Legislator Case Law & Legislation
E19956MV0025 DK

MOMSVEJLEDNING, TEKST 1995 AFSNIT Z - FORVALTNINGSRET OG MOMSVEJLEDNINGEN SOM RETSKILDE

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1995

Afsnit Z - Forvaltningsret og Momsvejledningen som retskilde

Z.1 Forvaltningsret

Z.1.1 Forvaltningsloven

Momssager er omfattet af forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 med senere ændringer).

Forvaltningsloven indeholder bl.a. regler om partshøring, begrundelse og klagevejledning.

Z.1.1.1 Partshøring

Reglerne om partshøring indebærer, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse i sagen, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.

Forvaltningsloven indeholder visse undtagelser fra myndighedernes pligt til at iværksætte partshøring. Dette er således f.eks. tilfældet, hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Z.1.1.2 Begrundelse

Reglerne om begrundelse indebærer, at en skriftlig afgørelse, der ikke fuldt ud giver parten medhold, skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse. En mundtlig afgørelse kan af parten kræves skriftligt begrundet inden 14 dage.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, f.eks. lov eller bekendtgørelse, i henhold til hvilke, afgørelsen er truffet. Ved skønsmæssige afgørelser skal tillige angives de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. På momsområdet vil det kunne være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende praksis, hvis denne praksis er offentlig tilgængelig eller almindelig kendt, f.eks. fordi den er omtalt i et cirkulære, TfS, Momsvejledningen eller lignende, jf. i øvrigt nedenfor om Momsvejledningens retskildemæssige værdi.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Z.1.1.3 Klagevejledning

Skriftlige afgørelser, som kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed skal være ledsaget af en klagevejledning. Mundtlige afgørelser skal om fornødent også ledsages af en klagevejledning.

Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og fremgangsmåde ved indgivelse af klagen, herunder eventuelle tidsfrister. Dette gælder også afgørelser, der kan indbringes for domstolene, hvis der gælder en lovbestemt frist for indbringelsen. Der henvises herom til U om klageadgang.

Z.1.2 Ligningsvejledningen

I Ligningsvejledning 1994 A.K. om skatteprocessen, særligt A.K.3, er bl.a. omtalt andre af forvaltningslovens regler, som også kan have betydning på momsområdet.

Z.1.3 Vejledninger

Vejledninger, f.eks. mundtlige svar på telefoniske henvendelser, vil ofte være af så generel karakter, at der ikke er tale om egentlige afgørelser.

Z.2 Momsvejledningen som retskilde

Z.2.1 Momsvejledningens indhold

Momsvejledningen indeholder en beskrivelse af momsloven med tilhørende bekendtgørelser, visse EU-regler, administrativ praksis og domstolsafgørelser.

Administrativ praksis vil først og fremmest sige afgørelser fra Momsnævnet og Skatteministeriet, henholdsvis Told- og Skattestyrelsen og Departementet, der har været offentliggjort i det til Momsvejledning 1993 hørende afgørelsesbind og i TfS.

Z.2.2 Retskildeværdi

I TfS 1994.660, refereres en redegørelse udfærdiget af Skatteministeriets Retssikkerhedsudvalg dels om Ligningsvejledningen kan anses for bindende for lignings- og klagemyndighederne, dels i hvilket omfang skatteyderne kan støtte ret på Ligningsvejledningens udsagn i begunstigende retning.

Momsvejledningen skal ligesom Ligningsvejledningen sikre, at der på landsplan sker en ensartet forvaltning af reglerne. Derfor kan Retssikkerhedsudvalgets redegørelse og dens konklusioner i vidt omfang overføres til Momsvejledningen.

Det betyder, at Momsvejledningens udsagn er direkte bindende for de statslige myndigheder, medmindre der er tale om udsagn, der er i direkte modstrid med højere rangerende retskilder, hvilket først og fremmest vil sige lovbestemmelser, men også f.eks. fast administrativ praksis.

I forhold til Momsnævnet og Skatteministeriet er Momsvejledningen dog kun bindende i det omfang, borgerne kan støtte ret på Momsvejledningen. Ud fra en lighedsgrundsætning kan borgerne støtte ret på Momsvejledningen i samme omfang som vejledningen som ovenfor nævnt er bindende for de statslige myndigheder.

Stor vejledning 1995

Z.1 Forvaltningsret

Z.1.1 Forvaltningsloven

Z.1.2 Ligningsvejledningen

Z.1.3 Vejledninger

Z.2 Momsvejledningen som retskilde

Z.2.1 Momsvejledningens indhold

Z.2.2 Retskildeværdi

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →