Legislator Case Law & Legislation
E19978T00A11 DK

TOLDVEJLEDNING 1997 AFSNIT A.11 - TOLDLEMPELSE - VARERS ART ELLER SÆRLIGE ANVENDELSE

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1997

Afsnit A.11 - Toldlempelse - varers art eller særlige anvendelse

Formål

Ved ordningen for toldlempelse kan der indrømmes hel eller delvis toldfritagelse for varer som følge af deres art eller særlige anvendelsesformål. Toldlempelsen tager udelukkende sigte på varer importeret fra lande uden for EU. For varer til særlig anvendelse, herefter benævnt end use, kan overførsel fra en medlemsstat til en anden med henblik på forarbejdning, eventuelt videreforarbejdning også finde sted.

Formålet med denne toldlempelse er

- at sikre producenter i EU hel eller delvis toldfritagelse, eventuelt inden for et toldkontingent, se A.10, ved indførsel af varer, der ikke produceres i tilstrækkeligt omfang i EU

- at modvirke negativ toldbeskyttelse - dvs. at det toldbeløb, der hviler på råvarer eller halvfabrikater, overstiger tolden på den vare, der forarbejdes af råvarer eller halvfabrikater,

- at indrømme toldpræference for varer til særlig anvendelse, eventuelt inden for et toldkontingent.

Ordningen omfatter herefter

- varer udskilt i underpositioner angivet med 7. - 8. ciffer i Den Kombinerede Nomenklatur eller Toldtariffen. Disse underpositioner er forsynet med en end-use-note, der for Toldtariffens vedkommende henviser til det særlige notebilag. Heri er anført de nærmere betingelser for anvendelse af underpositionen,

- varer til fremstilling, reparation og vedligeholdelse af skibe, boreplatforme og civile luftfartøjer; se Toldtariffen, Særlige bestemmelser, afsnit A og B,

- visse fly- og helikopterdele omfattet af særlige rådsforordninger om toldsuspensioner, se A.9. Disse varer er anført i underpositioner i TARIC - 9. - 10. ciffer i Toldtariffen.

Det legale grundlag

Reglerne for toldlempelse findes i artikel 21 og 82 i toldkodeksen og artiklerne 16-34 og 291-308 i gennemførelsesbestemmelserne.

A.11.1 Toldlempelse på grund af varers art

GB art. 16-34

Det drejer sig om visse denaturerede varer, produkter til plantning eller udsæd, sigteflor, varer omfattet af ordninger med ægthedscertifikater o.l.

Henførsel under underpositionerne for disse varegrupper kan ske uden bevilling fra Told Skat. Importøren skal i stedet afgive en erklæring eller fremlægge et certifikat, der godtgør, at der er tale om varer af den pågældende art.

A.11.1.1 Varer undergivet denatureringsforpligtelse

Toldlempelsen omfatter udelukkende æggeblommer, sagomel, salt og albumin, som ved denaturering gøres uegnede til anvendelse som næringsmidler - de bliver med andre ord alene egnede til en teknisk eller lignende anvendelse.

GB art. 16

I en oversigt knyttet til artikel 16 i gennemførelsesbestemmelserne er de pågældende varer specificeret med tilføjelse af de godkendte denatureringsmidler.

A.11.1.2 Varer til plantning eller udsæd

Toldlempelsen omfatter læggekartofler, sukkermajs, spelt, hybridmajs, ris og sorghum samt en lang række olieholdige fr og frugter.

GB art. 21-24

Varerne kan kun henføres under Toldtariffens underpositioner - til udsæd - hvis de opfylder betingelserne i forskellige direktiver, som er nævnt i artikel 21-24 i gennemførelsesbestemmelserne.

A.11.1.3 Sigteflor, ikke konfektioneret

Sigteflor er åbne lærreds- eller drejervævede stoffer, almindeligvis fremstillet af natursilke eller syntetiske kemofibre. Det anvendes især til sigtning, filtrering eller trykning.

Konfektioneret sigteflor, dvs. varer tildannet til brug i bestemte maskiner, kan umiddelbart henføres under Toldtariffens position 5911.20.00 som varer til teknisk brug.

GB art. 25

For metervarer er andre anvendelser mulig. Derfor er henførsel af meter-varer under denne position betinget af, at varerne er påtrykt rektangler i et nærmere beskrevet mønster; se artikel 25 i gennemførelsesbestemmelserne.

A.11.1.4 Varer for hvilke der skal fremlægges et certifikat

Ordningen omfatter visse druer med oprindelse i USA, ostefondue fra Schweiz, tokayervin fra Ungarn, Bourbon whisky fra USA, råtobak fra en række lande samt salpeter og visse blandinger heraf fra Chile.

GB art. 26

I en oversigt knyttet til artikel 26 i gennemførelsesbestemmelserne er de pågældende varer specificeret med tilføjelse af det certifikat, der skal fremlægges, og den myndighed i eksportlandet, der er bemyndiget til at udstede de nævnte certifikater. Certifikaterne er vist i gennemførelsesbestemmelsernes bilagsfortegnelse.

GB art. 27-34

Certifikaterne skal fremlægges for toldmyndighederne i indførselsmedlemsstaten inden udløbet af nærmere angivne tidsfrister, som er foreskrevet for de enkelte varegrupper.

A.11.1.5 Visse landbrugsvarer

GB bilag 41

For visse landbrugsvarer gælder, at de kan indføres til en nedsat landbrugsimportafgift mod fremlæggelse af et nærmere angivet certifikat. Disse varer er nævnt i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen, bilag 41. De er i Den Kombinerede Nomenklatur og Toldtariffen omfattet af underpositioner angivet med 7. - 8. ciffer tilføjet en end-use-notehenvisning. De nærmere regler for indførsel af disse varer fremgår af Toldtariffens bilag 3.

A.11.2 Toldlempelse for visse varer, for hvilke der er foreskrevet et særligt anvendelsesformål, end use

GB art. 291-307

Varer, som kan omfattes af denne ordning, er af en sådan art, at de også umiddelbart kan anvendes til et almindeligt formål.

Eksempelvis er talg af hornkvæg, som anvendes til fremstilling af næringsmidler p.t. toldpligtig med 4,4%, men skal man anvende den samme vare til anden industriel brug, er der mulighed for toldfri indførsel under ordningen for særligt anvendelsesformål, end use.

Varernes overgang til fri omsætning under end-use-ordningen er derfor betinget af, at der ved fortoldningen fremlægges en skriftlig bevilling. Den udstedes her i landet af told- og skatteregionen efter skriftlig ansøgning.

Anvendelse i egen virksomhed

Bevillingshaveren skal anvende varerne til det foreskrevne formål og skal føre et regnskab, der giver Told Skat mulighed for at foretage kontrol.

Som hovedregel skal varerne være anvendt til det foreskrevne formål inden 1 år efter fortoldningsdatoen. Denne frist kan efter anmodning forlænges, hvis særlige forhold taler derfor, fx force majeure.

Der er særlige bestemmelser i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 295 til angivelse af, hvornår en vare kan anses for anvendt til det foreskrevne særlige formål.

Overdragelse, GB art. 298-300

Varer under end-use-ordningen kan overdrages til en anden virksomhed inden for EU. Det er dog en forudsætning, at erhververen også har en bevilling til end use.

Afsendelse af overdragne varer til en modtager i en anden medlemsstat skal ske ved anvendelse af et kontroleksemplar T5 med 5 kopier; der kan anvendes fotokopier af den side i T5-blanketten, der betegnes kontroleksemplarkopi. Der er endvidere foreskrevet særlige regnskabsbestemmelser, som skal opfyldes af hensyn til kontrollen med, at de overdragne varer anvendes til det særlige formål.

Anvendelse af kontroleksemplar T5 kan på visse betingelser erstattes af et luftfragtbrev ved transport af varer, der - med henblik på vedligeholdelse eller reparation af fly - transporteres af luftfartsselskaber i international trafik.

For overdragelse af varer mellem bevillingshavere i Danmark fastsætter told- og skatteregionen de nærmere betingelser.

Heste til slagtning

GB art. 305-308

Heste til slagtning er ikke omfattet af bevillingssystemet, men af særlige mærkningsregler mv.

Anvendelse til andet formål eller udførsel

GB art. 302

Tilladelse til anvendelse af varer til andet formål end det foreskrevne eller til udførsel kan gives af told- og skatteregionen. Det er en forudsætning, at bevillingshaveren på tilfredsstillende måde kan godtgøre, at varen ikke har kunnet anvendes til det foreskrevne formål af årsager, der ligger uden for bevillingshaverens kontrol eller som har forbindelse med selve varen. Gives der tilladelse til anvendelse til andet formål, skal der betales told af varen.

Stor vejledning 1997

A.11 Toldlempelse - varers art eller særlige anvendelse

A.11.1 Toldlempelse på grund af varers art

A.11.1.1 Varer undergivet denatureringsforpligtelse

A.11.1.2 Varer til plantning eller udsæd

A.11.1.3 Sigteflor, ikke konfektioneret

A.11.1.4 Varer for hvilke der skal fremlægges et certifikat

A.11.1.5 Visse landbrugsvarer

A.11.2 Toldlempelse for visse varer, for hvilke der er foreskrevet et særligt anvendelsesformål, end use

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →