Legislator Case Law & Legislation
E19956MV0011 DK

MOMSVEJLEDNING, TEKST 1995 AFSNIT K - MOMSGODTGØRELSE

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Stor vejledning 1995

§ 45

Under visse forudsætninger kan afgiftspligtige personer og andre få godtgørelse for moms, som er betalt her i landet. Det drejer sig om afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet (§ 45, stk. 1).

Herudover ydes momsgodtgørelse i særlige tilfælde som fremmede staters herværende ambassader, internationale organisationer mv. (§ 45, stk. 2), transportvirksomheder (§ 45, stk. 3), forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter (§ 45, stk. 4), humanitære organisationer (§ 45, stk. 5) og ved indførsel hvor betingelserne for toldgodtgørelse er til stede (§ 45, stk. 6). Der er i momsbekendtgørelsens kapitel 8, fastsat nærmere regler vedrørende udbetaling af godtgørelsen efter lovens § 45 stk. 1 og stk. 3-5.

K.1 Godtgørelse ved erhvervsmæssig brug og anden anvendelse

K.1.1 Udenlandske virksomheder - § 45, stk. 1

Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, kan få godtgjort den moms, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug.

Hvad der skal forstås ved afgiftspligtige personer, se C.1.1.

Godtgørelsen kan kun indrømmes for indkøb af den art, som registrerede virksomheder her i landet efter loven kan fradrage ved opgørelsen af momstilsvaret.

Udenlandske virksomheders muligheder for at opnå godtgørelse eller fritagelse fremgår af §§ 28-33 i momsbekendtgørelsen. Disse bestemmelser er baseret på de EU-retlige regler i 8. og 13. direktiv.

Virksomheder, der ikke er etableret i Danmark, skal ved ansøgningen om godtgørelse udfylde en særlig blanket, og ansøgningen skal bl.a. indeholde oplysninger om anvendelsen af de indkøb, der søges godtgørelse for.

Endvidere skal udenlandske virksomheder afgive erklæring om, at de ikke har udøvet registreringspligtige virksomhed her i landet i det tidsrum, ansøgningen vedrører. Registreringspligtige virksomhed omfatter ikke levering af ydelser, herunder transportydelser og hertil tilknyttede transaktioner, når ydelsen er direkte knyttet til udførsel af varer til steder uden for EU eller til indførsel af varer, der befinder sig under ordninger vedrørende fællesskabsforsendelse mv., se D.10., samt for erhvervsmæssig passagerkørsel med busser indregistreret i udlandet.

Ansøgningen skal omfatte køb mv. af varer og ydelser for en periode på mindst 3 måneder og højst et kalenderår. Det momsbeløb, der søges godtgørelse for i dette tilfælde, skal være mindst kr. 1.500. Perioden kan dog være kortere end 3 måneder, når det drejer sig om den sidste del af et kalenderår. I så fald skal godtgørelsesbeløbet være mindst kr. 200.

Virksomheden kan også ansøge om at medtage køb mv., som ikke var medtaget i tidligere ansøgninger for det pågældende kalenderår.

Virksomheden skal sammen med ansøgningen indsende originalfakturaer, toldkvitteringer m.m. med angivelse af de momsbeløb, som er betalt.

For virksomheder hjemmehørende i et andet EU-land skal den kompetente offentlige myndighed (normalt den lokale skatte- og afgiftsforvaltning eller toldforvaltning) attestere, at virksomheden er momspligtig. Endvidere attesteres virksomhedens registreringsnummer.

For virksomheder hjemmehørende uden for EU skal en kompetent (offentlig) myndighed attestere, at virksomheden udøver erhvervsvirksomhed i hjemlandet.

Den første ansøgning skal vedlægges en erklæring om, at virksomheden driver momspligtig virksomhed i sit hjemland. Erklæringen gælder 1 år fra udstedelsesdagen.

Hvis ansøgningen og den tilhørende dokumentation er modtaget til tiden, tilbagebetales momsbeløbet senest 6 måneder efter, at ansøgningen er modtaget. Omkostninger ved udbetaling af beløb uden for Danmark påhviler virksomheden.

Ordningen administreres af Told- og Skatteregion Sønderborg og ansøgninger skal være regionen i hænde senest den 30. juni efter det år, som ansøgningen vedrører.

Tilbagebetaling af moms i andre EU-lande

De øvrige EU-lande har gennemført tilsvarende ordninger vedrørende tilbagebetaling af moms efter EU's 8. momsdirektiv.

De nærmere regler om tilbagebetaling af moms i de andre EU-lande fremgår af vejledninger, som danske virksomheder kan få ved at henvende sig til de enkelte EU-landes kompetente myndigheder eller hos Udenrigsministeriets Toldoplysning.

Til brug ved danske virksomheders ansøgning om tilbagebetaling af moms, der er betalt i andre EU-lande, kan told- og skatteregionerne give en erklæring om virksomhedens momsmæssige status. Regionen kan også udlevere ansøgningsskemaer til brug for ansøgning i de enkelte lande.

Fritagelse

Momsregistrerede virksomheder her i Danmark kan uden moms levere bestemte ydelser til virksomheder, der ikke er etableret eller registreret her i landet, men registreret for merværdiafgift i et andet EU-land, hvis aftageren kan opnå momsgodtgørelse efter lovens § 45, stk. 1, 1. og 2. pkt. Det drejer sig om følgende ydelser vedrørende

1. sagkyndig vurdering af løsøregenstande,

2. arbejde udført på løsøregenstande, bortset fra lønforarbejdning

3. transport af varer her i landet og hertil knyttede ydelser, når transporten er direkte forbundet med en transport af varer til eller fra et andet EU-land.

Der er knyttet en række betingelser for levering af ovennævnte ydelser uden moms.

Ved levering af ydelser vedrørende sagkyndig vurdering af løsøregenstande og arbejde udført på disse er det en betingelse, at den i Danmark registrerede virksomhed er i besiddelse af en attestation fra den kompetente myndighed i aftagerens hjemland om, at aftageren er momspligtig med anførsel af registreringsnummer.

En betingelse for levering af ydelser vedrørende transport af varer her i landet og hertil knyttede ydelser uden moms er, at de her i landet momsregistrerede virksomhed har en erklæring fra den udenlandske aftager om, at denne er momsregistreret i et andet EU-land. Endvidere skal aftageren opfylde betingelserne for at opnå momsgodtgørelse efter lovens § 45. Endelig skal den i landet momsregistrerede virksomhed kunne dokumentere, at en transportydelse eller hertil knyttede ydelser er direkte forbundet med en transport til eller fra et andet EU-land.

De her i landet momsregistrerede virksomheder, der leverer nævnte ydelser uden moms, skal på fakturaen anføre aftagerens momsregistreringsnummer samt arten af de ovennævnte ydelser.

Ved afgørelsen af, om her i landet registrerede virksomheder kan levere nævnte ydelser uden moms, skal der foruden opfyldelsen af nævnte betingelser foretages en konkret vurdering af dels, om de her i landet leverede ydelser indgår i aftagerens erhvervsmæssige brug og dels, om der er tale om indkøb af en art, som registrerede virksomheder i øvrigt efter loven kan fradrage ved opgørelsen af momstilsvaret. Hvis aftageren herefter findes at være berettiget til at modtage momsgodtgørelse efter lovens § 45, stk. 1, 1. og 2. punktum, kan de her i landet momsregistrerede virksomheder i stedet levere ydelserne uden moms.

K.1.2 Ambassader mv. - § 45, stk. 2

Virksomheder, der sælger varer og momspligtige ydelser til diplomatiske udsendinge mv. og internationale organisationer her i landet, skal beregne moms efter lovens almindelige regler. For at friholde sådanne leverancer for en direkte momsbelastning er der etableret forskellige godtgørelses- ordninger for diplomatiske udsendinge mv.

Diplomatiske repræsentationer og visse internationale organisationer samt tilknyttede personer med diplomatisk status, kan på visse betingelser få godtgjort moms, der er betalt her i landet.

Godtgørelsesordningen vedrørende diplomatiske repræsentationer administreres af Udenrigsministeriet, hvorefter det på betingelser fastsat af ministeriet er muligt for herboende diplomater mfl. at få godtgjort den betalte moms. Hvad der kan opnås godtgørelse for, kan oplyses ved henvendelse til Udenrigsministeriet.

Se også I.1.1.5 om salg til diplomater mfl. i andre EU-lande.

EU-kommissionen

Foretager EU-kommissionens filialkontor i København indkøb af varer og ydelser her i landet, er filaialkontoret omfattet af en tilsvarende godtgørelsesordning som diplomater mfl.

NATO og NATO-personel

Forsvarsministeriet administrerer godtgørelsesordningen vedrørende NATO og NATO-personel, hvorefter der i samme omfang og på samme vilkår som for diplomater mfl., kan ydes godtgørelse af den moms, der er betalt ved køb af varer og momspligtige ydelser bestemt til herværende NATO-personel og til brug ved NATO-hovedkvarter mv., se I.1.12 og I.3.6.

ESA

For så vidt angår leverancer af varer og momspligtige ydelser til Den europæiske Rumfartsorganisation (ESA) henvises til I.1.1.5.

Fritagelse - Ambassader mv.

Med henblik på opfyldelse af traktatretlige forpligtelser kan der opnås afgiftsfritagelse for levering af varer, der er betalt af midler stillet til rådighed af De Forende Staters regeringer som led i det fælles forsvar og forsvarsmateriel til organisationer, der er tilsluttet NATO samt materialer og ydelser i forbindelse med fællesfinansierede infrastrukturprogrammer under NATO, se I.12. Tilsvarende kan der opnås afgiftsfrihed ved indførsel af varer mv. fra steder uden for EU, når varerne og materiel er indført med henblik på opfyldelse af de traktatretlige forpligtelser, se nærmere I.3.6.

I samme omfang og under samme betingelser som fastsat for toldfrihed kan der opnås afgiftsfrihed for varer, der indføres fra steder uden for EU, til fremmede staters herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og dertil knyttede personer med diplomatiske rettigheder samt til internationale organisationer og dertil knyttede personer, der tilstås diplomatiske rettigheder, se nærmere I.3.5.

K.1.3 Transportvirksomheder - § 45, stk. 3

Transportvirksomheder, som har betalt moms her i landet i forbindelse med befordring til udlandet af personer med ledsagende bagage og transportmidler, kan få godtgørelse for momsen. Udlandet omfatter EU-lande og tredielande. Ledsagende transportmidler omfatter f.eks. cykler, motorcykler, personbiler samt busser med passager. Derimod er lastbiler og tomme busser ikke omfattet af bestemmelsen.

For at være omfattet af godtgørelsesordningen skal virksomheden lade sig registrere og føre et regnskab, som kan danne grundlag for opgørelsen af momsen, som ønskes godtgjort.

Udenrigspersonbefordring med fly eller skib

Registrerede flyselskaber og rederier kan herefter - med de begrænsninger, der følger af lovens § 42, stk. 1 - fradrage momsen af køb mv., som vedrører undenrigsbefordring med fly eller skib.

Flyselskaber og rederier, der ikke er registreret for salg mv. af varer og momspligtige ydelser, men som udfører udenrigspersonbefordring, kan efter anmodning registreres og derved få fradrag for moms af køb mv.

Et herværende luftsfartsselskab kunne af told - og skatteregionen ikke få fradrag for moms af den del af en udenrigsrejse, der vedrørte Aalborg-København af f.eks. en rute Aalborg-København-Tokyo. Regionen begrundede afgørelsen med, at flyvningen mellem to danske luftshavne var sidestillet med almindelig indenrigspersonbefordring, der er fritaget for moms efter § 13, stk. 1, nr. 15. Told - og Skattestyrelsen ændrede afgørelsen, således at der fra den 1.10.1994 er fradragsret for moms af den indenlandske del af ruten, når billetterne udstedes fra provinsluftshavne via Kastrup til en udenrigsdestination. Endvidere er det en betingelse, at der sker et umiddelbart skift fra indrigsfly til udenrigsfly og eventuelt bagage indcheckes fra start og gennemgående boarding card udstedes fra start. Umiddelbart skift anses at foreligge, hvis skiftet finder sted inden for 24 timer, (TfS 1994.854).

Flyselskabers, herunder charterselskabers, udgift til bespisning af passagerer på landjorden i tilfælde af forsinkelser eller aflysninger i flytrafikken kan normalt ikke regnes med ved opgørelsen af købsmomsen. Udgiften kan dog medregnes, hvis selskaberne er forpligtet hertil enten i henhold til internationale aftaler eller i henhold til indgået kontrakt. Udgifter i andre tilfælde, fx hvor bespisningen ydes som kulance fra flyselskabets side, kan ikke medregnes.

Flyselskabernes udgifter til hotelophold (betaling for overnatning samt evt. morgenmad inkl. i prisen) kan ikke fradrages ved opgørelsen af købsmomsen.

Registrerede flyselskaber mfl. er i øvrigt omfattet af de almindelige kontrol- og regnskabsbestemmelser.

Rutekørsel med bus til udlandet

Registrerede virksomheder, der af Direktoratet for Vejtransport har fået tilladelse til rutekørsel til udlandet med bus kan - med de begrænsninger, der følger af lovens § 42, stk. 1, se J.3.1, fradrage moms af indkøb mv., som vedrører udenrigspersonbefordring ved rutekørsel med bus.

Virksomheder, der ikke er registreret for salg mv. af varer og momspligtige ydelser, men som udfører udenrigspersonbefordring ved rutekørsel med bus, kan efter anmodning registreres og få fradrag for moms af køb mv.

Et busselskab, der kører i rutefart mellem Danmark og Sverige, klagede over, at regionen kun ville godtgøre momsen vedrørende omkostningerne i forbindelse med den udenlandske kørselsstrækning. Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om, at busselskabet er berettiget til godtgørelse af momsen af hele strækningen, dvs. både den udenlandske og indenlandske køreselstrækning. Det er dog betingelse, at selskabet følger rutetilladelsen fra Færdselsstyrelsen, som ikke tillader intern transport af passagerer mellem steder i Danmark, (TfS 1995.29.510)

K.1.4 Forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter - § 45, stk. 4

Der ydes godtgørelse af moms, som er betalt i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 (forsikrings - og genforsikringsvirksomhed) og § 11, litra a-e (finansielle aktiviteter), se D.11.10, når ydelserne leveres til aftagere uden for EU, eller de pågældende ydelser er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EU.

For at være berettiget til momsgodtgørelse skal forsikringsselskaberne lade sig momsregistrere. Med de begrænsninger, der følger af § 42, stk. 1, se J.3.1, kan selskaberne få godtgjort moms på køb af varer og momspligtige ydelser her i landet efter følgende regler

Som godtgørelsesberettiget moms anses en andel af et års samlede moms på købte varer og momspligtige ydelser, svarende til forholdet i det pågældende år mellem præmieindtægter hidrørende fra forsikringsvirksomhed uden for EU og de samlede præmieindtægter.

Som præmieindtægter hidrørende fra forsikringsvirksomhed uden for EU anses

-præmieindtægter for direkte forsikringer med forsikringstagere, der er etableret uden for EU. Indtægter fra selskabernes agenturer, der er oprettet uden for EU, kan dog kun medregnes med 25%,

-præmieindtægter for genforsikringskontrakter, der indgås med selskaber, der er etableret uden for EU, og

-præmieindtægter fra forsikring af varer, der transporteres til steder uden for EU. Selskaberne kan vælge at opgøre denne indtægt som 25% af de samlede præmieindtægter fra vareforsikring.

De samlede præmieindtægter er selskabets samlede ikke reserveregulerede bruttopræmier (dvs. de samlede faktiske indtjente præmier).

Hvis der måtte være eventuelle ændringer af den fradragsret, som selskabet havde ved købet af et investeringsgode, anvendes reglerne om delvis fradragsret og om regulering af købsmoms for investeringsgoder, se J.4. Det gælder f.eks ændringen af omsætningsfordelingen samt ved salg af driftsmidler og investeringsgoder, for hvilke der er taget helt eller delvis momsfradrag.

Registrerede forsikringsselskaber er i øvrigt omfattet af de almindelige kontrol- og regnskabsbestemmelser.

K.1.5 Humanitære organisationer mv. - § 45, stk. 5

Humanitære organisationer mv., der udfører varer til steder uden for EU, kan få godtgørelse af den moms, som er betalt for varerne her i landet.

K.1.6 Godtgørelse ved indførsel fra steder uden for EU - § 45, stk. 6

I tilfælde, hvor betingelserne for toldgodtgørelse efter EU's toldkodeks er opfyldt, ydes momsgodtgørelse i samme omfang som toldgodtgørelse. Ligeledes ydes momsgodtgørelse, hvor det er åbenbart, at forudsætningerne for momsfrihed har foreligget ved indførslen.

Registrerede virksomheder

Momsregistrerede virksomheder kan få momsen tilbagebetalt, hvis der er betalt for meget i moms på grund af fejl, der ikke skyldes en fejlagtig angivelse fra varemodtagerens side i fortoldningsangivelsen. Det er en betingelse for tilbagebetalingen, at virksomheden giver erklæring om, enten at den tilbagebetalte moms vil blive modregnet i virksomhedens købsmoms, eller at momsen hverken er eller vil blive medregnet til virksomhedens købsmoms.

I andre tilfælde, f.eks. ved regulering af en skønsmæssig ansættelse eller regulering ved returnering af ikke-bestillingssvarende varer, hvor det skønnes, at reguleringen er uden væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, kan momsbeløbet ikke tilbagebetales. Momsbeløbet skal her medregnes til virksomhedens købsmoms. Hvis det derimod skønnes, at reguleringen er af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden kan momsbeløbet tilbagebetales. Det er en dog betingelse for tilbagebetaling, at virksomheden giver erklæring om, at den tilbagebetalte moms hverken er eller vil blive medregnet til købsmomsen.

Transitvarer

Undlader speditionsfirmaer, der som varemodtager angiver transitvarer til godsregistrering, at returnere godstalonen til Told-Skat med attest om varernes udførsel, foretager Told-Skat en skønsmæssig ansættelse. Speditionsfirmaet kan ikke medregne den betalte importmoms af transitvarerne til firmaets købsmoms.

Hvis speditionsfirmaet ved fremlæggelse af udførselsdokumentation anmoder om regulering af den skønsmæssig ansættelse, kan såvel told - som momsbeløbet tilbagebetales.

Private

Private kan kun få momsen tilbagebetalt, hvis varen ikke svarer til bestillingen. Der kan ikke tilbagebetales moms, når private returnerer bøger mv., der er bestilt hos virksomheder uden for EU, selv om der gælder en fortrydelsesret.

Stor vejledning 1995

K.1 Godtgørelse ved erhvervsmæssig brug og anden anvendelse

K.1.1 Udenlandske virksomheder - § 45, stk. 1

K.1.2 Ambassader mv. - § 45, stk. 2

K.1.3 Transportvirksomheder - § 45, stk. 3

K.1.4 Forsikrings- og genforsikringsvirksomhed og finansielle aktiviteter - § 45, stk. 4

K.1.5 Humanitære organisationer mv. - § 45, stk. 5

K.1.6 Godtgørelse ved indførsel fra steder uden for EU - § 45, stk. 6

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →