TOLDVEJLEDNING 1997 AFSNIT A.5 - VAREBESTEMMELSER
Statutory Text (2 Articles)
Afsnit A.5 - Varebestemmelser
Hvad er varebestemmelser
Varebestemmelser er særlige kontrolforanstaltninger, der gælder for indførsel og udførsel af varer. Varebestemmelser er begrundet bl.a. i hensynet til
Formål
den offentlige orden og sikkerhed,
beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed,
beskyttelse af planter,
beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller
beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret.
Told Skat medvirker ved løsning af en lang række af disse kontrolforanstaltninger. De knytter sig til regler, der administreres af andre ministerier (ressortmyndigheder) end Skatteministeriet. Ressortmyndigheden er ansvarlig for fastsættelse af regler og for udarbejdelse af vejledning til publikum. Told Skat medvirker ved kontrollen med overholdelse af forskrifterne.
Kontrollen med varebestemmelserne foretages ikke alene af hensyn til nationale interesser, men lige så ofte af hensyn til andre EU medlemsstaters kontrolbehov.
Det kan eksempelvis være Told Skat's kontrol ved indførslen, der forhindrer indførsel til EU af smittefarlige planter og kødvarer. Eller det kan være Told Skat's kontrol i Danmark, der forhindrer, at et Goya-maleri eller en romersk statue udføres fra EU og dermed fra den medlemsstat, de tilhører. På samme måde er vi i Danmark ofte afhængige af den kontrol, der foretages i andre EU-lande ved EU's ydre grænser.
Det legale grundlag
På de fleste områder er der udarbejdet fælles EU-retningslinier for kontrol ved EU's ydre grænser, enten i forbindelse med selve grænsepassagen eller på et senere/tidligere tidspunkt, men som en konsekvens af grænsepassagen.
I det efterfølgende er en del af disse kontrolordninger kort omtalt sammen med den del af regelgrundlaget, der er relevant for de opgaver, der varetages af Told-Skat. I forbindelse med hver ordning er oplyst ressortmyndigheden. Hvis man har behov for mere detaillerede oplysninger om ordningerne, bedes man henvende sig til denne ressortmyndighed.
I bilag 10 er en oversigt over ordningerne og grænsekontrolsteder.
I Toldtariffens kolonne "Varebest" findes markeringer der viser, at der gælder særlige forskrifter. Markeringerne dækker en del af varebestemmelserne og kan anvendes som en vejledning.
A.5.1 Levende dyr, animalske produkter, fisk og fiskevarer
Levende dyr, animalske produkter, fisk og fiskevarer er omfattet af veterinærbestemmelser. Veterinærkontrollen foretages umiddelbart efter indpassagen til EU's område, i Danmark af de veterinære kontrolmyndigheder. Det er Veterinærdirektoratet, der foretager veterinærkontrol af dyr og animalske produkter og Fiskerikontrollen, der foretager veterinærkontrol af fisk og fiskeprodukter.
Veterinærkontrol skal principielt ske i forbindelse med dyrenes/varernes fysiske indførsel til EU, dvs. ved EU's ydre grænse.
Forsendelser med varer omfattet af veterinærkontrol må kun indpassere ved dertil udpegede grænseovergangssteder (havne/lufthavne). De fremgår af bilag 10.
Told Skat henviser ved indpassagen til dansk område forsendelserne til veterinærkontrol. Transportørerne skal derfor gøre opmærksom på, at transporten omfatter varer, der skal til veterinærkontrol. Varerne godsregistreres med en særlig kode (kode 20), hvilket betyder, at godsregistreringen ikke kan tilendebringes, før der er foretaget veterinærkontrol.
Varerne kan kun frigives til en toldprocedure, som veterinærkontrollen har tilladt. Ved fortoldningen fremlægges dokumentation for, at veterinærkontrollen har fundet sted, og at gebyr er betalt/debiteret.
Undtagelser
Fisk og fiskerivarer, der medføres til privat brug eller som vareprøver, er ikke omfattet af veterinærkontrolbestemmelserne. Disse varer må højst udgøre 18 kg pr. person.
Dyr og animalske produkter, der medføres af rejsende, er som hovedregel omfattet af veterinærkontrolbestemmelserne. Der findes dog undtagelser herfra, som omtales i det følgende.
Selskabsdyr, der medføres af private rejsende, kan indføres uden veterinærkontrol. For marsvin, hamstere, mus, rotter, skildpadder og leguaner gælder, at der kun må indføres 3 stk. i alt uden veterinærkontrol.
Visse kødvarer kan indføres fra Norge uden tilladelse fra Veterinærdirektoratet.
Visse kødvarer fra andre ikke-EU-lande kan indføres uden tilladelse fra Veterinærdirektoratet til privat brug i egen husholdning. Disse varer må højst udgøre 1 kg pr. person.
Indførsel af animalske produkter som prøver, til analyseformål eller udstillinger kan kun finde sted mod forevisning af en særlig veterinærtilladelse.
Særlige ordninger: Referencepriser for fisk
I visse tilfælde er fiskerivarer kun omfattet af toldsuspensioner, se afsnit A.9, eller toldpræference, se afsnit A.8, hvis prisen franco grænse mindst er lig med en årlig referencepris, som Fællesskabet har fastsat for de pågældende varer eller varekategorier.
Told Skat skal kontrollere, om referenceprisen er overholdt for varer, der er underlagt kravet om overholdelse af referencepriser for at opnå en toldnedsættelse.
Der kan desuden forekomme tilfælde, hvor overgangen til fri omsætning gøres betinget af, at referenceprisen eller en særlig mindstepris er overholdt.
Direkte landinger
For fisk til konsum uden videre forarbejdning, der landes direkte fra ikke EU fartøjer, skal visse mindstepriser overholdes. Undtaget er fisk, der landes fra et fartøj, der er hjemmehørende i Grønland, Færøerne, Island eller Norge.
Det legale grundlag
EF-direktiver
Rådets direktiv nr. 90/675/EØF med senere ændringer,
Rådets direktiv nr. 91/496/EØF,
Rådets direktiv nr. 90/425/EØF med senere ændringer,
Rådets direktiv nr. 92/118/EØF med senere ændringer.
EF-forordninger
Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92 med senere ændringer,
Rådets forordning (EØF) nr. 1093/94.
Bekendtgørelser mv.
Fiskeriministeriets BKG nr. 1166 af 23. december 1993,
Fiskeriministeriets BKG nr. 383 af 17. maj 1994,
Landbrugs- og Fiskeriministeriets BKG nr. 1038 af 14. december 1994 med senere ændringer,
Landbrugs- og Fiskeriministeriets BKG nr. 1039 af 14. december 1994 med senere ændringer.
A.5.2 Planter, frugt og grønsager
Mange planter og plantedele, herunder en del frugt, grønsager og træ er omfattet af plantesundhedsbestemmelser for at forhindre, at skadedyr og plantesygdomme sammen med planterne, frugten mv. bringes ind i EU. Desuden er en del frugt og visse grønsager omfattet af EU's kvalitetsbestemmelser.
Forsendelser med produkter omfattet af plantesundhedskontrol eller kvalitetskontrol for frugt og grøntsager må kun indpassere ved dertil udpegede grænseovergange (havne/lufthavne). De fremgår af bilag 10.
Plantesundhedskontrol og kvalitetskontrol foretages af Plantedirektoratets lokale kontrolinstans. Told Skat underretter Plantedirektoratet om forsendelser, der ankommer og henviser dem til kontrol. Transportører m. fl. skal derfor ved indpassagen fra et ikke EU-land oplyse til Told Skat, at forsendelsen skal til plantesundhedskontrol, respektive kvalitetskontrol.
Når varer, der er omfattet af bestemmelser om plantekontrol, angives til frigivelse, skal der foreligge dokumentation for, at der er foretaget plantekontrol, dvs. fotokopi af plantesundheds- eller reeksportcertifikat afstemplet af Plantedirektoratet.
Indførselsforbudte varer kan i særlige tilfælde tillades frigivet. Told Skat tillader kun frigivelse, hvis der fremlægges en særlig tilladelse fra Plantedirektoratet.
Når varer, der er omfattet af bestemmelser om kvalitetskontrol for frugt og grønsager, angives til frigivelse, er det en betingelse for frigivelsen, at der kan fremvises dokumentation for, at der er foretaget kvalitetskontrol, dvs. kontrolattest udstedt af Plantedirektoratet.
Undtagelser
Hvis varer skal forsendes til et andet EU-land eller transitere EU, skal der ikke foretages plante- eller kvalitetskontrol før de ankommer til bestemmelsesstedet.
Planter, frugt eller grønsager, der medføres til privat brug er ikke omfattet af bestemmelserne om plantesundhed eller kvalitetskontrol.
Særlige ordninger: Humle
Humleknopper, humlepulver og humleekstrakt kan Told Skat kun frigive, hvis der fremlægges særlige attester - ligestillingsattester eller kontrolattester.
Det legale grundlag
EF-forordninger
2251/92/EØF med senere ændringer.
1696/71/EØF
3076/78/EØF
EF-direktiver
77/93/EØF med senere ændringer.
Bekendtgørelser
Landbrugsministeriets BKG nr. 344 af 2. juni 1993,
Plantedirektoratets BKG nr. 1105 af 14. december 1992 med senere ændringer.
A.5.3 Lægemidler til mennesker og dyr samt narkotika
Lægemidler til mennesker og dyr, samt narkotika og lægemidler indeholdende narkotika må som hovedregel kun ind- eller udføres efter tilladelse fra Sundhedsstyrelsen. Visse naturlægemidler er undtaget.
Indførsels- eller udførselstilladelsen skal fremlægges for Told Skat, når varerne angives til indførsel eller udførsel.
Rejsende
Rejsende kan medbringe lovligt indkøbte lægemidler til kort tids forbrug uden tilladelse fra Sundhedsstyrelsen, når midlerne skal anvendes til sygdomsforebyggelse eller -behandling. Hvis midlerne indeholder euforiserende stoffer, skal der i visse tilfælde fremlægges en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.
Det legale grundlag
Lægemidler
Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 565 af 28. juli 1995,
Sundhedsstyrelsens BKG nr. 246 af 7. april 1994.
Narkotika
Sundhedsministeriets BKG nr. 698 af 31. august 1993.
A.5.4 Narkotikaprækursorer
En prækursor er et stof, der kan anvendes til produktion af narkotika og psykotrope stoffer.
De egentlige prækursorer kan anvendes til produktion af syntetiske (kunstige) narkotiske stoffer, fx amfetamin og LSD. De uegentlige prækursorer er nødvendige hjælpestoffer ved produktionen af narkotika fx til udtræk af kokain fra kokablade.
Told Skat skal kontrollere al ind- eller udførsel og transit af narkotikaprækursorer.
Som led i bestræbelserne på bekæmpelse af narkotikafremstilling er der etableret en overvågningsordning vedrørende handlen med narkotikaprækursorer.
Overvågningsordningen indebærer, at virksomheder, der her i landet fremstiller, forarbejder, distribuerer eller på anden måde overdrager nærmere angivne produkter, skal være registreret ved Told- og Skatteregion København 1 (City). Der skal fremlægges udførselstilladelse ved udførsel af prækursorerne.
Det legale grundlag
EF- forordninger
3677/90/EØF med senere ændring,
3769/92/EØF
Love og bekendtgørelser
Lov nr. 479 af 30. juni 1993,
Skatteministeriets BKG nr. 766 af 10. september 1993.
A.5.5 Gifte
Gifte, herunder forbindelser og præparater, der er i besiddelse af giftige egenskaber, må kun indføres af virksomheder, der af Milj styrelsen, respektive Sundhedsstyrelsen er godkendt hertil.
Det legale grundlag
Love
Lov nr. 212 af 23. maj 1979 med senere ændringer.
A.5.6 Våben og sprængstoffer samt strategiske varer
Ved indførsel af våben og sprængstoffer til ikke-militær anvendelse og ved udførsel af våben og sprængstoffer skal der foreligge en tilladelse fra Justitsministeriet. Der gælder enklere regler ved ind- og udførsel af håndvåben til brug ved skydekonkurrencer, jagt og fiskeri. I tvivlstilfælde kan der rettes henvendelse til Justitsministeriet .
Strategiske varer er varer, der er omfattet af flere kontrolordninger. Der er tale om højteknologiske produkter samt produkter og produktionsudstyr, der kan anvendes til fremstilling af kemiske og biologiske våben, missilteknologi og varer til såkaldt dobbelt anvendelse, dvs. varer, der ud over civil anvendelse også kan anvendes til militære formål eller til fremstilling af krigsmateriel mv. Ved udførsel skal der fremlægges tilladelse fra Erhvervsministeriet.
Det legale grundlag
EF-forordninger
3381/94/EF
Love og bekendtgørelser
Erhvervsministeriets lovbekendtgørelse nr. 93 af 6. februar 1995,
Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 735 af 11. august 1994,
Erhvervsministeriets BEK nr. 468 af 13. juni 1995,
Justitsministeriets BEK nr. 712 af 29. august 1995,
Justitsministeriets cirkulære af 29. august 1995.
A.5.7 Radioaktive stoffer og radioaktivt affald
Ved indførsel af radioaktive stoffer og ved ind- og udførsel af radioaktivt affald skal der foreligge en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålehygiejne.
Det legale grundlag
Love og bekendtgørelser
Lov nr. 94 af 31. marts 1953,
Sundhedsministeriets BKG nr. 546 af 23. juni 1993,
Sundhedsministeriets BKG nr. 546 af 9. november 1981,
Sundhedsministeriets BKG nr. 969 af 13. december 1993.
A.5.8 Jern- og stålordninger
EU's bestemmelser om indførsel af jern- og stålvarer er fastlagt ud fra et ønske om at kunne følge varestrømmene og varernes oprindelse samt for nogle landes vedkommende ønsket om at sikre EU's industri mod hastigt stigende indførsel til meget lave priser.
Ved frigivelse af jern- og stålvarer kan der være krav om fremlæggelse af et tilsynsdokument og/eller indførselstilladelse og/eller oprindelsescertifikater.
Erhvervsfremme Styrelsen er ressortmyndighed.
Det legale grundlag
Det legale grundlag for disse handelsreguleringer er omfattende og i hastig ændring. Derfor omtales det ikke nærmere her, men yderligere oplysninger kan fås dels ved henvendelse til ErhvervsfremmeStyrelsen, dels ved at se Toldtariffens kolonne for "Varebest", som nævnt i indledningen til dette afsnit.
A.5.9 Handelsreguleringer
Følsomheden inden for visse industrigrene i EU bevirker, at der fortsat opretholdes en række importbegrænsninger og tilsynsforanstaltninger. Formålet med bestemmelserne er dels at beskytte EU-producenter, dels at skaffe hurtig og nøjagtig viden om importen af de pågældende varer, og endelig at medvirke til at hindre omgåelse af oprindelsesbestemmelserne.
Ved frigivelse af disse varer, som ikke udgør en bestemt varekategori eller varegruppe, skal der fremlægges en indførselstilladelse eller et tilsynsdokument.
Erhvervsfremme Styrelsen er ressortmyndighed.
Det legale grundlag
Det legale grundlag for disse handelsreguleringer, er omfattende og i hastig ændring. Derfor omtales det ikke nærmere her, men yderligere oplysninger kan fås dels ved henvendelse til Erhvervsfremme Styrelsen, dels ved at se Toldtariffens kolonne for "Varebest", som nævnt i indledningen til dette afsnit.
A.5.10 Udryddelsestruede vilde dyr og planter
En lang række arter af vilde dyr og planter er omfattet af den såkaldte Washington-konvention. Den fastlægger strenge regler for bl.a. handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter og produkter deraf.
Før der ind- eller udføres udryddelsestruede vilde dyr eller tømmer, skal der være indhentet tilladelse hertil fra Skov- og Naturstyrelsen. før der ind- eller udføres udryddelsestruede planter, skal der være indhentet tilladelse hertil fra Plantedirektoratet. Det er en betingelse for frigivelse af varer, der er omfattet af reglerne om udryddelsestruede dyr og planter, at der fremlægges en tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen eller Plantedirektoratet.
Det bemærkes, at bestemmelserne også omfatter varer, hvori indgår bestanddele fra udryddelsestruede dyr og planter, fx smykker med elfenben, lædervarer med slangeskind osv.
Det legale grundlag
EF-forordninger
3626/82/EØF
Love og bekendtgørelser
Milj ministeriets BKG nr. 23 af 25. januar 1984.
A.5.11 Tekstilvarer
Visse ikke EU-lande har en så betydelig produktionskapacitet, at fri import til EU vil anses for at virke markedsforstyrrende til skade for EU-producenter. Derfor er der importbegrænsninger for tekstilvarer fra disse ikke EU-lande.
Endvidere findes tilsynsforanstaltninger, der skal give EU hurtige og nøjagtige oplysninger om importen af visse tekstilvarer fra en række ikke EU-lande og medvirke til at hindre at oprindelsesreglerne omgås.
Ved frigivelse af tekstilvarer kræves der i nogle tilfælde indførselscertifikat eller indførselsbevilling og oprindelsescertifikat; i andre tilfælde kun oprindelsescertifikat eller oprindelseserklæring.
Indførselscertifikat og indførselsbevilling udstedes af Erhvervsfremme Styrelsen.
Erhvervsfremme Styrelsen er ressortmyndighed.
