SELSKABSBESKATNING 1995 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER

§ 16 A, stk. 4, indeholder nogle undtagelser, idet udlodninger af beløb, som er skattepligtige for foreninger og selskaber efter SEL § 5B, stk. 4, og FUL § 12, stk. 3, er skattefri for modtageren. Om SEL § 5B, stk. 4, henvises til S.B.3.2. Om FUL § 12, stk. 3, se S.D.1.5.

Endelig indeholder LL § 16A, stk. 5, nogle særregler for udlodninger fra certifikatudstedende udloddende investeringsforeninger. Se S.A.1.6. og S.F.1.3.2.

Ifølge LL § 16A, stk. 1, betragtes enhver udlodning fra selskabet som udbytte, uanset under hvilken betegnelse og uanset i hvilken form udlodningen finder sted. *

Til indkomsten skal medregnes udbytte såvel fra danske som fra udenlandske selskaber. Ved indkomstopgørelsen skal aktionæren medregne det fulde deklarerede udbytte, altså også den eventuelt tilbageholdte udbytteskat. Se S.F.1.1.2.

Om udlodningsbeskatning i henhold til LL § 16A, stk. 1, ved hovedaktionærs salg af aktier i moderselskabet til et datterselskab, se RR 1984.SM 143 (TfS 1984, 231) og S.G.1.3.

Likvidationsudlodning

Likvidationsudlodninger, som foretages forud for det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, skal beskattes som udbytte, jf. LL § 16A, stk. 1, medmindre det i henhold til LL § 16A, stk. 3, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Om den skattemæssige behandling af likvidationsudlodninger - herunder tidspunktet for et selskabs endelige opløsning i relation til aktionærerne, se S.G.3.1 og S.G.1.3.

Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen

Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af aktiekapital i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes som udbytte, jf. LL § 16A, stk. 1, medmindre det i henhold til LL § 16A, stk. 2, tillades, at fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter aktieavancebeskatningsreglerne, se S.G.3.2.

Fondsaktier (friaktier)

Den i LL § 16A hjemlede skattefrihed for værdien af fondsaktier gælder kun de fondsaktier, som erhverves på grundlag af aktionærens beholdning af aktier i det pågældende selskab på tildelingstidspunktet.

Indkomstbeskatning vil kunne forekomme udfra et gavesynspunkt, hvis en aktionær som følge af afkald fra medaktionærer modtager fondsaktier udover det, der tilkommer ham i kraft af hans aktiebesiddelse, se UfR 1958, 1164.HRD.

Det er ikke nogen forudsætning for skattefrihed efter LL § 16A, at der er tale om nyudstedte aktier. Reglen finder også anvendelse, hvor et selskab udlodder af sin beholdning af egne aktier til aktionærerne i forhold til deres hidtidige aktiebesiddelse, se Told-Skat Nyt 1991.20.1158 (TfS 1991, 467), eller hvor der sker forhøjelse af de eksisterende aktiers pålydende værdi.

Om fondsaktier ivrigt se S.G.1.1 (definition m.m.) og S.G.2.4.6.3 (salg af fondsaktier).

Salg af aktier til det udstedende selskab

Ved afståelse af aktier mv. til det selskab, der har udstedt aktierne, beskattes afståelsessummen efter LL § 16B, stk. 1, som almindelig indkomst, d.v.s. som udbytte. Dette gælder dog ikke ved afståelse af medarbejderaktier, når medarbejderaktionæren ikke er hovedaktionær, og når aktierne efter SEL § 31, stk. 2, kun kan tilbagesælges til selskabet.

Efter LL § 16B, stk. 2, er der mulighed for dispensation ved salg af aktier til det udstedende selskab. Fortjeneste eller tab ved afståelsen behandles i så fald efter aktieavancebeskatningsreglerne.

Afståelsessummer efter LL § 16B, stk. 1, beskattes ikke som almindelig indkomst, såfremt aktierne mv. afstås til et selskab i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet endelig opløses, jf. LL § 16B, stk. 3.

* LL § 16B, stk. 4, indeholder nogle undtagelser, idet beløb, som er skattepligtige for foreninger og selskaber efter SEL § 5 B, stk. 4, og FUL § 12, stk. 3, er skattefri for modtageren. Om SEL § 5B, stk. 4, henvises til S.B.3.2. Om FUL § 12, stk. 3, se S.D.1.5. *

Om den skattemæssige behandling ved salg af aktier til det udstedende selskab henvises i øvrigt til S.G.3.3.

S.F.1.1.1 Beskatningstidspunktet

Beskatning af aktieudbytte sker efter retserhvervelsesprincippet, dvs. at aktionæren skal medtage udbyttet ved indkomstopgørelsen, når der er erhvervet endelig ret til udbyttet. Aktieudbytte beskattes således på det tidspunkt, hvor udbyttet fastsættes (deklareres) ved selskabets generalforsamling. At udbyttet først kan kræves udbetalt det følgende år er uden betydning for beskatningstidspunktet, jf. også lsr. 1962.98. Acontoudbytte, som forekommer i enkelte selskaber, beskattes i udbetalingsåret.

S.F.1.1.2 Udbyttebeskatning

Ved lov nr. 421 af 25. juni 1993 om ensartet udbytte- og aktieavancebeskatning er udbytteindkomstbegrebet for personer ændret og udvidet. Vedrørende den skattemæssige behandling af selskaber, se S.F.1.1.3.

Personer - aktieindkomst

For personer blev udbytter frem til 19. maj 1993 beskattet som udbytteindkomst. Se herom LV 1993 SF 1.1.2.

Fra og med den 19. maj 1993 * omfattes hovedparten af udbytterne ikke af den skattepligtige indkomst, men af indkomstarten aktieindkomst, som afgrænses ved § 4 a, stk. 1, i PSL, der senest er optrykt ved lovbek. nr. 742 af 9. sept. 1995. Seneste cirk. til PSL er nr. 129 af 4. juli 1994. Aktieindkomst omtales i kap 5. Ifølge PSL § 4a, stk. 1, omfatter aktieindkomst det samlede beløb af: *

1)aktieudbytte efter LL § 16 A fra selskaber, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, * 2, 4 eller 5 a, *

2)afståelsessummer efter LL § 16 B, der modtages fra selskaber, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, * 2, 4 eller 5 a, *

3)udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse at udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter, kursgevinster og aktieavancer, som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, * eventuelt nedsat efter SEL § 1, stk. 4. Dette gælder dog kun den del af beløbet, der overstiger de i 1. pkt. nævnte renter, kursgevinster, aktieavancer og udbytter fra selskaber, der ikke er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, bortset fra udbytte fra udenlandske selskaber, som omhandlet i nr. 6, eventuelt nedsat efter SEL § 1, stk. 4. (Se herom S.F.1.2.3.) *

4)fortjeneste og tab efter ABL § 4.

*5)fortjeneste og tab som omhandlet i § 3, stk. 5, i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, i det omfang fortjenesten og tabet hidrører fra aktier m.v. Dette gælder dog ikke fortjeneste og tab, der hidrører fra afståelse af aktier og investeringsbeviser som omhandlet i ABL § 2 a og § 2 d,

6)aktieudbytte efter ligningslovens § 16 A, som modtages fra selskaber, der er hjemmehørende i udlandet. Dette gælder dog kun, såfremt den skattepligtige godtgør, at udbyttet hidrører fra et eller flere selskaber, hvori den til grund for det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om betingelserne for, at dette krav kan anses for opfyldt. (Se bek. nr. 974 af 1/12 1994 om PSL.) Hidrører en del af udbyttet til den skattepligtige fra et selskab, hvor beskatningen ikke opfylder det nævnte krav, anses denne del af udbyttet ikke som aktieindkomst,

7)afståelsessummer efter ligningslovens § 16 B, som modtages fra selskaber, der er hjemmehørende i udlandet. Nr. 6, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Ifølge PSL § 4 a, stk. 2, 1. pkt. omfatter stk. 1 ikke udbytter og fortjenester samt afståelsessummer efter LL § 16 B vedrørende aktier som nævnt i ABL § 2 a. Bestemmelsen i § 4 a, stk. 2, 1. pkt. i den her anførte affattelse trådte i kraft den 31. marts 1995, jf. § 4, stk. 1, i lov nr. 214 af 29. marts 1995. Indtil da var ordlyden af 1. pkt.: "Stk. 1 omfatter ikke udbytter og fortjenester vedrørende aktier som nævnt i ABL § 2 a." Ændringen består således i en præcisering af, at afståelsessummer efter LL § 16 B ved salg af aktier omfattet af ABL § 2 a ikke beskattes som aktieindkomst, men derimod som kapitalindkomst, jf. iøvrigt bemærkningerne til L 138 af 18. jan. 1995, til § 2, nr. 3.

Ifølge PSL § 4 a, stk. 2, 2. pkt. omfatter stk. 1 (aktieindkomsten) heller ikke fortjeneste og tab ved afståelse af medlemsbeviser m.v. i foreninger m.v., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, med undtagelse af fortjeneste ved afståelse 3 år eller mere efter erhvervelsen af omsættelige investeringsbeviser i investeringsforeninger, der udelukkende investerer i aktier m.v. som omhandlet i ABL, dog ikke konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne. *

Ifølge PSL § 4 a, stk. 3, indgår aktieindkomst ikke i den skattepligtige indkomst.

* Bestemmelsen i PSL § 4a er udtømmende. *

Skat af aktieindkomst

* Ifølge PSL § 8a beregnes skat * af aktieindkomst, der ikke overstiger et grundbeløb på 26.400 kr., som en endelig skat på 30% for indkomstårene 1993-1995 og på 25% for indkomståret 1996 og senere indkomstår. Grundbeløbet reguleres efter PSL § 20 og udgør for 1995 32.900 kr.

For ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, er bundgrænsen 65.800 kr. (1995) tilsammen.

Skat af aktieindkomst, der overstiger grundbeløbet, beregnes med 40%.

Indeholdt udbytteskat efter KSL § 65 af aktieindkomst, der ikke overstiger grundbeløbet, er endelig betaling af skatten, og udbytteskatten modregnes ikke i slutskatten efter KSL § 67. Dette betyder, at f.eks. skatteværdien af renteudgifter, ligningsmæssige fradrag eller personfradrag ikke kan modregnes i skatten. Såfremt selskabet ikke har indeholdt kildeskat, f.eks. i tilfælde med maskeret udbytte, opkræves skatten som restskat.

Skat af aktieindkomst, der overstiger grundbeløbet, indgår i slutskatten, og den udbytteskat, der er indeholdt i denne del af udbyttet efter KSL § 65, modregnes i slutskatten efter KSL § 67.

Aktieindkomsten opgøres som et nettobeløb, hvor tab ved salg af unoterede aktier, der har været ejet i 3 år eller mere, modregnes i eventuelle udbytter, inden skatten beregnes. Såfremt den indeholdte udbytteskat på 30% af udbytterne overstiger 30% af den samlede aktieindkomst, modregnes det overskydende beløb i slutskatten. Om den skattemæssige behandling af tab ved salg af unoterede aktier henvises til S.G.2.4.6.1., ved salg af børsnoterede aktier til S.G.2.4.6.2 og 2.4.6.3.

Såfremt den samlede aktieindkomst bliver negativ, hvilket kun kan lade sig gøre som følge af tab på unoterede aktier, kan den negative aktieindkomst modregnes i anden indkomst, med en skatteværdi svarende til skattesatsen for positiv aktieindkomst, jf. ABL § 4, stk. 4, se herom * cirk. til ABL, pkt. 3.2.3.2 og 3.2 og * S.G.2.4.6.1.

Om beskatning af forbeholdt udbytte i forbindelse med aktiesalg henvises til Told-Skat Nyt 1992.22.723 (TfS 1992, 540) og til S.G.2.4.7.6.

Om dobbeltbeskatningslempelse bemærkes, at den særligt beregnede skat af udbytteindkomst ikke indgår i lempelsesberegningen, når der ikke indgår udenlandsk indtægt ved opgørelsen af udbytteindkomst, se Departementets afgørelse i Told-Skat Nyt 1992.22.721 (TfS 1992, 538).

Kapitalindkomst

Følgende udbytter mv. beskattes som kapitalindkomst, jf. PSL § 4

PSL § 4, stk. 1, nr 4.

Skattepligtigt aktieudbytte omfattet af LL § 16A, bortset fra beløb omfattet af PSL § 4a, stk. 1, nr. 1, 3 * og 6 *, jf. dog PSL § 4, stk. 4 og 5.

PSL § 4, stk. 1, nr. 5.

Skattepligtig fortjeneste, fradragsberettigede tab og skattepligtige afståelsessummer efter ABL §§ 2, 2a, 2c, * 2d og 4 eller LL § 16B bortset fra beløb omfattet af PSL § 4a, stk. 1, nr. 2, 4 og 7, * jf. dog PSL § 4, stk. 4 og 5.

* I kapitalindkomsten indgår således aktieudbytter fra udenlandske selskaber beliggende i lande, hvis selskabsskattesystem ikke er godkendt, og afståelsessummer omfattet af LL § 16B fra udenlandske selskaber beliggende i lande, hvis selskabsskattesystem ikke er godkendt.

Ifølge LL § 33G, stk. 1, kan der efter ansøgning ske eftergivelse af en del af skatten i det tilfælde, hvor der i den skattepligtige indkomst for en person indgår udbytte efter LL § 16A fra udenlandske selskaber, og udbyttet ikke er omfattet af PSL § 4a, stk. 1, nr. 6.

Ifølge LL § 33G, stk. 3, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse på afståelsessummer efter LL § 16B fra udenlandske selskaber, der ikke er omfattet af PSL § 4a, stk. 1, nr. 7.

LL § 33G, stk. 1-3, og PSL § 4a, stk. 1, nr. 6 og 7, er indsat ved lov nr. 377 af 18. maj 1994, der har virkning for indkomst i form af udbytte, der oppebæres i indkomståret 1995 og senere indkomstår.

Efter LL § 33G, stk. 1, kan skatteministeren eller den, der bemyndiges dertil, efter ansøgning eftergive en del af skatten.

Det beløb, der kan eftergives, er maksimeret til det beløb, hvormed summen af

-det beløb, som det udbyttegivende selskab (rent faktisk) har udredt i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og

-det beløb, som den skattepligtige (rent faktisk) har udredt i skat af den til udbyttet svarende del af indkomsten,

overstiger summen af

-de beløb, der skulle have været udredt i skat af henholdsvis det udbyttegivende selskab og den skattepligtige, såfremt det udbyttegivende selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for udbyttet liggende indkomst.

Såfremt der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor det udbyttegivende selskab er hjemmehørende, kan der, jf. § 33 G, stk. 2, ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, indregnes større skattebeløb end det, som den pågældende stat efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.

Såfremt den skattepligtige er formueskattepligtig og omfattet af formueskatteloftet, betragtes ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, en eventuel formueskat som skat af det udenlandske udbytte, i det omfang formueskatten ville være bortfaldet, hvis det udenlandske udbytte var blevet beskattet som udbytte fra et dansk selskab.

Ved lov nr. 312 af 17. maj 1995 indsattes LL § 33G, stk. 4. Efter denne bestemmelsen finder LL § 33G, stk. 1-2, tilsvarende anvendelse, når en person oppebærer udbytter fra aktier, omfattet af ABL § 2a. Dette gælder således også i tilfælde, hvor udbyttet er modtaget fra et selskab, omfattet af ABL § 2a, som tidligere var hjemmehørende i udlandet, men som efter at have flyttet ledelsen til Danmark, er hjemmehørende her i landet. *

PSL § 4, stk. 1, nr. 5a.

Skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab ved udlodning af likvidationsprovenu og afståelse af andelsbeviser mv. efter ABL § 2b.

PSL § 4, stk. 1, nr. 5b.

Skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab som omhandlet i § 3 i lov om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, * bortset fra beløb omfattet af PSL § 4a, stk. 1, nr. 5. *

Personlig indkomst

PSL § 4, stk. 3.

Beskatning som personlig indkomst finder sted, når den skattepligtige driver virksomhed som bankier eller vekselerer, og indtægter og udgifter som nævnt i PSL § 4, stk. 1 og 2, hidrører fra denne virksomhed. Det samme gælder, hvis den skattepligtige i øvrigt udøver næring ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed ved finansiering.

For næringsaktier, jf. ABL § 3, sker der beskatning som personlig indkomst af fortjeneste ved afståelse, af udbytte samt af afståelsessummer ved afståelse til det udstedende selskab, jf. PSL § 4, stk. 1, modsætningsvis og § 4, stk. 5. *

PSL § 4, stk. 4.

Uanset bestemmelserne i PSL § 4, stk. 1, nr. 4 og 5, medregnes udlodninger samt afståelsessummer efter LL § 16B fra andelsforeninger omfattet af ABL § 2b til den personlige indkomst. Dette gælder dog ikke, hvis udlodningen udgør en normal forrentning af en indbetalt andelskapital.

PSL § 4, stk. 5.

Uanset bestemmelserne i PSL § 4, stk 1, nr. 4 og 5, medregnes udlodninger samt afståelsessummer efter LL § 16B vedrørende aktier, som omfattes af ABL § 3 til den personlige indkomst. Tilsvarende gælder fortjeneste og tab som nævnt i PSL § 4, stk. 1, nr. 5 b, i det omfang fortjeneste og tab hidrører fra aktier.

S.F.1.1.3 Udbyttebeskatning - Selskaber, fonde mv.

Reglerne om beskatning af udbytte for selskaber, fonde mv. er beskrevet ovenfor i afsnit S.C.1.2.4 (selskaber) og S.C.5.1 (fonde). Om udbytte fra datterselskaber, herunder udenlandske datterselskaber, henvises til S.C.

1.2.4.4. Om udbytte fra aktie- og anpartsselskaber, der ikke er datterselskaber, henvises til S.C.1.2.4.5.

Efter KSL § 65, stk. 4, kan skatteministeren fastsætte regler, hvorefter der ikke skal indeholdes udbytteskat i udbytte, som tilfalder visse selskaber, fonde og foreninger mv., der ikke skal medregne udbytte til indkomsten. Der henvises herom til bek. nr. 768 af 19. sept. 1995 om opkrævning mv. af indkomst- og formueskat, kapitel 11.

Efter SEL § 13, stk. 4, skal udbytte af næringsaktier medregnes ved indkomstopgørelsen med det fulde udbytte. Tilsvarende gælder efter FBL § 10, stk. 3.

S.F.1.2 Maskeret udbytte

Hvad er maskeret udbytte?

Et selskab og dets aktionærer kan, som selvstændige skattesubjekter, drive samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå bindende aftaler med hinanden. De skattemæssige følger af sådanne dispositioner adskiller sig som udgangspunkt ikke fra konsekvenserne af tilsvarende aftaler mellem uafhængige parter.

Mellem et selskab og dets aktionærer og mellem koncernforbundne selskaber indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger så meget fra almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de kun kan anses opnået i kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne aftaler kan ikke tillægges skattemæssig virkning efter deres indhold.

Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær, der fremkommer ved, at indkomsten først beskattes i selskabet og dernæst hos aktionæren, når selskabets indkomst udloddes som ikke fradragsberettiget udbytte.

De usædvanlige dispositioner kan fremtræde som uberettigede fradrag i selskabet, som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som enkeltstående transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke er forretningsmæssigt begrundet for selskabet.

Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte, medens beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om unormalt vederlag, betegnes som maskeret udlodning. Udtrykkene maskeret udbytte og maskeret udlodning anvendes dog ofte i flæng.

Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en snævrere kreds med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse har en afgørende indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og udlodning kan forekomme i alle tilfælde, hvor der blandt aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe sig fordele på selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.

Fikseret vederlag

Om den modsatte situation, hvor en hovedaktionær leverer ydelser til selskabet, og hvor vederlaget til hovedaktionæren fastsættes til et beløb, der ligger under, hvad uafhængige parter ville have oppebåret, henvises til afsnit S.F.1.4 om fikseret vederlag.

Lovhjemmelen

Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte er de almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i henhold til SL §§ 4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6 kan fradrages som driftsomkostninger.

Endvidere er der i SEL § 12 en særlig hjemmel til at korrigere for unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er domineret af udenlandske interesser, se herom S.D.4.

Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL § 16A, stk. 1, der til udbytte henregner alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærerne, bortset fra friaktier (fondsaktier), samt likvidationsprovenu i opløsningsåret. Dette gælder, hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller ikke.

Hvem skal forhøjes?

Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst eller af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab og aktionær.

Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet, kan udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede vederlag til aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til aktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses for at indeholde et maskeret udbytte.

Beskatning som lønaccessorium kan ikke accepteres, hvor hovedaktionæren på strafbar måde har undladt at medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt.

Har selskabet fratrukket udgifter, som rettelig må karakteriseres som udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens indkomst samtidig skal forhøjes, afhænger normalt af, om beløbet i forvejen er beskattet hos aktionæren, eksempelvis som løn.

Omvendt vil f.eks. en aktionærs fribolig i selskabets ejendom medføre beskatning af den objektive lejeværdi hos aktionæren, medens selskabets indkomst ikke skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i selskabet, og værdien af friboligen kan karakteriseres som et rimeligt lønaccessorium.

Indtægter til fordel for aktionæren, der ikke er medregnet ved selskabets indkomstopgørelse, medfører normalt forhøjelse både af selskabets og aktionærens indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således som det f.eks. vil være tilfældet med renter.

Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et selskab, kan dettes selvangivelse ikke tilsidesættes blot med henvisning til, at hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke levner plads til et antageligt privatforbrug. Forhøjelse af selskabets indkomst må forudsætte påvisning af, at hovedaktionæren uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som rettelig tilkommer selskabet.

Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som er udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for betryggende eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten komme på tale, hvis der foreligger grundet formodning om, at der har været yderligere indtægter i selskabet.

Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må der ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes over i hvilken periode, der uden om selskabets bogføring er tilflydt ham midler fra selskabet, idet en rent forholdsmæssig beregning ud fra selskabets indkomstperiode ikke umiddelbart kan anvendes.

Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller aktionæren eller hos begge, er iøvrigt omtalt i visse af de følgende enkeltafsnit.

S.F.1.2.1 Omkostninger

Som følge af reglerne om dobbeltbeskatning vil der være en vis interesse i at lade en udlodning til hovedaktionæren fremstå som en fradragsberettiget driftsomkostning for selskabet. Udgangspunktet er, at omkostninger skal fradrages ved indkomstopgørelsen for det skattesubjekt, de vedrører.

Ved bedømmelsen af om de vederlag, som et selskab har ydet hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den egentlige løn og tantieme, der skal indgå i vurderingen. Også lønaccessorier, såsom pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri telefon, fri lystbåd mv., skal medregnes.

Mere usædvanlige ydelser kan undertiden anses for maskeret udbytte.

F.eks. kan en af et selskab afholdt udgift til betaling af en bøde, som selskabets direktør og hovedaktionær er pålagt for overtrædelse af momsloven, ikke anerkendes som driftstab eller løntillæg til direktøren, men må anses for en ikke fradragsberettiget udlodning. Om udgifter til bod og bøder, se iøvrigt E.B.5.5.

Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt udgift som et lønaccessorium, at hovedaktionæren har et berettiget krav på arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste virksomhed bestod i at udleje til hovedaktionæren den ejendom, hvori han boede, ikke anse den manglende lejebetaling som arbejdsvederlag til hovedaktionæren.

Landsskatteretten har i de senere år fulgt den praksis at anse mere sædvanlige ydelser såsom lejeværdi, rejseudgifter, repræsentation o.lign. som yderligere løn til hovedaktionæren, hvis hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet og forhold mellem arbejdsindsats og aflønning i øvrigt levner plads hertil.

S.F.1.2.1.1 Løn og tantieme

Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der samtidig er direktør i selskabet, aftalte vederlag må accepteres af myndighederne. Der kan således ikke statueres maskeret udbytte, blot fordi direktørens løn er meget høj. Der må bl.a. henses til, hvad andre virksomheders direktører, der ikke er aktionærer, oppebærer i løn i lignende stillinger.

Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af, om der foreligger maskeret udbytte, er, hvorvidt selskabets kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om det deklarerede udbytte og de henlæggelser, der er foretaget i selskabet, giver en rimelig forrentning af selskabets egenkapital.

Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil formodningen være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er udbyttet deklareret på selskabets generalforsamling i overensstemmelse med de selskabsretlige regler, kan udbyttet ikke henføres til beskatning som løn. Er der derimod ikke deklareret udbytte efter de selskabsretlige regler og kun foretaget minimale henlæggelser, vil der være større sandsynlighed for, at hovedaktionærens løn bør kritiseres. Overstiger det samlede beløb efter en konkret vurdering et beløb, som en ikke-aktionær kunne have opnået for en tilsvarende indsats i samme selskab, må det overskydende beløb efter omstændighederne kunne anses som udbytte.

Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to højesteretsdomme

NOPI-Dommen

HRD af 9. okt. 1963, UfR 1963, 970 H. Nordisk Plaster Industri A/S. (Dommen er kommenteret i UfR 1964.B.143).

Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958 tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret 6% i udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 1-1/2% af selskabets egenkapital. Selskabets overskud var ca. 250.000 kr. før udbetaling af tantiemen og et bestyrelseshonorar på 30.000 kr.

Det anføres i dommen, at det »efter arten og omfanget af de to direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem oppebårne samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set i forhold til aflønningen i andre selskaber, ikke har været urimeligt. Ved bedømmelsen af det foreliggende spørgsmål må der imidlertid henses til de særlige forhold i dette selskab, i hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele aktiekapitalen, har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens indtjening og kapital oplyste, findes der at måtte gives indstævnte (Finansministeriet) medhold i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme som den omhandlede er blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets udbytte end normalt i et almindeligt aktieselskab, og at skattemyndighederne derfor har været beføjede til at fastslå, at den udbetalte tantieme har indeholdt udbytte af kapitalen.«

Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den i virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning ydes i form af udbytte eller som henlæggelse i selskabet.

Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret udbytte, når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet beslaglagt en væsentlig større del af virksomhedens overskud end normalt i et almindeligt aktieselskab.

Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje, var det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret udbytte.

Eskofot-Dommen

HRD af 27. jan. 1975, UfR 1975, 215.H.- skd. 34.329. A/S Eskofot. (Kommenteret i UfR 1975.B.382).

Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968 og 1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og 1.150.000 kr. i løn fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets opfattelse indeholdt maskeret udbytte. Der var i hvert af årene deklareret 15% i udbytte.

Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4 mill. kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget henlæggelser (inclusive nedskrivning på varelageret) på i alt ca. 1 mill. kr. Egenkapitalen var således blevet forrentet med 25-30%.

Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats havde været i særlig grad afgørende for selskabets udvikling og indtjening i almindelighed og for den i de to år stedfundne meget kraftige stigning i varesalg og driftsoverskud. Kapitalinteresserne i selskabet fandtes både ved det deklarerede udbytte og ved de meget betydelige henlæggelser, der havde fundet sted, at være tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag fandtes derfor ikke at indeholde maskeret udbytte.

I en sag om maskeret udbytte i form af for høj løn til selskabets direktør, fulgte LSR en af selskabets advokat indhentet skønserklæring om lønnens størrelse og nedsatte selskabets ansættelse til det selvangivne. t&s nyt 1991.18.1022 (TfS 1991, 412) og TfS 1994, 211 (VLD).

Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget stort, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at statuere maskeret udbytte.

Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må ske på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at hovedaktionæren ikke må lade sig udbetale større direktørvederlag end en fremmed, ikke-hovedaktionær kunne opnå for den samme indsats i det pågældende selskab.

Der kan i øvrigt henvises til følgende praksis

UfR 1943, 1109, lsr. 1946.52, lsr. 1947.146, SO 1973.199 (ØLD) og i skd. 26.223 (Skd. 1973, s. 223), lsr. 1975.109, SO 1978.120 (ØLD), ØLD af 25. aug. 1981, skd. 61.193 (Skd. 1982, s. 193), lsr. 1984.100 samt SKAT 1989.10.786 (TfS 1989, 488) (VLD).

S.F.1.2.1.2 Løn til børn

Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn, skal stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene under hensyn til deres alder mv. forventes at kunne yde i selskabets tjeneste. Således blev et beløb, som et selskab havde udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende 18-årige søn, anset som udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt i faste månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske arbejdsindsats.

LSR har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år fik løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret udlodning. Lønnen ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke forelå nogen registrering af, hvad børnene udførte af arbejde, ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen blev udbetalt én gang årligt, og således at beløbet indsattes på opsparingskonti. Se endvidere lsr. 1985.108 og TfS 1994, 211 (VLD).

I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn til hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene reduceret til 2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som yderligere løn til hovedaktionæren. I lsr. 1983.91 fandt Landsskatteretten, at bestyrelseshonorar og løn udbetalt fra et anpartsselskab til hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad der kunne anses for rimeligt i forhold til børnenes arbejdsindsats og ansvar. Det overskydende beløb blev anset som maskeret udbytte til hovedanpartshaveren. Se også S.F.1.2.5.

S.F.1.2.1.3 Bestyrelseshonorar

De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar, skal stå i et rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde og ansvar.

Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er almindelige for udførelsen af et sådant hverv.

Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et selskab modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men det er det samlede vederlag, som den pågældende modtager fra selskabet, der er afgørende for, om maskeret udbytte kan statueres, jf. indledningen til afsnittet.

Fra praksis kan nævnes lsr. 1960.98, lsr. 1963.97, lsr. 1967.5 og Told-Skat Nyt 1991.20.1158 (TfS 1991, 467). Sidstnævnte afgørelse er omtalt under S.C.1.1.1.

S.F.1.2.1.4 Pensionsordninger

Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær kan være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i et forsikringsselskab, pengeinstitut, pensionskasse eller lignende er oprettet en pensionsordning, hvor selskabet indbetaler bidrag til pensionsordningen, eller som uafdækkede ordninger, hvorved forstås, at forsikringsrisikoen påhviler selskabet selv, uden at den er dækket ved en forsikringsaftale.

Afdækkede pensionsordninger

Efter pensionsbeskatningslovens regler kan selskabet fradrage bidrag til pensionsordninger for hovedaktionæren efter lovens almindelige regler. Der gælder dog den begrænsning, at aktionærens samlede vederlag inklusive pensionsbidraget ikke må overstige, hvad der er en rimelig aflønning for den pågældendes indsats i selskabet.

Et af selskabet indbetalt eengangsbidrag til en pensionsordning for en hovedaktionær vil i medfør af PL § 23 være fradragsberettiget for selskabet under forudsætning af, at skattemyndighederne ville have godkendt løbende ydelser i den forløbne ansættelsesperiode til en pensionsordning, og at hovedaktionæren ikke ved eengangsindbetalingen bliver gunstigere stillet end ved en løbende indbetaling.

I TfS 1994, 188 (BF) fandt Ligningsrådet, at et selskab hvor en af hovedanpartshaverne tillige var direktør kunne fradrage et éngangsindskud på dennes pensionsordning, idet lønnen over en årrække levnede plads til fradrag for selskabet for en løbende ydelse, der modsvarede det i ansøgningen omhandlede éngangsindskud.

Et aktieselskab A overdrog sin virksomhed til et aktieselskab B og udlånte samtidig sin hidtidige direktør og hovedaktionær. Direktøren, der som konsulenthonorar fra A oppebar hvad han tidligere havde fået udbetalt som direktør, godt 1/2 mill. kr., valgte at få en del af vederlaget udbetalt i form af eengangsindskud til livrenter, kr. 160.000 pr. år. Landsskatteretten fandt, at formen for og størrelsen af den samlede aflønning til direktøren måtte anses for fastsat i kraft af dennes dominerende stilling i selskabet, og at arrangementet med indskud til livrenter måtte betragtes som forsøg på at undgå beskatning af denne del af vederlaget. Indskuddet blev herefter anset som maskeret udlodning. (R. R. 1985 s. 261).

En direktør/hovedaktionær fik en mindre løn udbetalt, men samtidig et større beløb af selskabet indbetalt på en rateforsikring i pensionsøjemed. Da det samlede beløb ikke oversteg en rimelig aflønning, fandt Landsskatteretten, at forholdet var omfattet af PL § 19, således at indbetalingen på rateforsikringen ikke skulle medregnes i direktørens skattepligtige indkomst, SKAT 1989.8.606 (TfS 1989, 479) (LSR).

En pensionsydelse, som et selskab ydede en direktør og aktionær i forbindelse med hans fratræden på grund af sygdom, blev ikke anset for at have karakter af maskeret udbytte, bl.a. fordi direktøren og hans familie kun besad ca. 22 pct. af anpartskapitalen. Pensionsydelsen blev derfor anset for fradragsberettiget for selskabet, SKAT 1988.12.780 (TfS 1988, 672) (LSR).

Et anpartsselskab foretog kapitalindskud på henholdvis 275.000 kr. og 240.000 kr. på livrenter som led i en pensionsordning mellem selskabet og selskabets direktør og eneanpartshaver, samt dennes hustru, der også var ansat i selskabet. Selskabets kapitalinteresser fandtes at være tilgodeset ved betydelige henlæggelser. Under hensyn til oplysninger om ægtefællernes arbejdsindsats, fandt Landsskatteretten, at deres løn gennem årene havde været så beskeden, at skattemyndighederne ville have godkendt en løbende ydelse til en pensionsordning af en størrelse, der modsvarede de omhandlede engangsindbetalinger. Disse indbetalinger var herefter fradragsberettigede for selskabet og skulle ikke beskattes hos ægtefællerne TfS 1988, 250 (LSR).

Er den tidligere ansatte arbejdstager ansat hos et dansk eller udenlandsk datterselskab, der betaler den pågældendes løn, vil moderselskabets fortsatte eller påbegyndte indbetaling til den pågældendes pensionsordning efter omstændighederne blive anset som et tilskud fra moderselskabet til datterselskabet, idet pensionsindbetalingen retteligt hører hjemme i datterselskabet. Moderselskabet har ikke fradrag for indbetalingen i den skattepligtige indkomst, idet PL § 23 ikke omhandler denne situation.

Er ægtefællen enke efter den tidligere hovedaktionær, og har denne ikke sikret enken i tilfælde af dødsfald, vil selskabets indbetaling til en pensionsordning til sikring af ægtefællen, efter omstændighederne blive anset som udbetaling af maskeret udbytte til ægtefællen. Selskabet vil herefter ikke have fradrag for indbetalingen, idet hverken SL § 6a eller PL § 23 omfatter denne situation. Det må dog stilles som en forudsætning, at ægtefællen sammen med eventuelle efterladte børn har haft afgørende indflydelse på selskabets dispositioner.

Uafdækkede ordninger

Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end andre funktionærers, må selskabets fradrag i forbindelse hermed anerkendes.

Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for hovedaktionæren kort tid før dennes fratræden på grund af alder eller sygdom, og har han haft en afgørende indflydelse på ordningens udformning, anses udbetalingen som maskeret udbytte. Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren senere har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft afgørende indflydelse på selskabets dispositioner. UfR 1975, 881 Ø - skd. 35.64 (ØLD).

Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en løbende ydelse, der efter den tidligere bestemmelse i LL § 14, stk. 2, nu § 12, opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været nægtet, når forpligtelsen var indgået under omstændigheder som foran nævnt (fremrykket alder, beherskelse af selskabet).

LL § 12, stk. 8, om begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser, medfører ikke ændringer for så vidt angår de nævnte ydelser til hovedaktionærer.

Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en hovedaktionær og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden, og denne forpligtelse optages i stiftelsesoverenskomsten og som et passiv i selskabets status, kan fradrag foretages, idet forpligtelsen må betragtes som en del af vederlaget for virksomhedens overdragelse til det nystiftede selskab.

Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne forbindelse som en del af overdragelsessummen pålægges en pensionsforpligtelse, må pensionsydelserne betragtes som en for selskabet ikke-fradragsberettiget udlodning til den nye hovedaktionær samtidig med, at kapitalværdien indgår som en del af vederlaget for aktierne.

Fra praksis kan nævnes

HRD af 14. marts 1984 (skd. 70.495): Ifølge aftale mellem et selskab og dets direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle selskabet bl.a. betale et årligt pristalsreguleret vederlag til direktøren og dennes ægtefælle.

Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte samtidig, eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet. Ordningen var ikke led i en almindelig pensionsordning for selskabets personale. Retten fandt, at vederlaget i sin helhed måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet ikke er berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL dagældende § 14, stk. 2.

SO 1962.114 (ØLD): Et selskab havde efter direktørens (hovedaktionærens) død vedtaget at udbetale en løbende pension såvel til enken som til direktørens tidligere hustru. I dommen fastslås det, at de til enken udbetalte beløb må betragtes som maskeret udbytte under hensyn til, at det var tillagt hende på et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60% af selskabets aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning tillagt livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt præmien. (Derimod ansås ydelsen til den tidligere hustru, som ikke var aktionær i selskabet, for en underholdsydelse, der var fradragsberettiget i medfør af den dagældende LL § 14, stk. 2).

Lsr. 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i stiftelsesoverenskomsten og ikke optaget som passiv i selskabets åbningsstatus, men indgik i en aktionæroverenskomst. Ydelsen blev ikke tilladt fradraget, da hverken modtageren eller hendes afdøde ægtefælle havde været ansat i selskabet.

Lsr. 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret, blev fradrag tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension og andre funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.

Lsr. 1979.192: Fradrag indrømmet for pension til en enke efter stifteren af et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik af stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at pensionsforpligtelsen fremgik af en i tilslutning til stiftelsen oprettet engageringskontrakt med den da 48-årige stifter, samt at kapitalinteresserne i selskabet i den forløbne periode var tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle selskabets ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning, med præmien betalt af selskabet.

LSR-kendelse af 20. sept. 1979: Pr. 1. jan. 1968 blev en medarbejder ansat som prokurist, og der blev samtidig truffet aftale om medarbejderens adgang til at overtage aktiemajoriteten i selskabet ved hovedaktionærens fratræden som direktør, samt om medarbejderens forpligtelse til at betale en løbende pension til hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973 blev der indgået en ny overenskomst i anledning af hovedaktionærens fratræden, hvorved bl.a. selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren en pension, beregnet som en pct.-del af selskabets årlige bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han forpligtede sig til ikke at drive konkurrerende virksomhed. Da hovedaktionæren ved aftalens indgåelse var 67 år, kunne et anbringende om betaling for konkurrenceklausul ikke godkendes, og den fratrukne pensionsydelse blev herefter anset for maskeret udbytte.

Lsr. 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne til deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev det bestemt, at selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes som en pensionsudbetaling, til den tidligere hovedaktionær på 51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter ydelsen nedsattes til en livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den berettigedes død før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede beløbet til den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden. Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af købesummen for aktierne havde erlagt et beløb svarende til kapitalværdien af den løbende ydelse til den tidligere hovedaktionær, og da selskabet havde betalt beløbene, ansås betalingen for maskeret udlodning til aktiekøberne.

SKAT 1985.6.168 (TfS 1985, 475) (LSR): Selskabets direktør og hovedaktionær gennem en årrække var fratrådt som direktør i selskabet, og der blev i den forbindelse indgået aftale om, at han skulle have en årlig pension på 75.000 kr., svarende til knap 20% af lønnen. Det var oplyst, at tidligere funktionærer i selskabet, som på grund af alder havde forladt virksomheden, havde fået udbetalt pensionslignende ydelser, svarende til et sted mellem 13,3% og 16,8% af lønnen ved afgangen. På den baggrund fandt Landsskatteretten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at nægte selskabet fradragsret for ydelser til den tidligere hovedaktionær.

S.F.1.2.1.5 Efterløn

Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet, ikke er omfattet af funktionærloven, har Landsskatteretten statueret, at en eventuel løn, der udbetales til direktøren efter dennes fratræden, ikke kan fratrækkes af selskabet som lønudgift, men må betragtes som et skattepligtigt udbytte. Se ØLD af 22. dec. 1972, skd. 24.115.

Se endvidere lsr. 1963.98 og lsr. 1977.106.

En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapitalen i et selskab, solgte denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte samtidig sin stilling i selskabet. Ud over salgssummen for anparterne modtog han en erstatning for øjeblikkelig fratræden på 75.000 kr. Uanset at der ikke var oprettet ansættelseskontrakt, blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for løn i opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig indkomstskattepligtigt, TfS 1985, 311 (LSR).

S.F.1.2.1.6 Administration af værdipapirer og ejendomme

Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af værdipapirer, tillader praksis kun beskedne fradrag som arbejdsvederlag til aktionærerne.

Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af aktionærers aflønning for arbejdet med administration, såsom fast gage, bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes ud fra, at den gældende boligreguleringslov alene anerkender udgifter ved ejendomsadministration i det omfang, det er rimeligt under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter. Ved bedømmelsen kan der henses til de omkostninger, der kan indgå i den omkostningsbestemte husleje.

Fra praksis kan henvises til lsr. 1946.54, lsr. 1951.169, lsr. 1958.8 og UfR 1973, 852 V.

S.F.1.2.1.7 Repræsentationsudgifter mv.

Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader selskabet afholde udgifter, som helt eller delvis må karakteriseres som hovedaktionærens private udgifter.

Udgifter til blandede sammenkomster af privat karakter i anledning af aktionærens fødselsdag, sølvbryllup og lignende mærkedage kan således normalt ikke fradrages i selskabet, selv om der blandt gæsterne skulle være et større eller mindre antal forretningsforbindelser og medarbejdere. Se herom E.B.3.7.6. Efter omstændighederne kan udgifter dog anses som et lønaccessorium med fradragsret for selskabet til følge.

Told-Skat Nyt 1993.5.176 (TfS 1993, 21). (VLD) Landsretten lagde til grund, at en reception i forbindelse med en hovedanpartshavers private mærkedag (40 års fødselsdag) var afholdt i form af et "åbent hus arrangement", hvor hovedanpartshaveren gennem udsendelse af indbydelser og annoncering i de lokale aviser havde indbudt venner, kunder og forretningsforbindelser. Annoncens form udelukkede ikke, at andre end selskabets forretningsforbindelser ville møde op, og det lagdes til grund, at i hvert fald 8 personer uden tilknytning til selskabet havde deltaget. Receptionen havde derfor ikke haft en så klar og entydig karakter af repræsentation i selskabets interesse, at omkostningerne hertil ikke burde betragtes som et løntillæg for hovedanpartshaveren. Selskabets udgift skulle derfor medregnes ved opgørelsen af hovedanpartshaverens indkomst som løntillæg.

I lsr. 1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af selskabets hovedaktionærs/direktørs 50-års fødselsdag for en udlodning fra selskabet. Retten kunne derimod tiltræde, at udgiften kunne anses for et tillæg af lønmæssig karakter til det til direktøren allerede udbetalte vederlag fra selskabet, og selskabet fik fradragsret.

I lsr. 1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der var udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning af udgifterne ved en fest, han holdt i anledning af sit sølvbryllup. I festen havde deltaget 186 personer omfattende familiemedlemmer, forretningsforbindelser og samtlige ansatte i firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af udgifterne som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet blev anset som et tillæg af lønmæssig karakter og således fradragsberettiget for selskabet.

I SKAT 1987.2.140 (TfS 1987, 91) (LSR) blev en arkitekt, der ejede 51 pct. af aktierne i et rådgivende ingeniørfirma, ikke anset for skattepligtig af udgifterne til en reception i anledning af hans 60 års fødselsdag. Der havde alene deltaget forretningsforbindelser, der var inviteret gennem annoncering i dagspressen. Ud over denne reception havde hovedaktionæren afholdt en privat fest, hvis udgifter han selv havde betalt.

Se i øvrigt TfS 1994, 42 og 56.

S.F.1.2.1.8 Rejseudgifter

Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser, eller hvor rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften hertil betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan betragtes som et rimeligt lønaccessorium. Se om rejseudgifter iøvrigt E.B.3.2.

Som et eksempel kan nævnes lsr. 1980.144, der vedrører et familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til bestyrelsesmøder i de udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne var bosiddende. Disse udgifter blev ikke anset for fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være afholdt udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst.

Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere generel karakter, er det i lsr. 1980.99 fastslået, at udgiften ikke havde en så nær og direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at den ville kunne godkendes som en fradragsberettiget rejseomkostning for selskabet. Udgiften fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af lønmæssig karakter til det hovedaktionæren allerede udbetalte vederlag fra selskabet.

Kendelsen må betragtes som udtryk for Landsskatterettens praksis i sådanne tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin karakter fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive godkendt, såfremt en af selskabets medarbejdere havde foretaget rejsen. I Told-Skat Nyt 1993.15.748 (TfS 1993, 372) (LSR) blev udgifter til en studietur til Bruxelles for en direktør og hovedanpartshaver indenfor den grafiske industri og hans ægtefælle anset for yderligere løn til hovedanpartshaveren, idet rejsen var af generel karakter og med et vist turistmæssigt islæt. Ifølge lsr. 1982.105 kunne rejseudgifter, som et selskab afholdt til hovedaktionærens/direktørens hustrus og andre ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne kunne derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til hovedaktionæren, dels til de øvrige ansatte, og de pågældende udgifter var følgelig fradragsberettigede for selskabet. Det er naturligvis en forudsætning, at der foreligger fornøden dokumentation for udgifterne.

* TfS 1994, 738 (HRD) En elinstallatør, der drev sin installationsforretning i selskabsform, havde sammen med hustru og barn deltaget i en charterrejse til Mallorca, hvor han deltog i et kursus om stærkstrømsreglementet. Selskabet betalte hans rejse, og han var blevet anset for skattepligtig af værdien af frirejsen. Landsretten fandt imidlertid, at rejsen og kurset efter de foreliggende oplysninger havde været fagligt velbegrundet i forhold til hans virksomhed. Uanset stedet for afholdelsen af kurset måtte udgiften til rejsen derfor anses for en driftsomkostning. Højesteret lagde til grund, at kurset havde været fagligt velbegrundet og tilrettelagt ud fra saglige hensyn, og at skatteyderen havde deltaget fuldt ud i kurset. Endvidere blev det lagt til grund, at kurset blev afholdt på et almindeligt turiststed i udlandet, hvilket skabte en formodning for et betydeligt turistmæssigt islæt. Et flertal af dommerne (med dissens vedrørende begrundelsen) fandt, at udgiften skulle beskattes som et løntillæg. (Et mindretal ville stadfæste landsrettens dom). (Tidligere ØLD i TfS 1994, 105). *

I SKAT 1989.8.581 (TfS 1989, 451) (ØLD) blev det bl.a. tiltrådt, at deltagelse i en udenlandsrejse for en hovedaktionær og dennes ægtefælle alene var sket for selskabet og i dettes interesse, således at udgifterne hertil ikke kunne anses for et løntillæg. Derimod fandt retten, at ægtefællernes rejse til Det Fjerne Østen havde haft et ikke uvæsentligt islæt af turistmæssig karakter, hvorfor rejseudgiften måtte anses som løntillæg fra selskabet.

I SKAT 1989.9.656 (TfS 1989, 464) (VLD) blev værdien af en studierejse anset for løntillæg til direktøren, der var hovedaktionær, idet studieturen efter programmet og rejseplanens indhold sammenholdt med turens forløb måtte karakteriseres som en generel studietur med et vist - ikke ubetydeligt - turistmæssigt islæt.

Se også SKAT 1990.8.601 (TfS 1990, 317) (ØLD) og E.B.3.2 og de der omtalte afgørelser.

S.F.1.2.1.9 Lejeudgifter

Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til selskabet, kan der ikke godkendes større fradrag for husleje, end hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede, idet beløb herudover må karakteriseres som maskeret udbytte. Der må ved bedømmelsen tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse mv.

Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og fremlejer en del heraf til selskabet for en større leje, end han selv betaler, anses merlejen for maskeret udbytte.

Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler, automobiler mv., som udlejes til selskabet.

Efter praksis, jf. lsr. 1980.100, vil merlejen dog ofte kunne betragtes som yderligere løn til hovedaktionæren.

Forbedringsudgifter

Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende ejendom en varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes som en udlodning i skattemæssig henseende.

TfS 1994, 444 (VLD). Et selskab der havde lejet lokaler i kælderen i hovedaktionærens ejendom, afholdt i forbindelse med indflytningen udgifter til gulvreparation. Landsretten fandt, at der i den forbindelse ikke var tilført ejendommen en forbedring, eller at forbedringen i hvert fald var for beskeden til, at den kunne anses for maskeret udlodning til hovedaktionæren.

S.F.1.2.1.10 Aktionærrabatter

Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige end dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en udlodning til aktionærerne. Det er en betingelse, at rabatten er ydet som følge af aktionærforholdet.

Fra praksis kan nævnes

UfR 1944, 823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit overskud, som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men gav ikke en tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret statuerede maskeret udbytte, uanset at rabatten ikke som deklareret udbytte fordeltes i forhold til aktionærernes aktiebesiddelse.

Lsr. 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og udbetalte til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis af de enkelte aktionærers omsætning med selskabet. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede bonus måtte anses for et led i selskabets udbyttefordeling og ansås derfor ikke for fradragsberettiget for selskabet. I skd. 60.34 (Skd. 1982, 20) blev bonus - som en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken - sidestillet med udbytte.

En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der tillige var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet med udbytte, hvori der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten udmåltes udelukkende i forhold til indlånets størrelse.

RR 1984. SM 143 (TfS 1984, 230): En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til A/S, tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i selskabet, var ikke skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi adgangen til at opnå rabat på op til 25 pct. ved køb af tæpper måtte antages at stå åben for en bredere kreds af personer uden for aktionærkredsen via medlemskab af diverse indkøbsforeninger mv.

SKAT 1986.7.482 (TfS 1986, 429) (LSR): En aktionærs brugsret til en ferielejlighed i et time-share hotel, blev anset for en ydelse opnået som aktionær i det selskab, der ejede hotellet. Den værdi, hvormed udlejningsværdien oversteg et af aktionæren betalt servicegebyr, blev anset som en maskeret udlodning til aktionæren.

TfS 1994, 621, (VLD), vedrørte et tilfælde, hvor der til ejerskabet af hver aktie var knyttet en forudbestillingsret efter hvilken aktionæren i en bestemt uge hvert år vederlagsfrit kunne bebo en bestemt ejerlejlighed. Forudbestillingsretten fremgik af en aktionæroverenskomst. Aktionæren havde i alle årene udnyttet retten. Lejligheden var beliggende i et tidligere hotel, der af selskabet var udstykket i ejerlejligheder. Aktierne var handlet til merpriser i forhold til selskabets indre værdi. Landsretten fandt, at aktionæren var skattepligtig af maskeret udbytte af et beløb der svarede til værdien af benyttelsesretten fratrukket betalte kontingenter.

TfS 1994, 111 (BF). Om aktionærer i et selskab, der havde indgået aftaler med organisationer mv., om bytte af ferielejligheder. Ligningsrådet fandt, at da prisen for en ferielejlighed svarede til markedsværdien, ville aktionærer, der benyttede sig af bytteretten, ikke være skattepligtige af maskeret udlodning fra selskabet.

SKAT 1987.1.43 (TfS 1987, 20) (LSR): Den merrabat, som en anpartshaver havde opnået i forhold til øvrige ansatte ved varekøb i selskabet, blev anset for en i princippet skattepligtig udlodning, idet Landsskatteretten lagde til grund, at den opnåede merrabat var fremkommet i kraft af anpartshaverforholdet.

S.F.1.2.1.11 Ydelser i aktionærens interesse

Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager udbetalinger til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hans personlige interesser, viser praksis eksempler på, at aktionæren beskattes af udbetalingerne som almindelig indkomst. Selskabet kan ikke fradrage sådanne ydelser.

Gaver

Det er i praksis almindeligt forekommende, at selskaber yder gaver til formål af vidt forskellig karakter. I aktieselskabslovens § 114 og anpartsselskabslovens § 83 findes regler for selskabers gaveydelser til almennyttige og dermed ligestillede formål. Hvor selskabets gaveydelse falder inden for rammerne af disse bestemmelser, vil der næppe kunne statueres maskeret udlodning. Som eksempel herpå kan nævnes SKAT 1988.8.840 (LSR).

For gaveydelser, der falder uden for rammerne af disse bestemmelser, kan der statures maskeret udbytte, når gaveydelsen må anses at tilgodese hovedaktionærens personlige interesser.

Som eksempler herpå kan * fra tiden før nedennævnte praksisændring * nævnes

RR 1967.34 SM (skd.VIII 1080/67) - gave til fond, SO 1967.301 (skd.VIII 820/66) - gave til fond.

* I TfS 1996, 4 af 2. jan. 1996 er offentliggjort en meddelelse, som med virkning fra offentliggørelsestidspunktet ændrer den hidtidige praksis. Se nedenfor i afsnittet om løbende ydelser. *

Løbende ydelser

En tilsvarende problemstilling som ved gaveydelser foreligger, hvor selskabets ydelse har karakter af en løbende ydelse. Et hovedaktionærselskab vil derfor ikke have fradragsret for løbende udbetalinger til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hovedaktionærens personlige interesse, jf. cirk. nr. 96 af 22. juni 1993 om LL, kapitel 16.1. * Se dog nedenfor om praksisændring, herunder om påtænkt ændring af nævnte cirkulære. *

Som eksempler herpå * fra tiden før praksisændring * kan nævnes

SO 1974.81 (skd. 22.207 (Skd. 1972, s. 207), VLD af 31. maj 1972) - ikke fradrag for løbende ydelser til et kirkesamfund.

Lsr. 1978.74 - ikke fradrag for løbende ydelse til den fond, der ejede selskabet.

Lsr. 1981.13 - løbende ydelse anset som en del af anskaffelsessummen for aktier.

SO 1981,128 og 132 ff, RR 1981 SM, s. 216-218 (RR 1981, 216, 217 og 218).

* Praksisændring

I TfS 1996, 4 af 2. jan. 1996 er offentliggjort en meddelelse, som med virkning fra offentliggørelsestidspunktet ændrer den hidtidige praksis. *

* Om løbende ydelser se tillige TfS 1995, 454 (HRD) Et anpartsselskab havde nedlagt påstand om fradrag for bidrag, der var ydet i henhold til et gavebrev, hvor selskabet forpligtede sig til i 10 år at betale Indre Mission 5% af selskabets skattepligtige indkomst. Hovedanpartshaveren, der tillige var ansat i selskabet, havde samtidigt forpligtet sig til at bidrage til Indre Mission med maksimumsbidraget for personer. Ved Landsskatterettens kendelse af 24/2 1992 (TfS 1992, 221) fandt retten, at selskabets bidrag måtte anses for ydet i hovedanpartshaverens interesse og derfor ikke fradragsberettiget efter LL § 12. Da hovedanpartshaveren var ansat i selskabet, kunne de ydede bidrag derimod fradrages som et lønaccessorium efter SL § 6a. Landsretten fandt (tidligere ØLD af 16/9 1993 (TfS 1993, 471)), at gavebrevet fra selskabet var oprettet for at komme over maksimumsgrænsen for personlige gaver, og at den løbende ydelse således i væsentlig grad tilgodeså hovedanpartshaverens personlige interesse. Den kunne derfor ikke fradrages efter LL § 12. Højesteret bemærkede, at efter LL § 12, stk. 2, tilkommer der udtrykkeligt også selskaber fradragsret for løbende ydelser i henhold til en forpligtelse, som er påtaget overfor foreninger, stiftelser, institutioner, religiøse samfund m.v., der er godkendt efter § 12, stk. 3. At det er en hovedaktionærs eller hovedanpartshavers ideelle interesse for en af de omhandlede foreninger m.v., der har ført til, at et selskab har påtaget sig en løbende forpigtelse, kan ikke bevirke, at der med støtte i et almindeligt princip om maskeret udbytte gøres undtagelse fra fradragsrettten. Der er ikke i forarbejderne til lovændringen i 1986 tilstrækkelige holdepunkter for et andet resultat. Anpartsselskabet har følgelig ret til fradrag efter LL § 12, stk. 2, for løbende ydelser i henhold til forpligtelseskontrakter, der er eller agtes indgået overfor Dansk Ethioper Mission, Kristeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom samt Folkekirkens Nødhjælp, med de begrænsninger og på de betingelser, der følger af LL § 12.

Højesteret nåede til samme resultat som ovenfor nævnt i en tilsvarende sag, TfS 1995, 455 (HRD) ( tidligere Landsskatterettens kendelse af 24/2 1992, (TfS 1992, 221) og ØLD af 16/9 1993 (TfS 1993, 479)).

Skatteministeriets kommentar

Skatteministeriet har kommenteret de to højesteresdomme i TfS 1995, 649. I Skatteministeriets kommentar til dommene anføres, at det gældende cirkulære til LL vil blive ændret ved førstkommende lejlighed som følge af dommene, og at der kan ske genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 1992, 1993 og 1994 for hovedaktionærselskaber, som tilsvarende er blevet nægtet fradrag for løbende ydelser, eller som ikke har taget fradrag for sådanne, ligesom der kan ske genoptagelse af skattteansættelserne for disse selskabers hovedaktionærer. Told- og Skatttestyrelsen har i den anledning den 8. december 1995 udstedt cirk. 1995-15 om genoptagelse. Ansøgning om genoptagelse skal indgives til skattemyndighederne inden udgangen af 1996, på hvilket tidspunkt cirkulæret bortfalder.*

I øvrigt

Told-Skat Nyt 1993.19.855 (TfS 1993, 362) VLD af 23. juni 1993. Et anpartsselskabs bådudlejning blev ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor underskuddet blev anset for at være maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Se også t&s nyt 1991.14.769 (TfS 1991, 287) (VLD) om underskud ved hundekennel og E.A.1.2 om hobbyvirksomhed.

* TfS 1995, 799 (VLD) En skatteyder trak en check på 376.200 DEM eller 1.431.461 kr. på sit selskab, hvori han var eneanpartshaver, og han indsatte checken på sin konto i Jyske Bank i Hamburg. Checken blev senere overført til selskabets bankkonto i Schweiz. Skattteforvaltningen forhøjede hans skattepligtige indkomst med beløbet, som blev anset som maskeret udlodning. Skatteankenævnet stadfæstede ansættelsen og henviste til, at en over skatteyderen afsagt straffedom havde taget tilstrækkelig klar stilling til indkomstansættelsen, herunder at der forelå maskeret udbytte/udlodning. Landsretten tiltrådte ligesom tidligere LSR, at beløbet var beskattet som maskeret udlodning for skatteyderen uanset, at kontoen i Schweiz var oprettet i selskabets navn og bl.a. henset til, at skatteyderen i selskabets kassekladde havde posteret beløbet som varekøb. Dommen i straffesagen (TfS 1991, 320 V) fandtes ikke at have taget stilling til unddragelsens betydning for afgørelsen af skattepligtig almindelig indkomst på en sådan måde, at skatteyderen var afskåret fra domstolsprøvelse af sine anbringender. *

I lsr. 1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en udlodning fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans udgift for at bestå eksamen som kloakmester. Retten var af den opfattelse, at ingeniøren ved at bestå kloakmestereksamen havde opnået en status, der indebar en videreuddannelse.

I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning for hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.

SKAT 1987.10.697 (TfS 1987, 446) (ØLD): Ved udtræden af et revisorinteressentskab og påbegyndelse af ny revisionsvirksomhed, udtog interessenten en større klientmasse end svarende til hans andel af interessentskabet. Der kunne ikke opnås enighed om betalingen herfor, hvorfor spørgsmålet blev undergivet voldgift. Omkostningerne ved voldgiftssagen blev betalt af et af interessenten stiftet anpartsselskab, og det blev gjort gældende, at udgiften vedrørte dettes interesser. Retten fandt, at sagsomkostningsbeløbet var en af SL § 4 omfattet indtægt for interessenten, idet omkostningerne alene påhvilede interessenten, der også i særlig grad havde haft interesse i voldgiftsagen. Afgørelsen blev indbragt for HR og forligt den 22. nov. 1990. Anken blev hævet og interessenten anerkendte, at sagsomkostningsbeløbet skulle betales af ham personligt.

I RR 1985, 8, s. 193 (TfS 1985, 401) (VLD) blev et selskabs tilskud til opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets hovedaktionær var formand for, kun i begrænset omfang anerkendt som en fradragsberettiget reklameudgift for selskabet, mens det resterende beløb blev anset som maskeret udbytte for hovedaktionæren.

En eneanpartshaver og direktør blev anset skattepligtig som maskeret udbytte, af et tab som selskabet fik ved salg af en malerisamling til ham. Landsretten fandt, at der på grund af interessefællesskabet mellem parterne måtte stilles særlige krav til dokumentationen for at overdragelsen var sket på markedsvilkår. TfS 1994, 530 (VLD).

Ved en børsintroduktion, der både omfattede nytegning af aktier og dele af de hidtidige aktionærers aktier, blev en del af de af selskabet afholdte udgifter til emissionsprovision, børsprospekt, annoncer og revision anset for udlodning til de hidtidige aktionærer, idet børsintroduktionen også var foretaget i disses interesse i forbindelse med ejerskifte, SKAT 1990.7.542 (TfS 1990, 385) (LSR).

I TfS 1994, 641 (BF) blev hovedaktionæren efter en konkret vurdering udlodningsbeskattet ved selskabets aktietegning til overkurs i et ligeledes af hovedaktionæren domineret selskab. Se hertil TfS 1994, 631 (BF) hvor udlodningsbeskatning ikke gennemførtes. I TfS 1995, 803 (LSR) (tidligere BF offentliggjort i TfS 1994, 370) fandt flertallet af retsmedlemmerne i LSR i modsætning til LR, at der ikke i det konkrete tilfælde var hjemmel til at gennenføre beskatning af den urealiserede værdistigning hos de pågældende aktionærer. Kursstigningen på aktierne opstod som følge af en kapitaludvidelse, der alene blev tegnet af selskabets moderselskab.

S.F.1.2.2 Manglende selskabsindtægter

Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra selskabet til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe beløb, eller med andre ord, at selskabets indtægter bliver for små. I disse tilfælde skal både selskab og aktionærer beskattes, selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende beløb kan fradrages som lønaccessorium.

S.F.1.2.2.1 Husleje

Har hovedaktionæren bolig i en selskabet tilhørende ejendom, vil der foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til et beløb, der er mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede.

Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse mv., idet lejebetalingen må rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.

Lejeværdien fastsættes ud fra et skøn over den til enhver tid værende udlejningsværdi, jf. HD af 14. maj 1984 (skd. 70.592). Det kan således ikke i hovedaktionærforhold kræves, at ansættelsen af lejeværdien kun forhøjes efter de i lejelovgivningen gældende regler, jf. UfR 1984, 534 (TfS 1984, 272) H.

Ved værdiansættelsen må man være opmærksom på forhold, der kan tale for en reduktion af værdien, f.eks. at der er tale om en ejendom med et usædvanligt stort jordtilliggende eller med store repræsentationslokaler, der ikke indgår i det daglige boligforbrug, jf. VLD af 30. nov. 1981 (skd. 61.206 (Skd. 1982, s. 206)).

TfS 1994, 494 (ØLD) vedrørte en hovedaktionær, der beboede en del af en ejendom der var ejet af det af ham beherskede selskab. Landsretten fandt at det var selskabet der ejede ejendommen, hvorfor lejeværdien ikke kunne beregnes efter reglerne i LL § 15I, men skulle fastsættes efter reglerne i SL § 4, litra b, efter et skøn over den objektive udlejningsværdi. * TfS 1995, 473 (LSR) En hovedaktionær, der havde bopælspligt på det af selskabet erhvervede gods, skulle beskattes af den objektive udlejningsværdi samt af den objektive nytteværdi af varme, selv om opvarmningen delvis skete via halmfyr, hvor en ejer ikke ville være blevet beskattet af nogen varmeværdi. *

I lsr. 1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab ved at stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en fast årlig leje på 18.000 kr. havde ønsket at tildele ham en ydelse af lønmæssig karakter svarende til forskellen mellem den faste leje og en skønsmæssig lejeværdi fastsat af skatterådet til 8% af ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter til vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning, for at være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes størrelse måtte være påvirket af beboernes løbende dispositioner. Retten kunne endelig i princippet tiltræde en forhøjelse af selskabets indkomst for selskabets vederlagsfri placering af kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev anslået til 6% af kunstværkernes anskaffelsessum.

Andre bestemmelser kan dog være til hinder for, at der statueres maskeret udbytte. Således kunne lejen i et boligselskab ifølge en ikke offentliggjort landsskatteretskendelse ikke forhøjes til en skønnet »markedsleje«, da der var pålagt ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne forhøjes med kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilken ikke havde kunnet opnås.

En hovedaktionærs afkald på kontraktsbestemt leje for en begrænset periode som følge af selskabets svigtende indtjening, medførte ikke bortfald af hans skattepligt, for så vidt angik nogen del af det fastsatte lejebeløb, jf. lsr. 1985.94.

Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller sommerbolig tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante vederlag fra selskabet. Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis det samlede vederlag herefter er en rimelig betaling for hovedaktionærens indsats i selskabet.

Som eksempler på andre afgørelser kan nævnes

Lsr. 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for aktionærerne.

Lsr. 1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus beskattet.

Lsr. 1974.20: Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes dels som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.

Lsr. 1967.92: Boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes husleje, respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af øgede ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til aktionærerne.

Lsr. 1982.11: Et selskab blev anset som indkomstskattepligtigt af berettiget krav på merleje, der blev betragtet som maskeret udbytte fra selskabet.

Told-Skat Nyt 1992.15.447 (TfS 1992, 387) (lsr.). Et hovedaktionærselskab købte en ferielejlighed i Spanien til brug for de ansatte. Da hovedaktionæren, der tillige var direktør i selskabet, kun kunne anvende lejligheden på lige fod med øvrige ansatte, blev han ikke indkomstbeskattet af rådighedsret over lejligheden, men alene af en skønsmæssig værdi af den faktiske anvendelse.

I en ikke offentliggjort kendelse har Landsskatteretten statueret maskeret udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori alene aktionærerne var lejere, havde afviklet en betydelig del af sine prioriteter og nedsatte huslejen, da selskabet herefter ikke havde brug for så store boligafgifter for at klare sine forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der ansås for normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer forhøjedes.

S.F.1.2.2.2 Aktie- og andelslejligheder

Indehavere af aktielejligheder og medlemmer af andelsboligforeninger, der bebor en af selskabets/foreningens lejligheder, er ikke - således som tilfældet er med ejerlejlighedsejere - ejere af lejligheden. Lejeværdien af boligen skal derfor ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, ligesom udgifter vedrørende lejligheden ikke kan fratrækkes.

Hvis der betales en uforholdsmæssig lav leje, kan der derimod blive tale om beskatning efter de nedenfor angivne retningslinjer. Det er ikke her nogen forudsætning, at der er tale om en hovedaktionær.

Om afgrænsningen mellem andelslejligheder og boligkollektiver, se S.A.1.8.2.

Specielt om andelslejligheder SD-cirk. 1982-2

Det af andelshaverne betalte boligbidrag til foreningen sidestilles med betalt leje for en lejlighed i en udlejningsejendom.

Det godkendes ikke, at andelshavere udsteder gældsbreve til foreningen med det helt eller delvise formål at konvertere en ikke-fradragsberettiget boligudgift til en fradragsberettiget renteudgift, se HD af 9. feb. 1981 (skd. 57.192 (UfR 1981, 234)) og SKAT 1989.4.298 (TfS 1989, 171) (ØLD).

Ligningsrådet har ved SD-cirk. 1982-2 af 8. feb. 1982 fastsat regler om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift.

Ligningsmyndighederne må herefter foretage en bedømmelse af, om der foreligger et reelt gældsforhold, i alle tilfælde, hvor andelshaveren har udstedt gældsbrev til andelsboligforeningen.

Fører denne bedømmelse til, at gældsforholdet ikke anses for reelt, må rentefradrag nægtes, og gældsbrevet betragtes skattemæssigt som en nullitet, jf. f.eks. SKAT 1986.6.400 (TfS 1986, 335) (LSR).

Som eksempel på en situation, hvor gældsforholdet blev anset for reelt, kan nævnes Højesterets dom af 4. nov. 1993, hvorved ØLD af 12. april 1991 (t&s nyt 1991.10.522 (TfS 1991, 182)) blev ændret. Højesteret fandt, at andelshaveren var berettiget til fradrag for renter, som han havde betalt på et gældsbrev til en andelsboligforening. Det omhandlede gældsbrev var udstedt af andelshaveren til andelsboligforeningen som led i en almindelig berigtigelse af købesummen for andelshaverens andelslejlighed, der sammen med 4 andre beboelseslejligheder var blevet nyindrettet i tidligere erhvervslokaler. Gældsbrevet indgik således ikke som led i en ordning omfattende alle medlemmer af andelsboligforeningen. Den samlede købesum, som omfattede værdien af andelen i foreningens formue og en del af udgifterne til indretning af lejligheden, måtte anses for fastsat efter sædvanlige principper for prisfastsættelse af andelslejligheder, der sælges efter foreningens stiftelse, jf. herved § 5 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber samt § 4, stk. 2, jf. § 15 i foreningens vedtægter (normalvedtægten). Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at det af andelshaveren udstedte gældsbrev ikke i skattemæssig henseende var udtryk for en reel skyld til foreningen, og Højesteret indrømmede følgelig fradrag for renteudgiften. (Det bemærkes, at skatteyderen og de 4 andre nyoptagne andelshavere skulle betale den samme boligafgift pr. m2 som de hidtidige andelshavere.) Som det fremgår af de i cirkulæret anførte eksempler og retningslinjer, vil gældsbrevet ikke kunne anses for reelt, medmindre der foreligger særlige forhold.

I SKAT 1986.9.568 (TfS 1986, 491) fandt Ligningsrådet, at andelsbolighavere kunne få fradrag for renteudgifter vedrørende individuelle medlemslån i en bank, idet man herved henså til, at der var tale om gældsforhold til en bank og ikke til andelsboligforeningen. Det var endvidere forudsat, at andelsboligforeningen ikke på nogen måde hæftede for de individuelle lån, at ejendommen ikke tjente som pant for lånene, at ydelserne på lånene ikke indgik i foreningens regnskab, samt at det ved opkrævningen hos medlemmerne specificeredes, hvad der var henholdsvis boligafgift og ydelser på lån.

Hvis gældsforholdet må anerkendes, kan rentefradrag ikke nægtes, men i disse tilfælde anvendes reglerne om skattepligtig boligfordel (beskatning ved lav boligafgift), jf. nærmere nedenfor. Denne beskatning indtræder også, hvor andelshaverens indskud ikke præsteres i form af et reelt gældsbrev til foreningen, men ved kontant indskud, herunder depositum og forudbetalt husleje. Det er dog i alle tilfælde en forudsætning, at en tilsvarende nedsættelse af boligafgiften kan påvises.

Den skattepligtige boligfordel opgøres som forskellen mellem »normalleje« og faktisk betalt boligafgift, idet der ved »normalleje« skal forstås den boligafgift, der opkræves af andelsboligforeninger, hvis ejendomme er finansieret ved normal låneoptagelse samt med et andelshaverindskud på ikke over 20 pct. af ejendommens anskaffelsespris og senere ejendomsinvesteringer med tillæg af yderligere 5 pct. af disse beløb til dækning af driftskapital mv. Indskud på op til 30.000 kr. kan dog altid accepteres uden beskatning af en boligfordel.

Boligfordelen vil normalt svare til bankudlånsrente af den finansiering, andelshaverne har ydet ud over normalindskuddet (25 pct. af anskaffelsessprisen, dog mindst 30.000 kr.). Ved indskud i form af reelt gældsbrev træder den aktuelle gældsbrevsrente i stedet for banklånsrenten.

Det følgende taleksempel viser opgørelsen for en af foreningen nyanskaffet ejendom, idet de anførte samlede beløb må fordeles ud på de enkelte andelshavere i forhold til deres andele.

Købesum 2.000.000 kr. ------------- Heraf kontant indskud 700.000 kr. Reelle gældsbreve (til 12 pct. rente p.a.) 400.000 kr. Realkredit (til 13 pct. rente p.a.) 900.000 kr. ------------- I alt 2.000.000 kr. ------------- Skattepligtig boligfordel 200.000 kr. (faktisk kontant indskud: 700.000 kr. - normalindskud 500.000 kr.) til bankrente, f.eks. 11 pct. p.a. 22.000 kr. 400.000 kr. gældsbreve til 12 pct. rente p.a. 48.000 kr. ------------ Boligfordel 70.000 kr.

Boligfordelen skal under alle omstændigheder reduceres med en eventuel rente, som andelshaverne får udbetalt af foreningen.

Den opsparing i andelsboligforeningen, der i årenes løb sker gennem afdrag på og indfrielse af ejendommens pantegæld såvel som gennem den almindelige værdistigning på ejendommen, anses ikke som indskud i cirkulærets forstand.

Cirkulæret omfatter også fritidshuse (sommerhuse).

Af skd. 54.206 (Skd. 1980, 62) fremgår, at den omkostningsbestemte leje ikke udgør et maksimum for den »normalleje«, som skal beregnes ifølge cirkulæret.

Specielt om aktie- og anpartslejligheder SD-cirk. 1983-47

Da boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber er sidestillet med andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse, procedure ved overdragelse af andel (aktie eller anpart), prisfastsættelse ved overdragelse af andel (aktie eller anpart) mv. har Ligningsrådet bestemt, at SD-cirk. 1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber. Der henvises i øvrigt til SD-cirk. 1983-47.

S.F.1.2.2.3 Bil, lystbåde, telefon o.lign.

Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af den private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for funktionærer gældende satser, idet hensyn må tages til, om hovedaktionæren selv betaler benzin, reparationer mv., jf. lsr. 1980.133.

Told-Skat Nyt 1993.7.284 (TfS 1993, 8) (VLD). Vestre Landsret lagde til grund, at en direktør og hovedaktionær havde benyttet selskabets personbiler til privat kørsel. Da der endvidere ikke var forelagt landsretten oplysninger, der gav grundlag for at antage, at den private kørsel i indkomståret 1986 var af et så helt ubetydeligt omfang, at der ikke var grundlag for at beskatte hovedanpartshaveren for privat kørsel, og da der ikke var grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn, var hovedanpartshaveren indkomstskattepligtig af værdien af privat benyttelse af selskabets biler. Hovedanpartshaveren har anket dommen til Højesteret. Se endvidere TfS 1993, 522 (VLD).

Der henvises til A.B.1.9.

En revisor, der havde fået stillet en bil til rådighed af det selskab, hvori han var hovedaktionær, var som en konsekvens af sit valg af selskabsform bundet til at anvende de af Ligningsrådet fastsatte satser, som støttes på beregninger af gennemsnitlige kilometerudgifter ved en given årlig kørsel, således at de på dette grundlag opgjorte beløb tilsigtede at svare til den besparelse, som brugeren opnåede ved at have fri bil til disposition for sin private kørsel. Værdien af den private kørsel opgjort efter de gennemsnitlige faktiske udgifter pr. kørt kilometer det pågældende år kunne derfor ikke anerkendes, lsr. 1980.133.

Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren, er det værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se VLD af 30. nov. 1981, skd. 61.206 (Skd. 1982, s. 206). Om selskabets fradragsret, se indledningen i S.F.1.2.1.

Dækker selskabet hovedaktionærens samlede faktiske udgifter til abonnements- og samtaleafgifter, beskattes et beløb svarende til værdien af den private anvendelse af telefon, hvilken værdi som hovedregel kan ansættes til 3.000 kr., forudsat hovedaktionærens private telefonbrug ikke er ekstraordinært stort.

I andre tilfælde af en hovedaktionærs helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af formuegenstande, som tilhører et selskab, må værdien af benyttelsesretten ansættes efter et skøn. Brugsværdien for hovedaktionæren af et selskabs malerier og antikviteter, som f.eks. er anbragt på hans bopæl, kan normalt fastsættes efter regler for ansættelse af den årlige værdi af brugsnydelser af indbo og andet løsøre ved beregning af gave- og arveafgift, jf. § 3, nr. 5 i bek. nr. 505 af 20. okt. 1983, 6 pct. af genstandens værdi, lsr. 1978.125.

S.F.1.2.2.4 Andre ydelser

Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer udfører arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør, montør mv.), må værdien heraf betragtes som udbytte fra selskabet, jf. lsr. 1982.104. På samme måde må der ske beskatning når hovedaktionæren udtager varer fra sit selskab til privat anvendelse. Beskatning skal ske til udsalgsprisen, evt. reduceret med sædvanlig personalerabat.

Hvis de udtagne varer betales kontant, stilles der samme krav til dokumentationen som personligt erhvervsdrivende, se E.B.2.1.

Ofte vil sådanne ydelser dog kunne fradrages af selskabet som yderligere løn til hovedaktionæren.

S.F.1.2.2.5 Aktionærlån

S.F.1.2.2.5.1 Rente/aktionærlån

Efter 18. juni 1982 har det ikke været lovligt at stifte aktionær- og anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal reglerne om forrentning som gengivet nedenfor anvendes.

Ved udlån af kontanter (pengelån) fra et selskab til dets hovedaktionær vil der ofte foreligge lånevilkår, som er så fordelagtige for hovedaktionæren, at de alene kan antages opnået i kraft af aktionærens dominerende indflydelse i selskabet. En fordel i form af rentefrihed eller lav rente i forhold til markedsrenten, repræsenterer en skattepligtig udlodning, jf. lsr. 1957.4 og 5. I sådanne tilfælde skal ligningsmyndighederne påse, at der i skattemæssig henseende pålægges lånet en anslået forrentning svarende til Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet plus 4%. Den således fastsatte rente fastholdes, så længe gældsforholdet vedvarer, uanset om diskontoen senere ændres.

Det bemærkes, at reglerne alene omfatter egentlige kontante lån, derimod ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i forretningsmæssig handel mellem selskab og hovedaktionær. Om sådanne forhold henvises til S.F.1.2.3. Om lån mellem koncernselskaber, se S.D.4.

Aktionæren kan ikke beskattes af et beløb svarende til differencen mellem låneprovenuet og den kursværdi, som de aftalte lånevilkår betinger.

Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.

Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries til et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses som en skattepligtig udlodning fra selskabet.

* Om de skatteretlige aspekter ved ulovlige aktionærlåns indfrielse se tillige artikel i TfS 1995, 531. *

S.F.1.2.2.5.2 Beskatning

Det selskab, der har ydet lånet, indkomstbeskattes af differencen mellem den anslåede rente og selskabets faktiske renteindtægt. Indkomstbeskatning af en anslået rente i selskabet skal dog udelades, hvor hovedaktionæren udfører arbejde for selskabet, og det samlede vederlag til hovedaktionæren (inkl. den manglende forrentning af aktionærlånet) efter den eksisterende praksis om løn til hovedaktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses at indeholde et maskeret udbytte. Se f.eks. lsr. 1984.5, hvor der ansås at foreligge en rimelig aflønning.

Efter PSL er løn personlig indkomst, medens renteudgifter er kapitalindkomst. I de tilfælde, hvor rentefordelen betragtes som tillæg til hovedaktionærens arbejdsvederlag i selskabet, skal hovedaktionæren derfor medregne rentefordelen som yderligere lønindtægt, og hovedaktionæren kan fratrække et tilsvarende beløb som yderligere renteudgift ved opgørelsen af kapitalindkomsten.

I de tilfælde, hvor manglende forrentning, skal beskattes som maskeret udbytte, dvs. navnlig de tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke udfører arbejde for selskabet, medregnes beløbet hos aktionæren i aktieindkomsten. I disse tilfælde er de lokale ligningsmyndigheder bemyndiget til i forbindelse med eller i kontinuitet af indkomstansættelsen af selskabet at indrømme hovedaktionæren fradragsret for en til forhøjelsen af selskabet svarende renteudgift, såfremt hovedaktionæren indbetaler den ligningsmæssigt fastsatte rente til selskabet, eller renten godskrives over hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet.

Med hensyn til lån, som opstår ved at hovedaktionæren løbende hæver beløb i selskabet over mellemregningskontoen til betaling af private udgifter, gælder, at sådanne låneaftaler - ligesom andre aftaler om udlån fra et selskab til dets hovedaktionær -- i skattemæssig henseende må anerkendes, når aktionæren er solvent.

Hvis det derimod efter en bedømmelse af aktionærens økonomiske forhold må antages, at han ikke er i stand til at tilbagebetale lånet, må hævningerne i almindelighed beskattes som løn fra selskabet. I det omfang aktionæren ikke udfører et arbejde for selskabet, som svarer til hævningerne, betragtes disse dog som maskeret udbytte.

* Den omstændighed, at aktionærens manglende tilbagebetalingsevne skattemæssigt bevirker, at beløbet indkomstbeskattes hos aktionæren, ændrer ikke låneforholdets karakter i selskabsretlig henseende. Se TfS 1995, 637 (ØLD) hvor aktionæren fandtes skyldig i overtrædelse af anpartsselskabslovens § 131, stk. 1 og 2, jf. § 84, stk. 1, og blev idømt en bøde på 65.000 kr. Det forhold, at aktionæren som følge af sin manglende evne til at tilbagebetale det ulovlige anpartshaverlån blev personligt skattepligtig af beløbet, fandtes ikke at burde bevirke en nedsættelse af bødens størrelse. *

Reglerne vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende udviser en saldo i selskabets favør.

Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende personer, jf. lsr. 1984.5.

Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3. Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to førstnævnte anpartshavere i henhold til SD-cirk. 1978.31 og lsr. udtalte, at der mellem parterne i et papirløst samlivsforhold måtte antages at være et sådant personligt og økonomisk interessefællesskab, at deres indflydelse måtte bedømmes ud fra den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt blev dog anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.

I T&S Nyt 1991.12.644 (TfS 1991, 288) (ØLD) blev en udbetaling fra 2 selskaber i solvent likvidation til hovedaktionæren anset for forhåndsudlodning af forventet likvidationsprovenu og ikke som påstået af hovedaktionæren, et aktionærlån. Udbetalingen blev således beskattet som almindelig indkomst hos hovedaktionæren.

Om et tilfælde vedrørende manglende forrentning af overskud, se SKAT 1990.6.463 (LSR). Et anpartsselskab, der var komplementar i et kommanditselskab, og hvis anpartshavere - der var nærtbeslægtede - var kommanditister i kommanditselskabet, havde ladet væsentlige overskud indestå i kommanditselskabet uden forrentning heraf. Anpartsselskabet blev anset for skattepligtig af beregnet rente af disse beløb, for så vidt angik den del af rentebeløbene, der vedrørte kommanditisternes andel af overskudsbeløbene, idet disse rentebeløb blev anset for maskeret udlodning til anpartshaverne.

S.F.1.2.3 Enkeltstående udlodninger

Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver fra hovedaktionæren til overpris.

Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville have været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var blevet solgt til, henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren skal beskattes af den ved transaktionen opnåede økonomiske fordel.

For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.

S.F.1.2.3.1 Obligationer

Overdrager et selskab en obligationsbeholdning til hovedaktionæren, for et beløb, der ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens for hovedaktionæren, at han beskattes af differencen mellem overdragelsesprisen og børskursen som maskeret udlodning.

En hovedaktionær havde optaget et lån i selskabet til køb af obligationer fra selskabet. For lånet var udstedt et gældsbrev, som selskabet nedskrev til kurs 60. Udlodning antaget for differencen mellem obligationernes kursværdi og gældsbrevets (mindre) kursværdi, jf. SKAT 1986.9.551 (TfS 1986, 471) (LSR).

S.F.1.2.3.2 Fast ejendom

Ved overdragelse af fast ejendom mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab, skal ejendommen overdrages til en pris, der svarer til hvad en uafhængig tredjemand ville have betalt. Når det skal vurderes, om hovedaktionæren har modtaget en skattepligtig udlodning fra selskabet i forbindelse med overdragelsen, er det således afgørende, om ejendommen er overdraget til handelsværdien. Er dette ikke tilfældet - idet salgssummen er højere eller lavere end dette beløb - er der det fornødne grundlag for, at ligningsmyndigheden griber korrigerende ind og ansætter den skattemæssige overdragelsessum til handelsværdien. Det er handelsværdien på tidspunktet for aftalens indgåelse, hvilket typisk er slutsedlens/købsaftalens underskrift, der skal fastsættes.

Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris, beskattes hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og ejendommens handelsværdi. Selskabet beskattes af en eventuel avance efter reglerne for afståelse af fast ejendom, idet afståelsessummen sættes til handelsværdien.

Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet til overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som udlodning og handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af den særlige eller almindelige indkomstskat, som aktionæren skal pålignes i anledning af salget. Selskabets indkomst skal ikke korrigeres, men dets anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag skal reduceres til det beløb, som er ejendommens handelsværdi.

* TfS 1995, 551 (LSR) En skatteyder solgte pr. 1/1 1988 for 384.200 kr. kontant sit sommerhus til et selskab, hvori hun var hovedanpartshaver. Huset var af skyldrådet pr. 1/1 1988 vurderet til 310.000 kr. kontant, og selskabet havde pr. 9/9 1991 overdraget huset til tredjemand for 339.405 kr. kontant. Told- og skatteregionen vurderede efterfølgende bl.a. på baggrund af salget til tredjemand den kontante handelspris til 340.000 kr. LSR fandt, at forskellen mellem overdragelsesprisen og den af regionen foretagne vurdering, 44.200 kr., udgjorde maskeret udlodning for klageren. *

Told-Skat Nyt 1993.21.917 (TfS 1993, 430) (VLD). Ved overdragelse af en ejendom fra et interessentskab til det af interessenterne ejede andelsselskab blev forskellen mellem den aftalte overdragelsessum og den af skattemyndighederne skønnede handelsværdi anset for maskeret udlodning for interessenterne.

I en lang række tilfælde kan man gå ud fra, at ejendommens handelsværdi ikke vil afvige væsentligt fra den senest foreliggende ejendomsvurdering. På grund af den usikkerhed der er forbundet med værdiansættelsen, vil man i ligningspraksis normalt kunne lægge overdragelsesprisen til grund, hvis denne ligger inden for +/- 15 pct. af den seneste kontante ejendomsværdi med årsreguleringer. Ligningsmyndighederne er imidlertid ikke bundet af de omtalte 15-procent, idet ejendomsværdien kun er et udgangspunkt for vurderingen af den aftalte pris. En række forhold kan medføre, at den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsregulering er uegnet som udgangspunkt for en beregning af ejendommens værdi i handel og vandel i en overdragelsessituation. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den årsregulerede kontantværdi må antages at være fejlbehæftet, eller der af andre årsager er grund til at antage, at handelsværdien afviger herfra. Hvis et selskab f.eks. ombygger, renoverer eller moderniserer en selskabet tilhørende ejendom, således at ejendommen tilføres en væsentlig værdiforøgelse, vil et salg til hovedaktionæren til en pris svarende til seneste kontantejendomsværdi udløse beskatning som maskeret udlodning fra selskabet til hovedaktionæren og således medføre beskatning efter LL § 16A af forskellen mellem ejendommens værdi efter ombygning mv. og kontantejendomsværdien.

Hvor kontantprisen ligger uden for +/- 15 pct. af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsreguleringer, sker der ikke kun beskatning i det omfang, kontantprisen ligger uden for 15 pct.'s grænsen, men af hele forskelsbeløbet, se iøvrigt SKAT 1987.9.656 (TfS 1987, 440) (LSR) og TOLD- SKAT Nyt 1992.1.22.

I et tilfælde, hvor en ejendom blev overdraget den 1. jan. 1986, blev ejendomsvurderingen pr. samme dato lagt til grund ved afgørelsen af, om der var grundlag for at statuere maskeret udlodning, SKAT 1988.7.393 (TfS 1988, 424) (LSR).

Specielle ejendomme

* Om 2 afgørelser vedrørende ejendomsoverdragelser mellem selskaber og hovedaktionærer, se tillige artikel i TfS 1995, 96. *

TfS 1994, 852 (BF), vedrørte et tilfælde, hvor en hovedaktionær ønskede at købe en ejendom af det af ham dominerede selskab. Hovedaktionæren påtænkte at købe ejendommen til ejendomsvurderingen minus 15%. Ejendommen havde han beboet siden opførelsen. Byggeriet var af en standard der var usædvanlig høj for det pågældende område, hvorfor selskabets samlede anskaffelsessum for ejendommen lå væsenligt over ejendomsvurderingen. Ligningsrådet fandt, at det er den objektive handelsværdi der som udgangspunkt skal anvendes ved salg mellem selskab og hovedaktionær. Der kunne imidlertid ikke ses bort fra, at selskabets opførelse af ejendommen, alene var begrundet i hovedaktionærens ønsker. Det måtte allerede på tidspunktet for opførelsen af den omhandlede ejendom have stået klart for selskabet, at der var tale om en udsigtsløs investering. Det ville således ikke indenfor en længere årrække være muligt ved salg til uafhængig tredjemand, at opnå en salgssum af samme størrelse som opførelsesomkostningerne. På denne baggrund fastsatte Ligningsrådet efter en konkret vurdering, foretaget på grundlag af på den ene side byggeriets luksusbetonede art og på den anden side perioden der var forløbet siden opførelsen af ejendommen, en afbalanceret salgssum ved det påtænkte salg.

TfS 1994, 478 (BF), vedrørte et tilfælde, hvor et selskab erhververvede en grund og bebyggede den med en beboelsesejendom. Boligen skulle beboes af hovedaktionærerne. Efterfølgende ønskede hovedaktionærerne at købe ejendommen til handelsværdien. Handelsværdien lå under den værdi ejendommen var bogført til (kostprisen) i selskabet. Ligningsrådet fandt, at hovedaktionærerne var skattepligtige som maskeret udlodning af differencen mellem ejendommens handelsværdi og den bogførte værdi i selskabet. Der var herved henset til at aktionærerne, som følge af deres bestemmende indflydelse i selskabet, kunne pålægge dette de af dem ønskede nødvendige dispositioner i relation til den omhandlede ejendom.

S.F.1.2.3.3 Aktier

Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem købsprisen og handelsværdien som udlodning, og aktionæren kan benytte handelsværdien som anskaffelsessum ved opgørelsen af den skattemæssige avance/tab ved videresalg af aktierne. Selskabet skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget opgjort i forhold til handelsværdien. Ved indrømmelse af fortegningsret til konvertible obligationer med særlige gunstige bestemmelser om forrentning og indløsning kan der foreligge maskeret udlodning. I SKAT 1989.3.238 (TfS 1989, 164) fandt Landsskatteretten, at de forpligtelser, et aktieselskab skulle påtage sig dels i forbindelse med et påtænkt arrangement med hensyn til tegning af konvertible obligationer til en fikseret lav kurs og dels med hensyn til forrentning og indløsning, måtte anses for ganske usædvanlige og uden forretningsmæssig begrundelse. Formålet med dispositionen ansås derfor at være at tilføre klageren midler, der hidrørte fra det af hende dominerede aktieselskab.

Told-Skat Nyt 1993.23.1072 (TfS 1993, 544) (LSR). To aktionærer ønskede at købe et underskudsselskab og samtidig hermed at erhverve en fordring på selskabet til under kurs 15. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede fordring efter det oplyste om selskabets økonomiske forhold var værdiløs. Aftalen om erhvervelsen af fordringen måtte således antages alene at være begrundet i muligheden for at trække midler ud af selskabet uden indkomstbeskatning. Under disse omstændigheder fandt retten, at aftalen ikke kunne lægges til grund for den skatteretlige vurdering. Retten fandt, at hele købesummen måtte anses som betaling for aktierne i selskabet, da det reelt alene var disse, der blev erhvervet. I det omfang, selskabet tilbagebetalte beløb på fordringen ud over anskaffelsessummen, forelå der udlodning af maskeret udbytte eller evt. udbetaling af yderligere løn.

Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes overprisen som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at betragte som en udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres på grundlag af handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum kun benytte handelsværdien, ikke den faktisk erlagte købesum.

* Om et tilfælde, hvor en betaling benævnt som provision til den tidligere hovedaktionær blev anset for en merpris for aktierne, der blev beskattet som maskeret udlodning, se TfS 1995, 561 (ØLD).*

I henhold til skd.cirk. nr. 185 af 17. nov. 1982, pkt. 17, vedrørende værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning, skal værdiansættelsen for unoterede aktier ske efter aktiernes handelsværdi. Såfremt en handelsværdi for aktierne ikke i øvrigt kan udfindes, vil en kurs udregnet efter Ligningsrådets retningslinier for beregning af formueskattekursen kunne anvendes ved værdiansættelsen.

En kurs, der er opgjort i overensstemmelse med reglerne i ovennævnte cirkulære, pkt. 17, kan evt. ligeledes danne grundlag for aktiernes værdiansættelse, når aktierne overdrages. En lang række forhold kan dog medføre, at kursen anses for uegnet som udtryk for aktiernes værdi i handel og vandel. Som eksempel kan nævnes en efter selskabets forhold usædvanlig ændring i selskabets udbyttepolitik eller skattemæssige af- og nedskrivninger.

I de situationer, hvor Ligningsrådets retningslinier for beregning af skattekursen kan danne grundlag for aktiernes værdiansættelse i en overdragelsessituation, indebærer dette normalt følgende

Hvis der handles aktier i nov. 1995 for et selskab med kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen selskabets status 31. dec. 1994 og de kapitalisationsfaktorer, der bruges til skattekursberegningen 1. jan. 1995. Foregår handelen i dec. 1995 for samme selskab, bruges status 31. dec. 1995 og faktorerne brugt til kursberegning 1. jan. 1995.

Handles i jan. 1996, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab bruges status 31. dec. 1995 og faktorerne, der er brugt ved skattekursberegningen 1. jan. 1996.

Når Ligningsrådets retningslinier for beregning af skattekursen kan danne grundlag for aktiernes værdiansættelse i en overdragelsessituation, forudsættes det, at berigtigelsen af købesummen sker kontant.

Om udlodning i forbindelse med likvidation, se S.B.2.1.2.1.1.

Om krydsende aktiesalg til søsterselskaber, SKAT 1988.9.534 (TfS 1988, 404) (LSR), hvor der ikke blev statueret maskeret udbytte ved to skatteyderes salg af aktier i to søsterselskaber, i hvilke skatteyderne tilsammen ejede hele aktiekapitalen. Se også SKAT 1990.7.539 (TfS 1990, 341) (LSR). Om fastsættelse af handelsværdien for unoterede aktier, se i øvrigt S.G.2.4.4.2.5.

S.F.1.2.3.4 Goodwill

Overdragelse af goodwill skal altid ske til handelsværdi. Er overdragelsen af goodwill sket til overpris, vil en hovedaktionær blive beskattet af en maskeret udlodning svarende til overprisen. * Om beskatning ved overdragelse af goodwill i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse se TfS 1995, 46 (LSR) omtalt nedenfor. *

Tilsvarende gør sig gældende, når aktiviteten i et selskab overdrages til hovedaktionæren, og der beregnes for lidt goodwill. TfS 1994, 41 (VLD) vedrørte et tilfælde, hvor en revisionsvirksomhed, drevet i et A/S, blev overdraget til hovedaktionæren uden at der i forbindelse med overdragelsen var beregnet nogen goodwill. Landsretten tiltrådte ansættelsen af den skattepligtige goodwill.

Ved afståelse af en virksomhed mellem uafhængige parter vil der som følge af modstående interesser med hensyn til overdragelsessummens størrelse og dennes fordeling på goodwill og andre aktiver, normalt ikke opstå problemer vedrørende værdiansættelsen af goodwill. Se dog E.I.4.1.3 og Told-Skat Nyt 1993.5.192 (TfS 1993, 32) (VLD) (appelleret).

Hvor der ved en virksomhedsoverdragelse er interessesammenfald mellem parterne, f.eks. ved handel i hovedaktionærforhold, kan parterne have en særlig interesse i at fastsætte en goodwill-værdi, der afviger fra handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i disse tilfælde berettiget til at ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den aftalte fordeling af vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages. Se herom E.I.4.1.3.1.

* TfS 1995, 46 (LSR) Ved omdannelse af en personlig drevet virksomhed til et aktieselskab i medfør af VOL indgik værdien af goodwill - herunder antagelig overpris i forhold til markedsprisen - alene ved opgørelsen af aktiernes anskaffelsessum, og der skulle ikke ved evt. overpris ske beskatning af maskeret udlodning hos stifteren. I det konkrete tilfælde var goodwill værdiansat korrekt, og der var ikke grundlag for regulering. *

Om hovedaktionærens salg af goodwill til underpris til et af ham behersket selskab, se S.F.1.5.

Om transaktioner i koncernforhold, se S.D.4.

Beskatning af goodwill

Beskatning af fortjeneste og tab ved afståelse af goodwill samt adgangen til at afskrive på anskaffelsessummen for goodwill blev ophævet i 1982. Om de indtil 1982 gældende regler, se LV 1987, L.6.2.2., side 980.

Med vedtagelsen af lov nr. 428 af 25. juni 1993 om ændring af forskellige skattelove er beskatning af fortjeneste og tab, samt adgangen til at afskrive på anskaffelsessummen for goodwill, genindført, og fortjeneste og tab på andre immaterielle aktiver er gjort til skattepligtig almindelig indkomst. Beskatning af fortjeneste og tab er nu reguleret i LL § 16E og afskrivningsadgangen i LL § 16F. * Om afskrivning på goodwill, se E.C.8 og skm. cirk. nr. 97 af 26. juni 1995, pkt. 3.5. * De nye regler har som udgangspunkt virkning for goodwill, der afstås den 19. maj 1993 eller senere, uanset om den goodwill, der afstås, er optjent eller erhvervet forud for denne dato. Der er dog vedtaget visse overgangsregler, se herom E.I.4.1.5.

Fortjeneste eller tab på goodwill medregnes i henhold til LL § 16E, stk. 1, nr. 1 ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, for personer den personlige indkomst.

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer, jf. den hidtidige regel i LOSI § 4, stk. 1.

Der er ikke ved lovændringen sket nogen ændring i definitionen af det skatteretlige goodwillbegreb, se E.I.4.1., eller i afgrænsningen af goodwill over for andre immaterielle aktiver, se afsnit E.I.4.2.

Om værdiansættelse af goodwill, se E.I.4.1.2.

Om goodwill iøvrigt, se E.I.4.

Fra praksis kan nævnes

* TfS 1995, 829 (ØLD) En skatteyder havde sammen med en medinteressent omdannet den af dem hidtil personligt ejede arkitektvirksomhed til anpartsselskab. En række hævninger, som skatteyderen foretog på sin mellemregningskonto med anpartsselskabet, og som skatteyderen anså som udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndighederne sidestillet med udbetaling af løn og beskattet som personlig indkomst, idet skattemyndighederne ikke kunne godkende værdiansættelsen af goodwill. Skattemyndighederne fastsatte skønsmæssigt værdien af goodwill til 250.000 kr. Den af skatteyderen fastsatte værdi af goodwill var baseret på Statsskattedirektoratets beregningsmodel i SD-cirk. 1988-17. Det fremgik af sagens oplysninger, at interessentskabet først i det sidste år inden omdannelsen fra interessentskab til anpartsselskab gav deltagerne et egentligt indkomstgrundlag, og at denne fremgang primært skyldtes en enkelt stor kunde. Landsretten var på denne baggrund enig med skattemyndighederne i, at der forelå sådanne særlige forhold, at der ikke havde været grundlag for at anvende cirkulærets beregningsregel baseret på "indtjeningens udviklingstendens". Da det af skattemyndighederne udøvede skøn lå inden for, hvad udmeldte skønsmænd vurderede som rimeligt, fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet som værende urimeligt. Landsretten tiltrådte derfor, at beløb ud over 250.000 kr., som skatteyderen havde hævet over mellemregningskontoen i selskabet i årene 1988-1990 ikke kunne anses for vederlag for goodwill, men måtte anses for udbetalinger fra selskabet, som i medfør af SL § 4 skulle henregnes til skatteyderens skattepligtige indkomst. *

TfS 1984, 522 (ØLD): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957 overtog stifterens vognmandsvirksomhed, var ifølge stiftelsesoverenskomsten forpligtet til som vederlag for goodwill at yde stifteren en andel på 25 pct. af selskabets nærmere definerede årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra og med 1978/79 var selskabet nægtet adgang til fradrag for den indtægtsmæssige årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for fuldt ud dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag, hvorved der henvistes til UfR 1973, 18 H. Landsretten udtalte, at fradrag i selskabets indkomstopgørelse for de årlige ydelser til stifteren kun kunne ske i det omfang, ydelserne var betaling for goodwill. Den omstændighed, at beregningsgrundlaget for størrelsen af den årlige ydelse var angivet i stiftelsesdokument og vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at foretage en selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om nogen modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil skatteåret 1978/79 betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien af den overdragne goodwill. Ydelserne til stifteren, der oprindelig var personlig indehaver af vognmandsforretningen og ved overgangen til selskabsdrift blev hovedaktionær, fandtes endvidere ikke at være omfattet af fradragsbestemmelsen i LL § 14, (nu § 12).

Told-Skat Nyt 1993.1.18 (TfS 1992, 431) (VLD) samt kommentar i Told-Skat Nyt 1992.23.769 (TfS 1992, 537). En landmand overdrog sin svine- og kvægproduktionsvirksomhed til et af ham ejet anpartsselskab. Da indtjeningen i det væsentlige skete ved salg af smågrise og svin til et slagteri, fandt landsretten, at der ikke var knyttet nogen goodwill til virksomheden, og vederlaget for goodwill var derfor med rette anset for maskeret udlodning.

TfS 1994, 43 (LSR). En vognmand, der bortforpagtede sin virksomhed til et af ham stiftet ApS, modtog ved forpagtningsforholdets ophør bl.a. et beløb for goodwill. Landsskatteretten fandt ikke, at der ved forpagtningsforholdets ophør var afstået goodwill, idet denne efter praksis anses for tæt knyttet til driften af virksomheden. Vederlaget blev derfor anset for maskeret udlodning.

* TfS 1995, 683 (ØLD) En skatteyder overdrog sin personligt ejede virksomhed med leasing af biler, mobiltelefoner, edb-anlæg, systemtester og en celettebænk til opretning af biler til et af ham ejet anpartsselskab, der drev automobilhandel. Overdragelsessummen omfattede bl.a. vederlag for goodwill, kr. 327.000, beregnet efter SD-cirk. 1988-17. Skattemyndighederne godkendte ikke fuldt ud den beregnede goodwill og anså kr. 130.800 heraf som overpris, der udgjorde maskeret udbytte for hovedanpartshaveren. Der var henset til, at 40% af omsætningen i de sidste 3 år i det personligt drevne firma vedrørte leasing af edb-anlægget, systemtesteren og celettebænken til det købende selskab, som var eneste leasingkunde til disse aktiver. Landsretten lagde til grund, at selskabet kunne have leaset de nævnte aktiver hos en anden udbyder på samme vilkår, og den ved overdragelsen fastsatte goodwill blev godkendt (dissens). *

Told-Skat Nyt 1992.22.693 (TfS 1992, 211) (ØLD af 13. marts 1992). Landsretten lagde til grund, at virksomhed med afholdelse af Miss Danmark-konkurrencer udelukkende havde fundet sted i selskabsregi. Som følge heraf var goodwill knyttet til selskaberne, hvorfor hovedaktionæren ikke selvstændigt kunne disponere over goodwill som en ham tilhørende personlig rettighed. Vederlaget for goodwill, der var betalt til hovedaktionæren, var en maskeret udlodning.

I SKAT 1986.7.459 (TfS 1986, 376) (ØLD) tiltrådte landsretten, at en revisors overdragelse af enkelte klienter fra hans personlige revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab, ikke kunne anses som overdragelse af goodwill fra revisionsvirksomheden, idet goodwill er så nøje forbundet med selve virksomheden, at der ikke med skattemæssige virkning kan foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens goodwill. Det til revisor udbetalte beløb blev herefter anset for maskeret udlodning.

SKAT 1986.3.217 (TfS 1986, 164) (LSR): I forbindelse med omdannelse af en hidtil personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab, blev værdien af goodwill ansat til 250.000 kr. De lignende myndigheder fastsatte goodwill-værdien til 165.000 kr. LSR tiltrådte, at værdien af den overdragne goodwill ikke kunne ansættes til en højere værdi end 165.000 kr. og fandt, at det beløb, hvormed overdragelsessummen oversteg den fastsatte værdi af goodwill, skulle betragtes som maskeret udlodning.

S.F.1.2.3.5 Gældsbrev

Såfremt et i forbindelse med stiftelse af et hovedaktionærselskab udstedt gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at indeholde maskeret udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på grundlag af den kurs, som gældsbrevet har på tidspunktet for erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag, jf. lsr. 1980.186, der vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved stiftelsen var kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet. På dette tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90. Kursgevinsten 10% af restgælden - sædvanligt afdrag blev anset for at være udlodning.

I lsr. 1982.16 har retten anset, at der ikke var sket en udlodning til hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab, der ved hans formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret til et uforrentet og usikret anfordringstilgodehavende, der blev optaget til nominel værdi. Ændringen var en følge af et af selskabets kreditorer gennemtvunget salg af selskabets ejendom. Da hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens reelle værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke, at der var tilgået hovedaktionæren nogen fordel.

TfS 1994, 529 (ØLD). En hovedaktionær, der sammen med sin ægtefælle ejede 2/3 af anpartskapitalen i et selskab, konverterede et udlån til selskabet til 2 løsørepantebreve. Ved konverteringen blev hovedstolen opskrevet således, at kursværdien på de nye lån svarede til hovedstolen på det oprindelige lån. Landsretten fandt, at hovedaktionæren var skattepligtig som maskeret udlodning af kursgevinster ved løbende afdrag på de nye lån. I SKAT 1985.5.121 (TfS 1985, 279) (VLD) statuerede landsretten maskeret udlodning ved pristalsregulering af afdrag på gældsbreve. En statsaut. revisor overdrog en anpart i et revisorinteressentskab til revisorens hovedaktionærselskab, og i forbindelse med overdragelsen blev udstedt gældsbreve, der var rentefrie, men hvor afdragene var pristalsregulerede, og disse pristalsreguleringer blev anset for maskerede udlodninger.

S.F.1.2.3.6 Nedskrivning på aktionærforskrivninger

I visse tilfælde sker der ved stiftelse af et aktieselskab ikke fuld indbetaling af hele aktiekapitalen, men aktionærerne udsteder forskrivninger (gældsbeviser) på den resterende del af den tegnede kapital.

Det forekommer hyppigt, at disse forskrivninger ikke gøres gældende med krav om indbetaling, men at der i stedet af det beløb, der er til disposition af selskabets overskud til udbytte mv., anvendes en del til nedskrivning af aktionærernes forskrivninger. Disse nedskrivninger på aktionærernes forskrivninger kan ikke betragtes som fondsaktier, men beskattes som udbytte. Forholdet forekommer især hos forsikringsselskaber.

S.F.1.2.3.7 I øvrigt

Fra praksis i øvrigt kan nævnes

Lsr. 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.

UfR 1969, 412H: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt. Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var 9.625.100 kr.

UfR 1975, 596H: (Kommenteret i R.R. 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens handelsværdi.

Lsr. 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari værdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til trediemand opstod tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af selskabet.

Lsr. 1984.102 En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90. Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.

Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele kapitalen i C. Lsr. fandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen i C A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.

UfR 1978, 660H, skd. 46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.

TfS 1994, 318, (ØLD). En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab, der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med en forrentning på 9%.

Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom der blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at direktøren havde bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber. Landsretten fandt endelig at det forhold, at udlodningen fra datterselskaberne havde passeret moderselskabet, ikke var til hinder for en beskatning efter LL § 16A.

Lsr. 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke, som var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet.

UfR 1981, 1030, skd. 58.291: Kursværdi på sælgerpantebreve, som en hovedaktionær har modtaget ved salg af ejendom til selskabet.

TfS 1994, 131 (VLD) vedrørte et tilfælde, hvor et udenlandsk firma havde udbetalt provisioner til 2 danske anpartsselskaber. Anpartsselskaberne og disses anpartshavere, var anpartshavere i et dansk selskab, der havde eneforhandlingen af maskiner, der blev fremstillet af det udenlandske firma. Provisionsindtægterne fra det udenlandske firma, til selskabet der havde eneforhandlingen, blev udbetalt på grundlag af omsætningen af landbrugsmaskiner. Imidlertid blev provisionsindtægterne fordelt forholdsmæssigt mellem aktionærerne i selskabet. Landsretten fandt, at provisionerne skulle beskattes i selskabet der havde eneforhandlingen. Endvidere ansås udbetalingen af provisionerne til anpartsselskaberne for maskeret udlodning. Lsr. 1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i selskabet for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke ønskede at skyde yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog direktøren sig A/S A's kautionsforpligtelser mv. Det var videre oplyst, at direktøren tillige for 1 kr. havde købt en fordring på 260.000 kr., som A/S B havde på A/S A. Skattemyndighederne havde anset afdrag på fordringen for en skattepligtig udlodning fra selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens skattepligtige indkomst med udlodningen.

Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset for værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med erhvervelsen havde været at få mulighed for senere at trække penge ud af selskabet uden beskatning. Det måtte derfor anses for med rette, at direktøren selv blev beskattet af det udloddede beløb. Under henvisning til det oplyste om direktørens lønindkomst fra selskabet blev udbetalingen anset for yderligere løn fra selskabet, og direktørens ansættelse blev derfor nedsat med skattegodtgørelsen, se tillige TfS 1992, 309.

Om et tilfælde, hvor omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab skete efter reglerne i VOL, se SKAT 1990.7.537 (TfS 1990, 329) (LSR). Landsskatteretten bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i forbindelse med virksomhedsomdannelsen anvendte værdier på de overdragne aktiver (bil og inventar) i princippet alene påvirkede omsætningsværdien for de erhvervede anparter. Derudover bemærkede retten, at der i forbindelse med omdannelsen ikke var ydet klageren et stiftertilgodehavende, som ville kunne påvirkes af en eventuel overpris på de overdragne aktiver. Der var herefter ikke grundlag for at statuere maskeret udlodning.

For en hovedaktionær, som påtænkte at sælge en del af sine aktier i et moderselskab til dets helejede datterselskab, fandt Ligningsrådet, at dispositionen ikke kunne anses for omfattet af reglerne i ABL, men at hele afståelsessummen måtte anses for skattepligtig udlodning for hovedaktionæren i henhold til LL § 16A, stk. 1. Afgørelsen blev begrundet med, at koncernen ved dispositionen mistede værdier, som blev overdraget til hovedaktionæren, hvilket alene var muliggjort ved hovedaktionærens beherskelse af moderselskabet, se RR 1984.SM.143 (TfS 1984, 231).

Derimod har Skattedepartementet ikke statueret beskatning efter LL § 16A, stk. 1, ved en mindretalsaktionærs påtænkte salg af en del af aktieposten i et moderselskab til dets helejede datterselskab, se RR 1968.SM.25 (RR 1968, 25A).

Om et tilfælde, hvor en hovedaktionær ved salg af tegningsretten til konvertible obligationer til tredjemand ansås at have modtaget en maskeret udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten, se SKAT 1988.8.495 (TfS 1988, 442). Afgørelsen er stadfæstet, SKAT 1989.3.238 (TfS 1989, 164) (LSR).

Om afgørelser, hvor der ikke er fundet grundlag for at statuere maskeret udbytte, se SKAT 1988.9.534 (TfS 1988, 404) (ØLD), SKAT 1988.5.287 (TfS 1988, 282) (LSR) og SKAT 1990.2.134 (TfS 1990, 82) (LSR).

* TfS 1995, 783 (HRD) De 8 anpartshavere i et selskab afhændede i 1985 deres anparter i selskabet for 25,5 mio. kr. Salgssummen, der svarede til en gennemsnitlig kurs for anparterne på 25.500, blev fordelt således mellem anpartshaverne, at de to i sagen omhandlede anpartshavere hver modtog 7.377.886 kr. svarende til kurs 30.741, mens de øvrige anpartshavere forholdsmæssige vederlag svarede til kurs 20.662. Landsretten lagde til grund, at aftalen om salget af anparterne var indgået under ét som salg til en fastsat samlet købesum for samtlige aktier, der alle havde lige rettigheder i selskabet. Skævdelingen af vederlaget beroede derfor på anpartshavernes indbyrdes aftale. Mervederlaget ud over gennemsnitskursen var derfor skattepligtigt efter SL § 4. For Højesteret blev det yderligere anført, at skattekravet, der oprindeligt var gjort gældende som særlig indkomst, var forældet. Kravet fandtes ikke forældet, og Højesteret stadfæstede landsrettens dom. (Tidligere TfS 1993, 496). *

S.F.1.2.4 Havnemølledommen

Endelig skal anføres højesteretsdom UfR 1960, 535H, der omhandler et særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.

Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet til et af aktionærerne oprettet interessentskab på vilkår, at korntørreriets driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet, mens interessentskabet betalte en omsætningsbestemt leje. Højesteret fastslog, at udlejningen efter lejekontraktens indhold ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig baggrund, bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for interessentskabet. Derimod fandtes selskabet ved den foretagne disposition at have tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne årligt fik et særligt udbytte af deres aktier ud over det deklarerede i form af interessentskabets overskud. Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til selskabets indkomst.

S.F.1.2.5 Ydelser til hovedaktionærens børn m.fl. samt fonde

Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske til aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris, anses forskellen mellem handelsværdien og den faktiske overdragelsesværdi som maskeret udlodning til den pågældende, såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post - aktier i selskabet. Er den pågældende ikke aktionær, må forskellen anses som en maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave videretransporterer aktivet til handelsværdi til den pågældende.

Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller lignende.

I SKAT 1990.8.591 (TfS 1990, 367) (ØLD) fandt retten, at et byggeselskabs regnskab kunne tilsidesættes som grundlag for ligningen og selskabets indkomst forhøjes skønsmæssigt. Selskabets hovedanpartshavers indkomst kunne ligeledes forhøjes med maskeret udbytte og hovedaktionærens fraskilte ægtefælles indkomst med et gavebeløb. Byggeselskabet havde opført et parcelhus på en grund tilhørende hovedanpartshaverens fraskilte ægtefælle, der efter skilsmissen havde haft arbejde i selskabet. Selskabet havde haft et tab ved opførelsen af huset, som var fratrukket i selskabets indkomstopgørelse. Samtidig opnåede den fraskilte ægtefælle en formuefordel ved at erhverve huset til en pris, der var lavere end selskabets kostpris. Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at byggeriet og aftalen herom hvilede på sædvanlige forretningsmæssige overvejelser.

S.F.1.2.6 Omgørelser

Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning af maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne ændrer de aftalte vederlag i overensstemmelse med skattemyndighedernes skøn eller lader den foretagne handel gå tilbage.

Kompetencen til at træffe afgørelse i omgørelsessager vedrørende hovedaktionærdispositioner er af Ligningsrådet henlagt til de lokale ligningsmyndigheder. Afgørelser, hvorefter en anmodning om omgørelse ikke imødekommes, kan indbringes for Ligningsrådet. Tilladelse til omgørelse af hovedaktionærdispositioner vil kunne gives under følgende forudsætninger

1.Den omgørelsesdisposition, der foretages, skal være enkel og overskuelig for ligningsmyndigheden. En hel erhvervsvirksomhed kan f.eks. ikke tillades tilbageført fra selskab til stifter.

2.Forholdet skal være lagt klart frem. Andrageren må således ikke have forsøgt at skjule transaktionen, således at det var vanskeligt for myndighederne uden dybtgående undersøgelse af regnskabsmateriale at gennemskue forholdet.

3.Andrageren skal være i god tro, d.v.s. at han ikke vidste eller burde vide, at transaktionen ville udløse beskatning af den omhandlede art. Der vil typisk foreligge ond tro, hvis differencebeløbets størrelse ikke står i rimeligt forhold til overdragelsessummen.

Told-Skat Nyt 1992.18.547 (TfS 1992, 451): Et selskab havde overdraget sin virksomhed til et søsterselskab i en koncern uden at beregne værdi af goodwill. Ligningsmyndigheden ansatte værdien af goodwill til handelsværdien, og anså beløbet som et skattepligtigt tilskud til søsterselskabet. Omgørelse blev nægtet, da det ansås for almindelig kendt, at goodwill altid skal overdrages til handelsværdien, og da der var tale om et betydeligt beløb.

Ved fornyet henvendelse fra selskabet tillod Ligningsrådet efter omstændighederne omgørelse, efter at værdien af goodwill af skatteankenævnet og LSR var nedsat fra oprindelig 17 mio. kr. til 1,5 mio. TfS 1994, 731.

TfS 1994, 112 vedrørte et tilfælde hvor en hidtil personlig drevet virksomhed var blevet omdannet til et anpartsselskab efter afståelsesprincippet. Da forudsætningerne for omgørelse er, at dispositionen skal være enkel og overskuelig for ligningsmyndigheden, at forholdet skal være lagt klart frem samt, at der skal foreligge god tro, fandt Ligningsrådet ikke, at der kunne tillades omgørelse, således at omdannelsen i stedet skete efter VOL.

Efter fornyet henvendelse fra revisor og advokat, tillod Ligningsrådet omgørelse, da en række nærmere opregnede krav til en effektuering af omgørelsen kunne opfyldes. Omdannelsen blev tilladt foretaget efter VOL, istedet for efter afståelsesprincippet. Se nærmere TfS 1994, 694.

Told-Skat Nyt 1993.21.1004 (TfS 1993, 515). Ligningsrådet tillod efter omstændighederne omgørelse i forbindelse med en vedtagelse om udlodning af udbytte.

Det er en forudsætning for at tillade en omgørelse, at det er muligt at foretage omgørelsen.

Told-Skat Nyt 1993.12.602 (TfS 1993, 310). Omgørelse af en ejendomsoverdragelse kunne ikke finde sted for en hovedaktionær, idet det var et af ham tidligere ejet selskab, der havde overdraget ejendommen til ham og omgørelse ønskedes med et senere tilkøbt selskab. Omgørelse kan kun ske mellem de oprindelige aftaleparter.

* TfS 1995, 119 (LR) Et selskabs anmodning om delvis omgørelse af et deklareret udbytte blev ikke imødekommet, dels under hensyn til at det alene var den del af udbyttet, der var deklareret til ikke hovedaktionærer, selskabet ønskede omgjort, dels under hensyn til at den ønskede omgørelse ville bevirke en skævdeling af udbyttet i strid med selskabets vedtægter.

TfS 1995, 72 (LR) Ligningsrådet nægtede omgørelse, da manglende betaling af graveafgift blev anset for et skattepligtigt tilskud til datterselskabet, der ville have været i kapitaltabsproblemer, såfremt graveafgiften var blevet opkrævet.

TfS 1995, 73 (LR) Ligningsrådet fandt, at en omgørelsesanmodning om tilbageførsel af den i kalenderåret 1993 konterede gage til hovedaktionæren ikke kunne imødekommes, idet den omhandlede disposition ikke ansås for at være en egentlig omgørelse.

TfS 1995, 45 (LSR) Ved salg af en personlig drevet virksomhed til et selskab indgik overdragelse af goodwill til 4,8 mio. kr., som af myndighederne blev nedsat til 1,8 mio. kr. Myndighederne accepterede en anmodning om omgørelse af dispositionen, og skatteansættelsen blev foretaget i overensstemmelse hermed. En klage over goodwillfastsættelsen blev afvist af LSR, da tilladelse til omgørelse var udnyttet. *

Efter reglerne om aktionærlån, jf. S.F.1.2.2.5, kan de stedlige ligningsmyndigheder desuden under visse betingelser tillade en hovedaktionær fradragsret for en efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.

Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet blive betragtet som en ny disposition med deraf følgende yderligere skattemæssige konsekvenser i form af gave- eller udlodningsbeskatning.

S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger

Investeringsforeninger er foreninger, som anbringer medlemmernes midler i aktier, obligationer o.lign.

Nogle foreninger udsteder omsættelige indskudsbeviser (investeringsbeviser). Se herom S.F.1.3.2.

Andre foreninger udsteder ikke investeringsbeviser, men indlånsbeviser i bankbogslignende form, og for medlemmer af disse »kontoførende« foreninger er der i lovbek. nr. 770 af 19. sept. 1995 givet nærmere regler om beskatningen.

S.F.1.3.1 Indlånskonti

Medlemmer af kontoførende investeringsforeninger er direkte skattepligtige af foreningens indtægter. Den kontoførende forening er alene administrator af medlemmernes formue og ikke et selvstændigt skattesubjekt.

Medlemmernes indestående i kontoførende investeringsforeninger opskrives hvert år med en til deres andel svarende part af udbyttet på de af foreningen ejede værdier, ligesom indeståendet jævnligt - normalt en gang om året - korrigeres for de kurssvingninger, der har været på foreningens aktivmasse. Om indskud og udtræk uden for de normale reguleringsterminer gælder for hver forening særskilte regler.

Ifølge lovbek. nr. 770 af 19. sept. 1995 om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger skal medlemmerne ved opgørelsen af deres indkomst medregne deres andel af indtjente renter, udbytter, visse gevinster, fortjenester og tab. Der henvises iøvrigt til S.A.1.6.3, hvor loven omtales nærmere. For så vidt angår udbytter efter LL § 16A fra selskaber, der er skattepligtige efter SSL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, skal personer ved opgørelsen af deres indkomst medregne den andel i indvundne udbytter, der er tilskrevet deres indestående i årets løb, som aktieindkomst, jf. S.F.1.1.2.

S.F.1.3.2 Omsættelige investeringsbeviser

De foran omtalte regler i lovbek. nr. 770 af 19. sept. 1995 finder ikke anvendelse på investeringsforeninger, der udsteder omsættelige investeringsbeviser. * Som nævnt ovenfor er de kontoførende investeringsforeninger ikke selvstændige skattesubjekter. I modsætning hertil er investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser (certifikater) for medlemmernes indskud, selvstændige skattesubjekter. De certifikatudstedende investeringsforeninger opdeles skattemæssigt i akkumulerende og udloddende investeringsforeninger. Denne opdeling har betydning for såvel investeringsforeningens subjektive skattepligt som for beskatningen af medlemmerne. Investeringsforeninger er typisk opdelt i adskilte afdelinger med hver sin formue. Når dette er tilfældet behandles hver afdeling skattemæssigt som en selvstændig forening.

De akkumulerende investeringsforeninger beskattes efter SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, mens de udloddende investeringsforeninger beskattes efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Se nærmere herom S.A.1.6., hvor der redegøres for investeringsforeningernes subjektive skattepligt. De akkumulerende investeringsforeninger skal opgøre deres indkomst efter samme regler, som gælder for aktieselskaber, se herom S.C.4 og S.C.1. De udloddende investeringsforeninger, som er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, skal opgøre deres indkomst efter særlige regler. Se herom S.C.4 og S.C.8.1.

De udloddende investeringsforeninger opdeles i foreninger, der udelukkende investerer i aktier og i øvrige udloddende investeringsforeninger.

Fortjeneste eller tab ved afståelse af certifikater i akkumulerende investeringsforeninger behandles som aktier iøvrigt. Se afsnit S.G. Det samme gælder certifikater i rent aktiebaserede, udloddende investeringsforeninger, dvs. foreninger, der udelukkende investerer i aktier og andre værdipapirer som omhandlet i ABL bortset fra aktier omfattet af ABL § 2a, konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne. Fortjeneste og tab på investeringsbeviser i sådanne foreninger medregnes for skattepligtige personer ved opgørelsen af aktieindkomsten, jf. PSL § 4a, stk. 2, 2. pkt., såfremt investeringsbeviset afstås efter en ejertid på 3 år eller mere. Ellers medregnes fortjenester og tab ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 5, og ABL § 2. Certifikater i øvrige udloddende investeringsforeninger behandles efter ABL § 2d. For skattepligtige personer medregnes beløbet ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 5. ABL § 2d er indsat ved lov nr. 299 af 27. april 1994. Den efter loven gældende beskatning af fortjeneste og tab ved afståelse af investeringsbeviser har virkning fra og med 19. januar 1994. Se iøvrigt afsnit S.G.4.3.

Udbytte fra akkumulerende investeringsforeninger

Udbytte fra akkumulerende investeringsforeninger, der er omfattet af SEL § 1 , stk. 1, nr. 5 a, beskattes hos fysiske personer som aktieindkomst, jf. PSL § 4a, stk. 1, nr. 1, bortset fra udbytte fra aktier og investeringsbeviser omfattet af ABL §§ 2a og 3. Det samme gælder afståelsessummer efter LL § 16B, der modtages fra akkumulerende investeringsforeninger, jf. PSL § 4a, stk. 1, nr. 2, bortset fra afståelsessummer vedrørende aktier som nævnt i ABL §§ 2a og 3.

Ifølge SEL § 13, stk. 4, skal selskaber ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne 66% af udbyttebeløbet fra akkumulerende investeringsforeninger (omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a), når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL § 2 a eller 3. Om udbytte fra udlandet, herunder udlodninger fra udenlandske udloddende investeringsforeninger se SEL § 13, stk. 5 og S.C.1.2.4.5 om selskabers skattepligt af udbytte fra investeringsforeninger iøvrigt.

Udbytte fra udloddende investeringsforeninger

Udloddende, certifikatudstedende investeringsforeninger er foreninger, der ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse at udlodde de i SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, nævnte beløb. Udbytte fra udloddende investeringsforeninger beskattes efter et transparensprincip. Et transparensprincip går ud på, at investor beskattes af afkastet ved investering i en investeringsforening på samme måde, som hvis afkastet var oppebåret ved direkte investering. I overensstemmelse hermed er den skattemæssige behandling af udlodninger fra udloddende investeringsforeninger afhængig af den værdipapirtype, som danner baggrund for udlodningen. Disse regler er indført ved lov nr. 299 af 27. april 1994. Den efter loven gældende beskatning af udlodninger fra udloddende investeringsforeninger gælder for udlodninger, der oppebæres den 1. januar 1995 eller senere.

Ifølge PSL § 4, stk. 1, nr. 4, omfatter kapitalindkomst bl.a. aktieudbytte omfattet af LL § 16A bortset fra beløb omfattet af PSL § 4a, stk. 1, nr. 1, 3 og 6, idet de sidstnævnte beløb henregnes til aktieindkomst.

Ifølge PSL § 4a, stk. 1, nr. 3, 1. pkt. omfatter aktieindkomst udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse af udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter, kursgevinster og aktieavancer som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter SEL § 1, stk. 4. Ifølge 2. pkt. i bestemmelsen gælder dette dog kun den del af beløbet, som overstiger de i 1. pkt. nævnte renter, kursgevinster, aktieavancer og udbytter fra selskaber, der ikke er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, bortset fra udbytte fra udenlandske selskaber som omhandlet i PSL § 4a, stk. 1, nr. 6, eventuelt nedsat efter SEL § 1, stk. 4. Bestemmelsen i PSL § 4a, stk. 1, nr. 3, indeholder dels en beskrivelse af, hvilken del af udlodningen, der er aktieindkomst, dels en beregningsregel.

Den del af udlodningen fra en udloddende investeringsforening, der efter det gældende transparensprincip beskattes som aktieindkomst for skattepligtige personer, er eksempelvis den del, der svarer til fortjeneste og tab på aktier ejet i mere end 3 år, bortset fra udlodninger der stammer fra fortjeneste og tab på aktier og investeringsbeviser omfattet af ABL §§ 2 a og 2 d, og udbytter fra selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, bortset fra udbytte, der stammer fra aktier omfatter af ABL § 2a. For næringsskattepligtige personer er udlodninger m.m. dog personlig indkomst.

Den del af udlodningen fra en udloddende investeringsforening, der for skattepligtige personer herefter beskattes som kapitalindkomst, vil f.eks. være den del, der svarer til renter, skattepligtige kursgevinster og aktieavancer omfattet af ABL §§ 2, 2 a og 2 d.

Ifølge LL § 16A, stk. 5, der gælder for udlodninger, der oppebæres fra og med den 1. januar 1995, er udlodninger fra udloddende investeringsforeninger skattefri for skattepligtige efter KSL § 1, der ikke omfattes af KGL § 3. Dette gælder dog kun i det omfang, udlodningen hidrører fra kursgevinster på fordringer i danske kroner, der opfylder mindsterentekravet (blåstemplede obligationer), og højst det beløb, hvormed udlodningen overstiger

a) nettobeløbet af investeringsforeningens indtjente renter fordelt over den periode, renteindtægten vedrører, realiserede gevinster og tab på fordringer i fremmed valuta og fordringer i danske kroner, som ikke opfylder mindsterentekravet, erhvervede gevinster og tab efter KGL §§ 8C-8 F, realiserede fortjenester som omhandlet i ABL § 2 nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse, realiserede fortjenester som omhandlet i ABL § 2a samt realiserede fortjenester som omhandlet i ABL § 2d nedsat med eventuelle tab efter samme bestemmelse og

b) investeringsforeningens udbytter nedsat med eventuelle nettotab som omhandlet i ABL § 4.

Prioriteringsreglen i LL § 16A, stk. 5, medfører, at udlodningen i første række anses for at hidrøre fra indkomstarter, der beskattes som kapitalindkomst, i anden række fra indkomstarter, der beskattes som aktieindkomst og først i tredje række som skattefri kursavancer på blåstemplede obligationer. Reglen får betydning, når der indgår tab i de beløb, der skal udloddes. Af samme regel fremgår, at hvis foreningen både har aktieavancer, som ikke skal udloddes, og kursgevinster på blåstemplede obligationer, anses udlodningen i første række for at hidrøre fra kursgevinsterne, da disse er omfattet af udlodningspligten.

Ifølge SEL § 13, stk. 4, 1. pkt. medregnes udbytte, der ikke er omfattet af § 13, stk. 1, og som modtages fra selskaber m.v., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med 66% af udbyttebeløbet, når aktierne i det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL § 2a eller 3. Ifølge § 13, stk. 4, 2. pkt. finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse på udlodninger fra investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse af udlodde de i indkomståret indtjente renter, udbytter, kursgevinster og aktieavancer som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, eventuelt nedsat efter SEL § 1, stk. 4, Ifølge 3. pkt. i bestemmelsen gælder dette dog kun den del af beløbet, der overstiger de i SEL § 13, stk. 4, 2. pkt. nævnte renter, kursgevinster, aktieavancer og udbytter fra selskaber, der ikke er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, bortset fra udbytte fra udenlandske selskaber som omhandlet i SEL § 13, stk. 5, eventuelt nedsat efter § 1, stk. 4. Om selskabers skattepligt af udbytte fra udlandet, herunder udlodninger fra udenlandske udloddende investeringsforeninger se SEL § 13, stk. 5, og S.C.1.2.4.5 om selskabers skattepligt af udbytte fra investeringsforeninger iøvrigt. *

S.F.1.4 Fikseret løn, rente, leje

Aftale mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab kan gå ud på, at hans arbejdsvederlag fastsættes til en værdi, der ligger under, hvad selskabet skulle betale til en udenforstående person.

I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte vederlag.

Sådanne aftaler kan dog tilsidesættes i særlige tilfælde, hvor en hovedaktionær på trods af en betydelig arbejdsindsats modtager ingen eller kun ubetydelig aflønning fra selskabet. Der lægges vægt på, om en tidligere aftalt aflønning bortfalder uden grund, og om hovedaktionærens personlige arbejdsindsats er af helt afgørende betydning for selskabets indtjening.

I UfR 1983, 699 (HD) blev en direktørs gageafkald til fordel for det af ham dominerede selskab ikke anset for bindende ved direktørens skatteansættelse under hensyn til, at selskabets indtjening og ekspansion var afhængig af hans personlige arbejdsindsats.

Der kan i disse situationer blive tale om at overføre et yderligere beløb til beskatning som arbejdsvederlag til aktionæren, så vederlaget svarer til den betaling, der ville være ydet mellem uafhængige parter.

Selskabets skattepligtige indkomst nedsættes i så fald med det samme beløb, idet det forudsættes, at beløbet udbetales eller godskrives aktionæren i tilknytning til den foretagne beskatning.

Tidligere skulle sager om fiksering af vederlag, rente og leje i hovedaktionærforhold forelægges for Told- og Skattestyrelsen, forinden de lokale ligningsmyndigheder afsagde kendelse i sådanne sager, jf. Statens Ligningsdirektorats cirk. nr. 437 af 5. nov. 1975.

Ligningsrådet har besluttet, at sager om fiksering af rente og leje i hovedaktionærforhold ikke længere skal forelægges Told- og Skattestyrelsen forinden kendelse afsiges, men kan afgøres af de lokale ligningsmyndigheder efter de retningslinier, der er fastlagt i Ligningsvejledningen.

De lokale ligningsmyndigheder skal forelægge sager om fiksering af vederlag for told- og skatteregionerne, forinden kendelse afsiges. Ved vederlag forstås i denne forbindelse løn.

Der er ikke med ophævelse af Told- og Skattestyrelsens forhåndsgodkendelse tilsigtet nogen ændring af hidtil fulgt praksis, der fremgår af T&S-cirk. 1992-14.

* Fra og med 1996 ophæves TSS-cirk. 1992-14 og erstattes med TSS-cirk. 1995-24. *

Vedrørende spørgsmålet om rette indkomstmodtager, se S.C.1.1.1.

Fikseret rente

I de tilfælde hvor en hovedaktionær foretager udlån til sit selskab uden forrentning eller til en særlig lav rente, skal der fikseres en markedsrente af udlånet, hvis rentefriheden ikke kan anses for udtryk for en sædvanlig forretningsmæssig betingelse, der også kunne være opnået mellem uafhængige parter.

Renten fastsættes i mangel af særlige holdepunkter til diskontoen + 4%.

Fra praksis kan nævnes

*TfS 1995, 798 ØLD En skatteyder, der var kano- og kajakbygger og drev en personligt ejet virksomhed, stiftede et selskab med det formål at eje sejlskibe og andre fartøjer og drive udlejnings- og chartervirksomhed m.v. I forbindelse med stiftelsen fik han et tilgodehavende i selskabet, der ikke skulle forrentes. Skatteankenævnet fastsatte en fikseret rente svarende til diskontoen + 4% af gennemsnittet af mellemregningskontoen primo og ultimo. Ansættelsen blev stadfæstet af LSR. Landsretten fandt ikke, at det var godtgjort, at stiftelsen af anpartsselskabet, hvorved skatteyderen opnåede et betydeligt stiftertilgodehavende, der ikke skulle forrentes, var en forretningsmæssig normal disposition. Retten lagde til grund, at undladelsen af at lade selskabet forrente stiftertilgodehavendet, for hvilket der ikke blev udfærdiget gældsbrev, havde sammenhæng med, at sagsøgeren var eneejer af selskabet, og at et sådant vilkår ikke kunne forventes indføjet i en aftale mellem uafhængige parter. Den omstændighed, at en forrentning ville bringe selskabet i risiko for insolvens, fandtes ikke at kunne sidestilles med en sådan åbenbar insolvens, der ifølge praksis kan begrunde en undladelse af træffe aftale om rentebetaling uden skattemæssige konsekvenser. Betingelserne for beskatning af en fiktiv renteindtægt i medfør af SL § 4, litra e, var således opfyldt.

TfS 1995, 800 (VLD) En hovedaktionær havde for årene 1987-1989 udlånt et beløb på mellem 1 og 2 mio. kr. til sit selskab. Lånet havde været aftalt som anfordringstilgodehavende uden aftalt afvikling og uden renteberegning. Der forelå ikke nogen skriftlig låneaftale. Skattemyndighederne fikserede en rente af udlånet på 11% p.a., der blev beskattet som kapitalindkomst. Landsretten fandt, at aktionæren og det af ham ejede selskab var interesseforbundne parter, og at aktionæren ikke havde godtgjort, at aftalen om rentefrihed for aktionærens udlån til selskabet var forretningsmæssigt begrundet. Landsretten tiltrådte derfor, at sagsøgeren efter reglerne i SL § 4 - og uanset formuleringen af teksten i ligningsvejledningen for de pågældende år - var skattepligtig af en beregnet rente af lånet som sket. (Aktionæren havde bl.a. anført, at der ikke kunne ske beskatning som sket, da lånet var etableret før praksis ved ligningsvejledningen fra 1992 - efter hans opfattelse - var blevet skærpet.)

TfS 1994, 884 (LSR) En tandlæge overdrog sin virksomhed til et anpartsselskab og fik herved et tilgodehavende på 402.017 kr., som senere var blevet nedbragt. Der var efter de foreliggende oplysninger, herunder at der også ved klagerens overdragelse medfulgte en debitorbeholdning, ikke grundlag for at anse manglende forrentning heraf for indkomstforvridning, der efter praksis kunne medføre beskatning af fikseret rente.

TfS 1995, 180 (ØLD) Skattemyndighederne forhøjede en skatteyders skattepligtige indkomst for 1986 med en fikseret rente af et tilgodehavende i et selskab, hvori skatteyderen var hovedaktionær. Det var mellem skatteyderen og selskabet aftalt, at der ikke skulle betales renter. Der fandtes ingen lov om, at der i sådanne tilfælde skulle ske beskatning af en fiktiv renteindtægt af en bestemt størrelse, og forhøjelsen blev anset som en skønsmæssig forhøjelse, der var omfattet af den dagældende SSL § 15, stk. 5 (nu § 35, stk. 1). Da der var forløbet mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår, var der herefter ikke hjemmel til forhøjelse af skatteansættelsen. *

Told-Skat Nyt 1993.13.615 (TfS 1993, 236) (ØLD af 23. april 1993). En aftale om rentefrihed vedrørende et stiftertilgodehavende i et 50% ejet datterselskab blev anset for indgået mellem interesseforbundne parter. Långiveren havde ikke sandsynliggjort, at vilkåret om rentefrihed skyldtes forretningsmæssige grunde. Aftalen om rentefrihed måtte herefter anses som en vilkårlig løbende indkomstoverførsel, som ikke skulle respekteres i skatteretlig sammenhæng, og skattemyndighedernes fastsættelse af en fiktiv rente blev således fastholdt. Dommen er anket til Højesteret.

Told-Skat Nyt 1992.4.129 (TfS 1992, 106) (BF). Hovedaktionærer, der alle havde uforrentede anfordringstilgodehavender hos et selskab, skulle anses for skattepligtige af den manglende rente, der passende fandtes at kunne sættes til diskontoen + 4%.

TfS 1994, 410 (LSR). En hovedaktionær, der over en årrække havde ydet sit selskab et rentefrit lån af betydelig størrelse, blev anset skattepligtig af fikseret rente. LSR fandt, at udlånet var en unormal forretningsmæssig disposition, idet selskabet - ligeledes over en årrække - havde haft et betydeligt skattemæssigt underskud.

TfS 1994, 813 (ØLD). En hovedaktionær, hvis aktieselskab ejede 12 ejendomsanpartsselskaber, overdrog 12 af ham personligt ejede ejendomme til disse. I forbindelse med overdragelsen indestod betydelige kontante udbetalinger uforrentede og uden sikkerhed. Landsretten fandt, at da rentefriheden ikke var et sædvanligt forretningsmæssigt arrangement, skulle der beregnes fikseret rente af de i selskaberne indestående beløb.

Told-Skat Nyt 1993.4.156 (TfS 1993, 103) (BF). Nogle selskaber, der ikke var hovedaktionærselskaber, var etableret med en kombination af aktiekapital og ansvarlig lånekapital. Ifølge selskabernes vedtægter blev den ansvarlige lånekapital forrentet med 11-13% afhængig af, hvilket selskab der var tale om. De fleste af selskaberne havde konstateret negativ indtjening i de sidste to regnskabsår og aktiekapitalen var tabt i 5 af selskaberne, mens indre værdi af aktierne i de øvrige selskaber var mellem 12 og 72. Selskaberne påtænkte at ændre rentevilkårene i form af en rentenedsættelse. Ligningsrådet fandt, at aktionærerne i givet fald skulle beskattes af en fikseret renteindtægt, idet den manglende forrentning af lån fra aktionærerne til selskaberne måtte anses for en vilkårlig indkomstforvridning. De pågældende aktionærer skulle beskattes af differencen mellem rentefrihed for lav rente og den i vedtægterne beregnede rente.

* TfS 1995, 685 (LR) En eneaktionær havde i 1994 erhvervet en fordring på sit helejede selskab. Han påtænkte (med tilbagevirkende kraft) at nedsætte renten fra 9% p.a. til den på erhvervelsestidspunktet gældende mindsterente, 5% p.a. Ligningsrådet fandt, at renteændringen først kunne tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor der indgås endelig og bindende aftale om renteændringen. Rådet fandt endvidere, at den påtænkte renteændring måtte sidestilles med indfrielse af den bestående fordring. Såfremt værdien af den nye fordring måtte overstige anskaffelsessummen for den indfriede fordring, skal differencen beskattes som maskeret udlodning, og er værdien lavere, vil aktionærens tab blive anset for et ikke fradragsberettiget tilskud til selskabet. Såfremt fordringen ikke stiftes med en rentefod svarende til markedsrenten, vil aktionæren løbende blive beskattet af en fikseret rente, eller der kan ske beskatning efter reglerne om maskeret udbytte. *

Told-Skat Nyt 1993.11.528 (TfS 1993, 261) (LSR). En forrentning på 7% af en løbende mellemregningskonto mellem et selskab og hovedanpartshaveren blev godkendt, da der ikke kunne antages at være tale om indkomstforvridning, jf. SL cirkulære nr. 437 af 5. nov. 1975 (nu ophævet og erstattet af T&S-cirk. nr. 1992-14), mens en tilsvarende forrentning af en mellemregning mellem søsterselskaber blev reguleret efter markedsrenten, hvorfor det var med rette, at skatteankenævnet havde fastsat renten for dette lån til diskontoen+4%.

Told-Skat Nyt 1993.14.678 (TfS 1993, 249) (LSR). En hovedanpartshaver afgav selvskyldnerkaution for selskabets kassekredit i maj 1988. I juni 1989 måtte han opfylde sin forpligtelse ifølge kautionen. Han optog et banklån og overførte beløbet til selskabet. Beløbet henstod på en mellemregningskonto uden forrentning. Hovedanpartshaveren gjorde gældende, at det ikke på noget tidspunkt havde været meningen, at mellemværendet skulle være uforrentet, og årsagen til, at der ikke var beregnet renter, var selskabets insolvens, hvorved dette ikke ville have mulighed for at betale renter. Han henviste til, at en uafhængig kreditor ikke skulle indtægtsføre renter, som ikke ville blive betalt, og at det samme derfor måtte gælde for interesseforbundne parter. Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at den manglende forrentning var udtryk for en indkomstforvridning, der efter praksis kunne medføre beskatning af en fikseret rente i medfør af SL § 4e. Der blev herved henset til den foreliggende åbenbare insolvens for selskabet, der efter det oplyste nu var uden aktivitet.

I denne sag ansås det for godtgjort, at selskabet var åbenbart insolvent, ligesom det oplystes, at selskabet nu var uden aktivitet. I en situation som den omhandlede, hvor det ikke på noget tidspunkt har været meningen, at mellemværendet skal være uforrentet, men hvor renteberegning i en periode rent faktisk undlades på grund af selskabets åbenbare insolvens, skal der ikke fikseres rente, så længe selskabet er åbenbart insolvent. Selskabet opnår således henstand med rentebetalingen, så længe det er åbenbart ude af stand til at betale renterne. Tilsvarende udskydes rentefradragstidspunktet for selskabet indtil betaling faktisk sker, se A.E.1.1.2. Når (og hvis) selskabet ikke længere er åbenbart insolvent, bør henstanden med rentebetalingen ophøre og renteberegningen genoptages. Hvis hovedaktionæren fortsætter med at undlade at beregne renter, selvom selskabet ikke længere er åbenbart insolvent, skal der påny fikseres renter. Det bemærkes, at der i givet fald skal beregnes/fikseres renter for hele perioden, dvs. også for den periode, hvor der har været givet henstand med betalingen.

TfS 1994, 191 (BF) var omstændighederne de samme som ovenfor, når bortses fra at selskabet havde opretholdt aktiviteten. Ligningsrådet bemærkede her, at hovedaktionæren ved regresfordringen var trådt i bankens sted som kreditor på et anfordringslån. Et anfordringslån er efter sin art rentebærende, hvorfor den påtænkte manglende forrentning ansås for at være en unormal forretningsmæssig disposition, der alene skyldtes sammenfaldet mellem aktionærstatus og kreditorstatus. Da selskabet imidlertid var åbenbart insolvent, og derfor ude af stand til at betale renterne fandt Ligningsrådet efter en konkret vurdering, at der var givet henstand med rentebetalingen, hvorfor der ikke var grundlag for at fiksere en rente. Ligningsrådet bemærkede videre, at når/hvis selskabet ikke længere var insolvent, og blev istand til at betale renter/afdrag på lånet, ophørte henstanden med rentebetalingen. Der skulle herefter opkræves/fikseres rente for hele perioden, også henstandsperioden. Endelig fandt Ligningsrådet, at indbetalinger fra selskabet først skulle medgå til betaling af samtlige skyldige renter. Først når disse var betalt, kunne der afdrages på gælden. Told-Skat Nyt 1992.10.297 (TfS 1992, 278) (LSR). Et dansk moderselskab udlånte rentefrit et beløb til sit udenlandske datterselskab. Datterselskabet, der havde samhandel med moderselskabet og andre selskaber i koncernen, var i økonomiske vanskeligheder, og fra det danske selskab valgte man at yde tilskud som rentefri lån i stedet for som egentlige tilskud. Uanset det oplyste om den forretningsmæssige baggrund for lånet fastholdt lsr. ansættelsen af fikseret rente.

I TfS 1994, 162 fandt LSR ikke at der fandtes grundlag for at fiksere rente på et uforrentet "aktieägartilskott" til et svensk datterselskab. Der var herved henset til, at manglende forrentning for denne type tilskud er en normal forretningsmæsssig disposition ifølge svensk ret. (Indbragt for Landsretten).

Endvidere kan nævnes TfS 1990, 83 (LSR) og 2 lsr.-afgørelser fra 1989 og 1991. I den ene sag optog en skatteyder et banklån og videreudlånte provenuet uforrentet til sit selskab. Da der var tale om en unormal forretningsmæssig disposition, der alene havde til formål at udnytte det skattemæssige rentefradrag hos personen, mens selskabets forventede underskud blev formindsket, fandt man, der skulle fikseres en rente.

I den anden sag havde en skatteyder anbragt en ledig kapital på 4 mio. kr. i sit helejede anpartsselskab, hvor kapitalen var 80.000 kr. Her fandt man også grundlag for at fiksere en rente, idet der var tale om en unormal forretningsmæssig disposition, hvis eneste formål var at overføre indkomst til selskabet.

Tilsvarende skal der ved udleje fra en hovedaktionær til hans selskab fastsættes en markedsleje for det udlejede.

S.F.1.5 Manglende personindtægter

Transaktioner mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab skal, hvad enten det drejer sig om løbende samhandel, enkeltstående overdragelser eller andre økonomiske dispositioner, ske efter "arms length"-princippet, hvilket vil sige, at retshandler skal foretages på samme måde, som hvis kontrahering fandt sted med en uafhængig tredjemand.

I specielle tilfælde kan det forekomme, at hovedaktionæren overdrager aktiver til det af ham beherskede selskab til underpris. Hvis hovedaktionæren f.eks. overdrager sin virksomhed til et af ham behersket selskab, kan han have en interesse i at fastsætte f.eks. en goodwill-værdi, der er væsentligt lavere end handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i sådanne tilfælde berettiget til at ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den aftalte fordeling af vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages. Dette kan medføre forhøjelser af hovedaktionærens skattepligtige indkomst. I en stiftelsessituation, hvor hovedaktionæren vederlægges med aktier i det nystiftede selskab, er der ikke grundlag for også at forhøje selskabets indkomst, idet * merværdien må anses for overkurs på aktierne og dermed skattefri efter SEL § 13, stk. 1, nr. 1. * Berigtiges overdragelsen af virksomheden ikke med aktier, men f.eks. kontant, er der derimod grundlag for også at forhøje selskabets indkomst, idet selskabet i så fald har modtaget en gave/et tilskud fra hovedaktionæren svarende til forskellen mellem underprisen og handelsværdien.

Om samhandel i koncernforhold, se S.D.4.

Afsnit SF - Beskatningen af udbytte mv. fra aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber

S.F.1.1 Udbyttebegrebet

* LL er senest optrykt ved lovbek. nr. 869 af 15. nov. 1995. Seneste cirk. til LL er nr. 96 af 22. juni 1993, og reglerne om udbytte er omtalt i kap. 9.

Ifølge LL § 16A, stk. 1, medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, jf. dog stk. 4. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer, anparts- eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

S.F.1.1 Udbyttebegrebet

S.F.1.2 Maskeret udbytte

S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger

S.F.1.4 Fikseret løn, rente, leje

S.F.1.5 Manglende personindtægter