MOMSVEJLEDNING, TEKST 1997 AFSNIT M - REGISTRERING
Statutory Text (5 Articles)
§§ 47-51
Bestemmelserne om momsregistrering findes i §§ 47-51.
M.1 Registrering af virksomheder med leverancer
M.1.1 Anmeldelse til registrering § 47, stk. 1
Momspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, som ikke er momsfri efter § 13, skal anmelde virksomheden til moms-registrering hos den told- og skatteregion, hvor virksomheden er hjemmehørende, jf. § 47, stk. 1. Registreringen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor den registreringspligtige virksomhed efter en konkret vurdering må anses for at være startet, se M.1.2.
I § 3 er defineret, hvad der forstås ved en momspligtig person, se C.1.
Der er særlige regler vedrørende landbrug og fiskeri m.v., jf. §§ 66-68. Se Q.
Registreringsgrænse på 20.000 kr.
Hvis de samlede momspligtige leverancer ikke overstiger 20.000 kr. inden for en 12-måneders periode, skal der ikke ske registrering eller betales moms, jf. § 49, stk. 1. Denne undtagelse gælder ikke for udenlandske virksomheder og ved levering af nye transportmidler til andre EU-lande.
Her skal der altid ske registrering.
Pligten til at lade sig registrere indtræder på det tidspunkt, hvor det er åbenbart, at den momspligtige omsætning vil overstige registreringsgrænsen på de 20.000 kr.
Momspligtige personer, der efter 20.000 kr.'s grænsen ikke behøver at lade sig registrere, kan vælge at lade sig registrere og betale moms, se M.4.
Anmeldelsesblanket
Der er ingen formkrav i loven med hensyn til selve anmeldelsen, men i praksis sker anmeldelsen ved, at der udfyldes en særlig anmeldelsesblanket, som er udarbejdet af Told Skat. Virksomheden skal bl.a. give oplysninger om ejerforhold, aktiviteter m.v. og skal give forskellige former for dokumentation - f.eks. bevis for registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Hvis et aktieselskab- eller anpartsselskab under stiftelse anmeldes til registrering, skal der gives personlige oplysninger om stifterne, som alle skal underskrive registreringsanmeldelsen, da de hæfter solidarisk for indgåede forpligtelser, indtil virksomheden er registreret.
Ved registreringen får virksomheden et registreringsbevis, hvor virksomhedens SE-nr. er anført.
M.1.1.1 Varer oplagt i Københavns Fri- havn, frilager, told-oplag eller afgiftsoplag
Momspligtige personer, der leverer varer, der er oplagt i Københavns
Frihavn eller på et frilager, et toldoplag eller et afgiftsoplag, uden afgift, kan dog undlade at lade sig momsregistrere, jf. § 47, stk. 1, 2. pkt. De pågældende varers momsfritagelse følger af bestemmelserne i § 12, stk. 2, § 34, stk. 1, nr. 15 og § 34, stk. 2 - 3. Se herom i D.10, I.1.9, I.1.11 og I.1.12.
Det er dog kun muligt at blive fritaget for at lade sig registrere, hvis der er tale om levering af oplagte varer.
Hvis en virksomhed driver "almindelig handel" inden for Frihavnens område, skal den derfor registreres i lighed med alle andre momspligtige virksomheder.
M.1.2 Tidsmæssige krav § 47, stk. 5
Virksomheden skal anmelde sig til registrering senest 8 dage før, at den momspligtige virksomhed går i gang, jf. § 47, stk. 5.
§ 47, stk. 5, er en ordensforskrift, der påbyder registreringspligtige virksomheder at anmelde sig til registrering, inden den registreringspligtige virksomhed begynder. Selve registreringen skal imidlertid ske med virkning fra det tidspunkt, hvor den registreringspligtige virksomhed efter en konkret vurdering må anses for at være startet. Dette gælder også, selvom virksomheden anmelder sig for sent i forhold til tidskravet i § 47, stk. 5.
Overskridelse af tidskravet til selve anmeldelsen straffes dog med bøde, jf. § 81, se V.2.2.
Fra 1. juli 1995 kan virksomheder, der anmeldes til registrering, blive pålagt at stille sikkerhed for momskrav efter reglerne i kildeskattelovens § 56 A, stk. 2, jf. § 62, stk. 10, se P.5.1.6. Virksomheden kan herefter ikke blive registreret, før der er stillet sikkerhed. Et evt. pålæg om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 dage efter, at den har anmeldt sig til registrering.
Hvis registreringsforholdene bliver ændret (f.eks. ejerforhold, beliggenhed eller ansvarlig ledelse), skal dette, ifølge § 47, stk. 5, meddeles til told- og skatteregionen senest 8 dage efter ændringen.
M.1.3 Repræsentant for udenlandske virksomheder § 47, stk. 2
Definition af fast forretningssted
Momspligtige personer (udenlandske virksomheder), der ikke har forretningssted her i landet, og som er registreringspligtige efter § 47, stk. 1, eller foretager erhvervelser fra andre EU-lande, skal ifølge § 47, stk. 2, registreres ved en repræsentant her i landet. Dette gælder dog ikke, hvis aftageren
er en betalingspligtig person.
Det faste forretningssted er ofte det sted, hvor sælgeren fysisk har etableret sig i form af en butik, kontor eller udsalg, hvorfra virksomheden helt eller delvist udøves.
Som eksempel på fast forretningssted (eller det sted, hvorfra et foretagende ledes) kan nævnes en filial, et kontor, en fabrik eller et værksted.
En postadresse er ikke nok til at statuere fast forretningssted. Det skal fastsættes ud fra en samlet vurdering af en række omstændigheder, som tilkendegiver, at det faste forretningssted er her i landet. Jf. E.3.1.1.
En person, der bor i udlandet, men f.eks. har en tøjforretning i Danmark, behøver ikke at lade sig registrere ved en repræsentant her i landet, fordi der er forretningssted her.
Lovens § 60, 2. pkt. er pr. 1. juli 1997 ændret således, at de statslige told- og skattemyndigheder kan fravige kravet om en herværende repræsentant for virksomheder, der kun drives i kort tid, efter § 47, stk. 2, jf. tillige P.3.
Fjernsalg § 49, stk. 3
Der skal heller ikke ske registrering eller betales moms via en repræsentant her i landet, hvis der er tale om levering af varer ved fjernsalg fra andre EU-lande, når leveringen vedrører andre varer end punktafgiftspligtige varer. Det er dog en betingelse, at den samlede levering her til landet ved fjernsalg hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 280.000 kr., jf. § 49, stk. 3.
En udenlandsk fjernsælger, der i ét år sælger varer (incl. punktafgiftspligtige) for mere end 280.000 kr. og således skal momsregistreres ved en herboende repræsentant, jf. § 47, stk. 2, skal derfor også være momsregistreret og betale dansk moms i det følgende kalenderår, selvom han i dette år ikke overskrider registreringsgrænsen.
Repræsentanten
Repræsentanten kan enten være en person, der bor her i landet, eller en virksomhed, der har sit forretningssted her. Repræsentanten må forudsættes at være myndig.
M.1.4 Delregistrering § 47, stk. 3, 2. pkt.
Eksportmomsordningens formål
Hvis en momspligtig person har flere virksomheder (f.eks. flere filialer, afdelinger eller forretninger), skal de som udgangspunkt registreres som én virksomhed. Det betyder bl.a., at virksomhederne skal udveksle varer og ydelser uden momsmæssige konsekvenser, og at fradragsretten opgøres under ét.
Virksomhederne kan dog efter anmodning blive registreret hver for sig (delregistreret), hvis der føres særskilt regnskab for hver enkelt virksomhed.
Hver enkelt virksomhed vil herefter blive betragtet som selvstændig.
M.1.4.1 Eksportmomsordningen
Når betegnelsen "eksport" anvendes i dette afsnit, menes salg til såvel kunder i andre EU-lande som kunder i 3. lande.
Eksportmomsordningen går ud på, at virksomheder med eksportomsætning eller anden momsfri omsætning kan få momsen af eksportværdien hurtigere tilbage.
Det sker ved, at virksomheden udskiller denne omsætning under en selvstændig momsregistrering.
Hver af de to virksomheder får deres eget SE-nummer. Delregistreringen betyder, at hver af de selvstændigt registrerede virksomheder anses som én momspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 3.
Virksomhedens salg af varer og ydelser kan herefter faktureres i to led, nemlig fra den oprindelige virksomhed ("hovedvirksomheden") til den nye selvstændigt registrerede virksomhed ("eksportvirksomheden") og derefter fra "eksportvirksomheden" til eksempelvis en køber i udlandet.
Virkningen heraf bliver, at leverancen fra "hovedvirksomheden" til "eksportvirksomheden" er momspligtig, mens leverancen fra "eksportvirksomheden" til køberen i udlandet er momsfri.
Der skal føres særskilt momsregnskab for hvert SE-nummer.
"Hovedvirksomheden" får kvartalet som afregningsperiode, og "eksportvirksomheden" får måneden som afregningsperiode.
Den selvstændigt registrerede eksportvirksomhed får samtidig mulighed for at blive omfattet af reglerne om forskudsvis udbetaling af moms. Dette skal virksomheden søge om særskilt.
Leverancer mellem de selvstændigt registrerede virksomheder skal således momsmæssigt behandles på samme måde som leverancer mellem selvstændige juridiske enheder.
Eksempel
En eksportvirksomhed kan have følgende registreringsforhold efter eksportmomsordningen
Hans Hansen
SE-nr. 12 34 56 78 Kvartalsafregning
Hans Hansen - Eksport
SE-nr. 87 65 43 21 Månedsafregning
Når en virksomhed skal eksportere varer, skal "hovedvirksomheden" (i eksemplet Hans Hansen) fakturere eksportomsætningen med tillæg af moms til "eksportvirksomheden" (Hans Hansen Eksport). Samtidig udskrives der (af Hans Hansen - Eksport) en faktura uden moms til varemodtageren (i udlandet).
Denne fakturering medfører, at den moms, som "hovedvirksomheden" fakturerer til "eksportvirksomheden", bliver udgående moms i "hovedvirksomheden" og indgående moms i "eksportvirksomheden".
"Hovedvirksomheden" afregner momsen kvartalsvis. Momsen afregnes 1 måned og 10 dage efter kvartalets udløb. Hvis "hovedvirksomheden" er en virksomhed inden for landbrug og fiskeri m.v., afregnes momsen dog halvårsvis efter de særlige bestemmelser i momslovens kapitel 16.
"Eksportvirksomheden" afregner momsen månedsvis. Da virksomhedens indgående moms (købsmomsen) er større end den udgående moms (salgsmomsen, der altid vil være = 0 kr.), udbetales den overskydende moms efter reglerne i momslovens § 63.
Da "eksportvirksomheden" ingen indenlandsk omsætning har, vil momstilsvaret altid blive negativt - nemlig den moms, der er faktureret til den.
Ansøgning
Hvis virksomheden ønsker at blive omfattet af eksportmomsordningen, skal ansøgning sendes til virksomhedens hjemregion.
Hvilke leverancer kan medtages i ordningen
Det er momslovens almindelige regler, der anvendes i eksportmomsordningen.
Forudsætningen for at benytte ordningen er, at der skal betales moms af de leverancer, der finder sted mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden".
Ordningen er således betinget af,
- at leveringen af varer og ydelser fra "hovedvirksomheden" til "eksportvirksomheden" er momspligtige transaktioner,
- at leveringsstedet for leverancen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden" er her i landet, og
- at varerne eller ydelserne ikke er momsfritaget.
Leverancen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden" skal tage udgangspunkt i en reel forretningsmæssig disposition, når "hovedvirksomhedens" og "eksportvirksomhedens" salg ses under ét.
Det kræves, at der foreligger en reel leverance efter momsloven og ikke blot en fakturering.
Hvilke varer er omfattet af ordningen
Salg af varer fra "hovedvirksomheden" til "eksportvirksomheden" er et momspligtigt salg, når leveringsstedet er her i landet. Det er således en forudsætning, at varerne befinder sig her i landet på leveringstidspunktet - det fremgår af momslovens § 14.
"Eksportvirksomhedens" salg af varer til udlandet er fritaget for moms efter bestemmelserne i momslovens § 34.
Som eksempel kan nævnes salg af en vare til en virksomhed uden for EU.
Det er en forudsætning for at anvende eksportmomsordningen, at "hovedvirksomhedens" leverancer ikke er fritaget for dansk moms.
Følgende eksempler illustrerer sammenhængen
Salg af fly og af skibe over 5 bruttoregistertons, bortset fra sportsfly og lystfartøjer, samt salg af aviser kan ikke indgå i ordningen, da salget i forvejen er fritaget for moms efter lovens § 34. Disse varer kan derfor ikke momsberigtiges, selv om de sælges mellem to virksomheder her i landet
Skibsværfter har mulighed for at anvende eksportmomsordningen i et vist omfang.
Visse delleverancer fra skibsværfter kan efter momsloven anses for at udgøre en momspligtig leverance. De kan bestå af "stål" og "udrustning".
Efter nærmere aftale med de lokale told- og skatteregioner kan skibsværfterne foretage en opdeling i flere delleverancer eller med andre opdelingskriterier. Det er dog en forudsætning, at delleverancer udgør naturlige elementer af samme karakter som leverancer fra eksterne underleverandører.
Reparationer, vedligeholdelse og ombygning af fly og skibe efter lovens § 34, stk. 1, nr. 9, er fritaget for moms, og der kan ved disse former for leverancer ikke beregnes dansk moms ved faktureringen fra "hovedvirksomheden" til "eksportvirksomheden"
Bladhuse, der leverer aviser, som er fritaget for moms, har også mulighed for at anvende eksportmomsordningen for så vidt angår visse delleverancer.
Dette gælder for delleverancer, der i sig selv kan anses for at udgøre en momspligtig leverance. Det er delleverancer, der efter deres karakter kan leveres selvstændigt - f.eks. trykkeriydelser.
Hvilke ydelser er omfattet af ordningen
Virksomheder, der sælger ydelser til udlandet, kan som udgangspunkt også anvende ordningen. Ordningen benyttes dog kun, når ydelsen er momspligtig ved salg til "eksportvirksomheden" og leveringsstedet er her i landet.
Eksempler
Rådgivningsydelser
Rådgivningsydelser m.v. (specielt nævnt i momslovens § 18), der sælges til eller anvendes i udlandet, er fritaget for dansk moms, hvis
- ydelsen leveres til købere uden for EU, og ydelsen alene bliver udnyttet i udlandet (dvs. både i og uden for EU) eller køberen kan opnå momsgodtgørelse efter momslovens § 45, stk. 1,
- ydelsen bliver solgt til momspligtige virksomheder i andre EU-lande,
- ydelsen bliver solgt til ikke-momsregistrerede købere i Danmark, eller ikke-momspligtige købere i andre EU-lande, og ydelsen udelukkende anvendes uden for EU.
Leveres de pågældende ydelser derimod til en registreret virksomhed her i landet, skal der betales moms.
Transportydelser
Ved levering af disse ydelser fra "hovedvirksomheden" til "eksportvirksomheden" skal der således beregnes moms.
Transportydelser til steder uden for EU er altid fritaget for moms efter § 34, stk. 1, nr. 12, og kan derfor ikke faktureres med moms i eksportmomsordningen.
Transportydelser fra Danmark til andre EU-lande er som udgangspunkt momspligtige her. Hvis køberen af transportydelsen er momsregistreret i et andet EU-land, er transporten dog momspligtig i det EU-land, hvor køberen er momsregistreret, jf. lovens § 19.
Som eksempel kan nævnes, at en dansk transportvirksomhed, der udfører en transport fra Danmark til Tyskland for en anden dansk virksomhed, skal sælge ydelsen med moms, fordi afgangsstedet er her i landet. Samme transport vil være momsfri, hvis det er en tysk momsregistreret virksomhed, der køber ydelsen. Hvis transportydelsen i det sidste tilfælde først sælges til "eksportvirksomheden", der dernæst viderefakturerer til den tyske kunde, skal salget til "eksportvirksomheden" ske med moms.
Salg af en transportydelse, der foregår mellem to andre EU-lande end Danmark, kan aldrig indgå i eksportmomsordningen. Sådanne transporter udgør ikke en momspligtig aktivitet her i landet.
Arbejdsydelser på varer m.m.
Arbejdsydelser på varer, der efter endt behandling sendes ud af EU af den virksomhed, der har præsteret arbejdsydelsen, eller af en køber etableret i udlandet, er altid fritaget for moms, og der må ikke beregnes dansk moms ved faktureringen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden", jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 6.
Ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i § 34, stk. 1, nr. 5-12, omhandlede transaktioner eller ved transaktioner, som udføres uden for EU, er fritaget for moms. Der må ikke beregnes dansk moms af disse ydelser ved faktureringen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden", jf. § 34, stk. 1, nr. 13.
Ydelser, der præsteres for fly og for skibe i udenrigsfart, bortset for sportsfly og lystfartøjer, er fritaget for moms. Der må ikke beregnes dansk moms af disse ydelser ved faktureringen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden", jf. § 34, stk. 1, nr. 7.
Udlejning
Udlejning af transportmidler, der udelukkende benyttes uden for EU, er altid fritaget for moms. Der må ikke beregnes dansk moms af disse ydelser ved faktureringen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden", jf. § 15, stk. 2.
Underholdning
Underholdning og undervisning m.v. er momspligtige det sted, hvor ydelsen præsteres (dvs. det sted, hvor ydelsen rent faktisk og fysisk præsteres), jf. lovens § 17, stk. 1, nr. 1.
Hvis disse ydelser præsteres i udlandet, kan der ikke beregnes dansk moms ved faktureringen mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden".
Fast ejendom
Ydelser vedrørende fast ejendom er momspligtige det sted, hvor den faste ejendom er beliggende, jf. lovens § 16.
Blandt de ydelser, der er tale om, kan nævnes udlejning af fast ejendom, ydelser fra ejendomsmæglere, ejendomshandlere og sagkyndige, samt arkitekters og tilsynsførendes ydelser vedrørende forberedelse eller samordning af byggearbejder. Endvidere kan nævnes tømrer, murer- og snedkerarbejde og arbejde, der har naturlig tilknytning til disse aktiviteter.
I disse situationer vil der ikke kunne beregnes dansk moms, hvis ejendommen er beliggende i udlandet, selv om der sker fakturering mellem "hovedvirksomheden" og "eksportvirksomheden."
Forskudsvis udbetaling af negativ moms
Eksportvirksomheder på månedsafregning kan få udbetalt et beløb, der svarer til virksomhedens gennemsnitlige tilgodehavende af overskydende moms hos Told Skat. Beløbet skal bogføres på en selvstændig konto.
Det beløb, der vil blive udbetalt, svarer til 3/52 af den samlede negative moms for de senest forudgående 12 måneder. Beløbet bliver kun udbetalt én gang. Til gengæld skal beløbet ikke tilbagebetales, før grundlaget for ordningen (månedsafregningen) ophører.
Beløbets størrelse reguleres dog én gang årligt, så det holder trit med den gennemsnitlige størrelse af virksomhedens negative momstilsvar.
Udbetalingen af beløbet har ingen betydning for de almindelige momsangivelser. Selv om virksomheden får udbetalt den forskudsvise moms, skal der stadigvæk angives moms på sædvanlig vis.
Tilladelse til at anvende ordningen om forskudsvis udbetaling
For at få negativ moms udbetalt på forskud skal virksomheden søge om at blive omfattet af ordningen.
Virksomheden skal i den forbindelse udfylde en særlig blanket (31.013), som man kan få på told- og skatteregionen. På ansøgningen skal virksomheden oplyse den samlede negative moms.
Senest 3 uger efter at ansøgningen er godkendt, vil told- og skatteregionen udbetale den forskudsvise "eksportmoms".
Regulering af beløbet
Det forskudsvis udbetalte beløb skal reguleres én gang årligt (dvs. hver 12. måned) så det svarer til 3/52 af forskellen mellem den udgående (salgsmoms + moms af EU-varekøb m.v.) og indgående moms (købsmoms) ifølge virksomhedens angivelser for de seneste 12 måneder.
Reguleringen sker ved, at virksomheden laver en opgørelse over den samlede negative moms i de seneste 12 måneder.
Opgørelsen indsendes til regionen senest 4 uger efter udløbet af 12 måneders perioden. Til brug for opgørelsen vil virksomheden nogen tid i forvejen få tilsendt en særlig blanket (31.005).
Opgørelsen skal godkendes og underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse, inden den returneres til regionen.
Hvis virksomheden har fået for lidt udbetalt, udbetaler Told Skat forskellen. Beløbet vil blive udbetalt senest 3 uger efter, at opgørelsen er modtaget hos regionen.
Hvis virksomheden har fået for meget udbetalt, skal virksomheden indbetale forskellen senest 14 dage efter, virksomheden har modtaget en opkrævning fra regionen.
Hvis beløbet er mindre en 1.000 kr., skal/vil beløbet ikke blive reguleret.
Tilbagebetaling af beløbet
Det forskudsvis udbetalte beløb bliver i virksomheden, indtil ét af følgende forhold indtræder
- hvis momstilsvarene begynder at blive positive
- hvis virksomheden overgår til kvartalsafregning
- hvis virksomheden ophører og afmeldes fra momsregistrering.
Når virksomheden ikke længere opfylder én af betingelserne for at være med i ordningen, skal virksomheden betale det fulde beløb (hele det forskudsvis udbetalte beløb).
Fakturering
Det er i reglerne for eksportmomsordningen fastsat, at virksomhedens eksportomsætning skal faktureres i to led.
"Hovedvirksomheden" skal fakturere til "eksportvirksomheden", og der skal beregnes salgsmoms ved denne fakturering.
Den moms, "hovedvirksomheden" fakturerer, bliver købsmoms i "eksportvirksomheden".
"Eksportvirksomheden" fakturerer herefter den udenlandske kunde på normal måde, dvs. uden beregning af moms.
"Eksportvirksomheden" skal ved salg til andre EU-lande udstede en faktura, der udover de almindelige oplysninger, skal indeholde oplysning om
1. eksportdelens momsnummer (DK+SE-nummer) og
2. kundens momsnummer.
Fakturaen bogføres i to led
1. Fakturaen bogføres under en indenlandsk varesalgskonto og konto for salgsmoms i hoveddelen.
2. Samme faktura bogføres under en købskonto (hjælpekonto) og konto for købsmoms - eksport i eksportdelen.
Købsmomsen angives på "eksportvirksomhedens" momsangivelse, der sendes til regionen.
Momslovens almindelige regler om beregning af moms skal i øvrigt følges.
Såfremt "hovedvirksomheden" fakturerer leverancerne til "eksportvirksomheden" ugentlig eller månedlig, skal fakturaen indeholde henvisning til de tilsvarende fakturaer fra "eksportvirksomheden" i perioden.
M.1.5 Fællesregistrering § 47, stk. 4
Flere uafhængige momspligtige personer kan blive registreret under ét (fællesregistreret), hvis de anmoder om det. Det er dog en betingelse, at de alle udelukkende driver registreringspligtig virksomhed.
Fællesregistrerede virksomheder betragtes i momsmæssig henseende som én virksomhed. "Intern" handel med varer og ydelser mellem virksomhederne
skal derfor ske uden beregning af moms, og fradragsretten opgøres under ét.
Fællesregistreringen indebærer også, at de pågældende virksomheder hæfter solidarisk for betaling af momsen, jf. § 46, stk. 7.
Koncernforbundne selskaber
To eller flere momspligtige selskaber m.v., der både driver registreringspligtig
og ikke-registreringspligtig virksomhed her i landet, kan under visse betingelser også blive fællesregistreret.
Det er således en betingelse for fællesregistreringen, at der er tale om selskaber m.v., hvis aktier m.v. direkte eller indirekte er 100% ejet af det samme selskab (moderselskabet m.v.). I lovens § 84, stk. 9, var der dog mulighed for at dispensere fra kravet om 100% ejerskab indtil 1. juli 1996.
Hvis der i nogle af de omfattede datterselskaber er udstedt medarbejderaktier i medfør af ligningslovens § 7A, kan der alligevel gives tilladelse til fællesregistrering, når aktierne er udstedt på betingelse af, at de kun kan sælges til det udstedende selskab.
Tilladelse til fællesregistrering gives af told- og skatteregionerne.
Der kan f.eks. tillades fællesregistrering af et pengeinstitut og dets 100%-ejede datterselskaber. Datterselskabets 100%-ejede datterselskaber kan også blive omfattet af fællesregistreringen.
Ordningen indebærer, at der ikke skal beregnes moms af intern omsætning.
Intern omsætning skal ligeledes ikke indgå i beregningen af hel eller delvis fradragsret.
Fællesregistreringen behøver ikke at omfatte alle selskaberne i koncernen.
M.2 Registrering af virksomheder, der foretager EU-erhvervelser
Registrering for EU-erhvervelser § 48
Juridiske personer, der ikke er momspligtige, samt momspligtige personer, der efter reglerne i § 47 ikke skal registreres, skal alligevel registreres, når de er betalingspligtige for erhvervelser fra andre EU-lande efter bestemmelsen i § 46, stk. 2, se L.2 om betalingspligtige personer.
Registreringsgrænse på 80.000 kr.
Der skal dog ikke ske registrering, hvis den samlede værdi af erhvervelserne hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 80.000 kr., og erhvervelserne ikke omfatter varer, der er punktafgiftspligtige, jf. § 34, stk. 1, nr. 3.
Hvis en erhverver i år 1 har erhvervelser for over 80.000 kr., skal den pågældende derfor både i dette år og i år 2 registreres og betale moms, selvom erhvervelserne i år 2 er under registreringsgrænsen.
Valgfri registrering
En erhverver, der efter bestemmelsen i § 48 ikke skal lade sig registrere, kan alligevel vælge at lade sig registrere og betale moms, jf. § 50. Se M.4.
M.3 Fritagelse for registrering
M.3.1 Bundgrænse for registrering § 49, stk. 1
Bundgrænsen for registrering af momspligtige leverancer er på 20.000 kr. (inden for en 12-måneders periode). Se M.1.1.
Det er dog kun personer, der ellers ville være registreringspligtige efter § 47, stk. 1, der er fri for registrering og betaling af moms, hvis deres samlede momspligtige leverancer er under 20.000 kr. inden for en 12-måneders periode.
Udenlandske virksomheder, der er registreret efter § 47, stk. 2 (se M.1.3), skal uanset omfanget af virksomheden altid registreres og betale moms. Det samme gælder momspligtige personer, der leverer nye transportmidler til andre EU-lande.
M.3.2 Fritagelse for en række salg § 49, stk. 2
Der er særlige registreringsfritagelser for visse former for salg.
M.3.2.1 Marketenderier og kantiner § 49, stk. 2, nr. 1
Marketenderier og kantiner skal ikke momsregistreres og betale moms, når salget ikke overstiger 30.000 kr. inden for en 12-måneders periode.
Den særlige registreringsgrænse gælder kun, hvis der efter restaurationslovgivningens begreber er tale om et marketenderi eller en kantine.
M.3.2.2 Blindes salg § 49, stk. 2, nr. 2
Der skal ikke ske registrering eller betales moms af blindes salg af varer og ydelser, når salget ikke overstiger 110.000 kr inden for en 12-måneders periode.
M.3.2.3 Førstegangssalg af kunstværker § 49, stk. 2, nr. 3
En kunstner (eller dennes arvinger), der for første gang sælger sine egne kunstgenstande, skal ikke momsregistreres og betale moms, når salget hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 300.000 kr.
Hvis kunstneren i det indeværende år sælger for mere end 300.000 kr. og således skal momsregistreres, skal han derfor også forblive momsregistreret i det følgende år, selvom hans salg i det år er under 300.000 kr.
Det skal først betales moms af det salg, der sker efter, at registreringspligten
er indtrådt.
Hvis en kunstner i et år sælger kunstværker for 250.000 kr. og herefter sælger et stykke kunst til 200.000 kr., bliver han registreringspligtig ved dette salg. Han skal imidlertid først betale moms i forbindelse med evt. senere salg i det pågældende år og ved alle salg i året efter.
I § 69, stk. 4, er defineret, hvad der i relation til momsloven forstås ved begrebet "kunstgenstande". Se R.3.2 om de særlige bestemmelser om bl.a. kunstgenstande.
Bestemmelsen i § 49, stk. 2, nr. 3, om kunstneres førstegangssalg af egne værker gælder først for salg fra og med 1. januar 1995, jf. overgangsbestemmelsen i § 84, stk. 7. Indtil udgangen af 1994 var salget af visse kunstværker derfor momsfrit uanset beløbsstørrelsen.
M.4 Valgfri registrering § 50
En momspligtig person, der efter bestemmelserne i § 48 (se M.2) og § 49 (se M.1.3 og M.3) ikke behøver at lade sig momsregistrere, kan alligevel vælge at blive momsregistreret og betale moms, jf. § 50, stk. 1.
Mindst 2 kalenderår
En valgt registrering skal omfatte en periode på mindst 2 kalenderår, jf. § 50, stk. 2.
Hvis en momspligtig person lader sig registrere efter § 50, den 1. september år 1, kan den pågældende tidligst lade sig afmelde pr. 1. januar år 3.
M.5 Frivillig registrering § 51
Udlejning, bortforpagtning og salg af fast ejendom er momsfri efter reglerne i § 13, stk. 1, nr. 8 - 9.
§ 51 giver på visse betingelser adgang til frivillig momsregistrering ved erhvervsmæssig udlejning samt køb/opførelse af fast ejendom og byggemodning af jord med henblik på salg til momsregistreret virksomhed.
I medfør af § 51, stk. 3, er der i momsbekendtgørelsens §§ 37-39 fastsat nærmere regler om tilladelse til frivillig registrering.
Frivilligt registrerede virksomheder skal følge de almindelige regler i momsloven, herunder reglerne om momsgrundlaget, opgørelse af momstilsvaret, fakturering, regnskabsførelse m.v.
Fast ejendom
Til fast ejendom hører, ud over selve grundstykket og bygningerne, også bygningstilbehør, som er anbragt på grunden eller bygningen, træer, avl på roden (f.eks. uhøstet korn), hegn, brønde og andre anlæg på grunden eller bygningen.
M.5.1 Erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom § 51, stk. 1
Told- og skatteregionerne kan tillade frivillig registrering af erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom.
Der kan kun gives tilladelse til erhvervsmæssig udlejning.
Således blev en idrætsforening nægtet tilladelse til frivillig registrering for udlejning af et stadionanlæg, som idrætsforeningen administrerede. Anlægget var ejet af kommunen og blev drevet med ganske betydelige kommunale tilskud. Udlejningen blev derfor ikke anset for erhvervsmæssig.
I Told Skat Nyt 1993.9.433 kunne et aktieselskab frivilligt momsregistreres for at anlægge, vedligeholde og drive en golfbane for derefter at udleje golfbanen til en golfklub.
Tilladelse til frivillig registrering kan ikke gives til boligformål. I TfS 1995, 619 blev bygninger, der blev udlejet til indkvartering af flygtninge og asylansøgere, således ikke anset for omfattet af den frivillige momsregistrering, fordi der var tale om udlejning til boligformål.
Allerede bestående erhvervslejemål kan kun blive omfattet af den frivillige registrering, hvis lejeren er indforstået med, at lejemålet vil blive omfattet af momsregistreringen, og at huslejen derfor pålægges moms. Da lejeren ofte vil være momsregistreret, vil han i givet fald kunne fratrække den købsmoms, som er indeholdt i huslejen.
Det er kun lokaler, som rent faktisk er udlejet eller forsøges udlejet, der kan blive omfattet af den frivillige registrering. Virksomheden skal kunne dokumentere, at den prøver at udleje lokalerne, f. eks. i form af udlejningsaftale med en ejendomsmægler/advokat eller ved annoncering i dagblade m.v.
M.5.1.1 Fradragsret
Ved at lade sig frivilligt registrere kan udlejer fratrække momsen af udgifterne til opførelse, ombygning, modernisering, reparation, vedligeholdelse, drift og administration efter de almindelige regler, jf. § 37, stk. 1, i momsbekendtgørelsen. Til gengæld skal huslejen belægges med moms.
I § 37, stk. 2 - 3 i momsbekendtgørelsen er fastsat under hvilke betingelser, der er fradragsret for udgifter ved opførelse m.v. af byggeri, der er bestemt til udlejning.
Den lokale told- og skatteregion skal således godkende en erklæring fra udlejeren (bygherren) om, i hvilket omfang ejendommens lejemål forventes omfattet af registreringen. Denne erklæring skal afgives, inden byggeaktiviteterne er gået i gang - ellers kan fradragsretten ikke anvendes under opførelsen m.v. Der er her en forudsætning, at der er søgt om frivillig registrering allerede fra byggeriets start, jf. M.5.4.
Senest 6 måneder efter, at byggeriet er færdigt og klar til udlejning, skal bygherren redegøre for byggeriets anvendelse, dvs. i hvilket omfang byggeriet fortsætter under den frivillige registrering. Er der ændringer i omfanget af den frivillige registrering i forhold til den erklæring, som bygherren afgav inden byggeriets start, skal der ske berigtigelse af den købsmoms, som bygherren har fradraget under byggeriet.
Det er ikke muligt at få dispensation fra denne 6-måneders frist.
M.5.1.2 Regulering af købsmoms
Der skal ske hel eller delvis tilbagebetaling af den fratrukne byggemoms, hvis omfanget af den frivillige registrering ændres inden for en periode af 10 regnskabsår, f.eks. hvis ejendommen overgår til at blive anvendt til boligformål. Se J.4 om regulering af investeringsgoder.
Hvis et lejemål fraflyttes, skal der ikke ske regulering, hvis udlejer forsøger at genudleje lejemålet. Reguleringsperioden afbrydes i så fald heller ikke.
Den 10-årige reguleringsperiode for fast ejendom begynder i det regnskabsår, hvor den faste ejendom tages i brug, jf. § 44, stk. 1. Ved opførelse af fast ejendom til udlejning anses (hele) ejendommen for at være taget i brug, når første udlejning finder sted, jf. Told Skat cirkulæreskrivelse nr. 2 af 16.3.1995.
Evt. ændringer i omfanget af udlejningen skal meddeles til den lokale told- og skatteregion, hvis ændringen medfører regulering af byggemomsen, jf. § 38, stk. 2, i momsbekendtgørelsen.
M.5.2 Køb og opførelse af fast ejendom § 51, stk. 1
Der kan også gives tilladelse til frivillig registrering af køb og opførelse m.v. af fast ejendom samt byggemodning af jord, når det sker med henblik på efterfølgende salg til en momsregistreret virksomhed.
Det betyder, at virksomheden kan få tilbagebetalt den moms, som den har betalt i forbindelse med købet og byggeriet m.v., jf. § 39, i momsbekendtgørelsen.
Købsmomsen tilbagebetales på den betingelse, at virksomheden dokumenterer, at ejendommen skal anvendes af en momspligtig virksomhed til momspligtige formål. Samtidig skal den nye køber skriftligt (på en særlig blanket) erklære sig indforstået med at overtage den reguleringsforpligtelse, som påhviler ejendommen.
M.5.3 Mindst 2 kalenderår § 51, stk. 2
En frivillig registrering for udlejning af fast ejendom skal omfatte en periode på mindst 2 kalenderår.
Hvis en virksomhed lader sig registrere efter § 51, den 1. september år 1, kan den tidligst lade sig afmelde pr. 1. januar år 3.
Er virksomheden blevet registreret, inden byggeriet er afsluttet, regnes 2-års-perioden fra det tidspunkt, hvor den første udlejning er begyndt.
M.5.4 Registreringstidspunkt
Der kan under visse forudsætninger ske registrering med tilbagevirkende kraft, dvs. med virkning fra det tidspunkt, hvor den pågældende ejendom blev købt eller opført, jf. nedennævnte retningslinier, som er offentliggjort i TfS 1996, 633.
Ved vurderingen heraf er det ved ansøgninger vedrørende ejendomsudlejning afgørende, om der på ansøgningstidspunktet allerede er påbegyndt udlejning
(som ifølge sagens natur må være momsfri). Registreringstidspunktet har betydning for fradragsretten.
Det er en betingelse for tilladelse til registrering med tilbagevirkende kraft, at der ikke - inden registreringsansøgningen indgives - er påbegyndt udlejning (uden moms).
Udlejning er ikke påbegyndt
Hvis udlejning (uden moms) endnu ikke er påbegyndt, har udlejer ikke tilkendegivet, om der skal være tale om momsfri eller momsbelagt udlejning, og der er derfor intet til hinder for, at registreringen sker med tilbagevirkende kraft.
Det er endvidere en betingelse, at ejendommen ikke har været taget i brug til andre formål.
Hvis der tillades registrering med tilbagevirkende kraft, er der momsfradragsret efter de almindelige regler i momsloven, jf. § 37, stk. 1, i momsbekendtgørelsen.
Hvis der ansøges om frivillig momsregistrering for udlejning allerede fra byggeriets start, er det en betingelse for at kunne anvende fradragsretten under opførelsen m.v., at told- og skatteregionen godkender en erklæring fra udlejer (bygherren) om, i hvilket omfang ejendommens lejemål er omfattet af registreringen. Dette følger af § 37, stk. 2, i momsbekendtgørelsen.
Udlejning er allerede påbegyndt
Hvis ejendommen på ansøgningstidspunktet udlejes uden moms på huslejen, kan registrering tidligst ske med virkning fra ansøgningstidspunktet.
Udgifterne i forbindelse med køb/opførelse m.v. kan kun fratrækkes efter bestemmelsen i momslovens § 43, stk. 3, nr. 2, om regulering af investeringsgoder (anskaffet den 1. juli 1994 eller senere), der ved anskaffelsen ikke har givet ret til fradrag. Der er således ikke fuld fradragsret, idet fradraget reguleres i forhold til reguleringsperiodens start (ejendommens anskaffelse/ibrugtagning) og beregnes i forhold til hvilke udgifter ved køb/opførelse, der kan anses at vedrøre de nu momsregistrerede erhvervslejemål.
Ændring i omfanget af den frivillige registrering
Hvis der sker ændringer i omfanget af den frivillige registrering, fordi lejemål ikke længere udlejes eller forsøges udlejet til erhvervsmæssige formål, skal der ske regulering af købsmomsen, jf. § 38, stk. 2, i momsbekendtgørelsen.
Reguleringsperioden for den faste ejendom begynder i det regnskabsår, hvor ejendommen tages i brug, jf. momslovens § 44, stk. 1. Ved opførelse af fast ejendom til udlejning anses (hele) ejendommen for at være taget i brug, når første udlejning finder sted.
Registrering for køb/opførelse m.v. til salg
Ansøgninger om frivillig registrering af køb og opførelse m.v. af fast ejendom samt byggemodning af jord med henblik på salg til registreret virksomhed kan ske med tilbagevirkende kraft. Tilbagebetalingen af momsen sker efter reglerne i momsbekendtgørelsens § 39, stk. 2.
M.6 Afmeldelse og tilbagebetaling af udbetalt negativ moms
Afmeldelse på egen foranstaltning
En momsregistreret virksomhed skal afmelde sig fra momsregistrering, hvis den momspligtige virksomhed ophører.
Afmeldelse på regionens foranstaltning
Ved selve momsregistreringen bør der i størst muligt omfang ske en foreløbig prøvelse af, om der foreligger selvstændig økonomisk virksomhed.
En egentlig vurdering af dette spørgsmål er ofte først mulig, når virksomheden har bestået i nogen tid, og der dermed foreligger et grundlag for at bedømme, om de gennemførte aktiviteter har karakter af økonomisk virksomhed.
Hvis den lokale told- og skatteregion i den forbindelse konstaterer, at der ikke drives registreringspligtig virksomhed, vil virksomheden blive afmeldt fra registrering. Der skal herefter ske momsberigtigelse m.m. af varelagre, maskiner og andre driftsmidler m.v.
Tilbagebetaling af udbetalt negativ moms ved afmeldelse
Som udgangspunkt skal der kun stilles krav om tilbagebetaling af allerede udbetalt negativ moms, hvis det burde have stået klart for virksomheden, at den ikke var omfattet af registreringspligten. Se EF-Domstolens dom i sagen C-110/94, INZO (Domssamlingen 1996 I, s. 857), hvorefter myndighedernes adgang til at ophæve/tilbagekalde en momsregistrering med tilbagevirkende kraft er begrænset til tilfælde af svig eller misbrug. Se også TsF 1997, 639.
Afsnit M - Registrering
M.1 Registrering af virksomheder med leverancer
M.1.1 Anmeldelse til registrering § 47, stk. 1
M.1.1.1 Varer oplagt i Københavns Fri- havn, frilager, told-oplag elle afgiftsoplag
M.1.2 Tidsmæssige krav § 47, stk. 5
M.1.3 Repræsentant for udenlandske virksomheder § 47, stk. 2
M.1.4 Delregistrering § 47, stk. 3, 2. pkt.
M.1.4.1 Eksportmomsordningen
M.1.5 Fællesregistrering § 47, stk. 4
M.2 Registrering af virksomheder, der foretager EU-erhvervelser
M.3 Fritagelse for registrering
M.3.1 Bundgrænse for registrering § 49, stk. 1
M.3.2 Fritagelse for en række salg § 49, stk. 2
M.3.2.1 Marketenderier og kantiner § 49, stk. 2, nr. 1
M.3.2.2 Blindes salg § 49, stk. 2, nr. 2
M.3.2.3 Førstegangssalg af kunstværker § 49, stk. 2, nr. 3
M.4 Valgfri registrering § 50
M.5 Frivillig registrering § 51
M.5.1 Erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom § 51, stk. 1
M.5.1.1 Fradragsret
M.5.1.2 Regulering af købsmoms
M.5.2 Køb og opførelse af fast ejendom § 51, stk. 1
M.5.3 Mindst 2 kalenderår § 51, stk. 2
M.5.4 Registreringstidspunkt
M.6 Afmeldelse og tilbagebetaling af udbetalt negativ moms