Undtagelser
Der skal ikke fremlægges indførselstilladelse eller oprindelsesdokumentation, hvis
- varerne er under en toldprocedure, der fritager varerne for at skulle underkastes de handelsmæssige foranstaltninger, såsom aktiv forædling,
- varerne indføres til privat brug, såsom flyttegods, rejsegods mv.,
- varerne indføres som vareprøver.
Det legale grundlag
Det legale grundlag for disse importbegrænsninger eller tilsynsforanstaltninger er omfattende og i hastig ændring. Derfor omtales det ikke nærmere her, men yderligere oplysninger kan fås dels ved henvendelse til Erhvervsfremme Styrelsen, dels ved at se Toldtariffens kolonne for "Varebest", som nævnt i indledningen til dette afsnit.
A.5.11.1 Økonomisk passiv forædling
Ordningen for økonomisk passiv forædling er en handelspolitisk ordning, der tillader EU-virksomheder at indføre visse tekstilvarer og beklædningsgenstande - uden at de aftalte importbegrænsninger belastes - på betingelse af, at færdigvaren er fremstillet på grundlag af råvarer med oprindelse i EU.
For at kunne anvende ordningen er det en betingelse, at der - før den første udførsel af råvarer - er ans gt om forhåndsbevilling hos Erhvervsfremme Styrelsen, og at denne har udstedt bevilling.
Ved enhver midlertidig udførsel henholdsvis genindførsel skal der ske en særlig angivelse af, at varerne er omfattet af ordningen for økonomisk passiv forædling, se C.1 og A.2.
For at opnå en eventuel toldlempelse ved genindførslen skal der foreligge en gyldig bevilling til passiv forædling, se A.15, da Erhvervsfremme Styrelsens forhåndsbevilling ikke giver ret til genindførsel af forædlingsprodukterne mod hel eller delvis toldlempelse.
Det legale grundlag
Rådets forordning (EØF) nr. 3036/94,
Kommissionens forordning (EØF) nr. 3017/95.
A.5.12 Varemærkeforfalskede og piratkopierede varer
For at begrænse importen af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer findes bestemmelser om, at Told Skat kan suspendere frigivelsen af varer fra ikke EU-lande, der anses for varemærkeforfalskede eller piratkopierede. Suspensionen sker enten efter anmodning fra en varemærkeindehaver eller på Told Skat`s eget initiativ.
Told Skat griber kun ind på eget initiativ i de situationer, hvor Told Skat helt klart kan konstatere, at varerne er varemærkeforfalskede eller piratkopierede. Varemærkeindehaveren skal inden 10 arbejdsdage fra tidspunktet, hvor varernes frigivelse blev suspenderet, anlægge sag ved domstolene. Hvis dette ikke sker, frigives varerne efter fristens udløb.
Undtagelser
Bestemmelserne omfatter ikke privates indførsel til ikke erhvervsmæssig brug.
Det legale grundlag
EF-forordninger
(EF) nr. 3295/94,
(EF) nr. 1367/95,
Love og bekendtgørelser
Lov nr. 1091 af 20. december 1995,
Skatteministeriets BKG nr. 1134 af 21. december 1995.
A.5.13 Kontrol med produktsikkerhed
For at forhindre indførsel i EU af produkter, der ikke overholder de forskrifter, der gælder for dem, er der fastsat særlige bestemmelser om samarbejde mellem toldmyndighederne og produktsikkerhedsmyndighederne. Bestemmelserne omhandler kontrol ved indførsel af produkter, der frembyder fare for sundhed eller sikkerhed eller ikke er mærket forskriftsmæssigt.
Told Skat suspenderer frigivelsen af produktet, hvis det under den sædvanlige kontrol konstateres, at produktet frembyder tydelige egenskaber, som giver grund til formodning om , at produktet kan være farligt, eller kravene til mærkning ikke er opfyldt.
Når Told Skat har suspenderet frigivelsen, underretter Told Skat den relevante produktsikkerhedsmyndighed, nærmere oplysninger fremgår af cirkulæreskrivelsen jf. nedenfor.
Forbrugerstyrelsen er ressortmyndighed.
Det legale grundlag
EF-forordning nr. (EØF) 339/93
Forbrugerstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 144 af 14. september 1995.
A.5.14 Kulturværdier
Ved udførsel fra Danmark og EU af en lang række kulturgenstande skal der foreligge en tilladelse fra Kulturværdiudvalget. før Told Skat kan frigive de pågældende kulturgenstande til udførsel, er det en betingelse, at tilladelsen fra Kulturværdiudvalget fremlægges. For arkæologiske genstande, dele fra monumenter, inkunabler og manuskripter samt arkivalier er der ingen værdigrænse. For øvrige varer er der forskellige værdigrænser. Inkunabler er bøger trykt i bogtrykkerkunstens første tid, dvs. før år 1550.
For samlinger er der ingen tidsgrænse. For øvrige genstande mv. er der forskellige tidsgrænser varierende fra 50 til 200 år.
Kulturministeriet har udgivet en vejledning af juli 1993 om udførsel af kulturgoder.
Det legale grundlag
EF-forordninger
3911/92/EØF,
752/93/EØF
Love og bekendtgørelser
Lov nr. 332 af 4. juni 1986.
Lov nr. 1104 af 22. december 1993.
A.5.15 Handels- og våbenembargo
Handelsembargo, dvs. begrænsninger eller forbud mod samhandel med bestemte stater anvendes til at isolere stater eller oprørsbevægelser helt eller delvist fra handelssamkvem eller andre former for mellemfolkelig kontakt.
Told Skat nægter frigivelse af varer, der er omfattet af et indførselsforbud. Ligeledes nægter Told Skat tilladelse til udførsel for varer, der er omfattet af udførselsforbud.
Embargoerne kan være begrænsede eller ubegrænsede. Ubegrænsede embargoer omfatter alle varer, bortset fra udførsel af visse leverancer til humanitære formål. Udførselstilladelse skal forinden indhentes hos Erhvervsfremme Styrelsen.
Oversigt over embargoer Der er pr. 15. november 1996 handelsembargo over for: Angola Forbud mod udførsel til oprørsbevægelsen UNITA af våben, ammunition m.m., olie og olieprodukter. Kongelig Anordning nr. 865 af 15. november 1993. Rådets forordning nr. 2967/93/EØF Irak Forbud mod ind- og udførsel af alle varer. Kongelig Anordning nr. 124 af 12. marts 1993. Jugoslavien (Serbien/Montenegro) Forbud mod udførsel af våben. EU's Fælles Holdning, artikel J.2. af 26. februar 1996. Liberia Forbud mod levering af våben og militært udstyr. Kongelig Anordning nr. 915 af 23. november 1992. Libyen Forbud mod udførsel og levering af varer til flyindustrien, våben mv. Anordning nr. 253 af 14. april 1992. Anordning nr. 1147 af 22. december 1993. Rådets forordning nr. 3274/93/EØF. Rådets forordning nr. 3275/93/EØF. Rwanda Forbud mod levering af våben og militært udstyr. Anordning nr. 384 af 18. maj 1994. Anordning nr. 756 af 15. september 1995. Somalia Forbud mod levering af våben og militært udstyr. Anordning nr. 54 af 27. januar 1992.
Udover de allerede omtalte embargoer har EU-landene truffet beslutning om våbenembargo mod de følgende lande. Disse våbenembargoer administreres af Justitsministeriet, se i øvrigt A.5.6.
Burma Forbud mod salg og udførsel af militært udstyr. Rådserklæring af 29. juni 1991. Folkerepublikken Kina Forbud mod al våbenhandel. Rådserklæring af 27. juni 1989. Nigeria Forbud mod handel med ammunition og alt militært udstyr og teknologi. EU's Fælles Holdning, artikel J.2 under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik af 22. november 1995, 95/515/FUSP. Sudan Forbud mod handel med ammunition og alt militært udstyr og teknologi. EU's Fælles Holdning, artikel J.2 under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik af 15. marts 1995, 94/165/FUSP. Zaire Forbud mod salg af våben. Rådserklæring nr. 33 af 7. april 1993.
A.5 Varebestemmelser
A.5.1 Levende dyr, animalske produkter, fisk og fiskevarer
A.5.2 Planter, frugt og grønsager
A.5.3 Lægemidler til mennesker og dyr samt narkotika
A.5.4 Narkotikaprækursorer
A.5.5 Gifte
A.5.6 Våben og sprængstoffer samt strategiske varer
A.5.7 Radioaktive stoffer og radioaktivt affald
A.5.8 Jern- og stålordninger
A.5.9 Handelsreguleringer
A.5.10 Udryddelsestruede vilde dyr og planter
A.5.11 Tekstilvarer
A.5.11.1 Økonomisk passiv forædling
A.5.12 Varemærkeforfalskede og piratkopierede varer
A.5.13 Kontrol med produktsikkerhed
A.5.14 Kulturværdier
A.5.15 Handels- og våbenembargo