Legislator Case Law & Legislation
E19976A0000J DK

A-SKAT OG AM-BIDRAG 1997 AFSNIT J - OPLYSNINGSPLIGT

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1997

Afsnit J - Oplysningspligt

Reglerne om oplysningspligt fremgår af SKL, jf. lovbek. nr. 61 af 8. febr. 1996 med senere ændringer. Der henvises iøvrigt til bekendtgørelse nr. 1251 af 13. dec. 1996 om indberetningspligter efter skattekontrolloven, samt AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996.

Der skelnes mellem en automatisk oplysningspligt (indberetningspligt), og en oplysningspligt efter anmodning. Kun den automatiske oplysningspligt vil blive omtalt her.

J.1 Den oplysningspligtige

Som udgangspunkt er den, der foretager udbetaling, godskrivning mv. af løn, vederlag, honorarer mv. oplysningspligtig, jf. SKL §§ 7, stk. 1 og 7A, stk. 1.

Arbejdsgivere, hvervgivere, pensionsinstitutter mv., der foretager indeholdelse af lønmodtagerbidrag, er oplysningspligtige vedrørende de i årets løb indeholdte lønmodtagerbidrag, jf. AMFL § 21, stk. 1, og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 5, stk. 1. Arbejdsmarkedets Tillægspension er på samme måde oplysningspligtig med hensyn til indeholdte lønmodtagerbidrag, jf. AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 5, stk. 2.

Oplysningspligten efter skattekontrolloven påhviler fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet eller som driver virksomhed fra et fast driftssted her i landet.

Oplysningspligten påhviler såvel erhvervsdrivende som ikke-erhvervsdrivende, herunder foreninger, klubber mv., og det er uden betydning om virksomheden er regnskabspligtig eller ej.

Udover arbejdsgivere og andre, der foretager udbetaling af løn, vederlag mv., påhviler oplysningspligten også forsikringsselskaber, pensionskasser, banker mv.

I visse situationer, nemlig ved overdragelse af obligationer og rentekuponer, finansielle kontrakter samt investeringsforeningspapirer mellem private parter, bliver også private personer omfattet af oplysningspligten. Det samme gælder ved indgåelse af aftaler om finansielle kontrakter mellem private.

Foregår udbetaling via en mellemmand, bliver mellemmanden kun oplysningspligtig, når arbejdsgiveren er ude af stand til at give oplysningerne, jf. SKL § 7, stk. 3. Dette kan være tilfældet ved konkurs eller lignende.

For at kunne anses som mellemmand i skattekontrollovens forstand, er det en forudsætning, at mellemmanden har hjemting her i landet.

Oplysningspligt som mellemmand vil eksempelvis foreligge for den person eller det selskab, som med eget bogholderi forestår lønudbetaling for et udenlandsk selskabs regning.

Begrebsmæssigt falder mellemmand i skattekontrolloven sammen med befuldmægtiget i kildeskattelovens forstand. Se om befuldmægtiget afsnit C.1.1.1.

Fælles for bestemmelserne om oplysningspligt er, at de, der foretages indberetning om, skal give den indberetningspligtige oplysning om personnummer/

SE-nummer, navn og adresse, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 4, og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 6. Har den pågældende hverken CPR-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdato, navn og adresse. Ved udenlandsk adresse oplyses tillige hjemland.

Ved afgivelse af identifikationsoplysninger skal der forevises legitimation, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 4, stk. 5.

Underretningspligt

Der knytter sig til oplysningspligten en underretningspligt, idet den oplysningspligtige skal underrette ansatte, kunder mv. om, hvad der er indberettet til skattemyndighederne om de pågældende, jf. SKL §§ 7, stk. 7, 7A, stk. 4, 7B, stk. 3.

De oplysningspligtige efter AMFL giver den bidragspligtige underretning om lønmodtagerbidragets størrelse, jf. AMFL § 11, stk. 1, 5 og 6. Specielt for pensionsinstitutterne gælder, at underretning skal gives den bidragspligtige senest den 1. juni i året efter kalenderåret, jf. AMFL § 11, stk. 5 og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 7.

ATP skal i forbindelse med indberetningen om indeholdte ATP-bidrag underrette Told- og Skattestyrelsen om, hvor meget der i kalenderåret er indeholdt i lønmodtagerbidrag jf. samme bek. § 5, stk. 2.

Ifølge AMFL § 11, stk. 5 har arbejdsgivere pligt til at underrette pensionsinstitutterne mv., herunder ATP om de bidragspligtige beløb. Arbejdsgiveren skal desuden på grundlag af oplysninger fra den ansatte underrette pensionsinstitutterne mv. om ansatte, der er fritaget for at betale lønmodtagerbidrag, fordi de er socialt sikret i et andet land, jf. AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 32, stk. 1.

J.2 Oplysningspligtens omfang

Alle udbetalinger af skattepligtige beløb er som udgangspunkt omfattet af oplysningspligten. Dette gælder, hvad enten der er tale om A- eller B-indkomst. I visse situationer er også skattefri ydelser omfattet af oplysningspligten.

Oplysning om lønindtægter og anden A-indkomst skal afgives for det kalenderår, hvori udbetaling eller godskrivning har fundet sted, jf. SKL § 7, stk. 1. Har lønudbetaling ikke fundet sted senest 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til beløbet, skal dette medtages på oplysningssedlen senest på dette tidspunkt, jf. SKL § 7, stk. 8, KSL § 46, stk. 2 og KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 22, stk. 1.

Oplysning om honorar og provision skal gives for det kalenderår, hvori modtageren har erhvervet endelig ret til beløbet.

J.2.1 Undtagelser fra oplysningspligten

Undtaget fra reglerne om oplysningspligt er medlemmer af kongehuset og det diplomatiske korps, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 5.

J.2.2 Skattekontrollovens oplysningspligter

J.2.2.1 SKL § 7 A-indkomst, løn mv.

Afgørende for, om der foreligger oplysningspligt efter SKL § 7, er, at den udbetalte ydelse er A-indkomst efter KSL § 43, stk. 1 eller efter skatteministerens beslutning er gjort til A-indkomst i medfør af KSL § 43, stk. 2.

Omfattet er derfor løn, gratiale, provision og andet vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold samt iøvrigt beløb til godtgørelse for udgifter, som modtageren påføres som følge af arbejdet, herunder skattepligtige rejse- og befordringsgodtgørelser. Godtgørelserne skal opføres som A-indkomst på oplysningssedlen.

Oplysningspligten omfatter også skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser, jf. LL § 9, stk. 5, der ydes lønmodtageren uden for området af SL § 5, litra d, jf. SKL § 7, stk. 1, nr. 1, 2. pkt. De skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser skal oplyses i rubrik 48 på oplysningssedlen. Udbetales der godtgørelser ud over Ligningsrådets satser, skal der ske en klar specificering af hvad der er skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse, og hvad der er løntillæg.

Oplysningspligten omfatter ikke godtgørelser, der er skattefri efter LL § 9, stk. 5, for befordring inden for kommunegrænsen under udførelsen af offentligt hverv, jf. SL § 5, litra d, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec 1996, § 8.

Ved § 1 i lov nr. 1063 af 12. dec. 1996 er SL § 5, litra d ophævet, dog således at bestemmelsen kan anvendes indtil 31. marts 1999, jf. lovens § 5, stk. 2.

Oplysningspligten omfatter endvidere ikke skattefri beløb udbetalt efter LL § 9, stk. 7 (60%-reglen), jf. SKL § 7, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., modsætningsvis.

Godtgjorte udlæg (udlæg efter regning) er ikke skattepligtig indkomst for lønmodtageren og er ikke omfattet af oplysningspligten.

Der henvises iøvrigt til afsnit B.1.7.

Løn mv., der af en dansk arbejdsgiver udbetales til lønmodtagere, der ikke er skattepligtige her til landet, skal oplyses, jf. SKL § 7, stk. 1 nr. 3. KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 20, som ændret ved bek. nr. 761 af 20. aug. 1996, opregner en række indkomstarter, der efter skatteministerens bestemmelse henregnes til A-indkomst, og som derfor, jf. SKL § 7, stk. 1, nr. 2, er omfattet af oplysningspligten. Det drejer sig om løbende ydelser, der udbetales udenfor egentlige ansættelsesforhold. Eksempelvis kan nævnes bestyrelseshonorarer, pensioner, forskellige uddannelsesydelser, skattepligtige bistandsydelser, dagpenge mv.

J.2.2.2 SKL § 7 A B-indkomst

Efter skatteministerens bestemmelse omfatter oplysningspligten alle, der har foretaget udbetaling eller godskrivning af beløb mv. som nævnt i SKL § 7 A, stk. 2, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9. Oplysningspligten er uafhængig af om ydelsen er udbetalt som en løbende ydelse eller som et engangsbeløb.

Oplysningspligten efter SKL § 7 A, stk. 2, nr. 2 - 5 og 7 omfatter fra 1. januar 1997 også naturalieydelser, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9, stk. 2.

Honorar, provision mv.

Ifølge SKL § 7A, stk. 2, nr. 1, omfatter oplysningspligten vederlag, honorar mv. der udbetales for personlig arbejds- eller tjenesteydelse udenfor ansættelsesforhold.

Oplysningspligten omfatter alle former for honorarer mv., der efter momsloven ikke skal belægges med moms. Det betyder i praksis, at der er oplysningspligt, hvis afregningen til modtageren sker uden moms.

Omfattet af oplysningspligten er derfor for det første ydelser, der i henhold til momslovens § 13 er undtaget fra momspligten, og for det andet vederlag for normalt momsbelagte ydelser, hvor regning er udskrevet uden moms, fordi ydelsen er leveret af en person, der ikke er momspligtig, fordi den pågældendes erhvervsmæssige omsætning ikke overstiger 20.000 kr. årligt.

Dog skal vederlag for personbefordring samt leje, bortforpagtning og administration af fast ejendom, der i medfør af momslovens § 13 er undtaget fra momspligt, ikke indberettes, jf. § 9, nr. 1, pkt. a og b i bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996.

Ifølge samme bek. § 9, nr. 1, pkt. c, er vederlag, der ydes af en forening for arbejde udført for foreningen som et led i foreningens skattefri virksomhed, undtaget fra oplysningspligt, når det samlede årlige vederlag, der af foreningen udbetales til den pågældende, ikke overstiger 1.500 kr.

Betingelsen om, at der skal være tale om en personlig arbejds- eller tjenesteydelse, medfører, at oplysningspligten ikke omfatter tilfælde, hvor vederlag for det udførte arbejde udbetales til et aktie- eller anpartsselskab som selskabets indkomst.

Udføres arbejdet derimod af en enkeltmandsvirksomhed eller f.eks. et interessentskab, vil der være oplysningspligt, også selv om der i vederlaget indgår betaling til lønnet medhjælp.

Der er fuld oplysningspligt for beløb, ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse, f.eks. rejse- og befordrings- eller opholdsudgifter, jf. SKL § 7 A, stk. 2, nr. 1, 1. pkt.

Oplysningspligten omfatter også honorarer mv., der udbetales til modtagere, der ikke er skattepligtige her til landet, når vederlaget ikke er erhvervet ved selvstændig virksomhed, jf. SKL § 7 A, stk. 2, nr. 1, 2. pkt. Det drejer sig eksempelvis om foredragsholdere, kunstnere mv., der ikke anses for lønmodtagere.

J.2.2.3 Personalegoder

Der er ifølge SKL § 7 A, stk. 3 efter skatteministerens bestemmelse, oplysningspligt for den, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost yder skattepligtige fordele, uden at der er betalt fuldt vederlag herfor.

De oplysningspligtige arter af fordele er fastsat i § 10 i bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996.

Oplysningspligten omfatter herefter dels personalegoder, der er gjort til A-indkomst såsom fri telefon og fri bil, dels visse personalegoder, der er B-indkomst. Bestemmelsen er udtømmende.

J.2.2.4 Immaterielle rettigheder

Der er efter SKL § 7 A, stk. 2, nr. 2, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec 1996, § 9, nr. 2, oplysningspligt vedrørende vederlag for udnyttelse af visse immaterielle rettigheder, herunder ophavsrettigheder samt vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person.

Det er uden betydning, om vederlaget betales som en løbende ydelse eller som en sum én gang for alle, og det er ligeledes uden betydning, om der skal svares moms af beløbet eller ej. Oplysningspligten består, uanset om indkomstmodtageren er en fysisk eller juridisk person, herunder en udenlandsk person eller selskab.

Udbetales der royalties for anvendelse af patent, varemærke mv. eller vederlag for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer (know-how) omfattes dette også af oplysningspligten.

J.2.2.5 Hædersgaver

Med virkning for kalenderåret 1996 er lov om særlig indkomst ophævet.

Fremover beskattes de indkomstarter, der tidligere var særlig indkomst, som almindelig skattepligtig indkomst.

Ved hædersgaver forstås gaver og legatbeløb, der ydes én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds mv. her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjeneste.

Ydelserne er undergivet den lempelige beskatning i LL § 7 O, stk. 3, og omfattet af oplysningspligten i SKL § 7 A, stk. 2, nr. 3, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9, nr. 3.

J.2.2.6 Jubilæumsgratialer, fratrædelsesgodtgørelser mv.

Ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 4, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9, nr. 4 og 5, skal der oplyses om fratrædelsesgodtgørelser, jubilæumsgratialer mv., der ikke er A-indkomst, herunder også den del af ydelsen, der af arbejdsgiveren, jf. PBL § 19, indbetales på en pensionsordning for modtageren.

Oplysningspligten omfatter hermed også den skattefri del af den i KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 20, nr. 24, som ændret ved bek. nr. 761 af 20. aug. 1996, nævnte A-indkomst.

J.2.2.7 Vederlag for afløsning af pensionstilsagn

Den skattepligtige del af vederlag for afløsning af pensionstilsagn er ifølge KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 20, nr. 25, som ændret ved bek. nr. 761 af 20. aug. 1996, A-indkomst. Ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 5, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9, nr. 6, skal den del, der ikke er A-indkomst, oplyses. Det vil sige, at også den skattefri del af ydelsen er omfattet af oplysningspligten.

J.2.2.8 Ph.D-studerende

Der er ifølge SKL § 7 A, stk. 2, nr. 9, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9, nr. 7, oplysningspligt på den skattefri del af de ydelser, der udbetales til Ph.D-studerende ved studieophold i udlandet efter lov om Statens Uddannelsesstøtte, samt legater til Ph.D-studerende, der modtager SU, når legaterne er betinget af, at de anvendes til studieophold i udlandet, jf. LL § 7 K, stk. 3.

J.2.2.9 Erstatning for arbejdsindtægt

Forsikringsselskaber, der foretager udbetaling af erstatning for arbejdsindtægt skal oplyse herom, jf. SKL § 7 A, stk. 2, nr. 7 og bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 9, nr. 8.

Oplysningspligt efter samme bestemmelse har også arbejdsgivere, der udbetaler erstatning, der er B-indkomst, for tab af arbejdsindtægt samt fagforeninger, der udbetaler en sådan erstatning efter forhandling med arbejdsgiveren.

J.2.2.10 SKL § 7 B Fonde og foreninger

Efter SKL § 7 B skal bestyrelser for fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven eller afgiftspligtige efter realrenteafgiftsloven, oplyse dels om størrelsen af årets samlede uddeling, dels om størrelsen af uddelingen til hver enkelt modtager, herunder også naturalieydelser.

Ifølge bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 11 er uddelinger til fysiske personer, der ikke er skattepligtige af uddelingen efter KSL §§ 1 og 2 undtaget fra indberetningspligten.

Undtaget fra indberetningspligten er endvidere uddelinger til fysiske personer, når uddelingen er skattefri efter LL § 7, litra z. Skattefriheden efter denne bestemmelse omfatter uddelinger til fysiske personer på til og med 5.000 kr. årligt fra en fond eller forening, som er godkendt af socialministeren, og som har til formål at støtte socialt eller sygdomsbekæmpende arbejde.

Overstiger værdien af årets samlede ydelser fra den pågældende fond til en person 5.000 kr., skal det overstigende beløb indberettes.

Alle andre uddelinger til fysiske personer, herunder skattefri uddelinger, skal indberettes.

Undtaget fra indberetningspligten er desuden skattefri uddelinger til juridiske personer, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 11, nr. 3.

Er der tale om flerårige uddelinger, kan fonden vælge at oplyse om uddelingen for det indkomstår, hvor modtageren bliver skattepligtig af beløbet.

Fondens fradragsret udskydes tilsvarende.

Uddeling i form af en brugsrettighed skal oplyses for det år, hvor brugsrettigheden udnyttes.

Om medarbejderfonde se afsnit B.1.2.2.

J.2.2.11 SKL § 7 D Tilbagebetalingspligtig kontanthjælp

Tilbagebetaling af skattepligtig kontanthjælp kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori beløbet tilbagebetales.

Fradraget foretages i den personlige indkomst.

Med baggrund i dette er der i SKL § 7 D indarbejdet oplysningspligt for de kommuner, der i det foregående kalenderår har modtaget tilbagebetalinger af kontanthjælp efter kap. 6 i lov om social bistand.

J.2.2.12 SKL § 7 F Underholdsbidrag

Fra 1996 og fremover har kommuner, der på bidragsberettigedes vegne opkræver underholdsbidrag efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag, fået pålagt oplysningspligt, jf. SKL § 7 F.

J.2.2.13 SKL § 8 B Syge- og ulykkesforsikringer

Forsikringsselskaber skal i medfør af SKL § 8 B, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 15, oplyse om udbetalinger af ydelser, der er B-indkomst, fra syge- og ulykkesforsikringer, der er nævnt i PBL § 50, stk. 1, nr. 3.

J.2.3 SKL §§ 8 B og F Pensionsordninger

Generelt

Reglerne om oplysningspligt vedrørende pensions- og forsikringsordninger omfattet af PBL afsnit 1 og 2 findes i SKL §§ 8 B og F.

De oplysningspligtige virksomheder er dels forsikringsselskaber og pensionskasser, dels pengeinstitutter, pensionsfonde og kapitalpensionsfonde.

Oplysningspligten omfatter både privattegnede og arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger.

Også tilsagnsordninger, der er afdækket i en pensionskasse, men hvor indbetalingen ikke kan henføres til den enkelte ansatte skal indberettes.

Indberetningspligten omfatter samtlige de i det forløbne kalenderår forfaldne såvel som indbetalte præmier, bidrag og indskud én gang for alle til forsikringer og pensionsordninger, der omfattes af PBL afsnit 1, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, §§ 12 og 22.

For ordninger, der er led i ansættelsesforhold, skal størrelsen af de samlede årlige præmier og bidrag, der, jf. PBL § 19, kan bortses fra ved indkomstopgørelsen, indberettes.

Om indkomstskattepligtige udbetalinger, der er gjort til A-indkomst se afsnit J.2.2. Om livsforsikrings- og pensionsordninger i udlandet se afsnit J.4.5.

Pensionskasser mv.

Pensionskasser skal desuden årligt foretage indberetning om gruppelivsforsikringer, der af pensionskassen er tegnet for medlemmerne. Tilsvarende gælder livsforsikringsselskaber, for så vidt angår gruppelivsforsikringer, som ikke er fradragsberettigede, når det mellem arbejdsgiver og arbejdstager er aftalt, at gruppelivsforsikringen indgår som en ikke adskilt del af en livsforsikringsordning omfattet af PBL § 19, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec 1996, § 17, stk. 1.

Der skal oplyses om størrelsen af de samlede forfaldne præmier og bidrag for den enkelte forsikrede.

Pensionskasser, som nævnt i PBL § 29 A, skal årligt foretage indberetning om bidrag medgået til finansiering af supplerende engangsydelser, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 13, stk. 1.

Forsikringsselskaber

Forsikringsselskaber skal foretage årlige indberetninger om livsforsikringer, som nævnt i PBL § 53 A, stk. 1, med oplysning om livsforsikringens kapitalværdi ved årets udløb samt forsikringens afkast, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 16, stk. 1.

Undtaget fra indberetning er livsforsikringer, der kun kommer til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død eller invaliditet inden forsikringstidens aftalte udløbstidspunkt, når dette ligger senest ved den forsikredes 80. år. Undtaget er desuden begravelsesforsikringer, der er baseret på, at et års indbetalinger skal anvendes til samme års udbetalinger og forudsat, dels at ordningen ikke har nogen kapitalværdistigning, dels at afkastet altid er negativt, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 16, stk. 3.

Udbetalinger og kapitalværdistigninger, der er indkomstskattepligtige for modtageren, jf. PBL § 53, skal oplyses af forsikringsselskabet. Ved tilbagebetaling af præmier på forsikringer, der er omfattet af PBL § 2, § 5 eller §§ 7-11, i tilfælde hvor tilbagebetalingen skyldes en præmiefritagelse, skal der foretages indberetning om tilbagebetalingen, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 18, stk. 1.

Afgiftspligtige udbetalinger

Pensionsinstitutter, ATP og LD skal udover at oplyse om udbetalinger, der er gjort til A-indkomst, jf. KSLbek. nr. 768 af 19. sept. 1995, § 20, nr. 19, oplyse om afgiftspligtige udbetalinger fra kapitalpensionsordninger, jf. PBL §§ 25, 26, 27, 28 og 30, fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateordninger i pensionsøjemed og indeksordninger, jf. PBL §§ 29, 29 A, 29

B og 30. Der henvises i denne forbindelse til PBL § 38 samt bek. nr. 1 af 2. jan. 1995, kap. 6.

Udlodning til ægtefælle

Forsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter har pligt til at oplyse, om der er sket udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring, jf. lov nr. 306 af 24. april 1996, og bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, §§ 12, og 22, stk. 7 og 8.

J.2.4 Rentekontrolordningen

Rentekontrolordningen er et overordnet begreb, der dækker indberetning vedrørende forrentning af indskud, renter af udlån, herunder prioritetslån og pantebreve i depot, indløsning af rentekuponer vedrørende obligationer samt overdragelse af samme.

Om indskudskonti og værdipapirdepoter i udlandet, se afsnit J.4.5.

J.2.4.1 SKL § 8 H Indskudskonti

Ifølge SKL § 8 H er banker, sparekasser, andelskasser, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager indskud med henblik på forrentning, forpligtet til årligt for hver enkelt kontohaver at oplyse om forrentning af indskud og indestående ved årets udgang.

Kredsen af oplysningspligtige er ikke udtømmende opregnet, men da der typisk er tale om, at forrentning er et led i den pågældendes virksomhed vil afgrænsningen ikke give anledning til tvivl.

Advokater er indberetningspligtige i det omfang de for egen regning forrenter indestående på klientkonti. Er et pengeinstitut kontoførende påhviler indberetningspligten pengeinstituttet.

Told- og Skattestyrelsen har truffet afgørelse om at arbejdsgivere, der for grupper af ansatte foretager forrentning af lønindeståender eller modtager indskud til forrentning, er indberetningspligtige i medfør af SKL § 8 H, jf. TfS 1996,823.

Forrentning, som et andelsselskab foretager af andelshavernes tilgodehavender, herunder forrentning af andelskapitalen, skal indberettes, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 26, nr. 1.

Som noget nyt er forsikringsselskaber blevet pålagt indberetningspligt vedrørende al forrentning af erstatningssummer, jf. samme bek. § 26, nr. 2.

Undtaget fra indberetningspligten er renter og saldi på visse skattebegunstigede konti såsom rateopsparingskonti, kapitalpensionskonti, indekskonti, børneopsparingskonti samt andre opsparingsordninger til alderdoms- og familieforsørgelse, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 7.

Oplysningspligten omfatter også konti, som ophæves i løbet af året, jf. SKL § 8 H, stk. 3.

J.2.4.2 SKL § 8 P Udlånskonti

Af SKL § 8 P fremgår at den, der som led i sin virksomhed yder eller formidler udlån mod forrentning, årligt skal foretage indberetning herom.

Oplysningspligten påhviler alle långivere, herunder statslige og kommunale myndigheder. Bestemmelsen omfatter også realkreditinstitutter mv., der yder lån mod sikkerhed i fast ejendom. Finansieringsselskaber samt kortudstedere, der er omfattet af lov om betalingskort, indgår også i kredsen af indberetningspligtige.

Afgørende for, om der skal ske indberetning, er, om der efter aftale med kunden er etableret et låneforhold, der indebærer forrentning i afdragsperioden, samt at udlånet sker som led i udlånerens virksomhed. Kreditgivning og erhvervelse af kreditorrettigheder er også omfattet af oplysningspligten.

For så vidt angår de oplysninger, der skal indberettes vedrørende låneforholdet, henvises til SKL § 8 P, stk. 2.

Undtaget fra indberetningpligt er veksler samt lån, hvoraf renten efter LL § 17 A ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 27.

J.2.4.3 SKL § 8 Q Pantebreve i depot

Den, der som led i sit erhverv modtager pantebreve med pant i fast ejendom i depot til forvaltning, er oplysningspligtig i henhold til SKL § 8 Q og skal årligt foretage indberetning om tilskrevne renter, restgæld og kursværdi ved årets udgang vedrørende den enkelte låntager og depothaver.

J.2.4.4 SKL §§ 10 A og B Obligationer mv., finansielle kontrakter og aftaler, investeringsforeningsbeviser

Reglerne om oplysningspligt vedrørende obligationer fremgår af SKL §§ 10

A og B. Herefter skal offentlige kasser, realkreditinstutter, værdipapircentralen, aktieselskaber, banker, sparekasser, andelskasser, vekselerere og andre, der indløser rentekuponer eller tilskriver renter vedrørende obligationer, årligt oplyse om beløbsstørrelse af den enkelte obligationsejers indløste rentekuponer eller tilskrevne renter det foregående år.

Der skal iøvrigt oplyses om indfrielse af obligationer, der er udstedt uden pålydende rente eller med en pålydende rente under mindsterenten, jf. KGL § 7.

Præmieobligationer er ikke omfattet af reglerne om oplysningspligt.

Oplysningspligten gælder for både danske og udenlandske obligationer, og uanset hvor og hvordan indløsning finder sted.

Investeringsforeningspapirer

Oplysningspligten efter SKL § 10 A omfatter desuden danske og udenlandske investeringsforeningsbeviser og konti i kontoførende investeringsforeninger, samt udbytte heraf.

Den oplysningspligtige er her som udgangspunkt depositaren eller kontoføreren. Deponeres eller kontoføres papiret ikke her i landet og indløses udbyttekravet af et pengeinstitut eller anden indløser, påhviler indberetningspligten denne. Udbetales udbytte direkte fra foreningen til ejeren, påhviler indberetningspligten foreningen.

Der er visse undtagelser fra indberetningspligten efter SKL § 10 A. Disse fremgår af bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 32.

Overdragelse

Overdragelse af obligationer og rentekuponer samt investeringsforeningsbeviser, herunder hævning på konto i en kontoførende investeringsforening er også omfattet af indberetningsreglerne, jf. SKL § 10 B. Det samme gælder indgåelse af aftaler om eller overdragelse af terminskontrakter, køberetter og salgsretter.

Oplysningspligtig er den, der i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af obligationer, udbyttekuponer, investeringsforeningsbeviser og finansielle kontrakter.

Indberetning om hævning fra en konto i en kontoførende investeringsforening foretages af foreningen.

Specielt gælder for overdragelse mv. af de nævnte værdipapirer, at privatpersoner kan blive omfattet af oplysningspligten. Dette er tilfældet, når papirerne overdrages eller formidles overdraget mellem parter, herunder også udlændinge, der i øvrigt ikke er indberetningspligtige efter SKL § 10 B. Der henvises herom til bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 36.

De nærmere begrænsninger i indberetningspligten vedrørende SKL § 10 B fremgår af samme bek. § 38.

J.2.4.5 SKL § 10 Deponerede børsnoterede aktier

Ved lov nr. 1219 af 27. dec. 1996 er der indført oplysningspligt for den, der som led i sin virksomhed modtager aktier i depot til forvaltning, når deponering er foretaget i en fysisk persons navn, jf. SKL § 10.

Indberetningen skal indeholde oplysning om identiteten på den for hvem deponeringen er foretaget, den indberetningspligtiges SE-nummer, depotets identitet samt aktiernes kursværdi ultimo kalenderåret, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 28 A.

Indberetningspligten omfatter såvel indenlandske som udenlandske børsnoterede aktier. Indberetningspligten omfatter ikke aktier, der indgår i en pensionsordning.

J.2.5 SKL § 8 S Anparter

Den oplysningspligtige personkreds i SKL § 8 S er erhvervsvirksomheder med flere end 10 ejere, som i henhold til LL § 29 skal udarbejde fælles skatteregnskab

for disse ejere.

Virksomhederne skal årligt for hver enkelt ejer indberette oplysninger fra det fælles skatteregnskab, herunder andel af skattepligtig indkomst og formue, ejerandel og ejerperiode.

J.2.6 SKL § 8 T Faglige kontingenter

Ifølge SKL § 8 T, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 28, har faglige foreninger som nævnt i LL § 13 oplysningspligt vedrørende de i det foregående år modtagne indbetalinger fra medlemmerne.

Indberetningspligten er således kædet sammen med fradragsretten efter LL § 13, bortset fra de tilfælde, hvor foreningen efter SKL § 8 T, stk. 3 er blevet fritaget for indberetningspligten. Det enkelte medlem kan pålægge foreningen ikke at foretage indberetning. Fravælges indberetningen fortaber det pågældende medlem sin fradragsret, jf. LL § 13, stk. 2.

Anvender foreningen en del af kontingentet på en sådan måde, at medlemmet kan vælge at fradrage en del af kontingentet efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1, skal denne del indberettes særskilt, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 28, stk. 2 og cirk. nr. 72 af 17. april 1996.

Ligeledes skal den del af kontingentet, der anvendes til gruppelivspræmie efter PBL § 56, stk. 4 oplyses særskilt, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 28, stk. 3.

J.2.7 SKL § 8 U Arbejdsløshedskasser

Arbejdsløshedskasser, der er godkendt i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring og arbejdsformidling mv., har, jf. SKL § 8 U, pligt til at oplyse om de i årets løb modtagne indbetalinger fra det enkelte medlem.

J.3 Afgivelse af oplysninger

Alle, der er omfattet af skattekontrollovens bestemmelser om automatisk oplysningspligt skal foretage anmeldelse herom til told- og skatteregionen senest 8 dage efter indberetningspligtens indtræden, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 2, stk. 1.

Ophører den indberetningspligtige med at udøve den virksomhed, der begrunder indberetningspligten, skal virksomheden angive og indbetale A-skat og AM-bidrag samt indsende oplysningsseddel inden 10 dage, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 3, stk. 2, samt cirk. nr. 135 af 4. nov. 1988, pkt. 63 og 64 og AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 16.

Indberetning skal, bortset fra indberetning efter SKL § 8 S, foretages senest den 20. januar eller hvis denne er en lørdag eller søndag, senest den følgende mandag, jf. SKL § 9 A.

Indberetning foretages i maskinlæsbar form efter særlige regler, der fastsættes af Told- og Skattestyrelsen. Den oplysningspligtige kan også vælge at foretage indberetning manuelt på særlige blanketter, jf. bek. nr. 1251 af 13. dec. 1996, § 3, stk. 3 og 4 samt AMFLbek. nr. 1250 af 16. dec. 1996, § 5, stk. 5 og 6.

J.3.1 Oplysningssedlen

De indberettede oplysninger registreres for hver enkelt indkomstmodtager og danner grundlag for selvangivelse og årsopgørelse. Oplysningerne indberettes på oplysningsseddel til det centrale oplysningsseddelregister (COR).

Oplysningssedlen er inddelt i rubrikker for de enkelte indkomstarter. Af hensyn til kontrollen med lønmodtagerbidraget hos den enkelte indkomstmodtager er oplysningssedlen rubrikopdelt alt efter om udbetalingerne er omfattet af lov om arbejdsmarkedsfonde eller ikke.

Det er bruttobeløbene, dvs. beløbene før fradrag af lønmodtagerbidrag og A-skat, der skal oplyses.

Oplysningssedlens rubrikker 15 og 16 vedrører de i årets løb i alt indeholdte beløb for henholdsvis A-skat og lønmodtagerbidrag.

J.3.2 Oplysningssedlens indhold

Rubrikkerne 01 - 10 er beregnet til basisoplysninger.

A-indkomsten er opdelt i to rubrikker svarende til AM-indkomst (rubrik 13), dvs. indkomst, hvoraf der skal betales lønmodtagerbidrag, og bidragsfri indkomst (rubrik 14), dvs. indkomst, hvoraf der ikke skal betales lønmodtagerbidrag.

Rubrik 13

I rubrikken indgår de indkomstarter, der er A-indkomst og bidragspligtig efter lov om arbejdsmarkedsfonde. Som nævnt skal bruttobeløbet oplyses, dvs. beløbet før fradrag af lønmodtagerbidrag.

Ved opgørelsen af bruttobeløbet bortses fra arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger og bidrag til ATP.

Rubrikken udfyldes med alle de former for indkomst, der er godskrevet eller udbetalt for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løntillæg af enhver art. Som eksempel herpå kan nævnes løn og lignende, heri medregnet feriegodtgørelser, løn under sygdom og barsel, telefongodtgørelse, pensionslignende ydelser til tidligere ansatte, herunder løn til efterlevende. Desuden indgår i rubrik 13 vederlag til medlemmer af bestyrelser, udvalg mv., samt pension og lignende skattepligtige ydelser, der har sammenhæng med et tidligere medlemsskab af eller ydes til en tidligere medhjælp for bestyrelser, udvalg, råd, kommission eller lignende.

Værdien af visse personalegoder, der er A-indkomst, og hvoraf der skal betales lønmodtagerbidrag, skal specificeres i rubrikkerne 19, 20 og 21, men godets værdi skal desuden indgå i beløbet i rubrik 13.

Jubilæumsgratiale og fratrædelsesgodtgørelse mv. samt vederlag for afløsning af pensionstilsagn må ikke indberettes i rubrik 13, men skal udelukkende indberettes i rubrik 69.

Personer kan - i henhold til dobbeltbeskatningsaftaler eller på anden vis - være fritaget for at betale skat til Danmark, men alligevel være pligtige at betale lønmodtagerbidrag. Løn til denne personkreds skal anføres i rubrik 13.

Om internationale forhold, se afsnit C.

Rubrik 14

I rubrikken indgår ydelser, der er A-indkomst, hvoraf der ikke skal betales lønmodtagerbidrag.

Hovedgruppen er de såkaldte overførselsindkomster som eksempelvis sociale pensioner, udbetalinger fra arbejdsløshedskasser, dagpenge ved sygdom eller barsel, jf. afsnit B.1.2.1, strejke- og lockoutgodtgørelser samt dagpenge udbetalt af arbejdsgiveren for 1. og 2. ledighedsdag.

Desuden kan nævnes uddannelsesydelser af forskellig art, løbende udbetalinger fra pensions-, ulykkes- og livsforsikringer og vederlag for påtagelse af indskrænkninger i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausul), der udbetales som et vederlag én gang for alle, og som har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold.

I rubrikken anføres endvidere løn til ansatte, der er fritaget for at betale lønmodtagerbidrag, eksempelvis fordi de er socialt sikret i et land, som Danmark har indgået aftale med om social sikring. Se herom afsnit C.

En række skatteydere kan som følge af dobbeltbeskatningsoverenskomster eller på anden vis være fritaget for at betale skat i Danmark. Er den pågældende fritaget for at betale lønmodtagerbidrag, skal lønoplysninger indgå i rubrik 14. Er den pågældende pligtig at betale lønmodtagerbidrag skal lønoplysninger indgå i rubrik 13.

Rubrik 19, 20 og 21

Personalegoder, der er gjort til A-indkomst

I disse rubrikker specificeres værdi af fri bil, værdi af fri telefon samt værdi af fri kost og logi efter Ligningsrådets satser.

Den samlede sum, inkl. lønmodtagerbidrag, skal også indgå i rubrik 13.

Om værdianættelse af personalegoder henvises til afsnit B.1.6.

Værdi af bil til rådighed (fri bil), rubrik 19

Firmabil indberettes med den værdi, der følger af LL § 16, stk. 4.

Værdi af fri telefon udenfor arbejdsstedet, rubrik 20

Fri telefon indberettes med værdien 3.000 kr. for 1996 og 1997, hvis arbejdsgiveren har betalt telefonregningen hele året, og ellers med en forholdsmæssig værdi, dog højst arbejdsgiverens faktiske udgift. Den angivne værdi gælder uanset om arbejdsgiveren har stillet en eller flere telefoner til rådighed.

Kost og logi efter Ligningsrådets satser, rubrik 21

Er fri kost og logi ydet i forbindelse med kontant løn til de lønmodtagergrupper, der er omfattet af ligningsrådets satser, skal værdien specificeres i denne rubrik.

Rubrik 36

I rubrikken indberettes honorarer, provision og andet vederlag for personligt arbejds- eller tjenesteydelse udenfor ansættelsesforhold, der er bidragspligtig B-indkomst. Dette indbefatter også vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder mv., samt beløb ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse.

Rubrik 38

I denne rubrik indberettes B-indkomst, hvoraf der ikke skal betales lønmodtagerbidrag. Som eksempel herpå kan nævnes uddelinger fra fonde og foreninger mv., honorar for arbejde udført i udlandet samt forsikringsselskabers udbetaling af erstatning for tabt arbejdsindtægt.

Naturalieydelser fra fonde og foreninger skal krydsmarkeres i rubrik 40 med angivelse af ydelsens art i rubrik 67.

Rubrik 39

I rubrikken skal indberettes hædersgaver, der er omfattet af den lempelige beskatning i LL § 7 O. Ydelsen skal indberettes med bruttobeløbet.

Rubrik 46

I rubrikken indgår ATP-bidrag, dvs. arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag under ét.

Rubrik 48

I rubrikken indgår skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter Ligningsrådets satser, jf. LL § 9, stk. 5.

Rubrik 50 - 53 Personalegoder, der er B-indkomst

I disse rubrikker indberettes de personalegoder, der ikke er A-indkomst og som skal værdiangives. Værdierne skal ikke medregnes i rubrikkerne 36 og 38.

Om værdiansættelse se afsnit B.1.6.

Rubrik 50 Fri helårsbolig

Ansatte, der har hel eller delvis fri helårsbolig til rådighed, beskattes, hvis der betales en leje, der ligger under den faktiske markedsleje.

Den ansatte skal beskattes af forskellen mellem det faktisk betalte beløb og den fastsatte værdi, og det er dette beløb, der skal indberettes.

Hvis arbejdsgiveren mv. ud over den betalte fri bolig også betaler for udgifter, der normalt afholdes af lejeren (f.eks. el og varme), skal beløbet indberettes i rubrikken og specificeres i rubrik 67.

Direktører mv., se rubrik 61.

Rubrik 51 Værdi af fri sommerbolig her i landet

Ved sommerbolig forstås enhver form for bolig, der har karakter af fritidsbolig, herunder sommerhus, ferielejlighed og lignende.

Der skal kun ske indberetning af forskellen mellem den faktisk betalte leje og den fastsatte værdi, forudsat den betalte leje ikke overstiger den fastsatte værdi.

Rubrik 52 Værdi af fri lystbåd

Ved udtrykket lystbåd forstås enhver form for båd, der anvendes i fritidsøjemed.

Der skal kun ske indberetning af forskellen mellem den faktisk betalte leje og den fastsatte værdi, forudsat den betalte leje ikke overstiger den fastsatte værdi.

Rubrik 53 Værdi af fri TV-licens

Arbejdsgiverens betaling af den ansattes radio- og TV licens er skattepligtig.

Det samme gælder betaling af udgifter til betalingskanaler.

Der skal indberettes med arbejdsgiverens faktiske udgift.

Rubrik 60 - 63

I disse rubrikker indberettes de personalegoder, der ikke er A-indkomst, og som kun skal krydsmarkeres.

Rubrik 60 Personalelån

For ansatte, der har modtaget personalelån, skal der ske indberetning, hvis lånet er forrentet lavere end mindsterenten, og rentefordelen i kalenderåret er over 1.200 kr.

Rubrik 61 Fri helårsbolig for direktører

Får en direktør eller anden medarbejder - med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform - helårsbolig stillet til rådighed, og ligger den aftalte leje under markedslejen, skal der ske indberetning med en krydsmarkering.

Rubrik 62 Fri sommmerbolig i udlandet

Sommerbolig til rådighed i udlandet skal krydsmarkeres.

Rubrik 63 Frikort

Ydes der frikort til offentlige befordringsmidler, skal der foretages krydsmarkering i denne rubrik.

Arbejdsgivere, der som led i ansættelsesforhold yder frikort til offentlig befordring til nuværende ansatte, skal foretage indberetning. Ydes frikort til tidligere ansatte, skal der ikke indberettes, idet forholdet er omfattet af de almindelige gaveregler.

Frikort til kollektiv befordring, der ydes til kommunalbestyrelsesmedlemmer som led i hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem, skal indberettes. Det samme er tilfældet for folketingsmedlemmer, der som led i folketingshvervet modtager frikort til offentlig befordring.

Ydes frikort til tidligere kommunalbestyrelses- eller folketingsmedlemmer, er der ikke indberetningspligt, idet frikort ikke er ydet som led i udøvelsen af hvervene.

Rubrik 64

Med baggrund i de særlige regler for beskatning af Ph.D-studerende, jf. LL § 7 K, stk. 3, er der af kontrolhensyn dannet ny rubrik til indberetning af den skattefri del af ydelsen.

Rubrik 69, 70 og 71

Jubilæumsgratiale, fratrædelsesgodtgørelse mv. og afløsningssum for pensionstilsagn er undergivet den lempelige beskatning i LL § 7 O, dvs. med et skattefrit bundfradrag på 10.200 kr. for 1996 og 1997 og en medregningsprocent på 85.

Arbejdsgiveren skal i rubrik 69 oplyse det samlede bruttobeløb, der er udbetalt. Det vil sige beløbet før fradrag af lønmodtagerbidrag og før fradrag af det skattefri beløb på 10.200 kr. for 1996 og 1997.

Er en del af ydelsen indbetalt af arbejdsgiveren på en pensionsordning for den ansatte, skal den indbetalte del specificeres i rubrik 70.

Hvis en del af gratialet mv. ydes som en naturalieydelse/tingsgave, skal denne del specificeres i rubrik 71, idet der ikke skal betales lønmodtagerbidrag af naturaliedelen af en fratrædelsesgodtgørelse mv.

J.4 Oplysningspligt i særlige situationer

Der gælder særlige regler vedrørende indberetning for visse persongrupper, ligesom der er en speciel indberetningsordning vedrørende månedlige indberetninger af personnumre.

J.4.1 Søfolk

I forbindelse med indberetning af lønoplysninger mv. for søfolk, skal det fremgå af oplysningssedlen i hvilket omfang og i hvilke perioder, modtageren har erhvervet lønindtægt ombord på et dansk skib i udenrigsfart henholdsvis nærfart, jf. § 2 i lov om særlige fradrag for sømænd.

Har en søfarende i et indkomstår haft indkomst vedrørende forskellige farttyper, indsendes oplysningsseddel for hver enkelt farttype, idet der på hver oplysningsseddel kun kan ske indberetning vedrørende indkomst og antal dage for en enkelt farttype.

For personer, der er skattepligtige efter KSL § 1, og som har erhvervet lønindkomst mv. ved tjeneste ombord på et dansk skib i nær- eller udenrigsfart, anføres lønindkomsten i rubrik 13. I rubrik 67 anføres antal dage med søindkomst, og i rubrik 68 anføres kode "29" eller "28" for henholdsvis nær- eller udenrigsfart.

Der er specielle kodeværdier for søfolk i nær- og udenrigsfart, der er hjemmehørende på Grønland eller Færøerne.

Søfolk, der er skattepligtige efter KSL § 1, og som har erhvervet lønindkomst ved tjeneste ombord på et dansk skib, der er registreret i DIS, skal ikke betale lønmodtagerbidrag af lønindkomst, hvorfor denne altid indberettes i rubrik 14.

For denne personkreds oplyses på samme måde antal dage med DIS-indkomst i rubrik 67 og kodeværdien "27" i rubrik 68.

Der henvises iøvrigt til LV A.B.3 om søfolk mv. samt til afsnit C.1.1.5. i denne vejledning.

J.4.2 Udenlandske forskere

Efter KSL § 48 E kan visse udenlandske forskere og nøglemedarbejdere, der opholder sig i Danmark i en kortere periode, og som indgår aftale om ansættelse med en dansk arbejdsgiver, vælge at blive omfattet af en 25% bruttobeskatning. De udenlandske forskere mv. skal betale lønmodtagerbidrag af de indtægter, der er omfattet af ordningen.

Arbejdsgivere med ansatte, der er omfattet af beskatning efter KSL § 48 E, skal indsende særlig oplysningsseddel til Told- og Skatteregion København 2, Nord, der administrererer ordningen.

Om § 48 E-beskatning se afsnit C.1.2.4.

Hvis de nævnte personer har anden indkomst end § 48 E-indkomsten, skal der indsendes almindelig oplysningsseddel vedrørende denne indkomst.

J.4.3 Indberetning af identiteten på modtagere af A-indkomst

Ifølge SKL § 7 C , jf. bek. nr. 975 af 20. nov. 1996, skal indeholdelsespligtige vedrørende A-skat foretage månedlige indberetninger af personnumre på de personer, der har fået udbetalt A-indkomst i den foregående A-skatteperiode.

Indberetningspligten består, uanset om der er foretaget indeholdelse i udbetalingen eller ikke.

Indberetningspligten omfatter ikke udbetaling af A-indkomst i form af ydelser efter lov om social pension samt ydelser efter pensionsbeskatningsloven.

J.4.4 Arbejdsudleje

Der skal ikke indsendes almindelig oplysningsseddel for arbejdsudlejede personer. Se om arbejdsudleje afsnit C.1.1.2. og H.7.

J.5 Erklæringsordning vedrørende finansielle aktiver i udlandet

SKL §§ 11 A - D indeholder særlige regler vedrørende oplysning om finansielle aktiver i udlandet. Administrationen af erklæringsordningen er udlagt til Told- og Skatteregion Sønderborg.

Som en konsekvens af, at oplysningspligt efter skattekontrolloven ikke kan pålægges udenlandske institutioner mv., er det de pågældende ejere af finansielle aktiver i udlandet, der pålægges erklæringspligt samt pligt til at indhente tilsagn fra de udenlandske pengeinstitutter, depositarer og forsikringsselskaber mv. om indsendelse af kontroloplysninger til Told- og Skatteregion Sønderborg.

Omfattet af erklæringspligten mv. er fysiske og juridiske personer, der har indskud på konti mv. i udlandet, har værdipapirer i depot i udlandet, er i besiddelse af livs- eller pensionsforsikringer hos forsikringsselskaber i udlandet eller er begunstiget efter en afdød person i en sådan forsikring i udlandet.

Fysiske eller juridiske personer, der er skattepligtige her til landet, som yder en gave til en værdi af over 60.000 kr. til en person, der ikke er skattepligtig her i landet, skal afgive gaveanmeldelse til Told- og Skatteregion Sønderborg.

Reglerne om erklæringspligt er nærmere beskrevet i LV A.L.4, hvortil der henvises.

Stor vejledning 1997

J - Oplysningspligt

J.1 Den oplysningspligtige

J.2 Oplysningspligtens omfang

J.2.1 Undtagelser fra oplysningspligten

J.2.2 Skattekontrollovens oplysningspligter

J.2.3 SKL §§ 8 B og F Pensionsordninger

J.2.4 Rentekontrolordningen

J.2.5 SKL § 8 S Anparter

J.2.6 SKL § 8 T Faglige kontingenter

J.2.7 SKL § 8 U Arbejdsløshedskasser

J.3 Afgivelse af oplysninger

J.3.1 Oplysningssedlen

J.3.2 Oplysningssedlens indhold

J.4 Oplysningspligt i særlige situationer

J.4.1 Søfolk

J.4.2 Udenlandske forskere

J.4.3 Indberetning af identiteten på modtagere af A-indkomst

J.4.4 Arbejdsudleje

J.5 Erklæringsordning vedrørende finansielle aktiver i udlandet

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →