Legislator Case Law & Legislation
E19936MV0002 DK

MOMSVEJLEDNING, TEKST 1993 AFSNIT B - ANVENDELSESOMRÅDET

22 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (22)

Statutory Text (22 Articles)

Stor vejledning 1993

§ 1, stk. 1 og 2

Der skal betales moms ved erhvervsmæssig omsætning af varer og ydelser samt ved indførsel af varer fra steder uden for EF. Derudover skal der i visse tilfælde betales moms af varer, der erhverves i andre EF-lande. § 1 er uddybet i B.1.

Stor vejledning 1993

§ 1

Bestemmelsen er en indlednings- og formålsparagraf og er som sådan begrænset af de øvrige bestemmelser i loven. Paragraffen fastslår imidlertid nogle hovedprincipper for lovens anvendelsesområde, jf. B.1.1 - B.1.3.

B.1.1 Erhvervsmæssigt salg og import

Stor vejledning 1993

§ 1, stk. 1

Der skal betales moms i alle led af den erhvervsmæssige omsætning af varer og ydelser samt ved indførsel af varer fra steder uden for EF. Derudover fastslås det i § 1, stk. 2 og 3, i hvilke tilfælde der skal betales moms af varer, der er erhvervet i andre EF-lande, jf. også B.1.2 samt G.3.

For så vidt angår varer og ydelser, der sælges her i landet, finder loven altså alene anvendelse over for erhvervsmæssig omsætning af varer og ydelser, jf. også § 2 a, mens der, for så vidt angår indførsel af varer fra steder uden for EF, ikke skelnes mellem erhvervsmæssigt køb og køb til privat brug. Fastlæggelsen af, hvad der anses for erhvervsmæssig omsætning, og hvem der skal registreres, er omtalt nærmere i C.1 og C.2.

For så vidt angår indførsel af varer fra steder uden for EF, herunder fra Færøerne og Grønland, henvises til afsnit L. Om køb af momspligtige ydelser fra steder uden for EF til brug her i landet henvises til B.2.3. Reglerne om salg af momspligtige ydelser til udlandet er omtalt nærmere i D.2.13.

B.1.2 Varer, der erhverves i andre EF-lande

Stor vejledning 1993

§ 1, stk. 2

Der skal fra og med 1. januar 1993 ikke mere betales importmoms af varer, der erhverves fra andre EF-lande.

Erhvervelsesmoms

Der skal beregnes en erhvervelsesmoms på 25% af varer, der erhverves i et andet EF-land, hvis sælger er en registreret virksomhed, og køber er en afgiftspligtig virksomhed. Ved afgiftspligtige virksomheder forstås virksomheder, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed med afsætning af varer og ydelser, herunder også ydelser, der er undtaget fra momspligten efter § 2, stk. 3, jf. § 2 a.

Ikke registrerede virksomheders køb i andre EF-lande

Momsfri virksomheder, foreninger og offentlige institutioner mv., som køber varer hos registrerede virksomheder i andre EF-lande, skal også beregne erhvervelsesmoms, men kun, hvis købet er på 80.000 kr. eller derover pr. år. Ved køb af punktafgiftspligtige varer (mineralolie, alkohol mv. samt tobaksvarer) eller ved køb af nye transportmidler, skal momsfri virksomheder mv. dog altid betale moms, jf. § 4, stk. 3. Se også C.2.7 samt B.1.3.

Privates køb i andre EF-lande

Private skal ikke betale dansk moms, hvis de rejser til et andet EF-land og køber varer hos en registreret sælger dér eller hos en privat og herefter bringer varerne til Danmark. Varen vil derimod være pålagt moms i det land, hvor varen købes. Private skal dog altid betale moms i forbrugslandet ved køb af nye transportmidler, jf. B.1.3.

Fjernsalg

Virksomheder i andre EF-lande, som sælger varer til private kunder i Danmark, og som direkte eller indirekte forsender eller transporterer varen til disse kunder, skal registreres i Danmark, hvis salget i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 280.000 kr.

Virksomheder, der har fjernsalg af punktafgiftspligtige varer, skal dog altid registreres i Danmark og betale dansk moms af salget, jf. § 3, stk. 1, litra f, samt § 4, stk. 2. Se også C.2.8.1.

Der skal som udgangspunkt ikke beregnes erhvervelsesmoms af varer, som en sælger i et andet EF-land selv leverer her til landet, og som virksomheden selv installerer eller monterer eller lader installere eller montere for egen regning. Den udenlandske virkomhed skal derimod som udgangspunkt registreres her i landet, jf. også C.2.8.

Registrerede virksomheder, der erhverver varer fra andre EF-lande, skal beregne momsbeløbet og periodevis angive det samlede momstilsvar. Momsen kan regnes med til købsmomsen efter de almindelige bestemmelser, jf. H.2 og H.3.

Ikke registrerede virksomheder og offentlige institutioner mv. skal selv beregne og angive moms af varer, der er erhvervet i andre EF-lande, jf. H.2.2.

B.1.3 Køb af nye transportmidler i andre EF-lande

Stor vejledning 1993

§ 1, stk. 3

Der skal altid betales dansk moms ved køb af nye transportmidler i andre EF-lande. Afgrænsningen af, hvad der anses for nye transportmidler behandles i C.2.6.

Privatpersoner samt ikke registrerede virksomheder, der køber et nyt transportmiddel hos en registreret virksomhed eller hos en privatperson mv. i et andet EF-land, skal skriftligt anmelde erhvervelsen til den lokale told- og skatteregion. Faktura og andre dokumenter vedrørende erhvervelsen skal medsendes. Momsen beregnes på grundlag af den pris, der er betalt for transportmidlet, og skal betales samtidig med anmeldelsen eller senest 14 dage efter at told- og skatteregionen har sendt påkrav herom.

Sker handlen mellem to momsregistrerede virksomheder i hvert sit EF-land, bruges de almindelige bestemmelser om moms ved EF-handel. Se også C.2.6 samt H.2.

B.1.4 Overførsel af varer inden for EF

Stor vejledning 1993

§ 2, stk. 1 og 2

Her fastlægges momspligtens omfang. Der skal som udgangspunkt betales moms af alle varer og ydelser, bortset fra de ydelser, der er nævnt i § 2, stk. 3, jf. også G.1.

Selv om en vare eller ydelse principielt er momspligtig, findes der en lang række begrænsninger for, hvem der skal betale moms og hvornår, ligesom der findes en række egentlige fritagelses- og godtgørelsesordninger, jf. bl.a. C.3., D.2 samt afsnit G. § 2, stk. 1 og 2, gennemgås nærmere i B.2.1 samt i B.2.2.

Stor vejledning 1993

§ 2, stk. 1 og 2, fastlægger momspligtens omfang, dvs. beskriver, hvilke varer og ydelser der som udgangspunkt skal betales moms af. Bestemmelserne er suppleret ved bl.a. §§ 29 a, 29 b samt 29 c, jf. også B.2.3, B.2.4 samt B.2.5.

B.2.1 Momspligten for varer

Stor vejledning 1993

§ 2, stk. 1

Alle varer - såvel nye som brugte - er omfattet af momspligten. Lovteksten fastslår, at gas, vand, el, varme o.l. anses for varer. Leveres gas, vand o.l. som led i udlejning af hus eller husrum, medfører dette dog ikke pligt til at betale moms, jf. § 3, stk. 3 samt C.3.1.

Til yderligere belysning af varebegrebet kan nævnes, at følgende også anses for varer

- levering af kulde til fryse- og kølerum, jf. Mn.142. Det samme gælder damp til opvarmning eller produktion,

- dyr og planter,

- lægemidler, herunder sera, vacciner og næringssubstrater til bakteriologisk brug, jf. Mn.13,

- blodfraktioneringsprodukter af donorblod (blodderivater), jf. Mn.779. Der skal dog ikke betales moms ved salg af fuldblod og blodkomponenter.

- kosmetiske proteser, som fx kunstige ører og øjne. Se også Mn.17.

- frimærker - såvel nye som brugte - der sælges til samlerbrug, jf. Dep.823. Der skal dog ikke betales moms af frankeringsgyldige danske frimærker, hvis salget sker til en pris, der ikke overstiger mærkets pålydende. Sælges mærket til en pris, der overstiger pålydende, skal der betales moms af hele salgsprisen. Se Dep.872 og Dep.1085/89 A.

Salg af gangbare udenlandske, herunder færøske og grønlandske frimærker, samt salg af ikke gangbare frimærker anses derimod altid for salg til samlerbrug. Tilsvarende gælder uadresserede førstedagskuverter, jf. Mn.515. Se også Dep.823. Frimærkehandlere skal betale moms af de gebyrer, de opkræver for at foranledige, at kunder modtager førstedagskuverter.

Kiosker mfl., der får provision ved salg af det "almindelige" julemærke, der udgives af Julemærkekomiteen og som kan sælges momsfrit, jf. G.2.6, kan indtil videre undlade at betale moms af denne provision, jf. Mn.664. Det samme gælder provision ved salg af tilsvarende mærker udgivet af andre velgørende organisationer, der anvender overskuddet til humanitære og filantropiske formål.

Kiosker mfl. kan indtil videre også undlade at betale moms af provision ved salg af gangbare danske frimærker, og der skal ikke tages hensyn til disse mindre provisionsindtægter ved opgørelse af fradragsretten.

- mønter - såvel gangbare som ikke gangbare - der sælges til samlerbrug, jf. Mn.265 samt Mn.516. Gangbare danske og udenlandske mønter anses for forhandlet til samlerbrug, når de sælges til en pris, der overstiger den pålydende værdi tillagt pengeinstitutternes normale ekspeditionsgebyr for valutahandel. For udenlandske mønter omregnes den pålydende værdi efter valutakursen - sælgerkursen. Salg af medaljer er også momspligtigt. Se dog også G.2.6 vedrørende gangbare mønter, der udgives og sælges til fordel for velgørende eller almennyttigt arbejde.

- lysbilledserier til fx undervisning, jf. Mn.742,

- pressefotografier, der fremstilles og sælges af pressefotografer, jf. Mn.145,

- reklame- og mønstertegninger jf. Mn.143,

- ædelmetaller i barreform og ædelstene (investeringsobjekter),

- mærkater og emblemer. Der skal dog ikke betales moms ved salg af mærker mv., der sælges som led i en indsamling, som velgørende eller almennyttige organisationer har anmeldt til politiet efter reglerne om offentlige indsamlinger i tilfælde, hvor mærket virker som en slags kvittering for bidrag til indsamlingen. Se også G.2.6.

Følgende anses derimod ikke for varer

- fast ejendom. Som fast ejendom hører ud over selve bygningerne også bygningstilbehør som er fast anbragt på grunden eller bygningen, grundstykket samt træer, avl på roden (fx uhøstet korn), hegn, brønde og andre anlæg på grunden eller bygningen. Fritagelsen for avl på roden gælder dog kun, hvis avlen sælges sammen med grundstykket.

- fordringer og rettigheder mv. Til illustration af forskellen mellem en vare og en fordring kan nævnes, at værdipapirer som fx obligationer og aktier, lodsedler, gavekort, frimærker o.l. anses for varer, når de sælges som tryksager, mens de fordringer, som værdipapiret egentlig er udtryk for, ikke anses for en vare.

- modermælk, og

- organer fra mennesker (fx nyrer til transplantation).

B.2.2 Momspligtige ydelser

Stor vejledning 1993

§ 2, stk. 2

Momspligten omfatter alle ydelser, bortset fra de ydelser, der er nævnt i § 2, stk. 3. En ydelse, der ikke kan henføres til en af undtagelsesbestemmelserne i § 2, stk. 3, (som gennemgås nærmere i G.1, er dermed momspligtig.

De momspligtige ydelser, som omfatter mange og meget forskellige aktiviteter, kan opdeles i 4 hovedgrupper

- ydelser i forbindelse med varer,

- ydelser i forbindelse med fast ejendom,

- serviceprægede ydelser, og

- salg eller overdragelse af rettigheder (immaterielle ydelser).

For at illustrere rækkevidden af momspligten er der i det følgende omtalt nogle af de mest typiske momspligtige ydelser inden for hovedgrupperne.

B.2.2.1 Ydelser i forbindelse med varer

Momspligtige ydelser i forbindelse med varer kan opdeles i tre kategorier

- arbejdsydelser på varer,

- ydelser i tilknytning til udlejning af varer, samt

- ydelser vedrørende transport og opbevaring af varer.

B.2.2.1.1 Arbejdsydelser på varer

Arbejdsydelser på varer, herunder fremstilling, bearbejdning, montering, afprøvning, analyse, forandring, reparation, vedligeholdelse og rengøring samt konstruktion og formgivning af varer er momspligtig, jf. dog § 12, stk. 1, samt afsnit D.2.6.

Som eksempler på momspligtige arbejdsydelser i forbindelse med varer kan nævnes

- afprøvning og undersøgelse af gas- og elmateriel, oliefyr mv.,

- designervirksomhed,

- dyrlægevirksomhed, jf. Mn.15 og Mn.101,

- hesteopdræt mv. (bedækning, træning, pasning, fodring, opstaldning), jf. Mn.93 samt Østre Landsrets dom af 23. september 1968, Mn.670. Se også N.7 samt N.9.

- kartografisk bistand (udarbejdelse af forskellige geografiske kort),

- kontrolforeningers virksomhed med bl.a. undersøgelse af mælkemængde og fedtindhold, jf. Mn.51,

- kvægmarkeder (af- og pålæsning og trækning af dyr samt dyrlægeeftersyn mv.), jf. Mn.105,

- kønssortering af kyllinger,

- laboratorievirksomhed, jf. Mn.12. Se dog også Mn.13 samt Mn.14.

- patentundersøgelser, jf. også G.1.12,

- "prøvning" af frimærker, jf. Mn.746

- renovation mv., jf. Mn.289 og Mn.720. Se også C.2.3 samt F.1.1.

- sømærketilsyn,

- undersøgelse af byggematerialer i forbindelse med byggeforskning,

- vedligeholdelse af radio- og tv-apparater mv., herunder abonnementsordninger for sådanne arbejder,

- tilsyns-, kontrol- og klassificeringsvirksomhed vedrørende fx skibe, boreplatforme, dykkerklokker, broer, kraner og andet teknisk udstyr er momspligtig.

B.2.2.1.2 Udlejning af varer

Udlejning af varer er som hovedregel momspligtig. Som eksempler herpå kan nævnes

- udlejning af bøger (læsekredse), studiemateriale o.l. Bibliotekers udlån af bøger mv. er dog undtaget fra momspligten, jf. § 2, stk. 3, litra d,

- udlejning og forevisning af film, fx til undervisningsbrug, jf. Mn.49, Mn.50 samt Dep.488,

- udlejning (udstationering) af hunde, som bruges til vagttjeneste o.l.,

- udlejning af kunstgenstande,

- udlejning af køretøjer af enhver art,

- udlejning af liggestole på badesteder,

- udlejning af driftsmidler og løsøregenstande. Driftsmidler mv. der udlejes sammen med fast ejendom, er dog på visse betingelser undtaget fra momspligten, jf. G.1.8.

- udlejning af telte og flytbare træbarakker til brug ved afholdelse af festarrangementer o.l., jf. Mn.21 samt G.1.8. Udlejning af flytbare, men mere permanente bygninger, ligestilles ofte med udlejning af fast ejendom, der er undtaget fra momspligten, jf. også Mn.971.

B.2.2.1.3 Transport og opbevaring mv. af varer

Transport og opbevaring mv. af varer er momspligtig. Som eksempel på sådanne momspligtige ydelser kan nævnes

- bjergning, bugsering, slæbning, stevedoring og trosseføring, jf. Mn.52,

- dyrepensionsvirksomhed, jf. Mn.377

- fiskeauktionshaller (halafgift for opsætning mv. af fisk),

- fragtcentralers boksleje, jf. Mn.147,

- kontrolfirmaers opsyn ved losning og lastning, tilsyn med vejning, kvalitetsbedømmelse, herunder udtagelse af prøver til analyse, samt ydelse af en vis forsikringsmæssig garanti,

- lodsning,

- opbevaring, jf. bl.a. Mn.26 samt Mn.1087/90 A.

- optælling af godsmængder ved losning og lastning af skibe (tally),

- skibsmæglervirksomhed, herunder bistand i forbindelse med salg af skibe, jf. Mn.576. Se dog også D.2.13.

- spedition, godsregistrering, toldklarering mv. Godsregistreringssteder skal betale moms af det vederlag, staten yder til dækning af udgifterne ved at stille godsregistreringsfaciliteter til rådighed, ligesom der skal betales moms af arbejdspenge samt af indtægter i forbindelse med fx opbevaring af varer, spedition, toldklarering o.l.,

- udlejning af bankbokse, jf. § 2, stk. 3, litra j, 2. punktum,

- udlejning af fryse- og kølerum, jf. Mn.142,

- udlejning af tanke, fx i forbindelse med drift af beredskabslagre for benzin og olie mv.,

- udstillingsvirksomhed, jf. dog G.1.4,

- vinteropbevaring af lystfartøjer, jf. Mn.1036.

B.2.2.2 Ydelser i forbindelse med fast ejendom

Momspligtige ydelser i forbindelse med fast ejendom kan opdeles i to kategorier

- arbejdsydelser på fast ejendom, herunder projekteringsarbejde og anden teknisk bistand i forbindelse med fast ejendom,

- udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads.

B.2.2.2.1 Arbejdsydelser på fast ejendom

Arbejdsydelser på jord, bygninger og anden fast ejendom, herunder jordbearbejdning, udgravning, planering, opførelse, ombygning, forbedring, reparation, vedligeholdelse og rengøring, er momspligtige. Tilsvarende gælder projekteringsarbejde og anden teknisk bistand i forbindelse med anlæg, opførelse, ombygning, indretning, reparation og vedligeholdelse mv. af bygninger og anden fast ejendom.

Som eksempler på andre momspligtige arbejdsydelser i forbindelse med fast ejendom kan nævnes

- arkitekt- og ingeniørvirksomhed, jf. Mn.48 og Mn.709.

- byfornyelsesvirksomhed, jf. dog C.3.6,

- fyringskontrol, jf. Mn.175 samt Mn.1057,

- gebyrer for kommunal eller statslig sagsbehandling i forbindelse med byggeri er principielt momspligtige. Kommunerne og staten skal dog ikke betale moms af gebyr for ydelserne, der ikke afsættes i konkurrence med registrerede virksomheder, jf. også C.2.4.

- kalibrering af olietanke, jf. Mn.239,

- kirkegårdsdrift, jf. Mn.22 samt Dep.253. Se også G.1.14 og H.7.17.

- konduktørvirksomhed og anden tilsynsvirksomhed,

- konsulentbistand med henblik på brandsikring i ældre ejendomme, jf. Mn.463,

- konsulentordning vedrørende varmebesparelser, jf. Mn.420,

- låseservice, jf. Mn.94,

- recipientundersøgelser, dvs. undersøgelser af et vandområde med henblik på at konstatere dets evne til at modtage spildevand,

- renovation mv., jf. bl.a. Mn.289,

- skadedyrsbekæmpelse, jf. Mn.16,

- skorstensfejning, brandsyn mv., jf. Mn.23,

- tilsyn og inspektion af brandalarmer og sprinkleranlæg, jf. Mn.434,

- varmemålerservice og udarbejdelse af varmeregnskab, jf. Mn.533,

- vedligeholdelse af oliefyr og sanitetsartikler mv., herunder abonnementsordninger for sådanne arbejder, jf. Mn.169.

B.2.2.2.2 Udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads

Udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads er momspligtig.

Udlejning af fast ejendom er derimod med ganske få undtagelser undtaget fra momspligten. For så vidt angår udlejning af fast ejendom, herunder momspligtig udlejning af hotelværelser mv. henvises til G.1.8.

Stor vejledning 1993

§ 2, stk. 3, litra h

Udlejning af campingplads er som nævnt momspligtig, jf. Mn.593, Mn.611, Mn.671 samt Mn.1303. Som momspligtig udlejning i forbindelse med campingplads betragtes endvidere udlejning af campingvogne, stationære telte og campinghytter, salg af el ifølge måler eller ved opkrævning af særskilt beløb for brug af el-stik, udlån af telefon samt benyttelse af brusebad, vaskerum o.l. faciliteter på campingpladser.

Salg af campingpas (nødpas) er undtaget fra momspligten moms, da en del af betalingen herfor vedrører en ansvarsforsikring, som er undtaget fra momspligten som forsikringsvirksomhed.

Benyttelse af svømmebad mod særskilt betaling er normalt undtaget fra momspligten, jf. Mn.580, men kommerciel drift af en svømmehal som en ren forlystelse i tilknytning til en campingplads er momspligtig, jf. Mn.1303.

Udlejning af parkeringsplads/garage er momspligtig. Sker udlejningen i direkte forbindelse med udlejning af bolig eller erhvervslokaler eventuelt på særskilt lejekontrakt, kan udlejningen dog ske momsfrit, da udlejningen i disse tilfælde anses for et integreret led i udlejning af fast ejendom, som er undtaget fra momspligten. Se også G.1.8.1.1.

Udlejning af bådeplads i lystbådehavne anses for momspligtig havnevirksomhed og ikke som momsfri udlejning af fast ejendom. Der skal derfor betales moms af pladsleje, herunder evt. indskud eller deposita, der opkræves ved udlejning til faste lejere, samt af havnepenge, der opkræves for gæstesejleres benyttelse af havnen, jf. også Mn.601, samt Mn.739. En lystbådehavns medvirken ved overdragelse af bådepladser kan i visse tilfælde ske momsfrit, jf. Mn.717.

Som eksempel på andre momspligtige aktiviteter, der udøves af lystbådehavne, kan nævnes vinteropbevaring af lystfartøjer, jf. Mn.1036, søsætning og optagning af både.

Udlejning af staldplads for heste (boksleje) er momspligtig, da udlejningen sidestilles med udlejning af parkeringsplads, jf. Mn.670.

Udlejning af reklameplads, dvs. udlejning af plakattavler, plakatpladser, skiltepladser o.l., herunder lysskilte og streamers på hyrevogne og busser, bygninger mv., er momspligtig. Tilsvarende gælder udlejning af reklameplads på askebægre og fremlæggelse af brochurer, fx i lufthavne og i foyerer, jf. Mn.221. Også udlejning af udstillingsmontrer og udhængsskabe o.l., der er indrettet til udstilling af varer, er momspligtig. Se Mn.423.

Husejere, som udlejer arealer på husgavle og hustage til opsætning af reklamer, skal dog ikke betale moms, hvis udlejningen udelukkende sker til registrerede virksomheder, jf. Dep.371. Se også C.3.6.

B.2.2.3 Serviceprægede ydelser

Som eksempel på serviceprægede ydelser, der som udgangspunkt er momspligtige, kan nævnes

- administrationsydelser,

- advokatydelser,

- annonce- og reklameydelser,

- forlystelser,

- formidlingsvirksomhed,

- forsknings-, udviklings- og forsøgsarbejder,

- konsulent- og rådgivningsydelser,

- kontorservice samt edb-ydelser,

- mægler- og agenturydelser, herunder ejendomsmæglerydelser,

- revisions- og bogføringsydelser,

- servering,

- telefon-, telex- og telegrafydelser,

- udlejning af hotelværelser, og

- vagt- og overvågningsvirksomhed.

Disse eksempler på serviceprægede ydelser gennemgås i de følgende afsnit.

B.2.2.3.1 Administrationsydelser

Administration er som hovedregel momspligtig. En undtagelse herfra er administration af fast ejendom, jf. G.1.8.2.

Der er truffet afgørelse om, at kontoringe skal betale moms af deres administration af de tilsluttede detailforretningers kontosystemer samt af anden servicevirksomhed for disse i form af fx duplikering, bogføring, fælles indkøb af tryksager og reklame. Kontoringe skal derimod ikke betale moms af beløb, der opkræves hos kontokunder, da disse beløb anses for betaling for momsfri finansieringsvirksomhed, jf. også G.1.10.

Factoring- og finansieringsselskabers administration af fremmede fordringer er momspligtig. Det gælder administration af fordringer, der er overdraget til sikkerhed for et lånemellemværende, og fordringer, hvis transport nok er formuleret som en overdragelse til eje, men med samtidig aftale om tilbagetransport/regres. Administrerer selskaberne alene fordringer, som er overdraget til eje, skal der derimod ikke betales moms, jf. Dep.877.

Der er endvidere truffet afgørelse om, at organisationer med et socialt sigte inden for børne-, ungdoms- og ældrearbejdet, ikke skal betale moms af de honorarer, organisationerne modtager for bl.a. det administrations- og regnskabsarbejde, de udfører for tilsluttede selvejende institutioner, idet ydelserne anses for et integreret led i social forsorg og bistand, der er undtaget fra momspligten. Se også Mn.582, Mn.662 samt G.1.2. Også den administration, som visse fagforeninger udfører for arbejdsløshedskasser, er undtaget fra momspligten som en integreret del af social forsorg og bistand.

Erhvervsorganisationer skal betale moms af evt. administration af lovbestemte ordninger, jf. Mn.743.

Der er truffet en række konkrete afgørelser om momspligt/momsfrihed for administration i forbindelse med forsikrings- og finansieringsvirksomhed. Disse afgørelser omtales nærmere i G.1.9 samt G.1.10.

B.2.2.3.2 Advokatydelser

Advokatvirksomhed er som udgangspunkt omfattet af momspligten. Advokater præsterer imidlertid i et vist omfang de samme ydelser som virksomheder, der er undtaget fra momspligten, og for at undgå konkurrenceforvridning har man i en række tilfælde anset advokaters afsætning af sådanne ydelser som momsfri forsikrings-, bank- og/eller finansieringsvirksomhed.

Momspligtige advokatydelser

Som eksempler på momspligtige advokatydelser kan nævnes

- almindelig juridisk bistand og rådgivning i retssager o.l., herunder varetagelse af hvervet som beskikket forsvarer. Se også Mn.689. Momspligten omfatter også udarbejdelse af analyser, responsa o.l. for forsikringsselskaber samt anden form for rådgivning og bistand til forsikringsselskaber mfl. i sager om forsikringsforhold, jf. også Mn.672.

- bistand i forbindelse med virksomheders betalingsstandsning, gennemførelse af frivillig akkord, tvangsakkord eller konkurs samt efterfølgende bobehandling. Tilsvarende gælder i øvrigt kreditforeningers bistand til medlemmerne ved bobehandling o.l.

- formueforvaltning, jf. G.1.10,

- hvervet som eksekutor testamenti, jf. Mn.702

- inkassovirksomhed. Momspligten for inkassovirksomhed omfatter alle de ydelser, som udføres i tilknytning til inddrivelse af klientens fordring, herunder også ejendomsvurdering og udarbejdelse af indstillinger mv. til pengeinstitutter eller forsikringsselskaber i forbindelse med tvangsauktioner over fast ejendom, hvor pengeinstituttet eller forsikringsselskaber har pant, jf. Mn.620. Se også Dep.563.

- bestyrelseshonorarer og andre ydelser, der præsteres ved, at advokater stiller deres ekspertise til rådighed ved deltagelse i bestyrelser, som medhjælp for anklagemyndigheden eller som sekretær, forretningsfører eller direktør for legater, fonds, stiftelser, organisationer og selskaber, jf. Mn.520,

- administration mv. af foreninger, fx førelse af medlemskartotek, opkrævning af kontingenter, varetagelse af foreningens kontakt til myndigheder mfl., udarbejdelse af korrespondance, deltagelse i interne møder samt varetagelse af hvervet som dirigent på foreningens generalforsamling, jf. Mn.577,

- afgivelse af Legal Opinion, dvs. en erklæring om, at en låneaftale mellem fx Dansk Eksportfinansieringsfond og en udenlandsk låntager er gyldig efter dansk ret, jf. Mn.963,

- taksations- og vurderingsydelser,

- ydelser i forbindelse med overdragelse af selskaber, bortset fra udfærdigelse af transportpåtegninger på aktiebreve samt udstedelse af nye aktiebreve, jf. Mn.1356.

Momsfri advokatydelser

Som eksempler på momsfri advokatydelser kan nævnes

- administration af fast ejendom, jf. G.1.8.2,

- behandling af lånesager, herunder udstedelse af pantebreve og andre lånedokumenter, køb og salg af pantebreve samt visse ydelser i forbindelse med overdragelse af aktier og pantebreve mv., jf. Mn.520, Mn.672 samt Mn.1356,

- administration af investeringsforeninger, jf. G.1.10.

B.2.2.3.3 Annonce- og reklameydelser

Momspligten omfatter reklamevirksomhed af enhver art, herunder

- annoncer af enhver art i aviser og blade mv., herunder også salg af kampagneandele, jf. Mn.1335,

- konsultativ og kreativ virksomhed i forbindelse med reklame,

- modefremvisninger, som tilrettelægges i samarbejde med forskellige handlende med henblik på at præsentere disses varer (beklædning mv.) for publikum, jf. Mn.208. Der skal betales moms af billetprisen samt af de beløb, der modtages fra de handlende til gennemførelse af arrangementerne.

- udlejning af reklameplads, jf. også B.2.1,

- sportsforeningers reklameydelser i forbindelse med sponsoraftaler, herunder reklameydelser i form af, at foreningens medlemmer under idrætsudøvelse (sportskampe, træning mv.) bruger sportsbeklædning forsynet med en virksomheds navn eller mærke, jf. Mn.339,

- sponsor- og reklamekontrakter, der giver sponsorer ret til i annoncer og på mærkater at reklamere med, at de støtter en bestemt idrætskomite, respektive eneret til inden for et brancheområde at bruge et bestemt logo i markedsføringen samt i reklameøjemed at gøre brug af de idrætsudøvere, der støttes af komiteen.

B.2.2.3.4 Kontorservice samt edb-ydelser

Kontorservice af enhver art, herunder maskinskrivning, adressering, kopiering, duplikering, læsning, sekretærhjælp, konsulentbistand og rådgivning er momspligtig. Tilsvarende gælder salg af edb-ydelser, jf. Mn.121 samt Mn.602.

Oversættelse af litterære værker er undtaget fra momspligten, mens translatørvirksomhed bestående i oversættelse af teknisk og kommercielt materiale er momspligtig, jf. Mn.675. Se også G.1.12. Korrekturlæsning er altid momspligtig, også selv om der indgår redaktionelle rettelser.

B.2.2.3.5 Forlystelser

Forlystelser, herunder teater- og biograf- og varieteforestillinger, sommerrevyer mv., er momspligtige. Det betyder, at der skal betales moms af entreindtægten vedrørende de pågældende arrangementer. Afgrænsningen mellem momspligtige forlystelser og kulturelle aktiviteter behandles i G.1.4.

B.2.2.3.6 Formidlingsvirksomhed

Formidling af varer og ydelser er som udgangspunkt momspligtig.

Vikarbureauer skal således betale moms af de honorarer, de modtager for deres formidling af arbejdskraft.

Kunsthandlere (gallerier), kunstforeninger, impresarier, bogforlag, musikkontorer o.l. skal betale moms af deres formidlingsprovision ved salg af kunst etc., jf. Mn.545 og TSS.1134. Se endvidere G.1.12.

Pengeinstitutternes service med formidling af udbetaling fra centralt anbragte pengeautomater er undtaget fra momspligten efter § 2, stk. 3, litra j.

Formidlingsvirksomhed vedrørende udlejning af fast ejendom, fx sommerhuse, hytter, ferieboliger i feriecentre, ferielejligheder og hotelværelser, er som udgangspunkt momspligtig, jf. også G.1.8.

Auktionssalærer anses for betaling for momspligtig formidling af varer, og der skal derfor betales moms af såvel køber- som sælgersalær. Da sælgersalærer indgår i budsummen, hvoraf der (med tillæg af købersalær) skal betales moms ved salget, er auktionerne - for at undgå dobbeltbeskatning - fritaget for at betale moms af sælgersalær ved afregning med sælger, jf. også C.2.5.

B.2.2.3.7 Forsknings-, udviklings- og forsøgsarbejder

Virksomheder og institutioner, som udfører forskning, udviklings- og forsøgsarbejder, skal som udgangspunkt betale moms ved salg af sådanne arbejder, herunder af opnåede tilskud fra det offentlige.

Hvis der ikke sker afsætning af de nævnte arbejder, vil evt. tilskud kunne holdes uden for momspligten, forudsat tilskudsgiveren ikke opnår en konkret modydelse, jf. Mn.658, Mn.905, Mn.961 samt Mn.962. Se også D.1.

Forsknings-, udviklings- og forsøgsarbejde, der udføres af statslige, amtskommunale eller kommunale institutioner, skal - selv om tilskudsgiver får en konkret modydelse - normalt kun momsberigtiges, hvis projekterne udføres i konkurrence med private erhvervsvirksomheder. Se også C.2.4 samt D.1.

B.2.2.3.8 Konsulent- og rådgivningsydelser

Konsulent- og rådgivningsydelser er som udgangspunkt momspligtige. Som eksempler på sådanne momspligtige ydelser kan nævnes

- aktiviteter udøvet af erhvervsråd, jf. Mn.621. Se dog F.1.5.1.

- eksportrådgivning, dvs. undersøgelser af markedsforhold i andre lande samt efterfølgende formidling af eksport,

- farvekonsulentvirksomhed, jf. Mn.782,

- gennemførelse af tegning af kommanditanparter samt gennemførelse af lånetilsagn fra långiver samt oprettelse af vedtægter mv., jf. Mn.1092. Se også Mn.1307 samt G.1.10.

- konsulentordning vedrørende varmebesparelser, jf. Mn.420,

- kunstnerisk rådgivnings- og konsulentvirksomhed, jf. Mn.633 samt Mn.783,

- markedsanalyser til brug ved salg af varer eller ydelser,

- sociologiske undersøgelser, jf. Mn.1117,

- soliditetsundersøgelser for klienter,

- opinionsundersøgelser,

- rådgivning af forsikringsteknisk art, jf. Mn.535,

- tekniske reklamekonsulenter, jf. Mn.20.

B.2.2.3.9 Mægler- og agenturydelser

Agentydelser vedrørende salgsformidling er momspligtige, jf. Mn.656 samt Mn.757. Det gælder også ydelser, der præsteres af underagenter for hovedagenter, jf. Mn.700. Det er dog ikke alle agenter, der kan anses for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. C.1.1.

Også den virksomhed, som skibsmæglere, varemæglere, ejendomsmæglere mfl. udøver, er momspligtig, jf. Mn.576.

Almindelig ejendomsmæglervirksomhed, dvs. formidling af salg af fast ejendom, er således momspligtig. Momspligten omfatter endvidere formidling af salg af andels- og aktielejligheder, selv om der samtidig overdrages værdipapirer i form af andelsbeviser eller aktier. Der er herved også lagt vægt på, at der til de omhandlede værdipapirer er knyttet en brugsret til fast ejendom.

Ejendomsmægleres medvirken i lånesager, herunder udstedelse af pantebreve og andre lånedokumenter samt tegning af forsikringer er undtaget fra momspligten som en integreret del af finansieringsvirksomhed, respektive forsikringsvirksomhed, jf. Mn.546. Det samme gælder ejendomsmægleres medvirken ved køb, salg eller overdragelse af pantebreve mv.

B.2.2.3.10 Revisions- og bogføringsydelser

Revisionsvirksomhed er i sin helhed momspligtig. Der er konkret truffet afgørelse om, at landbrugets regnskabskontorer og private revisionsfirmaer, der udarbejder regnskaber til brug for et informationsnet oprettet af EF, skal betale moms af indtægterne fra den landøkonomiske bogføring. Informationsnettet har til formål at belyse indkomstforhold og driftsøkonomiske forhold for landbruget i EF.

Derimod skal organisationer med socialt sigte inden for børne-, ungdoms- og ældrearbejde ikke betale moms af de honorarer, organisationerne modtager for bl.a. regnskabsarbejde fra tilsluttede selvejende institutioner, idet ydelserne anses for et integreret led i social forsorg og bistand, der er undtaget fra momspligten. Se også Mn.582, Mn.662 samt G.1.2.

Pengeinstitutters bogførings- og revisionsarbejde for fiskerierhvervet er ligeledes undtaget fra momspligten, jf. G.1.10. Derimod er revisionsfirmaers gennemgang af skadelidte virksomheders regnskaber momspligtig.

B.2.2.3.11 Servering mv.

Servering i cafeterier, hoteller, kaffebarer, konditorier, moteller, officersmesser, pølsevogne, restaurationer og ved særlige lejligheder (bl.a. basarer, fester, markeder, møder, udstillinger og valg) er momspligtig.

Vedrørende momspligt for servering mv. i forsamlingshuse, medborgerhuse, idrætshaller, beboerforeningers selskabslokaler mv. henvises til C.3.3 samt N.8.

Marketenderi- og kantinevirksomhed er momspligtig. Det gælder også marketenderier mv. i momsfri virksomheder som fx forsikringsselskaber, banker, skoler, hospitaler og andre offentlige institutioner, jf. Mn.536. Se også C.3.3 samt N.8.1.

Lejrskolers servering mv. for skoleklasser i forbindelse med lejrskoleophold er momspligtig, jf. Mn.467. Lejrskoler med egen undervisning skal dog ikke betale moms af servering, jf. C.3.3. Se også Mn.591, hvoraf det bl.a. fremgår, at der kan ses bort fra betaling af moms for den forplejning, der i enkelte tilfælde er inkluderet i lejen ved udlejning af spejderhytter og ferielejre tilhørende spejderorganisationer mv., der er tilsluttet Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd.

Servering i kollektivhuse er momspligtig, hvis der til serveringen kræves næringsbrev efter lov om restaurations- og hotelvirksomhed. Vedrørende kollektivhuses servering i andre tilfælde henvises til N.8.

Kommunale ungdomsskolers eller ungdomsklubbers salg af mad og drikkevarer mv. er momspligtig, jf. Mn.292 samt Mn.465. Tilsvarende gælder visse kommunale skolers salg af fx frugt og brød, jf. Dep.992. Drives skoleboder e.l. af elever, skal der dog ikke betales moms af omsætningen, hvis en overvejende del af indkøbene til brug for boderne købes i almindelig detailhandel, jf. også Dep.1074.

B.2.2.3.12 Telefon-, telex- og telegrafydelser

Telefon-, telegraf- og telexydelser er omfattet af momspligten, jf. også G.1.7.

Telefonsamtaler fra Danmark til udlandet samt samtaler fra udlandet, hvor den danske modtager har bekræftet at ville betale samtalen, er også momspligtige. I sidstnævnte tilfælde betragtes samtalerne som ført fra Danmark. Se endvidere G.1.7.

B.2.2.3.13 Udlejning af hotelværelser

Udlejning af værelser i fx hoteller, gæstgiverier, moteller o.l. er momspligtig uanset udlejningens varighed. Andre virksomheder, der udlejer værelser for kortere tidsrum end 1 måned, skal ligeledes betale moms. For så vidt angår afgrænsningen mellem momsfri udlejning af fast ejendom og momspligtig udlejning af værelser henvises i øvrigt til G.1.8.

B.2.2.3.14 Vagt- og overvågningsvirksomhed

Detektivbureauer er momspligtige. Bureauernes arbejde med at tilvejebringe fx bevismateriale i såvel civil- som kriminalsager, sådan at domstolene får et bredere grundlag ved pådømmelse af sagerne samt bureauernes bistand til forsikringsselskaber ved efterforskning i forsikringssager, er således momspligtigt.

Vagtselskabers virksomhed er fuldt ud momspligtig, herunder vagtselskabernes transport af penge og pengerepræsentativer.

Vagt- og overvågningsordninger er principielt momspligtige. Visse overvågnings- og formidlingsaftaler er dog undtaget fra momspligten efter § 2, stk. 3, litra b, jf. også G.1.2.

B.2.2.3.15 Vurderingsydelser

Vurdering af varer, herunder kunstværker og frimærker, vurdering af fast ejendom, aktier, pantebreve o.l. værdipapirer er momspligtig.

Vurderinger for finansierings- eller forsikringsvirksomheder blev tidligere anset som en integreret del af finansierings- eller forsikringsvirksomhed, hvis ydelsen havde forbindelse med selskabernes finansierings- eller forsikringsvirksomhed. Som følge af gennemførelsen af EF's 18. momsdirektiv blev sådan virksomhed imidlertid momspligtig med virkning fra 1. januar 1993. Se også G.1.9 samt G.1.10.

Fondsbørsvekselereres og andres vurderinger (værdifastsættelser) af ejendomme og aktier mv. til brug ved opgørelse af dødsboer eller som vejledning for købere og sælgere i forbindelse med afslutning af handler mv. er momspligtig.

Vurderingsråd samt syns- og skønsmænd eller vurderingsmænd, der udfører momspligtige vurderingsarbejder, er i en række tilfælde fritaget for at betale moms, fx når vurderingsarbejdet udføres, efter at de pågældende er blevet udmeldt hertil af retterne, jf. Mn.754 og Mn.827. Se også C.3.6.

B.2.2.4 Salg eller overdragelse af rettigheder (immaterielle ydelser)

Momspligtige rettigheder

Salg eller overdragelse af rettigheder (immaterielle aktiver) er momspligtige, medmindre ydelsen er omfattet af en af undtagelsesbestemmelser i § 2, stk. 3. Som eksempler på momspligtige rettigheder kan nævnes

- forhandlerrettigheder,

- leveringsrettigheder (leveringsrettigheder kan dog være undtaget fra momspligten, jf. det følgende afsnit om momsfri rettigheder,

- licensrettigheder, jf. Mn.130,

- ophavsrettigheder, bortset fra kunstneres ophavsret til egne værker,

- patentrettigheder, jf. Mn.222,

- retten til at bruge tegninger og ideer til illustrerede blade (royalties), jf. Mn.604.

- retten til varemærker, fællesmærker, mønstre o.l.,

- retten til at opstille bistader og til at indsamle honning,

- retten til at overtage kundekreds og andre immaterielle aktiver i forbindelse med hel eller delvis forretningsoverdragelse (goodwill). Der skal fx betales moms af provisionsindtægter (afståelsesvederlag), som en revisionsvirksomhed modtager ved overdragelse af klienter til en anden revisionsvirksomhed, medmindre afståelsen er omfattet af § 12, stk. 5.

- retten til at afstå fra at bruge momspligtige rettigheder samt forpligtelser til helt eller delvis at afstå fra udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, evt. inden for et bestemt geografisk område (konkurrenceklausul),

- retten til at udføre godskørsel for fremmed regning (vognmandskørsel). Der skal således betales moms ved salg af såkaldte "grønne tilladelser", medmindre salget er omfattet af lovens § 12, stk. 5.

- salg af medlemskort, som giver kortholderen mulighed for rabat ved overnatning på visse hoteller, jf. Mn.1321,

- time-shares (salg af brugsrettigheder) til ferielejligheder uden tinglyst skøde for brugsperioden, jf. også G.1.8.1.2,

- udlejning af jagtret for perioder under én måned, jf. Mn.932. Se også G.1.8.1.

- udlejning af køreteknisk anlæg, jf. Østre Landsrets dom af 26. marts 1992. Se også G.1.8.1.

Momsfri rettigheder

Som eksempler på momsfri rettigheder, kan nævnes

- kunstneres overdragelse af ophavsrettigheder til egne værker, bøger samt illustrationer og tegninger, jf. Mn.143 samt Mn.674. Se også C.3.2 samt G.1.12.

- salg af tegningsrettigheder (leveringsrettigheder) til en fabrik, hvor der til rettighederne er knyttet leveringsrettigheder og -forpligtelser, er anset som en integreret del af momsfri finansieringsvirksomhed.

- time-shares (salg af brugsrettigheder) til ferielejligheder med tinglyst skøde for brugsperioden, jf. også G.1.8.1.2,

- udlejning af jagt- og fiskeriret for perioder over én måned, jf. Mn.932, Mn.849 samt Dep.947. Se også G.1.8.1.

- udlejning af indvindingsret, fx til et grusværk, jf. også G.1.8.1,

- udlejning af sportsfaciliteter og salg af adgang til at udøve sportsaktiviteter, jf. G.1.5 samt G.1.8.1.

Overdragelse af rettigheder/forpligtelser i forbindelse med hel eller delvis overdragelse af en virksomhed til en anden registreringspligtig virksomhed er omfattet af bestemmelsen i § 12, stk. 5. Se også D.2.16.

B.2.3 Køb af momspligtige ydelser i udlandet

Stor vejledning 1993

§ 29

Denne bestemmelse indeholder regler om moms ved indførsel af varer fra steder uden for EF. Reglerne er beskrevet i afsnit L.

Stor vejledning 1993

§ 29 a

Reglen er en bemyndigelse til skatteministeren, hvorefter denne kan fastsætte regler for, i hvilket omfang der skal betales moms ved køb af momspligtige ydelser i udlandet til brug her i landet. Ordningen er beskrevet i B.2.3.

Stor vejledning 1993

§ 29 b

Virksomheder, der udfører turistkørsel i Danmark med busser indregistreret i udlandet, skal betale dansk moms. Ordningen er beskrevet i B.2.4.

Stor vejledning 1993

§ 29 c

I overensstemmelse med EF's regler herom betales moms af transport af varer samt ydelser knyttet til transport af varer inden for EF. De nærmere regler for, om der skal betales dansk moms eller moms i et af de øvrige EF-lande, fremgår af D.4, men gennemgås i øvrigt ganske kort i B.2.5.

Stor vejledning 1993

§ 29 d

I overensstemmelse med EF's regler herom, betales moms af varer, der kommer fra andre EF-lande i andre tilfælde end nævnt i § 1, stk. 2 og 3. Der tænkes her bl.a. på den situation, hvor en virksomhed overfører varer til virksomhedens eget brug i et andet EF-land, jf. også B.1.4. Reglerne vedrørende indenlandsk salg anvendes også ved erhvervelse af varer i andre EF-lande, medmindre andet er nævnt.

B.1 Lovens anvendelsesområde

Stor vejledning 1993

§ 29 d, stk. 4

I overensstemmelse med EF's regler, skal der betales moms af varer, der kommer fra andre EF-lande i andre tilfælde end nævnt i § 1, stk. 2 og 3.

Der tænkes her bl.a. på den situation, hvor en udenlandsk virksomhed overfører varer til sin danske filial med henblik på brug her i landet.

Overførsel af varer fra et EF-land til et andet ligestilles således med levering af varer mod betaling, og der skal derfor udstedes faktura med samme oplysninger som ved traditionelt varesalg.

Midlertidig overførsel

Reglerne om overførsel af varer gælder ikke for varer, der kun midlertidigt overføres til virksomhedens eget brug i et andet EF-land. Som eksempel på en sådan midlertidig overførsel kan nævnes

- varer, der midlertidigt anvendes i forbindelse med reparationsarbejde mv. i et andet EF-land, samt

- varer, der anvendes på en udstilling i et andet EF-land.

For så vidt angår virksomheder, der overfører varer fra et andet EF-land til brug her i landet, henvises i øvrigt til C.1.3.

B.2 Momspligtens omfang

Stor vejledning 1993

§ 29 a

Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte regler for, i hvilket omfang, der skal betales moms ved køb af momspligtige ydelser i udlandet til brug her i landet. Bemyndigelsen er udfyldt ved Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 198 af 22. marts 1990 om merværdiafgift af visse ydelser, der sælges til udlandet eller købes i udlandet.

Reglerne har til formål at fastlægge leveringsstedet for en række konkrete ydelser, som er nævnt i bekendtgørelsens §§ 1 og 2, sådan at man ved leverancer af momspligtige ydelser over grænserne sikrer, at der betales moms af disse ydelser, når de anvendes inden for EF. Reglerne skal endvidere sikre, at en ydelse ikke momsbelastes mere end et sted inden for EF. Indkøbes der momspligtige ydelser i udlandet, som ikke er nævnt i bekendtgørelsens §§ 1 og 2, kan disse som udgangspunkt indkøbes momsfrit.

I dette afsnit behandles kun reglerne om, i hvilket omfang der skal betales moms ved køb af momspligtige ydelser i udlandet. For så vidt angår reglerne om moms af momspligtige ydelser, der sælges til udlandet, henvises til D.2.13.

Udenlandske virksomheder, der sælger ydelser nævnt i bekendtgørelsens § 2, skal registreres og opkræve dansk moms, hvis virksomhedens omsætning overstiger 10.000 kr. om året, jf. også C.2.8.

Ved vurderingen af, om den, der køber momspligtige ydelser i udlandet, skal betale moms, skelner man mellem, om køber er en registreret virksomhed, en ikke registreret virksomhed eller en privatperson.

B.2.3.1 Registrerede virksomheder

Registrerede virksomheder skal ikke betale moms ved køb af ydelser nævnt i bekendtgørelsens §§ 1 og 2, hvis virksomheden ved køb af tilsvarende ydelser her i landet ville have fuld fradragsret for købsmomsen, jf. bekendtgørelsens § 4. Se også Mn.735.

Har virksomheden delvis eller slet ingen fradragsret for købet, er virksomheden omfattet af de regler, der gælder for ikke registrerede virksomheder og privatpersoner, jf. B.2.3.2. Har virksomheden ret til delvis fradrag for købsmomsen, kan den fradragsberettigede del af momsen medregnes til købsmomsen i den momsperiode, hvor momsen af købet skal angives til Told*Skat.

B.2.3.2 Ikke registrerede virksomheder og privatpersoner

Ved vurderingen af, om ikke registrerede virksomheder og privatpersoner, der køber ydelser i udlandet, skal betale dansk moms, skelnes der mellem, om ydelsen er nævnt i § 1 eller § 2 i bekendtgørelsen.

Er der tale om en ydelse nævnt i § 1, skelnes der tillige mellem, om sælger har forretningssted i eller uden for EF, idet Færøerne og Grønland sidestilles med steder uden for EF.

Købes en § 1-ydelse hos en virksomhed med forretningssted uden for EF, skal køber betale dansk moms af ydelsen, medmindre ydelsen udelukkende anvendes uden for EF.

Købes en § 1-ydelse derimod hos en momspligtig virksomhed i et andet EF-land, skal køber ikke betale dansk moms, idet ydelsen vil være momsbelagt med det andet EF-lands momssats.

Ved køb af en § 2-ydelse skal der altid betales dansk moms. Er den udenlandske sælger registreret her i landet, betales momsen til sælgeren i forbindelse med købet. I modsat fald skal momsbeløbet betales til Told*Skat, jf. B.2.3.5.

B.2.3.3 Edb-ydelser på databærere

Standard edb-programmer, der indføres på databærer, fx papir, kassette, diskette eller bånd, anses momsmæssigt for en vare, og der skal således betales moms ved indførsel fra steder uden for EF, ligesom det kan komme på tale at betale erhvervelsesmoms ved indførsel fra andre EF-lande, jf. også B.1.2.

Individuelt tilpassede edb-programmer på databærer, dvs. software, der er specielt fremstillet efter købers specifikationer, anses i deres helhed for momspligtige ydelser, hvis de indføres fra et andet EF-land, og køber skal herefter ikke betale dansk moms, medmindre sælger er registreret her i landet.

Individuelt tilpassede edb-programmer, der indføres på databærer fra steder uden for EF, skal opdeles i en varedel (databæreren), der beregnes moms af i forbindelse med indførslen, og i en ydelsesdel (software), der beregnes moms af efter reglerne nævnt under B.2.3.1 og B.2.3.2.

B.2.3.4 Momspligtig værdi af momspligtige ydelser købt i udlandet

Den momspligtige værdi af momspligtige ydelser, der er købt i udlandet, er prisen for de indkøbte ydelser ekskl. moms, jf. § 7 i bekendtgørelsen.

Betaler køber med andet end penge (byttehandel) eller er der interessefællesskab mellem køber og sælger skal der betales moms af en værdi, som svarer til den udenlandske sælgers normale salgspris.

B.2.3.5 Angivelses-, betalings- og regnskabsbestemmelser mv. for momspligtige ydelser købt i udlandet

Den, som efter B.2.3.2, har købt momspligtige ydelser i udlandet, der skal betales dansk moms af, har pligt til at underrette den lokale told- og skatteregion herom inden 8 dage efter, at der er truffet aftale om levering med den udenlandske sælger.

Momsperioden er kvartalet, og momsbeløbet skal senest 1 måned og 20 dage efter kvartalets udløb angives og indbetales til Told*Skat. Momsbeløbet skal omfatte momsen af fakturerede momspligtige ydelser og momsen af betalte momspligtige ydelser, som sælger endnu ikke har udstedt faktura for.

Momslovens almindelige regler om forhøjelse af momstilsvaret ved for sen angivelse, renter mv. samt om regnskab mv. anvendes også ved køb af momspligtige ydelser i udlandet.

B.2.4 Turistkørsel med udenlandske busser i Danmark

Stor vejledning 1993

§ 29 b

Virksomheder, der udfører erhvervsmæssig passagerkørsel (turistkørsel) i Danmark med busser indregistreret i udlandet, skal betale dansk moms, og virksomheden skal registreres i Danmark, jf. § 5,

stk. 1.

Udenlandske turistvognmænd, der kun lejlighedsvis udfører turistkørsel i Danmark, kan dog efter anmeldelse til told- og skatteregionen få tilladelse til at afregne moms i forbindelse med den enkelte kørsel.

Momsen beregnes på grundlag af et gennemsnitsvederlag på 20 øre pr. personkilometer. Personkilometertallet er den tilbagelagte strækning ganget med antal befordrede passagerer. Med den gældende momssats på 25% er momsen således 5 øre pr. personkilometer. Virksomhederne har mulighed for at få tilbagebetalt den moms, der er betalt i Danmark af køb til drift af bussen, fx moms af køb af brændstof, jf. G.7.

Reglerne om turistkørsel med udenlandske busser findes i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1992 om merværdiafgift af turistkørsel med udenlandske busser.

B.2.5 Moms af transport af varer samt ydelser knyttet til transport af varer inden for EF

Stor vejledning 1993

§ 29 c

Der skal i overensstemmelse med EF's regler betales dansk moms af transport af varer samt ydelser knyttet til transport af varer inden for EF. Tilsvarende gælder formidling af transportydelser og hertil knyttede ydelser.

De nærmere regler for, om der skal betales dansk moms eller moms i et af de øvrige EF-lande, står i D.4.

Stor vejledning 1993

Afsnit B - Anvendelsesområdet

Følgende paragraffer i momsloven fastlægger anvendelsesområdet

Stor vejledning 1993

B.1 Lovens anvendelsesområde

B.1.1 Erhvervsmæssigt salg og import

B.1.2 Varer, der erhverves i andre EF-lande

B.1.3 Køb af nye transportmidler i andre EF-lande

B.1.4 Overførsel af varer inden for EF

B.2 Momspligtens omfang

B.2.1 Momspligten for varer

B.2.2 Momspligtige ydelser

B.2.3 Køb af momspligtige ydelser i udlandet

B.2.4 Turistkørsel med udenlandske busser i Danmark

B.2.5 Moms af transport af varer samt ydelser knyttet til transport af varer

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →