Legislator Case Law & Legislation
E19978T00A20 DK

TOLDVEJLEDNING 1997 AFSNIT A.20 - RETURVARER

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1997

Afsnit A.20 - Returvarer

Formål

Reglerne om toldlempelse for returvarer gør det muligt for eksportører at få varer, der tidligere er udført fra EU, genindført uden betaling af told og afgifter.

Der stilles ikke krav om, at returneringen skal være sket af en bestemt årsag. For landbrugsvarer gælder der dog særlige regler, se A.20.1.3.

Det legale grundlag

Reglerne om returvarer findes i artikel 185-187 i toldkodeks og artikel 844-856 i gennemførelsesbestemmelserne.

Reglerne om momsfrihed findes i momslovens § 36, stk. 1. De enkelte punktafgiftslove indeholder grundlaget for punktafgiftsfritagelsen.

A.20.1 Generelt om ordningen

Fri omsætning

For at kunne betragtes som returvarer, skal varerne ved udførslen have været i fri omsætning i EU, T-2-varer, eller have været forædlingsprodukter fra aktiv forædling, se A.20.1.4 og A.14

Der gælder dog særlige regler for varer til særlige anvendelsesformål end-use, aktiv- og passiv forædling samt for landbrugsvarer.

Tk art. 185, stk.1

Returvarer kan genindføres uden betaling af told. Det er dog en betingelse, at varerne genindføres senest 3 år efter udførslen. Denne frist kan dog fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

For landbrugsvarer gælder der dog en ufravigelig 12 måneders genindførselsfrist, se A.20.1.3.

Fritagelsen omfatter også de told og afgiftsbeløb, der er fastsat for visse landbrugsvarer. Endvidere kan der ske tilbagebetaling af eksportafgiftsbeløb som måtte være betalt ved udførslen.

A.20.1.1 End-use

Tk art. 185, stk. 1

Hvis returvarerne inden udførslen er blevet fortoldet til fri omsætning med nedsat told eller nul-told som følge af et særligt anvendelsesformål, dvs. efter ordningen for end-use, se A.11, er toldfri indførsel som returvarer betinget af, at varerne genindføres til samme formål. Dette gælder dog kun, hvis end-use formålet ikke var opfyldt på udførselstidspunktet.

Hvis varerne ikke skal anvendes til samme formål, skal der ved genindførslen betales tarifmæssig told. Dog kan der fradrages et eventuelt toldbeløb, som blev opkrævet, da varerne første gang blev fortoldet til fri omsætning. Hvis sidstnævnte beløb er større end det, der skal betales ved fortoldningen af returvarerne, ydes der ingen godtgørelse.

Toldberegning: +---+ ! /! ! /! Fuld told ! /! 2 ! /! ----- ! ! 1 +---+ 1 = Nedsat told, betalt ved første indførsel 2 = Told ved genindførsel, når varerne ikke indføres til særligt anvendelsesformål, end-use

A.20.1.2 Passiv forædling

TK art. 185, stk. 2

Varer, der er udført fra EU under ordningen for passiv forædling, se A.15, kan indføres som returvarer, hvis de genindføres i uforædlet stand.

A.20.1.3 Landbrugsvarer

GB art. 844

Varer, som ved udførslen fra EU opfyldte formaliteterne for ydelse af eksportrestitutioner eller andre beløb ifølge EU's landbrugspolitik, eller for hvilke der inden for rammerne for landbrugspolitik er givet en anden finansiel fordel eller andre beløb, forbundet med pligt til at udføre varerne, kan ikke fortoldes som returvarer.

Denne bestemmelse kan dog fraviges, hvis de udbetalte eksportrestitutioner eller andre beløb tilbagebetales eller ikke kommer til udbetaling eller øvrige finansielle fordele ophæves. Returneringen skal dog være sket af en af følgende årsager

- varerne har ikke kunnet bringes i omsætning i bestemmelseslandet på grund af den dér gældende lovgivning,

- varerne har været defekte eller ikke-bestillingssvarende,

- varerne har på grund af andre omstændigheder, som eksportøren ikke har haft indflydelse på, ikke kunnet anvendes til de planlagte formål.

Ved andre omstændigheder forstås følgende

- varerne eller de benyttede transportmidler er blevet beskadiget før varernes levering til modtageren,

- varerne er blevet udført til forbrug eller salg ved en handelsudstilling eller et lignende arrangement, men er ikke blevet forbrugt eller solgt,

- modtageren har ikke kunnet opfylde den kontrakt, ifølge hvilken udførslen fandt sted,

- varernes levering har ikke kunnet finde sted eller er blevet forsinket på grund af naturbegivenheder, politiske eller sociale begivenheder,

- varer, som henhører under markedsordningen for frugt og grøntsager, er blevet udført i konsignation, men er ikke blevet solgt i bestemmelseslandet.

Ved genindførsel af returvarer, der oprindeligt er udført under en eksportlicens eller en forudfastsættelsesattest, skal afskrivningen i eksportlicensen eller forudfastsættelsesattesten tilbageføres. Dette gælder dog ikke, hvis varerne har været udført til forbrug eller salg ved en handelsudstilling eller et lignende arrangement, men ikke er blevet forbrugt eller solgt.

Landbrugsvarer kan kun genindføres som returvarer, hvis de angives til fortoldning senest 12 måneder efter udførselsdatoen. Denne frist kan ikke forlænges.

Det betyder, at der altid skal betales tarifmæssig told af landbrugsvarer, der genindføres mere end 12 måneder efter udførslen.

A.20.1.4 Aktiv forædling

TK art. 187

Forædlingsprodukter, der er blevet udført eller genudført efter en ordning for aktiv forædling, anses også som returvarer, se A.14.

Varerne kan dog kun toldbehandles som returvarer, hvis den told, der er tilbagebetalt/suspenderet for materialer mv. efter ordningen for aktiv forædling, betales ved genindførslen.

Tolden af materialerne mv. beregnes med de toldsatser, der var gældende på tidspunktet for forædlingsprodukternes udførsel.

Der skal eventuelt betales udligningsrenter. Se A.14.12.6

A.20.2 Returnering af dele mv.

GB art. 845

Der kan gives toldfritagelse for returvarer, selv om disse kun udgør en del af de varer, der oprindeligt blev udført fra EU.

Det samme gælder for dele eller tilbehør til maskiner, instrumenter, apparater eller andre varer, som tidligere er blevet udført.

A.20.3 Uforandret stand

TK art. 186

Det er en betingelse for toldfritagelsen som returvarer, at varerne genindføres i samme stand, som de havde ved udførslen. Der er dog fastlagt nogle afvigelser fra denne bestemmelse.

GB art. 846

Disse afvigelser omfatter

- varer, som efter udførslen fra EU kun er blevet underkastet behandlinger, der er nødvendige for deres bevarelse, eller behandlinger, som kun ændrer deres udseende. Der kan fx være tale om rustbeskyttelse eller ompakning,

- varer, som efter udførslen har vist sig at være defekte eller uegnede til den påtænkte anvendelse, og som har været repareret eller istandsat, fx omlakeret,

- varer, som har vist sig at være uegnede til den påtænkte anvendelse, efter at behandling var påbegyndt. Fx kan metervarer af stof have været opskåret inden konstatering af deres uegnethed til den påtænkte anvendelse.

Hvis de behandlinger, som returvarerne har været genstand for efter de 2 sidstnævnte afvigelser, ville have givet anledning til opkrævning af told, hvis varerne havde været omfattet af ordningen for passiv forædling, se A.15, skal der betales told efter denne ordning ved genindførslen.

Hvis det kan godtgøres, at bearbejdningen af en vare har bestået af en nødvendig reparation eller istandsættelse, der er foretaget efter en uforudselig begivenhed uden for EU, og at varens værdi ikke er blevet for get i forhold til værdien ved udførslen fra EU, kan varen dog genindføres toldfrit.

I den forbindelse forstås der ved nødvendig reparation eller istandsættelse enhver udbedring af funktionsfejl eller materielle skader, som er opstået uden for EU, og uden hvilken varen ikke længere kan anvendes på normal måde til det formål, den er bestemt til.

At varens værdi ikke må være for get i forhold til værdien ved udførslen betyder, at bearbejdningen ikke må have omfattet mere, end hvad der er strengt nødvendigt, for at varen fortsat kan anvendes under samme betingelser som på udførselstidspunktet.

Hvis der anvendes reservedele til reparation eller istandsættelse af varen, skal anvendelsen heraf begrænses til de strengt nødvendige dele.

Disse regler anvendes fx hvis en bil er blevet repareret efter udførslen. Mindre reparationer af motor, gearkasse eller lignende eller udskiftning af en lygte, et sidespejl eller et dæk medfører ikke, at bilens værdi betragtes som for get. Hvis motor eller gearkasse er udskiftet, anses bilens værdi derimod for for get, og der skal betales nedsat told af bilen efter ordningen for passiv forædling.

A.20.4 Dokumentation

GB art. 848-856

Ved fortoldning af returvarer skal importøren dokumentere, at betingelserne for toldfri genindførsel er opfyldt.

GB art. 848, stk. 1

Hovedreglen er, at importøren skal fremlægge udførselsangivelsens eksemplar 3, se C.1, eller en af toldmyndighederne bekræftet fotokopi heraf. Udførselsangivelsen skal dokumentere

- at der er tale om varer, som tidligere er udført fra EU,

- at varerne genindføres i uforandret stand og

- at den foreskrevne genindførselsfrist er overholdt.

stk. 2

I en række tilfælde er dokumentationskravene lempet, se A.20.5.

stk. 3

Hvis toldmyndighederne finder det nødvendigt, kan de forlange, at der fremlægges yderligere dokumentation, især med henblik på identifikation af returvarerne. Dokumentationen kan bestå af eksportfakturaer, korrespondance med modtageren eller lignende.

Returvareerklæring

Til brug ved afgivelse af de oplysninger og erklæringer, der i øvrigt er nødvendige for returvaretoldbehandling, findes der en særlig blanket benævnt returvareerklæring, formular G 59, se bilag 55. Returvareerklæringen eller et bilag med de relevante oplysninger og erklæringer vedlægges fortoldningsangivelsen.

Ved såkaldt tresidet returnering, dvs. genindførsel i et andet EU-land end det, hvorfra varerne oprindeligt blev udført, skal der fremlægges et særligt oplysningsskema INF 3, se A.20.7. Se bilag 56.

Restitutionsvarer mv.

For restitutionsvarer mv. gælder der særlige dokumentationskrav.

GB art. 849

Ved fortoldning af returvarer, som ved udførslen opfyldte formaliteterne for ydelse af eksportrestitutioner eller andre beløb som led i EU's landbrugspolitik, skal der ud over førnævnte dokumentation fremlægges returvareerklæring, formular G 59 i to eksemplarer, samt et bevis for at udbetalte eksportrestitutioner er tilbagebetalt eller ikke er eller vil blive udbetalt. Beviset skal indhentes hos EU-direktoratet og vil være en attesteret kopi af YM-blanketten.

Der skal endvidere fremlægges dokumentation for, at returneringen er sket af en af de årsager, der er foreskrevet for landbrugsvarer, se A.20.1.3.

A.20.5 Lempelser i dokumentationskravene

GB art. 848, stk. 2

For international forsendelse af emballager, transportmidler og visse andre varer skal der ikke fremlægges udførselsangivelse eller oplysningsskema INF 3 ved toldbehandlingen af returvarer.

Udførselsangivelse, se C.1, skal heller ikke fremlægges, hvis returvarerne kan genindføres uden afgivelse af fortoldningsangivelse.

De tilfælde, hvor dokumentationskravene er lempet efter disse bestemmelser, er følgende

ATA-carnet

Hvis varerne er omfattet af et ATA-carnet, der er udstedt i EU, og bliver genindført efter udløbet af carnetets gyldighedsfrist, kan de returvaretoldbehandles uden fremlæggelse af udførselsangivelse eller oplysningsskema INF 3.

Emballage

Tom, brugt emballage, der er firmamærket som tilhørende en EU-virksomhed, og som har været udført som emballage til en nærmere bestemt vare, kan genindføres toldfrit som returvarer uden fortoldningsangivelse, men mod afgivelse af returvareerklæring, se A.20.4, når

1. genindførslen af emballagen foretages af den virksomhed, som har udført varerne,

2. genindførselsfristen på tre år er overholdt,

3. emballagen tydeligt og vedvarende er mærket med virksomhedens navn.

Reglen anvendes fx for øl-, mineralvands- og tilsvarende flaskekasser, fiskekasser, temperatur- eller stødisolerende emballage, tomme stålflasker og lign.

Øvrige former for tom, brugt emballage, der genindføres fra steder uden for EU, skal opfylde de generelle bestemmelser for returvarer for at kunne indgå toldfrit, dvs. at der bl.a. skal fremlægges udførselsangivelse, hvori emballagen er anført særskilt.

Firmamærkede varer

Firmamærkede returvarer, dvs. varer, der er forsynet med fabriksmærker eller andet, som tydeligt viser, at varerne er fremstillet af en herværende virksomhed, fx maskingods, porcelænsvarer eller sølvvarer, kan fortoldes som returvarer uden fremlæggelse af udførselsangivelse, når de genindføres af fremstillingsvirksomheden. Det skal dog dokumenteres, at genindførselsfristen på tre år ikke er overskredet.

Biler

Biler, som er indregistreret her i landet og som genindføres efter benyttelse uden for EU, kan genindføres som returvarer mod fremlæggelse af registreringsattesten.

Biler, som ved udførslen var forsynet med danske grænsenummerplader, kan indføres som returvarer, hvis importøren fremlægger dokumentation for, at der ikke ved udførslen eller senere er ydet told- og momsgodtgørelse/fritagelse.

Klicheer og trykvalser

Brugte klicheer og trykvalser kan indføres som returvarer mod afgivelse af returvareerklæring, se A.20.4, hvis det dokumenteres, at de genindføres efter benyttelse uden for EU.

Udstillingseffekter

Udstillingseffekter, som herværende museer, udstillingskomiteer, kunstnere og kunstsammenslutninger, foreninger og lign. ønsker at genindføre, kan indgå som returvarer mod afgivelse af returvareerklæring, se A.20.4, hvis det godtgøres, at effekterne har været udstillet ved en offentlig udstilling uden for EU.

Frihavn

Varer, der genindføres fra en dansk frihavn, se A.12, og som godtgøres at have været anvendt midlertidigt i frihavnen, fx maskiner, værktøj eller kontorinventar kan genindføres som returvarer mod afgivelse af returvareerklæring, se A.20.4.

Heste

En hest, som er registreret hos en herværende hestesportsorganisation, og som genindføres fra et land uden for EU efter et sportsarrangement, træning, bedækning eller ophold på dyrehospital, kan indgå som returvare uden fremlæggelse af udførselsangivelse, hvis det på anden måde dokumenteres, at hesten oprindelig er udført fra EU.

A.20.6 Bevilling til genindførsel af returvarer

Virksomheder, som ønsker det, fx fordi der ofte indføres returvarer, kan efter ansøgning herom til told- og skatteregionen få en bevilling til toldfri genindførsel af returvarer, som ikke er udført mod eksportrestitution mv.

Bevillingen fritager importøren for at fremlægge udførselsangivelsen, se C.1 og for at afgive returvareerklæring. I stedet skal der ved fortoldningen afgives en særlig erklæring, hvis ordlyd fremgår af bevillingen.

A.20.7 Tresidet returnering

Ved tresidet returnering forstås genindførsel i et andet EU-land end det, hvorfra varerne oprindeligt blev udført.

GB bilag 110

Genindførsel af returvarer efter denne procedure er betinget af, at der anvendes et særligt oplysningsskema, INF 3, se bilag 56.

GB art. 850-856

Oplysningsskemaet bruges som identifikationsmiddel for de udførte varer samt deres status på udførselstidspunktet fx varer i fri omsætning, aktiv forædlingsvarer eller landbrugsvarer mod eksportrestitution mv.

Ved udstedelse af oplysningsskema, INF 3, er der ikke taget stilling til, om varerne kan indføres som returvarer i det andet EU-land. Det er toldmyndighederne i det pågældende land, der afgør om betingelserne for returvaretoldbehandling er opfyldt.

Oplysningsskema, INF 3, skal udfærdiges i tre eksemplarer; en original og to kopier. Originalen og en kopi udleveres til eksportøren til brug ved genindførslen.

Hvis eksportøren finder det sandsynligt, at varer, der angives til udførsel, vil blive genindført i et andet EU-land, kan der i forbindelse med udførslen udstedes oplysningsskema, INF 3.

Dette gælder dog ikke for landbrugsvarer, der udføres mod eksportrestitution. For disse og alle andre varer kan eksportøren efterfølgende anmode toldmyndighederne om udstedelse af et oplysningsskema, INF 3. Oplysningsskema, INF 3, udstedes kun, hvis det kan konstateres, at skemaet vedrører de udførte varer.

Oplysningsskema, INF 3, skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for, at de udførte varer kan identificeres.

Hvis varerne forventes genindført ved flere toldsteder, kan der udstedes flere oplysningsskemaer, INF 3, der tilsammen omfatter den samlede udførte mængde.

Et udstedt oplysningsskema, INF 3, kan på eksportørens anmodning deles op på flere oplysningsskemaer, INF 3.

Hvis et oplysningsskema, INF 3, er bortkommet, kan der ansøges om udstedelse af et duplikateksemplar. Henvendelse herom skal rettes til de toldmyndigheder, som har udstedt det bortkomne oplysningsskema, INF 3.

A.20.8 Moms

I henhold til momslovens § 36, stk. 1 , gives der momsfri genindførsel som returvarer i samme omfang og på de samme betingelser, som gælder for toldfritagelsen, se Momsvejledningen I.3.1.3/1996.

A.20.9 Punktafgifter

Punktafgiftspligtige varer skal afgiftsberigtiges ved genindførslen, med mindre der er betalt punktafgifter af varerne inden udførslen. Det skal dokumenteres, at den betalte punktafgift ikke er blevet tilbagebetalt i forbindelse med udførslen eller senere.

Hvis returvarerne indføres af en virksomhed, der er registreret som oplagshaver efter den pågældende punktafgiftslov, kan varerne tilføres oplaget uden betaling af punktafgiften.

Stor vejledning 1997

A.20 Returvarer

A.20.1 Generelt om ordningen

A.20.1.1 End-use

A.20.1.2 Passiv forædling

A.20.1.3 Landbrugsvarer

A.20.1.4 Aktiv forædling

A.20.2 Returnering af dele mv.

A.20.3 Uforandret stand

A.20.4 Dokumentation

A.20.5 Lempelser i dokumentationskravene

A.20.6 Bevilling til genindførsel af returvarer

A.20.7 Tresidet returnering

A.20.8 Moms

A.20.9 Punktafgifter

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →