indgår i skattegrundlaget, jf. AMFL § 8, stk. 2.
Om oplysningspligt for arbejdsgivere, hvervgivere og pensionsinstitutter mv., se afsnit J.
D.2.5 Indeholdelsespligtige hvervgivere
Hvervgivere, der udbetaler honorar og vederlag, som med hjemmel i KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 20, er gjort til A-indkomst, jf. KSL § 43, stk. 2, skal indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag af disse honorarer mv., ligesom de skal indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag af A-skattepligtige personalegoder til de pågældende honorarmodtagere, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra b, AMFL § 11, stk. 1 og ATP-lov § 17 f, stk.1. Det er en forudsætning, at honorarmodtageren er omfattet af AMFL § 7, stk. 1, litra c. Dette betyder modsætningsvis, at i de tilfælde hvor en hvervgiver udbetaler honorar mv., der med hjemmel i KSL § 43, stk. 2 er gjort til A-indkomst, til en person, der er begrænset skattepligtig her til landet, skal der ved udbetalingen kun indeholdes A-skat.
Virksomheder, der udbetaler indkomst omfattet af KSL § 43, stk. 2, litra h (arbejdsudlejede personer) skal indeholde lønmodtagerbidrag og SP-bidrag af de vederlag og A-skattepligtige personalegoder, som virksomheden udbetaler til de arbejdsudlejede personer.
Bidragsgrundlaget opgøres, og lønmodtagerbidrag og SP-bidrag indeholdes i forbindelse med udbetaling af vederlaget mv. og samtidig med at der indeholdes A-skat. Indeholdelse foretages med den sats, der er gældende på det tidspunkt, hvor lønnen mv. indgår i skattegrundlaget, jf. AMFL § 8, stk. 2.
Om foreninger se afsnit D.8.
D.2.6 Indeholdelsespligtige pensionsinstitutter
Pensionskasser mv., forsikringsselskaber og pengeinstitutter, som fra arbejdsgivere modtager indbetalinger for arbejdstagere til ordninger omfattet af PBL § 19, skal indeholde lønmodtagerbidrag af disse indbetalinger, jf. AMFL § 11, stk. 5.
ATP skal indeholde lønmodtagerbidrag af ATP-indbetalinger, der modtages fra arbejdsgivere. Desuden skal ATP indeholde lønmodtagerbidrag af ATP-indbetalinger, der modtages fra kommunale dagpengemyndigheder og A-kasser, dvs. indbetalinger, der vedrører personer, der er bidragspligtige efter AMFL § 7, stk. 1, litra d.
Pensionsinstitutterne mv. indeholder lønmodtagerbidraget på grundlag af de oplysninger om bidragspligtige beløb, som arbejdsgiverne har pligt til at meddele pensionsinstitutterne, jf. AMFL § 11, stk. 5 og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 6, stk. 4 og § 32, stk. 1.
D.3 Særlige forhold
D.3.1 Lønbureau mv.
Udbetalingsopgaven vedrørende løn mv. kan overdrages til andre, eksempelvis et lønbureau, men indeholdelsespligten påhviler stadig den, for hvis regning løn mv. udbetales, således at afregning af indeholdt A-skat, lønmodtagerbidrag, særlig pensionsopsparing og arbejdsgiverbidrag skal ske på den indeholdelsespligtige virksomheds SE-nummer.
D.3.2 Vikarbureauer
Ved midlertidige arbejdsforhold, der formidles af et vikarbureau, anses bureauet i almindelighed for at være indeholdelsespligtig, hvis det er bureauet, der aflønner vikaren og udsender vikaren til forskellige kunder, der betaler for arbejdsydelsen til bureauet.
Aflønnes vikaren direkte af den midlertidige arbejdsgiver, antages denne for indeholdelsespligtig, uanset vikaren skal betale en provision til bureauet.
Ved vurdering af om der foreligger tjenesteforhold, lægges der også vægt på, hvorledes spørgsmål om ferie, ATP, arbejdsløshedsforsikring, sygedagpenge mv. er reguleret. Se iøvrigt afsnit B.1.1.1.
Om arbejdsudleje se afsnit C.1.1.2 og C.2.1.2.
D.3.3 Ejendomsadministration
Advokater, revisorer mv., der varetager ejendomsadministration og dermed lønudbetaling for en række klienter, bliver normalt ikke indeholdelsespligtige, idet indeholdelsespligten påhviler den, for hvem arbejdet udføres, dvs. klienten. Det er derfor den enkelte klient, der skal tilmeldes SE-registret som ansvarlig, men registreringen kan foretages under administrators adresse.
En administrator kan kun blive indeholdelsespligtig, hvis den pågældende overtager det økonomiske ansvar for lønudbetalingen.
D.3.4 Virksomhedsoverdragelse
Ved overdragelse af en virksomhed eller ved udskillelse af en del heraf indtræder erhververen i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser med hensyn til de løn- og arbejdsforhold, der bestod på overdragelsestidspunktet for så vidt angår de lønmodtagere, der fortsætter deres arbejdsforhold hos erhververen, jf. lov nr. 111 af 21. marts 1979 om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Erhververen pådrager sig således en selvstændig pligt til at foretage indeholdelse af A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag, også for lønkrav vedrørende tiden før overdragelsen, medmindre indeholdelsespligten er opstået før overdragelsestidspunktet.
D.3.5 Virksomhed i henhold til bevilling, autorisation mv.
Når der til udøvelsen af et erhverv stilles særlige krav med hensyn til personlig bevilling, autorisation o.l. vil den, der har bevilling, autorisation mv., som hovedregel blive ansvarlig for virksomhedens lønudbetalinger og dermed indeholdelsespligtig. Der kan dog forekomme undtagelser, og i denne forbindelse vil det være afgørende for vurderingen af, om der er indeholdelsespligt, hvorledes virksomheden fremtræder i forhold til trediemand.
D.3.6 Umyndige
En umyndig ejer af en virksomhed kan ikke registreres som indeholdelsespligtig, hvilket følger af at en umyndig person, jf. § 1, stk. 2, i lov nr. 388 af 14. juni 1995 (værgemålsloven) ikke må påtage sig gældsforpligtelser. I disse situationer bliver værgen indeholdelsespligtig.
D.3.7 Europaparlamentet
Medlemmer af Europaparlamentet anses ikke for indeholdelsespligtige vedrørende eventuelt udbetalt sekretærløn, som godtgøres af parlamentet.
Se LV A.B.2.4.
D.4 Kildeskat til Grønland
Med hjemmel i KSL § 88 skal personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner mv., der har hjemting her i landet, foretage indeholdelse af kildeskat til Grønland ved udbetaling eller godskrivning af vederlag for arbejde og ved udbetaling af pensioner, som er omfattet af skattepligt efter den grønlandske landstingslov om indkomstskat, jf. KSLbek. nr.734 af 10. okt. 1998, § 53.
Spørgsmål om den grønlandske skatteordning kan rettes til
Grønlands Hjemmestyre,
Skattedirektoratet,
Danmarkskontoret,
Pilestræde 52,
Postbox 2151,
1016 København K.
For danskere, der er udsendt til arbejde i Grønland for en dansk arbejdsgiver, skal der indeholdes A-skat i de udbetalte vederlag. Der skal kun indeholdes lønmodtagerbidrag og SP-bidrag af disse vederlag, hvis der udelukkende indeholdes dansk skat. Se også afsnit C.2.5 og TfS 1994,234 (Statsministeriets afgørelse samt Finansministeriets kommentar).
D.5 Udenlandsk virksomhed
Udenlandske virksomheder, der har etableret fast driftssted her i landet, skal udbetale løn gennem en befuldmægtiget, der har hjemting her i landet, jf. KSL § 46, stk. 4. I denne situation skal den befuldmægtigede indeholde både A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag. Andre udenlandske arbejdsgivere kan også vælge at udbetale løn gennem en befuldmægtiget, jf. KSL § 46, stk. 5. Den befuldmægtigede skal i denne situation kun indeholde A-skat.
Om udenlandsk virksomhed iøvrigt, se afsnit C.
D.5.1 Arbejdsudleje
I de tilfælde, hvor en udenlandsk virksomhed stiller arbejdskraft til rådighed for at udføre arbejde her i landet (arbejdsudleje), er det hvervgiveren (den, for hvis regning arbejdet udføres), der er indeholdelsespligtig, jf. KSL. § 46, stk. 1.
Om arbejdsudleje se afsnit C.1.1.2. og afsnit H.8.
D.6 Offentlige institutioner, A-kasser mv.
Offentlige institutioner er ligesom private virksomheder indeholdelsespligtige med hensyn til A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag af lønudbetalinger mv. til egne ansatte.
Offentlige institutioner, A-kasser mv., der udbetaler offentlige ydelser til borgerne, er indeholdelsespligtige med hensyn til A-skat vedrørende disse udbetalinger.
Det drejer sig eksempelvis om udbetalinger af ydelser efter sociallovgivningen, tjenestemandspension, syge- og arbejdsløshedsdagpenge, stipendier og andre uddannelsesydelser, strejke- og lockoutgodtgørelse, orlovsydelse mv.
Der skal normalt ikke indeholdes lønmodtagerbidrag i disse indkomster. Se dog afsnit B.5 og D.2.5.
Om SP-bidrag vedrørende kontanthjælp, dagpenge mv., se afsnit A.3.
D.7 Pensionsinstitutter mv.
D.7.1 Udbetalinger
Pensionsinstitutter, der foretager skattepligtige udbetalinger i medfør af PBL § 20, er indeholdelsespligtige og skal foretage indeholdelse af A-skat i forbindelse med udbetalingen, jf. KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 20, nr. 19. Der skal ikke indeholdes lønmodtagerbidrag eller særlig pensionsopsparing i disse udbetalinger. Se iøvrigt afsnit B.3.
D.7.2 Indbetaling til pensionsordninger omfattet af PBL § 19
Efter PBL § 19 er der bortseelsesret for de beløb, der af arbejdsgiveren indbetales på en pensionsordning for arbejdstageren. Arbejdsgiveren skal derfor ikke indeholde hverken A-skat eller lønmodtagerbidrag af disse indbetalinger.
Pensionsinstitutterne skal derimod foretage beregning og indeholdelse af lønmodtagerbidrag vedrørende de af arbejdsgiveren indbetalte beløb til pensionsordninger omfattet af PBL § 19, jf. AMFL § 11, stk. 5 og 10.
Om arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger iøvrigt se afsnit B.1.10.
D.7.2.1 Tilsagnsordninger
Ved en tilsagnsordning forstås en pensionsordning, der er afdækket i en pensionskasse omfattet af lov om tilsyn med firmapensionskasser mv., og hvor indbetalingerne ikke kan henføres til den enkelte ansatte.
Indbetalingerne er AM-bidragspligtige og arbejdsgiveren skal beregne og indeholde bidrag på grundlag af den samlede indbetaling, jf. AMFL § 9, stk. 2, og § 11, stk. 2.
Om tilsagnsordninger se afsnit B.1.10.1.
D.8 Foreninger
Foreninger er som udgangspunkt omfattet af de almindelige regler for indeholdelsespligt, og skal foretage indeholdelse af A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag, når foreningen udbetaler vederlag til de ansatte.
Undtaget fra indeholdelsespligt for A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag er foreninger, der som led i foreningens skattefri virksomhed udbetaler vederlag, der ikke overstiger 1.500 kr. årligt til den enkelte lønmodtager, jf. KSL § 45, KSLbek. nr. 734 af 10. okt. 1998, § 21, og § 9 i AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996.
D.9 Konkursboer
Ved konkursdekretets afsigelse skal der, hvis konkursboet viderefører virksomheden, ske ændring af virksomhedens registreringsforhold. Se herom afsnit E.1.1.1. og E.2.3.3.2.
Indeholdelsespligten påhviler den, for hvis regning beløbet udbetales, dvs. den som kravet på A-indkomst kan rettes imod, eller i hvis interesse beløbet udbetales. I denne forbindelse er det uden betydning, hvilken status den indeholdelsespligtige i øvrigt har.
Fortsætter konkursboet den indeholdelsespligtige virksomhed og indtræder i arbejdsaftaler med de tidligere ansatte, bliver boet derfor indeholdelsespligtig ved udbetaling af A-indkomst, når pligten til at indeholde A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag er opstået efter konkursens begyndelse.
Udbetaler boet løn, understøttelse eller lignende til den tidligere indehaver, er disse udbetalinger A-indkomst, hvis udbetalingen ville være A-indkomst mellem uafhængige parter. Boet er i så fald indeholdelsespligtig.
Hvis konkursboet udlodder dividende til dækning af lønkrav, hvori der ikke tidligere er indeholdt A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag, bliver boet indeholdelsespligtig af den beregnede dividende. Dette gælder også udlodning vedrørende anmeldte krav fra Lønmodtagernes Garantifond.
D.10 Lønmodtagernes Garantifond
Lønmodtagernes Garantifond har til formål at sikre lønmodtageres lønkrav i tilfælde af arbejdsgivers konkurs, arbejdsgivers død, hvor boet behandles efter skiftelovens kap. 3, samt ved en virksomheds ophør, hvor det godtgøres, at arbejdsgiver er ude af stand til at betale lønnen.
Garantien omfatter krav på løn og andet vederlag, erstatning for afbrydelse af et arbejdsforhold samt feriegodtgørelse. Det er en forudsætning for dækning via fonden, at der har bestået et tjenesteforhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.
Lønmodtagernes Garantifond dækker ikke den del af lønnen mv., der af arbejdsgiveren skulle have været indeholdt for A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag, idet den tidligere arbejdsgiver henholdsvis konkursboet/dødsboet er indeholdelsespligtig og hæfter for betaling af de af fonden beregnede A-skattebeløb, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag, jf. KSL § 83, stk. 1.
D.11 Restauratører, arrangører, koncertbureauer m.fl.
Ved udbetaling af vederlag til personer med løsere tilknytning til arbejdsstedet kan der være indeholdelsespligt for såvel A-skat som lønmodtagerbidrag og SP-bidrag.
Afgrænsningen af, om der foreligger personligt arbejde i et tjenesteforhold og dermed indeholdelsespligt for hvervgiveren, sker med udgangspunkt i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. 3.1.1.1, og forudsætter en konkret bedømmelse af de enkelte forhold. Se herom afsnit B.1.1.1 og B.2.
Hvor der således er tale om indeholdelsespligt er den, der som restauratør, arrangør, forening eller lignende afholder udgiften til de medvirkendes vederlag, indeholdelsespligtig. Dette gælder også i de situationer, hvor udbetalingen ikke sker direkte til kunstneren mv., men afregnes til en kapelmester, trupleder, eller agent eventuelt til et koncertbureau eller en anden mellemmand.
Fastsættes vederlaget som et fælleshonorar for flere medvirkende, skal vederlaget - medmindre anden aftale foreligger - fordeles ligeligt imellem de deltagende ved indeholdelse af A-skat, lønmodtagerbidrag, og SP-bidrag.
Uanset om et vederlag er A-indkomst eller B-indkomst, er der oplysningspligt. Den, der hæfter for betalingen, skal foretage indberetning på oplysningsseddel.
D.1 Hjemmel
D.2 Definition på indeholdelsespligtig virksomhed
D.3 Særlige forhold
D.4 Kildeskat til Grønland
D.5 Udenlandsk virksomhed
D.6 Offentlige institutioner, A-kasser mv.
D.7 Pensionsinstitutter mv.
D.8 Foreninger
D.9 Konkursboer
D.10 Lønmodtagernes Garantifond
D.11 Restauratører, arrangører, koncertbureauer m.fl.