Legislator Case Law & Legislation
E19948T00A11 DK

TOLDVEJLEDNING 1994 AFSNIT A.11 - END-USE

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 1994

Afsnit A.11 - End-use

Formål

Ordningen med varer til særligt anvendelsesformål - i det efterfølgende kaldet end-use - er en toldfritagelsesordning. Toldlempelsen tager udelukkende sigte på varer importeret direkte fra lande uden for EF samt varer fra sådanne lande, der under end-use-ordningen overføres fra et medlemsland til et andet med henblik på forarbejdning, eventuelt videreforarbejdning.

Formålet med denne toldfritagelse er

- at sikre producenter i EF hel eller delvis toldfritagelse ved indførsel af varer, der ikke produceres i tilstrækkeligt omfang i EF, eventuelt inden for et toldkontingent,

- at modvirke negativ toldbeskyttelse - dvs. at det toldbeløb, der hviler på råvarer eller halvfabrikata, overstiger tolden på den vare, der forarbejdes af råvaren eller halvfabrikata,

- at indrømme toldpræference for varer til særlig anvendelse, eventuelt inden for et toldkontingent.

Ordningen omfatter herefter

- varer udskilt i underpositioner angivet med 7. - 8. ciffer i EF's Kombinerede Nomenklatur - KN - eller Brugstariffen. Disse underpositioner er forsynet med en end-use-note, der for Brugstariffens vedkommende henviser til det særlige notebilag. Heri er anført de nærmere betingelser for anvendelse af underpositionen,

- varer til fremstilling, reparation og vedligeholdelse af skibe, boreplatforme og civile luftfartøjer; se Brugstariffen, Særlige bestemmelser, afsnit A,

- visse fly- og helikopterdele omfattet af særlige rådsforordninger om toldsuspensioner. Disse varer er i anført i underpositioner i TARIC - 10. - 11. ciffer i Brugstariffen.

I dette afsnit omtales også varer, som opnår hel eller delvis toldfritagelse på grund af deres art. Nogle af disse fritagelser har baggrund i handelsaftaler med bestemte lande. Disse varer er også udskilt i underpositioner angivet med 7. - 8. ciffer i KN eller Brugstariffen.

Det legale grundlag

Reglerne for end-use findes i artikel 82 i toldkodeks og artiklerne 16-34 samt artiklerne 291-308 i gennemførelsesbestemmelserne.

Endvidere findes der bestemmelser om end-use i EF's Kombinerede Nomenklatur - KN - samt i Brugstariffen.

A.11.1 Toldfritagelse på grund af varers art

TK afsnit III, art. 18-34.

Det drejer sig om visse denaturerede varer, produkter til plantning eller udsæd, sigteflor, varer omfattet af ordninger med ægthedscertifikater o.l.

Henførsel under underpositionerne for disse varegrupper kan ske uden bevilling fra Told*Skat. Importøren skal i stedet afgive en erklæring eller fremlægge et certifikat, der godtgør, at der er tale om varer af den pågældende art.

A.11.1.1 Varer undergivet denatureringsforpligtelse

Ordningen omfatter nogle få næringsmidler som fx. æggeblommer, sago-mel, salt og albumin, som ved denaturering gøres uegnede til anvendelse som næringsmidler - de bliver med andre ord alene egnede til en teknisk eller lignende anvendelse.

I en oversigt knyttet til toldkodeksens artikel 16 er de pågældende varer specificeret med tilføjelse af de godkendte denatureringsmidler.

A.11.1.2 Varer til plantning eller udsæd

Ordningen omfatter, læggekartofler og sukkermajs, Brugstariffens kapitel 7, spelt, ris og sorghum, kapitel 10, og en lang række olieholdige frø henhørende under kapitel 12.

Varerne kan kun henføres under Brugstariffens underpositioner - til udsæd -, hvis de opfylder betingelserne i forskellige direktiver, som er nævnt i toldkodeksens artikel 21-24.

A.11.1.3 Sigteflor

Sigteflor er åbne lærreds- eller drejervævede stoffer, almindeligvis fremstillet af natursilke eller syntetiske kemofibre. Det anvendes især til sigtning, filtrering eller trykning.

Sigteflor, der er tildannet til brug i bestemte maskiner (konfektioneret) kan umiddelbart henføres under Brugstariffens position 5911.20.00 som varer til teknisk brug.

For metervarer er andre anvendelser mulig. Derfor er henførsel af metervarer under positionen betinget af, at varerne er påtrykt rektangler i et nærmere beskrevet mønster; se toldkodeksens artikel 25.

A.11.1.4 Varer for hvilke der skal fremlægges et certifikat

Ordningen omfatter visse druer med oprindelse i USA, ostefondue fra Schweiz eller Østrig, tokayervin fra Ungarn, Bourbon whisky fra USA, vodka fra Finland og Sverige, råtobak fra en række lande, salpeter og visse blandinger heraf fra Chile.

I en oversigt knyttet til toldkodeksens artikel 26 er de pågældende varer specificeret med tilføjelse af det certifikat, der skal fremlægges, og den myndighed i eksportlandet, der er bemyndiget til at udstede de nævnte certifikater.

For druer, whisky, vodka og tobak anvendes et ægthedscertifikat, for vin et certifikat for oprindelsesbetegnelse og for chilesalpeter et kvalitetscertifikat. Certifikaterne er vist i toldkodeksens bilagsfortegnelse.

Certifikaterne skal fremlægges for toldmyndighederne i indførselsmedlemsstaten inden udløbet af nærmere angivne tidsfrister, som er foreskrevet for de enkelte varegrupper. Der henvises i øvrigt til toldkodeksens artikel 27-34.

A.11.1.5 Visse landbrugsvarer

For visse landbrugsvarer gælder, at de kan indføres til en nedsat landbrugsimportafgift mod fremlæggelse af et nærmere angivet certifikat. Disse varer er nævnt i toldkodeksens bilagsfortegnelse, bilag 41. De er i KN og Brugstariffen omfattet af underpositioner angivet med 7. - 8. ciffer tilføjet en end-use-notehenvisning. De nærmere regler for indførsel af disse varer fremgår af Brugstariffens bilag 3.

A.11.2 Toldfritagelse for visse varer, for hvilke der er foreskrevet et særligt anvendelsesformål

TK art. 291-307

Varer, som kan omfattes af denne ordning, er af en sådan art, at de også umiddelbart kan anvendes til et almindeligt formål.

Varernes overgang til fri omsætning under ordningen for særligt anvendelsesformål er derfor betinget af, at der ved fortoldningen fremlægges en skriftlig bevilling. Den udstedes her i landet af told- og skatteregionen efter skriftlig anmodning.

Bevillingen udstedes almindeligvis med en nærmere angiven gyldighedsperiode.

Anvendelse i egen virksomhed

Bevillingshaveren skal anvende varerne til det foreskrevne formål og skal føre et regnskab, der giver Told*Skat mulighed for at foretage den nødvendige kontrol.

Som hovedregel skal varerne være anvendt til det foreskrevne formål inden 1 år efter fortoldningsdatoen. Denne frist kan efter anmodning forlænges, hvis særlige forhold taler derfor, fx forhold af force majeure-lignende karakter.

Der er særlige bestemmelser i toldkodeksens artikel 295 til angivelse af, hvornår en vare kan anses for anvendt til det foreskrevne særlige formål.

Overdragelse, TK art. 298-300

Varer under end-use-ordningen kan overdrages til en anden virksomhed inden for EF. Det er dog en forudsætning, at erhververen også har en bevilling til end-use-formål.

Afsendelse af overdragne varer til en modtager i et andet medlemsland skal ske ved anvendelse af et kontroleksemplar T-5 med 5 kopier; der kan anvendes fotokopier af den side i T-5-blanketten, der betegnes kontroleksemplarkopi. Der er endvidere foreskrevet særlige regnskabsbestemmelser, som skal opfyldes af hensyn til kontrollen med, at de overdragne varer anvendes til det særlige formål.

Anvendelse af kontroleksemplar T-5 kan på visse betingelser erstattes af et luftfragtbrev ved transport af varer, der - med henblik på vedligeholdelse eller reparation af fly - transporteres af luftfartsselskaber i international trafik.

For overdragelse af varer mellem bevillingshavere inden for samme medlemsland fastsætter told- og skatteregionen de nærmere betingelser.

Heste til slagtning TK art. 305-308

Heste til slagtning er ikke omfattet af bevillingssystemet, men af særlige mærkningsregler mv.

Anvendelse til andet formål eller udførsel

Tilladelse til anvendelse af varer til andet formål end det foreskrevne eller til udførsel kan gives af told- og skatteregionen. Det er en forudsætning, at bevillingshaveren på tilfredsstillende måde kan godtgøre, at varen ikke har kunnet anvendes til det foreskrevne formål af årsager, der ligger uden for bevillingshaverens kontrol eller som har forbindelse med selve varen.

Stor vejledning 1994

A.11 End-use

A.11.1 Toldfritagelse på grund af varers art

A.11.1.1 Varer undergivet denatureringsforpligtelse

A.11.1.2 Varer til plantning eller udsæd

A.11.1.3 Sigteflor

A.11.1.4 Varer for hvilke der skal fremlægges et certifikat

A.11.1.5 Visse landbrugsvarer

A.11.2 Toldfritagelse for visse varer, for hvilke der er foreskrevet et særligt anvendelsesformål

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →