Legislator Case Law & Legislation
E19986A0000N DK

A-SKAT OG AM-BIDRAG 1998 AFSNIT N - LØNINDEHOLDELSE AF RESTANCER TIL DET OFFENTLIGE

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1998

Afsnit N - Lønindeholdelse af restancer til det offentlige

Ved lønindeholdelse forstås, at Told*Skat skriftligt pålægger en skyldners arbejdsgiver at indeholde en del af skyldners løn, samt at afregne det indeholdte beløb til Told*Skat.

Ved lov nr. 1203 af 27. december 1996 er der vedtaget regler om et fælles lønindeholdelsesregister. I lovens § 2, nr. 4 er det blandt andet bestemt, at Hypotekbanken skal modtage indbetalinger fra den indeholdelsespligtige samt fordele og afregne indbetalingerne til myndighederne.

Det fremgår af lovens § 8, at finansministeren fastsætter det nærmere tidspunkt for lovens ikræfttræden. Loven træder formentlig i kraft medio 1998.

N.1 Lovhjemlen

Lønindeholdelse kan kun iværksættes, når der er udtrykkelig lovhjemmel til det.

Hjemlen til at foretage lønindeholdelse findes i KSL § 73, stk. 1, jf. lovbek. nr. 614 af 10. juli 1997. Bestemmelsen finder direkte anvendelse på inddrivelse af skatter, og kommunerne er bemyndiget til at træffe afgørelse i 1. instans efter KSL § 73, stk. 1, 1. pkt. og stk. 6, 1. pkt., jf. bek. nr. 653 af 14. aug. 1997 (udlægningsbekendtgørelsen), § 3, stk. 1, nr. 8.

Derudover er der i en række særlove henvist til, at krav i henhold til loven kan inddrives efter samme regler, som gælder for inddrivelse af personlige skatter, herunder ved lønindeholdelse efter reglen i KSL § 73, stk. 1.

N.2 Iværksættelse af lønindeholdelse

N.2.1 Krav, der kan lønindeholdes for

Lønindeholdelse kan som nævnt kun iværksættes for krav, hvor det i lovgivningen positivt er nævnt, at inddrivelse kan ske på denne måde.

KSL § 73, stk. 1 hjemler lønindeholdelse for indkomstskat til staten, folkepensionsbidrag, amtskommunal - og kommunal indkomstskat samt kirkeskatter.

Lønindeholdelsesadgangen omfatter ligeledes påløbne renter, gebyrer og tillæg. KSL § 73, stk. 2, hjemler indeholdelse for A-skat samt beløb, som er pålagt indeholdt, men hvor indbetaling ikke er sket. Sidstnævnte har betydning i tilfælde, hvor en person er arbejdsgiver og lønmodtager på en gang.

Endvidere kan lønindeholdelse ske for AM-bidrag efter AMFL § 15, stk. 6, for toldkrav efter § 37, stk. 4 i toldloven, for momskrav efter § 59, stk. 3 og 4 i momsloven samt for lønsumsafgift efter § 13 a i lov om afgift af lønsum mv.

Der er mulighed for lønindeholdelse for bøder efter § 23 A, stk. 2 i SKL, efter § 79 A i KSL og efter straffelovens § 52.

I særlovgivingen er der blandt andet givet hjemmel til lønindeholdelse for forfaldne, men ikke betalte afdrag på gæld til Statens Uddannelsesstøtte og ejendomsskat, og i lov om dødsbo- og gaveafgift, § 39, stk. 2 og 3, er der givet hjemmel til lønindeholdelse for bo- og gaveafgift.

N.2.2 Hvornår kan lønindeholdelse foretages

Af KSL § 73, stk. 1 fremgår, at lønindeholdelse kan foretages på det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres. Efter retsplejelovens regler kan udlæg begæres, når der foreligger en restance, det vil sige, ved udløbet af sidste rettidige betalingsdag. Lønindeholdelse skal derfor ikke afvente den i inddrivelseslovens § 9 foreskrevne forkyndelse eller bekendtgørelse.

Er sidste rettidige betalingsdag overskredet, kan lønindeholdelse iværksættes indtil fordringen er forældet.

Lønindeholdelse kræver ikke, at udlæg først har været forsøgt, ligesom et foretaget udlæg ikke er til hinder for, at der samtidig iværksættes lønindeholdelse.

N.2.3 Lønindeholdelse hos en skyldner under gældssanering

Højesteret har ved kendelse, jf. UfR 1987.755, fastslået, at skattemyndighedernes pålæg om lønindeholdelse under behandlingen af en gældssaneringssag ikke kunne omstødes efter konkurslovens §§ 72 og 74, da lønindeholdelse ikke er omfattet af disse regler.

Højesterets kendelse betyder, at lønindeholdelse begæret inden gældssaneringssagens indledning kan fortsættes, ligesom der kan iværksættes indeholdelse efter sagens indledning. Den anmeldte restance skal reduceres med de beløb, som inddrives ved lønindeholdelse.

Efter gældssaneringskendelsens afsigelse, kan der kun foretages lønindeholdelse for krav, som ikke er omfattet af kendelsen og for forfaldne, men ikke-betalte afdrag i følge kendelsen.

N.2.4 Lønindeholdelse hos en skyldner under betalingsstandsning

Uanset om der er anmeldt betalingsstandsning til skifteretten, kan der ske lønindeholdelse. Det gælder både for en påbegyndt lønindeholdelse og for iværksættelse af en ny lønindeholdelse.

N.2.5 Lønindeholdelse hos en skyldner under konkurs

Er der afsagt konkursdekret for en skyldner, omfatter konkursboet skyldners formue på tidspunktet for konkursdekretets afsigelse, og hvad der under konkursen tilfalder ham, jf. konkurslovens § 32.

Skyldners indtægter ved egen virksomhed, og hvad der træder i stedet for, er dog ikke omfattet af konkursen, jf. konkurslovens § 33.

Selv om konkursdekret er afsagt, kan en påbegyndt lønindeholdelse fortsættes, og der kan iværksættes en ny indeholdelse. Den anmeldte restance skal nedskrives med det beløb, som inddrives via lønindeholdelse.

Konkursen frigør ikke skyldner for den ufyldestgjorte gæld. Lønindeholdelse kan derfor efter konkursens afslutning foretages for den ufyldestgjorte del af fordringen.

N.2.6 Lønindeholdelse hos en skyldner under akkord

Konkurslovens § 171, stk. 1 forbyder foretagelse af udlæg og arrest efter åbning af akkordforhandlinger. Bestemmelsen nævner ikke lønindeholdelse.

Østre Landsret undlod ved kendelse, jf. UfR 1983.252 at underkende en foretagen lønindeholdelse.

Efter akkordens åbning kan en påbegyndt lønindeholdelse derfor fortsættes, og en ny indeholdelse kan iværksættes. Lønindeholdelse kan ske både for krav, som er omfattet af akkorden og for krav, som ikke er omfattet af akkorden. Foretages lønindeholdelse for krav omfattet af akkorden, skal den anmeldte fordring nedskrives med det indeholdte beløb.

Efter stadfæstelse af akkorden kan lønindeholdelse kun ske for krav, som ikke er omfattet af akkorden. Misligholder skyldner akkorden, uden at denne ophæves, kan forfaldne - men ikke betalte afdrag - ligeledes inddrives ved lønindeholdelse.

N.3 Ydelser, der kan foretages lønindeholdelse i

N.3.1 KSL § 73, stk. 1 Arbejdsvederlag

KSL § 73, stk. 1 og 4 opregner de ydelser, hvori lønindeholdelse kan ske.

Det drejer sig efter KSL § 73, stk. 1 om løn, provision eller andet arbejdsvederlag samt forskudsvis udbetaling heraf, og endelig A-indkomst, der hidrører fra partsfiskeri.

Er der tale om arbejdsvederlag, kan ydelsen gøres til genstand for lønindeholdelse, uanset om vederlaget er B-indkomst.

Lønindeholdelse kan også foretages i feriegodtgørelse. Udbetaler arbejdsgiver løn under ferien, foretages lønindeholdelsen heri. Indeholdelsen skal foretages ved godskrivning af feriegodtgørelsen. Denne sker hver måned, jf. KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 22, stk. 2, som ændret ved bek. nr. 1012 af 2. dec. 1996.

Grundlaget for lønindeholdelse er det udbetalte eller godskrevne arbejdsvederlag efter fradrag af lønmodtagerbidrag, A-skat, ATP-bidrag samt arbejdsgiverens pensionsindbetaling, hvis den er omfattet af PBL § 19, og bidrag til midlertidig pensionsopsparing.

Der kan således indeholdes i visse løntillæg, for eksempel tantieme, gratiale samt overarbejdsbetaling.

Skatteværdien af fri bil og fri telefon samt fri kost og logi kan derimod ikke gøres til genstand for lønindeholdelse.

I beregningsgrundlaget skal heller ikke medtages beløb, der ved lønforskrivning efter tjenstemandslovens § 57 indeholdes i løn til dækning af tjenestemandslån, jf. UfR 91.49 (ØLD).

Beløb, der ikke udbetales til lønmodtager, men som i stedet betales af arbejdsgiveren til tredjemand på den pågældende lønmodtagers vegne, indgår i grundlaget for lønindeholdelse. Det gælder arbejdsgiverens betaling af lønmodtagerens private udgifter, og fx pensionsindbetalinger, der ikke er omfattet af PBL § 19. Tilsvarende gælder for arbejdsgivers indbetalinger til en kapitalpensionsordning, medmindre ordningen er omfattet af PBL § 19.

Godtgørelse for slid og merudgifter, for eksempel værktøjspenge, skurpenge eller befordringsgodtgørelse mv., kan derimod ikke gøres til genstand for lønindeholdelse.

De afgørende kriterier for, hvilke tillæg der kan foretages lønindeholdelse i, er, om ydelsen er eller kan sidestilles med et arbejdsvederlag, og om den efter sin art udbetales. Der kan således ikke lønindeholdes i vederlag for udgifter, der er forbundet med tjenesten, og som ikke udbetales eller godskrives lønmodtageren.

N.3.2 Lønmodtagere aflønnet med drikkepenge

I ansættelsesforhold, hvor arbejdstager lønnes med drikkepenge, der ansættes til en bestemt brøkdel af det beløb, som arbejdstager indtjener på arbejdsgivers vegne, gælder reglen i KSL § 73, stk. 6.

Lønindeholdelse foretages i disse tilfælde ved, at arbejdsgiveren skriftligt pålægges ved hver afregning med arbejdstager at afkræve det beløb, som skal dække lønindeholdelsen.

Reglen i KSL § 73, stk. 3 skal respekteres også ved indeholdelse i drikkepenge. Hvor meget, der kan indeholdes, beregnes ud fra det beløb, hvormed drikkepengene medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Hvis lønmodtageren vægrer sig ved at indbetale det beløb, som hans arbejdsgiver er pålagt at indeholde, kan han uanset gældende opsigelsesvarsel afskediges med øjeblikkeligt varsel, jf. KSL § 73, stk. 6.

Lønmodtageren underrettes skriftligt om lønindeholdelsen og om muligheden for afskedigelse i tilfælde af manglende afregning.

N.3.3 KSL § 73, stk. 4 Ventepenge, pensioner mv.

Efter KSL § 73, stk. 4 kan der foretages lønindeholdelse i ventepenge, pension og ligende understøttelser, der udredes af statskassen, kommunale kasser og andre offentlige eller private kasser. Forinden lønindeholdelse iværksættes i disse ydelser skal skattemyndigheden vurdere, om der er særlige hensyn, der taler imod en sådan lønindeholdelse.

KSL § 73, stk. 4 omfatter endvidere blandt andet folkepension, førtidspension, efterløn, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og tjenestemandspensioner.

Det kan være vanskeligt at afgrænse de ydelser, der efter KSL § 73, stk. 4 kan foretages lønindeholdelse i.

Der kan ikke foretages lønindeholdelse i forsikringsydelser, der udbetales fra forsikringsselskaber, jf. SD-cirk. 1985-11.

Derimod kan lønindeholdelse foretages i ægtefællepension, jf. UfR 1988.756 (ØLD), som anerkendte lønindeholdelse i en ægtefællepension, idet retten fandt, at kapitalgrundlaget for ydelserne var tilvejebragt på den for pensioner sædvanlige måde.

Ved SD-cirk. 1979-3 og SD-cirk. 1984-5 om stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte (SU) samt TSS-cirk. 1994-3 om kontanthjælp efter bistandslovens §§ 37a, 43 og 47a er det bestemt, at indeholdelse ikke skal ske i sådanne ydelser, selv om de efter deres art er omfattet af KSL § 73, stk. 4. Bistandsloven afløses pr. 1. juli 1998 af lov nr. 454 af 10. juli 1997 om social service.

Stipendier fra SU overgik den 1. januar 1992 til at være A-indkomst. Der foretages på trods heraf ikke lønindeholdelse i disse beløb. Baggrunden herfor er formålet med og størrelsen af disse beløb samt det forhold, at der ud over indeholdelse af A-skat også indeholdes restskat i SU-ydelsen.

Lønindeholdelse kan ikke ske i ydelser, der tilkommer skyldners ægtefælle. Inddrivelse af restancen hos ægtefællen må derfor ske efter regler i KSL § 72, stk. 2 om subsidiært udlæg.

N.4 Forholdet til forældelse

Som tidligere nævnt kan begæring om lønindeholdelse tidligst fremsættes ved udløbet af sidste rettidige betalingsdag.

Retten til at begære lønindeholdelse for et krav bevares så længe selve kravet ikke er forældet.

Statslige og kommunale skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-lovens § 1, nr. 4 på 5 år. Forældelsesfristen regnes fra forfaldsdagen og indtræder, medmindre skyldner inden fristens udløb erkender at skylde beløbet, eller kreditor foretager retslige skridt mod skyldner.

Fremsendelse af en begæring om lønindeholdelse er som hovedregel ikke et retsskridt, der afbryder forældelsen. Baggrunden herfor er, at der ikke i forbindelse med lønindeholdelsesbegæringer sker en formel tilsigelse af skyldner som ved udlæg, ligesom skyldner ikke har samme mulighed for at indbringe lønindholdelsen for fogedretten.

Regionerne skal derfor i tilfælde, hvor forældelsesfristen er ved at springe, sørge for at der tillige foretages udlæg for kravet.

N.5 Lønindeholdelsesprocenten

Af KSL § 73, stk. 3 fremgår, at lønindeholdelsen højst kan udgøre 20 pct. af lønudbetalingen efter fradrag af den i KSL §§ 46 og 49 indeholdte skat. I praksis er grundlaget for lønindeholdelsen indkomsten efter fradrag af lønmodtagerbidrag, A-skat, ATP-bidrag samt arbejdsgiverens pensionsindbetaling, hvis den er omfattet af PBL § 19, og midlertidig pensionsopsparing, jf. ovenfor under N.3.1. Der skal ikke foretages andre fradrag, før indeholdelsesbeløbet beregnes.

Procentsatsen kan ikke forhøjes i tilfælde, hvor der ikke indeholdes A-skat, for eksempel fordi skyldner har frikort eller udelukkende optjener B-indkomst. I disse tilfælde er beregningsgrundlaget bruttolønnen.

At der "højst" kan indeholdes 20 pct. giver mulighed for at indeholde med en lavere procentsats, idet der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold.

Ved fastsættelsen af lønindeholdelsesprocenten skal der således foretages en vurdering svarende til den i retsplejelovens § 509 vedrørende trangsbeneficiet. Som udgangspunkt anvendes de samme indkomstkriterier som ved gældssanering.

N.5.1 Indeholdelse med op til 15 pct.

For så vidt angår indeholdelse efter KSL § 73, stk. 1 (løn m.v.) er der ved fastsættelsen af en lønindeholdelsesprocent på 15 pct., som udgangspunkt taget hensyn til, at skyldner ikke må fratages sit eksistensgrundlag. Konsekvensen heraf er, at indeholdelse generelt kan foretages med 15 pct., men at der efter en konkret vurdering kan indeholdes med en lavere procentsats, jf. TSS-cirk. 1997-5 vedrørende betalingsevnevurdering i forbindelse med lønindeholdelse og afdragsordninger.

I sager, hvor lønindeholdelse sker med op til 15 pct., må regionen ud fra de foreliggende oplysninger om skyldners og hans husstands indkomst-, bolig- og formueforhold vurdere, hvor meget der skal overlades skyldner til eget og familiens underhold.

Af KSL § 73, stk. 1 fremgår, at vedkommende skattemyndighed skriftligt kan pålægge skatteyderens arbejdsgiver at indeholde i skatteyderens lønning, provision mv.

Ønsker regionen at foretage lønindeholdelse efter reglen i KSL § 73, stk. 4 må der ikke være særlige hensyn, som taler imod det. Kommune eller region skal derfor foretage en vurdering af skyldners betalingsevne og herudfra vurdere, hvor meget der kan fratages ved lønindeholdelse.

N.5.2 Indeholdelse med mere end 15 pct.

Ved lov nr. 391 af 6. juni 1991 er den maksimale lønindeholdelsesprocent forhøjet fra 15 til 20 pct., jf. KSL § 73, stk. 3.

Foretages lønindeholdelse med en procentsats mellem 15 og 20 pct., skal myndigheden i hvert enkelt tilfælde foretage en nærmere vurdering af, om der overlades skyldner de nødvendige midler. Til brug for denne vurdering skal myndigheden have aktuelle oplysninger, som entydigt peger på, at en sådan lønindeholdelse vil være forsvarlig. Oplysningerne kan for eksempel indhentes fra skyldner selv.

N.6 Betaling

N.6.1 Restancemyndigheden

Ved lov nr. 1203 af 27. december 1996 er der vedtaget regler om et fælles lønindeholdelsesregister. I lovens § 2, nr. 4 er det bestemt, at Hypotekbanken skal modtage indbetalinger fra den indeholdelsespligtige samt fordele og afregne indbetalingerne til myndighederne. I lovens § 8 er det bestemt, at finansministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikræfttræden. Loven træder i kraft på et endnu ikke fastlagt tidspunkt - dog formentlig medio 1998.

Indtil lovens ikræfttræden skal indbetaling ske til den kommune eller den told- og skatteregion, der forestår restanceinddrivelsen.

N.6.2 Indbetalingsfrist

Beløb, der indeholdes i løn mv., forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter tidspunktet for indeholdelsen, og skal betales senest den 15. i forfaldsmåneden, jf. § 34, stk. 3 i KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995.

Hvis sidste rettidige betalingsdag er en søgne- helligdag forlænges fristen til næstfølgende hverdag. Som eksempel kan nævnes, at beløb, som indeholdes i januar, forfalder til betaling den 1. februar, og skal afregnes til regionen senest den 15. februar.

Arbejdsgiveren kan ikke forlange, at regionen selv skal afhente beløbet. Indbetaling skal ske til den region, som har givet arbejdsgiveren pålæg om lønindeholdelse, jf. samme bek. § 34, stk. 1. Flytter skyldner, kan regionen pålægge arbejdsgiveren at indbetale indeholdte beløb til den region, hvor skyldner nu har bopæl.

N.6.2.1 Morarente

Ved for sen betaling skal der betales morarenter, som er på 1,3 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen, jf. KSL § 63, stk. 2.

N.6.2.2 Straffebestemmelser

Af KSL § 73, stk. 10 fremgår, at den indeholdelsespligtige kan pålægges ansvar for en række forhold.

N.6.2.2.1 KSL § 69 Hæftelse

Arbejdsgiveren hæfter direkte over for det offentlige for såvel indeholdte, men ikke afregnede beløb, som for beløb der burde være indeholdt.

Sådanne beløb kan derfor inddrives efter reglerne i lov nr. 278 af 25. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv., jf. KSL § 72. Adgangen til lønindeholdelse gælder også for renter, gebyrer mv.

Hæftelse for undladelse af at efterkomme et pålæg om lønindeholdelse eller indeholdelse af et for lille beløb forudsætter, jf. KSL § 69, at den indeholdelsespligtige har udvist forsømmelighed. Det er efter loven den indeholdelsespligtige, som har bevisbyrden for, at han ikke har udvist forsømmelighed (dvs. omvendt bevisbyrde). I praksis har det imidlertid vist sig, at bevisbyrden er pålagt skattemyndighederne.

N.6.2.2.2 Strafansvar efter KSL § 74

Undladelse af at efterkomme et pålæg om lønindeholdelse kan straffes med en bøde, som udgør 25 pct. af det ikke indeholdte beløb, dog minimum 300 kr., jf. KSL § 74, stk. 1, nr. 1.

Afregnes et indeholdt beløb ikke rettidigt, kan der pålægges en bøde beregnet efter samme principper, som gælder for manglende afregning af A-skatter, jf. KSL § 74, stk. 1, nr. 2, jf. afsnit M.3.2.

For samtlige nævnte strafbestemmelser gælder, at der kun kan gøres ansvar gældende, hvis den indeholdelsespligtige har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

Straffesager rejses i praksis primært i forbindelse med manglende overholdelse af reglerne om A-skat. Det vil dog kunne forekomme, at der rejses tiltale for overtrædelse af reglerne om lønindeholdelse.

N.7 Arbejdsgivers underretnings- og opbevaringspligt

N.7.1 Hvem er arbejdsgiver

Det er skyldners arbejdsgiver, som med hjemmel i KSL § 73, stk. 1 kan pålægges at foretage lønindeholdelse, og som skal indeholde A-skat.

Det er af betydning, om arbejdsforholdet har været af en vis varighed, eller om der kun er tale om levering af enkeltstående tjenesteydelser.

I tilfælde, hvor arbejdet udføres som led i skyldners selvstændige virksomhed, er lønindeholdelse udelukket.

Det kan have vejledende betydning, om der skal indeholdes A-skat af beløb, som udbetales til skyldner.

For at foretage lønindeholdelse, skal arbejdsgiveren have hjemting her i landet, eller han skal lade lønudbetaling ske via en befuldmægtiget, som har hjemting her i landet. Om hjemting se retsplejeloven §§ 235-240 og afsnit C 1.1.1. Lønindeholdelse kan således ikke ske ved fremmede landes diplomatiske repræsentationer i Danmark.

Derimod er det uden betydning, om skyldner har hjemting i Danmark, eller om han er skattepligtig af indtægten i Danmark, når blot udbetalingen foretages af en person, som har hjemting her, og som på grund af status som arbejdsgiver kan pålægges indeholdelsespligt.

Ved en udlægsforretning har skyldner pligt til at give regionen oplysning om, hvem hans arbejdsgiver er, jf. retsplejeloven § 497, stk. 1. Nægtelse straffes med bøde.

N.7.2 Arbejdsgivers pligter

Den indeholdelsespligtiges pligter i forbindelse med lønindeholdelse er reguleret i KSL § 73, stk. 8 og i KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995.

Hvis en arbejdsgiver modtager begæring om indeholdelse for en person, som ikke er beskæftiget hos ham, skal dette meddeles regionen inden 5 dage. Ophør af arbejdsforhold skal ligeledes meddeles regionen inden 5 dage efter ophøret, hvis der er begæret lønindeholdelse for en restance, som ikke er fuldt afviklet.

Regionen og lønmodtageren skal endvidere fra arbejdsgiveren have oplysning om størrelsen af det indeholdte beløb, jf. KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 34, stk. 4.

Arbejdsgiveren kan ikke kræve vederlag for administrationen af en begæring om lønindeholdelse. Direkte udgifter, for eksempel porto kan dog kræves dækket hos skyldner.

Endelig skal en indeholdelsespligtig besvare skriftlige henvendelser fra regionen af betydning for indeholdelsen, jf. KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 35. Regnskabsmateriale vedrørende indeholdelsen skal opbevares i 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor indeholdelsen er foretaget, jf. samme bek. § 36.

Stor vejledning 1998

N - Lønindeholdelse af restancer til det offentlige

N.1 Lovhjemlen

N.2 Iværksættelse af lønindeholdelse

N.2.1 Krav, der kan lønindeholdes for

N.2.2 Hvornår kan lønindeholdelse foretages

N.2.3 Lønindeholdelse hos en skyldner under gældssanering

N.2.4 Lønindeholdelse hos en skyldner under betalingsstandsning

N.2.5 Lønindeholdelse hos en skyldner under konkurs

N.2.6 Lønindeholdelse hos en skyldner under akkord

N.3 Ydelser, der kan foretages lønindeholdelse i

N.3.1 KSL § 73, stk. 1 Arbejdsvederlag

N.3.2 Lønmodtagere aflønnet med drikkepenge

N.3.3 KSL § 73, stk. 4 Ventepenge, pensioner mv.

N.4 Forholdet til forældelse

N.5 Lønindeholdelsesprocenten

N.5.1 Indeholdelse med op til 15 pct.

N.5.2 Indeholdelse med mere end 15 pct.

N.6 Betaling

N.6.1 Restancemyndigheden

N.6.2 Indbetalingsfrist

N.7 Arbejdsgivers underretnings- og opbevaringspligt

N.7.1 Hvem er arbejdsgiver

N.7.2 Arbejdsgivers pligter

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →