SELSKABSBESKATNING 1997 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER

§ 16 A, stk. 4, indeholder nogle undtagelser, idet udlodninger af beløb, som er skattepligtige for foreninger og selskaber efter SEL § 5 B, stk. 4, og FUL § 12, stk. 3, er skattefri for modtageren. Om SEL § 5 B, stk. 4, henvises til S.B.3.2. Om FUL § 12, stk. 3, se S.D.1.5.

Endvidere indeholder LL § 16 A, stk. 5 - 7 og § 16 C, nogle særregler for udlodninger fra certifikatudstedende udloddende investeringsforeninger. Se S.A.1.6. og S.F.1.3.2.

*Endelig er der indsat et nyt stk. 8 i LL § 16 A med virkning fra 1/6 1996.

Det fremgår af stk. 8, at uanset bestemmelsen i LL § 16 A, stk. 1, skal beløb, der udloddes i forbindelse med en kapitalnedsættelse i anpartsselskaber med en anpartskapital, der ikke overstiger nominelt 225.000 kr., ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis anpartskapitalen i selskabet er forhøjet ved kontant indskud, apportindskud eller konvertering af gæld i perioden fra og med den 6. december 1991 til og med den 31. maj 1996 eller selskabet er stiftet i denne periode. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis anparterne i selskabet er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej, jf. ABL § 3, hvis kapitalnedsættelsen medfører, at anpartshavernes indflydelse i selskabet forrykkes, eller hvis det udloddede beløb helt eller delvis er fritaget for beskatning efter stk. 1, jf. stk. 2. 1. pkt. finder endvidere kun anvendelse på den del af det udloddede beløb, der ikke overstiger den nominelle værdi af de annullerede anparter.

§ 16 A, stk. 8, er indsat ved lov nr. 401 af 22. maj 1996 om acontoskatteordning for anpartsselskaber og udlodning ved kapitalnedsættelse i anpartsselskaber. Formålet er at hjælpe anpartshavere i selskaber, hvori der er indskudt midler i tillid til, at kapitalkravet fremover ville være 200.000 kr. Den ny bestemmelse betyder i visse tilfælde skattefrihed ved udlodninger til anpartshavere i forbindelse med kapitalnedsættelse. Bestemmelsen har virkning for beløb, der udloddes i forbindelse med kapitalnedsættelser, der anmeldes til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen i perioden fra den 1. juni 1996 til og med den 30. september 1997. Skatteministeriet er blevet spurgt, om ordet "anmeldelse" i denne sammenhæng relaterer sig til den 1. anmeldelse til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen (anpartsselskabslovens § 46, stk. 5) eller den anden (anpartsselskabslovens § 47, stk. 2). En kapitalnedsættelse efter bl.a. anpartsselskabslovens § 46, stk. 2, nr. 2, (udbetaling til anpartshaverne) kan først gennemføres efter udløbet af et proklama, der skal udstedes med et varsel af mindst tre måneder, jf. § 47, stk. 1. Herefter skal nedsættelsen gennemføres inden 12 måneder. Departementet har i TfS 1997, 467 meddelt, at det rejste spørgsmål er et ligningsmæssigt spørgsmål, som henhører under ligningsmyndighederne og domstolene i sædvanlig instansfølge. Efter

Departementet opfattelse er udgangspunktet, at det er den første anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der skal ske senest den 30. september 1997, men afgørelsen af spørgsmålet beror på en konkret bedømmelse af vilkårene for kapitalnedsættelsen. Se nærmere TfS 1997, 467. *

Ifølge LL § 16 A, stk. 1, betragtes enhver udlodning fra selskabet som udbytte, uanset under hvilken betegnelse og uanset i hvilken form udlodningen finder sted. Se således TfS 1996, 557.

Til indkomsten skal medregnes udbytte såvel fra danske som fra udenlandske selskaber. Ved indkomstopgørelsen skal aktionæren medregne det fulde deklarerede udbytte, altså også den eventuelt tilbageholdte udbytteskat.

Se S.F. 1.1.2.

Om udlodningsbeskatning i henhold til LL § 16 A, stk. 1, ved hovedaktionærs salg af aktier i moderselskabet til et datterselskab, se RR 1984.SM 143 og S.G.1.3.

Likvidationsudlodning

Likvidationsudlodninger, som foretages forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, skal beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A, stk. 1, medmindre det i henhold til LL § 16 A, stk. 3, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Om den skattemæssige behandling af likvidationsudlodninger - herunder tidspunktet for et selskabs endelige opløsning i relation til aktionærerne, se S.G.3.1 og S.G.1.3.

Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen

Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af aktiekapital i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A, stk. 1, medmindre det i henhold til LL § 16 A, stk. 2, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, se S.G.3.2. *Dette gælder dog ikke beløb omfattet af LL § 16 A, stk. 8, jf. ovenfor. (Om indeholdelse af udbytteskat i tilfælde, hvor der er opnået dis-pensation efter LL § 16 A, stk. 2, se TSM af aug. 1992 i TfS 1992, s. 1013.) *

Fondsaktier (friaktier)

Den i LL § 16 A hjemlede skattefrihed for værdien af fondsaktier gælder kun de fondsaktier, som erhverves på grundlag af aktionærens beholdning af aktier i det pågældende selskab på tildelingstidspunktet.

Indkomstbeskatning vil kunne forekomme udfra et gavesynspunkt, hvis en aktionær som følge af afkald fra medaktionærer modtager fondsaktier udover det, der tilkommer ham i kraft af hans aktiebesiddelse, se UfR. 1958. 1164.HRD.

Det er ikke nogen forudsætning for skattefrihed efter LL § 16 A, at der er tale om nyudstedte aktier. Reglen finder også anvendelse, hvor et selskab udlodder af sin beholdning af egne aktier til aktionærerne i forhold til deres hidtidige aktiebesiddelse, se TOLD-SKAT Nyt 1991.20.1158 (TfS 1991, 467), eller hvor der sker forhøjelse af de eksisterende aktiers pålydende værdi.

Om fondsaktier ivrigt se S.G.1.1 (definition m.m.) og S.G.2.4.6.3 (salg af fondsaktier).Salg af aktier til det udstedende selskab

Ved afståelse af aktier mv. til det selskab, der har udstedt aktierne, beskattes afståelsessummen efter LL § 16 B, stk. 1, som almindelig indkomst, d.v.s. som udbytte. Dette gælder dog ikke ved afståelse af medarbejderaktier, når medarbejderaktionæren ikke er hovedaktionær, * jf. ABL § 11, stk. 2-4, * og når aktierne efter SEL § 31, stk. 2, kun kan tilbagesælges til selskabet.

Efter LL § 16 B, stk. 2, er der mulighed for dispensation ved salg af aktier til det udstedende selskab. Fortjeneste eller tab ved afståelsen behandles i så fald efter aktieavancebeskatningsreglerne. (Om indeholdelse af udbytteskat i tilfælde, hvor der er opnået dispensation efter LL § 16 B, stk. 2, se TSM af aug. 1992 i TfS 1992, s. 1013.)

Afståelsessummer efter LL § 16 B, stk. 1, beskattes ikke som almindelig indkomst, såfremt aktierne mv. afstås til et selskab i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet endelig opløses, jf. LL § 16 B, stk. 3.

LL § 16 B, stk. 4, indeholder nogle undtagelser, idet beløb, som er skattepligtige for foreninger og selskaber efter SEL § 5 B, stk. 4, og FUL § 12, stk. 3, er skattefri for modtageren. Om SEL § 5 B, stk. 4, henvises til S.B.3.2.

Om FUL § 12, stk. 3, se S.D.1.5.

Om den skattemæssige behandling ved salg af aktier til det udstedende selskab henvises i øvrigt til S.G.3.3.

S.F.1.1.1 Beskatningstidspunktet

Beskatning af aktieudbytte sker efter retserhvervelsesprincippet, dvs. at aktionæren skal medtage udbyttet ved indkomstopgørelsen, når der er erhvervet endelig ret til udbyttet. Aktieudbytte beskattes således på det tidspunkt, hvor udbyttet fastsættes (deklareres) ved selskabets generalforsamling. At udbyttet først kan kræves udbetalt det følgende år er uden betydning for beskatningstidspunktet, jf. også lsr. 1962.98. Acontoudbytte, som forekommer i enkelte selskaber, beskattes i udbetalingsåret.

S.F.1.1.2 Selskaber - Udbyttebeskatning

Vedrørende den skattemæssige behandling af aktieudbytte, hvor modtageren er et selskab, se S.F.1.1.3.

Personer - aktieindkomst

For personer beskattes udbytte af aktier som udgangspunkt som aktieindkomst, som afgrænses ved § 4 a, stk. 1, i PSL, der senest er optrykt ved lovbek. nr. * 716 af 11. sept. 1997 *. Seneste cirk. til PSL er nr. 129 af 4. juli 1994. Aktieindkomst omtales i cirkulærets kap 5. Ifølge PSL § 4 a, stk. 3, indgår aktieindkomst ikke i den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen i PSL § 4 a er udtømmende.

Ifølge PSL § 4 a, stk. 1, omfatter aktieindkomst det samlede beløb af

1) aktieudbytte efter LL § 16 A fra selskaber, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, medmindre de har været hjemmehørende i udlandet, jf. nr. 5,

2) afståelsessummer efter LL § 16 B, der modtages fra selskaber, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, medmindre de har været hjemmehørende i udlandet, jf. nr. 6,

3) udlodninger fra udloddende investeringsforeninger, jf. LL § 16 C, stk. 1. Dette gælder dog kun den del af udlodningerne, der opgøres som forskellen mellem på den ene side den skattepligtige del af udlodningerne og på den anden side den del af udlodningerne, som hidrører fra foreningens nettoindtægter omfattet af LL § 16 C, stk. 3, nr. 1-8, nedsat efter LL § 16 C, stk. 4, 1. pkt., stk. 5, nr. 1, og stk. 6, jf. stk. 4, 1. pkt. Den omhandlede del af udlodningerne kan dog ikke overstige den del af udlodningerne, som hidrører fra foreningens positive nettoindtægter i form af indtægter omfattet af LL § 16 C, stk. 3, nr. 9, nedsat med det efter LL § 16 C, stk. 5, nr. 2, opgjorte beløb og forhøjet eller nedsat med foreningens nettogevinster eller -tab ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 4 i det indkomstår, de pågældende udlodninger vedrører.

Nettogevinsterne eller -tabene ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 4 opgøres under anvendelse af reglerne i ABL § 4, stk. 1, 3 og 4, samt § 6,

4) fortjeneste og tab efter ABL §§ 2 e og 4,

5) aktieudbytte efter LL § 16 A, som modtages fra selskaber, der er eller har været hjemmehørende i udlandet. Dette gælder dog kun, såfremt den skattepligtige godtgør, at udbyttet hidrører fra et eller flere selskaber, hvori den til grund for det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om betingelserne for, at dette krav kan anses for opfyldt. (Se bek. nr. 974 af 1. dec. 1994 om PSL.)

Hidrører en del af udbyttet til den skattepligtige fra et selskab, hvor beskatningen ikke opfylder det nævnte krav, anses denne del af udbyttet ikke som aktieindkomst, men som kapitalindkomst.

6) afståelsessummer efter LL § 16 B, som modtages fra selskaber, der er eller har været hjemmehørende i udlandet. Nr. 5, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

7) Aktieudbytte og avancer vedrørende aktier eller andele i selskaber eller foreninger m.v., hvis resultat skal beskattes som

CFC-indkomst efter (PSL) § 4 b, når den CFC-skattepligtige person i mindst tre år har opfyldt betingelserne i LL§ 16 H. Hvis personen ikke har opfyldt betingelserne i LL § 16 H i tre år, gælder det tilsvarende for udbytte svarende til den CFC-skattepligtige indkomst efter fradrag af den danske og udenlandske skat, der falder på CFC-indkomsten.

* PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6 er ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 om international sambeskatning med virkning fra og med indkomståret 1996 ændret. Er indkomståret 1996 påbegyndt før den 6. december 1995 har loven dog først virkning fra og med indkomståret 1997.

Bestemmelsen i § 4 a, stk. 1, nr. 4, har virkning for aktier afstået den 31. oktober 1996 eller senere, jf. § 4 i lov nr. 1212 af 27. december 1996 (fradragsret for aktier modtaget som vederlag i henhold til LL § 27 E-idéaktier).

Se endvidere S.G.

Bestemmelsen i § 4 a, stk. 1, nr. 7, blev indsat ved lov nr. 487 af 12. juni 1996 om international sambeskatning. Lovens har ifølge § 12, stk. 2, generelt virkning fra og med indkomståret 1996, jf. dog lovens § 12, stk. 3-15. Er indkomståret 1996 påbegyndt før den 6. dec. 1995, har loven dog først virkning fra og med indkomståret 1997, jf. dog lovens § 12, stk. 3-15.

Lovens § 12, stk. 11, 1. og 2. pkt., indeholder en tilføjelse til lovens generelle ikrafttrædelsestidspunkt, der vedrører bestemmelsen i PSL § 4 a, stk. 1, nr. 7

"For skattepligtige, som den 6. december 1995 opfyldte betingelserne i LL § 16 H har bestemmelserne i LL § 16 H, og PSL § 4, stk. 1, nr. 5, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 7, virkning fra og med indkomståret 1998. Er indkomståret 1996 påbegyndt før den 6. december 1995, har bestemmelserne dog først virkning fra og med indkomståret 1999. Bestemmelsen gælder også aktionærer, der i forbindelse med en fusion eller spaltning beskattes efter reglerne i FUL, når de som aktionærer i det indskydende selskab er omfattet af 1. eller 2. pkt. Tilsvarende gælder dødsboer efter aktionærer omfattet af 1. eller 2. pkt. samt arvinger, ægtefælle eller legatarer, der indtræder i afdødes eller længstlevendes skattemæssige stilling med hensyn til de udlagte aktiver."

Ændringen af § 4 a, stk. 1, nr. 1, medfører, at udbytter fra et tilflyttet selskab kun er omfattet af lav beskatning som aktieindkomst, når den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der ikke afviger i væsentlig grad fra de danske skatteregler.

Ændringen af § 4 a, stk. 1, nr. 2, medfører, at afståelsessummer omfattet af LL § 16 B, hidhørende fra salg af aktier i danske selskaber, der har været hjemmehørende i udlandet, kun er aktieindkomst i de tilfælde, hvor det godtgøres, at selskabsindkomsten er beskattet efter regler, der ikke afviger i væsentlig grad fra de danske skatteregler. I tilfælde, hvor det ikke kan godtgøres, er afståelsessummen kapitalindkomst.

Ændringerne af § 4 a, stk. 1, nr. 5, medfører, at udbytter fra et tilflyttet selskab kun er omfattet af lav beskatning som aktieindkomst, når den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der ikke afviger i væsentlig grad fra de danske skatteregler.

Ændringen af § 4 a, stk. 1, nr. 6, medfører, at afståelsessummer omfattet af LL § 16 B, hidhørende fra salg af aktier i danske selskaber, der har været hjemmehørende i udlandet, kun er aktieindkomst i de tilfælde, hvor det godtgøres, at selskabsindkomsten er beskattet efter regler, der ikke afviger i væsentlig grad fra de danske skatteregler. I tilfælde, hvor det ikke kan godtgøres, er afståelsessummen kapitalindkomst.

Ifølge § 4 a, stk. 1, nr. 7, skal personer, der kontrollerer finansielle lavskatteselskaber, medregne et beløb svarende til selskabets indkomst ved opgørelsen af kapitalindkomsten. Hvis personen i stedet havde ejet et dansk selsskab, ville alene selskabet have betalt selskabsskat på 34 pct. (ingen udlodning af udbytte). For at opnå den samme skattemæssige stilling, som hvis personen havde ejet et dansk selskab, skal personen fremover beskattes med 34 pct. (CFC-skat, jf. § 8 b) af den del af selskabets indkomst, der svarer til personens ejerandel af aktierne. CFC-skatten nedsættes med den skat, det udenlandske selskab har betalt af denne indkomst, jf. lempelsesreglen i LL § 33. Personen kommer derfor til at betale dansk skat svarende til forskellen mellem den danske og den udenlandske selskabsskat.

Hvis CFC-selskabet udlodder udbytte, er beløbet, som svarer til den skat, aktionæren skal betale af selskabets indkomst, skattefri for aktionæren, jf. den ved samme lov indsatte § 16 H, stk. 3, i LL.

Hvis udbyttet overstiger CFC-skatten, beskattes det overskydende beløb som aktieindkomst, jf. § 4 a, stk. 1, nr. 7. Det samme gælder fortjenesten ved salg af aktier.

Hvis personen ikke har været undergivet CFC-beskatning i 3 år, er avancen kapitalindkomst efter de almindelige regler herom. Tilsvarende skal udbytte, der overstiger den skattepligtige CFC-indkomst med fradrag af udenlansk selskabsskat og CFC-skat, beskattes som kapitalindkomst efter de almindelige regler herom.

Opgørelse af fortjenesten sker efter reglerne i ABL § 2 a. Dog bortfalder procenttillægget, hvis aktionæren har været undergivet CFC-beskatning i 3 år.

Ved PSL § 4 a, stk. 1, nr. 7, gennemføres fremover (se ikrafttrædelsestidspunktet ovenfor) også tvungen sambeskatning for skattepligtige (personer, fonde, dødsboer), der er fuldt skattepligtige i Danmark, i lighed med hvad der gælder for selskaber (SEL § 32). Herefter beskattes finansiel indkomst, som optjenes i lavtbeskattede udenlandske finansielle selskaber. Se herom kap. 8 i cirk. nr. 82 af 29. maj 1997 om international beskatning.

Ifølge PSL § 4 a, stk. 2, omfatter stk. 1, nr. 1-6, ikke udbytter og fortjenester samt afståelsessummer efter LL § 16 B vedrørende aktier som nævnt i ABL § 2 a. Det præciseres hermed, * at afståelsessummer efter LL § 16 B ved salg af aktier omfattet af ABL § 2 a ikke beskattes som aktieindkomst, men derimod som kapitalindkomst, jf. iøvrigt bemærkningerne til L 138 af 18. jan. 1995, til § 2, nr. 3.

Ifølge PSL § 4 a, stk. 2, 2. pkt. omfatter stk. 1 (aktieindkomsten) heller ikke fortjeneste og tab ved afståelse af medlemsbeviser m.v. i foreninger m.v., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, med undtagelse af fortjeneste eller tab som omhandlet i ABL § 4 ved afståelse 3 år eller mere efter erhvervelsen af omsættelige investeringsbeviser i investeringsforeninger.

Skat af aktieindkomst

Ifølge PSL § 8 a beregnes skat af aktieindkomst, der ikke overstiger et grundbeløb på 26.400 kr., som en endelig skat på 30% for indkomstårene 1993-1995 og på 25% for indkomståret 1996 og senere indkomstår. Grundbeløbet reguleres efter PSL § 20 og udgør for * 1997 34.000 kr.*

For ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, er bundgrænsen * 68.000 kr. (1997)* tilsammen.

Skat af aktieindkomst, der overstiger grundbeløbet, beregnes med 40%.

Indeholdt udbytteskat efter KSL § 65 af aktieindkomst, der ikke overstiger grundbeløbet, er endelig betaling af skatten, og udbytteskatten modregnes ikke i slutskatten efter KSL § 67. Dette betyder, at f.eks. skatteværdien af renteudgifter, ligningsmæssige fradrag eller personfradrag ikke kan modregnes i skatten. Såfremt selskabet ikke har indeholdt kildeskat, f.eks. i tilfælde med maskeret udbytte, opkræves skatten som restskat. Skat af aktieindkomst, der overstiger grundbeløbet, indgår i slutskatten, og den udbytteskat, der er indeholdt i denne del af udbyttet efter KSL § 65, modregnes i slutskatten efter KSL § 67.

Aktieindkomsten opgøres som et nettobeløb, hvor tab ved salg af unoterede aktier, der har været ejet i 3 år eller mere, modregnes i eventuelle udbytter, inden skatten beregnes. Såfremt den indeholdte udbytteskat på 25% af udbytterne overstiger 25% af den samlede aktieindkomst, modregnes det overskydende beløb i slutskatten. Om den skattemæssige behandling af tab ved salg af unoterede aktier henvises til S.G.2.4.5.2.1, ved salg af børsnoterede aktier til S.G.2.4.5.2.1 og 2.4.5.2.2.

Såfremt den samlede aktieindkomst bliver negativ, hvilket kun kan lade sig gøre som følge af tab på unoterede aktier, kan den negative aktieindkomst modregnes i anden indkomst, med en skatteværdi svarende til skattesatsen for positiv aktieindkomst, jf. ABL § 4, stk. 4, se herom cirk. til ABL, pkt. 3.2.3.2 og 3.2 og S.G.2.4.5.2.1. Om beskatning af forbeholdt udbytte i forbindelse med aktiesalg henvises til TOLD*SKAT Nyt 1992.22.723 (TfS 1992,540) og til S.G.2.4.7.6.

Om dobbeltbeskatningslempelse bemærkes, at den særligt beregnede skat af udbytteindkomst ikke indgår i lempelsesberegningen, når der ikke indgår udenlandsk indtægt ved opgørelsen af udbytteindkomst, se Departementets afgørelse i TOLD*SKAT Nyt 1992.22.721 (TfS 1992, 558).

Kapitalindkomst

Følgende udbytter mv. beskattes som kapitalindkomst, jf. PSL § 4

PSL § 4, stk. 1, nr. 4.

Skattepligtigt aktieudbytte omfattet af LL § 16 A, bortset fra beløb omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, 3 og 5, jf. dog PSL § 4, stk. 4 og 5.

PSL § 4, stk. 1, nr. 5.

Skattepligtig fortjeneste, fradragsberettigede tab og skattepligtige afståelsessummer efter ABL §§ 2, 2a, 2c, 2d og 4 eller LL § 16 B bortset fra beløb omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 2, 4, 6 og 7 (om ikrafttrædelsestidspunkt for PSL § 4 a, stk. 1, nr. 7, se omtalen ovenfor under aktieindkomst), jf. dog PSL § 4, stk. 4 og 5.

I kapitalindkomsten indgår således aktieudbytter fra udenlandske selskaber beliggende i lande, hvis selskabsskattesystem ikke er godkendt, og afståelsessummer omfattet af LL § 16 B fra udenlandske selskaber beliggende i lande, hvis selskabsskattesystem ikke er godkendt.

Ifølge LL § 33 G, stk. 1, kan der efter ansøgning ske eftergivelse af en del af skatten i det tilfælde, hvor der i den skattepligtige indkomst for en * skattepligtig omfattet af KSL § 1 * indgår udbytte efter LL § 16 A fra selskaber, * der er eller har været hjemmehørende i udlandet, * og udbyttet ikke er omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 5.

Ifølge LL § 33 G, stk. 3, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse på afståelsessummer efter LL § 16 B fra selskaber * der er hjemmehørende i udlandet

*, der ikke er omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 6.

Efter LL § 33 G, stk. 1, kan skatteministeren eller den, der bemyndiges dertil, efter ansøgning eftergive en del af skatten.

Det beløb, der kan eftergives, er maksimeret til det beløb, hvormed summen af

- det beløb, som det udbyttegivende selskab (rent faktisk) har udredt i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og

- det beløb, som den skattepligtige (rent faktisk) har udredt i skat af den til udbyttet svarende del af indkomsten,

overstiger summen af

- de beløb, der skulle have været udredt i skat af henholdsvis det udbyttegivende selskab og den skattepligtige, såfremt det udbyttegivende selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for udbyttet liggende indkomst.

Såfremt der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det udbyttegivende selskab er hjemmehørende, kan der, jf. § 33 G, stk. 2, ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, indregnes større skattebeløb end det, som den pågældende stat efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære. Ifølge LL § 33 G, stk. 4 finder LL § 33 G, stk. 1-2, tilsvarende anvendelse, når en person oppebærer udbytter fra aktier, omfattet af ABL § 2 a. Dette gælder således også i tilfælde, hvor udbyttet er modtaget fra et selskab, omfattet af ABL § 2 a, som tidligere var hjemmehørende i udlandet, men som efter at have flyttet ledelsen til Danmark, er hjemmehørende her i landet.

PSL § 4, stk. 1, nr. 5 a.

Skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab ved udlodning af likvidationsprovenu og afståelse af andelsbeviser mv. efter ABL § 2 b.

Personlig indkomst

PSL § 4, stk. 3.

* Ifølge stk. 3 skal personer medregne indtægter og udgifter som nævnt i

PSL § 4, stk. 1 og 2, ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis de udøver næring ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed ved finansiering. Endvidere medregnes i den personlige indkomst gevinster og tab på fordringer og kontrakter, som omfattes af KGL § 4. *

For næringsaktier, jf. ABL § 3, sker der beskatning som personlig indkomst af fortjeneste ved afståelse, af udbytte samt af afståelsessummer ved afståelse til det udstedende selskab, jf. PSL § 4, stk. 1, modsætningsvis og § 4, stk. 5.

PSL § 4, stk. 4.

Uanset bestemmelserne i PSL § 4, stk. 1, nr. 4 og 5, medregnes udlodninger samt afståelsessummer efter LL § 16 B fra andelsforeninger omfattet af ABL § 2 b til den personlige indkomst. Dette gælder dog ikke, hvis udlodningen udgør en normal forrentning af en indbetalt andelskapital.

PSL § 4, stk. 5.

Uanset bestemmelserne i PSL § 4, stk 1, nr. 4 og 5, medregnes udlodninger samt afståelsessummer efter LL § 16 B vedrørende aktier, som omfattes af ABL § 3 til den personlige indkomst.

S.F.1.1.3 Udbyttebeskatning

Selskaber, fonde mv.

Reglerne om beskatning af udbytte for selskaber, fonde mv. er beskrevet ovenfor i afsnit S.C.1.2.4 (selskaber) og S.H.12 (fonde). Om udbytte fra datterselskaber, herunder udenlandske datterselskaber, henvises til S.C. 1.2.4.4. Om udbytte fra aktie- og anpartsselskaber, der ikke er datterselskaber, henvises til S.C.1.2.4.5.

* Ifølge KSL § 65, stk. 4 kan Skatteministeren fastsætte regler om, at der ikke skal indeholdes udbytteskat i udbytter, der ikke skal medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst. § 65 C, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse vedrørende indeholdelse af udbytteskat.

Skatteministeren har fastsat nærmere regler herom i bek. nr. 768 af 19. sept. 1995 om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat.

Ifølge KSL § 65, stk. 6 skal der ikke foretages indeholdelse i udbytte m.v., der er skattefrit for modtageren i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4 og 8, eller § 16 B, stk. 4. *

Efter SEL § 13, stk. 4, skal udbytte af næringsaktier medregnes ved indkomstopgørelsen med det fulde udbytte. Tilsvarende gælder efter FBL § 10, stk. 3.

S.F.1.2 Maskeret udbytte

Hvad er maskeret udbytte?

Et selskab og dets aktionærer kan, som selvstændige skattesubjekter, drive samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå bindende aftaler med hinanden.

De skattemæssige følger af sådanne dispositioner adskiller sig som udgangspunkt ikke fra konsekvenserne af tilsvarende aftaler mellem uafhængige parter.

Mellem et selskab og dets aktionærer og mellem koncernforbundne selskaber indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de kun kan anses opnået i kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne aftaler kan ikke tillægges skattemæssig virkning efter deres indhold.

Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær, der fremkommer ved, at indkomsten først beskattes i selskabet og dernæst hos aktionæren, når selskabets indkomst udloddes som ikke fradragsberettiget udbytte.

De usædvanlige dispositioner kan fremtræde som uberettigede fradrag i selskabet, som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som enkeltstående transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke er forretningsmæssigt begrundet for selskabet.

Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte, medens beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om unormalt vederlag, betegnes som maskeret udlodning. Udtrykkene maskeret udbytte og maskeret udlodning anvendes dog ofte i flæng.

Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en snævrere kreds med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse har en afgørende indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og udlodning kan forekomme i alle tilfælde, hvor der blandt aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe sig fordele på selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.

Fikseret vederlag

Om den modsatte situation, hvor en hovedaktionær leverer ydelser til selskabet, og hvor vederlaget til hovedaktionæren fastsættes til et beløb, der ligger under, hvad uafhængige parter ville have oppebåret, henvises til afsnit S.F.1.4 om fikseret vederlag.

Lovhjemmelen

Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte er de almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i henhold til SL §§ 4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6 kan fradrages som driftsomkostninger.

Endvidere er der i SEL § 12 en særlig hjemmel til at korrigere for unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er domineret af udenlandske interesser, se herom S.D.4.

Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL § 16 A, stk. 1, der til udbytte henregner alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærerne, bortset fra friaktier (fondsaktier), samt likvidationsprovenu i opløsningsåret. Dette gælder, hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller ikke.

Hvem skal forhøjes?

Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst eller af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab og aktionær.

Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet, kan udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede vederlag til aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til aktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses for at indeholde et maskeret udbytte.

Beskatning som lønaccessorium kan ikke accepteres, hvor hovedaktionæren på strafbar måde har undladt at medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt.

Har selskabet fratrukket udgifter, som rettelig må karakteriseres som udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens indkomst samtidig skal forhøjes, afhænger normalt af, om beløbet i forvejen er beskattet hos aktionæren, eksempelvis som løn.

Omvendt vil f.eks. en aktionærs fribolig i selskabets ejendom medføre beskatning af den objektive lejeværdi hos aktionæren, medens selskabets indkomst ikke skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i selskabet, og værdien af friboligen kan karakteriseres som et rimeligt lønaccessorium.

Indtægter til fordel for aktionæren, der ikke er medregnet ved selskabets indkomstopgørelse, medfører normalt forhøjelse både af selskabets og aktionærens indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således som det f.eks. vil være tilfældet med renter.

Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et selskab, kan dettes selvangivelse ikke tilsidesættes blot med henvisning til, at hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke levner plads til et antageligt privatforbrug. Forhøjelse af selskabets indkomst må forudsætte påvisning af, at hovedaktionæren uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som rettelig tilkommer selskabet.

Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som er udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for betryggende eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten komme på tale, hvis der foreligger en begrundet formodning om, at der har været yderligere indtægter i selskabet.

Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må der ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes over i hvilken periode, der uden om selskabets bogføring er tilflydt ham midler fra selskabet, idet en rent forholdsmæssig beregning ud fra selskabets indkomstperiode ikke umiddelbart kan anvendes.

Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller aktionæren eller hos begge, er iøvrigt omtalt i visse af de følgende enkeltafsnit.

S.F.1.2.1 Omkostninger

Som følge af reglerne om dobbeltbeskatning vil der være en vis interesse i at lade en udlodning til hovedaktionæren fremstå som en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet. Udgangspunktet er, at omkostninger skal fradrages ved indkomstopgørelsen for det skattesubjekt, de vedrører.

Ved bedømmelsen af om de vederlag, som et selskab har ydet hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den egentlige løn og tantieme, der skal indgå i vurderingen. Også lønaccessorier, såsom pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri telefon, fri lystbåd mv., skal medregnes.

Mere usædvanlige ydelser kan undertiden anses for maskeret udbytte.

F.eks. kan en af et selskab afholdt udgift til betaling af en bøde, som selskabets direktør og hovedaktionær er pålagt for overtrædelse af momsloven, ikke anerkendes som driftstab eller løntillæg til direktøren, men må anses for en ikke fradragsberettiget udlodning. Om udgifter til bod og bøder, se iøvrigt E.B.5.5.

Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt udgift som et lønaccessorium, at hovedaktionæren har et berettiget krav på arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste aktivitet bestod i udlejning til hovedaktionæren af den ejendom, hvori han boede, ikke anse den manglende lejebetaling som arbejdsvederlag til hovedaktionæren.

Landsskatteretten har i de senere år fulgt den praksis at anse mere sædvanlige ydelser såsom lejeværdi, rejseudgifter, repræsentation o.lign. som yderligere løn til hovedaktionæren, hvis hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet og forhold mellem arbejdsindsats og aflønning i øvrigt levner plads hertil.

S.F.1.2.1.1 Løn og tantieme

Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der samtidig er direktør i selskabet, aftalte vederlag må accepteres af myndighederne. Der kan således ikke statueres maskeret udbytte, blot fordi direktørens løn er meget høj. Der må bl.a. henses til, hvad andre virksomheders direktører, der ikke er aktionærer, oppebærer i løn i lignende stillinger.

Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af, om der foreligger maskeret udbytte, er, hvorvidt selskabets kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om det deklarerede udbytte og de henlæggelser, der er foretaget i selskabet, giver en rimelig forrentning af selskabets egenkapital.

Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil formodningen være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er udbyttet deklareret på selskabets generalforsamling i overensstemmelse med de selskabsretlige regler, kan udbyttet ikke henføres til beskatning som løn. Er der derimod ikke deklareret udbytte efter de selskabsretlige regler og kun foretaget minimale henlæggelser, vil der være større sandsynlighed for, at hovedaktionærens løn bør kritiseres. Overstiger det samlede beløb efter en konkret vurdering et beløb, som en ikke-aktionær kunne have opnået for en tilsvarende indsats i samme selskab, må det overskydende beløb efter omstændighederne kunne anses som udbytte.

Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to højesteretsdomme

NOPI-Dommen

HRD af 9. okt. 1963, UfR 1963.970 H. Nordisk Plaster Industri A/S. (Dommen er kommenteret i UfR 1964.B.143).

Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958 tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret 6% i udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 1-1/2% af selskabets egenkapital. Selskabets overskud var ca. 250.000 kr. før udbetaling af tantiemen og et bestyrelseshonorar på 30.000 kr.

Det anføres i dommen, at det »efter arten og omfanget af de to direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem oppebårne samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set i forhold til aflønningen i andre selskaber, ikke har været urimeligt. Ved bedømmelsen af det foreliggende spørgsmål må der imidlertid henses til de særlige forhold i dette selskab, i hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele aktiekapitalen, har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens indtjening og kapital oplyste, findes der at måtte gives indstævnte (Finansministeriet) medhold i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme som den omhandlede er blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets udbytte end normalt i et almindeligt aktieselskab, og at skattemyndighederne derfor har været beføjede til at fastslå, at den udbetalte tantieme har indeholdt udbytte af kapitalen.«

Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den i virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning ydes i form af udbytte eller som henlæggelse i selskabet.

Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret udbytte, når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet beslaglagt en væsentlig større del af virksomhedens overskud end normalt i et almindeligt aktieselskab.

Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje, var det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret udbytte.

Eskofot-Dommen

HRD af 27. jan. 1975, UfR 1975.215.H.-Skd. 34.329. A/S Eskofot. (Kommenteret i UfR 1975.B.382).

Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968 og 1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og 1.150.000 kr. i løn fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets opfattelse indeholdt maskeret udbytte. Der var i hvert af årene deklareret 15% i udbytte.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4 mill. kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget henlæggelser (inclusive nedskrivning på varelageret) på ialt ca. 1 mill. kr. Egenkapitalen var således blevet forrentet med 25-30%.

Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats i særlig grad havde været afgørende for selskabets udvikling og indtjening i almindelighed og for den i de to år stedfundne meget kraftige stigning i varesalg og driftsoverskud.

Kapitalinteresserne i selskabet fandtes både ved det deklarerede udbytte og ved de meget betydelige henlæggelser, der havde fundet sted, at være tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag fandtes derfor ikke at indeholde maskeret udbytte.

I en sag om maskeret udbytte i form af for høj løn til selskabets direktør, fulgte LSR en af selskabets advokat indhentet skønserklæring om lønnens størrelse og nedsatte selskabets ansættelse til det selvangivne. t&s nyt 1991.18.1022 (TfS 1991,412).

Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget stort, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at statuere maskeret udbytte.

Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må ske på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at hovedaktionæren ikke må lade sig udbetale større direktørvederlag end en fremmed, ikke-hovedaktionær kunne opnå for den samme indsats i det pågældende selskab.

Der kan i øvrigt henvises til følgende praksis

UfR 1943.1109, LSR 1946.52, LSR 1947.146, SO 1973.199 (ØLD) og i skd. 26.223, LSR 1975.109, SO 1978.120 (ØLD), ØLD af 25. aug. 1981, skd. 61.193, LSR 1984.100 samt Skat 1989.10.786 (VLD). (TfS 1989,488).

S.F.1.2.1.2 Løn til børn

Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn, skal stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene under hensyn til deres alder mv. forventes at kunne yde i selskabets tjeneste. Således blev et beløb, som et selskab havde udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende 18-årige søn, anset som udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt i faste månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske arbejdsindsats.

LSR har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år fik løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret udlodning. Lønnen ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke forelå nogen registrering af, hvad børnene udførte af arbejde, ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen blev udbetalt én gang årligt, og således at beløbet indsattes på opsparingskonti. Se endvidere LSR 1985.108 og TfS 1994.211 (VLD).

I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn til hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene reduceret til 2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som yderligere løn til hovedaktionæren.

I LSR 1983.91 fandt Landsskatteretten, at bestyrelseshonorar og løn udbetalt fra et anpartsselskab til hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad der kunne anses for rimeligt i forhold til børnenes arbejdsindsats og ansvar. Det overskydende beløb blev anset som maskeret udbytte til hovedanpartshaveren. Se også S.F.1.2.5.

S.F.1.2.1.3 Bestyrelseshonorar

De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar, skal stå i et rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde og ansvar.

Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er almindelige for udførelsen af et sådant hverv.

Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et selskab modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men det er det samlede vederlag, som den pågældende modtager fra selskabet, der er afgørende for, om maskeret udbytte kan statueres, jf. indledningen til afsnittet.

Fra praksis kan nævnes LSR 1960.98, LSR 1963.97, LSR 1967.5 og

TOLD -SKAT Nyt 1991.20.1158. Sidstnævnte afgørelse er omtalt under S.C.1.1.1 (TfS 1991,477).

S.F.1.2.1.4 Pensionsordninger

Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær kan være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i et forsikringsselskab, pengeinstitut, pensionskasse eller lignende er oprettet en pensionsordning, hvor selskabet indbetaler bidrag til pensionsordningen, eller som uafdækkede ordninger, hvorved forstås, at forsikringsrisikoen påhviler selskabet selv, uden at den er dækket ved en forsikringsaftale.

Afdækkede pensionsordninger

Efter PBL kan selskabet fradrage bidrag til pensionsordninger for hovedaktionæren efter lovens almindelige regler. Der gælder dog den begrænsning, at aktionærens samlede vederlag inklusive pensionsbidraget ikke må overstige, hvad der er en rimelig aflønning for den pågældendes indsats i selskabet.

Et af selskabet indbetalt èngangsbidrag til en pensionsordning for en hovedaktionær vil i medfør af PBL § 23 være fradragsberettiget for selskabet under forudsætning af, at skattemyndighederne ville have godkendt løbende ydelser i den forløbne ansættelsesperiode til en pensionsordning, og at hovedaktionæren ikke ved èngangsindbetalingen bliver gunstigere stillet end ved en løbende indbetaling.

I TfS 1994, 188 (BF) fandt Ligningsrådet, at et selskab hvor en af hovedanpartshaverne tillige var direktør kunne fradrage et éngangsindskud på dennes pensionsordning, idet lønnen over en årrække levnede plads til fradrag for selskabet for en løbende ydelse, der modsvarede det i ansøgningen omhandlede éngangsindskud.

Et aktieselskab A overdrog sin virksomhed til et aktieselskab B og udlånte samtidig sin hidtidige direktør og hovedaktionær. Direktøren, der som konsulenthonorar fra A oppebar hvad han tidligere havde fået udbetalt som direktør, godt 1/2 mill. kr., valgte at få en del af vederlaget udbetalt i form af et èngangsindskud til livrenter, kr. 160.000 pr. år. Landsskatteretten fandt, at formen for og størrelsen af den samlede aflønning til direktøren måtte anses for fastsat i kraft af dennes dominerende stilling i selskabet, og at arrangementet med indskud til livrenter måtte betragtes som forsøg på at undgå beskatning af denne del af vederlaget. Indskuddet blev herefter anset som maskeret udlodning. (RR 1985 s. 261).

En direktør/hovedaktionær fik en mindre løn udbetalt, men samtidig et større beløb af selskabet indbetalt på en rateforsikring i pensionsøjemed. Da det samlede beløb ikke oversteg en rimelig aflønning, fandt Landsskatteretten, at forholdet var omfattet af PBL § 19, således at indbetalingen på rateforsikringen ikke skulle medregnes i direktørens skattepligtige indkomst, Skat 1989.8.606 (LSR) (TfS 1989,479).

En pensionsydelse, som et selskab ydede en direktør og aktionær i forbindelse med hans fratræden på grund af sygdom, blev ikke anset for at have karakter af maskeret udbytte, bl.a. fordi direktøren og hans familie kun besad ca. 22 pct. af anpartskapitalen. Pensionsydelsen blev derfor anset for fradragsberettiget for selskabet, Skat 1988.12.780 (LSR) (TfS 1988,672).

Et anpartsselskab foretog kapitalindskud på henholdvis 275.000 kr. og 240.000 kr. på livrenter som led i en pensionsordning mellem selskabet og selskabets direktør og eneanpartshaver, samt dennes hustru, der også var ansat i selskabet. Selskabets kapitalinteresser fandtes at være tilgodeset ved betydelige henlæggelser. Under hensyn til oplysninger om ægtefællernes arbejdsindsats, fandt Landsskatteretten, at deres løn gennem årene havde været så beskeden, at skattemyndighederne ville have godkendt en løbende ydelse til en pensionsordning af en størrelse, der modsvarede de omhandlede engangsindbetalinger. Disse indbetalinger var herefter fradragsberettigede for selskabet og skulle ikke beskattes hos ægtefællerne TfS 1988.250 (LSR).

Er den tidligere ansatte arbejdstager ansat hos et dansk eller udenlandsk datterselskab, der betaler den pågældendes løn, vil moderselskabets fortsatte eller påbegyndte indbetaling til den pågældendes pensionsordning efter omstændighederne blive anset som et tilskud fra moderselskabet til datterselskabet, idet pensionsindbetalingen retteligt hører hjemme i datterselskabet.

Moderselskabet har ikke fradrag for indbetalingen i den skattepligtige indkomst, idet PBL § 23 ikke omhandler denne situation.

Er ægtefællen enke efter den tidligere hovedaktionær, og har denne ikke sikret enken i tilfælde af dødsfald, vil selskabets indbetaling til en pensionsordning til sikring af ægtefællen, efter omstændighederne blive anset som udbetaling af maskeret udbytte til ægtefællen. Selskabet vil herefter ikke have fradrag for indbetalingen, idet hverken SL § 6 a eller PBL § 23 omfatter denne situation. Det må dog stilles som en forudsætning, at ægtefællen sammen med eventuelle efterladte børn har haft afgørende indflydelse på selskabets dispositioner.

Uafdækkede ordninger

Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end andre funktionærers, må selskabets fradrag i forbindelse hermed anerkendes.

Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for hovedaktionæren kort tid før dennes fratræden på grund af alder eller sygdom, og har han haft en afgørende indflydelse på ordningens udformning, * må der foretages en konkret vurdering af spørgsmålet, om udbetalingen udgør en maskeret udlodning. Såfremt det ud fra en samlet konkret vurdering af sagens omstændigheder må antages, at den påtagne forpligtelse sammenholdt med hovedaktionærens løn under ét, jf. nedenfor, ikke kan antages at overstige, hvad der ville være godkendt som en indbetaling til en pensionsordning i et pensionsforsikringsselskab, og det videre må antages, at selskabets kapitalinteresser ved udbealingen må anses for tilgodeset, kan der være grundlag for at godkende fradrag for beløbet som en driftsomkostning, jf. SL § 6 a, i selskabets indkomst, ligesom der under sådanne konkrete omstændigheder ikke vil være grundlag for at anse udbetalingen for maskeret udbytte. Med hovedaktionærens løn under ét menes det forhold, at hovedaktionærens løn gennem årene skønnes at have været så beskeden i forhold til hans arbejdsindsats, at hans samlede vederlag incl. pensionsbidraget ikke overstiger, hvad der er en rimelig aflønning for den pågældende indsats i selskabet. * Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren senere har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft afgørende indflydelse på selskabets dispositioner. U.f.R. 1975.881 Ø - Skd.35.64 (ØLD).

Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en løbende ydelse, der efter den tidligere bestemmelse i LL § 14, stk. 2, (nu § 12), opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været nægtet, når forpligtelsen var indgået under omstændigheder som foran nævnt (fremrykket alder, beherskelse af selskabet).

LL § 12, stk. 7, om begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser, medfører ikke ændringer for så vidt angår de nævnte ydelser til hovedaktionærer.

Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en hovedaktionær og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden, og denne forpligtelse optages i stiftelsesoverenskomsten og som et passiv i selskabets status, kan fradrag foretages, idet forpligtelsen må betragtes som en del af vederlaget for virksomhedens overdragelse til det nystiftede selskab.

Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne forbindelse som en del af overdragelsessummen pålægges en pensionsforpligtelse, må pensionsydelserne betragtes som en for selskabet ikke-fradragsberettiget udlodning til den nye hovedaktionær samtidig med, at kapitalværdien indgår som en del af vederlaget for aktierne.

Fra praksis kan nævnes

HRD af 14. marts 1984 (Skd. 70.495): Ifølge aftale mellem et selskab og dets direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle selskabet bl.a. betale et årligt pristalsreguleret vederlag til direktøren og dennes ægtefælle.

Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte samtidig, eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet. Ordningen var ikke led i en almindelig pensionsordning for selskabets personale. Retten fandt, at vederlaget i sin helhed måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet ikke er berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL dagældende § 14, stk. 2 (nu § 12).

SO 1962.114 (ØLD): Et selskab havde efter direktørens (hovedaktionærens) død vedtaget at udbetale en løbende pension såvel til enken som til direktørens tidligere hustru. I dommen fastslås det, at de til enken udbetalte beløb må betragtes som maskeret udbytte under hensyn til, at det var tillagt hende på et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60% af selskabets aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning tillagt livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt præmien. Derimod ansås ydelsen til den tidligere hustru, som ikke var aktionær i selskabet, for en underholdsydelse, der var fradragsberettiget i medfør af den dagældende LL § 14, stk. 2 (nu § 12).

LSR 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i stiftelsesoverenskomsten og ikke optaget som passiv i selskabets åbningsstatus, men indgik i en aktionæroverenskomst. Ydelsen blev ikke tilladt fradraget, da hverken modtageren eller hendes afdøde ægtefælle havde været ansat i selskabet.

LSR 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret, blev fradrag tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension og andre funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.

LSR 1979.192: Fradrag indrømmet for pension til en enke efter stifteren af et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik af stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at pensionsforpligtelsen fremgik af en i tilslutning til stiftelsen oprettet engageringskontrakt med den da 48-årige stifter, samt at kapitalinteresserne i selskabet i den forløbne periode var tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle selskabets ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning, med præmien betalt af selskabet.

LSR-kendelse af 20. sept. 1979: Pr. 1. jan. 1968 blev en medarbejder ansat som prokurist, og der blev samtidig truffet aftale om medarbejderens adgang til at overtage aktiemajoriteten i selskabet ved hovedaktionærens fratræden som direktør, samt om medarbejderens forpligtelse til at betale en løbende pension til hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973 blev der indgået en ny overenskomst i anledning af hovedaktionærens fratræden, hvorved bl.a. selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren en pension, beregnet som en pct.-del af selskabets årlige bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han forpligtede sig til ikke at drive konkurrerende virksomhed. Da hovedaktionæren ved aftalens indgåelse var 67 år, kunne et anbringende om betaling for konkurrenceklausul ikke godkendes, og den fratrukne pensionsydelse blev herefter anset for maskeret udbytte.

LSR 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne til deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev det bestemt, at selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes som en pensionsudbetaling, til den tidligere hovedaktionær på 51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter ydelsen nedsattes til en livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den berettigedes død før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede beløbet til den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden. Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af købesummen for aktierne havde erlagt et beløb svarende til kapitalværdien af den løbende ydelse til den tidligere hovedaktionær, og da selskabet havde betalt beløbene, ansås betalingen for maskeret udlodning til aktiekøberne.

Skat 1985.6.168 (LSR): Selskabets direktør og hovedaktionær gennem en årrække var fratrådt som direktør i selskabet, og der blev i den forbindelse indgået aftale om, at han skulle have en årlig pension på 75.000 kr., svarende til knap 20% af lønnen. Det var oplyst, at tidligere funktionærer i selskabet, som på grund af alder havde forladt virksomheden, havde fået udbetalt pensionslignende ydelser, svarende til et sted mellem 13,3% og 16,8% af lønnen ved afgangen. På den baggrund fandt Landsskatteretten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at nægte selskabet fradragsret for ydelser til den tidligere hovedaktionær.

S.F.1.2.1.5 Efterløn

Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet, ikke er omfattet af funktionærloven, har Landsskatteretten statueret, at en eventuel løn, der udbetales til direktøren efter dennes fratræden, ikke kan fratrækkes af selskabet som lønudgift, men må betragtes som et skattepligtigt udbytte. Se ØLD af 22. dec. 1972, Skd. 24.115.

Se endvidere LSR 1963.98 og LSR 1977.106.

En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapitalen i et selskab, solgte denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte samtidig sin stilling i selskabet. Ud over salgssummen for anparterne modtog han en erstatning for øjeblikkelig fratræden på 75.000 kr. Uanset at der ikke var oprettet ansættelseskontrakt, blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for løn i opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig indkomstskattepligtigt, TfS 1985.311 (LSR).

S.F.1.2.1.6 Administration af værdipapirer og ejendomme

Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af værdipapirer, tillader praksis kun beskedne fradrag som arbejdsvederlag til aktionærerne.

Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af aktionærers aflønning for arbejdet med administration, såsom fast gage, bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes ud fra, at den gældende boligreguleringslov alene anerkender udgifter ved ejendomsadministration i det omfang, det er rimeligt under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter. Ved bedømmelsen kan der henses til de omkostninger, der kan indgå i den omkostningsbestemte husleje.

Fra praksis kan henvises til LSR 1946.54, LSR 1951.169, LSR 1958.8 og

UfR 1973.852 V.

S.F.1.2.1.7 Repræsentationsudgifter mv.

Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader selskabet afholde udgifter, som helt eller delvis må karakteriseres som hovedaktionærens private udgifter. * Se f.eks. TfS 1997,68 (VLD) (appelleret) omtalt under S.F.1.2.5. *

Udgifter til blandede sammenkomster af privat karakter i anledning af aktionærens fødselsdag, sølvbryllup og lignende mærkedage kan således normalt ikke fradrages i selskabet, selv om der blandt gæsterne skulle være et større eller mindre antal forretningsforbindelser og medarbejdere. Se herom E.B. 3.7.6. Efter omstændighederne kan udgifter dog anses som et lønaccessorium med fradragsret for selskabet til følge.

TOLD*SKAT Nyt 1993.5.176. (VLD) (TfS 1993,21) Landsretten lagde til grund, at en reception i forbindelse med en hovedanpartshavers private mærkedag (40 års fødselsdag) var afholdt i form af et "åbent hus arrangement", hvor hovedanpartshaveren gennem udsendelse af indbydelser og annoncering i de lokale aviser havde indbudt venner, kunder og forretningsforbindelser. Annoncens form udelukkede ikke, at andre end selskabets forretningsforbindelser ville møde op, og det lagdes til grund, at i hvert fald 8 personer uden tilknytning til selskabet havde deltaget. Receptionen havde derfor ikke haft en så klar og entydig karakter af repræsentation i selskabets interesse, at omkostningerne hertil ikke burde betragtes som et løntillæg for hovedanpartshaveren. Selskabets udgift skulle derfor medregnes ved opgørelsen af hovedanpartshaverens indkomst som løntillæg.

I LSR 1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af selskabets hovedaktionærs/direktørs 50-års fødselsdag for en udlodning fra selskabet.

Retten kunne derimod tiltræde, at udgiften kunne anses for et tillæg af lønmæssig karakter til det til direktøren allerede udbetalte vederlag fra selskabet, og selskabet fik fradragsret.

I LSR 1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der var udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning af udgifterne ved en fest, han holdt i anledning af sit sølvbryllup. I festen havde deltaget 186 personer omfattende familiemedlemmer, forretningsforbindelser og samtlige ansatte i firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af udgifterne som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet blev anset som et tillæg af lønmæssig karakter og således fradragsberettiget for selskabet.

I Skat 1987.2.140 (LSR) (TfS 1987,91) blev en arkitekt, der ejede 51 pct. af aktierne i et rådgivende ingeniørfirma, ikke anset for skattepligtig af udgifterne til en reception i anledning af hans 60 års fødselsdag. Der havde alene deltaget forretningsforbindelser, der var inviteret gennem annoncering i dagspressen. Ud over denne reception havde hovedaktionæren afholdt en privat fest, hvis udgifter han selv havde betalt. I TfS 1996,161 (VLD) der vedrørte en åben reception i anledning af direktørens 60 års fødselsdag, blev udgifterne til reception og underholdning anset som fradragsberettiget for selskabet som reklame, og udgifterne blev således ikke anset som yderligere løn til direktøren. Se i øvrigt TfS 1994.42 og 56.

S.F.1.2.1.8 Rejseudgifter

Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser, eller hvor rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften hertil betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan betragtes som et rimeligt lønaccessorium. Se om rejseudgifter iøvrigt E.B.3.2.

Som et eksempel kan nævnes LSR 1980.144, der vedrører et familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til bestyrelsesmøder i de udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne var bosiddende. Disse udgifter blev ikke anset for fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være afholdt udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst.

Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere generel karakter, er det i LSR 1980.99 fastslået, at udgiften ikke havde en så nær og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at den ville kunne godkendes som en fradragsberettiget rejseomkostning for selskabet. Udgiften fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af lønmæssig karakter til det hovedaktionæren allerede udbetalte vederlag fra selskabet.

Kendelsen må betragtes som udtryk for Landsskatterettens praksis i sådanne tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin karakter fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive godkendt, såfremt en af selskabets medarbejdere havde foretaget rejsen. I TOLD*SKAT Nyt 1993.15.748 (LSR) (TfS 1993,372) blev udgifter til en studietur til Bruxelles for en direktør og hovedanpartshaver indenfor den grafiske industri og hans ægtefælle anset for yderligere løn til hovedanpartshaveren, idet rejsen var af generel karakter og med et vist turistmæssigt islæt. Ifølge LSR 1982.105 kunne rejseudgifter, som et selskab afholdt til hovedaktionærens/direktørens hustrus og andre ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til

Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne kunne derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til hovedaktionæren, dels til de øvrige ansatte, og de pågældende udgifter var følgelig fradragsberettigede for selskabet. Det er naturligvis en forudsætning, at der foreligger fornøden dokumentation for udgifterne.

TfS 1994,738 (HRD) En elinstallatør, der drev sin installationsforretning i selskabsform, havde sammen med hustru og barn deltaget i en charterrejse til Mallorca, hvor han deltog i et kursus om stærkstrømsreglementet.

Selskabet betalte hans rejse, og han var blevet anset for skattepligtig af værdien af frirejsen. Landsretten fandt imidlertid, at rejsen og kurset efter de foreliggende oplysninger havde været fagligt velbegrundet i forhold til hans virksomhed. Uanset stedet for afholdelsen af kurset måtte udgiften til rejsen derfor anses for en driftsomkostning. Højesteret lagde til grund, at kurset havde været fagligt velbegrundet og tilrettelagt ud fra saglige hensyn, og at skatteyderen havde deltaget fuldt ud i kurset. Endvidere blev det lagt til grund, at kurset blev afholdt på et almindeligt turiststed i udlandet, hvilket skabte en formodning for et betydeligt turistmæssigt islæt. Et flertal af dommerne (med dissens vedrørende begrundelsen) fandt, at udgiften skulle beskattes som et løntillæg. (Et mindretal ville stadfæste landsrettens dom). (Tidligere ØLD i TfS 1994,105).

I Skat 1989.8.581 (ØLD) (TfS 1989,451) blev det bl.a. tiltrådt, at deltagelse i en udenlandsrejse for en hovedaktionær og dennes ægtefælle alene var sket for selskabet og i dettes interesse, således at udgifterne hertil ikke kunne anses for et løntillæg. Derimod fandt retten, at ægtefællernes rejse til Det Fjerne Østen havde haft et ikke uvæsentligt islæt af turistmæssig karakter, hvorfor rejseudgiften måtte anses som løntillæg fra selskabet.

I Skat 1989.9.656 (VLD) (TfS 1989,464) blev værdien af en studierejse anset for løntillæg til direktøren, der var hovedaktionær, idet studieturen efter programmet og rejseplanens indhold sammenholdt med turens forløb måtte karakteriseres som en generel studietur med et vist - ikke ubetydeligt - turistmæssigt islæt.

Se også Skat 1990.8.601 (ØLD) (TfS 1990,317) og E.B.3.2 og de der omtalte afgørelser.

S.F.1.2.1.9 Lejeudgifter

Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til selskabet, kan der ikke godkendes større fradrag for husleje, end hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede, idet beløb herudover må karakteriseres som maskeret udbytte. Der må ved bedømmelsen tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse mv.

Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og fremlejer en del heraf til selskabet for en større leje, end han selv betaler, anses merlejen for maskeret udbytte.

Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler, automobiler mv., som udlejes til selskabet.

Efter praksis, jf. LSR 1980.100, vil merlejen dog ofte kunne betragtes som yderligere løn til hovedaktionæren.

Forbedringsudgifter

Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende ejendom en varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes som en udlodning i skattemæssig henseende.

TfS 1994, 444 (VLD). Et selskab der havde lejet lokaler i kælderen i hovedaktionærens ejendom, afholdt i forbindelse med indflytningen udgifter til gulvreparation. Landsretten fandt, at der i den forbindelse ikke var tilført ejendommen en forbedring, eller at forbedringen i hvert fald var for beskeden til, at den kunne anses for maskeret udlodning til hovedaktionæren.

S.F.1.2.1.10 Aktionærrabatter

Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige end dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en udlodning til aktionærerne.

Det er en betingelse, at rabatten er ydet som følge af aktionærforholdet.

Fra praksis kan nævnes

UfR 1944.823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit overskud, som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men gav ikke en tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret statuerede maskeret udbytte, uanset at rabatten ikke som deklareret udbytte fordeltes i forhold til aktionærernes aktiebesiddelse.

LSR 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og udbetalte til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis af de enkelte aktionærers omsætning med selskabet. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede bonus måtte anses for et led i selskabets udbyttefordeling og ansås derfor ikke for fradragsberettiget for selskabet. I Skd.60.34 blev bonus - som en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken - sidestillet med udbytte.

En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der tillige var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet med udbytte, hvori der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten udmåltes udelukkende i forhold til indlånets størrelse.

Skat 1987,1.43 (LSR) (TfS 1987,20): Den merrabat, som en anpartshaver havde opnået i forhold til øvrige ansatte ved varekøb i selskabet, blev anset for en i princippet skattepligtige udlodning, idet Landsskatteretten lagde til grund, at den opnåede merrabat var fremkommet i kraft af anpartshaverforholdet.

RR 1984. SM 143: En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til A/S, tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i selskabet, var ikke skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi adgangen til at opnå rabat på op til 25 pct. ved køb af tæpper måtte antages at stå åben for en bredere kreds af personer uden for aktionærkredsen via medlemskab af diverse indkøbsforeninger mv. TfS 1994, 111 (BF). Om aktionærer i et selskab, der havde indgået aftaler med organisationer mv., om bytte af ferielejligheder. Ligningsrådet fandt, at da prisen for en ferielejlighed svarede til markedsværdien, ville aktionærer, der benyttede sig af bytteretten, ikke være skattepligtige af maskeret udlodning fra selskabet.

Timeshare med aktier

I TfS 1996, 796 (HR) ansås en aktionær at have betalt fuldt vederlag for en tidsubegrænset ret til at råde over en timeshareferielejlighed to uger om året.

Aktionæren kunne derfor ikke udlodningsbeskattes efter bestemmelsen i LL § 16 A, stk. 1, eller beskattes i medfør af SL § 4.

Sagen drejede sig om Hotel Skagenklit A/S, der blev omdannet til timeshare-hotel pr. 1/1 1983. Aktiekapitalen på 7.200.000 kr. var fordelt på 1000 anparter Á 7.200 kr. Hotellet var opdelt på 20 hotellejligheder.

Skatteyderen havde købt 2 aktier med tilknyttet adgang til at benytte en bestemt lejlighed i én uge. Skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen var skattepligtig efter ligningslovens § 16 A af den objektive udlejningsværdi for lejligheden efter fradrag af kontingent til administrator.

Højesteret gav skatteyderen medhold i, at han havde betalt fuldt vederlag for brugsretten til lejligheden, idet han havde betalt en merpris i forhold til aktiernes indre værdi, der dækkede værdien af brugsretten. Højesteret bemærkede følgende

"Det følger af aktionæroverenskomstens § 4 og § 5, at appelanten ved erhvervelsen af de to aktier i Hotel Skagenklit fik en tidsubegrænset ret til at råde over lejlighed nr. 61 i ugerne 22 og 23 mod betaling af et kontingent svarende til 2/50 af lejlighedens andel af ejendommens driftsudgifter. Der er således ikke alene tale om en "forudbestillingsret", men om en brugsret, hvilket i øvrigt også fremgår af aktiebrevene. Det etablerede timesharearrangement indebærer, at selskabet ikke har adgang til udleje lejlighederne, og at dets drift er baseret på, at udgifterne vedrører ejendommen dækkes af aktionærernes kontingenter. Det forhold, at de til aktierne knyttede brugsrettigheder ikke er omtalt i selskabets vedtægter, kan ikke tillægges betydning i den forliggende situation, hvor aktionæroverenskomsten omfatter samtlige aktionærer.

Appellanten betalte 34.000 kr. for hver aktie, selv om den enkelte akties indre værdi i hvert fald ikke oversteg dens nominelle værdi på 7.200 kr.. Det betydelige overskydende beløb må anses for vederlag for retten til at råde over lejligheden i den pågældende uge alene mod betaling af kontingent.

Dette er da også lagt til grund af Nævnet vedrørende Merværdiafgift ved vurderingen af spørgsmålet om de oprindelige aktionærers pligt til at betale moms. På det tidspunkt, da appellanten købte aktierne, var timesharearrangementet etableret af selskabets oprindelige aktionærer, og det forhold, at appellantens vederlag for brugsretten blev oppebåret af disse og ikke af aktieselskabet, kan ikke tillægges betydning i forhold til appellanten.

Højesteret finder, at der under disse omstændigheder hverken i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1, eller i medfør af statsskattelovens § 4, litra b, er grundlag for at beskatte appellanten som påstået af Skatteministeriet.

Højesteret tager derfor appellantens påstand til følge."

Se i øvrigt om timeshare E.J.7.

S.F.1.2.1.11 Ydelser i aktionærens interesse

Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager udbetalinger til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hans personlige interesser beskattes aktionæren af udbetalingerne som almindelig indkomst.

Selskabet kan ikke fradrage sådanne ydelser.

Gaver

I TfS 1996, 4 er offentliggjort en meddelelse, som med virkning fra offentliggørelsestidspunktet den 2. januar 1996 ændrer den hidtidige praksis.

Vedrørende den tidligere praksis henvises til LV94, S.F.1.2.1.11.

Efter praksisændringen, der medfører en skærpelse, er der i overensstemmelse med skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996 til LL, pkt. 20.1, alene fradragsret for gaver til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner mv., jf. LL § 8 A, der er godkendt af skatteministeren. Gavebeløb skal sammenlagt udgøre mindst 500 kr. i løbet af et indkomstår til den enkelte forening. Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan et selskab således fradrage det samlede gavebeløb, som overstiger 500 kr. Der kan højst fradrages 5.000 kr. om året.

Det maksimale fradrag opnås således først, når de gaver som tages i betragtning udgør 5.500 kr. tilsammen.

Beløb, der ikke overstiger de 500 kr. årligt, eller som overstiger 5.500 kr., kan således beskattes som maskeret udlodning hos hovedaktionæren, når gaveydelsen må anses at tilgodese hovedaktionærens personlige interesser.

Reglerne om fradragsret for gaver medfører for selskaber, som i en periode ikke har udbetalt udbytte, at skattemyndighederne ikke kan statuere maskeret udlodning, hvis selskabet beslutter at give gaver til godkendte foreninger m.v.

Vedrørende forskningsgaver der gives af selskabet i henhold til LL § 8 H, kan der som udgangspunkt ikke statueres maskeret udlodning hos hovedaktionæren, eftersom selskabet har fuld fradragsret for sådanne gaver.

Der henvises i øvrigt til skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 20.2.

Løbende ydelser

Den skærpede praksis vedrørende gaver, jf. TfS 1996, 4, ændrer også de tidligere gældende regler om løbende ydelser. De nye skærpede regler har virkning fra den 2. januar 1996. Vedrørende den tidligere praksis henvises til LV 94, S.F.1.2.1.11. Efter praksisændringen har selskaber alene fradragsret for løbende ydelser omfattet af LL § 12, hvis der er tale om årlige ydelser, der ikke overstiger 15% af yderens skattepligtige indkomst. Årlige ydelser, der ikke overstiger 15.000 kr., kan dog fradrages fuldt ud uanset de foranstående begrænsninger.

Beløb, der overstiger de nævnte beløbsgrænser kan beskattes som maskeret udlodning hos hovedaktionæren, når den løbende ydelse må anses at tilgodese hovedaktionærens personlige interesser. Se endvidere skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 19 vedrørende LL § 12 om løbende ydelser.

Praksisændringen har ikke virkning for aftaler om løbende ydelser, der er indgået før offentliggørelsestidspunktet den 2. januar 1996.

Forud for praksisændringen havde Højesteret, jf. TfS 1995, 454 (HRD) truffet afgørelse i en sag, hvorefter et anpartsselskab havde nedlagt påstand om fradrag for bidrag, der var ydet i henhold til et gavebrev, hvor selskabet forpligtede sig til i 10 år at betale Indre Mission 5% af selskabets skattepligtige indkomst. Hovedanpartshaveren, der tillige var ansat i selskabet, havde samtidigt forpligtet sig til at bidrage til Indre Mission med maksimumsbidraget for personer. Ved Landsskatterettens kendelse af 24/2 1992 (TfS 1992, 221) fandt retten, at selskabets bidrag måtte anses for ydet i hovedanpartshaverens interesse og var derfor ikke fradragsberettiget efter LL § 12. Da hovedanpartshaveren var ansat i selskabet, kunne de ydede bidrag derimod fradrages som et lønaccessorium efter SL § 6 a. Landsretten fandt (tidligere ØLD af 16/9 1993(TfS 1993, 471)), at gavebrevet fra selskabet var oprettet for at komme over maksimumsgrænsen for personlige gaver, og at den løbende ydelse således i væsentlig grad tilgodeså hovedanpartshaverens personlige interesse. Den kunne derfor ikke fradrages efter LL § 12. Højesteret bemærkede, at efter LL § 12, stk. 2, tilkommer der udtrykkeligt også selskaber fradragsret for løbende ydelser i henhold til en forpligtelse, som er påtaget overfor foreninger, stiftelser, institutioner, religiøse samfund m.v., der er godkendt efter LL § 12, stk. 3. At det er en hovedaktionærs eller hovedanpartshavers ideelle interesse for en af de omhandlede foreninger m.v., der har ført til, at et selskab har påtaget sig en løbende forpligtelse, kan ikke bevirke, at der med støtte i et almindeligt princip om maskeret udbytte gøres undtagelse fra fradragsrettten. Der er ikke i forarbejderne til lovændringen i 1986 tilstrækkelige holdepunkter for et andet resultat. Anpartsselskabet har følgelig ret til fradrag efter LL § 12, stk. 2, for løbende ydelser i henhold til forpligtelseskontrakter, der er eller agtes indgået overfor Dansk Ethioper Mission, Kristeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom samt Folkekirkens Nødhjælp, med de begrænsninger og på de betingelser, der følger af LL § 12.

Højesteret nåede til samme resultat som ovenfor nævnt i en parallel sag vedrørende hovedaktionæren personligt, jf. TfS 1995, 455 (HRD) (tidligere

Landsskatterettens kendelse af 24/2 1992, (TfS 1992, 221) og ØLD af 16/9 1993 (TfS 1993, 479)).

Skatteministeriet har endvidere kommenteret de to højesteretsdomme i TfS 1995, 649.

I øvrigt

Nedenstående afgørelser illustrerer en række situationer hvor ydelser afholdt i aktionærens interesse blev betragtet som maskeret udlodning henholdsvis maskeret udbytte.

* TfS 1997,367 (VLD) Maskeret udbytte - børsintroduktion af aktier.

Skatteyderen ejede kapitalen på 5 mio. kr. i et selskab, hvis aktiekapital i april 1991 blev søgt optaget til notering på Københavns Fondsbørs, ligesom det blev besluttet at udvide aktiekapitalen til 25 mio. kr. ved udstedelse af 20 mio. kr. fondsaktier til den hidtidige aktionær. Børsintroduktion blev gennemført ved, at bestyrelsen traf beslutning om at udvide aktiekapitalen med yderligere 10 mio. kr. til kurs minimum 340 og uden fortrinsret for den hidtidige aktionær og med tegningsperiode 22/4-24/4 1991. De samlede udgifter ved børsintroduktionen udgjorde 3.515.453 kr., som blev modregnet i selskabets egenkapital som "overkurs ved emission". Skatteyderen solgte i samme periode af sin aktiebeholdning 5,5 mio.kr. aktier til kurs 360 til private investorer. Den stedlige skattemyndighed beskattede som maskeret udbytte skatteyderen af en forholdsmæssig andel af udgifterne til børsintroduktionen. Landsretten bemærkede, at skatteyderens salg af aktier skete i nær tidsmæssig tilknytning til børsintroduktionen, og at salget var betinget af børsintroduktionen. Købsprisen svarede til den fastsatte kurs ved børsintroduktionen. Det var på denne baggrund med rette, at skatteyderen var anset skattepligtig af en forholdsmæssig andel af børsintroduktionsomkostningerne. *

Told-Skat Nyt 1993.19.855 (TfS 1993, 362) VLD af 23. juni 1993. Et anpartsselskabs bådudlejning blev ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor underskuddet blev anset for at være maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Se også t&s nyt 1991.14.769 (TfS 1991, 287) (VLD) om underskud ved hundekennel og E.A.1.2 om hobbyvirksomhed. TfS 1996, 180 (LSR) En hovedaktionær solgte alle anparterne i det af ham ejede selskab på vilkår, at afregning i forbindelse med salget skete efter "nettoafregningsmetoden". Hovedaktionæren havde ladet sig vederlægge for salget af anparterne ved samme dag at overføre selskabets indestående og tilgodehavender til sin personlige konto på et tidspunkt, hvor hovedaktionæren fortsat havde bestemmende indflydelse i selskabet, og dermed var den eneste, der var legitimeret til at disponere over selskabets midler. Landsskatteretten fandt, at dispositionerne måtte anses som skattepligtige som udlodning i medfør af LL § 16 A. Se også TfS 1996, 778 (LSR) vedrørende samme problemstilling.

TfS 1995, 799 (VLD) En skatteyder trak en check på 376.200 DEM eller 1.431.461 kr. på sit selskab, hvori han var eneanpartshaver, og han indsatte checken på sin konto i Jyske Bank i Hamburg. Checken blev senere overført til selskabets bankkonto i Schweiz. Skatteforvaltningen forhøjede hans skattepligtige indkomst med beløbet, som blev anset som maskeret udlodning. Skatteankenævnet stadfæstede ansættelsen og henviste til, at en over skatteyderen afsagt straffedom havde taget tilstrækkelig klar stilling til indkomstansættelsen, herunder at der forelå maskeret udbytte/udlodning.

Landsretten tiltrådte ligesom tidligere LSR, at beløbet var beskattet som maskeret udlodning for skatteyderen uanset, at kontoen i Schweiz var oprettet i selskabets navn og bl.a. henset til, at skatteyderen i selskabets kassekladde havde posteret beløbet som varekøb. Dommen i straffesagen (TfS 1991, 320 V) fandtes ikke at have taget stilling til unddragelsens betydning for afgørelsen af skattepligtig almindelig indkomst på en sådan måde, at skatteyderen var afskåret fra domstolsprøvelse af sine anbringender.

I LSR 1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en udlodning fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans udgift for at bestå eksamen som kloakmester. Retten var af den opfattelse, at ingeniøren ved at bestå kloakmestereksamen havde opnået en status, der indebar en videreuddannelse.

I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning for hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.

SKAT 1987.10.697 (TfS 1987, 446) (ØLD): Ved udtræden af et revisorinteressentskab og påbegyndelse af ny revisionsvirksomhed, udtog interessenten en større klientmasse end svarende til hans andel af interessentskabet. Der kunne ikke opnås enighed om betalingen herfor, hvorfor spørgsmålet blev undergivet voldgift. Omkostningerne ved voldgiftssagen blev betalt af et af interessenten stiftet anpartsselskab, og det blev gjort gældende, at udgiften vedrørte dettes interesser. Retten fandt, at sagsomkostningsbeløbet var en af SL § 4 omfattet indtægt for interessenten, idet omkostningerne alene påhvilede interessenten, der også i særlig grad havde haft interesse i voldgiftsagen. Afgørelsen blev indbragt for HR og forligt den 22. nov. 1990. Anken blev hævet og interessenten anerkendte, at sagsomkostningsbeløbet skulle betales af ham personligt.

I RR 1985, 8, s. 193 (TfS 1985, 401) (VLD) blev et selskabs tilskud til opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets hovedaktionær var formand for, kun i begrænset omfang anerkendt som en fradragsberettiget reklameudgift for selskabet, mens det resterende beløb blev anset som maskeret udbytte for hovedaktionæren.

En eneanpartshaver og direktør blev anset skattepligtig som maskeret udbytte, af et tab som selskabet fik ved salg af en malerisamling til ham.

Landsretten fandt, at der på grund af interessefællesskabet mellem parterne måtte stilles særlige krav til dokumentationen for at overdragelsen var sket på markedsvilkår, jf. TfS 1994, 530 (VLD).

Ved en børsintroduktion, der både omfattede nytegning af aktier og dele af de hidtidige aktionærers aktier, blev en del af de af selskabet afholdte udgifter til emissionsprovision, børsprospekt, annoncer og revision anset for udlodning til de hidtidige aktionærer, idet børsintroduktionen også var foretaget i disses interesse i forbindelse med ejerskifte, SKAT 1990.7.542 (TfS 1990, 385) (LSR).

I TfS 1994, 641 (BF) blev hovedaktionæren efter en konkret vurdering udlodningsbeskattet ved selskabets aktietegning til overkurs i et ligeledes af hovedaktionæren domineret selskab. Se hertil TfS 1994, 631 (BF) hvor udlodningsbeskatning ikke gennemførtes. I TfS 1995, 803 (LSR) (tidligere

BF offentliggjort i TfS 1994, 370) fandt flertallet af retsmedlemmerne i LSR i modsætning til LR, at der ikke i det konkrete tilfælde var hjemmel til at gennenføre beskatning af den urealiserede værdistigning hos de pågældende aktionærer. Kursstigningen på aktierne opstod som følge af en kapitaludvidelse, der alene blev tegnet af selskabets moderselskab.

TfS 1996, 457 (VLD) (Appelleret) Efter en skatteyders konkurs stiftedes selskab A med skatteyderens 3 mindreårige børn som stiftere, og skatteyderen blev ansat i selskabet. Senere stiftede A og en tredjemand et nyt selskab B, og A overdrog virksomheden til B. Endvidere stillede A skatteyderens arbejdskraft til rådighed for B, som betalte A for arbejdskraften. A købte endvidere 10 malerier af en kunstner samt ydede denne et lån på 20.000 kr. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen havde den bestemmende indflydelse i A og B. Landsretten fandt, at den valgte konstruktion ikke var forbundet meden sådan realitet at den kunne lægges til grund ved fastsættelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst. De vederlag, som B betalte til A for skatteyderens arbejdskraft, var skattepligtige hos skatteyderen som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Købet af malerierne og lånet til kunstneren kunne ikke anses som normale forretningsmæssige dispositioner for A, men skete i skatteyderens personlige interesse, og det godkendtes, at tilsvarende beløb var blevet ført til beskatning hos skatteyderen.

I TfS 1996, 844 (LSR) overdrog en hovedanpartshaver via sit datterselskab en gave på 700.000 kr. til administrationsselskabet for en idrætsforening.

Dette selskab kunne ikke anses at have et almennyttigt eller almenvelgørende formål, men overvejende et forretningsmæssigt formål, og gaven ansås for ydet i hovedanpartshaverens personlige interesse. Beløbet blev beskattet som maskeret udlodning.

* TfS 1997,831 (ØLD) (Appelleret) Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt en skatteyder skulle beskattes af værdien af låneretten til rentefri lån, som et af ham ejet anpartsselskab havde oparbejdet og som blev overført til ham.

Landsretten fandt, at de overførte låneretter måtte anses som udlodning for skatteyderen og således indkomstskattepligtige for denne i medfør af LL § 16 A. Sagen hjemvistes til ligningsmyndighederne til fastsættelse af værdien af låneretterne. *

S.F.1.2.2 Manglende selskabsindtægter

Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra selskabet til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe beløb, eller med andre ord, at selskabets indtægter bliver for små. I disse tilfælde skal både selskab og aktionærer beskattes, selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende beløb kan fradrages som lønaccessorium.

S.F.1.2.2.1 Husleje

Har hovedaktionæren bolig i en ejendom der tilhører selskabet, vil der foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til et beløb, der er mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede.

Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse mv., idet lejebetalingen må rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.

Lejeværdien fastsættes ud fra et skøn over den til enhver tid værende udlejningsværdi, jf. HRD af 14. maj 1984 (skd. 70.592). Det kan således ikke i hovedaktionærforhold kræves, at ansættelsen af lejeværdien kun forhøjes efter de i lejelovgivningen gældende regler, jf. UfR. 1984.534 H.

Ved værdiansættelsen må man være opmærksom på forhold, der kan tale for en reduktion af værdien, f.eks. at der er tale om en ejendom med et usædvanligt stort jordtilliggende eller med store repræsentationslokaler, der ikke indgår i det daglige boligforbrug, jf. VLD af 30. nov. 1981 (skd. 61.206).

TfS 1994.494 (ØLD) vedrørte en hovedaktionær, der beboede en del af en ejendom der var ejet af det af ham beherskede selskab. Landsretten fandt at det var selskabet der ejede ejendommen, hvorfor lejeværdien ikke kunne beregnes efter reglerne i LL § 15 I, men skulle fastsættes efter reglerne i SL § 4, litra b, efter et skøn over den objektive udlejningsværdi. TfS 1995,473 (LSR) En hovedaktionær, der havde bopælspligt på det af selskabet erhvervede gods, skulle beskattes af den objektive udlejningsværdi samt af den objektive nytteværdi af varme, selv om opvarmningen delvis skete via halmfyr, hvor en ejer ikke ville være blevet beskattet af nogen varmeværdi.

I LSR 1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab ved at stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en fast årlig leje på 18.000 kr. havde ønsket at tildele ham en ydelse af lønmæssig karakter svarende til forskellen mellem den faste leje og en skønsmæssig lejeværdi fastsat af skatterådet til 8% af ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning, for at være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes størrelse måtte være påvirket af beboernes løbende dispositioner. Retten kunne endelig i princippet tiltræde en forhøjelse af selskabets indkomst for selskabets vederlagsfri placering af kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev anslået til 6% af kunstværkernes anskaffelsessum.

Andre bestemmelser kan dog være til hinder for, at der statueres maskeret udbytte. Således kunne lejen i et boligselskab ifølge en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse ikke forhøjes til en skønnet »markedsleje«, da der var pålagt ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne forhøjes med kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilken ikke havde kunnet opnås.

En hovedaktionærs afkald på kontraktsbestemt leje for en begrænset periode som følge af selskabets svigtende indtjening, medførte ikke bortfald af hans skattepligt, for så vidt angik nogen del af det fastsatte lejebeløb, jf.

LSR 1985.94.

Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller sommerbolig tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante vederlag fra selskabet. Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis det samlede vederlag herefter er en rimelig betaling for hovedaktionærens indsats i selskabet.

Som eksempler på andre afgørelser kan nævnes

LSR 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for aktionærerne. LSR 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus beskattet.

LSR 1974.20: Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes dels som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.

LSR 1967.92: Et boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes husleje, respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af øgede ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til aktionærerne.

LSR 1982.11: Et selskab blev anset som indkomstskattepligtigt af berettiget krav på merleje, der blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.

* TfS 1997,567 (LSR) Et selskab havde stillet et sommerhus til rådighed for hovedaktionæren. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen til grund, at der ikke havde været nogen egentlig erhvervsmæssig begrundelse for selskabets erhvervelse af sommerhuset, idet sommerhuset ikke havde været udlejet eller benyttet af ansatte, og at den erhvervsmæssige benyttelse til repræsentative formål havde været begrænset. Retten fandt på dette grundlag, at klageren havde haft ubegrænsede muligheder for at benytte sommerhuset. Retten fandt herefter, at klageren ikke var berettiget til at opgøre værdien af sommerboligen i henhold til LL § 16, stk. 5. Værdien af den til rådighed stillede sommerbolig måtte fastsættes i overensstemmelse med hidtidig praksis, jf. SL § 4 b, idet værdien af benyttelsen måtte fastsættes ved et skøn over den objektive udlejningsværdi. Efter praksis kunne udlejningsværdien

- i mangel af sikre holdepunkter for, hvad der ville kunne opnås ved udleje til fremmede - ansættes til 8 pct. af ejendomsvurderingen, jf. TfS 1984, 272 H. Idet der ved skatteankenævnets skønsmæssige ansættelse på 30.000 kr. var taget hensyn til den erhvervsmæssige anvendelse af sommerhuset, blev ansættelsen stadfæstet. *

TOLD-SKAT Nyt 1992.15.447 (LSR) (TfS 1992,387): Et hovedaktionærselskab købte en ferielejlighed i Spanien til brug for de ansatte. Da hovedaktionæren, der tillige var direktør i selskabet, kun kunne anvende lejligheden på lige fod med øvrige ansatte, blev han ikke indkomstbeskattet af rådighedsret over lejligheden, men alene af en skønsmæssig værdi af den faktiske anvendelse.

* TfS 1997,655 (LSR) Der var ikke grundlag for beskatning af værdi af rådighed over virksomhedens sommerhus, der var et medarbejdersommerhus, der kunne bruges af direktøren på linie med de ansatte, da det måtte lægges til grund, at direktøren og hans familie konkret ikke havde benyttet sommerhuset i omhandlede år. *

I en ikke offentliggjort kendelse har Landsskatteretten statueret maskeret udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori alene aktionærerne var lejere, havde afviklet en betydelig del af sine prioriteter og nedsatte huslejen, da selskabet herefter ikke havde brug for så store boligafgifter for at klare sine forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der ansås for normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer forhøjedes.

S.F.1.2.2.2 Aktie- og andelslejligheder

Indehavere af aktielejligheder og medlemmer af andelsboligforeninger, der bebor en af selskabets/foreningens lejligheder, er ikke - således som tilfældet er med ejerlejlighedsejere - ejere af lejligheden. Lejeværdien af boligen skal derfor ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, ligesom udgifter vedrørende lejligheden ikke kan fratrækkes.

Hvis der betales en uforholdsmæssig lav leje, kan der derimod blive tale om beskatning efter de nedenfor angivne retningslinjer. Det er ikke her nogen forudsætning, at der er tale om en hovedaktionær.

Om afgrænsningen mellem andelslejligheder og boligkollektiver, se S.A.1.8.2.

Specielt om andelslejligheder

SD-cirk. 1982-2

Det af andelshaverne betalte boligbidrag til foreningen sidestilles med betalt leje for en lejlighed i en udlejningsejendom.

Det godkendes ikke, at andelshavere udsteder gældsbreve til foreningen med det helt eller delvise formål at konvertere en ikke-fradragsberettiget boligudgift til en fradragsberettiget renteudgift, se HD af 9. feb. 1981 (skd. 57.192) og Skat 1989.4.298 (ØLD) (TfS 1989,171).

Ligningsrådet har ved SD-cirk. 1982-2 af 8. feb. 1982 fastsat regler om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift.

Ligningsmyndighederne må herefter foretage en bedømmelse af, om der foreligger et reelt gældsforhold, i alle tilfælde, hvor andelshaveren har udstedt gældsbrev til andelsboligforeningen.

Fører denne bedømmelse til, at gældsforholdet ikke anses for reelt, må rentefradrag nægtes, og gældsbrevet betragtes skattemæssigt som en nullitet, jf. f.eks. Skat 1986.6.400 (LSR) (TfS 1986,323).

Som eksempel på en situation, hvor gældsforholdet blev anset for reelt, kan nævnes Højesterets dom af 4. nov. 1993 (TfS 1993,541), hvorved ØLD af 12. april 1991 (t&s nyt 1991.10.522) (TfS 1992,182) blev ændret. Højesteret fandt, at andelshaveren var berettiget til fradrag for renter, som han havde betalt på et gældsbrev til en andelsboligforening. Det omhandlede gældsbrev var udstedt af andelshaveren til andelsboligforeningen som led i en almindelig berigtigelse af købesummen for andelshaverens andelslejlighed, der sammen med 4 andre beboelseslejligheder var blevet nyindrettet i tidligere erhvervs-lokaler. Gældsbrevet indgik således ikke som led i en ordning omfattende alle medlemmer af andelsboligforeningen. Den samlede købesum, som omfattede værdien af andelen i foreningens formue og en del af udgifterne til indretning af lejligheden, måtte anses for fastsat efter sædvanlige principper for prisfastsættelse af andelslejligheder, der sælges efter foreningens stiftelse, jf. herved § 5 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber samt § 4, stk. 2, jf. § 15 i foreningens vedtægter (normalvedtægten). Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at det af andelshaveren udstedte gældsbrev ikke i skattemæssig henseende var udtryk for en reel skyld til foreningen, og Højesteret indrømmede følgelig fradrag for renteudgiften. (Det bemærkes, at skatteyderen og de 4 andre nyoptagne andelshavere skulle betale den samme boligafgift pr. m2 som de hidtidige andelshavere.) Som det fremgår af de i cirkulæret anførte eksempler og retningslinjer, vil gældsbrevet ikke kunne anses for reelt, medmindre der foreligger særlige forhold.

I Skat 1986.9.568 (TfS 1986,491) fandt Ligningsrådet, at andelsbolighavere kunne få fradrag for renteudgifter vedrørende individuelle medlemslån i en bank, idet man herved henså til, at der var tale om gældsforhold til en bank og ikke til andelsboligforeningen. Det var endvidere forudsat, at andelsboligforeningen ikke på nogen måde hæftede for de individuelle lån, at ejendommen ikke tjente som pant for lånene, at ydelserne på lånene ikke indgik i foreningens regnskab, samt at det ved opkrævningen hos medlemmerne specificeredes, hvad der var henholdsvis boligafgift og ydelser på lån.

Hvis gældsforholdet må anerkendes, kan rentefradrag ikke nægtes, men i disse tilfælde anvendes reglerne om skattepligtig boligfordel (beskatning ved lav boligafgift), jf. nærmere nedenfor. Denne beskatning indtræder også, hvor andelshaverens indskud ikke præsteres i form af et reelt gældsbrev til foreningen, men ved kontant indskud, herunder depositum og forudbetalt husleje. Det er dog i alle tilfælde en forudsætning, at en tilsvarende nedsættelse af boligafgiften kan påvises.

Den skattepligtige boligfordel opgøres som forskellen mellem »normalleje« og faktisk betalt boligafgift, idet der ved »normalleje« skal forstås den boligafgift, der opkræves af andelsboligforeninger, hvis ejendomme er finansieret ved normal låneoptagelse samt med et andelshaverindskud på ikke over 20 pct. af ejendommens anskaffelsespris og senere ejendomsinvesteringer med tillæg af yderligere 5 pct. af disse beløb til dækning af driftskapital mv. Indskud på op til 30.000 kr. kan dog altid accepteres uden beskatning af en boligfordel.

Boligfordelen vil normalt svare til bankudlånsrente af den finansiering, andelshaverne har ydet ud over normalindskuddet (25 pct. af anskaffelsessprisen, dog mindst 30.000 kr.). Ved indskud i form af reelt gældsbrev træder den aktuelle gældsbrevsrente i stedet for banklånsrenten.

Det følgende taleksempel viser opgørelsen for en af foreningen nyanskaffet ejendom, idet de anførte samlede beløb må fordeles ud på de enkelte andelshavere i forhold til deres andele.

Købesum 2.000.000 kr. ------------- Heraf kontant indskud 700.000 kr. Reelle gældsbreve (til 12 pct. rente p.a.) 400.000 kr. Realkredit (til 13 pct. rente p.a.) 900.000 kr. ----------- I alt 2.000.000 kr. ------------- Skattepligtig boligfordel 200.000 kr. (faktisk kontant indskud: 700.000 kr. - normalindskud 500.000 kr.) til bankrente, f.eks. 11 pct. p.a. 22.000 kr. 400.000 kr. gældsbreve til 12 pct. rente p.a. 48.000 kr. ---------- Boligfordel 70.000 kr.

Boligfordelen skal under alle omstændigheder reduceres med en eventuel rente, som andelshaverne får udbetalt af foreningen.

Den opsparing i andelsboligforeningen, der i årenes løb sker gennem afdrag på og indfrielse af ejendommens pantegæld såvel som gennem den almindelige værdistigning på ejendommen, anses ikke som indskud i cirkulærets forstand.

Cirkulæret omfatter også fritidshuse (sommerhuse).

Af skd. 54.206 fremgår, at den omkostningsbestemte leje ikke udgør et maksimum for den »normalleje«, som skal beregnes ifølge cirkulæret.

Specielt om aktie- og anparts lejligheder

SD-cirk. 1983-47

Da boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber er sidestillet med andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse, procedure ved overdragelse af andel (aktie eller anpart), prisfastsættelse ved overdragelse af andel (aktie eller anpart) mv. har Ligningsrådet bestemt, at SD-cirk. 1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber. Der henvises i øvrigt til SD-cirk. 1983-47.

S.F.1.2.2.3 Bil, lystbåde, telefon o.lign.

Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af den private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for funktionærer gældende satser, idet hensyn må tages til, om hovedaktionæren selv betaler benzin, reparationer mv., jf. LSR 1980.133. I TfS 1994,843 (HRD) lagde Landsretten til grund, at en direktør og hovedaktionær havde benyttet selskabets personbiler til privat kørsel. Da der endvidere ikke var forelagt landsretten oplysninger, der gav grundlag for at antage, at den private kørsel i indkomståret 1986 var af et så helt ubetydeligt omfang, at der ikke var grundlag for at beskatte hovedanpartshaveren for privat kørsel, og da der ikke var grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn, var hovedanpartshaveren indkomstskattepligtig af værdien af privat benyttelse af selskabets biler. Dommen blev stadfæstet Højesteret. Se endvidere TfS 1993.522 (VLD).

Der henvises til A.B.1.9.

En revisor, der havde fået stillet en bil til rådighed af det selskab, hvori han var hovedaktionær, var som en konsekvens af sit valg af selskabsform bundet til at anvende de af Ligningsrådet fastsatte satser, som støttes på beregninger af gennemsnitlige kilometerudgifter ved en given årlig kørsel, således at de på dette grundlag opgjorte beløb tilsigtede at svare til den besparelse, som brugeren opnåede ved at have fri bil til disposition for sin private kørsel.

Værdien af den private kørsel opgjort efter de gennemsnitlige faktiske udgifter pr. kørt kilometer det pågældende år kunne derfor ikke anerkendes,

LSR 1980.133.

Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren, er det værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se VLD af 30. nov. 1981, skd. 61.206. Om selskabets fradragsret, se indledningen i S.F.1.2.1.

Dækker selskabet hovedaktionærens samlede faktiske udgifter til abonnements- og samtaleafgifter, beskattes et beløb svarende til værdien af den private anvendelse af telefon, hvilken værdi som hovedregel kan ansættes til 3.000 kr., forudsat hovedaktionærens private telefonbrug ikke er ekstraordinært stort. Se også TfS 1996,871 (LSR) vedrørende et selskabs udgifter til travhesthold, hvor halvdelen af udgifterne blev anset som fradragsberettigede reklameudgifter mens den anden halvdel af udgifterne blev anset som yderligere løn til hovedaktionæren.

I andre tilfælde af en hovedaktionærs helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af formuegenstande, som tilhører et selskab, må værdien af benyttelsesretten ansættes efter et skøn. Brugsværdien for hovedaktionæren af et selskabs malerier og antikviteter, som f.eks. er anbragt på hans bopæl, kan normalt fastsættes efter regler for ansættelse af den årlige værdi af brugsnydelser af indbo og andet løsøre ved beregning af gave- og arveafgift, jf. § 3, nr. 5 i bek. nr. 699 af 16. okt. 1991, 6 pct. af genstandens værdi, LSR 1978.125.

S.F.1.2.2.4 Andre ydelser

Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer udfører arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør, montør mv.), må værdien heraf betragtes som udbytte fra selskabet, jf. LSR 1982.104. På samme måde må der ske beskatning når hovedaktionæren udtager varer fra sit selskab til privat anvendelse. Beskatning skal ske til udsalgsprisen, evt. reduceret med sædvanlig personalerabat.

Hvis de udtagne varer betales kontant, stilles der samme krav til dokumentationen som personligt erhvervsdrivende, se E.B.2.1.

Ofte vil sådanne ydelser dog kunne fradrages af selskabet som yderligere løn til hovedaktionæren.

S.F.1.2.2.5 Aktionærlån

S.F.1.2.2.5.1 Rente/aktionærlån

Efter 18. juni 1982 har det ikke været lovligt at stifte aktionær- og anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal reglerne om forrentning som gengivet nedenfor anvendes.

Ved udlån af kontanter (pengelån) fra et selskab til dets hovedaktionær vil der ofte foreligge lånevilkår, som er så fordelagtige for hovedaktionæren, at de alene kan antages opnået i kraft af aktionærens dominerende indflydelse i selskabet. En fordel i form af rentefrihed eller lav rente i forhold til markedsrenten, repræsenterer en skattepligtig udlodning, jf. LSR 1957.4 og 5.

I sådanne tilfælde skal ligningsmyndighederne påse, at der i skattemæssig henseende pålægges lånet en anslået forrentning svarende til Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet plus 4%. Den således fastsatte rente fastholdes, så længe gældsforholdet vedvarer, uanset om diskontoen senere ændres.

Det bemærkes, at reglerne alene omfatter egentlige kontante lån, derimod ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i forretningsmæssig handel mellem selskab og hovedaktionær. Om sådanne forhold henvises til S.F.1.2.3. Om lån mellem koncernselskaber, se S.D. 4.

* Selv om det kontante udlån fra selskabet til aktionæren etableres ved udstedelse af et gældsbrev med aktionæren som debitor og selskabet som kreditor kan der godt foreligge et ulovligt aktionærlån. Dette fremgår af en udtalelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der er omtalt i TfS 1997.866 (LR). Sagen drejede sig om overdragelse af en fast ejendom fra et selskab til dets hovedanpartshaver. Et gældsbrev med hovedanpartshaveren som debitor og selskabet som kreditor oprettet til delvis berigtigelse af ejendomshandelen ansås for et ulovligt anpartshaverlån. Gældsbrevet, der ikke havde pant i den solgte ejendom, skulle forrentes med 5% p.a.; det kunne af kreditor til enhver tid forlanges indfriet, og debitor kunne til enhver tid helt eller delvis indfri det, og der var ikke i gældsbrevet aftalt nogen afdragsprofil eller forfaldstidspunkt. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udtalte, at det forhold, at der er tale om udstedelse af et gældsbrev - i stedet for et kontant lån - ingen betydning har for sagens udfald. Dette er begrundet i, at forholdet mellem selskabet og anpartshaveren er det samme som ved ydelse af lån direkte til anpartshaveren, idet risikoen for selskabsformuens formindskelse også her afhænger af anpartshaverens betalingsevne. Efter Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse er selskabets erhvervelse af gældsbrev med anpartshaveren som debitor i strid med anpartsselskabslovens § 49, da et selskab ikke må yde lån til anpartshaveren, jf. anpartsselskabslovens § 49, stk. 1.Erhvervs- og Selskabsstyrelsen henledte opmærksomheden på, at ovenstående er styrelsens vejledende fortolkning. Spørgsmålets endelige afgørelse henhører under domstolene. Afgørelsen er kommenteret i TfS 1997, 943.*

Aktionæren kan ikke beskattes af et beløb svarende til differencen mellem låneprovenuet og den kursværdi, som de aftalte lånevilkår betinger.

Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.

Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries til et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses som en skattepligtig udlodning fra selskabet.

Om de skatteretlige aspekter ved ulovlige aktionærlåns indfrielse se tillige artikel i TfS 1995,531.

S.F.1.2.2.5.2 Beskatning

Det selskab, der har ydet lånet, indkomstbeskattes af differencen mellem den anslåede rente og selskabets faktiske renteindtægt. Indkomstbeskatning af en anslået rente i selskabet skal dog udelades, hvor hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet, og det samlede vederlag til hovedaktionæren (inkl. den manglende forrentning af aktionærlånet) efter den eksisterende praksis om løn til hovedaktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses at indeholde et maskeret udbytte. Se f.eks. LSR 1984.5, hvor der ansås at foreligge en rimelig aflønning.

Efter PSL er løn personlig indkomst, medens renteudgifter er kapitalindkomst. I de tilfælde, hvor rentefordelen betragtes som tillæg til hovedaktionærens arbejdsvederlag i selskabet, skal hovedaktionæren derfor medregne rentefordelen som yderligere lønindtægt, og hovedaktionæren kan fratrække et tilsvarende beløb som yderligere renteudgift ved opgørelsen af kapitalindkomsten. I de tilfælde, hvor manglende forrentning, skal beskattes som maskeret udbytte, dvs. navnlig de tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke udfører arbejde for selskabet, medregnes beløbet hos aktionæren i aktieindkomsten. I disse tilfælde er de lokale ligningsmyndigheder bemyndiget til i forbindelse med eller i kontinuitet af indkomstansættelsen af selskabet at indrømme hovedaktionæren fradragsret for en til forhøjelsen af selskabet svarende renteudgift, såfremt hovedaktionæren indbetaler den ligningsmæssigt fastsatte rente til selskabet, eller renten godskrives over hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet. Hermed bortfalder udlodningsbeskatningen.

Med hensyn til lån, som opstår ved at hovedaktionæren løbende hæver beløb i selskabet over mellemregningskontoen til betaling af private udgifter, gælder, at sådanne låneaftaler - ligesom andre aftaler om udlån fra et selskab til dets hovedaktionær - i skattemæssig henseende må anerkendes, når aktionæren er solvent.

Hvis det derimod efter en bedømmelse af aktionærens økonomiske forhold må antages, at han ikke er i stand til at tilbagebetale lånet, må hævningerne i almindelighed beskattes som løn fra selskabet. I det omfang aktionæren ikke udfører et arbejde for selskabet, som svarer til hævningerne, betragtes disse dog som maskeret udbytte.

* TfS 1997,641 (LSR) En frisør, der drev virksomhed i personligt regi, var eneanpartshaver og direktør i et selskab, der blev erklæret konkurs i september 1993. Frisøren skulle beskattes af en del af hævninger på mellemregningskontoen med selskabet som løn. Retten fandt det godtgjort, at klageren på tidspunktet for de løbende hævninger i 1993 havde været insolvent. Med henvisning til hævningernes karakter og til, at klageren i perioden for de omhandlede hævninger havde bestridt hvervet som hovedanpartshaver og direktør i selskabet, fandtes han at måtte beskattes af de i 1993 foretagne hævninger som løn. Beløbet blev ansat til den forøgelse af mellemregningskontoen, som var sket i klageåret 1993. Den resterende del af gælden blev anset for gældseftergivelse, som i det væsentligste under hensyntagen til klagerens økonomiske forhold måtte anses som likvidationsprovenu, jf. LL § 16 A, stk. 1. Beløbet skulle i medfør af ABL § 1, stk. 3, medregnes ved opgørelsen af klagerens avance/tab ved afståelsen af anparterne i selskabet. På denne baggrund fandtes klageren ikke at have dokumenteret et tab på anparterne, hvorfor kapitalindkomsten blev forhøjet med 30.000 kr., der af de stedlige myndigheder var godkendt som fradrag for tab på anparter. *

Den omstændighed, at aktionærens manglende tilbagebetalingsevne skattemæssigt bevirker, at beløbet indkomstbeskattes hos aktionæren, ændrer ikke låneforholdets karakter i selskabsretlig henseende. Se TfS 1995,637 (ØLD) hvor aktionæren fandtes skyldig i overtrædelse af den dagældende anpartsselskabslovs § 131, stk. 1 og 2, jf. § 84, stk. 1, og blev idømt en bøde på 65.000 kr. Det forhold, at aktionæren som følge af sin manglende evne til at tilbagebetale det ulovlige anpartshaverlån blev personligt skattepligtig af beløbet, fandtes ikke at burde bevirke en nedsættelse af bødens størrelse.

Reglerne vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende udviser en saldo i selskabets favør.

Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende personer, jf. LSR 1984.5.

Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3.

Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to førstnævnte anpartshavere i henhold til SD-cirk. 1978.31 og lsr. udtalte, at der mellem parterne i et papirløst samlivsforhold måtte antages at være et sådant personligt og økonomisk interessefællesskab, at deres indflydelse måtte bedømmes ud fra den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt blev dog anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.

I T&S Nyt 1991.12.644 (ØLD) (TfS 1991,288) blev en udbetaling fra 2 selskaber i solvent likvidation til hovedaktionæren anset for forhåndsudlodning af forventet likvidationsprovenu og ikke som påstået af hovedaktionæren, et aktionærlån. Udbetalingen blev således beskattet som almindelig indkomst hos hovedaktionæren.

Om et tilfælde vedrørende manglende forrentning af overskud, se Skat 1990.6.463 (LSR) (TfS 1990,276). Et anpartsselskab, der var komplementar i et kommanditselskab, og hvis anpartshavere - der var nærtbeslægtede - var kommanditister i kommanditselskabet, havde ladet væsentlige overskud indestå i kommanditselskabet uden forrentning heraf. Anpartsselskabet blev anset for skattepligtig af beregnet rente af disse beløb, for så vidt angik den del af rentebeløbene, der vedrørte kommanditisternes andel af overskudsbeløbene, idet disse rentebeløb blev anset for maskeret udlodning til anpartshaverne.

S.F.1.2.3 Enkeltstående udlodninger

Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver fra hovedaktionæren til overpris.

Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville have været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var blevet solgt til, henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren skal beskattes af den ved transaktionen opnåede økonomiske fordel.

For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.

S.F.1.2.3.1 Obligationer

Overdrager et selskab en obligationsbeholdning til hovedaktionæren, for et beløb, der ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens for hovedaktionæren, at han beskattes af differencen mellem overdragelsesprisen og børskursen som maskeret udlodning.

En hovedaktionær havde optaget et lån i selskabet til køb af obligationer fra selskabet. For lånet var udstedt et gældsbrev, som selskabet nedskrev til kurs 60. Udlodning antaget for differencen mellem obligationernes kursværdi og gældsbrevets (mindre) kursværdi, jf. Skat 1986.9.551 (LSR) (TfS 1986,479).

S.F.1.2.3.2 Fast ejendom

Ved overdragelse af fast ejendom mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab, skal ejendommen overdrages til en pris, der svarer til hvad en uafhængig tredjemand ville have betalt. Når det skal vurderes, om hovedaktionæren har modtaget en skattepligtig udlodning fra selskabet i forbindelse med overdragelsen, er det således afgørende, om ejendommen er overdraget til handelsværdien. Er dette ikke tilfældet - idet salgssummen er højere eller lavere end dette beløb - er der det fornødne grundlag for, at ligningsmyndigheden griber korrigerende ind og ansætter den skattemæssige overdragelsessum til handelsværdien. Det er handelsværdien på tidspunktet for aftalens indgåelse, hvilket typisk er købsaftalens underskrift, der skal fastsættes. Se også TfS 1996,52 (ØLD).

* TfS 1997, 68 (VLD)(Appelleret) En hovedaktionær havde solgt en ejendom til selskabet for 2.400.000 kr., der efterfølgende af myndighederne blev kontantomregnet til 2.607.741 kr. En skønsmand skønnede den kontante handelsværdi til 2.320.000 kr. Landsretten lagde, ligesom Landsskatteretten, til grund, at hovedaktionæren ved salget havde opnået en overpris på ca. 288.000 kr., og hovedaktionæren var skattepligtig af dette beløb som maskeret udlodning.*

Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris, beskattes hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og ejendommens handelsværdi. Selskabet beskattes af en eventuel avance efter reglerne for afståelse af fast ejendom, idet afståelsessummen sættes til handelsværdien.

Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet til overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som udlodning og handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af den indkomstskat, som aktionæren skal pålignes i anledning af salget. Selskabets indkomst skal ikke korrigeres, men dets anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag skal reduceres til det beløb, som er ejendommens handelsværdi.

TfS 1995,551 (LSR) En skatteyder solgte pr. 1/1 1988 for 384.200 kr. kontant sit sommerhus til et selskab, hvori hun var hovedanpartshaver. Huset var af skyldrådet pr. 1/1 1988 vurderet til 310.000 kr. kontant, og selskabet havde pr. 9/9 1991 overdraget huset til tredjemand for 339.405 kr. kontant.

Told- og skatteregionen vurderede efterfølgende bl.a. på baggrund af salget til tredjemand den kontante handelspris til 340.000 kr. LSR fandt, at forskellen mellem overdragelsesprisen og den af regionen foretagne vurdering, 44.200 kr., udgjorde maskeret udlodning for klageren.

TOLD*SKAT Nyt 1993.21.917 (VLD) (TfS 1993,430). Ved overdragelse af en ejendom fra et interessentskab til det af interessenterne ejede andelsselskab blev forskellen mellem den aftalte overdragelsessum og den af skattemyndighederne skønnede handelsværdi anset for maskeret udlodning for interessenterne.

I en lang række tilfælde kan man gå ud fra, at ejendommens handelsværdi ikke vil afvige væsentligt fra den senest foreliggende ejendomsvurdering. På grund af den usikkerhed der er forbundet med værdiansættelsen, vil man i ligningspraksis normalt kunne lægge overdragelsesprisen til grund, hvis denne ligger inden for +/* 15 pct. af den seneste kontante ejendomsværdi med årsreguleringer. Ligningsmyndighederne er imidlertid ikke bundet af de omtalte 15-procent, idet ejendomsværdien kun er et udgangspunkt for vurderingen af den aftalte pris. En række forhold kan medføre, at den seneste kontantejendomsværdi med årsregulering er uegnet som udgangspunkt for en beregning af ejendommens værdi i handel og vandel i en overdragelsessituation. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den årsregulerede kontantværdi må antages at være fejlbehæftet, eller der af andre årsager er grund til at antage, at handelsværdien afviger herfra. Hvis et selskab f.eks. ombygger, renoverer eller moderniserer en selskabet tilhørende ejendom, således at ejendommen tilføres en væsentlig værdiforøgelse, vil et salg til hovedaktionæren til en pris svarende til seneste kontantejendomsværdi udløse beskatning som maskeret udlodning fra selskabet til hovedaktionæren og således medføre beskatning efter LL § 16 A af forskellen mellem ejendommens værdi efter ombygning mv. og kontantejendomsværdien.

Hvor kontantprisen ligger uden for +/* 15 pct. af den seneste kontantejendomsværdi med årsreguleringer, sker der ikke kun beskatning i det omfang, kontantprisen ligger uden for 15 pct.'s grænsen, men af hele forskelsbeløbet, se iøvrigt Skat 1987.9.656 (LSR) (TfS 1987,440) og TOLD-SKAT Nyt 1992.1.22. (LSR) (TfS 1992,10), der er stadfæstet af Østre Landsret, jf. TfS 1996,426 (ØLD).

I et tilfælde, hvor en ejendom blev overdraget den 1.jan. 1986, blev ejendomsvurderingen pr. samme dato lagt til grund ved afgørelsen af, om der var grundlag for at statuere maskeret udlodning, Skat 1988.7.393 (LSR) (TfS 1988,425).

Specielle ejendomme

TfS 1994, 478 (BF), vedrørte et tilfælde, hvor et selskab erhververvede en grund og bebyggede den med en beboelsesejendom. Boligen skulle beboes af hovedaktionærerne. Efterfølgende ønskede hovedaktionærerne at købe ejendommen til handelsværdien. Handelsværdien lå under den værdi ejendommen var bogført til (kostprisen) i selskabet. Ligningsrådet fandt, at hovedaktionærerne var skattepligtige som maskeret udlodning af differencen mellem ejendommens handelsværdi og den bogførte værdi i selskabet. Der var herved henset til at aktionærerne, som følge af deres bestemmende indflydelse i selskabet, kunne pålægge dette de af dem ønskede nødvendige dispositioner i relation til den omhandlede ejendom.

Se ligeledes TfS 1996,512 (LSR), hvor en ejendom gennemgik en større ombygning, umiddelbart før den blev overdraget til hovedaktionæren. LSR fandt, at ejendommen under disse omstændigheder ikke kunne godkendes overdraget for en værdi, der var mindre end ejendomsværdien + kostprisen for ombygningen.

Ifølge TfS 1996,473 (LSR) havde et selskab i 1985-86 ladet opføre et parcelhus til bolig for hovedaktionæren, hvis omkostninger beløb sig til 4,46 mio. kr. Hovedaktionæren kunne ifølge en bindende forhåndsbesked fra

Ligningsrådet ikke købe ejendommen til den seneste offentlige ejendomsvurdering på 2,6 mio. kr. * 15%. Ligningsrådet fastsatte i stedet for overdragelsessummen til 3,5 mio. kr. på baggrund af dels den tidsmæssige afstand mellem opførelsen og salget og dels at opførelsen af ejendommen var begrundet i hovedaktionærens ønsker og således var af en luksuspræget art. (Offentliggjort i TfS 1994,852). Sagen blev af hovedaktionæren påklaget til

Landsskatteretten, der udmeldte syn og skøn. Efter syns- og skønsrapporten blev handelsværdien fastsat til 2,7 mio. kr. og Landsskatteretten gav herefter hovedaktionæren medhold i, at overdragelsesssummen kunne opgøres efter de almindelige regler som angivet i Ligningsvejledningen - dvs. ejendomsvurderingen +/* 15% - eftersom denne ikke afveg væsentligt fra den af syns- og skønsrapportens fastslåede handelsværdi.

Vedrørende ejendomsoverdragelser mellem selskaber og hovedaktionærer, se tillige artikel i TfS 1995,96.

S.F.1.2.3.3 Aktier

Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem købsprisen og handelsværdien som udlodning, og aktionæren kan benytte handelsværdien som anskaffelsessum ved opgørelsen af den skattemæssige avance/tab ved videresalg af aktierne. Selskabet skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget opgjort i forhold til handelsværdien. Ved indrømmelse af fortegningsret til konvertible obligationer med særlige gunstige bestemmelser om forrentning og indløsning kan der foreligge maskeret udlodning. I Skat 1989.3.238 (TfS 1989,164) fandt Landsskatteretten, at de forpligtelser, et aktieselskab skulle påtage sig dels i forbindelse med et påtænkt arrangement med hensyn til tegning af konvertible obligationer til en fikseret lav kurs og dels med hensyn til forrentning og indløsning, måtte anses for ganske usædvanlige og uden forretningsmæssig begrundelse. Formålet med dispositionen ansås derfor at være at tilføre klageren midler, der hidrørte fra det af hende dominerede aktieselskab.

TOLD*SKAT Nyt 1993. 23.1072 (LSR) (TfS 1993,544). To aktionærer ønskede at købe et underskudsselskab og samtidig hermed at erhverve en fordring på selskabet til under kurs 15. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede fordring efter det oplyste om selskabets økonomiske forhold var værdiløs. Aftalen om erhvervelsen af fordringen måtte således antages alene at være begrundet i muligheden for at trække midler ud af selskabet uden indkomstbeskatning. Under disse omstændigheder fandt retten, at aftalen ikke kunne lægges til grund for den skatteretlige vurdering. Retten fandt, at hele købesummen måtte anses som betaling for aktierne i selskabet, da det reelt alene var disse, der blev erhvervet. I det omfang, selskabet tilbagebetalte beløb på fordringen ud over anskaffelsessummen, forelå der udlodning af maskeret udbytte eller evt. udbetaling af yderligere løn.

LSR 1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i selskabet for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke ønskede at skyde yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog direktøren sig A/S A's kautionsforpligtelser mv. Det var videre oplyst, at direktøren tillige for 1 kr. havde købt en fordring på 260.000 kr., som A/S B havde på A/S A. Skattemyndighederne havde anset afdrag på fordringen for en skattepligtig udlodning fra selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens skattepligtige indkomst med udlodningen.

Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset for værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med erhvervelsen havde været at få mulighed for senere at trække penge ud af selskabet uden beskatning. Det måtte derfor anses for med rette, at direktøren selv blev beskattet af det udloddede beløb. Under henvisning til det oplyste om direktørens lønindkomst fra selskabet blev udbetalingen anset for yderligere løn fra selskabet, og direktørens ansættelse blev derfor nedsat med skattegodtgørelsen, se tillige TfS 1992.309.

* TfS 1997.858 (VLD)(Appelleret) Sagen drejede sig om hvorvidt nogle beløb, som en eneaktionær modtog fra aktieselskabet A, var udlodning af aktieudbytte eller afdrag på hans fordringer på selskabet. Sagsøgeren ejede i 1980 20% af selskabet. Senere overtog et schweizisk selskab alle aktierne.

I 1987 købte sagsøgeren alle aktierne, nom. 300.000 kr., for 1 kr. Samtidigt hermed solgte nogle udenlandske selskaber deres fordringer på aktieselskabet A til sagsøgeren for i alt 100 USD. Selskab A havde pr. 31/1 1986 en negativ egenkapital på ca. 6,2 mio. kr. og det bogførte akkumulerede skattemæssige underskud til fremførsel var pr. samme dato opgjort til ca. 6,5 mio. kr.

Sagsøgeren lagde overskudsgivende aktiviteter ind i selskabet og for årene 1987 til 1991 modtog han afdrag på fordringerne for i alt ca. 2,4 mio. kr.

Skattemyndighederne, herunder Landsskatteretten fandt, at der var tale om maskeret udlodning af aktieudbytte, der var skattepligtigt i medfør af LL § 16 A. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om afdrag på gæld, der var omfattet af KGL og dermed skattefri, da fordringerne var stiftet før den 2/10 1985. Landsretten bemærkede, at hvis en udbetaling fra et selskab i retlig henseende må anses for udbytte af aktier, er udbetalingen ikke omfattet af KGL. Endvidere bemærkede retten, at sagsøgeren havde erhvervet aktierne og fordringerne på et tidspunkt hvor såvel aktierne som fordringerne var uden værdi for sælgerne. Erhvervelsen af aktierne og fordringerne var gensidigt betingede. Retten lagde herefter til grund, at de omtvistede beløb, der blev udbetalt af selskabet til sagsøgeren som afdrag, kun blev tilvejebragt og betalt, fordi sagsøgeren var aktionær i selskabet. Under disse omstændigheder blev de udbetalte beløb anset for udbytte af aktier, hvorfor de skulle beskattes i medfør af LL § 16 A, stk. 1.

TfS 1997,198 (ØLD) Eneanpartshaver A solgte den 31/7 1985 50 pct. af kapitalen i sit selskab til selskabets direktør B for 1 kr. I 1986 købte B resten af kapitalen for 10.000 kr., ligesom han, der nu var eneanpartshaver, overtog en fordring på 2, 8 mio. kr., som A havde på selskabet. Den 31/1 1986 udstedte en bank efter ordre fra selskabet en garanti på 50.000 USD, og banken udbetalte den 31/10 1986 beløbet. Modværdien af de 50.000 USD eller 349.188 kr. blev debiteret selskabets konto i banken. Landsretten fandt det godtgjort, at der var en så nær forbindelse - både tidsmæssigt og i øvrigt - mellem aftalen om B's erhvervelse i 1986 af A's resterende anparter og hans fordring mod selskabet samt den garanti for en del af fordringen, som blev stillet af selskabet inden og indfriet efter aftalens indgåelse, at garantibeløbet måtte anses for en del af A's vederlag for overdragelsen af de resterende anparter og fordringen til B. Under disse omstændigheder måtte garantibeløbet på 50.000 USD eller 349.188 kr. anses for maskeret udlodning fra selskabet til B.

TfS 1997,289 (ØLD) Skatteyderen var hovedaktionær i et aktieselskab, og han havde før 21/10 1985 erhvervet fordringer i nogle datterselskaber.

Fordringerne blev erhvervet af skatteyderen ad flere omgange og til en lav kurs, eller i alt for 543.162 kr. på baggrund af selskabernes daværende økonomiske forhold. I 1989 blev datterselskaberne købt af et andet selskab, og fordringerne blev i den forbindelse indfriet til pari og udbetalt til skatteyderen med 10.814.157 kr. Det blev under sagen gjort gældende, at kursgevinsten, 10.270.995 kr., var skattefri under hensyn til, at fordringerne var erhvervet før kursgevinstlovens ikrafttræden og således ikke omfattet af reglerne om mindsterente. Landsretten fandt, ligesom tidligere

Landsskatteretten og skattemyndigheden, at kursgevinsten var skattepligtig som maskeret udlodning. Landsretten bemærkede, at skatteyderen havde erhvervet fordringer i nogle af ham dominerede selskaber og derefter lagt overskudsgivende virksomhed ind i selskaberne, hvorved fordringerne kunne indfries til pari. Dispositionerne havde ikke haft en sædvanligt forretningsmæssig begrundelse, men havde til formål at frembringe en kursgevinst, der søgtes unddraget beskatning. Der var ikke grundlag for at antage, at det skulle være udelukket at beskatte kursgevinster efter principperne om maskeret udlodning. *

Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes overprisen som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at betragte som en udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres på grundlag af handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum kun benytte handelsværdien, ikke den faktisk erlagte købesum.

Om et tilfælde, hvor en betaling benævnt som provision til den tidligere hovedaktionær blev anset for en merpris for aktierne, blev merprisen beskattet som maskeret udlodning, se TfS 1995,561 (ØLD).

I henhold til skd.cirk. nr. 185 af 17. nov. 1982, pkt. 17, vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning, skal værdiansættelsen for unoterede aktier ske efter aktiernes handelsværdi. Såfremt en handelsværdi for aktierne ikke i øvrigt kan udfindes, vil en kurs udregnet efter Ligningsrådets retningslinier for beregning af formueskattekursen kunne anvendes ved værdiansættelsen.

En kurs, der er opgjort i overensstemmelse med reglerne i ovennævnte cirkulære, pkt. 17, kan ligeledes danne grundlag for aktiernes værdiansættelse, når aktierne overdrages. En række forhold kan dog medføre, at kursen anses for uegnet som udtryk for aktiernes værdi i handel og vandel. Som eksempel kan nævnes en efter selskabets forhold usædvanlig ændring i selskabets udbyttepolitik eller skattemæssige af- og nedskrivninger. I sådanne tilfælde kan skattekursen ikke anses for at udgøre handelsværdien. Se S.G.2.4.4.2.5 vedrørende Ligningsrådets praksis for beregning af handelsværdien.

*Som følge af lov nr. 1219 af 27. december 1996 (Ændringer som følge af afskaffelse af formueskatten m.v.) er Told- og Skattestyrelsen ophørt med at beregne formueskattekursen for unoterede aktie- og anpartsselskaber. Se TfS 1997,599 hvor det fremgår, at den hidtil gældende praksis for værdiansættelse af unoterede aktier og anparter ved arv og gave i princippet fortsat kan finde anvendelse, uanset at kurslisten er afskaffet. Det betyder, at kursen beregnet efter de i LR fastsatte retningslinier fortsat i et vist omfang og som en midlertidig løsning kan anvendes. Om selve skattekursberegningen henvises til LV 97 A.H. *

I de situationer, hvor Ligningsrådets retningslinier for beregning af skattekursen kan danne grundlag for aktiernes værdiansættelse i en overdragelsessituation, indebærer dette normalt følgende

Hvis der handles aktier i nov. 1996 for et selskab med kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen selskabets status 31. dec. 1995 og de kapitalisa-tionsfaktorer, der bruges til skattekursberegningen 1. jan. 1996.

Foregår handelen i dec. 1996 for samme selskab, bruges status 31. dec. 1996 og faktorerne brugt til kursberegning 1. jan. 1996.

Handles i jan. 1997, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab bruges status 31. dec. 1996 og faktorerne, der er brugt ved skattekursberegningen 1. jan. 1997.

Når Ligningsrådets retningslinier for beregning af skattekursen kan danne grundlag for aktiernes værdiansættelse i en overdragelsessituation, forudsættes det, at berigtigelsen af købesummen sker kontant.

Om udlodning i forbindelse med likvidation, se S.B.2.1.2.1.1.

Om krydsende aktiesalg til søsterselskaber, Skat 1988.9.534 (LSR) (TfS 1988,404), hvor der ikke blev statueret maskeret udbytte ved to skatteyderes salg af aktier i to søsterselskaber, i hvilke skatteyderne tilsammen ejede hele aktiekapitalen. Se også Skat 1990.7.539 (LSR) (TfS 1990,341).

S.F.1.2.3.4 Goodwill

Overdragelse af goodwill skal altid ske til handelsværdi. Er overdragelsen af goodwill sket til overpris, vil en hovedaktionær blive beskattet af en maskeret udlodning svarende til overprisen. Om beskatning ved overdragelse af goodwill i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse se TfS 1995,46 (LSR) omtalt nedenfor.

Tilsvarende gør sig gældende, når aktiviteten i et selskab overdrages til hovedaktionæren, og der beregnes for lidt goodwill. TfS 1994,41 (VLD) vedrørte et tilfælde, hvor en revisionsvirksomhed, drevet i et A/S, blev overdraget til hovedaktionæren uden at der i forbindelse med overdragelsen var beregnet nogen goodwill. Landsretten tiltrådte ansættelsen af den skattepligtige goodwill.

Ved afståelse af en virksomhed mellem uafhængige parter vil der som følge af modstående interesser med hensyn til overdragelsessummens størrelse og dennes fordeling på goodwill og andre aktiver, normalt ikke opstå problemer vedrørende værdiansættelsen af goodwill. Se dog E.I.4.1.3 og TOLD*SKAT Nyt 1993.5.192 (VLD) (TfS 1993,32).

Hvor der ved en virksomhedsoverdragelse er interessesammenfald mellem parterne, f.eks. ved handel i hovedaktionærforhold, kan parterne have en særlig interesse i at fastsætte en goodwill-værdi, der afviger fra handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i disse tilfælde berettiget til at ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den aftalte fordeling af vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages. Se herom E.I.4.1.3.1.

TfS 1995,46 (LSR) Ved omdannelse af en personlig drevet virksomhed til et aktieselskab i medfør af VOL indgik værdien af goodwill - herunder antagelig overpris i forhold til markedsprisen - alene ved opgørelsen af aktiernes anskaffelsessum, og der skulle ikke ved evt. overpris ske beskatning af maskeret udlodning hos stifteren. I det konkrete tilfælde var goodwill værdiansat korrekt, og der var ikke grundlag for regulering.

Om hovedaktionærens salg af goodwill til underpris til et af ham behersket selskab, se S.F.1.5.

Om transaktioner i koncernforhold, se S.D.4.

Beskatning af goodwill

Fortjeneste og tab på andre immaterielle aktiver er skattepligtig indkomst.

Beskatning af fortjeneste og tab er reguleret i LL § 16 E og afskrivningsadgangen i LL § 16 F. Om afskrivning på goodwill, se E.C.8 og skm. cirk. nr. 97 af 26. juni 1995, samt skm. cirk. nr. 133 af 19. aug. 1996 for den ændrede affattelse af pkt. 3.5. Reglerne har som udgangspunkt virkning for goodwill, der afstås den 19. maj 1993 eller senere, uanset om den goodwill, der afstås, er optjent eller erhvervet forud for denne dato. Der er dog vedtaget visse overgangsregler, se herom E.I.4.1.5.

Fortjeneste eller tab på goodwill medregnes i henhold til LL § 16 E, stk. 1, nr. 1 ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, for personer den personlige indkomst.

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.

Om værdiansættelse af goodwill, se E.I.4.1.2.

Om goodwill i øvrigt, se E.I.4.

Fra praksis om afgrænsning af goodwill kan nævnes

TfS 1995,829 (ØLD) En skatteyder havde sammen med en medinteressent omdannet den af dem hidtil personligt ejede arkitektvirksomhed til anpartsselskab. En række hævninger, som skatteyderen foretog på sin mellemregningskonto med anpartsselskabet, og som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndighederne sidestillet med udbetaling af løn og beskattet som personlig indkomst, idet skattemyndighederne ikke kunne godkende værdiansættelsen af goodwill. Skattemyndighederne fastsatte skønsmæssigt værdien af goodwill til 250.000 kr. Den af skatteyderen fastsatte værdi af goodwill var baseret på Statsskattedirektoratets beregningsmodel i SD-cirk. 1988-17. Det fremgik af sagens oplysninger, at interessentskabet først i det sidste år inden omdannelsen fra interessentskab til anpartsselskab gav deltagerne et egentligt indkomstgrundlag, og at denne fremgang primært skyldtes en enkelt stor kunde.

Landsretten var på denne baggrund enig med skattemyndighederne i, at der forelå sådanne særlige forhold, at der ikke havde været grundlag for at anvende cirkulærets beregningsregel baseret på "indtjeningens udviklingstendens". Da det af skattemyndighederne udøvede skøn lå inden for, hvad udmeldte skønsmænd vurderede som rimeligt, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet som værende urimeligt. Landsretten tiltrådte derfor, at beløb ud over 250.000 kr., som skatteyderen havde hævet over mellemregningskontoen i selskabet i årene 1988-1990 ikke kunne anses for vederlag for goodwill, men måtte anses for udbetalinger fra selskabet, som i medfør af SL § 4 skulle henregnes til skatteyderens skattepligtige indkomst.

TfS 1984.522 (ØLD): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957 overtog stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge stiftelsesoverenskomsten forpligtet til som vederlag for goodwill at yde stifteren en andel på 25 pct. af selskabets nærmere definerede årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra og med 1978/79 var selskabet nægtet adgang til fradrag for den indtægtsmæssige årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for fuldt ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag, hvorved der henvistes til UfR 1973.18 H. Landsretten udtalte, at fradrag i selskabets indkomstopgørelse for de årlige ydelser til stifteren kun kunne ske i det omfang, ydelserne var betaling for goodwill. Den omstændighed, at beregningsgrundlaget for størrelsen af den årlige ydelse var angivet i stiftelsesdokument og vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at foretage en selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om nogen modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil skatteåret 1978/79 betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien af den overdragne goodwill. Ydelserne til stifteren, der oprindelig var personlig indehaver af vognmandsforretningen og ved overgangen til selskabsdrift blev hovedaktionær, fandtes endvidere ikke at være omfattet af fradragsbestemmelsen i LL § 14, (nu § 12).

TOLD*SKAT Nyt 1993.1.18 (VLD) (TfS 1992,431) samt kommentar i

TOLD*SKAT Nyt 1992.23.769 (TfS 1992,537). En landmand overdrog sin svine- og kvægproduktionsvirksomhed til et af ham ejet anpartsselskab. Da indtjeningen i det væsentlige skete ved salg af smågrise og svin til et slagteri, fandt landsretten, at der ikke var knyttet nogen goodwill til virksomheden, og vederlaget for goodwill var derfor med rette anset for maskeret udlodning.

TfS 1994, 43 (LSR). En vognmand, der bortforpagtede sin virksomhed til et af ham stiftet ApS, modtog ved forpagtningsforholdets ophør bl.a. et beløb for goodwill. Landsskatteretten fandt ikke, at der ved forpagtningsforholdets ophør var afstået goodwill, idet denne efter praksis anses for tæt knyttet til driften af virksomheden. Vederlaget blev derfor anset for maskeret udlodning.

TfS * 1997,222 (HD)*. En skatteyder overdrog sin personligt ejede virksomhed med leasing af biler, mobiltelefoner, edb-anlæg, systemtester og en celettebænk til opretning af biler til et af ham ejet anpartsselskab, der drev automobilhandel. Overdragelsessummen omfattede bl.a. vederlag for goodwill, kr. 327.000, beregnet efter SD-cirk. 1988-17. Skattemyndighederne godkendte ikke fuldt ud den beregnede goodwill og anså kr. 130.800 heraf som overpris, der udgjorde maskeret udbytte for hovedanpartshaveren. Der var henset til, at 40% af omsætningen i de sidste 3 år i det personligt drevne firma vedrørte leasing af edb-anlægget, systemtesteren og celettebænken til det købende selskab, som var eneste leasingkunde til disse aktiver.

Landsretten lagde til grund, at selskabet kunne have leaset de nævnte aktiver hos en anden udbyder på samme vilkår, og den ved overdragelsen fastsatte goodwill blev godkendt (dissens). * Højesteret bemærkede, at kundeforhold mellem parter, der ikke har modstridende interesser, også som udgangspunkt kan danne grundlag for skattemæssig ansættelse af goodwill, men kundeforholdet skal have haft en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at en uafhængig køber af virksomheden ville have tillagt det goodwillværdi. Leasingforholdet med anpartsselskabet fandtes at være af en sådan karakter, at det ikke kunne danne grundlag for skattemæssig beregning af goodwill. Den beregnede goodwillværdi blev herefter nedsat). (Tidligere ØLD i TfS 1995, 683). *

TOLD*SKAT Nyt 1992.22.693 (TfS 1992,211) (ØLD). Landsretten lagde til grund, at virksomhed med afholdelse af Miss Danmark-konkurrencer udelukkende havde fundet sted i selskabsregi. Som følge heraf var goodwill knyttet til selskaberne, hvorfor hovedaktionæren ikke selvstændigt kunne disponere over goodwill som en ham tilhørende personlig rettighed. Vederlaget for goodwill, der var betalt til hovedaktionæren, var en maskeret udlodning.

* TfS 1997, 921 (LSR) Nogle assurandører opsagde i 1990 deres stillinger som ansatte i en forsikringsvirksomhed og startede forsikringsmæglervirksomhed i kommanditselskabsform.

Kommanditselskabet blev udadtil administreret af et af assurandørerne ejet aktieselskab. I 1991 blev virksomheden overdraget fra kommanditselskabet til aktieselskabet, der bl.a. betalte 8 mio. kr. for goodwill. Konstruktionen med kommanditselskabet som "stille selskab" anerkendtes ikke, idet virksomheden ansås for drevet af aktieselskabet fra starten, og goodwillvederlaget ansås for maskeret udlodning til hovedaktionærerne.*

I Skat 1986.7.459 (ØLD) (TfS 1986,376) tiltrådte landsretten, at en revisors overdragelse af enkelte klienter fra hans personlige revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab, ikke kunne anses som overdragelse af goodwill fra revisionsvirksomheden, idet goodwill er så nøje forbundet med selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig virkning kan foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens goodwill. Det til revisor udbetalte beløb blev herefter anset for maskeret udlodning.

Skat 1986.3.217 (LSR) (TfS 1986,164): I forbindelse med omdannelse af en hidtil personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab, blev værdien af goodwill ansat til 250.000 kr. De lignende myndigheder fastsatte goodwill-værdien til 165.000 kr. LSR tiltrådte, at værdien af den overdragne goodwill ikke kunne ansættes til en højere værdi end 165.000 kr. og fandt, at det beløb, hvormed overdragelsessummen oversteg den fastsatte værdi af goodwill, skulle betragtes som maskeret udlodning.

S.F.1.2.3.5 Gældsbrev

Såfremt et i forbindelse med stiftelse af et hovedaktionærselskab udstedt gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at indeholde maskeret udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på grundlag af den kurs, som gældsbrevet har på tidspunktet for erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag, jf. LSR 1980.186, der vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved stiftelsen var kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet. På dette tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90. Kursgevinsten 10% af restgælden * sædvanligt afdrag blev anset for at være udlodning.

I LSR 1982.16 har retten anset, at der ikke var sket en udlodning til hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab, der ved hans formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret til et uforrentet og usikret anfordringstilgodehavende, der blev optaget til nominel værdi.

Ændringen var en følge af et af selskabets kreditorer gennemtvunget salg af selskabets ejendom. Da hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens reelle værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke, at der var tilgået hovedaktionæren nogen fordel.

TfS 1994, 529 (ØLD). En hovedaktionær, der sammen med sin ægtefælle ejede 2/3 af anpartskapitalen i et selskab, konverterede et udlån til selskabet til 2 løsørepantebreve. Ved konverteringen blev hovedstolen opskrevet således, at kursværdien på de nye lån svarede til hovedstolen på det oprindelige lån. Landsretten fandt, at hovedaktionæren var skattepligtig som maskeret udlodning af kursgevinster ved løbende afdrag på de nye lån. I Skat 1985.5. 121 (VLD) statuerede landsretten maskeret udlodning ved pristalsregulering af afdrag på gældsbreve. En statsaut. revisor overdrog en anpart i et revisorinteressentskab til revisorens hovedaktionærselskab, og i forbindelse med overdragelsen blev udstedt gældsbreve, der var rentefrie, men hvor afdragene var pristalsregulerede, og disse pristalsreguleringer blev anset for maskerede udlodninger.

S.F.1.2.3.6 I øvrigt

Fra praksis i øvrigt kan nævnes

LSR 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.

UfR 1969.412H: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt. Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var 9.625.100 kr.

UfR 1975.596H: (Kommenteret i RR 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens handelsværdi.

LSR 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari værdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til trediemand opstod tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af selskabet.

LSR 1984.102: En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90.

Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.

Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele kapitalen i C. LSRfandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen i C

A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.

UfR 1978.660H, skd. 46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.

TfS 1994.318, (ØLD). En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab, der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med en forrentning på 9%.

Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom der blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at direktøren havde bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber. Landsretten fandt endelig at det forhold, at udlodningen fra datterselskaberne havde passeret moderselskabet, ikke var til hinder for en beskatning efter LL § 16 A.

LSR 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke, som var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet. TfS 1994,131 (VLD) vedrørte et tilfælde, hvor et udenlandsk firma havde udbetalt provisioner til 2 danske anpartsselskaber. Anpartsselskaberne og disses anpartshavere, var anpartshavere i et dansk selskab, der havde eneforhandlingen af maskiner, der blev fremstillet af det udenlandske firma.

Provisionsindtægterne fra det udenlandske firma, til selskabet der havde eneforhandlingen, blev udbetalt på grundlag af omsætningen af landbrugsmaskiner. Imidlertid blev provisionsindtægterne fordelt forholdsmæssigt mellem aktionærerne i selskabet. Landsretten fandt, at provisionerne skulle beskattes i selskabet der havde eneforhandlingen. Endvidere ansås udbetalingen af provisionerne til anpartsselskaberne for maskeret udlodning.

Om et tilfælde, hvor omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab skete efter reglerne i VOL, se Skat 1990.7.537 (LSR) (TfS 1990,329). Landsskatteretten bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i forbindelse med virksomhedsomdannelsen anvendte værdier på de overdragne aktiver (bil og inventar) i princippet alene påvirkede omsætningsværdien for de erhvervede anparter. Derudover bemærkede retten, at der i forbindelse med omdannelsen ikke var ydet klageren et stiftertilgodehavende, som ville kunne påvirkes af en eventuel overpris på de overdragne aktiver. Der var herefter ikke grundlag for at statuere maskeret udlodning.

For en hovedaktionær, som påtænkte at sælge en del af sine aktier i et moderselskab til dets helejede datterselskab, fandt Ligningsrådet, at dispositionen ikke kunne anses for omfattet af reglerne i ABL, men at hele afståelsessummen måtte anses for skattepligtig udlodning for hovedaktionæren i henhold til LL § 16 A, stk. 1. Afgørelsen blev begrundet med, at koncernen ved dispositionen mistede værdier, som blev overdraget til hovedaktionæren, hvilket alene var muliggjort ved hovedaktionærens beherskelse af moderselskabet, se RR 1984.SM.143.

Derimod har Skattedepartementet ikke statueret beskatning efter LL § 16 A, stk. 1, ved en mindretalsaktionærs påtænkte salg af en del af aktieposten i et moderselskab til dets helejede datterselskab, se RR 1968.SM.25.

Om et tilfælde, hvor en hovedaktionær ved salg af tegningsretten til konvertible obligationer til tredjemand ansås at have modtaget en maskeret udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten, se Skat 1988.8.495 (TfS 1988,441). Afgørelsen er stadfæstet, Skat 1989.3.238 (LSR) (TfS 1989,164).

Om afgørelser, hvor der ikke er fundet grundlag for at statuere maskeret udbytte, se Skat 1988.9.534 (ØLD) (TfS 1989,404), Skat 1988.5.287 (LSR) (TfS 1988,299) og Skat 1990.2.134 (LSR) (TfS 1990,84).

TfS 1995,783 (HRD) De 8 anpartshavere i et selskab afhændede i 1985 deres anparter i selskabet for 25,5 mio. kr. Salgssummen, der svarede til en gennemsnitlig kurs for anparterne på 25.500, blev fordelt således mellem anpartshaverne, at de to i sagen omhandlede anpartshavere hver modtog 7.377.886 kr. svarende til kurs 30.741, mens de øvrige anpartshavere forholdsmæssige vederlag svarede til kurs 20.662. Landsretten lagde til grund, at aftalen om salget af anparterne var indgået under ét som salg til en fastsat samlet købesum for samtlige aktier, der alle havde lige rettigheder i selskabet. Skævdelingen af vederlaget beroede derfor på anpartshavernes indbyrdes aftale. Mervederlaget ud over gennemsnitskursen var derfor skattepligtigt efter SL § 4. For Højesteret blev det yderligere anført, at skattekravet, der oprindeligt var gjort gældende som særlig indkomst, var forældet. Kravet fandtes ikke forældet, og Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

S.F.1.2.4 Havnemølledommen

Endelig skal anføres højesteretsdom UfR 1960.535H, der omhandler et særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.

Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet til et af aktionærerne oprettet interessentskab på det vilkår, at korntørreriets driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet, mens interessentskabet betalte en omsætningsbestemt leje. Højesteret fastslog, at udlejningen efter lejekontraktens indhold ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig baggrund, bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for interessentskabet.

Derimod fandtes selskabet ved den foretagne disposition at have tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne årligt fik et særligt udbytte af deres aktier ud over det deklarerede i form af interessentskabets overskud. Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til selskabets indkomst.

S.F.1.2.5 Ydelser til hovedaktionærens børn mfl. samt fonde

Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske til aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris, anses forskellen mellem handelsværdien og den faktiske overdragelsesværdi som maskeret udlodning til erhververen, såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post - aktier i selskabet. Er erhververen ikke aktionær, må forskellen anses som en maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave videretransporterer aktivet til handelsværdi til den pågældende.

Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller lignende.

*TfS 1997, 68 (VLD)(Appelleret) Et selskab indgik en sponsoraftale, hvorefter selskabet i en 5-årig periode skulle betale 20.000 kr. det første år og derefter 15.000 kr. årligt i de følgende år til selskabets hovedaktionærs 14-årige datters deltagelse i ridesport. Beløbene gik til uddannelse, transporter, stævnedeltagelse, udstyr m.m. Til gengæld skulle såvel rytter som hest bære selskabets navn. Landsretten bemærkede, at der ikke var en sådan forbindelse mellem sponsorstøtten og selskabet, at udgiften kunne anses som en fradragsberettiget udgift og fandt, ligesom Landsskatteretten, at støtten skulle tillægges hovedaktionærens indkomst som yderligere løn. *

I Skat 1990.8.591 (ØLD) (TfS 1990,367) fandt retten, at et byggeselskabs regnskab kunne tilsidesættes som grundlag for ligningen og selskabets indkomst forhøjes skønsmæssigt. Selskabets hovedanpartshavers indkomst kunne ligeledes forhøjes med maskeret udbytte og hovedaktionærens fraskilte ægtefælles indkomst med et gavebeløb. Byggeselskabet havde opført et parcelhus på en grund tilhørende hovedanpartshaverens fraskilte ægtefælle, der efter skilsmissen havde haft arbejde i selskabet. Selskabet havde haft et tab ved opførelsen af huset, som var fratrukket i selskabets indkomstopgørelse. Samtidig opnåede den fraskilte ægtefælle en formuefordel ved at erhverve huset til en pris, der var lavere end selskabets kostpris.

Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at byggeriet og aftalen herom hvilede på sædvanlige forretningsmæssige overvejelser.

S.F.1.2.6 Omgørelser

Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning af maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne ændrer de aftalte vederlag i overensstemmelse med skattemyndighedernes skøn eller lader den foretagne handel gå tilbage.

Kompetencen til at træffe afgørelse i omgørelsessager ligger hos

Ligningsrådet. I SD-cirk. 1986-22 har Ligningsrådet bemyndiget de lokale ligningsmyndigheder til at tillade skattemæssig omgørelse af visse hovedaktionærdispositioner med adgang til at påklage afslag til

Ligningsrådet. De lokale ligningsmyndigheder har imidlertid kun kompetencen til at tillade omgørelse, når anmodning herom er fremsat inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Omgørelsessager, der ligger ud over 3 år efter det indkomstår, som omgørelsen vedrører, skal derimod altid forelægges for Ligningsrådet. Tilladelse til omgørelse af hovedaktionærdispositioner vil kunne gives under følgende forudsætninger

1. Den omgørelsesdisposition, der foretages, skal være enkel og overskuelig for ligningsmyndigheden. En hel erhvervsvirksomhed kan f.eks. ikke tillades tilbageført fra selskab til stifter.

2. Forholdet skal være lagt klart frem. Andrageren må således ikke have forsøgt at skjule transaktionen, således at det var vanskeligt for myndighederne uden dybtgående undersøgelse af regnskabsmateriale at gennemskue forholdet.

3. Andrageren skal være i god tro, d.v.s. at han ikke vidste eller burde vide, at transaktionen ville udløse beskatning af den omhandlede art. Der vil typisk foreligge ond tro, hvis differencebeløbets størrelse ikke står i rimeligt forhold til overdragelsessummen.

Efter reglerne om aktionærlån, jf. S.F.1.2.2.5., kan de stedlige ligningsmyndigheder desuden under visse betingelser tillade en hovedaktionær fradragsret for en efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.

Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet blive betragtet som en ny disposition med deraf følgende yderligere skattemæssige konsekvenser i form af gave- eller udlodningsbeskatning.

Fra praksis på omgørelsesområdet henvises til nedenstående afgørelser

TOLD-SKAT Nyt 1992.18.547 (TfS 1992,451): Et selskab havde overdraget sin virksomhed til et søsterselskab i en koncern uden at beregne værdi af good-will. Ligningsmyndigheden ansatte værdien af goodwill til handelsværdien, og anså beløbet som et skattepligtigt tilskud til søsterselskabet.

Omgørelse blev nægtet, da det ansås for almindelig kendt, at goodwill altid skal overdrages til handelsværdien, og da der var tale om et betydeligt beløb.

Ved fornyet henvendelse fra selskabet tillod Ligningsrådet efter omstændighederne omgørelse, efter at værdien af goodwill af skatteankenævnet og LSR var nedsat fra oprindelig 17 mio. kr. til 1,5 mio. TfS 1994.731.

TfS 1994.112 vedrørte et tilfælde hvor en hidtil personlig drevet virksomhed var blevet omdannet til et anpartsselskab efter afståelsesprincippet. Da forudsætningerne for omgørelse er, at dispositionen skal være enkel og overskuelig for ligningsmyndigheden, at forholdet skal være lagt klart frem samt, at der skal foreligge god tro, fandt Ligningsrådet ikke, at der kunne tillades omgørelse, således at omdannelsen i stedet skete efter VOL.

Efter fornyet henvendelse fra revisor og advokat, tillod Ligningsrådet omgørelse, da en række nærmere opregnede krav til en effektuering af omgørelsen kunne opfyldes. Omdannelsen blev tilladt foretaget efter VOL, istedet for efter afståelsesprincippet. Se nærmere TfS 1994.694.

TOLD*SKAT Nyt 1993.21.1004 (TfS 1993,515). Ligningsrådet tillod efter omstændighederne omgørelse i forbindelse med en vedtagelse om udlodning af udbytte.

Det er en forudsætning for at tillade en omgørelse, at det er muligt at foretage omgørelsen.

TOLD*SKAT Nyt 1993.12.602 (TfS 1993,310). Omgørelse af en ejendomsoverdragelse kunne ikke finde sted for en hovedaktionær, idet det var et af ham tidligere ejet selskab, der havde overdraget ejendommen til ham og omgørelse ønskedes med et senere tilkøbt selskab. Omgørelse kan kun ske mellem de oprindelige aftaleparter.

TfS 1995,119 (LR) Et selskabs anmodning om delvis omgørelse af et deklareret udbytte blev ikke imødekommet, dels under hensyn til at det alene var den del af udbyttet, der var deklareret til ikke hovedaktionærer, selskabet ønskede omgjort, dels under hensyn til at den ønskede omgørelse ville bevirke en skævdeling af udbyttet i strid med selskabets vedtægter.

TfS 1995,72 (LR) Ligningsrådet nægtede omgørelse, da manglende betaling af graveafgift blev anset for et skattepligtigt tilskud til datterselskabet, der ville have været i kapitaltabsproblemer, såfremt graveafgiften var blevet opkrævet.

TfS 1995,73 (LR) Ligningsrådet fandt, at en omgørelsesanmodning om tilbageførsel af den i kalenderåret 1993 konterede gage til hovedaktionæren ikke kunne imødekommes, idet den omhandlede disposition ikke ansås for at være en egentlig omgørelse.

TfS 1995,45 (LSR) Ved salg af en personlig drevet virksomhed til et selskab indgik overdragelse af goodwill til 4,8 mio. kr., som af myndighederne blev nedsat til 1,8 mio. kr. Myndighederne accepterede en anmodning om omgørelse af dispositionen, og skatteansættelsen blev foretaget i overensstemmelse hermed. En klage over goodwillfastsættelsen blev afvist af LSR, da tilladelse til omgørelse var udnyttet.

TfS 1996,70 (LR) Ligningsrådet nægtede at give tilladelse til omgørelse da værdi af goodwill ansættes efter et skøn over handelsværdien, og beregningsreglen alene er vejledende for skønnet. Ligningsrådet bemærkede, at tilladelse til omgørelse kun kan komme på tale, når en transaktion får en anden skattemæssig virkning end forudsat, og dette var ikke tilfældet i denne sag.

TfS 1996,103 (LR) I en sag om fikseret rente, hvor en hovedaktionær rentefrit havde udlånt et beløb til et af ham behersket selskab, nægtede

Ligningsrådet omgørelse. Der blev henset til, at långiver ved det rentefri udlåns størrelse til det låntagende selskab - hvis skattepligtige indkomst udviste underskud - burde have indset, at der ved ligningen ville blive fordret renteberegning, idet lånevilkårene ikke var tilstrækkeligt forretningsmæssigt begrundede og førte til indkomstforvridning.

S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger

Investeringsforeninger er foreninger, som anbringer medlemmernes midler i aktier, obligationer o.lign. Beskatningen af investeringsforeninger og deres medlemmer afhænger i første omgang af, om der er udstedt omsættelige beviser (certifikater) for medlemmernes indskud. Certifikater skal fremtræde som særskilte dokumenter med et bestemt pålydende, således at certifikatets ejer bliver lodtager i foreningens overskud og formue i forhold til certifikatets pålydende.

De certifikatudstedende investeringsforeninger er selvstændig skattepligtige efter SEL. De opdeles i udloddende og akkumulerende investeringsforeninger, og beskattes efter § 1, stk. 1, nr. 6, (udloddende), eller § 1, stk. 1, nr. 5a, (akkumulerende). Om skattepligten for selve investeringsforeningerne henvises til S.A.1.6.1 (udloddende) og S.A.1.6.2 ( akkumulerende). Beskatningen af udbytte fra certifikatudstedende investeringsforeninger omtales nedenfor under S.F.1.3.2.

S.F.1.3.1 Kontoførende investeringsforeninger

Kontoførende investeringsforeninger anses ikke for selvstændige skattesubjekter. Beskatning sker alene hos medlemmerne, der beskattes efter investeringsforeningsloven, jf. lovbek. nr. 754 af 15. aug. 1996. Der henvises til S.A.1.6.3, hvor der redegøres for beskatningen af medlemmerne.

S.F.1.3.2 Certifikatudstedende investeringsforeninger

De ovenfor omtalte regler i investeringsforeningsloven, lovbek. nr. 754 af 15. aug. 1996 om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, finder ikke anvendelse på investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud. Som nævnt i indledningen opdeles de certifikatudstedende investeringsforeninger i udloddende og akkumulerende inveningerinvesteringsforeninger. Denne opdeling har betydning for såvel investeringsforeningens subjektive skattepligt som for beskatningen af medlemmerne. Investeringsforeninger er typisk opdelt i adskilte afdelinger med hver sin formue. Når dette er tilfældet behandles hver afdeling skattemæssigt som en selvstændig forening.

Ved lov nr. 399 af 22. maj 1996 er der foretaget en egentlig definition af udloddende investeringsforeninger i skattemæssig forstand, jf. LL § 16 C, stk. 1. Ved udloddende investeringsforeninger forstås herefter investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som inden fristen for indgivelse af selvangivelse for et indkomstår foretager en udlodning, der mindst skal udgøre det i LL § 16 C, stk. 2-6, opgjorte beløb (minimumsudlodningen), og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til at foretage en sådan udlodning.

Beskatning af certifikater

De udloddende investeringsforeninger kan opdeles i foreninger, der udelukkende investerer i aktier, og i øvrige udloddende investeringsforeninger.

Udloddende investeringsforeninger, der alene investerer i aktier, defineres i ABL § 2 d, stk. 1, 2. pkt. som investeringsforeninger, der ifølge deres vedtægter er forpligtet til udelukkende at anbringe aktivmassen i foreningens administrationsbygning og i aktier m.v. som omhandlet i ABL, dog ikke aktier som omhandlet i ABL § 2 a og konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne, og til højst at foretage anbringelser i kontanter samt anbringelser på sikret basis i aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 og kontanter i tilknytning hertil inden for en samlet ramme på 25 pct. af foreningens øvrige aktivmasse. (Skatteministeriet har fastsat nærmere regler om oplysningspligt og administration af 25%»s reglen for aktiebaserede investeringsforeninger i bek. nr. 1034 af 5. dec. 1996). Ved anbringelse på sikret basis i aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 og kontanter i tilknytning hertil forstås anbringelser i de pågældende aktiver, der overholder reglerne i Finanstilsynets bekendtgørelse om investeringsforeningers adgang til at anbringe midler i finansielle instrumenter samt at indgå terminsforretninger.

Anbringelse på anfordringskonto sidestilles med kontanter. Se nærmere ABL § 2 d, stk. 1. Fortjeneste eller tab på certifikater i aktiebaserede udloddende investeringsforeninger behandles på samme måde som fortjeneste eller tab på certificater i akkumulerende investeringsforeninger, dvs. som ved afståelse af aktier iøvrigt. Der heviseses til reglerne om aktieavancebeskatning i afsnit S.G.1.2 og S.G.1.3. Fortjeneste og tab på investeringsbeviser i rene aktiebaserede udloddende investeringsforeninger medregnes for skattepligtige personer ved opgørelsen af aktieindkomsten, jf. PSL § 4 a, stk. 2, 2. pkt., såfremt investeringsbeviset afstås efter en ejertid på 3 år eller mere. Ellers medregnes fortjenester og tab ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 5, og ABL § 2. Certifikater i øvrige udloddende investeringsforeninger behandles efter ABL § 2 d, stk. 1, 1. pkt., dvs. at fortjeneste ved afståelse medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For skattepligtige personer medregnes beløbet ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 5. *

Udbytte fra akkumulerende investeringsforeninger

Udbytte fra akkumulerende investeringsforeninger, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, 1. pkt., beskattes hos fysiske personer som aktieindkomst, jf. PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, bortset fra udbytte fra aktier og investeringsbeviser omfattet af ABL §§ 2 a og 3. Det samme gælder afståelsessummer efter LL § 16 B, der modtages fra akkumulerende investeringsforeninger, jf. PSL § 4 a, stk. 1, nr. 2, bortset fra afståelsessummer vedrørende aktier som nævnt i ABL §§ 2 a og 3.

Ifølge SEL § 13, stk. 4, skal selskaber ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne 66% af udbyttebeløbet fra akkumulerende investeringsforeninger (omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a), når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL § 2 a eller 3. Om udbytte fra udlandet se SEL § 13, stk. 5. For så vidt angår udlodninger fra udenlandske udloddende investeringsforeninger se SEL § 13, stk. 6-9. Se endvidere S.C.1.2.4.5 om selskabers skattepligt af udbytte fra investeringsforeninger iøvrigt.

Udbytte fra udloddende investeringsforeninger

* Udbytte fra udloddende investeringsforeninger beskattes efter et transparensprincip. Et transparensprincip går ud på, at investor beskattes af afkastet ved investering i en investeringsforening på samme måde, som hvis afkastet var oppebåret ved direkte investering. I overensstemmelse hermed er den skattemæssige behandling af udlodninger fra udloddende investeringsforeninger afhængig af den værdipapirtype, som danner baggrund for udlodningen. Disse regler er indført ved lov nr. 299 af 27. april 1994. Ved lov nr. 399 af 22. maj 1996 er reglerne om beskatning af udloddende investeringsforeninger ændret, idet der er sket en justering af transparensprincippet, ligesom § 16 C, der bl.a. indeholder en definition af en udloddende investeringsforening, er blevet indsat i LL. Det er således præciseret, at der skal foretages sammenligning med de skatteregler, der ville have været gældende, hvis en privatperson havde foretaget de tilsvarende investeringer, d.v.s. persontransparens. Præciseringerne berører både reglerne om, hvilke indtægter, avancer og tab, der skal udloddes, såvel som beskatningsregler vedrørende selve udlodningen. Udlodningsreglerne er ændret, således at de udloddende investeringsforeninger så vidt muligt er forpligtet til at udlodde netop de indtægter og avancer, der ville være skattepligtige hos personer ved direkte investering, og således, at foreningerne så vidt muligt kan foretage fradrag i udlodningen for netop de tab, der ville være fradragsberettigede hos personer ved direkte investering.

Beskatningsreglerne for udlodningen er ændret således, at selskaber m.v., der modtager udlodning fra udloddende investeringsforeninger, ikke skal beskattes af den del af udlodningen, der hidrører fra indtægter, der ville være skattefri, hvis selskabet selv havde foretaget investeringen.

I det følgende gennemgås reglerne i LL § 16 C, der præciserer, hvilke indtægter, avancer og tab, der skal udloddes af en udloddende investeringsforening til medlemmerne. Udloddende investeringsforeninger, der overholder reglerne for udlodning, er subjektivt skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Såfremt en udloddende investeringsforening ikke udlodder de udlodningspligtige beløb, bliver foreningen subjektivt skattepligtig som akkumulerende investeringsforening efter SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a. Efter gennemgangen omtales reglerne for beskatning hos medlemmerne af de modtagne udlodninger.

Udloddende investeringsforeninger defineres, jf. LL § 16 C, stk. 1, som foreninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som inden fristen for indgivelse af selvangivelse for et indkomstår foretager en udlodning, der mindst skal udgøre det efter LL § 16 C, stk. 2-6 opgjorte beløb (minimumsudlodningen), og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til at foretage en sådan udlodning.

Af LL § 16 C stk. 2, fremgår, at minimumsudlodningen udgør summen af indkomstårets indtægter og nettobeløb, som er opregnet i stk. 3, med fradrag af de tab og udgifter, der er omhandlet i stk. 4-6.

Bestemmelsen i LL § 16 C, stk. 3, indeholder en opregning af de indtægter, der skal udloddes. I de tilfælde, hvor bestemmelsen også opregner tab, er der tale om tab, der kun kan modregnes i tilsvarende indtægter. Tab, der også kan fradrages i andre indtægter, er omfattet af stk. 4. De opregnede indtægter og nettobeløb er følgende

1) Renteindtægter fordeles over den periode, de vedrører.

2) Udbytter og afståelsessummer ved salg af aktier m.v. til det udstedende selskab, som ved direkte investeringer foretaget af personer ville blive beskattet som kapitalindkomst. Aktieindkomstbeskattede udbytter og afståelsessummer ved salg til det udstedende selskab, er også omfattet af minimumsudlodningen efter nr. 9. Den samlede virkning af nr. 2 og nr. 9 er dermed, at alle udbytter og afståelsessummer ved salg af aktier m.v. ved salg til det udstedende selskab indgår ved beregning af minimumsudlodningen.

3) Gevinster ved salg af fordringer i fremmed valuta. Tab på fremmedmøntede fordringer kan fradrages generelt ved indkomstopgørelsen, og tabene er derfor omfattet af stk. 4.

4) Gevinster på sortstemplede fordringer i danske kr. Sortstemplede fordringer er fordringer, der ikke opfylder mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Ved personers direkte investering er gevinster på sådanne fordringer skattepligtige, mens tab ikke er fradragsberettigede.

Tabene kan derfor ikke fradrages ved opgørelsen af minimumsudlodningen.

5) Gevinster på finansielle kontrakter som omhandlet i KGL §§ 29-33 fratrukket tab på finansielle kontrakter efter reglerne i KGL § 31, stk. 2-4, og § 32, stk. 2 og 3.

6) Gevinster ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 2 (aktier, som investeringsforeningen afstår efter en ejertid på under 3 år). I gevinsterne kan fradrages tab på tilsvarende aktier, og et overskydende tab kan overføres til fradrag i gevinster på tilsvarende aktier i de efterfølgende 5 indkomstår.

Fortjeneste og tab opgøres efter gennemsnitsmetoden. Fortjenester på aktier ejet i 3 år eller mere er ikke omfattet af minimumsudlodningen, hvilket er en fravigelse i forhold til transparensprincippet, og det er en fravigelse i forhold til transparensprincippet, at det er investeringsforeningens ejertid, der er afgørende.

7) Gevinster ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 2 a. ABL § 2 a omhandler aktier i udenlandske selskaber, der driver finansiel virksomhed, og som beskattes lempeligt i sammenligning med dansk beskatning.

Bestemmelsen omfatter også aktier i danske selskaber, som i væsentlig grad ejer aktier i sådanne udenlandske selskaber. Tab på aktier omfattet af ABL § 2 a kan ikke fradrages.

8) Gevinster ved investeringsforeningens afståelse af investeringsbeviser i udloddende investeringsforeninger bortset fra rene aktieafdelinger. Tab på investeringsbeviser i udloddende afdelinger, som alene investerer i fremmedmøntede obligationer, kan fradrages generelt ved indkomstopgørelsen. Disse tab er dermed omfattet af stk. 4. Tab på investeringsbeviser i andre udloddende investeringsforeninger kan ikke fradrages. Investeringsbeviser i rene aktieafdelinger behandles efter de regler, der gælder for almindelige aktier. Gevinster ved afståelse af sådanne aktier er derfor kun omfattet af minimumsudlodningen, hvis de er ejet i mindre end 3 år, jf. det ovenfor under nr. 6 anførte.

9) Udbytter af aktier, som ved en direkte investering ville blive beskattet som aktieindkomst. Der henvises til det ovenfor under nr. 2 anførte.

10) Fortjenester på blåstemplede fordringer i danske kr., dvs. fordringer som opfylder mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet. Tab kan fradrages i det omfang, de kan rummes i årets gevinster på blåstemplede obligationer.

Grunden til, at gevinsterne på blåstemplede obligationer er omfattet af minimumsudlodningen på trods af, at de ville være skattefri for personer ved direkte investering, er, at såfremt gevinster på blåstemplede fordringer ikke omfattes af minimumsudlodningen, kan selskaber foretage en skattefri opsparing af sådanne gevinster i en udloddende investeringsforening.

LL § 16 C, stk. 4, indeholder reglerne for fradrag i minimumsudlodningen for så vidt angår tab, som ved en direkte investering kan fradrages generelt ved indkomstopgørelsen.

Beregningen går ud på, at man først tager det samlede nettobeløb efter stk. 3, nr. 1-8, dvs. de kapitalindkomstbeskattede elementer, som indgår i minimumsudlodningen. I det samlede nettobeløb efter stk. 3, nr. 1-8, fradrages årets tab på fremmedmøntede fordringer på investeringsbeviser i udloddende investeringsforeninger, som udelukkende investerer i fremmedmøntede fordringer.

Får man på denne måde et negativt beløb, kan dette beløb fradrages i udbytter omfattet af stk. 3, nr. 9, dvs. det aktieindkomstbeskattede element, der indgår i minimumsudlodningen.

Har man herefter stadig et negativt beløb, kan dette fradrages i årets nettogevinster på blåstemplede obligationer efter stk. 3, nr. 10, dvs. det skattefri element, der indgår i minimumsudlodningen.

Har man herefter stadig et negativt nettobeløb, går man videre til stk. 6.

Har man derimod et positivt nettobeløb efter beregningen i stk. 4, går man videre til stk. 5.

LL § 16 C, stk. 5 omhandler foreningens administrationsomkostninger.

Disse kan alene fradrages i det omfang, de ikke overstiger et positivt nettobeløb beregnet efter stk. 3 og 4. Er nettobeløbet efter stk. 3 og 4 negativt, kan administrationsomkostningerne således ikke fradrages.

Er nettobeløbet efter stk. 3 og 4 positivt, men er administrationsomkostningerne større end eller lig med nettobeløbet efter stk. 3 og 4, vil minimumsudlodningen være 0 kr. De overskydende administrationsomkostninger kan ikke føres videre til senere indkomstår efter stk. 6. Er nettobeløbet efter stk. 3 og 4 positivt, og er administrationsomkostningerne mindre end nettobeløbet efter stk. 3 og 4, fordeles fradraget for administrationsomkostningerne mellem den kapitalindkomstbeskattede del af nettobeløbet, den aktieindkomstbeskattede del og den skattefri del.

Fordelingen sker på grundlag af størrelsen af de enkelte dele.

LL § 16 C, stk. 6, omhandler behandlingen af negative nettobeløb opgjort efter stk. 3 og 4. Disse beløb kan overføres til fradrag i de efterfølgende 5 indkomstår. I det omfang et overført negativt beløb kan indeholdes i et indkomstårs nettobeløb efter stk. 3-5, kan det ikke føres videre til senere indkomstår.

Beskatning hos medlemmerne af udlodninger

LL § 16 A, stk. 5-7, og PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og § 4 a, stk. 1, nr. 3, indeholder reglerne for beskatning af udlodninger fra udloddende investeringsforeninger hos personer udenfor næring. Reglerne sikrer en opdeling af udlodningerne i en skattefri del, en aktieindkomstbeskattet del og en kapitalindkomstbeskattet del. Opdelingen er foretaget i overensstemmelse med transparensprincippet.

I LL § 16 A, stk. 5, afgrænses den kreds af skattepligtige, der er skattefri af den del af udlodningen fra udloddende investeringsforeninger, der hidrører fra foreningens nettogevinster på blåstemplede obligationer. Denne kreds udgøres af personer og dødsboer, der ikke udøver næring med køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed med finansiering, jf. KGL § 3.

I LL § 16 A, stk. 6 og 7, findes de nærmere regler for fastsættelse af den skattefri del af udlodningen. Bestemmelsen indeholder regler om beregning af maksimumsbeløb for den skattefri del af udlodningen, og den skattefri del udgør det mindste af de beløb, som beregnes efter henholdsvis stk. 6 og 7.

Efter stk. 6 opgøres den skattefri del - som udlodningen fratrukket den del af udlodningen, der hidrører fra de elementer i minimumsudlodningen, som består af indtægter, der hos personer ved en direkte investering ville blive beskattet som kapitalindkomst eller som aktieindkomst. De indtægter, som ved en direkte investering ville blive beskattet som aktie- eller kapitalindkomst, opgøres efter fradrag for tab, som kan fradrages generelt ved indkomstopgørelsen, administrationsomkostninger, som kan fradrages i de pågældende indtægter efter LL § 16 C, stk. 5, og overførte tab fra tidligere år.

Efter stk. 7 opgøres den skattefri del af udlodningen, som den del af udlodningen, der hidrører fra årets nettogevinster på blåstemplede obligationer. I disse nettogevinster fradrages de administrationsomkostninger, som efter LL § 16 C, stk. 5, fradrages i nettogevinsterne på blåstemplede obligationer. Stk. 7 har alene betydning, hvis investeringsforeningen udlodder mere end minimumsudlodningen.

PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3 indeholder reglerne for beregningen af den del af udlodningen, der beskattes som aktieindkomst. Reglen tager sit udgangspunkt i den del af den skattepligtige udlodning, der er tilbage efter beregning af den skattepligtige del af udlodningen efter LL § 16 A, stk. 5-7.

I lighed med LL § 16 A, stk. 5-7, indeholder PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3, to beregningsmetoder, hvor det er det mindste af de to beregnede beløb, der beskattes som aktieindkomst. Den første maksimeringsregel går ud på, at den aktieindkomstbeskattede del af udlodningen beregnes som den skattepligtige del af udlodningen fratrukket de kapitalindkomstbeskattede elementer, som indgår i minimumsudlodningen. De kapitalindkomstbeskattede elementer opgøres efter fradrag for tab, som kan fratrækkes generelt ved indkomstopgørelsen, administrationsomkostninger og tab, der er fremført fra tidligere år.

Den anden maksimeringsregel går ud på, at den aktieindkomstbeskattede del af udlodningen ikke kan overstige den del af udlodningerne, der hidrører fra aktieudbytter, som ved direkte investering ville blive beskattet som aktieindkomst, samt årets nettogevinster på aktier, som investeringsforeningen har ejet i tre år eller mere. Det er i denne forbindelse investeringsforeningens ejertid, der er afgørende. Aktieudbytterne opgøres efter fradrag for den del af administrationsomkostningerne, der efter LL § 16 C, stk. 5, henføres til udbytterne. Gevinster på aktier ejet i tre år eller mere er ikke omfattet af minimumsudlodningen. Disse gevinster udloddes derfor kun i de tilfælde, hvor investeringsforeningen vælger at udlodde mere end minimumsudlodningen.

Reglen i PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3, gennemfører transparensprincippet for så vidt angår udbytter, som ville blive beskattet som aktieindkomst ved en direkte investering. Endvidere bevirker reglen, at i det omfang, der udloddes et beløb, der er større end minimumsudlodningen, anses det overskydende beløb for at hidrøre fra investeringsforeningens gevinster på aktier ejet i tre år eller mere. Disse beløb beskattes i overensstemmelse med transparensprincippet som aktieindkomst. Den del af udlodningen, der anses for at hidrøre fra ved salg af aktier ejet i tre år eller mere, kan dog ikke overstige investeringsforeningens nettogevinster i det pågældende indkomstår på sådanne aktier. Transparensprincippet fraviges på to punkter.

For det første er det altid investeringsforeningens ejertid, der er afgørende, når det skal afgøres, om aktierne er ejet i tre år eller mere. For det andet finder 100.000 kr.'s reglen for børsnoterede aktier ikke anvendelse.

Den del af den skattepligtige udlodning, som ikke beskattes som aktieindkomst, beskattes som kapitalindkomst efter PSL § 4, stk. 1, nr. 4.

Beskatning hos selskaber, foreninger og fonde af udlodninger

Ved SEL § 13, stk. 7-10, og FBL § 10, stk. 5-8, gennemføres transparensprincippet for selskaber. De to regelsæt er identiske. I det følgende gennemgås reglerne i SEL § 13, stk. 7-10, men de samme regler gælder efter FBL § 10, stk. 5-8. Reglerne går ud på, at den af udlodningen, der hidrører fra gevinster ved salg af aktier ejet i tre år eller mere, er skattefri, mens den del af udlodningen fra en udloddende investeringsforening, der hidrører fra aktieudbytter, beskattes som aktieudbytter, hvilket vil sige, at alene 66% af indtægten medregnes ved indkomstopgørelsen. Den resterende del af udlodningen medregnes fuldt ud ved indkomstopgørelsen.

SEL § 13, stk. 7-10, regulerer beregningen af den del af udlodningen fra udloddende investeringsforeninger, der er skattefri for selskaber og foreninger. Da gevinster på aktier ejet i tre år eller mere ville være skattefri hos selskaber og foreninger ved en direkte investering, er det den del af udlodningen, der hidrører fra sådanne avancer, der er skattefritaget.

I stk. 7 afgrænses den kreds af skattepligtige, der er skattefri af den del af udlodningen fra udloddende investeringsforeninger, der hidrører fra foreningens nettogevinster på aktier ejet i tre år eller mere. Denne kreds udgøres af selskaber og foreninger, der ikke udøver næring med køb og salg af aktier, jf. ABL § 3.

I stk. 8 og 9 findes de nærmere regler for fastsættelse af den skattefri del af udlodningen. Begge regler indeholder regler om beregning af maksimumsbeløb for den skattefri del af udlodningen, og den skattefri del udgør det mindste af de beløb, som beregnes efter henholdsvis stk. 8 og 9.

Efter stk. 8 opgøres den skattefri del som udlodningen fratrukket minimumsudlodningen. Denne opgørelsesmetode er begrundet i, at gevinster på aktier ejet i tre år eller mere ikke er omfattet af minimumsudlodningen.

Det er således den del af udlodningen, der overstiger minimumsudlodningen, der kan hidrøre fra sådanne gevinster.

Efter stk. 9 opgøres den skattefri del af udlodningen som den del af udlodningen, der hidrører fra årets nettogevinster på aktier ejet i tre år eller mere.

Det er investeringsforeningens ejertid, der er afgørende. Stk. 9 får alene betydning, hvis investeringsforeningen udlodder mere end minimumsudlodningen tillagt årets nettogevinster på aktier ejet i tre år eller mere.

Reglerne bevirker, at i det omfang der udloddes et beløb, der er større end minimumsudlodningen anses det overskydende beløb for at hidrøre fra gevinster på aktier ejet i tre år eller mere, og disse beløb er i overensstemmelse med transparensprincippet skattefri. Den del af udlodningen, der anses for at hidrøre fra gevinster ved salg af aktier ejet i tre år eller mere, kan dog ikke overstige investeringsforeningens nettogevinster i det pågældende indkomstår på sådanne aktier.

Stk. 10 indeholder reglerne for beregning af den del af udlodningen, der alene medregnes med 66% ved indkomstopgørelsen for selskaber og foreninger. Reglen tager sit udgangspunkt i den del af skattepligtig udlodning, dvs. den del af udlodningen, der er tilbage efter beregning af den skattefri del af udlodningen efter stk. 7-9. I lighed med stk. 7-9 indeholder stk. 10 to beregningsmetoder, hvor det er det mindste af de to beløb, der medregnes med 66% ved indkomstopgørelsen.

Den første maksimeringsregel går ud på, at den udbyttebeskattede del af udlodningen beregnes som den skattepligtige del af udlodningen fratrukket de elementer i minimumsudlodningen, som ville blive beskattet fuldt ud ved en direkte investering. De fuldt ud beskattede elementer opgøres efter fradrag for tab, som kan fratrækkes generelt ved indkomstopgørelsen, administrationsomkostninger og tab, der er fremført fra tidligere år.

Den anden maksimeringsregel går ud på, at den del af udlodningen, der medregnes med 66% ved indkomstopgørelsen ikke kan overstige den del af udlodningerne, der hidrører fra aktieudbytter, som ved en direkte investering alene ville blive medregnet med 66% ved indkomstopgørelsen.

Aktieudbytterne opgøres efter fradrag for den del af administrationsomkostningerne, der efter LL § 16 C, stk. 5, henføres til udbytterne.

Den del af den skattepligtige udlodning, der ikke medregnes med 66% ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes fuldt ud ved indkomstopgørelsen.

Om selskabers skattepligt af udbytte fra udlandet se SEL § 13, stk. 5. For så vidt angår udlodninger fra udenlandske udloddende investeringsforeninger se SEL § 13, stk. 7-10, jf. ovenstående. Se i øvrigt S.C.1.2.4.5 om selskabers skattepligt af udbytte fra investeringsforeninger. *

S.F.1.4 Fikseret løn, rente, leje

Fikseret løn

Aftale mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab kan gå ud på, at hans arbejdsvederlag fastsættes til en værdi, der ligger under, hvad selskabet skulle betale til en udenforstående person.

I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte vederlag. * Skatteministeren har i TfS 1997,80 redegjort for den administrative praksis om lønfiksering i hovedaktionærforhold. Det fremgår af Ministerens redegørelse, at der har været en helt klar administrativ praksis om, at der som absolut altovervejende hovedregel ikke blev foretaget lønfiksering. Lønfikseringssager skulle indtil 1992 forelægges for Told- og

Skattestyrelsen. På baggrund af denne klare praksis fandt Ligningsrådet det ubetænkeligt ved TS-cirkulære 1992-14 at lægge beføjelsen til at foretage forhåndsgodkendelse af lønfikseringer ud til told- og skatteregionerne. Der var ikke herved tilsigtet nogen praksisændring, hvilket blev tilkendegivet i cirkulæret. I 1995 udsendtes TS-cirkulære 1995-24 om fiksering af rente m.v. i hovedaktionærforhold. I dette cirkulære, der erstattede 1992-cirkulæret, blev det atter fastslået, at lønfikseringssager skulle forelægges told- og skatteregionerne.*

Landsskatteretten har underkendt lønfikseringen i en offentliggjort sag, se således TfS 1996,750 (LSR), hvor klageren, en direktør og tillige hovedaktionær ikke havde modtaget løn fra selskabet i 1990-91, ligesom han havde et uforrentet stiftertilgodehavende i selskabet. Klageren havde ikke modtaget løn fra selskabet i 1990 og havde kun modtaget løn fra selskabet i 2. halvår af 1991. De stedlige ligningsmyndigheder havde fundet, at klageren var skattepligtig af et fikseret lønvederlag på henholdsvis 240.000 kr. og 120.000 kr. for indkomstårene 1990 og 1991, jf. det tidligere TSS-cirk. 1992-14. Landsskatteretten traf afgørelse om, at der, henset til selskabets skattemæssige regnskaber samt til, at det i øvrigt måtte anses for forretningsmæssigt begrundet, at der i en virksomheds opstartsfase blev foretaget en konsolidering af virksomheden, ikke var grundlag for at statuere indkomstforvridning. Der var således ikke grundlag for fiksering af løn hos klageren efter SL § 4, jf. cirk. nr. 437 af 5. nov. 1975.

Det er således en altovervejende hovedregel, at der ikke foretages lønfiksering. Fiksering af renter og leje kan afgøres af de lokale skattemyndigheder, hvorimod fiksering af vederlag skal forelægges told- og skatteregionen forinden kendelse afsiges.

Der henvises i øvrigt til TSS cirk. 1995-24.

Det her omhandlede spørgsmål må ikke forveksles med spørgsmålet om hvem der er rette indkomstmodtager, se S.C.1.1.1.

Fikseret rente

* Ligningsrådet har i TSS-cirk. 1995-24 af 31/12 1995 med virkning fra indkomståret 1996 i medfør af skattestyrelseslovens § 13 vedtaget følgende anvisning om fiksering af rente m.v. i hovedaktionærforhold

1. Såfremt en hovedaktionær yder lån til selskabet og det konstateres, at der ikke beregnes rente, eller parterne har fastsat en for lav rente i forhold til, hvad der må anses for sædvanlig markedsrente for et tilsvarende lån mellem uafhængige parter, skal der skattemæssigt ske korrektion herfor.

Der kan alene foretages korrektion, når det efter en konkret bedømmelse må lægges til grund, at rentefriheden eller den lavere rente ikke er forretningsmæssigt begrundet. 1.1. Hovedaktionæren beskattes i disse tilfælde af en fikseret årlig rente, svarende til Nationalbankens diskonto på tidspunktet for lånets stiftelse med tillæg af 4 procentpoint. Der kan dog anvendes en lavere rente, hvis det påvises, at markedsrenten for det af selskabet optagne lån er lavere. Der vil normalt ikke være grundlag for at ændre selskabets indkomst, idet renteudgiften anses modsvaret af det modtagne tilskud.

2. De kommunale skattemyndigheder skal fortsat forelægge sager om fiksering af vederlag (løn og lignende) for told- og skatteregionerne, forinden kendelse afsiges.

3. Cirkulæret har virkning fra indkomståret 1996. I det omfang, dette cirkulære bevirker, at der skal foretages rentefiksering, ud over hvad der følger af hidtidig praksis, skal renteberegningen dog først foretages fra 1. januar 1996.

4. Med nærværende cirkulære ophæves TS-cirkulære 1992-14.Den 4. juli 1997 har Told- og Skattestyrelsen udsendt TSS-cirk.1997-23 om fiksering af rente i hovedaktionærforhold. Cirkulæret vedrører udelukkende indkomstår til og med 1995. For tiden efter indkomståret gælder TSS-cirk. 1995-24. TSS-cirk. 1997-23 er udsendt på baggrund af de nedenfor omtalte domme, der er afsagt af henholdsvis Højesteret og Vestre Landsret.

1. Højesteret har ved en dom afsagt den 20. august 1996 (TfS 1996,642) statueret, at der ikke var fornødent grundlag for at beskatte sagsøgeren af en fikseret rente vedrørende et rentefrit stiftertilgodehavende på hans selskab.

Sagen omhandlede indkomstårene 1989, 1990 og 1991. 1.1 Højesteret bemærkede følgende

Spørgsmålet om den skattemæssige behandling af rentefri og lavt forrentede lån fra hovedaktionærer har - som det fremgår af en delredegørelse af 19/10 1995 fra Skatteministeriets retssikkerhedsudvalg (TfS 1996,37) - givet anledning til betydelig tvivl såvel med hensyn til hjemmelsgrundlaget som den nærmere gennemførelse af beskatningen.

I mangel af en særlig lovregulering kan tilsidesættelse af rentefriheden for appellantens tilgodehavende hos anpartsselskabet for indkomstårene 1989-91 ikke ske i videre omfang end angivet i de administrativt fastsatte retningslinjer, som gjaldt for de pågældende indkomstår.

Det følger af Ligningsdirektoratets cirkulære af 5/11 1975 og af ligningsvejledningerne for 1987-1991, at man ved aftaler mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab om lån til selskabet i almindelighed må acceptere parternes aftale med hensyn til forrentning, men at sådanne aftaler kan tilsidesættes i særlige tilfælde.

Appellanten ydede lånet i forbindelse med stiftelsen af anpartsselskabet, og lånet hidrørte fra overdragelse til selskabet af det fartøj, som skulle danne grundlag for selskabets virksomhed. Fartøjet havde ikke tidligere været anvendt erhvervsmæssigt, og det måtte ved overdragelsen anses for usikkert, i hvilket omfang indtægter kunne forventes. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at der - uanset de skattemæssige fordele, der kan være forbundet med ordningen - ikke er fornødent grundlag for at tilsidesætte rentefriheden mellem hovedanpartshaveren og selskabet. Som følge heraf tager Højesteret appellantens principale påstand til følge.

2. Vestre Landsret har ved en dom afsagt den 2. april 1997 (TfS 1997, 329) statueret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte en aftalt rentefrihed vedrørende sagsøgerens udlån til hans selskab. Sagen vedrørte indkomståret 1990 og angik en person, som lånte sit selskab, der havde købt et gods, et beløb over mellemregningskontoen, der ved årets udgang udgjorde godt kr. 4,6 mio.

Vestre Landsret udtalte i tilslutning til Højesterets dom af 20. august 1996 bl.a. følgende

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at lånet blev ydet som alternativ til et banklån med kaution af sagsøgeren, da svigtende indtægter og uforudsete store udgifter til modernisering og ombygning nødvendiggjorde, at selskabet blev tilført likviditet. Efter sagsøgerens forklaring lægges det endvidere til grund, at han, da han ydede lånet, betragtede selskabets økonomiske problemer som rent forbigående og forventede, at godsets drift på længere sigt var rentabel, og det findes ikke godtgjort, at det på dette tidspunkt var klart, at selskabet ikke ville være i stand til at udnytte et rentefradrag.

Dommen er endelig.

3. Ved anvendelse af dette cirkulære lægges Højesterets dom af 20. august 1996 til grund, hvorefter der alene kan ske rentefiksering i særlige tilfælde.

Den af Højesteret fastslåede retstilstand har virkning til og med indkomståret 1995. For tiden herefter gælder TS-cirkulære 1995-24.

3.1 I tilfælde, hvor skattemyndighederne har foretaget fiksering af en hovedaktionærs/hovedanpartshavers rentefri- eller lavtforrentede udlån til sit selskab, medfører de nævnte to domme, at der for lignende tilfælde kan tillades genoptagelse, bortset fra tilfælde, hvor der må anses at foreligge særlige omstændigheder.

Afgørelse af om der kan ske genoptagelse baseres på en samlet konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Følgende vejledende momenter taler for genoptagelse

lån af begrænset størrelse lån modtaget som betaling for overdragelse af fysiske aktiver - herunder som apportindskud ved nystiftelse af selskaber - der ikke tidligere har været anvendt erhversmæssigt og / eller, hvor det er usikkert i hvilket omfang indtægter må forventes. midlertidige lån til afværgning af forbigående økonomiske problemer. rentefriheden eller den lave rente anses forretningsmæssigt begrundet

Følgende vejledende momenter taler imod genoptagelse

længerevarende lån af en en vis størrelse det er på lånetidspunktet klart, at selskabet ikke skattemæssigt vil kunne udnytte sit rentefradrag selskabet har skattemæssige underskud pludselig rentefrihed / rentenedsættelse lånet finansierer ikke i øvrigt erhvervsmæssig virksomhed hovedaktionæren har selv optaget rentebærende lån til at finansiere udlånet til selskabet

4. Ansøgning om genoptagelse kan ske vedrørende indkomstårene 1993, 1994 og 1995.

Ansøgninger om genoptagelse som skattemyndighederne ikke agter at imødekomme forelægges via den stedlige Told- og Skatteregion for Told- og

Skattestyrelsen.

5. Nærværende cirkulære omfatter ikke rentefrie eller lavt forrentede lån i koncernforhold.

6. Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skal indgives til skattemyndighederne inden udgangen af 1997, på hvilket tidspunkt cirkulæret bortfalder. *

Fra praksis kan nævnes

TfS 1997, 752 (HRD). En hovedaktionær havde for årene 1987-1989 udlånt et beløb på mellem 1 og 2 mio. kr. til sit selskab. Lånet havde været aftalt som anfordringstilgodehavende uden aftalt afvikling og uden renteberegning. Der forelå ikke nogen skriftlig låneaftale. Skattemyndighederne fikserede en rente af udlånet på 11% p.a., der blev beskattet som kapitalindkomst. Landsretten fandt, at aktionæren og det af ham ejede selskab var interesseforbundne parter, og at aktionæren ikke havde godtgjort, at aftalen om rentefrihed for aktionærens udlån til selskabet var forretningsmæssigt begrundet. Landsretten tiltrådte derfor, at sagsøgeren efter reglerne i SL § 4 - og uanset formuleringen af teksten i ligningsvejledningen for de pågældende år - var skattepligtig af en beregnet rente af lånet som sket. (Aktionæren havde bl.a. anført, at der ikke kunne ske beskatning som sket, da lånet var etableret før praksis ved ligningsvejledningen fra 1992 - efter hans opfattelse- var blevet skærpet.) *For Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle overfor hovedaktionærens påstand (tidligere VLD i TfS 1995,800). Sagen er kommenteret af Skatteministeriet i TfS 1997,778.

I kommentaren henviser Skatteministeriet til de kriterier, der opregnes i

Told- og Skattestyrelsens genoptagelsescikrulære (TSS-cirk. 1997-23), for under hvilke omstændigheder der for de pågældende indkomstår kan ske rentefiksering. Ministeriet vurderede på baggrund af samtlige de i sagen foreliggende omstændigheder sammenholdt med cirkulærets retningslinier, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at opretholde den foretagne rentefiksering og valgte derfor at tage bekræftende til genmæle under sagens behandling ved Højesteret. Skatteministeriet tillagde det herved navnlig betydning, at skatteyderen - i lighed med, hvad der var tilfældet i TfS 1997,329 - måtte anse selskabets økonomiske problemer som forbigående og forvente, at selskabets drift på lidt længere sigt igen ville vise sig rentabel.

Ministeriet henså herved til, at bilbranchen generelt er meget konjunkturfølsom og kendetegnes ved bratte omsætningsop- og nedgange.

Skatteministeriet fandt det derfor heller ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at det måtte stå skatteyderen klart, at selskabet ikke ville kunne udnytte et rentefradrag. Det bemærkes i denne forbindelse, at selskabet rent faktisk i et vist omfang kunne have udnyttet et rentefradrag, hvis der var foretaget en regulering af de skattemæssige varelagernedskrivninger.

TfS 1997,665 (VLD) Dommen drejer sig om en rentefiksering ved en hovedaktionærs uforrentede lån til sit selskab. Skatteyderen ejede 25 pct. af aktiekapitalen i et anpartsselskab, mens den øvrige del af aktiekapitalen ejedes af hans 3 børn med 25 pct. hver. I 1986 solgte skatteyderen en ejendom til et aktieselskab, og han fik herved et pantebrev på nominelt 692.527 kr., som forrentedes med 9 pct. p.a. I 1989 solgte aktieselskabet ejendommen til skatteyderens ApS, og pantebrevet var nu nedbragt til 635.698 kr. Til og med 1989 indtægtsførte skatteyderen renter af pantebrevet. For 1990, 1991 og 1992 anså den stedlige skattemyndighed ham for skattepligtig af 57.212 kr. pr. år, svarende til 9 pct. p.a. af restgælden på pantebrevet, og hans ansættelse forhøjedes i overensstemmelse hermed.

Skatteyderen havde over for skattemyndighederne gjort gældende, at han havde givet renteafkald, inden første terminsydelse forfaldt i juni 1989, idet selskabet ikke havde tilstrækkelig likviditet til at betale ydelserne, og at en betaling således ville medføre, at selskabet ikke opfyldte lovgivningens kapitalkrav. Landsretten henviste til Højesterets dom af 20/8 1996 (TfS 1996, 642) og bemærkede endvidere, at der ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte skatteyderens forklaring om renteafkaldet og baggrunden herfor.

Skattemyndighedens rentefiksering fandtes herefter ikke berettiget. *

TfS 1995,180 (ØLD) Skattemyndighederne forhøjede en skatteyders skattepligtige indkomst for 1986 med en fikseret rente af et tilgodehavende i et selskab, hvori skatteyderen var hovedaktionær. Det var mellem skatteyderen og selskabet aftalt, at der ikke skulle betales renter. Der fandtes ingen lov om, at der i sådanne tilfælde skulle ske beskatning af en fiktiv renteindtægt af en bestemt størrelse, og forhøjelsen blev anset som en skønsmæssig forhøjelse, der var omfattet af den dagældende SSL § 15, stk. 5 (nu § 35, stk. 1). Da der var forløbet mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, var der herefter ikke hjemmel til forhøjelse af skatteansættelsen.

TfS 1996,642 (HRD) En skatteyder, der var kano- og kajakbygger og drev en personligt ejet virksomhed, stiftede et selskab med det formål at eje sejlskibe eller andre fartøjer og drive udlejnings- og chartervirksomhed mv.

I forbindelse med stiftelsen fik han et tilgodehavende i selskabet, der ikke skulle forrentes. Skatteankenævnet fastsatte for 1989-1991 en fikseret rente svarende til diskontoen + 4% af gennemsnittet af mellemregningskontoen primo og ultimo. Ansættelsen blev stadfæstet af Landsskatteretten, og senere af Østre Landsret (TfS 1995,798) (ØLD), der mente, at der ikke var tale om en forretningsmæssig normal disposition, og fandt derfor at betingelsen for beskatning af en fiktiv rente var opfyldt. Højesteret fandt, at skattemyndighederne i mangel af særlig lovgivning ikke kunne foretage rentefiksering i videre omfang end angivet i det tidligere ligningsdirektorats cirkulære af 5. nov. 1975 og i ligningsvejledningen for 1987-1991. Højesteret lagde vægt på, at fartøjet ikke tidligere havde været anvendt erhvervsmæssigt, og det måtte ved overdragelsen anses for usikkert, i hvilket omfang indtægter kunne forventes. Højesteret fandt således ikke fornødent grundlag for at tilsidesætte den aftalte rentefrihed, uanset de skattemæssige fordele, der var forbundet med ordningen, og skatteyderens ansættelse blev nedsat til det selvangivne. TOLD*SKAT Nyt 1993.13.615 (ØLD)(Appelleret) (TfS 1993,236). En aftale om rentefrihed vedrørende et stiftertilgodehavende i et 50% ejet datterselskab blev anset for indgået mellem interesseforbundne parter. Långiveren havde ikke sandsynliggjort, at vilkåret om rentefrihed skyldtes forretningsmæssige grunde. Aftalen om rentefrihed måtte herefter anses som en vilkårlig løbende indkomstoverførsel, som ikke skulle respekteres i skatteretlig sammenhæng, og skattemyndighedernes fastsættelse af en fiktiv rente blev således fastholdt.

TfS 1994,813 (ØLD) (Appelleret). En hovedaktionær, hvis aktieselskab ejede 12 ejendomsanpartsselskaber, overdrog i 1989 12 af ham personligt ejede ejendomme til disse. I forbindelse med overdragelsen indestod betydelige kontante udbetalinger uforrentede og uden sikkerhed. Landsretten fandt, at da rentefriheden ikke var et sædvanligt forretningsmæssigt arrangement, skulle der beregnes fikseret rente af de i selskaberne indestående beløb.

Tilsvarende skal der ved udleje fra en hovedaktionær til hans selskab fastsættes en markedsleje for det udlejede.

S.F.1.5 Manglende personindtægter

Transaktioner mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab skal, hvad enten det drejer sig om løbende samhandel, enkeltstående overdragelser eller andre økonomiske dispositioner, ske efter "arms length"-princippet, hvilket vil sige, at retshandler skal foretages på samme måde, som hvis kontrahering fandt sted med en uafhængig tredjemand.

I specielle tilfælde kan det forekomme, at hovedaktionæren overdrager aktiver til det af ham beherskede selskab til underpris. Hvis hovedaktionæren f.eks. overdrager sin virksomhed til et af ham behersket selskab, kan han have en interesse i at fastsætte f.eks. en goodwill-værdi, der er væsentligt lavere end handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i sådanne tilfælde berettiget til at ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den aftalte fordeling af vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages. Dette kan medføre forhøjelser af hovedaktionærens skattepligtige indkomst. I en stiftelsessituation, hvor hovedaktionæren vederlægges med aktier i det nystiftede selskab, er der ikke grundlag for også at forhøje selskabets indkomst, idet merværdien må anses for overkurs på aktierne og dermed skattefri efter SEL § 13, stk. 1, nr. 1. Berigtiges overdragelsen af virksomheden ikke med aktier, men f.eks. kontant, er der derimod grundlag for også at forhøje selskabets indkomst, idet selskabet i så fald har modtaget en gave/et tilskud fra hovedaktionæren svarende til forskellen mellem underprisen og handelsværdien.

Om samhandel i koncernforhold, se S.D.4.

Afsnit SF - Beskatningen af udbytte mv. fra aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber

S.F.1.1 Udbyttebegrebet

LL er senest optrykt ved lovbek. nr. * 819 af 3. nov. 1997 *. Seneste cirk. til LL er nr. 72 af 17. april 1996, og reglerne om udbytte er omtalt i kap. 9.

Ifølge LL § 16 A, stk. 1, medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, jf. dog stk. 4. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer, anparts- eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

S.F.1.1 Udbyttebegrebet

S.F.1.2 Maskeret udbytte

S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger

S.F.1.4 Fikseret løn, rente, leje

S.F.1.5 Manglende personindtægter