Legislator Case Law & Legislation
E19956MV0016 DK

MOMSVEJLEDNING, TEKST 1995 AFSNIT P - ANGIVELSE OG BETALING

18 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (18)

Statutory Text (18 Articles)

Stor vejledning 1995

§§ 57-65

Loven fastsætter de nærmere regler for angivelse og betaling af moms samt følgerne af, at disse regler ikke overholdes, f.eks forhøjelse ved manglende indsendelse af angivelse og renter ved for sen betaling af moms.

I afsnit Q omtales de særlige regler for landbrug og fiskeri.

P.1 Angivelsesregler

P.1.1 Angivelse - § 57, stk. 1

Registrerede virksomheder skal senest 1 måned og 10 dage efter udløbet af hver momsperiode indsende momsangivelse.

Angivelsen skal indeholde

-salgsmoms samt moms af EU-varekøb mv. (udgående moms),

-købsmoms (indgående moms) samt energiafgifter, der ønskes godtgjort,

-afgiftstilsvar,

-værdien uden moms af varekøb i andre EU-lande, jf. momsbekendtgørelsens § 67, stk. 2

-værdien af varesalg uden moms til andre EU-lande, jf. momsbekendtgørelsens § 67, stk. 1 og

-værdien af varer og momspligtige ydelser, som kan sælges momsfrit efter § 34, bortset fra varesalg til andre EU-lande.

Beløbene angives i hele kroner.

Angivelsen sker ved hjælp af skemaet på bagsiden af det indbetalingskort, der anvendes ved betaling af moms, og som udsendes til virksomhederne gennem told- og skatteregionerne ved udgangen af momsperioden.

Angivelsen underskrives af en person, der af virksomheden er udpeget som ansvarlig.

Virksomheder, der ikke har modtaget indbetalingskortet ved udløbet af den momsperiode, som angivelsen knytter sig til, skal selv rette henvendelse til regionen for at få indbetalingskortet.

Virksomheden skal indsende angivelse for hver momsperiode, selv om der ikke skal indbetales moms, fordi afgiftstilsvaret er 0, eller fordi købsmomsen overstiger salgsmomsen. I sidstnævnte tilfælde skal afgiftstilsvaret tydeligt markeres med et minus.

Stor vejledning 1995

§ 57, stk. 2

Momsperioden er normalt kvartalet, men kan i særlige tilfælde forkortes til en måned.

P.1.2 Tilladelse til forkortet momsperiode - § 57, stk. 3

Virksomheder, hvis salgsmoms regelmæssigt er mindre end købsmomsen fordi en væsentlig del af leverancerne er foretaget for afgifter efter § 34 kan få tilladelse til at anvende kalendermåneden som momsperiode.

Fra praksis kan nævnes følgende afgørelser

Støtteopkøb af fisk

En producentorganisations støtteopkøb af landede fisk for EU-midler kan ikke betragtes som eksportvirksomhed, idet varen afsættes på det indenlandske marked.

Efterforskningsvirksomhed

En virksomhed, der forskede efter kulbrinter i den danske undergrund, oplyste at inden et salg af kulbrinter kunne påbegyndes, forventede man en efterforskningsperiode på fem til otte år.

Virksomheden kunne ikke få tilladelse til at anvende måneden som afregningsperiode, idet virksomheden ikke opfyldte betingelserne i lovens § 57, stk. 3 (tidligere § 20, stk. 3), jf. § 34 (tidligere § 2), fordi virksomhedens salgsmoms ikke regelmæssigt er mindre end købsmomsen som følge af eksport.

Stor vejledning 1995

§ 57, stk. 4

Ændring af momsperioden kan kun ske med virkning fra begyndelsen af et kvartal, og anmodningen herom skal fremsættes senest 1 måned før ændringen ønskes iværksat. Virksomheder, der får tilladelse til at anvende forkortet momsperiode, kan ikke inden for de følgende 2 år anvende kvartalet som momsperiode.

Angivelsesblanketterne til disse virksomheder udsendes for et kvartal ad gangen af told- og skatteregionerne.

Angivelserne skal i underskrevet og udfyldt stand indsendes til told- og skatteregionerne senest 1 måned og 10 dage efter momsperiodens udløb.

P.1.2.1 Fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter

Efter reglerne kan virksomheder med et særligt stort energiforbrug få tilladelse til månedsvis tilbagebetaling. Tilbagebetalingen vedrører afgifterne af olie, el, gas og kul samt af godtgørelsesberettiget CO2-afgift efter § 9, stk. 1, i CO2-afgiftsloven (50%-godtgørelse), jf. lovbekendtgørelse nr. 568 af 20 juni 1994 om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter.

Anden godtgørelsesberettiget CO2-afgift, jf. CO2-afgiftslovens § 9, stk. 2, (særlig refusion) skal angives på virksomhedens momsangivelse. Væksthusgartnerier, der har fået tilsagn fra Energistyrelsen om udbetaling af CO2-tilskud (lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug), kan dog også få fremskyndet tilbagebetaling af særlig refusion samt af CO2-tilskuddet.

Det samlede energiafgiftsbeløb for virksomheder i byregistret skal mindst udgøre 30.000 kr. om året og for virksomheder i landbrugsregistret mindst 15.000 kr. om året.

Endvidere kan afgift af ultralet dieselolie og af gas, der anvendes ved rutekørsel, tilbagebetales fremskyndet. Det samme gælder afgift af el til drift af eltog.

Den enkelte månedsvise tilbagebetaling skal omfatte et beløb på mindst 5.000 kr. Tilbagebetaling kan dog omfatte flere måneder under et.

Vandafgift

Landbrugsvirksomheder kan kvartalsvis få tilbagebetalt vandafgift. En betingelse er dog, at afgiften udgør mindst 4.000 kr. årligt eller mindst 1.000 kr. pr. udbetaling (tilbagebetalingen kan omfatte flere kvartaler under ét).

Virksomheder, der er optaget i ordningen, må ikke sideløbende helt eller delvis foretage fradrag for disse afgifter i virksomhedens momsangivelse. Moms af de pågældende energiafgiftsbeløb godtgøres ikke via ordningen, men skal angives som købsmoms i virksomhedens angivelse.

Loven giver endvidere mulighed for forskudsvis udbetaling af overskydende moms, jf. P.7.

P.1.3 Afgiftsforhøjelse ved for sent afgivet angivelse - § 58, stk. 1

Foreligger angivelsen ikke rettidigt, og er det angivne tilsvar positivt, forhøjes virksomhedens momstilsvar for den pågældende periode med 1%, dog mindst 500 kr. og højst 1.100 kr. Er tilsvaret negativt eller nul, beregnes en forhøjelse på 500 kr. i gentagelsestilfælde. Der beregnes dog ikke forhøjelse af tilsvaret i tilfælde, hvor tilsvaret er negativt eller nul, og der er forløbet mere end 2 år, siden en negativ- eller nulangivelse er indsendt for sent.

Der tilsendes virksomheden et særligt indbetalingskort til betaling af denne momsforhøjelse.

Stor vejledning 1995

§ 58, stk. 2

Told- og skatteregionen kan meddele fritagelse for momsforhøjelsen, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt. Ferie regnes ikke for at være en særlig omstændighed.

P.1.4 Foreløbig fastsættelse - § 58, stk. 3

Modtages angivelsen ikke, foretager told- og skatteregionen en foreløbig fastsættelse af virksomhedens tilsvar til et skønsmæssigt beløb.

De foreløbige fastsættelser udsendes for hver momsperiode ca. 1 måned efter udløbet af fristen for indsendelse af angivelse.

Der betales et gebyr på 150 kr. for en foreløbig fastsættelse.

P.2 Betalingsregler

P.2.1 Indbetaling - § 59, stk. 1

Momsen for byvirksomheder forfalder til betaling den 1. i den 2. måned efter momsperiodens udløb og skal betales senest 10 dage derefter. Fristen for indsendelse af angivelse og for indbetaling af moms er således sammenfaldende.

Momsen betales ved anvendelse af det udsendte indbetalingskort.

Hvis momsen er under 50 kr. kan indbetaling undlades.

Betales der med check direkte til en told- og skatteregion, skal den øverste del af indbetalingskortet sendes med. Hvis der ønskes kvittering, skal hele indbetalingskortet sendes med.

For afmeldte virksomheder er forfaldstidspunktet og betalingsfristen den, der er gældende for den momsperiode, i hvilken virksomheden er afmeldt.

Betalingen anses for rettidig, når

-beløbet er indbetalt til posthus, et pengeinstitut, eller på told- og skatteregionen senest sidste rettidige betalingsdag, eller

-anmodningen om overførsel er pengeinstituttet i hænde, således at overførsel til Told-Skat's konto kan ske senest sidste rettidige indbetalingsdag, eller

-Told-Skat modtager en check med posten senest sidste rettidige betalingsdag.

Hvis sidste rettidige indbetalingsdag er en lørdag, søndag eller helligdag anses den nærmest følgende hverdag for sidste rettidige indbetalingsdag.

P.2.2 Renter - § 59, stk. 2

Hvis momsen ikke betales rettidig, skal der betales 1,3% i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen, dog mindst 50 kr. for en momsperiode. Der skal ikke betales rente af afgiftsforhøjelse/ momsforhøjelse foretaget efter § 58, stk. 1.

Er der foretaget en foreløbig fastsættelse af tilsvaret, beregnes renten fra den dag momsen for den pågældende momsperiode forfaldt til betaling.

Renten afkræves virksomheden ved tilsendelse af et særligt giroindbetalingskort.

Der kan ikke meddeles fritagelse for betaling af renter.

Stor vejledning 1995

§ 59, stk. 5

Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelse vedrørende betaling af moms.

P.2.3 Lønindeholdelse - § 59, stk. 3 og 4

Der kan foretages indeholdelse i løn for restancer hos den pågældende efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Ministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for momsens indbetaling og fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelse. Ministeren har ved bekendtgørelse nr. 515 af 16. juni 1994 fastsat retningslinier for fremgangsmåden ved indeholdelse i løn for skyldige afgifts- og rentebeløb. I bekendtgørelsen er det bestemt, at reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven ligeledes finder anvendelse på momsområdet.

Skyldneren har pligt til at give Told-Skat alle nødvendige oplysninger om personlige og økonomiske forhold af betydning for lønindeholdelsen. Skyldneren har efter retsplejelovens § 497, stk. 1, pligt til at oplyse sin arbejdsgivers navn og adresse under en udlægsforretning.

Lønindeholdelse kan foretages for restancer vedrørende momstilsvar efter momsloven, renter, momsforhøjelser (for forsinket angivelse) og gebyrer under forudsætning af, at skyldneren hæfter personligt.

Lønindeholdelse kan ske med højst 20% af den del af lønudbetalingen eller lignende, der er tilbage, efter at der er foretaget indeholdelse af AM-bidrag og A-skat. Andre fradrag i lønnen, f.eks. ATP, fagforeningskontingenter o.l. kan ikke fratrækkes før lønindeholdelsen.

Pålæg om lønindeholdelse til dækning af skyldige momsbeløb mv. gives af den pågældende told- og skatteregion. Pålægget sendes skriftligt til den indeholdelsespligtige (arbejdsgiveren) sammen med en skriftlig vejledning om den praktiske fremgangsmåde.

Indeholdte beløb forfalder til betaling den 1. i den kalendermåned, der følger efter indeholdelsen, og skal indbetales til Told-Skat senest den 15. i forfaldsmåneden. Er sidste rettidige indbetalingsdag en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag.

P.3 Lejlighedsvis registrering - § 60

Finder den momspligtige virksomhed sted rent lejlighedsvis, f.eks. koncerter, offentlige baller, markeder, midlertidige udstillinger o.l., kan momsperioden fastsættes til det tidsrum, i hvilken virksomheden drives.

Told- og skatteregionen sender herefter angivelse til den, der skal afregne momsen.

Angivelsen skal indsendes senest 1 måned og 10 dage efter, at den momspligtige virksomhed er afsluttet.

Efter modtagelse af angivelsen sender told- og skatteregionen et indbetalingskort til virksomheden.

Momsen skal betales senest 14 dage efter påkrav. Hvis betalingsfristen ikke overholdes, skal der betales 1,3% i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned i hvilken beløbet skulle have været betalt af virksomheden, dog mindst 50 kr.

Regionen kan i øvrigt for sådanne virksomheder, der kun skal drives i kort tid, forkorte fristerne for indsendelse af angivelse og indbetaling af moms.

P.4 Indførsel - § 61

Virksomheder, der indfører varer til Danmark fra steder uden for EU, skal afregne importmomsen efter reglerne i toldloven.

Afregningsperioden for moms af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere, der er registreret under toldkreditordningen, er måneden. Momsen af varer, der er fortoldet i afregningsperioden, skal betales til Told-Skat senest den 16. i måneden efter afregningsperioden.

Stor vejledning 1995

§ 61, stk. 2

Momsregistrerede virksomheder, biblioteker o.l. kan få Told-Skat's tilladelse til at få udleveret brevpostforsendelser, der indeholder bøger, tidsskrifter, noder og frimærker til samlerbrug, direkte fra postvæsenet på betingelse af, at momsen afregnes månedsvis. Virksomheden må kunne dokumentere et rimeligt behov for tilladelsen.

Der henvises i øvrigt til reglerne om indførsel i afsnit D.10.

P.5 Kreditbegrænsning/Sikkerhedsstillelse

Stor vejledning 1995

§ 62

Ved lov nr. 1093 af 21. december 1994 er der sket en stramning af reglerne for begrænsning af kredittiden for almindelig moms og for moms ved import fra lande uden for EU. Loven indeholder tillige regler for begrænsning af kredittiden for A-skat og AM-bidrag.

Reglerne trådte i kraft den 1. juli 1995, og de erstatter de tidligere gældende regler for begrænsning af kredittiden for almindelig moms og for moms ved import fra lande uden for EU.

Virksomheder, der er sat på kreditbegrænsning før den 1. juli 1995 er overført til de nye regler for kreditbegrænsning. Det indebærer, at de pågældende virksomheder fra 1. juli 1995 anses for at være kreditbegrænset efter de nye regler.

Efter de tidligere gældende regler skulle Told-Skat i nogle nærmere bestemte tilfælde ved gentagen misligholdelse af betaling sætte virksomheden på kreditbegrænsning (den obligatoriske ordning) og i andre misligeholdelsestilfælde kunne Told-Skat sætte virksomheden på kreditbegrænsning (den fakultative ordning). Reglerne er beskrevet i momsvejledningen for 1993.

Med de nye regler er den fakultative ordning bortfaldet, men dispensationsadgangen til at undlade forkortet momsperiode mv. er udvidet.

Ordningen

Ordningen går ud på, at Told-Skat efter nærmere fastsatte kriterier (objektive, og for nye virksomheder tillige skønsmæssige) skal sanktionere efter en gradueret skala overfor virksomheder, der misbruger pligten til at opkæve A-skat, AM-bidrag og moms for offentlige. Ordningen gælder tillige nye virksomheder, hvor personerne bag virksomheden tidligere har misbrugt førnævnte pligt. Ordningen gælder således i varierende omfang for såvel igangværende virksomheder, d.v.s. registrerede virksomheder, som for virksomheder, der anmelder sig til registrering.

P.5.1 Igangværende byvirksomheder - § 62, stk. 1

Registrerede virksomheder med kvartalet som afgiftsperiode, skal anvende kalendermåneden som afgiftsperiode og indsende angivelse samt indbetale momsen senest 15 dage derefter, når følgende kriterier er opfyldt

1)virksomheden 2 gange inden for de seneste 12 måneder ikke rettidigt har indbetalt moms. Opmærksomheden henledes på, at der ikke gælder en mindstegrænse. Kravet om kreditbegrænsning gælder således uanset restancens størrelse.

eller

2)virksomheden er i restance med moms eller tilsvar vedrørende andre registreringsforhold med et samlet beløb, der overstiger 25.000 kr. Med "andre registreringsforhold" forstås registreringsforhold indenfor skatte- og afgiftsområdet.

og

3)virksomheden ikke indbetaler restancer efter nr. 1 eller nr. 2 inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra Told-Skat, hvorved virksomheden underrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålægges forkortet momsperiode og angivelses- og indbetalingsfrist.

P.5.1.1 § 62, stk. 2

Denne bestemmelse er kun gældende for igangværende byvirksomheder.

Bestemmelsen fastslår, at den forkortede momsperiode skal anvendes med virkning fra den 1. i den kalendermåned, hvor 10-dages-fristen efter punkt 3 udløber. Momsen for en tidligere momsperiode, hvor momsen endnu ikke er angivet og indbetalt, skal angives og indbetales samtidig med momsen for den første forkortede momsperiode.

P.5.2 Nye virksomheder - § 62, stk. 6

Virksomheder, der anmelder sig til registrering for moms, kan pålægges forkortet momsperiode mv., når både objektive og skønsmæssige kriterier er opfyldt.

P.5.2.1 Objektive kriterier

De objektive kriterier for at pålægge forkortet momsperiode mv. er opfyldt når

-en ejer af virksomheden eller den person, der reelt driver virksomheden, og som er knyttet til ejeren på samme måde som fastsat i aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., eller et medlem af bestyrelsen eller direktionen, indenfor de seneste 5 år, regnet fra anmeldelsestidspunktet af virksomheden, har været ejer af virksomheden eller medlem af bestyrelsen eller direktionen i en anden virksomhed, som indenfor dette tidsrum ikke rettidigt har indbetalt moms eller har været i restance vedrørende andre registreringsforhold.

Efter aktieselskabslovens § 115, stk. 1, 2. pkt., betragtes en person som værende knyttet til ejeren, når der foreligger ægteskab, slægtskab i op- eller nedstigende linie, eller når personen på anden måde står ejeren særlig nær, f.eks. som samlevende eller registreret partner.

Når virksomheden er et selskab m.v., anses som ejer også en person, der besidder sådanne kapitalandele i virksomheden (selskabet), som henregnes til hovedaktionæraktier efter personskattelovens § 19 a, stk. 2-4. Herved forstås navnlig en person, der ejer eller på noget tidspunkt indenfor de senest 5 år regnet fra anmeldelsestidspunktet har ejet 25% eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den nævnte periode har rådet over mere end 50% af stemmeværdien. Heri medregnes bl.a. aktier, der tilhører den pågældendes nærmeste familie.

Som ejer anses tillige selskaber m.v., der er koncernforbundne med virksomheden, jf. kursgevinstlovens § 6 B, stk. 3.

P.5.2.2 Skønsmæssige kriterier

Forkortet momsperiode mv. skal kun anvendes, når der efter et konkret skøn vurderes at være behov herfor for at sikre rettidig indbetaling.

Heri ligger bl.a en forudsætning om, at der normalt ikke bør stilles krav om forkortet momsperiode mv., når tidligere forsømmeligheder skyldes undskyldelige udefra kommende omstændigheder, og den nye virksomhed i øvrigt har et fornuftigt kapitalgrundlag mv.

P.5.2.3 Sikkerhedsstillelse - § 62, stk. 7

Igangværende virksomheder kan i stedet for at anvende forkortet momsperiode mv. vælge at stille sikkerhed, se P.5.7.

P.5.3 Igangværende landbrugs- og fiskeri-virksomheder - § 62, stk. 3

Virksomheder, der er registreret som landbrug og fiskeri mv., skal indsende angivelse og indbetale moms senest den 15. i den 3. kalendermåned efter momsperioden, når følgende kriterier er opfyldt

1)virksomheden 2 gange inden for de seneste 12 måneder ikke rettidigt har indbetalt moms. Opmærksomheden henledes på, at der ikke gælder en mindstegrænse. Kravet om kreditbegrænsning gælder således uanset restancens størrelse.

eller

2)virksomheden er i restance med moms eller tilsvar vedrørende andre registreringsforhold med et samlet beløb, der overstiger 25.000 kr. Med "andre registreringsforhold" forstås registreringsforhold indenfor skatte- og afgiftsområdet.

og

3)virksomheden ikke indbetaler restancer efter nr. 1 eller nr. 2 inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra Told-Skat, hvorved virksomheden underrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålægges forkortet angivelses- og indbetalingsfrist.

P.5.3.1 Nye virksomheder - § 62, stk. 6

Virksomheder, der anmelder sig til registrering for moms, kan pålægges forkortet angivelses- og indbetalingsfrist, når både objektive og skønsmæssige kriterier er opfyldt, jf. P.5.2.1, og P.5.2.2.

P.5.3.2 Sikkerhedsstillelse (frivillig) - § 62, stk. 7

Den nye virksomhed kan i stedet for at anvende forkortet momsperiode mv. vælge at stille sikkerhed, se P.5.7.

P.5.4 Igangværende Importvirksomheder - § 62, stk. 4

Virksomheder, der indfører varer fra steder uden for EU, skal betale momsen kontant ved varens angivelse til fortoldning, når følgende kriterier er opfyldt

1)virksomheden 2 gange inden for de seneste 12 måneder ikke rettidigt har indbetalt moms. Opmærksomheden henledes på, at der ikke gælder en mindstegrænse. Kravet om kreditbegrænsning gælder således uanset restancens størrelse.

eller

2)virksomheden er i restance med moms eller tilsvar vedrørende andre registreringsforhold med et samlet beløb, der overstiger 25.000 kr. Med "andre registreringsforhold" forstås registreringsforhold indenfor skatte- og afgiftsområdet.

og

3)virksomheden ikke indbetaler restancer efter enten nr. 1 eller nr. 2 inden 10 hverdage fra modtagelsen af en erindringsskrivelse fra Told-Skat, hvorved virksomheden underrettes om, at den ved fortsat manglende betaling pålægges forkortet momsperiode og angivelses- og indbetalingsfrist.

P.5.4.1 Nye virksomheder - § 62, stk. 6

Virksomheder, der anmelder sig til registrering for moms, kan pålægges kontant afregning af importmoms, når både objektive og skønsmæssige kriterier er opfyldt, jf. P.5.2.1 og P.5.2.2.

P.5.4.2 Sikkerhedsstillelse (frivillig) - § 62, stk. 7

Den nye virksomhed kan i stedet for at anvende kontant afregning vælge at stille sikkerhed, se P.5.7.

P.5.5 Fritagelse for forkortet afregningsperiode m.v. - § 62, stk. 5

Told-Skat kan dispensere fra forkortet momsperiode mv., hvis

-hvis den igangværende virksomhed har indgået en betalingsordning, som virksomheden overholder,

eller

-hvis der i øvrigt ikke på baggrund af virksomhedens forhold vurderes at være behov for at sætte virksomheden på forkortet momsperiode mv.

Dette kan være tilfældet, hvor det er indlysende, at det er udefra kommende omstændigheder, der midlertidigt umuliggør rettidig indbetaling. Som eksempler kan nævnes pludselig opstået alvorlig sygdom eller ulykkestilfælde i et enkeltmandsfirma, manglende betaling fra en i forhold til virksomhedens økonomi særligt betydende debitor på grund af dennes konkurs, faktiske eller legale betalingsstandsning.

Dispensationsadgangen vil også kunne finde anvendelse, hvor virksomheden er under anmeldt betalingsstandsning og dermed beskikket tilsyn, eller der er åbnet forhandling om tvangsakkord, eller virksomheden er under konkurs.

P.5.6 Tilbagevenden til sædvanlig afregningsperiode mv. - § 62, stk. 8

Virksomheden skal føres tilbage til sædvanlig afregningsperiode og angivelses- og indbetalingsfrist, når

-virksomheden har indbetalt moms rettidigt i en 12-måneders periode

og

-virksomheden samtidig ikke er i restance med moms eller tilsvar vedrørende andre registreringsforhold.

P.5.7 Sikkerhedsstillelse (frivillig) - § 62, stk. 7

Virksomheden kan i stedet for at anvende forkortet momsperiode mv. for moms vælge at stille sikkerhed for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer vedrørende A-skat, AM-bidrag og moms med tillæg af det forventede gennemsnitlige tilsvar for en 3-måneders periode.

Sikkerheden skal stilles for en 12-måneders periode, i hvilken der ikke må opstå nye restancer vedrørende moms og tilsvar vedrørende andre registreringsforhold.

Sikkerhedsstillelse kan alene ske i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed efter Told-Skats bestemmelse.

Opstår der efter frivillig sikkerhedsstillelse nye restancer, overføres virksomheden til forkortet momsperiode mv.

P.5.8 Sikkerhedsstillelse (tvungen)

I stedet for forkortet momsperiode mv., kan Told-Skat stille krav om sikkerhed både overfor igangværende virksomheder og overfor virksomheder, der anmelder sig til registrering.

P.5.8.1 Ordningen

Sikkerhed skal stilles senest 8 dage efter, at virksomheden har modtaget et anbefalet brev herom. Fristen kan dog forlænges efter anmodning herom. En anmodning kan imødekommes, såfremt virksomheden kan godtgøre, at den krævede sikkerhed kan stilles indenfor rimelig tid.

Sikkerhed skal stilles for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer vedrørende A-skat, AM-bidrag og moms med tillæg af det forventede gennemsnitlige tilsvar for en 3-måneders periode.

Sikkerheden skal stilles for en 12-måneders periode, i hvilken der ikke må opstå nye restancer vedrørende moms og andre registreringsforhold.

En stillet sikkerhed frigives, når der er sket rettidig indbetaling af moms i den seneste 12-måneders periode, og hvis virksomheden ikke på dette tidspunkt er i restance med moms eller tilsvar vedrørende andre registreringsforhold.

Sikkerhedsstillelse kan alene ske i form af børsnoterede obligationer, bankgaranti, kontante indskud eller anden betryggende sikkerhed efter Told-Skat bestemmelse.

Igangværende virksomheder

Der kan kræves sikkerhedsstillelse af virksomheder, der ikke overholder et pålæg om forkortet momsperiode mv.

Sikkerhedsstillelse vil kun blive pålagt, når der er grund til at antage, at den fortsatte tilsidesættelse af opfyldelse af kravet om forkortet momsperiode mv. indebærer en risiko for tab for staten.

Stiller virksomheden den krævede sikkerhed, ophæves pålæg om forkortet momsperiode mv.

P.5.8.2 Nye virksomheder - § 62, stk. 10

For virksomheder, der anmelder sig til registrering, vil sikkerhedsstillelse kunne kræves i de situationer, hvor de personer, der står bag virksomheden, (jf. P.5.2.1 objektive kriterier), tidligere har haft væsentlig indflydelse på en anden virksomhed, der er gået konkurs eller er blevet insolvent, hvorved Told-Skat har et ikke fuldt sikret tilgodehavende, eller hvor staten er blevet påført et tab på mere end 50.000 kr. vedrørende A-skat, AM-bidrag eller moms.

Der kan dog kun kræves sikkerhed, når der efter et konkret skøn vurderes at være nærliggende risiko for, at krav om forkortet momsperiode mv., ikke er tilstrækkelig til at sikre, at tilsvar af A-skat, AM-bidrag og moms indbetales rettidigt.

Når virksomheden pålægges at stille sikkerhed, kan virksomheden ikke registreres, før dette pålæg er opfyldt. Pålægget om sikkerhedsstillelse skal meddeles virksomheden senest 14 dage efter, at virksomheden anmeldes til registrering.

P.5.9 Nægtelse af registrering - Nye virksomheder - § 62, stk. 11

Som nævnt i P.5.8.1 skal Told-Skat meddele pålæg om sikkerhedsstillelse ved anbefalet brev. For nye virksomheder skal dette brev indeholde oplysning om, at undladelse af at stille den krævede sikkerhed inden udløbet af den fastsatte frist, d.v.s. senest 8 dage efter at virksomheden har modtaget meddelelse herom, indebærer, at virksomheden ikke kan registreres, hvorefter det vil være strafbart at drive virksomhed efter momslovens bestemmelse i § 81, stk. 3, 2. pkt.

Stiller en ny virksomhed ikke sikkerheden rettidigt, skal Told-Skat ved anbefalet brev meddele den pågældende, at registrering er nægtet. Det skal desuden gentages, at en fortsættelse af virksomheden herefter er strafbar efter ovenanførte bestemmelse.

P.5.10 Gebyr - § 62, stk. 12

Der skal betales et gebyr på 65 kr. for hver angivelse, der udskrives til byvirksomheder, landbrugs- og fiskerivirksomheder, der er på forkortet afgiftsperiode.

P.6 Tilbagebetaling af negativt afgiftstilsvar - § 63

Stor vejledning 1995

§ 63, stk. 1-2

Virksomheder med negativt afgiftstilsvar får udbetalt overskydende moms senest 3 uger efter, at angivelsen er modtaget. Overskydende moms under 50 kr. udbetales ikke.

Hvis der ikke kan foretages kontrol af momsangivelsen på grund af virksomhedens forhold (f.eks. ferielukning, bortrejse eller mangelfuldt regnskab), kan udbetalingsfristen overskrides.

Modregning - § 63, stk. 3

Udbetalingen sker kun, hvis angivelsen vedrørende tidligere momsperioder er modtaget. Skyldig moms mv. for tidligere perioder modregnes ved udbetalingen, selv om momskravet ikke er forfaldent.

Højesteret har statueret, at et krav fra Eksportkreditrådet mod én af flere fællesregistrerede virksomheder kunne modregnes i den fællesregistrerede virksomheds momstilgodehavende (negativt afgiftstilsvar). Det blev i denne forbindelse udtalt, at enhver af de fællesregistrerede virksomheder havde stilling som kreditor i forhold til det daværende toldvæsen.

Da momsgodtgørelsen således også tilkom den virksomhed, som Eksportkreditrådet havde et krav mod, var modregningen berettiget, jf. Højesterets dom af 25. oktober 1989. Se i øvrigt Højesterets dom af 7. april 1982 og Vestre Landsrets dom af 10. februar 1984.

P.7 Forskudsvis udbetaling af overskydende moms

Efter loven om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 568 af 20. juni 1994, kan virksomheder, der har tilladelse til månedsafregning forskudsvis få udbetalt et beløb, der svarer til virksomhedens gennemsnitlige negative afgiftstilsvar.

Virksomheder med månedsafregning får udbetalt et beløb, der svarer til 3/52 af det samlede negative afgiftstilsvar med fradrag af positivt afgiftstilsvar i en 12 måneders periode.

P.8 Særlige afregningsregler

Stor vejledning 1995

§ 64

Bestemmelsen fastsætter regler for afregning af afgift for de virksomheder, der er registreringspligtige efter § 48 se M.2, d.v.s. ikke juridiske personer samt afgiftspligtige virksomheder der ikke er registreringspligtig efter § 47, der køber varer og ydelser for over 80.000,00 kr. på årsbasis fra andre EU-lande. Disse virksomheder skal kun indsende momsangivelse for de afgiftsperioder, i hvilke de foretager indkøb. Afgiftsperioden er kvartalet. Virksomheden skal når den i en afgiftsperiode har foretaget momspligtige indkøb, senest 1 måned og 10 dage efter udløbet af afgiftsperioden angive den samlede værdi uden moms og den samlede værdi af momsen. Angivelsen skal indsendes til den told- og skatteregion hvor virksomheden er registreret.

Reglerne i § 58, stk. 1 og 2 om forhøjelse af momsen ved for sen angivelse og § 59 om forfald, betaling og inddrivelse af momsen m.v. finder tilsvarende anvendelse. Se i øvrigt afsnit P.1.3 og P.2.

Stor vejledning 1995

§ 65

Bestemmelsen indeholder regler om opgørelse og afregning af moms for de virksomheder der jf. § 46, stk. 1 nr. 3 ikke er registreret.

Stor vejledning 1995

§ 65, stk. 1 fastsætter de forpligtelser, som en ikke registreret virksomhed, der er betalingspligtig for ydelser, skal opfylde. I forhold til registrerede virksomheders forpligtelser er der tale om forenklede regler. Virksomheden skal føre et regnskab over de modtagne ydelser, som virksomheden skal betale moms af og angive størrelsen af det momsbeløb, som skal indbetales til den lokale told- og skatteregion senest 1 måned og 10 dage efter afgiftsperioden udløb. Afgiftsperioden er kvartalet. Der skal angives når der i perioden er foretaget betalingspligtige køb.

Stor vejledning 1995

§ 65 stk. 2

Efter § 65, stk. 2 forfalder momsen til betaling 1 måned efter afgiftsperiodens udløb, og momsen skal indbetales senest 10 dage derefter. Indbetaling kan dog undlades, hvis afgiften er på under 50 kr. § 59, stk. 3 om lønindeholdelse finder tilsvarende anvendelse, se i øvrigt afsnit P.2.3.

Privatpersoners erhvervelse af nye transportmidler

Stor vejledning 1995

§ 65, stk. 3 indeholder regler for afregning af moms for privatpersoner og andre ikke-registrerede personer, der erhverver et nyt transportmiddel fra et andet EU-land. Nye transportmidler skal altid momsberigtiges her i landet. En privatperson m.v., der erhverver et nyt transportmiddel fra et andet EU-land til brug her i landet, skal derfor anmelde denne erhvervelse

til den lokale told- og skatteregion senest 14 dage efter, at transportmidlet er ankommet her til landet. Samtidig med anmeldelsen indsendes faktura som dokumentation for købet. Momsen skal indbetales 14 dage efter påkrav fra den lokale told- og skatteregion. § 59, stk. 3 om lønindeholdelse finder tilsvarende anvendelse, se P.2.3.

Stor vejledning 1995

§ 65, stk. 4 bestemmer, at der ved for sen betaling af momsen skal betales 1,3 % i månedlig rente svarende til gældende regler på området.

Trekantshandel

Mellemhandlere, der ved erhvervelser af vare fra et andet EU-land har opgivet dansk registreringsnummer til sælger, kan undlade at angive erhvervelsen på angivelse, når det kan godtgøres, at

-varerne er sendt direkte fra ét EU-land til en registreret varemodtager i et andet EU-land, uden at mellemhandleren er registreret i afsender- eller modtagerlandet, og

-varemodtageren svarer moms på vegne af mellemhandleren.

Reglerne fremgår af momsbekendtgørelsens § 80, stk. 1.

Varemodtagere, der har modtaget varer her i landet, skal angive transaktionen i overensstemmelse med de almindelige regler, se P.1.

Reglerne fremgår af ovennævnte bek. § 82.

Punktafgiftspligtige varer

Ikke registrede virksomheder m.v., der køber punktafgiftspligtige varer i et andet EU-land skal svare afgift af denne leverance i forbindelse med afregning af punktafgiften.

Stor vejledning 1995

P.1 Angivelsesregler

P.1.1 Angivelse - § 57, stk. 1

P.1.2 Tilladelse til forkortet momsperiode - § 57, stk. 3

P.1.3 Afgiftsforhøjelse ved for sent afgivet angivelse - § 58, stk. 1

P.1.4 Foreløbig fastsættelse - § 58, stk. 3

P.2 Betalingsregler

P.2.1 Indbetaling - § 59, stk. 1

P.2.2 Renter - § 59, stk. 2

P.2.3 Lønindeholdelse - § 59, stk. 3 og 4

P.3 Lejlighedsvis registrering - § 60

P.4 Indførsel - § 61

P.5 Kreditbegrænsning/Sikkerhedsstillelse

P.5.1 Igangværende byvirksomheder - § 62, stk. 1

P.5.2 Nye virksomheder - § 62, stk. 6

P.5.3 Igangværende landbrugs- og fiskeri-virksomheder - § 62, stk. 3

P.5.4 Igangværende Importvirksomheder - § 62, stk. 4

P.5.5 Fritagelse for forkortet afregningsperiode m.v. - § 62, stk. 5

P.5.6 Tilbagevenden til sædvanlig afregningsperiode mv. - § 62, stk. 8

P.5.7 Sikkerhedsstillelse (frivillig) - § 62, stk. 7

P.5.8 Sikkerhedsstillelse (tvungen)

P.5.9 Nægtelse af registrering - Nye virksomheder - § 62, stk. 11

P.5.10 Gebyr - § 62, stk. 12

P.6 Tilbagebetaling af negativt afgiftstilsvar - § 63

P.7 Forskudsvis udbetaling af overskydende moms

P.8 Særlige afregningsregler

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →