TOLDVEJLEDNING 1997 AFSNIT A.6 - TOLDVÆRDI
Statutory Text (2 Articles)
Afsnit A.6 - Toldværdi
Formål
Den værdi, som tolden beregnes af, kaldes toldværdien. De fleste toldsatser i Toldtariffen er værditoldsatser, dvs. at tolden skal beregnes som en procentdel af de indførte varers værdi. Toldværdien danner også grundlag for beregningen af importmoms og ved opgørelsen af importstatistikken.
Det legale grundlag
De vigtigste toldværdiregler findes i toldkodeksens artikel 28-36, medens en række supplerende bestemmelser er optaget i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 141-181a og i gennemførelsesbestemmelsernes bilag 23-29. Endvidere indeholder toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 35 og 37-39 en række regler om angivelse og dokumentation af toldværdien.
A.6.1 Transaktionsværdien
Hovedreglen i værdisystemet er, at toldværdien så vidt muligt skal ansættes på grundlag af transaktionsværdien.
TK art. 29
Transaktionsværdien er den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til EU's toldområde justeret for omkostninger til forsendelse, emballage, evt. provenu ved videresalg, royalties og licensafgifter m.m.
GB art. 147
Kravet om, at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EU's toldområde, anses for opfyldt, når blot de omhandlede varer har været genstand for et salg og er angivet til fri omsætning i EU.
Begrebet "den pris, der faktisk er betalt eller skal betales", er uddybet i toldkodeksens artikel 29, stk. 3, litra a, som den fulde betaling, som køberen yder eller skal yde sælgeren eller yde til fordel for denne, for de indførte varer. Den omfatter alle de betalinger, som er erlagt, eller som skal erlægges af køberen til sælgeren som betingelse for salget af de indførte varer, eller som af køberen skal erlægges til en tredjepart til opfyldelse af sælgerens forpligtelser over for denne. Betaling skal ikke nødvendigvis ske i kontanter. Den kan finde sted ved anvisninger eller omsætningspapirer og kan foretages direkte eller indirekte.
GB art. 147
Har varerne været genstand for successive salg inden værdiansættelsen, anses kravet om, at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EU, kun for opfyldt, når det drejer sig om det sidste salg, som medførte, at varerne blev ført ind i EU. Det sidste salg kan også være en salgstransaktion, der gennemføres, når varerne allerede befinder sig i EU - dvs. på toldoplag.
Hvis der er gennemført et salg forud for det sidste salg, kan klarereren anmode told- og skatteregionen om at lægge dette salg til grund for ansættelsen af toldværdien, dog forudsat at det kan dokumenteres, at specifikke og relevante omstændigheder har gjort sig gældende i forbindelse med det pågældende salg, og at disse har ført til varens udførsel til EU. Der kan fx være tale om følgende omstændigheder
- varen er fremstillet i overensstemmelse med EU's specifikationer, eller bærer mærkning eller påtegninger, hvoraf det fremgår, at varen ikke har nogen anden brug eller noget andet bestemmelsessted,
- varen er fremstillet/produceret specifikt til en køber i EU,
- en specifik vare bestilles hos en mellemmand, som får varen leveret fra en fabrikant, og varen forsendes direkte til EU fra nævnte fabrikant.
EU-domstolen har i sag C-11/89, se Samling af domstolsafgørelser 1990, side 2275, afgjort, at en importør ikke kan fortryde anvendelsen af et af flere mulige successive salg som grundlag for toldværdiansættelsen, efter at varerne er blevet frigivet til fri omsætning.
A.6.1.1 Betingelser for anvendelse af transaktionsværdien
Følgende betingelser skal være opfyldt, for at transaktionsværdien kan danne grundlag for værdiansættelsen
1. at der ved den konkrete transaktion foreligger et salg. Varer, der er gratis leveret eller er leveret uden beregning, til lån, til leje eller i konsignation, opfylder ikke denne forudsætning,
For varer, der indføres af en filial, fx et salgskontor, der ikke kan anses for at være en selvstændig juridisk enhed, er der heller ikke tale om et salg, da et salg forudsætter, at der er indgået en aftale mellem to selvstændige personer - fysiske eller juridiske.
2. at der ikke er fastsat nogen begrænsning med hensyn til køberens rådighed over eller anvendelse af varerne ud over sådanne begrænsninger, som
- er pålagt eller krævet ifølge lovgivningen eller af de offentlige myndigheder i EU,
- begrænser det geografiske område, hvor varerne kan videresælges,
- ikke i væsentlig grad påvirker varernes værdi. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en sælger kræver af en køber af automobiler, at han ikke videresælger eller udstiller dem før en bestemt dato, som markerer begyndelsen af modelåret.
3. at salget eller prisen ikke er betinget af vilkår eller ydelser, hvis værdi ikke kan bestemmes med hensyn til de varer, der skal værdiansættes. Der kan fx være tale om følgende tilfælde
- sælgeren fastsætter prisen for de indførte varer på den betingelse, at køberen ligeledes køber andre varer i bestemte mængder,
- prisen for de indførte varer er afhængig af den eller de priser, til hvilke køberen af de indførte varer sælger andre varer til sælgeren af disse indførte varer,
- prisen fastsættes på grundlag af en betalingsmåde, som er uden forbindelse med de indførte varer, hvilket fx er tilfældet, hvis de indførte varer er halvfabrikata, som sælgeren har leveret på betingelse af at modtage en bestemt mængde af færdigvarerne.
Vilkår eller ydelser, som står i forbindelse med produktionen eller markedsf ringen af de indførte varer medfører ikke, at transaktionsværdimetoden ikke kan anvendes. Som eksempel kan nævnes, at det forhold, at køberen til sælgeren leverer ingeni rarbejder eller tegninger, der er udført i indførselslandet ikke medfører, at transaktionsværdimetoden skal afvises.
Hvis værdien af vilkår eller ydelser kan fastsættes, skal denne værdi anses som en indirekte betaling fra køberen til sælgeren og derfor medtages i toldværdien.
4. at ingen del af provenuet ved nogen form for videresalg, overdragelse eller yderligere anvendelse af varerne fra køberens side direkte eller indirekte tilfalder sælgeren, medmindre der kan foretages et passende tillæg til den pris, der er betalt eller skal betales,
5. at køberen og sælgeren ikke er indbyrdes afhængige, fx moder-/datterselskaber, interessenter eller kompagnoner mv.
GB art. 143
Indbyrdes afhængighed, mellem personer - såvel fysiske som juridiske - anses kun for at foreligge
- hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt,
- hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner,
- hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager,
- hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5% eller mere af begges aktier eller anparter med stemmeret,
- hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden,
- hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand,
- hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand,
- hvis de er medlemmer af samme familie.
I relation til sidstnævnte anses personer kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de er
- mand og hustru,
- forældre og børn,
- brødre og søstre,
- bedsteforældre og børnebørn,
- onkel eller tante og nev eller niece,
- svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter,
- svogre og svigerinder.
Personer, hvis afhængighedsforhold alene består i, at den ene er eneagent eller eneforhandler for den anden, anses ikke for at være indbyrdes afhængige.
Har afhængighedsforholdet
- ikke påvirket prisen, eller
- ligger prisen meget nær en såkaldt sammenligningsværdi,
kan transaktionsværdien alligevel antages som toldværdi.
TK art. 29, stk. 2, litra a
Det forhold, at køberen og sælgeren er indbyrdes afhængige, er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til at betragte transaktionsværdimetoden som uanvendelig, idet en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved salget vil kunne godtgøre, at afhængighedsforholdet ikke har påvirket prisen, således at transaktionsværdien alligevel kan finde anvendelse.
TK art. 29, stk. 2, litra b
Der kan endvidere blive tale om at anvende transaktionsværdimetoden, når importøren kan påvise, at værdien ligger meget nær en af de i det følgende nævnte værdier på samme eller omtrent samme tidspunkt
- transaktionsværdien ved salg mellem købere og sælgere, som er indbyrdes uafhængige, af identiske eller lignende varer ved udførsel til EU,
- toldværdien af identiske eller lignende varer, fastsat på grundlag af videresalgsprisen med visse fradrag,
- toldværdien af identiske eller lignende varer fastsat efter en beregnet værdi.
Hvis en eller flere af de nævnte forudsætninger for at anvende transaktionsværdien ikke er opfyldt, foregår værdiansættelsen med anvendelse af en af de alternative værdiansættelsesmetoder, se A.6.2.
A.6.1.2 Beregningsgrundlag
Når betingelserne for at anvende transaktionsværdien er opfyldt, kan toldværdien ansættes på grundlag af den pris, der er betalt eller skal betales, hvilket i almindelighed vil være den pris, der fremgår af handelsfakturaen for de pågældende varer. Det er en betingelse, at alle de beløb, der direkte eller indirekte skal betales i forbindelse med den pågældende transaktion, er medregnet i fakturaprisen, eller at sådanne beløb tillægges fakturaprisen.
A.6.1.2.1 Rabatter
Grundlaget for værdiansættelsen er varens nettopris, dvs. den pris, der faktisk er betalt forud for fortoldningstidspunktet, eller som skal betales på et senere tidspunkt. Dette indebærer, at en rabat eller anden prisnedsættelse kan fradrages ved ansættelsen af toldværdien. Det er en betingelse, at rabatten vedrører de varer, der skal værdiansættes, og at importøren har et lovligt krav på rabatten på fortoldningstidspunktet.
Kontantrabatter
GB art. 144
Kontantrabatter er fradragsberettigede, når de opnås som følge af betaling inden for den af sælgeren fastsatte frist. Hvis varepartiet er betalt forud for fortoldningstidspunktet, kan den faktisk opnåede kontantrabat fratrækkes. Hvis betaling ikke har fundet sted forud for fortoldningstidspunktet, kan den rabat fratrækkes, som køberen ville kunne opnå, hvis betalingen fandt sted på fortoldningstidspunktet. Det skal kunne dokumenteres, hvilken kontantrabat, der faktisk er opnået eller er opnåelig.
Eksempel
Fakturadato: 1.02.97
Betalingsvilkår
- inden 15.02.97: 4% rabat,
- inden 01.03.97: 2% rabat,
- herefter ingen rabat.
Fortoldningsdato: 25.02.97
Følgende rabat kan fratrækkes
- er varerne betalt inden 15.02.97: 4%,
- er varerne betalt efter 15.02.97: 2%,
- er varerne ikke betalt på fortoldningsdagen: 2% rabat.
Mængderabatter
Mængderabatter kan fradrages i det omfang, de vedrører det vareparti, der skal fortoldes. Rabat, der ydes for tidligere leverede varer, kan ikke fratrækkes. Bonus for de i en periode leverede varer kan således kun anerkendes for så vidt angår den del, som vedrører det vareparti, der skal fortoldes. Hvis et vareparti udgør en del af et større kvantum, for hvilket der er indgået bindende aftale om køb, kan den forholdsmæssige andel af totalprisen benyttes ved værdiansættelsen.
A.6.1.2.2 Renter
TK art. 33, litra c
Rentebetalinger, fx rentetillæg, der opkræves, fordi der er givet køber udsættelse med betaling, eller rentetillæg for ratevis betaling, kan i visse tilfælde holdes uden for toldværdien af de indførte varer. Der skal være tale om betalinger, som afholdes i henhold til en finansieringsaftale indgået af køber vedrørende de varer, der skal toldværdiansættes, og det er en betingelse, at beløbet er særskilt angivet i forhold til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varerne.
Følgende betingelser skal være opfyldt
1. finansieringsaftalen skal være indgået skriftligt,
2. køberen skal kunne påvise, at sådanne varer faktisk sælges til den angivne pris,
3. den angivne rentesats må ikke overstige det normale niveau for sådanne transaktioner i det land og på det tidspunkt, hvor finansieringen tilvejebringes.
Reglerne finder anvendelse, uanset om finansieringen tilvejebringes af sælgeren eller fx af et pengeinstitut.
A.6.1.2.3 Kvoteomkostninger
Omkostninger, der vedrører anskaffelse af eksportlicens for andre varer end tekstilvarer, skal som hovedregel medregnes i toldværdien.
Omkostninger til erhvervelse af eksportlicens for tekstilvarer, der er omfattet af det såkaldte multifiberarrangement, skal ikke medregnes til toldværdien. Denne bestemmelse er en følge af EU-domstolens afgørelse i sag 7/83, se Samling af domstolsafgørelser 1984, side 609.
Eksportlicenser stilles normalt gratis til rådighed for eksportørerne. I enkelte lande i stasien er det imidlertid også muligt for eksportørerne at købe eksportlicenser hos hinanden. Modtager en eksportør således en ordre på varer, som han ikke har eksportlicens til, kan han eventuelt købe en uudnyttet eksportlicens fra en anden eksportør. Viderefakturerer han omkostningerne derved til importøren i EU, skal denne ikke medregne beløbet i toldværdien. Det er en betingelse, at beløbet er særskilt anført i fakturaen.
Importøren skal i givet fald kunne fremskaffe dokumentation for, at de fakturerede kvoteomkostninger svarer til den pågældende eksportørs virkelige udgifter til erhvervelse af eksportlicensen.
A.6.1.2.4 Indirekte betalinger
GB art. 148
Hvis der ved transaktionen foreligger vilkår eller ydelser, hvis værdi kan opgøres med hensyn til de indførte varer, jf. betingelse 3, se A.6.1.1, skal en sådan værdi betragtes som en indirekte betaling for varerne og medregnes derfor i toldværdien.
Som indirekte betalinger anses ikke aktiviteter, som køberen udfører for egen regning, selv om sælgeren drager nytte af dem, eller de er blevet udført med hans godkendelse, bortset fra sådanne, som der er en justering for i toldkodeksens artikel 32, fx for varer og tjenesteydelser som køberen leverer direkte eller indirekte til brug ved fremstillingen af de indførte varer.
GB art. 149
Udgifter til markedsf ring, som køberen afholder for egen regning, skal således ikke medregnes i toldværdien, selv om de afholdes som en forpligtelse for køberen i henhold til en aftale med sælgeren. Ved markedsf ring forstås enhver aktivitet vedrørende annoncering og salgsfremmende foranstaltninger, fx reklame, udstilling, demonstration mv. Som markedsf ring anses også enhver aktivitet vedrørende garantier, som køberen afholder for de indførte varer, fx udgifter til garantireparation og service efter indførslen.
A.6.1.2.5 Valutaomregning
GB art. 168-172
Ved værdiansættelsen af varer, som er faktureret i udenlandsk valuta, skal der ske omregning til danske kroner efter følgende regler
Valutaer, der noteres af Nationalbanken
De valutakurser, der noteres af Danmarks Nationalbank den næstsidste onsdag i en måned, skal anvendes ved fortoldning i den følgende kalendermåned. Kurserne offentliggøres i aviserne dagen efter noteringen i Nationalbanken.
Hvis der ikke noteres en kurs den næstsidste onsdag i en måned, fx fordi den pågældende dag er helligdag, anvendes i stedet den kurs, der er noteret senest forud for den pågældende onsdag.
En række aviser offentliggør dagligt en liste over de aktuelle omregningskurser - også kaldet toldkurser. Det er for tiden Berlingske Tidende, Børsen, Erhvervsbladet og Morgenavisen Jyllands-Posten.
I tilfælde af store kursudsving, fx i forbindelse med revaluering eller devaluering af en valuta, ændres ovennævnte kurser efter følgende regler
Told-Skat foretager hver onsdag en sammenligning af kurserne den pågældende onsdag med de gældende månedskurser. Konstateres det ved denne sammenligning, at en kurs afviger med 5% eller mere fra månedskursen, erstatter den månedskursen med virkning fra den følgende onsdag.
Meddelelse om ændring af månedskurserne indrykkes i Statstidende, og de aviser, der offentliggør toldkurserne, bliver underrettet.
Valutaer, der ikke noteres af Nationalbanken
Ved omregning af valutaer, der ikke noteres af Danmarks Nationalbank, skal der søges oplysning hos pengeinstitutterne om den senest noterede sælgerkurs.
Særlig omregningskurs
Er der mellem køber og sælger indgået aftale om at anvende en fast omregningskurs, og er betalingen til sælgeren baseret på denne kurs, skal den også anvendes ved fastsættelsen af toldværdien, idet en sådan faktureringsmåde sidestilles med fakturering i danske kroner.
A.6.1.3 Tillæg til fakturaprisen
TK art. 32
Ved fastsættelsen af toldværdien skal der til transaktionsværdien lægges en række omkostninger. Der er tale om følgende omkostninger: Provision og mæglerhonorar, emballage og emballering, varer og tjenesteydelser leveret af køberen, royalties og licensafgifter, provenu ved videresalg, overdragelse eller anvendelse samt leveringsomkostninger.
A.6.1.3.1 Provision og mæglerhonorar
TK art. 32, stk. 1, litra a, pkt. 1
Hvis køberen er forpligtet til at afholde omkostninger til leverandørens agent eller anden mellemmand, der har medvirket ved salget, og disse omkostninger ikke er medregnet i fakturaprisen, skal sådanne omkostninger lægges til fakturaprisen i forbindelse med værdiansættelsen.
Vederlag benævnt provision, kommission, kurtage eller mæglerhonorar beregnes almindeligvis som en procentdel af fakturaprisen.
Disse vederlag skal, uanset benævnelsen, medregnes i toldværdien uanset om agenten eller mellemmanden har bopæl i udlandet eller her i landet. I tilfælde, hvor omkostningerne ikke fremgår af fakturaen, kan justering ske på grundlag af andre dokumenter, såsom provisionsnotaer, kommissionsregninger eller særlige debetbilag fra leverandøren eller tredjemand.
Indkøbsprovision
Indkøbsprovision, hvorved forstås honorar, som køberen betaler til sin agent for at have repræsenteret sig ved indkøb af de indførte varer, skal derimod ikke medregnes i toldværdien.
En sådan funktion ses ofte ved indkøb af varer, hvor en vis udvælgelse eller kvalitetsbedømmelse er nødvendig.
Visse agenter benævnes kontraktagenter. Disse benyttes især i handelen med lande i Det fjerne sten. En kontraktagent arbejder som regel for flere købere. Hans opgave består i at finde de rigtige leverandører, at videresende tilbud til køberne, og hvis det kommer til en handel, at overvåge produktionen og leveringen af varerne.
Normalt findes der en skriftlig aftale, som fastlægger pligter og rettigheder for henholdsvis importøren og agenten. For sine tjenesteydelser modtager agenten en indkøbsprovision af køberen.
Ofte udsteder kontraktagenten en faktura til køberen, hvori prisen, der er betalt eller skal betales til producenten/leverandøren, fremgår, og hvori indkøbsprovisionen er faktureret særskilt. Normalt kræves det, at der som dokumentation for toldværdien skal fremlægges den af sælgeren - producenten eller leverandøren - udstedte faktura. Imidlertid kan ovennævnte faktura fra kontraktagenten godtages - indkøbsprovisionen medregnes ikke - på betingelse af, at den indeholder de nødvendige oplysninger, og at det er muligt at kontrollere disse. I givet fald skal importøren kunne fremlægge leverandørens faktura og anden relevant dokumentation.
EU's toldværdiudvalg har i konklusion nr. 14 afgivet følgende udtalelse om import gennem kontraktagenter
Redegørelse for sagen
Køber Y, der er etableret i Fællesskabets toldområde, indfører store mængder af forskellige varer fra forskellige producenter/leverandører i Det fjerne sten. Med henblik på markedsundersøgelser, markedsiagttagelse og repræsentation i Det fjerne sten anvender køber Y agent X, som bl.a. handler på køber Y's vegne for så vidt angår købet og leveringen af varer, der skal værdiansættes. For sine tjenesteydelser modtager agent X en indkøbsprovision af køber Y. Størrelsen og betalingsmåden af indkøbsprovisionen og agentens ansvarsområder er fastlagt i en agentaftale indgået mellem X og Y. I henhold til aftalen gælder
a. Agent X modtager ordrer fra køber Y med beskrivelse af varerne, deres pris, leveringsfrist og leveringsbetingelser, sammen med anden dokumentation. Hertil anviser køber ofte en bestemt producent/leverandør.
b. Agent X videregiver disse bestillinger, til tider i eget navn, til producenten/leverandøren og sender køber Y en bekræftelse af ordrerne. I visse tilfælde sker dette ved at fremsende producentens/leverandørens stemplede bekræftelse.
c. Som regel sendes varerne af producenten/leverandøren til havnen i eksportlandet, hvor dokumenterne overdrages til agent X.
d. Agent X udsteder til køber Y en faktura, hvoraf prisen, der er betalt til producenten/leverandøren for varerne, fremgår, med den aftalte provision angivet særskilt.
Når varerne angives til fri omsætning, angiver køber Y varens toldværdi og fremlægger fakturaen udstedt af agent X. Ydelsen betalt af køber Y til agent X som en indkøbsprovision angives ikke som værende en del af toldværdien.
Køber Y er villig og parat til på Told Skat's begæring at fremlægge dokumentation i form af agentkontrakt, hans ordrer og ordrebekræftelser, hans korrespondance med agent X, hans bogf ring over betalinger og andre dokumenter til støtte for at toldværdideklarationen er blevet udfyldt på tilbørlig og korrekt måde. I givet fald er køber Y også i stand til på Told Skats begæring at fremlægge producenternes/leverandørernes fakturaer og korrespondancen mellem sidstnævnte og agent X.
Udvalgets udtalelse
Hvor den pris, der er betalt til producenten/leverandøren, er grundlaget for transaktionsværdien i henhold til toldkodeksens artikel 29, kræves det normalt af klarereren i medfør af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 181, at der for Told Skat fremlægges en faktura udstedt af producenten/leverandøren. Imidlertid kan Told Skat i lyset af ovennævnte redegørelse godtage en faktura - indkøbsprovisionen ikke medregnet - udstedt af agent X, betinget af mulig kontrol.
A.6.1.3.2 Emballage og emballering
TK art. 32, stk. 1, litra a, pkt. 2 og 3
Afholder køberen omkostninger til emballage og emballering, som ikke er medregnet i fakturaprisen, skal de lægges til prisen i forbindelse med værdiansættelsen.
Der kan være tale om omkostninger til beholdere og anden emballage, herunder såvel arbejdsløn som materialer. Emballage er indre og ydre beholdere, udstyr, indpakning og underlag, men ikke transportmidler, såsom containere, presenninger, læssemidler og det ved transporten anvendte tilbehør.
Flergangsemballage
For emballage, der tilhører sælgeren, og som benyttes flere gange, fx flasker, tromler og fade, medregnes kun emballageomkostninger i det omfang, sælgeren kræver betaling, fx på grund af beskadigelse eller bortkomst. Eventuelle omkostninger til returfragt medregnes ikke.
Tilhører emballagen køberen, skal der ikke foretages tillæg, hvis emballagen har været i fri omsætning i EU. Har emballagen derimod ikke været i fri omsætning i EU, skal omkostningerne tillægges. Der kan fx være tale om emballage, som en importør har købt i et land uden for EU og fået sendt direkte til vareleverandøren for at blive anvendt til emballering af varerne. Prisen for emballagen medregnes i så fald enten fuldt ud i de indførte varers toldværdi, eller der kan tillægges et skønnet beløb for slitage, idet der tages hensyn til det antal gange, emballagen normalt anvendes. Eventuelle omkostninger til forsendelse af emballagen til vareleverandøren medregnes ikke, hvis beløbet er særskilt anført.
A.6.1.3.3 Varer og tjenesteydelser leveret af køberen
TK art. 32, stk. 1, litra b
Fakturaprisen skal tillægges den forholdsmæssigt udregnede værdi af nedenstående varer og tjenesteydelser, såfremt disse er leveret direkte eller indirekte af køberen uden beregning eller til nedsat pris til brug ved fremstilling og salg til EU af de indførte varer, og såfremt værdien ikke allerede er medregnet i fakturaprisen
- materialer, komponenter, dele o.l., der er indgået i de indførte varer.
Der er tale om materialer, komponenter, dele o.l., som af køberen er midlertidigt udført til forarbejdning, reparation mv. i udlandet, eller som udføres for at indgå i produktionen af de varer, der indføres. Som eksempel kan nævnes metervarer, der leveres til farvning eller konfektionering i udlandet. Der vil for de genindførte varer evt. kunne opnås toldnedsættelse ifølge reglerne for passiv forædling, se A.15.
Der kan desuden være tale om materialer, komponenter, dele o.l., som køberen har bestilt hos tredjemand til levering hos den udenlandske forarbejdnings- eller produktionsvirksomhed.
- værktøj, matricer, forme o.l., der er anvendt ved fremstillingen af de indførte varer.
Dette punkt omfatter værktøj, matricer, forme o.l., som er leveret af køberen eller på dennes foranledning til brug ved fremstilling af de indførte varer. Det kan være specielt fremstillet værktøj, modeller, støbeforme, skabeloner, trykplader, klicheer mv.
Værdien af værktøjet kan enten medregnes i toldværdien fuldt ud ved den første forsendelse, eller importøren kan anmode om at fordele værdien over det antal sendinger, der forventes indført.
- materialer, der er forbrugt ved fremstillingen af de indførte varer.
Dette punkt omfatter materialer, der er leveret af køberen eller på dennes foranledning, og som er forbrugt, dvs. medgået ved fremstillingen af de indførte varer, fx hjælpestoffer, olie, drivmidler o.l.
- ingeni rarbejde, udviklingsarbejde, kunst- og designarbejde, tegninger og skitser, som udføres andetsteds end i EU, og som er nødvendige for fremstillingen af de indførte varer.
Værdien af de under dette punkt nævnte elementer skal kun medregnes til toldværdien, hvis de er fremstillet uden for EU's toldområde, men leveret direkte eller indirekte af køberen. Som eksempler under dette punkt kan nævnes konstruktionsarbejde i form af tegninger, skitser og mønstre. Endvidere kan nævnes film, fotografier, diapositiver, lay-out og reprofilm, men ikke trykplader o.l.
Omkostninger vedrørende forskning og designskitser, dvs. sådanne arbejder, som er gået forud for den egentlige udvikling eller det egentlige design, og dermed sædvanligvis ikke kan relateres til et bestemt produkt, skal dog ikke medregnes i toldværdien, uanset hvor forskningen, respektive fremstillingen, har fundet sted.
Værdien for ovennævnte varer og tjenesteydelser vil, hvis importøren har erhvervet dem af en sælger, være den pris, som køberen har betalt ved indkøbet af de pågældende varer og tjenesteydelser. Har importøren selv produceret det pågældende element, kan produktionsprisen lægges til grund. Omkostninger til transport og forsikring ved forsendelsen til den udenlandske forarbejdnings- eller produktionsvirksomhed skal ikke medregnes i værdien.
A.6.1.3.4 Royalties og licensafgifter
TK art. 32, stk. 1, litra c
Ved royalties og licensafgifter forstås navnlig betalinger for brugen af rettigheder vedrørende
GB art. 157 og 158
- fremstillingen af den indførte vare, især patenter, tegninger, mønstre mv. samt knowhow,
- salget til udførsel af den indførte vare, især fabriks- og varemærker, registrerede mønstre mv.,
- anvendelsen eller videresalget af den indførte vare, især ophavsret og fremstillingsmetode mv., som er uadskilleligt knyttet til den indførte vare.
Royalty/licensafgiftsbetalinger sker normalt i form af løbende rater, fx månedlige eller årlige, eller i form af et engangsbeløb, eventuelt kombineret med efterfølgende rater.
En royalty eller en licensafgift skal kun medregnes i toldværdien, hvis følgende to betingelser er opfyldt
1. Royaltyen/licensafgiften skal vedrøre de varer, der skal værdiansættes.
Ved afgørelsen af spørgsmålet om hvorvidt royalty/licensafgift vedrører de varer, der skal værdiansættes, er det ikke afgørende, hvordan royaltyen/licensafgiften beregnes, men hvorfor den betales, dvs. hvad licenshaveren faktisk får som modydelse for betalingen.
Sker beregningen af en royalty/licensafgift på grundlag af prisen på de indførte varer, kan betalingen formodes at vedrøre disse varer, medmindre andet godtgøres.
Hvis beregningen sker, som det almindeligvis er tilfældet, uafhængigt af prisen på de indførte varer, fx som en procentdel af provenuet ved videresalget af de varer, der er omfattet af royaltyen/licensafgiften, kan betalingen alligevel vedrøre de indførte varer.
Når den indførte vare udelukkende udgør en bestanddel eller komponent, som indgår i varer, der fremstilles inden for EU, skal en justering af den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for den indførte vare, kun foretages, såfremt den pågældende royalty eller licensafgift direkte vedrører denne vare.
For varer, der indføres i usamlet form, eller som kun skal gennemgå en simpel behandling inden videresalget, fx fortynding eller emballering, anses den pågældende royalty eller licensafgift normalt for at vedrøre de indførte varer.
Hvis royalty eller licensafgift til dels vedrører de indførte varer og til dels andre bestanddele eller komponenter, som tilsættes varerne efter indførslen, eller vedrører arbejds- eller tjenesteydelser præsteret efter indførslen, skal der foretages en passende fordeling på grundlag af objektive og målelige oplysninger om varesammensætning mv.
2. Det skal være en betingelse for salget af disse varer, at der skal betales royalty/licensafgift.
GB art. 160
Afgørende i denne sammenhæng er, om sælgeren vil være villig til at sælge de omhandlede varer uden betaling af royalty eller licensafgift. Såfremt dette ikke er tilfældet, er betingelsen opfyldt. En betingelse om betaling kan være udtrykkelig eller underforstået. I de fleste tilfælde vil der dog foreligge en licensaftale, som nærmere fastsætter betingelserne for betaling af royalties eller licensafgifter.
I tilfælde, hvor en køber betaler royalties eller licensafgifter til en anden person end sælgeren, betragtes betingelsen kun som opfyldt, hvis sælgeren eller en med denne forbunden person kræver af køberen, at der sker en sådan betaling. Det er fx tilfældet, når varer købes fra et selskab i en multinational koncern, og royalties eller licensafgifter kræves betalt til et andet selskab i koncernen. Det vil endvidere være tilfældet, når varer købes fra en sælger, som er royalty/licensafgiftsmodtagerens licenshaver, og royalty/licensafgiftsmodtageren kontrollerer salgsbetingelserne.
Fabriks- og varemærker
For royalty/licensafgift, der betales for retten til at bruge et fabriks eller varemærke, gælder desuden, at beløbene kun skal medregnes i toldværdien, såfremt
GB art. 159
- den pågældende royalty/licensafgift vedrører varer, der videresælges i uforandret stand eller kun skal gennemgå en simpel behandling efter indførslen,
- varerne markedsføres under det fabriks- eller varemærke, for hvilket der betales royalty/licensafgift,
- køberen ikke frit kan købe sådanne varer fra andre leverandører, der ikke er forbundne med sælger.
Reproduktion
TK art. 32, stk. 5
Betalinger for retten til at reproducere - mangfoldiggøre - de indførte varer skal ikke medregnes i toldværdien. Det samme gælder betalinger, som foretages af køberen til gengæld for retten til at forhandle eller videresælge de indførte varer, hvis disse betalinger ikke er en betingelse for salg til eksport til EU af de indførte varer.
Knowhow
Knowhow, som overføres i henhold til en indgået aftale, vil ofte omfatte levering af mønstre, opskrifter, formler og instruktioner vedrørende anvendelsen af de varer, som licensen omfatter. Såfremt der ydes knowhow af denne art vedrørende de indførte varer, skal eventuelle betalinger af royalty/licensafgifter herfor tages i betragtning ved toldværdiansættelsen.
Levering af knowhow kan imidlertid også omfatte tjenesteydelser, fx uddannelse af licenshaverens personale med henblik på fremstillingen af et produkt eller anvendelsen af maskiner og anlæg - forekommer fx i forbindelse med begrebet franchising, eller teknisk bistand inden for ledelse, administration, markedsf ring, regnskab mv. Betalingen af royalties eller licensafgifter for sådanne ydelser skal ikke medregnes ved toldværdiansættelse af indførte varer.
Beregning
Når det er konstateret, at en royalty/licensafgift helt eller delvis er en del af toldværdien for en indført vare, skal der herefter foretages en beregning af det beløb, som skal indregnes i toldværdien.
I tilfælde, hvor beregningen af royaltyen/licensafgiften foretages på grundlag af den indførte vares værdi eller mængde, kan den endelige toldværdi for varerne sædvanligvis fastsættes allerede på fortoldningstidspunktet.
Beregningen af en royalty/licensafgift sker imidlertid ofte på et grundlag, der først kan bestemmes efter varernes indførsel. I sådanne tilfælde kan den endelige toldværdiansættelse af det indførte vareparti enten udsættes, eller der kan fastsættes en generel justering af de fakturerede priser.
En sådan generel justering, som efterfølgende regelmæssigt må ajourføres, fastsættes på grundlag af oplysninger for en repræsentativ periode og efter samråd mellem importøren og told- og skatteregionen. I givet fald udstedes en skriftlig toldværdiafgørelse til importøren.
A.6.1.3.5 Provenu ved videresalg, overdragelse eller anvendelse
TK art. 32, stk. 1, litra d
Hvis en del af provenuet ved senere videresalg, overdragelse eller anvendelse af de indførte varer direkte eller indirekte tilfalder sælgeren, skal denne del af provenuet tillægges fakturaprisen.
Denne bestemmelse tager sigte på tilfælde, hvor en del af betalingen til sælgeren for de indførte varer først finder sted i forbindelse med køberens videresalg her i landet, respektive ved køberens overdragelse eller ibrugtagning af de indførte varer.
Hvis beløbets størrelse først kan konstateres ved et umiddelbart efterfølgende salg mv. af de indførte varer, må der foretages en foreløbig værdiangivelse baseret på fakturaprisen og det forventede provenu. Den endelige værdiangivelse skal foretages, når provenuet kan konstateres.
Hvis beløbets størrelse ikke kan konstateres eller foreløbigt angives i forbindelse med fortoldningen, må toldværdien ansættes efter en af de alternative værdiansættelsesmetoder.
A.6.1.3.6 Leveringsomkostninger til indførselsstedet
TK art. 32, stk. 1, litra e
Ved leveringsomkostninger forstås omkostninger til varernes transport og forsikring samt omkostninger ved lastning og håndtering i forbindelse med transporten af de indførte varer. De nævnte omkostninger skal medregnes i toldværdien med den andel, der vedrører transporten indtil indførselsstedet i EU's toldområde.
I den internationale handel anvendes der en række klausuler, fx EXW, FOB og CIF - de såkaldte incoterms - således at det herudfra umiddelbart kan afgøres, om der skal ske justering af den aftalte pris af hensyn til forsendelsesomkostningerne.
Leveringsomkostninger for varer fra Tyrkiet
Toldsamarbejdsudvalget EF-Tyrkiet har for Toldunionen mellem EF og Tyrkiet ved afgørelse nr. 1/96, art. 19, truffet følgende afgørelse, se EF-tidende L 200 af 9. Auguat 1996
Transportomkostninger og omkostninger til forsikring, lastning og håndtering i forbindelse med transport af varer fra ikke-EU-lande, der påløber efter, at varerne er ført ind i toldunionens område, medregnes ikke ved fastsættelsen af toldværdien, forudsat at de er særskilt angivet i forhold til den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne.
Landbrugsvarer og varer, der er genstand for antidumpingtold er ikke omfattet af afgørelsen.
Indførselssted GB art. 163
Indførselsstedet i EU's toldområde retter sig efter transportmåden og er
- for varer, der transporteres ad søvejen: losningshavnen, respektive omladningshavnen, såfremt omladningen er dokumenteret,
- for varer, der uden omladning overgår fra søtransport til transport ad indre vandveje: den første havn, ved den indre vandvejs munding eller et sted længere inde i landet, hvor losning kan foretages, såfremt det godtgøres, at fragten til losningshavnen er højere end fragten til den første havn,
- for varer, der transporteres med jernbane, ad indre vandveje, eller ad landevej: det første toldsted i toldområdet,
- for varer, der transporteres på anden måde: det sted, hvor grænsen til EU's toldområde overskrides.
Det første indførselssted i EU's toldområde kan lægges til grund ved værdiansættelsen af varer, der efter at være indført i EU's toldområde transporteres gennem Schweiz's, Tjekkiets, Slovakiets, Ungarns eller det tidligere Jugoslaviens område på vejen til bestemmelsesstedet i en anden del af EU's toldområde.
Tilsvarende regel gælder for varer, der efter at være indført i EU's toldområde transporteres ad søvejen til bestemmelsesstedet i en anden del af dette område. Det er en betingelse, at varerne transporteres direkte til bestemmelsesstedet ad en sædvanlig transportvej. Er denne betingelse ikke opfyldt, anvendes i stedet det næste indførselssted, hvor betingelsen er opfyldt.
Foretages losning eller omladning eller midlertidig afbrydelse af transporten i ovennævnte landes områder - Schweiz mv. -, kan det første indførselssted stadig lægges til grund, hvis losningen mv. skyldes grunde, der står i forbindelse med transporten.
Der gælder særlige regler med hensyn til indførselsstedet for varer, der indføres via et af de franske oversøiske departementer.
Opdeling af transportomkostninger
I tilfælde, hvor leveringsomkostningerne til indførselsstedet skal tillægges fakturaprisen, fx når varerne er købt ab fabrik eller fob afsendelseshavn, kan der blive tale om opdeling af de afholdte transportomkostninger
GB art. 164
Hvis varerne transporteres med samme art befordringsmiddel til et sted længere inde i EU's toldområde end indførselsstedet, kan transportomkostningerne opdeles forholdsmæssigt efter den tilbagelagte strækning uden for og inden for toldområdet, således at kun den del af transportomkostningerne, der vedrører strækningen uden for toldområdet, medregnes i toldværdien.
Importøren kan dog i stedet vælge at medregne de transportomkostninger, der ville være opstået efter en almindelig, bindende fragttarif for varernes transport til indførselsstedet i EU's toldområde, på betingelse af, at importøren kan dokumentere disse over for told- og skatteregionen. Som dokumentation vil kunne benyttes en påtegning af transportvirksomheden - statsbanerne, rederi, vognmand mv. - på fragtdokumentet om størrelsen af transportomkostningerne til indførselsstedet. Såfremt transporten forestås af en speditør, skal speditørnotaen fremlægges som fragtdokumentation.
GB bilag 25
Luftfragtomkostninger opdeles forholdsmæssigt efter den tilbagelagte strækning uden for og inden for EU's toldområde. En fortegnelse over hvilke procenter af luftfragten, der skal medregnes for danske lufthavne findes i bilag 11.
Momsværdi
Omkostninger, der vedrører varers transport fra indførselsstedet i EU's toldområde til det første bestemmelsessted i Danmark, skal medregnes i værdien til beregning af moms. Omkostningerne skal angives i fortoldningsangivelsens rubrik 12, Værdioplysninger, medmindre de er medtaget i toldværdien.
Ekspresforsendelser - luftkurerer
I forbindelse med luftfragtekspresforsendelser, herunder kurerforsendelser, betales der ofte for en række ydelser ud over selve lufttransporten. Der kan være tale om dør-til-dør levering, klarering mv. Prisen for disse ydelser kan være særskilt oplyst, men er som regel inkluderet i en samlet pris for leveringen.
EU's toldværdiudvalg har besluttet, at disse forsendelser skal behandles således
- kendes de faktiske ekspresforsendelsesomkostninger på fortoldningstidspunktet, lægges disse omkostninger til toldværdien. Omkostninger, som påløber efter indførslen til EU's toldområde, medtages dog ikke i toldværdien, forudsat at sådanne omkostninger kan adskilles fra de samlede omkostninger. Er ekspresbefragteren ikke i stand til at påvise størrelsen af disse omkostninger, anvendes de fastsatte procentsatser for luftfragt på de samlede ekspresforsendelsesomkostninger. En fortegnelse gældende for danske lufthavne findes i bilag 11.
- kendes de faktiske ekspresforsendelsesomkostninger ikke på fortoldningstidspunktet, anvendes et beløb svarende til de sædvanlige omkostninger for en tilsvarende forsendelse eller for en forsendelse i modsat retning. Fastsatte procentsatser for luftfragt anvendes som ovenfor anført.
Ekspresbefragtere, deres repræsentanter eller personer, der er udpeget til at foretage fortoldning af ekspresforsendelser, skal forsyne told- og skatteregionen med den nødvendige dokumentation for de faktiske ekspresforsendelsesomkostninger eller, hvis dette ikke er muligt, med den pågældende befragters fragttarif.
EMS-Jetpost
Ovennævnte regler gælder ikke kun for egentlige ekspresbefragtere, men også for befragtere, der tilbyder en tilsvarende ydelse. De gælder således også for ekspresposttjenesten EMS-Jetpost-forsendelser, også benævnt EMS-Datapost.
Vederlagsfri transport og transport med køberens eget transportmiddel
GB art. 164
Transporteres varer vederlagsfrit eller med køberens transportmiddel, skal der til toldværdien medregnes transportomkostninger til indførselsstedet beregnet efter den sædvanligt anvendte tarif for den benyttede transportmåde.
Luftfartsselskabers transport af egne varer
Efter drøftelse i EU's toldværdiudvalg er det besluttet, at luftfartsselskaber, der transporterer egne varer med selskabernes egne fly, kan anvende følgende fragtbeløb ved fastsættelsen af toldværdien for disse varer. Beløbene er for tiden
- fra USA og Canada 10,90 kr. pr. kg - fra Europa 6,12 kr. pr. kg - fra resten af verden 18,38 kr. pr. kg
I toldværdien medregnes den del af ovennævnte fragtbeløb, der vedrører transporten uden for EU's toldområde, dvs. med de procentandele, der for så vidt angår transport til danske lufthavne fremgår af bilag 11.
Modtager et luftfartsselskab egne varer, som er transporteret gratis med et andet luftfartsselskabs fly, kan ovennævnte fragtbeløb også anvendes.
Postforsendelser
For almindelige postforsendelser skal porto til bestemmelsesstedet medregnes fuldt ud i toldværdien. Dette gælder ikke eventuelle ekstra posttakster, der måtte opkræves i indførselslandet.
GB art. 165
For så vidt angår indførsel af varer, der ikke har erhvervsmæssig karakter, skal den angivne toldværdi ikke reguleres for porto. Som værende uden erhvervsmæssig karakter anses forsendelser, som
- finder sted lejlighedsvis,
- udelukkende indeholder varer, der er bestemt til modtagerens personlige brug eller til brug for dennes familie, og hvis beskaffenhed eller mængde ikke tyder på erhvervsmæssig indførsel.
- sendes til modtageren uden nogen form for vederlag.
Lastning og håndtering mv.
De omkostninger, der er forbundet med lastning i transportmidlet evt. omladning og håndtering af varerne forud for ankomsten til indførselsstedet, skal fuldt ud medregnes i toldværdien.
Omkostninger til midlertidig oplagring uden for EU's toldområde skal medregnes i toldværdien, hvis oplagringen står i forbindelse med transporten.
Overliggerpenge
Overliggerpenge - demurrage charges - som afkræves importøren på grund af forsinkelse med lastningen af et transportmiddel uden for EU's toldområde, anses for at være en transportomkostning og skal derfor medregnes til toldværdien.
Forsikringsudgifter
Forsikringsudgifter medregnes - hvad enten de bæres af eksportøren eller importøren - sædvanligvis i deres helhed til toldværdien, da udgifterne normalt er de samme, hvad enten forsendelsen skal ekspederes til indførselsstedet eller til et bestemmelsessted inde i toldområdet. Hvis udgifterne til forsikring beregnet til indførselsstedet faktisk er lavere, skal kun det lavere beløb medregnes i toldværdien.
Forsikring af varer under transport til bestemmelsesstedet tegnes ofte af eksportøren, og udgifterne debiteres i så fald importøren i forbindelse med faktureringen af varerne. Denne situation vil normalt fremgå af fakturaen, fx ved betegnelsen cif eller ved speciel anførsel af præmiebeløbet. Det kan dog også forekomme, at leverandøren periodisk foretager særskilt debitering af forsikringsbeløb, og i så fald må importøren for den enkelte sending medregne et forholdsmæssigt beløb.
Transportforsikring kan også være tegnet af importøren, enten i form af en forsikring tegnet for den enkelte varesending, eller ved en såkaldt generalforsikring.
A.6.1.4 Fradrag i fakturaprisen
TK art. 33
En række omkostninger skal ikke medregnes til toldværdien. Hvis de er medregnet i fakturaprisen, kan de derfor fratrækkes denne pris. Det er en betingelse, at fradragsbeløbene er separat anført i forhold til fakturaprisen. Der er tale om følgende omkostninger: leveringsomkostninger efter indførselsstedet, omkostninger til bygnings- og installationsarbejde mv., renter, omkostninger til retten til at reproducere de indførte varer og told og afgifter, der påløber i EU's toldområde, og i særlige tilfælde indkøbsprovision.
A.6.1.4.1 Leveringsomkostninger efter indførselsstedet
Det forekommer, at fragten til bestemmelsesstedet er betalt af afsenderen og indeholdt i den fakturerede pris, uden at der i fakturaen eller andre handelsdokumenter er anført, hvor meget omkostningerne til transport i EU udgør.
EU's toldværdiudvalg har i en vejledende kommentar om betydningen af udtrykket "separat angivet" udtalt, at der i sådanne tilfælde kan foretages fradrag efter følgende regler
- Kendes de samlede transportomkostninger fra afsendelsesstedet til bestemmelsesstedet i EU, kan dette beløb opdeles forholdsmæssigt efter den tilbagelagte strækning uden for og inden for EU. Et beløb svarende til den andel af omkostningerne, der vedrører transporten i EU, kan derefter fradrages. Det er en betingelse, at varerne transporteres med samme type transportmiddel eller på et enkelt gennemgående fragtdokument,
Luftfragtomkostninger kan opdeles. En fortegnelse gældende for danske lufthavne findes i bilag 11.
- Kendes de samlede transportomkostninger ikke, eller er det af en eller anden grund ikke formålstjenligt at foretage en forholdsmæssig opdeling, kan et beløb svarende til de faktiske omkostninger til transport efter indførselsstedet i EU fratrækkes.
Kan dette ikke lade sig gøre, kan de sædvanlige omkostninger til en sådan transport trækkes fra. Fradraget kan dog ikke overstige, hvad der svarer til minimumsfragten i EU. Hvis told- og skatteregionen kræver det, skal importøren fremlægge den tarif, der henvises til.
Fast pris frit bestemmelsessted
GB art. 164, stk. 1, litra b
Faktureres varer til en fast pris frit bestemmelsessted, som svarer til prisen på indførselsstedet, kan de omkostninger, der vedrører transporten inden for EU's toldområde dog ikke fratrækkes. Et sådant fradrag kan dog foretages, når det over for told- og skatteregionen godtgøres, at prisen frit grænse ville være lavere end den faste pris frit bestemmelsessted.
A.6.1.4.2 Omkostninger til bygnings- og installationsarbejde mv.
Toldværdien omfatter ikke omkostninger vedrørende bygnings-, installations- eller monteringsarbejde, vedligeholdelse eller teknisk bistand, som foretages efter indførslen af de pågældende varer.
Det forekommer, at prisen i salgskontrakter vedrørende større genstande, som fx tekniske anlæg, maskiner eller industrimateriel indbefatter ydelser i forbindelse med opstillingen eller ibrugtagningen. Betalingen for sådanne ydelser fradrages, hvis beløbet er særskilt anført, fx i fakturaen eller i kontrakten.
A.6.1.4.3 Renter
Reglerne om fradrag for renter findes i A.6.1.2.2.
A.6.1.4.4 Retten til at reproducere de indførte varer
Reglerne om fradrag for omkostninger til retten til at reproducere de indførte varer i EU findes i A.6.1.3.4.
A.6.1.4.5 Indkøbsprovision
Reglerne om fradrag af indkøbsprovision findes i A.6.1.3.1. Det bemærkes, at fradrag af indkøbsprovision alene har relevans for fakturaer fra køberens egen agent - fx. en såkaldt kontraktagent. Er der i en almindelig salgsfaktura anført et beløb for indkøbsprovision, kan dette beløb ikke fratrækkes.
A.6.1.4.6 Told og afgifter
Toldværdien omfatter ikke told og afgifter, der påløber i EU's toldområde. Hvis det klart fremgår af fakturaen, at der i de fakturerede priser er indregnet told og/eller afgift, som påløber i toldområdet, fx. ved leveringsmåden frit i hus fortoldet og afgiftsberigtiget, reduceres fakturaprisen derfor med tolden og afgiften. Dette kan gøres ved, at fakturapriserne successivt multipliceres med følgende br ker
Moms: 100 m = momssatsen ------- 100 + m Told: 100 t = toldsatsen ------- 100 + t
GB art. 146
Er der i fakturaprisen medregnet afgiftsbeløb, som er pålagt de pågældende varer i oprindelses- eller eksportlandet, indgår dette beløb ikke i toldværdien, hvis det kan godtgøres, at varerne er blevet eller vil blive fritaget for afgiften til fordel for køberen.
A.6.2 De alternative metoder
TK art. 30
Ved ansættelsen af toldværdien efter transaktionsværdimetoden er der visse betingelser, der skal være opfyldt, se A.6.1.1. Hvis betingelserne ikke er opfyldt kan toldværdien ansættes i overensstemmelse med følgende metoder
- metode 1: Transaktionsværdien for identiske varer, - metode 2: Transaktionsværdien for lignende varer, - metode 3: Værdi beregnet på grundlag af videresalgsprisen - subtraktionsmetoden, - metode 4: Værdi beregnet ud fra fremstillingsomkostningerne, fortjeneste mv. - beregnet værdi, - metode 5: Rimelige fremgangsmåder.
I tilfælde, hvor toldværdien ikke kan ansættes på grundlag af metode 1 eller 2, kan importøren vælge mellem metode 3 og 4.
A.6.2.1 Transaktionsværdien for identiske varer
TK art. 30, stk. 2, litra a
Toldværdien efter denne metode ansættes som transaktionsværdien for identiske varer, som er solgt med henblik på udførsel til EU, og som er udført fra eksportlandet på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes.
GB art. 150
Ved identiske varer forstås varer, der er fremstillet i samme land, og som fremtræder ens i alle henseender, herunder ens fysiske egenskaber, kvalitet og omdømme. Mindre forskelle i udseende er ikke til hinder for, at varer, som i øvrigt er i overensstemmelse med definitionen, kan betragtes som identiske.
Toldværdien ansættes ved benyttelse af transaktionsværdien for identiske varer, der er solgt i samme handelsled og i omtrent samme mængder som de varer, der skal værdiansættes. Når sådanne salg ikke kan konstateres, kan transaktionsværdien for identiske varer, der er solgt i et andet handelsled og/eller i andre mængder, benyttes. Der skal da foretages en forholdsmæssig justering - i såvel op- som nedadgående retning - af værdien for så vidt angår forskelle i handelsled og varemængde, forudsat at importøren kan dokumentere den økonomiske berettigelse af sådanne forskelle.
En betingelse for justering på grund af forskellige handelsled eller forskellige varemængder er, at denne justering, hvad enten den fører til en forhøjelse eller en nedsættelse af værdien som ovenfor nævnt, kun foretages på grundlag af forelagte beviser, der klart viser, at den er rimelig og nøjagtig, fx gældende prislister, hvori der er anført priser, som refererer til forskellige handelsled eller til forskellige varemængder.
Hvis de indførte varer, der skal værdiansættes, består af en forsendelse på ti enheder, og de eneste indførte identiske varer, for hvilke der findes en transaktionsværdi, vedrørte et salg på 500 enheder, og sælgeren yder kvantumsrabat, kan den nødvendige justering foretages under henvisning til sælgerens prisliste og ved benyttelse af den pris, som gælder for salg af ti enheder. Dette kræver ikke, at der skal have fundet et salg af ti enheder sted, blot det godtgøres ved salg i andre mængder, at prislisten er pålidelig.
I tilfælde, hvor der efter den foreliggende dokumentation foreligger flere forskellige acceptable transaktionsværdier for identiske varer, kan den laveste værdi anvendes.
Transaktionsværdien af identiske varer fremstillet af andre producenter end den, der har fremstillet de varer, der foreligger til værdiansættelse, kan kun anvendes, hvis det ikke er muligt at fremskaffe oplysninger om transaktionsværdien for identiske varer fremstillet af sidstnævnte.
Som eksempel på anvendelse af denne værdiansættelsesmetode kan nævnes et tilfælde, hvor en importør, der er afhængig af eksportøren, har købt et vareparti til 90 kr. pr. enhed. Importøren henviser til en import af identiske varer indført kort tid før, der er værdiansat efter transaktionsværdimetoden til 98 kr. pr. enhed. Der er ikke tale om forskelle i transportomkostningerne. Hvis de varer, importøren henviser til, opfylder betingelserne for at blive betragtet som identiske varer, vil toldværdien for varepartiet efter denne metode blive ansat til 98 kr. pr. enhed.
A.6.2.2 Transaktionsværdien for lignende varer
TK art. 30, stk. 2, litra b
Toldværdien efter denne metode ansættes som transaktionsværdien for lignende varer, der er solgt med henblik på udførsel til EU og udført fra eksportlandet på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes.
GB art. 151
Ved lignende varer forstås varer, der er fremstillet i samme land, og som uden at være ens i alle henseender har lignende egenskaber og består af lignende materialer, hvorved de kan tjene til samme formål, og kan ombyttes i handelen. Varernes kvalitet, deres omdømme og forekomsten af et fabriks- eller varemærke tæller blandt de faktorer, der skal tages i betragtning for at afgøre, om der er tale om lignende varer.
Værdiansættelsen finder sted efter tilsvarende regler, som er beskrevet ovenfor for værdiansættelse efter transaktionsværdien for identiske varer.
A.6.2.3 Værdi beregnet på grundlag af videresalgsprisen - subtraktionsmetoden
TK art. 30, stk. 2, litra c
GB art. 152
Efter denne metode kan toldværdien ansættes på grundlag af den enhedspris, som de indførte varer opnår ved et salg i EU - videresalgsprisen - til personer, der ikke er afhængige af sælgerne og med fradrag af følgende elementer
- enten de provisioner, som i almindelighed betales eller aftales,
eller de beløb, som i almindelighed beregnes for avancer og generalomkostninger i forbindelse med salg i EU af indførte varer af samme art eller type, inklusive direkte eller indirekte omkostninger ved markedsf ring af de omhandlede varer.
- sædvanlige transport- og forsikringsomkostninger og lignende, der påløber i EU,
- told og andre afgifter, som skal betales i EU i forbindelse med indførsel eller salg af varerne.
Hvis de indførte varer ikke sælges i EU, kan toldværdien ansættes på grundlag af enhedsprisen ved salg i EU af identiske eller lignende varer og med samme fradrag som anført foran.
Den enhedspris, der skal tages i betragtning, er den pris, til hvilken det største samlede antal enheder er solgt til uafhængige personer i det første handelsled efter indførslen.
Enhedsprisen skal bestemmes på samme eller næsten samme tidspunkt som indførslen af de varer, der skal værdiansættes, og senest 90 dage efter indførslen.
Selv om der sker en bearbejdning eller forarbejdning af de indførte varer, inden de videresælges, kan toldværdien, når importøren anmoder derom, alligevel ansættes på grundlag af videresalgsprisen. I sådanne tilfælde skal der også foretages fradrag for den værditilvækst, der er en følge af den yderligere bearbejdning eller forarbejdning.
Det er dog en betingelse, at varerne ikke har mistet deres identitet ved den yderligere forarbejdning, medmindre værditilvæksten ved denne forarbejdning uden vanskelighed kan fastsættes.
Subtraktionsmetoden kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor varerne indføres for at blive solgt for leverandørens regning. De almindeligst forekommende tilfælde er kommissions-/konsignationsforretninger og auktionsforretninger, se A.6.4.2 og A.6.4.3.
A.6.2.4 Værdi beregnet på grundlag af produktionsomkostningerne - beregnet værdi
TK art. 30, stk. 2, litra d
Toldværdien ansættes ifølge denne metode på grundlag af en beregnet værdi. Den beregnede værdi udgør summen af
- prisen eller værdien af materialer og fabrikation eller andre arbejdsprocesser ved fremstillingen af de indførte varer,
- et beløb for avancer og generalomkostninger svarende til, hvad der almindeligvis indgår i salg af varer af samme art eller type som de varer, der skal værdiansættes, og som fremstilles af producenter i udførselslandet til udførsel til EU, og
- prisen eller værdien af omkostninger til transport, forsikring, lastning og håndtering - alt indtil indførselsstedet i EU's toldområde.
GB art. 153
Anvendelsen af denne værdiansættelsesmetode vil normalt være begrænset til sådanne tilfælde, hvor køber og sælger er indbyrdes afhængige, og hvor sælgeren - producenten - er villig til at give told- og skatteregionen de nødvendige oplysninger om omkostningsberegningerne og i givet fald stå til rådighed for al yderligere kontrol.
A.6.2.5 Anvendelse af rimelige fremgangsmåder
TK art. 31
Hvis ingen af de foran nævnte alternative værdiansættelsesmetoder kan bringes i anvendelse, skal værdien ansættes ifølge rimelige fremgangsmåder, der er forenelige med grundsætningerne og de almindelige bestemmelser i aftalen om anvendelse af artikel VII i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel - GATT (WTO) - og overenskomstens artikel VII samt på grundlag af oplysninger, der er tilgængelige i EU.
Ved anvendelsen af rimelige fremgangsmåder skal toldværdien så vidt muligt baseres på tidligere fastsatte toldværdier. Fremgangsmåden ved toldværdiansættelse efter denne metode skal så vidt muligt svare til de fremgangsmåder, der benyttes ved henholdsvis transaktionsværdimetoden eller en af de øvrige alternative metoder.
Toldværdien kan dog ikke ansættes på grundlag af
- salgsprisen i EU for varer, der er fremstillet i EU,
- et system, hvorefter den højeste af to mulige værdier anvendes ved toldværdifastsættelsen,
- vareprisen på udførselslandets hjemmemarked,
- andre produktionsomkostninger end de beregnede værdier, der er fastsat for identiske eller lignende varer,
- prisen ved udførsel til et land, der ikke er omfattet af EU's toldområde,
- minimumstoldværdier,
- vilkårlige eller fiktive værdier.
A.6.3 Angivelse og dokumentation
Importøren skal ved fortoldningen angive varernes toldværdi og fremlægge den nødvendige dokumentation.
A.6.3.1 Angivelse af toldværdien
Importøren har pligt til at angive toldværdien af varer, der indføres fra lande uden for EU.
I tilfælde, hvor der er udstedt en værdiafgørelse, der vedrører den foreliggende indførsel, skal værdiafgørelsens nummer og dato angives i toldværdideklarationen, se A.6.3.3.1.
A.6.3.2 Dokumentation af toldværdien
TK art. 14 og GB art. 181
Til dokumentation af toldværdien skal klarereren som hovedregel afgive alle nødvendige oplysninger og dokumenter. Er der tale om et salg, skal en kopi, evt. en fotokopi, af salgsfakturaen i alle tilfælde afgives. Til belysning af størrelsen af omkostningselementer og handelsvilkår mv. kan told- og skatteregionen også kræve, at der fremlægges andre dokumenter, fx transportdokumenter.
Oplysninger og dokumenter skal i øvrigt afgives af enhver person eller virksomhed, som direkte eller indirekte har interesse i den pågældende indførsel.
A.6.3.2.1 Fakturaen
Hvis fakturaen er udstedt til en person, der er bosat i et andet EU-land, skal den afgives i to eksemplarer. Det ene eksemplar afstemples af told- og skatteregionen og leveres tilbage til importøren, så det kan sendes til den person, som fakturaen er udstedt til.
Fakturaen skal oversættes, hvis told- og skatteregionen kræver det.
A.6.3.2.2 Krav til fakturaen
Fakturaen skal være udfærdiget af sælgeren eller den, for hvis regning varerne indføres hertil.
Fakturaen skal normalt indeholde følgende oplysninger
- sælgerens navn og adresse,
- køberens navn og adresse,
- sted og dato for fakturaens udfærdigelse,
- kollienes antal, art, mærker, numre og bruttovægt,
- en nøjagtig specifikation af sendingens indhold, herunder oplysning om vareart: dessin, kvalitet, artikelnummer eller lignende. Nettomængden for hver vareart: styktal, masse eller mål efter branchemæsssig sædvane,
- specificeret prisangivelse for hver prisenhed,
- alle øvrige til salg, betaling eller overtagelse og levering knyttede betingelser, herunder oplysning om hvem der afholder transport-, forsikrings- og andre leveringsomkostninger, leveringsstedet, og indrømmede rabatter og prisnedsættelser med angivelse af disses karakter.
Hvis der mangler oplysninger om rabatter eller prisreduktioner, der forud er fratrukket i fakturabeløbet, eller om fakturerede rabatters karakter, skal varemodtageren supplere fakturaen med sådanne oplysninger.
A.6.3.2.3 Samlefakturaer
Speditører kan få tilladelse til i eget navn og efter én fortoldningsangivelse at fortolde samlesendinger indeholdende leverancer af ensartede varepartier til fordeling blandt varemodtagere, der har indkøbt varer frit i hus i told- og afgiftsberigtiget tilstand.
Sådanne tilladelser, der udstedes for bestemte varekategorier fra nærmere betegnede leverandører, skal indeholde bestemmelser om, at der ved fortoldningen skal afgives en af leverandøren udstedt samlefaktura, der må indeholde oplysninger om bl.a. købernes navne og adresser samt de enkelte kundefakturaers totalbeløb. I samlefakturaerne skal der endvidere for hver varekode være foretaget en opgørelse af den samlede toldværdi.
Samlefakturaen skal være bilagt et eksemplar af de af leverandøren til de enkelte købere udstedte fakturaer indeholdende de sædvanlige fakturaoplysninger.
Ansøgninger om samlesendingstilladelser indsendes til den told- og skatteregion, hvor speditøren mv. har sin adresse. Tilladelserne gives normalt gyldighed i 3 år.
A.6.3.2.4 Kredit- og debetnotaer
I tilfælde, hvor fakturaen ikke er i overensstemmelse med den med leverandøren indgåede aftale, og varemodtageren som dokumentation herfor fremlægger kreditnota eller debetnota, hvori leverandøren korrigerer fakturaprisen, vil værdiansættelsen kunne ske under hensyn hertil, hvis den korrigerede fakturapris er udtryk for den pris, der er betalt eller skal betales - transaktionsværdien.
Kreditnotaer skal utvetydigt referere til den pågældende faktura ved henvisning til fakturanummer, fakturadato og varespecifikation, fx i tilfælde, hvor fakturaprisen korrigeres for prisnedsættelser, der modsvarer fejl eller mangler ved varerne eller varesendingen, eller for regnefejl eller fradragsberettigede rabatter.
A.6.3.2.5 Fragtbreve mv.
Til bekræftelse af transportomkostningerne skal importøren ved fortoldningen fremlægge dokumentation i form af fragtbrev, konnossement eller lignende. Fotokopier kan antages.
Ønsker importøren fradrag for transportomkostninger efter indførslen til EU's toldområde, og kendes de samlede transportomkostninger ikke, kan de sædvanlige omkostninger til en sådan transport trækkes fra. Hvis told- og skatteregionen kræver det, skal importøren fremlægge den tarif, der henvises til.
A.6.3.2.6 Dokumentation ved indbyrdes afhængighed
Når importør og eksportør er indbyrdes afhængige, og importøren ønsker transaktionsværdien benyttet under henvisning til en sammenligningsværdi, se A.6.1.1, skal der fremlægges dokumentation for sammenligningsværdien. Det kan ske i form af tolddokumenter, fx kopier af fortoldningsangivelser, fakturakopier mv., hvoraf fremgår, at de påberåbte sammenligningsværdier tidligere er godkendt af told- og skatteregionen.
A.6.3.2.7 Dokumentation vedrørende de alternative metoder
I de tilfælde, hvor toldværdien ønskes ansat efter en af de alternative ansættelsesmetoder, skal varemodtageren fremlægge den dokumentation, der indeholder de oplysninger, der er nødvendige for at benytte den pågældende metode.
Sker værdiansættelsen på grundlag af transaktionsværdien for identiske eller lignende varer, skal varemodtageren fremlægge tolddokumenter, fx kopier af fortoldningsangivelser, fakturakopier mv., hvoraf det skal fremgå, at transaktionsværdien for identiske eller lignende varer tidligere er blevet godkendt af toldmyndighederne.
Ønsker en varemodtager at anvende subtraktionsmetoden, fx for varer der er leveret i kommission/konsignation, må varemodtageren afgive dokumentation for enhedsprisen, eller hvis en sådan ikke foreligger, en specifikation indeholdende de oplysninger, der er nødvendige for den foreløbige værdiangivelse. Snarest - og senest 90 dage - efter afsætningen af varerne skal importøren afgive en genpart af afregningen med leverandøren indeholdende en specificeret opgørelse af opnået salgspris samt en beregning af toldværdien i overensstemmelse med reglerne for subtraktionsmetoden.
Ønskes metoden for beregnet værdi anvendt, skal der fremlægges oplysninger om produktionen og om beløb for avancer og generalomkostninger. Oplysningerne skal gives af den udenlandske producent eller på dennes vegne.
A.6.3.3 Toldværdideklaration og værdispecifikation
Ved fortoldningen skal importøren afgive en toldværdideklaration, hvis forsendelsens værdi overstiger 40.000 kr., se A.6.3.3.1, desuden skal importøren altid foretage en specifikation af værdien for hver varekode, se A.6.3.3.2.
A.6.3.3.1 Toldværdideklaration
GB art. 178 og 179
Ved fortoldning af forsendelser indeholdende værditoldpligtige varer, hvis toldværdi overstiger 40.000 kr., skal der afgives en erklæring - toldværdideklaration - om handelsforholdet mellem køber og sælger, om købs- og leveringsbetingelser samt en angivelse af de beløb, der skal tages i betragtning ved ansættelsen af toldværdien.
Deklarationen afgives på en særlig blanket, benævnt toldværdideklaration - nr. 14.007 . Blanketten, der er vist i bilag 4, anskaffes af importøren og kan købes i boghandlen.
Værdigrænsen på 40.000 kr. gælder for én forsendelse, det vil sige, at der skal afgives en deklaration, hvis forsendelsens samlede værdi overstiger 40.000 kr., uanset om værdien pr. varekode eventuelt ikke overstiger grænsen. Hvis forsendelsen indeholder såvel værditoldpligtige varer som andre varer, er det værdien af de værditoldpligtige varer, der er afgørende.
Ved værditoldpligtige varer forstås varer, for hvilke tolden skal beregnes på grundlag af toldværdien, herunder også tilfælde, hvor en specifik toldsats er kombineret med en værditoldsats.
Leveres varer i delsendinger, skal der afgives toldværdideklaration, såfremt den samlede værdi er over 40.000 kr. Deklarationen afgives ved første indførsel.
Deklarationen skal ikke afgives, hvis varerne
- er toldfri ifølge toldtariffen,
- kan opnå toldfrihed som følge af en toldpræference-, toldkontingent- eller importloftordning,
- kan indføres toldfrit ifølge en toldsuspension eller toldlempelsesordning. Dette gælder dog ikke værditoldpligtige varer, der indføres til aktiv forædling efter tilbagebetalingsordningen.
Deklarationen skal endvidere ikke afgives ved oplæggelse af varer på toldoplag eller på private lagre i Københavns Frihavn. Ligeledes skal deklarationen ikke afgives for varer, der værdiansættes på grundlag af de forenklede procedurer for letfordærvelige varer - frugter og grøntsager, eller i tilfælde, hvor indførslen ikke har erhvervsmæssig karakter.
Toldværdideklarationen skal underskrives af varemodtageren eller af en person, herunder en speditør, som varemodtageren har bemyndiget til at underskrive. Det er en betingelse, at underskriveren er bosat i EU, og at den pågældende er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger.
For samlesendinger, se A.6.3.2.3, kan der afgives en samlet toldværdideklaration for hele sendingen underskrevet af speditøren. I køberfeltet - rubrik 2a - henvises til samlefakturaens oplysninger om købernes navne og adresser.
Har varerne været genstand for successive salg, er det navnene på de parter, der har været involveret i den handel, som er grundlaget for værdiangivelsen, der skal henvises til.
GB art. 179, stk. 3
Varemodtagere, som til stadighed indfører varer fra samme leverandør kan på uændrede handelsvilkår, få tilladelse til at afgive en generel toldværdideklaration om handelsforholdet til den pågældende leverandør. Sådanne deklarationer gælder normalt 3 år, men dog kun så længe handelsforholdene er uændrede. Skriftlig ansøgning herom kan sendes til den lokale told- og skatteregion.
A.6.3.3.2 Værdispecifikation
Det påhviler importøren sammen med fortoldningsangivelsen at foretage en specifikation af værdien for hver varekode.
Når toldværdideklaration efter de foranstående regler er obligatorisk, foretages på deklarationens side 2 en specifikation af de beløb, der skal tages i betragtning ved toldværdiansættelsen. Varemodtagerens underskrift på deklarationens side 1 gælder også oplysningerne i værdispecifikationen.
Ved indførsel af varer, der er værditoldpligtige, men hvor toldværdien ikke overstiger 40.000 kr., skal der ligeledes foretages en specifikation af toldværdien. Specifikationen kan enten foretages på toldværdideklarationens side 2, eller der kan anvendes et særligt stempel, der påføres den faktura, som skal afgives sammen med fortoldningsangivelsen. Det er en forudsætning, at den på denne måde afgivne specifikation indeholder alle oplysninger, der er relevante for ansættelsen af toldværdien. Et stempel, som vist i bilag 12, vil kunne anvendes.
EDB-udskrevne værdispecifikationer
Varemodtagere og speditører mv, som anvender edb-systemer, kan efter ansøgning til told- og skatteregionen få tilladelse til at afgive værdispecifikationen i form af en edb-specifikation.
GB art. 180
Inden tilladelsen gives, må virksomheden forelægge told- og skatteregionen eksempler på, hvorledes man vil udfærdige edb-specifikationerne.
A.6.4 Særlige tilfælde
Toldværdien skal i en række tilfælde anvendes på en særlig måde, afhængig af omstændighederne i det enkelte tilfælde.
Der kan fx være tale om
- beskadigede varer, se A.6. 4.1
- kommissions- og konsignationsvarer, se A.6.4.2
- auktionsvarer, se A.6.4.3
- varer indført på lejebasis, se A.6.4.4
- leverancer uden betaling, se A.6.4.5
- varer fra reparation, bearbejdning, forædling m.m., se A.6.4.6
- byttehandel, se A.6.4.7
- brugte motorkøretøjer, se A.6.4.8
- jagttrofæer, se A.6.4.9
- letfordærvelige varer, se A.6.4.10
- edb-programmel, se A.6.4.11
A.6.4.1 Beskadigede varer
GB art. 145
Hvis et vareparti inden fortoldningen er blevet beskadiget, eller en del af partiet er gået tabt, kan der ved værdiansættelsen tages hensyn til værdiforringelsen.
Er varerne indført i forbindelse med et salg, således at der foreligger en transaktionsværdi, kan denne transaktionsværdi reduceres med de af køberen modtagne kommercielle erstatningsbeløb. Der skal fremlægges kreditnota som dokumentation for erstatningsbeløbets størrelse.
I tilfælde, hvor beskadigelsen af en varesending er opstået under transport, omladning, oplagring osv., fx vand- eller røgskade, vil der som regel foreligge en af en forsikringsekspert udfærdiget skadesrapport indeholdende en vurdering af skadens omfang udtrykt i procent. Sådanne vurderinger vil i almindelighed kunne tages i betragtning ved værdiansættelsen.
I andre tilfælde overtager forsikringsselskabet varerne mod fuld erstatning og videresælger dem undertiden til den oprindelige køber. I sådanne tilfælde er der tale om et nyt køb, hvorfor værdiansættelse kan ske på sædvanlig måde på grundlag af den af forsikringsselskabet udstedte faktura.
For frugter og grøntsager, der værdiansættes efter de forenklede procedurer for letfordærvelige varer, gælder særlige regler for så vidt angår beskadigede varer, se A.6.4.10.
A.6.4.2 Kommissions- og konsignationsvarer
For varer, der indføres i kommission/konsignation, foreligger der således på fortoldningstidspunktet normalt ikke en salgspris, som kan danne grundlag for værdiangivelsen. En endelig værdiangivelse kan derfor først finde sted, når varerne er blevet afsat her i landet.
Ved fortoldningen må importøren ud fra sit kendskab til varerne og den forventede salgspris foretage en foreløbig værdiangivelse, som skal ligge så tæt som muligt på den forventede toldværdi.
I fortoldningsangivelsen skal importøren angive, at varen indføres i kommission eller konsignation. Importøren skal afgive en specifikation over varepartiet med oplysning om leverandørens navn, varernes art, kvalitet, mængde og skønsmæssige værdi samt kollienes mærker og andre oplysninger, der kan tjene til varernes identifikation.
Når varerne er afsat, skal importøren snarest foretage korrektion af den foreløbige værdiangivelse. Toldværdien skal angives på grundlag af den opnåede salgspris, eksklusive moms og med fradrag af omkostninger, der er påløbet i toldområdet, og som er fradragsberettigede ved ansættelsen af toldværdien, fx sædvanlige transportomkostninger i EU's toldområde, spedition og kørselsudgifter, telefon-, telegram- og portoudgifter, alt eksklusive moms. Endvidere fradrages toldbeløbet. Kommissærens-/konsignatarens provision for salget kan ligeledes holdes uden for toldværdien.
Rettelsesangivelsen skal være vedlagt en kopi af importørens salgsafregning til den udenlandske leverandør. Salgsafregningen skal forsynes med en opstilling indeholdende en udregning af toldværdien i overensstemmelse med de ovenfor anførte regler, og importøren skal afgive en erklæring om afregningens rigtighed.
Det forekommer, at der i kommissions- og konsignationsaftaler indgår et tilbud til importøren om at overtage varepartiet til en fast pris. Såfremt importøren vælger at overtage partiet til den faste pris, ansættes toldværdien på dette grundlag i overensstemmelse med reglerne om transaktionsværdien. Den faste pris skal dokumenteres ved faktura, aftale eller lignende.
I visse tilfælde har den udenlandske leverandør betinget sig, at der afregnes til en bestemt mindstepris, hvis det ved salget opnåede nettoprovenu er lavere end mindsteprisen. Såfremt der afregnes til mindstepris, fastsættes toldværdien på dette grundlag i overensstemmelse med reglerne om transaktionsværdien. Mindsteprisen skal dokumenteres ved faktura, aftale eller lignende.
For en lang række frugter og grøntsager, der normalt leveres i kommission, kan importøren vælge at benytte toldværdier, som ansættes i overensstemmelse med de i A.6.4.10 omhandlede forenklede procedurer for letfordærvelige varer.
Fakturaer over varer leveret i kreditkonsignation lyder på den aftalte pris, og toldværdien ansættes derfor på dette grundlag i overensstemmelse med reglerne om transaktionsværdien.
A.6.4.3 Auktionsvarer
For varer, der indføres til offentlig auktion for den udenlandske leverandørs regning, foreligger der på fortoldningstidspunktet ikke en salgspris, som kan lægges til grund for værdiansættelsen. Der skal derfor foretages en foreløbig værdiangivelse ved fortoldningen og en efterfølgende korrektion efter tilsvarende regler, som er foreskrevet for kommissions- og konsignationsvarer.
Auktionsprisen, dvs. budet ved hammerslag, som skal dokumenteres ved fremlæggelse af auktionsafregning, eventuelt udskrift af auktionsprotokollen, lægges til grund for den endelige værdiansættelse. Der kan ydes fradrag for omkostninger påløbet i EU's toldområde til fx spedition og transport, men ikke for sælgersalæret. Købersalær, eventuelle omkostninger, som køberen må betale ud over auktionsbudet, samt auktionsafgift til staten - når den er særskilt debiteret, skal ikke medtages i toldværdien.
A.6.4.4 Varer indført på lejebasis
Visse mere kostbare maskiner, som fx databehandlingsmaskiner, indføres ofte på lejebasis. I nogle tilfælde indeholder lejekontrakten tilbud om køb af maskinerne, og i sådanne tilfælde lægges købsprisen til grund for værdiansættelsen i overensstemmelse med reglerne om transaktionsværdien. Såfremt importøren i andre tilfælde kan oplyse, hvad leverandørens salgspris for den pågældende maskine udgør, vil toldværdien kunne ansættes på basis af salgsprisen. Der skal fremlægges dokumentation for prisen.
Er det ikke muligt at få oplysning om maskinens salgspris, må der findes et andet grundlag for værdiansættelsen. Dette vil ofte være en kapitalisering af lejen. Kapitalisering vil sige, at man beregner den aktuelle værdi af de lejeydelser, maskinen vil kunne indbringe i løbet af dens forventede brugstid - ikke den kontraherede periode - og reducerer denne sammenlagte lejeydelse med et rentefradrag.
Følgende formler kan anvendes ved beregningen af den kapitaliserede leje med fradrag af rente
L= Månedlig leje
Q= 1+r
r= den månedlige rentesats
n= Antal betalinger
Hvis lejen betales bagud
L(Qn-1)
-------
Qn(Q-1)
Hvis lejen betales forud
L(Qn-1)
---------
Qn-1(Q-1)
Afholder udlejeren omkostninger til transport efter indførslen til EU, installation mv., kan sådanne omkostninger fradrages.
A.6.4.5 Leverancer uden betaling
Ved leverancer uden betaling forstås fx. erstatnings- og garantileverancer.
A.6.4.5.1 Erstatnings- og garantileverancer
I samme leverance
Ved leverancer af visse typer varer kan det forekomme, at sælger i den egentlige varesending medsender et antal varer gratis til erstatning for varer, som erfaringsmæssigt bliver beskadiget under transporten.
Der kan også være tale om, at sælger gratis medsender reservedele eller lignende til brug for køber ved garantireparationer mv. Disse erstatningsvarer kan betragtes på samme måde som en rabat, sælgeren yder køberen for afholdelse af garantireparationer efter indførslen.
I de ovennævnte tilfælde skal transaktionsværdien for den egentlige varesending derfor ikke forhøjes med en eventuelt beregnet værdi af erstatningsvarerne, idet den fakturerede værdi kan anses for at omfatte den samlede leverance inklusive erstatningsleverancen. Det er en forudsætning, at de gratis leverede varer vedrører den aktuelle varesending.
Det kan af toldmæssige årsager være nødvendigt at foretage opdeling af den i fakturaen anførte værdi, fx når der for den egentlige varesending gælder en anden toldsats end for de gratis medsendte varer. Som eksempel kan nævnes sendinger med quartsure, hvortil der i samme sending er medsendt ombytningsurværker, andre reservedele og særlige reklametryksager. Den fakturerede værdi for sendingen skal her opdeles i en del til de gratis leverede varer og en del til den egentlige varesending.
I særskilte forsendelser
For gratis erstatnings- og garantileverancer, der leveres i særskilte forsendelser, skal importøren angive en toldværdi, som bedst muligt svarer til transaktionsværdien for identiske varer. Hvis importøren kan fremlægge dokumentation for, at de nu leverede varer vedrører en konkret sending, der tidligere er leveret, kan der foretages korrektion af værdien for den tidligere sending med den del af værdien, som svarer til værdien for de nu leverede varer.
A.6.4.5.2 Andre leverancer
Maskindele
Ved indførslen af maskindele mv., der er gratis leveret til udskiftning med dele i tidligere leverede maskiner, skal importøren angive en toldværdi, som bedst muligt svarer til transaktionsværdien for identiske varer. Såfremt der er tale om garantireparationer, og der kan fremlægges dokumentation for, at de indførte reparationsvarer konkret vedrører en tidligere indført maskine eller lignende, vil der kunne foretages korrektion af værdien for maskinen.
Såfremt den defekte maskindel udføres til reparation eller ombytning, skal ovennævnte regler ikke anvendes, men der vil eventuelt være mulighed for toldnedsættelse for den genindførte/ombyttede maskindel i henhold til bestemmelserne om passiv forædling eller standardombytning.
Prøver, reklamegenstande mv.
Ved indførsel af prøver, reklamegenstande etc., som leveres uden betaling, skal importøren angive en toldværdi, som bedst muligt svarer til en værdi, der ville kunne opnås ved et salg til EU af identiske eller lignende varer. Værdien skal dokumenteres ved proformafaktura, følgeseddel, postdeklaration eller lignende. Hvis varerne er af større værdi, skal der fremlægges yderligere dokumentation i form af kataloger, prislister, fakturaer vedrørende importørens indkøb af identiske eller lignende varer, korrespondance mv.
Reklametryksager mv.
For reklametryksager, fx brochurer, plakater, kalendere, lommebøger etc., som udenlandske leverandører uden beregning tilsender herværende importører til uddeling i kundekredsen, skal toldværdien angives efter samme regler som anført for erstatningsleverancer mv. Hvis importøren ikke kan fremskaffe oplysning om varens værdi, kan toldværdien angives til 25 kr. pr. kg.
I tilfælde, hvor prøver, reklametryksager mv. indføres sammen med en konkret varesending, må det vurderes, i hvilket omfang de gratis leverede varer vedrører denne sending, og i givet fald vil der kunne foretages en opdeling af den fakturerede værdi med en del til de gratis leverede varer og den resterende del til den egentlige varesending.
Etiketter
Etiketter til vin og spiritus, der er indført på fad, faktureres i reglen ikke særskilt, idet betalingen er indeholdt i vareprisen. I sådanne tilfælde skal der, når etiketterne indføres sammen med vinen mv., foretages en opdeling af fakturaværdien med en del til etiketterne og den resterende del til vinen mv., og etiketterne vil kunne ansættes til en værdi af 25 kr. pr. kg.
I tilfælde, hvor etiketterne leveres særskilt, vil værdien ligeledes kunne ansættes til 25 kr. pr. kg, og der vil, såfremt det godtgøres, at etiketterne vedrører en konkret tidligere indført sending vin eller spiritus, kunne foretages regulering i denne sendings toldværdi. Hvis importøren kan fremlægge en faktura fra leverandøren med særlig anførsel af etiketternes værdi, hvad enten den er udtryk for varernes købspris eller deres nominelle værdi, angives denne værdi som toldværdi.
Gaver
For toldpligtige gaver af privat karakter kan toldværdien normalt ansættes på grundlag af notaer, regninger, postdeklarationer etc.
Returvarer mv.
For returvarer, der ikke kan indgå toldfrit, kan toldværdien ansættes på grundlag af fakturakopier vedrørende salg af identiske varer eller importørens egen prisliste, kataloger etc. Genindført entreprenørmateriel og andre varer, som importøren midlertidigt har anvendt på Grønland, kan værdisættes på grundlag af varernes oprindelige anskaffelsespris med afskrivning i forhold til den skete udnyttelse.
Lånte varer
Lånte varer - som oftest maskiner, apparater og instrumenter indført til midlertidig brug - kan værdiansættes på grundlag af en af långiveren udstedt proformafaktura indeholdende oplysning om varens normale salgspris.
Midlertidigt indførte varer
Varer, der midlertidigt indføres til forarbejdning, montering, reparation o.l., kan værdiansættes på grundlag af normale salgspriser, der er anført i en af afsenderen udstedt proformafaktura.
Kemikalieaffald
For kemikalieaffald, der indføres til destruktion her i landet, og for hvilket den udenlandske leverandør betaler et beløb for destruktionen, kan toldværdien ansættes til 1 kr.
A.6.4.6 Varer fra reparation, bearbejdning, forædling mv.
Passiv forædlingTK art. 151
For varer, der genindføres til EU's toldområde under proceduren for passiv forædling, ansættes de værdier, der skal anvendes ved fastsættelsen af den nedsatte told således
De udførte varer
De udførte varers værdi er varernes kalkulerede fremstillingspris uden tillæg af avance eller deres indkøbspris. Omkostninger til forsendelse til forædlingsvirksomheden skal ikke medregnes. Kan værdien ikke fastsættes på denne måde, beregnes den som forskellen mellem forædlingsprodukternes toldværdi og forædlingsomkostningerne fastsat på rimelig vis.
De genindførte varer - forædlingsprodukterne
Forædlingsprodukternes værdi er summen af de udførte varers værdi, ab fabrik, og størrelsen af de påløbne forædlingsomkostninger med tillæg af fragt- og forsikringsomkostninger for forædlingsprodukterne fra forædlingsvirksomheden til indførselsstedet i EU.
For så vidt angår beregningen af den nedsatte told, se A.15.3.
Andre tilfælde
I tilfælde, hvor reglerne om passiv forædling ikke kan komme i anvendelse, skal toldværdien for de genindførte varer angives efter tilsvarende regler som for passiv forædling, se ovenfor.
Hvis der til de genindførte varer er medgået materialer, som den danske virksomhed har indkøbt i lande uden for EU, skal købsprisen for disse varer ligeledes indgå i værdien for de genindførte varer. Ved beregningen af forædlingsprodukternes toldværdi kan importøren undlade at medregne omkostninger til forsendelse til forædlingsvirksomheden, hvis beløbet er særskilt anført.
Importøren må fremlægge dokumentation for værdien af de til fremstilling, bearbejdning etc. anvendte varer, enten i form af en indkøbsfaktura eller, såfremt der er tale om egne produkter i form af kalkulationer over fremstillingsomkostningerne - avance skal ikke medregnes.
A.6.4.7 Byttehandel
Når vederlaget for en indført varesending helt eller delvis består af varer, som importøren giver i bytte, kan toldværdien ikke ansættes på grundlag af en aftalt pris, idet byttevarens værdi må tages i betragtning. Er de indførte varer nye, fx i tilfælde, hvor leverandøren for at sælge en ny maskine må overtage en brugt, må importøren fremskaffe oplysning fra leverandøren om varens normale salgspris. I andre tilfælde må den ibyttegivne vares værdi dokumenteres ved udskrifter af forretningsbøger eller regnskaber, idet en normal afskrivning tages i betragtning.
For så vidt angår modkøbsforretninger, må der i det enkelte tilfælde tages stilling til, om de anførte fakturapriser kan godkendes som grundlag for værdiansættelse efter transaktionsværdimetoden, da der erfaringsmæsssigt kan være aftalt mange forskellige modeller for prisangivelse og afregning mv.
A.6.4.8 Brugte motorkøretøjer
For brugte motorkøretøjer, der ikke indføres i forbindelse med almindeligt køb, ansættes toldværdien efter nedenstående regler.
Er der tale om brugte motorkøretøjer, der tidligere er indført told- og afgiftsfrit som flyttegods, men som skal toldberigtiges, fordi de overdrages til anden ejer inden 1 års-fristens udløb, ansættes toldværdien til 60% af den ved køretøjets registrering fastsatte vurderingspris.
For andre brugte motorkøretøjer, der ikke indføres i forbindelse med almindeligt køb, fx motorkøretøjer, der indføres som flyttegods, men som ikke opfylder betingelserne for told- og afgiftsfrihed som flyttegods, kan toldværdien ansættes skønsmæssigt ved anvendelse af nedenstående fremgangsmåde. Dette er også tilfældet i forbindelse med ulovligt indførte motorkøretøjer.
Som grundlag for en skønsmæssig værdiansættelse kan anvendes vurderingsprisen, eksklusive registreringsafgift, for et tilsvarende motorkøretøj på tidspunktet for toldpligtens indtræden.
Oplysning om vurderingsprisen indhentes hos told- og skatteregionen.
Den oplyste vurderingspris reduceres evt. med et skønsmæssigt ansat beløb for beskadigelse og usædvanlig slitage, der ikke er taget i betragtning ved fastsættelsen af vurderingsprisen. Herefter sker der reduktion med et til moms og told svarende beløb.
I tilfælde, hvor tilsvarende nye motorkøretøjer ved sædvanlig, legal, indførsel normalt præferencetoldbehandles, sker reduktionen for told med anvendelse af den præferencetoldsats, der var gældende på tidspunktet for toldpligtens indtræden.
I visse tilfælde kan det komme på tale at foretage en konkret vurdering af det pågældende køretøj i forbindelse med en fremstilling for vurderingsmyndigheden.
Ved indførsel af et brugt motorkøretøj umiddelbart efter, at det er blevet købt ved et almindeligt køb i et land uden for EU, kan toldværdien normalt ansættes på grundlag af købsprisen, dvs. efter transaktionsprismetoden.
A.6.4.9 Jagttrofæer
Jægere, der har været på jagtrejse til udlandet, får efter hjemkomsten ofte tilsendt jagttrofæer af de dyr, de har nedlagt.
Jægernes omkostninger er foruden de personlige rejseudgifter en skydeafgift - også benævnt trofæafgift, omkostninger til præparering og montering samt fragtomkostninger. Skydeafgiften betales for retten til at nedlægge de pågældende dyr.
Da der ikke er tale om et egentligt køb af de indførte varer, skal der anvendes en af de alternative metoder ved toldværdiansættelsen. Efter metode 5 - rimelige fremgangsmåder - kan værdien ansættes skønsmæssigt, fx baseret på prisen for lignende varer, der forhandles af trofæsælgere i det land, hvor jagten har fundet sted. Som dokumentation kan fremlægges prislister mv. fra sådanne handlende. Til dette beløb lægges omkostningerne til forsendelse og forsikring af varerne.
A.6.4.10 Forenklede procedurer for letfordærvelige varer
GB art. 173-177
For en lang række frugter og grøntsager kan toldværdien angives på grundlag af enhedsværdier fastsat af Europa-Kommissionen. Dette gælder, uanset om varerne er købt i fast regning eller indføres i kommission/konsignation.
Ordningens omfang
Ordningen med de forenklede procedurer omfatter frugter og grøntsager, der findes i bilag 13.
GB bilag 26
Ordningen kan ikke anvendes i de perioder, hvor varerne er omfattet af importordningen med indgangspriser. Perioderne fremgår af Toldtariffen. Importøren kan her anvende de faste importværdier. Se nedenfor.
Enhedsværdierne fastsættes på grundlag af oplysninger fra medlemslandene om solgte kvanta og opnåede gennemsnitspriser på repræsentative markeder, samt om de i kalenderåret indførte mængder.
Enhedsværdierne gælder normalt i en periode på 14 dage, begyndende på en fredag.
Valg af metode
Anvendelse af de forenklede procedurer ved værdiansættelse af frugter og grøntsager er ikke obligatorisk. En importør kan for et kalenderår ad gangen vælge at tilslutte sig ordningen med de forenklede procedurer for en eller flere varegrupper.
Tilslutning til ordningen sker ved, at importøren ved fortoldning angiver toldværdien med anvendelse af en enhedsværdi fastsat efter denne ordning. Importøren har dermed for denne varegruppe automatisk tilsluttet sig ordningen for det pågældende kalenderår.
Tilslutning til ordningen kan også ske ved, at importøren fremsætter skriftlig anmodning herom overfor told- og skatteregionen.
Ved begge former for tilslutning er der intet til hinder for, at tilslutningen først sker i løbet af kalenderåret, og det er ligeledes uden betydning, om importøren inden tilslutningen har anvendt de normale værdiansættelsesregler ved fortoldning af tilsvarende varer.
Et valg af de forenklede procedurer udelukker ikke en importør fra senere i kalenderåret at anvende de normale regler ved værdiansættelsen af de pågældende varer.
Benytter en importør imidlertid sidstnævnte mulighed, er den pågældende ikke berettiget til senere i kalenderåret at ansætte toldværdien for de pågældende varer ved anvendelse af de forenklede procedurer. I visse tilfælde vil en udelukkelse fra ordningen også kunne udstrækkes til det følgende kalenderår.
Eksempel
Reglerne for valg af metode kan illustreres således
En importør indfører citroner og benytter ved kalenderårets begyndelse de normale værdiansættelsesregler, fx fakturaprisen.
Den 7. april vælger importøren at angive toldværdien på grundlag af enhedsværdien.
Den 2. juli angiver importøren igen toldværdien efter de normale regler, fx fakturaprisen.
Fra den 2. juli og til udgangen af kalenderåret er importøren ikke berettiget til at anvende enhedsværdier for citroner.
Fortoldning
Ved fortoldning af varer efter de forenklede procedurer skal importøren i fortoldningsangivelsen angive toldværdien beregnet efter enhedsværdien, gældende den dag, hvor fortoldningsangivelsen modtages til registrering hos told- og skatteregionen. Endvidere skal der i rubrik 44, Supplerende oplysninger, angives enhedsværdien pr. 100 kg netto. Såfremt en varekode omfatter flere af de i varelisten nævnte varearter, skal enhedsværdi og nettovægt angives for hver vareart.
Fortoldningsangivelsen skal vedlægges vægtdokumentation, fx i form af fragtbrev, konnossement eller vægtspecifikation. Derimod skal der ikke afgives toldværdideklaration eller faktura.
Beskadigede varer
Sendinger, der på fortoldningstidspunktet indeholder mindst 5% varer, der er uegnet til menneskef de, eller hvis værdi er forringet med mindst 20% i forhold til den gennemsnitlige markedspris for sunde varer, behandles efter anmodning som beskadigede.
Til brug ved vurderingen af værdiforringelsens omfang skal importøren fremlægge oplysning om den gennemsnitlige markedspris for tilsvarende varer som de beskadigede, dvs. varer af samme art og med samme oprindelse.
Toldværdien vil for beskadigede varer kunne ansættes på en af følgende måder
- den beskadigede mængde skal af varemodtageren tilintetgøres efter nærmere aftale med told- og skatteregionen, og enhedsværdien anvendes herefter på den resterende mængde,
- enhedsværdien anvendes efter at sendingens vægt er reduceret med den procentdel, der af en sagkyndig er anslået beskadiget. Den anslåede beskadigelse skal kunne accepteres af told- og skatteregionen,
- enhedsværdien reduceres med en procentdel, som svarer til den procentdel af sendingen, som en sagkyndig har anslået beskadiget, og den reducerede enhedsværdi anvendes på hele sendingen. Den anslåede beskadigelse skal kunne accepteres af told- og skatteregionen.
Beskadigelsens omfang skal kunne dokumenteres ved fremlæggelse af skadesrapport eller lignende.
Importordningen med faste importværdier
I perioder, der fremgår af Toldtariffen, er en række frugter og grøntsager omfattet af importordningen om indgangspriser.
Ordningen bygger på en sammenligning mellem de indførte varers værdi og de indgangspriser, som fremgår af Toldtariffen.
I de angivne perioder kan importøren ansætte toldværdien på baggrund af faste importværdier, der fastsættes hver dag af Europa-Kommissionen.
Importører, der har adgang til EDB-tariffen, kan via denne få oplysning om de enkelte varers faste importværdi. I øvrigt kan oplysning herom fås hos told- og skatteregionen.
A.6.4.11 Databærere - edb-programmel
GB art. 167
Toldværdien af databærende medier til brug i databehandlingsudstyr omfatter alene værdien af selve databæreren og ikke værdien af indeholdte data eller instruktioner, under forudsætning af at værdien af data/instruktioner er særskilt angivet i forhold til værdien af databæreren.
Udtrykket databærer omfatter i denne forbindelse ikke integrerede kredsløb, halvledere o.l. anordninger eller artikler, der indeholder sådanne kredsløb eller anordninger. Udtrykket data eller instruktioner omfatter ikke lyd-, film- eller videooptagelser.
EU's Toldværdiudvalg har udarbejdet en kommentar indeholdende yderligere definitioner til brug ved anvendelsen af ovennævnte regler
- databærer omfatter ethvert medium, hvorpå der er lagret data eller instruktioner i en form, som kan bruges i databehandlingsudstyr.
Især er varer som fx magnetbånd, plader - herunder plader, der kan læses ved lasersystem - og disketter omfattet.
Undtaget er integrerede kredsløb, halvledere eller lignende komponenter eller genstande, såsom kassetter til videospil, der indeholder sådanne kredsløb eller komponenter.
Eksempler på varer, som kan indeholde integrerede kredsløb, halvledere eller lignende komponenter, er personlige computere, regnemaskiner, fjernsynsmodtagere, videooptagere, husholdningsapparater og telekommunikationsudstyr.
- databehandlingsudstyr omfatter enhver form for maskine eller udstyr, som kan behandle data. Det omfatter ikke alene maskiner, hvis eneste eller primære funktion er databehandling, men også sådant udstyr, som er indbygget i eller arbejder i forbindelse med maskiner, som udfører andre funktioner, såsom automatiske databehandlingsmaskiner indbygget i numeriske kontroltavler.
- data eller instruktioner omfatter enhver fremstilling af fakta, begreber eller ordrer skrevet eller registreret i maskinlæseligt sprog og egnet til kommunikation, fortolkning, operation eller behandling af databehandlingsudstyr. Især er databehandlingsprogrammer - fx system- og brugerprogrammer - og tekniske, kommercielle og handelsmæssige rapporter, grafiske fremstillinger samt statistiske oplysninger omfattet.
- lyd-, film- eller videooptagelser omfatter kassetter, magnetbånd, plader, film eller lignende, hvorpå der er optaget lyd og/eller billeder, bortset fra sådanne medier som bærer databehandlingsprogrammer. Omfattet er optagelse af musik, tale, filmsekvenser og stillestående eller levende fotografiske billeder.
A.6 Toldværdi
A.6.1 Transaktionsværdien
A.6.1.1 Betingelser for anvendelse af transaktionsværdien
A.6.1.2 Beregningsgrundlag
A.6.1.3 Tillæg til fakturaprisen
A.6.1.4 Fradrag i fakturaprisen
A.6.2 De alternative metoder
A.6.2.1 Transaktionsværdien for identiske varer
A.6.2.2 Transaktionsværdien for lignende varer
A.6.2.3 Værdi beregnet på grundlag af videresalgsprisen - subtraktionsmetoden
A.6.2.4 Værdi beregnet på grundlag af produktionsomkostningerne - beregnet værdi
A.6.2.5 Anvendelse af rimelige fremgangsmåder
A.6.3 Angivelse og dokumentation
A.6.3.1 Angivelse af toldværdien
A.6.3.2 Dokumentation af toldværdien
A.6.3.3 Toldværdideklaration og værdispecifikation
A.6.4 Særlige tilfælde
A.6.4.1 Beskadigede varer
A.6.4.2 Kommissions- og konsignationsvarer
A.6.4.3 Auktionsvarer
A.6.4.4 Varer indført på lejebasis
A.6.4.5 Leverancer uden betaling
A.6.4.6 Varer fra reparation, bearbejdning, forædling mv.
A.6.4.7 Byttehandel
A.6.4.8 Brugte motorkøretøjer
A.6.4.9 Jagttrofæer
A.6.4.10 Forenklede procedurer for letfordærvelige varer
A.6.4.11 Databærere - edb-programmel